Synspunkt: Sygeplejersker skal blande sig

Sygeplejerskerne skal blande sig aktivt og offensivt i den sundhedspolitiske debat – det gi'r mening, og det skal gøre forskel.

Det er hovedbudskabet til sygeplejerskerne i pjecen: 'Sundhedspolitiske værdier og mål', som er medsendt dette nummer af Tidsskrift for Sygeplejersker. Og de sundhedspolitiske værdier og mål er redskabet til, at sygeplejerskerne kan gøre det.

Pjecen er resultatet af den sundhedspolitiske debat, som Dansk Sygeplejeråd satte i gang med det tidligere udsendte debatoplæg om sundhedspolitiske værdier og mål fra oktober 1997. Debatten har kørt siden – blandt andet på en række forskellige konferencer – og det er et bredt udsnit af sygeplejerskegruppen, der har haft indflydelse på udformningen af de grundlæggende værdier og mål, som nu kommer til at udgøre grundlaget for Dansk Sygeplejeråds sundhedspolitik.

Jeg synes, at det er en meget god proces, vi har været igennem – og jeg tror, at vi er nået langt ud i sygeplejerskegruppen. Processen har i hvert fald resulteret i en række nye tilføjelser og gode ændringer i forhold til de værdier og mål, der var lagt op til i det udsendte debatoplæg. Det kan kun tages som et rigtig godt tegn. Derfor er det også med god samvittighed, at jeg i pjecens forord giver udtryk for, at ''De sundhedspolitiske værdier og mål er sygeplejerskernes bidrag til debatten om nødvendigheden af udarbejdelsen af et generelt sæt accepterede værdier og mål, der skal være styrende for det danske sundhedsvæsen.''

Ud over at pjecen nu er sendt ud til samtlige Dansk Sygeplejeråds medlemmer, har vi valgt at sende pjecen bredt ud til pressen, til de centrale og lokale beslutningstagere på det sundhedspolitiske område, til patientorganisationer med flere med en opfordring om at drøfte sygeplejerskernes sundhedspolitiske værdier og mål – og få hævet og perspektiveret den sundhedspolitiske debat generelt.

Det er for eksempel nødvendigt først at få drøftet værdier og mål, inden sundhedsopgaver eventuelt flyttes fra offentligt til privat regi. Det er nødvendigt at drøfte værdier og mål i forbindelse med forebyggelse. Det er nødvendigt at drøfte værdier og mål i forbindelse med den økonomiske prioritering – det gælder både landsøkonomisk, det gælder, når amter og kommuner lægger budgetter, og det gælder når institutioner og arbejdspladser lægger budgetter. Det gælder faktisk på alle niveauer.

Derfor er det også så vigtigt, at alle tager aktivt del i debatten. For det er på alle niveauer, sundhedspolitikken fastlægges. Det er først, når fru Jensen eller hr. Hansen er tilfredse efter at have haft kontakt til sundhedsvæsenet, at sundhedspolitikken er gennemført – og gennemført på en god måde. Og det er jo ikke ligefrem de historier, der præger dagens nyheder. Der er nok at tage fat på.

Jeg skal opfordre alle sygeplejersker til at bruge pjecen. Brug de sundhedspolitiske værdier og mål – sæt din egen dagligdag i perspektiv – og gør så noget ved det. Husk på, at sygeplejersker har som udgangspunkt præcis de samme rettigheder til at ytre sig i sundhedsdebatten som alle andre borgere – viden forpligter som bekendt. Dansk Sygeplejeråd vil i nærmeste fremtid følge op med en række konkrete råd til medlemmerne, som de kan gøre brug af, når de blander sig i den sundhedspolitiske debat.

Det er nødvendigt at få højnet og perspektiveret den sundhedspolitiske debat generelt. Derfor opfordrer Dansk Sygeplejeråd sine medlemmer til at bruge de sundhedspolitiske værdier og mål, sætte dagligdagen i perspektiv – og så gøre noget ved det!
23
1999
4
I HVERT NUMMER
Politik
Debat
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Bacheloren blæser i vinden

Dansk Sygeplejeråd finder det dybt utilfredsstillende, at sygeplejerskeuddannelsen tilsyneladende placeres på sidelinien i forhold til de øvrige mellemlange videregående uddannelser i undervisningsministerens længe ventede institutionsredegørelse.

Redegørelsen, der er et fælles udspil fra undervisningsminister Margrethe Vestager (R) og forskningsminister Jan Trøjborg (S), blev offentliggjort onsdag den 4. november og er ikke nogen omfattende sag.

Omkring 20 sider inklusive bilag er det blevet til, og allerede i første kapitel står sort på hvidt de ord, der er faldet Dansk Sygeplejeråd for brystet:

''Videregående udannelsesinstitutioner under Erhvervsministeriet og Kulturministeriet samt amtskommunale uddannelsesinstitutioner (vores fremhævelse, red.) indgår ikke i redegørelsen i relation til sammenslutninger og dannelse af Centre for Videregående Uddannelser, men bør selvfølgelig inddrages i forbindelse med samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne.''

''Det må vi tolke sådan, at sygeplejerskerne og radiograferne synes at være hægtet af på forhånd i og med, at de to uddannelser er amternes ansvar,'' siger næstformand i Dansk Sygeplejeråd Aase Langvad og peger på, at ministerens ord kun lægger op til et løsere samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner.

Længere nede i samme kapitel tales der om nye strukturreformer, der skal sigte mod færre, større og fagligt bredere institutioner, om udbygning af attraktive alternative miljøer til universitetssektoren og endelig om en såkaldt opgradering af den ikke-universitære sektor gennem forskningstilknytning og udviklingsbasering.

Også disse linier forekommer utilfredsstillende:

Side 35

"Der siges jo intet konkret med disse linier,'' siger Aase Langvad og henviser til, at sygeplejersker og radiografer nok får mulighed for at samarbejde med andre uddannelser, men der siges slet ikke noget om med hvem og på hvilket niveau.

''Det er lige til at blive dårlig over,'' siger Aase Langvad. Hun minder om det store arbejde, organisationerne i Sundhedskartellet herunder Dansk Sygeplejeråd, har lagt i kartellets forslag til en uddannelsesreform.

Her lægges der op til fire års uddannelse i universitetsregi og bachelorstatus samt tæt tilknytning til de andre mellemlange sundhedsuddannelser i såkaldte Helseuniversiteter.

Skal overvejes nøje

Redegørelsen fra de to ministre rummer også en anden skuffelse: Sygeplejersker, lærere, pædagoger og andre med en mellemlang videregående uddannelse skal nok ikke regne med, at de inden for en overskuelig fremtid kan sætte bachelortitlen på visitkortet.

I kapitel to hedder det: ''Der har fra flere sider været ønsker om at indføre en bachelorgrad på det mellemlange videregående uddannelsesniveau – en professionsbachelor.

Det har været anført, at det kunne øge muligheden for en vitalisering af bachelorgraden generelt og for international anerkendelse af de mellemlange videregående uddannelser, der kunne lette dimittendernes adgang til job og videregående studier i udlandet.

Det afgørende er udvikling af uddannelsernes indhold, kvalitet og meritordninger.

Hvis en professionsbachelor indføres, skal kravene til en sådan med hensyn til studietidslængde, indhold, opbygning, meritforhold og adgang til relevant videreuddannelse i form af diplom-, master- og på udvalgte områder – særligt tilrettelagte kandidatuddannelser overvejes nøje.''

Det kan vist kun tolkes, som at bachelorgraden blæser i vinden. Faggrupperne med de mellemlange videregående uddannelser skal ikke vente, at ministeren opfylder deres ønske om ret til bachelorstatus lige nu og her.

Det er kun ni måneder siden, daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) stillede professionsuddannelserne en erhvervsbachelorgrad i udsigt, da han offentliggjorde sit forslag til en ny institutionsreform, Det 21. Århundredes Uddannelsesinstitutioner.

Men et valg kom i vejen, og dermed har det været op til efterfølgeren Margrethe Vestager at komme med sit udspil – denne gang sammen med forskningsminister Jan Trøjborg, som efter valget blev ny minister for forskningen.

Jan Trøjborg fik ved den lejlighed universiteternes forskning og styring ind under sit resortområde.

Et tilbageskridt

Det var ventet, at også Margrethe Vestager ville stille sig velvillig over for ønskerne om bachelorstatus til mellemgrupperne.

''Universiteterne har ikke monopol på bachelorgraden.''

''Det er ikke nogen naturlov, at bachelorgraden skal være i universitetsregi.''

Sådan har udmeldingerne været fra ministeren undervejs.

''Det er bittert, hvis vi heller ikke denne gang får vores ønsker om bachelorstatus opfyldt. Med Ole Vig Jensens tilkendegivelser har vi været så tæt på, som vi næsten kunne komme,'' siger Aase Langvad.

''Margrethe Vestagers udspil forekommer at være et tilbageskridt. Hvis vi med en opkvalificerering af uddannelserne, som vi selv lægger op til i redegørelsen fra Sundhedskartellet, fik mulighed for en erhvervsbachelorgrad, ville det betyde langt større fleksibilitet i uddannelsesystemet. Der ville eksempelvis være langt bedre mulighed for at fremme den vertikale opstigning. Nu skal skal vi supplere for at komme videre i systemet.''

Den foreløbige reaktion fra de mellemuddannede har været skuffelse. Til gengæld udtrykker Akademikernes Centralorganisation (AC) ifølge Berlingske Tidende (5. november 1998) en vis lettelse over, at redegørelsen ikke åbner for bachelortitler til de mellemlange videregående uddannelser.

Universiteternes rektorkollegium har for længe siden meldt ud, at de ikke vil have det godt med, at andre end universiteterne kan tildele bachelorgraden.

Generelt lægger redegørelsen fra Margrethe Vestager og Jan Trøjborg op til, at uddannelserne skal knyttes tættere sammen i forskellige former for centerdannelser, ligesom uddannelsesinstitutionernes udviklingsopgaver skal styrkes og synliggøres, så de kan fungere som videnscentre for de professioner og regioner, de er knyttet til.

For mange små institutioner

Baggrunden er de mange små uddannelsesinstitutioner. Ikke mindre end 162 institutioner for de korte og mellemlange videregående uddannelser hører under Undervisningsministeriet.

Det er ikke hensigtsmæssigt. Det begrænser muligheden for at udvikle alsidige faglige miljøer, hedder det. Hertil kommer, at de små regionale institutioner kan have sværere ved at tiltrække de unge end de store, flerfaglige uddannelsesmiljøer i storbyerne.

Redegørelsen lægger ikke op til én model, men til flere former for strukturomlægninger – fra sammenlægninger af institutioner til forskellige former for samarbejde.

For de korte og mellemlange videregående uddannelser anbefales det, at de samles i centre, de såkaldte CVU'er – Centre for Videregående Uddannelse. Visionen er, at disse nye store institutioner skal udvikles til videnscentre, som kan bruges af de regioner og professioner, de er knyttet til.

Egentlige fusioner kan være en konstruktiv form, men kun under visse forudsætninger, hedder det. Nedlæggelse af uddannelsessteder er ikke et mål i sig selv.

Informationsteknologien kan her være med til at knytte uddannelsesinstitutionerne sammen i større enheder, uden at man af den grund behøver at rive den enkelte institution ned for at bygge nyt, påpeges det.

Forholdet til universiteterne berøres også. Her hedder det blandt andet, at universiteterne skal tilbyde nye kandidatoverbygninger samt andre efter- og videreuddannelsesmuligheder for dimittender fra de mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner.

Redegørelsen lægger endvidere op til, at de fagligt stærke og udvklingsorienterede uddannelsesmiljøer kan blive attraktive samarbejdspartnere for universiteterne, et samarbejde, der kan give uddannelsesinstitutionerne en forskningstilknytning.

Dansk Sygeplejeråd har sat undervisningsministerens institutionsredegørelse på dagsordenen til førstkommende hovedbestyrelsesmøde.

Nøgleord: Bachelor, institutionsredegørelse, uddannelse, uddannelsesreform.

Margrethe Vestager: ''Hvis vi skal indføre en professionsbachelor, skal det overvejes meget nøje.''Arkivfoto

Undervisningsminister Margrethe Vestagers (R) udspil til ny institutionsreform er dybt utilfredsstillende, mener Dansk Sygeplejeråd og peger på, at sygeplejerskerne allerede synes at være hægtet af på forhånd. Den længe ønskede bachelortitel ser heller ikke ud til at være inden for rækkevidde i denne omgang.
34-35
1998
46
Baggrund
Sygeplejerskeuddannelsen
Politik
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Alle venter på ministeren

Forventningerne er store til undervisningsminister Margrethe Vestagers (Rad.) udspil til ny institutionsreform for de videregående uddannelser. Omkring første november ventes hun at være klar til at fremsætte sin version af den plan, som forgængeren Ole Vig Jensen (Rad.) nåede at lancere inden folketingsvalget i marts.

I første omgang bliver der ikke tale om noget lovforslag, men om en redegørelse til Folketinget.

Og i modsætning til tidligere skal den radikale undervisningsminister nu også handle af med forskningsminister Jan Trøjborg (S), som efter valget blev ny minister for forskningen og ved den lejlighed fik universiteternes forskning og styring ind under sit ressortområde.

De to ministre, der gerne skulle kunne blive enige om samordningen af de forskellige uddannelser, har holdt kortene tæt ind til kroppen. Men allerede nu gør ministrene det klart, at der er alt for mange læreanstalter i Danmark.

Små institutioner med få studerende og få lærerkræfter kan efter ministrenes mening ikke leve op til den kvalitet, fleksibilitet og tværfaglighed, som udviklingen kræver.

Hovedbudskabet er derfor stordrift i regionale centre og samordning af ressourcer.

Kommer undervisningsministeren igennem med sin institutionsreform, kan det komme til at betyde store ændringer for sygeplejerskeuddannelsen.

I 1996 satte evalueringen af sygeplejerskeuddannelsen spørgsmålstegn ved en række forhold, også de institutionelle.

Sygeplejeskolerne, 22 i alt, ligger spredt ud over det ganske land, og indtil flere har under 100 studerende.

Kun en enkelt, nemlig fusionen mellem de tre skoler på Bispebjerg Hospital, Hvidovre Hospital og Rigshospitalet under Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS), har mere end 400 studerende.

I første omgang er det tanken, at hovedparten af fusionerne skal være rent organisatoriske. Det betyder, at mange af de eksisterende udannelsesinstitutioner vil bestå i en årrække fremover.

Undervisningsminister Margrethe Vestagers udspil ventes også at rumme mulighed for, at de mellemlange videregående uddannelser får ret til den eftertragtede bachelortitel.

''Men kun,'' har ministeren sagt, ''hvis der sker et målrettet kvalitetsløft af uddannelserne.''

Ministerens udmelding

Margrethe Vestager gav fornylig denne udmelding om den kommende institutionsredegørelse på en konference, arrangeret af universiteternes rektorkollegium:

  • Antallet af uddannelser og uddannelsesinstitutioner skal reduceres, men der skal fastholdes geografisk spredning.

  • Tilgangen fra de nuværende 39 procent skal øges til 50 procent af en ungdomsårgang og skal ske først og fremmest uden for universiteterne.

  • Spørgsmålet om merit skal tages op, herunder spørgsmål om overgang mellem systemerne og studieskift. En redegørelse herom kan ventes først i det nye år.

  • Universiteterne skal have ansvar for kvalitetsudviklingen på de mellemlange videregående uddannelser med tilbud om relevante videreuddannelsesmuligheder i form af kandidat- og masteruddannelser.

  • Det vil næppe være relevant at udbygge universiteterne, men de eventuelle kommende centre for de mellemlange videregående uddannelser bør indgå i et samspil med universiteterne.

  • De mellemlange videregående uddannelser skal fortsat være afrundede, ikke forskningsbaserede uddannelser. Uddannelsernes professionsretning skal fastholdes.

  • Uden at det bliver en norm, skal der sikres særligt tilrettelagte kandidatuddannelser, som skal bygge videre på viden fra de pågældende professionsområder. Der vil blive tale om et begrænset volumen.

  • Bachelortitlen skal op til diskussion. Professionsuddannelserne skal måske kunne sætte titlen erhvervsbachelor på visitkortet efter endt studieforløb.

Ole Vigs forslag

Redegørelsen fra tidligere undervisningsminister Ole Vig Jensen om 'Det 21. Århundredes Uddannelsesinstitutioner' nåede lige at se dagens lys, inden statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) udskrev valg.

Organisationerne fik dog taget hul på diskussionerne, og et par dage før valget skulle redegørelsen have været oppe i Folketingets uddannelsesudvalg.

Efter undervisningsminister Margrethe Vestagers seneste udmelding tyder det på, at hun i sit udspil tager tråden op efter Ole Vig Jensen.

'Det 21. Århundredes Uddannelsesinstitutioner' indeholder både en analyse af den nuværende institutionsstruktur samt forslag til to modeller for en fremtidig struktur. Den nuværende struktur er karakteriseret af mange mindre institutioner. Alt i alt har vi 195 læreanstalter for videregående udannelser. Tolv er omfattet af universitetsloven, 117 er for de mellemlange videregående uddannelser og 66 for de korte videregående uddannelser.

Det er alt for mange, mener man og henviser til, at landene omkring os har reduceret antallet af videregående uddannelsesinstitutioner ganske kraftigt. I Norge er man gået fra 98 til 30, i Finland fra 100 til 36 og i Holland fra 350 til 85.

Målet er ens for landene i Nordeuropa, påpeger redegørelsen: Antallet skal ned for at sikre faglig bredde og dybde på de enkelte uddannelsesinstitutioner.

I den første model lægges der op til regionale uddannelsescentre for de korte og mellemlange videregående uddannelser. Centrene skal højne kvaliteten af uddannelserne og blive et slagskraftigt alternativ til universiteterne, hedder det i redegørelsen.

De skal have regional spredning og have uddannelser fra mindst tre fagområder – enten i form af en blanding af korte og mellemlange videregående uddannelser eller udelukkende af mellemlange uddannelser.

Den anden model lægger op til en fusion mellem universiteterne og de mellemlange videregående uddannelser. Realiseres den model, vil det betyde, at der i fremtiden bliver 10-12 universiteter i Danmark. Nogle af dem skal som nu være rettet mod grundforskning, mens de resterende skal være mere erhvervsrettede.

De institutioner, der skal udbyde de mellemlange videregående uddannelser, vil efter denne model blive fusioneret med de erhvervsrettede universiteter og vil som følge heraf kunne opnå bachelorstatus og dermed direkte adgang til relevante kandidatuddannelser.

Mange bolde i luften

Hvordan slutfacit bliver, vides af gode grunde ikke. Det er det, spillet i de næste mange måneder kommer til at dreje sig om, inden selve det lovmæssige om institutionsreformen til sin tid skal op i Folketinget. At der er brug for en reform, er der stor enighed om. Også uden for Undervisningsministeriet.

Det ses af de mange forslag, der er sendt i cirkulation, sidst af Sundhedskartellet, der foreslår, at sygeplejerskerne og de øvrige faggrupper i kartellet skal have fire års grunduddannelse i universitetsregi og bachelorstatus. (se artikler herom på side 13 og 36).

Herudover arbejder blandt andre Indenrigsministeriets Opgavekommission, Amtsrådsforeningen, Sundhedsuddannelsesrådet og Evalueringscentret med planer for de videregående uddannelser. Forskelligheden består blandt andet i, at nogle ønsker en fast tilknytning til universiteterne, mens andre foretrækker et samarbejde.

Et andet skisma er, i hvilket regi uddannelserne skal være fremover. Skal man forblive i amterne, eller skal man være i Undervisningsministeriets regi?

Et tredie spørgsmål er, hvilke uddannelser der skal samarbejde i de kommende centre.

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), der organiserer en meget stor del af grupperne med mellemlange videregående uddannelser, herunder sygeplejersker, nåede at kommentere Ole Vig Jensens oplæg, inden der blev udskrevet valg.

Generelt støtter FTF undervisningsministerens tanker om en ny struktur i uddannelsessystemet og lægger som Sundhedskartellet stor vægt på, at FTF-uddannelserne får en bachelortitel på eksamensbeviset.

Bachelortitlen er nødvendig, fordi uddannelserne skal konkurrere internationalt, og fordi det er vigtigt, at adgangen til videreuddannelse bliver så enkel som mulig, mener FTF.

Ingen barrierer

Også for FTF er en tilknytning til universiteterne vigtig, men i modsætning til Sundhedskartellets ønsker om en grunduddannelse i universitetsregi, hælder FTF til centre, der skal skal samarbejde med universiteterne:

''Vi ønsker ikke en direkte integration, men at integrere nogle elementer fra universitetsuddannelserne, så vi bliver endnu bedre til at arbejde selvstændigt og projektorienteret end i dag.

Vi skal jo i stigende grad være i stand til at analysere og reflektere over vores arbejde. Derfor må vores uddannelsesinstitutioner have et kvalificeret lærerkorps, der kan trække på den nyeste viden fra universiteterne,'' siger FTF's formand Anker Christoffersen.

Han peger på, at centrene for de videregående uddannelser ikke selv bør være forskningsbaserede som universiteterne, men gearet til at deltage i udviklingsprojekter og det, Undervisningsministeriet kalder anvendelsesorienteret forskning.

''Kort sagt, vi bør have kandidatuddannede lærerkræfter, som gennem deres faglige viden skal være med til at højne kvaliteten i de enkelte professionsuddannelser og sørge for, at den nye forskning bliver omsat i praksis,'' siger han.

Når samarbejdet med universiteterne er så vigtigt for FTF, hænger det ikke bare sammen med organisationens ønske om at give FTF-uddannelserne et kvalitetsløft, men også ønsket om at undgå de blindgyder, FTF-medlemmerne ofte havner i, når de vil i gang med en videreuddannelse:

''Derfor er det helt afgørende, at meritoverførslen kommer på plads. Der skal ikke være barrierer, men påstigningsmuligheder,'' siger Anker Christoffersen.

En lang proces

Anker Christoffersen tror, der bliver tale om en lang proces, inden der foreligger en fiks og færdig institutionsreform:

''Nu kommer redegørelsen fra Margrethe Vestager, og den skal diskuteres i alle mulige relevante sammenhænge og sammenholdes med de mange forslag, der allerede er i cirkulation.

Jeg vil ikke blive spor forbavset, hvis der fra ministeren lægges op til en række forsøg eller muligheder for at komme i gang rent praktisk.

Det er gammel tradition i Danmark.

Vi går i gang, evaluerer og tager så det bedste af de indhøstede erfaringer. Derfor gælder det om at spille aktivt med. Gør man det, har man også chance for at påvirke det endelige resultat, når selve loven om institutionsreformen skal vedtages,'' siger han.

Anker Christoffersen peger på, at netop det murstensløse samarbejde mellem sygeplejeskolerne under Hovedstadens Sygehusfællesskab er et godt eksempel på, hvordan man kan udnytte de fordele, der ligger i stordriften, og dermed give et kvalitetsløft til uddannelsen.

Det må være vejen frem, mener han.

Nøgleord: Bachelorgrad, institutionsredegørelse, uddannelse, uddannelsesreform.

Tema: Sygeplejerskeuddannelsen

Alle venter på ministeren              

Det handler om strategi                 

Måske inden for rækkevidde              

Undervisningsminister Margrethe Vestager offentliggør snart sin redegørelse til ny institutionsreform, som kan betyde store ændringer for sygeplejerskeuddannelsen. Ministeren ønsker at samle de korte og mellemlange videregående uddannelser i regionale centre, hvor stordrift og samordning af ressourcer bliver nogle af nøgleordene. Men inden ministeren kommer med sit udspil, er der allerede mange forslag i cirkulation.
32-35
1998
43
Tema om sygeplejerskeuddannelsen
Politik
Sygeplejerskeuddannelsen
Uddannelse
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Tema Web article 

De svageste skal sikres

SY-1997-15-8-1

Villy Søvndal: ''Svage gamle er fuldstændig i kommunernes vold. Det er fint, hvis kommunen er god. Men spørgsmålet er, hvordan vi sikrer senildemente og andre svage grupper i den knap så gode kommune.'' Foto: Kirstine Theilgaard.

Som socialpolitisk ordfører for SF har Villy Søvndal ansvaret for, at de demente kom med i aftalerne om finansloven for 1997.

Dog kun med en hensigtserklæring om at styrke indsatsen for demente yderligere i de kommende år. Der blev ikke aftalt noget beløb. Står det til Villy Søvndal, skal hensigtserklæringen føre til noget meget mere konkret her i løbet af foråret.

''Vi har en aftale om, at aftaleparterne skal gå tilbage og drøfte, hvilke konkrete initiativer der skal iværksættes,'' siger han.

''En lejlighed kunne være de forhandlinger om kommunernes økonomi, som vi skal i gang med nu. I den sammenhæng bør de senildementes forhold højt på den politiske dagsorden.''

Det er de årlige forhandlinger mellem kommunerne og regeringen, Villy Søvndal har i tankerne. De forhandlinger, der sætter rammerne for kommunernes aktivitet i det kommende år – hvor evt. skatteforøgelser, ændringer i bloktilskuddene osv. bliver aftalt.

''Dels skal der indgås en generel aftale. Men derudover kunne det være en god ide at navngive nogle områder, hvor indsatsen skal forøges. Her vil det ældrepolitiske område høre til vores højt prioriterede, specielt spørgsmålet om bedre genoptræning af ældre efter udskrivning og de senildemente.''

Flere hænder koster

Villy Søvndal, der er formand for Folketingets socialudvalg, tog de dementes vilkår op allerede i november, da 'Sygeplejersken' bragte en artikelserie om emnet.

På baggrund af de problemer, artiklerne beskrev, stillede han en række spørgsmål til social- og sundhedsministeren, som han fik svar på i slutningen af januar (se boks). Spørger man, om han er tilfreds med sundhedsministerens svar, siger han:

''Både og. Det er vigtigt, at regeringen anerkender, at der er uløste problemer. Det næste er så at løse dem, og det vil koste penge. For det koster penge at ansætte folk og bygge om. Derfor ønsker vi, at der bliver afsat en pulje på en halv milliard til forbedringer af normeringerne på ældreområdet. Hvor demens er et af punkterne.''

- Nogle mener, at man kan gøre meget for de demente uden flere ressourcer, hvis man til gengæld gør de rigtige ting. Er du sikker på, at det er flere penge, der skal til?

''Ja, man må bare ikke standse der. Vi har også brug for kvalitetsudvikling, erfaringsudveksling og forskning. Og vi har brug for gedigen sygeshusviden for at kunne diagnosticere rigtigt. Men hvis jeg må henvise til mine erfaringer som socialudvalgsformand i Kolding Kommune, så koster det at skabe gode forhold for de senildemente.

Når senildemente var meget rodløse og derfor havde en konfliktfyldt hverdag, oplevede vi, at antallet af konflikter faldt helt dramatisk, når vi satte personale nok på – medicinforbruget i øvrigt også. Det koster i hænder, der er tæt på og hjælper, og det koster i aktiviteter.''

Budgetterne overhalet

Kommunernes ældrepleje er et område, hvor pengene ikke er fulgt med udviklingen, siger Villy Søvndal: ''For et par år siden udarbejdede Finansministeriet en rapport om ressourceforbruget på ældreområdet sammen med en række andre ministerier og Kommunernes Landsforening.

Den viste, at ressourceforbruget var steget over et tiår. Men samtidig må man huske, hvad det er for en udvikling, der er sket i samme periode. Arbejdstiden er blevet nedsat.

Og vi har taget en række nye grupper ind i kommunernes hjemmepleje, som før var andre steder. Vi har afinstitutionaliseret for sindslidende, psykisk udviklingshæmmmede og senildemente. De bor i egen bolig i dag og efterspørger også hjemmeplejens arbejdskraft.

De to ting er man nødt til at korrigere for, ligesom man må korrigere for udviklingen i antallet af ældre over 80 og 85. Samtidig er der sket en ændring af sygehusenes udskrivningspraksis. Derfor kan finansministeren godt tegne en stigende ressourcekurve samtidig med, at befolkningen oplever, at hjælpen er formindsket. Det sidste er også, hvad vi hører fra personalet.''

- Hvis der skal sendes flere penge ud i kommunerne, hvordan skal det så foregå? Man hører jo ofte fra personalet, at de aldrig ser pengene, når der bliver sat millioner af til det ene eller det andet?

''Pengene skal ud som et generelt tilskud til kommunerne. Men hvis SF skal være med til at sikre et generelt tilskud, så bliver det med den klare besked, at vi vil bede dem melde tilbage, at de også bruger pengene til det, vi har bedt dem om.

Jeg vil ikke bruge megen tid herinde i Folketinget på at slås for flere penge til de følsomme områder – for derefter at se kommunerne lave store prestigeprojekter eller sætte skatten ned.''

En vigtig pointe for Villy Søvndal er imidlertid, at det ikke er alle steder, der er brug for en større udbygning af demensplejen.

Nogle fagfolk er begyndt at advare mod en favorisering af de demente på andre svage gruppers bekostning. Men det er kun i en del af kommunerne, man er så opmærksom på de dementes behov. Andre steder er indsatsen stadig begrænset til det mest nødtørftige.

''Og det er i sig selv et kolossalt problem, at uensartetheden er så stor,'' siger Villy Søvndal. ''Men det er også meget svært for Folketinget at beskrive præcis, hvad indsatsen skal være. Vi kan åbne for et katalog af valgmuligheder, men hvordan man præcis skal tilrettelægge og spille sammen med den lokale ældrestruktur – det er faktisk meget svært.

Min kongstanke er, at vi både skal sende nogle penge af sted til det brede løft på ældreområdet, og samtidig skal have et ankesystem for de svageste ældre, inklusive de demente. Vi møder for mange eksempler på svage ældre, sindslidende, handicappede og misbrugere, der ikke får den behandling, jeg synes, de rettelig har krav på.

De er fuldstændig i kommunernes vold. Det er også fint, hvis man har ladet sig føde i en god kommune. Men spørgsmålet er, hvordan vi sikrer de senildemente og andre svage grupper i den knap så gode kommune eller den dårlige kommune.

Det kunne man gøre ved at udstyre ældre med en retssikkerhed, der bestod i retten til at anke et tilbud eller et manglende tilbud til et uvildigt system. Fx en embedslæge, som så kunne vurdere, om dette omsorgstilbud var rimeligt i forhold til vedkommendes funktionsnedsættelse, og som kunne påbyde kommunen at komme med et ordentligt tilbud.

Så vil nogle sige, at det er et indgreb i kommunernes selvstyre, og det er rigtigt. Jeg går ikke ind for stram statsstyring med bestemmelser, der siger, at hvis man er så og så senildement og og bor på anden sal og har 700 meter til købmanden, så skal man have så og så megen hjælp.

Jeg er tilhænger af decentralisering. Men med en udbredt grad af retsbeskyttelse for de svageste.''

Arbejdsmiljø og moral

Villy Søvndal gør opmærksom på to forhold, der vidner om et alvorligt efterslæb i den kommunale hjemmepleje: Arbejdsmiljøproblemer og stigende moralske problemer. ''Arbejdsforholdene på ældreområdet er blevet ganske hårde i takt med, at ressourcerne ikke er fulgt med udviklingen.

Det er i sig selv fuldstændig uholdbart, at den offentlige social- og sundhedssektor er storproducent af arbejdsskader. Men jeg er også bekymret ud fra det perspektiv, at vi er nødt til at sikre attraktive arbejdsforhold i social- og sundhedssektoren i en situation med små ungdomsårgange og stigende efterspørgsel på arbejdskraft.

Her tænker jeg på arbejdsmiljøet, men også på, hvad man kan kalde tilfredsstillelse i arbejdet. Følelsen af at gå hjem fra et arbejde, hvor man har gjort noget, man kan være bekendt.

Jeg så for et par år siden en fjernsynsudsendelse, hvor man fulgte fem hjemmehjælpere på arbejde, og når jeg taler om moralske problemer, tænker jeg på det spørgsmål, som sådan en udsendelse efterlader: Hvad sker der bag den lukkede dør hos den gamle alkoholiker eller den unge sindslidende eller den svært senildemente, inden den dør bliver lukket op igen om to dage?

Man må betegne det som et moralsk problem, når man i et rigt samfund som vores accepterer ensomhed i så stort et omfang. Det er et moralsk problem, når 3.500 senildemente bor alene under ubetryggende forhold, sådan som I beskrev i jeres artikler. Det er en ganske massiv opgave, der skal samles op, og det klarer man ikke uden hænder.''

INGEN PENGE TIL GERONTOPSYKIATRI 

Der blev ikke penge til en udbygning af gerontopsykiatrien, da regeringen og amterne indgik aftale om, hvordan finanslovens 400 millioner til psykiatrien skal bruges.

Det lovede sundhedsminister Birte Weiss ellers Folketingets socialudvalg i slutningen af januar, da hun besvarede en række spørgsmål om dementes forhold i kommunernes ældrepleje.

Spørgsmålene blev stillet til ministeren af formanden for Folketingets socialudvalg, SFeren Villy Søvndal, i november. Det skete med henvisning til 'Sygeplejersken's artikelserie om demens.

I spørgsmålene bad Villy Søvndal om en generel kommentar til de forhold, artiklerne beskrev, ikke mindst det forhold, at flere tusinde gamle med svær eller middelsvær demens må formodes at bo alene under ubetryggende forhold.

Samtidig spurgte Villy Søvndal, hvordan sundhedsministeren ville sikre tilstrækkelig kvalitet i kommunernes demenspleje og tilstrækkelig gerontopsykiatrisk støtte og supervision til kommunernes personale.

I sit skriftlige svar opsummerer sundhedsministeren tre hovedproblemer, nemlig behovet for bedre diagnosticering af demente, gerontopsykiatrisk bistand til kommunerne og bedre støtte til hjemmeboende demente og deres pårørende.

Med hensyn til diagnosticeringen henviser hun til det referenceprogram for demensudredning, der forventes at ligge klar her i foråret. Derefter fortsætter Birte Weiss:

''Med hensyn til ønsket om en bedre gerontopsykiatrisk bistand til kommunerne kan jeg oplyse, at gerontopsykiatrien er et af de områder, som regeringen arbejder på at udvikle og styrke indsatsen inden for. Regeringen har i sin nyligt offentliggjorte redegørelse om indsatsen for sindslidende bl.a. peget på behovet for, at der etableres en gerontopsykiatrisk funktion i alle amter. (...)

Realiseringen af regeringens forslag på det gerontopsykiatriske område vil indgå i de kommende forhandlinger med de kommunale parter i løbet af foråret 1997 om en målrettet udmøntning af den statslige pulje på i alt 400 mio. kr. til en styrket indsats for sindslidende.''

Birte Weiss oplyser i øvrigt, at der ikke findes registerbaserede oplysninger om antallet af demente. Derfor kan hun hverken be- eller afkræfte, at 3.500 svært eller middelsvært demente bor alene, sådan som 'Sygeplejersken' skønner.

På spørgsmålet om de aleneboende dementes vilkår og andre spørgsmål om kvaliteten i kommunernes skærmede afsnit og de integrerede ordninger henviser Birte Weiss til de mange uddannelses- og udviklingsprojekter, der i de senere år er gennemført for penge fra Socialministeriets demenspulje.

De dementes vilkår blev inddraget i finanslovsforhandlingerne af SF. I stemmeaftalen mellem regeringen og SF om finanslov 1997 hedder et punkt med overskriften 'Senildemente':

''Der er enighed om, at indsatsen over for senildemente skal styrkes yderligere i de kommende år. Denne gruppe har helt særlige behov, og der er brug for at udvikle og forbedre karakteren af den omsorg, som tilbydes senildemente og den støtte, som ydes de pårørende. Denne styrkelse skal ske parallelt med, at der gennemføres undersøgelser med henblik på at opnå bedre viden om betydningen af boformer og boforhold for senildemente, ligesom der gennem forsøgsordninger skal søges opnået bedre metoder til diagnosticering af senildemens.''

 

Systemets store masker

Mens arbejdsmiljøproblemerne klart hænger sammen med de stramme normeringer, er det moralske problem ikke kun et spørgsmål om ressourcer.

''Det er også en diskussion om, hvorvidt vi har lavet det fornuftige snit mellem eget hjem og institutionen,'' siger Villy Søvndal. ''Det synes jeg ikke vi har.

Jeg spurgte for et par år siden boligministeren, hvordan situationen så ud, hvis vi skulle have samme plejehjemsdækning som midt i 80'erne. Svaret var, at så manglede der 13.000 plejeboliger, og det synes jeg er et forskrækkende billede.

Der er ingen grund til at romantisere billedet af 70'ernes plejehjem. Hvis man husker fortiden som smuk og gylden, så tror jeg i nogen grad, det skyldes dårlig hukommelse. Vi har aldrig haft en bred ældrebefolkning, der målt i økonomi, sundhed og sociale kontakter har haft et bedre liv end nu. Det svarer til velfærdsudviklingen i den øvrige del af samfundet, og det er dem vel undt.

Men tilbage er en lille gruppe ældre, hvor man har drevet parolen om længst muligt i eget hjem hinsides al fornuft. Vi er nødt til at revurdere udviklingen og opbygge nogle fællesskaber for de svage grupper, hvor der konstant er hjælp i nærheden.

Vi har bygget nogle meget store systemer op, som er gode til at sørge for folk, der kan kommunikere med de store systemer. Hvis folk ikke selv er i stand til det, ser man for mange eksempler på, at de falder igennem, uden at det opdages.

Vi må have et tæt og omsorgsfuldt system, der fanger de svage ældre op, så de ikke falder igennem fx ved udskrivning og sociale begivenheder.''

Bedre forhold for demente betyder ikke bare flere hænder og bedre boligforhold. Det betyder også bedre støtte til de pårørende, siger Villy Søvndal.

''I det offentlige system trækker vi jo kolossalt store veksler på de pårørende. Det kan være en god ide, men vi skal passe på ikke at drive rovdrift på dem. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at aflaste, både af menneskelige grunde, men også fordi vi har en interesse i, at de pårørende ikke knækker. For så står vi tilbage med hele indsatsen som en offentlig opgave.

Og det er der hverken megen menneskelighed eller nationaløkonomi i.''

Tvang mod demente

- Vi taler om flere ressourcer, men samtidig har Socialministeriet nedsat en arbejdsgruppe, der skal diskutere spørgsmålet om tvang mod demente?

''Ja, og jeg vil gerne advare mod, at vi indfører langt mere vidtgående adgang til tvang i form af fastspænding, i form af at låse nogen inde og nægte nogen adgang til at bevæge sig.

Det vil være dybt ulykkeligt at gå den vej i stedet for at udvide bemandingen, så de senildemente får hjælp i konfliktsituationerne og tilbud om aktiviteter, som gør, at de bliver naturligt trætte.

Så vil jeg ikke udelukke, at man kan stå tilbage med nogle få, hvor det ikke er et spørgsmål om aktivitet og bemanding, og hvor vi vil have behov for nogle bestemmelser om anvendelse af tvang. Det vil være romantik at tegne et billede af, at enhver situation kan klares med bemanding og bygningsmæssige forbedringer.

Men man kunne lave en lovbestemmelse, der siger, at alle sociale muligheder, alle tilbudsmuligheder skal være udtømt, inden man griber til tvang. Først når en institution udefra, fx embedslægeinstitutionen, har vurderet, at alle relevante muligheder er udtømte, kan man gøre det.

At fratage et menneske retten til at bevæge sig, hvor man vil, er et af de dybeste retssikkerhedsmæssige indgreb overhovedet. I et retssamfund gør man ikke bare den slags ud fra en eller andens fornemmelser af, at det er det rigtige.'' 

Nøgleord: Demens, hjemmepleje, interview, Villy Søvndal, ældrepolitik.

BLÅ BOG

Villy Søvndal har siddet i Folketinget for SF siden valget i 1994. Han er formand for Folketingets socialudvalg. Fra 1982-94 var han medlem af kommunalbestyrelsen i Kolding Kommune. I hele denne periode sad han i kommunalbestyrelsens socialudvalg, 1990-94 som formand.

Den brede ældrebefolkning har aldrig haft det så godt som nu. Men der er for mange eksempler på svage ældre, der ikke får den behandling, de burde have krav på, siger formanden for Folketingets socialudvalg, Villy Søvndal. Der skal flere penge til, og demente og andre svage grupper bør have den sikkerhed, at et dårligt eller manglende tilbud kan ankes til en uvildig instans.
8-12
1997
15
Baggrund
Hjemmesygepleje
Politik
Ældre
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article 

Sundhedens og amternes minister

SY-1997-12-31-1
Dobbeltminister Birte Weiss har en lang arbejdsuge – så lang, at hun, som hun siger, ''ikke vil reklamere for den i et sundhedstidsskrift.'' Men hun klarer det med hjælp af ''to velfungerende ministersekretariater og en benhård prioritering.''''Det er ikke længere nok, at plejen og behandlingen er af meget høj standard – den skal også leveres planlagt og til tiden.'' Foto: S'øren Svendsen.

Birte Weiss kunne næppe have fået en bedre start som sundhedsminister. I løbet af 1996 havde der ellers været rigelig med turbulens i de højere politiske luftlag med forslag om at nedlægge amterne, ændre betalingsformerne og omstrukturere ledelsesforholdene på sundhedsområdet. For det danske sundhedsvæsen var virkelig sygt, lød påstanden.

Men få uger efter hendes tiltrædelse som sundhedsminister, der fandt sted i december, hvor centrumdemokraterne trådte ud af regeringen, og Yvonne Herløv Andersen dermed måtte forlade ministerposten, kom Sygehuskommissionens betænkning i begyndelsen af januar. Og den var en god nytårsgave for en nytiltrådt sundhedsminister.

For de mange eksperter konkluderer, at landets sundheds- og sygehusvæsen grundlæggende fungerer godt, og at der derfor ikke er behov for radikale omlægninger. Men der er problemer. De største er ventetiderne og kassetænkningen i de forskellige sektorer. Begge dele resulterer i usammenhængende og dårligt tilrettelagte patientforløb.

Sygehuskommissionen giver en række konkrete forslag til, hvordan tingene kan planlægges mere effektivt og patientvenligt. Nogle af anbefalingerne har Birte Weiss (S) og ministeriet allerede grebet. En af dem er at indføre differentierede ventetider på forundersøgelser og operationer i stedet for den generelle tre månedersregel, som erfaringen har vist hverken er hensigtsmæssig eller realistisk.

Birte Weiss har bedt Sundhedsstyrelsen om at udarbejde ventetidsmål for forskellige diagnoser. Brystcancer blev den første diagnose, som Sundhedsstyrelsen tog op. Den faglige vurdering er her, at der maksimalt må gå to uger fra henvendelse hos den praktiserende læge til forundersøgelse. Hvis mistanken bekræftes, skal behandlingen sættes i værk inden for de næste to uger.

Det er Sundhedsstyrelsen, der skal udarbejde ventetidsmål for de forskellige diagnoser.

– I har nu givet et konkret bud på, hvor lang ventetid der er forsvarlig ved diagnosen brystcancer. Men hvad forestiller man sig – skal der hæftes en maksimal tilladelig ventetid til hver eneste diagnose?

''Den lægefaglige ekspertise i Sundhedsstyrelsen må tage stilling til, hvor langt ned i detaljen man bør gå. Men jeg synes, det er helt rimeligt at operere med nogle mere differentierede ventetidsmål. Det kan måske også være med til at skabe lidt større forståelse for, at prioriteringer inden for sundheds- og sygehusvæsenet også har sin pris. Prioriterer vi noget, betyder det også, at vi nedprioriterer noget andet,'' siger Birte Weiss.

- Hvad skal nedprioriteres?

''Mindre alvorlige sygdomme, der er ufarlige og hvor genen af lidelsen er til at leve med, '' generaliserer Birte Weiss, der henholder sig til, at hun ikke har den faglige baggrund til at give et bud på, hvilke typer sygdomme, der skal sættes bagerst i behandlingskøen. Det vil hun overlade til fagfolkene i Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsministeren kan og vil ikke svare på, om de differentierede ventetidsmål vil

Side 33

kræve omfordeling af ressourcerne. For det er en løbende proces, som først er indledt for et par måneder siden, siger hun.

Birte Weiss ønsker heller ikke at at skitsere, hvad der kunne blive sanktionen over for det enkelte amt eller sygehus, der ikke overholder de centralt fastlagte ventetidsmålsætninger:

''Så langt er vi ikke kommet. Jeg har selvfølgelig gjort mig nogle tanker, men de er ikke passende at dele med offentligheden endnu.''

Opgør med nærhedsprincippet

Til gengæld vil Birte Weiss gerne sige ligeud, at syge danskere ikke altid kan regne med at blive indlagt på det nærmeste sygehus. Sygehuskommissionen anbefaler nemlig, at man vedtager, at ventetidsmålsætningen er opfyldt, hvis bare patienten har fået tilbud om offentlig behandling inden for den af Sundhedsstyrelsen nærmere fastsatte tidsramme – også selv om behandlingen foregår i et andet amt.

- Det er vel en slags opgør med nærhedsprincippet?

''Ja, men det er ikke noget, vi indfører af lyst, men af nød. Hvis man alvorligt mener, at man ikke vil acceptere de lange ventelister, må patienten også være indstillet på at rejse lidt længere væk for at modtage behandling.''

- Men indtil nu har befolkningen vist sig ganske uvillig til at flytte sig længere end højst nødvendigt. Senest har Vejle Amt forsøgt sig med at udlicitere ventelisteoperationer. Her viste det sig, at kun fire ud af 200 patienter på venteliste til en lyskebrokoperation ville tage til Århus.

''Ja, men det er nødvendigt, hvis vi på kort sigt skal kunne levere de ofte efterlyste kortere ventetider. Nu vil folks holdning jo nok være forskellig alt efter, hvad det er for en sygdom, det handler om. I rigtig alvorlige tilfælde vil behovet for, at behandlingen skal finde sted på det hjemlige sygehus, nok være til at overse. Hvis ventetiderne skal forkortes, vil det kræve, at befolkningen er indstillet på, at behandlingen kan komme til at foregå i et naboamt eller måske endnu længere væk. Men helt ærlig, jeg betragter det som en fælles interesse for både sundhedsvæsenet og for patienten.''

Et nyt servicesyn

Fleksibilitet skal også gælde i selve systemet, hvor et nyt servicesyn gerne skulle slå igennem, mener sundhedsministeren:

''Kulturen i sundhedsvæsenet – og specielt i sygehusvæsenet – er under forandring. Vi skulle meget gerne være på vej mod en kultur, hvor patientens tid er lige så vigtig som lægens. Læge og patient skal indgå en kontrakt med hinanden, og der påhviler begge parter et tungt ansvar for, at kontrakten bliver overholdt. For patienten gælder det, at denne møder op på de aftalte tidspunkter og for lægens vedkommende, at operationen kommer til at finde sted som planlagt,'' ræsonnerer Birte Weiss, der henviser til Grenaa Centralsygehus, som har indført et mere patientvenligt system, hvor man umiddelbart efter forundersøgelsen kan aftale tid for operation. Systemet er

Side 34

baseret på elektronisk booking, og har også ført en mere rationel arbejdstilrettelæggelse og en langsigtet produktionsplanlægning med sig.

- Men selvbestemmelse har hidtil været en grundsten i hospitalsvæsenets kultur, måske fordi det er svært at hamle op med lægefaglige argumenter. Hver gang sygehusene er blevet kritiseret for manglende effektivitet, lyder standardsvaret, at arbejdet vanskeligt kan lade sig udføre på anden vis. De ansvarlige henholder sig til, at et sygehus ikke er en fabrik, men altså et hospital, og at man har med mennesker at gøre.

''Ja, men der er altså ikke længere nogen vej uden om forpligtende langtidsplanlægning. Vi vil gerne have, at patienterne betragter sygehusene som deres egne – sagt i citationstegn. Det er ikke længere nok, at plejen og behandlingen er af meget høj standard – den skal også leveres planlagt og til tiden. Og den forpligtelse, der så ligger på os politikere, er, at vi sætter nogle realistiske mål i forhold til den økonomi, der er afsat til formålet.''

- Ledelsesstrukturen på sygehusene har også med jævne mellemrum været til debat. Den har været præget af mudderkastning, især i spørgsmålet om, hvilke faggrupper, der egner sig til at bestyre millionbudgetterne. Hvad er dit bidrag til debatten?

''Der er behov for en mere entydig ledelse. Jeg tror, at der er en meget stigende forståelse blandt læger og sygeplejersker for, at det at beskæftige sig med ledelse ikke er et venstrehåndsarbejde. Potentialet til at blive en god leder er i langt højere grad et spørgsmål om individet end et spørgsmål om faggruppe. Eksempelvis behøver en sygehuschef ikke nødvendigvis at have en sundhedsfaglig uddannelse for at kunne styre det. Men det er det vitterlige vås at påstå, at læger og sygeplejersker generelt ikke duer til at være ledere.''

- Skal det nye servicesyn også strække sig til Patientklagenævnet, hvor visse typer sager tager flere år at behandle?

''Ja. Der er lige kommet en betænkning, som jeg er i gang med at studere. Jeg ved endnu ikke, hvad løsningen på problemet bliver, men jeg vil klart vedkende mig en holdning om, at sagsbehandlingen er for lang. Men jeg ved af erfaring fra sagsbehandlingstiden i asylsager, at man ikke kan knipse sig til en løsning. Det er en meget vedholdende proces at få nedbragt sagsbehandlingstiden – der skal hele tiden følges op og gives forslag til, hvordan der kan strammes op. Og så skal man se på, om de administrative rutiner er hensigtsmæssige og om den gældende lovgivning lægger hindringer i vejen.''

Kassetænkning er en knast

Et andet område, der har Sygehuskommissionens og Birte Weiss' opmærksomhed, er sammenhængende patientforløb og kassetænkning – eller rettere eliminering af sidstnævnte.

- Psykiatrien er et område, der i stor udstrækning lider under kassetænkning og kulturelle forskelle i sektorerne. Hvad kan der gøres ved det?

''Nu er egentlige udskrivningsplaner jo på tale. Jeg tror ikke, det er en trylleformular, men et skridt i en god retning. For der findes jo fortilfælde for, at patienten er blevet udskrevet til ingenting. Det kan man jo se med det blotte øje.''

- Man arbejder jo allerede med udskrivningsplaner mange steder. Problemet opstår vel, fordi der ikke er plads i næste led?

''Det grundlæggende problem er naturligvis, at oprettelsen af alt det, der skulle træde i stedet for de gamle statshospitaler, er gået alt for langsomt. Men en af ideerne bag distriktspsykiatrien er jo netop at synliggøre psykisk sygdom. Så selv når distriktspsykiatrien kommer til at fungere perfekt, og når der er oprettet tilstrækkelig med bofællesskaber og alle mulige andre ting, vil de psykisk syge stadig være synlige. At der er nogle, der er syge i sindet, hører med til beskrivelsen af et samfund, der tør være sig selv bekendt.''

- Man kan indvende, at synliggørelsen er den eneste tanke i distriktspsykiatrien, der er lykkedes?

''Ah, det er nok en smule uretfærdigt. Men det er gået alt for langsomt. Jeg bor selv lige i nærheden af Københavns Hovedbanegård og ser på det skammeligste, hvordan hovedbanen i de sene aftentimer bliver samlingssted for psykisk syge, der ikke har andre steder at gå hen.''

Hvad angår patientforløb på det somatiske område er det blevet til, at Birte Weiss inden så længe vil fremsætte et lovforslag, der skal få amterne til at opfatte akutstuer til ældre, medicinske patienter, der udelukkende har behov for observation og pleje, som et tilbud, de ikke kan sige nej til.

I dag bliver mange gamle medborgere hospitalsindlagt, fordi der ikke er noget alternativ, selv om en hospitalsseng er dyrere end en plads i primærsektoren. Problemet har hidtil været, at hospitalssengene er amternes, og de mærker ikke udgiften på samme måde, som hvis de skulle betale kommunerne for at passe på denne type patienter.

''Meningen er at tilrettelægge finansieringen sådan, at det faktisk bliver ret åbenbart for parterne,

Side 35

at indlæggelse på akutstue er en fornuftig måde at agere på,'' fortæller Birte Weiss.

- Man har stort set lige siden kommunalreformen talt om, at patienten bliver kastebold mellem sektorerne. Kan man efterhånden regne med, at amter og kommuner er i stand til selv at løse deres samarbejdsproblemer?

''Det er rigtigt, at samarbejdet ikke er lykkedes formidabelt godt, men kun rimeligt. Men de er blevet bedre til det. Vi i Sundhedsministeriet kan godt være lidt mere initiativrige for at få dem til at arbejde bedre sammen. Lovforslaget om akutstuer er et konkret eksempel på, hvad vi som lovgivere kan gøre for at undgå kassetænkning. Men vi kan jo ikke tvinge amter og kommuner.''

En klassisk diskussion

Det er ikke sikkert, at alle kommunalpolitikere vil skrive under på det. Især amterne klager gerne over utidig indblanden fra regering og folketing. Og de har fået flere vink med nogle kraftige vognstænger, som regel dog med et formildende element: Tilhørende, øremærkede ekstrabevillinger. På hjerteområdet har amterne ikke levet op til aktivitetsmålene i regeringens hjerteplan fra 1993. Planen kalkulerede blandt andet med, at aktiviteten skulle være fordoblet inden 1996, men det skete ikke. I år har Birte Weiss aftalt med Amtsrådsforeningen, at landets fem hjertecentre får op til 50 millioner kroner fra omstillings- og incitamentspuljen til formålet. Og pengene udbetales kun til overarbejde.

Det psykiatriske område har også fået ekstra midler to gange i løbet af de seneste par år. Første gang skulle pengene gå til at etablere forskellige boformer, men da tidsfristen udløb og pengene var brugt, var der ikke oprettet nær så mange bopladser som beregnet. Nu er der blevet afsat 480 millioner kroner til opprioritering af det psykiatriske område over de næste fire år.

- Sundhedsvæsenet er jo decentraliseret. Hvor meget skal politikerne på Christiansborg blande sig i amternes gøren og laden?

''Jeg vil faktisk karakterisere det som en fuldstændig klassisk diskussion. Amterne ømmer sig, hver gang Folketinget siger: ''Nu ønsker vi altså den og den udvikling.'' Det er ikke noget, der holder mig søvnløs – jeg er jo også minister for amterne. Arbejdsdelingen må nødvendigvis være sådan, at hvis det overordnede politiske system, Folketinget, mener at et område skal prioriteres stærkere, så er vi i vores fulde ret til at gøre det. Jeg har også lagt mærke til, at amterne ikke har noget imod at modtage midlerne, der følger med.

Folketinget skal ikke fraskrive sig retten til at sætte fokus på nogle bestemte ting, vi gerne vil have gennemført. Man skal heller ikke glemme, at der i forvejen sker en klar fælles prioritering mellem amter og staten, når vi har vores årlige økonomiforhandlinger. Vi laver jo en aftale om, hvor der specielt skal satses i det kommende finansår. At der så kan være nogle ting, som vi derudover gerne vil have skal gå hurtigere – eller skal ske i større omfang – det finder jeg fuldstændig legitimt.''

Enkeltsager og tendenser

- Du har været inde på, at sundhedsområdet er styret af enkeltsager. Har politikerne på Christiansborg ikke også selv en andel i det, når de selv med jævne mellemrum tager enkeltsager op, fx hjerteområdet eller bryst-screening af ældre kvinder, som plejer at være påvirket af, hvilke historier medierne har bragt?

''Der er vel ingen, der kan sige sig helt fri for påvirkning. Og det skal vi heller ikke være. For hvis der er en lang række enkeltsager, der peger i samme retning, så er det jo en tendens. Og den skal vi da være parate til at agere på, hvis den er negativ.

Når jeg alligevel har peget på det, skyldes det, at jeg kender alt til enkeltsager fra mit andet område som indenrigsminister, nemlig på flygtningeområdet. Der kan en i forhold til pressen meget salgsrigtig enkeltsag hurtigt skævvride opfattelsen.

Det må ikke være sådan, at det er pressen og det, journalister nu mener, der skal være bestemmende for den egentlige prioritering i sundhedsvæsenet,'' konstaterer Birte Weiss, der selv er uddannet journalist.

- Fokus på enkeltsager er vel med til at besværliggøre den egentlige prioritering?

''Nu vil prioritering altid være en løbende proces, fordi der hele tiden sker en udvikling i behandlingsmetoder og teknologi. Og i samme øjeblik, vi bliver i stand til at behandle for noget nyt, vil der altid opstå en art venteliste til behandlingen. Og derfor vil der altid være patientgrupper, der føler sig forfordelt.''

Nøgleord: Birte Weiss, interview, sundhedsministeren, sundhedspolitik.

Sygehusvæsenet skulle gerne være på vej mod en ny kultur, hvor patientens tid er lige så vigtig som personalets. Til gengæld må befolkningen indstille sig på at skulle bevæge sig længere væk end til det nærmeste sygehus for at få pleje og behandling, hvis vi skal have has på ventelisterne. Mener Birte Weiss, indenrigs- og sundhedsminister.
32-35
1997
12
Baggrund
Politik
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Grundlæggende tilfredse

Når en kommission fremsætter 47 konkrete anbefalinger, skulle alle kunne finde et eller andet, de kan erklære sig uenige i. Men den samlede reaktion på Sygehuskommissionens forslag fra amter, kommuner, faglige organisationer og politiske partier har været præget af tilfredshed.

Måske også en vis lettelse over, at kommissionen ikke lægger op til nye drastiske omlægninger af sygehusvæsenet. Noget af det mest bemærkelsesværdige ved Sygehuskommissionens betænkning er nemlig de forslag, som kommissionen ikke kan anbefale. Det gælder stort set alle de meget ideologisk prægede forslag, der i de senere år er blevet fremsat af Christiansborg-politikere.

Forslag om at afskaffe amterne, om privatisering, om ventelistegarantier og om at erstatte de faste budgetter med forskellige former for markedsmekanismer bliver omhyggeligt vejet, for og imod, for så at blive aflivet.

Der er mange problemer i sygehusvæsenet, og meget kan forbedres, siger kommissionen. Det er bare et spørgsmål om at gå i gang. Men der er intet, der taler for at ændre de grundlæggende rammer. Der foreligger fx ikke dokumentation for, at den faglige kvalitet på de danske sygehuse er faldet. Der er heller ikke belæg for, at kvaliteten ligger under niveauet i andre lande.

Tilfredse brugere

Sygehuskommissionens opfattelse understøttes af flere opinionsundersøgelser. Danskerne har Europa-rekord i tilfredshed med sundhedsvæsenet. Det viser en ny EU-undersøgelse, fortalte formanden for Sygehuskommissionen, departementschef Ib Valsborg, Sundhedsministeriet, da han præsenterede kommissionens hovedresultater på Amtsrådsforeningens konference den 13.-14. januar.

''Derfor er det ærgerligt, at nogle enkelte problemer, der burde kunne løses uden de helt store armbevægelser, hele tiden præger debatten om sygehusvæsenet.''

Utilfredsheden med sygehusene er medieskabt, mener Amtsrådsforeningens formand Kresten Philipsen. Han henviste til Finansministeriets gallupundersøgelse, der kom kort før jul og viste, at utilfredsheden er størst hos de borgere, der ikke har haft kontakt med sundhedsvæsenet.

''Næsten 80 pct. af dem, der direkte eller indirekte har haft kontakt med sygehusene, siger, at de er tilfredse eller meget tilfredse.''

Amter eller ej

Sygehusvæsenet skal fortsat være offentligt, politisk styret og skattefinanseret, med offentlig drift af sygehusene og vidtgående politisk decentralisering, siger Sygehuskommissionen.

Den tager ikke stilling til, om ansvaret for sygehusene fortsat skal ligge hos amterne eller ej. Det er et spørgsmål, som bliver behandlet i regeringens opgavekommission. Men Sygehuskommissionen har dog gennemgået fordele og ulemper ved de forskellige modeller, den amtslige, et statsligt sygehusvæsen, kommunale sygehusfællesskaber, regionalisering og større amter.

Fordelene ved de mest decentrale modeller er de gode muligheder for nærdemokrati og koordinering med primærsektoren. Fordelene ved en centralisering er bedre muligheder for overordnet planlægning af specialer og funktioner, bedre vilkår for forskning og for landspolitisk styring.

Regeringens opgavekommission er ikke færdig med sit arbejde før udgangen af 1998. Men man kan sagtens tage fat på at løse problemerne i sygehusvæsenet uden først at gennemføre grundlæggende strukturreformer, understregede Ib Valsborg ved præsentationen af kommissionens resultater.

En vis ventetid

Ventetiderne er netop et af de problemer, som kommissionen har kigget nærmere på. Problemet er begrænset. 5,9 pct. af samtlige udskrivninger i 1995 var patienter, der havde ventet i mere end tre måneder, og ventetiderne er først og fremmest knyttet til et begrænset antal operationstyper.

Men ventetiden er stigende, og derfor bør der sættes ind. Det skal ske med en bred vifte af initiativer til effektivisering, siger kommissionen, som til gengæld mener, at en generel ventelistegaranti på tre måneder er en dårlig ide. Den eksisterende målsætning bør altså tages op til revision.

En vis ventetid kan være hensigtsmæssig, både af planlægningsmæssige og behandlingsmæssige grunde. Og ventetiderne kan ikke afskaffes helt, fordi nye behandlingsmuligheder hele tiden ændrer indikationerne.

I stedet for at opstille generelle målsætninger om tre måneders ventetid, bør man se på en række udvalgte behandlinger og patientgrupper hver for sig. Nogle patienter skal måske ikke vente mere end et bestemt antal dage, mens andres ventetider skal tælles i uger eller ligefrem i måneder.

Patienterne skal altså ikke regne med, at ventelisterne forsvinder helt. Men de skal have bedre besked om ventetidernes længde, og der bør indføres booking-systemer, som giver de praktiserende læger mulighed for at booke patienterne ind ved henvisningen.

Økonomiske gulerødder

Sygehuskommissionen afviser grundlæggende ændringer af sygehusenes økonomi i en mere markedsorienteret retning. Den anbefaler ganske vist forsøg med at lade en stor patienttilgang udløse flere penge på budgettet. Men det skal ske på afgrænsede områder, hvor der er særlige behov for en større produktion.

Kommissionen kan derimod ikke anbefale, at man indfører generelle betalingssystemer af en mere markedsorientet karakter, sådan som politiske partier fra begge sider 

Side 21

af folketingssalen i de senere år har foreslået i sundhedspolitiske programmer og oplæg.

Flere af forslagene fra Christiansborg har handlet om at ændre finansieringen, så sygehusene får økonomiske tilskyndelser til at sætte aktiviteten i vejret og til at konkurrere med hinanden på kvalitet og effektiv produktion. Man ved, at aktiviteten vil stige, hvis sygehuse og afdelinger får betaling efter, hvor mange patienter de behandler.  Det viser alle erfaringer medden slags betalingsordninger, og det er baggrunden for forslagene om at indføre præstationsbeta-ling og lade pengene følge patienten.

Et mere afgrænset forslag handler om at styrke det frie sygehusvalg ved at sætte afregningstaksterne for udenamtspatienter i vejret, så det bliver mere attraktivt for sygehusene at konkurrere om disse patienter.

Bevar rammestyringen

Der er imidlertid meget gode grunde til at holde fast i de danske rammebudgetter, siger Sygehuskommissionen. Der er for så vidt ingen tvivl om, at aktivitetsbestemte bevillinger vil give en større produktion. Men prisen er, at politikerne, der jo har ansvaret for at skaffe pengene fra skatteborgerne, får sværere ved at holde styr på udgifterne. Det viser erfaringerne fra sygesikringsområdet, hvor praktiserende læger, speciallæger, tandlæger og andre privatpraktiserende får betaling efter et pengene følger patienten-princip. Her er udgifterne i mange år vokset betydelig hurtigere end på sygehusene.

Politikerne vil også få sværere ved at prioritere, hvor stor en del af amtsbudgetterne, der skal bruges på sygehusene, og hvordan bevillingerne til amtets sygehusvæsen skal fordeles mellem de enkelte sygehuse og afdelinger. Og grundlæggende er det slet ikke et sundhedspolitisk mål, at sygehusene skal producere så meget som muligt, skriver Sygehuskommissionen. Tværtimod har det i årtier været dansk sundhedspolitik, at så mange som muligt af borgernes helbredsproblemer skal løses i den primære sundhedssektor og i kommunernes social- og sundhedsvæsen.

Det vil ikke være acceptabelt, at de samlede udgifter i et skattefinansieret sygehusvæsen fastlægges i et ustyret samspil mellem patienter og sygehuse, hvor ingen af parterne har nogen grund til at begrænse udgifterne, understreger kommissionen.

Tvivlsom konkurrence

Sygehuskommissionen er skeptisk over for ideen om, at konkurrence mellem sygehusene vil højne kvalitet og produktivitet. Konkurrence om patienterne kan formentlig forbedre den synlige service på sygehusene, og det er ikke uvæsentligt for patienternes oplevelse af kvalitet.

Konsekvenserne for den kliniske kvalitet er imidlertid mere uvisse, og man kan argumentere for, at præstationsbetaling vil føre til en ensidig fokusering på produktionen. Det er dog tvivlsomt, om øget konkurrence vil føre til højere produktivitet. Patienter og henvisende læger skal jo ikke selv betale. Så der er ingen grund til at tro, at præstationsbetaling vil føre til en priskonkurrence, der giver en billigere og mere effektiv produktion.

Kritikere af rammebudgetterne har hævdet, at de modvirker en udvikling i produktiviteten, fordi der ikke er nogen økonomisk fordel ved at gøre behandlingsforløbene mere effektive. Andre mener, at rammebudgetterne netop er en del af baggrunden for de senere års produktivitetsudvikling på sygehusene.  Når flere patienter ikke udløser flere penge, er den eneste udvej at tilrettelægge behandling og pleje på en mere effektiv og rationel måde. 

Side 22 

Retfærdige budgetter

Hvordan det nu end hænger sammen, er der dog ingen tvivl om, at den manglende sammenhæng mellem aktivitet og bevillinger er en kilde til megen frustration i afdelingernes hverdag. Det opleves som uretfærdigt og urimeligt, at større aktivitet ikke fører til større bevillinger, men nærmest straffes med budgetproblemer og pålæg om opbremsninger sidst på året.

Det er en af grundene til, at Sygehuskommissionen alligevel anbefaler forsøg, hvor rammebudgetterne suppleres med aktivitetsbestemte bevillinger. En anden grund er ventetidsproblemerne. På elektive områder, hvor der er et velafgrænset behandlingsbehov og lange ventelister, kan der være gode grunde til at indføre præstationsbetaling for at få en højere produktion.

Forsøgene kan foregå efter to modeller, siger Sygehuskommissionen: Enten kan man gøre en del af budgettet afhængigt af aktiviteten, fx 10 pct., mens de øvrige 90 pct. stadig tildeles i form af et rammebudget. Eller man kan indføre pengene følger patienten-princippet på elektive afdelinger med ventetidsproblemer.

Den engelske model

En sidste markedsorienteret model, som ikke har været så meget fremme i den danske debat, men som kendes fra Sverige og England, bliver også gennemgået kritisk i Sygehuskommissionens betænkning. Nemlig ideen om at oprette et internt marked for sygehusydelser ved at skille ansvaret for finansiering og drift.

I England har man overdraget pengene til de praktiserende læger, som så har ansvaret for at købe sygehusbehandling til deres patienter hos sygehusene. I Sverige har man oprettet selvstændige bestiller-funktioner, som indgår kontrakter med sygehusene på borgernes vegne. Sygehuskommissionen kan ikke anbefale nogen af disse køber/sælger-modeller. Ideen er at skabe en konkurrence mellem sygehusene, som fører til højere kvalitet og produktivitet.

Men et grundlæggende problem ved at konkurrere på kvalitet er, at den er vanskelig at måle. Sammenligninger på et dokumenteret grundlag er ikke mulige i dag. Konkurrence på produktiviteten, dvs. prisen, er mulig, hvis køberen har flere muligheder at vælge imellem. Men det er kun tilfældet i områder, hvor sygehusene ligger tæt, og ved elektive behandlinger, hvor patienterne har mulighed for at rejse. Sygehuse har heller ikke gode muligheder for hurtigt at lukke afdelinger op og ned i takt med de ordrer, de kan få. Forudsætningerne for en fri konkurrence er reelt ikke til stede på sygehusområdet, fastslår kommissionen.

Og køber/sælger-modellerne er svære at forene med et frit valg for patienterne. Hvis en køber skal have en stærk forhandlingsposition, må køberen kunne indgå faste aftaler på en samlet patientgruppes vegne. Modellen indebærer også en selvstændiggørelse af sygehusene, som forringer politikernes indflydelse og den demokratiske kontrol.

En vis ledelsesmæssig selvstændiggørelse af sygehusene er dog værd at arbejde videre med, siger Sygehuskommissionen. Et tilløb ligger allerede i forsøgene med kontraktstyring, hvor amtsråd og sygehuse indgår aftaler, der både præciserer, hvilken aktivitet sygehusene skal levere, og hvilken økonomi de skal have til det. Kommissionen anbefaler, at amterne mere aktivt afprøver disse muligheder.•

Nøgleord: Amtsrådsforeningen, sundhedspolitik, Sygehuskommissionen. 

Danskerne har Europa-rekord i tilfredshed med sygehusene, og Sygehuskommissionen afviser da også, at der skulle være brug for drastiske ændringer. Der er ingen forkromede reformforslag i kommissionens betænkning, men 47 konkrete anbefalinger, som umiddelbart kan sættes i værk.
20-22
1997
4
Baggrund
Politik
Sundhed
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken