Kun hvis familien møder op, kan vi hjælpe

Overvægtige børn II: Et lokalt tilbud til børn med overvægt giver flere børn adgang til behandling. Permanente ændringer af f.eks. kost- og motionsvaner hjælper familierne.
Ida Søholm Petersen, som bliver målt af sundhedsplejerske Mai-Britt Nielsen, synes, at det bedste ved at være i behandling er, at hun har tabt sig.
Foto: Claus Bech

”Er du kræsen, eller kan du spise al slags mad?” spørger sundhedsplejerske Mai-Britt Nielsen.

Ved siden af hende sidder Ida Søholm Petersen på ni år, som er til konsultation i Kalundborg Sundhedshus sammen med sine forældre Mette Søholm Petersen og Casper Petersen. 

”Jeg er lidt kræsen,” svarer hun.

”Hvad er det, du ikke kan lide?” spørger Mai-Britt Nielsen.

”Varme grøntsager,” kommer svaret hurtigt. 

”OK. Er der noget andet, du ikke kan lide?”

”Ja, næsten alle slags grøntsager undtagen gulerødder, peberfrugt og agurker.”

Sammen med sin familie har Ida Søholm Petersen i to år deltaget i et behandlingsprogram i Kalundborg Kommune for børn med overvægt. Programmet kaldet Holbækmodellen har tidligere kun været udbudt på sygehuse, men bliver nu udbredt til sundhedsplejen i kommunerne for at give flere børn adgang til behandlingen.

Jeg kan ikke tage fri fra arbejde

Det lokale aspekt er med til at hjælpe familierne til at lykkes med behandlingen. Ifølge Mai-Britt Nielsen er afstand nemlig en barriere for nogle familier.

”Første skridt er, at familien møder op, så vi kan starte en dialog. Hvis familien bliver væk, kan vi ikke hjælpe dem,” siger Mai-Britt Nielsen.

For familien Petersen er den korte afstand på fem minutter i bil til Sundhedshuset vigtig:

”De regelmæssige konsultationer gør, at vi kan holde fast i vores vaner. Det har stor betydning, at vi ikke skal tage tidligt fri fra arbejde for at komme til en konsultation. Det var vi nødt til, hvis vi skulle til Holbæk Sygehus, som ligger 45 minutter væk, og det har jeg ikke mulighed for med mit arbejde,” forklarer Mette Søholm Petersen.

Sundhedspersonalets lokalkendskab er også en fordel: ”Vi får gode råd om, hvor vi kan købe sund mad, og hvor Ida kan dyrke motion, som passer til hendes interesser,” siger Mette Søholm Petersen.

”Er der en grøn ting på leverpostejen?”

Det bedste ved at være med i behandlingsprogrammet er Ida Søholm Petersen ikke i tvivl om:

”At jeg har tabt mig,” siger hun.

I løbet af de seneste to år har familien vænnet sig til at leve på en anden måde, fortæller Casper Petersen. 

”F.eks. spiste vi førhen pizza hver søndag. Nu er det fuldkorn, kød og grøntsager til aftensmad.”

Læs også: Forsvarlig behandling kan ske lokalt

Ud over at få hjælp til at spise sundt får familierne vejledning i forhold til motionsvaner, skærmtid, afhængighed af sukker, kræsenhed, opdragelse og trivsel, se eksempel på en punktplan.

”Vi har ændret mange små ting. Bare det at kigge på en leverpostej i supermarkedet: Er der en ”grøn ting” på eller ej? (nøglehulsmærket, der angiver de sundeste fødevarer indenfor en kategori, red.),” forklarer Mette Søholm Petersen.

”F.eks. har vi fået som vane at skrælle gulerødder til aftensmad, at Ida skal spise en rugbrødsmad, når hun kommer hjem fra skole, og at hun kun skal have to portioner aftensmad. Og så er hun begyndt til gymnastik og dans,” beretter Mette Søholm Petersen.

”Selvom ændringerne er blevet permanente, falder vi selvfølgelig i engang imellem,” konstaterer Casper Petersen.

Sådan kan en punktplan se ud
  1.  Morgen: havregryn eller havregrød m. 1 tsk. sukker, rugfras, havrefras, minifras, rugbrød med pålæg (6 pct. fedt) eller ost (13 pct. fedt).
  2. Formiddag: En halv mad og gnavegrønt. 
  3. Frokost: Rugbrød med pålæg (6 pct. fedt) og gnavegrønt.
  4. Eftermiddag: Samme som morgen. 
  5. Aften: Portionsanrettes. Grønt (halvdelen), kød (kvart), kartofler/fuldkornspasta/-ris (kvart). 
  6. Evt. anden portion efter 20 minutter. 
  7. Maks. to stykker frugt pr. dag.
  8. Sen aften: Evt. ½ rugbrødsmad med pålæg.
  9. Slik efter skema.
  10. Maks. to timer med iPad, pc, tv efter klokken 17.
  11. Daglig motion i 60 minutter. Gå, cykle, trampolin.
  12. Gå til to fritidsaktiviteter.

Barnet skal ikke være et sort får

Mai-Britt Nielsen oplever, at behandlingsmetoden giver rigtig god mening i det daglige arbejde med familierne, og det er der flere årsager til. 

”Vi gør det muligt for barnet og familien at snakke om det, der er svært, ved at stille neutrale spørgsmål og ikke være dømmende. Det giver et grundlag for at lave en god plan til familien.”

”Det er også helt centralt, at det er hele familiens ansvar at tage hånd om situationen i hjemmet omkring kost, motion og trivsel, så vi ikke får gjort barnet til et sort får,” forklarer Mai-Britt Nielsen.

Som sundhedsplejerske er det tilfredsstillende at arbejde med en gennemprøvet metode. 

”Jeg har fået en god oplæring på sygehuset og et konkret arbejdsredskab med en plan for mine undersøgelser. Og så ved jeg, at det virker, fordi det er videnskabeligt dokumenteret,” siger Mai-Britt Nielsen. 

Motionen skal i fokus

Efter at have svaret på spørgsmål i godt tyve minutter bliver Ida Søholm Petersen vejet og får målt sin fedt- og muskelmasse, højde, talje og hoftebredde.

Mai-Britt Nielsen samler op: ”I har lavet rigtig mange gode tiltag med kosten, så nu skal I koncentrere jer om motionen,” siger hun. 

”Cykel- og gåture om torsdagen samt trampolin og dans henover sommeren er glimrende. Men for at komme op på en times motion om dagen, skal der også nogle andre ting ind,” lyder meldingen.

Valget falder på håndbold, og her kender Mai-Britt Nielsen til et hold, som har udendørs håndbold henover sommeren. Ida og hendes mor beslutter at træne sammen i træningscenteret LOOP, der har børnehold. 

Inden familien går, har Mai-Britt Nielsen en sidste besked.

”Det går godt nu. Muskelmassen går opad, og fedtmassen går langsomt nedad, så der skal en ekstra indsats til henover sommeren, hvor det nemt kan gå tilbage, og det kan Idas krop ikke tåle,” slår hun fast. 

Emneord: 
Barn
Overvægt

Forsvarlig behandling kan ske lokalt

Overvægtige børn I: Sundhedsplejersker i mere end halvdelen af landets kommuner har fået træning i at anvende ”Holbækmodellen” lokalt.

Jens-Christian Holm
Overlæge Jens-Christian Holm, Holbæk Sygehus, har sammen med læge Pernille Maria Mollerup dokumenteret, at "Holbækmodellen" også kan anvendes i kommunalt regi.
Foto: Claus Bech
Mindre fedtlever, reduceret blodtryk og nedsat kolesteroltal er nogle af de fysiske ændringer, som børn med overvægt oplever efter at have gennemgået en vellykket behandling for deres overvægt. At børnene også oplever forhøjet livskvalitet, mindre mobning og større kropsglæde, efterlader ingen tvivl om, at det her er rigtig godt for børnene.

Siden 2007 har Holbæk Sygehus med succes brugt en metode til behandling af børn med overvægt, som nu er ved at blive bredt ud til sundhedsplejen i landets kommuner, så flere børn lokalt kan få glæde af behandlingen. 

”Vi ved, at tre ud af fire børn kan få reduceret graden af deres overvægt, blodtryk, fedtlever og kolesterol ved at komme til mellem fem og otte konsultationer i løbet af et år og få lagt et skræddersyet program, der passer specifikt til det enkelte barn og familie,” forklarer overlæge i pædiatri, Jens-Christian Holm.

Han er forskeren bag metoden, der i folkemunde har fået navnet ”Holbækmodellen”. 

Om behandlingsmetoden kan fungere uden for hospitalssystemet, undersøgte Jens-Christian Holm i et ph.d.-projekt, som han i 2012 startede op sammen med læge og ph.d.-studerende Pernille Maria Mollerup. Otte kommuner blev inviteret til at deltage (se resultater i faktaboks). 

”Ph.d.-projektet viste det samme, som vi havde set på Holbæk Sygehus, og dermed at Holbækmodellen er en gangbar metode at anvende i kommunalt regi også,” fortæller Jens-Christian Holm.

Læs også: Kun hvis familien møder op, kan vi hjælpe

Indtil videre har han været med til at træne sundhedsplejersker i 60 ud af landets 98 kommuner i brugen af Holbækmodellen.

