Norge prioriterer efter livskvalitet

I Norge indgår pris, effekt og vundet livskvalitet i prioritering af ny medicin. Dagsordnerne er åbne, patienterne sidder med ved bordet, og målet er, at alle behandles lige. Norge er et af de rigeste lande i verden, men alligevel sker det, at patienter får nej til en ny, effektiv behandling.

I februar i år slukkede fire bureaukrater i Norge håbet om en ny, effektiv behandling for en gruppe svært syge patienter med ikke-småcellet lungekræft. En ny immunterapi med stoffet nivolumab forlænger livet med 6-9 måneder sammenlignet med den kendte cellegiftbehandling, og bivirkningerne er mindre. Alligevel blev det et nej fra det såkaldte Beslutningsforum, der siden maj 2014 har bestemt, om nordmændene skal tilbydes en ny behandling eller ej i det offentlige sundhedssystem. Fire direktører fra regionerne har det afgørende ord. 

”Ifølge de kriterier, der ligger til grund for vores arbejde, er det legitimt ikke at indføre et nyt, effektivt lægemiddel, hvis det er for dyrt,” siger leder af Beslutningsforum, Lars Vorland, der er administrerende direktør i Helse Nord RHF. 

En regionsdirektør i Norge har et dobbelt ansvar: Budgettet skal hænge sammen, og det offentlige skal tilbyde ordentlig sygehusbehandling til hele befolkningen. Det er på den baggrund, regionsdirektørerne har fået opgaven med at prioritere. De kan sige nej, hvis prisen er for høj i forhold til den vundne effekt og livskvalitet. De kan også sige nej, hvis konsekvenserne af et ja giver for store, negative konsekvenser for andre patientgrupper, som så har færre penge til behandling. 

I tilfældet nivolumab var prisen var for høj, vurderede Beslutningsforum. Behandlingen ville koste et trecifret millionbeløb om året.

”Det sker ikke særlig tit, at vi siger nej. I 2015 skete det slet ikke. Men i 2014 sagde vi nej til en tredjedel af de nye behandlinger. Da var systemet også nyt. Nu møder vi større forståelse hos lægemiddelvirksomhederne for, at den pris, de kommer med, er et udspil. Nu forhandler vi prisen sideløbende med, at vi får analyseret behandlingen i Statens Legemiddelverk,” siger Lars Vorland, der dermed også er med til at sikre nordmændene den billigst mulige medicin.

Vant til debat om prioritering

I Norge har debatten om prioritering stået på i over 30 år, og der er i befolkningen en udbredt anerkendelse af behovet, viser spørgeundersøgelser. Grundtanken er, at hver gang man siger ja til én udgift, siger man nej til en anden. For selv om det norske budget til sundhed er større end mange andre landes, er det ikke ubegrænset. Når der så skal prioriteres, bør det ske i et system med stor åbenhed baseret på klare kriterier, lyder argumentet bag den norske model. 

Derfor har nordmændene et nationalt råd for prioritering, der rådgiver om prioritering i kommuner og på sygehuse samt om screeninger og vacciner. De har desuden Beslutningsforum, der tager stilling til nye behandlingsmetoder og -metodikker.

I nationalt råd for prioritering sidder repræsentanter for bl.a. kommuner, regioner, patienter, eksperter og den statslige forvaltning. I Beslutningsforum sidder regionsdirektørerne for bordenden og træffer beslutninger i konsensus. Desuden deltager observatører: bl.a. en repræsentant for patienterne, en medicinsk rådgiver, Statens Legemiddelverk (Lægemiddelstyrelsen) og fire fagdirektører fra Helsedirektoratet (Sundhedsstyrelsen).

Åbenhed og prisloft

Beslutningsgrundlaget er analyser fra Lægemiddelstyrelsen og et uafhængigt videncenter. Alle kan foreslå en ny behandling, og alle kan læse dagsordener og analyser på nettet. Men analyserne er ofte først tilgængelige efter møderne, og ofte er beregningerne streget over. Dette skyldes ifølge Lars Vorland, at lægemiddelindustrien ikke ønsker at være åben om priserne, fordi det skader industriens forhandlingsposition internationalt. 

For hver ny behandling udregnes prisen pr. vundet ”kvalitetsjusteret” leveår (QALY). Beslutningsforum arbejder med et vejledende loft på 800.000 norske kroner pr. QALY. Men endnu er der ikke truffet politisk beslutning om en øvre prisgrænse. Det er forventningen, at Stortinget efter input fra to ekspertudvalg beslutter et loft senere i år.
 

Sådan gør Norge
  • Ny medicin vurderes bl.a. ud fra pris, effekt og livskvalitet.
  • Medicinprisen forhandles, mens behandlingen analyseres.
  • Negative konsekvenser for andre patienter tages i betragtning.
  • Repræsentanter for patienterne er med i beslutningsprocessen.
  • Mangeårig offentlig debat har givet borgerne forståelse for prioritering.
  • Man arbejder med et vejledende loft på 800.000 norske kroner pr. QALY.

”Det håber jeg, for så får vi et demokratisk mandat,” siger Lars Vorland. 

Omkostningerne er blot ét af kriterierne for Beslutningsforums arbejde. Prognosetab – hvordan det ville gå en ubehandlet patient – og effekt af metoden er to andre overordnede kriterier. Desuden skal prioritering ske neutralt i forhold til diagnose, alder og patientgruppens størrelse. Målet er, at alle behandles retfærdigt og lige.

Bør også omfatte sundhedsfremme

en norske patientforening, Kreftforeningen, anerkender, at det er ”mye bra” at ville skabe lige adgang til ny medicin og at prioritere på baggrund af nøgtern vurdering. Men der er også udfordringer.

”Det tager lang tid at få godkendt en ny behandling. Der kan gå op til et år, fra præparatet er tilladt. For kræftpatienter i en kritisk situation opleves det som fortvivlende,” siger assisterende generalsekretær i Kreftforeningen, Ole Alexander Opdalshei, som også mener, at der bør indføres et ”måske” til endnu ikke helt dokumenterede behandlinger, og at industrien og det offentlige i sådanne tilfælde burde dele regningen efter devisen ”ingen effekt, ingen offentlig betaling”.

Beslutningsforum er ifølge Lars Vorland enig i kritikken af den lange sagsbehandlingstid. Det er målet, at sagsbehandlingen i fremtiden klares på et halvt år. Desuden har Beslutningsforum en ambition om at give større medbestemmelse til brugerne. Fra Norsk Sykepleierforbund, NSR, lyder kritikken, at den norske model for prioritering i for høj grad fokuserer på medicinsk, kurativ virksomhed. Den bør i fremtiden også omfatte sundhedsfremmende arbejde og palliation, mener NSR. 

”Diskussionen må ikke bare foregå mellem læger, jurister og økonomer,” påpeger næstformand Solveig Kopperstad Braseth. 

Emneord: 
Politik
Prioritering

2016 bliver et skelsættende år for sundhedsvæsenet

På tærsklen til 2016 er Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, optaget af, om fremtidens nære sundhedsvæsen vil blive bundet sammen til gavn for patienterne. Hun ser sygeplejersker som bindeled mellem hospital, kommune og praktiserende læger.

2016-1-grete-nytaarsinterview
Attribution 
Foto: Simon Klein-Knudsen
Ifølge Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, bliver 2016 et særligt skelsættende år for sundhedsvæsenet. I efteråret 2015 indgik regeringen og Kommunernes Landsforening en økonomiaftale om udbygning af det nære sundhedsvæsen, og i det nye år skal rammerne for det defineres.

”Sundhedsvæsenet skal hænge sammen, så kroniske patienter og ældre medicinske patienter oplever, at sundhedsvæsenet virkelig er tæt på dem. Og det skal sættes meget mere i system, for i dag kan det være tilfældigt, om det er hjemmesygeplejersken, som kommer ud, eller om patienten tager ind til den praktiserende læge eller til kontrol på sygehuset. Måske gør man de samme ting alle tre steder. I dag er det også sådan, at det for nogle patienter er et fuldtidsjob at gå til ambulante kontroller, hvis man f.eks. har flere lidelser. Derfor skal sundhedsvæsenet indrettes, så man kan koble flere kontroller, så man ikke skal afsted til tre forskellige hospitaler på tre forskellige dage,” siger Grete Christensen.

Avancerede sygeplejersker

Hun ser sygeplejersker som omdrejningspunktet for den udvikling, der skal ske, og Dansk Sygeplejeråd er klar til at søge indflydelse, så snart regeringen og Danske Regioner fremlægger deres kommissorium for det nære sundhedsvæsen.

”Vi vil selvfølgelig byde os til og byde ind med løsninger. Sygeplejersker spiller en utrolig vigtig rolle alle steder i sundhedsvæsenet. De er ofte katalysatoren for et tættere tværfagligt samarbejde, som betyder, at man løser tingene bedre. Vi vil bl.a. gerne indføre, at vi også i Danmark har sygeplejersker, som arbejder på et højere avanceret niveau. Det som man i udlandet kalder APN (Advanced Practice Nurses, red.),” siger Grete Christensen. 

Dansk Sygeplejeråd vil bl.a. arbejde for at få indført ordinationsret til sygeplejersker inden for en begrænset gruppe lægemidler. 

”Eksempler fra England viser, at man kan spare mange penge i sundhedsvæsenet ved at lade sygeplejersker løfte en række opgaver. Det kan typisk være patienter med diabetes, hvor patienten ikke skal have ny medicin, men bare have vedligeholdt en dosis. I dag er det jo sådan, at sygeplejersker end ikke kan give et helt banalt smertestillende middel som en Panodil, som vi alle kan købe i håndkøb.” 

I tæt kontakt med lægepraksis 

Hvis patienterne skal opleve, at sundhedsvæsenet hænger bedre sammen, så mener Grete Christensen, at almen praksis og den kommunale sygepleje skal knyttes bedre sammen.

”Tidligere kendte de praktiserende læger de hjemmesygeplejersker, som kørte hos patienterne, og mange steder har man haft en form for morgenkonsultationer, hvor man sparrede med hinanden, hvis patienter f.eks. var akut syge eller døende. Den kontakt er forsvundet i takt med, at den kommunale hjemmesygepleje er blevet indrettet som virksomheder, hvor nogle visiterer, og nogle andre kører ud og leverer varen. Den måde at styre på har medvirket til at fjerne den tætte kontakt,” siger Grete Christensen.

Det nære sundhedsvæsen handler også om plejecentre. I mange år har der været debat om normeringerne på plejecentre. Dansk Sygeplejeråd har tidligere lavet undersøgelser, som viser, at hvert tredje plejecenter ikke har sygeplejersker ansat, og meget ofte er der kun en enkelt eller to sygeplejersker på hvert center. Regeringen har lovet at afdække normeringer på plejecentre i 2016. 

”Vi kunne løfte mange flere opgaver, hvis der bare var sygeplejersker på plejecentrene. Det handler om at hæve fagligheden blandt alle medarbejdere, og her er det en forudsætning, at sygeplejerskers niveau bliver løftet, for de skal stå for kvalitetsudviklingen,” siger Grete Christensen, der også nævner demenshandlingsplanen som en af de vigtige byggesten i det nære sundhedsvæsen. 

”Hele arbejdet med demens er enormt vigtigt. Vi skal erkende, at demens er en sygdom, hvor der er brug for flere fagkompetencer og for mere forskning,” siger Grete Christensen. 
Dansk Sygeplejeråd har skubbet på for at få regeringen til at vedtage en værdighedspolitik, og kommunerne har fået 1 mia. kr. til at udvikle en politik på området, som skal ligge klar den 1. juli. 

”Vi ser frem til, at regeringen definerer værdighed og ikke mindst, at de gør noget ved det. Sammen med FOA og Ældre Sagen har vi lavet et oplæg, der bl.a. handler om, at man har ret til at komme ud hver dag, og at man aldrig bør spise alene. Kort sagt de ting, der betyder noget for, om man har et værdigt liv.”  

Nye kvalitetsmål

2016 bliver også året, hvor Den Danske Kvalitetsmodel og akkrediteringsmodellen bliver afløst af nye kvalitetsmål.

”Vi glæder os rigtig meget til at se, hvordan vi i fællesskab med blandt andre Danske Regioner og IKAS (Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet, red.) kan få lagt rammerne for, hvordan vi får forbedret vores kvalitetsarbejde, så det ikke kun opleves som kontrol,” siger Grete Christensen. 

Hun er overrasket over, at Dansk Sygeplejeråd endnu ikke er blevet inviteret til at bidrage til udviklingen af kvalitetsmål. 

”I Dansk Selskab for Patientsikkerhed har vi arbejdet med en særlig forbedringsmodel, som gør det tydeligt ude i afdelingerne, hvilke mål vi har på den korte – og den lange – bane. Så kan den enkelte se, at kvalitetsarbejde har betydning for den enkelte patient, og opleve, at det giver højere stolthed, når man kan se, at patienterne kommer bedre ud ad døren, end de gjorde tidligere,” siger Grete Christensen. 

Hun glæder sig over, at Folketinget og regeringen har stort fokus på sundhedsområdet i 2016:

”Sundhedsområdet er altafgørende, hvis vi skal udvikle os som samfund. Jeg er glad for, at det har fået en høj prioritering, og at vi får sat skub i diskussionen om det nære sundhedsvæsen, og hvordan vi får kvalitet, så vi får brugt pengene på sundhed rigtigt.” 

Title

+ Hvilke to succeser for Dansk Sygeplejeråd vil du fremhæve i 2015?
”At jeg oplever, at flere sygeplejersker blander sig i debatten f.eks. på Facebook og i læserbreve. Det, at sygeplejersker involverer sig med meninger og holdninger, er udtryk for den åbne organisation, jeg gerne vil stå i spidsen for.”

”Vi er lykkedes med at få lavet en god overenskomst i et nyt forhandlingsfællesskab, hvor vi har sat nogle tydelige aftryk. Et af dem er, at der er afsat midler til en indsats for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø i kommuner og regioner, for vores arbejdsmiljøundersøgelser dokumenterer, at det psykiske arbejdsmiljø er blevet forringet, og det vil vi gerne være med til at løse.” 

- Hvad er gået knap så godt for Dansk Sygeplejeråd i 2015?
”Jeg havde gerne set, at vi havde fået løst overbelægningsproblemerne ved finansloven. Med vores kampagne ”Tid til kvalitet” lykkedes det os langt hen ad vejen at sætte fokus på, at vi skal have tid til kvalitet, men jeg er skeptisk overfor, om de mange penge, der er sat af til sundhedsvæsenet, reelt set også rækker til at sørge for, at der ikke er overbelægning fremover. Sygeplejersker og plejepersonale bliver hele tiden presset til at løbe hurtigere og hurtigere, og det svækker kvaliteten.”
 


 

Det sker også i 2016

Der bliver åbnet nye modtagecentre for flygtninge, og sygeplejersker opfordres til at søge stillinger hos Røde Kors eller i kommunale enheder. 
”En ting er sikker: Man har set nødvendigheden af at have en stærk sundhedsfaglig bemanding til at tage imod flygtninge med fysiske og psykiske problemer og sikre dem en god modtagelse.”  

En ny sygeplejerskeuddannelse træder efter planen i kraft i efteråret 2016. 
”Sygeplejersker skal fortsat have en bred generalistuddannelse, og den skal tage højde for de udfordringer, der er i primær sektor. Det taler i høj grad ind i den udvikling, vi er ved at påvirke i det nære sundhedsvæsen.” 

Rigsrevisionen kommer med en rapport om psykiatrien som opfølgning på psykiatrihandleplanen fra 2014. 
”Psykiatrien har ikke så megen politisk bevågenhed i øjeblikket, men det er et område, vi har haft særligt fokus på i mange år. Der er afsat mange penge til forskellige forbedringer, og vi skal sikre, at de bliver opfyldt.”  

Regeringen har genindført en 30-dages behandlings- og udredningsret for alle sygdomme.
”Det vil give et pres på den offentlige sektor. Vi vil kæmpe for at fastholde høj kvalitet i det offentlige sundhedsvæsen, fordi vi gerne vil arbejde for mere lighed.”
 

 

Emneord: 
Politik
Sundhed

Når velfærdssamfundet skal køre som en fabrik

SAMFUNDSDEBAT. Politikernes krav om høj produktion og effektivitet har længe påvirket den offentlige sektor. Alt skal vejes og måles, ikke mindst i sundhedsvæsenet. Og det sætter sit præg på sygeplejerskernes hverdag. I en ny debatbog fra Dansk Sygeplejeråd sætter en række forskere spot på, hvordan sygeplejerskernes arbejdsmiljø de senere år er blevet forringet, bl.a. på grund af et måle- og dokumentationstyranni, der sætter kvantitet over kvalitet i det danske velfærdssamfund.

”Ansvaret skal tilbage til sygeplejersker og læger”

Mere tid til omtanke og omsorg, mere ansvar til den enkelte sygehusafdeling, og så må nogle af dokumentations- og kontrolfunktionerne skæres væk. Sådan lyder nogle af anbefalingerne til de danske sygehuse fra Ritt Bjerregaard, der netop har oplevet sygehusvæsenet indefra – som kræftpatient. 

I første bind af sine anmelderroste erindringer fortæller Ritt Bjerregaard om, hvordan nøgternhed, skarp analyse og en usædvanligt stærk vilje bærer hende igennem situationer, der umiddelbart synes følelsesmæssigt vanskelige. Akkurat samme egenskaber har der været brug for det seneste år, hvor hun er blevet behandlet for kræft i endetarmen. Hun har været så mærket af behandlingsforløbet, at hun med egne ord både psykisk og fysisk har været ”helt nede at bide i græsset”. Men uanset hvor svag hun har været, har hun formået at se sin situation udefra og dermed været i stand til at analysere på, hvad der fungerer, og hvad der kan gøres langt bedre på de danske sygehuse. 

Selv om Ritt Bjerregaard er gået på pension, er det politiske engagement lyslevende. Selvfølgelig vil hun fortælle om at være patient og i den forbindelse gøre sig tanker om, hvordan vi i Danmark kan få endnu bedre ledelse af vores sygehuse. 

Men først slår hun fast: Der skal tages et forbehold, når det gælder at bruge netop hende som sandhedsvidne for, hvordan det er at være patient på et dansk sygehus. Når en tidligere minister, EU-kommissær og overborgmester bliver indlagt på et sygehus, må man nemlig formode, at systemet strammer sig an og gør sit allerbedste. Alle ved, at sådan en som hende ikke er bleg for at fortælle medierne om, hvad hun erfarer og oplever. 

Samtidig har hun et usædvanligt stærkt netværk af venner, der tæller flere læger. 

”Jeg havde været meget ilde faren, hvis jeg ikke havde haft venner, der er læger – især da der kom komplikationer i forløbet. En god ven og kirurg tog affære og fik mig hurtigt på sygehuset, og jeg undgik dermed en langsommeligere henvisning fra den praktiserende læge. Så stærkt et netværk er kun få beskåret,” siger Ritt Bjerregaard, der også skylder sit netværk, at hun undgik den – efter hendes mening – ekstremt dårlige mad på Bispebjerg Hospital. 

Det begyndte så godt … 

Ritt Bjerregaards behandlingsforløb startede rigtig fint, men siden blev det problematisk. 

”Jeg får konstateret kræft i endetarmen, og det meget positive er, at det herefter går så hurtigt. Kræftgarantien virker, jeg kommer hurtigt på sygehuset, får hurtigt lavet en ekstra test. Den viser kræft, og jeg bliver indlagt og får at vide, hvem der skal operere mig. Kræften opereres bort, og jeg undgår at få en stomi. I dagtimerne har jeg en personlig sygeplejerske, der tager sig af mig, og kirurgen, der har opereret mig, kommer og kigger til mig.” 

Efter en uge kommer Ritt Bjerregaard hjem og får besked på, at hun kan ringe, hvis der opstår noget utilsigtet. 

”Det fungerer rigtig godt med hjemmesygeplejerskerne, som jeg havde brug for, fordi jeg ikke kunne tisse og skulle tømmes flere gange i løbet af et døgn. De er fremragende, og vi kan aftale med dem, hvornår det er bedst, at de kommer. Men desværre bliver jeg dårligere og dårligere, som ugerne går, og jeg kan slet ikke forstå, at der ikke sker nogen fremgang. Der går en tre ugers tid, og jeg ringer så til sygehuset på det telefonnummer, jeg har fået, fordi jeg tror, at jeg har blærebetændelse. Men jeg får at vide, at tidsrammen er overskredet, og at jeg i stedet må henvende mig til min praktiserende læge. Og så er det, at jeg især har gavn af en af mine lægevenner. Han er kirurg og siger, at det her går altså slet ikke – noget er helt galt. Han kontakter sygehuset, og jeg ved ikke, hvad han siger til dem, men det gør i hvert fald indtryk. Jeg bliver hasteindkaldt til en ekstra undersøgelse.” 

Undersøgelsen viser i første omgang, at alt er, som det skal være. Der er ikke noget i vejen, og Ritt Bjerregaard kan bare tage hjem. Også selv om lægerne ikke kan forklare, hvorfor blodprøverne viser så høje infektionstal. Dog slår de fast, at hun skal komme ind dagen efter og få taget en ny blodprøve. 

”Da jeg så kommer ind dagen efter, har kirurgen, der opererede mig, kigget på billederne. Han sender mig ind til en ny, større undersøgelse, og han opdager, at der faktisk er en sprække i syningen, og at der har samlet sig en stor byld. Jeg skal opereres samme dag, lyder meldingen, og den besked kan jeg næsten ikke klare. Jeg er blevet meget svag i de uger, der er gået. Men der er ikke noget at gøre – ingen vej udenom.”

Personalet bliver ikke værdsat

Ritt Bjerregaard bliver indlagt op til påske, onsdagen før skærtorsdag. Og så oplever hun et forløb, der udvikler sig meget dårligt. 

”Selve operationen går godt, men jeg er svækket og helt til hundene. Og ingen af de læger, jeg ellers har haft med at gøre, er til stede. Jeg ligger på sygehuset i 11 dage, får en stomi, som jeg kommer hjem med. Og der går nogle måneder, indtil jeg kan få fjernet stomien, og den operation går helt, som den skal.”

Ritt Bjerregaard havde en behandlingsansvarlig læge – indtil han gik på ferie. 
 

5 anbefalinger fra Ritt Bjerregaard 
  • Undgå, at dokumentation bliver til kerneydelsen
    Når den gør det, dræber det nemlig arbejdsglæden og gør det dårligere for patienten, da ressourcerne til bogholderiet går fra andre og vigtigere opgaver. Selvfølgelig vil vi gerne have, at der er styr på oplysningerne om os, men det har taget overhånd. Lad de enkelte afdelinger analysere og beslutte, hvad der er vigtigt at registrere, og hvilken dokumentation der med fordel kan droppes. 
  • Lad ikke specialiseringen skygge for mennesket
    Det er fantastisk og uvurderligt med dygtige kirurger og specialister – intet at udsætte på det. Men den enkelte afdeling bør dog som et hele også have fokus på, at patienten ikke bare skal overleve, men også leve. Hvad skal der f.eks. til, for at patienten kommer ordentligt ovenpå igen? 
  • Husk at rotte jer sammen 
    Læger, sygeplejersker og de andre faggrupper på sygehusene må blive langt bedre til at rotte sig sammen, så den sundhedsfaglige viden i højere grad drages ind i politikudviklingen. Når der skal gøres opmærksom på de faglige problemer, så må personalet på tværs af sygehusets faggrupper sammen pege på, at der f.eks. også skal være mere tid til omtanke og omsorg. Og så skal de sammen tale for, at nogle af de mange dokumentations- og kontrolfunktioner skæres væk. 
  • Genfind den faglige passion
    Politikere og sygehusledelserne skal i højere grad give ansvar til professionerne og anerkende fagligheden og medarbejderne. Sygeplejersker og læger må genfinde den faglige passion og insistere på at tage ansvar for patientforløb. 
  • Grænser for, hvor stærkt man kan løbe 
    Det er hverken værdigt for patienter eller personale, når normeringen er for skrabet. Selv den skarpeste fagspecialist kan begå fejl efter lange perioder med usædvanlig travlhed. 

”Jeg har efterfølgende talt med nogle på sygehuset, og de siger jo meget sødt: ”Ja, men alle har jo en arbejdstid, og alle skal have deres ferie.”
Men jeg kan altså ikke forstå, at hvis der er tre overlæger, så skal de alle have påskeferie på samme tid. Der må da være en ansvarlig overlæge til stede. De eneste, jeg så, var yngre læger, der hastede forbi og havde alt for travlt, ligesom sygeplejerskerne var hårdt spændt for. Her i anden omgang var der heller ingen fast sygeplejerske knyttet til mig.”
Ritt Bjerregaard var ellers generelt imponeret over, hvor meget sygeplejerskerne på afdelingen puklede igennem den påske.

”Jeg var omgivet af utroligt søde og venlige sygeplejersker, de spænede rundt for at klare det. Jeg var meget imponeret, for det var op ad bakke den påske, hvor personalet oveni var ramt af sygemeldinger. Trods få ressourcer var sygeplejerskerne rare og hjælpsomme, når de kom ind på stuen. Vi trækker virkelig store veksler på de folk, og vi værdsætter dem ikke efter fortjeneste.”

Ritt Bjerregaard uddyber:
”I sådan en situation med få på arbejde klarer de nærmest det umulige, og hvem giver dem den ekstra anerkendelse eller bonus for at klare det? Hvem sørger for at sikre, at der er flere på vagt, også selv om det er påske, jul eller sommerferie? Lige nu er svaret vist ingen.”

Fra kald til fagligt ansvar

Socialdemokraten Ritt Bjerregaard kan naturligvis kun billige, at faggrupper har tilkæmpet sig en bred vifte af lønmodtagerrettigheder. Men hun mener samtidig, at der er gået noget værdifuldt tabt i den måde, vi indretter os på og ser vores job.

”Man har set bort fra forestillingen om et kald og gjort alle til lønmodtagere med faste arbejdstider, som man overholder til punkt og prikke. Og når man så har overholdt dem, har man opfyldt, hvad der er ens forpligtelse. Og så kan det være uhyre svært at få det hele til at fungere, når der sker akutte hændelser uden for arbejdstiden.”

Kaldstanken er i dag sjælden at finde på de danske sygehuse, akkurat ligesom den næsten er forsvundet på lærerområdet, fastslår Ritt Bjerregaard, der selv er uddannet lærer.

”Tidligere så lærerne deres fag som et kald. Vi hang ikke i en klokkestreng og gik igennem tykt og tyndt for eleverne. Når der var et barn, der var noget galt med, så tog vi os af det, og når der var en patient, der skete noget uventet med, så var lægerne ekstra oppe på mærkerne. Sådan er det sjældent længere.”

Hun mener imidlertid ikke, at det vil give god mening at genopfinde det lidt gammeldags klingende kaldsbegreb, der får tankerne hen på ingen løn for meget arbejde.

”I stedet skal systemet i højere grad give ansvar til professionerne og værdsætte fagligheden. Man skal give mere ansvar tilbage til sygeplejersker og læger. Der skal være mere, der styres af den enkelte enhed eller afdeling på sygehuset. Der skal være et større ledelsesrum, og de skal ikke være underlagt så rigide regler og retningslinjer, som det er tilfældet i dag. Der bruges i dag rigtig meget tid på at dokumentere – alt skal journaliseres og holdes øje med – i stedet for at man siger: ”Det allervigtigste er en skarp faglighed, en høj faglig kvalitet, og at vi har omhu og omtanke for patienten.” Der skal altid være tid til, at man kommer forbi og ser til patienten. I stedet for som i dag, hvor personalet alt for ofte må slå fast: Det er der ikke tid til!”

Nogle holder af bogholderiet

Lige siden 80’erne har skiftende regeringer haft som erklæret mål at afbureaukratisere den offentlige sektor – uden så meget held. 

”Vi skal bevare kvaliteten og også sikre os, at den opretholdes og styrkes. Men skal de faglige prioriteringer i højsædet, er det nødvendigt at skære ned på nogle af de mange kontrolforanstaltninger og åbne for, at hver afdeling f.eks. selv kan skrue vagtplanerne sammen,” lyder det fra Ritt Bjerregaard, der erkender, at en sådan øvelse kan være problematisk. Ikke mindst fordi nogle medarbejdere faktisk holder af bogholderiet, vurderer hun.

”Hvis man nu har været sygeplejerske i rigtig mange år, er det måske meget rart at få en overordnet stilling, hvor man bare sidder på et kontor og registrerer. Måske synes man, at man har styrtet rigtig meget rundt. Men uanset hvad må noget bogholderi skæres væk. Løsningen er, at regioner, sygehusledelser og personalegrupper endnu en gang sætter sig rundt omkring bordet og finder ud af, hvordan de begrænsede ressourcer bedst kommer patienterne til gavn.”

Der skal kun dokumenteres og registreres, når noget gør gavn. Og det skal være op til den enkelte afdeling at afgøre, hvilke dokumentationer der giver effekt og mening. En sådan øvelse kræver en tydelig ledelse, mener Ritt Bjerregaard og henviser bl.a. til en analyse fra regionerne på baggrund af svar fra 52 sygeplejefaglige ledere. Den er fra 2014 og viser, at overflødige dokumentationskrav stjæler helt op til fire timer dagligt pr. sygeplejefaglig medarbejder, og ingen af de 52 ledere mener, at det vil få konsekvenser for patienterne, hvis unødigt bureaukrati blev fjernet. 

Det ville til gengæld give mere tid til patienterne og mindre stress. Hvilke screeninger og dokumentationer giver god faglig mening? Hvilke er ligegyldige? Og hvad er det bedre at bruge ressourcerne på? Skal vi have mere omsorg, samtaler med patienterne? Sådanne spørgsmål skal der findes svar på, og så skal både ledelse og medarbejdere bakke op, mener Ritt Bjerregaard, der netop har været til det årlige kræfttjek og kan ånde lettet op. Kræftsygdommen er ikke kommet tilbage. Heller ikke selv om hun har afvist at blive behandlet med kemoterapi:

”Jeg overvejede for og imod kemo og besluttede mig til ikke at udsætte mig for at få alle mulige bivirkninger og måske en marginalt mindre risiko for, at kræften kommer igen og spreder sig. Selv en lille kemo har bivirkninger som kvalme, diarré og påvirkning af slimhinderne. For mig overstiger ulemperne den ekstra beskyttelse. Men det må altid være et individuelt valg, og det vigtigste er at blive godt orienteret om fordele og ulemper. Jeg har fået en fin orientering og har fået støtte i mit valg.”

Dette tema består af følgende artikler

Når velfærdssamfundet skal køre som en fabrik (indledning)

Et sygehus er ikke en fabrik

Konsekvenser på forsiden

Flow styrker jobglæden

"Ansvaret skal tilbage til sygeplejersker og læger"

Emneord: 
Ledelse
Politik

Flow styrker jobglæden

Forstyrrelser i arbejdet kan ikke altid undgås, men ofte kan man tilrettelægge arbejdet, så de minimeres, siger professor Helge Hvid.

2016-1-vignetEt vigtigt element i at forbedre sygeplejerskernes arbejdsforhold er ikke blot at mindske selve arbejdsmængden, men også at skabe et godt arbejdsflow.  

Sådan lyder det fra Helge Hvid, professor ved Roskilde Universitet., der også er en af forfatterne til antologien ”Bladet fra munden – mod og vilje til et godt arbejdsliv”. I bogen giver han en række jordnære bud på at løse de daglige arbejdsmiljøudfordringer.

Helge Hvid gør rede for, hvordan og hvorfor begreber som bæredygtighed og rytme kan styrke arbejdsmiljøet. I den forbindelse nævner han, at f.eks. forstyrrelser er en kilde til frustration, og at det alt for sjældent er muligt at tilrettelægge arbejdet, så det glider. 

Hvem tager telefonen?

Professoren anbefaler, at der bruges tid på at afklare, hvilke forstyrrelser man skal leve med, og hvilke man skal undgå. Nogle forstyrrelser er uundgåelige, erkender han: 

”Hjemmesygeplejersken kommer f.eks. ud til svage borgere, hvor det viser sig, at der er andre og større problemer at tage sig af end det, de kom for. Sygeplejersken bliver nødt til at gøre noget andet og mere, end hvad der var skemalagt, og dagens plan er ødelagt.”

Andre forstyrrelser er derimod mulige at undgå. Helge Hvid refererer en sygeplejerske, der konkret peger på problemet med telefonen, som man forventer, at der altid svares på: 

”Når man f.eks. står i en sårbehandling med handsker på, og det ikke ser ret godt ud, så tager jeg den simpelthen ikke, fordi det kan jeg ikke. Jeg ville aldrig blive færdig så.” 
Ofte kan man tilrettelægge arbejdet lidt anderledes, understreger Helge Hvid:

”Måske skal det ikke være alle, der skal have telefonen tændt hele tiden? Måske skal mindre vigtige telefonopkald sorteres fra? Måske skal man acceptere, at den enkelte selv får lov til at afgøre, hvornår en forstyrrelse er rimelig, og hvornår den ikke er det?”

Dette tema består af følgende artikler

Når velfærdssamfundet skal køre som en fabrik (indledning)

Et sygehus er ikke en fabrik

Konsekvenser på forsiden

Flow styrker jobglæden

"Ansvaret skal tilbage til sygeplejersker og læger"

Emneord: 
Ledelse
Politik

Konsekvenser på forsiden

Når den offentlige sektor styres efter kvantitative mål påvirker det medarbejdere og patienter. Siden maj har Sygeplejersken løbende fortalt om sygeplejerskers arbejdspres og forværrede arbejdsmiljø og om et sundhedsvæsen, der mangler sammenhæng.

2016-1-2015_06

Farlig travlhed

I maj 2015 beskrev Sygeplejersken, hvordan travlhed på danske sygehuse truer patientsikkerheden. I en undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd var hver anden sygeplejerske helt eller delvist enig i, at arbejdsdagen er så travl, at det går ud over patienternes sikkerhed.

2016-1-2015_07

Manglende sammenhæng

Et sundhedsvæsen med sorte huller var på forsiden af Sygeplejersken i juni 2015. Hver 5. patient og hver 4. pårørende gav i en undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd udtryk for, at de oplevede, at vigtig behandlingsinformation gik tabt mellem sygehus og kommune. 

2016-1-2015_09

Pressede kommuner

Besparelser på sygehusene skubber flere komplekse patienter ud i kommunerne. Og mange af kommunerne har hverken ressourcer eller kompetencer til at løfte opgaven. Det kunne man læse om i Sygeplejersken i august 2015. 

2016-1-2015_10

Stigende tidspres

Sygeplejersken gjorde i september 2015 status et år efter, at Arbejdstilsynet havde uddelt påbud til 41 sygehusafdelinger pga. for stor arbejdsmængde og tidspres. Arbejdsmiljøet blev forværret af nye varsler om besparelser og fyringer.

2016-1-2015_11

Slå alarm

Hvis ledelsen ikke er til at råbe op ift. dårligt psykisk arbejdsmiljø, kan der tages andre midler i brug. I september 2015 omtalte Sygeplejersken en sygeplejerske, der havde skrevet et læserbrev, fordi hun var træt af hele tiden at undskylde for fejl, der skyldtes tidspres.

2016-1-2015_12

Stålsat minister

Sygeplejersken interviewede landets nye sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde (V), i oktober 2015. Ministeren ville ikke love sundhedsvæsenet arbejdsro til at få styr på arbejdsmiljøproblemerne, inden der kom nye politiske krav om effektivisering og besparelser. 

2016-1-2015_14

Hjemmesygepleje under pres

I december 2015 skrev Sygeplejersken, at 6 ud af 10 sygeplejersker i hjemmeplejen og på plejehjem sagde, at de havde svært ved at arbejde forsvarligt. Nedlæggelse af hospitalssenge og kortere indlæggelser var en del af forklaringen på den øgede arbejdsmængde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette tema består af følgende artikler

Når velfærdssamfundet skal køre som en fabrik (indledning)

Et sygehus er ikke en fabrik

Konsekvenser på forsiden

Flow styrker jobglæden

"Ansvaret skal tilbage til sygeplejersker og læger"

Emneord: 
Ledelse
Politik

Et sygehus er ikke en fabrik

En maskinel ledelsesstil har sneget sig ind i det danske sundhedsvæsen, som var det en industrivirksomhed, påpeger ledelsesprofessor Steen Hildebrandt i sit bidrag til en ny debatbog om den offentlige sektor. I dette interview forklarer han, hvordan mål- og resultatstyringen er eskaleret mange steder i det danske samfund. Det slider mennesker fysisk, mentalt og psykisk ned. Men der er en anden og langt mere bæredygtig måde at lede på, mener professoren.

2016-1-tandhjulKan vi indrette et dansk sygehus som en pølsefabrik – som en produktionsvirksomhed, hvor det blot handler om at proppe patienter ind i den ene ende, skrue på nogle knapper og så få dem raske ud i den anden? Nej, så enkelt er det ikke at organisere og lede behandlingen af syge mennesker. Det er de fleste danske sygeplejersker vist helt enige om, og nu får de skyts til argumenterne fra bl.a. ledelsesprofessor Steen Hildebrandt.

I en ny antologi fra Dansk Sygeplejeråd sætter han sammen med otte andre forskere ord på, hvordan det påvirker vores offentlige sektor, når vi i stigende grad måler og vejer "produktionerne". Med antologien ”Bladet fra munden – mod og vilje til et godt arbejdsliv” har Dansk Sygeplejeråd valgt at give ordet til medarbejdere og ledere i sundhedsvæsenet samt til forskere og meningsdannere. En lang række interviews med sygeplejersker er givet videre til forskerne, som hver har givet deres bud på, hvordan velfærdssamfundet, den offentlige sektor har udviklet sig. Også to patienter/pårørende fortæller deres historie.

Mange sætter fokus på, at patientbehandling og sundhed er blevet en ydelse, der i snæver forstand bliver målt og vejet på. Og sygeplejerskerne bliver i den forbindelse i stigende grad betragtet og behandlet som en del af produktionsapparatet, der konstant presses til højere hastighed. 

Maskine eller levende organisme

Steen Hildebrandt er adjungeret professor ved Aalborg Universitet. Han er en af de mest citerede danske ledelsesforskere og er blandt rigtig meget andet medforfatter til bestselleren ”Bæredygtig ledelse – Ledelse med hjertet”. Muligvis står vi ved en skillevej – et paradigmeskifte, når det handler om vores måde at tænke hospital, sundhed og sundhedsledelse på, mener professoren: 

”Det handler om et andet arbejdsmiljø, det handler om andre former for arbejdspladser og andre ledelsesformer. Det handler om at gå fra at opfatte en hospitalsorganisation som en stor maskine, som man kan styre ved hjælp af værktøjer og mekaniske tilgange, til at det er en levende organisme, hvor alt hænger sammen, og hvor menneskelige følelser, holdninger, værdier og tanker er dominerende og med til at bestemme det daglige liv. At tale om produktivitet, bæredygtighed og arbejdsmiljø i sammenhæng og med meget større vægt end tidligere er en del af en ny organisations- og ledelsesforståelse.”

Hvordan måler man omsorgspleje?

I antologien forklarer Steen Hildebrandt, hvordan New Public Management (se boks) i en årrække har været dominerende i store dele af den offentlige sektor, bl.a. fordi denne teori stoler meget på tal og mindre på ord, følelser, hensigter og helhedstænkning: 

”New Public Management er konkret og praktisk – eller for at bruge et moderne ord: Den er operationalisérbar. Den er i god overensstemmelse med en gammel menneske- og ledelsesindsigt, der hedder: ”Man får det, man måler. Kun det, der kan måles, kan ledes.” 
 

New Public Management

New Public Management eller NPM er en samlet betegnelse for en række af de seneste års administrative reformer af den offentlige sektor. Det bygger groft sagt på to rationaler, overtaget fra den private sektor: En øget brug af markedsmekanismen og en højere grad af mål- og resultatstyring. Det var den engelske forsker Christopher Hood, der lancerede begrebet New Public Management i 1991.

Udfordringen ved New Public Management er imidlertid, ifølge Hildebrandt og andre forskere med ham, at nogle former for output eller produktion er let at måle, f.eks. antal gennemførte operationer, men hvordan skal man f.eks. måle resultatet af en mellemleders arbejdsindsats?  Eller hvordan skal man måle resultatet af omsorgs-, pleje- og mange andre former for arbejde? Og i en langt videre forstand: Hvordan kan man – og skal man? – måle forældrenes og andres indsats i hjemmet i forhold til f.eks. ældre og syge familiemedlemmer? 

Ved de meget kvantitative målinger vil der på langt de fleste områder indgå en kvalitetsdimension, som ofte vil være vigtig, og som det også kan være svært at måle, mener Steen Hildebrandt og uddyber: 

”Et forløb med at diagnosticere, behandle og pleje på et hospital for en given sygdomskategori kan have meget forskellig kvalitet, dvs. et meget forskelligt både kvantitativt og kvalitativt indhold. Én arbejdstime et sted er ikke bare én time. Én time er i virkeligheden mange forskellige ting.” 

Negativ New Public Management

Sammen med de andre bidragydere til antologien spidder Steen Hildebrandt det eskalerende fokus på mål- og resultatstyring. I den forbindelse minder han om ét af nobelpristageren Albert Einsteins mange kloge udsagn: ”Intellektet har et skarpt øje for metoder og værktøjer, men er blind over for mål og værdier”: 

”Det er jo nemlig rigtigt: Vi elsker metoder, værktøjer, systemer, strukturer, evalueringer, tests, kvantitative målinger, sammenligninger, gennemsnit, standarder, det evidensbaserede, specialisering m.m. For så tror vi, at vi er på sikker grund. Men hvad den dybere mening er, hvilke værdier og principper, der skal være vejledende, hjælpende og styrende for os, ja, det kan vi vanskeligt sætte på en ministeriel formel, så det lader vi ligge og springer let og elegant henover. For dét, der ikke kan formuleres som et værktøj, som en formel, som et system, ja, det tør vi ikke stole på og regne med. Og vi tør slet ikke overlade det til det enkelte hospital eller den enkelte skole at arbejde selvstændigt. Det er for risikabelt. Vi ved ikke, hvor vi ender. Derfor klamrer vi os til New Public Management og påstår, at det kan give f.eks. hospitalerne fornuftige svar på alle de spørgsmål og problemer, der opstår. Jeg hævder, at det kan de ikke. De negative virkninger, de kontraproduktive elementer i New Public Management bliver stedse mere tydelige.” 

Presset af produktivitetskrav

”Produktivitet er et vigtigt tema, men det kan gå for vidt,” slår Steen Hildebrandt fast og refererer en leder på et sygehus:

”Medarbejderne har ondt i maven, når de møder til vagt. De er bange for, at de bliver så pressede, at de kommer til at lave en fatal fejl.” Der er i øjeblikket i det danske samfund en meget betydelig både fysisk, mental og psykisk nedslidning af mennesker, advarer professoren. Og den sker også på hospitalerne.

Professoren peger dermed på, at vi i sundhedsvæsenet gerne benytter industrielle begreber og målemetoder, men at vi indimellem glemmer at kigge nøjere på, hvad der skal produceres, og hvad produktivitet er – både nu og i morgen. Skal der produceres så meget som muligt, så billigt som muligt? 

”I den almindelige produktivitetsdebat er parolen meget simpel: jo højere produktivitet, desto bedre. Men det er ikke nødvendigvis rigtigt, hvis vi anlægger en helhedsbetragtning. Det er nemlig en betragtning, der ikke tager hensyn til alle de sammenhænge, der er imellem de forskellige elementer i f.eks. hospitalsvæsenet og mellem hospitalsområdet og en række andre samfundsområder.”

Der er behov for nuancer, og man kunne i den sammenhæng godt tale om begreberne bæredygtig produktivitet og bæredygtig ledelse. Det handler ikke nødvendigvis om mere eller om mere af det samme, men om det rigtige og det bedste, mener Steen Hildebrandt.

Der er svar, men der er ingen korte svar på ledelsesudfordringen i sygehusvæsenet, understreger professoren. Der skal bundfælde sig en ny forståelse af, hvad en organisation er, hvad sundhed er, og hvad ledelse af sundhedssystemet og hospitaler er. Og heldigvis har vi et meget stærkt udgangspunkt, slår professoren fast: 

”Vi står med et højtudviklet hospitalsvæsen; det fungerer 24 timer i døgnet på hundredevis af hospitalsafdelinger overalt i Danmark. Millioner af operationer, behandlinger, plejeforløb m.m. gennemføres.” 

Bæredygtige sammenhænge

Steen Hildebrandt pointerer, at det er medarbejderne, der får det hele til at fungere.

”Hospitalerne og sundhedsvæsenet fungerer hver dag både i kraft af og på trods af alt det, vi har gjort og præsteret. F.eks. på trods af alle de siloer, vi har opbygget og nidkært håndhæver,” siger han og tilføjer:

”Vi lever i en opsplitningskultur. ”Vi har rigtig store vanskeligheder med sektorovergange,” som en leder sagde i et interview. Vi har i lang tid sprunget alting i stumper og stykker. Det er vi kommet langt med. Den næste store fase hedder: Helhed. Sammenhænge. Bæredygtig ledelse. Bæredygtig produktivitet. Et bæredygtigt arbejdsmiljø – baseret på en systemisk tænkning om sammenhænge, relationer og helhedstænkning.” 

Han fortæller uddybende, at det f.eks. betyder, at man begynder at se og respektere sammenhænge, begynder at belønne og værdsætte de mennesker og afdelinger, der forstår og arbejder med sammenhænge; at man åbner op for nye systemafgrænsninger og sundheds- og sygdomsforståelser, herunder at man begynder at involvere både den enkelte patient og familierne omkring patienten mere og på andre måder, end det er sket og har været normalt indtil nu. 

At man begynder at fokusere mere på relationer f.eks. mellem hospital, kommune, andre dele af sundhedsvæsenet, andre lande m.m. At vi bliver meget bedre til at arbejde med læring og kreativitet.

Venlighed vs. produktivitet 

Helt overordnet og på lang sigt handler det om et ændret paradigme, om en anden organisations- og ledelsesforståelse. Men der er også umiddelbare og konkrete tiltag at gå i gang med, mener Steen Hildebrandt: 

”Tag begreber som mening og venlighed. Det er uden nogen som helst tvivl vigtige temaer af umiddelbar betydning for både produktivitet og arbejdsmiljø og noget, som enhver ledelse og samarbejdsudvalg umiddelbart kan tage fat på og arbejde med.”

Steen Hildebrandt nævner en afdeling på et stort dansk hospital, der havde et utilfredsstillende arbejdsmiljø og for ringe præstationer. Over nogle måneder iagttog man sig selv og fandt, at venlighed var en mangelvare. 

”At der mangler venlighed. Sådan noget er meget simpelt, så simpelt, at man let kan få den opfattelse, at sådanne fænomener ikke spiller nogen rolle for, hvordan en moderne, højteknologisk og fagprofessionel afdeling fungerer. Men sandheden er: Sådanne fænomener spiller nu engang en meget stor rolle,” siger han. 

Og den konklusion kom man da også klart frem til på afdelingen, der iværksatte forskellige tiltag med henblik på at fremme venlighed.

2016-1-antologi-forside

Debatbog om den offentlige sektor

I en ny bog med titlen ”Bladet fra munden – mod og vilje til et godt arbejdsliv” peger en række af landets førende forskere på en tæt sammenhæng mellem samfundets værdier, prioriteringer, ledelse og den enkelte sygeplejerskes arbejdsliv. 

Forskerne bygger bl.a. deres konklusioner på analyser af interviews med sygeplejersker.

Bogen er lavet af Dansk Sygeplejeråd, og næstformand Dorte Steenberg, opfordrer til en diskussion af, hvordan vores offentlige sektor, ja hele samfundet påvirkes, når vi i stigende grad kun måler og vejer.

”Kravene til produktionen er øget, mens kvaliteten er kommet i anden række. Det snævert målbare er blevet omdrejningspunktet for al aktivitet, og i takt med det forandres fagligheden og blikket for det enkelte menneske. Centrale mål for succes handler ikke længere om borgerne, men om tal, grafer og output. I stedet for at se borgeren som et individ med særlige behov, bliver der talt om diagnoser, og i stedet for at fokusere på at gøre borgeren rask fokuseres der på at udskrive. I dette økonomiske og produktionseffektive rationale forsvinder diskussionen om, hvad det er for et velfærdssamfund, vi ønsker,” siger hun. 

I antologien bliver det åbenbart, at det – mere end nogensinde – er nødvendigt at styrke kvaliteten i den offentlige debat via nye perspektiver på, hvordan vi kan indrette, planlægge og organisere os mere hensigtsmæssigt, så både patienter, borgere og medarbejdere bliver raskere og gladere.

Udgivelsen af antologien markeres med en konference om arbejdsmiljø, der finder sted den 21. januar i Fællessalen på Christiansborg. Efter offentliggørelsen kan hele antologien læses på dsr.dk

 

 

 

 

Dette tema består af følgende artikler

Når velfærdssamfundet skal køre som en fabrik (indledning)

Et sygehus er ikke en fabrik

Konsekvenser på forsiden

Flow styrker jobglæden

"Ansvaret skal tilbage til sygeplejersker og læger"

 

(Illustration: Mikkel Henssel)

Emneord: 
Ledelse
Politik

Sundhedsminister: Sygeplejersker skal få sundhedsvæsenet til at hænge sammen

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) vil styrke sammenhængen i sundhedsvæsenet, og sygeplejersker er tiltænkt en nøglerolle. Hjemmesygeplejerskers kompetencer skal løftes, der skal flere sygeplejersker på plejehjem, og på hospitalerne vil hun investere i uddannelse af flowkoordinatorer for at komme overbelægning til livs.

2015-12-sophie-loedhe
Caption 
Sundhedsminister Sophie Løhde vil sætte ind over for overbelægning på akutte og medicinske afdelinger, og hun vil iværksætte en national handlingsplan for den ældre patient og en national handlingsplan på demensområdet.
Attribution 
Foto: Søren Svendsen
Fem minutters gang fra Dansk Sygeplejeråds adresse på Sankt Annæ Plads ved Nyhavn ligger Sundhedsministeriet – en vigtig strategisk medspiller i Dansk Sygeplejeråds kamp for at sætte sygeplejerskers udfordringer på dagsordenen. På en skinnende messingplade på døren til Holbergsgade 6 står ministeriets nye navn: ”Sundheds- og Ældreministeriet”.

Kvinden med den højeste post i det danske sundhedsvæsen, sundhedsminister Sophie Løhde, tager imod i hjørnekontoret på 4. etage for at fortælle om sine mål for ministerperioden. De handler om fokus på den ældre medicinske patient, et løft af kræftområdet og bedre sammenhæng på tværs af sundhedsvæsenet. Sophie Løhde understreger, at sygeplejersker har en afgørende nøglerolle i gennemførelsen af alle tre mål. 

”Når vi snakker ældre patienter, er vi nødt til at se på indsatsen både før, under og efter sygehuset.

Sidste år var der 63.000 forebyggelige indlæggelser, og mange af dem skyldtes, at ældre eksempelvis bliver indlagt, fordi de er dehydrerede eller har en simpel blærebetændelse, der får lov at udvikle sig. Sygdomme, som vi kunne have forebygget ved at sætte ind med den tilstrækkelige pleje og behandling ude i borgerens eget hjem og på plejehjemmet,” siger Sophie Løhde.

Hun erklærer, at hun vil styrke det sundhedsfaglige niveau i kommunerne.

”Det handler bl.a. om kompetenceudvikling, men det handler også om at udstyre kommunerne med nogle bedre redskaber til at nå frem til, hvad der virker. Jeg tror, nogle kommuner føler, at de famler lidt for meget i blinde,” siger Sophie Løhde, og nævner som eksempel konkrete redskaber til at forebygge sygehusindlæggelser.

”Vi mangler viden om, hvilke indsatser som virker. Altså, hvad der afgør, at den indsats, man laver i én kommune, slår bedre igennem i forhold til den indsats, man iværksætter i nabokommunen. Vi ser rigtig mange kommuner, som laver akut- og aflastningspladser, men de er meget forskelligartede. Det er også baggrunden for, at kommunerne sammen med regeringen og Danske Regioner besluttede at igangsætte arbejdet for udvikling af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen,” siger Sophie Løhde.

De tre vigtigste indsatser

Hvilke tre ting, vil du som ny minister satse på at forandre?

  1. ”Nu og her vil vi gerne levere markante resultater for den ældre patient, her tænker jeg både på medicinske afdelinger – overbelægningsproblemerne, men også på hele demensområdet.”
  2. ”Kræftområdet skal løftes med en Kræftplan IV.”
  3. ”En indsats, der går på tværs for at skabe et bedre sammenhængende sundhedsvæsen.”

Flere sygeplejersker på plejehjem

Ser du også et behov for at styrke kompetencerne ved at ansætte flere sygeplejersker på plejecentre?

”Det mener jeg slet ikke, at vi kommer uden om fremadrettet. Vi kommer til at se opgaveflytning eller -glidning på mange niveauer, det gælder ikke kun sygeplejersker, men også i forhold til sosu’er og læger.”

Et af regeringens konkrete forslag til næste års finanslov er en styrkelse af de sundhedsfaglige kompetencer ved at udbrede ordningen med plejehjemslæger; en ordning, der har kørt som et forsøg i en række kommuner.

”Her har man opnået nogle rigtig gode resultater, og det er jo også en måde at styrke de sundhedsfaglige kompetencer ude på plejehjemmene. Det gør vi ikke ved udelukkende at have fokus på, at der er en plejehjemslæge. Det er jo i høj grad også at have fokus på de kompetencer, som sygeplejersker har – også dem, som har nogle specialkompetencer især i forhold til ældre patienter.”

Kan du forestille dig, at sygeplejersker f.eks. skal ordinere medicin og indlægge patienter?

”Altså, vi kommer ikke til at fjerne lægens ordinationsret, det ser jeg ikke for mig. Men der er masser af opgaver, hvor man kan agere på delegation. Altså på lægens ansvar, som er delegeret til en anden sundhedsperson, i det her tilfælde en sygeplejerske. Det foregår allerede i dag i vid udstrækning, og den udvikling bliver ikke mindre fremadrettet.”
 

Flere uddannes til flowkoordinatorer

Også under patientens indlæggelse ser Sophie Løhde sygeplejersker i en nøglerolle. Hun blev inspireret, da hun for nylig besøgte Slagelse Sygehus og blev præsenteret for deres model med en flowkoordinator, som sørger for at fordele patienterne rundt på hele sygehuset for at undgå overbelægning og patienter på gangene. Hun fremhæver projekt Sikkert Patientflow, som 12 sygehuse over hele landet deltager i.

”Det viser, at man med ganske enkle, men systematiske virkemidler kan så godt som fjerne overbelægning og sikre patienterne plads på en patientstue,” siger Sophie Løhde, som er parat til at iværksætte uddannelse af flere sygeplejersker til flowkoordinatorer.

Hun forestiller sig, at nogle af de ekstra 500 millioner i 2016, som regeringen har øremærket til den ældre patient, skal gå til at få udbredt flowkoordinator-ordningen.

Finder du også penge til flere senge?

”Om der skal flere senge til, vil jeg overhovedet ikke afvise på forhånd, jeg synes bare, det er for simpelt et svar politisk kun at pege på flere senge, for problemet er meget mere komplekst end det,” siger Sophie Løhde. 

”Vi har lagt op til her i finanslovsforhandlingerne, at vi gerne vil forhandle en akutpakke mod overbelægning med Folketingets partier. Akutpakken handler om, at vi skal sætte ind med en række virkemidler her og nu med henblik på at løse overbelægningsproblemet. Flowkoordinator-ordningen er et godt eksempel på, at vi kan opnå nogle resultater også på den korte bane.”

Blå bog: Sophie Løhde, 32 år.

Går også under tilnavnet ”komet-politikeren”.

1983
Født den 11. september i Birkerød, datter af direktør Ole A. Jacobsen og forhenværende borgmester og kunsthandler Karin Løhde.

2001
Valgt ind i Frederiksborg Amtsråd for Venstre som 18-årig.

2006
Valgt ind i Rudersdal Kommunalbestyrelse.

2006
Valgt ind i Region Hovedstaden.

2007
Valgt til Folketinget for Venstre.

2011-2015
Sundhedsordfører.

2015
Udnævnt til sundhedsminister.

Overbelægning er dårlig kvalitet

Sophie Løhde er optaget af at forebygge overbelægning. Og et af midlerne er at nedbryde sektorgrænser, så patienten ikke falder gennem systemets huller og risikerer en unødvendig indlæggelse.

En statusrapport fra Sundheds- og Ældreministeriet over de enkelte sygehusafdelingers overbelægningsprocenter fik stor mediebevågenhed efter sommerferien, da oversigten afslørede afdelinger med massive overbelægningsproblemer. 

”De tal er jo både opmuntrende og nedslående. De er opmuntrende, fordi de afspejler, at man visse steder har fået knækket koden og har sat ind over for overbelægning. Men samtidig var tallene også nedslående, for vi kunne se, at nogle sygehuse havde nærmest kroniske problemer med overbelægning.”

”Overbelægning er udtryk for hamrende dårlig kvalitet, og det er uværdigt for patienter og pårørende at blive placeret i en seng klos op ad elevatoren eller et skyllerum,” slår hun fast.

Ifølge Sophie Løhde er der brug for at sætte ind både på kort og langt sigt, hvis overbelægningsproblemerne skal løses, og i Sophie Løhdes optik hænger fokus på den ældre patient sammen med at løse overbelægningsproblemet, fordi overbelægning bl.a. handler om at forebygge indlæggelse. Ud over akutpakken lancerer hun derfor to langsigtede handlingsplaner med fokus på den ældre patient: En national handlingsplan for den ældre medicinske patient og en national demenshandlingsplan. Desuden skal der tages fat i mere strukturelle udfordringer i primær sektor og på tværs af sektorerne.

”Der ligger en kæmpe udfordring i at få gearet hele den kommunale del af vores sundhedsvæsen – altså kommunerne, almen praksis og samspillet – og få løftet hele det sundhedsfaglige niveau ude i kommunerne,” siger Sophie Løhde.

Læs også: Løhde vil ikke love arbejdsro

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Politik

Løhde vil ikke love arbejdsro

Sygeplejerskernes arbejdspres og store problemer med det psykiske arbejdsmiljø er ”dybt bekymrende”, mener sundhedsministeren. Men hun mener ikke, der er behov for at frede hospitalerne for at sikre arbejdsro. Tværtimod vil der fortsat være brug for forandringer, understreger hun.

En hel stribe undersøgelser, som Sygeplejersken har omtalt over de seneste måneder, dokumenterer, at sygeplejerskernes arbejdspres er alarmerende højt. Senest viste en undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd, at det pressede arbejdsmiljø betyder, at hver anden hospitalssygeplejerske ikke kan arbejde fagligt forsvarligt. Før sommerferien viste en lignende undersøgelse, at hver anden sygeplejerske har så travlt, at hun mener, det går ud over patientsikkerheden.

Det er alarmsignaler, som Sophie Løhde med egne ord finder dybt bekymrende.

”Hvis man hver dag møder ind på sin arbejdsplads – sygehusafdelingen – og konstaterer, at der er overbelægning, og man farer rundt, så er der ikke noget at sige til, at man bliver presset og stresset af sit job. Det er jo fuldt forståeligt. Derfor er vi også nødt til at sætte ind i forhold til nogle af de problemer, som vi ser er med til at sætte fagligheden under pres,” siger hun.

Den nye minister mener, at nøglen til at løse problemerne skal findes i at nedbringe overbelægningen. Og det kræver et langt træk, understreger hun.

”Det bliver en benhård indsats, men vi har til gengæld modet til at prioritere pengene til det og sætte ind med en langsigtet plan på det her område,” siger hun.

Både tillidsfolk og ledere har i Sygeplejersken peget på, at selve strømmen af forandringer og skiftende politiske krav er et problem for sygeplejerskernes arbejdsmiljø. Politiske krav er knap gennemført, før de afløses af nye krav. Arbejdsmiljøproblemerne er samtidig blevet voldsomt forværret over de seneste år, hvor sundhedssektoren har været gennem kraftige effektiviseringer. Og det bekymrer tillidsfolk og ledere, at hospitalerne nu igen står foran nye effektiviseringskrav og store besparelser. De efterlyser arbejdsro til sundhedsvæsenet.

Hvad siger du til det? Er der brug for arbejdsro i sundhedsvæsenet, og kan du give medarbejdere og ledere det?

”Jeg har kæmpestor respekt for alle de sundhedspersoner, der hver dag knokler deres yderste for at kunne levere en god kvalitet i sundheds- og sygehusvæsenet. Om jeg vil levere ro på bagsmækken og sige, at nu kommer der ikke flere nye initiativer? Der må det korte svar være nej,” siger Sophie Løhde med eftertryk og fortsætter:

”Jeg har en ambition om, at vi skal gøre et godt dansk sundhedsvæsen endnu bedre. Det får vi ikke ved at lulle os ind i, at alting nok skal gå.”


Ifølge ministeren er det afgørende dog, hvordan forandringerne bliver grebet an.

”Vi skal have medarbejderne med på forandringerne undervejs. Vi skal bruge deres viden, ikke mindst om, hvordan vi bliver bedre til at inddrage patienterne og bruge det som et aktivt redskab til at forbedre kvaliteten i det danske sundhedsvæsen.”

Det lyder, som om du siger, at vores sygehusledelser ikke er dygtige nok til at implementere forandringer?

”Der er ikke nogen tvivl om, at sygehusledelserne er hamrende afgørende. Og vi har rigtig mange dygtige ledere i det danske sundhedsvæsen, men der er nogle områder, hvor jeg godt kunne tænke mig, at man satte noget mere retning i ledelserne, det gælder eksempelvis, når vi snakker patientinddragelse, og få sat det højere på dagsordenen. Ikke bare som et projekt, men fordi man vil arbejde med det som en del af sin arbejdskultur på det enkelte sygehus.” 

Nogle af vores tillidsfolk er kritiske overfor, at hospitalerne skal omplacere eller fyre folk i øjeblikket for måske senere at skulle sige, at ”nu skal I ikke rejse alligevel, for nu har vi fået nogle midler fra finansloven til vores område”. Hvorfor har I ikke bare givet midlerne til regionerne i stedet for at øremærke dem til bestemte formål?

”Det anerkender jeg nok ikke helt. Fordi folketingsvalget faldt, som det gjorde, tog vi fat på forhandlingerne med regionerne straks efter sommerferien, og vi var enige med regionerne om, at de havde behov for en hurtig afklaring i forhold til at kunne komme i gang med og gå videre med budgetlægningen ude i regionerne.

Der har vi aftalt et løft på 1,5 mia. til de meget omtalte stigende medicinudgifter, men også til at løfte aktiviteten ude i regionerne, og endelig sagde vi meget klart, at det var kun første halvleg. At vi ville komme igen i anden halvleg med ekstra penge til regionerne. Vi har spillet med åbne kort, og hvad der så foregår ude i regionerne, det må man holde den enkelte regionsrådsformand ansvarlig for. Det er dem, der tilrettelægger processerne derude.”

Hvordan har du det med, at medarbejdere er varslet fyret, og muligvis bliver de her fyringer trukket tilbage om et par måneder?

”En form for ”stop and go-politik” er selvfølgelig ikke hensigtsmæssig. Men vi har gjort alt fra regeringens side for at sikre en hurtig afklaring, hvor der er kommet flere og ikke færre penge til sundhedsområdet. Der har aldrig været så mange læger og sygeplejersker ude på de danske sygehuse, og der vil heller ikke fremadrettet komme færre,” lover Sophie Løhde.


Læs også interview med sundhedsminister Sophie Løhde i samme nummer af Sygeplejersken: "Sygeplejersker skal få sundhedsvæsenet til at hænge sammen"

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Politik

Danmarkskort over de 41 påbud for høj arbejdsmængde og tidspres

Danmarkskortet viser, hvor i alt 41 påbud om for høj arbejdsmængde og tidspres er givet. Arbejdstilsynet er primært gået efter akutmodtagelser og psykiatriske afdelinger, der i tidligere undersøgelser er identificeret som steder med et belastet psykisk arbejdsmiljø.

Arbejdsmiljøet under pres

I 2014 gennemførte Arbejdstilsynet en særlig indsats i forhold til sygeplejerskers psykiske arbejdsmiljø, og i alt 74 arbejdspladser over hele landet fik besøg. ”For stor arbejdsmængde og tidspres” var problem nummer ét, 41 afdelinger fik et påbud inden for denne kategori. I 2015 har de 41 afdelinger haft frist til at indsende dokumentation for, at de har arbejdet med at forebygge og forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Vælg en region og se listen over de 41 arbejdspladser, der fik påbud.

 

  • Region Nord
  • Region Midt
  • Region Syd
  • Region Sjælland
  • Region Hovedstaden

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Politik
Stress