Samtalen er en hjørnesten i mit arbejde

Anne Møller

Image...

Sygeplejersken, jeg aldrig glemmer

Sygeplejerske Anne Karina Bøgeskov Birk om Anne Møller
Tillid, empati og anerkendelse
”Anne Møller løfter sygeplejen op på et højt fagligt niveau. Hun er så dygtig til det relationelle arbejde, hvor hun altid får patienten til at føle sig som et helt menneske igen. Hendes menneskesyn er præget af respekt, tillid, empati og anerkendelse. Udover dette er hun fremragende til at udfordre og udvikle de studerende, så de bliver bedre og på sigt tør udfordre deres svagheder.”

Når patienter fra Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital så småt er parate til at blive sluset ud i samfundet igen, er det Anne Møller, der holder dem i hånden imens. Som sygeplejerske i Klinikken er hun for sine patienter ofte det faste holdepunkt i en hverdag, der langsomt skal bygges op fra grunden.

”I bund og grund er det samtalen, der er hjørnestenen i mit arbejde. Som sygeplejerske kan jeg gennem samtale tilbyde mine patienter en menneskelig relation og en anerkendelse af det menneske, de er. Jeg kan også give dem stabilitet og noget at orientere sig imod – ”nå, det kan godt være, at jeg ikke kom ud af sengen i dag, men det gør jeg i morgen, for der kommer Anne jo,” siger Anne Møller.

Anne Møller har været sygeplejerske i Klinikken i tre år, men inden da var hun sygeplejerske på Sengeafsnittet i over 10 år. Efter en kort afstikker til Børnepsykiatrien vendte hun i 2017 tilbage til Retspsykiatrisk Afdeling, som allerede siden praktiktiden har haft en helt særlig plads i hendes hjerte.

Cirka én gang om ugen tager hun ud og besøger sine patienter i deres hjem. Hun hjælper dem gerne med praktiske opgaver, hvis de har behov for det, men ofte bliver besøget mest til en samtale om deres liv, drømme og håb.

”Jeg siger altid, at jeg har verdens bedste arbejde. Mit liv ville være kedeligt uden mine patienter, for de er fantastiske mennesker med krøllede hjerner, som jeg elsker at blive klogere på. Jeg ser det som en gave at blive lukket helt ind i deres tanker og følelser. Det er et enormt privilegie at kunne få lov til at følge mine patienter og se, hvordan de udvikler sig. Dét er ikke alle sygeplejersker forundt,” siger Anne Møller.

At rejse i mennesker

Egentlig var det trangen til at komme ud og se verden, der drev Anne Møller i retningen af sygeplejefaget. Hun ville gerne rejse rundt som sygeplejerske og arbejde i andre lande, men sådan skulle det ikke gå. Inden hun skulle starte på sygeplejestudiet, fik hun nemlig job som medhjælper på et bosted for autister. Her blev hun første gang draget af arbejdet med mennesker med mentale udfordringer.

”Jeg har altid været meget fascineret af hjernen og sindet. Jeg trives særligt godt med mit arbejde, når jeg kan komme helt ind bagved og blive bedre til forstå, hvorfor mennesker gør, som de gør. Det er også derfor, jeg endte med at blive hængende i Retspsykiatrien. På en måde kan man sige, at jeg fik opfyldt mit ønske om at rejse – jeg rejser bare i mennesker i stedet for lande,” siger Anne Møller.

Hun er ikke blind for, at hendes patienter har meget alvorlige ting i bagagen. Anne Møller er dog ikke i tvivl om, at hun som sygeplejerske på Retspsykiatrisk Afdeling udfører et vigtigt stykke arbejde.

”Jeg kan sagtens tage mig selv i at tænke, ”har du virkelig gjort et andet menneske fortræd” om en patient. På den måde tror jeg ikke, jeg er anderledes end de fleste andre. Det er bare vigtigt at forstå, at de her patienter ikke har ønsket at gøre nogen fortræd. Det er syge mennesker, som på et tidspunkt har været så stærkt forpinte, at de ikke har set anden udvej. Når de kommer ud på den anden side, er de plaget af skyld og skam over dét, de har gjort. De skal have hjælp til at blive hele mennesker. en hjælp kan jeg give dem,” siger hun.

Sygeplejersker skal prale mere

Det er især den menneskelige og personlige udvikling, der optager Anne Møller i hendes arbejde som sygeplejerske. Derfor faldt det hende også helt naturligt at blive klinisk vejleder – en gerning, hun dog i øjeblikket holder pause fra, imens hun er ved at uddanne sig til psykiatrisk sygeplejerske.

”Det er utroligt givende for mig, når jeg kan få lov til at være med på den menneskelige udviklingsrejse. Det gælder ikke kun mine patienter, men også de studerende. Jeg får jo lov til at følge, hvordan de udvikler sig både fagligt og menneskeligt. Det er en proces, som igen lærer mig noget om sygeplejefaget og om, hvordan andre mennesker tænker,” siger hun.

Anne Møller er overbevist om, at hun er blevet et bedre menneske af sit arbejde. Hun er i det hele taget stolt af sit fag og føler, at sygeplejersker fortjener større anerkendelse og indflydelse. Derfor synes hun også, at sygeplejersker skal blive bedre til at ”prale” med deres kompetencer.

”Uanset om vi mennesker er syge eller raske, så har vi alle sammen brug for at blive set og anerkendt som dem, vi er og dét, vi kan. Vi sygeplejersker har en enorm viden og en tårnhøj faglighed, som jeg absolut synes, vi skal fortælle hele verden om,” siger Anne Møller.

Image...

20 Year of the Nurse

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har udråbt 2020 til Year of the Nurse and Midwife. Læs mere på dsr.dk/yearofthenurse.

I Sygeplejersken er det en anledning til at dele historier om, hvorfor man er sygeplejerske. Vi har samlet historierne i serien ”Sygeplejersken, jeg aldrig glemmer”. Måske har du en historie, som vi skal høre? Skriv til redaktionen@dsr.dk

Tidligere bragte artikler i anledning af "Year of the Nurse"

Sygeplejersken nr. 1/2020:

Sygeplejersken nr. 2/2020:

 

Sygeplejerske og klinisk vejleder Anne Møller trives allerbedst, når hun får lov til at være passager på den menneskelige udviklingsrejse. Allerede i praktikken tabte hun sit hjerte til Retspsykiatrien på Aarhus Universitetshospital, hvor hun hver dag gør sit ypperste for at møde patienterne med anerkendelse, empati og respekt.
36-37
2020
3
2020 Year of the Nurse
Psykiatri
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Year of the Nurse
Web article 

Hørt: Meget bedre end sit rygte

Julie Winther og Malene Busk

ikon-hoert”Jeg håber, at vi kan starte en landsdækkende debat op, så det ikke kun er de dystre historier om nogen, der er blevet dræbt, man hører. Langt de fleste patienter er jo ikke farlige.”

Det fortæller Malene Busk, der arbejder på sengeafsnit S1 for mennesker over 30 år med psykosesygdomme, om baggrunden for, at hun skrev et debatindlæg til Nordjyske Stiftende sammen med sin kollega Julie Winther.

Malene Busk oplever, at historierne om en presset hverdag og tvang i psykiatrien fylder mere i mediebilledet, end de gør i hverdagen på S1.

”Det er ikke fordi, alt er rosenrødt i sundhedsvæsenet, og man skal også sætte fokus på de ting, der ikke fungerer. Men både sygeplejen og psykiatrien er bedre end det billede, man ofte ser i medierne,” siger Malene Busk.

Fra somatik til psykiatri

Efter 20 år som somatisk sygeplejerske i mange funktioner sagde Malene Busk sidste år sit job som afsnitsledende sygeplejerske på en medicinsk afdeling op for at udleve sin oprindelige drøm om at arbejde i psykiatrien. Og det har hun ikke fortrudt.

”Jeg synes, man får rigtig meget ud af at hjælpe de her mennesker på vej videre i livet. Det er fascinerende at se, hvor meget man kan opnå ved at bruge sig selv, og opleve hvor meget patienter kan rykke sig f.eks. gennem samtaler og miljøterapi. Jeg ser patienter komme ind og ikke kunne sige et ord, fordi de har det så dårligt. Man taler til dem og tænker: Er der nogen derinde? Og så efter et par måneder, når de har fået det bedre, kommer de og siger, 'det du sagde dengang, var jeg rigtig glad for, og det var rigtig hjælpsomt'.”

”Jeg tror i virkeligheden, at jeg bruger min sygeplejefaglighed mere som psykiatrisk sygeplejerske. Alle de små observationer og symptomer som jeg skal være opmærksom på og få beskrevet,” siger hun.

”Og så er der hele den grundlæggende sygepleje som at børste tænder og komme i bad, som ikke alle syge får gjort, hvis man ikke får motiveret dem. Det er også en del af sygeplejen i psykiatrien.”

Malene Busk fortæller, at selv om de kan have travlt nogle dage, er de gode til at hjælpe hinanden og prioritere.

”Jeg havde f.eks. en patient, der fik et voldsomt angstanfald i en aftenvagt. Jeg aftalte med kollegerne, at de skulle tage sig af mine andre patienter, og så sad jeg hos ham i to timer, indtil jeg kunne gå ud. Han taler stadig om, hvordan det hjalp ham fuldstændig til ro. Det synes jeg da er fedt,” siger hun og fortæller, at debatindlægget kun har
givet positive reaktioner fra venner, bekendte, kolleger og ansatte i psykiatrien.

”En af mine kolleger har sagt, at hun også gerne vil være med til at skrive debatindlæg fremover.”

En lang række negative fortællinger om sygeplejefaget og psykiatrien i Nordjyske Stiftstidende fik sygeplejerskerne Malene Busk og Julie Winther til at skrive debatindlægget ”Psykiatri mere end tvang og dramatik”.
17
2020
3
I HVERT NUMMER
Arbejdsmiljø
Psykiatri
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Arbejdsmiljø
Psykiatri
Magazine tags  Hørt Web article 

Finanslov: Flere penge til sygeplejersker og psykiatri

Regeringen og dens støttepartier blev 2. december enige om en finanslov, der bl.a. sikrer penge til at ansætte 1.000 flere sygeplejersker.

De 1.000 ekstra sygeplejersker har været en mærkesag for Socialdemokratiet, men også Dansk Sygeplejeråd har længe kæmpet for flere kolleger til sygeplejerskerne.

”Regeringens finanslov er første skridt på vejen til et sundhedsvæsen, der gør op med effektiviseringer og nedskæringer. Nu får regionerne for første gang øremærkede penge til at arbejde med bedre sygeplejerskenormeringer til gavn for de sygeplejersker, der allerede er ansat, og til gavn for patienterne,” siger formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.

Med aftalen er der afsat 300 mio. kroner til flere sygeplejersker på sygehusene i 2020 og 600 mio. i 2021 og frem.

Det svarer til 500 ekstra sygeplejersker næste år og 1.000 derefter.

En af udfordringerne i regeringens plan er dog, at der aktuelt er meget lav ledighed blandt sygeplejersker og ikke findes sygeplejersker nok i Danmark til at opfylde ambitionen.

Men ifølge Dansk Sygeplejeråd kan en række tiltag allerede nu skaffe flere sygeplejersker.

”Først og fremmest skal der arbejdes for at fastholde de sygeplejersker, som allerede er derude. Der skal investeres i at skabe gode arbejdspladser med fokus på høj kvalitet i pleje og behandling, og hvor udgangspunktet er, at tempoet sættes efter, at så mange som muligt arbejder på fuld tid, hvor arbejdsmiljøet og den faglige ledelse er i højsædet. Så vil det også være muligt at give de sygeplejestuderende nogle gode kliniske forløb, og håbet er, at færre forlader faget, færre går ned med stress eller bliver syge, og flere fuldfører uddannelserne,” siger Grete Christensen.

Med finansloven bliver der også afsat 600 millioner kroner årligt til psykiatrien. Pengene skal især gå til bedre personalenormeringer og flere sengepladser og til en række initiativer, som skal styrke forholdene for personer med psykiske lidelser eller psykisk mistrivsel.
 

1.000 flere sygeplejersker og et varigt løft af psykiatrien. Det er nogle af højdepunkterne i finanslovsaftalen for 2020.
11
2019
14
Aktuelt
Arbejdsmarked
Psykiatri
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Arbejdspres
Psykiatri
Magazine tags  Aktuelt Web article 

Patientsikkerhed halter på bosteder

Medicinhåndtering

For at sikre bl.a. korrekt medicinhåndtering har Styrelsen for Patientsikkerhed siden 2017 årligt besøgt et udvalg af landets bosteder med henblik på kontrol af patientsikkerheden.

En oversigt viser, at ved besøgene i 2017 blev der udstedt påbud ved flere end hvert fjerde besøg. Året efter faldt der påbud ved knap hvert femte besøg, altså et fald i antal påbud.

Opkvalificering og instrukser

”Det vidner om, at det generelt går lidt bedre med patientsikkerheden,” fastslår overlæge og enhedschef hos Styrelsen for Patientsikkerhed, Charlotte Hjort, i en pressemeddelelse om styrelsens arbejde med kontrol af bostederne.

Hun medgiver dog i samme pressemeddelelse, at der fortsat er udfordringer med at sikre patientsikkerheden på landets bosteder:

”Det bunder i en udfordring med at opkvalificere personalet til at udføre sundhedsfaglige opgaver. Det stiller krav til bostederne, som skal sikre, at instrukserne præciserer ansvaret og opgaverne, og at de rette kompetencer og forudsætninger er til stede.”

Tilknyt det rette personale

Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen kan ikke være mere enig.

”Vi har længe vidst, at der er problemer med forkert medicinering og dårlig journalføring på mange bosteder, og det er efterhånden pinligt, at vi ikke får gjort noget ved det,” påpeger hun.

”Det er vigtigt, at vi nu kommer i gang med at få ansat eller tilknyttet det rette sundhedsfaglige personale til bostederne. Desværre er der flere eksempler på bosteder, hvor ufaglært personale har et meget stort ansvar for sundhedsfaglige opgaver. Det skal vi gøre bedre,” siger formanden, som ser en opkvalificering af medarbejderstaben som et bidrag til at mindske ulighed i sundhed:

”Vi ved, at mennesker med psykisk sygdom ofte også har fysiske sygdomme og markant kortere levetid, fordi der ikke tages hånd om deres sundhed, bl.a. fordi fysisk sygdom ikke opdages i tide.”

Ministre kaldt i samråd

På baggrund af den konkrete hændelseFangelvej i Odense har formanden for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg, Jane Heitmann (V), kaldt såvel Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke (S) som socialminister Astrid Krag (SF) i samråd. Jane Heitmann vil bede de to ministre forklare, hvilke initiativer de vil tage for at sikre patienternes sikkerhed på bosteder og herunder sikre, at personalet på kommunale og private bosteder har de nødvendige kvalifikationer for en sikker medicinhåndtering.

Pinligt, at bosteder fortsat har problemer med medicinhåndteringen, siger formanden for Dansk Sygeplejeråd. Hun efterlyser opkvalificering af medarbejdernes kompetencer. Folketingsmedlem kalder ministre i samråd.
10
2019
14
Aktuelt
Psykiatri
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Psykiatri
Magazine tags  Aktuelt Web article 

Ingen restriktioner for farlig fange

Psykiatrisk afdeling, Slagelse

Den spektakulære fangeflugt midt i november fra Retspsykiatrisk afdeling i Slagelse var svær at forebygge. For der var ingen restriktioner forbundet med fængslingen.

En retsinstans besluttede nemlig, at den anholdte bandeleder skulle varetægtsfængsles på Retspsykiatrisk afdeling i Slagelse med henblik på mentalundersøgelse. Og her var bandelederen hverken underlagt besøgs- eller brevkontrol. Derfor tjekkede ingen, hvad to besøgende medbragte. De to gik uhindret gennem indgangsslusen og frem til bandelederen, som ventede dem med kaffe. Gæsterne medbragte kagen.

I kageæsken lå både en kage og to pistoler, som de to efterfølgende truede personalet med. Efter et affyret varselsskud, formentlig med løst krudt, forsvandt gæsterne sammen med bandelederen. De efterlod et chokeret personale, som ikke kunne forhindre fangeflugten.

Krisehjælp fungerede

Fællestillidsrepræsentant for plejepersonalet, sygeplejerske Helle Brink, bekræfter, at episoden var en stærkt chokerende oplevelse for ikke bare det direkte involverede personale men for alle øvrige medarbejdere uanset funktion. Hun roser i den forbindelse ledelsen for dens måde at håndtere situationen på.

”Der er på alle måder blevet taget hånd om situationen i forhold til personalegruppen, både umiddelbart efter episoden og i dagene efter,” fortæller Helle Brink.

Giver det mening?

Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen ser gerne, at lignende episoder ikke gentager sig.

”Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sådan en hændelse ikke sker igen. Jeg mener, at det kan være relevant at se på, om det giver mening at lave mentalvurderinger af farlige kriminelle i et hospitalsmiljø, eller man i højere grad skal gøre det i et fængselsmiljø, som man allerede gør i nogle tilfælde i dag,” siger hun.

Grete Christensen ser frem til, at justitsminister Nick Hækkerup (S) kommer med sin redegørelse om sagen:

”Derefter kan vi starte en dialog med de myndigheder, som har ansvaret for, at vores medlemmer hver dag kan gå på arbejde for at hjælpe andre uden at blive udsat for utrygge og truende situationer.”

Dansk Sygeplejeråd afventer redegørelse fra justitsministeren om den dramatiske fangeflugt fra Retspsykiatrisk afdeling i Slagelse
8
2019
14
Aktuelt
Psykiatri
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Retspsykiatri
Magazine tags  Aktuelt Web article 

5 minutter med: Caroline Kahl

Caroline Kahl
Caroline Kahl
Privatfoto
Caroline Kahl, 25 år, udviklingssygeplejerske. Arbejdssted: Sengeafsnit 4,
Psykiatrien, Aarhus Universitetshospital.

Hvorfor valgte du at blive sygeplejerske?
”Jeg tror, det ligger i generne. Det lå meget naturligt for mig, at jeg skulle være i et fag, hvor jeg har med mennesker at gøre.”

Hvad var dit første job?
”På sengeafsnit Q3 på det nu nedlagte, psykiatriske hospital i Risskov.”

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for psykiatrien?
”Det er spændende og et privilegie at lære mennesker at kende, som andre, når de har det skidt, går i en stor bue uden om. At få lov til at lære dem at kende bagved, når de f.eks. er psykotiske, meget depressive, maniske og kan have en udfordrende adfærd, for de er jo meget mere end bare deres diagnoser.”

Hvem har du lært mest af i din karriere?
”Jeg lærer rigtig meget af mine patienter. De giver mig tit nogle perspektiver, jeg ikke selv ville have kunnet ræsonnere mig frem til. Et andet lys på, hvordan et liv også kan være.”

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?
”At man har et stort overblik. At man er nærværende og imødekommende selv på en travl dag.”

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?
”Giv dig selv lov til at være ny. Vær bevidst om, hvor langt dine kompetencer rækker, og vær hele tiden nysgerrig på at lære mere.”

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?
”Succeshistorierne. F.eks. forløb, der har været særlig svære eller lange og hårde, og som alligevel ender på bedste vis. Det kan være meget tilfredsstillende at sige farvel til en patient og have en fornemmelse af, at vi nok ikke ses i de her rammer igen. At nu er det vendt for dem, eller de tager noget med, som kan hjælpe dem, inden de havner i den situation igen.”

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?
”Uden tvivl at bevare håbet, når det ser allermest håbløst ud. Hvis jeg har en patient, som virkelig ikke kan se meningen med livet, eller når vi som personale kan være afmægtige i situationen og ikke ved, hvad vi skal gøre. Det er vigtigt, at jeg som sygeplejerske kan holde fast i, at der er håb. Det er der altid. En psykiatrisk diagnose er ikke en dødsdom, og man kan komme ud på den anden side.”

Hvad kan holde dig vågen om natten?
”I psykiatrien er det de voldsomme oplevelser. Alarmsituationer, der har været særlig ubehagelige, eller hvis man modtager en trussel, der virkelig kryber ind under huden på én. Det kan godt give vågne timer, men det er bestemt ikke hverdagskost.”

Hvad er du mest stolt af i din karriere?
”Jeg er mest stolt af, hvor meget jeg har nået på relativ kort tid. Jeg er 25, jeg er færdiguddannet sygeplejerske, jeg har en kandidat, og jeg sidder nu i en stilling, hvor jeg får lov til at bruge mine kompetencer.”

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?
”Jeg tror, man lytter til os i sundhedsvæsenet. Men en ting er at lytte, noget andet er, om der bliver hørt efter. Jeg kunne især ønske, at der på alle parametre var mere overskud i sundhedsvæsenet. Et generelt overskud ville give rum til et bedre læringsmiljø, og til at vi kunne udvikle vores kompetencer, så vi kan blive endnu bedre til det, vi gør.”

Hvor ser du dig selv om fem år?
”Noget skal være gået meget, meget galt, hvis jeg ikke stadig er i psykiatrien. Jeg er meget glad for den hylde, jeg er på.”

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?
”Som det ser ud nu, bliver den fortsat mere effektiviseret og mere specialiseret både i opgaver og struktur. Men der kommer meget oppefra, og jeg håber, sygeplejen må spire nedefra, så de, der står i situationerne og håndterer dem til daglig, vil få en central rolle i udviklingen af sygeplejen. At man vil lytte til deres ideer og give dem lov til at præge tingene.”

"Det kan være meget tilfredsstillende at sige farvel til en patient og have en fornemmelse af, at vi nok ikke ses i de her rammer igen. At nu er det vendt for dem, eller de tager noget med, som kan hjælpe dem, inden de havner i den situation igen.”
7
2019
14
I HVERT NUMMER
Psykiatri
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Psykiatri
Magazine tags  Fem minutter med Web article 

Vi når ikke målet om halvering af bæltefikseringer

Regionerne når ikke målet om en halvering af antallet af bæltefikseringer og en generel minimering af tvang inden 2020. Samtidig er der store forskelle regionerne imellem.

Det viser den nyeste rapport fra Sundhedsstyrelsen om tvang i psykiatrien.

Bekymrende

”Det er bekymrende, at man ikke er kommet længere på det her område, når vi allerede ved hvad der virker.”
Det siger Dorthe Boe Danbjørg, der næstformand I Dansk Sygeplejeråd, og uddyber:

“Der er flere gode eksempler på steder, hvor man med den rette sammensætning af kompetencer hos personalet og tid sammen med patienterne har formået at nedbringe brugen af tvang. Vi ved for eksempel, at det gør en forskel når sygeplejerskerne har en specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje, men der er et stort behov for at få uddannet flere. Derfor håber jeg at uddannelse bliver prioriteret i den kommende 10 års plan for psykiatri."

Formand for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner, Sophie Hæstorp Andersen, holder dog fast i, at udviklingen går i den rigtige retning.

“Vi når ikke det, vi satte os for, men der er en klar, positiv udvikling,” pointerer Sophie Hæstorp Andersen, der især fremhæver, at der i samtlige regioner er sket et markant fald i antallet af patienter, der bliver bæltefikseret.

Stop med at slå hinanden i hovedet

På nuværende tidspunkt ser det dog ud til, at det kun er Region Hovedstaden, der når målet om en halvering af bæltefikseringer og en generel nedbringelse af tvang. Region Syddanmark er tæt på, men havde i 2018 en stigning i næsten alle former for tvang.

Alligevel mener Sophie Hæstorp Andersen, at der bliver fokuseret for meget på de regionale forskelle.

“Der er plads til forbedring. Men kigger du på bosteder internt i de enkelte kommuner, er forskellighederne endnu mere udtalte. Vi skal ikke stirre os blind på forskelligheder, selv om vi bevæger os i forskellige tempi,” lyder det fra Sophie Hæstorp Andersen.

Hun mener samtidig ikke, at de fastlagte mål har været for ambitiøse.

“Man skal ikke være bange for at sætte sig ambitiøse mål for at iværksætte en ny retning. Vi skal dog holde op med at slå hinanden i hovedet, hvis vi ikke når dem hundrede procent,” lyder det fra Sophie Hæstorp Andersen.

Nødvendigt med flere ressourcer

For at komme tættere på målet kræver det dog ekstra ressourcer. Flere medarbejdere og tid til den enkelte patient mindsker tvang og reducerer antallet af genindlæggelser, pointerer Sophie Hæstorp.

“Vi ved fra de satspuljeprojekter, vi har haft i regionerne med f.eks. tvangsfrie afdelinger og bæltefrie afsnit, at de ekstra midler gjorde en kæmpe forskel. For her fik vi både ekstra mandskab og ressourcerne til nødvendig efteruddannelse af personalet,” forklarer Sophie Hæstorp.

Men hvad sker der så i 2020, når I ikke har nået målet?

“Vi vil gerne forny partnerskabet med regeringen, så den taler ind i den kommende, nationale, 10-årige investeringsplan for psykiatrien. Som regioner kunne vi dog godt tænke os et bredere fokus, så fokus ikke kun er på bælter, men på nedbringelse af andre tvangsformer også – f.eks. færre tvangsindlæggelser,” lyder det fra formanden. 

Læs også: Nyt greb skåner patienter ved fastholdelser

Mål: Mindre tvang i psykiatrien

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse indgik i 2014 en aftale med regionerne om at halvere brugen af tvang i psykiatrien inden 2020. Konkret er målet at:

  • halvere antallet af bæltefikseringer
  • mindske brugen af alle former for tvang

Seneste tal fra 2018 viser, at andelen af patienter, der bæltefikseres, er faldet fra 7,7 pct. i 2013 til 5,1 pct. i 2018. Målet i 2020 er 3,9 pct.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at det er tvivlsomt, om regionerne samlet set når målsætningen.

Kilde: Sundhedsstyrelsen samt Region Hovedstadens Psykiatri

 

Vi skal ikke slå os selv i hovedet, fordi vi sætter ambitiøse mål, vi ikke når, lyder det fra formand for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner, Sophie Hæstorp Andersen
39
2019
13
Psykiatri
Psykiatri
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Psykiatri
Web article 

Nyt greb skåner patienter ved fastholdelser

Lone Osbeck

“Pres, pres, pres. Følg med hende, hvis hun bevæger sig.”

“Jeg kan altså ikke holde den her hånd.”

Nedagning til sideleje - en karakteristik
  • Friere luftveje
  • Bedre kommunikationsmuligheder og øjenkontakt til både patient og kollega
  • Tre personer fastholder: To på hver sin side af kroppen, en over benene
  • Mere behageligt at blive lagt ned (patienten tippes sidelæns og får ikke gulvet ”lige imod sig”, red.)
  • Region Hovedstadens Psykiatri har ladet sig inspirere til metoden fra psykiatrien i Bergen i Norge. Her er metoden en del af et samlet koncept, der kaldes TERMA (TERapeutisk Møde med Aggression).

Kilde: Region Hovedstadens Psykiatri, specialinstruktør og sygeplejerske Lone Osbæck samt undervisningsansvarlig Nethe Plenge

“Møv dig tættere på hende, Sofie. Ind med din hofte.”

Tretten sygeplejersker fra Bispebjerg Hospitals Psykiatriske Afdeling ligger i bogstaveligste forstand og kæmper på en rød måtte.

Omkring dem står specialinstruktør og sygeplejerske Lone Osbæck samt to vedligeholdelsesinstruktører og kommer med instrukser: Brug jeres vægt. Aldrig give slip. Overkroppen ind over benene.

Mere nænsomt, større kommunikation

Tumulten på gulvet skyldes, at Region Hovedstaden, som den første region i Danmark, har besluttet at undervise og træne alt personale på samtlige sengeafsnit i psykiatrien i det nye fastholdelsesgreb “nedtagning til sideleje”, der stammer fra Norge.

To norske instruktører har været i Danmark for at undervise 25 medarbejdere, der er blevet regionens specialinstruktører.

Inden årsskiftet er det ambitionen, at samtlige medarbejdere på de 93 sengeafsnit er blevet introduceret til det nye greb, der erstatter det fastholdelsesgreb, hvor patienten typisk ligger fladt på maven og indimellem også på ryggen.


spl13-2019_psyk_foto
Caption 
Ved det nye fastholdelsesgreb bringer personalet patienterne ud af balance og vipper dem sidelæns ned på gulvet.
Attribution 
Foto: Nikolai Linares
Det nye greb er et slags aflåst sideleje, hvor patienten ligger og ”krammer” sig selv, og hvor tre, modsat tidligere, hvor der kun var to, personaler ligger eller sidder tæt på den enkelte patient: En hen over benene og de to andre ved patientens overkrop, men dog med ansigtet mod patienten og ikke mindst hinanden.

Ifølge vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri, Anne Hertz, passer initiativet godt ind i ambitionen om at halvere antallet af bæltefikseringer og minimere brugen af tvang generelt. Her er den nye metode både mere nænsom, og den giver bedre mulighed for at kommunikere og få øjenkontakt til personalet og mellem medarbejdere.

“Vi har et håb om, at den nye metode kan deeskalere situationer og forebygge yderligere tvang, for eksempel bæltefikseringer,” lyder det fra Anne Hertz.

Lige ved at miste patient 

Fastholdelsen bliver evalueret på måtten:

”Egentlig en ret behagelig position”

“Jeg kan slet ikke bevæge mig, selvom jeg seriøst vrider mig. Men det er egentlig en ret behagelig position det her,” lyder det fra en af kursisterne, der ligger i krammeposition på gulvet i rollen som patient.

“Ja, det fungerer ret godt, når vi pakker patienten helt ind,” er kommentaren fra hende, der sidder på højre side med armen over sin ”patient”.

Vi er halvanden time inde i undervisningen, og i teams af fire har kursisterne været alle roller igennem; fra patient til ben samt højre og venstre side af kroppen. Flere har ytret, at især benene er svære at holde i ro. Især hvis man forstiller sig stærkt urolige patienter.

Andre er i tvivl om, hvorvidt grebet er lige så effektivt som det tidligere; om det holder patienten lige så godt fast. Alle er dog samstemmende enige om, at muligheden for at kommunikere med både patient og kollega er et klart plus. Dét og så ikke mindst de frie luftveje.

Lige ved at miste patient 

Især den sidste pointe har stor betydning, hvis du spørger specialinstruktør Lone Osbæck, der for seks måneder siden var lige ved at miste en af sine patienter.

“Min numse ligger i hans armhule, mit ben er bukket op langs hans underarm, og jeg holder fast i patientens håndled med begge mine hænder. Ryggen er mod både min kollega, Peter, og patient, og det eneste jeg kan mærke er en spænding i de hænder, jeg holder, og dele af hans arm,” fortæller Lone Osbæck.

Så mange trænes og undervises
  • 24 specialinstruktører har trænet ca. 100 vedligeholdelsesinstruktører i den nye metode.
  • De 100 vedligeholdelsesinstruktører er nu i gang med at undervise alle de kolleger, der indgår i alarmsituationer.
  • Det er typisk sygeplejersker, SOSU-assistenter, plejere og en del fysioterapeuter og ergoterapeuter, der alle arbejder på et af Region Hovedstadens Psykiatris 93 sengeafsnit.
  • Vikarer på sengeafsnit får desuden også oplæring i den nye metode.

Det er en patient, der er stærkt psykotisk, så efter 70 minutter har Lone, Peter og et par andre kolleger, der er kommet til, ham stadig fastholdt i den klassiske mavestilling.

Pludselig kan Lone ikke mærke den spænding i hånden, der har været indtil da.

“Peter, hvad sker der?” råber Lone, der får vendt sig rundt og opdager, at manden har respirationsstop.

“Det er egentlig først nu, hvor jeg er blevet introduceret for det nye greb, at jeg har opdaget, hvor sårbare de utallige fastholdelser, jeg har været med til i årenes løb, har været,” fortæller Lone Osbæck.

Lone og hendes kollega får liv i patienten igen, og han overlever.

“Men jeg er rystet over, at jeg først opdager, hvor galt det står til, da jeg mister spændingen i hånden,” fortæller Lone Osbæck.

Mindre pres på patienten

Jacob Hvidhjelm, postdoc og ph.d. i Enheden for Klinisk Psykiatrisk Sundheds- og Sygeplejeforskning på Psykiatrisk Center Sct. Hans, er også begejstret for det nye greb. Han påpeger, at der i forskningslitteraturen er adskillige eksempler på formodentlige dødsfald på patienter, der har været fastholdt på enten mave eller ryg.

Det nye greb er derfor et spørgsmål om at minimere risikoen for, at patienter dør. Men det er samtidigt en position, der er mindre konfliktoptrappende.

“Erfaringer fra Norge viser, at sideleje lægger mindre pres på patienten, hvilket gør, at de ikke i samme grad ønsker at kæmpe imod. Det er derfor håbet, at vi holder antallet af fikseringer på et minimum,” fortæller Jacob Hvidhjelm.

Han peger på en undersøgelse blandt tidligere, psykiatriske patienter i Norge, der viser, at sidelejet bliver opfattet som mindre krænkende, mindre smertefuldt, men mere tryg.

“Man skulle tro, at positionen kunne være intimiderende, fordi personalet sidder så tæt på dem, som de gør. Men det har faktisk den modsatte, mere afstressende, effekt,” fortæller Jacob Hvidhjelm.

