En god dag for Herman

Debatten om dementes vilkår har været intens de senere år. Ordet har været ført af eksperter, som kender problemerne i teori eller praksis. De demente har af gode grunde ikke selv deltaget i debatten. I et forsøg på alligevel at skildre verden, som den ser ud for et dement menneske, har Sygeplejersken en hel dag fulgt den tidligere rejsende i byggeartikler, Herman Pedersen, fra tidlig morgen, til han faldt i søvn langt ud på natten. Herman Pedersen er diagnosticeret dement og har i nu snart to år haft sin hjemadresse på stue 11, afsnit R, på et plejehjem på Fyn.

1. DEL:

MORGEN – STILLE EFTER STORM

''Herman? Han har været en pinsel hele natten. Jeg er både blevet kaldt en mær og det, der er værre ... Herman er heldig, at han er i live her til morgen!''

Med disse ord afleverer en meget træt nattevagt ansvaret for beboerne på plejehjemmet til dagvagten.

Rundt om bordet bliver der løftet mere end ét bryn hos de morgenfriske sygehjælpere.

Nattevagten, Susanne, er en af de mere garvede blandt personalet på plejehjemmet, og de andre ved, at når hun tager så stærke ord i sin mund, så er det noget af en nat, de har haft sammen, nattevagten Susanne og beboeren Herman fra stue 11.

Klokken er lidt over syv om morgenen i en forstad til Odense.

Mens Susanne fortæller i personalestuen, er Herman Pedersen for længst kommet i tøjet henne på sin stue.

Herman Pedersen har som de fleste andre dage klaret sit morgentoilette selv, men denne morgen har han ikke redt sig, og det viltre, hvide hår står ud til alle sider som et vidnesbyrd på den nat, han har været igennem.

Herman er kommet op at stå ved sit gangstativ – en rullator – og kigger sig uroligt omkring på stuen.

Han bor på en gammel tomandsstue, som nu er lavet om til en lille lejlighed med toilet og bad, en lille gang og så selve stuen.

Den 89-årige Herman er omgivet af de få møbler fra hans gamle hjem, der er blevet plads til på plejehjemmet.

På sofabordet ligger et gammelt familiealbum og en spiralkalender fra Mayland.

Kalenderen bliver brugt som dagbog af Hermans besøgende, og på bladet for i går står en hilsen fra Hermans veninde Mary.

Hermans blik bliver ved med at flakke rundt på stuen uden at finde et sted, hvor det fæstner sig.

Til sidst mumler han et eller andet og begynder med små slæbende skridt at styre rullatoren ud af stuen og i retning af dagligstuen, hvor de mest friske af de 18 beboere på plejehjemmets afsnit R om en lille time vil få serveret deres morgenmad. ''Det begyndte en halv time efter midnat,'' fortæller Susanne, der som nattevagt er personalets eneste repræsentant på afdelingen om natten.

''Herman var stået ud af sin seng og råbte om hjælp så højt, at han var ved at vække alle beboerne nede, hvor han bor. Jeg gav ham hans beroligende natmedicin, men et halvt minut efter jeg var gået, råbte han igen om hjælp inde på stuen.

''Du behøver sgu ikke svanse af sted på den måde, når man har brug for dig,'' sagde han, da jeg kom tilbage.

Herefter gik der halvanden time, hvor han råbte og skældte ud uden ophold.

Han kom i tøjet og op i dagligstuen, så han ikke vækkede alle sine naboer, men hele tiden kaldte han mig uegnet til mit job og ting, der er meget værre.

Han krævede at blive flyttet et andet sted hen – han kunne bare ikke sige hvor.

Først da klokken var over to, faldt han en smule til ro, og klokken fire havde jeg kørt ham så træt inde foran fjernsynet, at han gik ind i seng,'' fortæller Susanne og tager en dyb indånding.

''Efter sådan en tur er man totalt udmattet, og så er det, at der ikke er det store overskud at tære på, når Herman så vågner igen klokken halv seks og starter forfra med at skælde ud og råbe om hjælp,'' fortæller nattevagt Susanne.

Hun tager hjem for at få sin søvn, velvidende at om små 16 timer er hun igen alene på plejehjemmets afsnit R med Herman og 17 andre beboere.

Herman er den første, der viser sig i dagligstuen før morgenmaden. Uden at se op styrer han hen til sin plads ved væggen og sætter sig.

På de fleste dage bliver Herman utålmodig efter blot nogle få minutters ventetid, men denne morgen reagerer han ikke på, at der går tre kvarter, fra han har sat sig, til han får maden serveret.

I mellemtiden er dagligstuen langsomt fyldt op med andre beboere.

Herman får selskab af afdelingens to eneste andre mænd ved det lille bord ved væggen, mens stolene langs de to store spiseborde langsomt bliver besat med kvinder.

Blandt de mest friske går snakken ivrigt.

Dagligstuen lugter af kaffe, øllebrød og mild ost, og købmandssønnen Rasmus fra en lille ø i Lillebælt lader sig lulle ind i minder fra den fortabte ø, og falder først i staver, så i søvn med et halvt stykke brød i hånden.

''Du sover, Rasmus,'' oplyser sygehjælperen henne ved madvognen.

''Gør jeg det,'' siger Rasmus og løfter hovedet med et sæt.

''Det må være kaffen. Er den ikke lidt tynd?''

Rasmus ser hen over bordet på hans gode nabo Herman, men Herman reagerer ikke.

Efter at have spist sidder Herman stille og kører gebisset rundt inde i munden, og de eneste gange, man denne morgen kan spore en smule nærvær i Hermans øjne, er, når han tager tænderne ud af munden og sidder og studerer dem interesseret.

Damerne ved nabobordet vender da demonstrativt hovederne væk fra ham, og der lyder et meget bestemt:

''Herman! Sæt de tænder ind!'' fra personalet.

Hver gang er Hermans reaktion den samme.

Han kigger forbavset og med mild bebrejdelse på den, der skænder på ham og svarer:

''Det kan da ikke genere nogen.''

Når Herman derefter får at vide, at der er folk, som det generer voldsomt at se på hans tænder, mens de spiser, svarer Herman hver gang lettere fornærmet:

''Det er da en stor ståhej for så lidt. Det er jo første gang, det sker.''

Hen ad klokken ni har de fleste forladt dagligstuen igen.

Herman sidder og kigger hen for sig selv, og to kvinder sidder tilbage over for hinanden ved spisebordet.

Den ene, en kvinde lammet i næsten alt undtagen forstanden, er tvunget til at høre på den anden, en fysisk frisk, men omtåget kvinde, der igen og igen kalder den lamme kvinde for Anne:

''Anne, kan du så gå ud og vente ved bilen. Anne, du må ikke blive glemt, husk det. Og den dame derhenne må heller ikke blive glemt ... Kan I så gå ud og sætte jer i forstuen. Jeg skal lave frokost. Det bliver det dejligste bord, og vi er der allesammen. Anne sæt dig ud i bilen. Kommer I så ...''

Enetalen varer ved i en halv time, men Herman registrerer tilsyneladende ikke den klagende stemme, der vil have Anne ud i bilen.

Han sidder i perioder med et forvrænget ansigt, som havde han ondt. Til andre tider ligner han en mand, der er segnefærdig af træthed. Herman ligner en jaget mand, der ikke er sikker på, at det skjul, han har søgt ly i, er helt sikkert.

Til sidst rejser Herman sig og går.

Ude på gangen bliver han passet op af en sygehjælper.

''Vil du med ud lidt? Vi har tørret havemøblerne af ...,'' spørger hun.

Modstræbende siger Herman ja og vender rullatoren om mod udgangen.

Der er 30 meter hen til døren, og Herman er ved at give op tre gange under vejs.

''Jeg bliver sgu for træt af at gå,'' siger han.

''Vender du om igen.''

''Ja, jeg bliver for træt.''

''Jamen der er ikke ret langt – kom nu her.''

''Jamen hvor skal vi hen – skal vi udenfor?''

Det er en mild dag, og til sidst når Herman ud på terrassen. Han sætter sig hen til de andre beboere, lige idet solen bryder frem.

''Nå Herman, du kommer med solen,'' hilser en af de kvindelige beboere ham.

''Ja, så bliver det for varmt,'' siger Herman, men sætter sig alligevel på en stol ved havebordet.

''Jamen så er det af med striktrøjen, Herman,'' lyder det venligt fra afdelingens mest friske dame, som i mange situationer er personalet en ekstra hånd.

Herman bliver siddende i et minuts tid, men han er tydeligvis meget rastløs.

''Nej, det bliver alt for varmt,'' siger han.

''Du skal bare af med den mørke striktrøje ...''

''Nej!'' siger Herman vredt.

Herman rejser sig igen og skubber sit stativ foran sig hen til entredøren.

Tre minutter når han at være ude i det fri denne dag.

2. DEL:

MIDDAG – ROSER TIL HERMAN

''Se Herman, vi har roser med til dig.''

Herman har sat sig i lænestolen ved plejehjemmets hoveddør, da hans søn og svigerdatter kommer på besøg kort før klokken 11. Han kommer på benene, og sammen går de tre ned ad gangen mod Hermans stue.

''Hvor skal vi hen ... Hen til mig?'' spørger Herman.

''Ja, vi skal vel have roserne i vand,'' svarer svigerdatteren Birthe.

''Hvor er det? Hvor er det, jeg bor?'' spørger Herman.

For Herman er æblet ikke faldet langt fra stammen, når det gælder sønnen Jørgen. Hvor Herman var rejsende for et stort handelshus for bygningsartikler, så er Jørgen det i dag for et isoleringsfirma.

''Jeg kan se, Mary har været her i går,'' siger Jørgen, da de er nået ned på Hermans stue, og Jørgen har sat sig i sofaen og kastet et blik i kalenderen på stuebordet. ''Ja, det har jeg ikke engang opdaget,'' svarer Herman.

Jørgen tier og ser ned i skødet på sig selv.

Som det kommer til at ske mange gange i den følgende halve time, er det hans kone Birthe, der må bringe samtalen videre. Hun har fundet en vase til roserne.

''Se, her er roser til dig. Er de ikke søde?''

''Jo.''

''Det er roser fra en plante, du har købt til os engang. Ved du, hvor høje, de er i dag? De når helt op til taget,'' fortæller Birthe.

Herman siger bare ''Nå.'' Jørgen rejser sig og går hen og trækker det store standerur op.

''Mary skriver i bogen, at hun var at besøge dig i går,'' siger Birthe, da ingen af de to mænd gør mine til at sige noget.

''Nej, det kan jeg ikke huske. Hvad er det for en bog?''

''Du har også fået kort fra os, da vi var på ferie,'' siger Birthe og viser et postkort frem for Herman.

''Kan du huske, hvor det er fra?''

''Nej.''

''Det er fra Sletten-strand.''

''Ja, det sted kender jeg ikke,'' siger Herman.

''Jo, far,'' siger Jørgen i et nu må du tage dig sammen-tonefald ovre fra standeruret.

''Du har været på Sletten-strand mange gange. Vi har været der sammen, og i dine unge dage cyklede du helt derop.''

''Ja, da var vi friske, dengang. Det er overstået nu,'' svarer Herman.

Der er stille i stuen et stykke tid. Jørgen kan ikke få øjnene væk fra sin fars mund, der hele tiden arbejder med gebisset, men han forsøger ikke at lade sig mærke med sin stigende irritation.

Birthe, der ud over at være svigerdatter også er sygeplejerske, giver sin mand et beroligende klap på siden af låret, og Jørgen forsøger at tage sig sammen.

''Vi var ude at køre en tur med Arne, Birthes far, i går.''

''Birthe? Hvem Birthe er det,'' spørger Herman og tager tænderne ud.

''Ja, Birthes far i Kolding. Vi havnede oppe ved Østbirk, hvor vi ... Uhhh, la' vær'! Far!''

Den sidste sætning ryger ud af munden på Jørgen. Afmagten over at se sin far nedgøre sig selv bliver for stor.

''Ind i munden med dem igen, Herman,'' siger Birthe med frisk og venlig stemme.

''Jeg vil ikke have dem på,'' siger Herman.

''Vil du have et glas at putte dem i?'' spørger Birthe.

''Nej.''

''Generer de dig? Er det noget, der skal kigges på?'' spørger Birthe omsorgsfuldt videre.

''Næh, det er vel bare det, man kalder en vane. Det skal I ikke tænke på,'' siger Herman.

Jørgen er ikke helt enig.

''Det er faktisk ret ulækkert at se på, når du tager tænderne ud, Hr. Pedersen,'' siger han og får støtte fra Birthe.

''Tænk hvis du lagde dem fra dig en dag og glemte at få dem med,'' siger hun.

''Ja, så var der ikke noget at gøre ved det,'' konstaterer Herman knastørt.

''Narh. Så kan du ikke spise,'' siger Birthe.

''Jo, det kan jeg godt,'' siger Herman.

''Du skal have tænder i munden. Du kan jo ikke tygge med gummerne.''

''Jo, nemt,'' siger Herman.

Og så ved selv Birthe ikke, hvad hun skal sige.

Dagens besøg bliver reddet af den invasion, de fynske villahaver i år har været udsat for fra de såkaldte dræbersnegles side. I beretningen om de altædende, slimede grønthøstere lykkes det Jørgen at holde sin far på sporet det meste af fem minutter.

Jørgen og Herman deler en øl, og så nærmer tiden sig Hermans middagsmad. Jørgen og Birthe begynder at pakke sammen.

''Jeg kommer med nogle sodavand til dig i løbet af weekenden. Så er der nogen til Mary,'' siger Jørgen.

''Jeg tror, jeg lægger mig. Jeg er vist blevet træt,'' siger Herman.

''Er det de lyse nætter, der holder dig vågen?'' spørger Birthe.

''Næh, jeg sover godt om natten,'' siger Herman og svinger benene op på sofaen.

''Jeg har hørt, at du er lidt urolig.''

''Næh, jeg ligger aldrig vågen om natten,'' siger Herman og får sig vendt med front mod stuen, inden han lægger hovedet ned på puden.

Jørgen bøjer sig ned over sofabordet og skriver et par ord til personalet og til Hermans veninde i kalenderen, hvorefter han siger farvel til sin far. Pludselig løfter Herman hovedet fra den broderede pude og udbryder glad:

''Det er en flot rose, der står der. Hvor er den køn. Er det en buket, I er kommet med?''

Herman når at lukke øjnene i fem minutter, før han bliver vækket af en sygehjælper.

Middagsmaden er klar til at blive serveret i plejehjemmets café. Herman sætter sig forvirret op i sofaen og får øje på den åbne kalender. Han begynder langsomt at læse beskeden fra Jørgen højt:

''Hilsen fra ... Birthe og Jørgen ... Hvem har skrevet det? Hvad er det for noget?''

Tre gange på vejen op til cafeen klager Herman sig over, at han er træt, og han er ved at vende om. Kun en meget vedholdende sygehjælper får ham til at tage de sidste skridt op mod middagsbordet.

Dagens valg står mellem lammesteg og persillekarbonader.

Rundt om ved bordene lyder det som om, at karbonaderne vinder med adskillige længder.

Herman øser mad op og spiser, men er tavs under hele måltidet. Da en af pigerne prøver at få en samtale i gang om hans familie, svarer han kort for hovedet:

''Det kender jeg ikke noget til.''

Der er en god stemning i cafeen. Gamle fra plejehjemmets forskellige afdelinger er denne ene gang om dagen samlet, og det er tydeligt, at der er mange, der nyder samværet.

Der er en summen rundt om ved bordene, som man ikke umiddelbart venter at finde på et plejehjem.

Herman er den første af alle, der rejser sig, og med sine små, slæbende skridt i hjemmeskoene styrer han sit grønne gangstativ med de små hjul ned mod sin stue.

Kun få blandt personalet bærer kitler, men alligevel er det kun ansatte, Herman standser på sin vej for at spørge, hvor han skal hen, og hvor han bor.

Han spørger aldrig en af de andre beboere.

Venlige hænder guider Herman ned til stue 11, men da han står foran sin seng, bliver han rådvild.

Er det rigtigt nok, at jeg går ind i seng i den her ...'' spørger han ud i rummet.

Herman sætter sig på sengen og ser på sin dyne med stor mistro.

''Så skal jeg have den over mig. Det er svært ... Det er ikke særlig godt. Jeg kan ikke lide det,'' siger han, og får øje på sofaen.

''Mon det er bedre derovre,'' siger han og går de to skridt fra sengen over til sofaen.

Da Herman har sat sig, kommer Margit ind på stuen. Hun er en af de to sygehjælpere på dagholdet, som Herman har knyttet sig meget til.

''Herman, skal du hen og hvile dig?'' spørger hun.

''Ja.''

''Og så vil du ligge der på sofaen?''

''Ja, hvor ellers?''

''Du kunne også lægge dig i din seng.''

''Jamen, hvor er den?''

''Ja, hvor tror du?''

''Det ved jeg da ikke.''

''Hvor er din seng henne?''

''Det ved jeg ikke.''

''Er det ikke den, der står her?''

''Det kan godt være ...''

Margit beslutter at skifte emne.

''Har du fået roser i dag?'' spørger hun.

''Nej!'' svarer Herman vrissent.

Han er tydeligvis ved at være gal.

''Hvem har så fået roser?''

''Ja, det er ikke mig!''

''De er da kønne. Jeg troede, det var Jørgen og hans kone, der havde været med dem.''

''Det kan godt være ... Det må du ikke spørge mig om. Hvor skulle jeg vide det fra?''

3. DEL:

EFTERMIDDAG – SØVN UDEN RIST ELLER RO

Herman falder efter et stykke tid i søvn på sin sofa. Men søvnen bliver kortvarig.

Allerede efter 20 minutter vågner han igen. Uden sit gangstativ famler han sig hen til sin åbne dør, hvor han stikker hovedet ud og kigger ned ad gangen. Her bliver han stående i små fem minutter uden at sige noget, hvorefter han drejer om og vender tilbage til sofaen.

I løbet af de næste to timer er Herman oppe adskillige gange.

De fleste gange bliver han inde på sin stue, men han er også ude at vende på gangen i sin søgen efter noget, han ikke kan forklare, hvad er.

Klokken halv tre kommer vognen med drikkevarer rundt, og da Herman hører, at det røde sodavand i kanden på vognen er helt gratis, vil han ikke lade chancen for en god handel passere:

''Ja, så vil jeg gerne bestille to røde sodavand,'' siger han.

Herman får sine to glas saft stillet på stuebordet, og med en vis tilfredshed at spore i ansigtet lægger han sig til at sove endnu en gang.

Da han klokken lidt over tre igen er stået op, går han ned til plejehjemmets hovedindgang, hvor otte af kvinderne fra afdelingen og et par pårørende har slået sig ned med deres eftermiddagskaffe.

I udkanten af gruppen sidder Hermans nabo fra stue 12, den godmodige Rasmus fra øen i Lillebælt.

Over for Rasmus står en halvt fuld kaffekop på et lille bord, men stolen er tom, og Herman sætter sig.

Han får skænket kaffe, men et øjeblik senere kommer afdelingens tredje mandlige beboer ind udefra, og han ser, at Herman har taget hans plads.

I et meget skarpt tonefald beder han Herman flytte sig, men Herman ænser ham ikke.

''Sig mig, fatter du ikke en brik? Du har taget min plads. Skrub af! Flyt dig!'' råber han ad Herman.

Herman virrer med hovedet, Rasmus fra øen i Lillebælt siger ''Så, så, små slag'', men intet kan formilde den forurettede mand. Han skælder ud i et par minutter, mens damerne tysser og ryster på hovedet, og personalet lægger bånd på sig selv for at undertrykke lysten til at gribe ind.

Da gassen er gået af den vrede mand, rejser Herman sig.

Med Rasmus fra øen som passiv støtte opfører han en lille en-akter, hvor han er utrolig fornærmet. Til sidst skrider Herman – så godt man nu kan skride med en rullator – ned ad gangen med bemærkningen:

''Nå, men hvis det skal være på den måde, så kan det være lige meget. Så kan du have din kaffe i fred!''

Rundt om hjørnet, på gangen ud for sin dør, vender Herman rundt. Han ser sig forvildet omkring, går halvt ind på sin stue, vender om og kigger ned ad den tomme gang. Der står han stille et stykke tid uden at kunne beslutte sig til, hvad han vil.

Til sidst begynder han at råbe dæmpet: ''Hjælp ... hjælp ...''

Så hæver han stemmen:

''Hjæælp! Hjæælp!''

Han bevæger sig ikke, men bliver stående, til en sygeplejerske kommer og spørger, hvad hun kan gøre for ham.

4. DEL:

AFTEN – FORTÆL MIG, HVAD JEG VIL

Frem til aftensmaden i dagligstuen sover Herman sin hyppigt afbrudte søvn.

Hver gang han er vågen, ser han på klokken, og præcis klokken 17.30 sidder han på sin plads i dagligstuen over for Rasmus og med den vrede mand fra eftermiddagsmaden i mellem dem.

Tilsyneladende har Herman dog glemt alt om, at de nogensinde har været uvenner.

En københavnsk kvinde var så uheldig at brække hoften, mens hun besøgte sin datter på Fyn, så hun er i dag kørestolsbruger og en af beboerne på afdeling C.

Sammen med et par af de andre kvindelige beboere underholder hun forsamlingen, mens de venter på, at personalet skal blive færdige med at give mad til de beboere, der bliver på deres stuer.

''Hvis vi skal vente længere på maden, vil jeg have nakkestøtte på min rullestol,'' råber hun efter en hvid kittel, der suser forbi ude på gangen.

En senil dame begynder at kalde på sin mor, og til sidst bliver det for meget for den københavnske frue, der med tyk ironi giver sig til at fortælle om den stedlige praktiserende læge, som i hendes mund bliver til Overlægen.

Overlægen har været og se til hende i dag, og Overlægen kan godt tænkes at være brændt varm på hende, og Overlægen overvejer sikkert nu, om han skal forlade konen.

Hun bliver venskabeligt hånet for hendes overlæge-snobberi af en anden kvinde i kørestol, men ingen af de andre blander sig, og der bliver igen stille i dagligstuen.

Det får den københavnske kvinde til at sukke dybt og sige:

''Hold kæft, hvor her ville være kedeligt, hvis jeg ikke var her!''

Med jævne mellemrum mener Herman ved det ellers tavse herrebord, at nu må der da snart ske noget.

''Ja,'' siger Rasmus sindigt den ene gang, ''men de er nok kørt ud for at made hele befolkningen, før de har tid til at komme til os.''

Ti minutter senere gentager Herman sit: ''Nu må der snart ske noget,'' og da ingen svarer ham, tager han tænderne ud og giver sig til at studere dem.

Klokken lidt over seks er Herman færdig med at spise, og igen rejser han sig som den første og søger ned mod sin stue.

''Hvem vil følge mig hjem?''

''Det kan du selv – du bor på stue 11,'' svarer aftenvagten Karen ham.

''Hvor er det?''

''Prøv at se på numrene – der er numre ved alle dørene.''

Herman kan se ned til sin dør fra dagligstuen, men på de to minutter, det tager ham at gå derned, når han at miste orienteringen.

Han stiller sig i døren og ser sig omkring.

''Nogen må hjælpe mig,'' mumler han for sig selv og begynder så i en afdæmpet tone at råbe om hjælp.

Ingen reagerer på hans kald, og fem minutter senere bevæger han sig op til de andre beboere, der er nået til kaffen i dagligstuen.

Fjernsynet er blevet tændt – Lykkehjulet har afløst Tour de France.

''Vil du ikke slappe af med os andre ... Prøv at sætte dig over på din plads,'' begynder sygehjælperen Karen den første af aftenens mange samtaler med Herman. Det er det gennemgående træk i personalets observationer af Herman, at hans uro er markant størst, når dagholdets mange folk ikke er på arbejde. Det er, som om Herman reagerer på, at der bliver færre folk på gangene.

På de fleste dage begynder de urolige timer midt på eftermiddagen, men i dag når klokken at nærme sig 19, før Herman når til det punkt, hvor han ikke kan være til længere.

''Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at gå,'' svarer Herman på Karens opfordring til at tage en kop kaffe.

''Du må gerne gå, der er ingen tvang,'' svarer hun.

''Hvor skal jeg gå hen?''

''Jeg ved ikke, hvor du gerne vil hen,'' spørger Grethe.

Herman vrisser et eller andet, vender om og går sin vej.

Efter at have været nede ved hovedindgangen at vende, står han 10 minutter senere foran sin dør, stærkt ophidset.

''HJÆÆÆLP!!!,'' råber han af sine lungers fulde kraft.

Indimellem råbene siger han både vred og ulykkelig:

''Hvor er de henne alle sammen? Hvor er de henne, dem der skal være her? Så hjælp mig dog, nogen ... Hvor skal jeg gå hen?

HJÆÆLP!''

Karen forlader beboerne i dagligstuen og kommer Herman til undsætning.

''Er der noget, du skal have hjælp til – siden du råber om hjælp?''

''Nej.''

''Der var måske ikke noget,'' spørger Grethe.

''Nej, det tror jeg ikke.''

''Så går jeg min vej igen. Jeg skal ned og rydde til side efter aftensmaden.''

''Jamen, hvor skal jeg sætte mig – eller lægge mig,'' spørger Herman med meget ængstelig stemme.

''Du kan sætte dig i sofaen eller i din nye lænestol, som Jørgen er kommet med. Kan du huske det?''

''Nej,'' siger Herman og skubber tænderne halvt ud af munden.

''Passer dine tænder dig ikke mere?''

''Jo!''

''Herman, jeg går igen. Jeg skal rydde af bordet, men jeg er lige nede i stuen.''

''Skal jeg gå med derned, da?'' spørger Herman halvt håbefuld, halvt bønfaldende.

''Det bestemmer du selv.''

''Ja, men så må jeg hellere det,'' siger Herman, der med sit gangstativ dog ikke har nogen chance for at følge med Grethe, der småløber ned mod dagligstuen.

I en halv time flakker Herman rundt på gangene uden at finde ro, hvorefter han igen råber om hjælp, så alle på afdelingen kan høre det.

Karen finder ham på gangen mellem dagligstuen og Hermans egen stue, og de sætter sig i en niche på gangen med et par lænestole og et lille bord.

Karen kender Herman godt og er et af de mennesker, han normalt gerne er sammen med.

I de følgende 5 minutter og 45 sekunder prøver Karen at spørge ind til Hermans aktuelle problem.

(Denne samtale på godt fem minutter i nichen på gangen mellem Karen og Herman er her gengivet uforkortet:).

''Hvor skal jeg være?'' spørger Herman.

''Du må være lige nøjagtig, hvor du vil, Herman,'' svarer Grethe.

''Ja, det er godt nok. Men jeg skal da være et sted, hvor jeg kan tænke mig at være. Hvorfor er jeg ikke det?''

''Jamen, det er jo svært for mig at vide, hvor det er ...''

''Men ... hvorfor ...''

Herman taber tråden og går i stå, hvilket irriterer ham synligt.

''Det er da først i den sidste tid, at I har jaget sådan med mig,'' fortsætter han. ''Jaget med dig? Jager vi med dig? Hvordan det, Herman?''

''Jeg kan ikke være nogen steder.''

''Jeg syntes da egentlig, at du gør nøjagtig, som du vil ... Du sover, når det passer dig, du er vågen, når det passer dig, og du må være, hvor du vil ... Føler du, at det er et fængsel?'' spørger Grethe.

Hun lyder som et menneske med god tid, tonen er varm og imødekommende.

''Ja!''

''Der er jo ikke lås på dørene ... Du kan gå, som du vil.''

''Det er godt nok alt sammen, men jeg kan jo ikke alligevel!''

''Hvorfor ikke?''

''Jeg er ikke stærk nok til det,'' siger Herman.

''Hvor ville du gå hen, hvis du var stærk, da?''

''Det ved jeg ikke endnu ...''

Karen tier et øjeblik for at give Herman rum til at tænke sig om, men han siger ikke noget.

''Du er så svær at hjælpe, når du ikke rigtig ved, hvad du vil,'' siger hun til sidst.

''Jamen, det kan du jo slet ikke sætte dig ind i.''

''Du kunne da prøve at fortælle mig det.''

''Jamen, det kan jeg ikke!''

''Så er du svær at hjælpe.''

''Hvad vil du hjælpe mig med?''

''Du har jo lige råbt ''Hjælp!''''

''Ja! Men du kan godt se, at jeg kan ikke få anden hjælp end den, I giver mig nu.''

Herman begynder at snappe efter vejret, igen stiger ophidselsen.

''Er den ikke god nok?''

''Nej!''

''Hvad er det så, jeg skal gøre?''

''Årh, hold mund, din ...''

''Du har jo lige kaldt på mig..?''

''Jamen, det er forkert,'' siger Herman med stort eftertryk.

''Så kan jeg godt gå igen?''

''Ja! Jeg har ikke brug for dig.''

''Men så lad være med at råbe, Herman.''

''Nej, det kan jeg ikke! Jeg skal jo have nogen til at komme,'' halvvejs råber Herman.

Han er igen voldsomt irriteret.

''Men ... men ... Vi er jo her. Men du kan ikke sige, hvad du vil have hjælp til,'' siger Karen og slår ud med armene.

Hendes stemme afslører, at hun føler sig magtesløs.

''Nej! I snakker udenom hele tiden.''

''Jeg synes, vi gør alt for at hjælpe dig ... Tag tænderne ind i munden, Herman.''

''Hvad skal jeg gøre?'' spørger Herman.

''Prøv at sige, hvad du vil.''

''Jamen ...!''

''Skal vi køre en tur?'' spørger Karen i et forsøg på at komme til at tale om noget jordnært.

''Nej, det vil jeg sgu ikke,'' svarer Herman.

''Skal vi spille et eller andet?''

''Neej. Heller ikke.''

''Vil du med ned og se fjernsyn med de andre?''

''Jo, det kan jeg godt, så ...''

''Godt, Herman. Så gør du det. Og hvis du bliver siddende, så kommer vi rundt med kaffevognen klokken lidt over syv. Og ... husk det er ikke så smart, at du går rundt og råber.''

''Det er da heller ikke så smart, at I ikke gør noget ... Hvor kan jeg komme hen, da. Sig mig, hvor jeg kan jeg komme hen?'' spørger Herman.

Han er tydeligvis forvirret og dybt frustreret. Uden at sige noget giver han sig til at pille ved sine tænder.

''Vi skal have kigget på de tænder. Har du ondt i dem?'' spørger Grethe.

''Nej, overhovedet ikke.''

''Hvorfor kører de så sådan rundt i munden på dig?''

''Det er vel en vane.''

''Det er noget, du lige er begyndt på ...''

''Nej! Det har jeg gjort længe. Hvad kan jeg gøre ... få mig hjem!,'' råber Herman.

''Hjem ... til din gamle lejlighed. Ude i Skibhuskvarteret, var det ikke der?''

''Jeg ved ikke, hvor det var. Det kan jeg ikke huske.''

''Dam ... Dam ...,'' lokker Karen, og det lykkes:

''Damhusvej!'' siger Herman pludselig en smule opmuntret.

''Ja, var det ikke der, du boede?''

''Joe ...''

''Men lejligheden er solgt, kan jeg forestille mig. Faldt du ikke og brækkede lårbenet?''

''Jo, det kan godt være,'' siger Herman en smule tvært.

''Så er du jo kommet herud at bo. Er det slemt?''

''Det er da ikke slemt, det er ikke det, jeg siger. Men hvad skal jeg gøre?'' spørger Herman og bliver igen vild i øjnene. ''Du bor jo henne på stue 11. Der har du din lejlighed med dine møbler og dit toilet ... Og så har du nichen her. Jeg har hørt, at om dagen kan du godt lide at sidde her.''

''Nej, det har ikke noget på sig.''

''Jo, du sidder her og følger lidt med i, hvad der sker på gangen og henne i dagligstuen.''

''Nej, det ...'' siger Herman i et tonefald, som havde Karen sagt noget anstødeligt og voldsomt fornærmende, ''det har bestemt ikke noget på sig.''

''Hvad laver du så om dagen?''

''Råber du også om dagen?''

''Nej!''

''Det starter du med her om aftenen?''

''Hrmmf ...''

''Du kan blive siddende her og få kaffen. Så går jeg ned og gør den klar. Vi er jo kun to her om aftenen, og der bor 18 her, vi kan jo ikke ...''

''Det er i stue 11?''

Herman rejser sig og går med sine slæbende skridt hen mod sin dør. Karen bliver stående og ser efter ham.

''Det er ni det her,'' oplyser Herman, da han går forbi en dør.

''Ja, der er numre og navne på dørene.''

''Og det er 10 det her ...''

''Jeg går nu, Herman,'' hilser Karen af.

''Ja, her kan du jo ikke gøre nogen gavn,'' siger Herman og går ind på sin stue.

Fem minutter senere er han igen ude på gangen, hvor han råber om hjælp.

5. DEL:

NAT – ''MODBYDELIGE KVINDE!''

Klokken 23 bliver de to aftenvagter på afsnit R afløst af Susanne, nattevagten fra forrige nat. Susanne får overdraget en rolig afdeling, hvor Herman sover.

Men det har været en travl aften for Karen og hendes kollega. Herman gik i seng klokken 21, dødtræt, men meget mere end 10-15 minutters søvn ad gangen er det ikke blevet til, så er han stået op og har råbt.

Karen har ustandseligt været hos ham, og det typiske forløb har været som dette, da klokken var et par minutter over ti, og Herman igen havde taget opstilling i dørhullet i sin pyjamas:

''Hjæælp!''

''Du råber, så du vækker alle. Du må være stille,'' siger Karen, idet hun træder ind på Hermans stue.

''Nå, det er da første gang i umindelige tider, at jeg har kaldt,'' svarer Herman.

''Ja ...'' siger Karen uden at vide, hvilken mine, hun skal stille op.

''Hvad skal jeg hjælpe dig med?''

''Kan du ikke hjælpe mig i tøjet ... eller i seng?'' spørger Herman – tvivlende på, hvad han egentlig vil.

''Ved du, hvad klokken er?''

''Næh,'' siger Herman og ser længe på sit armbåndsur.

''Jo ... den er 10. Så skal jeg i seng.''

''Ja ...''

''Vil du hjælpe mig,'' spørger Herman.

''Hvad råbte du om hjælp om?''

''Det ved jeg ikke.''

''Det kommer bare lige ...''

''Ja,'' siger Herman, og ser pludselig på Karen med helt klare øjne.

''Det er dumheder,'' siger han.

Da klokken er på vej mod midnat, er de sidste to natteravne blandt beboerne så småt ved at forlade dagligstuen, hvor fjernsynet har kørt hele aftenen.

Nattevagt Susannes første time på arbejde har været rolig, og hun er så småt begyndt at håbe på en lidt mere menneskelig arbejdsnat end i går, da der lyder råb nede fra Hermans stue.

Herman har nået at få halvanden times ubrudt søvn, da han vågner.

Da han slår øjnene op, er det ikke som en søvnig mand, der dovent gnider sig i øjnene og langsomt kommer til sig selv. Hans øjne er med det samme vidt åbne, og han spejder forvildet rundt i den natsorte stue, hvor kun en sprække af lys finder ind fra døren på klem.

Der er en snert af desperation over manden i hospitalssengen mellem de gamle højpolerede møbler. Hans åndedræt bliver først tungere, så hurtigere og hurtigere, og til sidst kommer råbet om hjælp.

De første gange Susanne er inde ved Herman, forsøger hun at få ham til at falde til ro, så han kan sove videre. Men hver gang hun har forladt Hermans stue, går der kun få minutter, før han igen råber om hjælp.

Til sidst beslutter hun sig for at tage Herman med ned i dagligstuen, så hans naboer kan få deres nattesøvn.

Derfor skal Herman i tøjet, og selvom den sidste nat står klart i Susannes erindring, og sikkert også på en eller anden led har overlevet i Hermans hukommelse, så fastholder nattevagten sit princip: Selvom det ville være så langt det nemmeste, vil hun ikke klæde Herman på, så længe han selv er i stand til det.

''Vil du ikke hjælpe mig lidt,'' spørger Herman, der har kæmpet sig op på sengekanten og sidder og bakser med sin skjorte.

''Jeg tager lige ærmet ud for dig, men resten kan du selv,'' svarer Susanne.

''Ja, du skal endelig ikke være hjælpsom. Det er dumt, det får man ikke andet end utak for,'' siger Herman stærkt sarkastisk.

''Du kan godt selv,'' svarer Susanne roligt på sit sønderjyske mål.

''Det er en underlig indstilling, du har,'' siger Herman, som igen er på vej til at blive vred.

''Mmm.''

''Du vil ikke hjælpe dine medmennesker ... Du vil bare genere dem og have din gode løn. Det er det eneste, du er ude efter ... Vil du ikke hjælpe mig??? Gå så hjem! Så vil jeg ikke have dig her,'' råber han.

''Jo, knap nu din skjorte og få bukserne på.''

''Jeg vil ikke have dig her!''

''Jo, du skal knappe din skjorte ...''

''Nej! Bare gå!''

''Nej, du skal med mig op i stuen, så de kan sove, de andre,'' siger Susanne meget bestemt.

Hun taler roligt, og på intet tidspunkt i løbet af natten hæver hun stemmen over for Herman.

Han falder en smule ned igen, men hans stærke sindsbevægelser gør det svært for ham at styre fingrene, der skal knappe skjorten.

Han siger nærmest tryglende:

''Kan du ikke knappe dem der.''

''Nej, det kan du selv.''

Herman kæmper med knapperne uden at sige noget.

Det store standerurs tikken inde fra Hermans stue er den eneste hørbare lyd ude på den tomme gang. Det store plejehjem hviler, kun Herman og Susanne er oppe, og Susanne vil stadig ikke knappe Hermans skjorte for ham.

''Hvorfor er du ikke flink?'' spørger han.

''Herman, der kommer en dag, hvor du ikke kan. Der skal jeg nok hjælpe dig.''

''Du kan da øve dig her!''

''Neej.''

''Du er en underlig én, at du ikke vil hjælpe mig,'' siger Herman, efter at han til sidst har fået knappet skjorten.

''Nu mangler du bare bukserne,'' siger Susanne.

Af en eller anden grund provokerer det Herman voldsomt. Han bliver igen aggressiv.

''Gå hjem, jeg vil ikke have dig her, når du ikke er ... bare ... ikke ... bare gå!''

Der går kludder i Hermans sætning til sidst, og det manglende greb om sproget gør ham endnu mere vred. Han langer ud efter Susanne for at slå hende.

''Hvis du slår mig, så får du sådan en igen,'' svarer Susanne med lav, indædt stemme.

Herman viger igen tilbage.

Susanne har ingen i nærheden, der kan hjælpe hende i den tilspidsede situation inde på Hermans stue, men er hun bange, er det ikke noget, man kan høre på hendes stemme.

Det næste minut siger ingen af dem noget.

Til sidst er det Herman, der bryder tavsheden:

''At jeg skal høre på, at du begynder at irettesætte mig,'' siger han.

''Jamen Herman, jeg siger slet ikke noget. Det er dig, der skælder ud hele tiden,'' siger Susanne.

''Hvem er din chef, for det skal de sgu da have at vide: At du er den mest vrangvillige. Du er en modbydelig kvinde. Hvorfor opfører du dig så ondskabsfuldt? Har jeg måske generet dig?'' siger Herman.

Både vred og forurettet.

''Jeg synes faktisk ikke, du laver meget andet,'' svarer Susanne med et skævt smil.

''Jeg har ikke givet dig store drikkepenge, det skal jeg indrømme.''

''Det skal du heller ikke.''

''Jeg mener da, at jeg har været høflig nok over for dig.''

''Synes du?''

''Ja! Og det er jeg ked af, at jeg har været ... Gå! Jeg vil ikke have dig her, hvis du ikke vil hjælpe mig,'' siger Herman med hævet stemme, men det preller af på Susanne:

''Du skal have skoene på og med op på stuen. Jeg går ikke uden dig.''

Efterhånden har Herman både bukser og skjorte på. Susanne skubber skoene over til ham, men vil ikke give ham dem på, og igen råber Herman:

''Vil du være venlig at gå ud ... Hjælp!!! Ondskabsfulde kvinde ... Hysteriske kvinde!''

''Sådan er alle kvinder ...''

''Nej! Der er nogen, der rare, men dem hører du ikke til.''

''Det er jeg da ked af at høre. Prøv at tage selerne op på skuldrene.''

''Du skal få det her refereret retsligt. Du er et ...''

''Det glæder jeg mig meget til.''

''Jeg havde ikke troet, at nogen kunne blive så ondskabsfulde, som du er. Hvis jeg på nogen måde havde generet dig, ville jeg kunne forstå det, men det har jeg ikke.''

Sådan fortsætter dialogen i den lille halve time, det tager, fra Susanne træder ind på Hermans stue, til Herman er i tøjet, og de to kommer til syne ude på gangen sammen.

På vej ud af stuen prøver Herman at køre nattevagten ned med sin rullator.

''Du skal ikke køre ind i mig,'' siger Susanne.

''Du skal ikke stå mig i vejen ... Ja, jeg kan sgu ikke lide dig,'' og for at understrege, at han mener det, slår Herman igen ud efter nattevagten.

''Hvis du slår mig, så ved du godt, at så får du sådan én igen. Det er det laveste, der findes – at slå, Herman. Det er det laveste, man kan gøre.''

''Og hvad er det laveste en kvinde kan gøre – det er at være som dig,'' siger Herman, stadig dybt indigneret.

''Kom med op i stuen,'' siger Susanne, og langsomt bevæger de sig ned ad gangen mod dagligstuen.

''Der kan du se,'' siger Susanne til sidst i et venligt toneleje, ''du kunne godt selv få tøjet på.''

Men Herman er ikke i humør til den slags fredsinitiativer.

''Du er da den mest uforskammede hjælp, jeg nogensinde har haft. Hvor kan jeg klage over dig?''

''Det kan du inde på kommunen, siger Susanne.''

Inde i den tomme dagligstue bliver Herman sat i den ene ende, og for at han ikke med det samme igen skal flakke rundt på gangene, skubber Susanne gangstativet så langt væk, at Herman ikke kan nå det.

Selv sætter hun sig i den anden ende af stuen.

I lang tid sidder de begge tavse hen. Den eneste bevægelse, der kan anes i rummet, er nattens western på en tysk tv-kanal, der sender sit flimrende lys ud i den mørke stue. Lyden er helt skruet ned.

Klokken halv to træder en kollega fra hjemmeplejen ind ad døren til dagligstuen og hilser på Susanne.

''Jeg skulle lige se, hvordan det går med dig og dine beboere,'' siger hun til Susanne, men Herman opfatter det straks som en invitation:

''Kunne du ikke hjælpe mig, så jeg kan komme i tøjet?'' spørger han hjemmehjælperen.

''Du har da tøj på ...'' siger hun.

''Ja, men ... lige meget. Kan I ikke hjælpe mig? Eller vil I ikke?''

Herman hæver igen stemmen, og Susanne bryder ind.

''Hvad vil du så have på?'' spørger hun.

''Din ... Hold kæft! Det er forkert!'' råber Herman.

''Nå ...''

''Jeg forstår ikke, hvorfor I skal være sådan over for mig. Jeg har ikke generet jer, og I bestiller ikke andet end at genere mig,'' siger Herman, igen med forurettet stemme.

''Jeg synes ikke, du laver meget andet end genere os,'' konstaterer Susanne og ser opgivende op på sin kollega.

Hjemmehjælperen sluger en halv kop kaffe, før hun kører videre på sin rute ud i natten, og Herman flytter fra lænestolen over til sin plads ved bordet, hvor servicet til morgenkaffen allerede står fremme.

Han råber om hjælp i flere omgange, men til sidst bliver han via kameraets klikken opmærksom på Sygeplejerskens repræsentant i rummet.

''Er det til avisen?'' spørger han.

''Til sygeplejerskernes avis,'' får han at vide.

''Ja, det er ikke her, de skal sende deres patienter – det kan du godt hilse at sige. Med sådan en betjening, man får,'' siger Herman højtideligt og med stor vægt på sine ord.

Det er, som om han pludselig får luft ved tanken om, at sygeplejerskerne nu får alting at vide. Det jagede, smertende ansigtsudtryk mildnes langsomt.

Inden klokken har passeret to denne nat, er Herman faldet så meget til ro, at han igen er trukket i nattøjet og er gået i seng.

Han får noget af den søvn, han har så hårdt brug for, og når dagvagten møder ind klokken syv, kan de se, at Herman har haft et af sine bedre døgn.

En god dag, en forholdsvis rolig aften og en tålelig nat.

En dag over gennemsnittet, vil der stå i journalen. Men lige nu er Herman optaget af manden med kameraet, og han taler ivrigt videre:

''Hjemmepigerne her, de laver jo ikke andet end at genere os. Hvis de så var flinke, så kunne vi også være det, men det kan vi jo slet ikke efterkomme, når de er, som de er. Man bliver jaget, fra man står op, til man går i seng,'' forklarer Herman.

I baggrunden kan man høre en sagte klukken fra nattevagten Susanne.

Hun ler. ''Åh ... Herman, Herman,'' siger hun og ryster langsomt på hovedet. 

HERMAN PEDERSEN OG PLEJEHJEMMET

Herman Pedersen kom til plejehjemmet for snart to år siden efter et stykke tid at have boet i en beskyttet bolig.

Plejehjemmet er et almindeligt plejehjem uden beskyttede enheder. Det består af fire afdelinger med hver 18 beboere.

''Med Herman er vi i den situation, at vi har prøvet næsten alt, men vi kan stadig konstatere, at han ikke har det godt,'' fortæller gruppeleder, sygeplejerske Jette Nunnegaard.

Herman Pedersen har diagnosen dement, men hans evige råben efter hjælp har fået det personale, der omgås ham i det daglige, til at overveje, om han kan være angst ved siden af at være dement.

Da Sygeplejersken var på besøg på plejehjemmet, blev der ført et såkaldt døgnur på Herman Pedersen, hvor man minutiøst noterede, hvornår Herman var enten råbende, urolig, aggressiv eller angst.

''For halvandet år siden sad Herman i kørestol, men i dag er han gående med sin rullator. Den fremgang er blandt andet sket, fordi han er blevet sat ned i medicin. Men det har i perioder gjort ham mere råbende. Vi har dog foreløbig ment, at en mere urolig adfærd er bedre end alternativet, som er at bedøve ham med medicin'' siger Jette Nunnegaard.

''Men vi er heller ikke blinde for, at det har sine omkostninger.

Når Herman er råbende, kan han være en belastning for de andre beboere, og der er heller ingen tvivl om, at personalet bruger mange kræfter på ham alene, og de ressourcer går jo fra de andre beboere. Og så skal vi ikke glemme, at selvom vi bruger al den energi på ham, så har vi ikke løst hans problem. Herman har det stadig ikke godt,'' siger hun.

Efter i en periode uden det store held at have forsøgt at styre Herman Pedersens døgnrytme lader man i dag Herman selv styre sin dag.

Han sover, når han vil, og han er vågen, når han vil. Kun spisetiderne ligger fast.

Efter anmodning fra Odense Kommune, hvor Herman Pedersen bor, er navnet på plejehjemmet ikke oplyst, ligesom personale og andre beboere optræder under opfundne navne.

Nøgleord: Dement, Herman Pedersen, plejehjem.

Emneord: 
Demens
Plejecenter

Synspunkt: Dage på plejehjem

Når det gælder børn og dyr, forventes det, at omgivelserne griber ind, hvis de observerer noget forkert. På plejehjem skal man lukke øjnene og lade stå til.

Min mor kom som 93-årig på plejehjem. Her boede hun, indtil hun døde 95 år gammel. Inden da havde jeg mødt plejehjemmets leder ved et par tilsynsbesøg.

Plejehjemslederens formål med det ene besøg var at fratage min mor et kig ind ved 21-tiden for at se, om hun kunne klare at få sit tøj af og komme i seng, samt et kig ved tre-tiden om natten.

Min mor led af svimmelhed og gik med gangstativ, var bange for at falde og at få sit kaldeapparat med fra det ene rum til det andet.

Det var trygt at vide, at der kom en person på de to tidspunkter. Men nej, når min mor havde et kaldeapparat, skulle det benyttes, hvortil mor svarede, at hun var ked af at være til ulejlighed. Lederens svar var, at hun var til ulejlighed nu.

Herefter begyndte plejehjemslederen at rode efter kommunikationsbogen i en skuffe i mors dækketøjsskab uden at indhente tilladelse til at gå i hendes gemmer.

Urin og gammel afføring

Aflastningsstuen på plejehjemmet, som min mor først boede på, var på mellem otte og ti kvadratmeter. Der var et tagvindue, så mor kunne kigge op i skyerne.

Rummet blev brugt som soveværelse, spisestue, opholdsstue og som toilet, da personalet kun sjældent førte mor ud til det toilet, hun skulle dele med en anden beboer. Lænestolen var skjoldet og lugtede af urin. Madrassen var plettet af indtørret afføring fra tidligere beboere.

Da jeg spurgte lederen, om hun havde kendskab hertil, svarede hun, at hun var blevet skidt tilpas, da hun havde set det, men ellers intet havde gjort. Jeg insisterede dog på, at mor fik en anden madras.

Der var ingen håndvask på stuen, så personalet måtte åbne flere døre, før de kunne få klaret deres håndhygiejne. Mor fik en salmonellainfektion med mavesmerter og diaré, og det kunne knibe at nå på toilettet.

Der kunne gå op til ni dage, uden at der blev gjort rent på stuen, og en henvendelse til lederen resulterede i et arrogant svar om, at det ikke var hende, der skulle gøre rent. Jeg måtte overtage rengøringen på mors stue.

Jeg har fundet mor grædende på toilettet med slim løbende fra næse og mund. Alene og uden klokkesnor, uden bukser og i våd undertrøje, mens hun forsøgte at vaske sig, inden der skulle komme læge på grund af voldsom hoste.

En morgen kom jeg på besøg klokken seks. Mor skulle på toilettet, og jeg ringede efter hjælp. Tre gange blev klokken slået fra. Ingen havde forventet mit besøg så tidligt.

Blå plet på armen

En dag fik jeg at vide, at mor havde fået en blå plet på armen. Da jeg spurgte, om hun havde slået sig, flakkede hjælperens øjne, da hun svarede: ''Din mor var så gal som en arrig hankat.'' Samme hjælper hørte jeg en dag råbe til min mor, da jeg var på vej op ad trappen: ''Kan du så opføre dig ordentligt!''

Gentagne gange fik min mor høj feber på grund af cystitis. På trods af, at jeg havde sagt, at jeg ville kontaktes uanset tidspunkt, hvis mor blev sløj, havde mor en gang ligget i fire timer med høj feber uden at kunne kontaktes, da jeg ankom.

Jeg måtte tilkalde sygeplejersken og bede hende kontakte lægen, hvorefter mor blev indlagt på sygehuset til behandling med væske og antibiotika. En anden gang lå mor i et halvt døgn uden at kunne kontaktes, inden der kom læge og indlagde hende.

Mor led af hudløshed ved mavefolden. Sygeplejersken havde per telefon fået lægen til at ordinere steroidcreme til eksem.

Da jeg spurgte, hvordan hun havde beskrevet hudløsheden for lægen, indrømmede hun, at hun ikke havde set efter, fordi min mor havde tøj på. Hudløsheden skyldtes svamp og svandt med et svampemiddel.

Ikke styr på medicin

Når mor havde det dårligt, kunne hun ikke selv spise og drikke. Familien fandt hende ofte siddende med maden urørt foran sig og kaffe spildt ned ad tøjet.

Så græd hun over sin hjælpeløshed.

På sygehuset havde man ordineret mindst to liter væske om dagen. Det er svært, når lysten er lille, men jeg fik at vide, at personalet ikke havde tid til at hjælpe, og at det ikke var nødvendigt at føre væskeskema, blot der hele tiden var væske i nærheden.

Morgenvask og tandbørstning foregik på toiletstol, og medicinen iblandet yoghurt blev også givet, mens mor sad på bækkenstol.

En søndag havde mor haft diaré. Om eftermiddagen sad der stadig afføring på hendes hænder, da hun sad og spiste småkager.

Medicinen var ofte i ukyndige hænder. Tabletter, som ikke måtte knuses, blev knust. Smertestillende medicin, som skulle gives tre gange i døgnet, kunne jeg finde i mors lomme om eftermiddagen, eller hjælperen ringede ind og sagde, at hun desværre havde fået tabletterne med hjem i sin egen lomme.

Ringeagt for de ældre

''Go daw, do'' tiltalte man min mor. Eller mere smart: ''Gi daw do.''

Mange af hjælperne åbnede for radioens popmusik for fuld udblæsning, når de kom ind. Ingen spurgte, om min mor ville høre det.

Mor, der altid havde levet intenst med sine værdinormer, følte ofte, der blev handlet og talt hen over hovedet på hende. Hun græd tit. Personalet har travlt, og man bestemmer ingenting, sagde hun ofte.

Kun om aftenen blev min mor behandlet med værdighed, og det var jo kun en kort tid af døgnet.

Når jeg har klaget over disse hændelser, har jeg ikke mødt forståelse, blot fået at vide, at hvis jeg var utilfreds med plejen, kunne min mor flytte til en anden kommune.

Når det gælder børn og dyr, forventes det, at omgivelserne griber ind, hvis de observerer noget forkert. Det gælder åbenbart ikke på plejehjem. Beboerne har mistet retten til indflydelse på egen livsførelse.

Det er ringeagtende og nedbrydende for de ældres selvtillid. Her skal man lukke øjnene og lade stå til.

Som sygeplejerske i 40 år, heraf de 30 som leder, har jeg aldrig oplevet noget lignende eller forestillet mig, at min mor skulle opleve det. Man kan være passiv tilskuer og miste sin selvrespekt, eller man kan gøre modstand og blive betragtet som en besværlig pårørende.

Jeg vil ikke som sygeplejerske gå på kompromis med min samvittighed.

Forfatteren er efterlønsmodtager i Ringkøbing Amt.

Emneord: 
Plejecenter

Alvorlige fejl hos begge parter

Der var fejl på begge sider i plejehjemsskandalen i Stockholm-forstaden Solna. ISS havde ikke sørget for de nødvendige normeringer og hjælpemidler, og kommunen havde presset indflytningen ud over det forsvarlige.

De svenske sundhedsmyndigheder har nu afsluttet undersøgelsen af plejehjemssagen fra Solna, hvor det danske firma ISS i efteråret blev anklaget for vanrøgt af gamle mennesker.

Den 13. oktober bragte svensk TV2 en reportage fra plejehjemmet Polhemsgården i Stockholm-forstaden Solna. Det var en ung sygehjælper fra plejehjemmet, der var gået til pressen.

Reportagen viste tryksår og trøstesløse omgivelser, og to dage senere opsagde Solna kommune kontrakten med ISS på grund af misligholdelse.

ISS påtog sig i første omgang ansvaret for forholdene, men firmaets informationsafdeling har siden udsendt et omfattende pressemateriale, hvor man afviser en række af anklagerne:

Nogle af tryksårene var opstået, før beboerne flyttede ind. Plejehjemsbygningerne var ikke færdige, da beboerne ankom. Patienterne var dårligere end aftalt. Og ISS havde ikke modtaget visitationsrapporter fra kommunen, så man kunne forudse, hvor stort behovet for specialmadrasser og andet udstyr var.

Solna kommune var mere tilbageholdende i den følgende mediedebat. I den danske presse blev sagen blandt andet behandlet i Ugebrevet Mandag Morgen, der i de senere år har bragt en række artikler om de store fordele ved udlicitering.

Sagen var en medieskandale, skriver Mandag Morgen, der blandt andet har talt med en sygeplejerske fra Polhemsgården, der fortæller, at hun blev interviewet til den svenske tv-reportage, men klippet fra, fordi hun ikke udtalte sig tilstrækkelig kritisk.

Mandag Morgens gennemgang er dog ikke nogen ubetinget frikendelse af ISS.

Det er en kendsgerning, at ISS vidste, at beboerne var meget plejekrævende, længe før de underskrev kontrakten, skriver ugebrevet. ISS havde nemlig besøgt sygehjemmene, som beboerne skulle komme fra. Alligevel forhøjede ISS ikke sin tilbudspris – og heller ikke sin normering.

Den officielle rapport

Nu foreligger de svenske sundhedsmyndigheders rapport om sagen.

Socialstyrelsen (det svenske sidestykke til Sundhedsstyrelsen) konkluderer, at der skete alvorlige svigt på plejehjemmet Polhemsgården i Stockholm-forstaden Solna, og at ansvaret må fordeles på Solna kommune og ISS, som driften af plejehjemmet var udliciteret til.

Socialstyrelsen kritiserer kommunens medicinsk ansvarlige sygeplejerske for ikke at have fulgt indflytningen tilstrækkelig aktivt og for ikke at have standset indflytningen, da det blev tydeligt, at der var problemer.

Men den ansvarlige hos ISS kritiseres også for ikke at have standset indflytningen, da hun allerede på et tidligt tidspunkt blev opmærksom på problemerne.

Socialstyrelsen konstaterer, at beboerne på Polhemsgården ikke fik den pleje, de skulle have, og peger på en række årsager:

  • beboernes meget store behov for pleje og omsorg
  • den hurtige indflytning
  • at systemer, der var en forudsætning for forsvarlig drift, ikke var etableret
  • at der manglede vigtigt udstyr, bl.a. hjælpemidler til lettelse af personalets arbejde og hjælpemidler til brug i plejen
  • at normeringen ikke svarede til beboernes plejebehov
  • at der ikke fandtes retningslinjer for personalets arbejde
  • at personalet ikke havde den nødvendige viden om beboernes behov, og at de nødvendige informationer om beboerne ikke var blevet overdraget ved indflytningen.

Socialstyrelsen forholder sig meget kritisk til beslutningen om at flytte 84 plejekrævende beboere ind i løbet af 10 dage til en helt nystartet virksomhed. Indflytningen burde være gennemført over en længere periode.

Socialstyrelsen konstaterer også, at en lignende situation opstod, da et andet plejehjem blev åbnet i Solna for tre år siden. Dengang udtalte Socialstyrelsen stort set den samme kritik. Derfor er det særlig bemærkelsesværdigt, at Solna kommune beslutter at foretage en lige så presset indflytning.

Socialstyrelsen finder ingen anledning til at kritisere enkelte medlemmer af plejepersonalet på Polhemsgården for, at beboerne ikke fik den pleje, de hver for sig havde behov for.

Den kendsgerning, at 12 beboere døde inden for otte uger, og at 16 beboere blev indlagt akut på sygehuset, betød, at arbejdet nødvendigvis blev koncentreret om beboernes akutte behov. Der var ikke tid til at analysere individuelle plejebehov, planlægge plejen og vejlede personalet.

Socialstyrelsen pålægger endelig Solna kommunes medicinsk ansvarlige sygeplejerske at følge arbejdet på Polhemsgården særlig nøje og løbende informere Socialstyrelsen. Derudover skal Socialstyrelsen have en skriftlig rapport.

Socialstyrelsens afgørelse gælder forholdene på Polhemsgården generelt. Der foregår stadig undersøgelser af enkelte patienters forhold.

Nøgleord: Plejehjem, Solna, Sverige, udlicitering.

Tema: Udlicitering

Et eksperiment               

Vi har stadig ansvaret           

Et stort arbejde             

Alvorlige fejl hos begge parter    

Emneord: 
Patientsikkerhed
Plejecenter

Et eksperiment

Som den første kommune i Danmark har Hørsholm udliciteret pleje og omsorg til et privat firma. Det svenske firma Partena Care har overtaget både praktisk bistand og personlig pleje til 35 beboere på plejehjemmet Margrethelund. Efter en start præget af store indkøringsvanskeligheder er hverdagen nu kommet til at fungere.

SY-1998-03-10-1
Gregers Andersen har fået morgenmaden serveret inde hos sig selv. Boligerne er etrums plejeboliger. Foto: Heine Pedersen  

Side 11  

For Kirsten Bohn har det ingen betydning, at den pleje og omsorg, hun får i sin plejebolig, er udliciteret til et privat firma.

''Bare man bliver passet og plejet, som man skal. Og jeg synes, de gør det vældig godt. Det er de samme, der kommer næsten hver dag, så de ved, hvordan jeg skal have det.''

Alligevel har indflytningen på plejehjemmet Margrethelund været en svær overgang.

Kirsten Bohn savner sit gamle hjem i Rungsted, selv om det på en måde var en lettelse, da hendes mand blev opmærksom på muligheden for, at hun kunne få en plejebolig i det nybyggede plejehjem i Vedbæk. Hun er kun 53, men nødt til at bruge kørestol. Hun har sklerose og kan ikke klare trapperne i det gamle hus. Til sidst kunne hun ikke komme ud mere, og det blev afgørende for hendes beslutning om at flytte, at boligen i Margrethelund har direkte udgang til en lille terrasse. Adgangsforholdene er, så hun selv kan komme rundt i nabolaget. Hun har en el-scooter og kan uden hjælp køre gennem skoven til Hørsholm og gå i butikker, træffe bekendte og passe sit edb-kursus.

''Hele sommeren sad jeg ude på terrassen,'' fortæller hun. ''Det var pragtfuldt.''

Personlig pleje

Margrethelund er det første eksempel på, at en dansk kommune har udliciteret personlig pleje og omsorg

Side 12

til beboere i plejeboliger.

Margrethelund består af 35 etrums boliger, som boligselskabet DAB har opført for Hørsholm Kommune. Det er Hørsholm Kommune, der visiterer beboerne og i sidste ende har ansvaret. Men den daglige pleje og omsorg er udliciteret til det svenske firma Partena Care.

De første beboere kom allerede i februar 1997, i juli rykkede så resten ind.

I starten var der stor personaleudskiftning, og den leder, der sidder der nu, er den tredje i rækken. Det har Kirsten Bohn dog ikke mærket ret meget til. Hun har haft den samme medarbejder som kontaktperson siden indflytningen i juli. Social- og sundhedsassistent Helle Howardsen, der har hjulpet Kirsten Bohn med at stå op denne morgen i begyndelsen af december, er også kommet fast hos hende siden indflytningen.

Helle Howardsen har brugt en stålift til at hjælpe Kirsten Bohn ud af sengen, hjulpet hende på badeværelset og hjulpet med det nedre toilette og med at blive bruset over. Kirsten Bohn kan selv klare resten, og med guidning fra Helle Howardsen kan hun selv tage en del af tøjet på.

I løbet af dagen skal hun have hjælp til toiletbesøgene, og hun skal have medicin. Men ellers kan hun klare sig selv, og behøver ingen hjælp til måltiderne.

Kommunens hjemmesygeplejerske hælder medicin op hver fjortende dag, men kommer ellers kun, hvis der er særlige problemer, som Helle Howardsen eller en anden medarbejder vil have hende til at se på.

Fx hævede Kirsten Bohns fødder meget lige efter indflytningen, og sygeplejersken tog kontakt til lægen. Hævelsen aftog, da Kirsten Bohn kom i gang med at træne to gange om ugen i fysioterapien i kælderen.

Her har Partena Care købt ti timers fysioterapi om ugen hos de to kommunale terapeuter, der arbejder på stedet.

Selvstyrende grupper

Helle Howardsen gør også rent hos Kirsten Bohn en gang om ugen, og hun vasker hendes tøj.

Det er noget af det gode ved Margrethelund, fremhæver Helle Howardsen:

''Vi har helhedspleje, og på den måde lærer vi beboerne godt at kende. Vi har ikke andre til at gøre rent og vaske tøj, som man har på nogle plejehjem.''

Partena Care har en daglig leder på stedet og en svensk driftschef, Margaretha Nyström, der fylder posten ud, indtil en ny bliver ansat. Den forrige driftschef, som var dansk, holdt op 1. december.

Der er til gengæld ingen afdelingsledere i de grupper, som boligerne er delt op i, og Helle Howardsen fremhæver den medbestemmelse, som Partena Care giver personalet.

Hun blev spurgt ved ansættelsen, om der var noget, hun havde særlig interesse i, og det var der: eleverne. Nu er det hendes ansvar at lave introduktionsprogrammer for de elever, der kommer på plejehjemmet. Hun står også for indkøb af handsker, vaskeklude, creme, osv.

''Vi har hver vores ansvarsområder, og det gør, at man bliver engageret på en anden måde. Vi har det sådan, at det her skal køre. Der er ikke nogen, der skal komme og sige, at beboerne ikke bliver passet godt.''

Kommunal sygepleje

I Hørsholm Kommune og blandt de pårørende er der også enighed om, at plejehjemmet er kommet ind i en god udvikling gennem de seneste måneder.

Men det er ingen hemmelighed, at der var store problemer i starten, og fx var udliciteringen et emne, der blev diskuteret indgående på vælgermøderne op mod kommunevalget.

Der har været stor personaleudskiftning og tit manglet folk, og det har skabt en vis usikkerhed, at organisationsformen var så anderledes. Ikke mindst, at personlig pleje og sygepleje formelt ikke har noget at gøre med hinanden.

Oprindelig havde Hørsholm Kommune også ønsket at udlicitere hjemmesygeplejen til Margrethelund og et antal boliger i samme område. Men på grund af den danske lovgivning kan det ikke lade sig gøre. Hjemmesygeplejersker skal ansættes af kommunen.

Derfor er det stadig kommunens hjemmesygeplejersker, der kommer hos borgerne på Margrethelund til de lægeordinerede sygeplejeopgaver som sårpleje, øjendrypning osv.

Hvordan pleje og omsorg skal udføres, er til gengæld noget, Partena Care selv skal tage stilling til. Det er også en uvant situation for Partena, for selv om firmaet har flere års erfaringer med udliciteret ældrepleje i Sverige, er det altid foregået på den måde, at sygeplejen har været med i det udliciterede arbejde, fortæller Margaretha Nyström, der selv er sygeplejerske. 

AFTALT KVALITET

Ydelsesbeskrivelserne i det udbudsmateriale, som Hørsholm Kommune udarbejdede til udliciteringen, bygger på kommunens servicedeklarationer og er meget specifikke.

Ydelsen 'personlig pleje' beskrives i 21 underpunkter, og fx lyder pkt. 1 'daglig vask'.

  • ''Der ydes daglig (også weekend) hjælp til vask ved vaskekumme eller i sengen, afhængig af brugerens tilstand. Der anvendes separat vaskeklud og håndklæde ved øvre og nedre toilette.
  • Der anvendes sæbe med undtagelse af i ansigtet.
  • Nedre toilette udføres ved vask forfra og bagud.
  • Sæben fjernes helt med vand. Huden tørres eller dubbes helt tør.
  • Specielt observeres hudfolder.''

Ydelsesbeskrivelsen for 'personlig bistand' indeholder desuden en række kvalitetsmål med angivelse af, om de skal kontrolleres af kommunen, firmaet, der udfører plejen, eller indgå i en brugerundersøgelse.

Nogle af disse kvalitetsmål for de enkelte ydelser er udvalgt som vigtige målepunkter for den samlede kvalitet og udløser bod, hvis de ikke opfyldes.

Af kvalitetsmålene for ydelsen 'personlig bistand' er det følgende mål, der kan udløse bod:

  • Hjælp til personlig bistand skal iværksættes senest tre dage efter henvendelsen. Ved akut behov straks.
  • Personlige hjælpemidler skal være til stede og fungere.
  • 0 pct. afvigelser fra korrekt dosering ved medicingivning.
  • Ventetiden ved toiletbesøg må ikke overstige 20 minutter.

 

Savnede styring

Gerda Andersens mand har Parkinsons syge og hører ligesom Kirsten Bohn til de

Side 13

beboere, der flyttede ind i anden omgang, 1. juli.

''Nu er der kommet mere styring på det,'' siger Gerda Andersen. ''Men der er alt for mange ting, der ikke var på plads fra starten.

Det er ikke så enkelt med den udlicitering, som det måske lyder. Det overordnede ansvar er jo kommunens. Men der er så mange instanser.

Hvis det er noget med lejligheden, er det DAB. Hvis det er sygeplejersken, så er det kommunen. Hvis det er fysioterapeuten, så er det kommunen. Hvis det er pleje og omsorg, så er det nede på Margrethelund, og hvis der er problemer, så er det Partena Care: Du kan ringe til Christin Jonsson i Malmø.

Men det får man ikke gjort, hvis man er lidt modløs i forvejen. Det er for langt væk. Det var lettere, hvis man havde én person i kommunen at holde sig til.

Nu ved jeg godt, at man er sårbar, når ens mand lige er kommet på plejehjem og savner sit hjem. Det er en svær tid, men derfor skulle vi pårørende også gerne kunne bruge vores ressourcer på dem, vi holder af.

Der er gået for megen tid med at løbe op og ned ad gangen og hente hjælp og bede om at få tingene gjort anderledes.

Der har været for lidt opbakning fra kommunen, og de tilsyn og råd, som skulle oprettes, var ikke på plads fra starten.

Den ledende hjemmesygeplejerske Kirsten Petersen har været meget, meget sød og forstående, det gælder også hjemmesygeplejerskerne. Men de er jo kun embedsmænd i en kommune, hvor politikerne bestemmer.''

SY-1998-03-10-2Morgenmad i gruppe Vest, yderst til venstre Kirsten Bohn. Plejeboligerne er delt op i grupper med hver sit fællesareal, hvor de fleste indtager deres måltider.

Utrygge pårørende

Selv om de første beboere kom allerede i februar, var personalesituationen stadig alt andet end stabil, da Gerda Andersens mand flyttede ind i juli.

''Der var vikarer, og det var sommerferie, og nogle så man kun én dag. Og så siger folk: Sådan er det alle steder.

Men det virkede uprofessionelt. Der var, som om de, der passede min mand, intet kendte til hans sygdom og ikke vidste, hvordan de skulle bære sig ad.

Kaldeapparater fik de også først, efter at vi pårørende havde maset på. Konceptet var, at det skulle der ikke være. Og det lyder også meget forjættende, at man hellere skal se jævnligt til beboerne. Men det var der slet ikke plejepersonale til.

Min mand faldt på toilettet og lå uden at kunne kalde hjælp. Det var en utryghed uden lige.''

Nu er der sket forbedringer, og der er ansat mere personale, siger Gerda Andersen.

''Men jeg synes stadig ikke, udlicitering er en god ide.

Jeg er faktisk selv borgerlig. Men et plejehjem med ældre mennesker er ikke en forretning. Og når det hele er så nyt, skal kommunen i hvert fald følge det meget nøje og holde det i hænder.

Der er jo nogle, der ikke har pårørende, som kan råbe vagt i gevær. Der er også nogle, der er beskedne og ingenting siger, selv om de inderst inde har det skidt med det. Fordi de er så afhængige af hjælpen.

Vi, der siger noget, er ikke ude på spektakel, vi ønsker kun at have det godt med personalet dernede.

Men mange har oplevet de samme problemer som jeg. Det ved jeg, for pårørende, som jeg ikke kendte i forvejen, har ringet mig op, efter at jeg sagde noget på et møde: Jeg hørte, hvad du sagde, og jeg har netop oplevet det samme.''

Svær rolle

Rent faktisk er der aftalt forskellige former for kontrol og tilsyn i den kontrakt, som Partena Care og Hørsholm Kommune har indgået, og de to parter har forpligtet sig til en løbende dialog om aftalen, kontrolsystemerne og de problemer, der opstår.

Men kontrakten fastsætter også en vis indkøringsperiode, og kontrolsystemerne er først ved at blive bygget op nu.

Derfor blev det i første omgang kommunens hjemmesygeplejersker, der kom til at fungere som tilsyn, og det var egentlig ikke meningen.

''Det er heller ikke særlig behageligt, når man føler, at personalet tænker: Åh, hvad finder hun nu ud af,'' siger Vibeke Alberg, en af de to hjemmesygeplejersker, der udfører de lægeordinerede sygeplejeopgaver på Margrethelund.

''Men det kan næsten ikke undgås, for det er jo os, der ser, hvad der foregår, og mange af de beboere, der er flyttet ind, kender vi i forvejen.

De har kastet sig over os, både med godt og dårligt, og så er det, man må forsøge at gå videre ad de rette kanaler.

I starten var der også mange ting, der gik galt på grund af skiftende personale. Partena har jo ikke lettere ved at skaffe personale, end kommunen har.

Der var fx fejl i personalets medicingivning, et sår, der blev vådt under et bad, fordi man havde glemt det, observationer, der ikke blev givet videre.

Men jeg vil da sige, at nu, hvor de værste indkøringsproblemer har lagt sig, begynder samarbejdet at fungere.

Når der kommer fast personale, føler man også en større tryghed ved tingene. Man behøver ikke tjekke alting hele tiden. Og jeg er ikke i tvivl om, at det er god pleje, beboerne får.''

Skal ikke blande sig

Vibeke Alberg synes, det er spændende at arbejde på Margrethelund, men også svært, fordi kommunens sygeplejersker normalt

Side 14

har ansvar for både sygeplejen og personaleledelsen i de kollektive hjemmeplejegrupper.

''Vi kan godt rådgive personalet, men i princippet er pleje og omsorg udliciteret, og ifølge kontrakten skal der være en sygeplejefaglig leder ansat på stedet. De har selv ansvaret for plejen. Det er bare svært, at man ikke skal blande sig, når man synes, en beboer skulle have en anden madras, eller i, hvor meget de skal aktiveres.''

I stedet for hjemmesygeplejerskernes tilsyn og ledelse er det udliciteringskontraktens aftaler og kontrolbestemmelser, der skal sikre kvaliteten.

Pleje, omsorg og praktisk bistand skal udføres i overensstemmelse med en række meget detaljerede ydelsesbeskrivelser.

For hver ydelse er der fastlagt en række kvalitetsmål.(Se tekstboksen).

Kontrakten beskriver også de forskellige former for kontrol: Hørsholm Kommunes løbende kontrol og uanmeldte besøg, Partena Cares egenkontrol og brugerundersøgelser en gang om året.

Én gang om måneden skal Partena Care rapportere til Hørsholm Kommune om afvigelser fra det, der er aftalt, og en samarbejdsgruppe med repræsentanter for begge parter skal gennemgå de problemer, der har været, og se på, om kvalitetsmålene er opfyldt.

I kontrakten er der aftalt en bonus til Partena, hvis alt er i orden, og bod i en række tilfælde, hvor udvalgte kvalitetsmål ikke er opfyldt.

SY-1998-03-10-3
Plejehjemmet består af 14 plejeboliger, der er indrettet i en bygning, hvor kommunens tekniske forvaltning tidligere havde lokaler, samt 21 nybyggede plejeboliger, alle med tilhørende fællesarealer.

Plejeplaner på vej

Som alle andre beboere på Margrethelund er Kirsten Bohn visiteret til maksimal hjælp.

Ifølge udliciteringskontrakten skal hun have en servicekontrakt og en samarbejdsbog (på Margrethelund kaldes den hjemmemappe), hvor de ydelser, hun har brug for, er beskrevet og dokumenteret.

Dokumentation af hjælpen til den enkelte beboer er dog igen et af de systemer, der ikke er færdigudviklede.

Fordi mangelfuld rengøring er en af de ting, der kan udløse bod, bliver den ugentlige rengøring løbende registreret af personalet.

Hver gang Helle Howardsen har gjort rent hos Kirsten Bohn, krydser hun af i et oversigtsskema, hvor hun også registrerer, når hun har givet bad og skiftet sengelinned. Ligesom hun registrerer medicingivningen.

Løbende dokumentation af den øvrige pleje er der til gengæld ikke så meget af.

I Kirsten Bohns hjemmemappe er der krydset af, at hun skal have hjælp til rengøring og personlig pleje, og der er enkelte notater, fx om at det er en god idé at tage fodstøtterne af kørestolen indimellem, så hun kan bruge sine fødder til at gå med.

Der er ingen problemorienteret handle- eller plejeplan.

Skriftlige planer er imidlertid en af de ting, der er på vej, fortæller driftschef Margaretha Nyström.

''I Sverige har vi vældig mange skriftlige rutiner og retningslinjer for plejen, som vi ikke umiddelbart kan overføre til Danmark.

Materialet skal tilpasses, og vi er i gang med at udvikle plejeplaner og uddanne personalet i, hvordan man udformer dem.

Det er tanken, at vi vil gennemføre en velkomstsamtale, når beboeren flytter ind, med beboeren, kontaktpersonen og pårørende, hvis beboeren ikke selv kan svare for sig.

Her får man rede på, hvordan beboeren tidligere har haft det, og lægger retningslinjerne for plejen. Vores grundidé er, at beboeren skal have medbestemmelse og en hverdag, der ligner den, de har haft tidligere.''

Kontrol og tillid

På samme måde skal Partenas egenkontrolsystem tilpasses danske forhold, siger Margaretha Nyström.

''Vi har en egenkontrol, som består i, at jeg som driftschef bliver inspiceret fra hovedkontoret. Men igen er vores egenkontrolsystem ét, der er udviklet efter svenske forhold.

Vi har aldrig før skrevet så detaljeret en kontrakt som denne. Derfor skal vores kontrolsystem og vores tjeklister først bearbejdes.''

I Hørsholm Kommune er de ledende medarbejdere i sundhedsafdelingen også i gang med at udarbejde deres dokumentations- og kontrolsystemer.

''Men det vigtigste er egentlig samarbejdet mellem beboerne, de pårørende, kommunen og Partena,'' siger Margaretha Nyström.

Det samme siger Vibeke Alberg på en lidt anden måde:

''Det er meningen, at det er vores ledende sygeplejerske, der skal udføre kommunens kontrol ved at komme her en gang imellem.

Jeg kan dog ikke forestille mig andet, end at det stadig vil være i hverdagen, tingene dukker op. Det vil også være os, som patienterne og de pårørende kender, de vil gå til, frem for én, der kommer en gang imellem.''

Nogle af kvalitetsmålene i Partenas kontrakt er meget specifikke. Det udløser fx bod, hvis en beboer har måttet vente mere end 20 minutter på at komme på toilettet.

Men ingen forestiller sig, at der skal udvikles kontrolsystemer, der kan vise, hvor længe en beboer har måttet vente på et toiletbesøg.

Det gør dog ikke de detaljerede ydelsesbeskrivelser meningsløse, synes Vibeke Alberg:

''Hvis det står der sort på hvidt, og der kommer en klage, kan man jo handle,'' siger hun. ''Det kan man ikke, hvis det er noget, de aldrig har skrevet under på, at de vil.'' 

Nøgleord: Udlicitering, plejehjem, Hørsholm Kommune. 

Tema: Udlicitering

Et eksperiment               

Vi har stadig ansvaret           

Et stort arbejde             

Alvorlige fejl hos begge parter    

Emneord: 
Plejecenter

Faste regler for medicingivning

Distriktsnormeringen har medført mange ændringer i primær sektor, for eksempel er plejehjemsbeboernes værelser blevet til 'egen bolig', og reglerne for medicingivning er lavet om, så beboerne nu er omfattet af reglerne for medicin til private.

SY-1997-51-22-1Selv om hjemmesygeplejerskerne hjælper borgerne med at bestille og håndtere medicin, dækkes medicinering på plejecentre og i private hjem af de almindelige bestemmelser for udlevering af medicin til private. For at lette samarbejdet har Dalum Apotek og hjemmeplejens distrikt fem i Odense Kommune udarbejdet instrukser, og de holder årlige møder.ArkivfotoFoto: Klaus Holsting.

Den 1. januar 1994 trådte distriktsnormeringen i kraft i Odense Kommune, og det medførte store ændringer i arbejdsforholdene for sygeplejersker og andre medarbejdere i kommunens Pleje- og Omsorgsafdeling og store strukturelle ændringer i plejehjemmenes organisation.

Tidligere var plejehjem selvstændige institutioner med sygehuslignende karakter. Alt personale var ansat på plejehjemmet. Sygeplejerskerne havde de sædvanlige titler som oversygeplejerske, afdelingssygeplejerske og sygeplejerske.

Ved distriktsnormeringen blev plejehjemmene integreret i Pleje- og Omsorgsafdelingen og blev til plejecentre. Beboernes værelser blev til 'egen bolig', ofte efter renovering af de ældre plejehjem. Beboerne får deres pension udbetalt og skal selv betale for de ydelser, som de modtager. Det gælder også medicin.

De ydelser, som beboerne i de omdannede plejecentre modtager, skal svare til det, som pensionister og syge får, når de opholder sig i eget hjem. De får således medicinkort, andre tilskud, hjemmehjælp og hjemmesygepleje efter samme principper.

I Odense Kommune var den faste lægekonsulent ved plejehjem tidligere blevet afskaffet til fordel for patientens egen læge. Denne ændring forløb uden de store problemer, fordi ændringen var gennemarbejdet, blandt andet med deltagelse af apoteksfarmaceuter, inden den trådte i kraft. De mere utilsigtede konsekvenser, for eksempel større medicinudgifter, kom derfor ikke bag på nogen.

På plejehjem er der regler for medicingivning i Sundhedsstyrelsens medicinskabsbekendtgørelse nr. 270 om håndtering af lægemidler på behandlende institutioner og afdelinger. Bekendtgørelsen fastsætter, at der skal være skriftlige retningslinier for rekvirering, opbevaring, dispensering og kassation af medicin, og at arbejdet skal foregå uforstyrret på steder med god belysning og god indretning. Den gælder imidlertid kun for institutioner og ikke for den distriktsnormerede hjemmesygepleje, hvor plejecentrene hører under. Der er i dag ingen regler for medicinering på plejecentrene, idet området dækkes af de almindelige bestemmelser for udlevering af medicin til private (1).

Samarbejde med hjemmeplejen

Ved omlægningen aftalte Dalum Apotek i Odense Kommune med hjemmesygeplejen, at der fortsat skulle være skriftlige retningslinier for rekvirering, levering og kassation af medicin. Hjemmesygeplejen i Distrikt Hjallese har desuden udarbejdet instruks for medicingivning.

I begyndelsen fortsatte vi med medicinleverancer på en fast ugedag. Når det drejede sig om fast medicinering, skrev hjemmesygeplejersken bestillingen på en formular, som viste patientens navn og data, hvilken læge patienten benyttede, samt hvilken medicin patienten manglede. Disse bestillingssedler blev samlet ugen igennem og sendt på en fast eftermiddag til lægerne. Dalum Apotek leverede medicinen på hjemmesygeplejerskernes kontorer på de såkaldte basispunkter. Hvis det drejede sig om akut medicin, eller hvis medicinen ikke var bestilt i tide, ringede hjemmesygeplejersken fra patientens egen telefon og bestilte medicinen hos patientens læge.

Dalum Apotek sendte automatisk antibiotika og øjendråber med indikationen 'betændelse' akut, mens lægen på anden medicin skulle anføre på recepten, at medicinen skulle bruges hurtigt. Både hjemmesygeplejen og apoteket oplevede, at lægen jævnligt glemte dette. Når apoteket havde afleveret de aflåste akutkasser, var det aftensygeplejerskens ansvar at få doseret medicinen inden næste morgen.

I alle tilfælde blev bestillingen skrevet ind i en bog, der lå sammen med instruksen for medicinbestilling, for at undgå genbestillinger. Dette kunne dog smutte, hvis man var stresset, eller hvis der var afløsere, der ikke var fortrolige med proceduren.

Denne fremgangsmåde gav meget ekstraarbejde blandt andet i form af forespørgsler til apoteket, når bestilt medicin ikke kom.

Daglig levering

Dalum Apotek holder årlige fællesmøder med hjemmesygeplejerskerne i de to distrikter under Odense Kommunes Pleje- og omsorgsafdeling, som ligger i apotekets naturlige område. Ved disse møder drøftes problemer med medicineringen af hjemmesygeplejens klienter.

En apoteksassistentelev har som led i sin uddannelse gennemført et projekt om brug af doseringsæsker i hjemmesygeplejen, og hun har blandt andet fulgt en hjemmesygeplejerskes arbejde i distrikt Hjallese. Formålet med projektet var at gøre arbejdet med lægemidler mere sikkert for hjemmesygeplejersker, at lette arbejdet med lægemidler specielt dosisdispensering for hjemmesygeplejersker,

Side 23

samt at skabe bedre kendskab til hjemmesygeplejerskernes arbejdsvilkår blandt medarbejderne på apoteket og dermed forbedre kommunikationen. Projektet gav blandt andet anledning til, at vi fik diskuteret og løst problemer omkring uhensigtsmæssige detaljer ved medicingivningen.

På baggrund af evalueringen af de første to år under distriktsnormeringen ved de ovenfor omtalte fællesmøder, blev det klart, at ugentlige medicinleverancer ikke var hensigtsmæssige. Apoteket oplevede flere og flere leverancer med akutkassen og flere og flere tilfælde, hvor afløserne ikke fandt medicinen. Dobbeltbestillinger fandt også sted, hvilket medførte alt for megen returmedicin for eksempel ved dødsfald. Det er heller ikke alle læger, der ved, at de fælles medicinskabe på de gamle plejehjem er nedlagt (2).

Den gensidige utilfredshed med systemet førte i foråret 1997 til, at vi gik over til daglige leverancer. Det synes at virke tilfredsstillende.

DE SKRIFTLIGE INSTRUKSER

Rekvirering:

Ved fast medicinering skriver hjemmesygeplejersken bestillingen på en formular, som viser patientens navn og data, hvilken læge patienten benytter, samt hvilken medicin patienten mangler, bestillingssedlerne sendes til lægerne, som herefter sender dem til Dalum Apotek. Ved akut medicin, eller hvis medicinen ikke er bestilt i tide, ringer hjemmesygeplejersken fra patientens egen telefon og bestiller medicinen hos patientens læge.

Levering:

Daglige leverancer fra Dalum Apotek til hjemmeplejens basispunkter. Systemet har minimeret problemet med dobbeltbestillinger og problemer som følge af, at lægen har glemt at skrive, at medicinen skal bruges hurtigt.

Returmedicin:

Når ubrudt medicin sendes tilbage til apoteket, anføres altid en årsag til returneringer. Apoteket vil så tage stilling til en eventuel refusion. Returmedicin lægges i kassen til apoteket.

Kassation:

Medicinrester i originalemballage og medicin, der kasseres, for eksempel fordi holdbarhedstiden er overskredet, eller fordi etiketten er blevet ulæselig, anbringes i en pose i medicinkassen. Dalum Apotek sørger for korrekt destruktion.

Besværlig emballage

Hjemmesygeplejerskerne doserer alle ugens dage, og så vidt det er muligt, doseres til 14 dage ad gangen.

Langt de fleste borgere får doseret i deres eget hjem. Enkelte brugere på plejecentret og de andre boligformer kan ikke selv styre at have medicinen stående. I de tilfælde har hjemmesygeplejerskerne disse patienters medicin stående i et aflåst skab på deres kontorer. De doserer derfor på kontoret, inden de besøger beboerne. På kontoret er der mere plads og lys end i hjemmene, men mere uro på grund af ringende telefoner og snakkende kolleger.

Nogle hjemmesygeplejersker tager tabletterne ud af glassene med en pincet, mens andre bruger hænderne. Blisterpakninger kan opleves som uhensigtsmæssige at bruge i hverdagen. Nogle hjemmesygeplejersker

Side 24

har oplevet seneskedehindebetændelseslignende reaktioner ved udtrykning af medicin, når de har megen medicin i blisterplader eller unit-of-dose-pakninger, hvor hver enkelt dosis er pakket i en lille beholder med oplysning om indholdet. Nogle bruger en blistertang, men de fleste oplever den som besværlig at bruge. Den er desuden udgået af handelen. Efter doseringen tælles tabletterne i rummene for at sikre korrekt dosering.

Hjemmesygeplejen får fire typer doseringsæsker i forskellig størrelse stillet til rådighed af kommunen. Hvilken der anvendes, afhænger af en konkret vurdering.

Apoteket prøver at lette problemet med blisterpakninger ved at lave en 'anti-blister-G-substitution', når det er muligt. Det vil sige, at apoteket under betingelsen 'alt andet lige' vælger et præparat, der markedsføres i almindelige medicinbeholdere og ikke i blisterpakninger (4). Dalum Apotek har desuden haft et møde med Arbejdstilsynets kreds Fyns Amt, hvor vi orienterede om problemet.

Basispersonalets kompetence

Miksturer, suppositorier, vagitorier og salver kan gives efter instruktion af basispersonalet. Det består af alle andre ansatte end sygeplejersker. Plejehjemsassistenter, social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere og hjemmehjælpere har i kraft af deres uddannelse forskellig kompetence og skal derfor have forskellig oplæring. Kun social- og sundhedsassistenter kan få overdraget at give injektioner. Penicillinindsprøjtninger foretages dog altid af hjemmesygeplejersker, da de medbringer adrenalininjektionsvæske.

Basispersonalet giver også øjendråber, hvis beboeren har fået dem i længere tid, hvis der ikke er komplikationer med at give dem, og hvis det kun drejer sig om én slags øjendråber. Hvis en beboer lige er opereret i øjet for eksempelvis grå stær, er det altid en hjemmesygeplejerske, der drypper det første stykke tid efter operationen.

Ved p.n.-medicin er der forskellige procedurer, som afhænger af både hjemmesygeplejersken, og hvilken medicin der er tale om.

Nogle hjemmesygeplejersker vil kontaktes og rådspørges, mens andre mener, at eksempelvis hjemmehjælperen godt kan give medicin, hvis hun kan se i patientens bog, at vedkommende må få en sovetablet efter behov. I det tilfælde skal basismedarbejderen notere i patientens bog, at der er givet en sovetablet.

Hjemmesygeplejen arbejder for tiden på at finde en fælles holdning til dispensering af p.n.-medicin.

Personalet informerer mundtligt patienter, hvis tabletter eller kapsler skal synkes hele. Det bliver ikke skrevet ned nogen steder. Man stoler på patientens hukommelse. Der er desværre eksempler på, at brugere har knust sådanne tabletter, for eksempel Contalgin¡tabletter (3).

Forkert medicin

Hjemmesygeplejen oplevede generisk substitution som temmelig frustrerende også for patienterne. Mange patienter bliver utrygge, når de får et præparat, hvis navn de ikke kender. De ringer derfor til hjemmesygeplejersken og fortæller, at de har fået forkert medicin. Hjemmesygeplejersken må så undersøge, om det er rigtigt, for eksempel ved at ringe til apoteket.

Ved generisk ordination skriver apoteket nu navnet på den ordinerede farmaceutiske specialitet på apotekets doseringsetiket for eksempel 'Nobligan = Mandolgin' for at vise, at det drejer sig om ens lægemidler. Hvis det er lægen, der har foretaget et nyt valg, får hjemmesygeplejen ingen orientering.

Et andet problem opstod, fordi apoteket behandlede recepter fra borgere, som hjemmesygeplejen assisterede med medicineringen, som almindelige private recepter. Vi rettede for eksempel doseringer med videre efter aftale med den ordinerende læge, mens hjemmesygeplejersken fortsat dispenserede efter lægens oprindelige ordination, som findes i kardex. Apoteket forklarer nu skriftligt, når og hvorfor dosering med videre er ændret.

Sammenfattende oplever Dalum Apotek, at de skriftlige retningslinier for medicingivningen har fungeret hensigtsmæssigt, og at der er sikret en fornuftig lægemiddelforsyning til hjemmesygeplejen. Ajourføring på de årlige møder er vigtig for at sikre, at systemet hele tiden stemmer overens med behovene.

Litteratur

  1. de Muckadell, Schaffalitzky, et al.: Hvem har ansvaret for rutinerne omkring plejehjemsbeboeres medicinanvendelse? 'Fynske Læger' 1996, årg. 16, 5: 30-31.
  2. Jensen, Britt Toftgaard: Referat af LS-møde tirsdag den 18. juni 1996. 'Fynske Læger' 1996, årg. 16, 6: 35.
  3. Hansen, Anne og Pedersen, Carsten Boe: Alvorlig respirationsdepression efter indtagelse af morfinpræparat med langsom frigørelse. 'Ugeskrift for Læger' 1994, 156: 4834-4835.
  4. Klavsen, Tine og Sander Larsen, Lone: Blisterpakninger – et håndteringsmæssigt problem for hjemmesygeplejersker. 'Farmaceuten' 1997, årg. 9: 410-412.

Verner Andersen er apoteker på Dalum Apotek, Fruens Bøge i Odense.

Nøgleord: Hjemmepleje, medicin, medicingivning, plejehjem, sygepleje. 

Emneord: 
Lægemidler
Plejecenter
Medicinhåndtering
Ældre

Faglig kommentar: Rødt lys eller rundkørsler

Man kan frygte, at Plejebosagen fører til panikhandlinger og kommer til at overskygge en anden sag, der er vort fag langt mere vedkommende: Standarden på vore sygehuse og plejehjem.

Jeg er skyldig. Medskyldig i hvert fald. Jeg har sandsynligvis været med til at supplere et uofficielt medicinskab på et plejehjem et sted i Danmark.

Jeg var engang med til at rydde op efter et dødsfald i familien. Der stod jeg så med nogle medicinrester og syntes egentlig, det var synd at sende det hele til destruktion, da der både var ubrudte pakninger og boblepakninger, der var taget af, men stadig med tydelig angivelse af indholdet. Jeg spurgte sygeplejersken, om hun kunne finde anvendelse for medicinen, så en anden patient kunne spare nogle kroner. Det kunne hun godt, og så skiltes vore veje.

Man kan sige meget godt om den snart ti år gamle ordning med, at beboere på plejehjem skal have egen læge og egen medicin og dermed ligestilles med andre gamle, som bor hjemme, men bøvlet kan det ikke undgå at være for de sygeplejersker, der skal ud og ind af private medicinskabe hver dag. Bøvlet er det også, hvis man lige står og mangler et eller andet, som man førhen kunne hente i institutionens medicinskab. Så det forarger mig ikke alvorligt, hvis nogle sygeplejersker har haft et lille nødlager. Jeg tvivler ikke på, at ansvarsfulde sygeplejersker har kunnet administrere en sådan lille uregelmæssighed fuldt forsvarligt.

Men det må man altså ikke, og det er nok også rimeligt at stramme op på denne praksis efter begivenhederne på Plejebo.

Til gengæld kan jeg frygte, at man går over gevind og i panik og måske også efter politisk pres indfører restriktioner og kontroller, der ikke blot gør hverdagen endnu mere bøvlet, men også overser, at sygeplejersker som hovedregel lever ganske godt op til deres professionelle ansvar og både kan tænke selv og vurdere risici i forbindelse med medicinhåndtering.

Rigide regler og forbud virker på samme måde som trafiklys:

Enhver kan fatte det fornuftige og rationelle i, at man skal holde for rødt lys. Men vi mærker også irritationen og stresset, når vi ikke glider glat igennem. Trafiklysene synes at skifte til rødt bare for at genere os, og vi kan blive tilbøjelige til at tage chancer. Skal vi speede op, når det skifter til gult, eller skal vi hugge bremserne i og risikere at få en op i bagsmækken?

Færre ulykker

Rundkørslen blev genopfundet om end i en ny og mindre udgave. Vejkryds, der tidligere kunne få blodtrykket til at stige, passeres nu uden stop, irritation og forsinkelse.

Forskellen, som jeg ser den, er, at rundkørslen ud over at give god oversigt, signalerer, at jeg har hovedansvaret for, at der ikke sker ulykker. Der appelleres til min hensyntagen, mit overblik og almindelig vigepligt. Jeg betragtes som en ansvarlig person, der kan tænke selvstændigt og er i stand til at vurdere en situation med dens muligheder og risici. Jeg vises tillid.

Trafikken glider, trafikanterne er gladere, og der sker færre ulykker, hvad der selvfølgelig er hovedformålet.

Sådan kan jeg også godt lide at have det i forhold til mit arbejde, og vis mig den sygeplejerske, som ikke har det magen til.

Jeg tror ikke et øjeblik på, at diktater og snærende foranstaltninger, som udtænkes højere oppe i systemet og fjernt fra praksis, fører til større sikkerhed og bedre sygepleje. Nødvendige og fornuftige sikkerhedsforanstaltninger må udtænkes af dem, der skal arbejde med dem. Det kan også føre til selvjustits, selvkontrol og registrering. Til gengæld er der så større sandsynlighed for, at man overholder de regler, man selv har indset fornuften i.

Man kan frygte, at Plejebosagen fører til panikhandlinger. Men jeg kan også frygte, at denne helt usædvanlige sag med hele sit indhold af dramatik og chok kommer til at overskygge en anden sag, der er vores fag langt mere vedkommende. Sagen om den påståede vanrøgt af beboerne på plejehjemmet i Solna bør i langt højere grad føre til selvransagelse blandt sygeplejersker og andet plejepersonale, i amter og kommuner.

Her lige før kommunevalget var det måske på sin plads at spørge politikerne direkte, hvilken standard de accepterer på sygehuse og plejehjem. Hvor mange procent af patienterne må få tryksår og få for lidt at spise, og hvor ofte skal de have tilbudt bad? Man kunne også spørge, om de kender standarden på institutioner, de har ansvar for, for det var måske helt godt at få frem i lyset.

Emneord: 
Plejecenter

Synspunkt: Dr. Jekyll og mr. Hyde på plejehjem

Det er en kendsgerning, at min svigerfar optræder som Dr. Jekyll og Mr. Hyde i én og samme person. Forklaringen er, at han er senildement og derfor ikke er i stand til at leve op til den standard, plejehjemmet forventer af en omgængelig beboer.

Svigerfar har i en alder af 82 år fået tildelt en ny rolle. Han har på syv måneder opnået status som plejehjemmets sorte får, og det helt uden at gøre sig fortjent til det.

Inden vi (søn, datter og svigerdatter) kastede håndklædet ind i ringen og gjorde ham til beboer på plejehjemmet, var han en forpint, men rørende taknemmelig gammel herre med senildemens.

I dag er svigerfar voldelig, verbalt aggressiv, vred og truende, vælter de andre beboere, hvis ikke han bare er vred og sur. Personalet er bange for ham. De er flere på stuen til at holde på ham, når der skal gøres rent eller skiftes vådt tøj. Det står der i hans meddelelsesbog, når vi besøger ham, og sådan omtaler personalet ham, når vi spørger dem, hvordan det går.

Efter de tre første måneder blev han stemplet som depressiv og fik lykkepiller. Nu er han erklæret angst, og lykkepillen er skiftet ud med Cisordinol.

Personalet har tilbudt deres hjælp, hvis vi ikke kan magte svigerfar alene, når vi er på besøg!

Vi er målløse. Hidtil har vi lyttet til Mozart og Bach, drukket rødvin og talt om svundne dage. Måske har vi trillet en tur med kørestolen og fulgt skyerne på himlen og blomsterne i haverne.

Det er en kendsgerning, at svigerfar opfører sig som Dr. Jekyll og Mr. Hyde i én og samme person. Personalet på plejehjemmet har hidtil ikke spurgt sig selv hvorfor, men de har jo også haft travlt med at vurdere graden af hans voldelighed osv.

Forklaringen er enkel. Han optræder, som han gør, fordi han er senildement og ikke er i stand til at leve op til den standard, som plejehjemmet forventer af en omgængelig beboer.

Det kræver for det første, at svigerfar ved, hvem han er. Det gør han i glimt, når han bliver guidet rundt i sit livs historie ved hjælp af indsigt og tålmodighed. Det er som at fiske med den rigtige madding. Når der går kludder i hukommelsen, kalder han sig selv for en dompap.

For det andet kræver det, at svigerfar ved, hvor han er. Han ved ikke, hvor han kom fra, men han orienterer sig mellem sine møbler og billeder ved hjælp af kropslig viden.

Det har givet ham en vis tryghed og følelse af ejendomsret. Han viser det ved at se mistroisk og afventende på de mennesker, som vandrer uopfordret ind i hans bolig. Og det gør vi jo alle sammen i sagens natur.

Han prøver forgæves at orientere sig, når han søger at få kontakt fra døren til sin stue. Udenfor ser han lutter sælsomme og meningsløse fænomener. Fremmede, unge kvinder taler til ham, og gamle damer tøffer forbi i kørestole, hvis ikke de hænger frit svævende i luften fra en kran.

Svigerfar oplever virkeligheden på gangen så skræmmende, at han engang sendte den unge aftenvagt væk, ''fordi det ikke var sikkert for hende at færdes alene på gaden om natten.'' Han har gået patruljevagt i politiet i sine unge dage.

For det tredje kræver det, at svigerfar ved, hvorfor han er på plejehjemmet. Det burde være logik på nuværende tidspunkt, at han ikke har en kinamands chance for at leve op til det krav.

Principielt forhindrer det ham dog ikke i at modtage andres hjælp, men det er helt afhængigt af, hvilken tilgang man har til hans person.

Start med sproget

Når plejepersonalet tolker svigerfars handlinger som bevidste og velovervejede, må de selvsagt se ham som en Mr. Hyde. Den vurdering styrker ikke svigerfars udhulede selvfølelse, men sender ham ud i affekt. Han optræder så, som personalet forventer af ham. Fysisk og psykisk aggressiv.

Det er ikke umuligt at ændre på forholdet. Forudsætningen er, at personalet erkender, initiativet skal komme fra dem.

Begynd med sproget og nedlæg totalt forbud på plejehjemmet mod ord som: Voldelig, truende, aggressiv. Det er magtfulde begreber, som signalerer kriminelle betydninger. De burde ikke findes i sygeplejens terminologi.

Mød i stedet svigerfar uden fordomme, og anvend sproget i skrift og tale til at beskrive hvad der sker i situationen. Så får både svigerfar og plejepersonalet chance for at mødes om at få Dr. Jekyll frem.

Marianne Schmidt er stud.scient.soc. og sygeplejelærer på Københavns Amts Sygeplejeskole i Herlev.

Emneord: 
Demens
Plejecenter

Plejehjemsanbringelse uden retssikkerhed

Demente, der ikke vil på plejehjem, kan ikke længere flyttes med lovlige midler. Den nye værgemålslov har afskaffet den personlige umyndiggørelse uden at sætte andre muligheder i stedet, siger gerontopsykiateren Ole Skausig. Derfor må sundhedspersonalet lukke øjnene for, hvordan den dementes familie får den dementes underskrift på plejehjemspapirerne.

Værgemålsloven er et makværk, slet og ret, mener overlæge Ole Skausig, Psykiatrihospitalet i Dianalund.

Hvis en dement patient siger nej til plejehjem, giver værgemålsloven ingen mulighed for at umyndiggøre den demente med henblik på plejehjemsanbringelse, selv om den demente ikke har nogen realistisk forståelse af sin situation, og hvad beslutningen drejer sig om. Men da problemerne skal løses på en eller anden måde, bliver resultatet alligevel en plejehjemsanbringelse. Det sker bare uden den retssikkerhed, der lå i den gamle myndighedslov.

''Hvis en patient ikke vil på plejehjem, kunne vi før i tiden lade en dommer tage stilling,'' siger Ole Skausig. ''Familien søgte umyndiggørelse, og når den gamle var blevet umyndiggjort, kunne man søge plejehjemsplads. I mellemtiden havde vi informeret kommunen, og så havde de fundet en plads.

Nu kan familien ikke søge, hvis den demente siger nej. Hvad gør man så?

Ja, i de to tilfælde, vi har haft indtil nu, har vi ladet familien være alene på rummet med den gamle. Vi fortæller dem, hvordan det forholder sig og siger: Det problem må I løse. Så går vi ud og folder hænderne, og lidt efter kommer sønnen eller datteren ud med plejehjemspapirerne i hånden og siger: Mor skrev under. Og vi tjekker ikke underskriften.

Det er da grotesk: Man har lavet en lov, der begraver folks retssikkerhed i stedet for at sikre den.''

Værger må ikke tvinge

Mens umyndiggørelse efter den gamle lovgivning var et meget omfattende indgreb, som retten skulle tage stilling til, ligger sagerne i dag hos statsamtet, og et værgemål kan udformes, så det ikke bliver mere omfattende end nødvendigt.

Et værgemål kan angå økonomiske eller personlige forhold, men der er den forskel, at mens statsamtet godt kan fratage den inhabile sin økonomiske handleevne, kan man ikke fratage nogen den personlige handleevne.

Dvs. at en værge godt kan søge plejehjemsplads og skrive under for en dement, hvis den demente ikke giver udtryk for nogen modstand. Men hvis den demente siger nej, skal værgen respektere det.

Civilretsdirektoratet har skriftligt bekræftet over for Ole Skausig, at en værge ikke kan give et gyldigt samtykke til plejehjemsanbringelse, hvis den gamle siger nej.

''Det har man aldrig kunnet. En personlig værge har aldrig kunnet gennemtvinge noget,'' siger fuldmægtig Rie Thoustrup Sørensen, Civilretsdirektoratet.

''Værgemålsloven har ikke aktualiseret problemet, det har været der hele tiden, og det har har aldrig været meningen, at værgemålsloven skulle løse det. Det fremgår tydeligt af forarbejderne til loven.

Der er da også nedsat en arbejdsgruppe under socialminsteriet, der specielt skal se på spørgsmålet om anvendelse af tvang.''

Forringede muligheder

''Jeg ved godt, Civilretsdirektoratet har den opfattelse, at vi aldrig har kunnet umyndiggøre folk for at flytte dem på plejehjem,'' siger Ole Skausig.

''For mig demonstrerer det kun, at Civilretsdirektoratet ikke har skyggen af en ide om, hvad der foregår ude i verden.

Samtlige danske psykiatere har medvirket til at umyndiggøre folk med henblik på plejehjemsanbringelse. Alle disse umyndiggørelser har været med dommeres medvirken, og det har stået åbenlyst i rettens og mine papirer, at umyndiggørelsen har været med henblik på plejehjemsanbringelse.

Jeg har været med til at umyndiggøre omkring 100 mennesker i de ti år, jeg har været i Dianalund, og yderligere 10-20 stykker, dengang jeg arbejdede på Bispebjerg Hospital.

Og i alle de år har der kun været to tilfælde, hvor den gamle ikke ville med til plejehjemmet, når umyndiggørelsen var i orden, og flytningen skulle ske.

Så har man spurgt, om de ikke ville med et sted hen og drikke kaffe, og det ville de gerne. Hvorefter man kørte hen og fik kaffe, og man sagde: Her er vel nok hyggeligt, her bor du da pænt.

Det syntes de gamle også, og så er de blevet boende. I praksis har selve plejehjemsanbringelsen aldrig givet problemer.

Desværre er det kommet til at fremstå i pressen, som om vi også har brugt den gamle myndighedslov til at tilbageholde de gamle, når de ville gå fra plejehjemmet. Det har vi aldrig nogen sinde haft lov til.''

Hul i lovgivningen

Ole Skausig har i princippet intet imod, at tvangsbestemmelser bliver samlet i en særlig lovgivning, hvis det vel at mærke bliver med samme retsgarantier som efter de gamle bestemmelser om umyndiggørelse.

''For personlig umyndiggørelse er et meget stort skridt. Når der er tale om tvangsanbringelse på en institution, bør det foregå med en dommers medvirken. Det skal ikke foregå som i psykiatrien, hvor lægen bestemmer.''

Ole Skausig er også opmærksom på, at socialministeriet har nedsat et udvalg, der arbejder med hele det felt, der hedder tvang over for demente og andre inhabile.

''Men når man laver en lov, der fjerner de muligheder, vi har, laver man et hul i hverdagen – indtil man vedtager noget nyt. Hvad har man tænkt sig, vi skal gøre i mellemtiden?''

Venter på udvalg

Juridisk har Ole Skausig og hans kolleger i gerontopsykiatrien ingen muligheder, siger Jon Andersen, der er kommitteret hos Folketingets Ombudsmand og forfatter til lærebogen 'Juridiske regler i den primære sundhedstjeneste'.

''Personlig umyndiggørelse findes ikke mere,'' siger Jon Andersen.'' Og man kan måske godt sige, at der er et hul i praktisk forstand, men der er ikke et hul i den forstand, at der er noget, man har overset eller ikke været opmærksom på. Det står tydeligt i forarbejderne til værgemålsloven, at man mente, det spørgsmål skulle afgøres et andet sted. Man har ønsket at tilvejebringe en retstilstand af den type, at man ikke kan gøre noget tvangsmæssigt, men at pårørende og andre er nødt til at klare sig med overtalelse eller ved at få tingene til at gå i hjemmet.''

At tale om et tilbageskridt i den forbindelse er efter Jon Andersens opfattelse heller ikke helt dækkende:

''For i realiteten blev der ikke umyndiggjort ret mange. De regler, der var, blev ikke brugt ret meget, og derfor var spørgsmålet problematisk allerede under den gamle myndighedslov.''

- Men man havde muligheden, og der blev rent faktisk foretaget et vist antal umyndiggørelser?

''Ja, og jeg mener også, det var lovhjemlet. Men nogle var usikre på, hvor meget man kunne med personlig umyndiggørelse. Bl.a. rejste Folketingets ombudsmand tvivl om den udbredte praksis med at anvende ad hoc-værger ved plejehjemsanbringelse.

Det var en del af baggrunden for, at Justitsministeriet nedsatte det udvalg, der afgav betænkningen om værgemålsloven. Udvalget løste dog ikke problemet. Det kom til den konklusion, at spørgsmålet ikke skulle løses i værgemålsloven, men i bistandsloven eller anden lovgivning.''

Der kan imidlertid komme til at gå temmelig lang tid, før der bliver tale om en ny lovgivning.

Det fremgår af kommissoriet for det udvalg, Socialministeriet nedsatte til at se på spørgsmålet om tvang mod demente og andre psykisk handicappede i sommeren 1996.

Udvalget har fået til opgave at vurdere lovligheden af mere eller mindre tvangsmæssige foranstaltninger, der anvendes i praksis.

Udvalget skal overveje, om der er brug for først at sætte særlige undersøgelser i gang, og på denne baggrund skal udvalget vurdere, om der er brug for indgreb i selvbestemmelsesretten og i hvilket omfang. 

Nøgleord: Demens, plejehjemsanbringelse, tvang, værgemålslov.

Emneord: 
Demens
Plejecenter
Tvang

Velværet i højsædet

Reumatologisk Afdeling på regionssygehuset i Trondheim er organiseret efter den amerikanske Planetree-model, der er opkaldt efter det figentræ, som Hippokrates underviste under for 2000 år siden. Hippokrates vidste, at man ikke kunne læge legemet uden at læge sjælen. På en Planetree-afdeling er æstetikken og patienternes psykiske velbefindende derfor i højsædet. Et tre-dages studiebesøg på afdelingen efterlod begejstring og inspiration.

SY-1997-32-20-1
Patienternes spisestue ligner en ganske almindelig stue i et norsk hjem, og maden serveres af pænt porcelæn.Afdelingen har indrettet et patientbibliotek, som indeholder fag- og skønlitteratur, og en pc'er med informationer, Internet og spil. Foto: Geir Otto Johansen.

Udefra ligner regionssygehuset i den midtnorske by Trondheim et hvilket som helst andet hospital. Men straks vi træder ud af elevatoren og ind på Reumatologisk Afdeling, fornemmer vi, at dette ikke er et hvilket som helst sted.

Afdelingen er én ud af to europæiske afdelinger, som er organiseret efter et amerikansk koncept – nemlig 'Planetree-modellen'.

Planetree betyder figentræ, og det er det træ, Hippokrates sad under, da han underviste sine studenter. Allerede dengang for mere end 2000 år siden, var han bevidst om, at man ikke kunne læge legemet, hvis man ikke samtidig lægede sjælen.

'The Planetree Health Care Alliance' er en nonprofitorganisation, som blev oprettet i San Fransisco i 1978 af en argentinsk kvinde ved navn Angelica Thieriot, som selv havde oplevet sundhedsvæsenet i USA som patient.

Hun mente, at det var koldt og inhumant, og patienterne led under for lidt eller ingen information. Afdelingerne, som er tilknyttet denne organisation, er alt fra højteknologiske intensivafdelinger til rehabiliteringscentre og ambulatorier.

Planetree-filosofien bygger på følgende principper: Helhed i pleje- og behandlingsforløb, varetagelse af den enkeltes integritet, medbestemmelse, respekt, tryghed og tillid.

Grundtankerne og den grundlæggende filosofi bag Planetree er ikke ny, men det, at alle disse tanker og teorier er omsat til en velfungerende praksis, gav os ny inspiration.

På vores tredages besøg oplevede vi netop en afdeling, som i høj grad tog udgangspunkt i de ovennævnte faktorer, der har indflydelse på, om pleje og behandling lykkes.

Farvernes betydning

De fysiske rammer er det, der slår én ved det første indtryk af afdelingen. De vigtigste principper bag indretningen er, at man fjerner institutionspræget og skaber nogle rammer, der minder patienterne om deres eget hjem, og samtidig fjerner barriererne mellem patienter og personale. Receptionsskranken er lav og uden glasrude, og køkkenet er åbent for alle. Stål og plast er byttet ud med træ, hvor det er muligt. Sengeborde, reoler og fodpaneler er af træ og sengegavle er malet i en blå farve.

Farver og tekstiler indgår bevidst i indretningen af afdelingen. Farverne er valgt i samarbejde med en psykolog og en farveterapeut ud fra teorier om, hvilke farver der påvirker i forskellige situationer. De energiske farver som gul og orange er brugt i fysio- og ergoterapirum, rolige farver som lys blå og lys rosa til patienternes soverum. I personalerummet er valgt lys gul og grønt, som fremmer kreativiteten og styrker intellektet, og i samtalerummet er valgt lys lilla, som fremmer menneskers følelse af respekt og værdighed.

Numrene på patienternes soverum er håndmalede. I gange og stuer er anvendt pæne lamper, og der er ingen lysstofrør. Møblerne er beklædt med tekstiler, og gardinerne er blomstrede. Selv sengetøjet fremtræder pænt og hjemligt med blomstrede borter. Patienternes spisestue ligner til forveksling en ganske almindelig stue i et norsk hjem. Overalt er grønne planter – her kender man ikke til problemet, at jord er bandlyst. Hver uge modtager afdelingen en frisk buket blomster fra Reumatikerforbundet.

En anden detalje, vi også noterede os var, at det er forbudt at hænge huskesedler og notater op. Intet må hænge på væggen, hvis det ikke er pænt nok til at komme i ramme. Personalestuen er dog undtaget dette.

Kunst øger velværet

I afdelingen er der et rum, hvis vægge er dækket af billeder. Hvad er dog dette, tænkte vi – et lille lokalt museum eller et opbevaringsrum? Faktisk er det begge dele. Når patienterne bliver indlagt, kan de vælge, hvilke billeder de ønsker på deres soverum. Man

Side 21

har fundet ud af, at langtidsindlagte patienter foretrækker billeder med horisonter frem for abstrakte motiver, og ældre mennesker vælger ofte billeder, hvor de kan genkende motiver fra lokalmiljøet. Filosofien bag dette er, at kunstoplevelsen øger velværet og er således en medvirkende faktor til at fremme patientens velbefindende.

Afdelingen tilbyder også kreative aktiviteter. En kommode på gangen huser materialer til silkemaling, gibsmaling, garn og stoffer. Materialerne har afdelingen fået fra Reumatikerforeningen, og patienterne betaler lidt, hvis de ønsker at få deres færdige produkter med hjem.

Musik er en anden del af kunstprogrammet. Patienterne kan låne bærbare cd-afspillere, som især bruges i afspændingsøjemed. Eksempelvis når en patient ønsker et karbad med æteriske olier eller eksotiske dufte indkøbt fra den lokale Body Shop.

Mad på porcelæn

Køkkenet er allemandseje. Personale, patienter og pårørende er alle velkomne. I Planetree-filosofien er det vigtigt, at køkkenet ligesom i vores eget hjem bliver et centralt og varmt rum. I dagtimerne bliver det et samlingspunkt, hvor patienter, pårørende og frivillige i afdelingen bager kager og laver varme vafler, og det bliver brugt i en sen nattetime af patienterne til at få en kop kaffe og en snak med sygeplejersken.

Maden kommer fra et fælles centralkøkken og adskiller sig således ikke fra det øvrige hospitals kost. Men på afdelingen øser man maden op i pænt porcelæn og dækker et hyggeligt bord i spisestuen. Her er æstetikken i højsædet.

Vi bemærkede os, at alle patienter, som havde mulighed for det, sad rundt om morgenbordet kl. 9.00 iført eget tøj og med stearinlys på bordet og hyggesnakkede, mens de spiste. Og de talte vel at mærke ikke om sygdomme. En anden oplevelse, vi havde, var en dag til frokost, hvor vi var inviteret til at spise med. Frokosten, som i Norge er et lille let måltid, bestod af suppe og brød. En ældre dårligt gående patient kom hen for at sætte sig ved bordet – småbrokkende sig over, at man hele tiden skulle spise, og at hun i hvert fald ikke kunne få noget ned. Hun nåede imidlertid at fortære to store portioner suppe. Mon ikke hun kun ville have fået en enkelt portion, hvis hun havde siddet alene inde på en kedelig patientstue?

Måltiderne bruges således som forum for fællesskab og nærhed og for at vedligeholde det sociale netværk.

Selve ernæringen er imidlertid også vigtig, og afdelingen gør meget for, at patienterne får den rigtige kostsammensætning i forhold til deres specielle tilstand. To sygeplejersker har hovedansvaret for at holde sig fagligt ajour med den sidste nye viden om ernæring i relation til patientkategorierne, og de underviser personalet i dette.

Patientinformation

En af årsagerne til, at Planetree-organisationen blev dannet, var en oplevelse af, at patienter ikke fik nok information om deres tilstand. Et af målene med informationen er netop at øge patienternes viden, således at de kan træffe beslutninger vedrørende deres egen situation.

Informationen skal være lettilgængelig og forståelig. Afdelingen har indrettet et patientbibliotek, som indeholder såvel fag- som skønlitteratur, samt en pc'er med informationer, Internet og spil. En vigtig brik i den skriftlige patientinformation er 'faktaark', som er A4-sider med en beskrivelse af diverse sygdomme, medikamenter og andre forhold af betydning for patientens sygdom. Patienterne får udleveret de faktaark, der har relation til deres sygdom, men kan også selv forsyne sig, hvis de fx har en pårørende med forhøjet blodtryk, besvær med at sove om natten, diabetes eller andre ting, som kan gøre patienten og de pårørende urolige. Disse papirer samles i en mappe a la en hotelpamflet, som findes på alle soverummene. Foruden faktaarkene indeholder mappen information om sygehuset, afdelingen, personalet, måltider, kunstprogram osv. Desuden findes notespapir, blyant, brevpapir og kuverter.

Faggrupper som diætister, præster og apoteker bruges til at afholde undervisning og informationsaftener for patienter og pårørende. Man inddrager altså spcialister i direkte patientundervisning, hvilket medfører et højnet vidensniveau, i forhold til hvis det udelukkende var sygeplejersker, der formidlede deres viden.

I Planetree-organisationen arbejder man med åbne plejeplaner, hvor patienten enten selv kan skrive og opsætte mål eller gøre dette i samarbejde med sygeplejersken. Filosofien er, at patienterne altid skal være velinformerede om planer og være medinddraget i målene.

Primærsygepleje

Det skal ingen hemmelighed være, at vi fandt afdelingen godt normeret. Til 18 patienter er der 18 sygeplejersker foruden afdelingssygeplejersken og en undervisningssygeplejerske. Afdelingen har primærsygepleje, da dette giver kontinuitet og begrænser antallet af personale omkring patienten. En gang om ugen afholdes møde i sygeplejegruppen, hvor man diskuterer patientforløb, og

Side 22

hvor sygeplejerskerne støtter og supplerer hinanden i sygeplejefaglige spørgsmål.

Sygeplejerskerne i afdelingen har forskellige ansvarsområder. To sygeplejersker har ansvaret for, at patientbiblioteket holdes ajour, to har som beskrevet ansvaret for ernæringen, andre to har kunstprogrammet som område. Disse ansvarsområder bliver også brugt i forbindelse med kurser, således at man prioriterer sygeplejerskernes ansøgninger efter område.

En gang om året afholdes et såkaldt 'retreat'. Det er et en-dags seminar, hvor alle personalegrupper i afdelingen (sygeplejersker, læger, fysio- og ergoterapeuter) samles til diskussion om visioner for det kommende år.

Afdelingens professor og oversygeplejerske har været primus motor ved etableringen af afdelingen, og sammen med afdelingssygeplejersken var de et entusiastisk og visionært ledelsesteam. Vi fik en klar fornemmelse af, at lederne gav styrke og magt til primærsygeplejerskerne, således at de igen kunne give styrke og magt til patienterne.

Duft af nybagt brød

En eftermiddag blev vi mødt med duften af nybagt brød. Det skærpede vores sanser og ledte tankerne hen på hyggelige søndagseftermiddage. Det viste sig, at være en af de frivillige, som var tilknyttet afdelingen, der var i gang i køkkenet. Frivillige tænkte vi, nå ja, det er jo også et amerikansk koncept. Men der er ingen Planetree-afdelinger, der er ens. Afhængig af den lokale kultur indretter man sig på sin egen måde. Det ensartede er de grundlæggende værdier. I Trondheim har man med hensyn til frivillige i afdelingen annonceret i lokalavisen og afholdt samtaler med de interesserede. Det blev til fire frivillige – alle pensionister. Én har ansvaret for oprydning på patientbiblioteket, én underholder og spiller på piano, én ordner planter og én – som vi oplevede det – bager brød. I Trondheim har man erfaret, at det er en fordel, at de frivillige har disse specifikke opgaver, og afdelingssygeplejersken holder uformelle møder med dem ca. tre gange om året.

De frivillige aflaster sygeplejerskerne fra rutineopgaverne og er med til at gøre nogle af de småting, som betyder meget, men som det kan være svært at få tid til i hverdagen.

Fokusgruppeinterview

Patienterne er vigtige i evalueringen af afdelingen, både i form af de konkrete resultater, man ser hos dem, men også i form af deres synspunkter ved fokusgruppemøderne. Ca. 20 udskrevne patienter inviteres til et møde sammen med en uvildig person, som ikke arbejder direkte i afdelingen, til et mødested uden for afdelingen. Her kan de give deres mening til kende, og afdelingen får via mødelederen mulighed for at spørge, hvad patienterne lægger i begreber som tryghed, tillid, omsorg, nærhed og respekt. Disse begreber kan hver især være et emne på et fokusgruppemøde.

Et fokus har eksempelvis været tryghed. Patienterne har givet udtryk for, hvad tryghed er for dem, og nogle af de værdier, de nævnte, var:

  • Erfaren og vidende læge,
  • sygeplejersker med godt overblik,
  • ro på afdelingen,
  • kontaktsygeplejersker,
  • det fysiske miljø,
  • sidde sammen og spise,
  • farverne i afdelingen,
  • følelsen af at være i centrum og
  • følelsen af frihed.

Afdelingen har fokusgruppemøder seks gange årligt. Reumatologisk Afdeling har erfaret, at det samme fokus skal gentages fire gange, før der kan drages konklusioner.

Begejstring

Vi lod os begejstre – men hvad var det præcist, der gjorde os så begejstrede? Hvad var det, der fik os til at føle, at på denne afdeling langt mod nord, havde de fattet, hvad god pleje og behandling gik ud på?

De havde forstået, hvad miljøet, både det fysiske og det psykiske betyder. Patienterne trivedes, personalet trivedes i afdelingen – ja, måske var det kunsten i sygeplejen, der her fik betingelser for at udfolde sig.

Vintermånederne sniger sig af sted, dagligdagen passerer. Vi er igen hjemme på det grå Rigshospital, men fortrængningen har ikke gjort sit indtog. Det kan lade sig gøre at ændre på tingenes tilstand. Findes der mon nogle blandt os, der tør tro på og har magt til at kaste sig ud i en sådan måde at organisere plejen og behandlingen på.

  • Måske opnår man et entusiastisk personale.
  • Måske bliver personalet flere år på samme afdeling.
  • Måske opnår man tilfredse patienter.
  • Måske opnår man patienter, der træffer valg ud fra reelle forudsætninger.
  • Måske kommer begejstringen, som til daglig kan synes langt væk, til at blomstre igen.

Jette Steenberg Holtzmann og Alexandra Louise Iuel er ansatte i HovedOrtoCentret på Rigshospitalet.

Nøgleord: Norge, Planetree-modellen, primærsygepleje, Trondheim.

Emneord: 
Ældre
Plejecenter

Synspunkt: Brug for plejehjem til stofmisbrugere

Mange stofmisbrugere bliver fysisk syge og kan ikke klare sig selv. I løbet af få år vil der blive behov for plejehjemspladser, der er specielt gearet til at yde pleje og omsorg over for stofmisbrugere.

60'erne blev stofferne introduceret til mange unge mennesker. Stofferne blev en del af en voksende ungdomskultur. Hurtigt stod det klart, at ikke alle kunne stå distancen, og en del af de mennesker, der prøvede stofferne, blev stofmisbrugere. I slutningen af 60'erne blev det første egentlige behandlingstilbud til stofmisbrugere startet i København.

Der er løbet meget vand i åen siden dengang. I dag er antallet af stofmisbrugere i Danmark anslået til at være mellem 10-15.000 personer. Det er uvist, hvor mange der er på vej ind i misbruget. En ting er dog sikker, og det er, at mange misbrugere med debut i 70'erne er blevet ældre, og snart har brug for plads på plejehjem.

Stofmisbrugsbehandlingen herhjemme har aldrig kunnet prale med de store behandlingsmæssige resultater, og det er da også sådan, at i dag foregår langt den største del af behandlingen ud fra en 'harm reduction'-model. Det betyder i praksis, at mange stofmisbrugere får metadon ambulant, men at der kun sjældent er tilknyttet social- eller omsorgstilbud til behandlingen. Metadon klarer det ikke alene. Stofmisbrugerens liv drejer sig ofte om at få bistandshjælpen eller pensionen til at slå til, til både medicin, sidemisbrug, gæld, bøder, et fix eller to ved udbetalingsdagen og til husleje og mad. Stofferne prioriteres stadig højt, trods metadonbehandlingen.

Stofmisbrug er skadeligt, og en metadonbehandling med et sidemisbrug er skadeligt. Ofte bliver det fremført, at det ikke er fysisk skadeligt at indtage ren heroin. I praksis findes der ingen stofmisbrugere, som er rene heroinmisbrugere. Næsten alle er blandingsmisbrugere, de har et misbrug af heroin, Metadon, Rohypnol, Stesolid, speed, kokain og andet, der er tilgængeligt på det lokale skarpe hjørne. Denne blanding af mange forskellige stoffer, sammen med dårlige muligheder for en forsvarlig hygiejnisk indtagelse af stofferne, og en livsstil præget af en dårlig ernæring betyder, at mange misbrugere i perioder bliver fysisk syge og ikke kan klare sig selv.

Herbergerne og forsorgshjemmene har op gennem 80'erne og 90'erne fået en øget tilgang af stofmisbrugere, der ikke selv kan håndtere egen tilværelse i en bolig. På Mændenes Hjem har vi kontakt med mange misbrugere, både dem, som bor på institutionen, og de mange, som jævnligt bevæger sig i Istedgade. Det er mennesker med et årelangt misbrug, eller som i årevis er i metadonbehandling med et sidemisbrug. Deres almenfysiske tilstand er ringe. Det er ikke unormalt at se ældre stofmisbrugere, der har fået amputeret et ben, eller se misbrugere, der er ødelagt af bylder. Man støder på hiv-smittede misbrugere. Man støder på sygdomme, som vi herhjemme anså for at høre fortiden til, fx tuberkulose.

De mange misbrugere, der debuterede i 1970'erne, er blevet ældre, og en stor del har pådraget sig fysisk og psykisk handicap af årevis af misbrug. Det er sikkert, at mange af disse ældre misbrugere i løbet af nogle år vil få nye behov, som social- og sundhedssystemet skal kunne honorere. Der vil blive brug for omsorgstilbud eller plejetilbud. Man kan allerede se, at der er behov for et forsorgshjem, som udelukkende tager stofmisbrugere, og som kan varetage omsorgsbehovene for de misbrugere, der i en periode ikke kan klare sig med et ambulant metadontilbud. Dette kan, i lighed med fx Optagelseshjemmet Møltrup, være statsligt finansieret med kommunal klientbehandling, således at institutionen kan tage klienter fra hele landet. Her skal den ældre misbruger kunne få plejet fysiske skavanker, rekreere sig, få god solid føde, have fritids- og aktivitetstilbud.

I løbet af få år vil der endvidere blive behov for plejehjemspladser, som er specielt gearet til at yde omsorg og pleje over for stofmisbrugere. Stofmisbrugerne vil få svært ved at klare sig på plejehjemmene, og de vil have svært ved at honorere kravene fra personale om fællesskab, samvær o.lign. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilke problemer og diskussioner der vil opstå på et almindeligt plejehjem, når denne nye plejekrævende gruppe skal have plads på et plejehjem. Derfor er det vigtigt, både af hensyn til misbrugeren og af hensyn til andre plejehjemsbeboere, at social- og sundhedssektoren begynder at diskutere, under hvilke forhold og former ældre misbrugere skal blive gamle.

Emneord: 
Stofmisbrug
Plejecenter