Flere sygeplejersker skal forebygge indlæggelser

Mangel. Står det til sundhedsministeren, skal der flere sygeplejersker i kommunerne og almen praksis, og de skal sikre, at færre borgere bliver indlagt på hospitalet. Hun mener, at det samtidig kan være med til at løse nogle af problemerne med at rekruttere sygeplejersker til især hospitalerne.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) og Grete Christensen slår begge fast, at der skal gøres noget ved manglen på sygeplejersker.
Foto: Bax Lindhardt

Enorme malerier af mænd i jakkesæt, der engang havde magt. Nogle af dem brugte den på at give kvinderne stemmeret. De har besat væggene i det voluminøse værelse på Christiansborg med adskillige meter til loftet og tykke tæpper på gulvet.

Midt i det hele sidder to kvinder. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) og formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen. To magtfulde kvinder.

Sygeplejersken havde egentlig sat dem stævne for at tale om sundhedsreformen. Den var varslet offentliggjort i uge 43 eller 44. Men i skrivende stund er der stadig stille.

I stedet kaster vi os ud i en snak om et varmt og stort problem. At der mangler sygeplejersker. Og at problemet vil vokse markant frem mod 2025, hvis der ikke gøres noget aktivt nu. Det er sundhedsministeren og sygeplejerskeformanden enige om.

De er også enige om, at det ikke sker med et quickfix. Og at der skal optages flere på landets sygeplejerskeuddannelser. De er faktisk enige så langt, at de begge peger på dårlige arbejdsvilkår og dårligt arbejdsmiljø som følge af blandt andet travlhed som årsag til rekrutteringsproblemer på især hospitalerne.

Men ifølge ministeren vil en del af de problemer kunne løses med de tiltag, som den endnu ukendte sundhedsreform vil pege på. Nemlig ved hjælp af en massiv opgradering af det nære sundhedsvæsen.

"Vi vil få mange flere ældre medborgere, og sygdomspresset vil stige, fordi flere har ikke bare én, men flere kroniske sygdomme. Hvis vi skal undgå, at det går ud over medarbejderne i forhold til øget travlhed, så er vi nødt til at gøre nogle ting anderledes," siger Ellen Trane Nørby og uddyber:

"Her tænker jeg på samarbejdet mellem almen praksis, kommune og sygehus, og hvordan de kan arbejde tættere sammen og lave en mere forebyggende indsats. Der spiller sygeplejersker en kæmpestor rolle. Sygeplejerskerne i almen praksis og i kommunerne skal sikre, at vi ikke får så mange patienter ind på sygehusene. De skal i fællesskab løfte opgaven, før det bliver en indlæggelse."

Arbejdstid og fleksibilitet

Ministeren har fået kortlagt problemerne omkring rekruttering af sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Her står det klart, at det er lettere at rekruttere sygeplejersker til almen praksis og til den kommunale sygepleje end til sygehusene.

"For mig at se, signalerer det også, at det handler om arbejdsmiljø. Vi er nødt til at konstatere, at når det er lettere at rekruttere, så handler det også om arbejdstider og om fleksibilitet i nogle ting. Og det er vi jo nødt til at tage med," siger Ellen Trane Nørby og påpeger:

"Når vi kan se så stor forskel på det, skal vi være endnu mere opmærksom på, hvad det er for nogle arbejdsvilkår, vi har på vores sygehuse."

Netop arbejdsvilkårene er helt afgørende at se på, hvis man vil fastholde og rekruttere sygeplejersker, mener Grete Christensen.

"Mange vælger at arbejde på deltid. Ofte begrundet i at det er for hårdt at være på fuldtid. Det kan ikke være rigtigt. Vi ved, at det er hårdere at arbejde aften og nat, og det kan være væsentligt at kompensere tidsmæssigt, hvis man arbejder meget aften og nat. Men det skal jo ikke betyde, at alle har deltidsarbejde. Så vi bliver nødt til at tale ind i et bedre arbejdsmiljø, som gør, at vi har en forventning om, at alle i udgangspunktet er på fuldtid," siger Grete Christensen og understreger:

"Det vil jo tilvejebringe rigtig meget. For det er lidt under halvdelen af sygeplejerskerne, der arbejder på fuldtid. Det er rigtig mange."

Hun peger samtidig på, at mange forlader faget, netop fordi arbejdspresset er for stort.

"Hvis man vil de her reformer, så skal man have bremset den afgang, der er fra faget i øjeblikket, for dem er der simpelthen ikke råd til at miste."

Grete Christensen
"Man har sparet sig selv ned i en supereffektivitet, der næsten piner det sidste ud af medarbejderne. Og der skal så få ekstra normeringer til, for at både weekender og ferier kommer til at se helt anderledes ud."
Foto: Bax Lindhardt
Sygeplejersker bliver fyret

Men i Region Sjælland har de heller ikke råd til at holde på dem. Til trods for, at der på regionens sygehuse er mange ledige stillinger, og mange steder, hvor det er svært at rekruttere sygeplejersker, har politikerne alligevel besluttet at fyre og nedlægge op mod 600 stillinger.

"Jeg forstår ikke, hvad der sker i Region Sjælland. Jeg synes, det er paradoksalt, at det første sted, man sparer, er på medarbejderne. Samtidig med at de har svært ved at rekruttere," siger Ellen Trane Nørby og fortsætter:

"Det sker samtidig med, at der har været tilspidsede situationer i Holbæk af en kaliber, som jeg ikke tror, vi har set sammenligneligt andre steder før, med udfordringer, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed har været nødt til at gå ind og give påbud."

Sundhedsministeren fortæller, at hun sammen med regionsrådsformanden i Region Sjælland, Heino Knudsen (S), har været rundt i regionen for at se på, hvad man kunne gøre for at rekruttere.

"Det første, man så gør, når man skal igennem en omprioriteringsrunde, er at afskedige medarbejdere. Det forstår jeg simpelthen ikke. Det sender et helt forkert signal. Men det er nu den konstruktion, vi har. Regionerne er driftsherrer."

Medarbejdere betaler besparelser

Grete Christensen påpeger over for ministeren, at det jo ikke er nyt, at regionerne fyrer medarbejdere.

"Det har jo været praksis de sidste 10 år. Ikke kun i Region Sjælland, men i alle regionerne. Hver gang de ikke har kunnet finde pengene til det nye udstyr, de nye diagnosticeringsredskaber, de nye behandlingsmuligheder og medicin. Hver gang de ting overskrider budgettet, henter man pengene på medarbejderne."

"Derfor har vi jo – uanset at der er lagt mange flere milliarder ud i sundhedsvæsenet – set en reduktion i antallet af medarbejdere, som er begrundet i, at man har brugt pengene på noget andet. Og politikere har hver gang siddet og sagt, at de ikke kan finde pengene andre steder. For vi skal jo have til behandlingen. Det fører til spørgsmålet om, hvem det egentlig er, der prioriterer, hvad der vigtigst," siger Grete Christensen og fortsætter:

"Vi kan transplantere kunstige hjerter og udføre neurokirurgi, der kan hjælpe parkinsonpatienter til at få et ordentligt liv. Det synes jeg, vi skal være stolte af som samfund. Men vi må bare ikke gøre det på bekostning af medarbejderne, der skal sikre kernen i vores sundhedsvæsen. Derfor må vi tage diskussionen om, hvornår vi prioriterer behandling, frem for bare at sige, at det eneste sted, vi kan finde penge, er hos medarbejderne."

De to kvinder taler hurtigt. De har begge meget på hjerte. Tiden er knap. Men der bliver nikket og smilet og gestikuleret. Ellen Trane Nørby finder et lufthul til at svare.

"Jeg er grundlæggende enig i meget af analysen, men jeg mener ikke, at det kun er et spørgsmål om medicin og behandling over for medarbejdere. For selvom vi har stigende medicinpriser, så er det med en række initiativer lykkedes for os at få lavet nogle gode prisaftaler, hvor priserne er blevet sænket. Og vi har oprettet et medicinråd, som også på nogle svære sager har taget denne her diskussion i forhold til, hvad merværdien er."

I samme åndedrag understreger hun, at langt mere aktivitet fremover skal flyttes ud af sygehusene.

"Medarbejdertyngden vil de kommende år i højere grad ligge ude i det nære sundhedsvæsen, hvor flere opgaver vil blive løst. Det betyder også, at nogle af de specialiserede sygehuse vil opleve at få mere syge patienter ind, fordi de mindre syge borgere i højere grad vil blive behandlet i eget hjem eller tæt på eget hjem," siger sundhedsministeren.

