Patienternes spisestue ligner en ganske almindelig stue i et norsk hjem, og maden serveres af pænt porcelæn.Afdelingen har indrettet et patientbibliotek, som indeholder fag- og skønlitteratur, og en pc'er med informationer, Internet og spil. Foto: Geir Otto Johansen.

Udefra ligner regionssygehuset i den midtnorske by Trondheim et hvilket som helst andet hospital. Men straks vi træder ud af elevatoren og ind på Reumatologisk Afdeling, fornemmer vi, at dette ikke er et hvilket som helst sted.

Afdelingen er én ud af to europæiske afdelinger, som er organiseret efter et amerikansk koncept – nemlig 'Planetree-modellen'.

Planetree betyder figentræ, og det er det træ, Hippokrates sad under, da han underviste sine studenter. Allerede dengang for mere end 2000 år siden, var han bevidst om, at man ikke kunne læge legemet, hvis man ikke samtidig lægede sjælen.

'The Planetree Health Care Alliance' er en nonprofitorganisation, som blev oprettet i San Fransisco i 1978 af en argentinsk kvinde ved navn Angelica Thieriot, som selv havde oplevet sundhedsvæsenet i USA som patient.

Hun mente, at det var koldt og inhumant, og patienterne led under for lidt eller ingen information. Afdelingerne, som er tilknyttet denne organisation, er alt fra højteknologiske intensivafdelinger til rehabiliteringscentre og ambulatorier.

Planetree-filosofien bygger på følgende principper: Helhed i pleje- og behandlingsforløb, varetagelse af den enkeltes integritet, medbestemmelse, respekt, tryghed og tillid.

Grundtankerne og den grundlæggende filosofi bag Planetree er ikke ny, men det, at alle disse tanker og teorier er omsat til en velfungerende praksis, gav os ny inspiration.

På vores tredages besøg oplevede vi netop en afdeling, som i høj grad tog udgangspunkt i de ovennævnte faktorer, der har indflydelse på, om pleje og behandling lykkes.

Farvernes betydning

De fysiske rammer er det, der slår én ved det første indtryk af afdelingen. De vigtigste principper bag indretningen er, at man fjerner institutionspræget og skaber nogle rammer, der minder patienterne om deres eget hjem, og samtidig fjerner barriererne mellem patienter og personale. Receptionsskranken er lav og uden glasrude, og køkkenet er åbent for alle. Stål og plast er byttet ud med træ, hvor det er muligt. Sengeborde, reoler og fodpaneler er af træ og sengegavle er malet i en blå farve.

Farver og tekstiler indgår bevidst i indretningen af afdelingen. Farverne er valgt i samarbejde med en psykolog og en farveterapeut ud fra teorier om, hvilke farver der påvirker i forskellige situationer. De energiske farver som gul og orange er brugt i fysio- og ergoterapirum, rolige farver som lys blå og lys rosa til patienternes soverum. I personalerummet er valgt lys gul og grønt, som fremmer kreativiteten og styrker intellektet, og i samtalerummet er valgt lys lilla, som fremmer menneskers følelse af respekt og værdighed.

Numrene på patienternes soverum er håndmalede. I gange og stuer er anvendt pæne lamper, og der er ingen lysstofrør. Møblerne er beklædt med tekstiler, og gardinerne er blomstrede. Selv sengetøjet fremtræder pænt og hjemligt med blomstrede borter. Patienternes spisestue ligner til forveksling en ganske almindelig stue i et norsk hjem. Overalt er grønne planter – her kender man ikke til problemet, at jord er bandlyst. Hver uge modtager afdelingen en frisk buket blomster fra Reumatikerforbundet.

En anden detalje, vi også noterede os var, at det er forbudt at hænge huskesedler og notater op. Intet må hænge på væggen, hvis det ikke er pænt nok til at komme i ramme. Personalestuen er dog undtaget dette.

Kunst øger velværet

I afdelingen er der et rum, hvis vægge er dækket af billeder. Hvad er dog dette, tænkte vi – et lille lokalt museum eller et opbevaringsrum? Faktisk er det begge dele. Når patienterne bliver indlagt, kan de vælge, hvilke billeder de ønsker på deres soverum. Man

Side 21

har fundet ud af, at langtidsindlagte patienter foretrækker billeder med horisonter frem for abstrakte motiver, og ældre mennesker vælger ofte billeder, hvor de kan genkende motiver fra lokalmiljøet. Filosofien bag dette er, at kunstoplevelsen øger velværet og er således en medvirkende faktor til at fremme patientens velbefindende.

Afdelingen tilbyder også kreative aktiviteter. En kommode på gangen huser materialer til silkemaling, gibsmaling, garn og stoffer. Materialerne har afdelingen fået fra Reumatikerforeningen, og patienterne betaler lidt, hvis de ønsker at få deres færdige produkter med hjem.

Musik er en anden del af kunstprogrammet. Patienterne kan låne bærbare cd-afspillere, som især bruges i afspændingsøjemed. Eksempelvis når en patient ønsker et karbad med æteriske olier eller eksotiske dufte indkøbt fra den lokale Body Shop.

Mad på porcelæn

Køkkenet er allemandseje. Personale, patienter og pårørende er alle velkomne. I Planetree-filosofien er det vigtigt, at køkkenet ligesom i vores eget hjem bliver et centralt og varmt rum. I dagtimerne bliver det et samlingspunkt, hvor patienter, pårørende og frivillige i afdelingen bager kager og laver varme vafler, og det bliver brugt i en sen nattetime af patienterne til at få en kop kaffe og en snak med sygeplejersken.

Maden kommer fra et fælles centralkøkken og adskiller sig således ikke fra det øvrige hospitals kost. Men på afdelingen øser man maden op i pænt porcelæn og dækker et hyggeligt bord i spisestuen. Her er æstetikken i højsædet.

Vi bemærkede os, at alle patienter, som havde mulighed for det, sad rundt om morgenbordet kl. 9.00 iført eget tøj og med stearinlys på bordet og hyggesnakkede, mens de spiste. Og de talte vel at mærke ikke om sygdomme. En anden oplevelse, vi havde, var en dag til frokost, hvor vi var inviteret til at spise med. Frokosten, som i Norge er et lille let måltid, bestod af suppe og brød. En ældre dårligt gående patient kom hen for at sætte sig ved bordet – småbrokkende sig over, at man hele tiden skulle spise, og at hun i hvert fald ikke kunne få noget ned. Hun nåede imidlertid at fortære to store portioner suppe. Mon ikke hun kun ville have fået en enkelt portion, hvis hun havde siddet alene inde på en kedelig patientstue?

Måltiderne bruges således som forum for fællesskab og nærhed og for at vedligeholde det sociale netværk.

Selve ernæringen er imidlertid også vigtig, og afdelingen gør meget for, at patienterne får den rigtige kostsammensætning i forhold til deres specielle tilstand. To sygeplejersker har hovedansvaret for at holde sig fagligt ajour med den sidste nye viden om ernæring i relation til patientkategorierne, og de underviser personalet i dette.

Patientinformation

En af årsagerne til, at Planetree-organisationen blev dannet, var en oplevelse af, at patienter ikke fik nok information om deres tilstand. Et af målene med informationen er netop at øge patienternes viden, således at de kan træffe beslutninger vedrørende deres egen situation.

Informationen skal være lettilgængelig og forståelig. Afdelingen har indrettet et patientbibliotek, som indeholder såvel fag- som skønlitteratur, samt en pc'er med informationer, Internet og spil. En vigtig brik i den skriftlige patientinformation er 'faktaark', som er A4-sider med en beskrivelse af diverse sygdomme, medikamenter og andre forhold af betydning for patientens sygdom. Patienterne får udleveret de faktaark, der har relation til deres sygdom, men kan også selv forsyne sig, hvis de fx har en pårørende med forhøjet blodtryk, besvær med at sove om natten, diabetes eller andre ting, som kan gøre patienten og de pårørende urolige. Disse papirer samles i en mappe a la en hotelpamflet, som findes på alle soverummene. Foruden faktaarkene indeholder mappen information om sygehuset, afdelingen, personalet, måltider, kunstprogram osv. Desuden findes notespapir, blyant, brevpapir og kuverter.

Faggrupper som diætister, præster og apoteker bruges til at afholde undervisning og informationsaftener for patienter og pårørende. Man inddrager altså spcialister i direkte patientundervisning, hvilket medfører et højnet vidensniveau, i forhold til hvis det udelukkende var sygeplejersker, der formidlede deres viden.

I Planetree-organisationen arbejder man med åbne plejeplaner, hvor patienten enten selv kan skrive og opsætte mål eller gøre dette i samarbejde med sygeplejersken. Filosofien er, at patienterne altid skal være velinformerede om planer og være medinddraget i målene.

Primærsygepleje

Det skal ingen hemmelighed være, at vi fandt afdelingen godt normeret. Til 18 patienter er der 18 sygeplejersker foruden afdelingssygeplejersken og en undervisningssygeplejerske. Afdelingen har primærsygepleje, da dette giver kontinuitet og begrænser antallet af personale omkring patienten. En gang om ugen afholdes møde i sygeplejegruppen, hvor man diskuterer patientforløb, og

Side 22

hvor sygeplejerskerne støtter og supplerer hinanden i sygeplejefaglige spørgsmål.

Sygeplejerskerne i afdelingen har forskellige ansvarsområder. To sygeplejersker har ansvaret for, at patientbiblioteket holdes ajour, to har som beskrevet ansvaret for ernæringen, andre to har kunstprogrammet som område. Disse ansvarsområder bliver også brugt i forbindelse med kurser, således at man prioriterer sygeplejerskernes ansøgninger efter område.

En gang om året afholdes et såkaldt 'retreat'. Det er et en-dags seminar, hvor alle personalegrupper i afdelingen (sygeplejersker, læger, fysio- og ergoterapeuter) samles til diskussion om visioner for det kommende år.

Afdelingens professor og oversygeplejerske har været primus motor ved etableringen af afdelingen, og sammen med afdelingssygeplejersken var de et entusiastisk og visionært ledelsesteam. Vi fik en klar fornemmelse af, at lederne gav styrke og magt til primærsygeplejerskerne, således at de igen kunne give styrke og magt til patienterne.

Duft af nybagt brød

En eftermiddag blev vi mødt med duften af nybagt brød. Det skærpede vores sanser og ledte tankerne hen på hyggelige søndagseftermiddage. Det viste sig, at være en af de frivillige, som var tilknyttet afdelingen, der var i gang i køkkenet. Frivillige tænkte vi, nå ja, det er jo også et amerikansk koncept. Men der er ingen Planetree-afdelinger, der er ens. Afhængig af den lokale kultur indretter man sig på sin egen måde. Det ensartede er de grundlæggende værdier. I Trondheim har man med hensyn til frivillige i afdelingen annonceret i lokalavisen og afholdt samtaler med de interesserede. Det blev til fire frivillige – alle pensionister. Én har ansvaret for oprydning på patientbiblioteket, én underholder og spiller på piano, én ordner planter og én – som vi oplevede det – bager brød. I Trondheim har man erfaret, at det er en fordel, at de frivillige har disse specifikke opgaver, og afdelingssygeplejersken holder uformelle møder med dem ca. tre gange om året.

De frivillige aflaster sygeplejerskerne fra rutineopgaverne og er med til at gøre nogle af de småting, som betyder meget, men som det kan være svært at få tid til i hverdagen.

Fokusgruppeinterview

Patienterne er vigtige i evalueringen af afdelingen, både i form af de konkrete resultater, man ser hos dem, men også i form af deres synspunkter ved fokusgruppemøderne. Ca. 20 udskrevne patienter inviteres til et møde sammen med en uvildig person, som ikke arbejder direkte i afdelingen, til et mødested uden for afdelingen. Her kan de give deres mening til kende, og afdelingen får via mødelederen mulighed for at spørge, hvad patienterne lægger i begreber som tryghed, tillid, omsorg, nærhed og respekt. Disse begreber kan hver især være et emne på et fokusgruppemøde.

Et fokus har eksempelvis været tryghed. Patienterne har givet udtryk for, hvad tryghed er for dem, og nogle af de værdier, de nævnte, var:

• Erfaren og vidende læge,
• sygeplejersker med godt overblik,
• ro på afdelingen,
• kontaktsygeplejersker,
• det fysiske miljø,
• sidde sammen og spise,
• farverne i afdelingen,
• følelsen af at være i centrum og
• følelsen af frihed.

Afdelingen har fokusgruppemøder seks gange årligt. Reumatologisk Afdeling har erfaret, at det samme fokus skal gentages fire gange, før der kan drages konklusioner.

Begejstring

Vi lod os begejstre – men hvad var det præcist, der gjorde os så begejstrede? Hvad var det, der fik os til at føle, at på denne afdeling langt mod nord, havde de fattet, hvad god pleje og behandling gik ud på?

De havde forstået, hvad miljøet, både det fysiske og det psykiske betyder. Patienterne trivedes, personalet trivedes i afdelingen – ja, måske var det kunsten i sygeplejen, der her fik betingelser for at udfolde sig.

Vintermånederne sniger sig af sted, dagligdagen passerer. Vi er igen hjemme på det grå Rigshospital, men fortrængningen har ikke gjort sit indtog. Det kan lade sig gøre at ændre på tingenes tilstand. Findes der mon nogle blandt os, der tør tro på og har magt til at kaste sig ud i en sådan måde at organisere plejen og behandlingen på.

• Måske opnår man et entusiastisk personale.
• Måske bliver personalet flere år på samme afdeling.
• Måske opnår man tilfredse patienter.
• Måske opnår man patienter, der træffer valg ud fra reelle forudsætninger.
• Måske kommer begejstringen, som til daglig kan synes langt væk, til at blomstre igen.

Jette Steenberg Holtzmann og Alexandra Louise Iuel er ansatte i HovedOrtoCentret på Rigshospitalet.

Nøgleord: Norge, Planetree-modellen, primærsygepleje, Trondheim.

60'erne blev stofferne introduceret til mange unge mennesker. Stofferne blev en del af en voksende ungdomskultur. Hurtigt stod det klart, at ikke alle kunne stå distancen, og en del af de mennesker, der prøvede stofferne, blev stofmisbrugere. I slutningen af 60'erne blev det første egentlige behandlingstilbud til stofmisbrugere startet i København.

Der er løbet meget vand i åen siden dengang. I dag er antallet af stofmisbrugere i Danmark anslået til at være mellem 10-15.000 personer. Det er uvist, hvor mange der er på vej ind i misbruget. En ting er dog sikker, og det er, at mange misbrugere med debut i 70'erne er blevet ældre, og snart har brug for plads på plejehjem.

Stofmisbrugsbehandlingen herhjemme har aldrig kunnet prale med de store behandlingsmæssige resultater, og det er da også sådan, at i dag foregår langt den største del af behandlingen ud fra en 'harm reduction'-model. Det betyder i praksis, at mange stofmisbrugere får metadon ambulant, men at der kun sjældent er tilknyttet social- eller omsorgstilbud til behandlingen. Metadon klarer det ikke alene. Stofmisbrugerens liv drejer sig ofte om at få bistandshjælpen eller pensionen til at slå til, til både medicin, sidemisbrug, gæld, bøder, et fix eller to ved udbetalingsdagen og til husleje og mad. Stofferne prioriteres stadig højt, trods metadonbehandlingen.

Stofmisbrug er skadeligt, og en metadonbehandling med et sidemisbrug er skadeligt. Ofte bliver det fremført, at det ikke er fysisk skadeligt at indtage ren heroin. I praksis findes der ingen stofmisbrugere, som er rene heroinmisbrugere. Næsten alle er blandingsmisbrugere, de har et misbrug af heroin, Metadon, Rohypnol, Stesolid, speed, kokain og andet, der er tilgængeligt på det lokale skarpe hjørne. Denne blanding af mange forskellige stoffer, sammen med dårlige muligheder for en forsvarlig hygiejnisk indtagelse af stofferne, og en livsstil præget af en dårlig ernæring betyder, at mange misbrugere i perioder bliver fysisk syge og ikke kan klare sig selv.

Herbergerne og forsorgshjemmene har op gennem 80'erne og 90'erne fået en øget tilgang af stofmisbrugere, der ikke selv kan håndtere egen tilværelse i en bolig. På Mændenes Hjem har vi kontakt med mange misbrugere, både dem, som bor på institutionen, og de mange, som jævnligt bevæger sig i Istedgade. Det er mennesker med et årelangt misbrug, eller som i årevis er i metadonbehandling med et sidemisbrug. Deres almenfysiske tilstand er ringe. Det er ikke unormalt at se ældre stofmisbrugere, der har fået amputeret et ben, eller se misbrugere, der er ødelagt af bylder. Man støder på hiv-smittede misbrugere. Man støder på sygdomme, som vi herhjemme anså for at høre fortiden til, fx tuberkulose.

De mange misbrugere, der debuterede i 1970'erne, er blevet ældre, og en stor del har pådraget sig fysisk og psykisk handicap af årevis af misbrug. Det er sikkert, at mange af disse ældre misbrugere i løbet af nogle år vil få nye behov, som social- og sundhedssystemet skal kunne honorere. Der vil blive brug for omsorgstilbud eller plejetilbud. Man kan allerede se, at der er behov for et forsorgshjem, som udelukkende tager stofmisbrugere, og som kan varetage omsorgsbehovene for de misbrugere, der i en periode ikke kan klare sig med et ambulant metadontilbud. Dette kan, i lighed med fx Optagelseshjemmet Møltrup, være statsligt finansieret med kommunal klientbehandling, således at institutionen kan tage klienter fra hele landet. Her skal den ældre misbruger kunne få plejet fysiske skavanker, rekreere sig, få god solid føde, have fritids- og aktivitetstilbud.

I løbet af få år vil der endvidere blive behov for plejehjemspladser, som er specielt gearet til at yde omsorg og pleje over for stofmisbrugere. Stofmisbrugerne vil få svært ved at klare sig på plejehjemmene, og de vil have svært ved at honorere kravene fra personale om fællesskab, samvær o.lign. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilke problemer og diskussioner der vil opstå på et almindeligt plejehjem, når denne nye plejekrævende gruppe skal have plads på et plejehjem. Derfor er det vigtigt, både af hensyn til misbrugeren og af hensyn til andre plejehjemsbeboere, at social- og sundhedssektoren begynder at diskutere, under hvilke forhold og former ældre misbrugere skal blive gamle.