Dilemma: Patienten nægter at samarbejde om psykofarmaka

Når en patient ikke vil samarbejde om medicinering, skal han udskrives, men det forekommer personalet at være en uholdbar løsning.

Sy-2012-01-dilemmaJakob er en ung mand med alvorlig psykose, som har været indlagt adskillige gange. Nu er han indlagt pga. voldsom og truende adfærd, han har bl.a. truet med knive, og han har også været selvskadende. Under indlæggelsen er der forsøgt behandling med tvang i form af bæltefiksering samt medicinering.

Det har haft en vis afdæmpende effekt på symptomerne, men Jakob nægter at samarbejde om medicinering. Der er nu givet medicin i form af depot, og på psykiatrisk afdeling kan man behandlingsmæssigt ikke gøre mere for den unge mand.

Derfor skal han udskrives, da der ifølge psykiatriloven ikke er hjemmel til at beholde ham i afdelingen. Udskrivelsen sker på trods af, at personalet ved, at når Jakob bliver udskrevet, får han ikke sin medicin og kan derfor igen blive truende og selvskadende. Hvad gør personalet?

Svar 1.
Hvis Jakob skal sendes hjem, kunne man måske fra personalets side følge ham tæt med besøg og telefonopringninger med henblik på en løbende motivering til behandling? Ifølge sundhedsloven skal patientens fravalg respekteres, uagtet at patienten ikke vælger, som de fleste ville gøre. Jacobs valg er selvskadende og ikke til eget bedste, hvilket giver personalet et etisk dilemma. Er Jacob i stand til at tage vare på sig selv? Ud over at Jakob kan blive til fare for sig selv, kan han også blive til fare for sine omgivelser.

Men tvangstilbageholdelse beskrives ikke som en mulighed. Etisk Råd har udgivet en rapport, hvori det anbefales at anvende tvang til inhabile demente under skærpede omstændigheder. Dvs. at det i særlige situationer er muligt at kombinere tvang og ”det gode”. Måske tvang og ønsket om at hjælpe kunne kombineres her? Men hvordan tvang? Og kan man være sikker på, at Jakob bagefter vil forstå, hvorfor der er anvendt tvang?

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2.
Alle sygeplejersker har stået og set efter en ”Jakob”, som vakte dyb bekymring og medførte en indre frustration over egen afmagt. Jakob er sikret sin grundlovsmæssige ret til at bestemme over sit eget liv, og der skal meget til at fratage ham denne ret, selv om det synes ubærligt at se på både for Jakobs familie og de sundhedsprofessionelle.

Hvis Jakob ikke udgør en fare for andre, så har sygeplejersker en forbandet pligt til at rumme oplevelser af denne karakter, og de er henvist til at tale med deres kolleger og deres leder om deres tanker.

Det er af afgørende vigtighed, at vi alle har øje for disse situationer, får dem talt igennem og får drøftet, hvordan vi har mulighed for at forholde os i nye situationer, uanset om vi selv står midt i det, eller vi har en kollega, der står midt i det. Her kan tavsheden være det feje svar på et uudtalt spørgsmål.

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef, formand for Sygeplejeetisk Råd
 

Emneord: 
Adfærd
Etik
Medicinhåndtering

Ingen har styr på de gamles medicin

To hjemmesygeplejerskers gennemgang afslørede, at 18 gamle borgere fik forkert medicin, fordi kommunen ikke fik besked om medicinændringer af egen læge eller fra sygehuset. Men lægerne har også et problem. Ingen af dem har det fulde overblik.

SY-2011-2-13-1a
Foto: iStock

Hjemmesygeplejersker har i årevis brugt tid på at kontakte egen læge og sygehusafdelinger for at få opklaret mangler og uklarheder i de ordinationer, de skal dosere medicin ud fra. Nu konstaterer en rapport fra Københavns Kommune, at hjemmesygeplejerskerne simpelthen ikke får de oplysninger, de har brug for. Det er reglen, ikke undtagelsen.

”Rapporten viser, at det ikke er muligt for os at levere vores del af en sikker medicineringsproces,” konstaterer kommunens sundhedsdirektør Anne Mette Fugleholm.

I 2009 besøgte to hjemmesygeplejersker 18 ældre københavnere, som alle brugte mere end tre lægemidler. Sygeplejerskerne kiggede grundigt i skabe og på hylder, og i samtlige hjem fandt de receptpligtig medicin, som ikke passede med den medicinliste, hjemmesygeplejersken havde trukket i kommunens omsorgssystem.

De 18 borgere anvendte i gennemsnit 10 lægemidler hver. De blev behandlet af tilsammen 43 læger, og ingen af disse læger havde et overblik over den samlede medicinering. Det lykkedes i alle tilfælde sygeplejerskerne at få opklaret, hvad den enkelte borger skulle have, men det tog i gennemsnit omkring seks timer pr. borger. Og det var til tider et større detektivarbejde, fortæller Mette Jacobsen, en af de to hjemmesygeplejersker, der deltog i projektet.

”Et grelt tilfælde var en dement dame, der gik til kontrol i et reumatologisk ambulatorium, hvor de hverken gav besked om nye ordinationer til egen læge eller til os,” husker hun.

”De tog for givet, at hun selv kunne administrere sin medicin, så hun fik bare en recept med hjem. Men det kunne hun slet ikke.”

2011-02-helebladet%20(39)Hjemmesygeplejerske Mette Jacobsen fandt problemer hos samtlige ældre borgere, hun besøgte i Københavns kommunes projekt. Foto: Søren Svendsen

Under besøget hos den gamle dame fik Mette Jacobsen og projektsygeplejersken øje på en apotekerpose, der lå under en skænk, og de fik lov til at kigge i den: ”Der ligger både en recept og medicin, der slet ikke er startet op endnu. Vi kan se, at apoteket, recepten er indløst på, ligger langt væk, i en helt anden kommune. Så vi spørger borgeren, og det er åbenbart der, hendes datter bor.”

Mette Jacobsen ringede til datteren, og det viste sig, at hun havde fundet recepten hjemme hos sin mor. ”Hun turde ikke andet end at hente medicinen, og så lagde hun den og håbede på, at vi nok fandt den. Det gjorde vi så også, men det var ret længe efter, at borgeren skulle have haft det.”

Lægernes forsømmelser

Sygeplejerskernes medicingennemgang afslørede mange forskellige forklaringer på, at omsorgssystemets medicinlister ikke var opdaterede og korrekte. Nogle gange var det egen læge, der ikke havde givet hjemmesygeplejen besked, andre gange sygehuslæger eller praktiserende speciallæger, der havde ordineret medicin uden at underrette egen læge eller hjemmesygeplejen.

Det var problemer, Mette Jacobsen udmærket kendte til i forvejen.

