Beboere har unødvendige smerter

I Aarhus får Det Palliative Team på AUH problemer, når der mangler sygeplejersker på kommunens plejecentre. For det betyder, at teamet ikke kan ordinere subkutan-, p.n.- og i.v.-medicin, og at mange beboere i plejeboliger ikke får lindret deres smerter. En undersøgelse på to aarhusianske lokalcentre viser, at de ansatte har brug for mere viden om palliation.

En tilsyneladende krævende og besværlig beboer i en plejebolig viste sig at være i en delirøs tilstand og have stort behov for smertelindring. En anden beboer havde svære sår, men personalet fik det ikke rapporteret videre til faglige eksperter. En tredje fik ikke sin smertestillende p.n.-medicin, fordi der ikke var kompetent personale til at vurdere, hvornår det var nødvendigt at give medicinen.

Eksemplerne stammer fra nogle af de oplevelser, det tværfaglige palliative team på Aarhus Universitetshospital, AUH, har haft hos patienter i plejeboliger, som er blevet henvist til specialteamets hjælp. 

”Vi kommer både hos patienter på hospitaler, i plejeboliger og eget hjem, og vi kan se, at i plejeboliger kunne den palliative indsats blive meget bedre. Der er nogle helt åbenlyse problemstillinger, f.eks. omkring p.n.-medicinering. Assistenterne kan have svært ved at vurdere, hvornår den skal gives. Et andet problem er subkutan medicin, som kræver, at der er en sygeplejerske til at give medicinen, og det er der ofte ikke udover i dagtiden,” siger klinisk sygeplejespecialist Helle Nordestgaard Matthiesen fra Det Palliative Team. 

Palliation på plejehjem

I 2011 udgav Sundhedsstyrelsen anbefalinger for den palliative indsats, og i 2015 færdiggør Socialstyrelsen en guide til palliativ pleje på plejehjem, hvor personalet på plejehjem forskellige steder i landet har modtaget undervisning i palliation.

 

Smertedækning er ikke optimal

Når der ikke er sygeplejersker, får det bl.a. betydning for den behandling, Det Palliative Team kan ordinere.

”Vi må overveje meget nøje, hvilken behandling vi anbefaler og iværksætter. Det, der kan lade sig gøre hos en patient i eget hjem, som modtager hjemmesygepleje, er måske ikke muligt hos en beboer i en plejebolig. Konsekvensen er, at plejehjemsbeboeren ikke får den optimale smertedækning, der er behov for,” siger Helle Nordestgaard Matthiesen, som også er bekymret for nogle af de beboere med komplekse problemstillinger, som ikke bliver henvist til Det Palliative Team. 

 

sy_2015_10_koerestol_svendsen”Vi kan jo kun handle på observationer, vi hører om. I plejeboliger er det oftest de lavest uddannede, som er ude hos patienterne, og hvis ikke social- og sundhedshjælperne og -assistenterne er uddannet til at kunne foretage de rigtige observationer og bedømme symptomerne, så risikerer beboerne en utilstrækkelig symptomlindring,” siger hun.
Helle Nordestgaard Matthiesen og hendes kolleger ser flere problematikker i plejeboliger. 

”Hvor der i hjemmeplejen er flere sygeplejersker, som er efteruddannede i palliation, så er der indtil videre meget få i plejebolig, der har taget palliativ efteruddannelse,” siger Helle Nordestgaard Matthiesen.  
 

Personalet efterspørger viden

For at løfte det faglige niveau i plejeboliger besluttede Det Palliative Team i 2014 at sætte et udviklingsprojekt i gang. De fandt med kommunens hjælp to lokalcentre, som godt ville være med. Første trin var at observere, hvordan hverdagen er i plejeboliger, og tale med personalet. Dernæst udarbejdede Det Palliative Team et spørgeskema, som skulle afdække behovet for uddannelse. 

Resultatet af spørgeskemaundersøgelsen viste i 2015, at fire ud af fem ansatte i de to plejeboliger mener, de er fortrolige med, hvordan de kan lindre beboernes smerter, åndenød og depression, og at de føler sig fortrolige med at kommunikere med de pårørende. Men samtidig efterspørger de mere viden. 

”De føler sig generelt gode til at klare opgaven både i forhold til symptomlindring og i forhold til kommunikation med beboere og pårørende. Men samtidig efterlyser de at få mere kendskab og blive dygtigere til at klare opgaverne,” siger sygeplejerske i Det Palliative Team, Birgitte Elmose. 

Undersøgelsen viste også, at personalet i plejeboliger ofte bliver afbrudt i deres arbejde, og at de mangler tid til at pleje og drage omsorg for den døende beboer. 

Plejepersonalet består hovedsagelig af social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, men på begge lokalcentre er to sygeplejersker ansat i dagtimerne foruden fysioterapeut, ergoterapeut, hjemmehjælpere, ernæringsassistent og sygehjælpere. 

 

Overraskende egenvurdering

Plejepersonalets egen positive vurdering af kvaliteten af den palliative indsats kan virke overraskende for Det Palliative Team, som har oplevet, at selvom personalet gør et rigtig godt arbejde, så får beboere med smerter ikke den lindring, de har brug for.

Om undersøgelsen

To aarhusianske lokalcentre har medvirket i Det Palliative Teams undersøgelse. I november 2014 blev der uddelt 70 spørgeskemaer, hvoraf de 46 blev besvaret og returneret. Blandt de 46 respondenter var to sygeplejersker, 24 social- og sundhedsassistenter og 10 social- og sundhedshjælpere. De sidste 10 fordelte sig blandt andre faggrupper. De to lokalcentre er anonyme.

”Personalet ved godt, at hvis man har et job i en plejebolig, så er man også nødt til at sige, at man føler sig fortrolig med at give smertestillende medicin og skifte sår. Men når man samtidig efterlyser mere viden, så ved man også godt, at der kan være et problem,” siger Birgit Elmose.  

Om undersøgelsen To aarhusianske lokalcentre har medvirket i Det Palliative Teams undersøgelse. I november 2014 blev der uddelt 70 spørgeskemaer, hvoraf de 46 blev besvaret og returneret. Blandt de 46 respondenter var to sygeplejersker, 24 social- og sundhedsassistenter og 10 social- og sundhedshjælpere. De sidste 10 fordelte sig blandt andre faggrupper. De to lokalcentre er anonyme. ~Hun nævner et eksempel, hvor Det Palliative Team anbefalede, at patienten som smertestillende fik subkutan medicin frem for stikpiller. Virkningen af stikpiller er ofte ineffektiv, samtidig med at administrationsmetoden er ydmygende og belastende for beboerne. Men i nogle plejeboliger vælger man alligevel stikpiller, fordi personalet ikke har kompetence til at administrere subkutan medicin.
 

Hvem griber den efterladte?

Udover større viden om symptomer og medicinering mener Det Palliative Team, at der er brug for at sætte ind med uddannelse i, hvordan personalet taler med beboerne og de pårørende om, at døden nærmer sig, og hvordan man yder omsorg for de efterladte.

”I en plejebolig fortalte en ansat om en forholdsvis ung beboer, som havde været misbruger, og som døde. Hver eneste dag havde hendes mor siddet hos hende, og hun var kommet med nystrøget sengetøj, mad og blomster, hun havde ydet en kæmpeindsats og keret sig om sin datter. Og da hun så døde, sagde moderen ”farvel og tak”. Den ansatte havde en træls fornemmelse af, at ”gad vide, hvordan hun havde det”. Det er trist, for hvem griber den sørgende mor?” spørger Helle Nordestgaard Matthiesen.

Ifølge Det Palliative Team er der brug for en professionel indsats omkring omsorg for de efterlevende. 

”Jeg spurgte på et plejested, om de har kontakt med de efterlevende, og de sagde: ”Ja, de kommer jo og tømmer stuen, så snakker vi da med dem.” Selvfølgelig hilser man og smalltalker, men det skal også være professionelt, der skal være en faglig tilgang, hvor man er bevidst om, at det her er et arbejde på samme måde som smertelindring,” siger Birgitte Elmose. 

På baggrund af spørgeskemaundersøgelsen vil Det Palliative Team gerne fremover medvirke til planlægning af uddannelse til personalet.

”Vi har startet projektet i de to omtalte plejeboliger, og tanken er at få mere viden om palliation bredt ud til alle plejeboliger i Aarhus,” siger overlæge Mette Asbjørn Neergaard.

 

Læs også artiklen i samme nummer af Sygeplejersken "Der skal være sygeplejersker på plejehjem".

 

Foto: Søren Svendsen

Emneord: 
Palliation
Plejecenter

Der skal være sygeplejersker på plejehjem

Hvert tredje plejehjem har ingen sygeplejersker ansat, og generelt er der for få til at løfte plejen.

Der er brug for flere sygeplejersker på plejecentre over hele landet. Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse har med udspillet ”Høj kvalitet på plejecentre” vedtaget at arbejde politisk for at hæve den faglige kvalitet i plejen på landets plejecentre. 
Kredsnæstformand i Kreds Hovedstaden, Signe Hagel Andersen, har været med til at udarbejde udspillet.

”I nogle kommuner har man sygeplejersker ansat i hjemmeplejen, som er tilknyttet plejecentre, men der er overvejende enighed i hovedbestyrelsen om, at det er væsentligt at ansætte dem ude på plejecentrene, så de kan løfte kvaliteten, efteruddanne personalet og forebygge indlæggelser. Når man kun kommer forbi i 15 minutter, kan man ikke bygge en faglighed op,” siger Signe Hagel Andersen.

Hun henviser til en analyse af medicinske korttidsindlæggelser af ældre bragt i Ugeskrift for Læger i marts 2015, som viser, at 45 pct. af indlæggelser fra plejecentre ville kunne forebygges.

Region Hovedstaden er det område i landet med flest plejehjem, der har sygeplejersker ansat: næsten ni ud af 10 ifølge tal fra Dansk Sygeplejeråds Analyseafdeling fra 2013. I Region Syddanmark og Region Nordjylland har mindre end hvert andet plejecenter sygeplejersker ansat, mens de to øvrige regioner har sygeplejersker på ca. en tredjedel af plejehjemmene.

”Vi kan se, at man i nogle kommuner vil spare, og derfor sammenligner sig med kommuner, hvor der ikke er så mange sygeplejersker ansat på plejehjem. Der mangler forståelse for, hvad en sygeplejerskefaglighed kan tilføre. Med udspillet vil vi klæde sygeplejersker på med argumenter til kommunalpolitikerne,” siger Signe Hagel Andersen.

Argumenterne lyder bl.a., at sygeplejersker kan overtage plejen af de patienter, som bliver hurtigt udskrevet fra hospitalet, de kan lede plejen, og de har palliative kompetencer. 

Ifølge Dansk Sygeplejeråds udspil er der brug for at give plejehjemmene et nyt attraktivt image. 
 

Støvet image skræmmer ansøgere

Et af de plejehjem, der har haft succes med at rekruttere sygeplejersker, er Kildevæld Sogns Plejehjem på Østerbro, som lige nu har ansat otte sygeplejersker. 

Da forstander og sygeplejerske Margit Lundager blev ansat for 10 år siden, hed det sig på stedet, at der ikke var brug for sygeplejersker på plejehjem.

”Men i dag er her ingen, som er i tvivl om, at sygeplejersker er en god idé – nu er det bare svært at rekruttere dem, for der er ikke ligefrem kø til de ledige stillinger,” siger hun. 

Når det alligevel er lykkedes Kildevæld Sogns Plejehjem at tiltrække en del sygeplejersker, skyldes det, at ledelsen her har satset på udvikling af plejen.

”Vi har skabt et fagligt forum, et monofagligt, men også et tværfagligt forum, og vi er hele tiden i gang med noget udvikling. Vi har ikke slået meget på tromme for vores spændende udviklingsarbejde. Det er rygtedes stille og roligt,” forklarer Margit Lundager. 

Plejehjemmet har f.eks. sat et samarbejde i gang med Diakonissestiftelsens Hospice, hvor personalet bl.a. får uddannelse af palliationsspecialister. 

På Kildevæld Sogns Plejehjem er Margit Lundager fortrøstningsfuld med hensyn til at kunne rekruttere sygeplejersker i fremtiden. 

”I takt med at arbejdsmiljøet på hospitalerne tilsyneladende bliver hårdere, bliver det mere attraktivt at søge job her, hvor der er mange gode opgaver for sygeplejersker.”

Margit Lundager hilser Dansk Sygeplejeråds politiske udspil ”Høj kvalitet på plejecentre” velkomment:

”Det hjælper at italesætte plejehjem som ”det nye sort”. Jeg plejer at sige, at vi nærmest driver en medicinsk afdeling, uden at det må se sådan ud. Beboerne har jo alle mulige sygdomme, men det skal helst se ud, som om det hovedsageligt er dagligdagens festligheder, vi fokuserer på; at der er ro og glæde og hyggelige aktiviteter. Det andet skal bare foregå som noget grundlæggende.”
 

 Læs også artiklen i samme nummer af Sygeplejersken: "Beboere har unødvendige smerter".

Emneord: 
Plejecenter

Med øje for den borgernære sygeplejeledelse

Sygeplejerskens rolle som gruppeleder på de kommunale plejecentre bliver styrket gennem et uddannelsesforløb, hvor fag- og miljøledelse i yderste led sikrer kvalitet i leveringen af kerneydelsen.

Først og fremmest sygeplejersker er målgruppen for projektet ”gruppelederne på plejecentrene”. De arbejder i et krydsfelt, hvor de skal være konsulenter på sygeplejefaglige opgaver, have overblik og strukturere arbejdsgange.

Der var et behov for at styrke dette led, så gruppelederne kunne opnå at få de nødvendige kompe-tencer til at lede personalets faglige udvikling og gøde det faglige miljø. Hertil kommer evnen til at prioritere og delegere opgaver for at holde fokus på beboernes behov, livskvalitet og selvbestemmelse.

Et succeskriterium for projektet var, at der skulle være en direkte effekt i hverdagens arbejde. Målet var at uddanne ledere, som er ude i dagligdagen og spiller en central rolle i leveringen af kerneydel-sen. Derfor var sygeplejerskerne målgruppen, da vi skal være i stand til at klare krydspresset ift. vores sygeplejefaglige ansvar, vores kollegaer, delegering af opgaver og rådgivende ansvar omkring borgere. For at sikre det har transferbegrebet været et underliggende element i hele uddannelsesfor-løbet (1).

Borgernes livskvalitet kan blive bedre

Ældrekommissionens rapport fra 2012 kom med 43 anbefalinger til, hvordan borgernes selvbe-stemmelse og livskvalitet kunne forbedres på plejecentre. Med udgangspunkt i disse anbefalinger igangsatte Socialstyrelsen et projektprogram, hvoraf et af sporene skulle udarbejde og afprøve et uddannelsesforløb, som skulle sikre borgernes livskvalitet i dagligdagen. Arbejdet gik i gang i sommeren 2013 og blev afsluttet med en evalueringsrapport med udgangen af 2014.

Omdrejningspunktet var gruppeledernes virkelighed og dagligdag, da læringsfacilitatoren igennem praktik havde stort kendskab til området. Forløbet var bygget op af moduler, og mellem disse var der opgaver og øvelser, som gruppelederne skulle udføre på deres arbejdsplads. Sideløbende med traditionel klasseundervisning blev der brugt en online platform.

De første målinger af effekten er foretaget. Der er blevet målt på både lærings- og adfærdsmål. Her ses den største effekt på modulet ”anvendelse af situationsbestemt ledelse” med en stigning på 20 pct. i viden og kendskab til brug i hverdagen. Derudover ses en stigning i teoretisk viden og brug på 16 pct.

Daglige opgaver skulle løses

Igennem forløbet har det været en kunst at finde tid og plads til læring i dagligdagen og bibeholde fokus på uddannelsen, da faste, daglige opgaver stadig har skullet løses. Som områdeleder har det været min opgave at hjælpe gruppelederne med dette. Da jeg selv er sygeplejerske og tæt på daglig-dagen, har vi løbende haft en dialog om dette. På samme tid har det været med til at give os en ramme for, hvor forskellen i ledelse ligger – gruppeleder kontra områdeleder – selv om begge er uddannet sygeplejerske.

Det vigtigste er, at der allerede på nuværende tidspunkt opleves en effekt i dagligdagen. Et eksem-pel er, at prioritering og fokus er blevet styrket, så der skabes mere tid og overskud til aktiviteter planlagt ud fra beboernes ønsker, f.eks. en spontan bustur med beboerne.

Med den endelige evalueringsrapport vil det vise sig, om læringen er implementeret i praksis. Må-lingen vil blive foretaget tre måneder efter endt forløb. Uddannelsesforløbet har allerede manifeste-ret sig på plejecentrene ved et større fokus på fag- og miljøledelse, hvor livskvalitet og beboernes behov er i centrum. Der er blevet skabt en faglig ledelse tæt på kerneydelsen og med de bedste rammer for beboernes hverdagsliv. Den største udfordring ligger dog stadig foran os, da vi skal fortsætte den positive kurs trods forandringer og nye opgaver.

Tina Severinsen, områdeleder for plejecenteret Vestergården i Thisted Kommune; tse@thisted.dk

Litteratur

  1. Wahlgren B. Transfer i VEU. Tolv faktorer der sikrer, at man anvender det, man lærer. Nationalt Center for kompetenceudvikling og Institut for uddannelse og pædagogik (DPU) Aarhus Universitet; 2013.
Emneord: 
Plejecenter
Uddannelse

Status over den palliative indsats på danske plejefaciliteter

Undersøgelser har vist, at der er udfordringer i forbindelse med den basale palliative indsats på de danske plejefaciliteter. Derfor er der brug for klare visioner og mål for kvaliteten af og ansvaret for den palliative indsats i plejefaciliteterne både nationalt og kommunalt og for samarbejdet mellem regioner og kommuner. Artiklen er blevet til på baggrund af indberetninger til PACE/EAPC taskforce: Mapping palliative care systems in long term care facilities for older people in Europe 2014.
Overskrift

Schwarz-Nielsen KH, Raunkiær M. Status over den palliative indsats på danske plejefaciliteter. Sygeplejersken 2015;(6):96-9.

Undersøgelser har vist, at der er udfordringer i forbindelse med den basale palliative indsats på de danske plejefaciliteter. Ældrekommissionen forholder sig som den eneste direkte til den palliative indsats på plejefaciliteterne. Sundhedsstyrelsen, Den Danske Kvalitetsmodel samt Dansk Selskab for Almen Medicin forholder sig kun indirekte eller slet ikke. Samtidig hermed eksisterer der ingen nationale opgørelser over antallet af borgere i danske plejefaciliteter, der modtager palliativ indsats.
Pga. den voksende ældrebefolkning vil flere borgere med tiden have behov for en palliativ indsats. Der er derfor fremadrettet brug for klare visioner og mål for kvaliteten af den palliative indsats på de danske plejefaciliteter.

Nøgleord: Palliativ indsats, plejefaciliteter, politik, udviklingstiltag.

Den basale palliative indsats i kommunerne omhandler bl.a. den indsats, som ydes borgerne i plejefaciliteterne (PF). En undersøgelse (1) har imidlertid vist, at kun ca. 27 pct. af de 56 adspurgte PF har medarbejdere ansat med efteruddannelse i palliation, at PF har den laveste grad af samarbejde med det specialiserede palliative niveau, samt at tilsynet med borgerne er utilstrækkeligt. Andre studier peger på, at ledelsesmæssige problemer og vanskeligheder i samarbejdet mellem plejefaciliteterne og almen praksis kan forhindre gamle i at dø på plejehjem (2-5). Formålet med artiklen er

  • at beskrive de danske plejefaciliteter
  • at undersøge eksisterende nationale politikker og anbefalinger på området
  • at give eksempler på konkrete kommunale og lokale palliative udviklingstiltag gennem de seneste 10 år målrettet plejefaciliteterne.

Danske plejefaciliteter
Ifølge Socialstyrelsens tilbudsportal (6) eksisterer der 916 plejefaciliteter i Danmark for ældre borgere med somatiske lidelser, hvoraf 83,7 pct. er offentligt drevet. Disse består af plejehjemsboliger og beskyttede boliger efter gældende regler i lov om social bistand, samt plejeboligerne, de såkaldte ældreboliger, der er afløseren for plejehjem og oprettet efter lov om almene boliger.

Fælles for alle tre plejefaciliteter er, at de er drevet af regionsrådet og kommunalbestyrelsen, har fast tilknyttet personale 24 timer i døgnet samt et serviceareal (f.eks. køkken, træningscenter eller en fælles dagligstue for de ansatte og beboerne, i modsætning til boliger hvor man skal klare sig selv uden ansatte, og hvor man som beboer kun har et nødkald).

Den medicinske behandling leveres af beboerens egen læge (6-7). I 2013 boede i alt 39.940 borgere over 65 år i en af ovenstående plejefaciliteter, af dem var 66 pct. kvinder og 34 pct. mænd (8). Fra 2008 til 2010 var den gennemsnitlige opholds-/levetid 30 måneder på landets plejefaciliteter (9), og 26 pct. af dødsfaldene i Danmark i perioden 2004-2006 fandt sted på plejefaciliteterne (10).

Med hensyn til personalesammensætningen på landets plejefaciliteter udgjorde sygeplejersker 2,8 pct. af den samlede personalegruppe, social- og sundhedsassistenterne 22,9 pct. og social- og sundhedshjælpere samt hjemmehjælpere 55,6 pct. i 2010-2011. Hertil kom de ufaglærte, der udgjorde 7,5 pct. af personalegruppen (1).

Nationale politikker og anbefalinger
I ”Sundhedsstyrelsens anbefalinger til den palliative indsats” fra 2011 (11) fremhæves palliation i plejeboliger kun få gange selvstændigt. F.eks. at indsatsen i plejefaciliteterne kan beskrives som palliativ indsats forstået således, at palliativ indsats til beboere på plejecentre er palliation i sen palliativ og terminal fase; endvidere står der, at almen praksis bør yde palliation af høj kvalitet i plejefaciliteterne, at den behandlingsansvarlige læge har kontakt til plejefaciliteterne, at plejehjemspersonalet jævnligt vurderer beboernes palliative behov, at de palliative teams yder palliation på plejefaciliteterne, samt at den palliative indsats dokumenteres.

Ifølge anbefalingerne bør regioner og kommuner udarbejde aftaler for det tværsektorielle samarbejde om patienter med palliative behov, dvs. yde en palliativ indsats ved overgange og ikke generelt i plejefaciliteterne.

I 2012 udgav Ældrekommissionen publikationen ”Livskvalitet og selvbestemmelse på plejehjem” (9) med 43 anbefalinger, hvoraf seks omhandlede palliation ved ”afslutning på livet”:

  1. Plejehjemmet skal indhente og imødekomme beboerens ønsker til livets afslutning
  2. Beboeren skal holdes så lidelsesfri som muligt under livets afslutning
  3. Beboerens ønske om at dø i eget hjem skal understøttes
  4. Den døende må ikke uønsket være alene under livets afslutning
  5. Der skal være en afrunding på dødsfaldet af hensyn til andre beboere, pårørende og medarbejderne
  6. Medarbejdernes kompetencer inden for den palliative pleje skal fastholdes og videreudvikles.

Juni 2014 udkom Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) med ”Klinisk vejledning for almen praksis” (12). Følgende tre fokusområder behandles bredt for primærsektor og hjemmesygeplejen: samarbejde og organisering, kommunikation og symptombehandling. Et mindre afsnit har specifikt fokus på plejefaciliteterne, hvor det fremhæves, at beboere i plejefaciliteter ofte har samme palliative behov som patienter i eget hjem: ”Mange er demente og har stor komorbiditet, og almen praksis bør bidrage med viden om og engagement i beboere og være tilgængelig for plejepersonalet, når det palliative forløb kræver det.”

Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM), som indeholder standarder for den palliative indsats, er ikke obligatorisk for kommunerne. I 2014 er syv danske kommuner i gang med Den Danske Kvalitetsmodel og heraf fem med den del, der omhandler sygepleje og i princippet således den palliative indsats (13). Anden version af Den Danske Kvalitetsmodel (14) indeholder standarder for den kommunale palliative indsats i bred forstand i en sygeplejedel, som er et ud af fem områder i kvalitetsmodellen.

Standarderne omhandler ikke specifikt den palliative indsats på plejefaciliteter. Én standard omhandler f.eks. samarbejdet i den palliative indsats med fokus på bl.a. symptomlindring, organisering og borgerens opfattelse af livskvalitet. En anden omhandler respekten for afdøde og pårørende med fokus på istandgørelse og omsorg for de pårørende.

10 års udviklingsinitiativer
I 2014 ønskede Holmegaardsparken at anvende hospicefilosofien til beboere, som var uafvendeligt døende. Alle medarbejdere gennemgik et kursus målrettet den enkeltes jobfunktion. Der eksisterer ikke en publiceret evaluering af projektet, men en leder vurderede, at projektet har givet tryggere forløb, bl.a. fordi der i tide udarbejdes plejeplaner og træffes aftaler med pårørende og praktiserende læge (15).

I 2006 igangsatte Gentofte Kommune et projekt (16), som via uddannelse af nøglepersoner i palliation skulle forbedre den palliative indsats. Evalueringen viste bl.a., at projektet havde optimeret palliative forløb for borgere med kræft. Udfordringerne var bl.a. nøglepersonernes pædagogiske rolle og rolle i komplekse organisationer, organiseringen (f.eks. den praktiserende læges rolle) samt prioritering af palliation i forhold til øvrige indsatsområder.

Fra 2007-2009 gennemførte Københavns Kommune og Professionshøjskolen Metropol projektet ”Liv og død på plejehjem på tre københavnske plejefaciliteter”. Projektet bestod af en undersøgelse af døden og udviklingstiltag, der kompetencemæssigt og organisatorisk skulle forbedre den palliative indsats. Evalueringen (17) af udviklingstiltagene viste, at en kombination af undervisning, faglig vejledning og lokale udviklingsprojekter ifølge personalet havde forbedret klinisk praksis, samt at udbyttet afhang af den kollegiale og ledelsesmæssige opbakning og prioritering af praksisbaseret kompetencetræning.

To projekter (18-19) havde fokus både på kompetenceudvikling og forbedring af det tværfaglige og/eller tværsektorielle samarbejde. I 2010-2013 samarbejdede Nyborg Kommune og Videncenter for Rehabilitering og Palliation (PAVI) om et kommunalt, tværfagligt interventionsprojekt.

Formålet var at styrke sammenhængen i den kommunale palliative indsats for mennesker med livstruende sygdomme i eget hjem og plejeboliger. Interventionerne indeholdt kompetenceudvikling for praktiserende læger og plejepersonale samt udvikling af praksis bl.a. ved inspiration af The Gold Standards Framework. Evalueringen viste bl.a., at projektet havde medvirket til at forbedre den palliative indsats, men også udfordringer i forhold til praktiserende læger, ledelse, organisation/struktur, opbakning m.v. (18).

I 2013 gennemførte Lynghuset i Odsherred Kommune et tværsektorielt projekt (19). Formålet var at forbedre den kommunale palliative indsats ved at udvikle det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde via en samarbejdsmodel mellem Lynghuset, almen praksis og smertecenteret på Holbæk Sygehus.

Modellen indebar bl.a., at en af områdets praktiserende læger og en læge fra smertecenteret blev tilknyttet Lynghuset for at tilse indlagte patienter og rådgive/undervise personalet. Evalueringen viste, at modellen havde medvirket til at forbedre det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde, men også at den medførte strukturelle, organisatoriske og faglige udfordringer.

Konklusion
Gennemgangen af de nationale politikker viser, at det primært er Ældrekommissionen (9), som direkte forholder sig til den palliative indsats på landets plejefaciliteter, mens Sundhedsstyrelsen, Den Danske Kvalitetsmodel, Dansk Selskab for Almen Medicin (11,13-15), forholder sig indirekte eller slet ikke.

De kommunale og lokale projekter havde især fokus på kompetenceudvikling (15-19). Det skyldes formodentligt, at der er flest kortuddannede faggrupper ansat på denne institutionstype (1). Ses dette i sammenhæng med, at evalueringerne af projekterne også viste organisatoriske udfordringer, indikerer det et behov for udvikling af konkrete aftaler om dels det kliniske samarbejde mellem almen praksis, plejefaciliteterne og de specialiserede palliative enheder samt til dels de specialiserede palliative enheders forpligtelse til rådgivning og undervisning af det basale palliative niveau.

Der eksisterer på nuværende tidspunkt ikke nogen nationale opgørelser, der kan fortælle os om antallet af beboere i plejefaciliteter, der modtager en palliativ indsats.

Kliniske implikationer
Vi forventes at leve længere (også med livstruende sygdomme), og den voksende del af den ældre befolkning, der er fyldt 80 år, fremskrives over de næste 20 år til at være forøget med 402.117 personer i 2030 (9), hvilket vil betyde, at den andel af befolkningen, der bor i plejefaciliteter, vil stige med alderen. En konsekvens heraf vil øjensynligt være, at flere borgere med tiden vil have behov for en palliativ indsats på en af landets mange plejefaciliteter. Derfor er der fremadrettet brug for tydelige visioner og mål for kvaliteten af og ansvaret for den palliative indsats i plejefaciliteterne, både nationalt og kommunalt, og for samarbejdet region og kommune imellem.

Kathrine Hvid Schwarz-Nielsen, cand.scient.san., tidligere ansat som projektmedarbejder i Videncenter for Rehabilitering og Palliation (PAVI), Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet; Trine_hvid@hotmail.com
Mette Raunkiær, ph.d., cand.scient.soc., forsker v. Videncenter for Rehabilitering og Palliation (PAVI), Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.

Litteratur

  1. Karstoft KI, Nielsen AF, Timm H. Palliativ indsats i den kommunale pleje: rapport: kortlægning af den palliative indsats i hjemmeplejen, hjemmesygeplejen og på plejehjem i Danmark 2010-2011. København: PAVI; 2012.
  2. Landsforeningen Liv&Død. Dødskvalitet – et spørgsmål om ressourcer og holdninger. København: Liv&Død; 2009. (Genoptryk fra 2006).
  3. Raunkiær M. Samarbejde om den palliative indsats i det samlede sundhedsvæsen – et kortlægningsprojekt om samarbejdet mellem Hillerød Hospital, Palliativ Enhed, Hillerød Hospital, Arresødal Hospice, Almen Praksis i Halsnæs Kommune og Hjemmeplejen i Halsnæs Kommune.  København: PAVI; 2012.
  4. Raunkiær M, Kronborg CN, Nielsen, KT. Projekt Palliation i Nyborg Kommune. Resultat af spørgeskemaundersøgelse og fokusgruppeinterview. Delrapport I. København: PAVI; 2011.
  5. Raunkiær M. Forestillinger og erfaringer med livet tæt på døden. Rapport. København: Videncenter for Sammenhængende forløb, Professionshøjskolen Metropol; 2008.
  6. Data extracted from Tilbudsportalen http://www.tilbudsportalen.dk/ (9. maj 2014)
  7. BEK nr. 1084. (2013). Bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger. BEK nr. 1084 af 05/09/2013. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=158083
  8. Danmarks Statistik. Færre ældre bor i pleje- og ældreboliger. Nyt fra Danmarks Statistik nr. 583. København: Danmarks Statistik; 2013.
  9. Social- og Integrationsministeriet. Kommission for Livskvalitet og Selvbestemmelse i Plejebolig og på Plejehjem. Livskvalitet og selvbestemmelse på plejehjem: Kommission for Livskvalitet og Selvbestemmelse i Plejebolig og på Plejehjem; 2012.
  10. Jarlbæk L, Vittrup R. Dødssted i Danmark i perioden 2004-2006. København: PAVI;2013
     pavi.dk/Libraries/projekter/Doedssted_i_Danmark_i_perioden_2004-2006.sflb.ashx
  11. Sundhedsstyrelsen. Anbefalinger for den palliative indsats. København: Sundhedsstyrelsen; 2011. (23. Juni 2014).
  12. DSAM.  Klinisk vejledning for almen praksis: palliation. København; 2014.
  13. ikas.dk/Sundhedsfaglig/Kommuner/Deltagende-kommuner.aspx, besøgt 8. juli 2014.
  14. DDKM. 2. version af Den Danske Kvalitetsmodel for det kommunale område: Høringsversion. IKAS; 2014. ikas.dk/Sundhedsfaglig/Kommuner/Høring.aspx, besøgt den 15. juni 2014.
  15. Knudby U. Tegn på, at døden nærmer sig. Sygeplejersken; 2007;(19):101-3.
  16. Timm H. Evaluering af Projekt Lindrende Indsats i Gentofte Kommune. København: PAVI; 2011.
  17. Raunkiær M, Timm, H. Development of palliative care in nursing homes: evaluation of a Danish project. International Journal of Palliative Nursing. 2010; vol. 16 nr. (12):613-20.
  18. Raunkiær M. Udvikling af den kommunale palliative indsats. Evaluering af projekt palliation i Nyborg Kommune (PINK). København: PAVI; 2013.
  19. Raunkiær M, Henriksen SV, Glenstrup ML, Bierlich L, Hansen OB. Erfaringer med en ny samarbejdsmodel (in review).
English abstract

Schwarz-Nielsen KH, Raunkiær M. The status of palliative care interventions at Danish care facilities. Sygeplejersken 2015;(6):96-9.

Studies have revealed challenges in basic palliative care interventions at Danish care facilities. The Danish National Commission on Ageing is the sole body that directly addresses palliative care interventions at national care facilities. The Danish Health and Medicines Authority, the Danish Healthcare Quality Programme and the Danish College of General Practitioners undertake only indirect or no monitoring at all. At the same time, there are no national records of the number of citizens in Danish care facilities receiving palliative care. Owing to the growing elderly population, an increasing number of citizens will eventually require palliative care. Going forward, there is consequently a need for well-defined visions and goals for the quality of palliative care interventions at Danish care facilities.

Key words: Palliative care interventions, care facilities, policies, care-improvement initiatives .

 

Emneord: 
Palliation
Plejecenter

Studerende i praksis: Plejehjemmene har brug for sygeplejersker

En sygeplejestuderende med et naturvidenskabeligt blik på beboerne på et plejehjem oplevede en engageret vejleder tale arbejdet som plejehjemssygeplejerske op og være et godt forbillede.

Til daglig er jeg social- og sundhedsassistent på sygehuset og læser til sygeplejerske på fjernstudie. Dermed har jeg ingen erfaring med at være på et plejehjem. Da jeg så skulle i klinik på et plejehjem, var jeg spændt på at se, hvad sygeplejerskens kompetenceområde indebar. Der er ikke meget prestige i at være sygeplejerske på et plejehjem – i det hele taget det at arbejde med ældre. Når jeg har fortalt andre, at jeg skulle i klinik på et plejehjem, så har de sagt ”Øv, hvor ærgerligt, bare det havde været hjemmeplejen.”

Det har fået mig til at tænke over, om der overhovedet var noget at lære for en sygeplejestuderende på et plejehjem. Under klinikforløbet har jeg i den grad fået øjnene op for, hvor vigtigt det er at have sygeplejersker på plejehjemmene. Min vejleder har virkelig været et forbillede i denne sammenhæng. Hun brænder for, at de ældre skal have den bedst mulige pleje, og det engagement smitter. Det at arbejde med ældre er et meget kompliceret speciale.

De ældre har mange sygdomme! Hjerte-kar-sygdomme, lungesygdomme og neurologiske lidelser, og hvis de så falder, så også frakturer. Det er et miks af både medicinske specialer og kirurgi. Vi ved også, at ældres fysiologi ikke er som yngres. Det kræver en bred viden, erfaring og et skarpt klinisk blik at kunne observere den ældre, som jo ikke nødvendigvis får samme symptomer som yngre. Dette vanskeliggør arbejdet med den ældre. Derudover er de ældre ikke indlagt på sygehuset længere end højst nødvendigt, så personalet på plejehjemmene skal også være parat til at modtage den ældre tidligere end førhen.

På plejehjemmene er der mange kompetente social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere, men de har behov for sparring, råd og vejledning af en sygeplejerske til iværksættelse af den rette pleje og behandling af den ældre. 

Når jeg engang bliver færdig som sygeplejerske og har den rette erfaring, vil jeg gerne arbejde på et plejehjem.

Mette Knudsen, sygeplejestuderende, modul 9, University College Slagelse

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk  Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Sygeplejestuderende
Plejecenter

Palliation: Hospicemetoder vinder indpas på plejecentret

Palliation var i mange år forbeholdt kræftpatienter på hospice, men filosofien om smertelindring og eksistentielle samtaler har bredt sig til andre patientgrupper og nu også til mange plejehjem over hele landet.

Interessen for at arbejde med palliation på plejecentre er stor. Det oplever sygeplejerske og master i etik og religionsfilosofi Rita Nielsen, som indtil for nylig var klinisk sygeplejespecialist på Diakonissestiftelsens Hospice. Hun er også forfatter til flere bøger om døden, sorg, den åndelige dimension og palliation. I dag underviser hun i palliation på efteruddannelse for sygeplejersker på hospitalsafdelinger og plejecentre i kommuner.

Palliation_5-2
Alle, som flytter ind på et plejehjem, ender med at dø, så jeg tror ikke, at det ødelægger noget at tale om det.
Foto: Søren Svendsen
Et af de råd, hun giver til ledere af plejecentre, som vil udvikle den palliative pleje, er at kigge på de kompetencemodeller, der er udviklet af Dansk Multidisciplinær Cancer Gruppe for Palliativ Indsats, DMCG-PAL.

”Det er ikke alle sygeplejersker, som ved, at de kompetencemodeller findes og kan bruges til at videreudvikle sig. Man kan holde dem op for sig som et spejl eller en kompasretning og se på, hvad man mangler, og herefter tilrettelægge undervisningen,” siger Rita Nielsen.
Når hun underviser, oplever hun især, at personalet er interesseret i viden om, hvordan man taler med beboerne om døden – også de demente beboere.

”Jeg møder meget modstand, når jeg siger: ”I skal sætte jer ned og snakke med dem om døden. I skal være obs på de antydninger, de kommer med. De er godt selv klar over, at de skal dø, og I er nødt til at tage den samtale med dem. Man er generelt meget bevidst om at tage sig af de demente, men det handler ofte om, at de skal leve og have et godt liv. Men man skal huske også at tænke på den del med døden, og hvordan man gør med det,” siger Rita Nielsen.

En barriere i forhold til at arbejde med palliation kan være, at personalet mener, de ikke har ressourcer til det.

”De mener ikke, at de har timer nok, og det kan være rigtigt, men det handler også om holdning. Dybest set er mange mennesker bange for døden og tør ikke gå ind i det. Det handler mindre om antallet af minutter og mere om at være nærværende og bruge tiden rigtigt, de minutter du er der,” siger hun.

Bange for det åndelige
Rita Nielsen har nogle helt enkle råd som f.eks., at man skal sætte sig ned i stedet for at stå op, når man taler med beboeren. Et andet råd handler om, at man som medarbejdere kan bruge hinanden til at øve sig.

”De bedste råd er ofte de mest banale, men også de sværeste, for vi har jo så travlt. Nogle sygeplejersker og assistenter er bange for ikke at gøre det godt nok i forhold til at tale med døende om det åndelige og det eksistentielle. ”Hvad gør jeg, når jeg ikke selv tror?” spørger de. Her er svaret, at vi skal hjælpe hinanden og øve. Det kunne være ved at gå sammen med en, som er lidt ældre, ligesom i den gamle mesterlære. F.eks. kan en sosu gå sammen med en sygeplejerske, og en ung sygeplejerske kan gå sammen med en lidt ældre. Så kan man bede kollegaen lægge mærke til, hvordan man taler med de pårørende og bagefter snakke om, om der er noget, man kan gøre bedre. Det er ofte ikke så meget, der skal til,” siger Rita Nielsen, som også mener, at man skal prøve at konfrontere sig selv med det faktum, at man også en dag selv skal dø og arbejde med sine egne værdier og holdninger.

”Mange gamle mennesker har en religiøs holdning til livet og døden, og det er nemmere at tale med andre om, hvad de tror på, hvis man også selv har en holdning, der er forankret i et eller andet,” siger Rita Nielsen.

En ting, der skal være i orden, for at man kan arbejde ordentligt med palliation, er, at ledelsen går forrest.

”Ledelsen skal afsætte tid og arbejde bevidst på, at plejehjemmet skal være et godt sted at dø. Det er noget, man skal tage op på personalemøder og tale om, hvordan man gør det konkret. Hvis ikke ledelsen går forrest, så drukner alle medarbejdernes gode hensigter i hverdagens krav,” siger Rita Nielsen.

Hun tror ikke, der er nogen risiko for, at beboere eller pårørende føler, det er for voldsomt at tage stilling til døden:

”Alle, som flytter ind på et plejehjem, ender med at dø, så jeg tror ikke, at det ødelægger noget at tale om det. Man har modstand mod at tale om døden, men erfaringen viser, at når man har talt om det, der er svært, så er det en lettelse. Så er det på plads.”

Læs også artiklen "Plejehjemmet skal være et godt sted at dø" i samme nummer af Sygeplejersken.

Læs om kompetenceprogrammer til forskellige faggrupper inden for palliation på www.dmcgpal.dk og læs mere om palliation på pavi.dk og i Rita Nielsens bog ”Livets afslutning – behandling, pleje og omsorg – en vejledning til personalet i ældreplejen”.

Emneord: 
Død
Palliation
Plejecenter

Palliation: Plejehjemmet skal være et godt sted at dø

Personalet på to plejehjem i Gladsaxe Kommune manglede redskaber til at tale med beboere og pårørende om den sidste tid. Nu har de sat den palliative pleje i system.
Palliativ indsats ifølge WHO

Verdenssundhedsorganisationen WHO definerer palliativ indsats således:
Den palliative indsats har til formål at fremme livskvaliteten hos patienter og familier, som står over for de problemer, der er forbundet med livstruende sygdom, ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art.

Tidligere kunne der godt opstå en diskussion i plejegruppen, hvor den ene part mente, det var på tide at give den smertestillende medicin, der var ordineret, mens den anden part holdt på, at tiden lige skulle ses an til i morgen. Det betød, at en døendes smerter i nogle tilfælde ikke blev lindret. Det kunne også ske, at en døende blev udsat for smertefuld tvangsfodring af de pårørende, fordi de klagede over, at deres gamle far eller ægtefælle sygnede hen uden at få mad og drikke.

”Det skete, at medarbejdere følte sig sat til vægs af pårørende, som stillede undrende spørgsmål om, hvorfor deres gamle far eller ægtefællen ikke fik noget at spise og drikke. Typisk fordi vi ikke havde været grundige nok med at få talt med de pårørende om, at døden var nært forestående,” siger sygeplejerske Tine Jørgensen, som er daglig afdelingsleder på seniorcenter Bakkegården i Gladsaxe Kommune.

Palliation_1Personlige ejendele indgår også i den samtale, personalet har med beboere og pårørende om, hvordan den sidste tid kan blive så god som muligt. Foto: Søren Svendsen 

På de to plejehjem Bakkegården og Rosenlund, som har fælles ledelse i Gladsaxe Kommune, oplevede afdelingslederne, at personalet gav udtryk for usikkerhed omkring den palliative pleje, såsom hvordan man taler med de pårørende om, at en beboer viser tegn på at være døende, og hvordan man imødekommer den døendes behov for spirituel eller følelsesmæssig støtte.

Det gav anledning til, at centerledelsen på Bakkegården søgte om, at Bakkegården og Rosenlund kunne komme med i Socialministeriets projekt, der handler om at styrke den palliative pleje på plejehjem, hvor plejehjem i fem kommuner deltager. Målet med det projekt er at udarbejde en guide, som alle plejehjem kan bruge.

Guide til palliativ pleje i plejeboliger

Socialstyrelsen har udarbejdet en guide, der giver inspiration til palliativ pleje i plejeboliger. Ledere og medarbejdere fra seks plejecentre i Gladsaxe, Herning, Kolding og Aarhus har medvirket til guiden, som også er inspireret af et projektsamarbejde mellem Palliativt Videncenter og Nyborg Kommune.

Uddannelse i palliation
Siden maj 2014 har de to plejehjem arbejdet på at forbedre den palliative indsats til beboere og pårørende. Som led i projektet har en stor del af plejepersonalet været på uddannelse i palliativ pleje, og der er uddannet nøglepersoner til at implementere arbejdet. De er netop ved at lægge sidste hånd på en lang række procedurer, en palliations-tjekliste og beskrivelser af forskellige faggruppers kompetencer og opgaver.

Mange beboere på Bakkegården og Rosenlund dør, uden at det har været aktuelt med palliativt forløb, de sover f.eks. ind. Men for en del af beboerne gælder det, at der er et terminalt forløb, hvor de langsomt bliver dårligere. Ifølge Tine Jørgensen og Maria Midjord, som er daglig leder på det skærmede demensafsnit Rosenlund, er det vigtigt at få talt om det forløb i god tid.

Palliation_2Sosu-assistent Vinni Hansen giver saftevand på en ske, fordi beboeren har synkeproblemer og dermed er i risiko for at få lungebetændelse. Foto: Søren Svendsen

”Det kan være lidt voldsomt at tale om døden allerede ved indflytningssamtalen, og mange pårørende er i krise, når de har måttet erkende, at de ikke længere kan tage vare på deres ægtefælle eller deres gamle forælder. Der er dog også nogle, som gerne vil tale om det; det er meget forskelligt. Men vi tager initiativ til en samtale, så snart vi ser de første tegn på, at en beboer begynder at blive dårlig,” siger Maria Midjord.

Indholdet i samtalen med de pårørende fremgår af en faglig vejledning. I dialogen er udgangspunktet de pårørendes erfaringer med dødsfald og information om personalets tilgang til terminal pleje. Samtalen skal munde ud i en aftale om at kontakte lægen og om, hvad man gør i tilfælde af forværring. Det aftalte skal dokumenteres.

Religion og musik på tjeklisten
Der er også nogle punkter på palliations-tjeklisten, som skal drøftes med de pårørende. F.eks. skal det afklares, om der er særlige ønsker i forhold til trosretning, om den pårørende ønsker en gæsteseng, så man kan overnatte, om den pårørende vil være til stede i den sidste tid, og hvad man ønsker at deltage i. Personalet kan bede de pårørende om at købe bestemt musik eller særlige cremer og dufte. Samtalen kommer også omkring ønsker til, hvilket tøj den afdøde skal iklædes, og stillingtagen til obduktion.

”Tidligere gik vi nok lidt mere rundt om den varme grød og havde lidt svært ved at få taget hul på de svære ting i forhold til de pårørende og beboerne. Men vi oplever, at når vi har haft de svære snakke, så er det meget lettere at tale sammen, når døden er tæt på,” siger Tine Jørgensen.

Ledelse og personale på Bakkegården og Rosenlund har også lavet en liste over almene tegn på, at en beboer er døende, og en instruks om tidlig planlægning af det terminale forløb med lægen.

”Når medarbejderne er gode til at observere og se symptomer, så tager lægerne også deres faglige argumenter alvorligt og kommer f.eks. ud og er med i rundbordssamtalen med de pårørende og er med til at forventningsafstemme,” siger Tine Jørgensen.
Sygeplejerskernes opgave er især at stå for at aftale palliativ medicinering med lægen og skrive medicin og ordination ind på medicinskemaet. Det er også sygeplejersken, som tager stilling til, hvornår det er aktuelt at give p.n.-medicin, som f.eks. slimreducerende og vanddrivende medicin.

”Der er altid en sygeplejerske inde over handleplanerne i et palliativt forløb. Det er sygeplejerskens opgave at sikre, at vi er på forkant, hvis beboerens situation ændrer sig kritisk,” fortæller Tine Jørgensen.

Palliation_3Daglig leder på det skærmede demensafsnit Rosenlund, Maria Midjord, taler med en frisk beboer, tidligere elektriker Orla Johansen, som lever et meget aktivt liv på Rosenlund. Foto: Søren Svendsen

Personalet er blevet ærekære
Efter personalet har været på uddannelse i palliativ pleje, kan Tine Jørgensen og Maria Midjord tydeligt mærke en større bevidsthed om fagligheden i plejen.

”Jeg har f.eks. ofte hørt assistenterne sige, at det ikke er i orden, hvis lægen ikke vil ordinere smertestillende eller beroligende medicin og heller ikke synes, det er nødvendigt at komme ud og kigge til beboeren. Personalet er blevet mere ærekære, for de ser det som deres fornemmeste opgave at sikre, at beboerne kan dø på en værdig og god måde, ” siger Maria Midjord.

Holdningen på plejehjemmene i Gladsaxe er, at ingen beboer skal dø alene.

”Assistenterne er blevet meget opmærksomme på at bestille vagter, som kan sidde og holde i hånden, så beboeren ikke er alene i den sidste tid,” siger Tine Jørgensen.

Hun oplever, at personalet også tager udfordringerne op og taler med beboerne om de tanker, de gør sig, når mørket falder på, og angsten kan melde sig.

”Nogle beboere får den tanke, at de helst ikke vil i seng, for tænk hvis de ikke vågner igen. Her synes jeg, personalet er blevet gode til at gribe de bolde og tage en snak med den angste beboer, hvor man måske tidligere ville have været usikker på, hvordan man skulle tackle situationen,” siger Tine Jørgensen.

Demente er en særlig udfordring
Gennemsnitligt på landsplan lider to tredjedele af beboere i plejeboliger af en demenssygdom, og det gælder også for beboerne på Bakkegården og Rosenlund. Palliation til denne gruppe er en særlig udfordring.

”Det handler om at tolke mere på adfærd og i det hele taget bruge sit kliniske blik. Er beboeren holdt op med at spise? Har beboeren tissetrang, men kan ikke tisse? Bliver beboeren aggressiv? Smerter kan komme til udtryk på mange forskellige måder, som den demente ikke kan give udtryk for, og nogle gange er det noget af et Sherlock Holmes-arbejde at finde ud af, hvad det handler om,” fortæller Tine Jørgensen. 

I forhold til demente går personalet frem efter udelukkelsesmetoden, når de skal finde frem til, om en ændret adfærd hos en dement beboer skyldes smerter, og om smerterne er tegn på, at beboeren er i en terminal fase. Her bliver demenskoordinatoren brugt som sparringspartner.

”Vi kan forsøge, om vi kan tale med den demente om døden, og om beboeren har særlige ønsker. Men ellers taler vi med de pårørende og prøver os frem ved f.eks. at sætte et stykke musik på,” siger Tine Jørgensen.

Omsorg for medarbejderen
Det palliative forløb slutter ikke, når beboeren er død. De pårørende bliver tilbudt en samtale efter dødsfaldet for at runde forløbet af. Og til sidst kommer turen til personalet. En sygeplejerske står for at evaluere forløbet og sørge for, at den medarbejder, som har været omkring den døende i den sidste tid, er afklaret.

”Vi taler om, hvad der gik godt, og hvad der kan gøres bedre til næste palliationsforløb,” siger Tine Jørgensen.

Læs også "Hospicemetoder vinder indpas på plejecentret" i samme nummer af Sygeplejersken

Palliation_6
 

Emneord: 
Død
Palliation
Plejecenter

På job: Så meget hverdag som muligt for den enkelte

Der skal være mere ved at blive gammel end blot at få hjælp til at blive vasket. Det synes sygeplejerske Charlotte Lauridsen og hendes kolleger på Thisted Kommunes ældrecenter Sct. Thøgersgaard i Vestervig.

paajob_2
Carl Paasch faldt og slog hovedet for nogle dage siden. Charlotte Lauridsen (t.h.) og social- og sundhedsassistent Aase Kjærgaard tilser såret, mens Carl Paasch passer sin barbering. Foto: Michael Bo Rasmussen.

Astrid Madsen sidder stadig med skærebrættet foran sig. Det er helt rødt, for hun er lige blevet færdig med at skære rødbeder. De skal bruges til biksemaden, som køkkenassistenten er i gang med at lave til beboernes frokost. Og nu vil hun gerne vide, hvem det er, sygeplejerske Charlotte Lauridsen viser rundt.

Den ældre dame har lidt svært ved at forstå, hvorfor der ligefrem skal komme en journalist og en fotograf for at se, hvordan hun og de andre beboere på Sct. Thøgersgaard i Vestervig er med i hverdagen og hjælper, hvor de kan.

”Jamen, hvorfor skulle jeg ikke gøre det? Det er da ganske naturligt, at man hjælper til,” siger Astrid Madsen.

Men en målsætning om at inddrage beboerne i hverdagens gøremål kræver en meget bevidst indsats for at lykkes. Det er Charlotte Lauridsens erfaring.

paajob_1Valdemar Poulsen hører meget dårligt, men har forstået, at der er frokost. Han ønsker bare ikke at deltage.

Det er ikke for sjov, at Thisted Kommune har sendt samtlige medarbejdere fra ældrecentrene på kurser i tre omgange i løbet af de sidste fem år. Det kræver en stadig opmærksomhed at flytte ældreplejens fokus fra det, de ældre ikke kan, til det, de stadig kan eller kan trænes op til.

”I dag kommer man jo på plejehjem, fordi man ikke længere kan magte hverdagen i sit eget hjem,” siger Charlotte Lauridsen og føjer til: ”Derfor kan vi let komme til at se hjælpen til den enkelte som en række opgaver, man kan vinge af, efterhånden som de er udført. Men vi skal af med tjeklisten og i stedet flytte fokus til, hvad den enkelte beboer ønsker og har behov for i nuet.”

Da Charlotte Lauridsen blev ansat på Sct. Thøgersgård for seks år siden, fik alle beboere f.eks. udfyldt et morgenmadskort, hvor der stod, om de skulle have te eller kaffe, havregrød eller øllebrød, hvor mange stykker brød osv.

”Og det fik de hver dag, mens de boede her. Nu har vi en morgenmadsbuffet, så der er valg for den enkelte. Selv om man f.eks. sidder i kørestol, kan man jo godt selv bestemme, hvad man har lyst til at spise.”

Fleksibilitet udfordrer

Som sygeplejerske har Charlotte Lauridsen mange dokumentationsopgaver, beskriver indsatser og fokusområder, søger hjælpemidler og registrerer utilsigtede hændelser. 

Men hun har også et særligt ansvar i forhold til ældrepædagogikken. Hun skal være rollemodel, for hun er en af de ambassadører, som blev udnævnt til at fastholde målene om selvbestemmelse og hjælp til selvhjælp.

”På travle dage kan det f.eks. være lidt af en overvindelse at lade morgenmadsbuffeten stå fremme i stedet for at få den ryddet af vejen, for at alle kan komme videre. Der er jo stadig bestemte opgaver, der skal løses,” siger hun.

”Men efterhånden har vi fået en kultur her i huset, hvor det er legalt at springe et planlagt bad over for at tage til vandet med beboerne i stedet. Vi skal hele tiden være åbne for de muligheder, den enkelte dag byder.”

Din bedste oplevelse med en beboer for nylig?

”Da jeg kom tilbage fra barsel for nylig, blev jeg mødt af en beboer, som slog hænderne sammen og sagde: ”Charlotte, er du kommet tilbage! Og hvordan går det med din lille pige?” Da hun flyttede ind her, kunne hun ikke engang huske, hvad hendes egen datter hed.”

Emneord: 
Ældre
Plejecenter

Depressioner udbredte på plejehjem

Gamle plejehjemsbeboere er mere udsat for depression end nogen anden befolkningsgruppe. Hos gamle mennesker svækker en svær depression både den mentale og fysiske funktion. Men depressioner kan behandles.

SY-2001-08-17-1Ensomhed kan udløse depression hos ældre. Legemlig sygdom giver dog langt højere risiko. Foto: Anders Clausen/BAM.

Gamle plejehjemsbeboere har en meget stor risiko for depression.

Men det er ikke plejehjemmenes skyld. Heller ikke politikernes, pointerede gerontopsykiateren Nils Gulmann på Ældre Sagens konference om ældre og depression i begyndelsen af denne måned.

''At der er megen depression på plejehjem, er blevet udlagt sådan, at det nok er, fordi der er for lidt personale, og fordi plejen er for dårlig. Det er en meget lidt frugtbar og meget primitiv argumentation. Det er ikke plejehjemmenes skyld, at beboerne ikke danser folkedans og bruger kondirummet alle sammen.

Gamle på plejehjem har depressioner, fordi de er meget syge, og legemlig sygdom er højt associeret med depression.

Det gælder også hjernesygdomme som apopleksi, parkinsonisme og demens. Det er sygdomme, der fører ind på plejehjem, og det første symptom på demens eller parkinsonisme kan være en depression.''

Der er dog også en vis sammenhæng med psykosociale faktorer som ensomhed og isolation, tilføjede Nils Gulmann.

Han har rettet kritik mod de sidste årtiers ældreboligpolitik, som efter hans opfattelse ikke afspejler de ældres behov, men de yngres forestillinger om, hvordan de gerne selv vil have det.

''Det betyder, at syge, invaliderede, måske demente gamle er stærkt isolerede på mange plejecentre. Især dem med små rækkehuse og pergolaer, men også de moderne glaspaladser med lange gange i parket.

Hvis man indførte det bedste fra de gamle alderdomshjem, det tætte, at man ser personalet, når man stikker næsen uden for døren, så ville det nok forebygge nogen depression. Men ikke det meste. Ensomhed er kun en begrænset årsag til depression.''

Svækker fysisk funktion

Der er forsket meget lidt i psykiatri på plejehjem, men en række undersøgelser fra de senere år har dog givet nogen viden om problemet ældre og depression.

På den gerontopsykiatriske afdeling i Århus, hvor Nils Gulmann er administrerende overlæge, bedømte man for et par år siden alle patienter ved indlæggelse og ved udskrivning.

Det år blev der indlagt 87 gamle med meget svær depression. 22 af dem var fuldstændig hjælpeløse og plejekrævende, kunne knap nok gå, skulle mades og var inkontinente.

Efter vellykket behandling af depressionen var antallet af helt hjælpeløse faldet fra 22 til syv. Behandlingen bestod i medicin, god pleje, samtaler og i nogle tilfælde psykoterapi.

Patienternes intellektuelle funktion blev også bedømt. Ved indlæggelsen blev 35 opfattet som demente, ved udskrivelsen var tallet nede på otte.

''Man kan altså se, at en depression er stærkt invaliderende og funktionshæmmende, både mentalt og praktisk,'' konstaterede Nils Gulmann.

''Man kan også se, at behandlingen hjalp.''

Udbredelsen af depressioner blandt svage ældre er belyst i en undersøgelse fra den jyske kommune Sønderhald, hvor næsten alle kommunens hjemmehjælpsmodtagere over 70 år deltog.

En tredjedel af kommunens borgere over 70 år modtog hjemmehjælp. Af dem opfyldte næsten hver femte kriterierne for depression. Mindre end en tredjedel af dem var i behandling. I en undersøgelse på nordjyske plejehjem fandt lægen Lisbeth Sørensen mindre end 30 pct., som ikke kom ind under en psykiatrisk diagnose.

Der blev kun stillet én diagnose pr. beboer. Dvs. at evt. depressioner hos de mange demente beboere ikke blev registreret.

Blandt de åndsfriske beboere på plejehjemmene blev der til gengæld konstateret en depression hos knap hver fjerde.

Hver anden i behandling

På Højdevangs Sogns Plejehjem i København er hver anden beboer i behandling for depression, fortalte en anden taler på konferencen, plejehjemsforstander Aase Damtoft.

''Ud af 75 beboere har vi 37 med depression i behandling.''

Det fremgik i øvrigt af Aase Damtofts indlæg, at der er mange tilbud til beboerne, foredragsvirksomhed, udflugter, arbejde med reminiscens osv. Det er ikke et sted, hvor man behøver blive depressiv af ensomhed. Men de gamle, der bliver visiteret til plejehjemmet, er meget syge.

Tiden, inden de ankommer, er for de fleste en svær og utryg periode. De har ventet på plads, tit har de flere hospitalsindlæggelser bag sig, mange har ikke været på gaden i årevis.

Side 17

"Plejehjemsbeboere er privilegerede. For deres depression bliver opdaget, behandlet og observeret af fast personale,'' pointerede Aase Damtoft.

Højdevangs Sogns Plejehjem har et fast samarbejde med en psykiater, som kan starte en behandling i samråd med egen læge.

Den læge, der tidligere var tilsynsførende på plejehjemmet, er nu tilknyttet som lægefaglig konsulent og kender beboerne. Mange af dem har valgt ham som egen læge.

Når en ny beboer flytter ind, er det fast procedure at få taget blodprøver.

''Vi har fundet mange med diabetes, nedsat stofskifte og dårlig væskebalance, som kan give de samme symptomer som depression,'' fortalte Aase Damtoft.

''Mange er demente, og meget ofte er beboerne udredt for demens, når de kommer. Hvis de stadig har symptomer på depression, får vi startet en behandling.

Tidligere fik mange af vores beboere støttemedicin i form af benzodiazepin, og vi havde mange meget sløvede beboere. Men antidepressiv medicin er uproblematisk for ældre.

Vi sanerer som regel også deres øvrige medicin, og efter en tid kan vi tit seponere smertestillende. For mange ældre tager smertestillende medicin for psykiske smerter.''

Hos 22 af de 37 beboere i behandling for depression har der været god effekt af behandlingen, fortalte Aase Damtoft. Hos fem af dem har bedringen endda være markant.

Hos syv har effekten været tvivlsom, én er lige begyndt på behandlingen, og hos to har behandlingen været helt uden effekt.

''Vi har også oplevet, at antidepressiv medicin har hjulpet vores såkaldte råbere og mange af de rastløse,'' tilføjede Aase Damtoft.

Erstatter hård medicin

Mens udbredelsen af psykiske lidelser på plejehjem er sparsomt belyst, ved man lidt mere om plejehjemmenes forbrug af psykofarmaka.

I 1990 gennemførte psykiateren Jørgen Tybjerg en undersøgelse på plejehjem over hele landet sammen med Nils Gulmann.

I 1994 indgik en registrering af medicinforbruget i sygeplejerskerne Kiddy el Kohlys og Karin Damkjærs store plejehjemsundersøgelse i København.

Lægen Lisbeth Sørensen indsamlede sine data på nordjyske plejehjem i 1995.

Og i 2000 blev en undersøgelse i plejeboliger og skærmede enheder i Silkeborg gennemført af embedslægeinstitutionen og gerontopsykiatrisk afdeling i Århus sammen med praktiserende læger i Silkeborg.

De tre første undersøgelser viste et højt og stabilt forbrug af psykofarmaka.

Omkring hver femte af plejehjemsbeboerne fik antipsykotisk medicin.

I to af undersøgelserne fik hver ottende angstdæmpende medicin og hver tredje til fjerde sovemedicin. I den tredje undersøgelse, hvor angstdæmpende og sovemedicin (benzodiazepiner) blev registreret under et, var disse midler i brug hos lidt flere end hver tredje plejehjemsbeboer.

Forbruget af antidepressiv medicin var stigende fra undersøgelse til undersøgelse, i 1990 fik godt og vel hver tiende antidepressiv medicin, i 1995 var det hver fjerde.

I Silkeborg-undersøgelsen fra sidste år er forbruget af den hårde antipsykotiske medicin faldet. Den gives til hver ottende beboer i almindelige plejeboliger, mens ingen i de skærmede enheder får.

''En meget, meget glædelig udvikling, for den type medicin er sjældent i de gamles interesse,'' bemærkede Nils Gulmann.

Den angstdæmpende medicin og sovemedicinen, som blev brugt af en meget stor del af beboerne i de tre første undersøgelser, var også helt væk fra de skærmede enheder i Silkeborg.

''Til gengæld synes forbruget af antidepressiv medicin at være stigende. Og der bruges mest på skærmede enheder, hvor de mest adfærdsforstyrrede demente er. Her får 67 pct. antidepressiv medicin,'' konstaterede Nils Gulmann.

Han gjorde dog opmærksom på, at forbruget af antidepressiv medicin ikke svarer fuldstændig til udbredelsen af depression.

F.eks. bruger man antidepressiv medicin til angstprægede demente, fordi det somme tider hjælper. Selv om de ikke opfylder kriterierne for en depression.

Nils Gulmann fandt det ikke foruroligende, at så mange beboere i skærmede enheder får antidepressiv medicin.

''Jeg er ikke så bekymret over, at to af tre på en skærmet enhed får antidepressiv medicin. For de får ikke andet.

De er altså kommet ud af psykosemedicinen, som gør én trist og stiv og gangforstyrret.

De er kommet ud af sovemedicinen og den angstdæmpende medicin, som giver faldtilbøjelighed, pseudodemens og forværrer en igangværende demens.

At tage gamle demente ud af sovemedicin og angstdæmpende medicin gør, at de bliver mindre demente.

De stiger mere på MMSE-skalaen (en vurderingsskala til bedømmelse af mental funktion, red.) end ved behandling med moderne antidemensmedicin, som kun flytter ganske få point.

Når demente ophører med sovemedicin eller angstdæmpende medicin, stiger de 4-6 point på skalaen som tegn på, at en medikamentel pseudodemens er lettet.''

Emneord: 
Depression
Ældre
Plejecenter

Studerende i praksis: Skotsk sygepleje kan inspirere dansk praksis

Gerontopsykiatriske patienter har brug for specialiseret sygepleje og særlige afdelinger på plejehjemmet. Begge dele har en mærkbar positiv effekt, oplever en sygeplejestuderende, som er i klinik i Edinburgh i Skotland.

SY-2014-01-16-1
Arkivfoto: Scanpix
Jeg er i øjeblikket på klinisk udlandsophold i Edinburgh, hvor jeg har tilbragt fem uger på et plejehjem for ældre med mentale lidelser. Hver dag oplever jeg den skotske ekspertise i sygeplejen til psykisk syge ældre og forundres og skræmmes over, hvor meget vi har at lære i Danmark.

Her bliver ældre med en psykiatrisk diagnose ofte behandlet af det ældrepsykiatriske team, som besøger de ældre i deres eget hjem. Plejehjemsbeboerne kan, uanset diagnose, bo sammen, hvilket kan medvirke til en skævhed i plejen. De ældre med en psykiatrisk lidelse vil ikke få imødekommet deres plejebehov og får måske slet ikke anerkendt, at de har en psykiatrisk lidelse.

Ifølge Psykiatrifonden overses eller fejldiagnosticeres psykisk sygdom hos ældre ofte, da det kliniske billede i mange tilfælde er anderledes end hos yngre. Det betyder, at der på de danske plejehjem højst sandsynligt bor ældre, hvis lidelser ikke er blevet diagnosticeret, og hvis fysiske og psykiske plejebehov derved ikke bliver tilstrækkeligt dækket. Dette forringer uden tvivl deres livskvalitet og kan skabe frustration hos plejepersonalet, som kan have vanskeligt ved at forstå den ældre.

Ellen’s Glen House i Liberton udenfor Edinburgh har været min hverdag som sygeplejestuderende de sidste mange uger. Huset hører under National Health Service Scotland og er altså en offentlig hospitalsafdeling, hvor beboerne ingen udgifter har. Afdelingen er opbygget som et plejehjem, hvor beboerne har deres egen lejlighed og mødes til fællesspisning og aktiviteter. For at få en plads på hjemmet skal man have en psykisk lidelse, og de fleste af patienterne er diagnosticeret med skizofreni, bipolær affektiv sindslidelse, angst eller depression. Sygeplejerskerne er som oftest uddannet med speciale i mental sundhed og har en indgående viden om psykisk sygdom hos ældre.

Ved udelukkende at specialisere afdelingen til gerontopsykiatriske patienter ser man, hvilken forskel den rette og målrettede sygepleje kan gøre. Med udgangspunkt i viden om patientens diagnose, livs- og sygehistorie skabes der en anerkendende og udviklende psykiatrisk sygepleje, som jeg kun kan håbe på, at vi engang kan måle os med i det ellers så forsømte område i det danske sundhedsvæsen.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk
Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Plejecenter
Psykiatri
Ældre