Sådan bliver nålen lavet

Fotos: Lizette Kabré

spl12-2019_120-aar_emblem-2

1. En sølvplade præges med emblemets mønster. Emblemet stanses ud, hugges rent og bliver derefter buet. Under 2. verdenskrig var der mangel på sølv, og de sygeplejersker, der blev færdige det sidste halve år af besættelsen, fik udleveret midlertidige, brugte emblemer, indtil der igen kom sølv til landet.

 

spl12-2019_120-aar_emblem-1

2. Emblemet renses for at gøres klar til emalje. Emaljen bliver lagt på i hånden med små pensler i tre omgange. Mellem hver omgang slibes og renses de, hvorefter næste lag emalje lægges på. Der er ingen der ved, hvorfor Dansk Sygeplejeråd i sin tid bestemte sig for at emblemet skulle være rødt og hvidt. Forklaringen er efterfølgende blevet til, at det er de danske farver samt at firkløveret betyder lykke i arbejdet med patienten.

spl12-2019_120-aar-emblem-3

3. Efter emaljen er kommet på, bliver emblemet brændt blankt, syret af og renset igen. Derefter graveres og forgyldes det.

 

spl12-2019_120-aar_emblem-4

4. Til sidst bliver sikkerhedskæde og nål sat på, og emblemerne bliver pakket i æsker med nummer udenpå. I den nyeste version af emblemet, er nålen erstattet af en tryklås.

Læs mere om Dansk Sygeplejeråds emblem

 

dsrlogo_500x500_ikon

Dansk Sygeplejeråd 120 år

Læs i dette nummer af Sygeplejersken:

jjj

kkk

 

Nålen med firkløveret er Dansk Sygeplejeråds velkendte og respekterede emblem, som viser, at bæreren er medlem af Dansk Sygeplejeråd. Se her, hvordan nålen fremstilles.
48-49
2019
12
Dansk Sygeplejeråd 120 år
Organisering
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article 

Dansk Sygeplejeråds formænd gennem tiden

sol12-2019_120-aar_charlotte-norrie

Charlotte Norrie
Juni 1899 — oktober 1899

Charlotte Norrie var i 1899 medstifter af International Council of Nurses (ICN) og stiftede derefter Dansk Sygeplejeråd.
Hun havde ikke en sygeplejerskeuddannelse og blev efter kun et par måneder fravalgt som formand.

 

Henny Tscherning

Henny (Henriette) Tscherning
1899 — 1927

Henny Tscherning blev valgt som formand på Dansk Sygeplejeråds første generalforsamling og var herefter formand i 28 år.
Henny var desuden formand for International Council of Nurses i perioden 1915-1922.
Hendes mærkesager drejede sig især om en treårig sygeplejerskeuddannelse og statsautorisation af sygeplejersker. Året efter hendes død (i 1933) blev begge disse til virkelighed.

Charlotte Munch

Charlotte Munck
1927 — 1932

Charlotte Munck var først næstformand og derefter formand i Dansk Sygeplejeråd indtil sin død i 1932.
Hendes mærkesager var en forbedring af uddannelsen, kortere arbejdstid, bedre løn og pensionsforhold samt opnåelse af statsautorisation.

Gustava Hjort

Gustava Hjort
1932 — 33 og 1934 — 35

Gustava Hjort var næstformand i 5 år inden hun, ved Charlotte Muncks død i 1932, blev konstitueret formand i et år.
Hun var igen konstitueret formand, da den næste formand, Magrethe Koch, blev syg i 1934.
Gustava modtog fortjenstmedaljen i guld i 1938.
 

Margrete Koch

Margrete Koch
1933 — 1934

Margrethe Koch var i 9 år (1924-33) redaktør af Tidsskrift for Sygepleje og skrev både artikler og bøger om bl.a. sygeplejeskoler og Dansk Sygeplejeråds historie.
 

Elisabeth With

Elisabeth With
1935 — 1941

Elisabeth Withs mærkesager handlede især om løn, længden på arbejdsdagen og retten til at gifte sig samt bo uden for hospitalet.
I hendes tid som formand blev den første kollektive overenskomst med Dansk Sygeplejeråd indgået (1938).
 

Maria Madsen

Maria Madsen
1941 — 1968

Mens Maria Madsen var formand, steg medlemstallet fra 15.000 til 38.000. Derudover blev formandsposten i 1946 gjort til en fuldtidsstilling.
I den 27 år lange formandsperiode var hendes største mærkesag bedre løn til sygeplejersker.

Kirsten Stallknecht

Kirsten Stallknecht
1968 — 1996

Kirsten Stallknecht blev som 30-årig valgt som formand, var herefter formand i Dansk Sygeplejeråd i 28 år og herefter i ICN i 4 år.
Hendes mærkesager var uddannelse og forskning. Hun blev i 1990 Ridder af Dannebrog og i 2001 Kommandør af Dannebrog.
 

Jette Søe

Jette Søe
1996 — 2000

Jette Søe var amtskredsformand i Ribe amtskreds, næstformand og herefter formand i Dansk Sygeplejeråd, hvor hun bl.a. ledte en kort konflikt for sygeplejerskerne i 1999.
 

Connie Kruckow

Connie Kruckow
2000 — 2009

Connie Kruckow stod i spidsen for de danske sygeplejersker igennem den historisk lange konflikt i 2008 og valgte herefter at forlade formandsposten.

Grete Christensen

Grete Christensen
2009 —

Grete Christensen har været aktiv i fagforeningspolitik siden 1984, hvor hun fik en tillidsmandspost. Hun har desuden været præsident for the European Federation of Nurses fra 2007 til 2010.

dsrlogo_500x500_ikon

Dansk Sygeplejeråd 120 år

Læs i dette nummer af Sygeplejersken:

  • Dansk Sygeplejeråd fejrede 100 års jubilæum i 1999. Læs reportagen i Sygeplejersken fra dengang:

Tillykke med de 100 år

mmm

 

11 kvinder har siden 1899 beklædt formandsposten i Dansk Sygeplejeråd
46-49
2019
12
Dansk Sygeplejeråd 120 år
Organisering
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article 

120 års faglig identitet

Hun var ugift og boede på hospitalet. Hendes grå kjole med forklæde var så lang, at den strejfede gulvet. Som eneste pynt bar hun et fløjlsbånd om halsen. Sådan så den typiske sygeplejerske ud, da Dansk Sygeplejeråd blev etableret i 1899.

For en sygeplejerske i dag ser hverdagen helt anderledes ud. På nutidens topmoderne hospitaler bærer sygeplejerskerne kitler eller bukser, de har en officiel uddannelse i bagagen og kollegaerne tæller også mænd.

På trods af de enorme udviklinger faget, sygeplejerskerne og ikke mindst Dansk Sygeplejeråd har været igennem i de sidste 120 år, er der dog én ting, som har været konstant. Sygeplejerskerne bærer stadig deres emblem med stolthed.

Folkets garanti og faglig identitet

Da Dansk Sygeplejeråd blev skabt, var det helt naturligt, at der skulle laves et emblem, for dengang havde alle foreninger et emblem, fortæller Gunilla Svensmark, der er specialkonsulent i sygeplejehistorie på Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

Der var ingen statsautorisation, og enhver kunne kalde sig sygeplejerske. Så for at blive medlem af Dansk Sygeplejeråd skulle man igennem en grundig optagelse, hvor uddannelse og erhvervserfaring blev vurderet.

”Når man blev medlem, havde man pligt til at bære emblemet. Det var folkets garanti for, at der var tale om en rigtig sygeplejerske. Branding er jo et meget nyt ord, men det var det, det blev til,” forklarer Gunilla Svensmark.

Sygeplejehistoriker Susanne Malchau Dietz tilføjer, at emblemet har haft umådelig stor betydning i forhold til at opbygge sygeplejefagets image udadtil, men samtidig har det også skabt en identitet indadtil.

”Det gav en høj faglig identitet, at man blev kvalitetsmærket for at være en professionel sygeplejerske. Og det har fulgt emblemet i hele dets historie,” siger hun. 

Alle kan genkende en sygeplejerske

Selvom sygeplejeemblemet er 120 år gammelt, så bærer sygeplejerskerne det stadig med stolthed, fortæller Susanne Malchau Dietz.

”Det er meget få, der bare ligger det i en skuffe. Det er blevet et symbol for en faglig organisation, som går langt videre end dét, for selve faget er knyttet ind i det her emblem,” siger hun.

Og det er netop identiteten og fællesskabet om faget, der er grunden til, at emblemet stadig har sin relevans i dag, pointerer Gunilla Svensmark.

”Mange tænker ikke på det som et fagforeningsemblem, men som et professionsmærke. Og det er også det, befolkningen ser. Det er jo et emblem, som den helt almindelige dansker genkender,” tilføjer hun.

På sygehuse i dag ligner meget af personalet hinanden, og der gør sygeplejeemblemet det hurtigt og nemt at afkode, hvem der er sygeplejerske. Derfor er det også et symbol, der ofte bruges i film og serier, hvor sygeplejersker indgår.

”De emblemer, man f.eks. ser i TV-serien Sygeplejeskolen, er alle udlånt af Dansk Sygeplejeråd. Det er emblemer, der er specielt mærket, og som der bliver holdt strengt regnskab med,” fortæller Gunilla Svensmark.

For en vigtig del af sygeplejeemblemet er, at den er symbol på en uddannet sygeplejerske med høj faglighed, som er en del af Dansk Sygeplejeråds fællesskab. 

dsrlogo_500x500_ikon

Dansk Sygeplejeråd 120 år

Læs i dette nummer af Sygeplejersken:

  • Dansk Sygeplejeråd fejrede 100 års jubilæum i 1999. Læs reportagen i Sygeplejersken fra dengang:

Tillykke med de 100 år

 

Sygeplejerskernes emblem har i 120 år signaleret kvalitet og været med til at skabe identiteten og billedet på den professionelle sygeplejerske.
46-49
2019
12
Dansk Sygeplejeråd 120 år
Organisering
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article 

Det er derfor, vi er her

Grete Christensen

To verdenskrige, penicillinets opfindelse og murens fald. Dansk Sygeplejeråd har været der hele tiden og lidt til.  Sygeplejerskernes faglige organisation kan den 27. okotober fejre 120 års jubilæum. Et skæringspunkt og en god lejlighed til at standse op et øjeblik og gøre status. Man kan næsten mærke historiens stille vingesus ved at kigge på det ikoniske rød-hvide emblem med guldfirkløveren, der sidder på formand Grete Christensens sorte trøje.

”Jeg tror aldrig, der har været noget i vores organisation, som andre har været så misundelige på.”

Sådan siger Grete Christensen om det emblem, der blev præget i 1899 samme år som Dansk Sygeplejeråd blev stiftet, og er synonym med sygeplejerskers visuelle faglige identitet.

”Historisk set gjorde emblemet det tydeligt, hvem der havde sygeplejerskeuddannelsen, og hvem der var medlem af foreningen. Det har gjort, at det er noget, der har bundet sygeplejerskerne sammen gennem alle årene – og det er det fortsat.”

Vigtige og værdsatte sygeplejersker

Grete Christensen er stolt af at bære sit emblem og føre Dansk Sygeplejeråds lange historie videre. For sygeplejerskerne har igennem alle årene været en utrolig værdsat og betydningsfuld faggruppe i det danske samfund og det danske sundhedsvæsen, tilføjer formanden for Dansk Sygeplejeråd.

”Vi er en organisation, som bliver hørt. Dansk Sygeplejeråd har haft stor betydning for udviklingen af både vores uddannelse og det danske sundhedsvæsen,” siger hun.

Som eksempler nævner formand Grete Christensen blandt andet udviklingen af den kommunale hjemmesygepleje, som har givet borgerne nye muligheder, og som supplerer sygeplejerskernes mange vigtige roller på hospitalerne.

En organisation i udvikling

Men fortællingen om de højt ansete sygeplejersker har ikke altid været den samme. Dansk Sygeplejeråd blev for 120 år siden etableret, fordi sygeplejerskerne kæmpede for standens anseelse. De kæmpede blandt andet for at få en anerkendt uddannelse og for at få en statsautorisation.

”Det var nogle meget tydelige mærkesager, og jeg vil sige, at i dag har vi stort set nogle af de samme mærkesager. Vi har fået statsautorisationen, men vi kæmper fortsat for at sygeplejerskerne har en uddannelse, der følger med tiden og har muligheder for special- og videreuddannelse,” siger Grete Christensen.

Og det er ikke den eneste lighed mellem det nuværende og historiske Sygeplejeråd, mener hun; Dansk Sygeplejeråd har været kendetegnet af en række formænd, som har tænkt uden for Danmark, og de har været med til at hente inspiration i og bestemme retningen for både den nordiske-, den europæiske- og den internationale sygeplejerskeorganisation.

Men trods de mange ligheder er Dansk Sygeplejeråd alligevel noget helt andet i dag, for på nogle områder er der moderniseret meget, fortæller den nuværende formand.

”Vi gik fra at være en professionsstandsforening til det, man kan kalde en rigtig fagforening, da vi fik strejkeretten i 1971,” siger hun.

Strejkeretten er flere gange siden blevet benyttet, særligt i kampen for bedre løn – en kamp, der vil blive husket, mener Grete Christensen:

”Vi kæmper for det uretfærdige i den lave løn til de store kvindedominerede grupper i Danmark. Det er nok netop en af de mærkesager, vi vil blive husket for i nyere tid.”

Det er dog ikke kun lønkampene, der fortjener plads i fremtidens historiebøger om Dansk Sygeplejeråd, pointerer Grete Christensen:

”Over 120 år tror jeg, det er rigtig svært at sige, hvad der har været den største sejr. Der er ingen tvivl om, at det var en kæmpe sejr at få autorisationen dengang. I nyere tid vil jeg pege på uddannelsesområdet, hvor vi har opnået at uddannelsen er blevet en professionsbachelor. ”

Også kandidatuddannelsen er vigtig at fremhæve, siger Grete Christensen, da den bidrager til, at der nu findes en stor gruppe af akademiske sygeplejersker og professorer i sygepleje, som er med til at forske og udvikle sygeplejerskernes profession.

Kort sagt, respekten for faget vokser og kompetencerne får mere og mere luft under vingerne.

Fremtidens Sygeplejeråd

Hvis man i stedet for at kigge tilbage til fortidens Sygeplejeråd ser på fremtiden, så er det ifølge Grete Christensen de mange medlemmer, der skal være i fokus.

”Jeg tror meget på, at vi skal være en organisation, som er lydhør over for medlemmerne og medlemmernes ønsker. Vi skal understøtte de faglige fællesskaber, sygeplejerskerne har på kryds og tværs, og vi skal have repræsentanter ude på alle de forskellige arbejdspladser, så man aldrig skal kigge langt efter en repræsentant for Dansk Sygeplejeråd,” siger hun.

For Grete Christensen er det afgørende, at medlemmerne oplever, at der er værdi i fællesskabet:

”Det synes jeg er det vigtigste, vi som politikere skal tænke på hver dag: Hvordan skaber jeg mere værdi for vores medlemmer? Det er sådan set derfor, vi er her,” understreger hun.

Og hvordan skaber Dansk Sygeplejeråd så mest værdi for medlemmerne? Ved både at inddrage medlemmerne og aktuelt ved at arbejde for et selvstændigt virksomhedsområde for sygeplejerskerne, siger Grete Christensen:

”Jeg tror på, at vi har det bedste fundament, når vi er en organisation der rummer såvel studerende, de mange forskellige aktive sygeplejersker og ledende sygeplejersker, hvor vi kan diskutere faget og være med til at udvikle faget, samtidig med at vi bruger vores fagligheder til at forbedre løn- og ansættelsesvilkår.”

Som den 11. formand for Dansk Sygeplejeråd bærer Grete Christensen den historiske stafet, og hun føler sig godt rustet på vegne af landets sygeplejersker:

”Altså, at vi står på to ben og både har det faglige ben, men også det organisatoriske. Dermed er vi klar, når vi forhandler med arbejdsgiverne, men også når vi sætter den meget professionsrettede faglige dagsorden.”

dsrlogo_500x500_ikon

Dansk Sygeplejeråd 120 år

Læs i dette nummer af Sygeplejersken:

Tillykke med de 100 år

 

 

Dansk Sygeplejeråds historie har budt på både store kampe og store sejre – og det er ikke slut endnu, siger formanden Grete Christensen, der hver dag tænker over, hvad der kan skabe værdi for medlemmerne.
44-45
2019
12
Dansk Sygeplejeråd 120 år
Organisering
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Organisation
Web article 

Leder: Dansk Sygeplejeråd er for alle sygeplejersker

3-2019_leder_grete-christensenDSR er den naturlige, faglige organisation for alle sygeplejersker. Uanset ansættelsessted skal alle sygeplejersker, der arbejder inden for faget, kunne se muligheder i et medlemskab af DSR. Om man er nyuddannet sygeplejerske, har mange års erfaring i klinikken, er underviser eller om man er ansat i den private sektor, skal man føle sig hørt og set i DSR, når der er brug for det.

Det sidste års tid har vi bl.a. haft blikket rettet mod medlemstilbud til privatansatte sygeplejersker, f.eks. medlemstilbud målrettet sygeplejersker ansat i forsikringsbranchen, patientforeninger, privathospitaler eller i medicinalindustrien.

I dialogen med vores medlemmer har vi fået en nærmere indsigt i, hvilke særlige ønsker og behov denne medlemsgruppe har til DSR. Vores arbejde viser, at sygeplejersker i det private naturligvis er optaget af ordentlige arbejdsvilkår og lønvilkår. Samtidig giver de udtryk for, at de gennem et medlemskab af DSR opnår en større tilknytning til faget – en tilknytning, der giver viden, som de enten kan bruge direkte i deres arbejde, eller som giver en bredere indsigt i f.eks. sygeplejefagets udvikling og tendenser.

Og gruppen af privatansatte sygeplejersker vokser. Vi ved fra en ny DSR-analyse, at én ud af syv sygeplejersker er ansat i den private sektor. Dette svarer til, at ca. 15 pct. af alle sygeplejersker har deres hverdag i den private sektor.

Målet er, at vi fra DSR’s side målretter tilbuddene til vores forskellige medlemmer. Vi lytter til medlemmernes behov og ønsker, så vi sammen med det enkelte medlem opnår de bedst mulige resultater.

 

"Vi lytter til medlemmernes behov og ønsker, så vi sammen med det enkelte medlem opnår de bedst mulige resultater."
3
2019
10
I HVERT NUMMER
Organisering
Debat
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Organisation
Magazine tags  Leder Web article 

"Vi skubber opgaver videre til andre, som heller ikke har et overblik"

Hjemmesygeplejerske i Horsens Kommune, Mette Bust-Hansen, føler sig ofte presset ud i situationer og opgaver med syge borgere, der gør det svært at bevare det gyldne overblik.

"Generelt er problemet, at vi er i vildrede om vores opgaver. Borgerne skal have hjælp til lidt af hvert. Og alt falder tilbage på sygeplejerskerne i det kommunale sundhedsvæsen. Vi kan da også løse det meste, men jeg har også stået med en ildebrand og et overfald på en hjemmehjælper, hvor jeg lige skulle trække på nogle andre kompetencer end de sygeplejefaglige," siger Mette Bust-Hansen om sin oplevelse af og sit syn på arbejdet i den kommunale sygepleje.

kompleksitet_mette-bust-hansen-15
Mette Bust-Hansen: ”Generelt er problemet, at vi er i vildrede om vores opgaver. Borgerne skal have hjælp til lidt af hvert."
Foto: Michael Drost-Hansen
Hun kan da også i grove træk nikke genkendende til konklusionerne i rapporten om "Kompleksitet i den kommunale sygepleje", som VIVE netop har sendt ud: Der skal strammes op organisatorisk i kommunerne af hensyn til borgerne.

"Uklart, hvem der egentlig har ansvaret"

I et andet tilfælde blev hjemmesygeplejersken kaldt ud til et ungt menneske, som skulle have hjælp med sin medicin. Kort før hendes besøg ringede en pårørende og fortalte, at den psykisk syge borger havde truet med at begå selvmord.

"Og så stod jeg i et hjem, hvor jeg kun kendte borgerens medicin og skulle hjælpe en psykisk syg med selvmordstendenser. Den pårørende lagde det hele i mine hænder, fordi hun troede, at jeg vidste alt om den situation. Men det havde vi altså ikke noget om på min uddannelse," siger Mette Bust-Hansen.

Sygeplejersken har efterhånden fået erfaringen med at yde assistance til borgeren også i tilfælde, hvor det ikke handler om hendes sygeplejefaglige baggrund.

"Men det tager tid fra andre opgaver og borgere, og det er uklart, hvem der egentlig har ansvaret. Ofte skubber vi opgaver videre til andre, som heller ikke har et overblik, så mange ting går tabt," siger Mette Bust-Hansen, der blev uddannet som sygeplejerske for fire år siden.

Læs også: Uklare arbejdsgange bremser sygeplejersker i kommuner

Problemerne opstår ifølge sygeplejersken, når to instanser i kommunen ikke kan blive enige om, hvem der skal agere på en udfordring med en borger. Så ender det i hjemmesygeplejen. Og i de tilfælde mangler hun ofte et nummer til en anden fagperson at ringe til.

"Vi brokker os ikke som sygeplejersker. Men vi har brug for en ny struktur og en organisering, der skaber sammenhæng. Og det kræver, at man splintrer systemet i den kommunale sygepleje til atomer – og samler det igen til en funktionsdygtig model," siger Mette Bust-Hansen.

Opgaver med bl.a. socialt udfordrede borgere falder af og til mellem to stole i den kommunale sygepleje. Og så ender problemet hos hjemmesygeplejersken. Mette Bust-Hansen har både skullet klare ildebrande og et overfald på en hjemmehjælper i sit daglige job.
60
2018
7
Kompleksitet
Arbejdsmiljø
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Organisering
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article 

Uklare arbejdsgange bremser sygeplejersker i kommuner

Det er planen, at den kommunale sygepleje skal tage flere opgaver på sig i fremtiden.

Men skal det ske på en forsvarlig måde, så er der behov for et organisatorisk paradigmeskift og en forbedring af sammenhængen i de nuværende uklare arbejdsgange.

Det dokumenteres i en ny rapport af det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, VIVE, hvor projektchef Sidsel Vinge har analyseret sygeplejerskernes perspektiver på kompleksitet i den kommunale sygepleje.

Analysen viser, hvordan sygeplejersker har svært ved at udføre deres job på den måde, de gerne vil, i et sammenstød mellem socialt udfordrede borgere, et stadigt større antal ældre og en organisering i sundhedsvæsenet, der ikke fungerer og mest af alt vanskeliggør opgaveløsninger.

Sygeplejersker oplever ifølge rapporten, at deres job er "brandslukning", og den kommunale sygepleje bærer præg af, at der "er sat for mange skibe i søen".

"I den kommunale sygepleje er der mange organisatoriske udfordringer, hvor det ikke er nok at have sygeplejefaglig viden i en snæver forstand. Her skal man have en bred, tværgående viden om social- og sundhedsvæsenet for at kunne hjælpe borgerne. Man skal også vide, hvordan man reducerer kaos og skaber sammenhæng og overblik, når man skal hjælpe en borger med flere alvorlige sygdomme og store sociale udfordringer videre i systemet," siger projektchef Sidsel Vinge til Sygeplejersken.

"Vi spilder mange ressourcer"

Undersøgelsen fremhæver da også sygeplejerskernes oplevelse af manglende kontinuitet både med hensyn til relationen mellem de enkelte faggrupper og i forhold til borgerne.

"Vi spilder mange ressourcer ved, at medarbejderne konstant skal se nye borgere og patienter i sundhedsvæsenet – ikke kun i den kommunale sygepleje. Og det er groft undervurderet, hvor meget det betyder for økonomien, kvalitet, sammenhæng og effektivitet – for ikke at nævne tilfredsheden hos patienter og borgerne, når kontinuiteten er lav," siger Sidsel Vinge.

En sygeplejerske udtaler sig i rapporten om den uklare organisering, usikkerheden omkring arbejdsgange og den daglige kompleksitet:

"Der er mange skiftende medarbejdere og vikarer. Der er jo ikke nogen kontinuitet. Hos os synes jeg, meget af det er brandslukning – lidt kaotisk og en masse vikarer. Vi skriver på kryds og tværs af hinanden, og der er ikke rigtig nogen, der har overblik eller er tovholder eller har ansvar. Det bliver vores samarbejdspartnere i hvert fald meget frustrerede over, og det gør vi også selv."

Ifølge Sidsel Vinge handler det om at finde ud af, hvem der har ansvar for hvad. For er det ikke på plads, så er det svært at få et overblik over borgerens behandling. Derfor skal der styr på uddelegering af ansvar for de enkelte grupper af patienter og borgere.

Behov for "ro, regelmæssighed og rytme"

"Lige nu er der fokus på større, flere, mere og hurtigere i sundhedsvæsenet. Men mange borgeres situation bliver mere og mere kompleks, både medicinsk og socialt – og det er man nødt til at forholde sig til. Det er ikke nødvendigvis hele strukturen, der skal ændres, men arbejdsgange og snitflader trænger til at blive mere sammenhængende og klare," siger Sidsel Vinge.

Læs også: Vi skubber opgaver videre til andre, som heller ikke har overblik

Mange sygeplejersker bruger da også ifølge rapporten meget tid på at forsøge at skabe overblik over – og sammenhæng i – borgernes forløb. Og hvordan skal man fortælle borgeren, hvordan det kommunale system eller hele sundhedsvæsenet fungerer, når man grundlæggende ikke selv helt har overblik over det?

"Alle bliver frustrerede, hvis sygeplejersken vil ramme sit funktionsområde ind og sige, hvad vi gør, og hvad vi ikke gør," siger en sygeplejerske i rapporten om oplevelsen af, at andre enheder, sektorer og fagområder har en tydeligere afgrænsning af deres opgaver end den kommunale sygepleje.

Der er ikke noget "quick fix"

Sidsel Vinge mener da heller ikke, at evnerne mangler, men det gør organiseringen og de "redskaber", der skal til, for at de mange enheder og afdelinger i kommuner og på hospitaler kan agere hurtigt, koordineret og effektivt som et samlet system – og ikke som autonome systemer.

"Der er mange, som bør tage affære for at rette op på de organisatoriske udfordringer, vi ser. Det handler om at styrke basisorganisationen, det handler om at stoppe den organisatoriske fragmentering, og det handler om at kunne implementere i bund og lave klare arbejdsgange og ansvarsfordelinger. Vi skal styrke kontinuitet og sammenhæng i hverdagen og få lavet en organisering, som rent faktisk matcher de opgaver, der skal løses omkring borgerne derude. Et ledelsesmæssigt mantra, som kunne formuleres som: Ro, regelmæssighed og rytme," siger Sidsel Vinge.

Kompleksitet. Sygeplejersker arbejder ofte under uklare forhold i kommunerne. Det er især udfordringer med ledelse og organisering af de mange forskellige arbejdsgange, der skal tages fat på. Det dokumenteres i ny rapport om kompleksitet i den kommunale sygepleje.
58-59
2018
7
Kompleksitet
Hjemmesygepleje
Ledelse
Organisering
Primær sundhedssektor
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Kommunal sygepleje
Ledelse
Organisation
Web article 

Tværsektorielt samarbejde kommer ikke af sig selv

Sammenhængende patientforløb på tværs af sygehuse, almen praksis og kommuner er et højt prioriteret område i sundhedsvæsenet. Politisk og fagligt bruges der mange ressourcer på at drøfte, hvordan økonomi, organisering og de rette kompetencer sikres i det tværsektorielle samarbejde.

Der er enighed om, at tværsektorielt samarbejde ikke kommer af sig selv, og at gode sammenhængende patientforløb bygger på et tæt samarbejde mellem de mange involverede faggrupper og sektorer. Der lægges vægt på at se patientforløbet som en fælles opgave, der kræver en fælles løsning gennem en fælles indsats og ud fra fælles mål (1). Præmissen for gode tværsektorielle forløb er, at hver sektor gør det, de har særligt ansvar for og kompetencer til, men samtidig formår at se forløbet i sin helhed og prioriterer det fælles ansvar.

Samarbejde i en klynge

Aarhusklyngen, der samlet betegner Aarhus Universitetshospital (AUH), Aarhus Kommune (AK) og almen praksis i Aarhus, har gennem flere år haft et veletableret tværsektorielt samarbejde.

”Borgeren har det bedst hjemme og på hospitalet, når det er nødvendigt” har været den ledetråd, som direktørerne fra AUH og AK tidligere har kaldt overliggeren for det tværsektorielle samarbejde. Citatet skal forstås således, at hvis det er muligt at tilbyde borgeren den kvalitativt bedst mulige behandling leveret på et patientsikkert grundlag i eget hjem, vil det være udgangspunktet for samarbejdet. Ud fra dette grundlag arbejder Aarhusklyngen kontinuerligt med at forbedre borgernes forløb på tværs af sektorgrænser, bl.a. gennem udvikling af udgående funktioner fra hospitalet og kommunale behandlingstilbud til borgere i eget hjem. Specielt har der været fokus på svage, multisyge, ældre og demente borgere, dvs. de borgere, kommune, hospital og praksissektor hyppigst samarbejder om. Vi ved, at denne gruppe borgere er ekstra sårbare, da de ved indlæggelse har øget risiko for at pådrage sig infektioner, udvikle konfusion eller blive delirøse.

Aarhusklyngen arbejder desuden med den patientrettede forebyggelsesindsats, hvor målet er færre uhensigtsmæssige genindlæggelser, færre forebyggelige indlæggelser, færre uhensigtsmæssige akutte korttidsindlæggelser og færre færdigbehandlede patienter, som optager en seng på sygehusene (2).

På AUH er der stort fokus på det voksende tværsektorielle samarbejde med kommune og praksissektor. Med baggrund i de mange ressourcer og timer, der dagligt anvendes på samarbejdet, har det været vigtigt for AUH at udforske samarbejdet nærmere. Formålet har været at producere evidens, så samarbejdet kan ske ud fra fakta i stedet for at bygge på formodninger og hypoteser. Siden efteråret 2014 er der gennemført en række undersøgelser, som bidrager med viden om området.

Fire undersøgelser bidrager med viden

Denne artikel bygger på fire undersøgelser, der hver især bidrager med viden om samarbejdet på tværs af sektorgrænser. Arbejdet med data på tværs af sektorgrænser har været en udfordring, da der er meget begrænset tilladelse til at dele data på tværs af afsnit, hospitaler og sektorer. Billedet af samarbejdet, som det beskrives i artiklen, er derfor overvejende belyst fra sekundærsektorens perspektiv, se tabel 1 side 72.

Svært at dele data

Der findes ingen samlet registrering af, hvor mange borgere der samarbejdes om i Aarhusklyngen. Det bunder bl.a. i manglende ensretning af registreringspraksis og i lovgivningens stramme regler for datadeling, da samarbejdet foregår på tværs af hospitalets mange afdelinger og specialer og Aarhus Kommunes syv lokalområder. AUH har oparbejdet udgående funktioner indenfor flere specialer, f.eks. geriatrisk afdeling, hjerteafdelingen og børneafdelingen. Herudover findes der udgående aktivitet ved akutteamet, KOL- og iltsygeplejersken. Samlet set havde AUH i 2016 22 forskellige udgående funktioner, se tabel 2.

Mulig behandling i eget hjem

Der er forsket meget i den indflydelse, omgivelser og miljø har på menneskers helbred. Denne forskning peger på, at det at forblive i eget hjem har en potentielt positiv indvirkning på den enkeltes mulighed for helbredelse. For skrøbelige ældre er en indlæggelse desuden forbundet med øget risiko for infektioner og funktionsnedsættelse, som kan svække dem yderligere (3-5).

Alternativet til indlæggelse kan være behandling i eget hjem. En forudsætning for behandling i hjemmet må grundlæggende være, at borgerne skal have adgang til samme høje faglige kvalitet af pleje og behandling som på hospitalet. Derudover skal det lægefagligt vurderes forsvarligt at behandle borgeren i hjemmet.

Udfordrende behandling i eget hjem

I den sundhedsfaglige og politiske debat er der flere holdninger til tilbuddet om at modtage pleje og behandling i eget hjem. Et synspunkt er, at borgere, når det er muligt, skal tilbydes mest mulig behandling i hjemmet på specialistniveau. Et andet er at begrænse antallet af sundhedsfaglige personer i borgeres hjem og at sikre, at de(n) sundhedsfaglige, der kommer i hjemmet, har de rette grundlæggende, tværfaglige kompetencer til at hjælpe med de opgaver, der måtte være.

Det kan være udfordrende at modtage pleje og behandling i eget hjem, for hjemmet skal ud over at være et hjem også danne ramme om en arbejdsplads. Det kan være nødvendigt at installere hjælpemidler, hvilket betyder mindre plads til private ejendele. Det kan være svært for borgerne at acceptere de fysiske ændringer, fordi hjemmet institutionaliseres. Det enkelte menneske har som oftest en følelse af at have kontrol i eget hjem. Når hjemmet forandres til en arbejdsplads, kan den fornemmelse af kontrol mistes. Det kan medføre fremmedgørelse samt en følelse af kaos og uorden (6,7). 

Der findes kun sparsom viden om, hvordan borgere oplever at modtage pleje og behandling i hjemmet af flere sundhedsfaglige personer, samt hvilke forventninger de har til hjælpen. Ønsker borgere sundhedsfaglige med specialistkompetencer, eller ønsker de sundhedsfaglige med mere grundlæggende tværfaglige kompetencer?2017-3-fagligt-ajour-organisering-tabel1

Behandling i hjemmet mere skånsom

Seks borgere fra Aarhus deltog i en interviewundersøgelse. De var enige om, at alternativet til behandling i hjemmet ville have været indlæggelse på hospitalet. F.eks. modtog borgerne behandling med intravenøs antibiotika i hjemmet, en behandling det få år tidligere kun var muligt at tilbyde på hospitalet. Borgerne gav udtryk for, at det at modtage behandling i hjemmet dels var mere skånsomt for den enkelte, dels var billigere for samfundet. Borgerne anså en indlæggelse for at være mere omkostningstung end behandling i hjemmet. Om det er rigtigt, er der sparsom viden om. Caplan et al. viser i 32 ud af 34 studier, at omkostningerne ved behandling i hjemmet gennemsnitlig er 73,5 pct. af omkostningerne ved behandling på hospitalet (3). Derimod viser Larsen i et studie på Geriatrisk Afdeling, Odense Universitetshospital, en difference på +3.000 kr. for behandling i hjemmet (8). 

Borgerne fra Aarhus skelnede skarpt mellem den hjælp, de fik til daglige hjælpe- og plejeopgaver, og den specialiserede hjælp, de fik til opgaver relateret til behandlings- og opfølgningsforløb. Borgerne ønskede, så vidt det var muligt, at hjælpen til daglige hjælpe- og plejeopgaver blev leveret af de samme gennemgående sundhedsfaglige personer. Hjælp til behandlings- og opfølgningsforløb ønskede borgerne derimod leveret af specialiserede sundhedsfaglige personer. Der blev lagt vægt på, at disse sundhedsfaglige besad en bred vifte af viden og tekniske færdigheder, så de vidste, hvad de skulle gøre, og hvordan det skulle gøres. De rette kompetencer blev her vægtet højere, end at det var kendte personer, der kom i hjemmet. 2017-3-fagligt-ajour-organisering-tabel2Hjælpen i hjemmet ved de sundhedsfaglige fra AUH og AK medførte forandringer i hjemmet og i større eller mindre grad forstyrrelse af den enkeltes privatliv. Alligevel var der en høj grad af accept blandt borgerne, der bundede i, at de sundhedsfagliges tilstedeværelse i hjemmet gjorde det muligt at forblive der frem for at blive indlagt, flytte i plejebolig eller lignende. Borgerne gav desuden udtryk for, at det skyldes de specialiserede sundhedsfagliges evne til at skabe en situation, hvor de følte sig trygge og i sikre hænder samtidig med, at der blev leveret kvalificeret hjælp i situationen.

Diagnoser, der kan forebygges

Eksisterende undersøgelser viser, at ko-morbiditet, indlæggelses- og genindlæggelsesfrekvens samt forbrug af hjælp i sekundær- og primærsektoren stiger proportionalt med alderen (9). I takt med en øget andel af ældre og nedskæringer af sengekapacitet på hospitalerne er et hyppigt debatteret emne, om det er de rigtige patienter, som indlægges, og om indlæggelserne er nødvendige eller ej. Inden for de seneste år er begrebet forebyggelige indlæggelsesdiagnoser blevet introduceret. Antagelsen er, at indlæggelser under en forebyggelig diagnose ved en tidlig opsporing og indsats kan forhindres i at udvikle sig til indlæggelseskrævende sygdom. Forståelsen hos ikke-sundhedsfaglige personer bliver ofte, at alle indlæggelser med såkaldte forebyggelige diagnoser kan og skal forhindres. Forståelsen er fejlagtig, fordi et hospitalsophold, der tjener til at stabilisere en patient efter akut opstået sygdom, f.eks. en nedre luftvejsinfektion eller længerevarende forværring af en kronisk sygdom som f.eks. KOL, kan være relevant og nødvendig og i sidste ende betyde, at borgeren efterfølgende kan behandles i hjemmet. Det er derfor forventeligt, at en stor gruppe ældre medicinske patienter på et eller flere tidspunkter vil have behov for indlæggelse på hospitalet. 

Indlægges de rigtige borgere på hospitalet? 

AUH registrerer, hvor mange patienter der indlægges under forebyggelige diagnoser, men der mangler viden om, hvorvidt indlæggelserne reelt er nødvendige.

I 2015 blev 5.072 patienter indlagt på Akut 1, AUH; heraf var 1.745 patienter +65 år. En intern audit på 20 tilfældigt udvalgte forløb blandt +65-årige patienter blev gennemført for at få en idé om, hvorvidt indlæggelserne var nødvendige, eller om de kunne have været forebygget. Der blev udvalgt forløb ud fra hyppigste indlæggelsesdiagnoser for denne gruppe patienter, som var at finde blandt de såkaldte forebyggelige indlæggelsesdiagnoser.

Audit viste, at 16 af de akutte indlæggelser af +65-årige patienter var nødvendige og berettigede. Der var tale om indlæggelser af borgere, som gennem kortere eller længere tid var blevet tiltagende dårlige, og hvor alle tænkelige muligheder for at løse situationen i hjemmet var udtømte. Én indlæggelse kunne måske have været forebygget af sekundærsektor, to i primærsektor og én af praktiserende læge. Der kan reelt have været iværksat indsatser for at forhindre de fire indlæggelser, men pga. manglende adgang til data kan dette ikke underbygges.

Blandt de auditerede forløb modtog kun 25 pct. af patienterne hjemmepleje. Dette tal er lavt sammenlignet med rapport om hjemmeplejens evne til at forebygge indlæggelser, hvor 51 pct. af alle, som indlægges med en forebyggelig diagnose blandt +65-årige, henføres til borgere, som kommunerne er i kontakt med (10). En grundlæggende præmis for primærsektorens evne til at forebygge indlæggelser er, at de reelt kommer i borgernes hjem, kan observere og reagere på ændringer og derigennem opspore begyndende sygdom. 

Samarbejdet intensiveres efter hver indlæggelse

I oktober, november og december 2015 blev 2.788 patienter akut indlagt i Fælles Akut Afdelingen på AUH. Heraf udgjorde +65-årige 1.405 indlæggelser. Ved en intern audit blev indlæggelsesforløbet gennemgået for patienter, som var akut indlagte tre gange eller mere i løbet af de tre måneder. 12 patienter var indlagt tre gange eller mere, og de havde sammenlagt 38 indlæggelser på tre måneder. Patienterne var gennemsnitligt 82,8 år og svært multisyge. De tilhørte således gruppen af ældre medicinske patienter med høj ko-morbiditet og som følge deraf øget risiko for indlæggelse og genindlæggelse. Patienternes multisygdom kom til udtryk gennem deres indlæggelseshistorik, idet alle 12 patienter havde været indlagt flere gange forud for indlæggelserne i undersøgelsesperioden. Indlæggelserne kunne henføres til forværring eller opblussen af deres sygdomme. Ligeledes havde flere patienter i undersøgelsesperioden været i kontakt med ambulatorier eller været indlagt i forbindelse med deres grundsygdomme. Fire ud af 12 patienter var døde ved datatrækningen i januar 2016. Den høje dødelighed henføres til patienternes alder samt deres svære multisygdom.

Debat
  • Hvor mange menneskelige og økonomiske ressourcer bruger I på det tværsektorielle samarbejde?
  • Hvordan kortlægger I antallet af borgere, som hospital og kommune samarbejder om indenfor jeres arbejdsområde?
  • Hvordan sikrer I, at det tværsektorielle samarbejde primært bygger på fakta og forskning?

Flere indsatser blev iværksat for at forebygge indlæggelser både før den aktuelle tremåneders undersøgelsesperiode og undervejs i de enkelte forløb.

En vigtig indsats var etablering af kontakt til Geriatrisk afdeling, hvor erfaringer viser, at hurtig geriatrisk opfølgning efter indlæggelse kan bidrage til at nedbringe risikoen for genindlæggelse, afkorte indlæggelsesforløb og stabilisere patienten i eget hjem.

En indsats udgik fra praktiserende læge, hvor lægen alene eller i samarbejde med andre faggrupper forsøgte at udrede patientens problemer forud for indlæggelse. Grundet manglende adgang til praksissektorens data kan området ikke belyses tilstrækkeligt.

En indsats udgik fra primærsektoren; f.eks. blev hjælpen i hjemmet hos en borger intensiveret efter udskrivelse, hos en anden delirøs borger blev der iværksat fast vagt.
Undersøgelsen viste, at samarbejdet mellem AK og AUH blev intensiveret for hver indlæggelse.

Akutte indlæggelser forebygget i 158 forløb

Shared Care-samarbejdet i Akutteamet er et tilbud, hvor akutsygeplejersker fra AK arbejder tæt sammen med praktiserende læge og/eller geriater samt akutsygeplejersker fra AUH. Akutteamet rykker ud til borgerens hjem, når der opstår situationer, som måske kan afhjælpes med en hurtig indsats. Det er i situationer, hvor borgerens praktiserende læge har behov for faglig assistance fra geriater, eller hvor borgeren har behov for sygepleje uden for hjemmesygeplejerskernes kompetenceområde. Akutteamets sygeplejersker varetager en vifte af højt specialiserede opgaver, f.eks. måling af vitale værdier, spotprøver, blærescanning, anlæggelse af subkutan adgang, opstart af i.v.-, ilt- og inhalationsbehandling.

I 2015 modtog 158 borgere Shared Care-indsats ved akutsygeplejersker fra både AK og AUH. Borgerne tilhørte alle gruppen af ældre medicinske patienter med en gennemsnitsalder på 83,2 år. De var svært multisyge og led af en eller flere af følgende sygdomme: hjertesygdom, KOL, diabetes, demenssygdom, cancer eller anden sygdom. Borgerne havde som følge af deres multisygdom behov for multimedicinering og havde alle forskellige grader af nedsat fysisk og/eller kognitiv funktionsevne. De 158 borgere blev henvist med diagnoser, der ifølge Ministeriet for Sundhedsfremme og Forebyggelse betegnes som forebyggelige (2). De tre hyppigste henvisningsdiagnoser var pneumoni, urinvejsinfektion og anden infektion. 

Audit viste, at en af de indsatser, der blev iværksat i alle de auditerede forløb, var opstart af en form for intravenøs behandling, f.eks. antibiotika eller vanddrivende medicin. Intravenøs behandling med antibiotika og vanddrivende medicin kræver normalt indlæggelse. Med den baggrund blev det vurderet, at samarbejdet mellem kommune og hospital i Akutteamet havde forebygget akutte indlæggelser i alle 158 forløb. Indsatsen skabte et sikkerhedsnet i den akutte situation, så borgerne frem for akut indlæggelse blev udredt/behandlet i hjemmet i trygge omgivelser eller subakut den efterfølgende dag. 

For mere information om Shared Care-samarbejdet i Akutteamet, se (11).

Tværsektorielt samarbejde fungerer

De fire studier bidrager med viden om, at det tværsektorielle samarbejde i Aarhus fungerer rigtig godt på mange områder, hvilket giver sig udslag i gode forløb og tilfredse borgere. Studierne peger på, at det er de rigtige patienter, som bliver indlagt på AUH. Det er en gruppe af ældre medicinske patienter, som ved akut sygdom eller ved forværring i deres kroniske sygdom har haft behov for at komme på hospitalet i kortere eller længere perioder.

Studierne viser desuden, at det gennem et velorganiseret tværsektorielt samarbejde er muligt at tilbyde en sårbar patientgruppe samme høje faglige kvalitet af pleje og behandling i hjemmet som på hospitalet. Udgangspunktet er, at kommune, universitetshospital og almen praksis rykker tæt sammen om den enkelte borger og sammen sørger for, at de rette sundhedsfaglige kompetencer er til rådighed i hver enkelt situation. Det udfordrer alle involverede i det enkelte forløb, da de ikke blot skal kende egne kompetencer, men også vide, hvor og hos hvem der kan indhentes supplerende kompetencer, hvis situationen kræver det.

De indsatser, der skal til for at kunne tilbyde borgere samme høje sundhedsfaglige kvalitet i hjemmet, viser sig at være mangeartede og strækker sig fra den meget basale, men uundværlige observation foretaget af sundhedsfaglige i primærsektoren til udredning gennem blodprøvetagning og højtspecialiseret behandling ved geriater og sygeplejerske. 

Referencer

  1. Vestergaard B. Byg bro mellem siloer. Ledelsesprocesser, der skaber sammenhængende borger- og patientforløb. Vestergaard 2016.
  2. Ministeriet for Sundhedsfremme og Forebyggelse. Forebyggelse af indlæggelser – synlige resultater; 23. maj 2014.
  3. Caplan GA, Sulaiman NS, Mangin DA, Ricauda NA, Wilson AD, Barclay L. A meta-analysis of “hospital in the home”. Systematic reviews. Medical Journal of Australia; 2012; 197(9): 512-9.
  4. Zisberg A, Shadmi E, Gur-Yaish N, Tonkikh O, Sinoff G. Hospital-Associated Functional Decline: The Role of Hospitalization Processes Beyond Individual Risk Factors. Journal of the American Geriatrics Society, 2015,63(1):55-62.
  5. Shepperd S, Doll H, Broad J, et al. Early discharge hospital at home. Cochrane Database Syst Rev 2009; (1): CD000356. doi: 10.1002/14651858.CD000356.pub3.
  6. Birkeland A, Flovik AM. Pasientens hjem som arbeidsarena. I: Birkeland A, Flovik AM. Sykepleie i hjemmet. Oslo: Akribe; 2011.
  7. Winther IW. Hjemmet. I: Raunkiær M, Holen M (Ed.) Primærsektoren – det nære sundhedsvæsen. København: Munksgaard; Winther 2012.
  8. Larsen T. Relative forventede omkostninger per patient for ”Hospital Hjemme” i forhold til indlæggelse på Geriatrisk Afd. G, OUH. CAST – Center for Anvendt Sundhedstjenesteforskning; 2014.
  9. Sundhedsstyrelsen 2011. Styrket indsats for den ældre medicinske patient – fagligt oplæg til en national handlingsplan
  10. KL. Hvor god er kommunens hjemmepleje til at forebygge indlæggelser? 2016
  11. Madsen LK, Buus KM, Poulsen CT, Gregersen M. Fælles indsats halverer antal genindlæggelser. Fag & Forskning 2016;(3):62-6. Sygeplejefaglige artikler.

En fuldstændig litteraturliste kan fås ved henvendelse til Karin Bundgaard.

Karin Bundgaard

Karin Bundgaard  
Postdoc i Klinik Akut & Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje, Aalborg Universitetshospital. Uddannet sygeplejerske 1991, kandidat i sygepleje 2007, ph.d. januar 2012. 2011-16 klinisk sygeplejespecialist, Kirurgisk Gastroenterologisk afdeling, og projektsygeplejerske i Akutcentret, Aarhus Universitetshospital.
karin.bundgaard@privat.dk

Anette Schouv Kjeldsen

Anette Schouv Kjeldsen  
Uddannet sygeplejerske 1984, Sundhedsfaglig Diplomuddannelse i ledelse 2000 og master i humanistisk sundhedsvidenskab og praksisudvikling 2009. Centerchef i Akutcentret, Aarhus Universitetshospital.

 

Abstract

Bundgaard K, Kjeldsen AS.: Cross-sector collaboration does not happen of its own accord.
Fag&Forskning 2017;(3)

At Aarhus University Hospital there is now a keen focus on its steadily expanding cross-sectoral collaboration with local authorities and the practice sector. A great deal of human and economic resources are invested in this collaboration, yet evidence of its outcomes is lacking. The purpose of this study was to investigate this cross-sectoral collaboration in detail and to generate evidence-based knowledge to enable the collaboration to be based on facts rather than assumptions and hypotheses.

The article is based on four studies, each of which seeks to identify the strengths and challenges of collaboration across sectoral divides between local authorities, the university hospital and the practice sector in Aarhus, Denmark.

The methodology consists of single-sector and cross-sectoral audits, and qualitative interviews.

The studies contribute evidence for the positive performance of cross-sectoral collaboration in many areas, which results in continuity of care and satisfied citizens. Notably, the study indicates that the right patients are hospitalised. Equally, the study as a whole indicates that well-organised cross-sectoral collaboration makes it possible to offer vulnerable patient groups the same high standard of care and treatment at home as they would receive in hospital. The starting premise is that the local authority, university hospital and general practitioners work closely together on each citizen, jointly ensuring that the right healthcare competencies are available in each individual situation.

Keywords: Cross-sectoral cooperation, home care, prevention

 

Gode sammenhængende patientforløb bygger på et tæt samarbejde mellem de mange involverede faggrupper og sektorer. Fire studier viser, at det er muligt at tilbyde en sårbar patientgruppe samme høje faglige kvalitet af pleje og behandling i hjemmet som på hospitalet.
62-67
2017
3
Fagligt Ajour
Organisering
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Fag & Forskning
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Magazine tags  Fagligt Ajour Web article 

Undersøgelse giver uventet sidegevinst

Anne Boesgaard

Et projekt anført af en sygeplejerske skaber nu klarhed over patienters oplevelse af en lang procedure. Men den sætter også fokus på patientens behov for en opfølgning på operationen.

Projektet spirede frem i 2015 blandt tre faggrupper på hjertemedicinsk operationsklinik ved Gentofte Hospital, som var blevet uenige om lejringen af patienten i fuld anæstesi under behandlingen med radiofrekvensablation (RFA) for atrieflimren (hjerteflimren). 

Der var nemlig mistanke om, at patienterne fik gener i form af ømhed samt smerter i knæ, ryg og hæle efter at have ligget helt stille i samme position under operationen, som tager fra to og helt op til syv timer.

De tre involverede parter, kardiologerne, anæstesien og sygeplejerskerne, gik derfor sammen i et projekt for at finde ud af, om praksis med lejring af patienten skulle ændres – og hvordan den eventuelt kunne gøres bedre under behandlingen.

Kun to havde ømhed

Og med klinisk sygeplejerske Anne Boesgaard som primus motor er undersøgelsen nu kommet frem til en klar konklusion. Så godt som ingen af de fulgte patienter har således haft negative eftervirkninger af lejringen de mange timer i fuld bedøvelse. Så der er ingen grund til at ændre på procedurerne.

”Vi spurgte meget specifikt alle patienter, om de havde oplevet ”gener i bevægeapparat, hud eller væv efter procedure”. Og ingen af de 32 ud af 34 adspurgte oplevede gener i bevægeapparatet, så det er en påfaldende og tydelig konklusion. Hvis halvdelen – eller bare en tredjedel af de undersøgte – havde oplevet gener, skulle vi have ledt videre og i gang med at undersøge en større gruppe. Men her var der ingen tydelige tegn på, at patienterne havde fået lejringskomplikationer, så de eksisterende regler og foranstaltninger er i orden,” siger Anne Boesgaard.

Læs også: Dansk Sygeplejeråd tænker nyt

Af 40 fulgte patienter gik de 34 med til at svare på udførlige spørgeskemaer i hele forløbet – og blev et stykke tid efter endt operation kontaktet telefonisk for en opfølgende samtale. Kun to havde ømhed i mave og ryg. Men i de to tilfælde kunne ømheden skyldes, at de begge havde et meget højt BMI – og den ene havde været gennem en syv timer lang procedure. 

”Vi har været en gruppe af læger, anæstesi og sygeplejersker, der har diskuteret RFA-behandlingen. Vi var uenige om lejringen af patienterne, men det er nu faldet på plads med konklusionen efter undersøgelsen. Projektet har som en bonus også givet et bedre samarbejde, da vi er fælles om at lejre patienterne,” siger Anne Boesgaard.

Behov for omsorgstjek

En anden sidebonus ved projektet er, at Anne Boesgaard og de andre 12 sygeplejersker på afdelingen er blevet opmærksomme på værdien af at tage kontakt med patienterne, når de er kommet tilbage i hjemmet efter operationen.

”Projektet gav os også en uventet sidegevinst. For nu er vi blevet meget mere orienteret mod at ringe patienter op efter behandlingen. Alle, vi ringede op, tog virkelig vores henvendelse positivt op og opfattede den som god service. Vores indgangsspørgsmål var alle gange ”hvordan har du det?” og det var tydeligvis et behov hos patienterne at blive spurgt til netop det efter operationen. Ingen følte sig forstyrret, og de fleste syntes, det var fantastisk og en slags omsorgstjek,” siger Anne Boesgaard.

Projektet gav endda også grobund for idéen til det næste projekt. 

”Det er venesiden, vi arbejder i, når vi udfører RFA-behandlingen. Men når vi undersøger kransårerne, går vi ind fra arteriesiden. Dette foregår enten fra håndleddet eller fra lysken. Måske skal vi i næste projekt se på, hvordan patienterne oplever forskellen på at blive stukket i håndled eller i lysken. Det ville være interessant at undersøge, hvilken metode patienterne foretrækker,” siger Anne Boesgaard om idéen til næste projekt.

De tre faggrupper har undervejs i projektet arbejdet sammen om undersøgelsen. Men projektet har ikke modtaget støtte andre steder fra, før Dansk Sygeplejeråd via Spirekassen i januar donerede 10.000 kr.

”Det er dejligt, at kollegerne er med på en superpositiv måde. Og det var en stor anerkendelse samt et tegn på, at andre synes, lejringsproblemer er værd at undersøge, da Spirekassen hjalp os videre. Ellers har jeg levet fint med det ekstra arbejde, projektet førte med sig, for andre fik jo gavn af undersøgelsen,” siger Anne Boesgaard. 

Et Spirekasse-støttet projekt er afsluttet med en klar konklusion efter en undersøgelse af patientens lejring under behandling for hjerteflimren.
52-53
2017
7
Sammen om DSR
Organisering
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Hjerteproblemer
Organisation
Web article 

En ny verden på vej

Scenen er den samme, men aktørerne er næsten alle udskiftet.

I begyndelsen af april mødtes næsten 100 nordjyske sygeplejersker i Thy Uddannelses Center i Thisted. Her samlede de løsningsforslag til at hjælpe det nære sundhedsvæsen i Nordjylland ud af en presset hverdag, hvor borgeren kan ende som taberen.

Projektet med at få sygeplejersker til at hjælpe sundhedsvæsenet blev da også allerede i februar honoreret med Dansk Sygeplejeråds støtte fra Spirekassen.

I slutningen af april er det så politikere og embedsfolk, der mødes samme sted med repræsentanter for sygeplejerskerne for at få overleveret nogle af idéerne under en debataften.

De fire arrangører og Spirekasse-vindere, fællestillidsrepræsentanterne Marianne Markussen fra Morsø Kommune, Helle Eriksen fra Regionshospital Nordjylland, Pernille Milling fra Thisted Kommune og Margit Nørgård fra Jammerbugt Kommune, medbragte seks af de 27 konkrete forslag til ændring i arbejdsgangene til dialogmødet. De er udgangspunktet for diskussionen.

"Lægemangel i Nordjylland har lagt det nære sundhedsvæsen under pres. Derfor besluttede vi at samle de sygeplejersker, som står ude i hverdagen med udfordringerne. De har nemlig i høj grad bud på løsninger. Men vi kan ikke gøre det alene," siger Helle Eriksen som velkomst til de fremmødte politikere og embedsfolk.

Borgeren i fokus

Det vigtigste for arrangørerne er, at borgeren og patienten skal i centrum i debatten frem for diskussionen om, hvilken kasse der skal betale. Og løsningerne bliver samlet i et inspirationskatalog, som de lokale politikere får udleveret i maj måned.

"Vi hører jævnligt borgere sige, at de "ikke er imponeret over sundhedsvæsenet". Patienter kastes rundt mellem hospitaler, afdelinger og hjemmet, og information, medicinoverblik samt livskvalitet går tabt hver gang. Det går selvfølgelig ud over patienterne," lyder det ved et af dialogbordene.

Ved et andet bord tales der også om den skrantende tillid til systemet og hospitalerne. Her foreslås en fælles database med behandlingsoplysninger, der kan tilgås af både patient, læge og plejepersonale.

Udvidet rolle til sygeplejersker

Seks debatoplæg til politikerne
  • Hvad betyder det for patientens helbredssituation, når patienten overflyttes til et andet hospital op til udskrivelse?
  • Familielægen er under pres. Skal borgerne i fremtiden have besøg af familiesygeplejersken?
  • Hvordan kan brug af teknologi og en tættere kommunikation forbedre borgerens hverdag?
  • Hvordan kan udgående funktioner forebygge, at borgere indlægges unødvendigt?
  • Hvordan kan sygeplejerskerne opkvalificeres, så borgeren oplever et nært og sammenhængende sundhedsvæsen?
  • Hvordan kan begrebet "forløbskoordinator" forbedre borgerens vej gennem sundhedsvæsenet?

En udvidet rolle for sygeplejersken er et gennemgående tema i løbet af dialogmødet. I en hverdag med begrænset overblik samt mangel på læger er flere debattører inde på, at sygeplejersker kan blive de nye forløbsansvarlige eller tovholdere, der på sygehuset skaber et stabilt flow for den enkelte borger samt pårørende.

Men rollen som behandlende familiesygeplejerske, akutsygeplejerske eller uddannet APN-sygeplejerske (Advanced Practice Nurses) er også blandt forslagene, som skal lette behandlingsbyrden til gavn for borgerne i et lægefattigt område.

"Der er en ny verden på vej"

Regionspolitiker i Nordjylland for Venstre, Peter Therkildsen fra Morsø Kommune, mener da også, at det er "fundamentalt nødvendigt" og "rigtig godt", at sygeplejerskerne er kommet på banen med solide løsningsforslag.

"Vore sygeplejersker sidder lige midt i systemet og kan binde hele vores sundhedsvæsen sammen i en tid, hvor der stadig er kassetænkning mellem region og kommuner," siger Peter Therkildsen, som også sidder i social- og sundhedsudvalget.

Han mener, at regionerne skal tage et større samlet ansvar for sundhedsvæsenet fremover.

"Der er en ny verden på vej. Vi kan ikke længere på samme måde skille forebyggelse og behandling, og vi må ikke gøre omsorgen for borgerne til et spørgsmål om økonomi. Jeg tror, vi skal prioritere forløbskoordinatorer, og så er jeg under mødet blevet mere optaget af idéen om at uddanne APN-sygeplejersker," siger Peter Therkildsen.


"Nu er der sået nogle frø"

Arrangørerne af de to stormøder er da også godt tilfredse med den gennemslagskraft, sygeplejerskernes forslag foreløbig har fået:

"Sygeplejersker vil alle det bedste for borgerne. Så det var dejligt, at vi i dag diskuterede idéer og ikke økonomi. Nu er der sået nogle frø. De skal vandes – og så må vi se, hvad der er sket i det nordjyske sundhedsvæsen om et halvt år," siger Marianne Markussen.

Læs også: Sygeplejersker drømmer om solidaritet

Beslutningstagerne i sundhedsvæsenet møder sjældent de sygeplejersker, der sidder med hverdagens udfordringer. Det gjorde de ved et stormøde i Thisted.
56-57
2017
6
Sammen om DSR
Organisering
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article