Dårlige arbejdsvilkår

Men Grete Christensen holder hende fast på, at den manøvre ikke får problemerne til at forsvinde på sygehusene.

"Vi bliver nødt til at få talt ind i det her, at der er så stort fokus på at driftsoptimere på alle hospitaler. Og sygeplejerskerne føler sig presset. Eksempelvis på akutafdelinger, hvor presset og tyngden i afdelingerne er størst aften og nat. Når man er fuldtidssygeplejerske i sådan en afdeling, kan man på en god måned have fire dagvagter. Resten er aften- og nattevagter."

"Man arbejder hver anden weekend, medmindre man accepterer at arbejde i 12-timersvagter i weekenden, så kan man reducere det til hver tredje weekend. Man har højst 14 dages sommerferie sammen med sin familie, fordi ellers kan man ikke få planen til at gå op. Man har sparet sig selv ned i en supereffektivitet, der næsten piner det sidste ud af medarbejderne. Og der skal så få ekstra normeringer til, for at både weekender og ferier kommer til at se helt anderledes ud."

"Du sagde selv før, at det ikke er så svært at rekruttere sygeplejersker til almen praksis og til kommunerne – det handler lige præcis om det her. I almen praksis der arbejder man kun mandag til fredag, i kommunal hjemmesygepleje er der ikke nær så mange vagter aften og nat og heller ikke så mange weekender. Det er nogle helt andre arbejdsbetingelser. Men der er brug for dem, der er på hospitalerne. Derfor bliver man nødt til at finde ud af, hvordan de også får nogle rimelige vilkår," understreger Grete Christensen.

"Kvalitet afhænger i høj grad af, hvad sygeplejerskerne kan levere. Og det er fint at lave store dyre operationer. Men hvis du ikke kan sørge for plejemæssigt at følge op på dem, så er det for en stor del penge ud ad vinduet med den her dyre operation."

Ellen Trane Nørby (V)
"Sygeplejerskerne i almen praksis og i kommunerne skal sikre, at vi ikke får så mange patienter ind på sygehusene. De skal i fællesskab løfte opgaven, før det bliver en indlæggelse."
Foto: Bax Lindhardt
Nyt politisk fokus

Ellen Trane Nørby er ikke bleg for at erkende problemerne, men hun mener også, at hun er i fuld gang med at prøve at løse dem. Ikke kun med et ønske om at omorganisere sundhedsvæsenet og satse på en stærkere primær sektor. Hun fremhæver også indsatser med journalføringsregler, der skal frigive tid til medarbejdere væk fra skærmen, ny lovgivning om driftsherreansvar på sygehusene, der skal sikre, at medarbejderne kan arbejde fagligt forsvarligt, og ikke mindst afskaffelsen af aktivitetspuljen og 2-procentskravet.

"Det har en symbolsk vigtig betydning, at vi politisk siger, vi sætter fokus på noget andet. At vi siger, vi måler på nogle andre kvalitetsparametre. For det aflejrer sig ned gennem økonomiafdelingerne og forskellige andre steder."

"Det handler om at kigge på et mere samlet forløb og på helheden og ikke kun på merproduktiviteten. Eller på, hvor mange ambulante besøg man har, hvis patienterne helt kunne undgå at komme ind ambulant, fordi man har tillid til, at opgaven kan løses et andet sted. Så er det da langt bedre for alle," siger Ellen Trane Nørby.

Tiden er gået. Billedgalleriet med mændene og de ikke-eksisterende kvinder får endnu en bemærkning med, inden de to kvinders møde i de herskabelige lokaler er slut.

 

Emneord: 
Politik

Leder: Sygeplejerskernes ønsker til en ny sundhedsreform

Hvis vi skal forbedre et presset sundhedsvæsen, er der brug for investeringer, ikke nye effektiviseringsøvelser og store strukturreformer.

sp14_leder_greteI skrivende stund venter vi stadig på regeringens udspil til en historisk stor sundhedsreform. En reform, som får stor betydning for sygeplejerskernes hverdag.

Det, vi først og fremmest vil måle regeringens udspil på, er, om det skaber reelle forbedringer for dem, det hele handler om, nemlig patienterne og personalet.

Det handler om, at der skal være nok til at løfte opgaverne. I dag tvinges sygeplejersker ud i urimelige dilemmaer, fordi der er flere opgaver, end der er tid til. Som du kan læse i bladet, er det noget, vi kommer til at sætte fokus på under overskriften #sygtdilemma.

Gør politikerne ikke noget nu, vil der mangle 6.000 sygeplejersker i 2025. Derfor skal der uddannes flere sygeplejersker, og ordentlige arbejdsforhold skal holde på dem, der er. Øges optaget på uddannelsen med 20 pct., vil det give 2.000 flere sygeplejersker i 2025.

Det handler også om, at der skal mere fokus på borgerens vej gennem sundhedsvæsenet, så patienter ikke ender som kastebold mellem sektorer. Reformen bør give patienter, der går på tværs af sektorer, retten til at få en sygeplejerske som tovholder. Det vil sikre gode forløb og hindre unødige indlæggelser.

Og så skal der gives plads til medarbejdernes faglighed. Det er ikke optimalt, at sygeplejersker ikke kan tage blodprøver eller anlægge kateter uden at spørge lægen. Vi er nødt til at ændre på det historisk betingede hierarki og give sygeplejersker mulighed for at udføre flere opgaver selvstændigt – med støtte i Autorisationsloven og ikke på trods af loven, som vi ser mange steder i dag.

Vores budskab er klart. Hvis vi skal forbedre et presset sundhedsvæsen, er der brug for investeringer, ikke nye effektiviseringsøvelser og store strukturreformer.

Emneord: 
Politik
Sundhed

Leder: Tid er den bedste løsning

Det er bl.a. uklart, hvor meget regeringens plan reelt vil øge kapaciteten i psykiatrien.

spl13-2017_leder_greteEndelig kom den længe ventede psykiatriplan fra regeringen. Meget er godt, men desværre er planen næppe nok til at skabe de resultater, som regeringen håber på.

Det er bl.a. uklart, hvor meget regeringens plan reelt vil øge kapaciteten i psykiatrien. Opkvalificering af nuværende sengepladser og reviderede visitationsregler til de særlige sengepladser er gode tiltag, men langtfra tilstrækkelige til at vende udviklingen i psykiatrien. En udvikling, hvor flere patienter og færre senge fører til for tidlige udskrivninger og flere genindlæggelser.

Regeringen skal roses for at være opmærksom på sygeplejerskers og sundhedsplejerskers vigtige rolle i psykiatrien. Dansk Sygeplejeråd bidrager gerne til den foreslåede arbejdsgruppe, der skal sikre, at specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje også fremover passer til psykiatriens behov, men arbejdet bør følges af ambitiøse mål for antallet af sygeplejersker med specialuddannelsen.

For sengepladser og uddannelse er redskaber – ikke løsninger. Ingen patient bliver rask af at blive lagt i en hospitalsseng, og sygeplejerskens faglighed kommer ikke den patient til gode, som ikke møder hende.

Løsningen er tid.

Regeringens plan skaber ikke de ønskede resultater, hvis ikke sygeplejersken og det øvrige personale har tilstrækkelig tid til den enkelte patient. Skal der en gang for alle gøres op med psykiatriens udfordringer, så skal der mere tid og mere personale til. Det betyder højere normeringer og en opprioriteret rekrutterings- og fastholdelsesindsats.

Jeg har et simpelt forslag til regeringen: Giv medarbejderne mere tid – så skal vi nok skabe resultaterne!

 

 

 

 

 

Emneord: 
Politik
Psykiatri

Det kan betale sig at råbe op

Over 30 sygeplejersker greb muligheden og sendte i alt 40 forslag ind til Sundheds- og Ældreministeriet, da regeringen sidste år efterlyste bud på overflødige regler i det offentlige.
Illustration Mikkel Henssel

Kliniksygeplejerske Annette Mikkelsen fra Vodskov ved Aalborg var ikke i tvivl. Hun måtte til tasterne, da hun i efteråret sidste år hørte om regeringens kampagne "Meld en regel".

