Forskellige IT-systemer og afbrydelser er gift for FMK

Ajourføring af det fælles medicinkort (FMK) og dosering af medicin ved udskrivelse involverer minimum to IT-systemer, som nogle gange taler forbi hinanden. Dertil kommer læger, sygeplejersker og farmakonomer, som skal have tid og ro for at lykkes. Begge dele er under pres mange steder i dag, hvilket ofte resulterer i mangelfuld opdatering af FMK og medicinlister.

Óli Jacob Dalsgarð har kørt den mobile PC ud på gangen. Som afsnitsansvarlig overlæge på Lungemedicinsk Sektion 220 på Hvidovre Hospital har han i dag det overordnede ansvar for de i alt 28 indlagte patienter. Konkret skal han gå stuegang på 10, hvoraf tre skal hjem.

Flertallet af patienterne er alvorligt syge, deriblandt en ca. 70-årig mand, som det endelig er lykkedes Óli Jacob Dalsgarð og kollegerne at finde et sted til, hvor han kan få den palliative pleje og behandling, han har behov for, inklusive iltapparat. 

Før overlægen går ind for at tale med patienten om den trods alt gode nyhed, klikker han sig ind på Sundhedsplatformen. Ajourføringen af patientens fælles medicinkort (FMK) i forbindelse med udskrivelsen er begyndt. Han skal først klikke sig ind på det lokale medicinmodul og finde oplysningerne om den medicin, patienten har fået under indlæggelsen, og danne sig overblik over, hvad der skal fortsætte efter udskrivelse. På spørgsmålet om, hvorfor han ikke ajourfører FMK inde i PC-lokalet, hvor kolleger går til og fra, lyder svaret med et smil:

”Der vil jeg blive afbrudt hele tiden.” Óli Jacob Dalsgarð når dog ikke længere end et par klik ind i Sundhedsplatformen, før første sygeplejerske venligt, men målrettet kommer hen og forstyrrer ham med et ”Undskyld, men jeg vil bare lige høre om …”

Medicin mangler i hjemmet

Óli Jacob Dalsgarðs udfordringer i løbet af en arbejdsdag viser kun en lille flig af de utallige udfordringer, som læger og andre medarbejdere står over for, når de skal ajourføre FMK og gøre en patient klar til udskrivelse. Det er med overlægens ord:

Visionen om FMK

”Det Fælles Medicinkort (FMK) skal sikre, at borgere og relevante personer, som har borgeren i behandling, har adgang til korrekte og opdaterede medicinoplysninger. De lokale IT-systemer på f.eks. sygehuse og i kommuner har udviklet en integration til FMK, så de sundhedsfaglige kan se, hvilken medicin der er registreret for borgeren direkte igennem det lokale system. Herudover kan lægen tilføje, ændre og fjerne (seponere) lægemiddelordinationer, så FMK til stadighed afspejler borgerens aktuelle medicinering.

Opdateringen forudsætter, at læger og andre relevante brugere løbende opdaterer FMK, når der ændres i borgerens medicinering. Når registreringen er foretaget i den lokale integration af FMK, vil medicinoplysningerne efterfølgende blive synkroniseret med det centrale FMK. Derved er de oplysninger, som brugerne har registreret, altid til rådighed for relevante behandlere.
I forbindelse med konsultation hos praktiserende læger, indlæggelse, udskrivelse eller ambulant behandling på sygehus vil lægerne hurtigt og sikkert kunne tilgå FMK og få adgang til de medicinoplysninger, som er registreret om den enkelte borger. Derved er det blevet muligt at få adgang til seneste medicinoplysninger direkte igennem egne systemer.”

Citat Sundhedsdatastyrelsen

Sundhedsdatastyrelsens hjemmeside kan du læse mere om, hvordan du som sygeplejerske skal begå dig i FMK. Skriv ”FMK” i søgefeltet.

”En kompleks problemstilling med mange interessenter, mange bundne pligtopgaver og stort tidsforbrug samt ikke helt optimalt fungerende IT.”

Reportagen fra Lungemedicinsk Sektion 220 kan måske være med til at nuancere en tanke, som mange kommunale sygeplejersker nok ikke kan se sig fri for at tænke en gang imellem: Afstemning af medicin, medicindosering og ajourføring af FMK ved udskrivelse fra hospital – hvor svært kan det egentlig være? 

En analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 82 pct. af alle kommunalt ansatte sygeplejersker inden for den seneste måned har oplevet mangelfuld opdatering af FMK og medicinlister, når de skal håndtere medicin hos borgere, der er blevet udskrevet fra hospitalet. Og en anden stor kilde til frustration er, at medicinen ofte ikke er skaffet hjem til borgerne, hvilket 84 pct. af de kommunale sygeplejersker har oplevet ifølge analysen. Problemet er størst blandt hjemmesygeplejersker, hvor tallene er henholdsvis 86 og 92 pct.

Resultaterne underbygger til fulde de fund, som sygeplejerske og ph.d. Mette Geil Kollerup gjorde under arbejdet med sit ph.d.-projekt ”Visiting Nurses’ post-hospital medication management” i Aalborg Kommune fra 2014-2018.

”Blandt hjemmesygeplejerskerne konstaterede jeg en massiv tvivl om ordinationer ved første besøg efter udskrivelse. Der kunne være spørgsmål om medicin, som borgeren ikke længere skulle have, eller som var ændret i dosering eller styrke uden begrundelse eller plan for kontrol. Og i halvdelen af tilfældene kunne sygeplejerskerne ikke dosere medicin som planlagt, fordi der manglede medicin i hjemmet,” fortæller Mette Geil Kollerup, hvis ph.d. er nærmere beskrevet i Sygeplejersken nr. 12/2018.

De popper de op igen

Óli Jacob Dalsgarð vender blikket mod skærmen og det lokale medicinmodul i Sundhedsplatformen igen. Han samler tankerne og gennemgår den terminale patients nuværende og fremtidige ordinationer i det lokale medicinmodul og sikrer sig, at alt er, som det skal være. Det tager tid og kræver koncentration, hvorfor endnu en afbrydelse fra en kollega på ingen måde er optimalt, men nødvendigt. 

Det samme er snakken med sygeplejersken, som har ansvaret for, at patienten bliver klar til udskrivelse med alt, hvad det indebærer af udskrivningsbrev, opdateret plejeforløbsplan, hjemmeilt og kommunikation med patienten, de pårørende, modtagestedet og de ansvarlige for transporten. Óli Jacob Dalsgarð lytter, svarer og vender tilbage til ajourføringen igen.

Et par klik mere, og han har både det lokale modul og patientens oplysninger i FMK oppe på skærmen side om side. Han markerer alle ordinationer i det lokale modul for bagefter at kunne føre dem enkeltvis over i FMK, hvor ordinationer på medicin, patienten allerede får, også står. Det lykkes, men hov, der dukker lige pludselig en ordination op, som Óli Jacob Dalsgaard aldrig har set før: 

”Det sker nogle gange, og selvom jeg fjerner dem, popper de nogle gange op igen. Det kan f.eks. være medicin, der er seponeret, og som patienten ikke skal have fremadrettet,” siger han, før han gennemgår det hele en sidste gang for at sikre sig, at ordinationerne i FMK er korrekte, og alle recepter er på plads. 

Udskrives til sikker genindlæggelse

På medicinsk sengeafsnit M1, Aalborg Universitetshospital Hobro, har ledelsen også længe været opmærksom på, at opdatering af FMK og dosering af medicin ved udskrivelse er en kompliceret og udfordrende proces. Derfor ansatte man i 2018 projektsygeplejerske Jeanette Kleis, som har stået for at afdække, hvor det kan gå galt og ikke mindst komme med bud på løsninger, som kan reducere antallet af utilsigtede hændelser i forbindelse med medicinhåndtering ved udskrivelse. 

Mette Geil Kollerup
Mette Geil Kollerup vil gerne dykke dybere ned i medicinhåndtering ved udskrivelse, bl.a. ved at undersøge kommunikations- og samarbejdsprocedurerne på tværs af sektorerne.
Foto: Lars Pauli

Også her udfordres processen, at læger og sygeplejersker arbejder med medicinordinationer i to forskellige IT-systemer, som ikke altid taler lige godt sammen, heller ikke ved interne overflytninger.

Dertil kommer risikoen for menneskelige fejl, f.eks. allerede ved indlæggelse, hvor den ansvarlige læge har en stor opgave i at få overført patientens oplysninger i FMK korrekt og ikke mindst få FMK afstemt med det lokale medicinmodul, så begge systemer afspejler evt. ændringer i patientens medicin, som er sket ved indlæggelse. Og medicinændringer skal naturligvis også registreres korrekt og dokumenteres i både det lokale medicinmodul og journalen løbende under indlæggelse. 

Sker det ikke, eller er dokumentationen kun sparsom, risikerer patienten at blive udskrevet til en sikker genindlæggelse, fortæller Jeanette Kleis. Som eksempel giver hun den ældre dame, der indlægges med svimmelhed, fordi hun ikke længere tåler sin blodtrykssænkende medicin. ”Her har vi set, at den blodtrykssænkende medicin ved en fejl genoptages efter udskrivelse, måske fordi dokumentationen i journalen er sparsom, eller medicinen ikke er blevet seponeret. Det fører til, at den ældre dame genindlægges efter et par dage, da hun igen er svimmel og måske endda er besvimet,” fortæller hun. 

FMK sander ofte til

På Hvidovre Hospital er Óli Jacob Dalsgarð, efter en times koncentreret, men afbrudt arbejde, nu i mål med dagens første udskrivelse og kan printe medicinlisten. Før dette opdager han dog, at patienten også har 17 løse recepter i FMK, hvilket kan dække over ældre ordinationer og recepter fra vagtlæger, egen læge og tidligere hospitalskontakter.

Óli Jacob Dalsgarð vælger at få dem vist, hvorefter han sletter dem en for en efter fagligt at have vurderet, at de ikke er aktuelle længere.

”Men det er endnu et issue i hele det her FMK-system – hvem har ansvar for at rydde op i gamle recepter? Det er egentlig fint beskrevet i flere vejledninger, men ofte sander FMK til. Det oplever vi tit, især med de komplekse patienter, vi har.”

Mange steder vil medicinlisten gå videre til den udskrivende sygeplejerske, som herefter vil dosere den medicin, som patienten skal have med hjem fra hospitalet til de næste dage. Men her varetages denne opgave i øjeblikket af et par farmakonomer, der har deres daglige gang på afsnittet en times tid hver dag. Det sikrer en ekstra kritisk gennemgang af borgerens medicinliste og FMK. Og er farmakonomerne i tvivl om noget, går de tilbage til den ansvarlige læge, også hvis de opdager, at der ikke er udstedt recept på et præparat – endnu et flueben, der ”bare” skal sættes, men som lægerne nogle gange misser pga. travlhed eller afbrydelser, erkender Óli Jacob Dalsgarð. 

Overlægen er glad for farmakonomernes hjælp, det samme er sygeplejerskerne, lyder det i forbifarten fra flere med hovedbudskabet om, at det giver dem mere tid hos patienterne. Og nu er det på høje tid at komme videre med næste udskrivelse, hvis Óli Jacob Dalsgarð skal nå dagens to andre udskrivelser og fuld stuegang med samtaler hos syv multisyge patienter før fyraften.

Sygeplejerskerne får frigivet mere tid

I Hobro er projektsygeplejerske Jeanette Kleis også kommet frem til, at farmakonomer kan være med til at sikre korrekt medicin ved udskrivelse, hvorfor de også her dispenserer den medicin, patienter skal have med hjem ved udskrivelse (læs artiklen side 30). 

Den løsning er Mette Geil Kollerup dog ikke udelt begejstret for. Hun anerkender, at farmakonomer har specialviden om medikamenters virkning, bivirkning og interaktioner og måske er bedre til at spørge kritisk ind til eventuelle mangler i FMK:

”Men det mener jeg også, at sygeplejersker kan, selvom det måske ikke er førsteprioritet, når opgaverne skal prioriteres. Og jeg er kritisk over for, at hver gang man har et problem, så opretter man en ny funktion. Der kommer flere og flere lag i kagen, flere og flere mennesker, der skal involveres,” siger hun og fortsætter: ”Det, der adskiller sygeplejersker fra farmakonomer, er deres kontakt med patienterne, især hvis patienterne ikke selv kan varetage eller udtrykke deres behov. Det at gå ind og løfte dynen og observere patienten, bliver han forpustet, når han skal på toilettet? For mig hænger varetagelse af patientens medicin tæt sammen med, at man er sammen med patienten,” siger Mette Geil Kollerup. 

Jeanette Kleis kan følge hende et langt stykke ad vejen, men: ”Sygeplejerskerne får frigivet mere tid, som er en manglende ressource i dag. Den kan de bruge på fælles stuegang og medicinsamtaler med patienterne, hvilket igen kan få patienterne inddraget mere i deres eget behandlingsforløb og udskrivelse.” 

Læs mere: Mette Geil Kollerups ph.d. er på engelsk og kan downloades fra Aalborg Universitetsforlags hjemmeside www.aauforlag.dk.

Spørgeskemaundersøgelse om medicinhåndtering 

Graf der viser svar på spørgsmålet: "Har du inden for den seneste måned oplevet en eller flere af følgende udfordringer i forbindelse med medicinhåndtering i borgernes eget hjem?"

Graf for spørgeskemaundersøgelse om medicinhåndtering

Resultaterne er en del af en spørgeskemaundersøgelse, som DSR Analyse gennemførte blandt kommunalt ansatte sygeplejersker uden ledelsesansvar på plejecentre, hjemmeplejen, hjemmesygeplejen, akutfunktioner og lign. november 2018. 57 pct. af de i alt 3.666 inviterede medlemmer deltog i undersøgelsen, og der er besvarelser fra sygerplejersker fra 97 af landets 98 kommuner. Respondenterne har kunnet sætte flere kryds, der summer pct. ikke til 100 pct.

Jeanette Kleis og farmakonom Pia Vestergaard

Tema: Medicinhåndtering

Otte ud af 10 kommunale sygeplejersker oplever mangelfuld opdatering af det fælles medicinkort (FMK) eller medicinlister, når de håndterer medicin hos borgere efter indlæggelse. Lige så mange oplever, at medicin ikke er skaffet hjem. Det koster dyrebar tid og kan medføre medicinfejl og genindlæggelser. Ajourføring af FMK og dosering af medicin ved udskrivelse er en kompliceret proces med mange fejlmuligheder, viser erfaringer fra Hvidovre og Hobro. 

 

Emneord: 
Kvalitet
Medicinhåndtering

Dengang: Den rette medicin

Måske er det til ære for fotografen, men eleven følger ikke instrukserne i sin røde lærebog

Medicinhåndtering dengangHer hælder en sygeplejeelev på Rigshospitalet flydende medicin op i et medicinglas engang i 1950’erne. Måske er det til ære for fotografen, der ville have en stram komposition af billedet, men eleven følger ikke instrukserne i sin røde lærebog: "Når medicinen hældes op, holdes glasset med mærket for den ordinerede mængde lige for øjet. Hvis mærket er over øjet, vil der gives for meget, hvis det er under øjet, gives der for lidt." Her vil patienten altså få for lidt.

Arkivfoto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum, Kolding.

Emneord: 
Medicinhåndtering

Tre værktøjer kan hjælpe sygeplejersker

To planlagte hjemmesygeplejebesøg, det første gerne tværfagligt, samt poser i forskellige farver. De tre værktøjer kan være med til at sikre, at borgerne får den rette medicin efter udskrivelse.
Kendskabet til borgerens sygdomshistorie er under pres i dag, bl.a. fordi hjemmesygeplejerskerne ofte ikke har set borgeren før, og fordi sygeplejen i høj grad er organiseret efter, hvilke instrumentelle opgaver sygeplejerskerne varetager.
Foto: Lars Pauli

Hvordan ruster vi sygeplejerskerne bedst muligt til at gennemgå og dispensere medicin hos ældre, ofte multisyge borgere, der lige er kommet hjem fra sygehuset?

Det satte sygeplejerske og ph.d. Mette Geil Kollerup sig også for at komme med bud på i forbindelse med sit ph.d.-projekt i Aalborg Kommune. Projektet havde for alvor slået fast, at gennemgang af medicinlister og korrekt dispensering kræver sygeplejefaglig refleksion. Den afhænger igen af, hvor godt sygeplejersken kender borgerens sygdomshistorie. 

Men netop kendskabet til sygdomshistorien er under pres i dag, bl.a. fordi hjemmesygeplejerskerne ofte ikke har set borgeren før, og fordi sygeplejen i høj grad er organiseret efter, hvilke instrumentelle opgaver sygeplejerskerne varetager, f.eks. sårpleje eller måltagning til støttestrømper, fortæller Mette Geil Kollerup. 

”Selvom sygeplejersken har forberedt sig på besøget så godt som muligt, har hun alt andet lige mindre viden at reflektere ud fra, hvis hun ikke kender borgeren,” siger hun og tilføjer, at en udskrivelse i snit fylder 11 sider:

”Udskrivelsesnotaterne er ofte uoverskuelige og indeholder tit upræcis dokumentation. Derfor afhænger sygeplejerskernes arbejde i endnu højere grad af viden om borgeren, som ikke kan dokumenteres.” 

Gode ting ved fælles besøg

For at klæde sygeplejerskerne bedre på til opgaven udviklede Mette Geil Kollerup sammen med seks sygeplejersker og to ledere fra hjemmesygeplejen område Vest tre konkrete værktøjer, som alle blev indført i en tre måneders forsøgsperiode. 

For det første indførte man to planlagte besøg hos borgere med behov for hjemmesygepleje efter udskrivelse. Første besøg var primært tiltænkt udredning og organisering af medicin, andet besøg dispensering af medicin. De to planlagte besøg blev brugt hos ca. halvdelen af de i alt 40 borgere, som var omfattet af forsøgsordningen. 

2018-12-tema-grafik”Kunne sygeplejerskerne dispensere ved første besøg, gjorde de jo det. Men bevidstheden om, at to besøg var o.k., faktisk forventeligt, gjorde en positiv forskel for mange,” fortæller Mette Geil Kollerup. 

For at øge både sygeplejerskernes og evt. tilknyttet plejepersonales viden om borgerne skulle det første besøg så vidt muligt være tværfagligt og finde sted senest 24 timer efter udskrivelsen. Det blev brugt i to ud af tre besøg – med blandede erfaringer. 

”Nogle steder kunne borgerne godt forholde sig til to personer på en gang, mens det for andre kunne være svært, især hvis de ikke kendte sygeplejersken i forvejen. Men det faglige udbytte var godt for både sygeplejersker og plejepersonale,” siger forskeren.

Hjemmesygeplejerske Mette Birgitte Moos er enig: 

”Der var mange gode ting ved det fællesmøde, man kunne få lavet nogle aftaler og udredt nogle tvivlsspørgsmål. Men det kræver meget koordinering,” siger hun. 

Er der færre fejl?

Endelig prøvede man ved hjælp af farvede poser at udvikle et system, som skulle sikre ensartet opbevaring af medicin i alle hjem i form af grønne poser til fast dispenseret medicin, hvide til fast ikke dispenseret medicin som plastre og dråber og røde poser til medicin, som p.t. ikke var i brug. Poserne kunne desuden synliggøre det etisk udfordrende i at udføre pleje i borgerens eget hjem. 

Poserne blev kun brugt hos en tredjedel af borgerne. Nogle havde allerede et system, som var overskueligt, og som sygeplejerskerne derfor bibeholdt. Det forholdsvis lave antal hænger dog også sammen med, hvor meget man som fagperson kan gribe ind i borgernes privatliv og dermed også stå til ansvar for, jf. det risikobaserede tilsyn, som blev indført sidste år.

”Nok skal sygeplejerskerne sørge for, at medicin i brug og på pause holdes adskilt. Men de kan jo ikke stå til ansvar for, hvad borgerne gør, når de ikke er der,” siger Mette Geil Kollerup.
Ifølge områdesygeplejerske i hjemmesygeplejen Vest, Vibeke Poulsen, bruges de tre tiltag stadig, når de giver mening og kan lade sig gøre. 

”Vi er blevet mere bevidste om, hvordan enkle redskaber og systematik kan sikre den ro, der er så vigtig for vores arbejde. Men jeg mener stadig, at den største udfordring ligger i sektorovergangene,” siger Vibeke Poulsen. 

Det leder videre til det afgørende spørgsmål: Sikrer ph.d.-afhandlingen og de tre værktøjer, at flere borgere får den rette medicin med det samme efter udskrivelse fra hospitalet?

”Det har ikke været muligt at opgøre her. Men sygeplejerskerne er blevet bevidste om, hvor vigtig en rolle de og deres sygeplejefaglige refleksion spiller. Det giver faglig stolthed,” siger hun. 

På baggrund af resultaterne anbefaler Mette Geil Kollerup en nytænkning af hjemmesygeplejen og -plejen de første dage efter udskrivelse af sårbare borgere med kompleks og ustabil sundhedstilstand. 

”Primær sektor kan bidrage med kontinuitet og generalistviden på højt niveau. Her ser jeg hjemmesygeplejersken som ”ekspert i kompleksitet”, som for alvor kan komme i spil, hvis vi kan skabe nogle rammer, hvor plejen i de første dage kan udføres fleksibelt og i tæt tværfagligt samarbejde med de relevante aktører omkring borgeren,” siger hun.

Jane Frandsen

Tema: Mangelfuld kommunikation komplicerer medicinhåndtering

Medicin, der mangler. Uforståelige eller manglende ordinationer i det fælles medicinkort. Og til tider kaotiske omgivelser i borgernes hjem. Når hjemmesygeplejersker tager på planlagt besøg hos ældre borgere, der lige er kommet hjem fra hospitalet, er det langtfra altid en simpel opgave. Det har Jane Frandsen (billedet, red.) og hendes kolleger fra Aalborg Kommune fået beskrevet i en ny ph.d.-afhandling. Problemstillingerne er landsdækkende og kalder på en nytænkning af hjemmesygeplejen de første dage efter udskrivelsen, mener forsker.

 

 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

Ufatteligt mange steder det kan gå galt

Enhver sygeplejerske kan tælle piller op og dage frem. Men det er langtfra en simpel opgave at håndtere borgernes medicin, når de lige er blevet udskrevet fra hospitalet. Opgaven består af 12 trin og kræver tit flere besøg. Mangelfuld kommunikation mellem sektorerne og de accelererede patientforløb med multisyge borgere vanskeliggør også arbejdet, viser ny ph.d. fra Aalborg Kommune.

En borger, der ikke lukker op. Præparater, der mangler, fordi enten borger eller apotek ikke har dem. Uforståelige eller manglende ordinationer i det fælles medicinkort. Og de til tider kaotiske omgivelser med rod og medicin, der bliver opbevaret mellem madvarer, i skuffer og skabe. 

Det er eksempler på normale arbejdsvilkår for hjemmesygeplejerskerne i Aalborg Kommune, når de tager på besøg for at lave sygeplejefaglig udredning og gennemgå og dispensere medicin hos borgere, der netop er blevet udskrevet fra hospitalet. En tilsyneladende simpel opgave, som dog ofte ender med at koste dyrebar tid og skabe frustrerede hjemmesygeplejersker, fortæller assisterende områdesygeplejerske Lotte Frihof Vestergaard:   

”Vi synes jo selv, det lyder som en simpel opgave. Sygeplejersken skal bare lige hjem til borgeren og tjekke, at alt er godt og dispensere medicin til de næste to uger. Men så mangler der dosetter. Der er måske fjernet noget medicin fra listen, som ikke skulle være fjernet, og borgeren har måske heller ikke fået al medicinen hjem endnu,” siger hun. 

Besøget udvikler sig derfor ofte til et større udredningsarbejde, hvor hjemmesygeplejerskerne tit skal bruge meget tid på at få fat i både hospitalet, hjemmeplejen og/eller borgerens egen læge, uddyber Lotte Frihof Vestergaard: 

”Er vi heldige, kan borgeren få medicinen samme dag, ellers må sygeplejersken komme igen. Det er især koordineringen, der gør det hele så komplekst”. 

Glemt seponeringsdatoen 

Lotte Frihof Vestergaard er derfor glad for, at Aalborg Kommune i 2014 valgte at ansætte noget så sjældent som en ph.d.-studerende til at undersøge området nærmere (se boksen ”Medicin efter udskrivelse”, red.). 

Medicin efter udskrivelse

Ph.d.-projektet bestod af tre delstudier: 1) Undersøgelse af hjemmesygeplejerskernes opgaver og udfordringer, 2) Udvikling af intervention og 3) Afprøvning og evaluering af interventionen. 

Delstudierne er offentliggjort i tre engelsksprogede artikler med Mette Geil Kollerup som førsteforfatter (”Visiting nurses’ post-hospital medication management in home health care: an ethnographic study”, ”Improving visiting nurses’ post-hospital medication Management A participatory approach” og ”Improving post-hospital medication management in a Danish municipality: a process evaluation”). De kan tilgås fra databaser som Cinahl og Pub Med.

Selve ph.d.-afhandlingen er også på engelsk og har titlen ”Visiting nurses’ post-hospital medication management – exploration of processes for the development and implementation of an intervention aimed to improve safe patient medication”. Den vil blive offentliggjort på www.aau.dk under menupunktet "Forskning".

Sammen med 25 kolleger i Aalborg Kommunes hjemmesygepleje område Vest har hun deltaget i en række observationsstudier og workshops, som først og fremmest har givet hjemmesygeplejerskerne et klarere billede af, hvor kompleks opgaven egentlig er. 

Når hjemmesygeplejerskerne tog på planlagt hjemmebesøg, fulgte sygeplejerske, cand.cur. og nyslået ph.d. Mette Geil Kollerup efter med kamera, blok og pen. Observationerne blev samlet og analyseret, og resultaterne bekræfter til dels, hvad forskning og flere statistikker allerede viser: Internationale studier har fundet uoverensstemmelser i op til 94 pct. af medicinlisterne ved udskrivelse. I Danmark er medicineringsfejl årsag til over halvdelen af alle indberettede utilsigtede hændelser i primær sektor, ligesom resultaterne fra det nye risikobaserede tilsyn i kommunerne også tydeligt afspejler, at det er et komplekst område (se boksen ”Tilsyn med medicin”, red.). 

Det har de også eksempler på i Aalborg Kommune, hvor hjemmesygeplejerske Mette Birgitte Moos husker et besøg hos en borger med KOL, som var blevet udskrevet med en antibiotika- og prednisolonkur, der ikke var sat seponeringsdato for. 

”Jeg får fat i hospitalet, som erkender, at det har de glemt at notere. Havde jeg ikke opdaget det, var det måske endt med en medicineringsfejl. Det kræver virkelig, at vi nærstuderer listerne og reflekterer over ordinationerne,” siger hun. 

Bare det at komme i kontakt med lægen på sygehuset er en historie i sig selv, tilføjer hun: 

”Ofte får man fat i en sekretær, der får lægen til at ringe senere, og det sker tit, når man er i gang med noget helt andet. Jeg bliver frustreret, når jeg ikke kan gøre mit arbejde færdigt med det samme og nogle gange må give opgaven videre til en kollega. Det koster tid. Og for mange af de hængepartier øger risikoen for forglemmelser,” siger hun. 

Lister skaber mange tvivlsspørgsmål 

Ud fra sine observationsstudier har Mette Geil Kollerup identificeret 12 trin (se boksen ”De 12 trin”), som hjemmesygeplejerskerne skal igennem i forbindelse med et planlagt hjemmebesøg hos en borger efter udskrivelse. Bare det at få adgang til borgernes hjem kan være en udfordring, men især trin 6 og 7 er tidskrævende: Sammenligning af borgers medicinliste før og efter indlæggelse samt udredning af evt. tvivlsspørgsmål. 

De 12 trin

Hjemmesygeplejersker skal gennem 12 trin i forberedelse med medicinhåndtering hos en borger efter udskrivelse.

  1. Forberede besøget på kontoret
  2. Transport til hjemmet
  3. Få adgang til hjemmet
  4. Etablere kontakt til borger – første indtryk af borgers tilstand
  5. Studere information fra hospitalet
  6. Sammenligne medicinlister før og efter indlæggelse
  7. Udrede tvivlsspørgsmål 
  8. Få overblik over nuværende medicin og remedier i hjemmet 
  9. Planlægge dispensering
  10. Dispensere og organisere medicin
  11. Afslutte kontakt med patienten
  12. Dokumentere og planlægge næste besøg

Arbejdet med de 12 trin skal hele tiden tilpasses patientens tilstand og forholdene i hjemmet, og det kræver ofte flere besøg at komme gennem dem alle.

Ifølge retningslinjerne skal borgerne have den medicin, der er ordineret fra hospitalet. Listen skal være afstemt og indeholde al den medicin, borgeren skal have fremadrettet, også relevant medicin, som borgeren fik før indlæggelse. 

I praksis lader det dog til at være nemmere sagt end gjort, selv i dag, hvor de fysiske medicinlister, som var i brug under Mette Geil Kollerups observationsstudier, er blevet erstattet af det fælles medicinkort. Det kan skyldes de accelererede patientforløb og udviklingen med flere multisyge ældre, hvor flertallet dagligt skal have 5-10 medikamenter. Mange borgere er stadig i behandling, når de kommer hjem, og de har ofte komplekse og ustabile plejebehov, som igen kræver individuelle behandlingsforløb med mange aktører og løbende justeringer.

Trin 8-10 er dog også tidskrævende processer: overblik over medicin i hjemmet samt planlægning, dispensering og organisering af medicinen. Under et af besøgene observerede Mette Geil Kollerup, at hjemmesygeplejersken var i tvivl om i alt 15 præparater – både i forhold til gennemgang af medicinlister og i forhold til at skabe overblik før dispensering. Forskeren dokumenterede også, at mange borgere opbevarede deres medicin flere steder i hjemmet. Og når først præparaterne var lokaliseret, kunne nogle glas være tomme, anden medicin for gammel eller flere forskellige piller blandet sammen i et glas. 

”Alt dette dækker over det, vi i projektet kalder logistik. Det er noget, sygeplejerskerne bruger enormt meget tid på. Og det er jo syge mennesker, der kommer hjem. De har ofte selv svært ved at gøre rede for situationen, især hvis de får mange forskellige præparater,” siger hun. 

Landsdækkende problemstilling 

Senere på året barsler Dansk Sygeplejeråd med en undersøgelse af bl.a. medicinhåndtering i borgerens eget hjem blandt udvalgte kommunale sygeplejersker. Der er dog ingen grund til at tro, at forholdene i Aalborg Kommune er unikke.

Som formand for Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne genkender Inge Jekes problemstillingerne, især at sygeplejersker kommer hjem til borgere, som ikke har den medicin, der skal doseres pga. manglende recept eller levering. Uoverensstemmelser mellem borgernes medicinlister før og efter indlæggelse er også meget udbredt, fortæller hun og tilføjer:

”Her har sygeplejerskerne tit svært ved at få nogen til at tage stilling til, om borgeren fortsat skal have den medicin, hun fik fast før indlæggelse. På sygehuset afviser de ofte med henvisning til, at de ikke har behandlingsansvar i forhold til lige det præparat. Og borgerens egen læge vil måske heller ikke tage stilling, hvis han ikke har set epikrisen endnu,” siger Inge Jekes. 

Fundene fra Aalborg Kommune falder også helt i tråd med konklusionerne i rapporten ”Kompleksitet i den kommunale sygepleje”, der blev offentliggjort tidligere i år. Den er udført af projektchef Sidsel Vinge fra VIVE – Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Kort fortalt konkluderer rapporten, at sygeplejersker i kommunerne agerer i tre typer kompleksitet: medicinsk, social og organisatorisk kompleksitet (læs mere på www.dsr.dk/kompleksitet, red.). 

Når sygeplejersker skal håndtere borgernes medicin efter udskrivelse, er alle tre kompleksiteter i spil, men især den organisatoriske og sociale dominerer. Som Sidsel Vinge beskriver det: Når plan A fejler (især manglende opdatering/afstemning af recepter i borgernes fælles medicinkort), må sygeplejerskerne ty til plan B og selv opsøge relevante informationer og kontakte aktører, hvilket dog langtfra fungerer optimalt i dag: 

”De kommunale sygeplejersker oplever, at de bruger meget tid på det her. Som hovedregel har de heller ikke samme mulighed som hospitalsafdelinger og praktiserende læger for at ”ringe bagom”, hvis de har brug for at kontakte borgerens læge, hospitalet eller et ambulatorie,” siger Sidsel Vinge.

Ro og orden vigtigt

Sygeplejechef i Aalborg Kommune Helen Kæstel anslår, at hjemmesygeplejen overordnet bruger omkring 25 pct. af deres tid på medicinadministration. 

”Det er en meget stor post, og vi havde på fornemmelsen, at der var meget spildtid, hvilket ph.d.-afhandlingen jo bekræfter. Mit lidt naive håb var, at projektet kunne være med til at løse nogle af de udfordringer, sygeplejerskerne har. Men det kom vi desværre ikke helt i mål med,” siger hun. Trods dette finder Helen Kæstel ikke arbejdet spildt:

”Nu skal ph.d.en ud og leve blandt både ledere og medarbejdere. Vi har fået et mere konkret billede af, hvor kompleks opgaven er og ikke mindst hvorfor: Manglende recepter og medicin – hvordan løser vi det? Oveni skal sygeplejerskerne nogle gange dispensere i et fuldstændigt kaotisk arbejdsmiljø,” siger hun og uddyber: 

”De har 20 gange 30 cm at gøre godt med. Præparater og doseringsæsker til fire uger står side om side med tomme øldåser og et gebis. Medicin skal være der, og der skal være ro og orden. Det er den laveste frugt, vi har kunnet høste, nu hvor vi for alvor er blevet opmærksomme på det,” siger hun. 

Det er hjemmesygeplejerske Bente Merete Hansen enig i. Flere af de billeder, som blev taget i forbindelse med observationsstudierne, har givet stof til eftertanke: 

Tilsyn med medicin

I 2017 gennemførte Styrelsen for Patientsikkerhed for første gang tilsyn med hjemmeplejen og hjemmesygeplejen. I alt 111 behandlingssteder fik besøg, dette år med særskilt fokus på medicinhåndtering. Resultaterne afspejler, at det er et komplekst område. 
Målepunkter, der oftest ikke var opfyldt:

1.    Dispenseringsform, styrke og aktuelt handelsnavn var ikke dokumenteret korrekt: 41,1 pct.
        Der skal dokumenteres aktuelt handelsnavn, dispenseringsform (f.eks. tablet, mikstur) og styrke for ethvert medicinpræparat  

2.    Aktuel og ikke-aktuel medicin blev ikke opbevaret adskilt: 36,6 pct.
        Aktuel medicin skal opbevares adskilt fra ikke-aktuel medicin for at undgå fejldispensering

3.    Der var uoverensstemmelse mellem medicinliste og ordinationer: 31,8 pct.
        Der skal være overensstemmelse mellem den ordinerede medicin og den medicin, der står anført i medicinlisten

4.    Holdbarhed på medicin og sterile produkter var overskredet: 23,4 pct.
        Holdbarhedsdato på patienternes medicin og opbevarede sterile produkter til brug ved den sundhedsfaglige pleje må ikke være overskredet

5.    Der var uoverensstemmelse mellem medicinliste og doseringsæsker: 22,4 pct.
        Der skal være overensstemmelse mellem antallet af tabletter på medicinlisten og antallet af tabletter i doseringsæsker/poser

6.    Doseringsæsker var ikke mærket korrekt: 21,5 pct.
        Doseringsæsker og andre beholdere med dispenseret medicin skal være mærket med patientens navn og personnummer

”Hold op, hvor er vi oppe imod mange ting. Når tingene roder – hvor meget kan vi så tillade os at sige til borgeren? Retningslinjerne siger, der skal være navn, cpr-nr. og korrekt tidspunkt angivet på æskerne, men selv det kan være svært at trumfe igennem. Vi bestemmer mange ting, men vi er i borgernes hjem, og de har også noget at sige,” siger Bente Merete Hansen. 

”I sikre hænder” sikrer ikke alt

Helen Kæstel understreger, at både hun og alle medarbejdere naturligvis kender og følger de nationale retningslinjer og lokale instrukser for medicinhåndtering i borgernes eget hjem. Og hun kender også Dansk Selskab for Patientsikkerheds program ”I sikre hænder”, hvor medicinpakken har resulteret i, at nogle af de i alt 18 deltagende kommuner har 500 dage uden medicinfejl. 

”Det er jo ikke noget problem at få rette medicin hældt op i de rette æsker – forudsat medicinen er der. Jeg synes, at ”I sikre hænder” især mønter sig på en praksis med ro og orden, f.eks. på plejecentre. Det sikrer jo ikke, at recepten er der, eller at borgeren har fået medicinen hjem. Programmet kan noget, men der er meget, det ikke kan, og det er det, ph.d.-afhandlingen beskriver,” siger Helen Kæstel.

Det synspunkt bekræftes til dels af data fra Isikrehænder.dk, der viser, at hovedparten af de arbejdspladser, der kan mønstre hundredvis af dage uden medicinfejl, netop er plejecentre og botilbud.

Som forsker og tidligere hjemmesygeplejerske håbede Mette Geil Kollerup også, at hendes arbejde ville resultere i flere konkrete løsningsforslag end de tre tiltag, hun med ekstern hjælp udviklede og afprøvede sammen med en gruppe af hjemmesygeplejerskerne (læs artiklen ”Tre værktøjer kan hjælpe sygeplejerskerne”). 

”Aalborg Kommune har ikke fået løst problemerne, men de har fået undersøgt og videnskabeligt beskrevet nogle af de vilkår, mekanismer og relationer, der kan have betydning for, at borgerne får den rette medicin, når de er kommet hjem fra hospitalet,” siger hun. 

Jane Frandsen

Tema: Mangelfuld kommunikation komplicerer medicinhåndtering

Medicin, der mangler. Uforståelige eller manglende ordinationer i det fælles medicinkort. Og til tider kaotiske omgivelser i borgernes hjem. Når hjemmesygeplejersker tager på planlagt besøg hos ældre borgere, der lige er kommet hjem fra hospitalet, er det langtfra altid en simpel opgave. Det har Jane Frandsen (billedet, red.) og hendes kolleger fra Aalborg Kommune fået beskrevet i en ny ph.d.-afhandling. Problemstillingerne er landsdækkende og kalder på en nytænkning af hjemmesygeplejen de første dage efter udskrivelsen, mener forsker.

 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

Vi kommer igen tirsdag

HJEMMESYGEPLEJE. Teknisk sammenbrud, manglende medicin og dobbelt ordination i det fælles medicinkort. Der er udfordringer nok, da hjemmesygeplejerske Jane Frandsen tager på planlagt besøg hos en velfungerende og normalt selvdispenserende borger, der netop er blevet udskrevet fra hospitalet.

