Fra plejehjem til en medicinsk afdeling

Da plejehjemmet Møllegården i Gladsaxe Kommune i december blev hårdt ramt af et coronaudbrud blandt beboere og personale, måtte en stor del af sygeplejen overlades til pædagoger og social- og sundhedshjælpere. Nu vil sygeplejerskerne bruge deres dyrekøbte kriseerfaringer til at forhindre, at det sker igen.
Otte beboere med covid-19 er afgået ved døden på Møllegården Plejeboliger. Det har været svært for personalet – ikke mindst for medhjælperne, fortæller sygeplejerskerne Susanne Hostrup (tv), Mie Bengtson (midt) og Rie Sarauw (th).
Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Læren af covid-19

Sygeplejersken sætter fokus på den læring, som corona-krisen og den store omstilling har ført med sig for sygeplejersker. Skriv gerne til redaktionen@dsr.dk mærket ”Læren af Covid-19” med eksempler fra din arbejdsplads.

Da smittekurven skød i vejret i december og Danmark for anden gang blev lukket ned, tog de situationen med ophøjet ro på Møllegården Plejeboliger.

Som andre steder i landet havde den flere måneder lange dans med corona medført mange nye regler og rutiner, men foreløbig havde personalet på plejehjemmet i Gladsaxe Kommune formået at holde covid-19 fra døren. 

Det fortæller Rie Sarauw, der er sygeplejerske på plejehjemmet. Sammen med kollegerne Susanne Hostrup og Mie Bengtson havde hun derfor også fuld tiltro til, at de gode takter ville fortsætte.

”Vi tog selvfølgelig situationen lige så alvorligt som alle andre, men under første nedlukning gik det rigtig fint. Vi havde ikke haft nogen smittetilfælde og følte, vi havde styr på det. Måske tænkte vi endda lidt, at det ikke ville ske for os,” siger hun.

Men det skete. Selv med afstand, brug af værnemidler, hygiejneprocedurer og begrænsede besøg fra pårørende slap virussen indenfor.

På kort tid blev flere af beboerne på plejehjemmets somatiske afdeling testet positiv for covid-19 – og trods forsøg på at opspore og inddæmme smitten, varede det ikke længe, før den bredte sig.

”Vi forsøgte at holde det på 1. sal, hvor de første tilfælde var, men vi har en del personale, som bevæger sig op og ned. Samtidig var vi især udfordret af lange ventetider på podning og testsvar, så selvom vi selvfølgelig sørgede for at isolere beboere med symptomer på covid-19, så var det ofte for sent at isolere de smittede, der ikke havde udvist symptomer,” siger Rie Sarauw.

Da udbruddet på Møllegården var på sit højeste, var næsten alle beboerne på afdelingen og en stor del af det faste personale smittet med covid-19.

Det betød, at det meste af den daglige pleje måtte overlades til medhjælpere eller vikarer, der hverken kendte afdelingen eller beboerne.

”Vi har nogle faste vikarer tilknyttet, men de ville forståeligt nok ikke komme, fordi de var bange for at blive smittet. Derfor måtte vi bruge nye vikarer fra et vikarbureau, ofte sammen med pædagoger og social- og sundhedshjælpere fra vores faste personale. Alle gjorde deres bedste, men når man ikke er sygeplejefagligt uddannet, så har man jo ikke forudsætningerne for at kunne observere og reagere på medicinsk syge mennesker,” siger Susanne Hostrup.

Som resultat blev den basale sygepleje nedprioriteret.

”Nærmest fra den ene dag til den anden blev vi forvandlet fra plejehjem til en fuldt belagt medicinsk afdeling. Der var for mange syge og for få kvalificerede hænder til, at vi kunne give hver enkelt beboer den tid og opmærksomhed, de normalt ville få. De fik selvfølgelig pleje, men det kunne f.eks. være sådan, at man kom ind til en beboer, der var tydeligt præget af mangel på væske eller mobilisering,” siger Mie Bengtson.

Covid-19 på danske plejehjem
  • 34.570 beboere på plejehjem er blevet testet for covid-19.
  • I alt har 941 danske plejehjem testet deres beboere.
  • 3.668 beboere fordelt på 397 plejehjem er testet positiv.
  • 916 plejehjemsbeboere er indtil nu afgået ved døden indenfor 30 dage efter at have testet positiv.
  • Det svarer til næsten 40 pct. af alle dødsfald blandt covid-19 tilfælde i Danmark.

Kilde: Overvågningsdata fra Statens Serum Institut, senest opdateret d. 5. februar 2021.

Vil inddrages i planlægningen

De mange smittede beboere og manglen på faglighed var hård kost for det tilbageværende personale, og ikke mindst for pædagogerne og social- og sundhedshjælperne, der ikke havde erfaring med at krisehåndtere syge og sårbare demensramte.

”Det var svært at være i for os allesammen, men måske især for det ikke-sygeplejefaglige personale. Beboerne var isolerede i deres boliger, uden ret megen menneskelig kontakt og psykisk omsorg. Nogle af dem døde jo også undervejs. Det betød, at noget af personalet nogle gange stod og græd, når de var kommet ud på gangen, fordi de følte sig overvældet af hele situationen,” fortæller Mie Bengtson.