Læs også Vi når ikke målet om halvering af bæltefikseringer

Mere nænsomt og trygt. Større mulighed for kommunikation til patient og kollega. Mindre risiko for dødsfald. Region Hovedstadens Psykiatri er den første region i Danmark til at indføre nyt fastholdelsesgreb.
36-37
2019
13
Psykiatri
Psykiatri
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Psykiatri
Web article 

Sådan opfatter retspsykiatriske patienter bæltefikseringer

Resumé

Baggrund. Internationale retningslinjer opfordrer til en reducering i anvendelsen af tvangsforanstaltninger, men på trods af dette er brugen af tvangsforanstaltninger som f.eks. bæltefikseringer fortsat meget udbredt i psykiatrien. For at kunne reducere antallet og varigheden af bæltefikseringer i retspsykiatrien og sikre en evidensbaseret patientbehandling har vi behov for mere viden om patienternes subjektive oplevelser og opfattelser af bæltefikseringer.

Formål. At undersøge retspsykiatriske patienters opfattelse af situationer før, under og efter brug af bæltefikseringer, og hvad de opfatter, kan påvirke og reducere antallet og varigheden af bæltefikseringer.

Metode. 20 informanter med forskellige erfaringer med bæltefiksering blev interviewet ved brug af en semistruktureret interviewguide bestående af to dele i kvalitative én-til-én-interviews. I den første del blev informanterne opfordret til at beskrive deres opfattelse af episoder med bæltefikseringer. I anden del af samme interview blev resultaterne fra en litteraturgennemgang, der undersøgte patienters opfattelse af situationer forbundet med forskellige former for tvangsforanstaltninger, testet.

Resultater. Der blev identificeret fire temaer ved hjælp af en tematisk analyse: ”åbenlyse protestreaktioner”, ”stille protestreaktioner”, ”sygdomsrelateret adfærd” og ”rolig adfærd”, som tilsammen karakteriserer patienternes opfattelse af deres måder at agere og reagere på under bæltefikseringsepisoder. Disse temaer er forbundet i to mønstre i bæltefikseringsprocessen: ”Protestmønster” og ”sygdomsrelateret mønster”.

Konklusion. Der er behov for yderligere forskning for at belyse sammenhængen mellem patienternes opfattelse af at blive bæltefikseret og deres måder at agere og reagere på i bæltefikseringsprocessen.

Peer Reviewed præsenterer ny forskning i sygepleje.

Artiklen har været igennem dobbelt, anonym bedømmelse – altså et peer review.

Denne artikel har været offentliggjort på engelsk i International Journal of Mental Health Nursing 2019 Apr;28(2):468-79. doi:10.1111/inm.12549

peerreviewed-introduktion-ikonDenne artikel præsenterer et kvalitativt studie om retspsykiatriske patienters opfattelse af situationer forbundet med brug af bæltefikseringer (BF). BF defineres som et redskab (et bælte), der er fastgjort til sengen med det formål at begrænse patientens bevægelsesfrihed (1).

Det er almindeligt anerkendt, at viden om patienternes opfattelse af tvangsforanstaltninger som f.eks. BF er afgørende for at reducere brugen af tvangsforanstaltninger og sikre en evidensbaseret patientbehandling (2,3). På trods af dette er der ikke gennemført forskning med specifikt fokus på subjektive oplevelser og opfattelser af BF i retspsykiatrien. Der er et påtrængende behov for denne viden, fordi BF generelt anses for at være en af de mest indgribende typer af tvangsforanstaltninger (4), og fordi retspsykiatrien anses for at påvirke patienternes opfattelse af det at blive udsat for tvangsforanstaltninger (5).

Antallet af tvangsforanstaltninger skal reduceres

Internationale retningslinjer opfordrer til at reducere anvendelsen af tvangsforanstaltninger (se f.eks. NICE guidelines) (6). På trods af dette er brugen af tvangsforanstaltninger som f.eks. BF fortsat meget udbredt i psykiatrien (7). Men forekomsten af BF-espisoder varierer meget, f.eks. bliver 0,9 pct. af patienterne i Holland udsat for BF, hvorimod antallet er 44,2 pct. i Japan (8), hvilket forklares med store retlige og kulturelle forskelle landene imellem (7,9).

Internationale forskere argumenterer for, at viden om patienternes oplevelser og opfattelser af tvangsforanstaltninger kan føre til en reduktion af tvangsforanstaltninger og en forbedring af klinisk praksis (3,10). Patienters opfattelse af forskellige typer af tvangsforanstaltninger, især isolation og fastholdelse, er blevet undersøgt i en række studier (4,11,12). Men som Kontio et al. (10) påpeger, er patienternes opfattelse af tvangsforanstaltninger som proces, dvs. med inddragelse af situationer før, under og efter udsættelse for tvang, imidlertid kun blevet undersøgt i beskedent omfang. For at muliggøre en dybtgående forståelse af patienternes opfattelse af brugen af tvangsforanstaltninger er det således nødvendigt at rette fokus på disse individuelle, men indbyrdes forbundne punkter i BF-processen (13).

Inden for almen psykiatri findes der kun fire kvalitative studier, hvori patienternes oplevelse af BF specifikt er undersøgt (14-17). Ifølge de seneste studier, som er udført af Lanthén et al. (16) og Jacob et al. (17), havde personalets attitude og det ydede plejeniveau væsentlig betydning for, om patienterne samlet set opfattede BF-episoden som en positiv eller negativ oplevelse. Negative opfattelser er imidlertid dominerende i litteraturen, og ligeledes er traumatiske eftervirkninger af BF hyppigt rapporteret. Ifølge nyere litteraturstudier er der endnu ingen kvalitative studier, der specifikt har haft fokus på patienternes oplevelser og opfattelser specifikt i forhold til anvendelsen af BF i retspsykiatrien (11,13,18).

Flere forfattere argumenterer for, at retspsykiatrien udgør et særligt speciale med hensyn til miljø- og patientkarakteristika, hvilket har betydning for udøvelsen af sygepleje og anvendelsen af tvangsforanstaltninger (se f.eks. 5,19). Nogle få kvalitative studier har undersøgt patienternes opfattelser af tvangsforanstaltninger inden for retspsykiatrien, men BF var ikke blandt de undersøgte typer af tvangsforanstaltninger (20-23). Derfor er der behov for en særskilt undersøgelse af patienternes opfattelser af BF inden for retspsykiatrien, eftersom forskere argumenterer for, at BF er en af de mest indgribende typer af tvangsforanstaltninger (24), og Steinert et al. (25) fandt, at patienternes retrospektive vurderinger af BF var signifikant mere negative end deres vurderinger af isolation.

I lyset af ovenstående præsenterer denne artikel resultater fra et kvalitativt interviewstudie af retspsykiatriske patienters opfattelser af situationer forbundet med BF-processen. 

Formål med studiet

  1. At undersøge retspsykiatriske patienters opfattelse af situationer før, under og efter BF-episoder.
  2. At undersøge, hvordan retspsykiatriske patienter tilskriver mening til disse situationer.
  3. At undersøge, hvad patienterne opfatter kan påvirke og reducere antallet og varigheden af BF-episoder.

peerreviewed-metode-ikonI dette studie er anvendt et kvalitativt forskningsdesign, der metodologisk blev udviklet på baggrund af de grundlæggende krav til en empirisk videnskab, som beskrevet af Herbert Blumer, eksempelvis ved at anvende empirisk testning (26).

Rekruttering
Studiet blev gennemført på en retspsykiatrisk afdeling i Danmark med fire lukkede retspsykiatriske afsnit og et åbent retspsykiatrisk rehabiliteringsafsnit hver med 14 sengepladser samt hos en regional, retspsykiatrisk distriktspsykiatri med ca. 500 ambulante retspsykiatriske patienter.

Deltagerne blev rekrutteret ved en formålsrettet udvælgelse (27), indtil datamætning blev opnået (28). Udvælgelsen var baseret på følgende inklusionskriterier:

  • Over 18 år
  • Taler og forstår dansk
  • Har oplevet mindst én BF-episode.

Indlagte patienter blev informeret om studiet gennem en skriftlig invitation og en kort mundtlig præsentation (givet af førsteforfatteren). Ambulante patienter blev informeret gennem en skriftlig invitation, som de fik udleveret af deres distriktspsykiatriske kontaktsygeplejerske.

Informanter
20 informanter med forskellige erfaringer med BF-episoder deltog i studiet. En af informanterne blev efterfølgende ekskluderet, fordi forfatterne ikke kunne forstå informantens udsagn på grund af sproglige udfordringer. Tabel 1 indeholder oplysninger om de resterende 19 informanter og deres opfattelser af specifikke detaljer om egne BF-episoder.

ff4-19_pr_tabel_1Dataindsamling
Data blev indsamlet ved brug af en semistruktureret interviewguide bestående af to dele i kvalitative én-til-én-interviews. I den første eksplorative del af samme interview blev informanterne opfordret til at beskrive deres opfattelse af BF-episoder ud fra åbne spørgsmål som f.eks. ”Kan du fortælle, hvad der skete, sidste gang du blev bæltefikseret?” Anden del af samme interview havde til formål empirisk at teste (26) resultaterne fra en litteraturgennemgang, der undersøgte patienters opfattelse af situationer forbundet med forskellige former for tvangsforanstaltninger (herunder BF) (13). Denne litteraturgennemgang identificerede situationer som f.eks. interaktioner med sundhedsprofessionelle og kommunikation i relation til tvangsprocessen (før, under og efter). Desuden blev foreløbige temaer fra analyse af interview testet i de efterfølgende interviews.

Interviewene fandt sted i samtalerum på afsnittet (indlagte patienter), i patienternes egne hjem eller i distriktspsykiatriens lokaler (ambulante patienter). Interviewene blev gennemført i perioden september 2016 til marts 2017 og varede mellem 13 og 63 minutter, gennemsnitligt 35,5 minutter. Interviewene blev lydoptaget og transskriberet ordret.

Tematisk analyse
Indledningsvist blev alle transskriptioner omhyggeligt gennemlæst, og umiddelbare temaer og overordnede strukturer i teksten blev markeret (29). Transkriptionerne blev herefter kodet og kondenseret ud fra analytiske spørgsmål,, se Tabel 2 og alle kodede tekststykker blev mærket med en overskrift og kategoriseret i temaer (26,30).


ff4-19_pr_tabel_2Igennem analysen fremkom fire temaer, der beskrev patienternes måder at agere og reagere på i forbindelse med BF-episoder. Relationer mellem temaerne blev afdækket og betragtet i forhold til situationer før, under og efter BF-episoder, hvilket resulterede i en sammenhængende teori (bestående af to mønstre i BF-processen) i tråd med de metodologiske krav beskrevet i symbolsk interaktion (26). Den tematiske analyse blev foretaget af førsteforfatteren, men blev løbende diskuteret, debatteret og dermed kritisk belyst og vurderet af samtlige forfattere.

