”Når du kommer ind om morgenen, har jeg brug for, at du kun tænder det lille lys og ruller gardinerne op stille og roligt.” 

Det er bare et eksempel på, hvad der står i beboernes journal og døgnrytmeplan på Hundested Plejecenter. For ca. ni måneder siden begyndte medarbejderne at dokumentere alt om beboerne i ”jeg-form”, med input fra beboernes selv hvis muligt og/eller deres pårørende. Områdeleder i Fjordhuset Tina Antonsen uddyber: 

”Før ville vi måske have skrevet, at ”beboeren gerne vil ud at gå tur eller kan blive udadreagerende, hvis man tænder alt lyset på en gang.” Nu skriver vi ”Jeg vil gerne ud og gå” eller ”Jeg kan godt lide at vågne stille og roligt”. På den måde tydeliggør vi beboernes behov på en helt anden måde, og det fungerer megagodt,” siger Tina Antonsen og uddyber: 

”Det er ikke en opgave, men et menneske, man som medarbejder skal ind til. Det gør altså en forskel, især for vores vikarer, som ikke kender beboerne lige så godt som de faste medarbejdere.” 

Et værdigt sprog

Udviklingssygeplejerske Stine Kistrup Sall har bragt personcentreret dokumentation til Hundested. Hun er især inspireret af Benediktehjemmet i Fredensborg og dets arbejde med personcentret omsorg, som hun stiftede bekendtskab med i sit tidligere arbejde. 

”Personcentret omsorg handler jo netop om, at alle patienter og beboere er unikke – at vi skal se personen og ikke sygdommen først. Alle har forskellige behov, der skal respekteres. Og det skal helst også give genklang i dokumentationen, hvilket man må sige, det gør, når vi dokumenterer i jeg-form, som også er et mere værdigt sprog.”

Med jeg-formen er det også lettere at fortælle beboerens livshistorie, som er særlig vigtig for at kunne forstå og håndtere mennesker med kognitive udfordringer som f.eks. demens. Har man en beboer, som vandrer tidligt om morgenen, kan det måske skyldes, han var landmand og vant til at stå tidligt op. Kender medarbejderne livshistorien og beboerens behov tidlig morgen som f.eks. en kop kaffe og en ostemad, kan netop dét være det, der få ham til at falde til ro. 

Stine Kistrup Sall fortæller, at mange medarbejdere i begyndelsen var skeptiske over for dokumentationsformen. 

”Det var lidt grænseoverskridende for dem. Det er mere krævende, og det er som om, at denne form for dokumentation forpligter medarbejderne mere. Enten fortæller beboeren selv, hvad der skal stå, eller også skriver medarbejderne på vegne af beboerne, hvad de har behov for. Og som medarbejder er man derfor nødt til at sikre sig, at det man skriver, reelt er det beboeren ønsker,” siger udviklingssygeplejersken, men tilføjer: 

”De er alle positive for dokumentationsformen nu. De kan se, at sprogbrugen ændrer deres tilgang til beboerne. Og det synes jeg også afspejler sig i større arbejdsglæde.” 

Læs også:

Kram, dans og evidens

”Kommer Thomas i morgen? Det vil jeg glæde mig til.” 

Smilende kommer ordene ud ad munden på 96-årige Agneta Ammitzbøll Jønsson. Hun sidder og nyder en kop eftermiddagskaffe og knækbrød med ost og marmelade i en af opholdsstuerne på Hundested Plejecenter. 

Ved siden af hende i sin kørestol sidder Tove Carlsen på 87, som også glæder sig til morgendagens møde i filosofiklubben kl. 14.30. Her mødes en lille gruppe beboere med den lokale filosof Thomas Ryan i plejecentrets drivhus, også kaldet tropehuset, som har flisegulv og er indrettet med bord, stole, palmer og en citrusplante.

”Vi har diskuteret mange forskellige emner. I morgen skal vi tale om religion, og det er jo altid spændende,” fortæller Tove Carlsen til sygeplejerske og plejecenterleder Mette Sofie Haulrich. 

Caption 

Tove Carlsen (tv) og Agneta Ammitzbøll Jonsson glæder sig til morgendagens møde i filosofiklubben. Ikke mindst til den fernisering med kaffe og kaffe, som Mette Sofie Haulrich (th) lover, kommer, når vægmalerierne er færdige.

Attribution 

Foto: Claus Bech

Tove Carlsen og Agneta Ammitzbøll Jønsson er vant til, at der jævnligt kommer journalister og fotografer forbi Hundested Plejecenter. Siden Mette Sofie Haulrich tiltrådte som leder i januar 2021, er der sket ting og sager i de to plejeafdelinger, som centret huser: Fjordnæs med 36 plejeboliger, hvor bl.a. de to damer bor, samt Fjordhuset, som er hjem for 16 beboere med demens.

