Forventninger til livet efter en fedmeoperation

Seks svært overvægtige kvinder er blevet interviewet to gange, første gang inden operation (gastric banding) og anden gang et år efter operation. Interviewene viser, at svarene kan grupperes i fire temaer. ”Et liv præget af stigmatisering”, ”Forventninger rummer mere end håb om et konkret vægttabsmål”, ”Skuffelse” og ”Indfrielse af forventninger”. Samtlige temaer har konsekvenser for sygeplejen til disse kvinder.

Udsagn som ”det bliver som at være født på ny” og ”det bliver nøglen til ny lykke” synes at være udtryk for høje forventninger til livet efter en gastric banding (GB), når det maksimale vægttab højst kan blive 50 pct. af overvægten, se boks 1. Spørgsmålet er, hvad forventningerne omfatter? Og bliver forventningerne indfriet i det postoperative forløb? Spørgsmålene danner baggrund for en kvalitativ undersøgelse udført i Bariatrisk Klinik på Endokrinologisk afdeling M, Odense Universitetshospital.

I takt med at forekomsten af svær overvægt er stigende i Danmark,er det fedmekirurgiske behandlingstilbud udfordret (1).
Det er dokumenteret, at fedmekirurgi giver et vedvarende vægttab, reducerer risikoen for følgesygdomme og forbedrer patienternes livskvalitet sammenlignet med konventionel behandling (2).

Boks%201%20gastric%20BandingIndtil 2009 var de mest anvendte procedurer for kirurgisk behandling af fedme i Danmark gastric bypass (GP, se boks 3) og gastric banding (GB). I dag udgør GP 98 pct. af fedmekirurgien (3). Det gennemsnitlige, maksimale vægttab er på 60 pct. af overvægten for en GP og 50 pct. af overvægten for en GB (1). Vægttabet opnås primært inden for de to første år efter operationen (2). Erfaringer fra egen klinik viser, at bariatriske patienter henvist til en GB-operation har høje forventninger til resultatet af operationen.

Udfordringer efter operation

Internationale studier viser, at bariatriske patienter har høje forventninger til det postoperative vægttab, og at den overvejende grund til at vælge bariatrisk kirurgi er ønsket om forebyggelse af de fedmerelaterede følgesygdomme til overvægten (4,5). Kvalitative studier belyser patientperspektivet (6,7,8), og f.eks. konkluderer et fænomenologisk studie, at operationen for en gruppe patienter var sidste udvej. Operationen medførte struktur og fjernede ansvaret for at træffe beslutninger i forhold til mad, da der er begrænsninger for indtag af føde (6). Situationen blev ændret, når hverdagens realiteter kom i spil, og patienterne erfarede, at de kunne tage de tabte kilo på igen, såfremt de ikke fastholdt den ændrede livsstil. På trods af angst for vægtøgning fortrød informanterne ikke operationen (6).

Erfaringer fra klinikken bekræfter, at patienterne udfordres i livet efter bariatrisk kirurgi. Med behovet for at søge yderligere sygeplejefaglig indsigt i patientperspektivet med øget forståelse for patienters oplevelser og behov i relation til at blive GB-opereret gennemførtes en kvalitativ undersøgelse blandt seks kvinder i perioden 2007 til 2010 på Endokrinologisk afdeling M, OUH.

Formål

Undersøgelsens formål var at få indsigt i de bariatriske kvinders forventninger til en GB præ- og postpostoperativt. Forskningsspørgsmålene lød:

  • Hvordan beskriver de kvindelige patienter præoperativt deres forventninger til livet med en GB?
  • Indfries forventningerne i det postoperative forløb?

Metode

Undersøgelsen tog udgangspunkt i en fænomenologisk hermeneutisk teoriramme med et kvalitativt forskningsdesign. Med fænomenologi gives grundlag for beskrivelser af det oplevede og erfarede, og med hermeneutik gives grundlag for forståelse og fortolkninger af det oplevede (9).

Deltagere

Der inkluderedes successivt seks patienter i april 2007. Patienterne var blevet henvist til klinikken og efter forundersøgelse på hospitalet og 8 pct. vægttab fundet egnet til GB. Kriterierne for at blive godkendt til operation var følgende: Patienterne skulle være i alderen 20-60 år og have et BMI >40 eller BMI >35 med forekomst af følgesygdom, dvs. diabetes, hypertension, osteoartrose eller søvnapnøsyndrom (1). Kvinderne skulle kunne tale og forstå dansk. En patient blev ekskluderet fra undersøgelsen, da hun i stedet valgte at gennemgå en GP-operation, se tabel 1.

Tabel%201%20bariatri 

Dataindsamling

Dataindsamlingsinstrumentet var det kvalitative forskningsinterview med brug af en semistruktureret interviewguide (9). Projektleder og førsteforfatter på artiklen udførte samtlige interview. Artiklens anden forfatter har deltaget som observatør i to af interviewene.

Patienterne blev interviewet to gange, første gang inden operation og anden gang et år efter operation. Interviewene varede fra 40 til 60 minutter. Samtalerne blev båndet og efterfølgende transskriberet ord- og lydret af en lønnet sekretær. 

Boks 2. Kvales metode: de fem analysetrin

Trin 1: Hele interviewet læses og genlæses
 
Trin 2: Den naturlige betydningsenhed, som den blev udtrykt i interviewet, identificeres
 
Trin 3: De dominerende temaer i betydningsenheden identificeres
 
Trin 4: Spørgsmål stilles i relaion til forskningsspørgsmålene, f.eks. Hvad siger denne betydningsenhed og dette tema om
            de bariatriske kvinders forventniner til livet med en GB, og indfries forventningerne i det postoperative forløb?
 
Trin 5: Meningskondensering udmøntes i temaer

Illustrationen viser mavesækken før og efter gastric banding.

Boks%201%20gastric%20bypassEtiske overvejelser

De etiske overvejelser følger retningslinjer for forskningsetik og beskyttelse af enkeltpersoner (10). Projektet er anmeldt til Datatilsynet, og det falder ikke inden for rammer og regler for forskning, der anmeldes til Den Videnskabsetiske Komité for Region Syddanmark. Kvinderne blev orienteret
mundtligt og skriftligt om undersøgelsens formål om, at deres deltagelse var anonym, og at de til enhver tid kunne trække sig fra interviewene. De underskrev ligeledes en tilkendegivelse om at ville deltage.

Illustrationen viser mavesækken før og efter gastric bypass.

Dataanalyse

I analysen af data blev Kvales metode til analyse af kvalitative interview med meningskondensering og kategorisering anvendt (9). Analysemetoden består af fem analysetrin, se boks 2 herunder. For at få en helhedsforståelse er alle interview gennemlæst flere gange på trin 1. Der er desuden udført forskertriangulering i analysearbejdet af artiklens forfattere, se boks 4.

Resultater

Temaer fra de præ- og postoperative interview blev grupperet i fire hovedtemaer:

  • ”Et liv præget af stigmatisering”
  • ”Forventninger rummer mere end håb om et konkret vægttabsmål”
  • ”Skuffelse”
  • ”Indfrielse af forventninger”.

Herunder præsenteres analysens fund vedrørende de præoperative interview med fem overvægtige kvinder.

Temaer fra præoperative interview

Et liv præget af stigmatisering

Stigmatisering i relation til overvægt er dominerende i informanters oplevelser og beskrivelser af hverdagslivet inden operation. Stigmatisering viser sig som nedsat selvtillid og selvværd hos de fem kvinder. Flere kvinder har oplevet, hvordan omgivelserne har udvist krænkende adfærd over for dem, hvilket bevirker, at informanterne føler sig udstillet. Det tydeliggøres i citatet: ”Jeg har følelsen af konstant at have øjne i nakken”(a).

Overvægten med en oplevelse af lavt selvværd og en følelse af at være udstillet bevirker, at kvinderne begrænser sig selv i sociale aktiviteter med familie, arbejde, venner og fritidsinteresser. Konsekvensen udmøntes i en gradvis tilbagetrækning med social isolation. I interviewene beskriver kvinderne den sociale isolation således: ”Jeg ved det ikke, men det er den der med, hvad tænker andre om mig, når jeg kommer ind ad døren. Jeg skal ikke sige, at de gør det, men det er den følelse, jeg har” (c).

Et liv præget af stigmatisering afspejler sig i de forventninger, kvinderne har til operationen præoperativt. Forventninger rummer mere end håb om et konkret vægttabsmål Forventningerne beskrives af deltagerne i forhold til aspekter i hverdagslivet, som de håber på forandres og forbedres efter operationen. Forventningerne rummer ikke kun et begrænset håb om et konkret vægttab. Det drejer sig om håb om styrket selvværd og ændret kropsopfattelse, håb om forbedret sex og samliv, håb om brud med den sociale isolation og håb om kontrol over madindtag.

Flere af kvinderne beskriver forventningerne til livet med en GB som at få en ny personlighed:
”Så lever jeg på en lyserød sky. Jeg får sund mad og laver alle de ting, jeg har været forhindret i at gøre”(d). I de præoperative interview har alle kvinderne gjort sig forestillinger om, at effekten af en GB betyder, at kostvaner ændres. Håbet om hjælp til kontrol over madindtag afspejler kvindernes oplevelse af, hvor svært det er at kontrollere deres spisevaner  inden operationen.

En af kvinderne beskriver, hvordan hun bebrejder sig selv, når hun giver efter for trangen til at spise: ”Man vågner op og siger, hvad er det, der sker? Hvorfor tager jeg ikke vare på mig selv? Hvorfor lader jeg mig bare styre af maden og mine omgivelser?”(a).

De præoperative interview viser, at kvinderne ikke afviger væsentligt fra hinanden i deres forventninger til en GB-operation. Forventninger i betydningen af håb om styrket selvværd, brud med social isolation, kontrol over madindtag og forbedret sex  og samliv. Det er en sårbar gruppe, som føler sig stigmatiseret og har lavt selvværd.

Boks%203%20eksempel 

Temaer fra postoperative interview

Skuffelse

Fire ud af fem projektdeltagere var skuffede over resultatet af vægttab et år efter operationen, hvilket var det dominerende tema i de postoperative interview. Kun en af de fem kvinder var tilfreds med sit postoperative vægttab på 38,3 kg, se tabel 2.

En af kvinderne oplevede ingen effekt af båndet og var begyndt at tage på i vægt postoperativt. Hun beskrev skuffelsen som:
”Operationen går mig meget på – at den ikke er lykkedes, og at jeg ikke har tabt mig. Det præger mig faktisk i hverdagen. Jeg får flere og flere tudeture ... ja, jeg er træt af det hele og ked af det” (d). Den skuffede kvinde udtrykker risiko for tilbagefald i uhensigtsmæssige vaner som før operationen, hvis hun ikke fremadrettet oplever større succes med vægttab: ”Så vil jeg nok være bange for, om jeg så falder tilbage i de gamle vaner og spiser mere usundt og ikke dyrker så meget motion, som jeg gør nu og ... det skræmmer mig lidt, hvis jeg nu tager på igen” (c).

Kvinden forklarer selv det manglende vægttab med dårlig effekt af båndet og forløbet omkring båndjustering. Frustration over manglende effekt af båndet medfører risiko for tilbagefald i uhensigtsmæssige spisemønstre. Samtidig har informanten en oplevelse af, at der er gået lang tid mellem båndjusteringerne, hvilket øger risikoen for tilbagefald.

Indfrielse af forventninger

Fire informanter oplever effekt af båndet på interviewtidspunktet og beskriver, hvordan mængden af mad er begrænset, når de spiser:  "Det er da nok operationen, der har været med til ligesom at begrænse det lidt. Spiser jeg for meget, så kaster jeg op” (c).

Tre af kvinderne fortalte, at de var holdt op med at trøstespise, når de var kede af det: ”Førhen trøstespiste jeg bare, nu bliver jeg nødt til at tænke over, hvorfor jeg har lyst til at gå ud at trøstespise ... så går jeg i stedet ned og træner” (a).

En kvinde, som tabte sig 18 kg, fortæller, hvordan selvværdet er styrket et år efter operationen. Det har haft betydning for gennemførelse af en uddannelse: ”Det, som jeg så har været i gang med, det kræver også, at man er åben og udadvendt og tør tage nogle chancer, kan præsentere sig selv. Det ville jeg ikke have kunnet gøre før” (c).

Det styrkede selvværd ved det postoperative vægttab tillægges stor betydning. To af kvinderne har opnået et forbedret sex- og samliv. Den ene havde fået en kæreste, og den anden kvinde har fået en tro på, at hun vil få en kæreste i fremtiden, og er nu mere opsøgende i forhold til det andet køn.

De postoperative interview viser imidlertid, at fire ud af fem kvinder ikke er tilfredse med deres vægttab et år efter operationen. Der er en tendens til risiko for tilbagefald til gamle livsstilsmønstre med vægtøgning i de perioder, hvor båndet ikke har virket. På interviewtidspunktet oplever fire ud af fem kvinder effekt af båndet i forhold til spisevaner, mens kun to kvinder oplever indfrielse af forventninger i forhold til selvværd, brud med social isolation og sex- og samliv.

Tabel%202%20bariatri%20overvaegt

Diskussion

Formålet med undersøgelsen var at afdække bariatriske kvinders forventninger til en GB-operation præ- og postoperativt. I klinikken er en af de største sygeplejefaglige udfordringer at vejlede patienter i forhold til forventninger, så skuffelser over manglende succesfuldt vægttab postoperativt forebygges.

De præoperative fund bidrager med ny viden og forståelse for mulige årsager til, hvorfor patienterne har høje forventninger til livet med en GB. Oplevelse af stigmatisering på grund af overvægten med betydning for patienternes livsudfoldelse afspejles i deres forventninger til operationen. At forstå, hvad en invaliderende stigmatisering betyder, er viden, der med fordel kan trækkes på, når de sundhedsprofessionelle indgår i dialog med patienterne om forventningsafstemning før operationen. Det er en viden, som også kan medvirke til større forståelse for, hvorfor nogle patienter trods faglig vejledning og information til stadighed fastholder behandlingsmæssige, til tider urealistiske forventninger til operationen.

Postoperativt har kvinderne svært ved at fastholde livsstilsændringer og kontrol med mængden af mad i perioder, hvor de oplever manglende effekt af båndet. Fundene bekræftes i nyere undersøgelser, som også har vist, at manglende fastholdelse i livsstilsændringer postoperativt samt uhensigtsmæssige madvaner resulterer i skuffelse over vægtresultatet postoperativt (8,11).

Manglende fastholdelse i livsstilsændringer med risiko for vægtøgning er en problemstilling som er gældende for både GB og GP patienter i det postoperative forløb (11). I de nationale guidelines for bariatrisk kirurgi er problematikken omkring vægtøgning postoperativt mangelfuldt beskrevet (1,12). Denne undersøgelse peger på, at der indenfor det fedmekirurgiske speciale med fordel kan fokuseres på at kvalificere det postoperative patientforløb med henblik på støtte til fastholdelse i livsstilsændringer og forebyggelse af vægtøgning postoperativt.

Begrænsninger i studiets metodevalg

Vi kan ikke ud fra de fundne temaer konkludere, om der en sammenhæng mellem forventninger præoperativt og patienternes oplevelse af operationen postoperativt. Der er heller ikke i tidligere internationale studier påvist en sammenhæng mellem urealistiske forventninger til vægttab og resultat af vægttab postoperativt (4).

En væsentlig begrænsning ved undersøgelsen er, at informanterne blev interviewet et år efter operationen. Hos to informanter var båndet først lige begyndt at virke, hvorfor man ikke kan vide, hvordan deres oplevelse af operationen har været siden hen. De postoperative interview kunne med fordel være gennemført to til tre år efter operationen.

Konklusion

Oplevelsen af stigmatisering pga. overvægt afspejles i forventninger til en GB-operation. Denne undersøgelse peger på, at det er vigtigt at støtte patienterne i at holde fast i deres livsstilsændringer i perioder, hvor kvinderne ikke oplever effekt af båndet postoperativt. Undersøgelsens resultater nuancerer den eksisterende forskningslitteratur med indsigt i og forståelse for de udfordringer, patienter oplever i livet med bariatrisk kirurgi.

Tak

Tak til Johnson & Johnson og til Dansk Sygeplejeråds Forskningsfond for økonomisk støtte til gennemførelse af projektet. Tak til Rene Klinkby Støving, overlæge, ph.d., og til oversygeplejerske Charlotte Mose for sparring og faglige drøftelser ved
undersøgelsens start.

Yderligere information fås ved henvendelse til artiklens førsteforfatter. 

Litteratur

  1. Sundhedsstyrelsen. Kirurgisk behandling af svær overvægt – en medicinsk teknologivurdering. 2007:10-101.
  2. Buchwald H, Oien DM. Metabolic/bariatric surgery Worldwide 2008. Obes Surg 2009 Dec;19(12):1605-11.
  3. Styregruppen for DSF. Fedmekirurgiregister. Available at: https://www.sundhed.dk/content/cms/22/14022_dansk-fedmekir​urgiregister_årsrapport_2011.pdf. Besøgt d. 18.2.2013
  4. White MA, Masheb RM, Rothschild BS, Burke-Martindale CH, Grilo CM. Do patients’ unrealistic weight goals have prognostic significance for bariatric surgery? Obes Surg 2007 Jan;17(1):74-81.
  5. Kaly P, Orellana S, Torrella T, Takagishi C, Saff-Koche L, Murr MM. Unrealistic weight loss expectations in candidates for bariatric surgery. Surg Obes Relat Dis 2008 Jan-Feb;4(1):6-10.
  6. Wysoker A. The lived experience of choosing bariatric surgery to lose weight. J AM PSYCHIATR NURSES ASSOC 2005 2005;11(1):26-34.
  7. Ogden J, Clementi C, Aylwin S. The impact of obesity surgery and the paradox of control: a qualitative study. Psychol Health 2006 04;21(2):273-93.
  8. Zijlstra H, Boeije HR, Larsen JK, van Ramshorst B, Geenen R. Patients’ explanations for unsuccessful weight loss after laparoscopic adjustable gastric banding (LAGB). Patient Educ Couns 2009 4;75(1):108-13.
  9. Kvale S, Brinkmann S. Interview: introduktion til et håndværk. 2. udgave ed. Kbh.: Hans Reitzel; 2009.
  10. Ruyter KW. Forskningsetikk: beskyttelse av enkeltpersoner og samfunn. 1 utgave ed. Oslo: Gyldendal Akademisk; 2003.
  11. Ogden J, Avenell S, Ellis G. Negotiating control: Patients’ experiences of unsuccessful weight-loss surgery. Psychol Health 2011 07;26(7):949-64.
  12. Sundhedsstyrelsen. Fællesprotokol for kirurgisk behandling af svær fedme i Danmark. 2008:1-16.
English abstract

Esmann LB, Nyland AH, Wagner L. Expectations for life after bariatric surgery. Sygeplejersken 2013;(8):70-76.

The study objective is to get a better understanding of bariatric women’s expectations when it comes to living with a gastric band. The study stems from clinical nursing experience within bariatric surgery. Patient expectations such as: ”It will be like being born again,” referring to gastric banding, means that it can be difficult to guide patients to more realistic expectations. Six Danish-speaking bariatric women were included and interviewed before and after surgery. Data was collected using a semi-structured interview guide and analysed by meaning condensation and categorization of themes.

Two main themes were found pre-operatively: ”A life marked by stigmatisation” and ”Expectations hold more than the hope concerning specific weight-loss goals.” Two main themes were found postoperatively: ”Disappointment about weight loss with risk of recurrence” and ”To experience the effect of the band.” The study concludes that the themes may contribute insight and understanding of the challenges patients experience from bariatric surgery.

Keywords: Surgery, obesity, surgery, quality of life, weight loss.

Emneord: 
Overvægt
Kirurgi
Livskvalitet
Vægttab

Sygeplejersker tager mindre på end gennemsnittet

Der bliver flere og flere overvægtige danskere. Det gælder også for sygeplejersker, men sygeplejerskerne tager mindre på end kvinder generelt, viser en ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejerskekohorte.

I 2010 var 32 pct. af danske kvinder over 60 år overvægtige, og 14 pct. var svært overvægtige. Til sammenligning var der blandt sygeplejersker over 60 år ”kun” 25 pct. overvægtige og 9 pct. svært i 2009.

Ifølge professor ved Statens Institut for Folkesundhed og konstitueret leder af Institut for Sygdomsforebyggelse på Bispebjerg Hospital, Berit Heitmann, afspejler tallene to klare tendenser i samfundet. Overvægt bliver mere og mere udbredt i alle samfunds- og aldersgrupper, men forekomsten er mindst blandt uddannede.

”I dag spiser vi mere og bevæger os mindre end generationerne før os, og de af os, der er genetisk disponerede for overvægt, reagerer ved at tage på,” forklarer hun.

Hun vurderer, at måske 30 pct. af befolkningen er genetisk disponeret for fedme, og at det ikke kun er mere mad og mindre bevægelse, der kan udløse deres vægtstigning. Vi får også mere medicin, flere fremmede stoffer i miljøet, og vi drikker mere.

”Og så er der det sociale aspekt: Folk med en uddannelse – som sygeplejersker – tager mindre på end folk uden en uddannelse. Det afspejler, at uddannede har mere overskud til også at tage sig af deres kroppe, og at de er underlagt et større pres for at holde sig slanke,” siger Berit Heitmann. 

13.000 sygeplejersker spurgt

Den Danske Sygeplejerskekohorte blev etableret i 1993 for kvindelige medlemmer af Dansk Sygeplejeråd over 44 år. En kohorte er en kvantitativ undersøgelse, der følger den samme gruppe respondenter over længere tid. Ved den seneste undersøgelse i 2009 blev knap 13.000 sygeplejersker spurgt om deres sundhedsvaner, hvoraf 11.000 svarede.
Kohorten er inspireret af det amerikanske forskningsprojekt The Nurses’ Health Study, der startede i 1976, og er på verdensplan en af få kohorter af kvinder.

Natarbejde forbindes med overvægt

Sygeplejersker har nok en uddannelse, men de har også ofte natarbejde, som af flere forskere forbindes med øget overvægt.
”Vi ved, at der er flere overvægtige blandt folk med natarbejde, men vi ved ikke helt hvorfor. Nogle forskningsresultater peger på, at der sker noget rent fysiologisk med kroppen, når man bryder døgnrytmen; at stofskiftet bliver påvirket, når man spiser uregelmæssigt. Det kan have betydning for vægten,” forklarer seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Anne Helene Garde.

Hvis sygeplejersker bliver overvægtige af natarbejde, er det altså ikke så meget, at det kan ses i de nye tal over faggruppens udvikling i vægt.
SY-2012-11-12a
SY-2012-11-12b

Emneord: 
Vægt
Overvægt
Sundhedspersonale

130 kilo tunge patienter udløser ekstra personale

Når svært overvægtige patienter bliver indlagt på sygehuset, belaster det personalet og koster ekstra ressourcer. Nye resultater fra Sygehus Lillebælts bariatriprojekt dokumenterer, at det for alvor betyder noget, når patientens vægt kommer op over 130 kilo.

SY-2012-10-9-1aSamtlige faggrupper, som håndterer patienter, har været på kursus i brugen af hjælpemidler og teknikker til at løfte og vende. Foto: Charlotte Dahl

Jo større BMI en patient har, jo mere personale skal der til, og jo mere fysisk belastet føler personalet sig. Hvis patienten vejer mellem 130 og 150 kilo,  svarer 50 pct. af personalet, at de føler sig fysisk belastet. Når patienten vejer over 190 kilo, er det hele 95 pct., som føler sig belastet.

Resultaterne fremgår af Sygehus Lillebælts projekt ”Bariatrisk Patienthåndtering”, som skal kortlægge, hvordan sygehusene håndterer bariatriske patienter på baggrund af flere end 500 personalers oplevelser.

SY-2012-10-9b”Undersøgelsen viser, at grænsen går ved de 130 kilo. Når patienten er tungere end det, så udløser det bøvl i form af, at man skal være flere om at vende patienten, der skal bruges særlige bariatriske hjælpemidler, og man skal bruge flere kræfter,” forklarer projektleder og cand.scient. Ann Mathilde Furrer.

Undersøgelsen viser også, at mere end hver femte patient med BMI over 30 kræver næsten en tredobling (1,9 ekstra personale) ved håndtering i plejen.

Mænd, pas på jer selv

Især det mandlige personale finder det fysisk belastende at håndtere bariatriske patienter. Det gælder 58 pct. af mændene, mod 46 pct. af deres kvindelige kolleger.

”Det skyldes, at portørerne ofte er mænd, og de bliver netop tilkaldt til at hjælpe med de bariatriske patienter,” siger Ann Mathilde Furrer.

I øvrigt viser tallene fra undersøgelsen, at jo større BMI personalet selv har, jo mere fysisk belastende finder de patienthåndteringen. Det betyder måske, at kvinder ofte tilkalder mænd til at hjælpe med at håndtere de tunge patienter.

”Det er kvinderne, der har de højeste BMI-tal, og dermed har sværest ved at håndtere de tunge patienter. Der kan være en tendens til, at det er mænd, der bliver spurgt om at hjælpe med at vende tunge patienter.

Derfor er vores budskab til mændene, at de skal passe på sig selv. Selvom der står fire kvinder og kigger på, skal de ikke føle, at de bare skal tage fat. De skal tilkalde tilstrækkeligt med hjælp og bruge de hjælpemidler, som er til rådighed. Det er noget, vi vil have særligt fokus på i vores undervisning fremadrettet,” siger Ann Mathilde Furrer.

Projekt Bariatrisk Patienthåndtering udmunder i politikker for patienthåndtering. Projektet er støttet af Forebyggelsesfonden, og det skal evalueres 15. september 2013.

Læs mere på: www.forebyggelsesfonden.dk  

Emneord: 
Overvægt
Arbejdsmiljø

XXL'erne kommer

BARIATRI. De store patienter giver nye udfordringer. Standardudstyret er for småt eller kan ikke holde til vægten. Sundhedspersonalet mangler viden og erfaring med de bariatriske patienter.

SY-2012-05-22-1aa
Attribution 
Arkivfoto: IStock
Hver syvende dansker i alderen 25-44 år er svært overvægtig. Som patientgruppe har de svært overvægtige endda fået eget speciale: bariatri.

De store patienter giver nye udfordringer til sundhedsvæsenet og sygeplejersker i hele landet. Standardudstyret er for småt eller kan ikke holde til vægten. Tunge løft sætter arbejdsmiljøet under pres, og de store patienter har øget tendens til mange komplekse problemstillinger.

To regioner er nu på vej med bariatriske centre, og overalt i sundhedsvæsenet har man fokus på anskaffelse af det rigtige udstyr. Men sundhedspersonalet mangler stadig viden om og erfaring med plejen af bariatriske patienter og håndtering af XXL-udstyr. Og det kan føre til dårlige patientforløb, flere utilsigtede hændelser og arbejdsmiljøproblemer.

Svær overvægt i tal

Omkring 13 pct. af danske mænd og kvinder i alderen 25-44 år er svært overvægtige. Det er dobbelt så mange mænd og fire gange så mange kvinder sammenlignet med i 1987. Det svarer til, at hver syvende dansker i dag er svært overvægtig. Man skal have et BMI på 30 eller derover for at kategoriseres som svært overvægtig.

Der bruges mere end 1 mia. kr. om året svarende til knap 3 pct. af de samlede sygehusudgifter på at behandle sygdomme relateret til svær overvægt. 0,8 mia. kr. går til hospitalsindlæggelser, og 0,3 mia. går til ambulant behandling.

En bariatrisk patient er defineret ved enten at have et BMI > 35 med fedmerelaterede sygdomme eller et BMI > 40. Ordet har været brugt i Danmark siden 2005 og kommer fra det græske ord, der betyder tyngde.

Kilde: Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, www.nurse.com, bariatri.dk og Rockwool Fondens Forskningsenhed.

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Livskvalitet
Medarbejder
Omsorg
Overvægt
Patient
Sygepleje

Når mad er mere end nydelse og næring

At betragte overvægt blandt børn alene som en følge af mangel på viden om kost og motion i familien kan i bedste fald være spild af ressourcer, men i værste fald være med til at fastholde familier i deres overvægt. I stedet bør vi se på familiernes motiver for at overspise i forsøget på at hjælpe dem med at håndtere deres overvægt. Det viser interview med fem mødre og et ophold på et julemærkehjem. Artiklen er baseret på et masterprojekt i sundhedsantropologi.
Boks 1. MEND-projektet

Det kommunale projekt kaldes MEND, hvilket står for Mind, Exercise, Nutrition, Do it! Projektet er baseret på evidens, og det anvendes på undersøgelsestidspunktet kun i Halsnæs Kommune (9). Projektet adskilte sig på tre områder fra andre kommunale projekter, jeg havde kendskab til.

Forældrene var inddraget på lige fod med børnene. Man understregede, at projektet handlede om en livsstilsændring og ikke en decideret slankekur. Desuden viste en evalueringsrapport (9), at 30 pct. af børnene efterfølgende formåede at holde vægten. Af de seks børn, jeg mødte under mit projekt, var der én, hvor man kunne tale om en positiv langtidseffekt. Et søskendepar vejede mere, end da de startede, én havde lige afsluttet projektet og havde tabt sig 10 kilo, én kæmpede i dagligdagen, og den sidste var på julemærkehjem, da hun nu var meget overvægtig.

Ifølge rapporten var de inkluderede familier hovedsageligt forældre med lav eller ingen uddannelse, altså forældre fra socialgruppe 4 og 5 (10), hvilket fik mig til at se nærmere på den sociale slagside ved overvægt blandt børn.

SY-2012-02-78-1aVi må se mange års fejlslagen kamp mod overvægt i øjnene og forholde os til, at overvægt kan være et symptom på noget andet, og lytte til familiernes egne fortællinger. Foto: iStock

Denne artikel bygger på et speciale skrevet i forbindelse med uddannelsen til master i sundhedsantropologi. Gennem specialet søgte jeg at finde svar på, hvorfor der er så markant en social slagside blandt overvægtige i Danmark, og hvorfor nogle familier har svært ved at få udbytte af de tilbud, de får fra kommunen.

”Altså der var… trøsten i … det var, da jeg var 11 år, blev min mor invalidepensionist, og det syntes jeg, var enormt hårdt og svært, og min mor var ked af det, og økonomien gik i stykker … det var der, jeg begyndte at spise mig ud af tingene … så jeg tror, det er noget, man ubevidst lærer dem (hendes egne børn) … det er jo ikke fedt … men sådan er det altså.”

Citatet stammer fra en mor med et overvægtigt barn. Jeg havde fået kontakt med familien gennem et kommunalt projekt for overvægtige børn. Nu sad vi i familiens køkken en sen eftermiddag i februar og talte over en kop kaffe. Jeg havde spurgt hende, hvorfor hendes søn havde for vane at trøstespise, og snart var vi tilbage ved hendes egen barndom, der var præget af utryghed og uro.

Familien var en af fem, som jeg besøgte under mit feltarbejde. Alle familier havde deltaget i det samme kommunale projekt, MEND (se boks 1). Jeg besøgte familierne i deres eget hjem og havde kvalitative semistrukturerede interview med børnene og mødrene hver for sig (1). Mine ophold i hjemmene varede gennemsnitligt to timer.

Ud over de fem familier rummede mit feltarbejde et minifokusgruppeinterview med to sundhedsplejersker, der havde været ansvarlige for projektet.

Desuden havde jeg to dages ophold på et julemærkehjem, hvor jeg var deltagende observatør (2). Jeg deltog i børnenes hverdag på hjemmet, hvilket i de dage, jeg var der, bl.a. indebar en tur i svømmehallen, fri leg i hallen om aftenen og morgenløbetur. Jeg interviewede ikke børnene, men lyttede blot til, hvad de havde lyst til at fortælle mig. Ud over den deltagende observation havde jeg et semistruktureret interview med en pædagog, der havde været ansat på stedet i 27 år.

Overvægt som socialt problem

Formålet med mit feltarbejde var at se på overvægten blandt børn som et socialt fænomen. Således søgte jeg ikke efter familiernes viden om kost og motion, men snarere efter deres sociale odds. Jeg søgte efter mulige forklaringer på den sociale slagside, der ses blandt overvægtige børn. Senest har undersøgelser fra Rockwoolfondens forskningsenhed (3) og en ph.d.-afhandling fra 2010 vist, at overvægt kan føres tilbage til forældrenes kulturelle ressourcer (4). Så jo lavere uddannelse, jo mere udbredt er overvægten.

Mit feltarbejde blev en bevægende rejse ind i familiernes hverdagsverden, der efterlod et indtryk af mange komplekse årsagssammenhænge. Men trods kompleksiteten i mit indsamlede datamateriale kunne jeg via den efterfølgende meningskondensering finde emner, der gik igen i alle familier, og som jeg også kunne finde genklang for under mit ophold på julemærkehjemmet. Emner, der lå i skyggen af hverdagslivets selvfølgeligheder og en verden fyldt op af mange kampe.

