Lovpakken i hus

Sygeplejerskerne får ikke deres professionsbachelor i første omgang. Den må vente, til uddannelsesreformen er på plads. Lovgrundlaget skal sikre et kvalitetsløft til de mellemlange videregående grunduddannelser og skabe bedre muligheder for efter- og videreuddannelse samt forskningstilknytning til universiteterne.

Med vedtagelsen af lovpakken om de mellemlange videregående uddannelser lægges der op til, at lærere, socialrådgivere, journalister, diplom- og eksportingeniører umiddelbart kan forventes at kunne kalde sig professionsbachelorer. For sygeplejerskerne betyder det, at der skal en uddannelsesreform til, før den eftertragtede titel kommer i hus.

''Det må vi tage til efterretning i første omgang, selv om det er aldrig så skuffende,'' siger Dansk Sygeplejeråds næstformand Aase Langvad, der har uddannelse som sit resortområde.

Aase Langvad understreger dog, at det også fremgår af betænkningen til MVU-loven, at sundhedsuddannelserne, herunder sygeplejerskeuddannelsen, kommer med på holdet, når uddannelserne er justeret gennem en reform, som ventes at være på plads til næste år.

''Vi har faktisk allerede haft indledende drøftelser i Undervisningsministeriet for at kunne blive færdige med reformen til studiestart i 2001,'' fortæller Aase Langvad og peger på, at det grundige forarbejde jo er gjort med henblik på den kommende reform.

Når reformen bliver en realitet, tror hun til gengæld på, at også sygeplejerskerne vil kunne sætte professionsbacheloren på visitkortet.

''Den nye lovpakke er en rammelov. Nu skal vi have indholdet på plads med uddannelsesreformen,'' understreger hun.

Universitetsniveau

Undervisningsminister Margrethe Vestager (R) vil i henhold til MVU-lovens paragraf 7, stk. 3, udstede en bekendtgørelse om selve professionsbachelortitlen. Bekendtgørelsen skal fastlægge niveau, procedure og kriterier for godkendelse til titlen. For at få det blå stempel skal hver enkelt uddannelse vurderes med hensyn til adgangskriterier, indhold, struktur, længde, lærernes kvalifikationer samt uddannelsens professionsbasering, forskningstilknytning og udviklingsbasering.

''Der er tale om et kvalitetsstempel,'' understreger ministeren og tilføjer, at professionsbachelortitlen niveaumæssigt bliver sideordnet med universiteternes bacheloruddannelser.

Ministeren præciserer, at praktik og teori skal være ligeværdige elementer i de mellemlange videregående uddannelser, samt at uddannelsernes kvalitet skal sikres gennem hele uddannelsen. Der skal bl.a. lægges vægt på praktikvejledernes centrale funktion, ligesom praktikvejledernes uddannelsesmæssige baggrund skal styrkes.

Lov med kattelem

Lovpakkens andet element omfatter de fremtidige Centre for Videregående Uddannelser, de såkaldte CVU'ere. Ideen med centrene er at skabe nogle stærke regionale uddannelsesinstitutioner, der kan tiltrække

Side 44 

og fastholde de unge, som ellers i stigende grad søger ind til universitetsbyerne.

Konkret betyder det, at lærer- og pædagogseminarier, sygeplejeskoler og andre mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner nu får mulighed for på frivillig basis at etablere et CVU.

Centrene skal huse både grund-, efter- og videreuddannelser for de enkelte fag, ligesom de er forpligtet til, når det drejer sig om efter- og videreuddannelse, at igangsætte udviklingsprojekter og etablere forskningstilknytning til universiteterne.

De enkelte uddannelsesinstitutioner kan vælge at gå sammen som partnere i to forskellige konstruktioner. De kan enten beslutte en sammenlægning fra første færd eller indgå en betinget aftale med fortrydelsesret helt op til 10 år. Endelig bliver der også mulighed for at etablere et netværkssamarbejde eller gå enegang, som det hedder, med en sikring af de tilbud, som bliver en grundlæggende forpligtelse for CVU'erne.

Vælger uddannelsesinstitutionerne en sammenlægning, overgår de med det samme til én juridisk enhed med fælles økonomi og fælles ledelse, men hvor hver uddannelse fastholder sin egen identitet, profil og sit eget uddannelsessted for grunduddannelserne.

Indgår man derimod i et betinget CVU, skal man først efter fem år beslutte, om man vil fusionere endeligt. Loven holder dog, som det er blevet sagt, en lille kattelem åben for de institutioner, der skal have yderligere fem år til at finde ud af, om de vil være med eller ej.

''Ingen institutioner skal tvinges til at fortsætte i en CVU, medmindre de selv finder den nye institutionsform hensigtsmæssig,'' lyder det fra ministeren.

Vi skal med

Aase Langvad er ikke i tvivl om, at sygeplejeskolerne må med i de nye CVU-dannelser.

''Det vil betyde et kvalitetsmæssigt løft af uddannelsen og sandsynligvis også en bedre rekruttering af de unge,'' siger hun og peger på, at flere sygeplejeskoler allerede har etableret eller er i gang med at etablere samarbejdsrelationer med andre uddannelsesinstitutioner.

''Det er nu op til amterne som skoleejere at leve op til CVU-lovens intentioner,'' siger hun.

Aase Langvad henviser til, at modellen, hvor aftalen om sammenlægning er gjort betinget, må være oplagt for sygeplejeskolerne.

''Her er der indbygget fortrydelsesret, så ingen mister noget ved denne konstruktion,'' siger hun.

I den betingede model bevarer hver grunduddannelse sin økonomiske autonomi, herunder tildelingen af de statslige taxametertilskud, men er fælles om de midler, der gives til efter- og videreuddannelse, og de tilskud, der gives til udvikling og forskning.

Aase Langvad understreger, at forsknings- og udviklingsdelen og opkvalificeringen af lærerkræfterne på sygeplejeskolerne og i praktikdelen, som den kommende uddannelsesreform lægger op til, vil kræve ekstra ressourcer.

''Men det må amterne og staten være indstillet på at finde, så vi når det niveau, der lægges op til i lovgivningen,'' siger hun og tilføjer:

''Ellers tror jeg, de unge svigter sygeplejerskeuddannelsen og går andre steder hen. De unge går efter de bedste uddannelsesmiljøer, de bedste lærerkræfter, de bedste praktikmuligheder. Det skal vi være meget bevidste om. I forvejen har vi svært ved at få vores uddannelsespladser fyldt op især i yderområderne.''

Undervisningsminister Margrethe Vestager tror, at amterne vil være interesseret i CVU-konstruktionerne:

''Lovgrundlaget giver jo mulighed for, at også de amtslige institutioner kan indgå i et CVU, samtidig med at amternes interesser tilgodeses i forhold til dimensionering og en række andre ting,'' siger hun til Sygeplejersken og tilføjer:

''Jeg tror, vi vil se forskellige løsninger rundt om i landet alt afhængig af, hvor stor sygeplejeskolen er, hvordan tilknytningen er til det lokale miljø osv.''

Studenterindflydelse

CVU-loven giver mere indflydelse til de studerende og ansatte på de forskellige sygeplejeskoler. Eksempelvis får de to grupper hver to repræsentanter i studiebestyrelserne. Herudover skal der oprettes studenterråd ved partnerinstitutionerne samt et fællesråd, der skal sammensættes med ligelig repræsentation af studerende og ansatte, der skal rådgive studiestyrelsen om dens opgaver. Endelig skal studerende og lærere udgøre et flertal i udviklingsrådene, mens organisationer og lærere skal udgøre flertallet i efter- og videreuddannelsesudvalgene.

Dansk Sygeplejeråd støtter lovens intentioner om mere indflydelse til de studerende og de ansatte:

''Det er helt i overensstemmelse med vores strategi for sygeplejerskeuddannelsen. Her slår vi fast, at sygeplejersker og sygeplejestuderende skal være med i de styrende organer både centralt og decentralt,'' siger Aase Langvad og fremhæver betydningen af, at der nu også bliver repræsentation i de organer, der skal tage sig af udvikling, efter-og videreuddannelse. 

DE TRE LOVE

Lovpakken indeholder tre elementer, nemlig loven om etablering af Centre for Videregående Uddannelser (CVU), en reform af de mellemlange videregående uddannelser (MVU) samt oprettelsen af Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU).

Emneord: 
Politik
Uddannelse

Amtsborgmester: Vi har en fælles sag

Vi vil ikke gå på akkord med kvaliteten. Derfor må der hurtigt laves en aftale mellem regeringen og amterne om, hvordan de nye uddannelseslove skal finansieres, siger forman-den for Amtsrådsforeningens uddannelsesudvalg Søren Eriksen.

Sygeplejeskolernes ejere, amterne, har i forbindelse med behandlingen af loven om etablering af Centre for Videregående Uddannelser ytret ønske om selv at kunne etablere centre med CVU-status i amtsligt regi. Men en henvendelse fra Amtsrådsforeningen til undervisningsminister Margrethe Vestager (R) har ikke båret frugt. Undervisningsministeren ønsker ikke centre i amtsligt regi, kun i statsligt regi.

Men det betyder ikke, at sundhedsuddannelserne bliver ladt i stikken.

''Tværtimod,'' siger ministeren i et svar til Amtsrådsforeningen, ''så lægger jeg meget stor vægt på, at loven giver mulighed for, at de amtskommunale sundhedsuddannelser kan komme med i CVU-dannelserne efter aftale med amterne og med bevarelse af amternes fulde ansvar for uddannelserne.''

Med vedtagelsen af lovpakken er det nu op til amterne at realisere institutionsreformen. Men vil amterne være med?

''Ministeren har måttet respektere, at det er amterne, der forvalter sygeplejerske- og radiografuddannelsen, men vores holdning i Amtsrådsforeningen har hele tiden været, at det var vigtigt, vi var med på vognen, så vi har en fælles sag med Dansk Sygeplejeråd,'' siger formanden for Amtsrådsforeningens uddannelsesudvalg, amtsborgmester Søren Eriksen til Sygeplejersken.

''Ligesom Dansk Sygeplejeråd er vi meget interesseret i at få skabt respekt om sygeplejerskeuddannelsen og få den defineret som en professionsbachelor, ligesom vi er interesseret i at styrke efter- og videreuddannelserne og få skabt kontakt med universiteterne, så undervisningen og uddannelsen kan blive forskningsbaseret. Derfor vil vi se med stor interesse på den nye CVU-konstruktion.

Den vil passe os godt, fordi den har længere udviklingstid end den model, hvor institutionerne fusionerer med det samme, og som vi først blev præsenteret for af ministeren,'' siger han og tilføjer:

''Hovedtanken med et CVU er jo at skabe et attraktivt studiemiljø for både studerende og lærerkræfter, et sted, der er kvalificeret til at påtage sig både udviklings- og forskningsarbejde. Hvis sygeplejerske- og radiografuddannelsen ikke er med i den udvikling, frygter jeg, at vi kan komme i en situation, hvor sygeplejerskeuddannelsen får lavere status end lærer- og pædagoguddannelserne og de tilsvarende uddannelser. Det kan vi ikke leve med i amterne.''

Sygeplejelærere skal opkvalificeres

Søren Eriksen understreger, at Amtsrådsforeningen under hele forløbet har sagt, at realiseringen af lovkomplekset ikke kan være udgiftsneutralt:

''Et kvalitetsløft koster penge,'' siger han. ''Vi vil ikke gå på akkord med kvaliteten. Her er vi enige med Dansk Sygeplejeråd. Der er behov for en styrkelse af praktikdelen, ellers kan der ikke blive tale om en professionsbachelor, ligesom der skal ske en ændring af teoridelen, så sygeplejerskerne bliver kvalificeret til at tage en overbygningsuddannelse på universitetet. Disse forbedringer koster penge, og det har vi gjort gældende under vores forhandlinger med regeringen. Derfor må der nu hurtigt laves en aftale mellem regeringen og amterne om, hvordan reformen skal finansieres, så det bliver muligt for os at nå de mål, der ligger i lovgivningen. Ellers risikerer vi, at de unge svigter sygeplejerskeuddannelsen. Vi er i forvejen nervøse for, om vi kan rekruttere tilstrækkeligt med unge til uddannelsen.''

Hvis sygeplejerskerne skal have deres professionsbachelor, handler det jo også om sygeplejelærernes kvalifikationer?

''Selvfølgelig. Det har vi peget på længe bl.a. på baggrund af det udredningsarbejde, vi har lavet sammen med Dansk Sygeplejeråd i forbindelse med den evalueringsrapport af uddannelsen, som kom for nogle år siden. Den lærerprofil, vi p.t. har på sygeplejeskolerne, er ikke tilstrækkelig til at sikre sygeplejerskerne den kompetence, som loven om de mellemlange videregående uddannelser tilsigter. Derfor skal vi have opkvalificeret lærerne eller have en anden lærertype ind.

Det koster ressourcer og er ikke et projekt, der kan gennemføres fra den ene dag til den anden. I øvrigt glæder vi os over, at det er lykkedes at få udvidet antallet af kandidatstudiepladser på Danmarks Sygeplejerskehøjskole. Det er en af vejene til at få uddannet nogle sygeplejelærere med den ønskede kompetence.''

Emneord: 
Politik
Uddannelse

Faglig kommentar: Hvor blev sundheden af?

Uden at være blevet spurgt er befolkningen blevet tilmeldt en international konkurrence i middellevetid, mener Karin Munck, sygeplejerske og MPH, der er blevet opfordret til at kommentere regeringens folkesundhedsprogram.

Røgfri hospitaler fra år 2000. Personale og pårørende får rygeforbud. Patienter kan evt. få dispensation til at ryge.

Gad vide, om en sådan beslutning er truffet på demokratisk vis blandt personalet. Og er patienterne blevet spurgt? Mon rygeophør er det, der optager dem mest under en indlæggelse? Er det ikke netop i krisesituationer, vi søger trøst i røg og alkohol, selvom det er uhensigtsmæssigt? Hospitalernes alternativ er nerve- og sovemedicin. Er det bedre?

Regeringens Folkesundhedsprogram 1999-2008 er inspirationskilden til denne nye forbudslinie. Forbud som vejen til sundhed.

På mange måder er det et opgør med den hidtidige danske idé om, at den enkelte skal oplyses og motiveres til at træffe sunde valg. Folkesundhedsprogrammets idéramme er effektivitet, handlekraft og succesmål på sundhedsområdet. Hvad der er sundt og usundt for folket, besluttes fra oven. Tobak, alkohol, kost og motion, svær overvægt og trafikulykker er i søgelyset. Områderne lever op til kravene om at være væsentlige sundhedsproblemer, det er muligt at forebygge, og hvor der er behov for en forstærket indsats. Det er svært at være uenig. Grundskoler, arbejdspladser, lokalsamfund og sundhedsvæsen skal omdannes til forebyggelsesmiljøer. Man bemærker, at daginstitutioner ikke nævnes.

Men hvor bliver sundheden af i regeringens folkesundhedsprogram? Fra Carsten Koch lyder det: ''Selvom livsstilen er den enkeltes valg, bør det offentlige klart og tydeligt fortælle, hvad der gør folk syge, og hvordan sygdom kan undgås.'' For Carsten Koch er der åbenbart ikke den store afstand mellem at fortælle og at forbyde.

Sygdom og samfundsøkonomisk belastende sygdomme er i fokus. ''Sundhed'' repræsenteres ved sit fravær eller ved angsten for at blive syg. Sundhed er hverken beskrevet som en kvalitet eller et fænomen med egen identitet. ''Folket'' fremstår som en ensartet grå masse, der antages at have en kollektiv interesse i en højere middellevetid. Uden at være blevet spurgt, er befolkningen blevet tilmeldt en international konkurrence i middellevetid.

Send Koch på kursus

''Man bør også sende nogle klare signaler om sundhedsfremme,'' skriver ministeren. God idé, tænker man, indtil man læser: ''for eksempel at der ikke ryges i skoler og sygehuse.'' Hvad mener manden? Er der dog ikke nogen, der kan forære sundhedsministeren et grundkursus i de mest grundlæggende begreber inden for sundhedsteori? Et kursus, der gjorde ham i stand til at forstå indholdet i Ottawa-charteret, som både regering og Sundhedsministeriet har tilsluttet sig.

I Ottawa-charteret defineres sundhedsfremme, som ''den proces, der gør mennesker i stand til i højere grad at være herre over og forbedre deres egen sundhedstilstand.'' ''Sundhed er et positivt begreb, som lægger vægt på sociale og personlige ressourcer, såvel som på fysiske evner.'' Sundhedsfremme er ikke kun sundhedsvæsenets ansvar, og det rækker længere end sunde levevaner i retning af velvære.

Det enkelte menneskes sociale og personlige ressourcer og prioriteringer for at opleve velvære er ganske oversete områder i regeringens folkesundhedsprogram. Programmet bygger i mistænkelig grad på social statistik og medicinsk sociologi. Inden for disse discipliner har man aldrig interesseret sig for den enkeltes sociale og personlige ressourcer eller forudsætninger for at opleve velvære. I klassisk sociologisk tradition gradueres folkesundhed i fem socialgrupper og i køn, alder, erhverv mv. Som man spørger, får man svar. Tandløst og kedeligt. Disse ensidige data har givet anledning til den bombastiske jagt efter øget middellevetid, folkesundhedsprogrammet er udtryk for.

Hvad er vi egentlig i gang med? Er ideen om sundhed ikke værd at forfølge i ren form? Hvad der gør sunde mennesker sunde, er en viden, vi har meget mere brug for end alle disse velmente, men snæversynede forbud.

Emneord: 
Sundhed
Forebyggelse
Politik

Den samspilsramte medicinaldirektør

Landets øverste sundhedsfaglige myndighed, Sundhedsstyrelsen, prøver at finde en ny rolle under et ungt frembusende Sundhedsministerium i en tid, hvor der er stærk politisk fokus på sundhedsområdet. Medicinaldirektør Einar Krag satser på langsigtet planlægning og kvalitetsudvikling som centrale opgaver for styrelsen. Og kvalitet i sundhedsvæsenet vedrører i lige så høj grad de bløde værdier som de mere kontante lægelige resultater, siger han i denne samtale med Sygeplejersken.

Medicinaldirektør Einar Krag har svært ved at forestille sig, at det ikke drejer sig om en formodet skandale, når medierne er interesserede i Sundhedsstyrelsen. Han er så vant til, at journalister går efter konflikter og ballade, at paraderne straks er oppe. Han vil gerne have spørgsmålene skriftligt på forhånd, og under samtalen vandrer vi i bløde cirkler rundt om de potentielle minefelter. For ­ som han siger -­ man kan måske nok vinde et enkelt slag i pressen, men det lange seje træk klarer man bedst ved at arbejde på de indre linjer.

Den holdning og stil har betydet, at det stort set er lykkedes chefen for landets øverste sundhedsfaglige myndighed at forblive anonym for den store offentlighed i modsætning til nogle af hans mere farverige og udadvendte forgængere.

Einar Krags kritikere siger, at Sundhedsstyrelsen i hans regeringstid har mistet selvstændighed som sundhedsfaglig instans, er gået i symbiose med Sundhedsministeriet og er blevet det frembusende unge ministeriums forlængede arm.

Andre iagttagere på det sundhedspolitiske område karakteriserer Sundhedsstyrelsen som samspilsramt, efter at Sundhedsministeriet er kommet til. Styrelsen er skrumpet til fordel for ministeriet, hedder det. Der peges på, at styrelsen har mistet opgaver og ressourcer og senest måtte reducere sin medarbejderstab med 10 procent i 1998.

Men medicinaldirektøren får også mange roser for sin måde at manøvrere på. Han har for eksempel fået opbygget et godt samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og embedslægerne, lyder det næsten enstemmigt fra sidstnævnte. Og han har igangsat betydelige overvejelser om kvalitet, struktur og indhold i sundhedsvæsenet, som blandt andet er kommet til udtryk i en ny omfattende strategiplan med langsigtet planlægning.

Et af resultaterne af de langsigtede overvejelser er forslaget om 'funktionsbærende enheder' i sygehusvæsenet, som nu er det centrale element i regeringens oplæg til 'Sygehuspolitik 2000-2002'.

Internt har han moderniseret og effektiviseret styrelsen med såkaldte resultatkontrakter, som afspejler de enkelte afdelingers virke, og med årlige virksomhedsregnskaber for hele styrelsen.

Det fremhæves fra den venlige side, at det er lykkedes Einar Krag at føre Sundhedsstyrelsen

Side 11

Billede

Side 12

gennem en vanskelig, men nødvendig omstillingsproces. Kritikerne foretrækker at tale om 'blodbadet', da han umiddelbart efter sin tiltræden i 1996 fyrede 10 af cheferne i Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen i en ny rolle

Hvorom alting er, indtager Sundhedsstyrelsen en ny rolle i en tid, hvor der er stærk politisk fokus på sundhedsområdet, hvor et ungt Sundhedsministerium skal markere sig i kampen om finanserne, og hvor danskernes sundhed ­ målt i middellevetid ­ sakker agterud i Europa.

Med medicinaldirektørens egne ord skal man efterhånden langt østpå, for at finde folk, der gennemsnitligt lever lige så kort som danskerne. Det vil han gerne være med til at gøre noget ved, og det emne finder han mere interessant end spekulationerne om magt- og ressourcekamp mellem ministerium og styrelse:

''Der er naturligvis nogle områder, hvor vi diskuterer tingene med departementet (sundhedsministeriet, redaktionen) ­ eller de diskuterer med os. Vi mener ikke, at det nødvendigvis skal foregå i medierne. Jeg kan godt se, at det ville være sjovt for medierne med lidt larm, men hvad får man ud af det?

For mig at se gælder det om at få fremmet de fælles mål, vi har. Til syvende og sidst vil vi alle gerne have færre borgere, der bliver patienter. Og hvis vi bliver patienter, skal det gerne gå os så godt som muligt i sundhedsvæsenet. Det er sundhedsvæsenets ultimative opgave. Så er der en masse mellemregninger, og selvfølgelig kan der være nuancer i opfattelsen mellem et ministerielt departement og en faglig styrelse. Det drøfter vi på helt saglig vis. Jeg kan ikke erindre, at vi ikke efter en sådan drøftelse er nået frem til en fælles forståelse af problemerne,'' siger han.

­ Det hedder sig, at Sundhedsministeriet tager både ressourcer, opgaver og indflydelse fra Sundhedsstyrelsen? 

''Jeg kan godt se, at det er en populær fremstilling. Men jeg ser det sådan, at der er kommet så enorm politisk fokus på sundhedsproblemerne, at det ville være utænkeligt ikke at have et selvstændigt politisk organ, der beskæftigede sig med det. Og når man ­ som i Danmark ­ har lagt det behandlende sundhedsvæsen ud til en række amtskommuner, må man have nogen, der på centralt hold kan have en overordnet politisk mening om det.

­ Men har oprettelsen af Sundhedsministeriet betydet, at der er gået opgaver og ressourcer fra Sundhedsstyrelsen?

''Jeg vil hellere sige, at i og med vi nu har en meget udtalt politisk bevidsthed omkring sundhedsspørgsmål, så er det klart, at den politiske del af apparatet, Sundhedsministeriet, bliver mere synlig. Men jeg mener også, at Sundhedsstyrelsen har en central placering som sparringspartner til Sundhedsministeriet, som stiller os mange opgaver. Vi skal eksempelvis bistå ministeren, når han skal svare på de talrige spørgsmål, som vedrører det sundhedsfaglige,'' siger Einar Krag og understreger:

''Sundhedsministeriet respekterer fuldt ud centralstyrelsesloven af 1909, hvor man lagde den faglige selvstændighed ud i styrelserne. En styrelse er en del af embedsværket og skal ikke være politisk, men vi kan godt af egen drift tage emner op, og det gør vi også. Et markant eksempel er det nye nationale råd for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet, som vi har taget inititativ til.''

Nationalt råd for kvalitet

Så er vi i smult vande. Medicinaldirektøren vil gerne tale om kvalitet i sundhedsvæsenet:

''Hvad er kvalitet, og hvordan sikrer vi det? Det er meget vanskelige emner, men hvis ikke Sundhedsstyrelsen skulle sætte sig i spidsen for dette arbejde, hvem skulle så? Det bliver en stor opgave, en kerneopgave for Sundhedsstyrelsen i de kommende år. Opgaven skal naturligvis løftes i samarbejde med alle de øvrige interessenter, sundhedspersonalets faglige organisationer, sygehusejerne og Forbrugerrådet,'' siger Einar Krag.

''Vi har fra starten ønsket at få brugerne med i det nationale råd for kvalitetsudvikling, men det

Side 13

var en svær opgave, for hvem repræsenterer brugerne? Vi var gennem en del overvejelser og valgte Forbrugerrådet. Patientforeningerne har ikke nogen fælles organisation, og de repræsenterer ikke alle brugere. Store sygdomsområder har ingen patientforeninger, og i øvrigt er sundhedsvæsenet ikke kun for dem, der allerede har været eller er syge, men også for dem, der rammes i fremtiden. Efter mange overvejelser nåede vi så frem til at lade Forbrugerrådet repræsentere brugerne af sundhedsvæsenet.

Det nationale råd for kvalitetsudvikling, hvor også Dansk Sygeplejeråd er repræsenteret, har endnu ikke holdt sit første møde, men alle interessenter ønsker, at vi kommer godt fra start med en enig og vægtig programerklæring.

Det nationale råd får til opgave at samle alle intitativer på området, herunder for eksempel projektet: Den gode medicinske afdeling. Dette projekt, som oprindelig blev lanceret af Dansk Selskab for Intern medicin, beskæftiger sig med, hvordan den gode afdeling fungerer med hensyn til behandling, pleje og omsorg. Det er blevet udvidet til et landsdækkende initiativ, hvor DSI, Dansk Institut For Sundhedsvæsen, har en væsentlig aktie. Amtsrådsforeningen har også taget det til sig.

Andre initiativer på området er Sundhedsstyrelsens kvalitetsmålingsudvalg, der har afleveret en delrapport og skal slutte sit arbejde inden årets udgang. Også sygehusejerne bidrager med en videreudvikling af kvalitetsmålinger,'' fortæller medicinaldirektøren.

Selvdeklaration på hospitalerne

­ Kvalitetsmåling er for tiden det store dyr i den sundhedspolitiske åbenbaring, men fra blandt andre speciallægernes side har der været udtrykt skepsis over for undersøgelsesmetoder og virkningen af sådanne undersøgelser?

''Det er svært at måle kvalitet, og Danmark er et af de første lande, der prøver at gøre det på nationalt niveau. Problemet er at få defineret, hvad kvalitet er. Populært sagt er kvalitet, at vi har en oplevelse af en god sundhedsydelse, når vi bliver behandlet. Men hvis det skal kunne måles, må vi have nogle indikatorer, og de må være relativt simple.

For det første tror jeg, at det er muligt at finde frem til indikatorer, som med en vis rimelighed siger noget om kvalitet. For det andet tror jeg også, at det vil være muligt at få afdelingerne til at lave en slags selvdeklaration: Her på afdelingen vil vi gerne være kendt for at kunne følgende...

Jeg tror, at det vil blive opfattet positivt af sundhedspersonalet, når man går ud og spørger dem, hvilke kerneydelser, de gerne vil være kendt for og måles på. Men vi står ved en begyndelse, og der er lang vej igen. Vi skal formentlig gennem megen tankevirksomhed og udredning for at nå frem til de rette mål og kvalitetsindikatorer.

Mål for kvalitet

Jeg sad for nylig og drøftede emnet med nogle praktiserende læger, som jo skal rådgive i forbindelse med det frie sygehusvalg. Hvordan råder de deres patienter? Hvilke ting betyder noget i forbindelse med valget af hospital? Hvis det nu for eksempel er en hofteoperation, hvad er så afgørende?

Der må ikke være mere end tre indikatorer, for mere kan man ikke forholde sig til. Og indikatorerne skal være simple. Vi nåede frem til følgende tre indikatorer til at måle kvaliteten af hospitalsydelsen i forbindelse med en hofteoperation:

  1. Smerter før og efter
  2.  Funktion før og efter
  3. Fik jeg en ordentlig behandling, pleje, omsorg og service?

Hvis man kan få mål på de ting, har man et grundlag, når man skal rådgive patienterne,'' siger Einar Krag.

­ Med alle de kvalitetsmålingsinitiativer, der er i gang, kan man måske frygte, at der bliver flere, der måler end udfører sundhedstjeneste ­ eller i hvert fald, at målearbejdet kommer til at tage ressourcer fra arbejdet med patienterne?

''Nej, det er netop meningen, at det nationale råd skal koordinere,

Side 14

så vi ikke har alle mulige aktører på feltet. Sundhedsmyndighederne, organisationerne og sygehusejerne er enige om, at det er vigtigt med koordination.

Kvalitetsmålingerne må heller ikke ødelægge arbejdsglæden på hospitalerne. Det skal gerne være sådan, at det fortsat er sjovt, spændende, udfordrende og tiltrækkende at arbejde for sundhedsvæsenet,'' siger medicinaldirektøren.

Holdarbejde

Einar Krag ser i høj grad Sundhedsstyrelsens rolle som formidlende og koordinerende. Han har netop været en tur rundt i alle amter for at drøfte aktuelle problemer. Den konkrete anledning var den nye sygehusstruktur og regeringens udmelding om den funktionsbærende enhed.

Et af de emner, der optager ham, er at få styrket opfattelsen af holdarbejde i sundhedsvæsenet:

''Der er praktisk taget ingen ydelser inden for sundhedsvæsenet, som ikke bygger på holdarbejde. Det er meget vigtigt, at sundhedspersonale ud over den faglige ballast og de faglige kvalifikationer også har talent for at arbejde i team. Hvad enten du er læge eller sygeplejerske, indgår du i et team. Jeg tror godt, vi kan blive bedre til det samarbejde, blive mere fleksible,'' siger han.

­ Hvordan?

''Der er faggrænseholdninger, der virker hæmmende på holdfunktionen og nogle holdninger, der går ud på, at enhver passer sit og ikke blander sig i andres arbejde. Virksomhedskulturen kan også låse tingene fast: Sådan gør vi, for sådan plejer vi...

Vi skal arbejde med de holdninger og styrke opfattelsen af, at vi er et team, der løser opgaverne sammen.

Så skal vi også blive bedre til at opfatte uddannelse, fortløbende videreuddannelse, som en dynamisk proces, der skal være en integreret del af arbejdssituationen. Man får ikke sine team til at fungere, medmindre man i dagligdagen ­ uanset travlheden ­ giver sig tid til at standse op og sige: Hov, denne situation omkring dette her hjertestop ... hvorfor fik vi det problem? Eller hvorfor lykkedes det så godt?

Holdet skal tale om, hvorfor det gik godt eller skidt og finde frem til det optimale ­ ikke ved hjælp af instrukser, men ved at man lærer som team. Man snakker for lidt om det, man gør sammen. Vi er alle underlagt den kultur med, at vi har hver vores arbejde, som vi passer, mens vi ikke blander os i andres.

Sundhedspersonalets kompetenceområder er et af de emner, som det nationale råd for kvalitetsudvikling skal se på. Hvis vi ikke arbejder med en styrkelse af holdforståelsen, får vi ikke bedre ydelser,'' mener medicinaldirektøren.

­ Er det noget, der behøver at formaliseres. Kan man ikke bare begynde at samarbejde rundt på afdelingerne?

''Jo, men det nationale udvalg kan sætte fokus på nødvendigheden af holdopfattelsen.''

De bløde værdier

''Jeg kan nævne en særlig situation, hvor det er vigtigt med et tæt samspil i personalegruppen: Når man skal have samtaler med patienter og pårørende, give dem information. Ikke mindst, når det drejer sig om den vanskelige samtale i forbindelse med alvorlig sygdom og død, er det utrolig vigtigt, at læge og sygeplejerske har et godt samspil, og at teamet fungerer, så man kan hjælpe og støtte hinanden med at finde frem til, hvordan samtalen skal være eller informationen gives.

Jeg vil tro, at over halvdelen af de klager, vi får fra patienterne, har noget at gøre med de bløde værdier. Patienterne, der klager, har haft oplevelser af dårlige samtaler, mangelfuld information eller uensartet information fra forskellige medlemmer af personalegruppen.

­ Hvad kan sundhedsstyrelsen gøre for at forbedre det?

''Vi kan selvfølgelig ikke komme ud og deltage i de enkelte samtaler, men vi kan sætte fokus på problemområdet. Og vi kan være med til at sætte nogle projekter i gang. Jeg kan nævne, at man nu for eksempel i Århus Amt beskæftiger sig særligt med de bløde værdier. I København har man set på den palliative medicin, omsorgen omkring de døende.

Side 15

Man prøver at få sat ord på tingene, få defineret nogle begreber og parametre. Hvis man ikke får ord på nogle af de bløde faglige områder, kan man ikke tale om dem eller give dem videre til andre, der skal lære. Det er ikke let, men det er vigtigt, for de bløde værdier betyder utrolig meget for os alle sammen.''

Oplevelsen som patient

Medicinaldirektør Einar Krags kvalitetsbegreb omfatter i lige så høj grad de bløde værdier som de kontante lægelige resultater af en indlæggelse:

''Jeg var patient for nogle år siden og opdagede, hvilken kæmpeforskel der er på at stå ved fodenden i hvid kittel og ligge i sengen i hospitalsskjorte. Jeg vidste alt om, hvad der skulle ske og havde ikke behov for information, men jeg var alligevel utrolig glad for, at der kom en sygeplejerske om aftenen og talte med mig om det, jeg godt vidste, holdt mig lidt i hånden og sagde, at det nok skulle gå altsammen. Selvom man som læge ved alt om det tekniske, er man følelsesmæssigt en helt almindelig patient.

Og den følelsesmæssige reaktion sættes i gang allerede, når man får indkaldelsesskrivelsen. Udformingen af brevet skal være sådan, at du får indtryk af, at de vil dig det godt ­ og at det ikke er en indkaldelse til session. De bløde værdier handler om mange små ting, og mange af dem koster ikke noget. Men der skal sættes fokus på dem, og der kan Sundhedsstyrelsen få sin rolle.

Einar Krag ved godt, at betydningen af de bløde værdier næppe vil overraske sygeplejersker:

''De bløde værdier har altid været sygeplejerskernes områder, og det skal de også blive ved med at være, men andre personalegrupper bliver også nødt til at beskæftige sig med dem, og teamet skal være det grundlæggende forum. Patienterne skal ikke opleve, at den ene siger det ene og den anden det andet, og efterlades med et indtryk af, at personalet ikke taler sammen.

Det er som regel på tværs af faggrupperne, at der er problemer med rapporteringen ­ eller den såkaldte kontinuitet i patientforløbet. Men det kan også være inden for samme faggruppe.

Når patienten forlader hospitalet, skal det også være helt klart, hvad der videre skal foregå. Her gør sygeplejerskerne et fint arbejde med de såkaldte plejerapporter. Jeg har aldrig oplevet, at sygeplejerskernes papirer ikke var i orden ved udskrivelsen, men jeg har ofte oplevet, at de lægelige ikke var det. Det har noget at gøre med holdningerne og kulturen inden for fagene.''

Folkesundheden

­ Danskerne har det skidt. De sakker agterud i Europa ­ målt i gennemsnitlig livslængde, den såkaldte middellevetid. Skylden skubbes frem og tilbage. Sundhedsvæsenet siger, at det er borgernes eget ansvar. De har en forkert livsstil, ryger, drikker og spiser forkert. Men borgerne er mere tilbøjelige til at lægge ansvaret over på sundhedsvæsenet. Det er ikke godt nok. Vi kræver mere og bedre behandling?

''Det er vel meget menneskeligt, at når noget rammer os, så er det naboens skyld, men det behandlende sundhedsvæsen kan ikke gøre meget for at forlænge middellevetiden,'' siger Einar Krag. ''Man kan kun gøre noget på forebyggelsessiden. Livsstilen har det væsentlige ansvar, og det er ikke sundhedsvæsenets traditionelle område. Det behandlende sundhedsvæsen kommer først ind, når skaderne er sket. Vi kan ikke ved at forbedre sygehusene eller de praktiserende lægers service eller hjemmeplejen gøre ret meget for middellevetiden. Det giver måske en lille bitte forbedring, men middellevetiden er resultatet af noget, der ligger år tilbage.

Hvis jeg skal sige noget om holdninger i Danmark, så er der måske en tendens til at tænke: Skulle jeg blive syg, kan jeg få en pille mod det ­ eller en operation. Men den går ikke. Folk skal selv gøre noget ved at ændre deres livsstil. Alt kan ikke klares med piller og operationer. Du skal nok få det, hvis det bliver nødvendigt, men vi kan ikke forhindre, at du bliver syg, medmindre du også selv hjælper til. Selvfølgelig skal vi behandle og selvfølgelig skal vi give tilbud -­ folk

Side 16

skal ikke straffes, fordi de har haft en uhensigtsmæssig livsstil, men der er behov for en holdningsbearbejdelse. Vi må væk fra opfattelsen af, at man kan behandle sig ud af problemerne.

Til gengæld kan sundhedsvæsenet gøre en indsats på forebyggelsessiden. Vi skal ikke holde gardinprædiken for dem, hvor det er gået galt, men vi skal udnytte vor viden positivt. Det er, hvad man prøver på i det europæiske projekt det forebyggende hospital. Her i Danmark er det Bispebjerg, der er koordinator. I projektet prøver man at finde frem til sygdomsfaktorer og bruge den viden til at hindre, at andre bliver syge.''

Politisk pres

­ Sundhedspolitik er kommet i fokus. Er det udtryk for voksende folkelig interesse eller er det ­ som nogle iagttagere mener ­ et udtryk for, at politikerne her har fundet en velegnet platform, efter at andre politikområder er flyttet uden for landets grænser?

''Ja, sundhedspolitikken er et af de områder, hvor vi har suveræn beslutningskompetence og ikke skal spørge i EU. Hvad end årsagen er, må vi konstatere, at der er enorm politisk interesse for sundheden. Jeg tror også, at det har noget at gøre med, at vi som borgere er blevet bevidste forbrugere, også af offentlige ydelser, herunder sundhed. Situationen er helt anderledes end for 30 år siden, hvor forbrugerbevidstheden ikke var på samme niveau. Slet ikke, når det drejede sig om sundhedsydelser, man gav sig bare sundhedsvæsenet i vold. Det gør man ikke længere. Man vil være informeret og kende sine alternativer. Hvis man tilhører den stærke forbrugergruppe, orienterer man sig på Internettet, så man kan stille relevante spørgsmål. Den voksende forbrugerbevidsthed er en ny situation for sundhedsvæsenet. Der har heller aldrig tidligere været så mange patientforeninger.''

­ Er danskerne for fikserede på deres helbred?

''Der er ingen tvivl om, at al den omtale af sygdom og sundhed gør, at vi alle er mere opmærksomme. Men jeg tror ikke, at den danske befolkning er mere sygdomsfikseret end så mange andre befolkninger. Det er et almindeligt vestligt fænomen. Det kan vi ikke lave om på, men vi kan forsøge at få interessen drejet i en relevant retning, så den fører til en sundere livsstil.''

Genteknologi

Medicinaldirektør Einar Krag har fået særlig anerkendelse for at have styrket Sundhedsstyrelsen med hensyn til strategiovervejelser og langtidsplanlægning. Nogle af fremtidens store medicinske problemstillinger knytter sig til den hastige videnskabelige udvikling inden for biomedicin og genteknologi.

''Vi er dybt involverede i hele det genteknologiske område, for der kommer nogle udfordringer, som vi alle bliver nødt til at have en eller anden holdning til.

Hvis man nu for eksempel laver en genprofil og bruger den til at fortælle en patient, at han har 38 procents risiko for at få tarmkræft, så vil man skabe megen og i de fleste tilfælde unødvendig bekymring hos patienten. Og patienten vil på sin side måske forlange hyppige undersøgelser.

Vi risikerer at komme i en situation, hvor vi skaber frygt og sygdom ­ samt et stort behov for undersøgelser og screeninger, som sundhedsvæsenet ikke har ressourcer til. På den anden side skal vi selvfølgelig også forebygge og støtte de mennesker, der befinder sig i en reel risikogruppe.

Vi må indgående diskutere, hvordan vi vil bruge de nye videnskabelige redskaber og afveje deres fordele og ulemper,'' siger medicinaldirektør Einar Krag.

Side 17

Billede

Nøgleord: Einar Krag, medicinaldirektør, Sundhedsstyrelsen.

Billedtekst
Kritikere siger, at Sundhedsstyrelsen i Einer Krags tid som medicinaldirektør har mistet selvstændighed og er gået i symbiose med Sundhedsministeriet.Under medicinaldirektør Einar Krags egen sygdom og indlæggelse oplevede han, hvor afgørende vigtig sygeplejerskernes rolle er.
 

Sundhedsstyrelsen

Den samspilsramte medicinaldirektør               

Sådan arbejder Sundhedsstyrelsen                

Jeg kan ikke flyve             

Emneord: 
Sundhedsvæsen
Politik
Administration

Høibys forenkling

Lægerne har i høj grad selv været med til den proces, der har skabt vores sundhedsvæsen. Det påpeger Dansk Sygeplejeråds tidligere formand, Kirsten Stallknecht, i en kommentar til bogen 'Det danske sundhedsvæsens storhed og fald'. Bogen, som er skrevet af professor og overlæge Niels Høiby, kritiserer DJØF'iceringen af sygehusvæsnet og har vakt betydelig røre i pressen og i fagkredse. Kirsten Stallknecht mener ikke, det er nogen løsning at skyde den ene gruppe ledere ned i forhold til den anden. Og hun får kuldegysninger af Høibys forslag om at fjerne det delte politiske ansvar for hele sundhedsvæsnet.

Diskussionerne om det danske sundhedsvæsen og specielt sygehusvæsnet er uendelige, og på det seneste har de fået ny næring, da overlæge Niels Høiby udgav bogen 'Det danske sundhedsvæsens storhed og fald.'

40 års involvering i praksis og i udviklingen har bestemt ikke svækket min interesse for temaet, så et nyt og ifølge pressen vægtigt indlæg i debatten måtte naturligvis studeres.

At Niels Høiby vælger lignelsen om den barmhjertige samaritan som indgang til sit indlæg er svært at forstå, og sammenhængen bliver ikke mere indlysende, efterhånden som man kommer gennem bogen.

Den tid, der skildres som sundhedsvæsnets storhedstid, ser ikke helt så romantisk ud fra de udkigsposter, jeg har befundet mig på, og opremsningen af en række af lægestandens store navne og deres betydning for sundhedsvæsnet, hvor imponerende den end kan være for lægmand, giver for andre, som har arbejdet under de herrer eller samarbejdet med dem, anledning til visse refleksioner.

Også på det tidspunkt var der administratorer med en anden baggrund end den medicinsk faglige, men helt så idyllisk og respektfuldt, som samarbejdet beskrives mellem overlæger og administrationen skildres, forekommer det ikke mig, det var.

Niels Høiby erkender, at arbejdsforholdene ikke var demokratiske, at professoren eller overlægen havde beslutningskompetencen. Niels Høiby kan ikke erindre 'solkongerne' og de retliggende patienter, det er trist, for det kan jeg og sikkert mange andre sygeplejersker på min alder. Jeg kan også huske de uendelige timer, sygeplejersker, andre personalegrupper og patienterne ventede på afgørelser, journaler og stuegange.

At uddannelsen af de yngre læger var meget bedre, har utvivlsomt med arbejdstiden at gøre, for jeg kan ikke mindes, at der var nogen form for planlagt introduktionsprogram for de mange unge læger til afdelingernes arbejde og dermed respekt for samspillet mellem lægernes arbejde og andre gruppers virksomhed.

Og ved de akutte modtagelser, hvor lægetraditionen var, at yngste mand tog imod, kan mangen en dengang ung læge utvivlsomt erindre sin taknemmelighed over for de 'skrappe' vagthavende sygeplejersker, der reddede dem i komplicerede situationer.

Den lange arbejdstid for medarbejderne i sundhedsvæsnet og ikke mindst de lange, ofte meget belastede rådigheds- og akutvagter i tilknytning til den daglige arbejdstid, var en hård skole, hvor observationsevnen og beslutningskompetencen blev trænet. Men oprøret lurede ikke blot blandt lægerne. Når Niels Høiby harcelerer over yngre lægers overenskomst i 1981 med de alvorlige følger, den fik for lægearbejdet, så kan han faktisk takke sin egen stand for, at situationen opstod, for det var derfra kravene om bedre arbejdstider eller højere løn oprindelig kom. Overlægerne protesterede, det er rigtigt, men de gik ikke det næste skridt, som lederne af alle de andre grupper måtte, nemlig at lægge arbejds- og vagtforholdene radikalt om og introducere en systematisk tilgang til uddannelsen af lægerne.

Ikke som tyv i natten

Statistikkerne og de faktiske oplysninger om forbruget af læger, studenterindtag og alle de andre

Side 21

faktuelle oplysninger, som bogen indeholder, er alt sammen kendt stof, der ikke kan bestrides, det er blot pakket sammen og brugt på en ny måde.

Formålet med bogen bliver mere og mere klart, som man kommer gennem den, nemlig at lægerne skal have magten til at lede og specielt beherske økonomien tilbage. Niels Høiby har ret i, at sundhedsvæsnet i dag set fra patienterne og fra de fleste medarbejdergrupper, er domineret af mere og mere hierarki og bureaukrati. Han har også ret i, at det i stadigt større omfang er tallets farve på bundlinjen, der dominerer arbejdet og udviklingen i sundhedsvæsnet, ingen tvivl om det. Høiby har også en pointe i, at den faglige moral til stadighed presses hårdere og hårdere med manglende arbejdsglæde og stolthed til følge. Men det kan undre, at en så frustreret og tilsyneladende indigneret mand så helt undlader at se på, hvordan dette er gået til.

Det er jo ikke kommet som en tyv om natten. Det er jo en proces, som i virkeligheden begyndte med den betænkning, der kom om centralsygehusene i begyndelsen af 1970'erne, og som accelererede med den økonomiske krises tiltag fra 1973.

Det begyndte med besparelser i 'den billige ende', det vil sige ændringer i rengøring, portørtjeneste, vaskeribetjening, nedlæggelse af eget værksted og så videre. Altså tilsyneladende på området uden direkte patientberøring, og derfor ikke noget som lægestanden umiddelbart mærkede. Men hvor var det lægelige ansvar for hygiejnen i den situation? Når nullermændene florerer i dag, skyldes det blandt andet den 'hytten sig selv,' som langt hen ad vejen har været ledetråden for dem, der på det tidspunkt stadig havde magten.

Når vi i dag ser og hører om patienter, der ikke får nok at spise og drikke, så er det helt rigtigt, for hvordan skal du få et menneske med madlede eller meget lidt appetit og tørst til at indtage lunken mælk eller kærnemælk eller sød saftevand. Det er udbuddet, og maden serveres grimt på maskinvaskede plastikbakker, der bestemt ikke er appetitvækkende. Det sker, siges det, fordi der er sparet, men hvor er det faglige ansvar hos læger og sygeplejersker i forhold til de besparelser? Vi ved jo godt, at helbredelse betinges blandt andet af ordentlig ernæring og væsketilførsel.

SY-1999-12-21-1aHvis Niels Høibys bog er tænkt som et provokatorisk indlæg i debatten, har han nået målet, men desværre har han ikke ulejliget sig dybere med midlet til løsning af problemerne.I en årrække pegede jeg på, at hvis ikke lægerne og de andre grupper lærte at samarbejde, så ville det blive administratorerne, der overtog det endelige ansvar. Ærlig talt har jeg ingen glæde af at kunne sige ''æv bæv ­ jeg fik ret,'' skriver Kirsten Stallknecht, tidligere formand for Dansk Sygeplejeråd.

Ikke DJØFere der udskriver

Overbelægninger i det, der nu hører under H:S, er ikke af ny dato. Det har faktisk stået på siden engang i 1970'erne, altså også da lægerne havde ansvaret. Vi, det vil sige sygeplejerskerne, kæmpede fortvivlet for at få dæmmet op for det hver sommer, når personalet skulle have deres ferier, og hver vinter, når influenzaen og faldulykkerne satte ind. Et af de store problemer i området dengang var blandt andet den lægelige visitation.

I 1970'erne og 1980'erne har lægestanden brugt megen kraft på at forhindre, at sygeplejerskerne fik en plads i hierarkiet, således at budgetansvar fulgte med ansvaret for en forsvarlig

Side 22

sygepleje. Ved omlægningen fra slutningen af 1970'erne i den primære sundhedstjeneste af hjemmesygeplejerskernes virksomhed lykkedes det kommunerne og sygeplejerskerne at få lukket det hul, mange patienter faldt i, når de blev udskrevet. Der er stadig huller, som sygeplejerskerne kæmper med, fordi systemet ikke altid kan følge med udskrivningsrytmen, men hvem har ansvaret for de tidlige udskrivninger? Det har lægerne, og trods utallige diskussioner forårsaget af, at sygeplejerskerne kan se, at patienterne eller systemet ikke er klar til en udskrivning på den sociale og omsorgsmæssige side, ja så sker udskrivningerne, for sengepladserne er jo dyre. Men ­ det er altså ikke DJØFerne, der foretager de udskrivninger, der er et rent lægeligt ansvar.

Nu er det så DJØFerne, der er blevet fjendebilledet, men kan det komme bag på lægerne? I en årrække blev jeg brugt til at optræde for vordende overlæger ved kurser, og hver gang pegede jeg på, at hvis ikke lægerne lærte at samarbejde med de andre grupper på ligeværdig vis, og de andre grupper under respekt af det lægelige ansvar gik med ind i ledelsesarbejdet, så ville udviklingen blive, at det blev administratorerne, der overtog det endelige ansvar. Ærlig talt, jeg har ingen glæde af at kunne sige ''æv bæv ­ jeg fik ret,'' og jeg har heller ikke tænkt mig at optræde som forsvarer for DJØFerne, det skal de såmænd nok klare selv.

For at være på den sikre side i argumentationen giver Høiby også lige ytringsfriheden en bredside. Det er rigtigt, at der har været eksempler inden for den offentlige sektor på, at ledelser ­ inklusive læger ­ har reageret helt uacceptabelt, når medarbejdere har sagt stop og er gået til pressen. Men lige så sikkert er det, at dersom de faglige organisationer bruger deres styrke og juridiske kræfter, så reageres der adækvat på sådanne hændelser, så den med 'de til tavshed truede læger' holder ikke vand, hvis det er ytringsfriheden, som vi andre forstår den, det handler om.

Men måske er det i virkeligheden lægernes eget interne selvreguleringssystem, Høiby skulle se lidt på. Det har altid været læger, der vurderer læger til stillinger, forfremmelser, forskningsprojekter og så videre. At der er kommet DJØFere med i systemet skulle alt andet lige blot sikre, at retsforholdene overholdes.

Men hvad enten Niels Høiby kan lide det eller ej, så kommer vi til at indrette vort sundhedsvæsen efter de nye tider.

Lægevidenskaben og den teknologiske udvikling vil fortsat give os nye og uanede muligheder for diagnosticering og behandling. Kvalitetskrav og kvalitetssikring vil være helt rimelige krav fra befolkning og politikere, men hvad er kvalitet? Er det flest muligt gennem maskinen, eller er det flest muligt gennem maskinen uden genindlæggelser, infektioner og fortabthed grundet for hurtige udskrivninger eller manglende opfølgning som følge af endagskirurgi eller ambulantbehandlinger?

Sammenligninger i resultater og omkostninger mellem afdelinger, mellem sygehuse, mellem lande vil være en konsekvens, som vi professionelt skulle glæde os over, for derved kan vi opnå information til gavn for vores virksomhed over for patienterne.

Patientindflydelse og kvalificeret stillingtagen til egen situation vil være et andet naturligt krav i et demokratisk system. Medgivet det er besværligt, det er tidskrævende, og det giver ikke mulighed for 'at gøre, som vi gjorde i de gode gamle dage.'

En del af dette vil betyde, at der fortsat skal tilflyde sundhedsvæsnet flere midler, men det politiske krav vil være dokumentation af, at det også vil give resultater, og er det egentlig så urimeligt? En del af det ville imidlertid kunne opnås, hvis vi for eksempel begyndte med at tage fat i den 'lille omsorg,' det vil sige lagde mere vægt på de mange, i lægelig henseende, små ting, som betyder noget for den enkelte patient, men som selvfølgelig ikke er glorværdige.

Elitær løsningsmodel

Det mest skuffende i Høibys bog er næsten hans afsluttende 'løsningsmodel.'

Den er så elitær, at den underminerer alle de mange argumenter, der ellers er for at komme videre.

Niels Høibys første forslag er information om vort sundhedsvæsen i international sammenligning, så befolkningen selv kan vælge, hvor den vil prioritere. Det betyder imidlertid ikke kvalitetsmåling, krav og sikring som grundlag for sammenligning internationalt, men derimod oplysning om, at for eksempel USA bruger 14,5 procent af bruttonationalproduktet til sundhedsvæsnet, så det skal det danske folk også kræve.

Det næste forslag er, at bureaukratiseringen og bureaukratiet skal væk. Vi skal tilbage til lægernes og de andre sundhedsprofessioners faglige og personlige integritet og ytringsfrihed. Det betyder på dansk, væk med administration og kontrol af ikke-medicinsk

Side 23

personale, og lad os blive ved med at kunne skabe dramahistorier, når denne eller hin overlæge ønsker at fremme et speciale.

Det tredje forslag er enkelt, der skal tilføres 10 milliarder kroner årligt til sygehusvæsnet. Lige så enkelt kravet er, lige så udokumenteret er et krav om flere penge i den størrelsesorden. Det gør det imidlertid let for enhver politiker at feje det af bordet, fordi det er ude af trit med en fornuftig plan for en videre udvikling.

Som et fjerde forslag hedder det: ''Befolkningen bestemmer, ikke eliten som er befolkningens tjenere.'' Det lyder sprogligt smukt, men det er ren dogmatik. For i andet forslag lægges der jo op til, at netop den lægelige elite ­ og måske også andre ­ skal styre systemet.

Forslaget om at fjerne det delte politiske ansvar for hele sundhedsvæsnet kan give dem af os, der kan huske de gamle statshospitaler og vilkårene i hjemmeplejen, kuldegysninger. Vi har været endog meget glade for det delte politiske ansvar, og påstande om, at delt ansvar er 10 procent til hver og fanden tager resten, får ikke mig til at tro på, at en ensidig placering hos staten eller hos amter ­ eller måske regioner eller i kommuner, er en indlysende god løsning.

Skjuler ikke hensigter

Det er blevet moderne at sige: ''Hold de politiske valgløfter om sundhedsvæsnet efter valget,'' og dette 'modefænomen' bringer Niels Høiby da også til torvs. Uanset parti bliver der i valgkampe givet løfter, som ikke altid kan holde, men i øvrigt er det vel en god dansk tradition, som er blevet noget trådt under fode i de senere år, at man holder, hvad man lover, eller undlader at love noget, man ikke kan gennemføre.

I et demokratisk system under borgerstyre holder forslaget om nytteetik væk, pligtetik frem, ikke. Selvfølgelig skal der være balance mellem nytteetik og pligtetik, men der er behov for begge former også i et sundhedsvæsen, som vi alle direkte eller indirekte er betalere for og brugere af.

Det taler til Niels Høibys fordel, at han ikke skjuler sine hensigter, liberalismen skal nyde fremme, pengene skal følge patienterne, ingen rammebevillinger, helt frit sygehusvalg, konkurrence på de sundhedsfaglige resultaters kvaliteter og belønning til de dygtige og flittige. Det er gamle borgerligt politiske krav både i udformning og indhold, som netop engang er blevet præsenteret for offentligheden af et stort politisk parti.

Hvordan kan det være, at de højtbesungne private hospitaler faktisk kun kan bestå, hvis de får nok offentligt betalte patienter, for sådan var det jo også med Sct. Lukas, Sct. Joseph og Diakonissehusene? Og hvilke kriterier har Niels Høiby mon som vurderingsgrundlag af, hvem der er de flittige og dygtige? For en sikkerheds skyld afslutter Niels Høiby så sine forslag med, at det skal være lignelsen om 'Den barmhjertige Samaritaner,' der skal i centrum og være vort forbillede.

Den holdning er helt fin, men er den ikke et nummer for forenklet? Skulle vi ikke hellere trække vore professionelle etiske regler frem og holde dem op mod den praksis, vi udøver, og så holde godt fast i grundlaget for det danske samfund, nemlig at alle er lige og har ret til at modtage ydelser i overensstemmelse med deres behov under hensyntagen til, hvad det danske samfund samlet kan klare.

Det danske sundhedsvæsen har det på en række områder ikke godt, og værst er det, at mange patienter oplever det meget tæt. Det er en kendsgerning, at der er en politisk vilje til at gøre det bedre, og der er også vilje i befolkningen til, at det er sundhedsvæsnet, der skal have flere ressourcer.

Fokus på fællesskabet

Men det er altså ikke løsningen bare at skyde den ene gruppe ledere ned i forhold til den anden. Der må og skal en dialog til, og den skal forholde sig dels til den enkelte patients oplevelser, dels til fagligt dokumenterede oplæg om behovsprognoser, muligheder og omkostninger og fulgt op af konstruktive løsninger med alternativer og med økonomiske vurderinger, således at det bliver politiske afvejninger og ikke formiddagspressen, der reelt styrer udviklingen.

Et demokratisk folkestyre som det danske skulle kunne og har i vid udstrækning hidtil kunnet klare opgaven, men det forudsætter, at også den bedste uddannelse af de sundhedsfaglige grupper sætter fokus på fællesskabet i stedet for at hytte særinteresser.

Hvis Niels Høibys bog er tænkt som et provokatorisk indlæg i debatten, har han nået målet, men desværre har han ikke ulejliget sig dybere med midlet til løsning af problemerne.

Nøgleord: Sundhedsdebat, sundhedspolitik, sygehusvæsen.

Emneord: 
Politik
Sundhedsvæsen

Synspunkt: Sygeplejersker skal blande sig

Det er nødvendigt at få højnet og perspektiveret den sundhedspolitiske debat generelt. Derfor opfordrer Dansk Sygeplejeråd sine medlemmer til at bruge de sundhedspolitiske værdier og mål, sætte dagligdagen i perspektiv – og så gøre noget ved det!

Sygeplejerskerne skal blande sig aktivt og offensivt i den sundhedspolitiske debat – det gi'r mening, og det skal gøre forskel.

Det er hovedbudskabet til sygeplejerskerne i pjecen: 'Sundhedspolitiske værdier og mål', som er medsendt dette nummer af Tidsskrift for Sygeplejersker. Og de sundhedspolitiske værdier og mål er redskabet til, at sygeplejerskerne kan gøre det.

Pjecen er resultatet af den sundhedspolitiske debat, som Dansk Sygeplejeråd satte i gang med det tidligere udsendte debatoplæg om sundhedspolitiske værdier og mål fra oktober 1997. Debatten har kørt siden – blandt andet på en række forskellige konferencer – og det er et bredt udsnit af sygeplejerskegruppen, der har haft indflydelse på udformningen af de grundlæggende værdier og mål, som nu kommer til at udgøre grundlaget for Dansk Sygeplejeråds sundhedspolitik.

Jeg synes, at det er en meget god proces, vi har været igennem – og jeg tror, at vi er nået langt ud i sygeplejerskegruppen. Processen har i hvert fald resulteret i en række nye tilføjelser og gode ændringer i forhold til de værdier og mål, der var lagt op til i det udsendte debatoplæg. Det kan kun tages som et rigtig godt tegn. Derfor er det også med god samvittighed, at jeg i pjecens forord giver udtryk for, at ''De sundhedspolitiske værdier og mål er sygeplejerskernes bidrag til debatten om nødvendigheden af udarbejdelsen af et generelt sæt accepterede værdier og mål, der skal være styrende for det danske sundhedsvæsen.''

Ud over at pjecen nu er sendt ud til samtlige Dansk Sygeplejeråds medlemmer, har vi valgt at sende pjecen bredt ud til pressen, til de centrale og lokale beslutningstagere på det sundhedspolitiske område, til patientorganisationer med flere med en opfordring om at drøfte sygeplejerskernes sundhedspolitiske værdier og mål – og få hævet og perspektiveret den sundhedspolitiske debat generelt.

Det er for eksempel nødvendigt først at få drøftet værdier og mål, inden sundhedsopgaver eventuelt flyttes fra offentligt til privat regi. Det er nødvendigt at drøfte værdier og mål i forbindelse med forebyggelse. Det er nødvendigt at drøfte værdier og mål i forbindelse med den økonomiske prioritering – det gælder både landsøkonomisk, det gælder, når amter og kommuner lægger budgetter, og det gælder når institutioner og arbejdspladser lægger budgetter. Det gælder faktisk på alle niveauer.

Derfor er det også så vigtigt, at alle tager aktivt del i debatten. For det er på alle niveauer, sundhedspolitikken fastlægges. Det er først, når fru Jensen eller hr. Hansen er tilfredse efter at have haft kontakt til sundhedsvæsenet, at sundhedspolitikken er gennemført – og gennemført på en god måde. Og det er jo ikke ligefrem de historier, der præger dagens nyheder. Der er nok at tage fat på.

Jeg skal opfordre alle sygeplejersker til at bruge pjecen. Brug de sundhedspolitiske værdier og mål – sæt din egen dagligdag i perspektiv – og gør så noget ved det. Husk på, at sygeplejersker har som udgangspunkt præcis de samme rettigheder til at ytre sig i sundhedsdebatten som alle andre borgere – viden forpligter som bekendt. Dansk Sygeplejeråd vil i nærmeste fremtid følge op med en række konkrete råd til medlemmerne, som de kan gøre brug af, når de blander sig i den sundhedspolitiske debat.

Emneord: 
Politik

Bacheloren blæser i vinden

Undervisningsminister Margrethe Vestagers (R) udspil til ny institutionsreform er dybt utilfredsstillende, mener Dansk Sygeplejeråd og peger på, at sygeplejerskerne allerede synes at være hægtet af på forhånd. Den længe ønskede bachelortitel ser heller ikke ud til at være inden for rækkevidde i denne omgang.

Dansk Sygeplejeråd finder det dybt utilfredsstillende, at sygeplejerskeuddannelsen tilsyneladende placeres på sidelinien i forhold til de øvrige mellemlange videregående uddannelser i undervisningsministerens længe ventede institutionsredegørelse.

Redegørelsen, der er et fælles udspil fra undervisningsminister Margrethe Vestager (R) og forskningsminister Jan Trøjborg (S), blev offentliggjort onsdag den 4. november og er ikke nogen omfattende sag.

Omkring 20 sider inklusive bilag er det blevet til, og allerede i første kapitel står sort på hvidt de ord, der er faldet Dansk Sygeplejeråd for brystet:

''Videregående udannelsesinstitutioner under Erhvervsministeriet og Kulturministeriet samt amtskommunale uddannelsesinstitutioner (vores fremhævelse, red.) indgår ikke i redegørelsen i relation til sammenslutninger og dannelse af Centre for Videregående Uddannelser, men bør selvfølgelig inddrages i forbindelse med samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne.''

''Det må vi tolke sådan, at sygeplejerskerne og radiograferne synes at være hægtet af på forhånd i og med, at de to uddannelser er amternes ansvar,'' siger næstformand i Dansk Sygeplejeråd Aase Langvad og peger på, at ministerens ord kun lægger op til et løsere samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner.

Længere nede i samme kapitel tales der om nye strukturreformer, der skal sigte mod færre, større og fagligt bredere institutioner, om udbygning af attraktive alternative miljøer til universitetssektoren og endelig om en såkaldt opgradering af den ikke-universitære sektor gennem forskningstilknytning og udviklingsbasering.

Også disse linier forekommer utilfredsstillende:

Side 35

"Der siges jo intet konkret med disse linier,'' siger Aase Langvad og henviser til, at sygeplejersker og radiografer nok får mulighed for at samarbejde med andre uddannelser, men der siges slet ikke noget om med hvem og på hvilket niveau.

''Det er lige til at blive dårlig over,'' siger Aase Langvad. Hun minder om det store arbejde, organisationerne i Sundhedskartellet herunder Dansk Sygeplejeråd, har lagt i kartellets forslag til en uddannelsesreform.

Her lægges der op til fire års uddannelse i universitetsregi og bachelorstatus samt tæt tilknytning til de andre mellemlange sundhedsuddannelser i såkaldte Helseuniversiteter.

Skal overvejes nøje

Redegørelsen fra de to ministre rummer også en anden skuffelse: Sygeplejersker, lærere, pædagoger og andre med en mellemlang videregående uddannelse skal nok ikke regne med, at de inden for en overskuelig fremtid kan sætte bachelortitlen på visitkortet.

I kapitel to hedder det: ''Der har fra flere sider været ønsker om at indføre en bachelorgrad på det mellemlange videregående uddannelsesniveau – en professionsbachelor.

Det har været anført, at det kunne øge muligheden for en vitalisering af bachelorgraden generelt og for international anerkendelse af de mellemlange videregående uddannelser, der kunne lette dimittendernes adgang til job og videregående studier i udlandet.

Det afgørende er udvikling af uddannelsernes indhold, kvalitet og meritordninger.

Hvis en professionsbachelor indføres, skal kravene til en sådan med hensyn til studietidslængde, indhold, opbygning, meritforhold og adgang til relevant videreuddannelse i form af diplom-, master- og på udvalgte områder – særligt tilrettelagte kandidatuddannelser overvejes nøje.''

Det kan vist kun tolkes, som at bachelorgraden blæser i vinden. Faggrupperne med de mellemlange videregående uddannelser skal ikke vente, at ministeren opfylder deres ønske om ret til bachelorstatus lige nu og her.

Det er kun ni måneder siden, daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) stillede professionsuddannelserne en erhvervsbachelorgrad i udsigt, da han offentliggjorde sit forslag til en ny institutionsreform, Det 21. Århundredes Uddannelsesinstitutioner.

Men et valg kom i vejen, og dermed har det været op til efterfølgeren Margrethe Vestager at komme med sit udspil – denne gang sammen med forskningsminister Jan Trøjborg, som efter valget blev ny minister for forskningen.

Jan Trøjborg fik ved den lejlighed universiteternes forskning og styring ind under sit resortområde.

Et tilbageskridt

Det var ventet, at også Margrethe Vestager ville stille sig velvillig over for ønskerne om bachelorstatus til mellemgrupperne.

''Universiteterne har ikke monopol på bachelorgraden.''

''Det er ikke nogen naturlov, at bachelorgraden skal være i universitetsregi.''

Sådan har udmeldingerne været fra ministeren undervejs.

''Det er bittert, hvis vi heller ikke denne gang får vores ønsker om bachelorstatus opfyldt. Med Ole Vig Jensens tilkendegivelser har vi været så tæt på, som vi næsten kunne komme,'' siger Aase Langvad.

''Margrethe Vestagers udspil forekommer at være et tilbageskridt. Hvis vi med en opkvalificerering af uddannelserne, som vi selv lægger op til i redegørelsen fra Sundhedskartellet, fik mulighed for en erhvervsbachelorgrad, ville det betyde langt større fleksibilitet i uddannelsesystemet. Der ville eksempelvis være langt bedre mulighed for at fremme den vertikale opstigning. Nu skal skal vi supplere for at komme videre i systemet.''

Den foreløbige reaktion fra de mellemuddannede har været skuffelse. Til gengæld udtrykker Akademikernes Centralorganisation (AC) ifølge Berlingske Tidende (5. november 1998) en vis lettelse over, at redegørelsen ikke åbner for bachelortitler til de mellemlange videregående uddannelser.

Universiteternes rektorkollegium har for længe siden meldt ud, at de ikke vil have det godt med, at andre end universiteterne kan tildele bachelorgraden.

Generelt lægger redegørelsen fra Margrethe Vestager og Jan Trøjborg op til, at uddannelserne skal knyttes tættere sammen i forskellige former for centerdannelser, ligesom uddannelsesinstitutionernes udviklingsopgaver skal styrkes og synliggøres, så de kan fungere som videnscentre for de professioner og regioner, de er knyttet til.

For mange små institutioner

Baggrunden er de mange små uddannelsesinstitutioner. Ikke mindre end 162 institutioner for de korte og mellemlange videregående uddannelser hører under Undervisningsministeriet.

Det er ikke hensigtsmæssigt. Det begrænser muligheden for at udvikle alsidige faglige miljøer, hedder det. Hertil kommer, at de små regionale institutioner kan have sværere ved at tiltrække de unge end de store, flerfaglige uddannelsesmiljøer i storbyerne.

Redegørelsen lægger ikke op til én model, men til flere former for strukturomlægninger – fra sammenlægninger af institutioner til forskellige former for samarbejde.

For de korte og mellemlange videregående uddannelser anbefales det, at de samles i centre, de såkaldte CVU'er – Centre for Videregående Uddannelse. Visionen er, at disse nye store institutioner skal udvikles til videnscentre, som kan bruges af de regioner og professioner, de er knyttet til.

Egentlige fusioner kan være en konstruktiv form, men kun under visse forudsætninger, hedder det. Nedlæggelse af uddannelsessteder er ikke et mål i sig selv.

Informationsteknologien kan her være med til at knytte uddannelsesinstitutionerne sammen i større enheder, uden at man af den grund behøver at rive den enkelte institution ned for at bygge nyt, påpeges det.

Forholdet til universiteterne berøres også. Her hedder det blandt andet, at universiteterne skal tilbyde nye kandidatoverbygninger samt andre efter- og videreuddannelsesmuligheder for dimittender fra de mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner.

Redegørelsen lægger endvidere op til, at de fagligt stærke og udvklingsorienterede uddannelsesmiljøer kan blive attraktive samarbejdspartnere for universiteterne, et samarbejde, der kan give uddannelsesinstitutionerne en forskningstilknytning.

Dansk Sygeplejeråd har sat undervisningsministerens institutionsredegørelse på dagsordenen til førstkommende hovedbestyrelsesmøde.

Nøgleord: Bachelor, institutionsredegørelse, uddannelse, uddannelsesreform.

Margrethe Vestager: ''Hvis vi skal indføre en professionsbachelor, skal det overvejes meget nøje.''Arkivfoto

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen
Politik

Alle venter på ministeren

Undervisningsminister Margrethe Vestager offentliggør snart sin redegørelse til ny institutionsreform, som kan betyde store ændringer for sygeplejerskeuddannelsen. Ministeren ønsker at samle de korte og mellemlange videregående uddannelser i regionale centre, hvor stordrift og samordning af ressourcer bliver nogle af nøgleordene. Men inden ministeren kommer med sit udspil, er der allerede mange forslag i cirkulation.

Forventningerne er store til undervisningsminister Margrethe Vestagers (Rad.) udspil til ny institutionsreform for de videregående uddannelser. Omkring første november ventes hun at være klar til at fremsætte sin version af den plan, som forgængeren Ole Vig Jensen (Rad.) nåede at lancere inden folketingsvalget i marts.

I første omgang bliver der ikke tale om noget lovforslag, men om en redegørelse til Folketinget.

Og i modsætning til tidligere skal den radikale undervisningsminister nu også handle af med forskningsminister Jan Trøjborg (S), som efter valget blev ny minister for forskningen og ved den lejlighed fik universiteternes forskning og styring ind under sit ressortområde.

De to ministre, der gerne skulle kunne blive enige om samordningen af de forskellige uddannelser, har holdt kortene tæt ind til kroppen. Men allerede nu gør ministrene det klart, at der er alt for mange læreanstalter i Danmark.

Små institutioner med få studerende og få lærerkræfter kan efter ministrenes mening ikke leve op til den kvalitet, fleksibilitet og tværfaglighed, som udviklingen kræver.

Hovedbudskabet er derfor stordrift i regionale centre og samordning af ressourcer.

Kommer undervisningsministeren igennem med sin institutionsreform, kan det komme til at betyde store ændringer for sygeplejerskeuddannelsen.

I 1996 satte evalueringen af sygeplejerskeuddannelsen spørgsmålstegn ved en række forhold, også de institutionelle.

Sygeplejeskolerne, 22 i alt, ligger spredt ud over det ganske land, og indtil flere har under 100 studerende.

Kun en enkelt, nemlig fusionen mellem de tre skoler på Bispebjerg Hospital, Hvidovre Hospital og Rigshospitalet under Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS), har mere end 400 studerende.

I første omgang er det tanken, at hovedparten af fusionerne skal være rent organisatoriske. Det betyder, at mange af de eksisterende udannelsesinstitutioner vil bestå i en årrække fremover.

Undervisningsminister Margrethe Vestagers udspil ventes også at rumme mulighed for, at de mellemlange videregående uddannelser får ret til den eftertragtede bachelortitel.

''Men kun,'' har ministeren sagt, ''hvis der sker et målrettet kvalitetsløft af uddannelserne.''

Ministerens udmelding

Margrethe Vestager gav fornylig denne udmelding om den kommende institutionsredegørelse på en konference, arrangeret af universiteternes rektorkollegium:

  • Antallet af uddannelser og uddannelsesinstitutioner skal reduceres, men der skal fastholdes geografisk spredning.

  • Tilgangen fra de nuværende 39 procent skal øges til 50 procent af en ungdomsårgang og skal ske først og fremmest uden for universiteterne.

  • Spørgsmålet om merit skal tages op, herunder spørgsmål om overgang mellem systemerne og studieskift. En redegørelse herom kan ventes først i det nye år.

  • Universiteterne skal have ansvar for kvalitetsudviklingen på de mellemlange videregående uddannelser med tilbud om relevante videreuddannelsesmuligheder i form af kandidat- og masteruddannelser.

  • Det vil næppe være relevant at udbygge universiteterne, men de eventuelle kommende centre for de mellemlange videregående uddannelser bør indgå i et samspil med universiteterne.

  • De mellemlange videregående uddannelser skal fortsat være afrundede, ikke forskningsbaserede uddannelser. Uddannelsernes professionsretning skal fastholdes.

  • Uden at det bliver en norm, skal der sikres særligt tilrettelagte kandidatuddannelser, som skal bygge videre på viden fra de pågældende professionsområder. Der vil blive tale om et begrænset volumen.

  • Bachelortitlen skal op til diskussion. Professionsuddannelserne skal måske kunne sætte titlen erhvervsbachelor på visitkortet efter endt studieforløb.

Ole Vigs forslag

Redegørelsen fra tidligere undervisningsminister Ole Vig Jensen om 'Det 21. Århundredes Uddannelsesinstitutioner' nåede lige at se dagens lys, inden statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) udskrev valg.

Organisationerne fik dog taget hul på diskussionerne, og et par dage før valget skulle redegørelsen have været oppe i Folketingets uddannelsesudvalg.

Efter undervisningsminister Margrethe Vestagers seneste udmelding tyder det på, at hun i sit udspil tager tråden op efter Ole Vig Jensen.

'Det 21. Århundredes Uddannelsesinstitutioner' indeholder både en analyse af den nuværende institutionsstruktur samt forslag til to modeller for en fremtidig struktur. Den nuværende struktur er karakteriseret af mange mindre institutioner. Alt i alt har vi 195 læreanstalter for videregående udannelser. Tolv er omfattet af universitetsloven, 117 er for de mellemlange videregående uddannelser og 66 for de korte videregående uddannelser.

Det er alt for mange, mener man og henviser til, at landene omkring os har reduceret antallet af videregående uddannelsesinstitutioner ganske kraftigt. I Norge er man gået fra 98 til 30, i Finland fra 100 til 36 og i Holland fra 350 til 85.

Målet er ens for landene i Nordeuropa, påpeger redegørelsen: Antallet skal ned for at sikre faglig bredde og dybde på de enkelte uddannelsesinstitutioner.

I den første model lægges der op til regionale uddannelsescentre for de korte og mellemlange videregående uddannelser. Centrene skal højne kvaliteten af uddannelserne og blive et slagskraftigt alternativ til universiteterne, hedder det i redegørelsen.

De skal have regional spredning og have uddannelser fra mindst tre fagområder – enten i form af en blanding af korte og mellemlange videregående uddannelser eller udelukkende af mellemlange uddannelser.

Den anden model lægger op til en fusion mellem universiteterne og de mellemlange videregående uddannelser. Realiseres den model, vil det betyde, at der i fremtiden bliver 10-12 universiteter i Danmark. Nogle af dem skal som nu være rettet mod grundforskning, mens de resterende skal være mere erhvervsrettede.

De institutioner, der skal udbyde de mellemlange videregående uddannelser, vil efter denne model blive fusioneret med de erhvervsrettede universiteter og vil som følge heraf kunne opnå bachelorstatus og dermed direkte adgang til relevante kandidatuddannelser.

Mange bolde i luften

Hvordan slutfacit bliver, vides af gode grunde ikke. Det er det, spillet i de næste mange måneder kommer til at dreje sig om, inden selve det lovmæssige om institutionsreformen til sin tid skal op i Folketinget. At der er brug for en reform, er der stor enighed om. Også uden for Undervisningsministeriet.

Det ses af de mange forslag, der er sendt i cirkulation, sidst af Sundhedskartellet, der foreslår, at sygeplejerskerne og de øvrige faggrupper i kartellet skal have fire års grunduddannelse i universitetsregi og bachelorstatus. (se artikler herom på side 13 og 36).

Herudover arbejder blandt andre Indenrigsministeriets Opgavekommission, Amtsrådsforeningen, Sundhedsuddannelsesrådet og Evalueringscentret med planer for de videregående uddannelser. Forskelligheden består blandt andet i, at nogle ønsker en fast tilknytning til universiteterne, mens andre foretrækker et samarbejde.

Et andet skisma er, i hvilket regi uddannelserne skal være fremover. Skal man forblive i amterne, eller skal man være i Undervisningsministeriets regi?

Et tredie spørgsmål er, hvilke uddannelser der skal samarbejde i de kommende centre.

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), der organiserer en meget stor del af grupperne med mellemlange videregående uddannelser, herunder sygeplejersker, nåede at kommentere Ole Vig Jensens oplæg, inden der blev udskrevet valg.

Generelt støtter FTF undervisningsministerens tanker om en ny struktur i uddannelsessystemet og lægger som Sundhedskartellet stor vægt på, at FTF-uddannelserne får en bachelortitel på eksamensbeviset.

Bachelortitlen er nødvendig, fordi uddannelserne skal konkurrere internationalt, og fordi det er vigtigt, at adgangen til videreuddannelse bliver så enkel som mulig, mener FTF.

Ingen barrierer

Også for FTF er en tilknytning til universiteterne vigtig, men i modsætning til Sundhedskartellets ønsker om en grunduddannelse i universitetsregi, hælder FTF til centre, der skal skal samarbejde med universiteterne:

''Vi ønsker ikke en direkte integration, men at integrere nogle elementer fra universitetsuddannelserne, så vi bliver endnu bedre til at arbejde selvstændigt og projektorienteret end i dag.

Vi skal jo i stigende grad være i stand til at analysere og reflektere over vores arbejde. Derfor må vores uddannelsesinstitutioner have et kvalificeret lærerkorps, der kan trække på den nyeste viden fra universiteterne,'' siger FTF's formand Anker Christoffersen.

Han peger på, at centrene for de videregående uddannelser ikke selv bør være forskningsbaserede som universiteterne, men gearet til at deltage i udviklingsprojekter og det, Undervisningsministeriet kalder anvendelsesorienteret forskning.

''Kort sagt, vi bør have kandidatuddannede lærerkræfter, som gennem deres faglige viden skal være med til at højne kvaliteten i de enkelte professionsuddannelser og sørge for, at den nye forskning bliver omsat i praksis,'' siger han.

Når samarbejdet med universiteterne er så vigtigt for FTF, hænger det ikke bare sammen med organisationens ønske om at give FTF-uddannelserne et kvalitetsløft, men også ønsket om at undgå de blindgyder, FTF-medlemmerne ofte havner i, når de vil i gang med en videreuddannelse:

''Derfor er det helt afgørende, at meritoverførslen kommer på plads. Der skal ikke være barrierer, men påstigningsmuligheder,'' siger Anker Christoffersen.

En lang proces

Anker Christoffersen tror, der bliver tale om en lang proces, inden der foreligger en fiks og færdig institutionsreform:

''Nu kommer redegørelsen fra Margrethe Vestager, og den skal diskuteres i alle mulige relevante sammenhænge og sammenholdes med de mange forslag, der allerede er i cirkulation.

Jeg vil ikke blive spor forbavset, hvis der fra ministeren lægges op til en række forsøg eller muligheder for at komme i gang rent praktisk.

Det er gammel tradition i Danmark.

Vi går i gang, evaluerer og tager så det bedste af de indhøstede erfaringer. Derfor gælder det om at spille aktivt med. Gør man det, har man også chance for at påvirke det endelige resultat, når selve loven om institutionsreformen skal vedtages,'' siger han.

Anker Christoffersen peger på, at netop det murstensløse samarbejde mellem sygeplejeskolerne under Hovedstadens Sygehusfællesskab er et godt eksempel på, hvordan man kan udnytte de fordele, der ligger i stordriften, og dermed give et kvalitetsløft til uddannelsen.

Det må være vejen frem, mener han.

Nøgleord: Bachelorgrad, institutionsredegørelse, uddannelse, uddannelsesreform.

Tema: Sygeplejerskeuddannelsen

Alle venter på ministeren              

Det handler om strategi                 

Måske inden for rækkevidde              

Emneord: 
Politik
Sygeplejerskeuddannelsen
Uddannelse

De svageste skal sikres

Den brede ældrebefolkning har aldrig haft det så godt som nu. Men der er for mange eksempler på svage ældre, der ikke får den behandling, de burde have krav på, siger formanden for Folketingets socialudvalg, Villy Søvndal. Der skal flere penge til, og demente og andre svage grupper bør have den sikkerhed, at et dårligt eller manglende tilbud kan ankes til en uvildig instans.

SY-1997-15-8-1

Villy Søvndal: ''Svage gamle er fuldstændig i kommunernes vold. Det er fint, hvis kommunen er god. Men spørgsmålet er, hvordan vi sikrer senildemente og andre svage grupper i den knap så gode kommune.'' Foto: Kirstine Theilgaard.

Som socialpolitisk ordfører for SF har Villy Søvndal ansvaret for, at de demente kom med i aftalerne om finansloven for 1997.

Dog kun med en hensigtserklæring om at styrke indsatsen for demente yderligere i de kommende år. Der blev ikke aftalt noget beløb. Står det til Villy Søvndal, skal hensigtserklæringen føre til noget meget mere konkret her i løbet af foråret.

''Vi har en aftale om, at aftaleparterne skal gå tilbage og drøfte, hvilke konkrete initiativer der skal iværksættes,'' siger han.

''En lejlighed kunne være de forhandlinger om kommunernes økonomi, som vi skal i gang med nu. I den sammenhæng bør de senildementes forhold højt på den politiske dagsorden.''

Det er de årlige forhandlinger mellem kommunerne og regeringen, Villy Søvndal har i tankerne. De forhandlinger, der sætter rammerne for kommunernes aktivitet i det kommende år – hvor evt. skatteforøgelser, ændringer i bloktilskuddene osv. bliver aftalt.

''Dels skal der indgås en generel aftale. Men derudover kunne det være en god ide at navngive nogle områder, hvor indsatsen skal forøges. Her vil det ældrepolitiske område høre til vores højt prioriterede, specielt spørgsmålet om bedre genoptræning af ældre efter udskrivning og de senildemente.''

Flere hænder koster

Villy Søvndal, der er formand for Folketingets socialudvalg, tog de dementes vilkår op allerede i november, da 'Sygeplejersken' bragte en artikelserie om emnet.

På baggrund af de problemer, artiklerne beskrev, stillede han en række spørgsmål til social- og sundhedsministeren, som han fik svar på i slutningen af januar (se boks). Spørger man, om han er tilfreds med sundhedsministerens svar, siger han:

''Både og. Det er vigtigt, at regeringen anerkender, at der er uløste problemer. Det næste er så at løse dem, og det vil koste penge. For det koster penge at ansætte folk og bygge om. Derfor ønsker vi, at der bliver afsat en pulje på en halv milliard til forbedringer af normeringerne på ældreområdet. Hvor demens er et af punkterne.''

- Nogle mener, at man kan gøre meget for de demente uden flere ressourcer, hvis man til gengæld gør de rigtige ting. Er du sikker på, at det er flere penge, der skal til?

''Ja, man må bare ikke standse der. Vi har også brug for kvalitetsudvikling, erfaringsudveksling og forskning. Og vi har brug for gedigen sygeshusviden for at kunne diagnosticere rigtigt. Men hvis jeg må henvise til mine erfaringer som socialudvalgsformand i Kolding Kommune, så koster det at skabe gode forhold for de senildemente.

Når senildemente var meget rodløse og derfor havde en konfliktfyldt hverdag, oplevede vi, at antallet af konflikter faldt helt dramatisk, når vi satte personale nok på – medicinforbruget i øvrigt også. Det koster i hænder, der er tæt på og hjælper, og det koster i aktiviteter.''

Budgetterne overhalet

Kommunernes ældrepleje er et område, hvor pengene ikke er fulgt med udviklingen, siger Villy Søvndal: ''For et par år siden udarbejdede Finansministeriet en rapport om ressourceforbruget på ældreområdet sammen med en række andre ministerier og Kommunernes Landsforening.

Den viste, at ressourceforbruget var steget over et tiår. Men samtidig må man huske, hvad det er for en udvikling, der er sket i samme periode. Arbejdstiden er blevet nedsat.

Og vi har taget en række nye grupper ind i kommunernes hjemmepleje, som før var andre steder. Vi har afinstitutionaliseret for sindslidende, psykisk udviklingshæmmmede og senildemente. De bor i egen bolig i dag og efterspørger også hjemmeplejens arbejdskraft.

De to ting er man nødt til at korrigere for, ligesom man må korrigere for udviklingen i antallet af ældre over 80 og 85. Samtidig er der sket en ændring af sygehusenes udskrivningspraksis. Derfor kan finansministeren godt tegne en stigende ressourcekurve samtidig med, at befolkningen oplever, at hjælpen er formindsket. Det sidste er også, hvad vi hører fra personalet.''

- Hvis der skal sendes flere penge ud i kommunerne, hvordan skal det så foregå? Man hører jo ofte fra personalet, at de aldrig ser pengene, når der bliver sat millioner af til det ene eller det andet?

''Pengene skal ud som et generelt tilskud til kommunerne. Men hvis SF skal være med til at sikre et generelt tilskud, så bliver det med den klare besked, at vi vil bede dem melde tilbage, at de også bruger pengene til det, vi har bedt dem om.

Jeg vil ikke bruge megen tid herinde i Folketinget på at slås for flere penge til de følsomme områder – for derefter at se kommunerne lave store prestigeprojekter eller sætte skatten ned.''

En vigtig pointe for Villy Søvndal er imidlertid, at det ikke er alle steder, der er brug for en større udbygning af demensplejen.

Nogle fagfolk er begyndt at advare mod en favorisering af de demente på andre svage gruppers bekostning. Men det er kun i en del af kommunerne, man er så opmærksom på de dementes behov. Andre steder er indsatsen stadig begrænset til det mest nødtørftige.

''Og det er i sig selv et kolossalt problem, at uensartetheden er så stor,'' siger Villy Søvndal. ''Men det er også meget svært for Folketinget at beskrive præcis, hvad indsatsen skal være. Vi kan åbne for et katalog af valgmuligheder, men hvordan man præcis skal tilrettelægge og spille sammen med den lokale ældrestruktur – det er faktisk meget svært.

Min kongstanke er, at vi både skal sende nogle penge af sted til det brede løft på ældreområdet, og samtidig skal have et ankesystem for de svageste ældre, inklusive de demente. Vi møder for mange eksempler på svage ældre, sindslidende, handicappede og misbrugere, der ikke får den behandling, jeg synes, de rettelig har krav på.

De er fuldstændig i kommunernes vold. Det er også fint, hvis man har ladet sig føde i en god kommune. Men spørgsmålet er, hvordan vi sikrer de senildemente og andre svage grupper i den knap så gode kommune eller den dårlige kommune.

Det kunne man gøre ved at udstyre ældre med en retssikkerhed, der bestod i retten til at anke et tilbud eller et manglende tilbud til et uvildigt system. Fx en embedslæge, som så kunne vurdere, om dette omsorgstilbud var rimeligt i forhold til vedkommendes funktionsnedsættelse, og som kunne påbyde kommunen at komme med et ordentligt tilbud.

Så vil nogle sige, at det er et indgreb i kommunernes selvstyre, og det er rigtigt. Jeg går ikke ind for stram statsstyring med bestemmelser, der siger, at hvis man er så og så senildement og og bor på anden sal og har 700 meter til købmanden, så skal man have så og så megen hjælp.

Jeg er tilhænger af decentralisering. Men med en udbredt grad af retsbeskyttelse for de svageste.''

Arbejdsmiljø og moral

Villy Søvndal gør opmærksom på to forhold, der vidner om et alvorligt efterslæb i den kommunale hjemmepleje: Arbejdsmiljøproblemer og stigende moralske problemer. ''Arbejdsforholdene på ældreområdet er blevet ganske hårde i takt med, at ressourcerne ikke er fulgt med udviklingen.

Det er i sig selv fuldstændig uholdbart, at den offentlige social- og sundhedssektor er storproducent af arbejdsskader. Men jeg er også bekymret ud fra det perspektiv, at vi er nødt til at sikre attraktive arbejdsforhold i social- og sundhedssektoren i en situation med små ungdomsårgange og stigende efterspørgsel på arbejdskraft.

Her tænker jeg på arbejdsmiljøet, men også på, hvad man kan kalde tilfredsstillelse i arbejdet. Følelsen af at gå hjem fra et arbejde, hvor man har gjort noget, man kan være bekendt.

Jeg så for et par år siden en fjernsynsudsendelse, hvor man fulgte fem hjemmehjælpere på arbejde, og når jeg taler om moralske problemer, tænker jeg på det spørgsmål, som sådan en udsendelse efterlader: Hvad sker der bag den lukkede dør hos den gamle alkoholiker eller den unge sindslidende eller den svært senildemente, inden den dør bliver lukket op igen om to dage?

Man må betegne det som et moralsk problem, når man i et rigt samfund som vores accepterer ensomhed i så stort et omfang. Det er et moralsk problem, når 3.500 senildemente bor alene under ubetryggende forhold, sådan som I beskrev i jeres artikler. Det er en ganske massiv opgave, der skal samles op, og det klarer man ikke uden hænder.''

INGEN PENGE TIL GERONTOPSYKIATRI 

Der blev ikke penge til en udbygning af gerontopsykiatrien, da regeringen og amterne indgik aftale om, hvordan finanslovens 400 millioner til psykiatrien skal bruges.

Det lovede sundhedsminister Birte Weiss ellers Folketingets socialudvalg i slutningen af januar, da hun besvarede en række spørgsmål om dementes forhold i kommunernes ældrepleje.

Spørgsmålene blev stillet til ministeren af formanden for Folketingets socialudvalg, SFeren Villy Søvndal, i november. Det skete med henvisning til 'Sygeplejersken's artikelserie om demens.

I spørgsmålene bad Villy Søvndal om en generel kommentar til de forhold, artiklerne beskrev, ikke mindst det forhold, at flere tusinde gamle med svær eller middelsvær demens må formodes at bo alene under ubetryggende forhold.

Samtidig spurgte Villy Søvndal, hvordan sundhedsministeren ville sikre tilstrækkelig kvalitet i kommunernes demenspleje og tilstrækkelig gerontopsykiatrisk støtte og supervision til kommunernes personale.

I sit skriftlige svar opsummerer sundhedsministeren tre hovedproblemer, nemlig behovet for bedre diagnosticering af demente, gerontopsykiatrisk bistand til kommunerne og bedre støtte til hjemmeboende demente og deres pårørende.

Med hensyn til diagnosticeringen henviser hun til det referenceprogram for demensudredning, der forventes at ligge klar her i foråret. Derefter fortsætter Birte Weiss:

''Med hensyn til ønsket om en bedre gerontopsykiatrisk bistand til kommunerne kan jeg oplyse, at gerontopsykiatrien er et af de områder, som regeringen arbejder på at udvikle og styrke indsatsen inden for. Regeringen har i sin nyligt offentliggjorte redegørelse om indsatsen for sindslidende bl.a. peget på behovet for, at der etableres en gerontopsykiatrisk funktion i alle amter. (...)

Realiseringen af regeringens forslag på det gerontopsykiatriske område vil indgå i de kommende forhandlinger med de kommunale parter i løbet af foråret 1997 om en målrettet udmøntning af den statslige pulje på i alt 400 mio. kr. til en styrket indsats for sindslidende.''

Birte Weiss oplyser i øvrigt, at der ikke findes registerbaserede oplysninger om antallet af demente. Derfor kan hun hverken be- eller afkræfte, at 3.500 svært eller middelsvært demente bor alene, sådan som 'Sygeplejersken' skønner.

På spørgsmålet om de aleneboende dementes vilkår og andre spørgsmål om kvaliteten i kommunernes skærmede afsnit og de integrerede ordninger henviser Birte Weiss til de mange uddannelses- og udviklingsprojekter, der i de senere år er gennemført for penge fra Socialministeriets demenspulje.

De dementes vilkår blev inddraget i finanslovsforhandlingerne af SF. I stemmeaftalen mellem regeringen og SF om finanslov 1997 hedder et punkt med overskriften 'Senildemente':

''Der er enighed om, at indsatsen over for senildemente skal styrkes yderligere i de kommende år. Denne gruppe har helt særlige behov, og der er brug for at udvikle og forbedre karakteren af den omsorg, som tilbydes senildemente og den støtte, som ydes de pårørende. Denne styrkelse skal ske parallelt med, at der gennemføres undersøgelser med henblik på at opnå bedre viden om betydningen af boformer og boforhold for senildemente, ligesom der gennem forsøgsordninger skal søges opnået bedre metoder til diagnosticering af senildemens.''

 

Systemets store masker

Mens arbejdsmiljøproblemerne klart hænger sammen med de stramme normeringer, er det moralske problem ikke kun et spørgsmål om ressourcer.

''Det er også en diskussion om, hvorvidt vi har lavet det fornuftige snit mellem eget hjem og institutionen,'' siger Villy Søvndal. ''Det synes jeg ikke vi har.

Jeg spurgte for et par år siden boligministeren, hvordan situationen så ud, hvis vi skulle have samme plejehjemsdækning som midt i 80'erne. Svaret var, at så manglede der 13.000 plejeboliger, og det synes jeg er et forskrækkende billede.

Der er ingen grund til at romantisere billedet af 70'ernes plejehjem. Hvis man husker fortiden som smuk og gylden, så tror jeg i nogen grad, det skyldes dårlig hukommelse. Vi har aldrig haft en bred ældrebefolkning, der målt i økonomi, sundhed og sociale kontakter har haft et bedre liv end nu. Det svarer til velfærdsudviklingen i den øvrige del af samfundet, og det er dem vel undt.

Men tilbage er en lille gruppe ældre, hvor man har drevet parolen om længst muligt i eget hjem hinsides al fornuft. Vi er nødt til at revurdere udviklingen og opbygge nogle fællesskaber for de svage grupper, hvor der konstant er hjælp i nærheden.

Vi har bygget nogle meget store systemer op, som er gode til at sørge for folk, der kan kommunikere med de store systemer. Hvis folk ikke selv er i stand til det, ser man for mange eksempler på, at de falder igennem, uden at det opdages.

Vi må have et tæt og omsorgsfuldt system, der fanger de svage ældre op, så de ikke falder igennem fx ved udskrivning og sociale begivenheder.''

Bedre forhold for demente betyder ikke bare flere hænder og bedre boligforhold. Det betyder også bedre støtte til de pårørende, siger Villy Søvndal.

''I det offentlige system trækker vi jo kolossalt store veksler på de pårørende. Det kan være en god ide, men vi skal passe på ikke at drive rovdrift på dem. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at aflaste, både af menneskelige grunde, men også fordi vi har en interesse i, at de pårørende ikke knækker. For så står vi tilbage med hele indsatsen som en offentlig opgave.

Og det er der hverken megen menneskelighed eller nationaløkonomi i.''

Tvang mod demente

- Vi taler om flere ressourcer, men samtidig har Socialministeriet nedsat en arbejdsgruppe, der skal diskutere spørgsmålet om tvang mod demente?

''Ja, og jeg vil gerne advare mod, at vi indfører langt mere vidtgående adgang til tvang i form af fastspænding, i form af at låse nogen inde og nægte nogen adgang til at bevæge sig.

Det vil være dybt ulykkeligt at gå den vej i stedet for at udvide bemandingen, så de senildemente får hjælp i konfliktsituationerne og tilbud om aktiviteter, som gør, at de bliver naturligt trætte.

Så vil jeg ikke udelukke, at man kan stå tilbage med nogle få, hvor det ikke er et spørgsmål om aktivitet og bemanding, og hvor vi vil have behov for nogle bestemmelser om anvendelse af tvang. Det vil være romantik at tegne et billede af, at enhver situation kan klares med bemanding og bygningsmæssige forbedringer.

Men man kunne lave en lovbestemmelse, der siger, at alle sociale muligheder, alle tilbudsmuligheder skal være udtømt, inden man griber til tvang. Først når en institution udefra, fx embedslægeinstitutionen, har vurderet, at alle relevante muligheder er udtømte, kan man gøre det.

At fratage et menneske retten til at bevæge sig, hvor man vil, er et af de dybeste retssikkerhedsmæssige indgreb overhovedet. I et retssamfund gør man ikke bare den slags ud fra en eller andens fornemmelser af, at det er det rigtige.'' 

Nøgleord: Demens, hjemmepleje, interview, Villy Søvndal, ældrepolitik.

BLÅ BOG

Villy Søvndal har siddet i Folketinget for SF siden valget i 1994. Han er formand for Folketingets socialudvalg. Fra 1982-94 var han medlem af kommunalbestyrelsen i Kolding Kommune. I hele denne periode sad han i kommunalbestyrelsens socialudvalg, 1990-94 som formand.

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Politik
Ældre

Sundhedens og amternes minister

Sygehusvæsenet skulle gerne være på vej mod en ny kultur, hvor patientens tid er lige så vigtig som personalets. Til gengæld må befolkningen indstille sig på at skulle bevæge sig længere væk end til det nærmeste sygehus for at få pleje og behandling, hvis vi skal have has på ventelisterne. Mener Birte Weiss, indenrigs- og sundhedsminister.

SY-1997-12-31-1
Dobbeltminister Birte Weiss har en lang arbejdsuge – så lang, at hun, som hun siger, ''ikke vil reklamere for den i et sundhedstidsskrift.'' Men hun klarer det med hjælp af ''to velfungerende ministersekretariater og en benhård prioritering.''''Det er ikke længere nok, at plejen og behandlingen er af meget høj standard – den skal også leveres planlagt og til tiden.'' Foto: S'øren Svendsen.

Birte Weiss kunne næppe have fået en bedre start som sundhedsminister. I løbet af 1996 havde der ellers været rigelig med turbulens i de højere politiske luftlag med forslag om at nedlægge amterne, ændre betalingsformerne og omstrukturere ledelsesforholdene på sundhedsområdet. For det danske sundhedsvæsen var virkelig sygt, lød påstanden.

Men få uger efter hendes tiltrædelse som sundhedsminister, der fandt sted i december, hvor centrumdemokraterne trådte ud af regeringen, og Yvonne Herløv Andersen dermed måtte forlade ministerposten, kom Sygehuskommissionens betænkning i begyndelsen af januar. Og den var en god nytårsgave for en nytiltrådt sundhedsminister.

For de mange eksperter konkluderer, at landets sundheds- og sygehusvæsen grundlæggende fungerer godt, og at der derfor ikke er behov for radikale omlægninger. Men der er problemer. De største er ventetiderne og kassetænkningen i de forskellige sektorer. Begge dele resulterer i usammenhængende og dårligt tilrettelagte patientforløb.

Sygehuskommissionen giver en række konkrete forslag til, hvordan tingene kan planlægges mere effektivt og patientvenligt. Nogle af anbefalingerne har Birte Weiss (S) og ministeriet allerede grebet. En af dem er at indføre differentierede ventetider på forundersøgelser og operationer i stedet for den generelle tre månedersregel, som erfaringen har vist hverken er hensigtsmæssig eller realistisk.

Birte Weiss har bedt Sundhedsstyrelsen om at udarbejde ventetidsmål for forskellige diagnoser. Brystcancer blev den første diagnose, som Sundhedsstyrelsen tog op. Den faglige vurdering er her, at der maksimalt må gå to uger fra henvendelse hos den praktiserende læge til forundersøgelse. Hvis mistanken bekræftes, skal behandlingen sættes i værk inden for de næste to uger.

Det er Sundhedsstyrelsen, der skal udarbejde ventetidsmål for de forskellige diagnoser.

– I har nu givet et konkret bud på, hvor lang ventetid der er forsvarlig ved diagnosen brystcancer. Men hvad forestiller man sig – skal der hæftes en maksimal tilladelig ventetid til hver eneste diagnose?

''Den lægefaglige ekspertise i Sundhedsstyrelsen må tage stilling til, hvor langt ned i detaljen man bør gå. Men jeg synes, det er helt rimeligt at operere med nogle mere differentierede ventetidsmål. Det kan måske også være med til at skabe lidt større forståelse for, at prioriteringer inden for sundheds- og sygehusvæsenet også har sin pris. Prioriterer vi noget, betyder det også, at vi nedprioriterer noget andet,'' siger Birte Weiss.

- Hvad skal nedprioriteres?

''Mindre alvorlige sygdomme, der er ufarlige og hvor genen af lidelsen er til at leve med, '' generaliserer Birte Weiss, der henholder sig til, at hun ikke har den faglige baggrund til at give et bud på, hvilke typer sygdomme, der skal sættes bagerst i behandlingskøen. Det vil hun overlade til fagfolkene i Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsministeren kan og vil ikke svare på, om de differentierede ventetidsmål vil

Side 33

kræve omfordeling af ressourcerne. For det er en løbende proces, som først er indledt for et par måneder siden, siger hun.

Birte Weiss ønsker heller ikke at at skitsere, hvad der kunne blive sanktionen over for det enkelte amt eller sygehus, der ikke overholder de centralt fastlagte ventetidsmålsætninger:

''Så langt er vi ikke kommet. Jeg har selvfølgelig gjort mig nogle tanker, men de er ikke passende at dele med offentligheden endnu.''

Opgør med nærhedsprincippet

Til gengæld vil Birte Weiss gerne sige ligeud, at syge danskere ikke altid kan regne med at blive indlagt på det nærmeste sygehus. Sygehuskommissionen anbefaler nemlig, at man vedtager, at ventetidsmålsætningen er opfyldt, hvis bare patienten har fået tilbud om offentlig behandling inden for den af Sundhedsstyrelsen nærmere fastsatte tidsramme – også selv om behandlingen foregår i et andet amt.

- Det er vel en slags opgør med nærhedsprincippet?

''Ja, men det er ikke noget, vi indfører af lyst, men af nød. Hvis man alvorligt mener, at man ikke vil acceptere de lange ventelister, må patienten også være indstillet på at rejse lidt længere væk for at modtage behandling.''

- Men indtil nu har befolkningen vist sig ganske uvillig til at flytte sig længere end højst nødvendigt. Senest har Vejle Amt forsøgt sig med at udlicitere ventelisteoperationer. Her viste det sig, at kun fire ud af 200 patienter på venteliste til en lyskebrokoperation ville tage til Århus.

''Ja, men det er nødvendigt, hvis vi på kort sigt skal kunne levere de ofte efterlyste kortere ventetider. Nu vil folks holdning jo nok være forskellig alt efter, hvad det er for en sygdom, det handler om. I rigtig alvorlige tilfælde vil behovet for, at behandlingen skal finde sted på det hjemlige sygehus, nok være til at overse. Hvis ventetiderne skal forkortes, vil det kræve, at befolkningen er indstillet på, at behandlingen kan komme til at foregå i et naboamt eller måske endnu længere væk. Men helt ærlig, jeg betragter det som en fælles interesse for både sundhedsvæsenet og for patienten.''

Et nyt servicesyn

Fleksibilitet skal også gælde i selve systemet, hvor et nyt servicesyn gerne skulle slå igennem, mener sundhedsministeren:

''Kulturen i sundhedsvæsenet – og specielt i sygehusvæsenet – er under forandring. Vi skulle meget gerne være på vej mod en kultur, hvor patientens tid er lige så vigtig som lægens. Læge og patient skal indgå en kontrakt med hinanden, og der påhviler begge parter et tungt ansvar for, at kontrakten bliver overholdt. For patienten gælder det, at denne møder op på de aftalte tidspunkter og for lægens vedkommende, at operationen kommer til at finde sted som planlagt,'' ræsonnerer Birte Weiss, der henviser til Grenaa Centralsygehus, som har indført et mere patientvenligt system, hvor man umiddelbart efter forundersøgelsen kan aftale tid for operation. Systemet er

Side 34

baseret på elektronisk booking, og har også ført en mere rationel arbejdstilrettelæggelse og en langsigtet produktionsplanlægning med sig.

- Men selvbestemmelse har hidtil været en grundsten i hospitalsvæsenets kultur, måske fordi det er svært at hamle op med lægefaglige argumenter. Hver gang sygehusene er blevet kritiseret for manglende effektivitet, lyder standardsvaret, at arbejdet vanskeligt kan lade sig udføre på anden vis. De ansvarlige henholder sig til, at et sygehus ikke er en fabrik, men altså et hospital, og at man har med mennesker at gøre.

''Ja, men der er altså ikke længere nogen vej uden om forpligtende langtidsplanlægning. Vi vil gerne have, at patienterne betragter sygehusene som deres egne – sagt i citationstegn. Det er ikke længere nok, at plejen og behandlingen er af meget høj standard – den skal også leveres planlagt og til tiden. Og den forpligtelse, der så ligger på os politikere, er, at vi sætter nogle realistiske mål i forhold til den økonomi, der er afsat til formålet.''

- Ledelsesstrukturen på sygehusene har også med jævne mellemrum været til debat. Den har været præget af mudderkastning, især i spørgsmålet om, hvilke faggrupper, der egner sig til at bestyre millionbudgetterne. Hvad er dit bidrag til debatten?

''Der er behov for en mere entydig ledelse. Jeg tror, at der er en meget stigende forståelse blandt læger og sygeplejersker for, at det at beskæftige sig med ledelse ikke er et venstrehåndsarbejde. Potentialet til at blive en god leder er i langt højere grad et spørgsmål om individet end et spørgsmål om faggruppe. Eksempelvis behøver en sygehuschef ikke nødvendigvis at have en sundhedsfaglig uddannelse for at kunne styre det. Men det er det vitterlige vås at påstå, at læger og sygeplejersker generelt ikke duer til at være ledere.''

- Skal det nye servicesyn også strække sig til Patientklagenævnet, hvor visse typer sager tager flere år at behandle?

''Ja. Der er lige kommet en betænkning, som jeg er i gang med at studere. Jeg ved endnu ikke, hvad løsningen på problemet bliver, men jeg vil klart vedkende mig en holdning om, at sagsbehandlingen er for lang. Men jeg ved af erfaring fra sagsbehandlingstiden i asylsager, at man ikke kan knipse sig til en løsning. Det er en meget vedholdende proces at få nedbragt sagsbehandlingstiden – der skal hele tiden følges op og gives forslag til, hvordan der kan strammes op. Og så skal man se på, om de administrative rutiner er hensigtsmæssige og om den gældende lovgivning lægger hindringer i vejen.''

Kassetænkning er en knast

Et andet område, der har Sygehuskommissionens og Birte Weiss' opmærksomhed, er sammenhængende patientforløb og kassetænkning – eller rettere eliminering af sidstnævnte.

- Psykiatrien er et område, der i stor udstrækning lider under kassetænkning og kulturelle forskelle i sektorerne. Hvad kan der gøres ved det?

''Nu er egentlige udskrivningsplaner jo på tale. Jeg tror ikke, det er en trylleformular, men et skridt i en god retning. For der findes jo fortilfælde for, at patienten er blevet udskrevet til ingenting. Det kan man jo se med det blotte øje.''

- Man arbejder jo allerede med udskrivningsplaner mange steder. Problemet opstår vel, fordi der ikke er plads i næste led?

''Det grundlæggende problem er naturligvis, at oprettelsen af alt det, der skulle træde i stedet for de gamle statshospitaler, er gået alt for langsomt. Men en af ideerne bag distriktspsykiatrien er jo netop at synliggøre psykisk sygdom. Så selv når distriktspsykiatrien kommer til at fungere perfekt, og når der er oprettet tilstrækkelig med bofællesskaber og alle mulige andre ting, vil de psykisk syge stadig være synlige. At der er nogle, der er syge i sindet, hører med til beskrivelsen af et samfund, der tør være sig selv bekendt.''

- Man kan indvende, at synliggørelsen er den eneste tanke i distriktspsykiatrien, der er lykkedes?

''Ah, det er nok en smule uretfærdigt. Men det er gået alt for langsomt. Jeg bor selv lige i nærheden af Københavns Hovedbanegård og ser på det skammeligste, hvordan hovedbanen i de sene aftentimer bliver samlingssted for psykisk syge, der ikke har andre steder at gå hen.''

Hvad angår patientforløb på det somatiske område er det blevet til, at Birte Weiss inden så længe vil fremsætte et lovforslag, der skal få amterne til at opfatte akutstuer til ældre, medicinske patienter, der udelukkende har behov for observation og pleje, som et tilbud, de ikke kan sige nej til.

I dag bliver mange gamle medborgere hospitalsindlagt, fordi der ikke er noget alternativ, selv om en hospitalsseng er dyrere end en plads i primærsektoren. Problemet har hidtil været, at hospitalssengene er amternes, og de mærker ikke udgiften på samme måde, som hvis de skulle betale kommunerne for at passe på denne type patienter.

''Meningen er at tilrettelægge finansieringen sådan, at det faktisk bliver ret åbenbart for parterne,

Side 35

at indlæggelse på akutstue er en fornuftig måde at agere på,'' fortæller Birte Weiss.

- Man har stort set lige siden kommunalreformen talt om, at patienten bliver kastebold mellem sektorerne. Kan man efterhånden regne med, at amter og kommuner er i stand til selv at løse deres samarbejdsproblemer?

''Det er rigtigt, at samarbejdet ikke er lykkedes formidabelt godt, men kun rimeligt. Men de er blevet bedre til det. Vi i Sundhedsministeriet kan godt være lidt mere initiativrige for at få dem til at arbejde bedre sammen. Lovforslaget om akutstuer er et konkret eksempel på, hvad vi som lovgivere kan gøre for at undgå kassetænkning. Men vi kan jo ikke tvinge amter og kommuner.''

En klassisk diskussion

Det er ikke sikkert, at alle kommunalpolitikere vil skrive under på det. Især amterne klager gerne over utidig indblanden fra regering og folketing. Og de har fået flere vink med nogle kraftige vognstænger, som regel dog med et formildende element: Tilhørende, øremærkede ekstrabevillinger. På hjerteområdet har amterne ikke levet op til aktivitetsmålene i regeringens hjerteplan fra 1993. Planen kalkulerede blandt andet med, at aktiviteten skulle være fordoblet inden 1996, men det skete ikke. I år har Birte Weiss aftalt med Amtsrådsforeningen, at landets fem hjertecentre får op til 50 millioner kroner fra omstillings- og incitamentspuljen til formålet. Og pengene udbetales kun til overarbejde.

Det psykiatriske område har også fået ekstra midler to gange i løbet af de seneste par år. Første gang skulle pengene gå til at etablere forskellige boformer, men da tidsfristen udløb og pengene var brugt, var der ikke oprettet nær så mange bopladser som beregnet. Nu er der blevet afsat 480 millioner kroner til opprioritering af det psykiatriske område over de næste fire år.

- Sundhedsvæsenet er jo decentraliseret. Hvor meget skal politikerne på Christiansborg blande sig i amternes gøren og laden?

''Jeg vil faktisk karakterisere det som en fuldstændig klassisk diskussion. Amterne ømmer sig, hver gang Folketinget siger: ''Nu ønsker vi altså den og den udvikling.'' Det er ikke noget, der holder mig søvnløs – jeg er jo også minister for amterne. Arbejdsdelingen må nødvendigvis være sådan, at hvis det overordnede politiske system, Folketinget, mener at et område skal prioriteres stærkere, så er vi i vores fulde ret til at gøre det. Jeg har også lagt mærke til, at amterne ikke har noget imod at modtage midlerne, der følger med.

Folketinget skal ikke fraskrive sig retten til at sætte fokus på nogle bestemte ting, vi gerne vil have gennemført. Man skal heller ikke glemme, at der i forvejen sker en klar fælles prioritering mellem amter og staten, når vi har vores årlige økonomiforhandlinger. Vi laver jo en aftale om, hvor der specielt skal satses i det kommende finansår. At der så kan være nogle ting, som vi derudover gerne vil have skal gå hurtigere – eller skal ske i større omfang – det finder jeg fuldstændig legitimt.''

Enkeltsager og tendenser

- Du har været inde på, at sundhedsområdet er styret af enkeltsager. Har politikerne på Christiansborg ikke også selv en andel i det, når de selv med jævne mellemrum tager enkeltsager op, fx hjerteområdet eller bryst-screening af ældre kvinder, som plejer at være påvirket af, hvilke historier medierne har bragt?

''Der er vel ingen, der kan sige sig helt fri for påvirkning. Og det skal vi heller ikke være. For hvis der er en lang række enkeltsager, der peger i samme retning, så er det jo en tendens. Og den skal vi da være parate til at agere på, hvis den er negativ.

Når jeg alligevel har peget på det, skyldes det, at jeg kender alt til enkeltsager fra mit andet område som indenrigsminister, nemlig på flygtningeområdet. Der kan en i forhold til pressen meget salgsrigtig enkeltsag hurtigt skævvride opfattelsen.

Det må ikke være sådan, at det er pressen og det, journalister nu mener, der skal være bestemmende for den egentlige prioritering i sundhedsvæsenet,'' konstaterer Birte Weiss, der selv er uddannet journalist.

- Fokus på enkeltsager er vel med til at besværliggøre den egentlige prioritering?

''Nu vil prioritering altid være en løbende proces, fordi der hele tiden sker en udvikling i behandlingsmetoder og teknologi. Og i samme øjeblik, vi bliver i stand til at behandle for noget nyt, vil der altid opstå en art venteliste til behandlingen. Og derfor vil der altid være patientgrupper, der føler sig forfordelt.''

Nøgleord: Birte Weiss, interview, sundhedsministeren, sundhedspolitik.

Emneord: 
Politik