46 millioner amerikanere uden sundhedsforsikring

Ukoordineret. Det har kolossale økonomiske og sociale omkostninger, at millioner af amerikanere ikke har adgang til behandling. Men hvis præsident Obamas plan for at ændre sundhedssystemet kommer gennem det politiske system, vil mange amerikanere få en tryggere tilværelse.

 

SY-2009-08-30a
Millioner af amerikanere holder vejret i disse måneder, fordi deres arbejdsplads er truet af lukning. Her er det amerikanske ansatte på lastbilfabrikken DaimlerChrysler i Warren, Michigan. I løbet af den kommende måned afgøres det, om fabrikken må lukke. Sker det, risikerer de ansatte at miste deres sundhedsforsikring. I forvejen er 46 millioner amerikanere uden sundhedsforsikring, og halvdelen af alle personlige konkurser i USA skyldes ubetalte lægeregninger. Arkivfoto: Scanpix

Det er USA's tragedie, at mindst 46 millioner amerikanere ikke har en sundhedsforsikring. Et af præsident Barack Obamas vigtigste valgløfter var da også, at alle borgere skal have adgang til en sygeforsikring. Og det holder han tilsyneladende fast ved på trods af den økonomiske krise, der plager USA.

En amerikaner, der ikke har råd til livsvigtig medicin, må f.eks. nøjes med den halve dosis insulin. Den konstante angst for, at udgifterne til alvorlig sygdom kan sende familien på gaden, er noget, danskere knap kan forestille sig. Halvdelen af alle personlige konkurser i USA skyldes ubetalte lægeregninger, og 1,5 millioner amerikanere må hvert år gå fra hus og hjem af samme grund.

Ikke desto mindre er USA det land i verden, der bruger flest penge på sundhedsområdet - nemlig 16 pct. af bruttonationalproduktet mod Danmarks 9 pct. Men USA er også det land, der får mindst ud af pengene, og det amerikanske sundhedssystem er i dyb krise. Området er fejlbehæftet, ukoordineret og i hænderne på grådige forsikringsselskaber og en privat sundhedssektor, der med få undtagelser, fokuserer på profit.

En sundhedsreform har længe været demokraternes drøm, men diskussionen har hver gang ført til voldsom modstand fra republikanere, forsikringsselskaber, hospitaler og læger, som har lobbyet kraftigt mod, at regeringen skulle blande sig i det fri marked. Man behøver bare at tænke på præsident Clintons forsøg i 1993/94, som udløste en lavine af protester, kampagner og annoncer, der ofte viste sig at være direkte løgnagtige.

Begynd med børnene

Kelly Johnson, der er ledende sygeplejerske på det store børnehospital, The Children's Hospital i Denver, Colorado, er en af de sygeplejersker, der mærker konsekvenserne af det amerikanske sundhedssystems mangler: Personalet møder børn, der ikke får vaccinationer eller er afskåret fra at få behandling af kroniske lidelser som f.eks. astma eller diabetes.

"Når 46 millioner amerikanere, herunder ni millioner børn, ikke har sundhedsforsikring, er det klart, vi har et problem. Selv om børnenes sundhedstilstand på mange måder er blevet bedre de senere år, er der meget store sociale uligheder," siger Kelly Johnson.

Hvad mener du om præsident Obamas sundhedsplan?
"Det skal blive interessant at følge lovgivningsprocessen, når de principper, demokraterne opstillede under valgkampen, rent faktisk skal forhandles," siger Kelly Johnson og fortsætter:

"Under valgkampen foreslog præsident Obama, at alle børn skulle have sygeforsikring. Det støtter vi her på hospitalet, og det er måske mere realistisk at begynde med børnene end med ét slag at ville give alle amerikanere sygeforsikring."

"Men at udvide adgangen til sygeforsikring er kun et skridt i processen mod en sundhedsreform," siger Dori Biester, professor i pædiatrisk sygepleje på The Chil-dren's Hospital.

"Der er så meget mere, der skal gøres, hvis vi ønsker en virkelig dybtgående sundhedsreform, der omfatter adgang til sammenhængende sundhedsydelser, der er rimelige i pris og af høj kvalitet. Og børnehospitaler over hele landet er fast besluttede på at arbejde sammen med Obamas administration for at fremme disse tanker."

Hvordan vil det påvirke jeres hospital, hvis alle børn får en sundhedsforsikring?
"Vi ved, at børn der er forsikrede, bruger sundhedssystemet mere, især med hensyn til vaccinationer og børneundersøgelser. Og forebyggelse og undersøgelser, der tidligt opdager sygdom, giver gevinst og sænker sundhedsudgifterne i det lange løb," siger Kelly Johnson.

Debat i hele USA

Og tiden er ved at være moden. Selv tidligere modstandere medgiver, at man er nødt til at gøre noget, før hele sundhedssystemet kollapser. Det Hvide Hus har arrangeret en lang række debatmøder om sundhedsreformen over hele landet "for at åbne diskussionen på tværs af ideologiske skel", som præsident Obama siger:

"Denne gang er ingen i tvivl om, at alle amerikanere skal have adgang til kvalitetsbehandling, som de kan betale - det eneste spørgsmål er hvordan," sagde præsident Obama i sin tale ved det første møde om den ny reform.

Med sin sundhedsreform vil præsident Obama bygge på den eksisterende infrastruktur i sundhedssystemet og bruge de samme læger og hospitaler, men reducere ineffektivitet og spild og forbedre behandlingskvaliteten.

"Det kan godt være, at det arbejdsgiverbaserede system, vi har i dag, ikke er det bedste. Men det er det, vi alle er vant til. Det fungerer for mange amerikanere. Derfor tror jeg ikke, at den bedste måde at fikse vort sundhedssystem på er ved at skrotte, hvad alle er vant til, og størstedelen af borgerne allerede har. Vi skal hellere bygge på det system, vi har, og fylde nogle af hullerne ud," sagde præsident Obama på et pressemøde den 26. marts.

"Med denne plan kan man beholde sin nuværende sundhedsforsikring, hvis man er tilfreds med den. Intet ændrer sig, undtagen at omkostningerne vil falde med op til 2.500 dollars om året (ca. 12.000 kr.). Borgere, der ikke har en sundhedsforsikring, vil kunne vælge mellem en række nye sundhedsforsikringer, alle kan betale," siger han

Næste kapitel bliver den spændende politiske kamp om at få vedtaget en ny sundhedsreform i USA. 

SUNDHEDSFORSIKRINGER TIL EN FAIR OG STABIL PRIS

Obamas sundhedsplan vil:

  • kræve, at forsikringsselskaberne også forsikrer i forvejen syge personer, så alle amerikanere, uanset sundhedsstatus, kan få sundhedsforsikring til en fair og stabil pris
  • give små virksomheder skattelettelser, så de kan tilbyde deres ansatte en forsikring, de kan betale
  • betale en del af arbejdsgiverens udgifter, når en medarbejder rammes af kritsik sygdom
  • forhindre forsikringsselskaber i at tage overpris for lægers ansvarsforsikring
  • gøre arbejdsgivernes præmier mere fair ved at lade arbejdsgivere, der ikke tilbyder deres ansatte sundhedsforsikring, betale en procentdel af lønnen til sundhedsydelser for medarbejderne
  • oprette en national sundhedsforsikringsbørs med både private og offentlige selskaber, der kan tilbyde små virksomheder og enkeltindivider sundhedsforsikring til en pris, de kan betale
  • sikre, at alle, der har behov, vil kunne trække deres forsikringspræmie fra i skat.

Udgifterne skal ned ved at:

  • sænke udgifterne til lægemidler ved at tillade import af sikker medicin, øge brugen af kopilægemidler og forhindre medicinalfirmaer i at blokere for de billigere kopilægemidler
  • investere i en elektronisk patientjournal, der kan følge patienten overalt i USA
  • forbedre adgangen til forebyggelse og programmer, der hjælper kronisk syge
  • reformere forsikringsmarkedet og skabe mere konkurrence ved at dæmme op for aktiviteter, der hæmmer konkurrencen, og som driver priserne op uden at forbedre kvaliteten.

Planen kaldes The Omaba-Biden Healthplan. Joseph Biden er Barack Obamas vicepræsident.

Kilde:  www.whitehouse.gov

Emneord: 
International sundhed
Politik

Der skal være bedre rammer for sundhedsfremme

Sundhedsplejerskerne har en vigtig sundhedspædagogisk rolle i forhold til børnene og dermed også børnefamilierne, som de allerede udfylder et langt stykke ad vejen, mener Dorte Steenberg.

SY-2009-04-30cFoto: iStock

Regioner og kommuner skal forpligtes, og der skal afsættes flere penge til sundhedsfremme og forebyggelse, hvis udviklingen skal vendes, mener Dansk Sygeplejeråds næstformand Dorte Steenberg.

"For det første kræver det klare nationale mål for, hvad der skal nås med indsatsen. For det andet skal man forpligte regioner og kommuner til den sundhedspædagogiske indsats. For det tredje skal man afsætte penge til indsatsen. Man kan ikke gøre dette, uden at det koster penge. Og så skal man sætte fokus på den sociale ulighed, hvis man vil ændre på udviklingen."

Dansk Sygeplejeråds næstformand tilføjer, at der skal ses på, om sygeplejerskernes kompetencer er tilstrækkelige til at løfte de sundhedspædagogiske opgaver meget aktivt og systematisk, såvel på sygehusene som i kommunerne. Det vil også være nødvendigt at tænke arbejdspladserne og arbejdsmiljøet ind som arenaer, hvor der kan gøres en øget indsats for sundhedsfremme og forebyggelse.

Sundhedsplejerskerne har en vigtig sundhedspædagogisk rolle i forhold til børnene og dermed også børnefamilierne, som de allerede udfylder et langt stykke ad vejen, mener Dorte Steenberg.

"I forhold til de 1,7 millioner patienter med kronisk sygdom har vi peget på, at vi hurtigst muligt skal have uddannet kliniske ekspertsygeplejersker, som kan varetage såvel sygeplejen som det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde i forhold til denne store befolkningsgruppe. Det er nødvendigt, hvis vi skal have knækket kurven for udviklingen af kroniske sygdomme," siger næstformanden.

Emneord: 
Sundhed
Sundhedspleje
Politik
Barn
Familie
Forebyggelse

Det skal være nemt og billigt at leve sundt

Hvis det er nemt og billigt at leve sundt, vælger vi at leve sundt. Det er en politisk opgave, mener forskningsleder, overlæge Pernille Due, Statens Institut for Folkesundhed under Syddansk Universitet.

SY-2009-04-30bFoto: iStock

"Når folk spiser, som de gør, så er det bl.a., fordi det er billigere at spise sig mæt i fedende mad end at spise sig mæt i sund mad. Undersøgelser i USA tyder på, at det er en medvirkende faktor bag fedmebølgen derovre, at det er væsentligt billigere for fattige familier at få deres børn mætte på fastfood og anden mindre lødig kost, end det er, hvis de skal have sund mad," siger Pernille Due.

"Gør man sunde madvarer let tilgængelige og billige, så tager befolkningen det relativt hurtigt til sig. Vi vælger ikke, som vi gør, fordi vi er dovne, men fordi det er sund fornuft. Det er sund fornuft at købe billigt. Selv om vi godt ved, at det er sundest, så vånder vi os alligevel over, at det økologiske produkt koster 9 kr. mere end det ikke-økologiske."

Der skal en målrettet sundhedspædagogisk indsats til for at få flere til at leve sundt, og Pernille Due mener, at sygeplejerskerne har gode forudsætninger for at varetage denne opgave:

"Der skal en særlig og målrettet indsats til, hvis man skal have dem, der har mest brug for det, til at ændre adfærd. Når det handler om højrisikogrupperne, er forbud en god ting på den lange bane, men for de socialt svageste, som allerede er ude i et usundt adfærdsmønster, skal der motivation til, hvis noget skal ændres her og nu," siger forskningslederen.

Emneord: 
Sundhed
Politik
Forebyggelse

Sygeplejersken flytter ikke automatisk med

Supersygehuse. Centralisering af sygehusene er ensbetydende med længere vej til jobbet for mange sygeplejersker. Politikerne må tænke både rekruttering og fastholdelse med i processen.

SY-2009-04-20aIllustration: Lars Andersen

Stregerne til en ny sygehusstruktur i Danmark er sat på papiret. Pengene fra regeringens kvalitetsfond har fundet deres ejermænd rundt om i regionerne. Så nu er det bare at gå i gang med byggeriet. Men hvem kan og vil egentlig passe patienterne i de nye rammer?

Al erfaring viser, at sygeplejepersonalet ikke automatisk flytter med, når arbejdspladsen flytter.

Det får kredsformand for Dansk Sygeplejeråd, Kreds Syddanmark, Anni Pilgaard, til at komme med en opfordring:

"Politikere og planlæggere skal huske at tænke både uddannelse af nye sygeplejersker og fastholdelse i faget med i strukturprocessen," siger kredsformanden. Hun mener, at politikere og planlæggere skal overveje de samlede konsekvenser af at samle alt under ét tag.

En af konsekvenserne bliver øgede afstande, og det har stor praktisk og økonomisk betydning for de mennesker, der pludselig får længere til arbejde eller uddannelsessted.

"Jo mere du centraliserer institutionerne, jo mere forlanger du, at folk skal ud og køre på landevejene. Men det er ikke ligegyldigt, om arbejdspladsen ligger få kilometer fra dit hjem, eller om du skal køre 40-50 km for at komme på arbejde. Man skal passe på, at man ikke gør livet så surt for sygeplejersker og sygeplejestuderende, at de forlader faget," siger Anni Pilgaard.

Fine rammer er ikke nok

Regeringen har netop tildelt Region Syddanmark 7,2 mia. kr. til bl.a. medfinansiering af et nyt universitetshospital i Odense og ombygning af Kolding Sygehus. Fremtiden for Svendborg Sygehus er ikke endeligt afklaret. Ifølge regeringens sygehusplan skal akutberedskabet på Svendborg Sygehus nedlægges, når det nye sygehus i Odense står klart.

Anni Pilgaard er da glad ved udsigten til at få et splinternyt sygehus i sin region. Men fine rammer alene sikrer ikke et velfungerende sygehusvæsen. Det er alene et veluddannet personale, der bærer sygehusene. Den største udfordring her og nu er: "Hvordan får vi flere unge ind i faget?" Og hvordan hindrer vi, at erfarne sygeplejersker forlader det"" siger Anni Pilgaard, der repræsenterer ca. 16.000 sygeplejersker i Kreds Syddanmark.

I dag mangler der på landsplan omkring 2.400 sygeplejersker. Samtidig er søgningen til sygeplejeskolerne faldende i stort set hele landet. Derfor påhviler der det offentlige en kolossal uddannelsesforpligtelse i disse år, siger Anni Pilgaard.

"Hvis det danske sundhedsvæsen stadig skal kunne levere sundhedsydelser af en høj kvalitet, er det nødvendigt at øge tilgangen til sygeplejefaget. Og her er man nødt til at overveje, hvad det betyder for de studerende, når en masse sygehuse nedlægges. En hel masse praktiksteder i nærområderne forsvinder nemlig samtidig med sygehusene. Og det betyder længere til arbejde for de fleste.

I dag ligger sygeplejeskolerne typisk i tilknytning til eller i nærheden af et hospital, hvor de studerende også kan komme i praktik. Men hvis alt for mange uddannelses- og praktiksteder nu nedlægges i kølvandet på sygehusreformen, risikerer de unge at skulle transportere sig over store afstande. Det kan hurtigt blive en meget stor økonomisk belastning for en person på SU.

Udsigten til øgede transportudgifter kan være årsag til, at nogen på forhånd vælger uddannelsen fra," siger Anni Pilgaard. Hun fortæller, at 80 pct. af de unge, der søger sygeplejeuddannelsen, søger fra eget optageområde.

Ikke penge til bil nummer to

Der tales for tiden meget om, hvor godt det er, at den lægelige ekspertise samles ét sted, når vi får de nye superhospitaler. Det store fokus på lægerne undrer Anni Pilgaard en smule.

"Lægerne er ikke den eneste faggruppe, der skal få sygehusene til at fungere. De, der planlægger, tror tilsyneladende, at dér hvor patienterne flyttes hen, dér flytter alle de kompetente medarbejdere automatisk med.

Det er heller ikke noget problem at rekruttere læger til de store specialsygehuse. De får både et spændende arbejdsområde og en løn, der kan bære, at de skal bruge lang tid på transport.

Sygeplejersker er derimod sjældent helt så mobile. Vi repræsenterer en faggruppe, der generelt har flere børn end gennemsnittet, og det er desværre stadig flest kvinder, der skal få logistikken til at hænge sammen på hjemmefronten. Mange skal nå at hente et par børn i vuggestue og børnehave efter deres arbejde på hospitalet, og så betyder det noget for denne sammenhæng, hvis man pludselig får en lang transporttid oven i arbejdsdagen.

Sygeplejerskernes løn er desværre sjældent på et niveau, der kan betale en ekstra bil til familien. Specielt ikke, da mange sygeplejersker i forvejen er på deltid," fortæller Anni Pilgaard.

Hun var i sin tid med, da Ribe Sygehus skulle nedlægges. Dengang regnede man det som en selvfølge, at hele personalet ville flytte med til Centralsygehuset i Esbjerg. Det gjorde de bare ikke. En stor del af dem valgte i stedet at gå ud i kommunerne som hjemmesygeplejersker eller gik ind i helt andre erhverv."

Det psykiske arbejdsmiljø er en anden faktor, man ikke skal overse. "Når du flytter fra et lille sted til en langt større arbejdsplads, flytter du samtidig til en markant anden kultur. Mange er forankrede i deres vante arbejdskultur, og alene tanken om at skulle skifte arbejdssted kan virke skræmmende og betyde, at nogle på forhånd vælger at sige op.

En afdelings kompetence afhænger helt og holdent af den medarbejdergruppe, der spiller sammen. Der sker altid et tab af viden og kompetence, når en arbejdsplads flyttes. Det kan tage år at genopbygge den," advarer Anni Pilgaard.

Sygeplejersker skal fastholdes

Formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astman (S), er ikke så bekymret for, hvordan man skaffer nye sygeplejersker om 15 år, når de nye supersygehuse står færdige landet over.

"Rekruttering og fastholdelse til sygeplejefaget er bestemt et af de områder, der skal tænkes ind i vore nye sygehusplaner. Men her og nu er det en langt større udfordring at fastholde personalet på de afdelinger og sygehuse, der allerede er dømt lukkede som følge af sygehusplanen," siger Ulla Astman, der også er regionsrådsformand i Region Nordjylland. Hun har stor forståelse for, at det kan være svært at få dagligdagen til at hænge sammen, hvis man pludselig får længere til sin arbejdsplads.

"Men du kan ikke både få faglig udvikling og udfordringer og samtidig arbejde på det lille, lokale sygehus. Jeg foretrækker at se sammenlægningen til større enheder som en udfordring. I dag går tendensen mod større mobilitet på arbejdsmarkedet. Og jeg tror, at arbejdet på de højt specialiserede afdelinger vil give sygeplejerskerne mulighed for både faglig og personlig udvikling ved f.eks. at deltage i forskningsbaserede projekter.

Allerede i dag foretrækker de nyuddannede sygeplejersker de store sygehuse. På samme måde vil de sygeplejestuderende være i de større byer. Derfor er det f.eks. i min egen region svært at tiltrække unge til sygeplejeuddannelsen i Hjørring. De vil alle sammen til Aalborg, hvor der i forvejen er et aktivt studiemiljø," fortæller Ulla Astman.

Læs også Nyt sygehus vil gavne arbejdsmiljøet 
 

Emneord: 
Sygehus
Organisering
Politik

Svækkede gamle kan ikke stå frem i medierne

Prioritering. Trods 30 års debat om forholdene på de medicinske afdelinger er der stadig overbelægning. For selvom politikerne er klar over problemerne, så taber de medicinske patienter gang på gang kampen om sundhedsvæsenets knappe ressourcer, siger tidligere embedslæge Søren Gustavsen, der har fulgt det medicinske område i 30 år og i dag er konsulent i Ældre Sagen.

SY-2008-23-21aFoto: Ældre Sagen

Hvad er der galt på de medicinske afdelinger?

"Da jeg startede som læge for 35 år siden, var de interne medicinere aristokraterne blandt læger. I dag er specialet sunket dybt i forhold til de mere tekniske specialer. Personalet på de medicinske afdelinger har det lidt som soldater, der bliver ført ud i en krig, de ikke kan vinde. De får ikke de ressourcer, der skal til, og derfor er moralen faldet. En femtedel af de medicinske afdelinger i hovedstaden har konstant overbelægning, og gennem de seneste 10 år er hver fjerde seng blevet nedlagt. Samtidig er der ikke personalekapacitet til de patienter, der faktisk indlægges. Det er medvirkende til, at læger og sygeplejersker flygter til andre specialer. Det handler både om, at der fra politisk side ikke dirigeres ressourcer nok til området. Men det handler også om kulturen på afdelingerne og organiseringen af arbejdet. Der er f.eks. også et stort spild i behandlingen af medicinske patienter."

Hvad mener du, når du siger spild?

"I 2005 viste den afsluttende kortlægning fra projektet "Den Gode Medicinske Afdeling" en klar stigning af uhensigtsmæssige akutte indlæggelser. Det skyldes ofte, at behandlingerne ikke afsluttes ordentligt i første omgang, så patienter må genindlægges.

Samtidig viser en undersøgelse fra 2006, at en tredjedel af sengedagene optages af patienter, der ikke kan blive sendt videre. Størstedelen kan ikke blive udskrevet, fordi kommunen ikke har et tilbud til dem, og en mindre del venter på at komme videre til anden behandling eller undersøgelse på hospitalet."

Hvad kan systemet gøre?

"Det er en opgave, der skal løses på nationalt niveau af regeringen. Der skal først og fremmest laves en national handlingsplan for, hvordan vi aflaster og genrejser de medicinske afdelinger, og det kan selvfølgelig ikke gøres uden penge.

Når vi taler med politikerne, ved de godt, at der er et problem, men området taber alligevel, når der skal prioriteres i forhold til mere synlige områder som f.eks. kræft. De medicinske patienter er for en stor dels vedkommende gamle, svækkede mennesker, der ikke kan stå frem i medierne, og de har ingen stærk patientforening i ryggen. Oppositionen har flere gange foreslået, at området skulle styrkes, men er hver gang blevet afvist af regeringen."

Modtager Ældre Sagen klager fra ældre medicinske patienter?

"Ja. Vi får en del henvendelser. Det største problem er manglen på sammenhæng, og at den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør. F.eks. at kommunen ikke stiller den hjælp til rådighed, patienten havde forventning om. Klager over forholdene på afdelingerne handler som oftest om manglende omsorg for patienten. Vi hører udsagn som: "Nu har min mor ligget så og så lang tid i en våd ble," men vi modtager meget få klager over den lægelige behandling. Det er også svært for patienter og pårørende at konstatere fejl på det medicinske område."

Emneord: 
Sygehus
Økonomi
Politik

Medicinske afdelinger skal reddes fra forfald

Saltvandsdrop. Ny analyse dokumenterer, at landets medicinske afdelinger er fanget i en ond cirkel, hvor overbelægning og pressede arbejdsforhold fører til personaleflugt.

SY-2008-23-13a
Foto: Simon Knudsen

Patienter må rykkes ud på gange, i ubenyttede kontorer og på badeværelser, fordi der er for få senge. Konstant eller jævnlig overbelægning er en realitet på otte ud af 10 medicinske afdelinger, trods årtiers debat om forholdene for patienterne. Og selvom antallet af gråhårede danskere stiger kraftigt i disse år, er hver fjerde medicinske seng forsvundet i løbet af de sidste 10 år.

En ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd dokumenterer, at de medicinske afdelinger er fanget i en ond cirkel, hvor overbelægning og pressede arbejdsforhold resulterer i personaleflugt.

Af analysen fremgår det, at der er mere end dobbelt så mange ubesatte sygeplejerskestillinger på de medicinske afdelinger i forhold til sundhedsvæsenet generelt. Samtidig oplever de medicinske afdelinger, at andelen af nyuddannede og uerfarne sygeplejersker er langt højere end andre steder i sundhedsvæsenet.

Hver fjerde sygeplejerske på de medicinske afdelinger er i dag under 30 år, og 13 pct. er nyuddannede mod 5 pct. på sygehusene under ét.

I udspillet foreslår Dansk Sygeplejeråd, at regeringen laver en national handlingsplan og bevilger 1 mia. kr. ekstra årligt for at komme det trængte medicinske område til undsætning.

Formanden for Dansk Sygeplejeråd, Connie Kruckow, mener, at problemerne på det medicinske område i alt for mange år er blevet nedprioriteret, fordi de seneste års ekstra bevillinger til sundhedsvæsenet er gået til at få ventelisterne ned på operationer.

"Når vi foreslår en national handleplan, skyldes det, at vi har oplevet, at det medicinske område er blevet nedprioriteret i sundhedsvæsenet. Derfor har vi i vores udspil sat fokus på, hvordan problemerne på det medicinske område kan afhjælpes. Det handler bl.a. om at sikre flere senge på de medicinske afdelinger og at tiltrække flere sygeplejersker, læger, lægesekretærer, mv. Og det handler om at styrke det kommunale sundhedsvæsen, så færdigbehandlede patienter kan komme hjem, og unødige genindlæggelser kan forebygges," siger Connie Kruckow, som understreger, at tallene i analysen dokumenterer, at de mange nødråb fra ansatte på medicinske afdelinger er fuldt berettigede.

"Vi hører fra vores medlemmer, der arbejder på det her område, at forholdene er voldsomt problematiske. Men Dansk Sygeplejeråd har desuden analyseret de officielle tal, så vi har kunnet dokumentere, at problemerne er der," siger Connie Kruckow.

Foreningen Danske Patienter, der er en paraplyorganisation for en række af landets store patientforeninger, betragter de medicinske afdelinger som sundhedsvæsenets dårlige samvittighed.

"Der er alt for mange steder, hvor forholdene for de medicinske patienter ikke er i orden. De medicinske patienter er ofte gamle mennesker eller kroniske patienter, som ikke råber op og skal igennem meget sammensatte behandlinger. I modsætning til behandling af hofter, grå stær og kræft, der kan måles, er det nemt at skjule nedskæringer. Og det gør det let for politikerne at nedprioritere det her område," siger formanden for Danske Patienter, den tidligere socialdemokratiske sundhedsminister Torben Lund. Foreningen opfordrede sidste år politikerne til at kortlægge det medicinske område og lave en handlingsplan for de medicinske patienter.

Helt hen i vejret

Blandt politikerne på Christiansborg er der bred enighed om, at ældre medicinske patienter er en underprioriteret gruppe.

"Samfundsøkonomisk er det helt hen i vejret, at der ikke bliver ydet den indsats, der skal, på dette område," siger sundhedsordfører Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti Hun understreger, at der er stor forskel på medicinske patienter alt efter, om de er apopleksipatienter, har kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL) eller lider af diabetes.

Karl Bornhøft, sundhedspolitisk ordfører for SF, peger også på behovet for at lave en national handlingsplan for det medicinske område:

"Desværre har regeringens ventetidsgaranti betydet, at de kirurgiske patienter er blevet prioriteret," siger Karl Bornhøft. SF har foreslået, at der afsættes 6,5 mia. kr. på finansloven over de næste ti år til at styrke det medicinske område.

Venstres medlem af Folketingets Sundhedsudvalg Birgitte Josefsen erkender, at det medicinske område trænger til et løft.

"En af årsagerne til problemerne er, at der mange steder ligger færdigbehandlede patienter i sengene. Det er i hvert fald et af hovedproblemerne, og det kan man ikke løse med penge. Kommunerne skal virkelig op i omdrejninger," siger Birgitte Josefsen. 

HVEM ER DE MEDICINSKE PATIENTER

De medicinske patienter udgør 42 pct. af alle indlagte patienter på somatiske sygehuse eller godt 51 pct. af alle sengedage på somatiske sygehuse.

Det medicinske område dækker over ni specialer: geriatri, hæmatologi, infektionsmedicin, kardiologi, endokrinologi, gastroenterologi, lungemedicin, nefrologi, reumatologi.

 

KORTSLUTNING 

Her er nogle af de væsentligste problemer, som Dansk Sygeplejeråd opregner i et nyt udspil "Bedre sundhedstilbud til de medicinske patienter" på baggrund af tal fra Landspatientregisteret.

Senge lukkes for hurtigt

Gennem de sidste 10 år er næsten hver fjerde medicinske seng blevet nedlagt, og selvom ambulant behandling og accelererede forløb har mindsket behovet for senge, så overstiger patienternes behov antallet af nedlagte senge.

Overbelægning

De seneste tal fra Landspatientregisteret 2006 viser, at 21 pct. af de medicinske afdelinger havde en gennemsnitlig belægningsprocent på over 100, mens 64 pct. havde en gennemsnitlig belægningsprocent på over 90. En belægningsprocent på 100 er ensbetydende med overbelægning. En belægningsprocent på 90 vil ofte presse afdelingerne.

Øget arbejdspres

Problemerne på de medicinske afdelinger forstærkes, fordi antallet af patienter stiger. Antallet af medicinske patienter steg med 7 pct. fra 2003 til 2006. I samme periode er der blevet 9 pct. færre senge.

Færdigbehandlede patienter fylder

Færdigbehandlede patienter bidrager til overbelægningen på de medicinske afdelinger. I 2007 optog færdigbehandlede patienter 52.000 sengedage.

Kommuner mangler sundhedstilbud

Patienterne kan ikke altid udskrives fra de medicinske afdelinger, fordi mange kommuner mangler plejehjemspladser og tilbud i hjemmeplejen. De mangelfulde tilbud betyder også, at flere patienter må genindlægges akut.

NATIONAL HANDLINGSPLAN SKAL HJÆLPE MEDICINSKE PATIENTER

I et nyt udspil anbefaler Dansk Sygeplejeråd, at Folketinget vedtager en samlet national indsats for de medicinske patienter, der har følgende tre hovedpunkter:

Folketinget skal afsætte markant flere økonomiske ressourcer til de medicinske patienter i regionerne. På kort sig er der brug for at genetablere flere senge og ansætte flere sundhedsprofessionelle på de medicinske afdelinger. Konkret er der behov for at oprette ca. 365 senge, hvilket koster ca. 450 mio. kr. På længere sigt medfører den sundhedsfaglige og teknologiske udvikling, at en del af disse ressourcer flyttes ud til det kommunale sundhedsvæsen.

Desuden skal Folketinget afsætte markant flere penge til sundhedsvæsenet i kommunerne, så færdigbehandlede patienter sendes hjem til kvalificerede sundhedstilbud. Prisen for denne indsats er 500 mio. kr. årligt.

Regioner og kommuner skal styrke den faglige udvikling og udvikle de sundhedsprofessionelles muligheder for efter- og videreuddannelse. F.eks. i form af faglig støtte til kliniske udviklingssygeplejersker, ekspertsygeplejersker m.m. Pris ca. 50 mio. kr. årligt.

Emneord: 
Politik
Økonomi

Hvordan synes du selv, det går, sundhedsminister?

Spørgelyst. Da Sygeplejersken i blad nummer 1/2008 opfordrede læserne til at stille spørgsmål, som vi kunne viderebringe til sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, kom der mange henvendelser. Spørgsmålene handlede bl.a. om sygeplejerskers arbejdsliv og de bekymringer, som er knyttet hertil. De lød på alt fra rekruttering og fastholdelse til privatisering af hospitalerne. Her følger det udvalg af de spørgsmål, vi tog med til ministerens kontor.

Sygeplejerske Karin skriver i en mail, at hun har 25 års erfaring samt en uddannelse som sundhedsplejerske. Samlet set giver det fem et halvt års uddannelse. Månedslønnen lyder på 25.500 kr.

Synes ministeren, at det er en rimelig løn for så mange års uddannelse og baggrundserfaring?
"Nu er det i virkeligheden op til Connie Kruckow at forhandle løn. Men privatpersonen i mig under jo gode, solide danske sygeplejersker, som gør en indsats, en løn, som de er tilfredse med. Men det er ikke noget, jeg vil blande mig i. Her er det Connie Kruckow, som skal på banen," siger Jakob Axel Nielsen.

En anden sygeplejerske, Gitte, skriver, at det ofte bedre kan betale sig lønmæssigt at tage job i et vikarbureau, men at vikarbureauerne er dyre og skaber en forringet kvalitet i forhold til patienterne.

Hvad vil du gøre for at fastholde personalet, så de ikke overgår til vikarbureauerne?
"Først må vi sørge for, at der er karrieremuligheder for sygeplejerskerne. Opgavefordelingen skal blive bedre i takt med, at sygeplejerskerne er blevet mere kvalificerede. På den måde kan de overtage nogle af de roller, som tidligere har været udført af lægerne, og ad den anden vej afgive arbejde til sosu-assistenterne. Vikarerne kan jo have nogle trælse vagter, hvor det kan være svært at få hverdagen til at hænge sammen. Så hellere vælge den stabile løsning, hvor man kan få et godt privatliv uden de skæve vagter."

Vikarerne kan faktisk bestemme over deres arbejdstid og dermed selv planlægge deres hverdag. Modsat de fastansatte sygeplejersker, der er nødsaget til at tage de skæve vagter såsom aften- og weekendvagter pga. af sygeplejerskemanglen. Hvad mener du om det?

"Jeg mener, at der skal sættes fokus på ledelse, så man sørger for at gøre det attraktivt. De lokale afdelinger skal have kompetence til at være fleksible og lave vagtplanlægninger under hensyntagen til folks behov," siger han.

Stressede sygeplejersker

Sygeplejerske Mette (navn ændret af red.) fortæller, at hun er gået ned med arbejdsbetinget stress. Et problem, som mange afdelinger kæmper med.

Hvordan vil du nedsætte antallet af stressramte sygeplejersker?

"Nu tør jeg næsten ikke sige ledelse én gang til, for så lyder det bare, som om at jeg siger ledelse hver gang. Det er ledelsens opgave at skabe bedre dialog på arbejdspladsen og at sørge for, at personalet har mulighed for at komme til orde, når de har det skidt. Vi kan ikke få folk til at bevæge deres arme og ben hurtigere, men vi kan tilrettelægge arbejdet på en smartere måde," siger han.

Du siger, det er en ledelsesmæssig opgave, men hvis ledelsen ikke har nogen hænder at give af, hvad så?

"Jeg bliver nødt til at gøre det fuldstændig klart, at problemet ikke bliver løst i morgen, fordi hænderne ikke er der. Vi har forstået problemet, og det nytter ikke, at jeg kommer med en stor pose penge, for så ender vi bare med at overarbejde i stedet - det løser ikke problemet," siger Jakob Axel Nielsen.

DET SPURGTE LÆSERNE OGSÅ OM

Sygeplejerske Gitte Nielsen:
"Hvordan ser ministeren fremtidens sundhedssystem i Danmark? Hvad vil ministeren gøre for at skabe et sundhedssystem med lige rettigheder og lige muligheder for alle mennesker og alle indtægtsgrupper? Vil ministeren gøre noget, eller er det acceptabelt med et A- og et B-system? A- eller B-mennesker? Her tænkes især på de mange tiltag med privatiseringer inden for sundhedssektoren."

Sygeplejerske Lene Nørgård Hansen:
"Jeg har arbejdet på fuld tid som sygeplejerske siden februar 1985. Jeg har erfaring fra medicinske/kirurgiske/intensive afdelinger og arbejder nu på en røntgenafdeling. Jeg har bl.a. taget intensiv uddannelse i 1988 og en røntgenuddannelse i 1995. Jeg tjener i gennemsnit ca. 27.000 kr. brutto pr. måned, hvor jeg i snit har følgende vagter: én weekendvagt, tre aftenvagter og to rådighedsvagter (fra kl. 15.00 til næste dag kl. 8.00). Kan du forstå, at jeg er MEGET skuffet over min løn?"

Sygeplejerske Inger Dehn:
"Set i lyset af rekrutteringen af de udenlandske sygeplejersker, hvordan forestiller ministeren sig, at man kan rekruttere de mange danske sygeplejersker, der har forladt faget eller arbejder inden for den private sektor? Udenlandske sygeplejersker får behov for diverse sprog- og efteruddannelseskurser, før de kan fungere effektivt i det danske sundhedsvæsen. Har ministeren overvejet at tilbyde passive danske sygeplejersker mulighed for at komme tilbage i arbejde ved at tilbyde tilsvarende attraktive løn- og efteruddannelsesforhold?"

Læs også: Jeg kan jo ikke trylle i Sygeplejersken nr. 3/2008

Emneord: 
Sundhed
Politik

Jeg kan jo ikke trylle

Hokuspokus. Hvis den nye, konservative sundheds- og forebyggelsesminister Jakob Axel Nielsen havde haft magiske evner, ville han gøre danskerne sundere, sundhedspersonalet tilfredse og skaffe hænder nok til sundhedssektoren. Men det kan han desværre ikke, siger han i et interview med Sygeplejersken.

SY-2008-03-24aFoto: Simon Knudsen

"Det føles, som om man træder på et gulvbræt og får det i nakken," fortæller Jakob Axel Nielsen (K).

Det er ikke hverdagens realiteter i det nye job som sundheds- og forebyggelsesminister, der pludselig har ramt den 40-årige nordjyde. Derimod er det hans beskrivelse af en sprængt akillessene, der, efter en hæsblæsende badmintonkamp i januar 2003, sendte ham til operation på Aalborg Sygehus Syd.

"Det fungerede upåklageligt. Både behandlingen, den hjælp og vejledning, jeg fik, og den efterfølgende genoptræning," siger han.

Faktisk synes han, at langt de fleste mennesker, han møder på sin vej, giver udtryk for stor tilfredshed med behandling og pleje i det danske sundhedsvæsen.

"Vi skylder at sige, at vores sundhedssystem er langt bedre end sit rygte. Enkeltsager kommer ofte op og skaber et rygte, der ikke er repræsentativt for sundhedsvæsenet."

Det negative billede i medierne ærgrer ministeren. "Det er synd for alle de mange engagerede medarbejdere, der trods travlhed og rigtig mange patienter gør en stor indsats. Langt de fleste mennesker, jeg taler med, siger, at de har gode erfaringer og positive oplevelser."

Løkkes skibe skal i havn

Når det så er sagt, har Jakob Axel Nielsen dog ikke tænkt sig at sidde på sine hænder og lade alt det gode ske af sig selv.

