Vi kan mildne de døendes angst

PALLIATION. Det er 20 år siden, den første døende dansker fik tilbudt et ophold på landets første hospice. Siden da er den palliative indsats vokset markant i Danmark, der er kommet flere hospicer, palliative team og afdelinger. Men mange danskere ved stadig ikke, at det er muligt at indstille en udsigtsløs behandling og tilbyde en smerte- og lidelsesfri død ved livstruende sygdom. Og mange sygeplejersker savner uddannelse i palliation for at kunne hjælpe deres døende patienter, de pårørende og de efterladte bedst muligt.

SY-2012-12-07a
Attribution 
Foto: Istock
”Vi mangler erfaring, kompetencer og mod. Vi har brug for mere uddannelse.”

Sådan lyder det fra formanden for Fagligt Selskab for Kræftsygeplejersker, Hanne Nafei. Hun mener, at danske kræftsygeplejersker stadig har brug for mere uddannelse, før de kan yde den optimale palliative indsats for deres døende patienter.

”Vi er godt på vej, og der er mange dygtige sygeplejersker, men vi har også mange kolleger, som vi skylder at hjælpe på vej med det her, så vi kan gøre det så godt som muligt for vores patienter,” uddyber hun.

Godt 95 pct. af de døende patienter, der modtager specialiseret palliativ indsats, er kræftpatienter, og derfor er der naturligt fokus på kræftsygeplejerskerne, når man taler om palliation.

Ifølge Hanne Nafei er det naturligt, at mange danske sygeplejersker stadig mangler erfaring i palliation, for feltet er, i modsætning til mange andre europæiske lande, forholdsvis nyt i Danmark.

Ingen krav om uddannelsesniveau

Der er også en naturlig årsag til, at sygeplejersker mangler kompetencer: Der stilles nemlig ikke nogen krav om uddannelsesniveau for de sygeplejersker, der arbejder med hhv. den basale og den specialiserede palliative indsats. Der er med andre ord ikke nogen overordnede krav til, hvilke kompetencer en palliativ sygeplejerske skal have.

”En ny udfordring i den palliative indsats for kræftpatienter er yderligere, at de lever længere. Vi kan ikke længere betragte kræft som en dødelig sygdom, men som en kronisk sygdom. Det stiller helt andre krav til den palliative indsats. Vi skal også lære at give rehabiliterende palliation, dvs. hjælpe dem til at blive bedst muligt rustet til at klare den lange tid, der går, inden de dør. Palliation er ikke længere kun noget, der foregår i dage eller uger, inden et menneske dør.”

At der er brug for nogle retningslinjer og uddannelser, der sikrer alle, der arbejder med palliation, samme kompetencer, er flere enige i.

Senest har Dansk Multidisciplinær Cancer Gruppe for Palliation, DMCG-PAL, udarbejdet et sæt anbefalinger til kompetencer for sygeplejersker i den palliative indsats. "Anbefalinger til kompetencer for sygeplejersker i den palliative indsats" vil ultimo 2012 være tilgængelig i en elektronisk udgave på DMCG-PAL og Palliativt Videncenters hjemmeside.

Anbefalingerne støttes af Dansk Sygeplejeråd, og parterne håber, at der allerede fra 2013 vil ses markante ændringer i både grund- og efteruddannelser.

Et af DMCG-PAL’s medlemmer er Palliativt Videnscenter, og herfra forklarer Jorit Tellervo, der er sygeplejerske og projektleder:

”Det er meget tilfældigt, hvordan sygeplejersker bliver efteruddannet i palliation ude i kommunerne. Nogle kommuner vælger at give mange medarbejdere en kort efteruddannelse, mens andre vælger at give få medarbejdere en længere efteruddannelse. Nogle kommuner sender deres nøglepersoner på kursus i to dage, mens andre får længere forløb, som suppleres med tilbagevendende netværksmøder. Så der er meget store variationer og dermed behov for at systematisere uddannelserne og de kompetencer, der skal følge med, før man kan blive f.eks. nøgleperson.”

Kompetencer skal løftes

DMCG-PAL foreslår derfor at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger og inddele kompetencerne inden for det palliative område i tre niveauer: Basalt (A), udvidet (B) og specialiseret (C), så sygeplejersker, der skal yde en basal palliativ indsats, skal have kompetencer på B1-niveau. Hvis man skal være supervisor eller nøgleperson, skal kompetencerne op på B2-niveau, og på det specialiserede palliative niveau ligger kompetencerne på C-niveau.

Jorit Tellervo mener, at flere kompetenceområder skal have et løft. Det handler ikke kun om at blive bedre til at symptomlindre og have de svære samtaler med patienten, de pårørende og de efterladte.

”Det handler også om at få kompetencer til f.eks. at indgå i et tværfagligt samarbejde, kunne koordinere indsatsen og kunne informere om palliation i samfundet og særligt til borgerne.”

Når en nylig undersøgelse viser, at 70 pct. af danskerne går ind for aktiv dødshjælp, er det ifølge Jorit Tellervo måske bl.a. et udtryk for, at danskerne ikke ved nok om palliation – at det er muligt at lindre lidelse og opnå livskvalitet igennem sygdomsforløbet og ved livets afslutning.

”Hvis folk vidste det, ville der måske ikke være så mange, der går ind for aktiv dødshjælp. Den viden skal vi have ud til danskerne,” mener hun.

For få sygeplejersker i kommunerne

Men for at få budskabet ud til borgerne skal plejepersonalet kende til palliation. Ude i kommunerne er det kun 5,2 pct. af alle sygeplejersker, der har fået en eller anden form for efteruddannelse i palliation, og det er for lidt, mener Jorit Tellervo.

”Og det bliver ikke bedre af, at der ikke er ret mange sygeplejersker ansat ude i kommunerne. I kommunernes ældrepleje er 11 pct. af plejepersonalet sygeplejersker, mens 86 pct. er social- og sundhedshjælpere og assistenter. Eftersom de fleste mennesker ønsker at dø hjemme, er der en modsætning i, at der er så få sygeplejersker ansat i landets kommuner. Der skal en høj faglig indsats til, når mennesker med en livstruende sygdom og døende skal lindres, og der er brug for sygeplejersker med kompetencer inden for palliation,” påpeger Jorit Tellervo.

Taberen bliver patienten, de pårørende og de efterladte, der måske ikke får den palliative indsats, som de har krav på, mener hun.

Bekymringen for de sygeplejersker, der arbejder ude i kommunerne, deles af Hanne Nafei:

”Jeg kan godt blive bekymret for hjemmesygeplejerskerne ude i kommunerne med alle de besparelser, de udsættes for. Har de tid til at tage sig palliativt af den patient og de pårørende, som er ved at dø?”

Danmark halter palliativt bagefter

Også Etisk Råd udtrykker bekymring for, om alle livstruede og lidelsesplagede danskere reelt kan få den palliative indsats, som de ifølge lovgivningen har krav på. I sin nylige udtalelse om eventuel lovliggørelse af aktiv dødshjælp mener rådet, at noget kunne tyde på, at den palliative indsats ikke befinder sig på et acceptabelt niveau.

Rådet peger bl.a. på, at Danmark i en artikel i tidsskriftet Health Policy i 2010 betegnes som et land, der halter bagefter sine nabolande, når det gælder palliation. Rådet hæfter sig også ved, at Danmark har færre hospicesenge og palliative team pr. indbygger end de anbefalinger, som European Association for Palliative Care er fremkommet med. Ifølge disse anbefalinger bør der være 80-100 hospicesenge pr. million indbyggere. I Danmark er der ca. 39 pr. million indbyggere. Der bør ligeledes være et palliativt team pr. 100.000 indbyggere. I Danmark er der ca. et team pr. 210.000 indbyggere.

I Danmark fordeler de specialiserede palliative enheder sig således: 18 hospicer med ca. 220 sengepladser, 26 palliative team, der består af minimum en læge og en sygeplejerske samt fire sygehusafdelinger med 31 sengepladser.

Palliation til flere patienter

En tredje stor udfordring er at organisere indsatsen, så andre patientgrupper end kræftpatienter får tilbudt en palliativ indsats. Dette er nødvendigt for at opfylde Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger for den palliative indsats om, at alle patienter med en livstruende sygdom skal have palliativ hjælp. Det gælder således også f.eks. patienter med hjerte-kar-sygdomme, neurologiske sygdomme, demenssygdomme og sygdomme i åndedrætsorganerne.

“Ikke alene skal vi have efteruddannet og opkvalificeret sygeplejerskerne til at kunne give en god basal og specialiseret palliativ indsats, vi skal også have viden om palliativ indsats inden for sygdomme, som vi p.t. har sparsomme palliative erfaringer med. Så der ligger en stor udviklings- og uddannelsesopgave foran en række fagpersoner, ikke mindst sygeplejerskerne,” mener Jorit Tellervo.

Og så er der stadig opgaven med at formidle viden om palliation til de mange danskere, der måske af bekymring for en smerte- og lidelsesfuld død går ind for aktiv dødshjælp. Den skal sygeplejerskerne selvfølgelig også være med til at løfte – men andre relevante faggrupper og politikere har også et ansvar her. 

WHO’s definition af palliativ behandling

“Den palliative indsats har til formål at fremme livskvaliteten hos patienter og familier, som står over for de problemer, der er forbundet med livstruende sygdom, ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art.”

  Grundstenene i palliativ behandling
  • tilbyde lindring af smerter og andre generende symptomer
  • bekræfte livet og opfatte døden som en naturlig proces
  • tilstræbe hverken at fremskynde eller udsætte dødens indtræden
  • integrere omsorgens psykologiske og åndelige aspekter
  • tilbyde en støttefunktion for at hjælpe patienten til at leve så aktivt som muligt indtil døden
  • tilbyde en støttefunktion til familien under patientens sygdom og i sorgen over tabet
  • anvende en tværfaglig teambaseret tilnærmelse for at imødekomme behovene hos patienterne og deres familier, inklusive støtte i sorgen om nødvendigt
  • have til formål at fremme livskvaliteten og kan også have positiv indvirkning på sygdommens forløb
  • sætte ind tidligt i sygdomsforløbet, hvis det er muligt og relevant, i sammenhæng med andre behandlinger, som udføres med henblik på livsforlængelse, som f.eks. kemo- eller stråleterapi, og inkludere de undersøgelser, som er nødvendige for bedre at forstå og håndtere lidelsesfyldte kliniske komplikationer.

  Kilde: WHO, 2002 (oversættelse Sundhedsstyrelsen). 

Emneord: 
Dødshjælp
Etik
Palliation

Forsøg med telemedicin: Kroniske patienter behandles i hjemmet

Epitalet er et af svarene på fremtidens sundhedsvæsen, hvor færre patienter vil blive indlagt, og flere skal behandles i eget hjem.

SY-2012-12-16abc

Foto: Søren Svendsen

 Epitalet er et af svarene på fremtidens sundhedsvæsen, hvor færre patienter vil blive indlagt, og flere skal behandles i eget hjem.

En computerskærm gør det muligt for patienter med kronisk sygdom som f.eks. KOL at blive boende hjemme og kommunikere med sundhedspersonalet over internettet. 

Sygeplejersken har besøgt et hjemmehospital i dagligstuen, nærmere bestemt projekt Epitalet i Lyngby-Taarbæk Kommune. Her afprøver de første seks borgere med KOL den elektroniske løsning, hvor et computerprogram gør det muligt for al information at flyde frit mellem borgeren og de forskellige sundhedsfaglige aktører, der er involveret. 

Jørgen Nissen Frederiksen lider af KOL og deltager i Lyngby-Taarbæk Kommunes pilotprojekt Epitalet. Han gennemfører selv målinger af puls, iltoptagelse, lungefunktion og temperatur, og han administrerer selv sin medicin. Via internettelefonforbindelsen Skype kan han se og tale med sundhedspersoner efter behov. 

Emneord: 
Kommune
Palliation
Ældre

Det er altid intenst at arbejde på hospice

Da Dansk Sygeplejeråds formand var i klinik på Sankt Lukas Hospice i København, blev det en dag med følelser og høj sygeplejefaglighed.

SY-2012-11-30xx
Sygeplejerske og tillidsrepræsentant Grete Bendix Jensen følger Grete Christensen hen til hospiceafdelingen på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup. Foto: Søren Svendsen

På indersiden af døren hænger et foto af en kvinde med lyst hår, og der er også billeder af to drenge. I sengen ligger 56-årige Birthe med lukkede øjne. Hun er kvinden på billedet og mor til de to drenge. For få år siden arbejdede Birthe som sundhedsplejerske, men så blev hun ramt af en hjernetumor og har siden juni i år været indlagt på Sankt Lukas Hospice i København.

”Folks historie betyder meget.  Og det er vigtigt, at jeg har en god fornemmelse af, hvordan vores patienter har været, dengang de var raske. Det giver et større indblik i patienten,” siger Lisbeth Christiansen, der er sygeplejerske og klinisk vejleder med over 15 års erfaring på Sankt Lukas Stiftelsen.

Birthe er lam i det meste af kroppen. Hun har ikke noget sprog og næsten intet syn tilbage. Sygeplejerske Lisbeth Christiansen stryger hånden roligt over dynen, og formand Grete Christensen præsenterer sig for Birthe. Langsomt åbner Birthe øjnene, og Lisbeth Christiansen spørger, om hun vil have noget vand. Hun får en lille smule.

”Jeg ved jo reelt set ikke, om Birthe har kvalme lige nu. Derfor tænker jeg rigtig meget over, om det kan være et overgreb, hvis jeg tilbyder vand,” siger Lisbeth Christiansen.
 

Sygeplejersker bliver omgangskreds

Sankt Lukas Hospice er det første og største hospice i Danmark med 24 sengepladser. Her er ansat 45 sygeplejersker. På væggene hænger der forskellig kunst, og indretningen er i det hele taget farverig. I dagligstuen møder Grete Christensen og Lisbeth Christiansen en mand, som sidder i en stol og holder hånden på en kop kaffe. Han hedder Jens og er Birthes mand. Han har passet hende i 14 måneder, inden hun kom på Sankt Lukas Hospice.

”Jeg troede, at jeg kunne klare det, men jeg er lettet over, at Birthe er her, og jeg har talt meget med personalet. Sygeplejerskerne bliver jo nærmest min eneste omgangskreds, og dem mister jeg også, når Birthe dør. Derfor har vi talt om, at jeg skal begynde at komme noget mindre for langsomt at vende tilbage til den tilværelse, der venter,” siger Jens.
 

Følelser på spil

Sygeplejerskerne på Sankt Lukas Hospice er et miks af unge og erfarne sygeplejersker. De bruger hinanden rigtig meget i arbejdet med patienter og pårørende.

”Der er helt naturligt mange følelser på spil på et hospice, og jeg synes, vi har mange diskussioner omkring, hvordan vi kan udvikle os fagligt. Men bare det at få lov til at blive inviteret ind i andre menneskers liv og gøre en forskel, det giver arbejdet indhold. Nogle gange lykkes det selvfølgelig bedre end andre, men det er altid intenst,” siger Lisbeth Christiansen.

Formand Grete Christensen sidder sammen med Lisbeth Christiansen i morgenmødelokalet og taler om mødet med Birthe og Jens.

”Det er virkelig stærkt at mærke den ro og det rum, der er omkring arbejdet med patienter og pårørende,” siger Grete Christensen og fortsætter: ”Jeg har en klar fornemmelse af, at I føler, I bruger jeres faglighed til fulde i det daglige arbejde. Og det er virkelig godt at se, at der er rigtig meget, der lykkes i vores sundhedsvæsen.”

Ude på gangen ankommer en kvindelig patient med en pårørende. En sygeplejerske tager imod og følger dem hen på patientværelset. Nye billeder skal nu formentlig sættes op på døren, og sygeplejerskerne skal lære en ny historie om et menneske, der har kort tid tilbage.

Fakta om Sankt Lukas Hospice og hospicesygeplejersker
  • Første hospice i Danmark i 1992
  • Liggetiden er i gennemsnit 16 dage
  • Sankt Lukas Stiftelsen har også tilknyttet Danmarks første udkørende hospiceteam
  • Patienterne har typisk livstruende sygdomme som kræft
  • Langtfra alle patienter dør på hospice, der er nogle, der bliver udskrevet til plejecentre eller private hjem
  • Hospicesygeplejersker har et fagligt selskab, der hedder Fagligt Selskab for Palliations- og Hospice- sygeplejersker, se www.dsr.dk > Faglige Selskaber
  • Hospice er en del af det offentlige sundhedsvæsen og er omfattet af det udvidede frie sygehusvalg. Det er derfor gratis for patienter at komme på hospice.

Fagbladet Sygeplejersken har valgt at sløre Birthe og Jens’ identitet. De rigtige navne er redaktionen bekendt.

Emneord: 
Død
Palliation

Studerende i praksis: Mødet med en døende patient

En sygeplejestuderende deltager i et kort forløb hos en borger med lungecancer. Gennem forløbet bliver den studerende klar over, hvad palliativ pleje kræver af sygeplejersken, og hun er efterfølgende taknemmelig over, at den meget syge borger lod hende være med på sidelinjen.

SY-2012-03-10-1aArkivfoto: PhotoAlto

På modul 11 har jeg været fem uger i hjemmeplejen. Her har jeg haft mulighed for at følge et forløb, som omhandlede palliativ pleje til en borger med lungecancer. Selve forløbet var meget kort, borgeren blev hurtigt dårligere og døde, få uger efter diagnosen var stillet.

Det var mit første møde med palliativ pleje, og det har sat en masse tanker i gang.

Der er forskellige områder, som jeg efterfølgende har tænkt meget over. De omfatter, hvordan man som sygeplejerske giver den vejledning, støtte og omsorg til et menneske, der i den grad er præget af krise og sorg.

Her tænker jeg også på, hvor vigtigt det er for os som omsorgspersoner at fastholde et sammenhængende forløb for borgeren, fordi jeg har oplevet, hvordan et menneske, som er i krise, ofte har svært ved at koncentrere sig og holde fokus. 

Jeg oplevede dette i de samtaler, sygeplejerskerne og jeg havde med borgeren. Jeg er meget taknemlig for, at borgeren gav mig lov til at deltage i sin pleje og sine samtaler med sygeplejerskerne.

I starten var samtalerne præget af skyldfølelse over ikke at have opdaget knuden på armen i tide, for så kunne kræften måske have været helbredelig?

”Hvordan kunne jeg dog være så sløset?” sagde hun. 

Oplevelsen mindede mig om, at vi ikke er udødelige, at livet kan ændre sig på et splitsekund.

Jeg oplevede også, at den døende havde et sammenbrud af forskellige følelser over tilværelsen, og jeg så, hvordan sygeplejerskerne igennem deres pleje prøvede at få hende til at forsone sig med de vanskelige livsvilkår samt genvinde kontrol og dermed få det bedste ud af den sidste tid, hun havde tilbage.  Med disse oplevelser har jeg erfaret, at det forventes, at vi optræder professionelt, og at sygeplejerskers kompetenceudvikling inden for det palliative område er vigtig, da det har stor betydning for, hvordan den døende oplever livskvalitet trods de symptomer og problemer, sygdommen medfører. 

Jeg har gennemgået forløbet med min vejleder og de sygeplejersker, som var tilknyttet. Vi har talt om kommunikation til den døende og om, hvordan man må forsøge at finde frem til det sted, den døende befinder sig. Hermed stilles der også krav om, at man skal kunne give den døende mulighed for at tale om de tanker, som fylder meget, hvor pinefulde de end måtte være, og at vi tør tale om døden og blive bevidste om vores egne forventninger til, hvordan livet bør ende.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til fagredaktør Jette Bagh. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Palliation
Sygeplejestuderende

Støttende samtaler vigtige for familiens fælles fundament

Der er brug for at styrke kommunikationen mellem søskende indbyrdes og mellem forældre og børn, når der er alvorlig sygdom i hjemmet. Et familieprojekt i Det Palliative Team i Århus har løftet opgaven, og resultaterne beskrives nedenfor.

I Det Palliative Team i Århus er der årligt kontakt med 40-50 familier med børn i alderen 0-25 år, og der er stor efterspørgsel efter rådgivning til forældre om børns reaktioner på, at far eller mor lider af en uhelbredelig sygdom.

Teamet har siden 2004 haft samtalegrupper for børn, der har mistet en forælder, og erfaringer herfra viser, at der er et behov for at styrke kommunikationen mellem søskende indbyrdes og mellem forældre og børn, når der er alvorlig sygdom i hjemmet.

Undersøgelser viser, at tabet af forældre er forbundet med sårbarhed over for psykiske problemer som f.eks. angst og depression, og at børns evne til at tackle tabet er afhængigt af, om de møder åbenhed og anerkendelse i forhold til deres følelsesmæssige situation i familien (1). Kræftrådgivningen i Århus Amt har i samarbejde med Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet udført Familierådgivningsprojektet COSIP (Children of Somatically Ill Parents) (2).

Projektet har udviklet konceptet ”Psykosocial støtte til familier med en forælder med kræft”, som har dannet afsæt for det projekt i Det Palliative Team, som her beskrives. Det overordnede formål med projektet er at tilgodese familiens og i særdeleshed børnenes trivsel gennem familieorienterede samtaler, se boks 1.

Samtaleformen

Familierne blev informeret om tilbuddet, og tre samtaler blev planlagt:

  • Et møde uden børnene, hvor der var fokus på forældrenes perspektiv
  • Et møde med børnene uden forældrene
  • Et møde for hele familien

Samtalerne blev ledet af den sygeplejerske, der var kontaktperson for familien, en psykolog eller præst. En samtaleguide var inspirationskilde for samtalerne. Aldersgruppen var som udgangspunkt mellem 10 og 21 år, men der blev taget individuelle hensyn, så yngre børn kunne deltage, hvis de kunne indgå i en længerevarende dialog, ligesom de sprogligt skulle kunne udtrykke tanker og følelser og kunne reflektere over det sagte. Under samtalerne med børnene er der gjort brug af tegneark og netværkskort.

Den teoretiske referenceramme for familiesamtalerne var en kombination af en systemisk og en fænomenologisk tilgang. To teoretiske retninger, der i deres udgangspunkt har et meget forskelligt fokus. At mennesker lever i hver deres verden, er et fælles udgangspunkt for disse to positioner. Hvor den ene retning har fokus på neutralitet, mønstre og strukturer med afsæt i det system, et menneske er en del af, tager den anden retning afsæt i dialogen, det fælles møde og medleven. At kombinere disse to tilgange i familiesamtalerne syntes relevant ud fra, at det gav mulighed for at have et følelsesmæssigt og oplevelsesmæssigt omdrejningspunkt, et intrapersonelt perspektiv, som kendetegner den fænomenologiske tænkemåde samt et interpersonelt perspektiv med fokus på mønstre og sammenhænge i det system, den enkelte er en del af (3).

Da der mangler viden om familiens oplevelse af disse samtaler, er formålet med undersøgelsen at få afdækket,

  • i hvilket omfang familiesamtalerne er en støtte for forældre og børn
  • at belyse de fremtrædende temaer i samtalerne.

På den baggrund vurderes det, om der er behov for at justere interviewguiden, som er udgangspunktet for samtalen.

Metode

Vi anvendte en fænomenologisk tilgang til familiesamtalerne, se boks 1, og en kvalitativ deskriptiv metode til analyse af referaterne fra samtalerne, se boks 2.
10 familier har deltaget i projektet (Se tabel 1 og 2).

Boks 2. Metode

Udgangspunktet for artiklen er en deskriptiv undersøgelse af referater med udvalgte citater fra 10 samtaleforløb i perioden 1. september. 2008 – 1. marts 2010.

Datamaterialet er struktureret, og efterfølgende er der lavet en meningsfortolkning, hvorigennem temaerne fra samtalerne fremkom (4). Deltagerne i projektet har givet tilladelse til brug af citaterne.

SY-2011-17-alt%20(36)

SY-2011-17-alt%20(37)Resultater

Forældresamtalerne
Det, at hverdagen fungerede, og at der var gode stunder indimellem, blev generelt vægtet højt. Flere af forældrene havde plejeorlov, hvilket betød, at børnene oftest kunne passe et fritidsliv.

De gode stunder med plads til at gøre ting sammen, som man havde været vant til i familierne, blev også fremhævet ”Vi kan jo ikke cykle sammen mere, nu læser vi bilblade.”

Sygdommens konsekvenser afspejlede sig i ændringer i de indbyrdes relationer og rollefordelingen i hjemmet. Det kom bl.a. til udtryk ved, at de mindre børn henvendte sig mere til den raske forælder end til den syge, mens det hos teenagerne kunne betyde, at den unge påtog sig et større ansvar i det daglige end tidligere ”han er en god dreng, og han tager sig af mange af de ting, hans far ordnede før i tiden”, eller at de valgte at klare sig selv, fordi den raske forælder var travlt optaget. ”De store spørger kun sjældent om hjælp, de klarer sig selv. De kan vel godt se, at jeg ikke kan mere, end jeg kan.”

Følelser og tanker
Rolleskiftet synes i flere tilfælde at hænge sammen med, at den syge forælder pga. manglende overskud var mere afvisende i forhold til børnene end tidligere. Det resulterede hos flere i en distance mellem den syge forælder og børnene.
I to familier var ønsket om at leve i nuet meget stort. Det betød, at der vanligvis ikke blev talt om, hvordan sygdommen kunne udvikle sig, og hvilke konsekvenser det kunne få for familien. I en tredje familie var det betydningsfuldt for den syge far, at børnene kunne huske ham som en, der ”var i stand til at være far”, selvom han var syg.

Kommunikation i familien
I alle familier ønskede forældrene åbenhed om sygdommen, udviklingen af den og familiens fremtid, men i mange tilfælde var det ”for hårdt at tage tråden op”, når spørgsmålene kom. En rask mor fortalte: ”Børnene lå i sengen og skrev om, at glæde var noget med at holde fødselsdag, og at der var inviteret gæster. Sorg var, at nogen skulle dø, som man holder af. Jeg kunne ikke tale med dem om det, fordi jeg selv blev så ked af det.”

Samtalerne med børnene
Flere af børnene problematiserede, at den syge forælder var forandret. En syntes slet ikke, det var hendes mor, der lå i sengen, fordi hun var såvel fysisk som psykisk forandret. ”På en måde kan det ikke blive værre, for man kan ikke blive mere syg, end min mor er.” Nogle af de yngre børn savnede en ”normal far, der kan løfte mig og kaste mig rundt”.

Der udtryktes således tydeligt et savn af og et tab af den syge forælder og dennes tidligere rolle i familien. Flere af drengene påtog sig farens rolle, hvilket kunne virke som en form for beskyttelse af den raske forælder, ligesom det, at flere undlod at konfrontere den raske forælder med svære problemstillinger, kan ses som en form for beskyttelse.

Følelser og tanker
Alle samtaler var præget af bekymring for fremtiden. Tre børn i en familie udtrykte, at sygdommen og bekymringen for, om far skulle dø, fyldte alting. Dette blev tydeliggjort ved brug af en Visual Analog Skala (VAS). På en skala fra 1 til 10 fyldte sygdommen for disse børn 10.

Spekulationerne gik generelt på, hvordan familierne skulle klare sig, når den syge forælder var død. Disse spekulationer gav i fire tilfælde anledning til søvnbesvær varierende med ”voldsomme tanker”, tankemylder og træthed om morgenen. En nævnte, at den syge forælders død kunne blive en lettelse, og at det måske ville kunne ”give lidt luft”. Det kan sammenholdes med tidligere udtalelse: ”På en måde kan det jo ikke blive værre, for man kan ikke blive mere syg, end min mor er” og kan ses som udtryk for det pres, disse børn oplevede.

De fremherskende følelser, der kom til udtryk blandt børnene i syv ud af otte samtaler, var vrede og at være ked af det.
Syv af børnene beskrev, hvad der specifikt fremkaldte vreden, og hvordan de håndterede den. En ”bliver gal i hovedet” over de begrænsninger, moderens sygdom gav, en anden mærkede vreden i hoved og hænder, men det hjalp at komme til at spille fodbold. Flere fortalte, at vreden kunne give lyst til at ”smadre ting”. En fik afløb for disse følelser ved at slå løs på nogle brædder med en hammer.

At være ked af det kom bl.a. til udtryk, når der var dårlige nyheder om sygdommens udvikling. I forhold til denne følelse havde flere gavn af at tale med familiemedlemmer eller andre nærtstående.

To af de unge havde stået alene i svære akut opståede situationer med den syge forælder. Det havde udløst en følelse af angst. En tjekkede f.eks. altid ”anderledes lyde”.

Der var generelt et stort kendskab til alle de følelser, der her er beskrevet, hos børnene. De blev som regel håndteret med sportsudøvelse eller ved kontakt til personer i det nære netværk, se figur 1.

SY-2011-17-alt-35

Påvirkning af hverdagslivet
Fire af børnene havde problemer i forhold til skole og uddannelse. En kom ikke af sted om morgenen og bad om hjælp til at blive presset hertil. En havde svært ved at koncentrere sig. En havde det i forvejen svært i skolen og fik særlig støtte, men det var ikke blevet lettere, efter at moderen var blevet mere syg. Et af de store børn var stoppet med såvel ungdomsuddannelse som fritidsjob.

Ressourcer
I 11 tilfælde fremhævedes fritidsinteresser og nære relationer (venner, søskende, husdyr) som betydningsfulde for at kunne skabe et frirum, der ikke var præget af sygdom.

Fem børn fortalte, at de oplevede fuld åbenhed om den syge forælders tilstand, og det fremhævede de som en ressource.
Børnene gav udtryk for, at det var meningsfuldt for dem at gøre brug af tegneark og netværkskort, se figur 1 og 2.

Kommunikation
De opsamlende samtaler gav anledning til, at spørgsmål, der angår sygdommen, tidsperspektivet og sygdommens konsekvenser for hverdagen og for fremtiden, blev drøftet. Forældrene i familien, hvor børnene scorede sygdommen til at fylde 10 i hverdagen, var chokerede over dette, men anerkendte det som børnenes oplevelse, og ud fra det blev betydningen af at dele sorgen klar for dem. I et par familier blev det fremhævet, at det var betydningsfuldt for børnene, at forældrene inddrog dem, som de gjorde.

Flere af børnene havde ved vores samtale søvnbesvær af forskellig karakter, som blev italesat, og der blev i forhold hertil sat forskellige hjælpeforanstaltninger i værk. F.eks. blev barnet, der var præget af angst, frataget det ansvar, han følte i forhold til faderen.

Såvel forældrenes som børnenes ønsker og håb i forhold til både den nære fremtid og fremtiden efter dødsfaldet blev vendt, herunder den syge forælders rolle. Ønsker om frirum for sygdom, men også betydningen af stabilitet i hjemmet, f.eks. hvorvidt familien kunne blive boende efter dødsfaldet, blev italesat.

Følelser og tanker
Børnenes følelsesmæssige reaktioner og deres generelt store bevidsthed om disse var centrale i samtalerne. Hvad angår vrede, blev der talt om anerkendelse af denne, og der blev sat fokus på hensigtsmæssige strategier i forhold hertil.

En syg far fik forklaret, at hans manglende tålmodighed skyldtes sygdommen, at det ikke som sådan havde med børnene at gøre. Der blev ligeledes talt om, at det ikke var realistisk at undgå det, selvom det var ønskeligt.

Med hensyn til tristheden blev det af såvel forældre som børn italesat, hvordan denne kom til udtryk. Forældrene fik lejlighed til at korrigere i de tilfælde, hvor børnene oplevede, at det var dem, der gav anledning til denne følelse, og den rette sammenhæng i forhold til sygdommen og dens konsekvenser for familien blev præciseret.

I flere familier blev det udtrykt, at det var uvant for dem at tale så konkret om, hvordan de følelsesmæssigt havde det. En far beskrev det som en slags ”blottelse” over for hinanden. Denne far sagde også, at det gode ved det var den følelse af nærhed, der efterfølgende opstod. En anden far sagde, at han havde en forventning om, at stemningen ville være lettet, efter det usagte var blevet sagt.

Ressourcer
Som under den første samtale med forældrene blev det ved den opsamlende samtale i flere tilfælde fremhævet, hvor betydningsfuldt det var, at hverdagen fungerede med positive oplevelser indimellem på trods af, at den var hård og svær, og børnenes oplevelse af fritidsinteressernes og det nære netværks betydning blev trukket frem.

Diskussion

I nogle familier var det svært at motivere børnene til at deltage, måske fordi det kan være svært at udtrykke sig sprogligt om noget så vanskeligt. Alte Dyregrov fremhæver, at sproget er voksnes kommunikationsform, mere end det er børnenes (1). Det, at børnene var optaget af at anvende tegneark og netværkskort, giver også anledning til at overveje, om den slags nonverbale redskaber skal være en større del af kommunikationen med børnene.

Af nyere forskning fremgår det, at fravær af synlig sorgreaktion i forbindelse med alvorlig sygdom ikke nødvendigvis indebærer forsinket sorg (5). To familier valgte samtalerne fra, da ”det lige gik så godt”. Måske var der i disse situationer ikke behov for samtaler, eller måske var det ikke det rette tidspunkt for et samtaleforløb.

Det må dog overvejes, om dette tilbud i mindre grad henvender sig til familier/børn, der sædvanligvis ikke udtrykker tanker, følelser og behov sprogligt. At der, når denne gruppe skal tilgodeses, måske skal tænkes alternativt i forhold til metode og rammer for samtalen. Eksempelvis ved flittigere brug af varierede tegneark eller ved samtale i forbindelse med gåture. Denne nuancerede metode i forhold til samtalen kan sammenholdes med Dyregrovs fokus på, at børns tanker og bekymringer afspejler sig i tegninger og leg, og at der derigennem udsendes signaler, som det er betydningsfuldt at få øje på (1).

Man skal også overveje, om professionelle er gode nok til at motivere til samtalerne. Måske skal der i forhold til børnene i præsentationen af tilbuddet være mere fokus på samværet end samtale omkring bordet i traditionel forstand. Flere yngre børn (under 10 år) har deltaget i samtalerne, og de har været i stand til at udtrykke følelser, hvilket indebærer, at aldersgrænsen på 10 år kan diskuteres.

Fremtrædende temaer i samtalerne

Flere af børnene fremhæver betydningen af at have frirum fra sygdom og sorg og af at være informeret. Undersøgelser viser, at børn generelt ikke magter at være i det svære længere tid ad gangen. De går ”ud og ind af sorgen” (1). Det kan ses i sammenhæng med de nyeste teorier om sorgbearbejdning ud fra tosporsmodellen (6).

Sorgprocessen ses her som to spor: en tabsorienteret del, hvor tabet søges integreret i personens selvopfattelse, og en genindførende proces, som er rettet mod udviklingen i den nye verden. På den måde arbejdes der med at acceptere tabet, men også med at holde fri fra smerten. Den viden er betydningsfuld i kontakten med børnene. I samtalerne må der være opmærksomhed på både det tunge og det lette. Måske skal der i højere grad, end det har været tilfældet, holdes pause i samtalerne, hvilket nogle af børnene har fremhævet som positivt.

Det, at en del af børnene fremhæver betydningen af at have frirum fra sygdom, indbefatter at have sygdomsfri tid sammen med familie, venner samt i forbindelse med fritidsinteresser. En undersøgelse blandt præpubertetsbørn af kræftsyge forældre fremhæver ligeledes disse frirums betydning (7).

Ovennævnte undersøgelse viser desuden, at børn har et stort behov for alderssvarende information om sygdommen og forventet udvikling, og at børnene ved mangelfuld og ikke alderssvarende information kan udvikle vrede og mistro med risiko for udvikling af kompliceret sorg (7). Børnene i dette projekt fremhæver tilsvarende behovet for at være informeret om sygdommen og situationen som helhed.

Desuden er det vores erfaring fra sorggrupper i Det Palliative Team, at børn har brug for klarhed og præcisering i forhold til familiesituationen. I dette projekt har der været fokus på vredens udtryk og på, hvordan børnene kunne hjælpes til at tackle vrede. Det kunne f.eks. være relevant at undersøge vrede mere fokuseret med henblik på at målrette indsatsen yderligere.

Samtalerne førte til, at der kom fokus på faresignaler i form af søvnproblemer, skole- og uddannelsesproblemer. Der blev på forskellig vis interveneret i forhold til særordning i skolen, flytning til hospice for den syge forælders vedkommende, men også gennem opfølgning på samtalerne ved sygeplejerske/psykolog i teamet, og flere børn blev henvist til sorggrupper.

Der udviklede sig således en ny form for fællesskab i familierne, som gik fra ”jeg” til ”vi”. Herigennem opnåedes anerkendelse af hinandens forskellige følelser samt en anerkendelse af, at måden at håndtere følelserne på er individuel. Forståelsen og respekten for denne forskellighed og den indbyrdes åbenhed synes at være en forudsætning for, at hverdagen kan fungere for familierne.

Desuden synes disse faktorer at være essentielle, når der er fokus på børnenes trivsel og på at hindre udviklingen af kompliceret sorg (7). Det skal nævnes, at mistrivsel hos barnet kræver opmærksomhed og handling fra de professionelles side i form af henvisning til individuel psykologisk bistand.

Konklusion

Undersøgelsen viser, at familierne har opnået følgende:

  • En erkendelse af det betydningsfulde i at opretholde hverdagslivet på trods af tab og savn af den syge forælder.
  • En forståelse for betydningen af at have et fælles fundament for hverdagen og for fremtiden i familien.
  • En erkendelse af, at dette fælles fundament skabes gennem åbenhed om følelsernes forskellige og individuelle udtryk og åbenhed i forhold til betydningen af nærhed og omsorg.

Forældrene har et ønske om at vise børnene åbenhed om sygdommen og fremtidsperspektivet, og børnene udtrykker ønske om åbenhed. Overraskende er det måske, at det ikke er tydeligt for forældrene, hvor meget det at have en syg forælder generelt fylder for børnene, men det bekræfter vigtigheden af, at vi er opsøgende i forhold til at tilbyde samtaler i familierne.

De opsamlende samtaler medvirker til at tilgodese behovet for åbenhed og har således en støttende funktion for familierne gennem italesættelse af begreber som sorg og nærhed og disse begrebers betydning for den enkelte i familien. Som udløber af samtaleforløbene får familierne et fælles fremtidsperspektiv.

De bliver i stand til sprogligt at udtrykke sig i forhold til den enkeltes og familiens samlede ståsted. Imidlertid må der gennem rammer for samtalerne være opmærksomhed på børnenes behov for at veksle mellem ”det tunge” og ”det lette” samt på børnenes individuelle behov for og erfaring med italesættelse af tanker og følelser. Interviewguiden vil derfor fortsat være en relevant inspirationskilde for samtalerne med opmærksomhed på individuelle hensyn til det enkelte barn/den enkelte familie.

Konceptet synes at kunne overføres til udsatte børn i andre sammenhænge, f.eks. i familier hvor en person er psykisk syg eller i familier med misbrugsproblemer. Konceptet er også anvendeligt i familier, hvor en forælder er kræftsyg – uden at være tilknyttet et palliativt team.

Birgitte Elmose er sygeplejerske i Det Palliative Team, Onkologisk afdeling, Århus Sygehus, Århus Universitetshospital.

Projektet er udarbejdet af Birgitte Elmose, sygeplejerske, Helle Matthiesen, klinisk sygeplejespecialist, og Charlotte Jensen, psykolog, Det Palliative Team, Onkologisk Afdeling, Århus Sygehus. Læge, ph.d. Mette Asbjørn, Det Palliative Team, Onkologisk Afdeling, Århus Sygehus, har været vejleder i forbindelse med artikelskrivning.

Litteratur

  1. Dyregrov A, Sorg hos børn.  En håndbog for voksne. København: Narayana Press; 2007.
  2. Thastum M, Kruse H, Hedegaard G et al. COSIP – Children of Somatically ill parents, København: Kræftens Bekæmpelse; 2005.
  3. Jacobsen B, Eksistensens Psykologi. København: Hans Reitzels Forlag; 1998.
  4. Kvale S, Brinkmann S, Interview. Introduktion til et håndværk. København: Hans Reitzels Forlag; 2009.
  5. Bonnano G. The Human Capacity to Thrive in the Face of Potential Trauma. Pediatrics vol 121, Number 2, February 2008.
  6. O’Connor M, Eklit A, Forståelse og behandling af sorgforløb. Psykolog Nyt, 2004; nr. 22.
  7. Christ GH. Healing Children’s Grief. Surviving a Parent’s Death from Cancer. New York: Oxford University Press; 2000.
English abstract

Elmose B. Conversations in families where one member is terminally ill – a descriptive study or Supportive discussions in families where one parent has cancer. Sygeplejersken 2011;(17):62-7.

The Palliative Team at Aarhus has experienced an increasing demand for counselling parents about children's reactions to serious disease in the family. Since 2004, the Palliative Team has also held group discussions for children who have lost a parent.

It is our experience that there is a need to improve communication among siblings, and between parents and children.

The family counselling project COSIP (Children Of Somatically Ill Parents) has developed a counselling approach that

focuses on psychosocial support for families where one parent has cancer. This approach has been adapted and implemented by the Palliative Team.

The project's objective is to promote the family's and especially the children's well-being via such discussions.

Three sessions are offered: one for parents, one for children and a summary session for the whole family. Qualified staff are responsible for framing and directing the discussions.

A descriptive study of the project has been prepared based on minutes from the first ten sessions.

The following captions summarise the lessons learned from the conversations:

  • They build a framework in which feelings can be openly expressed and discussed, which provides a common basis for
  • closeness and nurturing.
  • Maintaining daily routines despite the loss and lack of the ill parent is important
  • Having a feeling of togetherness in the family makes future perspectives more manageable.

The family discussions are viewed as a nursing intervention permitting interdisciplinary collaboration among nurses and psychologists/clergy.

Key words: Children, grieving, family counselling, care, terminal illness.

Emneord: 
Pårørende
Sygepleje-patient-forhold
Kommunikation
Palliation
Barn
Sorg
Familie
Omsorg
Død

Sygepleje til den døende patient med smerter

Artiklen præsenterer smertebehandling af patienten i det palliative forløb, og moderne sorgforskning inddrages til belysning af sygeplejerskens rolle i forbindelse med smertelindring. Artiklen er blevet til på baggrund af et bachelorprojekt, som kan downloades på forfatterens hjemmeside (1).

Praktikforløb på henholdsvis medicinsk afdeling og på hospice har vakt min interesse for smertelindring af uhelbredeligt syge og døende patienter. I artiklen stiller jeg skarpt på smerteoplevelsen og knytter an til moderne sorgforskning, der gør op med myter om faseudvikling i kriser samt katarsistænkning. Jeg stiller spørgsmålet: Hvilke faktorer påvirker de smerter, den uhelbredeligt syge og døende patient oplever?

Her er en afklaring af begreberne palliativ indsats og uafvendeligt døende på sin plads. Ifølge Sundhedsstyrelsen er begrebet ”terminal” nu afløst af den mere beskrivende term ”uafvendeligt døende”.

Den palliative indsats omfatter hele perioden efter ophør med kurativ behandling, og indsatsen for den uafvendeligt døende henviser til de sidste få uger, dage eller timer. Den palliative indsats kan altså opdeles i to faser, hvor den første fokuserer på forbedring af patientens og de pårørendes livskvalitet, og den sidste fokuserer på en værdig død (2) (se boks 1 her på siden).

Den palliative fase er for patienten en dynamisk tilstand med pludselige skift af symptomer og behov. Symptomerne er ofte meget komplekse, f.eks. kan patienten have flere forskellige typer af smerter på samme tid. Ved fremskreden cancer har ca. 85 pct. af patienterne smerter mere end et sted, og op mod 40 pct. har smerter fire eller flere steder (3).

Mange oplevelser af tab

Den sidste livsfase indebærer en lang række tabsoplevelser, der hænger sammen med, at kroppen formår mindre og mindre. Det er tabet af den vante livsrolle, arbejdsevne, seksualitet, den funktionelle, skabende krop, positioner i offentligheden, husmoderrollen, forældrerollen og fremtiden.

Der er stor sorg og smerte forbundet med alle disse tabsoplevelser, som kan føre til gentagne kriser (4). Det psykiske aspekt af smerteoplevelsen blandes ofte med og forstærker de kropslige smerter, og hvis der skabes rum til sorgen, kan smerten af og til reduceres markant (4).

I World Health Organisation (WHO’s) definition af den palliative indsats indgår tilbuddet om støtte i sorgen over tab (5). Patienter med smerter, som oplever emotionel ensomhed og manglende støtte i sorgforløbet, kan få mere komplicerede sorgforløb og dermed en smertehistorie med undertoner af sorg og ensomhed (6).

Forståelse af sorgreaktioner og behandlingen af dem er således centralt i den palliative indsats.

I forhold til smertelindring anbefaler hospiceinstitutionerne på baggrund af bedste praksis, at patienten

  • får grundig oplysning om smerterne og smertebehandlingen
  • har medansvar for behandlingen
  • får viden om, hvilke handlemuligheder der findes ved smertegennembrud, og at pårørende er orienterede om disse (se boks 2 side 58).

Indledningsvis anbefales en afklaring af smerteproblemerne, dernæst bør der udarbejdes realistiske behandlingsmål og planer i samarbejde med patient og pårørende. Desuden fordrer kompleksiteten i smerteoplevelsen et samarbejde med patienten, så viden og indsigt fra alle synsvinkler kan tænkes med i pleje og behandling.  

Boks 1. Fakta om palliation

Palliation betyder lindring. Ordet stammer fra latin “pallium”, der betyder kappe, tæppe eller kåbe. Begrebet anvendes i dag om den professionelle indsats for forebyggelse og lindring hos mennesker med livstruende sygdom og deres pårørende.

Palliativ indsats er relevant, når alvorlig sygdom ikke kan helbredes (kuration) og inden for kortere eller længere tid vil føre til døden. Palliativ indsats kan derfor være relevant både samtidig med livsforlængende behandling og rehabiliterende tiltag (10).

 

Smerter er komplekse

De norske smerteforskere Nortvedt og Nortvedts definition af smerte giver bevidstheden en central rolle i forståelsen af smertens oprindelse og menneskets evne til at mestre akut og kronisk smerte: ”Smerte er en tilstand hvor både emosjonelle, fysiologiske, sociale og kulturelle forhold står i et kontinuerlig og dynamisk samspill i et nervesystem under stadig forandring. Gjennom emosjonelle og kognitive forhold, fra stress, gjennom læring og gjennom erfaring bearbejdes smerten i hjernen og påvirkes samtidig av kjemiske impulser og impulser fra ryggmarvens baghorn” (7) (se fig. 1 side 59).

Af denne definition fremgår det, at smerter er noget subjektivt og komplekst og kan være forbundet med andet og mere end patofysiologiske forandringer. Optimal smertelindring kræver derfor viden om, hvad der udløser og modificerer smerterne. Nortvedt og Nortvedt tilføjer, at det er forståelsen af den lidelse, smerterne kan medføre for patienten, der er udgangspunktet for kompetent smertelindring og klinisk varsomhed i omsorgen for den, der har smerten (7).

En analyse af flere forskningsprojekter, kliniske vejledninger, auditkriterier samt sygeplejejournaler tilhørende kronisk og uhelbredeligt syge patienter tyder på, at der i praksis ofte er fokus på smerte som et objektivt, kropsligt bundet fysisk symptom (8). I forbindelse med indkredsning af symptomer er det imidlertid væsentligt at holde sig vekselvirkningen mellem det fysiske og psykologiske for øje.

Den engelske smerteforsker Bryn Davis har skitseret kompleksiteten i det enkelte menneskes smerteoplevelse i en smertemodel, der viser de fire aspekter af smerteoplevelsen: det fysiske, det psykiske, det eksistentielle/religiøse, og det sociale/kulturelle aspekt. I det følgende gennemgås smerteteorien, og den relateres til patienter i den palliative fase.

Fysiologiske faktorer

Smerten begynder altid som en vævsskade. Stimuli fra det beskadigede væv overføres til de frie nerveender perifert, og transmissionen af smerteimpulsen kan følges gennem centralnervesystemet til hjernen. Den impuls, der ledes videre op til hjernen til en bevidst smerteoplevelse, er en sum af mange faktorer, der former smerteoplevelsen. Disse kan være konkurrerende stimuli fra berøring eller andre smertestimuli. Dette beskrives i portkontrolteorien som lukning eller åbning af porten for transmission af nerveimpulser (se figur 1). Centralt kan smertestimuli også omformes via de nedadgående baner fra hjernen til rygmarvens baghorn, hvor der er påvist rigeligt med opioidreceptorer samt mange interneuroner indeholdende endorfiner og andre hæmmende transmittersubstanser. Endorfinproduktionen kan aktiveres positivt, centralt fra cortex via psykiske faktorer som viden om smertens årsag, intensitet, forventning om, at den går over, og mulighed for at kunne kontrollere smerten. Angst nedsætter derimod endorfinniveauet (9). 

Stærke smerter hos uhelbredeligt syge og døende vil forventeligt medføre tanker og følelser knyttet til det faktum, at der er tale om en livstruende tilstand. Omvendt vil patientens tanker og følelser associeret til forestillingen om egen død kunne forstærke i forvejen svære smerter (4).

Perceptionen er den sidste del af processen, hvor smerten tolkes og ender som den enkelte persons individuelle smerteoplevelse. I det limbiske system, også kaldet den emotionelle hjerne, tolkes den emotionelle komponent af smerten, ligesom personens stemningsleje influerer på tolkningen af smerten (se figur 1). I de sensoriske dele af cortex cerebri registreres og bevidstgø res patienten om smertens lokalisation, dens fysiske kvalitet og intensitet.

Frontallappen har en vigtig funktion i oplevelsen af smerten og tolkningen af smertens betydning og mening for personen (9). Sygeplejersken kan supplere den medicinske behandling med musik, varme/kulde, massage, berøring, spabade osv., og derudover må hun interessere sig for patientens smertehistorie og livshistorie, så patientens viden og indsigt i oplevede smerter sættes i spil med sygeplejerskens faglige viden (10).

  Boks 2. Principper for smertebehandling
  • Afklar smerteproblemer
  • Udarbejd realistiske behandlingsmål og planer i samarbejde med patient og pårørende
  • Tilstræb handlemuligheder for patient og pårørende ved smertegennembrud
  • Samarbejd tværfagligt
  • Evaluér og justér behandlingsmål og -planer
  • Afklar bivirkninger og behandling af disse
  • Implicér færrest mulige i smertebehandlingen (10). 

Fysik og psyke spiller sammen

Det psykiske aspekt har indflydelse på, hvordan smerten opfattes og påvirker personens følelsesmæssige tilstand. Dette har igen negativ eller positiv indflydelse på personens motivation til at forsøge at mestre smerten.

Patienten med smerter kan opleve magtesløshed eller frygt for tab af selvkontrol, ulidelig smerte eller ligefrem dødsangst, og angsten kan forstærke den oplevede smerte (9).

Den enkelte persons egen fortolkning af situationen influerer på smerteoplevelsen. Dvs. at personens livssyn og opvækstvilkår har indflydelse på smerteopfattelsen (9). Når døden rykker nærmere, søger de uhelbredeligt syge ofte indad og gør status over det liv, der var, og den død, der kommer. De søger efter en mening med livet og forsøger at finde svar. De tumler med spørgsmål som: Hvorfor har det ramt mig? Har jeg haft et godt liv? Er der noget, jeg fortryder? Er der et liv efter døden?

Der skal være mulighed for, at den medikamentelle smertebehandling kan suppleres af samtaler med den døende og dennes pårørende eventuelt med professionel hjælp fra patientens trossamfund. Mange finder den største grad af mening i de nære ting. Dagen i dag. De gode stunder sammen med de nære eller en oplevelse af naturens gang (4).

Pårørende er en væsentlig ressource

En god familie er ofte patientens vigtigste ressource til mestring af en livstruende sygdom, herunder erkendelsen af, at døden vil indtræffe i nær fremtid (11).

De pårørende kan bidrage med deres indgående kendskab til den syge. De ved, hvad han holder af og ikke bryder sig om eller frygter; de har en nøje erindring om hændelser i hans liv, der måske nu kan vise sig betydningsfulde, og de kender til patientens tidligere erfaringer med smerte og mestring heraf.

Det kan bidrage til at kvalificere den professionelle indsats for patienten med smerter. Uhelbredelig sygdom og død er ikke kun en medicinsk begivenhed med fokus på det syge menneske, men også en social begivenhed, hvor familien har en naturlig plads (11).

Spørg hyppigt til smerter

Smerteadfærd er afhængig af den enkeltes opvækst, tidligere smerteoplevelser og kulturelle baggrund (9). Omverdenens holdning og reaktion kan have indflydelse på smerteadfærden.

Denne omverden består først og fremmest af patientens netværk, men også af de professionelle, patienten møder i forbindelse med sin smerte/lidelse (9). En følelse af, at man er pylret, hvis man giver udtryk for smerte, eller omgivelsernes reaktion, kan give anledning til, at den døende patient er bange for at være til besvær, hvis han giver udtryk for smerte.

En af de faktorer, der ifølge hospiceerfaringerne bidrager til værdig og sufficient smertelindring, er, at sygeplejersken ofte spørger, om den uhelbredeligt syge eller døende er smertedækket, så patienten ikke selv behøver at bede om medicin (10).

Balance mellem virkning og vågenhed

En sufficient smertelindring er en tilstrækkelig smertelindring. Det indebærer ofte, at der er en balance mellem medicinens indvirkning på smerterne, og den grad af vågenhed, patienten bevarer.

Kun patienten kender balancen mellem virkning og bivirkning af medicinen, f.eks. hvor meget morfinbetinget sedering han kan acceptere til gengæld for smertelindring. De fleste patienter ønsker ikke, at symptombehandlingen er så sløvende, at den fratager dem kontakt med virkeligheden og evnen til at nå det, der skal nås, for at fuldende livet (12).

2011-02-helebladet%20(25)
Sorg, afsked og smerter

Som nævnt i indledningen er den sidste fase i livet forbundet med sorg og mange afskeder, elementer der påvirker smerteoplevelsen. En nyere teoretisk model for sorgreaktioner, lanceret af det hollandske forskerpar Stroebe og Shut, beskriver sorg som en dynamisk og kompleks proces, der er i konstant udvikling (6).

Hovedtesen er, at sorg bevæger sig i en konstant vekselvirkning mellem konfrontation med og undgåelse af tabet. Forskerne beskriver, hvordan brugen af psykologiske mekanismer, i særdeleshed fortrængning, er nødvendig for, at der kan arbejdes effektivt og fleksibelt med sorgen.

De lægger vægt på, at smerten over tabet indimellem skubbes til side, så personen kan koncentrere sig om praktiske gøremål i forbindelse med tabet eller omvendt, at personen lader sig aflede fra praktiske gøremål for at være i sorgens smerte. Det centrale er, at tabet bearbejdes i to processuelle spor, et følelsesmæssigt og et problemorienteret.

En myte, der har været meget fremherskende inden for sorgteori, er, at det er hjælpsomt at tale med andre om tanker og følelser i forbindelse med sorgen. Denne myte punkterer forskerne, og de nuancerer tankegangen omkring det at dele sine tanker og følelser med andre (6).

Undersøgelser peger på, at de mennesker, der taler meget om sorgen, også har mange genoplevelsessymptomer. Spørgsmålet er, om nogle mennesker er i risiko for at blive retraumatiseret af at tale meget om det hændte?

Forskerne mener, at det muligvis forholder sig sådan, at nogle mennesker kan have gavn af at tale om aspekter af tabet, mens andre vil opleve en forværring herved (6). De understreger endvidere de kønsmæssige forskelle mellem mænds og kvinders måde at udtrykke sorg på. De beskriver kvinder som værende generelt mere emotionelt funderede i sorgen.

Kvinder vil ofte finde det hjælpsomt at tale med andre om tanker og følelser i forbindelse med sorg. Mænd beskrives derimod som mindre emotionelt ekspressive i sorgen, og de finder det mere hjælpsomt at høre om andres erfaringer med sorg end selv at skulle tale om tanker og følelser.

Den foreløbige konklusion må være, at man ikke kan gå ud fra, at det er hensigtsmæssigt for alle at tale mest muligt om tabet. Intet tyder på, at den katarsistankegang, der prægede sorgforskningen i 70’erne, ”du skal græde det ud”-tesen, holder for alle (6). Det kræver stor psykologisk indsigt at vurdere, om patienten har brug for afledning eller konfrontation, og et samarbejde med præst og psykolog er altafgørende.

Ingen klinisk retningslinje

I Danmark er der endnu ikke udarbejdet nationale kliniske retningslinjer for den palliative indsats. Det kunne være en opgave for Palliativt Videncenter, PAVI, der arbejder med formidling og kortlægning af kliniske retningslinjer og overordnede vejledninger på flere måder. I samarbejde med Dansk Multidisciplinær Cancergruppe for palliation, DMCG-PAL, har PAVI i 2009 indsamlet viden om, hvad klinikere i Danmark p.t. anser for og anvender som retningslinjer for bedste praksis på en række centrale områder inden for palliation. PAVI arbejder fortsat på udvikling af evidensbaserede retningslinjer for den palliative indsats (10). En anden mulighed er, at en gruppe sygeplejersker med støtte fra Center for Kliniske Retningslinjer udvikler en evidensbaseret klinisk retningslinje for palliativ sygepleje. Sundhedsstyrelsen udarbejder nye faglige retningslinjer for den palliative indsats i 2011. De nye anbefalinger vil erstatte de tidligere retningslinjer for palliation fra 1999, som gælder for sundhedsprofessionelle, der arbejder i det palliative felt. Ved udarbejdelsen af retningslinjerne har arbejdsgruppen søgt at tage højde for, at disse skal kunne anvendes og implementeres af en meget bred og tværfagligt sammensat personalegruppe, som arbejder i forskellige sektorer og på forskellige niveauer i sundhedsvæsenet (2).

Lena Poulsen er ansat på Remstruplund Genoptræningscenter, Silkeborg.

Tak til Vibeke Lorentzen, forskningslektor, ph.d., ved Center for Sygeplejeforskning i Viborg, og Gitte Rohde, adjunkt, SD, MHP, ved Sygeplejeskolen i Viborg, samt Minivæksthus, et akademisk forum for nyuddannede bachelorer for sparring i forbindelse med skriveprocessen.  

Litteratur

  1. theplanet.dk/lenapoulsen Forfatterens hjemmeside/bachelorprojekt.
  2. www.sst.dk. Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Besøgt 5.1.2011.
  3. www.dmcgpal.dk. Dansk multidisciplinær cancergruppe, 2010. Besøgt 9.9.2010.
  4. Agger NP. Den sidste tid – pleje, omsorg og støttemuligheder. Komiteen for Sundhedsoplysning; 2005.
  5. who.int/cancer/palliative/definition/en World Health Organisation, 2002. Besøgt 10.11.2010.
  6. Guldin M. Sorg – reaktioner. Klinisk Sygepleje 2007;(2):45-50.
  7. Nortvedt F, Nortvedt P. Smerte – fenomen og forståelse. Oslo: Gyldendal Akademisk; 2001.
  8. Rydal Hansen S. Totalsmerte. Klinisk Sygepleje 2006;( 2):15-23.
  9. Davis B. Caring for People in Pain. London: Routledge; 2000.
  10. pavi.dk. Palliativt Videncenter, 2010. Besøgt 1.12. 2010.
  11. Dalgaard KM. At leve med uhelbredelig sygdom – at begrænse dødens invasion og fremme livsudfoldelsen i tid og rum. Ph.d., Forskningsenhed for klinisk sygepleje, Aalborg; 2007.
  12. sst.dk/publ/publ1999/palliativ_indsats/index.html - Faglige retningslinjer for den palliative indsats, Sundhedsstyrelsen, 2006. Besøgt 15.10.2010.
English abstract

 

Poulsen L. Nursing and the terminal patient in pain. Sygeplejersken 2011;(2):56-60.

The article is a study of which factors affect the pain experienced by those with incurable and terminal diseases. The end of life involves many losses that are associated with pain and grief and can cause recurrent and existential crises. Grieving and psychological pain can be conflated with and exacerbate physical pain.

Understanding the forms of grieving and their treatment is central to palliative care. The article introduces a pain model from pain researcher Bryn Davis, relates it to pain in the incurably ill and dying, and seeks to illustrate the relationship it plays in the individual's pain experience.

The model can be used as a framework for systematic collection of data for the pain anamnesis or life history in practice. In addition, new research into grieving by Stroebe and Shut is incorporated and describes grieving as a dynamic and complex process that is in constant development and pendulates between repression and confrontation. It concludes by presenting hospice institutions' best-practice recommendations, Videnscenter (Knowledge Centre) for Palliation,

PAVI's current work with palliation clinical guidelines and the National Board of Health's revisions of the Professional Guidelines for Palliation from 1999.

Key words: Palliation, pain, pain alleviation, grieving, physiology of grief, loss.

 

Emneord: 
Død
Palliation
Smerte
Sorg

Studerende i praksis: Værdig sygepleje

Selvom man er rustet med teoretisk viden om palliation, kan man føle sig usikker, når man står over for en døende patient.

SY-2011-02-08Som eventyrlysten udvekslingsstuderende valgte jeg at drage til broderlandet Sverige på modul 11. Her oplevede jeg for første gang, hvad det indebærer at stå ansigt til ansigt med et døende menneske.

Før denne svære, men efterfølgende livsbekræftende episode havde jeg skrevet opgave om tidens betydning i mødet med den døende patient. Etikken i palliation blev her teoretisk belyst til et funklende 12-tal, men at se og opleve den værdige sygepleje blive udført i praksis var meget mere værd end den høje karakter.

Den morgen prøvede jeg, som altid, ihærdigt at forstå, hvad der blev sagt under rapporten. Mest af alt lød det i mine ører som en lang svensk melodi.

Jeg forstod dog, at min vejleder og jeg skulle stå for sygeplejen til en ustabil patient med leversvigt. Vejlederen fortalte, at han var kendt i afdelingen fra tidligere, og at han i mange år havde haft et alkoholmisbrug.

Det kunne man da heller ikke se bort fra, da jeg trådte ind på hans enestue. Jeg kunne se, at det hårde liv havde præget ham, selv om han ikke var over 40 år. Han havde gråligt snavs på de gullige fingre, en tatoveret tåre på den ene kind, og han var iført en T-shirt med teksten ”Utbränd”.

Selv om jeg tidligere på studiet havde skrevet teoretisk opgave om palliation, modvirkede det ikke min følelse af usikkerhed i situationen.

Nogen tid efter trak de pårørende i klokkesnoren. Min vejleder hastede derind, patienten var desværre gået bort. Efter de meget følelsesladede pårørende havde taget afsked, blev det min tur. Patienten så ved dette gensyn helt anderledes ud. Rosen på brystet, som min vejleder havde placeret i hans nu rene hænder, var rød, frisk og smuk. En stor kontrast til det ellers så stærke billede, jeg havde fået tidligere på dagen. Et lille lys var tændt, og Bibelen var placeret på bordet. Han lå nu fredfyldt og udstrålede værdighed.

Selv om han havde været misbruger i mange år, så jeg gennem min vejleders humanistiske menneskesyn, hvordan værdig sygepleje kunne udføres i praksis.

Oplevelsen har efterfølgende gjort mig stærk både fagligt og personligt. Den har inspireret mig til at følge i min vejleders fodspor og håbe på, at I som sygeplejersker vil prøve at gøre det samme næste gang, I står over for et døende menneske, der har levet hårdt. 

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Død
Palliation
Uddannelse

Total omsorg til dem, der skal dø hjemme

Sygehusets palliative team støtter hjemmesygeplejerskerne, så selv meget komplekse kræftforløb kan afsluttes i eget hjem.

SY-2010-19-18”De gør det bare så godt.” Når man taler hjemmesygepleje, bliver de terminale forløb tit fremhævet som en opgave, hvor hjemmesygeplejersker virkelig kommer til deres ret.

I dag kan selv meget komplekse kræftforløb afsluttes i borgernes eget hjem, fordi hjemmesygeplejen kan trække på specialiseret viden fra de palliative team, som sygehusene har bygget op i løbet af de sidste 10 år.

I Esbjerg består det palliative team af læger, sygeplejersker, fysioterapeut, socialrådgiver, psykolog og sekretær. Da det blev oprettet, var baggrunden de første kræftplaner med deres stærke fokus på en bedre smertedækning, fortæller palliationssygeplejerske Hanne Christensen.

”Men det store skift ligger i, at vi både ser på patienten og hele familien. Er hustruen ved at bryde sammen? Får hun sovet om natten? Skal vi have kontakt til skolen? Er der styr på økonomien, eller bliver rudekuverterne bare lagt til side? Palliation er totalomsorg.”

At hjemmesygeplejerskerne også får lov til at yde totalomsorg i de terminale forløb, er Hanne Christensens bud på, hvorfor terminalplejen i hjemmet er blevet en succeshistorie.

”De er specialister i at yde sygepleje i eget hjem, og her får de lov til at yde omsorg for det hele menneske.”

Foto: Anne-Li Engström 

Emneord: 
Palliation
Samarbejde
Kræft
Hjemmesygepleje
Tværfaglighed

Livskvalitet i den palliative fase under hospitalsindlæggelse

Et masterprojekt har undersøgt, hvilke faktorer der påvirker uhelbredeligt syge kræftpatienters livskvalitet i den palliative fase under indlæggelse på hospital. Resultaterne peger bl.a. på, at enestuer, skræddersyede individuelle løsninger og patientens mulighed for selv at disponere tiden fremmer patienternes oplevelse af livskvalitet.

Vejle Sygehus er udpeget som specialesygehus inden for kræftbehandling (1). Derfor er der her, og på andre af landets specialesygehuse, behov for øget opmærksomhed på, hvordan sygehusene i højere grad kan indrettes, så uhelbredeligt syge og døende patienter også under indlæggelse kan leve livet og udfolde sig sammen med deres nærmeste.

I mit masterprojekt i klinisk sygepleje havde jeg derfor fokus på indlagte uhelbredeligt syge patienter i den palliative fase. Formålet med projektet var bl.a. at få indsigt i, hvilke faktorer der har betydning for den uhelbredeligt syge kræftpatient i hospitalsregi, og hvad livskvalitet er ud fra patienternes perspektiv.

Metoden var interview med tre indlagte uhelbredeligt syge patienter, og analysen var inspireret af Ricoeurs fænomenologiske hermeneutiske metodologi (2,3).

Et samspil af mange faktorer

I projektet fandt jeg, at patientoplevet livskvalitet under indlæggelse er et komplekst samspil af mange faktorer, hvor følgende tre mest udtalte temaer har indflydelse:

1) Pendulering mellem håb og fortvivlelse. Patienterne veksler mellem håb og fortvivlelse i arbejdet med at mestre de nye livsvilkår, der følger med en uhelbredelig sygdom. Penduleringen synes at give pause fra det tunge og tillade patienten at komme ind i glædesrummet, hvorved bevægelsen mellem håb og fortvivlelse kan tillægges en meningsgivende karakter ift. at arbejde hen mod accept af virkeligheden. Penduleringen bliver på denne måde meningsbærende og indvirker på den enkelte patients mestringsevne.

2) Magten i sårbarhedens kommunikation. Patienterne efterlyser at blive set som et menneske og ikke blot en sygdom, og alle tre patienter gav eksempler på, at asymmetri er kendetegnende i relationen til de sundhedsprofessionelle. Asymmetrien kan symboliseres som en form for magt, de sundhedsprofessionelle er i besiddelse af, og hvis magten ikke forvaltes med omhu, kan det vække følelser af fortvivlelse, magtesløshed og potentiel lidelse hos patienten.

3) Relationer til ens kære og de professionelle. Patienterne har behov for, at den nye livssituation fortsat bærer præg af dagligdagsting, f.eks. et almindeligt samvær med de pårørende. I patienternes sidste levetid har de familiære relationer en høj prioritet, og patienten mobiliserer kræfter til at drage omsorg for de nære pårørende.

Patienterne fremhæver det at kunne økonomisere med kræfterne som vigtigt, således at lystbetonede udfoldelsesmuligheder fremmes. Også enestue, mulighed for at gøre hospitalsstuen personlig og selv at kunne disponere over tiden fremhæves som vigtigt i forhold til den oplevede livskvalitet.

Betydning for sygeplejen
Trods det, at den patientoplevede livskvalitet under indlæggelse er et resultat af mange forskellige faktorer, peger projektet på, at sygeplejersken i bestræbelsen på at styrke patientens livskvalitet må formå at være der, hvor patienten eksistentielt er, og fremme patientens muligheder for livsudfoldelse. Det er essentielt at acceptere og støtte patienten i både håbet og fortvivlelsen for derved, sammen med patienten, at arbejde hen imod en accept og erkendelse af den nye livssituation.

Sygeplejersken må endvidere arbejde bevidst på at tildele de døende patienter en naturlig og fleksibel position i relationen med de sundhedsprofessionelle, ligesom hun/han til stadighed må have øje for at samstemme forventninger og skabe et fælles fundament for samarbejde.

En faglig bevidsthed om at forvalte den magt, man er i besiddelse af i mødet med uhelbredeligt syge, er essentiel. Professionel ydmyghed må derfor være en selvfølge, og opgaven er at have en åben opmærksomhed mod patientens behov og ønsker her og nu og bidrage med skræddersyede individuelle løsninger.

Sidst, men ikke mindst skal det tilstræbes at etablere forhold, der muliggør, at patienten kan leve livet ud fra en egen disponering af tiden og ikke på bekostning af hospitalets rammer og præmisser. En pleje- og behandlerkultur, der placerer patienten i centrum, er essentiel.

Masterprojektet kan rekvireres hos forfatteren.

Jette Frederiksen er ansat som basissygeplejerske med fokus på sygeplejefaglig udvikling på Vejle Sygehus, Organ- og Plastikkirurgisk afdeling A260.

Forfatteren ønsker at takke sygeplejefaglig vejleder Karen Marie Dalgaard for konstruktiv vejledning på masterprojektet samt Udviklingsrådet på Vejle og Give Sygehus for vejledning og økonomisk støtte.

Litteratur

  1. www.fremtidenssygehuse.dk
  2. Pedersen B et al. Forskningsmetode og netværkssamarbejde - en kvalitativ metode inspireret af Ricoeur. I: Forskning i klinisk sygepleje 2 - metoder og vidensudvikling. Red: Lorensen M et al. 2003. Akademisk Forlag A/S: 93-110.
  3. Ricoeur P. Fortolkningsteori. København. Vintens Forlag 1979.
Emneord: 
Livskvalitet
Palliation
Kræft
Sygehus

Bedre smertebehandling til cancerpatienter gennem medinddragelse

Cancerpatienter i den palliative fase skal have den bedst mulige smertebehandling. På organ- og plastikkirurgisk afdeling, Vejle Sygehus, er der gode erfaringer med at udføre systematiske smertekortlægninger - som udgangspunkt i hver vagt.

I lyset af "Strategi for udviklingen af sygeplejen ved Vejle og Give Sygehuse 2005-2006" blev der nedsat en tværfaglig udviklingsgruppe i organkirurgisk afdeling, der skulle have fokus på bl.a. patienternes fysiske smertebehandling i den palliative fase. Baggrunden var, at tilgangen af nydiagnosticerede cancertilfælde, og dermed indlæggelser af patienter i den palliative fase, (gennemsnitlig seks/uge), var stigende. Endvidere havde vi en oplevelse af, at patienterne led unødigt længe inden dækkende smertebehandling.

Smerteanamnese og screening

Vi satte fokus på, hvordan vi kunne få patienterne til at beskrive deres smerteoplevelse og derved optimere den, ligesom vi ønskede at skabe grobund for et bedre tværfagligt samarbejde omkring smertebehandlingen. Målet er, at patienten oplever en for ham/hende acceptabel grad af smertefrihed under såvel søvn og i hvile som ved aktivitet.

Midlerne blev at give plejepersonalet en basal viden om smertefysiologi, smertekvalitet, screening, anamnese og smertebehandling, herunder administrationsformer samt muligheder for tilkald af smertespecialister (1). Smerteanamnese/screening skal som udgangspunkt ske i hver vagt samt efter behov, og fokus er på såvel fysiske smerter som smerter af social, åndelig og eksistentiel karakter.

Vejledende retningslinje og quickguide

Efter vi havde skaffet den fornødne viden, blev der udarbejdet og implementeret en tværfaglig klinisk retningslinje for en behandlingsplan for "cancersmerter i den palliative fase". Denne er vejledende og bruges som dokumentation i EPJ. For at lette optagelsen af smerteanamnesen blev der også udarbejdet en "quickguide" i lommeformat til det enkelte plejepersonale. Denne omfatter vejledende spørgsmål, der skal hjælpe personalet i smertekortlægningen:

  • Hvor og hvornår kommer smerten"

  • Hvilken smertekvalitet er der tale om" (nociceptiv, visceral og neurogen)" 

  • Hvor stor er smerten" (brug evt. VAS).

  • Er smerten konstant, kommer ved belastning eller er der gennembrud"

Alle fortrykte frasetekster i behandlingsplanen skal udfyldes ved oprettelsen, og der skelnes mellem og laves beskrivelser af patientens oplevede smerter, som smertebehandlingen udformes ud fra.

Hvert halve år er der obligatorisk smerteundervisning for alt nyt personale i organkirurgisk afdeling af to timers varighed. Her anvendes praksiseksempler på, hvordan quickguiden bruges, og hvorledes data føres ind i behandlingsplanen, der skal oprettes inden for 24 timer, efter patienten er indlagt.

Journalaudit viser forbedringer

For at få viden om, hvorvidt fælles viden og nye handlekompetencer har ændret praksis, er der over en tremåneders periode i efteråret 2008 lavet journalaudit på 11 oprettede behandlingsplaner for cancersmerter i den palliative fase.

Auditten viste, at det fortrinsvis var erfarne kollegaer, der oprettede behandlingsplanerne. Til gengæld bruges planen af alle, når den først er oprettet. Ikke kun til rapportering vedrørende smerte, men også generelt om patientens helhedssituation. En anden tilbøjelighed er, at der hurtigere end tidligere skiftes fra per oral-medicinadministration til subkutan og/eller plasteradministreret medicin, især i takt med, at patienten bliver svagere.

Vejle sygehus udnævnt til kræfthospital

Vores samlede oplevelse er, uden direkte målbar dokumentation, at der er sket en forbedring i smertebehandlingen af cancerpatienter i afdelingen. Vi arbejder fortsat med, at alle palliative cancerpatienter får udarbejdet en behandlingsplan ud fra nye redskaber, og vores fokus er ikke blevet mindre af, at Vejle Sygehus er blevet udnævnt til kræftsygehus. Dette nødvendiggør en fastholdelse af de nuværende aktiviteter, hvor også den åndelige og eksistentielle patientomsorg samt pårørendesamarbejde indgår, men også fortsat udvikling.

"Quick guide" og "Behandlingsplan ved cancersmerter i den palliative fase" kan rekvireres hos Elise Veggerby.

Elise Veggerby og Jette Frederiksen er begge ansat som sygeplejersker på Organkirurgisk og Plastikkirurgisk Afdeling A160 og A260, Vejle Sygehus 

Litteratur

  1. Eriksen J et al. Praktisk klinisk smertebehandling. Smerter ved cancer og langvarige/kroniske non-maligne tilstande. 4. Udgave. København: Munksgaard Danmark; 2005.
Emneord: 
Smerte
Kræft
Sygepleje-patient-forhold
Palliation