Spareøvelse, normeringer, ekstra tid til patienten

Hvordan hænger de evige bekymringer på sygehusene sammen med regionernes fokus på kvalitet? Sygeplejersken har spurgt formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S).

SY-2011-21-30-1aArkivfoto: Scanpix

Hvordan skal sygeplejerskerne rustes til at ændre rutiner?

”Ledelsen på sygehusene skal sørge for, at personalet er i stand til at holde fokus på de tre områder. Hvis der er brug for omlægning af arbejdsrutiner eller opkvalificering af personalet, så må man gøre det.”

Hvordan skal sygeplejerskerne belønnes for at være omstillingsparate og gå forrest for at skabe bedre kvalitet på sygehusene?

”Jeg tror, at alle sygeplejersker opfatter det som en normal del af deres arbejde at levere den bedst mulige kvalitet til patienterne. Så belønningen er, at de får mere tilfredse patienter, der kommer lettere igennem.”

Hvordan vil regionerne sikre sig, at det nationale kvalitetsløft ikke bare bliver et krav om mere dokumentation?

”Selvfølgelig skal der følges op på det, og der skal laves stikprøver for at se, om man nu også forebygger tryksår og sepsis, og om tjeklisten bliver brugt, men vi sætter ikke et nyt stort kontrolapparat i gang.”

Mere tid til patienterne står i forvejen øverst på mange sygeplejerskers ønskeliste – hvor skal den ekstra tid til de nye rutiner omkring patienterne komme fra?

”Virkeligheden er ikke sådan, at der kommer ekstra penge til at ansætte personale, så vi er nødt til at se på, hvordan vi kan gøre det bedre med de ressourcer, vi nu engang har til rådighed, og tænke mere klogt og innovativt. At sige, at vi bare skal ansætte mere personale, ville ikke være seriøst.”

Sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen vurderer, at der er penge at spare ved at forebygge tryksår, også selv om man ansætter flere sygeplejersker, som der sandsynligvis vil blive brug for i indsatsen. Hvad siger du til den udregning?

”Ja, man kan sige, at nu har vi et argument for at løfte normeringerne i en periode, mens man sætter projektet i gang, og så efterfølgende finansiere de ekstra timer med det, man sparer på færre genindlæggelser osv. Men sådan permanent at løfte normeringerne på den måde kan jeg ikke se, at jeg har pengene til.”

I hvor høj grad er kvalitetsdagsordenen en spareøvelse?

”Det er ikke en spareøvelse. Vi håber, der er en økonomisk sidegevinst, fordi man kan forkorte liggetider og lignende, men vi går ikke ud og tager penge fra hospitalerne, fordi de forhindrer genindlæggelser. Hospitalerne kan godt selv bruge dem.”

Hvordan skal personalet på de regionale hospitaler forholde sig til en udmelding om, at der nu skal være fokus på kvalitet – hvad tror du, de har fokuseret på indtil nu?

”De siger nok, at de faktisk fokuserer på kvalitet hver eneste dag. Derudover tror jeg, at de siger, at hvis der er nogle redskaber, der gør, at de kan blive bedre til det, er de klar til at bruge dem.”

Hvad er næste skridt i arbejdet med kvalitetsdagsordenen?

”Når de tre konkrete projekter er sat i værk, skal vi se på, hvor vi næste gang kan løfte kvaliteten. Det kunne f.eks. være på psykiatriområdet. Vi skal have nye områder frem, hvor man kan arbejde med kvalitet på samme måde som de tre første, der er valgt her.” 

Emneord: 
Patientsikkerhed
Kvalitet
Politik

Vi skal styrke det nære sundhedsvæsen

Anny Winther, formand for social- og sundhedsudvalget i KL, mener, at hjemmesygeplejerskerne vil komme til at spille en central rolle i kommunernes forebyggelsesindsats.

Hvordan vil kommunerne fremover styrke indsatsen for at forebygge genindlæggelser?

”Vi skal opruste det nære sundhedsvæsen og sikre en bedre koordinering af plejeopgaverne i forhold til udskrivelse og hjemkomst. Det kan betale sig at følge fru Jensen hjem fra hospitalet, sætte genoptræning i gang og sørge for, at der er orden i hendes medicin."

Derudover vil hjemmesygeplejen være et af de områder, som i forebyggelsesindsatsen bliver optimeret og videreudviklet. Både i forhold til innovation med velfærdsteknologi som f.eks. mobile iltapparater i hjemmet hos kronisk syge lungepatienter og i forhold til tættere kontakt mellem borgeren og hjemmesygeplejersken. Det kan f.eks. gøre en forskel i forhold til trygheden hos den syge ældre, hvis de har et akut telefonnummer til hjemmesygeplejersken, og måske kan det spare en indlæggelse.

En anden tendens, som vi allerede ser visse steder, og som vil udvikle sig mere fremover, er patienter, der er indlagt i eget hjem – eller udlagt, som sygehusene kalder det. Det kan være en god ting i forhold til infektionsrisiko ved sårbehandling, og at man desuden får sin egen mad og er i trygge omgivelser.

Med tiltag som disse vil vi kunne aflæse resultatet i, at kommunen sparer penge på de færre genindlæggelser. Men de ældre og syge vil også få mere livskvalitet, i og med at de undgår genindlæggelser.”

Emneord: 
Kommune
Sundhedsvæsen
Politik
Hjemmesygepleje
Forebyggelse
Ældre

Stadig uenighed om obligatorisk obduktion

Skal de mange uventede dødsfald blandt psykisk syge resultere i obligatorisk obduktion eller ej? Ja, siger flere eksperter og patientforeninger. Nej, siger bl.a. Sundhedsstyrelsen og landets lovgivere i en debat, der har kørt i mange år.

Da den 37-årige Erik Bech døde i november 2008, var han blot en af mange psykisk syge danskere, der uventet døde det år.

De uventede dødsfald har været til diskussion i fagkredse flere gange, og diskussionerne har ofte kredset om, at dødsfaldene i mange tilfælde kan skyldes overmedicinering med stærke antipsykotiske lægemidler.

Men det vides altså ikke med sikkerhed, og det var f.eks. derfor svært at forklare, hvorfor antallet af psykiatriske patienter med psykose som registreret dødsårsag næsten fordobledes fra 82 patienter i 2001 til 158 i 2006.

Tallene kom frem i maj 2008, efter at Nordjyske Stiftstidende havde fået aktindsigt i Sundhedsstyrelsens Dødsårsagsregister.

I forbindelse med afsløringen udtalte centerchef på Psykiatrisk Center Glostrup, Henrik Lublin, bl.a. til avisen:

”Vi ved ikke rigtigt, hvad der er årsagen til, at de pågældende dør, og det er jo interessant i sig selv.”

Og i samme artikel hæftede den tidligere retsmediciner og daværende overlæge på Hvidovre Hospital, Hanns Reich, sig ved, at dødsårsagen stod som ”psykose”.

Som flere andre eksperter påpeger han, at man ikke kan dø af en psykose: ”Man kan ikke dø af en sindstilstand. Men man kan dø som følge af medicinen, og det er nærliggende at tro, at nogle af dødsfaldene kan være medicinrelaterede. Det er et uopdyrket område,” udtalte han til Nordjyske Stifstidende, der fra maj til november 2008 bragte en lang række artikler om problematikken.
 

Obduktion belyser ikke dødsårsag

Artiklerne medførte en debat i flere medier og fagkredse, og i maj 2008 kom debatten også til Christiansborg. Daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) fastslog, at de mange uventede dødsfald i psykiatrien skulle undersøges, og senere samme år lovede kontorchef for Sundhedsstyrelsens enhed for tilsyn og overvågning, Anne Mette Dons, at styrelsen nu ville undersøge de uforklarlige dødsfald nøjere.

Det vakte glæde hos bl.a. konsulent i patientforeningen LAP – Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere, Karl Bach Jensen. Han havde tidligere udtalt til Nordjyske Stiftstidende, at han mener, der bør være lovpligtig obduktion, når psykisk syge dør uden årsag:

”Det er en ond cirkel, hvor man siger: Det ved vi ikke noget om. Nej, for I interesserer jer jo ikke for det, og I undersøger det ikke. Så er det klart, at I ikke får nogen viden.”

Konkret besluttede Sundhedsstyrelsen sig for at undersøge de patienter, der døde i 2004 og 2006, og hvor der på dødsattesten er registreret psykiatrisk sindslidelse som dødsårsag (skizofreni og affektive sindslidelser).

Undersøgelsen viste, at i alt 125 dødsfald var pludselige og uventede, f.eks. en person i 50’erne med periodiske depressioner bosiddende på en plejeinstitution, som pludseligt fik hjertestop og døde trods relevant genoplivningsforsøg.

De øvrige 196 dødsfald var ventede dødsfald, også beskrevet som naturlige, f.eks. en person i 80’erne med skizofreni, der blev indlagt pga. almen svækkelse. Under indlæggelsen fik personen lungebetændelse og døde pga. tiltagende respirationsinsufficiens.

Undersøgelsen viste, at hovedparten af dødsfaldene, som loven foreskriver, blev anmeldt til politiet med henblik på, om der skal foretages et retslægeligt ligsyn. På baggrund af de anmeldelser blev der foretaget 12 retsmedicinske obduktioner og retskemiske undersøgelser, og ingen af undersøgelserne kom dødsårsagen nærmere.

På baggrund af dette konkluderede Sundhedsstyrelsen i december 2009 i rapporten ”Pludselig uventet død hos patienter med psykisk sygdom”, at obduktioner af psykisk syge ikke belyser dødsårsagen, og derfor vil Sundhedsstyrelsen ikke anbefale lovpligtig obduktion af psykisk syge, som dør uden årsag.

”Sundhedsstyrelsen finder fortsat, at de nødvendige redskaber, der kan bidrage til viden om sygdom og dødelighed blandt patienter med psykisk sygdom, allerede foreligger,” står der bl.a. i slutkonklusionen.
 

Useriøs undersøgelse

Det satte dog langtfra en stopper for debatten, nærmest tværtimod. Rapporten og ikke mindst undersøgelsesmetoden blev modtaget kritisk af flere læger og patientforeninger, bl.a.  speciallæge i almen medicin, Herluf Dalhof, der i et debatindlæg i Dagens Medicin i marts 2010 skriver: ”(…) 12 undersøgelser er ikke noget værd i videnskabelig sammenhæng. Hvis Sundhedsstyrelsen virkelig havde været interesseret i en seriøs undersøgelse af det foreliggende alvorlige problem, skulle man formentlig have samlet et materiale på omkring 100 obduktioner.”

Også Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatripatienter, LAP, kritiserede efterfølgende Sundhedsstyrelsens undersøgelse og konklusion og stillede bl.a. spørgsmål ved, om ”de nødvendige redskaber, der kan bidrage til viden om sygdom og dødelighed blandt patienter med psykisk sygdom, allerede foreligger”, som rapporten konkluderer.

”Hvordan skal man kunne lave videnskabelige undersøgelser af medicinens bivirkninger som hjertestop, hvis ikke man netop vil sikre retsmedicinske obduktioner og retskemiske undersøgelser på alle psykiatriske dødsfald eller i hvert fald så mange som muligt?” spurgte LAP i åbent brev til Sundhedsstyrelsen den 11. marts 2010.

Herefter døde debatten lidt hen, men kun for at blusse op igen i efteråret 2010, først i Ugeskrift for Læger. 
 

Systematisk obduktion kunne redde liv

Undersøgelsen havde nemlig vakt undren i Dansk Selskab for Retsmedicin, der valgte at tjekke deres egne registre fra de retsmedicinske institutter i Århus, Odense og København. Selskabet fandt 516 sager med obduktioner af psykiatriske patienter fra netop årene 2004 og 2006, og her var resultatet, at 40 pct. af dødsfaldene var forårsaget af forgiftning, enten med ordineret medicin eller misbrugsstoffer, mens der derimod kun var 10 pct. med ukendt dødsårsag.

Med artiklen ”Der dør for mange psykiatriske patienter” i Ugeskrift for Læger såede Dansk Selskab for Retsmedicin tvivl om Sundhedsstyrelsens undersøgelse og dermed grundlaget for styrelsens konklusionen om afvisning af lovpligtige obduktioner.

”Sundhedsstyrelsen har ikke leveret en særlig overbevisende rapport. Der synes at være metodiske fejl i rapporten, og der er ikke dokumentation for det, styrelsen ender med at konkludere,” udtalte formanden for selskabet og professor i retsmedicin ved Aarhus Universitet, Jytte Banner, senere i Dagens Medicin.

Og hun opfordrede samtidig til obligatorisk obduktion af alle dødsfald blandt psykiatriske patienter.

”Det vil være optimalt i rent forebyggelsesøjemed. Hvad dør de af, og er der noget, vi kan gøre bedre. Vi vil kunne redde liv, hvis vi obducerer mere systematisk,” sagde hun.

Anne Mette Dons fra Sundhedsstyrelsen var uenig i retsmedicinernes konklusion. Hun mente ikke, at rapporten var dårlig, og hun inviterede derfor Dansk selskab for Retsmedicin til møde om problematikken. Det  foregik den 23. marts i år, og begge parter kalder mødet godt og konstruktivt over for Sygeplejersken. 

"Vi havde et godt møde, hvor vi fik drøftet de problematikker, der også har været vendt i dagspressen. Vi fik afklaret de misforståelser, der har været, og fik også drøftet fremtidige projekter, der forskningsmæssigt vil kunne belyse dødsårsager hos psykisk syge nærmere," siger Anne Mette Dons.

Og det glæder formand for Dansk Selskab for Retsmedicin, Jytte Banner.

”Det var et konstruktivt og fremadrettet møde om, hvad vi kan gøre for at få et bedre overblik over de uventede dødsfald.
Sundhedsstyrelsen kan jo ikke ændre lovgivningen, men bare det, at vi får mere fokus og viden på området er meget
positivt,” siger Jytte Banner til Sygeplejersken.

Kilder: Nordjyske Stiftstidende, Dagens Medicin, Sundhedsstyrelsens ”Fokus på patientsikkerhed”, Foreningen Død i Psykiatrien, Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere, Ugeskrift for Læger. 

Emneord: 
Død
Forskning
Politik
Psykisk lidelse

Sagfører, samarbejdspartner og sjælesørger

Tillidsrepræsentanten skal rumme det hele og være limen mellem ledelse og kolleger. Der er brug for, at flere kandidater melder sig, især de unge skal på banen og sætte sygeplejen på den politiske dagsorden.

Det er en stor og udfordrende opgave at være med til at holde sammen på organisationen i en tid, hvor sundhedsvæsenet er ramt af omstruktureringer og nedskæringer.

Men det vil ændre sig, fortæller professor Flemming Ibsen fra Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet.

”Det er en kort, men barsk periode, vi er i nu, hvor sygeplejerskerne oplever fyringer, voldsomme omstruktureringer og effektiviseringer. Det er de store udfordringer, tillidsfolkene står over for i dag, men jeg mener ikke, det vil fortsætte sådan. Hovedproblemet på længere sigt vil blive, at man kommer til at mangle arbejdskraft og sygeplejersker,” siger Flemming Ibsen.

Fremtidens tillidsrepræsentanter vil ifølge Flemming Ibsen komme til at beskæftige sig mere med faglig udvikling og visioner for sygeplejens muligheder i et forandret sundhedsvæsen. I dag er meget af arbejdet løn- og personalepolitisk, men det vil ændre sig med den nye sygehusstruktur.

”Tillidsfolkene kommer til at få mange flere udviklingsopgaver. På sigt bliver der bygget nye, store sygehuse, måske med et helt nyt koncept for helbredelse og sygepleje, så det er en stor opgave at være med til at udvikle det projekt. Hvordan skal det fysiske og psykiske miljø se ud, og hvad lægger man i det hele taget i pleje, helbredelse og behandling? Det er nogle af de ting, man fremover vil komme til at beskæftige sig med,” vurderer han.

Det betyder samtidig, at tillidsrepræsentanternes opgaver og muligheder vil ændre sig i en ny retning. 

”Man kommer til at kombinere det sygeplejefaglige mere med det personalepolitiske, og det vil give nye, spændende opgaver. Men det vil også give muligheder i retning af en karriere i f.eks. HR-afdelingerne på de store sygehuse, så man kan satse på begge dele.”

Yngre tillidsfolk er en mangelvare

Det er blevet sværere at rekruttere til tillidsrepræsentantposterne, selvom der i høj grad er brug for medarbejdere, der har lyst til at engagere sig i det politiske og arbejdsmiljørelaterede arbejde.

”Fødekæden er svær at holde i gang. Typisk er tillidsfolk lidt ældre medarbejdere, for det er en tidsrøver, der kan forstyrre familie- og fritidslivet. Mange vil også mene, det generer deres karriereudvikling. Du har ikke tid til at udvikle dig fagligt, hvis du bruger al din tid på tillidsmandsarbejde. Det bliver i stedet en karrieresti, hvor man efterfølgende kan vælges til leder eller blive ansat i forbundet.”

Samtidig er det vigtigt, at man som tillidsrepræsentant har lyst til at navigere mellem kolleger og ledelse og har opbakning fra begge sider:

”Du skal være respekteret af dine kolleger, have en stor portion social kapital og være god til at håndtere personlige og faglige konflikter. Det er vigtigt, du også er respekteret af ledelsen samtidig med, at du er dine kollegers advokat,” siger Flemming Ibsen.

Han peger på, at man måske kan få flere til at interessere sig for tillidshvervene, hvis man frikøber repræsentanternes tid, men det er ikke en optimal løsning:

”Den ideelle løsning er, at kollegerne vælger den bedste blandt ligemænd. Det skal være én, som har et stort personligt og fagligt engagement,” siger han.  

Læs også "Rasmus Olsen arbejder for 800 kollegers vilkår".

Ikke alle har en tillidsrepræsentant

Der er ca. 1.300 tillidsrepræsentanter og 136 fællestillidsrepræsentanter for sygeplejerskerne i Danmark, men ikke alle har en repræsentant. På arbejdspladser med under fem medarbejdere er der ikke krav om en repræsentant, ligesom det ikke er alle steder, der har været en kandidat opstillet. På landsplan har 10 pct. af sygeplejerskerne ingen lokal tillidsperson.

Kilde: DSR Analyse.

 

Tillidspersoner har lang levetid

Selvom det kan være svært at finde en kandidat blandt kollegerne, der har lyst til at være tillidsrepræsentant, er det til gengæld let at få dem til at blive på posten.
I gennemsnit arbejder tillidsrepræsentanterne 5,1 år i deres funktion, mens fællestillidsrepræsentanterne er oppe på 8,5 år.

Kilde: Undersøgelsen ”DSR-tillidsrepræsentanten i et forandret sundhedsfelt” (2007).

Tillidsrepræsentanten flytter ind i det virtuelle rum

www.dsr.dk kan du læse meget mere om, hvilke muligheder du har som fællestillids- og tillidsrepræsentant. Find TR-kompasset i venstre menu på forsiden under ”Tillidsrepræsentant”, eller find dine lokale grupper i topmenuen under ”Karriere & netværk”.

Som tillidsrepræsentant eller fællestillidsrepræsentant kan du deltage i debatter, diskussioner og faglig sparring i grupperne, der er opdelt efter geografi, interesser mv. Du kan f.eks. tilmelde dig en gruppe, der tager udgangspunkt i dit særlige område, hvis du f.eks. er sygeplejerske i forsvaret, arbejder med spædbørn eller lignende. På TR-kompasset kan du læse om bl.a. uddannelsesmuligheder, konferencer, TR-kollegierne, ny som tillidsrepræsentant, eller hvad der sker lokalt i din kreds. Her kan du også se de mest relevante nyheder ved at klikke på den dagsaktuelle presseklipfunktion.

Som tillidsrepræsentant kan du desuden på din profil se, hvem du til hver en tid er tillidsrepræsentant for. I øjeblikket står dine medlemmer listet med medlemsnummer, men en ny og forbedret udgave af ”Hvem er jeg TR for” er på trapperne, og du vil snart kunne sortere i visningen efter navn og afdeling.

Emneord: 
Politik
Medarbejder
Ledelse

Rasmus Olsen arbejder for 800 kollegers vilkår

Under konflikten i 2008 fungerede Rasmus Olsen som talsperson for sine kolleger, og måske derfor endte han for to år siden med at blive valgt som fællestillidsrepræsentant for 800 sygeplejersker på Næstved Sygehus. Selvom det til tider kan være ensomt, overstiger glæden ved den faglige udvikling og sparring timerne alene på kontoret.

SY-2011-07-24-1xxFoto: Hanne Loop

”Schy! Her er nogen, der sover!”

Opfordringen kommer fra et lille, hjemmelavet skilt, der hænger i opgangen, hvor fællestillidsrepræsentanterne har deres kontor.

Den lave, gule bygning, hvor kontoret er, rummer et system af vagtstuer, dagkontorer, sygeplejerske- og lægeboliger, så der kan tages hensyn til forskellige døgnrytmer.

Inde på fællestillidsrepræsentant Rasmus Olsens domæne er stilheden tydelig. Der er ikke meget larm hverken fra telefoner, snakkende kolleger eller fra rummet selv, der er holdt stramt og lavpraktisk med to computere og en lysegrå arkitektlampe.

”Den eneste underholdning, jeg har, er fra radioen,” siger han og slår hånden ud mod en diminutiv ghettoblaster af ældre årgang i vindueskarmen.

Rasmus Olsen deler kontor med to andre fællestillidsrepræsentanter fra HK og FOA. Han ser dem stort set aldrig, for de sidder forskellige dage på pladserne foran delecomputerne.

Arbejdet som fællestillidsrepræsentant for de ca. 800 sygeplejersker på Næstved Sygehus kan trods det kollegiale omfang til tider være lidt for den ensomme ulv.

”Jeg kan godt nogle gange mangle kollegerne. Jeg tror, jeg i snit arbejder alene på mit kontor to dage om ugen. Normalt er vi som sygeplejersker jo vant til, at der er folk rundt om os hele tiden,” smiler han. 

Blå bog

Rasmus Olsen er 38 år, gift med en sygeplejerske og har to børn.
Han er uddannet fra sygeplejeskolen i Hillerød og har tidligere arbejdet på Neurointensiv på Rigshospitalet.
I dag arbejder han 20 timer om ugen som fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Næstved Sygehus. Den resterende tid arbejder han som anæstesisygeplejerske på Anæstesiologisk Afdeling.


Brandslukning og succesoplevelser

I resten af de 20 timer om ugen, han er fællestillidsrepræsentant, arbejder han mest sammen med tillidsrepræsentanterne og Dansk Sygeplejeråds Kreds Sjælland. De sidste par års omstruktureringer og nedskæringer har gjort, at Rasmus Olsens primære fokus har været på arbejdsmiljø og kollegernes ve og vel.

”Det har i en periode været regulær brandslukning. Vi er inde i en forandringsproces, hvor kolleger bliver flyttet rundt og pålagt mere ovenfra, som de har svært ved at sige fra over for. Det har skabt panik og frustrationer, og hverdagen er blevet hårdere for medarbejderne,” fortæller han.

Han håber, at han fremover kan sætte mere fokus på samarbejdet med hospitalsledelsen, så han kan bruge mere tid på den faglige udvikling.

Selv landede Rasmus Olsen lige lukt ned i den sundhedspolitiske hvepserede, da han blev fællestillidsrepræsentant, samtidig med at de første omstruktureringer og fyringer begyndte.

Det har været hektisk, men selvom det kan lyde som barske vilkår, har det langtfra skræmt ham væk.

”Det har været en tid, der afspejler vilkårene. Men det kan i høj grad også være positivt. Der ligger en stor udfordring i at løfte opgaverne, og når det lykkes, har man som repræsentant for kollegerne nogle fantastiske plusdage,” fortæller han engageret.

Det giver nemlig en helt særlig fornemmelse at være med til at ændre noget. At gøre noget for kollegerne. At være den, der kan forandre og være med til at gøre deres arbejdsliv bedre.

Overtog rollen som talsperson

Rasmus Olsen havde ellers ikke ambitioner om at blive fællestillidsrepræsentant. Det kom snigende, da han i 2008 var tillidsrepræsentant og under den daværende konflikt pludselig opdagede, at han langsomt havde overtaget rollen som talsperson for sine kolleger.

Den gejst og begejstring, som forbinder sygeplejersker på tværs af fagskel, smittede af, og han blev tovholder på mange af de initiativer, der blev taget i TR-kollegiet.

”Vi havde et rigtig stærkt kollegium, men det var ved at smuldre, fordi der manglede én, der bandt det hele sammen,” husker han.  

Det var dog ikke uden forbehold, han kastede sig over at arbejde for kollegerne.

”Jeg måtte have lidt betænkningstid dengang. Jeg ville rigtig gerne påtage mig opgaverne, men betingelserne skulle være i orden, bl.a. sikkerhed for, at der var tid til at gøre et ordentligt stykke arbejde,” siger han.

I samarbejde med Dansk Sygeplejeråds Kreds Sjælland fik Rasmus Olsen forhandlet en aftale, der giver tid og rammer til hans arbejde. Det er grundlæggende, når man skal være tillidsrepræsentant, fortæller han:

”Det vigtigste er at sikre, at vilkårene er på plads, og at TR-kollegiet bakker op. Jeg kunne slet ikke fungere, hvis ikke jeg havde deres opbakning,” understreger han og tænker lidt over, hvilke personlige egenskaber han selv trækker på som fællestillidsrepræsentant:

”Man skal have overblik og kunne uddelegere opgaverne. Jeg ved, at der er noget, jeg er god til, og noget, hvor andre vil være bedre. Man skal kende paletten og kunne bruge den. Og så er det en kæmpefordel, hvis man er en god menneskekender. Det er noget, jeg øver mig på. Jeg synes, jeg er blevet meget bedre til at fornemme folk. Det kommer selvfølgelig også med jobbet,” smiler han.

Får udvikling og indsigt

Da Rasmus Olsen blev valgt som fællestillidsrepræsentant for Næstved Sygehus, var der ikke ligefrem kampvalg om pladsen. Han var selv den eneste, der stillede op. Det ærgrer ham, for han mener, det er vigtigt, at der er et stærkt kollegialt netværk, der værner om og udvikler sygeplejerskernes interesser og faglighed.

”Der er nok mange, der mener, de ikke har tid. Men hvis du vil høres og have medindflydelse på din egen og dine kollegers arbejdsliv, så er det et vigtigt sted at være. Det er her, du kan ændre på tingene og gøre opmærksom på det, der ikke er, som det skal være. Det er også her, du kan udvikle dig bredere og få indsigt i andre områder end dit eget. Jeg sparrer meget med tillidsrepræsentanterne, og det er en fantastisk fornemmelse, når vi mødes og går fra hinanden igen, alle med noget nyt i rygsækken,” siger han og griner lidt, da snakken falder på, om man kan være tillidsrepræsentant for længe:

”Det er muligt. Men så længe jeg har de vilkår og den opbakning, jeg har nu, så bliver jeg ved. Jeg er helt sikker på, jeg også vil stille op næste gang,” smiler han.

Læs også artiklen "Sagfører, samarbejdspartner og sjælesørger"

Kend din repræsentant

De færreste vil undvære, men de fleste vil helst overlade det til andre. Posten som tillidsrepræsentant kan være svær at afsætte, men de, der tager den, ender oftest med at varetage deres kollegers interesser i flere år.
I dette og næste nummer sætter Sygeplejersken fokus på tillidsrepræsentanternes rolle i et forandret sundhedsvæsen.
Læs bl.a. her om anæstesisygeplejersken Rasmus Olsen, der blev fællestillidsrepræsentant ved et tilfælde, og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsens bud på, hvordan tillidsrepræsentanternes rolle bliver med fremtidens ændrede sygehusstruktur.

Emneord: 
Medarbejder
Politik
Arbejdsmiljø

Amerikanske sygeplejersker kæmper for fagbevægelsen

En republikansk guvernør i den amerikanske delstat Wisconsin har fået den idé, at fagbevægelsen skal fratages retten til at forhandle brede kollektive overenskomster for de offentligt ansatte. Men sygeplejerskerne giver ikke op uden kamp.

SY-2011-05-35bI flere uger har demonstranter protesteret mod guvernørens lovforslag og vist deres støtte til fagbevægelsen. Op mod 100.000 demonstranter har fyldt pladsen foran parlamentsbygningen, som er blevet omdøbt til Tahrir-pladsen med henvisning til opstanden i Egypten. Foto: Polfoto

Mens de danske fagforeninger for offentligt ansatte for nylig kæmpede for at sikre en overkommelig overenskomst til sygeplejersker, lærere og pædagoger, kæmper den amerikanske fagbevægelse en helt anden kamp: Kampen om retten til overhovedet at forhandle kollektive overenskomster.

I delstaten Wisconsin har den nyudnævnte guvernør Scott Walker fra det republikanske parti fremsat et lovforslag, som bl.a. vil betyde, at fagforeningerne mister retten til at forhandle alt andet end løn ved de kollektive overenskomstforhandlinger. Samtidig har guvernør Walker skrevet ind i lovforslaget, at offentligt ansatte nu selv skal dække en større del af deres pensionsindbetaling og mindst betale en tiendedel af udgiften til deres sundhedsforsikring.

SY-2011-05-35c
I de første par uger efter guvernør Scott Walker fremsatte sit lovforslag, protesterede statens borgere døgnet rundt både uden for og inde i parlamentsbygningen Capitol i Madison, Wisconsin, USA. Det har guvernøren nu sat en stopper for, og bygningen er lukket af for offentligheden. Foto: Polfoto

Det betyder reelt en lønnedgang på omkring 8 pct. Bliver loven ikke gennemført, stiller guvernøren massefyringer i udsigt, fordi staten har millionunderskud på budgetterne. Lovforslaget ”the budget repair bill” har fået op mod 100.000 til at demonstrere i hovedstaden Madison. Thomas Doherty er sygeplejelærer på Edgewood College i Madison, og selvom vinteren med bidende kulde har tag i det nordøstlige USA, deltager han i protesterne sammen med sin kone og sine børn. ”Det er fredelige demonstrationer med mange familier, og de får støtte både fra resten af staten og fra hele nationen,” fortæller han.

Også nyuddannet sygeplejerske Elise Janssen, som arbejder på en intensiv hjerteafdeling på University of Wisconsin Hospital, har deltaget i demonstrationerne. ”Der er en masse mennesker her, som gerne vil høres, men ingen lytter til dem. Det er, som om guvernøren og republikanske lovgivere har slukket for vores frekvens. Folk er frustrerede, og stemningen bliver mere og mere ophedet,” siger hun.

Ringere kvalitet i pleje og uddannelse

Lovforslag vækker bekymring hos Thomas Doherty på flere måder: ”Sygeplejerskerne i USA er essentielle i sundhedsvæsenet. Der er mangel på sygeplejersker, og mange forlader faget. Sygeplejerskerne har i lang tid kæmpet for bedre rettigheder og bedre løn netop for at tiltrække flere til faget.

Hvis man fratager fagforeningerne muligheden for at forhandle om arbejdsforhold, vil vi samtidig se en opgaveglidning, fordi sygeplejerskerne ikke kan være med til at bestemme, om lavere lønnede faggrupper skal overtage deres opgaver. Lovforslaget vil altså både påvirke de sygeplejersker, som er medlem af en fagforening, og dem, som ikke er,” pointerer han.

SY-2011-05-35aNyuddannet sygeplejerske Elise Janssen er for nylig startet i sit drømmejob på en intensiv hjerteafdeling på University of Wisconsin Hospital. Hun frygter for patienternes sikkerhed, hvis fagforeningerne mister retten til at forhandle kollektive overenskomster. Privatfoto

Som sygeplejelærer er Thomas Doherty bekymret for besparelser på uddannelsen, fordi lovforslaget også vil forringe forholdene og lønnen for lærerne, og i sidste ende frygter han, at det betyder ringere kvalitet i uddannelsen og i sundhedsvæsenet generelt. Af samme årsag understreger han, at han samtidig er bekymret for sine børns fremtid i staten, fordi de vil være afhængige af både et sundhedsvæsen og uddannelsesinstitutioner
af ringere kvalitet.

Patientsikkerhed i fare

Elise Janssen er medlem af en fagforening, men det er kun omkring en tredjedel af de offentligt ansatte i USA. Fagforeningerne forhandler dog på alles vegne, som i Danmark. Hvis lovforslaget bliver gennemført, vil det få stor betydning for Elise Janssens arbejde på University of Wisconsin Hospital.

Pga. en ny ledelsesstruktur skal personalets kontrakter laves om, og hvis ikke fagforeningerne kan forhandle overenskomster om andet end lønnen, vil ledelsen kunne diktere alt vedrørende de ansattes arbejdsmiljø og personalegoder. ”F.eks. fik vores fagforening i 2006 forhandlet sig til, at der er en øvre grænse for overarbejde. Hvis lovforslaget går igennem, er der mulighed for, at de kan fjerne den grænse igen, så vi risikerer at skulle arbejde meget længe i træk.

Desuden har vi nu en grænse for, hvor mange patienter vi må have ansvar for ad gangen, og hvis den fjernes, kan det have store konsekvenser for patientsikkerheden.” Desuden er Elise Janssen bekymret for sin egen økonomi. Hun har studiegæld, og hvis hun samtidig skal betale mere i pension, kan hun betale mindre af på studielånet. ”For mig vil det betyde en udgift på op mod 6.000 USD (ca. 32.000 kr., red.) mere om året. For mange af mine kolleger betyder det, at pengene må gå til pensionsindbetaling i stedet for deres familie.”

Ønsker ikke strejke

Forslaget er allerede blevet stemt igennem i det ene af statens to lovgivende kamre. Republikanerne har flertallet i senatet, hvor lovforslaget nu skal til afstemning, så det er svært for de demokratiske senatorer at gøre modstand.

Men de har udnyttet en regel, der siger, at der skal være en vis andel af senatorer til stede for, at et lovforslag kan gennemføres, også selv om de pågældende ville stemme nej. 14 politikere fra det demokratiske parti er derfor flygtet ud af staten, så guvernør Walker må vente på, at de kommer tilbage, hvis han vil have lovforslaget gennemført.

Der har været spekulationer om, hvorvidt situationen vil udmønte sig i en generalstrejke, men det ønsker Elise Janssen ikke: ”Vi vil helst ikke strejke, for det ville ikke være sikkert for patienterne og heller ikke fair over for vores kolleger på hospitalet.” Hun håber i stedet på, at politikerne finder frem til et kompromis. Hun kan leve med at skulle betale mere til pension og sundhedsforsikring, men forhandlingsretten vil hun bestemt ikke af med.

OBS: Umiddelbart før trykstart blev lovforslaget stemt igennem. 

Fakta om Wisconsin

SY-2011-05-34a
Delstaten Wisconsin ligger i det nordøstlige USA. Befolkningsmæssigt er staten på størrelse med Danmark med ca. 5,5 mio. indbyggere.

Hovedstaden hedder Madison og har lidt over 200.000 indbyggere.

Den republikanske guvernør Scott Walker har siddet i spidsen for statens regering siden midtvejsvalget i november 2010.

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmarked
Arbejdsmiljø
Dilemma
Krise
Miljø
Politik
Kultur

Ikke plads til sygeplejersker med dårlig ryg

SY-2011-01%20(3)”Vi har desværre ikke mulighed for at imødekomme dine særlige behov.” Sådan lød beskeden til Inge, da hun blev fyret kort tid efter sommerferien.

Inge, der af hensyn til sine fremtidige jobmuligheder ikke ønsker at stå frem, er smertesygeplejerske og har været i sit fag i 30 år.

Hun har desuden erfaring inden for undervisning og forskning og føler selv, at hun har masser at bidrage med som sygeplejerske. Alligevel holder hun i disse måneder en ufrivillig pause fra sygeplejen.

I august i år blev hun fyret fra et sengeafsnit på Århus Sygehus med den begrundelse, at hendes arbejdsgiver ikke havde mulighed for at tage særlige hensyn til hendes rygproblemer. Hendes stilling er ikke efterfølgende blevet genbesat.

For fire år siden blev Inge opereret for en diskusprolaps i lænden. I begyndelsen arbejdede hun fuld tid, men efter trekvart år på jobbet kunne hun godt se, at det var for hårdt for hendes ryg. Hun kunne sagtens passe sit job, men det var et problem at vende patienter.

Inge fik på eget initiativ organiseret, at afdelingen kunne få et kommunalt tilskud, som dækkede, at hun en gang om ugen fik fri til at træne – og samtidig blev hun fritaget for tunge løft. Skåneordningen betød et nyt liv for Inge.

”Hvor jeg tidligere havde været meget smerteplaget og helt udmattet i fritiden, kunne jeg nu bestride mit job uden at have ondt i ryggen.”

Også kollegerne var glade, for de gjorde ofte brug af Inges erfaringer som smertesygeplejerske, når der skulle sparres om vanskelige problemstillinger.

Tab af ressourcer

Men i løbet af foråret 2010 kom beskeden, at der ikke længere var plads til de særlige skånehensyn:

”Jeg fik at vide, at plejetyngden ville blive større, og derfor var der ikke længere mulighed til at skåne mig for de gentagne tunge løft. Århus Sygehus er en stor arbejdsplads, og som jeg ser det, kunne hospitalet sagtens have fundet en plads til mig, hvis de ville. Men det ønskede man ikke.”

Inge fik hjælp fra sin tillidsrepræsentant og Dansk Sygeplejeråd Kreds Midtjylland.

”Selvom de gjorde meget, kunne de ikke forhindre fyringen. Arbejdsgiveren har ret til at afskedige medarbejdere. Men rent etisk synes jeg godt, man kan sætte spørgsmålstegn ved, at en så stor arbejdsplads som Århus Sygehus skiller sig af med sygeplejersker, som godt kan arbejde, bare der tages skånehensyn,” siger Inge, der er opsagt fra 1. februar og i øjeblikket er fritstillet fra sit job:

”Fyringen har været et ordentligt slag rent psykisk, og der går lidt tid, før man rejser sig. Som jeg ser det, er min historie et eksempel på, at der ikke er plads til sygeplejersker med mindre handicap. Jeg synes, det er helt forkert, at jeg som kompetent sygeplejerske skal gå hjemme og få penge fra det offentlige, i stedet for at mine kompetencer kunne bruges. Det er et tab af ressourcer.”

Inge har valgt at være anonym af hensyn til sine fremtidige jobmuligheder. Redaktionen kender hendes rigtige navn.   

Citater fra personalepolitisk folder fra Århus Sygehus

”Vi skal være kreative og dristige, når det gælder om at rekruttere og fastholde medarbejdere med særlige kompetencer.”  

”Århus Sygehus ønsker at være en socialt ansvarlig virksomhed.”

Emneord: 
Medarbejder
Politik
Sygdom
Arbejdsmiljø
Sygehus

Lokale tiltag skal hjælpe nyuddannede i job

Antallet af ledige nyuddannede sygeplejersker er syvdoblet det seneste år fra 45 til 347. Dansk Sygeplejeråds fem kredse er i fuldt sving med initiativer, der skal lette vejen til arbejdsmarkedet for de nyuddannede.

SY-2011-01-21a
Foto: Søren Holm

Region Hovedstaden er den region i landet, som har oplevet den største stigning i antallet af ledige nyuddannede sygeplejersker. På et enkelt år er tallet steget fra 19 til 166.

Derfor arbejder Dansk Sygeplejeråd Kreds Hovedstaden ad to spor for at modvirke udviklingen: Et praktisk spor målrettet de nyuddannede og et politisk spor målrettet det politiske system. Det fortæller Martin Carlson, næstformand i kredsen.

”Vi har oprettet et netværk for nyuddannede arbejdsløse og et for nyuddannede generelt. Begge netværk fungerer via Facebook, og kredsen lægger lokaler til netværksmøderne. Vi har også indgået et samarbejde med Professionshøjskolen Metropol for at få udviklet fagspecifikke kurser, som er målrettet de nyuddannede ledige,” fortæller Martin Carlson og tilføjer:

”Politisk har vi i kredsen skabt opmærksomhed hos arbejdsgiverne i region og kommuner om muligheden for at skabe løntilskudsstillinger. Vi er klar over, at job med løntilskud ikke er vejen frem på længere sigt, men det giver den nyuddannede den kliniske erfaring, som fører til beskæftigelse i almindelige job. Som en start opretter regionen 25 stillinger med løntilskud for sygeplejersker, og det kommende år vil vi følge tæt, hvordan ordningen fungerer i praksis.”

Kreds Hovedstaden arbejder også på at tilrettelægge en serie praksisnære temadage i perioden februar-juni 2011.

Appel til 19 kommuner

Også i Dansk Sygeplejeråd Kreds Midtjylland arbejdes der på at hjælpe de nyuddannede ind på arbejdsmarkedet. I februar er f.eks. planlagt et medlemsmøde i samarbejde med Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse, DSA, om lediges rettigheder og muligheder.

Kredsen satser også på netværksdannelse og medlemsaktiviteter, fortæller formanden, Else Kayser: ”Som ledig har man brug for at kunne danne netværk, og vi ser kredsens medlemsaktiviteter som en mulighed for at mødes med andre sygeplejersker.”

Else Kayser tilføjer, at kredsen har planlagt samarbejde med regionen og det lokale beskæftigelsesråd i forbindelse med de yderligere besparelser og fyringer, der venter i foråret.

I oktober 2010 skrev kredsen desuden til samtlige 19 kommuner i Region Midtjylland. I brevet hed det bl.a.:

”Vi opfordrer jer til at ansætte de ledige nyuddannede sygeplejersker, så de kan fastholdes i faget og også i fremtiden indgå i den lokale arbejdsstyrke. Sygeplejerskerne i kommunerne har i de seneste år fået mange nye opgaver med heraf følgende behov for kompetenceudvikling, som det kan være vanskeligt at nå i en travl hverdag. Her kan ansættelse af flere sygeplejersker også give bedre muligheder.”

Dialog med arbejdsgiver og skoler

I Dansk Sygeplejeråd Kreds Syddanmark planlægger kredsen en række møder i det nye år for nyuddannede ledige sygeplejersker.

”Derudover er vi i dialog med sygeplejerskeuddannelsen om uddannelsestilbud til de ledige nyuddannede sygeplejersker. Ligesom vi presser på hos Region Syddanmark og kommunerne for, at de skal anvende løntilskudsordningen,” fortæller kredsens formand John Christiansen og tilføjer, at Kreds Syddanmark i løbet af efteråret har været rundt i kredsens 22 kommuner og opfordret til at fastholde de sygeplejersker, der allerede er ansat, og give plads til flere nyuddannede.

I december måned vil kredsen lægge en plan for, hvilke aktiviteter og tiltag der skal sættes i gang i det syddanske i 2011 for at forbedre jobsituationen for de nyuddannede. Kredsen er bl.a. i positiv dialog med Region Syddanmark om et fælles projekt for de arbejdsløse nyuddannede sygeplejersker.

Positiv interesse

I Region Nordjylland, der målt i antal har færrest ledige nyuddannede, nemlig 18, har Dansk Sygeplejeråd Kreds Nordjylland mange tiltag i støbeskeen.

”Vi arbejder tæt sammen med DSA, jobcentre, arbejdsgivere og University College Nordjylland om initiativer til at få de nyuddannede ledige i job. Der er helt klart en positiv interesse fra arbejdsgivernes side for at være med i initiativer, der kan få de nyuddannede hurtigt i job,” fortæller kredsformand Jytte Wester.

Også i Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland har kredsformandskabet et meget stort fokus på området. Næstformand Jeanette Hansen fortæller:

”Vi har udbudt forskellige møder til de nyuddannede, dels i DSR-regi og dels i samarbejde med DSA og University College Sjælland. Desværre har der været en del aflysninger, fordi kun meget få ledige har tilmeldt sig. Derfor har vi nu planlagt et møde i marts.”

Det gør DSA

Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse, DSA, har en række aktiviteter, der skal hjælpe nyuddannede ledige i arbejde:

  • Temamøder med mulighed for at netværke med andre. Temaerne sætter fokus på positiv psykologi, karriereafklaring og effektiv jobsøgning.
  • Kontaktforløb mellem ledige og DSA’s jobkonsulenter. 
  • Møder med fyringstruede medarbejdere på arbejdspladserne.
  • Information om virksomhedspraktik og løntilskudsjob og formidling af kontakt mellem arbejdsgiveren og den ledige.
  • Landsdækkende og regionale beskæftigelsesprojekter.
  • Løbende dialog med jobcentre og beskæftigelsesregioner.
  • Samarbejde med professionshøjskoler for at få skolerne til at målrette kurser til ledige.
  • Møder med politikere på flere niveauer for at skabe synlighed om problemet med det stigende antal ledige sygeplejersker.

Kilde: DSA.

En farlig kurs

 ”Det er en meget alvorlig situation, at så mange sygeplejersker ikke er på arbejdsmarkedet. Det er alvorligt for den enkelte ledige, og det er alvorligt for sundhedsvæsenet, der risikerer at tabe en del af de sygeplejersker, som Danmark får hårdt brug for om få år, når en stor gruppe af sygeplejersker går på pension,” siger Grete Christensen og fortsætter:

”De alt for skrabede budgetter i regioner og kommuner er en farlig kurs. Besparelserne risikerer på sigt at ramme kvaliteten. Der kommer jo hverken færre patienter eller sundhedsopgaver, fordi regioner og kommuner nedlægger sygeplejerskestillinger og afskediger sygeplejersker. Tværtimod. Risikoen er, at nogle opgaver i fremtiden ikke kan løses fagligt forsvarligt pga. mangel på personale.”

Emneord: 
Arbejdsmarked
Politik
Kommune

Sygeplejersker får nye opgaver

Velfærdsinnovation og kronisk syge bliver nævnt i flæng i debatten om fremtiden i det danske sundhedsvæsen. Sygeplejersken har talt med formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen og innovationsminister Morten Østergaard (R) om, hvordan fremtiden ser ud, og hvad det betyder for sygeplejersker.

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd

SY-2012-01-42-1cHvad bliver det vigtigste i fremtidens sundhedsvæsen?

”At være meget opmærksom på, hvilken udvikling der sker i vores samfund, og se, hvilke behov patienterne har og får fremover. Vi skal tænke innovation og anvendelse af velfærdsteknologier, men vi skal også drage nytte af vores tidligere erfaringer. Vi har i dag mange behandlingsformer og effektive måder at pleje patienterne på, som man ikke nødvendigvis skal skifte ud.

Livsstilssygdommene vil også komme til at fylde mere, og vi vil se mange flere patienter, som har forskellige sygdomme på samme tid. Derfor bliver det et mere komplekst sundhedsvæsen og et spørgsmål om at få tingene til at hænge bedre sammen mellem de kommunale og de regionale systemer. Det kræver, at vi tænker i andre baner, er åbne over for nye tiltag, og at vi lytter til medarbejderne og medtænker dem i beslutningsprocesserne.”

 Hvad bliver de største udfordringer?

”En stor udfordring bliver, at tidligere vaner og rutiner kan være med til at fastlåse bestemte opfattelser af, hvad forskellige faggrupper kan. Vi ser det nu i forhold til f.eks. sygeplejerskernes ordinationsret og adgang til at arbejde mere selvstændigt. Det har trange kår i Danmark på trods af, at man i andre dele af verden kan se, at det er en rigtig god vej at gå, og at det sikrer, man har de fornødne kompetencer til stede.  Vi skal derfor blive ved med at arbejde for, at vi fremover kan udnytte og udvikle de forskellige fagligheder og professioner optimalt.”

Hvilke ændringer vil sygeplejerskerne opleve?
”Flere sygeplejersker kommer til at arbejde mere specialiseret, og de vil i høj grad blive nøglepersoner i at skabe sammenhæng mellem både patienternes behov og de specialiseringer, der kommer til at ske i sygehusvæsenet, men også den ændrede måde, man fremover bliver nødt til at organisere sig på i det kommunale sundhedsvæsen.”  

Kjeld Møller Pedersen, sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet

SY-2012-01-42-1aHvad bliver det vigtigste i fremtidens sundhedsvæsen?  

”Spørgsmålet om teknologier er et af de afgørende områder. I forbindelse med velfærdsteknologi bliver det udrulningen af telemedicin, man skal have til at fungere. Og det er ikke let.

Det, man skal vogte sig for, er, at telemedicin har utrolig stort potentiale, men der mangler stadig dokumentation for, hvordan potentialet bedst kan udfolde sig i virkelighedens verden. Telemedicin skal nemlig erstatte nogle af de ting, vi gør i dag. Der skal skelnes mellem satsningerne inden for telemedicinens mange muligheder.

Ellers får vi samlet set et dyrere sundhedsvæsen. Det er en udfordring, for der er mange ildsjæle med spændende idéer. Men vi er nødt til at sikre, at teknologien er med til at løse fremtidens udfordringer og ikke gør finansieringsproblemer værre, end de allerede er.”

Hvad bliver de største udfordringer? 

”Kronikerne vil blive en større og større udfordring i takt med, at vi ser en aldrende befolkning. Alene i løbet af de næste 15 år vil der være en fordobling af antallet af 80-årige. Det betyder, at det er kronikerne og ældregruppen, som bliver den største udfordring for sundhedsvæsenet. Bag ved det ligger der også en kæmpe økonomisk udfordring.”  

Hvilke ændringer vil sygeplejerskerne opleve?  

”Det bliver bl.a. i forbindelse med stigningen af kronikerne. Grebet rigtigt an så kan og bør sygeplejersker have en stor rolle her. Ændringerne vil ske i kommunerne i forbindelse med hjemmesygeplejen og også hos de praktiserende læger, hvor praksissygeplejerskerne allerede i stigende grad kan overtage kontrollen af kronikere.”

Morten Østergaard (R), minister for forskning, innovation og videregående uddannelser

SY-2012-01-42-1bHvad bliver det vigtigste i fremtidens sundhedsvæsen?  

”Vi skal løfte kvaliteten i sundhedsvæsenet, uden at omkostningerne følger med. Det gælder om at finde nye veje til at styrke behandling og plejen af patienterne, så det lever op til de stadigt større krav, der vil være, men uden det slår bunden ud af budgetterne. Det kan vi bl.a. bruge ny teknologi, nye arbejdsformer og andre former for innovation til at sikre.”

Hvad bliver de største udfordringer?

 ”De største udfordringer bliver jo at finde måder til at gøre sundhedsvæsenet mere innovativt. Der er meget innovation i medicinalindustrien, men der mangler stadig noget i selve måden, man håndterer patienterne, måden vi implementerer ny teknologi og måden, hvorpå vi arbejder med hjemmehospitaler. Det bliver en stor omstilling for sundhedsvæsenet.”

Hvilke ændringer vil sygeplejerskerne opleve?  

”Sygeplejersker kommer til at håndtere endnu mere teknologi end i dag. Og jeg håber, at sygeplejersker kommer til at løse en bredere portefølje af opgaver, når især de kroniske patienter bliver mere selvhjulpne pga. telemedicin. Så kan opgaverne både blive mere mangfoldige og kræve mere af sygeplejerskerne, men de kan også blive mere interessante.”

Emneord: 
Politik
Sygeplejefaget
Sundhedsvæsen

Prioritering sker for tilfældigt

PRIORITERING. Når én patient tilbydes behandling, er der en anden, som må vente eller ikke får. I Danmark foregår prioriteringerne i mange fora og ofte for lukkede døre.

SY-2012-08-36-priotering%20(1)Hver eneste handling i sundhedssektoren er udtryk for en prioritering. Når én patient tilbydes behandling, er der en anden, som må vente eller ikke får.

Sådan erkender man åbent i landene omkring os, og f.eks. Norge, Storbritannien og Holland har etableret råd eller institutter, som prioriterer sundhedsydelserne. Det er sket i forsøg på at sikre, at samfundet får det bedste ud af de begrænsede ressourcer. Og at prioriteringen foregår ud fra åbne kriterier og grundige analyser.
Det skal ikke være de patientgrupper, som råber højest, som får først.

I Danmark har vi ikke nogen tilsvarende funktion. I Danmark prioriteres der reelt mange forskellige steder (se boks), og det sker sjældent efter en åben, demokratisk debat.

Men det sker jævnligt, at stærke patientgrupper og virksomheder sætter dagsordenen i pressen. Det var tilfældet, da patienter med modermærkekræft i 2011 fik bevilget behandling med Ipilimumab til 800.000 kr. pr. patient – og en begrænset, dokumenteret effekt. Det var også tilfældet, da Novo Nordisk for nylig på forsiden af Berlingske Tidende appellerede til, at Medicintilskudsnævnet gav diabetikere adgang til ny, dyr medicin fra virksomheden. 

 Arkivfoto: Istock

Politikernes ansvar

I sidste ende er prioritering af offentlige sundhedsydelser politikernes ansvar, og prioritering er ifølge sundhedsordfører for De Radikale, Camilla Hersom, påtrængende pga.: den aldrende befolkning, det stigende antal af kroniske patienter og udvikling af nye behandlingsformer og ny, dyr medicin.

”Vi har ikke råd til at fortsætte uændret i sundhedssektoren, medmindre vi vil have massive skattestigninger. Derfor må vi prioritere, og det kan foregå på mange måder. Vi er nødt til at tænke i, hvem der skal være med til at træffe de her valg for os, og det skal ske på et fagligt grundlag,” siger Camilla Hersom, som p.t. hverken er tilhænger eller modstander af et dansk prioriteringsinstitut.

”Men hvis vi lader, som om vi ikke har et problem, bliver det bare dem, der råber højest, der også får flest ressourcer, og det synes jeg ikke er hensigtsmæssigt. Vi er nødt til at kigge på sundhedssystemet i en slags fugleperspektiv og måske være parate til at sige: Der er nogle ting, vi ikke kan, og der er noget, vi ikke gør,” siger hun. 

Prioritering i sundhedssystemet

Prioriteringerne i sundhedssystemet foregår mange steder, i mange situationer og ud fra mere eller mindre gennemsigtige kriterier. Aktørerne er

  • Politikere
  • Sundhedsstyrelsen, herunder Lægemiddelstyrelsen
  • Regionerne
  • Kommunerne
  • Sygehusledelserne
  • Medicinske selskaber
  • Medicinalindustrien
  • Sundhedsprofessionernes fagforeninger
  • Patientforeningerne
  • Behandlerne
  • Patienterne og de pårørende
  • Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS)
  • Medicintilskudsnævnet
  • Universiteter og analyseinstitutter som Det Nordiske Cochrane Center, det kommende analyse- og forskningsinstitut for kommuner og regioner (fusion mellem Anvendt KommunalForskning (AKF), Dansk Sundhedsinstitut (DSI) og Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut (KREVI)
  • Medierne – når de sætter dagsordenen og påvirker beslutningerne

Prioritering for lukkede døre 

Et dansk prioriteringsinstitut har tidligere været højt på den politiske dagsorden, men i dag er diskussionen reelt på pause. Prioriteringsinstituttet fik ikke plads i regeringsgrundlaget i 2011, og organisationen Danske Regioner har ikke længere et prioriteringsinstitut på sin ønskeseddel.

Det var ellers Danske Regioner, der i foråret 2011 lancerede idéen og talte varmt for behovet. Nu er meldingen ifølge formand Bent Hansens udtalelser til Dagens Medicin, at der er ”andre ting, der skal på plads”, før regionerne tager stilling.

I mellemtiden har Danske Regioner fået styrket sit ”eget” Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin, RADS, der har betydelig indflydelse på prioritering i sundhedssektoren. Sundhedsstyrelsen har nemlig sparet Nationalt Udvalg til Vurdering af Kræftlægemidler, UVKL, væk, og UVKL udfases til fordel for RADS, har styrelsens direktør Else Smith forklaret.

En anden spiller med betydning for prioritering, Sundhedsstyrelsens Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF), er også sparet væk som selvstændig organisation. Og i maj 2012 blev RADS’ kommissorium udvidet, så rådet ikke længere kun tager sig af sygehusmedicin, men også lægemidler, der anvendes uden for sygehusene.

RADS blev stiftet af regionerne i 2009 og har til formål at skabe konsensus om brug af dyr sygehusmedicin. I praksis vedtager RADS behandlingsvejledninger, der anviser, hvem der skal have den dyre medicin. I rådet sidder repræsentanter fra regionerne, medicinalgrossisten Amgros, Sundhedsstyrelsen og Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi. Rådet arbejder uden offentlighed om dagsordener og indstillinger. Beslutningerne lægges først frem, når sagerne er afgjort.

Også Medicintilskudsnævnet har betydning for, hvilken behandling danskerne får. Nævnet rådgiver Sundhedsstyrelsen om, hvilken medicin der skal have tilskud. Heller ikke Medicintilskudsnævnet lægger dagsordener og indstillinger frem før møderne.

Argumenter for og imod et prioriteringsinstitut

For

  • Der er ikke penge til det hele i sundhedssektoren. Derfor er der brug for et institut, som prioriterer på baggrund af faglige analyser, klare kriterier og åben debat
  • Prioritering skal ikke foregå bag lukkede døre i et demokrati, hvor sundhedssektoren betales af skatteborgerne
  • Politikerne skal have armslængde til sundhedssektoren. De skal ikke detailstyre sundhedssektoren, som det kan ske, når der dukker enkeltsager op i pressen
  • Danmark bruger 100 mia. kr. om året på sundhedssektoren, og det er fornuftigt at bruge nogle af pengene på at sikre, at vi får det optimale ud af dem.

Imod

  • Danmark har allerede RADS og Medicintilskudsnævnet, som i et vist omfang foretager prioriteringer af sundhedsydelserne, så der er ikke brug for at opbygge en ny prioriteringsorganisation
  • Danmark har allerede analyseinstitutter som f.eks. det kommende analyse- og forskningsinstitut for kommuner og regioner (fusion af Dansk Sundhedsinstitut, AKF og KREVI), der kan lægge et beslutningsgrundlag frem for dem, der prioriterer
  • Der er ikke grund til at bruge penge på et nyt bureaukrati
  • Der er reelt ikke politisk interesse for at træffe beslutninger ud fra grundige analyser af, hvilken nytte behandlingen gør i forhold til det, som den koster.


Stor åbenhed i Norge

I Norge er åbenhed et vigtigt princip for Nasjonalt Råd for Kvalitet og Prioritering i Helse- og Omsorgstjenesten. Dermed har offentligheden mulighed for at følge med i diskussionerne og beslutningsgrundlaget, fortæller formanden Bjørn-Inge Larsen.

Dagsordener og udredninger, der skal drøftes i rådet, lægges på nettet, så snart medlemmerne af rådet får dem. Møderne er offentlige, og referaterne ligger på hjemmesiden.

”Den fulde åbenhed er valgt, for at vi kan vise, at vi ikke træffer beslutninger, som ikke har legitimitet. Forhåbentlig vinder vi dermed over tid tillid i befolkningen, hos sundhedspersonalet og blandt politikerne. Tillid til, at de prioriteringsprocesser, vi bruger, bygger på den bedst tilgængelige viden, som findes. Og tillid til, at det er retfærdige principper, som lægges til grund, når vi prioriterer,” siger Bjørn-Inge Larsen, som også er direktør i Helsedirektoratet, den norske sundhedsstyrelse.

Rådet er sammensat af chefer fra sundheds- og omsorgssektoren, som har ansvar for et årligt budget på 200 mia. norske kr. Det er altså embedsmænd, som tager de endelige beslutninger om, hvilke behandlinger der tages i brug. Den model er valgt, fordi cheferne har det samlede ansvar for både de faglige beslutninger og overholdelse af budgetter, siger Bjørn-Inge Larsen.
 

Norge valgte dyr medicin fra

Som et konkret eksempel på, at den norske prioriteringsproces kan falde anderledes ud end den danske, nævner Bjørn-Inge Larsen den nye behandling af modermærkekræft med Ipilimumab. I Danmark sagde man ja til behandlingen til 800.000 kr. pr. patient. I Norge vurderede man, at nytten ikke var stor nok.

”Jeg tror nok, at rådet har bidraget til, at vi i Norge nu har reelle prioriteringsdebatter. Samfundet er i stand til at sætte grænser for, hvilken behandling vi bruger. Der findes så mange typer ny teknologi og behandling, at vi ikke kan give tilbud om behandling til alle, som kunne have nydt godt af det. Når nytten er begrænset og omkostningerne høje, ville det være uretfærdigt at tage de behandlinger i brug, fordi ressourcerne reelt ville blive taget fra andre patientgrupper. Den type diskussioner har vi tidligere kun haft i begrænset grad i det offentlige rum,” siger Bjørn-Inge Larsen.

I rådets seks leveår har politikerne ikke blandet sig i rådets beslutninger. Men der er også ting, de ikke kan tale sig til rette om i Norge. Rådet opgav f.eks. at opnå konsensus om, hvorvidt gravide skal tilbydes tidlig ultralydsscanning – et hot emne i Norge. 
 

Ingen dansk tradition for cost-benefit

I Storbritannien træffer prioriteringsinstituttet NICE beslutninger ud fra en benhård analyse af effekt i forhold til pris. Der er fastsat en tærskelværdi for, hvor effektiv en behandling skal være for at blive anbefalet. Men når det kommer til stykket, er man ikke altid parat til at prioritere ud fra en økonomisk kalkule, siger sundhedsøkonom og leder af Dansk Sundhedsinstitut, DSI, Jes Søgaard:

”Første gang, NICE sagde nej til en kræftbehandling, ændrede de efterfølgende tærskelværdien, så de kunne sige ja. Den reelle erfaring fra NICE siger, at det er yderst svært at prioritere på den måde,” siger Jes Søgaard.

Herhjemme er vi ikke vant til at diskutere sundhed ud fra en analyse af, hvilken nytte man får for pengene. Reelt efterspørger beslutningstagerne sjældent analyser om prioritering, og det undrer Jes Søgaard.

”Man snakker så meget om prioriteringsbehov og – analyser, men de seneste ti-tyve år er der faktisk efterspurgt meget få økonomiske prioriteringsanalyser. Der blev gennemført nogle af det tidligere Institut for Medicinsk Teknologivurdering i Sundhedsstyrelsen. Men det er jo blevet nedprioriteret og de facto lukket.”

På trods af de få analyser træffes der i dag beslutninger efter princippet om ”cost-effectiveness” i både RADS og Medicintilskudsnævnet.

”Med den nye lov om medicintilskud fra 1999 kan Medicintilskudsnævnet tage hensyn til forhold mellem virkning og pris. Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS) kan også tage økonomiske hensyn til, om de vil anbefale en behandling. Så vi har allerede institutioner eller udvalg, der administrerer nogle af de her beslutninger,” siger Jess Søgaard, der bl.a. af den grund ikke er sikker på, at et nyt dansk prioriteringsinstitut er en god idé.

Han mener, at analyse og beslutning skal skilles ad for at sikre, at analyseresultater ikke bliver bestilt arbejde. Og hvis der i dag virkelig efterspørges prioriteringsanalyser, vil det være oplagt at spørge de aktører, der allerede findes, eller at lukke dem ned for at bygge noget nyt op.

Leverandører af analyser er bl.a. Syddanske Universitet og DSI, som snart fusionerer med Anvendt Kommunal Forskning og Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut, samt konsulentvirksomheden Cowi. 

Danske Patienter ønsker åbenhed 
Organisationen Danske Patienter siger som udgangspunkt nej til et prioriteringsinstitut. Der er slet ikke behov for at afvise nogen behandling af økonomiske grunde, mener formand Lars Engberg. Han kræver effektiviseringer frem for prioriteringer.

”Der er så mange ting, vi kan gøre for at forbedre sundhedsvæsenet og dermed opnå større økonomisk potentiale. Der er f.eks. milliarder af kroner at hente ved højere patientsikkerhed. Vi er slet ikke derhenne, at man siger: Nej, det gør vi ikke. Det er for dyrt,” siger han – men tilføjer selv, at det økonomiske argument faktisk blev brugt for første gang, da der blev droslet ned for fedmeoperationer.

Hvis det kommer dertil, at Danmark skal have et prioriteringsinstitut, skal arbejdet foregå i åbenhed, siger Lars Engberg. Det har været en kamp for Danske Patienter at få indflydelse på RADS og Medicintilskudsnævnet, og den vil han ikke tabe.

”Vi har sloges meget med RADS og har opnået, at når de tager en ny medicingruppe op, så kommer vi (Danske Patienter, red.) ind rimelig tidligt. Vi får at vide, hvad processen er, får viden og bliver indkaldt til møder med fagudvalg. Vi er også blevet medlemmer af Medicintilskudsnævnet. Men der er lang vej igen til åbenhed,” siger Lars Engberg, der principielt er modstander af, at prioritering foretages af fagfolk bag lukkede døre. 

”Prioritering kan betyde liv og død. Eller at nogle mennesker, der kunne være blevet behandlet, ikke bliver det. Det må politikerne stå ved. De, der prioriterer sådan, skal kunne væltes politisk,” siger Lars Engberg.

Emneord: 
Politik
Prioritering