Etniske piger dyrker ikke motion

Tykke indvandrerpiger. Alt for mange indvandrerpiger er overvægtige. Men det er svært at få dem til at dyrke motion, viser et projekt i Karlebo Kommune. De er bl.a. bange for, at strækøvelser ødelægger mødommen.

Halvdelen af pigerne i folkeskolen med anden etnisk baggrund end dansk er overvægtige. De dyrker aldrig motion og har dårlige kostvaner. Pga. overvægten har pigerne lav selvagtelse, de har tendens til at isolere sig og har kun få sociale relationer. 

Derfor besluttede sundhedsplejerskerne i Karlebo Kommune at starte projektet: ”Kost og motion for etniske unge piger med tendens til overvægt.”

Men projektet var tungere at løbe i gang, end sundhedsplejerskerne havde regnet med. Det var svært at motivere pigerne til at få sved på panden og pulsen op. Sport og motion er ikke en del af deres kultur. Ifølge sundhedsplejerske på projektet, Karin Lindberg, er traditionen derimod, at kvinderne og pigerne opholder sig i hjemmet med håndarbejde og madlavning.

”Det er ikke vigtigt for dem at vedligeholde kroppen. Det er ikke noget, de ser hos deres forældre og især ikke hos deres mødre. Det er vigtigere at lære at gøre rent og sy. Ting, de skal bruge som voksne,” siger Karin Lindberg.

Midt i forløbet gennemførte sundhedsplejerskerne en samtale med pigerne for at undersøge, hvorfor de havde meldt sig til projektet.

SY-2005-07-16-01”Samtalen udsprang af deres - groft sagt -  

Side 16

fysiske dovenskab. Nogle af pigerne sagde rent ud, at de kom pga. samværet. Hvis vi havde siddet og syet hovedpudebetræk, var de også kommet. Andre piger sagde, at de kom pga. motionen. Mange ville dog helst have mindre fysisk ”arbejde” og mere bare lave noget for sjov,” står der bl.a. i evalueringen af projektet.

Formålet med projektet var først og fremmest at forebygge overvægt gennem motion og sund kost og derigennem styrke pigernes selvværd. Hver tirsdag i to år har sundhedsplejerskerne således dyrket motion og lavet mad med i gennemsnit 6-9 piger om ugen. Det fremgår af projektet, at de fleste af målene vedr. information om sund kost og gode madvaner er opfyldt. Men igen og igen bliver pigernes manglende motivation for sport bemærket.

”Der var god stemning, men igen var nogle af pigerne meget svære at motivere for at lave noget fysisk arbejde,” er der bl.a. noteret i marts 2003. Og senere: ”Pigerne var meget sløve, og efter de tekniske boldøvelser var der nærmest kun tre aktive piger. Det hjalp dog lidt med en opsang, men sløvt var det!”

Efterhånden lærte sundhedsplejerskerne at motivere pigerne på andre måder. Håndbold, aerobic og gymnastik, som de danske piger elsker at dyrke, har slet ikke samme interesse hos indvandrerpiger. 

”Det er meget vigtigt at inddrage dem i sporten. Vi fandt ud af, at de godt kunne lide at danse og spille tyrkisk bold, som minder om høvdingebold. Det spiller de nemlig, når de er på ferie i Tyrkiet om sommeren. På den måde lykkedes det os alligevel at give dem sved på panden,” fortæller Karin Lindberg. 

Upraktisk påklædning

Men sundhedsplejerskernes kreativitet blev også udfordret på andre områder. De kulturelle forskelle blev tydelige, når det handlede om at klæde sig fornuftigt på til idræt og motion. Det kom bl.a. til udtryk,

Side 17

da sundhedsplejerskerne introducerede de etniske piger til aerobic. 

”Gæstelæreren Susanne, der er aerobicinstruktør, drev os rundt i salen i højt tempo og til god musik. Et par af pigerne blev hurtigt trætte, og efter 20 minutter blev jeg første gang spurgt om, hvornår vi skulle lave noget andet. En af pigerne mødte op i lang nederdel og sandaler, og Susanne bedømte hurtigt, at hun ikke kunne deltage i den mundering. Vi var desværre kun 3-4 aktive piger og en efterhånden meget træt lærer,” fremgår det af et notat til projektet.

Også fodtøjet gav problemer.

”Der er ikke mange af pigerne, der skifter tøj inden idrætstimerne - heldigvis er der flere og flere, der er begyndt at have kondisko med, men vi ser stadig piger i støvler eller smarte sko med hæle.”

Visse trækøvelser gav også problemer i idrætstimerne. De etniske piger var simpelthen bange for, at mødommen ville springe, når de stod i bredstående stilling og strakte benene ud. Men gennem samtaler med pigerne blev det tydeligt for sundhedsplejerskerne, at det ikke var en negativ indstilling til projektet, der var årsag til problemerne. Derimod handlede det nærmere om kulturforskelle, blufærdighed og generthed. 

I bad med badedragt

Ifølge sundhedsplejerske Karin Lindberg gælder det om at møde pigerne med åbent sind og forståelse for og accept af deres kultur.

”Vi accepterede langærmede bluser og tørklæder. Men det var svært at få dem i bad efter idrætstimerne. De vil helst ikke vise sig nøgne for hinanden. Men vi forklarede dem, at vi ikke kunne acceptere, de lugtede af sved, når vi efter idrætstimerne skulle lave mad,” siger Karin Lindberg.

Derfor var der ingen vej udenom. Og blufærdigheden blev løst ved, at pigerne fik lov til at gå i bad på skift, låne lærernes baderum eller bruge badedragt under bruseren. Desuden kunne de låne et håndklæde, hvis de havde ”glemt” det.

”Timerne skulle være en god oplevelse for pigerne, for de skulle jo gerne dyrke motion sammen med familien senere. Men nogle af pigerne er dog holdt op pga. det med badet,” fortæller Karin Lindberg.

På trods af kulturforskelle betegner Karin Lindberg projektet som en succes. I de to år, projektet har kørt, har der i alt været ca. 30 piger tilknyttet. Direkte forespurgt i et evalueringsskema svarer 11 af pigerne, at deres vægt er blevet mindre, eller at deres vægt svarer til højdeforøgelsen. Generelt oplever sundhedsplejerskerne pigerne som mere frie og glade, mere oplagte til at dyrke motion og mere bevidste om deres kroppe og om betydningen af sund kost. Men det har været svært at motivere pigerne til at melde sig ind i lokale idrætsforeninger.

”Nogle af pigerne er da også startet på basketball og tennis, men overordnet set har det ikke været muligt at få ret mange engageret,” konkluderer evalueringen af projektet. 

Emneord: 
Indvandrer
Overvægt
Barn
Sundhedspleje

Sundhedsplejersker skal blive bedre til at kommunikere

Bedre uddannelse. Kommunernes Landsforening arbejder på en reform af sundhedsplejerskeuddannelsen. Den skal blandt andet sikre bedre kommunikation.

Sundhedsplejerskerne skal tage hånd om de overvægtige børn. Det mener interesse- og medlemsorganisation for kommunerne i Danmark, Kommunernes Landsforening (KL). Organisationen deltager derfor i en arbejdsgruppe i regi af Sundhedsstyrelsen, der arbejder på en reform af sundhedsplejerskeuddannelsen. Bl.a. skal uddannelsen gøres toårig i stedet for etårig som i dag.

”Vi arbejder for en bedre uddannelse. Sundhedsplejerskerne skal blive bedre til at kommunikere og dermed bl.a. håndtere overvægtige børn. Så der er ingen tvivl om, at det er noget, vi har fokus på,” siger konsulent i KL, Birthe Bak Andersen. 

Det kommer dog bag på hende, at Sundhedsplejerskerne føler sig så dårligt klædt på.

”Kommunikation ligger jo allerede i uddannelsen,” siger Birthe Bak Andersen. Reformen af uddannelsen ligger et stykke ude i fremtiden, og KL har ikke noget bud på, hvad der kan gøres ved problemet nu.

”Nu og her kan vi jo ikke gøre noget. Men vi er sikre på, at kommunerne langt hen ad vejen er gode til at tage hånd om det. Det er vigtigt, at der sker noget i forebyggelsesregi, men om det ”kun” er kommunerne, der skal gøre en indsats over for de overvægtige børn og deres familier, kan vi jo altid diskutere,” siger Birthe Bak Andersen. 

Emneord: 
Overvægt
Barn
Sundhedspleje

Sundhedsplejersker overser tykke børn

Extra large. Sundhedsplejerskerne mangler værktøjer til at tage hånd om det stigende antal overvægtige børn, de møder på skolerne. Konsekvensen bliver, at de tykke børn forbliver tykke.

Side 10-11

Billede

Side 12
 

I en svømmehal i Brønshøj ved København plasker 12 ivrige børn rundt i vandet. De glade råb og grin giver genlyd i det højloftede rum. Klorvandet skummer og laver små søer på gulvet.

Her er det lige meget, om man er mørk eller lys i huden. Om man er høj eller lav. Eller om man har badedragt eller -bukser på. Alle har én ting til fælles - de lidt for mange kilo på sidebenene. 

Og det er der alt for mange andre børn, der også har. For nylig viste en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse, at 19 pct. af drenge i Danmark mellem 16-20 år er overvægtige, mens 14 pct. af pigerne i samme aldersgruppe er for tykke. Undersøgelsen peger desuden på, at børn og unge rører sig alt for lidt. 23 pct. af drengene og 22 pct. af pigerne når aldrig op på et moderat intensitetsniveau hverken ved fritidsaktiviteter, transport eller skoleidræt.

Blandt de lidt yngre børn er der også alt for mange med dobbelthager og bildæk. En undersøgelse fra 2003 blandt børn i københavnske skoler viser, at 15-20 pct. af børnene i alderen 6-8 år og 14-16 år er overvægtige.

En del af disse overvægtige børn og unge kunne måske for længst have smidt nogle af de overflødige kilo, hvis sundhedsplejersken, som de jævnligt møder på deres skole, havde taget hånd om problemet. Det gør de bare alt for sjældent, mener flere kilder, som Sygeplejersken har talt med.  

FEDME HOS BØRN OG UNGE

En undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse viser, at 19 pct. af danske drenge mellem 16-20 år er overvægtige, mens 14 pct. af pigerne i samme aldersgruppe er for tykke.

