Adgangskort, optælling og låste døre: Sådan bliver den potente medicin kontrolleret

På akutmodtagelsen i Hillerød er der sat overvågningskameraer op i medicinrummet, men på en række af landets øvrige akutafdelinger er der taget andre metoder i brug for at forhindre misbrug og tyveri af farlig medicin.

Sygeplejerskerne skal hurtigt kunne få adgang til den rette medicin, men samtidig skal man undgå tyveri og misbrug af f.eks. morfin og anden farlig medicin. Det er en balancegang som akutafdelingerne forsøger at navigere, med blandt andet overvågning, kontrol og tillid.

Aalborg Universitetshospitals akutmodtagelse

På Akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital er der to medicinrum, og ved begge skal personalet bippe sig ind med deres medarbejderkort.

”Informationen lagres i en central logfil, så man kan se, hvem der har haft adgang til rummet. I det ene medicinrum opbevares stærke morfikapræparater i et skab, hvortil der også skal bippes ind med medarbejderkortet,” oplyser afsnitsledende sygeplejerske Charlotte Hassing Christensen.

Hver dag bliver forbruget gjort op af personale, der holder øje med medicinlagrene, fortæller sygeplejefaglig direktør Lisbeth Lagoni.

”Hvis der er afvigelser i forbruget, bliver det undersøgt. Vi oplever indimellem, at der forsvinder medicin fra vores medicinrum, men det sker ikke ofte. Inden for de seneste fem år har der været to tilfælde af tyveri,” uddyber hun.

Aarhus Universitetshospitals akutmodtagelse

På akutmodtagelsen i Aarhus bruger de også ID-kort til at få adgang til medicinrummet.

”Hvis der skulle blive tale om et svind, kan vi gå tilbage i en log og se, hvem der har været i medicinrummet,” fortæller lektor og klinisk sygeplejespecialist Marianne Lisby.

Før var der en række nøgler til medicinrummet, som sygeplejerskerne af og til måtte låne af hinanden, men efter at akutmodtagelsen rykkede ind i de nye lokaler i Skejby, er systemet med individuelle adgangskort taget i brug, og det styrker medicinsikkerheden, påpeger Marianne Lisby.

Derudover har medicinrummet i Aarhus akutmodtagelse også automatlukning på dørene så de hurtigt smækker, og dermed undgår man bedre, at patienter eller andre uvedkommende kan få adgang, tilføjer Marianne Lisby.

Slagelse Sygehus’ akutafdeling

I Slagelse er der både en kortlæser på døren til medicinrummet og en ekstra på skabet med de stærke lægemidler, fortæller ledende oversygeplejerske Christian Jørgensen.

Derudover overvåger de forbruget af den farlige medicin i samarbejde med farmaceuterne.

”Det er en af de bedste måder at opdage misbrug på, for svindet vil typisk blive større og større. Og så vil man måske samtidig kunne se, at nogle har hyppigere gang i medicinrummet,” siger Christian Jørgensen.

For selvom det er lang tid siden afdelingen har oplevet tyveri eller misbrug fra medicinrummet, er det noget Christian Jørgensen har oplevet på en tidligere arbejdsplads.

Bispebjerg Hospitals akutmodtagelse

På akutmodtagelsen i Bispebjerg Hospital i København bruger man også en form for personlige adgangskort til at få adgang til medicinrummet.

”Er der den mindste mistanke om tyveri eller svind, så snakker vi med den enkelte kollega om det. Vi har oplevet problemer med det her før, men det er længe siden,” fortæller ledende oversygeplejerske Charlotte Rahbek, og fortsætter:

”Derudover så sørger vi for, at der er minimum at hente i medicinrummet, så der er ikke et stort varelager. Det er jo om at finde balancen mellem tillid og kontrol her.”

Læs også: Sygeplejersker bliver overvåget i medicinrum

Metoder til at kontrolere medicinrum

Emneord: 
Medicinhåndtering

Sygeplejersker bliver overvåget i medicinrum

At forebygge tyveri, misbrug og at nogen skader patienterne. Det er målet med, at alle, der tager noget fra skuffen med den ”farlige” medicin på Akutafdelingen i Hillerød, bliver filmet af et kamera.
Afdelingssygeplejerske Gry Rosenmai ved den videoovervågede skuffe med potent medicin. Kameraet filmer kun området omkring skuffen.
Foto: Claus Bech

Der bliver holdt konstant øje med en særlig skuffe i medicinrummet på Akutafdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Et kamera i loftet filmer alle, der tager noget fra skuffen. Og husker det i fire uger.

Videoovervågningen har været en realitet siden 17. december 2019. I skuffen ligger den ”farlige” medicin som f.eks. morfin og stesolid.

Ifølge tillidsrepræsentanten for de cirka 100 sygeplejersker på afdelingen, Alek Holm Rose, har sygeplejerskerne taget godt imod det nye tiltag.

”Det er ikke noget, der har påvirket arbejdsmiljøet. Jeg har spurgt lidt rundt, hvordan mine kolleger har det med det. De siger, at de ikke tænker over, at det er der. Nogle siger, de synes, det skaber tryghed,” fortæller han.

Også afdelingssygeplejerske Gry Rosenmai påpeger, at flere af medarbejderne har givet udtryk for, at de slet ikke opdager, at kameraet er der længere.

”Det betyder jo, at de har forstået, at det ikke er for at overvåge dem, men for at fjerne en eventuel mistanke. Så vi er lykkedes med at italesætte det,” siger hun.

Det var Britt Holmgaard, tidligere ledende oversygeplejerske på Akutafdelingen på Nordsjællands Hospital, der indførte overvågningen for at kontrollere den farligste medicin, forebygge tyveri og misbrug blandt de ansatte - men også for at undgå, at nogen ville kunne gøre patienter fortræd.

”Jeg ville aldrig sætte et kamera op i medicinrummet på f.eks. medicinsk afdeling. Det ville være ude af proportioner. Men på en akutafdeling er det anderledes. Her er et enormt stort forbrug af medicin og især af højrisikomedicin, og det kan være svært at styre. Derfor kan det give mening lige netop her,” siger hun.

Gry Rosenmai
Det er ikke for at holde øje med medarbejderne, men for at fjerne en eventuel mistanke, siger Gry Rosenmai, afdelingssygeplejerske på Akutafdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød.
Foto: Claus Bech
Tillid eller mistillid?

Men spørgsmålet er, om videoovervågningen er et udtryk for mistillid til medarbejderne. Det afviser både Britt Holmgaard og Gry Rosenmai.

”Det er ikke for at kontrollere eller holde øje med medarbejderne, men for at beskytte både dem og ledelsen, hvis der skulle opstå en situation, hvor der er mistanke om misbrug af lægemidlerne,” fortæller afdelingssygeplejerske Gry Rosenmai.

”Jeg har tillid til mine medarbejdere, og overvågningen er netop med til at dokumentere, at sygeplejerskerne ikke har gjort noget forkert,” siger Britt Holmgaard.

Inden kameraet blev sat op, havde ledelsen diskuteret overvågningen i det lokale MED-udvalg. Her mødte de ikke modstand mod initiativet, og ifølge Alek Holm Rose er overvågningen ikke et problem.

”Vi har diskuteret problemstillingen, og vi synes, der er gode argumenter for det. Akutafdelingen er kendt for at være et sted med et stort flow på medicinen, og der har tidligere været misbrug på afdelingen. Og i sagen fra Nykøbing Falster så man bl.a., at der ikke var styr på medicinen. Og det er ledelsens ansvar. Så på den måde giver det sikkerhed for både os medarbejdere og ledelsen,” siger Alek Holm Rose.

Gry Rosenmai fremhæver derudover, at det ikke er et tiltag, som er blevet sat i gang fra den ene dag til den anden.

”Der har været drøftelser med medarbejderne, de er blevet inddraget tidligt i processen og blev orienteret, da kameraet blev sat op. Og derefter hang det der i to-tre uger, før det blev tændt,” siger hun.

Både Alek Holm Rose og Gry Rosenmai påpeger, at ledelsen ikke kan sidde og overvåge medarbejderne via kameraet. De har kun adgang til at se optagelser, hvis der er en begrundet mistanke om, at noget uhensigtsmæssigt har fundet sted.

”Og det har der slet ikke været endnu,” tilføjer Gry Rosenmai.

Lært af sygeplejerskesagen

Sagen fra Nykøbing Falster om sygeplejersken Christina Aistrup Hansen, der blev dømt for fire drabsforsøg på patienter, gav Britt Holmgaard endnu en grund til at indføre videoovervågningen i medicinrummet.

Sidste sommer læste hun bogen ”Sygeplejersken” af Kristian Corfixen, som giver et indblik i, hvad der skete i Nykøbing Falster og udstiller, at der bl.a. ikke var styr på, hvem der tog hvad i medicinrummet. Og hvor svær en situation, det stillede kronvidnet Pernille Larsen i.

”Jeg har lært af den sag, og jeg synes, at det ville være et ledelsesmæssigt svigt, hvis ikke jeg gjorde noget. Hvis mennesker er syge i hovedet, søger de hen, hvor risici er mindst. F.eks. ift. adgangen til medicin, som er let på en akutafdeling. Og det var mit ansvar som leder, at sikkerheden for patienterne er så høj som mulig,” siger Britt Holmgaard.

Brik i et puslespil

Britt Holmgaard havde, i samarbejde med sygehusapoteket, tidligere undersøgt forbruget af stesolid, morfin og anden højrisikomedicin i en periode og holdt det op imod, hvad patienterne ifølge journalerne havde fået.

