Mens Else Andersen stadig havde en del sprog tilbage, forklarede hun, at "vinden ligesom blæste alt det dårlige væk," og i år er det for første gang lykkedes at undgå den vinterdepression og antidepressive medicin, som ellers har fulgt hende lige siden, at hun fik Alzheimers sygdom. Foto: Kissen Møller Hansen.

Vera Nielsen er ikke meget for at bytte "Lille Knud" ud med millionbøf. Først skal demensdukken nusses og trøstes, og da den endelig er puttet ned ved siden af hende, er der Hundi - en stor tøjhund, som også skal være med.

"Det tager 20-30 minutter for Vera at spise, men den tid er der også sat af til det," fortæller Else Marie Rasmussen. Hun er eneste sygeplejerske på Boller Slot ved Horsens, der har 17 plejehjemspladser. De tre er reserveret til frontotemporaldemente, men der er ofte flere. Over halvdelen af beboerne er blevet overflyttet fra andre demensplejehjem, som ikke længere kunne have dem, og de skal enten være udadreagerende eller ambulerende for at få plads.

"Vi ser de pårørende som noget ubetinget positivt. De kommer jo og besøger vores beboere og giver dem en dejlig oplevelse. Og det gør det lettere for os at pleje vedkommende," forklarer Else Marie Rasmussen.

"Normeringen passer her. Det hører du vist ikke ret mange steder i plejesektoren i dag, og det er med til at give en enorm arbejdsglæde," forklarer Else Marie Rasmussen.

Plejehjemslederen er uddannet socialpædagog, og det afspejler sig i hele plejen.

"Vi arbejder ud fra Maslows behovspyramide. Det er en selvfølge, at bunden i pyramiden, alt det pleje- og behandlingsmæssige, er i orden. Derefter prøver vi hele tiden at se, hvor højt vi kan komme op i pyramiden for hver enkelt beboer. Det er der, det spændende arbejde ligger," siger Else Marie Rasmussen.

Personalet på Boller Slot laver bl.a. videooptagelser af svære plejesituationer, som bagefter bliver analyseret efter Marte Meo-metoden. Som med Børge Christensen, som lider af apraksi og kunne være svær at få ud af sin seng.

"Ved at kigge optagelserne igennem, fandt vi ud af, at hvis vi klappede på sengekanten, så kunne han bedre orientere sig, og vi fik en glad Børge op at sidde på sengekanten. I stedet for en vred Børge, som evt. skulle sederes med medicin," forklarer Else Marie Rasmussen.

Vera er den ene af de tre beboere, som hun har ansvaret for i dag. I modsætning til resten af plejepersonalet har Else Marie Rasmussen nemlig forskellige beboere hver dag. En del af hendes arbejde er nemlig at lave en individuel plejeplan for hver beboer sammen med de pårørende og de to kontaktpersoner, hver beboer får blandt personalet. Plejeplanen skal finde frem til den bedst mulige hverdag for den enkelte beboer
og sikre kontinuiteten i den daglige omsorg.

"Det kan godt være, at nogle ansatte ikke synes, det er en god idé, at Else skal sove til middag udenfor på terrassen året rundt. Men i plejeplanen har vi fundet frem til, at det er den bedste løsning for hende, og så er det bare sådan," forklarer Else Marie Rasmussen.

Hvad skal man kunne som sygeplejerske for at arbejde her?

"Jeg synes, at tålmodighed og nysgerrigheden på mennesket er det vigtigste, når man arbejder med demente. At vi hele tiden sætter mennesket først.  

Hørenedsættelse er en overset lidelse hos plejehjemsbeboere, da disse patienter ofte ikke selv er klar over eller selv gør opmærksom på høreproblemet.

Opfattelsesproblemer kan også af omgivelserne tolkes som resultat af demens, andre hjernesygdomme eller som en naturlig ting hos gamle, som man ikke behøver gøre noget ved, en nihilistisk opfattelse, som desværre ikke er ukendt inden for geriatriske sygdomme.

Erkendelse og behandling af høretabet er særlig vigtigt hos skrøbelige, gamle mennesker, fordi:

1. Hyppigt forekommende samtidig synsnedsættelse betyder, at hørenedsættelse rammer ekstra hårdt, hvad angår evnen til at sanse, hvad der sker i omgivelserne, specielt evnen til at genkende andre, til at mundaflæse og i det hele taget til at tyde andre menneskers mimik og øvrige kropssprog.
2. Høretab kombineret med impressiv afasi pga. apopleksi er stærkt invaliderende, hyppigt forekommende og stiller store krav diagnos-tisk og behandlingsmæssigt.
3. Sprogforstyrrelser pga. hørenedsættelse kan ligne demenssymptomer resulterende i fejlbehandling eller manglende behandling.
4. Hørenedsættelse kan, evt. kombineret med andre perceptive lidelser i forbindelse med sundhedsfaglig rådgivning, føre til frustration, misforståelser og dårlig komplians. Det kan være i forbindelse med udskrivelse af den medicinske patient, som af lægen informeres om eventuelle vigtige bivirkninger af behandlingen samt om vigtigheden af henvendelse til egen læge med henblik på kontrolkonsultation.
5. Tab af høresansen er hos gamle ofte ét af flere smertefulde tab, som øger risikoen for depression. Afhjælpning af høretabet vil således medvirke til at forhindre alvorlig psykisk lidelse i alderdommen.

Flere instanser bærer ansvaret for en forbedret indsats. Desværre er der også blandt gamle mennesker en forestilling om, at brug af et høreapparat (HA) er lidt flovt, måske fordi det kobles sammen med høj alder og svækkelse og dermed en opfattelse af, at man kommer til at virke ældre. Tværtimod gør forbedret hørelse den pågældende mere nærværende og livlig og dermed tilsyneladende yngre. Udsagnet "En hørenedsættelse er mere synlig end et HA" kan måske bruges som motiverende værktøj.

Men afgørende er det, at HA introduceres på et tidligt tidspunkt, hvor brugeren endnu er i stand til at håndtere teknikken med små tænd- og sluk-knapper, batterier osv., og hvor chokket over de nye lyde ikke er for voldsomt. Her kan specielt egen læge og plejepersonalet bidrage.

Både familie og fagfolk bør tænke på muligheden for simple årsager til høreproblemer, f.eks. dårlig akustik, baggrundsstøj og ikke mindst ørevoks. For nogle år siden viste en plejehjemsundersøgelse, at 40 pct. af beboerne havde ørevoks. Fjernelse af ørevoksen resulterede i en klart forbedret hørelse hos halvdelen, dvs. at hver femte beboer fik en tydelig forbedret kontakt med omverdenen ved et ganske lille, simpelt indgreb, som kan foretages af plejepersonalet. Et halv- eller helårligt tjek for ørevoks hos alle plejehjemsbeboere kunne være en idé.

Beboerens omgivelser bør tænke på vigtigheden af klar, tydelig, ikke for hurtig tale, uden at der råbes, og at ansigtet altid er vendt mod den, man taler til. Munden skal være synlig (ikke dækket af diktafon, avis el.lign.). Baggrundsstøj, f.eks. trafikstøj via åbentstående vindue, en tændt støvsuger, radio, tv eller en vandhane, der løber, søges undgået.

Afgørende er det, at der tværfagligt eksisterer en aktiv og opsøgende holdning over for problemet, ikke blot hos plejehjemsbeboere, men også hos meget svage, hjemmeboende ældre.

Lykkes indsatsen, er der udsigt til en væsentlig forbedret livskvalitet for nogle handicappede, som tilhører en af samfundets skrøbeligste og mest sårbare grupper.

Hans Jørgen Vognsen er tidligere speciallæge i almen medicin i Silkeborg Kommune. Han er nu pensioneret.

Læs artiklen som PDF - gå til side 78

Juletravlhed. Vi jager rundt og køber ind efter meterlange ønskesedler. Dufte til damerne, halstørklæder til herrerne, bløde bamser til børnene. Og når alle har travlt, bliver de rigtig gamle mennesker, de seje +80-årige, synlige for dem, som tør se. De gamle mennesker kan ikke klare tempoet og forsinker dermed produktive borgere og forbrugere.

De står stille foran rulletrappen, overvejer, hvornår det er sikkert at stige på og tager tilløb for at undgå en skæv og uharmonisk himmelstigning. De betaler med dankort, men vender det på hovedet og lufter chippen i stedet for at begrave den, enkelte har glemt deres pinkode, viser det sig. Rollatorerne fylder, og stokkene falder til jorden med høje brag, mens de står i kø med kurve, hvor bunden knap er dækket. Kvinderne har taskesnoren tværs over brystet, så lomme- og tasketyve ikke har frit spil. På vej hjem hviler de på halvvåde bænke eller på det bekvemt udformede rollatorsæde for at få vejret. Når de stadigvæk kører bil, blinker de til højre, men drejer til venstre og slår en stor bue for at få vognen anbragt i en gunstig position før parkering.

De gamle er langsomme, og derfor er de usynlige. Vi ser igennem dem og lader, som om de ikke eksisterer frem for at anerkende og respektere dem for det mod, de udviser ved at begive sig ud i den kogende og uhøflige juletravlhed.

Alternativet for de travle forbrugere er at købe noget mindre og huske at tage den almene dannelse ned fra hattehylden, inden indkøbsturen starter. Tænke 40-50 år frem. Hvordan vil man gerne behandles, når ens egen rollatortur tager sin begyndelse?

Mange af de rigtig gamle modtager hjælp fra det offentlige. De er visiterede til specifikke ydelser fra rengøring over brusebad til medicindosering. Men hvor meget ved vi om dem?

Sygeplejersker har forsket i hjælp til spisning, nedre toilette, tillid og læreprocesser, men rigtig gamle, som bor hjemme, i beskyttede boliger eller på plejehjem, er der ikke fokus på. Endnu. Der må være mange områder, som trænger til belysning. Ikke med en svag lommelampe, men med en projektør af de store. For i sundhedssektoren er vi mestre i at regne andre menneskers behov ud, men det er vel en mulighed, at der ikke er overensstemmelse mellem de behov, vi tillægger de gamle, og de behov, de selv ville formulere, hvis de blev spurgt.

Alle de gamle har en historie, vi kan spørge til som en start. De har levet så længe, at der er mange beretninger, fortællinger og minder i hjernekisten, og hvis vi giver lov, slipper de gamle gerne ordene løs. Og det er underholdende. Ikke på ha-ha-måden, men på aha-måden. Det giver bunker af viden om, hvad plejen til den enkelte skal indeholde for at være optimal.

Derfor et hib til primærsektoren. Der må gang i flere projekter derude i det kommunale land. Hvorfor er det udelukkende universitetshospitalernes sygeplejersker, som render med de gode idéer, realiserer dem og får publiceret undersøgelser og forskning" Der må være basis for meget mere i kommunerne, specielt nu hvor de er blevet større.

Ansættelse af udviklingssygeplejersker med akademisk baggrund, sygeplejesymposier, forskningsgrupper og journal clubs er velkendte måder at gøde et fagligt miljø på, men det kan være, der kan opfindes andre og bedre måder at sætte fut i forskningen på.

Rollatorgenerationen kræver det ikke, men har krav på forskning, der binder ny viden til praksis.

Tag handsken op, derudd.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Foto: Christoffer Regild 

Hjemmesygeplejerske Louise Lange er på besøg hos Aage Hansen, som gerne ville øge sin vægt fra 70 kg til 80 kg. De ekstra energidepoter vil bl.a. betyde, at han bedre kan klare sig, når influenzasæsonen kommer.

"Godmorgen, Aage. Har du sovet godt," spørger Louise Lange. Klokken er 9.30, og hun møder den 82-årige mand, der venligt tager imod hende med et smil: "Jeg har desværre hostet hele natten," siger han.

Louise Lange kommer hos Aage Hansen hver 14. dag, og formålet er ernæringsterapi. "Vi taler lidt om, hvordan det går med udgangspunkt i kostskemaet, og det typiske er, at borgeren bliver træt af mælk og fløde. Jeg prøver at øge appetitten og snakke med Aage om, hvorfor det er vigtigt at spise," siger hun. Hendes hemmelige mål er, at Aage Hansen får så meget energi, at han får lyst til at træne.

I 2005 startede Københavns Kommune et projekt med ernæringsterapi for de ældre borgere, der har problemer med at holde vægten oppe. I den proces blev der udvalgt personer fra de forskellige kontorer, som skulle være tovholdere på projektet. Louise Lange blev den koordinerende sygeplejerske fra Hjemmeplejen Fogedgården. Nu efter at have været i gang i tre år er det stadig primært Louise Lange, der tager sig af ernæringsterapien, og det er blevet en speciel funktion.

Ernæringsterapi går i korte træk ud på at screene de borgere, der har brug for hjælp og tilbyde vejledning om sunde madvaner med henblik på, at borgeren skal tage på i vægt. Første samtale varer i 40 minutter til en time, hvor fokus er at finde ud af, hvad borgeren godt kan lide at spise. Der bliver udformet et skema, hvor der bl.a. bliver spurgt om, hvornår borgeren står op og går i seng, fordi det er godt at have så mange måltider som muligt i løbet af dagen.

"Det vigtigste er, at borgeren selv får mulighed for at formulere, hvad der er vigtigt, og hvilke mål de har," fortæller hun.

For at øge borgernes appetit er det nødvendigt at motivere lysten til mad. Mange af de ældre er ikke aktive og har derfor ingen appetit.

"Typisk stiller vi små appetitvækkere frem, fordi det handler om, at maden skal være inden for rækkevidde," siger hun.

Hvad er det særlige, man skal kunne for at arbejde som sygeplejerske med ernæringsterapi"

"Det er vigtigt at have et godt fagligt samarbejde med social- og sundhedshjælperen, fordi de ser, hvad og hvor meget borgeren spiser i hverdagen. Derudover skal man tænke modsat af, hvad vi andre gør, og vende kostpyramiden lidt på hovedet. Det svære kan bestå i, at vi med sukkersygepatienter skal være opmærksomme på at måle blodsukker og tjekke kolesteroltal," siger Louise Lange. 

Artiklens overskrift stammer fra en sygeplejestuderende og lød under den introduktion, som alle sygeplejestuderende deltog i, lige før de skulle i klinik på et plejehjem i Ballerup Kommune. Snart var røsterne høje og intense blandt de studerende, hvor flere havde samme opfattelse. Jeg var lige ved at tabe kaffekoppen af forundring, da det er min opfattelse, at de ældre på plejehjemmene har massive plejebehov inden for stort set alle specialer. Denne og flere andre oplevelser med de sygeplejestuderendes afvisning af ældreplejen gør det nødvendigt at sætte fokus på de studerendes læringsmuligheder på plejehjemmene.

Dette forhold understøttes af undersøgelser af de sygeplejestuderendes interesse i plejen af svækkede gamle mennesker. Undersøgelserne viser, at kun få sygeplejestuderende finder det attraktivt at arbejde steder, hvor ældre mennesker er i overtal (1,2,3,4).

Målet med artiklen er at italesætte ældreomsorgen som et attraktivt læringsmiljø for sygeplejestuderende og at vise uddannede sygeplejersker, at ældreomsorgen er et attraktivt sted at arbejde.

Fokus på læringsmuligheder

Som en konsekvens af mange sygeplejestuderendes manglende interesse for plejehjemsklinik besluttede lederne på plejecentrene og den uddannelsesansvarlige i Ballerup Kommune i juni 2008 at iværksætte et projekt med fokus på de sygeplejestuderendes læringsmuligheder ved at ændre den kliniske uddannelsespraksis (se boks 1).  

Målet er, at omlægningen skal give den kliniske del af sygeplejerskeuddannelsen på plejehjem et kvalitetsløft og åbne de sygeplejestuderendes øjne for det spændende og mangfoldige speciale, som ældreplejen er.

Den enkelte uddannelsessøgende tilknyttes en fast vejleder, som følger den studerendes udvikling tæt igennem hele uddannelsesforløbet. For at optimere læringsmiljøet har vi valgt, at der kun skal være få vejledere, som så til gengæld får stor erfaring i arbejdet med de studerende. Praktisk udmøntes projektet på den måde, at der planlægges individuelle uddannelsesforløb (se boks 2).  

Det er væsentligt, at vejlederne har flere års praktisk erfaring i arbejdet som sygeplejerske og minimum et års erfaring i Ballerup Kommune. Herudover fordres der kontinuerlig udvikling af vejledernes pædagogiske kompetencer.

Da der er så mangfoldige læringsmuligheder inden for vidt forskellige grene af sygeplejen på et plejehjem, tilbydes de sygeplejestuderende mulighed for at komme i punktpraktikker på plejehjemmene i Ballerup Kommune (se boks 3). 

Det vil være den sygeplejestuderende og vejlederen, der ved forventningssamtalen planlægger de enkelte forløb, og dermed hvilke punktpraktikker der skal være i uddannelsesforløbet. Der stilles samtidig øgede krav til den studerende om at deltage i kvalitets- og udviklingsarbejder samt fler- og tværfagligt samarbejde. Læringsmiljøernes omdrejningspunkt er et struktureret, planlagt uddannelsesforløb med fokus på individualitet og mangfoldighed i de sygeplejefaglige aktiviteter funderet i et praksisfællesskab (se boks 4).  

Man kan lære af beboeren
På nuværende tidspunkt er der fire uddannede kliniske vejledere i Ballerup Kommune. De øvrige vejledere har et pædagogisk vejlederkursus af minimum fem dages varighed. Vejlederne samles to gange årligt, hvor der udveksles viden og erfaringer for at styrke den enkelte i vejlederrollen. Vejlederen vil være den gennemgående person, både i uddannelsessamtalerne, vejledningsforløbene og i det praktiske arbejde hos borgerne. Det er ikke ensbetydende med, at de studerende kun skal og kan lære af deres vejledere. Tværtimod er det vigtigt at benytte alle de ressourcepersoner, der er tilknyttet plejeteamet, såvel mono- som flerfagligt. Herudover skal læringspotentialet i relationen mellem borgeren og den sygeplejestuderende ikke glemmes (5,6,7).

For at få de forskellige samarbejdsrelationer i spil planlægges klinikperioderne, så den studerende følger andre personalemedlemmer med speciel viden inden for et område.

Gennemførelsen af den kliniske periode er et forpligtende samarbejde mellem vejlederne og den studerende. Det er væsentligt at fokusere på, at den studerende skal være en del af et team med åbenhed over for den gensidige videns- og erfaringsudveksling, der finder sted i plejeteamet.

Der er planlagt forskellige undervisningstemaer med formel refleksion i uddannelsesforløbet:

• Dilemmaspil
• Fælles refleksioner ud fra sygeplejefortællinger
• Pleje og omsorg for borgeren med demens.

Klinikken planlægges med vejlederen, så der er balance mellem praktiske handlinger, teoretiske overvejelser og valg af læringsmetoder. 

Ugentlige studiesamtaler

Der lægges stor vægt på at afholde ugentlige uddannelsessamtaler mellem den studerende og vejlederen. Med målene, forventningerne og de valgte læringsmetoder for øje tilrettelægger den studerende og vejlederen i fællesskab den kommende uges studier. Ved hjælp af disse samtaler kan vejlederen følge den studerende og får dermed mulighed for at justere den langsigtede planlægning af studierne. Den studerende udarbejder i samarbejde med vejlederen et skriftligt referat af uddannelsessamtalerne. Ud over de ugentlige uddannelsessamtaler har den studerende mulighed for samtaler og vejledning efter behov. Det forventes, at den studerende tager medansvar for samtaler og vejledning og udviser en opsøgende, spørgende og reflekterende adfærd.

Udvælgelse af borgere og planlægning af arbejdstider sker i samarbejde med vejlederen. Udgangspunktet vil være de sygeplejetemaer og målsætninger, den studerende skal opøve professionskompetence i. Den studerende vil være tilknyttet dagpersonalet, men der kan træffes aftale om at deltage i en aften- eller nattevagt.

Mangfoldige læringsmuligheder

Artiklen rejste spørgsmålet "hvad i alverden kan jeg lære på et plejehjem?" Efter gennemgang af projektet: "Ændret klinisk uddannelsespraksis for sygeplejestuderende på plejehjem" vil jeg gerne svare på spørgsmålet. Som sygeplejestuderende i ældreplejen på et plejehjem kan du lære stort set alt inden for pleje og omsorg i et sygeplejefagligt og udviklingsorienteret perspektiv. Der er læringsmuligheder inden for næsten alle specialer. Du kan få opøvet dit kliniske blik, udøve sygepleje, indgå i faglige samarbejdsrelationer med beslægtede professioner, f.eks. fysioterapeuter, ergoterapeuter, diætister m.fl., med andre faggrupper, f.eks. social- og sundhedsassistenter, med pårørende og ikke mindst med den enkelte borger, som trænger til kompetent omsorg og sygepleje fra dig. Der er ingen begrænsninger, hvis du åbner dine øjne og ser muligheden for at gøre en faglig indsats for nogle af vores allersvageste medborgere.

Vivi Abben er ansat som uddannelseskonsulent i Ballerup Kommune.

Litteratur

1. Bergland Å & Lærum H. Hvem vil arbeide med eldre" Vård i Norden (1999). Publ. nr. 53.
2. Fagerberg I. Kan utbildningen stärke sjuksköterskestudenters interesse för arbete i äldrevården. Klinisk sygepleje (1999) nr. 5. 
3. Schrøder M, Larsen C. Studerende svigter ældreområdet. Dansk gerontologisk selskab (2005) nr. 4. 
4. Schrøder M. Den moderne sygeplejerske fravælger ældreomsorgen. En undersøgelse af historiske og samfundsmæssige faktorer der har betydning for sygeplejestuderendes fravalg af omsorg for ældre. Kandidatuddannelsen. Institut for Sygeplejevidenskab. (2002); Aarhus Universitet.
5. Abben V. At være sygeplejestuderende i Ballerup Kommune. 2008. www.ballerup.dk
6. Larsen K. Teori og praksis i sygeplejerskeuddannelsen (1994). Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet. Speciale.
7. Larsen, K. Praktikuddannelsens kendte og miskendte sider. Ph.d.-afhandling, Institut for filosofi, pædagogik og retorik. Det humanistiske fakultet (1999); Københavns Universitet.
8. Roweder MS. Omsorg og magt - om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten. Informationspjece til personale, der arbejder med mennesker med svær demens. København: Styrelsen for Social Service; 2004.
9. Skau GM. Mellem magt og hjælp. København: Gyldendal; 2001.

En sygeplejerske, leder af et plejehjem, kontakter mig i min egenskab af kommunens alkoholkonsulent (se boks 1 for alkoholbehandlingen på Fyn og alkoholkonsulentens opgaver). 

Lederen beskriver en problemstilling omkring en beboer; hr. Jensen og dennes alkoholforbrug (se boks 2). Situationen er nu så tilspidset, at noget af personalet taler om at skifte arbejde. De begrunder det med den uholdbare situation omkring den omtalte borger og hans alkoholforbrug. Lederens ønske er, at personalet enten får redskaber til at kunne rumme borgeren på en hensigtsmæssig måde, eller at jeg kan hjælpe med at få flyttet borgeren. Imidlertid har kommunen ikke specielle bosteder for borgere som hr. Jensen. Det betyder, at når Jensen er visiteret til en bolig på et plejehjem, så skal stedet finde en måde, så det kan lade sig gøre.

Lederen på plejehjemmet og jeg bliver enige om, at målet for min hjælp som alkoholkonsulent ikke er at ændre hr. Jensens alkoholforbrug, det har personalet prøvet at ændre uden held. Fokus skal være personalets adfærd i forhold til hr. Jensen. De skal have nye redskaber og handlemuligheder.

Alkohol stadig et tabu

Mine erfaringer, der støttes af litteraturen, viser, at alkoholvaner og -forbrug trods den omfattende viden om emnet (1,2) stadig er et tabuemne, også blandt sygeplejersker.

Og da sygeplejerskers handlinger som hos alle andre også er et udtryk for deres holdninger, begynder jeg forløbet på plejehjemmet med at gennemgå en model, der illustrerer holdningers indflydelse på vore handlinger (se figur 1).

Modellen kan hjælpe til en afklaring af, hvordan hr. Jensens alkoholvaner påvirker følelser og holdninger hos personalet, ligesom den også kan hjælpe os til at skitsere en hypotese for hr. Jensens valg om at drikke.

Ved at tale om alkoholproblemet ud fra modellen bliver personalet bevidst om, hvilken viden der er brug for i relation til det pågældende problem, og hvorfor hr. Jensens alkoholforbrug er et problem for dem.

Så når personalet er frustreret, er de nødt til at definere helt konkret, hvad der gør dem frustrerede, hvornår og hvordan. I hr. Jensens tilfælde viser det sig bl.a. at være hans vægring ved at komme i bad, fordi han lugter fælt, og lugten generer andre. De er også bange for, at han igen får sår på benene på grund af de mange fald.

Den vanskelige samtale

Disse ting vedr. hr. Jensens hygiejne, sundhed og hensynet til de andre beboere samt deres pårørende kan altså være temaet for den nødvendige snak med hr. Jensen. En barriere her kan være, at vejen fra viden til handling ofte er generet af usikkerhed om, hvordan sygeplejersken kan indlede en sådan samtale.

Der er ingen tvivl om, at snakken skal foregå på et tidspunkt, hvor hr. Jensen er mindst beruset. Sygeplejersken kan f.eks. indlede samtalen med: "Jensen, ved du, at du lugter vældig fælt for tiden. Faktisk så fælt, at jeg næsten ikke kan holde ud at sidde her" Jeg er også bekymret for, om du har fået sår på benene igen, når du falder så ofte. Jeg sidder her, fordi jeg tror, at du har ladet alkoholen bestemme, om du skal i bad. Jeg vil gerne bede dig overveje, hvornår du kunne tænke dig at få et bad, for så vil jeg gerne hjælpe dig. Jeg ved, du tidligere har sat pris på at være ren. Jeg kommer igen i morgen for at høre, hvor langt du er i dine overvejelser."

En sætning med dette indhold og sagt på en respektfuld måde problematiserer, men anerkender alkoholforbruget på en klar og direkte måde. Samtidig fremhæver sygeplejersken Jensens værdier i livet og giver ham mulighed for at sige ja tak til bad, uden han føler sig ydmyget. Måske lidt flov over at lugte, men han kan selv træffe et valg.

Med den direkte facon, hvor sygeplejersken fortæller hr. Jensen, hvad hendes sanser fortæller hende, undgår hun at lægge op til diskussion. Det, hun lugter, det lugter hun - det kan ikke diskuteres. Nogle vil måske hævde, at sygeplejersken er for konfronterende, men sætningen i sin helhed demonstrerer sygeplejerskens viden om alkohols virkning på især frontallapperne og højre hjernehalvdel (1). Sygeplejersken bliver så at sige på egen banehalvdel. Hun har et problem med, at han lugter. Hun er bekymret for, om han har sår. Hun nævner alkohol, men fokus er den fæle lugt og den faglige bekymring samt hendes viden om, at han kan lide at være ren samt hendes vilje til at hjælpe med et bad, når han ønsker det. Hele denne procedure skal måske gentages flere gange, før hr. Jensen træffer et valg.

Når man vil tale om tabuemner, er det vigtigt at have tilstrækkelig viden om emnet, for det giver faglig sikkerhed. Når man taler med en person om et tabuemne, så betyder måden, man gør det på, alt.

Selvmotiverende udsagn

Jeg vælger derefter at introducere Stephen Rollnicks skala om vigtighed, tro og parathed under et personalemøde, hvor hr. Jensens alkoholvaner er på dagsordenen.

Skalaen er udarbejdet ud fra forskning, der viser, at når en person skal forandre vaner, så sker det: 1) når det er tilpas vigtigt for personen, 2) når han har tilstrækkelig tro på, han kan gennemføre det, og 3) når han er tilpas parat til at gennemføre forandringen.

Skalaen kan en rådgiver benytte i alle situationer, hvor en person skal have hjælp til at træffe et valg til f.eks. at ændre sundhedsadfærd (3,4).

I herværende situation er fokus ikke en ændring af hr. Jensens alkoholindtag, men personalets måde at tackle hr. Jensens alkoholvaner på.

Jeg bruger skalaen (se figur 2) i en simpel form og stiller personalet spørgsmålet: "Hvor vigtigt er det for dig, at hr. Jensen bliver boende her - målt på en skala fra 1 til 10, hvor 1 betyder slet ikke vigtigt, og 10 betyder meget vigtigt."

Alle omkring bordet vælger et tal, og jeg spørger om lov til at interviewe dem hver især kort, mens de andre lytter. Første spørgsmål lyder: "Du har valgt 3. Hvad er det, der gør, at du vælger 3 og ikke 1 eller 2" Jeg spørger bevidst ned ad skalaen først. Hvis jeg gør det modsatte og stiller spørgsmålet: "Hvad er det, der gør, at du vælger 3 og ikke 5 eller 6"" kan jeg risikere at komme til at antyde, at 3 ikke er godt nok, hvilket kan få personen til at forsvare sit valg. Når jeg spørger ned ad skalaen først, anerkender jeg valget og er interesseret i at høre noget om personens begrundelser, som i øvrigt ofte minder vældig meget om de begrundelser, personen med valget 8 har. Sådanne udsagn kalder man selvmotiverende udsagn med motivationssamtalen som referenceramme (3,4,5).

I en personalegruppe vil tallene ofte fordele sig fra de lave helt op til 10. Gruppen her er ingen undtagelse. Det er en øjenåbner for de implicerede, og de undrer sig højlydt over så forskellige svar på det samme spørgsmål. Det får mig til at genopfriske modellen om vore handlinger, der afspejler vore holdninger.

Næste spørgsmål lyder: "Hvad skal der efter din mening til, for at tallet kunne være 4 eller måske 5?" Allerede her vil flere løsningsforslag til at ændre den tilspidsede situation opstå.

Forslag til handleplan

Inden vi slutter mødet, opfordrer jeg personalet til at komme med forslag til, hvilke forandringer de synes, der skal ske, inden næste møde om ca. en måned. Følgende kommer frem:

• Hr. Jensen går frivilligt i bad.
• Hr. Jensen bliver i egen lejlighed, når han er beruset.
• Personalet fortæller hr. Jensen, at han lugter dårligt eller af alkohol, når det er tilfældet.
• Lederen skal informere hr. Jensen om det nye og samtidig sige, at hun jævnligt vil besøge ham. Temaet for hendes besøg vil være hans generelle velbefindende og et ønske om at høre, hvilke erfaringer på godt og mindre godt han har med brugen af alkohol.

Det besluttes herefter, hvem der er ansvarlig for hvad og hvordan, og lederen vil undersøge, om det er muligt at opstille regler for adfærd i fællesarealerne, hvilket der hersker usikkerhed om.

Afslutningsvis stiller jeg personalet endnu et skaleringsspørgsmål: "Hvor motiveret er du for at føre handleplanen ud i praksis på en skala fra 1 til 10" Alle deltagere i mødet havde smil på - og var over 6.

Efter ca. fem måneder og i alt tre møder a ca. to timer skilles vore veje. Personalet beskriver de foreløbige resultater således:

• Stemningen omkring hr. Jensen, især ved måltider i fællesarealerne, er blevet bedre.
• Der er nu medarbejdere, som synes, at beboernes alkoholvaner er en faglig udfordring, og de føler sig respekteret af deres kollegaer.
• Der er en anderledes fælles forståelse omkring alkohol. F.eks. tør personalet nu sige alkohol højt - også i andre sammenhænge.
• De snakker mindre og handler mere.

Dilemma for personalet
På bosteder for fysisk og psykisk handikappede skal personalet støtte beboerne til et så normalt liv som muligt, men med den liberale alkoholkultur, vi har i Danmark, opstår der ofte debat om, hvordan det skal forstås i relation til brugen af alkohol. Som leder og medarbejder kan man komme til at stå i en række dilemmaer, når man huser en person med et uhensigtsmæssigt alkoholforbrug. Først og fremmest er sygeplejersker og det øvrige personale som de fleste andre danskere: De nyder selv alkohol af og til og vil nødig have, at andre blander sig i det.

Den holdning tager nogle med ind i deres professionelle arbejde og enten ignorerer alkoholproblematikker eller mener, det er en privatsag. Bedre bliver det ikke, når en beboers praktiserende læge, som jeg har oplevet, kan finde på at sige, at det er omsorgssvigt, hvis sygeplejersken ikke får den pågældende beboer til at holde op med at drikke. Eller tilfældet, hvor den spinkle kvindelige beboer på et plejecenter selv gik i den lokale Brugs og købte sin snaps kun iført overfrakke og en ble. I et forsøg på at mindske ydmygelsen for beboeren besluttede personalet at købe og servere snapsen. De glemte blot at aftale, hvem der gjorde hvad. Da forbruget blev gjort op, drak beboeren ca. to flasker snaps i døgnet. En del af personalet mente, det var aktiv dødshjælp, andre mente, de blot hjalp kvinden til at gøre det, hun altid havde gjort.

Vedligeholdelse nødvendigt

Eksemplet fra praksis om hr. Jensen viser, at få og enkle midler kan ændre en fastlåst situation i en personalegruppe. Hvor hr. Jensen tidligere blev opfattet nærmest som en pestilens, er problematikkerne omkring hans alkoholvaner for nogle nu blevet en faglig udvikling, som der arbejdes aktivt med. Hvor længe forandringen holder i både personalegruppen og hos hr. Jensen, er som al anden adfærdsændring: Den skal vedligeholdes, og tilbagefald sker. Klare retningslinjer i form af en alkoholpolitik hjælper både processen og fastholdelsen (se boks 3) (8), og også de sygeplejeetiske retningslinjer kan være en hjælp i forhold til de dilemmaer og problemer, beboerens alkoholvaner eller afhængighed medfører. Men af og til har man brug for støtte udefra, og på Fyn er alkoholkonsulenten et godt tilbud. 

Marianne Peter er sygeplejefaglig vejleder og ansat som alkoholkonsulent i Alkoholbehandlingen i Odense Kommune;

Litteratur 

1. Mundt K et al (red.) Alkohol - forebyggelse på sygehus: Fakta, metoder og anbefalinger. København: Klinisk enhed for sygdomsforebyggelse; 2003.
2. Dias - materialet om Alkohol og Motivationssamtalen fra Netværk af Forebyggende Sygehuse. Kan downloades på
3. www.alkoholbehandlingen.dk (Netværkets hjemmeside bliver lukket med udgangen af 2008)
4. Rindom H. Rusmidlernes biologi - om hjernen, sprut og stoffer. Sundhedsstyrelsen 1999.
5. Sundhedsstyrelsen. Genstandsgrænser 2005.
6. Rollnick S, Miller W. Motivationssamtalen. Hans Reitzels Forlag. 2004.
7. Barth T et al. Ændringsfokusert rådgivning. Gyldendal Norsk Forlag AS. 2001.
8. Barth T, Näsholm C. Motiverande samtal. Studenterlitteratur.se. 2006.
9. Sundhedsstyrelsen. Alkoholpolitik og alkoholproblemer på Arbejdspladsen. 2008 (kan rekvireres gratis).

Kirsebærhavens Plejehjem, hvor Marie Hallengreen bor, er et af 48 plejehjem, der har medvirket i Københavns Kommunes tilfredshedsundersøgelse. Foto: Anne-Li Engström.

I 2006 spurgte Københavns Kommune beboerne på samtlige 48 plejehjem ud om deres tilfredshed. De var gennemgående rigtig tilfredse, og det var selvfølgelig et godt resultat set fra politikernes og forvaltningens synsvinkel.

Men rapporten var ikke kun beregnet på at dokumentere kvaliteten. Da forvaltningen skulle forberede 2008-budgettet, gik et af forslagene ud på at bevilge mere personale til plejehjemmene i de sene eftermiddagstimer, tidlig aften og i weekenden.

"For undersøgelsen gav klare signaler om, at man gerne ville have styrket omsorgsdelen," siger specialkonsulent Birgitte Dissing Kierch, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

I det endelige budget for 2008 blev der ikke penge til en opnormering på plejehjemmene, men sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg (K) vil gøre, hvad han kan, når 2009-budgettet skal vedtages.

"For en af de ting, der stod med flammeskrift i plejehjemsundersøgelsen, var, at natten ikke må starte klokken tre om eftermiddagen. Og når vi får så klar en melding om et problem, så skal vi gøre noget ved det," siger Mogens Lønborg.

"Forstanderne gør, hvad de kan, og nogle har f.eks. forsøgt at flytte timer, så en medarbejder møder senere og på den måde kan blive hen over eftermiddagen. Men grundlæggende får vi ikke løst problemet, før vi får flere timer."

Feedback til hvert plejehjem

Tilfredshedsundersøgelsen præsenterede ikke kun resultaterne samlet, de blev også meldt ud til de enkelte lokalområder og enkelte plejehjem, så man kunne sætte ind, hvor der lokalt var behov. I Valby ældreområde gav resultaterne anledning til opkvalificering af plejepersonalet bl.a. med kurser i kommunikation og demens.

"Da lederrådet så på, hvad beboerne vurderede som det vigtigste for deres tilfredshed, trådte to ting frem: personalets evne til at optræde venligt og lyttende og den samlede vurdering af personalet," oplyser ældrechef Signe Grauslund. "Og de to ting, som de pårørende vurderede som vigtigst, var den menneskelige kontakt og stabilt og synligt personale."

De 48 plejehjem, der medvirkede i undersøgelsen, fik hver for sig en tilbagemelding om egne resultater. De var gjort op spørgsmål for spørgsmål, og for hvert spørgsmål kunne plejehjemmet sammenligne sit eget resultat med gennemsnittet for hele kommunen.

"På de fleste punkter lå vi fint, men vi kunne se, at der var noget under spørgsmålene kost og måltidet," fortæller f.eks. forstander Kiirsten Alvang, plejehjemmet Vigerslevhus i Valby. "Tilfredshed med personalet lå på 4,63, hvor det højeste var 5, personalets imødekommenhed var vurderet til 4,75 osv. Men den samlede vurdering af kosten lå på 4,27, og stemningen ved måltiderne var vurderet til 3,57."

I forvejen havde plejehjemmet arbejdet med, hvad et måltid skal indeholde, at der skal være dug på bordet, lys i den mørke tid osv. Men resultaterne gav anledning til nye overvejelser, og bl.a. blev det varme måltid midt på dagen udskudt lidt, så beboerne fik bedre mulighed for at sove længe, uden at det resulterer i, at middagsmaden kommer lige oven i deres morgenmad.

"Vi lå jo egentlig flot. Men vi ved også, at noget af det vigtigste for beboerne er maden. Så derfor besluttede vi at kigge på det endnu en gang," siger Kirsten Alvang.

Det er ikke uden metodiske problemer at gennemføre tilfredshedsundersøgelser blandt de ofte meget svage og dårlige plejehjemsbeboere. Telefoninterviews duer ikke som metode, og det kræver stadig visse ressourcer at svare på spørgsmål fra et spørgeskema.

Derfor har Københavns Kommune valgt at lade forstanderne på de enkelte plejehjem vurdere, hvem der var i stand til at deltage. Det vurderede de, at ca. halvdelen af beboerne kunne, men også i denne gruppe var der et vist frafald.

Derfor har Københavns Kommune suppleret med fokusgruppeinterviews med pårørende til beboere, der ikke kunne deltage, fortæller Birgitte Dissing Kierch. "Så der er mange hurdler," tilføjer hun. "Men vi kan bruge resultaterne på mange niveauer. Og vi ved, at krav om dokumentation er på vej til os udefra."

Læs også: Ulvetimen er aflyst

Anne Larsen har hyggevagten på 2. sal på Kirsebærhavens plejehjem et par gange om ugen. "Lille sommerfugl" og gamle revyviser er altid et hit, når hun finder sanghæftet frem og synger med beboerne, her Grethe Sørensen og Emil Jepsen. Foto: Anne-Li Engström

Et plejehjem i København har med få og enkle midler givet indhold til de sene eftermiddagstimer, hvor de fleste af dagens praktiske gøremål er overstået, og fællesarealerne let kommer til at ligge øde hen.

"Det er en ulvetime, hvor specielt beboere med demens let kan blive urolige," siger souschef Eva Algreen-Petersen, Kirsebærhavens Plejehjem i Valby.

"De kan mærke det, når mange medarbejdere går hjem kl. 15, og der ikke kommer så mange nye. De to medarbejdere, der er på arbejde i hver afdeling, er som regel optaget i plejeboligerne, og når der ikke er synligt personale på fællesarealerne, føler beboerne sig efterladt."

Nogle reagerer med at søge mod dørene, andre begynder at råbe. Og plejepersonalet har svært ved at koncentrere sig om opgaverne i plejeboligerne, når de hele tiden skal have et øre på, hvad der sker i fællesarealerne.

"Det giver utilstrækkelighedsfølelser, når personalet skal være flere steder på én gang og hele tiden kan mærke, at der er nogle, der ikke har det godt," tilføjer Eva Algreen-Petersen.

Ønske fra aftenvagter

Mere nærvær, mere samvær, ikke mindst i de tyndt besatte eftermiddags- og aftentimer, er et tilbagevendende ønske fra plejehjemsbeboere og deres pårørende. Det viser f.eks. den seneste tilfredshedsundersøgelse fra Københavns Kommunes plejehjem.

Men faktisk stammer idéen om en hyggevagt ikke fra undersøgelsen, men fra Kirsebærhavens faste aftenpersonale, fortæller Eva Algreen-Petersen.

Og da plejehjemmet ikke selv havde penge i budgettet til de ekstra timer, søgte ledelsen Socialministeriet om puljemidler og fik penge til at ansætte et ekstra styk plejepersonale fra kl. 15-19 et par gange om ugen i hver af de tre afdelinger.

Hyggemedarbejdere

Hyggemedarbejderen bestemmer selv, hvad der skal foregå, der er ingen særlige krav. Nogle bager kager, synger eller læser højt, men at være hyggemedarbejder kan også bare bestå i at sidde i fællesarealerne sammen med beboerne, holde samtalen i gang og afværge optræk til konflikter.

På 2. sal er det ofte Anne Larsen, der har hyggevagten. Hun synger med beboerne, læser højt eller går en tur på biblioteket med de raskeste. Når aftensmaden bliver serveret klokken fem, sidder hun med ved bordet og kan skabe ro og samtale:

"De to faste aftenvagter deltager også i aftensmaden, men når der bliver ringet fra boligerne, er de nødt til at løbe," forklarer hun.

"Det giver uro, og det er synd, for mange kommer netop fra deres egne boliger for at spise med. Så giver det lidt ro, at jeg kan blive siddende."

Efter aftensmaden går hun med i opholdsstuen."Vi taler sammen, eller måske er der en dement, der er bange og har brug for at holde i hånden. Det handler meget om bare nærvær."

Husker noget rart

Eva Algreen-Petersen betragter projektet som en stor succes. Det faste personale har fået ro til de opgaver, de udfører i boligerne, og aftensmåltiderne fungerer bedre.

Beboerne sidder længere ved bordet, de småtspisende har bedre appetit, og beboerne er begyndt at drikke aftenkaffe sammen i forlængelse af aftensmaden.

"Men for mig er den bedste dokumentation, hvad dagpersonalet kan fortælle dagen efter," siger Eva Algreen-Petersen.

"I morgenplejen med beboerne er det meget tit personalet, der skal holde samtalen i gang og fortælle, hvad de har oplevet siden i går, for der sker ikke rigtig noget for beboerne. Men med hyggevagterne får beboerne en oplevelse, de kan fortælle om. De kan ikke altid huske, hvad der foregik, men de kan huske, at der var noget, der var rart."

Læs også: Beboere og pårørende efterlyser nærvær

Sygeplejersker har tilsyneladende intet imod at hjælpe plejehjemsbeboere med at få kontakt til prostituerede, hvis behovet er der.

Det viser en meget uvidenskabelig rundringning til fem forskellige plejehjem i Danmark, hvor diskussionerne flere steder er livlige. For hvor går grænsen, når det gælder ældres seksualitet?

På Øresundshjemmet i Humlebæk forholder man sig åbent til emnet: "Hvad er det, vi kan som personale" Og hvad kan vi acceptere som personale"" spørger Marika Worm, centerleder og sygeplejerske på det nordsjællandske plejehjem Øresundshjemmet. Selv om personalet faktisk har hjulpet en beboer med at få kontakt til en prostitueret, ligger det så mange år tilbage, at det vil være nødvendigt med en ny debat, hvis behovet skulle opstå igen.

"Det vil klart kræve nogle holdningsdiskussioner, men vi er opmærksomme på signalerne og på, at vi er de professionelle. Vi er dem, der hjælper og går ind og varetager behov, men vi er ikke nogen, der står til rådighed, hvad angår selve den seksuelle del," fortæller Marika Worm.

Lyt og forstå

Sygeplejeetisk Råd opfordrer sygeplejersker til at gå i dialog med de ældre om deres seksualitet. På den måde kan de nemmere varetage deres interesser, mener rådet.

"Når en beboer udtrykker et behov for at have sex med en prostitueret, skal sygeplejersken lytte og forstå, og hun skal altid forsøge at varetage patientens tarv," lyder det i et skriftligt svar fra rådet.

Rådet anbefaler indlevelse og viden som vejen frem, men mener ikke, det umiddelbart er sygeplejerskernes opgave at formidle kontakt mellem ældre og prostituerede:

"Sygeplejersken skal ikke være mellemled mellem beboeren og den prostituerede, men hun må forholde sig til behovet. For en sygeplejerske skal altid forholde sig til de ønsker og behov, en beboer eller patient har - og et seksuelt behov er ikke anderledes end et andet behov," mener rådet.

Det anbefaler sygeplejerskerne at gå til deres leder, hvis en ældre udtrykker ønske om besøg af en prostitueret.

Normalt med tilnærmelser

På Øresundshjemmet oplever man, at de ældres seksuelle behov indimellem kan være meget tydelige:

"Personalet skal ikke finde sig i alt for meget. Det er ikke dem, der skal stå til rådighed. For der kommer tilnærmelser fra de ældre - uanset om det er sygeplejersker eller hjælpere. Det tror jeg, alle har været udsat for i deres arbejdsliv. Og dér går vi så ind og finder ud af, hvad der er acceptabelt, og hvad vi kan gøre," forklarer Marika Worm. På Øresundshjemmet gør de meget ud af at snakke med og rådgive den enkelte beboer, hvis det overhovedet er muligt. For som Marika Worm siger:

"De, der kommer på plejecenter i dag, er meget dårlige, men de har stadig et seksuelt behov. Behov har jo ingen alder, men det kan være sværere at give udtryk for og gøre noget ved."

Læs Sygeplejeetisk Råds fulde udtalelse på deres hjemmeside

"Det er rystende, at vi sygeplejersker fungerer som bindeled mellem beboere på plejehjem og prostituerede. På den måde er vi med til at fastholde det legitime i, at kvinder kan købes og sælges ligesom en vare," mener Özlem Sara Cekic, nyvalgt folketingsmedlem for SF og partiets socialordfører. Hun er desuden uddannet sygeplejerske og sad fra 2003 til 2007 i hovedstadens amtsbestyrelse for Dansk Sygeplejeråd.

For Özlem Sara Cekic kan ældres seksuelle behov ikke retfærdiggøre brugen af prostituerede.

"Jeg ønsker ikke et samfund, hvor nogle mennesker skal bruges som ventil for, at andre kan få udlevet deres begær og seksuelle lyster. Og det gælder uanset de pågældende køberes muligheder for ellers at opnå seksuelle relationer," siger Özlem Sara Cekic, der dermed tilhører det store mindretal af folketingspolitikere, der ønsker prostitution forbudt. I en undersøgelse foretaget af B.T. i 2006, svarede 38 pct. af politikerne på Christiansborg ja til, om man skulle forbyde prostitution.

Frivilligt om man vil hjælpe

Et langt mere liberalt synspunkt indtager velfærdsminister Karen Jespersen (V). Hendes forgænger på området - social- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) - slog for et par år siden fast, at hver kommune frit kan vælge, om den vil lade deres ansatte hjælpe med kontakt til prostituerede. Og den holdning slutter Karen Jespersen varmt op om.

"Det er op til den enkelte kommunalbestyrelse at fastsætte rammerne for, hvad kommunens ansatte må og ikke må på deres arbejde, så længe det er inden for lovens rammer. Når det er sagt, så vil jeg gerne understrege, at personalet ikke har pligt til at gøre det. Det er vigtigt, at personalet ved, de også kan lade være," mener Karen Jespersen.

Hun vil gerne afmytificere de ældres sexbehov: "Der er ikke noget fordækt i, at en ældre på et plejehjem måtte ønske kontakt med en prostitueret. Hvis plejepersonalet vil hjælpe med det, er det ikke noget, jeg vil blande mig i. Men det skal være på frivillig basis," siger Karen Jespersen.

Forbud i Københavns Kommune

I 2006 forbød politikerne i Københavns Kommune de ansatte at hjælpe beboere i kommunens institutioner med at få kontakt til prostituerede. Dengang forsvarede overborgmester Ritt Bjerregaard (S) forbuddet således:

"Det er en bekvem illusion, at kvinder i prostitution ikke lider fysisk og psykisk overlast. Med kampagnen "København mod prostitution" ønsker vi at udfordre den udbredte accept af prostitution, gøre opmærksom på skadevirkningerne og dermed få nuværende og potentielle kunder til at afstå fra at købe sig til seksuelle ydelser," sagde Ritt Bjerregaard, der fik opbakning fra et markant flertal i Borgerrepræsentationen.

Karen Jespersen anerkender, at prostitution også bringer problemer med sig: "Vi skal huske, at selv om prostitution er lovligt, så kan det være udtryk for et socialt problem. Derfor vil jeg til enhver tid ønske at hjælpe prostituerede til et andet liv. Jeg ønsker hverken at fordømme de prostituerede eller de ældre, som køber seksuelle ydelser hos de prostituerede. Fordømmelse og forbud gør bare tingene værre," mener hun.

Undervis i et sundt sexliv

Om partierne på Christiansborg nogensinde finder fælles fodslag omkring prostitution, sygeplejerskers rolle og ældres rettigheder, er usikkert. Men indtil den dag eventuelt kommer, så er målet klart for Özlem Sara Cekic. Gennem et brud med tabuerne omkring sex tror hun, brugen af prostituerede kan overflødiggøres:

"Sygeplejersker - ligesom alle andre grupper i sundhedsvæsenet - skal være med til at bryde tabuet omkring sex og undervise patienter og borgere, så vi som faggruppe er med til at fastholde det sunde sexliv, hvor individer lærer, at man ikke undertrykker, misbruger eller udnytter et andet menneske for at tilfredsstille sit eget behov."