Medicin nok til hele weekenden i Halsnæs Kommune

Tryghedskassen er en medicinkasse, der kan ordineres på recept til at stå i hjemmet, og som indeholder medicin, utensilier og informationsmateriale til symptomlindring i de sidste levedøgn hos alvorligt syge borgere, som ikke længere kan indtage peroral medicin.

Ifølge Michael Stenbjerg er det vigtigt at være opmærksom på, at kassen ikke rækker til at symptomlindre hen over en weekend.

”Kassen skal stå i hjemmet og fungere som en sikkerhed, hvis der opstår behov for symptomlindring i weekenden. Men man skal være opmærksom på, at hvis kassen tages i brug fredag eftermiddag, slipper den op lørdag formiddag, og der kan opstå et behov for at skaffe ny medicin i weekenden,” forklarer han. 

Derfor samarbejder han med kommunens læger om en ændret praksis, hvor præparaterne ordineres enkeltvis, så der er medicin nok til en hel weekend. 

Fakta om Tryghedskassen

Tryghedskassen indeholder: morfin, haloperidol (antipsykotisk middel, der også anvendes mod kvalme og opkastning), midazolam (sovemiddel), furosemid (vanddrivende middel) og hyosinbutylbromid (mod kramper i mave-tarm-kanalen) samt natriumklorid. Den indeholder også kanyler, sprøjter, gazebind (swabs) og fikseringsplaster. Herudover indeholder den en beskrivelse af lægemidlerne i kassen, en vejledning til at anlægge en fastliggende, subkutan kanyle og retningslinjer for symptomlindring i terminale patienters sidste døgn. 

Test dig selv
  • Palliation stammer fra det latinske ord ”pallium”. Hvad betyder det?
  • Hvor mange procent af borgere dør i hjemmet eller på plejehjem?
  • Hvad hedder det redskab/skema, som Mette Raunkiær anbefaler til at identificere palliative behov? 
  • Hvilke emner ønsker familierne at tale med palliationssygeplejersken om?
  • Hvor stor en andel af mennesker med livstruende sygdom på hospice og andre specialiserede, palliative enheder har en kræftsygdom?

Læs svaret helt i bunden på denne side

8 gode råd
  1. Tænk behov for palliation ind tidligt i forløbet hos syge med livstruende sygdom.
  2. Tænk altid behov for palliation på et plejecenter. 
  3. Husk, at palliation er en helhedsorienteret tilgang, der omfatter hele familien.
  4. Skemaer, lommekort og guidelines fungerer kun som et supplement.
  5. Tal om behandlingsniveauet – det er en proces, der foregår indtil en uge før, man dør.
  6. Husk at sparre med kolleger.
  7. Vær ikke bange for at rette henvendelse til instanser, der kender patienten – de vil altid gerne hjælpe.
  8. Vær dig selv.

 

Referencer
  1. Raunkiær M, Mikkelsen BT. Satspuljen ”En værdig død – modelkommuneprojekt. En tværgående slutevaluering. København/Nyborg: Sundhedsstyrelsen/REHPA – Videncenter for Rehabilitering og Palliation. 2019.
  2. Raunkiær M. At være døende hjemme – hverdagsliv og idealer. Lund: Socialhögskolan, Lunds Universitet. 2007.
  3. Dalgaard KM, Bergenholtz H, Nielsen ME, Timm H. Early integration of palliative care in hospitals: A systematic review on methods, barriers, and outcome. Palliat Support Care. 2014;12(6):495-513.
  4. Raunkiær M. Muligheder og barrierer for udvikling af den kommunale palliative indsats: Evaluering af et aktionsforskningsinspireret projekt. Nordic Journal of Nursing Research. 2015;35(4):218-226.
  5. Raunkiær M & Gärtner SH. Sammentænkning og koordinering af rehabilitering og palliation for mennesker med kronisk fremadskridende kræftsygdom [Notat, in press] Nyborg: REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation, OUH, SDU.
  6. Raunkiær M. Forestillinger og erfaringer om døden på plejehjem. Klinisk Sygepleje. 2010;24(1):51-61.
  7. Schwarz-Nielsen KH, Raunkiær M. Status over den palliative indsats på danske plejefaciliteter. Sygeplejersken. 2015;(6):96-9.
  8. Neergaard MA, Olesen F, Jensen AB, Sondergaard J. Shared care in basic level palliative home care: organizational and interpersonal challenges. Journal of Palliative Medicine. 2010;13(9):1-7.
  9. Sundhedsstyrelsen. Anbefalinger for den palliative indsats. København: Sundhedsstyrelsen. 2017.
  10. REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation. Definitioner af palliation [hjemmeside]. Tilgængelig på: www.rehpa.dk. Tilgået d. 11. august 2020.
  11. Weibull A. Palliation i almen praksis – praksispersonalets rolle. iPraksis. Feb 2019:28-33.
  12. Bergenholtz H, Weilbull A, Raunkiær M. Supportive & Palliative Care Indicators Tool (SPICT™) Oversættelse til dansk. Notat nr. 12, udg. 2. Nyborg: REHPA – Videncenter for Rehabilitering og Palliation. 2019.
  13. Sundhedsstyrelsen. Demenshåndbog: Palliativ pleje, omsorg og behandling, Kap 2. 2019. Tilgængelig på: www.sst.dk. Tilgået d. 25. juni 2020.
  14. Timm H, Mikkelsen TB, Jarlbæk L. Specialiseret palliativ indsats i Danmark mangler kapacitet og tilgængelighed. Ugeskr Læger. 2017;179:V02170094.
  15. Sundhedsdatastyrelsen. Dødsårsagsregisteret 2019. Tal og analyse. København: Sundhedsdatastyrelsen. 2020
  16. Brogaard T. Home is where the heart is: coordinating care and meeting needs in palliative home care. (Ph.d. thesis). Aarhus: Aarhus University. Faculty of Health Sciences. Research Unit and Department for General Pratice. 2011.
  17. Neergaard MA, Jensen AB, Sondergaard J, Sokolowski I, Olesen F, et al. Preference for place-of-death among terminally ill cancer patients in Denmark. Scandinavian Journal of Caring Sciences. 2011;25(4):627-36.
  18. Timm H, Hagedorn-Møller J. Danskerne om livet med sygdom og død: undersøgelse af danskernes viden om livstruende sygdomme og mulighederne for lindring, samt vores ønsker for den sidste del af livet. København: Palliativt Videncenter. 2013.
  19. Jarlbæk J. Dødssted i Danmark 2012- 2014 – relateret til dødsårsager, alder, køn, regioner og kommuner. Notat nr. 4. Nyborg: REHPA- Videncenter for Rehabilitering og Palliation. 2017.
  20. Murray SA, Kendall M, Boyd K, Sheikh A. Illness trajectories and palliative care. BMJ. 2005 Apr 30;330(7498):1007–11.
  21. Raunkiær M. Udviklingen af den palliative indsats i Danmark i perioden 1985-2001 og forestillinger om den gode død. Sygeplejersken. 2008;(7):57-69.
  22. Sundhedsstyrelsen. Anbefalinger for den palliative indsats. København: Sundhedsstyrelsen. 2011.
Svar på test
  1. Det betyder ”kappe” eller ”tæppe” og dækker over den professionelle indsats for at forebygge og lindre lidelse hos mennesker med livstruende sygdom.
  2. Omkring 43 procent. 
  3. Supportive and Palliative Care Indicators Tool (SPICTTM).
  4. Mange ønsker at tale om behandlingsniveau dvs. emner som ”hvad, hvis jeg får behov for medicin eller hvis jeg får lungebetændelse?” og ”hvor ønsker jeg at dø?”
  5. Flere end 90 procent.

 

Emneord: 
Medicinhåndtering

Adgangskort, optælling og låste døre: Sådan bliver den potente medicin kontrolleret

På akutmodtagelsen i Hillerød er der sat overvågningskameraer op i medicinrummet, men på en række af landets øvrige akutafdelinger er der taget andre metoder i brug for at forhindre misbrug og tyveri af farlig medicin.

Sygeplejerskerne skal hurtigt kunne få adgang til den rette medicin, men samtidig skal man undgå tyveri og misbrug af f.eks. morfin og anden farlig medicin. Det er en balancegang som akutafdelingerne forsøger at navigere, med blandt andet overvågning, kontrol og tillid.