”Det var både en usikker, vanskelig og tidskrævende proces, som ikke er forenelig med den travlhed, der kendetegner hverdagen i en akutafdeling,” siger Britt Holmgaard og påpeger:

”Derfor kan overvågningen af den farlige medicin være en brik i et puslespil, som også indeholder f.eks. log på døren til medicinrummet og dokumentation i Sundhedsplatformen. Det skal tilsammen skabe et trygt arbejdsmiljø for sygeplejerskerne.”

Er det midlet til målet?

Ifølge ”Aftale om kontrolforanstaltninger”, der er indgået mellem Forhandlingsfællesskabet og Danske Regioner, skal en kontrol – som her videoovervågning – have et sagligt formål og være begrundet i driftsmæssige årsager. Der skal være et rimeligt forhold mellem formål og midler, og det må ikke være krænkende over for de ansatte.

”Jeg mener, at overvågningen i den konstruktion, vi valgte, lever op til aftalen. Hvis jeg havde sat kameraet op alene på baggrund af at ville forebygge en drabssag – så nej. For det er ikke sandsynligt, det sker igen i min tid. Men det her handler om meget mere. Det handler også om tyveri og misbrug og mit ansvar for medarbejderne og patienternes sikkerhed,” siger Britt Holmgaard.

Robotter i fremtiden

Britt Holmgaard har ingen ønsker om at udbrede videoovervågning af sygeplejersker, og ser kun den begrænsede overvågning i medicinrummet som en løsning netop på akutafdelingen. Og i mangel af andre metoder til at have kontrol over medicinen.

”Jeg håber, at teknologien med tiden kan løse udfordringen med medicinen, så man bare skal trykke på en knap og så kommer det, man skal bruge. Hurtigt. Det synes jeg absolut, man skal udvikle til de nye supersygehuse i f.eks. Hillerød,” understreger Britt Holmgaard.

Måske er et topsikret medicinskab ikke langt væk. Et finsk firma, der sælger elektroniske medicinskabe, der kræver, at sygeplejersken logger ind med sit ID, findes allerede. Skabet er taget i brug til reservemedicin på akutafdelingen på Odense Universitetshospital. Men altså ikke til den medicin, der skal være hurtig og let adgang til – og af flere personer ad gangen.

DSR: Overvågning skaber mistillid

“Det er godt, at vi har aktive ledere med gode intentioner i forhold til den her problematik, og som forsøger at gøre noget ved det. Det vil jeg gerne rose. Men jeg er ikke tilhænger af metoden, som jeg synes lægger op til at mistænkeliggøre en hel faggruppe.” 

Sådan lyder reaktionen fra Anni Pilgaard, der er næstformand i Dansk Sygeplejeråd på, at man på akutafdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød har valgt at indføre videoovervågning i medicinrummet med fokus på skuffen med den farlige medicin.

”Udgangspunktet må være, at vi har tillid til sygeplejerskerne. Det ved vi, at befolkningen har. Så hvis man tager sådanne tiltag, skal det være på baggrund af en begrundet mistanke,” siger Anni Pilgaard.

Hun mener i stedet, det er vigtigt, at der på afdelingerne er en debat om, hvordan man skaber en kultur, hvor man er åbne overfor hinanden og passer på hinanden. Og hvis man er bekymret for, at en kollega misbruger eller stjæler medicin, går man til vedkommende eller sin leder.

”Det er vigtigt, at vi som udgangspunkt ikke mistænkeliggør hinanden, men i stedet har tillid til hinanden,” understreger Anni Pilgaard.

Hun tænker, at noget af den tillid er væk i Hillerød, hvor hun har fået oplyst, at der er medarbejdere, der ikke er tilhængere af overvågningen.

”Men når lederen har besluttet at sætte overvågning op, kan det være svært at tale imod det. For det kan give anledning til undren, at du er imod, hvis du ikke har noget at skjule,“ siger Anni Pilgaard.

Hun glæder sig over, at der er en løbende debat om overvågning i det offentlige rum, og synes det er vigtigt, at man også kan diskutere overvågning på jobbet.

”Også selv om vi ikke altid er enige.”

Læs også: Adgangskort, optælling og låste døre: Sådan bliver den potente medicin kontrolleret

Emneord: 
Medicinhåndtering

Patienten, jeg aldrig glemmer: "Hun måtte ikke få dyre bolsjer"

"Lægen kiggede på mig og gav mig et stort indforstået smil og sagde ”ja, nu skal du høre unge dame. Det er jo nogle dyre bolsjer, ikke?”"
Nausheen Christoffersen blev mundlam, da hun – under sin praktik – blev vidne til, at en terminal patient fik seponeret to kalktabletter af økonomiske årsager.
Foto: Claus Bech

Jeg var i min første praktik og skulle for første gang sådan rigtig prøve at agere som sygeplejerske.

Én oplevelse, jeg især husker, er en dagvagt, hvor jeg sammen med min vejleder skulle passe en ældre, terminal dame.

Jeg kom hen til hende med morgenmedicin, som min vejleder havde doseret.

Den ældre dame var i gang med at spise morgenmad. Hun kiggede på mig og smilte, hvorefter hun tog imod pilleglasset, kiggede ned på pillerne og sagde ”der mangler to piller”.

Det var første gang, jeg var inde hos hende og vidste derfor ikke, hvor mange piller hun normalt fik.

Jeg sagde, at jeg lige ville undersøge det. Jeg gik hen til min vejleder, der kiggede på skærmen og fortalte, at lægen havde seponeret hendes kalkpiller.

Da jeg kiggede undrende på hende foreslog hun, at jeg spurgte lægen om grunden til denne ændring.

Lægen sad inde i konferencestuen, og jeg turde næsten ikke spørge ham, idet jeg jo ”kun” var en studerende. Jeg valgte dog alligevel at gå hen til ham med min undren.

Jeg fortalte lægen, at den ældre dame havde bemærket, at der manglede to piller i hendes morgenmedicin, og at min vejleder havde oplyst, at pillerne var seponeret.

Han kiggede på mig og gav mig et stort indforstået smil og sagde ”ja, nu skal du høre unge dame. Det er jo nogle dyre bolsjer, ikke?”

Han nikkede til mig, hvorefter han vendte sig om for at arbejde videre ved sin pc.

Jeg blev helt mundlam og vidste hverken, hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg gik ud af konferencestuen med en grim og yderst ubehagelig erkendelse.

Ja, jeg forstod. Hun var terminal, men var jo vant til at få et vist antal piller og kunne jo derfor tydeligt se, at der manglede to store piller.

Jeg fik helt ondt i maven. Den ældre dame skulle snart dø. Skulle jeg virkelig gå tilbage og fortælle hende, at lægen havde fjernet hendes kalkpiller, fordi det var ”dyre bolsjer”, da hun snart skulle dø, og derfor ikke skulle have andet end smertestillende medicin?

Nej, det kunne jeg altså ikke. Og hvor dyre kan kalkpiller egentlig være? Det ville da også være bedre, hvis lægen selv havde informeret hende om denne ændring.

Jeg kunne mærke, at jeg blev vred. Det gjorde man ikke, i hvert fald ikke på denne måde!

Gad vide om hun overhovedet var klar over, at hun var terminal, og om der var nogen, der havde taget ”den svære samtale” med hende?

Jeg gik ud til min vejleder, der var ved at dosere medicin til de andre patienter, og sagde, at jeg synes, vi skulle lade patienten få sine kalkpiller, som hun var vant til, fordi lægen ikke havde inddraget hende i denne ændring, og fordi det var noget, der var vigtigt for hende. Min vejleder hældte to kalkpiller op til mig, som jeg herefter gav til den ældre dame.

Jeg ved ikke, hvad der skete efterfølgende, men jeg har tænkt på hende siden.


 

Emneord: 
Medicinhåndtering

Dengang: Undervisning i medicinhåndtering i 1960'erne

Reglerne var enkle: ”Den rigtige medicin til den rigtige patient på det rigtige tidspunkt” og ”Medicinen er ikke givet, før den er taget”.
Arkivfoto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Medicinhåndtering i 1960'erne

En sygeplejerske underviser en sygeplejeelev i medicinadministration.

Reglerne var enkle: ”Den rigtige medicin til den rigtige patient på det rigtige tidspunkt” og ”Medicinen er ikke givet, før den er taget”.

I baggrunden ses den tids typiske medicinskab, hvor sygeplejersken kunne stå i fred og ro og hælde medicin op til hele afdelingen.

Emneord: 
Medicinhåndtering

Stuegangsskema og farmakonomer hjælper til korrekt medicin

I løbet af fire måneder har medarbejderne på medicinsk sengeafsnit M1, Aalborg Universitetshospital Hobro, halveret antallet af utilsigtede hændelser i forbindelse med medicinhåndtering ved udskrivelse. Læger og sygeplejersker får nu assistance af farmakonomer, og kommunikationen mellem M1 og patienternes hjemkommuner er løftet.

Udsigten fra den lyse opholdsstue på 5. sal fejler intet. Solen skinner fra en skyfri himmel, og kigger man hen over de høje løvtræer, kan man skimte gule rapsmarker, vikingeborgen Fyrkat og det hus, som bebos af Hobros verdensberømte bysbarn, den nidobbelte Le Mans-vinder Tom Kristensen.

