Et ærinde for sygeplejen

Man skal være sikker i sin faglighed, men faglighed gør det ikke alene, siger Karenlene Ravn, forstanderinde i Sundhedsstyrelsen. Selv har hun altid haft næse for, hvad der rører sig politisk. Den 1. februar går hun på pension.

"Hvorfor siger du ikke noget? Hvorfor laver du ikke vrøvl?"

Karenlene Ravns mand Ole har det iltre temperament, som hun selv mangler, og som hun mener har været en stor fordel at have været foruden i jobbet som forstanderinde i Sundhedsstyrelsen. Den 1. februar i år har hun med sine 65 år valgt at gå på pension, og dermed er der skrevet sygeplejehistorie. Titlen forstanderinde har overlevet sig selv, så efterfølgeren bør tituleres koordinator for sygeplejerskeuddannelserne, mener hun.

"For det er jo det, jeg har lavet, arbejdet med uddannelse og autorisation."

Karenlene Ravn går ikke uden om konflikter, synes hun, men som indehaver af sygeplejens højeste embedspost i landet har hun taget sin rolle som embedsmand alvorligt.

''Fornuften har styret mig. Jeg kan ikke fordrage ballade, og med den viden, jeg har haft inden for mit område, har jeg arbejdet på en anden måde for at få tingene igennem,'' siger hun og tilføjer:

''Man skal være redelig med det, man foretager sig. Og det har ikke været så svært. Jeg har jo haft et ærinde for sygeplejen.''

Tålmodighed, strategisk tænkning og godt benarbejde har været nogle af nøgleordene i hendes arbejdsform. Har man gjort sit hjemmearbejde, lykkes tingene som regel, er hendes erfaring:

''De meget impulsive mennesker bliver ikke ret længe i Sundhedsstyrelsen. Men derfor kan en person i mit job godt være mere udfarende, end jeg er. Jeg har sagt, kan jeg ikke få tingene igennem her og nu, så får jeg det i næste omgang. En sjælden gang er jeg dog blevet gal, og så har kollegerne været skræmt.''

Embedsmanden

Som embedsmand skulle Karenlene Ravn agere i et farvand fyldt med medspillere og modspillere. Hun har måttet forholde sig til skiftende ministre, kompetente myndigheder, amter og kommuner, fagforeninger, fagfolk og fagfæller, kolleger og chefer i Sundhedsstyrelsen. Det kræver diplomati og omhyggelighed.

\73Man skal passe på, hvad man siger i et øjebliks ophidselse. Det holder sjældent. Jeg har heller ikke sendt notater ud, før jeg har sovet på det,'' siger hun og tilføjer:

''Man skal også give sig god tid til det sproglige. Når man læser tingene igennem, opdager man masser af fyldord. At slutningen måske ikke helt hænger sammen med indledningen.

Men når formen og grundtanken er i orden, så er arbejdet aldrig spildt, er min erfaring.''

Hun har også erfaret, at det betaler sig at følge godt med i de politiske diskussioner både centralt og lokalt. Ellers kan man slet ikke gebærde sig i systemet, mener hun.

''Man skal være sikker i sin faglighed, men man skal vide, at faglighed gør det ikke alene.''

Selv har hun det nærmest på rygmarven, når noget i pressen eller fra Folketinget er på vej:

''Så er jeg gået til min chef med relevant information og ganske rigtigt, nogle dage efter får han brug for den. Kald det intuition. Eller erfaring.''

En af Karenlene Ravns dyder har været aldrig at underløbe en chef:

''Man skal have orden på, hvor man selv sidder i organisationen. Hvis jeg f.eks. har haft et ærinde hos medicinaldirektøren, styrelsens øverste chef, har jeg altid været fantastisk omhyggelig med at informere mine nærmeste chefer. Og de har på deres side altid respekteret min facon og bøjet sig for mine argumenter.''

I 1996 nedlagde man afdelingsledelserne i Sundhedsstyrelsen, og det betød, at Karenlene Ravn og en række andre ledere gled ud af chefkollegiet. Trenden var entydig ledelse. En mindre chefgruppe ville betyde større effektivitet, mente man.

''Så må man jo finde andre måder at påvirke sin øverste chef på,'' siger hun, men indrømmer gerne, at måden, hun blev omrangeret på, brød hun sig ikke om. Men den var ens for samtlige kontorer i styrelsen, hvad enten det drejede sig om tandlæger, læger eller som i Karenlene Ravns tilfælde, sygeplejersker.

Sygeplejedyderne

Karenlene Ravn sidder glad og veloplagt i sin nye pensionistbolig - en af de spændende andelslejligheder ''Halvtolv'' på Holmen i København med egen kajplads og med udsigt til flådens gamle torpedobådshal. Kajpladsen er et ekstra plus, for Karenlene Ravn er til vand:

''Jeg sejlede som barn, og nu har boligforeningen dannet et bådelav, som fik kajakkerne i vandet i sommer. Og når mine to børnebørn bliver lidt større, så skal jeg ud i en sejlbåd igen. Ellers har jeg tænkt mig at engagere mig i nærmiljøet herude. Jeg vil så gerne gøre lidt nytte,'' siger hun med et stort afvæbnende smil. Ingen tvivl om, at hun mener det oprigtigt.

Netop ordet nytte er velanbragt på Karenlene Ravn. Ved hendes afskedsreception i Sundhedsstyrelsen styrtregnede det med lovord som dygtig, flittig, grundig, loyal, venligheden selv, altid velforberedt, altid parat til at hjælpe. Hende har omgivelserne haft nytte og glæde af. Rigtige sygeplejerskedyder, kan man vel kalde det.

"I virkeligheden er den slags nok lidt gammeldags," siger hun fornøjet.

''Men jeg er i den grad barn af min tid. Dengang var det normen, at piger skulle være dygtige, søde og flittige, og som mellembarn var jeg altid den, der skulle tage ansvar for de andre søskende. Omsorgen herfra tog jeg med mig ind i et af tidens traditionelle pigefag, sygeplejen. Fik jeg valget igen, så blev det nu også sygeplejen. Her har jeg befundet mig godt netop med mit sind og mine evner.''

Kæden hoppede af

Karenlene Ravn er ikke særlig kendt i den brede offentlighed. Med hendes tilgang til jobbet har det ikke været stilen at fare ud i medierne. Alligevel er hun kendt og respekteret overalt i det ganske land dér, hvor hun har haft rollen som forstanderinde i Sundhedsstyrelsen.

''Havde jeg haft mere tid, havde jeg nu nok begået en kronik i ny og næ,'' men arbejdspresset har været for stort, så jeg har prioriteret anderledes,'' forklarer hun.

''I stedet har jeg haft kontakten til beslutningstagerne i forvaltningerne ude i kommuner og amter, skolefolkene og de ledende sygeplejersker. Dem har jeg informeret - og dem har jeg spurgt til råds. Uden netværk er man nemlig ingenting som fagperson i Sundhedsstyrelsen. Det gælder forresten også internt i styrelsen, hvor vi otte sygeplejerskekolleger fra styrelsens forskellige kontorer i høj grad har brugt hinanden som sparringspartnere i vores koordineringsgruppe, hvor vi holder hinanden informeret bl.a. for at sikre, at uddannelsesområdet og virksomhedsområdet hænger fornuftigt sammen.''

En af de arbejdsopgaver, som for alvor tydeliggjorde Karenlene Ravns eksistens for omgivelserne, var hendes formandskab i 1994 for et udvalg, nedsat af evalueringscentret, som skulle se på praktikdelen i de videregående uddannelser, herunder sygeplejerskeuddannelsen:

''Undervisningsministeriet var dengang ikke synderligt interesseret i begrebet praktik. Sygeplejerskeuddannelsen var ved reformen i 1990 blevet et mellemlangt videregående studium, og så syntes ministeriet ikke, at praktikuddannelsen var deres ærinde. Men da Sundhedsstyrelsen jo autoriserer både den teoretiske og praktiske del af uddannelsen, blev vi nødt til også at have fokus på praktikken,'' fortæller hun.

Dengang rejste hun land og rige rundt for at informere og holde oplæg om praktikuddannelsen i sygepleje. Senere, i 1996, kom så den meget omtalte evaluering af sygeplejerskeuddannelsen, hvor Karenlene sad med i evalueringscentrets styregruppe. Den rapport gjorde ondt:

''Jeg vil gerne indrømme, at netop det teoretiske blev vægtet til fordel for det praktiske i 90-refomen:

Bare vi var lidt klogere. Bare vi dog havde lidt mere teoretisk grund under fødderne, så ville vi blive meget bedre til den udøvende sygepleje, var indstillingen. Også hos mig selv. Men springet fra at tilegne sig teoretiske kundskaber og til at kunne bruge dem i praksis kom jo ikke af sig selv. Kæden var hoppet af for os. Det viste evalueringen i 1996 med al tydelighed.''

Tilbage til praksis

Det chokerede dig?

''Mon ikke. Jeg var helt ødelagt. Men evalueringen og især fortolkningen af den var nu ikke helt retfærdig. For det første blev evalueringen lavet af universitetsfolk efter metoder, som var udviklet til at bedømme højere uddannelser uden praktik. Derfor kunne bedømmerne f.eks. ikke forstå den måde, vi lavede læseplaner på. Og for det andet blev der i fortolkningen lagt meget vægt på udtalelser fra praksis. De studerende havde en hel masse oppe i hovedet, men kunne ingenting, når de kom ud i klinikken, hed det. Hertil havde skolefolkene svaret, at man havde gode erfaringer med, at det ikke varede ret længe, før den færdiguddannede sygeplejerske blev dygtig i praksis - netop fordi hun kom ud med en god teoretisk ballast. Men det kom desværre ikke rigtigt frem i rapporten.''

Følte du dig medansvarlig?

''Naturligvis, selv om styrelsen ved 1990-reformen ikke havde samme andel i udformningen af uddannelsen som tidligere, fordi det arbejde var overgået til Undervisningsministeriet.

Man skal også tænke på, at vi altid har haft tradition for at formalisere noget, som allerede er i gang. Vi laver ikke reformer for reformernes skyld, men fordi noget nyt presser på. De mest progressive skoler viser vejen, og så bliver det nye gjort til noget generelt gennem en reform. Det var vores udgangspunkt i styrelsen, og det mener jeg var rigtigt. For der var en masse godt i 1990-reformen. Men skiftet fra en lærlingeuddannelse til et studium kostede noget. Det blev så praktikuddannelsen, der kom til at undgælde. Skolerne gjorde et kæmpearbejde, men at klinikken var trådt så meget i baggrunden, som evalueringen viste, chokerede mig godt nok.''

Trods skrivebordsarbejdet har Karenlene Ravns grundholdning til sygeplejen altid været, at man skulle være en dygtig praktiker:

''Det er jo det allersjoveste ved at være sygeplejerske, og det er kernen i at være dygtig til sit fag. Hvis man bevæger sig væk fra praksis, sådan som jeg selv har gjort det, består opgaven netop i at lægge vilkårene til rette, så andre får mulighed for at lave dygtigt klinisk arbejde,'' siger hun og tilføjer:

''Og heldigvis er der grøde i den kliniske sygepleje. Der er ved at blive skabt en kvalitetskultur i praksis. Det at arbejde ud fra efterprøvet viden begynder at tage form.''

Reformerne

Karenlene Ravns arbejdsliv i Sundhedsstyrelsen har haft fokus på udvikling af uddannelser til sundhedsvæsenet, bl.a. fire specialuddannelser. De sidste store mundfulde har været den nye reform i 2000 af de mellemlange videregående sundhedsuddannelser, herunder sygeplejerskeuddannelsen, samt reformen i 2001 af de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser. Begge store og omfattende initiativer.

Karenlene Ravn er for længst kommet sig over skuffelsen over, at sygeplejerskeuddannelsen ikke blev en universitetsuddannelse, sådan som det var ønsket, for med skolernes og de nye uddannelsescentres pligt til at lave samarbejdsaftaler med universiteterne er der sikret tilførsel af forskningsbaseret viden til praksis:

''Forskning er nødvendig for fagets udvikling. Uden den kommer vi ikke videre. Endnu er det at tage munden for fuld at sige, at vi baserer vores uddannelse og praksis på forskning, men vi bevæger os derhenimod. Der er for alvor kommet fokus på den kliniske sygeplejeforskning til gavn for patienterne i modsætning til tidligere, hvor der har været lidt vel rigelig forskning i sygeplejens rammefaktorer, det vil f.eks. sige historie, pædagogik og etik samt i sygeplejersken selv som forskningsobjekt. Det skal naturligvis også have sin plads i et nyt forskningsfelt, men ikke på bekostning af den patientnære forskning. Ellers bliver det for navlebeskuende.''

Det gode ved reformen er også strukturen i den, synes hun. Nu er der kontinuitet mellem grunduddannelse og videreuddannelse ved de højere læreanstalter:

''Vi har fået en flot defineret mellemgruppe, som kan komme videre i systemet med kandidat- og masteruddannelser. Jeg kan dog godt være en lille smule bekymret for de mange nye diplomuddannelser, som også er fulgt i kølvandet på reformen. De er overvejende tænkt som teorikurser fra Undervisningsministeriet, men heldigvis er sygeplejerskerne så fornuftige, at de også lægger nogle praktiske elementer ind i uddannelserne. Det er fint nok at forsyne folk med mere teoretisk viden, men den direkte kliniske specialisiering kan vi ikke undvære. Den har vi så flot i de kliniske specialuddannelser, og det er nu engang de kliniske specialister, der er lokomotiver i udviklingen af praksis.''

Alle de fine ord

En helt anden side af Karenlene Ravns virksomhed er hendes deltagelse i det internationale arbejde, hvad enten det har drejet sig om arbejdet i verdenssundhedsorganisationen WHO, det internationale sygeplejeråd ICN eller EU. Afstanden til disse institutioner kan synes langt væk for de fleste sygeplejersker, men de har alligevel deres store betydning for sygeplejen, mener hun:

''Alt internationalt samarbejde er ét langt sejt træk, før det bundfælder sig hos modtagerne. Vi bidrager med noget - og vi får noget. Og personligt har jeg lært at kigge på dansk sygepleje med nogle andre øjne. Det er ikke alt dansk, der er storartet.''

I internationalt arbejde er der oftest tale om dokumenter og udtalelser i tilslutning til konferencer og møder. På papiret kan det hele se fint og fornemt ud - og måske lidt virkelighedsfjernt. Men der er i høj grad tale om noget brugbart, for indholdet i dokumenterne kan f.eks. være vældig godt at bruge i den hjemlige argumentation, er Karenlene Ravns erfaring:

''WHOs målstrategi - Sundhed for Alle - som man til sidst næsten kunne blive træt af at få serveret gang på gang, har jo virket som igangsætter for nytænkning. Vi styres ikke af WHO, men inspireres.''

Elev på Riget

På Karenlene Ravns curriculum vitæ står der elevtid på Rigshospitalets sygeplejeskole, dengang landets fremmeste. Derefter ansættelse på Rigets thoraxkirurgiske afdeling. I 1963 gik turen til Danmarks Sygeplejerskehøjskole, hvor hun tog en uddannelse til sygeplejelærer. C-kurset, som det hed dengang.

Tilbage som lærer på sin gamle skole for at undervise i sygeplejelære og kirurgisk sygepleje. Så blev det sygeplejeskolen ved Århus Kommunehospital, der kom til at nyde godt af hendes evner som klinisk instruktionssygeplejerske og senere sygeplejeskolen ved Bispebjerg Hospital, hvor hun også fungerede som oversygeplejerske over en treårig periode på hospitalets gynækologiske afdeling.

 I 1975 tog hun springet til et lærerjob på Danmarks Sygeplejerskehøjskoles nyoprettede afdeling i København, og i 1981 kom så tilbuddet fra Sundhedsstyrelsen om jobbet som tilsynsførende for sygeplejerskeuddannelsen.

 Undervejs i de 20 år er det også blevet til en diplomuddannelse i Public Health fra Hälsovårdshögskolan i Göteborg, hvor hun senere blev Danmarks repræsentant i undervisningsrådet og dets formand i tre år. I 1989 afløste hun daværende forstanderinde i Sundhedsstyrelsen Inger Margrethe Madsen.

Historisk titel

Titlen forstanderinde er historisk og stammer fra dengang, sygeplejerskerne blev ansat i Sundhedsstyrelsen med de tilsvarende titler som i sundhedsvæsenet. Dengang var de øverste ledere i sygeplejen forstandere og viceforstandere, så de titler fulgte med over i styrelsen. Karenlene Ravn har senest hørt til i styrelsens 1. kontor, men de centrale arbejdsopgaver har hele tiden været arbejdet med autorisation, uddannelser og kompetenceudvikling.

For at Sundhedsstyrelsen kan autorisere, skal uddannelserne leve op til sundhedsvæsenets krav, og derfor inddrages styrelsen i uddannelsesbekendtgørelser, indholdet i studieordninger mv. I arbejdet med autorisation og uddannelse inddrager styrelsen internationale regler og udviklingstendenser.

Styrelsen rådgiver og samarbejder med Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Undervisningsministeriet, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Hovedstadens Sygehusfællesskab H:S, de enkelte amter og kommuner, sundhedsfaglige organisationer som f.eks. Dansk Sygeplejeråd, de sygeplejefaglige sammenslutninger, videnskabelige selskaber mfl.

Emneord: 
Politik

Faglig kommentar: Valgretorik og virkelighed

Gå politikerne på klingen før kommunalvalget. Stil spørgsmål, der kræver konkrete svar, og lad dig ikke spise af med de smukke hensigtserklæringer, alle kandidater har på programmet.

Har I standarder eller særligt gode rutiner og erfaringer med kontinenstræning,'' spurgte jeg oversygeplejersken.

Egentlig var det i en helt anden anledning, jeg havde ringet. Men når jeg nu alligevel havde kontakt til lederen af en afdeling med gamle patienter, kunne jeg lige så godt prøve at få nogle oplysninger fra praksis til brug for et tema i Sygeplejersken, vi skal til at planlægge.

En kort, tøvende pause, så svarede oversygeplejersken: ''Hvad be - hvad? Jeg kan ikke sige det på stående fod, men afdelingen yder helhedssygepleje. Det er hele mennesket, vi plejer. Så det hører jo nok med.''

Så blev jeg så klog. Det var selvsagt ikke her, jeg kunne forvente konkrete oplysninger om sygeplejens mål, midler og resultater i relation til inkontinens. Svaret gav mig mindelser om lokalpolitikeres og forvaltnings reaktioner på læserbreve fra forurettede borgere. Når borgerne klager over nullermænd, udebleven hjemmehjælp, udkogte kartofler, skævtklippede hække, timelange ophold på toilettet og næsvise sagsbehandlere, må kommunen før eller siden svare, hvis der bliver alt for mange læserbreve i lokalavisen.

''Kommunens dygtige medarbejdere behandler borgerne med respekt og kærlighed, men enkeltstående problemer kan desværre opstå, og det gør de engagerede medarbejdere alt for at rette op på.''

Vi kender efterhånden sangen. Hvad enten de klagende borgere har fået en dårlig behandling, eller de er urimelige kværulanter, er et sådant (for)svar indholdsløst.

På tæerne for at overbyde

Om et par uger skal vi til kommunalvalg, og politikerne vil stå på tæerne for at overbyde hinanden. Alle vil give de gamle, syge og svage stemmeberettigede bedre vilkår, hvis de bliver (gen)valgt. Vi skal bare ikke lade dem slippe af sted med svulmende retorik om mere omsorg til det hele menneske. Sygeplejersker har forudsætninger for at gå dem på klingen og afkræve konkrete svar på, hvordan de vil prioritere. Det er sværere at rende fra et konkret svar end fra et generelt kærlighedsbudskab, der står frit åbent for fortolkning, når midlerne skal fordeles.

Skal pengene bruges til papirbleer eller til udredning og behandling af inkontinens?

Hvilke faggrupper vil få prioriteret efteruddannelse, og hvilke områder mener du, det er vigtigst at efteruddanne i?

Hvor ofte skal kommunens borgere have hjælp til at komme i bad, hvis de ikke er selvhjulpne?

Hvad vil du gøre for at sikre, at der bliver lagt en individuel plan for pleje og genoptræning, når borgerne udskrives fra hospital?

Skal borgerne fortsat spises af med opvarmet kølemad/dybfrost fra et amtsligt centralkøkken? Hvordan vil du sætte ind for at forbedre kvaliteten af maden og måltiderne til ældre, der bespises af det offentlige?

Hvad vil du gøre for at effektivisere den forebyggende tandpleje til beboerne på kommunens institutioner?

Du kan da svare!

Sådan kan enhver stille spørgsmål, der er særlig relevante i egen kommune. Det er muligt, at svaret i nogle tilfælde vil blive: ''Hvad be - hvad?'' ligesom i Klods-Hans. Men det er dog også en slags svar, der kan vise noget om afstanden mellem valgretorik og virkelighed.

Svarer en af kandidaterne godt for sig, kan man lettere omskrevet sige ligesom kongedatter en i H.C. Andersens eventyr: ''Det kan jeg lide! Du kan da svare! Og du kan tale, og dig vil jeg stemme på! Men ved du, at hvert ord, vi siger og har sagt, skrives op og kommer i morgen i avisen?''

Emneord: 
Politik

Jordemødrene: Vi vil ikke have det hele

Jordemoderforeningens nye formand inviterer til samarbejde med sygeplejerskerne. ''Vi har slet ikke jordemødre nok til at dække alle barselgange i Danmark,'' påpeger hun.

En fiks og færdig programerklæring fra jordemoderforeningens nye formand Lillian Bondo skal man ikke vente sig. "Det var jo et fredsvalg," som hun siger.

Men som gammel fagpolitiker med en fortid helt tilbage som elevrepræsentant i foreningens hovedbestyrelse og som mangeårig engageret VS'er har Lillian Bondo potentiale til at stå i spidsen for en organisation, hvis medlemmer i stigende grad har luftet deres utilfredshed over arbejdsforholdene i den danske sundhedssektor. PUMA-rapporten - Projekt Udbrændthed, Motivation og Arbejdsglæde - der udkom tidligere på året, viser, at jordemødrene sammen med lægesekretærer og reservelæger er de faggrupper på sygehusene, der scorer højst med hensyn til risiko for udbrændthed.

''Jeg er sikker på, at spørger man den enkelte jordemoder, der har medvirket i undersøgelsen, så vil hun til enhver tid sige, at hun er vild med sit fag, men skrabede normeringer og organisatoriske problemer samt en underminering af vores kerneydelser gør, at den enkelte jordemoder risikerer udbrændthed,'' siger hun og tilføjer:

''Hvis jeg havde haft en modkandidat, skulle mit valgoplæg netop have haft fokus på jordemoderens faglighed, på kerneydelserne. Her skal vi markere os stærkere, mener jeg. Vi skal fremme de normale fødsler og dermed sikre kvindernes ret til at føde på en acceptabel og sundhedsfremmende måde.

Hele diskussionen om det frie valg viser sig ofte at være slagord uden reelt indhold. For skal der være frit valg, skal der være noget at vælge imellem - og ikke den indsnævring af råderummet, som vi ser i dag hos fortalerne for fuld bedøvelse og kejsersnit til de fødende. Jeg vil derfor arbejde for forhold, der sikrer kvinderne ret til en jordemoder, de kender, og som kan følge dem hele vejen i svangre- og barselperioden,'' siger hun og funderer over, om det ikke skulle være muligt at slå en slags sundhedsøkonomisk kolbøtte:

"Tænk, hvis vi i samspil med f.eks. amter og lægegruppe kunne finde ud af, hvad god fødselshjælp koster. Er det så dyrt, som nogle går rundt og tror? Eller er det i virkeligheden billigere at sikre kvinderne den sunde, naturlige fødsel?''

Lillian Bondo understreger, at hverken hun eller kollegerne er imod de teknologiske landvindinger, der er sket:

''De har givet en væsentlig forøget sikkerhed for kvinder med svære obstetriske problemer, bedre mulighed for at diagnosticere samt en række andre fordele. Det er jeg slet ikke blind for. Men samtidig er der sket en kæmpe svækkelse på normalområdet. Det normale bliver gradvist gjort til noget unormalt. Og det må vi som jordemødre tage afstand fra. Nøgleordet for jordemoderen er den løbende visitering i hele graviditets-og fødselsforløbet. Der skal ikke kun være én måde at føde på og ikke kun ét sted, hvor det kan lade sig gøre. Sundhedsøkonomisk

Side 29

er det i hvert fald temmelig vanvittigt det, vi gør i dag, hvor vi indlægger stort set alle fødende kvinder på specialafdelinger med alt, hvad det indebærer af et dyrt beredskab.''

Generalister og specialister

Det er ingen hemmelighed, at sygeplejersker og jordemødre har følt hinanden på tænderne i tidens løb. Sygeplejerskerne har følt sig trængt ud fra sygehusenes barselgange, og omvendt har jordemødrene gjort gældende, at svangre- og barselomsorgen er deres gebet. I dag er det en forenklet problemstilling, mener jordemoderforeningens nye formand og fortæller, at en ny fælles udredningsrapport er på vej fra de to organisationers sekretariater:

''En tidligere rapport om problemet viste ikke det reelle billede. Derfor er vi gået i gang med en ny udredning, og derfor kan jeg ikke komme med en konkret udmelding,'' siger Lillian Bondo, der selv har en lang fortid som praktiserende jordemoder på store og små fødesteder rundt om i landet samt i Norge.

''Personligt synes jeg, at man bør se på, hvilken faggruppe der vil være den optimale i de konkrete tilfælde. Der kan være afdelinger, hvor vi skal have begge faggrupper i kombination, andre afdelinger, hvor sygeplejerskerne varetager en konsulentfunktion, og andre afdelinger igen, hvor jordemødrene overtager helt. Med andre ord: Der skal ikke kun være én model lige nu og her. Vi skal se på, hvad der er bedst i den givne situation, og hvad der giver mest kontinuitet for familierne. Det nytter ikke noget, at jordemoderforeningen kræver, at ''nu vil vi have det hele.'' Vi har slet ikke jordemødre nok til i morgen at kunne dække alle barselgangene i Danmark.'' siger hun.

Efter en lille tænkepause kommer det:

''Hvis jeg skal være meget direkte, så synes jeg, at jordemoderen er bedst uddannet til at varetage barselplejen. Hun får i sin uddannelse en større kompetence i barselpleje, end man får gennem sygeplejerskeuddannelsen. Dermed siger jeg ikke, at der ikke findes mange dygtige sygeplejersker inden for området. Men hvis jeg igen skal vende tilbage til sundhedsøkonomien, så er det efter min mening tåbeligt at uddanne en generalist som sygeplejersken og så bagefter bruge dyre uddannelseskroner til at specialisere hende til at arbejde på en barselgang, når der nu er brug for hende så mange andre steder - og når man har en specialist som jordemoderen, der kan glide lige ind i barselplejen.''

Lillian Bondo fremhæver en artikel fra det svenske jordemoderblad, hvor en kollega gør status over sit arbejdsliv gennem 25 år:

''I Sverige skal man først uddanne sig til sygeplejerske, før man kan gå i gang med en jordemoderuddannelse. Det er helt tydeligt, at denne svenske jordemoder gør meget ud af at understrege, at netop jordemoderfaget er forskelligt fra sygeplejen, fordi jordemoderen er uddannet specifikt til at varetage et selvstændigt område. Det er der ikke noget odiøst i. Sådan er det bare. Men det betyder jo ikke, at vi fravælger samarbejdet med sygeplejerskerne. Tværtimod er vores samarbejde både uundværligt og værdifuldt. Det skal bare være i de sammenhænge, hvor det er indlysende. Dvs. der skal være den rigtige opgavedeling. Det lægger sygeplejerskerne også vægt på i plejeprofilrapporten fra i år. Her har man netop forholdt sig til de forskellige samarbejdspartnere uden dog at have været inde og berøre jordemoderområdet, fordi det ikke lå i kommissoriet,'' siger hun.

Lillian Bondo peger også på, at sygeplejerskerne har så store kvaliteter i deres råderum og så stort et uddannelsesfelt, at det formentlig ikke vil være tilfredsstillende for den nyuddannede sygeplejerske at beskæftige

Side 30

sig med noget så relativt smalt som en barselkvinde og hendes barn.

''Jeg tror, sygeplejerskerne vil engagere sig i de store områder, hvor de virkeligt gør en forskel,'' siger hun.

Jordemødre medlønefterslæb

Jordemoderforeningen er medlem af Sundhedskartellet, hvor Dansk Sygeplejeråds medlemsskare udgør langt den største gruppe, og hvor Dansk Sygeplejeråds formand er ''født'' formand. Lillian Bondo har her stået på sidelinien, som hun siger, også da hun var næstformand i jordemoderforeningen, fordi de enkelte medlemsorganisationer kun repræsenteres af formænd.

''Derfor har jeg endnu ikke noget entydigt billede af arbejdet,'' siger hun, men peger på, at kartellet, ''hvis jeg skal være helt ærlig,'' stadigvæk mangler at bevise sin eksistensberettigelse:

''Vi er slet ikke nået dertil, hvor vi afpasser vores overenskomstmæssige krav efter hinanden. Men det bliver måske muligt med tiden. For jordemødrenes vedkommende bliver vi nødt til først at have indhentet vores efterslæb. Vi har stået relativt stille i lang tid, fordi vi har måttet bruge midler på at løfte de medlemmer, der i sin tid gik fra delvist privat- og distriktsansættelse til offentlig ansættelse.

Disse medlemmer kom ind på et lavere niveau end lovet, så det løft har vi selv måttet finansiere, hvilket betyder, at vi er sakket agterud. Sammen med amterne har vi lavet et udredningsarbejde over vores lønudvikling, så arbejdsgiverne ved godt, hvor skoen trykker. Efter vores mening er det ikke rimeligt, at en basisjordemoders grundløn uden tillæg ligger på godt 18.000 kr. om måneden, så det er mit håb at få gjort noget ved basislønningerne ved de kommende overenskomstforhandlinger,'' siger hun og tilføjer:

''Når grupperne i Sundhedskartellet engang har nærmet sig hinanden i lønniveau, er det måske ikke urealistisk at forestille sig et kommende tæt samarbejde om overenskomstforhandlingerne.'' Lillian Bondo retter igen sine øjne mod kollegerne i Sverige, hvor Vårdförbundet bl.a. varetager de svenske sygeplejerskers og jordemødres overenskomstforhandlinger, og hvor de enkelte faggrupper i forbundet har hver sin professionelle forening i ryggen. Her diskuteres der faglige spørgsmål, mens Vårdförbundet tager sig af løn og arbejdsvilkår:

''Der har været stor spænding, om medlemmerne fravalgte den ene gruppering til fordel for den anden. Men det har slet ikke været tilfældet. Det viser det stigende medlemstal begge steder. Måske kan man forestille sig en lignende udvikling i Danmark om nogle år.''

Vægt på det håndsværksmæssige

Lillian Bondo fremhæver, at der er mange områder ud over det overenskomstmæssige, hvor medlemmerne af Sundhedskartellet kan samarbejde. Det er bl.a. sket under arbejdet med reformen af de mellemlange videregående sundhedsuddannelser, der jo både omfatter sygeplejerske- og jordemoderuddannelsen.

"Det samarbejde har forløbet strålende," siger hun.

Samtidig med uddannelsesreformen vedtog Folketinget også loven om etablering af Centre for Videregående uddannelser (CVU'erne), der lægger op til et samarbejde mellem de forskellige fag.

Den mulighed har landets to jordemoderskoler i København og Ålborg benyttet sig af. Begge steder ønsker man at indgå et samarbejde bl.a. med sygeplejerskeuddannelsen.

I København realiseres det under Hovedstadens Sygehusfællesskab H:S til januar 2002, mens ansøgningen om et sundheds-CVU i Ålborg stadigvæk mangler den ministerielle godkendelse.

Lillian Bondo er sikker på, at det nye samarbejde i CVU'erne vil være en fordel for de jordemoderstuderende:

''De vil på længere sigt kunne glæde sig over den bredere tilgang og de flere muligheder, end de har nu på vores to skoler. Derfor er vi gået ind i centerdannelserne med lange, bestemte skridt.''

Lillian Bondo fortæller, at man hidtil har kørt strikt på, at jordemoderuddannelsen har skullet forløbe ens både i København og Ålborg:

''Vi har set det som en fordel, at vi præcist vidste, hvad de studerende kunne, når de var færdig med uddannelsen. Fra første færd skal en nyuddannet jordemoder kunne klare en fødsel på egen hånd. Det samme bliver tilfældet med den nye uddannelse, hvor vi også vægter den håndværksmæssige side af faget. Her udgør praktikdelen 50 pct. af uddannelsen. Så hvis nogen går rundt og forestiller sig, at jordemødrene bliver teoretikere, er det en myte.

Professionen vil stadigvæk være det centrale for os.

Selvfølgelig har vi fortsat en stor mængde teoretisk stof. Derfor er vi glade for, at uddannelsen blev forlænget. Noget af det nye i reformen er, at de studerende nu selv skal lære at tilegne sig viden. De skal tilbringe meget tid på biblioteket og i studiegrupper, ligesom selve undervisningen i højere grad baseres på forskning. Men den nye jordemoder skal stadigvæk som nyuddannet kunne føde alene med fru Hansen ude på Lille Overdrevsvej.'' 

De danske jordemødre

Den Almindelige Danske Jordemoderforening har 1.629 medlemmer fordelt på 15 amtskredse samt en lederkreds.

Lillian Bondo afløser foreningens formand gennem 18 år, Merete Larsen.

Ny næstformand er Grete Basse.

Foreningen har adresse i Sundhedsorganisationernes Hus på Nørrevold i København.

En nyuddannet jordemoders grundløn ligger på 18.300 kr. uden tillæg.

Jordemoderuddannelsen finder sted på de to skoler i København og Ålborg. Hver skole optager 45 studerende om året. Uddannelsen er omfattet af Folketingets reform af de mellemlange videregående uddannelser og er nu på tre og et halvt år.

Jordemødrene har ret til betegnelsen professionsbachelor i jordemoderkundskab.

Emneord: 
Politik

Bush hylder sygehuspersonale

Præsident George W. Bush besøgte sammen med sin kone Laura patienter og pårørende på et hospital i Washington.

Den amerikanske præsident George W. Bush roste sygehuspersonalet, da han besøgte Washington Hospitals Center, som modtog sårede efter terrorangrebet på Pentagon.

''Dette er et fantastisk hospital. Læger og sygeplejersker gør ikke alene deres job. De bekymrer sig også om patienterne. Der var en dejlig stemning på den afdeling, vi besøgte,'' sagde præsident Bush og tilføjede:

''Vi vil gerne takke hospitalet, lægerne og sygeplejerskerne, og til de såredes familier vil jeg gerne gentage: Hele nationen beder for alle, der er blevet ramt af denne forfærdelige terroraktion.''

Artiklen stammer fra Nursing Standard, medlemsblad for sygeplejerskerne i den britiske sygeplejerskeorganisation Royal College of Nursing. Artiklerne er oversat og bearbejdet af Sarah Heiberg Landsted og Anne Lea Landsted. 

Emneord: 
Politik
Katastrofe
Sygehus
International sundhed

En fælles dansk model for kvalitetssikring

Selv om resultaterne fra igangværende nationale projekter om kvalitetssikring i det danske sundhedsvæsen først kan forventes klar i løbet af et par år, diskuteres løbende forskellige muligheder for en fælles, koordineret kvalitetssikringsmodel.

Der har i flere år været tiltagende fokus på dokumentation af kvaliteten af ydelserne i det danske sundhedsvæsen. Ønsket om dokumentation er i løbet af de sidste år udmundet i oprettelse af flere nationale kvalitetsudviklingsprojekter, bl.a. Det Nationale Indikatorprojekt (NIP) og Den Gode Medicinske Afdeling (DGMA). Desuden er Evalueringscenter for Sygehuse (ECS) etableret, og der arbejdes med akkreditering og risikostyring i flere amter/H:S.

Fra centrale sundhedsmyndigheder foreligger fra 1993 dels en beskrivelse af ''Den nationale strategi for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet''(1) og dels forslag til kvalitetsdeklarationer, som for nylig er publiceret fra Sundhedsstyrelsens udvalg for kvalitetsmåling i sundhedsvæsenet (2). I 1999 oprettedes Det Nationale Råd for kvalitetsudvikling med henblik på koordination af nationale og supplerende lokale initiativer.

Selv om synlige resultater og brugbare erfaringer fra igangværende nationale projekter først kan forventes i løbet af et par år, diskuteres løbende forskellige muligheder for en fælles, koordineret model til brug for det samlede danske sundhedsvæsen. Senest er der fra ECS lagt op til kommentarer og forslag til en model for sygehusene (3).

Projekt Den Gode Medicinske Afdeling (DGMA) har siden 1995 arbejdet med kvalitetsudvikling på de medicinske afdelinger i Danmark. Fra 2000 har projektet haft status som nationalt projekt med eget sekretariat finansieret af alle amter og H:S.

Som led i arbejdet med DGMA stilles vi ofte over for afgørende principielle spørgsmål vedrørende nationalt kvalitetsudviklingsarbejde. Det kan være spørgsmål om offentliggørelse af data, inddragelse af brugerne i kvalitetsudviklingsarbejdet etc.

Vi mener derfor, at der er en række forhold, det er væsentligt at tage stilling til, hvis det danske sundhedsvæsen i fremtiden skal kvalitetssikres efter en fælles model.

Hvordan og til hvem skal data præsenteres?

Resultaterne af kvalitetsudviklingsarbejdet skal selvsagt anvendes i forhold til brugerne, men spørgsmålet er hvordan. Hvis kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser skal præsenteres i en form, så de kan anvendes til det frie valg, må man gøre sig klart, at det hverken er muligt eller relevant i alle tilfælde at tilvejebringe brugbare oplysninger for alle typer patienter.

Der vil være områder, hvor der ikke kan udvikles valide, let registrerbare indikatorer, som dokumenterer den reelle kvalitet. Endvidere er det frie valg ikke en realistisk mulighed for en stor gruppe patienter. Ca. 90 pct. af alle medicinske patienter indlægges akut, og for disse patienter er det væsentligt at være sikret en god behandling på nærmeste akutte modtageafdeling, mens det for en del elektive kirurgiske patienter er mere relevant at kende til forskelle i behandlingsresultater på landsplan.

Mange af de data, der indsamles ved de landsdækkende undersøgelser, må gøres mere brugervenlige end hidtil. Eksempelvis kan det være vanskeligt for en patient at vurdere en afdelings samlede kvalitet ud fra mange forskellige oplysninger om afdelingens kvalitetsniveau. Skal man som patient foretrække en afdeling med lav infektionsrate frem for en afdeling med dokumenteret lille risiko for tryksår? Overordnede retningslinier for, hvorledes data præsenteres for brugerne, er derfor tiltrængt.

Set fra sundhedspersonalets synsvinkel er det utvivlsomt af stor betydning, at monitorering af kvalitetsdata har tæt relation til mulighederne for løbende kvalitetsudvikling og -forbedring af daglig praksis. Der eksisterer her i landet en række databaser med løbende indberetning af kvalitetsdata, som desværre kun i mindre grad anvendes til kvalitetsudvikling. En fælles landsdækkende model må som et væsentligt element sikre umiddelbar tilbagemelding og opfølgning af registrerede kvalitetsdata. 

Hvad skal resultaterne bruges til?

Hvis resultaterne bl.a. skal bruges til en rangstilling af behandlerne/sygehuse/afdelinger, vil der være en lang række spørgsmål, der skal besvares.

Side 35

Hvad stiller ledelserne og politikere f.eks. op med de dårligste behandlere? Kan man overhovedet forsvare at lade patienter behandle af de lavest rangerende behandlere? Hvordan sikrer man, at de borgere, der er for dårligt stillede til at søge oplysninger om kvaliteten, ikke får en dårligere behandling end andre?

Hertil kommer, at det kan være vanskeligt for den enkelte behandler/det enkelte sygehus at ændre på et dårligt ry trods dokumenterede kvalitetsforbedringer (4).

Landsdækkende målinger af indikatorer medfører ingen kvalitetsforbedringer i sig selv. En overordnet model må derfor opbygges således, at det sikres, at personalet motiveres til selv at tage initiativ til kvalitetsforbedringer. Dette sikres efter vores mening og erfaringer bedst ved at indbygge et relativt stort element af selvevaluering. Dette synspunkt er samstemmende med intentionerne i den nationale strategi for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet.

Det er ligeledes af stor betydning, at alle registrerede kvalitetsdata følges op. Som minimum skal det sikres, at påviste lokale kvalitetsproblemer enten løses af involverede fagfolk selv eller via politiske beslutninger.

Hvem skal deltage?

Skal deltagelse i de landsdækkende kvalitetsudviklingsprojekter være frivillig? Skal afdelingerne som ved akkreditering i Canada og Australien selv ønske at være med i klubben, eller skal der indføres et krav om deltagelse (evt. som i USA et uomgængeligt økonomisk incitament)?

Den store frivillige tilslutning (i alt 70 afdelinger) til DGMAs igangværende tværsnitsundersøgelse om planlægning af akutte patientforløb, interne ventetider, brug af kliniske retningslinier, genindlæggelser, medicinering mv. tyder på, at afdelingerne er villige til at se kritisk på egen kvalitet. Der er næppe tvivl om, at den frivillige deltagelse vil styrke ønsket om at gøre noget ved kvaliteten, hvis kvalitetsniveauet ved målingerne ikke er optimal.

Hvilke metoder skal anvendes?

Registrering af kvalitetsdata ved hjælp af simple indikatorer giver mulighed for afsøgning af kvalitetsbrist på større områder, mens mere ressourcekrævende metoder, som f.eks. audit, er mere velegnede til lokalt dyberegående kvalitetsvurdering. Andre aspekter, som f.eks. brugervurderinger, belyses bedst ved hjælp af spørgeskema/interview. Derfor må modellen indeholde mulighed for kombination af forskellige (indikatorbaserede) landsdækkende undersøgelser med metoder beregnet på lokal kvalitetsudvikling.

Hvis data indsamles som led i en ekstern evaluering som f.eks. ved akkreditering, risikeres det, at evalueringen opfattes som kontrol (jf. den nationale strategi). Omkostningerne er samtidig større ved ekstern kontrol end ved selvevaluering.

Risikoen for bias i forbindelse med selvevaluering bør mindskes ved grundig afprøvning, herunder inter-obervatør-variations-undersøgelser (en undersøgelse, der viser eventuelle forskelle i to forskellige dataindsamleres resultater på ens materiale) af udarbejdede indikatorer.

Hvilke data skal registreres?

Personalets forbrug af tidsmæssige ressourcer vil i nogen udstrækning skulle tages fra det direkte patientrelaterede arbejde. Derfor vil systematisk monitorering af kvalitet skulle begrænses til udvalgte væsentlige områder. Udvælgelse af de områder, der skal indgå i løbende kvalitetssikring, må revideres med jævne mellemrum under hensyntagen til en række økonomiske og praktiske forhold. Desuden må både de fagprofessionelle og brugerne inddrages, således at såvel kvalitetsmål som udvalgte indikatorer udvikles og opdateres løbende. Der må derfor i modellen indgå en overordnet styring til sikring af koordineret landsdækkende monitorering.

Hvordan organiseres en fælles dansk model?
Sundhedsvæsenet er i sin opbygning væsentlig forskellig fra sektor til sektor og fra afdeling til afdeling.   

Side 36 

De kvalitetsmål, der udarbejdes på kirurgiske afdelinger for operation og anæstesi, er ikke væsentlige kvalitetsmål for medicinske afdelinger. På samme måde kan det være helt specifikke kvalitetsmål, der skal udarbejdes i forhold til de psykiatriske afdelinger, primærsektoren og for specifikke diagnosegrupper (NIP-projektet).

Til gengæld vil der være kvalitetsmål, som er relevante for alle sektorer, eksempelvis standarder vedrørende medicinering.

Som led i flere igangværende nationale, regionale og lokale initiativer udarbejdes og afprøves p.t. en række specificerede kvalitetsmål/standarder og tilhørende indikatorer (5). En overordnet model må sikre koordinering af de udarbejdede og afprøvede indikatorer. Den må desuden sikre, at de udarbejdede indikatorer dækker patientforløb på tværs af sektorerne.

Som eksempel arbejder DGMA med generelle kvalitetsmål, som indbefatter alle medicinske patientforløb på tværs af sektorerne. I øjeblikket udarbejdes i samarbejde med primærsektoren standarder og indikatorer inden for temaerne ''udskrivelse'' og ''det ambulante forløb.'' En del af de standarder og indikatorer, som DGMA udarbejder, vil kunne anvendes på både kirurgiske og psykiatriske afdelinger. Det Nationale Indikatorprojekt udarbejder diagnosespecifikke indikatorer, og inden for et perspektiv på tre år vil der være udarbejdet og afprøvet indikatorer for seks diagnosegrupper. Ingen af de to projekter dækker alle ydelser i sundhedsvæsenet, men de sikrer tilsammen dokumentation af såvel organisatorisk som faglig og brugeroplevet kvalitet.

SY-2001-12-27-1aa
I modellen i figur 1 er kvalitetssikringen af de medicinske specialer, de kirurgiske specialer, det psykiatriske område og primærsektoren organiseret inden for hvert sit område, men med et koordinerende organ. Den koordinerende funktion kunne varetages af Sundhedsstyrelsen, eksempelvis som en del af Evalueringscenterets opgave.

I denne model bliver organisationen overskuelig, og der vil være mulighed for en tæt kontakt til afdelingerne og de fagprofessionelle, som i stor udstrækning fortsat skal inddrages i arbejdet med udvikling af kvalitetsmål og indikatorer. Det fælles organ må sikre retningslinier for udarbejdelse og opdatering af fremtidige standarder og indikatorer samt sikre koordinering af den landsdækkende monitorering, herunder dataindsamling og publicering.

Endvidere må det koordinerende organ være med i udviklingen af informationsteknologien, både i forhold til de kliniske databaser samt i forhold til den elektroniske patientjournal, således at data kan bruges til løbende monitorering af kvaliteten. Det vil spare afdelingerne for et unødvendigt ressourceforbrug i forbindelse med indsamling af data.

Afslutningsvis må det konstateres, at der fortsat er uafklarede spørgsmål, som bør besvares og gennemtænkes, inden man indfører en fælles model for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet.

Den i figur 1 viste organisation er et eksempel på, hvordan de initiativer, der allerede er i gang, kunne medtænkes og anvendes i en fælles model. Både Indikatorprojektet og DGMA er forholdsvis billige alternativer sammenlignet med flere af de modeller, som anvendes i udlandet.

Litteratur

  1. Sundhedsstyrelsen. National Strategi for Sundhedsvæsenet. København: Sundhedsstyrelsen; 1993.

  2. Sundhedsstyrelsen. Udvalget for kvalitetsmåling i Sygehusvæsenet. København: Sundhedsstyrelsen; juni 2000.

  3. Christensen B, Vitzon J. Kvalitetsudvikling i sygehusvæsenet i Danmark - tanker om en fælles model. Tidsskrift for Dansk Sundhedsvæsen. Dec. 10/2000:351-56.

  4. Møller Jensen J. Forebyggelse og bekæmpelse af negative rygter. Ledelse i dag 1998; Årg. 8(1).

  5. Den Gode Medicinske Afdeling. Standarder og indikatorer for Planlægning under akut indlæggelse og Medicinering. DGMA og DSI; november 2000.

Begge artiklens forfattere arbejder på Projekt Den gode Medicinske Afdeling på Amager Hospital i København. Artiklen er tidligere bragt i Ugeskrift for Læger nr. 9, 2001.

Emneord: 
Kvalitet
Politik

Ret til samvær

Det er blevet nemmere for en forælder at få samvær med sit barn, selv om barnet helst vil være fri og statsamtet fraråder det. Statsamterne bliver nemlig i stigende omfang underkendt af Civilretsdirektoratet, som har det sidste og afgørende ord i sager om samvær.

Børn bliver mod deres vilje tvunget af sted på samvær med en forælder, som de helst vil være fri for at være sammen med. Det sker på trods af, at statsamterne i de pågældende sager ellers har anbefalet, at der ikke bliver givet samvær. De vurderer, at samværet kan være til skade for børnene.

Men en forælders ret til at have samvær med sit barn vejer tungere end hensynet til barnets tarv. Det konkluderer cand.psych. Helene Flendt, Juridisk Institut på Aarhus Universitet i en undersøgelse (1), der blev bragt i en debatbog om skilsmissebørn og samvær forrige år. Undersøgelsen viser et markant fald i andelen af sager, hvor myndighederne har sagt nej til samvær af hensyn til barnet.

I 1994 blev der således givet afslag på samvær i én ud af 10 sager, mens der i 1998 kun blev givet afslag i én ud af 25 sager, fremgår det af undersøgelsen.

I to statsamter siger man direkte, at der bliver givet samvær i sager, som burde være endt i et afslag.

''Det er en overraskende udvikling, som er i direkte strid med intentionerne i forældremyndighedsloven fra 1996, hvor man netop søger at sikre barnets tarv frem for hensynet til forælderens ret til at se barnet,'' siger Helene Flendt.

Hun mener, at denne udvikling reelt har tilsidesat børns fysiske og psykiske sikkerhed i problematiske sager, hvor forældrene er i så stærk konflikt med hinanden, at statsamterne må træffe afgørelsen om samværet.

I to af landets statsamter bekræfter man, at der er blevet længere mellem afslag og ophævelser på samvær, og at det er til skade for børnene.

''Jeg mener, at der bliver givet samvær i tunge sager, hvor der burde være givet et afslag,'' siger fuldmægtig, Peter Bidstrup, fra Frederiksborg Statsamt.

Side 11

I Nordjyllands Statsamt er man af samme opfattelse:

''Det er min personlige fornemmelse, at det i dag er blevet sværere at få ophævet samvær end tidligere. Og det har den konsekvens, at der i dag bliver fastsat samvær, hvor vi kan konstatere, at børn kommer i klemme,'' siger kontorchef Ole Kirkegaard, Nordjyllands Statsamt.

Civilretsdirektoratet underkender beslutninger
Hos statsamterne træffer man beslutning om, hvorvidt der skal gives afslag på forældres ansøgninger om ret til samvær. Et evt. afslag kan ankes til Civilretsdirektoratet, som har mulighed for at underkende statsamternes afgørelser. Civilretsdirektoratet er øverste myndighed i samværssager, og direktoratets afgørelser kan ikke ankes.

Det er Peter Bidstrups og Ole Kirkegaards erfaring, at civilretsdirektoratet i stadigt stigende grad omstøder statsamternes afgørelser om afslag på samvær.

''Vi bliver ofte underkendt af civilretsdirektoratet i sager, hvor vi har vurderet, at det er bedst for barnet at ophæve samværet,'' siger Ole Kirkegaard.

Han nævner en sag, som han selv giver betegnelsen ''skræk-sagen.'' En mand blev idømt tre og et halvt års fængsel for seksuelt misbrug af en række børn. Da straffen var afsonet, arbejdede manden på at få samvær med sine egne børn.

Og selv om det ikke var hans egne børn, han var dømt for at have misbrugt, sagde statsamtet i Nordjylland nej til faderens ønske om samvær. Ifølge Ole Kirkegaard blev afslaget underkendt af Civilretsdirektoratet.

''Civilretsdirektoratet krævede en nærmere undersøgelse af den konkrete risiko for børnene, men i mellemtiden tog moderen affære og flyttede ud af landet,'' siger Ole Kirkegaard.

Forskellige fortolkninger
''Der er ingen tvivl om, at Civilretsdirektoratet har en anden opfattelse end statsamtet af, hvad der tjener barnets tarv, '' siger advokat Viggo Bækgaard, talsmand for landsforeningen Børn og Samvær.

Han mener, at Civilretsdirektoratet bevidst anlægger en linje, som kun sjældent resulterer i, at direktoratet ophæver samværet mellem en forælder og et barn.

''Selve intentionerne bag lovgivningen og retningslinjerne er jo gode nok. De siger meget klart, at der skal tages hensyn til barnets tarv. Alle er enige om, at barnet skal tilgodeses i enhver henseende, men der er store forskelle i, hvordan man fortolker den eksisterende lovgivning, '' siger Viggo Bækgaard.

Villy Søvndahl vil stille spørgsmål til justitsministeren

''Loven fra 1996 lægger meget klart op til, at det skal være hensynet til barnet, som skal sættes i højsædet. Hvis det forholder sig sådan, at statsamter og Civilretsdirektoratet er uenige om, hvordan de skal fortolke den gældende lov, så er det et problem,'' siger Villy Søvndahl, der er formand for Folketingets Socialudvalg.

Han vil nu stille spørgsmål til justitsminister Frank Jensen i sagen.

''Det var helt klart intentionen med loven fra 1996 at sikre børn en bedre retsbeskyttelse. Forældrenes interesse er sikret, men det er vigtigt også at sikre børnene,'' siger Villy Søvndahl og tilføjer, ''Det ville være spændende, hvis statsamterne kan fremlægge dokumentation for, at Civilretsdirektoratet har en anden opfattelse end statsamterne af, hvornår der skal gives afslag på samvær,'' siger Villy Søvndahl.

Politisk bestillingsarbejde

''Signalerne fra politisk hold har gennem de seneste par år været så voldsomme, at fædres ret til at se deres børn er blevet klart ''overeksponeret,'' når der i f.eks. statsamterne skal træffes beslutning om, hvordan samværet skal udformes, hvilket omfang det skal have, eller om det skal ophæves.

Man kunne godt hævde, at politikerne har bestilt en vare: mere samvær til fædre, og den vare leverer myndighederne!

Resultatet er, at man ikke lytter til børns egne ønsker, at man ikke tager konkret stilling i det enkelte tilfælde, hvorfor der er børn, der lige nu lever et ganske utrygt liv, fordi de i weekenden skal være sammen med en far eller en mor, de ikke ønsker at være sammen med, som giver børnene et usikkert liv!''

Formand for landsorganisationen Børns Vilkår og medlem af Børnerådet, John Aasted Halse, i forordet til ''Hvem beskytter barnet?,'' som er skrevet af Helene Flendt og Lisbeth Holst.

Politiske afgørelser

''Signalerne har ikke været til at misforstå. Statsamterne er blevet pålagt at fortolke loven ud fra den linje, som Civilretsdirektoratet har fastlagt. Før i tiden var det op til det enkelte statsamt at foretage et konkret skøn, men i dag sidder de tilbage med noget nær en manual for, hvordan Civilretsdirektoratet ønsker sagerne håndteret,'' siger cand.psych. Helene Flendt.

Hun mener, at praksis for, hvornår der skal gives samvær, og hvornår der skal gives afslag, har ændret sig i løbet af de seneste år. Hun kritiserer Civilretsdirektoratet for at holde statsamterne i kort snor og for, at det ikke har kompetence til at vurdere, hvornår et barns sikkerhed og udvikling er truet.

''Der har været et klart budskab i den information, som statsamterne modtager fra Civilretsdirektoratet om, at direktoratet ønsker så meget samvær som muligt, og at samværsforælderens rettigheder skal tilgodeses frem for barnet. Det er et helt klart budskab fra Civilretsdirektoratet om, hvordan loven skal fortolkes,'' siger Helene Flendt.

Hendes vurdering deles af kontorchef, Ole Kirkegaard, fra Nordjyllands Statsamt.

''Vi oplever sager, hvor vi er nødt til at fastsætte samvær, fordi vi jo skal være loyale over for den lovgivning og den praksis, der gælder. Men hvor vi i virkeligheden er dybt bekymrede for, om børnene kan tåle samværet. Den bekymring deler Civilretsdirektoratet tilsyneladende ikke. Der er forskellige opfattelser mellem Civilretsdirektoratet og statsamterne med hensyn til vurderingen af, hvad børn kan tåle,'' siger Ole Kirkegaard.

Også i Frederiksborg Amt har man en fornemmelse af, at statsamterne og Civilretsdirektoratet ikke er enige om praksis for, hvornår man skal trække grænsen og nægte samvær af hensyn til barnet.

''Praksis har ændret sig. På en eller anden mærkelig måde har man i dag en anden opfattelse af barnets tarv end tidligere. Hensynet til at bevare kontakten mellem barnet

Side 12

og den pågældende forælder, der vil have samvær, vejer tungere end før,'' siger fuldmægtig, Peter Bidstrup, fra Frederiksborg Statsamt.

Statsamterne har senest fremført deres bekymring over for Civilretsdirektoratet på et fælles møde sidste år. Ifølge kontorchef Ole Kirkegaard holdt Civilretsdirektoratet ved denne lejlighed fast i, at man i direktoratet vurderede sagerne ud fra et hensyn til barnets tarv.

Ole Kirkegaard peger på, at det kan skyldes, at man i statsamterne har den personlige kontakt til børn og forældre, mens man i Civilretsdirektoratet mest tager sig af de juridiske aspekter og ikke har personlig kontakt.

Facit på forhånd

Det synspunkt er Viggo Bækgaard fra Børn og Samvær enig i. Han mener, at der bliver gjort for lidt ud af at undersøge de enkelte sager og kritiserer samtidig statsamter og Civilretsdirektoratet for ikke i fornødent omfang at udføre såkaldte børnesagkyndige undersøgelser.

En børnesagkyndig undersøgelse er en grundig gennemgang af det enkelte barns forhold. Gennemgangen skal munde ud i en detaljeret rapport. Undersøgelserne bliver udarbejdet af psykologer eller psykiatere.

Ifølge Viggo Bækgaard er forklaringen tilsyneladende, at man ikke vil bruge ressourcer på at undersøge de enkelte sager til bunds, når man på forhånd har bestemt sig for resultatet.

''Når man alligevel ved, at det politiske signal er, at der i videst muligt omfang skal gives samværsret, så er der ingen grund til at spilde tid og penge på en undersøgelse, der måske ender med at anbefale det modsatte,'' siger Viggo Bækgaard.

Viggo Bækgaard sår ligeledes tvivl om, hvorvidt de børnesagkyndige er i stand til at udarbejde uafhængige undersøgelser, når de er på lønningslisten hos den myndighed, der bestiller undersøgelsen.

''Det kan jo være svært at være uafhængig og gå imod sin arbejdsgivers holdninger. Det er jo sådan, at de fleste gerne vil beholde deres arbejde, og så er det nok bedst at følge den linje, der på forhånd er stukket ud af arbejdsgiveren,'' siger Viggo Bækgaard.

Civilretsdirektoratet afviser kritik

Helene Flendts undersøgelse, der er baseret på Civilretsdirektoratets egne statistikker, viser, at der er sket et markant fald, når det gælder afslag på samvær?

''Jeg tror ikke, at man kan sammenligne de omtalte tal på den måde. Virkeligheden er mere kompliceret end som så, og man kan ikke konkludere, at der er sket et så markant fald i antallet af afslag på samvær,'' siger direktør Dorrit Sylvest Nielsen, Civilretsdirektoratet.

Men det er i hvert fald opfattelsen i to statsamter, at der er blevet længere mellem afslagene?

''Det er så deres opfattelse.''

Dorrit Sylvest Nielsen understreger, at man i dag har en grundigere sagsbehandling end før:

''Der bliver stillet større krav til selve dokumentationen, ligesom vi i højere grad får udarbejdet børnesagkyndige undersøgelser i de tunge sager. I dag kræver vi, at grundlaget for at ophæve et samvær skal være grundigt dokumenteret.''

Kritikken går på, at der er forskellig praksis i henholdsvis statsamter og Civilretsdirektoratet for, hvornår man skal ophæve samværet?

''Nej, det er ikke rigtigt. Den er ikke så forskellig i virkeligheden. Vi har drøftet praksis med statsamterne på det seneste årsmøde, og her gennemgik vi en lang række sager. Det afslørede, at der ikke er den store uenighed om praksis. Det viste sig, at uenigheden i langt de fleste tilfælde drejede sig om, hvor vidt grundlaget for at ophæve samværet var tilstrækkeligt. Selvfølgelig er der uenighed, men det er mit indtryk, at vi overordnet er enige,'' siger Dorrit Sylvest Nielsen.

Kritikerne siger, at direktoratet hovedsageligt giver samvær frem for at ophæve samvær?

''Det er korrekt, at vi hyppigere ændrer et afslag, således at der stadig er kontakt mellem barn og forældre. Men der er også sager, hvor vi ophæver samvær, hvor statsamterne har anbefalet samvær. Men i langt de fleste tilfælde er vi enige i statsamternes vurdering af sagerne.''

Kritikken lyder videre, at der er noget galt med fortolkningen af loven, men ikke loven i sig selv?

''Jeg kan ikke genkende kritikken af fortolkningen af loven. Det handler om, at der skal anlægges et skøn i hver enkelt sag, sådan siger loven.''

Vil det sige, at der ikke er hold i kritikken?

''Der er selvfølgelig nogen uenighed, men mit generelle indtryk er, at der hersker enighed om, hvordan loven skal fortolkes.''

Fokuserer Civilretsdirektoratet mere på regler og jura end mennesker, som det hævdes?

''Nej. Vi skal huske på, at en ting er følelser og noget andet er fakta. Vi afvejer oplysninger i de konkrete sager meget nøje, da vores grundlag for at træffe beslutninger skal være i orden,'' siger Dorrit Sylvest Nielsen.

Kritikken lyder endvidere, at I ikke trækker grænsen tidligt nok i forhold til, hvad og hvor meget børn skal udsættes for?

''Det er problematisk, at denne kritik fortsat bliver fremført fra visse steder i statsamterne. Der findes ingen facitliste for, hvordan man bedst muligt løser de tunge sager. Med andre ord er der ingen firkantede løsninger.

Er der et politisk pres i systemet for, at der skal gives mest muligt samvær i flest mulige sager?

''Klart nej. I den tid, hvor jeg har været direktør (siden 15. august 1998, red.) har jeg aldrig følt et sådant politisk pres. Samfundet er inde i en naturlig udvikling, hvor loven er begyndt at sætte begge forældres ansvar i centrum,'' siger Dorrit Sylvest Nielsen.

Litteratur

  1. Flendt F, Holst L. Hvem beskytter barnet? Kroghs Forlag A/S; 2000. 

Læs også artiklen "Når samværet skader".

Emneord: 
Barn
Jura
Politik

Heltidsjob som fagpolitiker

Når der har været noget nyt under opsejling, har amtskredsformand Jan Agerbo Toft altid haft lyst til at byde ind. ''Jeg har altid haft noget at fordybe mig i ud over det daglige arbejde,'' siger han og peger på de mange udviklingsmuligheder, der er inden for sygeplejen.

SY-2001-09-9-7aJan Agerbo Toft: "Det er så nemt at lade mændene tage initiativerne i syegplejen." Foto: Nicolai Howalt.

''Dansk Sygeplejeråd gør ikke noget for sine medlemmer.''

Sådan et udsagn kan få enhver fagpolitiker til at hoppe i sædet, og det skete da også for søster Elna Krogh Nielsen, da en af hendes håbefulde elever, nuværende formand for Dansk Sygeplejeråds sønderjyske amtskreds, Jan Agerbo Toft, luftede sine synspunkter i elevtiden på Sankt Lukasstiftelsens Sygeplejeskole.

Ud over at være en estimeret forstanderinde for en af datidens bedste sygeplejeskoler var søster Elna også en engageret fagpolitiker i Dansk Sygeplejeråd. Det var normalt ikke noget, hun skiltede med over for sine elever, men da Jan fremkom med sit provokerende synspunkt, røg hun op.

Om det lige var søster Elnas fortørnelse, der satte skub i Jan Agerbo Tofts lyst til at blande sig, kan han ikke huske præcist, men kort efter meldte han sig som repræsentant for elevrådet til at kæmpe for bevaringen af den lukningstruede skole.

Sammen med nogle kammerater troppede han op til daværende overborgmester Egon Weidekamps fødselsdag med en lagkage, udsmykket med Lukasstiftelsens emblem, en due, der til anledningen havde fået vredet halsen om.

I dag er Jan Toft fuldtids fagpolitiker, og vejen til sådan en toppost i en af Danmarks store organisationer har træk af den klassiske model ­ elevrådsrepræsentant, tillidsrepræsentant, amtskredspolitiker. Men karrieren tog sin helt almindelige begyndelse i psykiatrien på Bispebjerg Hospital, da Jan i 1983 var blevet færdig med sin sygeplejerskeuddannelse. Derefter gik turen til en medicinsk afdeling på sygehuset i Thisted, hvor han senere blev involveret i et projekt under Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning: Afprøvning af plejetyngdemålingssystemer.

''Det var både spændende og udfordrende at være med til at prøve noget nyt,'' husker han og mindes fra sin praksistid, at det indimellem næsten har været for nemt at få, hvad han kalder spændende opgaver: ''Faktisk kan jeg godt være lidt bekymret på mine kvindelige kollegers vegne. Jeg synes, at de mange gange holder hinanden fast i en slags middelmådighed. Det er så nemt at lade nogle af de mandlige kolleger tage nogle initiativer og få nogle gode oplevelser,'' siger han og vedgår gerne, at har der været noget ekstraordinært under opsejling, har han altid haft lyst til at byde ind.

Ingen andre ville

Projektdeltagelsen medførte, at Jan blev frikøbt i næsten halvandet år fra sit daglige arbejde for at undervise personalet på sygehuset. Senere, da det begynde at trække op til sparerunder, blev han valgt til tillidsrepræsentant: ''Igen, jeg blev valgt, fordi vi manglede en tillidsmand, og ingen andre stillede op ­ og nok også, fordi jeg i kraft af projektet havde fået kontakter rundt om på hele sygehuset,'' siger han.

Allerede under elevtiden havde lærerne på sygeplejeskolen opfordret ham til at blive sygeplejelærer, når han blev færdig som sygeplejerske, men Jan opdagede under projektarbejdet i Thisted, at han bedre kunne lide at undervise det færdiguddannede personale: ''Jeg var vant til at undervise elever og introducere de nyansatte på sygehuset, ligesom jeg også havde noget undervisning både hos Røde Kors og i et af oplysningsforbundene. Men gennem projektet fandt jeg ud af, at det var mere udfordrende at undervise og vejlede mine færdiguddannede kolleger end eleverne. Det fik mig til at tænke i nye baner. Poul Engholm i Viborg, Dansk Sygeplejeråds nuværende amtskredsformand, var dengang faglig sekretær og forekom mig at kunne ''en hulens masse.'' Jeg fik lyst til også at forsøge mig som faglig sekretær og søgte den første ledige stilling, der dukkede op ­ og det blev så på amtskredskontoret i Sønderjylland.

Udfordringen som faglig sekretær lå for mig i, at man kan være med til at påvirke kollegernes hverdag, og da jeg senere blev opfordret til at stille op til valget som amtskredsformand, slog jeg til, for som politiker har man for alvor mulighed for at få nogle ting igennem, som medlemmerne kan have glæde af,'' siger han og nævner nogle af de mærkesager, han har satset på:

'Side 23

'Overenskomst for de ansatte i de integrerede ordninger samt en ordning, der sikrer, at alle lederstillinger i de integrerede ordninger besættes med sygeplejersker. Og nu sidst indførelsen af nyt lønsystem, hvor jeg har kæmpet for, at det især er funktionerne i den kliniske sygepleje, som skal udløse noget mere i løn samt ret og pligt til efteruddannelse.''

Tilfredse mænd

Jan Toft startede i sin tid med at læse jura, men da han skulle tjene penge til studierne, fik han job som ufaglært sygehjælper i De gamles By i København. Da det på et tidspunkt blev til mere arbejde end studier, fandt han ud af, at det måske kunne være sjovt, som han siger, at blive sygeplejerske. Inspirationen havde han hjemmefra med en mor, der er sygeplejerske.

Men selv om Jan droppede ud af jurastudiet, så har han bevaret sin lyst til læse og tilegne sig ny viden. I årenes løb er det bl.a. blevet til en diplomuddannelse fra Forvaltningshøjskolen: ''Jeg har altid arbejdet mere end de 37 timer om ugen og altid haft noget at fordybe mig i ud over det daglige arbejde,'' siger han og peger på alle de udviklings- og karrieremuligheder, der er inden for sygeplejen:

''Det er åbenbart svært at få flere mænd ind i et kvindefag som sygeplejen, men lige så snart vi er indenfor, trives vi. I hvert fald møder jeg stort set kun tilfredse mandlige kolleger.

Jeg ved godt, at der er så langt flere kvinder i sygeplejen, og at man derfor også kan møde flere utilfredse kvindelige kolleger, men igen, jeg hører stort set aldrig mine mandlige kolleger beklage sig, måske fordi vi i modsætning til mange kvindelige sygeplejersker orker at diskutere vilkår, vi ikke kan acceptere.

Emneord: 
Køn
Mand
Politik

Faglig kommentar: Et pletskud fra WHO?

WHO har sat forebyggelse på dagsordenen, og det samme har den danske regering. WHO peger på sygeplejersker som en gruppe, der kan fremme sundheden i befolkningen, sundhedsministeren er tilhænger af lokale initiativer uden nogen statslig styring.

Uge efter uge med beretninger fra den halve verden og interviews med sygeplejersker om indsatsen for bedre sundhed på planeten Jorden. Sygeplejersker tildeles en rolle, der enten kan føles som en byrde eller som en udfordring, og hvad sker der? Ingenting ser det ud til. WHOs principprogram Sundhed i det 21. århundrede har hverken fået tag i danske sygeplejersker eller i sundhedsministeren.

''Strategien bygger på en dybt forældet opfattelse af sundhed og arbejder ud fra et rent naturvidenskabeligt ideal,'' mener sundhedsplejerske Karin Munch, som er en ud af to, der har haft overskud til at kommentere sundhedsstrategien. (Sygeplejersken nr. 12/2000.)

''Sundhed for alle år 2000 hed det i 1977. Nåede vi målet? Er vi alle sunde, raske og tilfredse? Og hvis ikke: Hvad gør vi så?'' spørger sygeplejerske Kirsten Holm Dieckmann i samme nummer af bladet.

Hvem skal forebygge hvad?

De to indlæg rummer polerne i en WHO-debat, der aldrig blev til noget. Hvad de øvrige ca. 60.000 sygeplejersker mener om, at WHO tiltænker dem positionen som rygrad i sundhedsvæsenet, ved kun Vorherre.

Sygeplejersker har enestående muligheder for at hjælpe befolkningen med sundhed og forebyggelse, når de møder patienter og klienter i betrængte situationer. Det er slået fast i adskillige rapporter om ulighed i sundhed. Måske er strategien bare for naiv og flyvsk til, at danske sygeplejersker vil den, måske er den bedst egnet til at skrive opgave om for studerende på forskellige niveauer i uddannelseshierarkiet. Det koster ikke noget at sidde og fedte med papir og bøger ­ det er, når der skal skabes ideer, der kan efterleves i praksis, det bliver svært.

I WHO er meldingen tydelig nok. Sygeplejersker og jordemødre er så stor en gruppe, at de kan få enorm indflydelse på den offentlige dagsorden, men i Danmark er det så som så med den lige linie fra WHOs principprogram om forebyggelse til en aktiv politik.

Danskerne skal ryge mindre og spise sundere, mener regeringen. Så langt så godt, men den rolle, politikerne tiltænker sygeplejersker i et sundhedsvæsen, der, ifølge WHO, skal have lup på forebyggelse, er uklar.

Hvad enten det drejer sig om de 12-åriges MFR-vaccination, børnene af psykisk syge forældre eller ernæringsproblemer hos den gamle og småtspisende, kan sygeplejersker forebygge på forskellige niveauer. Alle sygeplejersker har fået banket begreberne primær, sekundær og tertiær forebyggelse på plads i grunduddannelsen, men der skal være metode og systematik bag ordene. En privat snak om Gurlis lave Body Mass Index gavner ikke Gurli, med mindre snakken er baseret på grundig viden om ernæring og sundhedsfremme.

Metode og systematik udelukker ikke omsorg og engagement, men giver mulighed for at afprøve nye veje og vurdere den indsats, der gøres. Derfor skal regeringen bekende kulør og sørge for, at det bliver klart, hvem der skal forebygge hvad, hvorfor og hvordan. Hvis sygeplejersker i Danmark skal have en central rolle i forebyggelse af livsstilssygdomme, skal der uddannelse til.

Birthe, Carsten, Sonja, bum

Der er ingen garanti for, at det kommer til at gå sådan. Sundhedsministeren vil slet ikke den vej. I et nyhedsprogram i starten af september udtalte hun stolt, at forebyggelsesstrategierne er ændret. Forebyggelse skal nu være et lokalt og ikke et nationalt anliggende. Viden om forebyggelse skal samles i et såkaldt dokumentationscenter, som amter og kommuner kan benytte efter forgodtbefindende.

Om sundhedsministeren hedder Carsten eller Sonja er således afgørende for form og indhold i forebyggelse. Mål og midler kan i den nuværende sundhedsministers embedsperiode afhænge helt af, om man befinder sig i Ørbæk, Ølstykke eller Ølgod, for amter og kommuner må selv bestemme.

På trods af slingrekursen i ministeriet ville det være rart at vide, om sygeplejersker synes, WHOs principprogram er en pose med varm luft eller et anvendeligt katalog over muligheder, man kan arbejde videre med. Hvis det er rigtigt, at sygeplejersker nemt kan få indflydelse på sundhedspolitikken, så er sygeplejersker også med til at bestemme, om WHO-strategien bliver et vådeskud, et skud med en splatterpistol eller et pletskud.

Emneord: 
Forebyggelse
Politik

Sundhed skal prioriteres

En bølge af interesse for offentlig sundhed går gennem Europa, siger WHO-rådgiver. Nu gælder det om at bruge pengene til at forebygge sygdomme og ikke kun behandle dem.

Man kan blive helt forpustet, når man skuer tilbage over de 21 sundhedsmål, som WHO har opstillet for det 21. århundrede. Hvordan kan det overhovedet lykkes at få omsat alle intentionerne til brugbar virkelighed lokalt og nationalt?

Ainna Fawcett-Henesy, som er regional rådgiver i sygepleje- og jordemoderspørgsmål ved WHOs europæiske regionalkontor i København, mener heller ikke, det er muligt.

''Det vigtige er, at vi prøver at skabe en bevidsthed om, at sundhed grundlægges inden for alle sektorer, og at vi derfor skal søge partnerskaber med disse sektorer. Vi ser på sundhed i en bredere forstand, og det er det budskab, vi gerne vil have ud, og som vi håber, medlemslandene tager til sig,'' siger hun.

Som eksempel nævner hun Storbritannien, der i øjeblikket gør et stort stykke arbejde med at udvikle separate Health21-strategier for England, Skotland, Wales og Nordirland. Myndighederne sammenkæder desuden strategierne med aktiviteter i mange andre sektorer, f.eks. gennem økonomiske udviklingsplaner, planer om at bringe enlige forældre tilbage på arbejdsmarkedet, om at støtte børn i vanskelige kår osv.

''Den svenske målsætning tager også udgangspunkt i, at sundhed er et bredt begreb, som kan have at gøre med mange faktorer: Dårlige boligforhold, dårlig ernæring, manglende uddannelse, så man ikke har adgang til information og derfor heller ikke kan træffe de nødvendige valg. Det vil sige, at man dér ønsker at tackle de underliggende årsager til sygdom: Arbejdsløshed f.eks.,'' fortæller Ainna Fawcett-Henesy.

I det centrale Østeuropa er mange lande ved at udvikle lignende strategier. De identificerer områder, de vil prioritere ­ hjertesygdomme, psykisk sundhed, cancer ­ og går målrettet efter det. Disse relativt fattigere lande har de samme forpligtelser som mere velstående naboer, men problemet er naturligvis, at deres udgangspunkt er meget dårligere.

''De østeuropæiske lande er i en overgangsfase, hvor demokratierne først er ved at opstå, så man kan ikke forvente mirakler lige med det samme. Men husk, at de alle har skrevet under på Health21-dokumentet, og det indikerer, at de er enige i målet, selvom det måske tager lidt længere tid for dem at nå dertil.''

Sygeplejersker er frontliniearbejdere

Ainna Fawcett-Henesy oplever, at der er en stor bevægelse vedrørende offentlig sundhed i Europa, og ikke bare i WHOs regi:

''Også i EU siger man, at vi ikke længere har råd til bare at investere i behandlinger, vi må også gøre noget ved det, der forårsager det dårlige helbred. Altså ikke kun bruge alle penge på at kurere, men også huske at forebygge, og dermed også koncentrere kræfterne om den pleje, der ligger uden for hospitalsregi.''

WHOs sygeplejeafdeling har gennemgået de 21 mål og defineret, hvad jordemødre, læger og sygeplejersker kan bidrage med for at opfylde målene. Især sygeplejersker er udset til at spille en central rolle, når det gælder om at sætte sundhed på dagsordenen, og det forventes, at de sprænger rammerne for deres egen selvopfattelse og erobrer nye virkeområder.

''Jamen, sådan er sygepleje. Den handler også om at fremme sundheden, ikke kun om at pleje de syge. Alt, hvad man gør med en patient, er faktisk en sundhedsfremmende aktivitet ­ om man så hjælper dem med at vaske sig selv på hospitalerne eller med deres medicinindtag. Det gælder om at sætte dem i stand til at klare tingene selv i stedet for at gøre det for dem. Jeg er på det rene med, at sygeplejersker har meget travlt, og at sundhed måske ikke prioriteres. Men de er nødt til at prioritere det. Det er det vigtigste, vi kan gøre for folk: At give dem kræfter til at klare deres egne liv og træffe deres egne beslutninger,'' siger Ainna Fawcett-Henesy, som har dette budskab til sine kolleger:

''Vi er så mange sygeplejersker, at vi har en enorm mulighed for at øve indflydelse på den offentlige dagsorden og sikre, at den politik, som regeringen fører, også er til patienternes bedste. Vi er frontliniearbejdere med stor indsigt i borgernes liv, og vi har en så stor energi i os, at vi sagtens kan få indflydelse politisk.''

Emneord: 
Politik

Ansvaret er fælles

Miljølovgivning, kampagner om fornuftig soladfærd og praktiske råd fra sundhedsplejerskerne kan være med til at stoppe den stigende kurve for modermærkekræft.

Modermærkekræft og andre hudkræftformer er et stigende problem i Danmark.

Sidste år fik godt 900 mennesker konstateret modermærkekræft, som er den syvende hyppigst forekommende cancerform i Danmark. Blandt unge mellem 15 og 35 år er det oven i købet den næsthyppigste dødsårsag, kun overgået af leukæmi.

Problemet er blevet angrebet multisektorielt, både med miljølovgivning og kampagner om fornuftig soladfærd. Sundhedsstyrelsen siger, at der ikke er belæg for at mene, at udtyndingen af ozonlaget har væsentlig indflydelse på den stigende forekomst af modermærkekræft. Omvendt vil en fortsat udtynding få omfattende biologiske virkninger, fordi ozonlaget absorberer den farlige ultraviolette solstråling, som kan give hudkræft. Det er derfor positivt, at Danmark i begyndelsen af 1990'erne gik i front for at få vedtaget et forbud mod freon, som er et af de stoffer, der nedbryder ozonlaget. Forbuddet trådte i kraft den 1.1.1995, både i Danmark og i resten af EU.

''Der er enkelte undtagelser i hele verden, hvor man må bruge freon til laboratorieformål og til astmaspray, men man prøver at gøre forbruget så lavt som overhovedet muligt. Man mødes to gange om året og diskuterer det for at prøve at skærpe kravene og måske få stoffet udfaset helt. Men kurven for freon ser utroligt flot ud internationalt ­ fra at have gået fra utroligt mange tons i forbrug til næsten ingenting,'' siger farmaceut Kirsten Dørge fra Miljøstyrelsen.

Forbuddet er en indsats for fremtiden, og det kommer formentlig til at vare ca. 50 år, før den positive virkning kan ses på ozonlaget. I mellemtiden må sundhedsplejerskerne fortsat arbejde med oplysning om en fornuftig soladfærd, som i virkeligheden er dét, der kan sætte en stopper for den stigende hudkræftkurve.

''Vi kommer jo primært i kontakt med børnene i deres første leveår, og der er forældrene meget lydhøre for, at børnene er sarte. Vi uddeler pjecer i sommerhalvåret og snakker med mødregrupperne og familierne, og vi møder yderst sjældent solskoldede børn. Undersøgelser viser også, at forældre godt ved, at de ikke skal lade børnene solbade,'' siger Hanne Lindhardt, som er sundhedsplejerske i Farum Kommune.

Men der skal bakkes op fra myndighedernes side, og Hanne Lindhardt fornemmer, at der er er ved at ske noget på området.

''I Australien har man haft en stor forekomst af modermærkekræft. Der er man gået ind på et overordnet plan og har sørget for skygge ved f.eks. sportsstævner, på skoler og i institutioner og lavet kampagner, som retter sig mod de unge ­ og der er en klar opfattelse af, at det virker. Det er Sundhedsstyrelsen nu også gået i gang med. I maj sendte de breve ud og opfordrede kommunalbestyrelser og amtsråd til at kigge på, hvilke muligheder der er for skygge, altså for at lave nogle strukturelle ændringer, der kan forebygge modermærkekræft,'' fortæller Hanne Lindhardt.

Sundhedsplejerskerne møder børnene i alle aldersfaser: Som spæde, som tumlinger i institutionerne, hvor sundhedsplejerskerne fungerer som konsulenter, og som skoleelever.

''Vi kunne godt gøre mere på skoleområdet. Men det skal være med en kampagne, som er landsdækkende og bliver styret ovenfra. Det skal være Sundhedsstyrelsen, som beslutter, at nu rettes der en indsats mod de unge, så vi sundhedsplejersker får et arbejdsredskab at bruge ­ andet end bare på individplan,'' siger Hanne Lindhardt, som er fortrøstningsfuld og har en tro på, at en sådan kampagne vil blive lanceret inden længe.

Emneord: 
Politik
Etik