For sygeplejerskerne var der ikke meget andet at gøre end at hænge i og håndtere smitteudbruddet så godt, som omstændighederne tillod. Det medførte mange timers overarbejde og en følelse af magtesløshed.

”Vi tog det én dag ad gangen og løste problemerne, når de opstod. Jeg synes, vi klarede det godt, men det var hårdt, og det er klart, at der er nogle ting, man ikke får øje på, når man står midt i orkanens øje. Derfor har vi også snakket meget om det efterfølgende for at finde ud af, hvad vi måske kunne have gjort anderledes,” siger Susanne Hostrup.

Hun peger blandt andet på vejledning omkring grundig håndvask, afspritning og korrekt brug af værnemidler som et potentielt svagt punkt.

”Personalet vidste jo godt, hvordan man gjorde, men teori er jo én ting – der er noget andet, når man står i det og samtidig er i krise. Derfor skal vi måske have mere fokus på hyppig og konkret gennemgang af hygiejneprocedurerne, hvis vi skal stå stærkere. Det kunne f.eks. også være en idé, at personalet skal gå med uniform, da tøj jo kan være en smittekilde og vasketøjet måske ikke bliver håndteret helt korrekt derhjemme,” siger Susanne Hostrup.

Rie Sarauw er enig. Hun ser derfor gerne, at sygeplejerskerne bliver inddraget i beredskabsplanlægningen både før og under en lignende krisesituation, så deres erfaringer kan komme i spil.

”Vi er i dialog med ledelsen omkring det, og der kommer til at være et efterspil, hvor vi skal evaluere på forløbet i fællesskab. Vi fandt f.eks. først ret sent i smitteudbruddet ud af, at vi faktisk har mulighed for at låne plejepersonale fra andre plejehjem i kommunen. Det er nyttig viden, for det gjorde en mærkbar forskel for os og beboerne, at vi havde flere sygplejefaglige hænder til rådighed,” siger hun.

”Vi har sparret meget med hinanden for at blive klogere på, hvad vi måske kunne have gjort anderledes og hvad vi kan lære af det,” siger Rie Sarauw (th). Her sammen med kollegaerne Mie Bengtson (midt) og Susanne Hostrup (tv).
Caption 
”Vi har sparret meget med hinanden for at blive klogere på, hvad vi måske kunne have gjort anderledes og hvad vi kan lære af det,” siger Rie Sarauw (th). Her sammen med kollegaerne Mie Bengtson (midt) og Susanne Hostrup (tv).
Attribution 
Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Der skal være en hånd på roret

Da stormen var redet af, og coronaen havde sluppet sit tag i Møllegårdens beboere og personale, begyndte leder af Møllegården Jessie Lykke også at spekulere over, hvad man kunne have gjort anderledes i forløbet.

Hun roser først og fremmest sygeplejerskerne og det øvrige personale for deres indsats, men er samtidig enig i, at erfaringerne skal omsættes til noget konkret.

”Man kan sige, at vi i høj grad har lagt skinnerne, imens vi kørte toget. Ingen af os havde prøvet noget lignende før, og vi har været meget udfordret på mange fronter. Derfor vil der naturligvis være ting, vi kunne have gjort bedre – og det skal vi tage med videre,” siger Jessie Lykke.

Lederen har haft fokus på, at der skal være to til tre faste ansvarshavende personer, som tager teten ved alvorlige smitteudbrud, og at plejehjemmets beredskabsplan – de såkaldte ”action cards” – skal opdateres, så det er klart for personalet, hvordan de skal agere i situationer som dén, der opstod i december. 

Hun fortæller, at der bl.a. er blevet oprettet en arbejdsgruppe, som har til formål at evaluere på forløbet. Selv har Jessie Lykke erfaret, hvor vigtigt det er, at der altid er én, der har hånden på roret, når krisen rammer.

”Der skal være et fyrtårn, som personalet kan rette sig mod, når sådan noget her sker. Den daglige leder på afdelingen var sygemeldt, og det har naturligvis påvirket trygheden hos de ansatte. Samtidig ændrede vi jo nærmest retningslinjer fra dag til dag i takt med, at situationen udviklede sig, og derfor har det også betydet enormt meget, om der var nogen til at samle personalet op, når de følte sig modløse eller overvældede – én, som kunne sige, ”dét her gør vi i dag og dét her gør vi i morgen,” siger Jessie Lykke.

Også for sygeplejerskerne har det været værdifuldt at reflektere over, hvad der skete, da covid-19 fandt vej indenfor. De opfordrer andre plejehjemssygeplejersker til at gøre det samme – og ikke mindst til at sparre med hinanden på den anden side af corona. Mie Bengtson:

”Jeg kunne godt tænke mig, hvis vi måske kunne arrangere noget faglig sparring med andre plejehjem, måske bare her i kommunen. På hospitalerne og i regionerne udveksler de jo ofte erfaringer med hinanden, når kriserne er overstået. Måske kunne vi gøre det samme?” 

Tidligere bragte artikler i Sygeplejersken i serien "Læren af covid-19"

 

Emneord: 
Plejecenter

Fra plejehjem til livsglædehjem

Fra beroligende medicin til kat og kaniner. Lund Sykehjem er et af Norges såkaldte livsglædehjem, der sætter de livsbekræftende oplevelser for den enkelte beboer i centrum.
"Før gav vi beboerne medicin, hvis de var urolige. Nu henter vi en kat eller en kanin," siger leder af Lund Sykehjem, Merethe Birkeland.
Foto: Lund Sykehjem
Livsglædehjem

Livsglædehjem er en national certificeringsordning i Norge, der så dagens lys i 2012. For at blive certificeret skal et plejehjem opfylde ni kriterier. Knap 17 pct. af norske plejehjem er livsglædehjem.

  • Alle ansatte skal have viden om og arbejde efter standarderne for livsglædehjem.
  • Man skal samarbejde med skoler, børnehaver, frivillige og organisationer.
  • Beboerne skal på tur en gang om ugen.
  • Kontakt med dyr.
  • Beboerne skal opretholde hobbyer og fritidsaktiviteter.
  • Der skal være ro og hygge omkring måltiderne.
  • Pårørende skal have god information og mulighed for at medvirke til livsglædearbejdet.
  • Musik, kultur og fokus på åndelige behov.
  • Årstiderne skal trækkes ind som en naturlig del af hverdagen.

Læs mere om Livsgledehjem

Fra 580.000 til 175.000 norske kroner.

Så drastisk var faldet i udgifterne til medicin på Lund Sykehjem i perioden september 2016 til september 2017.

Årsagen?

Plejehjemmet fik sin certificering og kunne i september 2017 kalde sig for et livsglædehjem, som er en national certificeringsordning for plejehjem, der sætter livsglæde i centrum for arbejdet med beboerne.

Sådan lyder forklaringen på faldet i medicinudgifter, hvis du spørger sygeplejerske og leder af Lund Sykehjem, Merethe Birkeland.

Fra tre til to nattevagter

Certificeringsordningen betyder, at en del rutiner er blevet ændret. Bl.a. er det varme hovedmåltid blevet rykket fra kl. 13 til 16. Det har betydet, at beboerne er begyndt at spise mere og derfor er mindre urolige. De sover også bedre om natten.

“Efter vi har rykket tidspunktet, er der langt mindre ringen med klokkerne, så vi er gået fra tre til to nattevagter,” forklarer Merethe Birkeland.

En anden markant ændring er de mange dyr, der nu er en naturlig del af Lund Sykehjem. Både undulater, høns, kaniner og katte er nu flyttet ind.

“Før gav vi beboerne medicin, hvis de var urolige. Nu henter vi en kat eller en kanin, der har en meget beroligende effekt,” fortæller Merethe Birkeland, der også fremhæver, at dyrene styrker relationen til beboernes børnebørn, der også i stigende grad er begyndt at komme på besøg.

“Så kan de holde bedstefar i den ene hånd og ae en kanin med den anden. Det fungerer så fint,” forklarer Merethe Birkeland.

Mere liv og flere smil

Mindre medicin og flere dyr betyder også flere vågne og deltagende beboere, som i stedet for at sidde i gangen eller på stuerne og sove både smiler og snakker mere, end de gjorde tidligere. Personalet er derfor også mere på tur ud af huset.

“Fordi de er mindre urolige, kræver det ikke ekstra medarbejdere at være på tur,” siger Merethe Birkeland.

Hun forklarer, at det kræver en holdningsændring at blive et livsglædehjem, og at samtlige medarbejdere og ledelse dedikerer sig til opgaven. At man som livsglædehjem skal recertificeres hvert år, er kun med til at holde kursen.

“Det er en fornøjelse at se det liv, der er kommet mere af. De flere smil, der er hos både beboere, medarbejdere og pårørende,” siger Merethe Birkeland.

I Norsk Sykepleierforbund er man begejstret for den nationale certificeringsordning.

“Certificeringen sikrer, at de psykosociale behov, som beboerne har, bliver varetaget på en systematisk måde. Vi ser, at især samarbejdet med børnehaver, skoler og uddannelsesinstitutioner er med til at øge kvaliteten i ældreomsorgen,” forklarer forbundsleder Lill Sverresdatter Larsen.

 

Emneord: 
Plejecenter
Ældre

"Vi bliver imødekommet, når vi spørger om noget"

Tre beboere på Louise Mariehjemmet i Brønshøj fortæller, hvad de sætter mest pris på ved livet på plejehjem. Her Arne Johannes Rostkjær.
Arne Johannes Rostkjær
Foto: Bax Lindhardt

Arne Johannes Rostkjær. Har boet på Louise Mariehjemmet i seks måneder.

”Jeg har været syg det sidste halve års tid. Jeg havde noget hjemmehjælp, men det var lidt ustabilt.

Jeg besøgte plejehjemmet med min datter og svigersøn og synes, modtagelsen var rigtig god.

Jeg bruger meget tid oppe på vores tagterrasse – især hvis solen skinner. Så sidder jeg og hører P4 og får frisk luft.

Jeg kunne ikke få det bedre end her. Jeg sætter pris på den frihed, vi har, når der ikke er corona, og at jeg kan gå ud og selv gå til brillemageren.

Jeg synes, det er fantastisk, at vi kan indrette os, som vi har lyst til. Der er toilet, soveværelse, dagligstue og masser af plads.

Og jeg synes særlig godt om den måde, vi bliver imødekommet på, når vi spørger om noget.

Det er også rart at komme ud fra hjemmet, ud med bussen og køre en tur frem og tilbage. Vi har både været oppe langs Nordkysten og ved Damhussøen.

Jeg mangler ikke noget.”

 

Emneord: 
Plejecenter
Ældre

"Trygheden er det vigtigste"

Tre beboere på Louise Mariehjemmet i Brønshøj fortæller, hvad de sætter mest pris på ved livet på plejehjem. Her Tove Christensen.
Tove Christensen
Foto: Bax Lindhardt

Tove Christensen, 95 år, har boet på Louise Mariehjemmet i fire måneder

”Jeg synes, her er dejligt. Her er en god stemning. Jeg får al den omsorg, jeg har brug for. Det er blot ét ord, så er de her.

Jeg bad selv om at komme på plejehjem. Indtil for fire måneder siden boede jeg i min egen lejlighed, som lå på fjerde sal. Men til sidst havde jeg besvær med at komme op og ned ad trapperne.

Jeg føler mig tryg ved at være her. Her er nogen hele tiden. Selvom det nu også godt kan være lidt underligt, at her også er nogen om natten (en nattevagt, red.).

Trygheden er det vigtigste, og at man kan med de mennesker, der skal passe en. Og at der foregår noget. Der er vist nogle steder, hvor der ikke sker en pind.

Her er der ture, som jeg melder mig til eller bliver inviteret til. For ikke så længe siden var vi ved Damhussøen og spise is. Jeg kan godt lide banko om mandagen i spisestuen, og at vi får god mad.

Der er flere af de andre, der er demente, de er nu sjove. Man hører om hele deres barndom, og hvor vrede de kan være. Men jeg synes, det er hyggeligt og sjovt.”

 

Emneord: 
Plejecenter
Ældre

"Jeg får serveret morgenmad på et sølvfad - næsten"

Tre beboere på Louise Mariehjemmet i Brønshøj fortæller, hvad de sætter mest pris på ved livet på plejehjem. Her Birthe Pauline Sjørman.
Birthe Pauline Sjørman
Foto: Bax Lindhardt

Birthe Pauline Sjørman, 82 år, har boet på Louise Mariehjemmet i knap otte år

”Jeg boede i en lejlighed på fjerde sal uden elevator, men så var det jo, jeg faldt og brækkede begge skuldre. I dag har jeg nedsat førlighed i begge arme og har besvær med balancen.

Jeg ville da hellere bo for mig selv, men når man nu ikke kan klare sig selv, så er det godt at bo her.

Det bedste er, at når jeg vågner om morgenen, så kommer der nogen og hjælper mig med at komme i tøjet og blive vasket. Jeg får serveret morgenmad på et sølvfad – næsten.

Det er rart, at der foregår noget på plejehjemmet. Jeg er altid med til banko om mandagen. Før corona spillede hele huset banko i kælderen, så mødte man også dem fra de andre etager, hvor jeg kender en del. Det savner jeg.

Jeg har ikke altid haft et godt liv. Min far var god nok, men min mor var temmelig utålmodig, og jeg har stammet hele mit liv, lige indtil hun døde. Det gør jeg næsten ikke mere. Det er mærkeligt. Jeg er også blevet mobbet på arbejdet og er førtidspensioneret.

Men nu har jeg et godt liv.

Hvis jeg kunne ønske noget, ville jeg ønske endnu flere ture ud af huset med bussen.”

 

Emneord: 
Plejecenter
Ældre

Sygeplejersker højner kvaliteten

På Louise Mariehjemmet betyder tilstedeværelsen af sygeplejersker, at plejegruppens samlede kvalitet løftes. Derudover medvirker sygeplejerskerne til at undgå unødvendige indlæggelser, ligesom de gør det muligt for beboerne at være syge og dø i hjemlige omgivelse på plejehjemmet i stedet for i en hospitalsseng.
Pina Kunstek hilser på Erik Erikshøj på 100 år, som ofte tager sig en tur på motionscyklen i plejehjemmets træningssal.
Foto: Bax Lindhardt

Da jeg arbejdede som anæstesisygeplejerske, var folk ved at falde på halen. I dag når jeg siger, jeg arbejder på plejehjem, så siger folk, der arbejder inden for hospitalsvæsenet: Hvordan er du endt der? Det er da alt for kedeligt for dig. Du har så mange kompetencer.”

Det fortæller sygeplejefaglig leder og uddannelsesansvarlig Pina Kunstek, mens hun viser rundt på friplejehjemmet Louise Mariehjemmet, der ligger i Brønshøj, en forstad til København.

Plejehjemmet har været Pina Kunsteks arbejdsplads de seneste fire år.

Det er kun to år siden, bygningen blev moderniseret indvendigt. De tre etager er forbundet med både trapper og elevator. 13 boliger på hver etage. Hver med soveværelse, stue med køkken og badeværelse.

Øverst oppe ligger plejehjemmets stolthed, en kæmpe tagterrasse med rigelig plads til de årlige sommerfester og udsigt over både nabobørnehaven og Brønshøjs omkringliggende tage.

På en lang række står solsikker i ulige højder i potter med numre på de beboere, der er med i den årlige konkurrence om at gro den højeste solsikke.

Hjemlighed og selvbestemmelse

”Jeg synes, det er mindst lige så spændende at arbejde her, som det var at arbejde i anæstesien. Her handler det mere om det hele menneske, om relationer og om at samarbejde med de pårørende og vide, at man gør en forskel for et menneske alene ved at køre dem til lægen,” siger Pina Kunstek.

”Nøgleordene på Louise Mariehjemmet er hjemlighed og selvbestemmelse, så man ikke bliver en ting, men stadig er det menneske, som har levet et langt liv,” siger Pina Kunstek.

”Vi inddrager beboerne i alle beslutninger og har et tæt samarbejde med de pårørende,” siger Pina Kunstek.

Selv om Pina Kunstek og hendes sygeplejekollega Lene Funck Petersen er de to eneste sygeplejersker til plejehjemmets 39 beboere, og de har titel af sygeplejefaglige ledere, så indgår de også i den daglige pleje.

”Vi håndterer ikke bare medicin og andre sygeplejefaglige opgaver. Vi er også med i den daglige pleje. Det giver os viden om alle beboerne. Vi har det i hænderne og er ikke bare konsulenter.”

Sussi Lysholm
”Friplejehjem har ikke flere ressourcer end kommunale plejehjem. Men vi har et større råderum, medarbejderne kan komme med en god idé, og så kan vi føre den ud i livet. Det skaber engagement og ejerskab,” siger Sussie Lysholm.
Foto: Bax Lindhardt
Uvurderlige sygeplejersker

Forstander på Louise Mariehjemmet Sussie Lysholm begyndte som sosu-hjælper på friplejehjemmet for 20 år siden. Siden da har hun videreuddannet sig og varetaget flere forskellige funktioner, inden hun blev forstander for to år siden.

I hendes optik er plejehjemmets to sygeplejersker helt uvurderlige.

”Deres faglighed medvirker selvfølgelig til, at beboerne får hurtigere behandling og hurtigt får det bedre. Men sygeplejersker giver også meget større nuancer på plejen. De ved flere ting. Har man de rigtige sygeplejersker, så gør de hele personalegruppen bedre,” siger Sussie Lysholm.

Hun fortæller, at sygeplejerskerne er med til at oplære det øvrige personale i at kunne varetage nye funktioner og udvikle medarbejdernes faglighed.

”Det giver arbejdsglæde, når man udvikler sig som social- og sundhedsmedarbejder. Vi mener, at der næsten ikke er noget, man ikke kan lære,” siger Sussie Lysholm.

Pina Kunstek, som har arbejdet med uddannelse hele sin sygeplejekarriere, er enig:

”En af mine fornemmeste opgaver er at kompetenceudvikle medarbejderne. Vi klæder alle på til at kunne klare mange ting. Hvis man har en særlig interesse for et bestemt område, er vi med til at udvikle det.”

Taler sundhedsvæsenets sprog

Et andet område, som både Pina Kunstek og Sussie Lysholm peger på, er sygeplejerskernes kendskab til sundhedsvæsenet.

”De er ekstremt gode til at samarbejde på tværs af sektorer. Vi forsøger at undgå, at beboerne indlægges unødvendigt, og vi har faktisk meget få indlæggelser,” fortæller Sussie Lysholm.

”De er rigtig gode til det sprog, der bliver talt i sundhedsvæsenet. Vores faste plejehjemslæge ser vores to sygeplejersker som samarbejdspartnere og har tillid til, at de varetager de ting, der bliver uddelegeret.”

Pina Kunstek supplerer:

”Vi kender sundhedssystemet. Og når der er nødvendige indlæggelser, så medvirker vi til en bedre kommunikation og information på tværs af sundhedsvæsenet.”
”Nogle gange handler det også om at få sagt unødvendige kontroller, blodprøver og scanninger fra, f.eks. hvis beboeren ikke har lang tid igen,” siger hun.

Her kan man dø

En anden forskel ved at have sygeplejersker ansat er, at man kan dø på plejehjemmet i hjemlige omgivelser i stedet for i en hospitalsseng.

”Man skal ikke have ondt eller være bange,” siger Pina Kunstek.

”Vi havde for nylig en beboer, som var endt på hospitalet, hvis vi ikke havde inddraget det palliative team.”

Pina Kunstek fortæller, at når en ny beboer flytter ind, er sygeplejerskerne altid med inde over, hvordan den enkelte vil leve og dø, samt hvilke ønsker vedkommende har til livsforlængende behandling.

 

Emneord: 
Plejecenter
Ældre

Vi er en slags højskole for ældre

En meningsfuld hverdag, aktiviteter og masser af frisk luft. Det er nogle af de ingredienser, der skal til for at skabe et godt plejehjem. Det kræver fastansatte sygeplejersker, et tillidsfuldt arbejdsmiljø og en værdibærende leder, mener sygeplejerske og forstander på Danske Diakonhjem Dalsmark Plejehjem i Gråsten.
”Jeg håber, at vi kan få talt plejehjem mere op, så man som ældre også kan glæde sig. For det kan faktisk være megafedt at komme på plejehjem,” siger forstander Maibritt Nielsen (th.) Her sammen med beboer Hanne Falck-Rasmussen i Diakonhjem Dalsmark Pleje
Foto: Michael Drost-Hansen

”Man kan også skabe fantastiske plejehjem i kommunalt regi.”

Sådan siger Maibritt Nielsen, forstander på Danske Diakonhjem Dalsmark Plejehjem i Gråsten.

”Vi er et diakonhjem på driftsoverenskomst med Sønderborg Kommune, og vi har nøjagtig de samme midler som andre kommunale plejehjem. Men som diakonhjem har jeg måske større handlefrihed i forhold til, hvordan jeg bruger pengene,” siger Maibritt Nielsen.

Knald på oplevelserne

»Her kan alle komme ud hver dag, hvis de har lyst. Alle har egen have, vi har drivhuse, orangerier og masser af blomster og roser,” fortæller hun.

”Der er knald på aktiviteterne. Beboerne er ude at opleve en masse. De oplever dyreliv og tager på museum og bliver inspirerede. Vi bliver af og til omtalt som en højskole for ældre mennesker,” siger Maibritt Nielsen og understreger, at sygeplejerskerne er med til at sørge for, at ingen bliver overstimulerede.

”Beboerne har noget at stå op til, og hos os er der ingen, der får sovemedicin. De sover hele natten, fordi de er naturligt trætte, når de går i seng,” fortæller Maibritt Nielsen.

”Det kunne være spændende med noget mere forskning på udtrapning af medicin. Helt personligt kan jeg bare sige – efter 30 år på plejehjem – at det er tydeligt, at de får det bedre, jo mindre medicin de får.”

Omsorgstrætte mangler hjælp

”Den gode ældreomsorg på plejehjem er utrolig kompleks. Derfor kræver det først og fremmest, at det fagfaglige er i orden. Vi har fire sygeplejersker ansat, og de er også ude i plejen,” siger Maibritt Nielsen og fortsætter:

”Sygeplejerskerne er vigtige, fordi sosu’erne har brug for sparring og hjælp. Og når der opstår forråelse og omsorgstræthed, så er det fordi, de ikke får den tilstrækkelige hjælp.”

”Nogle spørger, om jeg har råd til så mange sygeplejersker. Og ja, det har jeg. Jeg har valgt ikke at lade lønnen være afgørende. Til gengæld sparer jeg penge ved, at vi ikke har særlig meget sygefravær,” siger hun.

Ansattes hygge gavner beboerne

Derudover peger Maibritt Nielsen på ledelse som centralt for at lykkes.

”Det nytter ikke noget at have en områdeleder, der dækker fire plejehjem. Man skal være tæt på. Jeg møder ind kl. 7 hver dag for at mærke stemningen. Griner medarbejderne? Hygger de sig? Som leder skal man selv være værdibærer, selv tale pænt og udvise omsorg for sine medarbejdere.”

”Beboerne har det ikke godt, hvis medarbejderne ikke har det godt. Et plejehjem er både en arbejdsplads og et hjem. Det handler om at skabe en kultur, hvor man tør fejle og tale med hinanden og komme til mig, hvis man føler sig presset,” siger Maibritt Nielsen.

”Den tillidskultur kommer ikke af sig selv. Det kræver fuld opmærksomhed fra lederens side. Forråelse kan komme i små bidder.”

 

Emneord: 
Plejecenter
Ældre

Relationen først

Stor trivsel og arbejdsglæde. Få konflikter. Glade pårørende. På Vejerslev Ældrecenter sætter personalet relationen før opgaven. “Når relationen er tryg, så glider alt nemmere,” forklarer centersygeplejerske Lene Amby.
Lene Amby er centersygeplejerske på Vejerslev Ældrecenter. Og er sammen med leder Karen Marie (tv.) og beboer Martha Olesen som bor i det Almene afsnit.
Foto: Sofus Comer

“Vi har en tendens til at være meget opgavefikserede: Nu er klokken 13. Nu skal Jette i bad. Men hvad hvis Jette ikke vil i bad? Selv om det passer ind i personalets system?”

Ordene kommer fra Lene Amby, centersygeplejerske på Vejerslev Ældrecenter på Mors.

Sammen med det øvrige personale gennemgik hun for tre år siden et kompetenceforløb med hjælp fra Sundhedsstyrelsens Demensrejsehold, og i sommeren 2020 blev hun og otte andre fra personalet uddannet Marte Meo-terapeuter.

Forløbet har styrket personalets fokus på altid at sætte relationen til den enkelte beboer over den praktiske opgaveløsning, og i dag kan Lene Amby konstatere, at arbejdsglæden er større end nogensinde, samtidig med at medicinforbruget er faldet, konflikterne er få, og relationen til de pårørende synes stærk.

Tag beboeren i hånden

Vejerslev Ældrecenter består af et alment afsnit og et demensafsnit med beboere, der kan have en udadreagerende adfærd, og hvor det indimellem kan være udfordrende at få dem i bad eller gennemføre en hygiejnesituation.

“Hvis du foreslår, at du og Jette tager en kop kaffe i stedet for at presse på for det her bad, der lige så godt kan skubbes til aftenvagten, så føler beboeren sig også set og mødt,” fortæller Lene Amby og fortsætter:

“Tag beboeren i hånden. Syng eller nyn. Det plejer at have en beroligende effekt, især på demensafsnittet. Du kan også foreslå, at beboeren spiller på det klaver, du ved, han elsker. Relationen først. For når relationen er tryg, glider alt nemmere. Det er vejen ind til at få opgaven løst.”

Hjemmebesøg giver uvurderlig viden

På Vejrslev Ældrecenter har leder Karen-Marie Nielsen desuden indført faste nattevagter. Dag- og aftenpersonale er udelukkende ansat i kombinationsstillinger.

“Ved at følge beboerne det meste af døgnet får personalet et større kendskab og dermed en dybere relation,” siger Karen-Marie Nielsen.

Sammen med Lene Amby fremhæver hun ligeledes samarbejdet med de pårørende og kalder det “altafgørende” i forhold til at sikre beboerens trivsel på Ældrecentret. Før hver indflytning er personalet derfor på hjemmebesøg.

“At se beboeren i hjemlige omgivelser og tale med pårørende forud for indflytningen giver uvurderlig information, som vi kan følge op på i det videre samarbejde,” forklarer Lene Amby.

Karen-Marie Nielsen tilføjer:

“Vi har 28 lejligheder her på Vejerslev Ældrecenter, hvor alle beboere har noget forskelligt med i bagagen. Det er vores opgave at sikre, at de 28 liv, der skal leves, bliver fulde af værdighed og trivsel.”

 

Emneord: 
Plejecenter
Ældre

Forsker: Magten i plejen undervurderes

Man skal være uddannet for at kunne begå sig i de etiske grænsesituationer, der opstår, når man tager tøjet af et andet menneske eller taler om blødninger, smerter og afføring, siger sygeplejeforsker Bente Martinsen. Hun foreslår universitetsplejehjem.

Det burde være lige så svært at komme ind på plejeuddannelsen som på politiskolen.”

Sådan siger Bente Martinsen, lektor i sygepleje og ph.d. ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

”Man undervurderer fuldstændig, hvad det er for en magt, der skal forvaltes, når man er i et plejeforhold,” siger hun med henvisning til, at man som assistent, hjælper eller sygeplejerske udfører grænseoverskridende handlinger, når man tager tøjet af folk, taler om afføring, blødninger, smerter og sår.

”Det er etiske grænsesituationer, hvor det altid er den, der udfører handlingerne, der har ansvaret for, at mødet forløber bedst muligt. Det skal man kunne få øje på og være uddannet til at se.”

Sårbarhed og omtanke

Bente Martinsen mener, at der generelt bliver forsket alt for lidt i pleje og i, hvad der er vigtigt for ældre mennesker på plejehjem.

Hendes egen forskning viser, at dét, der betyder noget for de ældre, er, at de kan opretholde deres autonomi, at der bliver taget hensyn til deres værdier og at den pleje, der tilbydes, tager udgangspunkt i deres behov.

”De ønsker en behovsstyret og ikke en standardiseret opmærksomhed,” siger Bente Martinsen.

Hun fortsætter:

”Og så virker det måske banalt at sige. Men de ældre ønsker, at den, der hjælper dem, optræder med omtanke og besindighed.”

Derudover er der et ønske blandt de ældre om relationskontinuitet, altså at der ikke kommer én og hjælper den ene dag og en anden den næste dag.

Universitetsplejehjem øger anseelse

Bente Martinsen fortæller, at der i Norge for nogle år tilbage var en situation på plejehjemsområdet, der minder om den i Danmark lige nu.

”Det gav lav anseelse at arbejde på plejehjem, og der var mange eksempler på dårlig pleje og dårlige vilkår,” siger hun.

”Derfor etablerede man udviklingsplejehjem baseret på aktionsforskning, hvor man inddrog borgerne i at skabe plejehjem. Noget lignende ville være rigtig godt i Danmark.”

”Man skal skabe en plejehjemskultur, hvor forskning og udvikling indgår som en naturlig del.”

En idé kunne være universitetskommuner eller universitetsplejehjem på linje med universitetshospitaler, hvor der er en forskningsforpligtelse og en uddannelsesforpligtelse.

”Det ville øge anseelsen ved at arbejde på plejehjem og gøre det nemmere at rekruttere,” siger Bente Martinsen og understreger, at sådan et projekt kræver ministeriel opbakning, støtte og finansiering.

 

Emneord: 
Plejecenter
Ældre

"Intet erstatter en krammer fra en datter"

Isolation, hudsult og lakerede negle. Plejecenter Trekroner i Roskilde og Bakkegården i Gladsaxe har begge haft corona inden for dørene. Skulle det komme igen, er personalet dog bedre rustet.
“Vi sikrer et flow, hvor alle bliver tilgodeset, men sikrer samtidig afstand,” fortæller centerleder og sygeplejerske Louise Lund Møller
Foto: Nikolaj Linares
Sådan åbner vi op for besøg

Tre overvejelser til inspiration

1. Vi er ikke politibetjente
“Vi stoler på, at de pårørende overholder retningslinjerne og holder afstand. Skulle det ske, at der bliver krammet, påtager vi os ikke rollen som politibetjent.”
Daglig leder og sygeplejerske, Maria Vinter Midjord, Bakkegården

2. Dialog, dialog og dialog
“Vi er i tæt kontakt med de pårørende. Jo mere vi kommunikerer, jo større forståelse.”
Daglig leder og sygeplejerske, Maria Vinter Midjord, Bakkegården

3. Tænk tværfagligt
“Det er i fællesskabet, vi løser corona. Vi trækker på kompetencer i huset, hygiejneenheden og det tværfaglige fællesskab mellem region og kommune.”
Centerleder og sygeplejerske Louise Lund Møller, Plejecenter Trekroner

“Vi havde en beboer, der nægtede at spise. Vi hentede rugbrød, leverpostej og pølse, som vi vidste, han elskede. Intet hjalp. Da han kom ud af isolationen, var det første, han gjorde, at spise. Det var rørende at se, at dét, der skulle til, var at være en del af fællesskabet.”

Da centerleder og sygeplejerske Louise Lund Møller fra Plejecenter Trekroner i weekenden 30.-31. marts sammen med Det Nære Sundhedsvæsen i regionen og Roskilde Kommune valgte at lade samtlige beboere og al personale teste for coronavirus, ramte resultatet hårdt: Otte ansatte og fire beboere blev testet positivt. Et større krisehåndteringsarbejde blev sat i værk: Sygdommen skulle inddæmmes. Der blev hermetisk lukket af mellem etagerne. Personalet var urolige, og de pårørende skulle orienteres.

Det var en choktilstand, hvor alt var uprøvet land. Men det var særligt svært for personalet at se på de beboere, der kom i isolation.

“Enkelte klarede det fint, men var lettede, da de blev afisoleret. En kvindelig beboer fik lov til at høre meget høj musik, som hun skrålede lykkeligt til. Det var et skønt syn. Men der var beboere, der græd og var mærket af at have været så afskåret fra os og de andre beboere,” fortæller Louise Lund Møller.

Mange savner hudkontakt

Samtlige beboere har dog, som alle andre plejehjemsbeboere, levet et liv uden besøg fra pårørende i efterhånden mange uger. På Plejecenter Trekroner tog de mange tilfælde af coronasmittede mange kræfter og meget tid. Alligevel har personalet tilstræbt ikke at gå på kompromis med omsorg eller pleje.

“Vi har gjort alt for at gøre hverdagen så hyggelig som overhovedet mulig,” forklarer Louise Lund Møller og nævner videoopkald, et væld af ture ud af huset, vinke fra altanerne og tirsdagsmorgensang med de pårørende på gårdspladsen. Men der er også blevet lakeret ekstra mange negle og givet så meget 1:1 tid som muligt.

“Mange savner hudkontakt, og selv om vi har gjort alt for at kompensere, så kan intet af det, vi gør, erstatte en stor krammer fra en datter,” siger Louise Lund Møller.

Demenscenter: Skræmte beboere

På Bakkegården i Gladsaxe bor der udelukkende svært demente borgere. Her er det særlige, at mange ikke til fulde forstår, hvad coronaepidemien går ud på, og når personalet har forklaret situationen, er det ofte hurtigt glemt igen. Men også her har de været ramt af corona med i alt seks smittede, og de beboere, der har været i isolation, har på ingen måde kunnet forstå, hvorfor personalet pludseligt dukkede op med kittel og visir.

“De er blevet voldsomt skræmt og har ikke kunnet genkende os. Det har klart været det svære-ste for personalet at tackle. Vi har dog været forskånet for at have en vagt siddende for at sikre, at de ikke er gået ud. De fleste har været for svækket til at kunne stå ud af sengen. Så det var held i uheld, kan man sige,” forklarer daglig leder og sygeplejerske Maria Vinter Midjord.

Særligt for beboerne på Bakkegården har også været, at personalet ikke har holdt, og fortsat ikke holder, to meters afstand til beboerne. Ligesom de nusser, holder i hånd – og krammer.

“Jeg skal være ærlig at sige, at det gør vi. Vores beboere har brug for et kram, og de ville ikke kunne forstå, hvis de ikke kan få det. De skal mærke, at nogen vil dem, og vores omgang med dem har derfor ikke ændret sig,” fortæller Maria Vinter Midjord.

Mellem personalet er der dog skåret ned på den fysiske kontakt, antallet af møder er reduceret og de i alt syv bofællesskaber på Bakkegården holder sig hver for sig.

“Men med beboerne er det min faglige holdning, at jeg ikke ville kunne forsvare, at de ikke havde fysisk kontakt,” forklarer Marie Vinter Midjord.

Bedre rustet næste gang

Hvor man på Bakkegården allerede i et par uger har haft åbent for besøg i stedets store have, havde Plejecenter Trekroner sit første besøg udefra d. 6. maj 2020. Det foregik i et stort besøgstelt på gårdspladsen indrettet med kabiner og plastikskillevægge mellem beboere og besøgende.

“Det er mit indtryk, at de pårørende har forståelse for, at vi fortsat skal passe på, selvom mange har savnet deres ældre slægtninge her voldsomt og enkelte har været dybt frustrerede,” fortæller Louise Lund Møller.

Skulle corona komme inden for dørene igen, er både Bakkegården og Plejecenter Trekroner skarpe på arbejdsgangen. Begge ledere har bedre overblik over samarbejdet på tværs i regionen, hvilke kompetencer, der er i huset, og hvordan hver enkelt medarbejder har brug for at blive beroliget.

“Og så har samtlige sygeplejersker fået et skærpet, klinisk blik og genkender symptomerne på coronavirus. På godt og ondt har der også været en stejl læringskurve,” fortæller Louise Lund Møller.

Emneord: 
Plejecenter