”En typisk situation er, når en borger kommer hjem efter en indlæggelse. Hvis hospitalet har en medicinstatus fra en tidligere indlæggelse, så går de måske efter den i stedet for at ringe til egen læge eller os for at høre, hvad patienten egentlig får.

Når borgeren så kommer hjem med en medicinliste fra hospitalet, så er det, man tænker: Hov, hvor er det præparat, de plejer at få? Det giver ingen mening, at det skulle være seponeret, og det står der heller ikke. Så må man ringe til hospitalet, og det bruger hjemmesygeplejersker rigtig meget tid på.”

Men selv om manglerne var velkendte, var hun alligevel overrasket over, hvor mange der var af dem.

”Rigtig, rigtig mange havde medicin, som vi ikke vidste, at de tog, og som egen læge ikke vidste, at de tog. Det var medicin, der tit havde stor betydning for resten af det, de fik, og som måske slet ikke passede sammen med den øvrige medicin.

Men det er rigtig vigtigt, at vi ved besked med alt, hvad borgerne får. Ellers kan det jo være, at de observationer, vi laver, ikke har noget at gøre med den medicin, vi kender til, men med noget andet.”

Seks timer pr. borger

I projektet fik hver af de 18 borgere to besøg, og de blev ikke sluppet, før sygeplejerskerne havde fået en afstemt, opdateret medicinliste godkendt hos borgerens egen læge. Efter første besøg tog det i gennemsnit sygeplejerskerne fire timer og 25 minutter at udrede en borgers medicinering. I forbindelse med andet besøg brugte de yderligere halvanden time pr. borger på udredning.

Altså i alt omkring seks timer pr. borger. Så det siger sig selv, at en hjemmesygeplejerske med 20 minutter til en medicindosering slet ikke har mulighed for at nå til bunds i de problemer, der gemmer sig under overfladen. For Mette Jacobsen var det en svær overgang at vende tilbage til daglig praksis efter projektet.

”Det var svært at lade være med at gå i dybden og begynde at spørge ud. Det er svært bare at tage skyklapper på,” siger hun.

Københavns Kommune har fulgt projektet op på flere fronter. Nye medicinvejledninger og instrukser, bedre dokumentation. For at sætte gang i den faglige udvikling har man ansat fem nye faglige sygeplejeledere, og man arbejder på et nyt mailsystem, som skal gøre det let og hurtigt for hjemmesygeplejen at kommunikere med de praktiserende læger.

Men grundlæggende er der tale om overordnede, landsdækkende problemer, understreger rapporten. Helt afgørende for at få dem løst er, at alle læger, der ordinerer medicin til en borger, gør det i et fælles system, Fælles Medicinkort, som skal tages i brug i løbet af 2011.

Det understreger alle parter med en andel i medicineringen, og Mette Jacobsen er enig i, at det vil løse en stor del af problemerne. Hun ser også frem til, at hjemmesygeplejerskerne kan maile med de praktiserende læger, og at det bliver lettere at få overblik over forløbet i en borgers medicinering i kommunens omsorgssystem.

”Men hvis det skal blive rigtig godt, skal hjemmesygeplejersker også være selvvisiterende. Vi kan godt spotte de borgere, der har brug for en medicinudredning, og hvis vi selv kan vurdere den tid, der er brug for, kan vi nå langt.”

Københavns Kommunes rapport ”Sygeplejefaglig indsats over for hjemmeboende borgere, som anvender flere lægemidler samtidigt” kan hentes på www.kk.dk ​Søg på titlen. Ved at søge på titlen + ”Resume og initiativer” får man også Københavns Kommunes forslag til løsninger. 

Kvinde, 75 år: Ni ukendte lægemidler på hylden

En kvinde på 75 år skal have doseret fire præparater ifølge medicinarket fra kommunens omsorgssystem. I løbet af to besøg konstaterer hjemmesygeplejersken:

  • Det kolesterolsænkende præparat, der findes i hjemmet, er et andet end det, der står på medicinskemaet. De to præparater er ikke synonyme.
  • Ud over de fire præparater på medicinarket findes ni andre receptpligtige lægemidler i hjemmet: medicin mod slidgigt, lettere og stærkere smertestillende midler, sovemedicin, angstdæmpende medicin, inhalationsmedicin for vejrtrækningen og øjendråber. Præparaterne er ordineret af egen læge inden for de seneste to-fem måneder.
  • Borgeren klager over kvalme og ondt i maven.
  • Borgeren oplyser, at egen læge også har ordineret noget for maven.
  • Borgeren oplyser, at egen læge har givet B12-injektion, selv om det er aftalt, at hjemmesygeplejen skal give B12.
  • Hjemmesygeplejen kender ikke borgerens behandling for angst, søvnproblemer, vejrtræknings- og øjenproblemer.
  • Egen læge kender ikke behandling af øjenproblemer, som er ordineret af speciallæge.
  • Der foreligger ingen udtrapningsplan for vanedannende medicin.
  • Borgeren har ikke overblik over sin medicinering og kan ikke selv administrere øjendråber og inhalator.
  • Der er ingen overvejelser om, hvorvidt borgerens kvalme og maveproblemer kan have sammenhæng med hendes medicin.

Hjemmesygeplejersken og projektsygeplejersken bruger i alt ca. 12 timer på udredning af medicin og kontakt til egen læge om observationer. Udredningen bliver besværliggjort af forskellige problemer i kontakten til egen læge:

  • Lægen har ikke tid til at gennemgå medicin ved opringning, men beder om en fax om problemerne.
  • Svarfax fra lægen sendes til forkert nummer.
  • Sygeplejersken må rykke for svarfax, før den bliver sendt igen.

Denne case og tre andre er udførligt beskrevet i rapporten:  Sygeplejefaglig indsats over for hjemmeboende borgere som anvender flere lægemidler samtidigt 

Det Fælles Medicinkort

Det Fælles Medicinkort, FMK, er et system, der skal omfatte alle ordinationer til den enkelte borger. Læger på sygehuse, i almen praksis og speciallægepraksis skal dele informationerne, og andre sundhedspersoner, der deltager i behandlingen, f.eks. sygeplejersker, skal have adgang til oplysningerne.

Regionerne har forpligtet sig til at tage FMK i brug i løbet af 2011, og det samme har de praktiserende læger ved den seneste overenskomstfornyelse. Det forventes, at praktiserende speciallæger indgår en tilsvarende aftale i de kommende overenskomstforhandlinger med Danske Regioner.

Den enkelte borger får adgang til at se sit eget medicinkort på www.sundhed.dk

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Medicinhåndtering
Politik

Sundhedsstyrelsen: Bekymrende, at regler ikke overholdes

Sundhedsstyrelsen indskærper, at det er lægernes ansvar at videreformidle oplysninger om medicinændringer.

2011-02-helebladet%20(2)Tilsynschef Anne Mette Dons: ”rigtig mange forsynder sig mod de regler, der er på området.” Foto: Sundhedsstyrelsen

Hjemmesygeplejerskers medicindosering er en lægehenvist opgave. Derfor er det den henvisende læges ansvar at give hjemmesygeplejersken korrekte og fuldstændige oplysninger om den medicin, lægen har ordineret.

”Så det er for dårligt, hvis hjemmesygeplejersken ikke får de nødvendige oplysninger at arbejde ud fra,” siger Sundhedsstyrelsens tilsynschef Anne Mette Dons.

Det er ikke muligt at udpege en enkelt part i medicineringsprocessen som dén, der har ansvaret og overblikket, mener Sundhedsstyrelsen.

”De praktiserende læger har en central rolle i det system, vi har bygget op i Danmark, hvor sygehusene jo er forpligtet til at sende epikriser til den praktiserende læge. Men man kan ikke placere det samlede overblik kun hos den praktiserende læge. Det, der sker, er, at rigtig mange forsynder sig mod de regler, der er på området,” siger Anne Mette Dons.

”Der sker svigt mange steder, primært i overgangen mellem sektorerne, og det går ud over helheden.

Der er brug for, at de forskellige instanser taler sammen, og på baggrund af rapporten vil vi indskærpe regionernes forpligtelse til at informere videre om de ordinationer, patienterne får i afdelinger og ambulatorier.”

Fremtidens løsning på problemerne er det Fælles Medicinkort, hvor alle ordinationer til den enkelte patient skal samles. Men hvad skal man gøre indtil da?

”For det første skal man tage epikriser alvorligt. Tage sin forpligtelse til at informere om medicinændringer alvorligt,” siger Anne Mette Dons.

”Så må praktiserende læger også gribe i egen barm og f.eks. lade være med bare at genudskrive smertestillende uden at forholde sig til behovet, som rapporten også viser. Og så er medicingennemgang ved en praktiserende læge jo noget, der har været diskuteret overenskomstmæssigt. Sådan en medicingennemgang kunne der også være rigtig meget fornuft i.”

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Medicinhåndtering
Politik

Københavns Kommune: En fælles udfordring for alle involverede

Så længe ingen læger har det fulde overblik over en borgers medicinering, kan hjemmesygeplejersken ikke udføre sin del af opgaven på forsvarlig vis, siger Københavns Kommunes sundhedsdirektør Anne Mette Fugleholm.

SY-2011-02-18Der er ingen simpel løsning på de problemer, som Københavns Kommune har afdækket i medicineringen af ældre hjemmeboende borgere, og der skal ske noget på flere niveauer, fastslår Københavns Kommunes sundhedsdirektør Anne Mette Fugleholm.

”Nationalt er det helt afgørende, at alle skal have adgang til fælles medicinoplysninger, og her vil det Fælles Medicinkort være en del af løsningen,” siger hun med henvisning til det fælles system, som skal tages i brug af praktiserende læger, sygehuslæger og speciallægepraksis i løbet af 2011 (se boks her).

”Men en anden helt afgørende ting er, at der skal ske en placering af ansvaret for at have overblik over patientens medicin. Lige nu siger Sundhedsstyrelsen, at det har den sidst ordinerende læge. Men i virkeligheden fungerer det ikke.”

Anne Mette Fugleholm anerkender, at det er et vanskeligt ansvar at løfte, for det store problem er, at der ikke er et fælles overblik over den medicin, den enkelte patient har ordineret på et givet tidspunkt.

Foto: Københavns Kommune

”Mange peger på, at det skal være de praktiserende læger, der er tovholdere, også i medicineringsprocessen. Men det kræver både, at de vil bruge den tid, det tager, og at de får informationerne. Vi peger på, at regionerne i langt højere grad bør foretage medicinafstemning, specielt på den sårbare gruppe af ældre medicinske patienter, der har mange forskellige sygdomme og bliver indlagt flere gange.”

Umulige vilkår for dosering

”Der står faktisk i standarderne i den danske kvalitetsmodel, at hospitalerne skal medicinafstemme. Men det sker ikke, så vi vil gerne have nogle projekter i gang med vores region for at få skærpet opmærksomheden om det,” tilføjer Anne Mette Fugleholm.

”Og så skal informationerne selvfølgelig kommunikeres ud til egen læge og os som kommune, ligesom det skal kommunikeres, hvis man ændrer på borgernes medicin i et ambulatorium.”

Der er også ting, kommunen kan gøre bedre, tilføjer Anne Mette Fugleholm. Man arbejder f.eks. på en bedre dokumentation og på et elektronisk kommunikationssystem, der skal lette kontakten til de praktiserende læger.

”Vi skal måske også ind i en helt anden samarbejdsstruktur med de praktiserende læger. Det vil vi gerne, også et tættere samarbejde om systematisk medicingennemgang hos enkelte borgere og på plejehjem. Men hidtil har vi ikke haft held med at få de praktiserende læger med til det.”

På de nuværende vilkår har hjemmesygeplejen simpelthen ikke mulighed for at levere deres bidrag til en sikker medicinering, det viser rapporten.

”Og det er rigtig graverende og uacceptabelt, at ingen har ansvaret,” siger Anne Mette Fugleholm. ”For vi kan ikke have det. Medicin er en lægelig opgave, og vi har ingen læger ansat. Vores projekt har vist, at sygeplejersker godt kan udrede den medicin, borgerne skal have. Men det kræver enormt megen tid, og det er i virkeligheden ikke hensigtsmæssigt. Vi er jo det yderste led i denne proces.” 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Medicinhåndtering
Politik

Dansk Sygeplejeråd: Egen læge skal levere overblikket

Det Fælles Medicinkort må i brug så hurtigt som overhovedet muligt, mener Dansk Sygeplejeråd. For det er voldsomt kritisabelt, at hjemmesygeplejersker ikke har fuldstændige og opdaterede medicinlister at dosere og observere ud fra.

SY-2011-02-22.jjpgFoto: Kristian Juul Pedersen

”Det er ikke rimeligt, at syge borgere, der går til læge og får ordineret medicin, ikke kan have tillid til, at lægen har et overblik over, hvilke andre typer medicin de får. De skal kunne have tillid til, at lægen får forholdt sig til, om der kan være uheldige sammenblandinger,” siger Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen.

”Det er heller ikke rimeligt, at lægen ikke kan give et klart overblik over borgerens medicin til de sygeplejersker, de giver opgaven videre til. Det undergraver jo fuldstændig værdien af hjemmesygeplejerskernes observationer af virkning og bivirkninger.”

Grete Christensen understreger, at det Fælles Medicinkort er den langsigtede løsning. ”Det skal tages i brug hurtigere end hurtigt.

Men indtil vi får det Fælles Medicinkort, kunne man måske indskærpe, at alle ordinationer, givet af speciallæger og andre, som minimum skal sendes til den praktiserende læge, så egen læge kan påtage sig ansvaret for, at deres patienter får tildelt den medicin, de har fået ordineret af forskellige instanser. Så er det den praktiserende læges ansvar at sørge for, at hjemmesygeplejersken rent faktisk har den fornødne information.”

Praktiserende læger har ikke altid kendskab til, at deres patienter har hjemmesygepleje til medicindosering, for henvisningen til hjemmesygepleje kan lige så godt være kommet fra en sygehusafdeling.

”Men det kan ikke være så svært at få lavet en opdatering på. Hvis der skal være mening i, at de praktiserende læger skal være gatekeepere i vores system, skal de selvfølgelig have alle informationer, også hvis der bliver tildelt hjemmesygepleje. Det bør der også stå en oplysning om.”

Lægen bør være patienternes garant for, at tingene er i orden, understreger Grete Christensen.

”Men et tættere samarbejde mellem praktiserende læger og hjemmesygeplejersker på dette felt vil også være ønskeligt. Hvis de får et tættere samspil om, hvad for virkninger og bivirkninger hjemmesygeplejerskerne ser, så får man også værdien af, at det er sygeplejersker, der kommer hos disse borgere.”

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Politik
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

Regionerne: Fælles Medicinkort er løsningen

Sygehusene skal få bedre styr på epikriserne, og de praktiserende læger skal tage ansvar for, at der er orden og sammenhæng i patienternes medicin, mener sygehusejerne i Danske Regioner. Det Fælles Medicinkort vil gøre opgaven lettere.

2011-02-helebladet%20(1)”Umiddelbart tænker jeg, at mange problemer vil blive løst, når det Fælles Medicinkort bliver taget i brug i løbet af 2011,” siger formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astman (S) om hjemmesygeplejerskers vanskeligheder med at få opdaterede og korrekte oplysninger om borgernes medicin.

Regionsrådsformand Ulla Astman. Foto: Region Nordjylland

”Med det Fælles Medicinkort kan man dele oplysninger mellem praktiserende læger, sygehuse og kommuner. Vi har forpligtet os til at bruge det, praktiserende læger har også, og vi vil stille samme krav til speciallægepraksis i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger.

Så mangler vi bare at få forpligtet kommunerne, og jeg har svært ved at forestille mig, at de ikke skulle gå med. Det er jo i deres egen store interesse.”

Under overenskomstforhandlingerne i december sagde regionerne nej til de praktiserende lægers krav om betaling for en systematisk og kritisk gennemgang af enkelte patienters samlede medicinering.

”Det burde det ikke være nødvendigt at lave særaftaler om,” siger Ulla Astman. ”Når lægerne har en borger i konsultationen, er det en basal del af deres opgave at tjekke, at medicinen er i orden og korrekt, og at der ikke er noget, der er i disharmoni med noget andet.

Så kan det godt være, at der nogle steder er brug for, at man får udskrivningsbreve hurtigere ud til de praktiserende læger. Det er heller ikke noget, der skal gives ekstra ressourcer til. Det må være en helt normal del af opgaven med at sætte patienten i centrum, at man sørger for, at den, der skal overtage ansvaret for patienten efterfølgende, er velinformeret. Det kan jeg kun opfordre til, at man opprioriterer.”

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Politik
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

Lægeforeningen: Hjemmesygeplejerskernes frustrationer er også vores

10 eller 16 forskellige lægemidler til et gammelt menneske er ikke usædvanligt i dag, og mange er både i behandling hos egen læge og i flere forskellige ambulatorier. Et kæmpeproblem, siger Lægeforeningen, og indtil videre et uløst problem.

SY-2011-02-19Yves Sales, der er formand for Lægeforeningens Lægemiddeludvalg, er selv praktiserende læge og forstår udmærket hjemmesygeplejerskers frustrationer over de medicinændringer, de ikke får besked om. Han deler den faktisk.

”Hvor gamle mennesker før i tiden måske fik to eller tre lægemidler, er det ikke usædvanligt i dag, at de får seks, 10 eller 16. De går i behandling på fire forskellige ambulatorier, samtidig med at de går hos den praktiserende læge, og vi aner ikke, hvad der sker. Det er et kæmpeproblem og lige nu et uløst problem,” siger han.

Foto: Lægeforeningen

”Jeg kan se, at sygeplejersker er frustrerede over, at der ikke er én læge, der har det endelige ansvar for den samlede medicinering. Men det ansvar er der ingen læge, der kan tage, for der er ikke nogen læge,

der har den samlede viden, og det er et problem.”
Som andre praktiserende læger kender Yves Sales til epikriser, der er helt utilstrækkelige eller f.eks. henviser til medicinmoduler, som lægepraksis ikke har adgang til.

”Men jeg og mine kolleger må så også selv tage en del af skylden, når vi henviser en patient til indlæggelse eller ambulant behandling uden at anføre en samlet medicinoversigt for patienten.

Jeg må indrømme, at jeg heller ikke har helt overblik over, hvem af mine patienter der har hjemmesygeplejerske til medicindosering, og hvor det ville være fornuftigt at sende medicinoplysninger til hjemmesygeplejersken.

Men det næste er så det tekniske. Det er

f.eks. meget nødvendigt, at sygeplejen får et elektronisk system, så vi kan kommunikere med et snuptag i stedet for at skulle bruge fax.”

Også Lægeforeningen betragter det Fælles Medicinkort som det værktøj, der skal håndtere problemet.
”Hvis det bliver brugt efter hensigten, dvs. hvis alle ordinationer og ændringer bliver anført her, så har alle implicerede det nødvendige overblik, også sygeplejerskerne,” siger Yves Sales.

”Men jeg kan være bekymret for, hvor lang vej der kan være, til Fælles Medicinkort fungerer på hospitalerne. Der er mange barrierer og grøfter, der henholdsvis skal brydes ned og fyldes op.”

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Politik
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

Apotekskontaktpersoner sikrer procedurer

Medicinrelaterede utilsigtede hændelser sker hyppigt, og medicinhåndteringsprocedurer udgør et vigtigt grundlag for patientsikkerheden. På Sygehus Sønderjylland er det sygeplejersker, der i funktionen som apoteks-kontaktpersoner skal sikre implementeringen af nye procedurer.

Gennem de senere år er fokus på patientsikkerheden på danske sygehuse steget. I 2008 blev der rapporteret 19.866 utilsigtede hændelser (UTH) til Sundhedsstyrelsen, hvilket er fem gange flere end i 2004 (1). 34 pct. var relateret til medicin, og 2 pct. var klassificeret som meget alvorlige hændelser (1).

Derudover viste en undersøgelse i 2001, at 9 pct. af indlæggelserne på udvalgte danske hospitalsafdelinger var forårsaget af UTH, og 40 pct. blev vurderet til at være mulige at forebygge (2). Medicinrelaterede utilsigtede hændelser er således et område, hvor der er mulighed for forbedring.

Sygeplejersker som bindeled

Også Sygehus Sønderjylland (SHS) har ønsket at sætte øget fokus på ordination og håndtering af lægemidler og søsatte derfor i 2006 et projekt, hvor formålet var at øge patientsikkerheden i forbindelse med medicinering. Dette skulle ske via en systematisk implementering af opdaterede medicinhåndteringsprocedurer gennem "apoteks-kontaktpersoner", som alle er sygeplejersker.

Procedurerne blev revideret i en gruppe med tre sygeplejersker og tre læger. Arbejdet resulterede i 26 reviderede procedurer, og apotekskontaktpersonerne blev undervist i procedurerne under tre møder. Derefter skulle apotekskontaktpersonerne implementere procedurerne i egne afdelinger.

Før- og eftermålinger

For at måle effekten af den nye implementeringsmåde blev der foretaget en pilotundersøgelse på to afdelinger. Undersøgelsen omfattede antallet af indberettede utilsigtede hændelser samt en spørgeskemaundersøgelse vedr. personalets kendskab til medicinhåndteringsprocedurerne før og efter implementeringen.

Revisionen nåede ud til ca. 70 pct.

De tidligere medicinhåndteringsprocedurer var fra 2003 og var velkendte for det meste af personalet ved før-målingen (87-88 pct.). De nye, reviderede procedurer var efter implementeringen nået ud til 62-74 pct. af de relevante faggrupper. Der var altså færre, som havde kendskab til de ny procedurer end til de gamle.

Registrering af UTH faldt fra 32 hændelser til 13 hændelser i perioden efter implementeringen. Begge målinger viste, at under halvdelen af deltagerne i undersøgelsen havde påbegyndt registrering af UTH, og i 80 pct. af tilfældene var det de samme personer, der registrerede UTH inden for ordination og medicingivning.

En gang registrering og flere følger

På trods af, at der var færre, der kendte til de opdaterede procedurer efter implementeringen end til de gamle, oplever vi projektet som succesfuldt på afdelinger med et til tider stort personaleflow.

Det er vanskeligt at konkludere, hvorvidt faldet i rapporteringen af UTH skyldes en lavere forekomst af UTH eller blot en yderligere underrapportering af UTH - trods projektets fokus på emnet. En årsag til faldet kunne være, at der efter før-målingen blev indført elektronisk patientjournal (EPJ), hvilket nedsatte risikoen for nogle former for tidligere utilsigtede hændelser. Men EPJ giver anledning til nye typer UTH, så vi kender ikke baggrunden for faldet med sikkerhed.

Et positivt resultat var, at det i 80 pct. af tilfældene var de samme personer, der registrerede utilsigtede hændelser inden for medicinområdet. Det tyder på, at når personalet først er begyndt at registrere, bliver det lettere at registrere de næste hændelser. Det er derfor vigtigt, at de personaler, der ikke har påbegyndt registrering af UTH, kommer i gang. Et fokusområde, som vi arbejder videre med.

International pris

Pilotundersøgelsen har vist, at anvendelse af apotekskontaktpersoner kan være en effektiv måde at implementere kvalitetstiltag på. Ved at implementere procedurer bredt i organisationen opnåede SHS en øget standardisering i organisationen, hvilket også resulterede i, at SHS fik tildelt den internationale Quality Improvement Award i 2007.

Lene Juel Kjeldsen er ansat som forsker i Klinisk Farmaci i Amgros I/S; ljk@amgros.dk
Birte Nilausen er farmaceut og Tove Salting kvalitetskonsulent, begge ansat på Sygehus Sønderjylland.

Litteratur

  1. Sundhedsstyrelsen. Årsrapport 2008. DPSD Dansk Patientsikkerhedsdatabase. Februar 2009.
  2. Schiøler T, Lipczak, Pedersen BL et al. Forekomsten af utilsigtede hændelser på sygehuse. En -retrospektiv gennemgang af journaler. Ugeskr Læger 2001; 163: 5370-7.
Emneord: 
Medicinhåndtering
Patientsikkerhed

Styring af blodfortyndende medicin

Artiklen beskriver sygeplejerskers dosering af AK- behandling. Hovedbudskabet er, at kvaliteten af doseringen til patienterne bevares eller måske forbedres, såfremt ansvaret for doseringen overdrages fra læger til sygeplejersker. Artiklen er skrevet på baggrund af en registrering af INR-værdier på Tromboseklinikken i Århus gennem 27 måneder.

SY-2010-16-46a
Antallet af patienter, som får blodfortyndende medicin, er stigende. Det reelle antal i behandling med vitamin K-antagonister er ikke kendt (1,2), men antages at være ca. 90.000 i Danmark.

Behandlingen forudsætter hyppig kontrol af International normalized ratio (INR), at patienten har forståelse for vigtigheden af stabilitet i indtagelsen af medicin, og at patienten formår at reagere ved eventuelle blødninger.

En undersøgelse af INR-værdierne gennem 27 måneder viser, at overdragelsen af Marevan-dosering fra læger til sygeplejersker ikke har øget patientens risiko for blødning, måske tværtimod reduceret den.

Medicindosering er en lægelig kompetence og har hidtil været varetaget af lægerne.

Som noget nyt varetages doseringen af Marevan i Tromboseklinikken på Århus Sygehus af en lille gruppe specialuddannede sygeplejersker med hjælp fra computersystemet Intramed. Systemet foreslår ny dosis Marevan ud fra INR-værdien, efter at de første doseringer er registreret i programmet. Systemet er dog ikke i stand til at foreslå dosis i startfasen. Dette gøres af sygeplejerskerne, der følger en algoritme udarbejdet af speciallæger (3). Denne algoritme minimerer risikoen for store svingninger i INR-værdierne og dermed risiko for trombedannelse eller blødninger.

Opgaven med dosering af Marevan er nøje beskrevet og uddelegeret af den ledende overlæge i Tromboseklinikken (se boks 1). 

Boks 1. BOKS 1. OPGAVER VED DOSERING

 
Sygeplejerskens opgaver i forbindelse med dosering:

  • at få relevante data om patienten
  • at registrere patienten i programmet Intramed
  • at ordinere medicin til de første dage og fastsætte næste kontroldato
  • at trække den daglige patientliste over dem, der skal doseres
  • når INR lægges ind i Intramed at dosere patientens medicin under vejledning af forslag til dosering fra programmet
  • at sende brev med dosering til patienten
  • at gemme kopi, der arkiveres
  • at kontakte alle patienter, hvor dosis ikke i forvejen er kendt af patienten, specielt nyopstartede og endnu ikke stabilt behandlede
  • at identificere problemfyldte patientforløb og diskutere løsningsmuligheder med overlæge
  • at afslutte patienters behandling af lavmolekylær heparin, når INR er over 2, og orientere patienten/evt. hjemmeplejen
  • at afslutte stabile patientforløb til egen læge og sende brev til denne
  • at afslutte patienten i Intramed.

For at sikre kvaliteten af doseringen af Marevan udarbejdede vi en undersøgelse, hvor vi ønskede klarhed over, om

- specialuddannede sygeplejersker selvstændigt kan opstarte og dosere antikoagulationsbehandling, indtil patienterne 
  afsluttes til egen læge, således at:

  1. patienterne er i terapeutisk niveau i samme omfang som tidligere
  2. antallet af kontroller i patientforløbet ikke øges.

Metode

Undersøgelsen er retrospektiv. Ved anvendelse af systemet Intrameds rapporter fra 1. januar 2007 - 31. marts 2009 (se fig. 1-3 side 47 og 48) foretages audit med udgangspunkt i antal INR-kontroller pr. patientforløb og antal patienter i terapeutisk niveau. Der fokuseres overvejende på tallene fra første kvartal hvert år for at gøre tallene sammenlignelige med fokus på den periode, hvor doseringsproceduren blev ændret.

SY-2010-16-boks%20(1)
SY-2010-16-boks%20(2)
SY-2010-16-boks%20(3)
 

Projektstart efterår 2006

Da Intramed blev lanceret i Tromboseklinikken (TK) i 2006, blev doseringen varetaget af en sekretær, der havde fået oplæring i og tildelt kompetence til dosering hos patienter, der var i terapeutisk niveau og havde et ukompliceret forløb.

De øvrige patienter blev doseret af en speciallæge sammen med sekretæren. Sekretæren stod for udsendelse af breve og eventuel telefonisk kontakt til patienterne.

Der var aftaler for, hvornår patienterne kunne overgå til videre kontrol hos egen læge. Ved gennemgang af forløbene blev patienterne kontrolleret flere gange før afslutning i 2007 (se fig. 4 side 49), end det er tilfældet nu. Antal doseringer i 2009 er nu næsten identisk med antallet i 2007 (se fig. 5 side 50), på trods af at antallet af patientforløb er steget til det dobbelte (se fig. 6 side 50).

I april 2007overtog sygeplejerskerne monitoreringsopgaven. Før systemet Intramed blev lanceret i Tromboseklinikken, varetog sygeplejerskerne koordineringsopgaven i relation til Marevan-behandlingen, mens doseringen udelukkende blev udført af læger.

Flere undersøgelser (4,5) har vist, at kvaliteten af AK-behandlingen enten forbedres eller er den samme, såfremt opgaven varetages af sygeplejersker. Det påpeges, at en grundig oplæring såvel teoretisk som praktisk er obligatorisk for at sikre kvaliteten.

SY-2010-16-boks%20(4)
SY-2010-16-boks%20(5)
SY-2010-16-boks%20(6)
 

Lokal kompetenceudvikling

Sygeplejerskerne i Tromboseklinikken er specielt undervist og har gennemgået efteruddannelse inden for trombose og hæmostase, hvor der undervises i koagulationssystemet og antikoagulationsbehandling i forhold til forskellige diagnoser, komplians og interaktioner.

Sygeplejerskerne er sidemandsoplært i systemet Intramed af den sekretær, der havde særligt kendskab til systemet. Opgaverne i forbindelse med dosering af tbl. Marevan er beskrevet og godkendt af den ledende overlæge.

Klinikken starter 350-375 patienter årligt i blodfortyndende behandling, og antallet stiger støt. I første kvartal i 2007 startede i gennemsnit 24 patienter pr. måned, mens antallet pr. måned i første kvartal i 2009 (se fig. 4) er 39 patienter pr. måned.

Antallet af doseringer pr. dag var i første kvartal i 2008 i gennemsnit 11, mens det i 2009 det første kvartal er 15 doseringer pr. dag (se fig. 1-3), hvor antallet af doseringer ses og divideres med det antal dage, klinikken er åben. Sygeplejerskerne har derfor stor rutine i at dosere Marevan efter guidelines (3).

Patientforløb

Patienter, der behandles med antikoagulation i klinikken, monitoreres 1-2 gange ugentligt, til INR er i niveau (2-3). Derefter afsluttes patienten til fortsat kontrol hos egen læge.

Ved afslutning sendes rapport om dosering af Marevan til den enkelte patient og til egen læge for at undgå uhensigtsmæssige svingninger i INR ved flytning af kontrolsted.

De fleste patienter, der kommer i tromboseklinikken, er patienter med dyb venetrombose eller patienter med atrieflimren enten med henblik på DC-konvertering, Radio Frekvens Ablation (RFA) eller livslang blodfortyndende behandling. Der tilbydes ikke selvmonitorering, da behandlingen af de fleste patienter enten er tidsbegrænset, eller patienterne ikke er interesseret i eller i stand til selvmonitorering. De patienter, hvor selvmonitorering er aktuel, henvises til klinik på Skejby Sygehus.

Der anvendes færre ressourcer på doseringsopgaven i dag, da sygeplejerskerne kan dosere selvstændigt. De følger op og tager kontakt til patienten ved udeblivelse eller for at finde årsag til høj eller lav INR. Sygeplejersken har et værdifuldt indblik i patientens komplians gennem den samtale, parterne har ved opstart af behandlingen.

Disse oplysninger anvendes i overvejelserne om, hvorvidt patienten mestrer selv at tage ansvar for AK-behandling, skal have hjælp af hjemmesygeplejerske eller måske skal tilbydes alternativ behandling, f.eks. lavmolekylær Heparin eller trombocythæmmende medicin.

Resultater

Opsummeringsrapporterne (fig. 1-3) viser, at antal doseringer før afslutning til egen læge er faldet. I 2007 doseredes 14 gange i hvert forløb, i 2008 ni gange, og i det første kvartal i 2009 otte gange før afslutning til egen læge. Antal doseringer pr. patient er altså faldet med 40 pct. fra start på behandling, til INR ligger stabilt og afsluttes.

Antallet af INR-værdier over niveau i det første kvartal er 15,0 pct. i 2007 og 15,5 pct. i 2009, dvs. en lille øgning på 0,5 pct.

Antallet af patienter under terapeutisk niveau er steget, og antallet i niveau er faldet. Sygeplejerskerne afslutter patienterne efter 2-3 kontroller, hvor INR er i terapeutisk niveau, hvor de tidligere var i niveau længere tid før afslutning.

Der ses et fald i antal doseringer i 2. kvartal i 2007 (fig. 4), hvor sygeplejerskerne overtager opgaven. Efterfølgende følges de to kurver ad, så antal doseringer stiger og falder identisk med antal patientforløb.

Antallet af doseringer pr. patientforløb stiger i april-juni 2008 (fig. 6), hvilket skyldes sygeplejerskekonflikten, hvor afslutning ikke blev udført.

Antal patientforløb og antal doseringer varierer i løbet af de enkelte måneder, uden at der kan findes et mønster for bestemte måneder, hvor der diagnosticeres og ordineres flere patienter til AK- behandling.

Diskussion

En lille gruppe specialuddannede personer, der sætter fokus på en opgave, medfører, at kvaliteten af udførelsen af AK- behandling øges (2).

Det er kendt fra flere sammenhænge, at specialister øger kvaliteten (2). Dette kan også være tilfældet, når der er tale om opgaveglidning mellem læger og specialuddannede sygeplejersker inden for dosering af blodfortyndende behandling (5). Forudsætningen for at udføre opgaven er besiddelse af kompetencer relateret til behandlingen. Denne viden kan erhverves af såvel læger som sygeplejersker (5).

Instruksen for opstart af antikoagulationsbehandling i Klinikken i Århus er uændret i undersøgelsesperioden. Årsagen til, at patienterne nu afsluttes hurtigere til videre kontrol hos egen læge, kan være fokus i den personalegruppe, der doserer patientens behandling. Sygeplejerskerne ved, hvad patienterne er informeret om, og om de har ressourcer til at tage ansvar for den blodfortyndende behandling.

De praktiserende læger har lang erfaring med styring af AK-behandling, og det er sygeplejerskerne bekendt med, hvilket skaber tryghed i overgangen til videre kontrol hos egen læge.

AK-behandling indebærer en betydelig risiko for bivirkninger i form af blødning eller tromboser (3). Det er derfor vigtigt at monitorere kvaliteten af behandlingen.

Sygeplejerskerne i TK diskuterer forløbene, kender den enkelte patients specielle levemåde og komplians, og inkluderer denne viden, når der doseres. Har patienten et kendt alkoholoverforbrug, der øger blødningsrisikoen, vil der blive doseret mere forsigtigt, end hvis patienten er en aktiv sportsudøver med sunde kostvaner.

Den fastlagte algoritme (3) for start på AK-behandling følges overordnet, men der differentieres i forhold til den enkelte patients levevis, alder og helbred.

Da lægerne doserede den blodfortyndende behandling i TK, var det ofte forskellige læger hver dag, som måske aldrig havde mødt patienten. Sygeplejersker i TK har et godt kendskab til patienterne. Hvis en patients INR pludselig er over 4, kan sygeplejerskerne måske forbinde det til viden om en begivenhed, patienten var til i weekenden. Lægen har måske ikke denne viden og vil formentlig dosere anderledes end sygeplejersken.

Kvaliteten af doseringen måles ved at vurdere det antal patienter, der ikke er over niveau i INR-værdi (oftest 2-3). Dette tal er næsten ens i monitoreringsperioden, nemlig 15 pct. og 15,5 pct. (se fig.1-3).

Antallet af INR i niveau er faldet fra 50,5 pct. til 44,1 pct. i perioden (fig. 1-3), hvilket kan tyde på, at de sidste værdier før afslutning til egen læge er værdier, hvor INR er i niveau.

Da patienterne, efter at sygeplejerskerne har overtaget opgaven, afsluttes hurtigere (se fig. 6), kunne det tyde på, at det reelle tal for INR over niveau er faldet, såfremt de sidste værdier før afslutning til egen læge, som tallene kan tyde på, er i niveau. Det kan tyde på, at kvaliteten af AK-styringen er steget i TK eller som minimum er uændret efter overdragelse af opgaven på lige fod med, hvad tidligere undersøgelser har vist (4,5).

Det vigtigste for at opnå kompetence inden for denne opgave er interesse, faglig viden, undervisning og øvelse. Om opgaven er delegeret til en gruppe læger eller en gruppe sygeplejersker, vil ikke være afgørende for kvaliteten af behandlingen.

Sygeplejerskerne har søgt ny løn på funktionen og fået dette tildelt.

Lisbeth Kallestrup er afdelingssygeplejerske på Tromboseklinikken, Medicinsk kardiologisk afdeling A, Århus Sygehus.  

Litteratur

  1. Godtfredsen J, Sandbjerg Hansen M, Husted SE, Pilegaard HK, Jespersen J. Antitrombotisk behandling ved kardiovaskulære sygdomme "trombokardiologi". København: Den Almindelige Danske Lægeforening; 2002.
  2. Sperling J. Marevan-rapporten: Hvordan undgås blodpropper og blødninger" København: Intramed A/S og Patientforeningen AK-Patient; 2005.
  3. Dalsgaard Nielsen J, Husted SE, Flensted Lassen J, Kræmmer Nielsen H, Winther Hansen KF, Antonsen S, et al. Antikoagulationsbehandling. Ugeskr. Laeg. 2000;162(9):1247-52.
  4. Friis Jensen C. Quality control of oral anticoagulant therapy: Warfarin versus phenprocoumon and individualized versus conventional management. Aarhus: Department of Cardiothoracic and Vascular Surgery, Skejby Sygehus; 2006.
  5. Opgaveglidning: opgaver og roller i sundhedsvæsenet er i bevægelse. København: Lægeforeningen; 2009.
ENGLISH ABSTRACT

Kallestrup L. Management of anticoagulant medicine. Sygeplejersken 2010;(16):46-51.

Role convergence is playing a part in development and change in staff roles, and nurses' knowledge of patients is useful when the nurse?as in this case?has to set the dose of anticoagulant medication. A small-scale study shows that the patient's risk of suffering adverse reactions to the treatment are not increased when this is managed by a nurse.

Key words: AC-treatment, Marevan dosing, role convergence.

Emneord: 
Medicinhåndtering
Patient

Udfordringen: Medicindoseringen er i sikre hænder

Dobbelt gevinst. I medicinsk afdeling M2 i Hobro arbejder farmakonomer og sygeplejersker sammen om medicingivningen. Det giver bedre tid til plejen og mere sikkerhed for patienterne.

0610-31-01-1Illustration: Lars Andersen

Seks-syv styk plejepersonale i dagvagt til 23 senge med medicinske patienter, som er gamle og syge og skal have hjælp til alt.

Det er et puslespil, som har voldt afdelingssygeplejerske Inge Vestergaard hovedbrud i flere år. Og som hun har lagt på forskellige måder uden på noget tidspunkt at blive rigtig tilfreds. Der var bare for mange opgaver til sygeplejerskerne, og for mange ting, der skulle ske om formiddagen.

"Det var især et ræs for gruppelederne, som skulle dele tabletter ud, give iv-medicin, gøre klar til stuegang, tage imod nye patienter osv.," siger Inge Vestergaard, der er afdelingssygeplejerske i M2, Sygehus Himmerland, Hobro.

Selv om afsnittet for flere år siden indførte døgndosering og selvadministration af medicin, lagde doseringsopgaven stadig beslag på mange sygeplejersketimer.

Fire timer hver dag, det kan Inge Vestergaard sige helt præcis, for de fire timer har hun flyttet rundt flere gange, før hun fandt den rigtige løsning. Først var det gruppelederne, der doserede til deres grupper om eftermiddagen. Så lå opgaven en overgang hos nattevagten.

"Men det var en dårlig løsning. De blev forstyrret af klokker og kom bort fra det, de stod i. Og hvis de havde travlt, kunne de ikke nå det og måtte tage overarbejde til opgaven. Eller gruppelederne måtte alligevel dosere, inden de skulle ud med medicinen."

Den foreløbig bedste løsning var en 8-16-vagt, der tog sig af al døgndosering og gav al iv-medicin. Men det gik hele hendes dag til gengæld med, og derfor brændte det alvorligt på i grupperne i forsommeren 2008. Seks sygeplejersker var på barsel samtidig, og Inge Vestergaard kunne ikke skaffe sygeplejersker til at fylde hullerne.

"Så var det, jeg sad på en patientsikkerhedskonference sammen med vores farmakonom og sukkede over, at jeg ikke kunne få sygeplejersker," fortæller Inge Vestergaard.

"Og hun sagde: Hvorfor doserer vi ikke jeres medicin? Så kan du bruge dine sygeplejersketimer på noget andet."

Sygeplejersker dobbelttjekker
Ordningen startede som et projekt, men har fungeret så godt, at den er blevet permanent fra januar 2010.

Hver eftermiddag mandag til fredag kommer farmakonom Pia Vestergaard eller en af hendes kolleger og døgndoserer al medicin til patienterne. Sygeplejerskerne deler doseringsæskerne ud til patienterne og hjælper dem, der ikke selv kan tage deres medicin. I forbindelse med uddelingen kontrollerer de også, at det er de rigtige tabletter, der ligger i æskerne, så på den måde er der lagt en ekstra sikkerhedskontrol ind.

Om fredagen doserer farmakonomen til tre dage. Ændringer i medicinen eller dosering til nye patienter aften og weekend tager gruppelederne sig af, ligesom sygeplejerskerne også tager over, når farmakonomerne skal til møder på Sygehusapoteket i Aalborg.

Ud over doseringen skal farmakonomen indberette utilsigtede hændelser i forbindelse med medicinering, og hun underviser læger, sygeplejersker og studerende sammen med den kliniske farmaceut, der også gennemgår samtlige patienters medicinlister en gang om ugen. I forvejen kommer farmakonomerne tre gange om ugen for at gennemgå medicinrummet, tjekke udløbsdatoer og bestille medicin, osv.

Større viden om medicin

Selv om de stadig er med i medicingivningen, kan sygeplejerskerne i afdelingen virkelig mærke, at de er blevet aflastet, siger sygeplejerske Betina Laursen.

"De timer, farmakonomen har overtaget, kan bruges til meget sygepleje. Vi har fået en ekstra hånd, vi kan bruge ude hos patienterne."

Hun kan godt huske, at der var lidt bekymring blandt sygeplejerskerne, da forsøget gik i gang.

"Vi snakkede om, at man måske kom til at mangle at stå med hænderne i det. Men det har vi jo stadig, når vi ser efter, hvad for præparater der ligger i æskerne. Og vi har lært rigtig meget om medicinen af farmakonomerne."

Der er fanget mange fejl i ordinationerne, efter at farmakonomerne kom med i den daglige medicinhåndtering. Præparater med interaktion. Præparater, der var ordineret til kl. to om eftermiddagen, selv om de kun virker, når patientens mave er tom, og derfor skal ordineres til kl. syv om morgenen. Osv.

"Sygeplejersker har også en god viden om de enkelte præparater, men de har rigtig svære vilkår, når de skal dosere," siger farmakonom Pia Vestergaard.

"Vores fordel er, at vi kun har farmakonombriller på, når vi doserer. Jeg kan ikke blive forstyrret af en pårørende, der ringer, eller en, der skal have hjælp til at vende en patient."

Pia Vestergaard understreger, at hun ikke har overtaget sygeplejerskernes rolle. Hun supplerer dem. Og hun er meget tilfreds med, at ordningen ikke belaster afdelingens budget.

"Jeg skal ikke konkurrere med sygeplejerskerne om deres tid eller deres budget."

Hun kan se, at en række tilbagevendende fejl stort set er elimineret. Det er efterhånden sjældent, at der f.eks. bliver ordineret et bestemt antibiotikapræparat samtidig med de jerntabletter, der svækker antibiotikaens virkning. Den slags fanger sygeplejerskerne allerede ved stuegangen med et "husk lige, at der skal være to timer imellem".

Farmakonomen lærer også

Men farmakonomerne lærer også af samarbejdet med lægerne og sygeplejerskerne, understreger Pia Vestergaard.

"Det giver os bedre indsigt i arbejdsgange og procedurer. Og vi får en opmærksomhed på doseringsfejl, som vi har med os, når vi kommer i andre afdelinger. Så kan man ikke lade være med f.eks. at sige: "Hov, I skal nok lige være opmærksomme på kalk og jern, det må ikke gives samtidig."

Afdelingssygeplejerske Inge Vestergaard fremhæver, at hun ikke kun har fået løst et tidsproblem, hun har også fået bedre patientsikkerhed.

"Og så kan man selvfølgelig sige, at disse ting burde lægerne vide. Men der er så meget, de skal vide, og vi får hele tiden nye læger, der skal slå alting op."

Derfor står regionens elektroniske medicinmodul også øverst på både afdelingssygeplejerskens og farmakonomens liste over ting, der kan blive bedre. Modulet yder slet ikke lægerne den beslutningsstøtte, de kunne ønske sig.

"Interaktion, f.eks. Det kommer ganske vist frem på skærmen, når de ordinerer, men som en lille undseelig firkant nede i hjørnet. Vi synes jo, det skal stå i neon," siger Inge Vestergaard. 
 

AFDELINGEN: MEDICINSK AFDELING M2, SYGEHUS HIMMERLAND, HOBRO 

Udfordringen: At få bedre tid til sygeplejen.

Det gjorde de: En farmakonom fra sygehusapoteket overtog medicindoseringen. Sygeplejerskerne står for uddeling, observation og patientkontakt om medicin.

Det har de opnået: Sygeplejerskerne har bedre tid til den øvrige sygepleje og en større viden om den medicin, der bliver brugt.

Det er de stolte af: At ordningen samtidig giver større patientsikkerhed.

Det slås de stadig med: Det elektroniske medicinmodul giver ikke tilstrækkelig beslutningsstøtte til ordinationerne.

Emneord: 
Medicinhåndtering
Farmakologi
Samarbejde