Dødstrusler, mobning og utålelige arbejdsforhold

Amnesty International beretter om overfald, knægtelse af ytringsfrihed og manglende værnemidler blandt sundhedsarbejdere i aktuel rapport om forholdene under coronakrisen i Nord-, Mellem- og Sydamerika

Hvor situationen med spredning af Covid-19 tegner til at være under kontrol og nærmest faldende i Europa, så er der lige nu tegn på, at smitten først nu for alvor har nået det amerikanske kontinent regnet fra Canada i nord til Chile og Argentina i syd, inklusive Caribien.

spl072020_akt_amnesty-intMenneskerettighedsorganisationen Amnesty International har fulgt den alvorlige situation og har netop udgivet en rapport om arbejdsforholdene for ansatte i sundhedsvæsenet i regionen under coronapandemien.

Fysiske overfald

Fysiske overfald på sundhedsarbejdere, dødstrusler, nægtelse af adgang til offentlige transportmidler, mobning og udelukkelse fra deltagelse i det øvrige samfundsliv er blandt de forhold, som rapporten beskriver. Alle nævnte forhold er relateret til befolkningens frygt for, at sundhedsmedarbejderne kunne viderebringe smitte til omverdenen.

I Bogotá, hovedstaden i Colombia, måtte en læge søge beskyttelse hos politiet på grund af dødstrusler malet hen over væggen på hans bolig, og i El Alto, Bolivia, kastede en gruppe borgere sten mod to lokale busser, som transporterede sundhedsarbejdere væk fra deres arbejdsplads, et hospital.

Arbejdsdage uden pauser

Rapporter om helt urimelige arbejdsforhold er også tilgået Amnesty International.

En læge på et hospital i Mexico City blev nægtet at indtage føde og drikke i løbet af arbejdsdagen, fordi hun først skulle afføre sig sin beskyttelsesdragt, siden desinficere sig selv og senere tage en ny beskyttelsesdragt på. Det tog for lang tid, mente hospitalsledelsen.

Og den samme oplevelse har en sygeplejerske i Paraguay berettet om. Han måtte udstå en 12-timers arbejdsdag uden mad og drikke indpakket i en beskyttelsesdragt.

Utilstrækkelige værnemidler

Fra flere lande meldes om varierende grader af manglende og/eller utilstrækkelige, personlige værnemidler og om sundhedsarbejdere, som er tvunget i arbejde i utilstrækkelig eller manglende beskyttelse. Rapporten fremhæver beretninger om rengøringspersonale, som helt uden beskyttelse indsamler hospitalsaffald, som bærer smitte.

Whistleblowere forfølges

Endelig fremhæver rapporten, at det at gøre omverdenen opmærksom på problemerne er risikofyldt. Fyringer og trusler om fyringer dokumenteres, ligesom det fremhæves, at sundhedsarbejdere i mange lande har frygtet at tale med aktivister fra Amnesty International om problemerne.

I USA har det vakt opsigt, at en sundhedsassistent, Tainicka Somerville, er blevet fyret fra et plejehjem i staten Illinois, fordi hun i et Facebookopslag sammen med kolleger fortalte om problemerne med manglende værnemidler på deres arbejdsplads, et plejehjem.

Læs rapporten ”The Cost of Curing: Health workers’ rights in the Americas during Covid-19 and Beyond”

Emneord: 
Menneskerettighed

Menneskehandel er en sag for sundhedspersonale

Sygeplejersker må have basal viden om menneskehandel, hvis bagmændene skal straffes og de handlede personer hjælpes.

Billig arbejdskraft eller prostitution. Det er formålet med den menneskehandel eller trafficking, som det også kaldes, der bringer ofre til bl.a. Danmark. Sygeplejersker kan spille en væsentlig rolle med at opspore de handlede, som ofte er kvinder, men det er nødvendigt med træning og uddannelse for at kende tegnene og vide, hvor man går hen med sin bekymring. En ICN-pjece beskriver de basale kundskaber, som sygeplejersker må have for at identificere handlede personer (1). Der er fire områder, der kræver specifik viden: Hvilke typer menneskehandel findes der?

Hvilke tegn på menneskehandel kan observeres hos den enkelte person? Hvilke områder kan generelt indikere, at en person er handlet? Hvad skal en eventuel mistanke føre til?

Pjecen eller folderen er kort og kontant og værd at printe og diskutere blandt sygeplejersker, som arbejder inden for akutområdet, i lægepraksis eller med gravide. Den kan findes på nettet ved at søge på navnet (se reference herunder).

Ved lanceringen på ICN-kongressen i Singapore denne sommer understregede en ekspert på området, at det ikke er meningen, at sygeplejersker skal finde frem til bagmændene bag menneskehandel, men gå videre til myndighederne ved mistanke om moderne slaveri. Danmark har i øvrigt i en nyligt publiceret rapport fået en påtale for at forsømme en struktureret indsats mod menneskehandel (2).

Referencer
Human trafficking – The basics of what Nurses need to know. ICN 2019
Maja Langberg, Amalie Schroll Munk. Danske dørmænd. Weekendavisen, samfund 12. juli 2019. 

Case fra England

En sort kvinde kommer til skadestuen med smerter i underlivet som følge af læsioner. Skadestuesygeplejersken får god kontakt med kvinden, som virker bange og nervøs. De finder et rum, hvor kvinden føler sig tryg, og sygeplejersken får listet ud af hende, at hun tre dage tidligere er blevet solgt for anden gang og siden voldtaget flere gange.

I venteværelset går en mand op og ned ad gulvet og spørger flere gange, hvornår kvinden bliver udskrevet. Sygeplejersken kontakter politiet, og det fører til optrevling af et netværk af menneskehandlere, som senere bliver dømt.

 

Emneord: 
Menneskerettighed

5 faglige minutter: Sygeplejersker, brug ytringsfriheden!

Patienterne er formentlig så smerteforpinte, sultne og tørre i munden, at de ikke har kræfter til at fortælle deres historie om et skrantende sundhedsvæsen, og de pårørende (hvis der overhovedet er nogen) har så travlt med at holde i hånd, hente drikkevarer og være afmægtige, at de såmænd heller ikke har overskud til at råbe op.

Tegneren Kurt Westergaards nyligt oprettede fond, som årligt skal uddele en pris til kunstnere, der tør ytre sig trods modstand, fik mig til at tænke på, hvorledes danske sygeplejersker har det med deres ytringsfrihed. Med jævne mellemrum sker det, at sygeplejersker går til pressen og selv laver overskrifter, før andre gør det for dem. En undersøgelse foretaget af FTF i 2010 viser imidlertid, at der er langt mellem de sygeplejersker, som oplever uholdbare forhold på deres arbejdsplads, og dem, som rent faktisk ender med at ytre sig offentligt om det.

Men hvor er det godt, når nogen gør det. Taler, fortæller og bruger deres frihed til at ytre sig, når alle interne muligheder for at blive hørt er udtømte. Hvem skulle ellers gøre det? Patienterne er formentlig så smerteforpinte, sultne og tørre i munden, at de ikke har kræfter til at fortælle deres historie om et skrantende sundhedsvæsen, og de pårørende (hvis der overhovedet er nogen) har så travlt med at holde i hånd, hente drikkevarer og være afmægtige, at de såmænd heller ikke har overskud til at råbe op. Tilbage er der sygeplejerskerne, vidnerne, der med en solid faglighed kan fortælle om forholdene og forhåbentlig få beslutningstagerne til at forstå, når den moralske og faglige kant er overskredet.

Jeg var forleden sammen med en flok kvinder, hvoraf flere er sygeplejersker. Midt imellem samtalerne om den forestående sommer, vores mænd, børn og nyindkøbte sommersandaler faldt talen også på sygeplejen. Flere af selskabets sygeplejersker fortalte, at personalet, der hvor de er ansat, har fået følgende retningslinje fra ledelsen: ”Slæk på kvaliteten, men ikke på sikkerheden”.

Man kan naturligvis håbe, at enten de eller jeg har misforstået ledelsens og ikke mindst politikernes ønsker til sygeplejen, men tager man udtalelsen alvorligt, er den tankevækkende, og jeg tillader mig på fagets og ikke mindst patienternes vegne at føle mig stødt over sådan en udmelding. Hvad er nu det for noget? Slække på kvaliteten, men ikke på sikkerheden?
”Hvad betyder det mon for patienterne?”

”Ja, det kan jo f.eks. betyde, at det ikke gør noget, at patienterne ikke får så meget at drikke, og at de ikke får smurt de tørre læber, men at de helst skal have deres medicin til tiden,” var nogle af de svar, jeg fik.

Forfølges denne tankegang, bør sygeplejeskolerne udskifte nogle af fagene på skemaet og i stedet for lektioner om mundpleje, servering af mad og drikke samt omsorg indføre fag som: ”Hvordan holde liv i en patient med mindst mulig kvalitet?” eller ”Lær at kende forskel på kvalitet og sikkerhed.” En grotesk og ganske urealistisk tankegang, som på mange måder kan sammenlignes med lavprisflyselskabernes tilsyneladende forretningsplan: Lad passagerne tage madpakken og dåsecolaen med selv, lad flyveren være lidt beskidt og kabinepersonalets smil lidt stivnet, men undgå for guds skyld nødlandinger eller andre emergencymanøvrer, der kan koste menneskeliv og fremkalde uheldige avisoverskrifter.

Imens sygeplejen bumler ud ad landingsbanen, kan vi overveje, hvor lav vi egentlig vil tillade, at kvaliteten i plejen bliver, og hvor grænsen egentlig går mellem dårlig kvalitet og brud på sikkerheden. Det er så nemt bare at tale lidt mere om mænd, børn og sommersandaler og lidt mindre om sygepleje, men det er så vigtigt, at vi gør det, taler, fortæller og ytrer os, både når vi er stolte af den sygepleje, vi tilbyder, og når vi ikke er.

Blå bog

Eva Hoffmann er 38 år og har været ansat på UC Syddanmark siden 2001. Hun blev lektor i 2008. Eva Hoffmann er uddannet sygeplejerske i 1996. Herefter arbejdede hun i fem år på kirurgisk afdeling på Sønderborg Sygehus. Eva Hoffmann har en diplomuddannelse i sygepleje fra 2001, hun blev master i klinisk sygepleje i 2006 og certificeret
coach i 2008. Hun har p.t. barselsorlov.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Menneskerettighed

Selvcensuren breder sig

Medierne kommer nemt til at tegne et skævt billede af virkeligheden på sygehuse og plejehjem, hvis sygeplejersker afholder sig fra at deltage i den offentlige debat. Derfor er der brug for en anden debatkultur og ny lovgivning, der sikrer mod sanktioner over for dem, der ytrer sig.

SY-2011-14-23-1bFoto: Søren Svendsen  

Det er vigtigt, at sygeplejersker og andre offentligt ansatte blander sig i debatten og f.eks. fortæller om, hvilke negative konsekvenser en besparelse vil få eller allerede har fået.

Sygeplejersker er ofte dem, der er meget tæt på patienternes og de ældres hverdag og virkelighed. Måske er de endda de eneste, som reelt kender til de faktiske forhold og f.eks. ved, hvor langt budgetter og normeringer rækker.

Derfor er det meget uheldigt, hvis sygeplejersker holder inde med deres vurderinger af og informationer om kritisable forhold på deres arbejdspladser.

”Det er ikke nyt, at ytringsfriheden har trange vilkår. Men vi oplever i disse år, at selvcensuren virkelig er taget til blandt de offentligt ansatte. Det er uheldigt og rigtig skidt for vores samfundsdebat,” siger formand for FTF Bente Sorgenfrey.
”Hvis medierne og politikerne ikke får indblik i, hvad der reelt foregår på sygehuse, plejehjem og andre steder i sundhedssektoren, bliver det svært at træffe de rigtige beslutninger om tilbud og service til de ældre i kommunerne og patienterne på sygehusene,” forklarer Bente Sorgenfrey, der oplever, at selvcensuren også er stigende hos mange andre faggrupper i den offentlige sektor.

Hun tror derfor ikke længere på, at det er nok blot at informere om offentligt ansattes ret til ytringsfrihed.
”I mange år har vi i FTF ment, at reglerne er gode nok, og at det kun er et spørgsmål om bedre information. Men med det vi ser i disse år, står det klart, at der er brug for at ændre lovgivningen.”

Bente Sorgenfrey har sammen med bl.a. Dansk Journalistforbund allerede forsøgt at påvirke Folketingets Retsudvalg.
”Vi skal have reglerne ændret, så sygeplejersker og andre offentligt ansatte får en lovfæstet garanti for, at de ikke bliver mødt af sanktioner fra deres arbejdsgivere, når de fremsætter lovlige ytringer – f.eks. om konsekvensen af nedskæringer eller lignende.”

Ledere skal tåle kritik

Men lovgivning gør det ikke alene. Der er også behov for, at især ledere og mellemledere bliver bedre til at acceptere kritik fra medarbejderne.

”Vi har brug for en anden debatkultur, hvor det er accepteret af ledelsen, at medarbejderne kommer med konkret og berettiget kritik. Og her er det især vigtigt, at lederne ændrer holdning og ikke betragter konstruktiv kritik som noget negativt,” siger Bente Sorgenfrey og tilføjer, at FTF har meget fokus på emnet ift. de ledere, der er organiseret i FTF.

Og hun bliver bakket op af mediejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. ”Vi har desværre på rigtig mange offentlige arbejdspladser en lukkethedskultur, hvor utilfredshed og berettiget kritik forbliver internt. Hvis vi skal have bugt med denne kultur, er det vigtigt, at både de faglige organisationer, de offentlige ledere og medierne bliver aktive medspillere,” påpeger Oluf Jørgensen.

Mellemledere misforstår rolle

”Det er afgørende, at de offentlige ledere – især mellemlederne – holder op med at påtage sig rollen som de, der skal skabe ”ro” i systemet ved at problematisere og kritisere medarbejdere, der fremfører kritik i medierne. De skal lære at acceptere kritik som en naturlig del af en debat, der i sidste ende er til gavn for kvaliteten af den offentlige sektor.”

Han er ligesom Bente Sorgenfrey bekymret for kvaliteten af den offentlige debat og mærker tilsvarende, at selvcensuren trives. ”Konstruktiv kritik og gode idéer ender på den måde med kun at blive til en intern snak i kaffepauserne. Debatten i medierne bliver dermed overladt til politikere og eksperter, der sjældent har et tæt kendskab til de faktiske forhold på f.eks. et sygehus,” siger Oluf Jørgensen.

Han opfordrer derfor de faglige organisationer til fortsat at motivere deres medlemmer til at deltage i den offentlige debat. Tilsvarende kan medierne også gøre noget for at skabe en bedre debatkultur ved f.eks. at have mindre fokus på historier om enkeltpersoner og mere fokus på sagens kerne. 

Fakta om din ytringsfrihed

Som offentligt ansat sygeplejerske kan du stort set udtale dig om hvad som helst til medierne – også om forhold på din arbejdsplads. Eneste betingelse er, at du udtaler dig på egne vegne og respekterer reglerne om tavshedspligt.

I praksis betyder det, at der er meget vide rammer for, hvad du kan udtale dig om. Også når det gælder kritiske holdninger om f.eks. besparelser eller dårligt arbejdsmiljø på din arbejdsplads.

Din arbejdsgiver eller chef kan og må ikke blande sig i, hvad du udtaler dig om som privatperson.

Ytringsfrihed betyder, at du kan ytre dig i tekst, tale, billeder, billedsprog m.v. og i forbindelse med taler, møder, interview, læserbreve, debatindlæg, kunstneriske udtryksformer osv.

Det er altid en god idé at starte med at fremføre sin kritik eller sine forslag internt på arbejdspladsen – f.eks. via tillidsrepræsentanten, MED-udvalg, høringssvar eller personalemøder. Men ledelsen kan ikke forlange – kun opfordre til – at kritiske synspunkter bliver fremført internt, før de offentliggøres i medierne.

Det er derfor en individuel vurdering, hvornår det rette tidspunkt er for at gå i medierne.

Det er dit ansvar at gøre opmærksom på, at du udtaler dig på egne vegne. Det er særlig vigtigt, hvis der er risiko for, at offentligheden fejlagtigt kan opfatte en ytring som udtryk for arbejdspladsens synspunkt. 

Ombudsmanden om ytringsfrihed i nedskæringstider

”Mange offentlige myndigheder står i den kommende tid over for at skulle tage stilling til besparelser. Det er derfor vigtigt at understrege, at offentligt ansatte i den sammenhæng har en betydelig frihed til offentligt at fremsætte udtalelser, der er kritiske over for den myndighed, hvor de er ansat, hvis de gør det klart, at de udtaler sig i eget navn. Det gælder også ansatte med ledelsesansvar, når de ikke er centralt placeret tæt på beslutningsprocessen.”

Emneord: 
Menneskerettighed

Norske sygeplejersker afslørede ulovligheder

To norske sygeplejersker brugte deres ret til at fortælle om kritisable forhold på deres arbejdsplads og har nu fået en pris for at være gode ”whistleblowere”. Den ene afslørede fusk med ventelister for kræftpatienter. Den anden dokumenterede helt urimelige arbejdsforhold på et plejehjem drevet af et privat vikarbureau.

Det var to helt forskellige situationer, de norske sygeplejersker befandt sig i. Fælles for dem var dog, at de begge opdagede meget kritisable forhold på deres arbejdsplads og besluttede sig for at gå videre med deres viden.

De benyttede sig begge af den ret, som alle norske arbejdstagere er sikret i arbejdsmiljøloven, nemlig at man har lov til at varsle eller videregive oplysninger om kritisable forhold på arbejdspladsen. Det kan man gøre anonymt eller med navns nævnelse, og man vælger selv, hvem man vil varsle til, f.eks. ledelsen, fagforeningen, politiet, medierne.

Begge sager er endt med, at de kritisable forhold er blevet stoppet, og de to sygeplejersker er af den samlede fagbevægelse blevet fremhævet som rigtig gode eksempler på ”varslere” eller ”whistleblowere” – personer, der vælger at gå videre med kritisable forhold på arbejdspladsen, selvom de måske bryder med f.eks. loyalitetshensynet. De to sygeplejersker blev efterfølgende tildelt en pris for deres ytringer (se boks).

Den ene sygeplejerske, Oline Hesselberg, afslørede en række groteske løn- og arbejdsforhold på Ammerudlunden Sykehjem, hvor hun var ansat, og som på det tidspunkt blev drevet af et privat vikarbureau, Adecco Helse.

Sov i beskyttelsesrummet

Hendes historie starter med, at hun kommer tilbage efter barsel og på førstedagen bliver mødt med en besked om, at ledelsen har glemt, at hun skal starte den dag, hvorefter hun bliver bedt om at gå hjem og holde to ugers ulønnet ferie.

Det nægter hun og får lov at arbejde som ekstravagt.

Efterfølgende oplever hun en lang række groteske forhold: dobbeltvagter, ubetalt overtid og rod med pensionsindbetalingerne. Helt slemt er det, at udenlandske sygeplejerskevikarer er indkvarteret i bygningens beskyttelsesrum.

Oline Hesselberg er tillidsrepræsentant, og på et medietræningskursus hos Norsk Sykepleierforbund (NSF) fortæller hun om sine iagttagelser. Sammen med kommunikationschefen i NSF får hun en tv-station gjort interesseret i sagen og så ruller sagen med en række afsløringer af de kritisable forhold.

Først bliver de kritisable forhold på Ammerudlunden Sykehjem afsløret, senere fortæller medierne om tilsvarende forhold på en række andre plejehjem, hvor det private vikar- og rekrutteringsbureau, Adecco Helse, har overtaget driften efter offentligt udbud.

Oline Hesselberg stiller op til interview om forholdene på sin arbejdsplads, men først flere dage senere vælger hun at stå frem som den, der ”tippede” medierne om de angribelige forhold.

Efterfølgende er det ikke længere Adecco Helse, der driver Ammerudlunden Sykehjem, og der er blevet rettet op på de kritisable forhold. Adecco Helse har trukket sig helt ud af plejehjemsdrift efter afsløringerne.

Fusk med ventelister

Den anden sygeplejerskes afsløringer handler om fusk med ventelister for kræftpatienter. Gjertrud Hannasvik har dokumenteret 100 tilfælde, hvor kræftpatienter er blevet rykket ned ad ventelisterne og derfor har fået for sen behandling og har lidt unødig meget smerte.

Hun begynder at fatte mistanke om, at der foregår noget helt galt på hendes arbejdsplads, Sykehuset Asker, da hun opdager en patient, der har gået et helt år med ubehandlet kræft.

Så begynder hun at lede efter flere eksempler på kritisable forhold og finder hurtigt mange.

Hun vælger i første omgang at ”varsle” internt. Og hun gør det flere gange og til forskellige ledelsesniveauer.

Men der sker først noget, da hun til sidst vælger at gå til områdeledelsen, som har det overordnede ansvar for bl.a. hendes sygehus. Herefter går det hurtigt, og medierne begynder at fortælle om de kritisable forhold. Efterfølgende har sygehuset fået en bod på 5 mio. kr. og er blevet sat under skærpet kontrol.

Ledelse må ikke hævne kritik

De to sygeplejersker benyttede sig af en særlig paragraf i den norske arbejdsmiljølov – varsling-paragraffen – der siden 2007 har sikret alle offentlige og private arbejdstagere, at de anonymt og med loven i hånden kan berette om kritisable forhold på arbejdspladsen og fortælle om det til f.eks. ledelsen, byrådet eller medierne.

Arbejdsmiljøloven angiver også, at ledelsen ikke må gengælde en varsling med repressalier. Det er arbejdsgiveren, der har bevisbyrden, hvis han mener, at en ”varsler” fremsætter en urigtig påstand.

Det norske Storting valgte desuden i 2004 at ændre grundloven, så det klart fremgår, at offentligt ansatte har ytringsfrihed. Begge lovændringer er sket i et forsøg på at motivere offentligt ansatte til at deltage i debatten.

De norske regler har delvist løst problemet med selvcensur og angst for at udtale sig, men ikke helt. Varslingsparagraffen indeholder nemlig en formulering om, at en varsling af kritisable forhold skal ske på en ”forsvarlig” måde. Mange ser gerne, at ordet ”forsvarlig” bliver slettet. Argumentet er, at ordet ”forsvarlig” skaber usikkerhed blandt dem, der overvejer at angive et kritisabelt forhold. Og måske får dem til at undlade at gøre det.

Pris for åbenmundethed

De to norske sygeplejersker Gjertrud Hannasvik og Oline Hesselberg blev i maj 2011 tildelt ytrings- og varslerprisen, Stockmanns hammer, som blev indstiftet i 2005 af Stiftelsen Byggfag. Juryens sekretær Egil Mongstad sagde ved overrækkelsen:
”Prisvinderne har hver på sin måde sat søgelyset på uværdige forhold i norsk sundhedsvæsen. Juryen skal beklage, at Gjertrud Hannasvik ikke har fået den anerkendelse fra sin arbejdsgiver, som hendes flotte bidrag til kvalitetsløft i sundhedsvæsenet – og hendes medvirken til at forhindre en endnu større skandale – burde medføre.”

Formanden for Norsk Sykepleierforbund sagde i sin tale til sygeplejerskerne: ”I er som prisvindere rollemodeller for alle os andre. I viser med jeres handlinger, at kvalitet i patientomsorgen og patientens sikkerhed er grundlaget for jeres fag. Jeg er stolt på vegne af medlemmerne og en hel organisation.”

Emneord: 
Menneskerettighed

Sparerunder truer ytringsfriheden

Nedskæringer og afskedigelser i regioner og kommuner svækker sygeplejerskers lyst til at deltage i den offentlige debat. Mange tør ikke stikke næsen frem i en tid, hvor der snart kan komme en ny sparerunde.

SY-2011-14-23-1a

Foto: Søren Svendsen

Sygeplejersker er ikke kendt for at være dem, der råber højest eller er mest flittige til at blande sig i den offentlige debat. Og flere år med store nedskæringer og mange afskedigelser har kun gjort den tendens værre. Derfor holder mange sygeplejersker deres holdninger og kritik af f.eks. konsekvenser af nedskæringer for sig selv. At andre faggrupper har samme tilbøjelighed, er kun en ringe trøst.

”Nedskæringer og afskedigelser har tydeligvis påvirket mange sygeplejerskers lyst til at blande sig i den offentlige debat. Jeg oplever, at færre end tidligere har lyst til at stikke hovedet frem og kommentere en konkret sag i medierne. De er bange for at skabe fokus på deres egen person i en tid, hvor ingen ved, hvem der bliver den næste, som skal afskediges,” fortæller Jette Nørr Møllebjerg, som er tillidsrepræsentant på Anæstesi, Operation, Steril Centralen på Holbæk Sygehus.
Henrik Ørskov Larsen, fællestillidsrepræsentant for Psykiatri og Social i Region Midtjylland, har også erfaret, at det er meget svært at få sygeplejersker til at ytre sig i den offentlige debat.

”Det har altid været meget få, der har ønsket at være med i den offentlige debat og turdet komme med deres kritik af f.eks. nedskæringer. Og det ser ud, som om der er blevet endnu færre de seneste år.”

Bekymret for debatkultur

Under den seneste sparerunde i Region Midtjylland oplevede Henrik Ørskov Larsen, at politikerne påtalte, at nogle arbejdspladser henvendte sig direkte til regionsrådet og gik i medierne med deres bekymringer for nedskæringerne.
Med en høringsperiode på kun 10 dage til rigtig mange spareforslag er det fristende og i orden at bruge medierne til at sætte ekstra fokus på steder, hvor nedskæringerne rammer særlig hårdt, mener han.

”De arbejdspladser, der bliver hårdest ramt, er nødt til at bruge medierne. Når dette så efterfølgende bliver påtalt af politikerne over for Regions-MEDudvalget, mener jeg, der er grund til at være bekymret.” Han frygter, at det vil afskrække andre fra at udtale sig en anden gang.

Henrik Ørskov Larsen har også kendskab til en sag, hvor nogle sygeplejersker blev kaldt til ”kammeratlig samtale”, fordi de havde skrevet et brev til Folketinget om Den Danske Kvalitetsmodel.

”Det er en ubehagelig oplevelse at blive kaldt til møde hos ledelsen, selvom det måske kun er en samtale om, hvorfor man har udtalt sig. Den slags episoder foregår desværre jævnligt og er klart med til at svække lysten til at udtale sig næste gang. Tilsvarende skræmmer det andre kolleger, der hører om disse samtaler.”

Kæmp for faglighed

Selvom det kan være forståeligt, at mange sygeplejersker holder sig langt væk fra medierne og læserbrevsspalterne, opfordrer Jette Nørr Møllebjerg alligevel til, at sygeplejerskerne ikke forsvinder ud af den offentlige debat.

”Det er vigtigt, at vi kæmper for vores faglighed og fortæller omverdenen, når politiske beslutninger har faglige konsekvenser for den pleje og behandling, som vi yder de ældre og patienterne,” forklarer hun og påpeger samtidig, at det kan være en udfordring at finde det rette niveau for, hvad man kan fortælle om, når man samtidig skal respektere tavshedspligten og ud fra et etisk perspektiv udvise hensyn over for patienter og pårørende.

”Måske skal vi blive bedre til at kommunikere vores budskaber og holdninger til medierne. De følelsesmæssige argumenter skal vi nok nedtone. I stedet bør vi sætte fokus på fakta og de faglige konsekvenser.”

Jette Nørr Møllebjerg opfordrer til – som hun selv har gjort i en række konkrete sager – at bruge Dansk Sygeplejeråd som faglig organisation langt mere, når man ønsker at gå i medierne.

”Jo tidligere man blander sig, jo større chance er der for at påvirke. Her er det f.eks. en god idé at få Dansk Sygeplejeråd til at hjælpe med at tjekke sine debatindlæg for ”fodfejl”.”

Hun opfordrer samtidig til at udnytte MED-systemet. Dels til at blive informeret, dels til at forsøge at påvirke internt.
”Hvis man i første omgang har forsøgt at påvirke via MED, bliver det efterfølgende mere reelt at forsøge at påvirke via medierne,” siger Jette Nørr Møllebjerg.

Chok afføder tavshed

En af de arbejdspladser, som de seneste nedskæringer har ramt hårdest, er Viborg Sygehus. Her oplever fællestillidsrepræsentant Helle Engelsen, at mange sygeplejersker nærmest er gået i chok over at være blevet fyret eller over at have set, at kolleger er blevet det.

”Mange af de berørte sygeplejersker overvejer slet ikke, om de skal gå ind i debatten om nedskæringerne. De har svært nok ved at skulle rumme den for dem helt nye situation, at de har mistet deres job eller risikerer at gøre det,” forklarer Helle Engelsen.

De fleste sygeplejersker har aldrig oplevet eller haft store fyringsrunder tæt inde på livet og har været vant til, at de var sikret job i al evighed.

”At de pludselig må erkende, at de har mistet jobbet eller måske gør det, samtidig med at de ikke lige kan finde et nyt job, fylder alt. Det giver en masse bekymring og fremmer på ingen måde lysten til at ytre sig i debatten.”
Helle Engelsen er selv meget bekymret for konsekvenserne af de store nedskæringer, fordi de både vil reducere serviceniveauet og få alvorlige følger for sygeplejerskernes arbejdsmiljø. 

Emneord: 
Menneskerettighed

Støttemuligheder for homoseksuelle muslimer

Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for homoseksualitet blandt etniske minoriteter. Hovedbudskabet er, at der eksisterer forskellige støttemuligheder i forhold til de vanskeligheder, som homoseksuelle med dobbelt minoritetsstatus ofte oplever. Artiklen præsenterer nogle af disse muligheder.

 

SY-2009-05-56aIllustration: iStock

 

I 2007 skrev jeg en artikel om homoseksuelle med dobbelt minoritetsstatus, hvor budskabet var, at denne gruppe ofte har store vanskeligheder grundet lukketheden om seksualitet i deres egen kultur (1).

Efterfølgende har flere sygeplejersker henvendt sig for at få større viden om denne problematik, og hvilke støttemuligheder der eksisterer for de homoseksuelle med anden etnisk herkomst end dansk.

Sygeplejerskerne møder f.eks. disse mennesker på psykiatriske afdelinger eller skadestuer pga. problemer i forhold til identitetskrise, religion, forældre og ikke mindst skyldfølelse over for deres homoseksualitet.

I en interviewundersøgelse med unge minoritets-etniske homoseksuelle (2) viste resultaterne, at flere af disse unge i deres erkendelsesproces har haft en manglende viden om, at homoseksualitet er mere end en seksualpraksis som kærlighed og parforhold, ligesom de havde en manglende viden om sikker sex, hvorfor f.eks. risikoen for hiv-smitte stiger.

Finde en slags fred

En første mulighed for identifikation og dermed støtte er mulig gennem antologien "Den forbandede kærlighed" (3), der præsenterer 14 historier om unge, der er homo- eller biseksuelle og tilhører en etnisk minoritet.

De har det til fælles, at de har oplevet modstand mod homoseksualiteten og været igennem store overvejelser over, hvem de er, og hvordan de vil leve deres liv. Mens nogle er sprunget ud for familie og venner, holder andre deres seksualitet skjult. Nogle er både religiøse og homoseksuelle og har fundet en slags fred med sig selv og Gud, mens andre har mistet deres tro undervejs.

Forskellige tolkninger af Koranen

Et eksempel på en, som har bibeholdt troen, er Eren, der er 17 år og har kurdisk baggrund. Han mener godt, at man kan være muslim og homoseksuel. Men mange muslimer er uenige med Eren og mener, at homoseksualitet er en unaturlig ting, som den enkelte og samfundet skal undertrykke.

De mener ikke, at homoseksuelle er rigtige muslimer. De henviser til Koranen, når de skal forklare, hvorfor homoseksualitet er forbudt. Her er der flere steder eksempler på mænd, der forlader deres koner og har sex med andre mænd, og som derefter bliver straffet af Allah. Et eksempel på dette er i fortællingen om Lot i sura 7 (vers), som mange muslimske lærde har tolket som et budskab om, at Allah opfatter homoseksualitet som en synd:

"Og Lot! Da han sagde til sit folk: "Vil I bedrive skamløshed som intet menneske i verden før jer" I går til mænd med jeres begær, i stedet for til kvinder. Nej, I er folk, der går for vidt!" Det eneste svar fra hans folk var, at de sagde: "Driv dem ud af jeres by! De er mennesker, der holder sig rene." Derpå frelste Vi ham og hans folk, dog med undtagelse af hans hustru. Hun var en af dem, der sakker bagud. Vi lod en regn falde ned over dem. Se, hvilken ende det tog med dem, der forbrød sig!" (4).

Det er dog ikke alle muslimer, der tolker denne passage i Koranen på samme måde. Nogle mener, at de vers, hvor sex mellem mænd nævnes som negativt, kun må ses som et eksempel på, at mennesket sætter sig op imod Allahs ord. Det handler derfor ikke om homoseksualitet, men om at gå imod Allahs ord. De argumenterer for, at ordet homoseksualitet overhovedet ikke nævnes i Koranen, men at der blot nævnes sex mellem mænd. Med dette mener de altså, at Allah ikke vil straffe homoseksuel kærlighed, men en alt for løssluppen seksuel adfærd generelt.

"A Jihad for Love"

Dilemmaet i både at være homoseksuel og muslim rummer et tabu, der er så stort, at der nærmest intet er skrevet om det. Derfor kan det opleves som en støtte i ens identitetsdannelse at se den kontroversielle dokumentarfilm "A Jihad for Love" (5). Filmen kaster lys over muslimer, der kæmper for en kærlighed, som sætter dem i en konflikt med både samfund, familie og deres tro. Med titlen ønsker instruktøren at fortælle, at ordet "Jihad" ikke dækker over den snævre betydning "Hellig krig", men refererer til at "følge Guds spor", og han ønsker at starte en kulturkamp for retten til at fortolke islam på en anden måde end den traditionelt fundamentalistiske. Filmens fokus er homoseksuelle muslimer, der mener, at de har lige så meget ret til at være muslimer som alle andre.

Fælles for personerne er, at de alle har kæmpet med en skyldfølelse over at være homoseksuelle. En skyld, som den sydafrikanske imam Muhsin Hendricks mener har rod i en misvisende fortolkning af Koranen, og han argumenterer for, at homoseksualitet og islam kan hænge sammen.

En af dem, der opponerer mod dette i filmen, er den lærde muslim Moez Masoud, der argumenterer for, at "Jihad" er kampen for sandheden og ikke indbefatter en homoerotisk aktivitet, idet det ikke er i overensstemmelse med de universelle principper. For Masoud betyder Jihad altså et bolværk imod ekstremisme i samfundet, hvilket for ham også indbefatter homoseksualitet.

Ikke kun i islamiske kredse

En anden mere indirekte støtte til homoseksuelle muslimer kan være en viden om, at problematikken omkring homoseksualitet og religion ikke kun findes i islamiske kredse. Svenskeren Elisabet Nidsjö forsker i æresrelateret vold mod homoseksuelle unge i Sverige, og hun argumenterer for, at man skal være varsom med at udpege etnicitet som årsagsforklaring på undertrykkelse af homoseksuelle, idet alle - uanset tilhørsforhold - kan opleve diskrimination som æresrelateret vold. Desuden er det heller ikke alle unge homoseksuelle med minoritetsetnisk baggrund, der oplever at blive udstødt, når de springer ud. Der findes ca. 1,3 mia. muslimer verden over, heraf lever ca. 170.000 i Danmark (3 pct. af befolkningen). De fleste er indvandrere fra Tyrkiet og de arabiske lande, men også ca. 6.000 etniske danskere er konverteret til islam (6). Nogle homoseksuelle i de muslimske miljøer får deres familiers accept og mener selv, at det, der er svært ved at være homoseksuel, hænger sammen med ens egen identitet eller med samfundets holdning til homoseksualitet (6).

Støtte gennem interesseorganisationer

Fælles for homoseksuelle med etnisk minoritetsbaggrund er altså, at de etnisk, seksuelt og ofte religiøst tilhører en minoritet i det danske samfund, hvilket betyder, at de kan være udsatte for fordomme og fordømmelser fra familien, det religiøse miljø, det homoseksuelle miljø såvel som det danske samfund. Mange lever i en kollektivistisk kultur, hvor den enkeltes handlinger er afgørende for gruppens anseelse, hvorfor det selv for de allerstærkeste unge kan være svært at stå frem med sin seksualitet.

De fleste af disse unge ønsker derfor ikke nødvendigvis at springe ud for familien, da deres familie kan være afhængig af andre slægtninge og bekendte, der, hvis sandheden kommer frem, måske slår hånden af familien. En risiko de unge er meget bange for, og dette hensyn til forældrene mødes ofte af uforståenhed hos de unges etnisk danske venner. Disse oplever det vigtigere at være åben og springe ud for alle (3). Et andet problem er, at de etniske grupper i Danmark er små, hvilket er medvirkende til, at man ikke bare kan flytte til en anden by og så tro, at man ikke er i søgelyset mere. De etniske miljøer er derfor sårbare, og der kan blive slået hårdt ned på dem, der kaster skam over dem

At finde sin identitet i krydsfeltet mellem religion, seksualitet og kultur kan selvklart opleves svært, men netop oplevelsen af at være minoritet betyder også, at man har fælles udfordringer og oplevelser, som man kan have brug for at tale med hinanden om. Det kan være en stor lettelse at erfare, at der findes andre som en selv, men på trods af det store antal muslimer verden over findes der ikke mange organisationer, der aktivt arbejder med problematikken omkring homoseksuelle med dobbelt minoritetsstatus. Der findes dog forskellige interessegrupper, der er vist i boks 1 side 58, og når man som sygeplejerske møder nogle af de muslimer, der føler sig alene i kampen for accept af deres homoseksualitet, kan man med fordel henvise til en eller flere af de interessegrupper.

Ben Nielsen er ansat som adjunkt på Sygeplejerskeuddannelsen Herlev, Professionshøjskolen Metropol;

SY-2009-05-56b
Litteratur

  1. Nielsen B. Etniske homoseksuelle med dobbelt minoritetsstatus. Sygeplejersken 7/2007.
  2. Osander C. Københavnerliv. En interviewundersøgelse med homoseksuelle med etnisk minoritetsbaggrund. 2005. Udgivet af LBL med støtte fra Københavns Kommune.
  3. Larsen M, Fenger-Grøndahl M (red.). Den forbandede kærlighed. CDR. Forlag 2007. Se http://www.denforbandedekaerlighed.dk (opslag december 2008).
  4. Wulf E. Koranen i ny dansk oversættelse. 2006. 1. udgave, 1. oplag. Forlaget vandkunsten.
  5. ajihadforlove.com (opslag december 2008).
  6. www.rfsl.se/orebro (opslag december 2008).
ENGLISH ABSTRACT

Nielsen B. Support Opportunities for Homosexual Muslims. Sygeplejersken 2009;(5):56-9.

The article provides a short overview of existing interest organisations for homosexuals from a minority ethnic background. Many homosexuals from a minority ethnic background are unaware of the existence of such organisations. Discovering that there are other people who are able to retain both their belief and their sexuality can be a tremendous relief. Even though the topic of homosexuality remains highly taboo, positive developments in this area are, however, taking place. One example of this is the film "A Jihad for Love", which addresses the dilemma of being homosexual and a Muslim. Many homosexual Muslims have struggled or are struggling with feelings of guilt about their sexuality, which, according to Imam Muhsin, is a misinterpretation of the Koran.

Key words: Homosexuals, Muslim, support options, nursing, religion, sexuality.

Emneord: 
Kultur
Køn
Livsstil
Menneskerettighed
Miljø
Religion
Seksualitet