I opholdsstuens ene lænestol sidder Anna Frandsen, som efter fire dages indlæggelse er kommet sig så meget over sit hjerteflimmeranfald og en lungeinfektion, at hun skal hjem. Og som flertallet af patienterne på medicinsk sengeafsnit M1, Aalborg Universitetshospital Hobro, kan hun regne med, at de 10 præparater i hendes Fælles Medicinkort (FMK) er afstemt korrekt, ligesom indholdet i den doseringsæske, hun får med hjem med medicin til de næste to dage, også er fejlfrit. 

Det burde alle patienter i teorien kunne, men som beskrevet i artiklen ”Forskellige IT-systemer, afbrydelser og travlhed skyld i mangelfulde opdateringer” kan både teknik, travlhed og menneskelige faktorer medføre fejl og mangler, hvilket også var tilfældet på M1 for et lille års tid siden, fortæller projektsygeplejerske Jeanette Kleis: 

”Op til 40 pct. af opkaldene fra hjemme- og hjemmesygeplejen handlede netop om spørgsmål i forbindelse med FMK eller den medicin, vi sendte patienterne hjem med. Mange opkald kom endda i aftenvagten, hvor de sygeplejersker og læger, som havde udskrevet patienterne, var gået hjem. Vi får stadig opkald, men heldigvis langtfra i samme omfang.” 

Travlhed og afbrydelser

Netop derfor valgte M1 med støtte fra Ældre- og Sundhedsministeriet i 2018 at ansætte Jeanette Kleis som projektleder på et udviklingsprojekt, der bl.a. skulle minimere antallet af utilsigtede hændelser (UTH) i forbindelse med medicinhåndtering ved udskrivelse. Konkret valgte hun at kigge nærmere på afdelingens arbejdsgange med patienternes medicin i tre faser: Ved indlæggelsen, når planlagt udskrivning nærmer sig, og endelig ved udskrivelsen. 

Ved indlæggelsen er det bl.a. afgørende, at den journaloptagende læge husker at afstemme og seponere evt. medicin ved overførsel af patientens FMK til sygehusets elektroniske medicinmodul. I forbindelse med udskrivelse er det den udskrivende læges ansvar at afstemme FMK og udstede recepter på evt. ny medicin, men også her kan der ske fejl, især når man som speciallæge Razzak Al-Naseri på en normal vagt har ansvaret for 8-12 alvorligt syge og komplekse patienter.  

Jeanette Kleis og farmakonom Pia Vestergaard
Jeanette Kleis (tv) og kollegerne på M1 får indtil videre assistance af farmakonom Pia Vestergaard og hendes kollega i et halvt år, hvor midlerne udløber. Hvad der sker derefter, er endnu uvist.
Foto: Mikkel Berg Pedersen

”Vi har ofte meget travlt og bliver tit afbrudt med forskellige spørgsmål, når vi skal gøre patienter klar til udskrivelse. Og vores IT-system er nogle gange meget langsomt, hvilket heller ikke hjælper,” fortæller han. 

På selve udskrivningsdagen skal ny medicin dispenseres korrekt, hvilket tidligere var den udskrivende sygeplejerskes ansvar. Sygeplejersken skal desuden udfylde patientens plejeforløbsplan og beskrive evt. ændringer i patientens medicin i udskrivelsesbrevet. Men også dette lyder lettere sagt end gjort, fortæller sygeplejerske Marianne Holm Jensen. 

”Selvom medicinrummet som udgangspunkt er stillezone, bliver man ofte afbrudt, når man er i gang med at dosere. Det kan være kolleger, der har spørgsmål, eller telefoner, der bipper,” siger hun. 
Jeanette Kleis identificerede dog også hurtigt en anden udfordring: 

”Lægen bliver ofte nødt til at gå stuegang uden sygeplejersken, fordi hun er optaget hos en anden patient. Det kan resultere i, at sygeplejersken misser vigtig information, også i forhold til medicinændringer, som så bliver svære at begrunde i udskrivningsbrevet,” siger hun.

Lærer af hinanden

Derfor har Jeanette Kleis med ledelsens opbakning sat flere initiativer i gang. For at aflaste sygeplejerskerne begyndte Jeanette Kleis fra september sidste år at dosere medicin til patienter, der skulle udskrives. Det viste sig hurtigt, at der var behov for en mere permanent løsning, hvorfor farmakonomer i maj overtog opgaven – til glæde for både læger og sygeplejersker, fortæller sygeplejerske Marianne Holm Jensen. 

”Det er så dejligt, at de er inde over og tjekker, om alt er korrekt, og der er recepter på alt. Dosering tager tid, så det giver mig også mere tid til de andre patienter, og er jeg i tvivl om noget, kan jeg altid spørge dem.” 

Razzak El-Naseri tilføjer: 

”Fire øjne ser bedre end to. Vi har et godt samarbejde med farmakonomerne, og vi lærer af hinanden,” siger han. 

Kommunikation mellem læger og sygeplejersker ved stuegang hjælpes nu systematisk på vej af et stuegangsskema, som lægerne skal udfylde, når udskrivelsen nærmer sig, for at sikre, at sygeplejerskerne får relevant viden om f.eks. behandlingsplan, medicinændringer og aftaler efter udskrivelsen. 

”Skemaet er en stor hjælp. Jeg får noteret de vigtige informationer ned og kan med det samme se, hvis lægen f.eks. har bestilt yderligere undersøgelser hos egen læge eller i et ambulatorium,” fortæller Marianne Holm Jensen.

Endelig er kommunikationen med de tre kommuner, som primært modtager patienter fra M1, også blevet bedre. I forbindelse med projektet kom kolleger fra kommunerne på studiebesøg, hvilket gav større forståelse for hinandens udfordringer og behov. Besøget afdækkede også, at vigtige informationer om patienterne gik tabt, fordi de kommunale sygeplejersker skrev dem et sted i deres IT-system, som ikke kunne hentes ind i sygehusets IT-system. 

”De troede, at vi fik informationerne, mens vi ikke kunne forstå, hvorfor de ikke havde oplyst os om dette og hint,” siger Jeanette Kleis. 

M1 modtager stadig opklarende opkald fra de kommunale sygeplejersker, men de er blevet færre. Og UTH’er vedr. medicinhåndtering ved udskrivelser er halveret på fire måneder. 

”Jeg har det lidt ambivalent med UTH’er, da det kan være svært at vurdere, om de afspejler det reelle billede eller ej. Men jeg er alligevel glad for resultatet,” siger Jeanette Kleis, hvis ansættelse udløber den 30. juni: 

”Nu er det op til personalet at fortsætte de gode takter, så projektet kommer endnu flere patienter til gavn,” siger Jeanette Kleis. 

3 gode råd fra Jeanette Kleis
  1. Gennemgå FMK sammen, først sygeplejerske og læge alene, derefter sammen med patienten
  2. Skab ro i medicinrummet
  3. Kommuniker klart og tydeligt med patienten, pårørende, hjemmesygeplejerske eller anden, som er ansvarlig for medicin efter udskrivelse fra sygehuset.

Jeanette Kleis og farmakonom Pia Vestergaard

Tema: Medicinhåndtering

Otte ud af 10 kommunale sygeplejersker oplever mangelfuld opdatering af det fælles medicinkort (FMK) eller medicinlister, når de håndterer medicin hos borgere efter indlæggelse. Lige så mange oplever, at medicin ikke er skaffet hjem. Det koster dyrebar tid og kan medføre medicinfejl og genindlæggelser. Ajourføring af FMK og dosering af medicin ved udskrivelse er en kompliceret proces med mange fejlmuligheder, viser erfaringer fra Hvidovre og Hobro. 

 

Emneord: 
Kvalitet
Medicinhåndtering

Ingen panik, selvom syv piller bliver til ni

Første besøg af sygeplejersken og medicinafstemning i borgerens eget hjem senest 24 timer efter udskrivelse sikrer, at borgere med medicinindsats i Mariagerfjord Kommune nu får den korrekte medicin efter indlæggelse.

”Hvor havde du det henne sidst?” spørger sygeplejerske Malene Jensen højt og tydeligt og refererer til 86-årige Mimi Brix Svendsens ene høreapparat. Det er blevet væk for den ældre kvinde, der sidder i en brun læderlænestol ved det runde sofabord beklædt med kakler.

Mimi Brix Svendsen er dog sikker på, at hun havde det med hjem fra sygehuset, og kommer pludselig i tanke om, at hun vist sidst havde det på badeværelset. Helt korrekt viser det sig, da Malene Jensen kort tid efter kommer tilbage med apparatet og får sat nyt batteri i det også. 

Den ældre kvinde blev udskrevet fra Aalborg Universitetshospital Hobro dagen før, træt, men stabil igen efter det fald, der førte til indlæggelsen. På det lille spisebord i køkkenet i den røde murstensvilla i Hadsund ved Mariagerfjord har Malene Jensen allerede afstemt medicin sammen med Mimi Brix Svendsen, så aktuel medicin nu står i fin orden ved siden af en lille rød plastikkurv med seponeret medicin i poser. Det sikrer, at både Mimi Brix Svendsen, hendes pårørende og Malene Jensens kolleger tydeligt kan se, hvad der skal doseres, når æsken med dispenseret medicin, som kvinden fik med hjem fra sygehuset, er tom. 

I Sikre Hænder

I Sikre Hænder har til formål at give borgerne i ældreplejen en sikker pleje og behandling ved at reducere tryksår, medicinfejl, fald og infektioner. Det sker ved, at medarbejderne får metoder til at systematisere deres arbejdsgange. Projektet begyndte med fem kommuner i 2013, og siden er yderligere 13 kommet til, deriblandt Mariagerfjord Kommune. Bag projektet står Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Sundheds- og Ældreministeriet og KL. Ambitionen er, at I Sikre Hænders metoder skal udbredes til alle kommuner.

