Hver tiende operation sker på privathospitaler

Andelen af operationer udført på private danske sygehuse er steget fra 1,8 til 9,8 pct. i løbet af de seneste 20 år. Det svarer til en stigning fra 13.596 til 111.161 privatudførte operationer om året.

I alt blev der sammenlagt på private og offentlige hospitaler i 2021 foretaget 1.138.241 operationer. Det er samlet set 377.388 flere operationer end i 2002. 

Tallene fremgår af beregninger, som Sundhedsministeriet har lavet baseret på tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Beregningerne er blevet foretaget på baggrund af en forespørgsel fra Folketingets Sundhedsudvalg efter ønske fra Kirsten Normann Andersen (SF).

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) gør opmærksom på, at der i opgørelsen ikke er taget højde for forskellen i behandlingstyngden mellem forskellige typer af operationer. Det afspejles derfor ikke, at den private kapacitet hovedsageligt varetager mindre komplekse områder.

Emneord: 
Operation

Akutte og elektive operationspatienters tilfredshed med den perioperative sygepleje

Elektive operationspatienter er bedre forberedte på operation og dermed også mere tilfredse med den perioperative sygepleje end akutte patienter. Men forskellen er ikke så stor, som man kunne frygte, viser spørgeskemaundersøgelse.
Title

Fagligt Ajour præsenterer ny viden fra sygeplejersker eller andre sundhedsprofessionelle, der arbejder systematisk og metodisk med udvikling af sygeplejen eller genererer viden, der er anvendelig i sygeplejen. I artiklerne formidler  de resultater og konklusioner fra deres udviklingsarbejde og giver kollegial inspiration til fornyelse af den kliniske sygepleje. Har du selv lyst til at skrive en Fagligt Ajour, så læs mere på dsr.dk/manuskriptvejledning.

Resumé

En spørgeskemaundersøgelse blandt akutte og elektive operationspatienter viste, at de generelt var meget tilfredse med den perioperative sygepleje. På spørgsmålene om kropstemperatur, information, musik, støtte, opmuntring, personalets samarbejde, humoristisk sans, opvågningsafdeling og ventetid før operation var de elektive patienter dog mere tilfredse end akutte patienter.

Forskellene kan skyldes de forskellige arbejdsgange i akutte og elektive patientforløb, tidspunkt på døgnet samt mentalt overskud og alder hos patienterne.

Spørgeskemaundersøgelsen blev gennemført på Sygehus Lillebælt, Kolding, og Regionshospitalet Silkeborg i 2018, hvor i alt 111 operationspatienter udfyldte et oversat og valideret spørgeskema ’Good Perioperative Nursing Care Scale’ (GPNCS).

Undersøgelsen blev iværksat, da den årlige ’Landsdækkende Undersøgelse af Patienttilfredshed’ (LUP) blandt indlagte og ambulante patienter på hospitalerne ikke giver svar på patienttilfredsheden med de perioperative forløb.

 

I Danmark udføres årligt over en million akutte og elektive operationer (1). 

I forbindelse med en akut eller planlagt operation møder operationspatienten et operationsteam på operationsstuen og opvågningspersonale på opvågningsstuen. Operationsteamet og opvågningspersonalet bidrager med forskellige faglige kompetencer til at sikre, at patienten oplever et trygt, sikkert og godt forløb af høj faglig kvalitet.  

Patienternes tilfredshed med det perioperative forløb kan afhænge af den konkrete operation, men også af patientens forventninger til forløbet og den sygepleje og behandling, patienten oplever (2,3).

Hvert år gennemføres den ’Landsdækkende Undersøgelse af Patienttilfredshed’ (LUP) blandt indlagte og ambulante patienter på hospitalerne. Den giver et indblik i patienters oplevelser af patientforløbet på forskellige afdelinger/specialer. Desværre giver undersøgelsen ingen svar på patienttilfredsheden med det perioperative forløb. En undersøgelse fra Finland har vist, at akutte patienter generelt er mindre tilfredse med den perioperative sygepleje og oplever flere smerter end elektive patienter (4), men der savnes viden om danske operationspatienters tilfredshed med den perioperative sygepleje i akutte og elektive forløb. 

I denne artikel præsenteres en undersøgelse, der sammenligner danske operationspatienters tilfredshed med den perioperative sygepleje i akutte og elektive ortopædkirurgiske forløb.

Metode og materialer
Vi gennemførte i 2018 en spørgeskemaundersøgelse på Operationsafdelingen på henholdsvis Sygehus Lillebælt, Kolding, og Regionshospitalet Silkeborg, Hospitalsenhed Midt.

Et valideret spørgeskema ’Good Perioperative Nursing Care Scale-dk’ (GPNCSdk) blev anvendt til undersøgelsen (5).

Organisering i Kolding og Silkeborg
På Kolding Sygehus blev 3.473 ortopædkirurgiske patienter i 2018 opereret akut eller elektivt på operationsafdelingen. Hovedparten af operationerne var af akut karakter, og indlæggelsestiden varierede fra en dag til flere uger. 

På Regionshospitalet Silkeborg blev 3.323 ortopædkirurgiske patienter i 2018 opereret elektivt på operationsafsnittet. De elektive patientforløb har forskellig indlæggelsesvarighed med udskrivelse på operationsdagen og op til en uge efter operationen. 

Spørgeskemaet GPNCSdk 
GPNCS er et spørgeskema til vurdering af den perioperative sygeplejekvalitet set i et patientperspektiv (5). Spørgeskemaet er udviklet og valideret i Finland i 2001 og baseret på en teoretisk model, ’Good Nursing Care’ (4). GPNCSdk-instrumentet består af 11 baggrundsspørgsmål og 34 udsagn (items) fordelt på syv temaer:

  1. Fysiske interventioner (10 items), herunder smertebehandling (4 items), temperaturkontrol (2 items) og tekniske kompetencer (4 items)
  2. Information (5 items)
  3. Støtte (4 items)
  4. Respekt (3 items)
  5. Personalekarakteristika (4 items)
  6. Atmosfære (5 items)
  7. Proces i sygeplejen (2 items). 

Svarmulighederne til de forskellige items er baseret på en Likert-skala indeholdende ”Helt enig” (=5), ”Enig” (=4), ”Hverken enig eller uenig” (=3), ”Uenig” (=2) og ”Helt uenig” (=1). 
0 angiver muligheden for at svare ”Kan ikke vurdere dette udsagn”. 

I 2016 blev GPNCS oversat til dansk og valideret (5). GPNCSdk blev overordnet set fundet validt til at generere gyldige og pålidelige data på operationspatienters tilfredshed med den perioperative sygepleje. 

Population
Alle ortopædkirurgiske operationspatienter over 18 år med evne til at læse, skrive og forstå dansk, evne til at udfylde et elektronisk spørgeskema selvstændigt, og som fortsat var indlagt første postoperative dag, blev inkluderet. Patienter med kognitive forstyrrelser blev ekskluderet. Ligeledes blev patienter ekskluderet, hvis første postoperative dag faldt i en weekend, samt hvis vedkommende var overflyttet til anden afdeling postoperativt og/eller efter et døgn fortsat var sederet. 

Dataindsamling – akutte og elektive patienter
I Kolding blev akutte patienter inkluderet i ortopædkirurgisk sengeafdeling over en periode på tre måneder i 2018. Dataindsamlingen blev foretaget af syv fagprofessionelle, alle ansat i ortopædkirurgisk afdeling, men uden direkte tilknytning til plejen. Omkring halvdelen af dataindsamlerne var iført kittel ved mødet med patienten, og de øvrige var i privat tøj. 

I Silkeborg blev inklusionen af elektive patienter både på Patienthotellet og i sengeafsnit K foretaget af udviklingssygeplejersken fra operationsafsnittet over en periode på 2½ måned i 2018. Udviklingssygeplejersken var ved indsamlingen af data iført privat tøj og navneskilt. 

De personer, som indsamlede data, orienterede sig hos personalet om egnede patienter til inklusion. Hvis patienterne ønskede at deltage, fik de udleveret en iPad med en elektronisk version af GPNCSdk, og de brugte ca. 15-20 minutter på at besvare spørgeskemaet. Nogle ældre patienter havde indledningsvis brug for vejledning, men besvarede derefter spørgeskemaet selvstændigt. 

Analyse af data
De kategoriske baggrundsvariabler er angivet deskriptivt i antal og proportioner, og Chi2-test er anvendt til sammenligning af de to patientgrupper.

Til sammenligning af patientgruppernes tilfredshed og oplevelse på faktorniveau blev et gennemsnit af alle besvarelser (score 5 til score 1) pr. faktor (faktor 1 til 7) beregnet og testet statistisk med ANOVA. 
På itemniveau blev svarkategorierne samlet i fire kategorier, så ”Helt enig”/”Enig” angav en positiv tilfredshed, ”Hverken enig eller uenig” en neutral tilfredshed, ”Helt uenig”/”Uenig” en negativ tilfredshed, og endelig forblev ”Kan ikke vurdere dette udsagn” en selvstændig kategori. Sammenligningen af operationspatienters tilfredshed på itemniveau blev analyseret ved en Chi2-test. 

Etiske overvejelser
Patienterne blev informeret mundtligt og skriftligt om formålet med projektet, frivillig deltagelse samt anonymitet. Desuden blev de informeret om, at deres deltagelse/svar ikke fik indflydelse på deres behandling, samt at de til enhver tid kunne trække sig fra projektet uden konsekvenser for deres pleje og behandling. 

Resultater

I alt 270 elektive og akutte patienter blev fundet egnet til at indgå i spørgeskemaundersøgelsen. 

I alt 111 patienter, henholdsvis 57 elektive og 54 akutte, besvarede spørgeskemaet, svarende til en besvarelsesprocent på 82,6 pct. og 41,5 pct., se Figur 1.

ff3-2021_fa_operation_figur_1

De to patientgrupper er sammenlignelige på alle patient- og indlæggelseskarakteristika fraset alder og ankomsttidspunkt på operationsafsnittet. Signifikant flere i den elektive patientgruppe var over 60 år og ankom på operationsafsnittene i dagtid i forhold til den akutte patientgruppe, se Tabel 1.

ff3-2021_fa_operation_tabel_1

Overordnet angav både elektive og akutte patienter at være meget tilfredse med den perioperative sygepleje. Gennemsnittene på faktorniveau lå meget tæt på den højest mulige score (maksimum) inden for alle faktorerne. Trods de høje gennemsnit begge steder fandt vi en signifikant højere tilfredshedsscore hos de elektive patienter inden for faktorerne 2) information (28,8 vs. 27,6; p=0,04), 3) støtte (18,8 vs. 17,1; p<0,01) og 7) proces i sygeplejen (9,5 vs. 8,8; p<0,01), se Tabel 2.

ff3-2021_fa_operation_tabel_2

På itemniveau (udsagnene enkeltvis) fandt vi statistisk forskel i den procentvise fordeling af patienttilfredshed mellem elektive og akutte patienter på otte udsagn, se Tabel 3.

ff3-2021_fa_operation_tabel_3

Generel tilfredshed i begge grupper, men …

Vi fandt, at akutte og elektive patienter generelt var meget tilfredse med den perioperative sygepleje. De elektive patienter var dog signifikant mere tilfredse med faktorerne information, støtte og proces i sygeplejen end de akutte patienter. Ydermere fandt vi, at de elektive patienter var mere tilfredse end de akutte patienter på otte specifikke udsagn.

Flere elektive end akutte patienter oplevede, at kropstemperaturen blev holdt stabil på opvågningsafsnittet postoperativt. Det kan skyldes forskellige arbejdsgange på opvågningsafsnittene og operationstyper. 

Desuden oplevede flere elektive patienter at modtage mere tydelig og dybdegående information om deres behandling end akutte patienter, hvilket understøttes af lignende studier (4,6). Elektive patienter har ofte været igennem et længere forløb med udredning, planlægning og grundig information om det forløb, de skal gennemgå. Akutte patienter har derimod ofte været ude for et uheld eller er blevet akut syge med behov for hurtig operation og har dermed ikke haft samme tid og mulighed for at modtage information. Der findes dog en høj grad af tilfredshed med informationen i begge grupper.

Under halvdelen af de akutte og elektive patienter angav, at de fik lov til at lytte til musik, hvis de havde lyst til det. Når patienter får mulighed for at lytte til musik efter eget valg under en operation, reduceres deres angst og nervøsitet (7,8). Det er dog kun relevant at lytte til musik, når patienter er vågne og i spinalanæstesi og dermed kun for 43-50 pct. akutte og elektive patienter i denne undersøgelse.

Med andre ord var næsten alle, for hvem det var relevant, tilfredse. 

Vi fandt flere elektive end akutte patienter, som følte sig opmuntret og støttet mentalt, og som oplevede, at personalet havde humoristisk sans og et godt samarbejde. Det kan skyldes, at mange akutte patienters mentale overskud til at interagere, forstå humoren og i det hele taget kunne rumme en nyopstået situation, hvor ulykken eller skaden kan få betydning for deres hverdagsliv og førlighed, er mindre end hos elektive patienter. Elektive patienter ankommer planlagt og velforberedte og dermed med et forventeligt overskud, hvilket findes i en lignende undersøgelse (6). 

Ventetid er en faktor, der kan påvirke patienttilfredsheden. Jo længere tid patienterne venter, des mere utilfredse er de (4). Vi fandt flere elektive end akutte patienter, som angav ikke at vente for længe på sengeafdelingen, inden de kom til operationsafsnittet. Da operationsplanlægningen på et akuthospital kan være udfordret af uforudsigelighed, kan ventetiden være længere end ved elektiv operationsplanlægning. Lignende resultater er fundet i den finske undersøgelse (4).

I denne undersøgelse er de elektive patienter signifikant ældre end de akutte patienter. Litteraturen viser, at ældre patienter generelt rapporterer større tilfredshed med sygeplejen end yngre patienter, og alderen kan derfor have medvirket til en øget tilfredshed blandt de elektive patienter i forhold til de akutte patienter (9). Desuden kan antallet af akutte patienter opereret sidst på dagen eller om natten have bidraget til et lavere antal tilfredse akutte patienter. Jo senere på dagen patienterne ankommer til operationsafsnittet, jo mere utilfredse er de generelt med den perioperative sygepleje (4). 

Diskussion

Vi anvendte et valideret spørgeskema til at undersøge operationspatienternes tilfredshed med den perioperative sygepleje (5).

Dataindsamlingen blev foretaget på første postoperative dag, hvorved patientens oplevelser og erfaringer kunne nå at bundfælde sig, og de stadig kunne huske opholdet på operationsafdelingen. Samme tidspunkt for dataindsamling er valgt i lignende studier med begrundelsen, at patienters frygt for operation er reduceret, smerter er under kontrol, og påvirkning fra anæstesien anses at være aftaget (10).
Undersøgelsen blev foretaget på to forskellige hospitaler i to forskellige regioner – et akut sygehus med traumefunktion og et specialiseret regionshospital med elektive operationer. Den forskelligartede kontekst og operationstyper kan have påvirket patienternes besvarelser. Desuden kan halvdelen af de akutte patienters tilfredshed være påvirket i positiv retning, social desirability bias, idet halvdelen af dataindsamlerne på Kolding Sygehus var iført kittel. (Social desirability bias = respondentens tendens til at besvare spørgsmål på en måde, som andre vil se positivt på).

Responsraten var væsentlig højere blandt de elektive patienter i Silkeborg (82 pct.) end hos de akutte patienter i Kolding (41,5 pct.). Henholdsvis 12 og 65 patienter ønskede ikke at deltage i undersøgelsen i Silkeborg og Kolding. Det store antal akutte patienter, som ikke ønskede at deltage i undersøgelsen, kan skyldes deres indlæggelsesforløb. Akutte patienter ankommer ofte ufrivilligt og uforberedte og kan derfor opleve det hele meget stressende. 

Konklusion

Akutte og elektive operationspatienter er generelt meget tilfredse med den perioperative sygepleje. På spørgsmålene om kropstemperatur, information, musik, støtte, opmuntring, personalets samarbejde, humoristisk sans, opvågningsafdelingen og ventetid før operation er elektive patienter dog mere tilfredse end akutte patienter. Forskellene kan skyldes forskelle i arbejdsgange i akutte og elektive patientforløb, operationstidspunkt samt mentalt overskud og alder hos patienterne.

Perspektivering

Spørgeskemaet GPNCSdk kan anvendes til vurdering af den perioperative sygepleje ud fra et patientperspektiv, og resultaterne kan inspirere til det videre arbejde med at forbedre den patientoplevede kvalitet. Den lokale population og kontekst kan have betydning for resultaterne, og det anbefales derfor, at der tages afsæt i egen organisation i arbejdet med patienternes tilfredshed med den perioperative sygepleje. 

Debat
  • Hvordan taler I om forskellen på sygeplejen til akutte og elektive operationspatienter?
  • Hvordan inddrager I patienternes perspektiv på den perioperative sygepleje på din arbejdsplads?
  • Hvordan kan akutte patienters tilfredshed i det perioperative forløb blive bedre? 
Abstract in English

Holm ML, Kjærsgaard-Andersen AM, Hertel-Jørgensen M, Abrahamsen C. Acute and elective surgical patients’ satisfaction with perioperative nursing care – A questionnaire-based survey. Fag & Forskning 2021;(03):62-69.

The “LUP” Danish national patient satisfaction survey is conducted annually among hospital inpatients and outpatients. This provides insights into patients’ perceptions of the standard of nursing care they receive within the different departments/specialties. Unfortunately, however, the survey elicits no responses on patient satisfaction with perioperative nursing care. A questionnaire-based survey was conducted at the Danish hospitals Sygehus Lillebælt, Kolding and Regionshospitalet Silkeborg in 2018. A total of 111 surgical patients completed a questionnaire based on a rating method translated and validated for the purpose, entitled “Good Perioperative Nursing Care Scale” (GPNCS).

We found that acute and elective surgical patients were generally very satisfied with the perioperative nursing care received. To the questions concerning body temperature, information, music, support, encouragement, staff cooperation, sense of humour, recovery ward and waiting time before surgery, elective patients were more satisfied than acute patients, however.

The differences may be attributable to the difference in procedure between acute and elective care, time of day and the mental capacity and age of the patients.

The patients’ perspective can contribute to improving the quality of perioperative nursing.

Keywords: Perioperative nursing, patient satisfaction, patient experience, questionnaire

Merete Lebeck Holm

Merete Lebeck Holm
Sygeplejerske 2004, MKS 2021, udviklingssygeplejerske på Operationsafsnittet ved Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg. 

merete.holm@midt.rm.dk

Anne Marie Kjærsgaard-Andersen

Anne Marie Kjærsgaard-Andersen
Sygeplejerske 1977, diplomudd. i ledelse og voksenundervisning, master i Humanistisk Sundheds-videnskab 2006. Siden 2010 ansat i Forskningsenheden ved Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg, Hospitalsenhed Midt.

Michala Hertel-Jørgensen

Michala Hertel-Jørgensen
Sygeplejerske 2000, efterudd. i sårbeh., DSR 2007, MKS 2015. Operationssygeplejerske (2008-2015) på SLB, Kolding. Siden 2015 klinisk sygeplejespecialist samme sted.

Charlotte Abrahamsen

Charlotte Abrahamsen
Sygeplejerske 1993, cand.scient.san. 2013, ph.d. 2017. Siden 2017 adjunkt på Ortopædkirurgisk Afd., Kolding Sygehus, og Enheden for Brugerperspektiver, Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU. 

Referencer
  1. Villadsen E. Landspatientregisteret [Cited 2020 July 4] https://www.esundhed.dk/Registre/Landspatientregisteret/Operationer#tabpanelB764195E715B474E98FFDA6F01A81F38.
  2. Gebremedhn EG, et al. Patient satisfaction with anaesthesia services and associated factors at the University of Gondar Hospital, 2013: a cross-sectional study. BMC Res Notes 2015;8:377.
  3. Perneger TV. Adjustment for patient characteristics in satisfaction surveys. Int Journal Qual Health Care 2004;16(6):433-35.
  4. Leinonen T, et al. The quality of perioperative care: development of a tool for the perceptions of patients. J Adv Nurs 2001;35(2):294-306.
  5. Hertel-Jørgensen M, et al. Translation, adaptation and psychometric validation of the Good Perioperative Nursing Care Scale (GPNCS) with surgical patients in perioperative care. Int J Orthop Trauma Nurs 2018;29:41-8.
  6. Forsberg A, et al. Patients' perceptions of quality of care during the perioperative procedure. ACORN 2017;30:3.
  7. Trängeberg ÖS, Stomberg MW. Listening to Music During Regional Anesthesia: patients' Experiences and the Effect on Modd. J Perianesth Nurs 2013;28(5):291-7.
  8. Jiménez-Jiménez M, et al. Intraoperative stress and anxiety reduction with music therapy: a controlled randomized clinical trial of efficacy and safety. J Vasc Nurs 2013;31:101-06.
  9. Chow A, et al. Patient-reported outcome measures: the importance of patient satisfaction in surgery. J Surg 2009;146(3):435-43.
  10. Donmez YC, Ozbayir T Validity and reliability of the 'good perioperative nursing care scale' for Turkish patients and nurses. J Clin Nurs 2010;20:166-74.

 

Emneord: 
Operation

Forberedelse før operation skal foregå på patientens præmisser

Præhabilitering. Målet med præhabilitering er at fremme patientens rekonvalescens. Dette gøres ved at udnytte ventetiden op mod operationen til at forbedre patientens almentilstand
Title

Peer Reviewed præsenterer ny forskning i sygepleje. Artiklen har været igennem dobbelt blind bedømmelse, dvs. Peer Review, og har tidligere været publiceret i European Journal of Cancer Care. 2021;00e13475. https://doi.org/10.1111/ecc.13475

Original titel: Hvad er vigtigt for dig? En undersøgelse af patientperspektivet på præhabilitering forud for omfattende kræftoperation

 

Baggrund
Patientperspektivet udgør fundamentet i et patientcentreret præhabiliteringsprogram. Viden om patientperspektivet på præhabilitering er imidlertid sparsom, hvilket kan få betydning for patienternes tilfredshed og adherence.

Formål
At undersøge holdninger til og gennemførlighed af præhabilitering hos patienter, der står over for omfattende abdominal kræftoperation.

Design
Projektet blev struktureret i overensstemmelse med 'The Complex Interventions Framework' med fokus på udvikling og feasibility.

Metode
79 patienter bidrog med data via interviews og/eller registreringer i en folder. Kvalitative data blev analyseret via systematisk tekstkondensering og kvantitative data via deskriptiv statistik.

Resultater
Fem temaer beskriver patienternes perspektiver og accept af præhabilitering; Den præoperative periode, holdning til præhabilitering, udført præhabilitering, motivation og behov for støtte.

Hovedkonklusion
Patienter, der skal gennemgå en omfattende kræftoperation, vil gerne og er også i stand til at forberede sig på operationen, men det skal foregå på deres egne præmisser.

Relevans for klinisk praksis
Udvikling af et program kræver involvering, når patienternes perspektiver skal integreres for at sikre patientcentrering. 

peer-reviewed-ikon-introduktionPræhabilitering omfatter en proces i den præoperative periode, hvor en patient bevidst forbereder sig på sin operation  – fysisk, såvel som psykisk. Viden om patientperspektivet på præhabilitering er imidlertid sparsom, hvilket er uhensigtsmæssigt, fordi patientperspektivet udgør fundamentet i et patientcentreret præhabiliteringsprogram. Denne artikel belyser holdninger til og gennemførlighed af præhabilitering hos patienter, som står over for omfattende, abdominal kræftoperation.

Ventetiden udnyttes

Målet med præhabilitering er at fremme patientens rekonvalescens (fremadrettet benævnt ”recovery”). Dette gøres ved at udnytte ventetiden op mod operationen til at forbedre almentilstanden, så patienten bedre kan modstå det kirurgiske stressrespons (1). Forberedelsen kan organiseres som et multimodalt præhabiliteringsprogram, der består af delelementer så som motion, proteinrig kost, angstreducerende teknikker samt ryge- og alkoholophør (2). Sådanne programmer har vist sig at have en gavnlig effekt på patienternes postoperative funktionsniveau (3).

Når det drejer sig om præhabilitering af patienter med cancer, er der imidlertid nogle specifikke udfordringer, som det er nødvendigt at tage hensyn til. Disse patienter gennemgår ofte stor psykisk belastning ved diagnosetidspunktet, hvilket kan få betydning for deres muligheder for og motivation til at deltage i præhabilitering. 

Generelt mangler der viden om patientperspektivet på præhabilitering og dét at skulle ændre adfærd op mod en omfattende kræftoperation (4). Samtidig har Sundhedsstyrelsens etablering af kræftpakkeforløb i 2007 medført, at der højst må gå to uger fra patientens accept af behandlingstilbud til eventuel operation, hvilket automatisk begrænser tiden til præhabilitering.

Patienternes adherence er derfor af stor betydning, hvis tiden skal udnyttes så effektivt som muligt. Adherence forstås her som patienternes tilslutning til et præhabiliteringsprogram med tilhørende individuelle mål, der er identificeret i samarbejde med de sundhedsprofessionelle (5). Tilpasning af et præhabiliteringsprogram til patientens behov og præferencer er således af central betydning for at sikre adherence og dermed gennemførligheden af den enkelte patients præhabilitering (6). Alligevel har tilpasningen hidtil primært bestået i at afpasse motionsøvelser til patientens fysiske funktionsniveau (7). Der mangler således viden om andre perspektiver end det rent biomedicinske, fordi der med den nuværende praksis i mindre grad tages højde for patienternes behov og præferencer. 

På baggrund af dette gennemførte vi fra 2017-2020 et projekt som skulle 1) undersøge holdninger til og gennemførlighed af præhabilitering hos patienter, der står over for omfattende abdominal kræftoperation og 2) danne grundlag for senere udvikling af en patientcentreret præhabiliteringsintervention. Patientcentrering henviser her til en individuel og respektfuld pleje og behandling, som er baseret på patienternes behov, præferencer og situation.

peer-reviewed-ikon-metodeDesign

Projektet blev struktureret og gennemført i overensstemmelse med 'The Complex Interventions Framework' udviklet af Medical Research Council (MRC). Denne guideline indeholder en systematisk tilgang til udvikling, pilottest/feasibility, evaluering og implementering af komplekse interventioner i sundhedsvæsenet (8).

I nærværende projekt var fokus på de to første faser; udvikling og feasibility, som blev undersøgt ved hjælp af interviews og patientrapporterede registreringer. 

Patienter

Deltagende patienter var alle henvist til et omfattende kirurgisk indgreb med risiko for komplikationer. De blev rekrutteret fra en mave- og tarmkirurgisk afdeling eller en gynækologisk afdeling med højt specialiseret funktion inden for operation for kolorektal- og ovariecancer.

Patienter fra den mave-og tarmkirurgiske afdeling kunne inkluderes, hvis de var vurderet egnede til behandling med cytoreduktiv kirurgi (CRS) efterfulgt af skylning med opvarmet kemoterapi i bughulen (HIPEC). På den gynækologiske afdeling var CRS med efterfølgende HIPEC protokolleret behandling. Derfor blev patienter henvist til CRS alene også inkluderet.

Interviews: Inklusion, dataindsamling og analyse 

Med afsæt i en fænomenologisk tilgang blev der udført semistrukturerede interviews. Første inklusionsrunde af patienter til interviews var baseret på deres tilgængelighed (convienience sampling), da kun et begrænset antal patienter blev opereret i inklusionsperioden.

I anden inklusionsrunde blev patienterne foruden de øvrige kriterier udvalgt på baggrund af køn og alder for at sikre en repræsentativ informantgruppe (purposive sampling). 

Malteruds begreb ”information power” blev brugt til at beslutte, hvornår rekrutteringen af patienter til interviews stoppede (9). 

Førsteforfatter udførte alle interviews, mens patienterne var indlagt, med undtagelse af ét interview, der blev gennemført i patientens eget hjem grundet tidlig udskrivelse. Interviewguiden ses i Tabel 1.

ff3-2021_peer_reviewed_tabel_1

Selve interviewet varede 20-60 minutter, og systematisk testkondensering blev brugt til at analysere data (10).

I Tabel 2 præsenteres de fire trin fra systematisk tekstkondensering kort. Første og sidste forfatter analyserede datamaterialet individuelt, hvorefter fund blev sammenlignet og diskuteret, indtil der opstod fælles forståelse med inddragelse af det øvrige forfatterkollektiv. 

ff3-2021_peer_reviewed_tabel_2

Registreringer i den præoperative folder 

Baseret på interviewfundene fra første inklusionsrunde udviklede vi en skriftlig informationsfolder: ’Hvordan kan du forberede dig på din operation?’, der indeholdt præoperative anbefalinger om motion, kost, afslapning samt ryge- og alkoholophør, se Tabel 3.

ff3-2021_peer_reviewed_tabel_3

Anbefalingerne var inspireret af litteraturen om multimodal præhabilitering, men tog også hensyn til patienternes ønsker i forhold til fleksibilitet og type af aktivitet. Folderen skulle derfor fungere som et sæt af anbefalinger til den præoperative periode, som patienterne selv kunne vælge at følge og afpasse til deres ressourcer og hverdagsliv. 

Folderen blev udleveret til patienterne, når de mødte til operationsplanlægning og blev afleveret igen på operationsdagen. Hver dag i tiden op mod operationen registrerede patienterne i folderen, hvilke præhabiliteringsaktiviteter de havde udført. Således kunne vi undersøge adherence til anbefalingerne.

Udvalgte patienter blev efterfølgende interviewet (anden inklusionsrunde) med henblik på at undersøge deres oplevelse af at udføre præhabiliteringsaktiviteter. Den enkelte patients registrering i folderen blev dermed brugt både til dataindsamling og som et afsæt for interviewet med vedkommende. Figur 1 præsenterer en oversigt over dataindsamlingen. 

ff3-2021_peer_reviewed_figur_1Etiske overvejelser

Projektet er godkendt af Datatilsynet og forelagt National Videnskabsetisk Komité. Alle patienter fik både mundtlig og skriftlig information om projektet, frivillighed, retten til at trække sit samtykke tilbage, anonymitet og publikation. Skriftlig informeret samtykke blev indhentet fra alle deltagere.

Vi ønskede ikke at påføre patienterne dårlig samvittighed, hvis de var forhindret i at forberede sig, f.eks. på grund af smerter eller kvalme. Derfor tydeliggjorde vi, at de skulle forberede sig så godt de kunne i forhold til deres individuelle situation.

I alt bidrog 79 patienter med data til projektet. Tabel 4 giver et overblik over antal interviews og registreringer i folderen samt køn, alder og afdelingsfordeling. Nedenstående temaer belyser patienternes holdninger til og gennemførlighed af præhabilitering, som kan danne basis for senere udvikling af et patientcentreret præhabiliteringsprogram. 

ff3-2021_peer_reviewed_tabel_4

ResultaterDen præoperative periode

Analysen viste, at patienterne intuitivt forberedte sig på operationen, praktisk såvel som fysisk, men de gjorde det på en ikke-systematisk måde, og ikke alle patienter betegnede deres handlinger som decideret "forberedelse".

Præoperativt var patienterne således ikke handlingslammede på trods af, at de var under stor psykisk belastning, hvilket indikerer, at præhabilitering i sig selv er gennemførlig i tiden op mod operationen.

Dog satte den korte præoperative periode sine begrænsninger for patienternes forberedelse. Patienterne udtrykte, at de havde travlt, hvorfor præhabiliteringsaktiviteter ikke altid blev prioriteret. Men på trods af, at de havde brug for mere tid for at kunne prioritere præhabilitering, var de ikke interesserede i at få forlænget den præoperative periode. De ønskede at få operationen overstået hurtigst muligt. 

Yderligere var patienterne meget opmærksomme på at gøre, hvad de fandt meningsfuldt i tiden op mod operationen. Dette kunne f.eks. være at tilbringe tid sammen med pårørende, arbejde, ordne praktiske gøremål eller bare leve hverdagslivet. Nogle patienter opfattede tiden før operation som sidste mulighed for at leve, som de plejede, fordi de ikke vidste, hvordan de ville have det bagefter. Derfor ønskede de at opretholde hverdagslivet, hvilket præhabiliteringsaktiviteter kunne forhindre, fordi de kostede tid og energi.

Derudover havde flere patienter fysiske symptomer i den præoperative periode. Således rapporterede 60 pct. af patienterne med kolorektal cancer og 64 pct. af patienterne med ovariecancer, at de i løbet af den præoperative periode oplevede symptomer, der forhindrede dem i at udføre præhabiliteringsaktiviteter. I tabel 5 præsenteres citater tilknyttet dette samt kommende temaer. 

ff3-2021_peer_reviewed_tabel_5

Holdning til præhabilitering

Patienterne så fordele ved at udføre præhabiliteringsaktiviteter så som at få indflydelse på egen recovery og var af den grund overvejende positivt stemt over for præhabilitering. Dog opfattede patienterne forberedelse til operation som værende langt mere end præhabilitering.

Forberedelse inkluderede også at have social interaktion og at forberede sig på både liv og død. F.eks. fyldte nogle patienter fryseren op med nemme retter til hjemkomsten, men der blev også skrevet testamente i tilfælde af, at de ikke kom hjem igen. Denne form for forberedelse gav patienterne en følelse af kontrol, ro og sikkerhed. Derudover udtrykte patienterne, at det var vigtigt, at præhabilitering ikke kun blev tilpasset deres fysiske funktionsniveau, men også deres hverdagsliv og præferencer (f.eks. i forhold til type af motion og kost). 

Eftersom anbefalingerne i folderen var meget generelle, gav det på den ene side patienterne mulighed for selv at tilpasse præhabilitering til deres liv og formåen, hvilket gjorde det realistisk og håndterbart at ændre adfærd. På den anden side kunne de generelle anbefalinger gøre præhabilitering uvedkommende og irrelevant for den enkelte. 

Udført præhabilitering

Registreringerne i folderen viste, at mere end 50 pct. af patienterne udviste >75 pct. adherence til de individuelle anbefalinger. Patienter opereret for ovariecancer forbedrede signifikant antal af ugentlige motionssessioner med 33,9 procentpoint (95 pct. CI: 23,0-44,9) i den tid, de havde folderen. Registreringer viste yderligere, at foretrukne motionsformer var at gå, cykle eller udføre praktiske opgaver (havearbejde eller rengøring). Dette kunne nemlig passes ind i patienternes hverdagsliv og var desuden realistiske valg for de patienter, der var udfordret fysisk og/eller mentalt og følte sig for syge til omfattende/prædefineret præhabilitering.

I forhold til kost opfattede patienterne en god præoperativ ernæring som mere end bare protein, idet de også havde fokus på en grøn diæt og vitamintilskud.

Motivation
Motivationen for præhabilitering omfattede det at få indflydelse på egen recovery ved at styrke sin krop præoperativt. Derudover blev præhabilitering opfattet som en måde, man kunne aflede sig fra negative tanker samt indgå i et samarbejde med de sundhedsprofessionelle. Patienterne blev desuden motiverede af, at de skulle registrere udførte præhabiliteringsaktiviteter i folderen, velvidende at en sundhedsprofessionel ville gennemgå disse.

Yderligere var det motiverende, at patienterne selv kunne tilpasse præhabiliteringsaktiviteter til deres egne ressourcer (grundet folderens generelle anbefalinger), så de ikke følte, de mislykkedes.
Slutteligt viste det sig at være motiverende at være en del af et forskningsprojekt, eftersom patienterne på den måde bidrog til ny viden.  

Behov for støtte

På den ene side havde patienterne behov for frihed og fleksibilitet i forbindelse med præhabilitering, men på den anden side havde de behov for mere støtte baseret på tæt kontakt med de sundhedsprofessionelle. Således var der brug for mere supervision og støtte til præhabilitering, end anbefalinger i en folder kunne give. Derfor anerkendte flere patienter, at præhabilitering udført på et sygehus eller sundhedscenter kunne føre til forbedret adherence grundet tæt supervision, og hvad de kaldte en grad af pres, kontrol og monitorering. På trods heraf foretrak de fleste patienter alligevel præhabilitering i eget hjem, hvor de følte sig trygge og kunne tilpasse aktiviteterne til deres hverdagsliv, individuelle præferencer og formåen.


DiskussionDe fem ovenstående temaer tydeliggør, at patientperspektivet i høj grad kan få betydning for, hvordan og i det hele taget hvorvidt præhabilitering gennemføres. For det første viste antallet af de dage, der var til rådighed før operationen, sig at have afgørende betydning for deltagernes præhabiliteringsindsats.

I de danske kræftpakkeforløb er den præoperative periode kort (højst to uger), hvilket automatisk begrænser, hvor lang tid et præhabiliteringsprogram kan vare, når det er målrettet kræftbehandling. International forskning inden for præhabilitering anbefaler imidlertid, at der afsættes 4-6 uger til præhabilitering, også selv om positive effekter er observeret efter kun to uger (6,11). En kort præoperativ periode betyder, at et præhabiliteringsprogram skal være ekstra intensivt og struktureret, såfremt det skal have effekt (6).

Imidlertid kan et intensivt og struktureret program være i uoverensstemmelse med patienternes behov for fleksibilitet i den præoperative periode. Således angav patienterne i undersøgelsen at være travlt beskæftiget i tiden op mod operationen, og at de havde brug for mere tid, hvis de skulle kunne prioritere præhabilitering tilstrækkeligt højt. Alligevel ønskede de ikke en forlængelse af den præoperative periode. Dette kan hænge sammen med frygt for spredning af sygdommen i ventetiden op mod operation. Studier omhandlende udskydning af behandling ved kolorektal- og ovariecancerpatienter har dog ikke fundet en negativ association med overlevelse.

På baggrund heraf konkluderer nogle studier, at den præoperative periode vil kunne forlænges og dermed udnyttes til præhabilitering (12-14).

En folder i sig selv er ikke nok

Patienternes behov for støtte var et centralt omdrejningspunkt i dette projekt. På baggrund af interviewene foretaget efter første inklusionsrunde blev folderen ’Hvordan kan du forberede dig på din operation?’ udarbejdet. Ud fra folderens anbefalinger kunne patienterne selv vælge, hvilken form for præhabilitering der passede bedst til deres individuelle hverdagsliv, præferencer og ressourcer. Dette motiverende dem til at følge anbefalingerne, men det viste sig, at folderen i sig selv ikke var nok.

Selv om patienterne udviste adherence til anbefalingerne, øgede hyppigheden af ugentlig motion og gav udtryk for, at folderen motiverede dem, havde de også brug for supplerende støtte fra de sundhedsprofessionelle. Dette forhold genfindes i forskning omhandlende patientcentreret pleje, hvor det anbefales, at et redskab (f.eks. en folder) altid skal ses som en del af et samarbejde, der i tilgift skal være baseret på tæt kontakt og støtte (15).

Dette bringer os videre til en diskussion om, hvorvidt præhabilitering skal foregå på et sygehus, et sundhedscenter eller i eget hjem. Behovet for støtte kan tænkes at være nemmere at imødekomme, hvis patienten møder op på et sygehus til en planlagt præhabiliteringssession. Et review har således sammenlignet adherence ved et superviseret program på sygehuset med et ikke-superviseret hjemmebaseret program. Adherencerater lå på henholdsvis 98 pct. og 70 pct. (7).

Yderligere har patienter, der har deltaget i et superviseret program på et sygehus vist sig at have større forbedring i deres funktionsniveau sammenlignet med patienter i et ikke-superviseret hjemmebaseret program (16). Således er det muligt, at vi havde observeret større adherence og forbedring i motion, hvis patienterne havde skullet møde op på et sygehus eller sundhedscenter, der kunne tilbyde mere støtte fra de sundhedsprofessionelle og mulighed for individualiseret tilpasning.

I præoperative motionsprogrammer har netop støtten vist sig at være altafgørende for deltagernes adherence, og dét at møde op til planlagte motionssessioner uden for hjemmet er blevet identificeret som en motiverende faktor for deltagelse.

Ligeledes er social interaktion og gensidig forpligtelse faktorer, der øger deltagernes adherence (17-18). I nærværende projekt anerkendte patienterne, at deres adherence nok ville kunne forbedres, hvis de mødte op på et sygehus eller sundhedscenter, hvor de kunne få mere støtte. Alligevel foretrak en del af patienterne præhabilitering i eget hjem, fordi det blev oplevet som mest realistisk i deres nuværende situation, og fordi det kunne tilpasses deres hverdagsliv.

Desuden opfattede nogle af patienterne også støtte som en form for pres, kontrol og monitorering fra de sundhedsprofessionelles side. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at litteraturen viser, at en adfærdsændring, der er baseret på pres og kontrol, er en kortsigtet løsning, hvorimod en bæredygtig adfærdsændring kræver en vis form for selvregulering og evne til selv at tage ansvar (17).
Hvis målet er, at principperne i et præhabiliteringsprogram skal kunne strække sig ud over den præoperative periode og således positivt bidrage til den postoperative rehabilitering, er det derfor vigtigt at arbejde på at genfinde den rette balance mellem, at patienten selv tager ansvar/kontrol og bliver støttet/presset af de sundhedsprofessionelle.

Vigtigt at invitere patienterne

Analysen identificerede, at der til en vis grad var uoverensstemmelse mellem på den ene siden den eksisterende biomedicinske viden om præhabilitering og på den anden side patienternes perspektiver på og ønsker for den præoperative periode. Således viser litteraturen, at et struktureret motionsregime er en central del af et virkningsfuldt præhabiliteringsprogram, hvorimod patienterne foretrak motion, der stemte overens med deres aktuelle hverdagsliv og præferencer.

For at understøtte patientcentreret og samtidigt evidensbaseret praksis er det vigtigt, at de sundhedsprofessionelle er villige til at invitere patienterne ind i "maskinrummet” og gennem samarbejde og gensidig udveksling af perspektiver involvere dem i udviklingen af et fremtidigt præhabiliteringsprogram.

Således kan involvering i egen præoperativ forberedelse ikke begrænses til at få patienterne til at udføre prædefinerede præhabiliteringsaktiviteter. Man kunne måske forledes til at tro, at patienterne ville være motiverede af cancerdiagnosen til at ændre adfærd. Dog viste dette projekt, at der eksisterer en række barrierer for præhabilitering og ændring i adfærd i den præoperative periode. Disse barrierer kunne muligvis have ført til bortfald og lav adherence, hvis man ikke på forhånd havde undersøgt patientperspektivet.

Derfor skal sundhedsprofessionelle spørge sig selv om følgende, inden et præhabiliteringsprogram udrulles: Hvad mener patienterne? Er programmet i overensstemmelse med deres præferencer og hverdagsliv? Svar på disse spørgsmål kræver, at patienterne bliver involveret tidligt i forskningsprocessen.

Metodiske overvejelser

I dette afsnit vil de vigtigste metodiske begrænsninger blive præsenteret.

For det første foretrak patienterne hjemmebaseret træning frem for at skulle møde op på et sygehus til præhabilitering, men eftersom patienterne ikke havde erfaring med præhabilitering på et sygehus, forblev samtalen hypotetisk.

Et studie har vist, at patienter, der deltog i sygehusbaseret præhabilitering, blev mere positive stemt over for dette, jo mere erfaring de fik (17). Dermed kan det tænkes, at patienternes holdning til sygehusbaseret præhabilitering ville have været anderledes, såfremt de havde prøvet dette.

For det andet må man forvente en vis grad af misklassifikation i den præoperative folder, da data er selvrapporterede. Især er selvrapporteret motion forbundet med en overestimering (19). Denne overestimering må imidlertid forventes at være til stede ved både baseline og ”followup”, hvorfor dette ikke burde at få betydning for estimatet om ændring i patienternes motion.

Sidst men ikke mindst var flertallet af de patienter, der udfyldte folderen, kvinder. Forskning viser, at mænd og kvinder reagerer forskelligt på at blive diagnosticeret med kræft (20), og selektionsbias kan derfor ikke udelukkes.

peer-reviewed-ikon-konklusionPatienter, der står over for en omfattende kræftoperation, forholder sig positivt over for ideen om præhabilitering, idet de kan se meningen med selv at have indflydelse på deres almentilstand forud for operationen. På trods af dette har de en række forbehold over for et prædefineret præhabiliteringsprogram. Dette skyldes, at patienterne har behov for præhabilitering, der er tilpasset den enkelte – ikke kun med hensyn til fysisk formåen, men også med hensyn til hverdagsliv og individuelle præferencer.

De sundhedsprofessionelle kan således ikke forvente, at patienterne bare er motiverede til at følge et prædefineret og standardiseret præhabiliteringsprogram. Omvendt kan de sundhedsprofessionelle heller ikke forvente, at patienterne er i stand til selv at tage ansvar for deres præhabilitering. Hvis fremtidige programmer skal finde den rette balance mellem støtte og struktur, kræver det derfor, at patienterne bliver involveret fra begyndelsen. 

Relevans for klinisk praksis

Hvis præhabilitering skal tilbydes patienter, der står over for omfattende kræftoperation, forudsætter det, at de sundhedsprofessionelle ikke kun har kendskab til patientens fysiske tilstand men også til dennes individuelle behov og præferencer. Patientperspektivet må prioriteres helt fra start, hvilket lægger op til patientinvolvering allerede i udviklingsfasen af et præhabiliteringsprogram. Kun herved kan der udvikles et patientcentreret præhabiliteringsprogram, som er baseret på patienternes værdier. 

Abstract in English

Beck A, Thaysen HV, Søgaard CH, Seibæk L. What matters to you? An investigation of patients’ perspectives on and acceptability of prehabilitation in major cancer surgery. Fag&Forskning 2021;(3):38-46.

Background
Patients’ perspectives are an essential precondition for a patient-centred prehabilitation programme. However, research in patients’ perspectives on prehabilitation is sparse, which may influence patients’ satisfaction and adherence.

Aim
To understand the patient perspective on and feasibility of prehabilitation among patients undergoing cytoreductive surgery with or without hyperthermic intraperitoneal chemotherapy.

Design
The project is structured in accordance with The Complex Interventions Framework focusing on development and feasibility.

Methods
79 patients participated in semi-structured interviews and/or recorded their prehabilitation activities in a leaflet. Systematic text condensation was used to analyse the interview data, and descriptive statistics were used to describe the activity records.

Results
Five themes were identified: the preoperative period, attitudes towards prehabilitation, the actual prehabilitation performed, motivation to take action, and the need for support.

Conclusion
Patients undergoing complex cancer surgery want and are able to prepare themselves for surgery, but it has to be on their own terms.

Relevance to clinical practice
The development of a prehabilitation programme requires patient involvement, as their perspectives must be integrated to ensure patient-centredness.

Key words
Prehabilitation, Patient-centred care, Preoperative care, Surgical care, Patient involvement

Anne Beck

Anne Beck 
Sygeplejerske 2013, cand.scient.san. 2016, ph.d.2020. Aktuelt ansat som klinisk sygeplejespecialist, Kvindesygdomme og Fødsler, Aarhus Universitets-hospital.
annebeck0109@gmail.com

Henriette Vind Thaysen

Henriette Vind Thaysen
Sygeplejerske 1993, cand.scient.san. 2001, ph.d. 2013. Aktuelt ansat som adjunkt ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.

Charlotte Hasselholt Søgaard

Charlotte Hasselholt Søgaard
Cand.med. 1990, ph.d. 1995. Speciallæge i gynækologi og obstetrik 2002, subspecialiseret i gynækologisk kræft kirurgi. Overlæge siden 2006.

Lene Seibæk

Lene Seibæk
Sygeplejerske 1982, specialuddannet kræftsygeplejerske 1999, Master i Humanistisk Sundhedsvidenskab og Praksisudvikling 2006, ph.d. 2012, seniorforsker v/Kvindesygdomme og Fødsler, Aarhus Universitetshospital, professor i sygepleje ved Institut for Sygepleje og Sundhedsvidenskab, Grønlands Universitet. Tilknyttet Center for Forskning i Patientinvolvering, Aarhus Universitet & Region Midt.

 

Emneord: 
Operation

Hjerneoperation hos en vågen patient

Når en patient opereres i hjernen i vågen tilstand, skal operationssygeplejen tilpasses situationen og mange små detaljer være tænkt igennem.
Resumé

Ved en hjerneoperation er det kirurgens hensigt at opnå en maksimal bortskæring af hjernetumoren, så risikoen for en permanent neurologisk skade mindskes hos patienten.

Hvis tumoren er beliggende i tilslutning til områder i hjernen, som har betydning for sproget og dermed for patientens livskvalitet, vil en hjerneoperation, hvor patienten er vågen, kunne tilbydes. Hvis patienten sover under operationen, stiger risikoen for varig beskadigelse af vitale områder af hjernen og efterfølgende dårligere livskvalitet hos patienten.

Formålet med artiklen er at kvalificere og tydeliggøre operationssygeplejen til patienten, som får udført en hjerneoperation i vågen tilstand. Derfor blev der gennemført en kvalitativ, semistruktureret interviewundersøgelse, hvor fem patienter blev inkluderet.

Resultater fra undersøgelsen peger på, at patientens fokus ikke er at være vågen under en hjerneoperation, men mere at have en hjernetumor, og hvad det vil få af konsekvenser på længere sigt.

Tankerne er hos familien og i håbet om overlevelse.

Derudover tilkendegiver patienterne, at de har en stor tillid til de sundhedsprofessionelle – især neurokirurgen og neuropsykologen.

Operationssygeplejersken bliver ikke omtalt som værende en central aktør, men patienterne er bevidste om, at sygeplejerskerne er en sundhedsprofession, som er en vigtig medspiller i operationsteamet.

Hvad betyder det at blive opereret i hjernen og samtidig være vågen? Umiddelbart kunne det tænkes, at det ville være en svær beslutning for en patient at give sit samtykke til denne form for behandling.

Men patientens tanker er ikke primært centreret om selve indgrebet. Fokus er derimod rettet imod et ønske om overlevelse, et meningsfuldt liv og et fortsat hverdagsliv sammen med familien. Desuden fortæller patienterne, at de har tillid til de sundhedsprofessionelle under den vågne hjerneoperation.

Patienters oplevelser og deres fortællinger understøtter den professionelle og erfaringsbaserede operationssygepleje til de vågne hjerneoperationer, så sygeplejersker kan bidrage med faglig ekspertise under disse operationer.

Fem patientfortællinger

Med henblik på at belyse patienternes oplevelser blev der foretaget semistrukturerede interview med fem patienter, som havde gennemgået en hjerneoperation i vågen tilstand.

De beskrev, hvilke tanker og oplevelser, der opstod i relation til deres sygdomsforløb, den vågne hjerneoperation, familien og interaktionen med de sundhedsprofessionelle. De udvalgte patienter var forskellige mht. køn, alder, sygdomsvarighed og operationstype. Denne heterogenitet øgede troværdigheden, når antallet af patienter i undersøgelsen ikke var større, se Tabel 1.

ff4-19_fa_hjerne_tabel_1Metode

Med afsæt i en interviewguide blev det semistrukturerede, kvalitative interview anvendt som dataindsamlingsmetode med fokus på de tanker og oplevelser, som patienterne finder væsentlige i relation til at få udført en hjerneoperation, mens de er vågne.

Fem patienter i alderen fra 20-60 år blev interviewet. Patienterne blev rekrutteret via den neurokirurg, som udførte operationerne, idet den vågne hjerneoperation på undersøgelsestidspunktet ikke var opstartet i interviewers afdeling, og en anden afdeling blev derfor inddraget. Det betyder, at interviewer ikke har haft indflydelse på inklusions- og eksklusionskriterier.

To af deltagerne var vågne under hele hjerneoperationen, de resterende tre var anæsteseret i indledningsfasen, men vågne under sidste del af operationen.

Deltagerne er sikret anonymitet, og interviewene er baseret på tillid og respekt imellem interviewer og deltager. Interviewene er optaget elektronisk og transskriberet ordret.

F.eks. blev patienterne spurgt, hvad de bemærkede, da de kom til operationsstuen. Desuden skulle de beskrive, hvordan de oplevede at være vågne og indgå i et intenst samarbejde med neurokirurgen og neuropsykologen under operationen.

De fundne data er analyseret ud fra den franske filosof Paul Ricoeurs metodologi, som har en fænomenologisk/hermeneutisk tilgang til de oplevede fænomener. Patienternes fortællinger er valgt som empiri, fordi fortidens oplevelser, erfaringer og forventninger er indeholdt i fortællingen (6), hvilket blev tydeligt under interviewet.

Før interviewene fik patienterne både skriftlig og mundtlig information om undersøgelsens formål, og de underskrev en samtykkeerklæring.

Der er efterfølgende foretaget en opdateret, systematisk litteratursøgning i databaserne: PubMed, Cinahl, SweMed, Psycinfo og Scofus med henblik på at afsøge, om der er publiceret nye artikler i relation til emnet. Der blev ikke fundet nogen, hvilket bekræfter den begrænsede forskning og litteratur på området.

Hvorfor være vågen og ikke helbedøvet?

Intrakranielle operationer, hvor patienten er vågen under hele eller dele af operationen, er en operationsteknik, som har været anvendt siden 1950erne (1). Vågne hjerneoperationer (se Boks 1) bliver anvendt inden for neurokirurgien i forbindelse med hjernetumorkirurgi og Deep Brain Stimulation (DBS), sidstnævnte til patienter med Parkinsonisme.

Boks 1. Definitioner

Vågen hjerneoperation: Operationstype, hvor patienten kan være anæsteseret eller vågen under første del af operationen, men vækkes under selve tumorfjernelsen, så denne kan foregå i et tæt samarbejde imellem patienten, neuropsykologen og kirurgen.

Brain Mapping: En teknik i den perioperative fase af operationen, hvor der foretages en kortlægning (mapping) i hjernen af funktionelle områder som sprog, syn og motorik.

Eloquent område: Områder i hjernen, som varetager funktioner, der har betydning for patientens livskvalitet. F.eks. sprog, syn og motorik.

Sove-vågen-vågen: Operationstype, hvor patienten indledningsvis bliver anæsteseret, men vækkes når neurokirurgen påbegynder tumorfjernelsen. Et koncentreret og fokuseret samarbejde imellem neurokirurgen, neuropsykologen og patienten indledes. Når tumor er fjernet, kan patienten vælge imellem fortsat at være vågen eller blive anæsteseret under sidste del af operationen.

Neurokirurg: Kirurg, som har en specialistviden relateret til sygdomme i hjernen.
Neuropsykolog: Psykolog, som har en specialistviden i at teste hjernens funktioner samt i, hvordan hjernens funktioner afspejles i tanker, følelser og handlinger.

Ifølge cancerregisterets statistikker diagnosticeres i Danmark ca. 1.500 hjernetumorer om året. Den danske befolkning bliver ældre, hvorfor incidensen af hjernetumorer vil fortsætte med at stige (2).

Årsagen til stigningen er i de fleste tilfælde ukendt, men de højteknologiske redskaber i form af MR-scanning er blevet mere udviklet, så hjernevævet bedre kan visualiseres optimalt, hvilket giver en mere præcis og sikker registrering (2), som kan medvirke til, at en hjernetumor diagnosticeres hurtigere end tidligere.

Formålet med den vågne hjerneoperation er at muliggøre en maksimal resektion af hjernetumoren med samtidig kontrol af sprog og kognitive funktioner, som ikke kan overvåges, hvis patienten sover.

Det betyder mindre risiko for varig beskadigelse af vitale områder af hjernen og efterfølgende bedre livskvalitet hos patienten (3,4).

Under operationen anvendes en intraoperativ brain mapping-teknik af de eloquente områder i hjernen. En teknik, hvor patienten koopererer med neurokirurgen og neuropsykologen om at kortlægge de vitale områder i hjernen. Teknikken indebærer en direkte elektrofysiologisk stimulation på cortex.

Det betyder, at neurokirurgen kan manøvrere uden om de neuroområder, der skal bevares, og fjerne de neuroområder, som ikke har nogen neurofunktion (2).

Målgruppen til vågen hjerneoperation

Der er ingen konsensus med hensyn til indikationerne for at vælge den vågne hjerneoperation, men operationsmetoden anbefales til patienter, hvor hjernetumoren er beliggende tæt på eloquente områder i hjernen som sprog, syn og motorik.

Udvælgelsen af patienter, som kandiderer til en vågen hjerneoperation, foretages af neurokirurgen og neuropsykologen. Desuden skal patienterne præoperativt gennemgå forskellige test, der skal belyse, om de kan medvirke til en vågen hjerneoperation, test som også anvendes under operationen (4).

På undersøgelsestidspunktet blev der i Danmark i København opereret ca. 60-70 patienter på årsbasis. Målet er således at optimere disse operationer, fordi den vågne hjerneoperation er skånsom og giver mulighed for en mere præcis resektion af tumor, hvilket resulterer i færre kognitive senfølger hos patienten (4).

Hver operation er en ny situation, derfor er det væsentligt, at neurokirurgen og neuropsykologen informerer patienten om, hvad det betyder at være vågen, og aftaler, hvor meget patienten ønsker at være involveret. Patienterne vil profitere af disse samtaler før operationen, fordi både emotionelle og faktuelle spørgsmål bliver gennemdiskuteret (4).

Patienternes tanker og oplevelser

Patienterne blev bedt om at fortælle om deres oplevelser i forbindelse med den vågne hjerneoperation, hvor de startede med tiden inden operationen. Dette stemmer overens med Paul Ricoeurs tanke om at skabe sammenhæng mellem oplevelser i fortiden, nutiden og fremtiden (6).

Patienterne fortalte, at oplevelsen af at være vågen i den peroperative fase ikke var omdrejningspunktet. Det var mere bevidstheden om at have en hjernetumor, og hvad det ville få af konsekvenser på længere sigt.

Fem temaer blev analyseret

Fra analysen af de fem semistrukturerede, kvalitative interview trådte nedenstående fem temaer frem:

  • At få diagnosen en hjernetumor, det første tegn
  • Familiens betydning
  • Tilliden til de sundhedsprofessionelle
  • Den vågne hjerneoperation og operationssygeplejerskens adfærd
  • Kampen for overlevelse

Temaerne følger en tidslinje, fra patienterne får diagnosen hjernetumor, og familien bliver inddraget, efterfulgt af operationen/efterbehandlingerne, herunder kontakten til de sundhedsprofessionelle, samt tanken og håbet om at kunne overleve. Tidslinjen danner udgangspunkt for overskrifterne i det følgende.

Diagnosen hjernetumor, det første tegn

Patienterne fortæller, at det var voldsomt at få diagnosen hjernetumor, fordi det er en alvorlig sygdom. En hjernetumor kan debutere på forskellig vis, hvorfor patienternes reaktionsmønstre også er forskellige. Symptomerne fra en hjernetumor kan blive fejltolket, hvorfor det handler om lydhørhed over for de oplevelser, som patienterne beskriver.

Nogle oplever det som en lettelse og et vendepunkt at få en diagnose, fordi det giver en forklaring på, hvorfor de igennem længere tid har haft symptomer af ukendt karakter. Som en patient sagde:

”Det var faktisk meget rart at få bekræftet, at der var noget galt.”

En hjernetumor er hos mange mennesker forbundet med tanken om kræft, som sammenkædes med døden, hvilket også var tilfældet hos en af patienterne:

”Når man tænker på, at man har en tumor i hjernen, så er det kræft, og det kan du dø af.”

Familiens betydning

I interviewsituationen bliver familien nævnt helt uopfordret, hvilket viser, at familien spiller en stor rolle, når alvorlig sygdom opstår. Det kan betyde, at en hel familie bliver ramt af sygdommen (7), hvilket også blev beskrevet af patienterne.

”Jeg tror faktisk, at det er hårdest for min familie.”

”Det værste var at se de nærmeste være kede af det … det tog enormt hårdt på min familie.”

De to citater viser, hvad patienterne bemærker i forhold til deres familie. Det gør ondt hos patienterne at se deres nærmeste være påvirket af situationen; de føler, de skal have overskud til at være den stærke.

F.eks. oplevede en patient at skulle skabe lidt ro omkring situationen, hvilket kan betyde, at den angst, de spekulationer og de bekymringer, som opstår i forbindelse med alvorlig sygdom, sløres uden at blive italesat for at beskytte familien (7).

Tilliden til de sundhedsprofessionelle

At være vågen og blive opereret i hjernen er som udgangspunkt ikke det, der optager patienterne mest. De fem patienter fortæller hver deres historie om at være vågen til tumorfjernelsen.

”Det at være vågen under operationen, det bekymrede mig ikke rigtigt. Det var selvfølgelig en speciel tanke, men det var ikke rigtigt noget, jeg lagde vægt på.”

”Det er ligesom at være hos tandlægen. Det der med at du kan høre, at de gør noget, men du kan ikke som sådan mærke det.”

”Jeg kunne høre, at kirurgen skrattede oppe i min hjerne, og da det begyndte at larme, var det som at blive boret x 100, sådan at ligge og blive spændt fast. Hvis det er det, som skal til, så gør jeg det igen.”

” … Jeg havde ingen smerter. Jeg vil sige det sådan, det er ikke noget, jeg er bange for. Det eneste ubehagelige var, da de satte de der titaniumstifter i, og så blev man lige svitset lidt.”

” … men det var ikke noget, som gjorde ondt, de var flinke til at fortælle hver gang, det beroligede. Man får noget smertestillende først, man får lige noget beroligende, og så går de ellers lige så stille og roligt i gang.”

Oplevelserne er ikke enslydende hos de fem patienter. De oplever ubehag i situationen, men de ville gøre det igen. De er bevidste om, at det er den optimale behandling i deres situation. Desuden havde de stor tillid til neurokirurgen og neuropsykologen, hvilket tyder på, at de er velforberedte og informerede om, hvad de kan forvente i løbet af den vågne hjerneoperation.

Neuropsykologen sidder ved siden af patienten under selve tumorfjernelsen og har fokus på, hvordan patienten agerer på de stimuli, neurokirurgen inducerer. Samspillet med patienten er intenst og koncentreret.

Under den del af operationen skal operationssygeplejersken i samråd med anæstesisygeplejersken være opmærksom på, hvordan patientens mimik er.

Er patienten smertepåvirket, ængstelig, varm/kold eller utryg? Nogle patienter kan i dialogen med neuropsykologen italesætte, hvordan de har det, andre patienter oplever det mindre betydningsfuldt.

Operationssygeplejersken vil ud fra sin viden og erfaring kunne agere, så de basale behov bliver opfyldt. Patienterne skal mærke operationssygeplejerskens nærvær. En patient beskrev den betydning, det havde:

”Det betyder meget at blive berørt, så de utallige gange, der var en, der lagde en hånd på mig, både før, under og efter operationen betød meget. Det er helt vildt, så meget det betyder, bare sådan en hånd.”

En berøring uden tale vil give patienten fornemmelsen af tilstedeværelse – af ikke at være alene.

Den vågne hjerneoperation – operationssygeplejerskens adfærd

Operationssygeplejerskens tilstedeværelse bliver ikke italesat og tydeliggjort i interviewene, hvilket ikke er overraskende, eftersom muligheden for en direkte patientkontakt i forbindelse med den vågne kranieoperation er begrænset.

Patienterne er klar over, at der er et operationsteam, men de har fokus på neurokirurgen og neuropsykologen, fordi det er de to personer, som de via de indledende samtaler har fået et nært og tillidsfuldt forhold til. Her er kunsten for operationssygeplejersken at træde et skridt tilbage og alligevel være nærværende.

”Dem, jeg er mest fokuseret på, er neuropsykologen og kirurgen. Vi havde en god kemi, vi tre. Jeg kan godt huske, at der stod en masse omkring mig, men dem, som står omkring mig, de passer på mig,”

”Mit fokus var neuropsykologen og kirurgen, de andre, jeg vidste, at de ikke ville komme til at følge mig, jeg vidste ikke, hvorfor de var der, de ville assistere personen, som var primus motor i det her.”

Citaterne understreger hvilke personer, som har fået en status hos patienten under den vågne hjerneoperation. Patienterne overgiver sig og lægger livet i de to personers hænder med håbet om at blive rask.

Operationssygeplejersken bliver ikke omtalt specifikt, men mere som del af et operationsteam, hvilket er forventeligt, da patienten ikke får mulighed for nær kontakt til sygeplejersken i det sundhedsprofessionelle team.

Operationssygeplejersken er således en aktør, som assisterer og passer på, men har desuden kompetencerne til at udvise omsorg, empati og skabe overblik.

Kampen for overlevelse

Kampen for at overleve og have et hverdagsliv med familien var kendetegnende hos alle deltagerne.

”Jeg gider ikke diskutere, om det er kartofler eller pasta, vi skal have til maden. Jeg har fået en hjerneoperation. Jeg skal leve det liv, jeg har, for jeg ved ikke, hvornår det slutter, og jeg har været tættere på, at det sluttede, end nogen anden.”

Citatet viser, at håndtering af bagateller ændrer sig efter en hjerneoperation. Det samme gør håbet og troen på overlevelse.

”Det nytter ikke noget at lukke det inde i en skal, men være positiv og tro på det. Så længe der er håb, synes jeg, man skal gå efter det.”

Mennesker, som har fået diagnosticeret en alvorlig sygdom, nærer håbet og troen på overlevelse, hvilket forstærkes af den tillid, som bliver udvist fra neuropsykologens og kirurgens side. De tillidsfulde relationer kan give patienterne håb, være terapeutisk helende og give mod på at kæmpe videre for livet (8).

Operationssygeplejersker kan blive synlige

På operationsafdelingen modtages patienten af operationsteamet. Patienten har tidligere mødt og haft de indledende samtaler med neurokirurgen og neuropsykologen, hvorimod operationssygeplejersken ikke har haft mulighed for at møde patienten.

En patient fortæller:

”Og da jeg vågner, kan jeg se operationssygeplejersker rundt omkring mig, hov, det var de samme, som da jeg kom ind.”

Det er betydningsfuldt, at operationssygeplejersken præsenterer sig for patienten ved ankomsten til operationsstuen, så patienten ser sygeplejerskens ansigt. Det kan være overvældende for patienten at blive vækket i uvante omgivelser og derudover møde ukendte personer.

Der kan opstå situationer under operationen, hvor operationssygeplejersken skal udføre sygepleje tæt på patienten, hvorfor det er vigtigt, at patienten har set sygeplejersken inden operationen.

En professionsforsker taler om tavs viden, som ikke kan tilegnes på en skolastisk og eksplicit vis, men tilegnes i praksis (9), hvilket understøttes til en vågen kraniotomi. Operationssygeplejersken kan forholde sig tilbagetrukket i rummet, udvise en stille og rolig adfærd med en bevidsthed om, hvad denne operation betyder for patienten. Patienten skal fornemme, at der er kontrol over situationen.

Operationssygeplejersken gør brug af sine sanser og er lydhør over for dialogen imellem patienten, neurokirurgen og neuropsykologen.

Operationssygeplejersken bør være opmærksom på den angst og nervøsitet, som kan plage patienten. Det kan være unge patienter, hvor sociale bekymringer som forpligtelser over for familie, børn og arbejde er tilstede.

Desuden tages hensyn til patientens synsfelt. Der må ikke stå apparatur eller lignende, som kan give unødig støj og forstyrre patienten. Patienten skal kunne se og mærke, hvad der sker i rummet.

Operationssygeplejersken skal have overblik, være systematisk og nærværende. Vigtige observationer hos operationssygeplejersken kan f.eks. være, at patienten ikke fryser, har en behagelig, korrekt lejring og får fjernet ørepropperne, inden tumorfjernelsen starter.

Kommunikation og relation er nøglebegreber

Den relationelle koordinering tager afsæt i to grundlæggende dimensioner: kommunikation og relation (10,11), som er to nøglebegreber under en vågen hjerneoperation. Der vil være fokus på en situation med patienten i centrum, hvor alle professioner kommunikerer og agerer, så patienten oplever en professionel og tillidsfuld behandling.

Debat
  • Diskutér, hvorfor operationssygeplejen er usynlig under denne type operation.
  • Diskutér, hvorfor patienterne kan have gavn af at vide, hvem operationssygeplejersken er, og hvordan hun arbejder?
  • Diskutér, hvilken rolle operationssygeplejersken kan have efter operationen?

Det ses fra interviewers afdeling, hvor de forskellige sundhedsprofessioner, som deltager til en vågen hjerneoperation, er afhængige af hinanden. Den professionelle og erfarne operationssygeplejerske er øvet i at håndtere og mestre en operationssygepleje, som de øvrige professioner ikke er uddannet til at varetage.

Patienten har brug for en omsorgsfuld operationssygeplejerske

Gennem patientfortællingerne bliver det tydeligt, at patienten har brug for en opmærksom, allestedsnærværende og omsorgsfuld operationssygeplejerske under operationen. Der er ikke kun tale om en usynlig og instrumentel sygepleje, men om en sygepleje, hvor sygeplejersken i høj grad anvender sit sygeplejefaglige skøn.

Skønnet er ikke stationært, men foranderligt, fordi det bliver tilpasset den enkelte patient i situationen på en omsorgsfuld måde (13). Skønnet er begrundet i den viden, indsigt og forståelse, som findes hos en erfaren operationssygeplejerske (13).

Tak til Bodil Bjørnshave Noe, sygeplejerske, cand.scient.san., ph.d., Hospitalsenheden Vest, for vejledning og sparring under udarbejdelse af Masterprojektet, til Jannick Brennum, Centerdirektør, dr.med., MHM, Rigshospitalet, for at facilitere projektet, og til Leanne Langhorn, klinisk sygeplejespecialist, cand. cur., ph.d., Operation og Intensiv Nord/Aarhus Universitetshospital for sparring og vejledning til at skrive artiklen.

Ane Kirkegaard

Ane Kirkegaard 
Sygeplejerske 1983, SD 2014, MKS 2017. Specialeansvarlig operationssygeplejerske, Bedøvelse og Operation, Hjerne- og Rygkirurgi, Aarhus Universitetshospital.

anekkirk@rm.dk

English abstract

Kirkegaard A. Awake craniotomy. Fag&Forskning 2019;(4):68-74.

The surgical aim of awake craniotomy is to achieve maximum resection of a brain tumour while reducing the risk of permanent neurological damage to the patient. If the tumour is located in regions of the brain implicated in speech, and hence the patient’s quality of life, awake craniotomy may be offered.

Brain tumours close to these regions of the brain pose a particular challenge in neurosurgery.

The aim of the article is to delineate surgical nursing to the patient undergoing brain surgery while in a conscious state.

To that end, a qualitative, semi-structured interview-based study was conducted, which included five patients.

The results of the study indicate that the patients’ focus is not on wakefulness during brain surgery, but rather on having a brain tumour and its long-term consequences. Their thoughts revolve around the family and the hope of survival.

In addition, the patients indicate their great confidence in the health professionals – notably the neurosurgeon and the neuropsychologist.

While the perioperative nurse is not perceived as having a focal role, patients are aware that nurses as health professionals are key members of the surgical team.

Keywords: Awake craniotomy, brain tumour, patient perception, theatre nursing, perioperative nurse, interviews.

Referencer
  1. Bajunaid, KM, Ajlan AM. A patient`s perspective. Neurosciences 2015; Vol.20(3).
  2. Juhler M, Brennum J. Nervesystemets tumorer. In: Paulson OB, Gjerris F, Sørensen PS. Klinisk neurologi og neurokirurgi. København: FADL´S Forlag 2015.
  3. Howie E, Bambrough J, Karabatsou K and Fox J. RE Patient experience of awake craniotomy: An Interpretative Phenomenological Analysis. Journal of Health Psychology 2016, Vol. 21(11).
  4. Blom H. Vågen under hjerneoperation. Sygeplejersken 2005;(21)):38-9.
  5. Høstrup H. Livet med en ondartet sygdom. In: Red: Graubæk A-M. Patientologi. København: Gads forlag;2013.
  6. Dreyer P. Fortællingen. In: Red: Graubæk, A-M. Patientologi. København: Gads forlag; 2013.
  7. Forup L, Jakobsen C, Bøje T, Delmar C, Kristensen DD, Møller M, Sønder H, Pedersen BD. ”Det er værst for familien” – i livet med en kronisk lidelse In: Tidsskrift for Sygeplejeforskning 2007;(1).
  8. Angel S. Kampen for at komme videre i livet. In: Red: Graubæk, A-M. Patientologi. København: Gads Forlag 2013.
  9. Wackerhausen B.& S. Tavs viden, pædagogik og praksis. I: På sporet af praksis - Antologi (1999). http://static.uvm.dk/Publikationer/1999/prakspor/4.htm) Besøgt d. 04.05.19
  10. Holtzmann JS. Relationel koordinering øger kvaliteten Sygeplejersken 2011; (6): 48.
  11. Gittell JH. Effektivitet i sundhedsvæsenet – samarbejde, fleksibilitet kvalitet. København: Munksgaard 2012.
  12. Andersen JK, Olsen KS. Anaesthesia for awake craniotomy is safe and well-tolerate. Danish Medical Bulletin 2010 57/10. 13. Scheel ME. Interaktionel sygeplejepraksis København: Munksgaard 2016.

 

 

Emneord: 
Hjerne
Operation
Sygeplejerolle

Fuldt fortjent: En operation tager den tid, den tager

Helle Bjørn Thind-Handberg er i løbet af de 37 år, hun har været operationssygeplejerske blevet både klogere, computernørd og lidt af en systemkritiker.

Helle Bjørn Thind-Handberg
Engageret. Samvittighedsfuld. Ansvarsbevidst. Sygepleje af høj, faglig kvalitet. I sådanne vendinger blev Helle Bjørn Thind-Handberg beskrevet af sin klinikledelse, da den indstillede hende til Dronningens Fortjenstmedalje.
Foto: Cathrine Ertmann
"Den teknologiske udvikling!" udbryder Helle Bjørn Thind-Handberg prompte som svar på spørgsmålet om, hvad der i løbet af hendes ansættelsestid har ændret sig mest radikalt. I 37 år har hun været ansat på operationsafdeling AKO på Regionshospitalet Nordjylland, Hjørring. Som eksempel nævner hun, at det dengang ikke var muligt at følge med på en skærm under en endoskopi, som man gør det i dag.

"Der stod vi bare ved siden af og gloede og vidste egentlig ikke, hvad lægen foretog sig derinde," forklarer hun med et grin. "Da jeg blev færdig i 1981, der anede man jo nærmest ikke, hvad en computer var. Men det skal jeg da lige love for, at man kom til. I dag skal man jo være computernørd for overhovedet at kunne følge med!" udbryder hun.

Med begejstring for den teknologiske udvikling fulgte dog også en frustration over de ændringer, der i samme tempo er rullet ind over sundhedsvæsenet gennem årene. Ligesom de fleste sygeplejersker har Helle gradvist mærket de ændrede vilkår i kraft af besparelser, digitalisering og ændrede arbejdsgange.

"Tendensen i dag er ambulatorievirksomhed og en hurtigt-ind-hurtigt-ud-tankegang. Før i tiden lå patienterne på en sengeafdeling, indtil stingene var fjernet. Det er længe siden," konstaterer Helle Bjørn Thind-Handberg nøgternt.

"Det politiske system i dag er blevet så træls. Hver gang man er rigtig god og når meget, så bliver man straffet i den anden ende og får at vide, at man skal spare. Det hænger ikke sammen, at man på den ene side vil have flere varme hænder og flere på fuldtid, og på den anden bliver ved med at fyre og spare," siger hun. Alligevel mener hun, at hendes afdeling trods alt er privilegeret i forhold til andre.

"Vi har jo ikke klokkesnore, pårørende og andre faktorer, der forstyrrer vores hverdag som på en sengeafdeling. Og en operation tager den tid, den tager. Det kan man heldigvis ikke bare spare sig ud af," siger hun. Helle har svært ved at svare på, om hun ville vælge sygeplejen igen, hvis hun kunne skrue tiden 40 år tilbage.

"Rent politisk synes jeg ikke, at faget er værd at have med at gøre mere," siger hun efter en tænkepause, men skynder sig at tilføje: "Men rent fagligt er det jo stadig helt vildt spændende. Det kan man bare ikke tage fra det."

Helle har da heller ingen planer om at lade sig pensionere foreløbigt. Det skyldes særligt samspillet med kolleger og patienter, der gennem alle årene har været alfa og omega for hendes arbejdsglæde. Og der er visse ting, som alverdens digitalisering og teknologi ikke kan ændre på. "Som sygeplejerske skal man være god til at have med mennesker at gøre. Man kan være en nok så dygtig teoretiker, men det betyder ikke meget, hvis man ikke evner indlevelse," siger hun.

ikon-fuldt-fortjent

Fuldt fortjent

Her på siden kan du møde en sygeplejerske, som netop har modtaget Dronningens fortjenstmedalje i sølv. Medaljen kan tildeles personer, som har gjort en fortjenstfuld indsats og uafbrudt har været ansat inden for den samme offentlige myndighed i mindst 40 år. Det er arbejdsgiveren for den kvalificerede medarbejder, som kan indstille til medaljen.

 

Emneord: 
Operation

Patienten jeg aldrig glemmer: Jeg skældte ham hæder og ære fra

I pressede situationer kan det til tider være svært at bevare roen, også når man er sygeplejerske. En meget vanskelig patient fik Mette Marie Thomsen til at tabe hovedet.
Mette Marie Thomsen
Foto: Jens Bach

Jeg er sygeplejerske på et opvågningsafsnit, hvor jeg i tidens løb har mødt mange forskellige typer patienter. Der er dog særligt én af dem, som jeg altid vil huske. Han var en mand, som kunne lide at selvmedicinere – både med alkohol og temmelig sikkert også andre slags stoffer. Han var blevet opereret for et brækket ben og var bagefter blevet kørt ind til os på opvågningsafsnittet, så han stille og roligt kunne komme sig efter bedøvelsen.

Fra det øjeblik han vågnede, havde han tydeligvis meget ondt, og han var meget ubehagelig at være i nærheden af, både for mig og mine medsygeplejersker. Han talte virkelig grimt til os og var slet ikke til at snakke med. Vi forsøgte naturligvis at gøre alt, hvad vi kunne, for at lindre hans smerter, men hans tolerance for smertestillende var så høj pga. hans misbrug, at selv meget store doser ikke havde nogen effekt.

Samtidig blev hans opførsel værre og værre, og til sidst må jeg indrømme, at jeg tabte hovedet. Det var i forvejen en stressende situation, fordi intet, vi gjorde for at hjælpe, havde nogen virkning, men jeg fik ganske enkelt også bare nok af den byge af skældsord, som han lod regne ned over os.

Det endte med, at jeg skældte ham hæder og ære fra, lige dér midt på afdelingen. Jeg skældte ham faktisk så meget ud, at jeg skammede mig lidt over det bagefter. Jeg følte, at jeg havde handlet uprofessionelt som sygeplejerske ved at irettesætte ham foran andre patienter. Det var i sig selv slemt nok, men ovenikøbet var det også spildte kræfter, for det havde ingen indvirkning på min patients dårlige opførsel – snarere tværtimod.

Da jeg havde genvundet fatningen, kunne jeg igen tænke klart. Jeg fandt derfor på at ringe op til stamafdelingen for at høre, hvad min patient tidligere var blevet givet af smertestillende. Det viste sig, at han havde fået en blokade, som nu var aftaget. Vi fik derfor fluks givet ham en ny blokade, og det tog ikke bare smerterne, men også patientens dårlige opførsel. Pludselig var han den sødeste, rareste mand, som var meget flov over de grimme ting, han havde sagt. Han havde simpelthen været så umulig, fordi han havde haft så ondt.

Siden har jeg ofte tænkt på min vanskelige patient, når jeg har stået i andre situationer, hvor jeg har været tæt på at koge over. Naturligvis er vi sygeplejersker også kun mennesker, og vi skal skam ikke finde os i alting, bare fordi vi er på arbejde. Den dag lærte jeg dog, at det sjældent hjælper på situationen, hvis man taber hovedet. I stedet er det vigtigt blot at fortsætte med at yde behandling, så godt man kan, indtil man finder en løsning, der virker.

Jeg er i hvert fald glad for den lærestreg, som min patient gav mig. Jeg glemmer ham aldrig.

 

Title

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

Skriv til: redaktionen@dsr.dk
Længde: maks. 3.000 anslag.
Emne: "Patienten, jeg aldrig glemmer".

 

Emneord: 
Operation

Fem minutter med... Anne Brusgaard

"Jeg er mest stolt af det sammenhold, vi har i vores afdeling, og de gode forløb, vi har med patienterne. Altså, mere de ting vi gør i fællesskab.”

Anne BrusgaardHvorfor valgte du at blive sygeplejerske?

"Jeg har altid syntes, at anatomi og fysiologi er spændende. Og med mit omsorgsgen var det et godt match."

Hvad var dit første job?

"På Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital."

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for opvågningssygeplejen?

"Jeg ved aldrig, hvilken patient jeg modtager, og der kan være mange komplikationer forbundet med det postoperative forløb og mange udfordringer, man skal tage hånd om. Det passer godt til mit temperament."

Hvem har du lært mest af i din karriere?

"Jeg kan ikke pege på en bestemt person. Jeg har mødt mange kolleger, som har en fantastisk tilgang til patienterne. I opvågningen arbejder vi i store åbne rum, og jeg suger læring til mig i mange forskellige situationer både fagligt og kommunikationsmæssigt."

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?

"Flere ting, men i mit arbejde er det især vigtigt, at man er i stand til at skabe en god og tæt relation til patienten på kort tid, så patienten føler sig tryg og hørt."

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?

"Det er et fag med mange muligheder, så gå efter det, du brænder for. Og så er det vigtigt, at man ikke er bange for at miste fodfæstet og komme ud over sine egne grænser. Det er ofte der, man lærer mest – også om sig selv. Der er altid nogen, du kan spørge om hjælp, hvis du har brug for det."

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?

"For det meste er det nogle korte patientforløb, vi har på min afdeling, og jeg føler, vi som regel kan nå at gøre det, vi skal. Ja, vi har travlt, men når jeg sender en patient videre til en afdeling eller til hjemmet, har jeg følelsen af, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne på bedste vis. Det er meget tilfredsstillende at mærke en glad og taknemmelig patient, som har haft et godt forløb."

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

"At man aldrig ved, hvilken patient der kommer ind ad døren. Det kan være alt fra en lille simpel øjenoperation til store abdominale operationer og patienter, der skal optimeres inden operation, og til terminale patienter. Det spænder vidt, så jeg skal vide noget om de fleste patientkategorier."

Hvad kan holde dig vågen om natten?

"Jeg havde på et tidspunkt alle vagter – dag, aften og nat. Jeg havde svært ved at sove efter nattevagterne og fik det fysisk dårligt. Jeg er for en periode blevet fritaget for nattevagter, og det har hjulpet."

Hvad er du mest stolt af i din karriere?

"Jeg er mest stolt af det sammenhold, vi har i vores afdeling, og de gode forløb, vi har med patienterne. Altså, mere de ting vi gør i fællesskab."

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?

"Der bør være et samlet it-system, som kan snakke sammen over hele landet, så information ikke går tabt, og det vil være lettere at kommunikere på tværs af regionerne til gavn for patienterne."

Hvor ser du dig selv om fem år?

"Jeg tænker på engang at læse videre til anæstesisygeplejerske, men det må vente lidt, for jeg er alene med to små børn, og lige nu er mit job mit drømmejob."

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?

"Der bliver flere accelererede patientforløb, og det er ikke i sig selv skidt, at vi skal være dygtigere og hurtigere i en mere effektiviseret verden. Men vi skal holde patienten i fokus og få det hele menneske med i den udvikling. Vi står med patientens liv i vores hænder. Jeg har selv været pårørende, da min far blev alvorligt syg og efterfølgende døde, og det satte mange tanker i gang. At se systemet fra begge sider gav mig en endnu større indlevelsesevne og viste mig betydningen af, hvordan man som patient og pårørende bliver mødt af sundhedspersonalet."

Emneord: 
Operation

Ssh ... Patienten er vågen

Oplevelse. Patienter, som opereres i hjernen, mens de er vågne, er optaget af samarbejdet mellem kirurg og neuropsykolog og mindre af operationssygeplejerskens adfærd, viser interview med fem patienter.

Baggrund. Patienter, som har en hjernetumor, tilbydes operation, hvis muligheden foreligger. Hvis tumoren er beliggende i områder med neurologiske funktioner som motorik og sprog, kan en vågen hjerneoperation foretrækkes. En karakteregenskab hos patienten i forhold til at opnå det bedste resultat er evnen til kooperation. Et intenst samspil mellem kirurg, neuropsykolog og patient skal sikre en tumorfjernelse med færrest komplikationer og en bedre livskvalitet.

Formål. At undersøge, hvilke oplevelser patienten har i relation til en vågen hjerneoperation, herunder belyse operationssygeplejerskens rolle.

Metode. Kvalitative forskningsinterviews. Fem patienter, som havde fået foretaget en vågen hjerneoperation, indgik i undersøgelsen. Med udgangspunkt i en interviewguide gennemførtes et semistruktureret interview, hvor patienterne fortalte om deres oplevelser i forbindelse med den vågne hjerneoperation. De fem interviews blev analyseret ud fra en Ricoeur-inspireret analysemetode.

Resultater. Der fremkom fem temaer: Oplevelsen ved at få konstateret en hjernetumor, familien, oplevelsen af tryghed omkring det at skulle opereres i vågen tilstand, fokuserede oplevelser i den peroperative fase og kampen for livet.

Konklusion. Som udgangspunkt var patienternes fokus ikke det at være vågen, men bevidstheden om at have en hjernetumor, og hvilke konsekvenser det kunne få. Deres tanker var hos familien og i kampen for at overleve. Under den vågne kraniotomi var fokus primært rettet på kirurgen og neuropsykologen og sekundært på operationssygeplejersken.

Konsekvens for praksis. Operationssygeplejen til de vågne hjerneoperationer fordrer en professionel og erfaringsbaseret sygepleje, hvor opgaven udføres med respekt, nærvær og omsorg for den vågne patient i en nonverbal kommunikation.

Ekstrakt bringer korte sammendrag af udviklings- og forskningsprojekter.

Emneord: 
Hjerne
Operation

Manglende instruks kan være fatalt for patienten

Blodtab. Der mangler oplæring i og fælles retningslinjer for, hvordan et blodregnskab skal opstilles. Det giver fejlagtige resultater, som kan skade patienterne.

Baggrund. Sygeplejersken har et ansvar for sygeplejen i den peroperative fase, hvor en af opgaverne er at føre regnskab med et eventuelt blodtab. Det er vigtigt at have overblik over blodtabet i forhold til den videre behandling, hvilket stiller krav om, at dokumentationen er præcis. Det sikres ved, at sygeplejerskerne dokumenterer ensartet, så kvalitet og sikkerhed er optimal. Som nyansat på en operationsgang i Region Hovedstaden oplæres man i at opmåle blodtabet, men der er ikke beskrevet en konkret metode til at opstille blodtabsregnskabet på.

Formål. At undersøge, i hvilket omfang der opstår fejl, når det totale blodtab udregnes, og hvilken indflydelse oplæring har på dette.

Metode. Metodetriangulering med primært fokus på det kvantitative forskningsdesign. Empiri blev indsamlet via en spørgeskemaundersøgelse, som blev udformet på baggrund af et observationsstudie på to operationsgange på to store hospitaler i Region Hovedstaden.

Resultater. Resultaterne er baseret på svar fra 73 sygeplejersker. Kun 47 sygeplejersker ud af de 73 kom frem til det rigtige resultat, da det samlede blodtab skulle udregnes ud fra en case. De resterende 26 kom frem til resultater, der svingede mellem 960 ml og 3.055 ml, hvor det rigtige resultat var 1.255 ml.

Kun 36 sygeplejersker svarede, at de var blevet oplært i at udregne blodtabet, og der viste sig en statistisk signifikant sammenhæng mellem oplæring og korrekt udregnet blodtab (p-værdi=0,0172).

Konklusion. Undersøgelsen viste, at over en tredjedel af sygeplejerskerne kom frem til et forkert resultat. De varierende resultater skyldes sandsynligvis, at der ikke er en ensartet metode at opstille blodtabsregnskabet på. Især i vagtskiftet kan der ske fejl, hvis sygeplejerskerne ikke udregner blodtabet ens. Undersøgelsen gør det tydeligt, at der mangler en instruks, så mængden af fejl mindskes.

Ekstrakt bringer korte sammendrag af udviklings- og forskningsprojekter.

Emneord: 
Blod
Operation

Personalets professionalisme gør patienterne trygge

Kliniske retningslinjer og instrukser, der beskriver den tekniske og instrumentelle del af operationssygeplejen, er et vigtigt arbejdsredskab, men sygeplejen må suppleres af en patientcentreret tilgang.
Resumé

På Øre-Næse-Halskirurgisk Operationsafdeling, Vejle Sygehus, oplevede sygeplejerskerne, at nye kollegaer blev introduceret forskelligt til den patientcentrerede sygepleje afhængigt af, hvilken sygeplejerske som stod for oplæringen.

Det stod klart, at hvor der i relation til de tekniske- og instrumentelle dele af operationssygeplejen var et evidensbaseret skriftligt materiale at oplære nye kollegaer ud fra, var den patientcentrerede del af operationssygeplejen på afdelingen ikke beskrevet.

Og med henvisning til internationale undersøgelser, der viste, at sygeplejersker ofte har vanskeligt ved at imødekomme patienternes reelle behov på operationsstuen pga. manglende forståelse for og indsigt i patientens oplevelse af situationen og omgivelserne, var det interessant at få indsigt i patientens oplevelse af mødet med operationsafdelingen.

En analyse af svarene fra en efterfølgende interview-undersøgelse viste, at personalets professionelle fremtoning samt høje informationsniveau har væsentlig betydning for patientens oplevelse af tryghed og af hele situationen. Desuden oplevede patienterne at træde ind i en sygerolle ved at iklæde sig sygehusets tøj og blive transporteret i seng til operationsafdelingen, hvilket ikke var naturligt for dem.

"Og der var masser af maskiner og alt det der, og hov, skal de bruge alt det der til mig?"

Denne artikel præsenterer resultaterne af en interviewundersøgelse af patientens oplevelse i mødet med operationsafdelingen. Interviewene er en del af det empiriske grundlag for et udviklingsprojekt på Øre-Næse-Halskirurgisk Operationsafdelingen (ØNH), Vejle Sygehus, der har til formål at udvikle kvaliteten af sygeplejen til operationspatienter.

Nødvendigt fokus på oplæring af nye kollegaer

Der har i de senere år været en relativt stor udskiftning af det sygeplejefaglige personale på operationsafdelingen, hvilket har ført til et nødvendigt fokus på oplæring af nye kollegaer. Der eksisterer ikke en formaliseret specialuddannelse for operationssygeplejersker, og oplæringen på operationsafdelingen er derfor udelukkende sidemandsoplæring.

Oplæringen tager afsæt i afdelingens kliniske retningslinjer og instrukser, der hovedsageligt beskriver den tekniske og instrumentelle del af operationssygeplejen. Operationssygepleje har imidlertid også en patientcentreret tilgang (1), se figur 1, om end denne ikke er beskrevet i afdelingens retningslinjer.

ff1-2018_operationssygepleje_fig1I den forbindelse har det stået klart, at hvor der i relation til de tekniske og instrumentelle dele af operationssygeplejen har været et evidensbaseret skriftligt materiale at oplære nye kollegaer ud fra, har den patientcentrerede del af operationssygeplejen på afdelingen ikke været beskrevet.

I oplæringen af afdelingens nye kollegaer blev det tydeligt, hvor komplekst det var at oplære i en patientcentreret tilgang til operationspatienten. Flere oplevede, at nye kollegaer blev introduceret forskelligt til den patientcentrerede sygepleje afhængigt af, hvilken sygeplejerske der stod for oplæringen. F.eks. valgte nogle sygeplejersker at bruge væsentligt mere tid på at inddrage patienten i, hvad der foregik på operationsstuen, end andre sygeplejersker gjorde.

Sygeplejersker, der brugte lang tid på at inddrage patienten, angav, at denne praksis skabte tryghed for patienten. Andre sygeplejersker havde erfaring for, at mindre inddragelse af patienten nedtonede patientens nervøsitet.

Både argumentation for og imod inddragelse af patienten havde afsæt i sygeplejerskernes personlige erfaringer og efterlod sygeplejegruppen med ønsket om en dybere viden om patienternes egentlige oplevelse af situationen på operationsstuen.

Personbåret sygepleje er imidlertid ikke et enestående fænomen på denne afdeling. Jakobsen og Fagermoen peger på, at sygeplejersker ofte har vanskeligt ved at imødekomme patienternes reelle behov på operationsstuen pga. manglende forståelse for og indsigt i patientens oplevelse af situationen og omgivelserne (2).

De beskriver, at der ofte er divergens mellem de hændelser og faktorer på operationsstuen, som patienten oplever som stressende, og de hændelser og faktorer, sygeplejersken formoder kan være potentielt stressende for patienten (2). Med afsæt i disse modsætninger var det interessant at få indsigt i patientens oplevelse af mødet med operationsafdelingen.

Interview med fire dagkirurgiske patienter

Der er interviewet fire dagkirurgiske øre-næse-hals-kirurgiske operationspatienter om deres oplevelser i mødet med operationsafdelingen. Desuden er der foretaget en systematisk litteratursøgning for at kortlægge eksisterende viden på området, se boks 1.

Boks 1. Litteratursøgning

Der er ud fra problemstillingen i første omgang søgt på bibliotek.dk, hvor det overvejende er danske bøger, der er brugt som baggrundslæsning og til inspiration af søgeord. Derefter er der søgt litteratur i de sygeplejefaglige databaser CINAHL, PubMed samt i SveMed+ på følgende søgeord: operationssygepleje, patients, surgery, operation rooms, patient satisfaction, patient perceptions perioperative nursing, perioperative care. Emneord er fundet ved Major Subject Headings (mH) og MeSH ord. Søgeperioden er udvidet til 10 år grundet sparsomt materiale, hvorfor artikelreferencer desuden er anvendt.

Informanterne er tilfældigt udvalgt ud fra det planlagte operationsprogram på tre vilkårlige dage uden forudgående information om interviewene til operationspersonalet. Ekskluderet fra undersøgelsen er patienter i udredning for hoved- og halskræft, patienter under 18 år, akutte og psykisk syge patienter samt patienter med manglende kendskab til dansk.

Undersøgelsen omfatter fire operationspatienter, to kvinder og to mænd i alderen fra 30-68 år. Til interviewene er der benyttet en semistruktureret interviewguide med fem åbne spørgsmål. Opfølgende spørgsmål opstod ad hoc med afsæt i informantens fortælling om oplevelsen. Interviewene er optaget på diktafon og efterfølgende transskriberet. Analyse af interviewene er foretaget med baggrund i Kvale og Brinkmanns fortolkningskontekster; selvforståelse, kritisk commonsense-forståelse og teoretisk forståelse (3), se boks 2.

Boks 2. Analyse af interview

Analyse af interviewene er foretaget med baggrund i Kvale og Brinkmanns tre fortolkningskontekster: selvforståelse, kritisk commonsense-forståelse og teoretisk forståelse. Selvforståelse: Hvor meningen med informantens udsagn er kondenseret ud fra informantens egen opfattelse af, hvad udsagnet betyder, sådan som vi har forstået det. Kritisk commonsense-forståelse: Hvor der er anlagt en bredere forståelsesramme, der rækker ud over informantens selvforståelse, idet vi har forholdt os kritisk til både udsagnets indhold og den informant, som har fremsat det. Teoretisk forståelse: Der er anlagt en teoretisk referenceramme, der bygger på fundene i litteraturen, så der er skabt en ny forståelse af mening med informantens udsagn.

Der er indhentet tilladelse hos Datatilsynet til gennemførelse af undersøgelsen. Patienterne har givet informeret samtykke på baggrund af skriftlig og mundtlig information om undersøgelsen. Interviewene er behandlet fortroligt, og patientdata er anonymiseret.

Ønske om indsigt i patienternes oplevelse

Formålet med analysen var at få større indsigt i, hvordan patienterne oplever mødet med operationsafdelingen. Analysen peger på nedenstående fire temaer udsprunget af fortolkningskonteksterne selvforståelse, kritisk commonsense-forståelse og teoretisk forståelse. De fire temaer udgør en helhed og vil blive præsenteret ud fra en teoretisk forståelse med understøttelse af patientcitater:

1. at føle sig ventet og godt modtaget

2. at føle sig overvældet i mødet med operationsstuen

3. at møde et professionelt operationsteam

4. at træde ind i rollen som operationspatient.

 

Tema 1: At føle sig ventet og godt modtaget

Patienterne tilkendegiver, at det er en positiv og god oplevelse at komme på operationsafdelingen. De oplever personalet som imødekommende og føler sig ventet og godt modtaget.

En patient forklarer: "De var der med det samme, det var ikke sådan, nå nu er du parkeret her."

En anden patient fortæller: "Meget positiv tilgang, meget involverende og et meget åbent og venligt personale, jeg blev modtaget af."

Et venligt og imødekommende operationspersonale bidrager ifølge flere undersøgelser til en positiv oplevelse for patienten (2,4,5). Patienterne befinder sig ofte i en sårbar og presset situation pga. frygten for det, som skal ske og udfaldet heraf.

Mødet med en højteknologisk afdeling kan være angstprovokerende, hvorfor en imødekommende og øjeblikkelig modtagelse af patienten angives at understøtte patientens tryghed og tillid til personalet (2,4,5). Der er således faktorer, der peger i retning af, at det er af stor betydning, at patienterne føler sig velkomne og ventede, når de træder ind på operationsafdelingen.

 

Tema 2: At føle sig overvældet i mødet med operationsstuen

To af patienterne fortæller om deres møde med operationsstuen, at det virker overvældende, fordi de bliver mødt af en masse mennesker, og operationsudstyr, hvilket de ikke er forberedt på.

Den ene beskriver det således: "Det var da voldsomt, fire personer, og så kommer lægen også. Og der var masser af maskiner og alt det der, og hov, skal de bruge alt det der til mig?"

Den anden fortæller: "Der var godt nok mange mennesker omkring mig, seks-syv kvinder, puha."

Overvældende, men samtidig fremhæver de, at det føles rart at blive informeret om personalets arbejde og brugen af operationsudstyret på stuen. Det kommer bl.a. til udtryk på følgende måde: "Jeg syntes, der var mange mennesker og meget udstyr altså, men som hun forklarede mig, så havde de hver deres arbejdsområde, og det var rart at få forklaret."

Synet af operationsudstyr, instrumenter og mødet med de mange sundhedsprofessionelle kan ifølge undersøgelser forekomme både overvældende og angstprovokerende (2,4,6). Information om personalets arbejde og de tekniske og instrumentelle forberedelser på stuen angives at have særlig betydning, da informationen bidrager til at afmystificere og skabe tryghed om det, som skal foregå (2,4,6).

Der tegner sig således et billede af, at personalets informerende og involverende tilgang til patienten er særlig gunstig for patienter, for hvem situationen fremstår som uforudsigelig og forbundet med flere ukendte faktorer.

 

Tema 3: At møde et professionelt operationsteam

Patienterne tilkendegiver, at de føler sig rigtig godt informeret præ- og peroperativt, og at det har betydning for oplevelsen af deres operationsforløb. En patient forklarer: "Der var ikke noget tidspunkt, hvor jeg tænkte, hvad mon der skal ske, eller hvad sker der nu. Det hele blev forklaret."

En anden patient udtaler: "Det er helt fair, at tingene kan være forsinket eller andet, men informationen om det gør rigtig meget i forhold til min oplevelse af forløbet. Det giver en form for tryghed, at man bliver informeret om ventetid og om, hvad der skal ske."

Fundene fra interviewene stemmer overens med resultater af andre undersøgelser. Kontinuerlig information til operationspatienten angives at reducere patienternes angst- og stressniveau og dermed også patientens afsæt for et positivt postoperativt forløb, herunder oplevelsen af bedre at kunne mestre udskrivelsen (5-7).

Patienterne beretter desuden, at operationspersonalet virker professionelt, godt forberedt og meget effektivt. En patient udtrykker det således: "De var meget effektive, de gjorde hver især det, de skulle. Nogle gjorde dét, andre noget andet. De behøvede ikke at spørge hinanden, der var styr på det. Det føltes godt."

En anden patient, som var ved at trække sig fra operationen grundet angst og nervøsitet, fortæller: "De tager det meget professionelt, rolige og stille, som om de ved, hvad de har med at gøre. Det føles utrolig rart, utrolig rart. Så det var jo ingenting, den frygt jeg havde haft."

Det har særlig betydning for operationspatienten at møde et professionelt og velforberedt operationspersonale, da det angives at understøtte patientens tryghed og håbet om, at det nok skal gå godt, viser undersøgelser (2,4,5,8). Flere operationspatienter svinger mellem frygt og håb. Frygten for det, som skal ske, vs. håbet om det bedste udfald af operationen (2,4,5,8).

Der tegner sig således et billede af, at personalets professionelle fremtræden skaber håb for patienten om det bedste udfald af operationen og gør patienten tryg i mødet med det uvante.

 

Tema 4: At træde ind i rollen som operationspatient

Et noget overraskende fund fra analysen er patienternes oplevelse af, hvordan sygehusets procedurer tvinger dem ind i en patientrolle, der som udgangspunkt ikke opleves hverken naturlig eller meningsgivende. Det kommer bl.a. til udtryk i følgende patientcitat: "Jamen, jeg ville jo ikke lægge mig ned i sengen, for jeg var jo ikke syg. Når man lægger sig i en seng sådan et sted her, eller hvis man skal ligge ned og blive kørt rundt i sengen til operationsstuen, så bliver man jo syg. Jeg tænkte, at jeg lige så gerne ville have gået til operationsstuen."

At sygehusvæsenets arbejdsgange og procedurer understøtter patientens oplevelse af at være syg på trods af, at patienten ikke har anskuet sig selv som værende syg, genfindes flere steder i analysen. F.eks. i følgende patientcitat: "At gå rundt i sygehustøj, det er da også at sygeliggøre folk."

At blive transporteret i seng til operationsafdelingen eller at skulle anvende sygehustøj udfordrer ifølge undersøgelser patienternes selvrespekt, autonomi og værdighed (9,10). Det angives som vigtigt for patienterne at bevare kontrollen over eget liv, da de oplever, at både patienttøjet og transporten i seng til operationsafdelingen depersonaliserer og sygeliggør dem. Patienter iført eget tøj såvel som patienter gående til operationsafdelingen angiver at føle sig mere raske og bedre til at fastholde deres identitet (9,10). Interviewene peger således på, at det er af stor betydning for patienterne at kunne anvende eget tøj under sygehusopholdet og selv at kunne gå til operationsafdelingen.

Brugbar viden om patienternes oplevelser

Undersøgelsen har i særlig grad bidraget med viden på to områder: Det ene er, at personalets professionelle fremtoning samt høje informationsniveau har væsentlig betydning for patientens oplevelse af tryghed, herunder patientens oplevelse af bedre at kunne mestre situationen og senere udskrivelsen.

Det andet, som synes særligt værd at bemærke, er, at patienterne oplever, at de forventes at indtræde i en sygerolle bl.a. ved at iklæde sig patienttøj og blive transporteret i seng til operationsafdelingen, hvilket ikke forekommer naturligt for dem.

Undersøgelse førte til ny retningslinje

Interviewundersøgelsen er nu afsluttet. Den viden, vi har fået gennem undersøgelsen og litteraturen, viser, at der er flere faktorer, som har indflydelse på patientens oplevelse af mødet med operationsafdelingen. F.eks. at patienterne har behov for at blive inddraget i, hvad der foregår på operationsstuen, da det angives at understøtte patientens tryghed i mødet med det uvante.

På baggrund af undersøgelsens resultater er der i afdelingen udarbejdet en retningslinje, der bygger på på nyeste viden inden for sygepleje til operationspatienter.

Retningslinjen beskriver den patientcentrerede del af operationssygeplejen (11), f.eks. hvilke faktorer og hændelser operationspatienten kan opleve som potentielt stressende, og hvordan operationssygeplejersken gennem omsorg, nærvær og dialog bedst muligt støtter patienten gennem forløbet på operationsafdelingen. Retningslinjen anvendes bl.a. i oplæringen af nye kollegaer og til refleksion og vejledning i sygeplejegruppen.

Resultaterne fra undersøgelsen og litteraturen peger desuden på, at flere patienter selv ønsker at gå til operationsafdelingen i ønsket om at fastholde deres identitet og autonomi. På den baggrund er arbejdsgangene i afdelingen ændret, så patienterne i dag selv har mulighed for at gå til operationsafdelingen.

Referencer

  1. Adolfsen H, Bhanderi I, Birkelund R, et al. Sygeplejefaglig referenceramme, Sygehus Lillebælt, 2016 (cited 2017 Jan 12). Findes på www.sygehuslillebaelt.dk > Fagfolk > Strategi for Udvikling af Sygeplejen > Sygeplejefaglig referenceramme
  2. Jakobsen VH, Fagermoen MS. Environmental factors in the operating theatre and their impact on patients’ preoperative anxiety. Nordisk Tidsskrift for Sygeplejeforskning (2005), 12;7(4):4-17.
  3. Kvale S, Brinkmann S. Interview: introduktion til et håndværk. København: Hans Reitzels Forlag 2009.
  4. Bailey L. Strategies for decreasing patient anxiety in the perioperative setting. AORN J 2010; 10;92(4):445-60.
  5. Rørvik A, Sebens S. Operationssygepleje. Kbh.: Nota; 2013:25-34.
  6. Haugen A, Eide G, Olsen M, et al. Anxiety in the operating theatre: a study of frequency and environmental impact in patients having local, plexus or regional anaesthesia. 2009; Journal of Clinical Nursing (18).
  7. Kagan I, Bar-Tal Y. The effect of preoperative uncertainty and anxiety on short-term recovery after elective arthroplasty. J Clin Nurs 2008 03;17(5):576-83.
  8. Westerling K, Bergbom I. The importance of nursing in perioperative care: a patient’s perspective. J Adv Perioper Care 2008 11;3(4):133-44.
  9. Edvardsson D. Balancing between being a person and being a patient – a qualitative study of wearing patient clothing. Int J Nurs Stud 2009 01;46(1):4-11.
  10. Qvarfordh P, Rovsing L, Appel Esbensen B. Gå selv til operation – et pilotprojekt. Sygeplejersken 2010;110(17):54-8.
  11. Bregendahl A. Sygepleje på Øre-næse-hals-operationsgangen. Findes på: www.sygehuslillebaelt.dk > Fagfolk > InfoNet, ekstern > Håndbøger fra Sygehus Lillebælt > ØNH & Høreklinik,VS > ØNH-op > Sygeplejefagligt/Retningslinje/Sygepleje på Øre-næse-hals operationsgangen

ff1-2018_annwolffbregendahl

Ann Wolff Bregendahl
Sygeplejerske 2003, cand.cur. 2015. Har arbejdet som sygeplejerske på Øre-Næse-Halskirurgisk Ambulatorium og Operationsafdeling, Vejle Sygehus, frem til 2013. Siden 2015 klinisk sygeplejespecialist i Øre-Næse-Halskirurgisk Afdeling, Vejle Sygehus.

ann.wolff.bregendahl@rsyd.dk

ff1-2018_brittnortvigpoulsen

Britt Nortvig Poulsen
Sygeplejerske 1993. Ansat ni år på Dagkirurgisk Operationsafsnit, Vejle Sygehus. Frem til 2016 fungeret som Kvalitets- og Hygiejnenøgleperson på Øre-Næse-Halskirurgisk Ambulatorium og Operationsafdeling, Vejle Sygehus. Nu ansat på Urinvejskirurgisk Ambulatorium.

Abstract in English

Bregendahl AW, Poulsen BN.

Staff professionalism puts patients at ease

Fag&Forskning 2018;(1):62-7.

Background: In the ENT surgery department of Vejle Sygehus, Denmark, we find that new colleagues are introduced differently to patient-centred nursing depending on which nurse supervises the in-service training. This left the nursing team seeking greater certainty as to what counts for the patient upon admission to the surgical department.
Methodology: Interviews with four surgical patients based on a semi-structured interview guide. Analysis inspired by Kvale & Brinkmann’s interpretative contexts, i.e. self-understanding, critical common-sense understanding and theoretical understanding.
Outcomes: Analysis of the interviews elicited four themes: “feeling expected and well-received”, “feeling overwhelmed by being taken to theatre”, “meeting a professional team”, “assuming the role of a surgical patient”.
Conclusion: The study demonstrates that the nurses’ professional manner and high level of information significantly affect the patient’s perceived peace of mind and perception of the situation as a whole. Furthermore, the patients perceived the fact of dressing in hospital clothing and being transported in a bed to the surgical department as a pathologising role, which did not seem natural to them.  

Keywords: patient perception, surgical department, patient-centred nursing, interviews, surgical patient.

 

Emneord: 
Operation
Sygepleje
Sygepleje-patient-forhold