Der mangler politik for at løfte de svært overvægtige

Svære løft. De færreste kommuner og sygehuse har en politik for, hvordan man forflytter svært overvægtige borgere og patienter. Det giver problemer for personalet, som mangler viden og de rigtige hjælpemidler. På en messe i Nordjylland blev hjælpemidler og forflytninger af overvægtige for nylig demonstreret.

SY-2006-22-21aHanne (th) er sosu-assistent og forflytningsvejleder. Sammen med sine kollegaer fra plejehjemmet “Havbakken” ved Thornby studerer hun en loftlift. Liften er transportabel og kan flyttes fra sted til sted. Brugervægt maks. 200 kilo. Fås også i en udgave der kan løfte personer op til 272 kilo. Foto: Thomas Søndergaard

Det er ikke kun i USA, at folk har problemer med at skulle bøje sig ned og vaske sig mellem tæerne, i Danmark er antallet af svært overvægtige mere end fordoblet på 20 år.

Det skaber problemer i kommunerne og på sygehusene, lige fra om bygningskonstruktionen kan holde i hjemmet, til at sengene er for smalle, og løftene belastende. 

Nordjysk BST afholdt midt i september en messe om forflytning af svært overvægtige med 180 deltagere, heriblandt sygeplejersker og andet sundhedspersonale foruden mange sælgere fra diverse firmaer, som har specialiseret sig i overvægtige. Alle var de mødt op i Brønderslev for at se hjælpemidlerne demonstreret.

Ærlig uvidenhed

Palle Ulrik Nielsen, som i dagens anledning agerede model i forhold til hjælpemidler, kunne være eksempel på en af de patienter eller borgere, som stadig flere sundhedspersoner møder på sygehuset, i hjemmeplejen eller på plejehjemmet. Dagens første opgave lød nu på at få ham over i sengen på sikker vis.

"Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre," sagde en af de frivillige hjælpere ganske ærligt, da patienten skulle have sejl på og kobles til loftliften.

Det kunne hun sige uden at føle sig fagligt svag. Hjælperedskaberne var ikke de samme som dem hjemme på arbejdspladsen. Her kunne loftliften bære op til 350 kilo.

"Og når det siger klik, så er de der," lød det beroligende fra sælgeren, da stropperne skulle sættes på liften.

"Der er stor efterspørgsel fra kommuner, som ønsker viden på dette område. De står tit i svære situationer, når de møder overvægtige brugere, og spørger meget til forflytninger," fortæller fysioterapeut Mona Holm Sørensen fra Nordjysk BST.

Risikofyldt arbejde

Man skal også være opmærksom på de overvægtige i forbindelse med forebyggelse af arbejdsskader, understreger hun.

"Plejearbejde er i forvejen risikofyldt, og når man ikke har de rigtige hjælpemidler, så øges risikoen."

Der blev trykket på fjernbetjeningen til liften, og langsomt blev den tunge patient hejst det sidste stykke ned i den ekstra brede seng. Hele tiden i de rigtige arbejdsstillinger, det sørgede fysioterapeut Lars Ulrik Pedersen for. Han er sikkerhedskoordinator i ældreplejen i Vejle Kommune.

"I dag har kun 4-6 pct. af landets kommuner en decideret politik for, hvad de skal gøre, når der kommer en overvægtig bruger. Der opstår typisk problemer, når brugeren skal fra sygehus til hjem," sagde han.

Motorblokløfter i brug

Hjemmeplejen i Brønderslev Kommune er en af de arbejdspladser, der pludselig fra den ene dag til den anden i januar i år skulle forholde sig til at få en overvægtig borger på ca. 400 kilo hjem efter et hospitalsophold. En opgave, som kommunen slet ikke var gearet til, fortalte visitationsleder Tina Grønbæk.

"Da han skulle transporteres fra sygehuset til hjemmet, skulle der ni Falckreddere til at flytte ham. Det var svært at få hjælp nogen steder fra. Hvordan skulle vi få ham vendt og ordnet sårene bagpå?, Hvordan skulle vi få ham på toilettet?" spurgte Tina Grønbæk.

Som nødløsning måtte hjemmeplejen i første omgang låne en motorblokløfter fra et nærliggende autoværksted, så borgeren kunne komme fra sengen til toilettet. Kommunen endte med at få en arkitekt til at udtænke en måde at indrette stuen med loftsløfter. Et særligt sejl til løfteren blev produceret, og en specialseng blev bestilt fra USA. Brønderslev Kommune er langtfra den eneste eller den sidste kommune, der kommer til at opleve den type opgaver. Workshoppen viste med al tydelighed, at det er en stor udfordring at få en overvægtig borger ind i systemet.

SVÆR OVERVÆGT ER ET STIGENDE PROBLEM

Antallet af svært overvægtige brugere over 150 kilo er stigende på landets sygehuse og i kommunernes hjemmepleje og plejecentre. Det giver alvorlige problemer for personalet, som ofte mangler både viden, de rigtige hjælpemidler og den nødvendige plads til at løfte, flytte og pleje de meget tunge patienter og borgere.

Problemerne er tilsyneladende størst på sygehusene. Halvdelen af sygehusene og hver fjerde kommune føler sig ikke særlig godt eller dårligt rustet til at modtage brugere over 150 kilo. Oplysningerne stammer fra en undersøgelse, som Branchearbejdsmiljørådet Social & Sundhed gennemførte i april 2005 blandt alle landets kommuner og sygehuse.

Emneord: 
Overvægt

Speciale i overvægtige patienter

Bariatri. Patienter i Storstrøms Amt behøver ikke frygte, at liften bryder sammen, selv om de vejer mere end 150 kilo. Et nyt center på Fakse Sygehus har speciale i hjælpemidler og forflytningsteknikker til overvægtige patienter.

2206-18-01Foto: Thomas Tolstrup

Hver dag ligger der omkring seks meget tunge patienter i sengene på sygehusene i Storstrøms Amt. Tidligere skabte det ofte postyr, når overvægtige patienter blev indlagt. Senge, stole og lifte var ikke gearet til de mange kilo.

De største patienter måtte op på en vaskerivægt, fordi de almindelige vægte ikke kunne klare belastningen. Plejepersonalet blev i nogle tilfælde nødt til at klippe hul i lagener, som patienterne fik over hovedet, fordi der manglede patienttøj i rette størrelse. Kanylerne var for korte til at nå ind til patientens årer.

I dag kan alle afdelinger på Storstrømmens Sygehus kontakte den særlige afdeling med speciale i overvægt, Bariatrisk Center på Fakse Sygehus, når de skal bruge især udstyr og viden om løfteteknik. Men de kan også få råd om pleje og behandling af overvægtige patienter. Storstrømmens Sygehus dækker over de fire sygehuse i Næstved, Fakse, Nykøbing og Nakskov.

Det nyåbnede center har speciale i de patienter, der har et Body Mass Index på 35 eller derover (se boks 1). Det er de patienter, som centeret kalder for bariatriske patienter (se boks 2).

En god velkomst

Når en overvægtig patient fremover bliver indlagt på Storstrømmens Sygehus, kan patienten forvente at få en lige så god modtagelse som alle andre patienter.

"Vi ved ofte i god tid, når der er en bariatrisk patient på vej, for alle patienter bliver meldt til sygehuset, når de er på vej. Patientens overvægt indgår i dataindsamlingen. Den pågældende afdeling, hvor patienten skal indlægges, kan ringe til os og bestille hjælpemidler f.eks. en seng, kørestol og lift. Vi forsyner dem også med tøj og stor dyne, hvis de ikke har det i forvejen. Så vidt muligt bringer vi tingene ud, inden patienten ankommer, så patienten kan føle sig velkommen," siger afdelingssygeplejerske Gitte Køtter Christensen, der er daglig leder af Bariatrisk Center.

Hun er foreløbig eneste sygeplejerske på centeret. De øvrige medarbejdere er portører og en ergoterapeut, men centret samarbejder på tværs af afdelinger med andre faggrupper som læger, sygeplejersker, diætister og socialrådgivere.

Kan udstyret holde?

Ifølge Gitte Køtter Christensen bærer mange overvægtige patienter rundt på dramatiske historier om selve indlæggelsen, og hun oplever, at patienterne har brug for at tale om deres problemer.

"Mange kan berette om usikkerhed under selve indlæggelsen, hvor det ofte har taget lang tid at blive hjulpet ud af lejligheden. Patienten har måske overværet ambulancefolkenes drøftelser af, hvordan de skulle få patienten ud, og om udstyret nu kunne holde," siger Gitte Køtter Christensen.

Bariatrisk Center har foreløbig ekspertise i forflytning af overvægtige patienter og i hjælpemidler, men centerets vision er at samle viden om alle aspekter inden for pleje og behandling af overvægtige og kunne rådgive alle sygehuse og kommuner i den kommende Region Sjælland. Det er det første center af sin slags i landet.

Farvekoder på hjælpemidler

Det er portører fra Bariatrisk Center, der kører ud med hjælpemidlerne til de afdelinger, der har brug for dem. De uddeler også en dvd med forflytningsteknikker, som de lokale løfteinstruktører kan bruge. Ude på afdelingerne er det både portører og plejepersonale, der skal håndtere løfteopgaverne. Alle hjælpemidler til overvægtige patienter, som f.eks. kørestole, bækkenstole, lifte, vægte og gangstativer, er mærket med farvekoder, der indikerer, hvor mange kilo udstyret højst kan klare. Alt, der kan bære op til 400 kilo, mærkes f.eks. med pink, mens farven hvid indikerer maks.-vægt på 120 kilo.

"Vi vil gerne være med til at udvikle nye hjælpemidler, og derfor er jeg løbende i dialog med producenterne. Bariatriske patienter har deres overvægt placeret på meget forskellige måder, og derfor er det ikke alle, der sidder lige godt i en bestemt kørestol, selv om den er beregnet til stor vægt," siger Gitte Køtter Christensen.

Etikken i top

Hun er vant til, at folk reagerer ved at komme med vittige bemærkninger, når man taler om emnet fedme, som centeret helst vil kalde for bariatri. Plejepersonalet har nogle gange svært ved at undertrykke deres egne holdninger til patienternes voldsomme overvægt, men Bariatrisk Center vil gerne gå forrest med en høj etisk standard.

"Vi er meget opmærksomme på tonen, når vi taler om overvægtige. Etik er et af de emner, vi gerne vil arbejde med i forhold til plejen af bariatriske patienter," siger Gitte Køtter Christensen.

Hun oplever, at personalet på sygehusene har taget imod Bariatrisk Centers ekspertise med kyshånd.

"De kan ringe til os, hvis de f.eks. har problemer med en kørestol, og kort tid efter får de en ergoterapeut på besøg, som kan koncentrere sig om dem og deres patient. Vi vil meget gerne inddrages både før og efter udskrivelse, så vi kan tilbyde patienten f.eks. fysioterapi og kostvejledning," siger Gitte Køtter Christensen.

BOKS 1. BODY MASS INDEX (BMI)

kan beregnes ud fra vægt og højde sat på en brøk. Vægt i kilo divideret med højde i meter gange to (se regnestykket herunder). BMI-tal kan også aflæses fra en skala eller en drejeskive. Et BMI-tal på 30 eller derover angiver svær overvægt. Andelen af danskere med BMI på 30 eller derover er steget fra 5,5 pct. i 1987 til 9,5 pct. i 2000 og til 11,4 pct. i 2005. Det svarer til hver 9. dansker. Region Sjælland er en tung region, her er hver 7. borger svært overvægtig.

Er man 1,80 meter høj, og vejer man 120 kilo, ser regnestykket sådan ud:

120 / 1,8 x 1,8 = 37

BMI-tallet er 37. Patienter med BMI på 35 eller derover er i målgruppen for Bariatrisk Center.

Kilde: Statens Institut for Folkesundhed.

BOKS 2. BARIATRI

er læren om fysiske, psykiske og sociale sygdomme og lidelser ved svær fedme samt behandling og håndtering heraf. Ordet stammer fra græsk, hvor baros betyder tyngde. I Storstrømmens Sygehusvæsen foretrækker man ordet bariatrisk frem for overvægtig eller fed. Begrebet er bl.a. udbredt i USA. 

Emneord: 
Overvægt

Færre indlæggelser og mere livskvalitet

Sundere liv. Sundhedscenter Østerbro forsøger at holde KOL-patienter og diabetikere ude af sygehusene ved at lære dem at mestre deres sygdom og leve sundt. De foreløbige resultater er entydigt positive.

SY-2006-17-sundhed%20(7)Med godt et år på bagen er Sundhedscenter
Østerbro endnu alt for ungt til, at det giver mening at foretage målinger af effekter på antallet af sygehusindlæggelser. Men målingen vil blive foretaget, når datamaterialet er stort nok. Foto: Morten Bjørn Jensen

En håndfuld KOL-patienter går i let opskruet tempo op og ned ad gangen, mens en sygeplejerske med klar røst bekendtgør, at der er 30 sekunders strabadser endnu.

Patienterne trækker vejret tungt, men en dame i 60'erne har dog luft til at vise vejen til centerchef, sygeplejerske Eva Borgs kontor. 

SUNDHEDSCENTER ØSTERBRO


Sundhedscenter Østerbros budget er på 3 mio. kr. årligt. Centret har foruden Eva Borg en normering på 2,3 sygeplejersker, 2 fysioterapeuter, 0,4 diætist og 0,6 sekretær.

I løbet af centrets første leveår har 350 patienter været igennem et forløb. 85 pct. af de praktiserende læger på Østerbro har henvist en eller flere patienter til centret.

Et træningsforløb på centret varer syv uger for en KOL-patient og 12 uger for en diabetiker. Det er især disse to grupper, som benytter centret. Forløbene er tilrettelagt, så patienterne kan passe deres arbejde ved siden af. Typisk mødes patienter to gange om ugen i halvanden time.

Vi er på Københavns Kommunes Sundhedscenter Østerbro, der 1. april i fjor åbnede dørene for personer, der lider af hjertesygdom, KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom), type 2-diabetes eller er usikre på benene efter fald.

Gruppen kan også sammenfattes under en fællesbetegnelse: svingdørspatienter, som Eva Borg kalder dem, fordi der er tale om mennesker, der hyppigt bliver indlagt og derfor bevæger sig ud og ind ad sygehusene.

Sundhedscenter Østerbros opgave er at sætte en fod for svingdøren ved at forbedre patienternes fysiske tilstand og ved at lære dem at mestre deres sygdom.

"Det handler især om at opøve patienternes egenomsorgskapacitet ved at undervise dem i deres sygdom. Vi kan ikke helbrede dem, men vi kan lære dem, hvordan de bedst muligt tager vare på sig selv. Vi lærer dem, hvordan de skal tage deres medicin. Vi får dem i gang med fysisk træning, så deres almene sundhedstilstand bliver bedre, og vi vejleder dem om kost. Det er alt sammen noget, der øger deres livskvalitet, og som kan forebygge indlæggelser," siger Eva Borg.

Hun understreger, at centret udelukkende benytter sig af metoder, som der er videnskabeligt belæg for.

Samtidig pointerer hun, at centrets samarbejde med Bispebjerg Hospital er et kardinalpunkt i kvalitetssikringen. Patienterne bliver henvist til centret af deres praktiserende læge.

SY-2006-17-sundhed%20(10)

Langtidsholdbar?

De målbare resultater, som det har været muligt at gøre op, peger i den helt rigtige retning. Eksempelvis har centret gennemført en såkaldt "shuttle walk-test" på KOL-patienter, som har været igennem et syvugers forløb med fysisk træning.

Testen måler, hvor lang tid en patient kan opretholde et bestemt gangtempo, indtil testen må afsluttes på grund af åndenød eller træthed. Før træningen kunne patienterne i gennemsnit holde til at tilbagelægge 217 meter på ca. 200 sekunder, inden de måtte stoppe. Efter træningen nåede de i gennemsnit op på 673 meter på ca. 650 sekunder. Også på andre testtyper som "up and go" og "rejse og sætte sig" har resultaterne været entydigt positive.

"Det springende punkt er så, om de stadig holder sig aktive og i form, når vi slipper dem. Om vores indsats er langtidsholdbar.

Al forskning viser desværre, at de fleste falder ned på deres gamle niveau, når der er gået et år. Vi håber naturligvis, at det kan lykkes os at så et frø, så de fortsætter træningen og den sunde levevis. Derfor lægger vi meget vægt på at finde på ting, som kan passes ind i patienternes dagligdag," siger Eva Borg, der tilføjer, at centret planlægger en opfølgning på patienternes tilstand efter et år.

Endnu er centret alt for ungt til, at det giver mening at foretage en måling på dets effekt på antallet af sygehusindlæggelser. Men målingen vil blive foretaget, når datamaterialet er stort nok - og Eva Borg er ikke i tvivl om, at den vil afsløre, at pengene til centrets drift er givet godt ud.

"Tænk på hvor meget samfundet kan spare, hvis det viser sig, at vi kan udsætte eksempelvis en diabetikers senkomplikationer med 10 år. Det vil give vedkommende yderligere 10 gode år på arbejdsmarkedet, og det vil betyde væsentligt færre indlæggelser," siger hun.

TEMA: SUNDHEDSFREMME OG FOREBYGGELSE

Hver eneste dag, hver eneste time udfører danske sygeplejersker rundt om i landet livsvigtigt arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse. Det kan være at få overvægtige børn til at tabe sig, hjælpe patienter med nedsat lungefunktion og arbejde med mennesker, der døjer med overvægt, kredsløbsproblemer og sukkersyge. I Danmark er folkesygdomme som rygerlunger (KOL), diabetes og hjertesygdomme i voldsom vækst.

Derfor efterlyser bl.a. Dansk Sygeplejeråd en ny kurs og har lavet en handlingsplan for området - et af budskaberne er, at mere sundhed koster penge, men at vi ikke har råd til at lade være. Spørgsmålet er, om der er politisk vilje til at sætte ind. Imens arbejder sygeplejersker og andre videre med sundhedsfremme og forebyggelse på trods af begrænsede midler og muligheder. Sygeplejersken bringer tre eksempler fra den virkelige verden og ser på, hvad der er råd til de næste år.

Læs de øvrige artikler i Sygeplejersken nr. 17/2006:

"Hvis vi skal blive sundere, skal vi bruge flere penge"

"Overvægtige børn taber sig på kontrakt"

"Mål dit blodtryk og få styr på kosten"

"Færre indlæggelser og mere livskvalitet"

Emneord: 
Overvægt
Sundhed
Sundhedsfremme

Mål dit blodtryk og få styr på kosten

Initiativ. Gladsaxe Kommune er i fuld gang med at etablere et forebyggelsescenter, som skal give sundere borgere. Kommunens sygeplejersker bliver centrale i projektet.

SY-2006-17-32-1aa
"Det handler især om at opøve patienternes egenomsorgskapacitet ved at undervise dem i deres sygdom. Vi kan ikke helbrede dem, men vi kan lære dem, hvordan de bedst muligt tager vare på sig selv,” siger centerchef Eva Borg, Sundhedscenter Østerbro. Foto: Morten Bjørn Jensen 

I livsstilsklinikken får borgere målt blodtryk og puls eller bliver vejledt i rygestop. Ved siden af rådgiver en diætist en overvægtig person om kostplanlægning. Og på forebyggelsescentrets café holder en ekspert om aftenen foredrag om motion for ældre.  

CENTER FOR FOREBYGGELSE.

Gladsaxe Kommune åbner omkring årsskiftet et 450 kvadratmeter stort forebyggelsescenter i midten af Søborg. Centret skal indeholde en livsstilsklinik og forskellige forebyggende aktiviteter som foredrag, kostvejledning og rådgivning om bl.a. misbrug, motion og sygdom.

Centret bliver bemandet af en daglig leder, en sundhedsplejerske og en udviklings- og evalueringskonsulent. Derudover vil misbrugskonsulenter, sygeplejersker og socialrådgivere blive tilknyttet, ligesom arbejdet med kroniske patienter også vil høre ind under forebyggelsescentret.

Socialministeriet støtter forebyggelsescentret i Gladsaxe Kommune med 5,8 mio. kr.

Kilde: Gladsaxe Kommunes Sundhedspolitik.

Sådan bliver virkeligheden, når Gladsaxe Kommune ca. 1. januar 2007 åbner et 450 kvadratmeter stort forebyggelsescenter i centrum af Søborg.

Centret støttes med 5,8 mio. kr. fra Socialministeriet, og sammen med kommunens genoptræningscenter skal centret sikre, at kommunen lever op til forpligtelserne på det forebyggende område i kommunalreformen. Og gerne lidt mere end det, hvis det står til kommunens sundhedschef:

"Det unikke er, at vi har et meget stort fokus på forebyggelsen både sundhedsmæssigt og socialt. Forebyggelsescentret vil både få socialrådgivere og misbrugskonsulenter tilknyttet, og centret skal samarbejde med arbejdsmarkedsafdelingen, så ledige med problemer af sundhedsmæssig eller social karakter kan få hjælp hurtigt. Men vi vil også have decideret sundhedspersonale tilknyttet som f.eks. en læge og en sundhedsplejerske, ligesom sygeplejersker også vil komme i kontakt med centret på forskellige måder," siger sundhedschefen i Gladsaxe Kommune, Morten Just.

Sygeplejersker får centrale roller

Gladsaxe Kommune har i forvejen et genoptræningscenter og et projekt for behandling af KOL-patienter, som for fremtiden skal høre under forebyggelsescentret.

Sygeplejerske Anne Kristensen leder omsorgscentret og hjemmeplejen i Søborg og er blevet taget med på råd i det indledende arbejde med kommunens planer. Hun mener, at kommunens sygeplejersker får en central rolle i det forebyggende arbejde, når kommunalreformen træder i kraft.

"Sygeplejerskerne bliver et bindeled imellem forebyggelsescentret og borgerne i hjemmeplejen, og derfor er det vigtigt, at sygeplejerskerne ved meget om tilbuddene og mulighederne for forebyggelse. Vi skal hele tiden have forebyggelsestankegangen med os ud til borgerne," siger Anne Kristensen, som har omkring 20 sygeplejersker ansat i sit distrikt.

Distriktslederen forestiller sig også, at sygeplejerskerne skal indgå i forebyggelsescentrets løbende arrangementer.

"Vi har nogle specialsygeplejersker, som ved meget om f.eks. diabetes og KOL, og det vil være oplagt at bruge deres ekspertise i det forebyggende arbejde. Jeg synes, det bliver meget spændende at lære mere om forebyggelse, og rent sundhedsmæssigt tror jeg, at det er en meget rigtig prioritering," siger Anne Kristensen.

Ingen løfter om ansættelser

Gladsaxe Kommune har i forvejen en af landets mest detaljerede sundhedspolitikker, som kommunen begyndte at udarbejde allerede i begyndelsen af 2005. Den 138 sider lange sundhedspolitik blev vedtaget i begyndelsen af i år og indeholder planer for kommunens arbejde inden for både sundhedsfremme, genoptræning og forebyggelse. Samtidig har kommunen afsat 1 mio. kr. årligt til nye tiltag på sundhedsområdet.

"Med kommunalreformen ligger der selvfølgelig et økonomisk incitament i at undgå syge borgere i kommunen, men det er først og fremmest borgernes sundhed, der er vigtig i den her politik og ikke økonomien.

På sigt tror jeg, at vores sundhedspolitik vil have en klar, positiv effekt på sundheden i kommunen," siger kommunens borgmester, Karin Søjberg Holst (S), som dog ikke kan love ansættelser af flere sygeplejersker i forbindelse med oprustningen på sundhedsområdet:

"Det er et område med mange forskellige personalegrupper, og om det lige bliver sygeplejersker, vi skal have flere af, har vi ikke besluttet."

TEMA: SUNDSHEDSFREMME OG FOREBYGGELSE

Hver eneste dag, hver eneste time udfører danske sygeplejersker rundt om i landet livsvigtigt arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse. Det kan være at få overvægtige børn til at tabe sig, hjælpe patienter med nedsat lungefunktion og arbejde med mennesker, der døjer med overvægt, kredsløbsproblemer og sukkersyge. I Danmark er folkesygdomme som rygerlunger (KOL), diabetes og hjertesygdomme i voldsom vækst.

Derfor efterlyser bl.a. Dansk Sygeplejeråd en ny kurs og har lavet en handlingsplan for området - et af budskaberne er, at mere sundhed koster penge, men at vi ikke har råd til at lade være. Spørgsmålet er, om der er politisk vilje til at sætte ind. Imens arbejder sygeplejersker og andre videre med sundhedsfremme og forebyggelse på trods af begrænsede midler og muligheder. Sygeplejersken bringer tre eksempler fra den virkelige verden og ser på, hvad der er råd til de næste år.

Læs de øvrige artikler i Sygeplejersken nr. 17/2006:

"Hvis vi skal blive sundere, skal vi bruge flere penge"

"Overvægtige børn taber sig på kontrakt"

"Mål dit blodtryk og få styr på kosten"

"Færre indlæggelser og mere livskvalitet"

Emneord: 
Overvægt
Sundhed
Sundhedsfremme
Forebyggelse

Hvis vi skal blive sundere, skal vi bruge flere penge

Lettelse. Hvis kommunerne skal hjælpe danskerne med at blive mere sunde, koster det penge. "Hvis regeringen mener noget med de mange skåltaler om forebyggelse, især den borgerrettede, så er det nu, den skal sætte penge bag ordene," siger en sundhedsprofessor. Men de netop overståede økonomiforhandlinger lægger ikke op til forbedringer i 2007, lyder det fra kommunerne.

SY-2006-17-sundhed%20(1)
Siden februar 2006 har drenge og piger mellem 10 og 14 år været elever i Sundhedsskolen for Overvægtige Børn i Rødekro Kommune. På samlingerne bliver børnene undervist i kost- og motionsvaner. De kommer en tur i svømmehallen eller op på en motionscykel, og hver anden gang bliver de vejet. Foto: Lene Esthave

10 overvægtige skoledrenge og -piger fra Rødekro Kommune har siden februar 2006 mødtes hver torsdag for at gøre fælles front i deres kamp mod overflødige kilo på kroppen. Det er en hård kamp, men de fleste af børnene er ved at få overhånd i dysten mod vægten.

Et markant vægttab vil for alle børnene være en storslået triumf. Men også for samfundsøkonomien vil det være en sejr, hvis børnene taber sig. Med deres nuværende volumen er de nemlig potentielt tunge byrder for fremtidens sundhedssystem, idet de alle er i højrisikogruppen for at få sukkersyge, hjerteproblemer eller skavanker med ben, knæ og led.

SY-2006-17-sundhed%20(2)Børnene er elever i Sundhedsskolen for Overvægtige Børn, der finansieres af Rødekro Kommune. Skolen er et af den slags initiativer, som de nye 98 storkommuner kommer til at søsætte i hobetal, når kommunalreformen træder i kraft januar 2007, og kommunerne overtager hovedansvaret for det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde. I hvert fald hvis det går, som Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forudsiger.

Ministeren har flere gange peget på, at kommunalreformen vil give kommunerne en økonomisk gulerod til at tage hårdt fat om det forebyggende arbejde. Kommunalreformen betyder nemlig, at kommunerne skal betale ca. 4.000 kroner til regionerne, hver gang en borger bliver indlagt på sygehuset. Den betalingsmodel vil resultere i, at kommunerne opper sig for at holde borgerne raske og ude af sygehusene, lyder indenrigs- og sundhedsministerens logik.

Den opfattelse deler professor i sund-hedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen - men kun et stykke hen ad vejen.

Han medgiver, at betalingsmodellen efter al sandsynlighed vil få kommunerne til at opprioritere den patientrettede forebyggelse - det vil sige indsatsen for at eksempelvis KOL-patienter, diabetikere og hjertepatienter opnår den størst mulige såkaldte "sygdomsmestring" og livskvalitet. Disse patienter ryger ofte ud og ind af sygehusene, men hvis kommunerne via forebyggende arbejde kan stoppe den trafik, kan de spare mange penge.

"Betalingsmodellen betyder, at den patientrettede forebyggelse så at sige løser sig selv, fordi kommunerne får et økonomisk incitament til at tage fat her," siger Kjeld Møller Pedersen.

Først effekter om 50 år

Men betalingsmodellen får ikke samme effekt, når det gælder den borgerrettede forebyggelse, mener professoren. Målet med borgerrettet forebyggelse er at hindre sygdom i at opstå. Her er det især risikofaktorerne kost, rygning, alkohol og motion - også kaldet KRAM - der er i fokus.

"Kommunerne skal virkelig have den lange kikkert frem, hvis de skal øjne et økonomisk incitament til at gøre noget ved den borgerrettede forebyggelse. Hvis en kommune eksempelvis beslutter sig til at gøre noget mod fedme blandt skolebørn, så er det en indsats, den først - måske - vil se resultaterne af om 50 år. Og så langt ud i fremtiden er det de færreste kommuner, der kan planlægge - det har de simpelthen ikke økonomi til nu og her," siger Kjeld Møller Pedersen.

I sit folkesundhedsprogram "Sund hele livet" fra 2002 formulerede regeringen målet for det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde således: Middellevetiden skulle øges markant. Antallet af år med god livskvalitet skulle øges, og den sociale ulighed i sundhed skulle reduceres.

Med andre ord: Nu skulle der tages fat om danskernes sundhed.

Men da den økonomiske kompensation til kommunerne for overtagelsen af det amtslige forebyggelsesarbejde blev regnet ud, kunne man blot få øje på, hvad der svarer til 2 mio. kr. pr. kommune. Og de penge vedrører udelukkende eksisterende opgaver.

SY-2006-17-sundhed%20(3)"Det viser dels, at forebyggelse og sundhedsfremme har været et underprioriteret område hidtil, dels at det forhold, at reformen ikke måtte koste noget, ikke står mål med de forventninger, som følger med reformen om et generelt løft til folkesundheden.

Reformens intention om at styrke forebyggelse og sundhedsfremme står ikke mål med økonomien i reformen," siger kontorchef i Kommunernes Landsforening, Peter Kjærsgaard Pedersen, Kontoret for Social- og Sundhedspolitik.

Kommunerne har dog også mulighed for at søge om tilskud til forebyggende projekter fra en række statslige puljer. Men puljerne dækker kun en brøkdel af behovet, hvis intentionerne i "Sund hele livet" skal føres ud i livet. I Dansk Sygeplejeråd har en ekspertgruppe regnet på, hvor meget det vil koste, og facit af regnestykket blev fremlagt i marts i rapporten "Forebyggelse er fremtiden - et forslag til National handleplan for sundhedsfremme og forebyggelse."

Af rapporten fremgår det, at prisen for at sætte effektivt ind med forebyggelse og sundhedsfremme over de næste fem år er næsten 8 mia. kr.

Professor Kjeld Møller Pedersen betegner DSRs beregninger for et "slag med den store hammer," som han ikke vil forholde sig til. Men det er heller ikke selve beløbet, der er interessant, pointerer han.

"Pointen er, at der er behov for, at der bliver tilført den borgerrettede forebyggelse en pose ekstra penge, og den kan næsten kun komme fra staten. I en tid med skattestop og mange andre store udgiftstunge områder kan kommunerne ikke finde pengene selv. Så hvis regeringen mener noget med de mange skåltaler om forebyggelse, så er det nu, den skal sætte penge bag ordene. Hvis ikke kommunerne tilføres penge fra centralt hold, så sker der ikke meget," siger han.

Samme budskab lyder fra formanden for Det Nationale Råd for Folkesundhed, Bente Klarlund Pedersen. Og hun pointerer, at det er nu, der skal sås, hvis ikke væksten i livsstilssygdomme skal eksplodere.

"Der skal et langt sejt træk til. Kommunerne virker indstillede på at tage fat, men hvis det for alvor skal have effekt, så er det nødvendigt med en national beslutning om, at der skal satses på forebyggelse. Og den beslutning skal træffes nu, hvis kurven skal knækkes," siger hun.

Trods de sparsomme økonomiske forudsætninger understreger kontorchef i KL, Peter Kjærsgaard Pedersen, at kommunerne har påtaget sig de nye opgaver med stor energi. "Men der kan naturligvis ikke forventes mirakler, når man ser på de ressourcer, kommunerne har fået til området," siger han.  

FORSLAG TIL FOREBYGGELSE

I følge DSRs "Forebyggelse er fremtiden - et forslag til en National handleplan for sundhedsfremme og forebyggelse" skal en kommune med 50.000 indbyggere opruste den borgerrettede forebyggelse på tre fronter:

  • Der skal bruges ca. 3 mio. kr. årligt på at give borgerne et KRAM. KRAM står for Kost, Rygning, Alkohol og Motion. Fire områder, hvor der er evidens for, at det betaler sig at sætte ind med forebyggelse. Hjemmeplejen, sundhedsplejen, dagtilbud, skoler, fritidstilbud, arbejdspladser og lokale fællesskaber skal involveres i indsatsen, som f.eks. skal målrettes i forhold til familier med risiko for overvægt eller for stort alkoholforbrug. Det kan også handle om at skabe fysisk aktive plejehjem og flere rygestopsamtaler.
  • Der skal årligt bruges ca. 1,5 mio. kr. til at etablere individuelle og gruppebaserede rådgivningstilbud, hvor ca. 150 borgere tilbydes kostrådgivning, ca. 500 tilbydes rygestop, og ca. 150 får et motionstilbud.
  • Der skal årligt bruges 1,5 mio. kr. til lokale oplysningskampagner og udviklingsprojekter. Også den patientrettede forebyggelse er der fokus på i handleplanen. I en kommune med 50.000 indbyggere skal den patientrettede forebyggelse oprustes med rehabiliteringstilbud til ca. 100 hjertepatienter, 100 KOL-
    patienter, 100 diabetespatienter med type 2-diabetes og 240 kræftpatienter.

Kilde: "Forebyggelse er fremtiden - et forslag til en National handleplan for sundhedsfremme og forebyggelse 2007-2011."

Ikke flere penge, men et udvalg
I midten af maj fremlagde KL under titlen "Program for Folkesundhed" et udspil med syv konkrete forslag til en styrkelse af den forebyggende indsats. Udspillet blev lagt på bordet i KLs forhandlinger med regeringen om den kommunale økonomi i 2007, men umiddelbart udløste det ikke flere midler til området.

I aftalen mellem kommunerne og regeringen er der fortsat afsat 200 mio. kr. i forbindelse med kommunalreformen til kommunernes forebyggende sundhedsindsats (hvilket svarer til ca. 2 mio. kr. pr. kommune, red.), og sammen med de ressourcer, kommunerne allerede bruger på forebyggende og sundhedsfremmende arbejde, udgør det det økonomiske grundlag for kommunernes indsats i 2007, lyder det i aftaleteksten.

Fra KL lyder det, at aftalen ikke giver rum til forbrugsfest.

"Det er vigtigt at slå fast, at der ikke er udsigt til generelle serviceforbedringer i kommunerne i 2007," siger KLs formand Erik Fabrin (V).

Dansk Sygeplejeråd kalder økonomiaftalen for "uambitiøs."

"Beregninger fra verdenssundhedsorganisationen WHO viser, at 70 pct. af samtlige indlæggelser om 15 år vil skyldes sygdomme, der kunne være forebygget. Så vi bliver nødt til at gøre noget, og det er lige tyndbenet nok, at man ikke er mere ambitiøs og afsætter øgede midler til området," siger DSRs formand, Connie Kruckow, og pointerer, at midlerne til forebyggelse og sundhedsfremme på ingen måde harmonerer med regeringens "flotte ord om folkesundheden."

Professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, slår den samme tone an:

"Måske er det meget godt, at man ikke allerede i 2007 har afsat mange midler til området, fordi kommunerne lige skal have lov til at finde deres egne ben. Men fra 2008 er det nødvendigt, at man tilfører området ekstra ressourcer, hvis man mener, at den forebyggende indsats skal løftes," siger han.

Erik Fabrin, der tillige er borgmester fra den 1. januar 2007 i den nye Rudersdal Kommune på Nordsjælland, hæfter sig ved, at det er fastlagt i økonomiaftalen, at kommunerne og Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal nedsætte et udvalg, der skal udarbejde en plan for kommunernes sundhedsfremmende og forebyggende indsats.

"Aftalen indeholder ikke penge til et løft nu og her - men det er i sig selv et løft, at vi har aftalt at kortlægge området, så vi får en plan for, hvor vi skal hen, og hvilke midler der på sigt er behov for," siger KL-formanden.

Dansk Sygeplejeråd har skrevet både til KL og regeringen og opfordret til, at DSR bliver inddraget i det udvalgsarbejde.

I brevet gør Dansk Sygeplejeråd opmærksom på, at man tidligere på året har fremlagt en handlingsplan for området, og at det i praksis er sygeplejersker og sundhedsplejersker, der gennemfører størsteparten af kommunernes sundhedsfremmende og forebyggende aktiviteter. Mens denne artikel blev til, var der endnu ikke kommet svar fra KL og regeringen.  

TEMA: SUNDHEDSFREMME OG FOREBYGELSE

Hver eneste dag, hver eneste time udfører danske sygeplejersker rundt om i landet livsvigtigt arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse. Det kan være at få overvægtige børn til at tabe sig, hjælpe patienter med nedsat lungefunktion og arbejde med mennesker, der døjer med overvægt, kredsløbsproblemer og sukkersyge. I Danmark er folkesygdomme som rygerlunger (KOL), diabetes og hjertesygdomme i voldsom vækst.

Derfor efterlyser bl.a. Dansk Sygeplejeråd en ny kurs og har lavet en handlingsplan for området - et af budskaberne er, at mere sundhed koster penge, men at vi ikke har råd til at lade være. Spørgsmålet er, om der er politisk vilje til at sætte ind. Imens arbejder sygeplejersker og andre videre med sundhedsfremme og forebyggelse på trods af begrænsede midler og muligheder. Sygeplejersken bringer tre eksempler fra den virkelige verden og ser på, hvad der er råd til de næste år.

Læs de øvrige artikler i Sygeplejersken nr. 17/2006:

"Hvis vi skal blive sundere, skal vi bruge flere penge"

"Overvægtige børn taber sig på kontrakt"

"Mål dit blodtryk og få styr på kosten"

"Færre indlæggelser og mere livskvalitet"

Emneord: 
Sundhed
Sundhedsfremme
Forebyggelse
Overvægt

5 faglige minutter: Mange overflødige kilo i omløb

Der er mange overflødige kilo i omløb, det afslører de lette gevandter med skræmmende ubarmhjertighed.

Tre stykker hvidt brød med Nutella og en halv liter cola, det er morgenmaden for en ung kvinde i hovedstadsområdet. Hun har selv valgt at spise, som hun gør, vil nogle mene. Andre vil sige, at det ligger i hendes gener at spise for meget, andre igen vil pege på, at hun er fattig og uuddannet, ligesom forældrene sikkert er det.

Den unge kvinde er ikke alene med sine elendige kostvaner og sin overvægt. Det skvulper, bølger og svupper på både mænd og kvinder, når sol og varme gør påklædningen minimal. Der er mange overflødige kilo i omløb, det afslører de lette gevandter med skræmmende ubarmhjertighed.

Samfundsudviklingen har medført flere overvægtige i løbet af de sidste år. Der bliver ikke så mange flere af os, men der bliver mere af os.

Den svært overvægtige patient skal selvfølgelig have en god seng at sove i, et holdbart operationsleje at ligge på og en bred stol at sidde i. Så der må investeres i større størrelser af det hele. Men en aktuel debat om mangel på uniformer til en overvægtig sygeplejestuderende har illustreret, at vi er godt i gang med at forvandle unormale tilstande til normer. Det er et rigtig skidt valg at indrette samfundet på, at vi i løbet af fem-ti år alle sammen har et bodymass index på mellem 25 og 35 og dermed er svært overvægtige.

Dels er det tungt at være overvægtig, dels bliver der et efterspil for den overvægtige sygeplejerske. Hun får ganske enkelt besvær med at klare sit arbejde. Hun kan ikke komme ud af hjemmeplejens bil og op på fjerde sal. Hun kan ikke vende patienterne i deres senge, og hun vil få skader på knæ og hofter og måske diabetes. Det bliver et arbejdsliv med forhindringer og ekstra belastninger for de kolleger, der må holde for, når den overvægtige sygeplejerske melder pas.

Det er mere opfindsomt, samfundsøkonomisk billigere og bedre for folkesundheden at hindre overvægten i at sprede sig. Gør sunde valg lette.

Svært overvægtige voksne synes umulige at nå, det viser fjernsynsserier om overvægtige voksnes heroiske kamp for at smide et antal to- eller trecifrede kilo, derfor må vi satse på børnene. Amerikanske tilstande er ikke noget at tragte efter. Texas er f.eks. en af verdens fedeste stater. Her er 37,1 pct. af befolkningen overvægtige med et BMI på mellem 25,0 og 29,9, og 25,8 pct. betegnes som svært overvægtige med et BMI >30.

Vi kan vælge at foretage fedmeoperationer, forstærke fly og flysæder, bygge bredere kørestole og sy større uniformer til sygeplejersker. For ikke at tale om at tilgodese behovet for større ligkister, som en af gratisaviserne tog op for et par uger siden. Næste skridt er større krematorier og kingsize urner. I sundhedssektoren bliver der brug for batteridrevne hjertestopvogne, motoriserede stuegangskøretøjer og elektriske løbehjul til hospitalsgangene. Når personale og patienter ikke kan gå, må de transporteres på anden vis.

Vi kan med andre ord købe os ud af problemerne ved at anskaffe kraftigere udstyr og større uniformer, men sæt dog turbo på løbebåndene i stedet for og diskuter, hvordan det personlige ansvar kan reaktiveres.

De nordiske lande har gennem Nordisk Ministerråd vedtaget en fælles handleplan, hvor målet er bedre sundhed og livskvalitet gennem mad og fysisk aktivitet, stod der i Berlingske Tidende den 8. juli. Udviklingen med flere og flere overvægtige skal være standset i 2011. Forebyggelse frem for behandling, det er sagt og skrevet før. Efter sommerferien vil jeg spejde efter tegn på, at handleplanen er trådt i kraft. Hvad skal jeg se efter?

Emneord: 
Overvægt

5 faglige minutter: Onkeltesten

Det er uholdbart, hvis vi skal opbygge et behandlingssystem, hvor alle medarbejderne skal have været udsat for diverse lidelser, før vi kan hjælpe andre.”

Vi sad rundt om frokostbordet i en dejlig selvfed stemning og glædede os over de gode resultater, som en gruppe medarbejdere havde opnået i forbindelse med vores rygestopkursus. Der var stor respekt for rygestopkonsulentens arbejde, og der bredte sig en enighed om, at det var vigtigt, at hun havde brugt sine egne erfaringer som tidligere storryger i undervisningen.

En sygeplejestuderende faldt ind i samtalen og fortalte, at hun havde været på kursus med en rygestopkonsulent, der aldrig havde røget, hvilket ikke havde været nogen succes.

Der opstod hurtigt en fælles hovedrysten rundt om bordet, der var så kraftig, at jeg blev bekymret for, om nogle ville støde hovederne sammen. "Hvordan skulle hun da kunne lære mennesker at stoppe med at ryge, når hun ikke har prøvet det selv?"

Inden jeg havde fået indtaget mit stykke flæskesteg med sprød svær, var samtalen gledet over til "vægttabskurser." Her opstod hurtigt samme fælles hovedrysten. Vi ville ikke have respekt for en "vægttabskonsulent," der var overvægtig. "Hvordan skal hun kunne vejlede os i at komme ned i vægt, når hun ikke selv kan finde ud af det?"

Vi tog også lige en tur rundt om de gode erfaringer, man har inden for alkoholbehandling, hvor man har en lang tradition med at bruge tørlagte medarbejdere.

En medarbejder, som har kendskab til det psykiatriske behandlingssystem fra begge sider af sengebordet, brød pludselig den gode stemning. "Hvordan vil I så kunne hjælpe vores sindslidende beboere med at komme sig, når I ikke har prøvet at være sindssyge?"

Nu var frokostpausen heldigvis slut, og det var tid at komme tilbage til arbejdet, så vi lod spørgsmålet hænge lidt i luften.

Mens jeg fordøjede frokosten, kunne jeg ikke slippe tanken om, hvordan vi i frokostpausen entydigt havde krævet, at mennesker, der skal hjælpe os, selv skal have erfaringsbaseret viden, hvis vi skal tage dem alvorligt. Det er muligt, at det var, fordi mit blodomløb på nuværende tidspunkt koncentrerede sig om maveregionen og dermed havde ladt hjernen lidt i stikken, at jeg ikke kunne overskue konsekvensen af vores udtalelser.

Det er selvfølgelig uholdbart, hvis vi skal opbygge et behandlingssystem, hvor alle medarbejderne skal have været udsat for diverse lidelser, før vi kan hjælpe andre. Jeg er dog ikke i tvivl om, at medarbejdere, der selv har prøvet at komme sig af en lidelse, skaber håb og er motiverende for patienten, hvis de tør lade deres tilknappede uniform hænge i garderoben.

Hvis målet er at sætte patienten i centrum, så har brugererfaringer også en anden kvalitet. Når man selv er patient, er det nemt at mærke, når man ikke er i centrum.

Den anden dag dumpede jeg ind i et tv-program om en praktiserende læge, der havde været igennem et længere behandlingsforløb på grund af kræft. Hun havde igennem mange år henvist sine patienter til kræftbehandling, men det var først, da hun selv blev bruger af behandlingssystemet, at det blev åbenlyst for hende, hvor mange mangler systemet har, og hvor forfærdeligt ventetider opleves, mens kræften breder sig.

At hun ikke er alene om at opleve en mangelfuld indsats, blev tydeligt, da jeg hentede morgenavisen Politiken op af postkassen den 17. maj, og forsideoverskriften sprang i øjnene: "Kræftramte mangler omsorg." En omfattende undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse fastslår, at patienterne i høj grad klager over den menneskelige omsorg på hospitalerne.

Det er vigtigt, at vi skruer helt op for høreapparatet, når patienterne bl.a. via sådanne undersøgelser fortæller os, at vores indsats ikke er god nok, da det er en mulighed for at inddrage erfaringsbaseret viden i vores kvalitetsudvikling.

Selvom det ikke er den ægte vare, kan jeg som et supplement til den erfaringsbaserede viden anbefale en enkel kvalitetssikringsøvelse, som hedder "Onkeltesten." En enkel øvelse, hvor man prøver at sætte sig ind i patientens perspektiv ved at spørge sig selv: "Vil jeg udsætte en, jeg holder meget af, for vores behandlingstilbud?"

Hvis ikke, så find ud af hvorfor, og gør tilbuddet bedre.

Teorien er, at den kære onkel trods alt er lidt mere følelsesmæssigt på afstand end konen og børnene, og således skulle vores dømmekraft være bedre.

Den anden dag, da jeg var ude og undervise, udsatte jeg 63 medarbejdere fra distriktspsykiatrien for Onkeltesten, og resultatet var ikke opmuntrende. Ingen af medarbejderne ville henvende sig til deres eget behandlingstilbud, hvis de blev psykisk syge. Et nedslående resultat, men et godt udgangspunkt for kvalitetsudvikling med afsæt i spørgsmålet - hvorfor?

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Rygning
Overvægt
Forebyggelse

Sygeplejerskers forestillinger om overvægt

Kritisk revision. Forenklede og forargede forestillinger om overvægtige patienter harmonerer ikke med kerneværdier i sygeplejen. Sygeplejersker kan hjælpe overvægtige patienter på en mere kvalificeret måde, hvis de erkender egne fordomme og bearbejder dem med faktuel viden.

Sygeplejersker diskriminerer overvægtige patienter, finder dem ulækre og har svært ved at tale med dem om deres overvægt. Det er det billede, der tegner sig efter en analyse af indlæg bragt i Sygeplejersken i perioden 1997-2004 (1).

Det er i strid med De Sygeplejeetiske Retningslinjer, der fastslår, at "Sygepleje ydes uden nogen form for diskriminering" (2). Der er derfor god grund til, at sygeplejersker tager deres holdninger til og forestillinger om overvægt op til kritisk revision.

Overvægt er grimt

Overvægt betragtes ofte som et resultat af en livsstil med for stort kalorieindtag i forhold til kalorieforbrug. Sagt med andre ord, den overvægtige person æder for meget og bevæger sig for lidt. Holder man sig inden for denne snævre betragtning af overvægt, risikerer man nemt at stemple den overvægtige som en karaktersvag person, der forsynder sig mod dyder, vi betragter som væsentlige: at kunne tage sig sammen, have styr på sig selv og kunne udøve disciplin.

Overvægt er grimt, synes vi. I nogle kulturer forbindes overvægt med evne til at skaffe føde, bringe overflod og frodighed. I vores samfund, hvor føde er til stede i rigelige mængder, har vi ikke samme positive syn på den overvægtige krop, vi vil være slanke (3). Selv slanke og undervægtige kvinder oplever sig selv som overvægtige i forhold til idealet (4).

Overvægt koster penge, fordi tilstanden kan medføre en række alvorlige, livstruende sygdomme og ses som en tikkende bombe under sundhedsbudgetterne, der vil eksplodere, fordi antallet af overvægtige er stærkt stigende, også blandt børn og unge (5).Problemet kompliceres af, at der generelt er dårlige erfaringer med at hjælpe overvægtige til at tabe sig og fastholde vægttab (6).

Dette billede af overvægt tegnes generelt i medierne. Det er også forestillinger og holdninger, som sygeplejersker har givet udtryk for i Sygeplejersken (1).

Hvis vi vil møde den overvægtige patient med respekt og værdighed eller vil hjælpe patienter til vægttab, så skal de forenklede og forargede forestillinger erstattes med en større forståelse for kompleksiteten omkring overvægt.

Kompleksiteten kan illustreres ved at vise, hvordan overvægt forklares og behandles forskelligt inden for forskellige diskurser. (Diskurser forstås her som måder at anskue verden på.) I artiklen beskrives fire diskurser, der anskuer overvægtsproblematikken ud fra forskellige videnskabsteoretiske positioner. Dermed leverer de forskellige forklaringer på overvægt og behandling af overvægt og forskellige bud på, hvordan sygeplejersken kan møde den overvægtige patient.

De fire diskurser er:

  1. En naturvidenskabelig diskurs, der fokuserer på overvægt som sygdomsrisiko og et resultat af manglende kaloriebalance.
  2. En humanvidenskabelig diskurs, der fokuserer på overvægt som et psykosocialt symptom.
  3. En samfundsvidenskabelig diskurs, der ser overvægt som en samfundsfaglig problematik.
  4. En socialkonstruktivistisk diskurs, der ser holdninger og forestillinger om overvægt som en social konstruktion, der bør udfordres.

Overskrider dokumenteret ideal for vægt

Den naturvidenskabelige diskurs anskuer overvægt som en vægt, der ligger over et videnskabeligt dokumenteret ideal for vægt. Ofte bruges BMI (Body Mass Index) som ideal. BMI er et udtryk for forholdet mellem højde og vægt (kg/m2). Andre metoder tager udgangspunkt i forholdet mellem hofte- og taljemål (7).

Når man inden for den naturvidenskabelige diskurs problematiserer overvægt, skyldes det, at overvægt generelt ses som en væsentlig risikofaktor for udviklingen af en række alvorlige, livstruende sygdomme: hypertension, ateriosklerose, iskæmisk hjertesygdom, apoplexia cerebri, NIDDM, galdesten, neoplasmer, muskuloskeletale og psykiske lidelser og øget mortalitet (8).

Det diskuteres dog, i hvilken grad overvægt er en risikofaktor. Læge Birgit Petersson kritiserer sammenkædningen mellem overvægt og sygdomme: Hun argumenterer for, at fordi der er statistisk sammenfald mellem overvægt og øget mortalitet, så behøver sammenhængen ikke at afspejle årsag og virkning. Hun mener, at den øgede dødelighed hos overvægtige snarere afspejler, at stress og dårlige sociale forhold giver øget mortalitet. Statistisk kan det forklares med, at overvægt forekommer hyppigst i de laveste socialgrupper. Dermed tolkes årsagssammenhængen mellem dødelighed og social status fejlagtigt som årsagssammenhæng mellem dødelighed og overvægt (4).

Birgit Petersson argumenterer for, at tabeller over idealvægt generelt ikke tager højde for køn, alder, fedtfordeling, muskelmasse, genetik eller etnicitet (4). Hun mener, at BMI ikke som antaget er udtryk for et sundhedsmæssigt ideal, det er snarere udtryk for et æstetisk ideal, vi har i vores kultur.

Læge Bente Klarlund Pedersen argumenterer for, at den højere dødelighed hos overvægtige ikke er forårsaget af vægten, men af manglende fysisk aktivitet, som er hyppigere hos overvægtige end hos normalvægtige. Dødeligheden er lige så høj hos normalvægtige, der ikke motionerer, som hos overvægtige, der ikke motionerer. Hendes synspunkt er "Hellere fed og fit end tynd og tam" (9).

I den naturvidenskabelige diskurs er der først og fremmest fokus på, at overvægt er et resultat af livsstil, men det kan være svært at vejlede den overvægtige om kost. Der er diskussion om betydningen af forholdet imellem protein, kulhydrat og fedt. Der stilles spørgsmål ved, om de officielle kostanbefalinger med meget kulhydrat og lidt fedt bør revurderes. Undersøgelser tyder på, at begrænsninger i kulhydratindtag og øget indtag af umættet fedt har gunstig effekt på opnåelse af vægttab (10). Dette er dog indtil videre blevet tilbagevist i de officielle anbefalinger (11).

Proteinpulvere og slankeklubber med teorier om vejen til vægttab, f.eks. "Vægtvogterne" og "Vægtkonsulenterne" eller særlige teorier såsom blodtypediæt eller "Atkins ketogene kostpyramide," gør, at det er meget nemt at blive forvirret over, hvilke råd der virker.

Overvægtige kan ikke blot nedsætte kalorieindtaget, for det medfører risiko for fejlernæring, og slankekure kan relateres til øget mortalitet, hvis behovet for vitaminer og mineraler ikke dækkes (8).

Der er enighed om, at motion er godt, hvis man vil opnå og især vedligeholde vægttab. Motion har derudover en række andre sundhedsmæssige gevinster (9). Men det kan være svært at komme i gang med at motionere, hvis man ikke har gjort det tidligere eller har fysiske skavanker. Der er mulighed for hjælp via konceptet "Motion på recept" (12).

Overvægt ses ikke kun som et resultat af livsstil. Andre årsager er: metaboliske, hormonelle, neuroendokrine, genetiske, intrauterine (f.eks. udsultning i fostertilstanden) og kost i tidlig alder, f.eks. manglende amning (6,13).

Dermed søges også medicinske og kirurgiske behandlingsmuligheder til svært overvægtige, der kan supplere regulering af livsstil. Medicin kan nedsætte appetit, øge metabolisme og påvirke optagelsen af fedt (6). Kirurgi kan mindske ventriklens volumen og dermed begrænse mulighederne for at overspise (14).

Konkrete råd til sygeplejersken ud fra en naturvidenskabelig diskurs:

  • Opdatér løbende din viden om årsager til og behandling af overvægt, søg evidensbaseret viden.
  • Vær kritisk over for den viden, du præsenteres for. Statistiske sammenhænge behøver ikke at afspejle årsagssammenhænge.
  • Se overvægt som et komplekst problem, der ikke nødvendigvis kan behandles alene med livsstilsændringer. Anbefal din svært overvægtige patient at drøfte forskellige behandlingsmuligheder, f.eks. medicin og kirurgi, med lægen.
  • Se kostvejledning som en opgave, der kræver evidensbaseret viden. Anbefal evt. samarbejde med en diætist.
  • Anbefal motion, men vær opmærksom på, at det kan være lettere sagt end gjort. Anbefal evt. "Motion på recept," som den overvægtige kan henvises til via praktiserende læge.

Hænger sammen med personens oplevelse af sin krop

I den humanvidenskabelige diskurs om overvægt anskues overvægt i et holistisk perspektiv. Idealvægt kan ikke nødvendigvis gøres op i kilo, den hænger sammen med personens oplevelse af sin krop. Overspisning ses i sammenhæng med psykosociale faktorer.

Der søges forklaringer på spiseadfærd i psykologiske teorier, der kan gå helt tilbage til spædbarnstiden (15). Overspisning og fedme ses som symptom på følelsesmæssige behov eller forsvar imod følelser (16). Det kan være udtryk for stress, ensomhed, lavt selvværd, mobning, sygdom, vold eller incest (17).

For at forebygge og behandle overvægt tages udgangspunkt i den overvægtiges tanker, følelser og oplevelser af sin krop. Der er overvægtige, som er tilfredse med deres krop. De har ringe glæde af at blive mødt med løftede pegefingre. Mange overvægtige er imidlertid utilfredse med deres vægt og ønsker hjælp til vægttab. De skal hjælpes til at forstå de følelser, som får dem til at overspise, og have hjælp til at finde andre måder at mestre svære følelser eller livsomstændigheder på.

Konkrete råd til sygeplejersken ud fra en humanvidenskabelig diskurs:

  • Respektér den overvægtiges oplevelse af sin krop og vægt.
  • Forstå mennesket holistisk. Krop og psyke kan ikke skilles, adfærd er ikke kun styret af fornuft.
  • Hjælp den overvægtige, der ønsker vægttab, til at forstå årsagerne til overspiseri eller valg af uhensigtsmæssig mestringsstrategi. Anbefal evt. at søge hjælp hos psykolog eller terapeut.

Livsstil formes af samfundet

Samfundsvidenskaben præsenterer statistiske sammenhænge. Som i den naturvidenskabelige diskurs søges årsagsforklaringer i livsstil, men ikke i det enkelte individs ansvar for livsstil.

Det centrale er at vise, hvordan livsstil formes af samfundet. Infrastruktur, arbejdsmarkedsforhold, uddannelsesniveau, forbrugerpolitik samt produktion og distribution af varer har betydning for forekomsten af overvægt. Sociale og demografiske parametre viser, at risikoen for overvægt er størst hos mennesker med kort uddannelse, lav indkomst, ufaglært job og bosiddende i udkantsområder som Vestsjælland og Nordjylland. Prognoser viser, at den socialt ulige forekomst af fedme vil blive mere markant i fremtiden (5).

Inden for denne diskurs ses forebyggelse og behandling af overvægt som en samfundsopgave, der skal løses med en indsats på mange niveauer, f.eks. af regering, massemedier, fødevareindustri, sundhedspersonale, amter, kommuner og skoler.

Konkrete råd til sygeplejersken ifølge samfundsvidenskabelig diskurs:

  • Vær bevidst om, at overvægt ikke kun er det enkelte individs ansvar, samfundsforhold har betydning for, hvem der bliver fed.
  • Markér dig som fagperson i samfundsdebatten om de mange faktorer, der har betydning for udviklingen af overvægt.

En konstruktion under forandring

Den socialkonstruktivistiske diskurs ser vores holdninger og forestillinger om overvægt som en konstruktion, der principielt vil være under forandring. Og der er røster, der mener, forandringen er tiltrængt.

De er indignerede over, at overvægt problematiseres på en måde, der stigmatiserer, diskriminerer og udstøder overvægtige mennesker (18). Tilsyneladende problematiseres overvægt med evidensbaserede argumenter, der knytter overvægt sammen med risici for sygdom og øget mortalitet. Men det er snarere en æstetisk forestilling om den slanke krop som ideal, der ligger bag vores uvilje mod overvægtige, fremfører de, som det fremgår af citaterne: "Den igangværende krig mod fedtet er et irrationelt udbrud af kulturelt hysteri, som ikke er understøttet af pålidelig forskning" (19).

Vi skal huske, at mange af vores domme om fedme er æstetiske domme, og huske at adskille æstetikken fra etikken. Det kan være, at vi finder overvægt utiltrækkende, men andre steder og andre tider ser anderledes på sagerne"(20).

I denne diskurs skal den overvægtige ikke nødvendigvis behandles. Det kan være, at det snarere er samfundets holdning til overvægt, som skal tages under behandling.

Konkrete råd til sygeplejersken ud fra en socialkonstruktivistisk diskurs

  • Vær kritisk over for etablerede forestillinger om overvægt. Leg med tanken om, at det kun er én måde at anskue overvægt på.
  • Lyt til patientens fortælling om sin overvægt ud fra antagelsen om, at sandheden er relativ. Patienten har muligvis ret, selvom fagfolk umiddelbart vil forklare patientens situation helt anderledes.
  • Opsøg forestillinger, der kan provokere dine fordomme. Se på billeder af overvægtige, eller se på den overvægtige person, mens du stiller dig selv spørgsmål til det, du ser: Er den krop, det menneske, smuk? Eller grim? I hvor høj grad er din vurdering determineret af fordomme?
  • Bemærk forskelligheden i skildringen af den overvægtige krop alt efter situationen. Er det en barokaltertavle, der skildrer en frodig Maria som Jesus' moder, eller er det et pressebillede, der bruges som illustration til en artikel om overvægt som bomben under sundhedsvæsnet?

Flyt fokus fra individ til samfund

Der er tegnet fire diskurser om overvægt. Alle gør sig gældende i sygeplejen, som den kom til udtryk gennem analysen af indlæg i Sygeplejersken, men ikke lige stærkt (1).

Generelt ser det ud til, at der hos sygeplejersker er fokus på individ frem for på samfundsniveau. Samfundsforhold er måske ikke det, sygeplejersken i praksis prioriterer i hverdagen. Men i De Sygeplejeetiske Retningslinjer hedder det: "Sygeplejersken skal holde sig orienteret om den sociale- og sundhedspolitiske udvikling og deltage i debatten herom" (2).

Derfor er det relevant, at sygeplejersker i højere grad debatterer, hvordan samfundsudviklingen præger overvægtsproblematikken og vores forestillinger om overvægt.

Birgit Kruse er sygeplejerske på Bornholm Central Sygehus. 

Litteratur

  1. Kruse B. Fire diskurser om overvægt og deres betydning for sygepleje. Bacheloropgave på sygeplejestudiet 2004. Fås hos forfatteren.
  2. Sygeplejeetisk Råd. De Sygeplejeetiske Retningslinjer. Sygeplejeetisk Råd 2004.
  3. Bonde H. Degeneration. Politiken 2003; 6. marts.
  4. Petersson B. Frygten for fedtet. København: L&R Fakta; 1997.
  5. Ernæringsrådet. Den danske fedmeepidemi. Oplæg til en forebyggelsesindsats. Ernæringsrådet 2003.
  6. Svendsen OL. Farmakologisk behandling af fedme. Ugeskr Laeger 2004;(43):3814-17.
  7. Jessen JG. Kostændringer og vægttab hos adipøse efter ophold på Livsstilscenteret i Vejle Amt, MPH, Aarhus Universitet 2001; Udgivelse nr. 45.
  8. Astrup A, Raben A, Skov A, Toubro S. Kostbehandling af adipositas. Manedsskr Prakt Laegegern 1995;(5):609-16
  9. Pedersen BK. Hellere fed og fit end tynd og tam. Ugeskr Laeger 2003;(51):4947-50
  10. Larsen KR. Revurdering af de officielle kostanbefalinger. Manedsskr Prakt Laegegern 2004;(11):1345-51
  11. Astrup A. Kan kostpyramider løse fedmeepidemien? Ugeskr Laeger 2005;(8): 869
  12. Haller J. Motion som lægemiddel. Nu med ny styrke. Ugeskr Laeger 2003;(45):4332-33
  13. Astrup A, Buemann B, Gluud C, Tjur T, Christensen N. Prognostiske markører for vægttab ved adipositasbehandling. Ugeskr Laeger 1996;(32):4513-16.
  14. Larsen JF, Kroustrup JP. Kirurgisk behandling af ekstrem fedme. Præsentation af Cochrane-analyse. Ugeskr Laeger 2004;(26-31): 2547-50.
  15. Hvid T. Kroppens fortællinger. Aarhus: Modtryk; 1992.
  16. Ilfeldt A. Fedmens psykologi. En selvhjælpsbog. København: Gyldendals Akademiske Bogklubber; 2002.
  17. Folkmann J. Fedt og følelser. København: Cazell; 2003.
  18. Johansson A. Elefant i nylonstrømper. Om kvindelighed, krop og sult. København: Aschehoug; 2000.
  19. Frank L. Fedtets mytologi. Weekendavisen 2004; 29. juli.
ENGLISH ABSTRACT.

Kruse B. Attitudes towards obesity in the nursing profession. Sygeplejersken 2006;(1):34-8.

The article was motivated by an empirical analysis which showed that nurses' attitudes regarding obesity are incompatible with Ethical Guidelines for Nurses.

The article describes four discourses on obesity. The discourses arose on the background of four different scientific theoretical traditions which form different conceptions of, and explanations for, obesity.

The discourse analysis presents a metatheoretical perspective, enabling nurses to become aware of how attitudes to obesity can be regarded as relative. Their relativity renders them variable; i.e. they can be changed.

Their relativity enables a nurse to encounter an obese patient contemplatively and openly. The nurse concerned will be in a position to meet the obese individual and evaluate possible treatments on the basis of a critical perspective which allows for change and improvement.

Keywords: Obesity, discourse, scientific theory, the Danish Council of Ethics in Nursing, aesthetics.

Emneord: 
Overvægt
Etik
Diskriminering

MPH-afhandling Overvægt går i arv

Prioritering. Forebyggelse af familiær overvægt kræver en skærpet indsats af de professionelle i sundhedsvæsenet. I en undersøgelse fokuseres på, hvordan man kan hjælpe svært overvægtige mødre med at undgå, at deres børn bliver overvægtige.
Boks 1. Afhandlingens titel


"Mødres oplevelser og vurderinger af egen svær overvægt og risikoen for, at deres børn udvikler overvægt - et kvalitativt fænomenologisk studie."

Overvægt truer folkesundheden. Aktuelt er 30-40 pct. af den voksne befolkning overvægtige (BMI>_ 25) og 10-12 pct. svært overvægtige (BMI>_ 30). Familiær disposition er en stærk determinant for udvikling af overvægt. Børn med en eller to svært overvægtige forældre har hhv. 40 pct. og 80 pct. risiko for selv at udvikle svær overvægt. Den stigende forekomst af overvægt sættes i relation til kosten og fysisk (in)aktivitet. Effektive forebyggelsesmodeller er endnu ikke identificeret.

Afhandlingens formål er at bidrage med forslag til, hvad man i sundhedsvæsenet kan gøre for at hjælpe svært overvægtige mødre med at forebygge overvægt hos deres børn. Den problemstilling, der belyses, lyder: "Hvordan oplever og vurderer mødre egen overvægt og risikoen for, at deres børn udvikler overvægt?" "Hvilken rolle spiller fysisk (in)aktivitet?" "Hvilken betydning har mødrenes oplevelser og vurderinger af overvægten for deres handlekompetence?" Forståelsen tager udgangspunkt i de svært overvægtige mødres egne opfattelser.

Afhandlingen er baseret på et kvalitativt fænomenologisk forskningsdesign. Data er indhentet gennem dybdegående interviews med otte danske, svært overvægtige mødre med børn i alderen 1-2½ år. Analysen er foretaget stringent ud fra guidelines beskrevet af Richard H. Hycner på baggrund af Amedeo Giorgis forskning.

Interviewene viser, at ansvarlighed er afgørende både i forhold til mødrenes egen overvægt og i forhold til forebyggelse af overvægt hos deres børn. Overvægt er forbundet med mange hæmninger og stor sårbarhed, af stort madforbrug, manglende fysisk aktivitet og strukturelle forhold i form af tid, geografi og økonomi.

Svært overvægtige mødre vurderer, at deres børn er i risiko for at udvikle overvægt, og de påtager sig ansvaret for at forebygge dette. De fleste magter det imidlertid ikke alene, idet flere barrierer hindrer deres handlekompetence. For at den specifikke handlekompetence kan udfoldes, kræves nogle generelle forudsætninger hos personen og i omgivelserne. Disse forudsætninger betegnes som færdigheder, rammer, motivation og positiv selvforståelse, der gør det muligt at handle i verden.

Informanternes holdning til samfundets og sundhedsvæsenets rolle og ansvar i forebyggelsen af overvægt er ambivalent. Der ses en delvis åbenhed hos mødrene over for at modtage hjælp udefra til at styrke deres specifikke handlekompetence. Forebyggelsen skal bl.a. ske ved en diskursændring på det interpersonelle niveau, ved at professionelle italesætter problemet i dialog med mødrene, ved at engagere forældrene i forebyggelse med udgangspunkt i deres børns fremtidige vægt frem for deres aktuelle vægt samt med udgangspunkt i et sundhedsperspektiv.

ndvidere gennem meget konkret kompetenceudvikling såvel hos de professionelle som hos de svært overvægtige mødre. Endelig er der strukturelle barrierer, som begrænser informanternes kostvalg og udfoldelse af motion i forhold til deres viden og ønsker. Disse må mindskes ved en samfundsmæssig prioritering. Både den primære og den sekundære sundhedssektor må og kan tage et større medansvar for at forebygge overvægt.

Anne Brødsgaard er ansat på Hvidovre Hospital, 531 - Børneafdelingen, med postadresse i 527 - Neonatalafdelingen 

Emneord: 
Overvægt
Barn
Sundhedspleje

Mænd æder - kvinder psykologiserer

Selvforståelse. Overvægtige mænd ser de ekstra kilo som et resultat af manglende viljestyrke. Kvinder mener ikke på samme måde, at overvægten er deres egen skyld. Derfor skal tilbuddene til overvægtige mænd og kvinder være forskellige for at få den største effekt.

SY-2005-10-40-01Resultatet er det samme, men vejen dertil er forskellig. Mænds forklaring på, hvorfor de er blevet overvægtige, er som regel ganske kort - stor madlyst. Kvinder har meget lange kronologiske forklaringer på, hvorfor de er overvægtige.

Arkivfoto: Polfoto

Side 41

Overvægtige kvinder har en tendens til at se deres overvægt som en konsekvens af en række uheldige omstændigheder i deres liv. Deres eget ansvar for overvægten nedtones. Overvægtige mænd opfatter derimod deres overvægt som selvforskyldt, fordi de ikke kan styre deres lyst til mad. Det er de mest markante resultater af et antropologisk feltarbejde, jeg udførte blandt overvægtige personer i 2001.

Har man én gang været overvægtig, er der stor risiko for, at man også dør som overvægtig. Det er kun et fåtal, der formår at tabe sig og fastholde vægttabet (1).

Mange overvægtige har derfor det, man kalder en yoyo-vægt. Det vil sige, at de kan smide x antal kilo ét år, men tager det hele på næste år, hvad der ifølge videnskabelige undersøgelser er endnu farligere end overvægten (2).

Forskning, der kan belyse, hvorfor det er så svært at tabe sig, er sparsom. Der findes mange undersøgelser, der ser på de biologiske og fysiologiske sider af overvægt, og flere undersøgelser belyser den psykologiske side af at være overvægtig. 

Fire ud af ti er overvægtige

Som i resten af den vestlige verden er der også i Danmark sket en markant stigning af overvægtige (BMI 25-30) og fede (BMI >30) de seneste år. I denne artikel er termen "overvægtig" brugt om begge kategorier.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er ca. 40 pct. af den danske befolkning overvægtig, en stigning på ca. 75 pct. siden 1987. Af disse har ca. 100.000 mennesker helbredsmæssige problemer i forbindelse med deres vægt (12).

Overvægtsproblemet er nu så stort, at FNs sundhedsorgan WHO anser det som en af de største trusler mod befolkningens sundhed (13).

Overvægt har som bekendt medansvar for en række sygdomme, eksempelvis hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes, slitage af led, hypertension etc. Ud over de fysiologiske lidelser er overvægt også stigmatiserende, og den almene holdning over for overvægtige er da også, at kiloene er selvforskyldte og et bevis på manglende rygrad (14). En holdning, mange praktiserende læger deler (15).

Det er eksempelvis påvist, at mange overvægtige har lavere selvværd og selvtillid (3), at overvægtige føler sig mobbet af andre (4) og ikke mindst, at ikke-overvægtige mener, at de overvægtige selv er skyld i deres overvægt, hvorfor de overvægtige selv må gøre noget ved vægten (5).

Men ingen har undersøgt, hvad de overvægtige selv mener om deres overvægt, og hvilke tanker det at være overvægtig genererer.

Feltstudium i fedme

Som del af min uddannelse på etnografistudiet på Aarhus Universitet i 2001 udførte jeg et feltarbejde med fokus på overvægtige voksne. Undersøgelsen var et forsøg på at udvikle en "fedtets antropologi" (6), altså at se på den overvægtige som menneske og dokumentere de tanker og betragtninger, de overvægtige selv havde gjort sig i forbindelse med deres overvægt.

Undersøgelsen varede ca. otte måneder og tog udgangspunkt i en slankeklub for mænd og i en interesseorganisation for overvægtige, hvor jeg mødte overvægtige kvinder.

Hos de to klubber var jeg med til klubaftener, hvor der eksempelvis var sportsaktiviteter, foredrag om relevante emner, kostaftener, vejning og andre arrangementer. I forbindelse med disse arrangementer udførte jeg deltagerobservation (7) og kvalitative interviews (8). Sideløbende med dette udførte jeg interviews hos den overvægtige i dennes hjem.

Tidligt i forløbet fandt jeg ud af, at der var forskel på, hvordan de overvægtige konstruerede deres overvægtsforløb. Det vil sige den forståelsesramme, også kaldet narrativer (9), de brugte til at forstå deres overvægt. Mit projekt begyndte derfor i højere grad at centrere sig om disse forståelser eller narrativer.

En sådan indsigt er nødvendig, da erfaringen siger, at vi ikke ændrer patienternes livsstil med løftede pegefingre og øget information. Ønsket og motivationen til den nye adfærd må komme fra patienterne selv og ikke fra læger, sygeplejersker eller andre velmenende eksperter.

Hvis vi ved, hvilke overvejelser den overvægtige gør sig i forbindelse med sin vægt, er det lettere at tilpasse hjælpen til den person, der har brug for at tabe sig.

Der er med andre ord forskel i den hjælp, vi skal tilbyde en overvægtig, der mener, det er genetiske forhold, der har forårsaget overvægten, og en person, der mener, det er kosten og den manglende motion, der har forårsaget de ekstra kilo.

Der er ikke forskel i det, det konkret handler om (bedre kost- og motionsvaner), men der er forskel i den tilgang og forståelse, vi skal møde den enkelte overvægtige med.

Overvægtshistorien

I mine samtaler med de overvægtige lagde jeg vægt på, at den overvægtige skulle komme med sin version af, hvorfor han/hun så ud, som han/hun gjorde. Et typisk startspørgsmål til et interview kunne derfor være: "Forklar, hvorfor du ser ud, som du gør?"

Overraskende viste det sig, at når jeg spurgte kvinderne, så kunne de fortælle i lang tid om dette spørgsmål, men når jeg spurgte mændene, tog svaret ganske kort tid.

Kvinderne havde en lang og kronologisk overvægtshistorie med flere specifikke begivenheder, de mente havde forårsaget deres overvægt. Disse begivenheder var ofte af psykisk art. Det kunne eksempelvis være en traumatisk barndom, en skilsmisse eller en flytning, hvor kvinden havde mistet sit netværk.

Så selv om kvinderne godt kunne se, at de havde spist og bevæget sig uhensigtsmæssigt, førte de den reelle årsag til overvægten over på en psykisk problemstilling og betragtede de ekstra kilo som symptomer på disse psykiske problemstillinger. Kvinderne

Side 42

mente derfor, at de havde et behov for de ekstra kilo, da de var med til at dæmpe deres psykiske problemer.

Når jeg i samtalerne med disse kvinder kom ind på et eventuelt vægttab, mente kvinderne - i tråd med denne logik - at hvis de skulle tabe sig, skulle de først have bearbejdet de psykiske problemer, før de kunne koncentrere sig om kosten og motionen. En ændring mod sundere kost- og motionsvaner ville blot, ifølge kvinderne, fjerne symptomerne og ikke helbrede problemet.

Hvor kvinderne lagde meget vægt på den kronologiske og kausale forståelse af deres overvægt, var mændene mindre fokuseret på dette. Adspurgt, hvorfor de var blevet overvægtige, svarede de, at det var, fordi de havde spist for usundt og samtidig ikke havde rørt sig.

Modsat kvinderne kom mændene ikke ind på specifikke begivenheder og anskuede ikke deres overvægt ud fra et psykisk udgangspunkt. Når jeg spurgte dem, hvorfor de havde spist forkert og ikke havde rørt sig, svarede de, at de havde en lyst til at spise den usunde mad, fordi den smagte godt.

Så modsat kvindernes behov for mad fokuserede mændene på lysten til maden. For at tabe sig mente mændene, at de blot skulle spise sundere og bevæge sig mere.

Offer eller ansvarlig

Mens de overvægtige ikke selv havde fokuseret og reflekteret over forskellen mellem kvindernes behov for mad og mændenes lyst til mad, begyndte jeg under projektet at arbejde videre med denne forskel. Det viste sig, at denne forskel mellem behov og lyst genererede forskelle i den måde, de overvægtige levede som overvægtige på.

Fordi kvinderne opererede med en psykologisk forståelsesramme, blev det personlige ansvar for overvægten nedtonet. Groft sagt kan man sige, at det set gennem kvindernes optik ikke var deres skyld, at de så ud, som de gjorde, men derimod skyldtes en række uheldige og uundgåelige omstændigheder i deres liv.

Min pointe er, at kvinderne hermed påtager sig en offerrolle i forbindelse med deres overvægt og på den måde opnår en beskyttelse mod både andres og egne bebrejdelser. Fordi kvinderne påtog sig denne offerrolle, oplevede de ikke samme skyldfølelse og flovhed over deres udseende, som hvis de havde påtaget sig ansvaret for deres overvægt.

Mændene havde ikke samme psykologiserende måde at forstå deres overvægt på. Mændene havde derfor ikke samme mulighed for at påtage sig offerrollen og dermed unddrage sig det personlige ansvar for overvægt. Den mest overraskende konklusion under mit arbejde var derfor, at mændene var mere personligt berørt af deres overvægt, end kvinderne var.  

Toppen af isbjerget

Da flere bliver overvægtige, skal flere også behandles for deres overvægt og de relaterede sygdomme, der opstår. Man regner således med, at ca. 8 pct. af det samlede sundhedsbudget går til behandling af overvægt og overvægtsrelaterede sygdomme (16).

Dette er dog kun toppen af isbjerget, da vi ikke har set de ca. 15 pct. overvægtige blandt børn og unge i behandlersystemet endnu (17).

Regeringen har i sit handlingsprogram "Sund hele livet - de nationale mål og strategier for folkesundheden 2002-10" fokuseret på otte risikofaktorer, hvor "svær overvægt," "kost" og "fysisk aktivitet" har hver deres punkt.

Alligevel er det småt med nationale, praktiske tiltag, der for alvor ville modvirke overvægt hos et stigende antal mennesker. Eksempelvis bliver fag som idræt og hjemkundskab ikke opprioriteret i skolerne, der stilles ikke krav til skolernes og arbejdspladsernes kantiner, og overvægtige kan ikke få tilskud til eksempelvis motionscentre og diætister.

Der arbejdes dog i flere amter og kommuner for at hjælpe de overvægtige. Her synes der især på børneområdet at være positive tiltag. Men også de voksne kan modtage hjælp flere steder.

Eksempelvis har Ribe Amt siden 2002 arbejdet med "motion på recept"-konceptet, det vil sige lægeordineret motion på fitnesscentre. Et projekt, der i øjeblikket bliver evalueret, men som har gode resultater i Sverige. Et andet eksempel er Århus Amt, der tilbyder gratis diætistvejledning til overvægtige.

Der findes desuden private tilbud, hvor de overvægtige kan mødes og lære om mere hensigtsmæssige kost- og motionsvaner, for eksempel kursteder og højskoler, der koncentrerer sig om overvægtige og vægttab. Disse fungerer som en voksenpendant til de ligeledes private Julemærkehjem.

Side 43 

Fordi mændene selv mente, at de var skyld i deres egen overvægt, mente de også, at de bare kunne lade være med at spise så uhæmmet. Set i det lys kropsliggør mændene derved samfundets generelle holdning til overvægt: At overvægt er selvforskyldt og et resultat af menneskelig uduelighed snarere end af patofysiologiske/psykologiske forhold (5).  

Min undersøgelse viste, at mændene på et menneskeligt plan i højere grad end kvinderne var hæmmet af deres overvægt. Således var mange af mændene utrygge ved at bevæge sig uden for deres hjem, de tænkte konstant negativt om sig selv, og de oplevede ofte ingen glæde ved livet. Dermed er naturligvis ikke sagt, at kvinderne ikke var negativt påvirket af deres vægt.

Støtte med kønsforskel

Ovenstående udpluk af de indsamlede data belyser forskellen mellem de to køn. En sådan kønslig forskel er før påvist i forbindelse med anden sygdom og lidelse (10). Derfor er det legitimt at mene, at mænd og kvinder håndterer sygdom og lidelse (her overvægt) forskelligt. 

Det interessante i forhold til behandling er, at der er en sammenhæng mellem den måde, man i bakspejlet konstruerer sin sygehistorie på (hvordan man er blevet overvægtig), og den måde, man ser en helbredelse (vægttab) på. 

Ideen er følgelig, at vi skal have denne forskellighed med i vores sundhedsfremmende og forebyggende arbejde og ikke arbejde ud fra en fælles formel. Hvad der er i tråd med moderne teorier om empowerment og patientforståelse (11).

Patienten skal tages alvorligt, da det er patientens tanker om sig selv og sin sygdom, der i høj grad er afgørende for de handlinger, patienten udfører, og dermed for, om patienten kan blive helbredt eller ej.

Hermed siger jeg ikke, at kvinder ikke skal tilbydes vejledning om kost og motion, og heller ikke, at mænd ikke skal have tilbud om psykisk hjælp. Sådanne grænser vil altid være flydende. Jeg siger derimod, at det vil være gavnligt at tilbyde psykisk hjælp til disse kvinder, (eksempelvis gruppeterapi, rabatordninger til psykolog/psykoterapeut osv.), mens mændene vil have mere glæde af støtte til at motionere og at komme lysten til mad til livs.

Anders Lindelof er stud.med., BA i etnografi og socialantropologi.

Litteratur

  1. Wadden TA. Treatment of obesity by moderate and severe caloric restriction. Results of clinical research trials. Ann Intern Med 1993;119:688-93.
  2. French SA, et al. Weight variability and incident disease in older women: the Iowa Womens Health Study. Int J Obes 1997;21(3):217-23.
  3. Ross CE. Overweight and depression. J Health Soc Behav 1994; 35(March):63-78.
  4. Lissner L. Sociale och psykologiska aspekter på fetma. In: Andersen T, Rissanen A, Rössner S (editors). Fetma/fedme - en nordisk lärobok. Lund: Studentlitteratur; 1998. p122-31.
  5. DeJong W. The Stigma of Obesity: The Consequences of Naive Assumptions Concerning the Causes of Physical Deviance. J Health Soc Behav 1980;21(March):75-87.
  6. Skårderud F. Uro - en rejse i det moderne selv. Viborg: Tiderne Skifter; 2000.
  7. Spradley JP. Participant Observation. New York: Holt, Rhinehart and Winston; 1980.
  8. Spradley JP. The Ethnographic Interview. New York: Holt, Rhinehart and Winston; 1979.
  9. Good B. Medicine, rationality, and experience. An Anthropological Perspective. Cambridge: Cambridge University Press; 1994.
  10. Showalter E. Hystories. Hysterical Epidemics and Modern Culture. New York: Colombia University Press; 1997.
  11. Andersen ML, Brok PN, Mathiasen H. Empowerment på dansk. Frederikshavn; Dafolo; 2000.
  12. Sundhedsstyrelsen. Oplæg til national handlingsplan mod svær overvægt. Forslag til løsninger og perspektiver. København: Sundhedsstyrelsen; 2003.
  13. WHO. Obesity - preventing and managing the global epidemic. Genève: WHO; 1997.
  14. Quaade. F. Fedmens psyko-sociale årsager og følger. Manedsskr Prakt Laegegern 1990;68(12):837-44.
  15. Cade J, OConnell S. Management of weight problems and obesity: knowledge, attitudes and current practice of general practitioners. Br J Gen Pract 1991;41(April):147-50
  16. Svendsen OL, et al. Fedme i Danmark. Ugeskr Laeger 2001;163 (suppl. 8).
  17. Petersen TA-G, Rasmussen S, Madsen M. Danske skolebørns BMI målt i perioden 1986/1987 - 1996/1997 sammenlignet med danske målinger fra 1971/1972. Ugeskr Laeger 2002;43:5006-10.
English abstract

Lindelof A. Men stuff themselves - women psychologise.  Sygeplejersken 2005;10:40-3.

Obesity and corpulence are a growing problem largely centred on changing the lifestyle of the person concerned. Only very few obese individuals manage to lose weight and maintain a lower weight. One explanation may be that the obese persons own attitude to obesity is neglected or ignored in the treatment process. An anthropological study was carried out in 2001, based on participants observations and qualitative interviews, in which the focus was on a group of obese peoples own attitude to their weight problem.
The women involved explained their obesity in terms of external influences, e.g. that their craving for food was a symptom of mental imbalance.
The men believed their obesity was due to a lack of willpower because they hankered after food they could not resist.
Both the men and the women believed they could reduce their weight if the focus were on these conditions - which they themselves believed were the actual problem. If the effect of weight control treatment is to be optimised it is essential for pay attention to the obese individuals own attitudes and not simply to focus on diet and exercise, as is the tendency today.

Anders Lindelof, medical student, BA in social anthropology.

Key words: Obesity, corpulence, anthropology, empowerment, attitudes to obesity, gender.

Emneord: 
Overvægt
Køn