Title

Metode
•    1.001 overvægtige børn 3-18 år (heraf 455 drenge) i otte kommuner blev behandlet i halvandet år for overvægt med Holbækmodellen. 
•    Højde, vægt og taljemål blev målt ved hver konsultation. 
Resultater
•    Tre ud af fire børn (74 pct.) reducerede graden af deres overvægt signifikant, målt som body mass index standard deviation score (BMI SDS). 
•    Børnenes aldersjusterede taljeomkreds blev reduceret med 3,8 cm for drenge og 5,1 cm for piger, og de oplevede større livskvalitet.
Konklusion
Kommunebaseret behandling af børn med overvægt kan udføres med succes ved at følge principperne for Holbækmodellen.
Fakta om BMI SDS
Body mass index (BMI) standard deviation score (SDS) er et vægtmål, som er uafhængigt af alder og køn. Det viser, om et barn bliver mere eller mindre overvægtigt, selvom barnet vokser og udvikler sig.

Neutral kommunikation tillader tabuer

Jens-Christian Holm er klar i mælet, når han skal forklare, hvorfor han mener, at Holbækmodellen virker. 

”Vi gør det tilladt at tale om tabuer ved at nedtone den medfølende kommunikation og i stedet dyrke den neutrale kommunikation ved at stille spørgsmål som f.eks. ”er du kræsen?” eller ”hvad spiser du til morgenmad?” uden at vi selv kommer med en reaktion på svaret,” forklarer han.

”På den måde får vi alle de ting at vide, vi har brug for, som ”jeg spiser chokopops hver dag” eller ”jeg drikker sodavand hver dag”.”

Ved den første konsultation identificerer sundhedsplejersken familiens problemer ved at stille 160 spørgsmål og lave en behandlingsplan med typisk op til 20 ændringer, som familien skal følge. 

Kroppens ældgamle hormonsystem kæmper imod 

Holbækmodellen har ingen kalorierestriktion og tillader f.eks., at barnet kan spise anden portion aftensmad 20 minutter efter den første portion. Det bunder i, at vores krop kæmper imod en kalorie-restriktion ved at forsøge at bevare kroppens fedtmasse.

”Vores ældgamle hormonsystem, som i sin tid sørgede for, at dyrene overlevede om vinteren, er katastrofalt, når mennesker skal tabe sig. Hvis man tror på den gamle lærdom om energibalance – at du skal spise mindre og bevæge dig mere – så kan du godt tro om igen,” siger han.

Med andre ord: Hvis man prøver at tabe sig, vil kroppens hormonsystem forsøge at modregulere det ved at skrue ned for energiforbruget på alle områder, f.eks. energien til at vokse og til at bekæmpe infektioner.

”I stedet for kalorierestriktion handler det om at spise sig mæt med måde i ordentlig mad. F.eks. er havregryn mere nærende og mættende end knækbrød og frugt om eftermiddagen,” forklarer Jens-Christian Holm. 

2017-2-fa-figur1
Attribution 
Illustration: Mathias N. Justesen
Litteratur 

  1. Mollerup PM, Gamborg M, Trier C, Bøjsøe C, Nielsen TR, Baker JL and Holm JC. A Hospital-based child and adolescent overweight and obesity treatment protocol transferred into a community healthcare setting. PLOS ONE 2017; 12(3):1-17.
  2. Mollerup PM, Nielsen TR, Bøjsøe C, Kloppenborg JT, Baker JL, Holm JC. Quality of life improves in children and adolescents during a community-based overweight and obesity treatment. Qual Life Res 2017 (e-publication ahead of print).
  3. Holm J-C, Gamborg M, Bille DS, Grønbæk, Ward LC, Faerk J. Chronic Care Treatment of Obese Children and Adolescents. The International Journal of Pediatric Obesity. 2011 Aug;6(3-4):188-96. Epub 2011 May 2.
Emneord: 
Barn
Overvægt

Geografien afgør børns mulighed for at tabe sig

Overvægt I: Danmarks børneafdelinger tilbyder meget forskellige behandlingsforløb til overvægtige børn, og henvisningskriterierne varierer. Der mangler guidelines til, hvordan familierne inddrages.

2016-4-ny-praksis-marianne-eg
Marianne Eg, sygeplejespecialist og ph.d.-studerende, finder det overraskende, at der er så stor forskel på behandlingstilbuddene landet over.
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Der er god grund til at sætte ind overfor overvægt hos børn. Lidt flere end hvert ottende danske barn er overvægtigt, og syv ud af 10 overvægtige unge vil fortsat være det som voksne.

Alligevel tilbød kun hver tredje af landets børneafdelinger i 2014 et behandlingsforløb til overvægtige børn, der lever op til anbefalingerne i en ny klinisk retningslinje på området. Hver tredje afdeling tilbød slet intet behandlingsforløb. Det viser et ph.d.-projekt udført på Regionshospitalet Viborg.

"Det overrasker mig, at der er så stor forskel på behandlingstilbuddene i de forskellige dele af landet, og det er især overraskende, at en tredjedel slet ikke har tilbud om et behandlingsforløb," siger klinisk sygeplejespecialist og ph.d.-studerende Marianne Eg, som stod bag undersøgelsen.

I 2015 kom en klinisk retningslinje for, hvordan man undersøger og behandler overvægtige børn og unge på børneafdelingerne. Forinden undersøgte Marianne Eg, hvordan behandlingstilbuddene til overvægtige børn på landets 19 børneafdelinger var sat sammen i forhold til anbefalingerne i den retningslinje, som var på vej.

Hun kiggede bl.a. på, hvilke undersøgelser barnet gennemgik, og om behandlingsforløbet var baseret på et tværfagligt samarbejde om kostvejledning, psykologsamtaler, vægtkontroller og sportstilbud.

Projektet skal klarlægge de faktorer, der er betydningsfulde for et vedvarende vægttab hos overvægtige børn, og er et samarbejde mellem Center for Sygeplejeforskning, Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet og Regionshospitalet Viborg.

Metode

Telefoninterviews med landets 19 børneafdelinger i 2014 om indholdet i behandlingstilbud til overvægtige børn samt afdelingens henvisningskriterier.

Behandlingstilbud på børneafdelingerne

  • Knap hver tredje tilbød som et minimum: forundersøgelse ved børnelæge, kostvejledning ved diætist, vægttjek ved sygeplejerske, opfølgende konsultation(er) ved sundhedsprofessionel.
  • Godt hver tredje tilbød som et minimum: forundersøgelse ved børnelæge og opfølgende konsultation ved læge eller sygeplejerske.
  • Knap hver tredje havde intet behandlingstilbud, men tilbød en almindelig generel undersøgelse. 
  • Henvisningskriterierne baseret på BMI varierede fra 90 percentilen (overvægt) til 99 percentilen (svær overvægt) for køn og alder.

Ingen kunne forklare, hvordan de gjorde

Ph.d.-projektet undersøgte også, om afdelingerne involverede hele familien i barnets vægttab.

"Forskningen viser, at det er familiens samlede indsats, der er altafgørende. Det påpeger den kliniske retningslinje også, og derfor har jeg undersøgt, om det afspejler sig i børneafdelingernes kliniske praksis," forklarer Marianne Eg.

"Det enstemmige svar fra afdelingerne var, at man arbejder med at involvere hele familien, når et barn skal tabe sig. Men ingen af afdelingerne kunne mere konkret redegøre for, hvordan de gjorde det," siger Marianne Eg.

Hun understreger, at det ikke nødvendigvis betyder, at afdelingerne ikke gør en masse for at involvere familierne, men at det nærmere er op til den enkelte fagperson i behandlingen, hvad der skal gøres.

I Marianne Egs ph.d.-afhandling undersøger hun også, hvilke faktorer der er vigtige for, at familierne kan blive involveret i barnets vægttab, herunder betydningen af søskende, men resultaterne er endnu ikke publiceret. Hun giver her nogle eksempler på, hvad familieinvolvering kan være:

"Man kunne veje hele familien og sætte mål for, hvordan livsstilsændringen skal ske i hele familien, og hvordan de enkelte familiemedlemmer kan bidrage. I en skilsmissefamilie kunne man spørge ind til, hvordan familien vil håndtere vægttabet i forhold til, at barnet bor hos forældrene på skift."

Fakta: Konsekvenser af overvægt hos børn

Overvægt kan være forbundet med forhøjet blodtryk, forstadier til type 2-diabetes, astma, forringet leverfunktion, søvnforstyrrelser, nedsat immunforsvar, vejrtrækningsproblemer, hudproblemer og overbelastning af led.

Overvægt kan være psykisk hårdt for barnet, der ofte har nedsat livskvalitet, bliver mobbet eller føler sig isoleret. Depressioner er hyppigere hos overvægtige børn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

I Viborg skal man ikke være lige så overvægtig

Når et barn henvises til behandling på en børneafdeling, kan kriterierne for, hvor overvægtigt barnet skal være for at blive henvist, være forskellige. Det viste undersøgelsen i ph.d.-projektet også.

"Her i Viborg behøver man f.eks. kun at være overvægtig for at blive henvist til behandling, hvorimod man i nogle dele af landet skal være svært overvægtig. Og det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt, at kriterierne er så forskellige," siger Marianne Eg.

Hun håber, at et øget fokus på forskelle i henvisningskriterier vil føre til, at de med tiden bliver enslydende over hele landet.2016-4-ny-praksis-overvaegt-grafikLæs også: Tak til folkene bag Pokémon Go

Emneord: 
Barn
Overvægt

Tak til folkene bag Pokémon Go

Overvægt II: At vægttabet bliver et fælles familieprojekt, er afgørende for, om et overvægtigt barn taber sig.