Aalborg Universitetshospitals akutmodtagelse

På Akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital er der to medicinrum, og ved begge skal personalet bippe sig ind med deres medarbejderkort.

”Informationen lagres i en central logfil, så man kan se, hvem der har haft adgang til rummet. I det ene medicinrum opbevares stærke morfikapræparater i et skab, hvortil der også skal bippes ind med medarbejderkortet,” oplyser afsnitsledende sygeplejerske Charlotte Hassing Christensen.

Hver dag bliver forbruget gjort op af personale, der holder øje med medicinlagrene, fortæller sygeplejefaglig direktør Lisbeth Lagoni.

”Hvis der er afvigelser i forbruget, bliver det undersøgt. Vi oplever indimellem, at der forsvinder medicin fra vores medicinrum, men det sker ikke ofte. Inden for de seneste fem år har der været to tilfælde af tyveri,” uddyber hun.

Aarhus Universitetshospitals akutmodtagelse

På akutmodtagelsen i Aarhus bruger de også ID-kort til at få adgang til medicinrummet.

”Hvis der skulle blive tale om et svind, kan vi gå tilbage i en log og se, hvem der har været i medicinrummet,” fortæller lektor og klinisk sygeplejespecialist Marianne Lisby.

Før var der en række nøgler til medicinrummet, som sygeplejerskerne af og til måtte låne af hinanden, men efter at akutmodtagelsen rykkede ind i de nye lokaler i Skejby, er systemet med individuelle adgangskort taget i brug, og det styrker medicinsikkerheden, påpeger Marianne Lisby.

Derudover har medicinrummet i Aarhus akutmodtagelse også automatlukning på dørene så de hurtigt smækker, og dermed undgår man bedre, at patienter eller andre uvedkommende kan få adgang, tilføjer Marianne Lisby.

Slagelse Sygehus’ akutafdeling

I Slagelse er der både en kortlæser på døren til medicinrummet og en ekstra på skabet med de stærke lægemidler, fortæller ledende oversygeplejerske Christian Jørgensen.

Derudover overvåger de forbruget af den farlige medicin i samarbejde med farmaceuterne.

”Det er en af de bedste måder at opdage misbrug på, for svindet vil typisk blive større og større. Og så vil man måske samtidig kunne se, at nogle har hyppigere gang i medicinrummet,” siger Christian Jørgensen.

For selvom det er lang tid siden afdelingen har oplevet tyveri eller misbrug fra medicinrummet, er det noget Christian Jørgensen har oplevet på en tidligere arbejdsplads.

Bispebjerg Hospitals akutmodtagelse

På akutmodtagelsen i Bispebjerg Hospital i København bruger man også en form for personlige adgangskort til at få adgang til medicinrummet.

”Er der den mindste mistanke om tyveri eller svind, så snakker vi med den enkelte kollega om det. Vi har oplevet problemer med det her før, men det er længe siden,” fortæller ledende oversygeplejerske Charlotte Rahbek, og fortsætter:

”Derudover så sørger vi for, at der er minimum at hente i medicinrummet, så der er ikke et stort varelager. Det er jo om at finde balancen mellem tillid og kontrol her.”

Læs også: Sygeplejersker bliver overvåget i medicinrum

Metoder til at kontrolere medicinrum

Emneord: 
Medicinhåndtering

Sygeplejersker bliver overvåget i medicinrum

At forebygge tyveri, misbrug og at nogen skader patienterne. Det er målet med, at alle, der tager noget fra skuffen med den ”farlige” medicin på Akutafdelingen i Hillerød, bliver filmet af et kamera.
Afdelingssygeplejerske Gry Rosenmai ved den videoovervågede skuffe med potent medicin. Kameraet filmer kun området omkring skuffen.
Foto: Claus Bech

Der bliver holdt konstant øje med en særlig skuffe i medicinrummet på Akutafdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Et kamera i loftet filmer alle, der tager noget fra skuffen. Og husker det i fire uger.

Videoovervågningen har været en realitet siden 17. december 2019. I skuffen ligger den ”farlige” medicin som f.eks. morfin og stesolid.

Ifølge tillidsrepræsentanten for de cirka 100 sygeplejersker på afdelingen, Alek Holm Rose, har sygeplejerskerne taget godt imod det nye tiltag.

”Det er ikke noget, der har påvirket arbejdsmiljøet. Jeg har spurgt lidt rundt, hvordan mine kolleger har det med det. De siger, at de ikke tænker over, at det er der. Nogle siger, de synes, det skaber tryghed,” fortæller han.

Også afdelingssygeplejerske Gry Rosenmai påpeger, at flere af medarbejderne har givet udtryk for, at de slet ikke opdager, at kameraet er der længere.

”Det betyder jo, at de har forstået, at det ikke er for at overvåge dem, men for at fjerne en eventuel mistanke. Så vi er lykkedes med at italesætte det,” siger hun.

Det var Britt Holmgaard, tidligere ledende oversygeplejerske på Akutafdelingen på Nordsjællands Hospital, der indførte overvågningen for at kontrollere den farligste medicin, forebygge tyveri og misbrug blandt de ansatte - men også for at undgå, at nogen ville kunne gøre patienter fortræd.

”Jeg ville aldrig sætte et kamera op i medicinrummet på f.eks. medicinsk afdeling. Det ville være ude af proportioner. Men på en akutafdeling er det anderledes. Her er et enormt stort forbrug af medicin og især af højrisikomedicin, og det kan være svært at styre. Derfor kan det give mening lige netop her,” siger hun.

Gry Rosenmai
Det er ikke for at holde øje med medarbejderne, men for at fjerne en eventuel mistanke, siger Gry Rosenmai, afdelingssygeplejerske på Akutafdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød.
Foto: Claus Bech
Tillid eller mistillid?

Men spørgsmålet er, om videoovervågningen er et udtryk for mistillid til medarbejderne. Det afviser både Britt Holmgaard og Gry Rosenmai.

”Det er ikke for at kontrollere eller holde øje med medarbejderne, men for at beskytte både dem og ledelsen, hvis der skulle opstå en situation, hvor der er mistanke om misbrug af lægemidlerne,” fortæller afdelingssygeplejerske Gry Rosenmai.

”Jeg har tillid til mine medarbejdere, og overvågningen er netop med til at dokumentere, at sygeplejerskerne ikke har gjort noget forkert,” siger Britt Holmgaard.

Inden kameraet blev sat op, havde ledelsen diskuteret overvågningen i det lokale MED-udvalg. Her mødte de ikke modstand mod initiativet, og ifølge Alek Holm Rose er overvågningen ikke et problem.

”Vi har diskuteret problemstillingen, og vi synes, der er gode argumenter for det. Akutafdelingen er kendt for at være et sted med et stort flow på medicinen, og der har tidligere været misbrug på afdelingen. Og i sagen fra Nykøbing Falster så man bl.a., at der ikke var styr på medicinen. Og det er ledelsens ansvar. Så på den måde giver det sikkerhed for både os medarbejdere og ledelsen,” siger Alek Holm Rose.

Gry Rosenmai fremhæver derudover, at det ikke er et tiltag, som er blevet sat i gang fra den ene dag til den anden.

”Der har været drøftelser med medarbejderne, de er blevet inddraget tidligt i processen og blev orienteret, da kameraet blev sat op. Og derefter hang det der i to-tre uger, før det blev tændt,” siger hun.

Både Alek Holm Rose og Gry Rosenmai påpeger, at ledelsen ikke kan sidde og overvåge medarbejderne via kameraet. De har kun adgang til at se optagelser, hvis der er en begrundet mistanke om, at noget uhensigtsmæssigt har fundet sted.

”Og det har der slet ikke været endnu,” tilføjer Gry Rosenmai.

Lært af sygeplejerskesagen

Sagen fra Nykøbing Falster om sygeplejersken Christina Aistrup Hansen, der blev dømt for fire drabsforsøg på patienter, gav Britt Holmgaard endnu en grund til at indføre videoovervågningen i medicinrummet.

Sidste sommer læste hun bogen ”Sygeplejersken” af Kristian Corfixen, som giver et indblik i, hvad der skete i Nykøbing Falster og udstiller, at der bl.a. ikke var styr på, hvem der tog hvad i medicinrummet. Og hvor svær en situation, det stillede kronvidnet Pernille Larsen i.