Den varslede storm Knud begynder så småt at vise tænder denne fredag i september lige før frokost, hvor hjemmesygeplejerske Jane Frandsen parkerer sin bil uden for det hvide, moderne treetagers lejlighedskompleks i Hasseris i det sydvestlige Aalborg. Vinden rusker i de unge træer, og der falder et par dråber fra den grå himmel.

Næste borger på hendes liste kom hjem fra hospitalet i går. Hun er derfor kommet på det obligatoriske besøg for at lave en sygeplejefaglig udredning med henblik på at afklare fremtidige indsatser og ikke mindst hjælpe borgeren med at få overblik over sin medicin.

Jane Frandsen
En IPad er ikke garant for, at alt kører på skinner. Nogle gange oplever sygeplejerskerne tekniske problemer som Jane Frandsen, andre gange at der ikke er dækning.
Foto: Lars Horn
”Jeg har aldrig mødt ham før,” fortæller hun, mens hun finder frem til knappen på dørtelefonen ved opgangsdøren. 

Der kommer dog stadig intet svar, da hun for tredje gang ringer på.

”Det var mærkeligt. Han ved jo godt, at jeg kommer,” siger hun, før hun går tilbage til bilen for at finde borgerens telefonnummer.

Mobilen virker. Der er kontakt, og kort tid efter kommer en ældre, spinkel kvinde ud for at lukke Jane Frandsen ind. Hun forklarer, at systemet er i udu, mens hun viser ind i stuelejligheden. Duften af nyvasket tøj fylder entré og gang. To ægte løbere i bordeauxrøde nuancer fører ind til det lyse køkken-alrum, hvor 81-årige Niels Poulsen har taget plads på en af de polstrede stole ved spisebordet. Til venstre for ham står rollatoren. Han er tydeligvis dårligt gående. Noget, Jane Frandsen faktisk godt vidste:

”Jeg har jo været her før, hos din kone. Jeg kan godt huske, du havde problemer med din ryg,” siger hun og ser smilende hen på Ida Poulsen, der trods problemer med hjertet p.t. er helt selvhjulpen.

”Kald, hvis I mangler noget,” siger hun, før hun går ud på toilettet for at hænge vasketøj op. 

Teknikken driller

Jane Frandsen tager plads ved siden af Niels Poulsen. Hun finder iPad og dosetter frem og spotter hurtigt den lyse træbakke på spisebordet, hvor medicinæsker og plastikbeholdere med receptpligtig medicin og vitaminer opbevares fint side om side. 

Ægteparret har tilsyneladende styr på deres medicin og dispenserer normalt selv. Men Niels Poulsen er glad for, at Jane Frandsen kommer forbi og gennemgår det hele med ham efter indlæggelsen, der mod forventning blev to uger lang. 

Den stivgørende rygoperation gik som planlagt, men efterfølgende fik den ældre herre både en e-colibakterie i blodet og blærebetændelse. En smule afkræftet er han endelig hjemme igen, og han ser især frem til at få lagt en plan for aftrapning af morfinpræparatet.

”Helt efter bogen kan jeg selvfølgelig ikke komme på iPad’en. Jeg slukker lige og prøver igen,” siger Jane Frandsen. 

Genstart hjælper ikke. Klog af skade har Jane Frandsen heldigvis printet hans medicinliste, besøget er ikke forgæves, og hun går i gang med at danne sig et overblik over præparaterne, men også Niels Poulsens almene tilstand:

”Hvordan går det med appetitten? Og med din mave?” spørger hun. 

Og hvad med smerter, kortåndethed, vand i benene og førligheden?

”Hvis du sidder meget, skal du passe på tryk,” siger hun.

Medicin
Der skal ikke mange præparater til, før rummene i mange docetter bliver for små. Nogle borgere kan selv administrere medicin ved siden af, men der kan let ske forglemmelser og i værste fald fejlmedicinering.
Foto: Lars Horn
Han fortæller, at han i øjeblikket får hjælp til at komme i bad. Ergoterapeuten har været forbi, og han har også fået en PEP-fløjte med hjem fra hospitalet:

”Den synes jeg, du skal blive ved med at bruge et lille stykke tid endnu,” siger Jane Frandsen, mens hun systematisk stiller de præparater, Niels Poulsen skal have ifølge den tre sider lange medicinliste, foran sig.  

”Jeg lægger alt klar, det kan jeg bedst lide,” forklarer hun.

Løber hurtigt tør

Niels Poulsen har selv dosetter og allerede dispenseret medicin til de næste syv dage. Jane Frandsen er dog ikke begejstret for dosetterne, da der hverken er angivet tidspunkt eller dag ved de forskellige rum, der heller ikke er særligt store.

”Så jeg bruger den, jeg har med her,” siger hun. 

Hun beslutter sig for at dispensere til de følgende næste syv dage, så der er til i alt 14 dage. Men hun når ikke langt, før hun må konstatere, at glasset med Centyl er tomt. 

”Du skal jo have to om dagen, ikke kun en,” siger hun vel vidende, at en del ældre, især dårligt til bens, tager mindre vanddrivende medicin end ordineret – så slipper de for at rende på toilettet hele tiden. 

Vedr. morfin har sygehuset ordineret en tablet hhv. morgen, middag og aften den første uge, dernæst to tabletter om dagen ugen efter. Selvom både Niels Poulsen og Jane Frandsen umiddelbart synes, at det lyder af meget, bliver de enige om at følge anbefalingen:

”Det er vigtigt, at du er ordentligt smertedækket,” siger Jane Frandsen og spørger, om hun også skal dosere Magnesia:

”Nej, den tager jeg bare ved siden af, det kan jeg godt selv styre,” siger han, hvortil Jane Frandsen svarer, at han skal huske at tage det hver dag, som lægen anbefaler.  

Morfinen slipper dog også hurtigt op. Niels Poulsen har kun fået tabletter med hjem til de næste fire dage, så også det skal Jane Frandsen bestille. Ægteparret har heldigvis mulighed for at hente præparaterne selv med hjælp fra deres voksne børn og gode naboer. 

”Så skal du have lidt for blodtrykket. Og hvad med nitroglycerinen? Jeg kan se den her på listen – bruger du den?” spørger Jane Frandsen.

”Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst brugte den, men den er god at have stående på natbordet, det har min kone også,” siger han, hvilket får Jane Frandsen til at minde ham om at holde øje med, om den er blevet for gammel. 

Underlige ordinationer

Midt i samtalen ringer Jane Frandsens telefon. En borger har akut brug for et besøg, og Jane Frandsen lover at kigge forbi senere. Hun beklager afbrydelsen og fortsætter. Pludselig opdager hun, at et af præparaterne optræder to steder på medicinlisten, først under overskriften ”Fast dispenseret” og så under punktet ”Selvadministreret”.

”Det var underligt, det må jeg lige følge op på, du skal i hvert fald ikke have det to gange,” siger hun og spotter, at dobbeltordinationen også gælder de andre produkter.

Hun danner sig et overblik over de ordinerede præparater, 10 forskellige bliver det til fordelt over morgen, middag og aften, plus nitroglycerin ved behov. Derudover holder han selv styr på diverse vitaminer. 

”Vi lader bare det hele stå fremme her på bordet, og der er ikke noget på bakken, vi skal fjerne. Du bruger det hele,” siger hun.

Besøget har taget godt en time alt inklusive. Alligevel kunne Jane Frandsen kun dispensere til og med mandag, og hun aftaler med ægteparret, at hjemmesygeplejen kommer igen tirsdag. 

”Men det bliver ikke mig. Her har jeg fri,” siger Jane Frandsen, før hun begynder at pakke sine ting sammen og gør klar til afsked. Næste borger på listen venter allerede utålmodigt, det samme gør opfølgningen på dobbeltordinationerne i det fælles medicinkort og dagens dokumentationsopgaver. På falderebet sikrer hun sig, at ægteparret har det rette nummer, hvis de mod forventning får brug for hjemmesygeplejen i løbet af weekenden. 

”Nej det er ikke det, I skal bruge. Det skriver jeg lige her,” siger hun, før hun ønsker god weekend og bevæger sig ud i blæsten igen. 

Jane Frandsen

Tema: Mangelfuld kommunikation komplicerer medicinhåndtering

Medicin, der mangler. Uforståelige eller manglende ordinationer i det fælles medicinkort. Og til tider kaotiske omgivelser i borgernes hjem. Når hjemmesygeplejersker tager på planlagt besøg hos ældre borgere, der lige er kommet hjem fra hospitalet, er det langtfra altid en simpel opgave. Det har Jane Frandsen (billedet, red.) og hendes kolleger fra Aalborg Kommune fået beskrevet i en ny ph.d.-afhandling. Problemstillingerne er landsdækkende og kalder på en nytænkning af hjemmesygeplejen de første dage efter udskrivelsen, mener forsker.

 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

Mette undrer sig og gør noget ved det

Mette Svendstorp har kastet sig ud i at opfinde medicinberegneren Pharmacus. Den kan ende med at revolutionere og forenkle receptproceduren samt forebygge fejlmedicinering.
Sygeplejerske Mette Svendstorp vil gøre en forskel med medicinberegneren Pharmacus. Her sammen med næstformand i Dansk Sygeplejeråd Anni Pilgaard.
Foto: Michael Drost-Hansen

Sygeplejefaget er fyldt med ildsjæle. Men det er ikke alle, der i en presset hverdag kan finde overskud til at ændre på situationer, som bare ikke fungerer.

Sygeplejerske Mette Svendstorp fra akutafdelingen ved Slagelse Sygehus opdagede i sin daglige rutine et af de klassiske eksempler på, at kæden knækker, hvis der er for mange led, som skal vedligeholdes, smøres og undersøges hver for sig.