2016-4-ny-praksis-overvaegt
Sygeplejerske Annette Skjold oplever mange børn, som bliver gladere, når projektet med at tabe sig kaster et positivt resultat af sig.
Foto: Mikkel Berg Pedersen
"Hvis du starter med at tage skoene af, så måler vi lige din højde," siger sygeplejerske Annette Skjold.

Kristian Gotlieb Bertelsen er otte år og er til vægtkontrol som led i behandlingstilbuddet ROS for overvægtige børn på børneafdelingen på Regionshospitalet Viborg. Han har været tilknyttet afdelingen i et halvt år.

Han stiller sig rank op ad væggen.

"Så er det noget med, at du skal have fødderne helt inde ved kanten og have hælene helt samlede, og tæerne skal pege lidt udad," forklarer Annette Skjold.

Kristian Gotlieb Bertelsen har tabt 3 ud af de 8 kilo, som han i alt skal tabe sig, så familien Bertelsen er godt på vej. Annette Skjold fortæller, at rigtig mange familier har store udfordringer med at få ændret både kost og motionsvaner.

"At få prioriteret en times motion om dagen, hvor barnet får sved på panden, får røde kinder og et bankende hjerte, så pulsen kommer op, kan være rigtig svært. Også de mange fristelser i barnets hverdag som kageordninger og fødselsdage er svært," siger hun.

Derfor er det ifølge Annette Skjold altafgørende, at familien bakker op, så alle er i samme båd og gerne vil hjælpe hinanden.

"Forældrene skal byde ind med "nu cykler vi en tur", eller "nu skal vi på Pokémon-jagt". Det bliver nemmere, når du har nogen, der hjælper dig," forklarer hun.

Alle i familien spiser 100 gram fredagsslik

5 gode råd
  • Følg anbefalingerne i den kliniske retningslinje fra 2015.
  • Inddrag hele familien.
  • Sørg for opfølgningsmuligheder, når vægttabet skal fastholdes.
  • Inddrag relevante faggrupper.
  • Anerkend familierne for at møde op til aftalerne.

At vægttabsprojektet er nødt til at være for hele familien, nikker Pia Lykke Bertelsen genkendende til.

Kristian Gotlieb Bertelsen har en lillebror, som lider af en meget sjælden stofskiftesygdom, hvor han ikke kan tåle ret mange proteiner, men i stedet skal have fedt og masser af juice. Derfor har fokus tidligere været på lillebrors mad.

Nu har hele familien lagt kostvanerne helt om, så de i stedet spiser det, Kristian Gotlieb Bertelsen kan tåle, og lillebror er med, når han kan. Også mængderne af fredagsslikket har hele familien skåret ned på.

"Vi vejer 100 gram af til hver. 100 gram fylder meget i sådan en skål," fortæller Kristian Gotlieb Bertelsen og viser med hænderne, hvor stor skålen er.

Det har været en kæmpe udfordring for familien at nå så langt.

"Noget af det allersværeste har været at blive ved med at opretholde den samme kampgejst, når hverdagen bliver presset. Også det at skulle sige nej til sit barn uden for hjemmets fire vægge f.eks. til en familiefest har skabt frustrationer hos både Kristian og os," fortæller Pia Lykke Bertelsen.

"Det er med sved, tårer og mange knus, at vi som familie hver dag kæmper for at hjælpe Kristian og hinanden igennem en times motion. Det kan til tider være svært efter en lang skole- og arbejdsdag," fortæller hun.

Her hjælper det at finde noget, som både voksne og børn synes er sjovt.

"Jeg takker folkene bag Pokémon Go. Det er bestemt ikke en straf at gå 5 kilometer for at jagte Pokémons, og det er noget, vi kan gøre sammen," smiler Pia Lykke Bertelsen.

Søskende skal også hjælpe til

Succesraten for behandlingsprogrammet på Viborg Regionshospital er høj. For de 300 børn, som indtil videre har været gennem forløbet, tabte 74 pct. af børnene sig, 13 pct. havde uændret vægt, og 13 pct. tog på.

Annette Skjold mener, at succesen hænger sammen med, at afdelingen prioriterer involvering af familierne.

"Hvis man siger ja til at være med i vores koncept, er det hele familien, det gælder, uanset hvor tynd eller tyk man er. Nogle gange er det svært for søskende, men de fleste har en god forståelse for, at det er vigtigt at hjælpe en bror eller søster med at tabe sig," siger hun.

Og resultaterne lønner sig: "Vi ser nogle gladere børn, der tror mere på sig selv. Det er de tilbagemeldinger, vi får fra skoler og familier. Det er en enorm bekræftelse på det arbejde, vi laver," synes Annette Skjold.

Kommer mere ud og leger nu

Tilbage i konsultationsrummet er Kristian Gotlieb Bertelsen blevet vejet og målt. På spørgsmålet om, hvad han oplever som det sværeste ved behandlingsprogrammet, kommer svaret hurtigt:

"Det er, at jeg ikke må få tredje portion mad og skal vente i 20 minutter, før jeg må spise anden portion."

Det har han dog, ifølge Pia Lykke Bertelsen, vænnet sig så meget til nu, at det langtfra er hver dag, at portion nummer to bliver efterspurgt. Det bedste ved behandlingstilbuddet er han heller ikke i tvivl om:

"Jeg kommer mere ud og lege nu. Det gjorde jeg ikke lige så meget før," konstaterer han.

En vigtig del af behandlingen er også at begrænse skærmtiden til højst to timer om dagen foran computer, tv, iPad eller telefon for at få børnene til at bevæge sig mere. Og det har Kristian Gotlieb Bertelsen efterhånden lært.

"Kristian er blevet god til at prioritere sin skærmtid, men to timer går meget hurtigt, når de skal spredes ud over hele dagen, især i weekenden," fortæller Pia Lykke Bertelsen.

Snakken falder på, hvad familien skal lave i weekenden.

"Skal I ud og jagte Pokémons?" spørger Annette Skjold.

"Ja, det har vi planer om," svarer Pia Lykke Bertelsen.

Læs også: Geografien afgør børns mulighed for at tabe sig

Emneord: 
Barn
Overvægt

Historien om et bachelorprojekt

At deltage i forskning og udvikling tidligt i sygeplejerskeuddannelsen kan føre meget med sig. Artiklen beskriver, hvordan dataindsamling i et team fører til et bachelorprojekt, som igen bevirker, at den studerende deltager i ICN-kongressen i Melbourne.

I denne artikel beskrives et eksempel på talentudvikling og den forskningskultur, sygeplejersker, studerende og undervisere kan have mulighed for at indgå i. Omdrejningspunktet er Center for Sygeplejeforskning – Viborg (CSF-V), der blev etableret i 2005 med det formål at etablere og udføre sygeplejefaglige forskningsprojekter samt udvikle et forskningsmiljø og en forskningskultur, som sygeplejersker, undervisere og studerende på alle niveauer i klinik og i uddannelse kan indgå i.

Denne artikels førsteforfatter har gennem sit studium været en del af denne kultur og blev uddannet sygeplejerske i juni 2013, 14 dage efter at have præsenteret sit bachelorprojekt på ICN i Melbourne.

Projektets fund vil blive søgt implementeret i uddannelse og klinik, ved at forfatteren i efteråret 2013 bl.a. præsenterer projektet på en temadag for sygeplejestuderende i Viborg samt på Sundhedsfagligt Symposium på Hospitalsenhed Midt.

For studerende med forskningsinteresse
Ved Sygeplejerskeuddannelsen i Viborg VIA UC er der en række tilbud til studerende, og i samarbejde med CSF-V etableres desuden aktiviteter for sygeplejestuderende med speciel interesse for forskning og udvikling (1,2,3,4,5,). Bl.a. kan studerende blive medlemmer af De Studerendes Dataindsamlerteam (DSD), hvor de har mulighed for at deltage i udviklings- og forskningsprojekter. Arbejdet i teamet fungerer på den måde, at en projektansvarlig retter henvendelse til CSF-V om assistance til f.eks. dataindsamling eller transskribering.

Når CSF-V har vurderet projektet som studieegnet, rettes henvendelse til teamet. Den projektansvarlige er ansvarlig for at uddanne de studerende til opgaven. Deltagelsen er ulønnet, men den studerende får bonus i form af kompetencer, som siden kan benyttes i udarbejdelse af f.eks. bachelorprojektet. Efter oplæring og deltagelse i et projekt får den studerende skriftlig dokumentation, som udarbejdes af den projektansvarlige.

Studerende kan indgå i DSD fra tredje semester. For at blive optaget skal den studerende have interesse for forskning. Rekruttering til teamet sker løbende, idet ansøgningsskema kan hentes på CSF-V’s hjemmeside.

Denne artikels førsteforfatter blev som led i en forsøgsordning medlem af teamet allerede fra modul 1. I det følgende vil denne studerendes erfaringer med deltagelse i teamet blive præsenteret, herefter vil afsættet for bachelorprojektet blive gennemgået, indholdet i bachelorprojektet, der fik titlen ”Succes med vægttab – Hvad skal der til?”, vil kort blive præsenteret, og til sidst vil de erfaringer, der blev gjort ved at præsentere projektet på ICN i Melbourne, blive omtalt.

Erfaringer med deltagelse i DSD
Da sygeplejerskeuddannelsen i 2008 blev omlagt, blev undervisning i bl.a. videnskabsteori og forskningsmetodologi placeret på modul 9. Tidligere havde der været krav om, at man skulle have modtaget denne undervisning for at blive optaget i DSD. Hvis dette krav fortsat skulle opretholdes, ville det betyde, at studerende kun kunne deltage i teamet i et år, og da de projekter, man som studerende dataindsamler deltager i, ofte strækker sig over længere tid, var dette ikke en holdbar løsning.

At deltage i teamet fra modul 1 gav visse udfordringer. Ud over at være ny i sygeplejefaget blev der samtidig åbnet op for forskningens verden, hvilket betød, at der ud over deltagelse i sygeplejerskeuddannelsens undervisning også skulle arbejdes med videnskabsteori.

Eksempel på projektdeltagelse
Et af de projekter, DSD deltog i, havde titlen ”Patientnærmere Pleje”. Deltagelsen bestod i at foretage tidsobservationer. Inden projektdeltagelsen blev der afholdt et møde med den projektansvarlige, hvor projektet blev præsenteret, og de redskaber, der skulle anvendes til dataindsamling, blev gennemgået. Efter hver dag med tidsobservationer på afsnittet var der mulighed for drøftelser med den projektansvarlige.

På den måde blev der ydet løbende støtte og givet undervisning til den studerende. Ved projektets afslutning blev deltagerne fra DSD inviteret til udviklingsdag på afdelingen, hvor resultaterne fra projektet blev præsenteret og diskuteret.

Fra DSD til bachelorprojekt
I 2010 startede et samarbejde mellem Børneafdelingen på Regionshospitalet Viborg, Viborg Idrætsråd og Viborg Kommune, og projektet Rund og Sund (ROS) blev påbegyndt (6). Projektet var et tilbud til overvægtige børn i Viborg Kommune. Gennem projektet arbejdede et tværfagligt team sammen om at give barnet og familien viden om sundere levevis og kost og at gøre børnene mere aktive.

I forlængelse af projekt ROS fulgte projekt ”Livet efter ROS 2010”, hvor DSD hjalp med transskribering af interview med 10 familier. Sammenlagt blev der brugt over 100 timer på arbejdet med transskribering, herefter havde de deltagende dataindsamlere fået gode erfaringer med anvendelsen af transskriberingssoftware og til en vis grad også erfaringer med at tilrettelægge og udføre interview.

Da arbejdet med transskribering gav et godt kendskab til projekt ROS og rejste spørgsmål til emner, der kunne tages op i lignende projekter, var det oplagt for artiklens førsteforfatter at skrive bachelorprojekt i forlængelse af deltagelsen som dataindsamler.

Noget, der særligt vakte nysgerrighed, var, at mange af familierne et år efter projektet mere eller mindre var gået tilbage til deres tidligere livsstil. Dog var der to drenge, der havde opnået specielt store og vedvarende vægttab. Derfor blev bachelorprojektet ”Succes med vægttab – Hvad skal der til?” udarbejdet i samråd med børneafdelingen, og det blev undersøgt, hvorfor netop disse to drenge havde haft succes. Projektet vil kort blive præsenteret i det følgende afsnit.

Succes med vægttab – Hvad skal der til?
Overvægt har gennem de seneste 30 år været et stigende problem i store dele af verden (7). Forbundet med overvægt er en stor risiko for at udvikle somatiske sygdomme, og overvægten kan have både psykologiske, sociale og emotionelle konsekvenser for den overvægtige (8,9,10). I 2007 blev det anslået, at udgifterne til behandling og forebyggelse af svær overvægt hos voksne var 1.053 mio. kr. i de somatiske sygehuse alene (11). Mange undersøgelser tyder på, at børn, der er overvægtige, er i øget risiko for også at være overvægtige som voksne, og at den øgede risiko kan konstateres ved 3-4-års alderen (7,8,12).

Metode
For at belyse, hvilke faktorer der for deltagerne i projekt ROS 2010 var vigtige for deres succes med vægttab, blev der foretaget kvalitative interview med to drenge og deres forældre. De to drenge, der her vil blive kaldt Anders og Bo, var ved starten på projektet henholdsvis 13 og 12 år. Efter at have implementeret en sundere livsstil havde de tabt henholdsvis 20,5 kg og 20 kg.

Interviewene blev udført ved hjælp af semistrukturerede interviewguides. Da der i relationen mellem barnet og forældrene kan være magtstrukturer (13), blev interviewene inddelt i to sekvenser; først barnet alene, og derefter barnet og forældrene samlet. Det betød, at der måtte anvendes to separate interviewguides.

Fund
Motivation
Første tema, motivation, omhandler både forældrenes og barnets egen motivation, hvad der havde fået dem til at begynde at tabe sig, og hvordan de efterfølgende bevarede motivationen. Et grundlæggende element i begge børns motivation har været frygt. Bo fik først motivationen til at tabe sig, da han, efter at have deltaget i projektet og taget på igen, var til kontrol på hospitalet og fik at vide, at han havde udviklet hypertension. Bo blev bange, det smittede af på forældrene, og hele familien gik i gang med at ændre livsstil. Bo tabte sig og har efterfølgende holdt vægttabet.

Anders havde, inden han deltog i projektet, haft en depression. Da han var på vej ud af depressionen, var han opsat på, at der skulle ske en ændring i hans liv, og han fik ved projektets start en viljestyrke, han ikke kunne forklare hvor kom fra. Efter at have været i gang med projektet et stykke tid fik han dannet et skræmmebillede af sin situation før projektet. Dette skræmmebillede anvendte han hele vejen gennem projektet til at holde fast i de positive ændringer og gør det stadig. Det er særligt ændringer i sit sociale liv, Anders kæmper for at holde fast i, da han under depressionen ikke snakkede med sine venner.

At børnene motiveres gennem frygt, kan udefra virke foruroligende. Gennem analyse vha. Antonovskys salutogenetiske model kommer det dog frem, at frygten er et udtryk for meningsfuldhed. Den frygt, der for begge drenge har været en motiverende faktor, har været relateret til dele af deres liv, som har haft stor betydning for dem. For Anders var det et forbedret socialt samvær med vennerne, han var bange for at miste, hvis han igen blev overvægtig, og for Bo var det vigtigt at være ved godt helbred.

Måden, de begge var i stand til at imødekomme frygten på, peger desuden på en høj grad af begribelighed. De stimuli, drengene har fået i form af frygt, var forståelige for dem. De kunne forklare, hvad frygten bundede i, og i sammenhæng med meningsfuldhed i situationen har det givet dem handlekraft til at foretage livsstilsændringer.

Ressourcer
Andet tema var ressourcer, der blev inddelt i indre og ydre ressourcer. De indre ressourcer var de strategier og værktøjer, barnet og forældrene anvendte for at få succes med livsstilsændringen. Ydre ressourcer var den støtte, barnet fik fra familien, sundhedsprofessionelle etc. I temaet ressourcer kunne der trækkes direkte paralleller til komponenten håndterbarhed i Antonovskys teori om oplevelsen af sammenhæng (14).

I Bos familie fik de gennem deltagelse i Projekt ROS megen ny viden om kost og redskaber, de kunne anvende, når de skulle handle ind, hvilket sikrede, at de var i stand til at foretage ændringer i deres livsstil på det tidspunkt, Bo var motiveret for det. Dette er et godt eksempel på, hvordan sundhedsprofessionelle kan fremme oplevelsen af sammenhæng gennem undervisning og vejledning. Et eksempel på ydre ressourcer kan i Bos familie findes ved, at det primært har været hans mor, som stod for indkøb og madlavning.

Det har for Bo betydet, at han kunne koncentrere sig om at være mere fysisk aktiv, og det har gjort situationen mere håndterbar. Barnets ressourcer har desuden spillet en væsentlig rolle i situationer, hvor børnene har haft vanskeligt ved at holde motivationen på grund af fristelser i omgivelserne. Det har i disse situationer været vigtigt, at barnet har haft tilstrækkelige ressourcer til at klare de krav, der er blevet stillet gennem fristelser i form af f.eks. slik og sodavand (14).

Implementering af ændringer
Det tredje tema var, hvordan ændringerne blev implementeret i hverdagen. Hos en af familierne tog barnet, Anders, selv initiativ til, at de fra dag et fjernede alt usundt fra kosten. Det bundede til dels i, at Anders var bange for, at han ville få smag for det usunde. Det var derfor mere håndterbart for Anders at ændre kosten helt fra første dag. I Bos familie tog man en gradvis tilgang.

De havde samme fremgangsmåde som i Anders’ familie, de tømte skabene for alt det usunde, dog købte de fortsat slik og sodavand, hvis de skulle have noget til filmhygge. Disse ting blev med tiden skiftet ud, og på tidspunktet for interviewet spiste de sundt i hverdagen. Dog giver de stadig plads til at spise af det usunde ved særlige begivenheder som fødselsdage. Her fortæller Bo så, at han sørger for at træne ekstra i dagene efter disse begivenheder. At ændringerne blev implementeret gradvist, og at de stadig må spise usundt ved særlige begivenheder, gør det lettere for både Bo og hans familie at håndtere den nye tilværelse.

Konklusion
De to drenges forløb viste, at de tre temaer var afhængige af hinanden. For at forældrene skal kunne støtte barnet og hjælpe med implementering af livsstilsændringer, må barnet være motiveret. Samtidig afhænger barnets motivation af, om det møder støtte fra omgivelserne, og at ændringerne implementeres i hverdagen. Årsagen til de to drenges succes har været, at tidspunktet for implementering af ændringer var det rigtige i forhold til barnets motivation og familiens samlede ressourcer.

Om et barn har succes med vægttab gennem deltagelse i et projekt som ROS, afhænger af, hvor motiverede barnet og familien er. Hvis barnet ikke er motiveret og hurtigt falder tilbage til den tidligere livsstil, kan projektdeltagelsen dog hjælpe familien med at tilegne sig de ressourcer, der er nødvendige for at implementere livsstilsændringerne på et senere tidspunkt, hvor barnet finder motivationen.

SY-2014-01-66-1

Projektet på ICN 2013
I månederne op til ICN-kongressen i Melbourne 2013 gik gruppen fra Børneafdelingen i Viborg sammen med en gruppe fra sygeplejerskeuddannelsen ved VIA University College Viborg for at forberede oplæg. Under forberedelserne fik alle øvet deres oplæg, fik feedback på indhold og disposition og fik forslag til, hvordan oplæggene kunne kortes ned.

Forberedelserne, der var initieret af CSF-V, blev afsluttet med deltagelse af sprogkonsulent. Deltagelsen på kongressen var for førsteforfatters vedkommende den første erfaring med at præsentere resultaterne fra et projekt for et fagligt publikum. Selvom det at skulle holde oplæg var det primære, viste kongressen sig at være et overflødighedshorn af viden, der tiggede om at blive brugt. Der måtte bruges en del tid på prioritering, og da bachelorprojektet ”Succes med vægttab – Hvad skal der til”? skulle forsvares mundtligt to uger efter kongressen, blev emner, der var relateret til børn med overvægt, prioriteret højt. 

I det mundtlige forsvar blev fokus, at sygeplejersker for at hjælpe børn med overvægt må yde en individuel indsats, hvilket har den konsekvens, at intervention vil blive tilgængelig for et mindretal af overvægtige børn, hvorfor der også bør ydes en mere generel indsats (15).

Et oplæg på kongressen af Joseph Proietto fra University of Melbourne tog fat i mange af de endokrinologiske faktorer, der er forbundet med overvægt. Da der er evidens for, at der findes et set-point for bl.a. hormonerne leptin og ghrelin (16), blev dette brugt til at sætte spørgsmålstegn ved bachelorprojektets konklusion. Anders’ succes med vægttab kunne f.eks. forklares med denne viden om set-point ved, at han først fik problemer med overvægt få år inden, han igen tabte sig gennem deltagelse i projekt ROS. Hans overvægt kan have været forårsaget af, at han led under en depression, og da han efterfølgende kom ud af depressionen, vendte han automatisk tilbage til kroppens set-point.

Det skal dog nævnes, at det for Bo og hans familie ikke lykkedes at opnå et vægttab under projektet, da de ikke var motiverede for det. Først da de opnåede oplevelsen af sammenhæng, havde de succes med at implementere sundere vaner og opnåede et vægttab. Bos eksempel understreger, at oplevelsen af sammenhæng har en effekt på, om det lykkes at tabe sig, men der kan fortsat stilles spørgsmål ved, om det i sig selv er nok til at holde fast i vægttabet, da de endokrinologiske faktorer spiller en væsentlig rolle.

Implementering af projektets fund
For at inspirere sygeplejestuderende blev projektet præsenteret på en temadag på modul 9 i efteråret 2013, og klinikken vil blive inddraget ved en præsentation på Sundhedsfagligt Symposium på Hospitalsenhed Midt, se figur 1. Førsteforfatteren har fået ansættelse på Hospitalsenhed Midt og bevarer kontakten til CSF-V med henblik på en fremtid indenfor forskning.

Jens Løkkegaard Jensen, sygeplejerske, Ortopædkirurgisk afdeling, Regionshospitalet Viborg, Hospitalsenhed Midt; Jens.L.J@gmail.com
Vibeke Lorentzen, sygeplejerske, forskningslektor, ph.d., Center for Sygeplejeforskning – Viborg

Litteratur

  1. Lorentzen V. Forskning på tværs. Sygeplejersken 2008;20:p.56-9.
  2. Bjerg K, Colina AG, Gregersen T, Karlsen HS, Larsen L, Lyngsø A, Lorentzen V. Differentieret undervisning – et tilbud til studerende og sygeplejersker. Sygeplejersken 2010;19:p.52-5.
  3. Lorentzen V, Poulsen KB. Om at stimulere sygeplejestuderendes udviklingsberedskab – refleksioner og erfaringer. Klinisk Sygepleje 2011;1:p.28-35. 
  4. Larsen BH, Lorentzen V. Center for Sygeplejeforskning – Viborg: et forsøg på at bygge bro mellem klinik, uddannelse og forskning. I: Johansen MB, editor. Nu er vi så her – udvalgte eksempler på vidensproduktion i VIA University College. Risskov: VIA University College; 2011;p.91-106.
  5. Rasmussen B, Lorentzen V, Kolbaek R, Duke M, Botti M.Transnational capacity building: an Australian-Danish partnership model for higher education and research in nursing. In: Södeqvist M, Wittmann F, Magnan M, van Liempd HG, Kuurstra E, editors.Learning and teaching. Stuttgart: Dr Josef Raabe Verlags-GmbH: Raabe Academic publishers; 2012;p.1-16.
  6. Hvaas E, Engbjerg H, Skjold A, Eg M, Jacobsen RB. “Game on!” Kampråb for 30 overvægtige børn. Diætisten 2011;114:p.25-9.
  7. Michaelsen K, Mølgaard GBR, Heitmann B. Forebyggelse og behandling af fedme hos børn og unge. Ugeskrift for læger 2006;168(2):p.172-5.
  8. Must A, Strauss R. Risks and consequences of childhood and adolescent obesity. International journal of obesity and related metabolic disorders 1999;23(2):p.2-11.
  9. Stokkebæk A. Psykologi 1.Udviklingspsykologi. 2 ed. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 2007.
  10. Cramer P, Steinwert T. Thin is good, Fat is Bad: How early does it begin?Journal of Applied Developmental Psychology 1998;19(3):p.429-51.
  11. Indenrigs- og Sundhedsministeriet. De samfundsøkonomiske konsekvenser af svær overvægt. København: Indenrigs- og Sundhedsministeriet; 2007.
  12. Due P, Heitmann BL, Sørensen T. Adipositasepidemien i Danmark. Ugeskrift for læger 2006;168(2):p.129-32.
  13. Lorentzen V. Interview som praktik. I: Petersen KA, Glasdam S, Lorentzen V, editors. Livshistorieforskning og kvalitative interview. Viborg: Forlaget PUC, CVU Midt-Vest; 2007;s.147-58.
  14. Antonovsky A. Helbredets Mysterium. 2 ed. København: Hans Reitzels Forlag; 2000.
  15. Wake M, Lycett K, Sabin MA. A shared-care model of obesity treatment for 3-10 year old children: Protocol for the HopSCOTCH randomised controlled trial. BMC Pediatrics 2012;12.
  16. Proietto J.Why is treating obesity so difficult? Justification for the role of bariatric surgery.Medical Journal of Australia 2011;195(3):p.144-6.
English abstract


Jensen JL, Lorentzen V. The Story of a Bachelor’s Thesis, Sygeplejersken 2014;(1):66-70.

This article presents an example of skills development via involving nursing students as data collectors in research and development projects. Being a part of this culture may influence the student’s choice of topic for a bachelor’s thesis and the opportunity to develop it. The article illustrates this process from the very beginning to the presentation of findings based on the project ”Successful weight loss - what does it take?” The bachelor thesis arose because overweight children who achieve weight loss through participation in a weight loss project often regain weight after its completion. Two children who managed to sustain and maintain their weight loss were interviewed as a part of this bachelor thesis. The student presented the study at the 25th ICN 2013 Congress in Melbourne in advance of defending the bachelor thesis. The study’s impact and the implementation of its findings in both training courses and clinically are outlined briefly as is the student’s further path after becoming a qualified nurse.

Keywords: Bachelor thesis, skills development, implementation, research, training.

Emneord: 
Barn
Overvægt
Projekt
Sygeplejerskeuddannelsen
Vægttab

Resume af international forskning

Livet efter operation for fedme Sundhedsydelser efter operation for fedme Patienters forventninger til operation for fedme

Læs som PDF - gå til side 73

Livet efter operation for fedme

Natvik E, Gjengedal E, Raheim M. Totally changed, yet still the same: Patients lived experiences five years beyond bariatric surgery. Qualitative Health Research. DOI:10.1177/1049732318888qhr. sagepub.com1.

Formål: At undersøge, hvilken betydning patienterne tillægger fedmeoperation og vægttab mindst fem år efter operation. I dette studie var der fokus på krop, ændring af vaner, social interaktion, og hvilken betydning patienterne tillagde disse forhold i et langsigtet perspektiv.

Metode: I dette norske studie indgik otte patienter, som fem til syv år tidligere havde gennemgået en operation for fedme. Der deltog fire mænd og fire kvinder i alderen 43-53 år. Fire patienter havde haft et vægttab på 95-110 kg, to havde tabt 60-80 kg, en havde tabt 40 kg. For én var vægttabet ikke oplyst. Interviewguiden omfattede fire temaer: opfattelse af sundhed, den enkeltes krop, sundhedsrelaterede vaner og deltagelse i sociale sammenhænge. Interviewene blev optaget, transskriberet og analyseret med en fænomenologisk tilgang.

Resultater: Livet efter en operation for fedme blev beskrevet som fyldt med indre spænding, ambivalens og en forstærket opmærksomhed på kroppen. Patienterne udtrykte et konstant krav om kontrol over sundhedsrelaterede vaner og om ikke at miste kontrol over kroppen igen. Begyndende vægtøgning blev forbundet med følelsesmæssigt stress og skam.

Bemærkninger: Vedvarende livsstilsændringer er en forudsætning for, at bariatriske patienter får udbytte af deres operation. Operationen løser ikke problemet alene. Studiet giver indsigt i, at livsstilsændringer er svære at fastholde, og hvilke kampe patienterne dagligt udkæmper.

Af Preben Ulrich Pedersen, sygeplejerske, ph.d., Center for Kliniske Retningslinjer, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet.

Sundhedsydelser efter operation for fedme

Weiner P, Goodwin SM, Chang HY, Bolen SD, Richards TM, Johns RA, Momin SR, Clark JM. Impact of bariatric surgery on health care cost of obese persons: A 6-year follow-up of surgical and comparison cohorts using health plan data. JAMA;
2013;148(6):555-62.

Formål: At udarbejde en analyse af de samlede sundhedsomkostninger efter fedmeoperation hos en gruppe patienter op til seks år efter operation.

Metode: I dette amerikanske kohortestudie indgik der 29.820 patienter, der havde gennemgået en operation for fedme i årene 2002-2008. Sundhedsudgifter for denne gruppe blev sammenholdt med sundhedsudgifter for 29.820 personer, som ikke havde gennemgået operation, men havde diagnoser associeret med fedme. Der er benyttet registerdata fra en amerikansk sygeforsikring.

Konklusion: Operation for fedme reducerer ikke de samlede sundhedsydelser over en seksårig periode. Der er forskelle i de ydelser, opererede og ikke opererede patienter trækker på fra sundhedsvæsenet.

Bemærkninger: Vurdering af effekten af operation for fedme skal ikke udelukkende vurderes i forhold til reduktion af sundhedsydelser, men snarere vurderes i forhold til, hvilket udbytte den enkelte patient angiver om sit helbred og velvære.

Af Preben Ulrich Pedersen, sygeplejerske, ph.d., Center for Kliniske Retningslinjer, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet.

Læs også: Esmann LB, Nyland AH, Wagner L: Forventninger til livet efter en fedmeoperation. Sygeplejersken

2013;(8):70-6. 

Patienters forventninger til operation for fedme

Wee CC, Hamel MB, Apovian CM, Blackburn GL, Bolcic-Jankovic D, Colten ME, Hess DT, Huskey KW, Marcantonio ER, Scheider BE, Jones DB. Expectations for weight loss and willingness to accept risk among patients seeking weight loss surgery JAMA; 2013;148(3):264-71.

Formål: At undersøge patienternes forventning til og motivation for at gennemgå fedmeoperation, og hvor høj risiko for død i forbindelse med operationen patienterne er villige til at acceptere. Derudover var formålet at undersøge sammenhænge mellem demografiske karakteristika, kliniske forhold og patienternes forventninger til vægttab og villighed til at acceptere en høj risiko for død i forbindelse med operationen.

Metode: I dette amerikanske studie indgik 654 patienter, som skulle gennemgå en operation for fedme. Før operationen besvarede patienterne en række spørgsmål om forventninger til operationsresultat, risiko for død, livskvalitet. Alle data er opgjort kvantitativt og analyseret statistisk.

Resultater: Patienterne forventede et vægttab på 38 pct. og udtrykte skuffelse, hvis vægttabet var under 26 pct. Kun 57 pct. ville gennemgå en operation, hvis det forventede vægttab ville være under 20 pct. Patienterne var i gennemsnit villige til at acceptere en 6 pct.'s risiko for død i forbindelse med operationen, men op til næsten 20 pct. af patienterne var villige til at acceptere en risiko for død ved operationen på over 10 pct. Lave livskvalitetsscorer var associeret med højere grad af urealistiske forventninger til vægttab og større villighed til at acceptere høj risiko for død i forbindelse med operationen.

Bemærkninger: Undersøgelsen peger på, at en del patienter har urealistiske forventninger til operationens betydning for et efterfølgende vægttab. Forfatterne påpeger vigtigheden af at justere patienternes forventninger i retning af realistiske kliniske resultater. 

Af Preben Ulrich Pedersen, sygeplejerske, ph.d., Center for Kliniske Retningslinjer, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet.

Emneord: 
Forskning
Operation
Overvægt
Patient

Historisk: Hørlagener, håndsving og loftslifte løfter sygeplejen

Et hejseapparat bygget af jernrør var i 1912 en landvinding inden for sygeplejen. I dag kan lifte diskret monteres i loftet og trækkes derhen, hvor der er brug for dem.

Læs som PDF - gå til side 15

SY-2013-11-15aDengang

En hjemmesygeplejerske beretter i Tidsskrift for Sygepleje nr. 9/1912, hvordan brugen af sygehuslæge Dr. Borries såkaldte ”løfteplan” kan lette arbejdet med at få en immobil patient ud af sengen for f.eks. at komme over på bækken eller for at kunne skifte forbinding ved decubitus.

I Tidsskrift for Sygepleje nr. 9/1912 er Dr. Borries Løfteplan forklaret sådan: Med kroge sættes løfteplanet let i forbindelse med de fra hejseapparatet nedhængende løse trisser. Opstilling og patientens anbringelse kan let udføres på ca. 15-20 minutter. Foto: Tidsskrift for Sygepleje nr. 9/1912

Fremgangsmåden lyder: To stærke hørlærredslagner lægges én gang sammen på langs og lægges på tværs over sengen under patienten og hovedgærdet. Lagnerne afpasses, så de lader et rum på ca. 7 tommer (ca. 18 cm) frit på sengens midte. Rammen samles og lægges på madrassen uden om patienten, og lagnerne fungerer som løfteplan, hvor patienten hviler under ophejsningen, som foregår ved hjælp af håndsving.

Når lagnerne skal skiftes, hejser man patienten, lægger nye lagner på sengen og dækker dem med voksdug. Så hejses patienten ned igen, og man trækker de brugte lagner ud ved hjælp af den glatte voksdug.

SY-2013-11-15bLøfteplanet var bygget af jernrør og bestod af tre dele, der kunne samles i løbet af få minutter. Dengang kunne man leje et løfteplan i C. Nyrops Etablissement. Prisen var 10 kr. månedligt, og med i prisen var inkluderet en mand, som kom og stillede apparatet op.

Nu

Når liften er monteret i loftet, kan man trække den lige derhen, hvor man skal bruge den i et rum. Loftslifte optager ikke gulvplads, og i hverdagen gør de det nemmere for personalet på f.eks. en intensivstue at bevæge sig rundt.

Liftene bliver ikke kun brugt til at forflytte patienter, men f.eks. også til at holde patienternes ben ved forbindsskift og sengebad. Den gammeldags voksdug er skiftet ud med glidestykker og spilerdug.

En moderne lift kører lydløst med glidende start og stop. Sikkerheden bliver overvåget under løfteprocessen, og liften kan f.eks. veje patienten. Nogle lifte kan løfte patienter, der vejer op til 350 kilo.

En gruppe medarbejdere bliver undervist i at bruge en loftslift til en bariatrisk patient. Foto stammer fra en øvelse på Sygehus Lillebælt. Foto: Charlotte Dahl

Dansk Sygeplejehistorisk Museum

sygeplejemuseum%20vinter%20200x200

Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding viser beretningen om sygeplejens historie og sygeplejens betydning for det danske sundhedsvæsen.

Besøg museet og museets hjemmeside

Emneord: 
Historie
Overvægt

Bløde hængemaver og store inderlår identificeres i ny bariatrisk score

Fremover bliver patienter på Sygehus Lillebælt vurderet efter vægt og kropsform i en ny bariatrisk score, der skal give personalet overblik over, hvilke udfordringer en patient forventes at give dem.

Sygehus Lillebælt har udviklet en bariatrisk score, der identificerer de store patienter og forbereder personalet til at yde den rette behandling og pleje. Scoren handler både om højde og vægt, men også om kropsform, fordeling af vævsfedt, mobilitet inden indlæggelsen og evnen til selv at stå op.

Jo tungere patienten er, jo flere hjælpemidler og des mere personale er der brug for, men kropsformen har også betydning.  Patienter med stor hængemave, bagdel og inderlår er fysisk udfordrende for personalet, fordi vævsfedt på mave og lår skal flyttes, for at normale behandlings- og plejeopgaver kan udføres.

Det kræver ekstra hænder til at holde og hjælpe ved forflytninger. Tunge patienter, som har brede hofter eller hård rund mave, er mindre fysisk udfordrende.

Personalet er blevet udstyret med Bariatriscoren som lommekort, og der er lagt planer for, hvilke sygehuse der kan modtage patienter, som vejer op til 180 eller 250 kg alt efter deres bariatriscore.

”Vi er så klar, som man kan blive, til at modtage bariatriske patienter,” siger projektleder, cand.scient. Ann Mathilde Furrer fra Sygehus Lillebælt.

Forberedt på store patienter

Der er uddannet ca. 120 forflytningsinstruktører på de fem sygehuse i Sygehus Lillebælt, og tilsammen har de undervist 1.200 kolleger i bariatrisk patienthåndtering bl.a. ved hjælp af øvelser med figuranter.

”Når man har modtaget undervisning, betyder det, at man ikke behøver være bange for at skulle flytte en stor patient, for man har i undervisningen prøvet at flytte mennesker, der er mindst lige så store,” fortæller Ann Mathilde Furrer.

Det toårige projekt er nu afsluttet og evalueret. Men som sideeffekt er der igangsat en række nye udviklingsopgaver.

”I samarbejde med Syddansk Sundhedsinnovation er vi i gang med at udvikle nyt personale- og patienttøj, der tager bedre højde for kropsformen. Vi er også i gang med at udvikle et oppusteligt bækken og en vægt, der kan veje seng og patient. Og vi samarbejder med Falck om, hvordan vi bedst transporterer de bariatriske patienter, så vi er sikre på, at der er plads til både seng og behandlere i ambulancen,” fortæller Ann Mathilde Furrer.

Læs mere: Bartiatriscoren og lommekortet, som Sygehus Lillebælt har udviklet i samarbejde med Guldmann Consulting, kan fås ved henvendelse til e-mail: ann.mathilde.furrer@rsyd.dk

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Overvægt

Viden giver mindre slid på personalet

Sygehus Lillebælt vil efteruddanne 150 forflytningsvejledere i bariatrisk patienthåndtering for at undgå arbejdsskader og for at sikre bedre pleje og behandling til bariatriske patienter.

Læs som PDF - gå til side 26

SY-2012-05-26-1aa
Jørgen Bent Hansen har et BMI på 40, han vejer 142 kilo. Han har tidligere været indlagt med diabetisk fodsår, som krævede amputation af en lilletå. Efterfølgende gik der infektion i såret, og derfor er han genindlagt på ortopædkirurgisk afdeling på Kolding Sygehus.
Foto: Nils Lund Pedersen

Det er godt 10 år siden, intensivsygeplejerske Inge Raal for første gang kom til at pleje en patient på over 200 kilo. Dengang havde personalet aldrig hørt om begrebet bariatrisk, og der fandtes ikke senge til så tunge patienter.

”Teknisk afdeling måtte binde to senge sammen, og vi var otte personer om at hjælpes, når patienten skulle have sengebad,” fortæller hun.

Historien bliver i dag omtalt som en skrækhistorie, og den gav anledning til, at Kolding Sygehus nedsatte en arbejdsgruppe, der skulle se på, hvilket udstyr der i fremtiden ville være nødvendigt for at håndtere så svært overvægtige patienter. Siden blev der bl.a. indkøbt flere brede senge.

I dag er de svært overvægtige patienter blevet en mere almindelig patientkategori, og Sygehus Lillebælt, som Kolding Sygehus hører under, er derfor gået i gang med projekt ”Bariatrisk Patienthåndtering”.

Projektet skal kortlægge, hvordan sygehusene håndterer bariatriske patienter på baggrund af mere end 500 personalers oplevelser af arbejdsmiljøet ved stærkt overvægtiges patientforløb. Målet er at udarbejde retningslinjer og politikker for håndtering af bariatriske patienter, så de får de bedst mulige tilbud, og så personalet undgår arbejdsskader og belastninger i arbejdsmiljøet. 

Fysisk slid

Inge Raal, som arbejder på intensiv afdeling på Kolding Sygehus, er uddannet forflytningsvejleder, og ligesom 150 andre forflytningsvejledere i Sygehus Lillebælt skal hun i maj gennemgå en særlig efteruddannelse i bariatrisk patienthåndtering.

”I dag kan vi ikke dokumentere, at arbejdsskader sker pga. flere tunge patienter. Vi har haft en enkelt hændelse, hvor en sygeplejerske fik et vrid i skulderen under håndtering af en bariatrisk patient, men det er vores oplevelse, at de tunge patienter slider på plejepersonalet, ikke mindst fordi de skal række så langt ind over patienten i de brede senge,” fortæller Inge Raal.

Intensivafdelingen har gjort meget for at forbedre det fysiske arbejdsmiljø for personalet. Afdelingen er f.eks. indrettet med loftslifte, der kan klare op til 350 kilo, som ikke optager gulvplads på stuerne. Det er en fordel, fordi stuerne i forvejen rummer respiratorer og overvågningsudstyr.

”Loftsliftene kan vi trække lige derhen, hvor vi har brug for dem, og vi bruger dem til rigtig meget andet end forflytninger, f.eks. til at holde patientens ben under sengebad eller forbindsskift,” fortæller Inge Raal.

Glidestykker i form af spilerdug bliver brugt til at trække patienten opad i sengen på, og her er det en fordel, hvis stuen er indrettet, så intensivapparaturet er ophængt i loftet og f.eks. ikke på væggen, for så kan man komme om bag ved sengen, når man trækker patienten opad i sengen. 

Motoriseret bækkenstol

Skubning af senge og stole er også noget af det, der slider på personalet i hverdagen.
”Der var f.eks. en meget tung patient, som skulle transporteres på bækkenstol til badeværelset. Af den grund anskaffede man en motoriseret bækkenstol,” fortæller Inge Raal.

En elektrisk talerstol, som hjælper til med at trække patienten op fra siddende stilling, er et andet eksempel på et hjælpemiddel, som skåner personalet for tunge løft.

Intensivafdelingen har særlige udfordringer med de tunge patienter, fordi de er indlagt på et tidspunkt i patientforløbet, hvor de ikke på nogen måde er selvhjulpne. Der er langt imellem de rigtig store patienter på over 200 kilo, men når de er indlagt, er de til gengæld indlagt længe.

”Bariatriske patienter har flere komplikationer under og efter operationer, fordi det store tryk på blodårer, lunger og hjerte betyder, at de lettere får alle mulige bivirkninger. De har svært ved at få luft, og de har større risiko for blodpropper og for decubitus. Desuden tager operationen ofte længere tid end ved normaltvægtige patiener, og det giver i sig selv øget risiko for infektioner.”

Projektleder for projekt Bariatrisk Patienthåndtering, Ann Mathilde Furrer, mener, at bariatriske patienter får ringere service end andre patienter, bl.a. fordi udstyret ikke er optimalt.

”Det er alt fra, at scanningsbilleder har dårligere kvalitet, til, at der mangler kanyler, som er lange nok. Men frem for alt mangler vi et ordentligt registreringsværktøj, der kan afdække den enkelte patients behov for udstyr, og hvordan patienten vil påvirke arbejdsmiljøet,” siger Ann Mathilde Furrer.

Projektet varer indtil sommeren 2013 og er støttet af Forebyggelsesfonden.  

Bariatriske patienter slider på personalet

Projekt Bariatrisk Patienthåndtering har gennemført en undersøgelse af, hvordan sosu-assistenter og sygeplejersker på Sygehus Lillebælt i dag møder bariatriske patienter.

Den dokumenterer, at personalet oplever det som mere fysisk belastende, jo større patientens BMI er. Det giver sig især udslag i træthed i kroppen og ondt i lænd, ryg, nakke og skuldre. De bariatriske patienter kræver ekstra personale, og det handler især om forflytning. Undersøgelsen viser også, at plejetiden bliver forlænget, fordi personalet skal bruge tid på at vente på kolleger, som kan hjælpe med forflytning, fremskafning af hjælpemidler såsom senge, stole og lifte, men også udstyr som tøj, bleer og ekstra lange kanyler.

Æbler og pærer

Bariatriske patienter kan overordnet inddeles i to kropstyper: æbler og pærer. Forskellige kropsformer giver forskellige bevægemønstre hos den overvægtige og kræver, at man tilpasser udstyret til kroppen. 

En æbleformet patient kan f.eks. ikke sidde i en 90 graders stilling i et sejl, for så vil bugen presse på luftvejene. Vinklen skal derfor være åben, så der er plads til maven. Læn f.eks. ryglænet i kørestolen tilbage. Lange armlæn på f.eks. kørestole er vigtige for æbleformede, fordi de bruger armlænene til selv at forflytte sig til og fra stolen.

Pæreformede patienter har fedtvævet placeret på underekstremiteterne. En af pæreformerne har især meget væv på indersiden af låret, hvilket ofte resulterer i svære problemstillinger med hygiejne og sår. Vær opmærksom på dette væv, og brug en bade- og toiletstol, der giver mulighed for, at benene kan blive spredt ordentligt ud. Hvis der derimod er meget væv på ydersiden af lårene, så patienten selv er i stand til at samle knæene, skal fodpladen på bade- og toiletstolen være centreret, så vævet på låret ikke bliver klemt.

Hvis udstyret bliver brugt rigtigt, kan patienten bruge mere energi på f.eks. rehabilitering og på at kommunikere med lægen i stedet for at bruge sine ressourcer på at sidde dårligt.

Kilde: Malene Alexandrowiz, ergoterapeut og salgskonsulent hos Cobi Rehab.

230 kg kræver god plads

God plads er essentielt, når stærkt overvægtige patienter skal flyttes rundt på en hospitalsstue. Minimum 22 kvadratmeter er der brug for, hvis en patient på f.eks. 230 kg skal flyttes sikkert fra seng til kørestol med loftlift, uden at hospitalets personale kommer til skade. Det viser et forskningsprojekt, som Region Midtjylland i 2010 gennemførte med støtte fra Forebyggelsesfonden.

Undgå skader på dig selv og patienten
  • Sengen skal være ekstra bred med et påmonteret vendesystem. Den skal kunne hæves og sænkes i et større interval end normalt, og patienten skal kunne trækkes mekanisk fra side til side, så rækkeafstanden ikke bliver for stor.
  • Meget fedt på bagdelen kræver understøttelse af ryggen. Enkelte kan ikke ligge på ryggen, fordi vægten af fedtet i værste fald kan presse hjertet til at stoppe.
  • Brug solid sengehest, så vægten af maven ikke trækker patienten ud over kanten.
  • Brug mekanisk lift i stedet for at løfte manuelt, også selvom det kun er et ben. Det er mere komfortabelt for patienten og skåner hjælperen.
  • Brug brede stropper eller sejl, som kan fordele vægten ved løft. Spænder eller låse må ikke komme ind mellem hudfolderne.
  • Lad patienten få lidt vægt på fødderne, inden han eller hun rejser sig helt. Vær opmærksom på, at madrassen kan trykkes sammen og blive skrå med risiko for, at patienten glider.
  • Kun de færreste håndvaske er stærke nok til at blive brugt som støtte ved toiletbesøg. Vær sikker på, at toiletkummen kan klare vægten.
  • Hvilestole, toiletstole og kørestole skal have ekstra bredde og dybde og være godkendt til patientens vægt. Pas på, at fedtfolder ikke hviler på ryglænets overkant – det kan gøre meget ondt.

    Kilde: Ingerslev J: Praktisk bariatri: anno 2010, Lægemagasinet, årg. 24, nr. 8, 2010. 

Loftliften gik i stykker

59 pct. af sygeplejerskerne i Dansk Sygeplejeråds medlemspanel siger ja til, at det er en del af deres arbejde at vejlede, tilse eller behandle svært overvægtige patienter. Vi har bedt dem dele deres erfaringer fra arbejdet med de store patienter.
Her følger eksempler på, hvad de har svaret:

”Vi havde en ældre dame indlagt, som blev liftet i og ud af sengen. Til sidst gik loftliften i stykker, mens hun hang i den. Vi måtte køre sengen ind under og helt op, mens vi fik hende ud af liften. Uværdigt!”

”Overvægt er et meget følsomt emne for patienterne. Man skal lige vænne sig til at finde den rigtige indfaldsvinkel til at nærme sig problemet, så patienten ikke står tilbage med skyldfølelsen.”

”Det bliver altid kommenteret iblandt plejepersonalet, hvis en patient er svært overvægtig. Der bliver lavet jokes. Jeg ønsker ikke at virke fordømmende overfor patienten men har alligevel i baghovedet, at jeg selv synes, at overvægten er selvforskyldt. De vækker en følelse i mig om, at de mangler selvkontrol. Jeg prøver at sætte mig udover det, men om det lykkes?”

”Det psykiske pres er et overset problem. Vores afdeling måtte have en psykolog til at hjælpe os til at få en fælles holdning til en svært overvægtig patient med personlighedsforstyrrelser.”

Kilde: DSR Analyse og medlemspanelet

Emneord: 
Overvægt
Arbejdsmiljø
Medarbejder
Patient
Sygepleje
Omsorg
Livskvalitet

Bariatriske patienter udfordrer fordomme

En af de største barrierer i mødet mellem sundhedsvæsen og den bariatriske patient er manglende motivation hos både personale og patient. Løsningen er høj professionalisme og en positiv tilgang til patienten.

Læs som PDF - gå til side 24

SY-2012-05-22-1abFoto: iStock

Vægten viser mere end 200 kilo hos patienten, som bliver indlagt på et sengeafsnit. Han er ikke i stand til at tage sig af sin hygiejne. Selvom han har hjemmehjælp, er lugten et tydeligt signal om, at den personlige pleje er forsømt. Den kraftige lugt og de overvældende fedtmængder er ubehageligt for sygeplejersken, og det kan patienten fornemme.

Sygeplejersken i dette tænkte eksempel forstår, at der kan være mange årsager til mandens overvægt, men hun kan ikke slippe forestillingen om, at den er selvforskyldt, og hendes faglighed bliver udfordret. Resultatet er frustration hos både patient og sygeplejerske.

Eksempler som disse er ikke sjældne, når sygeplejersker fortæller om deres møde med den svært overvægtige patient. Ønsket er at give patienterne et værdigt forløb, men ofte går det galt.

Det har overlæge på medicinsk afdeling i Sygehus Lillebælt Jette Ingerslev jævnligt erfaret i sit mangeårige arbejde med bariatriske patienter. Hun var med til at starte Danmarks første bariatriske center på Fakse Sygehus, og hun er desuden bestyrelsesmedlem i Adipositasforeningen.
 

En naturlig reaktion

”Det er en naturlig reaktion at blive påvirket af at pleje bariatriske patienter, hvis man ikke virkelig er trænet i at takle de overvægtige professionelt,” forklarer Jette Ingerslev og fortsætter:

”Det er nok de færreste, der f.eks. synes, at det er smadder dejligt at vaske eller undersøge en svært overvægtig patient, hvor man ikke kan komme ind i krogene.”

Det kan let gå ud over sygeplejerskers motivation i arbejdet. Også patienterne kan have svært ved at finde motivation og drivkraft frem for at indgå i behandlingssituationen. Jette Ingerslev forklarer, at det hænger sammen med den sociale slagside, der ofte findes hos svært overvægtige.

”I socialt belastede områder kan man se, at de er mere overvægtige. Det hænger sammen med det drive, der skal til. For hvis man ikke har ret meget psykisk overskud, klarer man sig dårligere,” siger hun.
Samlet set bliver forudsætningen dårlig for et godt patientforløb, hvis personalet mangler erfaring og motivation, og patienten mangler vilje.
 

Bliv inspireret, og bevar professionalismen

Intensivsygeplejerske på Århus Universitetshospital og stud.cur. Nis Kaasby har både undervist i bariatrisk patientpleje og været involveret i projekter, der skal forbedre viden og håndtering af de store patienter.

Han kan godt genkende, at det er svært for mange sygeplejersker at være professionelle i mødet med den bariatriske patient. Han er enig med Jette Ingerslev i, at motivationen tit er lav, og mener, at det bl.a. handler om fordomme, som selv sygeplejersker ikke kan sige sig fri for.

”Det kan være meget frustrerende, når man skal håndtere og pleje de store patienter. Man kan f.eks. føle, at der mangler ressourcer til de tunge løft, eller at man ikke kan overskue de komplekse problemstillinger, der tit opstår ved den type patienter, og så føler man sig utilstrækkelig,” siger han.

Løsningen mener Jette Ingerslev er en høj professionalisme hos personalet og uddannelse i at håndtere de tunge patienter.

”Der er mange ting at forholde sig til, når man møder en bariatrisk person. Min oplevelse er, at de bariatriske patienter ofte er mere sarte eller har mindreværdskomplekser. Det betyder, at den, der skal tale med dem, skal være vant til at have professionalismen, så de ikke lader skinne igennem, hvis det måske ikke er en sjov opgave.”

Jette Ingerslev forklarer, at det handler om at være opmærksom på den person, man har med at gøre, og hvad man selv udstråler. Samtidig skal man behandle patienten som alle andre.

  Vær opmærksom på dine signaler
  1. Vær åben og ærlig og involvér dem i deres eget liv. Patienten kender godt sin vægt og de problemer, den kan medføre.
  2. Skab kontakt via direkte øjenkontakt, og lav ikke ”elevatorblikket”. Den første kontakt er vigtig for tilliden.  
  3. Vær opmærksom på dit kropssprog. Patienten kan aflæse dig med det samme, hvis du kigger væk. 
  4. Orientér patienten om det, du vil foretage dig. Bariatriske patienter er ofte bange for at falde eller for, at hjælpemidlerne ikke kan holde.
  5. Tag udgangspunkt i patientens egne ønsker og motivation og sæt realistiske mål, så du ikke tager pusten fra dem. Husk, at der er mange delmål på vejen.
  6. Sæt god tid af til første møde. Patienterne er tit stressede, når de kommer ind på hospitalet og vil ikke være til besvær. De ved godt, at plejepersonalet ikke har så meget erfaring med svært overvægtige.
  7. Mød den bariatriske patient med samme respekt som alle andre patienter.

  Kilde: bariatri.dk  og Malene Alexandrowiz, ergoterapeut og salgskonsulent hos Cobi Rehab.

Nis Kaasby mener, at de frustrationer, der opstår hos sygeplejerskerne, ofte bliver skudt over på patienten.

”Utilstrækkelighedsfølelsen kan gøre, at man synes, man går på kompromis med sig selv for noget, som er patientens egen skyld. Så glemmer selv sygeplejersker indimellem, at overvægt ikke bare er fysisk begrundet, men har psykiske og sociale årsager. I den situation skal man virkelig øve sig i at se hele patienten,” siger han.

Når Nis Kaasby underviser i plejen af bariatriske patienter, vender han problemer til udfordringer.

”Det kan være enormt inspirerende at arbejde med den her gruppe mennesker. Det er virkelig basissygepleje, og det sætter ens kompetencer i spil i alle facetter af sygeplejen. Jeg opfordrer ofte sygeplejestuderende til at blive inspireret af de mange komplekse problemstillinger og at se det som en udfordring. Det kan give motivation til arbejdet og gode relationer mellem patient og plejeperson.”
 

Vi skal have mere erfaring

Mest af alt mener han dog, at der generelt mangler viden og erfaring i behandlingen af svært overvægtige. Der er for få patienter til at få erfaring nok. Ifølge Nis Kaasby er der kun en vej frem, når patienten er der, og fagligheden bliver sat på prøve.

”Som sygeplejerske er det ens ansvar at gøre en indsats og få noget viden for på den måde at blive bedre til at håndtere situationen. Så se patienten som en udfordring, og opsøg den viden, du mangler,” opfordrer han.

Erfaring og tværfagligt samarbejde kan gøre hele forskellen, fortæller Nis Kaasby, der har oplevet, at den opskrift forkortede forflytningstiden af en stor patient fra fem kvarter til 20-25 minutter i løbet af en uges indlæggelse og gav personalet uvurderlig erfaring.

Læs mere om bariatri og bariatrisk pleje på www.plambechogbogedal.dk og overlæge Jette Ingerslevs side bariatri.dk

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Livskvalitet
Medarbejder
Omsorg
Overvægt
Patient
Sygepleje