Med innovationsminister Sophie Løhde (V) i spidsen opfordrede man borgere, offentlige medarbejdere, organisationer og virksomheder til at komme med forslag på overflødige regler og krav. Annette Mikkelsen var sikker:

"Det irriterer mig så inderligt, at vi skal bruge tid på at ændre producentnavn i det fælles medicinkort, hver gang vi tager hul på et glas piller, som har samme indholdsstof, men ikke navn, som det vi lige har tømt," siger hun.

Kliniksygeplejerskens anke går på Styrelsen for Patientsikkerheds krav om, at navnet på den medicin, sygeplejersker dispenserer for borgerne, altid skal figurere med det aktuelle handelsnavn, evt. generiske navn (det aktive indholdsstof), på borgernes medicinlister.

Derfor skal sygeplejerskerne opdatere borgernes fælles medicinkort, hver gang et præparat ændrer navn. Og navneskiftene er igen en konsekvens af, at apotekerne som udgangspunkt altid skal udlevere det billigste præparat. I praksis betyder det, at samme medicin kan komme fra fire-fem forskellige producenter, som f.eks. paracetamol, der i dag fås som Panodil, Pamol, Pinex og Arax. Da apotekernes prislister opdateres hver 14. dag, kan handelsnavnet ændre sig hver 14. dag.

"Det er et unødigt og tidskrævende tiltag, som kompromitterer vores intelligens og faglighed. Firmanavnet har aldrig haft betydning for mig, jeg kigger jo på indholdsstoffet," siger hun.

Ændringer forvirrer borgerne

Annette Mikkelsen er ikke alene. Hun har mange kolleger med samme opfattelse, som tilsyneladende er udbredt i hele landet. Fagbladet Sygeplejersken har fået aktindsigt i de i alt 177 henvendelser, som Sundheds- og Ældreministeriet modtog under "Meld en regel"-kampagnen, der sluttede i februar i år (se også artiklen "xx " på side xx, red.).

Af aktindsigten fremgår det, at fem andre kommunale sygeplejersker med base i Jylland, på Fyn og Sjælland også har foreslået, at regeringen afskaffer eller reviderer kravet om, at sygeplejersker skal ændre handelsnavn i det fælles medicinkort. Bl.a. Marianne Harfot Nielsen fra Odense Kommune.

Som de andre sygeplejersker ved hun, at kravet er til for at undgå medicineringsfejl. Stemmer navnet på borgerens medicinliste i det fælles medicinkort ikke overens med det, borgeren har derhjemme i pilleglas og doseringsæske, øger det bl.a. risikoen for medicineringsfejl og forvirring hos borgeren. Alligevel finder hun kravet unødvendigt og spild af kostbar tid:

"Som jeg ser det, ændrer det ikke noget for borgerne, at jeg ændrer handelsnavnet. Jeg er tilhænger af, at borgerne får den billigste medicin. Men mange opgiver netop at administrere deres egen medicin, fordi præparaterne skifter navn hele tiden. Når navnet på medicinen fra apoteket ikke stemmer overens med det på recepten, bliver mange forvirrede."

Det kan sygeplejerske Margit Nørgaard fra Jammerbugt Kommune genkende. Hendes anke går ikke så meget på kravet om opdatering af handelsnavnet. Hun er ligesom Marianne Harfot Nielsen mere frustreret over den lov, der er skyld i de hyppige navneskift: at apotekerne som udgangspunkt altid skal tilbyde borgerne den billigste medicin.

"Det er ikke rimeligt, at især mange ældre må opgive selv at holde styr på deres medicin. Mit ønske er, at det er indholdsnavnet, der kommer til at figurere med store bogstaver på medicinpakkerne og handelsnavnet med små. Så kan handelsnavnene skifte, lige så tit de vil," siger hun.

Forenkling måske på vej

Sygeplejerskerne er derfor glade for at høre, at regeringen måske vil revidere kravet. Tirsdag den 5. september offentliggjorde regeringen udspillet til sin afbureaukratiseringsreform i den 50 sider lange rapport "Færre regler og mindre bureaukrati".

Her oplister regeringen en lang række regler og krav, som skal afskaffes eller forenkles, mange med udgangspunkt i forslag fra "Meld en regel"-kampagnen.

Under overskriften "Forenkling af krav til dokumentation i det fælles medicinkort" lyder det bl.a. " … regeringen ønsker at se på muligheden for at reducere registreringsbyrden i kommunerne ved hyppige ændringer mellem lægemidler med samme aktive indholdsstof."

Margit Nørgaards reaktion på det lyder:

"Det er fint, de vil kigge på det. Hvis det bliver det aktive indholdsstof, borgeren skal forholde sig til, mindsker vi også risikoen for fejlmedicinering. Mange ældre kommer til at tage dobbelt dosis, fordi de ikke er opmærksomme på, at de har den samme medicin stående med to forskellige navne."

For mange puljer

Ifølge aktindsigten har tre sygeplejersker fra hospitaler i hele landet også foreslået regeringen at kigge nærmere på bl.a. kravene til ernæringsscreening og vurdering af tryksårsrisiko hos alle patienter ved indlæggelse. Forslagene er ikke direkte nævnt i udspillet, der dog indeholder det meget overordnede punkt "Revision af reglerne om journalføring på sundhedsområdet", hvor "regeringen ønsker at modernisere og afbureaukratisere reglerne om journalføring og dermed flytte timer og arbejdskraft væk fra computeren til patientkontakt uden at gå på kompromis med patientsikkerheden."

En af sygeplejerskerne, Marianne Vognsen fra Fælles Akutmodtagelse på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, håber, at hendes forslag med tiden måske kan være med til at forenkle kravene:

"Vores tjekliste ved modtagelse er lang. Det ville være ønskeligt, hvis vi med vores faglige vurdering kunne afgøre, hvilke punkter der er relevante at afkrydse og bruge opmærksomhed og klikke videre på, f.eks. udfyldelse af, hvorvidt en patient er tryksårstruet eller ej, når han/hun er selvhjulpen og oppegående," siger hun.

I udspillet lægger regeringen også op til et "Opgør med puljetyranniet", hvilket flere sygeplejersker er inde på i deres "Meld en regel"-henvendelser. Overordnet mener sygeplejerskerne, at der bliver brugt for mange ressourcer på at opsnuse muligheder, ansøge og udføre projekter, som finansieres gennem statslige puljer.

Regeringen er enig og vil bl.a. indføre "færre og større puljer til kommuner og regioner" samt en "kvartalsvis puljekalender, så kommuner og regioner kan nøjes med at holde øje med nye puljer fire dage om året og bruge de resterende 361 dage på at levere målrettet velfærd til borgerne," står der i udspillet.

For mange samtykker

Ifølge udspillet vil regeringen bl.a. også arbejde for en "forenkling af regler og dokumentationskrav i ældreplejen … hvorfor den i samarbejde med KL vil fjerne regler og dokumentationskrav, som binder personaleressourcer til administrative opgaver frem for pleje og omsorg af de ældre."

Konkret hvilke står der ikke meget om, men forenklinger er velkomne blandt flere sygeplejersker, viser aktindsigten. Står det til Else Sværke Henriksen fra Guldborgsund Kommune, kan regeringen f.eks. med fordel kigge nærmere på kravet til indhentning og dokumentation af samtykke:

"Vi skal til enhver tid kunne dokumentere, at borgeren har givet samtykke til alt, hvad vi gør for og på borgerens vegne. Står jeg med en borger, som er faldet, kan jeg f.eks. have brug for at tage kontakt til både borgerens læge, pårørende og myndigheder i kommunen. Jeg skal både indhente samtykke og dokumentere, jeg har fået det. Der kan nemt stå samtykke fire-fem gange i et 10 linjers notat," siger hun.

Det tager tid, også for kollegerne, at læse, og kravet kan også skabe irritation hos borgere, hun ser ofte:

"De gav mig jo også samtykke, sidst de så mig."

Else Sværke Henriksen understreger, at hun hverken vil afskaffe dokumentation eller samtykke:

"Jeg skal ikke gøre noget, borgeren ikke er interesseret i. Jeg ønsker en forenkling af, hvor tit jeg skal indhente og dokumentere det. Måske kunne man en gang for alle indhente samtykke pr. emne, f.eks. at vi må tale med læge og andre relevante parter om en given problemstilling som fald. Kommer der en ny problemstilling, skal jeg have samtykke på ny," foreslår hun.

