Borgerne tjekker selv ind på tryghedshotellet

På Tryghedshotel Randers kan borgere selv skrive sig ind. Sygeplejerske Rikke Witting kalder borgerne for gæster, ikke patienter. Gæsterne er mest ældre, og et ophold kan være en aflastning, et alternativ til en hospitalsindlæggelse eller det sidste stop i livet.

SY-2013-08-36a
Det er første gang, den studerende har med en sonde at gøre, og hun får gode råd af Merri Nielsen, der har været gæst på Tryghedshotel Randers flere gange. Foto: Søren Holm

Tryghedshotel Randers har til huse i samme bygning som et plejehjem. Der er stille på gangen med de 15 værelser. Personalet går rundt i et afdæmpet tempo. Sygeplejerske Rikke Witting har den sygeplejestuderende Nanna Krogh Pedersen med på en dagvagt. Hun er på 4. modul og skal være på stedet i 10 uger.

Sammen tilser de Merri Nielsen, der selv har bedt om at få et værelse. Hun er i behandling for kræft, og ovenpå en behandling har hun og hendes pårørende det bedst med at vide, at hun er i trygge hænder.

”Jeg har været her før. Det blev foreslået af hjemmeplejen. Min datter bor i Aalborg, så det er også en tryghed for hende, at jeg er i gode hænder,” siger Merri Nielsen, som er en af mange cancerpatienter, der bruger hotellet. Nanna Krogh Pedersen skifter forbinding over en nyanlagt sonde for første gang og får ros af Merri Nielsen, der dog lige påpeger, at det er en god idé med to sæt handsker, når man har med sonder at gøre. Værelset er stort med fladskærm, to stole og et bord. På væggen hænger et maleri.

Skal spare indlæggelser

Tryghedshotel Randers åbnede for to år siden, og formålet er at spare indlæggelser på sygehuset. Rikke Witting har arbejdet på stedet siden juni 2011.

”Her er en god personalegruppe, en god normering og et godt arbejdsmiljø. Vi er en blanding af unge og erfarne og forskellige faggrupper,” siger Rikke Witting. De går ind til en terminal gæst. Normalt ville Rikke Witting tilbringe meget af arbejdsdagen med at være omkring denne person.

”Hvis gæsten ikke ønsker at komme på hospice eller være derhjemme i den sidste tid, så er der mulighed for, at de kan
blive her.”

Tryghedshotel Randers har haft en gæst, der ønskede at komme på hospice, men hun kom tilbage, fordi der var for stille der. Det sker også, at der kommer gæster ind, som i mangel af bedre er blevet henvist. ”Vi får misbrugere og alkoholikere, fordi der ikke er plads andre steder. De kan være her, til der er plads et andet sted, som kan hjælpe dem bedre.”

Gæsterne har mulighed for at spise frokost i fællesskab, eller de kan få maden ind på deres værelser. De ansatte har fællesmøder med personalet på plejehjemmet og de udekørende et par gange om året. Personalet er bl.a. blevet undervist i at kunne tage INR-blodprøver, og i det hele taget er Randers Kommune lydhør overfor nye tiltag.

Bedre tid end hjemmeplejen

Der er ingen læger ansat på stedet, men gæsternes egne læger kan komme og tilse dem. Hotellet har ikke et  medicindepot, og maden kommer fra et storkøkken. Stedet er inspireret af et sted i Sverige.

”Nogle tager navnet lidt for bogstaveligt, og så må vi lige afstemme forventningerne og fortælle, at det ikke er OK at smide brugte håndklæder på gulvet, siger Rikke Witting.

På Tryghedshotel Randers har personalet mulighed for at observere, hvis en borger får forsøgsmedicin. Rikke Witting siger: ”Vi kan afprøve forskellige ting her, som de måske ikke har tid til i hjemmeplejen. Vi får borgere fra sygehuset, hvor der er tale om accelereret udskrivning, derfor er det op til os at afprøve nogle ting og komme hele vejen rundt om den enkelte. Jeg synes, det er spændende at være med til at udvikle et forløb for en gæst i samarbejde med de andre faggrupper.” 

Min bedste oplevelse

”At der dagligt stilles krav til mig, både som sygeplejerske og som person. Jeg er en del af en historie. Enten den gode, den svære, den udfordrende eller en helt fjerde.”

Emneord: 
Ældre
Kommunal sundhedstjeneste
Palliation
Primær sundhedssektor
Plejecenter

Skærme giver bedre overblik og færre fejl

På Plejecenter Hybyhus i Fredericia har de 100 ansatte fået trykbare skærme, der giver personalet hurtig adgang til oplysninger om borgerne. Det nedbringer antallet af utilsigtede hændelser.

Sy-2010-07-27aDer er både skærme på gangene og skærme med private oplysninger hos udvalgte beboere. Foto: Nils Lund Pedersen

Sygeplejerske Linda Bjerge Hansen kan med et tryk på skærmen hos de enkelte beboere se deres døgnrytme, og hvilken medicin de får og har taget. Når hun kommer ind til beboerne, kan hun logge sig på systemet, og så kan kollegaerne se, hvor hun er logget på.

Hun går ind til Elisabeth Kristensen og logger på skærmen, der står på en kommode i den lille gang. Hun bladrer beboerens døgnrytme igennem på skærmen. Der er også et ønske om, at der i fremtiden vil være oplysninger om sår, så alle, der laver sårpleje, hurtigt kan få et overblik. Men det kræver, at systemet kan snakke sammen med Care.

”Antallet af utilsigtede hændelser er faldet markant, efter vi har fået skærmene. Specielt med hensyn til medicinen. Det står med rødt på skærmen, når beboeren ikke har fået sin medicin. Skærmene gør, at der skabes en kontinuitet, som bl.a. er en fordel, når der kommer vikarer,” siger Linda Bjerge Hansen, som har været på Plejecenter Hybyhus siden juli 2012.

Skærmene giver også mulighed for i fremtiden at vise små film af f.eks., hvordan en håndskinne eller en bandage skal
lægges. ”Hvis jeg står hos en borger og skal bruge hjælp, så kan jeg gå ind på skærmen og se, hvor kollegaerne er logget ind, og har på den måde nemmere ved at finde en ledig kollega. Der sparer vi meget tid,” siger Linda Bjerge Hansen.

Hun fortæller, at skærmene også er en gevinst for det sociale liv på demensenheden på plejecenteret. ”Når skærmene, der står i opholdsarealerne, viser billeder fra gamle dage, så opstår der samtaler mellem beboerne. At kunne skabe dialog om et bord kan løfte livskvaliteten hos den enkelte borger. De føler stadig, de er noget værd og kan bidrage med noget,” siger hun.

System med muligheder

Linda Bjerge Hansen sidder i en arbejdsgruppe, der kommer med ønsker og idéer til, hvad skærmene kan bruges til i demensenhederne. Arbejdsgruppen har talt om, at det kunne være en fordel, at p.n.-medicin kan skrives direkte ind på skærmen.

”Når det skal skrives ind i Care, kommer man fra det. Så det ville være nemmere, hvis jeg kunne gøre det, mens jeg var ude hos beboeren. Processen med at få de to systemer til at snakke sammen er sat i gang,” siger hun.

Arbejdsgruppen har også et ønske om, at systemet på længere sigt kan give borgere, der selv doserer deres medicin, en påmindelse på skærmen, når det er tid. Det har taget lang tid at introducere det for beboerne, og det etiske i at indføre skærmene for beboerne, hvor mange ikke kender til computere, har været diskuteret blandt de ansatte og ledelsen.

”Vi har også beboerne og de pårørende med på råd,” siger Linda Bjerge Hansen. 

Den bedste oplevelse

”Vi havde en borger, der ikke ville tage sin medicin. Med billeder på skærmen blev hun afledt, og stille og roligt fik hun pillerne. Det giver et kvalitetsmæssigt løft af sygeplejen og en bedre livskvalitet og behandling for borgeren.”

Emneord: 
Informationsteknologi
Patientsikkerhed
Plejecenter

Fremtidens ældrepleje bliver farvesat

I Vejle har 30 medarbejdere sat nye standarder for ældreplejen. De satser på tværfaglighed, tidlig afklaring og hjælp til selvhjælp. Med succes. Dansk Sygeplejeråds formand var i klinik i Distrikt Centrum i Vejle en dag i marts.

SY-2013-05-52a
Sygeplejestuderende Jeanette Djernis overbeviser Leo Due Nielsen om, at han godt selv kan tage sin strømpe af i forbindelse med, at han skal have skiftet sin forbinding. Det er de små ting, der rykker efter et længere sygeforløb med et fald ude på badeværelset og en kold lungebetændelse. Foto: Simon Klein-Knudsen

I en gammel og lidt kroget lejlighed i Vedelsgade i Vejle midtby holder Distrikt Centrum til. Distriktet er et af 13 udgående distrikter i Vejle Kommune og har, som navnet antyder, ansvaret for borgere og patienter i centrum af byen.

Her arbejder 30 – heriblandt otte sygeplejersker, en fysioterapeut, en ergoterapeut, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere. Sygeplejerske Helle Wittig tager imod.

Hun er leder af teamet og byder velkommen i lejligheden, der udover en gang og et køkken indeholder fem rum i forskellige størrelser. Der er ikke meget plads, men den plads, der er til rådighed, bliver udnyttet fuldt ud.

For enden af det største rum – det kombinerede frokost- og mødelokale – holder Helle Wittig til. Bagved hendes skrivebord står en lamineringsmaskine. Den er vigtig, for den er forudsætningen for alle de fint coatede sedler, der hænger i den modsatte ende af rummet. I fire felter, et grønt, gult, rødt og sort, hænger sedlerne med navne på.

Hvert felt har en bestemt betydning, hvert navn dækker over en af de borgere, som medarbejderne tager ud til på cykel eller i bil hver eneste dag. Det er mest cyklerne, der bliver brugt, for de er mere handy inde i Vejle midtby.

Tværfagligt tirsdagsmøde
Hver tirsdag mødes hele personalet og gennemgår de nye borgere eller de borgere, der har været noget med. Det er her, de vigtige faglige drøftelser bliver taget på tværs af bordet og på tværs af fagligheder, og hvor der virkelig gøres en forskel, lyder det fra Helle Wittig. Distriktet arbejder fra tidlig morgen til sen aften.

Ved midnat tager andre over, indtil lejligheden bliver fyldt med liv og stemmer igen næste morgen klokken halv syv. Med i teamet har Helle Wittig også en ergoterapeut, Marianne Berg, og en fysioterapeut. ”Vi bruger ikke vikarbureau, det stoppede vi med for længe siden. Det er dyrt, og vi dækker selv af med dem, vi er, og nogle enkelte timelønnede,” siger Helle Wittig.

Distriktet har gennem flere år arbejdet med forskellige projektforløb og søgt midler til udviklingsforløb, og det har givet faglig pote, lyder det fra Helle Wittig.

”Vi har et virkelig stærkt fundament at arbejde ud fra, og det gennemsyrer alt det, vi gør,” siger hun.

På borgerens præmisser

Ergoterapeut Marianne Berg og sygeplejestuderende Jeanette Djernis inviterer med til et hjemmebesøg hos Leo Due Nielsen.

Leo Due Nielsen har KOL og godt humør på trods af, hvad han selv betegner som en noget nedbrudt krop, selv om der ikke er noget galt med den her, siger han og peger på sit hoved. ”Det er alt det andet, det er galt med.”

Leo Due Nielsen skal have skiftet sin forbinding på det ene ben, og Jeanette Djernis overbeviser ham om, at han godt selv kan tage sin strømpe af. Det er de små ting, der rykker.

Efter et længere sygeforløb med et fald ude på badeværelset og en kold lungebetændelse er Leo Due Nielsen på vej op igen, siger Marianne Berg. Hun kigger på fra sidelinjen i den lille lejlighed, mens Jeanette skifter forbindingen, og Grete Christensen hjælper lidt til. ”Vi har skaffet ham en rollator med en bakke på, så han selv kan komme rundt,” fortæller Marianne Berg og tilføjer: ”Små skridt nytter, og det vigtigste er, at det sker i borgerens eget tempo, og at vi får spurgt ind til, hvad borgeren vil have, før vi kommer med vores planer og idéer.”

Tilbage i Distrikt Centrum i Vedelsgade supplerer Helle Wittig: ”Måske handler det om, at man får hjulpet borgeren til selv at kunne gå hen til bageren. Det kan være en stor ting i sig selv. Det vigtige er, at tingene foregår på borgerens præmisser, og at vi sørger for at få spurgt ind til behovene, inden vi ruller vores tilbud ud.”

Farverefleksion løfter plejen

Hjælp til selvhjælp er vigtigt, fordi det giver mere livskvalitet. Derfor skal fokus være på, hvad der skal ske med hver enkelt. Helle Wittig peger på de mange sedler inden for de forskellige felter markeret med farvede klisterbånd. At der er så stor tværfaglighed i distriktet, medfører, at kompetenceniveauet blandt hjælperne er øget meget.

Sammenholdt med at der er stort fokus på hver enkelt borger gennem farverefleksion, medfører det, at kvaliteten af sygeplejen øges, og at der handles hurtigere, fordi de rette observationer kommer til sygeplejersken på rette tid. Distriktet indførte modellen med de fire farver for ca. 2½ år siden.

Det var distriktets ergoterapeut, Marianne Berg, der oprindelig fik idéen, som hun siden udviklede sammen med Helle Wittig. Rødt betyder, at borgeren skal opnå et større funktionsniveau, gult betyder, at borgeren skal bevare det funktionsniveau, han har i dag, grønt betyder, at distriktet hjælper med det, borgeren ønsker og har behov for, også selv om vedkommende selv kan, og sort betyder, at borgeren skal afklares, inden han kommer videre.

”Vi arbejder meget med at ”pakke visitation ud” sammen med borgeren og de pårørende.

Det er en vigtig del af vores arbejde,” lyder det fra Helle Wittig. Kommunikation er også utrolig afgørende. Kommunikation med de pårørende og kommunikation med borgerne, der skal have hjælp, skal ske tidligt. Helle Wittig fortæller:

”Efter vi indførte de tidlige pakkeforløb, hvor vi får forventningsafstemt med borgerne og deres familie, har vi faktisk ikke haft nogen konflikter eller uoverensstemmelser, vi har et meget klarere grundlag at arbejde ud fra.”  

Emneord: 
Ældre
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Alder
Plejecenter

Flere sygeplejersker skal tæt på borgeren

DET NÆRE SUNDHEDSVÆSEN. Det nære sundhedsvæsen er i eksplosiv vækst, og det stiller øgede krav til sygeplejersken, som har en aktiv rolle i at forebygge unødige indlæggelser.

SY-2013-05-56aa
Attribution 
Illustration: Jenz Koudahl
Sygeplejersken har en nøglerolle i det nære sundhedsvæsen. Sygeplejersken koordinerer indsatsen mellem sygehus og hjemkommune og er bindeled mellem de forskellige aktører, der passer og plejer alvorligt syge borgere i eget hjem. Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at alle plejecentre får deres egne sygeplejersker.

Den målsætning lever kun under halvdelen (42 pct.) af landets kommuner op til i dag. Selvom vi bliver flere ældre og antallet af medicinske sengepladser på sygehusene i disse år falder, så er antallet af kommunale basissygeplejersker ikke øget tilsvarende. Antallet af sygeplejersker i kommunerne pr. 1.000 borgere på 65 år og derover er tværtimod faldet med 16 pct. fra 2000 til 2012. Siden 2002 er antallet af sengepladser på medicinske afdelinger faldet fra 8.895 til omkring 6.500.

Ny temarække i Sygeplejersken

”Det nære sundhedsvæsen” er det første tema i en længere række, hvor fagbladet Sygeplejersken sætter fokus på Dansk Sygeplejeråds politiske indsatsområder. I de kommende numre kan du bl.a. læse om sygeplejefaglig ledelse, det sammenhængende sundhedsvæsen, arbejdsmiljø og svangreomsorg.

Baggrund

Flere komplekse plejeopgaver kræver flere sygeplejersker. Det nære sundhedsvæsen er i eksplosiv vækst i disse år, og det stiller øgede krav til sygeplejersken, som har en aktiv rolle i at forebygge unødige indlæggelser. I flere kommuner har man ansat sygeplejersker på alle sine plejecentre. Med gode resultater.

Emneord: 
Plejecenter
Sundhedsvæsen
Ældre

Dilemma: Sort skærm

En sygeplejestuderende, som er i praktik på plejehjemmet, oplever, at en dement mand er understimuleret, og at personalet undgår ham.

SY-2012-14-13I klinikken på et plejecenter, hvor jeg var som sygeplejestuderende, mødte jeg en meget høflig og veltalende mand med diagnosen demens forårsaget af alkoholmisbrug.

Manden var 67 år, skilt og fysisk velfungerende. Ofte sad han og stirrede ind i fjernsynets sorte skærm, eller han gik rundt i centeret hele dagen. Min oplevelse var, at personalet kun kontaktede ham til medicingivning og til måltiderne. Han spiste i egen stue. Han havde været ædru i de sidste to år.

Jeg oplevede borgeren som understimuleret og ensom med et muligt behov for en særlig indsats i forhold til resten af beboerne på centret. Mødet med manden satte mig i et etisk dilemma: Hvordan kan vi som sygeplejersker opdage og stimulere mandens interesser, når vi ikke er i kontakt med ham?

Læs nedenfor, hvad vores panelmedlemmer mener.

Svar 1

Umiddelbart fremtræder casen som en sygeplejefaglig problemstilling, der bør interveneres i forhold til. Den studerende kan tage vare på den svage, der i denne case er den demente beboer, ved at viderebringe sine observationer og overvejelser til den sygeplejefaglige leder.

Skal casen betragtes som et klinisk, etisk dilemma, er en oplagt vinkel at beskrive beboerens valg som ikke frie og ikke kompetente. Det vil sige, at rammerne for beboerens valg er for indskrænkede, og den demente beboer kan ikke overskue konsekvenserne. Beboeren har behov for rammer og omsorg, der sikrer optimal stimulering, tryghed og glæde.

En yderligere demensudredning samt en vurdering af kognitive deficit er nødvendig. Disse undersøgelser skal udføres af fagprofessionelle på området, hvorefter der kan udfærdiges en plejeplan med bl.a. en anbefalet døgnrytme og aktiviteter. Selv om beboeren er skilt, bør det undersøges, om der er familiemedlemmer eller venner, der kunne fortælle om beboerens tidligere livsstil, og hvad beboeren fandt glæde og tryghed ved.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2

Vi er ikke sikre på, at vi vil kalde denne situation et etisk dilemma. Den studerendes dilemma er, at han ser en person, som i hans optik virker ensom og understimuleret. Der er ingen oplysning i historien om, hvad den studerende evt. har foretaget sig for at finde ud af, om der virkelig er substans bag det, han oplever. Han oplyser, at det øvrige personale kun henvender sig til den demente herre, når der gives medicin. Hvad mon den studerende selv har gjort?

Man må formode, at et plejecenter, der modtager personer med demens, har en vision, mission og et værdisæt for god sygepleje til alle centrets beboere inklusive beboere med demens.

Der må ligeledes være mål for plejen, samtaler med patienten og eventuelle pårørende om de enkelte beboeres behov og ønsker. Vi forventer også, at der er tilbud om aktiviteter på plejecentret, så beboerne oplever muligheden for aktiviteter.

Så alt i alt er der måske ikke tale om et etisk dilemma, men nærmere om en sygepleje, der kunne være mere bevidst og af en højere faglig kvalitet?

Af Edel Kirketerp Nørskov, MEVO (Master i Etik og Værdier i Organisationer), oversygeplejerske, medlem af Sygeplejeetisk Råd, og Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef, formand for Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser

Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til jb@dsr.dk

Det må højst fylde 900 tegn uden mellemrum. Husk navn og medlemsnummer på din mail.>

Emneord: 
Etik
Demens
Plejecenter

Dilemma: Mormor og det store grantræ

Når mennesker med demens er dørsøgende, kan et optisk bedrag være løsningen. Døren bliver malet, så den ikke længere virker tiltrækkende. Der er imidlertid delte meninger om, hvorvidt det er at narre syge mennesker, eller om det er en humanistisk indsats, der hindrer værre ulykker for den demente.

SY-2012-13-11Amalies højtelskede mormor er blevet 82 år, og hun er pga. af hurtigt fremadskridende demens kommet på plejehjem. Amalie er fortvivlet over at se sin mormor så forandret, det er svært at besøge hende på et plejehjem, når de plejede at have det rart i mormoderens lille lejlighed.

De spillede kort, så film på dvd og havde et tæt fællesskab. Det er forbi nu, og Amalie har på det seneste oplevet, at mormoderen vil væk fra plejehjemmet. Hun står foran døren, som er bemalet med grantræer, mens hun mumler, at den skov er for stor at gå ud i, så tæt den er. Amalie bliver vred.

”Hvorfor skal døren være grim og skræmmende? Hvis min mormor vil ud en tur, så lad hende gå,” siger hun til aftenvagten. Aftenvagten forsøger at forklare: ”Amalie, hvis din mormor først går ud om aftenen, har vi ingen mulighed for hurtigt at finde hende igen, hun kan komme til skade eller fare vild og blive meget ulykkelig.” ”Så pas på hende,” siger Amalie, vender ryggen til og går.

Hvad tænker du: Er optisk bedrag en bekvem måde at yde sygepleje til gamle på, er det at narre de gamle, eller er det en helt acceptabel og relevant foranstaltning, der beskytter mennesker som Amalies mormor?

Læs nedenfor, hvad Sygeplejerskens etikkyndige mener.

Svar 1

Maleriet er udført for at drage omsorg for demente beboere, der ellers ville være i fare for at pådrage sig skade uden for plejehjemmet. Det er etisk korrekt på en skånsom måde at tage vare på medmennesket, når personen ikke er i stand til at tage vare på sig selv, som det synes at fremgå af casen. Når maleriet i det konkrete tilfælde gør beboeren angst, må man overveje at male et andet motiv, eller måske sætte et gardin op i harmoni med omgivelserne. Skærmningen har ikke til formål at lette sygeplejerskernes arbejde, men har til formål at gøre omgivelserne rare og trygge for beboeren.

Der er i casen ikke et etisk dilemma, men en arbejdsopgave at udføre i forhold til at arrangere regelmæssige samtaler med det bekymrede barnebarn, hvor mormoderen sagtens kan være til stede på trods af demens. Amalie og mormoderen skal have mulighed for samvær som tidligere, hvor film og kortspil har været en glæde for dem begge. Måske kunne de sammen gå en tur?

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2

Sygeplejersken står her i et krydsfelt mellem mormor og Amalie, hvor der kan opstå tvivl om, hvilket af de to mennesker der har mest brug for sygeplejerskens omsorg.

Mon sygeplejersken har vurderet, at mormor bedst kan holdes inde ved et optisk bedrag, eller har sygeplejerskens hensigt været at sikre beskyttelse og omsorg for en gammel kone med demens?

Amalie er i en ganske anden situation, idet hun er truet. Hendes elskede mormor er ved at forlade hende, og Amalie befinder sig i en afmægtig situation, som er svær at tackle. Her har sygeplejersken en opgave. Amalie bør både have forståelse og viden i forhold til sin mormors situation.

Endelig kan spørgsmål om brug af optisk bedrag ikke besvares med et klart ja eller et klart nej. Det må altid vurderes i den enkelte situation, hvor der tages udgangspunkt i de berørte mennesker.

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef, formand for Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk /ser

Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til jb@dsr.dk. Det må højst fylde 900 tegn uden mellemrum. Husk navn og medlemsnummer på din mail.

Emneord: 
Etik
Demens
Plejecenter

Tværfagligt samarbejde i rehabiliteringsenhed

Rehabilitering bliver fortolket og udført forskelligt i landets kommuner. I Kerteminde Kommune har man ønsket at gøre indsatsen mere målrettet, og det er sket gennem oprettelse af en rehabiliteringsenhed med fokus på en målrettet tværfaglig indsats med borgeren i fokus. Læs artiklen her

Rehabilitering bliver fortolket og udført forskelligt i landets kommuner. I Kerteminde Kommune har man ønsket at gøre indsatsen mere målrettet, og det er sket gennem oprettelse af en rehabiliteringsenhed med fokus på en målrettet tværfaglig indsats med borgeren i fokus.

10. maj 2010 åbnede Rehabiliteringsenheden i Kerteminde Kommune. Det skete på baggrund af et politisk ønske om at tilbyde borgerne et kvalificeret rehabiliteringsforløb gennem en målrettet sygepleje, behandling og træning. Desuden var det hensigten at imødekomme den øgede kompleksitet, der er en følge af accelererede patientforløb og nedlæggelse af sengepladser på hospitalerne (1).

Derfor samlede man de daværende aflastningspladser, der tidligere var spredt ud på kommunens plejecentre, og åbnede en afdeling i den ene del af Lindhøj Plejecenter med 14 pladser (udvidet til 17), hvortil der er fast tilknyttede medarbejdere tværfagligt sammensat af social- og sundhedsassistenter og hjælpere, sygeplejersker og terapeuter med rehabilitering som speciale.

Kerteminde Kommune arbejder ud fra rehabiliteringsbegrebet hentet fra ”Hvidbog om rehabilitering” (2): en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk.

Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv.

Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og videnbaseret indsats.

Alle medarbejdere deltog i fælles temadage inden åbningen. Temaet var rehabilitering som arbejdsform. Disse temadage var kulminationen på flere måneders arbejde i forskellige arbejdsgrupper, hvor medarbejdere og ledelse havde beskrevet procedurer og arbejdsgange. Formålet var at give startskud til en fælles opfattelse af at arbejde rehabiliterende samt commitment til fælles arbejdsindsats.

Ved modtagelse af en borger gennemføres en modtagelsessamtale for at afdække problemer, ressourcer og gensidige forventninger. Desuden udføres ernæringsscreening og ADL-scoring. Mål med opholdet udarbejdes i samarbejde mellem borger og fagpersoner.

Det er essentielt for de gode forløb, at arbejdet foregår tværfagligt hele døgnet, og at der er konstant fokus på den enkelte borgers mål. Hver borger har et kontaktpersonteam: sosu-personale, terapeut og sygeplejerske. I hverdagen betyder det, at hver især bidrager med sin faglighed i respekt for andres. Det giver gode faglige diskussioner, som er med til at udvikle alle faggrupper.

Alle deltager inden for deres kompetenceområder i pleje, behandling og træning, både individuelt og fælles.

En gang ugentligt gennemgås alle borgere mhp. status, justering af mål og indsats for den enkelte for at opnå målrettede og effektive forløb.

For at holde fokus deltager alle medarbejdere løbende i fælles møder og undervisning. Der er to faste arbejdsgrupper:

  1. Trænings- og aktivitetsgruppen, som planlægger den kommende måneds fælles aktiviteter (fysiske og kognitive) og tildeler plejepersonalet og terapeuterne ansvar for den enkelte aktivitet på skift.
  2. Ernæringsgruppen med fokus på småtspisende, idet der er mange af borgerne, som har tabt sig eller er i risiko for at gøre det.

De fleste medarbejdere har ud over pleje- og træningsopgaver et område, som de er ansvarlige for, hvilket er med til, at opgaverne i afdelingen løftes af medarbejderne sammen, og engagementet derved styrkes.

Hele arbejdet foregår naturligvis i tæt samarbejde med bl.a. pårørende, visitation, udegrupper, egen læge og sygehus. En faggruppe kan ikke løfte alene!

Udfordringen i 2012 er at bevare de gode forløb, samtidig med at vi har fokus på bedre dokumentation, som er med til at give gode forløb internt og eksternt.

Lisbeth Windeballe Rasmussen er teamleder i Rehabiliteringsenheden i Kerteminde Kommune.

Litteratur

  1. Kommissorium for Rehabiliteringsenheden i Kerteminde Kommune 2010.
  2. Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet, Marselisborgcentret 2004.
Emneord: 
Rehabilitering
Organisering
Plejecenter

Der, hvor sengen trykker

Tryksår og behandlingen af dem kan være en smertefuld oplevelse for både patient og personale. Men nu mener en sygeplejerske, at hun har opfundet en del af løsningen på problemet. Hendes tryksårspuder blev i efteråret testet på et plejehjem, og både patienter og personale er begejstrede.

SY-2011-2-28-1a
Tryksårspuderne er dels en trekantet, aflang pude og dels en flad pude med små, runde luftrum. Puderne kan bruges til aflastning af både ben og arme, og den trekantede kan desuden bruges som støtte i sideleje. Foto: Søren Svendsen

De ser enkle ud. Råhvide oppustelige puder, trekantede og firkantede. Men man skal ikke lade sig narre, for tryksårspuderne til engangsbrug kan mere, end man umiddelbart skulle tro. Sygeplejerske Kirsten Sivertsen har selv opfundet dem og sat dem i produktion, og hun mener, de er en del af løsningen på problemerne med tryksår på både hospitaler og i hjemmeplejen.

Hjemmevant viser Kirsten Sivertsen rundt på akutplejeenheden på Vigerslevhus plejehjem i Valby, hvor hun tidligere har arbejdet som vikar. Nu er hun her for at teste sin opfindelse, inden puderne for alvor kommer på markedet. 

2011-02-helebladet%20(10)Kirsten Sivertsen er sygeplejerske og opfinder. Hun har udviklet oppustelige puder, som kan forebygge og reducere tryksår. Vejen har været lang, men snart er hun klar til at afsætte sit produkt til både hospitaler og hjemmeplejen.
Foto: Søren Svendsen

 
”Spis dem, de er lavet af majs,” foreslår hun med et smil. Tilbuddet er knap så fristende, da majsen har antaget et plastisklignende udseende, men pointen er ikke til at tage fejl af: Puderne er yderst miljøvenlige. Det er dog hverken, fordi de er spiselige eller miljøvenlige, at beboerne på Vigerslevhus er vilde med puderne.

De er ganske enkelt behagelige, når de placeres under benene, under armene eller som støtte i sideleje, og så aflaster og forebygger de tryksår. ”En dement ældre dame, som jeg i flere dage havde lagt i seng med puderne, trak mig en aften ned til sig og hviskede: ”Husk nu de dér!” Hun mente puderne,” fortæller Kirsten Sivertsen stolt.

På en stue er social- og sundhedsassistent Rebekka Zahl Barthe i gang med at behandle en ældre herre, som har sår på hælene. Under hans lægge ligger to af de oppustelige trekanter med spidsen nedad. Rebekka Zahl Barthe kan uden besvær komme til fødderne, som svæver frit ud over puderne.

”Puderne aflaster rigtig godt, og det giver en god arbejdsstilling, så man kan komme til at pleje. Jeg bruger dem på mange forskellige måder,” forklarer hun. Kirsten Sivertsen har under testningen lært, at personalet skal have grundig instruktion i at bruge puderne korrekt.

Hun har dog ikke noget imod, at personalet eksperimenterer med brugen af puderne. ”Det er også o.k., så længe de også bruger dem på den rigtige måde,” pointerer hun og fortsætter: ”Faktisk kan jeg godt lide, at det sætter gang i deres fantasi i forhold til, hvordan man bruger dem bedst.”

Forebyggelse frem for behandling

Idéen til puderne fik Kirsten Sivertsen, da hun arbejdede som hjemmesygeplejerske.

”Nogle gange i hjemmeplejen føles det, som om man aldrig laver andet end at behandle tryksår,” siger hun med et suk og hentyder til, at hun ofte har oplevet, at patienter har haft tryksår, når de er blevet udskrevet fra hospitalet.

Problematikken kender de også til på Vigerslevhus: ”Det er oplagt at teste dem her, for vi har problemer med tryksår og aflastningen af dem,” fortæller daglig leder af akutplejeenheden Carina Nimb, som ser klare fordele for personalet i form af bedre arbejdsstillinger. ”Men selvfølgelig betyder det også noget, at borgerne er glade for dem,” pointerer hun.

SY-2011-02-30
Social- og sundhedsassistent, Rebekka Zahl Barthe, lægger puderne under benene, så hun kan pleje fødderne, uden at den ældre herre skal anstrenge sig. Foto: Søren Svendsen

Carina Nimb mener, det kan være en fordel, at produktet er udviklet af en fagperson som Kirsten Sivertsen, fordi hun har erfaring fra praksis. Ifølge Kirsten Sivertsen opstår problemet med tryksår, fordi personalet ikke har de rette rutiner til og arbejdsmæssige forudsætninger for at undgå tryksår. ”Hospitalerne siger, de laver tryksårsforebyggelse, men de er for længe om at reagere,” påpeger hun.

Den holdning deler hun med ergoterapeut Ulla Moe, som i flere år har beskæftiget sig med tryksårsforebyggelse og er forfatter til bogen ”Tryksår – smertefuldt for samfundet og den enkelte”. Ulla Moe startede i efteråret som konsulent i Kirsten Sivertsens firma Trialet. Sammen er de ikke i tvivl om, at hvis ressourcerne bruges på den rigtige måde, kan man undgå de fleste tryksår.

”Personalet vil gerne, hvis de har mulighederne, men det kræver nogle investeringer fra starten at undgå tryksår. Derfor skal vi have fat på både politikere, ledere og borgere,” siger Kirsten Sivertsen. De to er enige om, at tryksår skal forebygges bedre, og at den proces starter med, at man laver en national undersøgelse af problemets omfang. ”Der findes ikke egentlige tal på, hvor meget problemet med tryksår koster samfundet. Det er kun gisninger. Der er lavet undersøgelser i andre lande og lokalt i Danmark, men det er jo ikke noget, man bare kan overføre og gange op,” påpeger Ulla Moe.

Kirsten Sivertsen har været i gang med udviklingen af puderne i otte år, og til februar vil de være helt klar til at blive afsat på markedet.

Alt i alt har puderne indtil videre kostet 6 mio. kr. Kirsten Sivertsen har selv investeret en del af beløbet, mens resten er blevet investeret af firmaets direktør Peter Egelund og virksomheden Innovation MidtVest, som for et år siden tog Trialet ind som porteføljevirksomhed.

Læs mere: Sygeplejerske springer ud som opfinder

Hvad er en tryksårspude?

Tryksårspuderne er lavet af biofolie af majs med adskillige luftkanaler. Det giver et dynamisk underlag, fordi puderne reagerer på kroppens passive bevægelser og lader blodet flyde frit i årerne.
Indtil videre består udvalget af en trekantet, aflang pude og en fladere pude med runde luftlommer.

Puderne gør, at benene kommer op, så man undgår tryk på hælene, og puderne kan bygges op, så såret kommer over hjertehøjde, og man undgår ødem. Kirsten Sivertsen har patenteret de trekantede puder. Hun har desuden indleveret en patentansøgning på de flade puder til stabling og på den særlige ventil på puderne.

Tag patent

For at beskytte din opfindelse kan det være en god idé at få den beskyttet gennem et patent eller at få den registreret som en brugsmodel. Ved at tage patent sikrer du, at det kun er dig, der kan tjene penge på at sælge eller fremstille den. I Danmark er det Patent- og Varemærkestyrelsen, der behandler patent- og brugsmodelsansøgninger.

Læs mere på www.dkpto.dk

Emneord: 
Sår
Plejecenter
Skade
Trivsel

5 faglige minutter: Her arbejder vi med mennesker

”Bruger man sig selv i plejen, får man brug for en computer, fordi man vil hjælpe patienten eller borgeren med den bedste pleje, baseret på aktuel viden. Hvordan skulle man ellers finde den viden i en fart?”

Uden for alle hospitaler, plejehjem, hjemmeplejekontorer og lægepraksisser er det samme syn, der møder patienter og borgere en tidlig tirsdag morgen i slutningen af november.

Bjerge af computere smidt i store bunker foran deres tidligere tilhørssted. Her venter de på afhentning til storskrald, ribbet for indmad, skrællet for spor, der kan føre tilbage til ejermanden. Hvorfor dog? Fordi man alle vegne har set tv aftenen før. Her kom det frem, at man på et hyperkendt plejehjem i Danmark ikke har computer. Begrundelsen?

Her arbejder vi med mennesker.

Det er der rigtig mange, der gør, og de vil alle sammen gerne være omsorgsfulde, varme og professionelle fagpersoner, derfor er det blevet store udsmidningsdag i det danske sundhedsvæsen. Alle vil være med på den nye tendens, så sætningen ”Vi arbejder med mennesker,” lyder i telefon, e-mails og pr. sms fra Hanstholm til Hillerød og får samme konsekvens alle steder. Ud med det kolde, golde isenkram, der hindrer kontakt, varme og næstekærlighed i at opstå og danne grundlag for ægte sygepleje.

En harddisk har nemlig magt over følelser, den kan på rekordtid transformere sunde, menneskelige relationer til omsorgssvigt og plejelidelse.

Fup eller fakta?

Det er naturligvis alt sammen en gang sludder og vrøvl, for der er ikke nogen reel modsætning mellem at bruge sig selv og bruge en computer. Tværtimod. Bruger man sig selv i plejen, får man brug for en computer, fordi man vil hjælpe patienten eller borgeren med den bedste pleje, baseret på aktuel viden. Hvordan skulle man ellers finde den viden i en fart? Hvordan finde ny litteratur og nye undersøgelser om alt fra ernæring til vitale parametre?

Det er vanskeligt at forestille sig noget fiksere hjælpemiddel end skærm og tastatur, og de velorienterede og måske også velbjergede patienter vil vide at sætte pris på anstrengelserne. Værre er det med patienter med kortere uddannelser og besvær med egenomsorgen, for dem er det hele uoverskueligt.

Men tro mig, de vil også gerne have den bedste pleje, her skal den plejende bare investere mere af sig selv for at komme i møde og motivere, og det kan computeren faktisk også hjælpe med. Tænk bare på personlige risikoprofiler, illustrative lagkagediagrammer fremkommet på basis af den enkelte patients data, nye kliniske retningslinjer osv. Områder, som sygeplejersken kan inddrage patienten i og hjælpe med at tygge.

Den kritiske sans skal med i håndtasken, når vi går på arbejde, og den skal luftes, når fjernsynet kører hjemme på væggen. Det nytter ikke, at en fagperson af uvisse grunde miskrediterer computeren og postulerer, at den hindrer menneskelig kontakt. Det gavner hverken sygeplejen eller sygeplejerskerne, der er rigtig mange andre og mere lødige historier, der trænger sig på – bare nogen vil fortælle dem.

Faktisk tror jeg, at computeren skal med i den direkte pleje i langt højere grad, end der er tradition for nu og her. Både som et pædagogisk redskab i samspil med patienten, som et redskab til dataindsamling og som et redskab til informationssøgning.

Når computeren er en velintegreret del af arbejdsrutinen i sygeplejen på hospitaler, i hjemmeplejen og på plejehjem, kan man i ramme alvor sige: Her arbejder vi med mennesker.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Plejecenter
Internet
Arbejdsmiljø

Fløde og faglighed på plejecentret

Plejecenter Sct. Jørgensbjerg i Roskilde har en målsætning om at være det bedste plejecenter i Danmark. Formand Grete Christensen var i klinik på centeret, hvor dokumentation er i højsædet, og beboerne bliver tilbudt fristende kalorier.

SY-2010-19-45
En del af Maria Cisars arbejdsdag går med dokumentation. Dels laver hun sin egen dokumentation, og dels hjælper hun hjælperne med deres. Centeret har et stort fokus på at sikre, at de nødvendige kompetencer er til stede. Derfor laver sygeplejerskerne en del sideundervisning af assistenterne og hjælperne i bl.a. dokumentation, kost og diabetes. ”Det har løftet niveauet meget, og de øvrige faggrupper føler sig mere trygge og er bedre klædt på, når de skal løse deres plejeopgaver,” fortæller Maria Cisar. Foto: Simon Klein-Knudsen

Antallet af sygeplejersker på Plejecenter Sct. Jørgensbjerg i Roskilde er blevet fordoblet fra 1½ til tre. Resultatet er et mærkbart løft i det faglige niveau på centeret, der har en målsætning om at være landets bedste plejecenter.

Det ambitiøse plejecenter er stedet, hvor Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen er i klinik denne gang. Hun skal følge centersygeplejerske Maria Cisar på Sct. Jørgensbjerg.

Dagens første opgave er sårbehandling på 77-årige Inger Schrøder, der bor på centerets 1. sal.

”Der er ingen sårsygeplejersker ansat i Roskilde Kommune, og derfor varetager en af centerets sygeplejersker sårbehandlingen,” fortæller Maria Cisar på vej op ad trappen.

Maria Cisar banker på døren ind til Ingers lejlighed. Åbner den og stikker hovedet ind.

”Hej Inger, kan jeg lokke dig til at slukke cigaretten?” spørger Maria Cisar og siger til Grete Christensen:

”Døren ud til gangen skal være lukket, når beboerne ryger. Men de har lov til at ryge i deres lejligheder, det er jo privat område. Det generer mig ikke rigtigt, at der lugter af røg, men jeg var lidt nervøs for den passive rygning, da jeg var gravid.”

Inger har to sår. Det ene er et tryksår fra hendes seng, mens det andet stammer fra et fald tidligere på ugen. Begge sår skal renses og have nye forbindinger. Ifølge begge sygeplejersker ser alt fint ud.

Svær dokumentation for hjælpere

Senere har Maria Cisar og Grete Christensen tid til en hurtig kop kaffe på sygeplejerskernes kontor. Over kaffen fortæller Maria Cisar, at hun de kommende tre måneder skal være tovholder på et stort internt kompetenceprojekt i dokumentation.

”I dag oplever flere af hjælperne, at det er svært at dokumentere. Hvad skal dokumenteres og hvordan? Derfor bruger jeg meget tid på at udfylde dokumentationen for dem. Projektet skal bl.a. gøre hjælperne i stand til selv at foretage deres dokumentation. Og på et højere fagligt niveau,” forklarer Maria Cisar.

Mette Otkjær, leder af Plejecenter Sct. Jørgensbjerg, og centersygeplejerske Lisbeth Bergstrup er i mellemtiden kommet ind på kontoret.

”Projektet er muligt, fordi vi ansætter en vikar for Maria i de tre måneder. Dokumentation er et meget vigtigt arbejdsredskab. Derfor ser jeg projektet som en investering og ikke en udgift,” siger Mette Otkjær. 

Omvendt kostpyramide styrker BMI

Ud over dokumentationsprojektet er sygeplejerskerne på Sct. Jørgensbjerg allerede i gang med et andet ambitiøst projekt,”God mad – godt liv”.

Under sloganet ”Græd ikke over spildt mælk – brug fløde!” har centeret været med i et kostprojekt fra Servicestyrelsen, der skal højne beboernes sundhed og livskvalitet.  

”Ældre mennesker skal helst have et BMI på mellem 24 og 30. Det højner deres livskvalitet og mindsker risikoen for sygdom og indlæggelse. Men mange ældre har generelt svært ved at tage på i vægt. Derfor har vi vendt kostpyramiden om,” fortæller Lisbeth Bergstrup, der står for kostprojektet.

Siden nytår er beboerne generelt begyndt at tage på i vægt. I januar i år var 21 pct. af beboerne på centeret kritisk undervægtige. Det antal var faldet til 14 pct. i september måned. I samme periode er antallet af normalvægtige steget fra 24 pct. til 32 pct.

Fladskærme og fællessang

Dagen rundes af i fællesrummet, hvor beboerne dagligt mødes til fællesaktiviteter. På væggene hænger to fladskærme, der viser diasshow med billeder fra de forskellige udflugter, som beboerne har været på. I dag er aktiviteten fællessang til serveringen af boller og kaffe.

Beboere, medarbejdere og Grete Christensen synger ”Jeg ved en lærkerede” til tonerne fra plejecenterets aktivitetsmedarbejder Einars guitar. 

”Der er mange dårlige historier om plejehjem og -centre i pressen. Her på Sct. Jørgensbjerg er virkeligheden en anden. Det er tydeligt, at beboerne trives,” siger Grete Christensen. 
 

Sygeplejerskernes kerneopgaver

Der er ansat tre centersygeplejersker på Plejecentret Sct. Jørgensbjerg. Det er en opnormering i forhold til tidligere, hvor der var én deltidsansat sygeplejerske plus én ansat i fleksjob. Resultatet er et stort fald i sygestatistikken, færre klager fra beboere og pårørende, et dyk i antallet af indlæggelser og en halvering af utilsigtede hændelser. I dag er sygeplejerskernes kerneopgave helhedsplejen med fokus på de komplekse plejeopgaver, f.eks. terminalpleje. Derudover står sygeplejerskerne for hele arbejdsplanlægningen og prioriteringen af plejen i huset, hvor der er ca. 50 beboere. Endelig varetager sygeplejerskerne samarbejdsrelationerne med hospitalerne og de praktiserende læger.

Kilde: Plejecentret Sct. Jørgensbjerg

Emneord: 
Plejecenter
Ældre
Dokumentation