”Jeg har lært af den sag, og jeg synes, at det ville være et ledelsesmæssigt svigt, hvis ikke jeg gjorde noget. Hvis mennesker er syge i hovedet, søger de hen, hvor risici er mindst. F.eks. ift. adgangen til medicin, som er let på en akutafdeling. Og det var mit ansvar som leder, at sikkerheden for patienterne er så høj som mulig,” siger Britt Holmgaard.

Brik i et puslespil

Britt Holmgaard havde, i samarbejde med sygehusapoteket, tidligere undersøgt forbruget af stesolid, morfin og anden højrisikomedicin i en periode og holdt det op imod, hvad patienterne ifølge journalerne havde fået.

”Det var både en usikker, vanskelig og tidskrævende proces, som ikke er forenelig med den travlhed, der kendetegner hverdagen i en akutafdeling,” siger Britt Holmgaard og påpeger:

”Derfor kan overvågningen af den farlige medicin være en brik i et puslespil, som også indeholder f.eks. log på døren til medicinrummet og dokumentation i Sundhedsplatformen. Det skal tilsammen skabe et trygt arbejdsmiljø for sygeplejerskerne.”

Er det midlet til målet?

Ifølge ”Aftale om kontrolforanstaltninger”, der er indgået mellem Forhandlingsfællesskabet og Danske Regioner, skal en kontrol – som her videoovervågning – have et sagligt formål og være begrundet i driftsmæssige årsager. Der skal være et rimeligt forhold mellem formål og midler, og det må ikke være krænkende over for de ansatte.

”Jeg mener, at overvågningen i den konstruktion, vi valgte, lever op til aftalen. Hvis jeg havde sat kameraet op alene på baggrund af at ville forebygge en drabssag – så nej. For det er ikke sandsynligt, det sker igen i min tid. Men det her handler om meget mere. Det handler også om tyveri og misbrug og mit ansvar for medarbejderne og patienternes sikkerhed,” siger Britt Holmgaard.

Robotter i fremtiden

Britt Holmgaard har ingen ønsker om at udbrede videoovervågning af sygeplejersker, og ser kun den begrænsede overvågning i medicinrummet som en løsning netop på akutafdelingen. Og i mangel af andre metoder til at have kontrol over medicinen.

”Jeg håber, at teknologien med tiden kan løse udfordringen med medicinen, så man bare skal trykke på en knap og så kommer det, man skal bruge. Hurtigt. Det synes jeg absolut, man skal udvikle til de nye supersygehuse i f.eks. Hillerød,” understreger Britt Holmgaard.

Måske er et topsikret medicinskab ikke langt væk. Et finsk firma, der sælger elektroniske medicinskabe, der kræver, at sygeplejersken logger ind med sit ID, findes allerede. Skabet er taget i brug til reservemedicin på akutafdelingen på Odense Universitetshospital. Men altså ikke til den medicin, der skal være hurtig og let adgang til – og af flere personer ad gangen.

DSR: Overvågning skaber mistillid

“Det er godt, at vi har aktive ledere med gode intentioner i forhold til den her problematik, og som forsøger at gøre noget ved det. Det vil jeg gerne rose. Men jeg er ikke tilhænger af metoden, som jeg synes lægger op til at mistænkeliggøre en hel faggruppe.” 

Sådan lyder reaktionen fra Anni Pilgaard, der er næstformand i Dansk Sygeplejeråd på, at man på akutafdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød har valgt at indføre videoovervågning i medicinrummet med fokus på skuffen med den farlige medicin.

”Udgangspunktet må være, at vi har tillid til sygeplejerskerne. Det ved vi, at befolkningen har. Så hvis man tager sådanne tiltag, skal det være på baggrund af en begrundet mistanke,” siger Anni Pilgaard.

Hun mener i stedet, det er vigtigt, at der på afdelingerne er en debat om, hvordan man skaber en kultur, hvor man er åbne overfor hinanden og passer på hinanden. Og hvis man er bekymret for, at en kollega misbruger eller stjæler medicin, går man til vedkommende eller sin leder.

”Det er vigtigt, at vi som udgangspunkt ikke mistænkeliggør hinanden, men i stedet har tillid til hinanden,” understreger Anni Pilgaard.

Hun tænker, at noget af den tillid er væk i Hillerød, hvor hun har fået oplyst, at der er medarbejdere, der ikke er tilhængere af overvågningen.

”Men når lederen har besluttet at sætte overvågning op, kan det være svært at tale imod det. For det kan give anledning til undren, at du er imod, hvis du ikke har noget at skjule,“ siger Anni Pilgaard.

Hun glæder sig over, at der er en løbende debat om overvågning i det offentlige rum, og synes det er vigtigt, at man også kan diskutere overvågning på jobbet.

”Også selv om vi ikke altid er enige.”

Læs også: Adgangskort, optælling og låste døre: Sådan bliver den potente medicin kontrolleret

Emneord: 
Medicinhåndtering

Patienten, jeg aldrig glemmer: "Hun måtte ikke få dyre bolsjer"

"Lægen kiggede på mig og gav mig et stort indforstået smil og sagde ”ja, nu skal du høre unge dame. Det er jo nogle dyre bolsjer, ikke?”"
Nausheen Christoffersen blev mundlam, da hun – under sin praktik – blev vidne til, at en terminal patient fik seponeret to kalktabletter af økonomiske årsager.
Foto: Claus Bech

Jeg var i min første praktik og skulle for første gang sådan rigtig prøve at agere som sygeplejerske.

Én oplevelse, jeg især husker, er en dagvagt, hvor jeg sammen med min vejleder skulle passe en ældre, terminal dame.

Jeg kom hen til hende med morgenmedicin, som min vejleder havde doseret.

Den ældre dame var i gang med at spise morgenmad. Hun kiggede på mig og smilte, hvorefter hun tog imod pilleglasset, kiggede ned på pillerne og sagde ”der mangler to piller”.

Det var første gang, jeg var inde hos hende og vidste derfor ikke, hvor mange piller hun normalt fik.

Jeg sagde, at jeg lige ville undersøge det. Jeg gik hen til min vejleder, der kiggede på skærmen og fortalte, at lægen havde seponeret hendes kalkpiller.

Da jeg kiggede undrende på hende foreslog hun, at jeg spurgte lægen om grunden til denne ændring.

Lægen sad inde i konferencestuen, og jeg turde næsten ikke spørge ham, idet jeg jo ”kun” var en studerende. Jeg valgte dog alligevel at gå hen til ham med min undren.

Jeg fortalte lægen, at den ældre dame havde bemærket, at der manglede to piller i hendes morgenmedicin, og at min vejleder havde oplyst, at pillerne var seponeret.

Han kiggede på mig og gav mig et stort indforstået smil og sagde ”ja, nu skal du høre unge dame. Det er jo nogle dyre bolsjer, ikke?”

Han nikkede til mig, hvorefter han vendte sig om for at arbejde videre ved sin pc.

Jeg blev helt mundlam og vidste hverken, hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg gik ud af konferencestuen med en grim og yderst ubehagelig erkendelse.

Ja, jeg forstod. Hun var terminal, men var jo vant til at få et vist antal piller og kunne jo derfor tydeligt se, at der manglede to store piller.

Jeg fik helt ondt i maven. Den ældre dame skulle snart dø. Skulle jeg virkelig gå tilbage og fortælle hende, at lægen havde fjernet hendes kalkpiller, fordi det var ”dyre bolsjer”, da hun snart skulle dø, og derfor ikke skulle have andet end smertestillende medicin?

Nej, det kunne jeg altså ikke. Og hvor dyre kan kalkpiller egentlig være? Det ville da også være bedre, hvis lægen selv havde informeret hende om denne ændring.

Jeg kunne mærke, at jeg blev vred. Det gjorde man ikke, i hvert fald ikke på denne måde!

Gad vide om hun overhovedet var klar over, at hun var terminal, og om der var nogen, der havde taget ”den svære samtale” med hende?

Jeg gik ud til min vejleder, der var ved at dosere medicin til de andre patienter, og sagde, at jeg synes, vi skulle lade patienten få sine kalkpiller, som hun var vant til, fordi lægen ikke havde inddraget hende i denne ændring, og fordi det var noget, der var vigtigt for hende. Min vejleder hældte to kalkpiller op til mig, som jeg herefter gav til den ældre dame.

Jeg ved ikke, hvad der skete efterfølgende, men jeg har tænkt på hende siden.


 

Emneord: 
Medicinhåndtering

Dengang: Undervisning i medicinhåndtering i 1960'erne

Reglerne var enkle: ”Den rigtige medicin til den rigtige patient på det rigtige tidspunkt” og ”Medicinen er ikke givet, før den er taget”.
Arkivfoto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Medicinhåndtering i 1960'erne

En sygeplejerske underviser en sygeplejeelev i medicinadministration.

Reglerne var enkle: ”Den rigtige medicin til den rigtige patient på det rigtige tidspunkt” og ”Medicinen er ikke givet, før den er taget”.

I baggrunden ses den tids typiske medicinskab, hvor sygeplejersken kunne stå i fred og ro og hælde medicin op til hele afdelingen.

Emneord: 
Medicinhåndtering

Stuegangsskema og farmakonomer hjælper til korrekt medicin

I løbet af fire måneder har medarbejderne på medicinsk sengeafsnit M1, Aalborg Universitetshospital Hobro, halveret antallet af utilsigtede hændelser i forbindelse med medicinhåndtering ved udskrivelse. Læger og sygeplejersker får nu assistance af farmakonomer, og kommunikationen mellem M1 og patienternes hjemkommuner er løftet.

Udsigten fra den lyse opholdsstue på 5. sal fejler intet. Solen skinner fra en skyfri himmel, og kigger man hen over de høje løvtræer, kan man skimte gule rapsmarker, vikingeborgen Fyrkat og det hus, som bebos af Hobros verdensberømte bysbarn, den nidobbelte Le Mans-vinder Tom Kristensen.

I opholdsstuens ene lænestol sidder Anna Frandsen, som efter fire dages indlæggelse er kommet sig så meget over sit hjerteflimmeranfald og en lungeinfektion, at hun skal hjem. Og som flertallet af patienterne på medicinsk sengeafsnit M1, Aalborg Universitetshospital Hobro, kan hun regne med, at de 10 præparater i hendes Fælles Medicinkort (FMK) er afstemt korrekt, ligesom indholdet i den doseringsæske, hun får med hjem med medicin til de næste to dage, også er fejlfrit. 

Det burde alle patienter i teorien kunne, men som beskrevet i artiklen ”Forskellige IT-systemer, afbrydelser og travlhed skyld i mangelfulde opdateringer” kan både teknik, travlhed og menneskelige faktorer medføre fejl og mangler, hvilket også var tilfældet på M1 for et lille års tid siden, fortæller projektsygeplejerske Jeanette Kleis: 

”Op til 40 pct. af opkaldene fra hjemme- og hjemmesygeplejen handlede netop om spørgsmål i forbindelse med FMK eller den medicin, vi sendte patienterne hjem med. Mange opkald kom endda i aftenvagten, hvor de sygeplejersker og læger, som havde udskrevet patienterne, var gået hjem. Vi får stadig opkald, men heldigvis langtfra i samme omfang.” 

Travlhed og afbrydelser

Netop derfor valgte M1 med støtte fra Ældre- og Sundhedsministeriet i 2018 at ansætte Jeanette Kleis som projektleder på et udviklingsprojekt, der bl.a. skulle minimere antallet af utilsigtede hændelser (UTH) i forbindelse med medicinhåndtering ved udskrivelse. Konkret valgte hun at kigge nærmere på afdelingens arbejdsgange med patienternes medicin i tre faser: Ved indlæggelsen, når planlagt udskrivning nærmer sig, og endelig ved udskrivelsen. 

Ved indlæggelsen er det bl.a. afgørende, at den journaloptagende læge husker at afstemme og seponere evt. medicin ved overførsel af patientens FMK til sygehusets elektroniske medicinmodul. I forbindelse med udskrivelse er det den udskrivende læges ansvar at afstemme FMK og udstede recepter på evt. ny medicin, men også her kan der ske fejl, især når man som speciallæge Razzak Al-Naseri på en normal vagt har ansvaret for 8-12 alvorligt syge og komplekse patienter.  

Jeanette Kleis og farmakonom Pia Vestergaard
Jeanette Kleis (tv) og kollegerne på M1 får indtil videre assistance af farmakonom Pia Vestergaard og hendes kollega i et halvt år, hvor midlerne udløber. Hvad der sker derefter, er endnu uvist.
Foto: Mikkel Berg Pedersen

”Vi har ofte meget travlt og bliver tit afbrudt med forskellige spørgsmål, når vi skal gøre patienter klar til udskrivelse. Og vores IT-system er nogle gange meget langsomt, hvilket heller ikke hjælper,” fortæller han. 

På selve udskrivningsdagen skal ny medicin dispenseres korrekt, hvilket tidligere var den udskrivende sygeplejerskes ansvar. Sygeplejersken skal desuden udfylde patientens plejeforløbsplan og beskrive evt. ændringer i patientens medicin i udskrivelsesbrevet. Men også dette lyder lettere sagt end gjort, fortæller sygeplejerske Marianne Holm Jensen. 

”Selvom medicinrummet som udgangspunkt er stillezone, bliver man ofte afbrudt, når man er i gang med at dosere. Det kan være kolleger, der har spørgsmål, eller telefoner, der bipper,” siger hun. 
Jeanette Kleis identificerede dog også hurtigt en anden udfordring: 

”Lægen bliver ofte nødt til at gå stuegang uden sygeplejersken, fordi hun er optaget hos en anden patient. Det kan resultere i, at sygeplejersken misser vigtig information, også i forhold til medicinændringer, som så bliver svære at begrunde i udskrivningsbrevet,” siger hun.

Lærer af hinanden

Derfor har Jeanette Kleis med ledelsens opbakning sat flere initiativer i gang. For at aflaste sygeplejerskerne begyndte Jeanette Kleis fra september sidste år at dosere medicin til patienter, der skulle udskrives. Det viste sig hurtigt, at der var behov for en mere permanent løsning, hvorfor farmakonomer i maj overtog opgaven – til glæde for både læger og sygeplejersker, fortæller sygeplejerske Marianne Holm Jensen. 

”Det er så dejligt, at de er inde over og tjekker, om alt er korrekt, og der er recepter på alt. Dosering tager tid, så det giver mig også mere tid til de andre patienter, og er jeg i tvivl om noget, kan jeg altid spørge dem.” 

Razzak El-Naseri tilføjer: 

”Fire øjne ser bedre end to. Vi har et godt samarbejde med farmakonomerne, og vi lærer af hinanden,” siger han. 

Kommunikation mellem læger og sygeplejersker ved stuegang hjælpes nu systematisk på vej af et stuegangsskema, som lægerne skal udfylde, når udskrivelsen nærmer sig, for at sikre, at sygeplejerskerne får relevant viden om f.eks. behandlingsplan, medicinændringer og aftaler efter udskrivelsen. 

”Skemaet er en stor hjælp. Jeg får noteret de vigtige informationer ned og kan med det samme se, hvis lægen f.eks. har bestilt yderligere undersøgelser hos egen læge eller i et ambulatorium,” fortæller Marianne Holm Jensen.

Endelig er kommunikationen med de tre kommuner, som primært modtager patienter fra M1, også blevet bedre. I forbindelse med projektet kom kolleger fra kommunerne på studiebesøg, hvilket gav større forståelse for hinandens udfordringer og behov. Besøget afdækkede også, at vigtige informationer om patienterne gik tabt, fordi de kommunale sygeplejersker skrev dem et sted i deres IT-system, som ikke kunne hentes ind i sygehusets IT-system. 

”De troede, at vi fik informationerne, mens vi ikke kunne forstå, hvorfor de ikke havde oplyst os om dette og hint,” siger Jeanette Kleis. 

M1 modtager stadig opklarende opkald fra de kommunale sygeplejersker, men de er blevet færre. Og UTH’er vedr. medicinhåndtering ved udskrivelser er halveret på fire måneder. 

”Jeg har det lidt ambivalent med UTH’er, da det kan være svært at vurdere, om de afspejler det reelle billede eller ej. Men jeg er alligevel glad for resultatet,” siger Jeanette Kleis, hvis ansættelse udløber den 30. juni: 

”Nu er det op til personalet at fortsætte de gode takter, så projektet kommer endnu flere patienter til gavn,” siger Jeanette Kleis. 

3 gode råd fra Jeanette Kleis
  1. Gennemgå FMK sammen, først sygeplejerske og læge alene, derefter sammen med patienten
  2. Skab ro i medicinrummet
  3. Kommuniker klart og tydeligt med patienten, pårørende, hjemmesygeplejerske eller anden, som er ansvarlig for medicin efter udskrivelse fra sygehuset.

Jeanette Kleis og farmakonom Pia Vestergaard

Tema: Medicinhåndtering

Otte ud af 10 kommunale sygeplejersker oplever mangelfuld opdatering af det fælles medicinkort (FMK) eller medicinlister, når de håndterer medicin hos borgere efter indlæggelse. Lige så mange oplever, at medicin ikke er skaffet hjem. Det koster dyrebar tid og kan medføre medicinfejl og genindlæggelser. Ajourføring af FMK og dosering af medicin ved udskrivelse er en kompliceret proces med mange fejlmuligheder, viser erfaringer fra Hvidovre og Hobro. 

 

Emneord: 
Kvalitet
Medicinhåndtering

Ingen panik, selvom syv piller bliver til ni

Første besøg af sygeplejersken og medicinafstemning i borgerens eget hjem senest 24 timer efter udskrivelse sikrer, at borgere med medicinindsats i Mariagerfjord Kommune nu får den korrekte medicin efter indlæggelse.

”Hvor havde du det henne sidst?” spørger sygeplejerske Malene Jensen højt og tydeligt og refererer til 86-årige Mimi Brix Svendsens ene høreapparat. Det er blevet væk for den ældre kvinde, der sidder i en brun læderlænestol ved det runde sofabord beklædt med kakler.

Mimi Brix Svendsen er dog sikker på, at hun havde det med hjem fra sygehuset, og kommer pludselig i tanke om, at hun vist sidst havde det på badeværelset. Helt korrekt viser det sig, da Malene Jensen kort tid efter kommer tilbage med apparatet og får sat nyt batteri i det også. 

Den ældre kvinde blev udskrevet fra Aalborg Universitetshospital Hobro dagen før, træt, men stabil igen efter det fald, der førte til indlæggelsen. På det lille spisebord i køkkenet i den røde murstensvilla i Hadsund ved Mariagerfjord har Malene Jensen allerede afstemt medicin sammen med Mimi Brix Svendsen, så aktuel medicin nu står i fin orden ved siden af en lille rød plastikkurv med seponeret medicin i poser. Det sikrer, at både Mimi Brix Svendsen, hendes pårørende og Malene Jensens kolleger tydeligt kan se, hvad der skal doseres, når æsken med dispenseret medicin, som kvinden fik med hjem fra sygehuset, er tom. 

I Sikre Hænder

I Sikre Hænder har til formål at give borgerne i ældreplejen en sikker pleje og behandling ved at reducere tryksår, medicinfejl, fald og infektioner. Det sker ved, at medarbejderne får metoder til at systematisere deres arbejdsgange. Projektet begyndte med fem kommuner i 2013, og siden er yderligere 13 kommet til, deriblandt Mariagerfjord Kommune. Bag projektet står Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Sundheds- og Ældreministeriet og KL. Ambitionen er, at I Sikre Hænders metoder skal udbredes til alle kommuner.

Læs mere på www.isikrehænder.dk 

Et kort øjeblik troede Malene Jensen, at der var sket en fejl. Ifølge det fælles medicinkort skal Mimi Brix Svendsen indtage syv piller om morgenen, men i doseringsæsken ligger der ni. Det mysterium bliver hurtigt opklaret ved hjælp af de håndskrevne noter på den printede medicinliste, som den 86-årige kvinde også fik med hjem. Af noterne kan sygeplejersken se, at hospitalet kun har haft to af pillerne i størrelse 50 milligram i stedet for 100, hvorfor syv piller er blevet til ni.  

”Det oplever vi ofte. I princippet burde sygehuset have rettet det i FMK, men nu har de jo noteret det på medicinlisten. Desuden bør en garvet hjemmesygeplejerske som jeg selv kunne gennemskue det,” siger Malene Jensen. 

En læringsrejse 

Som sygeplejerske i Mariagerfjord Kommune har Malene Jensen og kollegerne siden 2017 haft ekstra fokus på at sikre, at borgerne får den rette medicin efter indlæggelse. Både sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter oplevede, at dette ikke var tilfældet, fortæller sygeplejefaglig teamleder Lene Dam Olesen.

”Vores medarbejdere stod ofte med spørgsmål til dosering af den medicin, borgerne fik med hjem fra hospitalet. Der manglede også tit recepter, mens anden medicin ikke var blevet hentet. Det kan resultere i medicineringsfejl og tager tid for alle at følge op på. I sidste ende kan det også føre til, at tilliden til kollegerne på hospitalet falder,” fortæller Lene Dam Olesen. 

Derfor valgte Mariagerfjord Kommune at træde ind i projektet ”I Sikre Hænder” for at arbejde systematisk med principperne fra Medicinpakken (se boksen ”I Sikre Hænder”). Det startede med et pilotprojekt i en af kommunens to sygeplejegrupper, og siden har erfaringer og principper (se boksen ”Nye arbejdsgange”) spredt sig til alle medarbejdere i både hjemme- og hjemmesygeplejen, fortæller Hanne Thorsager, der er sundhedsfaglig kvalitetskonsulent og projektleder på at implementere Medicinpakken og Tryksårspakken i Mariagerfjord Kommune. 

”Med I Sikre Hænder og forbedringsmodellen har vi alle været på en læringsrejse. Vi har været ydmyge over for at øve os og afprøve forskellige redskaber og arbejdsgange, som giver mening for os,” siger hun. 

Formodning holdt stik

Arbejdet med I Sikre Hænder har først og fremmest sat konkrete tal på medarbejdernes fornemmelse af fejlmedicinering efter indlæggelse. Data fra februar 2018 til april 2019 viser, at der var fejl i medicineringen hos 219 udskrevne borgere, svarende til ca. 30 pct., fortæller Hanne Thorsager. Derudover har I Sikre Hænder også sat tal på, hvor ofte der er behov for at kontakte udskrivende afdeling – hele 283 borgere har det været nødvendigt ved. 

Inge Funder
Gennem arbejdet med I Sikre Hænder har sygeplejerske Inge Funder og hendes kolleger fået en større forståelse for, hvad der kan føre til fejl i FMK og medicinlister ved udskrivelse fra hospital.
Foto: Mikkel Berg Pedersen

”Vi har for alvor fået øjnene op for, hvor ofte vi har behov for at kontakte den udskrivende afdeling. Det kan være pga. af fejl i ordinationer og manglende recepter, men også andre spørgsmål f.eks. til opfølgende behandlinger,” siger hun. 

For at sikre borgerne korrekt medicin har de kommunale sygeplejersker indrapporteret mange af fejlene som utilsigtede hændelser. Det har givet et tættere samarbejde med regionen om, hvordan der kan sikres korrekt medicin ved udskrivelse, herunder både medsendt medicin, ordinationer og recepter. Dernæst har kommunen ændret arbejdsgangen inden for sygeplejen, så alle borgere får første besøg inden for 24 timer efter udskrivelse: 

”Tidligere lå vores første besøg på den førstkommende hverdag, da vi jo regnede med, at der var styr på det hele. Nu er vores mål, at sygeplejersken skal komme og afstemme medicin inden for de første 24 timer efter udskrivelse – så vidt det er muligt ved at involvere borgeren,” fortæller Lene Dam Olesen. 

Afstemning nødvendig

For at ensrette og underbygge sygeplejerskernes arbejde med Medicinpakken har kommunen udarbejdet to tjeklister a et A4-ark hver. Punkt for punkt guider det ene sygeplejerskerne gennem medicinafstemning efter udskrivelse fra sygehuset, mens det andet ark er en tjekliste for sikker medicinhåndtering ved dispensering. 

I dag kan både ledelse og medarbejdere skrive under på, at det for at sikre korrekt medicin er nødvendigt, at sygeplejersker laver medicinafstemning hos alle borgere, der har været indlagt, og som allerede har en medicinindsats eller bliver bedt om en indsats ved udskrivelse. 

Arbejdet med I Sikre Hænder gavner også samarbejdet på tværs af sektorerne, fortæller ledende sygeplejerske i Mariagerfjord Kommune, Susanne Eidorff Rasmussen.
”Vi har fået større fokus på patientsikkerheden i sektorovergangen. Fokus er flyttet fra individperspektiv til systemperspektiv. Det handler ikke om, hvem der har lavet en fejl, men hvor det kan gå galt. I Sikre Hænder har også givet mulighed for databaseret ledelse i forhold til medicinhåndtering. Nu leder vi ud fra fakta, ikke ud fra, hvad vi tror. Det gør, at vi lytter mere til hinanden, og vi har fået et meget bedre samarbejde med sygehusene.” 