Konkret varsler regeringen en lempelse af samtykkereglerne i forhold til borgere, der er varigt inhabile, f.eks. borgere med demens. Forslaget er, at "pårørende til varigt inhabile kan give generelt stedfortrædende samtykke til, at plejepersonalet kan iværksætte visse mindre undersøgelser og eventuelt behandlinger af den varigt inhabile patient."

Den lempelse støtter Else Sværke Henriksen:

"Har borgeren en værge, skal jeg indhente samtykke her, og jeg kan godt forstå, at nogle bliver trætte, hvis de får mange opkald hver uge," siger hun.

Om sygeplejerskernes forslag bliver ført ud i livet, kan kun tiden vise:

"Indtil nu har jeg kun fået automatisk svar på, at henvendelsen er modtaget. Men man har da lov til at håbe," siger sygeplejersken.

Emneord: 
Politik

Leder: Psykiatrien kræver politisk handlekraft

Dorte Steenberg"Der er store problemer i psykiatrien. Der er mangel på kvalificeret personale. Der er for stor anvendelse af tvang. Der er for mange, der dør alt for tidligt. Vi må insistere på, at psykiske sygdomme skal tages lige så alvorligt som de fysiske."

Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen på pressemødet efter Venstres sommergruppemøde i august. Dansk Sygeplejeråd er helt enig i statsministerens analyse. Det er alle andre med indsigt i psykiatrien i øvrigt også. Derfor er vi mange, der længe har ventet utålmodigt på regeringens kommende psykiatriplan.

For tiden er løbet fra lappeløsningerne. Problemerne har fået lov til at vokse sig så store, at der ingen nemme løsninger er tilbage. Senest har regeringen øremærket midler til specialiserede teams i børne- og ungdomspsykiatrien og til intensive sengeafsnit. Det er gode tiltag, som hver især kan bidrage til at afhjælpe nogle af psykiatriens udfordringer, men alene bringer de ikke psykiatrien på ret kurs.

Psykiatrien tørster efter det samme politiske ambitionsniveau, som – med omfattende kræftplaner og investeringer – fik løftet dansk kræftbehandling op blandt de bedste i verden.

En samlet indsats, der indtænker alle dele af psykiatrien og sikrer samspillet med somatikken, er den eneste løsning på psykiatriens udfordringer. Det kræver politisk vilje, ambitiøse mål og store investeringer, men det er den eneste vej til at indfri statsministerens ambition om at skabe et sundhedsvæsen, hvor psykisk sygdom tages lige så alvorligt som fysisk sygdom.

 

Dorte Steenberg, næstformand

Emneord: 
Politik
Psykiatri

Fire dages arbejde for de næste fire år

UGE 20 i 2018 vil i de næste fire år stå som ugen, hvor rigtig mange vigtige beslutninger for Dansk Sygeplejeråd blev truffet på en ordinær og en ekstraordinær kongres.
Efter overvældende opbakning til Grete Christensens overenskomstresultat tog Kongres 2018 de første skridt i arbejdet med at udarbejde en ny vision og et nyt værdigrundlag for Dansk Sygeplejeråd.
Foto: Søren Svendsen

Næppe var der indgået forlig om rammen for OK18, før Dansk Sygeplejeråds ordinære kongres 2018 trådte sammen for at lægge rammerne for organisationens arbejde i de kommende år.

Det fandt sted i de første fire dage af uge 20, hvor kongressens godt 150 delegerede samledes på Hotel Nyborg Strand til temadrøftelser og til diskussion om holdningspapirer og forslag til nye eller ændrede vedtægter.

Men den tidsmæssige nærhed til de netop afsluttede overenskomstforhandlinger gjorde, at de delegerede startede de fire dage med en ekstraordinær kongres. Den skulle alene forholde sig til, om den ville anbefale Dansk Sygeplejeråds medlemmer at stemme ja eller nej til det overenskomstforlig, som formand Grete Christensen i ugerne op til kongressen havde forhandlet på plads.

Stort flertal for at anbefale et ja

I stærk kontrast til den lange tid, der blev brugt på overenskomstforhandlingerne, var den ekstraordinære kongres ikke længe om med overvældende flertal at anbefale medlemmerne ved urafstemningen (18. maj – 3. juni, red.) at stemme ja. Ingen foreslog at anbefale et nej.

Der blev fra talerstolen uddelt ros for strategien om at stå så meget sammen med de øvrige organisationer, som tilfældet var. De kritiske røster skosede politikere, som op til forhandlingerne havde givet udtryk for, at offentligt ansatte ikke skulle have sikret deres realløn.

Således indledte OK18 de fire dage i Nyborg, og OK18 afsluttede de fire dage. På sidstedagen samledes flere end 700 tillidsfolk fra hele Sundhedskartellet til en grundig orientering om indhold og konsekvenser af det indgåede forlig.

Stolt. Stærk. Sammen – sygeplejerske

Den ordinære kongres åbnede traditionelt med fællessang efterfulgt af formandens tale. Grete Christensen tog udgangspunkt i kongressens slogan: "Stolt. Stærk. Sammen – sygeplejerske."

"De ord rammer det, vi alle sammen – og måske især jeg – har oplevet så intenst de seneste uger og måneder," sagde Grete Christensen med henvisning til den massive opbakning under de netop overståede overenskomstforhandlinger.

Formanden pointerede, at det på kongressen handler om at gøre brug af fællesskabet og sammenholdet, mens der tales sundhed som en menneskeret – og i samme ånd fremhæve sygeplejerskernes vigtige rolle med at gøre en forskel for at sikre denne ret.

Brug for specialuddannede sygeplejersker

Netop denne rolle er nemlig under pres med stadigt flere specialiserede sygeplejeopgaver i sundhedsvæsenet. En ny undersøgelse viser således, at 60 pct. af sygeplejerskerne mangler opgavespecifikke eller tværgående kompetencer for at varetage de specialiserede opgaver forsvarligt.

"Vi har brug for specialuddannelse til sygeplejersker i kommunerne til de mange – ikke til de få. Og vi har brug for muligheden for, at sygeplejersker kan varetage flere selvstændige opgaver – uden en læge er inde over først. Vi har helt overordnet brug for at se de sundhedsfaglige personalegrupper som investeringer og ikke omkostninger!" sagde Grete Christensen bl.a.

Bekymret over det massive arbejdspres

I sin åbningstale glædede Grete Christensen sig over, at sundhedsministeren netop har åbnet for en specialuddannelse af sygeplejersker i kommunerne og i almen praksis. Til gengæld udtrykte hun sin bekymring for, at mange arbejdspladser med sygeplejersker er tæt på nedsmeltning på grund af massivt arbejdspres. Samtidig er der alt for mange indsatser, som ikke bliver prioriteret tilstrækkelig højt:

"Danmark har fortjent, at vi investerer meget mere i forebyggelse og sundhedsfremme. Vi skylder os selv at satse på forebyggelsen – alt andet er tudetosset og for dyrt. Vi ved, hvad der skal til! Vi kender alle resultaterne af sundhedsplejerskernes indsats for småbørnene, og alligevel ser vi besparelser også på det område," fremhævede hun som eksempel og fortsatte:

"Arbejdspresset er så højt, at det går ud over patienternes sikkerhed. Det har Styrelsen for Patientsikkerhed nu fastslået og har givet flere påbud. Vi vil og må ikke have et sundhedsvæsen, hvor patienter ligger på gangene. Vi vil ikke acceptere et sundhedsvæsen, hvor såvel medarbejdere som pårørende giver udtryk for, at de frygter for patientens liv!" advarede Grete Christensen.

kongres_2
To ministre gæstede åbningen af Dansk Sygeplejeråds ordinære kongres: sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) - i samtale med næstformand Anni Piilgaard, og ældreminister Thyra Frank (LA) - i samtale med næstformand Dorte Steenberg
Foto: Søren Svendsen
Ministre var med som gæster

Både ældreminister Thyra Frank (LA) og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) var til stede ved åbningen af kongressen. Og Grete Christensen takkede sundhedsministeren for at have lyttet til sygeplejerskerne og sat det forhadte produktivitetskrav på standby.

"Der er ingen tvivl om, at produktivitetskravet ikke bare har udtjent sin værnepligt. Produktivitetskravet arbejder direkte imod, hvad patienterne har brug for, og hvad medarbejderne ser mening i. Svaret på patienternes behov er ikke behandling-behandling-behandling. Svaret er rettere tryghed, helhed, sammenhæng og patientinddragelse," påpegede Grete Christensen.

Kongres 2018

Læs i dette nummer af Sygeplejersken om Kongres 2018

Reportagen i Sygeplejersken fra Kongres 2018 er sammenskrevet på baggrund af artiklerne bragt under kongressen på www.dsr.dk/kongres2018

Reportage: Susanne Bloch Kjeldsen, Ditte-Marie Runge og Michael Bech.
Sammenskrevet af Henrik Boesen.
Foto: Søren Svendsen

 

Emneord: 
Politik
Sundhedsvæsen
Sundhedsøkonomi
Sygeplejefaget
Økonomi

"Det kommer bag på mig, at vi behandler døende sådan"

Nedlæg DRG-systemet, få billigere medicin og tag debatten og beslut, hvordan man prioriterer, hvem der skal have hvilke behandlinger. Det var nogle af de budskaber, der kom frem, da sygeplejerske Theis Liebach Smedegaard konfronterede den nye formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner, Karin Friis Bach (R).
Theis Liebach Smedegaard og Karin Friis Bach
Foto: Nikolai Linares

Han knytter begge hænder og presser dem ind mod sit bryst. For derefter at løsne op og lave små kontrollerede fagter i luften, mens han taler. Intensiteten lyser ud af øjnene, der er fæstnet ved personen over for ham.

Han er sygeplejerske, hedder Theis Liebach Smedegaard og er fyldt med frustrationer og en iver efter at finde en løsning på dem.

Over for ham sidder Karin Friis Bach. Hun er regionspolitiker fra partiet Radikale Venstre og ny formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner. Hun har sagt ja til at lytte til Theis Smedegaards oplevelser og svare på hans spørgsmål.

"Jeg er sygeplejerske, og det, jeg oplever i min hverdag, er et helt sindssygt presset arbejdsmiljø. Og det er jeg meget interesseret i at høre, hvad du har at sige til," indleder Theis Liebach Smedegaard."

Title

Theis Liebach Smedegaard er 32 år, sygeplejerske på Bispebjerg Hospital, studerer pædagogisk psykologi og er medlem af kredsbestyrelsen i Kreds Hovedstaden i Dansk Sygeplejeråd.

Karins Friis Bach er 53 år, politiker og medlem af Radikale Venstre, formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner og 2. næstformand i Region Hovedstaden. Er uddannet farmaceut.

Han fortæller, at han har oplevet en kollega, der måtte trykke på hjertestopknappen for at få hjælp til at skifte livsnødvendig medicin, fordi ingen kolleger havde tid til at komme, når hun kaldte på hjælp på normal vis. Han har en anden kollega, der måtte gå fra syge patienter, der var i en behandling, som egentlig krævede, at der var plejepersonale hos dem, da det ellers kunne have livstruende konsekvenser.

"Det er vildt, at vi er nået så langt ud. Der er så mange eksempler på, hvor dårligt arbejdsmiljøet er, og på, at det går ud over den pleje og behandling, patienterne får. Det har jeg lyst til at stille dig til ansvar for som vores arbejdsgiver."

Karin Friis Bach lytter opmærksomt. Nikker anerkendende og svarer.

"Ja, og det er også fair nok. For det er noget, jeg tager dybt seriøst. Jeg tænker jo dag og nat over, hvordan vi kan gøre det her bedre. Vi prøver at gøre, hvad vi kan," understreger hun.

"Vi kan lette presset på flere måder. Enten ved at få flere penge – og det vil vi gerne have. Eller også skal vi bruge de penge, vi har, bedre. En tredje måde er at mindske udgifterne. Det er de redskaber, vi har.

Skal der findes flere penge, skal det ske i de forhandlinger om en økonomiaftale for regionerne, der for tiden foregår mellem regionerne og regeringen.

Opgør med skæve økonomiske incitamenter

Karin Friis Bach mener, der er hjælp at hente for hele sundhedsvæsenet ved at ændre den måde hospitalerne bliver belønnet for at tage patienter.

"Jeg har lige siddet til tre timers møde om, hvordan vi kommer af med DRG-styringen, som giver nogle forkerte incitamenter og eksempelvis gør, at der bliver afholdt flere kontrolbesøg end nødvendigt, fordi det giver penge," siger Karin Friis Bach.

"Generelt ved vi, at det her system giver nogle barrierer for, at man kan bruge pengene bedst muligt. En omlægning af det kan være med til at skaffe flere ressourcer til hospitalsafdelingerne. Jeg er ked af, hvis det ikke fremgår, hvad vi arbejder med, for vi ved godt, at der bliver løbet stærkt, og hvor presset I er."

karin-friis_bach-interview
Karin Friis Bach: "Jeg er ked af, hvis det ikke fremgår, hvad vi arbejder med, for vi ved godt, at der bliver løbet stærkt, og hvor presset I er."
Foto: Nikolai Linares
Hun understreger, at arbejdsmiljøet bliver taget alvorligt blandt politikerne.

"I Region Hovedstaden har vi valgt at lave en løbende medarbejderundersøgelse af trivsel. Ud over APV’en. Og så er der lige afsat 22 millioner til arbejdsmiljøindsatser ved overenskomstforhandlingerne. Vi er arbejdsgivere for nogle medarbejdere, som ikke skal gå ned på det her."

"Og så er der patientsikkerheden, som ligesom er noget andet. Jeg tror ikke, at man kan sige, at der er direkte sammenhæng mellem, at man har travlt, og at patientsikkerheden er dårlig. Men selvfølgelig kan der være nogle konkrete situationer."

Karin Friis Bach ser på Theis Liebach Smedegaard. Han sidder stille, lytter og nikker, mens hun taler. Og tager ordet, så snart hendes talestrøm stopper.

"Selvom I tager os seriøst, så oplever vi ikke nogen ændringer. Det bliver ikke bedre. Faktisk nærmest modsat. Jeg oplever, at mine kolleger løber stærkere og stærkere og oftere må droppe at holde spisepause og gå på toilettet. Bare for at levere en kvalitet, der er nogenlunde."

"Nogle gange synes jeg, at mine kolleger skulle være mere hardcore og tænke på sig selv, for så kunne man se det i patientbehandlingen. Jeg tror, at nogle af grundene til, at man ikke ser så dårlig en behandling eller så mange fejl, er, fordi mine kolleger overkompenserer helt vildt."

Prioritér – der er ikke penge til det hele

Han mener ganske enkelt, at politikerne må prioritere mere og bedre.

"Man forventer, at der kommer nye seje typer medicin, som kan alt muligt godt. Men det er samtidig en stor og stigende udgift, og vi oplever, at de penge bliver fundet på personalebudgetterne. Når jeg så hører Lars Løkke Rasmussen (V) og andre politikere sige, at alle skal have mulighed for at få den behandling, de har brug for, så må jeg bare med mine sygeplejerskeøjne sige, at det kan ikke lade sig gøre. Man kan ikke give folk alt det, der er muligt, og samtidig have penge til det hele."

Det er Karin Friis Bach enig i.

"Prioritering er sindssygt vigtigt, og jeg kan også godt huske den valgkamp i 2015, hvor kandidaterne fra begge sider stod og sagde, at selvfølgelig skal der være råd til det hele. Men ca. et halvt år efter lykkedes det så faktisk Sophie Løhde (V) som sundhedsminister at få alle Folketingets partier med på syv principper for prioritering inden for sundhedsvæsenet."

Samme år besluttede Danske Regioners generalforsamling også, at bestyrelsen skulle arbejde for at prioritere inden for medicin, fordi det dengang så ud til, at medicinpriserne ville gå helt amok. Det førte senere til, at der blev nedsat et medicinråd.

"Nu har AMGOS, som køber medicin for os, muligheden for at sige nej, hvis medicinen er for dyr. Det havde de ikke før. Tidligere lå der en direkte politisk beslutning om, at danskerne altid skulle have medicinen. Den skulle bare forhandles mest muligt ned. Men det er rigtig svært at forhandle en pris ned, når de, der sidder overfor, ved, at man ikke kan sige nej," siger Karin Friis Bach.

"Vi taler nu om at udvide medicinrådets område til også at omfatte medicinsk udstyr. Som også kan være dyrt. Det er fantastisk, hvad teknologien kan, men det er også fantastisk dyrt."

Theis Liebach Smedegaard understreger dog stadig, at der ikke er råd til at tilbyde alle folk alle behandlinger.

"Det er måske en hård snak at have. Men da jeg arbejdede på Rigshospitalet, kunne jeg godt blive træt af at mangle kolleger samtidig med, at jeg mødte patienter, der gennemgik behandlinger, som kostede en million kroner eller mere. Det svarer til to-tre sygeplejerskestillinger," siger han.

Ønsker et bredt folkeligt mandat

"Jeg har oplevet på intensiv, at man behandlede på gamle mennesker, hvor det ikke var værdigt for dem, men man gjorde det, fordi der er en struktur, der giver incitament til det. Men hvordan prioriterer vi? Vi kan jo ikke have råd til alting?" spørger sygeplejersken.

"Det svære bliver at se på alle behandlinger. Fordi vi kan så meget. Vores kirurger er rigtig dygtige, og meget kan lade sig gøre. Spørgsmålet er bare, hvor meget man skal behandle i forhold til, hvad man får ud af det," svarer Karin Friis Bach.

"Det kan da godt være, at man står med en behandling, der koster to millioner kroner, men hvad kan man ellers få for de to millioner? Det bør man være mere åben for at snakke om. Det bliver jo rigtig svært, hvis man begynder at sige, at der er nogle, der ikke skal tilbydes behandlinger, som vi egentlig har, men som man siger, at effekten er for lille i forhold til høj pris."

"Men jeg tror ikke, vi kommer uden om den snak. Og jeg ville gerne involvere Etisk Råd eller nogle flere, der også repræsenterer almindelige mennesker, så man får et bredt folkeligt mandat. Så vi kan få diskuteret, om det f.eks. er o.k. at sætte aldersgrænser på nogle behandlinger? Det kan vi politikere ikke sidde og bestemme. Det er noget, der skal være bredere opbakning til i befolkningen. Jeg tror i virkeligheden, at befolkningen er mere åbne for at prioritere, end vi politikere tror."

Fire timer mere i en tisble

"Som sygeplejerske vil jeg sige, at jeg godt kan forstå dit dilemma, men når man undgår at tage de beslutninger, så tager man en hel række skjulte prioriteringer på forhånd," svarer Theis Liebach Smedegaard.

"For så prioriterer du også, at der er mindre plejepersonale, og at fru Jensen derfor skal ligge fire timer længere i sin tisble."

Han giver et andet eksempel på måden, sygehusvæsenet prioriterer den menneskelige pleje og omsorg på.

"Jeg har selv passet mange patienter på intensiv, som skulle dø. Den måde, vores system er på nu, er der penge i folk, der er syge. Så hvis folk havde en hjerneblødning, satte vi alt ind for at hjælpe dem. Men i det øjeblik, man bestemte sig for, at de ikke var til at redde, og en anden havde brug for pladsen, blev de kørt over på en anden afdeling, hvor der i stedet for at være en til en-bemanding, måske var tre sygeplejersker til 30 døende patienter. Det er, som om det ingen værdi har at give et menneske en ordentlig død."

"For mig er det også en prioritering, at man vælger at bruge pengene på noget hightech frem for omsorg. Det virker, som om omsorg - og generelt de bløde værdier - ikke er så populære. Det er nemmere at sige, at vi har købt en scanner til x millioner kroner, end at sige, at vi giver vores befolkning en respektfuld og værdig død."

Karin Friis Bach sidder og lytter. Hun begynder først at svare, men afbryder sig selv og siger i stedet:

"Det kommer helt bag på mig, at det er sådan, vi behandler de døende, og at det er så slemt."

"Men i forhold til at prioritere mener jeg, at vi som politikere har et ansvar for at sætte en debat i gang. For vi kommer ikke uden om det spørgsmål. Vi må se på, hvilke behandlinger vi skal tilbyde, og hvor grænserne går for, hvad patienterne kan få."

"Jeg synes ikke, at fagpersonale og læger skal sidde med aben. De sidder selvfølgelig med det konkrete tilfælde, men jeg synes godt, man kan lave nogle overordnede principper, så de også ved, om deres valg er o.k. For lige nu ved de aldrig, om de kan blive hængt ud, hvis de siger nej. Og de aner ikke, om de har politikernes opbakning, for vi har ikke været tydelige med det," siger Karin Friis Bach.

Theis Liebach Smedegaard er på ingen måde færdig med at stille spørgsmål og diskutere forholdene i sundhedsvæsenet. Det er politikeren heller ikke. De snakker, diskuterer og deler erfaringer. Og det ender med et gengældt smil, en selfie og en venneanmodning på Facebook. Diskussionen stopper ikke her.

Emneord: 
Politik
Sekundært sundhedsvæsen
Sundhedsøkonomi
Økonomi

Improviseret spisepause

Spisepausen fyldte meget i OK18-forhandlingerne, men for sygeplejerskerne var det aldrig det vigtigste. I dag er der glæde over den aftale, der blev indgået.
Mens spisepausen for en stund satte forhandlingerne på pause, tog Anne Nymann (nr. to fra venstre af dem, der har ryggen mod vinduet, red) og de øvrige sygeplejersker på sengeafsnit 9Ø på Aalborg Universitetshospital sig en tiltrængt en af slagsen.
Foto: Cathrine Ertmann

OK18Klokken er 9.00 tirsdag den 24. april. Lægen er forsinket til stuegang, og en improviseret spisepause er netop opstået blandt sygeplejerskerne på Sengeafsnit 9Ø for Medicinske Mave- og Tarmsygdomme på Aalborg Universitetshospital.

Med raske armbevægelser hives der gulerødder, agurker og skyr med hindbær ud af køleskabet. Der skænkes kaffe og vand og smøres marmelade- og bananmadder, mens snakken går.

Mens der i København forhandles om netop spisepausen, er både frokostpause og pauser i det hele taget noget, man tager, når muligheden opstår.

Arbejdsvilkår før spisepauser

"Her spiser vi – og løber indimellem," siger en af sygeplejerskerne. "Der er også dage, hvor vi slet ikke får frokost," supplerer en anden.

Der nikkes bekræftende rundt om bordet, hvor man er enige om, at flere hænder og bedre arbejdsvilkår er vigtigere end både spisepauser og løn.

"Vi har et kæmpeforbrug af vikarer, og de gør det, de skal. Men patientsikkerheden daler i takt med antallet af vikarer, for de kender jo ikke vores type patienter," siger Anne Nymann, der erklærer sig enig i, at bedre arbejdsvilkår er vigtigere end løn og spisepauser.

Sygeplejerskerne fortæller, at der er dage, hvor bemandingen er så sparsom, at der må prioriteres benhårdt. Hvor der stort set kun er tid til at uddele mad og medicin. Det går ud over sårpleje og forbindingsskift ved kateter. Der er ikke tid til at mobilisere patienterne og ikke tid til at lejre patienterne korrekt, hvilket giver tryksår.

Med et knap hørligt "nå" efterfulgt af stoleben, der skraber hen over linoleumsgulvet, afsluttes pausen lige så hurtigt, som den er indledt. Madpapir krølles sammen og smides i skraldespanden, og halvspiste madpakker ryger tilbage i køleskabet.

Lægen har indfundet sig til stuegang.

Efter forliget

Da Sygeplejersken igen kontakter afdeling Ø, er der indgået forlig på alle offentlige områder. Og sygeplejerske Anne Nymann er "rigtig glad for, at der nu endelig er kommet en aftale."

"For nu at tage spisepausen først så synes jeg, at det er en god aftale. Og jeg kan også godt lide den del, hvor de siger, at når man står til rådighed i sin spisepause, så er man med til at sikre en velfungerende drift."

Derudover glæder hun sig over, at privatlønsværnet er blevet afskaffet, at den nye ferieaftale betyder, at man også som nyuddannet kan holde ferie med løn.

"Og så er jeg glad for, at der er fokus på at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Det er jo det, vi har råbt op om," siger hun.

Det mener vi om forliget:

ok18_vox2_ida-rindorf

Ida Rindorf

Sygeplejerske på Kardiologisk Ambulatorium, Glostrup Hospital

Jeg synes, det er rigtig dejligt, at vi ikke skal i konflikt. Og jeg synes, det er dejligt, at vi har fået fjernet privatlønsværnet, og at vi stiger lidt i løn. Det er jeg meget tilfreds med.

Til gengæld er jeg ærgerlig på lærernes vegne over, at det ikke lykkedes at få en arbejdstidsaftale på plads for dem.

ok18_vox2_mettecassoe

Mette Cassøe

Sygeplejerske og uddannelseskonsulent samt tillidsrepræsentant på SOSU Nord

Jeg er rigtig glad for, at der er indgået et forlig, og at vi ikke skal i konflikt. Men jeg er meget skuffet over, at der ikke blev indgået en aftale om lærernes arbejdstid. Det var en del af musketereden, men der kom ikke noget på den. Jeg føler, at man har syltet os og givet os et lille kødben i form af en kommission, så de på den måde får manet os til ro.

ok18_vox2_tina-skovsager
Foto: Mikkel Berg Pedersen

Tina Skovsager Stokbæk

Plejecenter, Odense Kommune

Jeg synes, det er godt, at der er kommet et forlig, så vi ikke skulle ud i en konflikt. Vi har godt nok ikke fået kæmpe summer ud af det, men forliget er nogenlunde. Jeg synes, det er godt, at vi ventede på, at alle var med. Jeg er glad for at være i en fagforening, der var med til det sidste. Men jeg kan da være ærgerlig over, at lærerne ikke fik deres arbejdstidsaftale i hus, for det er en ting, der kan påvirke os sygeplejersker på sigt.

 

Emneord: 
Arbejdsmarked
Arbejdstid
Løn
Politik
Økonomi

Foran forligsen

Foto: Philip Davali

OK18Gennem den tid forhandlingerne stod på, og folk fra hele fagbevægelsen trofast mødte op foran Forligsinstitutionen ved Sankt Annæ Plads i København, nåede allétræernes nøgne grene at spire. Sygeplejersker fra lokalområdet har troligt holdt de røde faner højt både dag og nat. Men også sygeplejersker fra andre dele af landet har taget turen til hovedstaden for at vise deres støtte til forhandlerne og mærke sammenholdet på nært hold. Her fortæller fire forskellige sygeplejersker midt i forløbet om turen til Forligsen.

ok18_vox_hanna-maria-fugloe
Foto: Ditte-Marie Runge

Hanna Maria Fuglø

Sygeplejerske på ambulatoriet på Rigshospitalet.

"Selvom det er staten, der forhandler i dag, så er vi sygeplejersker alligevel stillet op. Vi har været her rigtig mange dage. Når jeg er her i dag, synes jeg, det er vigtigt, at vi er synlige. Vi har som ansatte på Rigshospitalet dybest set ikke noget i klemme med staten, men vi står her alligevel. Jeg synes, det er sindssygt vigtigt, at vi har et sammenhold. Vi så det i konflikten tilbage i 2008, hvor vi strejkede i næsten to måneder og stort set ikke fik noget ud af det. Det ville nok ikke være sket, hvis vi havde stået sammen. Jeg er ikke typen, der går til demonstrationer, men når jeg er blevet tilstrækkeligt indebrændt over noget, så kommer jeg op af stolen. Jeg er selv på en god afdeling til daglig, men jeg ved, at mange af mine kolleger har det svært på grund af arbejdsbetingelserne. Derfor er jeg her i dag."

ok18_vox_sofie-tholstrup
Foto: Mikkel Berg Pedersen

Sofie Tholstrup Rørsgaard

Studerende på sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg

"Jeg valgte at tage til Forligsen, fordi det er et højaktuelt emne, vi kæmper for, også for mig som studerende. Om halvanden måned er jeg færdiguddannet, og jeg vil gerne komme ud til et arbejdsmarked, som er attraktivt. For mig handler det om ligeløn, men lige så meget om de arbejdsvilkår, jeg kommer ud til. Jeg har været til demonstrationer før, men der er et eller andet ved at stå samlet foran Forligsen og kunne møde vores forhandlere. At sige goddag til Grete Christensen og sige held og lykke. Jeg føler, at jeg hjælper lidt mere, når jeg viser min støtte offentligt og så tæt på, hvor det sker.

Der var virkelig en stemning af, at alle stod sammen. Jeg fik en rød DSR-vest, da jeg kom, men jeg fik også en kasket fra FOA. Jeg sagde "men jeg er jo sygeplejerske", men de sagde "det er lige meget, for vi står sammen om det her". Det gav en fantastisk følelse."

ok18_vox_dorthe-fredslund-rasmussen
Privatfoto

Dorthe Rasmussen

Sygeplejerske og TR på mave-tarm-kirurgisk operationsafsnit på Aarhus Universitetshospital

"Den 20. april blev et planlagt møde i TR-kollegiet på Aarhus Universitetshospital konverteret til en bustur til Forligsinstitutionen i København. Vi syntes, det var en vigtig sag at komme over at heppe og vise vores opbakning til Grete Christensen og de øvrige forhandlere. Vi var 30 tillidsrepræsentanter, der tog med en bus fra Aarhus kvart over fem om morgenen. Da vi ankom, var der en utrolig fed stemning, som bare sydede af sammenhold blandt fagforeninger, der spænder så vidt. At stå der ved Forligsinstitutionen lige bag faneborgen gav mig noget helt specielt, og det er en vigtig energi at give videre til medlemmerne hjemme på afdelingen. At prøve på at videreformidle, at fællesskabet blomstrer. Jeg må erkende, at jeg ikke er typen, der demonstrerer. Men nu er jeg begyndt. Sådan er det jo, når der er noget, der er vigtigt nok. Så kæmper man for den sag, man tror på. Det er fantastisk at have været med i den her historiske kamp."

ok18_vox_susanne-gerht-pedersen
Privatfoto

Susanne Gerht Pedersen

Behandlersygeplejerske ved FAM på OUH Svendborg Sygehus

"Dengang ved strejken i 95 var jeg selv aktivist. Der boede jeg i Aarhus og var med til at lave happenings og var meget engageret. Men så gik jeg lidt i stå med aktivismen. Nok fordi jeg var skuffet over, at man ikke rigtig kunne få folk på barrikaderne. Men nu er lysten kommet igen. Hele lørdag sad jeg og tænkte "jeg vil også være der", og så tog jeg afsted næste dag. Jeg har ikke fortrudt. Man føler sig ikke alene derovre. Det var helt fantastisk, og jeg blev taget utrolig godt imod også af de andre faggrupper. Da Ziegler og Kühnau kom ud, var de venlige. Det var overhovedet ikke sådan noget med mudderkast. Der var en helt igennem positiv stemning. Jeg tror på, at det gør det lidt nemmere for forhandlerne ikke at give op inde ved forhandlingerne, når de ved, at vi står derude."

 

Emneord: 
Arbejdsmarked
Arbejdstid
Løn
Politik
Økonomi

Forlig eller forlis

Da forligsmanden den 18. april valgte at udskyde deadline endnu to uger, satte OK18 nok en Danmarksrekord. Følg dramaet dag-for-dag i den nervepirrende slutfase af et forløb, hvor forhandlerne gik ind i Forligsinstitutionen om vinteren og kom ud, da det blev forår.
Foto: Philip Davali

OK18Tirsdag den 17. april

Mange holder vejret. I dag afgøres det med stor sandsynlighed, om Danmark bliver kastet ud i en lammende storkonflikt eller ej. Ved midnat udløber deadline for de to uger, som forligsmand Mette Christensen allerede har forlænget de offentlige overenskomstforhandlinger med. For første gang i forløbet indkalder hun på samme tid forhandlerne for alle tre områder. Kl. 10 skal de mødes for måske sidste gang for at se, om de kan finde løsninger på OK18’s tre store knaster: lønrammen, de (stats)ansattes ret til arbejdsgiverbetalt frokost og lærernes arbejdstidsaftale.

Uden for Forligsinstitutionen står sygeplejersker, pædagoger, lærere, læger, jurister og andre offentligt ansatte igen klar med bannere.

Midnat oprinder, og der bliver tændt stearinlys på Sankt Annæ Plads. Da deadline udløber, forhandler parterne stadig bag de oplyste ruder. Ifølge flere kilder præsenterer arbejdsgiverne kort før deadline aftaleforslag for både stat, regioner og kommuner. Forslag, som alle tre chefforhandlere dog afviser. Efter 19 timers forhandlinger beslutter forligsmanden, at parterne skal forhandle videre. Omkring kl. 05 onsdag udskyder hun den endelige deadline for forlig eller forlis med endnu to uger, hvilket aldrig er sket før.

ok18_gc-med-kagemand
Foto: Philip Davali
Onsdag og torsdag den 18. og 19. april

Både onsdag og torsdag er hviledage, og flere fagforeningsbosser bruger ventetiden på at cementere, at musketereden stadig består, bl.a. på sociale medier.

Der er dog forsøg på at skabe splittelse, da anonyme kilder lækker oplysninger fra aftaleteksterne. På Finans.dk kan man læse, at arbejdsgiverne har tilbudt lønmodtagerne en lønstigning på 8 pct. over tre år, samt at lærerne fik tilbudt halvårsnorm af arbejdstid. Lækket får Grete Christensen til at reagere. På sin blog skriver hun:

"Det lyder som om, vi næsten har en aftale og kun lige mangler nogle detaljer – og at det kun er arbejdsgiverne, der bevæger sig … Vi oplever fortsat, at arbejdsgiverne vil forringe forhold, som vi for længst har aftalt os frem til – og betalt for."

Fredag den 20. april

Spekulationen om sprækker i musketereden bliver også manet til jorden af et enormt fremmøde af sygeplejersker og andre offentlige lønmodtagere, der fredag den 20. april møder op foran Forligsinstitutionen med skilte, fløjter, bannere og faner.

"Giv mig et N!" – "N!". "Giv mig et O!" – "O!" "Giv mig et K!" – "K!" "Hvad giver det?" "Nok er nok" "En gang til" "Nok er nok".

Fra en bod og mobile kaffevogne bydes der på gratis kaffe, croissanter og muffins under sloganet En Løsning For Alle. Selv julemanden kigger forbi med karameller. Politiet afspærrer Sankt Annæ Plads for gennemkørende trafik, mens forhandlerne ankommer. FOA-ungdom overrækker Grete Christensen en kagemand omgivet af peanuts:

"Vi kan helt sikkert bruge lidt sødt. Men de der peanuts er til arbejdsgiverne. For hvis vi ikke får noget mere, så kan de også kun få nogle peanuts," siger sygeplejerskernes formand til stor jubel.

Forventningerne til weekendens forhandlinger er store, også blandt forhandlerne selv. Forligsmanden har bedt dem om at medbringe tandbørste og sovepose. Dag bliver til aften, aften bliver til nat. Ved et-tiden bliver forhandlerne sendt hjem med besked om at møde igen kl. 10.

ok18_kunau-kristensen
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Lørdag og søndag den 21. og 22. april

Hele weekenden står i forhandlingernes tegn. Udmeldingerne fra Forligsinstitutionen er ekstra sparsomme, fordi forligsmanden har indskærpet, at tavshedspligten stadig gælder for alle parter. Ingen nævnt, ingen glemt. Dennis Kristensen lægger et billede på Twitter fra tagterrassen, hvor han sidder sammen med en smilende Sophie Løhde.

Søndag står primært i statens tegn. Grete Christensen siger til dr.dk:

"Vi har stort set ikke arbejdet på vores område i dag. Vi har siddet og ventet på, at der kunne ske nogle ting, der gjorde, at vi kunne komme i gang på vores områder, så i dag har været ren ventetid."

Forligsmanden sender alle parter hjem kl. 22. Uden forlig.

Mandag den 23. april

I dag koncentrerer forligsmanden sig igen om det statslige område. Hverken Sophie Løhde eller Flemming Vinther er optimister. Efter blot fem timer går parterne hver til sit.

Tirsdag den 24. april

I dag er det så de kommunale og regionale forhandleres tur til på ny at lægge arm. Allerede fra morgenstunden er musketereden under pres.

Da formand for HK Kommunal Bodil Otto ankommer, udtaler hun til dr.dk:

"Jeg vil gå ind og gøre regnebrættet op, når vi forhandler i dag. Jeg vil kigge på, hvad vi gik ind med af krav, og hvor meget vi kan sætte flueben ved. Og så må jeg forholde mig til det."

Igen trækker forhandlingerne ud. Omkring kl. 04 om morgenen falder bomben, og medierne går i breaking gult: Musketereden bliver udfordret , da LO med FOA-formand Dennis Kristensen i spidsen og Danske Regioner bliver enige om en overenskomstaftale, som hverken Akademikerne eller FTF (på nær Dansk Socialrådgiverforening) kan acceptere.

Onsdag den 25. april

Det er gråt, råkoldt og regner. En lille entusiastisk gruppe af offentligt ansatte gør deres bedste for at råbe sammenholdet tilbage i geled, mens forhandlerne igen ankommer til Sankt Annæ Plads nr. 5.

"En for alle – alle for en! En for alle – alle for en!"

Grete Christensen har tidligere på morgenen været i både radio og tv for at kommentere nattens delforlig:

"Desværre var der en række forbund, der mente, at nu var deres krav opfyldt, og valgte at gå solo. Men fællesskabet står stadig fast på en løsning for alle."

Både nyhedsmedier og sociale medier svømmer over med reaktioner på LO’s enegang: "LO udløser granatchok i musketereden", skriver dr.dk. Flere kommentatorer forudser dog, at enegangen måske kan bane vejen for forlig på de andre områder.

Sundhedsplejerske Bodil Marie Gjøl står i regnen. Stadig skulder ved skulder med lærerne og de statsansatte akademikere:

"Her er stadig god stemning. Og solidariteten blandt os, der er tilbage, er stærk," siger hun.

Forhandlerne bliver sendt hjem kort før midnat.

ok18_gc-med-paraply
Foto: Harum Dimirtas
Torsdag den 26. april

Der er både regn, hagl og tordenvejr over København denne dag. Dramatikken er næsten til at tage og føle på. Lærernes arbejdstidsaftale er på dagsordenen. Både Anders Bondo Christensen og Michael Ziegler udstråler optimisme, før de går ind gennem porten for Gud ved hvilken gang siden 1. marts. Omkring kl. 22 sker der noget. Anders Bondo forlader Forligsen for at mødes med hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening ude i byen. Et par timer senere kommer han smilende tilbage, fordi han, ifølge tv2.dk, har haft "en rigtig god snak". Forhandlingerne fortsætter hele natten.

Fredag den 27. april

Efter en hel nat og formiddag i forhandlinger dukker Bondo, Ziegler og Grete Christensen smilende op omkring frokosttid foran de nyhedshungrende medier. Med et forløsende budskab: De har landet et forlig for alle 500.000 lønmodtagere i den kommunale sektor.

"Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været et vanskeligt forløb. Nogle af os har oplevet årstiderne skifte, mens vi har været herinde. Det var jo vinter, da vi kom," siger Michael Ziegler.

Spørgsmålet om lærernes arbejdstid er dog skudt til hjørne og skal kulegraves af en kommission.

Med kun tre dage til absolut sidste deadline er storkonflikten afblæst, men det er endnu uvist, om alle kommer i mål.

Trods udsigten til endnu flere timer i Forligsinstitutionen er de offentligt ansattes chefforhandlere dog ved godt mod, hvilket bl.a. ses i en video, som bliver slået op på Facebook kl. 21. Her ses Grete Christensen side om side med Flemming Vinther og Anders Bondo Christensen, hvor de fortæller, at de stadig står skulder ved skulder for at lukke de sidste områder: Staten og resten af det regionale område.

ok18_gc-underskriver
Foto: Morten Jakobsen
Lørdag den 28. april

Kl. 03.00, godt seks timer efter chefforhandlernes peptalk på Facebook, kommer forløsningen: Der er indgået forlig for hele det regionale område, og Grete Christensen kan forlade Forligsinstitutionen for sidste gang i denne omgang. Det holdt hårdt, men det lykkedes at komme i mål med alle krav, som der står på Dansk Sygeplejeråds Facebook-side.

Efter denne aftale står nu kun staten tilbage. Og meget atypisk som rosinen i pølseenden kan Flemming Vinther og Sophie Løhde efter flere end 30 timers forhandlinger omkring kl. 21.20 annoncere, at der også er kommet en aftale i stand for alle de statsansatte. Beskeden får de tålmodige fanebærere og demonstranter foran Forligsinstitutionen til at bryde ud i dans. Der bliver serveret champagne i plastikkrus og danset igennem til "We are the champions" med det legendariske britiske rockorkester Queen.

Kun to dage før en storkonflikt kunne lamme Danmark, ligger der endelig overenskomstaftaler klar på både statens, det regionale og kommunale område.

Intet er dog sikkert, før aftalerne har været til urafstemning blandt forbundenes i alt 750.000 medlemmer. De er i sidste ende dem, der bestemmer.

 

Emneord: 
Arbejdsmarked
Arbejdstid
Løn
Politik
Økonomi