Forbavsende let at få arbejdsro

Dobbelt gevinst. Større sikkerhed for korrekt medicindosering er formålet med et sæt interne aftaler i afsnit A1 på Roskilde Sygehus. Sygeplejerskernes sidegevinst er arbejdsro.

SY-2010-03-27bbHelle Andersen: ”Ret hurtigt syntes folk, at det faktisk var rart at kunne arbejde i fred.” Foto: Simon Knudsen

Souschef Helle Andersen har før været tovholder og nøgleperson, når der skulle gennemføres større eller mindre ændringer i kirurgisk afsnit A1, Køge Sygehus. Hun er overrasket over, hvor let det har været at få respekteret de aftaler, personalet har indgået for at skabe ro om medicingivningen.

"Der er næsten altid en vis modstand, når man skal have noget nyt implementeret. Så jeg havde regnet med, at jeg skulle være den sure kollega, der var efter de andre med den løftede pegefinger," siger hun.

"Sådan har det slet ikke været. Ret hurtigt syntes folk, at det faktisk også var rart at kunne arbejde i fred. De kunne jo godt se, at der var noget om det. Vi blev meget forstyrret, og der var ikke tilstrækkelig respekt for dem, der stod i medicinrummet."

I sengeafsnit A1 sidder der en gul advarselstrekant på hver side af døren til medicinrummet med teksten: "Medicinrum. Forstyr ikke".

De skilte har aldrig forhindret patienter, pårørende og kolleger i at henvende sig til sygeplejerskerne, mens de doserer medicin, for når døren står åben, er det et andet signal, man sender ud, mener Helle Andersen: "Vi står til rådighed hele tiden, og vi vil meget gerne lade os forstyrre."

Som nøgleperson i afdelingens projekt Sikker Medicinering tog hun problemet op på et personalemøde, med udgangspunkt i de utilsigtede hændelser, der havde været i afdelingen.

I fællesskab fik man identificeret nogle arbejdsgange, der gav unødvendige forstyrrelser, f.eks. at iv-væsker blev opbevaret sammen med medicinen, så afdelingens assistenter var nødt til at forstyrre for at hente dem. Og at rengøringspersonalet meget ofte gik i gang med medicinrummet samtidig med, at der skulle doseres.

Der blev indrettet et skab på gangen til iv-væskerne, og der blev lavet en aftale med rengøringspersonalet om, at de først tager medicinrummet efter kl. 8.30. Ligesom der blev lavet aftaler om sygeplejerskernes adfærd.

"Døren skal være lukket, men hvis man synes, det er meget voldsomt - fordi det er et lille rum - må man lade den stå på klem," fortæller Helle Andersen.

"Sekretærerne tager imod besked i stedet for at hente os til telefonen, når vi hælder op, og vi har givet hinanden hånden på, at vi vil lade være med at sludre derude."

Det sværeste?

"At man ikke skal lade sig forstyrre, hvis en kollega glemmer aftalerne. Så må man sige: Det må vi lige vente med."

AFTALER I AFSNIT A1, KØGE SYGEHUS
  • Døren skal være lukket til medicinrummet, eller i hvert fald på klem
  • Man må kun forstyrre en kollega i medicinrummet, hvis noget er uopsætteligt, eller man er utryg ved situationen
  • Man sludrer ikke i medicinrummet
  • Sekretærerne tager mod telefonbesked, mens sygeplejerskerne doserer
  • Rengøringspersonalet kommer først i medicinrummet efter kl. 9
  • Iv-væsker er flyttet til et skab på gangen.

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Patientsikkerhed
Medicinhåndtering

Kampagne satte stopper for medicineringsfejl

Hospitalssucces. Spildtid, medicineringsfejl og mangelfulde medicinoplysninger resulterede i, at Frederiksberg Hospital for to år siden iværksatte en kampagne, der skulle sætte en stopper for problemerne.

SY-2009-13-28aFør i tiden ringede de praktiserende læger og hjemmesygeplejersker ofte til den akutte modtageafdeling (AMA) på Frederiksberg Hospital.

Hjemmesygeplejersken ringede f.eks. for at høre, hvorfor fru Hansen, der lige var blevet udskrevet, skulle have vanddrivende medicin, da det ikke fremgik af den medsendte medicinliste. Lægen havde nemlig ikke begrundet det i epikrisen.

Sygeplejersken på AMA måtte derfor først ud og finde journalen og derefter den læge, der havde ordineret medicinen og udskrevet fru Hansen.

Når problemet så var afklaret, kunne sygeplejersken kontakte hjemmesygeplejersken igen. Begrundelsen kunne være, at patienten havde fået ødemer i benet og derfor skulle have den vanddrivende medicin.

Det kunne også ske, at egen læge kontaktede hospitalet. Den praktiserende læge ringede f.eks. for at få afklaret nogle spørgsmål om fru Hansens medicin, da det ikke fremgik af epikrisen, hvilke medicinændringer hospitalet havde foretaget under indlæggelsen. Egen læge havde brug for en fyldestgørende medicinstatus, så han kunne være med til at kontrollere og styre fru Hansens medicin. Og så måtte sygeplejersken igen ud og trave efter journal og læge.

Kort sagt var det et dagligt problem, at medicinoplysninger gik tabt på tværs af sektorgrænser. Derfor besluttede Frederiksberg Hospital sig i 2007 for at deltage i projekt "Operation Life", der er startet af Dansk Selskab for Patientsikkerhed. I de seks indsatsområder, som Operation Life arbejder med, valgte hospitalet bl.a. at arbejde med medicinafstemningspakken, der har til formål at reducere antallet af medicineringsfejl i overgange i patientforløb.

Tina Lynge, som er klinisk oversygeplejerske på akut modtageafdeling på Frederiksberg Hospital, har været projektleder på kampagnen. Hun forklarer, at man i opstartsfasen fandt ud af, at det største gab lå ved udskrivelse.

"Før vi lavede kampagnen, skete der mange utilsigtede fejl i medicineringen i forbindelse med udskrivelse til primærsektoren, eller når patienterne blev flyttet til andre afdelinger. Medicin er en af kerneydelserne for de medicinske patienter, og det er vigtigt, at det er i orden," siger Tina Lynge.

Lægerne skulle lære det

Det var ikke et nyt fænomen for hospitalet at arbejde med sikkerhed i medicineringen. For ca. 10 år siden indførte de Elektronisk Patient Medicinering (EPM), der er it-redskab for både sygeplejersker og læger, der skal sikre medicineringen.

I den daglige praksis skal sygeplejersken bruge oplysningerne i EPM til medicindoseringen. Hun ser i EPM, hvilken medicin patienten skal have, og derefter skriver hun en label ud med patientens CPR-nummer og sætter på et pilleglas. Hun hælder medicinen op, og derefter skal hun tjekke, at hun giver medicinen til den rigtige patient. Det foregår ved, at hun med sin lommecomputer (PDA) scanner stregkoden på patientens armbånd, derefter scanner hun pilleglasset og til sidst patienten igen.

PDA'en har elektronisk kontakt til EPM, hvilket betyder, at den registrerer, når sygeplejersken scanner patientens armbånd og ser, om der er overensstemmelse mellem medicinen og patienten. Anvendelsen af PDA'en skal sikre, at det er den rigtige patient, der får medicinen.

Tina Lynge påpeger, at de største udfordringer lå i udskrivningsprocessen. Derfor var et af kampagnens helt store budskaber at få lægerne til at bruge flere af EPM's funktioner og især fanebladsfunktionen "Medicin ved udskrivelse", som er den funktion, der sikrer, at patientens medicinstatus er afstemt og opdateret. Funktionen var nemlig aldrig blevet rigtig implementeret som en del af lægernes rutiner i medicinafstemningen. Derudover skulle lægerne dagligt bekræfte i EPM, om patienten skulle fortsætte med den ordinerede medicin. I epikrisen skal de argumentere for nye ordinationer og sørge for, at den indeholder en opdateret medicinstatus.

Det er især til gavn for sygeplejerskerne, fordi de skal bruge medicinstatus til deres udskrivningssamtaler med patienterne, hvor de bl.a. gennemgår medicinlisten og de ændringer, der måtte have været.

"Hvis patienterne ikke er enige i medicinen, så tager de den ikke. Derfor er det vigtigt at gennemgå det med dem. Medicinafstemning handler om at afstemme den medicin, patienten fik ved indlæggelsen, med den, patienten skal have ved udskrivelsen," siger Tina Lynge.

Kurven knækkede

Men teamet bag kampagnen måtte arbejde hårdt, før anstrengelserne betalte sig. Endelig efter halvandet år kunne de se på deres målinger, at lægerne bl.a. udførte flere og flere korrekte epikriser, og at flere og flere læger brugte funktionen "Medicin ved udskrivelse". Teamet havde arbejdet med undervisning i EPM til lægernes konferencer og fortalt dem om vigtigheden af medicinafstemning, og så kårede de månedens læge, der havde lavet flest korrekte medicinafstemninger.

"I begyndelsen var der nogle, der syntes, at det var for amerikansk at kåre månedens læge, men de fleste læger var rigtig glade for det. Det var en anerkendelse og meget motiverende for dem, der blev kåret. De blev også en slags rollemodel for de andre læger," siger Tina Lynge.

Og i november sidste år knækkede kurven. "Pludselig kunne vi se på vores målinger, at 90 pct. af medicinafstemningerne blev udført korrekt på stort set alle de elementer, vi målte på. Det var virkelig skønt," siger Tina Lynge og påpeger, at fremtidens udfordring bliver at holde fast i de gode resultater.

UDFORDRINGEN

Udfordringen: Udfordringen var mangelfuld udveksling af medicinoplysninger mellem hospitaler og primærsektoren.

Hvad gjorde de? Et team fra den medicinske akutmodtageafdeling fik lægerne til at ændre arbejdsgang og adfærd på medicineringen. Det gjorde de ved at lave foredrag og give undervisning, kåre månedens læge, lave målinger og meget mere.

Hvad har de opnået? En bedre patientsikkerhed i forbindelse med medicinafstemning på tværs af sektorgrænser. I dag ligger medicinafstemningselementerne på 85 pct., som er den højeste procent i hele landet.

Hvad er de stolte af? Det er lykkedes at knække kurven og ændre noget af det sværeste af alt: daglige vaner. Og det kan forbedre patientsikkerheden for patienten.

Hvad slås de stadig med? De skal følge op med undervisning af læger og sygeplejersker i EPM. Men også være opmærksomme på de læger, som kommer fra andre hospitaler, og som ikke følger undervisningen, fordi de har fået undervisning på et andet hospital.
 

Emneord: 
Medicinhåndtering
Ressource
Arbejdstid

Stop berøringsangsten over for medicinmisbrugere

Aftrapning. Det er ikke synd at tage sovepillerne fra et menneske, der i sit halve liv har haft et konstant dagligt forbrug af sovemedicin af benzodiazepintypen. Det mener hjemmesygeplejerskerne i Hørsholm Kommune, som går målrettet efter at få de afhængige borgere ud af sove- og nervemedicin.

SY-2009-05-18a
Foto: Søren Svendsen

Hjemmesygeplejerske i Hørsholm Kommune, Hanne Havsager, har nu i flere år målrettet arbejdet med at opspore og udtrappe mennesker med et misbrug af sove- og nervemedicin. Og set, at det nytter.

"Hjemmesygeplejersken må ud af sin berøringsangst og konfrontere borgere, der er afhængige af sove- og nervemedicin. Det er en delikat manøvre, men den kan lykkes, hvis man forstår at nærme sig emnet i respekt for den enkeltes situation," mener Hanne Havsager, som har fået sine kolleger i hjemmeplejen med på idéen.

Hun understreger, at borgerne ikke skal slås i hovedet på grund af en medicin, lægen har ordineret til dem. Det er hendes erfaring, at mange bliver utroligt lettede, når man begynder at tale om problemet, og de kommer ud af deres misbrug.

"De fleste ved egentlig godt, at pillerne er noget skidt, som de burde holde op med at tage. Men de forsøger ofte at skjule deres medicinforbrug, fordi de er bange for, hvordan de skal klare sig igennem hverdagen uden pillerne."

Problemets omfang holdes skjult af det faktum, at meget sove- og nervemedicin administreres af borgerne selv. Det figurerer ikke altid på deres medicinliste.

Hjemmesygeplejersken kommer typisk på besøg hver 14. dag for at dosere patientens medicin et par uger frem. Og det er efter Hanne Havsagers mening en oplagt lejlighed til at tale med patienten om, hvilken medicin han eller hun bruger.

Frem fra natbordsskuffen

Hun har flere gange oplevet, at sovepillerne var skjult i patientens soveværelse. Når patienten efterhånden åbner op og erkender misbruget, så kommer pilleglasset frem fra natbordsskuffen.

"Nogle har fået dem i så mange år, at de næsten ikke opfatter dem som medicin længere. De er blevet en del af dagligdagen," fortæller Hanne Havsager.

Hun opfordrer sine kolleger til at lægge mærke til de bestemte kendetegn ved mennesker, som i mange år har taget specielt benzodiazepiner.

"De opfører sig typisk, som om de sidder i en glaskuppel. De kan både se og høre, men er alligevel ikke til stede. De har det bedst, når de befinder sig inden for hjemmets fire vægge, og vil helst ikke forlade det.

Ofte vil deres motorik også være påvirket. Deres bevægelser er påfaldende langsomme, og de kan være svære at få ordentlig kontakt til, fordi deres kognitive funktioner er påvirkede af mange års misbrug."

Ekstremt vanedannende

Der er i dag solid videnskabelig dokumentation for, at benzodiazepiner er ekstremt vanedannende allerede efter få ugers brug. En tommelfingerregel siger, at man højst må tage sovemedicin i to til fire uger. Beroligende medicin må højst tages i to uger. Er man først afhængig, får man abstinenser i form af angst og uro, hvis man ikke tager sin pille.

Samtidig får man hurtigt brug for mere medicin for at opnå den samme effekt.

Hanne Havsager fortæller, at mange bliver betydeligt mere selvhjulpne, når de slipper ud af deres medicinmisbrug. En kvinde var f.eks. så fysisk og psykisk svækket efter 30 års forbrug af benzodiazepiner, at hun måtte have hjælp til alle dagligdags fornødenheder. Til personlig hygiejne og påklædning, tøjvask, indkøb, madlavning og rengøring. Efter kvinden blev trappet ud af sit medicinmisbrug, har hun kunnet klare sig med hjemmehjælp én gang om ugen.

Sådan spotter man brugerne

Hjemmesygeplejerske Hanne Havsager har medbragt sin viden om benzodiazepiner fra sin tidligere arbejdsplads i hjemmeplejen i Helsingør Kommune.

Her deltog hun i et toårigt benzo-udtrapningsprojekt under ledelse af sygeplejerske Christine Nyberg. Helsingør Kommune søgte Sundhedsministeriet om støtte til at køre projektet videre, men fik afslag. Herefter blev projektet nedlagt og de involverede sygeplejersker spredt på andre arbejdspladser.

Det ærgrer stadig Christine Nyberg, at projektet blev nedlagt.

"Vi så jo, hvad medicinen gjorde ved folk, og havde håbet, vi kunne gøre Helsingør til en "Benzofri" kommune," fortæller Christine Nyberg. Hun var selv qua sit job som hjemmesygeplejerske begyndt at undre sig over et mønster, hun så blandt patienterne.

"Usædvanligt mange fik beroligende medicin og sovemedicin. Jeg observerede kvinder i fyrrerne, som ikke kunne forlade deres lejlighed på egen hånd på grund af angst. De skulle have hjemmehjælpen til at handle for sig, de kunne ikke selv tage bussen ned til byen eller gå til købmanden," fortæller Christine Nyberg, der efterhånden lærte at spotte brugerne på deres symptomer:

"De bliver fobiske og isolerer sig. De kan ikke stå i en kø, fordi de er bange for at besvime. Jeg er kommet i hjem, hvor patienterne har taget de her piller i 20, 30, ja op til 40 år. De har jo ikke haft et liv!" 

DER HVOR DET HELE BEGYNDTE

Årsagen til, at man i sin tid er startet på at tage sove- og nervemedicin, fortaber sig ofte et sted i fortiden. Når hjemmesygeplejerskerne spørger ind til årsagen, er dette nogle af de forklaringer, de får fra de afhængige borgere:

  • En tragisk hændelse, f.eks. en ægtefælles død eller en skilsmisse.
  • De lærte pillerne at kende i barndommen, hvor glasset stod i medicinskabet på badeværelset.
  • De fik den første pille af deres egen mor pga. af f.eks. kærestesorg.
  • De havde haft søvnproblemer på grund af skifteholdsarbejde.

Fælles for de afhængige borgere er, at de er fortsat med pillerne i årevis. Det ironiske og også dybt tragiske er, at pillerne for længst er holdt op med at virke efter hensigten. Tilbage er kun afhængighed og abstinenser.

SOVEPILLERNE GJORDE HAM SVIMMEL

En 85-årig mand boede alene i sit kolonihavehus det meste af året. Lejligheden i byen opholdt han sig kun i, hvis vintervejr og kulde gjorde det nødvendigt at forlade fællesskabet i kolonihaven. Men på det seneste var han blevet noget svimmel. Indimellem skete det også, at han pludselig dejsede om. Efterhånden skete det flere gange om ugen, at han faldt uden påviselig grund. Der var hverken dørtrin eller løse tæpper involveret i faldene, og det bekymrede familien, som forsigtigt begyndte at tale om en aflastningsplads på et plejehjem.

Til sidst blev den ældre mand også selv nervøs og bange for at være alene i kolonihavehuset.

Han flyttede hjem i lejligheden og fik tilkendt hjemmehjælp. Han fik også besøg af hjemmesygeplejersken fra Hørsholm Kommune. Hun kom hver 14. dag for at dosere hans hjertemedicin.

Og det var i den forbindelse, hjemmesygeplejersken blev opmærksom på, at den ældre mand fik sovemedicin.

"Hvor længe har du fået sovepiller?" ville hjemmesygeplejersken vide.

"Længe," fortalte han. Og fortsatte: "Men det kan være lige meget med dem, for de virker alligevel ikke. Det har de ikke gjort, de sidste mange år."

"Du fortæller, at du er svimmel. Svimmelhed er netop én af bivirkningerne ved din sovemedicin," fortalte sygeplejersken.

Manden, som jo ikke syntes, han havde nogen gavn af sovepillerne, gik med til, at hjemmesygeplejersken tog kontakt til hans læge og aftalte en aftrapningsplan.

I dag klarer han sig selv i sin lejlighed. Han er ikke længere svimmel, og han falder ikke mere.

Kilde: Hjemmesygeplejen i Hørsholm Kommune. 
 

Emneord: 
Medicinhåndtering
Rusmiddel
Sygepleje-patient-forhold

Kun sovepiller til en måned

Søvnløs. Sundhedsstyrelsen har indført skærpede ordinationsregler for sove- og nervemedicin. I dag lyder anbefalingen, at benzodiazepiner ikke skal ordineres hverken pr. telefon eller internet. Patienten skal møde personligt op og bør højst få udleveret sove- og nervemedicin til en måneds forbrug.

SY-2009-05-18bFoto: Søren Svendsen

Selvom det er gammel viden, at benzodiazepiner er ekstremt afhængighedsskabende, er det først i de senere år, der for alvor er kommet fokus på problematikken.

Et cirkulære fra Sundhedsstyrelsen lagde tilbage i 2003 op til en kraftig opstramning på området og pålagde landets læger at være tilbageholdende med ordinationen.

I en ny vejledning fra 2007 blev der yderligere strammet op. Ikke mindst i forhold til de ældre medborgere, hvor man hidtil ikke var gået så hårdt til værks med indsatsen. Tesen var, at det alligevel ikke kunne nytte, når folk var så gamle og havde misbrugt medicinen i lang tid.

I 2008 kom også trafikområdet med. Benzodiazepiner har en meget lang halveringstid. Har man taget en sovepille om aftenen, vil den ikke være helt ude af kroppen næste morgen, og det vil i nogle tilfælde svare til promillekørsel.

Derfor anbefales det generelt ikke at køre bil, hvis man er i behandling med medicin i benzodiazepingruppen. Personer i fast længerevarende behandling skal heller ikke længere regne med, at de automatisk kan få fornyet deres kørekort.

Som noget nyt findes også en vejledning i, hvordan lægen bedst trapper patienter ud af et længerevarende forbrug af de nævnte præparater.

Succes med aftrapning

Aftrapningsmodellen er udviklet på baggrund af erfaringer indhøstet i det gamle Ringkøbing Amt. Her har man i mange år haft succes med at trappe borgere ud af misbrug af sove- og nervemedicin. Forbruget af medicinen i den nuværende Region Midtjylland ligger i dag væsentligt under landsgennemsnittet.

Succesen skyldes ikke mindst farmaceut Birgit Toft, der som lægemiddelkonsulent i Ringkøbing i en årrække har beskæftiget sig indgående med problematikken. Birgit Toft er i dag kvalitetsudviklingschef i Region Midtjylland. Senest har hun i en periode været "lånt" ud til Institut for Rationel Farmakoterapi, IRF, hvor hun har udarbejdet en række pjecer om afhængighed af og nedtrapning fra benzodiazepiner. Pjecerne henvender sig til henholdsvis sundhedsarbejdere, læger og patienter.

"Det er vigtigt, at sundhedspersonalet ved, hvordan misbrug af benzodiazepiner ser ud, og hvordan det skal tackles. Det gælder ikke mindst de mange sygeplejersker, som har direkte kontakt til beboerne på plejehjem og borgere i eget hjem. Rigtig mange ordinationer af sovemedicin har en baggrund i, at hjemmesygeplejersken eller sygeplejersken på et plejehjem foreslår, at patienten får noget at sove på. Det har tidligere været praksis at udskrive benzodiazepiner i store doser, men den kultur er heldigvis på retur," fortæller Birgit Toft.

I dag lyder anbefalingen, at benzodiazepiner ikke skal ordineres hverken pr. telefon eller internet. Patienten skal møde personligt op og bør højst få udleveret sove- og nervemedicin til en måneds forbrug.

Højt forbrug

Selvom forbruget af benzodiazepiner på landsplan er på vej ned, er forbruget stadig alt for højt, siger Birgit Toft. I sidste kvartal af 2008 fik i gennemsnit 78.000 danskere sovemedicin hver dag.

"De fleste af brugerne har ingen gavn af medicinen. Den gør dem tværtimod søvnløse. Problemet med benzodiazepiner er, at effekten ophører efter få ugers brug. Så kræver kroppen mere for at opnå den samme effekt. Samtidig skaber stofgruppen lynhurtigt en afhængighed, der medfører voldsomme abstinenser. Pillerne giver endvidere bivirkninger i form af angst og uro. Det er grunden til, at brugerne havner i en ond spiral og ikke kan komme ud af misbruget ved egen hjælp," fortæller Birgit Toft. Hun siger, at brugerne ikke selv skal forsøge sig med nedtrapning, da de risikerer alvorlige abstinenser.

"Nedtrapningen skal ske langsomt og over tid og under kyndig vejledning af en fagperson," siger hun.

FAKTA OM AFTRAPNING AF BENZODIAZEPINER

Sovemedicin må højst tages i 1-2 uger.
Angstdæmpende medicin må højst tages i fire uger.

Bivirkninger:

  • Svimmelhed
  • Døsighed
  • Hukommelsesbesvær
  • Koncentrationsbesvær.

Brat ophør kan give abstinenser i form af angst, uro og søvnbesvær.

Langsom nedtrapning:

Brugeren får gradvist mindre og mindre medicin. F.eks. fjernes ¼-½ tablet dagligt med ca. to ugers mellemrum. Dermed undgås abstinenser stort set. Når brugeren er nede på ½ tablet i døgnet, kan han/hun stoppe helt.

Du kan læse mere om aftrapning af sovemedicin på:
www.medicinmedfornuft.dk og www.benzo.dk

Emneord: 
Rusmiddel
Medicinhåndtering

Detektivarbejde at kortlægge ældres medicinering

Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for at eliminere fejl og mangler i ældre patienters medicinering. Indlægget er baseret på et projekt fra Frederiksberg Hospital, Akut Modtage Afsnit. Afdelingen har arbejdet med Medicinafstemning, siden Operation Life startede i foråret 2007.

Når ældre mennesker indlægges på hospital, mangler der næsten altid oplysninger om et eller flere lægemidler.

Efter udskrivelsen har 2/3 af patienterne spørgsmål til deres medicin.

Det viser en ny rapport fra Akut Modtage Afsnit, AMA, på Frederiksberg Hospital. En klinisk farmaceut har sammen med en sygeplejerske gennemgået medicinen hos 258 indlagte patienter i perioden juni 2005 til oktober 2007.

Sygehuspersonalet bruger betydelige ressourcer på at udrede trådene omkring patienternes medicin, når de indlægges. Den praktiserende læge har ikke altid komplet viden om patientens medicin, og patienten kan ofte ikke give fuldstændige oplysninger om, hvilken medicin han plejer at tage.

I undersøgelsen blev der indsamlet data om medicin på 258 patienter, som er indlagt på geriatrisk klinik H3 via hospitalets akutte modtageafsnit. Patienterne i undersøgelsen havde en gennemsnitsalder på 84,4 år. De hyppigste indlæggelsesdiagnoser var svimmelhed, fald i hjemmet, sociale årsager, væskemangel og demens. Afhængigt af diagnosen fik patienterne i gennemsnit mellem to og 11 forskellige slags medicin ved indlæggelsen.

Den nye rapport fremkommer med en række anbefalinger, og den viser bl.a., at en medicingennemgang ved en klinisk farmaceut førte til rettelser eller ændringer i medicinlisten hos 80 pct. af projektpatienterne.

Den personlige, elektroniske medicinprofil, PEM, er et rigtig godt hjælpemiddel i detektivarbejdet. PEM viser alle patientens indkøb af receptpligtig medicin på apoteket. Den kliniske farmaceut hentede oplysninger ved et opslag i PEM. I gennemsnit fandtes der et lægemiddel mere pr. patient i PEM end noteret af lægen i indlæggelsesnotatet.

I nogle tilfælde var det vigtige lægemidler, der manglede, f.eks. blodtrykssænkende medicin og diabetesmedicin. I andre tilfælde var det mindre betydningsfulde fejl, der blev opdaget.

Da opslag i PEM stadig er et praktisk problem på hospitalerne, er en af anbefalingerne, at et print fra PEM vedlægges indlæggelsespapirerne og dermed hjælper lægen med medicinanamnesen.

I forbindelse med undersøgelsen har man forsøgt at vurdere omfanget af de medicinproblemer, der opstår efter udskrivelsen. Der blev gennemført en stikprøve ved at interviewe 25 patienter telefonisk i perioden, efter at de var kommet hjem fra sygehuset. 2/3 af patienterne havde spørgsmål vedrørende deres medicin efter udskrivelsen, og halvdelen af disse havde kontaktet enten sygehuset eller egen læge med henblik på afklaring af ændringer i medicinlisten.

Rapporten konkluderer, at problemerne omkring ældre patienters medicinering er store. Det anbefales, at alle hospitalsafdelinger, der modtager nyindlagte patienter, opretter et farmaceutisk team, bestående af
f.eks. en læge, en sygeplejerske og en klinisk farmaceut. Det kan spare tid, og der er betydelige ressourcer at hente.

Rapporten "Lægemiddelkontinuitet over sektorgrænser for ældre medicinske patienter" af projektsygeplejerske Steffen Hogg Christensen og klinisk farmaceut Anne-Mette Ørkild Mud findes på Frederiksberg Hospitals hjemmeside.

Steffen Hogg Christensen er sygeplejerske på Akut Modtage Afsnit på Frederiksberg Hospital. 

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Medicinhåndtering
Ældre

Lad kollegerne dispensere i ro

Sschh. De fysiske rammer kan være nok så gode - har man ikke en god arbejdskultur i medicinrummet, er man lige vidt.

Der findes ikke nogen entydig opskrift på det patientsikre medicinrum, men ifølge projektleder i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Elisabeth Brøgger Jensen, spiller to hovedfaktorer ind: De fysiske rammer og ikke mindst arbejdskulturen.

"På alle hospitaler eksisterer der en faglig kultur, som gør det acceptabelt at afbryde kolleger, der er midt i noget, f.eks. medicindispensering. Afbrydelse er et meget stort problem for patientsikkerheden generelt, og selvfølgelig også i forhold til medicineringsprocessen," siger Elisabeth Brøgger Jensen.

Det er altså vigtigt, at der på alle sygehuse aftales og ikke mindst respekteres spilleregler, som sikrer sygeplejerskerne en "afbrydelsesfri zone" og dermed fred og ro, når de dispenserer medicin.

I 2007 udgjorde fejlmedicinering ifølge Dansk Patientsikkerhedsdatabases årsrapport 35 pct. af de mere end 20.000 indrapporterede utilsigtede hændelser til Sundhedsstyrelsen.

"Medicineringsfejl er således blandt de hyppigst forekommende hændelser, og ofte har rapportøren som årsag til hændelsen angivet, at han/hun blev forstyrret," siger Elisabeth Brøgger Jensen.  

EKSISTERENDE MEDICINRUM KAN FREMTIDSSIKRES

Er der ikke mulighed for at bygge et nyt medicinrum, kan man med fordel fremtidssikre det nuværende.

Som et godt eksempel på dét nævner projektleder i Dansk Selskab for Patientsikkerhed Elisabeth Brøgger Jensen en ny undersøgelse om design og arbejdskultur i medicinrummet på afdeling M3 på Fredericia Sygehus.

Derudover anbefaler hun, at man som første skridt før en renovering risikovurderer medicinrummet ved at lave en fejlkildeanalyse.

Ved at identificere evt. huller og vurdere sandsynligheden for og alvorligheden af eventuelle fejl kan man langt nemmere lukke hullerne i arbejdsprocesserne og minimere risikoen for fejl.

Konkrete tegn på uhensigtsmæssigheder er f.eks. håndskrevne sedler med "Pas på", "OBS" etc. De er ofte her og nu-løsninger på et sikkerheds problem og derfor vigtige data at tage med, når man skal sikre det nuværende medicinrum.

www.sikkerpatient.dk findes der et læringssæt om fejlkildeanalyse.

Undersøgelsen "Optimeret medicinrumsdesign på afdeling M3, Fredericia Sygehus, Human Factors Analyse" kan hentes på www.forcetechnology.com, søg efter "Fredericia Sygehus". 

LÆS MERE:

Søg mere inspiration om indretning af medicinrum og patientsikkerhed på:

www.patientsikkerhed.dk (Dansk Selskab for Patientsikkerhed)

www.sikkerpatient.dk (Undervisningsmateriale og cases om utilsigtede hændelser)

www.godtsygehusbyggeri.dk (Danske Regioners website om sygehusbyggeri)

dpsd.dk (Sundhedsstyrelsens website om patientsikkerhed)

www.ssi.dk (Statens Serum Institut, Det Centrale Afsnit for Sygehushygiejne (CAS) - søg efter "Infektionshygiejne i medicinrum på sygehuse. Informationsmateriale vedrørende indretning, arbejdstilrettelæggelse og adfærd". .

www.npsa.nhs.uk (National Patient Safety Agency) - søg efter "Design for patient safety: a guide to the design of the dispensing environment".

Emneord: 
Medicinhåndtering
Patientsikkerhed

Sådan gjorde de i Silkeborg

Det nye medicinrum på Intensiv Afsnit N1 er blevet til i et samarbejde mellem afdelingssygeplejerske Karen Meldgaard, et par medarbejdere og Regionshospitalet Silkeborgs farmaceut og håndværkere.

Arbejdsgruppen har naturligvis forholdt sig til loven om arbejdsmiljø og de eksisterende retningslinjer for indretning, arbejdstilrettelæggelse og adfærd i medicinrum på sygehuse. Men Karen Meldgaard har også hentet stor inspiration på Intensiv afdeling på Regionshospitalet Randers, som har fået bygget nyt medicinrum for nylig.

SY-2088-10-45a  ​Tidligere var en af natsygeplejerskerne ansvarlig for at bestille medicin, men den opgave er nu overgået til hospitalets farmakonomer, som dagligt tjekker medicinbeholdningen, bestiller medicin og fylder hylder og skuffer op. På hylderne er medicinen organiseret i kolonner efter ATC-systemet.
SY-2088-10-45b ​Der blev valgt skuffer under bordet i stedet for åbne hylder. Åbne hylder tiltrækker støv, og skufferne giver et mere roligt og sterilt udtryk, hvad der får medarbejderne til at rydde bedre op efter sig. Skufferne indeholde bl.a. sprøjter og kanyler og gemmer også på præparater i N-gruppen som morfin.
SY-2088-10-45c ​Medicinrummet har naturligvis et køleskab, men også et decideret klimaanlæg, som sørger for, at temperaturen ikke overskrider 25 grader celsius, selvom køleskab og it-udstyr giver ekstra varmeudvikling.
SY-2088-10-45d ​Hylderne med akutmedicin er markeret med orange mærkater, som gør det overskueligt og nemt at finde dem hurtigt.
SY-2088-10-45e ​Det nye medicinrum er aflåst hele tiden, og den automatiske glasskydedør kan kun åbnes med en nøgle udefra, mens der er installeret sensor indvendigt. Efter planen skal nøglesystemet med tiden afskaffes, så personalet kan bruge deres id-kort i stedet.

   

Emneord: 
Patientsikkerhed
Medicinhåndtering

Det gode medicinrum

Den rette dosis. Når patienter bliver fejlmedicineret, sker fejlen ofte i medicinrummet. Gode fysiske rammer spiller en stor rolle i forebyggelsen, derfor har Intensiv Afsnit N1, Regionshospitalet Silkeborg, bygget et helt nyt medicinrum.

SY-2088-10-44a
Afdelingssygeplejerske Karen Meldgaard ønskede kun 40 cm dybe borde, så ingen gulvplads gik til spilde. Håndværkerne var uenige med hende, men hun stod fast. Der er lige præcis plads til en pc-skærm og et tastatur, og sygeplejerskerne har stadig masser af bordplads. På billedet ses sygeplejerskerne Lene Møller og Esben Stræde. Foto: Thomas Søndergaard

Fejlmedicinering skyldes ikke altid fejl i ordinationerne, dispensering og uddeling er også processer, der skal sikres mod fejl. Og korrekt dispensering kræver ro, overblik og god plads - det har Intensiv Afsnit N1, Regionshospitalet Silkeborg taget konsekvensen af.

Her indviede sygeplejerskerne i oktober 2007 et helt nyt, lyst, rummeligt og tempereret medicinrum til erstatning for det gamle, som var alt for lille og lå ret forstyrret, fortæller afdelingssygeplejerske Karen Meldgaard. "Det gamle rum var højst seks kvadratmeter stort med et lille bitte arbejdsbord, selvom vi er en meget travl afdeling, hvor der nogle gange kan stå op til fem personer i medicinrummet på én gang.

Derudover lå det i forlængelse af et af vores kontorer. Døren kunne lukkes, men sygeplejerskerne blev alligevel ofte generet af den megen trafik og støj," siger Karen Meldgaard.

Afsnit N1 har fælles medicinrum med Akut Medicinsk Modtageafsnit, der ligger ved siden af, og et nyt medicinrum havde stået på ønskesedlen længe. De to afsnit behandler næsten alle patientgrupper og skal derfor have stort set al slags medicin på lager. Det fylder, og gang på gang afslørede arbejdspladsvurderingerne utilfredshed med det gamle medicinrum.

Den trange plads stressede folk, og risikoen for fejl var store, da man ofte stod så tæt, at man skulle koncentrere sig om ikke at støde ind i hinanden, fortæller sygeplejerske og kursus- og specialeansvarlig på Intensiv Afsnit N1, Esben Stræde.

"Det var meget stressende, og risikoen for at vælte medicinglas eller stikke sig selv var ret stor," siger Esben Stræde, der én gang selv kom galt af sted med en ren kanyle i det gamle medicinrum. "Men ellers er der ikke sket fejl," pointerer han.

Stress forsvundet

Begejstringen var derfor stor, da afdelingen fik mulighed for at lave et nyt medicinrum i et tidligere kontor. Rummet er over dobbelt så stort som det gamle.

Med sine hvide vægge, masser af bordplads, overskuelige skuffer, lige og skrå hylder samt vinduer, der trods skærmede ruder lader masser af dagslys komme ind, lever det nye medicinrum op til alle de tænkelige krav og retningslinjer, der findes til medicinrum.

Men vigtigst af alt, det opfylder sygeplejerskernes behov, og det giver glade og tilfredse medarbejdere og større patientsikkerhed.

"Jeg kan mærke, at jeg har mere ro til at dispensere medicin nu. Det roder ikke, og her er lyst og lækkert. Tidligere blandede vi ofte medicinen inde på stuerne, men det gør ingen nu, selv om medicinrummet ligger lidt længere væk," siger Esben Stræde.

Det nye rum ligger altså mere isoleret end det gamle og er udstyret med en automatisk glasskydedør, som medvirker til, at kollegerne lader hinanden være, når de er i medicinrummet.

"Det kan føles helt afstressende. Det er nogle gange et pusterum at gå i medicinrummet, man bliver ikke forstyrret af kolleger på samme måde som i det gamle, hvor døren nogle gange stod åben.

Vi er meget kollegiale og elsker at tale sammen, men ser man sin kollega stå inde i medicinrummet i dag, lader man hende lige blive færdig," siger Esben Stræde.  

GODE RÅD FRA SILKEBORG
  • Søg inspiration, besøg velfungerende medicinrum på afdelinger, der ligner jeres.
  • Lad idéerne få frit løb, kan man ikke købe det ønskede element, kan håndværkerne måske lave det.
  • Lad nogle få personer styre projektet, og lad eksperter på tværs af faggrupper indgå i planlægningsfasen, f.eks. sygehusets farmaceuter/farmakonomer, der ved, hvordan medicin skal opbevares.
  • Evaluér det nye medicinrum, når det har fungeret nogle måneder. Lad alle brugere komme til orde. Ret det til, der er muligt, og forklar hvorfor noget evt. er umuligt at lave anderledes. I Silkeborg har der ikke været en eneste klage fra medarbejderne efterfølgende.
Emneord: 
Patientsikkerhed
Medicinhåndtering

For mange fejl i medicinadministrationen

Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for utilsigtede hændelser i medicinadministration. Artiklen præsenterer en række forslag til en øget patientsikkerhed i overgangen mellem sygehus og hjem. Undersøgelsen er et substudie fra følgehjemordning på Gentofte Hospital.

I de danske medier har der igennem længere tid været fokus på medicineringsfejl på hospitaler og plejehjem, og undersøgelser viser, at mange medicinskemaer og overskrivninger af disse er nogle af årsagerne til utilsigtede hændelser og medicineringsfejl (1-5).

En undersøgelse viser, at risikoen for medicineringsfejl er størst hos patienter i behandling med mere end fem præparater, og at utilsigtede hændelser og fejl sker i overgangen mellem hospital og hjem samt ved overflytning mellem hospitalsafdelinger (2). En anden peger på, at patienternes egne oplysninger om medicinstatus kan være mangelfulde og ukorrekte i en akut indlæggelsessituation, hvilket kan være en årsag til insufficient medicinering af patienten under indlæggelsen (3).

Som tidligere hjemmesygeplejersker i primærsektoren er vi ofte stødt på problematikken omkring uløste spørgsmål vedrørende medicineringen, når en patient blev udskrevet fra hospitalet. Der er dog ikke lavet en nærmere registrering af, i hvor stort omfang dette var et problem, så vi havde derfor et ønske om at foretage en mere præcis undersøgelse af denne problematik. Som en del af et større projekt på Gentofte Hospital, "Følge-hjem Projektet" (se boks 1), blev der ved udskrivelsen indhentet oplysninger om medicineringen, og eventuelle utilsigtede hændelser blev registreret. Denne artikel præsenterer de mest væsentlige resultater fra undersøgelsen og konsekvenserne heraf. Konkrete eksempler på misforståelser og utilsigtede hændelser fundet i Følge-hjem Projektet kan endvidere ses i boks 2. 

BOKS 1. FØLGE-HJEM PROJEKTET

"Følge-hjem Projektet" er et randomiseret, kontrolleret studie, hvor ældre medicinske patienter på 80 år eller derover følges hjem ved udskrivelsen fra hospitalet. Projektet forløb over to år og var et samarbejdsprojekt mellem Medicinsk Afdeling C, Geriatrisk Funktion på Gentofte Hospital og Gentofte, Lyngby-Taarbæk og tidligere Søllerød Kommuner.

I projektperioden blev 2.661 patienter indlagt på en af de medicinske afdelinger på Gentofte Hospital og screenet til projektet. På baggrund af opstillede deltagerkriterier indgik 752 patienter i undersøgelsen. Gruppen af projektpatienter skulle være kognitivt velfungerende og skulle være i stand til at give skriftligt informeret samtykke til deltagelse i et videnskabeligt forskningsprojekt.

Halvdelen af patienterne blev udskrevet på vanlig vis (kontrolgruppen). Den anden halvdel af patienterne (interventionsgruppen) blev fulgt under indlæggelsen af et tværfagligt og tværsektorielt projektteam, der deltog i planlægningen af patienternes udskrivelse, herunder gennemgang af medicin, hjælpemidler, sociale foranstaltninger og fysisk funktion på hospitalet og i patientens eget hjem. På selve udskrivelsesdagen blev patienterne fulgt hjem af en eller flere projektmedarbejdere. I dagene efter udskrivelsen var der mulighed for at aflægge opfølgende besøg hos patienterne.

BOKS 2. EKSEMPLER PÅ MISFORSTÅELSER OG UTILSIGTEDE HÆNDELSER
  • En 91-årig mand indlægges grundet diarré, lavt blodsukker og svær svimmelhed. Under indlæggelsen bliver den antidiabetiske medicin (Hexaglucon/Daonil) seponeret, da det vurderes, at patienten ikke længere har behov for denne medicinering. Patienten fortæller, at han hjemme selv administrerer medicinen, og han udskrives uden hjælp til dette. Patienten følges hjem af Følge-hjem Projektet. I hjemmet viser patienten, at han får et hjertepræparat, der starter med Hexa- i navnet, men dette præparat hed Hexadilat. Det viser sig, at patienten har forvekslet Hexaglocon med Hexadilat, hvilket har betydet, at patienten i perioden op til indlæggelsen har taget Hexaglocon og Daonil og har troet, at det var hjertemedicin og antidiabetisk medicin, han indtog. Disse oplysninger bliver efterfølgende videregivet til sygehuset og den praktiserende læge, der følger op på sagen. Herefter opstartes medicindosering ved hjemmesygeplejersken.
  • En patient havde fået ordineret præparatet Digoxin under indlæggelsen. Der manglede recept på præparatet ved udskrivelsen fra hospitalet. Praktiserende læge kunne ikke udskrive recept på præparatet, da han endnu ikke havde modtaget epikrisen fra hospitalet. Udskrivende læge blev kontaktet, og måtte indtelefonere medicinen til et nærliggende apotek.
  • En patient havde ved udskrivelsen fået doseret 20 mg af præparatet Cipralex i sin doseringsæske i stedet for 5 mg. Sygeplejersken på afdelingen omdoserede medicinen, efter projektpersonalet havde gjort opmærksom på uoverensstemmelsen.
  • En patient havde ved udskrivelsen fejlagtigt ikke fået fremordineret sin antikoagulationsbehandling. Projektsygeplejersken gjorde afdelingens sygeplejerske opmærksom på problemet, og denne fik afdelingens læge til at fremordinere behandlingen, inden patienten blev udskrevet.
  • En patient havde ved udskrivelsen fået placeret sovemedicin i doseringsæskerne til om morgenen i stedet for om aftenen.

Undersøgelsens formål og metode

Formålet med undersøgelsen var:

  • at afdække forekomsten og typen af utilsigtede hændelser i forbindelse med medicinadministration
  • at kontrollere medicinhåndtering ved udskrivelsen

Blandt de patienter, der deltog i Følge-hjem Projektet og blev fulgt hjem af en projektmedarbejder ved udskrivelsen fra hospitalet, blev medicinen gennemgået på udskrivelsesdagen. Resultaterne stammer fra de første 127 hjemfulgte projektpatienter.

Metode
På udskrivelsesdagen blev den udleverede medicinliste sammenlignet med 1) medicinskemaet i sygeplejejournalen, 2) den ordinerede medicin i lægejournalen og 3) medicinlisten på epikrisen. Herefter blev medicinlisten sammenlignet med indholdet i doseringsæskerne, som blev udleveret til patienten. Desuden blev det kontrolleret, at der var skrevet recepter på al nyordineret medicin. Ved samtale med patienten blev der indhentet supplerende oplysninger vedrørende tidligere medicinering.

For patienter, der var i antikoagulationsbehandling, foretog vi desuden en separat registrering, hvor vi undersøgte, om der var taget stilling til, hvem der havde ansvaret for antikoagulationsbehandlingen efter udskrivelsen, om behandlingen var fremordineret, og om der var aftalt tid for næste blodprøvetagning.

I patientens hjem gennemgik projektpersonalet medicinliste, doseringsæsker og recepter med patienten. Eventuelle fejl, mangler eller spørgsmål til den videre medicinering blev rapporteret til den udskrivende afdeling eller modtagende hjemmesygeplejerske.

Hvis patienten fik doseret medicin af hjemmesygeplejen, blev medicinlisten fra hospitalet sammenlignet med en udskrift fra den kommunale elektroniske medicinjournal. Alle tre deltagende kommuner havde elektroniske medicinjournaler.

Projektsygeplejersken foretog desuden en undersøgelse af patientens egen opfattelse af medicinadministrationen, hvor patienten blev bedt om at beskrive og vise håndteringen af medicinen i hjemmet.

Antallet af præparater blev registreret med udgangspunkt i medicinlisten fra epikrisen, og antallet og typen af registrerede utilsigtede hændelser blev noteret.

De utilsigtede hændelser blev inddelt i fem kategorier:

  1. fejl eller mangler på medicinliste, medicinskema eller epikrise
  2. fejl eller mangler på recepter
  3. fejl i doseringsæsker
  4. fejl eller mangler i antikoagulationsbehandling
  5. andre ikke specificerede fejl eller mangler.

Resultater
De 127 patienter fik i gennemsnit 6,7 præparater (mellem 0 og 16 præparater). 98 af patienterne var i behandling med mere end fem præparater, og 20 patienter var i antikoagulationsbehandling. En patient fik ikke medicin. Ingen af de undersøgte patienter havde dosisdispensering.

Der blev sammenlagt registreret 73 utilsigtede hændelser:

  • én utilsigtet hændelse hos 34 patienter
  • to utilsigtede hændelser hos 12 patienter
  • tre eller flere utilsigtede hændelser hos fem patienter

De 73 utilsigtede hændelser fordelte sig altså på 51 patienter i alt svarende til utilsigtede hændelser hos 40 pct. af de undersøgte patienter. Blandt de 20 patienter, som var i antikoagulationsbehandling, blev der registreret utilsigtede hændelser hos fem patienter (25 pct.).

Karakteristisk for de 51 patienter med utilsigtede hændelser var, at patienterne i gennemsnit blev medicineret med syv præparater (mellem to og 16 præparater). Heraf blev 35 patienter behandlet med mere end fem præparater. Fordelingen af det samlede antal utilsigtede hændelser ses i tabel 1. 

t12507-65-02-2

Patientsikkerheden skal øges

Resultaterne fra undersøgelsen bekræfter, at der sker alt for mange utilsigtede hændelser vedrørende medicineringen i forbindelse med udskrivelsen af den ældre medicinske patient. Nedenfor peges på en række områder, hvor selv en lille indsats vil kunne forbedre kvaliteten af pleje- og behandlingsforløb samt øge patientsikkerheden i overgangen mellem sygehus og hjem.

Fast kontaktnummer til hjemmepleje og apotek

Den allerede kendte forøgede risiko for utilsigtede hændelser blandt patienter i behandling med mere end fem præparater gør sig også gældende i denne undersøgelse, hvor 98 af de 127 patienter var i behandling med mere end fem præparater.

En undersøgelse vedrørende medicineringsfejl ved indlæggelse på sygehuse (7) har dokumenteret, at de første fejl allerede sker ved indlæggelsen, når patientens medicinanamnese optages. Dette sker ofte i forbindelse med en akut indlæggelse. I denne fase er det tit svært for den ældre medicinske patient at give tilstrækkelig og korrekt information om det aktuelle medicinforbrug (7).

Hospitalet er derfor ikke altid sufficient orienteret om patientens vanlige medicin. Hos de patienter, som er tilknyttet hjemmesygeplejen, kunne der både fra kommunal side og fra hospitalets side være en øget indsats for at indsamle aktuelle medicinoplysninger.

Alternativt kunne der i hver kommune være et fast kontaktnummer, hvor hospitalets personale kunne henvende sig for at indhente relevante oplysninger om patientens medicin. For patienter, der ikke er tilknyttet hjemmesygeplejen, eller patienter, der får dosisdispensering fra apoteket, kunne hospitalet gøre en ekstra indsats for at indhente oplysninger om patientens aktuelle medicinstatus via pårørende, praktiserende læge/speciallæge eller apoteket.

Afskaf de håndskrevne medicinlister

Flere end en tredjedel af de registrerede utilsigtede hændelser skete i forbindelse med udarbejdelse af medicinlisten, der blev udleveret til patienten ved udskrivelsen, ved overskrivning fra lægejournal til medicinskemaet på afdelingen samt ved overskrivelsen til medicinlisten på epikrisen. En måde at forebygge overskrivningsfejl er eksempelvis ved indførelsen af den elektroniske medicinjournal på alle afdelinger, hvilket dog på nuværende tidspunkt ser ud til at have lange udsigter.

De håndskrevne medicinlister burde afskaffes til fordel for en epikrise indeholdende en medicinliste med påført dosis, antal gange for indtag samt tidspunkt for indtagelse i skemaform. Det burde ligeledes være praksis, at epikrisen er udarbejdet, så patienten kan få den udleveret ved udskrivelsen fra hospitalet.

Fax recepten til patientens vanlige apotek

18 pct. af de utilsigtede hændelser skete i forbindelse med udfyldelse af recepter. Denne type fejl kan forekomme ved forcerede udskrivelser i form af manglende recepter og glemte præparater på recepterne. Erfaring fra Følge-hjem Projektet viser, at mange ældre medicinske patienter ofte ikke selv er i stand til at indløse en recept. Patienterne er desuden ikke i stand til at få organiseret familien eller hjemmeplejen til at få løst denne opgave. Et forslag til en løsning kunne være, at den udskrivende afdeling sender recepten pr. fax til patientens vanlige apotek. Dette vil ligeledes afhjælpe primærsektoren og dermed forebygge, at hjemmesygeplejersken ikke kan fremdosere medicin til patienten på grund af manglende præparater.

Dobbeltkontrol af doseringsæsker

22 pct. af de utilsigtede hændelser skete i forbindelse med dosering i medicinæsker. Man kunne forestille sig, at årsagen til de utilsigtede hændelser kunne være, at den udskrivende sygeplejerske ofte administrerer medicin under stressede og afbrudte arbejdsvilkår, og man kunne derfor ønske sig, at ophældning af medicin kunne foregå uforstyrret samt i god tid inden udskrivelsestidspunktet. For at øge patientsikkerheden kunne dobbeltkontrol af doseringsæskerne indføres som en del af almindelig praksis ved udskrivelser.

Desuden er rækkefølgen af ruminddelingen ikke ens i medicindoserings-æskerne på hospitalet og i hjemmeplejen. Eksempelvis anvendes det første rum i hospitalets æsker til middagsmedicin, hvor det første rum i hjemmeplejens æsker anvendes til morgenmedicin. Denne undersøgelse har ikke dokumenteret, om dette har givet anledning til utilsigtede hændelser, men erfaringer fra denne undersøgelse viser, at det kan være en årsag til forvirring for den ældre patient og hjemmeplejen.

Større klarhed i antikoagulationsbehandling

Blandt de 20 patienter i antikoagulationsbehandling var der fejl i doseringen og fremordineringen af denne medicinering hos fem af patienterne, hvilket bekræfter, at der kan være uklarhed omkring fremordinering og videre administration af patientens antikoagulationsmedicin.

Af etiske årsager blev denne undersøgelses resultater opgjort inden Følge-hjem Projektets afslutning og efterfølgende offentliggjort til hospitalets ledelse, afdelingsledelserne samt samordningsudvalget. For at nedbringe antallet af utilsigtede hændelser vedrørende medicinadministrationen blev det besluttet at ensrette epikrisen fra de involverede medicinske afdelinger på hospitalet. Epikrisen skulle fremover indeholde en medicinliste med angivelse af dosis samt tidspunkt for indtag af præparatet. Epikrisen skulle så vidt muligt udleveres ved udskrivelsen fra hospitalet, og i tilfælde, hvor dette ikke var muligt, skulle der som minimum udleveres en sygeplejerapport indeholdende en medicinliste. Formål med denne ensretning var at undgå unødige overskrivninger.

Tidligere har det første rum i hospitalets doserings-æsker været benyttet til middagsmedicinen. Doserings-æskerne på de medicinske afdelinger på hospitalet blev desuden ensrettet, således at rækkefølgen af ruminddelingen blev magen til hjemmeplejens rækkefølge, hvor det første rum altid er til morgenmedicinen.

På baggrund af disse ændringer i proceduren for medicinadministration ville det være interessant at undersøge, om disse ændringer har haft effekt i forhold til at reducere antallet af utilsigtede hændelser.

Problematikken omkring parallelpræparater

I projektet er problematikken omkring parallelpræparater ikke undersøgt, men afslutningsvis vil vi i projektgruppen gerne gøre opmærksom på denne.

Under indlæggelsen medicineres patienten med hospitalets medicinsortiment, hvilket ikke altid svarer til navneangivelsen eller firmanavnet på det præparat, der er ordineret af patientens praktiserende læge. Denne uoverensstemmelse bliver ofte først registreret efter patientens udskrivelse. Der er ikke en entydig løsning på denne problematik, da det er politisk bestemt, at apoteket skal udlevere det billigste præparat på markedet (8). Desuden har hospitalerne et medicinsortiment, som ofte ikke indeholder alle de præparater, som patienten er vant til at få ordineret. Ovenstående forhold kan være årsag til, at der på epikrisen er påskrevet parallelpræparater svarende til den medicin, patienten er vant til at få. Man kunne ønske sig et lovkrav om, at medicinpriserne ikke ændrede sig fra uge til uge, da dette øger risikoen for navneforveksling. De forskellige præparatnavne kan mane til forvirring og fejltagelser for patienter og sundhedspersonale, der administrerer medicinen. I projektgruppen mener vi, at antallet af utilsigtede hændelser ville reduceres, hvis der var en ensretning af navneangivelser på medicinpræparater, så der på al medicin var påført generisk navn efterfulgt af handelsnavnet. Denne ensretning ville være optimal for sundhedspersonale og patienter, der til daglig administrerer medicin.

Forfatterne var i projektperioden ansat på Medicinsk Afdeling C, Geriatrisk Funktion, Gentofte Hospital.

Anne Dorthe Hansen og Tove Hald som projektsygeplejersker, Line Skou Seest som projektfysioterapeut og Kim Otto Jacobsen som projektlæge.

Yderligere information om projektet og undersøgelsen kan fås ved henvendelse til Anne Dorthe Hansen; ah@ltk.dk

Forfatterne takker Indenrigs- og Sundhedsministeriet for økonomisk bistand i form af puljemidler til gennemførelse af undersøgelsen. Desuden takker forfatterne Følge-hjem Projekt-gruppens øvrige medlemmer, ergoterapeuterne Sanne Butzbach, Pia Kjær og Ingeborg Tang, for medvirken til dataindsamling. Samarbejdsparter på de involverede afdelinger og i de involverede kommuner takkes for samarbejdet. Endvidere takkes afdelingsledelsen på Medicinsk Afdeling C, Connie Pedersen, ledende oversygeplejerske og Finn Rønholt Hansen, ledende overlæge, ph.d., Gentofte Hospital.

Litteraturliste

  1. Andersen C. Toyota-medicin. Ugeskr Laeger 2002;15:2061.
  2. Bonnevie B, Jensen AB: Medicinordinationssystemer og medicindispensering i Danmark. Ugeskr laeger 2002;40:4656-9.
  3. Koch Aa. Mange fejl i medicinlister. Sygeplejersken 2006;10:28-31.
  4. Landsted AL. Håndtering af medicin skaber flest fejl. Sygeplejersken 2004;20:28.
  5. Stevnhøj AL. En verden af fejl og risici. Ugeskrift for Læger 2004; 34: 2920.
  6. Thomsen J. Læger følger ikke retningslinjer for rekommanderet medicin. Sygeplejersken 2004;31:10.
  7. Larsen MD, Nielsen LP, Jeffery L, Stæhr ME. Medicineringsfejl ved indlæggelse på sygehus. Ugeskr Laeger 2006;35:2887.
  8. Medicintilskud og rigtig anvendelse af lægemidler. Indenrigs- og Sundhedsministeriet, maj 2004, søgedato 5.2.2007.
ENGLISH ABSTRACT

Hansen AD, Hald T, Seest LS, Jacobsen KO. Too many errors in medicine administration. Sygeplejersken 2007;(25-26):64-8.

Inadvertent events in connection with the admini-stration of medicines and registration is a sub-project, part of what is known as the Follow-home Project. The Follow-home Project is a randomised, controlled intervention study which examines the effect of accompanying elderly medical patients (over-80s) to their homes after their discharge from hospital.

Purpose: To reveal the prevalence of inadvertent events in connection with the administration of medicines, to check medicine handling on discharge and to prevent inadvertent events related to the administration of medicines.

Materials: 127 medical patients who have been accompanied to their homes by a nurse or therapist from the Follow-home Project.

Method: By means of a medicines form and comments on discharge from the hospital and in the patient's home. Inadvertent events and the number of preparations involved were registered.

Result: Inadvertent events were registered among 40 per cent of the patients, of whom 69 per cent of the patients were being treated with more than five preparations (polypharmacy).

Conclusion: The Follow-home Project has revealed inadvertent events in connection with the administration of medicines which could have developed into erroneous medication.

Discussion: It will probably be possible to reduce the number of inadvertent events by simplifying the medicines charts and dosage systems, or reducing the number of data transfers, using homogenous sy-stems, double checks and focusing on patients affected by polypharmacy.

Key words: Inadvertent events, medicines administration, polypharmacy.

Emneord: 
Medicinhåndtering

Praktiske erfaringer med maskinel dosisdispensering af medicin (MD)

Artiklen henvender sig til ledere og sygeplejersker ansat i det primære sundhedsvæsen. Hovedbudskabet er, at maskinel dosisdispensering af medicin (MD) vinder indpas i kommunerne, men at der fortsat er grund til at have fokus på gennemtænkte organisatoriske ændringer og klare aftaler ved indførelsen af MD. Artiklen bygger på en medicinsk teknologivurdering af MD.
Baggrund

Baggrunden for artiklen er en større Medicinsk teknologivurdering (MTV), hvis formål var at skaffe viden om den mest hensigtsmæssige fremtidige anvendelse af teknologien maskinel dosisdispensering i det primære sundhedsvæsen i Danmark.

Fire delundersøgelser indgik i MTV'en: et litteraturstudie af danske og internationale artikler og rapporter (1), en skriftlig erfaringsindsamling i de kommuner, der har mest erfaring med teknologien (2), en registerundersøgelse af nuværende brugere af MD (3) samt en interviewundersøgelse blandt de involverede aktører og organisationer (4).

Undersøgelserne er tilgængelige i form af en sammenfattende rapport og fire arbejdsrapporter med tilhørende bilag på www.cast.sdu.dk > forskning >forskningspublikationer

SY-2007-21-54aFoto: Søren Holm

Sygeplejersker i den kommunale hjemmepleje og plejehjem oplever indimellem, at medicinhåndteringen er utilstrækkelig og måske også uinteressant; at der sker fejl, at det tager for meget tid, resulterer i ømme fingre, og at medicindosering på faste ugedage låser arbejdstilrettelæggelsen. Dette er nogle af årsagerne til, at flere kommuner har indført Maskinel Dosisdispensering (MD).

I denne artikel formidles erfaringer og perspektiver på indførelse og brug af maskinel dosisdispensering, som er relevante for sygeplejersker og andre aktører, der indgår i medicinhåndtering i primær sektor, og som står over for at skulle indføre eller udvide brugen af denne forholdsvis nye medicinske teknologi (1-4).

Lovgivning og antal brugere

I 2001 blev apotekerloven ændret, og det blev muligt for apotekerne at tilbyde dosisdispenseret medicin til forbrugerne og for et begrænset antal apoteker også at fremstille og sælge maskinelt dosisdispenseret medicin til egne apotekskunder og til andre apoteker. Det betyder, at den medicindosering, som bl.a. sygeplejersker i ældreomsorgen har foretaget manuelt, nu delvist kan varetages af apotekerne, som kan udlevere medicinpakninger til 14 dages forbrug til individuelle medicinbrugere.

I 2002-3 fastsatte en række love og bekendtgørelser specificerede forudsætninger for og krav til apotekernes pakning, salg og udlevering af maskinelt dosisdispenserede lægemidler (5-8). I alt 10 pakkeapoteker leverede ved udgangen af 2003 dosisdispenseret medicin til ca. 11.000 brugere. I april 2007 er antallet af brugere steget til ca. 31.000 (9). 

MASKINEL DOSISDISPENSERING

Ved dosisdispensering forstås, at et lægemiddel på apotek eller sygehusapotek fyldes på en doseringsbeholder, som er tilpasset lægemidlets konkrete anvendelse. Doseringsbeholderen kan indeholde en eller flere doseringer af ét eller flere lægemidler. Lægemidlerne til de enkelte indtagelsestidspunkter skal være klart adskilt fra lægemidler til de andre indtagelsestidspunkter. For at et lægemiddel kan dosisdispenseres maskinelt, må det have form som tabletter eller kapsler. Lægemiddelstyrelsen udgiver løbende en opdateret liste over, hvilke lægemidler der kan dosisdispenseres maskinelt (7).

Flere erfaringer end systematiske resultater

Maskinel dosisdispensering havde inden indførelsen i Danmark eksisteret i en årrække, bl.a. i Sverige, men der findes ganske lidt international litteratur om teknologien. Et systematisk litteraturstudie kunne således ikke identificere studier, der systematisk vurderer kvaliteten af lægemiddelbehandlingen fra ordination til afsluttet behandling.

Litteraturstudiet viste også, at anvendelsen af MD er mere erfaringsbaseret end baseret på egentlige undersøgelsesresultater (1). Generelt oplever sygeplejersker og læger en mere sikker medicinhåndtering efter indførelse af MD, herunder bedre overblik over medicinen, større sikkerhed og mindre medicinspild. De få egentlige undersøgelser viser, at pakkesikkerheden formentlig kan øges ved indførelse af MD, idet et enkelt studie viste en fejlrate på 1,3 pct. ved manuel dosisdispensering (10), og et andet studie viste en fejlrate på 0,0005 pct. ved maskinel dosisdispensering (11). Derimod er det uklart, om en anden fejlkilde, nemlig de skriftlige oversigter over medicinen, herunder medicinkardex og doseringskort, mindskes ved brug af MD (1).

Brugere af MD

Ifølge litteraturen følte medicinbrugerne sig generelt sikre med MD og var tilfredse med ordningen (1). Initiativ til at anvende MD kan komme fra medicinbrugeren selv, fra dennes pårørende, fra den praktiserende læge eller, som oftest, fra plejepersonalet. Ikke alle medicinbrugere er dog egnede til MD, og det kommunale plejepersonale oplever det især i starten svært at vurdere, hvem der er egnede (2).
Især et stabilt medicinbrug, men også et vist forbrug (3-4 tabletter eller kapsler dagligt), anses som forudsætninger for at indgå i MD-ordningen (2). Det er en forudsætning, at lægemidlerne kan dispenseres i form af tabletter og kapsler, for at de kan dispenseres maskinelt (5). Det betyder, at andre former for lægemidler (f.eks. resoribletter, brusetabletter, væsker og stikpiller) må håndteres ved siden af MD.

To tredjedele af de nuværende brugere af MD er kvinder, langt størstedelen er over 70 år, og en fjerdedel er bosat på institution som f.eks. plejehjem. Den enkelte bruger af MD får i gennemsnit seks forskellige lægemidler, hvoraf de fem er dosisdispenseret. Det er oftest lægemidler til hjerte-kredsløb og nervesystemet, der dosisdispenseres (3).

Nødvendige organisatoriske ændringer

Det er overvejende de kommunale ledelser, der har taget initiativ til at indføre MD, men der er forskel på, hvordan kommunerne har grebet implementering af teknologien an, og i hvilket omfang MD indføres. I nogle kommuner er MD indført i hele kommunen, hvorefter plejepersonalet kun undtagelsesvis og efter nærmere visitation varetager borgernes medicinadministration. I andre kommuner er der startet op i et mindre område, f.eks. på et enkelt plejehjem, ligesom der er erfaringer med brug af MD på bl.a. socialpsykiatriske bosteder (2).

Der er forskel på, hvor stort et forarbejde der laves med henblik på organisering og samarbejde inden indførelsen af MD, samt på, hvem der involveres i dette forarbejde (2). Der er erfaring for, at teknologien kan betyde usikkerhed; blandt sygeplejerskerne for deres ansættelse, blandt sygeplejersker og læger for deres overblik over medicineringen og mulighed for at observere dennes virkning og blandt medicinbrugerne for tab af kontakt med sygeplejersken (2,4).

Erfaringen viser, at det tager tid at indføre ny teknologi, og at det er vigtigt med en aktiv kommunal ledelse og et grundigt forarbejde på tværs af apoteker, praktiserende læger, hjemmepleje, plejehjem og sygehus samt klare udmeldinger til alle berørte parter, herunder også medicinbrugerne og deres pårørende (2).

Den konkrete brug af MD indebærer en anden organisering af samarbejdet mellem medicinbruger, plejepersonalet, praktiserende læge og apotek. Opstart af MD hos den enkelte bruger indeholder ideelt set en gennemgang af den samlede medicinering for at sikre korrekte oplysninger til det doseringskort, som apoteket udarbejder ved opstart af en ny bruger. Doseringskortet kan indeholde såvel lægeordineret medicin som håndkøbsmedicin, og erfaringer viser, at der er forskel på, hvor meget af den samlede lægemiddelbehandling der er registreret på doseringskortet og dermed pakkes maskinelt (2).

Doseringskortet kan udarbejdes på baggrund af recepter samt oplysninger fra medicinbrugeren selv, fra dennes pårørende eller fra plejepersonalet. En kopi af doseringskortet sendes til den praktiserende læge, hvis denne ønsker det. Udleveringsapoteket sender det udfyldte doseringskort til pakkeapotek, hvorefter medicinen pakkes og sendes til udleveringsapoteket. Efter modtagelse af den pakkede medicin sørger udleveringsapoteket for, at pakningen og en oversigt over medicinen kommer ud til medicinbrugeren.

Fordele ved MD

Der er erfaring for, at MD frigør kommunale personaleressourcer (2). Ifølge en tidligere dansk undersøgelse bruges ca. 30 minutter på en dosering, hvilket samlet set beløber sig til 3-7 pct. af de totale ressourcer på omsorgsområdet til medicinadministration. I (den tidligere) Skjern Kommune, som har lang erfaring med, at apoteket dosisdispenserer, menes der at være sparet godt 1 mio. kr./år på de 230 brugere af dosisdispensering. Udgiften til apotekets dosisdispensering er dog ikke beregnet, ligesom det ikke skønnes realistisk, at alle kan bruge ordningen (12).

Der er erfaringer for, at MD forbedrer arbejdsmiljøet; det betyder en større fleksibilitet og et mindre pres i forhold til at skulle nå håndtering af mange medicindoseringer på fastlagte ugedage, og der er erfaringer med færre fingerskader forårsaget af blisterpakket medicin (2).

Der opleves en større sikkerhed i medicindoseringen. Informationerne om brugeren og om medicinen på hver enkelt pose samt det, at indholdet kan ses gennem poserne, gør det lettere at kontrollere, at den rigtige patient får den rigtige medicin. Derudover oplevedes det som en sikkerhed, at doseringskortet ikke længere er håndskrevet (2).

Ulemper ved MD

At indføre MD hos den enkelte medicinbruger kræver tid og personaleressourcer både på apoteket, plejehjem/hjemmepleje og hos den praktiserende læge, og erfaringen viser, at det ikke altid involverer en gennemgang af den samlede medicinering. Der opleves lang leveringstid ved nyopstart og ved ændringer i lægemiddelbehandlingen, idet dette ofte tidligst kan træde i kraft ved næste levering af en 14-dages pakning (2).

Ved ændringer i ordinationen og ved ny ordination foretager bl.a. sygeplejersker midlertidige ændringer i den dosispakkede medicin eller doserer den nye medicin sideløbende med dosispakkerne. Det betyder, at et uafklaret ansvar og/eller en mangelfuld kommunikation i forbindelse med ordinationsændringer, fornyelse og udfyldelse af doseringskort og ved ændringer i levering f.eks. i forbindelse med indlæggelse/udskrivning kan udgøre en fejlrisiko (2).

Den sideløbende håndtering af den medicin, der ikke kan dosisdispenseres, eller af håndkøbsmedicin, der ikke indgår på doseringskortet, kan have flere konsekvenser. Dels opstår der enten dobbelt bogholderi i form af både et doseringskort fra apoteket og et doseringskort på den resterende medicin, eller den sideløbende medicin tilføjes i hånden på doseringskortet fra apoteket. Dette kan også betyde, at der ikke er noget samlet overblik over hele den samlede medicinering (2).

Økonomiske forhold ved MD

Ifølge litteraturen kan der opnås besparelser ved MD i form af reducerede medicinudgifter, mindre kassation og spild af medicin (undersøgelser i sygehusregi) samt ved personalebesparelser (1,12). En foreløbig gennemgang af udviklingen af medicinforbruget har dog vist, at den enkeltes forbrug forbliver uændret efter opstart af MD (3). Apotekets gebyr for at pakke medicinen betales af medicinbrugeren, men det vurderes, at de fleste har medicinkort og dermed tilskud til udgiften.

Fremtiden for MD

Der er i flere danske rapporter påpeget uhensigtsmæssigheder ved medicinhåndteringen i primærsektoren (1). Der er således gode grunde til at arbejde med at sikre kvaliteten af den medicinhåndtering, som plejepersonalet deltager i.
Denne artikel har peget på en række erfarede fordele og ulemper ved brug af MD. Der er grund til at forvente, at MD bidrager til nedsættelsen af risiko for fejl i forbindelse med doseringen, dvs. selve pakningen af medicinen, hvorimod det er uklart, om kvaliteten af lægemiddelbehandlingen forbedres.

Der er erfaring for, at MD frigør personaleressourcer og muliggør en større fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen. Derimod er det endnu usikkert, om MD betyder besparelser på udgifter til medicin, ligesom det er uvist, om der reelt spares udgifter til personale, eller om de frigivne ressourcer anvendes på andre områder.

Medicinhåndtering i primær sektor er en kompleks opgave, hvori der indgår flere aktører (12). Hvis MD skal indgå i en fremtidig kvalitetssikring af området, må organiseringen af MD gennemtænkes. Der må sikres en generel opbakning samt laves klare aftaler i forhold til arbejdsopgaver og kommunikation. Det må sikres, at brugere af MD-ordningen er nøje udvalgt som stabilt medicinerede, og at andre ydelser i forbindelse med medicinering som f.eks. monitorering af medicinens virkning bibeholdes i det omfang, der er behov for det. Det må sikres, at der i det øjeblik, brugere ikke længere er stabilt medicineret, er muligheder og ressourcer til at dosere manuelt. Derudover ses der et behov for undersøgelser af kvaliteten af lægemiddelbehandlingen i primær sektor, herunder MDs betydning for denne.

Anne Lee er ansat som konsulent i Center for Anvendt Sundhedstjenesteforskning og Teknologivurdering (CAST), Syddansk Universitet.
Lotte Stig Haugbølle arbejder som section manager for international affairs, Udviklingsfunktionen, Pharmakon, Apotekernes Uddannelsescenter, Hillerød.
Hanne Herborg er afdelingsleder samme sted. 

Litteratur

  1. Søndergaard B, Rossing C, Haugbølle LS, Lee A. Litteraturstudie af dosisdispensering som medicinsk teknologi. Arbejdsrapport. CAST, Syddansk Universitet; 2005.

  2. Lee A, Haugbølle LS, Herborg H. Maskinel dosisdispensering: Fortællinger fra praksis. Arbejdsrapport. CAST, Syddansk Universitet; 2004.

  3. Gundgaard J, Søndergaard B. Maskinel dosisdispensering i det primære sundhedsvæsen: Analyse af registerdata.
    Arbejdsrapport. CAST, Syddansk Universitet; 2005.

  4. Haugbølle LS, Herborg H, Lee A. Maskinel dosisdispensering: En medicinsk teknologi under konstruktion. Arbejdsrapport. 2005.

  5. Bekendtgørelse nr. 80 af 05/02/2003: Bekendtgørelse om dosisdispensering af lægemidler.

  6. Lov om ændring af lov om lægemidler, lov om apoteksvirksomhed og lov om erstatning for lægemiddelskader. Lovbekendtgørelse nr. 657 af 28/07/1995 (Lov om apoteksvirksomhed) med ændringer i: Lovbekendtgørelse nr. 493 af 07/06/2001. 2001.

  7. Bekendtgørelse om medicintilskud til dosisdispenserede lægemidler. Bekendtgørelse nr. 824 af 18/09/2001 ed. 2001.

  8. Dosisdispensering - Information om dosispakket medicin til den praktiserende læge, hjemmesygeplejen, plejehjemmet m.m. Pjece udarbejdet af KL. PLO, DA og ARF. 2003.

  9. Lægemiddelstyrelsen: www.laegemiddelstyrelsen.dk (opdateret 25. juni 2007).

  10. APODOS Rapport fra dispenseringsprojekt i Hamar 1989/1990. Januar 1991.

  11. Medicin på kredit och i påse. Apotekets delbetalingssystem och dosdispenserings-verksamhet. Riksfösäknings verket. Anser 2001.

  12. Kortlægning af praksis for medicinhåndtering i den kommunale hjemmepleje. Devoteam. Fisher og Lorenz.
    Rapport version 1.1. september 2003.

English abstract

Lee A, Haugbølle LS, Herborg H. Practical experience with mechanical medicine dispensing. Sygeplejersken 2007;(21):52-6.

Since 2001, Danish pharmacists have been allowed to offer consumers mechanically dose-dispensed medicine. This means that the dosage of medication, e.g. carried out manually by health visitors in their care of the elderly, can now be done by the pharmacists, which can supply medication packaged for 14 days consumption. A number of municipalities already have experience in the introduction and use of this new technology.

A medical technology-evaluation of Mechanical Dose-dispensing (MD) shows there is reason to expect that MD will help reduce the risk of dosage-related errors, i.e. in the actual packaging process. Experience shows that MD has freed up staff resources and allowed for greater flexibility in planning work routines. However, it has also shown that the system does not suit all users of medication and that it requires the implementation of well thought-out organisational changes and clear agreement regarding the future organisation of medication hand-ling.

Key words: Medication handling, Mechanical Dose-dispensing, practical experience.

Emneord: 
Medicinhåndtering
Medicoteknisk udstyr
Teknologi