Sundhed er den enkeltes ansvar

Den liberalistiske holdning påvirker hele regeringens sundhedsprogram markant. Programmet fokuserer meget på livsstilsproblemer og ændring af sundhedsadfærd, og ansvaret ledes tilbage til individet selv.

VK-regeringens sundhedsprogram ''Sund hele livet'' fra september 2002 lægger op til en bred og helhedsorienteret tilgang til forebyggelse i alle aldre. Det adskiller sig fra den forrige regerings folkesundhedsprogram på især tre punkter:

  • inddragelse af strategier for otte store folkesygdomme
  • introduktion af partnerskaber mellem den enkelte, fællesskaberne og det offentlige
  • forslag om indikatorprogram med målområder.

Programmet forsøger at samle den primære, den sekundære og den tertiære forebyggelse. Primær forebyggelse er ifølge programmet ikke nok, fordi der i den sekundære forebyggelse er personer med sygdomme, man kan forsøge at rehabilitere. Helhedssynet består i at få forebyggelse og behandling til at hænge sammen. For første gang præsenteres et tværgående sundhedsprogram med klare retningslinjer fra myndighederne. Sundhedsprogrammet følger den linje, der blev lagt i VKR-regeringens forebyggelsesprogram fra 1989. Den sundhedsfremmende og forebyggende indsats skal rettes både mod at forlænge liv og øge livskvaliteten. Det generelle oplysningsniveau i samfundet er højt, alligevel ses en polarisering i livsstilen, der medvirker til ulighed i sundhed.

Nyt begreb: Partnerskab

Som noget nyt nævnes begrebet partnerskab, hvilket forstås som et samarbejde mellem ligestillede parter om løsningen af fælles opgaver. Sundhed er et fælles ansvar, fordi den enkelte

Side 15

skaber sundhed sammen med familien og i de små og store netværk. Hver har ansvar for sit liv, og det pointeres, at vi alle har ret til at leve livet, som vi vil, og træffe vores valg. Der omtales hverdagssammenhænge som f.eks. skoler, idrætsforeninger, naboskaber og arbejdspladser, som kan påvirke sundheden positivt. Sidst nævnes det offentlige, som har ansvar for at skabe gode rammer for den enkeltes, familiernes og fællesskabernes sundhed og indsats for sundhed bl.a. ved at sikre formidling af viden om sundhed og sygdom. Kun ved at vedkende sig sit ansvar på alle tre niveauer kan folkesundheden forbedres.

Folkesygdomme og -sundhed

De store folkesygdomme hænger sammen med otte risikofaktorer (rygning, alkohol, kost, fysisk aktivitet, svær overvægt, ulykker, arbejdsmiljø, miljøfaktorer), som gennemgås med forslag til handlinger for de tre partnerskaber om, hvad den enkelte, hvad vi sammen, og hvad det offentlige kan gøre.

For hver af de otte store folkesygdomme (aldersdiabetes, hjerte-kar-sygdomme, osteoporose, overfølsomhedssygdomme, forebyggelige kræftsygdomme, muskel- og skeletlidelser, psykiske lidelser og rygerlunger) skal udarbejdes en strategi. Et indikatorprogram med mål for strategiarbejdet for de otte folkesygdomme skal sikre en fortsat monitorering og dokumentation af udviklingen. Indikatorprogrammerne er beskrevet i Sygeplejersken nr. 39 og 41, 2002.

Folkesundhedsprogrammet, som den socialdemokratiske regering lancerede i 1999, og som skulle gælde frem til år 2008, dannede basis for en effektiv prioritering og koordinering af forebyggelsesindsatsen i politisk regi med inddragelse af relevante sektorer, ministerier og administrative enheder. Programmet indeholdt en forforståelse af, at sundhed og sygdom ikke hører hjemme i en bestemt sektor, men at sundhed og sygdom netop er summen af de påvirkninger, som mennesker generelt udsættes for.

Tankegange bag programmet

Sundhedsprogrammet relaterer sig til den biomedicinske tradition, hvor den epidemiologiske tænkning præger måden at måle effekten af personers ændring i livsstil. F.eks. forventes effekten af at øge middellevetiden at kunne føres tilbage til den eksakte indsats. Den meget fokus på livsstilsproblemer og ændring af sundhedsadfærd ledes tilbage til individets skyld og eget ansvar. Den liberalistiske holdning påvirker hele sundhedsprogrammet markant, og samfundets del af ansvaret nedtones og føres tilbage til individet. Spørgsmålet er netop, om livsstilssygdomme er samfundets eller individets eget anliggende? Den socialmedicinske model, hvor årsager til sygdom ligger uden for det enkelte individs ansvar og følger samfundets levevilkår, minimeres. Det ses især ved partnerskaberne, hvor den enkelte har ansvar for eget liv. Og selv om der skrives, at ''Vi har alle ret til at leve livet, som vi vil,'' savner vi en mere humanistisk indstilling til individets eget valg af sundhed. ''Sund hele livet'' er et sundhedsprogram og ikke et folkesundhedsprogram som det tidligere socialdemokratiske program af 1999. Det afspejler sig ved, at der i en socialmedicinsk forståelsesramme er fokus både på menneskers levevilkår og livsstil, og på hvordan disse faktorer påvirker helbredet for den enkelte og for grupper.

Definitioner mangler

Regeringen viser, at man vil satse på forebyggelse, og det er positivt. Men begreberne sund og syg, sundhedsfremme og forebyggelse er ikke defineret. De presses implicit ned over borgeren forstået således, at der er én sund livsstil, der er sundere end en anden. Sundhed forstået som en personlig udviklingsproces medtænkes ikke. Og borgeren kan åbenbart vælge forkert livsstil.

Begrundelsen for valg af de otte folkesygdomme er, at de har stor udbredelse såvel som store menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger. Vi undrer os over, hvorfor demenslidelser ikke er medtaget, og i udvælgelsen af de otte folkesygdomme undrer det os, at der hverken er taget hensyn til køn og alder eller til udsatte grupper, der trækker middellevetiden ned. Uhensigtsmæssig livsstil synes at være årsag til udviklingen og stigningen af de store folkesygdomme. Men hvordan vil den sociale ulighed i sundhed kunne ændres?

I sundhedsprogrammet forsøger man at samle den primære, den sekundære og den tertiære forebyggelse. Med valg af de otte sygdomme fokuseres mest på den tertiære forebyggelse, og det fremgår ikke klart af programmet, hvordan den primære og sekundære forebyggelse kunne effektueres.

Vi savner initiativer inden for uddannelse med henblik på at ændre sundhedsadfærd hos den enkelte og for grupper i samfundet. Fremover vil sundhedspersonalets handlekompetence formentlig fokusere på at gennemføre livsstilssamtaler i højere grad end at ty til medikamentel behandling.

Ved indikatorprogrammet anføres ikke deciderede handlinger, hvorfor programmet ikke bliver så konkret som ønskeligt. I sundhedsprogrammet er sprogbrugen så overordnet, at det bliver uspecifikt. F.eks. står der på side 8: ''støtte de svageste.'' Men hvornår, hvordan og med hvilke midler? Og hvem er de svage? Forebyggelige kræftsygdomme - hvad dækker den betegnelse?

Betydningen af sammenhænge mellem selvvurderet helbred og livsmod kædes ikke sammen med det objektive helbred. Nyere forskning peger på, at det er mere, ''hvordan man tager det,'' end ''hvordan man har det,'' der er afgørende for personens livskvalitet og både nuværende og fremtidige sundhed.

Perspektivering

Den nuværende regerings fremtidige sundhedsopgaver fokuserer på at få et samlet overblik over den forebyggende indsats. Forsøgsvis gennemføres dette via konkrete handlingsplaner på specifikke områder. Praktisk forebyggelsesarbejde må have sit udgangspunkt i de forskellige målgruppers sundhedsproblemer og sundhedsfremmende muligheder. F.eks. omtales i programmet målgrupperne gravide, børn, unge, voksne udsatte, ældre og langvarigt syge. Med disse store grupper er uddannelse, forskning og dokumentation en væsentlig forudsætning for forebyggelsesarbejdet, som vi finder, der skal satses meget mere på.

Status for programmet er planlagt til at skulle ske i 2005 og igen i 2009. Statusarbejdet skal beskrive og vurdere udviklingen i sundhedstilstanden.

Dorthe Overgaard er sygeplejelærer på Sygepleje- og Radiografskolen, Københavns Amt. 
Britta Hørdam er projektleder på Roskilde Amts Sygeplejeskole.

Emneord: 
Sundhed
Politik

Falcks monopol truet

Priserne på ambulancekørsel skal ned, mener mange amter, der vil have flere aktører på banen.

Væksten i udgifterne til ambulancekørsel er et centralt emne i de forhandlinger, Amtsrådsforeningen netop har indledt med Falck om en ny standardaftale. I løbet af de sidste to år har især de amter, hvor Falck har monopol, oplevet voldsomme prisstigninger. Formanden for Amtsrådsforeningen, Kristian Ebbensgaard, lægger ikke skjul på, at en forudsætning for et godt konstruktivt samarbejde med redningskorpset er, at man finder frem til et mere fornuftigt udgiftsniveau.

''Hvis amterne ønsker en ny standardaftale, og den kan laves på acceptable vilkår, hvilket vil sige til den rigtige pris og kvalitet, så synes jeg, vi skal indgå en ny aftale, men det kræver vilje fra begge sider,'' siger Kristian Ebbensgaard.

Side 13

Falck sidder i dag på 87 pct. af al ambulancekørsel i Danmark med undtagelse af København, Frederiksberg og Gentofte Kommuner samt halvdelen af Roskilde Amt, og det ændrer sig næppe, så længe der eksisterer en standardaftale om faste takster og reguleringer. Til gengæld har aftalen flere steder vist sig at være en så dyr fornøjelse for amterne, at flere overvejer at bryde Falcks monopol ved at sende ambulancekørslen i udbud. Som formanden for sygehusudvalget i Københavns Amt, Leif Flemming Jensen fra Socialdemokratiet, for nylig udtrykte det i dagbladet Politiken: ''Vi skal jo varetage skatteborgernes interesser.''

Udviklingen følges nøje af Konkurrencestyrelsen, der ikke bryder sig om standardaftaler, idet de ''begrænser konkurrencen ved at holde konkurrenterne ude af markedet,'' som styrelsen udtrykker det i et brev til Amtsrådsforeningen. Konkurrencestyrelsen gav i 1999 foreningen dispensation til aftalen med Falck, men opfordrede samtidig til, at Amtsrådsforeningen tog skridt til at skabe konkurrence. Det er ikke sket. Alligevel har styrelsen besluttet at forlænge dispensationen, fordi der nu er udsigt til, at flere amter får held med at bryde Falcks monopol.

I Viborg Amt er udgifterne på ambulancekørsel således steget med 15 pct. i løbet af de seneste to år. Amtet har desuden oplevet store stigninger i minutforbruget på skadestedet og i tidsforbruget på sygehusene.

''Vi er i gang med en sparerunde, og vi skal have hentet minimum 5 mio. kr. i besparelser hos Falck. De voldsomme prisstigninger, vi har oplevet på ambulancekørsel og minutforbrug, vil vi simpelt hen ikke acceptere,'' siger Bent A. Hansen, der er socialdemokrat og amtsborgmester i Viborg Amt.

Viborg Amt er dog bundet af standardaftalen med Falck i endnu halvandet år, men herefter vil amtsborgmesteren ikke afvise, at amtet beslutter at give Falck konkurrence ved at invitere andre til at byde på den attraktive ambulancekørsel.

I Fyns Amt skal der hentes 10 millioner ekstra skattekroner til ambulanceberedskab og akut ambulancekørsel, hvis budgettet skal hænge sammen. I perioden fra 1996-1999 lå budgetoverskridelsen nogenlunde stabilt på mellem 1,7-3,0 mio. kr. I 2000 voksede den til 6,6 mio. kr. og i 2001 til 9,8 mio. kr. Altså en budgetoverskridelse på 200 pct. på bare to år.

''I dag har vi monopollignende tilstande på ambulancekørsel, og det bryder vi os ikke om, så hvis mulighederne er til stede, så jeg gerne konkurrence på området. Man kunne f.eks. forestille sig, at Odense Brandvæsen dannede et redningsselskab, som kunne give Falck konkurrence på redningsopgaver,'' siger den konservative amtsborgmester i Fyns Amt, Jan Boye.

I Vejle Amt mener man, at der kan spares mindst 10 mio. kr. ved at skabe konkurrence på ambulancekørsel. I dag betaler amtet 63 mio. kr. til Falck. Amtet er dog allerede langt i bestræbelserne på at udfordre Falcks monopol ved at skabe konkurrence på redningskørsel.

I Århus Amt har den socialdemokratiske amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen svært ved at forestille sig en ny operatør på ambulancekørslen, selvom priserne også her er steget markant.

''Det er delvis selvforskyldt. Der er kommet flere kørsler i takt med, at reddernes kompetencer er blevet bedre. De bruger mere tid på skadestedet. Men det er da klart, at vi ikke uden videre kan acceptere, hvis udgifterne løber løbsk. Derfor vil vi også bede Falck om at dække en del af udgiftsstigningen. Og det er jeg da sikker på, at de vil. Jeg tror ikke, at de er ude på at malke systemet,'' siger Johannes Flensted-Jensen.

For mange ambulancer

De store udgiftsstigninger har samtidig fået flere amter til at undersøge, om udgiften til Falck er udtryk for det reelle behov. Vestsjællands Amt har således flere gange oplevet, at Falck har sendt for mange ambulancer til en ulykke. I et konkret tilfælde sendte Falck tre ambulancer, en lægeambulance, en akutbil og en redningsvogn til at frigøre fastklemte, selvom politiets alarmcentral flere gange understregede, at der ikke var kommet personer til skade.

De voldsomme prisstigninger på ambulancekørsel er primært sket i områder, hvor Falck er eneoperatør.

I Roskilde Amt, hvor formanden for Amtsrådsforeningen, Kristian Ebbensgaard, er amtsborgmester for Venstre, har udgiftsudviklingen indtil 2002 været mere fornuftig. Amtet har siden 1997 haft tre operatører på området: Roskilde Brandvæsen, Falck og et taxaselskab til den siddende patienttransport.

''Vi har ikke oplevet at få kæmperegninger. Nu må jeg skynde mig at sige, at vi i Roskilde Amt har meget korte afstande, så det er ikke alene et spørgsmål om, at vi har haft ambulancekørslen i udbud. De lavere udgiftsstigninger skyldes også geografien,'' siger Kristian Ebbensgaard.

Københavns Amt kan blive det første amt, der bryder Falcks næsten landsdækkende monopol på ambulancekørsel. Amtets sygehusudvalg har for nylig truffet en principbeslutning om at sende ambulancekørsel i åbent udbud. Falck står i dag for kørslen i hele amtet med undtagelse af Gentofte Kommune.

I Frederiksborg Amt forhandler sygehusudvalget i øjeblikket med Falck om en fastprisaftale på de såkaldte akutbiler, der er ambulancer med særligt udstyr og bemandet med højtuddannede reddere. Samtidig overvejer amtet at nedlægge en af de i alt seks akutbiler for at nå frem til en besparelse på 5 mio. kr.

Den nuværende standardaftale mellem Amtsrådsforeningen og Falck om ambulanceberedskab og ambulancekørsel blev indgået i 1995 og er siden blevet revideret et par gange. Senest i 1999 efter påbud fra Konkurrencestyrelsen.

Formålet var at sikre borgerne mest muligt i tilfælde af ulykker og til den bedst mulige pris. Og Falck har taget sig godt betalt. Fra 1996 til 2001 er amternes udgifter til Falcks ambulancekørsel steget med 250 mio. kr.

Bekendtskabet med Falck har vist sig at være en yderst bekostelig affære for amterne. Arkivfoto: Polfoto

Emneord: 
Politik
Økonomi

Mastodonten på Dampfærgevej

Amtsrådsforeningen er en formuende halv-privat organisation. Den er uden for offentlighedens kontrol, og den opleves som stort set usynlig af de skatteborgere, som årligt betaler ca. 100 mio. kr. i kontingent.

Side 9

Billede

Side 10

Mens landets 14 amter kæmper for at få budgetterne til at hænge sammen, har Amtsrådsforeningen lige så stille udviklet sig til en særdeles velhavende virksomhed med 140 ansatte, store ejendomsinvesteringer og en halv milliard på bankbogen.

Og formuen er grundlagt for skatteydermidler. Hver indbygger i de 14 amter betaler godt 22 kr. om året til foreningen eller i alt ca. 100 mio. kr. Dertil kommer salget af Kommunedata, der for to år siden øgede formuen betragteligt til over en halv milliard kroner.

Amtsrådsforeningen ledes af en bestyrelse. Den vælges for fire år ad gangen på en generalforsamling, hvor alle 374 amtsrådsmedlemmer deltager. Det seneste nyvalg fandt sted på generalforsamlingen i marts i år. Her blev Kristian Ebbensgaard (V) valgt som ny formand efter Kresten Philipsen (V).

Og noget af det første, den nyvalgte bestyrelse foretog sig, var at bevilge formanden og næstformanden lønforhøjelser på næsten 10 pct., mens skatteyderne måtte nøjes med en kontingentnedsættelse på omkring en krone. Oplysningerne om lønstigningerne stammer fra et ikke-offentliggjort dokument, der bl.a. viser, at formandskabet og de attraktive formandsposter i Amtsrådsforeningens forskellige udvalg har medført attraktive tilskud til den løn, som amtsborgmestrene og medlemmerne i forvejen får udbetalt i deres lokale amter. Dertil kommer en række vederlag, som den til enhver tid siddende formand får for at repræsentere foreningen i en række virksomheder og organisationer.

Den politiske bogholder

85 mio. kr. af Amtsrådsforeningens formue er i det nye budget afsat til forskellige projekter, bl.a. en sundhedsportal og udvikling af den elektroniske patientjournal. Resten er investeret i ejendomme på Dampfærgevej og en formandslejlighed i det attraktive boligområde på Langelinie.

''Det er rigtigt, at vi er blevet relativt velhavende i Amtsrådsforeningen, efter vi har solgt vores andel i Kommunedata, og det har jeg det fint med. Jeg kan godt tåle at have penge,'' siger Kristian Ebbensgaard, der er kendt som ''den politiske bogholder.''

Men Amtsrådsforeningen er hverken en bank eller et investeringsselskab. Den er interesseorganisation for landets 14 amter, som hvert år sammen med staten lægger rammerne for amternes økonomi. Foreningen fungerer samtidig som arbejdsgiverorganisation for de godt 130.000 ansatte i amterne, når der skal forhandles løn og arbejdsforhold.

''Det kan da ikke være målet med en forening som Amtsrådsforeningen, at den skal skrabe til rede og samle formue. Det kan godt være, det er en god ide at bruge penge på en sundhedsportal eller udvikling af den elektroniske patientjournal, men at investere pengene i fast ejendom. Det kan jeg bestemt ikke se nogen grund til,'' siger Kristen Touborg, kommunalpolitisk ordfører for SF i Folketinget.

''Med den tilbøjelighed kan Amtsrådsforeningen hurtigt ende som en stat i staten, og det skal den være forsigtig med, for det er ikke det, den er sat i verden for. Desuden er pengene ikke foreningens. Det er amternes og hermed skatteydernes.''

En oplagt mulighed ville ifølge Kristen Touborg være at sætte kontingentet ned. Ikke med nogle få kroner, men med noget, der virkelig battede. Det synspunkt kan den tidligere formand for Amtsrådsforeningen, socialdemokraten Per Kaalund, godt følge.

''Man skal passe på, at formuen i en forening som Amtsrådsforeningen ikke bliver for stor, og en halv milliard er ganske mange penge at ligge inde med af amternes penge. Man kunne vælge at fordele formuen mellem amterne eller vedtage kontingentfrihed i f.eks. et år. Det sidste er nok det, der ville kunne mærkes mest,'' siger Per Kaalund.

Men foreløbig bliver pengene i Amtsrådsforeningen. Generalforsamlingen i 2001 vedtog ganske vist at sætte kontingentet ned med 2 kr. pr. indbygger til 20,75 kr. Men allerede fra næste år er kontingentet igen steget - til 21,27 kr. pr. indbygger. På papiret ikke meget mere end et par klip på buskortet, men for et amt som f.eks. Århus Amt, der har 640.000 indbyggere, svarer kontingentet til Amtsrådsforeningen til en udgift for Århus Amt på knap 14 mio. kr.

Amtsrådsforeningen repræsenterer amterne, som igen repræsenterer borgerne. Men det er sjældent borgerne, der er i fokus på generalforsamlingerne. Der synes at være udbredt enighed om, at den førte politik er i orden, og det vil sige, at pengene ligger bedre i ejendommene på Dampfærgevej end i borgernes lommer.

Brandinspektør Ib Dalsfledt fra Dansk Folkeparti (Fyns Amt) har siddet i Amtsrådsforeningens bestyrelse i snart fem år. Og han er en af de få, der har sat spørgsmålstegn ved foreningens ejendomsinvesteringer og opkrævning af kontingentkronerne:

''I Dansk Folkeparti troede vi sådan set, at denne forening var en interesseforening, ikke at det var en bank eller en pensionskasse, vi var trådt ind i.''

''En kontingentforhøjelse på nuværende tidspunkt ville være et helt forkert signal at sende ud. Vi, der sidder ude i amterne, skal til at knokle for at få økonomien til at hænge sammen. Der er virkelig grund til, at denne forening viser solidaritet. Jeg vil foreslå, at vi tager dette til afstemning, og Dansk Folkeparti stemmer i hvert fald imod denne kontingentforhøjelse,'' sagde Ib Dalsfledt på generalforsamlingen, der i år blev holdt på Hotel Comwell i Kolding.

Men kontingentforhøjelsen blev vedtaget med overvejende flertal.

Ingen kontrolmulighed

Selv om Amtsrådsforeningen optræder som en halvoffentlig institution, er den - i lighed med Kommunernes Landsforening - ikke omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt. Den beslutter fra sag til sag, om det er noget, den vil give borgerne indsigt i. Da Amtsrådsforeningen overvejende finansieres af skattekroner, kan indenrigs- og sundhedsministeren bestemme, at foreningen skal omfattes af offentlighedsloven, men det er ikke sket.

Borgernes mulighed for at holde øje med, hvordan deres kontingentkroner forvaltes, er derfor yderst begrænsede. Og det er uacceptabelt, mener en af Danmarks førende eksperter i offentlighedslovens bestemmelser, lektor Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole.

''Amtsrådsforeningen er et blandt mange eksempler på, at organisationer med stor indflydelse på offentlige opgaver falder

Side 11

 uden for loven, fordi der ikke er tale om offentlig forvaltning i juridisk forstand. Og det er urimeligt. Foreningen burde helt klart være omfattet af offentlighedsloven.''

Amtsrådsforeningens egen forklaring på, at den ikke ønsker offentlig adgang, er, at den ligger inde med fortrolige oplysninger om lønforhold og overenskomster. Men det argument holder ikke, mener Oluf Jørgensen.

"Der findes undtagelser i loven, som tager hensyn til den slags."

En offentlighedskommission er i øjeblikket ved at gennemgå offentlighedsloven, og lovens anvendelsesområde er et af de spørgsmål, der vil blive drøftet indgående, siger Oluf Jørgensen, der selv er medlem af kommissionen.

Arbejdet er tidligst færdigt om to år, men allerede på næste generalforsamling i marts 2003 vil Kristen Touborg fra SF opfordre partifællen Bente Nielsen (Århus Amt) i Amtsrådsforeningens bestyrelse til at tage spørgsmålet op.

''Det er helt oplagt, at Amtsrådsforeningen frivilligt bør tilmelde sig offentlighedsloven, så borgerne har mulighed for at følge med i, hvordan deres formue forvaltes.''

Umuligt at gennemskue

Faktisk ved offentligheden forbløffende lidt om Amtsrådsforeningen og om foreningens økonomi. Regnskabet er yderst kortfattet - kun det allermest nødvendige er nævnt. Der findes f.eks. ingen noter med uddybende forklaringer til de enkelte poster. Faktisk er det næsten umuligt at gennemskue, hvordan formuen er blevet forvaltet.

Heller ikke fra forskerside har der været den store interesse for Amtsrådsforeningen til trods for, at foreningen årligt inddriver mere end 100 millioner offentlige skattekroner:

''Og det er egentlig ganske tankevækkende,'' siger Jens Blom-Hansen, lektor og ph.d. fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Han har skrevet en bog om Kommunernes Landsforening.

''Amtsrådsforeningen lever et meget beskedent liv i forhold til offentligheden. Og hvor det er nemt for dem at fremstå som en enhed, når vi taler om at bevare sygehusene og gymnasierne under amterne, så står det anderledes til med f.eks., hvor mange amter vi skal have. Her er amterne splittede, og derfor holder de lav profil.''

Roger Buch Jensen, lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, er enig med kollegaen fra Århus:

''Hvor Kommunernes Landsforening ofte opfattes som en udfarende kraft, er Amtsrådsforeningen helt usynlig. Da vi for et stykke tid siden udgav en rapport om, hvordan vi som borgere ser på vigtigheden af forskellige ting, kom forholdet til nationen ind på en førsteplads, efterfulgt af kommunerne, Norden, verden. Helt nede på sidstepladsen kom så amterne.''

''Med andre ord, der er ikke nogen, der tager Amtsrådsforeningen alvorligt, uanset de sidder med ved bordet, hver gang store ting skal forhandles med finansministeren, og på den måde er en ret magtfuld organisation,'' siger Roger Buch Jensen. Han er overbevist om, at det er en bevidst strategi fra Amtsrådsforeningens side at holde lav profil.

Falck

I mange år forsøgte Amtsrådsforeningen at bagatellisere en aktiepost i Falck, som ifølge den tidligere formand Kresten Philipsen ''i sin tid alene blev erhvervet for at tilkendegive Amtsrådsforeningens generelt positive holdning til Falcks Redningskorps, som udfører en vigtig samfundsopgave på en altovervejende dygtig og professionel måde.''

Kresten Philipsens forgænger, socialdemokraten Per Kaalund, har en lidt anden forklaring. Ifølge ham overvejede Amtsrådsforeningen i slutningen af 1980'erne at købe Falck, fordi man var bange for, at Falck ville komme på udenlandske hænder og evt. blive tømt for værdier. En undersøgelse i Københavns Amt viste samtidig, at amtet selv kunne drive ambulancetjeneste lige så billigt.

Først efter massiv kritik i pressen blev aktieposten solgt. Standardaftalen eksisterer stadig, men spørgsmålet er hvor længe. Bekendtskabet med Falck har nemlig vist sig at være en yderst bekostelig affære for amterne.

Emneord: 
Politik
Økonomi

Vi scanner omgivelserne

Det finske sygeplejerskeforbund afprøver ny offensiv strategi. Vi sidder ikke som de pæne piger og venter på at blive spurgt, siger formanden og fryder sig over, at forbundets synspunkter er med til at påvirke samfundsudviklingen.

Store overskrifter i pressen. Tophistorie i TV Avisen i flere dage. Kan man næsten forlange mere, når man går ud med et budskab? Finlands Sjuksköterskeförbund har haft succes med sin nye offensive kommunikations- og ledelsesstrategi. Da den finske undervisningsminister Maija Rask barslede med et forslag om at videreuddanne sygeplejersker til læger over en fireårig periode for at afhjælpe lægemanglen specielt i det nordlige Finland, var de finske sygeplejersker parate til med det samme at skyde ministerens argumenter ned.

''Vi havde i forvejen gjort vores hjemmearbejde, sådan at vi med hjælp fra de officielle statistikker kunne vise, at der ikke er lægemangel i Finland. Tværtimod har der aldrig været ansat så mange læger i sundhedssektoren som nu. Problemet er bare, at den offentlige sundhedssektor ikke kan tilbyde de arbejdsforhold, som lægerne gerne vil have. Derfor foretrækker de at arbejde i den private sektor,'' siger formanden for forbundet Katriina Laaksonen.

Sygeplejersken møder den finske formand sammen med Kaarina Wilskman, informationsrådgiver og chefredaktør for forbundets blad Sjuksköterskan.

''I virkeligheden skabte ministerens forslag stor forvirring og undren,'' siger de.

''Skulle man nu til at slå to professioner sammen? Det kunne vi ikke acceptere. Der er ikke noget continuum fra sygeplejerskeuddannelsen til lægeuddannelsen. Vi er en selvstændig profession og har i årevis været repræsenteret på de finske universiteter med institutter for sygeplejevidenskab. Næsten 3.000 finske sygeplejersker har taget en mastergrad i sygeplejevidenskab, ligesom vores grunduddannelse meget langt hen ad vejen er forskningsbaseret. Maija Rask er selv sygeplejerske, så derfor er hendes forslag endnu mere uforståeligt,'' siger de og peger på, at der er mange måder at læse statistikker på. Her havde den finske undervisningsminister lagt vægt på antallet af ledige lægestillinger. Men det er ikke det samme, som at der mangler læger, fremhæver Katriina Laaksonen og Kaarina Wilskman:

''Lægestillingerne i det offentlige står ledige pga. arbejdsvilkår og løn,'' siger de.

"Ikke fordi, der mangler læger."

20.000 på pension

Det finske sygeplejerskeforbund havde andre gode modargumenter på hånden til ministerens forslag. Igen med hjælp fra de officielle statistikker samt egen research kunne de fortælle pressen, at Finland i stedet for den påståede lægemangel kan vente sig en omfattende mangel på sygeplejersker inden for de næste 10 år. Beregningerne viser nemlig, at til den tid er en tredjedel af arbejdsstyrken gået på pension. Det svarer til omkring 20.000 sygeplejersker.

Den kendsgerning var overvældende for finnerne.

''Nyt trusselsbillede i sundhedssystemet'' stod der over lederen i et af de store finske dagblade.

Katriina Laaksonen var ikke sen til over for medierne at påpege, at faget burde gøres mere attraktivt for de unge, samt at der burde gøres en indsats for at få de omkring 10.000 finske sygeplejersker tilbage, der arbejder uden for sygeplejen, og de 4.500, som arbejder i udlandet.

Et andet forhold, der gør sig gældende, er de høje boligpriser i Helsingfors. Dem kan sygeplejerskerne ikke klare med deres nuværende løn, så allerede nu er der mangel på sygeplejersker i den finske hovedstad.

''Derfor er det helt nødvendigt at forbedre sygeplejerskernes løn- og arbejdsforhold,'' understregede den finske forbundsformand over for medierne og nævnte også, at finnernes behov for sygepleje er langt større end antallet af sygeplejersker. Derfor bliver mange finske sygeplejersker udbrændte på jobbet pga. den overvældende arbejdsbyrde.

Når det har været nødvendigt for forbundet selv at lave en udredning til brug over for pressen, hænger det sammen med, at sygeplejerskerne i Finland er organiseret i sundhedsorganisationen Tehy, som forhandler løn og arbejdsforhold for de forskellige faggrupper i sundhedssektoren. Det betyder, at sygeplejerskerne ikke optræder som enkeltgruppe i mange af statistikkerne, og forbundet, der alene tager sig af rent professionelle spørgsmål, må derfor selv udrede de specifikke tal for sygeplejerskerne.

Forbundet går heller ikke af vejen for at lave egne undersøgelser. Meget apropos havde man inden ministersagen fået et analyseinstitut til at spørge finnerne, om de ville betale mere i skat, hvis det gik til bedre løn til sygeplejerskerne og dermed en tiltrækning eller fastholdelse af sygeplejerskerne i det offentlige sundhedssystem.

Ja! Sagde et flertal. Ifølge Kaarina Wilskman viser det noget om, at værdierne i det finske samfund er under forandring. Før var det meget individcentreret og materialistisk, nu er det de bløde værdier, familien og lokalsamfundet, der er i fokus, og det matcher på bedste vis med det, sygeplejerskerne står for.

Gearet til visionerne

Responsen i pressen har bestyrket Katriina Laaksonen og Kaarina Wilskman i, at deres nye strategi er brugbar:

''Vi sidder ikke længere som de pæne piger og venter på at blive spurgt. Vores nye strategi skal være offensiv og fremadrettet i håbet om, at vi på den måde bedre kan tale medlemmernes sag og i sidste instans være med til at påvirke samfundsudviklingen,'' siger de og fortæller i samme åndedrag, at det har krævet en målrettet indsats at ændre gamle indgroede ledelses- og kommunikationsvaner i forbundet.

Et af kodeordene i ændringsprocessen er scanning, fortæller de:

''Scanning betyder jo at afsøge et område. I vores regi betyder det, at vi systematisk scanner, hvad der foregår i samfundet. Det har givet os mange nye ideer og visioner, og samtidig betyder det, at vi både mentalt og praktisk er parat - enten til selv at være de udfarende eller at være klar, når situationen kræver det.

Den nye adfærd har tilsvarende krævet, at forbundet er blevet trimmet, så man netop er gearet til at realisere visionerne. Bl.a. har det betydet en omorganisering af det daglige arbejde:

''Jeg går ind for en flad struktur og så lidt bureaukrati som muligt. Derfor arbejder vi nu i små selvstyrende team, som hver især er ansvarlige for deres område,'' siger Katriina Laaksonen og vedgår gerne, at de fine ord sandelig også gælder hendes eget lederskab:

''Jeg skal jo også selv leve op til dem i praksis, så når jeg f.eks. er væk, er det i høj grad op til teamlederne at klare problemerne og selv tage affære. De skal ikke sidde og vente på, at formanden indfinder sig,'' siger hun og tilføjer:

''Det kræver naturligvis en fælles kultur på arbejdspladsen, et fælles sæt værdier samt en vision om, i hvilken retning vi skal gå. For os handler det meget om at synliggøre vores medlemmer og gøre omgivelserne bevidste om, hvad sygeplejen står for, og hvad sygeplejersker kan. Den slags kommer selvfølgelig ikke over natten, og derfor er en del af min filosofi da også, at når der begås fejl, skal vi lære af dem i stedet for at gå efter den pågældende medarbejder.''

Ny finsk sundhedsreform

Finland har et folkesundhedsprogram løbende indtil 2015, så den nye reform, der nu er på trapperne, vil ikke ændre på den grundlæggende struktur, men sigte mod, hvad de finske politikere kalder ''et betryggende sundhedstilbud.'' Bl.a. foreslås det, at befolkningen skal sikres en bedre adgang til ydelserne. F.eks. skal patienterne ud over de akutte tilfælde kunne komme til hos lægen eller sygeplejersken i sundhedsklinikken inden for tre dage og hos specialisten inden for tre måneder. Nye bevillinger skal gøre det muligt at nedsætte ventetiden for operation og cancerbehandling, ligesom kvaliteten inden for psykiatri og ældrepleje skal forbedres. Reformen rummer også rationaliseringer inden for administrationen og sigter i det hele taget på at forbedre effektiviteten og kvaliteten. Antallet af medicinske studiepladser skal øges, ligesom sundhedspersonalet skal tilbydes systematisk efter- og videreuddannnelse. Herudover skal der gennemføres en national elektronisk patientjournal. 30 mio. euro (godt 210 mio. dkr.) er afsat til projektet, der skal være gennemført i 2007.

Er til for medlemmerne

Der er omkring 60.000 sygeplejersker i Finland. De 47.000 er medlem af forbundet. Med et sekretariat på otte ansatte og nogle freelancemedarbejdere er det svært at få øje på noget egentligt bureaukrati. Som gæst imponeres man snarere over, at det overhovedet kan lade sig gøre at drive et forbund med så mange medlemmer og så få ansatte. Men det kan det, selv om Katriina Laaksonen gerne indrømmer, at det kunne være rart med lidt mere arbejdskraft i sekretariatet. Men det fungerer, og et af de store mål er at få samtlige finske sygeplejersker som medlemmer af forbundet:

Kaarina Wilskman:

''Medlemskabet af Tehy koster ca. 1,2 pct. af gennemsnitslønnen (i Dansk Sygeplejeråd er procenten 1,5), hvorimod man hos os kan slippe med et årskontingent på under 200 kr. Det er jo pebernødder, men for nogle er der tale om noget ideologisk. Medlemskabet hos os burde være inkluderet i kontingentet til Tehy, mener de. Heldigvis synes flere og flere, at det også er nødvendigt med en professionel organisation som vores.

Katriina Laaksonen:

''Vores hovedformål er at udvikle faget, og i den sidste ende tror jeg, det også er sygeplejerskernes faglige niveau, kvalifikationerne, som vil føre til en bedre aflønning. Hvis vi er fagligt stærke, kan vi bedre legitimere vores krav.''

Dialogen med omgivelserne er også et must i forhold til forbundets lokalafdelinger. Her prøver de at udvikle den samme filosofi som i fællessekretariatet: Så lidt bureaukrati som muligt, dialog med kredsens medlemmer og opsøgende virksomhed i forhold til omgivelserne.

''Tidligere var både stil og ånd i forbundet meget lukket. Topfolkene omgikkedes kun andre topfolk. På en eller anden måde virkede det, som om medlemmerne ikke var så vigtige. Men det er de jo. Uden medlemmer - ingen organisation.

Uden at det skal lyde alt for floskelagtigt, så vil vi meget gerne arbejde hen imod, at medlemmerne skal opfatte forbundet som deres. Derfor lægger vi også stor vægt på, at der ikke er snærende bånd mellem vores tidsskrift og forbundet. Medlemmerne skal frit kunne udtrykke sig i bladet og fremsætte synspunkter, som er i modstrid med vores. Den slags er altid godt, for det giver os lejlighed til at genoverveje egne synspunkter, '' siger Katriina Laaksonen.

Selv foretrækker hun at få problemerne frem i lyset. Det er bedre end hviskekampagner i krogene, synes hun:

''Det vigtigste i forbundet er de sager, vi kører, det arbejde, vi laver. Hverken forbundet i sig selv eller os, der er ansat her, er vigtige,''siger hun.

Gå ind i politik

De to ledere, der begge har en mastergrad i lederskab, opfordrer kollegerne ude i kredsene til at engagere sig i lokalpolitik. Det er nyttigt på flere planer. Dels kan man som lokalpolitiker få direkte indflydelse på det stedlige sundhedstilbud, dels kan man bringe sygeplejen ned i gulvhøjde:

''Sygeplejersker har ikke svært ved at kommunikere med deres patienter, men når vi skal fortælle befolkningen om, hvad vi kan, er det ikke så nemt. Det har jeg selv erfaret. Men øvelse gør mester, og så får man jo tilbagemeldinger om, hvad der rører sig i samfundet,'' siger Kaarina Wilskman.

Begge er de medlemmer af deres lokale byråd, og en af deres kongstanker er at etablere et landsdækkende netværk af sygeplejersker, som er politisk aktive i deres lokalsamfund:

''Det skal naturligvis ikke være relateret til et bestemt parti, men give medlemmerne mulighed for orientering og feedback på, hvad der sker rundt om i landet.

Altså igen en form for scanning," siger Katriina Laaksonen.

En af de kommende store opgaver i sundhedssektoren i Finland bliver gennemførelsen af en ny sundhedsreform. Her vil de to ledere søge at få indflydelse på, hvordan reformen skal føres ud i livet - ikke mindst på lederniveauet.

''Når reformen søsættes, afhænger det af godt lederskab. Problemet for sygeplejerskerne er, at de både har indsigt og uddannelse, men mangler autoriteten til at sætte sig igennem over for læger og andre sundhedsansvarlige,'' siger de.

''Derfor sætter vi vores lid til det punkt i reformen, hvor der tales om multiprofessionel lederuddannelse, så det bliver de samme kurser, folk skal igennem som ledere.

Og så har vi naturligvis også tænkt os selv at udbyde lederkurser. Den klassiske sygeplejeleder, der administrerede, koordinerede og kontrollerede, skal gerne have tilført evnen til at scanne, analysere og i det hele taget være et skridt foran sine omgivelser.''

Emneord: 
International sundhed
Organisering
Politik

Afgørelsens time nærmer sig

I løbet af de næste par måneder vil Kommunehospitalets skæbne blive afgjort. Der er fortsat et flertal i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune for at bevare hospitalet, men de forestående budgetforhandlinger kan nemt ændre situationen. Samtidig overvejer sundhedsministeren at bruge statens repræsentanter i Hovedstadens Sygehusfællesskabs (HS) bestyrelse til at gennemtrumfe en lukning.

I over tre år har de ansatte på Københavns Kommunehospital kæmpet for at bevare deres arbejdsplads. Kampgejsten har været forbavsende. Støttet af borgergrupper og politikere har de ansatte ikke villet lade Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS) effektuere den del af sygehusplanen for HS fra 1995, som vedrører en lukning af Kommunehospitalet.

Om det lykkes at bevare københavnernes gamle hospital ved søerne, vil stå klart i løbet af sommeren og senest ved udgangen af september måned.

Borgerrepræsentationen er så småt gået i gang med at diskutere budget 1999, og når en aftale er forhandlet færdig, vil der efter al sandsynlighed også været truffet en endelig afgørelse om Kommunehospitalet.

Formelt står lukningen af Kommunehospitalet stadig ved magt, idet det indgår som et led i sygehusplanen for HS fra 1995. Når det ikke for længst er sket, skyldes det, at det flertal i Borgerrepræsentationen, som for tre år siden stemte for en lukning, forsvandt ved kommunalvalget i november måned sidste år.

SF, De Konservative og en række mindre partier fra det yderste højre og yderste venstre formåede her at sikre et nyt flertal, der trods meget forskellige politiske holdninger er enige om at bevare Kommunehospitalet.

Bestyrelsen i HS har indtil videre valgt at respektere det nye flertal i Borgerrepræsentationen, selvom et flertal på otte ud af 15 medlemmer i HS' bestyrelse, bestående af Frederiksberg Kommune og staten, fortsat er for en lukning af Kommunehospitalet.

Dermed ligger Kommunehospitalets skæbne i princippet i hænderne på Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.

Flere afstemninger i løbet af foråret har vist, at flertallet for en bevarelse af Kommunehospitalet indtil videre er reelt, idet det blandt andet er blevet pålagt Københavns Kommunes bestyrelsesmedlemmer i HS at stemme imod en udflytning af de geriatriske og reumatologiske afdelinger fra Kommunehospitalet.

Om flertallet af SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, De Konservative, Fælles Kurs og Solidarisk Alternativ fortsat eksisterer, når budgettet for 1999 er vedtaget, er imidlertid knap så sikkert.

Flertal kan smuldre

Selvom partierne overordnet er enige om, at Kommunehospitalet skal bevares, er de næppe enige om, hvor høj en pris de er villige til at betale.

Samtidig er der mange andre ting, der skal forhandles om ved en budgetforhandling, hvor det ikke er unormalt at lave politiske aftaler efter princippet 'noget for noget'.

En delrapport fra HS om det økonomiske grundlag for sygehusfællesskabet lægger op til, at der skal findes ekstra besparelser på mellem 140 og 200 millioner kroner, hvis Kommunehospitalet skal bevares. Mange af de medlemmer af Borgerrepræsentationen, der er for en bevarelse, mener, disse tal er vildt overdrevet, og føler sig overbeviste om, at det langtfra bliver så dyrt.

Men gratis bliver det ikke at bevare Kommunehospitalet – og pengene skal findes i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.

''Jeg tror, det kan blive svært at bevare flertallet bag Kommunehospitalet, når budgetforhandlingerne går i gang. Der er så mange aspekter i forhandlingerne, og hvis alternativet eksempelvis bliver i stedet at lukke Amager Hospital, tror jeg for alvor, situationen bliver vanskelig,'' siger Marlene

Side 15

SY-1998-26-14-1Onsdag i sidste uge var op mod hundrede vrede københavnere troppet op foran Kommunehospitalet for at demonstrere deres utilfredshed med hospitalets muligt forestående lukning. Foto: Christoffer Regild. 

Side 16 

Krogh, der sidder i Borgerrepræsentationen for SF.

Lars Hutters, som er afdelingslæge og medlem af Borgerrepræsentation for Solidarisk Alternativ, er optimist, men siger samtidig:

''Der eksisterer i øjeblikket et politisk flertal for at bevare Kommunehospitalet, men der en risiko for, at de forestående økonomiske forhandlinger om budgettet får dette flertal til at ryge på gulvet.''

Også hos Dansk Folkeparti er der fortsat optimisme, men intet er endnu afgjort.

''Vi har ved tidligere forhandlinger oplevet, at nogle af de partier, der står bag flertallet for at bevare Kommunehospitalet, har skiftet holdning i en sag, fordi de har fået et godt tilbud,'' siger Peter Skaarup, der frygter, at noget lignende kan ske i forbindelse med forhandlingerne om Kommunehospitalet.

Koch har trumfkortet

Selvom det lykkes flertallet bag Kommunehospitalet at komme samlet gennem budgetforhandlingerne, vil det være for tidligt at erklære Kommunehospitalet for reddet.

Står det til Sundhedsminister Carsten Koch (S), skal Kommunehospitalet lukkes som aftalt i HS' sygehusplan fra 1995, og han overvejer at lade sine seks medlemmer af HS' bestyrelse trumfe beslutningen igennem støttet af de to repræsentanter fra Frederiksberg Kommune.

Dermed kommer Københavns Kommunes syv repræsentanter i mindretal.

''Regeringen vil naturligvis overveje, hvorledes de statslige repræsentanter i HS' bestyrelse skal forholde sig. Mit udgangspunkt er fortsat, at beslutningen i HS' sygehusplan om at overføre Kommunehospitalets funktioner til de medicinske centre på de akutte sygehuse er fagligt og sagligt rigtige. Det samme mente i øvrigt Københavns Borgerrepræsentation, som derfor oprindeligt stemte for sygehusplanen,'' sagde sundhedsminister Carsten Koch i et netop afgivet svar i folketingssalen til Peter Skaarup (Dansk Folkeparti), der gerne ville vide, om staten fortsat agter at respektere flertallet i Borgerrepræsentationen for en bevarelse af Kommunehospitalet.

I svaret til Peter Skaarup hedder det videre:

''Jeg vil i øvrigt tilføje, at når sundhedsministeren ifølge HS-loven skal udpege seks medlemmer til bestyrelsen, så kan det næppe have været lovgivernes mening, at disse repræsentanter automatisk skal følge et snævert flertal i Københavns Borgerrepræsentation. Jeg vil først og fremmest lægge vægt på, at patienterne får en god behandling, og at HS' sygehuse drives inden for fornuftige økonomiske rammer,'' siger Carsten Koch, der i sit svar henviser til økonomiske beregninger foretaget af HS. De viser, at en bevarelse af Kommunehospitalet vil medføre ekstraudgifter på 200 millioner kroner i forhold til, hvis HS' sygehusplan gennemføres som planlagt.

Med de voldsomme økonomiske konsekvenser, som en bevarelse af Kommunehospitalet vil medføre, opfordrer Carsten Koch politikerne i Borgerrepræsentationen til at overveje situationen endnu en gang.

Manipulerende rapport

De økonomiske konsekvenser af en bevarelse af Kommunehospitalet fremgår af en delrapport om det økonomiske grundlag for HS 1999 – 2002. Rapporten er blandt andre blevet bestilt af politikerne i Københavns Borgerrepræsentation. Mange af politikerne, som er imod en nedlæggelse af Kommunehospitalet, er dog stærk kritiske over for rapporten, der bliver betegnet som både manipulerende og et partsindlæg, som er udarbejdet af tilhængere af en lukning af Kommunehospitalet.

Utilfredsheden går blandt andet på, at de økonomiske konsekvenser af en bevarelse af Kommunehospitalet et stærkt overdrevne.

''Rapporten er rystende læsning, fordi den tegner et skræmmebillede. Tallene for Kommunehospitalet er ikke troværdige, fordi man ikke har indregnet de besparelser, som en bevarelse af Kommunehospitalet giver for de øvrige hospitaler. Samtidig er nogle senge blevet regnet med to gange,'' siger Bente Møller fra Enhedslisten i Borgerrepræsentationen.

Meldingen fra Lars Hutters lyder:

''Tallene er meget overdramatiserede, og rapporten bør derfor betragtes som et led i et taktisk spil, hvor HS gør alt for at forværre beskrivelsen af en situation, hvor Kommunehospitalet bliver bevaret.''

Også SF er rystet over rapporten.

''Det er det mest elendige stykke arbejde, jeg nogensinde har set,'' siger SF'eren Marlene Krogh, der beskriver rapporten som politisk manipulation. Hun har derfor bedt HS-direktionen om at udregne nogle mere reelle tal.

Også de ansatte på Kommunehospitalet er chokerede over tallene i delrapporten fra HS, som de mener, hverken er gennemarbejdet eller dokumenterer de reelle forhold.

Hos HS afviser økonomidirektør Morten Rand Jensen, at de beskrevne, økonomiske konsekvenser ved en bevarelse af Kommunehospitalet er fordrejede eller overdrevede.

''Vi har lavet et yderst sobert stykke arbejde,'' siger han og forklarer, at man ikke blot kan nedlægge et antal senge på andre hospitaler svarende til det antal senge, som en bevarelse af Kommunehospitalet vil medføre.

Demokratiets pris

En endelig afgørelse af Kommunehospitalets fremtid bliver afslutningen på mange års usikkerhed blandt både borgere, ansatte og politikere.

Det hører til sjældenhederne, at en debat om en sygehuslukning får lov at strække sig over så lang tid. Den megen usikkerhed har dog tilsyneladende ikke skræmt læger og sygeplejersker fra at søge opslåede stillinger på Kommunehospitalet. Her modtager man lige så mange ansøgere til ledige stillinger, som man altid har gjort.

En endelig afklaring om hospitalets skæbne vil få betydning for en lang række forhold på de øvrige HS-sygehuse. Flere steder står lokaler og senge allerede i dag klar til at overtage opgaver fra Kommunehospitalet. Desuden har Københavns Amt tilbageholdt et større ombygningsarbejde på Amager Hospital, indtil der er kommet en afklaring.

''Vi er ikke vant til, at en beslutning om et hospitals skæbne bliver trukket over så lang tid. Det kan forståeligt skabe frustration, fordi usikkerheden berører så mange mennesker,'' siger Jørgen Grønnegård Christensen, der er professor ved Aarhus Universitet og medlem af Sygehuskommissionen.

At processen er blevet så langstrakt, er uheldigt, men samtidig et udtryk for, at demokratiet fungerer.

''Demokratiet har sin pris, og samtidig skal man da ikke glemme, at der jo kan være nogle gode sider ved, at tingene tager tid,'' påpeger han.

Nøgleord: HS, Kommunehospitalet, lukning.

Emneord: 
Organisering
Politik

Det frie initiativs mand

Amtsborgmester Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterer det hidtil mest radikale bud på nytænkning inden for sundhedssektoren. ''Jeg tror på konkurrencen på det frie marked,'' siger han. ''Det savner vi i det offentlige.''

Det syge væsen skal på kur, ellers bliver det danske sundhedssystem aldrig godt nok, argumenterer venstreløven Lars Løkke Rasmussen (V), amtsborgmester i Frederiksborg Amt.

Lars Løkke Rasmussen har som partikammeraten, venstreborgmesteren Peter Brixtofte i Farum, bragt sig selv helt frem i rampelyset med sit forslag om at sælge sygehuset i Hørsholm for at få penge til en tiltrængt renovering.

Peter Brixtofte sælger ud af Farum Kommunes vandværk og børnehaver for at skaffe penge til kommunens slunkne kassebeholdning.

Den model kan amtet også bruge, mener Lars Løkke Rasmussen, der gerne vil give sygehuset en saltvandsindsprøjtning, som han siger. Desværre er der ikke penge til hverken saltvand eller sprøjte, derfor forslaget om at sælge.

Amtsborgmesteren stopper dog ikke her.

Hans forslag, der blev præsenteret i forbindelse med de aktuelle politiske drøftelser op til vedtagelsen af Frederiksborg Amts budget for 1999, er langt mere vidtgående.

Hans overordnede formål er at kunne leve op til de nordsjællandske skatteborgeres ønske om en bedre service på sundhedsområdet uden at skulle sætte skatten op.

Derfor hedder hovedoverskriften 'Bedst og Billigst' og opskriften 'Privatisering i offentligt regi'.

Hvis Lars Løkke Rasmussen ellers kan samle politisk flertal for sin vision, er det tanken at omdanne sygehuset i Hørsholm til et såkaldt 'fri-sygehus', bestående af en række klinikker, der skal drives som selvstyrende resultatcentre, og som skal leje sig ind hos den investor, der måtte købe sygehusets bygninger.

Centrene eller klinikkerne kan enten drives af amtet eller efter udbud i licitation af private.

Den rigtige pris

Lars Løkke Rasmussen er liberal om en hals, det lægger han ikke skjul på. Derfor ønsker han størst mulig frihed og råderum for de foreslåede resultatcentre:

''Jeg tror på konkurrencen på det frie marked,'' siger han.

''Det savner vi i det offentlige. Ved at give de enkelte klinikker en driftsramme, bliver det op til dem selv at få det bedst mulige ud af pengene. Vi andre, politikere og administratorer, skal på borgernes vegne stille nogle kvantitative og kvalitative krav.''

Organisatorisk forestiller Lars Løkke Rasmussen sig, at fri-sygehuset får en bestyrelse, der får ansvaret for driftsrammen – altså bygninger, indkøb, opsætning af operationsstuer og tværgående funktioner som rengøring og kantinedrift.

''Man kan godt sammenligne det med et kontorhotel, hvor forskellige virksomheder lejer sig ind med mulighed for at trække på fælles omstilling, sekretærer, edb, kantine og så videre,'' siger han og fortsætter:

''Det skal være bestyrelsen, der fastsætter driftrammen. De enkelte resultatcentre eller klinikkerne, om man vil, sættes så i husleje i forhold til det træk, de har på sygehuset.

På den måde tror jeg, vi får mulighed for at få et realistisk billede af, hvad et nyt knæled eller en ny hofte kommer til at koste.Vi får en rigtig pris, fordi omkostningerne medregnes, det være sig husleje, afskrivninger eller investeringer. Og når vi har den rigtige pris, kan vi begynde at sammenligne med, hvad et nyt knæled eller en hofteoperation koster andre steder,'' siger han.

Amtets plejestabsstruktur er en anden binding, Lars Løkke Rasmussen gerne vil af med, hvis hans vision om fri-sygehuset vinder gehør.

Den passer ikke til det frie initiativ, mener han.

Hvis de enkelte klinikker skal have eget råderum inden for de givne rammer, så må de også selv kunne bestemme personalesammensætningen, arbejdstiden og i det hele taget arbejdstilrettelægningen, siger han:

''Jeg kan som politiker sagtens leve med, at en klinik for eksempel prioriterer at betale for overarbejde, mens en anden finder det mere hensigtsmæssigt, at folk afspadserer.

Jeg vil også have det fint med, hvis man internt på klinikkerne bruger den decentrale løn meget målrettet i forhold til de opstillede kvalitetsmål. Det kan for eksempel være, at man gerne vil gøre en ekstra indsats for at få infektionsprocenten ned og derfor bruger den decentrale løn til de medarbejdere, som præcist bærer ære for, at man har nået det mål.''

Kaffe eller kitler

En anden variant af det frie initiativ på et fri-sygehus kunne være, at sygehuset lejer overskydende kapacitet ud:

''Døgnet har 24 timer, hvorfor ikke udnytte så mange af dem som muligt?'' spørger Lars Løkke Rasmussen og foreslår, at man eksempelvis kan leje operationskapacitet ud til interesserede speciallæger.

''Der kan udmærket sidde en speciallæge i København, Odense eller Hamborg, der vil være interesseret i at leje en operationsstue en weekend hver måned.

Den form for indtægtsdækket virksomhed kan være med til at nedbringe de samlede fællesudgifter for sygehuset. Alt andet lige vil det medvirke til, at den samlede stykpris på sygehusets ydelser vil falde.''

Lars Løkke Rasmussen er overbevist om, at alle vil blive glade, hvis hans planer realiseres:

Skatteborgerne får det bedst og billigst. Amtet kan holde, hvad det lover (eksempelvis i form af ventelister) – og love, hvad det kan holde.

Personalet vil opleve, at deres indsats gør en forskel.

''Hvis ens afdeling først står for tur til at blive malet engang i år 2015, så bliver der ikke malet før, med det system vi har i dag – uanset hvor dynamisk man end måtte være på sin afdeling.

Med det nye system kan folk selv bestemme, om de vil bruge deres overskud på maling eller eksempelvis studiedage eller andet godt.''

Og endelig får politikerne mulighed for at være mere politikere end nu, hvor de ''er fedtet ind i detailbeslutninger, om man nu skal bruge penge til kaffe eller kitler.''

Lars Løkke Rasmussen refererer her til det seneste møde i amtets sundhedsudvalg, hvor et af punkterne netop var en diskussion om, hvorvidt der skulle bruges penge til gratis kaffe til sygehusenes personale eller til nye bomuldskitler.

Vigtige ting begge dele, men noget som de enkelte afdelinger selv bør bestemme, mener han.

Blå bog

Lars Løkke Rasmussen er uddannet jurist, men har aldrig praktiseret som sådan.

Sine talegaver foretrækker han at bruge som politiker. Og det har han haft en vis succes med, må man sige.

Sin unge alder til trods har han formået at svinge sig op på politiske topposter som næstformand for partiet Venstre og amtsborgmester i Frederiksborg Amt.

Forud gik vejen over poster som formand for Venstres Ungdom og borgmesterstolen i Græsted-Gilleleje Kommune.

Her har han især gjort sig bemærket som foregangsmand for udliciteringen af hjemmehjælpen i kommunen. En ordning, der efter sigende skulle køre ganske godt.

Nøgleord: Privatisering, sygehussalg, udlicitering.

Lars Løkke Rasmussen: ''Døgnet har 24 timer, hvorfor ikke udnytte så mange af dem som muligt?''Hørsholm Sygehus.Arkivfoto

Frisygehuse

Ulvetider i Hørsholm             

Det frie initiativs mand   

Emneord: 
Politik
Sundhedsvæsen
Økonomi

Dødtrætte af omstruktureringer

Efter fire store reformer på 12 år har det newzealandske sundhedspersonale et stort ønske om at få lov til at passe deres arbejde i fred. Reformerne har haft vældige omkostninger, både menneskeligt og økonomisk. Og intet tyder på, at det ene system har fungeret væsentlig bedre end det andet.

Intet sundhedsvæsen i verden er blevet omstruktureret så tit og så radikalt som det newzealandske, og personalet har for længst fået nok.

''Vi har haft fire store reformer i de senere år, og hver reform har skabt uro og haft store omkostninger,'' siger Robin Gauld, University of Otago, der har skrevet det newzealandske sundhedsvæsens historie med bogen ''Revolving doors.''

''Man kunne godt overveje, om sundhedssektoren ikke har brug for en folkeafstemning eller en anden mekanisme, der kan beskytte strukturen mod konstant politisk indblanding.

Medarbejderne er en meget væsentlig del af sundhedsvæsenet, og når jorden hele tiden flytter sig under deres fødder, får det uundgåeligt en virkning på deres motivation.''

''Personalet føler sig uden for. Deres arbejdsglæde og arbejdsmoral er i bund, og man har ikke været i stand til at holde på dem. Der er problemer med personalemangel i alle grupper,'' siger Geoff Annals, direktør i New Zealand Nurses' Organisation (NZNO).

''Vi er nok lidt krigstrætte,'' bekræfter Myra Wilson, som for tre år siden blev rokeret ud af sit lederjob på Wellington Hospitals intensivafdeling.

''Vi har omstruktureret og omstruktureret, og sygeplejersker har følt sig belejret og bombarderet fra alle sider.''

Seks chefer på otte år

På sin vis var det en fordel, at regeringen satsede på ledere udefra, da den store reform kom i 1993.

''De havde ikke forstand på sundhedsvæsenet, så det holdt de sig fra i starten,'' siger Myra Wilson.

''Men de omstrukturerede sig selv ihjel. Jeg havde seks forskellige chefer på otte år. Lige som man var ved at opbygge et forhold til én, var han væk.''

Da ventelisterne blev ved med at vokse, og der var strejker og uro, kom de faglige ledere ind i varmen igen. Det var ingen forbedring, mener Myra Wilson.

''For nu begyndte de at omstrukturere klinikken. På det tidspunkt gik tingene helt i opløsning.''

Da Myra Wilsons job blev nedlagt, lagde hun sin lange sygehuskarriere bag sig og startede sin egen kursusvirksomhed. I dag er der næsten intet af det gamle personale tilbage i afdelingen. Alle faglige ledere og omkring 55 af de 60 menige sygeplejersker er forsvundet.

''Og det var måske meget godt at få vasket tavlen ren. Men det var et forfærdeligt tab af sygeplejerskeekspertise, og det er sket i hele sundhedsvæsenet.''

De gode ledere

Dot McKeen kan fortælle en helt anden historie. Hun er klinikchef i skadestue og akutmodtagelse på Middlemore Hospital, et gammelt, nedslidt sygehus i den fattige del af Auckland, der altid har stået i skyggen af de højt specialiserede sygehuse i området.

Side 17 

''Vi måtte klare os, som vi kunne, og ingen forventede ret meget af os.

Men under reformerne fik vi et par fremsynede direktører, som under megen råben og skrigen fik os trukket op i det 20. århundrede,'' siger hun.

Direktøren tog konsekvent personalet med på råd og betragtede det som en af sine største successer, da rengøringskonen kom til ham og klagede over, at hun ikke havde noget sted at gøre af sin taske.

''Han skaffede hende et skab, og hun syntes, han var det bedste, der nogensinde var sket på sygehuset.''

Under reformerne blev det et vigtigt mål at gøre kunderne - altså patienterne - tilfredse.

På Middlemore blev der ryddet op og sat i stand, og i dag vækker skadestuens overvågnings- og patientinformationssystemer misundelse, når der kommer studiebesøg for at se, hvordan skadestuen med den særskilte børneafdeling er indrettet.

''Nu er Middlemore et sted, man er stolt af at arbejde,'' siger Dot McKeen. Men reformerne har også haft en bagside.

''Befolkningens forventninger til sundhedsvæsenet blev hævet enormt. De kommer her og ser en fin ny bygning, og så forventer de at blive behandlet med det samme. Når de skal vente i fire timer, fordi de ikke er så akutte, bliver de vrede og aggressive.''

Reformer var valgflæsk

Reformerne gjorde ondt, men de var nødvendige, mener klinikchef Julia Payne, Wellington Hospitals pædiatriske afdeling

''Sundhedsvæsenet skal ikke være en hellig ko. Vi er

Side 18 

en offentlig service og bliver betalt med offentlige midler.''

Hun betragter reformerne som et ærligt forsøg på at gøre noget ved problemer som ventelisterne. Der blev skabt en mere ansvarlig holdning til penge og andre ressourcer. Patienterne lærte, at de havde rettigheder og havde lov til at klage. Og der blev indført et pointsystem, så folk blev prioriteret på ventelisterne efter deres behov.

''Før flyttede man bare automatisk opad på listen. Nu bliver folk prioriteret efter smerter, funktionstab osv. Det betyder også, at selvbevidste hvide middelklassepatienter ikke længere har et fortrin for beskedne polynesere, der ikke siger ret meget.''

Men selv om der kom noget værdifuldt ud af det, har processen ikke været god.

''Det har været ufattelig hårdt for personalet. Store beløb er blevet overført til administration, mens folk ude i afdelingerne har kæmpet,'' siger Julia Payne.

''Problemet er, at reformerne har været valgflæsk. Forventningerne til vores ydelser er sat i vejret uden nogen analyse af, hvilken finansiering der var brug for eller hvilken forandringsproces.

Og når man gennemfører en reform, må man give den tid til at lykkes eller mislykkes. Hos os har skiftende regeringer hele tiden vendt op og ned på, hvad den foregående har gjort.''

Dyre omstruktureringer

Reformerne har ikke bare haft omkostninger for arbejdsmoralen, de har også været dyre i penge. Der er oprettet og nedlagt en lang række administrative enheder, og der er udbetalt astronomiske konsulenthonorarer, især i 1992-93, da den store markedsreform blev forberedt.

Alene sagførerhonorarerne, da sygehusene skulle overføres til nye aktieselskaber, løb op i millionklassen. En enkelt regning fra et stort sagførerfirma lød f.eks. på 810.000 dollars (3.037.500 kr.).

I 2000 havde reformerne ifølge finansministeriets beregninger kostet omkring 800 mio. dollars (ca. 3 mia. kr.).

Det er omkostninger, som de newzealandske skatteborgere ikke har fået ret meget ud af, efter Robin Gaulds opfattelse.

Han har ikke fundet noget belæg for, at det ene system har fungeret nævneværdigt bedre end det andet. Der er gennemført en række nødvendige ændringer, men det er et spørgsmål, om de ikke lige så godt kunne være gennemført på en mindre dramatisk og smertefuld måde.

''Hvis politikerne ønsker en produktivitetsforøgelse på 15 pct., kunne de jo henvende sig til de mennesker, der arbejder i systemet, og spørge dem, hvordan man opnår det,'' foreslår Robin Gauld. n

Fire store reformer

Alle akutte sygehuse på New Zealand er statslige. Ansvaret for driften har for det meste ligget i sundhedskommissioner, health boards, med en blanding af centralt udpegede og lokalt valgte medlemmer.

l Efter 1983 blev en række mindre sygehuskommissioner samlet i 14 Area Health Boards. I 1989 afskaffede Labour-regeringen sygehusenes trojkaledelser og indsatte sygehusdirektører i stedet.

l I 1991 annoncerede en ny borgerlig regering en stærkt markedsinspireret reform, der blev gennemført i 1993.

Sundhedssektoren blev delt op i en køber- og en leverandørfunktion. På købersiden blev de 14 Area Health Boards lagt sammen til fire Regional Health Authorities. Sygehusene blev samlet i lokale sygehusselskaber, Crown Health Enterprises, 23 selskaber i alt. De fire health authorities sad på pengene og indgik kontrakter om behandling med de 23 sygehusselskaber og behandlerne i primærsektoren.

l I 1996 blev sundhedsreformens markedselementer tonet ned.

De fire Regional Health Authorities blev erstattet af én central køberfunktion, Health Funding Authority. Sygehusselskaberne blev omdøbt til Hospital and Health Services, og deres forpligtelse til at skabe overskud blev fjernet.

l I 2000, da Labour var kommet til magten, blev køber- og leverandørfunktion igen slået sammen. 21 District Health Boards har nu ansvaret for finansiering og drift af sygehusene og for at indgå kontrakter med primærsektoren, der i vid udstrækning består af privat praksis.

Emneord: 
International sundhed
Organisering
Politik

Det grå kit

Politiske udmeldinger viser, at sygeplejersker som faggruppe ikke har været gode nok til at tydeliggøre, hvad det netop er, en sygeplejerske kan. Implementering af VIPS-modellen på Gentofte Amtssygehus har medført, at sygeplejerskerne har diskuteret, hvad sygeplejerskens funktion er. ''Det kit, der får patientforløbet til at hænge sammen,'' var ét af buddene.

Hvorfor skal sygeplejersker dokumentere, og hvad er det, sygeplejersker skal dokumentere? Og hvilke faggrupper kan dokumentere hvilken del af plejen? Det var nogle af de spørgsmål, der dukkede op under implementeringen af dokumentationsmodellen VIPS (velvære, integritet, profylakse, sikkerhed) på Amtssygehuset i Gentofte.

VIPS-konsulenterne har opdaget, at det er andet og mere end et nyt journalsystem, vi er i gang med at indføre. Et tegn herpå er, at diskussionerne meget hurtigt er kommet til at dreje sig om sygepleje, og de antagelser den hviler på. Det er ikke nødvendigvis VIPS i sig selv, der er skyld i det, men snarere de overvejelser, man er nødt til at gøre sig, når man drøfter og arbejder med dokumentation af sygeplejen.

Det er ikke nyt at arbejde med forbedring af sygeplejerskers dokumentation. Det er forsøgt gennem mange år. Vi har i sygeplejen haft en tendens til at forsøge at løse vores dokumentationsproblemer ved at tage et nyt redskab i brug. Vi har vendt formatet, så det står op, respektive ligger ned, vi indfører smarte ringbind og papirer, eller vi lægger journalen ind til patienten. En anden ofte anvendt taktik er den, vi forsøger her på sygehuset med VIPS: vi indfører en ny model.

Hvis man imidlertid tror, at man ved at finde et nyt redskab eller en ny model eller for den sags skyld ved at indføre elektronisk patientjournal (EPJ) kan redde sygeplejerskers dokumentation, tror man fejl. Vore samarbejdspartnere og VIPS-eksperter i Sverige formulerer det således: Shit in - Shit out! Hverken dokumentationen eller sygeplejen bliver bedre end den hånd, der fører pennen eller rammer tastaturet. Hvis man vil have sygeplejedokumentationen til at fungere efter målet, må sygeplejersker tage stilling til, hvilken sygepleje de vil stå for i deres afdeling eller på deres sygehus. Først derefter kan man begynde at overveje, hvordan der skal dokumenteres. Dette gælder såvel papirversionen som en EPJ.

Derfor er det heller ikke VIPS-modellens skyld, hvis projektet på Gentofte Amtssygehus ikke lykkes. Modellen er i orden, men vores tese er, at såvel den, som de øvrige bestræbelser, der har været på at forbedre sygeplejedokumentationen, hviler på en anden måde at tænke og praktisere sygepleje på, end sygeplejersker i almindelighed gør i praksis. Den stiller dermed også krav om, at sygeplejersker ændrer selve deres praksis. Derfor udfordrer den vort fagsyn.

Struktur

Lad os se efter, om vi kan finde et fagsyn gemt i VIPS-modellen.

VIPS er i sig selv bare et sorteringsredskab for sygeplejeinformation. Det består af bogstaver og ord, som er sat sammen i en bestemt struktur. Hvordan kan det blive en udfordring for sygeplejerskers fagsyn? Er bogstaver værdiladede? Er ord? Er den måde, de sættes sammen på, når de danner en sætning, værdiladet? Lad os se lidt på VIPS' struktur.

VIPS er struktureret efter sygeplejeprocessen. Den kender de allerfleste af os. Men er vi klar over, at den i sig selv indebærer nogle antagelser, som antyder en bestemt form for sygeplejepraksis?

Tag f.eks. de to første led - Sygeplejeanamnese og sygeplejestatus. Det er vurderingen.

Side 51 

De to næste - Sygeplejediagnose og sygeplejemål - er analysen.

Det næste - Sygeplejehandling - er ordinationen.

Og til sidst - Sygeplejeresultat - er effekten.

Hvad antyder disse ord?

For det første, at der er noget, sygeplejersker skal vurdere, analysere og ordinere, samt at der kan opnås en effekt ved sygepleje. Det siger noget om et vidensgrundlag og nogle færdigheder, der skal i anvendelse.

Indlæggelsessamtalen, hvor data til sygeplejeanamnese og sygeplejestatus indhentes, er altså ikke slet og ret observation og objektiv registrering af data. Dét, der observeres - data - såvel patientens udsagn som hårde data, skal under indsamlingen vurderes og sammenholdes med henblik på at afgøre, hvilke data det yderligere er nødvendigt at indhente. Under samtalen med patienten lytter og vurderer sygeplejersken og stiller spørgsmål til det, patienten fortæller, og hun selv observerer. De tegn, hun opdager, forfølges, indtil et helt billede har dannet sig.

Sygeplejeanamnesen og sygeplejestatus er altså både en intellektuel og kommunikativ handling og sygeplejerskens første vurdering af patientens tilstand. Dette danner grundlaget for udarbejdelse af sygeplejediagnoser og realistiske mål - analysen. Vurderingen kræver således viden på et vist niveau inden for alle fagets vidensområder samt holdninger og kommunikative færdigheder, så relationen mellem patienten og sygeplejersken bliver tilstrækkelig tillidsfuld.

Analysen

Analysen er en intellektuel bearbejdning af data, hvor problemstillinger indfanges. Men det er ikke blot en problemformulering. Der indgår overvejelser over, hvad årsagen til problemet er, og hvilke konsekvenser problemet får for patientens mestring af dagliglivet. Resultatet af analysen - sygeplejediagnose og mål - er dét, som sygeplejen skal rette sig mod. Det er altså retningsgivende for sygeplejersken og siger hende, hvilke opgaver hun har i relation

Side 52 

til denne patient. Disse opgaver og deres mål siger endvidere noget om, hvad sygeplejersker skal beskæftige sig med. Altså hvad sygepleje handler om, som er væsensforskellig fra fysioterapi, lægefaget, tandlægefaget og psykologens område.

Ordination

Ordinationen. Har sygeplejersker ordinationsret? Ja, til at ordinere sygepleje. Det forudsætter, at plejeplanen både skrives, læses og ikke mindst følges. Og drøftes, naturligvis. Altså at sygeplejersker respekterer hinandens ordinationsret og ikke gør sygepleje til en privatsag, hvor hver gør, som hun nu synes eller mener er rigtigst.

Det viser sig altså, at ordene og strukturen i modellen er værdiladede. De siger, at sygeplejersker har et bestemt domæne, et område, som de - og kun de - har kompetence til at tage beslutninger om. Altså et selvstændigt område.

De siger endvidere, at det er en forudsætning, at beslutningerne træffes på grundlag af viden og færdigheder på et vist kompetenceniveau.

Og hvordan er det så forskelligt fra dagens praksis, som jeg indledte med at hævde, det var?

Uklart fagsyn

VIPS-konsulenterne har i kontakten med sygeplejerskerne under implementeringsprocessen opdaget, at sygeplejersker generelt har vanskeligt ved at definere deres fagområde. Ved et fokusgruppeinterview med både unge og ældre sygeplejersker kom gruppen f.eks. til enighed om, at sygeplejerskers funktion er at være dét kit, der får patientforløbet til at hænge sammen. Det betød så, at man måtte tage de opgaver, der bød sig til her og nu. Under devisen ''Det skal jo gå. For patientens skyld.''

Når man ikke har et klart fagsyn, kan man heller ikke sige klart til og fra i forhold til opgaver. Det kræver, at man ved, hvilke opgaver sygeplejersker skal løse, og dermed hvilke de ikke skal løse. Sygeplejersker løber med denne uklarhed en risiko for at få en konstant vikarierende funktion i forhold til opgaver, som burde have været varetaget af andre faggrupper. Det er patienten ikke tjent med, og det giver problemer med at rekruttere nye sygeplejestuderende. For hvilken tiltrækningskraft har det at være det kit, der ''ligesom får det hele til at hænge sammen?''

Når man ikke kan definere sit fagområde, kan man heller ikke trække grænser mellem sig selv og andre faggrupper. Derved bliver det vanskeligt at definere, hvornår det netop er en sygeplejerskes kompetence, der skal i brug, og hvornår det godt kan være en anden faggruppe. Hvornår patienten har brug for netop den kompetence, det giver, at have gennemført et 3,5-årigt sygeplejestudium.

Når grænserne er uklare, bliver alle desuden lige og måske lige så grå som det kit, vi netop har talt om. Det er heller ikke et godt udgangspunkt at rekruttere på. Hvilken status giver det egentlig at være sygeplejerske?

Politiske udmeldinger viser, at vi som faggruppe ikke har været gode nok til at tydeliggøre, hvad det er, netop sygeplejersker kan, som ikke kan erstattes af andre faggrupper med kortere uddannelser. Hvis der dybest set ikke er nogen forskel, som ikke kan udlignes ved kurser og kompetenceudvikling, må den nødvendige konsekvens vel være at nedlægge sygeplejerskeuddannelsen?

Praksis bestemmer fagsynet

Men tilbage til dokumentationen. Hvad kan vi gøre for at skabe en praksis, som gør det muligt at udvikle og bruge den dokumentationspraksis, vi stræber imod?

Først og fremmest tror jeg, at sygeplejersker udvikler fagsyn efter den praksis, de befinder sig i. Og det, der efterspørges i denne praksis.

Hvad er det så, der spørges mest efter i den daglige praksis i afdelingerne? Som oftest er det den teknisk assisterende del af sygeplejen og ikke mindst den koordinerende sygepleje. Kit-funktionen. Læger efterspørger mest fra sygeplejersker, eksempelvis prøvesvar, udførelse af ordinationer samt assistance til instrumentelle opgaver.

Det bliver vedkommende at se på, hvad sygeplejersker i praksis efterspørger hos hinanden? Min erfaring er, at det er sjældent, vi spørger hinanden om plejeplaner, sygeplejediagnoser, mål og effekten af de iværksatte plejetiltag. Snarere om droppet er løbet ind, hjemmeplejen kontaktet, røntgenbillederne hentet, skyllerummet ryddet. Lige så væsentligt er spørgsmålet, hvad sygeplejeledere spørger efter hos deres sygeplejersker?

Det giver os faktisk en vej at gå, hvis vi gerne vil have en anden sygepleje ind i vores praksis i afdelingerne og til at fremgå af dokumentationen: Nemlig at beslutte os for at efterspørge sygepleje af hinanden. At det er det, vi sætter på dagsordenen og drøfter, og det vi sætter struktureret tid af til. At det er dét, vi organiserer vor praksis ud fra. Og ikke mindst, at det er dét, vi forventer, at vore sygeplejefaglige ledere efterspørger og fokuserer på.

Omvendt vil denne bevidstgørelse og den tilhørende dokumentation klæde vore ledere på, idet de får materiale til deres argumentation for sygeplejen, dens plads, rammer, normeringer og organisering.

Dette indlæg blev afholdt under Sygeplejesymposiet år 2001 på Amtssygehuset i Gentofte, hvor Tove Lindhardt er ansat som forsknings- og udviklingssygeplejerske.

Emneord: 
Dokumentation
Politik
Sygeplejefaget

Ny struktur styrker bund og top

Større lokal indflydelse og en styrket politisk ledelse. Det er resultatet af SLS' nye struktur. Alle sygeplejeskoler er nu repræsenteret i bestyrelsen. Hvor der før sad 15 medlemmer i bestyrelsen, sidder der nu 27. 22 lokale repræsentanter fra sygeplejeskolerne og fem valgte medlemmer af SLS' nye politiske ledelse, forretningsudvalget.

De studerende på landets 22 sygeplejeskoler har nu hver en repræsentant i bestyrelsen i Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS).

Det er en konsekvens af SLS' nye struktur, som blev vedtaget på det netop overståede SLS-årsmøde. Inden den nye struktur trådte i kraft, bestod bestyrelsen kun af 15 personer - en studerende pr. amt. Det øgede antal lokale repræsentanter betyder bl.a., at arbejdsbyrderne kan fordeles på flere hoveder.

Men den nye struktur styrker ikke kun lokalafdelingernes mulighed for indflydelse. Også den øverste politiske ledelse i SLS skærpes. For ud over de 22 lokale repræsentanter, som nu sidder i SLS' bestyrelse, er for første gang valgt et forretningsudvalg bestående af fem personer: formand, næstformand, kasserer og to udvalgsansvarlige. Disse fem er geografisk uafhængige og kommer ikke til at repræsentere nogen skole eller noget amt. Derfor kan de koncentrere kræfterne om at profilere SLS og kæmpe for de sygeplejestuderendes mærkesager - i samarbejde med de 22 lokale repræsentanter.

Informationsvejen mellem den centrale SLS-bestyrelse og de lokale afdelinger ude på sygeplejeskolerne er med den nye struktur blevet kortere. Og fremover kan et større antal delegerede desuden deltage i de studerendes årsmøde.

Indtil i år har årsmødet haft 60-65 delegerede (afhængigt af antal sygeplejestuderende, der er medlemmer af SLS), men fra næste år hæves antallet til 85.

Emneord: 
Politik
Uddannelse
Sygeplejestuderende

Frit valg men ikke for enhver pris

I VKs regeringsgrundlag er der lagt op til, at de ældre selv skal kunne vælge mellem privat og offentlig hjemmepleje, ligesom det skal være frit for ældre i ældreboliger, hvor i landet de vil bosætte sig. Socialminister Henriette Kjær giver her sit bud på, hvordan ideen om det frie valg af hjemmepleje og ældrebolig skal føres ud i praksis.

Ældrepakken er regeringens gave til landets ældre. Den koster en halv milliard. Diskussionen om, hvor meget, eller rettere sagt hvor lidt ældrepleje man kan få for en halv milliard, er for længst gået i gang: 14 minutters ekstra hjemmehjælp eller 1.250 flere plejehjemspladser.

Men hvordan pengene konkret skal fordeles, vil socialminister Henriette Kjær ikke røbe.

Dog står det fast, at de hovedsagelig skal bruges på et generelt løft i ældreplejen. Det vil bl.a. betyde, at de ældre vil få flere muligheder inden for valg af hjemmepleje, bolig og madserviceordning. Derudover får de retskrav på at flytte sammen med deres ægtefælle i ældre- eller plejebolig og garanti for erstatningstimer, hvis den lovede hjemmehjælp udebliver. Henriette Kjær indrømmer, at den halve mia. kr. ikke rækker langt men hun gør samtidig opmærksom på, at kommunerne, allerede før ældrepakken blev vedtaget, havde forpligtelser, som de bare ikke opfylder. En af de forpligtelser, kommunerne har i dag, men som de ikke lever op til, er erstatning af aflyste hjemmehjælpstimer. Hun er overbevist om, at håndhævelsen af erstatningstimer vil få stor betydning for plejepersonalets arbejdsmiljø.

Side 21

'I dag bliver plejepersonalet skældt ud, hvis det aflyser timer. Erstatningstimerne er oftest kun på 10 minutter, rengøringen er ikke god nok osv. Men nu indfører vi en garanti. Hvis hjemmehjælpen er aflyst, skal de ældre have fuld erstatning. Det tror jeg, de ældre vil komme til at mærke, og det vil have en positiv afsmittende virkning på hjemmehjælperne i form af større arbejdsglæde,'' siger Henriette Kjær.

Hun tror, at det i fremtiden vil blive mere attraktivt at arbejde i hjemmeplejen, fordi der vil blive sat ressourcer af til at give de ældre en bedre service. Det frie valg vil ifølge Henriette Kjær også være medvirkende til, at de ansatte får mere råderum over deres egen tid. Et punkt, som hun mener, vil være afgørende for, om folk vil søge ind i hjemmeplejen.

Bedre arbejdsmiljø

Hun understreger, at det frie valg ikke kun er et frit valg for de ældre, det vil også give ansatte i hjemmeplejen flere muligheder for at vælge arbejdsgiver. Hun håber på, at det kan skabe konkurrence på arbejdsmiljøet. At de, der gerne vil have den gode velkvalificerede hjemmehjælper ansat, også vil sikre et godt arbejdsmiljø, fordi der bliver rift om de velkvalificerede medarbejdere.

''Det er en kendt sag, at hvis man vil holde på medarbejderne, bliver man jo nødt til at tilbyde dem noget. Det håber jeg bl.a. bliver et bedre arbejdsmiljø og mulighed for tilbud om efteruddannelse. Samtidig giver det flere muligheder for at skifte job i den by, man bor i, hvis der er flere udbydere.''

Henriette Kjær afskrækkes ikke af negative eksempler inden for f.eks. rengøringssektoren, hvor rengøringsassistenter har måttet betale med deres helbred for det stigende arbejdspres, som konkurrencen på rengøringsmarkedet har medført.

''Manglen på kvalificeret plejepersonale vil betyde, at arbejdsgiverne bliver nødt til at gøre sig attraktive, hvis de vil sikre sig de gode medarbejdere. Der er ikke tale om, at de private hjemmehjælpsfirmaer skal gøre det billigere end i dag. Det vil være til samme pris. Dvs. at de private firmaer også bliver sikret et økonomisk overskud,'' forklarer den nye socialminister, der ikke mener, at man kan bruge Græsted-Gilleleje-modellen som eksempel på det frie valg. Her har to firmaer budt ind på hjemmeplejen. Firmaerne har siden meldt ud, at det er en dårlig forretning.

Ikke for enhver pris

Det frie valg er ikke for enhver pris, fortæller hun. Regeringen vil ikke tvinge det frie valg ned over kommunerne med vold og magt. Det kommer formentlig til at betyde, at der i nogle kommuner ikke vil være valgmulighed mellem privat og offentlig hjemmehjælp.

''Kvalitetskravene til de private udbydere skal være de samme som hos kommunerne. Og prisen på den private hjemmehjælp går forud for det frie valg. Vi kan ikke sætte betalingen i vejret. Det vil sætte kommunerne i en uacceptabel situation. Men de må ikke udelukke private firmaer fra at byde ind på hjemmehjælpen. Derfor beder vi også kommunerne om at lave et gennemsigtigt regnskab for alle udgifter i forbindelse med hjemmehjælpen.''

Der er ikke regnet på, hvad private udbydere vil koste kommunerne i administration. - Selv tror Henriette Kjær, at udgiften vil være den samme som i dag. Bortset fra det beløb, der skal bruges på at annoncere. Hun mener, det er fuldstændig misforstået, at en privatisering skulle gøre hjemmehjælpen dyrere.

''Kommunerne skal være bedre til at dele deres forvaltning op i myndighedsfunktion og udførefunktion. De kommuner, der ikke har det sådan i dag, skal alligevel gennemgå deres egne tilbud til deres borgere og begynde at se på sig selv som myndighed snarere end som yder af hjælpen,'' forklarer Henriette Kjær.

En tur på kirkegården

Hun regner med, at de store firmaer vil operere i større byer, hvor der er en større koncentration af beboere. Men hun håber på, at det frie valg vil kunne gennemføres i hele landet, så også de ældre, der bor i de tyndt befolkede områder, vil have noget at vælge imellem.

''Der vil forhåbentligt komme et nyt marked i de tyndt befolkede områder, hvor en hjemmehjælper, der er offentligt ansat i dag, kan se, at hun kunne gøre det bedre, hvis hun var boss i sit eget firma. Men det er jo ikke sikkert, at det sker, og det vil være beklageligt. I regeringen ser vi gerne, at alle ældre kan stemme med fødderne og skifte udbyder, hvis de er utilfredse,'' siger hun.

For de ældre vil det frie valg også betyde, at de sammen med hjemmehjælperen selv kan være med til at tilrettelægge, hvordan de vil bruge hjælpen på samme måde, som det f.eks. foregår i Værløse Kommune, hvor hjemmehjælpen stadig er kommunalt drevet.

''Den ældre kan f.eks. bestemme, at i dag skal støvsugningen droppes, fordi det gjorde børnene i weekenden. Så kunne man gå på kirkegården i stedet for.''

Henriette Kjær understreger, at det selvfølgelig ikke er noget, man kan gøre, hver gang hjemmehjælperen er på besøg. Så skal kommunen gøres opmærksom på, at

Side 22

der ikke længere er brug for hjælp til støvsugningen, og så må personen visiteres på ny eller få anden hjælp - f.eks. med en besøgsven.

At det i fremtiden er private firmaer, der skal melde tilbage til kommunen, ser Henriette Kjær ikke som noget problem. Heller ikke selv om de tjener penge på ydelsen, hvad enten de støvsuger eller går på kirkegården.

''Der har jeg så meget tillid til dem, der arbejder i sektoren, at hvis der er behov for, at opgaven bliver løst på en anden måde, så melder de tilbage. Det er mennesker, der har valgt at arbejde med andre mennesker og sætter en ære i at løse den opgave bedst muligt. Men det er klart, at vi vil lave en slags kvalitetskontrol og forsøge at uddanne hjemmehjælperne til at se, hvad de skal være opmærksomme på.''

Det vil dog altid være kommunerne, der har ansvaret for omsorgen for de ældre, og dem, der i fremtiden skal afgøre, hvem der skal have hjemmehjælp, og hvilken form for hjælp de skal have. Det er, hvad enten hjemmehjælpen er privat eller offentlig, understreger hun.

Mangel på ældreboliger

Ældre Sagen har i dagbladet Politiken kritiseret regeringen for, at løftet om frit ældreboligvalg bliver udhulet med de nye regler. De giver nemlig kommunerne ret til at afvise tilflyttere fra andre kommuner, hvis de selv har ventelister til ældreboliger.

Henriette Kjær lover, at så længe hun sidder på socialministerposten, vil det frie valg også komme til at gælde ældreboliger.

''Ældre Sagen har misforstået oplysningerne. Kommunerne kan ikke afvise tilflyttere fra andre kommuner. Som udgangspunkt drejer det sig om, at man har et helt frit valg til plejehjem og ældrebolig i andre kommuner. Hvis der så rent undtagelsesvis er kommuner, der ikke kan leve op til forpligtelserne i forhold til deres egne ældre, skal kommunerne ansøge Socialministeriet om en dispensation, og det vil kun være rent undtagelsesvis, at de får lov til det.''

Hun forklarer, at ventelisterne til ældrebolig vil blive prioriteret efter, hvem der har det største behov. Visitationen bliver foretaget af bopælskommunen. Derefter kan man vælge den kommune, man vil flytte til. Hvis der ikke er plads på det plejehjem, man gerne vil til, bliver man flyttet over på et andet plejehjem, indtil der bliver en plads ledig. Den sidste flytning betaler kommunen.

Henriette Kjær erkender, at det frie valg vil komme til at betyde, at der vil være behov for endnu flere ældreboliger end de ca. 5.000, der mangler i dag. Hun fortæller, at en del af den halve mia. også skal gå til opførelsen af dem.

''Nej, det er rigtigt - beløbet er ikke tilstrækkeligt. Men kommunerne er allerede i gang med en udbygning i antallet af ældreboliger - og problemet skal løses under alle omstændigheder. Men det er langtfra alle pengene, der skal bruges til det formål. Der mangler nemlig ikke så mange boliger, som man godt kunne tro,'' siger Henriette Kjær. -

Emneord: 
Politik