Etiske overvejelser
Der blev opnået fuld godkendelse fra den lokale ledelse og Datatilsynet (nr.: 14/26634). De Videnskabsetiske Komitéer for Region Syddanmark vurderede, at studiet ikke krævede yderligere etisk godkendelse (nr.: S-20152000-210). Samtlige informanter afgav skriftligt informeret samtykke inden interview, tillod lydoptagelse og blev garanteret fortrolighed.

peerreviewed-resultater-ikonAnalysen identificerede fire temaer: ”åbenlyse protestreaktioner”, ”stille protestreaktioner”, ”sygdomsrelateret adfærd” og ”rolig adfærd”. Tilsammen karakteriserer de patienternes opfattelse af deres måder at agere og reagere på i forbindelse med BF-episoder. Som illustreret i Figur 1 er de fire temaer forbundet i to typiske mønstre på tværs af interviews i BF-processen: ”Protestmønster” og ”sygdomsrelateret mønster”.


ff4-19_pr_figur_1I det følgende præsenteres de to mønstre i relation til BF-processen separat. De fire temaer indgår i præsentationen, sådan som de fremkom som resultat af analysen, og derfor gentages nogle af temaerne på tværs af de to mønstre. Desuden er patienternes opfattelse af situationer i BF-processen (f.eks. opfattelse af konflikter med personalet) inkluderet i præsentationen og repræsenterer således patienternes underlæggende årsager til deres måder at agere og reagere på.

Udvalgte citater fra interviewene i relation til de to mønstre fremgår af tabel 3, men der indgår også korte citater i teksten nedenfor, se figur 1.

ff4-19_pr_tabel_3Mønster relateret til protest

”Protestmønster” (figur 1, diagrammet til venstre) repræsenterer en dominerende patientopfattelse i data og er karakteriseret ved patienternes opfattelse af, hvordan de indledningsvist reagerede med ”åbenlyse protestreaktioner”, der typisk blev erstattet af ”stille protestreaktioner”, efterhånden som de gennemgik BF-processen.

Før BF

Patienterne opfattede, at deres egne ”åbenlyse protestreaktioner” var grunden til, at personalet bæltefikserede dem. Som tema er en ”åbenlys protestreaktion” karakteriseret ved patienternes vrede og frustration, der kommer til udtryk i vold, trusler og/eller aggression rettet mod personale. Årsagen til patienternes vrede og frustration skyldes konflikter med personalet eller personalets handlinger. Patienterne mente, at deres uoverensstemmelser med personalet om regler på afsnittet (ikke tilladt at gå udenfor eller være i besiddelse af en telefon) eller diskussioner om medicin var typiske årsager til konflikter. Disse konflikter blev forværret, når patienterne oplevede, at personalet afviste patienternes initiativer til dialog om disse uoverensstemmelser eller nægtede at sætte sig ind i patienternes perspektiv.

En anden årsag til konflikt med personalet var situationer, hvor patienterne som følge af personalets adfærd og kommunikation mente, de blev behandlet som mindreværdige i forhold til personalet. Patienterne mente f.eks., at de blev ignoreret, når de henvendte sig til personalet på kontoret, eller at personalet kommunikerede respektløst (råbte eller sagde noget provokerende).

Selv om patienterne vedkendte sig deres ”åbenlyse protestreaktioner” som reaktion på de ovennævnte konflikter, mente de, at BF kunne have været undgået, såfremt personalet havde brugt mindre indgribende metoder såsom afskærmning (patienterne opfattede afskærmning som det at være begrænset til at måtte opholde sig på deres eget værelse eller konstant ledsaget af personale), eller at personalet havde udvist en større grad af tolerance over for deres negative udbrud. Patienterne efterspurgte personalets forståelse af, at det at være vred, negativ eller f.eks. at smække med døren skulle opfattes som et vredesudbrud og ikke som en egentlig farlig handling.

Det var desuden patienternes opfattelse, at personalet tyede til ”den nemme løsning” (deltager 13, tekststykke 436) ved at gøre brug af BF, og de var overbeviste om, at beroligende kommunikation eller en respektfuld dialog om de underliggende årsager til deres ”åbenlyse protestreaktioner” kunne have deeskaleret deres reaktioner.

Endelig skulle personalet efter patienternes opfattelse ”give dem en chance til” i stedet for at gøre brug af BF (deltager 14, tekststykke 496) i situationer, hvor patienten var faldet til ro igen.

På det tidspunkt, hvor BF finder sted

Patienternes ”åbenlyse protestreaktioner” blev yderligere forværret som følge af at blive bæltefikseret. De fortalte, at de gjorde modstand mod BF ved at kæmpe imod, mens de blev omringet, overmandet og fastholdt af en gruppe sundhedsprofessionelle. Patienterne rapporterede, at det foregik hurtigt og voldsomt, og at det ud over at gøre fysisk ondt også føltes ydmygende. Dette blev forværret som følge af manglende følelsesmæssigt engagement som f.eks. empati hos det involverede personale.

Patienterne rapporterede også brugen af ”stille protestreaktion” som respons på BF. Som tema er en ”stille protestreaktion” karakteriseret ved, at patienterne agerer med påtaget falsk ro (som en måde at håndtere og undertrykke de reelle følelser af vrede, frustration og tristhed), hvilket de mente var forårsaget af personalets handlinger. Patienterne beskrev, hvordan de opgav at kæmpe imod personalegruppen, selv om de var stærkt uenige i deres handlinger, for at undgå at blive sigtet for vold, eller fordi de vidste (fra tidligere oplevelser), at fysisk modstand mod BF ikke ville medføre, at de undgik at blive fikseret.

Under BF

Mens patienterne var bæltefikseret, beskrev de, at deres vrede og frustrationer igen kom til udtryk i ”åbenlyse protestreaktioner” i form af råb, trusler mod personalet eller fysisk modstand som reaktion på begrænsningen af deres bevægelsesfrihed. Desuden mente patienterne, at personalets kommunikation gav anledning til eller endda forværrede deres ”åbenlyse protestreaktioner”, idet de beskrev, at de både følte sig triste og frustrerede, når personalet undlod at kommunikere med dem.

Disse opfattelser var særligt relateret til det medlem af personalet, som havde til opgave at observere dem under BF (fast vagt). Patienterne efterspurgte, at den faste vagt ville tale med dem i stedet for blot at observere i stilhed og svare venligt i stedet for at opføre sig nedværdigende og tilsyneladende irriteret over patienternes forsøg på at indlede en samtale.
Patienterne mente også, at lægernes kommunikation gav anledning til ”åbenlyse protestreaktioner”: De opfattede lægerne som arrogante, idet de stort set ikke talte med dem, og fordi de kun tog hensyn til personalets observationer med hensyn til beslutningen om at forlænge BF-episoden. Dette efterlod patienterne med en følelse af at være umyndiggjorte, og de mente, at varigheden af BF-episoden/episoderne kunne være afkortet, hvis lægerne havde lyttet til deres synspunkter. Som følge heraf reagerede patienterne med yderligere ”åbenlyse protestreaktioner”, fordi de opfattede forlængelsen af BF-episoden som en straf for deres handlinger og som ”magtmisbrug” (deltager 6, tekststykke 198). Endelig var det patienternes opfattelse, at beslutningen om at afslutte BF-episoden afhang af, hvornår det passede personalet, og nogle af patienterne havde på den baggrund efterfølgende indgivet formelle klager.

For at BF-episoden kunne afsluttes, fortalte patienterne, at personalet havde fortalt dem, at de skulle samtykke til ikke at gøre skade på sig selv eller andre og forholde sig i ro. Patienterne opfattede det imidlertid som vanskeligt at stoppe de ”åbenlyse protestreaktioner”, fordi de var vrede på personalet på grund af den negative opfattelse af situationerne før og under BF. De var desuden vrede på grund af specifikke hændelser, der forekom under BF, (f.eks. at blive tvangsmedicineret og være tvunget til at have vandladning og afføring mens de fortsat var BF og under personalets tilstedeværelse). Til sidst udskiftede patienterne de ”åbenlyse protestreaktioner” med en påtaget, falsk ro i form af ”stille protestreaktioner” ved at undertrykke deres vrede og frustration for at blive løsnet fra BF, eller også rapporterede de, at de simpelthen opgav at kæmpe imod længere.

Efter BF

Patienterne mente, at deres holdning og relation til personalet havde ændret sig som følge af de ovenfor beskrevne negative oplevelser og opfattelser. De fortalte, at de havde fået mistillid til personalet, fordi det efter deres opfattelse løj om deres ”åbenlyse protestreaktioner” under BF for at retfærdiggøre forlængelsen af BF-episoderne. Derudover følte patienterne, at det var nødvendigt at undgå kontakt med personalet og at følge personalets regler for at undgå yderligere konflikter og risikoen for at blive bæltefikseret endnu en gang. Som følge heraf blev den opståede mistillid og holdningsændring udtrykt gennem ”stille protestreaktioner”.

Efter patienternes opfattelse var det imidlertid svært at opretholde ”stille protestreaktioner” over tid, og de beskrev, hvordan deres vrede og frustrationer til sidst ”eksploderede” (deltager 5, tekststykke 122), hvilket resulterede i en ny BF-episode.

Patienterne mente, at personalet undlod at tilbyde vejledning i, hvordan man klager over en BF-episode, eller forsøgte at overbevise dem om, at det ikke ville være umagen værd.

Flere patienter mente desuden, at personalet undlod at holde eftersamtaler med dem. Manglende eller utilstrækkelige eftersamtaler fastholdt patienternes ”stille protestreaktioner”, fordi de fortsat var vrede og forvirrede over den efter deres opfattelse uretfærdige behandling.

For at bearbejde oplevelserne forbundet med BF-episoden fandt patienterne det vigtigt at få forklaret årsagerne til brugen og varigheden af BF-episoden, og de efterspurgte en samtale om, hvordan BF kan undgås fremover.

Men patienter oplevede, at personalet kun fortalte dem, hvordan de skulle opføre sig for at undgå yderligere BF-episoder, om deres ret til at klage over tvangshændelsen, eller at personalet havde indgivet en politianmeldelse over deres ”åbenlyse protestreaktioner” i de tidligere forløb i BF-processen.

Som en atypisk måde at agere og reagere på i forhold til dette specifikke mønster rapporterede patienterne også om ”rolig adfærd” efter BF (i modsætning til de ovenfor beskrevne ”stille protestreaktioner”). ”Rolig adfærd” er som tema karakteriseret ved patienternes opfattelse af sig selv som værende rolige og fattede og uden behov for at protestere. Patienterne mente, at BF-episoden havde haft en positiv indvirkning på dem, og de rapporterede, at de ”havde lært af deres fejl” (deltager 7, tekststykke 251) i den forstand, at de havde lært at styre deres vrede og frustrationer og derved erfaret, hvordan man undgår yderligere BF-episoder.

Mønster relateret til sygdom

Det andet mønster, der blev identificeret i BF-processen, er ”sygdomsrelateret mønster” (figur 1, diagrammet til højre). Dette mønster er karakteriseret ved patienternes opfattelse af, hvordan de indledningsvist agerede og reagerede med adfærd relateret til deres sygdom sideløbende med ”åbenlyse protestreaktioner”, der typisk blev erstattet af ”rolig adfærd” efterhånden som de gennemgik BF-processen.

Før BF og på det tidspunkt, hvor BF finder sted

Patienterne opfattede, at deres egen sygdomsrelaterede adfærd var årsag til BF. Temaet ”sygdomsrelateret adfærd” er karakteriseret ved patienternes opfattelse af sig selv som værende psykotiske (f.eks. på grund af medicin- eller stofmisbrug), og at dette resulterer i en voldelig, truende og/eller aggressiv adfærd i en sådan grad, at de udgør en fare for dem selv og/eller andre.

Patienterne fortalte, at de på det pågældende tidspunkt manglede indsigt i deres sygdom og det faktum, at deres adfærd udgjorde en fare for dem selv og andre. Dette resulterer i, at patienterne udviste ”åbenlyse protestreaktioner”, når de blev bæltefikseret.

Under BF og efter BF

Under BF fortsatte patienterne med at agere og reagere på måder, som de mente var relateret til deres sygdom. Desuden beskrev patienterne, at de reagerede med ”åbenlyse protestreaktioner” som reaktion på begrænsningen af deres bevægelsesfrihed. Patienterne opfattede, at deres tilstand efterhånden blev forbedret, når de havde modtaget medicin, og at deres handlinger og reaktioner som følge deraf blev erstattet med en ”rolig adfærd”.

Ud over medicinering beskrev patienterne, at personalet kunne bidrage til en ”rolig adfærd” ved at småsludre med dem, mens de var bæltefikseret, og ved brug af beroligende og opmuntrende kommunikation. Ifølge patienterne mindskede dette deres behov for ”åbenlyse protestreaktioner”, og de fandt det også hjælpsomt og beroligende, når personalet informerede dem om, hvor længe de kunne forvente at skulle være bæltefikseret, eller hvornår den næste vurdering af deres parathed til at blive løsnet fra deres bælte ville finde sted.

Efter BF er afsluttet, anerkendte patienterne behovet for BF-episoden og fortsatte derfor med en ”rolig adfærd”. Nogle af dem påskønnede endda tvangsforanstaltningen, idet de mente, at personalet havde gjort det for at drage omsorg for dem og forhindre dem i at gøre noget, de ville fortryde.

Ifølge analysen kom patienterne selv frem til den erkendelse, eller også fik de en erkendelse af nødvendigheden af BF ved eftersamtalen, når personalet forklarede årsagen til både brugen og varigheden af BF.

Som en atypisk måde at agere og reagere på inden for dette specifikke mønster rapporterede patienterne også om tilbagevenden til ”åbenlyse protestreaktioner” efterfulgt af ”stille protestreaktioner” under og efter BF. Patienterne fortalte, at de blev vrede og frustrerede over ikke at blive løsnet fra BF, fordi de selv mente, at de udviste en ”rolig adfærd”. En anden atypisk måde at agere på var, at patienterne selv efterspurgte at blive bæltefikset, hvilket ifølge patienterne var karakteriseret ved en erkendelse af, at de var ude af stand til at styre deres egne måder at agere og reagere på (som følge af deres sygdom). I disse tilfælde rapporterede patienterne, at de udviste ”rolig adfærd” under BF-processen.

peerreviewed-diskussion-ikonResultaterne fra dette studie viser, at patienternes opfattelse af situationer som f.eks. konflikter med personalet, utilstrækkelig kommunikation og eftersamtaler er på linje med resultaterne fra tidligere studier (11-12). Resultaterne fra dette studie udbygger imidlertid den eksisterende viden ved at sammenkæde patienternes opfattelse af situationer med deres underliggende årsager til deres måder at agere og reagere på i de to identificerede mønstre i BF-processen, hvilket bliver uddybet og diskuteret nedenfor.

I den eksisterende forskningslitteratur inden for både det almenpsykiatriske og retspsykiatriske område er skadelig adfærd hos patienterne (f.eks. aggression eller voldelig adfærd) de typiske årsager til, at sundhedspersonalet anvender tvangsforanstaltninger (18,31). Derudover fremhæves patientkarakteristika (såsom symptomer, brug eller misbrug af stoffer eller alkohol), interpersonelle faktorer og miljøfaktorer som årsager til patientens adfærd (32,33). Resultaterne fra dette studie bekræfter disse fund vedrørende patientkarakteristika og interpersonelle faktorer. Desuden tyder resultaterne på, at nogle patienter opfattede BF som en nødvendig tvangsforanstaltning i forhold til deres psykiske sygdom og derfor var tilbøjelige til at mene, at de havde en ”rolig adfærd” efter BF (i ”sygdomsrelateret mønster”).

Omvendt opfattede patienterne, at de undertrykte negative følelser og vrede i ”stille protestreaktioner”, hvis de ikke forbandt situationen med deres psykiske sygdom (i ”protestmønsteret”). Denne forskel med hensyn til nødvendigheden af BF er blevet indikeret i litteraturen (33,34). Imidlertid er opfattelsen af ”modstand” eller ”modvillighed” mulige patientreaktioner (35).

Det er desuden velkendt, at patienter og personale ofte opfatter tvangsepisoder forskelligt, og derfor vil begge parter påberåbe sig legitimitet for deres handlinger (36). Noget tyder dog på, at retspsykiatriske patienter sammenlignet med almenpsykiatriske patienter er mere tilbøjelige til at opfatte vold og aggression som faktorer, der er uundgåelige i relation til deres sygdom og personlighed, og derfor kan være mere realistiske med hensyn til nødvendigheden af tvangsforanstaltninger (33,37,38).

I et kvalitativt studie udført af Haw et al. (20) anså flere end halvdelen af de retspsykiatriske patienter tvangsforanstaltninger som værende nødvendige. Soininen et al. (39) beskrev til gengæld modstridende resultater, og Keski-Valkama et al. (40) konkluderede, at retspsykiatriske patienter oftere opfatter isolation som en form for straf.

Litteraturen beskriver flere karakteristika ved det retspsykiatriske miljø; at de har betydning for disse negative opfattelser af tvangsforanstaltninger hos patienterne, f.eks. at retspsykiatrien er et unikt miljø (41) med et stort fokus på sikkerhed og fastholdelse af principper (5). Fra et internationalt perspektiv argumenteres der for, at personalet er bange for patienterne (19), og studier har vist, at retspsykiatriske patienter kun oplever få øjeblikke med omsorg (42). Dette kan derfor tyde på, at patienterne i dette studie udviste ”åbenlyse protestreaktioner” som følge af den forvaringsprægede kultur i det retspsykiatriske miljø (19,43,44).

I tråd med fundene fra studierne udført af Jacob et al. (17), Lanthén et al. (16) og Wynn (45) reagerede patienterne i dette studie med ”åbenlyse protestreaktioner” på det tidspunkt, hvor BF fandt sted og under BF. Varigheden af BF blev derfor forlænget (18,46). I dette studie (tabel 1) mente størstedelen af informanterne, at deres seneste BF-episode havde en varighed på 48 timer eller derover, hvilket er på linje med resultaterne fra et dansk studie (46). Patienternes ”åbenlyse protestreaktioner” og den lange varighed af BF støtter den antagelse, at BF betragtes som en meget indgribende tvangsforanstaltning (4,24).

I lighed med andre studier, der har undersøgt patienternes opfattelse af BF inden for almenpsykiatrien (16,45), viste resultaterne fra dette studie, hvordan personalets attitude, kommunikation og information under BF kunne enten mindske eller fremprovokere patienternes ”åbenlyse protestreaktioner”.

Imidlertid kunne opfordringer fra personalet til patienterne om f.eks. at være rolige for at kunne blive løsnet fra BF også fremprovokere ”stille protestreaktioner”. Tilsvarende er dette beskrevet i studiet udført af Knowles et al. (22) af et mindre antal af de retspsykiatriske patienter i isolation. Ifølge et nyere studie udført af Nielsen et al. (47) er patienternes forståelse og evne til at samarbejde vigtige parametre, når retspsykiatrisk personale skal vurdere patientens parathed til at blive løsnet fra BF. Resultaterne fra dette studie antyder imidlertid, at patienterne agerer med falsk, påtaget ro, hvilket ifølge pateinterne opfattes af personalet som forståelse og evne til at samarbejde.

Resultaterne viser, at ”stille protestreaktioner” opretholdes, efter BF er afsluttet. Tilsvarende resultater blev fundet i studiet udført af Knowles et al. (22), som undersøgte retspsykiatriske patienters opfattelse af fastholdelse: Patienterne rapporterede, at de ”fulgte spillets regler” og forsøgte at skjule negative følelser i forhold til det personale, som var involveret i tvangsepisoden.

I et studie udført af Hörberg et al. (42), som undersøgte, hvordan patienter oplevede behandlingen i retspsykiatrien, beskrev patienterne, hvordan de havde gjort brug af strategier for at kunne håndtere hospitalsindlæggelse og undgå straf, selv om de ”råbte indvendigt”. Som vist i dette studie resulterede ”stille protestreaktioner” i, at patienternes vrede ”eksploderede” i en ny ”åbenlys protestreaktion”, hvilket typisk forårsagede en ny BF-episode. En anden konsekvens af ”stille protestreaktioner” er den negative indvirkning på den terapeutiske relation til personalet (22,48). Sådan en negativ indvirkning er en udfordring i forhold til patienternes recovery (49), eftersom relationer af såvel patienter som personale betragtes som afgørende for patienternes recovery (36).

Debriefing er en almindeligt anerkendt intervention, der anvendes til at genetablere den terapeutiske relation efter tvangsepisoder (50). Selv om et studie har vist, at retspsykiatrisk personale anser debriefinger for nødvendige (51), var flere af patienterne i dette studie af den opfattelse, at personalet undlod at debriefe dem. Dette er i tråd med Needham & Sands’ studie (52), der viste, at debriefinger efter isolation ikke blev gennemført rutinemæssigt. Ifølge resultaterne fra dette studie medførte manglende eller utilstrækkelig debriefing, at patienterne opretholdt ”stille protestreaktioner”, hvorimod en grundig debriefing bibragte patienterne forståelse for personalets årsager til både brugen og varigheden af BF og understøttede en ”rolig adfærd” hos patienterne.

Begrænsninger ved dette studie

I overensstemmelse med formålet med dette studie var det kun patienter, som aktuelt var kategoriseret som retspsykiatriske patienter, der blev interviewet. I Danmark er behandlingen af retspsykiatriske patienter imidlertid ikke begrænset til retspsykiatrien (53), og derfor havde mange af deltagerne været bæltefikseret i enten retspsykiatrisk eller almenpsykiatrisk regi eller begge dele, og nogle få af dem havde været fikseret i fængselsmiljøer.

Samtlige informanter rapporterede deres oplevelser og opfattelser retrospektivt. Der var forskellige tidsrum mellem informanternes BF-episoder og tidspunktet for dataindsamlingen (som vist i tabel 1). Som følge heraf var informanternes udsagn påvirket (positivt eller negativt) af flere erfaringer fra det psykiatriske behandlingssystem, begivenheder i deres liv osv., eftersom menneskers opfattelse og tilskrivelse af mening kan ændre sig over tid (26).

En sidste begrænsning vedrører overførbarheden af resultaterne til andre lande, da dette studie er gennemført på én retspsykiatrisk afdeling i Danmark og kun omfattede 20 informanter. Særligt kulturelle forskelle i sygeplejen og behandlingskulturen med hensyn til anvendelsen af BF, både på et intranationalt og internationalt niveau, er faktorer, der har betydning for overførbarheden (7,24).

konklusion_ikonPatienternes opfattelse af deres måder at agere og reagere på over for BF-episoder er karakteriseret ved: ”åbenlyse protestreaktioner”, ”stille protestreaktioner”, ”sygdomsrelateret adfærd” og ”rolig adfærd”. Temaerne er forbundet i to typiske mønstre i BF-processen: ”protestmønster” og ”sygdomsrelateret mønster”.
Da dette studie efter forfatternes bedste overbevisning er det første kvalitative studie, der har undersøgt retspsykiatriske patienters opfattelse af BF som en proces, er der behov for yderligere studier til at belyse sammenhængene mellem patienternes opfattelse af at blive bæltefikseret og deres måder at agere og reagere på under BF-processen. Dette vil udvide vores viden og danne baggrund for udviklingen af evidensbaserede interventioner med formålet om at reducere antallet og varigheden af BF inden for retspsykiatrien

Relevans for klinisk praksis

For at reducere antallet og varigheden af BF og forbedre praksis i situationer, hvor BF er uundgåelig, er der behov for, at personalet anerkender værdien af at overveje mulige årsager til patienternes måder at agere og reagere (35) på i de forskellige punkter i BF-processen. I forhold til ”protestmønsteret” understreger dette studie behovet for at forbedre personalets uddannelse med hensyn til adfærd og kommunikation med det formål at undgå konflikter, at engagere sig i patienternes behov for dialog om uoverensstemmelser, at gøre brug af deeskaleringsstrategier og endelig at forbedre kommunikationen under BF, så forekomsten af ”åbenlyse protestreaktioner” reduceres.

Derudover og i forhold til det ”sygdomsrelaterede mønster” understreger dette studie nødvendigheden af information og kommunikation under BF for at støtte patienterne i at opnå en ”rolig adfærd”. I forhold til begge mønstre opfordres personalet til at holde eftersamtaler for at fremme ”rolig adfærd” og reducere ”stille protestreaktioner” med det formål at genetablere den terapeutiske relation efter en BF-episode og reducere risikoen for gentagne episoder.

Ellen B. Tingleff

Ellen B. Tingleff 
Sygeplejerske, cand.cur., ph.d. i 2019. Ansat som lektor ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Sygeplejerskeuddannelsen i Vejle.

Forsker i samarbejde med Center for Psykiatrisk Sygepleje og Sundhedsforskning (CPS), Institut for Regional Sundhedsforskning, Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, SDU, og psykiatrisk Afdeling Middelfart, Psykiatrien Region Syddanmark, i psykiatrisk sygepleje, herunder pårørendeinddragelse og reduktion af tvang i psykiatrien.

ebti@ucl.dk

Lise Hounsgaard

Lise Hounsgaard 
Sygeplejerske, cand.cur., ph.d. i sygepleje fra Aarhus Universitet i 2004.

Udvikler ny forskningsbaseret viden til praksis og uddannelserne i et samarbejde med ph.d.-studerende og nationale og internationale forskningskolleger med et helhedsorienteret og tværfagligt sigte.

Er via et professorat i Sygepleje ved Klinisk Institut ved SDU leder af Center for Psykiatrisk Sygepleje og Sundhedsforskning (CPS), Institut for Regional Sundhedsforskning, Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, SDU, og forskningsleder ved Institut for Sygepleje og Sundhedsvidenskab ved Grønlands Universitet.

Stephen K. Bradley

Stephen K. Bradley 
Sygeplejerske (BSc) 1997, ph.d. 2006, mange års erfaring som psykiatrisk sygeplejerske. Leder af Training & Development, Hope Trust, Roscommon, Ireland.

 

Frederik A. Gildberg

Frederik A. Gildberg 
Sygeplejerske, cand.cur., ph.d. 2012. Landets første lektor i retspsykiatri i 2016.

Siden 2007 forsket i psykiatrisk sygepleje og arbejder i særdeleshed med reduktion af tvang i psykiatrien. Lektor i retspsykiatri og forskningsleder ved Center for Psykiatrisk Sygepleje og Sundhedsforskning (CPS), Institut for Regional Sundhedsforskning, Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, SDU, samt på psykiatrisk Afdeling Middelfart, Psykiatrien Region Syddanmark.

English abstract

To reduce the use and duration of mechanical restraint in forensic settings and ensure evidence-based patient care, we need more knowledge about patients’ subjective experiences and perceptions.

The aim was to investigate forensic psychiatric patients’ perceptions of situations associated with the use of mechanical restraint and what they perceive as factors impacting the use and duration of mechanical restraint.

Twenty participants were interviewed. Four themes were identified through a thematic analysis: ‘overt protest reactions’, ‘silent protest reactions’, ‘illness-related behaviour’, and ‘genuinely calm’; which together characterise patients’ perceptions of their ways of acting and reacting during mechanical restraint episodes.

These themes are linked together in two patterns in the process of mechanical restraint: ‘pattern of protest’ and ‘pattern of illness’.

Further research is needed to illuminate the associations between patients’ perceptions of being subjected to mechanical restraint and ways of acting and reacting through the process of mechanical restraint.

Keywords

Coercion, forensic psychiatry, interview, physical restraint, qualitative research.

Referencer
  1. Sundhedsstyrelsen. Tvangsforanstaltninger i psykiatrien - en udredning. [Available from: http://www.sum.dk/Aktuelt/Publikationer/~/media/Filer%20-%20Publikatione....
  2. Soininen P, Kontio R, Joffe G, Putkonen H. Patient Experience of Coercive Measures. In: Völlm B, Nedopil N, editors. The Use of Coercive Measures in Forensic Psychiatric Care: Legal, Ethical and Practical Challenges. Cham: Springer International Publishing;2016:255-70.
  3. Steinert T. An International Perspective on the Use of Coercive Measures. In: Völlm B, Nedopil N, editors. The Use of Coercive Measures in Forensic Psychiatric Care: Legal, Ethical and Practical Challenges. Cham: Springer International Publishing;2016:87-100.
  4. Krieger E, Moritz S, Weil R, Nagel M. Patients' attitudes towards and acceptance of coercion in psychiatry. Psychiatry Research; 2018;260:478-85.
  5. Nedopil N. Special Considerations in Forensic Psychiatry. In: Völlm B, Nedopil N, editors. The Use of Coercive Measures in Forensic Psychiatric Care: Legal, Ethical and Practical Challenges. Cham: Springer International Publishing;2016:135-49.
  6. National Institute for Health and Care Excellence. Violence and aggression: short-term management in mental health, health and community settings 2015 [Available from: https://www.nice.org.uk/guidance/ng10/chapter/1-Recommendations#using-re....
  7. McLaughlin P, Giacco D, Priebe S. Use of Coercive Measures during Involuntary Psychiatric Admission and Treatment Outcomes: Data from a Prospective Study across 10 European Countries. PLoS ONE. 2016;11(12):e0168720.
  8. Noorthoorn E, Lepping P, Janssen W, Hoogendoorn A, Nijman H, Widdershoven G, et al. One-year incidence and prevalence of seclusion: Dutch findings in an international perspective. Social psychiatry and psychiatric epidemiology. 2015;50(12):1857-69.
  9. Raboch J, Kališová L, Nawka A, Kitzlerová E, Onchev G, Karastergiou A, et al. Use of coercive measures during involuntary hospitalization: findings from ten European countries. Psychiatric Services. 2010;61(10):1012-7
  10. Kontio R, Joffe G, Putkonen H, Kuosmanen L, Hane K, Holi M, et al. Seclusion and restraint in psychiatry: Patients' experiences and practical suggestions on how to improve practices and use alternatives. Perspectives in Psychiatric Care. 2012;48(1):16-24.
  11. Aguilera-Serrano C, Guzman-Parra J, Garcia-Sanchez JA, Moreno-Kustner B, Mayoral-Cleries F. Variables Associated With the Subjective Experience of Coercive Measures in Psychiatric Inpatients: A Systematic Review. Canadian journal of psychiatry Revue canadienne de psychiatrie. 2018;63(2):129-44.
  12. Cusack P, Cusack FP, McAndrew S, McKeown M, Duxbury J. An integrative review exploring the physical and psychological harm inherent in using restraint in mental health inpatient settings. Int J Ment Health Nurs. 2018;27(3):1162-76.
  13. Tingleff EB, Bradley SK, Gildberg FA, Munksgaard G, Hounsgaard L. "Treat me with respect". A systematic review and thematic analysis of psychiatric patients' reported perceptions of the situations associated with the process of coercion. Journal of psychiatric and mental health nursing. 2017;24(9-10):681-98.
  14. Johnson ME. Being restrained: A study of power and powerlessness. Issues in Mental Health Nursing. 1998;19(3):191-206.
  15. Chien W-T, Chan CWH, Lam L-W, Kam CW. Psychiatric inpatients' perceptions of positive and negative aspects of physical restraint. Patient Education and Counseling. 2005;59(1):80-6.
  16. Lanthén K, Rask M, Sunnqvist C. Psychiatric Patients Experiences with Mechanical Restraints: An Interview Study. Psychiatry Journal. 2015. doi: 10.1155/2015/748392.
  17. Jacob JD, Holmes D, Rioux D, Corneau P, MacPhee C. Convergence and divergence: An analysis of mechanical restraints. Nursing Ethics. 2017;Epub ahead of print.
  18. Hui A, Middleton H, Völlm B. The Uses of Coercive Measures in Forensic Psychiatry: A Literature Review. In: Völlm B, Nedopil N, editors. The Use of Coercive Measures in Forensic Psychiatric Care: Legal, Ethical and Practical Challenges. Cham: Springer International Publishing; 2016:151-84.
  19. Laiho T, Hottinen A, Lindberg N, Sailas E. Staff Attitudes Towards Seclusion and Restraint in Forensic Settings. In: Völlm B, Nedopil N, editors. The Use of Coercive Measures in Forensic Psychiatric Care: Legal, Ethical and Practical Challenges. Cham: Springer International Publishing; 2016: 231-40.
  20. Haw C, Stubbs J, Bickle A, Stewart I. Coercive treatments in forensic psychiatry: A study of patients' experiences and preferences. Journal of Forensic Psychiatry and Psychology. 2011;22(4):564-85.
  21. Holmes D, Murray SJ, Knack N. Experiencing Seclusion in a Forensic Psychiatric Setting: A Phenomenological Study. Journal of forensic nursing. 2015;11(4):200-13.
  22. Knowles SF, Hearne J, Smith I. Physical restraint and the therapeutic relationship. The Journal of Forensic Psychiatry & Psychology. 2015;26(4):461-75.
  23. Sequeira H, Halstead S. Control and restraint in the UK: service user perspectives. British Journal of Forensic Practice. 2002;4(1):9-18.
  24. Bak J, Aggernæs H. Coercion within Danish psychiatry compared with 10 other European countries. Nordic Journal of Psychiatry. 2012;66(5):297-302.
  25. Steinert T, Birk M, Flammer E, Bergk J. Subjective distress after seclusion or mechanical restraint: One-year follow-up of a randomized controlled study. Psychiatric Services. 2013;64(10):1012-7.
  26. Blumer H. The methodological position of symbolic interactionism. Symbolic interactionism Perspective and method. Berkeley, Calif. London: University of California Press; 1986. 1-60.
  27. Green J, Thorogood N. Qualitative methods for health research (Third edition ed.). Los Angeles: SAGE. (2014).
  28. Morse JM. “Data Were Saturated ... ”. Qualitative Health Research. 2015;25(5):587-8.
  29. Zoglowek H. Tematisk analyse. En framgangsmåte for at analysere kvalitative intervju. Nordisk pedagogik. 1999;19(3):156-67.
  30. Gildberg FA, Bradley SK, Tingleff EB, Hounsgaard L. Empirically Testing Thematic Analysis (ETTA): Methodological Implications in a textual analysis coding system. Nordic Nursing Research. 2015;5:193-207.
  31. Kuivalainen S, Vehviläinen-Julkunen K, Louheranta O, Putkonen A, Repo-Tiihonen E, Tiihonen J. De-escalation techniques used, and reasons for seclusion and restraint, in a forensic psychiatric hospital. International Journal of Mental Health Nursing. 2017;26(5):513-24.
  32. Bowers L, Alexander J, Bilgin H, Botha M, Dack C, James K, et al. Safewards: the empirical basis of the model and a critical appraisal. Journal of psychiatric and mental health nursing. 2014;21(4):354-64.
  33. Pulsford D, Crumpton A, Baker A, Wilkins T, Wright K, Duxbury J. Aggression in a high secure hospital: staff and patient attitudes. Journal of Psychiatric & Mental Health Nursing. 2013;20(4):296-304.
  34. Duxbury J, Whittington R. Causes and management of patient aggression and violence: staff and patient perspectives. Journal of advanced nursing. 2005;50(5):469-78.
  35. McKeown M. Stand up for recalcitrance! International Journal of Mental Health Nursing. 2016;25(6):481-3.
  36. McKeown M, Scholes A, Jones F, & Aindow W. Coercive practices in mental health services: stories of recalcitrance, resistance and legitimation. In A Daley, L Costa, & P Beresford (Eds.), Madness, violence and power. A critical collection Toronto: University of Toronto Press. 2019.
  37. Dickens G, Piccirillo M, Alderman N. Causes and management of aggression and violence in a forensic mental health service: Perspectives of nurses and patients. International Journal of Mental Health Nursing. 2013;22(6):532-44.
  38. Wright KM, Duxbury JA, Baker A, Crumpton A. A qualitative study into the attitudes of patients and staff towards violence and aggression in a high security hospital. Journal of psychiatric and mental health nursing. 2014;21(2):184-8.
  39. Soininen P, Välimäki M, Noda T, Puukka P, Korkeila J, Joffe G, et al. Secluded and restrained patients' perceptions of their treatment. International Journal of Mental Health Nursing. 2013;22(1):47-55.
  40. Keski-Valkama A, Koivisto AM, Eronen M, Kaltiala-Heino R. Forensic and general psychiatric patients' view of seclusion: A comparison study. Journal of Forensic Psychiatry and Psychology. 2010;21(3):446-61.
  41. Tomlin J, Bartlett P, Völlm B. Experiences of restrictiveness in forensic psychiatric care: Systematic review and concept analysis. International Journal of Law and Psychiatry. 2018;57:31-41.
  42. Hörberg U, Sjögren R, Dahlberg K. To be Strategically Struggling against Resignation: The Lived Experience of Being Cared for in Forensic Psychiatric Care. Issues in Mental Health Nursing. 2012;33(11):743-51.
  43. Hörberg U, Dahlberg K. Caring potentials in the shadows of power, correction, and discipline - Forensic psychiatric care in the light of the work of Michel Foucault. International Journal of Qualitative Studies on Health and Well-Being. 2015;10.
  44. Rose D, Peter E, Gallop R, Angus JE, Liaschenko J. Respect in forensic psychiatric nurse-patient relationships: a practical compromise. Journal of forensic nursing. 2011;7(1):3-16.
  45. Wynn R. Psychiatric inpatients' experiences with restraint. Journal of Forensic Psychiatry & Psychology. 2004;15(1):124-44.
  46. Gildberg FA, Fristed P, Makransky G, Moeller EH, Nielsen LD, Bradley SK. As time goes by: reasons and characteristics of prolonged episodes of mechanical restraint in forensic psychiatry. Journal of forensic nursing. 2015;11(1):41-50.
  47. Nielsen LD, Gildberg FA, Bech P, Lange Dalgaard J, Munksgaard G, Hounsgaard L. Forensic mental health clinician's experiences with and assessment of alliance regarding the patient's readiness to be released from mechanical restraint. International Journal of Mental Health Nursing. 2018;27(1):116-25.
  48. Theodoridou A, Schlatter F, Ajdacic V, Rossler W, & Jager M. Therapeutic relationship in the context of perceived coercion in a psychiatric population. Psychiatry Research, 2012;200(2-3):939-944.
  49. Ljungberg A, Denhov A, & Topor A. The Art of Helpful Relationships with Professionals: A Meta-ethnography of the Perspective of Persons with Severe Mental Illness. Psychiatr Q. 2015:86(4):471-495.
  50. Sutton D, Webster S, Wilson M. Debriefing following seclusion and restraint. A summary of relevant literature. New Zealand: Te Pou o Te Whakaaro Nui. The National Centre of Mental Health Research, Information and Workforce Development; 2014.
  51. Gustafsson, N., & Salzmann-Erikson, M. Effect of Complex Working Conditions on Nurses Who Exert Coercive Measures in Forensic Psychiatric Care. J Psychosoc Nurs Ment Health Serv. (2016);54(9):37-43.
  52. Needham H, Sands N. Post-seclusion debriefing: a core nursing intervention. Perspectives in Psychiatric Care. 2010;46(3):221-33.
  53. Møllerhøj J, Stølan LO, Brandt-Christensen M. Thorn in the Flesh? Forensic Inpatients in General Psychiatry. Perspectives in Psychiatric Care. 2016;52(1):32-9.

 

 

For første gang dokumenteres retspsykiatriske patienters opfattelse af at blive bæltefikseret.
36-47
2019
4
Peer reviewed: Tvang i retspsykiatrien
Psykiatri
Forskningsartikler
DSR-C
Fag & Forskning
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Tags 
Retspsykiatri
Magazine tags  Peer reviewed Web article 

"Vores arbejde bliver mere sikkert"

Alicia Puggaard

Forleden havde klinisk sygeplejespecialist Alicia Puggaard en situation, hvor to patienter mundhuggedes og irriterede hinanden. Den ene var psykotisk.

”Situationen var ved at udvikle sig, så jeg bad den ene patient om at trække sig. Alligevel fulgte den anden patient efter. Jeg måtte stille mig imellem dem og sige til den konfliktsøgende patient, at ”nu går vi en tur i haven.” Det plejer at virke beroligende på ham.”

Alicia Puggaard har i syv år arbejdet på retspsykiatrisk afsnit R8 på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde, hvor de på afdelingen i det daglige bruger risikostyringsværktøjet Brøset Violence Checklist, kaldet BVC, til at forebygge vold og aggressiv adfærd.

Redskabet blev indført i 2005.

I slutningen af hver vagt gennemgår personalet på afsnit R8 alle patienter, herunder patientens psykiske tilstand. Personalet bruger BVC til at vurdere patienternes adfærd på seks områder: Forvirring, irritabilitet, støjende adfærd, fysiske trusler, verbale trusler og angreb på ting eller genstande. En adfærd, der er unormal for patienten, udløser et enkelt point for hvert område.

Høj risiko for voldelig adfærd

Alicia Puggaard fortalte ved vagtskiftet personalegruppen om den konfliktsøgende patient.

”Jeg fortalte, at han var klart mere irritabel, end han plejer. Han var højttalende og var verbalt truende over for medpatienten. Derfor vurderede vi, at han skulle have en BVC-score på i alt 3 for irritabilitet, støjende adfærd og verbale trusler.”

En scoring på 3 eller højere svarer til en ”høj risiko for vold” og aktiverede derfor den patientspecifikke BVC-patientplan. Det betød, at personalet de næste 24 timer skulle være særligt opmærksomme på patienten og på at gøre brug af nogle af de patientspecifikke interventioner beskrevet i planen.

”For eksempel kunne vi tilbyde en samtale eller aktivitet for at berolige patienten. Hvis han afviste det, kunne vi give ham plads og forsøge det samme igen lidt senere. Vi forsøger altid med de mindst indgribende interventioner først,” forklarer Alicia Puggaard.

En score på 1-2 er et udtryk for en moderat risiko for vold og en score på 0 for en lille risiko for vold.

Vores patienter har brug for ro

Haven til afsnit R8 er omkranset af et fem meter højt hegn og benyttes dagligt af de retspsykiatriske patienter.

Ofte kommer patienterne i haven som en beroligende patientintervention, ligesom personalet f.eks. kan vælge at se en film sammen med patienten eller måske tage en samtale med patienten. Det kan virke afklarende for patienten eller fjerne frustrationer.

3 gode råd
  • Vær tro mod redskabet
  • Spar med dine kollegaer om scoringen og interventionerne
  • Beskriv de interventioner, der sættes i værk, og evaluer på virkningsgraden.

”Vi bruger BVC og andre redskaber til at arbejde forebyggende, og det gør, at vi har en rar og stille afdeling. Det er nødvendigt, fordi vores patienter alle sammen har brug for ro – det betyder rigtig meget for dem,” fortæller Alicia Puggaard.

”Jeg oplever, at BVC gør vores arbejde mere sikkert og gør, at vi bygger den del af vores sygepleje, som handler om håndtering og forebyggelse af vold og trusler, på andet end mavefornemmelser. Det bliver systematiseret og giver struktur både for patienter og personalet i forhold til den måde, vi håndterer vanskelige situationer på,” siger hun.

Det at BVC er en fast del af overleveringen til næste vagthold sikrer en form for kontinuitet.

”Når vi snakker om, hvordan vi skal score patienterne, får vi en faglig diskussion om patienterne, hvor vi bruger hinandens viden og erfaringer,” siger Alicia Puggaard.

Patientplaner er for standardiserede

BVC-scoringssystemet har dog også nogle skyggesider, oplever Alicia Puggaard.

”Vi kan ikke deeskalere patienterne ved at sidde inde foran computeren. Hver patient skal scores i to systemer, og patientplanerne skal aktiveres og evalueres. Sammenlagt med de andre ting, vi skal registrere i Sundhedsplatformen, kræver det meget administrationstid, hvor vi ikke kan være hos patienterne.”

På spørgsmålet om det er administrationstiden værd, trækker hun lidt på det, før hun siger:

”Ja, på den lange bane, fordi det gavner den enkelte patient. Det er baseret på et stort stykke arbejde, der beskriver, hvad der gavner patienten og viser, hvordan risikosituationerne bedst håndteres.”

Alicia Puggaard mener samtidig, at patientplanerne er for standardiserede på grund af de begrænsninger, der ligger i Sundhedsplatformen.

”I systemet findes en masse standardmuligheder, som vi er tvunget til at bruge, men for at det skal være relevant og tilpasset den enkelte patients behov, skal vi alligevel ind og lave det hele om. Derfor tænker jeg, at det ville være meget bedre, hvis vi fik lov til at gøre det hele selv fra bunden.”

Læs også: Simpelt redskab halverer volden

PSYKIATRI II: Brugen af BVC gør forebyggelse af vold og trusler til andet end mavefornemmelser.
16-17
2019
3
Ny Praksis
Psykiatri
Vold
Øvrige artikler
DSR-C
Fag & Forskning
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Tags 
Psykiatri
Retspsykiatri
Vold
Magazine tags  Ny praksis Web article