(Al) magt til sygeplejerskerne

Magt, penge og gode relationer. EU-lobbyist Paul De Raeve sikrer Europas sygeplejersker indflydelse på de politiske beslutninger. Hans baggrund som sygeplejerske er særdeles nyttig, for lobbyarbejde handler om at analysere, hvorfor folk gør, som de gør, og så planlægge forud.

SY-2012-07-29xx
”Alliancer er essentielle for at opnå resultater,” siger EU-lobbyist for sygeplejersker, Paul de Raeve, der er til middag hos Microsoft for at opbygge sin relation til den magtfulde industri. Foto: Per Morten Abrahamsen

Jakkesæt i nålestriber og alle nuancer af grå, sort, beige og mørkeblå fylder et af konferencerummene i Bella Centeret i København. Iblandt jakkesættene sidder belgieren Paul De Raeve med let grånende og viltert tilbagestrøget hår i velourblazer og mønstret tørklæde om halsen.

”Hvordan vil I sørge for, at sygeplejersker fremover er ved patientens seng og ikke bag en computer?” spørger han efter at have præsenteret sig som generalsekretær i European Federation of Nurses Associations, EFN – en paraplyorganisation for europæiske sygeplejerskeorganisationer.

Det er første dag og første workshop til eHealth Conference, som Danmark afholder i forbindelse med sit formandskab for EU, der slutter den 1. juli 2012.

Blandt workshoppens deltagere er også repræsentanter fra det amerikanske sundhedsministerium, og Paul De Raeve stiller udelukkende sit spørgsmål for at vise amerikanerne, hvor han og organisationen står i forhold til telemedicin og teknologi. De deler nemlig holdning om, at sygeplejersker spiller en vigtig rolle i udformningen af ny lovgivning, og at sygeplejersker er de bedste til at varetage patientens interesser i denne proces. Derfor ønsker Paul De Raeve at samarbejde.  

Uden for konferencerummet finder han en kop kaffe og en engelsk kvinde fra en interesseorganisation, som han udveksler visitkort med.

”Er du ofte i Bruxelles?” spørger han og inviterer hende på kaffe og en uformel snak. Mens han taler, skæver han flere gange mod en mand i jakkesæt, som også har forsynet sig med kaffe. Han er en af repræsentanterne fra det amerikanske sundhedsministerium, og da de får øjenkontakt, nikker Paul De Raeve hilsende til ham. 

”Amerikanerne har set mig nu, og i løbet af de næste tre dage skal vi nå frem til aftaler om, hvordan vi helt præcist kan samarbejde. Jeg kaster mig ikke over dem, for de kan også bruge mig. Det er en del af spillet,” siger han og forklarer, at én af hans arbejdsmetoder er at komme med ét stærkt og konkret budskab, så han bliver husket ved f.eks. et møde.

En normal dag i Bruxelles

”Bonjour, salut, hello” flyver gennem luften, når Paul De Raeve går fra møde til møde ad gangene i Bella Centeret. Muntert trykker han den ene hånd efter den anden. Han taler flydende tysk, engelsk, fransk, flamsk og italiensk, for forretningerne bliver nemmere, når man taler samme sprog, og mange af hans arbejdsdage går med at besøge medlemslande eller gå til kongresser og møder i udlandet for at gøre sygeplejersker synlige i det politiske miljø.

I 2002 besluttede EFN at oprette et kontor i Bruxelles i Belgien og stillingen som generalsekretær. Det betyder, at Paul De Raeve har mandat til at træffe politiske beslutninger. Alt, hvad han foretager sig politisk, er diskuteret med medlemsorganisationerne først, for det er vigtigt at kunne slå til, når mulighederne byder sig. Og det er ikke på de planlagte møder, men derimod til middage og på gangene, at aftalerne bliver lavet.

I Bruxelles begynder dagene tidligt. Både for Paul De Raeve, de ansatte i Europa-Kommissionen og medlemmerne af Europa-Parlamentet. Derfor åbner Paul De Raeve sin mailboks hjemmefra kl. 6.30 og begynder at svare på mails, ligesom han også arbejder i toget på vej til kontoret. Det ligger over for Europa-Parlamentet og bliver ofte besøgt af embedsmænd, der kommer forbi til morgenkaffe og en sludder om, hvad der rører sig i Kommissionsbygningen.

Nogle dage bruger Paul De Raeve på at gå til sessioner i Parlamentet, mødes i komitéer, hvor sundhed er på dagsordenen, og pleje relationerne til forskellige interesseorganisationer og virksomheder. 

”Jeg er ikke en mand, der laver officielle aftaler,” siger han og forklarer, at lobbyarbejdet kræver masser af ”smalltalk” og lidt kant. 

Sygeplejersker skal være forrest i feltet

Smartphonen lyser, da Paul De Raeve kører sin finger hen over skærmen for at tjekke mails. Et par limegrønne briller hviler på hans næse. Han sidder i dagens andet møde i Bella Centeret, hvor ”eHealth Action Plan” er på dagsordenen. Sammen med andre interessenter sidder EFN i en gruppe, som Kommissionen har etableret til at give feedback på deres handleplan om innovation og vækst i sundhedsvæsenet. En mand spørger, hvorfor planen ikke fokuserer mere på sygesikring, og Paul De Raeve nikker anerkendende og retter sin tommelfinger opad i et thumbs up-tegn. Han er enig og hvisker: 

”Jeg skal tale med den mand.” 

For alliancer er essentielle for at opnå resultater, understreger sygeplejerskelobbyisten, som en uge forinden var til et uformelt møde i Kommissionen, hvor han satte sit fingeraftryk på en handleplan, der går ud på at forstærke forskning i sundhedsvæsenet ved at etablere et ”Nursing Research Institute in Europe”.

”Vi har brug for evidens for at kunne bakke vores politiske budskaber op. Med forskning og data bliver EFN en stærkere og bedre rådgiver for Kommissionen,” siger han og læner sig roligt tilbage, da punktet dukker op i diasshowet på lærredet.

”Nu bliver det interessant,” hvisker Paul de Raeve, der observerer resten af gruppen for at se, hvad deres reaktioner er, og hvem der virker negative. De kender nemlig ikke til hans uformelle møde med Kommissionen. 

”Lobby er meget som sygepleje. Det handler om at optage en masse indtryk, analysere, hvorfor folk gør, som de gør, og så planlægge forud. Som sygeplejerske har jeg lært at være mere opmærksom på små detaljer såsom kropssprog og måden, folk taler på,” siger Paul De Raeve, som blev uddannet sygeplejerske i 1984.

Dengang var politik ikke noget, han interesserede sig specielt for. Det kom hen ad vejen. Først som frivillig i den belgiske sygeplejeorganisation og siden som delegeret i det belgiske sundhedsministerium og EFN. Da stillingen som generalsekretær blev slået op, søgte han og fik den.

”Og det er så, hvad jeg stadig laver 10 år efter,” klukker han, for han har aldrig planlagt sin karriere, men bare fulgt sine indskydelser. 