Nye arbejdsgange
  • Ændring af sygeplejerskernes arbejdsgange, så alle borgere med medicinindsats får besøg inden for 24 timer efter udskrivelse
  • Udarbejdelse og brug af tjeklister
  • Opsamling og opfølgning på data, bl.a. i forhold til, om alle borgere får besøg inden for 24 timer
  • Uddannelse med fokus på forbedring af eksisterende arbejdsgange
  • Alle medarbejdere har fokus på at lave forbedringsarbejde også i en travl hverdag

Sygeplejerske Inge Funder tilføjer: 

”Vi har stadig opklarende spørgsmål til de udskrivende afdelinger eller borgerens egen læge en gang imellem, men de har ændret karakter. Nu er spørgsmålene ofte af mere lægefaglig eller organisatorisk karakter.”

Det oplever Malene Jensen som udgangspunkt også. Da hun tager afsked med Mimi Brix Svendsen, bliver det dog med besked om, at enten hun eller en kollega bliver nødt til at kigge forbi igen senere for at dispensere medicin til de næste 14 dage. 

Afstemningen afslørede nemlig, at der manglede recept på et præparat, som skal udstedes, før Mimi Brix Svendsens søn eller svigerdatter, der bor lige rundt om hjørnet, kan hente medicinen til hende. 

Fejl koster dyrebar tid

Tvivlsspørgsmål i forbindelse med medicinfejl og/eller mangelfuld ajourføring af FMK eller medicinlister berører mange kolleger i begge sektorer og tager tid fra andre vigtige opgaver. Figuren herunder kan ses som et eksempel på den proces der igangsættes som konsekvens af fejl i medicinhåndtering. 

Medicinhåndteringscyklus

Jeanette Kleis og farmakonom Pia Vestergaard

Tema: Medicinhåndtering

Otte ud af 10 kommunale sygeplejersker oplever mangelfuld opdatering af det fælles medicinkort (FMK) eller medicinlister, når de håndterer medicin hos borgere efter indlæggelse. Lige så mange oplever, at medicin ikke er skaffet hjem. Det koster dyrebar tid og kan medføre medicinfejl og genindlæggelser. Ajourføring af FMK og dosering af medicin ved udskrivelse er en kompliceret proces med mange fejlmuligheder, viser erfaringer fra Hvidovre og Hobro. 

 

Emneord: 
Kvalitet
Medicinhåndtering

Forskellige IT-systemer og afbrydelser er gift for FMK

Ajourføring af det fælles medicinkort (FMK) og dosering af medicin ved udskrivelse involverer minimum to IT-systemer, som nogle gange taler forbi hinanden. Dertil kommer læger, sygeplejersker og farmakonomer, som skal have tid og ro for at lykkes. Begge dele er under pres mange steder i dag, hvilket ofte resulterer i mangelfuld opdatering af FMK og medicinlister.

Óli Jacob Dalsgarð har kørt den mobile PC ud på gangen. Som afsnitsansvarlig overlæge på Lungemedicinsk Sektion 220 på Hvidovre Hospital har han i dag det overordnede ansvar for de i alt 28 indlagte patienter. Konkret skal han gå stuegang på 10, hvoraf tre skal hjem.

Flertallet af patienterne er alvorligt syge, deriblandt en ca. 70-årig mand, som det endelig er lykkedes Óli Jacob Dalsgarð og kollegerne at finde et sted til, hvor han kan få den palliative pleje og behandling, han har behov for, inklusive iltapparat. 

Før overlægen går ind for at tale med patienten om den trods alt gode nyhed, klikker han sig ind på Sundhedsplatformen. Ajourføringen af patientens fælles medicinkort (FMK) i forbindelse med udskrivelsen er begyndt. Han skal først klikke sig ind på det lokale medicinmodul og finde oplysningerne om den medicin, patienten har fået under indlæggelsen, og danne sig overblik over, hvad der skal fortsætte efter udskrivelse. På spørgsmålet om, hvorfor han ikke ajourfører FMK inde i PC-lokalet, hvor kolleger går til og fra, lyder svaret med et smil:

”Der vil jeg blive afbrudt hele tiden.” Óli Jacob Dalsgarð når dog ikke længere end et par klik ind i Sundhedsplatformen, før første sygeplejerske venligt, men målrettet kommer hen og forstyrrer ham med et ”Undskyld, men jeg vil bare lige høre om …”

Medicin mangler i hjemmet

Óli Jacob Dalsgarðs udfordringer i løbet af en arbejdsdag viser kun en lille flig af de utallige udfordringer, som læger og andre medarbejdere står over for, når de skal ajourføre FMK og gøre en patient klar til udskrivelse. Det er med overlægens ord:

Visionen om FMK

”Det Fælles Medicinkort (FMK) skal sikre, at borgere og relevante personer, som har borgeren i behandling, har adgang til korrekte og opdaterede medicinoplysninger. De lokale IT-systemer på f.eks. sygehuse og i kommuner har udviklet en integration til FMK, så de sundhedsfaglige kan se, hvilken medicin der er registreret for borgeren direkte igennem det lokale system. Herudover kan lægen tilføje, ændre og fjerne (seponere) lægemiddelordinationer, så FMK til stadighed afspejler borgerens aktuelle medicinering.

Opdateringen forudsætter, at læger og andre relevante brugere løbende opdaterer FMK, når der ændres i borgerens medicinering. Når registreringen er foretaget i den lokale integration af FMK, vil medicinoplysningerne efterfølgende blive synkroniseret med det centrale FMK. Derved er de oplysninger, som brugerne har registreret, altid til rådighed for relevante behandlere.
I forbindelse med konsultation hos praktiserende læger, indlæggelse, udskrivelse eller ambulant behandling på sygehus vil lægerne hurtigt og sikkert kunne tilgå FMK og få adgang til de medicinoplysninger, som er registreret om den enkelte borger. Derved er det blevet muligt at få adgang til seneste medicinoplysninger direkte igennem egne systemer.”

Citat Sundhedsdatastyrelsen

Sundhedsdatastyrelsens hjemmeside kan du læse mere om, hvordan du som sygeplejerske skal begå dig i FMK. Skriv ”FMK” i søgefeltet.

”En kompleks problemstilling med mange interessenter, mange bundne pligtopgaver og stort tidsforbrug samt ikke helt optimalt fungerende IT.”

Reportagen fra Lungemedicinsk Sektion 220 kan måske være med til at nuancere en tanke, som mange kommunale sygeplejersker nok ikke kan se sig fri for at tænke en gang imellem: Afstemning af medicin, medicindosering og ajourføring af FMK ved udskrivelse fra hospital – hvor svært kan det egentlig være? 

En analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 82 pct. af alle kommunalt ansatte sygeplejersker inden for den seneste måned har oplevet mangelfuld opdatering af FMK og medicinlister, når de skal håndtere medicin hos borgere, der er blevet udskrevet fra hospitalet. Og en anden stor kilde til frustration er, at medicinen ofte ikke er skaffet hjem til borgerne, hvilket 84 pct. af de kommunale sygeplejersker har oplevet ifølge analysen. Problemet er størst blandt hjemmesygeplejersker, hvor tallene er henholdsvis 86 og 92 pct.

Resultaterne underbygger til fulde de fund, som sygeplejerske og ph.d. Mette Geil Kollerup gjorde under arbejdet med sit ph.d.-projekt ”Visiting Nurses’ post-hospital medication management” i Aalborg Kommune fra 2014-2018.

”Blandt hjemmesygeplejerskerne konstaterede jeg en massiv tvivl om ordinationer ved første besøg efter udskrivelse. Der kunne være spørgsmål om medicin, som borgeren ikke længere skulle have, eller som var ændret i dosering eller styrke uden begrundelse eller plan for kontrol. Og i halvdelen af tilfældene kunne sygeplejerskerne ikke dosere medicin som planlagt, fordi der manglede medicin i hjemmet,” fortæller Mette Geil Kollerup, hvis ph.d. er nærmere beskrevet i Sygeplejersken nr. 12/2018.

De popper de op igen

Óli Jacob Dalsgarð vender blikket mod skærmen og det lokale medicinmodul i Sundhedsplatformen igen. Han samler tankerne og gennemgår den terminale patients nuværende og fremtidige ordinationer i det lokale medicinmodul og sikrer sig, at alt er, som det skal være. Det tager tid og kræver koncentration, hvorfor endnu en afbrydelse fra en kollega på ingen måde er optimalt, men nødvendigt. 

Det samme er snakken med sygeplejersken, som har ansvaret for, at patienten bliver klar til udskrivelse med alt, hvad det indebærer af udskrivningsbrev, opdateret plejeforløbsplan, hjemmeilt og kommunikation med patienten, de pårørende, modtagestedet og de ansvarlige for transporten. Óli Jacob Dalsgarð lytter, svarer og vender tilbage til ajourføringen igen.

Et par klik mere, og han har både det lokale modul og patientens oplysninger i FMK oppe på skærmen side om side. Han markerer alle ordinationer i det lokale modul for bagefter at kunne føre dem enkeltvis over i FMK, hvor ordinationer på medicin, patienten allerede får, også står. Det lykkes, men hov, der dukker lige pludselig en ordination op, som Óli Jacob Dalsgaard aldrig har set før: 

”Det sker nogle gange, og selvom jeg fjerner dem, popper de nogle gange op igen. Det kan f.eks. være medicin, der er seponeret, og som patienten ikke skal have fremadrettet,” siger han, før han gennemgår det hele en sidste gang for at sikre sig, at ordinationerne i FMK er korrekte, og alle recepter er på plads. 

Udskrives til sikker genindlæggelse

På medicinsk sengeafsnit M1, Aalborg Universitetshospital Hobro, har ledelsen også længe været opmærksom på, at opdatering af FMK og dosering af medicin ved udskrivelse er en kompliceret og udfordrende proces. Derfor ansatte man i 2018 projektsygeplejerske Jeanette Kleis, som har stået for at afdække, hvor det kan gå galt og ikke mindst komme med bud på løsninger, som kan reducere antallet af utilsigtede hændelser i forbindelse med medicinhåndtering ved udskrivelse. 

Mette Geil Kollerup
Mette Geil Kollerup vil gerne dykke dybere ned i medicinhåndtering ved udskrivelse, bl.a. ved at undersøge kommunikations- og samarbejdsprocedurerne på tværs af sektorerne.
Foto: Lars Pauli

Også her udfordres processen, at læger og sygeplejersker arbejder med medicinordinationer i to forskellige IT-systemer, som ikke altid taler lige godt sammen, heller ikke ved interne overflytninger.

Dertil kommer risikoen for menneskelige fejl, f.eks. allerede ved indlæggelse, hvor den ansvarlige læge har en stor opgave i at få overført patientens oplysninger i FMK korrekt og ikke mindst få FMK afstemt med det lokale medicinmodul, så begge systemer afspejler evt. ændringer i patientens medicin, som er sket ved indlæggelse. Og medicinændringer skal naturligvis også registreres korrekt og dokumenteres i både det lokale medicinmodul og journalen løbende under indlæggelse. 

Sker det ikke, eller er dokumentationen kun sparsom, risikerer patienten at blive udskrevet til en sikker genindlæggelse, fortæller Jeanette Kleis. Som eksempel giver hun den ældre dame, der indlægges med svimmelhed, fordi hun ikke længere tåler sin blodtrykssænkende medicin. ”Her har vi set, at den blodtrykssænkende medicin ved en fejl genoptages efter udskrivelse, måske fordi dokumentationen i journalen er sparsom, eller medicinen ikke er blevet seponeret. Det fører til, at den ældre dame genindlægges efter et par dage, da hun igen er svimmel og måske endda er besvimet,” fortæller hun. 

FMK sander ofte til

På Hvidovre Hospital er Óli Jacob Dalsgarð, efter en times koncentreret, men afbrudt arbejde, nu i mål med dagens første udskrivelse og kan printe medicinlisten. Før dette opdager han dog, at patienten også har 17 løse recepter i FMK, hvilket kan dække over ældre ordinationer og recepter fra vagtlæger, egen læge og tidligere hospitalskontakter.

Óli Jacob Dalsgarð vælger at få dem vist, hvorefter han sletter dem en for en efter fagligt at have vurderet, at de ikke er aktuelle længere.

”Men det er endnu et issue i hele det her FMK-system – hvem har ansvar for at rydde op i gamle recepter? Det er egentlig fint beskrevet i flere vejledninger, men ofte sander FMK til. Det oplever vi tit, især med de komplekse patienter, vi har.”

Mange steder vil medicinlisten gå videre til den udskrivende sygeplejerske, som herefter vil dosere den medicin, som patienten skal have med hjem fra hospitalet til de næste dage. Men her varetages denne opgave i øjeblikket af et par farmakonomer, der har deres daglige gang på afsnittet en times tid hver dag. Det sikrer en ekstra kritisk gennemgang af borgerens medicinliste og FMK. Og er farmakonomerne i tvivl om noget, går de tilbage til den ansvarlige læge, også hvis de opdager, at der ikke er udstedt recept på et præparat – endnu et flueben, der ”bare” skal sættes, men som lægerne nogle gange misser pga. travlhed eller afbrydelser, erkender Óli Jacob Dalsgarð. 

Overlægen er glad for farmakonomernes hjælp, det samme er sygeplejerskerne, lyder det i forbifarten fra flere med hovedbudskabet om, at det giver dem mere tid hos patienterne. Og nu er det på høje tid at komme videre med næste udskrivelse, hvis Óli Jacob Dalsgarð skal nå dagens to andre udskrivelser og fuld stuegang med samtaler hos syv multisyge patienter før fyraften.

Sygeplejerskerne får frigivet mere tid

I Hobro er projektsygeplejerske Jeanette Kleis også kommet frem til, at farmakonomer kan være med til at sikre korrekt medicin ved udskrivelse, hvorfor de også her dispenserer den medicin, patienter skal have med hjem ved udskrivelse (læs artiklen side 30). 

Den løsning er Mette Geil Kollerup dog ikke udelt begejstret for. Hun anerkender, at farmakonomer har specialviden om medikamenters virkning, bivirkning og interaktioner og måske er bedre til at spørge kritisk ind til eventuelle mangler i FMK:

”Men det mener jeg også, at sygeplejersker kan, selvom det måske ikke er førsteprioritet, når opgaverne skal prioriteres. Og jeg er kritisk over for, at hver gang man har et problem, så opretter man en ny funktion. Der kommer flere og flere lag i kagen, flere og flere mennesker, der skal involveres,” siger hun og fortsætter: ”Det, der adskiller sygeplejersker fra farmakonomer, er deres kontakt med patienterne, især hvis patienterne ikke selv kan varetage eller udtrykke deres behov. Det at gå ind og løfte dynen og observere patienten, bliver han forpustet, når han skal på toilettet? For mig hænger varetagelse af patientens medicin tæt sammen med, at man er sammen med patienten,” siger Mette Geil Kollerup. 

Jeanette Kleis kan følge hende et langt stykke ad vejen, men: ”Sygeplejerskerne får frigivet mere tid, som er en manglende ressource i dag. Den kan de bruge på fælles stuegang og medicinsamtaler med patienterne, hvilket igen kan få patienterne inddraget mere i deres eget behandlingsforløb og udskrivelse.” 

Læs mere: Mette Geil Kollerups ph.d. er på engelsk og kan downloades fra Aalborg Universitetsforlags hjemmeside www.aauforlag.dk.

Spørgeskemaundersøgelse om medicinhåndtering 

Graf der viser svar på spørgsmålet: "Har du inden for den seneste måned oplevet en eller flere af følgende udfordringer i forbindelse med medicinhåndtering i borgernes eget hjem?"

Graf for spørgeskemaundersøgelse om medicinhåndtering

Resultaterne er en del af en spørgeskemaundersøgelse, som DSR Analyse gennemførte blandt kommunalt ansatte sygeplejersker uden ledelsesansvar på plejecentre, hjemmeplejen, hjemmesygeplejen, akutfunktioner og lign. november 2018. 57 pct. af de i alt 3.666 inviterede medlemmer deltog i undersøgelsen, og der er besvarelser fra sygerplejersker fra 97 af landets 98 kommuner. Respondenterne har kunnet sætte flere kryds, der summer pct. ikke til 100 pct.

Jeanette Kleis og farmakonom Pia Vestergaard

Tema: Medicinhåndtering

Otte ud af 10 kommunale sygeplejersker oplever mangelfuld opdatering af det fælles medicinkort (FMK) eller medicinlister, når de håndterer medicin hos borgere efter indlæggelse. Lige så mange oplever, at medicin ikke er skaffet hjem. Det koster dyrebar tid og kan medføre medicinfejl og genindlæggelser. Ajourføring af FMK og dosering af medicin ved udskrivelse er en kompliceret proces med mange fejlmuligheder, viser erfaringer fra Hvidovre og Hobro. 

 

Emneord: 
Kvalitet
Medicinhåndtering

Dengang: Den rette medicin

Måske er det til ære for fotografen, men eleven følger ikke instrukserne i sin røde lærebog

Medicinhåndtering dengangHer hælder en sygeplejeelev på Rigshospitalet flydende medicin op i et medicinglas engang i 1950’erne. Måske er det til ære for fotografen, der ville have en stram komposition af billedet, men eleven følger ikke instrukserne i sin røde lærebog: "Når medicinen hældes op, holdes glasset med mærket for den ordinerede mængde lige for øjet. Hvis mærket er over øjet, vil der gives for meget, hvis det er under øjet, gives der for lidt." Her vil patienten altså få for lidt.

Arkivfoto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum, Kolding.

Emneord: 
Medicinhåndtering

Tre værktøjer kan hjælpe sygeplejersker

To planlagte hjemmesygeplejebesøg, det første gerne tværfagligt, samt poser i forskellige farver. De tre værktøjer kan være med til at sikre, at borgerne får den rette medicin efter udskrivelse.
Kendskabet til borgerens sygdomshistorie er under pres i dag, bl.a. fordi hjemmesygeplejerskerne ofte ikke har set borgeren før, og fordi sygeplejen i høj grad er organiseret efter, hvilke instrumentelle opgaver sygeplejerskerne varetager.
Foto: Lars Pauli

Hvordan ruster vi sygeplejerskerne bedst muligt til at gennemgå og dispensere medicin hos ældre, ofte multisyge borgere, der lige er kommet hjem fra sygehuset?

Det satte sygeplejerske og ph.d. Mette Geil Kollerup sig også for at komme med bud på i forbindelse med sit ph.d.-projekt i Aalborg Kommune. Projektet havde for alvor slået fast, at gennemgang af medicinlister og korrekt dispensering kræver sygeplejefaglig refleksion. Den afhænger igen af, hvor godt sygeplejersken kender borgerens sygdomshistorie. 

Men netop kendskabet til sygdomshistorien er under pres i dag, bl.a. fordi hjemmesygeplejerskerne ofte ikke har set borgeren før, og fordi sygeplejen i høj grad er organiseret efter, hvilke instrumentelle opgaver sygeplejerskerne varetager, f.eks. sårpleje eller måltagning til støttestrømper, fortæller Mette Geil Kollerup. 

”Selvom sygeplejersken har forberedt sig på besøget så godt som muligt, har hun alt andet lige mindre viden at reflektere ud fra, hvis hun ikke kender borgeren,” siger hun og tilføjer, at en udskrivelse i snit fylder 11 sider:

”Udskrivelsesnotaterne er ofte uoverskuelige og indeholder tit upræcis dokumentation. Derfor afhænger sygeplejerskernes arbejde i endnu højere grad af viden om borgeren, som ikke kan dokumenteres.” 

Gode ting ved fælles besøg

For at klæde sygeplejerskerne bedre på til opgaven udviklede Mette Geil Kollerup sammen med seks sygeplejersker og to ledere fra hjemmesygeplejen område Vest tre konkrete værktøjer, som alle blev indført i en tre måneders forsøgsperiode. 

For det første indførte man to planlagte besøg hos borgere med behov for hjemmesygepleje efter udskrivelse. Første besøg var primært tiltænkt udredning og organisering af medicin, andet besøg dispensering af medicin. De to planlagte besøg blev brugt hos ca. halvdelen af de i alt 40 borgere, som var omfattet af forsøgsordningen. 

2018-12-tema-grafik”Kunne sygeplejerskerne dispensere ved første besøg, gjorde de jo det. Men bevidstheden om, at to besøg var o.k., faktisk forventeligt, gjorde en positiv forskel for mange,” fortæller Mette Geil Kollerup. 

For at øge både sygeplejerskernes og evt. tilknyttet plejepersonales viden om borgerne skulle det første besøg så vidt muligt være tværfagligt og finde sted senest 24 timer efter udskrivelsen. Det blev brugt i to ud af tre besøg – med blandede erfaringer. 

”Nogle steder kunne borgerne godt forholde sig til to personer på en gang, mens det for andre kunne være svært, især hvis de ikke kendte sygeplejersken i forvejen. Men det faglige udbytte var godt for både sygeplejersker og plejepersonale,” siger forskeren.

Hjemmesygeplejerske Mette Birgitte Moos er enig: 

”Der var mange gode ting ved det fællesmøde, man kunne få lavet nogle aftaler og udredt nogle tvivlsspørgsmål. Men det kræver meget koordinering,” siger hun. 

Er der færre fejl?

Endelig prøvede man ved hjælp af farvede poser at udvikle et system, som skulle sikre ensartet opbevaring af medicin i alle hjem i form af grønne poser til fast dispenseret medicin, hvide til fast ikke dispenseret medicin som plastre og dråber og røde poser til medicin, som p.t. ikke var i brug. Poserne kunne desuden synliggøre det etisk udfordrende i at udføre pleje i borgerens eget hjem. 

Poserne blev kun brugt hos en tredjedel af borgerne. Nogle havde allerede et system, som var overskueligt, og som sygeplejerskerne derfor bibeholdt. Det forholdsvis lave antal hænger dog også sammen med, hvor meget man som fagperson kan gribe ind i borgernes privatliv og dermed også stå til ansvar for, jf. det risikobaserede tilsyn, som blev indført sidste år.

”Nok skal sygeplejerskerne sørge for, at medicin i brug og på pause holdes adskilt. Men de kan jo ikke stå til ansvar for, hvad borgerne gør, når de ikke er der,” siger Mette Geil Kollerup.
Ifølge områdesygeplejerske i hjemmesygeplejen Vest, Vibeke Poulsen, bruges de tre tiltag stadig, når de giver mening og kan lade sig gøre. 

”Vi er blevet mere bevidste om, hvordan enkle redskaber og systematik kan sikre den ro, der er så vigtig for vores arbejde. Men jeg mener stadig, at den største udfordring ligger i sektorovergangene,” siger Vibeke Poulsen. 

Det leder videre til det afgørende spørgsmål: Sikrer ph.d.-afhandlingen og de tre værktøjer, at flere borgere får den rette medicin med det samme efter udskrivelse fra hospitalet?

”Det har ikke været muligt at opgøre her. Men sygeplejerskerne er blevet bevidste om, hvor vigtig en rolle de og deres sygeplejefaglige refleksion spiller. Det giver faglig stolthed,” siger hun. 

På baggrund af resultaterne anbefaler Mette Geil Kollerup en nytænkning af hjemmesygeplejen og -plejen de første dage efter udskrivelse af sårbare borgere med kompleks og ustabil sundhedstilstand. 

”Primær sektor kan bidrage med kontinuitet og generalistviden på højt niveau. Her ser jeg hjemmesygeplejersken som ”ekspert i kompleksitet”, som for alvor kan komme i spil, hvis vi kan skabe nogle rammer, hvor plejen i de første dage kan udføres fleksibelt og i tæt tværfagligt samarbejde med de relevante aktører omkring borgeren,” siger hun.

Jane Frandsen

Tema: Mangelfuld kommunikation komplicerer medicinhåndtering

Medicin, der mangler. Uforståelige eller manglende ordinationer i det fælles medicinkort. Og til tider kaotiske omgivelser i borgernes hjem. Når hjemmesygeplejersker tager på planlagt besøg hos ældre borgere, der lige er kommet hjem fra hospitalet, er det langtfra altid en simpel opgave. Det har Jane Frandsen (billedet, red.) og hendes kolleger fra Aalborg Kommune fået beskrevet i en ny ph.d.-afhandling. Problemstillingerne er landsdækkende og kalder på en nytænkning af hjemmesygeplejen de første dage efter udskrivelsen, mener forsker.

 

 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering