Et minus på 30 millioner

Medicinsk stress. Hver dag går sygeplejersker hjem med dårlig samvittighed fra medicinske sengeafdelinger på Aalborg Sygehus. De har svært ved at forstå, hvorfor der nu skal spares i hverdagen, og normeringen i sengeafsnittene sættes ned.

Et minus på 30 millioner kroner i år. Det er prognosen for Medicinsk Center på Aalborg Sygehus, og det er for meget. Derfor skal afdelingerne spare. Overarbejde må afspadseres. Der er ikke flere penge til frivilligt ekstraarbejde. Afdelingerne skal heller ikke regne med at få vikarer ved sygdom.

I Nyremedicinsk afdeling C2 har personalet svært ved at se, hvordan tingene nu skal hænge sammen. Der var travlt i forvejen. "Vi har meget høj belægning i lange perioder, og vores patienter er meget syge," siger sygeplejerske Rikke Rahmberg, der tit går hjem med hovedet fuldt af ting, hun ikke nåede. "Jeg oplever, at vi giver overlevelsespleje."

I Medicinsk Gastroenterologisk afdeling M1 bliver det hårdt, når det faste personale selv skal dække ind ved sygdom. Der er stor personaleudskiftning og mange unge sygeplejersker.

"Det kan ikke lade sig gøre at gennemføre en almindelig graviditet i afdelingen. Arbejdet er fysisk for hårdt. Så vi har store problemer med folk, der er syge," siger sygeplejerske Lise Hjørne. Hun er glad for specialet og glad for kollegerne. Men hendes hverdag er fyldt med umulige valg.

"Vi har f.eks. en meget cancersyg patient, som er konfus og næsten intet kan selv. I dag tilbød jeg at finde noget rent tøj til hende, hvis hun selv kunne vaske sig. Hun sagde nej tak, hendes datter ville komme. Så gjorde jeg ikke mere," fortæller Lise Hjørne. "Vi har en anden patient, som bløder meget i munden. Jeg koncentrerede mig om at ordne hendes mund i stedet."

Salami eller ny struktur

Medicinsk Center har et årsbudget på 380 mio. kr., og et overforbrug på 30 mio. kr. er man som ansvarlig ledelse nødt til at nedbringe, fastslår vicecenterchef Bente Dam. Samtidig skal Medicinsk Center ligesom

Side 19 

andre områder på Aalborg Sygehus finde besparelser på 2 pct., nu hvor budgettet skal lægges for 2006. På plejebudgettet alene drejer det sig om 5,3 mio. kr. Så mange penge kan man ikke spare med salamimetoden.

"Vi er nødt til grundlæggende at ændre måden at arbejde på. Vi sammenlægger nogle af de specialer, hvor der ikke er så stor brug for senge, f.eks. geriatri og reumatologi," siger Bente Dam.

"Og når vi flytter ind i vores nye Medicinerhus til oktober, koncentrerer vi ressourcerne om diagnostik, behandling og pleje i det akutte og reducerer bemandingen i vores almindelige sengeafsnit. Ligesom man har gjort andre steder i landet."

En del af problemerne i Medicinsk Center skyldes, at der er for få medicinske senge i Aalborg og for mange på amtets andre sygehuse. Derfor har centerledelsen i Aalborg en forventning om, at ressourcerne bliver omfordelt på et tidspunkt.

Men i første omgang bliver der færre medicinske senge i Aalborg. Og normeringen bliver skåret ned i de almindelige sengeafsnit, mens der bliver mere personale i det akutte modtageafsnit. Samtidig bliver der udvidet i ambulatorier og dagafsnit.

"Personalet i sengeafsnittene oplever det som en besparelse," siger Bente Dam. "Men hvis vi får den bevilling, vi har søgt om, får vi samlet en udvidelse på plejeområdet. Og det her skulle gerne give mere stabilitet i sengeafsnittene, når der ikke er så mange akutte."

Formelt ikke besparelser

"Det kan godt være, personalet oplever, at de skal spare. Men det er der jo egentlig ikke tale om. De skal bare overholde budgettet. Der er et overforbrug på 30 mio. kr., og det skal vi have ned," siger sygehusdirektør Per Christiansen. 30 millioner er betydelig mere end det samlede overforbrug, der tegner sig for Aalborg Sygehus. Det retter lidt op på det hele, at andre afdelinger giver overskud.

En del af budgetproblemet i Medicinsk Center har Per Christiansen en positiv forklaring på. Tidligere år stod der lægestillinger ubesatte i Aalborg, men efter at sygehuset er blevet universitetshospital, er alle stillinger besat. "Men tidligere var der plads til et vist overforbrug i plejen. Det er der ikke længere," tilføjer Per Christiansen.

At sygehusledelsen hvert år beder afdelingerne finde besparelser på 1 eller 2 pct., er normal procedure. Man ved, at sygehusene år for år bliver mere effektive, og den gevinst høster amtet på forhånd ved at pålægge afdelingerne 2 pct. i besparelse.

"I hele Nordjyllands Amt er der et udgiftsbehov på ca. 200 mio. kr. til nye ting. Kræftplan, PET-skannere, hjerter, dialyse," forklarer Per Christiansen. "En del af det er nationale planer, som er finansieret i aftaler med regeringen. Men mellem 50 og 100 millioner skal findes internt i amtet. "

Græder i skyllerummet

"Vi ved godt, at Medicinsk Center får tilført flere penge til næste år. Men det er til nye aktiviteter, og det ændrer ikke ved, at medarbejderne oplever et meget stort arbejdspres. Det må ledelsen tage alvorligt," siger amtskredsformand Jytte Wester, Dansk Sygeplejeråd.

"De må lave en handlingsplan, så det bliver tåleligt at gå på arbejde. Vi har hørt om medarbejdere, der står og græder i skyllerummet, fordi de ikke kan overskue, hvordan de skal nå deres arbejde."

"Problemet er, at medicinske patienter kommer akut og ikke i en jævn strøm," siger vicecenterchef Bente Dam. "Der vil altid være spidsbelastninger, det tror jeg aldrig vi kan komme ud over. I dag, den 5. juli, har vi f.eks. 232 åbne senge. Men vi har 270 patienter."

Bente Dam er udmærket klar over, at der er sygeplejersker, som går hjem med dårlig samvittighed hver dag. "Men situationen er ikke anderledes for os end for medicinske afdelinger i hele landet. Og det er en udvikling, jeg tror, vi vil få på hele sygehusområdet," siger hun.

"Vores medarbejdere har en faglig forpligtelse til at bedømme, hvad der er muligt i den situation, de står i. De gør et godt stykke arbejde under vanskelige vilkår. Ledelsen er på den anden side forpligtet til at udstikke rammer, så det ikke bliver den enkeltes eget ansvar. Det er noget af det, vi arbejder på som centerledelse."

Emneord: 
Økonomi
Politik
Sygehus

Kvaliteten koster

Personaleprotest. Nye behandlinger, kortere ventetider. Det koster, og nu må personalet på sygehusene i Ringkjøbing Amt betale prisen for overforbruget: tvungen afspadsering og færre på arbejde.

SY-2005-16-18-01Foto: Thomas Tolstrup  Illustration: Bob Katzenelson

Fredag den 10. juni nedlagde 175 sygeplejersker, læger og andre medarbejdere arbejdet på Holstebro Sygehus for at samles i kantinen.

De brugte deres frokostpause på det faglige møde, og de efterlod så mange kolleger i afdelingerne, at patienterne kunne passes. Men der var ingen tvivl om deres vrede over amtets sparetiltag og den meget kortfattede orientering, de netop havde fået i et nyhedsbrev. Hvor amtet bl.a. dikterer, at alt over- og merarbejde skal afspadseres.

"Det var en spontan arbejdsnedlæggelse. Man syntes, at nu strammede de den for vidt. Og det gjaldt både måden, personalet blev orienteret på, og indholdet," siger Alma Jensen, fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i Kirurgisk Center.

"Der er ikke meget ved at få pålagt merarbejde en nat mellem fredag og lørdag - og vide, at man kan afspadsere en onsdag om tre måneder."

Tidligere kunne ekstra timer og vagter udbetales. Nu mister personalet den gulerod, og mange vil få en reel lønnedgang. Det vil ikke mindst ramme de deltidsansatte, påpeger Alma Jensen.

"Der er rigtig mange sygeplejersker på deltid, som gerne ville have fuld tid. Men det kan de ikke få, for så kan arbejdsgiverne ikke få vagterne til at hænge sammen," siger hun. "Nu skal de tage merarbejde, som de bliver sat til at afspadsere den dag, det passer ledelsen. De kan ikke længere supplere op på deres løn."

Alt for flittige

en meget stor aktivitet i første del af 2005. Det er baggrunden for, at amtet griber ind, forklarer vicedirektør Per Østergaard Jensen.

"Vi forventer et merforbrug på op mod 50 mio. kr. i 2005. Det accepterer vores amtsråd, men vi er nødt til at reagere nu, for ellers bliver merforbruget endnu større."

Bedre behandling på en række store områder er en del af forklaringen. F.eks. bliver kræftpatienter behandlet mere intensivt, og det giver udgifter til både medicin og personale. På medicinkontoen alene bliver der tale om et overforbrug på 15-20 mio. kr.

Ud over kræftbehandlingen er der også store ekstraudgifter til det hæmatologiske område og til gigtpatienter. De kliniske specialafdelinger, specielt billeddiagnostikken, har på samme måde haft en stor vækst. Flere skanninger, flere sofistikerede undersøgelser. Alene udgifterne til røntgen stiger 10 pct. om året.

Men ventetiderne er også blevet meget kortere på en lang række behandlinger, understreger Per Østergaard Jensen. "Før i tiden var der fire-fem-seks års ventetid på en brystreduktion. I dag er ventetiden otte uger. For fire år siden var der 12-16 måneders ventetid på høreapparater. I dag er ventetiden én dag, hvis problemet er ukompliceret, seks-otte uger, hvis det er mere kompliceret. I de senere år har vi fordoblet antallet af proteseoperationer, så man i dag kan få en traditionel cementeret hofteprotese inden for fire uger."

Per Østergaard Jensen giver gerne personalet æren for den meget store aktivitet på amtets egne sygehuse. "De er hammerdygtige og meget arbejdsvillige. Men den store aktivitet bygger til en vis grad på overarbejde og merarbejde. Det er vi nødt til at begrænse resten af året."

Per Østergaard Jensen bruger ikke ordet besparelser, for samlet får sygehusene lov til at bruge flere penge end i 2004 og flere penge, end der er budgetteret med. Han taler i stedet om justeringer.

"Jeg synes, det er flot, at vores politikere vil acceptere et overforbrug, så vi ikke skal ud i at afskedige personale. Selv om jeg også forstår vores personale, når de siger: Nu kan I ikke presse os mere."

Emneord: 
Økonomi
Politik
Sygehus

Overtræk på sygehuskontoen

Høj puls. Amterne kan ikke holde deres budgetter i år. Der har været så stort pres på sygehusene i første halvdel af året, at regeringen vil acceptere et samlet overforbrug på 400 mio. kr.

SY-2005-16-14-01 Foto: Thomas Tolstrup. Illustration: Bob Katzenelson

En række danske sygehuse har brugt alt for mange penge i første halvdel af 2005. Der er ikke tale om, at personalet har drevet den af, og mange patienter har uden tvivl været glade for at komme hurtigt til på sygehuset.

Men amterne har brugt flere penge, end der er afsat i budgetterne. Overforbrug i første halvdel af året er set før, og det har ofte ført til drastisk opbremsning ude på sygehusene - ansættelsesstop, neddroslet aktivitet på operationsstuerne osv. Nogle amter har da også bedt deres sygehuse om at bremse op. Men generelt er presset på de danske sygehuse så stort, at det er umuligt at få budgetterne til at holde i år.

Det har Amtsrådsforeningen fremført over for finansministeren i de forhandlinger om næste års økonomi, der blev afsluttet i begyndelsen af juni. Som resultat af forhandlingerne har regeringen nu accepteret, at amterne samlet bruger 400 mio. kr. mere end budgetteret på sygehusbehandling i 2005.

Selvmodsigende

Der er ingen enkel forklaring på amternes overforbrug. "Generelt er der bare pres på.

Side 15

Illustration

Side 16 

Patienterne forventer kortere og kortere ventetider, og der er stort pres for at få de samme behandlingsmuligheder, som man har i udlandet," siger kontorchef Dorte Thrige, Amtsrådsforeningen.

"Og flere patienter bliver behandlet mere intensivt. På kræftområdet har man f.eks. fået nye præparater. Men man ser også, at kræftpatienter både får operation, kemoterapi og strålebehandling. Hvor man tidligere gav én af delene."

Hjerteplan, kræftplan, penge til ekstra operationer fra den såkaldte Løkke-pose. Sygehusområdet har fået tilført mange penge i de senere år. Men pengene har været øremærket til særlige områder, og hvor sygehusenes aktivitet fik lov til at vokse med 5 pct. i 2002, er der kun tale om ca. 2 pct. i de seneste år.

Samtidig står amterne i den situation, at amtspolitikerne ikke selv kan bestemme, hvor amtets serviceniveau skal ligge. Det er efterhånden mange år siden, patienterne fik frit sygehusvalg. Og når patienterne vælger sig ind på et sygehus i et andet amt, er deres eget amt nødt til at betale, selv om kontoen til udenamts behandling måske allerede er brugt.

I 2002 blev det frie sygehusvalg udvidet, så amtet også har pligt til at betale for patienternes behandling på privathospitaler, hvis amtet ikke selv kan levere behandlingen inden for otte uger.

"Vi arbejder i et mærkværdigt system, hvor vi skal styre inden for en ramme, samtidig med at patienterne kan bevæge sig frit," siger vicedirektør Per Østergaard Jensen, Ringkjøbing Amt. Et af de amter, der kommer til at bruge for mange penge i år.

"På det medicinske område er 90 pct. af patienterne akutte, på det kirurgiske område er 60-70 pct. akutte. Dem kan vi ikke afvise. Vi kan kun begrænse aktiviteten på det elektive område, men så stiger ventetiderne, og så løber patienterne over i det private område."

Sygehuse bremser op

Selv om regeringen nu vil acceptere et overforbrug på 400 mio. kr. i alt, er der alligevel flere amter, der må slå bremserne i. For de penge, de bruger for meget i år, kommer de under alle omstændigheder til at mangle i næste års budget.

Det er derfor, hele afdelinger og sygehuse rundt omkring nu bliver præsenteret for nedskæringer og sparekrav af forskellige slags.

Som regel hedder det noget andet, f.eks. handleplaner. Og set fra amtsgården og fra sygehusledelsens kontorer er der heller ikke tale om besparelser. Samlet får afdelingerne lov til at bruge flere penge end sidste år og flere penge, end de har budget til. Der er kun tale om at begrænse et overforbrug.

For plejepersonalet, der ikke længere kan få vikarer ved sygdom eller må undvære kolleger i dagvagten, fordi alt overarbejde skal afspadseres, ser det anderledes ud.

For dem bliver det ikke bedre af, at det også er på nuværende tidspunkt, mange afdelinger skal komme med forslag til besparelser på næste års budget. Besparelserne er nødvendige for at få penge til nye aktiviteter, og man regner med, at sygehusene bliver ca. 2 pct. mere effektive hvert år. Det betyder, i hvert fald i teorien, at den enkelte patient kan behandles med lidt færre ressourcer hvert år.

"Der ligger hele tiden krav til os om at effektivisere og billiggøre produktionen," siger vicedirektør Per Østergaard Jensen, Ringkjøbing Amt.

"Men der er grænser. En tung onkologisk patient kan man ikke effektivisere. Vi kan hverken lade være med at give patienten medicin eller den pleje og omsorg, der behøves."

Emneord: 
Økonomi
Politik
Sygehus

Sygeplejersken i Folketinget

Fingeraftryk. Birgitte Josefsen er nyvalgt medlem af Folketinget og tingets eneste sygeplejerske. Hun er glad for, at hun allerede har sat sygepleje- faglige fingeraftryk på det politiske arbejde.

Foto: Søren Svendsen SY-2005-15-14-01

"Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er stolt af mit fag. Jeg har haft et godt arbejdsliv, og jeg har det utrolig godt med at være sygeplejerske. Det har selvfølgelig også betydning for mit nuværende politiske arbejde."

Sådan siger Birgitte Josefsen, der blev valgt ind i Folketinget ved det seneste valg, og som i denne valgperiode er Folketingets eneste sygeplejerske. Hun er valgt i Hobrokredsen for Venstre og har i de få måneder siden februarvalget allerede sat kraftige sygeplejefaglige fingeraftryk på de kommende års sundhedspolitik.

"Hvad enten det drejer sig om politisk arbejde i amtsrådet, byrådet eller i Folketinget, så kan man jo ikke lægge et fag bag sig, som man holder af. Jeg har været forhandler for mit parti i forhold til aftalen om Kræfthandleplan II, og så kan jeg ikke undgå at tænke på, hvordan sygeplejen er tænkt ind i planerne, og hvordan planerne vil påvirke sundhedsvæsenet i det hele taget. Derfor vil det få en afsmitning, at det er en sygeplejerske, der arbejder med disse ting.

Derudover har vi i denne folketingssamling oven på valget skullet bruge alle vore kræfter på det, der skulle færdigbehandles i forhold til kommunalreformen og strukturreformen. Jeg har været tovholder sammen med en af mine partikolleger i forhandlingerne om de love, der har med sundhedsområdet at gøre. Der har været mange deputationer i høringsperioden for at fortælle, hvad de mener, lovgivningen skal tage højde for. Og jeg har selvfølgelig lyttet til det, der er blevet fremført, og jeg har også gennemgået det materiale, der er kommet fra Dansk Sygeplejeråd. Ud af de elementer, som Dansk Sygeplejeråd pegede på, lykkedes det at få et af områderne med i den nye sundhedslov, nemlig at sygeplejerskerne får sæde i specialeplanlægningsudvalget. Det er vigtigt, synes jeg. Som sygeplejerske og som folketingsmedlem har man mulighed for at argumentere på et fagligt grundlag. Og jeg tror da, det har været med til at påvirke ministeren."

Kontakten til faget

Birgitte Josefsen lægger vægt på at bevare kontakten til gamle kolleger, men hun får også mange henvendelser fra andre sygeplejersker om det politiske arbejde. Henvendelser, hun er glad for:

"Jeg mødes en gang imellem med nogle gamle kolleger i social sammenhæng. Men der er også andre sygeplejersker, der kontakter mig. Det er bl.a. sygeplejersker, som stiller op til de kommende regionsråd og til de nye kommunalbestyrelser, som spørger mig om mine erfaringer. Ikke kun sygeplejersker, der relaterer til Venstre, men sygeplejersker, der repræsenterer alle politiske retninger. Det synes jeg er fint.

Det samme oplevede jeg, da jeg sad i amtsrådet, og i øvrigt ikke kun henvendelser fra sygeplejersker, men også andre sundhedsfaglige grupper. Den faglige baggrund er et solidt fundament, vi har til fælles. Jeg har også selv i min tid i amtsrådet haft et glimrende samarbejde med en kollega fra SF, hvor vi som sygeplejersker sammen havde mange gode diskussioner af, hvor vi syntes, sundhedsvæsenet skulle bevæge sig hen.

I Venstres gruppe i Folketinget sidder to læger, Jørgen Winther og Preben Rudiengaard. Når vi tre rotter os sammen, siger vi ofte i spøg, at vi "går stuegang." Det er klart, at vi har nogle andre vinkler at drøfte sundhedsvæsenet ud fra end de andre i gruppen. Den faglige baggrund er der ikke nogen, der kan tage fra mig. Det er den, jeg bygger mit arbejde på. Jeg bruger den også i miljøudvalget, hvor der er mange emner, der har betydning for, hvordan vi som borgere påvirkes sundhedsmæssigt i vores dagligdag.

Alt i alt hænger de udvalgsposter, jeg har fået, fint sammen med min faglige baggrund og mit interesseområde. Det var især et meget stort ønske fra mig, da jeg blev valgt, at jeg fik plads i Sundhedsudvalget. Det er et eftertragtet udvalg, som mange gerne vil sidde i for at gøre deres indflydelse gældende. Så jeg var meget glad, da der kom besked om, at jeg havde fået plads i udvalget. Vi er syv medlemmer fra Venstre i udvalget, der i alt har 17 medlemmer.
SY-2005-15-14-02De store partier opdeler typisk ordførerskabet i udvalget. Det, jeg har fået som mit hovedansvar, er sundhedsfremme og forebyggelse, demensområdet og psykiatriområdet, og så har jeg et dele-ordførerskab med Jørgen Winther på kræftområdet.

Jeg er i den heldige situation, at jeg virkelig har fået noget at arbejde med. Der er ikke så meget ved at blive valgt som folketingsmedlem og så ellers sidde på den bageste række og trykke på afstemningsknappen, og det er så det. Jeg har virkelig fået lov at prøve kræfter af og arbejde med nogle ting, hvor jeg har kunnet øve indflydelse på det lovgivende arbejde."

En spændende tid

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg længe har været fortaler for, at vi skulle have en kommunalreform. Det, der kommer til at foregå på sundhedsområdet, er en styrkelse af den samlede indsats. Og så lægger jeg også stor vægt på, at vi styrker sundhedsfremme, forebyggelse og genoptræning ude i kommunerne, tæt på borgerne.

Det bliver en spændende tid for alt sundhedsfagligt personale og specielt da for sygeplejerskerne, som skal yde sundhedsfremme og forebyggelse og vejledning over for borgerne. Det er noget af det mest fornemme ved vores fag, at vi kan gå ud og rådgive om, hvordan vi som borgere holder os sunde og derved undgår at skulle afprøve sundhedsvæsenet "indefra." Sygeplejerskerne er efter min mening en faggruppe, der kommer til at spille en meget stor rolle.

Jeg har stukket en finger i jorden ude blandt kolleger og har ikke hørt nogen være negativ over for de kommende forandringer. Tværtimod glæder sygeplejerskerne sig til at skulle i gang med de nye opgaver."

Blander sygeplejerskerne sig nok i sundhedspolitikken? 

Birgitte Josefsen: "Det er måske ikke de menige sygeplejersker, man hører mest. Men de sygeplejefaglige ledere er jo blevet inddraget i processen, som er i gang ude i de enkelte kommuner. Når man hører dem beskrive deres opgaver i deres kommune, som nu skal sammenlægges med en eller flere andre kommuner, så giver det et klart indtryk af, at vi med kommunalreformen får sat enormt meget fokus på alle dele af sundhedsvæsenet. Alle sten bliver vendt. Dermed får vi også sat fokus på, hvordan vi løser opgaverne. Måske er der opgaver, vi kan løse på en mere hensigtsmæssig måde!

Men jeg er ikke i tvivl om, at sygeplejerskerne markerer sig som faggruppe i forhold til sundhedspolitikken. Når jeg har skimmet de 61 projektansøgninger til sundhedscenterpuljen igennem, så har sygeplejerskerne været enormt aktive i forhold til disse projekter. Sygeplejen er i høj grad tænkt ind i projekterne.

Ser vi på de kommende regioner, så er det min opfattelse, at vi får fem stærke sundhedsregioner, eftersom sundhedsområdet bliver deres langt vigtigste opgave. Et af de mest positive aspekter er, at regionerne nu får tilrettelagt deres virksomhed på en måde, så borgerne overalt i landet er sikret samme omfang af service og samme grad af kvalitet, fordi det er fastlagt, hvad regionerne skal tilbyde. Uanset, om det drejer sig om en borger i Tversted eller i det indre København. Det har været et problem tidligere, fordi man har været meget afhængig af, hvilket skatteudskrivningsgrundlag det enkelte amt har haft. Nu bliver det lige vilkår for alle. Så skal der forhandles med staten om økonomien hvert år, men det er jo også tilfældet i dag."

Blå Bog


Birgitte Josefsen, 53 år. Gift med Asger, der er selvstændigt erhvervsdrivende. Voksne børn på 31 og 26 år. Bor på mindre landejendom i Brønderslev Kommune. Desuden lille lejlighed i København (efter valget til Folketinget).

Politisk karriere:
Medlem af Nordjyllands amtsråd 1994-2005, medlem af Brønderslev kommunalbestyrelse fra 1998. Indvalgt i Folketinget den 8. februar 2005. Næstformand i Folketingets Planlægnings- og Miljøudvalg, medlem af Sundhedsudvalget, Paragraf 71-udvalget (tilsyn frihedsberøvelse) og Udvalget til Prøvelse af Valgene. Stedfortræder i Europaudvalget, Retsudvalget og Nordisk Råd.

Venstres folketingskandidat i Hobrokredsen fra december 2004 og i Fjerritslevkredsen 1999-2001.

Uddannelse:

Sygeplejerske, Vendsyssel Sygeplejeskole 1974. Orlov fra stilling på Psykiatrisk Sygehus, Aalborg. Tidligere mellemleder i hjemmeplejen, Brønderslev Kommune.

Andre tillidshverv:

Formand for Idrætsforeningen PSI-Serritslev. Medlem af lokalbestyrelsen i Røde Kors Brønderslev.

Medlem af repræsentantskabet i Øster-Brønderslev Sparekasse.

Hektisk entré

Birgitte Josefsen konstaterer, at hendes liv har været "ret hektisk" siden den 7. december sidste år. Det var den dag, hun blev opstillet til Folketinget for Venstre i Hobrokredsen, som tidligere var Svend Aage Jensbys kreds.

"Vi vidste ikke, hvornår valget kom, og det kom så meget hurtigt. Jeg skulle i en fart have fortalt, at jeg eksisterede, og hvem jeg var, så jeg kunne blive valgt, og det lykkedes heldigvis.

Det var en meget hektisk valgkamp for alle. Og det blev ikke mindre hektisk, da jeg blev valgt og kom herind og lige pludselig skulle finde rundt i dette hus på 55.000 kvadratmeter, hvis vi tager det hele med. Men jeg skulle også hurtigt finde ud af, hvordan den politiske verden er på Christiansborg. Alligevel synes jeg, det er gået over al forventning."

Emneord: 
Politik

5 faglige minutter: Magtens traditionsbundne tænkning

Det er mit nytårsønske, at politikere og andre beslutningstagere vil erkende, at psykiatri bør være et tværfagligt og tværvidenskabeligt speciale.

Det er med glæde, at jeg kan konstatere, at der i stigende grad sidder sygeplejersker med i udvalg og arbejdsgrupper, når der f.eks. skal udarbejdes nationale indikatorer og referenceprogrammer. Det fjerner dog lidt af glæden, når jeg ser på udvalgenes sammensætning. Oftest sidder en ensom sygeplejerske sammen med otte læger og en enkelt socialrådgiver. Jeg bebrejder ikke lægerne, at de er så fyldigt repræsenteret, for jeg ville med glæde slæbe en hel hær af sygeplejersker med, hvis vi blev inviteret, men jeg er kvalmegrøn af misundelse. 

På en konference sad jeg ved siden af en medarbejder fra Sundhedsstyrelsen. Jeg benyttede lejligheden til at spørge ham, hvorfor de sammensætter deres arbejdsgrupper med så stor en overrepræsentation af læger. Han opfattede det som et stort fremskridt, at der ikke udelukkende sad læger. Da de indførte begrebet tværfaglighed i Sundhedsstyrelsen, troede lægerne, at det blot betød, at der skulle være en læge med fra alle specialerne.

5 faglige minutter skrives på skift af fire sygeplejersker:
SY_2004_19_54_01

Jette Bagh,

sygeplejerske,
cand.cur.
Uddannet i
1981 på
Frederiksberg
Hospitals
Sygeplejeskole.

SY_2004_19_54_02 Jørn Ditlev Eriksen, sygeplejerske, forstander på botilbuddet Slotsvænget.
Uddannet i 1987 på
sygeplejeskolen ved
Rigshospitalet.
SY_2004_19_54_03

Anne Vesterdal, sygeplejerske,
Uddannet i 1970
på sygeplejeskolen
ved Rigshospitalet 

SY_2004_19_54_04

Birgitte Harild, sygeplejerske,
P.t. bosat i Frankrig. Uddannet i 1980 ved Frederiksborg Amts Sygeplejeskole
i Hillerød.  

Jeg ved, at sygeplejersker kæmper en ensom kamp i diverse udvalg for at få anerkendt andre videnskaber end kun den medicinske som styrende for udviklingen. Jeg kan for mit indre blik se, hvordan sygeplejersken ivrigt fremlægger tværvidenskabelige undersøgelser i form af kvalitative interviews, feltobservationer m.m., hvorefter den lægelige udvalgsformand spørger, om der ikke findes nogle dobbeltblindundersøgelser i bunken.

Sygeplejersken ryster fortvivlet på hovedet, og den demokratisk indstillede udvalgsformand foreslår herefter en hurtig afstemning, hvor det afklares, om disse undersøgelser kan indgå som evidensbaseret viden. Efter at have konstateret, at afstemningen blev otte for, to imod, opfordres der til, at arbejdsgruppen kommer videre med arbejdet, så de kan få udrettet noget værdifuldt.

Jeg har ofte diskuteret denne problemstilling med forskellige psykiatere. Når vi er kommet derud, hvor argumenterne ikke længere står i kø, har de ofte spillet deres ultimative trumfkort. ”Husk nu på, at psykiatri er et lægefagligt speciale!” Jeg ved ikke, hvad det betyder, men jeg ved, hvad budskabet er: ”Søster Jørn, tør din snotnæse, det er os, der bestemmer!” 

Det er ikke, fordi argumentet er godt, at det lammer mig. Det er, fordi det er sandt, at det er dem, der bestemmer. Jeg er ikke i tvivl om, at professor Uffe Juul Jensen har ret, når han siger, at det er dem, der har magten over kundskabsbegrebet, der har magten. 

Jeg tænker med gru på, hvordan Galilei for mange år siden blev taget til fange af kirken og truet med henrettelse, fordi han bekendtgjorde, at solen og ikke jorden var solsystemets centrum. 

At man har magten til at definere, hvad der er gyldig viden, er ikke ensbetydende med, at man alene er i stand til at udvikle kvalitet. Al viden har godt af at blive udfordret af andre synsvinkler. Vi er nødt til at have en bredere tilgang til vores videns- og kvalitetsudvikling. Hverken vi eller de sindslidende kan leve med, at indikatorer og referenceprogrammer bliver udviklet i smalspektrede faglige loger. 

Det er derfor mit nytårsønske, at politikere og andre beslutningstagere vil erkende, at psykiatri bør være et tværfagligt og tværvidenskabeligt speciale, og at de har modet til at gøre op med en forældet og traditionsbundet tænkning, der baseres på, at det alene er lægevidenskaben, der skal udvikle psykiatrien. 

Lad os få nogle tidssvarende reelle tværfaglige arbejdsgrupper, der også har bruger- og pårørenderepræsentanter, så vi kan få en udvikling, der bygger på viden og ikke på magt.

Emneord: 
Politik

5 faglige minutter: Klistret stads uden effekt

Nu har vi i årevis bygget sundhedsvæsenet op efter de professionelles behov, nu må det være tid til at tage udgangspunkt i brugernes behov.

Vores formand virker skræmmende målrettet, når hun fra talerstolen, iført sit skriggrønne tørklæde, tordner sine budskaber ud. Fra bagerste række i kongressalen, hvor jeg sad, kunne jeg ikke se, om hun var iført sine zebrastribede støvletter, men jeg tror det, for der var noget vildskab over hende.

5 faglige minutter skrives på skift af fire sygeplejersker:
SY_2004_19_54_01

Jette Bagh,

sygeplejerske,
cand.cur.
Uddannet i
1981 på
Frederiksberg
Hospitals
Sygeplejeskole.

SY_2004_19_54_02 Jørn Ditlev Eriksen, sygeplejerske, forstander på botilbuddet Slotsvænget.
Uddannet i 1987 på
sygeplejeskolen ved
Rigshospitalet.
SY_2004_19_54_03

Anne Vesterdal, sygeplejerske,
Uddannet i 1970
på sygeplejeskolen
ved Rigshospitalet 

SY_2004_19_54_04

Birgitte Harild, sygeplejerske,
P.t. bosat i Frankrig. Uddannet i 1980 ved Frederiksborg Amts Sygeplejeskole
i Hillerød.  

 Hun havde inviteret vores lille sundhedsminister, og det var planen, at han skulle sidde på første række og få vindblæst sin ellers nydelige frisure med hendes budskaber. 

Formandens plan var dog kikset på et punkt, for ministeren havde ikke indfundet sig. 

Jeg tror, at han stod ude i forhallen og røg sig mod til, for da han hørte formandens højrøstede stemme proklamere ”nu skulle jeg have fortalt sundhedsministeren lidt om sundhedspolitik,” havde han ikke længere noget valg, han måtte skodde smøgen og træde frem i lyset. Han kom nærmest listende ind med sine embedsmænd lige i hælene. 

Efter formandens lektion var det sundhedsministerens tur. 

Da han begyndte at snakke om sammenhæng i sundhedsvæsenet, kunne jeg ikke længere koncentrere mig om min kryds og tværs. ”Der skal mere kit til,” proklamerede han. 

Jeg fik lyst til at rejse mig op og råbe, at de sindslidende ikke har brug for hverken kit, plasticpadding, tyggegummi, elastikker, hæfteklammer eller strømpeholdere, de har brug for én individuel plan. 

Da jeg ikke havde taleret på kongressen, besluttede jeg at skrive et brev til ham, som han kunne læse på vej hjem i sin ministerbil. 

”Kære sundhedsminister. 

Du plejer at tale højt om borgeren i centrum og brugerindflydelse. Hvis disse ord skal være andet end tomme paroler, så må du stoppe med at tale om gammeldags vindueskit i en tid, hvor vi burde være gået over til moderne gummilister og termoruder. Nu har vi i årevis bygget sundhedsvæsenet op efter de professionelles behov, nu må det være tid til at tage udgangspunkt i brugernes behov. 

Jeg kender en sindslidende, som er blevet udstyret med fem forskellige planer. En behandlingsplan på hospitalet, en anden i distriktspsykiatrien, en handleplan i socialforvaltningen og en mere i sit botilbud. Som en ekstra bonus fik hun også lige en udskrivningsplan oven i hatten. Hvordan kan det undre nogen, at den sindslidende ikke kan overskue eller tage ejerskab til alle disse planer? 

Hvis du tror, at det er kit, der skal binde disse planer sammen, så kommer du til at bruge mange penge på det klistrede stads, uden at det får nogen effekt.” 

De professionelle er nødt til at acceptere, at den sindslidende kun har én plan, og at deres indsats skal indpasses i og efter denne. Det kræver, at vi erkender og respekterer hinandens faglighed, og det er her, filmen ofte knækker. 

Søren fik det i sidste uge psykisk dårligt og blev fulgt af sin kontaktperson til den psykiatriske afdeling. Kontaktpersonen mente, at krisen skyldtes stress på grund af svære ting i privatlivet, mens lægen troede, at Søren manglede medicin. Jeg ved ikke, hvad Søren mente, men jeg ved, at kontaktpersonens og lægens planer var meget forskellige, og at de ikke spillede sammen. 

Da jeg kikkede op, så jeg, at ministeren allerede var på vej ud af kongressalen. Jeg var langt fra færdig med mit brev, men løb alligevel efter ham med de få linjer. 

Hans embedsmænd lignede nu mere bodyguards, og sundhedsministeren var allerede forsvundet i en røgsky fra sin cigaret. 

På vej tilbage til min kryds og tværs kunne jeg se, at formanden igen havde indtaget talerstolen og salen. Jeg kunne mærke misundelsen over, hvor let og målrettet hun får sine synspunkter ud. 

Jeg tror, at jeg i morgen vil prøve at købe et par zebrastribede støvletter.

Emneord: 
Psykiatri
Politik

Min kæphest er at sætte den politiske dagsorden

Connie Kruckow anser dialogen med medlemmerne som et vigtigt fundament for formandsarbejdet. Men hun ved godt, at bolden ender hos hende selv, og det ansvar tager hun på sig.

Bag Connie Kruckows formandskontor højt oppe over Strøgets tage ligger den fine stue. 

Det er et stort rum der, på trods af sine mørke møbler, er lyst og venligt. I den ene ende står en sort lædersofa med to matchende lænestole ved et lavt bord, i den anden gløder et spisebord af blankpoleret palisander i lysindfaldet fra vinduet. Midt på det runde bord er der anbragt en skål af kongeligt porcelæn, fyldt med frisk frugt. Det blonde trægulv tager vel imod de to ægte tæpper, og der er moderne kunst på væggene.

SY_2004_22_s14_01”Jeg er mig mit ansvar bevidst som forhandler af løn for 73.000 sygeplejersker, så man skal tænke tingene godt igennem.”  Foto: Rick John Molloy

Stuens indretning udstråler kvalitet i en blanding af moderne og gammelt. Og det slår mig, at det et godt sindbillede på Connie Kruckow og hendes karriere, hvor hun har lagt vægt på gammeldags dyder som at være arbejdsom, målrettet, pligtopfyldende og troværdig. Især troværdigheden vender hun tilbage til flere gange under vor samtale. 

Sygeplejerskernes formand har også vist en vilje til magt, der bestemt ikke hører til blandt kvinders gammeldags dyder. Den var forbeholdt mænd. Og når kvinder går efter magt, bliver de opfattet som ”skrappe” og sågar ”ukvindelige.” Den kender Connie Kruckow også.

SY_2004_22_s16_01”Sygeplejerskerne skal være gode til at fortælle omverdenen, hvad de kan og råbe op om, hvad de bruger tiden til.” Foto: Rick John Molloy 

Hun er en moderne kvinde med alt, hvad det indebærer: Smuk, rank og velklædt og med et direkte blåt blik i det solbrændte ansigt under det lyse, dristigt kortklippede hår. Men med et forsonende lilla silketørklæde, der matcher perlekædens violette farvespil, kastet over det sorte tøj. Og da jeg bemærker de smarte sandaler på de bare fødder, smiler hun og siger, at hun elsker tørklæder og sko. 

Nummer ni på magtliste

”Min kæphest er at sætte den politiske dagsorden. At sandsynliggøre at vi vil have en løn der svarer til vore kvalifikationer og arbejdsindsats,” siger Connie Kruckow kort og godt. Og så: ”Troværdigheden er vigtig. Har jeg sagt noget, står jeg ved det. Ellers kan man ikke nå resultater.” 

Man må vel sige, at det er et resultat at blive nummer ni og den højst placerede kvinde på avisen Dagens Medicins magtliste. Hvordan opleves det?

SY_2004_22_s16_02”Et er at vinde, men man er også nødt til at gøre sig klart, om man kan holde til at tabe.” Foto: Rick John Molloy

”Jeg blev enormt glad, fordi det viste, at det vi ville, var lykkedes. Nemlig at sætte den politiske dagsorden. Men så tænkte jeg også, at nu er det om at holde gryden i kog og hænge på til næste år og præstere mindst det samme - det er jo det, du bliver målt på.” 

Connie Kruckow, som er 50 år, kommer fra Nordfalster: ”Min far var arbejdsmand og min mor hjemmegående. Vi var fem børn, hvoraf de fire er født på fem år, og jeg var den ældste.” 

På spørgsmålet om hun allerede dengang var ”bossy,” svarer hun med et smil: ”Det vil nogle af dem hævde. Men vi fik en hård opdragelse, og jeg fik den hårdeste, fordi jeg var den ældste. Men jeg var en pligtopfyldende, pæn og ordentlig pige og en stilfærdig læsehest - jeg støvsugede det lokale bibliotek for bøger.” 

Connie Kruckow tog realeksamen, hvad der var ualmindeligt i en arbejderfamilie dengang. Hendes far og mor var gået ud af 7. klasse, og så blev de sendt ud at tjene.

SY_2004_22_s17_01”Nogle syntes, jeg var skrap, men det havde jeg ikke tænkt mig at lave om på - jeg mente, jeg havde fat i den rigtige ende. Sådan er jeg stadig.” Foto: Rick John Molloy

Flere af hendes lærere mente, at hun skulle have studentereksamen. Men Connie Kruckow, der havde været i erhvervspraktik i 7. klasse på Nykøbing Sygehus, sagde nej. For hun ville være sygeplejerske, og dengang var realeksamen nok til at komme ind på sygeplejeskolerne. 

Men vejen gik over England, hvor hun arbejdede et år som au pair på et lille

Side 15 

college og lærte at tale engelsk. Efter endt uddannelse på Hillerød Sygehus startede Sygeplejerskens kommende formand sin karriere samme sted i 1976. Men ikke med at kaste sig ud i fagforeningsarbejdet: ”Det var det faglige indhold i sygeplejen, der interesserede mig,” siger Connie Crukow. Og sådan har det været hele vejen igennem - det er sygeplejefagets mange muligheder og ønsket om at udvikle dem, der har ført hende over i det fagpolitiske arbejde. 

Blev politiker 

Som 30-årig tog Connie Kruckow lederuddannelsen på Danmarks Sygeplejerskehøjskole og kom tilbage til Hillerød som afdelingssygeplejerske i sygeplejeadministrationen. 

På det tidspunkt havde man den store diskussion om trojka-ledelse. ”Der kom en rapport, som jeg tilbød at læse korrektur på, fordi jeg var sprogligt god - og på den måde fik jeg jo også sat mig ind i sagen,” siger hun med et skævt smil. 

”Som afdelingssygeplejerske stillede jeg høje krav til kvaliteten. Tingene skulle være i orden, og jeg tog fat i medarbejderne. Nogle syntes, jeg var skrap, men det havde jeg ikke tænkt mig at lave om på - jeg mente, jeg havde fat i den rigtige ende. Sådan er jeg stadig, og jeg stiller også store krav til mig selv,” siger hun. 

Connie Kruckow arbejdede aldrig mere end et par år på en afdeling, før hun søgte videre: ”Det, der interesserer mig, er fagets indhold: Hvorfor gør vi, som vi gør? Er det godt nok for patienterne? Hvad kan vi gøre bedre? Og hvordan får vi indflydelse?” 

Men et eller andet må have luret, for en dag i 1987 da Connie Krukow så, at Frederiksborg amtskreds søgte en faglig sekretær, søgte hun stillingen og fik den:

”Det det var modigt af amtskredsformanden at tage én uden bagage som tillidsrepræsentent,” siger hun, ”men det første år var ikke særlig sjovt, det var en helt anden rolle at være embedsmand, og jeg søgte faktisk et par andre stillinger.” 

Men hun blev. 

Og spørgsmålet, der svæver i luften mellem os, behøver ikke at blive stillet, og derfor heller ikke at blive besvaret: Det har hun aldrig fortrudt! 

Da formanden for Frederiksborg amtskreds stoppede i 1993, opfordrede mange af tillidsrepræsentanterne Connie Kruckow til at stille op: ”Det vakte nogen undren og bekymring i Dansk Sygeplejeråd, for det var ikke daglig kost for en embedsmand at stille op til en politisk post,” siger hun. Men hun var eneste kandidat og blev valgt uden afstemning. 

Og nu var Connie Kruckow pludselig i rollen som den politiker, der skulle føre tingene ud i livet. Det lagde med tiden og erfaringen op til et andet og langt mere betydningsfuldt valg i 2000. Og denne gang var der kamp om formandsposten. 

Vovede pelsen

På hjemmefronten lød der et ok. Connie Kruckow er fraskilt, og hendes to store børn, en dreng og en pige, var på det tidspunkt godt i vej. ”Og det er vigtigt,” siger hun.

”Jeg var faktisk den, der var mest i tvivl. Men det var trist at se organisationen smuldre, og jeg troede på, at jeg havde noget at bidrage med, også på topniveau. Jette Søe, som var formand fra 1996 - 2000 var en god formand og gjorde sit bedste, men det er meget svært at komme efter en stærk formand som Kirsten Stallknecht.”

”Et er at vinde, men man er også nødt til at gøre sig klart, om man kan holde til at tabe og håndtere det,” siger Connie Kruckow. ”Men vover man ikke pelsen, bliver det lidt kedeligt.” Og kedeligt har det aldrig været, siger hun i dag.

”I begyndelsen var det vigtigt, at vi etablerede et godt forhold til hinanden i hovedbestyrelsen, så vi ikke havde en organisation, der gik i stykker, så vi mistede handlekraft. Ved en fælles indsats lykkedes det over al forventning, og vi har et fantastisk samarbejde i hovedbestyrelsen. Vi har hele tiden justeret kursen, og vi tager diskussionerne hen ad vejen om, hvordan skal vi nå de politiske målsætninger, jeg har stillet mig i spidsen for.”

Connie Kruckow mener, at forberedelse er noget af det vigtigste: ”Som formand må man gøre noget aktivt for at tage andre synspunkter med, og sørge for at indrrage viden fra folk der har forstand på det. Det gælder også modparten - har man forberedt sig på deres argumenter, kan man også give igen.”

Men hvordan sikrer en formand, der helt bogstaveligt sidder højt hævet over den almindelige vrimmel i på Vimmelskaftet i København, at hun har føling med, hvad der foregår ude på arbejdspladserne?

I første omgang er der naturligvis kontakten med hovedsbestyrelsesmedlemmer, tillidsrepræsentanter og ledende sygeplejersker, siger Connie Kruckow, der også gerne tager til medlemsmøder og på arbejdspladsbesøg, når amtskredsene inviterer: ”Jeg har sat mit eget præg, når jeg er til møder ude i amtskredsene. Jeg står på gulvet, når jeg taler og tager udgangspunkt i de lokale historier og finder et fælles punkt der, så vi kan udveksle synspunkter. Og vi er bestemt ikke altid enige.”

”Til medlemsmøder prioriterer jeg arbejdspladsbesøg. Det giver noget helt andet at møde medlemmerne præcis der, hvor de arbejder. Jeg har været på ældreinstitutioner, på sygeplejeskolen, jeg har kørt ud med hjemmesygeplejen i København og fulgt sundhedsplejersker. Samtalen bliver helt anderledes, og jeg får lejlighed til at vise, at jeg kender faget. Jeg får større gennemslagskraft, når jeg kan sige, at jeg kender medarbejderne, og det giver også større troværdighed over for politikerne.”

Den stil har Connie Kruckow tænkt sig at føre videre: ”Det er farligt at stoppe den direkte kontakt med medlemmerne, hvis organisationen skal være troværdig: Man skal vide, at jeg ved, hvad det handler om.”

Mobilisere arbejdsgiverne

Indimellem kommer en formand til at tage nogle barske og vidtrækkende beslutninger. En af dem var at trække sig ud af forhandlingsfællesskabet KTO med dets 650.000 offentligt ansatte:

”Fra dag ét var det mit projekt at skabe forandringer i KTO,” siger Connie Kruckow, ”der var så meget at rydde op i, så mange ting at ændre. Men det var en tung forhandlingsmaskine. Og det var en meget stor beslutning for organisationen at sige, at vi måtte gå, fordi vi ikke kunne skabe de nødvendige forandringer.”

En af dem, der giver ondt i maven, skulle man tro:

”Nej, jeg fik ikke ondt i maven, men jeg er mig mit ansvar bevidst som forhandler af løn og arbejdsvilkår for 73.000 sygeplejersker, så man skal tænke tingene godt igennem. Det handler også om den tilgang, jeg har til at træffe beslutninger, og jeg skulle gerne være i stand til at sætte bevægelse i gang i hele det politiske beslutningsfelt.”

”Næste prøve kommer ved OK-forhandlingerne. Det er der, vi skal have mobliseret arbejdsgiverne til at indse, at de også har nye muligheder i dette felt, ellers sker der ingenting. Og indimellem er jeg bekymret for, om de har den politiske vilje til at flytte noget,” siger Connie Kruckow.

Men nogle gange bliver der flyttet noget - og så alligevel ikke, som da en håndfuld sygeplejersker fik lederstillinger på hospitaler, hvor de nærmest blev mobbet af lægerne:

”Det er notorisk vrøvl, at læger skulle være specielt gode ledere. Og det er et billede på den traditionelle opfattelse i sundhedsvæsenet, at én faggruppe er den vigtigste. Men vi sygeplejersker er ikke statister, vi har en hovedrolle. Det er et udtryk for, at vi ikke er lykkedes, men vi er på vej. Derfor skal vi have skrevet ny historie.

Skønhed og magt

Begrebet magt og især, når det bliver hængt på kvinder, har det med at lyde lidt angribeligt, og macho på den uheldige måde. Men det må da være skønt at være den, der bestemmer?

Nu får man vist ikke mange til at indrømme, at de elsker at have magt, men Connie Kruckow siger dog: ”At gå efter formandsposten og sige at man ikke vil have magt, er en modsætning. Og der er vel en personlig tilfredsstillelse i det. Jeg vil gerne have magten, og jeg vil gerne bruge den godt. Men man skal være temmelig ydmyg, og jeg vil ikke havde magt for personlig vindings skyld, men for sygeplejerskerne. Der er så meget, vi skal nå endnu.”

”Kvinder og magt” er oppe i tiden, og den pågældende kvindelige leders personlige stil er også et statement. Og Connie Kruckow er en kvinde, der bevidst lægger vægt på de feminine sider.

”Der er vel ikke nødvendigvis en modsætning i, at man kommer og ligner en kvinde, men også kan være barsk,” siger Connie Kruckow. ”Jeg vil ikke nedtone den del af mig, der er kvinde. Man behøver ikke ligne en mand, fordi man har magt, det er ikke nødvendigt med habit og slips. Det handler også om, at sygeplejerskerne kan identificere sig med mig - det tror jeg er vigtigt. Og så er det også praktisk at være godt klædt: Jeg er altid klar til at rykke ud med tre minutters varsel.”

Connie Kruckow passer sin krop: ”Det at kunne holde til skrappe forhandlinger handler også om ens fysik,” siger hun, der cykler til stationen, løber i Grib Skov og altid tager trappen: ”Jeg lovede mig selv, da jeg startede her, at ingen skulle se mig i elevatoren. Og det har jeg holdt,” siger hun.

En formand har ikke fast arbejdstid, og Connie Kruckow tæller ikke sine arbejdstimer. Men: ”Aldrig om lørdagen - den er fredet. Den bruger jeg til familie og venner eller til at rode i haven.”

Når Connie Kruckow kommer hjem fredag aften, sætter hun rygsækken ind på kontoret, hvor hun ikke kan se den. Og ikke noget med at åbne mailen, ”det giver stress.” Kommer der vigtige ting fra sekretariatet, kommer de på faxen. Men søndag eftermiddag står den altid på arbejde. For den tidligere læsehest er romaner nu et sommerferieprojekt, og det er et ufravigeligt princip at holde fire ugers sommerferie: ”Jeg har to dygtige næstformand, der tager sig af tingene - og går verden under, regner jeg med, at jeg nok får det at vide,” siger hun.

Der er mange forhandlinger, når man er leder af en stor fagforening, men er der også en særlig kvindestil?

”For nylig var der en arbejdsgiver, der sagde til mig: ”Du skal ikke tro, du kan charme dig til alting” - og det synes jeg er groft. Det havde han aldrig sagt til en mand, og der er ingen i den forhandlingsverden, der charmerer sig til noget - det er hårdt benarbejde og omhyggelig forberedelse. Man får ikke resultater ved at være charmerende, siger Connie Kruckow meget bestemt. Og tilføjer: ”Men humor er ikke af vejen, det kan løse op for tingene.” 

Brug for spydspidser

”Udgangspunktet for en attraktiv arbejdsplads handler om at bruge sine kompetencer på arbejdet. Hvorfor skulle det være mur- og nagelfast, at vi ikke skulle kunne sætte en sutur? Hvorfor skulle vi ikke kunne tage nye områder ind?” siger Connie Kruckow, der er overbevist om, at sygeplejerskerne inden for en overskuelig fremtid vil få selvstændig ordinationsret inden for bestemte områder:

”Sygeplejerskerne skal være gode til at fortælle omverdenen, hvad de kan og råbe op om, hvad de bruger tiden til. Vi vil være med til at sætte toget i gang.”

Dansk Sygeplejeråd satser stærkt på at videreuddanne sygeplejersker: ”Det er ikke nok med grunduddannelsen. Vi har brug for spydspidser, og masteruddannelsen i klinisk sygepleje er en af vore succeser. Vi har lagt en forskningsstrategi og sat mange penge af til forskning i det kliniske felt og stipendier til sygeplejerskerne.”

Det er formandens holdning, at organisationen skal give tid, rum og plads til, at demokratiet kan udfolde sig under andre former end de traditionelle: ”F.eks. er det en vigtig pointe, at sygeplejerskerne ikke behøver at være valgt til noget, for at vi vil snakke med dem. Vi skal blive bedre til at finde ud af, hvordan vore medlemmer kunne deltage i projekter i en kort periode. Vi skal være en spejling af, hvad medlemmerne vil. Og fagforeningen er ikke en given ting om ti år.”

Connie Kruckow er som bekendt netop genvalgt uden modkandidater for en fire-årig periode. Men hvor hun selv om ti år?

”For at kunne genopstille er det meget vigtigt at gøre sig klart, om man stadig har noget at byde på: Er det et projekt, du ikke er færdig med? Er gnisten og gejsten der stadig? For man skal kunne mobilisere begejstring i systemet. Og for at kunne mobilisere andre og sætte nye dagsordener, skal man selv have begejstringen i sig. Om fire år vil jeg overveje det igen. Men bliver det, så går jeg også efter det. Og organisationsarbejde er det sjoveste, jeg har prøvet.”   

Formand for de næste fire år

Connie Kruckow blev valgt til Dansk Sygeplejeråds formand ved kongressen i 2000. Ved formandsvalget i 2004 var der ingen modkandidater til formandsposten, og Connie Kruckow er dermed netop trådt ind i sin anden formandsperiode.

Emneord: 
Politik

Synspunkt: Hvem løfter fremtidens velfærd?

De kommende måneders debat skal ikke bare handle om struktur og systemer, men derimod om mennesker, mener indenrigs- og sundhedsministeren.

Fredag den 9. januar 2004 blev debatten om indretningen af fremtidens velfærdssamfund skudt i gang. Offentliggørelsen af Strukturkommissionens betænkning har været en af de største mediemæssige politiske begivenheder i mange år. Mere end 110.000 mennesker fulgte debatten direkte på DR. Og interessen for at følge offentliggørelsen på internettet oversteg cykelløbet Danmark Rundt sidste år. 

Det viser, at danskerne er parate til og interesserede i at diskutere den måde, vi har indrettet vores velfærdssamfund på. De samme positive meldinger er kommet fra partier og organisationer - nu skal der ske noget. Derfor er jeg naturligvis også glad for Dansk Sygeplejeråds melding, hvor man ikke bare kaster sig hovedkulds ud i model-diskussionen, men også holder fast i, at fokus skal være på opgaverne. 

Det tror jeg også er den bedste tilgang, fordi valget af modeller i sidste ende bør afhænge af, hvilken fordeling af opgaver, som bedst kan fremtidssikre velfærdssamfundet. Det er i øvrigt også Strukturkommissionens udgangspunkt. Alle deres seks modeller er afhængige af opgavefordelingen. Og kommissionen har på intet tidspunkt sagt, at modellerne ikke kan blandes. Derfor vil jeg også advare imod, at man laver den konklusion, at én opgavetype skal bestemme resten af opgavefordelingen. 

Det er regeringens udgangspunkt, at de kommende måneders debat ikke bare skal handle om struktur og systemer, men derimod om mennesker. Vi kan kun få strukturen tilpasset borgernes behov, hvis vi åbent diskuterer, hvordan vi fordeler opgaverne bedre og med mere sammenhæng. 

Når det kommer til stykket, er det opgaverne, der er interessante for borgerne. Jeg har noteret mig, at i de foreløbige udmeldinger fra Dansk Sygeplejeråd hæfter man sig ved, hvordan man kan skabe en bedre sammenhæng mellem den sundhedsfremmende og forebyggende indsats og det behandlende sundhedsvæsen. Det er meget spændende tanker, som vi i regeringen er meget lydhøre over for. Ikke mindst fordi vi må finde nye veje til at tackle de stigende problemer med folkesygdomme, kroniske lidelser, mv., så vi i fremtiden kan mindske de alvorlige menneskelige konsekvenser, der følger af disse sygdomme. Samtidig med at vi kan undgå at belaste det behandlende sundhedsvæsen mere end højest nødvendigt. 

Det forudsætter, at vi finder en balance mellem nærheden i sundhedstilbuddene og den ekspertise, som vi forventer af det behandlende sundhedsvæsen. Dansk Sygeplejeråd foreslår, at der oprettes flere sundhedscentre. Det kunne være en mulighed. Det afgørende er, at vi får sikret en struktur, hvor den faglige kvalitet er i orden, hvor vi får mest sundhed for pengene, og hvor ansvaret for sundhed ikke skubbes rundt mellem forskellige niveauer. 

En af baggrundene for at nedsætte Strukturkommissionen var netop at få belyst, hvordan vi i fremtiden kan skabe mere synergi i opgaveløsningen og undgå de mange problemer med kassetænkning, gråzoner, mv. Derfor ser jeg nogle helt åbenlyse perspektiver i at få skabt den nødvendige sammenhæng og nærhed mellem de opgaver, som kommunerne i dag løser, og de opgaver, som det behandlende sundhedsvæsen løser. 

Her har vi brug for, at I formidler jeres viden og forslag til, hvordan vi kan gøre det bedre. En viden og erfaring, som I som sygeplejersker har, fordi I både er ansat i det behandlende sundhedsvæsen og i den kommunale hjemmepleje, skoler, sundhedscentre, mv. 

Uanset hvilken strukturændring, der bliver politisk flertal for, er det bl.a. jer som sygeplejersker, der skal være med til at løfte opgaverne. Det er jer, der oftest har det direkte møde med patienterne. Og det er jer, der kender dagligdagens problemer med manglende faglig bæredygtighed og manglende sammenhæng i opgaverne. Derfor har I et særligt ansvar over for borgerne og patienterne for at give jeres mening til kende. 

I regeringen har vi pålagt os selv at lytte og diskutere - inden vi drager konklusioner og træffer afgørelser. Derfor ser vi i regeringen frem til Dansk Sygeplejeråds videre deltagelse i debatten.

Emneord: 
Politik
Sundhedsfremme
Forebyggelse

Synspunkt: Hjemmesygeplejen - en vigtig del af sundhedsvæsenet

For patienter og borgere er det afgørende, at vejen gennem sundhedsvæsenet er ét sammenhængende forløb. Den kommunale hjemmesygepleje spiller en central rolle for, at det kan lykkes.

Som et stort træ har det danske sundhedsvæsen mange forgreninger. En af hovedgrenene er den kommunale hjemmesygepleje - selv om den lever en lidt skjult tilværelse bag bl.a. sygehusenes højt specialiserede tilbud, der fylder meget på den politiske dagsorden. 

Mange borgere er helt afhængige af den pleje og behandling, hjemmesygeplejersker yder. Det gælder f.eks. ældre, der er syge, men ikke indlagt på et sygehus, og døende borgere, der har valgt at blive boende i eget hjem til det sidste. 

Netop derfor er hjemmesygeplejen reelt også en integreret del af den samlede kommunale indsats på ældre- og handicapområdet. Både fagligt og ledelsesmæssigt udfylder sygeplejersker en bærende rolle og sikrer, at borgernes møde med kommunen er præget af koordination og sammenhæng. 

Hjemmesygeplejen indgår i et tæt samspil med sygehuse og praktiserende læger - og det samspil vil blive endnu tættere i de kommende år:

Vi kommer til at se flere hjemmesygeplejersker, der følger ældre borgere, når de skal indlægges på og senere udskrives fra sygehuset. Det sikrer sammenhæng i forløbet og giver tryghed for patienterne. 

Flere hjemmesygeplejersker vil indgå i de stadig kortere og mere accelererede indlæggelsesforløb - både i den nødvendige forberedelse af patienterne inden indlæggelse og i den opfølgende pleje og behandling i eget hjem. 

Og stadig flere hjemmesygeplejersker vil erhverve sig specialistkompetencer og derfor spille en større rolle i plejen af borgere med kroniske sygdomme og komplicerede forløb, f.eks. senil demens, diabetes, psykiske sygdomme, hjerneblødning, gigtsygdomme osv. 

Udviklingen stiller krav til både hjemmesygeplejerskerne og kommunerne. Hjemmesygeplejerskerne skal vænne sig til nye opgaver. De får på den ene side en mere koordinerende rolle end i dag, og på den anden side får de flere specialistfunktioner. Fremover vil hjemmesygeplejerskerne stadig tage på hjemmebesøg hos borgerne. Men de vil i stigende grad udføre sygepleje andre steder: I lokale sundhedscentre, i ambulatorier, på sygehuse osv. 

Kommunerne kommer i fremtiden til at spille en større rolle i sundhedsvæsenet. De eksisterende kommunale sundhedstilbud bliver - sammen med helt nye - en del af sundhedsvæsenets fremskudte tilbud til borgerne. Udviklingen i pleje- og behandlingsmetoder betyder, at sygehusene i stigende grad vil tage sig af de mere specialiserede tilfælde, mens mindre specialiserede sundhedsopgaver løses lokalt. Derfor skal kommunalpolitikere i stigende grad tænke i sundhed, herunder sundhedsfremme og forebyggelse - men også hvordan man tackler stadig mere omfattende pleje- og behandlingsopgaver som følge af ændringer i sygehusvæsenets måde at fungere på. 

Det er en fælles opgave for kommunerne og hjemmesygeplejerskerne at skabe lokale sundhedstilbud af høj kvalitet. Det forudsætter bl.a., at medarbejderne kompetenceudvikles, at lederne oprustes, og naturligvis at de økonomiske rammer er til stede. Kommunernes Landsforening og Dansk Sygeplejeråd er enige i, at kommunerne skal have økonomiske incitamenter til at opprioritere bl.a. lokale sundhedstilbud, som også Strukturkommissionen foreslår. Den del af sundhedsvæsenet, der f.eks. opprioriterer sundhedsfremme og forebyggelse, skal også kunne mærke en økonomisk fordel af det. 

Sundhedsvæsenet vil ændre sig markant i de kommende år, bl.a. som konsekvens af Strukturkommissionen. Det vil også fremover være et vidtforgrenet træ, men nogle steder vil det blive beskåret, så det kan fornys, og andre steder vil der blive podet nye grene på. 

For patienter og borgere er det afgørende, at vejen gennem sundhedsvæsenet er ét sammenhængende forløb. Den kommunale hjemmesygepleje spiller en central rolle for, at det kan lykkes. 

Dette synspunkt publiceres også i bladet ”Danske Kommuner” i denne uge.

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Politik

Forbedringer kræver forandringer

Sygeplejerskernes forhold skal forbedres, og sundhedsvæsenet skal udvikles af hensyn til patienterne. Derfor er forandringer nødvendige, mener Connie Kruckow. Hun ser frem til i 2004 at tage fat på nye overenskomstforhandlinger, faglige udfordringer og til at skabe store forandringer i sundhedsvæsenet.

SY_2004_01_12_01Foto: Heine Pedersen

Connie Krukow om de organisatoriske udfordringer

I november 2003 besluttede Dansk Sygeplejeråd og Sundhedskartellet at forlade KTO. Det var en beslutning, der havde været på vej længe - faktisk lige siden efteråret 2002, hvor hovedbestyrelsen bakkede op om, at Connie Kruckow skulle sætte sig midlertidigt i KTOs formandsstol.

”Jeg er godt klar over, at mange dengang tænkte ”hvad skal det nu til for?” Men beslutningen blev truffet, for hvis vi ville forandre KTO indefra, så var jeg nødt til at placere mig i orkanens øje, når muligheden var der. Og i en sådan situation må man tage de øretæver, der følger med,” siger hun. 

Dansk Sygeplejeråd har lige siden arbejdet hårdt på at ændre KTO. Men da det i efteråret 2003 stod klart, at de øvrige organisationer ikke ville være med, var der ikke længere nogen tvivl. En udmeldelse af KTO var den eneste mulighed. Det er der fælles enighed om i Dansk Sygeplejeråd. 94 pct. af de delegerede på den ekstraordinære kongres i november stemte ja til udmeldelsen af KTO. 

En fælles udmeldelse 

”Jeg fornemmer, at sygeplejerskerne står sammen om det her. Vi udgør i Sundhedskartellet et stærkt fællesskab, fordi det tager udgangspunkt i et tæt professionelt fællesskab med de øvrige faggrupper,” siger hun og tilføjer: ”Nu bliver den store udfordring så at styrke Sundhedskartellet. Vi skal i en Side 13
 

rigtig god position, så vi kan opnå et fornuftigt resultat ved de kommende overenskomstforhandlinger. Vi får ikke guld i hoftehøjde lige med det første. Men jeg tror simpelthen ikke, at sundhedsvæsenet kan blive ved med at holde til, at sygeplejerskerne ikke får en løn, der svarer til vores værdi for samfundet. Men det bliver ikke let. Jeg ser det sådan, at vi er klatret op over ét bjerg. Nu kan vi se et lige så stort, eller måske større, foran os. Det er nu, vi skal skabe resultaterne.” 

Selvom forhandlingerne først afsluttes i 2005, skal sygeplejerskerne allerede fra midten af marts begynde at tage stilling til, hvad de kommende overenskomstforhandlinger skal dreje sig om. Dansk Sygeplejeråd har tænkt sig at gribe processen lidt anderledes an end sidste gang.

”Jeg kan f.eks. se, at vores arbejdstidsaftale virkede uklar for mange sygeplejersker. Og det går ikke. Overenskomsten må ikke være så kompliceret, at folk ikke kan gennemskue, hvad den betyder, og om det er godt eller skidt for mig som sygeplejerske,” siger hun. 

Fokus på kommunikation 

”Kunsten bliver at finde nogle få, helt klare temaer, som vi går efter ved forhandlingsbordet. Det kræver, at vi i fællesskab danner os et klart billede af, hvad der er det vigtigste for os ved de kommende forhandlinger. Jeg håber, mange medlemmer deltager i den diskussion. Den går i gang i begyndelsen af marts.” 

Dansk Sygeplejeråd vil under de kommende forhandlinger lægge endnu mere vægt på kommunikation, så medlemmerne ved, hvad forhandlingerne drejer sig om, og hvad resultatet i sidste ende er.

”Det er klart, at der er visse ting under forhandlingerne, som vi af taktiske årsager ikke kan formidle videre. Men det er min ambition, at vi bliver bedre til at informere om forhandlingerne. Forhandlingerne er jo sygeplejerskernes forhandlinger, og min vigtigste ambition er, at vi får et resultat, sygeplejerskerne er tilfredse med.‚ 

Connie Krukow om de faglige udfordringer

”Jeg mener, at det sundhedsvæsen, vi har, ikke kan fungere uden de faggrupper, vi har i det. Så det nytter ikke noget, at nogen har en tilgang, der siger, at det kun er læger, som er vigtige for ”væsenet.” Vi ved jo, at verden ser anderledes ud. Derfor er det så afgørende, at sygeplejersker står op og fortæller, hvad vi går og laver, og hvad vi rent faktisk kan,” siger Connie Kruckow. Hun henviser til en amerikansk undersøgelse fra 2003, der dokumenterer, at sygeplejersker gør en forskel for patienternes sundhed og sikkerhed.

”Vi ved, at patienternes indlæggelsestid forlænges, og at antallet af komplikationer og dødsfald øges, hvis sygeplejerskenormeringen ikke er tilstrækkelig. 

Som sygeplejersker skal vi derfor bruge vores tid der, hvor det gør en forskel for patienterne. Vi skal selv være parate til at give køb på noget af det, sygeplejersker ikke behøver at tage sig af. Omvendt kan sygeplejersker snildt varetage funktioner, som hidtil har været varetaget af læger, uden at det går ud over kvaliteten,” tilføjer hun. 

Bedre forhold for videreuddannelse 

”Med det er jeg ikke ude på at sige, at sygeplejersker skal blive læger. Slet ikke! Vi har valgt vores fag, fordi vi vil være sygeplejersker. Mit anliggende er at sige, at intet her i livet er statisk. Tingene forandrer sig, og så er det sjovere at være dem, der forandrer, frem for dem, der bliver udsat for forandringer. Det handler ikke om, at vi skal noget nyt, fordi det er nyt, men om at patienterne får et bedre forløb, når vi skaber fornyelse.” I 2004 ser Connie Kruckow forskellige udfordringer tegne sig i horisonten:

”Udviklingen inden for vores fag går virkelig hurtigt i de her år. Både teknologien og den medicinske udvikling stormer derudad. Derfor skal sygeplejerskerne have bedre muligheder for at videreuddanne sig inden for den kliniske sygepleje, end vi har i dag. I Dansk Sygeplejeråd arbejder vi for, at der etableres yderligere en eller to masteruddannelser ved Institut for Sygeplejevidenskab. Eller også kan masteruddannelsen i klinisk sygepleje tildeles endnu flere studiepladser,” siger hun. 

Ikke for vores blå øjnes skyld 

”Vi er ikke kommet sovende til, at Side 14 

Sundhedsstyrelsen har nedsat et råd, der skal vurdere behovet for specialuddannelser til sygeplejersker. Det har krævet både lobbyarbejde og faglige diskussioner med Sundhedsstyrelsen og andre. I det råd er arbejdet med en ny sundhedsplejerskeuddannelse allerede gået i gang. Men der er også brug for en specialuddannelse i gerontologi og onkologi, og der er brug for specialuddannelser inden for diabetes og for de sygeplejersker, der har udvidet arbejdsområde på skadestuer. Så der er nok at tage fat på.”

Connie Kruckow understreger, at faglig udvikling er vigtig for både patienterne og sygeplejerskerne:

”Jeg synes, at arbejdsgiverne burde tænke over, at uddannelse ikke er for sygeplejerskernes blå øjnes skyld. Det er helt nødvendigt, for at der er høj kvalitet i sygeplejen. Så i budgetterne skal der selvfølgelig sættes både tid og penge af til løbende efter- og videreuddannelse. Mange sygeplejersker vil utrolig gerne lære mere. Derfor kan jeg blive så harm, når jeg hører historier om, at der på en afdeling kun er 1.2 dag om året pr. mand til uddannelse. Her må vores arbejdsgivere simpelthen blive bedre!‚ 

Connie Krukow om de sundhedspolitiske udfordringer

Dansk Sygeplejeråd og sygeplejerskerne går ind i 2004 med en hel del sundhedspolitisk og mediemæssig succes i rygsækken fra 2003. Connie Kruckow er ikke i tvivl om, at det især skyldes sygeplejerskernes positive tilgang til fornyelse af sundhedsvæsenet. I juni lancerede Dansk Sygeplejeråd 44 konkrete bud på, hvordan arbejdet på sygehusene kan tilrettelægges, så det er optimalt for både medarbejderne og patienterne. Udspillet gav stor genlyd. 

I samme periode offentliggjorde Sundhedskartellet sit første udspil om sundhedscentre. Det blev flot modtaget af både sundhedsministeren, amts- og lokalpolitikere og i avisernes lederspalter. ”Med lægerne som den væsentligste undtagelse,” siger Connie Kruckow.

”De praktiserende læger ser klart sundhedscentre som noget, der truer deres grundlag. Vores holdning er, at der både er brug for praktiserende læger og sundhedscentre. Jeg tror nu også, lægerne så småt er ved at komme på andre tanker. Her i efteråret lavede vi en fælles aftale med bl.a. lægerne og amterne. Aftalen slår fast, at sundhedscentre er en del af fremtidens sundhedsvæsen.” 

Ikke et mini-sygehus 

Sundhedskartellet lancerer i løbet af januar et opfølgende udspil om sundhedscentre, som konkretiserer ideerne omkring lokale sundhedscentre. ”Sundhedscentre skal ikke være minisygehuse, men der er brug for sundhedscentre, der kan formes lokalt efter behov, for der er forskel på Hvidovre og i Hvide Sande. Sundhedscentre skal sætte kul på den mere langsigtede sundhedsfremme i forhold til overvægt, rygning og sociale spørgsmål. De kan også tage sig af småskader og pleje og behandling af kronisk syge,” siger hun. En anden stor udfordring i det kommende år er diskussionen om en ny kommunalreform, hvor regeringens Strukturkommission forventes at lancere sit bud den 9. januar. Reformen kan få betydning for størrelsen af kommuner og amter og for, om de nuværende kommuner og amter kommer til at eksistere i fremtiden. 

Fantasien i spil 

”I forhold til Strukturkommissionens arbejde er vores fokus rettet mod sundhedsvæsenet og patienterne. Sundhedsvæsenet skal have en struktur, der passer til patienterne. Vi mener, at vi har et godt sundhedsvæsen, men at vi kan gøre det bedre. Derfor skal vi som sygeplejersker være med til at komme med vores bud på, hvordan vi ser tingene hænge sammen. Der er rimelig bred enighed om, at det er i overgangene mellem sygehusvæsenets sektorer, problemerne først og fremmest er. Det kan være overgangen fra eget hjem til sygehusvæsenet, fra den ene sygehusafdeling til den anden eller fra det ene sygehus til det andet. Og igen, når patienten skal udskrives. Det er dér, man er i farezonen. Hvis man skal drage en parallel til luftfart, så er det dér, man skal spænde sikkerhedsbæltet,” siger Connie Kruckow, der mener, det er nødvendigt at bruge sin fantasi.

”Skal vi alene fremskrive det, vi har, og gøre det bedre? Eller skulle vi benytte lejligheden og tænke nye konstruktioner ind i sundhedsvæsenet? Som organisation har vi været på banen og har meldt ud, at vi mener, at der er grundstrukturer, der er fornuftige. Ser vi sundhedsvæsenet som en bygning, kan man konstatere, at huset er bygget godt. Fundamentet er fint, og murene står rigtig godt, men vi har brug for en tilbygning i form af sundhedscentre. Det er vigtigt, at man ikke lader sig begrænse af hverdagen, men har øje for, at der også kan skabes nyt,” siger hun. 

Fremtidens sundhedsvæsen 

Som indspil til Strukturkommissionen har Dansk Sygeplejeråd og Sundhedskartellet i midten af december leveret et bud på fremtidens sundhedsvæsen. Der er syv indsatsområder: Der skal etableres lokale sundhedscentre, de centrale sundhedsmyndigheder skal styrkes, der skal etableres sundhedstilbud på tværs af sektorer, ansvaret for rehabilitering og genoptræning skal være entydigt, ambulanceberedskabet skal tilknyttes sygehusene, sygehusene skal have større frihedsgrader, og der skal skabes et økonomisk incitament til sundhedsfremme og forebyggelse.

”Når vi kigger i krystalkuglen, tror jeg, vi om fem år har et sundhedsvæsen, der på mange måder er forskelligt fra det, vi kender i dag. Det får betydning for sygeplejerskernes rolle og funktion. Jeg tror f.eks., at gatekeeperrollen bliver ændret, så vi spiller en langt større rolle i forhold til henvisninger. Jeg tror også, vi får udvidet vores felt, når det gælder diagnostik og ordination af medicin: Når sygeplejerskerne kan i Sverige og England, kan vi også!,” siger Connie Kruckow.

”Som sygeplejersker oplever vi jo ofte, at det, der for os er hverdagskost, ikke er det for de politikere, som bestemmer, hvordan sundhedsvæsenet ser ud. I en sådan situation er det nødvendigt, at vi som sygeplejersker er med til at puste beslutningstagerne lidt i nakken ud fra den viden, vi har. For vi ved jo faktisk, hvad vi snakker om,” siger hun.‚

Emneord: 
Politik