Lægemangel affødte idé om konsultation hos sygeplejersker

Hos Lægerne Skovbrynet i Skagen er det sygeplejersker, som tager imod patienterne. Det er ikke nødvendigt at ringe og bestille tid, patienterne kan bare møde op mellem kl. 8 og 14 og køre deres sygesikringskort igennem kortaflæseren ved receptionen. Her kan de trykke, om de f.eks. skal have taget blodprøve, eller om de skal have en konsultation. Herefter bliver de kaldt ind hos en af de fem sygeplejersker, som arbejder i lægehuset. Sygeplejerskerne arbejder i makkerpar med lægerne, og det bliver aftalt om morgenen, hvem der er makkere. 

Konsultationssygeplejerske Lise Winter Kristoffersen kan godt lide, at hver dag er forskellig, og at konsultationerne kan handle om stort set alt. 

”Det kan være en mand, som ikke kan komme af med urinen, et barn med halsbetændelse, en person med selvmordstanker eller en flænge i hovedet. Vi tager den indledende samtale og klarer så meget, vi kan, og så snart der er den mindste tvivl, konsulterer vi lægen. Der foregår hele tiden en løbende sparring, hvor man som sygeplejerske lærer mere og mere,” siger Lise Winter Kristoffersen. 

Fleksibel brug af læger

Sygeplejerskerne ordner alt det, de selv kan klare, og ellers konsulterer de lægen.

”Vi tager den indledende samtale og får sygehistorien. Jeg måler måske blodtryk eller tager et infektionstal, og når lægen kommer, giver jeg sygehistorien videre i en kortere form efter ISBAR-modellen (Dansk Selskab for Patientsikkerheds tjekliste. ISBAR står for: Identifikation, Situation, Baggrund, Analyse og Råd). På den måde er lægekonsultationen hurtigere overstået, og lægen er fri til at gå videre til den næste patient.” I komplicerede tilfælde, hvor lægen har brug for at sætte sig grundigere ind i journalen, er der frigjort rigelig tid hos lægerne til det.  

”Det betyder, at man ikke behøver at have så mange læger på arbejde ad gangen, og at lægen ikke sidder låst fast med patienter hele dagen.”

I mange tilfælde kan sygeplejerskerne klare konsultationen, uden at lægen bliver involveret. Udover at tage sig af de akutte patienter har sygeplejerskerne også dage, hvor de har ambulatoriefunktion, og her tager de sig af de patienter, som har kroniske sygdomme som diabetes og KOL.

Den måde, Lægerne Skovbrynet i Skagen arbejder på, bliver populært kaldt Skagens-modellen, og interessen er stor fra andre dele af landet. Det var lægemangel, som affødte idéen om at lade sygeplejersker stå for konsultationerne. På kort tid oplevede lægehuset at gå fra at have været seks læger til tre, mens sygeplejerskegruppen er gået fra at være to til nu fem. Lise Winter Kristoffersen har valgt at arbejde i lægehuset i Skagen pga. det akutte arbejde. 

”Det er vigtigt at være bevidst om sine kompetencer, når man arbejder her, men jeg er aldrig i tvivl om, hvor langt mine kompetencer rækker, og hvornår jeg skal hente lægen.” 

2016-13-akutteam

TEMA: NØGLEROLLER I DET NÆRE SUNDHEDVÆSEN

Snart løftes sløret for planerne for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Allerede nu eksperimenteres der mange steder med sygeplejersker i nøgleroller; som udkørende akutteam i borgerens eget hjem i Haderslev, i akutfunktion på døgnbemandet center i Lemvig og med selvstændige  funktioner i lægepraksis i Skagen.

 

I et lægehus i Skagen bliver patienterne mødt af sygeplejersker først, og det er ikke en selvfølge, at patienterne ser en læge. Skagens-modellen bliver mødt med stor interesse fra andre dele af landet med lægemangel.
29
2016
13
Tema: De nære nøgleroller
Politik
Sundhedsvæsen
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Sundhedspolitik
Sundhedsvæsen
Magazine tags  Tema Web article 

Lemvigmodellen

En tartelet med høns i asparges bliver sat foran den ældre mand med iltapparatet. Den brummende, mekaniske lyd bliver overdøvet af begejstringen over dagens frokost. I går spiste han to, og det er meget for den ellers småtspisende borger. Vi er på Tryghedshotellet i Lemvig, og sygeplejerske Birte Hedegaard Nielsen småsludrer med borgeren, imens han nydende tygger sig igennem frokosten. De to kan hurtigt blive enige om, at rigtig høns i asparges laves med fløde, og det er lige præcis sådan, den i tarteletten er lavet.

Birte Hedegaard Nielsen har været sygeplejerske i 23 år, har mange års erfaring som hjemmesygeplejerske i kommunen og har været med på Tryghedshotellet fra begyndelsen i 2013. Tryghedshotellet er én af Lemvig Kommunes løsninger på akut sygepleje i det nære sundhedsvæsen. Her er der tid til at observere, pleje og behandle og til at koordinere borgerens videre forløb. Som alle andre steder kan der være travlt på Tryghedshotellet, men hun oplever, at de fuldt ud udnytter, at der altid kommer en anden sygeplejerske og tager over.

”Her er der sygeplejersker døgnet rundt, for der skal ikke være forskel på at have brug for en sygeplejerske, om det er nat eller dag,” siger Birte Hedegaard Nielsen.

En ny løsning på et gammelt problem

Alle Birte Hedegaard Nielsens chefer er sygeplejersker. Det betyder noget i hverdagen. I dag får hun og hendes kollegaer f.eks. mulighed for at diskutere et etisk dilemma med områdeleder Birgitte Nielsen, der kigger forbi.

Hun er glad for, at hendes øverste chef, sundhedschef Grete Bækgaard Thomsen, indså, at ressourcerne kunne fordeles anderledes, og løste det med Tryghedshotellet. Birte Hedegaard Nielsen oplever hver dag den forskel, det gør for borgere, der undgår indlæggelse eller ambulant behandling i Herning. 

3 gode råd
  • God forberedelse er nøgleordet
  • Sæt klare rammer op for de opgaver, der kan blive løst
  • Find den rigtige løsning til jeres situation 

Borgerne bliver henvist af hjemmesygeplejerske, hospital eller af egen læge, der også har både behandlingsretten og tilsynspligten. Men i dagligdagen er det sygeplejerskerne, der følger borgerne hele vejen igennem processen.

”I dag har jeg haft en borger i bad. Det gør jeg, fordi jeg kan samle observationer. Hvordan ser det sår ud, hvordan skal han støttes, hvordan fungerer han kognitivt? De observationer ville jeg ikke kunne gøre mig, hvis opgaven var overladt til en assistent,” forklarer Birte Hedegaard Nielsen.

Tryghedshotellet har en helt klar afgrænsning i forhold til, hvilke opgaver de kan løse, og dem er sygeplejerskerne blevet uddannet i. Læge og praksiskonsulent i Lemvig, Bruno Christensen, har oplært dem i forhold til rammeordinationer og udelegering af opgaver.

Skal tilpasses omstændighederne

170 meter derfra sidder sundhedschef Grete Bækgaard Thomsen. Tryghedshotellet var hendes idé, som hun udviklede sammen med områdelederne. Fra første tanke, og indtil det var en realitet, gik der tre år. Grete Bækgaard Thomsen gør ikke noget uden at have grundlaget på plads. Det betyder, at man var på besøg i både Randers og Viborg for at se nærmere på, hvordan de har løst udfordringen med det nære sundhedsvæsen. Selvom Lemvig er en lille kommune indbyggermæssigt, så er den spredt over et stort geografisk område, og det var årsag til, at man i første omgang valgte et udkørende team fra.

”Det blev meget tydeligt, at der ville komme nogle opgaver ud i kommunerne, der krævede øget ekspertise hos sygeplejersker. Den ekspertise skal være til stede 24 timer i døgnet, men et udkørende team ville bruge rigtig meget tid på landevejen. At samle ekspertisen et sted giver en bedre udnyttelse af ressourcerne,” forklarer Grete Bækgaard Thomsen om baggrunden for Tryghedshotellet.

Tryghedshotellet er ikke en erstatning for provinshospitalet, og det er heller ikke meningen, fortæller Grete Bækgaard Thomsen. Men det er et tiltag, der kan spare borgere for indlæggelse, har nedbragt genindlæggelser og giver bedre mulighed for tidlig opsporing af begyndende sygdom.

Tryghedshotellet

Tryghedshotellet i Lemvig har eksisteret siden 2013. Her har man ni senge og er som første sted i landet døgnbemandet med sygeplejersker. Borgerne bliver indskrevet på Tryghedshotellet enten for at undgå en hospitalsindlæggelse eller for at forkorte den, det kan være i forbindelse med f.eks. dehydrering eller infektion. Halvdelen af indskrivningerne er under syv dage, og her bliver der lagt en plan f.eks. for borgerens fremtidige behandling i eget hjem.

Pårørende spiller en rolle 

En stor fordel ved Tryghedshotellet handler slet ikke om den kliniske sygepleje, men om nærhed. Nærhed med borgerne, men især nærhed i forhold til pårørende, fortæller sygeplejerske Birte Hedegaard Nielsen. Når en borger er indskrevet her, så har pårørende bedre mulighed for at besøge indskrevne borgere, end hvis de skulle tage turen på 75 km til Herning. De pårørende får i det hele taget mulighed for at være mere nærværende, når et familiemedlem er sygt.

”Her har vi mulighed for at inddrage pårørende og orientere på helhedsbehandlingen og plejen. Det giver både borgere og pårørende en større tryghed, men også os mulighed for at samle mere viden f.eks. om, hvordan borgeren har klaret sig i eget hjem,” siger Birte Hedegaard Nielsen om en anden fordel ved at indskrive borgere på Tryghedshotellet fremfor korte besøg i eget hjem.

Når pårørende er så involverede, så er det vigtigt at være skarp på retorikken og fortælle, hvad det er, Tryghedshotellet kan hjælpe med og hvordan, fortæller Grete Bækgaard Thomsen. Men i sidste ende er det stadig borgeren, der er i centrum. For et ophold på Tryghedshotellet er beregnet på at være kort, og så skal borgeren hjem og leve det bedst mulige liv.

”Det, jeg synes er vigtigt, er hele tiden at lade borgeren beholde sit eget liv. Vi kan ikke tage den eksistentielle krise og lidelse fra dem, men vi har skabt nogle rammer, hvor vi kan hjælpe dem på vej,” fortæller Grete Bækgaard Thomsen. Det betyder også, at man ikke er indskrevet længere end højst nødvendigt. Når en borger har fået det bedre, så bliver der lagt en plan for, hvordan det kan fortsætte i eget hjem.

Title

Hvad var udfordringen?
”Det handler om at stole på, at det, man ser, og det, man vil, er det rigtige. At man er vedholdende, når man ser en løsning.”

Hvad var det sværeste?
”At få kommunikeret klart og tydeligt til samarbejdspartnere, borgere og pårørende, hvad det er, Tryghedshotellet kan.”

Hvad er I stolte af?
”Jeg er stolt af, at jeg får tilbagemeldinger om, at sygeplejerskerne er dygtige.”

Løsningen ændrer sig hele tiden

I Lemvig Kommune udvikler de hele tiden på det nærmeste sundhedsvæsen, så alle borgere får den bedst mulige hjælp. På sigt kommer der måske et opsøgende team som supplement til Tryghedshotellet. Men så skal de have deres base dér, så sygeplejersketimerne bliver udnyttet bedst muligt til gavn for borgerne. Netop den skræddersyede løsning, fremhæver Grete Bækgaard Thomsen, ikke kun i Lemvig Kommune, men i alle landets kommuner.

”Det er vigtigt at finde den løsning, der passer til den kultur og den kontekst, man er i. Standarder er gode til at få en forståelse af, hvad det er, vi taler om. Men det vigtigste for mig er, at der er udgangspunkt i den borger, jeg står overfor,” fastslår Grete Bækgaard Thomsen.

Tilbage på Tryghedshotellet bliver en dement borger fulgt tilbage på sit værelse for tredje gang. Her er langt fra den travle stemning på sygehuset. I baggrunden lyder den brummende iltmaskine stadig, og Birte Hedegaard Nielsen tager en stille snak, imens hun arm i arm følger borgeren ned på sit værelse. Det er der tid til, og der kan altid gøres flere observationer. 

2016-13-akutteam

TEMA: NØGLEROLLER I DET NÆRE SUNDHEDVÆSEN

Snart løftes sløret for planerne for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Allerede nu eksperimenteres der mange steder med sygeplejersker i nøgleroller; som udkørende akutteam i borgerens eget hjem i Haderslev, i akutfunktion på døgnbemandet center i Lemvig og med selvstændige  funktioner i lægepraksis i Skagen.

 

På Tryghedshotellet i Lemvig Kommune er der altid tid til borgerne, hvad enten det handler om klinisk sygepleje eller en hyggesnak over en tartelet. Tid til observationer er en vigtig del af den sygepleje, de yder her.
26-28
2016
13
Tema: De nære nøgleroller
Politik
Sundhedsvæsen
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Sundhedspolitik
Sundhedsvæsen
Magazine tags  Tema Web article 

Kickstart til det nære sundhedsvæsen

Engang foregik al behandling af patienter med hjertesvigt, KOL og diabetes på hospitalet, men i dag er en stor del af opgaverne flyttet ud i kommunerne og i praksissektoren i takt med den stigende specialisering på sygehusene. Det har skabt et behov for, at sygehuse, hjemmepleje og almen praksis taler sammen og koordinerer på tværs. I det arbejde er det oplagt at sygeplejersker kan  indtage en nøglerolle som udkørende akutteam i borgerens eget hjem, i akutfunktion på døgnbemandede centre og med selvstændige funktioner i lægepraksisser.

Igennem hele 2016 har repræsentanter for regering, kommuner og regioner arbejdet bag lukkede døre i et ”Udvalg om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen”. Her er de i gang med at tegne rammerne for fremtidens sundhedsvæsen, som skal være sammenhængende, borgernært, omkostningseffektivt og af høj kvalitet. Og patienterne skal opleve samme kvalitet i pleje og behandling, uanset hvor i landet de bor. 
Da sundhedsminister Sophie Løhde (V) lancerede udvalget i begyndelsen af 2016, var ambitionerne store:

Behandling flyttes til kommuner

Fra 2009 til 2014 er antallet af korte indlæggelser steget med 25 pct., og for patienter over 65 år er de korte indlæggelser steget med 59 pct. De korte indlæggelser skyldes ofte behov for væsketerapi, behandlingskrævende urinvejsinfektioner eller ureguleret diabetes, og det er nogle af de behandlinger, der skal kunne gives i det nære sundhedsvæsen. 
Antallet af mennesker over 80 år forventes at være fordoblet i 2040, og det betyder, at flere mennesker, som lever med kroniske sygdomme, derfor ofte er i kontakt med flere sektorer på samme tid. Den udvikling stiller krav om sammenhæng i sundhedsvæsenet på tværs af sygehuse, kommuner og praksissektor. 

”Alle patienter skal opleve sammenhæng i deres behandlingsforløb på tværs af sygehuse, kommuner og praktiserende læger, men det sker ikke altid i øjeblikket. Derfor er der behov for, at vi ser på, hvordan vi kan gøre samarbejdet mellem aktørerne endnu bedre. Vi skal bl.a. sikre, at der er klarhed over, hvem der gør hvad – og hvornår – og de nære sundhedstilbud skal have samme høje kvalitet landet over. Det må simpelthen ikke være postnummeret, der afgør, hvilke tilbud eller hvilken behandling borgerne og patienterne får,” lød det fra Sophie Løhde.

Stadig mange uløste problemer

Nu, hvor planen skal lanceres inden for kort tid, vurderer programleder for sundhed i Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, Jakob Kjellberg, at planen reelt vil være noget mindre ambitiøs, end der politisk blev lagt op til.

”Den her proces handler om, hvordan vi får skabt sammenhæng i systemet. Hvordan vi erstatter alle de mindre sygehuse, som vi har lukket. Engang var det tanken, at almen praksis skulle laves til nogle større centre, hvor man samlede mange specialkompetencer, men den plan blev aldrig realiseret. Så vi mangler stadig svar på de store strukturelle spørgsmål som: Hvordan er patientvejen? Hvem har ansvaret for patienten? Hvem ejer data? Hvordan sikrer man de rigtige kompetencer? Hvem ejer bygninger? Hvordan sikrer man lægedækningen? De samme grundlæggende spørgsmål står stadig uløste, og derfor har jeg meget svært ved at se, at udvalget kan komme med den store forkromede forandring,” siger Jakob Kjellberg, som ikke mener, at sundhedsvæsenet i de sidste 10 år er kommet tættere på at løse problemer med patientflow og data.

Han vurderer derfor, at planen for det nære sundhedsvæsen er en relativt lille plan i forhold til planen for restrukturering af sygehusvæsenet fra 2007. 

”Mange forventede dengang, at man af sig selv ville se en markant udvikling i retning af nogle større lægehuse, altså den der massive udbygning af en række støttepersonale omkring nogle større almenpraksisenheder. Der må man konstatere, at der er faktisk ikke blevet mere støttepersonale,” siger Jakob Kjellberg, som til gengæld roser udviklingen i kommunernes akutfunktioner: 

”Der er gode initiativer, og kommunerne engagerer sig forbilledligt. Men igen er der store udfordringer i at få standardiseret behandlingen, ensartet kvalitet og skabt klarhed over, hvordan kommunerne skal spille sammen med sygehusene. Men der er bevægelser i den rigtige retning.”

Uacceptabel forskel

Kommunernes akutfunktioner er et af de vigtige led, som skal være med til at binde sundhedsvæsenet sammen på tværs af sektorer. I dag har ni ud af 10 kommuner oprettet akutfunktioner i form af akutpladser eller akutteam, det fremgår af Sundhedsministeriets nationale handlingsplan fra 2016 ”Styrket indsats for den ældre medicinske patient”, og fra 2018 bliver det et krav, at alle kommuner har en akutordning i form af enten akutpladser eller akutteam.  
 

Udvalg for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen

Som led i den nationale handlingsplan fra 2016 ”Styrket indsats for den ældre medicinske patient” nedsatte regeringen i begyndelsen af året et udvalg, som skal komme med en plan og anbefalinger, der skal sikre sammenhæng i sundhedsvæsenet på tværs af sektorer samt ensartet kvalitet landet over. Udvalget skal præsentere planen i begyndelsen af 2017. 

Udvalget består af repræsentanter fra:
Sundheds- og Ældreministeriet
Social- og Indenrigsministeriet
Finansministeriet
Kommunernes Landsforening
Danske Regioner

Interessentgruppen består af repræsentanter fra:
Lægeforeningen
Sundhedskartellet
Dansk Sygeplejeråd
FOA
Danske Patienter
Danske Handicaporganisationer

Men selvom kommunerne har akutfunktioner, er det ikke ensbetydende med, at alle kommunens borgere er omfattet af et kommunalt tilbud, og hver 10. kommune har slet ikke noget tilbud. For der er flere aktører i det nære sundhedsvæsen. Fra sygehusene rykker udgående akutteams ud og følger patienterne i eget hjem, og de praktiserende læger arbejder også i borgernes nærmiljø.     

Det brogede billede af akuttilbud til borgerne er udtryk for en opbygningsfase. Men det er også uholdbart, mener professor, dr.med. Frede Olesen fra Institut for Folkesundhed.

”Det er et postnummerlotteri, hvor ens behandlings- og fremtidsudsigter afhænger af, hvilket postnummer man bor i. Og det er uacceptabelt ud fra en lighedsbetragtning. En stor kommune som Aarhus kan prale af at have en god følge hjem-ordning, modtage hjemme-funktion og genindlæggelsesforebyggende funktion – i Aarhus går det godt, vil historien lyde. Men hvad hjælper det, hvis man bor i nabokommunen Skanderborg eller Odder? Ens fremtidsmuligheder på helbredsområdet skal ikke være kommunalt afhængige. Her synes jeg, at regionerne skulle træde hårdere frem på banen med krav til, at vi skal være enige om, hvad og hvordan der leveres, så de chancer, man har for et godt outcome, er rimelig ens, uanset hvor man bor,” siger Frede Olesen.  

Han mener, der er brug for en harmoniseringsproces i kommunerne, så man som borger ved, hvad man kan forvente af kommunens tilbud om pleje og behandling.

”Hvordan man skruer sin ordning sammen, det må kommunerne selv om, men der skal ikke være tvivl om, hvad man har mulighed for at få, og hvad man kan forvente af resultater,” siger han.

Uoverskueligt at henvise

I dag er kvaliteten af akuttilbuddene meget forskellig, og akuttilbuddene er derfor blevet kritiseret af de praktiserende læger og af sygehuslæger, som synes, det er uoverskueligt at henvise patienter til tilbuddene, når de ikke kender kvaliteten. Af den grund har der i nogle kommuner været problemer med at få praktiserende læger til at henvise patienter til de kommunale akutfunktioner.

Formand for de praktiserende lægers Kommune- og Forebyggelsesudvalg, Anna Mette Nathan, siger, at kvalitet og logistik er lægernes største bekymring mht. at gå ind i samarbejdet med de kommunale akutfunktioner. 

”Vi skal have sikkerhed for, at kvaliteten er i orden, og det kræver, at der er en vis ensartethed. Derudover har vi et stort problem med lægedækningen på akutcentre. Der har været en politisk forventning om, at de praktiserende læger tager sig af de patienter, som tidligere var indlagt på sygehusene, men der er ikke fulgt ressourcer med opgaven, og rent logistisk har lægerne ikke tid til at køre ud til patienter, som ofte er anbragt langt væk,” siger Anna Mette Nathan. Hun ser frem til, at Sundhedsstyrelsen udarbejder nye kvalitetsstandarder for de kommunale akutfunktioner. 

Sundhedsstyrelsen er i gang med at udarbejde nye kvalitetskrav til kommunernes akutfunktioner, som skal præsenteres i marts 2017. Her skal akutfunktionernes opgaver beskrives, og krav til sygeplejerskers kompetencer og kommunernes samarbejde med sygehuse og praktiserende læger skal defineres. Ifølge sektionsleder i Sundhedsstyrelsen, Kirsten Hansen, skal standarderne gøre det tydeligt, hvad akutfunktionerne kan, og hvilket kompetenceniveau der er i akutfunktionen.

”Kvaliteten skal være kendt, så sygehuslæger og praktiserende læger ved, hvad de henviser deres patienter til, når de henviser til en kommunal akutfunktion. Erfaringen viser, at når lægerne kender kommunens akutfunktion, så vil de også gerne henvise til den,” siger Kirsten Hansen.

Sygeplejersker kan få stort ansvar

Dansk Sygeplejeråd har en interesse i, at der bliver stillet krav til kompetencerne, så sygeplejersker i akutfunktionerne får den nødvendige uddannelse. Næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steenberg, har argumenteret over for Sundhedsstyrelsen for, at sygeplejersker skal have formel uddannelse for at kunne varetage arbejdet i akutfunktioner. 

”På hospitalet er der nogle meget præcise kvalitetskrav. Man har f.eks. en tradition for, at man skal arbejde forsknings- og vidensbaseret, og det siger noget om de kompetencer, der skal være til stede. De samme kompetence- og stillingskategorier skal være til stede i kommunerne,” mener Dorte Steenberg, som derfor forventer, at Udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen vil komme med en præcis beskrivelse af de opgaver, der skal varetages uden for sygehusene. 
tabel-tema

”Det er nødvendigt, for at vi kan stille nogle præcise krav om kompetenceniveauerne. Vi mener ikke, det er godt nok, hvis kravene bliver, at man skal have grunduddannelse og et par års erfaring. For sygeplejersker i akutfunktioner har et stort ansvar for komplekse patientsituationer og skal kunne observere og foretage de første udredninger uden fasttilknyttede læger. Det er et stort ansvar, der kræver høje kompetencer, både teoretiske og praktiske. Derudover er der også opgaver med at vejlede og undervise det øvrige sundhedspersonale i kommunen, og den opgave kræver også kompetencer,” siger Dorte Steenberg, som derfor argumenterer for, at sygeplejersker skal have formel uddannelse. 

”Vi er interesserede i, at der er en nogenlunde fælles standard på tværs af landet, så vi ikke skal ind og tage en debat med hver enkelt kommune,” siger Dorte Steenberg.

Brug for central beslutning

Det er sundhedsaftalerne mellem region og kommune, der hidtil har koordineret sundhedsindsatsen mellem regioner og kommuner. I 2013 opfordrede Region Hovedstaden eksempelvis 29 kommuner til at oprette akutfunktioner, og Tværsektoriel Forskningsenhed i Region Hovedstaden har kortlagt de kommunale akutfunktioner i regionen og undersøgt evidens på området. 

En af forskerne bag undersøgelsen, docent på Institut for Sygepleje på Professionshøjskolen Metropol, cand.scient.soc. og ph.d., Lone Schou, konkluderer, at hvis formålet med akutfunktioner er at undgå unødvendige genindlæggelser, så er det vigtigt, at den kommunale akutfunktion er mobil, tilgængelig hele døgnet og bemandet med kompetent personale. 

”Det hjælper ikke, hvis der går flere timer, før borgeren bliver tilset. Borgeren skal tilses af en erfaren akutsygeplejerske inden for en time, og sygeplejersken skal have mulighed for at konferere med en læge – og helst den praktiserende læge, som kender borgeren. Hvis der går længere tid, så ender borgeren alligevel med at blive indlagt, fordi den kroniske tilstand risikerer at blive forværret,” siger Lone Schou. 

Undersøgelsen konkluderer bl.a., at der mangler en overordnet definition på centrale begreber som f.eks. akut opståede problemstillinger og akut behandling, og der mangler central beslutning og en beskrivelse af, hvad tilbuddene bør indeholde, og hvordan opgave- og ansvarsfordelingen skal organiseres.

I den nationale handlingsplan fra 2016 ”Styrket indsats for den ældre medicinske patient” er der afsat 445 mio. kr. i perioden 2016-2019 og herefter 170 mio. kr. til, at kommunerne kan styrke de kommunale akutfunktioner. Derudover er der yderligere 125 mio. kr. sat af til at medfinansiere en yderligere styrkelse af sygeplejefaglige kompetencer.

Det regeringsnedsatte udvalg for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen præsenterer deres anbefalinger i begyndelsen af 2017. 

2016-13-akutteam

TEMA: NØGLEROLLER I DET NÆRE SUNDHEDVÆSEN

Snart løftes sløret for planerne for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Allerede nu eksperimenteres der mange steder med sygeplejersker i nøgleroller; som udkørende akutteam i borgerens eget hjem i Haderslev, i akutfunktion på døgnbemandet center i Lemvig og med selvstændige  funktioner i lægepraksis i Skagen.

 


 

DET NÆRE SUNDHEDSVÆSEN. Et regeringsnedsat udvalg har fået til opgave inden årsskiftet at komme med et bud på rammerne for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Målet er at skabe et tættere samarbejde mellem regioner, kommuner og private lægepraksisser. Et stort spørgsmål er, hvordan alle borgere kan opleve et sundhedsvæsen af samme kvalitet.
20-25
2016
13
Tema: De nære nøgleroller
Politik
Sundhedsvæsen
Temaer
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Sundhedspolitik
Sundhedsvæsen
Magazine tags  Tema Web article 

Prioritering i Europa

kort-prioritering-europa-
Attribution 
Grafik: Mathias Nygaard Justesen

2016-4-tema-prioritering-1

TEMA: PRIORITERING

Danmark er kendt for sit mål om fri og lige adgang til sundhed. Her kan man regne med behandling i verdensklasse uden at tænke på, hvad den koster. For politikerne vil ikke vælge nogen fra. Og så alligevel: I februar foreslog Danske Regioner et nyt medicinråd og pustede nyt liv i debatten om et dansk sundhedsvæsen i verdensklasse – men med begrænsede midler. Og det sætter etikken på prøve.

 

Landene omkring Danmark har i mange år til- og fravalgt ny og dyr medicin. I modsætning hertil prioriterer Danmark ikke med analyser af omkostning sat op mod effekt af lægemidler og behandlinger.
26-27
2016
4
Tema: Prioritering
Politik
Prioritering
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Medicin
Politik
Sundhedspolitik
Magazine tags  Tema

Nu skal medicinrådet diskuteres

Der er intet juridisk til hinder for, at Danske Regioner nedsætter et nyt medicinråd, der inddrager pris og omkostningseffektivitet i forbindelse med vurdering af ny sygehusmedicin. Danske Regioner overraskede dog mange med både timing og indhold, da de præsenterede forslaget i begyndelsen af februar, ikke mindst fordi sundhedsminister Sophie Løhde (V) så sent som i december 2015 igangsatte et analysearbejde, der netop skal gøre regeringen klogere på, hvordan der kan dæmmes op for de voksende udgifter til ny medicin. Sundhedsministeriet har desuden planlagt en række drøftelser med sundhedsordførerne på Christiansborg om mulige prioriteringsmodeller frem mod sommerferien, hvor analysearbejdet også ventes færdigt. 

I Dansk Sygeplejeråd følges debatten tæt, og emnet var til debat på hovedbestyrelsesmødet i februar. Her var der bred enighed om, at medicinrådet er et skridt i den rigtige retning, men også at der er brug for flere strenge at spille på end medicinpriser. Og her bør sygeplejersker være mere synlige, pointerede formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.

”Sygeplejersker er allerede med til at prioritere mange forskellige steder, f.eks. på lederniveau, og især også på det såkaldte individuelle rationeringsniveau. Det er oplagt, at vi byder ind med konkrete forslag til, hvordan sundhedsvæsenet prioriterer, både i forhold til medicin og f.eks. også behandlingsmetoder,” sagde Grete Christensen.

Som eksempler på uhensigtsmæssige prioriteringer, som sygeplejersker med fordel kan gøre opmærksom på, nævnte formand for Dansk Sygeplejeråd Kreds Syddanmark, John Christensen, IV- og AK-behandlinger. 

”Mange sygeplejersker oplever, at flere og flere patienter sendes hjem fra sygehusene med IV-behandling, selvom de faktisk godt kan klare at få behandlingen med tabletter. Spørgsmålet er, om der er fagligt belæg for at bruge den dyrere IV-behandling frem for tabletter, som ofte er billigere, også i forhold til personaleforbrug. Det samme med blodfortyndende medicin, hvor hjemvendte patienter ordineres AK-behandling ved sprøjte i stedet for tabletter, som borgerne selv kan administrere,” sagde han.

Som eksempler på andre prioriteringer, som sygeplejersker kan være med til at diskutere det fornuftige i, fremhævede formand for Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland, Helle Dirksen, bl.a. skopioperationer.

”Med de nye, langt hurtigere og mindre indgribende behandlingsmetoder flytter grænserne sig hele tiden for, hvornår og hvor mange der bliver henvist. Nogle gange er det værd at diskutere, om det f.eks. er bedre at genoptræne end at operere,” sagde Helle Dirksen. 

Inddrag sygeplejeetikken

Også på det etiske niveau kan sygeplejersker gøre sig gældende i debatten, påpegede  2.-næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steenberg:

”Sygeplejersker konfronteres dagligt med prioriteringsdilemmaer, store som små, og de har en værdifuld viden om, hvor der kan prioriteres anderledes, ofte på måder så det også gavner økonomien,” siger hun og uddyber:

”Men det kan måske være vanskeligt at komme af med denne viden og også at få øje på alle mulighederne i prioritering. I samarbejde med Sygeplejeetisk Råd kan vi med fordel udvikle nogle redskaber, som kan hjælpe sygeplejerskerne med at afdække og diskutere de etiske problemstillinger mere systematisk,” siger Dorte Steenberg.

Det forslag hilser Sygeplejeetisk Råd velkommen. ”Vi vil meget gerne være med til at udvikle nogle nye konkrete redskaber, som da vi sammen lavede sms-debatter og dilemmakort. Vi synes måske, at en given handling er den bedste for lige præcis vores ene patient, men hvilke konsekvenser har den for de andre? Etiske diskussioner har sjældent et endegyldigt svar. Det handler om at se tingene fra alle sider,” siger næstformand Annette Hegelund.

Hun opfordrer desuden sygeplejersker generelt til at bruge de sygeplejeetiske retningslinjer aktivt i deres arbejde, også når det gælder prioriteringer.

”De er altid gode at tænke ind. I forhold til diskussion af mere negative konsekvenser af en given prioritering giver brugen af etiske overvejelser i argumentationen desuden større chance for, at kritikken bliver anerkendt og ikke får karakter af ”brok”,” siger Annette Hegelund.

Danske Regioner er p.t. i dialog med Sophie Løhde og andre interessenter om medicinrådets endelige form. For selvom Danske Regioner godt kan skyde rådet i gang som varslet den 1. januar 2017, er der ingen tvivl om, at de ønsker en prioriteringsmodel med bred opbakning på både Christiansborg og blandt andre samarbejdsparter. 

De kommende måneder vil Danske Regioner diskutere sit forslag om et medicinråd med bl.a. sundhedsminister Sophie Løhde (V). I løbet af foråret varsler hun selv et udspil i forhold til de stigende medicinudgifter. Dansk Sygeplejeråd følger debatten nøje og påpeger, at sygeplejersker bør spille en større rolle, når sundhedsvæsenet skal prioritere de knappe ressourcer.
30-31
2016
4
Tema: Prioritering
Politik
Prioritering
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Medicin
Politik
Sundhedspolitik
Magazine tags  Tema

Norge prioriterer efter livskvalitet

I februar i år slukkede fire bureaukrater i Norge håbet om en ny, effektiv behandling for en gruppe svært syge patienter med ikke-småcellet lungekræft. En ny immunterapi med stoffet nivolumab forlænger livet med 6-9 måneder sammenlignet med den kendte cellegiftbehandling, og bivirkningerne er mindre. Alligevel blev det et nej fra det såkaldte Beslutningsforum, der siden maj 2014 har bestemt, om nordmændene skal tilbydes en ny behandling eller ej i det offentlige sundhedssystem. Fire direktører fra regionerne har det afgørende ord. 

”Ifølge de kriterier, der ligger til grund for vores arbejde, er det legitimt ikke at indføre et nyt, effektivt lægemiddel, hvis det er for dyrt,” siger leder af Beslutningsforum, Lars Vorland, der er administrerende direktør i Helse Nord RHF. 

En regionsdirektør i Norge har et dobbelt ansvar: Budgettet skal hænge sammen, og det offentlige skal tilbyde ordentlig sygehusbehandling til hele befolkningen. Det er på den baggrund, regionsdirektørerne har fået opgaven med at prioritere. De kan sige nej, hvis prisen er for høj i forhold til den vundne effekt og livskvalitet. De kan også sige nej, hvis konsekvenserne af et ja giver for store, negative konsekvenser for andre patientgrupper, som så har færre penge til behandling. 

I tilfældet nivolumab var prisen var for høj, vurderede Beslutningsforum. Behandlingen ville koste et trecifret millionbeløb om året.

”Det sker ikke særlig tit, at vi siger nej. I 2015 skete det slet ikke. Men i 2014 sagde vi nej til en tredjedel af de nye behandlinger. Da var systemet også nyt. Nu møder vi større forståelse hos lægemiddelvirksomhederne for, at den pris, de kommer med, er et udspil. Nu forhandler vi prisen sideløbende med, at vi får analyseret behandlingen i Statens Legemiddelverk,” siger Lars Vorland, der dermed også er med til at sikre nordmændene den billigst mulige medicin.

Vant til debat om prioritering

I Norge har debatten om prioritering stået på i over 30 år, og der er i befolkningen en udbredt anerkendelse af behovet, viser spørgeundersøgelser. Grundtanken er, at hver gang man siger ja til én udgift, siger man nej til en anden. For selv om det norske budget til sundhed er større end mange andre landes, er det ikke ubegrænset. Når der så skal prioriteres, bør det ske i et system med stor åbenhed baseret på klare kriterier, lyder argumentet bag den norske model. 

Derfor har nordmændene et nationalt råd for prioritering, der rådgiver om prioritering i kommuner og på sygehuse samt om screeninger og vacciner. De har desuden Beslutningsforum, der tager stilling til nye behandlingsmetoder og -metodikker.

I nationalt råd for prioritering sidder repræsentanter for bl.a. kommuner, regioner, patienter, eksperter og den statslige forvaltning. I Beslutningsforum sidder regionsdirektørerne for bordenden og træffer beslutninger i konsensus. Desuden deltager observatører: bl.a. en repræsentant for patienterne, en medicinsk rådgiver, Statens Legemiddelverk (Lægemiddelstyrelsen) og fire fagdirektører fra Helsedirektoratet (Sundhedsstyrelsen).

Åbenhed og prisloft

Beslutningsgrundlaget er analyser fra Lægemiddelstyrelsen og et uafhængigt videncenter. Alle kan foreslå en ny behandling, og alle kan læse dagsordener og analyser på nettet. Men analyserne er ofte først tilgængelige efter møderne, og ofte er beregningerne streget over. Dette skyldes ifølge Lars Vorland, at lægemiddelindustrien ikke ønsker at være åben om priserne, fordi det skader industriens forhandlingsposition internationalt. 

For hver ny behandling udregnes prisen pr. vundet ”kvalitetsjusteret” leveår (QALY). Beslutningsforum arbejder med et vejledende loft på 800.000 norske kroner pr. QALY. Men endnu er der ikke truffet politisk beslutning om en øvre prisgrænse. Det er forventningen, at Stortinget efter input fra to ekspertudvalg beslutter et loft senere i år.
 

Sådan gør Norge
  • Ny medicin vurderes bl.a. ud fra pris, effekt og livskvalitet.
  • Medicinprisen forhandles, mens behandlingen analyseres.
  • Negative konsekvenser for andre patienter tages i betragtning.
  • Repræsentanter for patienterne er med i beslutningsprocessen.
  • Mangeårig offentlig debat har givet borgerne forståelse for prioritering.
  • Man arbejder med et vejledende loft på 800.000 norske kroner pr. QALY.

”Det håber jeg, for så får vi et demokratisk mandat,” siger Lars Vorland. 

Omkostningerne er blot ét af kriterierne for Beslutningsforums arbejde. Prognosetab – hvordan det ville gå en ubehandlet patient – og effekt af metoden er to andre overordnede kriterier. Desuden skal prioritering ske neutralt i forhold til diagnose, alder og patientgruppens størrelse. Målet er, at alle behandles retfærdigt og lige.

Bør også omfatte sundhedsfremme

en norske patientforening, Kreftforeningen, anerkender, at det er ”mye bra” at ville skabe lige adgang til ny medicin og at prioritere på baggrund af nøgtern vurdering. Men der er også udfordringer.

”Det tager lang tid at få godkendt en ny behandling. Der kan gå op til et år, fra præparatet er tilladt. For kræftpatienter i en kritisk situation opleves det som fortvivlende,” siger assisterende generalsekretær i Kreftforeningen, Ole Alexander Opdalshei, som også mener, at der bør indføres et ”måske” til endnu ikke helt dokumenterede behandlinger, og at industrien og det offentlige i sådanne tilfælde burde dele regningen efter devisen ”ingen effekt, ingen offentlig betaling”.

Beslutningsforum er ifølge Lars Vorland enig i kritikken af den lange sagsbehandlingstid. Det er målet, at sagsbehandlingen i fremtiden klares på et halvt år. Desuden har Beslutningsforum en ambition om at give større medbestemmelse til brugerne. Fra Norsk Sykepleierforbund, NSR, lyder kritikken, at den norske model for prioritering i for høj grad fokuserer på medicinsk, kurativ virksomhed. Den bør i fremtiden også omfatte sundhedsfremmende arbejde og palliation, mener NSR. 

”Diskussionen må ikke bare foregå mellem læger, jurister og økonomer,” påpeger næstformand Solveig Kopperstad Braseth. 

I Norge indgår pris, effekt og vundet livskvalitet i prioritering af ny medicin. Dagsordnerne er åbne, patienterne sidder med ved bordet, og målet er, at alle behandles lige. Norge er et af de rigeste lande i verden, men alligevel sker det, at patienter får nej til en ny, effektiv behandling.
28-29
2016
4
Tema: Prioritering
Politik
Prioritering
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Medicin
Politik
Sundhedspolitik
Magazine tags  Tema

2016 bliver et skelsættende år for sundhedsvæsenet

2016-1-grete-nytaarsinterview
Attribution 
Foto: Simon Klein-Knudsen
Ifølge Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, bliver 2016 et særligt skelsættende år for sundhedsvæsenet. I efteråret 2015 indgik regeringen og Kommunernes Landsforening en økonomiaftale om udbygning af det nære sundhedsvæsen, og i det nye år skal rammerne for det defineres.

”Sundhedsvæsenet skal hænge sammen, så kroniske patienter og ældre medicinske patienter oplever, at sundhedsvæsenet virkelig er tæt på dem. Og det skal sættes meget mere i system, for i dag kan det være tilfældigt, om det er hjemmesygeplejersken, som kommer ud, eller om patienten tager ind til den praktiserende læge eller til kontrol på sygehuset. Måske gør man de samme ting alle tre steder. I dag er det også sådan, at det for nogle patienter er et fuldtidsjob at gå til ambulante kontroller, hvis man f.eks. har flere lidelser. Derfor skal sundhedsvæsenet indrettes, så man kan koble flere kontroller, så man ikke skal afsted til tre forskellige hospitaler på tre forskellige dage,” siger Grete Christensen.

Avancerede sygeplejersker

Hun ser sygeplejersker som omdrejningspunktet for den udvikling, der skal ske, og Dansk Sygeplejeråd er klar til at søge indflydelse, så snart regeringen og Danske Regioner fremlægger deres kommissorium for det nære sundhedsvæsen.

”Vi vil selvfølgelig byde os til og byde ind med løsninger. Sygeplejersker spiller en utrolig vigtig rolle alle steder i sundhedsvæsenet. De er ofte katalysatoren for et tættere tværfagligt samarbejde, som betyder, at man løser tingene bedre. Vi vil bl.a. gerne indføre, at vi også i Danmark har sygeplejersker, som arbejder på et højere avanceret niveau. Det som man i udlandet kalder APN (Advanced Practice Nurses, red.),” siger Grete Christensen. 

Dansk Sygeplejeråd vil bl.a. arbejde for at få indført ordinationsret til sygeplejersker inden for en begrænset gruppe lægemidler. 

”Eksempler fra England viser, at man kan spare mange penge i sundhedsvæsenet ved at lade sygeplejersker løfte en række opgaver. Det kan typisk være patienter med diabetes, hvor patienten ikke skal have ny medicin, men bare have vedligeholdt en dosis. I dag er det jo sådan, at sygeplejersker end ikke kan give et helt banalt smertestillende middel som en Panodil, som vi alle kan købe i håndkøb.” 

I tæt kontakt med lægepraksis 

Hvis patienterne skal opleve, at sundhedsvæsenet hænger bedre sammen, så mener Grete Christensen, at almen praksis og den kommunale sygepleje skal knyttes bedre sammen.

”Tidligere kendte de praktiserende læger de hjemmesygeplejersker, som kørte hos patienterne, og mange steder har man haft en form for morgenkonsultationer, hvor man sparrede med hinanden, hvis patienter f.eks. var akut syge eller døende. Den kontakt er forsvundet i takt med, at den kommunale hjemmesygepleje er blevet indrettet som virksomheder, hvor nogle visiterer, og nogle andre kører ud og leverer varen. Den måde at styre på har medvirket til at fjerne den tætte kontakt,” siger Grete Christensen.

Det nære sundhedsvæsen handler også om plejecentre. I mange år har der været debat om normeringerne på plejecentre. Dansk Sygeplejeråd har tidligere lavet undersøgelser, som viser, at hvert tredje plejecenter ikke har sygeplejersker ansat, og meget ofte er der kun en enkelt eller to sygeplejersker på hvert center. Regeringen har lovet at afdække normeringer på plejecentre i 2016. 

”Vi kunne løfte mange flere opgaver, hvis der bare var sygeplejersker på plejecentrene. Det handler om at hæve fagligheden blandt alle medarbejdere, og her er det en forudsætning, at sygeplejerskers niveau bliver løftet, for de skal stå for kvalitetsudviklingen,” siger Grete Christensen, der også nævner demenshandlingsplanen som en af de vigtige byggesten i det nære sundhedsvæsen. 

”Hele arbejdet med demens er enormt vigtigt. Vi skal erkende, at demens er en sygdom, hvor der er brug for flere fagkompetencer og for mere forskning,” siger Grete Christensen. 
Dansk Sygeplejeråd har skubbet på for at få regeringen til at vedtage en værdighedspolitik, og kommunerne har fået 1 mia. kr. til at udvikle en politik på området, som skal ligge klar den 1. juli. 

”Vi ser frem til, at regeringen definerer værdighed og ikke mindst, at de gør noget ved det. Sammen med FOA og Ældre Sagen har vi lavet et oplæg, der bl.a. handler om, at man har ret til at komme ud hver dag, og at man aldrig bør spise alene. Kort sagt de ting, der betyder noget for, om man har et værdigt liv.”  

Nye kvalitetsmål

2016 bliver også året, hvor Den Danske Kvalitetsmodel og akkrediteringsmodellen bliver afløst af nye kvalitetsmål.

”Vi glæder os rigtig meget til at se, hvordan vi i fællesskab med blandt andre Danske Regioner og IKAS (Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet, red.) kan få lagt rammerne for, hvordan vi får forbedret vores kvalitetsarbejde, så det ikke kun opleves som kontrol,” siger Grete Christensen. 

Hun er overrasket over, at Dansk Sygeplejeråd endnu ikke er blevet inviteret til at bidrage til udviklingen af kvalitetsmål. 

”I Dansk Selskab for Patientsikkerhed har vi arbejdet med en særlig forbedringsmodel, som gør det tydeligt ude i afdelingerne, hvilke mål vi har på den korte – og den lange – bane. Så kan den enkelte se, at kvalitetsarbejde har betydning for den enkelte patient, og opleve, at det giver højere stolthed, når man kan se, at patienterne kommer bedre ud ad døren, end de gjorde tidligere,” siger Grete Christensen. 

Hun glæder sig over, at Folketinget og regeringen har stort fokus på sundhedsområdet i 2016:

”Sundhedsområdet er altafgørende, hvis vi skal udvikle os som samfund. Jeg er glad for, at det har fået en høj prioritering, og at vi får sat skub i diskussionen om det nære sundhedsvæsen, og hvordan vi får kvalitet, så vi får brugt pengene på sundhed rigtigt.” 

Title

+ Hvilke to succeser for Dansk Sygeplejeråd vil du fremhæve i 2015?
”At jeg oplever, at flere sygeplejersker blander sig i debatten f.eks. på Facebook og i læserbreve. Det, at sygeplejersker involverer sig med meninger og holdninger, er udtryk for den åbne organisation, jeg gerne vil stå i spidsen for.”

”Vi er lykkedes med at få lavet en god overenskomst i et nyt forhandlingsfællesskab, hvor vi har sat nogle tydelige aftryk. Et af dem er, at der er afsat midler til en indsats for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø i kommuner og regioner, for vores arbejdsmiljøundersøgelser dokumenterer, at det psykiske arbejdsmiljø er blevet forringet, og det vil vi gerne være med til at løse.” 

- Hvad er gået knap så godt for Dansk Sygeplejeråd i 2015?
”Jeg havde gerne set, at vi havde fået løst overbelægningsproblemerne ved finansloven. Med vores kampagne ”Tid til kvalitet” lykkedes det os langt hen ad vejen at sætte fokus på, at vi skal have tid til kvalitet, men jeg er skeptisk overfor, om de mange penge, der er sat af til sundhedsvæsenet, reelt set også rækker til at sørge for, at der ikke er overbelægning fremover. Sygeplejersker og plejepersonale bliver hele tiden presset til at løbe hurtigere og hurtigere, og det svækker kvaliteten.”
 


 

Det sker også i 2016

Der bliver åbnet nye modtagecentre for flygtninge, og sygeplejersker opfordres til at søge stillinger hos Røde Kors eller i kommunale enheder. 
”En ting er sikker: Man har set nødvendigheden af at have en stærk sundhedsfaglig bemanding til at tage imod flygtninge med fysiske og psykiske problemer og sikre dem en god modtagelse.”  

En ny sygeplejerskeuddannelse træder efter planen i kraft i efteråret 2016. 
”Sygeplejersker skal fortsat have en bred generalistuddannelse, og den skal tage højde for de udfordringer, der er i primær sektor. Det taler i høj grad ind i den udvikling, vi er ved at påvirke i det nære sundhedsvæsen.” 

Rigsrevisionen kommer med en rapport om psykiatrien som opfølgning på psykiatrihandleplanen fra 2014. 
”Psykiatrien har ikke så megen politisk bevågenhed i øjeblikket, men det er et område, vi har haft særligt fokus på i mange år. Der er afsat mange penge til forskellige forbedringer, og vi skal sikre, at de bliver opfyldt.”  

Regeringen har genindført en 30-dages behandlings- og udredningsret for alle sygdomme.
”Det vil give et pres på den offentlige sektor. Vi vil kæmpe for at fastholde høj kvalitet i det offentlige sundhedsvæsen, fordi vi gerne vil arbejde for mere lighed.”
 

 

På tærsklen til 2016 er Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, optaget af, om fremtidens nære sundhedsvæsen vil blive bundet sammen til gavn for patienterne. Hun ser sygeplejersker som bindeled mellem hospital, kommune og praktiserende læger.
28-30
2016
1
Nytårsinterview
Politik
Sundhed
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article 

Når velfærdssamfundet skal køre som en fabrik

SAMFUNDSDEBAT. Politikernes krav om høj produktion og effektivitet har længe påvirket den offentlige sektor. Alt skal vejes og måles, ikke mindst i sundhedsvæsenet. Og det sætter sit præg på sygeplejerskernes hverdag. I en ny debatbog fra Dansk Sygeplejeråd sætter en række forskere spot på, hvordan sygeplejerskernes arbejdsmiljø de senere år er blevet forringet, bl.a. på grund af et måle- og dokumentationstyranni, der sætter kvantitet over kvalitet i det danske velfærdssamfund.
16-17
2016
1
Tema: Mål- og resultatstyring
Ledelse
Politik
Temaer
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Tema Web article 

”Ansvaret skal tilbage til sygeplejersker og læger”

I første bind af sine anmelderroste erindringer fortæller Ritt Bjerregaard om, hvordan nøgternhed, skarp analyse og en usædvanligt stærk vilje bærer hende igennem situationer, der umiddelbart synes følelsesmæssigt vanskelige. Akkurat samme egenskaber har der været brug for det seneste år, hvor hun er blevet behandlet for kræft i endetarmen. Hun har været så mærket af behandlingsforløbet, at hun med egne ord både psykisk og fysisk har været ”helt nede at bide i græsset”. Men uanset hvor svag hun har været, har hun formået at se sin situation udefra og dermed været i stand til at analysere på, hvad der fungerer, og hvad der kan gøres langt bedre på de danske sygehuse. 

Selv om Ritt Bjerregaard er gået på pension, er det politiske engagement lyslevende. Selvfølgelig vil hun fortælle om at være patient og i den forbindelse gøre sig tanker om, hvordan vi i Danmark kan få endnu bedre ledelse af vores sygehuse. 

Men først slår hun fast: Der skal tages et forbehold, når det gælder at bruge netop hende som sandhedsvidne for, hvordan det er at være patient på et dansk sygehus. Når en tidligere minister, EU-kommissær og overborgmester bliver indlagt på et sygehus, må man nemlig formode, at systemet strammer sig an og gør sit allerbedste. Alle ved, at sådan en som hende ikke er bleg for at fortælle medierne om, hvad hun erfarer og oplever. 

Samtidig har hun et usædvanligt stærkt netværk af venner, der tæller flere læger. 

”Jeg havde været meget ilde faren, hvis jeg ikke havde haft venner, der er læger – især da der kom komplikationer i forløbet. En god ven og kirurg tog affære og fik mig hurtigt på sygehuset, og jeg undgik dermed en langsommeligere henvisning fra den praktiserende læge. Så stærkt et netværk er kun få beskåret,” siger Ritt Bjerregaard, der også skylder sit netværk, at hun undgik den – efter hendes mening – ekstremt dårlige mad på Bispebjerg Hospital. 

Det begyndte så godt … 

Ritt Bjerregaards behandlingsforløb startede rigtig fint, men siden blev det problematisk. 

”Jeg får konstateret kræft i endetarmen, og det meget positive er, at det herefter går så hurtigt. Kræftgarantien virker, jeg kommer hurtigt på sygehuset, får hurtigt lavet en ekstra test. Den viser kræft, og jeg bliver indlagt og får at vide, hvem der skal operere mig. Kræften opereres bort, og jeg undgår at få en stomi. I dagtimerne har jeg en personlig sygeplejerske, der tager sig af mig, og kirurgen, der har opereret mig, kommer og kigger til mig.” 

Efter en uge kommer Ritt Bjerregaard hjem og får besked på, at hun kan ringe, hvis der opstår noget utilsigtet. 

”Det fungerer rigtig godt med hjemmesygeplejerskerne, som jeg havde brug for, fordi jeg ikke kunne tisse og skulle tømmes flere gange i løbet af et døgn. De er fremragende, og vi kan aftale med dem, hvornår det er bedst, at de kommer. Men desværre bliver jeg dårligere og dårligere, som ugerne går, og jeg kan slet ikke forstå, at der ikke sker nogen fremgang. Der går en tre ugers tid, og jeg ringer så til sygehuset på det telefonnummer, jeg har fået, fordi jeg tror, at jeg har blærebetændelse. Men jeg får at vide, at tidsrammen er overskredet, og at jeg i stedet må henvende mig til min praktiserende læge. Og så er det, at jeg især har gavn af en af mine lægevenner. Han er kirurg og siger, at det her går altså slet ikke – noget er helt galt. Han kontakter sygehuset, og jeg ved ikke, hvad han siger til dem, men det gør i hvert fald indtryk. Jeg bliver hasteindkaldt til en ekstra undersøgelse.” 

Undersøgelsen viser i første omgang, at alt er, som det skal være. Der er ikke noget i vejen, og Ritt Bjerregaard kan bare tage hjem. Også selv om lægerne ikke kan forklare, hvorfor blodprøverne viser så høje infektionstal. Dog slår de fast, at hun skal komme ind dagen efter og få taget en ny blodprøve. 

”Da jeg så kommer ind dagen efter, har kirurgen, der opererede mig, kigget på billederne. Han sender mig ind til en ny, større undersøgelse, og han opdager, at der faktisk er en sprække i syningen, og at der har samlet sig en stor byld. Jeg skal opereres samme dag, lyder meldingen, og den besked kan jeg næsten ikke klare. Jeg er blevet meget svag i de uger, der er gået. Men der er ikke noget at gøre – ingen vej udenom.”

Personalet bliver ikke værdsat

Ritt Bjerregaard bliver indlagt op til påske, onsdagen før skærtorsdag. Og så oplever hun et forløb, der udvikler sig meget dårligt. 

”Selve operationen går godt, men jeg er svækket og helt til hundene. Og ingen af de læger, jeg ellers har haft med at gøre, er til stede. Jeg ligger på sygehuset i 11 dage, får en stomi, som jeg kommer hjem med. Og der går nogle måneder, indtil jeg kan få fjernet stomien, og den operation går helt, som den skal.”

Ritt Bjerregaard havde en behandlingsansvarlig læge – indtil han gik på ferie. 
 

5 anbefalinger fra Ritt Bjerregaard 
  • Undgå, at dokumentation bliver til kerneydelsen
    Når den gør det, dræber det nemlig arbejdsglæden og gør det dårligere for patienten, da ressourcerne til bogholderiet går fra andre og vigtigere opgaver. Selvfølgelig vil vi gerne have, at der er styr på oplysningerne om os, men det har taget overhånd. Lad de enkelte afdelinger analysere og beslutte, hvad der er vigtigt at registrere, og hvilken dokumentation der med fordel kan droppes. 
  • Lad ikke specialiseringen skygge for mennesket
    Det er fantastisk og uvurderligt med dygtige kirurger og specialister – intet at udsætte på det. Men den enkelte afdeling bør dog som et hele også have fokus på, at patienten ikke bare skal overleve, men også leve. Hvad skal der f.eks. til, for at patienten kommer ordentligt ovenpå igen? 
  • Husk at rotte jer sammen 
    Læger, sygeplejersker og de andre faggrupper på sygehusene må blive langt bedre til at rotte sig sammen, så den sundhedsfaglige viden i højere grad drages ind i politikudviklingen. Når der skal gøres opmærksom på de faglige problemer, så må personalet på tværs af sygehusets faggrupper sammen pege på, at der f.eks. også skal være mere tid til omtanke og omsorg. Og så skal de sammen tale for, at nogle af de mange dokumentations- og kontrolfunktioner skæres væk. 
  • Genfind den faglige passion
    Politikere og sygehusledelserne skal i højere grad give ansvar til professionerne og anerkende fagligheden og medarbejderne. Sygeplejersker og læger må genfinde den faglige passion og insistere på at tage ansvar for patientforløb. 
  • Grænser for, hvor stærkt man kan løbe 
    Det er hverken værdigt for patienter eller personale, når normeringen er for skrabet. Selv den skarpeste fagspecialist kan begå fejl efter lange perioder med usædvanlig travlhed. 

”Jeg har efterfølgende talt med nogle på sygehuset, og de siger jo meget sødt: ”Ja, men alle har jo en arbejdstid, og alle skal have deres ferie.”
Men jeg kan altså ikke forstå, at hvis der er tre overlæger, så skal de alle have påskeferie på samme tid. Der må da være en ansvarlig overlæge til stede. De eneste, jeg så, var yngre læger, der hastede forbi og havde alt for travlt, ligesom sygeplejerskerne var hårdt spændt for. Her i anden omgang var der heller ingen fast sygeplejerske knyttet til mig.”
Ritt Bjerregaard var ellers generelt imponeret over, hvor meget sygeplejerskerne på afdelingen puklede igennem den påske.

”Jeg var omgivet af utroligt søde og venlige sygeplejersker, de spænede rundt for at klare det. Jeg var meget imponeret, for det var op ad bakke den påske, hvor personalet oveni var ramt af sygemeldinger. Trods få ressourcer var sygeplejerskerne rare og hjælpsomme, når de kom ind på stuen. Vi trækker virkelig store veksler på de folk, og vi værdsætter dem ikke efter fortjeneste.”

Ritt Bjerregaard uddyber:
”I sådan en situation med få på arbejde klarer de nærmest det umulige, og hvem giver dem den ekstra anerkendelse eller bonus for at klare det? Hvem sørger for at sikre, at der er flere på vagt, også selv om det er påske, jul eller sommerferie? Lige nu er svaret vist ingen.”

Fra kald til fagligt ansvar

Socialdemokraten Ritt Bjerregaard kan naturligvis kun billige, at faggrupper har tilkæmpet sig en bred vifte af lønmodtagerrettigheder. Men hun mener samtidig, at der er gået noget værdifuldt tabt i den måde, vi indretter os på og ser vores job.

”Man har set bort fra forestillingen om et kald og gjort alle til lønmodtagere med faste arbejdstider, som man overholder til punkt og prikke. Og når man så har overholdt dem, har man opfyldt, hvad der er ens forpligtelse. Og så kan det være uhyre svært at få det hele til at fungere, når der sker akutte hændelser uden for arbejdstiden.”

Kaldstanken er i dag sjælden at finde på de danske sygehuse, akkurat ligesom den næsten er forsvundet på lærerområdet, fastslår Ritt Bjerregaard, der selv er uddannet lærer.

”Tidligere så lærerne deres fag som et kald. Vi hang ikke i en klokkestreng og gik igennem tykt og tyndt for eleverne. Når der var et barn, der var noget galt med, så tog vi os af det, og når der var en patient, der skete noget uventet med, så var lægerne ekstra oppe på mærkerne. Sådan er det sjældent længere.”

Hun mener imidlertid ikke, at det vil give god mening at genopfinde det lidt gammeldags klingende kaldsbegreb, der får tankerne hen på ingen løn for meget arbejde.

”I stedet skal systemet i højere grad give ansvar til professionerne og værdsætte fagligheden. Man skal give mere ansvar tilbage til sygeplejersker og læger. Der skal være mere, der styres af den enkelte enhed eller afdeling på sygehuset. Der skal være et større ledelsesrum, og de skal ikke være underlagt så rigide regler og retningslinjer, som det er tilfældet i dag. Der bruges i dag rigtig meget tid på at dokumentere – alt skal journaliseres og holdes øje med – i stedet for at man siger: ”Det allervigtigste er en skarp faglighed, en høj faglig kvalitet, og at vi har omhu og omtanke for patienten.” Der skal altid være tid til, at man kommer forbi og ser til patienten. I stedet for som i dag, hvor personalet alt for ofte må slå fast: Det er der ikke tid til!”

Nogle holder af bogholderiet

Lige siden 80’erne har skiftende regeringer haft som erklæret mål at afbureaukratisere den offentlige sektor – uden så meget held. 

”Vi skal bevare kvaliteten og også sikre os, at den opretholdes og styrkes. Men skal de faglige prioriteringer i højsædet, er det nødvendigt at skære ned på nogle af de mange kontrolforanstaltninger og åbne for, at hver afdeling f.eks. selv kan skrue vagtplanerne sammen,” lyder det fra Ritt Bjerregaard, der erkender, at en sådan øvelse kan være problematisk. Ikke mindst fordi nogle medarbejdere faktisk holder af bogholderiet, vurderer hun.

”Hvis man nu har været sygeplejerske i rigtig mange år, er det måske meget rart at få en overordnet stilling, hvor man bare sidder på et kontor og registrerer. Måske synes man, at man har styrtet rigtig meget rundt. Men uanset hvad må noget bogholderi skæres væk. Løsningen er, at regioner, sygehusledelser og personalegrupper endnu en gang sætter sig rundt omkring bordet og finder ud af, hvordan de begrænsede ressourcer bedst kommer patienterne til gavn.”

Der skal kun dokumenteres og registreres, når noget gør gavn. Og det skal være op til den enkelte afdeling at afgøre, hvilke dokumentationer der giver effekt og mening. En sådan øvelse kræver en tydelig ledelse, mener Ritt Bjerregaard og henviser bl.a. til en analyse fra regionerne på baggrund af svar fra 52 sygeplejefaglige ledere. Den er fra 2014 og viser, at overflødige dokumentationskrav stjæler helt op til fire timer dagligt pr. sygeplejefaglig medarbejder, og ingen af de 52 ledere mener, at det vil få konsekvenser for patienterne, hvis unødigt bureaukrati blev fjernet. 

Det ville til gengæld give mere tid til patienterne og mindre stress. Hvilke screeninger og dokumentationer giver god faglig mening? Hvilke er ligegyldige? Og hvad er det bedre at bruge ressourcerne på? Skal vi have mere omsorg, samtaler med patienterne? Sådanne spørgsmål skal der findes svar på, og så skal både ledelse og medarbejdere bakke op, mener Ritt Bjerregaard, der netop har været til det årlige kræfttjek og kan ånde lettet op. Kræftsygdommen er ikke kommet tilbage. Heller ikke selv om hun har afvist at blive behandlet med kemoterapi:

”Jeg overvejede for og imod kemo og besluttede mig til ikke at udsætte mig for at få alle mulige bivirkninger og måske en marginalt mindre risiko for, at kræften kommer igen og spreder sig. Selv en lille kemo har bivirkninger som kvalme, diarré og påvirkning af slimhinderne. For mig overstiger ulemperne den ekstra beskyttelse. Men det må altid være et individuelt valg, og det vigtigste er at blive godt orienteret om fordele og ulemper. Jeg har fået en fin orientering og har fået støtte i mit valg.”

Dette tema består af følgende artikler

Når velfærdssamfundet skal køre som en fabrik (indledning)

Et sygehus er ikke en fabrik

Konsekvenser på forsiden

Flow styrker jobglæden

"Ansvaret skal tilbage til sygeplejersker og læger"

Mere tid til omtanke og omsorg, mere ansvar til den enkelte sygehusafdeling, og så må nogle af dokumentations- og kontrolfunktionerne skæres væk. Sådan lyder nogle af anbefalingerne til de danske sygehuse fra Ritt Bjerregaard, der netop har oplevet sygehusvæsenet indefra – som kræftpatient. 
24-27
2016
1
Tema: Mål- og resultatstyring
Ledelse
Politik
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Tema

Flow styrker jobglæden

2016-1-vignetEt vigtigt element i at forbedre sygeplejerskernes arbejdsforhold er ikke blot at mindske selve arbejdsmængden, men også at skabe et godt arbejdsflow.  

Sådan lyder det fra Helge Hvid, professor ved Roskilde Universitet., der også er en af forfatterne til antologien ”Bladet fra munden – mod og vilje til et godt arbejdsliv”. I bogen giver han en række jordnære bud på at løse de daglige arbejdsmiljøudfordringer.

Helge Hvid gør rede for, hvordan og hvorfor begreber som bæredygtighed og rytme kan styrke arbejdsmiljøet. I den forbindelse nævner han, at f.eks. forstyrrelser er en kilde til frustration, og at det alt for sjældent er muligt at tilrettelægge arbejdet, så det glider. 

Hvem tager telefonen?

Professoren anbefaler, at der bruges tid på at afklare, hvilke forstyrrelser man skal leve med, og hvilke man skal undgå. Nogle forstyrrelser er uundgåelige, erkender han: 

”Hjemmesygeplejersken kommer f.eks. ud til svage borgere, hvor det viser sig, at der er andre og større problemer at tage sig af end det, de kom for. Sygeplejersken bliver nødt til at gøre noget andet og mere, end hvad der var skemalagt, og dagens plan er ødelagt.”

Andre forstyrrelser er derimod mulige at undgå. Helge Hvid refererer en sygeplejerske, der konkret peger på problemet med telefonen, som man forventer, at der altid svares på: 

”Når man f.eks. står i en sårbehandling med handsker på, og det ikke ser ret godt ud, så tager jeg den simpelthen ikke, fordi det kan jeg ikke. Jeg ville aldrig blive færdig så.” 
Ofte kan man tilrettelægge arbejdet lidt anderledes, understreger Helge Hvid:

”Måske skal det ikke være alle, der skal have telefonen tændt hele tiden? Måske skal mindre vigtige telefonopkald sorteres fra? Måske skal man acceptere, at den enkelte selv får lov til at afgøre, hvornår en forstyrrelse er rimelig, og hvornår den ikke er det?”

Dette tema består af følgende artikler

Når velfærdssamfundet skal køre som en fabrik (indledning)

Et sygehus er ikke en fabrik

Konsekvenser på forsiden

Flow styrker jobglæden

"Ansvaret skal tilbage til sygeplejersker og læger"

Forstyrrelser i arbejdet kan ikke altid undgås, men ofte kan man tilrettelægge arbejdet, så de minimeres, siger professor Helge Hvid.
23-23
2016
1
Tema: Mål- og resultatstyring
Ledelse
Politik
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Tema