Læs mere på www.isikrehænder.dk 

Et kort øjeblik troede Malene Jensen, at der var sket en fejl. Ifølge det fælles medicinkort skal Mimi Brix Svendsen indtage syv piller om morgenen, men i doseringsæsken ligger der ni. Det mysterium bliver hurtigt opklaret ved hjælp af de håndskrevne noter på den printede medicinliste, som den 86-årige kvinde også fik med hjem. Af noterne kan sygeplejersken se, at hospitalet kun har haft to af pillerne i størrelse 50 milligram i stedet for 100, hvorfor syv piller er blevet til ni.  

”Det oplever vi ofte. I princippet burde sygehuset have rettet det i FMK, men nu har de jo noteret det på medicinlisten. Desuden bør en garvet hjemmesygeplejerske som jeg selv kunne gennemskue det,” siger Malene Jensen. 

En læringsrejse 

Som sygeplejerske i Mariagerfjord Kommune har Malene Jensen og kollegerne siden 2017 haft ekstra fokus på at sikre, at borgerne får den rette medicin efter indlæggelse. Både sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter oplevede, at dette ikke var tilfældet, fortæller sygeplejefaglig teamleder Lene Dam Olesen.

”Vores medarbejdere stod ofte med spørgsmål til dosering af den medicin, borgerne fik med hjem fra hospitalet. Der manglede også tit recepter, mens anden medicin ikke var blevet hentet. Det kan resultere i medicineringsfejl og tager tid for alle at følge op på. I sidste ende kan det også føre til, at tilliden til kollegerne på hospitalet falder,” fortæller Lene Dam Olesen. 

Derfor valgte Mariagerfjord Kommune at træde ind i projektet ”I Sikre Hænder” for at arbejde systematisk med principperne fra Medicinpakken (se boksen ”I Sikre Hænder”). Det startede med et pilotprojekt i en af kommunens to sygeplejegrupper, og siden har erfaringer og principper (se boksen ”Nye arbejdsgange”) spredt sig til alle medarbejdere i både hjemme- og hjemmesygeplejen, fortæller Hanne Thorsager, der er sundhedsfaglig kvalitetskonsulent og projektleder på at implementere Medicinpakken og Tryksårspakken i Mariagerfjord Kommune. 

”Med I Sikre Hænder og forbedringsmodellen har vi alle været på en læringsrejse. Vi har været ydmyge over for at øve os og afprøve forskellige redskaber og arbejdsgange, som giver mening for os,” siger hun. 

Formodning holdt stik

Arbejdet med I Sikre Hænder har først og fremmest sat konkrete tal på medarbejdernes fornemmelse af fejlmedicinering efter indlæggelse. Data fra februar 2018 til april 2019 viser, at der var fejl i medicineringen hos 219 udskrevne borgere, svarende til ca. 30 pct., fortæller Hanne Thorsager. Derudover har I Sikre Hænder også sat tal på, hvor ofte der er behov for at kontakte udskrivende afdeling – hele 283 borgere har det været nødvendigt ved. 

Inge Funder
Gennem arbejdet med I Sikre Hænder har sygeplejerske Inge Funder og hendes kolleger fået en større forståelse for, hvad der kan føre til fejl i FMK og medicinlister ved udskrivelse fra hospital.
Foto: Mikkel Berg Pedersen

”Vi har for alvor fået øjnene op for, hvor ofte vi har behov for at kontakte den udskrivende afdeling. Det kan være pga. af fejl i ordinationer og manglende recepter, men også andre spørgsmål f.eks. til opfølgende behandlinger,” siger hun. 

For at sikre borgerne korrekt medicin har de kommunale sygeplejersker indrapporteret mange af fejlene som utilsigtede hændelser. Det har givet et tættere samarbejde med regionen om, hvordan der kan sikres korrekt medicin ved udskrivelse, herunder både medsendt medicin, ordinationer og recepter. Dernæst har kommunen ændret arbejdsgangen inden for sygeplejen, så alle borgere får første besøg inden for 24 timer efter udskrivelse: 

”Tidligere lå vores første besøg på den førstkommende hverdag, da vi jo regnede med, at der var styr på det hele. Nu er vores mål, at sygeplejersken skal komme og afstemme medicin inden for de første 24 timer efter udskrivelse – så vidt det er muligt ved at involvere borgeren,” fortæller Lene Dam Olesen. 

Afstemning nødvendig

For at ensrette og underbygge sygeplejerskernes arbejde med Medicinpakken har kommunen udarbejdet to tjeklister a et A4-ark hver. Punkt for punkt guider det ene sygeplejerskerne gennem medicinafstemning efter udskrivelse fra sygehuset, mens det andet ark er en tjekliste for sikker medicinhåndtering ved dispensering. 

I dag kan både ledelse og medarbejdere skrive under på, at det for at sikre korrekt medicin er nødvendigt, at sygeplejersker laver medicinafstemning hos alle borgere, der har været indlagt, og som allerede har en medicinindsats eller bliver bedt om en indsats ved udskrivelse. 

Arbejdet med I Sikre Hænder gavner også samarbejdet på tværs af sektorerne, fortæller ledende sygeplejerske i Mariagerfjord Kommune, Susanne Eidorff Rasmussen.
”Vi har fået større fokus på patientsikkerheden i sektorovergangen. Fokus er flyttet fra individperspektiv til systemperspektiv. Det handler ikke om, hvem der har lavet en fejl, men hvor det kan gå galt. I Sikre Hænder har også givet mulighed for databaseret ledelse i forhold til medicinhåndtering. Nu leder vi ud fra fakta, ikke ud fra, hvad vi tror. Det gør, at vi lytter mere til hinanden, og vi har fået et meget bedre samarbejde med sygehusene.” 

Nye arbejdsgange
  • Ændring af sygeplejerskernes arbejdsgange, så alle borgere med medicinindsats får besøg inden for 24 timer efter udskrivelse
  • Udarbejdelse og brug af tjeklister
  • Opsamling og opfølgning på data, bl.a. i forhold til, om alle borgere får besøg inden for 24 timer
  • Uddannelse med fokus på forbedring af eksisterende arbejdsgange
  • Alle medarbejdere har fokus på at lave forbedringsarbejde også i en travl hverdag

Sygeplejerske Inge Funder tilføjer: 

”Vi har stadig opklarende spørgsmål til de udskrivende afdelinger eller borgerens egen læge en gang imellem, men de har ændret karakter. Nu er spørgsmålene ofte af mere lægefaglig eller organisatorisk karakter.”

Det oplever Malene Jensen som udgangspunkt også. Da hun tager afsked med Mimi Brix Svendsen, bliver det dog med besked om, at enten hun eller en kollega bliver nødt til at kigge forbi igen senere for at dispensere medicin til de næste 14 dage. 

Afstemningen afslørede nemlig, at der manglede recept på et præparat, som skal udstedes, før Mimi Brix Svendsens søn eller svigerdatter, der bor lige rundt om hjørnet, kan hente medicinen til hende. 

Fejl koster dyrebar tid

Tvivlsspørgsmål i forbindelse med medicinfejl og/eller mangelfuld ajourføring af FMK eller medicinlister berører mange kolleger i begge sektorer og tager tid fra andre vigtige opgaver. Figuren herunder kan ses som et eksempel på den proces der igangsættes som konsekvens af fejl i medicinhåndtering. 

Medicinhåndteringscyklus

Jeanette Kleis og farmakonom Pia Vestergaard

Tema: Medicinhåndtering

Otte ud af 10 kommunale sygeplejersker oplever mangelfuld opdatering af det fælles medicinkort (FMK) eller medicinlister, når de håndterer medicin hos borgere efter indlæggelse. Lige så mange oplever, at medicin ikke er skaffet hjem. Det koster dyrebar tid og kan medføre medicinfejl og genindlæggelser. Ajourføring af FMK og dosering af medicin ved udskrivelse er en kompliceret proces med mange fejlmuligheder, viser erfaringer fra Hvidovre og Hobro. 

 

Emneord: 
Kvalitet
Medicinhåndtering

Forskellige IT-systemer og afbrydelser er gift for FMK

Ajourføring af det fælles medicinkort (FMK) og dosering af medicin ved udskrivelse involverer minimum to IT-systemer, som nogle gange taler forbi hinanden. Dertil kommer læger, sygeplejersker og farmakonomer, som skal have tid og ro for at lykkes. Begge dele er under pres mange steder i dag, hvilket ofte resulterer i mangelfuld opdatering af FMK og medicinlister.

Óli Jacob Dalsgarð har kørt den mobile PC ud på gangen. Som afsnitsansvarlig overlæge på Lungemedicinsk Sektion 220 på Hvidovre Hospital har han i dag det overordnede ansvar for de i alt 28 indlagte patienter. Konkret skal han gå stuegang på 10, hvoraf tre skal hjem.

Flertallet af patienterne er alvorligt syge, deriblandt en ca. 70-årig mand, som det endelig er lykkedes Óli Jacob Dalsgarð og kollegerne at finde et sted til, hvor han kan få den palliative pleje og behandling, han har behov for, inklusive iltapparat. 

