Synspunkt: Et efterhånden dehumaniseret sundhedsvæsen

Skarp kontrast. De ansatte i sundhedsvæsenets førstelinje udgør et fleksibelt omsorgsreservoir, som sundhedsministeren har store forventninger til. Men personalets ressourcer er ikke uanede.

SY-2006-13-25aMari Holen

"De nye rammer for sundhedsvæsenet har været kendt længe. Her i vadestedet tegnes de finere detaljer. Det er en tegning, der udvikler sig smukkere for hver dag. Visionen er intakt. Den fremstår stærkere end nogensinde." Sådan skrev indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i martsnummeret af Amtsrådsforeningens tidsskrift Mandat.

Teksten står i skarp modsætning til de fortællinger, vi dagligt selv oplever, men også får fortalt af sygeplejestuderende, sygeplejersker og andet sundhedspersonale på hospitalerne i Region Hovedstaden. Fortællingerne handler om et sundhedsvæsen, hvor der ikke er midler og rammer til de opgaver, sygeplejersker er sat til at udføre. Hvor sygeplejersker dagligt ikke kan få tiden til at række, er nødt til at prioritere mellem opgaver, de mener er basale - et efterhånden dehumaniseret sundhedsvæsen. Spørgsmålet er, hvordan den skarpe kontrast mellem sygeplejerskernes oplevelser af praksis og Lars Løkke Rasmussens udtalelser kan opstå?

SY-2006-13-25bDorte Steenberg

Den norske magtudredning har set på forholdene for dem, der arbejder i velfærdsstatens førstelinje, bl.a. sygeplejersker på hospitalerne. Magtudredningen peger på, at førstelinjen bærer organisationens grænser på egen krop. Førstelinjens kvinder tager ansvar for det, organisationen har forpligtet sig til at gøre, men som den i princippet alligevel ikke har midler til at gøre. Magtudredningen beskriver førstelinjens handlinger som principielt illoyale over for systemet. Paradoksalt nok bidrager deres illoyalitet til, at organisationen overlever.

Det kræver en nærmere forklaring. Kravene kører i to spor. På den ene side ønsket om et humant sundhedsvæsen, der tager udgangspunkt i, at mennesker er forskellige. Og på den anden side styringssystemer, der ikke er indrettet efter dette ønske, men som er afgørende for tildeling af midler og rammer. Det er altså et misforhold mellem italesættelserne om sundhedsvæsenet (f.eks. Lars Løkke Rasmussens udtalelser) og de faktiske forhold (få midler og stadige besparelser kombineret med krav om målbarhed, øget effektivitet og produktivitet).

Det interessante er, ifølge den norske magtudredning, at politikerne hverken foretager prioriteringer i eller øger bevillingerne til sundhedsvæsenet. Sådan havner dilemmaet hos førstelinjen. Og mere interessant, førstelinjen forsøger i første omgang at påtage sig dilemmaet. De ansatte i førstelinjen forsøger at løbe stærkere og leve op til idealerne, samtidig med at midlerne bliver færre. Velfærdsstaten rummer altså et fleksibelt omsorgsreservoir - en førstelinje, der hele tiden må strække på sin egen arbejdskraft og samtidig leve med samvittighedskvaler over ikke at slå til.

Et evigt dilemma mellem at strække sig og alligevel ikke slå til. Vores bekymring går på, hvor længe dette kan vare ved. Hvor længe kan førstelinjen fungere som omsorgsreservoir? Hvordan kan det, som den norske magtudredning beskriver, politisk lykkes at decentralisere ansvaret, men dermed også dilemmaerne, personalets ambivalens og afmagtsfølelse?

Lars Løkke Rasmussen er en dygtig mand, så han ved uden tvivl godt, hvad han gør, når han skriver: "Det udvikler sig smukkere for hver dag." Med sådanne udtalelser medvirker han til at fastholde et forventningspres rettet mod hospitalernes personale, og han medvirker til, at personalet retter endnu større forventningspres mod sig selv uden at sørge for vilkår og rammer, der betyder, at personalet kan leve op til disse forventninger.

Psykologerne kalder den type kommunikation for dobbelt bindende, for uanset hvad man gør, vil det være forkert. Det er den slags, der gør mennesker syge og nedbryder dem. Vi mener derfor, der er tale om en politisk kynisme og magtudøvelse, der forsøger at spille på professionelles oprigtige forsøg på at skabe mening i tilværelsen, både for patienter og i deres eget arbejdsliv.

Mari Holen er adjunkt ved H:S Sygeplejerskeuddannelsen, Institut for Pleje og Omsorg.

Dorte Steenberg er amtskredsformand i Dansk Sygeplejeråd Frederiksborg Amt.

Emneord: 
Sundhedsvæsen
Politik

Dansk Sygeplejeråd udfordrer Folketinget

Hvad koster det? I en ny national handleplan har Dansk Sygeplejeråd set på regeringens egen sundhedsplan "Sund hele livet", sat mål for forebyggelsesindsatsen og beløb på, hvad det vil koste at gennemføre regeringens gode hensigter. Prisen er næsten 8 mia. kr. over fem år. Nu skal Folketinget overbevises om, at der ikke er råd til at lade være.

SY-2006-06-26-08a
"Vi har ikke råd til at lade være." Sådan lyder Dansk Sygeplejeråds vigtigste argument for, hvorfor det er nødvendigt at have en national handleplan for sundhedsfremme og forebyggelse. Omkring 200 deltagere var mødt op i Landstingssalen på Christiansborg for at overvære offentliggørelsen af handleplanen "Forebyggelse er fremtiden" og lytte til de inviterede oplægsholdere. Foto: Søren Svendsen  

Der har været talt om det længe. Danskernes usunde livsstil med for meget fedt, sukker, cigaretter og alkohol og for lidt motion. Fra flere sider har det lydt, at der derfor er brug for mere forebyggelse og sundhedsfremme.

Regeringen har fremlagt sundhedsprogrammet "Sund hele livet," som dækker perioden 2002-2010, men hidtil er der ikke nogen, der har set på, hvad det vil koste, hvis vi for alvor skal bruge penge på at bekæmpe livsstilssygdomme som f.eks. diabetes, fedme og rygerlunger.

Alle er enige om, at det kommer til at koste ekstra, men spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være. I dag skyldes omkring 50 pct. af alle indlæggelser på sygehuse usund livsstil. Fortsætter udviklingen, vil det om 15 år gælde 70 pct. af alle sygdomme ifølge tal fra verdenssundhedsorganisationen WHO.

Prisen for at sætte effektivt ind med forebyggelse og sundhedsfremme over fem år er næsten 8 mia. kr. Det fremgår af rapporten "Forebyggelse er fremtiden - et forslag til en National handleplan for sundhedsfremme og forebyggelse," som Dansk Sygeplejeråd offentliggjorde 10. marts på en konference på Christiansborg.

En ekspertgruppe i Dansk Sygeplejeråd har regnet på regeringens eget program "Sund hele livet" for at se, hvad det vil koste at gennemføre målene i programmet. Den udregning har regeringen nemlig ikke selv lavet.

"Det nye er, at vi har sat beløb på. Det koster 1,6 mia. kr. om året. Så er der nok nogle, der vil sige, at vi godt kan pakke sammen, det bliver alt for dyrt. Men det er en dråbe i havet i forhold til, at vi bruger 97 mia. kr. om året på sundhedsvæsenet," sagde formand for Dansk Sygeplejeråd, Connie Kruckow, da hun åbnede konferencen.

Omkring 200 deltagere var mødt op i Landstingssalen på Christiansborg. De fleste var sygeplejersker, men også mange kommunal- og regionsrådspolitikere deltog foruden enkelte folketingsmedlemmer.

Planen omfatter både den borgerrettede forebyggelse og den patientrettede forebyggelse af de otte folkesygdomme fra regeringens program, nemlig: hjertesygdomme, kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), type 2-diabetes, kræft, psykiske sygdomme, muskel- og skeletsygdomme, knogleskørhed og overfølsomhedssygdomme.

Konkrete mål for folkesundheden

Den nationale handleplan til forebyggelse og sundhedsfremme skal ifølge Dansk Sygeplejeråd være en pendant til Hjerteplanen og kræftplanerne. Der skal sættes konkrete mål for, hvor store forbedringer, der skal ske for folkesundheden, og hvor meget den sociale ulighed skal reduceres.

Grunden til, at Dansk Sygeplejeråd fremlægger handleplanen nu, er, at kommunerne fra 1. januar 2007 overtager hovedansvaret for sundhedsfremme og forebyggelse. Derudover får kommunerne også nye opgaver, uden at der følger ekstra penge med. Og penge skal der til i kommunerne, hvis der skal gøres en ekstra indsats.

Den kendte sundhedsøkonom, professor Kjeld Møller Pedersen, var én af de indbudte oplægsholdere på konferencen.
Han advarede mod at tro, man automatisk får en effekt, hvis man poster milliarder af kroner i forebyggelse.

"Alene det, at sygdom koster milliarder af kroner, og at det er en byrde, er ikke noget argument for, at det kan betale sig at gøre noget ved det," anførte han.

Kjeld Møller Pedersen er dog enig med Dansk Sygeplejeråd i, at der skal investeres i forebyggelse i en periode, hvis man skal knække livsstilssygdommenes opadgående kurve.

"Man skal så, før man kan høste, sådan hedder det der, hvor jeg kommer fra. Og det er en simpel konklusion, at hvis kommunerne skal have nye opgaver med sundhedsfremme og forebyggelse, så er det en meget dårlig begyndelse, hvis det skal være omkostningsneutralt.

Når interesseorganisationer skal melde ud, hvad det koster, er det altid noget med milliarder. Jeg er enig i, at der skal investeres i folkesundhed, og så kan vi altid diskutere hvor meget," sagde han.

Han gjorde opmærksom på, at der er en række barrierer, der skal overvindes, hvis man skal have samfundet til at prioritere flere ressourcer til forebyggelse.

"De fleste af os har ikke en tidshorisont, der rækker hele livet. Vi kan se de folk, der er syge her og nu, men ikke, at der er en Hr. Jensen og Fru Sørensen, der måske bliver syge af deres dårlige livsstil om 30 år. Vi kan vise, hvor dårligt en KOL-patient har det, men det virker ikke. Et eller andet sted tænker vi, at det er selvpåført. I forhold til, hvis det er en person, der bliver kørt ned. Endelig skal vi ikke glemme, at den vigtigste part i den forebyggende indsats er én selv. Hvordan overvinder vi de barrierer, vi selv har i forhold til at leve sundt, det er noget af det, vi ikke forstår," sagde Kjeld Møller Pedersen.

Det er din egen skyld

Netop det selvforskyldte var et af emnerne for flere oplægsholdere på konferencen. Er det måske ikke folks egen skyld, at de bliver for fede, ryger for mange cigaretter, drikker for mange øl, og at de ikke gider motionere?

Professor, dr.med. Bente Klarlund Pedersen, der er formand for Det Nationale Råd for Folkesundhed, citerede popgruppen TV-2 for sangen "Det er samfundets skyld."

"Vi skal ikke glemme, at vi har et ansvar for den måde, samfundet er tilrettelagt på," sagde hun og nævnte eksempelvis, hvordan man vælger at indrette cykelstier, og hvor nemt det er at få adgang til sodavand i skolerne.

Medicinaldirektør Jens Kristian Gøtrik fra Sundhedsstyrelsen var enig i, at det er nødvendigt at se på både, hvad den enkelte kan gøre, hvad sundhedsvæsenet kan bidrage med, og hvad der er samfundets opgave.

"Vi skal gøre det besværligt at ryge. Vi skal have røgen helt ud af samfundet," sagde han som eksempel på, hvad samfundet kan vælge at gøre.

Tallene i handleplanen viser også, at der er en stor social ulighed i forbindelse med sundhed. "Det er ligefrem farligt at have en kort uddannelse," konkluderede Connie Kruckow.

"F.eks. kan en 30-årig mandlig københavner med lang uddannelse forvente at leve mere end syv år længere end en jævnaldrende med kort uddannelse. Derfor er sundhed ikke kun den enkeltes ansvar, men i høj grad også et samfundsanliggende," sagde hun.

Bente Klarlund Pedersen argumenterede for, hvorfor det er så vigtigt at sætte ind med den borgerrettede forebyggelse baseret på de fire KRAM-risikofaktorer, som står for: Kost, rygning, alkohol og motion.

"Det er de faktorer, som vi ved virker. Der er evidens for, at det betaler sig at give befolkningen et KRAM," sagde hun.

Forekomsten af fedme er 50 pct. højere for arbejdsløse end for den arbejdende del af befolkningen. Arbejdsløse har også et højere forbrug af alkohol og et mindre forbrug af frugt og grønt end erhvervsaktive. Handleplanen konkluderer, at der er brug for sundhedsfremme og forebyggelse, der er målrettet forskellige dele af befolkningen.

Svært at finde 8 mia. kr.

Dansk Sygeplejeråd opfordrer til, at regeringen skal have lige så store ambitioner for sundhedsfremme og forebyggelse, som den har for at forkorte ventelisterne på sygehusene. "Vi har ikke råd til at lade være."

"Det er et citat fra en kronik, som jeg skrev sammen med sundhedsministeren allerede for halvandet år siden. Nu håber jeg, at regeringen vil sætte handling bag ordene," sagde Connie Kruckow på konferencen. Hun har allerede længe haft sin gang på Christiansborg for at lave lobbyarbejde hos partiernes medlemmer af Folketingets Sundhedsudvalg.

Både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti bakker op om, at der skal bevilges flere penge til sundhedsfremme og forebyggelse.Spørgsmålet er hvor mange penge, og hvor de skal komme fra.

Formand for Folketingets Sundhedsudvalg og sundhedspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti, Birthe Skaarup, deltog ikke selv i konferencen. Men hun siger efterfølgende til Sygeplejersken, at hun ikke ved, hvor hun skal finde de knap 8 mia. kr. til mere sundhedsfremme og forebyggelse, som handleplanen foreslår.

"Når jeg tænker på, hvor mange kræfter vi skulle bruge for at finde 1,1 mia. kr. til kræftbehandlingsplanen, så tror jeg, at det bliver svært at skabe flertal for at bevilge 8 mia. kr. til forebyggelse. Jeg er godt klar over, at hvis vi ikke satser på forebyggelse nu, så bliver det dyrt i den anden ende. Ved finanslovforhandlingerne 2007 prioriterer vi at få kræftområdet op på internationalt niveau, men vi vil også prioritere forebyggelse," siger Birthe Skaarup.

I sidste ende er det Sundhedsstyrelsen, der har ansvaret for at prioritere den forebyggende og sundhedsfremmende indsats ud fra de ressourcer, der er. Medicinaldirektør Jens Kristian Gøtrik afviste på konferencen at udtale sig om, hvorvidt kommunerne kan løfte opgaverne i regeringens sundhedsprogram uden tilførsel af ekstra ressourcer.

"Det er et politisk spørgsmål," lød det fra Jens Kristian Gøtrik. Med lanceringen af handleplanen har Dansk Sygeplejeråd langtfra sluppet taget i planen. Først nu begynder det politiske arbejde med at overbevise Folketinget.

Dansk Sygeplejeråd har også planer om tre debatmøder rundt om i landet i nær fremtid, hvor sygeplejersker har mulighed for at komme og høre om handleplanen og stille spørgsmål.

Sygeplejersken har uden held forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som ikke deltog i konferencen, fordi han var på ferie.

"Forebyggelse er fremtiden" - et forslag til en National handleplan for sundhedsfremme og forebyggelse 2007-2011" kan læses på Dansk Sygeplejeråds hjemmeside: Planen findes både i en 90 sider lang udgave og en forkortet version. 

Emneord: 
Forebyggelse
Politik

Synspunkt: Vi skal tage demokratiet alvorligt

DSR-struktur. I debatten om ny struktur skal der tænkes i fremtid. Demokrati og indflydelse bliver afgørende.
SY-2006-02-43a Hvad bliver de afgørende spørgsmål for de delegerede, når DSR-kongressen den 1.-2. marts 2006 skal beslutte sig for organisationens kommende struktur?

For os er der ingen tvivl: demokrati og indflydelse. Det gælder om at vælge den strukturmodel, der bedst sikrer en organisation, der er ét med medlemmerne - og samtidig er handlekraftig i forhold til arbejdsgivere og sundhedspolitikerne. Derfor falder vores lod på storkredsmodellen.

Demokrati er først og fremmest et spørgsmål om, hvilke muligheder medlemmerne har for at deltage i og øve indflydelse på organisationens arbejde. Langt de fleste tilkendegivelser fra medlemmer og organisationsvalgte har i den sammenhæng peget på nærhed som et afgørende parameter i den nye struktur, og det må vi tage alvorligt. Nærhed både i form af tilgængelighed: at man ikke skal bevæge sig i hundredvis af kilometer til sit fagforeningskontor til samtaler og til medlems- og TR-møder, kvartalsmøder m.v. Og nærhed i form af indsigt og viden hos de DSR-ansatte om vilkår og kultur netop på den enkelte arbejdsplads. Storkredsmodellen organiserer sig tættest muligt på medlemmer og arbejdspladser og giver dermed de bedste muligheder for løbende dialog.

Dertil kommer, at antallet af politisk valgte, der jo har det opsøgende og udgående arbejde som deres primære arbejdsfelt, er så formindsket i regionsmodellen, at det i sig selv vil minimere demokratiet.

I debatten fremhæves det ofte, at regionsmodellen vil give den mest slagkraftige organisation i forhold til arbejdsgiverne på sygehusområdet: de nye regioner, idet der kun vil være én bestyrelse i hver region. At et samarbejde mellem to eller evt. tre bestyrelser i en

​Nina Bardram
SY-2006-02-43b
​Gert Petersen

region skulle være en hindring for handlekraft, er vi absolut ikke enige i. Vores organisatoriske erfaring i DSR gennem mange år siger os, at det afgørende er, om man i det politiske arbejde er i stand til at mestre kvalificerede afklarende og besluttende processer både internt og i forhold til samarbejdspartnere og interessenter. ​

Politik skabes ikke over natten, men er resultat af et vedholdende analyserende og konkret benarbejde. Sådan har vi ageret i DSR i mange år, og selvfølgelig kan vi fortsætte med det.

Man kan i virkeligheden vende argumentet på hovedet: Skal man kunne fremtræde med kvalificerede krav og bud på den sundhedspolitiske udvikling i en region, gælder det da netop om, at man med input fra de meget forskellige arbejdspladser i regionen kan favne både forskellighed og fælleshed.
Endelig er et afgørende argument for vores valg af storkredsmodellen som det bedste bud på en ny DSR-struktur, at den tager højde for det vigtige samspil, der ikke mindst fremover bliver mellem den sekundære og den primære sundhedssektor. Storkredsmodellen giver os mulighed for bedst muligt at fortsætte det vigtige arbejde med at præge udviklingen af et sammenhængende sundhedsvæsen og tale borgernes og patienternes sag i form af det sammenhængende patientforløb.

Både arbejdsmarkedsforskere, politiske analytikere og kommunale chefer har jo desuden peget på, at regionerne i virkeligheden måske bare bliver en overgangsorganisering, og at sundhedsvæsenet dermed i et lidt længere fremtidsperspektiv bliver ganske anderledes organiseret, end det er i dag. Med beslutningerne på kongressen i marts skulle vi gerne beslutte os for en fremtidssikret organisering af DSR.

Nina Bardram og Gert Petersen er næstformænd i DSR Århus amtskreds.

Emneord: 
Politik

Sygehusene: Smidighed er løsningen

Fleksibilitet. Alle parter bliver nødt til at tage sig sammen, mener formanden for Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg og amtsborgmester i Viborg Amt, Bent Hansen (S).

SY-2006-2-37-1Bent Hansen: "Vi kan finde mange løsninger ved at være lidt smidige."

Undersøgelsen er udtryk for, at forskellige kulturer mødes, vurderer Bent Hansen (S), der som formand for Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg repræsenterer ejerne af landets sygehuse.

Forventningerne og væremåde er forskellige. Det giver problemer, og det kræver, at begge parter virkelig lægger sig i selen, hvis det ikke skal eskalere, mener han.

"Indvandrere på danske sygehuse er nødt til at erkende, at de nu befinder sig på et helt anderledes hospital, langt fra det land hvor de kommer fra. Samtidig skal vores personale være opmærksomt på, at man skal pleje og behandle med forståelse og indføling, så man så vidt muligt undgår at "træde" over ømme tæer," siger Bent Hansen.

Det er en vanskelig situation, og vi vil nok aldrig kunne finde patentløsninger på problemerne, vurderer han.  "Vi er nødt til at lave kurser for vores personale. Vi må sørge for at oplyse dem, der bliver indlagt med en fremmed baggrund, at forholdene er anderledes end der, hvor de kommer fra."

Amtsrådsforeningens sundhedsudvalgsformand lægger vægt på, at sygehusejerne i størst muligt omfang inspirerer hinanden, så man ikke laver de samme oplysende pjecer 10 eller 15 forskellige steder. Bent Hansen mener, at det er en god idé, at sygehusejerne også husker at give informationer videre til indvandrernes foreninger.

"Vi ved, at der nogle steder nærmest er tradition for, at man har hele familien med, når man bliver indlagt. Det er ikke traditionen i Danmark. I en vis udstrækning kan pårørende være med og være tæt på, men der er grænser."

Bent Hansen mener også, at der kan være problemer mellem kønnene.  Hvad sker der, når kvinder med indvandrerbaggrund møder en mandlig gynækolog eller en mandlig sygeplejerske, der skal vaske hende? "

Det kan man godt tage hensyn til på den enkelte afdeling, men vi kan ikke garantere, at den slags situationer ikke opstår - f.eks. i akutte situationer - og det skal vi heller ikke. Sådan er forholdene. Der er mange ting, der skal tages hensyn til, og vi kan finde mange løsninger ved at være lidt smidige. Det er nok den vej, vi skal prøve at færdes ad i fællesskab."

Emneord: 
Indvandrer
Kultur
Politik

Politikere: Bedre ledelse er nødvendig

Klar tale. Patienter med indvandrerbaggrund skal have klar besked om spilleregler, og hvad de kan forvente som patienter i det danske sundhedsvæsen. Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) mener, at ledelsen på hospitalerne må tage problemet på sig.

Kulturbarrierer i sundhedsvæsenet kræver aktiv handling hos ledelsen. Det er ledelsens ansvar at sørge for, at sygeplejerskerne har de nødvendige redskaber til at overvinde disse barrierer. Det mener integrationsminister Rikke Hvilshøj (V), konfronteret med resultaterne af undersøgelsen af sygeplejerskernes opfattelse af patienter med indvandrerbaggrund.

SY-2006-2-36-1"Den enkelte sygeplejerske skal ikke stå alene med problemerne. Hun skal vide, at hun har ledelsen i ryggen," siger integrationsminister Rikke Hvilshøj (V). Arkivfoto: Scanpix

"Kulturforskellene skal kunne håndteres. Jeg har selv mødtes med grupper af sygeplejersker, og jeg ved, at Dansk Sygeplejeråd også har fokus på disse forhold. Det er vigtigt, at sygeplejerskerne får de nødvendige redskaber," understreger Rikke Hvilshøj.

"Når man støder på problemer, såsom at en kvinde med udenlandsk baggrund ikke vil behandles af en mand og vice versa, så må ledelsen på det pågældende sygehus forholde sig til problemerne, og så må man udstikke en linje for, hvordan man tackler problemerne: Sådan er det, og det er ikke til diskussion, eller i andre tilfælde, hvor en pragmatisk løsning kan findes.Vi skal selvfølgelig kunne behandle folk af anden etnisk baggrund i vores sundhedssystem. Sygeplejerskerne skal vide, hvordan de skal forholde sig, når problemer af denne art opstår." 

Der er eksempler på, at sygeplejersker er blevet direkte forulempet af patienter med indvandrerbaggrund? "Det er selvfølgelig helt uacceptabelt. Derfor skal der være klare retningslinjer for, hvordan vi tackler den slags problemer. Den enkelte sygeplejerske skal ikke stå alene med problemerne. Hun skal vide, at hun har ledelsen i ryggen. Man skal også gøre sig klart, hvad meldingen er til patienten i den slags situationer, og hvad reaktionen er," siger Rikke Hvilshøj og tilføjer:

"Det er ikke overraskende, at der i undersøgelsen peges på sprogproblemer, og de berører jo både sygeplejerskerne og patienter med indvandrerbaggrund. Det er da mere anstrengende for alle parter at skulle kommunikere, når der er problemer med sproget. For indvandrerne på et sprog, de ikke behersker, og for sygeplejerskerne, der skal anstrenge sig lidt mere for at være sikre på, at de forstår og selv er blevet forstået. Det er også derfor, vi har sat ekstra fokus på, hvor vigtigt det er at lære det danske sprog."

SY-2006-2-36-2"Undersøgelsen viser, at der er tale om et massivt problem, som der er al mulig grund til at stoppe op ved og få gjort noget ved," siger integrationsordfører Henrik Sass Larsen (S). Arkivfoto: Scanpix

Massivt problem

Vi skal ikke finde os i at blive diskrimineret, mener Socialdemokraternes integrationsordfører Henrik Sass Larsen (S).
"Undersøgelsen viser, at der er tale om et massivt problem, som der er al mulig grund til at stoppe op ved og få gjort noget ved."

Efter Henrik Sass Larsens mening er det fornuftigt, at der kommer mere uddannelse blandt sygeplejerskerne for at få udbredt erfaringerne med patienter med indvandrerbaggrund. Han peger på, at det lader til, at indvandrerne har urealistiske forventninger eller i nogle tilfælde en forkert indgangsvinkel til, hvad det vil sige at være patient og borger i det danske sundhedssystem.

"I de tilfælde er vi nødt til at oplyse dem om, hvad det går ud på. De er nødt til at have nogle realistiske forventninger til, hvad det danske sundhedsvæsen kan. Og hvis det generelt drejer sig om, at folk ikke opfører sig ordentligt, så må vi også sige til dem, at det skal de! Det er helt uacceptabelt, hvis sygeplejersker udsættes for, at der spyttes efter dem, eller de bliver kaldt det værste. Det skal vi ikke finde os i," siger Henrik Sass Larsen.

Om sprogvanskelighederne siger Henrik Sass Larsen, at de synes at være et alvorligt problem, men man kan ikke have en tolk siddende ved siden af en patient, som er indlagt, døgnet rundt.

Han peger på, at der i stedet må udarbejdes informationsmateriale på en række forskellige sprog, som forklarer, hvad det vil sige at være patient i det danske sundhedsvæsen. Hvilke rettigheder har man, hvilke krav kan man stille, hvordan skal man forholde sig som patient. Det danske sundhedsvæsen er et tilbud. Folk må også selv tage ansvar, siger Socialdemokraternes integrationsordfører.

"Hvis Dansk Sygeplejeråd eller andre kunne komme med andre gode ideer, så vil vi gerne se positivt på, hvordan vi kan være med til at finansiere det," siger han.

SY-2006-2-36-3"Hvis læger og sygeplejersker fortæller indvandrerpatienter om sygehusets spilleregler, opnår man, at alle kan være her." siger Jesper Langballe, integrationsordfører for Dansk Folkeparti. Arkivfoto: Scanpix

Sådan er spillereglerne

Uddannelse er ikke hele løsningen, der må bedre retningslinjer til, mener integrationsordfører Jesper Langballe (DF). "Undersøgelsens hovedresultater kan godt siges at være rystende, men vil nok ikke komme bag på dem, som har prøvet at være patienter f.eks. på Hvidovre Sygehus, hvor der er mange fødende kvinder, både danske og udenlandske."

Jesper Langballes egne oplysninger om problemerne på de danske sygehuse er fra danske kvinder. "Det kunne være meget interessant at høre om problemerne også fra de udenlandske kvinder. Der kan eksempelvis være tilfælde, hvor en muslimsk kvinde forlanger, at hendes kvindelige danske medpatients mandlige besøgende skal forlade lokalet, for ellers er hun nødt til at tilsløre sit ansigt. I sådanne situationer forstår de udenlandske patienter ikke rigtig, hvor de befinder sig."

Selvfølgelig skal man tage hensyn så langt, man kan. Men man overskrider en grænse, hvis det hensyn betyder, at det bliver helt utåleligt eller urimeligt for de danske medpatienter, mener Jesper Langballe. Han mener desuden, at det vil være mere nyttigt, at man afdeling for afdeling på sygehusene laver retningslinjer for, hvordan den slags problemer tackles, snarere end at der råbes på uddannelse:

"Hvis læger og sygeplejersker har mod og rygrad til at tage tyren ved hornene og fortælle patienter med indvandrerbaggrund, at her er spillereglerne sådan og sådan, så vil man opnå, at alle kan være her. Det vil være godt med noget mere faglig myndighed."

Jeg tror, at den slags information især vil batte noget i en indlæggelsessituation. Lægen eller sygeplejersken ved jo godt, hvad det er for situationer, der rummer konfliktstof."
 

Emneord: 
Indvandrer
Kultur
Politik

Kronik: Skyhøje ambitioner for sundhedsvæsenet

Sundhedsvæsenet står over for den største omlægning i årtier. Det næste års tid blander strukturreformen kortene på en ny måde, og når nytårsklokkerne ringer ind til 2007, skal de nye regioner være klar til at sikre danskerne et sundhedsvæsen i verdensklasse. Ambitionerne er skyhøje - og det er rigtig godt for patienterne i det danske sundhedsvæsen.

Vi har som henholdsvis formand for sygeplejerskerne og som amtsborgmester og formand for Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg et meget stort medansvar for udviklingen af sundhedsvæsenet. Et ansvar, som vi tager særdeles alvorligt.

Strukturreformen og en ny sundhedslov giver os nogle nye rammer for at drive og udvikle sundhedsvæsenet. Men reformen er jo ikke nogen snuptagsløsning, der med ét løser alle sundhedsvæsenets udfordringer nu og i fremtiden.

Ud over reformen kommer der til at ske utrolig mange ændringer i sundhedsvæsenet i de kommende år. Opgaver flyttes, og arbejdsdelingen i sundhedsvæsenet ændres:

Sygehusene bliver mere specialiserede, og de kommer i stigende grad til at fokusere på "avanceret" behandling og sygepleje, mens mange af de mere almindelige ting kan klares uden en indlæggelse. Patientforløbene bliver hurtigere. Det hænger sammen med den medicinske og teknologiske udvikling, der gør det muligt at gennemføre en række indgreb meget mere skånsomt, end man kunne tidligere. Eller betyder, at indgreb helt kan undgås og afløses af medicinsk behandling.

Et eksempel: For 15 år siden krævede operation for grå stær en indlæggelse, men i dag opereres langt de fleste ambulant. Et andet eksempel: Flere og flere alvorligt syge og døende får i dag avanceret smertebehandling og lindring i deres eget hjem. Hjemmerespiratorer, hjemmedialyse og hjemmebehandling af patienter med dårligt hjerte eller lunger er atter andre eksempler på de nye landvindinger. For sygeplejerskerne indebærer udviklingen, at de kommer til at spille en ny og større rolle i sundhedsvæsenet i forhold til i dag.

Udfordringen er faktisk at sørge for, at så få patienter som muligt ender i en sygehusseng, og at få de patienter, der bliver indlagt, udskrevet så hurtigt som muligt. Ikke fordi det er billigere, men fordi det simpelthen er bedre for patienterne. Sådanne udfordringer løser en strukturreform ikke.

Vi vil i fællesskab pege på mindst tre afgørende forudsætninger, som skal opfyldes for at få verdens bedste sundhedsvæsen.

For det første skal vi arbejde for, at patienternes vej gennem sundhedsvæsenet bliver lettere. Langt de fleste patienter, der bliver indlagt på et sygehus, får i dag et sundhedstilbud, hvor den faglige kvalitet er i top, og hvor der er taget godt hånd om patientsikkerheden.

Men der er desværre stadig mange patienter, der finder det svært at navigere rundt i sundhedsvæsenet. Det er især overgangene mellem de forskellige "systemer", der volder problemer - f.eks. når man skal fra én specialafdeling på sygehuset til en anden, eller når man efter udskrivelse har brug for hjemmesygepleje.

Fremtidens sundhedsvæsen vil jo blive mere fragmenteret, når sygehusene bliver mere og mere specialiserede, og når flere og flere sundhedstilbud flytter ud på sundhedscentre, til almen praksis og i patienternes eget hjem. Det gør det vigtigt at finde løsninger, der kan give patienterne et sammenhængende patientforløb.

Strukturreformen forsøger at løse problemet med bl.a. obligatoriske aftaler mellem regioner og kommuner. Et godt og aftalebaseret samarbejde mellem aktørerne i sundhedsvæsenet er vigtigt, men efter vores opfattelse er der også behov for en mere målrettet indsats for at forbedre forløbene.

Visse sygehuse har i dag ansat sygeplejersker, der har som opgave at give patienterne en god overgang fra sygehuset til hjemmesygepleje. De overvåger forløbene og tager hånd om de risici, der opstår i overgangen. Man kunne også tænke i, at særligt udsatte patienter, f.eks. svage ældre, kræftpatienter eller patienter med "komplicerede" forløb, får tilknyttet en slags forløbskoordinator. Altså en, der kan bistå med at navigere rundt dels inde på sygehuset, dels ind og ud af sygehuset i et tæt samspil med patientens egen praktiserende læge. I mange tilfælde er det oplagt, at forløbskoordinatoren er en sygeplejerske, fordi sygeplejersker er uddannet til at

Side 27

overskue og koordinere patientforløb.

Det kunne også være interessant at tænke i at bryde med de traditionelle ansættelsesforhold og oprette stillinger, hvor en forløbskoordinator er ansat både i regionen og kommunen. Det kunne skabe et fælles ansvar for, at patientforløbene kommer til at hænge sammen.

Den anden forudsætning for, at vi får et sundhedsvæsen i verdensklasse, er, at medarbejderne i sundhedsvæsenet har den nødvendige viden og de rette kompetencer og kvalifikationer. Ikke mindst i en tid, hvor specialiseringen øges, sygeplejerskerne får nye arbejdsfelter, og behovet for forskningsbaseret viden vokser. Derfor er løbende efter- og videreuddannelse en nødvendighed.

En ny undersøgelse viser, at kun hver femte sygeplejerske får den efter- og videreuddannelse, hun har et fagligt behov for. Med andre ord er der et efterslæb i forhold til at få den nyeste faglige viden spredt ud, så patienterne kan få gavn af den nyeste viden om f.eks. infektioner, sårpleje eller ernæring.

En af grundene til efterslæbet er nok, at hverdagen er presset. Det kan gøre det svært at sende sygeplejerskerne af sted på efter- og videreuddannelse. En anden grund er, at afdelingerne ikke finder, at de har penge nok til at prioritere efter- og videreuddannelse.

Det skal vi gøre noget ved. Et sundhedsvæsen i verdensklasse baserer sig på sine dygtige og kompetente medarbejdere. Derfor er det nødvendigt med en målrettet indsats for at øge sygeplejerskernes (og andre faggruppers) efter- og videreuddannelse. Her har regionerne et stort ansvar.

I takt med, at flere og flere sundhedsopgaver flyttes væk fra sygehusenes specialafdelinger, opstår der et helt nyt behov for at sikre læring og videndeling på tværs af sundhedsvæsenet. Fælles uddannelsesforløb for sygeplejersker på sygehuse og i hjemmesygeplejen er én mulighed. En anden mulighed er, at en sygeplejespecialist fra sygehuset tager ud i et kommunalt sundhedscenter for at rådgive og undervise. Regionerne skal sætte sig i spidsen for at udvikle nye metoder, sprede viden og koordinere samarbejdet med kommunerne. På den måde undgår vi, at den dybe tallerken bliver opfundet 98 gange - hvis den da i det hele taget bliver opfundet.

Helt grundlæggende skal medarbejdernes talenter i langt højere grad slippes fri. For sygeplejerskerne gælder det, at de er i fuld gang med at udvikle nye funktioner og få nye, mere specialiserede arbejdsopgaver - på skadestuer, på kræft-, hjerte- og lungeafdelinger, på anæstesi- og intensivområdet, når det gælder smertebehandling, sårpleje osv. Den udvikling skal fortsætte i de kommende år, for det giver bedre sygepleje til patienterne, og sundhedsvæsenets knappe ressourcer bliver udnyttet mere optimalt.

Vi skal også være opmærksomme på erfaringer fra udlandet. Nogle steder har sygeplejerskerne f.eks. diagnosticerings- og ordinationsret på udvalgte områder. Mange af erfaringerne peger på, at det både giver bedre kvalitet og bedre ressourceudnyttelse.

Og så er vi fremme ved den tredje forudsætning for fremtidens sundhedsvæsen: Økonomien.

Sundhedsvæsenet står over for en masse nye krav. Efterspørgslen efter sundhedsydelser stiger og stiger. Der kommer hele tiden ny teknologi og ny medicin, som patienterne skal have gavn af. Livsstilssygdommene tordner derudad, og det kommer til at lægge beslag på en utrolig stor del af sygehusenes ressourcer. Forskningen skal øges, ikke mindst inden for sygeplejen. Patientsikkerheden skal forbedres systematisk. Kvalitetsudviklingen skal sættes ind i systematiske rammer i regi af Den Danske Kvalitetsmodel - en stor mundfuld for sygehusene, men langt større for kommunerne.

Strukturreformen er et nulsumsspil, hvor der ikke kommer flere penge til at honorere de mange nye krav, men hvor kagen bare bliver skåret anderledes. Regeringens seneste bud på, hvordan der skal findes penge til de nye krav, er produktivitetsmålinger. Sundhedsvæsenet stiller gerne op til målinger. Men det er helt urealistisk at forestille sig, at væksten i udgifterne til sundhedsvæsenet kan finansieres alene gennem en øget produktivitet.

I bund og grund kan det siges meget kort: Regionernes mulighed for at påvirke deres indtægter er ret begrænsede, f.eks. kan regionerne ikke udskrive skatter. Det må nødvendigvis indebære, at regeringen er sig meget bevidst om sit store medansvar for at skabe de fornødne økonomiske rammer for at drive og udvikle sundhedsvæsenet. Kvalitet koster - også i sundhedsvæsenet.

Vi deler fuldt ud ambitionen om, at det danske sundhedsvæsen skal være i verdensklasse. Det kræver en indsats på en række områder. Det påtager vi os meget gerne et medansvar for.

Bent Hansen

Connie Kruckow

Emneord: 
Politik

Synspunkt: Nej til diskrimination - ja til et multietnisk sundhedsvæsen

Plads til alle. Uanset sommerens debat er det vigtigt at få sendt et klart og tydeligt signal om, at Dansk Sygeplejeråd finder diskrimination af mennesker med anden etnisk baggrund dybt uacceptabel.

Sygeplejersker med etnisk minoritetsbaggrund oplever desværre diskrimination på arbejdspladsen. De oplever, at deres kompetencer drages i tvivl, og at de mødes med fordomme om deres kulturelle baggrund. De oplever desværre ofte, at de sættes i bås og ikke bliver set som de fagligt kvalificerede medarbejdere, de er.

Det vil vi i Dansk Sygeplejeråd gerne sætte en stopper for. Vi kæmper for lige behandling af alle sygeplejersker, uanset religiøs eller kulturel baggrund. Og vi vil gøre en forskel ved aktivt at forebygge og bekæmpe diskriminationen.

Efter Dansk Sygeplejeråds opfattelse er det vigtigt med et sundhedsvæsen, der afspejler resten af samfundet. Det betyder, at vi skal have et multietnisk sundhedsvæsen, hvor mangfoldigheden ses som en styrke og en ressource også i forhold til patientrelationen, og hvor vi på baggrund af dette kan skabe gode rammer for vores kolleger med anden etnisk baggrund. I sidste ende vil det jo også komme patienterne til gode, hvis vi får et multietnisk sundhedsvæsen med plads til forskellighed.

På den baggrund vil det også være meget ærgerligt, hvis sommerens debat om diskrimination mod sygeplejersker med anden etnisk baggrund er med til at sende et forkert signal til kommende sygeplejersker.

Det er synd, fordi det er et fantastisk dejligt og livsbekræftende fag, som kan give alle - uanset baggrund - spændende udfordringer. Og det vil være dybt problematisk, fordi vi risikerer at miste noget af den mangfoldighed, der kan være med til at udvikle sygeplejen. Vi har brug for sygeplejersker med anden etnisk baggrund for at skabe et mangfoldigt sundhedsvæsen.

Men uanset sommerens debat er det vigtigt, at vi får sendt et klart og tydeligt signal om, at Dansk Sygeplejeråd finder diskrimination af mennesker med anden etnisk baggrund dybt uacceptabel.

Derfor vil vi i de kommende måneder udfylde rammerne på den handlingsplan, som Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse har vedtaget på sit møde i august. Hvor formålet er, at såvel Dansk Sygeplejeråd som sygeplejersker og arbejdsgivere bliver bedre til at tage hånd om kolleger med anden etnisk baggrund.

Helt konkret er det nødvendigt, at vi i hele organisationen er gearet til at handle på mulige tegn på diskrimination. Det skal være sådan, at vi kan sætte ind juridisk, hvis det er et juridisk problem, der skal løses, eller holdningsmæssigt, hvis det er holdningerne, der er noget galt med. Og tillidsrepræsentanterne vil få konkrete redskaber til at bekæmpe og forebygge diskrimination.

Men vi vil også meget gerne gøre det klart, at det her er ikke en problemstilling, der kan løses af sygeplejersker og Dansk Sygeplejeråd alene. Det er nødvendigt, at arbejdsgiverne kommer med på banen. Derfor vil vi i Dansk Sygeplejeråd også gøre vores til, at arbejdsgiverne inddrages og tager problemet alvorligt.

Det er en meget vigtig opgave, vi står over for. Men vi er enige om, at hvis vi står sammen og bruger organisationen, så kan vi sende et klart og tydeligt signal om, at vi i Dansk Sygeplejeråd siger nej til diskrimination - men ja til et multietnisk sundhedsvæsen - med plads til os alle.

Connie Kruckow er formand for Dansk Sygeplejeråd, Özlem Cekic formand for Mangfoldighedsnetværket i Dansk Sygeplejeråd.

Emneord: 
Diskriminering
Politik

De ved, hvor skoen trykker

Indflydelse. De kender sundhedsvæsenet indefra og vil bruge deres faglige viden i fremtidens sundhedspolitik. Sygeplejersken har talt med fem af de sygeplejersker, der stiller op ved de kommende valg til regionsråd og kommunalbestyrelser.

Ved, hvad det drejer sig om (Soc.)

SY-2005-17-18-01Foto: Søren Svendsen

Leila Lindén, sundhedsdirektør i Bornholms Regionskommune, opstiller til det nye regionsråd i hovedstaden for Socialdemokraterne: "Hele mit liv har jeg været inden for sundheds/sygehusvæsenet og har de sidste tre år været med til at opbygge det bornholmske sundhedsvæsen, efter at fem kommuner og et amt gik sammen i Bornholms Regionskommune. Jeg blev hentet tilbage til Bornholm efter at have været sygeplejedirektør på Rigshospitalet i 18 år.

Når jeg har sagt ja til at lade mig opstille, så er det fordi, jeg synes, det er vildt vigtigt, at der også sidder nogle i regionsrådet, der ved, hvad det drejer sig om. Når beslutningerne skal tages, så kan det ikke nytte noget, at de politiske beslutningstagere udelukkende kan basere sig på, hvad embedsmændene fortæller dem. De skal også selv vide noget om det, det drejer sig om. Derfor tror jeg, der også skal sidde nogle i en sådan politisk forsamling, som virkelig ved, hvad det drejer sig om.

Jeg har været 10 år i Frederiksborg Amt, 18 år på Rigshospitalet og sammenlagt 12-13 år på Bornholm spredt på tre gange. Jeg har ikke været ansat i Københavns Amt, men ellers har jeg et årelangt kendskab til tre af de områder, der indgår i den nye hovedstadsregion. Hvis jeg kunne få lov at bidrage med noget af det, som jeg ved "indefra," og som jeg har ledet og været med til at opbygge, så vil jeg tro, at jeg har noget at give af, som ikke kun kommer Bornholm til gode, men faktisk hele hovedstadsregionen. Det er derfor, jeg har valgt at opstille til regionsrådet i hovedstadsregionen og ikke til det bornholmske regionsråd (Bornholms Regionskommune, red.).

Det er klart, at det også er vigtigt at sikre, at de specielle behov på Bornholm bliver tilgodeset. I kraft af Bornholms fysiske beliggenhed har vi forhold, som man har vanskeligt ved at forestille sig, når man kun kender til forholdene i hovedstadsområdet.

Mit liv har lært mig, at hvis man vil have indflydelse på, hvordan tingene skal være, hvordan det skal bygges op, hvordan holdninger og værdier skal tilgodeses, så får man indflydelse ved at engagere sig i politik."

Hvis du bliver valgt til regionsrådet, kan du så også være sundhedsdirektør?
"Det er så enkelt, så min åremålskontrakt udløber den 1. juni 2006. Det betyder, at kun fem måneder henne i overgangsperioden fratræder jeg min stilling. Da jeg sagde ja til at komme til Bornholm, sagde jeg samtidig, at jeg kun ville binde mig for fire år. Det betyder, at jeg har været fratrådt min stilling i syv måneder, når overgangsåret er forbi for regionen og de nye storkommuner, og det virkelig er alvor, så at sige.

Jeg har i øvrigt fortalt de andre amtssundhedsdirektører, at jeg opstiller til regionsrådet. Jeg har kun mødt den holdning hos mine kolleger, at det vil være dejligt, hvis der bliver valgt kandidater, der virkelig kender området.

Jeg vil gerne være med til at påvirke, hvordan sundhedspolitikken skal udformes."

Investeringer i små samfund (SF)

SY-2005-17-19-01Foto: Thomas Søndergaard

Poul Engholm er Dansk Sygeplejeråds amtskredsformand i Viborg og stiller op til kommunalbestyrelsen i den kommende Viborg storkommune for SF:

"Der er flere grunde til, at jeg stiller op til kommunalbestyrelsen i storkommunen. Jeg bor i en af de små kommuner, der bliver sammenlagt med den store kommune Viborg. Så en af udfordringerne ved arbejdet i den nye kommunalbestyrelse bliver at sikre, at fokus ikke kun ligger på storbyen midt i kommunen, men at sikre, at der også fortsat er aktivitet, service og kommunalt liv og kommunale investeringer ude i de små samfund.

Så er der selvfølgelig den sundhedspolitiske udfordring, som jeg synes er meget spændende. Både politikken og den praktiske udformning af, hvordan man skal sætte mere fokus på forebyggelse og sundhedsfremme. Jeg tror, at det er væsentligt, at der er fagfolk med. Jeg tror, at man som fagperson kan bidrage til, at andre politikere, der ikke har en sundhedsfaglig baggrund, får en større forståelse for de sundhedspolitiske aspekter og dermed har et bedre grundlag at træffe deres beslutninger på. Det oplevede jeg også, da jeg sad i kommunalbestyrelsen i Tjele Kommune i otte år.

Noget af det, jeg vil slås for rent politisk, er, at kommunen stadig vedkender sig sit ansvar ved at etablere kollektive løsninger og kollektive tilbud frem for en individualisering. Jeg stiller op for SF, og det er klart, at det er en af vores grundholdninger, at samfundet må påtage sig ansvaret for at sikre, at der er reelle tilbud til alle. Det betyder, at man ikke altid skal gå imod al privatisering, men at man skal være opmærksom på, at vi har et ansvar over for de svage. Ikke kun de allersvageste, men også dem, som tilsyneladende godt kan selv, men som måske alligevel har svært ved at træffe nogle fornuftige valg.

Jeg kunne godt tænke mig at se sygeplejersker debattere noget mere og komme mere til orde i aviser f.eks. Det er lidt ærgerligt, at de ikke er mere politisk aktive, for de kunne bidrage med nogle væsentlige faglige dimensioner i de politiske diskussioner. Sammenligner man med social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere, så er det mit indtryk, at de generelt er langt mere politisk aktive."

Kan man være amtskredsformand og samtidig sidde i en kommunalbestyrelse?
"Ja, selvfølgelig kan man det, det er der fortilfælde for. Da jeg blev faglig sekretær i Viborg amtskreds i sin tid, da var Rosa Hede Rohrberg amtskredsformand, og hun sad i byrådet for Venstre.

Men i øvrigt er der det forhold, at uanset hvilken struktur Dansk Sygeplejeråd beslutter sig for, så vil Viborg amtskreds ophøre med at eksistere, fordi amtet bliver skåret midt over. Det betyder, at mit nuværende job ophører med at eksistere, så jeg under alle omstændigheder skal overveje, hvad jeg vil."

Pengene bruges forkert (V)

SY-2005-17-19-02Foto: Søren Svendsen

Sygeplejerske Claus Bakke, der bor, arbejder og er medlem af byrådet i Nykøbing Falster, stiller op for partiet Venstre både til regionsvalget og til kommunalbestyrelsesvalget i den ny Guldborgsund Kommune.

"Når jeg stiller op til regionsvalget, så er det overordnet set, fordi jeg kender systemet indefra, eftersom regionerne stort set kun skal beskæftige sig med sygehusdriften. Efter min mening er der alt for mange politikere, der ikke har nok indblik i området.

Mange af de synspunkter, som Dansk Sygeplejeråd står for, tager jeg med i min personlige valgkamp. Det gode patientforløb er en vigtig sag, som heldigvis går på tværs af partiskel, men som vi stadig mangler meget i at nå. Det eneste, der er partipolitisk i denne sammenhæng, er, om man tror på det frie valg og vil inddrage private udbydere. Ellers tror jeg, at der er megen konsensus på dette område.

Jeg har den grundlæggende holdning, at der er masser af penge i systemet, men de bliver bare brugt forkert. For mig at se har man et alt for hierarkisk opbygget system. Ressourcerne skal lægges i "de varme hænder" frem for hos ledelsen. En fladere struktur, så at sige."

Claus Bakke var medlem af Storstrøms amtsbestyrelse 1999-2001.

"Jeg valgte i 2001 at satse på at gå ind i politik frem for det faglig-organisatoriske arbejde i Dansk Sygeplejeråd, men jeg bruger i høj grad min organisatoriske baggrund som inspirationskilde."

Blander sygeplejersker sig generelt for lidt i den førte politik?
"Ja, det gør de. Alt for lidt. Desværre. Som jeg ser det, er der to årsager til det. Den ene er, at der er en kultur i sygehusvæsenet, der bevirker, at man ikke lytter til dem, der er "nede på gulvet," som måske har fornuftige bud på, hvordan vi kan gøre det ene eller andet bedre. Forvaltningen kommer ofte til at virke som et filter mellem på den ene side personalet på gulvet eller patienter og pårørende og på den anden side politikerne. Det skal vi have gjort noget ved. Den anden ting er, at hvis man vil have indflydelse på sundhedsvæsenet, så kræver det, at man er partipolitisk aktiv. Og der er en vis modstand imod at "bekende kulør" på den måde.

Den nyskabelse, som kommunalreformen indebærer, er meget vigtig for sundhedspolitikken. I kommunerne skal vi nu til at betale for indlæggelserne.

Det betyder, at det forebyggende arbejde kommer til at spille en stor rolle, og jeg har altid betragtet det arbejde som helt centralt.

Hvis vi kan fremme motionstankegangen - hvis vi kan få folk til at bevæge sig noget mere - så undgår vi en lang række af de indlæggelser og henvendelser til læger, der ellers ville komme. Min store vision er, at vores geografiske område simpelthen skal være et område, hvor man bevæger sig. Man skal bevidstgøre folk om, at ved at leve et liv i bevægelse, så kan vi opnå en langt bedre befolkningssundhed."

Bæredygtige sygehuse (Rad.)

SY-2005-17-20-01Foto: Thomas Juul

Sygeplejerske Ulla Fasting, Husted, Vinderup, vil efter en mangesidet sygeplejefaglig karriere nu være med til at forme fremtidens sundhedsvæsen i den midtjyske region. Hun stiller op til regionsrådet for Det Radikale Venstre:

"Region Midtjylland er et område, jeg i den grad føler mig hjemme i, fordi jeg har boet, levet og arbejdet i hele regionen og kender den ud og ind. Det politiske arbejde vil betyde, at jeg fortsat kan bruge min sygeplejefaglige indsigt i sundhedsvæsenet.

Det kommer i høj grad til at handle om at få et stærkt sundhedsvæsen i hele regionen. Og så lægger jeg stor vægt på, at vi i Det Radikale Venstre har som et grundlæggende princip, at uanset, hvad vi beskæftiger os med, så skal det være bæredygtigt.

Bæredygtigheden indebærer for eksempel, at vi støtter og styrker al økologisk produktion. Vi ved, at de sundhedsmæssigt mest belastede familier også er de økonomisk ringest stillede. Så jeg kunne personlig godt tænke mig, at man fik halv moms på sunde fødevarer, herunder økologiske fødevarer, netop for at øge incitamentet til at producere og købe økologisk.

I forhold til sundhedsvæsenet er det vigtigt at se på, hvilke tilbud i sundhedsvæsenet der ligger bedst placeret helt tæt på borgerne, og de tilbud, hvor det ikke er hensigtsmæssigt eller nødvendigt, at de placeres meget tæt på borgerne. Men hvor det på nogen måde kan lade sig gøre, er der mange fordele ved at placere tilbuddene tæt på borgerne. Dermed får du også et personale, der kender patienterne og den kultur, de er en del af.

Og så lægger jeg stor vægt på, at der bliver balance i regionen. Det kan ikke nytte noget, at hele styrken koncentreres om Århus. Vi må ikke ødelægge den styrke og den kultur, som findes i Vestjylland.

Det er en gammel selvstændighedskultur med utrolig meget iværksætterånd. Vestjyderne har aldrig været fæstebønder. Det betyder faktisk utrolig meget for kulturen. De tror på, at de kan selv. Det skal vi værne om. Østjylland vil ikke være tjent med at skulle lave egnsudvikling i Vestjylland. Regnskoven skal reddes, mens den er der, så at sige!

Jeg har tænkt på, at vore nuværende sygehuse er bygget i forrige århundrede og indrettet til et industrisamfund og til en helt anden måde at tænke sundhedsvæsen på. Derfor skal vi begynde at planlægge et nyt sygehus herude, som kan stå klar i løbet af de næste 20 år.

Det skal være gennemtænkt fuldstændig økologisk og bæredygtigt. Selvforsynende med energi, gennemtænkt infrastruktur og et koncept, som jeg tror, vi kan inspirere andre med.

Så jeg mener, at jeg kan bidrage med en masse konkret viden og erfaring om sundhed, der kan blive til gavn for borgerne, og som kan bidrage til at gøre det til spændende og attraktive arbejdspladser for personalet i sundhedsvæsenet. Det er det, jeg gerne vil arbejde for."

Kan forudse udviklinger (Enhl.)

SY-2005-17-21-01Foto: Heine Pedersen

Emilce Nielsen er aftensygeplejerske i Gladsaxe Kommunes hjemmepleje. Hun har været medlem af Gladsaxe kommunalbestyrelse siden 1994 og genopstiller for Enhedslisten ved kommunalvalget den 15. november:

"Regeringen siger, at der vil komme mere fokus på forebyggelse og sundhedsfremme med kommunalreformen. Jeg mener, at kommunerne bør tage regeringen på ordet og for eksempel indføre sund mad for alle børn i skoler og daginstitutioner, vel at mærke mad, som alle har råd til. Det handler også om motion. I den sammenhæng er det en katastrofe, at man har skåret ned på idrætsaktiviteter i skolerne. Eleverne bør have flere idrætstimer, og faget skal opprioriteres."

Kan du bruge din baggrund som sygeplejerske i dit politiske arbejde?
"Det kan jeg i høj grad, ikke mindst fordi jeg arbejder som primærsygeplejerske her i kommunen. På den måde har jeg meget indgående kendskab til, hvad der foregår. Og så tror jeg, at man som sygeplejerske kan forudse udviklinger, som andre har sværere ved at forudse. Men i politik er det først og fremmest styrkeforhold, der er bestemmende for, om man kan flytte noget. Det kan være svært en gang imellem.

Da jeg kom ind i byrådet i sin tid, var der en udvikling i gang i retning af at nedlægge plejehjemspladser. Der hed det sig, at kommunen havde forbygget sig, men vi havde alligevel en venteliste, der blev større og større. I dag har vi fået flere plejehjemspladser. Jeg mener, jeg kan sige, at jeg har en væsentlig del af æren for det, fordi jeg fik fremlagt materiale, der dokumenterede sort på hvidt, at vi havde stærkt plejekrævende ældre, som havde stået på venteliste i lang tid og aldrig nåede at komme på plejehjem. Jeg rejste debatten igen og igen i byrådet. Kunsten for mig har altid været at bruge - men ikke misbruge - min daglige erfaring som sygeplejerske i mit politiske arbejde for at få problemerne frem i lyset.

Vi er i en situation, hvor kommunens budgetter ikke bliver bestemt af kommunens muligheder, ej heller af de lokale politiske ønsker. De bliver styret fra centralt hold og er i høj grad bestemt af markedskræfterne. Vi er nødt til at være meget på vagt over for, at der er mange institutioner, der bliver nedlagt, som i dag bliver drevet af amtet. Nogle af disse institutioner betjener multihandicappede borgere eller særligt små grupper med alvorlige handicap. Det hedder sig, at regionerne stadig har pligt til at stille pladser til rådighed for kommunerne. Men kommunerne skal spare, og de store kommuner opfordres til selv at oprette deres egne tilbud, så de nuværende institutioner vil få tomme pladser. Vi risikerer at trække tæppet væk under dem. Det kan ramme minoritetsgrupper, som måske ikke har den store stemmevægt, når der er valg.

Jeg mener, at de nye reformer bliver gennemført i et tempo, som er helt uhyrligt, og uden den nødvendige offentlige debat. Og jeg mener, at reformerne sker med det formål at privatisere og reducere budgetterne, hvilket efter min mening ikke kan lade sig gøre uden alvorlige negative konsekvenser for mange. Det er et stort problem, at man ved kommunalreformen opererer med tal, der er helt urealistiske." 

2.725 poster på valg

Valget den 15. november 2005 til Danmarks fem nye regionsråd og 98 kommunalbestyrelser gælder i alt 2.725 politiske poster. De fordeler sig med 205 pladser i de fem nye regionsråd (41 i hvert regionsråd) og 2.520 kommunalbestyrelsespladser.

Kommunalreformen betyder, at der mange steder sker en markant reduktion i antallet af lokale politikere. På landsplan falder antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer med 45 pct. I hovedstadsregionen bliver der kun 12 pct. færre lokalpolitikere, mens et område som Lolland oplever en reduktion på 71 pct. i antallet af lokale politikere sammenlignet med i dag.

Antallet af pladser i fremtidens kommunalbestyrelser varierer mellem 9 (Læsø) og 55 (Københavns Borgerrepræsentation).

Der er ikke umiddelbar sammenhæng mellem kommunernes størrelse og antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer. En forholdsvis stor kommune som Gentofte (tæt på 69.000 indbyggere) har kun 17 byrådspladser, mens en kommune som Brønderslev-Dronninglund (godt 35.000 indb.) får 29 byrådspladser. Nye kommuner har haft mulighed for selv at vælge størrelsen af deres kommunalbestyrelse inden for en ramme, der går fra 25 til 31. Når man en række steder har valgt et stort antal, sker det for at sikre bred repræsentation fra de sammenlagte kommuner.

Kilder: Nyhedsmagasinet Danske Kommuner og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Emneord: 
Politik

Eksperter i sparerunder

Toptrimmede og trætte. Hovedstadens Sygehusfællesskab opstod som et spare- og oprydningsprojekt. Og efter ti år med rationaliseringer og sparerunder er der styr på økonomien. Operationen er altså lykkedes. Hvor godt patienten har det, er der til gengæld delte meninger om.

SY-2005-17-15-01Foto: Thomas Tolstrup

Mens mange amter slås med overskridelser på sygehusbudgetterne, har Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S) god kontrol over økonomien.

H:S har kun haft underskud på årsregnskabet i ét af de ti år, det har eksisteret. Alle andre år har der været penge tilovers, når året er gået, og det samlede overskud, som H:S kan tage med ind i 2006, er på 170 mio. kr.

Ikke desto mindre skal der stadig spares 130 mio. kr. på de seks H:S-sygehuse (se boks) for at få 2006-budgettet til at hænge sammen. Set fra direktionslokalerne i Bredgade i København er det ikke så galt, fordi man på nogle områder regner med at kunne øge indtægterne i stedet for at spare. 

HOVEDSTADENS SYGEHUSFÆLLESSKAB. H:S består af Bispebjerg Hospital, Hvidovre Hospital, Frederiksberg Hospital, Amager Hospital, Sct. Hans Hospital og Rigshospitalet.

"Vi er ikke så pressede, som vi har været i tidligere år. Vi synes, vi har fået plads til meget i budgetterne," siger økonomidirektør Morten Rand Jensen.

Men set med personaleøjne er besparelserne på kanten af det forsvarlige. "Der er sparet over én milliard i de ti år, H:S har eksisteret, og vi er meget bekymrede," siger amtskredsformand Vibeke Westh, Dansk Sygeplejeråd, Hovedstaden, der er næstformand i H:S centrale samarbejdsudvalg CSU.

Den gode cirkel

Når man lægger alle H:S indtægtskilder sammen, har H:S mistet penge siden oprettelsen. Men der er ikke tale om en reduktion på en milliard, påpeger Morten Rand Jensen.

"Kommunerne har sat deres bidrag op. Der er kommet flere udenamtspatienter til. Og Løkke-posen har givet os flere penge, end vi turde håbe på," siger han med henvisning til den statslige pulje, hvor sygehusene kan hente penge for ekstra behandlinger.

I modsætning til mange amter er H:S ikke presset af en voksende ældrebefolkning. Man har heller ikke oplevet den onde cirkel, hvor sygehusene er nødt til at begrænse aktiviteten for at holde budgetterne, hvorefter ventelisterne stiger, og patienterne benytter deres frie sygehusvalg til at blive behandlet andre steder på amtets regning.

H:S har haft gavn af de markedsmekanismer, der blev indført med det frie sygehusvalg og stykprisbetaling for behandlinger.

Man behandler mange patienter fra andre amter, og nogle har beskyldt H:S for målrettet at gå på strandhugst. Det afviser Morten Rand Jensen. "På den anden side siger vi heller ikke nej til patienter, der kommer, fordi ventetiderne er blevet længere i deres eget amt. Det kan betyde, at ventetiden stiger for vores egne borgere, og det er noget, vores bestyrelse har meget fokus på.

Derfor har vi øget kapaciteten på en række områder. Vi vil gøre meget for at holde ventetiden nede, så patienterne ikke behøver søge andre steder hen," siger han.

Personaleforbruget i H:S er steget i de senere år, hvor aktiviteten er sat i vejret. "Men vi undervurderer ikke, at den enkelte oplever, at man skal løbe hurtigere," siger Morten Rand Jensen. Han har stor forståelse for personalets bekymring.

"Det er da heller ikke blevet lettere at

Side 15 

finde besparelserne, efterhånden som vi har været igennem runderne mange gange."

Appel til politikere

H:S blev bl.a. født som et spareprojekt, og siden 1995 er der sparet trecifrede millionbeløb på hovedstadsområdets sygehuse hvert eneste år. I begyndelsen af 90erne var der meget høje sygehusudgifter i hovedstadsområdet, og der var mange overlappende specialafdelinger tæt på hinanden.

H:S blev udstyret med et statstilskud på én milliard, som skulle aftrappes over ti år, og med den opgave at rationalisere hovedstadens sygehusvæsen.

I dag er det gamle statstilskud næsten aftrappet, og de somatiske sygehusudgifter er på niveau med resten af landet, når man tager højde for sociale forhold. I psykiatrien har H:S betydeligt højere udgifter, fordi der er mange flere borgere med psykiske lidelser i hovedstaden end i resten af landet.

De 130 mio. kr., som skal spares til næste år, svarer ret præcis til de sidste rester af det midlertidige statstilskud. Det skal være nedtrappet med de sidste 129 mio. kr. i 2006.

I 2007 skulle de hårde tider altså være overstået for H:S-sygehusene. Men 2007 er også året, hvor H:S bliver en del af den nye hovedstadsregion. Og det er igen et forhold, som bekymrer Vibeke Westh.

"Politikerne må sikre, at vi ikke kommer ind i regionen med en masse udestående problemer," siger hun. "Ved siden af det budgetforslag, som direktionen har sendt ind, ligger der en ønskeliste, som der også må skaffes penge til. Det er helt nødvendige ting, f.eks. inden for kræftbehandlingen."

Direktionens ønskeseddel lyder på i alt 88 mio. kr., som der ikke har været plads til i budgetforslaget. Heraf 34 mio. kr. til opsøgende psykiatri, ikke mindst for psykisk syge misbrugere, og 13 mio. kr. til strålebehandling og andre tiltag på kræftområdet.

Nu har personalesiden i H:S Centrale Samarbejdsudvalg henvendt sig til kommunalpolitikere i de to kommuner med en kraftig opfordring til at sætte kommunernes bidrag til H:S i vejret.

"Vi har en forventning om, at de stadig tager ansvar for H:S. At de ikke overlader os til os selv, fordi de som kommunalpolitikere ikke får noget med sygehusene at gøre efter 2007," siger Vibeke Westh.

Tema: Budgetproblemer
Emneord: 
Økonomi
Politik
Sygehus

Sygehus lammet af dårlig økonomi

Kviksand. Da Århus Kommunehospital og Århus Amtssygehus blev lagt sammen i 2004, var der samtidig meldt store besparelser ud. Det lykkedes ikke at gennemføre dem, og i dag hænger det sammenlagte Århus Sygehus fast i gæld og svigtende aktivitet.

SY-2005-17-13-01Foto: Thomas Tolstrup

Store underskud flere år i træk. 14 afdelinger, der er så vanskeligt stillet, at de har måttet gældssaneres. Det er situationen på Århus Sygehus, der blev skabt, da Århus Kommunehospital og Århus Amtssygehus blev lagt sammen i 2004.

I alt har sygehusledelsen trukket sparekrav på omkring 50 mio. kr. tilbage fra afdelingerne. "Når en afdeling ikke kan gennemføre besparelserne, ender man med at skylde flere millioner," siger sygehusdirektør Bo Jessen.

"Det giver en sneboldeffekt med underskud, man trækker med over, og så bliver det efterhånden ret uoverskueligt både at skulle finde besparelserne og betale den gamle gæld."

Sygehusdirektøren peger på fusionen for halvandet år siden som en underliggende årsag til, at økonomien er løbet af sporet.

Amtet har haft en urealistisk forventning om, at fusionen skulle give besparelser fra dag 1. Andre besparelser er slået fejl, fordi sygehusledelse og afdelingsledelser havde hænderne fulde med selve fusionen og ikke fik fulgt de planlagte besparelser 100 pct. til dørs.

"Man ved jo, også fra det private erhvervsliv, at en fusion er en kæmpeopgave i sig selv," siger Bo Jessen.

Fusion i småbidder

Sygeplejerskernes fællestillidsrepræsentant Charlotte Thaarup arbejder selv i en af de gældsramte afdelinger, Ortopædkirurgisk afdeling E. Ved fusionen fik afdelingen en størrelse, der svarer til et mindre centralsygehus, med 11 specialer, 550 ansatte og omkring 250 mio. kr. i årsbudget.

Den arvede også de store besparelser, som var meldt ud året før og kun delvis gennemført i de gamle afdelinger. "Men man kan ikke fusionere og spare på samme tid. Det koster penge at få tingene til at glide og falde i hak," siger Charlotte Thaarup.

Side 13  

"Det er ikke kun afdelingen, der bliver kæmpestor. Det er f.eks. også to vidt forskellige måder at drive en operationsgang på." 

Charlotte Thaarup nævner skadestuen som et godt eksempel på, hvor svært det har været at hente rationaliseringsgevinsterne hjem.

Skadestuerne på de to gamle Århus-sygehuse skulle samles på Nørrebrogade (det gamle Århus Kommunehospital). Men dér var der ikke plads til én stor skadestue. Så i første omgang nøjedes man med at lukke om natten i skadestuen på det gamle Århus Amtssygehus i Tage Hansens Gade.
 

Drastiske sparekrav

I 2002 vedtog Århus Amtsråd en spareplan med store konsekvenser for amtets sygehuse. Odder og Grenaa blev nedlagt som selvstændige sygehuse og stærkt reducerede. I næste ombæring skulle Århus Kommunehospital og Århus Amtssygehus fusioneres. Samtlige sygehuse fik pålagt store besparelser på lønudgifterne.

På Århus Kommunehospital og Århus Amtssygehus skulle der samlet spares 4 pct. i 2003. Det lykkedes ikke, og året efter kom der nye besparelser oven i de gamle, som endnu ikke var gennemført.

I 2003 og 2004 blev afdelingsledelserne i Tage Hansens Gade (det tidligere Århus Amtssygehus) og i Nørrebrogade (det tidligere Århus Kommunehospital) i alt pålagt at spare 110 mio. kr.

Men Århus Sygehus kom ud af 2004 med et underskud på 81 mio. kr., og sygehusledelsen måtte gå til amtets sundhedsudvalg og få godkendt en plan for at afvikle gælden over to år.

Som led i planen har sygehusledelsen taget en række af de gamle besparelser tilbage fra afdelingerne.

Sygehusledelsen har i stedet fundet en række engangsbesparelser og satser på mere langsigtede strukturændringer som øget brug af patienthotellet, samling af apopleksibehandlingen og den akutte kirurgi.

"Men man var stadig nødt til at have et beredskab, for der var også medicinske patienter, der skulle ind ad døren om natten. Og der blev heller ikke brug for mindre personale i skadestuen, den blev jo bare dobbelt så stor, der hvor den flyttede hen," fortæller Charlotte Thaarup.

Pladsforholdene i Nørrebrogade er sådan, at man blev nødt til at låne et nærliggende ambulatorium om aftenen, da man i næste ombæring lukkede skadestuen i Tage Hansens Gade fra kl. 16. "Så det er blevet en fysisk meget uoverskuelig skadestue med en folkevandring af patienter op i den anden ende kl. 15 og tilbage igen kl. 23," fortæller Charlotte Thaarup.

Nu har amtet bevilget penge til at bygge en ny skadestue i Nørrebrogade. Og det skulle man have gjort, før man slog de to skadestuer sammen, mener hun. "Men det var en politisk beslutning. Det hang sammen med, at man samtidig besluttede at lukke næsten alt på Odder Sygehus. Så var det nødvendigt at kunne sige, at man også lukkede noget inde i byen," siger hun. 

Arbejdsmiljøet i skadestuen har haft trange kår, oplever Charlotte Thaarup, der selv er ansat i skadestuen i Tage Hansens Gade. Men aftenlukningen her har

Side 14 

også haft en utilsigtet virkning på operationsaktiviteten. Den bliver mere sårbar, fordi der ikke er personale på operationsgangen i aften- og rådighedsvagter.

"Dengang der var personale om aftenen, kunne de tit tage patienter, der ikke var nået i løbet af dagen, fordi der var kommet noget akut ind, eller fordi der var noget, der drillede," siger hun.

For mange bolde

Da de ortopædkirurgiske afdelinger på de to sygehuse officielt blev fusioneret den 1. januar 2003, havde den nye Afdeling E allerede en gæld på 14,7 mio. kr. fra året før, og i afdelingsledelsen har man mange gange spurgt sig selv, hvad der gik galt.

"Jeg har selv siddet som oversygeplejerske på Århus Kommunehospital med 350 ansatte, og vi har stort set haft budgetbalance alle år," siger afdelingens oversygeplejerske Birgitte Aagaard. "Den forklaring, vi hele tiden vender tilbage til, er: Der var alt for mange ting i gang på én gang."

Den nye afdelingsledelse blev udpeget allerede i efteråret 2003 og tog fat med det samme.

Der skulle laves en ny uddannelse til visitationssygeplejerske i skadestuen, der skulle lægges afsnit sammen, der skulle tyndes i ledelsen ned gennem afdelingen, der skulle køres ventelisteprojekter. Sygefraværet skulle ned, og der skulle udvikles en elektronisk patientjournal, begge dele projekter, som amtet allerede havde inddraget besparelsen på.

"Vi brugte også megen tid på at gå til møder med ledelsen og personalet. Selv om personalet vil sige, at vi brugte for lidt. Det er en meget dårlig cocktail at fusionere og spare samtidig, og der var voldsomme frustrationer, ikke mindst i Tage Hansens Gade," husker Birgitte Aagaard.

"Derfor var vi for længe om at få justeret budgetterne, så de afspejlede virkeligheden. Vi skulle f.eks. ansætte 13 fuldtidsstillinger for at få visitationen i skadestuen op at stå, og det var jo en plausibel forklaring, når tallene så forkerte ud."

Ifølge afdelingens spareplan skulle der lukkes senge og skæres ned på serviceassistenter, plejepersonale, sekretærer og læger. Og det blev der.

"Men så fik vi f.eks. problemer på sekretærsiden, fordi vi samtidig skulle tilpasse og indføre Århus Amts elektroniske patientjournal. Når vi blev nødt til at tage folk ud for at konfigurere booking-moduler, blev besparelserne slugt af overarbejde," fortæller Birgitte Aagaard.

Det var et mønster, der gik igen. Afdelingen sparede på den faste løn. Men så skred økonomien på overarbejde eller vikarforbruget, fordi der manglede hænder.

Nyt underskud

Afdeling E kom ud af 2004 med et nyt underskud, og gik ind i 2005 med en samlet gæld på over 14 mio. kr. Den skal nu afdrages over de næste par år, men man har fået en mulighed for at producere sig ud af gælden i stedet for at spare.

Problemet er, at afdelingen har mistet pusten. Efter de seneste tal er afdelingsledelsen forsigtigt optimistiske. Men i første halvår har Afdeling E, ligesom resten af sygehuset, haft en svækket aktivitet, som man ikke kan forklare.

"Man kan måske tolke det som en vis mathed, efter at der har været pres på organisationen siden 2002," vurderer Birgitte Aagaard. Men samtidig oplever hun også en stigende konkurrence fra privathospitaler og vikarbureauer, der betaler læger og sygeplejersker meget bedre for deres ekstraarbejde, end afdelingen kan.

"Før har der været stor goodwill, når det gjaldt om at tage nogle ekstra lange dage eller arbejde lidt mere på skæve tidspunkter. Det er, som om den goodwill er blevet mindre."  

Gældsfælde.

Århus Sygehus har fået et nyt problem oven i gamle underskud og problemer med at levere planlagte besparelser: Aktiviteten stiger ikke, som den skal.

Det kan i værste fald vælte planen for, hvordan sygehuset skal afvikle sin gæld til Århus Amt.

I januar i år gav politikerne i Århus Amt sygehuset frist til udgangen af 2006 til at gennemføre besparelserne og afdrage det gamle underskud.

"Men det er blevet en noget mere avanceret øvelse at spare," siger sygehusdirektør Bo Jessen.

"Det virker ikke, hvis man bare laver grønthøsterbesparelser i alle afdelinger, for vi har også aktivitetskrav, vi skal leve op til."

I løbet af foråret har sygehusets prognoser for aktiviteten imidlertid været foruroligende. Tempoet er stagneret, og det kan give et ekstra minus i sygehusets regnskaber, hvis aktiviteten ikke får et løft i den resterende del af året.

Dels har Århus Sygehus aftalt merproduktion på en række områder med amtet. Dels er det helt afgørende for sygehusets økonomi, at man får penge fra den såkaldte "Løkke-pose," statens pulje til merproduktion på sygehusene.

For at få penge fra Løkke-posen, skal sygehuset hvert år levere lidt flere behandlinger end året før - i år 1,5 pct. Det har sygehuset ikke haft problemer med at præstere i tidligere år.

"Men desværre har vi haft et problem med at holde aktiviteten i år. Vores vækst ligger lige omkring nul," siger Bo Jessen.

Hvis sygehuset ikke kan levere den nødvendige stigning i antallet af behandlinger, får sygehuset ikke en krone fra Løkke-posen. Det drejer sig om 25-30 mio. kr., som sygehuset har budgetteret med, og derfor skal aktiviteten op.

Århus Sygehus er nu i gang med at udvikle systemer, som afdelingerne kan bruge til at overvåge deres aktivitet fra dag til dag.

"Specielt på de opererende afdelinger. Så man helt ned i de enkelte specialer kan se, at - hov der smuttede én i dag, og vi har aflyst to i morgen, som vi må se at få indhentet," siger Bo Jessen.

Tema: Budgetproblemer
Emneord: 
Økonomi
Politik
Sygehus