Fælles værdier skal styrkes

Foran i midten. Det er de rigtige pladser i en stor sal, hvis man vil have indflydelse. For der sidder alle VIP’er, ifølge Paul De Raeve. Og han lægger ikke skjul på, at han vil sidde på de indflydelsesrige pladser. 

”Overalt forårsager den økonomiske krise nedskæringer, sundhedsvæsenet ændrer sig konstant, og derfor er vi nødt til at være med til at designe det nye sundhedssystem. EFN skal være med på det højeste politiske niveau, for sådan vil europæiske sygeplejersker få mest gavn,” siger han og fremhæver, at han har været med til at sikre, at kravene til sygeplejerskers grunduddannelse ikke er blevet sænket. Derfor sørger han også for at hilse og præsentere sig for sundhedskommissærens øverste embedsmand, da han passerer hende i Bella Centeret.

I løbet af sine dage i København er Paul De Raeve bl.a. inviteret til middag hos Microsoft. Endnu er hans formål med middagen ikke helt klart, andet end han vil opbygge en relation til dem. For de har penge, men ingen viden om e-sundhed, og det kan EFN bidrage med. 

”Kommissionen lytter til dem, for de er magtfulde. Og jeg vil være på den rigtige side af magten. Microsoft er en prominent industri, og de har pengene, der kan gøre sygeplejerskers liv lettere. Deres penge kan jeg f.eks. bruge til at rette op på sundhedssystemet i Rumænien eller Grækenland. Eller til at sikre, at den administrative byrde bliver mindre for sygeplejerskerne, som i stedet kan være hos patienterne,” forklarer han og understreger, at han aldrig går på kompromis med EFN’s politiske dagsorden for pengenes skyld.

”Det er rigtig vigtigt, at vi styrker de fælles værdier for denne profession. Den almindelige sygeplejerske er langt fra EU, og derfor er der brug for kontoret i Bruxelles.”

Din grunduddannelse er bestemt af EU

Antallet af tryk på brystkassen ved hjertemassage skal være det samme, uanset om en borger kollapser i Danmark eller Spanien. Og et sår på hælen bliver behandlet på samme måde i alle EU’s medlemsstater. 75 pct. af national lovgivning er nemlig bestemt og standardiseret af EU. Også sygeplejerskers grunduddannelse skal leve op til de samme krav, og det betyder, at sygeplejersker kan arbejde i alle EU-lande uden at skulle igennem adgangsprøver.

Den politiske dagsorden i Europa

Følgende tre emner er på The European Federation of Nurses Associations, EFN’s, politiske dagsorden i Europa:

Grunduddannelse:

Jo højere uddannelse, des bedre kvalitet i sygeplejen. I 40 år har uddannelse været det vigtigste punkt på EFN’s politiske dagsorden, fordi der blandt EU-medlemslandene er uenighed om længden af sygeplejerskers grunduddannelse.

Normering/arbejdsstyrke:

EFN mener, det er uacceptabelt, at sygeplejersker i nogle lande står alene med 40 patienter. Derfor skal rekrutteringen til faget øges i mange medlemslande.

Pleje på tværs af grænser:

Fælles standarder er vigtige for både sygeplejerskers og patienters frie bevægelighed inden for EU. Europæiske sygeplejersker skal udveksle ”best practice”, og patienter skal have adgang til den bedst mulige pleje.

Sådan fungerer EFN

The European Federation of Nurses Associations, EFN, blev etableret i 1971. Medlemmerne af EFN er sygeplejerskeorganisationer fra de 27 EU-medlemslande, deriblandt Dansk Sygeplejeråd, og fra syv andre europæiske lande såsom Norge, Serbien og Island.

Organisationen har en bestyrelse, der er valgt blandt medlemslandenes delegerede. Den mødes to gange om året for at diskutere den politiske dagsorden og forberede anbefalinger til de halvårlige generalforsamlinger, hvor alle landenes delegerede deltager.

I 2002 oprettede EFN et kontor i Bruxelles. Her arbejder generalsekretær Paul De Raeve og en håndfuld ansatte på daglig basis for at påvirke de politiske beslutninger i EU-institutionerne med udgangspunkt i den politiske linje, der er lagt på generalforsamlingen. De ansatte på kontoret i Bruxelles er betalt gennem medlemslandenes kontingent.

Emneord: 
Politik
Økonomi
Organisering

5 Faglige minutter: Effektiv privatisering af patientskoler

Træningen skulle gentages tre gange dagligt, og snart havde alle naboer de reneste ruder og fineste plæner, hvorfor det blev nødvendigt med et opslag nede i Brugsen.

Faster Elses kæreste er en ældre herre, og efter en i øvrigt vellykket hofteoperation blev han visiteret til genoptræning. Med sin plan i hånden henvendte han sig på det lokale sundhedscenter og fik tilbudt et gymnastikhold på ”Solskrænten”.

Om det skyldtes en procedurefejl, et progressivt ældreprojekt eller kærestens nedsatte hørelse, står hen i det uvisse, men holdet viste sig udelukkende at bestå af beboere fra den skærmede enhed. Ikke fordi han på nogen måde har noget imod demente, endsige at mindes gamle dage, men den fysiske træning var sparsom. Ærgerligt, for æblekagen var knageme god.

Tilbage på sundhedscenteret forhørte kæresten sig om andre muligheder for genoptræning. Den hjælpsomme visitator præsenterede samtlige kommunens tilbud om patientskoler. Der var desværre ikke en for hofteopererede, men til gengæld en for KOL-patienter, hvor motion var en del af tilbuddet. Kæresten led ikke af KOL, men kendte ganske godt til at blive forpustet.

Forventningsfuld mødte han op til første skoledag med sin gamle skoletaske, som han selvfølgelig havde gemt, nyspidsede blyanter og en stor madpakke smurt af faster. Men en del havde ændret sig på skolefronten siden dengang. Ingen tavle, intet kridt og ingen frikvarterer, ”det var mere som at være i biografen”, fortalte kæresten.

En nydelig dame viste i to timer en masse billeder i tjept tempo om rygestop, vejrtrækning og motion. Og så var skoledagen forbi. Kæresten tog forpustet hjem, spiste sin madpakke og lagde skoletasken tilbage i gemmerne. Det, der havde gjort mest indtryk, var de andre elever, ”hvis dette er et sundhedscenter, så vil jeg nødig se et center for syge”, betroede han faster.

Nu er min faster Else og hendes kæreste ikke fra årgange, der bare kræver ind og forventer, at kommunen stiller op og sørger for alt. Desuden var det hans eget valg at droppe ud fra ”Solskrænten” og patientskolen.

Kæresten har altid elsket at svømme, så bassintræning kunne være løsningen. Heldigvis var søgning på hjemmesider noget, faster Else havde øvet grundigt i aktivitetscentret, hvor hun hver fredag går til computer.

Og vupti fandt hun den lokale svømmehal. Uheldigvis havde faster ikke nærlæst holdbeskrivelsen, så kæresten ankom til babysvømning. Men han hyggede sig. Godt hjulpet på vej af faster måtte han dog indse, at træningen ikke var målrettet, ”men skønne børn og unge kvinder i badetøj udgør vel ikke en direkte helbredstrussel”, forsøgte kæresten sig.

Tilbage til Google og efter grundige studier af mange hospitalers hjemmesider kunne faster selv sammensætte et detaljeret træningsprogram for kæresten. Og hvorfor ikke være lidt praktisk.

Bevægelighed, balance og muskelstyrke kunne udmærket øves ved at pudse vinduer, og plæneklipning er ideelt til at øve gangtræning, udholdenhed og faldforebyggelse. Cykelhjelm, albue- og knæbeskyttere blev indkøbt.

Træningen skulle gentages tre gange dagligt, og snart havde alle naboer de reneste ruder og fineste plæner, hvorfor det blev nødvendigt med et opslag nede i Brugsen. Beredvilligt stillede byens borgere såvel vinduer som græsarealer til rådighed i den gode sags tjeneste.

I starten guidede faster Else minutiøst kærestens træning, men efterhånden måtte hun bruge al sin tid på søgning af EU-fonde og satspuljer. Idéen om ”Den Frie Private Patientskole” var født.

Konceptet lød: ”Træning, der virker, træning, der udfordrer”, klar strategi for fastholdelse, tæt samarbejde med lokale aftagere og med evidens i kærestens lynhurtige rehabilitering.

Blå bog

Kirsten Dalby Rasmussen blev uddannet som sygeplejerske på Holbæk Sygeplejeskole i 1980. SD i uddannelse og undervisning i 1992, cand.pæd. fra DPU i 2001. Siden 1992 ansat som underviser i sygeplejerskeuddannelsen Professionshøjskolen Metropol.

Emneord: 
Politik
Sundhed
Sundhedshus

Nytårsinterview: Vi skal endnu tættere på medlemmerne

​Forebyggelse, velfærdsteknologi og det nære sundhedsvæsen er alle temaer, der kommer til at præge den sundhedspolitiske dagsorden i 2012, mener Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen. I det kommende år vil hun fortsætte sit arbejde med at trække Dansk Sygeplejeråd endnu tættere på medlemmerne.

SY-2012-01-42-1dI dine foreløbige 2½ år som formand har du besøgt mange arbejdspladser. Er det en linje, du vil fortsætte i 2012?

”Ja, helt bestemt. Siden jeg blev formand for DSR, har det været en mærkesag for mig, at vi i DSR skal tættere på medlemmernes hverdag og derigennem styrke den røde tråd mellem de problemstillinger, som sygeplejersker oplever i arbejdsdagen, og de områder, som DSR arbejder med. Der skal være en klar sammenhæng. Derfor prioriterer jeg højt at komme ud blandt sygeplejerskerne. Samtidig får jeg også meget inspiration på mine besøg. Og i mange tilfælde har jeg bragt tanker og idéer videre fra sygeplejerskerne til den siddende sundhedsminister (i Grete Christensens formandsperiode har der indtil videre siddet tre sundhedsministre, red.). Det er bestemt et stort privilegium at kunne komme rundt i landet og møde sygeplejersker på deres arbejdspladser. Jeg nyder det meget.” 

Den 12. maj 2012 slutter Sygeplejens År. Har det været en succes?

”Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der blandt helt almindelige danskere står enormt stor respekt om vores profession. Det viser forskellige troværdighedsmålinger også. Netop betydningen af sygeplejen og de rammer og vilkår, som vores profession har, ønsker vi med Sygeplejens År at sætte til debat på en ny og anderledes måde. Nu er vi lidt mere end halvvejs gennem Sygeplejens År, og det har været syv måneder præget af engagement, energi og gejst. Eksempelvis har sms-debat og dilemmakort flere steder skabt gode faglige debatter blandt sygeplejersker. Vi har også inviteret en række forskellige personer til at give deres bud på sygeplejerskernes rolle fremover. Det er alle mennesker med stor indflydelse på sundhedsvæsenet. Og invitationen har givet dem anledning til at tænke nærmere over sygeplejerskernes fremtidige rolle. Så ja, det er og har været en succes i mine øjne.”

Hvilke udfordringer står sygeplejerskerne over for i 2012?

”Vi står over for rigtig mange udfordringer. I 2012 vil der komme et øget fokus på forebyggelsesområdet, fordi regeringen vil indføre nationale mål for forebyggelsen. Det er bestemt positivt. Udfordringen for os sygeplejersker er at få placeret sygeplejersker og sundhedsplejersker i en central rolle i fremtidens forebyggelsesindsats. Vi har de kompetencer, der skal til for at løse opgaverne til gavn for borgerne, så det vil være logisk at give os en central placering i indsatsen. Også inden for velfærdsteknologi og hele det telemedicinske område vil udviklingen utvivlsomt gå stærkt det kommende år. Det gælder om at få udviklingen systematiseret, så det er de bedste modeller, der bliver spredt, ligesom vi skal sikre, at sygeplejersker bliver inddraget hele vejen fra idé til implementering. Og så vil jeg også pege på dét, vi kunne kalde det nære sundhedsvæsen. Her handler det om at overbevise kommunerne om, at det er en fornuftig beslutning at ansætte flere sygeplejersker. Et helt konkret mål kunne f.eks. være, at vi vil have sygeplejersker i alle landets plejeboliger. Det vil utvivlsomt have den gevinst, at antallet af indlæggelser og  genindlæggelser vil blive reduceret. Det er blot nogle eksempler på de udfordringer, som vi står over for. Grundlæggende handler det om, at vi går aktivt, realistisk og løsningsorienteret til alle udfordringerne.”

Hvis vi kigger tilbage, så blev 2011 et år, hvor nyuddannede sygeplejersker fik rigtig svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Hvordan ser du det kommende 2012 i det lys?

”Der er desværre ingen tvivl om, at der stadig om et år vil være markant højere ledighed blandt nyuddannede end blandt de mere erfarne sygeplejersker. I DSR er vi meget opmærksomme på den uholdbare situation, som de nyuddannede står i. Vores lokale kredse har eksempelvis udviklet kurser og oprettet netværk, som er målrettet nyuddannede ledige. Og flere steder har kredsene i tæt samarbejde med kommuner og regioner etableret jobrotationsordninger, der fungerer på den måde, at den ledige sygeplejerske får mulighed for at blive ansat midlertidigt på en arbejdsplads, mens den medarbejder, vedkommende erstatter, er på efteruddannelse. Så vi gør rigtig meget på den front, også i samarbejde med a-kassen, DSA. Og det vil vi blive ved med i 2012.”

Hvis vi hæver os op i et helikopterperspektiv og ser på hele sundhedsvæsenet, hvilken hovedtendens ser du?

