Lyt med på kvindekroppens tabuer

Anne-Louise Nørlev og Sedrah Butt Balaganeshan

I et lydstudie på Gammel Kongevej i København sidder sygeplejerske Anne-Louise Nørlev og læge Sedrah Butt Balaganeshan overfor hinanden med høretelefoner på og store mikrofoner foran ansigterne. De er i gang med at optage to afsnit af deres podcastserie ”Østrogenial”, der handler om kvindekroppen og især underlivet. De har mødt hinanden som kolleger i det gynækologiske speciale og er veninder.

Oestrogenial

Østrogenial 
Udkommer hver anden fredag, og hvert afsnit varer en lille time.

Der findes indtil nu 11 afsnit i serien, der længe har været blandt de mest downloadede podcasts på dansk, siden Østrogenial Podcast begyndte at udkomme sidste forår.

Listen over emner, der skal tages op i kommende afsnit er tunge emner som aborter, senaborter og dét at miste et barn.

Find Østrogenial, hvor du ellers hører podcasts eller google ’Østrogenial’.

Den faglige formidling er i øjenhøjde, seriøs, men også med humor. F.eks. hedder afsnittet om menstruation ”Det er bare blod”, og afsnittet om kønsbehåring hedder ”Helt til hårene”. Dagens emne er udflåd, som de to faglige producenter skal tale om til to afsnit af podcasten, ”Go with the flow” del 1 og 2.

Anne-Louise Nørlev forklarer lytterne, at der er ”gode ting at hente ved at dykke ned i sit udflåd”, og at ”udflåd svinger rigtig meget i mængde, udseende, lugt og konsistens i løbet af cyklus”.

Sedrah Butt Balaganeshan tilføjer, at ”udflåd er en naturlig del af det at være kvinde lige fra puberteten til overgangsalderen, og at de fleste kvinder har prøvet at have en crusty underbuks eller to”.

De taler om, hvor travlt kvinder altid har med at skjule deres trusser i omklædningsrummet, og de filosoferer lidt videre over, hvorfor det egentlig er, at ingen snakker om udflåd, når det bare er kroppens naturlige måde at rense skeden på?

Udækket behov for information

Det var Sedrah Butt Balaganeshan, der i foråret 2019 kom med forslaget om at lave podcasts om kvinders underliv. Hun havde erfaring med at lave podcasts for Ugeskrift for Læger og havde kontakt til produktionsselskabet Ramblings Media. Anne-Louise Nørlev syntes, det lød vildt spændende.

”Jeg har altid godt kunnet lide at formidle og lære fra mig. Jeg har også en lidt mere holistisk tilgang, hvor Sedrah holder sig mere inden for det lægelige speciale,” fortæller Anne-Louise Nørlev.

De to fagpersoner havde ofte talt om de mange tabuer om kvindekroppen og kvinders underliv, og de savnede et medie, der med baggrund i det faglige og i videnskaben turde tale om de ting, man som kvinde kan opleve gennem livet.

”Min erfaring fra gynækologisk afdeling er, at patienterne har nemmere ved at forstå deres egen krop, når de får mere viden. Så kan de også bedre acceptere, når noget går galt. Men mange bliver først opmærksomme på viden om underlivet, når de oplever problemer eller symptomer på sygdom,” siger Anne-Louise Nørlev.

Det første afsnit af Østrogenial handlede om gynækologiske undersøgelser.

”Hvis vi kan gøre nogle mere trygge og velorienterede, kan det betyde, at flere får en bedre oplevelse, når de skal til undersøgelse, og at de slapper af,” siger Anne-Louise Nørlev.

Troværdig faglig information

Østrogenial var egentlig tænkt som et hobbyprojekt, men indtil videre er de første 11 afsnit blevet downloadet over 160.000 gange.

”Vi markedsførte dem på Facebook og Instagram. Der var en blogger med mange følgere, som delte dem, og så gik det stærkt med antallet af downloads,” fortæller Anne-Louise Nørlev.

De to kvinder bag podcasten foregiver ikke at være eksperter.

”Vi repræsenterer ikke vores arbejdspladser, vi er os selv med vores faglige viden, og så taler vi sammen som to veninder. Jeg kan godt lide både at have de faglige briller på, men også at bevæge mig over i samfundsmæssige vinkler med ligestilling, seksualitet og holdninger til kropsbehåring og skam ved sin krop.

Vi fortæller om vores egne holdninger til emnerne, men jeg deler ikke ud af alt om min egen person. Jeg er en fagperson, som også gerne vil tages seriøst af kolleger og patienter, så vi holder en ordentlig, sober og professionel tone,” siger Anne-Louise Nørlev.

Spørgsmål og feedback fra lytterne

De to podcastere har været overraskede over, hvor mange der skriver til dem med idéer, spørgsmål og personlige historier.

”Mange skriver, at det er befriende, at vi sætter ord på emner, som er svære at tale med andre om. Det får dem til at føle sig mindre alene med et problem, de ikke vidste var almindeligt. Der var én, som skrev: ”Hvor var I, da jeg var 15 år?”

Lytterne skriver også om oplevelser på hospitaler, når de har været til undersøgelser.
Anne-Louise Nørlev siger:

”Det giver os et ægte indblik i patientperspek-tivet. Mange har oplevet, at de har været til gynækologisk undersøgelse og følt, at de slet ikke blev inddraget. Det er noget, jeg tager med ind i mit arbejde og tænker over i mødet med den enkelte patient.”

En sygeplejerske og en læge fra det gynækologiske speciale laver faglig lydformidling om ydre og indre kønsorganer, menstruationsblod og udflåd i en serie populære podcasts om kvinders underliv. De rammer et udækket behov for troværdig og forståelig information i øjenhøjde.
56-57
2020
2
Podcast
Kvinde
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article 

Klar til etnisk udrykning

Ayse Döner
Etnisk ressourceteam

Etnisk Ressourceteam er et pilotprojekt, der kører over en toårig periode og finansieres og evalueres af Københavns Kommune.

  • Teamet består af enten sygeplejersker, sosu-hjælpere eller -assistenter, der rekrutteres fra arbejdspladser i lokalområdet, eksempelvis andre plejehjem og hjemmeplejeenheder. Arbejdspladsen, der udlåner en medarbejder, får udbetalt refusion af kommunen for de timer, medarbejderen har været udlånt.
  • Ressourceteamet er et tilbud til kommunens øvrige sundhedsinstanser, eksempelvis visitationen, ergoterapeuter, sygeplejersker og hjemmehjælpere, der alle har mulighed for at rekvirere en ressourceperson, når der er behov for det.
  • I skrivende stund består ressourceteamet af 35 personer, der tilsammen kan assistere borgere og personale på 32 forskellige sprog.
  • Kerneopgaven for Etnisk Ressourceteam handler om forebyggelse af ensomhed blandt målgruppen og afklaring af kulturelle misforståelser, hvor ressourcepersonen fungerer som en slags vejleder for begge parter.

Kilde: Ayse Döner.

”Mimik kan være helt forskellig fra land til land. I nogle kulturer betyder det ”nej”, når man nikker med hovedet. Så prøv at forestille dig, hvad der sker, når personalet spørger en beboer, om hun vil have et bad. Så går mødet bare helt galt fra starten af!”

Sådan beskriver Ayse Döner en af de udfordringer i plejen af borgere med anden etnisk baggrund end dansk, som Etnisk Ressourceteam er med til at forebygge og løse. I mødet mellem mennesker er det langtfra altid, at kommunikation handler om det talte sprog, og i mange situationer er der behov for andet og mere end bare oversættelse fra et sprog til et andet, forklarer hun. Siden november 2017 har hun været ansat som ansvarlig koordinator for teamet, der har base på mangfoldighedsplejehjemmet Peder Lykke Centret på Amager.

Uudnyttede ressourcer sat i system

Etnisk Ressourceteam opstod, fordi plejehjemmets personale gang på gang havde oplevet, hvordan misforståelser kom i vejen for den gode pleje eller skabte ubehagelige situationer for både personale og beboere med minoritetsbaggrund. Hverken oversættelsesapps eller professionelle tolke var til megen hjælp, for de ældre beboere var ikke i stand til at betjene en app, og når en professionel tolk oversatte direkte, gav beskederne ikke altid mening.

For et plejehjem, der gerne ville praktisere gode, kulturelle kompetencer, var frustrationen total. Personalet havde i nogle tilfælde i desperation tilkaldt medarbejdere fra husets køkken med minoritetsbaggrund, når der var behov for oversættelse rundtom i huset, men fortolkningen manglede stadigvæk en sundhedsfaglig dimension. Med 24 nationaliteter repræsenteret i husets samlede personalebesætning opstod idéen om at sætte de sproglige og kulturelle ressourcer i system, og hermed var kimen til Etnisk Ressourceteam lagt.

”I den tyrkiske kultur er psykiske problemer ekstremt tabubelagte. Det er det samme som at sige, at du er skør. Jeg blev kaldt ud til en meget grådlabil borger med tyrkisk baggrund, hvor en hjemmesygeplejerske forgæves havde forsøgt at skaffe hende psykiatrisk hjælp. Fordi jeg kender til hendes kulturelle baggrund, indledte jeg i stedet en snak om, hvorfor hun var ked af det, og om hun havde brug for én, der kunne hjælpe med hendes følelser. Spørgsmålet var i princippet præcis det samme, men formuleringen var anderledes, og det gjorde forskellen,” forklarer Ayse Döner som et eksempel på ressourceteamets styrke.

Dorthe Boe Danbjørg

Fælles ansvar

”Som samfund har vi en forpligtelse til at tage hånd om sårbare, men der må man konstatere, at vi i sundhedsvæsenet har nogle store huller. Der er simpelthen en patientgruppe, der falder igennem.”
Det siger næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, om de udfordringer, ældre med minoritetsbaggrund møder i det danske sundhedsvæsen.
”Uanset hvordan vi vender og drejer det, så har ældre med minoritetsbaggrund det sværere end andre grupper i samfundet,” siger hun og fremhæver tolkegebyret som eksempel på, at vi som samfund er med til at skabe ulighed i sundhed. Hun opfordrer landets sygeplejersker til kontinuerligt at gøre opmærksom på, hvis de oplever ulighed i sundhed i deres arbejde, så problemet kan blive belyst i sit fulde omfang.
”Som sygeplejersker får vi en særlig indsigt, fordi vi oplever det på første hånd, og så er vi nødt til at træde til,” siger hun og tilføjer:
”Det her er en opgave, sundhedsvæsenet skal løse, og som der skal følge ressourcer med til.”

God kommunikation er mere end sprog

Ayse Döner oplever, at interessen for projektet er stor blandt både fagprofessionelle og borgere, fordi indsatsen ikke alene afhjælper sproglige misforståelser, men også kan være med til at sikre, at beboere og borgere får den korrekte sygeplejefaglige behandling.

”Jeg blev kaldt ud til et besøg i hjemmeplejen for at hjælpe med at overkomme, hvad personalet tolkede som en sproglig barriere. Men da jeg talte med borgeren, responderede hun uhensigtsmæssigt. Vi talte samme sprog, men i kraft af min sundhedsfaglige baggrund kunne jeg konstatere, at der var tale om kognitiv svækkelse. Det kunne jeg så videreformidle til medarbejderen, der fik igangsat en anden behandlingsstrategi. Nu er hun blevet godkendt til plejebolig,” fortæller Ayse, der er uddannet ergoterapeut og har en kandidatgrad i folkesundhedsvidenskab.

Behov for flere lignende indsatser

”Fælles for mange af de ældre er, at de er analfabeter. De har aldrig gået i skole, de har ingen uddannelse, så de kan ikke engang forstå deres eget sprog skriftligt, og derfor er deres viden om sundhed og sygdom mangelfuld. Fordi de ikke kan tilegne sig viden i eksempelvis litteratur og på hjemmesider, er de begrænset til den viden, der eksisterer i deres netværk, og som i mange tilfælde baserer sig på myter,” fortæller Ayse.

Hun kan genkende mange af de ældres problemer fra sine egne bedsteforældre, der også har været udfordret i forhold til det danske sundhedsvæsen. Etnisk Ressourceteam får mange henvendelser, hvor borgerne efterspørger hjælp til økonomi eller boligsituation, men her må de ikke assistere, fordi det går ud over ressourcepersonernes virksomhedsområde.

”Vi ved jo, at ting som sundhed og økonomi hænger sammen. Alene det at komme i et aktivitetscenter her på plejehjemmet kræver, at man har råd. Det handler måske nok kun om godt 100 kr. om måneden, men hvis man ikke har nogen indkomst, så er det rigtig mange penge, og så kommer man ikke afsted,” siger hun og tilføjer, at hun håber, at Københavns Kommune i fremtiden vil gøre projektet permanent, og at andre kommunale instanser som eksempelvis socialforvaltningen også på sigt vil få deres eget ressourceteam. ”Behovet for hjælp er i hvert fald derude, det er helt sikkert,” siger hun.

Den udsatte generation

Tema: Den udsatte generation

Antallet af ældre med etnisk minoritetsbaggrund kommer til at stige voldsomt i de kommende år. I forhold til deres etnisk danske jævnaldrende har de markant ringere helbred og dårligere adgang til sundhedsydelser. Kulturelle misforståelser og dårligt kendskab til eksisterende sundhedstilbud betyder, at mange søger hjælpen alt for sent. Det har store konsekvenser for både de enkelte borgere og deres familier. Og for sundhedssketoren venter en kompleks plejeopgave forude.

Læs i dette tema:

 

Etnisk Ressourceteam rykker ud, når der opstår forståelseskløfter mellem sundhedspersonale og borgere med anden etnisk baggrund end dansk.
32-33
2019
3
Tema: Sundhedskultur
Familie
Indvandrer
Kvinde
Sundhedspleje
Sundhedsvæsen
Ældre
Temaer
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Sundhedspleje
Sundhedsvæsen
Ældrepleje
Web article 

Dårlig sundhed rammer hele familien

Hanne Winther Frederiksen

”Typisk ser vi patienter, der sideløbende med en somatisk sygdom kæmper med angst eller PTSD, og som ikke tør bevæge sig uden for døren eller tage bussen alene, men det kan sundhedsvæsenet ikke håndtere,” fortæller Hanne Winther Frederiksen, der er afdelingssygeplejerske på Indvandrermedicinsk Klinik på Hvidovre Hospital. ”Patienten har måske gavn af, at en ven eller søn kan ledsage dem til behandlingen, men selvom denne ven måske først får fri fra arbejde klokken 15, får patienten alligevel tider i ambulatoriet på forskellige tidspunkter på dagen.

Indvandrermedicinsk klinik
  • Indvandrermedicinsk Klinik tager udelukkende imod patienter med indvandrerbaggrund.
  • Ofte er der tale om henvisninger, hvor egen læge har kastet håndklædet i ringen og ganske enkelt har opgivet at behandle patienten. Derfor har de fleste patienter typisk en lang række afbrudte forløb i sundhedsvæsenet bag sig, når de møder op i klinikken.
  • Omkring to tredjedele af patienterne i klinikken er familiesammenførte, mens en sidste tredjedel er flygtninge.
  • Omkring 80 pct. af patienterne er kvinder, og flere end halvdelen har boet i Danmark i mere end 20 år.
  • Patienterne er mestendels midaldrende eller ældre og har typisk lært noget dansk, men har aflært det igen grundet enten ringe vedligehold som følge af social isolation eller som konsekvens af kognitiv sygdom.

Kilde: Hanne Winther Frederiksen.

Som resultat dukker patienten gentagne gange ikke op til behandling, hvorefter forløbet afsluttes på den konto. Så har patienten pludselig en række afbrudte forløb og en masse misrøgtet sygdom.”

Hanne Winther Frederiksen har for nylig afsluttet en ph.d. om ulighed i sundhed, der konkluderer, at hjertepatienter med indvandrerbaggrund oplever en markant dårligere rehabilitering end etniske danskere, og hun mener, at der er tale om ulige adgang til sundhed for en ekstremt sårbar patientgruppe, hvor der kun i sjældne tilfælde er håb om egentlig helbredelse.

Større pligt til omsorg

Patienterne i Indvandrermedicinsk Klinik har ofte en kombination af flere og misligholdte sygdomme, kroniske og invaliderende smerter og traumer af forskellig karakter i bagagen. De er en sårbar patientgruppe i sig selv, men de aldrende migranters sundhedstilstand har også store konsekvenser for deres familier, fortæller Hanne Winther Frederiksen. ”I klinikken får vi de gamle og syge henvist, men ofte er det foranlediget af en bekymring, som i langt højere grad drejer sig om resten af familien end om den ældre. Den byrde, de lægger på deres børn og børnebørn, har en kæmpe betydning fremadrettet.”

Ifølge en peer review-artikel fra Tidsskriftet Gerontologi i 2017 viser hollandske og tyske undersøgelser, at tyrkiske indvandrere har langt større forventninger til hjælp fra familien end majoritetsbefolkningen. Det handler både om mistillid til systemet, men også om en kulturelt betinget modstand mod, at plejen af familiemedlemmer overlades til fremmede. Det kan være forbundet med stor skam og skyld at overdrage ansvaret for sine forældre til sundhedspersoner.

Den problematik genkender Hanne Winther Frederiksen tydeligt fra sit arbejde i klinikken.

”Jeg oplever det som helt internaliseret, nærmest automatisk. ”Selvfølgelig tager jeg mig af min gamle mor, hun har båret mig i sin mave”. Men jeg oplever også unge mennesker, der kæmper mellem to kulturer, og som kæmper for at færdiggøre deres uddannelse, samtidig med at de har noget, der minder om et fuldtidsjob med at passe deres syge forældre. Unge, som sidder med en kæmpe omsorgsforpligtelse, og som hver dag efter skole eller job er hjemme og ordne alt muligt. Som bliver nødt til at pjække fra skole eller job, fordi de skal køre frem og tilbage til hospitalsaftaler,” fortæller hun.

Vi skal håbe for den næste generation

En stor del af de problemer, patienterne i klinikken døjer med, er afledt af eksempelvis fattigdom, som er virkeligheden for rigtig mange ældre indvandrere. Det betyder, at et ensidigt fokus på patienternes sundhedstilstand ikke er nok, forklarer Hanne Winther Frederiksen. Mange af patienterne har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk, og for nogle betyder det helt konkret, at der eksempelvis ikke er råd til både medicin mod behandlingskrævende sygdom og husleje.

”Jeg var for nylig ude og undervise, og da sad der en ung sygeplejerske blandt publikum, som blev enormt provokeret over at høre, at jeg bruger tid på at ringe rundt til boligselskaber for mine patienter, hvis der er behov for det. For jeg er jo sundhedsperson, ikke? Men tingene hænger jo sammen,” forklarer hun.

Derfor er socialt arbejde også en del af hverdagen i klinikken, og Hanne Winther Frederiksen hjælper ofte sine patienter med eksempelvis økonomi og boligsituation. Det er også et led i at forsøge at tage noget af presset af patienternes familier, forklarer hun, og hun så gerne, at man i sundhedsvæsenet i højere grad tog udfordringen med det stigende antal ældre indvandrere alvorligt.

”Hvis man virkelig ønsker den gode integration og det gode liv for den næste generation af indvandrere, så er der brug for et holdningsskifte blandt sundhedsprofessionelle,” siger hun og tilføjer, at klinikkens helhedsorienterede tilgang efter hendes mening skaber mere tålelige liv for både patienter og pårørende. ”Vores arbejde i klinikken handler om mange ting, men rigtig meget om den næste generation. Det er i virkeligheden den, vi skal gøre os håb for.”

Den udsatte generation

Tema: Den udsatte generation

Antallet af ældre med etnisk minoritetsbaggrund kommer til at stige voldsomt i de kommende år. I forhold til deres etnisk danske jævnaldrende har de markant ringere helbred og dårligere adgang til sundhedsydelser. Kulturelle misforståelser og dårligt kendskab til eksisterende sundhedstilbud betyder, at mange søger hjælpen alt for sent. Det har store konsekvenser for både de enkelte borgere og deres familier. Og for sundhedssketoren venter en kompleks plejeopgave forude.

Læs i dette tema:

 

Når ældre og plejekrævende indvandrere oplever ulighed i sundhed, har det ikke kun konsekvenser for den ældre selv. Hele familien er presset i mødet med sundhedsvæsenet, og det truer den næste generations velbefindende, mener afdelingssygeplejerske på Indvandrermedicinsk Klinik på Hvidovre Hospital, Hanne Winther Frederiksen.
30-31
2019
3
Tema: Sundhedskultur
Familie
Indvandrer
Kvinde
Sundhedspleje
Sundhedsvæsen
Ældre
Temaer
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Sundhedspleje
Sundhedsvæsen
Ældrepleje
Web article 

Kvinderne tør åbne sig overfor mig

Shahnaz Qureshi

”Dreng!” udbryder en kvinde med et kæmpe smil og peger på min gravide mave.

Sygeplejersken er taget til Sundhedscafé i kvindeværestedet BuQetten i Hvidovre, hvor en gruppe kvinder med minoritetsbaggrund hver fredag mødes for at dyrke motion og blive klogere på sundhed. De har netop afsluttet en times motion i lokalet ved siden af, og nu er det tid til kaffe og åben dialog. Da jeg spørger ind til kvindernes baggrund og sundhedshistorik, famler vi lidt rundt i kommunikationen til at starte med i kraft af kvindernes meget beskedne dansk. Heldigvis bliver min højgravide mave hurtigt genstand for en livlig snak, for her kan vi mødes om et universelt kvinderitual, der ikke kræver særlige, sproglige kompetencer.

”Dreng!” gentager kvinden. Det ved hun bare, for hvis den gravide har et rent og fint ansigt, så bliver det en dreng. Når man venter en pige, så suger barnet af sin moders skønhed, der som konsekvens må døje med uren hud og mere til, fortæller hun. Alle de andre kvinder nikker enigt. De har ret, bekræfter jeg og takker for komplimentet, og alle kvinderne jubler og lykønsker mig med klem i hånden og smil henover bordet.

Myter om sundhed er udbredte

Snakken går livligt, mens broccoli, æbler og gulerødder i mundrette stykker sendes rundt sammen med den varme kaffe. For mange af kvinderne er de to timer i BuQetten om ugen et åndehul, hvor de frit kan stille alle de spørgsmål, de måtte have om sundhed. Den smilende kvindes forudsigelse af mit ufødte barns køn var kærlig og harmløs, men også et eksempel på den form for myter om kroppen, der florerer i minoritetsmiljøer.

Sundhedscaféen er et initiativ i det tværkommunale forebyggelsesprojekt på Vestegnen, ”Sundhed på dit sprog”. Her uddannes borgere i kommunerne med indvandrerbaggrund til sundhedsformidlere. Shahnaz Qureshi er en af dem. Hun har pakistansk baggrund og kom til Danmark som 11-årig i 1975. ”I minoritetsmiljøer er myter om krop og sundhed udbredte og kan i værste fald have fatale konsekvenser,” siger hun og fortæller om en midaldrende kvinde, der i to år gik rundt med en kræftsygdom uden at modtage behandling og uden at informere hverken sin mand eller sine børn om det.

”Det viste sig, at svigermor engang havde sagt, at hvis man fik kræft, så var man selv skyld i det. Så havde man ikke passet ordentligt på, eller man havde gjort noget forkert. At det var en straf fra Gud. Fordi hun ikke talte med andre om det, vidste hun jo ikke bedre. Derfor er det så vigtigt, at vi når ud til de her borgere,” fortæller Shahnaz Qureshi.
I 2018 viste et studie fra Kræftens Bekæmpelse blandt knap 467.000 kvinder, at hele 22,3 pct. af kvinderne med ikkevestlig baggrund ikke blev screenet for livmoderhalskræft, mens det kun gjaldt for 13 pct. af de etnisk danske kvinder. Minoritetskvinder blev altså kun screenet halvt så ofte som danske kvinder og havde dermed væsentlig større risiko for ikke at få behandlet en eventuel kræftsygdom i tide.

Genkendelse og tillid

Sundhedsformidlerne er hverken sygeplejersker eller læger, men har til opgave at formidle det, der for de fleste etniske danskere er basal viden om sundhed, forklarer sygeplejerske Anett Jensen, der er ansvarlig for uddannelse af kommunernes sundhedsformidlere. Uddannelsen består af 60 timers undervisning om bl.a. kost, motion, seksualitet, pædagogik, formidling, psykiatri, demens og kræft.

I Sundhedscaféen taler nogle af kvinderne lavmælt sammen på tyrkisk, og Shahnaz spørger ind til, hvordan de har det. At sygeplejersker som Anett Jensen ikke selv kan nå patientgruppen skyldes, at man bedre kan spejle sig i og have tillid til en person, der har minoritetsbaggrund ligesom en selv, forklarer Shahnaz. Hun taler ikke selv tyrkisk, men det betyder ikke så meget. ”Kvinderne er trygge ved og tør åbne sig overfor mig, fordi vi ligner hinanden. De føler, at jeg kan forstå deres problemer,” siger hun. Hun bliver flere gange afbrudt og bedt om uddybende forklaringer af det, hun fortæller om ved bordet, og når hun tager ordet, lytter alle interesseret.

58-årige Gülsüm er kommet i Sundhedscaféen i flere år. Hun fortæller på tyrkisk, at hun har problemer med både ryg og knæ, der giver hende smerter og ondt i kroppen. Hun kommer oprindeligt fra Tyrkiet, men har boet i Danmark i mange år og hørte i sin tid om caféen fra en kvindelig bekendt. Hun bor en halv times gang fra BuQetten, men forsøger at dukke op alle de fredage, hendes knæ tillader det. Hun får det bedre af at dyrke motion, fortæller hun. Hendes veninde hjælper hende løbende med at oversætte til dansk for Shahnaz, der lytter opmærksomt.

Ældre kvinder
En del af de kvinder, der kommer i Sundhedscaféen, har ikke lært at tale særlig godt dansk og har svært ved at forstå sundhedsvæsenet og de tilbud, der er.
Foto: Rie Neuchs
Jo mere medicin, jo bedre

I sit arbejde møder Shahnaz mange hjemmegående kvinder, hvis historier minder om Gülsüms. De tilhører første generation i landet, og de har ikke været så meget på arbejdsmarkedet. Hvis de har, så har de måske haft et rengøringsjob, hvor de ikke har haft kontakt til andre borgere og derfor ikke har fået brugt det danske sprog og udviklet netværk.

”De er meget isolerede, og alene at få dem ud af hjemmet kan være en udfordring,” fortæller hun. Derfor er eksempelvis Sundhedscaféen en god måde at formidle sundhed på, for rygtet spreder sig hurtigt i kvindernes små, lokale netværk, og når først de dukker op i caféen, er der ”hul igennem”, som Shahnaz siger. Nogle har behov for viden om madlavning for at forebygge overvægt og følgesygdomme, og så bliver der talt om fordelene ved at bruge fuldkornsprodukter frem for hvide ris og lyst brød. For andre handler det om at lære at navigere i det danske sundhedssystem. Og spørgsmålene er mange:

”Hvad er 1813? Hvornår ringer man til dem, og hvornår ringer man 112? Hvornår er det egen læge, og hvad kan man egentlig bruge sådan en til?” forklarer Anett, og Shahnaz tilføjer, at en del ældre i minoritetsmiljøerne har en mistro til egen læge, fordi den forebyggende tilgang, der er kendetegnende for det danske sundhedssystem, er meget langt fra nogle andre kulturer.

”Mange folk med indvandrerbaggrund har en opfattelse af, at jo mere medicin, en læge udskriver, jo dygtigere er han. ”Lægen giver medicin, og så bliver jeg sund og rask”. Det er den indstilling, mange har. Så de forstår ikke, når deres danske læge er tilbageholdende med bare at udskrive medicin til dem og måske i stedet beder dem begynde at dyrke motion,” fortæller hun. I stedet køber mange ældre en masse medicin, når de er i hjemlandet, og tager det sideløbende med den medicin, de får i Danmark. I det tilfælde kan det være en umulig opgave for lægen at behandle patienten ordentligt. Behovet for oplysning og viden blandt borgerne er med andre ord stort og forskelligartet. Derfor opstår sundhedsformidlernes initiativer løbende. En del finder idéerne i deres egne netværk, og der har bl.a. været iværksat walk and talks, dansecaféer, dialogbrunch, gymnastik i moskéer og oplæg på sprogskoler.

Fastansættelse ville styrke ordningen

Lige nu er der kun tre aktive sundhedsformidlere i Hvidovre Kommune. En del har sagt op det seneste år, for trods de gode erfaringer er der ikke planer om at fastansætte sundhedsformidlerne. Jobbet honoreres løbende med timeløn for opgaver af nogle timers varighed, og det gør ordningen sårbar, mener Shahnaz:

”Jeg har mistet mange gode kolleger af den grund. Mange kan ikke leve med aldrig at vide, hvor mange timers arbejde de har i næste uge. Så finder folk noget andet, og så går al den gode oplæring og erfaring tabt.”

Anett Jensen erkender, at mange sundhedsformidlere er faldet fra på det grundlag. Det er ærgerligt, for ordningen udgør en vigtig, social indsats, pointerer hun.

”Man må forstå, at den her gruppe borgere ikke kun er sårbare på lige fod med etniske danskere. I kraft af deres etnicitet er de dobbelt sårbare,” siger hun.

Fakta

Antallet af ikkevestlige indvandrere over 65 år forventes at stige fra knap 26.000 i 2018 til mere end 102.000 i 2040.
Kilde: Danmarks Statistik, 2018.

Ældre med etnisk minoritetsbaggrund modtager kun praktisk hjælp og personlig pleje halvt så ofte som ældre etniske danskere.
Kilde: VIVE, 2013.

Vestlige lande omfatter EU, Andorra, Australien, Canada, Island, Liechtenstein, Monaco, New Zealand, Norge, San Marino, Schweiz, USA og Vatikanstaten. Ikkevestlige lande omfatter alle øvrige lande.
Kilde: Danmarks Statistik, 2019.

Tre ud af fire kommuner har målrettede indsatser for personer med anden etnisk baggrund end dansk, men kun meget få er henvendt til ældre, der ellers er en særligt udsat gruppe.
Kilde: ”Indsatser målrettet etniske minoriteters sundhed i danske kommuner – En kortlægning af sundhedsfremme og forebyggelsesindsatser”, Statens Institut for Sundhed, Syddansk Universitet, 2012.

 

Den udsatte generation

Tema: Den udsatte generation

Antallet af ældre med etnisk minoritetsbaggrund kommer til at stige voldsomt i de kommende år. I forhold til deres etnisk danske jævnaldrende har de markant ringere helbred og dårligere adgang til sundhedsydelser. Kulturelle misforståelser og dårligt kendskab til eksisterende sundhedstilbud betyder, at mange søger hjælpen alt for sent. Det har store konsekvenser for både de enkelte borgere og deres familier. Og for sundhedssketoren venter en kompleks plejeopgave forude.

Læs i dette tema:

 

 

Ældre med etnisk minoritetsbaggrund mangler ofte basal viden om sundhed. Derfor har en række kommuner i flere år uddannet lokale borgere med forskellige etniciteter til sundhedsformidlere. De formidler sundhed til en ellers svært tilgængelig målgruppe og bygger bro til sundhedsvæsenet.
26-29
2019
3
Tema: Sundhedskultur
Familie
Indvandrer
Kvinde
Sundhedspleje
Sundhedsvæsen
Ældre
Temaer
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Sundhedspleje
Sundhedsvæsen
Ældrepleje
Web article 

Ældre og syge indvandrere bliver tabt i systemet

Dorthe Susanne Nielsen

”Vi har set eksempler, hvor familier i afmagt har bundet den ældre demensramte fast til en stol for at forhindre, at de forlader boligen og bliver væk. Eller har bundet deres hænder fast til sengen om natten for at forhindre, at de piller i afføringen.” Sådan beskriver Dorthe Susanne Nielsen, sygeplejerske og lektor fra Syddansk Universitet, nogle af de konsekvenser, det har, at gamle og syge indvandrere ikke får den hjælp og behandling, de har behov for. Hun har siden 2009 forsket i tværkulturel sygepleje og indvandrermedicin og mener, at et ufleksibelt system spænder ben for en værdig alderdom. 

En usund alderdom

Ifølge en befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik forventes antallet af ikkevestlige indvandrere over 65 år at stige fra knap 26.000 i 2018 til mere end 102.000 i 2040. I 2013 viste en opgørelse fra forskningscenteret VIVE, at ældre med minoritetsbaggrund kun halvt så ofte som etniske danskere modtager praktisk hjælp og personlig pleje, og at kun et fåtal bor på plejehjem. Derudover har et studie fra Nationalt Videnscenter for Demens og Center for Registerforskning ved Aarhus Universitet tidligere dokumenteret, at sandsynligheden for, at en indvandrer med demens får medicinsk behandling for sin sygdom, er 25-30 pct. lavere end for en ældre danskfødt person med demens.

Når der, som undersøgelserne viser, er så stor forskel på muligheden for at få hjælp til dagligdagens gøremål eller for at komme i behandling for sygdomme som demens, alt efter om du hedder Bent eller Fatima, så er der tale om ulighed i adgangen til sundhed, pointerer Dorthe Susanne Nielsen.

Dorthe Susanne Nielsen
Siden 2017 har Dorthe Susanne Nielsen sammen med neuropsykolog Rune Nielsen og Nationalt Videnscenter for Demens arbejdet på forskningsprojektet CLEAR, der har til formål at kortlægge udbredelsen af demens blandt ældre indvandrere i Danmark.
Foto: Nils Lund Pedersen
Det handler om mere end kultur

Dorthe Susanne Nielsen fungerer i sit daglige arbejde både som forsker og sygeplejerske på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital. Hun oplever en generel tendens til, at ældre indvandreres manglende viden om sundhed fejlfortolkes som et udtryk for en bestemt ”kultur”. Men det er en misvisende og skadelig opfattelse, mener hun. Ofte er det i langt højere grad faktorer som viden, økonomi og fattigdom, der er helt afgørende. I Danmark tager det eksempelvis 40 år at optjene retten til fuld folkepension, og det har kun de færreste indvandrere nået.

Derudover er en del af de ældre familiesammenførte, og i det tilfælde har det familiemedlem, der fik vedkommende til Danmark, forsørgerpligten. De ældre har i så fald ingen ret til folkepension eller anden økonomisk støtte end den, familien kan undvære.

I den situation kan det være umuligt at finde råd til en plejehjemsplads. Hun oplever, at nogle familier egenhændigt passer ældre og demente pårørende, som er så behandlingskrævende, at situationen bliver direkte sundhedsskadelig for alle involverede.

”Rigtig mange familier magter ikke opgaven, og i nogle tilfælde opholder de demente sig under kummerlige vilkår. De ældre er en meget sårbar patientgruppe i sig selv, men familierne bliver også syge af den enorme byrde, det er at tage sig af et sygt familiemedlem. Som systemet er i dag, findes de rette tilbud simpelthen ikke,” fortæller Dorthe Susanne Nielsen.

Svært at rekruttere beboere

Det er centerchef på plejehjemmet Peder Lykke Centret på Amager, Mette Olsen, enig i. Plejehjemmet blev i 2013 udnævnt til mangfoldighedsplejehjem af Københavns Kommune for at imødekomme en forventet stigning i antallet af ældre borgere med minoritetsbaggrund. Visionen var, at alverdens nationaliteter skulle bo dør om dør og føle sig hjemme i huset, uanset hvor i verden de kom fra. Men stik modsat prognoserne så er den stadigt større gruppe ældre ikke væltet ind på de danske plejehjem. I dag, seks år efter mangfoldighedsprojektet blev sat i søen, har kun få af Peder Lykke Centrets 152 beboere ikkevestlig baggrund.

Faciliteterne er ellers til stede. På plejehjemmet kan beboerne søge ro i et stillerum til fordybelse og bøn eller låne et særskilt lokale, der ved hjælp af en projektor kan lyse hele rummet op og få det til at fremstå som en moské. Alle personaler har gennemgået et kursus i ”kulturelle kompetencer”, og her fejres Eid på lige fod med jul. Køkkenet serverer alt fra traditionelle tyrkiske retter til ærkedanske håndmadder med leverpostej. På trods af de mange gode tiltag bekræfter Mette Olsen, der har været leder af plejehjemmet de seneste ni år, at de fortsat har udfordringer med at rekruttere beboere med ikkevestlig baggrund. ”Mangfoldighedsplejehjem er en del af løsningen, men det er langt mere komplekst end som så,” mener hun.

Mange har ikke råd til at flytte ind

Særligt økonomi er et stort problem for de ældre. Blandt de få nuværende beboere med ikkevestlig baggrund oplever personalet, at flere familier har svært ved at finde råd til selv de mest basale hygiejnefornødenheder som tandpasta, deodorant og barberskum, som beboerne selv er økonomisk ansvarlige for. Men for mange er der slet ikke råd til at flytte ind i første omgang, fortæller Mette Olsen.

”Normalt arbejder vi med en klassisk introduktion til huset ved indflytningssamtalerne, hvor vi bl.a. fortæller om maden og kontaktpersonordningen. Men vi fandt hurtigt ud af, at det slet ikke er det vigtigste for mange borgere med minoritetsbaggrund. I stedet er penge det første, vi skal tale om. For hvis de ikke har råd til at bo her, så kan resten jo være lige meget. Og det oplever vi desværre meget ofte.” I 2017 viste den årlige publikation fra Danmarks Statistik ”Indvandrere i Danmark”, at parfamilier med ikkevestlig indvandrerbaggrund i alderen 60-64 i 2015 kun havde, hvad der svarer til 15 pct. af den gennemsnitlige pensionsformue for parfamilier af dansk oprindelse. Det betyder, at ældre med samme plejebehov som etniske danskere kan være tvunget til at blive længere i egen bolig, end det er sundhedsmæssigt forsvarligt.

Fagprofessionelle skal klædes bedre på

Siden 2017 har Dorthe Susanne Nielsen sammen med neuropsykolog Rune Nielsen og Nationalt Videnscenter for Demens arbejdet på forskningsprojektet CLEAR, der har til formål at kortlægge udbredelsen af demens blandt ældre indvandrere i Danmark. Projektet har indsamlet data blandt sundhedsformidlere i en række vestegnskommuner og forventes afsluttet i løbet af 2019. Indtil videre viser resultaterne, at både sundhedspersoner og ældre med etnisk minoritetsbaggrund i kommunerne mangler grundlæggende viden om både demens og de behandlingstilbud, der findes, fortæller hun.

Som eksempel nævner Dorthe Susanne Nielsen screeningsprocessen for demens, der mange steder foregår ved hjælp af en test, der er målrettet dansktalende borgere. Her bliver patienten bl.a. bedt om at rette grammatiske fejl i danske sætninger og om at konstruere sætninger, der giver mening. ”Men hvis du er analfabet og i øvrigt ikke mestrer dansk, så kan du jo ikke gennemføre denne her test. Og så kan du faktisk ikke udredes,” forklarer hun og tilføjer, at det skaber grobund for ubehandlet demens og fejldiagnosticering.

Nationalt Videnscenter for Demens har i stedet udviklet et kulturuafhængigt screeningsværktøj kaldet RUDAS (Rowland Universal Dementia Assessment Scale). Det er let at anvende, men på trods af fordelene for borgere med anden etnisk baggrund end dansk bruges det endnu kun sjældent, forklarer Dorthe Susanne Nielsen. 

Handler om værdighed og respekt

Hun efterlyser, at både fagprofessionelle og samfundet generelt anerkender, at sundhedssystemet for nuværende ganske enkelt ikke er gearet til at tage sig af ældre med minoritetsbaggrund. Hun frygter, at politiske tiltag som eksempelvis indførelsen af tolkegebyret blot vil forværre den ulige adgang til sundhed for en i forvejen udsat befolkningsgruppe. Det er Mette Olsen enig i, og hun har en bøn til landets øvrige sundhedsinstanser, der de næste mange år i fællesskab skal håndtere udfordringerne for et stigende antal ældre med minoritetsbaggrund.

”Det er jo ikke raketvidenskab. Hvis vi ikke tager de her ældres voksende plejebehov alvorligt, så får vi bare nogle helt andre og større problemer. Jeg har set, hvad det gør ved familier ikke at have adgang til den nødvendige viden og behandling. Familier, der er helt overladt til sig selv. Vi skal nå de her ældre tidligere, og især før der er fem andre familiemedlemmer, der er brændt sammen af stress med alt, hvad det fører med sig. Det handler både om kroner og øre i forhold til samfundet, men i den grad også om værdighed og respekt for de enkelte mennesker. Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt,” siger hun.

Den udsatte generation

Tema: Den udsatte generation

Antallet af ældre med etnisk minoritetsbaggrund kommer til at stige voldsomt i de kommende år. I forhold til deres etnisk danske jævnaldrende har de markant ringere helbred og dårligere adgang til sundhedsydelser. Kulturelle misforståelser og dårligt kendskab til eksisterende sundhedstilbud betyder, at mange søger hjælpen alt for sent. Det har store konsekvenser for både de enkelte borgere og deres familier. Og for sundhedssketoren venter en kompleks plejeopgave forude.

Læs i dette tema:

 

 

Ældre med minoritetsbaggrund er dårligere stillet i sundhedsvæsenet end deres etnisk danske jævnaldrende. Systemet er slet ikke gearet til at tage sig af dem. Problematisk og uværdigt, mener lektor i tværkulturel sygepleje, Dorthe Susanne Nielsen.
22-25
2019
3
Tema: Sundhedskultur
Familie
Indvandrer
Kvinde
Sundhedspleje
Sundhedsvæsen
Ældre
Temaer
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Sundhedspleje
Sundhedsvæsen
Ældrepleje
Web article 

Sygeplejerskers rolle i sexologisk behandling af vulvodyni

Resumé

Vulvodyni er et smertesyndrom i vulva beskrevet som brændende, stikkende, sviende smerter uden objektive fund eller specifikke tegn på neurologisk lidelse.

I den sexologiske enhed under Gynækologisk Ambulatorium på Regionshospital Nordjylland, Hjørring, får denne patientgruppe tilbudt en multidisciplinær behandling.

Den multidisciplinære tilgang er et eksempel på en behandlingsmodel, hvor man arbejder ud fra en bio-psyko-social model og tilgodeser den fysiske smerte og den psykoseksuelle påvirkning både hos patient og partner. Kvinderne opnår en allroundforståelse for smerteproblematikken, og arbejdet tyder på, at deres komplians øges.

Fundene i et kvalitetsprojekt med 61 deltagere indikerer, at tilgangen er velvalgt til denne patientgruppe, da der ses en subjektiv bedring hos størstedelen af patienterne.

Den sexologiske behandling er varetaget af en sygeplejerske med sexologisk videreuddannelse, og kombinationen af sygeplejefaglighed og sexologi anses for at være velegnet, idet både de anatomiske, fysiologiske, psykologiske og sexologiske aspekter er blevet tilgodeset.

Vulvodyni er et smertesyndrom i vulva, der er beskrevet som brændende, stikkende, sviende smerter uden objektive fund eller specifikke tegn på neurologisk lidelse. Vulvodyni kan inddeles i to former, hvor den ene er generaliseret, og hele vulvaområdet kan være medinddraget, ofte uprovokeret. Den anden form er lokaliseret og begrænset til vestibulum og/eller klitoris. Smerten provokeres af tryk, friktion, tamponbrug eller coitus. Ligeledes kan vulvodyni optræde primært (efter første samleje) eller sekundært efter en periode uden smerter ved samleje. Kvinderne giver udtryk for, at smerterne ofte påvirker den generelle livskvalitet med store implikationer for samlivet, og de klager ofte over smertefulde samlejer.

Vulvodyni rammer kvinder i alle aldre, men oftest den unge kvinde i perioden efter seksuel debut. Incidensen af vulvodyni er estimeret til at være op til 18 pct. (1).

Mange kvinder forbliver u- eller fejldiagnosticerede pga. af manglende viden om tilstanden (2). 60 pct. af kvinder med smerter i vulva, som søger behandling, har set mindst tre forskellige behandlere, før de får den korrekte diagnose, og mere end 30 pct. af kvinderne har søgt hjælp hos fem eller flere læger (1,3).

I gynækologisk ambulatorium på Regionshospital Nordjylland, Hjørring, hvor man har en sexologisk enhed, får denne patientgruppe tilbudt en multidisciplinær behandling, hvor en sygeplejerske med videreuddannelse indenfor sexologi står for den sexologiske del af behandlingen. Denne artikel beskriver behandlingstilbuddet med særligt fokus på den sexologiske behandling og giver et indblik i behandlingseffekten hos 61 kvinder, som har gennemgået det multidisciplinære behandlingstilbud.

Årsag til sygdommen ukendt

På trods af den høje prævalens og sygdommens konsekvenser er ætiologien ukendt (2,3,4). Vulvodyni er formodentlig multifaktoriel og inkluderer såvel neurologiske, hormonelle, psykologiske, interpersonelle og muskulært betingede årsager. Idet der indgår fysiske og funktionelle komponenter, mener man, at den hører til gruppen af funktionelle lidelser (2,5). De dominerende ætiologiske hypoteser omfatter fund af et øget antal lokale nervefibre medførende allodyni (smerter som følge af en ikke-smertefuld stimulus), gentagne svampeinfektioner i genitalier, som udløser hypersensivitet, allergi samt sekundær øget spænding af bækkenbundsmuskulaturen, som kan medføre dyspareuni og sekundært vaginisme (2).

Debat
  • Hvordan vil du reagere, hvis du møder en patient, som fortæller dig, at hun har smerter ved samleje?
  • Hvor vil du anbefale patienten at søge hjælp?
  • Hvad har du fået ud af at læse denne artikel?

Vulvodyni kan medføre psykologisk stress og har en omfattende negativ indvirkning på dagligdagen, parforholdet, sexlivet, selvværd, livskvalitet og på det psykosociale velbefindende (2,3,4,6).

Der eksisterer nationale såvel som internationale guidelines for tværfaglig behandling til kvinder med vulvodyni, men grundlaget for disse rekommandationer er ikke tilstrækkeligt belyst (6). I den multidisciplinære tilgang indgår både biologiske, psykologiske og sociale aspekter i behandlingen, og den har i flere år vist sig at være effektiv i behandling af kroniske smerter, især da man ved kroniske smerter samtidig ser en psykologisk komorbiditet med depression, angst og påvirket livskvalitet og desuden ved, at en bio-psykosocial behandlingsmodel til kroniske smer-ter som udgangspunkt er mere hensigtsmæssig end blot at behandle fysisk smerte (3).

Ifølge guidelines til behandlingen af genitale smerter anbefales en behandlingskombination, hvor kvinden undervises i smertehåndtering, gennemgår fysioterapi med bækkenbundstræning, sexologisk rådgivning eller terapi og medicinske behandlingsformer i en ideel helhedsorienteret tilgang, idet tiltagene understøtter hinanden. Denne behandlingsmodel for genitale smerter er dog forholdsvis ny, men der ses efterhånden voksende interesse for den.

Effekt af ny type behandling skal undersøges

Multidisciplinær behandling anbefales i stigende grad, men indtil videre er denne kun belyst i få studier (3,4,7,8).

Med udgangspunkt i den multidisciplinære tilgang er der udført en retrospektiv opgørelse over behandlingseffekten hos kvinder med diagnosen vulvodyni. Data er indsamlet fra februar 2009 til februar 2014. I behandlingsforløbet har patienten mødt en gynækolog, en fysioterapeut med speciale i bækkenbund, og en sygeplejerske med videreuddannelse i sexologisk rådgivning og 20 års erfaring i gynækologisk sygepleje. I denne behandlingsform indgik til forskel fra ovennævnte undersøgelser også kvindens partner. Mange års erfaring har vist, at partneren også kan reagere på kvindens smerter og dermed påvirke kvindens oplevelse af smerte. Jo større empati og forståelse partneren viser, og jo bedre de er til at kommunikere om smertens indvirkning på relationen, desto mindre seksuel stress, mistrivsel og smerte oplever kvinden (9).

Denne opgørelse har til formål at undersøge, om en multidisciplinær tilgang er en effektiv behandling af kvinder med vulvodyni og deres partner primært med fokus på den sygeplejefaglige og sexologiske behandling.

Et kvalitetsudviklingsprojekt for 61 kvinder

Projektet er et kvalitetsudviklingsprojekt, og der er foretaget en retrospektiv gennemgang af de inkluderede patienters sexologiske journaler.

61 kvinder diagnosticeret med vulvodyni modtog multidisciplinær behandling i perioden fra februar 2009 til februar 2014. 25 kvinder havde en forhistorie med bl.a. vold, voldtægt, over-greb, incest, seksuelle krænkelser og omsorgssvigt. 48 kvinder var i parforhold, og 13 kvinder var single. Alle kvinder var henvist fra speciallæge i gynækologi til sexologisk ambulatorium. 51 patienter var færdigbehandlet og 10 patienter endnu uafsluttede ved opgørelsen af undersøgelsens data.

Inklusionskriterier var diagnosen vulvodyni (diagnosekode DN 948a.). Anden somatisk sygdom som årsag til symptomerne blev udelukket ved gynækologisk undersøgelse. Patienter med ubehandlet psykisk lidelse blev ekskluderet fra studiet ved den første samtale.

Ved journalgennemgangen blev følgende data registreret:
• Kvindens alder og ægteskabelige status.
• Varighed af smerter forud for multidisciplinær behandling.
• Tidligere behandling for candidainfektion, cystitis eller kønssygdomme.
• Tidligere psykiske problemer eller udfordringer.
• Tidligere negative seksuelle oplevelser i form af krænkelser, vold, incestuøse overgreb eller mobning.
• Behandlingsvarighed i sexologisk ambulatorium og antal sexologiske konsultationer.
• Fysioterapeutisk behandling: Ja/Nej.
• Kvindens subjektive oplevelse af seksuel lyst.
• Sensualitetstræning: Ja/Nej.
• Dilatationsbehandling: Ja/Nej.
• Patientens subjektive mål for behandling, succesfuld indfrielse, delvis succesfuld eller uden effekt.

Fordi der er tale om et fuldstændig anonymiseret og ikke-personhenførbart kvalitetsudviklingsprojekt, og der ikke er konsulteret data fra patienternes stamjournaler, er der ikke søgt om tilladelse via datatilsynet. Da projektet er et kvalitetssikringsprojekt, er det ifølge Videnskabsetisk Komité ikke anmeldelsespligtigt.

De inkluderede patienter har modtaget lægelige, fysioterapeutiske og sexologiske behandlinger, og behandlingerne er foregået sideløbende.

Alle kvinder undersøgt af speciallæge

Vulvodyni er en udelukkelsesdiagnose. Alle kvinderne blev undersøgt af en speciallæge i gynækologi, og der blev optaget anamnese og udført gynækologisk undersøgelse. Undersøgelsen om-fattede en grundig inspektion af ydre genitalia, systematisk vatpindstest, hvor man berører slimhinden med en vatpind og vurderer rødme og smerte med en visuel analog skala (VAS-test) forud for gynækologisk undersøgelse inkl. vaginale podninger og evt. transvaginal ultralydsskanning afsluttet med en manuel vaginal undersøgelse.

Hvis der blev brugt instrumenter, blev undersøgelsen udført med forsigtighed, da den kan være ubehagelig for kvinden. En intern vaginal undersøgelse blev kun foretaget i det omfang, det var muligt, og kvinden kunne indgå i et samarbejde omkring undersøgelsen.

Ved diagnosticering af vulvodyni iværksættes en behandling, som omfatter desensibilisering ved hjælp af lokalanalgetika, fede cremer eller oliemassage i vulva. Ved manglende effekt af topikal behandling (hvor lægemidlet bliver anvendt på kropsoverfladen, dvs. hud og slimhinder), iværk-sættes systemisk behandling med tricyklisk antidepressiva 10 mg i to uger med øgning på 10 mg med 14 dages interval til maks. dosis på 60 til 80 mg. Ved effekt forsøges nedtrapning efter 3-6 måneder (4).

Henvist til fysioterapeutisk behandling

De kvinder, som ved den gynækologiske undersøgelse fik konstateret en stram bækkenbundsmuskulatur, blev henvist til behandling hos fysioterapeut. Fysioterapeuten behandler på m. iliopsoas, m. obturatorius internus, m. pectineus samt bækkenbundsmuskulaturen. Der blev givet de-sensibiliserende massage af det smertefulde område i vestibulum og vulva. Formålet med behandlingen var, at kvinden opnåede at blive helt eller delvist smertefri i underlivet.
VAS-skala blev brugt som måleredskab ift. smerter og livskvalitet. I behandlingen indgik hjemmeøvelser.

Samtalebehandling og psykoedukation

Den sexologiske behandling bestod af samtalebehandling og psykoedukation. Hos de patienter, som var i fast parforhold, blev det anbefalet, at både kvinden og partner deltog for derved at skabe større fælles forståelse for de intra- og interpersonelle problemstillinger. Hver konsultation var af 45 minutters varighed.

Der blev optaget en seksuel anamnese på patient og partner, og detaljer vedr. tidligere og nuværende seksuelle oplevelser blev drøftet. Behandling og mål var individuelle, men kunne typisk være af følgende karakter: at kunne gennemføre samleje uden smerte eller at opnå bedre kommunikation, intimitet og nærhed med partner.

I behandlingen var der fokus på, at seksualitet også er intimitet, nærvær og fortrolighed og ikke blot samleje og orgasme. Der var fokus på, at man har ansvar for egen seksualitet og nydelse, og der blev guidet i at turde initiere til kærtegn uden en forventning om, at dette fører til sex eller berøring af kønsorganer. Der blev arbejdet med kommunikative færdigheder, at lære og turde give udtryk for seksuelle behov og ikke at undgå nærhed. Der var fokus på gensidige forventninger og grænsesætning ift. seksuelt samvær. Der blev undervist i forskellige former for seksuel lyst og tændingsmønstre for at opnå større gensidig forståelse for, at der er multiple årsager til at være seksuelle. Misforståelser, skyld og skam over bl.a. at afvise, blive afvist og at være utilstrækkelig forsøges nedbrudt parret imellem. Et stort tema i behandlingen er den fobiske angst for smerte, og hvordan tanker og følelser associeret med smerten kan påvirke den seksuelle respons. Parret/den enkelte kvinde havde behov for at forstå, hvordan sygdommen kan medføre seksuelle problemer og ubehandlet påvirke relationen, medføre dårlig livskvalitet og vanskeligheder med at håndtere den egentlige smerteproblematik.

Det er urealistisk at tro, at smerten for altid forsvinder, og at helbredelse vil være at opnå smertefrihed. I stedet blev behandlingen stilet imod rehabilitering, hvor kvinden oplevede at kontrollere og håndtere smerten for dermed at fremme psykisk og seksuelt velvære. En af måderne var bl.a. dilatationsbehandling, som hun kunne vælge at udføre selv eller inddrage sin partner i.

Træning i desensibilisering

Som hjemmeopgave blev kvinden instrueret i at indføre dilatatorer i graduerende størrelser i vagina; en form for desensibilisering, hvor kvinden langsomt vænnede sig til, at vagina kunne rumme en genstand med minimum af smerte. Det gavnede patienternes behandling, at der var en kombination af samtaler og dilatationsbehandling (10). Der var samlejeforbud i den periode, hvor dilatationsbehandling foregik, og når parret følte sig klar, blev de guidet til at gennemføre samleje. Det blev påpeget, at størrelsen på dilatator ikke er indikation for, at kvinden er i stand til at kunne indføre penis. Parrene oplevede i større eller mindre grad problemer med at genfinde intimiteten (9) og blev derfor sideløbende introduceret til sensualitetstræning (11).

Skærpelse af sanser

Parret øvede sig i at modtage og give kærtegn, først nongenitalt siden genitalt. I øvelsen skærpes sanserne, og nye erogene zoner opdages. Dette genererer ofte lyst til kærtegn og intimitet uden angst for, at det fører til samleje. Ydermere viste intimitet sig at være en relevant faktor for det generelle velvære hos parrene med seksuelle dysfunktioner og helbredsmæssige problemer (9). Erfaringen viser, at mange par oplever at genfinde lysten til samleje igennem denne øvelse.

Resultater af det multidisciplinære behandlingstilbud

Medianalder var 27,5 år (18-67 år), 78,7 pct. (n= 48) af kvinderne er i parforhold og 21,3 pct. (n=13) er single. Antal år med smerter i vulvaområdet er gennemsnitligt 7 (0,5-35 år), og 18 pct. (n=11) har haft symptomer på vulvodyni i mere end 10 år, før de kommer i sexologisk behandling, se tabel 1. Forud for endelig diagnose har 23 pct. (n=14) rapporteret, at de har været behandlet for enten candidainfektion, cystitis eller kønssygdomme.

tabel1Af den samlede gruppe på 61 kvinder angiver 21 pct. (n=13) tidligere at have haft psykiske udfordringer, og 13,11 pct. (n=8) af de 13 kvinder har haft en depression.

41 pct. (n=25) har været udsat for vold, voldtægt, overgreb, incest, seksuelle krænkelser, om-sorgssvigt, mobning, psykisk vold eller sexchikane. I alt har 40 pct. (n=10) i ovennævnte gruppe været udsat for to eller flere af ovenstående overgreb. Den gennemsnitlige behandlingsvarighed var ni måneder (1-24 måneder), med et gennemsnitligt antal besøg på 7 (1-28 besøg) se tabel 1.

Som det fremgår af figur 1, modtog 76 pct. (n=46) af kvinderne fysioterapeutisk behandling pga. hyperton bækkenbundsmuskulatur (øget spænding i musklen). 3 pct. (n=32) af kvinderne berettede om nedsat eller manglende seksuel lyst eller seksuel aversion. 62 pct. (n=38) af kvinderne har gennemført sensualitetstræning sammen med deres partner.vulvodyni-figur-141 pct. (n=25) havde sekundært udviklet vaginisme, og 46 pct. (n=28) af kvinderne med vulvodyni har været i dilatationsbehandling, se figur 2.

vulvodyni-figur-2

Forud for den multidisciplinære behandling angav kvinderne at have smerter ved samleje, og efter et individuelt forløb angav 57 pct. (n=29) at kunne gennemføre samleje uden smerter og med seksuel nydelse, og 21 pct. (n=11) angav at kunne gennemføre samleje med seksuel nydelse og et minimum af smerter, se figur 3. Samlet set angav denne gruppe samtidig at have opnået bedre kommunikation og større intimitet med partneren. I forhold til de kvinder, som var single, målte de deres succes ud fra evnen til at kunne indføre en dilatator eller en dildo uden smerter eller med et minimum af smerte.

vulvodyni-figur-3

Tre ud af fire opnåede positivt resultat

Det fremgår af figur 3, at 78 pct. (n=40) af patienterne havde hel eller delvis succes med den samlede multidisciplinære behandling med ændring i seksuel adfærd. De opnåede at kunne gennemføre samleje uden smerte og opnåede bedre kommunikation og intimitet med partneren, hvilket resulterede i mindre seksuel stress. Behandlingsresultaterne kan genfindes i et studie af Brotto et al. 2015 (3).

Resultaterne viser sammenholdt med andre studier, at kvinderne oplever smertetilstanden i flere år trods vurdering ved adskillige læger, før en endelig diagnose stilles (1,3). Det sker på trods af, at der i hver af landets regioner er oprettet en Vulva Klinik. Der synes fortsat at mangle viden om diagnosen, hvorfor kvinderne ikke behandles optimalt.

Patienterne har gennemsnitlig syv besøg i sexologisk ambulatorium over en periode på knap ni måneder. Tidlig diagnostik og inddragelse af partner øger forståelsen for tilstanden og har en gunstig effekt på behandlingslængden. Parret er ofte nødt til at redefinere deres seksualitet, hvilket kræver tid, og man bør derfor ikke forcere behandlingsvarigheden.

Patienter med vulvodyni kan føle skyld, skam og utilstrækkelighed, da de ikke kan imødekomme traditionel opfattelse af sex med vaginal penetration (6,9). Det ses ikke sjældent, at der opstår problemer i parforholdet i form af dårlig kommunikation, parrets livskvalitet nedsættes, og forekomsten af seksuelle problemer tiltager (4,6,9). Mens det er bemærket, at kvinder reagerer på smerte ved at undgå samleje, viser erfaringen, at de fleste kvinder med vulvodyni alligevel fortsætter med at forsøge med samleje på trods af smerter, fordi de får dårlig samvittighed og føler sig utilstrækkelige. Mange begrunder det med angsten for at miste deres partner (9,10). Trods smerter forsøger de at gennemføre samleje, men angst for smerte nedsætter den seksuelle lyst, lubrikationen forsvinder, og sekundært til vulvodyni ses, at kvinden får myoser i bækkenbunds-muskulaturen og i de omkringliggende muskler (7).

Der ses signifikant større vaginal hypertoni, nedsat vaginal muskelstyrke samt forsnævring af introitus hos kvinder med vulvodyni, og ifølge Backmann et al. er der et vist overlap mellem vulvodyni og vaginisme (7). I dette studie er 76 pct. (n=46) blevet behandlet pga. hyperton bækkenbund og forsnævret introitus. 46 pct. (n=28) har været i dilatationsbehandling, som er en systemisk desensibilisering, hvor der indirekte arbejdes med kvindens fobiske angst for penetration. Kvinder får ganske langsomt kontrol over smerten og oplever samtidig en smertereduktion eller helt smerteophør ved denne behandling. I et tidligere studie fandt man, at kvinder med mangeårig dyspareuni samtidig lider af lav seksuel lyst og/eller mangel på ophidselse. I nærværende studie sås, at 87 pct. (n=53) undertrykte den spontane lyst til sex, men oplevede i stedet lyst til nærhed og intimitet, uden at det skulle føre til samleje, hvilket genfindes af bl.a. Basson et al. (12).

Studier har vist, at de kvinder, som bliver ramt af vulvodyni, er pligtopfyldende, perfektionisti-ske, emotionelt ustabile og har brug for kontrol. Disse personlighedsstrukturer kan medføre, at kvinderne i højere grad oplever emotionel stress, hvilket anses som en mulig ætiologi til vulvodyni (4).

Khandker et al. finder, at kvinder med vulvodyni er i større risiko for at opleve humørsvingnin-ger, depression og angst (13). Endvidere har Masheb et al. erfaret, at svær depression er relateret til oplevelsen af større smerte, dårligt funktionsniveau og nedsat livskvalitet. Endelig har over halvdelen (62,5 pct.) af kvinderne ifølge Masheb oplevet depression, før de fik konstateret vulvodyni (14).

I dette studie har 25 ud af 61 kvinder været udsat for enten vold, voldtægt, incest, omsorgssvigt eller mobning. Dette genfindes i et større studie, hvor kvinder med vulvodyni havde 2,6 gange større forhistorie med en barndom uden kærlighed, familiær støtte, omsorg, opmuntring og tillid samt uden en følelse af tryghed (15). Dette bekræftes af Khandker et al., som har fundet en tæt sammenhæng mellem fysiske og/eller seksuelle overgreb i barndommen og debut med vulvodyni (13).

En velvalgt tilgang

Den multidisciplinære tilgang i dette retrospektive kvalitetsarbejde er et eksempel på en behandlingsmodel, hvor man arbejder ud fra en bio-psyko-social model og tilgodeser den fysiske smerte og den psykoseksuelle påvirkning både hos patient og partner. Der opnås en allroundforståelse for smerteproblematikken, og arbejdet tyder på, at komplians øges. Fundene indikerer, at tilgan-gen er velvalgt til denne patientgruppe, da der ses en subjektiv bedring hos størstedelen af patienterne. Det skal dog understreges, at fundene ikke umiddelbart kan generaliseres, da der ikke er foretaget randomisering. Den sexologiske behandling er varetaget af en sygeplejerske med sexo-logisk videreuddannelse, og kombinationen af sygeplejefaglighed og sexologi må forventes at være velegnet, idet både de anatomiske, fysiologiske, psykologiske og sexologiske aspekter hermed bliver tilgodeset.

Tak til overlæge Lisbeth Mørup, Gynækologisk afdeling, Aalborg Universitetshospital, for faglig sparring.

Referencer

  1. Harlow BL, Gunther ES. A Population-Based Assessment of Chronic Unexplained Vulvar Pain: Have We Underestimated the Prevalence of Vulvodynia? J American Medical Women’s Association 2003; Volume 58. No. 2.
  2. Damsted-Petersen C, Lundvall L, Kristensen E et al. Vulvodynia. Definition, diagnosis and treatment. Acta Obstetricia et Gynecologica. 2008;87:893-901.
  3. Brotto LA, Yong P, Smith KB et al. Impact of a Multidisciplinary Vulvodynia Program on Sexual Functioning and Dyspareunia. J Sex Med 2015;12:238-47.
  4. Thøfner LB, Kristensen E, Damsted-Petersen C. Vulvodyni. Ugeskr læger 2014;176:VO5140310.
  5. Yong PJ, Sadownik L, Brotto LA. Concurrent Deep-Superficial Dyspareunia: Prevalence, Associations, and Outcomes in a Multidisciplinary Vulvodynia Program. J Sex Med 2015 Jan; 12:219-27.
  6. Rosen NO, Rancourt KM, Corsini-Munt S et al. Boyond a Womans’s problem: The role of Relationship Processes in Female Genital Pain. Curr Sex Health Rep. 2013.
  7. Backman H, Widenbrandt M, Bohm-Starke N et al. Combined physical and psychosexual therapy for provoked vestibulodynia – an evaluation of a multidisciplinary treatment model. J Sex Res. 2008 Oct-Dec; 45(4):378-85.
  8. Spoelstra SK, Dijkstra JR, van Driel MF et al. Long-Term Results of an Individualized, Multifaceted and Multidisciplinary Therapeutic Approach to Provoked Vestibulodynia. J Sex Med 2011;8:489-96.
  9. Bois K, Bergeron S, Rosen NO et al. Sexual and Relationship Intimacy among Women with Provoked Vestibulodynia and Their Partners: Associations with Sexual Satisfaction, Sexual Function, and Pain Self-Efficacy. J Sexual Med 2013;10:2024-35.
  10. Wylie K, Hallam-Jones R, Harington C. Psychological difficulties within a group of patients with vulvodynia. J Psychosom Obstet Gynecol 2004;25:257-65.
  11. Kristensen E. Sex og psyke. Psykiatrifondens Forlag 2007.
  12. Basson R, Leiblum S, Brotto L et al. Revised Definitions of Women’s Sexual Dysfunction. J Sex Med. 2004; Vol. 1 No.1.
  13. Khandker M, Brady SS, Vitonis AF et al. The influence of depression and anxiety on risk of adult onset vulvodynia. J Womens Health. 2011. Oct; 20(10):1445-51.
  14. Masheb RM, Wang E, Lozano C et al. Prevalence and correlates of depression in treatment-seeking women with vulvodynia. J Obstet Gynaecol. 2005 Nov;25(8):786-91.
  15. Harlow BL, Stewart EG. Adult-onset vulvodynia in relation to childhood violence victimization. Am J Epidemiol. 2005 May 1;161(9):871-80.