Før overlægen går ind for at tale med patienten om den trods alt gode nyhed, klikker han sig ind på Sundhedsplatformen. Ajourføringen af patientens fælles medicinkort (FMK) i forbindelse med udskrivelsen er begyndt. Han skal først klikke sig ind på det lokale medicinmodul og finde oplysningerne om den medicin, patienten har fået under indlæggelsen, og danne sig overblik over, hvad der skal fortsætte efter udskrivelse. På spørgsmålet om, hvorfor han ikke ajourfører FMK inde i PC-lokalet, hvor kolleger går til og fra, lyder svaret med et smil:

”Der vil jeg blive afbrudt hele tiden.” Óli Jacob Dalsgarð når dog ikke længere end et par klik ind i Sundhedsplatformen, før første sygeplejerske venligt, men målrettet kommer hen og forstyrrer ham med et ”Undskyld, men jeg vil bare lige høre om …”

Medicin mangler i hjemmet

Óli Jacob Dalsgarðs udfordringer i løbet af en arbejdsdag viser kun en lille flig af de utallige udfordringer, som læger og andre medarbejdere står over for, når de skal ajourføre FMK og gøre en patient klar til udskrivelse. Det er med overlægens ord:

Visionen om FMK

”Det Fælles Medicinkort (FMK) skal sikre, at borgere og relevante personer, som har borgeren i behandling, har adgang til korrekte og opdaterede medicinoplysninger. De lokale IT-systemer på f.eks. sygehuse og i kommuner har udviklet en integration til FMK, så de sundhedsfaglige kan se, hvilken medicin der er registreret for borgeren direkte igennem det lokale system. Herudover kan lægen tilføje, ændre og fjerne (seponere) lægemiddelordinationer, så FMK til stadighed afspejler borgerens aktuelle medicinering.

Opdateringen forudsætter, at læger og andre relevante brugere løbende opdaterer FMK, når der ændres i borgerens medicinering. Når registreringen er foretaget i den lokale integration af FMK, vil medicinoplysningerne efterfølgende blive synkroniseret med det centrale FMK. Derved er de oplysninger, som brugerne har registreret, altid til rådighed for relevante behandlere.
I forbindelse med konsultation hos praktiserende læger, indlæggelse, udskrivelse eller ambulant behandling på sygehus vil lægerne hurtigt og sikkert kunne tilgå FMK og få adgang til de medicinoplysninger, som er registreret om den enkelte borger. Derved er det blevet muligt at få adgang til seneste medicinoplysninger direkte igennem egne systemer.”

Citat Sundhedsdatastyrelsen

Sundhedsdatastyrelsens hjemmeside kan du læse mere om, hvordan du som sygeplejerske skal begå dig i FMK. Skriv ”FMK” i søgefeltet.

”En kompleks problemstilling med mange interessenter, mange bundne pligtopgaver og stort tidsforbrug samt ikke helt optimalt fungerende IT.”

Reportagen fra Lungemedicinsk Sektion 220 kan måske være med til at nuancere en tanke, som mange kommunale sygeplejersker nok ikke kan se sig fri for at tænke en gang imellem: Afstemning af medicin, medicindosering og ajourføring af FMK ved udskrivelse fra hospital – hvor svært kan det egentlig være? 

En analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 82 pct. af alle kommunalt ansatte sygeplejersker inden for den seneste måned har oplevet mangelfuld opdatering af FMK og medicinlister, når de skal håndtere medicin hos borgere, der er blevet udskrevet fra hospitalet. Og en anden stor kilde til frustration er, at medicinen ofte ikke er skaffet hjem til borgerne, hvilket 84 pct. af de kommunale sygeplejersker har oplevet ifølge analysen. Problemet er størst blandt hjemmesygeplejersker, hvor tallene er henholdsvis 86 og 92 pct.

Resultaterne underbygger til fulde de fund, som sygeplejerske og ph.d. Mette Geil Kollerup gjorde under arbejdet med sit ph.d.-projekt ”Visiting Nurses’ post-hospital medication management” i Aalborg Kommune fra 2014-2018.

”Blandt hjemmesygeplejerskerne konstaterede jeg en massiv tvivl om ordinationer ved første besøg efter udskrivelse. Der kunne være spørgsmål om medicin, som borgeren ikke længere skulle have, eller som var ændret i dosering eller styrke uden begrundelse eller plan for kontrol. Og i halvdelen af tilfældene kunne sygeplejerskerne ikke dosere medicin som planlagt, fordi der manglede medicin i hjemmet,” fortæller Mette Geil Kollerup, hvis ph.d. er nærmere beskrevet i Sygeplejersken nr. 12/2018.

De popper de op igen

Óli Jacob Dalsgarð vender blikket mod skærmen og det lokale medicinmodul i Sundhedsplatformen igen. Han samler tankerne og gennemgår den terminale patients nuværende og fremtidige ordinationer i det lokale medicinmodul og sikrer sig, at alt er, som det skal være. Det tager tid og kræver koncentration, hvorfor endnu en afbrydelse fra en kollega på ingen måde er optimalt, men nødvendigt. 

Det samme er snakken med sygeplejersken, som har ansvaret for, at patienten bliver klar til udskrivelse med alt, hvad det indebærer af udskrivningsbrev, opdateret plejeforløbsplan, hjemmeilt og kommunikation med patienten, de pårørende, modtagestedet og de ansvarlige for transporten. Óli Jacob Dalsgarð lytter, svarer og vender tilbage til ajourføringen igen.

Et par klik mere, og han har både det lokale modul og patientens oplysninger i FMK oppe på skærmen side om side. Han markerer alle ordinationer i det lokale modul for bagefter at kunne føre dem enkeltvis over i FMK, hvor ordinationer på medicin, patienten allerede får, også står. Det lykkes, men hov, der dukker lige pludselig en ordination op, som Óli Jacob Dalsgaard aldrig har set før: 

”Det sker nogle gange, og selvom jeg fjerner dem, popper de nogle gange op igen. Det kan f.eks. være medicin, der er seponeret, og som patienten ikke skal have fremadrettet,” siger han, før han gennemgår det hele en sidste gang for at sikre sig, at ordinationerne i FMK er korrekte, og alle recepter er på plads. 

Udskrives til sikker genindlæggelse

På medicinsk sengeafsnit M1, Aalborg Universitetshospital Hobro, har ledelsen også længe været opmærksom på, at opdatering af FMK og dosering af medicin ved udskrivelse er en kompliceret og udfordrende proces. Derfor ansatte man i 2018 projektsygeplejerske Jeanette Kleis, som har stået for at afdække, hvor det kan gå galt og ikke mindst komme med bud på løsninger, som kan reducere antallet af utilsigtede hændelser i forbindelse med medicinhåndtering ved udskrivelse. 

Mette Geil Kollerup
Mette Geil Kollerup vil gerne dykke dybere ned i medicinhåndtering ved udskrivelse, bl.a. ved at undersøge kommunikations- og samarbejdsprocedurerne på tværs af sektorerne.
Foto: Lars Pauli

Også her udfordres processen, at læger og sygeplejersker arbejder med medicinordinationer i to forskellige IT-systemer, som ikke altid taler lige godt sammen, heller ikke ved interne overflytninger.

Dertil kommer risikoen for menneskelige fejl, f.eks. allerede ved indlæggelse, hvor den ansvarlige læge har en stor opgave i at få overført patientens oplysninger i FMK korrekt og ikke mindst få FMK afstemt med det lokale medicinmodul, så begge systemer afspejler evt. ændringer i patientens medicin, som er sket ved indlæggelse. Og medicinændringer skal naturligvis også registreres korrekt og dokumenteres i både det lokale medicinmodul og journalen løbende under indlæggelse. 

Sker det ikke, eller er dokumentationen kun sparsom, risikerer patienten at blive udskrevet til en sikker genindlæggelse, fortæller Jeanette Kleis. Som eksempel giver hun den ældre dame, der indlægges med svimmelhed, fordi hun ikke længere tåler sin blodtrykssænkende medicin. ”Her har vi set, at den blodtrykssænkende medicin ved en fejl genoptages efter udskrivelse, måske fordi dokumentationen i journalen er sparsom, eller medicinen ikke er blevet seponeret. Det fører til, at den ældre dame genindlægges efter et par dage, da hun igen er svimmel og måske endda er besvimet,” fortæller hun. 

FMK sander ofte til

På Hvidovre Hospital er Óli Jacob Dalsgarð, efter en times koncentreret, men afbrudt arbejde, nu i mål med dagens første udskrivelse og kan printe medicinlisten. Før dette opdager han dog, at patienten også har 17 løse recepter i FMK, hvilket kan dække over ældre ordinationer og recepter fra vagtlæger, egen læge og tidligere hospitalskontakter.

Óli Jacob Dalsgarð vælger at få dem vist, hvorefter han sletter dem en for en efter fagligt at have vurderet, at de ikke er aktuelle længere.

”Men det er endnu et issue i hele det her FMK-system – hvem har ansvar for at rydde op i gamle recepter? Det er egentlig fint beskrevet i flere vejledninger, men ofte sander FMK til. Det oplever vi tit, især med de komplekse patienter, vi har.”

Mange steder vil medicinlisten gå videre til den udskrivende sygeplejerske, som herefter vil dosere den medicin, som patienten skal have med hjem fra hospitalet til de næste dage. Men her varetages denne opgave i øjeblikket af et par farmakonomer, der har deres daglige gang på afsnittet en times tid hver dag. Det sikrer en ekstra kritisk gennemgang af borgerens medicinliste og FMK. Og er farmakonomerne i tvivl om noget, går de tilbage til den ansvarlige læge, også hvis de opdager, at der ikke er udstedt recept på et præparat – endnu et flueben, der ”bare” skal sættes, men som lægerne nogle gange misser pga. travlhed eller afbrydelser, erkender Óli Jacob Dalsgarð. 