En undersøgelse fra 2003 blandt børn i københavnske skoler viser, at 15-20 pct. af børnene i alderen 6-8 år og 14-16 år er overvægtige, og at forekomsten af overvægt er steget ca. ti gange over de seneste 50 år. Omkring 4-5 pct. af børnene lider i dag af egentlig fedme, hvilket også er en markant stigning. Desuden fremgår det, at de børn og unge, der lider af fedme, over tid også er blevet federe, hvilket er i overensstemmelse med data fra andre lande.  

Kilde: Ugeskrift for læger, nr. 2, 2005.

Men det er der en grund til, mener Susanne Hede, formand for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Ofte finder sundhedsplejerskerne det nemlig svært at tage samtalerne med det overvægtige barn og familien, som måske også selv er lidt for tykke.

”Det er svært at sidde alene som sundhedsplejerske og tage disse samtaler. Man kan godt mangle redskaber til at kommunikere,” siger Susanne Hede og fortsætter:

”Fedme er tabu, og ofte er det jo også en anklage mod forældrene, hvis de selv er for tykke. Nogle føler sig angrebet og bliver måske sure, og så kommer der ikke noget ud af samtalen.” 

PROJEKTER FOR OVERVÆGTIGE BØRN.

Tre projekter for overvægtige børn rundt om i landet. Sygeplejersken har undersøgt, hvordan det er gået.

Randers Kommune gennemførte i 2001-2002 et projekt for overvægtige børn i folkeskolen med fokus på kost og motion. Der blev sendt spørgeskemaer ud til 90 børn, hvoraf 55 blev besvaret.

Konklusionerne fra evalueringen af projektet viste, at 74 pct. af de tykke børn havde tabt sig lige efter kurset. Hos 19 pct. stod vægten stille. 7 pct. havde taget på. Et halvt til halvandet år efter kursets ophør stod vægten stille hos 48 pct., mens 28 pct. havde tabt sig yderligere, og 24 pct. havde taget på. Nogle havde dog taget naturligt på i forhold til vækst i højden.

Skagen Kommune har opgjort tre års erfaringer med tværfagligt samarbejde om tilbud til overvægtige børn. 53 børn fik tilbuddet, og 41 deltog i projektet. Målet var bl.a. at få børnene til at dyrke mere motion, at de efter projektet meldte sig til en sportsgren, og at de havde haft gavn af kostvejledningen. Resultatet viser, at 61 pct. dyrkede mere motion, 97 pct. ville melde sig til en sportsgren, og 90 pct. havde opnået noget ved kostvejledningen. Desuden blev alle de elever, som havde fastholdt motionstilbuddet, i godt humør, og 70 pct. oplevede, at de blev mere friske.

Brøndby Kommune lavede i 2002-2003 et projekt, hvor seks overvægtige børn fra samme folkeskole i alderen 9-12 år deltog. Målet var at skabe et erfaringsgrundlag, så kommunen på længere sigt kan tilbyde alle overvægtige børn motion og kostvejledning, hvis de og deres forældre ønsker det. Evalueringen af projektet viste, at alle børn syntes, de havde fået mere energi. Halvdelen følte, at de var mere koncentrerede i timerne i skolen. De var alle blevet mere bevidste om, hvad de spiser, de havde mere selvtillid, var blevet mere sociale og udadvendte og var begyndt at dyrke motion. Der blev ikke fokuseret på vægttab, men kun på stabilisering. Flere af børnene havde dog tabt sig, og ingen havde taget på ved projektets slutning.


Berøringsangste
Finn Salomonsen, uddannet lærer og undervisningsassistent ved Institut for Idræt på Københavns Universitet, er konsulent i ”Projekt for familier med overvægtige børn” under Familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen i Københavns Kommune. Han arbejder meget sammen med sundhedsplejersker, fordi de visiterer mange af børnene til projektet. Og han hører derfor om de problemer, nogle sundhedsplejersker har med at kontakte de tykke børn.

Side 13 

”Nogle sundhedsplejersker synes, det er vanvittig svært at kontakte børnene og deres familier, fordi der er mange tabuer forbundet med at være overvægtig,” fortæller Finn Salomonsen. Ofte nøjes sundhedsplejerskerne derfor med at orientere om kost og motion. Men det er langtfra nok til at få børn og unge til at tabe sig.

Finn Salomonsen mener, at mange sundhedsplejersker måske ikke er bevidste om, at de er berøringsangste. Men i hans samarbejde med dem, kommer det alligevel ofte op til overfladen.

SY-2005-07-14-01Foto: Nicolai Howalt

”Mange sundhedsplejersker siger, det er et problem, at de ikke ved, hvordan de skal gribe problematikken med fede børn an. Nogle gør det på én måde, andre på en anden måde. De mangler fælles metoder for at gøre noget ved det,” siger Finn Salomonsen. 

”Måske er der nogle sundhedsplejersker, der ikke ser så mange overvægtige som andre. Det afhænger jo af øjet, der ser. Hvis de har svært ved at tage fat om de overvægtige, ser de måske heller ikke så mange af dem.”

Susanne Hede fra Fagligt selskab for Sundhedsplejersker er enig i, at det kan få store konsekvenser for børnene. 

”Konsekvensen bliver ofte, at sundhedsplejersken ikke gør noget særligt. Det er ikke svært at registrere de tykke børn i journalerne, og så bliver det ikke til mere end det og lidt kostvejledning. Men det er jo slet ikke nok,” siger Susanne Hede.

Lettere værktøj

I Storkøbenhavn kan overvægtige børn, der gerne vil gå til idræt, melde sig til projekt ”PLAY.” Projektleder Jens Sune Jakobsen, der er ansvarlig for projektet under DGI (Danske gymnastik- og idrætsforeninger) Storkøbenhavn, mener, at sundhedsplejerskernes kommunikationsproblemer opstår, når de ikke har konkrete projekter at henvise børnene til. 

SUNDHEDSPLEJERSKER

Arbejdet som sundhedsplejerske omfatter i relation til børn/ ungeområdet, at sundhedsplejersken medvirker ved:

  • Funktionsundersøgelser.
  • Overvågning af børn og unges sundhed.
  • Undersøgelse, opsporing og vejledning omkring børn med særlige behov.
  • Generel sundhedsfremme og forebyggelse.
  • Rådgivning og vejledning af andre faggrupper og kommunale myndigheder, som arbejder med børn og unge; herunder rådgivning om bl.a. hygiejniske forhold.
  • Deltagelse i tværfagligt samarbejde.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

”Det er utrolig vigtigt, at sundhedsplejerskerne har nogle konkrete tiltag at henvise børnene til. Projekter giver dem et lettere værktøj til at turde opsøge børnene,” siger Jens Sune Jakobsen, der lige nu arbejder på et inspirationshæfte til foreninger og kommuner om, hvordan

Side 14

man får projekter for tykke børn sat i gang. 

Han understreger, at de største problemer med projekter for overvægtige børn netop er, at rekrutteringspartnerne, heriblandt sundhedsplejerskerne, har meget svært ved at rekruttere børnene. 

Projekt ”PLAY” har plads til dobbelt så mange børn, som der er tilmeldt. Ofte dukker børnene simpelthen aldrig op til aktiviteterne, selvom det er aftalt. Og det kan ifølge Jens Sune Jakobsen måske skyldes kommunikationsproblemer mellem sundhedsplejerske og de overvægtige børn.

”Sundhedsplejerskerne er frustrerede over, at der ikke dukker flere børn op til tilbuddene, selvom de har haft kontakt til mange børn. Der mangler noget i kommunikationsleddet. Lige nu arbejder vi på et nyt stort projekt, som bl.a. handler om, hvordan man får uddannet sundhedsplejerskerne til at få rekrutteret børnene,” fortæller Jens Sune Jakobsen.

Ligger i uddannelsen

Men det er ikke alle, der er enige i, at sundhedsplejerskerne ikke varetager deres job godt nok. Formanden for Foreningen for Ledere af Sundhedsordninger for Børn og Unge i Danmark, Lene Møller, mener ikke, at problemet er kommunikationsvanskeligheder eller berøringsangst.

”Sundhedsplejerskerne har om nogen en uddannelse til at tale med overvægtige børn. Kommunikation ligger i vores uddannelse, og hvis ikke sundhedsplejersker er gode til at kommunikere, så ved jeg ikke, hvem der er,” siger Lene Møller.

Hun arbejder som ledende sundhedsplejerske i Rødovre Kommune, hvor der løbende er uddannelse i kommunikation. Bl.a. udbyder kommunen et kursus i ”Du bestemmer-metoden,” som er en kommunikationsform, der tager udgangspunkt i, hvad de unge mennesker selv mener sundhed er. I den forbindelse undervises sundhedsplejersker, lærere og pædagoger i kommunikation.  

I Rødovre Kommune har sundhedsplejerskerne gennemgået et toårigt uddannelsesforløb i brug af Marte Meo-metoden, der stammer fra Holland. Bl.a. filmer man kommunikationen mellem forældrene og deres børn, så sundhedsplejerskerne efterfølgende kan bruge det i deres arbejde med familierne.

Der er også i Rødovre Kommune løbende

Side 15

supervision og en psykolog tilknyttet, som kommer hver anden måned og coacher hele gruppen.

Men det er ikke alle kommuner, der har sat undervisning i kommunikation i samme omfangsrige system. Susanne Hede oplyser, at sundhedsplejerskerne møder talstærkt op, hver gang foreningen arrangerer kurser og seminarer med emnet ”overvægtige børn.”

”Mange synes, det specielt er godt, at der er andet end kost og motion. At kurserne også handler om kommunikationsmåder,” fortæller Susanne Hede, der håber, at kommunerne fremover vil tilbyde sundhedsplejerskerne bedre uddannelse i kommunikation.

”Kommunen har også en del af ansvaret. Her er man forpligtet til, at personalet bliver uddannet,” siger Susanne Hede. 

LOV OM FOREBYGGENDE SUNDHEDSORDNINGER FOR BØRN OG UNGE

En sundhedsplejerske arbejder efter ”Lov om sundhedsordninger for børn og unge,” som blev vedtaget i Folketinget i 1995. Sundhedsordningens omfang i den enkelte kommune fastsættes af kommunalbestyrelsen.

§ 1. Kommuner og amtskommuner skal tilrettelægge forebyggende sundhedsordninger, som kan bidrage til at sikre børn og unge en sund opvækst og skabe gode forudsætninger for en sund voksentilværelse.

Stk. 2. Kommuner og amtskommuner skal dels yde en generel sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende indsats, dels en individorienteret indsats, der retter sig mod alle børn og unge, samt en særlig indsats, der specielt tager sigte på de svagest stillede børn og unge.

§ 2. Alle børn og unge skal indtil undervisningspligtens ophør tilbydes sundhedsvejledning, bistand samt funktionsundersøgelser ved en sundhedsplejerske.

§ 6. Børn og unge med særlige behov skal indtil undervisningspligtens ophør tilbydes en øget indsats, herunder en øget rådgivning samt yderligere forebyggende undersøgelser ved sundhedsplejerske eller kommunalt ansat læge.

Kilde: www.retsinfo.dk

Emneord: 
Barn
Overvægt
Sundhedspleje

Dilemma: Selektiv sygepleje

dilemma%2029%202004Illustration: Bodil Molich

Jeanne er 32 år og skal være mor til sit første barn om en uges tid. Hendes graviditet har været ukompliceret, men en aften bliver hun indlagt på intensiv afdeling med vejrtrækningsbesvær. Hun bliver observeret natten over, og dagen efter bliver hun overflyttet til svangregangen. Her har hun ligget på en tosengsstue i tre dage, da hun kalder personalet sammen en eftermiddag.  

Fra sin seng fortæller hun to sygeplejersker og en social- og sundhedsassistent samt afdelingssygeplejersken, at hun føler sig diskrimineret på afdelingen. Hun siger, at hun tydeligt kan mærke, at hun bliver behandlet nedladende, og at alle de andre kvinder på afdelingen får en mere engageret og venlig behandling, end hun gør. De øvrige patienter får både opmærksomhed og information, og deres pårørende får tilbudt kaffe af aftenvagten. Jeannes mand får derimod besked på at købe kaffe i automaten på gangen. 

”Jeg er 162 cm høj og vejer 135 kg. Min tanke er, at det har noget med det at gøre,” siger Jeanne.  

Afdelingssygeplejersken Sussi skal lige til at sige noget, men lader være.  

Hvordan ville du reagere, hvis du var Sussi?

Kommentar i Sygeplejersken nr. 30 2004

Hvis jeg var Sussi, ville jeg også tøve. Det gælder om at lytte og være forstående i situationen.  

Jeg ville først spørge mig selv: Diskriminerer vi mennesker her alt efter, om de er smældfede, er vissenpinde eller ligner fotomodeller?  

Bagefter skal der ikke tøves. Episoden vil sikkert gøre voldsomt indtryk på medarbejderne - især de, som blev stillet ansigt til ansigt med Jeanne. Derfor er det vigtigt, at alle medarbejderne får en tydelig beskrivelse af Jeannes opfattelse og af episoden. Det skal drøftes internt, hvad diskrimination er, og hvordan patienterne kan opleve det i plejen - og hvordan det kan undgås. Sussi må tilbage og høre nærmere om Jeannes oplevelser og livshistorie. Jeanne har tilsyneladende ikke mistet selvtilliden i forhold til at hævde sin ret til at være her, selv om hun opfatter sig selv som fed. Jeanne skal også vide, at afdelingen har taget hendes klage alvorligt.  

Samtidig skal alle patienter jo ikke behandles ens, da mennesket er unikt. Derfor skal vi ikke få berøringsangst - men tværtimod turde engagere os i menneskets mangfoldighed. Hvilke tanker er der i øvrigt om barnet eller om natten på intensiv? Der er liv, der ikke har overskriften ”fedt.” 

Edith Mark, psykiatrisk sygeplejerske, formand for Sygeplejeetisk Råd.

Emneord: 
Overvægt
Gravid
Diskriminering

Holdninger til overvægt går i arv

Misopfattelse. Selv om forældre godt ved, at børns overvægt opstår, når de spiser for meget og rører sig for lidt, har nogle af dem helt andre forklaringer på, hvorfor netop deres barn er for tykt. Hvis sygeplejersker og andre skal nå dem i det sundhedsfremmende arbejde, må de møde forældrene, hvor de er.

SY_2004_20_38Illustration: Claus Seidel

Side 38 

Billede

Side 39
 

Vi kan smile ad en mor, der mener, at hendes søn er for tyk, fordi han spiser for mange gulerødder eller et forældrepar, der tror, datteren er overvægtig, fordi hun har fået forkert modermælkserstatning som spæd. Men en del forældre har den slags helt personlige forklaringer, og hvis vi vil nå dem i det sundhedsfremmende arbejde, skal vi tage deres opfattelse af overvægt alvorligt.

I 2003 udførte denne artikels forfatter en undersøgelse om overvægtige børn og deres familiers syn på børnenes overvægt. Baggrunden for undersøgelsen var en tidligere antropologisk undersøgelse, jeg udførte med overvægtige voksne (se boks).

Undersøgelsen om børnene og deres familier viste, at der var en sammenhæng mellem de forklaringer, familierne gav for barnets overvægt og den succes, de havde med at få barnet til at tabe sig. Det viste sig også, at der var bestemte sociale karakteristika for de to typer familier, nemlig de familier, som havde succes med at få deres børn til at tabe sig, og dem, der ikke fik børnene til at tabe sig. Familier, der begrundede barnets overvægt med forkerte kost- og motionsvaner, tilhørte oftere højere socialgrupper og havde større succes med vægttab hos barnet. Familier, som forklarede barnets overvægt med andre faktorer end forkert kost og motion, kunne derimod oftere placeres i de laveste socialgrupper målt på værdier som relativt ringe boligforhold, relativt lav indkomst og lign. Disse familier havde ikke succes med at få barnet til at tabe sig.

Familiens måde at forstå og forklare barnets overvægt skal tages seriøst. Argumenter om kost og motion nytter nemlig ikke i disse familier, og det er vigtigt at erkende, når man som sundhedsperson skal hjælpe dem.

I dag forudsætter den sundhedsfremme, vi yder til overvægtige børn og deres familier, at modtagerne er enige i, at vægttab kræver ændrede kost- og motionsvaner. Det er dog langt fra altid tilfældet. Vi er derfor nødt til at ændre store dele af det sundhedsfremmende arbejde, hvis vi skal modvirke overvægt i disse familier.

15 pct. af danske børn vejer for meget

Undersøgelsen beskæftiger sig med den kvalitative side af overvægt med fokus på det, der kunne spørges til. Ikke på det, der kunne måles og vejes, altså den kvantitative side. Sådan en indgangsvinkel er ny. Der er ikke tidligere publiceret undersøgelser om overvægtige børn og deres families forståelse for barnets overvægt. De undersøgelser, der findes på området (f.eks. 1,2), forholder sig primært til kvantitative data.

Danskerne har aldrig været så tykke som nu. I 1994 havde 44 pct. mænd og 28 pct. kvinder i Danmark et body mass index (BMI) på over 25 (3). Kigger vi kun på børn og unge, viser de seneste danske undersøgelser (2002), at ca. 15 pct. af en skoleårgang vejer for meget (4). Undersøgelser viser, at overvægt findes i alle befolkningsgrupper, men at problemet er størst blandt de såkaldt ringest stillede målt på parametre som uddannelsesniveau, lønindkomst og boligsituation (5,6).

Klinisk Ordbog definerer overvægt (adipositas) som ”_ et misforhold mellem næringstilførsel og energiforbrug” (7). Samfundet fokuserer meget på, at en ny og mere passiv livsstil medfører, at kalorieforbruget overstiger kalorieforbrændingen. Men overvægt og fedme er et komplekst problem med mange årsagssammenhænge.

Forskel på overvægtige mænd og kvinder

I 2002 udførte denne artikels forfatter en antropologisk undersøgelse med overvægtige voksne. Fokus lå på deres begrundelser for, at de var blevet overvægtige og deres mening om, hvad der skulle til for, at de kunne tabe sig. Undersøgelsen var baseret på kvalitative interview og deltagerobservation i hhv. mandeklubben Fnuggi og den kvindedominerede interesseklub for overvægtige, Adipositasforeningen.

Konklusionen var, at der var kønslig forskel på de synspunkter, mænd og kvinder havde om deres overvægt. Tendensen var, at kvinderne mente, at de var blevet overvægtige pga. psykiske og sociale forhold, der havde fået dem til at trøstespise. Mændene mente, at de var overvægtige, fordi de havde spist uhæmmet og ikke havde motioneret tilstrækkeligt.

Forskellen var altså, at kvinderne mente, det var andre forhold end kost og motion, der spillede ind, mens mændene kun fokuserede på kosten og motionen.

Denne forståelse afspejlede sig i den måde, de overvægtige mente, de kunne tabe sig på. Kvinderne mente, at de kun kunne tabe sig, hvis de fik bearbejdet de psykiske og sociale problemer, der havde forårsaget overvægten, mens mændene mente, at de kun kunne tabe sig, hvis de spiste sundere og bevægede sig mere.

I forhold til det sundhedsfremmende arbejde er det derfor nødvendigt at inddrage dette forhold og f.eks. tilbyde kvinderne en form for terapi, før der fokuseres på sundere kost- og motionsvaner. For mændene er det derimod væsentligt at fokusere på de uhensigtsmæssige kost- og motionsvaner.

Rekruttering af børn og familier

Undersøgelsen involverede 60 børn og 37 forældre. 63 pct. af børnene var drenge, og 37 pct. var piger i alderen 6-18 år med en gennemsnitsalder på 11 år. Alle børnene var overvægtige på nær to, der havde tabt sig og var normalvægtige.

Børnene blev fundet via tre instanser, der beskæftiger sig med overvægtige børn:

  1. 35 børn og 10 forældre på et julemærkehjem

  2. 15 børn og deres forældre gennem Team Tab og Vind i Holbæk (tværfagligt samarbejde omkring tykke børn og deres familier i Holbæk Kommune)

  3. 10 børn og deres forældre gennem Børne- og Ungelægerne i Århus Kommune.

De tre instanser sørgede for, at børnene i undersøgelsen havde, eller havde haft, et BMI på over 25.

Børnene fra Team Tab og Vind blev fundet ved at sende dem et Side 40
 

brev om projektet (42 pct. svarede), børnene fra Børne- og Ungelægerne i Århus blev kontaktet gennem skolelægen ud fra kriterier om alder (11-12 år), forskelle i børnenes sociale baggrund og køn (halvt af hver). Børnene på julemærkehjemmet blev fundet gennem to ugers feltarbejde på julemærkehjemmet.

Pga. den ikke-randomiserede udvælgelse (sampling) er undersøgelsen ikke repræsentativ men deskriptiv med fokus på at forstå de involverede familiers motiver vedrørende barnets overvægt.

Alle børn og forældre, der havde lyst til at deltage, fik lov til at medvirke i undersøgelsen. De eneste kriterier var, at barnet skulle være eller havde været overvægtigt og havde lyst til at deltage.

Børnene og deres forældre blev interviewet ud fra en løst struktureret interviewguide (se skema). Alle interview blev udført af mig og foregik i barnets hjem. Dog blev børnene på julemærkehjemmet interviewet på julemærkehjemmet, og deres forældre blev interviewet telefonisk. Alle interview blev optaget på mini-disc og senere skrevet ud. De varede i gennemsnit 73 minutter.

Afhængigt af situationen blev de børn, der ikke blev rekrutteret fra julemærkehjemmet, enten interviewet alene eller sammen med forældrene. Var barnet og forældrene samlet, blev forældrene bedt om at holde sig i baggrunden, til intervieweren havde talt færdig med barnet. Herefter blev der talt med forældrene.

Analysen af datamaterialet viste et mønster. Børnene og deres familier kunne deles op i to grupper:

  1. De familier, der tillagde barnets overvægt en kost- og motionsrelateret årsag.

  2. De familier, der mente, at overvægten var et resultat af andre årsager end kost og motion.

Ud fra et sundhedsfremmende perspektiv er sidstnævnte gruppe mest interessant. Dels fordi denne forståelse af overvægt ikke er belyst før, og dels fordi det må forventes, at disse familier er sværere at nå i de traditionelle sundhedsfremmende kampagner end familier, der er enige med sundhedsvæsenet i, at forklaringen på barnets overvægt skal findes i kost og motion. Det følgende vil derfor primært fokusere på gruppe 2-familierne, der tillagde barnets overvægt andre faktorer end kost og motion.

Interviewguide: Spørgsmål til børn

Alder, søskende og deres størrelse (vægt, højde?).

Historie

  • Hvornår blev du tyk?
  • Har du taget mere eller mindre på gennem tiden?
  • Har vægten været stabil på noget tidspunkt?
  • Har du tabt dig på noget tidspunkt, hvordan og hvor meget?
  • Hvorfor tror du, at du er blevet tyk?

Kost

  • Hvad har du spist, siden du er tyk? Alm. mad, slik, kage mm. - spist alene, skjult det for andre?
  • Tænker du over hvad du spiser, tænker du over din størrelse når du spiser noget usundt?
  • Spiser du fedtfattigt, fra hvornår?

Motion

  • Hvor meget har du rørt dig i dit liv?
  • Går du/ har du gået til noget sport?
  • Kan du lide at bevæge dig?
  • Hvordan har du det med idræt/svømning i skolen?

Familien

  • Har du nogen pligter, du gør regelmæssigt, har du en sengetid?
  • Hvem bestemmer, hvad I skal spise, bestemmer du nogen gange?
  • Har du en fast slikdag, plager du om slik - og virker det?

Venner

  • Har du en bedsteven, ser du ham også uden for skolen?
  • Er du ofte ude og lege, alene eller sammen med andre?

Alene

  • Har du tv/computer på værelset, bruger du meget tid på det?

Oplevelse

  • Hvad er det værste ved at være tyk?
  • Tænker du over det at være tyk?
  • I hvor høj grad går det dig på? Hvorfor - f.eks. mobning, fysik, udseende?
  • Kan du se det logiske i, at du ser ud som du gør?
  • Hvorfor vil du gerne tabe dig?
  • Har du talt med din familie om din vægt?

Sociale forhold påvirker forklaring

Der var en sammenhæng mellem familiens sociale kår og de forklaringer, der blev givet for at begrunde barnets overvægt. Således var der en tendens til, at de familier, der havde lav indkomst og boede ringere (i mindre lejligheder uden adgang til have og legearealer) anskuede barnets overvægt som et resultat af andre faktorer end kost og motion. Det skal dog nævnes, at der ikke blev spurgt til lønindkomst og uddannelsesniveau, hvorfor kategoriseringen hviler på interviewerens skøn efter samtale med familien og et besøg i familiens hjem under interviewet (dog undtaget 10 forældre, som blev kontaktet telefonisk).

SY_2004_20_41Familier med højere indkomst og bedre bopæl (f.eks. i parcelhus med adgang til have) havde derimod tendens til at mene, Side 41
 

at den primære årsag til barnets overvægt var forkerte kost- og motionsvaner.

Da min undersøgelse ikke er repræsentativ, er det svært at sige, hvor mange familier på landsplan, der mener, at deres børn er overvægtige pga. kost og motion eller pga. andre faktorer.

Men som talrige undersøgelser (f.eks. 5,6) har dokumenteret, har sociale grupper med ringere vilkår procentuelt flere overvægtige blandt sig end de højere sociale grupper. Jeg vil derfor formode, at antallet af familier, der forklarer overvægt som et resultat af andre faktorer end kost og motion, er stort i de laveste sociale grupper.

Forældres opfattelse smitter børnene

Ud af de 60 børn, jeg talte med, mente 48 familier, at barnet var blevet overvægtigt af andre årsager end uhensigtsmæssige kost- og motionsvaner. Det viste sig, at både barnet og forældrene havde samme opfattelse af årsagerne til barnets overvægt. Jeg mødte således ingen børn, der mente, at de var store pga. forkerte kost- og motionsvaner, uden at forældrene mente det samme eller omvendt. De 48 børn og forældre mente, at barnet var blevet overvægtigt pga. f.eks. uheldige gener, psykosociale årsager (f.eks. mobning eller familiemæssige problemer, typisk forældrenes skilsmisse), eller de kunne mene, at mere specifikke årsager var skyld i overvægten. F.eks. mente en familie, at deres datter var overvægtig pga. en forkert modermælkserstatning, pigen havde fået som spæd, og en anden familie mente, at deres søn var tyk, fordi han spiste for mange gulerødder på sin rideskole.

Disse familier havde altså deres helt egen forklaring på barnets overvægt, der ikke harmonerer med den kost- og motionsrelaterede definition fra Klinisk Ordbog, som sundhedssystemet arbejder ud fra. 

Man kunne forledes til at tro, at familierne ikke er nok oplyste om, hvad der skaber overvægt. Men andre undersøgelser (8) viser, at så godt som alle familier ved, at man bliver tyk, hvis man spiser flere kalorier, end man forbrænder. Deltagerne i min undersøgelse kendte da også denne sammenhæng. Men det interessante var, at familierne mente, at det var de andre børn, der var tykke, fordi de spiste for meget og forkert samt motionerede for lidt. De mente derimod ikke, at det gjaldt for deres eget barn, fordi forholdene var helt unikke og havde medført, at barnet så ud, som det gjorde.

Det handler altså ikke om viden. Det handler derimod om den måde, familierne har valgt at forklare barnets overvægt på eller den fortælling, de har konstrueret barnets overvægt ud fra. Videnskabeligt kaldes sådan en fortælling for et ”narrativ” (9,10). 

Svært at argumentere mod

Nogle familiers forklaringer var detaljerede og byggede på specifikke problematikker, der havde betydet, at barnet var blevet overvægtigt. Dette gjaldt f.eks. familien, der mente, at deres 13-årige datter var tyk pga. en forkert modermælkserstatning, pigen havde fået som spæd. Ifølge familien havde modermælkserstatningen medført, at pigens fordøjelsesorganer og stofskifte var ødelagt, hvorfor pigen i dag var overvægtig. Sådan en opfattelse er meget specifik og svær at argumentere mod, da familien gennem hele datterens liv har set og forstået datterens overvægt på den måde. Pointen er ikke, at familien har uret, men at familien mener, det er andre faktorer end kost og motion, der er skyld i datterens overvægt.

Andre familier havde mindre specifikke opfattelser, f.eks. nogle, der byggede på, at genetiske forhold bevirkede, at barnet var disponeret for en overvægt, som ikke kunne modarbejdes og undgås.

Fælles for de måder, disse familier oplever barnets overvægt på, er altså, at de benytter sig af en forklaringsmodel, der får barnets overvægt til at fremstå logisk for familien uden at involvere forkerte kost- og motionsvaner. Det vigtige er, at vi i det sundhedsfremmende arbejde ikke forfalder til at opfatte disse forklaringsmodeller som dårlige undskyldninger eller noget, familien bruger for at dække over det, der egentlig er galt. Hvis vi skal hjælpe disse mennesker, er det derimod nødvendigt, at vi tager disse forklaringer alvorligt og derfra forsøger at hjælpe eller støtte barnet til et vægttab. 

Tag familiens holdning alvorligt

Det er væsentligt at fokusere på familiernes forklaringer, fordi mennesker handler og agerer ud fra den forståelse, de har. Et eksempel: Da de gamle sømænd i sin tid sejlede på havene, var de bange for at sejle ud mod horisonten ud fra det ræsonnement, at jorden var flad, og de følgelig ville falde ned, når de kom ud over horisonten. Man kan ikke klandre sømændene for at være dumme eller uvidende. De handlede blot ud fra den tro, de havde om universet. Tilsvarende med de overvægtige børn og deres familier, der ikke mener, de er tykke pga. forkerte kost- og motionsvaner. Det kan godt være, at en sådan opfattelse er videnskabelig forkert, og at vi kan smile ad den mor, der mener, hendes søn er tyk pga. for mange gulerødder. Men vi skal tage holdningen alvorligt, hvis vi vil nå disse mennesker i det sundhedsfremmende arbejde. Hvis familien Side 42
 

mener, at barnet er stort pga. andre forhold end kost og motion, så nytter det ikke noget at informere om netop kost og motion eller sende familien til en diætist. Disse familier vil føle sig forkert placeret, fordi deres indstilling er, at deres barn spiser fornuftigt og rører sig tilfredsstillende, og at det er helt andre faktorer, der er problemet. Det er ikke fordi, forældrene er uvidende. De ved godt, hvad der forårsager overvægt, men de handler ud fra en anden opfattelse af, hvordan tingene hænger sammen for netop deres barn. 

Ingen indsats mod uundgåelig overvægt

De familier, der ikke mente, at barnet var overvægtigt pga. forkerte kost- og motionsvaner, opfattede ikke barnets vægt som et problem, der som sådan skulle modvirkes. Netop fordi disse familier mente, at barnets vægt var uundgåelig, blev overvægten anskuet som en uheldig, men nødvendig konsekvens af de omstændigheder, der havde ramt barnet. Og derfor mente familien ikke, det kunne betale sig at bruge for mange ressourcer på en vægtreduktion.

Kun de familier, der mente, at barnet var tykt pga. forkerte kost- og motionsvaner, opfattede overvægten som et problem og som noget, der skulle modvirkes, og kun de familier kunne iværksætte regler om kost og motion, og som medførte, at barnet tabte sig. I de familier, hvor barnets overvægt blev anskuet som et resultat af andre faktorer end kost og motion, var barnets overvægt ikke genstand for stor opmærksomhed og forsøg på vægttab, hvilket betød, at barnet ikke modtog effektiv hjælp fra familien til at tabe sig.

Overraskende og glædeligt viste undersøgelsen, at så godt som alle familier havde prøvet en eller anden form for kostreduktion. Initiativerne var imidlertid ikke så gennemgribende, at en vægtreduktion kunne spores for de familier, der ikke mente, barnet var stort pga. forkerte kost- og motionsvaner. Og for disse familier var de indførte regler ofte så videnskabeligt tvivlsomme, at de ingen positiv gevinst havde for barnets vægtreduktion. F.eks. mente en familie, at det i lige så høj grad som kostens indhold var tidspunktet for måltidets indtagelse, der var vigtigt. Så denne familie spiste kl. 18.00, uanset hvad. Andre familier havde lavet regler om, at barnet ikke måtte bruge Nutella og smør på samme skive brød, mens andre familier igen mente, at det var mængden af mad, der var vigtig, og ikke så meget, hvad kosten bestod af.

Her kan vi igen smile over nogle af disse tiltag. Men det glædelige er, at disse familier har prøvet at omlægge deres kostvaner. På trods af, at tiltagene var tvivlsomme og kun varede i ganske kort tid, er det alligevel positivt, da det viser, at alle familier er villige til at yde en indsats i forbindelse med deres børns overvægt. 

Minimal effekt

Det er ikke forkert at sige, at langt hovedparten af al overvægtsrelateret sundhedsfremme og -forebyggelse bygger på den forståelse, at overvægt er et resultat af forkerte kost- og motionsvaner. Jeg vil også vove den påstand, at hovedparten af det praktiske arbejde er baseret på, at forældrene og/eller barnet kan komme til konsultation hos f.eks. en sygeplejerske eller diætist, der informerer og giver gode råd om, hvordan familien kan få bedre kostvaner. Et andet brugt tiltag er, at der f.eks. i kommunalt regi arrangeres sportsgrene for overvægtige børn, hvor barnet dels kan møde ligestillede og dels opleve, at sport godt kan være sjovt, selvom man er stor. Der er ikke noget galt med disse to fremgangsmåder. For de familier, der mener, at barnet er blevet stort pga. forkerte kost- og motionsvaner, er det gunstigt og oplagt at hjælpe til sundere kost- og motionsvaner. Men for de familier, der ikke mener, at barnet er stort pga. forkerte kost- og motionsvaner, vil sådanne tiltag have minimal effekt. Når familien mener, at barnet ikke er blevet stort pga. forkerte kost- og motionsvaner, er familiens udgangspunkt, at barnet ikke kan tabe sig ved at ændre på kost- og motionsvanerne. Min pointe er altså, at det er vitalt at medtænke de opfattelser, familien opererer med i forbindelse med barnets overvægt i det sundhedsfremmende arbejde.

Alle modtager samme hjælp

Mine erfaringer fra det traditionelle praktiske arbejde i forbindelse med børns vægttab er, at hjælpen i udgangspunktet ikke differentieres, hvorfor alle familier i princippet modtager samme hjælp. Men min erfaring er også, at kun en mindre del af disse børn taber sig. Oftest lykkes det for de ressourcestærke familier, der kan hjælpe barnet mod en vægtreduktion. Jeg siger naturligvis ikke, at de børn, der ikke taber sig, ikke har glæde af at være involveret i et vægttabsprogram. Jeg siger, at en af grundene til, at effekten af det sundhedsfremmende arbejde ikke kan ses på vægten, er, at dette arbejde bygger på, at barnet har spist forkert og bevæget sig for lidt. Men som nævnt har de argumenter om kost og motion, som fremføres i sundhedsfremmende arbejde, ikke resonans i disse familiers holdninger til barnets overvægt, og derfor begynder familierne ikke at handle efter dem. Derved bliver en stor del af de familier, der har overvægtige børn, frasorteret, fordi de som udgangspunkt mener noget andet end det, der fremføres i det sundhedsfremmende arbejde. Der er med andre ord ikke konsensus mellem de to parters forståelse af barnets overvægt.

Hvis der derimod blev etableret et minimum af konsensus ved,

Side 43
 

at familiens egne synspunkter blev taget alvorligt, og man derfra forsøgte at nå familien, ville der være et udgangspunkt at arbejde videre fra, som er nødvendigt, hvis der skal skabes en vægtreduktion.

Det er påkrævet at omlægge store dele af det sundhedsfremmende arbejde, hvis målet om en vægtreduktion skal nås. Det, der foregår nu, er for snævert tilrettelagt og er primært rettet mod mennesker som os selv, der har en forståelse for, at overvægt er et resultat af uhensigtsmæssige kost- og motionsvaner. Det sundhedsfremmende arbejde må derfor differentieres i forhold til den modtagende families behov og synspunkter.

Anders Lindelof er stud.med. og har en bachelor i etnografi.

Undersøgelsen er indtil videre upubliceret, men kan erhverves ved henvendelse til forfatteren. 

Spørgsmål til børnenes forældre drejer sig om de samme emner som dem til børnene. Spørgsmålene kan fås ved henvendelse til forfatteren.

Litteratur

  1. Davison KK, Birch LL. Weight Status, Parent Reaction, and self-Concept in Five-Year-Old Girls. Pediatrics 2001;107:46-53.
  2. Schwimmer JB, Burwinkle TM, Varni JW. Health-Related Quality of Lifeof Severely Obese Children and Adolescents. Jama 2003;289(14):1813-8.
  3. Sundhedsstyrelsen: Overvægt og fedme 1999:13.
  4. Petersen TA-G, Rasmussen S, Madsen M. Danske skolebørns BMI målt i perioden 1986/1987 - 1996/1997 sammenlignet med danske målinger fra 1971/1972. Ugeskr Læger 2002;43:5006-10.
  5. Wedderkopp N, Andersen LB, Steen H, Froberg K. Fedme blandt børn - med særlig vægt på danske børn Ugeskr Læger 2001;21:2907-12.
  6. Lissau-Lund-Sørensen I, Sørensen TIA. Prospective study of the influence of social factors in childhood on risk of overweight in young adulthood. Int J Obes 1992;16:169-75.
  7. Holm-Nielsen H (red). Klinisk Ordbog. København: Munksgaard; 2001. p. 35.
  8. Murphy AS, Youatt JP, Hoerr SL, Sawyer CA, Andrews SL, Kindergarten students´ food preferences are not consistent with their knowledge of the Dietary Guidelines. J Am Dietetic Assoc 1995; 95:219-23.
  9. Good B. Medicine, rationality, and experience. An anthropological perspective. Cambridge: Cambridge University Press, 1994:kap.6.
  10. Mattingly C. Healing Dramas and Clinical Plots. The Narrative structure of Experience. Cambridge: Cambridge University Press, 1998:kap 4.
Emneord: 
Overvægt
Barn

Faglig kommentar: Fedt på den ufede måde

Ved at være tavse om fedme er sygeplejersker med til at stigmatisere og diskriminere de tykke.

Det er ikke god tone at sige, at en person er fed. Kraftigt bygget. Stor. Overvægtig. Adipøs. Selv i sygeplejen er fedme noget af et tabu, selvom alle sygeplejersker har kontakt med overvægtige patienter. I Sygeplejerskens absolut uvidenskabelige quickpoll svarede omkring tre fjerdedele af sygeplejerskerne i uge 31, at det var sværere at tale med patienter om overvægt end om afføringsproblemer og sovemedicin.

Ved at være tavse om fedme er sygeplejersker med til at stigmatisere og diskriminere de tykke. For når man hele tiden kryber uden om bestemte typer problemer, bliver de ikke søgt løst. Hvis et fænomen som smerter havde været omgærdet med en tilsvarende faglig passivitet, var smertebehandlingen aldrig nået så langt, som den er i dag. Patienten, der har ondt, påkalder sig al vor omsorg og ekspertise. Den småttærende patient er efter mange år i skammekrogen igen blevet genstand for opmærksomhed, ikke blot fra sygeplejerske- og lægeside, men også fra politisk hold. Det er nu en gang mere tilfredsstillende at beskæftige sig med noget, der giver resultater, end med noget, der ikke gør. Den fede bliver ladt i stikken. Megamøbler kan være nødvendige, men de hjælper ikke nogen i længden.

Sundhedspersonale har som den øvrige befolkning også fordomme over for overvægtige patienter. De er karaktersvage, utroværdige eller ikke i stand til at gennemføre en eventuel behandling. Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk har adskillige henvisninger til undersøgelser om psyko-sociale forhold i relation til overvægt. Dorthe Overgaards artikel ”At leve med overvægt” i Sygeplejersken nr. 51 i 1999 er også værd at (gen)læse.

I Sundhedsstyrelsens rapport ”Overvægt og fedme” (samme hjemmeside) finder man denne definition: ”Fedme er en tilstand, hvor mængden af fedt i kroppen er forøget i en sådan grad, at det har konsekvenser for helbredet.” Det indikerer, at sygeplejersker må handle på en eller anden måde. På en anden hjemmeside "Overbespisning" gør Elsebeth Søs Hansen, tidligere formand for den nu opløste forening Sylfiderne, sig til talsmand for, at fedme er et resultat af en spiseforstyrrelse ligesom med anorexia nervosa og bulimi. Ifølge Elsebeth Søs Hansen gør det en stor forskel, om fedme kaldes et resultat af en spiseforstyrrelse, for så skal behandlingen bestå i samtale- og psykoterapi. Sådan er hun selv kommet over sin spiseforstyrrelse og har fået selvværd. ”Jeg ser ikke fedme som er problem. Det gør samfundet desværre,” har hun sagt i et interview.

Det kan være rimeligt nok at betragte spiseforstyrrelsen som egentlig årsag til fedme, men hvis helbredelsen kun består i, at man får det psykisk bedre, og i øvrigt ikke gør noget effektivt for at reducere fedtet, er det farligt. ”Hvis bare jeg har det godt med mig selv, gør det ikke så meget, at jeg er tyk,” er en indstilling, sygeplejersker skal passe på ikke at lade sig forføre af. Noget lignende høres indimellem i den uendelige tv-serie ”Livet er fedt.”

Ugeblade, producenter af slankemidler, fedtsugere og margarinefabrikanter lever fedt af, at det slanke menneske er et skønhedsideal. Men hvad er der galt med et skønhedsideal? Der er måske en god biologisk grund til, at slankhed er et skønhedsideal.

Det er med til at sikre både individets og artens overlevelse. Udseendet spiller en rolle inden for stort set alle dyrearter.

Emneord: 
Overvægt

Overvægtige patienter belaster sundhedsvæsenet

Der bliver flere fede mennesker i Danmark, og sundhedsvæsenet begynder at kunne mærke tendensen. Hjælpemidler til ekstremt overvægtige må købes ind, og sygeplejersker og andre faggrupper må bruge mere tid på denne patientgruppe.

SY-2003-38-06-1Ekstra brede kørestole, ekstra kraftige personlifte og rollatorer, der kan bære op til 250 kg.

Sygehuse og kommuner oplever et stigende behov for hjælpemidler til meget overvægtige mennesker, og behovet skønnes at blive større i fremtiden. Samtidig bruger sundhedspersonalet særligt mange ressourcer på disse patienter, som typisk har flere lidelser som følge af deres ekstreme overvægt.

På godt 10 år er antallet af fede danskere (med et body mass index (BMI) på over 30) steget med næsten 75 pct. 350.000 voksne danskere lider i dag af fedme, og flere er sandsynligvis på vej. Fedmeeksperter forudser ”amerikanske tilstande” i Danmark, og udviklingen i fedme blandt børn og unge tyder kun på en yderligere belastning af danskernes helbred og dermed sundhedsvæsenet. Ifølge det statslige organ Ernæringsrådet går 5-8 pct. af det totale sundhedsbudget til overvægtsrelaterede sygdomme.

Body mass index (BMI)

BMI defineres som: Vægt (kg)/højde (m)2
 

De sygehuse, kommuner og hjælpemiddelcentraler rundt om i landet, som Sygeplejersken har talt med, melder alle om et stigende forbrug af udstyr og hjælpemidler til overvægtige mennesker.

På Bispebjerg Hospital har man foreløbig investeret i hjælpemidler og inventar til to meget overvægtige patienter.

”De senere par år har vi set flere svært overvægtige patienter på 170-180 kg, og nu har vi været nødt til at købe særligt udstyr. Vi har købt to specialbyggede senge, to ekstra brede bade/bækkenstole, to lifte, to hvilestole, en ekstra bred rollator og en ekstra bred kørestol,” fortæller Alf Lewkovitch, sikkerhedschef på Bispebjerg Hospital.

Udstyret løber op i ca. 150.000 kr. F.eks. koster en specialbygget seng til overvægtige det dobbelte af, hvad en standardseng koster.

”En almindelig hospitalsseng kan godt tage en svært overvægtig patient, men den er ikke stabil nok, når personen skal vendes. Sengen tilter, når der kommer sådan en voldsom vægt ud i en af siderne,” siger Alf Lewkovitch og tilføjer, at hvis en patient har behov for at have en stor mængde udstyr omkring sig, kan det betyde, at en enestue bliver for lille.

Han forventer, at hospitalet vil komme til at opleve endnu flere meget overvægtige patienter, men regner med, at udstyret til to patienter foreløbig er nok.

Føler sig til byrde

Samtidig med at Bispebjerg Hospital købte specialudstyret i foråret 2003, blev en arbejdsgruppe nedsat for at ruste personalet til de meget overvægtige patienter. I gruppen sidder forskellige faggrupper, bl.a. afdelingssygeplejerske Henriette Madsen, geriatrisk afdeling G30. Hun har været med til at udarbejde nogle retningslinjer på området for personalet på Bispebjerg Hospital.

”Det er ikke så tit, vi passer meget overvægtige patienter, og derfor er det vigtigt, at vi kan slå op og få vejledning, når vi får en ekstra stor patient ind. Vejledningen indeholder bl.a. oplysninger om det udstyr, vi kan bestille, og om ergonomisk hjælp til at bruge udstyret og til at sørge for gode arbejdsstillinger. Der er også information om ernæring, mobilisering og kropssprog,” fortæller Henriette Madsen.

Hun har tidligere plejet svært overvægtige patienter og ved, at de kræver øgede ressourcer.

”Rent personalemæssigt koster de flere ressourcer, f.eks. er vi nødt til at være to, måske tre om patienten. Der er også et større behov for at drøfte patientens psykiske og fysiske situation, fordi de store patienter ofte har andre og flere problemer. De kan have problemer med hjerte og kredsløb, de kan have problemer med at komme af med urin og afføring, og de kan have hudproblemer, f.eks. svamp. De har tit stofskifteforstyrrelser, så der skal tænkes på ernæring og diætist, og når patienten skal hjem, skal vi have kontakt til hjemmeplejen om f.eks. specielle hjælpemidler,” siger Henriette Madsen.

Hun husker et patientforløb, hvor sygeplejerskerne løbende fik supervision, fordi de skulle lære at opbygge et tillidsforhold til den overvægtige patient, der var særligt følsom, fordi vedkommende følte sig som en belastning og var meget hjælpeløs pga. sin overvægt.

”Store patienter har det svært. De ligger tungt i deres senge og kan ikke vende sig, og de føler, at de ligger os til byrde. I respekt for patienten skal man passe på, hvad man udtrykker med sit kropssprog. Man skal ikke stå og stønne og pruste, mens man løfter vedkommende, eller f.eks. sige til sin kollega: ”Nu kan jeg altså ikke holde det her ben mere, du må hente noget hjælp,” siger Henriette Madsen og nævner en anden balancegang, der i særlig grad gælder for sygeplejersker, der har med overvægtige patienter at gøre:

”Skal vi se igennem fingre med, at en patient ligger og spiser fem guldbarrer i sengen, mens blodtrykket stiger? Hvor meget skal vi blande os i folks liv? Og hvor meget kan vi tillade os at sige til de pårørende, som måske har taget sig af patienten, så godt de har kunnet?”

Fedmen breder sig i Danmark

Flere og flere danskere vejer alt for meget. Ca. 40 pct. af alle voksne danskere lider af overvægt (et body mass index (BMI) på over 25), og heraf lider omkring 13-15 pct. af egentlig fedme (BMI på over 30). Det svarer til, at henved 350.000 voksne i Danmark er fede og dermed har en stærkt øget risiko for at udvikle helbredskomplikationer. 5-8 pct. af det totale sundhedsbudget går til overvægtsrelaterede sygdomme, og ifølge det statslige organ Ernæringsrådet vil dette beløb blot stige, hvis fedmeepidemien fortsætter.

For de kommende generationer er vægten også et stigende problem. De sidste 30 år er der sket en tredobling af overvægt og fedme blandt børn og unge. 
 
Kilde: Den danske fedmeepidemi - Oplæg til en forebyggelsesindsats, Ernæringsrådet 2003
 


Større sædebredder

Der findes ikke noget samlet tal for, hvor meget specialudstyr til overvægtige, der forbruges i Danmark, men på hjælpemiddelcentraler rundt om i landet vurderes det, at der de sidste 2-3 år er sket en stigning i forbruget. Mary Petersen, fysioterapeut på Hjælpemiddelcentralen for Københavns Amt siger:

”De sidste par år eller tre har der været en tendens til, at hjælpemidlerne skal være større. Hvor kørestole normalt kun skulle have en sædebredde på omkring 40 cm, er det efterhånden mere normalt med 45 cm. Og vi kommer jævnligt op på sædebredder på 50-55 cm.”

Ud over kørestolene mærker hjælpemiddelcentralerne en efterspørgsel fra amter og kommuner på bredere bad/toiletstole og stokke og rollatorer, der kan klare ekstra stor personvægt. Og produktudvalget er tilsyneladende blevet udvidet inden for de sidste år:

”Når vi er på messer for hjælpemidler, ser vi i højere og højere grad forskellige udbydere af produkter til store mennesker,” fortæller Mary Petersen.

Efterspørgsel vil stige

Firmaet Cobi i Dragør ved København har i fem år forhandlet hjælpemidler beregnet til ekstremt overvægtige fra 160 kg og opefter. Allerede inden firmaet havde fået trykt sin første brochure for den type produkter, begyndte de første kunder at melde sig. Cobis direktør Keld Jørgensen fortæller, at der har været en stigning i efterspørgslen på hjælpemidlerne, men han tør ikke sige, om stigningen skyldes, at firmaet de senere år har været bedre til at markedsføre sig.

”Jeg tror, at vi i første omgang har lukket et hul, men jeg tror også, at efterspørgslen kommer til at stige de kommende år,” siger Keld Jørgensen og henviser bl.a. til, at det i USA vurderes, at 30 pct. af alle udgifter i sundhedsvæsenet er forbundet med overvægt.

Flere af Cobis produkter stammer fra USA og Canada, hvor man ser flere ekstremt overvægtige i gadebilledet, end man gør i Danmark. Keld Jørgensen mener, at mange svært overvægtige danskere mest holder sig hjemme, hvor de på bedste beskub bliver passet af f.eks. familiemedlemmer.

”Som regel opdager kommunen først, at der er brug for særlige hjælpemidler, når den overvægtige har været indlagt på sygehuset og bliver udskrevet igen,” siger han.

Keld Jørgensen mener, at danske sygehuse har brug for mere udstyr til overvægtige, end de er i besiddelse af i dag:

”Mange hospitaler er ikke klædt godt nok på til at modtage store patienter. De har ingen eller kun få stole og senge, og de får problemer, når de meget overvægtige patienter melder sig. Jeg oplever tit, at det foregår under stor panik, når de pludselig står og skal købe noget hos mig i en fart.” Han tror, at hvis de spurgte de forskellige afdelinger, så ville de opdage, at der var et udækket behov. ”Jeg gætter på, at hospitalerne er tilbageholdende pga. deres økonomi,” siger Keld Jørgensen.

Emneord: 
Overvægt

Faglig kommentar: Usund hele livet

Der mangler forskning, der beskriver, hvad overvægtige børn og deres familier selv tænker om de mange overflødige kilo. Hvorfor vejer barnet for meget, er det et problem, hvad kan familien gøre for at hjælpe barnet?

Håret er sat op til familiehygge med børn, svigermor og laksetærte i Knuthenborg Safaripark. Efter at have kørt rundt i parken for at se på næsehorn, giraffer og tigre bliver det tid til frokost i det grønne.

Jeg begynder at undre mig. Spejder efter skilte alle vegne. Der må da være en plakat, et opslag, et eller andet, der kundgør, at dyrene denne dag har fået selskab af et fedmekonvent, en kongres for overvægtige eller samtlige vægtvogtere i landet. Men nej. Der er ikke noget usædvanligt på færde.

Dyreparken er tilsyneladende et yndet mål for de magelige, fordi man kan sidde i sin bil, indtil man igen skal proppe noget i skrutten.

Hvis det, jeg så, var et udsnit af den danske normalbefolkning, er der grund til bekymring, ikke mindst over børnenes sundhedstilstand.

Det er nærmest trendy at tale rygning med patienterne. Enhver sygeplejerske med respekt for sig selv er rygestopinstruktør, og de røgfri miljøer blomstrer op som mælkebøtterne i min græsplæne. Og der er tilbud nok at give de rygende, der gerne vil holde op. Tyggegummi, plaster og medicin konkurrerer med den kolde tyrker. Fint og i orden.

Mens fedme kan ses af omgivelserne, er rygning en udefrakommende ting, hvis skadelige effekt straks gemmes væk inde i kroppen. Hvis tjæren hang ned over ansigtet, var det formentlig et fåtal, der røg.

Derfor er det mere ømtåleligt at tale fedme med skolebørn, familier og venner, end det er at tale om rygning. Der findes ikke noget plaster at sætte på overarmen, så kalorierne lige så stille diffunderer op i den blå luft. Ikke noget tyggegummi, der fjerner appetitten og giver en voldsom lyst til motion. Indsatsen skal gøres af den overvægtige selv og af familien.

Samtidig mangler der forskning, der beskriver, hvad overvægtige børn og deres familier selv tænker om de mange overflødige kilo. Hvorfor vejer barnet for meget, er det et problem, hvad kan familien gøre for at hjælpe barnet?

Der findes gode lokale initiativer, se f.eks. Sundhedsplejersken nr. 2, april 2003 (FS 10´s blad), hvor artiklen ”Powerkids - børn med gang i” beskriver et konkret projekt, men der mangler evidensbaserede metoder. I regeringens mål og strategier for folkesundheden 2002 - 10 ”Sund hele livet” findes mange intentioner om, hvordan overvægt skal bekæmpes, og Sundhedsstyrelsen har udarbejdet et oplæg til national handleplan mod svær overvægt, som er mere konkret. Men det er fortsat op til ildsjæle blandt skolesundhedsplejerskerne og andre sundhedspersoner at gribe ind og skabe projekter, der virker. Derfor risikerer barnet at forblive overvægtig og usund hele livet.

Dyrene i safariparken kan få mange gode ideer af at iagttage menneskenes mærkelige adfærd. Måske kopierer de os. Næste sommer kører næsehornene rundt i golfvogne, girafferne har egen drikkekumme med sodavand i 10 meters højde, og tigrene skal op i en lift for at komme på benene, mens de gnasker et kilo mælkesnitter i sig.

Jeg bliver hjemme.

Emneord: 
Forebyggelse
Overvægt
Barn

Faglig kommentar: En overvægtig badegæst

Om man er ét år eller 18, er yndlingsretten frikadeller, når det gælder aftensmaden. Men danske børn får for få frikadeller og for meget sukker og fedt, og antallet af overvægtige børn stiger støt. Det er ikke viden om problemet, der mangler, men måske vilje til at gøre noget ved det.

Mikkel på 10 år er på stranden med to klassekammerater. De løber rundt i vandkanten og spiller bold, rammer et par solbadende, svømmer lidt. En helt almindelig scene på en god sommerdag i Danmark.

Der er bare ét problem. Mikkel vejer 12 kg mere, end han burde, han bliver forpustet og løber kejtet og kluntet, fordi lårene er for tykke til en hurtig spurt.

Der bliver flere og flere børn som Mikkel, det viser statistikken, og det kan man se ved at iagttage børn på stranden eller i bybilledet. Og det er ikke kun børn fra de laveste socialgrupper, der er overvægtige, som man kunne fristes til at tro. Slanke forældre med gode uddannelser har også tykke børn.

Vi kan se tendenserne til en nation af overvægtige, og vender man blikket mod USA, bliver billedet overbevisende. Her findes så mange svært overvægtige, at man må konstruere nye operationslejer. Dem, man anvendte tidligere, kan ikke klare belastningerne fra den nye patienttype, og lejerne er for smalle. Ligesom voksne spiser børn og unge for meget smør og margarine, for mange fede mejeriprodukter og kødprodukter og for lidt frugt, grønt, kartofler, kornprodukter og fisk. Jo ældre børnene bliver, jo hyppigere springer de hovedmåltiderne over og erstatter dem med sukker og fedtholdige produkter fra den lokale nærbiks. Kun 34 pct. af de 15 -18-årige spiser frokost hver dag.

Oplysningerne stammer fra ''Børns levevilkår,'' der blev udgivet af Danmarks Statistik i april 2002.

Rapporten peger på, hvor der skal tages fat. Både forældre og politikere har et ansvar for at tage skeen i den anden hånd.

Det stigende antal overvægtige børn repræsenterer en udvikling, man ikke skal acceptere herhjemme. Når udviklingen er kortlagt, som den er, og den faktuelle viden er på plads, må tiden være inde til handling. Konferencer, diskussioner og rapporter har dannet baggrund for en tydelig politik om børns ernæring og en forebyggende indsats med en vifte af indsatsområder.

Bliv kriminel

Når man ikke mangler viden, er det muligvis vilje, der mangler. Men udgifterne i sundhedsvæsenet er i forvejen høje, så hvorfor mener man at have råd til at lade de tykke børn sejle deres egen sø? De bliver dyre hen ad vejen. Diabetes, hjerte-kar-sygdomme og mangel på sociale færdigheder koster penge. Forebyggelse er bedre, men kan desværre ikke måles inden for næste valgperiode.

De sidste par dage har den store nyhed været, at sund kost og vitaminer kan forebygge kriminalitet. De indsatte i et engelsk fængsel blev mere lovlydige af at spise ordentlig mad og få tilskud af vitale vitaminer. Men skal tykke danske børn blive kriminelle, før nogen vil gøre en indsats?

Forældre skal hjælpes til bedre disciplin på ernæringsområdet, og de skal lære at sige nej til energibarer, mælkesnitter, pomfritter og sodavand som dagligt kosttilskud. Det koster nogle kampe, men på længere sigt giver konflikterne pote. Ungerne bliver engagerede i deres mad, hvis de ved noget om det, de sætter tænderne i.

Det må være slut med at sælge slik i fritidshjemmene og slut med skolekantiner med et rigt udvalg af chokoladebarer og sodavand for ikke at tale om sodavandsautomater. De offentlige pasningsordninger til børn i alle aldersgrupper må vise vejen, og sundhedsplejersker skal selvfølgelig skrive i skolebladet, lokalavisen og optræde i lokalradioen, når de har nye undersøgelser eller udviklingsarbejde at fortælle om.

Skolekantiner kan det måske ikke blive til, men så i hvert fald til god, sund eftermiddagsmad i alle fritidsordninger kombineret med fodbold og fangeleg. Nogle steder er holdningen stadig den, at eftermiddagsmad er forældrenes ansvar. Konsekvensen bliver, at mange børn ikke får mad mellem kl. 12.00 og kl. 18.00. De sukkerkolde unger og den jammer, de afstedkommer, kender vi allesammen. Det gør det ekstra nemt at bukke under for presset om slik, når barnet sidder i en indkøbsvogn eller slæber sig af sted, mens humøret er på det absolutte nulpunkt, eller den står på intens og højlydt skrålen.

Mikkel på 10 og alle de andre børn kan nå at tabe sig. De kan undgå diabetes og stigmatisering, og de kan blive gladere. Når de først er blevet voksne, tykkere og mere besværede, er det meget vanskeligt at gøre noget ved de mange overflødige kilo.

Om man er ét eller 18 år, er yndlingsretten frikadeller - det står der i rapporten fra Danmarks Statistik. Men frikadeller er ikke nok. Så forældre, skolefolk, pædagoger, sundhedsplejersker og politikere! Hvad så?

Emneord: 
Overvægt
Barn

Børns overvægt et stigende problem

Børn sidder mere og mere foran fjernsyn og computer. De bliver kørt fra sted til sted, og de indtager for meget fed mad, snacks og sodavand. Konsekvensen er flere overvægtige børn, som ikke taber sig med alderen og derfor risikerer at blive ramt af dødelige velfærdssygdomme.

Side 8

Billede

Side 9
 

Nutidens familier fostrer et stigende antal tykke børn. Vanerne i familien har ændret sig i en usund retning, og det kan ses på børnenes sideben. Børnene bevæger sig for lidt, og de spiser for meget og forkert.

Årsagen til stigningen i overvægtige og fede børn skal findes i familien. Problemet starter med, at danske forældre typisk begge har et fuldtidsarbejde. Derfor er der ikke så meget tid til samvær endsige tid til at gå op i sund kost. Når familien endelig er sammen, skal den have det rart. Det betyder ofte meget og fed aftensmad samt snacks før sengetid. Samtidig lader familiens medlemmer sig oftere transportere rundt i bil, og hjemmets fjernsyn, video og senest den populære computer kræver ingen fysisk aktivitet.

Denne livsstil kan få fedtet til at snige sig ind på kroppen. For mange børns vedkommende forfølger det overflødige fedt dem ind i voksenlivet, hvor det gør dem syge. Andre børn er så fede, at de allerede som børn bliver ramt af velfærdslidelser såsom diabetes og muskel-skeletsygdomme.

Eksperterne er enige om, at der ikke er forsket tilstrækkeligt i overvægt og fedme hos danske børn. Men de undersøgelser, der findes, tyder på, at der i Danmark bliver flere fede og overvægtige børn.

Tendensen understreges bl.a. af, at de praktiserende læger i stigende grad henviser børn til landets julemærkehjem.

Ifølge Julemærkefonden kan landets fire julemærkehjem slet ikke følge med efterspørgslen.

Ventelisterne ligger på mellem syv og 12 måneder ­ de længste i julemærkets næsten 100-årige historie. 

Beregn overvægt eller fedme

BMI ­ Body Mass Index ­ er et udtryk for, hvordan vores vægt er fordelt på vores højde. BMI beregnes som vægten (i kilo) divideret med højden (i meter) i anden potens:

vægt divideret med (højde)2

BMI for et barn, som er 1,40 m høj og vejer 50 kg, er altså: 50/(1,40)2 = 25,5

Der findes ingen internationalt vedtagne BMI-standarder for børn. Men i en endnu ikke offentliggjort rapport fra Sundhedsstyrelsen angives følgende definitioner for overvægt og fedme for to aldersgrupper:

5-7 årige er:

  • overvægtige, når deres BMI er større end eller lig med 18
  • fede, når deres BMI er over eller lig med 19.

14-16 årige er:

  • overvægtige, når de har et BMI på over eller lig med 25
  • fede, når deres BMI er større end eller lig med 28.

Til sammenligning betegnes voksne som overvægtige, når deres BMI ligger over 25, og som fede, når BMI-tallet er højere end 30. Tallene er internationale standarder.

En international forskergruppe ­ European Childhood Obesity Group ­ har foreløbig anbefalet, at der vedtages nogle gennemsnitlige, internationale BMI-standarder for børn. Standarderne vil gøre det muligt at sammenligne resultater om overvægt og fedme hos børn hen over landegrænserne.

Frygt for amerikanske tilstande

En af landets førende eksperter inden for børn og overvægt, professor, dr.med. Kim Fleischer Michaelsen, Forskningsinstituttet for Human Ernæring og overlæge på Pædiatrisk Ernæringsenhed på Rigshospitalet, bekræfter udviklingen.

''Vi kan se, at overvægt hos børn og unge er et stigende problem. I 1970'erne blev der samlet data ind på danske skolebørns vægt og højde. Sammenligner man disse tal med nogle nyere danske undersøgelser, kan vi konstatere, at danske børn i gennemsnit er blevet tykkere. Ikke så meget, men dog tykkere,'' siger Kim Fleischer Michaelsen.

Han peger på, at tendensen tillige er støttet af, at den samme udvikling foregår i landene omkring os, f.eks. Sverige og Tyskland.

''Vi er bange for, at Danmark skal få amerikanske forhold med mange flere meget tykke. Vi er et stykke vej derfra endnu, men vi skal være foruroligede over, at andelen af meget fede i den danske befolkning stiger. For det er dem, der bliver syge af det,'' siger han.

Den store bekymring for Kim Fleischer Michaelsen og andre forskere er, at børn med overvægt og fedme har en betydelig større risiko for at få velfærdssygdomme, når de bliver voksne. De risikerer at blive ramt af hjerte-karsygdomme, diabetes, forhøjet blodtryk og muskel-skeletsygdomme.

''Jo ældre børnene er som overvægtige, jo større er deres risiko for også at blive overvægtige som voksne og dermed få disse lidelser i voksenlivet,'' siger han.

Nogle unge er så svært overvægtige, at de allerede i puberteten bliver syge.

''Vi ser eksempler på unge, som har problemer med ledsmerter i benene, dårlig

Side 10

kondition, høje kolesterolværdier og type 2-diabetes,'' fortæller han.

Tager på af kvart leverpostejmad

Forskellige udenlandske undersøgelser viser, at børn i dag faktisk spiser mindre, men alligevel vejer mere, end de gjorde tidligere. Det skal ifølge Kim Fleischer Michaelsen forklares ved, at børn i dag bevæger sig mindre end før.

''Den nedsatte fysiske aktivitet betyder meget, fordi vores kropsvægt er utroligt nøjagtigt reguleret. Der skal så lidt til at øge vægten. Hvis man spiser en kvart leverpostejmad ekstra om dagen, tager man adskillige kilo på i løbet af nogle år,'' fortæller han.

Kim Fleischer Michaelsen mener, at årsagerne til det stigende antal tykke børn og unge er meget simple.

''Vi bevæger os mindre og spiser mere og mere fedt. Nogle mener, at udviklingen også skyldes andre faktorer, f.eks. noget i vores miljø.

Men når man ser på børn, som kommer på julemærkehjem, så taber de sig alle sammen med meget simple tiltag. Fornuftig kost og masser af motion betyder, at de let taber sig 10 kg på tre måneder,'' påpeger han og tilføjer: 

''Til gengæld er det ikke simpelt at få dem til at tabe sig uden at rykke dem ud af deres vanlige miljø. Hvis vi ser dem i et ambulatorium og siger til dem, at nu skal de spise fornuftigt, så taber de sig sjældent ret meget. Succesen afhænger i stor udstrækning af, om forældrene er motiverede.''
 

Kursus for hele familien

Dette kan sundhedsplejerske Lisbeth Imer nikke genkendende til.

Hun startede for tre år siden nogle kurser for overvægtige børn sammen med deres familie.   

Kurserne løb over seks måneder og bestod af en motionsdel, en madlavningsdel, hvor barnet og familien tilberedte og spiste mad sammen, og en individuel samtale med en diætist. Herudover deltog forældrene i en række temaaftener med en psykolog, f.eks. om sammenhængen mellem mad og følelser.

Kurserne fik positiv efterkritik, og 50-60 pct. af børnene havde tabt sig efter de seks måneder. Ingen af børnene havde taget på, men de var til gengæld vokset i højden undervejs. Lisbeth Imer har arbejdet som sundhedsplejerske i 15 år, de sidste fem i Støvring Kommune i Nordjylland. I årenes løb har hun observeret en udvikling, som stemmer godt overens med forskernes videnskabelige resultater, nemlig at flere og flere børn vejer for meget. Side 11 

''Jeg har ikke nogen statistik, men min fornemmelse er, at børn generelt er blevet mere overvægtige, end de var for 15 år siden. De meget kraftige børn tror jeg ikke, der er blevet flere af, men flere og flere børn vejer for meget i forhold til deres normalvægt end tidligere,'' vurderer Lisbeth Imer.

Som sundhedsplejerske har hun set, at vægtøgningen sker, når børnene kommer op i 3. eller 4. klasse. Herefter tiltager deres overvægt op gennem skolealderen. Herudover har hun bemærket, at et øget antal børn bliver overvægtige, når de kommer i puberteten.

Nye vaner feder

Ud fra sit kendskab til børnene og deres familier mener Lisbeth Imer, at det øgede antal overvægtige børn skyldes nye vaner i familien.

''Familierne spiser mere og mere om aftenen. Typisk får børnene ikke særlig meget at spise i løbet af dagen, mens de får for meget mad sidst på dagen. Maden er måske for fed, men det drejer lige så meget om mængden af mad.''

Hun skitserer et forløb for et større skolebarn, som risikerer at udvikle en sundhedsskadelig overvægt:

''Barnet starter med et for sukkerholdigt morgenmåltid, som ikke mætter særlig længe. Til frokost har barnet fået penge med hjemmefra i stedet for en madpakke, og hvis skolen ligger i nærheden af en dagligvarebutik, bliver pengene måske brugt der på slik eller chips. Hvis barnet har madpakke med, følger der gerne en sød yoghurt eller en mælkesnitte med. Forældrene er stadig på arbejde, når barnet kommer hjem, og så kan barnet nemt fristes til at vælge et sukker- eller fedtholdigt mellemmåltid. Ved aftensmaden er barnet efterhånden meget sultent og spiser derfor for meget. Aftenen sluttes måske af med slik eller kage.''

Samtidig har mange forældre svært ved at sige fra over for børnenes krav om usund mad, kan Lisbeth Imer konstatere. 

''Forældrene er usikre. De vil gerne gøre det så godt, men samtidig føler de ikke, de har nok tid til børnene. Derfor er det blevet vigtigere for familierne end tidligere, at aftensmåltidet og aftenen foregår i fred og ro. Jeg tror, mange forældre køber sig aflad,'' siger hun og understreger, at hun godt forstår forældrenes afmagt.

Bilkørsel en bjørnetjeneste

Ligesom Kim Fleischer Michaelsen nævner Lisbeth Imer fysisk aktivitet som en vigtig faktor for børns tiltagende overvægt.

''Børnene bliver kørt til mange ting. Hvor børn tidligere selv cyklede til fodboldtræning eller i skole, bliver de i dag kørt. Selv store børn bliver transporteret rundt. De mister deres naturlige muligheder for at få sig rørt, fordi forældrene passer så godt på dem. Men i virkeligheden gør de dem en bjørnetjeneste.''

Lisbeth Imer tror ikke, at børnene dyrker færre sportsaktiviteter, men på hjemmefronten sidder børnene i modsætning til tidligere mere stille foran tv eller computer i stedet for at lege fysisk aktivt.

''Problemet bliver særlig slemt, når de overvægtige børn holder op med at gå til sportsaktiviteter, fordi de er flove over deres krop og bliver drillet. Så opstår der en ond cirkel, hvor overvægten bliver værre,'' siger hun.

Hun ser dog nogle positive signaler for fremtiden: 

''Småbørnsfamilierne i dag er meget bevidste om kost. Og jeg ser mange lokale initiativer for at give børnene mulighed for at spise sundt. F.eks. daginstitutioner med spiseordninger og fornuftige mellemmåltider sidst på dagen, og skoler som serverer sunde, varme småretter.''

Vigtig tværfaglighed

Der findes ingen samlet oversigt over initiativer til bekæmpelse af overvægt hos børn. Men af lokale eksempler kan nævnes tre:

I Kolding har man oprettet en idrætsbørnehave, hvor børnene hver dag får fire timers motion. I Ballerup har kommunen som et forsøg indført undervisning i sundhed (kost, motion, rygning) og fire lektioners idræt om ugen for alle klasser til og med 3. klasse. Og i Holbæk har lokale ildsjæle for tre år siden igangsat et projekt, der støtter overvægtige børn og deres familier.

Sidstnævnte projekt består af et samarbejde mellem en skolelæge, en diætist, en skolepsykolog og en sundhedsplejerske.

Og netop det tværfaglige samarbejde er afgørende på området, mener Sundhedsstyrelsen. Styrelsen konkluderer i en undersøgelse af en række grundskolers erfaringer med mad- og måltidsordninger, at det er ''tydeligt, at arbejdet med at give børn bedre muligheder for at udvikle gode og sunde mad- og måltidsvaner kræver deltagelse fra en række faggrupper og sektorer.''

Emneord: 
Barn
Sundhed
Overvægt