Hun arbejdede ofte med patienter, der fik mange forskellige præparater. De havde ikke fuldt overblik over, hvornår de manglede medicin. Så de fik typisk ikke bestilt en ny recept, når medicinen var brugt.

På det tidspunkt, lægen eller sygeplejersken blev involveret, fik han eller hun til gengæld svært ved at gennemskue, hvilke præparater eller hvilken dosis patienten skulle have. Og når medicinen endelig blev bestilt, havde apoteket måske lukket.

I sådan et tilfælde vil de fleste mennesker registrere skævheden og sige "det må nogen gøre noget ved". Men Mette Svendstorp sagde "det må jeg gøre noget ved." Og det er hun så i gang med nu.

"Jeg tænkte, at patienten skal støttes til at huske sin medicin og få recepten fornyet. Men lægen eller sygeplejersken skal også hjælpes, mens apoteket skal have hurtig og præcis angivelse af medicin og dosis. Så jeg fik en idé om at skabe en "tovholder", der kunne automatisere hele arbejdsgangen," siger Mette Svendstorp.

Spirekassen

Sygeplejersken følger op på de seks vinderforslag fra Spirekassen i kommende numre.

Læs mere om Spirekassen på www.dsr.dk/sammenomdsr

Har ingen erfaring med kodning

Tanken førte hurtigt til handling og mobilisering af netværk, hvorefter Mette Svendstorp tog de første spæde skridt til programmet Pharmacus: en slags medicinberegner på web – og senere en app – der kan skabe det overblik, som medinddrager patienten, forhindrer fejlmedicinering og frigiver ressourcer hos både læge, sygeplejerske og apotek.

"Programmet skal helt forsimplet holde styr på medicininformationerne og spytte den rette sammenhæng ud. For det kan gå galt i flere led – og der kan Pharmacus hjælpe med at gøre det enkelt og overskueligt for alle parter," siger Mette Svendstorp.

I 2011 gennemførte hun sit første sygeplejefaglige opfinderprojekt, da hun udviklede en "sondeberegner". Tidligere skulle sygeplejersker manuelt regne sig frem til, hvor stort et måltid og hvor meget væske der skulle gives til patienten via sonden. Mette Svendstorp lavede en simpel model på Excel-ark, hvor der blev taget hensyn til patientens vægt, produktet, behov for føde, antal måltider og eventuelle tilstødende sygdomme.

Modellen blev implementeret og har været brugt på neurologisk afdeling på Roskilde Sygehus siden december 2012.

"Pharmacus er ikke meget anderledes. Der er flere led, og det bliver mere avanceret, men det er ikke teknisk umuligt. Jeg har ingen erfaring med kodning og programmering, men jeg ved, hvem jeg skal spørge, og jeg har efterhånden et stærkt netværk af hjælpere," siger Mette Svendstorp.

"Jeg skal nok finde en løsning"

Medicinberegneren Pharmacus

Pharmacus kan være med til at forebygge, at patienten får det forkerte lægemiddel i den forkerte dosis, ad den forkerte vej, i den forkerte form eller til den forkerte tid, samtidig med at det kan trimme ordinations- og receptfornyelsesproceduren samt medvirke til, at patienten bliver en aktiv medspiller i eget behandlingsforløb.

Fra ansøgningen til Spirekassen.

Den foretagsomme sygeplejerske føler sig privilegeret efter at have fået Spirekassens støtte i form af 10.000 kr. Og omtalen af hæderen til Mette Svendstorps projekt fik sygehusledelsen i Slagelse til at melde ud, at de gerne vil hjælpe til med ansøgninger om yderligere midler.

"Jeg arbejder på fuld tid, så projektet er i min fritid. Men jeg er god til at strukturere og planlægge min tid – og så er jeg stædig, når jeg vil have noget gennemført. Jeg elsker at blive udfordret, men jeg vil også huske at sove godt, spise, træne og hygge med familien," siger Mette Svendstorp.

Foreløbig er hun dog stadig ved at få det store overblik over projektet, og næste led er et møde med it-folk, der skal give råd om en webbaseret løsning og en test af en demomodel på app.

"Det gælder for mig om, at jeg ikke skal tænke på, hvordan det ser ud om en måned – og hvad er næste udfordring. Jeg begynder med at sætte mig ned ved min pc og skabe et overblik: Hvad har jeg, hvad mangler jeg, og hvem kan hjælpe mig?

Derefter laver jeg en mindmap med Pharmacus i midten og tænker i primitive eksempler og lavpraktiske løsningsmuligheder på den næste opgave. Så bliver opgaven konkret og overkommelig," siger Mette Svendstorp.

Køreplanen er ved at være på plads for Spirekassevinderen. Men det gør ikke noget, at der er løse kanter. Mette Svendstorp trives nemlig i kaos og har det bedst med at løse problemerne, når de opstår.

"Jeg er realistisk, men vil ikke bekymre mig. Jeg skal nok finde en løsning, hvis der opstår problemer i projektet. Folk roser mig for mit drive og et brændende engagement, men jeg gør meget brug af at spørge folk, som ved mere end jeg. Og hvis lægerne havde vendt tommelen ned, så havde jeg droppet Pharmacus. Men der er endnu ingen, som har sagt, at projektet er en dårlig idé," siger Mette Svendstorp.

Læs også:

Emneord: 
Medicinhåndtering

På job: Nyt redskab inddrager borgerne i medicindoseringen

Odense Kommunes hjemmesygeplejersker har fået et nyt arbejdsredskab, Medicinhjælperen, som også inddrager borgerne. Mange vil gerne deltage eller selv stå for deres medicindosering, og kommunen satser på at rehabilitere, hvor det er muligt.

2016-2-paa-job3
Retha Nicolaisen har sat alt klar, så hjemmesygeplejerske Pia Lüders Røge kan gå direkte til doseringen
Foto: Nils Lund Pedersen
Retha Nicolaisen skal have doseret sin medicin til de næste 14 dage. Men hjemmesygeplejerske Pia Lüders Røge behøver ikke bruge tid på at rydde et sted at arbejde og finde medicinæsker og præparater frem.

Retha Nicolaisen har nemlig allerede foldet det doseringsunderlag ud, hun har fået af hjemmesygeplejen, og har stillet præparaterne fra medicinlisten på de nummererede felter øverst på underlaget og 14 tomme medicinæsker nedenunder.

Det svarer til de fire første punkter i vejledningen, som er trykt i venstre side af underlaget, og de næste tre punkter har hun også dækket: Hun har kontrolleret, at det aktive stof, der står på den enkelte emballage, er det samme som på medicinlisten, hun har tjekket den korrekte styrke, udløbsdatoen, og at der er nok af hvert enkelt præparat.

Derfor kan Pia Lüders Røge uden de store forberedelser gå til de sidste tre punkter i vejledningen. Hun hælder op, tæller efter, at der ligger det rigtige antal piller i medicinæskerne, og tjekker, at der også er nok til næste dosering.

Retha Nicolaisen har ikke lyst til at overtage hele opgaven, det føler hun sig lidt usikker på. 

”Men jeg vil utrolig gerne følge med i, hvad for piller jeg får, og hvordan de ser ud,” siger hun.

Doseringsunderlaget – også kaldet Medicinhjælperen – er et redskab, som både hjemmesygeplejersker og borgere har været med til at udvikle. Baggrunden er en større omlægning af kommunens ældrepleje, så hjælpen kan få et mere rehabiliterende sigte.

”Vi skal ikke bruge vores ressourcer på borgere, der kan selv,” siger Pia Lüders Røge. 

”Og hvis borgerne overhovedet kan, vil de gerne klare sig selv.”

Gavner patientsikkerhed og kommunekasse

2016-2-paa-job
Borgerne får udleveret underlaget, men skal selv købe medicinæsker, og det må ikke være de billige, hvor lågene kan falde af.
Foto: Nils Lund Pedersen
Omlægningen betyder et brud med gamle organisationsformer og arbejdsmetoder på mange planer. F.eks. arbejder Pia Lüders Røge i dag i et udkørende team sammen med hjælpere, assistenter og terapeuter under samme leder.

”Det nye er også, at det er borgernes mål, der skal være retningsgivende,” fortæller Pia Lüders Røge. 

”Hvor plejeplanen tidligere indeholdt sygeplejerskens formulering af problem, løsning osv., skal borgeren være med til at vurdere sig selv, og vi skal planlægge ud fra, hvad borgerens mål er. Er det borgerens eget ønske at kunne gå ud og handle selv eller ej?”

Medicinhjælperen er et mangesidet redskab. Det er godt for patientsikkerheden og for sygeplejerskernes arbejdsmiljø, at de ikke længere skal stå og jonglere med pilleglas og æsker på kanten af et overfyldt bord.

”Men det sparer mig også 10 minutter, når Retha har alting klar. Og hvis hun en dag ikke har stillet det hele frem, så vil jeg nok begynde at spørge til, hvordan hun har det. Så det er også en hjælp til at se borgerne. Om de kan det, de plejer.”

Selvfølgelig er det også en fordel for kommunekassen, hvis hjemmesygeplejersken kan afslutte en medicindosering, om ikke andet så for et år eller to, tilføjer Pia Lüders Røge.

”Vi har afsluttet nogle få, og det skete ikke før i tiden. Men før i tiden inviterede vi heller ikke borgerne til at samarbejde. Så det var let for dem at miste overblikket.”

Din bedste oplevelse med en patient for nylig?

”I dag kiggede jeg ind til en 103-årig, som her i de sidste dage har valgt at takke af til livet. Hun havde et klart øjeblik, og så kiggede hun på mig og sagde: ”Du har rare øjne.” Det er godt, at vi stadig kan være nærværende, selv om vi har travlt.”

 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

Svært at spå – også om medicinpriser

Prognoser om stigende udgifter til medicin fik sidste år sygehusene til at nedlægge senge, afskedige og omstrukturere. Nu viser det sig, at udgifterne kun steg halvt så meget som forudsagt. Men prognosen havde effekt, siger sundhedsøkonom.

Aalborg Universitetshospital er et af de sygehuse, der sidste år sparede med afsæt i en prognose om kraftigt stigende udgifter til sygehusmedicin. Prognosen viste sig at ramme temmelig meget ved siden af. Den faktiske stigning blev 5,2 pct., mens Danske Regioners medicinindkøbsselskab Amgros i for- og sensommeren forventede stigninger på 10 og 12 pct. Prognoserne og økonomiaftalerne med regeringen satte i efteråret 2015 de fem regioner i gang med at finde besparelser for i alt 1,5 mia. kr. for 2016. 

Den sparerunde, som prognoserne var med til at forårsage, kunne mærkes af patienter og personale i Aalborg allerede i januar i år. Der var overbelægning på de to ortopædkirurgiske afdelinger næsten alle dage, fortæller fællestillidsrepræsentant Kirsten Højslet og tilføjer:

”Besparelserne betød, at der kom sengereduktioner på nogle af de ortopædkirurgisk afdelinger i regionen. Men det vidste patienterne jo ikke, så de kom alligevel. Folk kom jo til skade alligevel. En ortopædkirurgisk afdeling har ca. 90 pct. akutindtag, så det er lidt svært at beregne, hvor mange der kommer. Og sådan er det mange steder. På de medicinske afdelinger har der også været sengereduktioner og overbelægning.” 

Konsekvenserne kan mærkes på arbejdsmiljøet og måske også på den kvalitet, patienterne oplever, siger hun.

”Der er en konsekvens for arbejdsmiljøet, og måske for patientsikkerheden. Det er klart, at hvis man som sygeplejerske egentlig skulle passe otte patienter, og der er 12, så kan man ikke nå alt det, man skal nå. Der bliver måske overset noget, og der bliver måske ikke givet den behandling, der skal gives,” siger Kirsten Højslet, der vil følge belægningsprocenterne med stor interesse.

Ikke tid til at arbejde i dybden

Aalborg Universitetshospital var bare ét af flere sygehuse, der sidste år nedlagde senge, afskedigede personale og omstrukturerede med afsæt i den fejlslagne prognose for udgifter til sygehusmedicin og andre økonomiske forhold. Og ”budgettilpasningerne” fortsætter. 

På Aarhus Universitetshospital er prognoserne for de stigende udgifter til sygehusmedicin blevet nævnt som én blandt flere årsager til besparelser. Fællestillidsrepræsentant Dorthe Sølvkær Ehlers vil følge op på sagen i HovedMEDudvalget og bede om et overblik over, hvor tungt prognoserne for medicinudgifterne har vægtet, og om de lavere medicinudgifter får konsekvenser for de vedtagne besparelser.

2016-2-medicinpriser1I Aarhus blev en stor del af besparelserne fundet gennem personalereduktioner og effektiviseringer. 

”Det har haft konsekvenser for det psykiske arbejdsmiljø. Personalet i klinikken oplever, at de ikke har tid til patienterne, til svære samtaler og nødvendig oplæring og videreuddannelse. De har heller ikke tid til at arbejde med forandringer, forskning og udvikling. Vi følger nu udviklingen af den sygeplejefaglige kvalitet og af faget. For tid og kvalitet hænger sammen,” siger hun og ærgrer sig over, at systemet er skruet sammen, så stigende medicinudgifter belaster den basale drift.

”Vi har et af de billigste sundhedsvæsener i forhold til drift, og så er det da tankevækkende, at det går ud over normeringen, når der er stigende medicinudgifter,” siger Dorthe Sølvkær Ehlers.

Find ny måde at finansiere medicin på

Det synspunkt bakker adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, op. Han mener, at vi i Danmark må finde en ny måde at finansiere ny, effektiv og dyr sygehusmedicin på. 

”Meget af det medicin, der kommer i dag, har store  positive effekter for patienterne, men også store afledte udgifter for hospitalerne. Samtidig betyder medicinen, at  folk ikke er så meget sygemeldte som tidligere. Det giver store besparelser hos kommunerne og hos arbejdsgiverne, så det kunne være, at det ikke skulle være hospitalets driftsbudget, der skal betale for medicinen,” siger Leif Vestergaard Pedersen og foreslår, at der oprettes en fond, som betaler for den nye, dyre medicin, der virker.

Hermed er han i tråd med Dansk Sygeplejeråd, som i august anbefalede, at udgifter til medicin og behandlingsudstyr skilles fra sygehusdriften og i fremtiden betales af staten.

Ansvarsforskydning

Det fik urimelige konsekvenser for patienter og personale, at prognoserne for medicinudgifter fyldte i den politiske debat i 2015, og at der på politisk og ledelsesmæssigt niveau ingen afklaring var, for hvordan man skulle prioritere medicinudgifterne. Ansvaret og frustrationen endte nogle steder på hospitalsgangene, hvor patienter tog skylden på sig for, at sygeplejerskerne havde travlt, fortæller Leif Vestergaard Pedersen. 

”De havde hørt, at det er pga. dyr medicin, at der skulle afskediges sygeplejersker og læger. Desuden har noget af personalet konfronteret patienterne med, hvilken dyr medicin de fik, og hvilke konsekvenser det kunne have for personalet. Det er ikke forekommet mange steder, men det er forekommet,” siger Leif Vestergaard Pedersen, der har fået refereret udsagn som: ”Hvis du ikke skifter til den her anden medicin, så er der en sygeplejerske her på afdelingen, der skal fyres.” 

”Det er selvfølgelig helt utilstedeligt, og jeg tror, at det er udtryk for, at personalet har været under et stort pres fra deres ledelsessystem. Det er ikke noget, sygeplejersker eller læger bare gør,” siger han.

Prognosen havde effekt

Men ikke alle steder fra lyder der kritik. Sundhedsøkonom og professor Jakob Kjellberg fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning synes ikke, det er kritisabelt, at Danske Regioner og regionernes grossist Amgros i 2015 var ude med prognoser for medicinudgifter, der var over dobbelt så høje som de faktiske stigninger. 

”Det er prognosens natur, at den er usikker. Nogle gange er prognoser lidt for høje og nogle gange for lave,” siger han.

Desuden blev prognoserne også brugt til det, som de skulle, siger han. Nemlig til, at regionerne sørgede for, at det ikke endte så galt som forudsagt. Regionernes læger fik f.eks. meget hurtigere end forventet implementeret en ny, billigere biologisk behandling mod bl.a. gigt. Her har 99 pct. af patienterne i løbet af meget kortere tid end forudset skiftet behandling, oplyser Danske Regioner. En anden forklaring på den store forskel mellem prognosen og de faktiske udgifter er, at der kom færre udgifter end forventet til en ny behandling for Hepatitis C. Her havde regionerne for en sikkerheds skyld sat antallet af behandlinger højt, fordi man skønnede, at der var et stort ”mørketal”, dvs. mange ”ukendte” patienter.

“Uheldigt at prognose ikke holdt”

Selv om sygehusene i 2015 slap med en mindre udgiftsstigning til medicin, end de historisk har set i de seneste år, advarer både Jakob Kjellberg og formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astman, mod at negligere, at medicinudgifter er en udfordring. 

Regionernes udgifter til tilskud til den medicin, patienterne selv køber på apoteket, steg sidste år meget mere end skønnet. Det var forventet af staten, som laver den slags skøn, at regionerne ville spare en halv mia. kr. på disse tilskud. I stedet steg udgiften med 80 mio., så den i alt gode halve mia. måtte regionerne finde andre steder, bl.a. på hospitalerne. 

Samtidig er det kendt, at der er ny, dyr medicin på vej mod bl.a. cystisk fibrose, kræft og andre sygdomme, og det vil betyde, at udgifterne til sygehusmedicin fortsat vil vokse mere end den ene procent, som staten ”tillader” regionernes budgetter at vokse årligt. Derfor er vi i Danmark nødt til at finde en model for, hvordan vi prioriterer medicinudgifterne fremover, mener både sundhedsøkonomen og Ulla Astman.

”Det er rigtigt nok, at prognosen for 2015 ikke helt holdt, og det er selvfølgelig uheldigt,” siger Ulla Astman. 

”Men den faktiske udgiftsstigning på 5,2 pct. er stadig 10 gange højere end den vækst i budgetterne, som vi havde fået af regeringen i økonomiaftalen for 2015. I dag er sygehusmedicin det eneste område, vi ikke må prioritere på, og det har vi rejst en debat om. For vi mener, at vi bliver nødt til at prioritere, så vi ikke får den voldsomme vækst, der ellers ser ud til at komme.”

Model for prioritering ønskes

Danske Regioner har ikke lagt sig fast på nogen model for prioritering endnu. Men de meldte i slutningen af januar ud, at fremtidens prioritering skal leve op til fire kriterier: 

1.    Kontinuitet i forhold til de to eksisterende råd for faglig vurdering af medicin, KRIS og RADS. 
2.    Vurdering af både faglighed og økonomi. 
3.    Uafhængighed af det politiske system. 
4.    Patientinddragelse, så modellen er gennemsigtig for borgerne, og så patienterne får en stemme i prioriteringerne.

Ulla Astman håber, at Danmark er klar med en løsning, der har bred opbakning, inden for et par år.

Tilbage i august 2015 skønnede regionernes medicinindkøbsselskab Amgros, at udgifterne til sygehusmedicin i 2016 ville stige med 14 pct. Lige nu forventer Danske Regioner ikke, at stigningen bliver så høj. Men der foreligger ikke nogen ny prognose for 2016. 

Emneord: 
Medicinhåndtering
Økonomi

Fra forsker til fag: Optaget af medicinsikkerhed og medicineringsfejl

Danmark findes ca. 150 sygeplejersker med en ph.d. eller doktorgrad. Sygeplejersken har opsøgt nogle af dem for at finde ud af, hvorfor de valgte forskervejen, og hvordan det er gået, siden de fik deres forskertitel.

2015-13-forsker-til-fag-marianne-lisbyMarianne Lisby, postdoc, ph.d., MHSc og sygeplejerske, er 52 år, bor i Lystrup og er gift. Hun har to børn på 17 og 19 år.

Hvad fik dig til at forske?
”Primært nysgerrighed, vilje og interesse for systematisk opsamling af viden. Egentlig har jeg nok altid drømt om forskning, men reelt ikke troet på, at det nogensinde ville blive en mulighed for mig. Jeg kan derfor ikke prale af en målrettet vej til forskning. Den har været båret af en drøm og en lille flamme af spirende håb, der nægtede at gå ud. Men ser jeg tilbage på de valg, jeg har truffet i de sidste 20 år mht. ansættelser, kurser og uddannelser, så tegner der sig alligevel et logisk mønster. At forskningsområdet i første omgang blev medicinsikkerhed, er ikke en tilfældighed, det har optaget mig siden min tid som intensivsygeplejerske.”

Hvad er forskningsemnet i din ph.d.-afhandling?
”Jeg forsvarede min ph.d. i september 2010. Titlen på afhandlingen var ”Clinically important medication errors: Definition and Intervention” (1).”

Hvor tog du din forskeruddannelse henne?
”På Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet med tilknytning til Afdeling for Folkesundhed med kontorplads i Klinisk Farmakologisk Afdeling. I mit ph.d.-forløb havde jeg fem måneders studieophold hos professor David Bates ved Brigham & Womens Hospital & Harvard Medical School i Boston, USA. Han er en af de førende forskere inden for patientsikkerhed og medicinering.”  
 
Hvordan har dine økonomiske rammer været, mens du tog din forskeruddannelse?
”Jeg fik økonomisk støtte til ph.d.-projektet fra det tidligere Aarhus Sygehus og Helsefonden. Ved hjælp af disse midler lykkedes det at gennemføre ph.d.-studiet inklusive studieophold.”

Hvor kan man læse om dine forskningsresultater?
”Resultaterne af ph.d.-projektet kan læses i ph.d.-afhandlingen (1) og i fire internationalt publicerede artikler. Herudover er jeg medforfatter på flere artikler inden for medicinsikkerhed og har skrevet et bogkapitel om medicineringsfejl (2). Under mit studieophold i Boston mødte jeg Dr. Ronen Rozenblum fra Harvard Medical School, som arbejdede med ”patient-centered care” og pattienttilfredshed. I 2009 gennemførte vi en spørgeskemaundersøgelse om sygeplejersker og lægers handlinger og holdninger til patienters forventninger og tilfredshed. Undersøgelsen blev foretaget på universitetshospitaler i USA, England, Israel og Danmark og har ført til to artikler i ”BMJ Quality and Safety” og én artikel i ”Worldviews on Evidencebased Nursing”.”

Hvordan har din forskning betydning for praksis?
”Den direkte betydning for praksis er nok ret begrænset – forekomsten af medicineringsfejl i Danmark har desværre ikke ændret sig markant gennem de seneste fem år. Erfaringerne fra min ph.d.-afhandling har til gengæld foranlediget to nye ph.d.-projekter, hvor vi undersøgte betydningen af differentieret medicingennemgang baseret på en algoritme, Medicinrisikoscoring (MERIS), der skulle forudsige patienters risiko for at blive skadet af medicineringsfejl.

Denne algoritme er netop blevet publiceret og kan måske være med til at gøre en forskel for patienterne, hvis medicinsikkerheden skærpes for patienter i højere risiko for medicineringsfejl (3). I mit ph.d.-projekt undersøgte vi betydningen af medicingennemgang foretaget af kliniske farmaceuter og kliniske farmakologer og fandt, at det ikke havde nogen effekt på indlæggelsestid, genindlæggelser, død eller forbrug af sundhedsvæsenets ydelser. Farmaceuter har en unik viden om lægemidler, som sygeplejersker ikke kan konkurrere med.

Omvendt har sygeplejersker en stor klinisk viden og en langt tættere kontakt til patienter, som giver en unik mulighed for viden om patienters medicinkomplians og observation af deres lægemiddelbehandling. Jeg vil i dag vove den påstand, at hvis medicinering opprioriteres i sygeplejerskers daglige arbejde, og farmakologien får en større plads i sygeplejeuddannelsen, så vil sygeplejersker være suveræne gatekeepere for medicineringshændelser. Dette må afprøves i et fremtidigt forskningsprojekt.”

Hvad forsker du i aktuelt?
”Jeg forsker i udskrivelse af medicinske patienter fra akutafdelinger. Et projekt, der er støttet af Danske Regioner, Sundhedskartellet og Dansk Sygeplejeråd, og som fokuserer på patienter med øget risiko for genindlæggelse, der udskrives direkte til eget hjem. Projektet har til formål

1. at afdække styrker, svagheder og risici i nuværende udskrivningsprocedurer mellem fælles akutafdelinger og primærsektor
2. at udvikle en udskrivningsmodel
3. at undersøge, om udskrivningsmodellen kan nedbringe antallet af genindlæggelser, øge den patientoplevede kvalitet og livskvalitet.

Projektet afsluttes i løbet af de næste par måneder, og det ultimative mål er naturligvis, at den viden, vi har fundet frem, vil gavne fremtidige patienters udskrivelser fra akutafdelinger.”  

Litteratur
1. Lisby M. Clinically important medication errors: Definition and Intervention: A PhD Dissertation. The Faculty of Health Sciences, Aarhus University, Denmark. 2010.
2. Kvalitetsudvikling i praksis. Mainz J et al. (red). Lisby M. Patientsikkerhed og medicinering. København: Munksgaard; 2015.
3. Saedder EA, Lisby M, Nielsen LP, Bonnerup BK, Brock B. Detection of patients at high risk of medication errors: development and validation of an algorithm. Basic & Clinical Pharmacology & Toxicology. 2015 DOI: 10.1111/bcpt 12473

En samlet publikationsliste kan fås ved henvendelse til Marianne Lisby, marilisb@rm.dk

Emneord: 
Forskning
Medicinhåndtering

Nyt fokus på sygeplejerskers ret til at ordinere medicin

En række kommunale sundhedsdirektører opfordrer til, at sygeplejersker får begrænset adgang til at ordinere medicin. Sundheds- og ældreministeren ønsker at undersøge muligheden, og Danske Regioner er klar med et forslag til en ny masteruddannelse, der kan kvalificere til det.

Fem kommunale sundhedsdirektører har sat fornyet liv i debatten om, at sygeplejersker skal have ret til at ordinere medicin. De fem direktører fra København, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og Randers slog i en kommentar i Berlingske i november til lyd for, at sygeplejersker får lov til at ordinere medicin.

”Det vil kunne gavne ikke blot på plejehjemmene, men generelt i arbejdet med også hjemmeboende kronikere,” skrev bl.a. Katja Kayser, der er direktør for Sundhed og Omsorg i Københavns Kommune.

Sundhedsdirektørerne ønsker at give sygeplejersker begrænset adgang til at udskrive medicin f.eks. for at undgå, at ældre bliver sendt unødigt på sygehuset for at få sat et drop under huden med saltvand, blot fordi vagtlægen ikke kender patienten. 

”Sygeplejersker kender borgerne rigtig godt. Både på plejehjem og i hjemmeplejen,” skriver sundhedsdirektørerne.

Deres forslag er i tråd med anbefalinger fra verdenssundhedsorganisationen WHO og OECD, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling. Begge opfordrer til, at man i lande som Danmark i højere grad anvender avancerede kliniske sygeplejersker i sundhedsvæsenet. Det kan betyde mere sundhed for pengene, forbedret klinisk udbytte og fastholdelse af dygtige sygeplejersker i klinisk praksis.

Venstre foreslog allerede i 2009, at sygeplejersker skulle have ordinationsret.  Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) opfordrer i dag til, at det ekspertudvalg, som i den kommende tid skal udarbejde en plan for det nære sundhedsvæsen, tager fat på sagen. Udvalget skal bl.a. fokusere på, hvordan man optimerer håndteringen af medicin.

”I den forbindelse kunne det være relevant at se på, om eksempelvis sygeplejersker i hjemmesygeplejen efter en særlig opkvalificering skal have en begrænset ordinationsret, så de får mulighed for at forny recepter og den slags,” siger Sophie Løhde ifølge Berlingske.

Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner er enige i, at der er behov for at uddanne sygeplejersker med såkaldt udvidede kompetencer, så sundhedsvæsenet kan matche udviklingen med et stigende antal kronikere. I sidste uge offentliggjorde Danske Regioner derfor et forslag til en ny masteruddannelse i kliniske patientforløb.

”Hvis vores sundhedsvæsen skal matche udviklingen, også ude i lægekonsultationerne og i hjemmeplejen, så kræver det, at sygeplejersker får kompetencer til mere,” siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

”I udlandet har sygeplejersker i mange år kunnet ordinere medicin inden for et afgrænset felt. Vi må nu også i Danmark se på, hvordan sygeplejersker med udvidede kompetencer kan løfte kvalitet og patienttilfredshed i alle dele af sundhedssektoren,” siger Grete Christensen.

Ifølge de fem sundhedsdirektørers fælles kommentar har lande som Holland, Canada og Australien gode erfaringer med at give sygeplejersker ordinationsret. De henviser til et canadisk studie over 10 år, der har undersøgt sygeplejerskers ordination inden for en ramme af 10 præparater. Studiet viste, at sygeplejersker og læger ordinerer på samme vis.

Læs eller genlæs også tema om fremtidens nære sundhedsvæsen i Sygeplejersken nr. 13/2015.

Emneord: 
Medicinhåndtering