Overlægen er glad for farmakonomernes hjælp, det samme er sygeplejerskerne, lyder det i forbifarten fra flere med hovedbudskabet om, at det giver dem mere tid hos patienterne. Og nu er det på høje tid at komme videre med næste udskrivelse, hvis Óli Jacob Dalsgarð skal nå dagens to andre udskrivelser og fuld stuegang med samtaler hos syv multisyge patienter før fyraften.

Sygeplejerskerne får frigivet mere tid

I Hobro er projektsygeplejerske Jeanette Kleis også kommet frem til, at farmakonomer kan være med til at sikre korrekt medicin ved udskrivelse, hvorfor de også her dispenserer den medicin, patienter skal have med hjem ved udskrivelse (læs artiklen side 30). 

Den løsning er Mette Geil Kollerup dog ikke udelt begejstret for. Hun anerkender, at farmakonomer har specialviden om medikamenters virkning, bivirkning og interaktioner og måske er bedre til at spørge kritisk ind til eventuelle mangler i FMK:

”Men det mener jeg også, at sygeplejersker kan, selvom det måske ikke er førsteprioritet, når opgaverne skal prioriteres. Og jeg er kritisk over for, at hver gang man har et problem, så opretter man en ny funktion. Der kommer flere og flere lag i kagen, flere og flere mennesker, der skal involveres,” siger hun og fortsætter: ”Det, der adskiller sygeplejersker fra farmakonomer, er deres kontakt med patienterne, især hvis patienterne ikke selv kan varetage eller udtrykke deres behov. Det at gå ind og løfte dynen og observere patienten, bliver han forpustet, når han skal på toilettet? For mig hænger varetagelse af patientens medicin tæt sammen med, at man er sammen med patienten,” siger Mette Geil Kollerup. 

Jeanette Kleis kan følge hende et langt stykke ad vejen, men: ”Sygeplejerskerne får frigivet mere tid, som er en manglende ressource i dag. Den kan de bruge på fælles stuegang og medicinsamtaler med patienterne, hvilket igen kan få patienterne inddraget mere i deres eget behandlingsforløb og udskrivelse.” 

Læs mere: Mette Geil Kollerups ph.d. er på engelsk og kan downloades fra Aalborg Universitetsforlags hjemmeside www.aauforlag.dk.

Spørgeskemaundersøgelse om medicinhåndtering 

Graf der viser svar på spørgsmålet: "Har du inden for den seneste måned oplevet en eller flere af følgende udfordringer i forbindelse med medicinhåndtering i borgernes eget hjem?"

Graf for spørgeskemaundersøgelse om medicinhåndtering

Resultaterne er en del af en spørgeskemaundersøgelse, som DSR Analyse gennemførte blandt kommunalt ansatte sygeplejersker uden ledelsesansvar på plejecentre, hjemmeplejen, hjemmesygeplejen, akutfunktioner og lign. november 2018. 57 pct. af de i alt 3.666 inviterede medlemmer deltog i undersøgelsen, og der er besvarelser fra sygerplejersker fra 97 af landets 98 kommuner. Respondenterne har kunnet sætte flere kryds, der summer pct. ikke til 100 pct.

Jeanette Kleis og farmakonom Pia Vestergaard

Tema: Medicinhåndtering

Otte ud af 10 kommunale sygeplejersker oplever mangelfuld opdatering af det fælles medicinkort (FMK) eller medicinlister, når de håndterer medicin hos borgere efter indlæggelse. Lige så mange oplever, at medicin ikke er skaffet hjem. Det koster dyrebar tid og kan medføre medicinfejl og genindlæggelser. Ajourføring af FMK og dosering af medicin ved udskrivelse er en kompliceret proces med mange fejlmuligheder, viser erfaringer fra Hvidovre og Hobro. 

 

Emneord: 
Kvalitet
Medicinhåndtering

Dengang: Den rette medicin

Måske er det til ære for fotografen, men eleven følger ikke instrukserne i sin røde lærebog

Medicinhåndtering dengangHer hælder en sygeplejeelev på Rigshospitalet flydende medicin op i et medicinglas engang i 1950’erne. Måske er det til ære for fotografen, der ville have en stram komposition af billedet, men eleven følger ikke instrukserne i sin røde lærebog: "Når medicinen hældes op, holdes glasset med mærket for den ordinerede mængde lige for øjet. Hvis mærket er over øjet, vil der gives for meget, hvis det er under øjet, gives der for lidt." Her vil patienten altså få for lidt.

Arkivfoto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum, Kolding.

Emneord: 
Medicinhåndtering

Tre værktøjer kan hjælpe sygeplejersker

To planlagte hjemmesygeplejebesøg, det første gerne tværfagligt, samt poser i forskellige farver. De tre værktøjer kan være med til at sikre, at borgerne får den rette medicin efter udskrivelse.
Kendskabet til borgerens sygdomshistorie er under pres i dag, bl.a. fordi hjemmesygeplejerskerne ofte ikke har set borgeren før, og fordi sygeplejen i høj grad er organiseret efter, hvilke instrumentelle opgaver sygeplejerskerne varetager.
Foto: Lars Pauli

Hvordan ruster vi sygeplejerskerne bedst muligt til at gennemgå og dispensere medicin hos ældre, ofte multisyge borgere, der lige er kommet hjem fra sygehuset?

Det satte sygeplejerske og ph.d. Mette Geil Kollerup sig også for at komme med bud på i forbindelse med sit ph.d.-projekt i Aalborg Kommune. Projektet havde for alvor slået fast, at gennemgang af medicinlister og korrekt dispensering kræver sygeplejefaglig refleksion. Den afhænger igen af, hvor godt sygeplejersken kender borgerens sygdomshistorie. 

Men netop kendskabet til sygdomshistorien er under pres i dag, bl.a. fordi hjemmesygeplejerskerne ofte ikke har set borgeren før, og fordi sygeplejen i høj grad er organiseret efter, hvilke instrumentelle opgaver sygeplejerskerne varetager, f.eks. sårpleje eller måltagning til støttestrømper, fortæller Mette Geil Kollerup. 

”Selvom sygeplejersken har forberedt sig på besøget så godt som muligt, har hun alt andet lige mindre viden at reflektere ud fra, hvis hun ikke kender borgeren,” siger hun og tilføjer, at en udskrivelse i snit fylder 11 sider:

”Udskrivelsesnotaterne er ofte uoverskuelige og indeholder tit upræcis dokumentation. Derfor afhænger sygeplejerskernes arbejde i endnu højere grad af viden om borgeren, som ikke kan dokumenteres.” 

Gode ting ved fælles besøg

For at klæde sygeplejerskerne bedre på til opgaven udviklede Mette Geil Kollerup sammen med seks sygeplejersker og to ledere fra hjemmesygeplejen område Vest tre konkrete værktøjer, som alle blev indført i en tre måneders forsøgsperiode. 

For det første indførte man to planlagte besøg hos borgere med behov for hjemmesygepleje efter udskrivelse. Første besøg var primært tiltænkt udredning og organisering af medicin, andet besøg dispensering af medicin. De to planlagte besøg blev brugt hos ca. halvdelen af de i alt 40 borgere, som var omfattet af forsøgsordningen. 

2018-12-tema-grafik”Kunne sygeplejerskerne dispensere ved første besøg, gjorde de jo det. Men bevidstheden om, at to besøg var o.k., faktisk forventeligt, gjorde en positiv forskel for mange,” fortæller Mette Geil Kollerup. 

For at øge både sygeplejerskernes og evt. tilknyttet plejepersonales viden om borgerne skulle det første besøg så vidt muligt være tværfagligt og finde sted senest 24 timer efter udskrivelsen. Det blev brugt i to ud af tre besøg – med blandede erfaringer. 

”Nogle steder kunne borgerne godt forholde sig til to personer på en gang, mens det for andre kunne være svært, især hvis de ikke kendte sygeplejersken i forvejen. Men det faglige udbytte var godt for både sygeplejersker og plejepersonale,” siger forskeren.

Hjemmesygeplejerske Mette Birgitte Moos er enig: 

”Der var mange gode ting ved det fællesmøde, man kunne få lavet nogle aftaler og udredt nogle tvivlsspørgsmål. Men det kræver meget koordinering,” siger hun. 

Er der færre fejl?

Endelig prøvede man ved hjælp af farvede poser at udvikle et system, som skulle sikre ensartet opbevaring af medicin i alle hjem i form af grønne poser til fast dispenseret medicin, hvide til fast ikke dispenseret medicin som plastre og dråber og røde poser til medicin, som p.t. ikke var i brug. Poserne kunne desuden synliggøre det etisk udfordrende i at udføre pleje i borgerens eget hjem. 

Poserne blev kun brugt hos en tredjedel af borgerne. Nogle havde allerede et system, som var overskueligt, og som sygeplejerskerne derfor bibeholdt. Det forholdsvis lave antal hænger dog også sammen med, hvor meget man som fagperson kan gribe ind i borgernes privatliv og dermed også stå til ansvar for, jf. det risikobaserede tilsyn, som blev indført sidste år.

”Nok skal sygeplejerskerne sørge for, at medicin i brug og på pause holdes adskilt. Men de kan jo ikke stå til ansvar for, hvad borgerne gør, når de ikke er der,” siger Mette Geil Kollerup.
Ifølge områdesygeplejerske i hjemmesygeplejen Vest, Vibeke Poulsen, bruges de tre tiltag stadig, når de giver mening og kan lade sig gøre. 

”Vi er blevet mere bevidste om, hvordan enkle redskaber og systematik kan sikre den ro, der er så vigtig for vores arbejde. Men jeg mener stadig, at den største udfordring ligger i sektorovergangene,” siger Vibeke Poulsen. 

Det leder videre til det afgørende spørgsmål: Sikrer ph.d.-afhandlingen og de tre værktøjer, at flere borgere får den rette medicin med det samme efter udskrivelse fra hospitalet?

”Det har ikke været muligt at opgøre her. Men sygeplejerskerne er blevet bevidste om, hvor vigtig en rolle de og deres sygeplejefaglige refleksion spiller. Det giver faglig stolthed,” siger hun. 

På baggrund af resultaterne anbefaler Mette Geil Kollerup en nytænkning af hjemmesygeplejen og -plejen de første dage efter udskrivelse af sårbare borgere med kompleks og ustabil sundhedstilstand. 

”Primær sektor kan bidrage med kontinuitet og generalistviden på højt niveau. Her ser jeg hjemmesygeplejersken som ”ekspert i kompleksitet”, som for alvor kan komme i spil, hvis vi kan skabe nogle rammer, hvor plejen i de første dage kan udføres fleksibelt og i tæt tværfagligt samarbejde med de relevante aktører omkring borgeren,” siger hun.

Jane Frandsen

Tema: Mangelfuld kommunikation komplicerer medicinhåndtering

Medicin, der mangler. Uforståelige eller manglende ordinationer i det fælles medicinkort. Og til tider kaotiske omgivelser i borgernes hjem. Når hjemmesygeplejersker tager på planlagt besøg hos ældre borgere, der lige er kommet hjem fra hospitalet, er det langtfra altid en simpel opgave. Det har Jane Frandsen (billedet, red.) og hendes kolleger fra Aalborg Kommune fået beskrevet i en ny ph.d.-afhandling. Problemstillingerne er landsdækkende og kalder på en nytænkning af hjemmesygeplejen de første dage efter udskrivelsen, mener forsker.

 

 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

Ufatteligt mange steder det kan gå galt

Enhver sygeplejerske kan tælle piller op og dage frem. Men det er langtfra en simpel opgave at håndtere borgernes medicin, når de lige er blevet udskrevet fra hospitalet. Opgaven består af 12 trin og kræver tit flere besøg. Mangelfuld kommunikation mellem sektorerne og de accelererede patientforløb med multisyge borgere vanskeliggør også arbejdet, viser ny ph.d. fra Aalborg Kommune.

En borger, der ikke lukker op. Præparater, der mangler, fordi enten borger eller apotek ikke har dem. Uforståelige eller manglende ordinationer i det fælles medicinkort. Og de til tider kaotiske omgivelser med rod og medicin, der bliver opbevaret mellem madvarer, i skuffer og skabe. 

Det er eksempler på normale arbejdsvilkår for hjemmesygeplejerskerne i Aalborg Kommune, når de tager på besøg for at lave sygeplejefaglig udredning og gennemgå og dispensere medicin hos borgere, der netop er blevet udskrevet fra hospitalet. En tilsyneladende simpel opgave, som dog ofte ender med at koste dyrebar tid og skabe frustrerede hjemmesygeplejersker, fortæller assisterende områdesygeplejerske Lotte Frihof Vestergaard:   

”Vi synes jo selv, det lyder som en simpel opgave. Sygeplejersken skal bare lige hjem til borgeren og tjekke, at alt er godt og dispensere medicin til de næste to uger. Men så mangler der dosetter. Der er måske fjernet noget medicin fra listen, som ikke skulle være fjernet, og borgeren har måske heller ikke fået al medicinen hjem endnu,” siger hun. 

Besøget udvikler sig derfor ofte til et større udredningsarbejde, hvor hjemmesygeplejerskerne tit skal bruge meget tid på at få fat i både hospitalet, hjemmeplejen og/eller borgerens egen læge, uddyber Lotte Frihof Vestergaard: 

”Er vi heldige, kan borgeren få medicinen samme dag, ellers må sygeplejersken komme igen. Det er især koordineringen, der gør det hele så komplekst”. 

Glemt seponeringsdatoen 

Lotte Frihof Vestergaard er derfor glad for, at Aalborg Kommune i 2014 valgte at ansætte noget så sjældent som en ph.d.-studerende til at undersøge området nærmere (se boksen ”Medicin efter udskrivelse”, red.). 

Medicin efter udskrivelse

Ph.d.-projektet bestod af tre delstudier: 1) Undersøgelse af hjemmesygeplejerskernes opgaver og udfordringer, 2) Udvikling af intervention og 3) Afprøvning og evaluering af interventionen. 

Delstudierne er offentliggjort i tre engelsksprogede artikler med Mette Geil Kollerup som førsteforfatter (”Visiting nurses’ post-hospital medication management in home health care: an ethnographic study”, ”Improving visiting nurses’ post-hospital medication Management A participatory approach” og ”Improving post-hospital medication management in a Danish municipality: a process evaluation”). De kan tilgås fra databaser som Cinahl og Pub Med.

Selve ph.d.-afhandlingen er også på engelsk og har titlen ”Visiting nurses’ post-hospital medication management – exploration of processes for the development and implementation of an intervention aimed to improve safe patient medication”. Den vil blive offentliggjort på www.aau.dk under menupunktet "Forskning".

Sammen med 25 kolleger i Aalborg Kommunes hjemmesygepleje område Vest har hun deltaget i en række observationsstudier og workshops, som først og fremmest har givet hjemmesygeplejerskerne et klarere billede af, hvor kompleks opgaven egentlig er. 

Når hjemmesygeplejerskerne tog på planlagt hjemmebesøg, fulgte sygeplejerske, cand.cur. og nyslået ph.d. Mette Geil Kollerup efter med kamera, blok og pen. Observationerne blev samlet og analyseret, og resultaterne bekræfter til dels, hvad forskning og flere statistikker allerede viser: Internationale studier har fundet uoverensstemmelser i op til 94 pct. af medicinlisterne ved udskrivelse. I Danmark er medicineringsfejl årsag til over halvdelen af alle indberettede utilsigtede hændelser i primær sektor, ligesom resultaterne fra det nye risikobaserede tilsyn i kommunerne også tydeligt afspejler, at det er et komplekst område (se boksen ”Tilsyn med medicin”, red.). 

Det har de også eksempler på i Aalborg Kommune, hvor hjemmesygeplejerske Mette Birgitte Moos husker et besøg hos en borger med KOL, som var blevet udskrevet med en antibiotika- og prednisolonkur, der ikke var sat seponeringsdato for. 

”Jeg får fat i hospitalet, som erkender, at det har de glemt at notere. Havde jeg ikke opdaget det, var det måske endt med en medicineringsfejl. Det kræver virkelig, at vi nærstuderer listerne og reflekterer over ordinationerne,” siger hun. 

Bare det at komme i kontakt med lægen på sygehuset er en historie i sig selv, tilføjer hun: 

”Ofte får man fat i en sekretær, der får lægen til at ringe senere, og det sker tit, når man er i gang med noget helt andet. Jeg bliver frustreret, når jeg ikke kan gøre mit arbejde færdigt med det samme og nogle gange må give opgaven videre til en kollega. Det koster tid. Og for mange af de hængepartier øger risikoen for forglemmelser,” siger hun. 

Lister skaber mange tvivlsspørgsmål 

Ud fra sine observationsstudier har Mette Geil Kollerup identificeret 12 trin (se boksen ”De 12 trin”), som hjemmesygeplejerskerne skal igennem i forbindelse med et planlagt hjemmebesøg hos en borger efter udskrivelse. Bare det at få adgang til borgernes hjem kan være en udfordring, men især trin 6 og 7 er tidskrævende: Sammenligning af borgers medicinliste før og efter indlæggelse samt udredning af evt. tvivlsspørgsmål. 

De 12 trin

Hjemmesygeplejersker skal gennem 12 trin i forberedelse med medicinhåndtering hos en borger efter udskrivelse.

  1. Forberede besøget på kontoret
  2. Transport til hjemmet
  3. Få adgang til hjemmet
  4. Etablere kontakt til borger – første indtryk af borgers tilstand
  5. Studere information fra hospitalet
  6. Sammenligne medicinlister før og efter indlæggelse
  7. Udrede tvivlsspørgsmål 
  8. Få overblik over nuværende medicin og remedier i hjemmet 
  9. Planlægge dispensering
  10. Dispensere og organisere medicin
  11. Afslutte kontakt med patienten
  12. Dokumentere og planlægge næste besøg

Arbejdet med de 12 trin skal hele tiden tilpasses patientens tilstand og forholdene i hjemmet, og det kræver ofte flere besøg at komme gennem dem alle.

Ifølge retningslinjerne skal borgerne have den medicin, der er ordineret fra hospitalet. Listen skal være afstemt og indeholde al den medicin, borgeren skal have fremadrettet, også relevant medicin, som borgeren fik før indlæggelse. 

I praksis lader det dog til at være nemmere sagt end gjort, selv i dag, hvor de fysiske medicinlister, som var i brug under Mette Geil Kollerups observationsstudier, er blevet erstattet af det fælles medicinkort. Det kan skyldes de accelererede patientforløb og udviklingen med flere multisyge ældre, hvor flertallet dagligt skal have 5-10 medikamenter. Mange borgere er stadig i behandling, når de kommer hjem, og de har ofte komplekse og ustabile plejebehov, som igen kræver individuelle behandlingsforløb med mange aktører og løbende justeringer.

Trin 8-10 er dog også tidskrævende processer: overblik over medicin i hjemmet samt planlægning, dispensering og organisering af medicinen. Under et af besøgene observerede Mette Geil Kollerup, at hjemmesygeplejersken var i tvivl om i alt 15 præparater – både i forhold til gennemgang af medicinlister og i forhold til at skabe overblik før dispensering. Forskeren dokumenterede også, at mange borgere opbevarede deres medicin flere steder i hjemmet. Og når først præparaterne var lokaliseret, kunne nogle glas være tomme, anden medicin for gammel eller flere forskellige piller blandet sammen i et glas. 

”Alt dette dækker over det, vi i projektet kalder logistik. Det er noget, sygeplejerskerne bruger enormt meget tid på. Og det er jo syge mennesker, der kommer hjem. De har ofte selv svært ved at gøre rede for situationen, især hvis de får mange forskellige præparater,” siger hun. 

Landsdækkende problemstilling 

Senere på året barsler Dansk Sygeplejeråd med en undersøgelse af bl.a. medicinhåndtering i borgerens eget hjem blandt udvalgte kommunale sygeplejersker. Der er dog ingen grund til at tro, at forholdene i Aalborg Kommune er unikke.

Som formand for Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne genkender Inge Jekes problemstillingerne, især at sygeplejersker kommer hjem til borgere, som ikke har den medicin, der skal doseres pga. manglende recept eller levering. Uoverensstemmelser mellem borgernes medicinlister før og efter indlæggelse er også meget udbredt, fortæller hun og tilføjer:

”Her har sygeplejerskerne tit svært ved at få nogen til at tage stilling til, om borgeren fortsat skal have den medicin, hun fik fast før indlæggelse. På sygehuset afviser de ofte med henvisning til, at de ikke har behandlingsansvar i forhold til lige det præparat. Og borgerens egen læge vil måske heller ikke tage stilling, hvis han ikke har set epikrisen endnu,” siger Inge Jekes. 

Fundene fra Aalborg Kommune falder også helt i tråd med konklusionerne i rapporten ”Kompleksitet i den kommunale sygepleje”, der blev offentliggjort tidligere i år. Den er udført af projektchef Sidsel Vinge fra VIVE – Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Kort fortalt konkluderer rapporten, at sygeplejersker i kommunerne agerer i tre typer kompleksitet: medicinsk, social og organisatorisk kompleksitet (læs mere på www.dsr.dk/kompleksitet, red.). 

Når sygeplejersker skal håndtere borgernes medicin efter udskrivelse, er alle tre kompleksiteter i spil, men især den organisatoriske og sociale dominerer. Som Sidsel Vinge beskriver det: Når plan A fejler (især manglende opdatering/afstemning af recepter i borgernes fælles medicinkort), må sygeplejerskerne ty til plan B og selv opsøge relevante informationer og kontakte aktører, hvilket dog langtfra fungerer optimalt i dag: 

”De kommunale sygeplejersker oplever, at de bruger meget tid på det her. Som hovedregel har de heller ikke samme mulighed som hospitalsafdelinger og praktiserende læger for at ”ringe bagom”, hvis de har brug for at kontakte borgerens læge, hospitalet eller et ambulatorie,” siger Sidsel Vinge.

Ro og orden vigtigt

Sygeplejechef i Aalborg Kommune Helen Kæstel anslår, at hjemmesygeplejen overordnet bruger omkring 25 pct. af deres tid på medicinadministration. 

”Det er en meget stor post, og vi havde på fornemmelsen, at der var meget spildtid, hvilket ph.d.-afhandlingen jo bekræfter. Mit lidt naive håb var, at projektet kunne være med til at løse nogle af de udfordringer, sygeplejerskerne har. Men det kom vi desværre ikke helt i mål med,” siger hun. Trods dette finder Helen Kæstel ikke arbejdet spildt:

”Nu skal ph.d.en ud og leve blandt både ledere og medarbejdere. Vi har fået et mere konkret billede af, hvor kompleks opgaven er og ikke mindst hvorfor: Manglende recepter og medicin – hvordan løser vi det? Oveni skal sygeplejerskerne nogle gange dispensere i et fuldstændigt kaotisk arbejdsmiljø,” siger hun og uddyber: 

”De har 20 gange 30 cm at gøre godt med. Præparater og doseringsæsker til fire uger står side om side med tomme øldåser og et gebis. Medicin skal være der, og der skal være ro og orden. Det er den laveste frugt, vi har kunnet høste, nu hvor vi for alvor er blevet opmærksomme på det,” siger hun. 

Det er hjemmesygeplejerske Bente Merete Hansen enig i. Flere af de billeder, som blev taget i forbindelse med observationsstudierne, har givet stof til eftertanke: 

Tilsyn med medicin

I 2017 gennemførte Styrelsen for Patientsikkerhed for første gang tilsyn med hjemmeplejen og hjemmesygeplejen. I alt 111 behandlingssteder fik besøg, dette år med særskilt fokus på medicinhåndtering. Resultaterne afspejler, at det er et komplekst område. 
Målepunkter, der oftest ikke var opfyldt:

1.    Dispenseringsform, styrke og aktuelt handelsnavn var ikke dokumenteret korrekt: 41,1 pct.
        Der skal dokumenteres aktuelt handelsnavn, dispenseringsform (f.eks. tablet, mikstur) og styrke for ethvert medicinpræparat  

2.    Aktuel og ikke-aktuel medicin blev ikke opbevaret adskilt: 36,6 pct.
        Aktuel medicin skal opbevares adskilt fra ikke-aktuel medicin for at undgå fejldispensering

3.    Der var uoverensstemmelse mellem medicinliste og ordinationer: 31,8 pct.
        Der skal være overensstemmelse mellem den ordinerede medicin og den medicin, der står anført i medicinlisten

4.    Holdbarhed på medicin og sterile produkter var overskredet: 23,4 pct.
        Holdbarhedsdato på patienternes medicin og opbevarede sterile produkter til brug ved den sundhedsfaglige pleje må ikke være overskredet

5.    Der var uoverensstemmelse mellem medicinliste og doseringsæsker: 22,4 pct.
        Der skal være overensstemmelse mellem antallet af tabletter på medicinlisten og antallet af tabletter i doseringsæsker/poser

6.    Doseringsæsker var ikke mærket korrekt: 21,5 pct.
        Doseringsæsker og andre beholdere med dispenseret medicin skal være mærket med patientens navn og personnummer

”Hold op, hvor er vi oppe imod mange ting. Når tingene roder – hvor meget kan vi så tillade os at sige til borgeren? Retningslinjerne siger, der skal være navn, cpr-nr. og korrekt tidspunkt angivet på æskerne, men selv det kan være svært at trumfe igennem. Vi bestemmer mange ting, men vi er i borgernes hjem, og de har også noget at sige,” siger Bente Merete Hansen. 

”I sikre hænder” sikrer ikke alt

Helen Kæstel understreger, at både hun og alle medarbejdere naturligvis kender og følger de nationale retningslinjer og lokale instrukser for medicinhåndtering i borgernes eget hjem. Og hun kender også Dansk Selskab for Patientsikkerheds program ”I sikre hænder”, hvor medicinpakken har resulteret i, at nogle af de i alt 18 deltagende kommuner har 500 dage uden medicinfejl. 

”Det er jo ikke noget problem at få rette medicin hældt op i de rette æsker – forudsat medicinen er der. Jeg synes, at ”I sikre hænder” især mønter sig på en praksis med ro og orden, f.eks. på plejecentre. Det sikrer jo ikke, at recepten er der, eller at borgeren har fået medicinen hjem. Programmet kan noget, men der er meget, det ikke kan, og det er det, ph.d.-afhandlingen beskriver,” siger Helen Kæstel.

Det synspunkt bekræftes til dels af data fra Isikrehænder.dk, der viser, at hovedparten af de arbejdspladser, der kan mønstre hundredvis af dage uden medicinfejl, netop er plejecentre og botilbud.

Som forsker og tidligere hjemmesygeplejerske håbede Mette Geil Kollerup også, at hendes arbejde ville resultere i flere konkrete løsningsforslag end de tre tiltag, hun med ekstern hjælp udviklede og afprøvede sammen med en gruppe af hjemmesygeplejerskerne (læs artiklen ”Tre værktøjer kan hjælpe sygeplejerskerne”). 

”Aalborg Kommune har ikke fået løst problemerne, men de har fået undersøgt og videnskabeligt beskrevet nogle af de vilkår, mekanismer og relationer, der kan have betydning for, at borgerne får den rette medicin, når de er kommet hjem fra hospitalet,” siger hun. 

Jane Frandsen

Tema: Mangelfuld kommunikation komplicerer medicinhåndtering

Medicin, der mangler. Uforståelige eller manglende ordinationer i det fælles medicinkort. Og til tider kaotiske omgivelser i borgernes hjem. Når hjemmesygeplejersker tager på planlagt besøg hos ældre borgere, der lige er kommet hjem fra hospitalet, er det langtfra altid en simpel opgave. Det har Jane Frandsen (billedet, red.) og hendes kolleger fra Aalborg Kommune fået beskrevet i en ny ph.d.-afhandling. Problemstillingerne er landsdækkende og kalder på en nytænkning af hjemmesygeplejen de første dage efter udskrivelsen, mener forsker.

 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering