Jane hjælper robotkirurgen med at operere

Imens lægen styrer robotten fra sin konsol, står Jane Gammelgaard Petersson ved operationslejet med sine instrumenter. Hun er uddannet RNFA og løser samme opgaver som en assisterende kirurg – og i årenes løb har hun uddannet mere end 100 sygeplejersker til at kunne det samme.
Enhver forkert bevægelse fra Jane Gammelgaard Petterson kan gøre skade på patienten. ”Det kræver fokuseret undervisning, træning og supervision at blive RNFA,” siger hun.
Foto: Cathrine Ertmann

Jane Gammelgaard Peterssons blik er fæstnet til skærmen over for hende, som viser billeder fra kameraet i patientens bughule.

Han ligger på operationslejet foran hende, dækket til af det blå afdækningsstykke. Den eneste del af ham, der er synlig fra denne vinkel, er et lille udsnit af hans oppustede mave, der er farvet okkergul af jod.

Der er fem små huller i siden på maven, der hver især fungerer som indgangsporte til laparoskopiske instrumenter. Jane Gammelgaard Petersson har stukket sine instrumenter ind i to af portene. Instrumenterne i de sidste tre huller styres af den kæmpestore robot, som er placeret på den anden side af operationslejet. 

Dens lange fangarme bevæger sig næsten umærkeligt, og på skærmen kan Jane Gammelgaard Petersson hele tiden følge med i, hvor robotten flytter instrumenterne hen, og hvor den skærer.

”Clips,” lyder det fra lægen ovre i hjørnet. Han hedder Morten Jønler og er overlæge og speciallæge i urologi.

 I konsollen kan læge og operatør Morten Jønler kun se 3D-billedet fra kameraet i patienten og intet andet, imens han styrer robottens arme.
Caption 
I konsollen kan læge og operatør Morten Jønler kun se 3D-billedet fra kameraet i patienten og intet andet, imens han styrer robottens arme.
Attribution 
Foto: Cathrine Ertmann

Han har taget træskoene af og sidder i strømpesokker ved kirurgkonsollen flere meter væk fra operationslejet med hænderne på to joysticks. Det er ham, der styrer robotten – og derfor er det også ham, der er i gang med at operere en kræftsyg nyre med urinleder fri inde i manden med den gule mave.

”Jeg sætter clips på,” svarer Jane Gammelgaard Petersson. Med sine laparoskopiske instrumenter klemmer hun en clips af titanium rundt om blodårer for at stoppe en blødning, der er opstået dér, hvor Morten Jønler netop har klippet.

Blødningen stopper, men arbejdet med at operere nyren fri fortsætter.

Kirurgens tredje hånd

Selvom Morten Jønler har opereret med Jane Gammelgaard Petersson som sin assistent mange gange før, er hun hverken læge eller kirurg.

Hun er RNFA: Registered Nurse First Assistant. RNFA er betegnelsen for en operationssygeplejerske, der er uddannet til at varetage den assisterende læges funktion ved operationer – herunder robotoperationer.  En funktion, hun får tillæg for.

Gennem de sidste 12 år har hun arbejdet som RNFA ved mere end 2.000 robotoperationer på Aalborg Universitetshospital. Her har hendes store erfaring, veludviklede intuition og høje faglighed gjort hende så godt som uundværlig blandt kirurgerne.

”Jeg er meget sjældent syg, men på et tidspunkt skulle jeg selv opereres og var derfor sygemeldt i et par uger,” fortæller Jane Gammelgaard Petersson. ”Da jeg kom tilbage på arbejde, udbrød en af lægerne, ”dét må du aldrig gøre imod mig igen”, da han så mig.”

”Som RNFA skal du omsætte, hvad du ser på en skærm, til det komplekse rum med dybde, du har dine instrumenter i. Det er ikke let,” siger Jane Gammelgaard Petersson.
Caption 
”Som RNFA skal du omsætte, hvad du ser på en skærm, til det komplekse rum med dybde, du har dine instrumenter i. Det er ikke let,” siger Jane Gammelgaard Petersson.
Attribution 
Foto: Cathrine Ertmann

At være sygeplejerske og assistere ved en robotoperation kræver – udover uddannelsen til RNFA – både årvågenhed, forudseenhed, viden, præcision og erfaring.

På skærmen kan man se, hvordan Jane Gammelgaard Petersson trækker i vævet, så det er stramt nok til, at Morten Jønler kan dele det med sine robotinstrumenter – men ikke så stramt, at hun risikerer at hive vævet i stykker.

Hun er hele tiden bevidst om, hvor hun er i patientens krop, og at enhver pludselig eller utilsigtet bevægelse kan være skæbnesvanger. Hun ved præcis, hvad hun kigger på, og udpeger løbende forskellige dele af patientens bughuleanatomi, så Sygeplejerskens udsendte kan følge med undervejs.

Jane Gammelgaard Petersson har uddannet mere end 100 kursister til RNFA. Kurset veksler mellem teori og praktiske færdigheder – f.eks. øver kursisterne på grise
Caption 
Jane Gammelgaard Petersson har uddannet mere end 100 kursister til RNFA. Kurset veksler mellem teori og praktiske færdigheder – f.eks. øver kursisterne på grise
Attribution 
Foto: Cathrine Ertmann
To skridt foran

Jane Gammelgaard Petersson fungerer som Morten Jønlers – og robottens – forlængede arm. Hun trækker, skubber, suger, skyller og er hele tiden to skridt foran operatøren.

”Min faglighed spiller en stor rolle, og jeg har med tiden nærmest udviklet en sjette sans. Man kan sige, at jeg er kirurgens ekstra hånd inde i patienten og agerer, som var jeg en forlængelse af ham. Jeg er hans hænder, øjne og ører,” siger hun.

Under operationen er Morten Jønlers synsfelt begrænset til det tredimensionelle billede fra kameraet inde i patienten. Alt andet, der foregår uden for patientens mave eller på operationsstuen, kan han ikke se.

Det kan Jane Gammelgaard Petersson, som udover at have fokus på skærmen også er opmærksom på patient, apparatur og hvad der foregår på stuen.

”Derfor er det så vigtigt, at jeg har en First Assistant, der ved præcis, hvad han eller hun laver,” siger Morten Jønler og fortsætter: ”Det gør Jane. Vi har efterhånden arbejdet sammen ved så mange operationer, at vi nærmest er blevet til et gammelt ægtepar. Hun ved allerede, hvad jeg har tænkt mig at gøre, før jeg selv ved det.”

Gav lægerne baghjul

I samarbejde med en læge etablerede Jane Gammelgaard Petersson i 2014 et kursus for operationssygeplejersker, der skal uddannes til RNFA. Kurset udbydes ved robotcenter ROCNord på Aalborg Universitetshospital 2-4 gange om året. I årenes løb har hun uddannet mere end 100 kursister fra bl.a. Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Det hele startede, da Urologisk Afdeling fik sin første robot i 2008. Dengang var Jane Gammelgaard Petersson med til at starte robotkirurgien op – men som operationssygeplejerske. Hun blev hurtigt fascineret af robotkirurgi og havde forståelse for den. 

Det fik en læge til at foreslå, at Jane Gammelgaard Petersson skulle være hans faste assistent, når han opererede.

”Det ville jeg selvfølgelig helt vildt gerne, men blev nødt til at minde ham om, at jeg jo var sygeplejerske. ”Jaja,” sagde han bare. ”Det må vi da kunne finde ud af”,” fortæller Jane Gammelgaard Petersson med et smil.

Et års tid og en del benarbejde senere fik Jane Gammelgaard Petersson lov til at komme på efteruddannelse: et kursus i laparoskopi – for læger.

”Der fandtes jo ikke et kursus for sygeplejersker dengang, men jeg gav rent ud sagt lægerne baghjul, for jeg havde virkelig forberedt mig alt, hvad jeg overhovedet kunne på forhånd. Jeg ville vise, at det her kunne lade sig gøre, og at det var en god idé,” siger Jane Gammelgaard Petersson.

Skal være forberedt på alt

På operationslejet ligger dagens patient stadig med adskillige huller, robotarme og instrumenter i kroppen.

Jane Gammelgaard Petersson bevæger sig roligt, flydende og sikkert i patienten. Hun bytter ét laparoskopisk instrument ud med et andet og flytter sine instrumenter rundt i bughulen i takt med, at Morten Jønler dissekerer mere og mere af nyren fri. 

Selvom alting forløber problemfrit, er der alligevel ikke to operationer, der ligner hinanden, forklarer Jane Gammelgaard Petersson.

”En operation som denne kan tage en time, eller det kan tage tre timer, men det handler aldrig om at slå rekorder,” siger hun. ”Vi ser ikke ens ud indeni, selvom vi som udgangspunkt har de samme organer. Som RNFA skal du derfor være forberedt på alt. Du skal kunne foregribe forskellige scenarier, forudse kirurgens næste træk, se, hvad han ikke ser, og allerede have overvejet de potentielle konsekvenser,” siger hun, og inden længe bliver det tydeligt, hvad hun mener.

Nyren og urinlederen er opereret fri og er inde i patientens krop blevet puttet ned i en pose, så den nemt kan trækkes ud af et lidt større hul i maven.
Caption 
Nyren og urinlederen er opereret fri og er inde i patientens krop blevet puttet ned i en pose, så den nemt kan trækkes ud af et lidt større hul i maven.
Attribution 
Foto: Cathrine Ertmann
”Du er mine øjne i nakken”

Nyren og urinlederen er skåret helt fri inde i patientens krop. En operationssygeplejerske rækker Jane Gammelgaard Petersson et laparoskopisk instrument med en lille, sammenfoldet pose fastgjort til enden. 

Hun stikker instrumentet ind i patientens mave og placerer enden med posen under den fritskårne nyre, som holdes frit svævende af en robotarm. Man kan se på skærmen, hvordan posen folder sig ud. Morten Jønler og robotten putter nyren i posen og trækker den ud gennem et lidt større hul i patientens mave.

Morten Jønler er i gang med at sy hullet i blæren, hvor urinlederen sad, da Jane Gammelgaard Petersson pludselig får øje på noget, som han ikke har set.

”Morten, du skal lige være opmærksom på, at suturen er kommet omkring noget væv.”

”Åh, tak fordi du så det, ellers var jeg blevet rigtig sur på mig selv,” siger Morten Jønler med en smule lettelse i stemmen. ”Du er mine øjne i nakken.” 

Emneord: 
Kirurgi
Medicoteknisk udstyr

App hjælper patienter med udposning på aorta

Sygeplejersker og forskere har i fælleskab udarbejdet en digital forløbsguide, der hjælper patienter, som lever med en aortaaneurisme.

I appen kan patienterne klikke sig rundt og finde svar på de forskellige spørgsmål, de måtte have om at leve med en aortaaneurisme.
I appen kan patienterne klikke sig rundt og finde svar på de forskellige spørgsmål, de måtte have om at leve med en aortaaneurisme.
Foto Karkirurgisk afdeling, Aarhus Universitetshospital
En udposning på legemspulsåren i maven kan potentielt være livstruende, hvis den brister. Den viden hæmmer nogle patienter så meget, at det går ud over deres hverdag og livskvalitet. 

Derfor har sygeplejersker på Karkirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital i samarbejde med Karkirurgisk Forskning i Viborg undersøgt, hvilke oplevelser og udfordringer disse patienter har. 

Forskerne har interesseret sig for, hvad hospitalet kan gøre for at gøre det lettere for patienterne at leve med bevidstheden om deres aortaaneurisme. 

Bange for havearbejde

”Gennem interviews fandt vi ud af, at det for nogle patienter fylder så meget, at de hverken tør rejse eller arbejde i haven af frygt for, at aneurismen skal briste. Der var brug for at finde en måde, hvor patienterne kunne tilgå noget mere hjælp og viden,” forklarer Rikke Boeriis Leth Mikkelsen, der er udviklingsansvarlig sygeplejerske på Karkirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Resultatet er blevet en digital forløbsguide, der er sat op i en app. Her har afdelingen bl.a. produceret små videosekvenser, hvor afdelingens læger og sygeplejersker svarer på de mest almindelige spørgsmål om aortaaneurismer.

Giver tryghed og livskvalitet

Patienterne kan også kommunikere direkte med personalet gennem en chatfunktion, hvis de bliver usikre eller er i tvivl om noget. Her sidder en sygeplejerske klar til at svare på henvendelserne alle hverdage i dagtimerne. 

Evalueringer fra et spørgeskema i appen viser, at patienterne oplever, at det har stor betydning for livskvaliteten og skaber øget tryghed i deres patientforløb.

Selve appen er udviklet som en skabelon af virksomheden EMENTO, der stiller den til rådighed for afdelingen. Appens indhold er udviklet af forskerholdet specifikt til afdelingen og dens patienter. 

Emneord: 
Medicoteknisk udstyr
Teknologi

Ikke flere blå mærker

På Plejecenter Støberiet registrerer medarbejderne flere nærved-ulykker i en app, end de gjorde på papir. Det har styrket forebyggelse af arbejdsulykker og mistrivsel. Appen løfter trivslen generelt, fordi kollegerne ranglister deres dag og giver hinanden skulderklap.
Plejecenter Støberiet er gået over til at notere bl.a. nærved-ulykker på en app, og bliver alle tilfælde registreret. “Så kan vi handle på det,” siger sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant Tanya Hornnæs Svensson, som her er ude hos borger Viggo Jensen
Foto: Lars Horn

For halvandet år siden gik medarbejderne på Plejecenter Støberiet midt i Brønderslev i Nordjylland væk fra papirskemaer til registrering af nærved-ulykker og hændelser og over til en app. Det nye værktøj har givet arbejdsmiljøet et betydeligt løft:

”Papirskemaerne var besværlige at udfylde, og mange fik det ikke gjort. De sagde ’pyt’, selvom de f.eks. havde slået sig. Når vi i dag registrerer i appen på vores smartphone, tager det kun et minuts tid, så nu får vi faktisk indberettet alle tilfælde,” fortæller sygeplejerske Tanya Hornnæs Svensson, som er arbejdsmiljørepræsentant (AMIR) på plejecentret.

Sådan registrerer Støberiet hændelser
  1. Åbn appen
  2. Gå ind i ’Mine hændelser’
  3. Vælg kategori for hændelse
  4. Ranglist hvor meget hændelsen har påvirket dig fra nul til fem røde prikker
  5. Skriv eventuelt kommentarer og tryk send

Registrering af hændelser og nærved-ulykker er lovpligtige, fordi arbejdspladserne skal bruge registreringerne til at forbedre arbejdsmiljøet og forebygge arbejdsskader.

Men besværlige arbejdsgange betyder, at det ikke altid sker. Derfor har den danske softwarevirksomhed TeamEffect udviklet redskabet ’Mine hændelser’, som indgår i appen på Støberiet.

Når en medarbejder på Støberiet registrerer en hændelse eller nærved-ulykke, får AMIR og leder en besked både i appen og på mail.

”Så kan vi handle på det, hvad enten det er mindre ting som en stødt albue eller en hændelse med høj påvirkning som f.eks., hvis en beboer var ved at falde og måtte gribes af en medarbejder,” forklarer Tanya Hornnæs Svensson.

Seng gav blå mærker

Det stigende antal registreringer af små og større hændelser og nærved-ulykker har medført en række forbedringer for medarbejderne.

”Vi opdagede f.eks., at der var en seng hos en beboer, som medarbejderne hele tiden gik og stødte sig på. Så blev den flyttet lidt. Vi har også fået nye skraldevogne til bleer m.m., fordi det viste sig, at de gamle var tunge og svære at manøvrere, og medarbejderne fik et riv i ryggen, når vognene skulle over et bump på vej til affaldscontaineren,” siger Tanya Hornnæs Svensson.

Sådan registrerer Støberiets medarbejdere deres arbejdsdag
  1. Åbn appen
  2. Gå ind i ’Min arbejdsdag’
  3. Giv dagen en farve på en skala fra et til fem
  4. Skriv eventuelt en kommentar og tjek ud

”Det er ting, som mange måske regner for småproblemer og ikke går til lederen med. Men når jeg og lederen kan se indberetningerne i appen, har vi mulighed for at lave om på tingene.”

Hun nævner også hændelser, hvor en medarbejder er blevet slået af en dement beboer:

”Den enkelte ville måske ikke før registrere det som en hændelse, fordi ’sådan er det bare at arbejde på et plejecenter.’ Men nu hvor vi får det hele med, kan vi måske lige pludselig se et mønster, hvis flere registrerer noget lignende, og så kan vi tage hånd om problemet. Vi er blevet meget bedre til at forebygge,” forklarer Tanya Hornnæs Svensson.

Hun understreger, at registreringerne også er vigtige, hvis en hændelse først efter nogen tid rammer medarbejderen hårdt:

”Nogle medarbejdere kan opleve at blive overfuset af en pårørende. Første gang det sker, har det måske ingen betydning, men efter tre gange må medarbejderen måske sygemelde sig med ondt i maven, og så er det vigtigt, at vi har fået hele forløbet registreret,” siger hun. 

App'en, som de ansatte på Plejecenter Støberiet registrerer nærved-ulykker og hændelser på.
Caption 
App'en, som de ansatte på Plejecenter Støberiet registrerer nærved-ulykker og hændelser på.
Attribution 
Foto: Lars Horn
Mange flere ’grønne’ dage

I appen giver medarbejderne på Støberiet også deres arbejdsdage karakterer ud fra en skala med fem farver, hvor grøn er en god dag, mens rød er meget dårlig.

”Vores leder og jeg kan se farverne, og hvis der er mange orange og røde dage, kan vi spørge ind til, hvad det skyldes. Der kan være dårlig kemi mellem en medarbejder og en beboer eller mellem to medarbejdere, og så tager vi en snak og forsøger at løse udfordringen,” forklarer Tanya Hornnæs Svensson.

Løsningen kan være en ændring i vagtplanen, eller at der sættes en ekstra medarbejder på, når en beboer skal have ordnet nedre toilette for at undgå, at hun slår.

”Vi italesætter udfordringerne og er samtidig blevet opmærksomme på, at langt de fleste dage er grønne, selvom vi er pressede pga. travlhed. Appen giver os medejerskab til et godt arbejdsmiljø og trivsel, hvor man måske før havde en tendens til at mene, at det var ledelsens ansvar alene. Og vi har faktisk fået mange flere grønne dage,” siger Tanya Hornnæs Svensson.

Tak via app

Som et ekstra plus fremhæver hun, at man kan give dagen karakterer længe efter, at arbejdsdagen er slut:

”Hvis den sidste halve time på en vagt har været forfærdelig travl, kan det umiddelbart farve hele ens syn på dagen. Men når man så sidder i sofaen om aftenen og har pustet ud, var den måske ikke helt rød alligevel.”

”Og så bruger vi meget at give hinanden et skulderklap i appen. Det er ikke altid, man husker at sige tak for hjælpen lige på dagen, og med skiftende vagter kan der gå længe imellem, at man ses. Så er det fint at kunne skrive i appen ’Tak fordi du gav en hånd i den situation’,” siger Tanya Hornnæs Svensson.

Hun tror, at det øgede fokus på trivsel og arbejdsmiljø også kan vise sig at være positivt ift. fastholdelse og rekruttering af medarbejdere til Støberiet. 

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Forebyggelse
Medicoteknisk udstyr
Teknologi

Lemp ikke tretimersreglen igen

I lyset af covid-19-smitten har Dansk Sygeplejeråd opfordret beskæftigelsesministeren til at sikre de rette værnemidler. ”Vi skal ikke risikere igen at skulle lempe tretimersreglen for brugen af FFP-masker,” siger næstformand Anni Pilgaard.

Covid-19 er igen en samfundskritisk sygdom, og derfor har næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Anni Pilgaard, sendt et brev til beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S) med opfordring til at sikre sygeplejerskers arbejdsmiljø. Det handler ikke mindst om covid-afdelinger, hvor sygeplejersker ofte anvender FFP2/3-masker for at opnå tilstrækkelig beskyttelse mod smitte.

”Vi skal ikke igen stå i en situation, hvor sygeplejerskers arbejdsmiljø tilsidesættes,” skriver Anni Pilgaard i brevet til arbejdsgiverne.

Uacceptabelt at lempe tretimersregel

Fra januar til april 2021 blev tretimersreglen, der angiver, hvor længe man må arbejde med FFP-maske, nemlig lempet. Dansk Sygeplejeråd appellerer til beskæftigelsesministeren om ikke igen at lempe tretimersreglen.

”En sådan midlertidig lempelse blev tilladt i en periode, hvor hensynet til at sikre nok kvalificeret personale på covid-afdelingerne blev sat over hensynet til sygeplejerskernes helbred. Det var helt uacceptabelt og må ikke ske igen,” skriver Anni Pilgaard.

Gener af mundbind og FFP-masker

Sygeplejersker oplever ofte gener ved brug af FFP-maskerne i form af hovedpine, hudgener, åndedrætsproblemer, svimmelhed og træthed. Det viste en rundspørge blandt Dansk Sygeplejeråds arbejdsmiljørepræsentanter i 2020.

Et alternativ til FFP-masker er turboenheder. I Arbejdstilsynets vejledning fremgår det, at hvis arbejdet strækker sig ud over tre timer, skal der allerede fra arbejdets begyndelse benyttes enten filtrerende åndedrætsværn med turboenhed eller luftforsynet åndedrætsværn.

Emneord: 
Medicoteknisk udstyr

Observation: Styr på operationsrobotten

Siden foråret 2019 har operationssygeplejersker i Region Hovedstaden og Sjælland haft mulighed for at uddanne sig inden for robotkirurgi.
Foto: Bax Lindhardt

Robotkirurgi Herlev Hospital”Godt det ikke er mig, der er patient,” siger Rikke Andersen (helt til højre), mens hun med besvær prøver at få styr på joystick og pedalerne på den store operationsrobot.

Til daglig arbejder 30-årige Rikke Andersen som operationssygeplejerske på Herlev Hospital, men i dag er hun på efteruddannelse i hospitalets kælder.

Her får hun, sammen med andre sygeplejersker og kirurger, en indføring i robotassisteret laparoskopisk kirurgi. 

”Det er rigtig fedt at få lov til at prøve kirurgernes arbejde. Og det er sundt for lægerne at prøve mit arbejde, så de ved, det ikke bare lige er noget man gør,” siger Rikke Andersen.

Siden foråret 2019 har operationssygeplejersker i Region Hovedstaden og Sjælland haft mulighed for at uddanne sig inden for robotkirurgi.

Robotkirurgisk Uddannelse, der er etableret i CAMES (Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation) uddanner operationssygeplejersker og læger i anvendelsen af robotkirurgi og byder på e-læring, hands on-træning, træning på gris samt full scale-simulation.

”Tidligere blev lægerne sendt på den slags efteruddannelse i udlandet, men ikke sygeplejerskerne, og det er skønt, vi har fået den mulighed. Jeg kunne måske godt ønske mig, at der kommer lidt mere fokus på sygeplejerskernes arbejde – mere om lejring og den slags. Men vi er godt på vej og det er sjovt,” siger Rikke Andersen.

Emneord: 
Medicoteknisk udstyr

Medicin-pumper frigør hænder til Covid-patienter

Odense Universitetshospital har haft succes med at bruge medicinpumper til antibiotikabehandling, så patienter kan udskrives langt tidligere end før. Det har gjort det muligt at frigive flere sygeplejersker til pleje af coronaindlagte.
Sygeplejerskerne Malene Kildemand (tv.) og Sisse Skaarup har stået for implementering af medicinpumperne. ”Det har været virkelig givende for os som sygeplejersker, fordi vi kan se, at det virker," siger Malene Kildemand
Foto: Marlene Lynggaard Olsen
Title

Sygeplejersken sætter i de kommende numre af bladet fokus på den læring, som corona-krisen og den store omstilling har ført med sig for sygeplejersker. Skriv gerne til redaktionen@dsr.dk mærket ”Læren af Covid-19” med eksempler fra din arbejdsplads.

ikon laeren af covidDa den nyoprettede afdeling Fælles Dagshospital slog dørene op på OUH i februar i år, stod det egentlig allerede på to do-listen, at afdelingen skulle stå for implementering af medicinpumper til antibiotikabehandlinger på lidt længere sigt. Men snart efter ramte Covid-19-epidemien Danmark – og så gik det pludselig stærkt med at få projektet rullet ud.

”Medicinpumper er længe blevet brugt til f.eks. kemobehandling af kræftpatienter, men corona kickstartede vores brug af pumperne til antibiotikabehandling, fordi vi øjnede en mulighed for at frigøre sygeplejerskehænder til Covid-patienter,” fortæller Malene Kildemand.

Hun er klinisk sygeplejespecialist og har sammen med sygeplejerske Sisse Skaarup stået for implementering af medicinpumperne. Da corona gjorde sit indtog i marts, blev der lynhurtigt indgået et samarbejde med Sygehusapotek Fyn, der leverer den færdigblandede antibiotika, og allerede 1. april begyndte de to sygeplejersker at sætte pumper op ude på afdelingerne.

Antibiotikabehandlingerne med medicinpumper har betydet, at der er patienter, der samlet set har været hjemme i 21 døgn, som ellers ville have krævet indlæggelse.

Det har ifølge Marlene Kildemand frigivet tid og ressourcer, der i stedet kan bruges på andre patienter – bl.a. coronaindlagte.

”Medicinpumperne betyder, at sygeplejerskerne f.eks. ikke skal blande medicin flere gange om dagen. De skal heller ikke sætte drops op eller tage dem ned. Det sparer tid,” siger hun.

Glade og trygge patienter

Foreløbig er 158 patienter på OUH blevet udstyret med en medicinpumpe til antibiotikabehandling, og pumperne er blevet sat op til brug 352 gange. Når patienter udskrives til fortsat antibiotisk behandling, foregår det typisk ved, at de kommer ind på Fælles Dagshospital en gang om dagen, hvor de får en ny døgndosis antibiotika sat til pumpen. Enkelte patienter er dog efter eget ønske blevet oplært i at skifte medicin selv, så de slipper for turen.

Allerede nu er sygeplejerskerne da også i gang med at udrulle pumperne til flere afdelinger, heriblandt Fælles Akutmodtagelse og andre sengeafdelinger.

”Vi oplever, at patienterne føler sig trygge, og at de er virkelig glade for pumperne, fordi det betyder, at mange kan afslutte deres behandling hjemme. Vi havde f.eks. en patient, som var virkelig glad for, at han kunne være i sommerhus med familien, imens han var i behandling,” siger Malene Kildemand.

I øjeblikket samarbejder Fælles Dagshospital  med syv forskellige sengeafdelinger om projektet, både medicinske og kirurgiske. Når en af afdelingerne ringer til ”pumpetelefonen”, rykker sygeplejerskerne ud.

”Vi har også brugt en del tid på at undervise og vejlede de andre sygeplejersker på afdelingerne, så de kan blive fortrolige med pumperne. Det er blevet taget godt imod over hele linjen,” siger Malene Kildemand.

Læs også

Sygeplejersken nr. 8/2020: Corona kravlede ind i psyken

Sygeplejersken nr. 9/2020: Blodprøve kan forudsige coronaforløb

Emneord: 
Medicoteknisk udstyr

En sidste chance

Når lungerne står af, og alt håb synes ude, er der for nogle en sidste mulighed. En ECMO-behandling. Her overtager en maskine lungernes funktion og køber tid til, at de kan komme sig. Sygeplejerskerne Anne Langvad og Rikke Clemmensen passer både patienter og maskiner, og de fik travlt, da Covid-19 ramte landet.
På et tidspunkt havde afdelingen otte Covid-patienter i behandling på én gang. Det krævede fuldt udstyr af værnemidler, hvilket ikke gjorde arbejdet lettere. Her er det klinisk sygeplejespecialist Anne Langvad med hood med installeret ventilation.
Foto: Bax Lindhardt
Om ECMO
  • ECMO står for Extra Corporeal Membrane Oxygenation.
  • ECMO-behandling til respiratorisk udfordrede patienter findes kun på Aarhus Universitetshospital og Rigshospitalet.
  • Maskinen pumper 3-5 liter blod rundt i minuttet.
  • Cirka 20 pct. af de patienter, der får ECMO-behandling ved lungesvigt, overlever.
  • Behandlingen kan vare fra dage til uger.
  • Af de 20 Covid-patienter, der har fået ECMO-behandling på Rigshospitalet, lever syv stadig.
  • ECMO-Covid-patienterne har været mellem 25 og 65 år.
  • Sygeplejersker, der arbejder med ECMO, har et certificeret todages-kursus med teori og simulation. Dertil sideoplæring samt årlig recertificering.

En tyk slange er ført direkte ind i patientens store kar i lysken. Bandager beskytter indgangen til kroppen, mens slangen er syet fast til mandens hud flere steder ned langs låret. Ved slangens samlinger er små strips sat på for at sikre, at de ikke går fra hinanden ved trykket fra blodet, der pumpes ud i slangen.

Det mørkerøde blod bliver via slangen ført over i oxygenatoren, som fjerner CO2 fra blodet og tilfører ilt. En ny slange leder det nu postkasserøde blod tilbage til patientens anden lyske, hvor den er fæstet på samme måde som på det andet.

Patienten er i gang med en såkaldt ECMO-behandling (Extra Corporeal Membrane Oxygenation). ECMO-maskinen kan
fungere som både hjerte og lunge for patienten, når hans eget hjerte og/eller egne lunger er så syge, at de ikke virker mere.

”En ECMO-behandling hjælper ikke lungerne eller hjertet med at komme sig. Men den køber patienten tid,” fortæller Rikke Clemmensen, der er sygeplejerske på Thoraxanæstesiologisk Klinik, intensivafsnit 4141 på Rigshospitalet.

Hun og kollegaen Anne Langvad, der er klinisk sygeplejespecialist på afdelingen, har inviteret Sygeplejersken indenfor for at se og høre om den særlige hjertelungemaskine, der giver ECMO-behandlingen til patienter med hjertesvigt og respiratorisk udfordrede patienter.

Det er f.eks. meget syge influenzapatienter. Patienter, der har været i drukneulykke, eller lungepatienter, der gennem mange år har været i behandling, men hvor behandlingen ikke virker mere. Så kan de være i ECMO-behandling, mens de venter på en lungetransplantation.

Komplikationer ved ECMO

Der er risiko for mange komplikationer ved at blive koblet til en ECMO-maskine:

  • Skader på organerne.
  • Blodpropper.
  • Blødninger – f.eks. i hjernen og ud af indstikssteder.
  • Immobiliseringskomplikationer.
  • Sepsis, hvor patienten mister fingre og tæer pga. manglende blodtil-førsel.
  • Kognitive udfordringer på sigt. F.eks. koncentrations- og huske-besvær.
  • Permanente hjerneskader.
  • Særligt Covid-patienter har fået mange små blodpropper i hovedet, fingrene, fødderne og benene.

Et virvar af slanger og maskiner

Patienten, vi møder, ligger bevidstløs i sengen med den mønstrede dyne over sig omgivet af maskiner, pumper, væskefyldte poser og skærme med farverige informationer, der blinker i forskellige tempi. Og slanger, der kobler det hele sammen med patienten.

Det ser så vildt ud. Et virvar, der bliver suppleret af sygeplejersker, som hele tiden går til og fra det sparsomme område, hvor alt er samlet. Og alligevel er der ingen tvivl om, at der er fuldstændig styr på enhver detalje.

”Er du ved at vågne?” spørger Rikke Clemmensen patienten, mens hun tager hans hånd og bøjer og strækker hans fingre. De prøver at foretage et såkaldt ”wake up call” for bare kort at tjekke, om hans hjerne fungerer. Men lige nu er der ingen reaktion.

Når respirator ikke duer

Normalt er der et sted mellem nul og tre patienter i ECMO-behandling. Men da Covid-19 i foråret ramte Danmark, kom en ny type patienter, der havde brug for hjertelungemaskinen. De var anderledes, fordi man hverken kendte sygdommen eller kunne behandle den.

Covid-patienterne blev overflyttet til afsnit 4141, når man kunne se, at almindelig respiratorhjælp ikke længere nyttede, men at det stadig gav mening at give patienten en sidste chance for at overleve.

Og så havde afdelingen pludselig 10 patienter i ECMO-behandling på en gang. Heraf otte Covid-patienter.

”Den store udfordring med Covid-patienter er, at de ikke kan få luft. De bliver så dårlige. Vi trækker normalt vejret med 500-600 ml. luft per åndedrag. Covid-patienter har ligget på omkring 60 ml. Lungerne er helt klappet sammen og fuldstændig fyldt med snot. Og så nytter det ikke noget med en respirator,” fortæller Rikke Clemmensen og forklarer:

”Når vi sætter ECMO til, tager vi blodet ud, ilter det, fjerner CO2 og fører det tilbage. Blodet kan cirkulere i patientens lungekredsløb, uden at lungerne skal arbejde hårdt, og samtidig købe tid til gradvist at få mere og mere luft i.”


Ecmo7
Caption 
Sygeplejerskerne Anne Langvad (tv.) og Rikke Clemmensen tjekker løbende patientens værdier, slanger, medicin og maskiner. Alt bliver dokumenteret på computeren bag Rikke Clemmensen ca. en gang i timen. Det er nødvendigt for at kunne vurdere behandlingen
Attribution 
Foto: bax Lindhardt
Bugleje – uden øvelse

Der opstod dog hurtigt nye udfordringer. For Covid-patienterne reagerede ikke helt som andre patienter på behandlingen.

Først blev det typisk lidt bedre, men så gik det ned ad bakke, og de blev dårlige igen,” siger Rikke Clemmensen.

Men sygeplejerskerne gav ikke bare op. De vender nogle gange andre patienter i afdelingen om på maven, men aldrig før ECMO-patienterne. Det blev dog nødvendigt for at kunne mobilisere mulige steder i lungerne, der virkede, og samtidig gøre trykket mindre.

”Vi havde tidligere talt om at gå i gang med simulationstræning, så vi ikke skulle prøve det første gang med rigtige slanger og et rigtigt menneske. Men så kom Covid,” siger Anne Langvad, og Rikke Clemmensen fortsætter:

”Så stod vi med ryggen mod muren. Enten måtte vi stoppe behandlingen eller gøre det. Det var en smule angstprovokerende. Man stod der, og patienterne var så dårlige. Men der var ikke så meget at tabe. Det lyder lidt voldsomt. Men sådan var det.”


ECMO
Caption 
ECMO-patienter får rigtig meget forskellig medicin. Det føres via slanger kontinuerligt ind i det centrale venekateter.
Attribution 
Foto: Bax Lindhardt
Afgørende samarbejde

Det blev til mange vendinger i løbet af coronatiden. Mere end 100. Det er gået godt, men ikke uden udfordringer. Især på grund af de mange og store slanger, som er sat ind i kroppen. Og hver gang kræver det et helt hold af læger, sygeplejersker og portører. Dertil kommer perfusionister, som er det personale, der er eksperter i maskinerne, der er tilsluttet patienten.

”Der har været et fantastisk samarbejde om at udvikle nogle sikre og gode teknikker. Alle er kommet med input. F.eks. sagde portøren, at de på en anden afdeling har lagt noget skumagtigt under hovedet, så patienterne ikke får tryk. Og så sagde perfusionisterne, at hvis vi lægger lagnet rundt sådan, så kan det være, slangen bliver liggende,” fortæller Anne Langvad.

Patienter blev typisk lagt i bugleje om eftermiddagen og tilbage på ryggen om morgenen efter at have fået et morgensengebad.

”Det var vigtigt jævnligt at få vendt hovedet, så de ikke fik tryksår, og lejret dem, så de ikke blev stive eller ømme i skulderen,” siger Anne Langvad.


ECMO
Caption 
Den fingertykke slange leder blodet fra patientens store kar i lysken over i ECMO-maskinen. Trykket kan være højt, så der er sat ekstra strips på for at undgå, at samlingerne på slangen går op, og slangen er syet fast til benet.
Attribution 
Foto: Bax Lindhardt
20 medicinpumper

Patienten under den mønstrede dyne har ikke Covid-19 og behøver ikke at ligge på maven. Men han har, som alle ECMO-patienter, brug for konstant overvågning af en til flere sygeplejersker. Normeringen er cirka tre sygeplejersker til to patienter.

”Vi holder øje med ECMO-maskinen, respirator, dialyse og en masse forskelligt medicin. Der kan være op til 20 pumper med medicin. Og overvåger de mange forskellige værdier, der fremgår af skærmene,” fortæller Anne Langvad.

F.eks. blodtryk, hjertekardiogram, temperatur, iltmætning, sedation og iltning. De har styr på, hvad der sker, når der lyder en alarm, og er klar over, at hvis de skruer op for noget, kan det betyde nye alarmer på et andet område. Og det hele skal dokumenteres cirka en gang i timen.

På et stativ skråt bag patientens skulder hænger medicinen i klare poser med små håndskrevne mærkater på. Det er bl.a. sovemedicin, glukose, hjertemedicin og blodfortyndende. Sygeplejerskerne tjekker og blander løbende medicinen, der løber kontinuerligt ind i det centrale venekateter.

”Der er meget, man skal holde øje med. Så indimellem kan man godt glemme, at det er et menneske, der ligger der. Man skal virkelig hanke op i sig selv. Især hvis patienten også sover,” siger Rikke Clemmensen.

Det gjorde de fleste af Covid-patienterne det meste af tiden, mens de var på ECMO. Men f.eks. patienter, der venter på en ny lunge, kan godt være vågne, selvom de er tilsluttet ECMO, og sågar træne i en sengecykel eller gå ved siden af for at holde sig i gang.

Vi gør alt for patienten

Udover den tekniske del af sygeplejen ligger der en kæmpe opgave i at passe patienten med helt basal sygepleje.

”Patienten kan ikke noget. Vi gør alt for dem. Vi laver mundpleje og øjenpleje samt sørger for, at de ikke får tryksår eller udvikler kontrakturer. Der er rigtig meget lejring, hvor man hele tiden er begrænset af slangerne. Og hvis patienten f.eks. har afføring i sengen, kan vi ikke bare lige løfte eller vende dem. Vi skal have læge og perfusionister til stede. Og portører. Og det sker jo også om natten. Så det kræver meget koordinering,” siger Anne Langvad

Samme hold skal på, hvis en patient skal sengecykeltræne. Det kan let tage op mod en time.

”Det er lidt omstændeligt, men det er også det, der gør det fedt, når man kan se, at det rykker noget,” siger Rikke Clemmensen, og Anne Langvad tilføjer med et smil:

”Ja, når man første gang ser dem sidde selv på sengekanten.”

 

Emneord: 
Lungesygdom
Medicoteknisk udstyr

Dengang: Nyt højteknologisk arbejdsfelt i 1978

Perfusion var også internationalt et nyt felt.
Arkivfoto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum


Dengang - 1976
Attribution 
Arkivfoto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Perfusion blev et nyt arbejdsfelt for operations-sygeplejersker på thoraxkirurgisk operationsafdeling på Rigshospitalet i slutningen af 1960’erne.

Her passede de både deres vante arbejde som operationssygeplejersker og som perfundører – ansvarlige for hjerte-lungemaskinen – ved hjerteoperationerne.

Perfusion var også internationalt et nyt felt.

Der var ingen specialuddannelse af perfundører i Danmark, og de brugte deres fritid på at holde sig opdateret ved at rejse til kongresser og tage på studiebesøg på andre hjertekirurgiske afdelinger i udlandet.

 

Emneord: 
Medicoteknisk udstyr
Sygeplejens historie

Verdens første robot-sterilcentral

Snart er det slut med at stå i skyllerum ved siden af operationsstuerne og sterilisere og pakke instrumenter til næste operation. I Region Hovedstaden vil to højautomatiserede sterilcentraler i stedet klare opgaven for alle regionens hospitaler.
Den regionale sterilcentral i Region Hovedstaden
  • Funktion: Står for sterilisering af alle operationsinstrumenter, der bliver brugt på regionens hospitaler.
  • Placering: Herlev Hospital og Rigshospitalet.
  • Rigshospitalet: Servicering af Rigshospitalet og Glostrup, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
  • Herlev Hospital: Servicering af Herlev og Gentofte Hospital, Nordsjællands Hospital og Amager og Hvidovre Hospital.
  • Budget for etablering: 1 mia. kr.
  • Hvem betaler: Region Hovedstaden
  • Forventet ibrugtagning: 2019

De kommer valfartende fra hele verden for at se det nye teknologiske vidunder. Fra USA, Australien, Tyskland – og naboregionen. For lige nu er man ved at lægge sidste hånd på Region Hovedstadens to nye højautomatiske sterilcentraler på Rigshospitalet og Herlev Hospital.

De bliver de første i verden af deres art, hvor robotter og avancerede IT-systemer kommer til at stå for at vaske, sterilisere og pakke operationsinstrumenter til operationer på alle regionens hospitaler. Vi taler om op til 1.000 operationer dagligt.

I front for udviklingen af det komplicerede og unikke projekt står en sygeplejerske. Nemlig hygiejnesygeplejerske Trine Frederiksen, der er programleder for drift og implementering af Regionale Sterilcentraler Region Hovedstaden. Hun har tidligere været med til at udvikle og implementere en mere simpel robotteknologi til sterilisering af udstyr på Gentofte Hospital, og qua hendes erfaring kom hun med i projektet om en ny regional sterilcentral, der skal sikre, at alt operationsudstyr bliver rengjort, så det lever op til de kvalitetskrav, der gælder i dag.

Arbejdsmiljø og hygiejne

Det klare fokus på automatisering bunder også i et mål om at forbedre arbejdsmiljøet og bl.a. skåne medarbejdere for mange tunge løft.

"I dag bliver operationsinstrumenter på eksempelvis Rigshospitalet steriliseret i små lokale steriliseringsrum i nærheden af operationsgangene. Det sker under forhold, der ikke lever op til kvaliteten i forhold til hygiejne," siger Trine Frederiksen.

Hun forklarer, at det bl.a. handler om renheden af vandet og luften i rummet. Ventilationen er ikke god nok, og der er heller ikke den rette temperaturovervågning.

Væk med døde bakterier

Det bliver der lavet om på med den nye sterilcentral, hvor instrumenterne dermed også vil blive endnu mere rene.

"Der er ingen tvivl om, at alle bakterier er døde, når instrumenter bliver steriliseret i dag. Men der kan være rester af døde bakterier, der kan give feberlignende tilstande for patienterne efter operationen. Når instrumenterne fremover har været gennem sterilcentralen, vil de være så rene, at også de døde bakterier er væk," fortæller Trine Frederiksen.

Det skyldes både en bedre steriliseringsproces, men også at instrumenterne efter steriliseringen kun bliver håndteret af robotter og ikke er i kontakt med menneskehænder, før de når operationsgangen.

Krav om sporing

Samtidig vil instrumenterne fremover kunne spores. Alle instrumentbakker vil have en lille chip, der gør, at man altid vil kunne finde ud af, hvor den enkelte instrumentbakke har været brugt før, hvornår den er blevet gjort ren, og hvor længe den har været på lager.

"Kravet om sporbarhed er afgørende i tilfælde, hvor der f.eks. er sket komplikationer for en patient efter en operation. Så kan man i den nye sterilcentral altid gå tilbage og se, om det har noget med den proces, som instrumenterne har været igennem, at gøre, og om den har haft den rigtige kvalitet."

Er der tale om en generel fejl i processen omkring steriliseringen, vil IT-systemerne også kunne spore alle de øvrige instrumenter fra samme periode, der har været fejl på, og sikre, at de ikke bliver brugt, før de er gjort forsvarligt rene.

Nye arbejdsgange

Når en patient skal opereres i dag, er det gerne operationssygeplejersken, der går ind på et lager i nærheden af operationsgangen, hvor de steriliserede instrumenter ligger. Med sig i hånden har hun en liste over de instrumenter, kirurgen skal bruge under operationen, som hun samler sammen.

"Alt efter, hvilken type operation det er, kan det tage mellem 2 og 30 minutter. Den tid kan operationssygeplejerskerne nu bruge på at fokusere på patienten," siger Trine Frederiksen.

Fremover er der ikke et stort lager i nærheden af operationsgangen. I stedet vil en færdigpakket vogn med alle de instrumentbakker, der skal bruges til den specifikke operation, blive leveret i en transportvogn ved operationsstuen. Den skal blot pakkes ud, så er alt klar til brug.

Automatiske registreringer

Når en kirurg fremover booker en operation i IT-systemet, vil han eller hun samtidig skulle krydse af, hvilken type operation der er tale om. F.eks. en knæoperation. Helt automatisk vil der så gå en bestilling til sterilcentralens lager om, at en udstyrspakke til den type operation skal gøres klar.

Trine Frederiksen forklarer, at når bestillingen bliver lavet, tager IT-systemet selv hensyn til, hvem kirurgen er, og vælger udstyr, der passer præcis til ham eller hende. Ligeledes registrerer det ved hjælp af patientens cpr-nummer, om det er et barn eller en voksen. Og der er indbygget en individualitet i systemet, så man kan lave tillægsbestillinger, hvis der er særlige redskaber, kirurgen har brug for, eller flere af de samme.

Lige nu er netop det system ved at blive bygget op. 10 personer sidder og taster datamateriale ind om alle typer af operationer, hvad tid på døgnet de foregår, og hvilket udstyr der bliver brugt.

"Alt det data skal robotten være vidende om, så den kan pakke præcis den rigtige udstyrspakke til den enkelte operation. Den del kommer til at være fuldt automatiseret," siger Trine Frederiksen.

Bestilling dagen før

Det betyder dog også nye måder at tænke på for kirurgen.

"Operationen, og dermed også udstyret dertil, skal bestilles dagen før, så der skal kirurgerne have tænkt operationen igennem. Det nytter ikke, at de en time før får en ny tanke, der kræver nye instrumenter. Det er for sent," siger Trine Frederiksen.

Der vil dog altid være et lille lager af ekstra instrumenter i nærheden af operationsstuerne.

Ligeledes vil der være særligt pakkede vogne til akutte operationer, der altid står klar, og når en bliver taget i brug, bliver der automatisk bestilt en ny.

14-2018_tema1

TEMA: INNOVATION

Når Sygeplejersker handler på ideerne

Snart står den klar. Verdens første højautomatiserede sterilcentral, der skal sikre de reneste operationsinstrumenter til alle Region Hovedstadens hospitaler. Den møder interesse fra lande kloden rundt, og hjernen bag udviklingen af det unikke og komplicerede projekt er hygiejnesygeplejerske Trine Frederiksen. Hun er blot en af mange sygeplejersker, der har kastet sig ud i innovationsverdenen og udvikler og opfinder nye smarte løsninger til gavn for arbejdsmiljø og kvalitet. Det har sygeplejerskerne Marie Lommer Bagger og Louise Bangsgaard også. De har udviklet et intelligent toilet, som kan registrere patienternes væskeregnskab.

 

Emneord: 
Medicoteknisk udstyr
Teknologi

Der er et menneske bag hver undersøgelse

På radiologisk afdeling på Ringsted Sygehus betjener sygeplejersker topmoderne elektronisk udstyr. Formand Grete Christensen tog i klinik på afdelingen, der også tager ansvar for ansatte med funktionsnedsættelser.

SY-2013-02-36xx
Sygeplejerske Merete Skov-Hansen (t.h.) fortæller Grete Christensen om radiologisk afdeling. Merete Skov-Hansen blev færdiguddannet i 1972 og har derfor netop fejret sit 40-års jubilæum. 
Foto : Simon Klein-Knudsen

Udkørende hjemmesygeplejerske på Vesterbro i København, frivillig sygeplejerske i Bangladesh, centersygeplejerske på et plejehjem i Hvalsø og sygeplejerske på Malawis største hospital. Merete Skov-Hansen har i sin 40-årige karriere som sygeplejerske været vidt omkring i faget.

”Sygepleje er mit fag. Jeg skal ikke lave noget som helst andet,” fortæller Merete Skov-Hansen, der siden 2003 har været ansat på radiologisk afdeling på Ringsted Sygehus. Hun har inviteret Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen i klinik på afdelingen, der primært udfører røntgen- og ultralydsundersøgelser, mammografier og en række forskellige scanninger.

Konstant flow til mammografi

”Vi varetager bl.a. Region Sjællands tilbud om mammografiscreening til alle kvinder mellem 50 og 69 år,” fortæller Merete Skov-Hansen og fortsætter:

”Det betyder, at vi har et konstant flow af patienter til mammografier. Og derfor er der også op til 14 dages ventetid på svar. Medmindre behandlingen falder ind under akutpakken, så bestræber vi os på at gøre det hurtigere.”
De to sygeplejersker bevæger sig ned ad afdelingens lange fordelingsgang og går ind ad en dør i højre side af gangen.  
 

Fokus på mennesket bag

Lokalets indretning afslører, at det oprindeligt er bygget til et sundhedsvæsen i en anden tidsalder. Til gengæld er udstyret og de tilhørende computere topmoderne. Midt i rummet står et specielt røntgenprøvebord, et såkaldt stereotaksibord, der bruges til biopsi af mikroforkalkninger.

Merete Skov-Hansen og Grete Christensen taler fortsat om mammografiundersøgelserne, som foretages i rummet ved siden af.  ”Som borger er man også godt klar over, at der er pres på tiden. Det er meget koncentreret. Fem minutter og så ud igen,” siger Grete Christensen.

Merete Skov-Hansen nikker: ”Vi skal have ca. 30 borgere igennem til mammografiscreening på en vagt, så tid er naturligvis en faktor. Men vi gør meget ud af, at der er mennesker bag hver undersøgelse.” 
 

Mobile enheder øger fremmøde

Radiologisk afdeling foretog de første screeninger tilbage i 2004 på sygehuset i Ringsted og en nyetableret mobil enhed. Region Sjælland råder nu over tre mobile enheder, som kører i hele regionen.  Merete Skov-Hansen har somme tider vagt i den enhed, som dækker Nordvestsjælland.

”Det er en god idé med mobile enheder. Fremmødeprocenten bliver større, når vi kommer ud til borgerne. Hvis vi ikke havde de mobile enheder, så skulle borgere f.eks. køre fra Nakskov til Næstved (ca. 100 km, red.) for en forebyggende undersøgelse. Det siger sig selv, at der er nogle, som springer fra. I dag har vi en fremmødeprocent på 80 i enhederne,” fortæller Merete Skov-Hansen.

”Det er flot,” siger Grete Christensen.
”Og når vi nu i Danmark har besluttet at anvende mammografi, så er det vigtigt at få så mange borgere som muligt til at møde op til undersøgelser. Derfor er mobile enheder en god idé.” 
 

Socialt engagement

Merete Skov-Hansen fortæller, at hendes afdeling tager ansvar for de medarbejdere, der pga. arbejdet har fået forskellige funktionsnedsættelser.

”Der burde være en pris for årets bedste sygehusafdeling,” siger Merete Skov-Hansen i et smilende tonefald, der ikke lægger skjul på, at prisen skulle gå til hendes afdeling.

Selv har hun for nylig nydt godt af ledelsens holdning i forbindelse med nogle skuldersmerter, som de mange ensidige og gentagne bevægelser har givet hende. Pga. generne, som også plager flere af hendes kolleger, er der forskellige opgaver, som hun ikke varetager i dag.

”Desværre er generne ikke anerkendt som arbejdsrelaterede,” fortæller Merete Skov-Hansen. Grete Christensen nikker:

”I modsætning til industrien, eksempelvis på filetfabrikker og slagterier, så godkendes sygeplejerskers armgener ikke. Det skyldes, at belastninger, såsom mammografi og scanning af gravide, ikke anses som repetitivt arbejde (gentagne bevægelser i en væsentlig del af arbejdsdagen, red.). Det er en problematik, som vi er bekendt med, og som vi jævnligt rejser.”

Langt de fleste af afdelingens patienter er kvinder, kun 1-2 mænd får konstateret brystkræft om året.

Emneord: 
Medicoteknisk udstyr