"En minister skal aldrig stille sig tilfreds, men forsøge at forandre der, hvor der er nogle problemer," siger han. Et af de presserende problemer, Jakob Axel Nielsen arver fra den afgående minister, er manglen på hænder i sundhedsvæsenet.

"Jeg kan jo ikke trylle. Hvis jeg kunne skaffe nogle flere hænder, ville jeg jo gøre det i morgen. Men vi bliver nødt til at gøre hinanden fuldstændig klart, at det her problem ikke er løst i morgen, fordi hænderne er der ikke. Vi har forstået problemet på Christiansborg, men det er jo ikke os, der laver børnene, og vi kan i øvrigt ikke få dem ud i morgen. Så vi må se på de håndtag, vi har, og se, hvad der kan gøres anderledes," siger han, og tilføjer, at han er en smule skeptisk over for en løsning som at hente sygeplejersker i udlandet, da han frygter, at sprogbarrieren kan blive for stor.

I første omgang skal man dog ikke forvente mange nye initiativer fra Jakob Axel Nielsen. "Min forgænger har sat mange store skibe i søen. Jeg tror, det klogeste er at få de her skibe sejlet sikkert i havn og få fortøjet trossen."

Et af de skibe, som Jakob Axel Nielsen vil gøre til sin mærkesag at få på ret kurs, er kræftbehandlingen, som han erkender stadig er et smertensbarn.

"Vi har en kræftbehandling, der har haft nogle problemer. Kræftområdet skal blive bedre. Og vi har ofret mange ressourcer på at få det til at blive bedre. Men vi skal også tænke tingene anderledes. Vi skal ikke "work harder", vi skal "work smarter"," siger ministeren og tager tråden op, præcis hvor Lars Løkke Rasmussen (V) efter seks år som sundhedsminister slap roret for at sætte sig i Finansministeriet.

Danskerne skal leve sundere

Men hvor Lars Løkke Rasmussen i sin tid havde indenrigs- og sundhedsministeriet under sig, har porteføljen nu ændret sig til sundhed og forebyggelse, og det sidste område er Jakob Axel Nielsen særligt optaget af.

"Jeg vil gerne have langt færre kunder i den her butik. Jeg vil gerne have, at danskerne lever længere og har et bedre liv, mens de er her. Det er vigtigt rent menneskeligt og socialt, men det er også vigtigt for samfundet," siger han og kalder det en oplagt "win-win-situation"."

"Det sunde liv skal danskerne gerne opnå ved at gøre det, som de godt selv ved er rigtigt. "Vi ved godt, hvad det sunde liv er. Lad være med at ryge, få mere motion, skab mulighed for, at forældre kan proppe noget sund mad i deres børns munde, f.eks. ved at man kan købe sund mad i skolen osv. Det er de ting, vi ved. Så er der også en hel masse hovsaløsninger, som kan være gode eller dårlige, og derfor har vi nedsat en forebyggelseskommission. Jeg vil have evidens for, hvad der virker på et økonomisk ordentligt grundlag."

Kommissionen får et år af ministeren til at komme med et resultat, der kan sætte en stopper for stigningen i udgifterne til sundhedsvæsenet.

"Det er en investering i at kunne blive ved med at have et sundhedsvæsen i verdensklasse, selv om der bliver flere ældre, der kræver noget." 

FOREBYGGENDE FRONTLØBERE

"Vi ved, at der er nogle familier i den lavere sociale ende af Danmark, som har en stor respekt for sundhedsplejersken, hvor andre myndighedspersoner ikke har den store gennemslagskraft. Der tror jeg, at vi kan bruge sundhedsplejerskerne til hurtigt at komme ud og lade folk forstå, at det f.eks. ikke er så klogt at putte juice i sutteflasken, sådan at de her familier og børn får nogle sunde vaner. Vi kan bryde den negative sociale arv i de miljøer, hvor vi ellers ser, at livsstilssygdommene kommer i en ung alder, ved hjælp af sundhedsplejerskerne. De lytter til hende," siger sundheds- og forebyggelsesminister Jakob Axel Nielsen.

BLÅ BOG

Jakob Axel Nielsen. Født den 12. april 1967. Blev uddannet som jurist fra Aarhus Universitet i 1994. Advokat siden 1997. Medlem af Folketinget siden februar 2005. Transport- og energiminister fra den 12. september 2007. Tiltrådte som sundheds- og forebyggelsesminister den 13. november 2007. På den private front er han samlevende med kæresten Mette. Børn: Kathrine på 13 år og Laura på 10 år.

Sundhedsvæsenet har Jakob Axel Nielsen ikke mange personlige erfaringer med: "Jeg er en af de der mænd, der aldrig går til læge. Det er jo dumt. Så efter valgkampen fik jeg et sundhedstjek, hvor de sagde, alt var godt." Desuden har han været bloddonor i en årrække.

Læs også: Hvordan synes du selv, det går, sundhedsminister? i Sygeplejersken nr. 3/2008

Emneord: 
Sundhed
Politik

Det værste er at sunde børn bliver syge

Asylansøgere. Det seneste år er forholdene i asylcentrene blevet voldsomt kritiseret. De 13 sygeplejersker i Sandholm mener ikke, at mediernes overskrifter er dækkende for den komplekse virkelighed. Et af dilemmaerne er, at nogle asylansøgere har brug for at dokumentere, at de er syge. Kun på den måde kan de få asyl. Vi har fulgt tre sygeplejersker en arbejdsdag i Sandholm.

SY-2008-01-28aRoma-familiens fem børn ved børneundersøgelsen i Sandholm. Familien boede på tålt ophold i Tyskland i flere år, men blev sendt tilbage til deres hjemland Bosnien. Her blev de chikaneret, fordi de er romaer. Nu håber de på en fremtid i Sverige. Foto: Christoffer Regild.

Klokken er lidt over ni om morgenen, og solen skinner over de gule bygninger på den tidligere kaserne nord for København. Sundhedsplejerske Vivian Lauridsen og den serbokroatiske tolk Jamil leder efter en romafamilie.

Familiens fem børn skal til børneundersøgelse. Efter 10 minutter finder de faderen, hans kone, fem børn og et par mænd foran politiets kontor i Sandholm, hvor den nyankomne familie skal afhøres. Det aftales, at mor og børn kan følge med.

Vivian Lauridsen er en af de i alt 13 sundheds- og sygeplejersker, der er ansat i Center Sandholm i Nordsjælland.Centeret drives af Dansk Røde Kors, og der bor i gennemsnit 550 asylansøgere. En femtedel af beboerne er nyankomne, der skal videre til et af Røde Kors' øvrige asylcentre.

Resten er afviste asylansøgere fra bl.a. Afghanistan, Irak, Balkan og Iran. De er fanget i en umulig situation. Mange kan ikke sendes hjem på grund af forholdene i deres hjemland, men de kan heller ikke få opholdstilladelse i Danmark.  

SYGEPLEJERSKER I RØDE KORS

 
Der er i alt 35 sygeplejersker - heraf syv sundhedsplejersker - ansat i de seks asylcentre, der drives af Dansk Røde Kors. Når en asylansøger kommer til Danmark, får han eller hun tilbudt en såkaldt medicinsk screeningssamtale med en sygeplejerske.

Sygeplejerskerne på asylcentrenes sundhedsklinikker har desuden åben konsultation. Sundhedsplejerskerne udfører bl.a. børneundersøgelser og forebyggelses-arbejde blandt mødre, børn og teenagere. I øjeblikket bor der godt 1.600 asylansøgere på de seks asylcentre.

Kilde: Dansk Røde Kors.

Hård kritik

Det seneste år har forholdene i asylcentrene været genstand for voldsom politisk debat. Undersøgelser har vist, at de afviste asylansøgere og deres børn bliver syge af den lange ventetid. Også sundhedspersonalet har stået for skud. De er blevet beskyldt for stiltiende at se på, mens de afviste asylansøgere bliver stadigt dårligere.

"Vi har fået meget kritik i Røde Kors. Men var det måske bedre, at Group 4 eller en kommune tog sig af opgaven" Jeg tror det ikke. Fordelen er, at vi som sygeplejersker arbejder her, fordi vi rent faktisk godt kan lide asylansøgerne. Vi har opbygget et fagligt miljø på en helt anden måde end i en kommune," lyder det fra sundhedsplejerske Vivian Lauridsen, som har arbejdet på Røde Kors' asylcentre de seneste 12 år.

Hendes kollega sygeplejerske Susanne vom Braucke var ansat på en gynækologisk hospitalsafdeling, da hun for syv år siden fik job i Sandholm. Det har hun ikke fortrudt.

Rigtig mange af os har på et tidspunkt overvejet, om vi kunne arbejde her. Nogle har sagt op, men personligt er jeg nået frem til, at asylansøgerne i Sandholm også har brug for sygeplejersker. Vi lægger vores sjæl i at gøre vores arbejde så godt som muligt. Men det, der står øverst for alle asylansøgere, er opholdstilladelsen, og den kan vi ikke give, for vi har intet med sagsbehandlingen at gøre," siger Susanne vom Braucke. Hun fortæller, at det sværeste ved arbejdet er at opleve, at familier, der egentlig var raske ved ankomsten til Danmark, bliver syge af den lange ventetid.

En af de store udfordringer for sundhedspersonalet er, at en lægeerklæring om f.eks. psykisk sygdom kan være adgangsbillet til humanitær opholdstilladelse.

"Asylansøgerne vil ikke være syge. Men lige præcis i forhold til ansøgningen om asyl kan de have brug for at dokumentere, at de er syge. Jeg har f.eks. oplevet, at en familie blev skuffet, da en læge erklærede, at deres barns epilepsi ville gå over," fortæller Susanne vom Braucke.

Far i fængsel

Tyve minutter over ni sidder romafamiliens fem børn mellem et og 15 år på rad og række i det trange undersøgelseslokale. En af de yngste i børneflokken - en yndig pige med opsat hår - pusler stilfærdigt med en rød plastikbil.

Børnenes mor er kun 33 år, men hendes bekymrede ansigt virker ældre. Familien var på vej til Sverige i egen bil, da de blev standset af det danske politi. Moderen fortæller, at de er flygtet på grund af chikane. I Bosnien blev børnene forhindret i at gå i skole, fordi de er romaer.

Børnene bliver målt og får foretaget høre- og synsprøver, og Vivian Lauridsen indsamler data på alt fra graviditet og fødsel til fysiske, udviklingsmæssige og mentale forhold.

Alle børn i Sandholm får en sundhedssamtale en gang om året, og der gives behovsbesøg, når forældrene eller sundhedsplejersken mener, der er brug for det.

Sundhedsplejerske Vivian Lauridsen understreger, at de fem børn har det som de fleste af børnene i Sandholm: "De er sunde, raske og livsduelige, når de kommer. Familierne har ofte betalt menneskesmuglere alt, hvad de ejer, for at komme hertil. Når det ikke lykkes familien at få ophold, og sagen trækker ud, ser vi, at forældrene bliver psykisk dårlige, og det går ud over børnene."

Dagen ender trist for familien. Faderen bliver sendt til fængslet, som ligger ved siden af modtagecenter Sandholm. Angiveligt fordi politiet vil sikre sig, at familien ikke tager videre til Sverige. Hans kone er vred. Hendes mand er ikke kriminel, så hvorfor skal han spærres inde?

De dårlige tænder

Sandholms særlige sygeplejeklinik har åben konsultation alle hverdage fra 9-11.30. Sygeplejerske Susanne vom Braucke sidder ved skrivebordet. Bag hende er en dør, så hun hurtigt kan komme ud, hvis en beboer bliver opfarende eller voldelig.

Hun udleverer smertestillende piller til en 23-årig iraker, som er plaget af tandpine og har fået tid til en rodbehandling. Dårlige tænder er et stort problem i Sandholm.

Asylansøgerne får bevilget 3.000 kr. til tandlægebehandling. Koster indgrebet mere, skal der søges om penge hos Udlændingestyrelsen.

Inden frokost kommer en intellektuelt udseende nordafrikaner med brunternet jakke og briller. Han fortæller på fransk, at han blev slået ned for et halvt år siden. I dag kan han ikke se på det ene øje. Susanne vom Braucke finder en tid hos lægen. Den danske stat betaler for en øjenoperation, hvis indgrebet enten er uopsætteligt, smertelindrende eller nødvendigt.

Telefonen ringer. En kollega fortæller, at en ældre russisk mand, som Susanne vom Braucke kender godt, kræver akut lægeundersøgelse. Russeren har boet i Sandholm i syv år og kan ikke sendes tilbage til sit hjemland. Han tilhører en gruppe af socialt udsatte ældre mænd, som sygeplejerskerne holder tæt kontakt med. Mens børnene i Sandholm modtager masser af legetøj og udflugter fra private velgørere, så er de ældre mænd en overset gruppe.

Vil ikke hjem

Over middag viser det iranske ægtepar Ali Nobari og Gita Eghbol os ind i deres lille lyse rækkehus med to kombinerede sove- og opholdsrum. Møblementet består af nogle senge, et sofabord og et fjernsyn. Her bor de sammen med to børn på 10 og fem år. Ægteparret har boet et år i asylcenteret i Frederikshavn og tre år i Sandholm. De har fået afslag på asyl, men tør ikke vende tilbage til Iran.

Den ældste dreng går i den lokale skole, spiller fodbold og klarer sig godt. Den yngste går i Sandholms egen børnehave. Gita Eghbol er psykisk meget påvirket af situationen, og Susanne vom Braucke taler ofte med hende. Men hun tager helt bevidst ikke stilling til ægteparrets sag.

"Jo længere jeg har været i det her system, jo mindre går jeg og overvejer de enkelte sager. Der er så mange faktorer, som spiller ind, at jeg ikke kan vurdere sagerne. Som sygeplejerske er jeg her for at lindre og behandle. For mig som ansat handler det også om overlevelsesstrategi. Hvis jeg skal være her og hjælpe asylsøgerne, kan det ikke nytte noget, at jeg bruger kræfter på forhold, som jeg alligevel ikke kan ændre på," siger Susanne vom Braucke.

Voldtaget af serberne

Klokken 13.00 skal sygeplejerske Sune Nielsen i gang med det obligatoriske medicinske interview for fire nyankomne romaer fra det tidligere Jugoslavien. Han fortæller bl.a. om hygiejneregler, aids, leverbetændelse, forkølelse og om, hvor vigtigt det er at holde sig i gang. Sandholm råder bl.a. over motionsrum og en arbejdsformidling, der skaffer interne job på Sandholms systue, infocafé, kvindegruppe og cykelværksted. Mændene får også at vide, at det ikke er tilladt at slå børn i Danmark. En ældre mand iklædt blåt joggingsæt smiler. Han har hørt det hele før. I mere end 10 år har han pendlet mellem asylcentre i bl.a. Sverige, Tyskland og Danmark.

Efter den fælles samtale er det tid til individuelle konsultationer. En 48-årig meget mager romakvinde vil gerne hurtigt til, fordi hun har migræne. Kvinden er velklædt i sort dynefrakke og spidse ruskindsstøvler. Ugen forinden er hun kommet alene til Danmark.

"Vi romaer forfølges. Vi kan ikke være i Serbien," siger kvinden, der virker velformuleret, selvom hun kun har gået to år i skole og læser meget dårligt. Hendes liv ændrede sig dramatisk i maj 2007. Hun var på vej til den lokale markedsplads for at sælge grøntsager, da hun blev voldtaget. Efter forbrydelsen gik hendes ægteskab gennem 35 år i stykker.

Hun har mistet forbindelsen til sin voksne søn og datter. De flygtede fra Serbien for to år siden, efter at datteren var blevet voldtaget.

Kvinden viser sin storetå frem. Neglen er blå på grund af svamp. Selv forklarer hun de blå mærker med, at hun blev trampet på foden, da en af eksmandens bekendte prøvede at overfalde hende. Bortset fra fortænderne er de fleste af hendes tænder rådne. Sune Nielsen booker en tid hos lægen. Hendes historie gør stærkt indtryk på ham.

Det er ganske usædvanligt, at en roma-kvinde flygter helt alene.

Ud af centeret

Klokken nærmer sig halv fire, og det er fyraften for sygeplejerskerne i Sandholm. På gårdspladsen går grupper af unge mænd og skutter sig i kulden. I øjeblikket diskuterer politikerne, om de afviste asylansøgere skal kunne bo og arbejde uden for centrene.

I Sverige bor over halvdelen af asylansøgerne i boligområder, og de må arbejde, indtil de får afslag på asyl. Samme morgen har sundhedsfaglig leder Kirsten Schaumburg fortalt personalet om et studiebesøg på den anden side af sundet.

Ifølge Kirsten Schaumburg er bagsiden ved det svenske system, at mange asylansøgere lever isoleret i årevis og har svært ved at få hjælp. Det er præcis, hvad sygeplejerskerne i Sandholm frygter kan ske herhjemme

Som sundhedsplejerske Vivian Lauridsen udtrykker det: "For nogle familier og børn vil det være vældig godt at komme væk fra centeret. Andre vil blive meget ensomme, og desuden har det store konsekvenser, hvis familien senere skal tilbage til hjemlandet. Vi befinder os desværre i et felt, hvor tingene er meget komplekse, og hvor der ikke findes enkle løsninger."

FAMILIER SAGDE NEJ TIL FERIER I SOMMERHUS

 
Sygeplejerske Susanne vom Braucke, 42 år.

Har arbejdet i Sandholm siden år 2000. Har tidligere arbejdet i psykiatrien og på neuromedicinsk og gynækologisk afdeling. Har taget en lang række efteruddannelseskurser i bl.a. asylarbejde og den professionelle samtale.

Hvad er det sværeste ved dit job?
"Det kan være hårdt at se familier, der engang har været ressourcestærke, få det dårligere og dårligere på grund af deres uafklarede situation. Ofte skyldes ventetiden, at de selv vælger at anke sagen. De er lige så overbeviste om, at de ikke kan tage hjem, som de danske myndigheder er overbeviste om, at de skal rejse. Mange gange tager de beslutningen om at blive på grund af børnene, som måske ikke længere kan klare sig i en iransk eller irakisk skole."

FØLER IKKE DE KAN REJSE HJEM

 
Sygeplejerske Susanne vom Braucke, 42 år.

Har arbejdet i Sandholm siden år 2000. Har tidligere arbejdet i psykiatrien og på neuromedicinsk og gynækologisk afdeling. Har taget en lang række efteruddannelseskurser i bl.a. asylarbejde og den professionelle samtale.

Hvad er det sværeste ved dit job?
"Det kan være hårdt at se familier, der engang har været ressourcestærke, få det dårligere og dårligere på grund af deres uafklarede situation. Ofte skyldes ventetiden, at de selv vælger at anke sagen. De er lige så overbeviste om, at de ikke kan tage hjem, som de danske myndigheder er overbeviste om, at de skal rejse. Mange gange tager de beslutningen om at blive på grund af børnene, som måske ikke længere kan klare sig i en iransk eller irakisk skole."

Emneord: 
Dilemma
Politik
Indvandrer

5 faglige minutter: Glaseret tegltag eller bøger?

Der er et urimeligt gab mellem, hvor mange penge vi har som privatpersoner, og så den måde vi prioriterer samfundets svageste på.

I min familie er det blevet en naturlig del af arbejdsfordelingen, at det er mig, der deltager i børnenes forældremøder i skolen. Selvom mødeindkaldelsen ikke havde bevæget sig fra sin krøllede tilstand på bunden af skoletasken og op bag magneten på køleskabet, så sprang jeg onsdag aften med kort varsel op på cyklen, da datteren pludselig kom i tanke om mødet.

Inden mødet gik i gang, og mens kaffen og de obligatoriske småkager gik rundt, sad jeg og småsludrede med de andre forældre. Selv om jeg på ingen måde er økonomiuddannet, så var det nemt at fastslå, at det økonomisk går godt i Danmark. Der var glædelige beretninger om større økonomiske investeringer som nyt sommerhus, ny bil og forskellige igangværende tilbygninger og istandsættelser. En forælder, som jeg ikke kender særlig godt, fortalte om så mange privatøkonomiske tiltag, at jeg til sidst blev nysgerrig efter at vide, hvordan hun tjente så mange penge. Hun fortalte, at hun havde et vikarbureau for sygeplejersker, som gik rigtig godt. Det var på sin vis rart at høre, at der var en familie, som var glad for alle de mange millioner, der bliver pumpet ud til vikarbureauer. Normalt møder jeg kun frustrerede oversygeplejersker, som bander over de store økonomiske underskud, vikarforbruget giver på deres afdelinger.

Så begyndte lærerne at fremlægge deres planer for året, og her var det pludselig, som om vi befandt os i et land uden økonomisk velstand. Tre af lærerne afsluttede deres indlæg med, at det var et stort problem, at der ikke var råd til fagets grundbog til eleverne. Det svarer til at møde op i en fodboldklub, og træneren fortæller, at der ikke er råd til en bold. Mens min underkæbe hamrede mod bordkanten, sad jeg og overvejede, om tiden ikke var kommet til, at jeg skulle sende mine børn til en privatskole med bøger.

Det er ikke svært at få øje på, at det ikke kun er de offentlige skoler, der har et manglende kvalitetsniveau. Det er efterhånden svært at åbne en avis eller deltage i et selskab uden at blive mødt med historier om svigtede ældre på plejehjem eller håbløse forhold på medicinske afdelinger. Jeg kan ikke engang flygte på arbejde, da jeg der ser, hvordan sindslidende i et moderne velfærdssamfund skal bo på 12 m2 med fælles bad og toilet. Jeg skal ikke her gøre mig klog på, hvad problemerne skyldes, men blot konstatere, at der er et urimeligt gab mellem, hvor mange penge vi har som privatpersoner, og så den måde vi prioriterer samfundets svageste på.

En logisk konsekvens af dette misforhold er, at der opstår et marked af tilbud, hvor de, der har råd, kan købe det kvalitetsniveau, de ønsker. Selvom flere politikere ihærdigt forsøger at overbevise mig om, at de private tilbud kun udgør en ubetydelig del af vores velfærdstilbud, så gør det indtryk, at 600.000 danskere i dag har en privat sundhedsforsikring, der i stor stil bliver givet som skattefryns, og som koster samfundet 300-400 mio. kr. årligt. Det er muligt, at jeg har mistet min sunde fornuft, men jeg kan ikke se det som andet end en politisk prioritering, der understøtter en stigende ulighed i Danmark.

Problemet er ikke så stort, hvis vi har et offentligt tilbud af høj kvalitet. Jeg kunne snildt leve med, at der var rige danskere, som betalte ekstra for at spise med sølvtøj og have deres personlige butler under hospitalsindlæggelser, så længe jeg fik et kvalitetstilbud i det offentlige. Men jeg skal være den første til at indrømme, at den dag, mine nærmeste eller jeg selv har brug for hjælp fra et offentligt tilbud, og jeg finder udslidte bygninger uden varme hænder og gode hjerner, så lægger jeg tegningerne til den dobbelte carport i skrivebordsskuffen og dropper drømmen og et glaseret tegltag og kaster i stedet mine sparepenge efter private sygeforsikringer og private tilbud. Gid det aldrig må ske.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Politik
Økonomi