 

Syndromet vulvodyni giver ikke anledning til objektive fund eller afslører specifikke tegn på neurologisk lidelse. Et multidisciplinært behandlingstilbud med fokus på sexologisk behandling syntes at have positiv effekt hos 61 kvinder.
2017
Kvinde
Seksualitet
Smerte
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Fag & Forskning
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Tags 
Smerter
Magazine tags  Fagligt Ajour Web article 

Patienterne får sensualitetslektier med hjem

”Hvordan går det med dig? Får du givet dig tid til dig selv?”

Sygeplejerske og sexologisk counsellor Gitte Vittrup sidder overfor en yngre kvinde, som er i behandling for smertesyndromet vulvodyni. En diagnose, der de senere år har givet anledning til et særligt samarbejde mellem læger, sexologer og fysioterapeuter på vulvaklinikker flere steder i landet.

Som klinisk sexolog og gynækologisk sygeplejerske med mere end 20 års erfaring står Gitte Vittrup for den del af den multidisciplinære behandling, der indebærer samtaleterapi og psykoedukation; et aspekt i behandlingen af vulvodyni, der i hendes seneste kvalitetssikring har vist sig at have god effekt. Siden 2009 har adskillige kvinder og par været inde og ude ad døren til hendes kontor på Regionshospitalet Nordjylland i Hjørring for at blive behandlet for den smertefulde lidelse.

3 gode råd
  1. Vær ikke bange for samtalen om seksualitet, den kan være afgørende for den enkelte patient.
  2. Brug de to første trin af PLISSIT-modellen. P for permission – tilkendegivelse af, at det er OK at tale om det seksuelle. LI for Limited information – begrænset information. Brug den viden, du har, f.eks. om, at kvinder med smerter ofte trækker sig fra intim kontakt og nærvær med deres partner, og at du ved, at det er muligt at få hjælp. 
  3. Vær opmærksom på muligheden for at henvise til vulvaklinikker eller lignende specialiserede klinikker.

Find liste over vulvaklinikker på Dansk Selskab for Vulvalidelsers hjemmeside www.dsvl.dk

Patienterne sætter selv mål for behandling

Gruppen af kvinder, som får konstateret vulvodyni, er bred, men Gitte Vittrup har oplevet, at en del af især de unge kvinder har et stort kontrolbehov. ”Det kan være svært at tale om det, der sker herfra og ned,” siger hun og holder hånden ud fra midten af maven. 

Via samtalerne og psykoedukationen lærer hun kvinderne om deres krop, om at turde være i en seksuel kontekst, og hvordan de kan lære at håndtere smerten. Hun guider dem i at arbejde med deres mål for behandlingen. Mål, de selv definerer.

”Når patienterne kommer her, så er de selv med til at sætte målet for behandlingen. Det kan selvfølgelig justeres op og ned undervejs, men det er patienterne selv, som ved første samtale giver et bud på, hvad de gerne vil have ud af behandlingen,” forklarer Gitte Vittrup. 

Målet for patienterne er ikke nødvendigvis at være fuldstændig smertefri, men f.eks. at kunne have samleje med et minimum af smerter og opnå bedre kommunikation og være intim med sin partner, forklarer hun. 

Partner er også med til konsultation

Det er ikke kun enlige kvinder, som sætter sig ved det lille mødebord klemt ind på Gitte Vittrups kontor. Når kvinden i behandling har en partner, er partneren i udgangspunktet altid med til samtalerne. Og det er også med partneren ved sin side, at kvinden kan opnå det bedste resultat, fortæller Gitte Vittrup. 

”Det er vigtigt at have partneren med. For det er i partnerskabet, at problemet er opstået, og det er i partnerskabet, at man bedst løser et seksuelt problem. Manden skal forstå, hvad den her smerteproblematik gør ved ønsker om sex, lyst og nærvær, og hvordan han kan hjælpe det på vej.”

Læs også: Pallette af behandlinger hjælper vulvodyniramte

Gitte Vittrup spørger åbent og uformelt og til mere end det seksuelle. På midten af bordet mellem hende og patienten ligger en illustration af ”trivselstrekanten”. Ordene partner, samfund og familie fylder lige meget på hver side. Børn, arbejde og uddannelse kan nemlig være med til at påvirke, hvordan parforhold og seksuallivet har det, og hvordan der kan arbejdes med det, forklarer hun:

”Mange par bliver helt lettede, når vi tager fokus væk fra samleje. De skal i stedet fokusere på at være intime og kærlige. Parrene kan ofte mangle disse elementer i deres parforhold, da de forbinder det med, at det lægger op til samleje, som pga. kvindens smerter kan være problematisk."

Det fysiske og psykiske spiller sammen

Gitte Vittrup giver patienten lektier for. Den enlige kvinde skal f.eks. øve sig i at indføre stave af forskellig størrelse i vagina. Par bliver eksempelvis introduceret til en sensualitetsøvelse, hvor samleje ikke er tilladt, og de får til opgave at gå hjem og arbejde på at have fokus på intimitet i parfoldet og øve sig i at give kærtegn.

Gitte Vittrups kombination af sygeplejefaglighed og uddannelse som klinisk sexolog giver hende en forståelse af, hvordan de fysiske og psykiske aspekter spiller sammen. 

”Det kan godt være, at patienten er fysisk klar til samleje, men mentalt er skræmt fra vid og sans. Så er jeg nødt til at arbejde noget mere med at give hende den her tryghed. Det er f.eks. her, at sensualitetsøvelserne kommer ind,” forklarer hun.

Mange af de kvinder, som Gitte Vittrup har haft i behandling, har stram bækkenbundsmuskulatur og får som en del af den multidisciplinære behandling desensibiliserende massage af den tilknyttede fysioterapeut.

”Fysioterapeuten lærer patienten at bruge sin vejrtrækning til at slappe af og håndtere en smerte. Den viden, den bruger jeg jo også, når vi bruger dilatatorer, så på den måde kommer tingene til at hænge sammen.”

Tag den svære samtale

Gitte Vittrup fortæller, at hun stadig oplever, at sundhedsprofessionelle ikke er opmærksomme på de vulvaklinikker, der findes landet over. Hun ved, at det kan være svært at få taget den intime samtale. 

”Ikke nok med, at det er tabuiseret, det er også tidskrævende, og så får man det ikke prioriteret i den her fuldstændig forfærdelig travle hverdag, sygeplejersker har.” 

Vulvodyni II: Sygeplejerske og sexologisk counsellor Gitte Vittrup hjælper vulvodyniramte med at håndtere deres smerte og at opnå at have samleje med få eller ingen smerter.
18-19
2017
2
Ny Praksis
Kvinde
Smerte
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Tags 
Kroniske smerter
Magazine tags  Ny praksis Web article 

Pallette af behandlinger hjælper vulvodyniramte

Christina Damsted Petersen
Christina Damsted Petersen har sin egen gynækologpraksis i København og afleverede i 2009 sin ph.d. om vulvodyni. Hun er formand Dansk Selskab for Vulvalidelser og var med til at stifte selskabet i 2012.
Foto: Henrik Frydkjær
Det er ikke nyt, at kvinder kan have smerter i underlivet eller de ydre kønsdele. Det kan dokumenteres langt tilbage i tiden. Til gengæld er diagnosen vulvodyni og ikke mindst behandlingsmulighederne for sygdommen først blevet udbredt inden for de seneste 10-20 år i Danmark. Når en kvinde lider af vulvodyni, oplever hun smerter i de ydre kønsorganer i form af brændende, sviende eller skærende smerte. Smerterne bliver ofte oplevet i forbindelse med samleje eller anden berøring. Det er smerter, der kan have store konsekvenser for den enkelte og den ramtes parforhold, fortæller praktiserende gynækolog og ph.d. Christina Damsted Petersen, som siden 2005 har beskæftiget sig indgående med vulvodyni. 

”Det er opslidende for kvinderne, og det kan påvirke deres hverdag, når de f.eks. skal cykle, sidde eller ride. Det kan være svært at fastholde parforhold, og nogle viser tegn på depressive tendenser,” siger hun. 

Sammen med sygeplejerske og sexologisk counsellor Gitte Vittrup og sygeplejerske og lektor Birgitte Schantz Laursen fra Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitetshospital har hun udarbejdet en artikel, der belyser resultaterne af multidisciplinær behandling af vulvodyni med udgangspunkt i Gitte Vittrups sexologiske rådgivning på Sexologisk Ambulatorium på Nordjyllands Hospital i Hjørring (1). Gennemgangen, der ligger til grund for artiklen, viser, at 40 ud af de 61, som har fået den multidisciplinære behandling siden 2009, har opnået få eller ingen smerter ved samleje. I behandlingen arbejdes ud fra en bio-psyko-social model, hvor der både tages højde for fysisk smerte og den psykoseksuelle påvirkning hos patienten og dennes partner.

År uden rette behandling

Vulvodyni er langtfra en sjælden sygdom. Der er ikke foretaget danske studier af, hvor mange der lider af vulvodyni, men en svensk undersøgelse peger på, at 10 pct. af de svenske kvinder lider af smertesyndromet. Og det er en bred skare af kvinder, der bliver ramt. 

”En del kvinder under 40 lider af vulvodyni, men der er også kvinder i overgangsalderen, som har denne form for smerter. Det er alt fra unge piger, som lige har haft deres seksuelle debut, til kvinder på over 80,” siger Christina Damsted Petersen. 

Mange kvinder risikerer at gå længe med lidelsen uden at få den rette behandling. Det skyldes bl.a., at nogle venter med at søge hjælp, eller at de bliver fejldiagnosticeret. 

Læs også: Patienterne får sensualitetslektier med hjem

”Nogle går rundt med symptomerne i lang tid. Det kan være svært for patienten at stå i situationen, for der er ikke nogen åbenlys grund til smerterne. Det fører til, at mange patienter kan være kede af det, frustrerede og flove over deres situation,” siger hun.

Der er ikke nogen generel fysisk eller neurologisk årsag til vulvodyni, der først gives som diagnose, når disse årsager er udelukket, fortæller hun. Da årsagen til vulvodyni endnu er ukendt, er der forskel på, hvilken behandling der virker bedst for den enkelte. 

”Kvinderne står i en kompliceret situation og føler sig måske ikke mødt. Så man skal nærme sig problematikken fra mange vinkler,” forklarer Christina Damsted Petersen.

Title

Metode
Sygeplejerske og sexologisk counsellor Gitte Vittrup har gennemgået vulvodynipatienternes sexologiske journaler i et retroperspektivt kvalitetssikringsprojekt. Resultaterne har hun i samarbejde med gynækolog og ph.d. Christina Damsted Petersen og lektor og sygeplejerske Birgitte Schantz Laursen bearbejdet i artiklen ”Sygeplejerskens rolle i sexologisk behandling af vulvodyni, som led i en multidisciplinær behandlingsstrategi”.


Resultater
40 ud af de 61 patienter har opnået bedre kommunikation og intimitet og at kunne gennemføre samleje uden eller med et minimum af smerte.

En pallette af behandlingsmuligheder

Sammensætningen af behandlingsmuligheder, der tager højde for biologiske, psykologiske og sociale forhold, er baseret på anbefalinger i danske såvel som internationale kliniske retningslinjer. Den multidisciplinære behandling er langsomt blevet indført i Danmark, og i slutningen af 00’erne er den blevet formaliseret. Patienterne bliver først tilset af en gynækolog, som diagnosticerer patienten bl.a. ud fra en smertetest. Gynækologen udelukker neurologiske eller fysiske årsager til kvindens smerter i de ydre kønsdele og giver ud fra dette diagnosen vulvodyni. Den første behandling herefter er desensibilisering ved hjælp af lokalbedøvende midler. Hvis gynækologen finder, at kvinden har en anspændt bækkenbundsmuskulatur, får hun tilbudt behandling hos en fysioterapeut og i nogle tilfælde sexologisk behandling. Og kombinationen af behandlinger tager altid udgangspunkt i patientens behov, siger Christina Damsted Petersen.

”Det er vigtigt, at den multidisciplinære behandling forstås som en pallette af behandlingsmuligheder, og at der behandles i et multidisciplinært team,” siger hun. 

Det er f.eks. ikke alle patienter, som har spændinger i bækkenbunden og dermed gavn af den fysioterapeutiske behandling. Christina Damsted Petersen oplever, at der stadig er meget uvidenhed om vulvodyni, og håber, at artiklen kan udbrede vigtig viden om, hvordan kvinder kan behandles bedst muligt.

”Der er tale om kvinder, som kan have mange kontakter til sundhedsvæsenet, og derfor er det vigtigt, at vi formaliserer behandlingen, så patienterne mødes med viden, forståelse og de rette behandlingsmuligheder. Resultaterne af undersøgelsen i Hjørring viser netop, at der er behov for forskellige fagfolk i behandlingen,” fastslår Christina Damsted Petersen. 

Litteratur

  1. Vittrup G, Petersen CD, Laursen BS. Sygeplejerskers rolle i sexologisk behandling af vulvodyni, 2017 
  2. Sadownik LA, Seal BN, Brotto LA. Provoked Vestibulodynia – Women’s Experience of Participating in a Multidisciplinary Vulvodynia Program. The Journal of Sexual Medicine. 2012 Apr;9(4):1086-93.
  3. Find liste over vulvaklinikker på Dansk Selskab for Vulvalidelsers hjemmeside www.dsvl.dk
Vulvodyni I: Kvinder med uforklarlige smerter i de ydre kønsorganer får diagnosen vulvodyni. Multidisciplinær behandling viser gode resultater.
16-17
2017
2
Ny Praksis
Kvinde
Smerte
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Tags 
Kroniske smerter
Magazine tags  Ny praksis Web article 

Historisk: Sygeplejersker fejrer 100-året for kvinders valgret

historie_dengang
Daværende formand for Dansk Sygeplejeråd, Henny Tscherning, var blandt deltagerne i den deputation fra Danske Kvinders Valgretsoptog, der den 5. juni 1915 takkede Kong Christian X og Rigsdagen for, at kvinderne havde fået valgret og valgbarhed til Rigsdagen. (Arkivfoto: Det Kgl. Bibliotek)

Dengang
Den 5. juni 1915 fik danske kvinder valgret. Den grundlovsændring, der gav kvinder ret til at stemme og til at stille op til Folketing og Landsting i Rigsdagen på lige fod med mænd, skete dog ikke fra dag til anden. Der lå mange års politisk arbejde nationalt og internationalt bag. Et arbejde som Dansk Sygeplejeråd dog ikke deltog aktivt i.

Flere år tidligere havde Dansk Sygeplejeråd diskret støttet op om kvindelig valgret og valgbarhed til kommunalråd, som blev opnået i 1908. Man mente, at man med sygeplejersker i de kommunale råd kunne arbejde for forbedring af sygeplejerskernes vilkår. Dansk Sygeplejeråd erfarede imidlertid, at sygeplejerskernes krav blev modarbejdet af andre kvindelige kommunalpolitikere, og det skabte mistillid til kønspolitikken som en farbar vej blandt sygeplejerskerne. Mistilliden blev yderligere styrket i Folketinget, hvor Dansk Sygeplejeråds krav om statsautorisation frem til 1933 blev indædt modarbejdet af en kvindelig venstrepolitiker.

Gennem det meste af 1900-tallet var kvindesag og feminisme aldrig et udtalt indsatsområde for Dansk Sygeplejeråd. Der har dog været markante sager og diskussioner om sygeplejen som kald, sygeplejerskernes arbejdstid og ret til ægteskab, og i 1960-70’erne var der tilløb til enkelte feministiske markeringer blandt yngre sygeplejersker.  

Når det kommer til kvindekamp, er sygeplejerskerne blevet anset som middelklassens pæne piger, der ikke interesserede sig synderligt for kvindesagen, og feministerne har derfor heller ikke betragtet sygeplejersker og deres vilkår som et felt, der var værd at beskæftige sig med.

Historie_nu
Grundlovsdag 2015 blev det store kvindeoptog genopført for at markere 100-året for kvindernes valgret. Denne gang var målet ikke Amalienborg, men Christiansborg Slotsplads, hvor dronning Margrethe og det officielle Danmark tog imod. I optoget gik bl.a. Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen (mf.).(Foto: Simon Klein Knudsen)

Nu
På grundlovsdag og 100-årsdagen for kvinders valgret gik Dansk Sygeplejeråd og over 50 sygeplejersker fra hele landet med i det historiske grundlovsoptog iført både nye og historiske uniformer. Historien om Dansk Sygeplejeråds ligestillingspolitik er dog ikke mere end et år gammel. For selvom Dansk Sygeplejeråd i flere år har kæmpet for ligeløn, så var det først i 2014, at der blev formuleret en selvstændig ligestillingspolitik.

”I forhold til ligestillingspolitik har Dansk Sygeplejeråds hovedfokus altid været at minimere løngabet mellem mænd og kvinder, og gennem årene har Dansk Sygeplejeråd været i konflikt flere gange om den sag,” fortæller Charlotte Vinderslev, der er chefkonsulent i Dansk Sygeplejeråds Forhandlingsafdeling og har været sekretær for Dansk Sygeplejeråds Ligestillingspolitiske gruppe, der har stået for udviklingen af organisationens ligestillingspolitik.

“Gennem årene er man gået fra overenskomstforhandling til overenskomstforhandling med krav om ligeløn, men det har vist sig meget vanskeligt at forhandle sig til ligeløn. Dansk Sygeplejeråd har derfor besluttet at arbejde bredere med ligestilling og bl.a. arbejde for at ændre ligelønsloven,” fortsætter Charlotte Vinderslev og forklarer, at det især drejer sig om at få præciseret formuleringen  “ligeløn for arbejde af samme værdi”, for ellers er det stort set umuligt at sammenligne værdien af forskellige jobs på tværs af arbejdsmarkedet og dermed synliggøre konsekvenserne af det kønsopdelte arbejdsmarked.

Som en del af Dansk Sygeplejeråds ligestillingspolitik indgår også ønsket om øremærket barsel til fædre, og ved OK15 blev der forhandlet en uges ekstra øremærket barsel til mænd.

Læs mere om kvinders valgret på Sygeplejehistorisk Museums hjemmeside
 

Dansk Sygeplejeråd deltog aldrig aktivt i kampen om kvinders valgret i 1915 og tog i mange år afstand til kvindesagen. I dag har Dansk Sygeplejeråd en selvstændig ligestillingspolitik og var med til at fejre 100-året for valgretten på grundlovsdag.
13
2015
8
I HVERT NUMMER
Historie
Kvinde
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Historisk Web article 

Mødregrupper kan være nøglen til integration

SY-2011-15-20-1a
Foto: Søren Svendsen

”Kvinder er nøglen til integration” står der på Integrationsministeriets hjemmeside.

En rapport fra Integrationsministeriet viser nemlig, at i familier, hvor moderen er velintegreret, går det også børnene bedre i skolen og på arbejdsmarkedet. Derfor har Integrationsministeriet i perioden 2007-2011 afsat knap 56 mio. kr. til Kvindeprogrammet, som giver økonomisk støtte til initiativer, som fremmer integration af nydanske kvinder.

Nogle af pengene fra puljen er gået til integrationsprojekter i mødregrupper.

Ifølge integrationsordfører for Radikale Venstre, Marianne Jelved, er det nu på tide, at kommunerne bruger og lærer af de erfaringer, de har gjort sig under bevillingerne fra Kvindeprogrammet.

”Mødregrupper er et godt sted for integration, men det kræver overskud fra de nydanske mødre at deltage, og fra de danske mødre kræver det en helt anden accepterende ramme om nydanskernes tilstedeværelse,” siger Marianne Jelved.

Ifølge Lisbet Vestergaard Hansen og Susanne Uggerly skal mødregruppernes konstruktion ændres for at tiltrække nydanske mødre.

Rummelige Sverige

I den svenske kommune Leksand har man siden 1996 lavet forældregrupper, som afholdes i kommunens lokaler med deltagelse af sundhedsplejersker og fagfolk, som holder oplæg.

Afdelingschef for Familjecentrum i Leksand, Thomas Johansson, fortæller, at grupperne har næsten 100 pct. tilslutning, og at det er meget usædvanligt, når et forældrepar takker nej til tilbuddet, uanset om de er indvandrere eller ej. Konceptet har spredt sig til flere kommuner i Sverige og Finland, som melder om god tilslutning fra indvandrere.

Integrationsforsker og adjunkt ved Aalborg Universitet, Martin Bak Jørgensen, forklarer, at der er forskel på, hvordan man integrerer i henholdsvis Danmark og Sverige.

”I Danmark forstås integration som det at være på arbejdsmarkedet, mens man i Sverige har en forståelse af, at integration både handler om beskæftigelse og sociale processer. At være i arbejdet gør nødvendigvis ikke, at indvandrere føler sig integreret, og derfor har svenskerne mere fokus på sociale tiltag, som f.eks. integration gennem mødregrupper.”

Erfaringer fra Sverige viser, at mødregrupper kan bidrage til integration, men det kræver, at man nytænker konstruktionen bag grupperne.
20
2011
15
Tema om mødregrupper
International sundhed
Kvinde
Sundhedspleje
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article