Ondt kan ikke blive værre

Døden. Sproget sladrer om vores forhold til ting, også til døden. Mange metaforer er i omløb, men både ordene og modet kan efterfølgende mangle i kontakten med den sørgende.

For mange år siden var jeg på vej til en temadag med gode kolleger. Det var vinter og morgenen mørk. Netop trådt ud af bussen blev jeg ringet op af en sygeplejerske, som præsenterede sig og herefter fortsatte: ”Jeg er ked af at fortælle, at Thorkild er gået bort i nat.”

Det lyder måske mærkeligt, men jeg nåede at tænke ”gad vist, hvor han er gået hen?” før det gik op for mig, at det han mente, var, at min gode ven Thorkild faktisk var død.

Herefter fulgte en venlig opfordring til at arrangere det nødvendige hurtigst muligt, idet den plejebolig, som Thorkild var flyttet ind i for et års tid siden, var forsynet med en lang venteliste. ”Ja, jeg ved godt, at det er svært at overskue, og det er ikke for at være uhøflig, men … ” Der er mange metaforer knyttet til at dø og til at meddele sig om den begivenhed, se blot dødsannoncerne: Har pludselig forladt os, er taget på sin sidste rejse, er draget videre, er gået i forvejen, er stille sovet ind m.fl.

Også de afsluttende bemærkninger er noget særligt. Mange sender en hilsen til den døde her. ”Du vil altid være i vores hjerter, vi savner dig allerede, du vil aldrig blive glemt. "Denne adressering når ldrig den døde men er mere en besked til omgivelserne om, at dette her er slemt, og at man sørger.

De kærlige og definitivt afsluttende bemærkninger i dødsannoncerne vil være bedre anbragt, inden de når avisen, altså direkte til den man holder meget af og i en anden form. For hvem finder på at sige til et levende menneske: Du vil altid være i mit hjerte? Døden er tabu i vores samfund, det hører jeg ikke så sjældent fagfolk erklære. Men er det nu rigtigt? Vi er måske ikke gode til det med døden, men at fastslå, at den er et tabu, synes jeg ikke er passende. Mange har skabt nye ritualer, som bl.a. indebærer, at den døende er hjemme og får sagt det nødvendige og påtrængende til sin familie, og at familien rykker sammen i bevidsthed om det, der venter. Nogle magter i tilgift at give plads til, at venner kan komme og sige farvel til den døde, inden kisten lukkes, og bisættelsen bliver afholdt.

Vi lærer også af fremmede kulturer, f.eks. tænkte jeg en del over en beskrivelse af livet i Milano, hvor en dansk kvinde for ti år siden mistede sin italienske mand. ”Den dag i dag,” skrev hun, ”kan en af vores genboer finde på at krydse gaden for at komme over til mig og fortælle en sjov anekdote om min mand, som han lige kom i tanke om.” Det er venligt og omsorgsfuldt. De døde går jo ikke væk, de er fortsat en del af livet om end på en anden måde end tidligere.

I Danmark kan familier opleve, at bekendte eller naboer ikke ved, hvordan de skal nærme sig et sørgende menneske, og derfor lader de være. Det kan være pga. blufærdighed, ord, der mangler, angst for at gøre ondt værre. Men ondt bliver ikke værre af kontakt, også selv om den er tøvende og opleves kejtet af den ene eller begge parter.

Hellere kejtet end undgående.

Emneord: 
Død
Pårørende

Hørt: Pårørende er ikke ens

Politikerne er enten uvidende eller taler mod bedre vidende, når de omtaler pårørende som en ressource, man bare kan trække på. Det mener sygeplejerske Lisbeth Uhrenfeldt, som med sin kronik vil gøre de ansvarlige lidt mere ansvarlige.
Man overser, at dét at være pårørende kan se ud på mange forskellige måder, mener Lisbeth Uhrenfeldt.
JORGE GUERRERO

ikon-hoertEn radioudsendelse på P4 om, at Skive Kommune havde ansat en pårørende-vejleder, blev dråben i det velkendte bæger for Lisbeth Uhrenfeldt.

Det var dog ikke udsendelsen i sig selv, men derimod en mere generel frustration, der fik Lisbeth Uhrenfeldt til at skrive en kronik til Kristeligt Dagblad.

”Jeg har igennem længere tid lagt mærke til, at der i den offentlige debat og blandt politikere ofte tales om pårørende i ental, som om der er tale om én bestemt gruppe. Men pårørende kan være alt fra f.eks. erhvervsaktive til en jævnaldrende ældre eller en lige så svækket ægtefælle,” siger Lisbeth Uhrenfeldt.

Hun er sygeplejerske, ph.d. og professor ved Nord Universitet i Bodø i det nordlige Norge, hvor hun bl.a. har været med til at afdække de pårørendes oplevelser af, hvornår en udskrivelse eller overflytning er en succes.

Samfundsøkonomisk dyrt

”Man taler også om pårørende, som nogle man har råderet over og frit kan disponere over, når patienter udskrives eller skal blive hjemme,” siger Lisbeth Uhrenfeldt.

”Problemet er, at dem, der tilrettelægger sundhedsvæsenet på makroniveau, ikke ved, hvad pårørende er. Men samfundsøkonomisk er det alt for dyrt ikke at interessere sig for, hvem de pårørende er, og hvad de magter,” siger Lisbeth Uhrenfeldt og peger på, at forskning viser, at hvis man inddrager og har kontakt med de pårørende i kort tid, så kan man minimere genindlæggelser og gøre borgerne mere trygge.

Kronik førte til nye dialogpartnere

Efter at Lisbeth Uhrenfeldt havde fået trykt sin kronik i Kristeligt Dagblad lagde hun den også ud på sin LinkedIn-profil. Her har knap 3.000 mennesker indtil videre læst den, og hun har fået henvendelser fra både præster, psykologer, sygeplejersker og undervisere.

”De har genkendt problematikken og har været glade for, at jeg har taget den op,” fortæller hun.
Og det har også fået Lisbeth Uhrenfeldts øjne op for, at der er flere faggrupper end hendes egen, som kan være dialogpartnere i forhold til de pårørende.

Vigtigt at bidrage til debatten

Lisbeth Uhrenfeldt fortæller, at hun gennem sin ansættelse på det norske universitet har været på kursus i kronik-skrivning. For på Nord Universitet anses det at ytre sig offentligt, som en vigtig del af forskergerningen.
”Det har en dobbelt betydning. Dels betaler vi tilbage til det samfund, som understøtter vores forskning, og dels er det med til at placere os forskere som nogle, der kan bidrage med perspektiver, man ellers ikke var kommet i tanker om. På den måde viser vi, at her er noget, I kan lære af os, og derfor er det vigtigt, at vi fortsætter med at forske,” siger hun og fortæller, at det tager tid at skrive en kronik.
”Nogle gange starter det med, at man bliver vred over noget, og så skal vreden lige lægge sig, inden jeg skriver. Bagefter får jeg en anden til at læse kronikken, så eventuelle bommerter bliver fjernet.”

Emneord: 
Pårørende

Den gode relation findes på bunden af trappen

Efter flere sager, hvor samarbejdet mellem plejepersonale og pårørende var gået helt i hårdknude, fik Sorø Kommune hjælp af Arbejdstilsynet. Det har givet store forbedringer.
Sussie Holm
Foto: Claus Bech

Samarbejdet med pårørende er ikke altid lige let. Det måtte de sande i Sorø Kommune. En række sager kørte så meget af sporet, at de endte i byrådet. Det fik kommunen til at melde sig til et pilotprojekt hos Arbejdstilsynet om psykisk arbejdsmiljø. I projektet satte de bl.a. fokus på samarbejdet mellem plejepersonale og pårørende til borgere inden for sundhedsområdet.

Det er blevet en ubetinget succes, fortæller sygeplejerske Sussie Holm, der er ansat i kommunens afdeling for sundhed og omsorg. Hun bruger det meste af sin arbejdstid på to plejecentre i Dianalund, hvor hun yder sygeplejefaglig sparring og assistance til plejepersonalet.

“Vi snakkede om, hvad vi kunne gøre for at forebygge konflikterne med de pårørende. Hvad kunne vi gøre anderledes i dialogen? Resultatet blev samarbejdstrappen,” fortæller hun.

Det hele på grøn

Samarbejdstrappen er et visuelt værktøj, der placerer et samarbejde på et af fire trin. Nedefra og op er det grøn, gul, orange og rød. På hvert trin findes både en række faktorer, der er med til at bestemme, hvor på trappen en given situation skal placeres, men også en række handlingsmuligheder, der skal sikre, at konflikter kan forebygges eller deeskaleres.

“Ambitionen er at holde os i det grønne område. Vi vil gerne have gensidig lytning og gensidig respekt. Det lykkes, når vi har gode indflytningssamtaler med borgere og pårørende og får afstemt forventningerne. Derefter skriver vi aftalerne ned,” fortæller Sussie Holm.

Mudder håndteres straks

For Sussie Holm og kollegaerne er samarbejdstrappen blevet et konkret værktøj, der har lettet det daglige relationsarbejde med de pårørende.

“Det betyder, at vi nu er på forkant i arbejdet med de pårørende. Hvis jeg kan læse i dokumentationen, at der har været lidt mudder i kommunikationen, så håndterer vi det straks og tager dialogen med de pårørende, så vi kan bevæge os ned i det grønne område,” siger hun og fortsætter:

“Plejepersonalet er blevet mere bevidste om at få en god dialog med de pårørende og er på forkant, hvis de mærker, at der er uklar dialog. Ofte gør de det så tidligt, at de ikke behøver at involvere mig eller ledelsen.”

Desuden har arbejdet med samarbejdstrappen givet plads til refleksion internt blandt plejepersonalet, fortæller Sussie Holm:

“Vi kigger også indad og ser på vores egen adfærd. Vi tager det op med hinanden, hvis vi oplever, at der er noget i samarbejdet med de pårørende, som ikke er helt optimalt. Det er okay at sige til en kollega, at der er noget, vi kan gøre anderledes.”

 

Emneord: 
Pårørende

Et vedhæng til patienten

Sundhedsvæsnet er patientrettet, så de pårørende er et vedhæng til patienten. Derfor får de en perifer rolle, og det er ikke optimalt, siger forskningssygeplejerske, der har undersøgt de pårørendes oplevelse af inddragelsen.
Camilla Bernild
Privatfoto

At være pårørende og patient er to vidt forskellige roller. Alligevel tales der tit om inddragelse af dem på samme måde, siger Camilla Bernild, der er forskningssygeplejerske. Hun mener, at arbejdet med patienternes nærmeste bør systematiseres meget mere.

Sidste sommer forsvarede Camilla Bernild sit ph.d.-projekt. Det handlede om pårørende til ældre patienter, der havde gået gennemgået akutte hofteoperationer.

Læs mere

Camilla Bernild har beskrevet sin forskning i artiklen "Systematisk samarbejde med pårørende har effekt" i Fag&Forskning nr. 1/2019

“Jeg var optaget af, hvem der var den mest sårbare og mest ekskluderede. Den svage er selvfølgelig den, der ligger med brækket hofte i en seng, men de er også i centrum for behandlingen, og alt handler om dem.

Den pårørende har en perifer, gråzone-agtig rolle, og den ville jeg gerne forstå,” fortæller hun.

Vidt forskellige roller

Camilla Bernilds forskning peger på, at sundhedsvæsnet gør inddragelse af patienter og pårørende til to sider af samme sag. Men det er forkert, siger hun:

“Dét at være patient, og dét at være pårørende, er to meget forskellige ting. Det er både forskelligt for dem, men også når man ser det fra sundhedspersonalets perspektiv. Når man taler om dem i samme åndedrag, som om de kan inddrages indenfor de samme rammer, så er det for unuanceret.”

Camilla Bernild udpeger to af de vigtigste konklusioner i sin forskning:

“For det første, så er patientens situation fuldstændig afgørende for den pårørendes situation. Patientens tilstand er helt central for, hvordan pårørende har det. For det andet, så er den pårørende et vedhæng til patienten. Den pårørende oplever ikke, at de er noget i sig selv, de er kun noget i kraft af deres relation til patienten,” fortæller hun.

Og forskningen har fået hende til at konstatere, at området er alt for ubelyst:

“Vi beskæftiger os helt generelt for lidt med, hvad det vil sige at være pårørende, hvilke behov de har, og hvordan man kan imødekomme dem.”

Snakker ikke om sig selv

I sin forskning har Camilla Bernild interviewet mange pårørende om deres kontakt med sundhedsvæsnet. Hun har fæstnet sig ved, at deres fortællinger centrerer sig om patienten og ikke om deres egne oplevelser.

“I lang tid snakker de kun om patienten. De tror nærmest ikke på, at jeg er interesseret i at høre, hvordan de har det. Når jeg spørger, hvordan det går, så fortæller de om patienten. Når jeg så har spurgt ind igen, så siger de ‘‘nåh ja, jeg er blevet nødt til at tage sygeorlov’. Deres næres sygdom er det vigtigste i fortællingen,” siger hun.

Men når hun er gået dem på klingen, så har hun fået et indtryk af pårørende, der hverken føler sig set eller hørt i sundhedsvæsnet.

“De er mest optagede af, hvordan deres nærtstående bliver behandlet. Det er dét, der tæller. Men når man spørger ind til det, så savner de at blive talt direkte til. De fleste oplever sundhedspersonalet som en flygtig, hvid masse, som ikke er til for dem. Mange af de pårørende føler sig direkte anmasende, hvis de henvender sig til personalet,” fortæller Camilla Bernild.

Hun fortæller, at mange pårørende oplever, at det er svært at komme i kontakt med sygeplejerskerne.

“De føler, at de selv skal opsøge personalet, hvis de vil kommunikere med dem. Det kan skabe en skævhed, hvor det kun er dem, der har ressourcer til at spørge, der får de oplysninger, de har brug for.”

Inddragelse i patientsamtale

Camilla Bernilds ph.d. var et såkaldt aktionsforskningsprojekt, hvor en del af undersøgelsen handlede om at lave konkrete forandringer på den afdeling, hvor forskningen blev lavet. Konkret begyndte personalet på den ortopædkirurgiske afdeling systematisk at invitere de pårørende med til patientsamtaler, såfremt patienten gav lov til det.

“Vi prøvede at lave en praksisændring. Vi forsøgte at inddrage de pårørende mere og ligestille dem, så alle fik de samme oplysninger. Det gik rigtigt godt. Vi oplevede, at de pårørende var glade for det og blev informeret mere ensartet og systematisk,” fortæller hun.

Men det havde også en bagside.

“Paradoksalt nok, så betød inddragelsen, at de pårørende var mere tilbageholdende med at fortælle, hvordan de selv havde det, og hvilke bekymringer de gik med, fordi patienten var til stede. Det var ikke stedet til at sige, at de ikke kunne overskue at stå for det hele, når deres forælder skulle udskrives. I stedet opsøgte nogle af de pårørende sygeplejerskerne ude på gangen, hvor de kunne lette hjertet, uden at patienten hørte det,” fortæller Camilla Bernild.

Netop det skisma er vigtigt at forstå, synes hun:

“Der er et underligt paradoks i, at inkluderingen i patientsamtalerne lukker ned for pårørendes behov for at snakke om egne behov.

Camilla Bernild håber, at hendes forskning kan bidrage til at styrke relationsarbejdet med de pårørende. Hun er pt. i gang med at kortlægge, hvordan teenagere og unge voksne oplever at være pårørende, ligesom hun forsker i, hvordan det er at være pårørende til en hjertestopoverlever.

 

Emneord: 
Pårørende

Vreden aftog, da vi informerede

Malene Holdgaard, medicinsk afdeling på Regionshospitalet Holstebro
Malene Holdgaard
Foto: Claus Haagensen

“Dér, hvor pårørenderelationen ofte går rigtigt godt, er, når der er en høj grad af information. Når vi fortæller, hvor vi er i udrednings- eller behandlingsforløbet, og hvad de forskellige symptomer betyder, så føler de pårørende sig inddraget. De fremhæver, at de sætter pris på, at vi bruger god tid på at informere dem.

Det er vigtigt, at de pårørende føler sig hørt og set, så deres perspektiv på forløbet kommer frem.

Vi havde en patient, der var igennem et virkelig langt forløb med rigtigt mange undersøgelser og prøver og ventetid på nye undersøgelser og prøvesvar. Det var præget af stor uvished hos både patienten og de pårørende. Da de endelig blev henvist til rette speciale, kunne vi give en diagnose og forklare om fremtidsplanerne.

Det var en stor lettelse for dem at få svar på alle deres spørgsmål.

Når en pårørenderelation går skævt, så hænger det ofte sammen med manglende information. Det kan være en situation, hvor de pårørende ikke inddrages i de faglige overvejelser i behandlingsplanen og derfor ikke forstår vores beslutninger. Så kan det opleves som mangelfuldt og utilstrækkeligt, hvilket forståeligt nok kan lede til stor frustration og vrede.

Det lærte jeg, da en ung kvinde døde på vores afdeling. De pårørende var meget frustrerede, fordi de syntes, at der ikke var blevet gjort nok i den sidste tid. Det var først dér, det gik op for os, at de ikke var blevet inddraget nok i de overvejelser, der lå bag behandlingen og plejen i den sidste tid.

Men da vi satte os ned sammen med dem og gennemgik hele forløbet og forklarede om til- og fravalg, så gav det mening, og så aftog vreden og frustrationen.”

 

Emneord: 
Pårørende

Vi var en lettelse for den pårørende

Britt Elkjær Rasmussen, sygeplejerske på Psykiatrisk Center Ballerups afdeling for rehabilitering og døve
Britt Elkjær Rasmussen
Foto: Nikolai Linares

“I de situationer, hvor jeg gerne ville have gjort noget anderledes, har det ofte været fordi patienten ikke har samtykket til inddragelse af pårørende. Det gør det svært at møde de pårørende på den måde, vi gerne vil.

Det får den konsekvens, at vi kun kan give psykoedukation ud fra nogle generelle psykiske lidelser i stedet for at tale med udgangspunkt i den enkelte patient.

Vi får indimellem breve fra pårørende. Jeg husker især et brev, hvor en af dem beskrev, at da hendes nære blev patient hos os, så havde den pårørende ikke flere ressourcer. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre.

Hun fortalte i brevet, at det var en lettelse at komme ud til os, fordi vi havde udvist empati og havde gjort en forskel for hende som pårørende. Patienten endte med at komme på et bosted, hvilket var hans behov i recovery-processen.

Det bliver meget patientfokuseret, når vi taler med pårørende, men det er meget vigtigt, at vi også taler om, hvad der er svært for dem, og hvilke bekymringer de har, så vi kan aflaste dem, da det både praktisk og på et psykologisk plan kan være en belastning at være pårørende.

Vores patienter er typisk indlagt 6-9 måneder, så vi har lang tid til at opbygge gode relationer til både patienten og de pårørende og inddrage dem i den koordinerede tværfaglige og tværsektorielle indsats. Vi inddrager pårørende, allerede før patienten indlægges, og de pårørende inviteres med til vores månedlige behandlingskonferencer.

Vi vil gerne blive bedre til at opsøge de pårørende, der ikke selv henvender sig til os. Når de pårørende selv siger højt, at der er noget, der er svært, så håndterer vi det sammen med dem. Men man kan let overse de situationer, hvor de pårørende ikke selv kommer og siger til.”

 

Emneord: 
Pårørende

Vi endte som allierede

Hanne Ravn Hansen, hjemmesygeplejerske i Odsherred Kommune
Hanne Ravn Hansen
Foto: Nikolai Linares

"Vi havde et langt forløb med en mand, der havde cancer. Han var familiens centrum og den, der holdt familien sammen. Da han blev terminal, led han af kvalme og smerter, men familien havde svært ved at forstå alvoren i situationen og mente bare, at han skulle motionere og spise. Samtidig begyndte de at involvere en cannabislæge.

Der var rigtigt mange kokke involveret i behandlingsforløbet, og nogle af de pårørende spillede forskellige fagpersoner ud mod hinanden. Hver gang vi gik ud ad døren hjemme fra patienten, følte vi virkelig, at vi havde svigtet ham. Det har vi snakket igennem meget grundigt.

Hvis jeg skulle igennem samme forløb igen, ville jeg være meget mere fokuseret på at få alle aktører til at samarbejde, lige fra os i hjemmesygeplejen over onkologer og smerteteamet til cannabislægen, borgeren og de pårørende. Vi skulle også have fået ham til at være mere tydelig overfor sine pårørende om, hvad han ønskede, ligesom vi skulle have fokuseret på sygdomsforståelsen.

Præmissen for at være hjemmesygeplejerske er, at vi er gæster i borgerens hjem. Derfor er det altafgørende med gensidig tillid og respekt.

I et andet patientforløb kom vi hos et par, der begge var tidligere misbrugere. De havde stor mistro til systemet. Men vi lykkedes med at opbygge en relation, hvor vi skabte gensidig tillid. Vi arbejdede med at sikre, at de følte sig mødt i stedet for dømt.

I starten var de meget vrede på os, fordi vi repræsenterede systemet, men vi endte med at blive allierede, og han fik en fredelig død i sit eget hjem med hende ved sin side. Det er en oplevelse jeg tænker tilbage på med stor varme.”

 

Emneord: 
Pårørende

De vanskelige har det vanskeligt

Pårørende er ikke besværlige, men pressede og utrygge. Det er budskabet fra to sygeplejersker, der har forsket i forholdet mellem sundhedspersonale og pårørende.

“Jeg tror, at alle kan blive vanskelige pårørende. Også mig.”

Ordene kommer fra Berit Brinchmann. Hun er professor i sygepleje, medlem af Rådet for Sygeplejeetik i Norge og har længe forsket i pårørenderelationer i sundhedsvæsnet.

Hun uddyber sit synspunkt:

“Hvis man bliver bange eller fortvivlet, så er det en kendt forsvarsmekanisme, at man kan græde eller blive vred og det er især dem, der er vrede, der opleves som vanskelige. Derfor er det vigtigt at huske på, at hvis nogen opfører sig vanskeligt, så er det fordi de har det vanskeligt.”

Brug de pårørende systematisk

Berit Brinchmanns forskning viser, at der er plads til forbedring af mødet med de pårørende i sundhedsvæsnet.

“Når vi som sundhedsfaglige oplever pårørende som værende besværlige, er det fordi vi ikke har et godt nok apparat til at varetage dem. Pårørende er først og fremmest en stor ressource. Ikke altid, men oftest. Hvis vi bliver bedre til systematisk at bruge de pårørende, så får vi bedre sygepleje til patienten. Det vil øge vores egen arbejdsglæde, og vi vil ikke længere se dem som besværlige,” konstaterer hun.

Hun peger på nogle af de områder, som kan skabe gnidninger mellem de pårørende og sundhedspersonalet:

“Som pårørende er man først og fremmest optaget af sin nære, som er syg, mens en sygeplejerske har mange patienter. Der kan også opstå udfordringer på grund af tavshedspligten, hvis en patient ikke ønsker, at de pårørende skal blive bekendt med alle sundhedsoplysninger. Og derudover kan det være svært, hvis familierelationerne mellem patient og pårørende i forvejen er anstrengte,” siger Berit Brinchmann.

Men uanset hvad årsagen til gnidninger kan være, så bør sygeplejersker overveje, hvordan de omtaler en patients familie eller venner:

“Det er uprofessionelt at sige, at pårørende er vanskelige, for vi bør vide bedre som sundhedspersonale. Hvis man er fortvivlet, så er det en forsvarsmekanisme, at man vil beskytte det nærmeste man har. Vi kan selv blive lige så vanskelige, hvis det er vores nære, der er syge,” siger hun.

Forvent ikke og døm ikke

Den norske professor får opbakning fra Tove Lindhardt, der er ph.d. og leder af Forskningsenheden for Klinisk Sygepleje på Herlev-Gentofte Hospital. Hun mener, at det er problematisk, når man sætter en label med ordet ”vanskelig” på en pårørende.

“Det er ikke den pårørende, der er vanskelig. Det er andre, der beslutter, at vedkommende er det. Der ligger en vurdering bag, som tager udgangspunkt i nogle forventninger til, hvordan man bør opføre sig som pårørende. Hvis man ikke havde de forventninger, så ville man ikke kunne lave bedømmelsen og sige, at nogen er vanskelige,” siger hun og forklarer sin pointe:

“Det er vel nærmest et eksistentielt eller filosofisk spørgsmål. Der findes ikke besværlige pårørende i en verden, hvor ingen dømmer dem.”

Hun har igennem 13 år forsket i emnet og fortæller, at der er en stor modsætning mellem, hvad sygeplejersker på ene side mener er den ideelle pårørenderelation, og hvordan de så agerer i virkeligheden.

“Mange sygeplejersker har en forventning til pårørendes ageren, men det er forventninger, som de ikke selv er bevidste om. De grænser, som de sætter for, hvornår man er ”den gode pårørende” er meget snævre. Jeg fandt ud af, at mange sygeplejersker kan sige alle de rigtige ting om pårørendeinddragelse, men at hverdagspraksis er en helt anden. Den er meget konfliktfyldt,” siger Tove Lindhardt.

Modsatte krav skader relation

Hun peger på en række indbyggede modsætninger i sundhedsvæsnet, der skubber relationsarbejdet med de pårørende om bag i køen.

“Man kommer med en række bløde, humanistiske værdier og skal passe ind i en hverdag, der er meget instrumentel, organiseret omkring lægernes arbejde og styret af et økonomisk system, der belønner sorte tal på bundlinjen højere end faglig kvalitet,” siger hun.

“Man skal levere på nogle målbare krav om, hvorvidt ultralydssvaret er kommet, og hvornår patienten kan udskrives, så der kan blive plads til andre patienter, der ligger i modtagelsen og venter.

Det er et skisma, når man er uddannet til noget, man i hjertet godt ved er rigtigt, men som der ikke er plads til i det værdisystem man arbejder i, fordi der er nogle andre ting, der tager opmærksomheden. Så får værdierne i sygeplejen en lavere plads i hierarkiet,” mener Tove Lindhardt.

Hård tone kan undgås

I hendes optik er et af problemerne, at der sjældent er tid og plads til at snakke grundigt om relationen til de pårørende.

“Det kan nogle gange blive legitimt at tale grimt om den pårørende i vagtrummet i stedet for at reflektere over, hvad der er på spil for den pårørende. Dér er der behov for, at både kollegaer og ledere griber ind,” siger Tove Lindhardt.

Hun efterlyser i det hele taget, at man på ledelsesniveau har mere fokus på emnet:

“Ledelsen skal skabe et rum til refleksion, hvor der er nogen, der kan hjælpe med at opkvalificere refleksionerne. På de afdelinger, hvor en stærk leder går forrest og udstikker rammerne, ser man ikke den hårde tone, når snakken falder på de pårørende.”

 

Emneord: 
Pårørende

Pårørendes plejeopgaver rummer uforudsete forhindringer

Pårørende. Grundlaget for, at patienter kan udskrives og fortsat opholde sig i eget hjem er de nære pårørende. Risikoen er, at de pårørende nedslides og ender som patienter.

Image...

Uhrenfeldt L, Fegran L, Aagaard H, Ludvigsen MS. Significant others’ experience of hospitalized patients’ transfer to home: A systematic review and meta-synthesis. Evidence in Health Care. 139 (2018) 1–9.
Open acces: https://zefq-journal.com/article/S1865-9217(18)30177-6/fulltext

Introduktion: I denne meta-syntese kortlægger og aggregerer forfatterne den eksisterende evidens om pårørendes oplevelse af udskrivelse fra hospital til eget hjem. Der er fokus på pårørendes varetagelse af plejeopgaver, deres behov og præferencer for parathed og planlægning af de fremtidige plejeopgaver.

En meta-syntese er en type systematisk review, der aggregerer eksisterende viden fra studier af høj metodemæssig kvalitet inden for et område, i dette tilfælde baserer resultaterne sig på 15 kvalitative studier med i alt 297 deltagere fra 10 lande, heriblandt Danmark.

Baggrund: Kortere indlæggelser og hurtige udskrivelser bevirker i mange tilfælde, at nære pårørende til patienten skal varetage plejeopgaver dagligt. Reviewspørgsmålene lyder:

  1. Hvad er nære pårørendes oplevelse af organisatoriske, psykosociale eller eksistentielle aspekter ved udskrivelse eller overflytning fra hospital til eget hjem?
  2. Hvordan er nære pårørendes oplevelse af parathed til at tage patienten hjem?
  3. Hvordan oplever nære pårørende planlægning af udskrivelsen?

Metode: Der er foretaget en systematisk søgning af kvalitative studier publiceret på engelsk, de skandinaviske sprog og tysk. Søgning er foretaget i 11 databaser og har inkluderet 11 hjemmesider. De identificerede studier er kvalitetsvurderet af to personer uafhængigt af hinanden ved at benytte et internationalt valideret instrument udarbejdet af Joanna Briggs Institute, University of Adelaide (JBI), ligesom det er JBI’s metode til udarbejdelse af det systematiske review, der er anvendt. Ved uoverensstemmelse i kvalitetsvurdering er der foretaget en revurdering og diskussion, til enighed blev opnået. De inkluderede studier har anvendt en række forskellige kvalitative design, hvilket giver resultaterne bredde.

Resultater: Data er ekstraheret ved hjælp af et struktureret skema. I alt blev der identificeret 189 fund, der blev syntetiseret og aggregeret til følgende syntese: Nære pårørendes eksistentielle styrke er koblet til deres forberedelse af udskrivelsen inklusive planlægning af pleje og introduktion til og oplæring af den pårørende til at varetage konkrete plejeopgaver.

Diskussion: Dette review bibringer væsentlig viden om nære pårørendes oplevelse af at varetage plejeopgaver efter udskrivelsen. Det er de nære pårørendes stemme, der kommer til orde, og som herved belyser både positive sider og belastninger i dagliglivet ved at varetage plejeopgaver efter udskrivelse af nære pårørende.

Citater fra og oversigten af de identificerede studier er interessant. Citater belyser dybden af den ensomhed og sociale isolation, den nære pårørende kan opleve, samtidig med at oversigten over studier giver inspiration til yderligere læsning inden for emnet. Pårørende er i en række tilfælde grundlaget for, at patienter kan udskrives og fortsat kan opholde sig i eget hjem. Dette kan både være en kilde til øget livskvalitet og begrænse brug af sundhedspersonale. Hvis nære pårørende skal magte opgaven, forudsætter det omtanke og hensigtsmæssige handlinger fra sundhedsprofessionelle, så de nære pårørende ikke nedslides og ender som patienter.

Preben Ulrich Pedersen, Center for Kliniske Retningslinjer og Dansk Centre for Systematiske Review, Aalborg Universitet.

Emneord: 
Pårørende

Pårørende kan hjælpe med at forebygge organisk delirium

ORGANISK DELIRIUM. Et systematisk review viser, at pårørende kan hjælpe med at forebygge organisk delirium, hvis de bliver involveret i plejen.
Resumé

Organisk delirium er en hyppig tilstand, som kan få store konsekvenser for patienten, de pårørende, sygeplejersken og samfundet. Det er vist, at involvering af pårørende har en gavnlig effekt i forhold til forebyggelse eller reduktion af organisk delirium.

Dette er undersøgt via et systematisk review baseret på fire artikler. Det systematiske review belyste mange forskellige interventioner, som de pårørende kunne udføre. Interventionerne var alle non-farmakologiske og bestod af reorientering, undervisning, terapeutisk engagement og et sensorisk tjek.

En kombination af henholdsvis undervisning af de pårørende i organisk delirium af en sygeplejerske samt udførelse af interventionerne reorientering, terapeutisk engagement og et sensorisk tjek er den mest effektive og anvendelige metode hos patienten indlagt på somatisk afdeling. Det er konklusionen baseret på resultaterne fra de udvalgte artikler.

 

Boks 1: Ordforklaringer

Organisk delirium
Organisk delirium er et akut syndrom, som karakteriseres ved fluktuerende kognitive forstyrrelser, som blandt andet kan påvirke bevidstheden, opmærksomheden, hukommelsen samt den psykomotoriske adfærd. Symptomer som hallucinationer, søvn- og adfærdsforstyrrelse, agitation og depression ses typisk hos delirøse personer.

RCT-studier
Et randomiseret kontrolleret studie (Randomized Controlled Trial) er en videnskabelig undersøgelse, der undersøger effekten af en ny behandling i forhold til standardbehandling. Det er den bedste måde at vurdere, om en ny behandling er bedre end den hidtil bedste behandling, idet fejlkilder for forkert resultat minimeres. Det kaldes også for lodtrækningsforsøg
Randomiseret: De deltagende patienter fordeles tilfældigt i behandlingsgruppen eller kontrolgruppen ved lodtrækning.
Kontrolleret: Resultaterne for dem, der får den nye behandling, sammenlignes med dem, der opnås i en kontrolgruppe, der modtager den hidtil bedst kendte behandling. Hvis der ikke er en kendt behandling, får kontrolgruppen ingen behandling

Reorientering
At sætte navn på en kontaktsygeplejerske og sørge for, at der er en kalender på stuen. Desuden at opsætte billeder af familiemedlemmer samt sørge for, at patienten er orienteret i tid, sted og egne data.

»Grå« litteratur
Trykte og elektroniske dokumenter, som ikke er registrerede i nationalbibliografier og fagbibliografier og dermed er ”grå”, dvs. usynlige.

Fru Jensen på 70 år har seponeret sin sonde og kigger vredt over på sin mand, som grådkvalt har trukket sig over i et hjørne.

”Hvorfor hjælper du mig aldrig?” råber Fru Jensen fortvivlet og kalder i stedet på sin mor.

”Jeg kan ikke kende min kone mere, jeg har aldrig set hende sådan før”, mumler han og tilføjer efter en pause ”er der noget, jeg kan gøre?”. Sygeplejersken, som passer fru Jensen på afdelingen, svarer, at det er der.

Organisk delirium er en hyppig tilstand i somatikken, prævalensen svinger fra 10-80 pct. alt efter patientgruppe (1), se Boks 1.
Tilstanden kan få store konsekvenser for patienten, de pårørende, sygeplejersken og samfundet. I flere undersøgelser ses en sammenhæng mellem organisk delirium og øget dødelig, sygelighed, længere indlæggelsestid samt en øget risiko for at komme på plejehjem hos patienter, som har eller har haft organisk delirium (2,3).

Sundhedsstyrelsen har netop udarbejdet en klinisk retningslinje med det formål at sikre relevant opsporing, forebyggelse og behandling af organisk delirium. Et af hovedpunkterne i den kliniske retningslinje er aktiv involvering af pårørende i behandlingen af patienter med organisk delirium.

Ifølge retningslinjen er der lav evidens for effekten af involvering af pårørende til forebyggelse af organisk delirium. Dog baserer retningslinjen denne konklusion på ét ikke-randomiseret studie, hvilket medfører lav evidens (4).

Denne artikel tager udgangspunkt i et bachelorprojekt i sygepleje, der er udarbejdet som et systematisk review i 2018. I bachelorprojektet undersøges effekten af, at sygeplejersken aktivt involverer pårørende til forebyggelse eller reduktion af organisk delirium hos indlagte patienter på somatiske afdelinger.

Metode
Et systematisk review baseret på randomiserede kontrollerede undersøgelser (RCT) giver mulighed for at vurdere, om der er evidens for, at involvering af pårørende har effekt i forhold til forebyggelse og reduktion af organisk delirium.

Søgestrategi
Til at indlede litteratursøgningsprocessen blev der gjort brug af PICO-modellen (Patient, Population, Problem Intervention, Comparison, Outcome), hvor der blev fundet følgende søgeord: ”delirium” AND ”Prevention” AND ”Family”. Der blev efterfølgende søgt på søgedatabaserne CINAHL, PubMed og Cochrane. Yderligere blev der søgt på søgemaskinen Google for at sikre, at andre relevante artikler ikke var overset ved søgning i de øvrige søgedatabaser.

Inklusions- og eksklusionskriterier
Der er i det systematiske review opstillet inklusions- og eksklusionskriterier med det formål at sortere de fundne referencer, så der kun inkluderes relevante artikler i undersøgelsen.

Inklusionskriterier
Artiklerne skulle omhandle

  • Indlagte patienter på somatiske afdelinger
  • Involvering af pårørende
  • Non-farmakologiske interventioner
  • Være baseret på RCT-studiedesign (Se Boks 1)
  • Være peer-reviewed
  • Sprog: Engelsk, dansk, norsk, svensk
  • Original forskning.

Eksklusionskriterier
Artiklerne blev ekskluderet, hvis de omhandlede

  • Psykiatriske afdelinger
  • Ambulatorier
  • Primærsektor
  • Patienter med demens
  • Farmakologisk behandling
  • Kvalitativ forskning
  • Studieprotokoller
  • »Grå« litteratur (se Boks 1).

Kvalitetsvurdering
Det er et krav til et systematisk review, at man anvender tjeklister til en kritisk vurdering af den metodiske kvalitet af den indsamlede litteratur, se Tabel 1. Den interne validitet af de fundne artikler i det systematiske review er vurderet ud fra tjeklisten hos Sekretariatet for Referenceprogrammer (5).

ff3-19_delir_tabel_1Resultat

Artiklerne er udvalgt på baggrund af de opstillede inklusions- og eksklusionskriterier. Litteratursøgningen i databaserne resulterede i 230 artikler, som efter en systematisk gennemgang af bl.a. titel og abstract resulterede i, at tre artikler blev udvalgt til fuldtekstlæsning. Ud over litteratursøgningen i databaserne blev der foretaget søgning via Google, hvilket resulterede i én relevant artikel, se Figur 1 og Tabel 2.

ff3-19_delir_figur_1ff3-19_delir_tabel_2Reorientering er vigtigt

Særligt én intervention gik igen i artiklerne: at de pårørende skulle reorientere (se Boks 1 ovenfor) patienten som et led i forebyggelsen eller reduktionen af organisk delirium. I tre af artiklerne var de pårørende fysisk til stede under reorienteringen (7,8,9) i modsætning til artiklen skrevet af Munro et al., hvor reorienteringen foregik via en lydoptagelse af den pårørende.

Dette var den eneste artikel, der udelukkende fokuserede på reorientering, hvilket gjorde effekten af reorientering via pårørende meget tydelig. Resultaterne viste en signifikant sammenhæng mellem pårørendes brug af reorientering og flere deliriumfri dage i forhold til dem, som ikke blev reorienteret.

Dog viste resultaterne også, at der ikke var nogen signifikant forskel mellem reorientering med en pårørendes stemme versus en ukendt stemme (6). Derfor er det ikke muligt at fastslå, at det netop var reorientering fra en pårørende, der havde effekt, eller selve den non-farmakologiske intervention. Der ses dog stadigvæk flere deliriumfri dage hos patienter, som modtog reorientering fra en pårørendes stemme, i forhold til dem, som modtog reorientering fra en ukendt stemme. Denne forskel er dog ikke signifikant og kan dermed ikke bekræftes.

Pårørende skal undervises

Ser man nærmere på de øvrige artikler, fremgår reorientering kun som én ud af flere interventioner, som de pårørende udfører. De pårørende blev undervist af bl.a. en sygeplejerske, hvorefter de blev opfordret til at gøre brug af de lærte interventioner hos patienten. De blev undervist i at orientere patienten i tid, sted og egne data samt i terapeutisk engagement, som bl.a. indebærer, at de fortæller om deres dagligdag og fælles minder f.eks. igennem fotografier. Derudover blev de undervist i vigtigheden af, at patienten har briller og/eller høreapparater på, hvis dette er nødvendigt - også kaldt sensorisk tjek.

Desuden blev de pårørende undervist generelt i delirium og kendetegn herved (7,8,9). For nærmere information om de lærte interventioner, se Tabel 2. Med undervisning som hovedintervention sås en signifikant forskel i forekomsten af organisk delirium. Forekomsten var mindre hos patienter, som havde en pårørende, der havde modtaget undervisning, i modsætning til patienter, hvis pårørende ikke havde modtaget undervisning. Undervisning af pårørende i organisk delirium viste sig at være fordelagtig for både patient og pårørende.

Undervisningen bidrog til, at den pårørende hurtigere kunne genkende symptomerne på organisk delirium og derfor kunne hjælpe til med plejen. Samtidig medførte viden om organisk delirium, at de pårørende ikke oplevede symptomerne og situationen lige så psykisk belastende, som hvis de ikke havde denne viden. Det blev desuden pointeret, at pårørende er en vigtig ressource i forhold til at opdage ændringer i patientens kognitive tilstand. Dermed kan de være en del af forebyggelsen af organisk delirium (10).

Undersøgelse af non-farmakologiske interventioner

I to af de udvalgte artikler undersøges tre non-farmakologiske interventioner, som udføres af de pårørende, hvilke bl.a. omhandler reorientering, terapeutisk engagement og sensorisk tjek. For yderligere beskrivelse af de konkrete handlinger, se Tabel 2.
Resultaterne af artiklerne var forskellige trods det fælles udgangspunkt. Hos Martinez et al. var der signifikant sammenhæng mellem involveringen af pårørende og udviklingen af organisk delirium.

Derimod blev der ikke fundet nogen signifikante sammenhænge mellem involveringen af pårørende og udviklingen af organisk delirium i Mitchell et al.s studie. Det skal dog tages i betragtning, at der hos Mitchell et al. var meget lav komplians blandt de pårørende, idet de ikke udførte interventionerne, som de var blevet undervist i.

Artiklen er medtaget i det systematiske review for at påpege, hvor vigtigt det er aktivt at involvere de pårørende, så de reelt udfører interventionerne.

Pårørende er den vigtigste ressource

Hvis man derimod medtager et studie udarbejdet af Vidán et al. (2009), som undersøgte samme non-farmakologiske interventioner, blot udført af en sygeplejerske, var resultatet, at der var en 37 pct. lavere risiko for at udvikle organisk delirium i interventionsgruppen (11). Hos Martinez et al. sås en 59 pct. lavere risiko for udvikling af organisk delirium i interventionsgruppen, når interventionerne var udført af en pårørende (9,11).

Dette kan tyde på, at non-farmakologiske interventioner har en gavnlig effekt, men at involvering af pårørende kan bidrage yderligere til forebyggelse eller reduktion af organisk delirium.

Gavnligt for patienter på intensiv

Ovenstående viser, at involvering af pårørende kan have gavnlig effekt hos patienter, som er indlagt på en intensivafdeling, da tre ud af fire artikler er udarbejdet her. Spørgsmålet er, om interventionerne er anvendelige på et mere generelt plan hos patienter på alle typer somatiske afdelinger?

Patienter på somatiske afdelinger er forskellige. De er dog sammenlignelige på tværs af afdelinger, når de udvikler eller er i organisk delirium. Symptomerne, risikofaktorerne og den farmakologiske behandling er den samme trods forskellige afdelingsspecialer (4).

Interventionen omhandlende automatisk reorientering, dvs. reorientering via en optagelse med pårørende, (6) vurderer vi vil være vanskelig at overføre til patienter på somatiske afdelinger. Sammenlignet med de øvrige interventioner finder vi den mere ressourcekrævende bl.a. pga. det økonomiske aspekt for afdelingen, der skal anskaffe udstyr til optagelse, og desuden skal der også tages hensyn til, at afspilningen kan være til gene for medpatienterne.

Derfor kan denne intervention være problematisk at implementere på andre somatiske afdelinger, men man kan stadig lade sig inspirere af resultatet og dermed have fokus på vigtigheden af reorientering.

Optimal kombination af interventioner Vi vurderer på baggrund af resultaterne fra artiklerne (8,9), at en kombination af to interventionerne vil være den mest optimale måde at forebygge eller reducere organisk delirium på:

  • sygeplejersken underviser den pårørende i årsag, symptomer og forebyggelse af organisk delirium,
  • den pårørende udfører sensorisk tjek og de non-farmakologiske interventioner, dvs. reorientering og terapeutisk engagement. F.eks. kan denne bestå i at fortælle patienten; hvilken dato og dag det er, hvor/hvorfor patienten er indlagt.
Debat
  • Drøft, hvilke erfaringer I har med at involvere pårørende i specifikke dele af plejen.
  • Nævn de forudsætninger, der skal være opfyldt, før I kan involvere pårørende i plejen.
  • Diskutér, om et systematisk review kan anvendes i jeres sygepleje – og på hvilket område?

Ud over at resultaterne fra artiklerne viser en gavnlig effekt af interventionerne, finder vi det samtidig mere realistisk at overføre disse interventioner til patienter på somatiske afdelinger, fordi vi finder dem meget konkrete. Desuden mener vi, at det er muligt at implementere interventionerne på somatiske afdelinger, fordi de netop er lette at overføre og let tilgængelige for sygeplejersken.

Ud over at det er væsentligt at kunne generalisere interventionerne, er det vigtigt at vurdere interventionernes indvirkning på deltagerne. Dette understøttes af den nationale kliniske retningslinje for forebyggelse og behandling af organisk delirium. Her fremgår det, at de non-farmakologiske interventioner og involveringen af pårørende ikke har nogen skadelige virkninger, dog skal man selvfølgelig tage højde for den eventuelle belastning, den pårørende kan opleve i forbindelse med at blive involveret i behandling og pleje (4).

Naja Victoria Houston

Naja Victoria Houston
Sygeplejerske i 2018, ansat på
Øre-næse-halskirurgisk og Audiologisk klinik, Gentofte Hospital.

Julie Bay Baarsøe

Julie Bay Baarsøe
Sygeplejerske i 2018, ansat på Medicinsk Klinik for Mave-, Tarm- og Leversygdomme, Rigshospitalet.
ceinture@live.dk

Abstract in English

Houston NV, Baarsøe JB. Relatives can help to prevent organic delirium. Fag&Forskning 2019;(3):57-63.

Organic delirium is a commonly occurring condition that can have huge implications for the patient, their relatives, the nurse and society at large. It has been demonstrated that involvement of relatives has a beneficial effect in preventing or reducing organic delirium.

This was investigated by means of a systematic review based on four articles. The systematic review shed light on many different interventions that could be undertaken by relatives. The interventions were all non-pharmacological and consisted of reorientation, education, therapeutic engagement and a sensorial check.

Based on the findings from the selected articles, we find that a combination of education of relatives about organic delirium by a nurse together with performance of the interventions reorientation, therapeutic engagement and a sensorial check are the most effective and viable methods for in-patients in a somatic department.

Keywords: Delirium, intervention, involvement, relatives, education.

Referencer
  1. Center for Kliniske Retningslinjer. Klinisk retningslinje om delirium. København Region Hovedstaden: Center for klinisk retningslinjer;2013 [Opdateret 15. jan. 2016; citeret 22. Maj. 2018] Tilgængelig via: http://www.cfkr.dk/media/343341/kr_delirium_endelig_version_260913.pdf
  2. Dasgupta M, Brymer C. Prognosis of delirium in hospitalized elderly: Worse than we thought. International Journal of Geatric Physhiatry [Internet] 2014;29(5):497-505. Tilgængelig via: https://doi.org/10.1002/gps.4032
  3. McAvay GJ, Van Ness PH, Bogardus ST jr., Zhang Y, Leslie DL, Leo-Summers LS, Inouye SK. Older adults discharged from the hospital with delirium: 1-Year outcomes,  Journal of the American Geriatrics Society [Internet] 2006;54(8):1245-50. Tilgængelig via: https://doi.org/10.1111/j.1532-5415.2006.00815.x
  4. Svenningsen, H. National klinisk retningslinje for forebyggelse og behandling af organisk delirium. København: Center for kliniske retningslinjer; 2016. [Opdateret 15. dec. 2016; citeret 18. Apr. 2018]. Tilgængelig via: https://www.forskningsdatabasen.dk/en/catalog/2351660627
  5. Center for Kliniske Retningslinjer. Checklister til brug ved bedømmelse af sekundær og primær litteratur. Center for Kliniske Retningslinjer;2013 [Opdateret 15. jan. 2016; citeret 22. Maj. 2018] Tilgængelig via: http://cfkr.dk/manualer-og-skabeloner/checklister.aspx
  6. Munro CL, Cairns P, Ji M, Calero K, Anderson M, Liang Z. Delirium prevention in critically ill adults through an automated reorientation intervention – A pilot randomized controlled trial. Heart and Lung: Journal of Acute and Critical Care [Internet] 2017;46(4):234–38. Tilgængelig via: https://doi.org/10.1016/j.hrtlng.2017.05.002
  7. Mitchell ML, Kean S, Rattray JE, Hull AM, Davis C, Murfield JE, Aitken LM. Family intervention to reduce delirium in hospitalized ICU patients: A feasibility randomised controlled trial. Intensive and Critical Care Nursing [Internet] 2017;40:77–84 Tilgængelig via: https://doi.org/10.1016/j.iccn.2017.01.001
  8. Eghbali-Babadi M, Shokrollahi N, Mehrabi T. Effect of family–patient communication on the incidence of delirium in hospitalized patients in cardiovascular surgery ICU. Iranian Journal of Nursing and Midwifery Research [Internet] 2017;22(4):327-31 Tilgængelig via: http://www.ijnmrjournal.net/text.asp?2017/22/4/327/212985
  9. Martinez FT, Tobar C, Beddings CI, Vallejo G, Fuentez P. Preventing delirium in an acute hospital using a non-pharmacological intervention. Age and Ageing [Internet] 2012; 41(5):629–34. Tilgængelig via: https://academic.oup.com/ageing/article/41/5/629/47086
  10. Carbome MK, Gugliucci MR. Delirium and the Family Caregiver: The Need for Evidence-based Education Interventions. The Gerontological Society of America [Internet] 2014;55(3):345-52. Tilgængelig via: https://academic.oup.com/gerontologist/article/55/3/345/588884
  11. Vidán MT, Sánchez E, Alonso M, Montero B, Ortiz J, Serra JA. An Intervention Integrated into Daily Clinical Practice Reduces the Incidence of Delirium During Hospitalization in Elderly Patients. The American Geriatirics Society. [Internet] 2009;57(11):2029-36. Tilgængelig via: https://doi.org/10.1111/j.1532-5415.2009.02485.x

 

Emneord: 
Pårørende