Til at belyse den indsamlede empiri har jeg anvendt den franske sociolog Pierre Bourdieu, hvis arbejde var koncentreret omkring klasseskel og de muligheder, mennesket er givet i forhold til dets plads i det sociale rum (5). Desuden har jeg brugt den østrigske hverdagsfilosof Alfred Schutz, der havde særligt fokus på betydningen af det nære i menneskets umiddelbare hverdagsliv (6).

At finde trøst i mad

Citatet i indledningen af artiklen viser en familie, der bruger maden som trøst. Det viser også, hvordan reaktionsmønstret er overført fra mor til barn. Når hverdagen er svær, søger man ro i det kendte og vante reaktionsmønster, hvilket er at spise. Lignende historier fandt jeg i de andre familier. På julemærkehjemmet sagde pædagogen, at de plejede at sige, at overvægt er et symptom på noget andet. Maden var så at sige en sikker borg i en usikker verden. Mødrene undrede sig således ikke over, at barnet spiste for at klare de svære situationer, for det var en del af det selvfølgelige. Det er altså tydeligt, at maden har en anden betydning end nydelse og næring i disse familier.

Mødrene havde alle enkeltstående situationer som forklaring på, hvor det begyndte at gå galt for deres barn. ”Det var, da jeg blev skilt …” eller ”det var, da drillerierne blev til mobning, at mit barn for alvor begyndte at trøstespise.”

Men ved at lytte til mødrenes og børnenes historier viste der sig lange rækker af situationer, der skulle spises væk. Ordet kampe kom til at stå som et gennemgående tema i mit speciale. For selv om mødrene trak enkeltstående situationer frem som udløser af barnets overvægt, så rummede både deres eget og børnenes liv mange kampe. Kampe, som jeg oplevede ofte handlede om mangel på det at magte eller føle sig som hersker i sit helt almindelige hverdagsliv.

At herske over egen tid

Noget helt centralt i mødrenes fortællinger var deres måde at omtale tiden på. De følte sig alle presset af tiden og talte om tiden som noget uden for dem selv. Jeg fik en klar fornemmelse af, at de ikke følte, at de ejede deres egen tid. Børnene kom med korte fortællinger om en dragetur til Rømø, eller som en 13-årig pige kaldte det, ”kvalitetstid med mor og hundene”.

Men for mødrene var det meget svært at finde ind til fortællinger, hvor de ikke følte sig hængt op i en klokkestreng. Dette var også gældende, når vi talte om fridage og ferier. Således sagde en mor, da hun ville forklare, hvor svært det var at komme af sted i svømmehallen:

”Aaaa, nu er det weekend, og vi skulle faktisk lige have tid til at få gjort noget sammen … ååå … en time eller to … så kommer Freja og siger ”mor, hvornår er det, vi skal i svømmehallen” …   ååååå, ja, ja (hvisker) ja, jeg ved det godt … så er det jo ikke fordi … der er jo ikke nogen … vi ved det jo godt et eller andet sted … men så er der fødselsdage og … ja vi fik ikke tid.”

Min undren gik på, hvorfor mødrene ikke følte sig som herskere over deres egen fritid. Min opfattelse var, at de tog et tidspres fra arbejdet med ind i deres fritid.

Ydre og indre tid

Schutz deler vores tidsopfattelse op i to. Den ene kalder han den ydre tid eller social tid. Her er vi i en målbar verden, hvor vi kan mødes med andre, og vi måler vores aktiviteter i forhold til tiden. Den anden tid kalder han den indre tid. Det er vores egen tid. Her finder vi ind til refleksion og har en fornemmelse af blot at være til stede uden ydre tidspres.

Den danske kultursociolog Birthe Bech-Jørgensen beskriver, hvordan følelsen af at kunne planlægge sin egen tid tilhører dem med lange uddannelser, hvorimod mennesker med kortere eller ingen uddannelse mere skal indrette sig efter, hvornår de højtuddannede har brug for deres tid (7). Hvis vi sammenholder det med den anerkendelse, der ligger i at have en uddannelse, kan vi måske begynde at forstå, hvorfor mødrene så at sige konstant lever deres liv med en følelse af at være hængt op i en klokkestreng og ikke kan finde plads til oplevelser af indre tid. De har ikke en uddannelse at sætte ind i jagten efter anerkendelse i samfundet, men det, de har, er deres tid, altså det at være og gøre, når andre har brug for dem.

Man kan mene, at det at have travlt og være presset af tiden findes i alle samfundslag. Men den store forskel ligger i mødrenes grundlæggende indstilling til tiden. Hvis man konstant lever i den målbare tid, kan det være svært at se muligheder i hverdagen og tilmed bevare en kontakt til sine livsværdier. Sådan en tilstand kan give problemer, når man ønsker at ændre livsstil og kan for udefrakommende give et indtryk af en ligegyldig laden stå til.

Desuden mener jeg også, at tilstanden kan give de ramte en sulten sjæl, som de forsøger at mætte med mad.

At se sit barns overvægt

De familier, jeg mødte, var alle bekendte med, at deres barn var overvægtigt. Men jeg tog i felten med en undren over, hvordan deres barn var blevet så overvægtigt, inden de reagerede. Om dette sagde en mor til en 10-årig dreng, der led af massiv overvægt: 

”Det var, da vi kom hjem fra sommerferie, så var det regnvejr, og så tænkte jeg, det var da fandens, at han ikke kan passe noget af sit tøj, så fik jeg ham på vægten, så havde han taget otte kilo på siden april, og jeg tænkte, det er da løgn, for man lægger ikke mærke til det, i den forstand at man går i det hele tiden …”

Moderen giver her svaret på min undren. For noget stjæler hendes nærvær i samværet med hendes søn. Men hvad er det, ”hun går i hele tiden”, og hvad er det, der stjæler hendes nærvær i en sådan grad, at hun ikke ser sin søn tage så voldsomt på.

En vigtig faktor her kan være hendes indstilling til tiden, men der var også andet på spil. Moderen havde det selv svært. Hendes egen barndom havde været præget af brudte bånd og uro. Hun var skilt, boede alene med tre børn, havde eget hus og var væk fra hjemmet over 45 timer om ugen, så der er ingen tvivl om, at hun var hængt op i dagligdagen. Det i sig selv kan stjæle hendes opmærksomhed.

Hun brugte selv maden som trøst, og hun vidste, at sønnen havde haft det svært med forældrenes skilsmisse, og han var tilmed blevet mobbet i skolen. Så det, at sønnen over en periode havde taget på, kan virke som en af hverdagens selvfølgeligheder for hende.

At hun opdagede, hvor voldsom sønnens vægtstigning var i slutningen af sin sommerferie, er i denne sammenhæng nok ikke tilfældigt. For hvis vi sammenholder hverdagens selvfølgeligheder med det at leve i den målbare tid og ikke finde rum til refleksion, kan vi forestille os, at moderen efter tre ugers ferie var nået tilstrækkeligt langt væk fra hverdagens pres til, at hun kunne få øje på den nære verden omkring hende.

De havde nu startet en kamp for at få bugt med de mange kilo, og da jeg mødte dem, havde drengen tabt 10, men der var lang vej endnu. Moderen fortalte, hvor meget kampen mod kiloene kostede i deres hverdagsliv, og hvordan hun aldrig havde klaret det uden sine egne forældre, der boede lige rundt om hjørnet.

At lykkes med og bevare et vægttab

Selv om ovenstående ligner en succeshistorie, så var det ikke hele billedet, jeg fik. På julemærkehjemmet tabte børnene sig. Men pædagogen fortalte, at mange af børnene tog på igen efter endt ophold.

Også i kommunen tabte børnene sig under projektet, dog på nær en, som tog på. Men efter at projektet var slut, tog de på igen. Kun én dreng formåede at bevare et vægttab to år efter.

En mor brugte udtrykket ”det lykkes ikke altid skide godt”, men gav i samme sætning udtryk for, at kommunens tilbud havde været fantastisk. De andre mødre gav ligeledes udtryk for stor tilfredshed med kommunens tilbud. Jeg blev ramt af en undren, for hvorfor gav mødrene udtryk for, at det havde været et fantastisk forløb, når de stadig kæmpede med overvægt? Og hvad gør det ved familierne, at de havde fået tilbudt et forløb, som de syntes var fantastisk, men som de ikke magtede at bruge?

Mødrene mente alle, at ansvaret for børnenes vægt lå hos dem og barnet. De havde gennem projektet lært, hvordan og hvor meget man skal spise, og hvor vigtigt motion er for at tabe sig og bevare vægttabet, hvilket var deres begrundelse for at mene, at projektet var fantastisk.

En pige på 13 år fik dårlig samvittighed, for som hun sagde: ”Jeg havde en aftale med mig selv.” En aftale, der gik på et ønske om at være tynd til sin konfirmation. Hun havde lært at tælle kalorier og dele maden op i proteiner og kulhydrater og havde taget ansvaret for sit vægttab, men lykkedes nu ikke med det.

Sundhed som den enkeltes ansvar

Danmark har gennem årtier været præget af en politik, hvor ansvaret for borgernes sundhed ligger hos den enkelte. Målet har været at styre borgerne til ansvarlighed over for egen sundhed. Midlet har været oplysning og uddannelse til ”det sunde liv” (8). Denne politik kan være grunden til, at mødrene udtaler stor tilfredsstillelse med projekterne trods manglende resultater. For nu havde de jo lært, hvordan det skulle gøres, og så lå bolden på deres side.

En stor del af befolkningen kan bruge den øgede viden. Men for én gruppe er vi nødt til at erkende, at det ikke er vejen frem. For hvis maden har en anden betydning end blot næring og nydelse, lader den sig ikke blot erstatte af mere viden.

At kaste sig ud i en livsstilsændring er i sig selv en usikker situation. Tilmed vil den i de familier, jeg besøgte, ramme lige der, hvor de finder deres trøst i en usikker verden. Den mislykkede livsstilsændring kan således blive en kæp mere i hjulet i alt det, de ikke magter i deres hverdagsliv. Som pigen, der ikke magtede det ansvar, hun havde taget på sig om at være tynd til sin konfirmation.

At turde give slip

Min holdning er, at vi må se mange års fejlslagen kamp mod overvægten i øjnene. Vi skal turde give slip på det, vi opfatter som sikker viden, nemlig uddannelse i sund kost og motion. Vi skal forholde os til, at overvægt kan være et symptom på noget andet og lytte til familiernes egne fortællinger. Vi skal vide, hvor svært det er at magte en livsstilsændring, når man end ikke føler sig som hersker over sit almindelige hverdagsliv, og vi skal for alt i verden ikke virke belærende på de ramte familier.

Jeg har ikke endegyldige forslag til, hvordan vi løser problematikken, og mit speciale kan måske anklages for ikke at være anvendelsesorienteret. Men formålet var også at belyse og dermed åbne op for en debat. Problematikken er kompleks og sikkert langt mere kompleks, end jeg her har beskrevet, men det skal ikke forhindre det vigtige arbejde, der ligger i en søgen efter at hjælpe de ramte børn mod et lettere liv, så bolden ikke blot ruller videre til næste generation.

Helle Thorkilsen er ansat som hjemmesygeplejerske i Horsen Kommune.
Specialet kan fås som fil ved henvendelse til forfatteren, og det kan købes i en trykt udgave for 150 kr.

Nøgleord: overvægtige børn, social ulighed, hverdagsliv, sundhedspleje, sygepleje.

Litteratur

  1. Kvale S. Det kvalitative interview, Appendiks 2 i Andersen I (red.) Valg af organisationssociologiske Metoder. København: Samfundslitteratur; 1990.
  2. Spradley J. Step 4 & 6. In “Participant Observation”, New York, Holt, Rhinehardt and Winston; 1980.
  3. Rockwool Fondens forskningsenhed (2010), Den svære overvægt fortsætter med at stige.
  4. Christensen VT. Weight, Class and Gender. Ph.d.-afhandling, Sociologisk Institut, Københavns Universitet; 2010.
  5. Bourdieu P. Af praktiske grunde, København: Hans Reitzels Forlag; 1997.
  6. Schutz A. In, Ulff-Møller B, Hverdagslivets sociologi, En tekstsamling. København: Hans Reitzles Forlag; 2005.
  7. Bech-Jørgensen B. Når hver dag bliver hverdag. København: Akademisk Forlag; 1994.
  8. Vallgårda S. Folkesundhed som politik, Danmark og Sverige fra 1930 til i dag. Århus: Aarhus Universitetsforlag; 2005. 
  9. Rasmussen K. MEND – et redskab i arbejdet med overvægtige børn og deres familier. Sygeplejersken 2009 (5). 
  10. Siggaard R. Evaluering af MEND-programmet – indhold og resultater, CASA, april 2010
  11. www.leksikon.org > socialgrupper

 Nøgleord: overvægtige børn, social ulighed, hverdagsliv, sundhedspleje, sygepleje. 

English abstract

Thorkilsen H. When food is more than pleasure and nutrition. Sygeplejersken 2012;(2):78-82.

This article is based on a Master’s project in health anthropology. The project’s objective was to discover why the increasing obesity in Denmark so predominantly affects lower socioeconomic groups, and why the afflicted families have difficulties taking advantage of the offered interventions.
The project is based on semi-structured interviews with five mothers and their overweight children, and a two-day stay at a ”Christmas-Seal House” (Julemærkehjem). This study sought answers rooted in the families’ daily life, and thus did not focus on their diet and exercise knowledge.
Pierre Bourdieu’s concepts about social space, cultural capital, habitus and power formed the analytical framework. In addition Alfred Schutz’s philosophy of the mundane lifeworld was
incorporated.
The results show that parents did not feel that they were in control of their general daily life, and that food had another significance than simply providing nutrition and enjoyment for the families. Food works as a tool for the family to find comfort in a daily life characterised by uncertainty. This knowledge can create a basis for a new approach to tackling the increasing obesity in the Western world. If we dare to do so that is. Because this requires that we let go of the known, namely, dietary and exercise instruction, and instead humbly listen to the families’ own narratives.

Key words: Overweight children, social inequality, daily life, healthcare, nursing.

Emneord: 
Barn
Ernæring
Overvægt

Livstilsintervention virker

Artiklen beskriver effekten af intervention over for en række sygdomme i kombination med overvægt. Patienterne kommer fra hele Danmark og bliver behandlet på Livsstilscentret i Brædstrup, hvor de bliver indlagt

Livsstilssygdomme er fremtidens store udfordring for sundhedsvæsenet på alle niveauer.

Siden 1996 har der på Livsstilscentret i Brædstrup under Regionshospitalet Horsens og Brædstrup i Region Midt været tilbudt behandling og forebyggelse af livsstilssygdomme, når anden indsats ikke har haft effekt.

På Livsstilscentret gennemføres ca. 400 patientforløb om året med henholdsvis overvægt, diabetes, lungesygdomme, hjerte-kar-sygdomme, osteoporose og uønsket barnløshed i kombination med svær overvægt.

Patienter fra hele Danmark benytter Livsstilscentret.

Formålet med indlæggelsen på Livsstilscentret er, at patienternes sundhedsadfærd forbedres. Gennem teori og praksislæring gives patienterne mulighed for at tilegne sig viden, erfaring og færdigheder, der sætter dem i stand til at gennemføre en beslutning om at ændre usunde vaner og vælge en sundere livsstil.

Behandlingen omfatter 3 x 4 dages indlæggelse med tre måneders mellemrum. Patienterne undervises på hold, og disse er sammensat, så man er sammen med andre med lignende problemstillinger.

Personalet på Livsstilscentret er tværfagligt sammensat og består af læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, psykolog, diætister og ernæringsassistenter.

Den sundhedspædagogiske ramme

De bærende pædagogiske principper bygger på gruppeundervisning, på den motiverende tilgang (1,2) og empowerment-tankegangen (3).

Undervisningen er situeret, erfarings- og dialogbaseret og tilrettet den enkelte patientgruppe. Temaerne i undervisningen er tilrettelagt af de sundhedsprofessionelle og gennemføres i samspil med patienterne, så deres erfaringer og forståelser kommer i spil.

Den tværfaglige, sundhedspædagogiske praksis er værdifuld for læring af livsstilsforandringer hos patienter med kroniske livsstilsrelaterede sygdomme, hvor øget handlekompetence skal opnås.

Evaluering af Livsstilscentret

Over en femårs periode er der foretaget evaluering af patientforløbene. Der er tale om en stor datamængde med 1.055 udfyldte spørgeskemaer, hvor kun 185 er ekskluderet, fordi patienterne ikke gennemførte alle tre moduler (nogle mødte ikke op, nogle meldte afbud pga. sygdom, pga. arbejde o.l.).

De parakliniske data viser et fald i vægten hos de overvægtige patienter, et fald i blodtrykket hos hypertonikerne, og et fald i langtidsblodsukkeret hos diabetikerne.

Selvvurderet helbred fysisk som psykisk er en væsentlig faktor som prædiktor for fremtidig sygdom og død. Derfor betyder det meget, at patienttilfredsheden scorer højt i rapporten. Patienterne giver udtryk for at have fået bedre livskvalitet, mere motivation og større selvværd. Indlæggelsen tillægges stor betydning af patienterne.

Grethe Simonsen er leder af Livsstilscentret i Brædstrup, Anna Marie Miklos er udviklingssygeplejerske samme sted.

Litteratur  

  1. Miller WR, Rollnick S. Motivationssamtalen i Sundhedssektoren, København: Hans Reitzels Forlag; 2009.
  2. Mabeck CE.:  Den motiverende samtale. København: Munksgaards Forlag; 2005.
  3. Lundemark Andersen M, Nørlund Brok P, Mathiasen H. Empowerment på dansk: København: Dafolo; 2000.
Emneord: 
Overvægt
Livsstil

Godt overblik i fedmeforløbet

Flow. Koordinerende adipositassygeplejerske Charlotte Skov har udviklet et flowdiagram, som har gjort processen omkring fedmeoperationer på Aalborg Sygehus mere overskuelig for både personale og patienter.

C1610-27-01-1harlotte Angelovski (tv.), Thua Brandt Bennicke (bagest) og Lise Sørensen (th.) er alle nyuddannede sygeplejersker, som trods utallige jobansøgninger endnu ikke har fået lov at vise, hvad de kan som sygeplejersker. 40 pct. af de sygeplejersker, der er blevet uddannet i år, står i samme situation. Foto: Søren Svendsen

Tempoet er højt denne onsdag formiddag, hvor koordinerende sygeplejerske Charlotte Skov tager imod patienter, der er tilknyttet Adipositasklinikken på Aalborg Sygehus. Hun har aftaler med i alt syv patienter, som alle enten har fået eller skal have en fedmeoperation i form af en gastric bypass. De bliver mødt med smil, gejst og forståelse i Medicinerhusets ambulatorium.

Smilet gengældes af dagens første patient Ole Sørensen, som træder ind i lokalet med rank ryg. Han fik en gastric bypass for fire måneder siden og skal i dag til kontrol hos Charlotte Skov.

"Jeg er stadig ikke glad for at hoppe på vægten," lægger han ud. Men det forhadte digitale apparat viser, at han har tabt sig 32 kg siden operationen. Og jeg stoppede med at tage min diabetesmedicin lige efter operationen," tilføjer han glad. Ole Sørensen er en af de ca. 120 patienter, som Aalborg Sygehus hvert år opererer for fedme.

1610-27-02-1Vægten afslører, at Ole Sørensen har tabt sig 32 kg siden gastric bypass-operationen for fire måneder siden. Foto: Lars Horn

I forløbet omkring operationen har Charlotte Skov og hendes kolleger i teamet adskillige kontakter med patienterne både før og efter operationsdagen.

For at gøre processen mere gennemsigtig har Charlotte Skov i samarbejde med afdelingens diætist Lonneke Hjermitslev udarbejdet et flowdiagram. Det angiver, hvad der skal ske hvornår, og hvilke fagpersoner der har ansvaret i de forskellige faser, så det lange patientforløb bliver mere overskueligt for både sygehuspersonale og patienter.

Mange af kontakterne består af samtaler før og efter operationen. "Her snakker vi bl.a. om, hvad der ligger bag den usunde livsstil, og hvordan vanerne kan brydes. Det er en slags træning i livet med den nye mave," fortæller Charlotte Skov, som ser patienterne syv-otte gange i det præoperative forløb og visiterer dem til operationen, når de har tabt sig 8 pct. og er mentalt klar til det.

Dagens næstsidste patient Betty Ørtoft er glad for de jævnlige samtaler: "Jeg har fået både viden om kost og struktur på mit vægttab ved at komme hos Charlotte," fortæller hun.

Betty Ørtoft skal opereres i september og skal stadig tabe sig inden da. Charlotte Skov pointerer i en bestemt, men omsorgsfuld tone over for Betty Ørtoft, at hun nok skal tabe sig, hvis hun følger den udleverede kostplan.

Som adipositassygeplejerske ser Charlotte Skov langt flere aspekter af fedmen end blot en usund livsstil, og derfor vurderer hun fra gang til gang, hvor meget opmærksomhed patienterne har brug for.

"Nogle patienter bærer rundt på voldsomme oplevelser fra barndommen som svigt og mangel på omsorg, der måske har været årsag til deres overvægt. Derfor må du som sygeplejerske kunne forstå patienternes kompleksitet. Forkert kost er ofte kun en del af forklaringen på problemerne med overvægt," forklarer hun. 

HVAD ER DIN BEDSTE OPLEVELSE MED EN PATIENT I DENNE UGE?

Det har været fantastisk at se Ole i dag. Jeg oplever, at han har fået det væsentligt bedre efter sin gastric bypassoperation, og jeg kan tydeligt mærke, at han er tilfreds med sin indsats. 

Emneord: 
Overvægt
Procedure
Patient

Spisning som udtryk for livsappetit

Artiklen henvender sig til pædiatriske sygeplejersker og sundhedsplejersker. Den beskriver, hvordan overvægtige børn og børn med diabetes italesætter deres spisning. Hovedbudskabet er, at en stærk livshistorie styrker børnenes livsmod. Den narrative tilgang er dermed anvendelig i sundhedsfremmende arbejde.

 

I ph.d.-afhandlingen "Restriktiv spisning i narrativ belysning: En fænomenologisk undersøgelse af børns oplevelser af spisning ved diabetes eller overvægt" stilles spørgsmålet: Hvordan kan spisning og måltider for børn, der skal begrænse indtagelsen af mad, både være sundhedsfremmende og eksistentielt livsbefordrende"

Spisning er anskuet som en nødvendighed for fysisk sundhed, men spisning er også et udtryk for livsappetit. Spisning er således et komplekst fænomen. Når spiseadfærden af hensyn til sundheden underlægges restriktioner, risikerer vi indskrænkning af glæden ved at spise. Børn med diabetes og børn med overvægt gør sig store bestræbelser for at opnå kontrol over spisesituationen. Det fremlagte forskningsarbejde er baseret på disse børns erfaringer med at spise restriktivt. Undersøgelsen tager udgangspunkt i en fænomenologisk hermeneutisk metodologi og anvender kvalitative forskningsmetoder. Fundene i ph.d.-projektet kvalificerer omsorgen for, at børn med særlige spiserestriktioner opnår et godt liv.

Deltagere

Deltagerne i undersøgelsen var børn i alderen 9-12 år; heraf seks børn med diabetes og seks børn med overvægt. Børnene var dels interviewet individuelt i hjemmene og dels observeret i to adskilte fortællegrupper. Her fik børnene fortalt historien om Peter Plys og hans venner med henblik på at styrke håb og livsmod.

Eventyret beskriver forskellige figurers dannelsesproces og deres forhold til mad. Den litterære fortælling ansporede barnet til selv at fortælle og på den måde konfigurere sin egen livshistorie. Storylinemetoden (udviklet i Skotland sidst i 60'erne) blev anvendt som struktur i gruppeforløbet og som modificeret aktionsforskning. Metoden gav børnene mulighed for at udtrykke deres oplevelser og historier gennem tegning, modellering og andre kreative aktiviteter.

Fund

Fundene demonstrerer forskelle mellem de to grupper. Børn med diabetes har en diagnose, de er stærkt knyttet til sygeplejersken/sundhedsvæsenet, og de føler sig uskyldigt ramt af sygdom. Børnene har ofte en interessant sygdomshistorie, som andre anerkender. De børn, der også har en sammenhængende og en livsbekræftende historie ved siden af sygdomshistorien, formår at tage skæbnen op. De udtrykker, at livet er godt, og at madglæden er intakt.

Børn med overvægt har ikke en sygdomsdiagnose, de har ikke trygge relationer til sundhedspersonalet, og de oplever ofte overvældende skam. De anser deres overvægt for at være selvforskyldt, mens de ikke magter at ændre situationen. Børnene mener derfor, at de har en dårlig historie, som de ikke ønsker at dele med andre. De isolerer sig ofte og fortsætter i en ond cirkel af dårlige kostvaner. Men de børn, der har en stærk livshistorie som et alternativ til historien om overvægt, kan gennem den narrative metode få mere gavn af deres livshistorie og på den måde nykonfigurere historien om den skammelige overvægt. Barnet kan dermed øge livsmodet og nemmere komme ud af den onde cirkel af dårlig spisning.

Edith Mark er postdoc i klinisk sygepleje, Medicinsk Center Aalborg, Dronninglund, Aalborg Sygehus, Århus Universitetshospital; edm@rn.dk

Afhandlingen "Restriktiv spisning i narrativ belysning: En fænomenologisk undersøgelse af børns oplevelser af spisning ved diabetes eller overvægt" er udkommet i bogform. Se www.foksy.dk > skriv "Restriktiv spisning" i søgefeltet.

Emneord: 
Forskning
Overvægt
Barn

5 faglige minutter: Moral på skrump

Det, der for alvor forarger mig, er, at DR som public service-kanal anvender mine licenspenge til at køre på laveste fællesnævner.”

Jeg er glad for, at jeg ikke bor i Ebeltoft. Min hang til Marlboro Light på altanen, lakrids og chokolade med chili foran fladskærmen samt en udpræget modvilje mod svedige T-shirts for dellernes skyld ville hurtigt kaste mig i skammekrogen i projekt "By på skrump", som DR har sat i scene for at få seertallene op.

Indrømmet, jeg har kun set to udsendelser, men det var rigeligt. Siden har jeg undret mig over, at folk er så begejstrede for dette rædselsfulde reality-tv, hvor specielt udvalgte deltagere uge efter uge "coaches" til vægttab af bl.a. Chris MacDonald, som via vækkelsesprædikener om død og mishandling af egen krop forsøger at nedbryde deres modstand. Sjældent har jeg oplevet så ekstremistisk et menneske udi sundhed, men ham om det. Fanatikere findes alle steder, og MacDonald er i denne sammenhæng kun et nyttigt redskab.

Det, der for alvor får mig op af sofaen, er, at DR som public service-kanal anvender mine licenspenge til at køre på laveste fællesnævner i et program, hvor deltagerne ydmyges og udstilles for åben skærm. Frivilligt ja, men DR er på denne måde med til at fremme den generelle intolerante og fordømmende tendens i vores samfund, hvor overvægtige og andre uden den rette "ånd og ansvarlighed" udi livsstil ses som andenrangs mennesker. DR kalder selv programmet "et nyt og banebrydende sundhedseksperiment" - jeg håber for deltagerne, at der i eksperimentet også indgår, at de efterfølgende, når dagligdagen melder sig, og rusen efter de "20 minutters berømthed" er ebbet ud, får den nødvendige hjælp til at komme over den offentlige lynchning"

Tilhængere af udsendelsen og de metoder, der bliver anvendt, vil måske tænke, at min vrede over grundværdien i programmet: at folk bare skal tage sig sammen, skyldes, at jeg selv trænger til en tur i gyngen" Indrømmet, sidebenene er ikke så synlige som tidligere, og generelt er der behov for handling, hvis den voksende epidemi af svær overvægt skal standses. Hvilket vi alle på det personlige og det kollektive niveau har et ansvar for. Men hverken restriktive slankekure, forbud, skræmmekampagner eller hurtige løsninger, som programmet er eksponent for, er vejen frem. Hverken for mig eller andre. Her er det nødvendigt med respekt, et fagligt fokus på de små fremskridt og en samfundsmæssig langvarig indsats. Sæt alle sejl til for børnene i første klasse og lær dem både i skolen og hjemme, at skyld og skam over mangel på styrke og karakter til "at tage sig sammen" og utilfredshed med ens krop aldrig kan føre til et godt liv. Og lær dem samtidig, at sund mad smager godt, at motion er sjovt, og begge dele laves og nydes bedst i selskab med andre. På den måde undgås både social udstødning, mobning og senere skadelig slankeadfærd, herunder ortoreksi, hvor man er sygeligt besat af at spise sundt, og som stadigt flere skal i behandling for. Dernæst skal de generelle sundhedskampagner udskiftes med målrettede. Mænd motiveres f.eks. sjældent af opskrifter på grønne salater via sms, og unge piger springer sandsynligvis reklamer for kostpyramiden over.

Alene tanken om, at bare én af de mange tusinder af sygeplejersker, der hver eneste dag vejleder patienter og borgere i bl.a. vægttab, skulle gå til tilnærmelsesvis samme yderligheder som i programmet "By på skrump", kan få det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. I givet fald overtrædes alle sygeplejeetiske retningslinjer, og det ville være en sag for Patientklagenævnet. Men heldigvis er tanken fuldstændig utænkelig - ikke"

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger

Emneord: 
Etik
Overvægt

Mere sundhed på arbejdspladsen, tak!

Frugt og knækbrød. I 20 år af Pia Kirstine Laursens liv lå vægten oppe mod 120 kg. I dag har hun tabt sig til 80 kg og kæmper nu for at erstatte kager og slik på arbejdspladsen med frugt og knækbrød.

SY-2009-22-32a
"Oftest handler det om, at man lige tager et stykke chokolade eller kage, fordi der ikke er andet, og det er nemt. Men hvis der havde stået en skål med frugt, så havde man måske snuppet et æble i stedet for," siger Pia Kirstine Laursen. Foto: Thomas Tolstrup.
 

Når der er mange søde sager på afdelingen, skal man være standhaftig for ikke at falde i. Det har sygeplejerske Pia Kirstine Laursen oplevet flere gange, især når hun ikke har nået at holde sin spisepause. Mange gange har lakridser, chokolade og kager erstattet den sunde mad, for at hun kunne klare resten af vagten. Men det vil hun gerne ændre på, ved at frugt og knækbrød i stedet skal være mere tilgængeligt.

"Oftest handler det om, at man lige tager et stykke chokolade eller kage, fordi der ikke er andet, og det er nemt. Men hvis der havde stået en skål med frugt, så havde man måske snuppet et æble i stedet for," mener hun.

Pia Kirstine Laursen kommer fra et job på opvågningsafdelingen på Frederikshavn Sygehus og har netop skiftet job til opvågningsafdelingen på Herlev Hospital.

Overvægten gjorde benene svage

Pia Kirstine Laursen har været overvægtig hele sit liv. Da vægten var på sit højeste, vejede hun 65 kg for meget, og overvægten har haft en stor betydning for hendes arbejdsliv. Hun er 1,78 cm høj, og hendes vægt lå stabilt på 120 kg i omkring 20 år af hendes liv, og det var besværligt, når hun arbejdede som sygeplejerske.

"Om morgenen var jeg nødt til at sætte mit vækkeur tidligere, så jeg kunne tage noget smertestillende og ligge og vente på, at det virkede, for ellers kunne jeg ikke komme i gang - mine ben gjorde simpelthen så ondt. Det var belastningssymptomer for knæ, fødder og især min ryg," forklarer hun.

Pia Kirstine Laursen har ofte haft problemer med at få udleveret en uniform i den rigtige størrelse.

"Det var så nedværdigende, fordi personalet i linneddepotet virkede ligeglade med, om jeg ikke kunne passe uniformerne. Engang sprækkede mine bukser, fordi de var alt for små," fortæller hun.

Yderligere betød overvægten, at hun måtte gå på nedsat tid for at kunne klare en arbejdsuge, hvilket har haft konsekvenser for lønnen, den faglige udvikling og pensionen.

Pia Kirstine Laursen er i dag 35 år og vejer omkring 80 kg. I 2006 fik hun foretaget en fedmeoperation, hvor hendes mavesæk blev reduceret. Da der var otte års venteliste til operationen, valgte hun at betale for den selv, fordi hun ikke mente, at hun havde tid til at vente.

"Jeg fik foretaget operationen, fordi jeg var nødt til at se realiteterne i øjnene. Jeg kunne godt se, at det ikke duede, at jeg skulle have piller for at komme ud af sengen, eller at jeg var for træt til at have et hjemmeliv efter en otte-ti timers arbejdsdag," forklarer hun.

I dag er de fysiske gener væk, og hun går hverken til kiropraktor eller spiser smertestillende piller. Tidligere spekulerede hun over, hvordan hun skulle klare de lange vagter, og hvordan hun skulle hjælpe patienterne med at få strømper eller sko på, fordi hun ikke kunne sidde på hug.

"Nu gør jeg det bare uden at tænke over det. Det hele er blevet nemmere, fordi jeg har en helt anden bevægelsesfrihed, og det betyder meget i mit daglige arbejde, fordi jeg ikke længere er hæmmet af min størrelse."

Emneord: 
Overvægt
Sundhed