Fjordhuset har f.eks. haft besøg af flere danske medier, der gerne ville høre mere om, hvordan nattevagter i stribede pyjamasser har givet roligere og bedre nætter for både beboere og medarbejdere. Historien spredte sig på sociale medier, også i udlandet, hvilket førte til, at et hollandsk filmdokumentarhold i maj flyttede ind i Fjordhuset i et par dage for at filme, hvordan medarbejderne arbejder med at skabe et godt og meningsfuldt liv for deres beboere.  

De danske optagelser er en del af en dokumentarfilm, der skal vises ved åbningen af G20-topmødet i Indonesien til oktober. Demens er en global udfordring, og filmen skal inspirere til drøftelser af, hvordan vi som samfund sikrer den bedst mulige pleje og behandling af borgere med demens. 

Caption 

De tre vægmalerier er indtænkt i en oplevelsesrute, der går hele vejen rundt om plejecentret med strand, blomstereng og partytelt og på sigt også en dyrehave med høns og grise.

Attribution 

Foto: Mette Sofie Haulrich

Når natur giver mening

Lige uden for Agneta Ammitzbøll Jønssons stuevindue er der også nyt på vej. Billedkunstner og vægmaler Ulrik Schiødt er lige gået i gang med at forvandle den mørkegrønne væg, hun har udsigt til på nabobygningen, til et kystlandskab med blå himmel, hvide skyer og kig til fjorden. På to andre vægge skal han trylle landskaber op med hhv. en skov og en mark. 

”Vi ved fra forskning, at det at komme ud i naturen har mange positive effekter på menneskers fysiske og psykiske velbefindende. Selv potteplanter kan gøre lidt. Men bare det at kunne se naturen, også på malerier som de her - det er næstbedst, men kan også gøre en forskel,” fortæller Mette Sofie Haulrich. 

Malerierne er også tænkt ind i en større plan for aktiviteter, bl.a. fælles ”onsdagsgåture rundt om plejecentret”, men også gåture i hverdagen, fortæller plejehjemslederen: 

”Nu kan medarbejderne spørge beboerne, om de ikke skal gå en tur i skoven eller hen og kigge ud over fjorden eller markerne. En hverdagsaktivitet som en kort gåtur får pludselig et mål. Det bliver både fysisk træning og en oplevelse. Det giver mere mening.” 

Partytelt og hverdagsdans 

Fra eftermiddagskaffen i opholdsstuen begiver vi os ned ad en af plejecentrets lange og nogle steder lidt mørke gange med gråt linoleumsgulv og vægge i primært gule pastelfarver, hvilket langt fra falder i plejehjemslederens smag. Der er nyt gulv og maling af vægge på vej, og også møblerne har hun planer for. 

”Da jeg kom, stod der kun sådan nogle lidt anonyme institutionsmøbler på gangene. Vi vil gerne skabe nogle mere hyggelige hjørner og kroge med møbler, som beboerne kan relatere til. Det er vi så småt i gang med ved hjælp af møbeldonationer fra pårørende og tidligere beboere,” fortæller hun, mens vi passerer det nyindrettede boghjørne i Fjordnæs, hvor beboerne kan sætte sig på de polstrede stole ved det lakerede spisebord og fordybe sig i en bog og bytte bøger via bogreolen. 

Herefter går turen ud af bygningen og den korte vej ned til stranden, hvor Mette Sofie Haulrich drømmer om en rampe ned over den lille skrænt med hybenroser og sandslebne sten.

”Så kan selv beboere i kørestol komme helt ned på stranden og få sand mellem tæerne. Det er små hverdagsaktiviteter som det, der er med til at give mening og god livskvalitet,” siger hun. 

Vi passerer også plejecentrets nye partytelt med plads til 100 mennesker. Det er rejst med hjælp fra pårørende og lokale frivillige og blev indviet midt i maj med en venskabsfest arrangeret i samarbejde med Hundesteds lokale Ældresagen-afdeling. Omkring 80 ældre fra hele Hundested deltog, og den danske Melodi Grand Prix-sangerinde Kirsten Sigaard spillede op til dans. 

”Det er de små ting i hverdagen, der tæller. Tænd et bål, tag på fisketur, få ordnet negle i neglebaren, snup en dans i køkkenet, inddrag beboerne i at bage kage. Man kan med små enkle midler give beboerne oplevelser, som både aktiverer dem og vækker minder.”

Mette Sofie Haulrich håber, at de lokale vil komme forbi og holde picnic i blomsterengen eller kigge på de nye vægmalerier – det skaber liv og aktivitet for beboerne.

Foto: Claus Bech

Dansk top-musik og portvin 

Vi kommer forbi det diskrete, men høje hegn i metal, som omkranser den terrasse og gård, der hører til Fjordhuset. Det er sat op for beboernes sikkerhed, selvom stemningen inden for denne eftermiddag burde gøre hegnet overflødigt. 

To af de mandlige beboere sidder ved fladskærmen og ser Lægehelikopteren på TV2, mens Kitter Lynge på 86 tager sig en lur lige ved siden. Udsigten til terrassen, de grønne arealer og Isefjorden står på sol med spredte byger. I opholdsstuen ved siden af toner dansk top-musik ud af højttaleren, og områdeleder Tina Antonsen giver Kate Lindeham på 84 en krammer. Og et par dansetrin til tonerne af ”Så går vi til enkebal” bliver det også til. Der er rødgrød på vej, og forplejningen må siges at være i top:

”Skal jeg ikke hente et glas rosé til dig,” bliver der spurgt, og der er også bobler eller kaffe eller the, hvis man foretrækker det. Også her hilser Mette Sofie Haulrich hjemmevant på beboerne, som hun alle er på fornavn med, selvom hun med egne ord er dårlig til navne. 

”Det er virkelig noget, jeg har prioriteret at øve mig på. Det har stor betydning for beboerne, at de føler sig set og hørt som dem, de er, og det indebærer, at også jeg kan deres navne.”

Inde på Tina Antonsens kontor kan beboerne endda få sig et lille glas portvin, noget de ældre holder af – også udenfor på portvinsbænken i formiddagssolen, når vind og vejr tillader det. 

Fjordhuset har forresten også lige haft besøg af TV2 Lorry, som interviewede Tina Antonsen om, hvad hun og hendes medarbejdere gør for at nedbringe brugen af antipsykotisk og beroligende medicin blandt beboerne. Anledningen var lidt trist, da en ny rapport fra Alzheimerforeningen viser stigende brug af antipsykotisk medicin til mennesker med demens – men ikke på Fjordhuset og i Halsnæs Kommune generelt. Den er blandt de 10 kommuner i landet, som har haft det største fald i brug af antipsykotisk medicin i perioden 2016-2020. 

”Vi forsøger altid at finde årsagen til, hvorfor beboerne bliver urolige eller er kede af det. Så kan vi forebygge i stedet for at behandle efterfølgende med medicin. Kan vi hjælpe beboerne med gåture eller kram og berøring, er det klart at foretrække,” siger Tina Antonsen.

Meningsfulde samtaler tak

Dagens rundtur slutter, hvor den startede – på Mette Sofie Haulrichs kontor med udsigt til tropehuset og en blomstereng, som ikke fandtes sidste år, hvor alt var græs. På sin første arbejdsdag opdagede hun dog, at man kunne søge kommunalt tilskud til forskønnelse af udendørsarealer. Ansøgningsfristen var få dage efter, og der var gevinst. 

”Jeg har ikke flere midler end andre offentlige plejecentre. Jeg synes nogle gange, at snakken om kvalitet på landets plejecentre kommer til at handle meget om offentligt kontra privat. Det er både misvisende og ærgerligt.”

Blomsterengen har fem frugttræer og et picnicbord, og inden længe bliver der klippet en labyrint rundt om dem i det høje blomsterhav, som forhåbentlig vil lokke både pårørende, beboere og børn fra kommunens skoler og daginstitutioner til. 
Også morgendagens filosofiklub har hun flere planer med. På de næste møder deltager en af medarbejderne for at se, hvordan den lokale filosof samtaler med de ældre om emner som kærlighed og andre store livsbegivenheder. Det kan give stof til eftertanke og forhåbentlig redskaber til, hvordan medarbejderne kan tale med beboerne om andet end, hvad klokken er, eller hvornår der er mad. 

”Det handler om at kunne udfordre og stimulere beboerne kognitivt på nye måder. Går alt vel, får vi midler til at koble Finn Thorbjørn Hansen, professor i praksisfilosofi, på projektet, så vi kan blive endnu klogere på, hvordan vi kan have meningsfulde samtaler med ældre mennesker, selv hvis de har demens.”

Caption 

Beboernes medicin opbevares adskilt fra hinanden i kasser med navn og cpr-nummer på. ”Medarbejderne bliver ikke distraheret, når de skal dispensere medicin. Risikoen for fejl mindskes, siger Mette Sofie Haulrich.”

Attribution 

Foto: Claus Bech

Læs også:

Dokumenterer i jeg-form

Da smittekurven skød i vejret i december og Danmark for anden gang blev lukket ned, tog de situationen med ophøjet ro på Møllegården Plejeboliger.

Som andre steder i landet havde den flere måneder lange dans med corona medført mange nye regler og rutiner, men foreløbig havde personalet på plejehjemmet i Gladsaxe Kommune formået at holde covid-19 fra døren. 

Det fortæller Rie Sarauw, der er sygeplejerske på plejehjemmet. Sammen med kollegerne Susanne Hostrup og Mie Bengtson havde hun derfor også fuld tiltro til, at de gode takter ville fortsætte.

”Vi tog selvfølgelig situationen lige så alvorligt som alle andre, men under første nedlukning gik det rigtig fint. Vi havde ikke haft nogen smittetilfælde og følte, vi havde styr på det. Måske tænkte vi endda lidt, at det ikke ville ske for os,” siger hun.

Men det skete. Selv med afstand, brug af værnemidler, hygiejneprocedurer og begrænsede besøg fra pårørende slap virussen indenfor.

På kort tid blev flere af beboerne på plejehjemmets somatiske afdeling testet positiv for covid-19 – og trods forsøg på at opspore og inddæmme smitten, varede det ikke længe, før den bredte sig.

”Vi forsøgte at holde det på 1. sal, hvor de første tilfælde var, men vi har en del personale, som bevæger sig op og ned. Samtidig var vi især udfordret af lange ventetider på podning og testsvar, så selvom vi selvfølgelig sørgede for at isolere beboere med symptomer på covid-19, så var det ofte for sent at isolere de smittede, der ikke havde udvist symptomer,” siger Rie Sarauw.

Da udbruddet på Møllegården var på sit højeste, var næsten alle beboerne på afdelingen og en stor del af det faste personale smittet med covid-19.

Det betød, at det meste af den daglige pleje måtte overlades til medhjælpere eller vikarer, der hverken kendte afdelingen eller beboerne.

”Vi har nogle faste vikarer tilknyttet, men de ville forståeligt nok ikke komme, fordi de var bange for at blive smittet. Derfor måtte vi bruge nye vikarer fra et vikarbureau, ofte sammen med pædagoger og social- og sundhedshjælpere fra vores faste personale. Alle gjorde deres bedste, men når man ikke er sygeplejefagligt uddannet, så har man jo ikke forudsætningerne for at kunne observere og reagere på medicinsk syge mennesker,” siger Susanne Hostrup.

Som resultat blev den basale sygepleje nedprioriteret.

”Nærmest fra den ene dag til den anden blev vi forvandlet fra plejehjem til en fuldt belagt medicinsk afdeling. Der var for mange syge og for få kvalificerede hænder til, at vi kunne give hver enkelt beboer den tid og opmærksomhed, de normalt ville få. De fik selvfølgelig pleje, men det kunne f.eks. være sådan, at man kom ind til en beboer, der var tydeligt præget af mangel på væske eller mobilisering,” siger Mie Bengtson.

Vil inddrages i planlægningen

De mange smittede beboere og manglen på faglighed var hård kost for det tilbageværende personale, og ikke mindst for pædagogerne og social- og sundhedshjælperne, der ikke havde erfaring med at krisehåndtere syge og sårbare demensramte.

”Det var svært at være i for os allesammen, men måske især for det ikke-sygeplejefaglige personale. Beboerne var isolerede i deres boliger, uden ret megen menneskelig kontakt og psykisk omsorg. Nogle af dem døde jo også undervejs. Det betød, at noget af personalet nogle gange stod og græd, når de var kommet ud på gangen, fordi de følte sig overvældet af hele situationen,” fortæller Mie Bengtson.

For sygeplejerskerne var der ikke meget andet at gøre end at hænge i og håndtere smitteudbruddet så godt, som omstændighederne tillod. Det medførte mange timers overarbejde og en følelse af magtesløshed.

”Vi tog det én dag ad gangen og løste problemerne, når de opstod. Jeg synes, vi klarede det godt, men det var hårdt, og det er klart, at der er nogle ting, man ikke får øje på, når man står midt i orkanens øje. Derfor har vi også snakket meget om det efterfølgende for at finde ud af, hvad vi måske kunne have gjort anderledes,” siger Susanne Hostrup.

Hun peger blandt andet på vejledning omkring grundig håndvask, afspritning og korrekt brug af værnemidler som et potentielt svagt punkt.

”Personalet vidste jo godt, hvordan man gjorde, men teori er jo én ting – der er noget andet, når man står i det og samtidig er i krise. Derfor skal vi måske have mere fokus på hyppig og konkret gennemgang af hygiejneprocedurerne, hvis vi skal stå stærkere. Det kunne f.eks. også være en idé, at personalet skal gå med uniform, da tøj jo kan være en smittekilde og vasketøjet måske ikke bliver håndteret helt korrekt derhjemme,” siger Susanne Hostrup.

Rie Sarauw er enig. Hun ser derfor gerne, at sygeplejerskerne bliver inddraget i beredskabsplanlægningen både før og under en lignende krisesituation, så deres erfaringer kan komme i spil.

”Vi er i dialog med ledelsen omkring det, og der kommer til at være et efterspil, hvor vi skal evaluere på forløbet i fællesskab. Vi fandt f.eks. først ret sent i smitteudbruddet ud af, at vi faktisk har mulighed for at låne plejepersonale fra andre plejehjem i kommunen. Det er nyttig viden, for det gjorde en mærkbar forskel for os og beboerne, at vi havde flere sygplejefaglige hænder til rådighed,” siger hun.

Caption 

”Vi har sparret meget med hinanden for at blive klogere på, hvad vi måske kunne have gjort anderledes og hvad vi kan lære af det,” siger Rie Sarauw (th). Her sammen med kollegaerne Mie Bengtson (midt) og Susanne Hostrup (tv).

Attribution 

Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Der skal være en hånd på roret

Da stormen var redet af, og coronaen havde sluppet sit tag i Møllegårdens beboere og personale, begyndte leder af Møllegården Jessie Lykke også at spekulere over, hvad man kunne have gjort anderledes i forløbet.

Hun roser først og fremmest sygeplejerskerne og det øvrige personale for deres indsats, men er samtidig enig i, at erfaringerne skal omsættes til noget konkret.

”Man kan sige, at vi i høj grad har lagt skinnerne, imens vi kørte toget. Ingen af os havde prøvet noget lignende før, og vi har været meget udfordret på mange fronter. Derfor vil der naturligvis være ting, vi kunne have gjort bedre – og det skal vi tage med videre,” siger Jessie Lykke.

Lederen har haft fokus på, at der skal være to til tre faste ansvarshavende personer, som tager teten ved alvorlige smitteudbrud, og at plejehjemmets beredskabsplan – de såkaldte ”action cards” – skal opdateres, så det er klart for personalet, hvordan de skal agere i situationer som dén, der opstod i december. 

Hun fortæller, at der bl.a. er blevet oprettet en arbejdsgruppe, som har til formål at evaluere på forløbet. Selv har Jessie Lykke erfaret, hvor vigtigt det er, at der altid er én, der har hånden på roret, når krisen rammer.

”Der skal være et fyrtårn, som personalet kan rette sig mod, når sådan noget her sker. Den daglige leder på afdelingen var sygemeldt, og det har naturligvis påvirket trygheden hos de ansatte. Samtidig ændrede vi jo nærmest retningslinjer fra dag til dag i takt med, at situationen udviklede sig, og derfor har det også betydet enormt meget, om der var nogen til at samle personalet op, når de følte sig modløse eller overvældede – én, som kunne sige, ”dét her gør vi i dag og dét her gør vi i morgen,” siger Jessie Lykke.

Også for sygeplejerskerne har det været værdifuldt at reflektere over, hvad der skete, da covid-19 fandt vej indenfor. De opfordrer andre plejehjemssygeplejersker til at gøre det samme – og ikke mindst til at sparre med hinanden på den anden side af corona. Mie Bengtson:

”Jeg kunne godt tænke mig, hvis vi måske kunne arrangere noget faglig sparring med andre plejehjem, måske bare her i kommunen. På hospitalerne og i regionerne udveksler de jo ofte erfaringer med hinanden, når kriserne er overstået. Måske kunne vi gøre det samme?” 

Fra 580.000 til 175.000 norske kroner.

Så drastisk var faldet i udgifterne til medicin på Lund Sykehjem i perioden september 2016 til september 2017.

Årsagen?

Plejehjemmet fik sin certificering og kunne i september 2017 kalde sig for et livsglædehjem, som er en national certificeringsordning for plejehjem, der sætter livsglæde i centrum for arbejdet med beboerne.

Sådan lyder forklaringen på faldet i medicinudgifter, hvis du spørger sygeplejerske og leder af Lund Sykehjem, Merethe Birkeland.

Fra tre til to nattevagter

Certificeringsordningen betyder, at en del rutiner er blevet ændret. Bl.a. er det varme hovedmåltid blevet rykket fra kl. 13 til 16. Det har betydet, at beboerne er begyndt at spise mere og derfor er mindre urolige. De sover også bedre om natten.

“Efter vi har rykket tidspunktet, er der langt mindre ringen med klokkerne, så vi er gået fra tre til to nattevagter,” forklarer Merethe Birkeland.

En anden markant ændring er de mange dyr, der nu er en naturlig del af Lund Sykehjem. Både undulater, høns, kaniner og katte er nu flyttet ind.

“Før gav vi beboerne medicin, hvis de var urolige. Nu henter vi en kat eller en kanin, der har en meget beroligende effekt,” fortæller Merethe Birkeland, der også fremhæver, at dyrene styrker relationen til beboernes børnebørn, der også i stigende grad er begyndt at komme på besøg.

“Så kan de holde bedstefar i den ene hånd og ae en kanin med den anden. Det fungerer så fint,” forklarer Merethe Birkeland.

Mere liv og flere smil

Mindre medicin og flere dyr betyder også flere vågne og deltagende beboere, som i stedet for at sidde i gangen eller på stuerne og sove både smiler og snakker mere, end de gjorde tidligere. Personalet er derfor også mere på tur ud af huset.

“Fordi de er mindre urolige, kræver det ikke ekstra medarbejdere at være på tur,” siger Merethe Birkeland.

Hun forklarer, at det kræver en holdningsændring at blive et livsglædehjem, og at samtlige medarbejdere og ledelse dedikerer sig til opgaven. At man som livsglædehjem skal recertificeres hvert år, er kun med til at holde kursen.

“Det er en fornøjelse at se det liv, der er kommet mere af. De flere smil, der er hos både beboere, medarbejdere og pårørende,” siger Merethe Birkeland.

I Norsk Sykepleierforbund er man begejstret for den nationale certificeringsordning.

“Certificeringen sikrer, at de psykosociale behov, som beboerne har, bliver varetaget på en systematisk måde. Vi ser, at især samarbejdet med børnehaver, skoler og uddannelsesinstitutioner er med til at øge kvaliteten i ældreomsorgen,” forklarer forbundsleder Lill Sverresdatter Larsen.

Arne Johannes Rostkjær. Har boet på Louise Mariehjemmet i seks måneder.

”Jeg har været syg det sidste halve års tid. Jeg havde noget hjemmehjælp, men det var lidt ustabilt.

Jeg besøgte plejehjemmet med min datter og svigersøn og synes, modtagelsen var rigtig god.

Jeg bruger meget tid oppe på vores tagterrasse – især hvis solen skinner. Så sidder jeg og hører P4 og får frisk luft.

Jeg kunne ikke få det bedre end her. Jeg sætter pris på den frihed, vi har, når der ikke er corona, og at jeg kan gå ud og selv gå til brillemageren.

Jeg synes, det er fantastisk, at vi kan indrette os, som vi har lyst til. Der er toilet, soveværelse, dagligstue og masser af plads.

Og jeg synes særlig godt om den måde, vi bliver imødekommet på, når vi spørger om noget.

Det er også rart at komme ud fra hjemmet, ud med bussen og køre en tur frem og tilbage. Vi har både været oppe langs Nordkysten og ved Damhussøen.

Jeg mangler ikke noget.”

Tove Christensen, 95 år, har boet på Louise Mariehjemmet i fire måneder

”Jeg synes, her er dejligt. Her er en god stemning. Jeg får al den omsorg, jeg har brug for. Det er blot ét ord, så er de her.

Jeg bad selv om at komme på plejehjem. Indtil for fire måneder siden boede jeg i min egen lejlighed, som lå på fjerde sal. Men til sidst havde jeg besvær med at komme op og ned ad trapperne.

Jeg føler mig tryg ved at være her. Her er nogen hele tiden. Selvom det nu også godt kan være lidt underligt, at her også er nogen om natten (en nattevagt, red.).

Trygheden er det vigtigste, og at man kan med de mennesker, der skal passe en. Og at der foregår noget. Der er vist nogle steder, hvor der ikke sker en pind.

Her er der ture, som jeg melder mig til eller bliver inviteret til. For ikke så længe siden var vi ved Damhussøen og spise is. Jeg kan godt lide banko om mandagen i spisestuen, og at vi får god mad.

Der er flere af de andre, der er demente, de er nu sjove. Man hører om hele deres barndom, og hvor vrede de kan være. Men jeg synes, det er hyggeligt og sjovt.”

Birthe Pauline Sjørman, 82 år, har boet på Louise Mariehjemmet i knap otte år

”Jeg boede i en lejlighed på fjerde sal uden elevator, men så var det jo, jeg faldt og brækkede begge skuldre. I dag har jeg nedsat førlighed i begge arme og har besvær med balancen.

Jeg ville da hellere bo for mig selv, men når man nu ikke kan klare sig selv, så er det godt at bo her.

Det bedste er, at når jeg vågner om morgenen, så kommer der nogen og hjælper mig med at komme i tøjet og blive vasket. Jeg får serveret morgenmad på et sølvfad – næsten.

Det er rart, at der foregår noget på plejehjemmet. Jeg er altid med til banko om mandagen. Før corona spillede hele huset banko i kælderen, så mødte man også dem fra de andre etager, hvor jeg kender en del. Det savner jeg.

Jeg har ikke altid haft et godt liv. Min far var god nok, men min mor var temmelig utålmodig, og jeg har stammet hele mit liv, lige indtil hun døde. Det gør jeg næsten ikke mere. Det er mærkeligt. Jeg er også blevet mobbet på arbejdet og er førtidspensioneret.

Men nu har jeg et godt liv.

Hvis jeg kunne ønske noget, ville jeg ønske endnu flere ture ud af huset med bussen.”

Da jeg arbejdede som anæstesisygeplejerske, var folk ved at falde på halen. I dag når jeg siger, jeg arbejder på plejehjem, så siger folk, der arbejder inden for hospitalsvæsenet: Hvordan er du endt der? Det er da alt for kedeligt for dig. Du har så mange kompetencer.”

Det fortæller sygeplejefaglig leder og uddannelsesansvarlig Pina Kunstek, mens hun viser rundt på friplejehjemmet Louise Mariehjemmet, der ligger i Brønshøj, en forstad til København.

Plejehjemmet har været Pina Kunsteks arbejdsplads de seneste fire år.

Det er kun to år siden, bygningen blev moderniseret indvendigt. De tre etager er forbundet med både trapper og elevator. 13 boliger på hver etage. Hver med soveværelse, stue med køkken og badeværelse.

Øverst oppe ligger plejehjemmets stolthed, en kæmpe tagterrasse med rigelig plads til de årlige sommerfester og udsigt over både nabobørnehaven og Brønshøjs omkringliggende tage.

På en lang række står solsikker i ulige højder i potter med numre på de beboere, der er med i den årlige konkurrence om at gro den højeste solsikke.

Hjemlighed og selvbestemmelse

”Jeg synes, det er mindst lige så spændende at arbejde her, som det var at arbejde i anæstesien. Her handler det mere om det hele menneske, om relationer og om at samarbejde med de pårørende og vide, at man gør en forskel for et menneske alene ved at køre dem til lægen,” siger Pina Kunstek.

”Nøgleordene på Louise Mariehjemmet er hjemlighed og selvbestemmelse, så man ikke bliver en ting, men stadig er det menneske, som har levet et langt liv,” siger Pina Kunstek.

”Vi inddrager beboerne i alle beslutninger og har et tæt samarbejde med de pårørende,” siger Pina Kunstek.

Selv om Pina Kunstek og hendes sygeplejekollega Lene Funck Petersen er de to eneste sygeplejersker til plejehjemmets 39 beboere, og de har titel af sygeplejefaglige ledere, så indgår de også i den daglige pleje.

”Vi håndterer ikke bare medicin og andre sygeplejefaglige opgaver. Vi er også med i den daglige pleje. Det giver os viden om alle beboerne. Vi har det i hænderne og er ikke bare konsulenter.”

”Friplejehjem har ikke flere ressourcer end kommunale plejehjem. Men vi har et større råderum, medarbejderne kan komme med en god idé, og så kan vi føre den ud i livet. Det skaber engagement og ejerskab,” siger Sussie Lysholm.

Foto: Bax Lindhardt

Uvurderlige sygeplejersker

Forstander på Louise Mariehjemmet Sussie Lysholm begyndte som sosu-hjælper på friplejehjemmet for 20 år siden. Siden da har hun videreuddannet sig og varetaget flere forskellige funktioner, inden hun blev forstander for to år siden.

I hendes optik er plejehjemmets to sygeplejersker helt uvurderlige.

”Deres faglighed medvirker selvfølgelig til, at beboerne får hurtigere behandling og hurtigt får det bedre. Men sygeplejersker giver også meget større nuancer på plejen. De ved flere ting. Har man de rigtige sygeplejersker, så gør de hele personalegruppen bedre,” siger Sussie Lysholm.

Hun fortæller, at sygeplejerskerne er med til at oplære det øvrige personale i at kunne varetage nye funktioner og udvikle medarbejdernes faglighed.

”Det giver arbejdsglæde, når man udvikler sig som social- og sundhedsmedarbejder. Vi mener, at der næsten ikke er noget, man ikke kan lære,” siger Sussie Lysholm.

Pina Kunstek, som har arbejdet med uddannelse hele sin sygeplejekarriere, er enig:

”En af mine fornemmeste opgaver er at kompetenceudvikle medarbejderne. Vi klæder alle på til at kunne klare mange ting. Hvis man har en særlig interesse for et bestemt område, er vi med til at udvikle det.”

Taler sundhedsvæsenets sprog

Et andet område, som både Pina Kunstek og Sussie Lysholm peger på, er sygeplejerskernes kendskab til sundhedsvæsenet.

”De er ekstremt gode til at samarbejde på tværs af sektorer. Vi forsøger at undgå, at beboerne indlægges unødvendigt, og vi har faktisk meget få indlæggelser,” fortæller Sussie Lysholm.

”De er rigtig gode til det sprog, der bliver talt i sundhedsvæsenet. Vores faste plejehjemslæge ser vores to sygeplejersker som samarbejdspartnere og har tillid til, at de varetager de ting, der bliver uddelegeret.”

Pina Kunstek supplerer:

”Vi kender sundhedssystemet. Og når der er nødvendige indlæggelser, så medvirker vi til en bedre kommunikation og information på tværs af sundhedsvæsenet.”
”Nogle gange handler det også om at få sagt unødvendige kontroller, blodprøver og scanninger fra, f.eks. hvis beboeren ikke har lang tid igen,” siger hun.

Her kan man dø

En anden forskel ved at have sygeplejersker ansat er, at man kan dø på plejehjemmet i hjemlige omgivelser i stedet for i en hospitalsseng.

”Man skal ikke have ondt eller være bange,” siger Pina Kunstek.

”Vi havde for nylig en beboer, som var endt på hospitalet, hvis vi ikke havde inddraget det palliative team.”

Pina Kunstek fortæller, at når en ny beboer flytter ind, er sygeplejerskerne altid med inde over, hvordan den enkelte vil leve og dø, samt hvilke ønsker vedkommende har til livsforlængende behandling.

”Man kan også skabe fantastiske plejehjem i kommunalt regi.”

Sådan siger Maibritt Nielsen, forstander på Danske Diakonhjem Dalsmark Plejehjem i Gråsten.

”Vi er et diakonhjem på driftsoverenskomst med Sønderborg Kommune, og vi har nøjagtig de samme midler som andre kommunale plejehjem. Men som diakonhjem har jeg måske større handlefrihed i forhold til, hvordan jeg bruger pengene,” siger Maibritt Nielsen.

Knald på oplevelserne

»Her kan alle komme ud hver dag, hvis de har lyst. Alle har egen have, vi har drivhuse, orangerier og masser af blomster og roser,” fortæller hun.

”Der er knald på aktiviteterne. Beboerne er ude at opleve en masse. De oplever dyreliv og tager på museum og bliver inspirerede. Vi bliver af og til omtalt som en højskole for ældre mennesker,” siger Maibritt Nielsen og understreger, at sygeplejerskerne er med til at sørge for, at ingen bliver overstimulerede.

”Beboerne har noget at stå op til, og hos os er der ingen, der får sovemedicin. De sover hele natten, fordi de er naturligt trætte, når de går i seng,” fortæller Maibritt Nielsen.

”Det kunne være spændende med noget mere forskning på udtrapning af medicin. Helt personligt kan jeg bare sige – efter 30 år på plejehjem – at det er tydeligt, at de får det bedre, jo mindre medicin de får.”

Omsorgstrætte mangler hjælp

”Den gode ældreomsorg på plejehjem er utrolig kompleks. Derfor kræver det først og fremmest, at det fagfaglige er i orden. Vi har fire sygeplejersker ansat, og de er også ude i plejen,” siger Maibritt Nielsen og fortsætter:

”Sygeplejerskerne er vigtige, fordi sosu’erne har brug for sparring og hjælp. Og når der opstår forråelse og omsorgstræthed, så er det fordi, de ikke får den tilstrækkelige hjælp.”

”Nogle spørger, om jeg har råd til så mange sygeplejersker. Og ja, det har jeg. Jeg har valgt ikke at lade lønnen være afgørende. Til gengæld sparer jeg penge ved, at vi ikke har særlig meget sygefravær,” siger hun.

Ansattes hygge gavner beboerne

Derudover peger Maibritt Nielsen på ledelse som centralt for at lykkes.

”Det nytter ikke noget at have en områdeleder, der dækker fire plejehjem. Man skal være tæt på. Jeg møder ind kl. 7 hver dag for at mærke stemningen. Griner medarbejderne? Hygger de sig? Som leder skal man selv være værdibærer, selv tale pænt og udvise omsorg for sine medarbejdere.”

”Beboerne har det ikke godt, hvis medarbejderne ikke har det godt. Et plejehjem er både en arbejdsplads og et hjem. Det handler om at skabe en kultur, hvor man tør fejle og tale med hinanden og komme til mig, hvis man føler sig presset,” siger Maibritt Nielsen.

”Den tillidskultur kommer ikke af sig selv. Det kræver fuld opmærksomhed fra lederens side. Forråelse kan komme i små bidder.”

“Vi har en tendens til at være meget opgavefikserede: Nu er klokken 13. Nu skal Jette i bad. Men hvad hvis Jette ikke vil i bad? Selv om det passer ind i personalets system?”

Ordene kommer fra Lene Amby, centersygeplejerske på Vejerslev Ældrecenter på Mors.

Sammen med det øvrige personale gennemgik hun for tre år siden et kompetenceforløb med hjælp fra Sundhedsstyrelsens Demensrejsehold, og i sommeren 2020 blev hun og otte andre fra personalet uddannet Marte Meo-terapeuter.

Forløbet har styrket personalets fokus på altid at sætte relationen til den enkelte beboer over den praktiske opgaveløsning, og i dag kan Lene Amby konstatere, at arbejdsglæden er større end nogensinde, samtidig med at medicinforbruget er faldet, konflikterne er få, og relationen til de pårørende synes stærk.

Tag beboeren i hånden

Vejerslev Ældrecenter består af et alment afsnit og et demensafsnit med beboere, der kan have en udadreagerende adfærd, og hvor det indimellem kan være udfordrende at få dem i bad eller gennemføre en hygiejnesituation.

“Hvis du foreslår, at du og Jette tager en kop kaffe i stedet for at presse på for det her bad, der lige så godt kan skubbes til aftenvagten, så føler beboeren sig også set og mødt,” fortæller Lene Amby og fortsætter:

“Tag beboeren i hånden. Syng eller nyn. Det plejer at have en beroligende effekt, især på demensafsnittet. Du kan også foreslå, at beboeren spiller på det klaver, du ved, han elsker. Relationen først. For når relationen er tryg, glider alt nemmere. Det er vejen ind til at få opgaven løst.”

Hjemmebesøg giver uvurderlig viden

På Vejrslev Ældrecenter har leder Karen-Marie Nielsen desuden indført faste nattevagter. Dag- og aftenpersonale er udelukkende ansat i kombinationsstillinger.

“Ved at følge beboerne det meste af døgnet får personalet et større kendskab og dermed en dybere relation,” siger Karen-Marie Nielsen.

Sammen med Lene Amby fremhæver hun ligeledes samarbejdet med de pårørende og kalder det “altafgørende” i forhold til at sikre beboerens trivsel på Ældrecentret. Før hver indflytning er personalet derfor på hjemmebesøg.

“At se beboeren i hjemlige omgivelser og tale med pårørende forud for indflytningen giver uvurderlig information, som vi kan følge op på i det videre samarbejde,” forklarer Lene Amby.

Karen-Marie Nielsen tilføjer:

“Vi har 28 lejligheder her på Vejerslev Ældrecenter, hvor alle beboere har noget forskelligt med i bagagen. Det er vores opgave at sikre, at de 28 liv, der skal leves, bliver fulde af værdighed og trivsel.”