Normalt udleveres medicin fra det ambulatorium, en patient er tilknyttet. Men omkring 80.000 danske patienter er tilknyttet et ambulatorium i en anden region end den, de bor i.

Det betyder, at afhentningsstedet for nogle patienter ligger flere hundrede kilometer væk. 

”En patient havde 318 kilometer mellem hjemmet og afhentningsstedet. Det er helt vildt,” siger Louise Konradsen Refsgaard, der er farmaceut, ph.d. og projektleder på ’Vederlagsfri Medicin på Tværs af Regioner’.

Afhentning kræver fri fra arbejde

Projektet har udviklet og afprøvet en procedure, der skal gøre medicinen lettere tilgængelig for patienterne. Her kan de i stedet afhente medicin på sygehusapoteket i deres bopælsregion, og det sparer dem for meget tid og besvær.

I gennemsnit havde patienterne i projektet 186 kilometers transport til afhentningsstedet. Efter ordningen var gennemsnittet reduceret til 31 km. 

”For nogle patienter tager det en hel arbejdsdag at afhente medicin. Udover de åbenlyse gener ved så meget transporttid, giver det også rigtig meget stress, når medicinbeholdningen pludselig er lav. De kan ikke bare køre et smut ned på apoteket,” forklarer Louise Konradsen Refsgaard. 

Projektet er afprøvet i samarbejde med en enkelt afdeling på Odense Universitetshospital, men Louise Konradsen Refsgaard håber, at projektet på sigt kan blive udrullet bredt.

”Jeg er ikke i tvivl om, at det vil være en stor lettelse for rigtig mange patienter,” siger hun. 

For mange borgere er det et nødvendigt onde at indtage mange lægemidler for at kunne opretholde en velfungerende tilværelse. 

Men alt for mange patienter indtager alt for meget medicin som en konsekvens af vores højtspecialiserede sundhedsvæsen, hvor overblikket og ansvaret for den enkelte patients samlede sygdomsbillede og livssituation går tabt. 

Tallene taler deres tydelige sprog: Der er i dag over 750.000 borgere, der indtager flere end fem forskellige medicinske præparater i døgnet.

Knap hver femte dansker over 60 år får flere end 10 forskellige lægemidler i døgnet. 

Der er brug for løsninger og en organisering, der reelt sætter patientens samlede sygdomsbillede og trivsel i centrum.

Her har sygeplejersker, farmakonomer, den behandlende læge m.fl. hver et ansvar at løfte.

Sygeplejersker har ofte en central rolle, da sygeplejerskerne gennem deres faglighed samt tætte kontakt til den enkelte patient opnår en særlig viden om medicinens virkning og bivirkninger.

I dette nummer af Sygeplejersken kan du bl.a. læse om medicinansvarlige sygeplejersker på en sygehusafdeling, som netop har til formål at bringe orden i den enkelte patients medicin, inden patienten udskrives.

Du kan også læse om nye sygehusafdelinger, hvor alle faggrupper samles under ét tag, så der kan tilbydes en helhedsorienteret indsats målrettet de mest komplekse multisyge og

polyfarmacipatienter. 

Polyfarmacipatienter må aldrig være en konsekvens af sundhedsvæsenets organisering og higen efter at løse hver enkelt sygdom isoleret set. 

Attribution 

Arkivfoto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Tilbage i 1970’erne var medicindispensering og medicingivning også en vigtig disciplin i sygeplejerskens daglige virke.

Ofte var det gruppelederen eller ældste sygeplejeelev, som varetog denne funktion.

Billedet her er fra Nykøbing Falster, 1976 .

Medicinskabet stod typisk på afdelingens kontor med let adgang til medicinkardex, medicinkort og ”den grønne bibel” – Lægemiddelkataloget, som hvert år udkom i en ny udgave.

Medicindispensering var en tidskrævende opgave, som fordrede sygeplejerskens fulde opmærksomhed.

I dag hvor medicinhåndteringen varetages i specielt indrettede medicinrum – hvor sygeplejersken kan stå uforstyrret – bliver tidligere tiders praksis, hvor medicinskabet stod på kontoret, sat i et sikkerhedsmæssigt relief. 

Ifølge Michael Stenbjerg er det vigtigt at være opmærksom på, at kassen ikke rækker til at symptomlindre hen over en weekend.

”Kassen skal stå i hjemmet og fungere som en sikkerhed, hvis der opstår behov for symptomlindring i weekenden. Men man skal være opmærksom på, at hvis kassen tages i brug fredag eftermiddag, slipper den op lørdag formiddag, og der kan opstå et behov for at skaffe ny medicin i weekenden,” forklarer han. 

Derfor samarbejder han med kommunens læger om en ændret praksis, hvor præparaterne ordineres enkeltvis, så der er medicin nok til en hel weekend. 

Fakta om Tryghedskassen

Tryghedskassen indeholder: morfin, haloperidol (antipsykotisk middel, der også anvendes mod kvalme og opkastning), midazolam (sovemiddel), furosemid (vanddrivende middel) og hyosinbutylbromid (mod kramper i mave-tarm-kanalen) samt natriumklorid. Den indeholder også kanyler, sprøjter, gazebind (swabs) og fikseringsplaster. Herudover indeholder den en beskrivelse af lægemidlerne i kassen, en vejledning til at anlægge en fastliggende, subkutan kanyle og retningslinjer for symptomlindring i terminale patienters sidste døgn. 

Sygeplejerskerne skal hurtigt kunne få adgang til den rette medicin, men samtidig skal man undgå tyveri og misbrug af f.eks. morfin og anden farlig medicin. Det er en balancegang som akutafdelingerne forsøger at navigere, med blandt andet overvågning, kontrol og tillid.

Aalborg Universitetshospitals akutmodtagelse

På Akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital er der to medicinrum, og ved begge skal personalet bippe sig ind med deres medarbejderkort.

”Informationen lagres i en central logfil, så man kan se, hvem der har haft adgang til rummet. I det ene medicinrum opbevares stærke morfikapræparater i et skab, hvortil der også skal bippes ind med medarbejderkortet,” oplyser afsnitsledende sygeplejerske Charlotte Hassing Christensen.

Hver dag bliver forbruget gjort op af personale, der holder øje med medicinlagrene, fortæller sygeplejefaglig direktør Lisbeth Lagoni.

”Hvis der er afvigelser i forbruget, bliver det undersøgt. Vi oplever indimellem, at der forsvinder medicin fra vores medicinrum, men det sker ikke ofte. Inden for de seneste fem år har der været to tilfælde af tyveri,” uddyber hun.

Aarhus Universitetshospitals akutmodtagelse

På akutmodtagelsen i Aarhus bruger de også ID-kort til at få adgang til medicinrummet.

”Hvis der skulle blive tale om et svind, kan vi gå tilbage i en log og se, hvem der har været i medicinrummet,” fortæller lektor og klinisk sygeplejespecialist Marianne Lisby.

Før var der en række nøgler til medicinrummet, som sygeplejerskerne af og til måtte låne af hinanden, men efter at akutmodtagelsen rykkede ind i de nye lokaler i Skejby, er systemet med individuelle adgangskort taget i brug, og det styrker medicinsikkerheden, påpeger Marianne Lisby.

Derudover har medicinrummet i Aarhus akutmodtagelse også automatlukning på dørene så de hurtigt smækker, og dermed undgår man bedre, at patienter eller andre uvedkommende kan få adgang, tilføjer Marianne Lisby.

Slagelse Sygehus’ akutafdeling

I Slagelse er der både en kortlæser på døren til medicinrummet og en ekstra på skabet med de stærke lægemidler, fortæller ledende oversygeplejerske Christian Jørgensen.

Derudover overvåger de forbruget af den farlige medicin i samarbejde med farmaceuterne.

”Det er en af de bedste måder at opdage misbrug på, for svindet vil typisk blive større og større. Og så vil man måske samtidig kunne se, at nogle har hyppigere gang i medicinrummet,” siger Christian Jørgensen.

For selvom det er lang tid siden afdelingen har oplevet tyveri eller misbrug fra medicinrummet, er det noget Christian Jørgensen har oplevet på en tidligere arbejdsplads.

Bispebjerg Hospitals akutmodtagelse

På akutmodtagelsen i Bispebjerg Hospital i København bruger man også en form for personlige adgangskort til at få adgang til medicinrummet.

”Er der den mindste mistanke om tyveri eller svind, så snakker vi med den enkelte kollega om det. Vi har oplevet problemer med det her før, men det er længe siden,” fortæller ledende oversygeplejerske Charlotte Rahbek, og fortsætter:

”Derudover så sørger vi for, at der er minimum at hente i medicinrummet, så der er ikke et stort varelager. Det er jo om at finde balancen mellem tillid og kontrol her.”

Læs også: Sygeplejersker bliver overvåget i medicinrum

Der bliver holdt konstant øje med en særlig skuffe i medicinrummet på Akutafdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Et kamera i loftet filmer alle, der tager noget fra skuffen. Og husker det i fire uger.

Videoovervågningen har været en realitet siden 17. december 2019. I skuffen ligger den ”farlige” medicin som f.eks. morfin og stesolid.

Ifølge tillidsrepræsentanten for de cirka 100 sygeplejersker på afdelingen, Alek Holm Rose, har sygeplejerskerne taget godt imod det nye tiltag.

”Det er ikke noget, der har påvirket arbejdsmiljøet. Jeg har spurgt lidt rundt, hvordan mine kolleger har det med det. De siger, at de ikke tænker over, at det er der. Nogle siger, de synes, det skaber tryghed,” fortæller han.

Også afdelingssygeplejerske Gry Rosenmai påpeger, at flere af medarbejderne har givet udtryk for, at de slet ikke opdager, at kameraet er der længere.

”Det betyder jo, at de har forstået, at det ikke er for at overvåge dem, men for at fjerne en eventuel mistanke. Så vi er lykkedes med at italesætte det,” siger hun.

Det var Britt Holmgaard, tidligere ledende oversygeplejerske på Akutafdelingen på Nordsjællands Hospital, der indførte overvågningen for at kontrollere den farligste medicin, forebygge tyveri og misbrug blandt de ansatte - men også for at undgå, at nogen ville kunne gøre patienter fortræd.

”Jeg ville aldrig sætte et kamera op i medicinrummet på f.eks. medicinsk afdeling. Det ville være ude af proportioner. Men på en akutafdeling er det anderledes. Her er et enormt stort forbrug af medicin og især af højrisikomedicin, og det kan være svært at styre. Derfor kan det give mening lige netop her,” siger hun.

Det er ikke for at holde øje med medarbejderne, men for at fjerne en eventuel mistanke, siger Gry Rosenmai, afdelingssygeplejerske på Akutafdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød.

Foto: Claus Bech

Tillid eller mistillid?

Men spørgsmålet er, om videoovervågningen er et udtryk for mistillid til medarbejderne. Det afviser både Britt Holmgaard og Gry Rosenmai.

”Det er ikke for at kontrollere eller holde øje med medarbejderne, men for at beskytte både dem og ledelsen, hvis der skulle opstå en situation, hvor der er mistanke om misbrug af lægemidlerne,” fortæller afdelingssygeplejerske Gry Rosenmai.

”Jeg har tillid til mine medarbejdere, og overvågningen er netop med til at dokumentere, at sygeplejerskerne ikke har gjort noget forkert,” siger Britt Holmgaard.

Inden kameraet blev sat op, havde ledelsen diskuteret overvågningen i det lokale MED-udvalg. Her mødte de ikke modstand mod initiativet, og ifølge Alek Holm Rose er overvågningen ikke et problem.

”Vi har diskuteret problemstillingen, og vi synes, der er gode argumenter for det. Akutafdelingen er kendt for at være et sted med et stort flow på medicinen, og der har tidligere været misbrug på afdelingen. Og i sagen fra Nykøbing Falster så man bl.a., at der ikke var styr på medicinen. Og det er ledelsens ansvar. Så på den måde giver det sikkerhed for både os medarbejdere og ledelsen,” siger Alek Holm Rose.

Gry Rosenmai fremhæver derudover, at det ikke er et tiltag, som er blevet sat i gang fra den ene dag til den anden.

”Der har været drøftelser med medarbejderne, de er blevet inddraget tidligt i processen og blev orienteret, da kameraet blev sat op. Og derefter hang det der i to-tre uger, før det blev tændt,” siger hun.

Både Alek Holm Rose og Gry Rosenmai påpeger, at ledelsen ikke kan sidde og overvåge medarbejderne via kameraet. De har kun adgang til at se optagelser, hvis der er en begrundet mistanke om, at noget uhensigtsmæssigt har fundet sted.

”Og det har der slet ikke været endnu,” tilføjer Gry Rosenmai.

Lært af sygeplejerskesagen

Sagen fra Nykøbing Falster om sygeplejersken Christina Aistrup Hansen, der blev dømt for fire drabsforsøg på patienter, gav Britt Holmgaard endnu en grund til at indføre videoovervågningen i medicinrummet.

Sidste sommer læste hun bogen ”Sygeplejersken” af Kristian Corfixen, som giver et indblik i, hvad der skete i Nykøbing Falster og udstiller, at der bl.a. ikke var styr på, hvem der tog hvad i medicinrummet. Og hvor svær en situation, det stillede kronvidnet Pernille Larsen i.

”Jeg har lært af den sag, og jeg synes, at det ville være et ledelsesmæssigt svigt, hvis ikke jeg gjorde noget. Hvis mennesker er syge i hovedet, søger de hen, hvor risici er mindst. F.eks. ift. adgangen til medicin, som er let på en akutafdeling. Og det var mit ansvar som leder, at sikkerheden for patienterne er så høj som mulig,” siger Britt Holmgaard.

Brik i et puslespil

Britt Holmgaard havde, i samarbejde med sygehusapoteket, tidligere undersøgt forbruget af stesolid, morfin og anden højrisikomedicin i en periode og holdt det op imod, hvad patienterne ifølge journalerne havde fået.

”Det var både en usikker, vanskelig og tidskrævende proces, som ikke er forenelig med den travlhed, der kendetegner hverdagen i en akutafdeling,” siger Britt Holmgaard og påpeger:

”Derfor kan overvågningen af den farlige medicin være en brik i et puslespil, som også indeholder f.eks. log på døren til medicinrummet og dokumentation i Sundhedsplatformen. Det skal tilsammen skabe et trygt arbejdsmiljø for sygeplejerskerne.”

Er det midlet til målet?

Ifølge ”Aftale om kontrolforanstaltninger”, der er indgået mellem Forhandlingsfællesskabet og Danske Regioner, skal en kontrol – som her videoovervågning – have et sagligt formål og være begrundet i driftsmæssige årsager. Der skal være et rimeligt forhold mellem formål og midler, og det må ikke være krænkende over for de ansatte.

”Jeg mener, at overvågningen i den konstruktion, vi valgte, lever op til aftalen. Hvis jeg havde sat kameraet op alene på baggrund af at ville forebygge en drabssag – så nej. For det er ikke sandsynligt, det sker igen i min tid. Men det her handler om meget mere. Det handler også om tyveri og misbrug og mit ansvar for medarbejderne og patienternes sikkerhed,” siger Britt Holmgaard.

Robotter i fremtiden

Britt Holmgaard har ingen ønsker om at udbrede videoovervågning af sygeplejersker, og ser kun den begrænsede overvågning i medicinrummet som en løsning netop på akutafdelingen. Og i mangel af andre metoder til at have kontrol over medicinen.

”Jeg håber, at teknologien med tiden kan løse udfordringen med medicinen, så man bare skal trykke på en knap og så kommer det, man skal bruge. Hurtigt. Det synes jeg absolut, man skal udvikle til de nye supersygehuse i f.eks. Hillerød,” understreger Britt Holmgaard.

Måske er et topsikret medicinskab ikke langt væk. Et finsk firma, der sælger elektroniske medicinskabe, der kræver, at sygeplejersken logger ind med sit ID, findes allerede. Skabet er taget i brug til reservemedicin på akutafdelingen på Odense Universitetshospital. Men altså ikke til den medicin, der skal være hurtig og let adgang til – og af flere personer ad gangen.

DSR: Overvågning skaber mistillid

“Det er godt, at vi har aktive ledere med gode intentioner i forhold til den her problematik, og som forsøger at gøre noget ved det. Det vil jeg gerne rose. Men jeg er ikke tilhænger af metoden, som jeg synes lægger op til at mistænkeliggøre en hel faggruppe.” 

Sådan lyder reaktionen fra Anni Pilgaard, der er næstformand i Dansk Sygeplejeråd på, at man på akutafdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød har valgt at indføre videoovervågning i medicinrummet med fokus på skuffen med den farlige medicin.

”Udgangspunktet må være, at vi har tillid til sygeplejerskerne. Det ved vi, at befolkningen har. Så hvis man tager sådanne tiltag, skal det være på baggrund af en begrundet mistanke,” siger Anni Pilgaard.

Hun mener i stedet, det er vigtigt, at der på afdelingerne er en debat om, hvordan man skaber en kultur, hvor man er åbne overfor hinanden og passer på hinanden. Og hvis man er bekymret for, at en kollega misbruger eller stjæler medicin, går man til vedkommende eller sin leder.

”Det er vigtigt, at vi som udgangspunkt ikke mistænkeliggør hinanden, men i stedet har tillid til hinanden,” understreger Anni Pilgaard.

Hun tænker, at noget af den tillid er væk i Hillerød, hvor hun har fået oplyst, at der er medarbejdere, der ikke er tilhængere af overvågningen.

”Men når lederen har besluttet at sætte overvågning op, kan det være svært at tale imod det. For det kan give anledning til undren, at du er imod, hvis du ikke har noget at skjule,“ siger Anni Pilgaard.

Hun glæder sig over, at der er en løbende debat om overvågning i det offentlige rum, og synes det er vigtigt, at man også kan diskutere overvågning på jobbet.

”Også selv om vi ikke altid er enige.”

Læs også: Adgangskort, optælling og låste døre: Sådan bliver den potente medicin kontrolleret

Jeg var i min første praktik og skulle for første gang sådan rigtig prøve at agere som sygeplejerske.

Én oplevelse, jeg især husker, er en dagvagt, hvor jeg sammen med min vejleder skulle passe en ældre, terminal dame.

Jeg kom hen til hende med morgenmedicin, som min vejleder havde doseret.

Den ældre dame var i gang med at spise morgenmad. Hun kiggede på mig og smilte, hvorefter hun tog imod pilleglasset, kiggede ned på pillerne og sagde ”der mangler to piller”.

Det var første gang, jeg var inde hos hende og vidste derfor ikke, hvor mange piller hun normalt fik.

Jeg sagde, at jeg lige ville undersøge det. Jeg gik hen til min vejleder, der kiggede på skærmen og fortalte, at lægen havde seponeret hendes kalkpiller.

Da jeg kiggede undrende på hende foreslog hun, at jeg spurgte lægen om grunden til denne ændring.

Lægen sad inde i konferencestuen, og jeg turde næsten ikke spørge ham, idet jeg jo ”kun” var en studerende. Jeg valgte dog alligevel at gå hen til ham med min undren.

Jeg fortalte lægen, at den ældre dame havde bemærket, at der manglede to piller i hendes morgenmedicin, og at min vejleder havde oplyst, at pillerne var seponeret.

Han kiggede på mig og gav mig et stort indforstået smil og sagde ”ja, nu skal du høre unge dame. Det er jo nogle dyre bolsjer, ikke?”

Han nikkede til mig, hvorefter han vendte sig om for at arbejde videre ved sin pc.

Jeg blev helt mundlam og vidste hverken, hvad jeg skulle sige eller gøre. Jeg gik ud af konferencestuen med en grim og yderst ubehagelig erkendelse.

Ja, jeg forstod. Hun var terminal, men var jo vant til at få et vist antal piller og kunne jo derfor tydeligt se, at der manglede to store piller.

Jeg fik helt ondt i maven. Den ældre dame skulle snart dø. Skulle jeg virkelig gå tilbage og fortælle hende, at lægen havde fjernet hendes kalkpiller, fordi det var ”dyre bolsjer”, da hun snart skulle dø, og derfor ikke skulle have andet end smertestillende medicin?

Nej, det kunne jeg altså ikke. Og hvor dyre kan kalkpiller egentlig være? Det ville da også være bedre, hvis lægen selv havde informeret hende om denne ændring.

Jeg kunne mærke, at jeg blev vred. Det gjorde man ikke, i hvert fald ikke på denne måde!

Gad vide om hun overhovedet var klar over, at hun var terminal, og om der var nogen, der havde taget ”den svære samtale” med hende?

Jeg gik ud til min vejleder, der var ved at dosere medicin til de andre patienter, og sagde, at jeg synes, vi skulle lade patienten få sine kalkpiller, som hun var vant til, fordi lægen ikke havde inddraget hende i denne ændring, og fordi det var noget, der var vigtigt for hende. Min vejleder hældte to kalkpiller op til mig, som jeg herefter gav til den ældre dame.

Jeg ved ikke, hvad der skete efterfølgende, men jeg har tænkt på hende siden.

En sygeplejerske underviser en sygeplejeelev i medicinadministration.

Reglerne var enkle: ”Den rigtige medicin til den rigtige patient på det rigtige tidspunkt” og ”Medicinen er ikke givet, før den er taget”.

I baggrunden ses den tids typiske medicinskab, hvor sygeplejersken kunne stå i fred og ro og hælde medicin op til hele afdelingen.

Udsigten fra den lyse opholdsstue på 5. sal fejler intet. Solen skinner fra en skyfri himmel, og kigger man hen over de høje løvtræer, kan man skimte gule rapsmarker, vikingeborgen Fyrkat og det hus, som bebos af Hobros verdensberømte bysbarn, den nidobbelte Le Mans-vinder Tom Kristensen.

I opholdsstuens ene lænestol sidder Anna Frandsen, som efter fire dages indlæggelse er kommet sig så meget over sit hjerteflimmeranfald og en lungeinfektion, at hun skal hjem. Og som flertallet af patienterne på medicinsk sengeafsnit M1, Aalborg Universitetshospital Hobro, kan hun regne med, at de 10 præparater i hendes Fælles Medicinkort (FMK) er afstemt korrekt, ligesom indholdet i den doseringsæske, hun får med hjem med medicin til de næste to dage, også er fejlfrit. 

Det burde alle patienter i teorien kunne, men som beskrevet i artiklen ”Forskellige IT-systemer, afbrydelser og travlhed skyld i mangelfulde opdateringer” kan både teknik, travlhed og menneskelige faktorer medføre fejl og mangler, hvilket også var tilfældet på M1 for et lille års tid siden, fortæller projektsygeplejerske Jeanette Kleis: 

”Op til 40 pct. af opkaldene fra hjemme- og hjemmesygeplejen handlede netop om spørgsmål i forbindelse med FMK eller den medicin, vi sendte patienterne hjem med. Mange opkald kom endda i aftenvagten, hvor de sygeplejersker og læger, som havde udskrevet patienterne, var gået hjem. Vi får stadig opkald, men heldigvis langtfra i samme omfang.” 

Travlhed og afbrydelser

Netop derfor valgte M1 med støtte fra Ældre- og Sundhedsministeriet i 2018 at ansætte Jeanette Kleis som projektleder på et udviklingsprojekt, der bl.a. skulle minimere antallet af utilsigtede hændelser (UTH) i forbindelse med medicinhåndtering ved udskrivelse. Konkret valgte hun at kigge nærmere på afdelingens arbejdsgange med patienternes medicin i tre faser: Ved indlæggelsen, når planlagt udskrivning nærmer sig, og endelig ved udskrivelsen. 

Ved indlæggelsen er det bl.a. afgørende, at den journaloptagende læge husker at afstemme og seponere evt. medicin ved overførsel af patientens FMK til sygehusets elektroniske medicinmodul. I forbindelse med udskrivelse er det den udskrivende læges ansvar at afstemme FMK og udstede recepter på evt. ny medicin, men også her kan der ske fejl, især når man som speciallæge Razzak Al-Naseri på en normal vagt har ansvaret for 8-12 alvorligt syge og komplekse patienter.  

Jeanette Kleis (tv) og kollegerne på M1 får indtil videre assistance af farmakonom Pia Vestergaard og hendes kollega i et halvt år, hvor midlerne udløber. Hvad der sker derefter, er endnu uvist.

Foto: Mikkel Berg Pedersen

”Vi har ofte meget travlt og bliver tit afbrudt med forskellige spørgsmål, når vi skal gøre patienter klar til udskrivelse. Og vores IT-system er nogle gange meget langsomt, hvilket heller ikke hjælper,” fortæller han. 

På selve udskrivningsdagen skal ny medicin dispenseres korrekt, hvilket tidligere var den udskrivende sygeplejerskes ansvar. Sygeplejersken skal desuden udfylde patientens plejeforløbsplan og beskrive evt. ændringer i patientens medicin i udskrivelsesbrevet. Men også dette lyder lettere sagt end gjort, fortæller sygeplejerske Marianne Holm Jensen. 

”Selvom medicinrummet som udgangspunkt er stillezone, bliver man ofte afbrudt, når man er i gang med at dosere. Det kan være kolleger, der har spørgsmål, eller telefoner, der bipper,” siger hun. 
Jeanette Kleis identificerede dog også hurtigt en anden udfordring: 

”Lægen bliver ofte nødt til at gå stuegang uden sygeplejersken, fordi hun er optaget hos en anden patient. Det kan resultere i, at sygeplejersken misser vigtig information, også i forhold til medicinændringer, som så bliver svære at begrunde i udskrivningsbrevet,” siger hun.

Lærer af hinanden

Derfor har Jeanette Kleis med ledelsens opbakning sat flere initiativer i gang. For at aflaste sygeplejerskerne begyndte Jeanette Kleis fra september sidste år at dosere medicin til patienter, der skulle udskrives. Det viste sig hurtigt, at der var behov for en mere permanent løsning, hvorfor farmakonomer i maj overtog opgaven – til glæde for både læger og sygeplejersker, fortæller sygeplejerske Marianne Holm Jensen. 

”Det er så dejligt, at de er inde over og tjekker, om alt er korrekt, og der er recepter på alt. Dosering tager tid, så det giver mig også mere tid til de andre patienter, og er jeg i tvivl om noget, kan jeg altid spørge dem.” 

Razzak El-Naseri tilføjer: 

”Fire øjne ser bedre end to. Vi har et godt samarbejde med farmakonomerne, og vi lærer af hinanden,” siger han. 

Kommunikation mellem læger og sygeplejersker ved stuegang hjælpes nu systematisk på vej af et stuegangsskema, som lægerne skal udfylde, når udskrivelsen nærmer sig, for at sikre, at sygeplejerskerne får relevant viden om f.eks. behandlingsplan, medicinændringer og aftaler efter udskrivelsen. 

”Skemaet er en stor hjælp. Jeg får noteret de vigtige informationer ned og kan med det samme se, hvis lægen f.eks. har bestilt yderligere undersøgelser hos egen læge eller i et ambulatorium,” fortæller Marianne Holm Jensen.

Endelig er kommunikationen med de tre kommuner, som primært modtager patienter fra M1, også blevet bedre. I forbindelse med projektet kom kolleger fra kommunerne på studiebesøg, hvilket gav større forståelse for hinandens udfordringer og behov. Besøget afdækkede også, at vigtige informationer om patienterne gik tabt, fordi de kommunale sygeplejersker skrev dem et sted i deres IT-system, som ikke kunne hentes ind i sygehusets IT-system. 

”De troede, at vi fik informationerne, mens vi ikke kunne forstå, hvorfor de ikke havde oplyst os om dette og hint,” siger Jeanette Kleis. 

M1 modtager stadig opklarende opkald fra de kommunale sygeplejersker, men de er blevet færre. Og UTH’er vedr. medicinhåndtering ved udskrivelser er halveret på fire måneder. 

”Jeg har det lidt ambivalent med UTH’er, da det kan være svært at vurdere, om de afspejler det reelle billede eller ej. Men jeg er alligevel glad for resultatet,” siger Jeanette Kleis, hvis ansættelse udløber den 30. juni: 

”Nu er det op til personalet at fortsætte de gode takter, så projektet kommer endnu flere patienter til gavn,” siger Jeanette Kleis. 

”Hvor havde du det henne sidst?” spørger sygeplejerske Malene Jensen højt og tydeligt og refererer til 86-årige Mimi Brix Svendsens ene høreapparat. Det er blevet væk for den ældre kvinde, der sidder i en brun læderlænestol ved det runde sofabord beklædt med kakler.

Mimi Brix Svendsen er dog sikker på, at hun havde det med hjem fra sygehuset, og kommer pludselig i tanke om, at hun vist sidst havde det på badeværelset. Helt korrekt viser det sig, da Malene Jensen kort tid efter kommer tilbage med apparatet og får sat nyt batteri i det også. 

Den ældre kvinde blev udskrevet fra Aalborg Universitetshospital Hobro dagen før, træt, men stabil igen efter det fald, der førte til indlæggelsen. På det lille spisebord i køkkenet i den røde murstensvilla i Hadsund ved Mariagerfjord har Malene Jensen allerede afstemt medicin sammen med Mimi Brix Svendsen, så aktuel medicin nu står i fin orden ved siden af en lille rød plastikkurv med seponeret medicin i poser. Det sikrer, at både Mimi Brix Svendsen, hendes pårørende og Malene Jensens kolleger tydeligt kan se, hvad der skal doseres, når æsken med dispenseret medicin, som kvinden fik med hjem fra sygehuset, er tom. 

Et kort øjeblik troede Malene Jensen, at der var sket en fejl. Ifølge det fælles medicinkort skal Mimi Brix Svendsen indtage syv piller om morgenen, men i doseringsæsken ligger der ni. Det mysterium bliver hurtigt opklaret ved hjælp af de håndskrevne noter på den printede medicinliste, som den 86-årige kvinde også fik med hjem. Af noterne kan sygeplejersken se, at hospitalet kun har haft to af pillerne i størrelse 50 milligram i stedet for 100, hvorfor syv piller er blevet til ni.  

”Det oplever vi ofte. I princippet burde sygehuset have rettet det i FMK, men nu har de jo noteret det på medicinlisten. Desuden bør en garvet hjemmesygeplejerske som jeg selv kunne gennemskue det,” siger Malene Jensen. 

En læringsrejse 

Som sygeplejerske i Mariagerfjord Kommune har Malene Jensen og kollegerne siden 2017 haft ekstra fokus på at sikre, at borgerne får den rette medicin efter indlæggelse. Både sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter oplevede, at dette ikke var tilfældet, fortæller sygeplejefaglig teamleder Lene Dam Olesen.

”Vores medarbejdere stod ofte med spørgsmål til dosering af den medicin, borgerne fik med hjem fra hospitalet. Der manglede også tit recepter, mens anden medicin ikke var blevet hentet. Det kan resultere i medicineringsfejl og tager tid for alle at følge op på. I sidste ende kan det også føre til, at tilliden til kollegerne på hospitalet falder,” fortæller Lene Dam Olesen. 

Derfor valgte Mariagerfjord Kommune at træde ind i projektet ”I Sikre Hænder” for at arbejde systematisk med principperne fra Medicinpakken (se boksen ”I Sikre Hænder”). Det startede med et pilotprojekt i en af kommunens to sygeplejegrupper, og siden har erfaringer og principper (se boksen ”Nye arbejdsgange”) spredt sig til alle medarbejdere i både hjemme- og hjemmesygeplejen, fortæller Hanne Thorsager, der er sundhedsfaglig kvalitetskonsulent og projektleder på at implementere Medicinpakken og Tryksårspakken i Mariagerfjord Kommune. 

”Med I Sikre Hænder og forbedringsmodellen har vi alle været på en læringsrejse. Vi har været ydmyge over for at øve os og afprøve forskellige redskaber og arbejdsgange, som giver mening for os,” siger hun. 

Formodning holdt stik

Arbejdet med I Sikre Hænder har først og fremmest sat konkrete tal på medarbejdernes fornemmelse af fejlmedicinering efter indlæggelse. Data fra februar 2018 til april 2019 viser, at der var fejl i medicineringen hos 219 udskrevne borgere, svarende til ca. 30 pct., fortæller Hanne Thorsager. Derudover har I Sikre Hænder også sat tal på, hvor ofte der er behov for at kontakte udskrivende afdeling – hele 283 borgere har det været nødvendigt ved. 

Gennem arbejdet med I Sikre Hænder har sygeplejerske Inge Funder og hendes kolleger fået en større forståelse for, hvad der kan føre til fejl i FMK og medicinlister ved udskrivelse fra hospital.

Foto: Mikkel Berg Pedersen

”Vi har for alvor fået øjnene op for, hvor ofte vi har behov for at kontakte den udskrivende afdeling. Det kan være pga. af fejl i ordinationer og manglende recepter, men også andre spørgsmål f.eks. til opfølgende behandlinger,” siger hun. 

For at sikre borgerne korrekt medicin har de kommunale sygeplejersker indrapporteret mange af fejlene som utilsigtede hændelser. Det har givet et tættere samarbejde med regionen om, hvordan der kan sikres korrekt medicin ved udskrivelse, herunder både medsendt medicin, ordinationer og recepter. Dernæst har kommunen ændret arbejdsgangen inden for sygeplejen, så alle borgere får første besøg inden for 24 timer efter udskrivelse: 

”Tidligere lå vores første besøg på den førstkommende hverdag, da vi jo regnede med, at der var styr på det hele. Nu er vores mål, at sygeplejersken skal komme og afstemme medicin inden for de første 24 timer efter udskrivelse – så vidt det er muligt ved at involvere borgeren,” fortæller Lene Dam Olesen. 

Afstemning nødvendig

For at ensrette og underbygge sygeplejerskernes arbejde med Medicinpakken har kommunen udarbejdet to tjeklister a et A4-ark hver. Punkt for punkt guider det ene sygeplejerskerne gennem medicinafstemning efter udskrivelse fra sygehuset, mens det andet ark er en tjekliste for sikker medicinhåndtering ved dispensering. 

I dag kan både ledelse og medarbejdere skrive under på, at det for at sikre korrekt medicin er nødvendigt, at sygeplejersker laver medicinafstemning hos alle borgere, der har været indlagt, og som allerede har en medicinindsats eller bliver bedt om en indsats ved udskrivelse. 

Arbejdet med I Sikre Hænder gavner også samarbejdet på tværs af sektorerne, fortæller ledende sygeplejerske i Mariagerfjord Kommune, Susanne Eidorff Rasmussen.
”Vi har fået større fokus på patientsikkerheden i sektorovergangen. Fokus er flyttet fra individperspektiv til systemperspektiv. Det handler ikke om, hvem der har lavet en fejl, men hvor det kan gå galt. I Sikre Hænder har også givet mulighed for databaseret ledelse i forhold til medicinhåndtering. Nu leder vi ud fra fakta, ikke ud fra, hvad vi tror. Det gør, at vi lytter mere til hinanden, og vi har fået et meget bedre samarbejde med sygehusene.” 

Sygeplejerske Inge Funder tilføjer: 

”Vi har stadig opklarende spørgsmål til de udskrivende afdelinger eller borgerens egen læge en gang imellem, men de har ændret karakter. Nu er spørgsmålene ofte af mere lægefaglig eller organisatorisk karakter.”

Det oplever Malene Jensen som udgangspunkt også. Da hun tager afsked med Mimi Brix Svendsen, bliver det dog med besked om, at enten hun eller en kollega bliver nødt til at kigge forbi igen senere for at dispensere medicin til de næste 14 dage. 

Afstemningen afslørede nemlig, at der manglede recept på et præparat, som skal udstedes, før Mimi Brix Svendsens søn eller svigerdatter, der bor lige rundt om hjørnet, kan hente medicinen til hende.