Det mener flere og flere kommuner og plejehjemsledere i Danmark. De ældre skal opleve, at de bor i et hjem snarere end på sidste institutionelle adresse, før livet ender. Derfor tager et stigende antal plejehjem i Danmark den amerikanske Eden Alternative-filosofi i brug. Ønsket er at ændre den traditionelle opfattelse af ældreplejen, så beboerne får en demokratisk stemme i eget hjem, deltager i hverdagslivet i samspil med personalet og har ret til både hund, have og en håndbajer til eftermiddagskagen.

Sygeplejersken er taget på besøg i Bjergbybyparken, der er ét af de fem officielle Eden-plejehjem i Danmark. Mød også sygeplejersken, som bragte Eden Alternative til Danmark, når vi på de følgende sider spørger, hvordan man skaber et plejehjem med ambitioner om at blive pensionisternes paradis.   

Sygeplejerske Louise Kornbek er en af to faste sygeplejersker i rehabiliteringsenheden, der også har to ergoterapeuter
og en fysioterapeut ansat. Foto Nils Lund Pedersen

Karen Margrethe Høj-Jensen har fået det ene ben amputeret pga. diabetes. Hun skal være tryg ved at komme hjem igen, og det overordnede mål for hendes ophold i rehabiliteringsenheden på Lindhøj Plejecenter i Munkebo er, at hun selvstændigt kan klare forflytning fra seng til stol og modsat.

I dag har sygeplejerske Louise Kornbek tilset det bensår, som har forlænget Karen Margrethe Høj-Jensens ophold, så hun nu har været i enheden i over to måneder. Derfor giver hun også en hånd, da Karen Margrethe Høj-Jensen bagefter skal over i sin kørestol. En af enhedens to ergoterapeuter har udarbejdet en individuel forflytningsvejledning, så sygeplejersker og plejepersonale kan støtte korrekt.

På denne måde deltager de i al træning, hvad enten det er ADL-træning, styrketræning eller træning af kognitive funktioner. Træningsplanerne lægger ergoterapeuterne og den fastansatte fysioterapeut, men det foregår i samråd med borgere, pårørende, sygeplejersker og plejepersonale.

”Og den fornemste hjælp, vi kan give, er faktisk at holde hænderne i ro og lade borgerne selv gøre det, de kan,” siger Louise Kornbek.

Fast screening ved ankomst

Tendensen til, at borgerne kommer tidligere og tidligere hjem fra sygehuset, er baggrunden for, at kommunen i 2010 erstattede de spredte aflastningspladser på plejecentrene med en rehabiliteringsenhed. Der er 17 pladser, men der er planlagt en udvidelse til 28. Næsten alle borgere har brug for både træning og ernæring, men enheden er også meget opmærksom på alkohol, som ikke så sjældent er en baggrundsfaktor, f.eks. i forbindelse med fald. Derfor er både ernæringsscreening og alkoholscreening fast ved ankomsten af en ny borger.

De to sygeplejersker i enheden deltager i personlig pleje, når der er særlige komplekse sygeplejerskeopgaver. De underviser assistenter og social- og sundhedshjælpere, de har det overordnede ansvar for at koordinere forløbene, og de har kontakten til visitator, sygehusafdelinger og ambulatorier, egen læge og til de hjemmesygeplejersker, der skal tage over, når borgeren kommer hjem.

Denne formiddag kan Louise Kornbek f.eks. lægge sidste hånd på aftalerne om transport og ledsagelse af en borger, der skal overflyttes til neurologisk afdeling i Viborg. Og ankomsten af to nye borgere i morgen skal planlægges.

Det tætte samarbejde mellem faggrupperne betyder, at enheden kan sætte meget hurtigt og koncentreret ind på alle områder, hvor borgeren har behov. Hvad enten problemet er tryksårsrisiko, en hverdag, der mangler struktur, en gangfunktion, der skal genoptrænes efter et brud, eller utryghed hos en terminal cancerpatient, der på sigt skal hjem.

”Vi har en akutfunktion med et flow, men vi har også tid til at komme omkring det hele menneske, både fysisk, psykisk og socialt,” siger Louise Kornbek.

Illustration: Pia Olsen

Pia er afdelingsleder på et ældrecenter i en skærmet demensenhed. Til et ledermøde orienterer hun om, at der er tiltagende voldsepisoder i afdelingen. Et par beboere er begyndt at slå, og de rammer ofte personalet eller pådrager sig fysiske skader. De sidste par uger er der dagligt indberettet arbejdsskader. De øvrige beboere er også udsat for slag eller reaktioner fra de voldelige beboere. Pia er bekymret for både personalet og for beboerne.

Hun ved, at der i tæt samarbejde med gero-team er iværksat medicinsk behandling samt støtte til pleje. Der er udarbejdet socialpædagogiske handleplaner, der er fokus på at undgå magtanvendelse, og personalet er gode til at udføre plejen med både omhu, tålmodighed og ro. Der er en demenssygeplejerske i afdelingen, der er en høj faglighed og et godt arbejdsmiljø. De voldelige episoder kommer som lyn fra en klar himmel, nogle af personalemedlemmerne er nu begyndt at blive bange, og der har været en del sygemeldinger.

En årsag er måske, at der i sommerferien har været en del vikarer, men det faste personale skal have ferie, så vikarerne er kommet for at blive.

I ledergruppen drøftes mulighederne, og man er enig om, at det er uacceptabelt, at medarbejderne udsættes for voldelige episoder, og at sygefraværet stiger. Et forslag er at medicinere de voldelige beboere mere, så de ikke er så udadreagerende.

Hvad tænker du, at Pia som afdelingsleder kan gøre?

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålet.

Svar 1.

Sygeplejefaglig ledelse kan i det moralske perspektiv betegnes som ”Balanceret Etik”. Det vil sige, at der er et etisk perspektiv såvel i relationen til patient som til borger, og at der er et etisk perspektiv i forhold til personalet. Begge relationer skal i princippet kunne tåle at undergå en etisk analyse, så individet ikke lider overlast. Det være sig, om individet er beboer, medarbejder eller leder. I denne case kan man tolke dette således, at beboerne ikke må medicineres til ro, hvis der er andre løsninger på deres uro.

På den anden side må beboerne ikke have et plejebehov, der løses ved at krænke personalet. Vold og frygt for vold er krænkelse af individet, hvorfor der skal søges en fagligt korrekt løsning på denne adfærd. Sådan som casen er beskrevet, vil medicinering være den sidste udvej, man vælger i det pågældende afsnit og med nøje overvågning af medicinens effekt og dermed også eventuelle bivirkninger.

Medicinering mod uro og vold behøver således ikke være uetisk.

Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, etik- og kvalitetskonsulent, formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital.

Svar 2.

Tanken om at medicinere voldelige beboere, så de ikke er udadreagerende, er en tanke, der kan opstå, når lederen befinder sig i en følelse af afmagt, og hvor det er svært at se alternative løsninger. At anvende medicinsk fiksering, som det er i yderste konsekvens, bør ikke finde sted, hvis det på nogen måde kan undgås, og her er der desværre opstået en situation, hvor der skal ændres på kulturen for at genoprette den fornødne ro for de mennesker, der bor det pågældende sted.

Lederen må under hensyntagen til respekt for beboerne se på alternative muligheder. Det anføres, at vikarer måske er en medvirkende årsag til forandringen, og dermed kan man spørge sig selv, om vikarerne i fornødent omfang er forberedte til at kunne løse opgaven. Desuden kunne en analyse af fremmødeprofilen give et hint om sammenhæng mellem årsag og virkning, et forslag, som ledelsen givetvis selv har overvejet på det meget instrumentelle plan.

I et overordnet perspektiv bør lederen vedkende sig det faglige ansvar for sine vurderinger og handlinger på baggrund af viden og fagligt skøn, og det kan medføre et merforbrug af personale i en periode, og så kommer der ferieperioder, hvor den indhøstede erfaring kan anvendes.

Af Grete Bækgaard Thomsen, formand for Sygeplejeetisk Råd og sundhedschef i Lemvig Kommune.

Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til fagredaktør Jette Bagh på jb@dsr.dk Det må højst fylde 900 tegn uden mellemrum. Husk navn og medlemsnummer på din mail.  

Læs som PDF - gå til side 57

Guderup Plejecenter i Sønderborg Kommune har et tæt samarbejde med de praktiserende læger i området. I februar 2012 henvendte en læge fra Guderup Lægehus sig for at spørge til et samarbejde, der skulle fungere som en slags stuegang.

Guderup Plejecenter har plads til 53 beboere. Tre afdelinger med plads til i alt 24 beboere er specielt indrettet som demensplejecenter. Lægerne oplever, at det kan være svært at tilse en meget dement beboer i egen praksis, og de håber, at de med stuegang på plejecenteret kan minimere beboernes besøg i praksis.

I marts 2012 var vi klar til at afprøve konceptet. De beboere, der var tilknyttet Guderup Lægehus, kunne nu komme med i stuegangsordningen. I praksis fungerer det sådan, at hvis der er et problem, en sygdom eller et blodprøvesvar, der skal drøftes, så gør man det. Der indhentes samtykke hos beboeren, og personalet sidder så sammen med lægen og drøfter den pågældendes situation. Derefter går man sammen med centersygeplejersken ud i boligen, hvor lægen tilser beboeren.

Under stuegang sidder social- og sundhedsassistenter fra hele plejecenteret og venter på at tale med lægen. Vi oplever et stort læringspotientale og et kompetenceløft for social- og sundhedsassistenterne.

Et godt eksempel er smertebehandling af en dement borger. Sygeplejersken, social- og sundhedsassistenten og lægen har en faglig diskussion om analgetika. Hvilke fordele og ulemper kan der være i forhold til beboerens sygdom og symptomer, og hvordan opleves beboeren i praksis. Disse diskussioner resulterer i en høj grad af videndeling og plads til refleksion i praksis. 

For de beboere, der bor på demensplejecenter, er det især en fordel, at de ikke behøver at konsultere lægen i dennes praksis. Lægen ser beboerne i deres vante og trygge rammer, hvilket oftest giver et mere nøjagtigt billede af, hvordan den enkelte har det.

Sygeplejersken tager blodprøver

Blodprøvetagning kan af og til være en udfordring for egen læge. Beboerne nægter nogle gange at samarbejde. Det er ikke en nem situation, for når lægen er til stede, og blodprøven skal tages, så er der ikke tid til at vente flere timer på, at en beboer ombestemmer sig. Fra januar 2013 har Guderup Plejecenter ansat en tidligere praksissygeplejerske.

Nu er det ikke mere et spørgsmål om, hvornår lægen kan komme og tage blodprøver, for dem tager centersygeplejersken selv. Lægen ordinerer og sender de relevante papirer, og blodprøveglassene forsyner lægerne os også med. Uanset hvilken læge i området der har ordineret en blodprøve, så afleveres blodprøven til Guderup Lægehus, der sender den videre til laboratoriet på Sønderborg Sygehus.

At centersygeplejersken kan tage blodprøver, betyder i praksis, at flere beboere får taget de blodprøver, lægen ordinerer, til tiden. Vi oplever, at beboerne er trygge i situationen og bedre kan forholde sig til en blodprøvetagning, når det er et kendt ansigt, der udfører opgaven. Fordelen er også, at hvis det ikke lige passer ind, når sygeplejersken kommer forbi, så kommer hun bare igen lidt senere.

Samfundsøkonomisk bør der også være betydelige summer at hente. Den praktiserende læge behøver ikke køre til plejecenteret, og omvendt behøver plejecenteret ikke at rekvirere en bil og sende en medarbejder med en beboer ud af huset.

Konklusion: Vi bliver alle på vores egen arbejdsplads eller i eget hjem, og blodprøven er taget til tiden.

En mandag aften bliver en patient, Margrethe, indlagt til observation for pneumoni, og hun bliver indlagt på den stue, jeg som studerende har fået tildelt. Jeg går ind og hilser på hende. Hun er febril og meget træt. Vi taler lidt om, at jeg er studerende og i gang med min sidste praktik. Jeg fortæller hende også, at jeg har en del fritidsarbejde på et plejehjem.

Magrethe siger, at hendes mand også er indlagt på sygehuset og derefter skal på aflastning på et plejehjem. Hun får besøg af sin datter hver eftermiddag, de drikker eftermiddagskaffen sammen, og datteren er som regel også med til stuegang. Man kan mærke, at datteren betyder meget for hende og omvendt.

Magrethe fortæller mig, at nu hvor hun er syg, må datteren overtage flere af de praktiske forhold omkring aflastningspladsen til Jørgen. Det er svært for Magrethe, men hun er overbevist om, at datteren vil gøre sit allerbedste for at gøre overgangen fra sygehus til plejehjem så nem som muligt for Jørgen.

Det er med til at få hende til at slappe af og have ro i sindet under sin sygdom.
I løbet af den næste uges tid opbygger Magrethe og jeg et tillidsforhold, og det viser sig, at Jørgen skal på aflastning på netop det plejehjem, hvor jeg arbejder. Magrethe vil  meget gerne have, at jeg hilser på ham.

Den efterfølgende dag møder jeg på sygehuset og har en hilsen med til Magrethe fra Jørgen. Hun lyser helt op, da jeg overbringer hende hilsenen, og hun spørger mig, om Jørgen trives på plejehjemmet. De næste par dage går med hilsener frem og tilbage, og Margrethe fortæller mig, hvor meget det betyder for hende at vide, at Jørgen har det godt.

Hun siger, at Jørgens sygdom har taget hårdt på hende, og at  hun ikke har kræfter til at tage sig af ham. Hun har selv brug for at komme til kræfter og har derfor besluttet, at der skal søges permanent plejehjemsplads til manden. Jørgen er alvorligt syg, og Magrethe magter ikke den krævende pasning og pleje, der skal til, for at Jørgens sidste tid bliver så lykkelig som muligt for dem begge. Beslutningen har været svær for parret, da de har været lykkeligt gift i over 30 år og i den tid aldrig har måttet undvære hinanden.

Den følelse af magtesløshed må være meget skræmmende. Ens netværk og pårørende har så stor betydning, især under sygdom. Jeg kunne se, hvor meget pårørende betyder for vores patienter, og det er ressourcer, som vi skal blive bedre til at benytte os af.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson´i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk.

Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

”Jamen, man kan da ikke flytte solen – eller kan man?” Spørgsmålet blev stillet af en ældre dame under et fremtidsværksted, hvor plejehjemsbeboere skulle skabe et drømmebillede af, hvordan udeliv og naturoplevelser kunne blive en del af hverdagen på plejehjem.

At blive gammel og flytte i plejebolig er en forandring, der er forbundet med et brud i forhold til det hidtidige liv. Et forhold i livet, der er i særlig risiko for at blive brudt, er forholdet til naturen. Forskning viser, at de færreste beboere i plejeboliger kommer ud i den udstrækning, de kunne ønske sig, og at langt hovedparten er afhængige af hjælp til at komme udendørs.
Plejehjemsbeboere og deres relationer til naturen samt omgivelsernes muligheder for at understøtte dem var genstandsfelt for det ph.d.-projekt, der her refereres til.

Med aktionsforskning som metode arbejdede beboere, personale og pårørende på et plejehjem sammen med en forsker om at finde veje til at gøre natur og udeliv til en del af plejehjemmets dagligdag. I fremtidsværksteder udformede deltagerne utopier over udeliv på plejehjem. Beboernes deltagelse krævede et grundigt fælles forarbejde, hvor forskeren gennem natursnak og udflugter til naturoplevelser fik kendskab til de deltagende beboeres naturrelationer.

Derved blev det muligt at understøtte den enkeltes deltagelse i fremtidsværkstedet. Deltagelsen blev yderligere hjulpet på vej af en billedkunstner, som på en vægavis illustrerede alle idéer, efterhånden som de kom frem. Med tegningerne forblev idéerne i rummet, og god hukommelse var ikke en forudsætning for at bygge videre på hinandens idéer.

Metoden gjorde, at beboere med demens også kunne deltage og bidrage. Arbejdet resulterede i en række forslag til indretning af plejehjemmets have, men det rejste også nogle problemstillinger i forhold til, hvorvidt det blev oplevet som muligt og legitimt for personalet at indgå i livet i haven sammen med beboerne. Dette perspektiv på projektet er behandlet i et særskilt afsnit i afhandlingen.

Efter fremtidsværkstedet gennemførtes aktiviteter rettet mod de ønskede forandringer. Ved at anvende en tværvidenskabelig tilgang og aktionsforskning som metode var det muligt at vise, at plejehjemsbeboernes drømme om et plejehjemsliv med naturen som en del af dagligdagen er en mulighed, men også en udfordring for den eksisterende organisering af liv og arbejde på plejehjem. Beboernes drømme om udeliv som en naturlig del af livet udfordrede personalets forestilling om udeliv i form af aktivitetstilbud, de skulle præsentere for beboerne.

Igennem de forandringstiltag, der fulgte efter værkstedsarbejdet, gjorde deltagerne erfaringer med et fællesskab om haven, der for beboerne og de pårørende bidrog til at mindske bruddet med livet før plejehjem og for personalet både gav en udvidet forståelse af faglighed og en glæde i arbejdslivet.

Projektet førte til større fællesskab

Projektet kunne ikke flytte solen, men der var andre resultater: Projektet viste, at mennesker med demens er i stand til at deltage i udviklingsarbejde og beslutninger, når de rette metoder tages i brug, og temaet forekommer nærværende.
Samarbejdet på tværs af deltagergrupperne om et fælles tema gav de pårørende en ny oplevelse af plejehjemmet som ”et sted, vi er fælles om”, hvilket efterfølgende har resulteret i større fællesskab om at løse problemer i hverdagen.

Naturtemaet og den metodiske tilgang kaldte ressourcer frem hos beboerne, personalet ikke tidligere havde kendskab til.
Processens aktiviteter har gennem overskridelse af de sædvanlige arbejdsformer udfordret traditionelle implementeringstiltag, der følger efter et projekt. I stedet er der etableret et ufærdighedsrum, der giver adgang til at prøve, træde tilbage, reflektere over forløbet og prøve igen, måske på en ny måde og i en ny retning.

Eva Algreen-Petersen er konsulent i Ældrestaben, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i København.
En uddybende artikel om ph.d.-projektet vil blive trykt i tidsskriftet Gerontologi i 2012.

Afhandlingen ”Kan man flytte solen” af Eva Algreen-Petersen kan downloades via RUC’s bibliotek, www.rub.ruc.dk/ > søg ”Kan man flytte solen”.

Illustration: Pia Olsen

En sygeplejerske fortæller: Inden for ganske kort tid er to demente plejehjemsbeboere gået fra deres bopæl på plejehjemmet. Begge er efter flere døgn blevet fundet døde. Jeg er pårørende til den ene og har derfor haft problematikken tæt inde på livet.

Når det nu er muligt at give dørsøgende, ældre borgere en GPS på, selv mod deres ønske, hvorfor er det så ikke mere udbredt på landets plejehjem?

Hvad tænker du om problematikken? Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.

Svar 1

Skal casen betragtes som et klinisk etisk dilemma og ikke blot som en beskrivelse af omsorgssvigt, må overvejelserne gå på, om man skal lade de demente bestemme selv, som jeg går ud fra, er det juridisk korrekte i dette tilfælde, eller man skal skærme dem og dermed fratage dem selvbestemmelsen.

Det sidste kan i dag gøres på mange forskellige kreative og omsorgsfulde måder, så den demente ikke selv føler sig ydmyget eller på nogen måde er fastholdt eller nedværdiget. Men der kan argumenteres for, at det er nedværdigende at sætte virtuelle rammer op uden det pågældende menneskes vidende. Men når nu alternativet er stor risiko for lemlæstelse, lidelse eller død, vil jeg sidestille den kreative skærmning med Kari Martinsens svage paternalisme, at vi sanser og tolker medmenneskets behov og handler på disse som sygeplejersker og medmennesker.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2

Alle mennesker har ret til frihed, men også krav på omsorg, når man ikke er i stand til at tage vare på sig selv. GPS’en kan være en nyttig og tryghedsskabende foranstaltning for personer, der har svigtende steds- og orienteringssans, men hvor trafiksikkerheden er intakt.

I modsat fald kan en GPS eller et pejlesystem ikke beskytte den pågældende mod farlige situationer. Der bør i stedet sættes ind med en række alternative omsorgstilbud, hvor den enkelte borger bliver mødt med menneskelig kontakt og får mulighed for et trygt udendørs liv i følgeskab.

I omsorgen for mennesker med demens er der ofte tale om en afvejning mellem på den ene side hensynet til den enkeltes selvbestemmelse og personlige frihed, og på den anden side den enkeltes tryghed, sikkerhed og værdighed. Pejleteknologi kan således for nogle mennesker være en ideel løsning, der tilgodeser ovenstående værdier. Men pejleteknologien må aldrig føre til besparelser eller nednormeringer i plejen og erstatte den menneskelige omsorg. 

Så kort og lidt populært sagt: Den ældre skal bevare retten til at gå, og personalet har pligten til at passe på.

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef, formand for Sygeplejeetisk Råd

Dilemmaet er et eksempel på en henvendelse fra en sygeplejerske til Sygeplejeetisk Råd. Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til jb@dsr.dk  Det må fylde højst 900 tegn. Husk navn og medlemsnummer på din mail.​

Antallet af overvægtige børn ved skolestart i Faaborg-Midtfyn Kommune er faldet med godt 3 pct., siden kommunen i 2007 indførte et ekstra sundhedsplejerskebesøg i tre-fireårsalderen.

Resultatet falder fint i tråd med Dansk Sygeplejeråds anbefaling om at lade sundhedsplejerskerne overtage treårsundersøgelsen fra de praktiserende læger. Der er ingen vaccinationer ved treårsundersøgelsen, og det er erfaringsmæssigt den undersøgelse, hvor der bliver gjort færrest somatiske fund.

Selvom treårsundersøgelsen flyttes til den kommunale sundhedspleje, vil Danmark stadig have flere forebyggende børneundersøgelser i almen praksis end både Sverige og Norge. Danmark har p.t. syv børneundersøgelser i førskolealderen, Norge har fire og Sverige fem.

Ledende sundhedsplejerske i Faaborg-Midtfyn, Lotte Bager, fortæller, at en årgang tre-fireårige hos dem typisk udgør 500 børn. Stort set alle familier siger ja til det ekstra besøg.

”Vi benytter os ikke af løftede pegefingre. Der er tale om en motiverende samtale. Sundhedsplejersken bruger besøget til at tale om kost, motion og familiens øvrige sundhedsvaner. Hvis et barn er overvægtigt, følger vi det og hjælper evt. familien med at ændre barnets kost- og motionsvaner, hvis de ønsker det,” fortæller Lotte Bager.
Tilbuddet gælder i hele barnets skoletid.

Kommunen har også siden 2007 kørt projektet ”Ka’ du knuse kilo”, der retter sig mod elever i 0.-5. klasse. Her er det foreløbig lykkedes sundhedsplejerskerne i Faaborg-Midtfyn at nedsætte antallet af overvægtige blandt 9.-klasserne med i alt 5 pct. I 2009/2010 var 28 pct. af eleverne i 9. klasse overvægtige. I 2010/2011 var antallet af overvægtige 9.-klasses elever således faldet til 23 pct.

Illustration: Jenz Koudahl

Én indlæggelse, der kunne have været forebygget, er én indlæggelse for meget.

I Vesthimmerlands Kommune havde de tilbage i 2010 i alt 569 af de såkaldt forebyggelige indlæggelser. Altså indlæggelser, der med den rette omsorg og rettidig behandling kunne have været undgået. Og det høje antal indlæggelser blev startskuddet til, at kommunens ældrepleje gik i gang med at gennemgå sine procedurer.

Som resultat heraf har kommunen pr. 1. april ansat sygeplejersker fast på samtlige sine otte plejecentre.
Dermed følger Vesthimmerlands Kommune Dansk Sygeplejeråds anbefaling om at have sygeplejersker ansat på alle sine plejecentre.

De nye sygeplejersker i Vesthimmerlands Kommune skal først og fremmest være med til at højne fagligheden på plejecentrene og hermed hindre, at plejehjemsbeboerne bliver indlagt.

”Opgaverne i ældreplejen er blevet mere komplicerede. Kommunerne mødes i disse år af stadigt stigende krav i forhold til de sundhedsydelser, vi skal honorere. Ikke mindst hvad angår den ældre, medicinske patient. Derfor er vi nødt til at ruste os fagligt til de nye tider og sikre, at vi har en fagligt kvalificeret sygepleje tæt på borgerne,” fortæller afdelingschef i kommunens afdeling for pleje og seniorservice, Finn Bernhard.

”Sygeplejerskerne skal være med til at sikre, at de ældre svækkede borgere får den bedst mulige behandling på stedet. Når sygeplejersken befinder sig i huset til daglig, kan hun være med til at opspore eventuelle infektioner, tegn på dehydrering og forværringer i beboernes helbredstilstand, før det udvikler sig så alvorligt, at indlæggelse bliver nødvendigt.”

Rykker ud aften og weekend

Sygeplejerskebemandingen bliver oprustet med sammenlagt 10,5 stillinger. Foruden en sygeplejerske på hvert center har Himmerlands Kommune et vagtberedskab af sygeplejersker, der kan rykke ud på plejecentrene om aftenen og i weekenden.

Ifølge chefkonsulent for sundhed og ældre i Kommunernes Landsforening, KL, Karen Marie Myrndorff, giver det god mening at tilknytte sygeplejersker til plejecentrene.

”De borgere, der i dag bor på plejecentrene er alvorligt syge og svækkede. Ifølge Sundhedsloven skal kommunerne tilbyde borgerne den nødvendige pleje og behandling, og en stor del af disse opgaver kræver sygeplejefaglige kompetencer,” siger hun og tilføjer, at selv om der er mange aktører omkring den enkelte syge borger ude i kommunen, er sygeplejersker de eneste, der er uddannet til at koordinere patientforløb.

”Sygeplejersken er den fagperson, der kan se på hele patienten og sørge for, at der er sammenhæng i den indsats og de ydelser, patienten modtager,” siger Karen Marie Myrndorff.

I dag har kun under halvdelen (42 pct.) af landets kommuner sygeplejersker ansat på alle plejecentre. Tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor, KRL, viser, at der i 2012 var i alt 8.271 fuldtidsbeskæftigede sygeplejersker i basisstillinger indenfor pleje og omsorg i kommunerne. Antallet af fuldtidsbeskæftigede ledende sygeplejersker i kommunerne var 2.080.

Hos Ældre Sagen understreger chefkonsulent Margrethe Kähler behovet for sygeplejefaglige kompetencer på ældreområdet.

”Dagens plejehjemsbeboere er generelt svækkede og lever kun i gennemsnit i 33 måneder. Udover en række fysiske sygdomme lider to tredjedele af beboerne af en form for demenssygdom.

En hospitalsindlæggelse indebærer en stor risiko for disse ældre borgere. Det kræver et godt klinisk blik at kunne vurdere, om en svækket plejehjemsbeboer har en infektion eller anden svækkelse, der kræver lægebehandling og indlæggelse. Eller om det er noget, man kan klare i opløbet og holde beboeren hjemme. Det er kun personale med en sygeplejefaglig viden, der magter den opgave,” siger Margrethe Kähler.
 

Færre fejl på plejecentrene

Thisted Kommune er ét af de steder i landet, hvor man har mange års erfaring med at have sygeplejersker tilknyttet plejecentrene. Men hvor sygeplejerskerne tidligere indgik i en integreret ordning med hjemmeplejen og arbejdede på skift i hjemmeplejen og på centrene, tog man for to år siden en principbeslutning i kommunen om, at man ville have et fast sygeplejepersonale på samtlige sine 17 plejecentre.

Og det har givet bonus. Embedslægerne har ikke fundet alvorlige fejl på kommunens plejehjem i flere år. Af samme grund er en stor del af centrene i kommunen fritaget for det årlige tilsyn og kan nøjes med besøg fra embedslægen hvert andet år.
”I takt med at patienterne i dag bliver hurtigere udskrevet fra sygehusene, ser vi et stigende antal skrøbelige ældre med et komplekst sygdomsbillede på vores plejecentre. Det øger behovet for sygeplejefaglig ekspertise i det daglige,” fortæller sygeplejefaglig koordinator i Thisted Kommune, Bente Øllgaard.

”Samtidig giver det både kontinuitet og tryghed, at beboerne møder den samme sygeplejerske i hverdagen. De kender hende, og hun kender dem.”

På Dragsbækcenteret i udkanten af Thisted har lederen gennem 31 år, Jytte Otte, valgt at omkontere et antal sosu-timer til sygeplejetimer for at øge sygeplejerskenormeringen.

Dragsbækcentret er smukt beliggende næsten på kanten af Limfjorden. Plejecentret har 32 plejeboliger fordelt på to etager, og hver etage har nu sin faste sygeplejerske i dagtimerne mandag til fredag. I weekenden trækker man på den kommunale hjemmepleje.

”Vores sygeplejersker skal ikke alene løse sygeplejeopgaver, men også være sparringspartnere og supervisere for det øvrige personale. Arbejdsopgaverne bliver mere og mere komplekse, efterhånden som flere opgaver flyttes ud til primærsektoren. Vi er nødt til at have medarbejdere, der er fagligt velfunderede og spænder bredt. Vi tror, at satsningen på øget sygeplejefaglig kvalitet i sidste ende er med til at forebygge indlæggelser.”

Det koster i gennemsnit kommunerne 13.000 kr., hver gang de indlægger en borger på sygehuset.

Illustration Jenz Koudahl

Pr. 1. april har begrebet nærhedssygepleje fået en helt ny dimension i Holstebro.

Fra den dato har Holstebro Kommune fået en udgående akutsygeplejerske, som kan tage på besøg hos indlæggelsestruede ældre. Her skal hun i tæt samarbejde med vagtlægen vurdere, om borgeren skal indlægges, eller om det i første omgang vil være muligt at yde indledende behandling i hjemmet.

Sygeplejersken bliver i hjemmet, så længe det skønnes nødvendigt. Hun holder hele tiden ”snor” i patienten og sørger for, at patienten indenfor et døgn kommer til en konsultation/vurdering på sygehusets geriatriske ambulatorium. En anden kommunal sygeplejerske er i forvejen ansat som del af det geriatriske team på Regionshospitalet Holstebro. Her bistår hun både ved indlæggelse og udskrivelse.

”Vores nye akutsygeplejerske får en nøglefunktion som bindeled mellem den ældre patient og sygehusets geriatriske afdeling,” fortæller teamleder Dorthe Biehl, hjemmeplejen i Holstebro.

”Som noget helt nyt får en kommunal sygeplejerske nu sin faste gang i hospitalets geriatriske ambulatorium. I tilfælde af indlæggelse kan hun sørge for, at alle patientens data kommer med ind på sygehuset. Det kan f.eks. være medicinlister, observationer fra familier og naboer, hjemmesygeplejerskenotater m.m., som er af betydning for et vellykket forløb.”

Hospitalsenheden Vest (Regionshospitalet Holstebro) og Holstebro Kommune har tilsammen fået 5,5 mio. kr. fra Sundhedsstyrelsen til et fælles projekt, der har til formål at forebygge både antallet af unødvendige indlæggelser og genindlæggelser af ældre borgere.

”Formålet er at sikre gode overgange fra hospital til eget hjem. Vi har arbejdet meget med den gode udskrivelse og kommunikationen mellem sektorerne. Vores tese er, at en god indlæggelse er lig med en god udskrivelse. Erfaringen viser, at mange genindlæggelser sker 1-3 døgn efter udskrivelsen. Så det giver god mening at forberede indlæggelsen,” fortæller sygeplejechef i Holstebro Kommune, Merete Kjærsgaard.

”Vi har som alle andre regioner overbelægning på de medicinske afdelinger, og vi vil gerne sikre os, at det er de rigtige patienter, der optager sengene. Desuden kan sygehuset være et ”farligt” sted for ældre, syge mennesker. For det første er det usundt at ligge stille i en hospitalsseng alt for længe, for det andet er sygehuset fyldt med bakterier og vira, som kan være fatale for ældre med et svækket immunforsvar,” siger hun.

Det forventes, at indlæggelsestiden kan reduceres med et halvt til et helt døgn, når man inddrager den kommunale akutsygeplejerske allerede ved indlæggelsen og igen ved udskrivelsen.