Det burde være lige så svært at komme ind på plejeuddannelsen som på politiskolen.”

Sådan siger Bente Martinsen, lektor i sygepleje og ph.d. ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

”Man undervurderer fuldstændig, hvad det er for en magt, der skal forvaltes, når man er i et plejeforhold,” siger hun med henvisning til, at man som assistent, hjælper eller sygeplejerske udfører grænseoverskridende handlinger, når man tager tøjet af folk, taler om afføring, blødninger, smerter og sår.

”Det er etiske grænsesituationer, hvor det altid er den, der udfører handlingerne, der har ansvaret for, at mødet forløber bedst muligt. Det skal man kunne få øje på og være uddannet til at se.”

Sårbarhed og omtanke

Bente Martinsen mener, at der generelt bliver forsket alt for lidt i pleje og i, hvad der er vigtigt for ældre mennesker på plejehjem.

Hendes egen forskning viser, at dét, der betyder noget for de ældre, er, at de kan opretholde deres autonomi, at der bliver taget hensyn til deres værdier og at den pleje, der tilbydes, tager udgangspunkt i deres behov.

”De ønsker en behovsstyret og ikke en standardiseret opmærksomhed,” siger Bente Martinsen.

Hun fortsætter:

”Og så virker det måske banalt at sige. Men de ældre ønsker, at den, der hjælper dem, optræder med omtanke og besindighed.”

Derudover er der et ønske blandt de ældre om relationskontinuitet, altså at der ikke kommer én og hjælper den ene dag og en anden den næste dag.

Universitetsplejehjem øger anseelse

Bente Martinsen fortæller, at der i Norge for nogle år tilbage var en situation på plejehjemsområdet, der minder om den i Danmark lige nu.

”Det gav lav anseelse at arbejde på plejehjem, og der var mange eksempler på dårlig pleje og dårlige vilkår,” siger hun.

”Derfor etablerede man udviklingsplejehjem baseret på aktionsforskning, hvor man inddrog borgerne i at skabe plejehjem. Noget lignende ville være rigtig godt i Danmark.”

”Man skal skabe en plejehjemskultur, hvor forskning og udvikling indgår som en naturlig del.”

En idé kunne være universitetskommuner eller universitetsplejehjem på linje med universitetshospitaler, hvor der er en forskningsforpligtelse og en uddannelsesforpligtelse.

”Det ville øge anseelsen ved at arbejde på plejehjem og gøre det nemmere at rekruttere,” siger Bente Martinsen og understreger, at sådan et projekt kræver ministeriel opbakning, støtte og finansiering.

 

“Vi havde en beboer, der nægtede at spise. Vi hentede rugbrød, leverpostej og pølse, som vi vidste, han elskede. Intet hjalp. Da han kom ud af isolationen, var det første, han gjorde, at spise. Det var rørende at se, at dét, der skulle til, var at være en del af fællesskabet.”

Da centerleder og sygeplejerske Louise Lund Møller fra Plejecenter Trekroner i weekenden 30.-31. marts sammen med Det Nære Sundhedsvæsen i regionen og Roskilde Kommune valgte at lade samtlige beboere og al personale teste for coronavirus, ramte resultatet hårdt: Otte ansatte og fire beboere blev testet positivt. Et større krisehåndteringsarbejde blev sat i værk: Sygdommen skulle inddæmmes. Der blev hermetisk lukket af mellem etagerne. Personalet var urolige, og de pårørende skulle orienteres.

Det var en choktilstand, hvor alt var uprøvet land. Men det var særligt svært for personalet at se på de beboere, der kom i isolation.

“Enkelte klarede det fint, men var lettede, da de blev afisoleret. En kvindelig beboer fik lov til at høre meget høj musik, som hun skrålede lykkeligt til. Det var et skønt syn. Men der var beboere, der græd og var mærket af at have været så afskåret fra os og de andre beboere,” fortæller Louise Lund Møller.

Mange savner hudkontakt

Samtlige beboere har dog, som alle andre plejehjemsbeboere, levet et liv uden besøg fra pårørende i efterhånden mange uger. På Plejecenter Trekroner tog de mange tilfælde af coronasmittede mange kræfter og meget tid. Alligevel har personalet tilstræbt ikke at gå på kompromis med omsorg eller pleje.

“Vi har gjort alt for at gøre hverdagen så hyggelig som overhovedet mulig,” forklarer Louise Lund Møller og nævner videoopkald, et væld af ture ud af huset, vinke fra altanerne og tirsdagsmorgensang med de pårørende på gårdspladsen. Men der er også blevet lakeret ekstra mange negle og givet så meget 1:1 tid som muligt.

“Mange savner hudkontakt, og selv om vi har gjort alt for at kompensere, så kan intet af det, vi gør, erstatte en stor krammer fra en datter,” siger Louise Lund Møller.

Demenscenter: Skræmte beboere

På Bakkegården i Gladsaxe bor der udelukkende svært demente borgere. Her er det særlige, at mange ikke til fulde forstår, hvad coronaepidemien går ud på, og når personalet har forklaret situationen, er det ofte hurtigt glemt igen. Men også her har de været ramt af corona med i alt seks smittede, og de beboere, der har været i isolation, har på ingen måde kunnet forstå, hvorfor personalet pludseligt dukkede op med kittel og visir.

“De er blevet voldsomt skræmt og har ikke kunnet genkende os. Det har klart været det svære-ste for personalet at tackle. Vi har dog været forskånet for at have en vagt siddende for at sikre, at de ikke er gået ud. De fleste har været for svækket til at kunne stå ud af sengen. Så det var held i uheld, kan man sige,” forklarer daglig leder og sygeplejerske Maria Vinter Midjord.

Særligt for beboerne på Bakkegården har også været, at personalet ikke har holdt, og fortsat ikke holder, to meters afstand til beboerne. Ligesom de nusser, holder i hånd – og krammer.

“Jeg skal være ærlig at sige, at det gør vi. Vores beboere har brug for et kram, og de ville ikke kunne forstå, hvis de ikke kan få det. De skal mærke, at nogen vil dem, og vores omgang med dem har derfor ikke ændret sig,” fortæller Maria Vinter Midjord.

Mellem personalet er der dog skåret ned på den fysiske kontakt, antallet af møder er reduceret og de i alt syv bofællesskaber på Bakkegården holder sig hver for sig.

“Men med beboerne er det min faglige holdning, at jeg ikke ville kunne forsvare, at de ikke havde fysisk kontakt,” forklarer Marie Vinter Midjord.

Bedre rustet næste gang

Hvor man på Bakkegården allerede i et par uger har haft åbent for besøg i stedets store have, havde Plejecenter Trekroner sit første besøg udefra d. 6. maj 2020. Det foregik i et stort besøgstelt på gårdspladsen indrettet med kabiner og plastikskillevægge mellem beboere og besøgende.

“Det er mit indtryk, at de pårørende har forståelse for, at vi fortsat skal passe på, selvom mange har savnet deres ældre slægtninge her voldsomt og enkelte har været dybt frustrerede,” fortæller Louise Lund Møller.

Skulle corona komme inden for dørene igen, er både Bakkegården og Plejecenter Trekroner skarpe på arbejdsgangen. Begge ledere har bedre overblik over samarbejdet på tværs i regionen, hvilke kompetencer, der er i huset, og hvordan hver enkelt medarbejder har brug for at blive beroliget.

“Og så har samtlige sygeplejersker fået et skærpet, klinisk blik og genkender symptomerne på coronavirus. På godt og ondt har der også været en stejl læringskurve,” fortæller Louise Lund Møller.

“Hvis jeg har lyst til en hyggedag med mine ældre borgere og til at tage dem med op på torvet for at købe lokale varer i Brugsen, så vil jeg have lov til at gøre det. Men i dag er der så mange krav til, hvordan vi køber ind, at det bliver for besværligt at gøre det. Indkøbsaftaler skal først godkendes af den ene og den anden. Vi bliver pålagt en masse ting oppefra, som ikke giver mening. Det er enormt bureaukratisk. Lad os købe ind i fred.”

Ordene kommer fra sygeplejerske og plejehjemsforstander Polly Bak Dutschke, der for nyligt ytrede sin holdning i Jyllands-Posten. Og for hende handler det ikke kun om at få de ældre med ud og købe rugbrød og mælk. Hun efterlyser, at en bredere vifte af områder sættes fri – og det gælder alt lige fra indflytning på plejehjemmet og økologi i køleskabet til valg af afføringsmidler, og hvornår personalet genopliver beboere. For frihed og selvbestemmelse giver gladere medarbejdere og bedre kvalitet i plejen af borgere, erfarer hun:

“Der er krav om sundhedsfremme for medarbejderne. Her hos os er mine medarbejdere glade for at tælle skridt. Det er virkelig et hit hos dem. Andre steder er det noget andet, der giver mening. Vi har talt om, hvad der giver mening for os. Så nu tager vi beboerne med ud og kører en tur med dem, mens vi tæller vores skridt. Så får vi sundhedsfremme hos både borgere og medarbejdere,” siger hun og fortsætter:

“Politikerne har tidligere defineret sundhedsfremme. Det betød, at man for år tilbage skulle lave gymnastik. Men det ville nogle medarbejdere ikke. Det duer ikke, at man bliver pålagt sådan noget oppefra. Medarbejderne skal være med til at bestemme, hvad vi skal. Det skaber sammenhold og gladere medarbejdere med mere overskud. Og det giver bedre forhold for borgerne.”

Giv os mere selvstyre

Hun peger på, at der er sket et ryk med kompetenceudviklingen, som har gjort arbejdet på plejehjem mere attraktivt.

“Nu arbejder vi med en højere kvalitet. Derfor er der også tid til, at vi får friheden til at tage ansvar for og ejerskab over ældreplejen og til at navigere så tæt på selve kerneopgaven som muligt. Vi skal ikke pålægges noget, som ikke giver mening. Jo flere nære og lokale beslutninger i vores egen praksis, jo bedre bliver resultatet af plejen,” siger hun og efterlyser handling fra Christiansborg:

“Politikerne har italesat, at vi skal have mere selvbestemmelse. Men der er ikke kommet noget konkret. Send os et brev eller giv os nogle retningslinjer så vi får mere selvstyre,” siger hun og tilføjer:
“Giv os nu mere frihed.”

 

Ældre på danske plejecentre er blandt de patientgrupper i Europa, som oftest får antibiotika. Halvdelen af behandlingerne gives mod urinvejsinfektioner, men undersøgelser har vist, at mange medicineres unødigt.

Et samarbejdsprojekt mellem Herlev og Gentofte Hospital, Frederikssund og Gentofte kommuner har dog på kort tid formået at nedbringe brugen af antibiotika markant. Siden projektets opstart i 2017 har tre eksperter fra hospitalets Klinisk Mikrobiologisk

Afdeling undervist knap 500 sygeplejersker og sundhedspersonale på i alt syv plejecentre i infektioner, smittespredning og antibiotika.

Imens projektet stod på, blev antallet af antibiotikaordinationer mod urinvejsinfektioner på plejecentrene næsten halveret. Projektleder Jette Nygaard Jensen fra Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Herlev og Gentofte Hospital er meget glad for resultatet.

”Selvom vi havde forventet, at antibiotikaforbruget kunne reduceres, er vi alligevel overraskede over det gode resultat. Vi har været imponerede over engagementet hos personalet på plejecentrene, ligesom de kommunale hygiejnesygeplejersker har ydet en kæmpe indsats for at omsætte viden til praksis,” siger hun.

Jette Nygaard Jensen understreger, at netop sygeplejersker spiller en central rolle i den forebyggende pleje.

”Det er sygeplejerskerne og sundhedspersonalet, der er tættest på borgerne, og som er de første til at opdage symptomerne. Med den rette viden kan de medvirke til, at brugen af antibiotika holdes nede,” siger hun.

Læs Trialog om urinvejsinfektioner i Fag&Forskning 1/2019

"Det bliver mere og mere vigtigt for mig, at folk ender deres dage et sted, hvor de bliver passet på og føler sig set og hørt – uagtet køn, religion og seksualitet. Der må på ingen måde forskelsbehandles. Og det er vi gode til at have fokus på her på Slottet. Mange af de ældre har levet i en tid, hvor deres seksualitet var gemt af vejen, fordi den var kriminaliseret og ringe anerkendt. Men her på Slottet kan vi rumme dem som de mennesker, de er.

Jeg har arbejdet meget med misbrug-ere. Det er enormt spændende. Men det er vigtigt at prøve noget forskelligt, og da jeg aldrig rigtig har arbejdet med ældre, blev jeg hurtigt interesseret, da jeg så stillingen. Der er meget instrumentel sygepleje her. Det er spændende og godt at blive styrket i. Og så er det sjovt, at det er et plejehjem – også et for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Det twister det lidt og gør, at der kan være andre fokusområder, vi skal tænke på i omgangen med beboerne. Vi går f.eks. op i, at seksualitet ikke er et tabu.

Når man starter her, kommer man derfor også på et kursus, hvor vi lærer om problematikker, der kan opstå, og fordomme, LGBT-folk møder i samfundet. Nogle lesbiske kvinder får f.eks. ikke tilbudt screening for livmoderhalskræft eller HPV-vaccine af lægen, selvom de også er udsat for at få HPV-virus og livmoderhalskræft. Vi taler også om, hvordan man tiltaler transpersoner. Men plejen er ikke anderledes end på andre plejehjem. Jeg har mange forskellige opgaver lige fra at tilrettelægge sygepleje og rådgive assistenter til kvalitetssikring og deltagelse i konferencer.

Hver onsdag har vi "Regnbuestund", hvor LGBT-beboere fra Slottet og de øvrige plejehjem i områ-det samles om emner som film og foredrag. Og vi er med i Copenhagen Pride. Det betyder meget for Slottets LGBT-beboere at bo her og være i et fællesskab med ligesindede.

Min interesse har alle dage været socialt udsatte. Jeg har arbejdet med stofmisbrugere i Fixelancen, i det lægeordinerede herointilbud Valmuen og med en blandet skare af folk i den sociale hjemmepleje. Det er enormt vigtigt, at de, der er på samfundets bund, eller af den ene eller anden årsag har svært ved at navigere indenfor samfundets rammer, har nogen, der respekterer dem og taler deres sag. For alle kan få brug for hjælp og sygepleje i løbet af livet, og alle har ret til samme behandling. Her på Slottet bliver der heller ikke gjort forskel. Vi gør meget ud af at udstråle, at man kan komme til personalet og tale om alt – også seksualitet. Der er plads til alle på regnbuehjemmet."

 

Hvorfor valgte du at blive sygeplejerske?

"Mens jeg gik i folkeskole, havde jeg nogle sommerferiejobs på det lokale plejehjem og syntes, det måtte være spændende at være sygeplejerske."

Hvad var dit første job?

""Aftenvagt på Nyremedicinsk Afdeling på Odense Sygehus."

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for hjemmeplejen?

"Jeg kan godt lide det kreative element. Som hjemmesygeplejerske skal du have det til at fungere med de ting, der er på det sted, du er."

Hvem har du lært mest af i din karriere?

"Mine utrolig dygtige kolleger på min første arbejdsplads, Nyremedicinsk Afdeling. Jeg er sådan en, der gerne kaster mig ud i det, der er svært, og de gav mig plads til at tage teten, samtidig med de altid stod lige bagved og var klar til at gribe mig. Det var enormt trygt, og de lærte mig at stå på egne ben."

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?

"Det er en, der har overblik og er god til at lære fra sig. At man er empatisk og god til at lytte til kollegerne og – i mit tilfælde – plejecenterbeboerne."

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?

"Det er vigtigt, at man er tryg ved de opgaver, man skal udføre, og derfor skal du stille krav til at blive oplært, selv om det kan være svært, når der er så travlt. Og du skal huske, at du bringer din personlighed og måske nye tanker ind, som vi erfarne respekterer og sætter pris på."

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?

"Når beboerne og deres pårørende har det godt, føler jeg, jeg har udført en god sygepleje. Det vil sige, at de føler sig velorienterede og trygge ved de ting, der sker. Vi har f.eks. rigtig mange, som skal væk fra denne verden, og det er afgørende, når både beboere og pårørende oplever, at den sidste tid forløber på deres præmisser."

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

"At gennemskue regler og paragraffer på sundhedsområdet. Faget er så bredt, og derfor ligger der rigtig mange vejledninger eller retningslinjer … f.eks. hvad kan uddelegeres, og hvad kan overdrages til andre faggrupper … at se ind i alt det kan være en udfordring."

Hvad kan holde dig vågen om natten?

"Ikke mit arbejde. Men hvis mine børn eller børnebørn ikke har det godt, kan det godt holde mig vågen. Som ung sygeplejerske kan jeg godt huske de nætter, hvor jeg kunne gruble over, om der var noget, jeg havde glemt at skrive eller få sagt videre. Når jeg går hjem fra arbejde i dag, går jeg hjem."

Hvad er du mest stolt af i din karriere?

"Siden 2015 at have været en del af projekt centersygeplejersker i Odense Kommune. Det har været et forløb med op- og nedture, men godt at det lykkedes. Som sygeplejersker arbejder vi sammen i grupper i stedet for at sidde alene med en leder. I starten var vi en gruppe på fire sygeplejersker til 10 plejecentre, nu er vi otte til seks plejecentre. Det er jeg stolt af."

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle  det så være?

"Bedre koordinering mellem sygehuse og hjemmepleje. Der sker stadig mange fejl, både når folk skal indlægges og udskrives, som ikke er optimale og ikke til gavn for patienterne. Og det er ærgerligt, den kommunikation ikke er bedre. Selv om man har arbejdet på det længe, er der aldrig kommet en fantastisk løsning."

Hvor ser du dig selv om fem år?

"Som centersygeplejerske. Jeg er landet på en god hylde og kan stadig se masser af god udvikling i det."

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?

"I takt med at de bliver dygtigere og mere effektive til at operere på sygehusene, vil mere rykke hjem til folk selv. Det vil give sygeplejersker flere kompetencer, fordi vi overtager lægefaglige opgaver. Det er en god ting, fordi vi hele tiden bliver dygtigere, og det er en del af samfundsudviklingen."

Miljøets betydning for trivsel og rehabilitering blev fremhævet allerede i 1800-tallet af sygeplejersken Florence Nightingale (1), som mente, at variationsrige, æstetisk tiltalende miljøer med adgang til dagslys og udsigt til naturen stimulerer og hjælper med at holde folk friske. Hendes systematiske arbejde og nøjagtige dokumentation af miljøets betydning viste tydeligt, at miljøets udformning er en del af plejen. Hun var tidlig til at forstå og beskrive betydningen af forskellige aspekter i patientens omgivelser såsom farver, lys og et hygiejnisk miljø, men også den sociale dimension af plejen i form af nærheden til sygeplejersken og interaktion med patienten. Hun påpegede også relationen mellem plejemiljø og patientsikkerhed, og at hver patient fik adgang til frisk luft som bidrag til sundheden.

Respekt for integritet og involvering

Ny viden og udvikling inden for medicin, sygepleje og teknologi bidrager til høj overlevelse inden for en række sygdomme, hvilket igen medfører længere levetid for mennesker verden over. Medicinske fremskridt har også bidraget til bedre funktionalitet og livskvalitet inden for mange områder. En vigtig del af dette arbejde er et plejemiljø, der udformes, så det giver de rette forudsætninger for behandling, rehabilitering, gode møder mellem patient, pårørende og personale og en sikker og sundhedsfremmende pleje.

Det er i dag tydeligt, at miljøet på sygehuse, plejehjem og i hjemmet for dem, der stadig kan plejes der, skal designes med udgangspunkt i patientens og de pårørendes behov, og at miljøet skal være præget af respekt for integritet og involvering. Vi mangler dog stadig evidensbaseret viden om, hvordan dette bedst kan ske.

Caption 

Silvia Bo er designet, så beboerne føler sig hjemme og trygge. Ved hjælp af stærke farvekontraster fremtræder sofaen mod baggrunde og gulvet, så man lokkes til at sætte sig og …

Attribution 

Foto: Yanan Li/Silviahemmet

Fysisk miljø skal understøtte personalets indsats

Forskning viser, at miljøer, der er designede med udgangspunkt i brugerens behov, har en positiv indvirkning på sundheden (2). Det handler både om det fysiske og det psykosociale miljø, og hvordan de interagerer med hinanden. Ved sygdom er vi afhængige af støtte, både fra de mennesker, vi omgiver os med, og af selve de omgivelser, vi befinder os i. På trods af individuelle behov er der også generelle faktorer at tage hensyn til. Det handler om, at miljøet både skal være roligt med mulighed for at være privat og samtidig have plads til sociale relationer og aktivitet (3).

F.eks. ved vi, at miljøer, der opleves som indbydende, med nærhed til personalet og et logisk rumligt design, fremmer genkendelse, tryghed og omtanke. Valgmuligheder i et fleksibelt miljø er vigtige for vores behov for både at kunne trække os tilbage for at hvile og samtidig være sociale med andre, når det passer os. Naturens helbredende kraft er meget omtalt, og praktiske eksempler på dette er, at man i dag på en helt anden måde end tidligere lægger stor vægt på udsyn til naturen fra patientstuen eller boligen og mulighed for at kunne nyde naturen fra balkoner, terrasser og haver. Men det er ikke nok, at der er en have – det skal være let at komme ud i den, når man har lyst, uden at være nødt til at bede om hjælp. Et rehabiliterende miljø omfatter både personalets formelle kompetence og deres reelle evner til at motivere til sundhed. Det fysiske miljø skal understøtte personalets indsats.

Behov for et støttende miljø er forskellige

Når vi bliver afhængige af andre på grund af sygdom, fremgår det tydeligt, hvor vigtigt miljøet omkring os er. Hvis vi f.eks. får nedsat syn på grund af en infektion, en ulykke eller høj alder, mærker vi hurtigt konsekvensen af dette i hverdagen, hvor det påvirker vores trivsel. Det omgivende miljø kan kompensere for dette via bevidst implementering af gode lysforhold og en kontrastrig farvesætning, som kompenserer for den funktionsnedsættelse, det nedsatte syn medfører.

Forskning understreger vigtigheden af at designe plejemiljøet, så det giver en følelse af et hjem via en indbydende entré, hvor besøgende mødes af omtanke både i designet og i interaktionen med personalet. Betydningen af en atmosfære af gæstfrihed er også blevet fremhævet, f.eks. via et bord, der er dækket med en god kande varm kaffe og flot porcelæn, så man frit kan drikke kaffe, når man har lyst. Sidst, men ikke mindst er muligheden for at vælge, hvornår man har lyst til at være social og interagere med andre eller nyde ensomheden og muligheden for selvfordybelse af stor betydning for trivslen (4).

De forskellige former for pleje uden for sygehuset er i hastig vækst. Det gælder for primærplejen, dvs. at plejen flytter tættere på patienterne med modtagelser og hjemmesygepleje, og for den integrerede pleje, som omfatter sygehuspleje, dagcenter og primærplejen (5), samt det faktum, at det private hjem har udviklet sig til at være et betydningsfuldt sted til avancerede plejeindsatser.

Dette får konsekvenser for det fysiske miljø, da et professionelt teamarbejde skal kunne ske på en patientsikker måde. Der skal udvises hensyn i to aspekter; dels skal det private hjem respekteres som det sted til socialt samvær og privatliv, som det faktisk er, og dels skal det samtidig udgøre arbejdsmiljøet for det professionelle plejeteam med behov for en stadig højere grad af medicinsk-tekniske apparater. Inden for kommunens plejevirksomhed taler man om vigtigheden af små plejehjem til fremme af kontinuitet, relation, personlige møder og en hjemlig følelse.

Personcentreret design af plejemiljøet er væsentligt

Personcentreret pleje er kendetegnet ved, at man lægger stor vægt på relationer mellem mennesker, og at man udviser ægte interesse for at lære hinanden at kende (6). Planlægningen af et personcentreret miljø tager udgangspunkt i, at man inden for rammerne af en livshistorie deler, hvad personen vælger og bedømmer som betydningsfuldt i sammenhængen. Det forudsætter, at der findes en interesseret modtager, som lytter til patientens information om, hvad der er besværligt i miljøet, og som har mandat og vilje til at foretage tilpasninger i miljøet.

Tanker omkring personcentrering blev fremsat allerede i starten af 1960’erne af Carl Rogers, filosof og forsker, som mente, at den person, som søger hjælp, er ekspert i sig selv, og terapeuten fremmer personens selvindsigt (7). Disse tanker blev videreudviklet inden for ældre- og demensplejen af Kitwood (8), psykolog og forsker, som mente, at personcentrering bygger på den værdi, et menneske tillægges af andre i social sammenhæng og i relationer, hvilket forudsætter respekt og tillid.

En af pionererne, når det gælder om at prøve at forstå betydningen af, at miljøet imødekommer og støtter alle personers unikke muligheder, var Powell Lawton. Han var forsker i samfundsmedicin og udviklede The Ecological Model of Aging (9) i begyndelsen af 1970’erne.

Lawton mente, at muligheden for at bruge sine mentale evner, udføre daglige aktiviteter og føle et engagement for at være med i forskellige aktiviteter alene eller sammen med andre, er en del af den enkeltes personlige kompetence, som har stor betydning for oplevelsen af sundhed og velvære. Lawton mente desuden, at der er en direkte relation mellem muligheden for at udnytte sin personlige kompetence og den støtte eller forhindring, som omgivelserne udgør. I hvor høj grad det er lykkedes at tilpasse omgivelserne til personlige forudsætninger, kommer til udtryk som velvære og selvstændig adfærd eller som afhængighed.

Caption 

Køkken og spisebord understøtter selvstændighed og trivsel ved at have faste stole og god belysning.

Attribution 

Foto: Yanan Li/Silviahemmet

Forudsætninger i miljøet med betydning for velværet

Fysiske forudsætninger i miljøet kan have stor betydning for velværet ved at bekræfte og respektere patientens behov. På en enestue er det nemt at arrangere, at dem, der er morgentrætte, får lov til at hvile lidt længere, samt at dem, der har svært ved at sove, kan have lampen tændt, selvom det er sent. På samme måde giver enkeltværelser mulighed for ro på afdelingen, så man kan hvile, lytte til musik og føre private samtaler, og der kan dokumenteres sammen med patienten.

Måltidsmiljøet er et andet område, der har betydning for rehabilitering. Det kan være en befrielse ikke at være nødt til at spise sammen med andre, hvis funktionsnedsættelser betyder, at man risikerer at spilde. Kvalme efter cytostatikabehandling kan blive et stort problem, hvis middagen skal spises til lugten af stegt mad og kraftige dufte. Men et stimulerende måltidsmiljø i godt selskab kan også have en positiv effekt, hvis man er deprimeret og har nedsat appetit.

Det kan opleves som respektløst og nonchalant at befinde sig i et fragmentarisk forvirrende miljø, når man er afhængig af andre på grund af sygdom. Også tidligere oplevelser inden for plejen kan skabe positive eller negative forventninger og oplevelser af miljøet. Hvis det sidste besøg i en modtagelse skete i flotte, hygiejniske lokaler i et professionelt og varmt møde med personalet, er det den forestilling, vi har med i bagagen ved lignende situationer. Hvis grunden til besøget på sygehuset er akut, har rummets design sandsynligvis mindre betydning, end hvis det drejer sig om at hjælpe et familiemedlem med at flytte ind på et plejehjem.

Forskning i plejemiljøets betydning er i vækst

Forskning inden for plejemiljøet er i kraftig vækst og i fokus i både pleje og arkitektur på nationalt og internationalt plan. Miljøet er en central del af plejen, uanset om det handler om intensive og højteknologiske miljøer, den psykiatriske afdeling eller ældreboliger. Vi taler om miljøet ud fra to supplerende perspektiver, det fysiske og det psykosociale, hvor forskningen omfatter begge dimensioner i form af rummet, hvor vi befinder os, og de forventninger, relationer, aktiviteter og møder, vi har med mennesker der.

Farver, lys, lyd, symboler og æstetik har betydning for, hvordan vi oplever miljøet omkring os, og natur, udsigt og kunst i miljøet studeres i relation til oplevelsen af et personcentreret pleje- og arbejdsmiljø (3).

Ny viden fra forskning skal dog afprøves, evalueres og implementeres. Ved at evaluere effekten af et bevidst design af den ind- og udvendige arkitektur samt farve- og lyssætning kan vi føje flere aspekter til vores viden om, hvilke strategier der balancerer mellem patienters behov og krav. Hvis det skal lykkes, kræves der et flervidenskabeligt og grænseoverskridende samarbejde, hvor der tages udgangspunkt i fælles vurderinger.

Caption 

Silvia Bo i Stockholm er et bosted tilpasset par, hvor den ene part er dement.

Attribution 

Foto: Yanan Li/Silviahemmet

Interessen for udvikling af støttende miljøer vokser

Der er stadig større interesse for etablering af støttende plejemiljøer, og det omfatter både fysiske og psykosociale aspekter (10). Det fysiske miljø handler f.eks. om rummets størrelse, møblement og farver samt faktorer som lyd, lys og temperatur (11). Det psykosociale miljø omhandler menneskers oplevelser af at være i miljøet og kan variere fra person til person afhængigt af tidligere erfaringer og vurderinger (12). Ting i omgivelserne, der kan genkendes, f.eks. smukke blomster og kunst, kan bidrage til en følelse af kontrol og hjemlighed (13).

Høj alder er ofte forbundet med fysiske og kognitive funktionsnedsættelser som nedsat syn og hørelse (14). Svigtende helbred og funktionsevner påvirker muligheden for at klare basale hverdagsaktiviteter og er medvirkende årsag til, at ældre flytter i plejebolig (Socialstyrelsen, 15,16). Det medfører, at mange personer, som bor i plejebolig i dag, har flere funktionsnedsættelser og diagnoser med stor betydning i hverdagen (16,17). Det er derfor en stor udfordring at skabe plejemiljøer, som er støttende for personer med forskellige slags funktionsnedsættelser, da personer med svigtende helbred ofte tilbringer hoveddelen af deres tid i plejeboligen (18).

Bevidst udformet fysisk miljø kan have en positiv effekt

Et bevidst udformet fysisk miljø kan støtte ældre med svigtende helbred og have en positiv effekt på deres helbred og trivsel (19). Studier har vist, at aspekter i miljøet som f.eks. tilstrækkelig belysning og sikre gangveje kan gøre det lettere for de ældre selvstændigt at bevæge sig, hvor de vil (20,21). Et eksempel på, hvordan man kan støtte ældres muligheder for at komme rundt og orientere sig, er at bruge farver og symboler i dagligstuer og spisesal. Samtidig er det værd at bemærke, at adgang til naturen har en positiv effekt på ældres oplevelse af tilværelsen (22,23,24,25). Andre eksempler er brug af små boliger, som giver en følelse af et hjem og bidrager til sociale relationer og aktiviteter hos personer med demens (26,27).

Ingen evaluering efter ibrugtagning

På trods af at vi i dag har en del viden om det fysiske miljøs betydning for ældre, ved man ikke så meget om ældreboligens designkvalitet, delvist fordi de ikke er blevet evalueret efter, at de er taget i brug. Derfor sker der heller ingen tilbagemelding til de professioner, der er involverede i planlægning og opførelse af plejeboliger. Der mangler derfor viden om, hvordan det fysiske miljø fungerer i praksis, og hvordan faktorer i miljøet kan opfylde behov hos de ældre, der bor der. En af årsagerne til dette kan være en begrænsning i antallet af valide metoder til at vurdere kvaliteten af det fysiske miljø i plejeboliger (28).

Caption 

Soveværelset er indrettet med diskrete farver uden mønstrede tapeter for at skabe fred og ro.

Attribution 

Foto: Yanan Li/Silviahemmet

Forskningsprojekt undersøgte kvaliteten

Der er gennemført et forskningsprojekt med det formål at undersøge forholdet mellem kvaliteten af det fysiske miljø i plejeboliger og trivsel og aktiviteter. Indledningsvist foretog vi en oversættelse og kulturel tilpasning af et engelsk instrument, the Sheffield Care Environment Assessment Matrix (SCEAM) (29), som vurderer kvaliteten af det fysiske miljø i plejeboliger. Processen resulterede i et valideret og reliabilitetstestet instrument (30).

Instrumentet, den svenske version af the Sheffield Care Environment Assessment Matrix (S-SCEAM), er baseret på personcentrering og indeholder aspekter i det fysiske miljø, som har stor betydning for ældre. F.eks. måles det, i hvilken udstrækning boligen understøtter de ældres tryghed, sikkerhed, trivsel og privatliv. Aspekter i miljøet, som støtter personer med kognitive funktionsnedsættelser, er et andet eksempel, og det kan handle om, at miljøet er nemt at forstå i form af tydelige skilte, farvekontraster eller andre referencepunkter.

Store variationer i kvaliteten af det fysiske miljø

I projektet blev der indsamlet data om 20 svenske plejeboliger med varierende bygningsudformning, byggeår, organisationsform og geografisk placering. Der blev anvendt flere forskellige dataindsamlingsmetoder, f.eks. spørgeskema, interview og observationer, og S-SCEAM bruges til at bedømme fysiske miljøaspekter. Resultatet viste, at der var store variationer, hvad angår kvaliteten af det fysiske miljø, ifølge vurderinger med S-SCEAM, både plejeboligerne imellem og i en og samme bolig (31).

I de fleste boliger var de private lejligheder godt tilpassede til de ældres behov med skridsikre gulvmaterialer, armstøtter på badeværelser og mulighed for at have personlige møbler og andre ting med hjemmefra. Derimod var der mangler i designet udendørs, og flere boliger havde hverken have eller udeplads.

Mange af plejeboligerne havde en god standard, når det gælder sikkerhed og lysindfald, men havde begrænsede muligheder for, at de ældre kunne være private i dagligstuer og spiserum, hvor både beboere, besøgende og personale passerer forbi.

Projektet har også genereret mere viden om forholdet mellem fysisk miljø og ældres aktiviteter. I to plejeboliger blev disse faktorer studeret ved hjælp af flere metoder, og resultatet viste, at de ældre en stor del af dagen var alene i lejligheden. Flere faktorer i miljøet viste sig at have betydning for de ældres brug af boligen, f.eks. tærskler og lukkede døre (32).

Overordnet set oplever vi en stigende interesse for og bevidsthed om det fysiske miljøs betydning for god pleje. Det er vigtigt, at der pågår forskning inden for området, at resultatet af forskningen implementeres i designdialog og planlægning, og at nye miljøer vurderes i forhold til, hvordan det fysiske miljø har bidraget til plejeresultatet. Det er først, når dette bliver praksis, at vi kan lære mere om, hvilken gavn det fysiske miljø har for sundhed, trivsel og forebyggelse af skader.

 

 

En flersengsstue for kvinder ca. anno 1920 i De Gamles By på Nørrebro i København. Før socialreformen i 1933 var ensomme gamle henvist til fattigvæsenet og anbragt på den lokale fattiggård under kummerlige forhold. I København kom de inden 1892 på Almindelig Hospital i Amaliegade, men det blev revet ned, og lemmerne, som de blev kaldt, blev flyttet til bygningerne i Nørre Allé. De gamle, der kunne gå, havde udgangstilladelse hver torsdag, hvor de gik tiggergang for at skaffe nogle skillinger til tobak og brændevin. Fra stedets store køkken blev der også uddelt gratis mad til de familier i kvarteret, der var på fattighjælp. Som regel var det børnene, der hentede maden, for det blev betragtet som en stor skam at være under fattigvæsenet.

Storcenter, indkøbscenter, plejecenter. "Et sted, hvor særlige aktiviteter er samlet, ofte en institution hvor der foregår f.eks. forskning, undervisning, behandling eller sportsudøvelse…" Sådan står der, når man søger på ordet center. Engang hed det et plejehjem, nu er det altså et center. Måske i erkendelse af, at det aldrig bliver et hjem. Men vi lader som om. Beboerens hjem siger vi, og ord som respekt og autonomi følger hurtigt efter. Døden i centret er dog forskellig fra døden i et hjem. Og traditionerne, når en beboer er død, er også anderledes.

Tag nu bare Martin. Han er en mand med holdninger, og det demonstrerer han også, da livet er ved at være forbi.

Han er blevet 102 år gammel, og en lungebetændelse raser i hans gamle krop. Han vil ikke behandles. "Nu er det nok", siger han. Børnene tager hans udsagn til efterretning, og Martin dør en tidlig majdag. På plejecentret fortæller personalet familien, at de skal tale med en bedemand- eller kone om bisættelsen, og at de, selv om det lyder lidt ufølsomt, gerne må tømme Martins lille lejlighed senest søndag, så maleren kan komme i gang.

"Der er kø til den sidste station," tænker sønnen.

Familien inviterer kontaktpersonen og de personalemedlemmer, der har lyst, med til bisættelsen. "Det plejer vi aldrig," lyder det fra en i gruppen.

Martins plads for bordenden er tom ved frokosten den dag i maj, beboerne spørger ikke efter ham, og personalet fortæller ikke noget, men beboerne ved, at han er død. Rygtet løber gennem de grågule gange med falmede reproduktioner af Monets åkander. Men ingen lys, blomster eller sang markerer et farvel – og tak – til Martin, som har boet på centret i ni år. Kontaktpersonen, som kendte Martin bedre end de andre, spiller banko med fem gamle kvinder, da Martin for sidste gang er i centrum i den nærliggende kirke fire dage senere.

I centret er der ingen traditioner, da Martin "er gået bort", som en beboer udtrykker det. Personalet vil gerne skåne beboerne fra det hyppige møde med døden, og Martin er på ingen tid retoucheret ud af livet uden eftermæle.

Meget kan nås på to år og otte måneder

Personalet spiller en væsentlig rolle, når en beboer dør. Samtalen om døden, ønsker for begravelsen, behovet for palliation og samarbejdet med familien er måske, måske ikke afklaret med det gamle menneske inden. Og udtrykket en værdig død? Hvordan forstås det af ledelsen, de enkelte medarbejdere og den gamle, og hvordan skal værdigheden udmøntes i handling?

Generelt er beboere i gennemsnit 84 år, når de flytter ind, og de lever i snit to år og otte måneder på et plejecenter. Det er tid nok til at behandle de gamle omsorgsfuldt og skubbe på udvikling og forskning, der kan gavne dem. Samfund og sygeplejersker skal vide mere om, hvad der foregår på plejehjemmene, og mange flere må gerne se en udfordring i at arbejde på et. Det kræver kollegialt fællesskab og efteruddannelse at tiltrække de kvalificerede, men det må være muligt. Det kan ikke være rigtigt, at døden på hospice er luksusudgaven, mens døden på plejehjem foregår på anden klasse.

Eftertanken er en personlig tekst, der kan stille virkeligheden på hovedet og anvende humor og fortællinger i den hensigt at skabe eftertanke.

Litteratur:

• Nielsen KT. Døden på plejehjem. En Foucault inspireret undersøgelse af diskursen om døden og pleje af døende på danske plejehjem i dette årtusinde. Afdeling for sygeplejevidenskab. Institut for folkesundhed, Aarhus Universitet 2009.
• Raunkiær M, Thimm H. Livet og døden på plejehjem, in Gerontologi. Aldring og ældre – forskning og udvikling 2008;(3) årgang 24:4-7.
• Raunkiær M. Forestilling og erfaringer om døden på plejehjem. Klinisk Sygepleje 2010;(1): 51-61.

Enhver, der arbejder med ældre, ved at det er svært at flytte på plejehjem.

•  I filmen ”Den Sidste Station” fra 2010, sættes der fokus på dette emne gennem et portræt af tre kvinder; Alma, Magna og Elisabeth, og deres meget forskellige oplevelser med det at forlade deres hjem og blive plejehjemsbeboere på Betaniahjemmet, Frederiksberg.

Instruktør: Jacob Jessen, Producer: Julie Sophie Vang, Varighed: 35 min.

"Hvis der skulle ske mig noget, så husk, at jeg bruger mælk i kaffen," har jeg et par gange sagt til mine voksne børn de seneste år. For tanken om måske at være tvunget til at drikke sort kaffe, fordi jeg af den ene eller anden grund ikke længere kan formulere mine egne ønsker og behov, gør mig helt kold indvendig. Ligesom de fleste andre mennesker frygter jeg at blive alvorligt syg og afhængig af hjælp fra sundhedsprofessionelle i livets basale forhold. Egentlig ikke fordi jeg ikke har tiltro til, at plejepersonale og andre, jeg måtte komme i berøring med, vil gøre deres bedste, men jeg kan blive i tvivl, om de vil vide, hvad det bedste er for mig.

At bistå mennesker med aktiviteter, som almindeligvis hører til voksne menneskers enemærker, kræver både viden og empati og er ikke noget, man nødvendigvis bare kan. Heldigvis er der en gryende interesse for basal sygepleje i disse år, så der er håb om, at sygeplejerskers stedmoderlige forhold til f.eks. det at hjælpe syge og gamle med at spise vil ændres til det bedre.

Når det drejer sig om institutionsmadens substans, er der gennem de sidste 20 år gjort en betydelig indsats for at forbedre denne. Dels for at give patienter og borgere en bedre smagsoplevelse og dels for at mindske risikoen for underernæring. Maden er nu i det store hele tilfredsstillende bortset fra de relativt få tilfælde, hvor den fortsat består af ubestemmelige elementer, der er svære at identificere som menneskeføde.

Generelt er det muligt at få sund og indbydende mad på danske institutioner. Imidlertid er mad ikke til gavn for mennesket, før den er spist. På det område er der endnu plads til forbedringer, for desværre negligeres alt, hvad der vedrører distribution, servering og rammer omkring måltidet stadig mange steder. På hospitaler og andre institutioner betragtes måltider generelt ikke som betydningsfulde aktiviteter. Derfor er det ikke usædvanligt, at patienter får taget blodprøver eller hentes til undersøgelser midt i maden.

Manglende faciliteter som f.eks. spisemiljøer betyder, at måltider indtages i gråmelerede korridorer uden tanke for, hvad der ellers foregår disse steder. Ud over at blive eksponeret for en stadig strøm af forbipasserende kan spisende også risikere at være placeret i nærheden af skyllerummet eller andre elementer, som ikke just er appetitfremmende. Dertil kommer, at maden indtages af det klassiske kommuneporcelæn placeret på kantinebakker uden så meget som en farvet serviet eller andre sansestimulerende rekvisitter. Måltidets æstetiske aspekter kunne mildest talt trænge til et løft. Ingen raske mennesker ville få en bid ned under de omstændigheder og omgivelser, vi byder personer, som er tvunget til at spise på en institution. Og i den sammenhæng er det absolut en detalje, hvorvidt der er mælk i kaffen eller ej.

Supplerende litteratur:

1. Martinsen B & Dreyer P. Dependence on care. J Neurosci Nurs 2012;(2):82-90.
2. Beck M, Birkelund R, Poulsen I, Martinsen B. Supporting existential care with Protected Mealtimes: Patients’ experiences of a mealtime intervention in a neurological ward. J Adv Nurs 2017 aug;73(8):1947-57.