 ”Kvalitet frem for kvantitet. De sidste mange år har det politiske system haft et meget ensidigt fokus på at få så mange behandlinger gennem systemet som overhovedet muligt. Det har betydet en voldsom produktivitetsstigning, der mange steder har skabt et arbejdspres og -tempo, som nærmer sig det fagligt uforsvarlige. Men det ser ud til, at kvalitet og patientsikkerhed er på vej tilbage i den politiske bevidsthed. Nu gælder det om, at vi sygeplejersker holder fast i den dagsorden og får den løftet endnu mere frem. Sammen med borgerne i de nære sundhedstilbud skal vi igangsætte den store forebyggelsesdagsorden, f.eks. om at reducere udviklingen i kroniske lidelser. Og sammen med patienter og pårørende skal vi medvirke til at genskabe tilliden til det danske sundhedsvæsen.”  

Fakta om Grete Christensen

Grete Christensen er født i 1957 og blev uddannet fra sygeplejeskolen i Holbæk i 1981. Herefter arbejdede hun som sygeplejerske ved Bornholms Centralsygehus (1981-83) og efterfølgende på Holbæk Centralsygehus (1983-91), hvor hun i 1984 blev valgt til tillidsrepræsentant og senere til fællestillidsrepræsentant. Posten som tillidsrepræsentant blev starten på hendes fagpolitiske engagement. Grete Christensen har haft en lang række fagpolitiske poster, hvoraf de mest centrale er:

  • Amtskredsformand for Dansk Sygeplejeråd Vestsjællands Amt (1991-1998)
  • 1.-næstformand i Dansk Sygeplejeråd (1998-2009)
  • Formand i Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse, DS A (2000-2010)
  • Formand for EFN – European Federation of Nurses Association (2007-2010)
  • Formand for Dansk Sygeplejeråd (2009- )
  • Formand for SSN – Sygeplejerskernes Samarbejde i Norden (2011- )

Privat er Grete Christensen bosiddende i Holbæk, gift og har to voksne børn.

Emneord: 
Interview
Politik

Sygeplejersker bliver frontløbere for kvalitet

BEST PRACTICE. Bedre forebyggelse og behandling af tryksår og sepsis på alle hospitaler og tjeklister ved samtlige operationer. Sådan lyder den mission, regionerne sender landets sygeplejersker ud på. Over de næste tre år skal sygeplejerskerne gå forrest og sikre patienterne ved at implementere nye arbejdsgange inden for de tre udvalgte områder.

SY-2011-21-26-1aFoto: Søren Svendsen

”Kvalitet er svaret på udfordringerne.” Sådan stod der i den PowerPoint-præsentation, Danske Regioner leverede på en pressekonference om kvalitet i sundhedsvæsenet i februar. Sundhedsvæsenet er under pres bl.a. pga. den demografiske udvikling, der betyder flere ældre patienter, og en pose penge, der ikke vokser med opgaven, fremgik det af oplægget.

Det understregede også, at regionerne vil tage ansvaret på sig ved at fokusere på kvalitet i stedet for som hidtil på kvantitet. Dermed var regionernes fælles kvalitetsdagsorden introduceret.

Nu er regionerne kommet frem til de tre områder, kvalitetsdagsordenen i første ombæring skal udmøntes på. Der skal sættes ind på nationalt niveau mod tryksår og sepsis, ligesom en tjekliste, der skal gøre livet på operationsgangen sikrere for patienterne, skal implementeres på alle regionale hospitaler. Fokus bliver dermed på patientnære indsatser inden for sygeplejerskernes arbejdsområde.

”Der har været meget fokus på at måle aktivitet, og nu vil vi gerne være sikre på, at det at have en høj aktivitet også kombineres med, at man laver den rigtige kvalitet, og dermed at man gør det bedst muligt for patienterne,” siger Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner.

Indsatser på de tre områder skal være første skridt mod at nå fire overordnede mål for den nye kvalitetsdagsorden: Patienttilfredsheden skal stige, fejl, der fører til patientskader, skal ned med 20 pct., dødeligheden skal ned med 10 pct., og levetiden skal forlænges. De mål skal nås på tre år fra 2012.
 

Sygeplejersker skal gå forrest

De tre indsatsområder er blevet valgt, fordi der i udlandet er gode erfaringer med at sætte fokus på dem, ligesom der foreløbigt er gode resultater fra projekter herhjemme, og de enkelte regioners kvalitetsafdelinger har vurderet, at de områder kan løftes med en national indsats.

”Vi er klar til at sætte fokus på de her områder, det er også, hvad vi hører fra sygeplejerskerne på sygehusene gennem kvalitetsafdelingerne. De siger, vi bare skal gå i gang. Derudover har vi valgt områderne, fordi de umiddelbart kan give en bedre målbar kvalitet for patienterne,” uddyber Bent Hansen.

Valget af de tre indsatsområder som de første betyder, at det i høj grad bliver sygeplejersker, der kommer til at gå forrest i arbejdet med kvalitetsdagsordenen på hospitalerne. Og det er en fornuftig prioritering, at sygeplejersker står for første spadestik i det kommende kvalitetsløft, vurderer Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

”Det er positivt, at regionerne på denne måde sætter fokus på kvalitet for patienterne. Sygeplejersker har størstedelen af patientkontakten på sygehusene, så det giver rigtig god mening, at de skal være frontløbere i denne proces,” siger Grete Christensen.
 

Et stærkt signal

I hver af de fem regioner er der sat projekter i gang, der skal forbedre indsatserne mod tryksår og sepsis, ligesom tjeklisterne er indført på nogle operationsgange. Derfor findes der allerede nogle etablerede interventioner, som regionerne kan bygge videre på uden at skulle udvikle fremgangsmåden først. Det er endnu en grund til, at de tre områder er blevet vurderet som klar til et nationalt løft.

”Der findes projekter på pilotafdelinger, men den nationale indsats sigter mod at indarbejde rutiner og fokus på de tre områder på alle regionale hospitaler, sådan at de bliver en del af den normale arbejdsrutine hele vejen rundt. Det er rigtig godt, at der er nogen, der går forrest, men der kommer jo et tidspunkt, hvor man skal rulle det ud over hele landet på alle hospitaler, og det er det, vi går efter nu,” siger Bent Hansen og uddyber: ”Noget af det, hospitalerne og vi i sygehusvæsenet har været for dårlige til, er at lade de gode eksempler brede sig. De gode eksempler, man har på afdeling X, skal også brede sig til afdeling Q, også selv om afdeling Q er i en anden region. Det at forpligte sig på tværs af landet skulle jo gerne være et stærkere signal, end at de enkelte regioner arbejder med det.”

Dansk Sygeplejeråd bakker op om den fælles indsats. ”Pleje og behandling skal have samme høje kvalitet over hele landet, det er det eneste rimelige over for patienterne. Derfor er forbedrede muligheder for at lade gode eksempler sprede sig velkomne,” siger formand Grete Christensen, der også peger på nødvendigheden af godt arbejdsmiljø, en stærk ledelsesmæssig prioritering og fornuftige normeringer.

”Hvis vi for alvor skal rykke på kvaliteten, skal de rette forudsætninger være til stede,” opsummerer Grete Christensen.
 

Rutine i 2014

I løbet af 2012 skal de regionale hospitaler begynde at arbejde med fokus på de tre indsatsområder, forventer Danske Regioner. Bent Hansen forventer yderligere, at indsatserne på områderne i løbet af de næste tre år og senest i 2014 vil være reel rutine på alle sygehuse. Aktuelt er processen med at vurdere, hvordan de forskellige hospitaler skal arbejde med områderne, sat i gang.
Her vil regionerne bl.a. inddrage erfaringer fra projektet ”Patientsikkert Sygehus”, hvor et hospital i hver region har forpligtet sig til at arbejde ekstraordinært med patientsikkerhed. Det projekt er en del af grunden til, at hver region allerede er i gang med at sætte fokus på de tre indsatsområder.

Andre lokale projekter på områderne med gode resultater vil dog også blive tænkt ind i planlægningen for implementeringen af indsatsen på områderne.

”Det er vigtigt, at de forskellige hospitalsledelser får ejerskab over indsatserne. Det kan jo ikke nytte noget, at de tænker, at nu kommer de der politikere med noget nyt, og så skal vi også gøre det. Vi skal have personalet med os, og indsatserne skal på en normal måde ind i de rutiner, der er på de enkelte afdelinger, så f.eks. arbejdet med at forhindre tryksår er en del af det faglige tjek, som vores sygeplejersker skal have inde i hovedet, så de fra starten tænker ”hvad er det, jeg skal gøre, for at forhindre tryksår her?”” siger Bent Hansen.

Kvalitet skal belønnes
Det skal kunne betale sig for sygehusene at levere god kvalitet. Regionerne ønsker at understøtte kvalitet i behandlingen og plejen på sygehusene ved at skabe økonomiske incitamenter for at prioritere den bedste behandling. Det kan også godt lade sig gøre, men det er ikke uden udfordringer, vurderer professor Michael Bech fra Syddansk Universitet, hvis forskning har fokus på brug af økonomiske styringsinstrumenter.

”De har nogle reelle muligheder for at understøtte kvalitet økonomisk, men der er hele tiden den restriktion, at de på marginalen er afregnet med en eller anden form for takst, og det gør, at fokus stadigvæk er på aktivitet,” vurderer Michael Bech.

At fokus bliver på aktivitet, hænger sammen med systemet med DiagnoseRelateret Gruppering (DRG-systemet), der bruges ved udmøntning af den statslige aktivitetspulje. DRG-systemet er bl.a. udformet til at belønne de sygehuse, der producerer mest. Regionerne har nedsat et udvalg, der skal se på, hvordan incitamenterne i systemet virker.

”Her skal vi arbejde mod et DRG-system, som uden at skabe mere bureaukrati understøtter kvalitetssammenhænge og forebyggelse. Gennem udvalgsarbejdet og også sammen med den nye sundhedsminister håber jeg, at vi kan få tænkt det her fornuftigt igennem. Så man hele tiden kan have fokus på at få den bedste faglige kvalitet og den nyeste behandling uden samtidig at underminere sin egen økonomi,” siger Bent Hansen. Regionerne er endnu ikke kommet i gang med møder med den nye regering, derfor er det uvist, hvornår et bud på en sådan model af DRG-systemet er klar.
 

Kvalitet sparer penge

Når kvalitet ifølge regionerne er svaret på sundhedsvæsenets udfordringer, handler det ikke kun om en bedre behandling og pleje af patienterne nu. Det handler i høj grad også om, at højere kvalitet i længden skal dæmme op for, at den demografiske udvikling med flere ældre vil kræve flere behandlinger fra sundhedsvæsenet. 

”Vi håber, at vi kan tage toppen af det pres, der kommer, ved at blive bedre til at undgå utilsigtede hændelser og genindlæggelser. Så det er den vej rundt,” fortæller Bent Hansen. Det håb kan blive indfriet, vurderer Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi fra Syddansk universitet.

”Der er samlet set en ganske god økonomi i kvalitetsdagsordenen,” vurderer Kjeld Møller Pedersen og peger på, at forebyggelse af infektioner og liggesår er områder, hvor den sundhedsfaglige kvalitet kan forbedres med helt åbenbare besparelser. Professoren vurderer også, at indsatsen på områderne kan forbedres uden de store investeringer.

”Det handler i virkeligheden om at sørge for, at man følger de retningslinjer, man burde følge, og det behøver jo dybest set ikke at koste penge. Men på nogle områder kan det kræve, at man ser på normeringerne, eksempelvis vil sygeplejersker nok interessere sig for, at hvis der skal gøres en indsats mod liggesår, hvad skal vi så gøre der? Men selv hvis vi tager den tanke med, er der rigtig god ræson i at forbedre den faglige kvalitet. Det er i min overbevisning i forhold til økonomien en god ting og i forhold til patienten en supergod ting,” siger Kjeld Møller Pedersen.

Emneord: 
Kvalitet
Patientsikkerhed
Patientskade
Politik

Sundhedsstyrelsen: Bekymrende, at regler ikke overholdes

Sundhedsstyrelsen indskærper, at det er lægernes ansvar at videreformidle oplysninger om medicinændringer.

2011-02-helebladet%20(2)Tilsynschef Anne Mette Dons: ”rigtig mange forsynder sig mod de regler, der er på området.” Foto: Sundhedsstyrelsen

Hjemmesygeplejerskers medicindosering er en lægehenvist opgave. Derfor er det den henvisende læges ansvar at give hjemmesygeplejersken korrekte og fuldstændige oplysninger om den medicin, lægen har ordineret.

”Så det er for dårligt, hvis hjemmesygeplejersken ikke får de nødvendige oplysninger at arbejde ud fra,” siger Sundhedsstyrelsens tilsynschef Anne Mette Dons.

Det er ikke muligt at udpege en enkelt part i medicineringsprocessen som dén, der har ansvaret og overblikket, mener Sundhedsstyrelsen.

”De praktiserende læger har en central rolle i det system, vi har bygget op i Danmark, hvor sygehusene jo er forpligtet til at sende epikriser til den praktiserende læge. Men man kan ikke placere det samlede overblik kun hos den praktiserende læge. Det, der sker, er, at rigtig mange forsynder sig mod de regler, der er på området,” siger Anne Mette Dons.

”Der sker svigt mange steder, primært i overgangen mellem sektorerne, og det går ud over helheden.

Der er brug for, at de forskellige instanser taler sammen, og på baggrund af rapporten vil vi indskærpe regionernes forpligtelse til at informere videre om de ordinationer, patienterne får i afdelinger og ambulatorier.”

Fremtidens løsning på problemerne er det Fælles Medicinkort, hvor alle ordinationer til den enkelte patient skal samles. Men hvad skal man gøre indtil da?

”For det første skal man tage epikriser alvorligt. Tage sin forpligtelse til at informere om medicinændringer alvorligt,” siger Anne Mette Dons.

”Så må praktiserende læger også gribe i egen barm og f.eks. lade være med bare at genudskrive smertestillende uden at forholde sig til behovet, som rapporten også viser. Og så er medicingennemgang ved en praktiserende læge jo noget, der har været diskuteret overenskomstmæssigt. Sådan en medicingennemgang kunne der også være rigtig meget fornuft i.”

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Medicinhåndtering
Politik

Ingen har styr på de gamles medicin

To hjemmesygeplejerskers gennemgang afslørede, at 18 gamle borgere fik forkert medicin, fordi kommunen ikke fik besked om medicinændringer af egen læge eller fra sygehuset. Men lægerne har også et problem. Ingen af dem har det fulde overblik.

SY-2011-2-13-1a
Foto: iStock

Hjemmesygeplejersker har i årevis brugt tid på at kontakte egen læge og sygehusafdelinger for at få opklaret mangler og uklarheder i de ordinationer, de skal dosere medicin ud fra. Nu konstaterer en rapport fra Københavns Kommune, at hjemmesygeplejerskerne simpelthen ikke får de oplysninger, de har brug for. Det er reglen, ikke undtagelsen.

”Rapporten viser, at det ikke er muligt for os at levere vores del af en sikker medicineringsproces,” konstaterer kommunens sundhedsdirektør Anne Mette Fugleholm.

I 2009 besøgte to hjemmesygeplejersker 18 ældre københavnere, som alle brugte mere end tre lægemidler. Sygeplejerskerne kiggede grundigt i skabe og på hylder, og i samtlige hjem fandt de receptpligtig medicin, som ikke passede med den medicinliste, hjemmesygeplejersken havde trukket i kommunens omsorgssystem.

De 18 borgere anvendte i gennemsnit 10 lægemidler hver. De blev behandlet af tilsammen 43 læger, og ingen af disse læger havde et overblik over den samlede medicinering. Det lykkedes i alle tilfælde sygeplejerskerne at få opklaret, hvad den enkelte borger skulle have, men det tog i gennemsnit omkring seks timer pr. borger. Og det var til tider et større detektivarbejde, fortæller Mette Jacobsen, en af de to hjemmesygeplejersker, der deltog i projektet.

”Et grelt tilfælde var en dement dame, der gik til kontrol i et reumatologisk ambulatorium, hvor de hverken gav besked om nye ordinationer til egen læge eller til os,” husker hun.

”De tog for givet, at hun selv kunne administrere sin medicin, så hun fik bare en recept med hjem. Men det kunne hun slet ikke.”

2011-02-helebladet%20(39)Hjemmesygeplejerske Mette Jacobsen fandt problemer hos samtlige ældre borgere, hun besøgte i Københavns kommunes projekt. Foto: Søren Svendsen

Under besøget hos den gamle dame fik Mette Jacobsen og projektsygeplejersken øje på en apotekerpose, der lå under en skænk, og de fik lov til at kigge i den: ”Der ligger både en recept og medicin, der slet ikke er startet op endnu. Vi kan se, at apoteket, recepten er indløst på, ligger langt væk, i en helt anden kommune. Så vi spørger borgeren, og det er åbenbart der, hendes datter bor.”

Mette Jacobsen ringede til datteren, og det viste sig, at hun havde fundet recepten hjemme hos sin mor. ”Hun turde ikke andet end at hente medicinen, og så lagde hun den og håbede på, at vi nok fandt den. Det gjorde vi så også, men det var ret længe efter, at borgeren skulle have haft det.”

Lægernes forsømmelser

Sygeplejerskernes medicingennemgang afslørede mange forskellige forklaringer på, at omsorgssystemets medicinlister ikke var opdaterede og korrekte. Nogle gange var det egen læge, der ikke havde givet hjemmesygeplejen besked, andre gange sygehuslæger eller praktiserende speciallæger, der havde ordineret medicin uden at underrette egen læge eller hjemmesygeplejen.

Det var problemer, Mette Jacobsen udmærket kendte til i forvejen.

”En typisk situation er, når en borger kommer hjem efter en indlæggelse. Hvis hospitalet har en medicinstatus fra en tidligere indlæggelse, så går de måske efter den i stedet for at ringe til egen læge eller os for at høre, hvad patienten egentlig får.

Når borgeren så kommer hjem med en medicinliste fra hospitalet, så er det, man tænker: Hov, hvor er det præparat, de plejer at få? Det giver ingen mening, at det skulle være seponeret, og det står der heller ikke. Så må man ringe til hospitalet, og det bruger hjemmesygeplejersker rigtig meget tid på.”

Men selv om manglerne var velkendte, var hun alligevel overrasket over, hvor mange der var af dem.

”Rigtig, rigtig mange havde medicin, som vi ikke vidste, at de tog, og som egen læge ikke vidste, at de tog. Det var medicin, der tit havde stor betydning for resten af det, de fik, og som måske slet ikke passede sammen med den øvrige medicin.

Men det er rigtig vigtigt, at vi ved besked med alt, hvad borgerne får. Ellers kan det jo være, at de observationer, vi laver, ikke har noget at gøre med den medicin, vi kender til, men med noget andet.”

Seks timer pr. borger

I projektet fik hver af de 18 borgere to besøg, og de blev ikke sluppet, før sygeplejerskerne havde fået en afstemt, opdateret medicinliste godkendt hos borgerens egen læge. Efter første besøg tog det i gennemsnit sygeplejerskerne fire timer og 25 minutter at udrede en borgers medicinering. I forbindelse med andet besøg brugte de yderligere halvanden time pr. borger på udredning.

Altså i alt omkring seks timer pr. borger. Så det siger sig selv, at en hjemmesygeplejerske med 20 minutter til en medicindosering slet ikke har mulighed for at nå til bunds i de problemer, der gemmer sig under overfladen. For Mette Jacobsen var det en svær overgang at vende tilbage til daglig praksis efter projektet.

”Det var svært at lade være med at gå i dybden og begynde at spørge ud. Det er svært bare at tage skyklapper på,” siger hun.

Københavns Kommune har fulgt projektet op på flere fronter. Nye medicinvejledninger og instrukser, bedre dokumentation. For at sætte gang i den faglige udvikling har man ansat fem nye faglige sygeplejeledere, og man arbejder på et nyt mailsystem, som skal gøre det let og hurtigt for hjemmesygeplejen at kommunikere med de praktiserende læger.

Men grundlæggende er der tale om overordnede, landsdækkende problemer, understreger rapporten. Helt afgørende for at få dem løst er, at alle læger, der ordinerer medicin til en borger, gør det i et fælles system, Fælles Medicinkort, som skal tages i brug i løbet af 2011.

Det understreger alle parter med en andel i medicineringen, og Mette Jacobsen er enig i, at det vil løse en stor del af problemerne. Hun ser også frem til, at hjemmesygeplejerskerne kan maile med de praktiserende læger, og at det bliver lettere at få overblik over forløbet i en borgers medicinering i kommunens omsorgssystem.

”Men hvis det skal blive rigtig godt, skal hjemmesygeplejersker også være selvvisiterende. Vi kan godt spotte de borgere, der har brug for en medicinudredning, og hvis vi selv kan vurdere den tid, der er brug for, kan vi nå langt.”

Københavns Kommunes rapport ”Sygeplejefaglig indsats over for hjemmeboende borgere, som anvender flere lægemidler samtidigt” kan hentes på www.kk.dk ​Søg på titlen. Ved at søge på titlen + ”Resume og initiativer” får man også Københavns Kommunes forslag til løsninger. 

Kvinde, 75 år: Ni ukendte lægemidler på hylden

En kvinde på 75 år skal have doseret fire præparater ifølge medicinarket fra kommunens omsorgssystem. I løbet af to besøg konstaterer hjemmesygeplejersken:

  • Det kolesterolsænkende præparat, der findes i hjemmet, er et andet end det, der står på medicinskemaet. De to præparater er ikke synonyme.
  • Ud over de fire præparater på medicinarket findes ni andre receptpligtige lægemidler i hjemmet: medicin mod slidgigt, lettere og stærkere smertestillende midler, sovemedicin, angstdæmpende medicin, inhalationsmedicin for vejrtrækningen og øjendråber. Præparaterne er ordineret af egen læge inden for de seneste to-fem måneder.
  • Borgeren klager over kvalme og ondt i maven.
  • Borgeren oplyser, at egen læge også har ordineret noget for maven.
  • Borgeren oplyser, at egen læge har givet B12-injektion, selv om det er aftalt, at hjemmesygeplejen skal give B12.
  • Hjemmesygeplejen kender ikke borgerens behandling for angst, søvnproblemer, vejrtræknings- og øjenproblemer.
  • Egen læge kender ikke behandling af øjenproblemer, som er ordineret af speciallæge.
  • Der foreligger ingen udtrapningsplan for vanedannende medicin.
  • Borgeren har ikke overblik over sin medicinering og kan ikke selv administrere øjendråber og inhalator.
  • Der er ingen overvejelser om, hvorvidt borgerens kvalme og maveproblemer kan have sammenhæng med hendes medicin.

Hjemmesygeplejersken og projektsygeplejersken bruger i alt ca. 12 timer på udredning af medicin og kontakt til egen læge om observationer. Udredningen bliver besværliggjort af forskellige problemer i kontakten til egen læge:

  • Lægen har ikke tid til at gennemgå medicin ved opringning, men beder om en fax om problemerne.
  • Svarfax fra lægen sendes til forkert nummer.
  • Sygeplejersken må rykke for svarfax, før den bliver sendt igen.

Denne case og tre andre er udførligt beskrevet i rapporten:  Sygeplejefaglig indsats over for hjemmeboende borgere som anvender flere lægemidler samtidigt 

Det Fælles Medicinkort

Det Fælles Medicinkort, FMK, er et system, der skal omfatte alle ordinationer til den enkelte borger. Læger på sygehuse, i almen praksis og speciallægepraksis skal dele informationerne, og andre sundhedspersoner, der deltager i behandlingen, f.eks. sygeplejersker, skal have adgang til oplysningerne.

Regionerne har forpligtet sig til at tage FMK i brug i løbet af 2011, og det samme har de praktiserende læger ved den seneste overenskomstfornyelse. Det forventes, at praktiserende speciallæger indgår en tilsvarende aftale i de kommende overenskomstforhandlinger med Danske Regioner.

Den enkelte borger får adgang til at se sit eget medicinkort på www.sundhed.dk

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Medicinhåndtering
Politik

Københavns Kommune: En fælles udfordring for alle involverede

Så længe ingen læger har det fulde overblik over en borgers medicinering, kan hjemmesygeplejersken ikke udføre sin del af opgaven på forsvarlig vis, siger Københavns Kommunes sundhedsdirektør Anne Mette Fugleholm.

SY-2011-02-18Der er ingen simpel løsning på de problemer, som Københavns Kommune har afdækket i medicineringen af ældre hjemmeboende borgere, og der skal ske noget på flere niveauer, fastslår Københavns Kommunes sundhedsdirektør Anne Mette Fugleholm.

”Nationalt er det helt afgørende, at alle skal have adgang til fælles medicinoplysninger, og her vil det Fælles Medicinkort være en del af løsningen,” siger hun med henvisning til det fælles system, som skal tages i brug af praktiserende læger, sygehuslæger og speciallægepraksis i løbet af 2011 (se boks her).

”Men en anden helt afgørende ting er, at der skal ske en placering af ansvaret for at have overblik over patientens medicin. Lige nu siger Sundhedsstyrelsen, at det har den sidst ordinerende læge. Men i virkeligheden fungerer det ikke.”

Anne Mette Fugleholm anerkender, at det er et vanskeligt ansvar at løfte, for det store problem er, at der ikke er et fælles overblik over den medicin, den enkelte patient har ordineret på et givet tidspunkt.

Foto: Københavns Kommune

”Mange peger på, at det skal være de praktiserende læger, der er tovholdere, også i medicineringsprocessen. Men det kræver både, at de vil bruge den tid, det tager, og at de får informationerne. Vi peger på, at regionerne i langt højere grad bør foretage medicinafstemning, specielt på den sårbare gruppe af ældre medicinske patienter, der har mange forskellige sygdomme og bliver indlagt flere gange.”

Umulige vilkår for dosering

”Der står faktisk i standarderne i den danske kvalitetsmodel, at hospitalerne skal medicinafstemme. Men det sker ikke, så vi vil gerne have nogle projekter i gang med vores region for at få skærpet opmærksomheden om det,” tilføjer Anne Mette Fugleholm.

”Og så skal informationerne selvfølgelig kommunikeres ud til egen læge og os som kommune, ligesom det skal kommunikeres, hvis man ændrer på borgernes medicin i et ambulatorium.”

Der er også ting, kommunen kan gøre bedre, tilføjer Anne Mette Fugleholm. Man arbejder f.eks. på en bedre dokumentation og på et elektronisk kommunikationssystem, der skal lette kontakten til de praktiserende læger.

”Vi skal måske også ind i en helt anden samarbejdsstruktur med de praktiserende læger. Det vil vi gerne, også et tættere samarbejde om systematisk medicingennemgang hos enkelte borgere og på plejehjem. Men hidtil har vi ikke haft held med at få de praktiserende læger med til det.”

På de nuværende vilkår har hjemmesygeplejen simpelthen ikke mulighed for at levere deres bidrag til en sikker medicinering, det viser rapporten.

”Og det er rigtig graverende og uacceptabelt, at ingen har ansvaret,” siger Anne Mette Fugleholm. ”For vi kan ikke have det. Medicin er en lægelig opgave, og vi har ingen læger ansat. Vores projekt har vist, at sygeplejersker godt kan udrede den medicin, borgerne skal have. Men det kræver enormt megen tid, og det er i virkeligheden ikke hensigtsmæssigt. Vi er jo det yderste led i denne proces.” 

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Medicinhåndtering
Politik

Dansk Sygeplejeråd: Egen læge skal levere overblikket

Det Fælles Medicinkort må i brug så hurtigt som overhovedet muligt, mener Dansk Sygeplejeråd. For det er voldsomt kritisabelt, at hjemmesygeplejersker ikke har fuldstændige og opdaterede medicinlister at dosere og observere ud fra.

SY-2011-02-22.jjpgFoto: Kristian Juul Pedersen

”Det er ikke rimeligt, at syge borgere, der går til læge og får ordineret medicin, ikke kan have tillid til, at lægen har et overblik over, hvilke andre typer medicin de får. De skal kunne have tillid til, at lægen får forholdt sig til, om der kan være uheldige sammenblandinger,” siger Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen.

”Det er heller ikke rimeligt, at lægen ikke kan give et klart overblik over borgerens medicin til de sygeplejersker, de giver opgaven videre til. Det undergraver jo fuldstændig værdien af hjemmesygeplejerskernes observationer af virkning og bivirkninger.”

Grete Christensen understreger, at det Fælles Medicinkort er den langsigtede løsning. ”Det skal tages i brug hurtigere end hurtigt.

Men indtil vi får det Fælles Medicinkort, kunne man måske indskærpe, at alle ordinationer, givet af speciallæger og andre, som minimum skal sendes til den praktiserende læge, så egen læge kan påtage sig ansvaret for, at deres patienter får tildelt den medicin, de har fået ordineret af forskellige instanser. Så er det den praktiserende læges ansvar at sørge for, at hjemmesygeplejersken rent faktisk har den fornødne information.”

Praktiserende læger har ikke altid kendskab til, at deres patienter har hjemmesygepleje til medicindosering, for henvisningen til hjemmesygepleje kan lige så godt være kommet fra en sygehusafdeling.

”Men det kan ikke være så svært at få lavet en opdatering på. Hvis der skal være mening i, at de praktiserende læger skal være gatekeepere i vores system, skal de selvfølgelig have alle informationer, også hvis der bliver tildelt hjemmesygepleje. Det bør der også stå en oplysning om.”

Lægen bør være patienternes garant for, at tingene er i orden, understreger Grete Christensen.

”Men et tættere samarbejde mellem praktiserende læger og hjemmesygeplejersker på dette felt vil også være ønskeligt. Hvis de får et tættere samspil om, hvad for virkninger og bivirkninger hjemmesygeplejerskerne ser, så får man også værdien af, at det er sygeplejersker, der kommer hos disse borgere.”

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Politik
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

Regionerne: Fælles Medicinkort er løsningen

Sygehusene skal få bedre styr på epikriserne, og de praktiserende læger skal tage ansvar for, at der er orden og sammenhæng i patienternes medicin, mener sygehusejerne i Danske Regioner. Det Fælles Medicinkort vil gøre opgaven lettere.

2011-02-helebladet%20(1)”Umiddelbart tænker jeg, at mange problemer vil blive løst, når det Fælles Medicinkort bliver taget i brug i løbet af 2011,” siger formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astman (S) om hjemmesygeplejerskers vanskeligheder med at få opdaterede og korrekte oplysninger om borgernes medicin.

Regionsrådsformand Ulla Astman. Foto: Region Nordjylland

”Med det Fælles Medicinkort kan man dele oplysninger mellem praktiserende læger, sygehuse og kommuner. Vi har forpligtet os til at bruge det, praktiserende læger har også, og vi vil stille samme krav til speciallægepraksis i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger.

Så mangler vi bare at få forpligtet kommunerne, og jeg har svært ved at forestille mig, at de ikke skulle gå med. Det er jo i deres egen store interesse.”

Under overenskomstforhandlingerne i december sagde regionerne nej til de praktiserende lægers krav om betaling for en systematisk og kritisk gennemgang af enkelte patienters samlede medicinering.

”Det burde det ikke være nødvendigt at lave særaftaler om,” siger Ulla Astman. ”Når lægerne har en borger i konsultationen, er det en basal del af deres opgave at tjekke, at medicinen er i orden og korrekt, og at der ikke er noget, der er i disharmoni med noget andet.

Så kan det godt være, at der nogle steder er brug for, at man får udskrivningsbreve hurtigere ud til de praktiserende læger. Det er heller ikke noget, der skal gives ekstra ressourcer til. Det må være en helt normal del af opgaven med at sætte patienten i centrum, at man sørger for, at den, der skal overtage ansvaret for patienten efterfølgende, er velinformeret. Det kan jeg kun opfordre til, at man opprioriterer.”

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Politik
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

Lægeforeningen: Hjemmesygeplejerskernes frustrationer er også vores

10 eller 16 forskellige lægemidler til et gammelt menneske er ikke usædvanligt i dag, og mange er både i behandling hos egen læge og i flere forskellige ambulatorier. Et kæmpeproblem, siger Lægeforeningen, og indtil videre et uløst problem.

SY-2011-02-19Yves Sales, der er formand for Lægeforeningens Lægemiddeludvalg, er selv praktiserende læge og forstår udmærket hjemmesygeplejerskers frustrationer over de medicinændringer, de ikke får besked om. Han deler den faktisk.

”Hvor gamle mennesker før i tiden måske fik to eller tre lægemidler, er det ikke usædvanligt i dag, at de får seks, 10 eller 16. De går i behandling på fire forskellige ambulatorier, samtidig med at de går hos den praktiserende læge, og vi aner ikke, hvad der sker. Det er et kæmpeproblem og lige nu et uløst problem,” siger han.

Foto: Lægeforeningen

”Jeg kan se, at sygeplejersker er frustrerede over, at der ikke er én læge, der har det endelige ansvar for den samlede medicinering. Men det ansvar er der ingen læge, der kan tage, for der er ikke nogen læge,

der har den samlede viden, og det er et problem.”
Som andre praktiserende læger kender Yves Sales til epikriser, der er helt utilstrækkelige eller f.eks. henviser til medicinmoduler, som lægepraksis ikke har adgang til.

”Men jeg og mine kolleger må så også selv tage en del af skylden, når vi henviser en patient til indlæggelse eller ambulant behandling uden at anføre en samlet medicinoversigt for patienten.

Jeg må indrømme, at jeg heller ikke har helt overblik over, hvem af mine patienter der har hjemmesygeplejerske til medicindosering, og hvor det ville være fornuftigt at sende medicinoplysninger til hjemmesygeplejersken.

Men det næste er så det tekniske. Det er

f.eks. meget nødvendigt, at sygeplejen får et elektronisk system, så vi kan kommunikere med et snuptag i stedet for at skulle bruge fax.”

Også Lægeforeningen betragter det Fælles Medicinkort som det værktøj, der skal håndtere problemet.
”Hvis det bliver brugt efter hensigten, dvs. hvis alle ordinationer og ændringer bliver anført her, så har alle implicerede det nødvendige overblik, også sygeplejerskerne,” siger Yves Sales.

”Men jeg kan være bekymret for, hvor lang vej der kan være, til Fælles Medicinkort fungerer på hospitalerne. Der er mange barrierer og grøfter, der henholdsvis skal brydes ned og fyldes op.”

Emneord: 
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Politik
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering