Den terrængående problemløser

Grete Christensen er typen, der ikke kan lade være med at finde løsninger. Hvad enten det drejer sig om konflikter i en gruppe eller om en firhjulstrækker, der bryder sammen i Afrika. Sidste år blev hun formand for Dansk Sygeplejeråd.

SY-2010-20-26-1aaa
Foto: Per Morten Abrahamsen

På det hvidskurede egetræsbord i havestuen med store glaspartier og et maleri med stærke røde og gule farver på væggen står en mobiltelefon og en bærbar arbejdscomputer. Det er en af de sjældne dage, hvor Grete Christensen er hjemme i parcelhuset i Holbæk før klokken 15. Men fri har hun ikke. Under interviewet skæver hun med jævne mellemrum diskret til telefonen, og computeren står tændt til langt ud på aftenen.

Sådan har det været, siden den 53-årige Grete Christensen sidste år blev valgt som formand for Dansk Sygeplejeråd. For selvom den tidligere intensivsygeplejerske har været fagforeningspolitiker i 20 år og næstformand for Dansk Sygeplejeråd siden 1998, så gør det alligevel en forskel at være sygeplejerskernes førstekvinde. Flere af ugens dage bliver det så sent, at hun må overnatte i Dansk Sygeplejeråds lejlighed i København.

”Selvom vi er en formand og to næstformænd med hver vores ansvarsområder, så er det især formanden for en organisation, politikere og medier efterspørger. Det er vigtigt, at vi er et talerør for alle sygeplejersker, og at fagforeningen har en tydelig stemme. Derfor bruger jeg meget tid på at fortælle om Dansk Sygeplejeråds synspunkter til omverdenen og pressen,” siger Grete Christensen, mens hun byder på muffins. Hun er høj og slank og gestikulerer ivrigt, når hun taler.

Kroppen er sportstrænet, og hun rejser sjældent uden at have løbeskoene med i tasken.

”Jeg får nye idéer, når jeg løber. Vi må tænke lidt anderledes og passe på, at vi ikke gør det samme, som tidligere ledere har gjort. Det er ikke nok at sidde ved forhandlingsbordet. Derfor bruger jeg rigtig meget tid på at møde medlemmerne på arbejdspladserne,” siger Grete Christensen og henviser til, at det seneste år har været turbulent pga. fyringer og nedlæggelse af stillinger.

Vent 10 år på efteruddannelse

Grete Christensens eget engagement i fagforeningspolitik startede i 1984. Hun var sygeplejerske på Ortopædkirurgisk Afdeling på Holbæk Sygehus. På jobbet underviste hun ofte de studerende. Derfor spurgte hun afdelingssygeplejersken om muligheden for at komme på efteruddannelse: Svaret lød:
”Du kan godt blive skrevet op, men det tager 10 år, inden det bliver din tur.”

”Jeg tænkte: ”Det kan ikke være rigtigt.” Da afdelingens tillidsrepræsentant flyttede til en anden afdeling, og de andre kolleger spurgte: ”Grete, kunne du ikke tænke dig opgaven?” sagde jeg ja, selvom jeg ikke vidste ret meget om, hvad det indebar. Og jeg har været bidt af fagpolitik lige siden. Jeg har lært meget af uddannelsen som tillidsrepræsentant, og som formand oplever jeg hver eneste dag som ren kompetenceudvikling,” siger Grete Christensen, og de gråblå øjne lyser energisk gennem brilleglassene.

Starten af firserne var præget af fyringsrunder i sundhedsvæsenet. Dengang kombinerede Grete Christensen det travle job som fællestillidsrepræsentant med at være mor til to små børn. En søn, der i dag arbejder i en bank, og en datter, der læser jura. 

Indimellem gik bølgerne højt på Holbæk Sygehus. F.eks. da en gruppe ledere nedlagde arbejdet i protest mod besparelserne, selvom de var tjenestemænd:
”På den måde går tingene i ring i sundhedsvæsenet. De besparelser, vi oplever i dag, har vi set tidligere,” konstaterer Grete Christensen.

SY-2010-21-29En stille pige

Grete Christensen kommer fra et arbejderhjem i St. Merløse på Sjælland og voksede op i en søskendeflok på tre. Hendes far var lastbilchauffør og kørte ofte til udlandet. Moderen var hjemmegående.

”Det var et trygt og roligt hjem, og vi fik en fantastisk god ballast.”

 I skolen var Grete nysgerrig, stille og pligtopfyldende. Men hun blev skubbet til, fordi kammeraterne på centralskolen mente, hun vidste for meget og var for ivrig i timerne.

”Man bliver nok lidt stille, når man oplever, at det ikke er i orden at stikke næsen frem. Og hjemmefra er jeg opdraget til at være ydmyg og ikke sige noget, før jeg er 110 pct. sikker. Den opdragelse har fulgt mig. Jeg har lært, at tingene skal gøres ordentligt. Og det hænger ved. Ingen skal sige til mig, at jeg ikke gør mig umage.”

I gymnasiet trivedes Grete og fik kammerater, som hun den dag i dag er venner med. Det var et sommerjob på et plejehjem, der overbeviste hende om, at hun skulle være sygeplejerske:
”Selvom det i begyndelsen var grænseoverskridende for mig at passe gamle mennesker, der ikke kunne ret meget, så var det dér, jeg fandt ud af, at jeg ville have et job, hvor jeg kunne hjælpe andre mennesker.” Umiddelbart efter studentereksamen blev hun optaget på sygeplejeskolen.

Som nyuddannet tog hun arbejde for at tjene penge til en tur til Afrika. Sammen med en gruppe gymnasiekammerater købte hun en gammel landrover, der blev sat i stand.

”Vi kørte gennem Egypten, Sudan og Kenya. Turen havde været planlagt gennem halvandet år, og den var meget velorganiseret. En af drengene stod for reparationer, en anden styrede alle vores papirer i forhold til rejsen, og vi var to piger, som havde ansvar for sundhed. Vi skaffede f.eks. vand og medicin.”

På turen til Afrika fandt hun ud af, at hun havde lederevner:
”Ikke at jeg gik og udøvede ledelse hele tiden, men på den tur blev det tydeligt, at jeg ikke kunne lade være med at være den, der organiserer og griber fat i tingene, når der opstår problemer. Når der var interne konflikter, eller firhjulstrækket på bilen gik i stykker, var jeg god til at mægle og se muligheder.”

Udsyn er vigtigt

De sidste mange år har Grete Christensen været aktiv i organiseringen af internationalt arbejde. Hun har rejst til sygeplejerskekonferencer over hele kloden og bl.a. fulgt et projekt for hiv-smittede sygeplejersker og deres familier i Swaziland støttet af Dansk Sygeplejeråd. Siden 2007 har hun været præsident for de europæiske sygeplejerskers organisation, The European Federation of Nurses (EFN). Hér har hun været involveret i patientsikkerhed og koordinering af europæisk sygeplejeforskning. Men i slutningen af oktober i år trak hun sig tilbage fra formandsposten i EFN for at kunne koncentrere sig 100 pct. om arbejdet i Dansk Sygeplejeråd:

”Vi er nødt til hele tiden at holde et vågent øje med, hvad der sker internationalt. I Bruxelles bliver der løbende taget beslutninger som f.eks. arbejdstidsdirektivet, der har direkte betydning for os i Danmark,” siger hun.

Intet guld at fordele

Her og nu er det danske sygeplejerskers løn og arbejdsforhold, der trænger sig på. En af forårets store opgaver bliver overenskomstforhandlingerne. Der er ikke udsigt til store lønstigninger som i 2008.

”Det bliver hårdt. Alle ved, at der ikke bliver noget guld at fordele. Vi vil gøre, hvad vi kan, for at sikre reallønnen, og det bliver måske en udfordring i sig selv,” siger Grete Christensen. En af udfordringerne er den såkaldte reguleringsordning: 

”Siden firserne har der været enighed om, at de offentligt ansatte ikke må være lønførende, men at deres løn skal afspejle, hvad der sker i det private. Det seneste år har de private lønninger stået stille, mens vores løn er steget. Dermed skal sygeplejerskerne modregnes for deres lønstigning,” fortæller Grete Christensen.

Kulturkamp for ligestilling

Selvom der lægges op til hårde forhandlinger, så understreger Grete Christensen, at Dansk Sygeplejeråds langsigtede mål er at skaffe sygeplejersker en løn, så de haler ind på privatansatte med tilsvarende uddannelsesniveau.

Over halvdelen af landets sygeplejersker arbejder i dag på nedsat tid, og undersøgelser viser, at det danske arbejdsmarked er et af de mest kønsopdelte i Europa. Mens danske mænd får højere løn og lægger flere arbejdstimer, jo flere børn de har, så er tendensen den stik modsatte for kvinderne.

”Der er ikke noget galt ved at være på deltid i en periode. Men hvis kvinderne nedprioriterer deres arbejde i en lang periode, så får de en dårligere pension og en dårligere løn ud af det,” siger Grete Christensen:

”Hvis vi vil have ændret værdisætningen af sygeplejerskers arbejde, er det nødvendigt, at flere arbejder på fuld tid. For øjeblikket betaler vi prisen for, at mange sygeplejersker er på deltid. Vores arbejde bliver lavstatus, og vi genererer ikke særligt gode pensioner. Det er nødvendigt, at sygeplejersker tager diskussionen med deres mænd om arbejdsdelingen i hjemmet. Det må heller ikke være sådan, at dårligt arbejdsmiljø tvinger sygeplejersker på deltid.”

Sygeplejersker kan ikke stå alene

Og så er der selve organisationen, Dansk Sygeplejeråd, med 52.000 erhvervsaktive medlemmer. Organisationsprocenten var i mange år 95. I øjeblikket er den omkring 90, og selvom det er en høj organisationsgrad sammenlignet med de fleste andre fagforeninger, så er udviklingen ifølge Grete Christensen en klar udfordring:

”Vores styrke afhænger af organisationsprocenten. Hvis vi skal kunne noget over for arbejdsgiverne, så kræver det, at vi er organiserede.”

Men hvordan skal sygeplejersker argumentere, hvis deres kolleger spørger: Hvad får jeg ud af at være medlem af Dansk Sygeplejeråd?

”Presset fra arbejdsgiverne i både kommuner og regioner er ekstremt hårdt i de her år. Jeg kan ikke forstå, at nogle vil stå mål mod det pres alene. Vi kan se, hvor mange sygeplejersker der har haft brug for at være med i DSR, fordi de skal have hjælp til f.eks. at klare en arbejdsskadesag eller har brug for hjælp i en klagesag,” svarer Grete Christensen og fortsætter:

”Man må tænke lidt længere end til sin egen næsetip. Det er vigtigt at tænke på solidariteten med hinanden. Der er ikke nogen, der alene kan klare de opgaver, som Dansk Sygeplejeråd løfter. Ud over hjælpen til den enkelte er sygeplejerskernes faglige organisation afgørende for professionens udvikling. Hvis ikke det var for Dansk Sygeplejeråd, hvem skulle så skubbe på i forhold til regeringen, regionerne og kommunerne og på den måde sikre nye tiltag på sundhedsområdet. F.eks. var den nye uddannelse for akutsygeplejersker, der er ved at være bred opbakning til, aldrig blevet til noget, hvis ikke det havde været for Dansk Sygeplejeråd.”

Der er også medlemmer, der kritiserer Dansk Sygeplejeråd for at være for langt væk fra medlemmernes hverdag. Hvad siger du til den kritik?

”Det seneste år har jeg brugt rigtig meget af min tid på at besøge arbejdspladser, og det samme gør kredsene. Den kurs skal vi fortsætte, så flere medlemmer oplever, at vi er tæt på deres hverdag. En af de ting, vi arbejder meget med i øjeblikket, er at møde medlemmerne på en ny måde. Dansk Sygeplejeråd skal ikke være ekspert i alt, men skal i højere grad bruge medlemmernes erfaringer og muligheder for at skabe netværk med hinanden f.eks. via den ny hjemmeside, som vi lancerer efter nytår.” 

5 hurtige til formanden

Har du et idol blandt sygeplejersker?
”Jeg har mødt rigtig mange sygeplejersker både nationalt og internationalt. Jeg synes faktisk, at mit idol er alle de sygeplejersker, der knokler i dagligdagen. Det, der driver mig i min hverdag, er at se, at der er så meget drive i sygeplejersker, selvom de nogle gange arbejder under svære omstændigheder.”
 
Hvad kan gøre dig vred?
”Jeg bliver vred, når nogen bryder en aftale. Men det er ikke så tit, jeg bliver vred.”
 
Hvad får dig til at grine?
”Jeg får ofte et godt grin på mit arbejde.”
 
Hvordan lader du op?
”Jeg lader op ved at løbe, for det er en sport, jeg kan dyrke hvor som helst og uden at være afhængig af andre.” 
 
Hvis du ikke var blevet politiker i Dansk Sygeplejeråd, hvor var du så i dag?
”Så var jeg ansat et eller andet sted i sundhedsvæsenet. Jeg ved ikke helt hvor.”

Succes og finanskrise

Hvad har været de største succeser for Dansk Sygeplejeråd det seneste år?
”Vi har placeret sygeplejersker markant i den sundhedsmæssige debat. F.eks. har vi fået Sundhedsstyrelsen til at nedsætte en arbejdsgruppe om kliniske ekspertsygeplejersker. Vi har også fået Akutudvalget til at foreslå en national akutuddannelse for sygeplejersker, og regionerne har foreslået, at sygeplejersker indgår i vagtlægeordningen. Samtidig er det lykkedes at justere Dansk Sygeplejeråd, så vi har fået større fokus på medlemmernes behov.”
 
Hvad har været de største udfordringer?
”Vi er røget ind i en finanskrise, som betyder, at vi får en negativ reguleringsordning. Samtidig er det en udfordring for sygeplejersker at holde fokus på høj kvalitet og patientsikkerhed, når der hele tiden sker nedskæringer.”
 
Hvor meget tid bruger du på arbejde, fritid og søvn?
Min arbejdsdag er som regel 12 timer, så sover jeg 6-7 timer, og resten er fritid.

  Blå bog

Grete Christensen er født i 1957 og blev i 1981 uddannet til sygeplejerske ved Sygeplejeskolen i Holbæk. Hun har taget efteruddannelse som intensivsygeplejerske. Fra 1984-1990 var hun tillidsrepræsentant og fællestillidsrepræsentant på Holbæk Sygehus. Amtskredsformand i Vestsjællands Amt fra 1991-1998. 1.-næstformand i Dansk Sygeplejeråd fra 1998-2009. Formand for Dansk Sygeplejeråd siden 2009. Er gift og har to voksne børn.

Emneord: 
Politik
Sygepleje

En lille bitte klinik i Rocky Mountains

Sygeplejerske Shawn Quick kan som Family Nurse Practitioner tage sig lidt af det hele for patienterne. Hun har åbnet sin egen sygeplejeklinik ”Tiny Little Crestone Clinic” i Colorados tyndtbefolkede Rocky Mountains.

SY-2010-18-35
Foto: Mark Talbot 
 

I et blåt træhus i den lille by Crestone, der ligger 2.000 meter oppe i de mægtige Rocky Mountains i Colorado, USA, finder man ”Tiny Little Crestone Clinic”, TLC, som sygeplejerske Shawn Quick åbnede for seks år siden. Og som enhver amerikaner ved, står TLC i daglig tale for ”Tender Loving Care”, altså omsorgsfuld og kærlig pleje.

Shawn Quick er Family Nurse Practitioner, en specialuddannet sygeplejerske, der må levere sundhedsydelser på højt niveau, stort set som en læge. Ordningen blev indført i 1965 for at sikre, at landlige og tyndt befolkede områder i USA fik adgang til sundhedspleje.

En Family Nurse Practitioner må optage journal, foretage undersøgelser, bestille laboratorieprøver, bestemme behandlingen og udskrive medicin:

”Jeg er uddannet til at diagnosticere og levere sundhedsydelser til personer i alle aldre – ”from womb to tomb,” siger hun med et smil.

Altså ”fra livmoder til grav”. Klinisk ekspertsygeplejerske er måske den mest betegnende danske titel for hendes funktion.
Klinikken ligger i den ene side af Shawn Quicks hus. Om idéen til at oprette en sundhedsklinik i en lille by, hvor der bor 1.600 mennesker, og hvor folk selv skal betale, siger hun:

”Jeg var flyttet til Crestone og arbejdede for en sundhedsklinik ude i dalen. Men den lukkede, og så startede jeg en bed and breakfast. Men jeg blev efterhånden træt af at rede senge og skure lokummer, og alle gæsterne stillede mig medicinske spørgsmål. Og så fandt jeg ud af, at vi manglede sundhedstilbud i Crestone – før jeg startede, var her intet.”

Shawn Quick havde arbejdet 13 år som sygeplejerske, heraf otte år på et indiansk reservat, Tohono O’odam, i det sydlige Arizona, før hun videreuddannede sig til Family Nurse Practitioner.

Kan lidt af alt

Bag den blå dør er der et hyggeligt indrettet venteværelse. Til den ene side ligger Shawn Quicks konsultationsværelse, hvor der står en stor, komfortabel stol af den slags, man synker meget dybt ned i.

”Den er til patienterne, så fortæller de alt,” siger hun og smiler.

Til den anden er der et undersøgelsesrum med mikroskop, iltapparat, blodtryksapparat og et leje, der hviler på et kraftigt bord med skuffer.  Her tager Shawn Quick blodprøver, vaccinerer, syer sår og skifter bandager. Alle patienter får taget blodtryk.

Shawn Quick modtager alle slags patienter: Kvinder, der skal have taget en pap-smear, gravide, præmature tvillinger, folk med vejrtrækningsproblemer og de, der er kommet til skade.

”Jeg kan lidt af alt, og hvis folk har brug for mere, henviser jeg til specialist eller hospital,” siger hun.

I USA er det obligatorisk, at børn, som skal dyrke sport i skolen, får et helbredstjek for at undgå senere retssager.

”Jeg tjekker deres hjerte meget omhyggeligt. Da jeg arbejdede i Tuscon, faldt tre børn døde om, da de dyrkede sport, fordi de havde medfødte hjertelidelser. Drengene bliver også undersøgt for brok, og de tror alle sammen, jeg husker præcis dem, fordi jeg har set dem uden bukser,” siger hun og griner.

SY-2010-18%20(18)SY-2010-18%20(17)

En konsultation ved Tin Little Crestone Clinic koster 40 dollars, og Shawn Quicks indkomst er ifølge hende selv i nærheden af fattigdomsgrænsen. Foto: Mark Talbot 

Bange for forsikringsselskaberne

Det banker på døren, og ind kommer Stephanie, der skal have forklaret nogle blodprøver. Men det er ikke Shawn, der har taget dem. Stephanie er en af de mange, der ikke har råd til at gå til læge. I stedet har hun besøgt et HealthFair, som tilbyder borgere forebyggende rådgivning og forskellige screeninger. Man kan også få taget blodprøver, og prisen er kun 35 dollars til det laboratorium, der behandler prøverne.

HealthFairs, som findes over hele USA, drives af en professionel organisation, og alle involverede arbejder frivilligt.

Men prøvesvarene skal jo forklares, og så kommer folk til Shawn:

”Hvis patienterne får et unormalt resultat, spørger de mig, hvad de skal gøre. Det kan være højt kolesterol, urininfektioner, æggehvide i urinen hos gravide eller højt blodtryk. Folk er så bange for forsikringsselskaberne og opgiver et andet navn på HealthFair, for så er der ingen journal eller andre papirspor. God idé,” siger Shawn Quick, ”for selv om de har en forsikring, kan de risikere, at selvrisikoen og præmien bliver sat op.”

Det vil ændre sig, når præsident Barack Obamas sundhedsreform slår igennem, men Shawn Quick er skuffet:

 ”Man skulle have valgt den offentlige løsning, men forsikringsselskaberne vandt, og vi tabte.”

Til at betale

Stephanie roser Shawn Quick i høje toner: ”Hos Shawn får jeg kvalitetstid. Hun har aldrig travlt, hendes omsorg er personlig, og så er hun til at betale.”

I begyndelsen kostede en konsultation 40 dollars (221 kr.), men Shawn Quick måtte sætte den op til 75 (415 kr.), og det er stadig mindre end andre steder, forklarer hun. Børn under fire år betaler 25 dollars og teenagere 40 dollars. Der kommer ca. 10 patienter om ugen.

”Min indkomst er i nærheden af fattigdomsgrænsen, men det er o.k.,” siger hun, der dog også underviser på sygeplejerskeuddannelsen på Alamosa College, en times bilkørsel fra Crestone.

Shawn Quick fører journal på patienterne, og hun er naturligvis omfattet af det lovbefalede fortrolighedskrav.

”Nogle gange tror folk, at vi bare lige kan ordne tingene, fordi det er så lille en klinik. Men det kan vi ikke, også fordi jeg samarbejder med hospitalerne,” siger hun i en meget bestemt tone.

Obamas sundhedsreform

Kampen for at få vedtaget den amerikanske sundhedsreform var lang, og præsident Barack Obama blev beskyldt for at ville indføre socialisme ad bagvejen, tage hævn for slaveriet og for at ville indføre Hitlers Endlösung. Baggrunden for ønsket om en reform var, at 44 mio. amerikanere hidtil har været uden sundhedsforsikring.

”The Affordable Care Act” blev vedtaget den 22. marts 2010 med 219 stemmer mod 212 og trådte i kraft den 23. september 2010. Det vil tage tre år at gennemføre den.

Hovedelementerne er: 

  • Der skal oprettes et forsikringsmarked, hvor enkeltpersoner og små erhvervsvirksomheder kan købe dækning til konkurrencedygtige priser
  • Alle amerikanere skal have en sundforsikring, der også omfatter forebyggelse
  • Børn er forsikrede under forældrenes ordning, til de er 26
  • Folk selv kan vælge læge og kan bruge den nærmeste skadestue uden at betale.

Forsikringsselskaberne kan ikke længere: 

  • afvise nogen under henvisning til eksisterende sygdom
  • ophæve en forsikring
  • annullere en livsvarig forsikring, hvis personen er alvorligt syg, f. eks. af kræft
  • afvise et krav, uden at patienten har mulighed for at appellere.
Emneord: 
International sundhed
Politik

Sygeplejersker får flere funktioner i fremtiden

Ministermøde. Danmarks mest erfarne minister, Bertel Haarder (V), har fået til opgave at få styr på et uroplaget område i Danmark, nemlig sundhedsområdet, som har været ramt af besparelser og fyringer den seneste tid. Læs, hvad ministeren vil gøre, og hvad han mener om sygeplejerskerne.

1310-15-01-1
Foto: Simon Klein-Knudsen

Sundhedsminister Bertel Haarder (V) kalder sygeplejersker "sundhedsvæsenets kernetropper", og det bygger han bl.a. på personlige oplevelser.

"Sygeplejersker har en række selvstændige og helt vitale funktioner, hvad jeg kan tale med om, da min kone lige har været ret længe i sundhedsvæsenet på grund af stafylokokker."

Bertel Haarder er Danmarks mest erfarne politiker og minister. Han har været minister gennem i alt 18 år - første gang i 1982 som undervisningsminister og nu i ministerkontoret i Indenrigs- og Sundhedsministeriet. En post, han overtog i februar efter Jakob Axel Nielsen (K).

Her et halvt år senere - midt i besparelser, nedlæggelse af stillinger og fyringsrunder og gentagne debatter om prioritering, økonomi, opgaveflytning og akutområder - har han kastet sig over et af de politiske områder, som optager danskerne mest, og som indeholder allermest politisk sprængstof: fremtidens sundhedsvæsen.

Flere funktioner til sygeplejersker

Især sygeplejerskerne vil fremover få en større og mere fremtrædende rolle i sundhedsvæsenet, mener Bertel Haarder.

"Sygeplejerskerne skal glæde sig over fremtidsperspektiverne. Man kan sagtens forestille sig, at sygeplejerskerne fremover skal tage sig af endnu flere funktioner, end de gør i dag," siger Bertel Haarder.

Men direkte adspurgt om muligheden for at indføre kliniske ekspertsygeplejersker, er han dog mere forbeholden.

Forbeholdet harmonerer ikke med, at Venstres sundhedspolitiske ordfører Birgitte Josefsen, De Konservatives Vivi Kier samt Socialdemokraternes Flemming Møller Mortensen gennem længere tid har arbejdet for at få indført kliniske ekspertsygeplejersker som en del af løsningen på opgavefordelingen i fremtidens sundhedsvæsen.

Bertel Haarder tror ikke, betegnelsen vil være populær. Han ser helst en løsning, hvor alle involverede kan blive enige.

"Der er mange parter, vi skal have til at enes i denne sag, og jeg er kompromisets og dialogens mand. Hvis vi kan finde en model, som alle kan acceptere, er det bedst," siger han.

Forstår protester mod zigzagstyring

I et hjørne af ministerkontoret står en stor, rød kuvert. Den har Bertel Haarder gemt siden den 2. marts 2010, da han fik den overrakt ved en demonstration foran Christiansborg, hvor bl.a. Dansk Sygeplejeråds Kreds Hovedstaden krævede bedre styring af hospitalernes økonomi.

"Aktionen dengang byggede på en forkert påstand om, at der var nedskæringer i sundhedsvæsenet," siger Bertel Haarder og vifter med et af de 13.000 protestbreve, han modtog ved demonstrationen.

"Ikke et eneste sted står der, at det handler om budgetoverskridelser, og det var det, der var det reelle problem. Man havde ansat flere, end der var brug for, og hvis man gør dét det ene år, er man altså nødt til at fyre det næste," siger han.

"Jeg forstår fuldstændig protesterne mod zigzagstyring. Det forstår jeg godt, at man protesterer imod, for det er dårlig ledelse. Men generelt er det ikke nedskæringer, der er på dagsordenen. Det er vækst."

Er der efter din mening lavet en fornuftig økonomiaftale her i maj for regionerne og kommunerne, så sygeplejerskerne fremover kan regne med, at der ikke kommer flere besparelser og fyringer i det offentlige"

"Der er ikke penge i ubegrænsede mængder, men der er flere penge, og vi er også enige om, at produktivitetsforbedringerne skal fortsætte, men så længe vi har regionerne, kan vi jo ikke garantere, at nogen af dem ikke træffer dårlige beslutninger," svarer Bertel Haarder.

Der har også været forslag fremme om at differentiere behandlingsgarantien, hvorfor gjorde I ikke det i denne omgang"

"Jeg har ikke kunnet finde holdepunkter for, at den udvidede behandlingsgaranti skulle være problemet og årsagen til budgetoverskridelserne. Folk, der skal behandles, skal jo behandles, så jeg har svært ved at se, hvad man sparer ved at udsætte behandlingen. Så har jeg hørt det argument, at nogle bliver raske, mens de venter. Til det vil jeg sige, at så må der i det tilfælde være en læge, der har kvajet sig og indstillet den patient til operation for tidligt."

Flere penge til efteruddannelse

Bertel Haarder nævner flere penge. De er en del af den nyligt vedtagne aftale, regeringen har indgået med Dansk Folkeparti, om at tilføre 600 mio. kr. til akutområdet. Heraf er de 50 mio. afsat til at efteruddanne og kompetenceudvikle bl.a. sygeplejerskerne.

"De ekstra penge er sat af for, at f.eks. sygeplejerskerne kan løse flere opgaver endnu mere sikkert i lægehusene og i akutberedskabet," forklarer Bertel Haarder, som ikke er afvisende over for, at der på længere sigt kan tilføres flere midler.

"Nu starter vi med de 600 mio. Så må vi se på, hvordan det går, og tage stilling til, hvad behovene er i fremtiden," siger han og fortæller, at pengene bl.a. skal bruges til bedre og så vidt muligt mere ambulant behandling.

"Jeg har læst, at man i Århus er ked af, at der bliver færre senge. Jeg synes tværtimod, det er en god idé med færre senge. Fremtidens sundhedsvæsen skal have kortere og bedre koordinerede patientforløb, for vi ved, at kortere liggetid giver kortere genoptræningsforløb.

TRE HURTIGE FRA LÆSERNE TIL SUNDHEDSMINISTEREN

Gennem flere måneder har Sygeplejersken bedt sygeplejerskerne om at komme med forslag til den nye sundhedsminister. Vi takker for forslagene og har taget tre af spørgsmålene med til Bertel Haarder.

Susanne Jørgensen, sundhedsplejerske:

Hvordan vil du sikre, at ældre på plejehjem fremover modtager en faglig og velkvalificeret pleje?
"Jeg vil først og fremmest undgå, at hvert eneste liggesår ender i Folketinget og bliver en ministersag. Det er den lokale plejehjemsledelse, der skal tage ansvar og gøre tingene bedre. Jeg mener, vi har haft for mange hovsaindgreb fra centralt hold pga. presseomtaler og tv-udsendelser. Det duer ikke. Vejen frem er, at den enkelte institution tager ansvar og er åben for eventuel kritik. Hvis det derudover ikke kører, som det skal, må kommunalbestyrelsen tage hånd om det."

Anne Boddum, anæstesisygeplejerske:

Ser du det som positivt, at det private sygehusvæsen behandler en stigende del af patienterne?
"De behandler ca. 2 pct., og det har ikke været stigende. Jeg har ikke nogen målsætning om, hvorvidt de private hospitaler skal behandle 1, 2 eller 3 pct. Det afgørende er muligheden for de private aktører og for borgerne. De private hospitaler kan sammenlignes med den private sektor i skolesystemet. Det er en mulighed for borgerne for at stemme med fødderne. Hvis det offentlige system kører for langsomt, så kan man flytte til privat regi efter en måned. Det har givet det offentlige system et nyttigt skub, og det skal vi bevare."

Mener du, at ventetidsgarantien bør bestå, eller vil du arbejde for en differentieret ventetid?
"Jeg mener, at den skal bestå for borgernes skyld. Det har givet borgerne en tryghed, som de ikke har haft før. Jeg mener ikke, argumenterne mod ventetidsgarantien er holdbare. Hvis argumentet er, at folk kan nå at blive raske, mens de venter, så er der noget helt galt med de læger, som indstiller til operation og behandling. Så er det i stedet det, man skal tage fat i."

Emneord: 
Politik

Statsministeren: Mange elementer i spil ved OK11

Løn og køn. Der var ingen tilsagn fra statsministeren om ekstra penge til at ændre lønrelationerne, da regeringschefen holdt sit sidste tirsdagspressemøde i denne folketingssamling.

1210-32-01-1aStatsminister Lars Løkke Rasmussen henviser spørgsmålet om lønrelationer til de kommende overenskomstforhandlinger. ”Jeg vil gerne have længere tid til at gennemgå Lønkommissionens redegørelse,” sagde han på sit tirsdagspressemøde den 1. juni.

Såvel Lønkommissionens redegørelse om lønforholdene på det danske arbejdsmarked som de kommende overenskomstforhandlinger var på dagsordenen, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt sit sidste ordinære tirsdagspressemøde inden Folketingets sommerferie.

Lønrelationerne mellem store kvindedominerede faggrupper og store mandsdominerede faggrupper var dog ikke det, der interesserede de forsamlede journalister mest. De var nok så interesserede i at høre statsministerens mening om folketingsmedlemmernes løn og om den seneste udvikling i balladen om udenrigsminister Lene Espersens mødevirksomhed.

Lønkommissionen fastslår i redegørelsen "Løn, køn, uddannelse og fleksibilitet", at forhandlingssystemet rummer mekanismer, som bevarer lønrelationerne mellem faggrupperne, som de er. Da Lønkommissionen afleverede sin redegørelse om lønforholdene, gav kommissionens formand Michael Christiansen udtryk for, at alle parter - også politikerne på Christiansborg - har et ansvar for at ændre på virkningerne af et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked.

"Vil statsministeren vedkende sig sådan et ansvar?" blev Lars Løkke Rasmussen spurgt ved pressemødet i Statsministeriet.

"Jeg vil først og fremmest gerne have længere tid til at gennemgå Lønkommissionens redegørelse, og det er der også tid til, eftersom der stadig er lang tid til overenskomstforhandlingerne i foråret 2011. Det bliver meget spændende forhandlinger, og det bliver også nogle af de første muligheder for at teste de mange forskellige løsningsforslag på at løse landets langsigtede økonomiske udfordringer, herunder at arbejde længere og arbejde mere fleksibelt," svarede Lars Løkke Rasmussen.

Den økonomiske genopretningsplan

Statsministeren beskæftigede sig ved pressemødet først og fremmest med regeringens økonomiske genopretningsplan. Denne plan blev også sat i relation til de kommende overenskomstforhandlinger:
"Regeringen siger, at kriseregningen nu bliver betalt, men om få år venter der nye store underskud på de offentlige budgetter. Hvad vil du gøre ved det"" spurgte en journalist.

"Vi ved godt, at i år 2015 vil samfundet stå over for nye udfordringer som følge af, at vi bliver stadigt flere ældre. Og det rummer den udfordring, at der bliver relativt færre til at forsørge stadigt flere. Derfor har vi brug for at få sat en dagsorden om at få gjort det danske uddannelsessystem mere effektivt, så de unge hurtigere kommer ud på arbejdsmarkedet. Vi har brug for at få sat på dagsordenen, hvordan vi bliver længere på arbejdsmarkedet og får produceret noget mere, hvad enten det så er, at vi har en lidt længere arbejdsdag eller ved, at vi får mere værdi ud af vores arbejde. Det vender vi stærkt tilbage til i den nye folketingssamling," sagde statsministeren.

Han tilføjede, at parterne ved overenskomstforhandlingerne i 2011 "skal se på, hvordan vi indretter overenskomsterne mere fleksibelt, så vi får hænderne til at række længere," og han brugte OECD-opgørelsen af folkeskolelæreres og gymnasielæreres undervisningstid, hvor danske læreres undervisningstid ligger blandt de korteste, som et aktuelt eksempel.

FØLGER AF KØNSOPDELT ARBEJDSMARKED

Lønforskellen mellem kvindedominerede faggrupper og mandsdominerede faggrupper er 17,7 pct. i mændenes favør for arbejdsmarkedet som helhed og 22 pct. på det offentlige arbejdsmarked.

Kvinder arbejder overvejende med pleje og omsorg, mænd med teknik, byggeri og økonomi. I den private sektor er to tredjedele af de ansatte mænd, i den offentlige sektor er tre ud af fire ansatte kvinder.

Lønkommissionen konkluderer, at uddannelse generelt kan betale sig på lønnen. Der er dog et særligt problem for kvindegrupper med en mellemlang videregående uddannelse rettet mod det offentlige arbejdsmarked såsom sygeplejersker. For kvindegrupper med en mellemlang videregående uddannelse er lønforskellen til kortere uddannede beskeden.

Lønkommissionen har ikke kunnet opnå enighed om at anvende et anerkendt jobvurderingssystem til at foretage sammenligninger mellem kvinde- og mandsdominerede fagområder. Lønkommissionens analyser viser dog, at det ikke udelukkende er objektive kriterier såsom ansvar, uddannelsesniveau og erfaring, der bestemmer lønfastsættelsen. Køn synes at spille en selvstændig rolle for løndannelsen.

Emneord: 
Løn
Køn
Politik

Ingeniøren og sygeplejersken

Unfair. "Det ville da være fint, hvis vi kunne dele vores lønninger i to lige store dele," siger sygeplejerske Susanne Parbst. Hun får en tredjedel mindre i lønningsposen end sin mand, selvom hun har længere uddannelse.

1210-32-01-1
Der er langt til ligeløn hjemme i rækkehushaven
i Rødovre. It-ingeniør Lars Jakobsen tjener en tredjedel mere end sin kone, udviklingssygeplejerske Susanne Parbst. Foto: Søren Svendsen

Hun er specialuddannet sygeplejerske og har været afdelingsleder i syv et halvt år. Han er diplomingeniør uden lederansvar. Alligevel får han hvert år omkring 200.000 kr. mere i lønningsposen end hende før skat.

Sådan ser regnskabet ud hjemme hos den 51-årige udviklingssygeplejerske og demenskonsulent Susanne Parbst og hendes mand den 55-årige privatansatte maskiningeniør Lars Jakobsen. Parret bor i et rækkehus i Rødovre sammen med deres 14-årige søn.

Susanne Parbst har taget lederlinjen på Danmarks Sygeplejerskehøjskole og er i øjeblikket ved at afslutte den sociale diplomuddannelse. Til daglig indgår hun i ledergruppen som udviklingssygeplejerske på et ældrecenter i Brøndby Kommune. Lars Jakobsen, der har en tre et halvt års uddannelse som maskiningeniør, er ansat som it-ingeniør i FLSmidth Koncernen.

Kæmper for sin løn

usanne Parbst tjener 424.880 kr. om året og får derudover 8,8 pct. i pension - i alt 462.500 kr. Den pæne løn hænger sammen med hendes specialuddannelse, syv et halvt års ledererfaring samt det faktum, at hun har været meget bevidst om selv at forhandle sig til ekstra tillæg. Indtil for tre år siden var hun afdelingsleder på sin arbejdsplads, og da afdelingen blev nedlagt, og hun fortsatte i en anden funktion, bevarede hun sin hidtidige gage.

"Da vi var ude at aktionere under strejken i 2008, sammenlignede jeg min løn med de andre udviklingssygeplejersker og afdelingsledere i kommunen. Jeg kunne se, at jeg havde mere uddannelse og ledererfaring, og så gik jeg tilbage og trykkede ganske alvorligt på ledelsen, og det gav resultat," fortæller Susanne Parbst, som på det tidspunkt var parat til at sige sit job op, hvis ikke hun fik en lønstigning.

Susanne Parbst understreger, at arbejdsvilkårene er vigtigere for hende end lønnen, men omvendt skal lønnen være retfærdig.

"Jeg skal have det godt på mit arbejde, og jeg skal kunne lide det, jeg laver. Og jeg er superglad for mit arbejde. Men på det tidspunkt oplevede jeg, at lønnen var uretfærdig, og det gik ud over min værdighed og tilfredshed med jobbet."

Mennesker har lavere værdi

Lønsedlerne hos familien i Rødovre afspejler en af Lønkommissionens vigtigste konklusioner: Nemlig at arbejdet med teknik og maskiner værdisættes højere end arbejdet med mennesker, og det finder Susanne Parbst urimeligt.

"Når jeg sammenligner mit job og min uddannelseslængde med min mands, så synes jeg ikke, det er rimeligt, at der skal være den lønforskel," siger Susanne Parbst, som mener, at sygeplejerskernes lavere løn skader ligestillingen mellem mænd og kvinder:

"Det betyder f.eks. rigtig meget for mig, at jeg ikke skal være afhængig af min mands løn. Det betyder også, at det er sværere for mændene at tage barsel, hvis de tjener mest, og det er dumt rent samfundsmæssigt. For hvis mændene tager barsel, får de også en tættere tilknytning til børnene, og de finder det naturligt at passe dem under sygdom. Samtidig synes jeg, at uddannelse skal kunne betale sig," siger Susanne Parbst, som også er meget bevidst om, at hun ikke ønsker at blive en fattigere pensionist end sin mand.

Derfor er parrets pensionsindbetaling afstemt, så de hver især får det samme udbetalt, når de skal på pension.

Udbud og efterspørgsel

Men den økonomiske krise betyder, at et markant lønløft for sygeplejersker kan have lange udsigter.

"Set fra min lille husholdning ville det derfor være fint, om vi delte vores løn, så vi hver fik lige meget, selvom jeg godt ved, det er helt urealistisk," siger Susanne Parbst og griner. Og forslaget afvises da også pure af hendes mand:

"Min løn handler om udbud og efterspørgsel. Hvis jeg kan opnå en god løn, er det, fordi nogen vil betale mig for det. Som ingeniører er vi om nogen udsat for konkurrence. Jobbene forsvinder til Indien og Kina, og det er slet ikke sikkert, at jeg kan bevare min løn i fremtiden," siger Lars Jakobsen, som mærker globaliseringen i hverdagen.

Hans egen afdeling tæller i dag 15 medarbejdere i Valby og et halvt hundrede kolleger i Indien, og FLSmidth har inden for de seneste 10 år opbygget en afdeling i Indien med 2.000 ansatte.

Offentligt betalt frokost

Lars Jakobsen henviser også til, at han hver uge arbejder to en halv time længere end sin kone, fordi han ikke har betalt frokost:

"Hvis Susanne tog en tilsvarende stilling i det private og så i øvrigt arbejdede to en halv time mere om ugen, så ville hun også tjene mere," siger Lars Jakobsen.

Susanne Parbst understreger, at selvom sygeplejersker på papiret har ret til betalt frokost, så er det langtfra hver dag, at hun har tid til at holde pause.

Fravalgte barsel pga. jobusikkerhed

Selvom der i øjeblikket fyres sygeplejersker på hospitaler og i kommuner, så har Lars Jakobsen gennem hele sin karriere måttet leve med en langt større jobusikkerhed end sin kone. I sin tid kunne han ikke holde barselsorlov, selvom han egentlig gerne ville, pga. de pressede forhold på sin daværende arbejdsplads.

Under finanskrisen har flere afdelinger i FLSmidth skilt sig af med halvdelen af ingeniørerne, og lønstigninger kommer slet ikke på tale.

"Situationen i min kommune er også usikker på grund af besparelser i kommunen, og jeg har selv prøvet at miste mit arbejde for tre år siden. Men som sygeplejerske kan jeg altid få et job, og jeg anerkender da, at Lars må leve med en større usikkerhed end jeg. Vi har tit sagt: "Det er ikke nu, vi skal bygge sommerhus, for vi ved ikke, hvad fremtiden bringer," fortæller Susanne Parbst.

Flere penge og flere mænd

Susanne Parbst mener, at tiden er inde til, at samfundet gør noget mere for at rette op på de store lønforskelle mellem kvindefag, der arbejder med omsorg, og mandefag, der arbejder med teknik og maskiner:

"Der er jo ikke en enkelt løsning på problemet. Der skal bruges rigtig mange instrumenter. Jeg synes f.eks., man skal gøre som i Norge og sikre, at en del af barslen øremærkes til mændene. Det vil betyde noget for ligestillingen, og så kan arbejdsgiveren ikke vælge en kvinde fra, fordi hun skal have barsel," siger Susanne Parbst. Og det forslag er Lars Jakobsen helt enig i.

Susanne Parbst mener også, det er vigtigt, at politikerne afsætter ekstra penge til ligeløn, og så skal der flere mænd ind i sygeplejen og flere kvinder ind i mandefag. Desuden mener hun, at sygeplejersker skal blive bedre til at forhandle deres egen løn.

"Under konflikten hørte jeg mange sygeplejersker sige: "Hvorfor gør Dansk Sygeplejeråd ikke mere for vores løn"" Og selvfølgelig skal fagforeningen gøre noget for, at medlemmerne får mere i løn. Men vi skal også selv tage teten og forhandle os til en bedre løn og eventuelt være parat til at skifte job. Ansættelsessituationen er jo altid den bedste mulighed for at opnå en ordentlig løn."
 

INGENIØREN TJENER EN TREDJEDEL MERE 


Susanne Parbst tjener som udviklingssygeplejerske 424.880 kr. om året eller 35.400 kr. om måneden. Hendes grundløn er 27.998 kr., og dertil kommer tillæg for erfaring, kompleksitet og funktionstillæg som demenskonsulent. Desuden får hun en arbejdsgiverbetalt pension på 8,8 pct. Hendes samlede bruttoløn er 462.500 kr. om året.

Lars Jakobsen, som er maskingeniør og uddannet i 1980, har tre et halvt års uddannelse. I Lars Jakobsens firma er der diskretion om den enkeltes løn, men ingeniører i FLSmidth tjener nogenlunde det samme som andre privatansatte ingeniører. Ifølge ingeniørforeningen, IDA, er gennemsnitslønnen for en privatansat ingeniør med 30 års anciennitet 53.463 kr. om måneden. Beløbet er inklusive pension. Det svarer til en årsløn på 641.556 kr. Medregnet frokostpausen arbejder Lars Jakobsen 39,5 timer om ugen, da han ikke har betalt frokost.
 

MANDEFAG TJENER MERE


Lønkommissionen udsendte i maj en redegørelse om lønforskelle i det danske samfund. En af konklusionerne er, at mandsdominerede fag, der involverer maskiner og teknik, værdisættes højere end kvindedominerede fag, der arbejder med mennesker og omsorg.

  • En sygeplejerske tjener i gennemsnit 176 kr. i timen inkl. pension, men uden ulempetillæg. 97,7 pct. af alle sygeplejersker er kvinder.
  • En diplomingeniør tjener 270 kr. i timen. Det giver en lønforskel på næsten 35 pct. En femtedel af alle diplomingeniører er kvinder.

Læs mere på www.dsr.dk/ligeløn
 

Emneord: 
Køn
Løn
Politik

Hvad skal vi gøre ved uligelønnen?

Værdisætningen af mænd og kvinders arbejde er meget ulige, og der er en tendens til, at teknisk arbejde lønnes højere end omsorgsarbejde. Det har Lønkommissionen dokumenteret. Formand for Sundhedskartellet og Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen opfordrer politikerne til at finde midler, så uligelønnen kan blive fjernet. Sygeplejersken har spurgt fire ordførere, hvad de mener, der skal gøres.


SY-2010-11-17aLigestillingsordfører Julie Rademacher, Socialdemokraterne:

"Jeg er meget enig i, at vi har uligeløn i Danmark, og jeg mener, vi skal fortsætte kampen for ligeløn. Men i øjeblikket er tiden desværre ikke til at dele store poser penge ud. Dét, vi skal gøre, er at ændre på de strukturer, der er på det kønsopdelte arbejdsmarked. Vi vil gerne lave kampagner for at få flere mænd i kvindejob og omvendt, men vi vil også gerne ind og bryde de strukturer, der er i samfundet, så man sikrer en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv og f.eks. indfører øremærket barsel til både mænd og kvinder. Det bliver en lang og sej kamp, men det er ikke noget, vi har tænkt os at se stiltiende til, og vi vil gerne være med til at rykke på de ting og ændre de nuværende strukturer."

SY-2010-11-17bLigestillingsordfører Simon Emil Ammitzbøll, Liberal Alliance:

"Det må være en sag for arbejdsmarkedets parter. Generelt får man lige løn for lige arbejde i Danmark - en mandlig sygeplejerske og en kvindelig sygeplejerske får lige løn. Helt grundlæggende synes jeg ikke, at det er en opgave for os på Christiansborg at gå ind og bestemme, hvordan lønforholdene er mellem forskellige faggrupper. Det må være en sag mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Jeg forstår sagtens, at fagorganisationerne kæmper for at få dette forhold bragt i en anden balance. Vi vil gerne være med til en større omprioritering og bl.a. sørge for, at der er flere penge til sundhedssektoren, men det er nok så langt, vi kan strække os."

SY-2010-11-17cLigestillingsordfører Pernille Vigsø Bagge,

Socialistisk Folkeparti:


"Vi kan ikke bare vende ryggen til, og derfor har vi lavet forslag i SF til, hvad vi kan gøre. Vi vil bl.a. sætte en lønpulje af til offentligt ansatte på deltid, så de vil gå op på fuld tid. Det betyder, at dem, der er på fuld tid i dag, får en lønbonus, og dem, der går fra deltid til fuld tid, får en højere løn. Vi vil også kæmpe for, at der bl.a. på sygeplejeuddannelsen og SOSU-uddannelsen afsættes puljer til uddannelserne for hver studerende, de får ind af det underrepræsenterede køn. Al erfaring viser, at når der er en overrepræsentation af kvinder i et erhverv, så sker der en udfladning af accelerationen i lønstigningerne. Derfor tror jeg, det har en stor betydning, at der er en lige andel af mænd og kvinder i job, hvor lønnen skal hæves."

SY-2010-11-17dLigestillingsordfører Ellen Nørby Trane, Venstre:

"Det er ikke ny viden, at vi har et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked. Vi har med den ny ligestillingsredegørelse sat fokus på uddannelsesvalget. Det er ikke nok at sætte fokus på lønstrukturerne, det er også nødvendigt at se på, at det kønsopdelte arbejdsmarked er med til at reproducere meget store lønforskelle. Derfor er det vigtigt at tage fat i det kønsopdelte uddannelsesvalg. Det er i hvert fald et sted, vi mener, der politisk skal sættes ind. Og så er der nogle historisk bestemte forhold, som kræver, at parterne i forhandlingssystemet er indstillet på at bryde med de kønsbestemte lønforskelle. Vi har ikke forventning om at finde ekstra milliarder og kan konstatere, at det har oppositionen heller ikke."

Emneord: 
Køn
Løn
Politik

Lønkommission: Det kønsopdelte arbejdsmarked er et fælles ansvar

Værdisætning. Kvinder og mænd har lige løn for lige arbejde, men det kønsopdelte arbejdsmarked værdisætter kvinde- og mandsdominerede fag forskelligt. Det er et problem, som alle parter skal være med til at løse, sagde formanden for Lønkommissionen.

1110-14-01-1
Lønkommissionens formand, Michael Christiansen, fremlægger halvandet års udredningsarbejde på pressemøde den 28. maj. Foto: Søren Svendsen 

3.000 siders opgør med fordomme og myter om løn, køn og uddannelse, kaldte formand Michael Christiansen det, da Lønkommissionen fredag den 28. maj præsenterede sin redegørelse på et pressemøde i Skuespilhuset i København.

Den omfangsrige rapport konkluderer bl.a., at lønforskellene mellem den offentlige og den private sektor ikke er markant stor, og at der ikke er uligeløn mellem mænd og kvinder inden for samme arbejdsområder.

"Men der er forskellig løn for forskelligt arbejde, og værdisætningen af mænd og kvinders arbejde er forskellig," sagde Lønkommissionens formand Michael Christiansen og uddybede: "Der er en klar tendens til, at udendørs og teknisk arbejde aflønnes højere end omsorgsarbejde."

Lille lønhop svækker lyst til mellemlang videreuddannelse

Også de mellemlange videregående uddannelser (MVU) slæber lønmæssigt efter.

"Afstanden mellem lønindkomster for MVU'ere og de korte videregående uddannelser ligger relativt tæt på hinanden. Det giver ikke det store incitament til at videreuddanne sig. Mønsteret er ens for mænd og kvinder, men der er typisk flere kvinder, der vælger en mellemlang uddannelse," fortalte Michael Christiansen.

Det betyder, at der lønmæssigt kun er ca. 7 pct. fortjeneste mellem de korte og de mellemlange videregående uddannelser, mens lønhoppet mellem de mellemlange og lange uddannelser er helt oppe på 20-25 pct., viser rapporten. Lønkommissionens rapport konkluderer, at der fortsat er store problemer med det kønsopdelte arbejdsmarked.

"Vi er en del, der er blevet klogere," sagde Michael Christiansen og opfordrede arbejdsmarkedets parter såvel som politikerne til nu at starte arbejdet med at fortolke konsekvenserne af den nye analyse:

"Vi er alle sammen skyld i, at kvinder og mænd indtager bestemte roller på arbejdsmarkedet. Det danske arbejdsmarked er et ægteskab, hvor kvinden er den offentlige sektor, og manden er den private," sagde han og understregede, at alle parter skal tage aktivt del i og ansvar for, at problemerne løses.

"Arbejdsmarkedets parter kan ikke løse det hele alene. Der er også en initiativforpligtelse fra politikerne og staten. Alt skal ikke gøres i fællesskab, der skal også gribes i egen barm i stedet for andres," sagde han.

Emneord: 
Arbejdsmarked
Køn
Løn
Politik

Nu må Christiansborg vedkende sig medansvar

1110-16-01-1
Ulrik Frederiksen, næstformnand i Dansk Socialrådgiverforening (t.v.), Kirsten Nissen, formand for Socialpædagogernes Landsforbund, Henning Pedersen, formand for BUBL og Grete Christensen, formand for Sundhedskartellet på et fælles pressemøde på baggrund af Lønkommissionens redegørelse. Foto: Søren Svendsen

Det danske samfund har et ligelønsproblem som følge af et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked. Argumentationen står langt stærkere nu, fordi det er en enig Lønkommission, som dokumenterer uligelønnen. Det fastslog Sundhedskartellets og Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen, da 15 fagorganisationer havde indbudt til fælles pressemøde i kølvandet på Lønkommissionens pressemøde om det store analysearbejde, der nu er afsluttet.

"Er timingen ikke den dårligst tænkelige?" blev Grete Christensen spurgt ved pressemødet. Sundhedskartellets formand svarede: "Det er nu, vi har fået Lønkommissionens redegørelse. Og uanset finanskrise så er dette problem så alvorligt, at vi må tage fat på at løse det."

Repræsentanterne for Sundhedskartellet, socialrådgiverne, socialpædagogerne og BUPL peger på, at der må forventes at være fire overenskomstforhandlinger frem mod år 2020, hvor der er mulighed for at lukke en større og større del af løngabet mellem kvindedominerede faggrupper og mandedominerede faggrupper. Det er nødvendigt at tilføre ekstra midler til dette formål ud over den almindelige ramme for lønforhandlingerne.

Som Grete Christensen udtrykte det på pressemødet: "Christiansborg kan ikke læne sig tilbage og sige, at det må forhandlingssystemets parter selv løse. Hvis værdisætningen af store kvindegruppers arbejde skal løftes i forhold til mandsdominerede faggrupper, så har det 100 års udsigter. Det kan samfundet ikke være bekendt." 

Emneord: 
Løn
Køn
Politik
Arbejdsmarked

Arbejdsmarkedsforsker: Aftalemodellen kan ikke sikre ligeløn

Den danske aftalemodel får dumpekarakter i en ny rapport af professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Henning Jørgensen.

Modellen kan ikke bruges til at sikre ligeløn. Tværtimod er den med til at fastholde de lønforskelle, som bl.a. rammer sygeplejersker hårdt, fastslår han i sin rapport.

"I 40 år har de kvindedominerede fagforbund løbet panden mod en mur, når de er gået efter at få penge til ligeløn. De kvindedominerede fagforbund har ikke fået hjælp fra systemet. Tværtimod. Systemet sikrer, at de én gang etablerede lønrelationer bliver bibeholdt i det store hele. Så det er helt forkert at tro på, at den danske aftalemodel i den offentlige sektor kan sikre ligeløn. Det kan den slet ikke. Derfor må systemet laves om," siger Henning Jørgensen.

Han beskriver i rapporten, hvordan tjenestemandsloven fra 1969 bl.a. gav sygeplejerskerne en markant lavere lønindplacering end sammenlignelige grupper i det offentlige. Det efterlod sygeplejerskerne med et løngab på 18 pct., som i dag - 40 år senere - er nogenlunde det samme og dermed har vist sig umuligt at indhente via forhandlingssystemet.

Solidarisk skakmat

"Systemet er indrettet sådan, at hver gang en fagforening eller gruppe skal have nogle forbedringer, så skal det tages fra den samlede lønsum, som er bestemt af arbejdsgiverne, og de mandsdominerede fagforbund vil ikke være med til at lave en sådan omfordeling. Det betyder, at man holder hinanden i skak. Og derved bliver de nuværende lønforskelle ved med at eksistere," forklarer Henning Jørgensen.

LØNKOMMISSIONENS OPGAVE

Lønkommissionen blev nedsat af regeringen i efteråret 2008 med repræsentation af de offentlige arbejdsgivere inklusive Finansministeriet, lønmodtagernes hovedorganisationer og de store forhandlingsfællesskaber KTO og Sundhedskartellet. Desuden har en række enkeltpersoner været medlem af Lønkommissionen som eksperter på forskellige områder.

Lønkommissionen blev nedsat som en direkte følge af de store arbejdskonflikter i forbindelse med overenskomstforhandlingerne 2008. Under den forhandlingspolitiske uenighed, som førte til konflikten, lå der en teknisk uenighed om, hvordan man opgør løn, og hvordan man sammenligner løn mellem faggrupper. Lønkommissionens redegørelse konstaterer, at arbejdet i kommissionen har ført til definition af nye lønbegreber og en langt større fælles forståelse af de problemstillinger, som kommissionen har beskæftiget sig med.
 

Emneord: 
Løn
Køn
Arbejdsmarked
Politik

Lav pris på kvindearbejde

Mandsdominerede faggrupper har 22 pct. højere løn i snit end kvindegrupper på samme uddannelsesniveau. Uligelønnen er størst for kvindegrupper med mellemlang videregående uddannelse. Det fremgår af redegørelsen fra Lønkommissionen.

Mænd og mandsdominerede fag har en højere timeløn end kvinder og kvindedominerede fag. Det viser Lønkommissionens redegørelse, som kommissionens parter afleverede i enighed sidste fredag.

I alt er der foretaget lønanalyser af 44 forskellige faggrupper. Alle mandsdominerede faggrupper har en højere løn end kvindegrupperne på samme uddannelsesniveau, og de lønmæssige skævheder er størst for kvindegrupper med mellemlange videregående uddannelser såsom sygeplejersker.

Det danske arbejdsmarked er kendetegnet ved en betydelig kønsopdeling, fastslår Lønkommissionen. To ud af tre ansatte i den private sektor er mænd. I den offentlige sektor er næsten tre fjerdedele af de ansatte kvinder. Mænd er typisk ansat i fag, der handler om teknik, byggeri og økonomi, mens kvinder typisk er ansat inden for pleje og omsorg. Prisen på arbejdskraften i de kvindedominerede fag er fastsat lavere end i de mandsdominerede fag.

For arbejdsmarkedet som helhed viser Lønkommissionens analyser, at forskellen mellem mænds og kvinders løn er ca. 18 pct. i mændenes favør. Inden for det offentlige er lønforskellen gennemsnitligt 22 pct. Den største forskel findes i regionerne, som er sygeplejerskernes største arbejdsgiverområde. Her er lønforskellen mellem mænd og kvinder næsten 39 pct.

Vanskeligt at ændre lønrelationer

Lønkommissionen er nået frem til, at der er mekanismer i forhandlingssystemet, som bevirker, at det er vanskeligt at ændre på lønrelationerne mellem faggrupper. Også selv om der er mulighed for at foretage en vis skævdeling til fordel for udvalgte grupper, som det bl.a. er sket til opbygning af kortuddannedes pensioner. Mange lønforbedringer er i øvrigt udmøntet som generelle, procentuelle lønstigninger til alle. Denne udmøntningsform virker også bevarende på faggruppernes indbyrdes lønrelationer.

Problemerne omkring det kønsopdelte arbejdsmarked kan ikke reguleres via aftaler eller overenskomster, men skal løses i et bredere perspektiv, fastslår Lønkommissionen. 

Emneord: 
Løn
Køn
Arbejdsmarked
Politik