Hørt: Fagligheden er smurt tyndt ud

I årevis har direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri truffet forringende beslutninger. Det er på tide, at de lytter, eller at nye kræfter kommer til, mener sygeplejerske Thomas Markvart Sørensen.
Direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri er ikke deres ansvar bevidst, mener Thomas Markvart Sørensen. Det kom tydeligt til udtryk i det forgange folketingsvalg, hvor det var alle andre end behandlingspsykiatrien selv, der deltog i den offentlige debat
Foto: Claus Bech

ikon-hoertSkyderiet i Field’s og drabet på en praktiserende læge på Amager er blot to eksempler på, hvilke fatale følger det kan have, når psykiatrien fejler. Fordi direktionen ikke er deres beslutninger og konsekvenserne heraf bevidst, siger Thomas Markvart Sørensen i et debatindlæg i Politiken.

”Direktionen har smurt fagligheden så tyndt ud, at det er svært at acceptere de vilkår, patienterne bydes,” siger han.

Ydermere træffes der beslutninger, der slet ikke gavner. Bl.a. at det er den privatpraktiserende læge, der skal stå for eventuel tvangsindlæggelse. 

”Det er en højt specialiseret opgave, som nu er rykket fra de behandlingsansvarlige i psykiatrien til generalister, der ikke nødvendigvis kender hverken lovgivning, patienten eller mulige sygdomsforløb lige så godt som os,” forklarer han. 

Åbenhed er nødvendig

Thomas Markvart Sørensen er med-underskriver af debatindlægget, som i alt 21 sygeplejersker i psykiatrien er afsender af. Hans begrundelse for at stå frem er klar:

”Direktionen handler ikke etisk og fagligt forsvarligt, da de ikke formår at italesætte vores mange udfordringer offentligt. Netop åbenhed er nødvendig, hvis vi skal sikre en større forståelse for specialet og vores muligheder – eller mangel på samme – for at behandle og forebygge psykiatriske lidelser,” pointerer han.

Det er for Thomas Markvart Sørensen vigtigt at påtale, at direktionen ikke er retvisende i deres udtalelser.

”For de formår ikke at bidrage med nuancer og detaljer omkring de problemer, som vores speciale har. De mener, at deres beslutninger letter og forbedrer. Men jeg oplever, at de mange effektiviseringer i praksis har forringet de grundlæggende tilbud til borgerne,” forklarer Thomas Markvart Sørensen, som arbejder på Psykiatrisk Center Ballerup.

Ærgerligt at skulle gå til pressen

Det er et fåtal, som offentligt retter kritik mod toppen af den danske psykiatri i Region Hovedstaden. Det er fordi, de er bange for at blive sanktioneret, mener Thomas Markvart Sørensen. Han stiller sig alligevel frem og sætter i debatindlægget spørgsmål ved, om de mennesker, der leder psykiatrien, er de rigtige til at fortsætte. Vil de overbevise ham om det, så er det på tide, at de lytter.

”Jeg oplever desværre alt for ofte, at kritik ikke bliver lyttet til. Det er ærgerligt, at man skal gå til pressen for at få ørenlyd. Men det er konsekvensen af, at direktionen har forvaltet deres ledelsesansvar, som de har,” siger Thomas Markvart Sørensen, som dog er optimistisk om den fremtidige dialog:

”Direktionen har netop inviteret os til et møde for at få bedre kendskab til vores kritik og baggrunden for den. Det ser jeg frem til.” 

Mødet med direktionen havde ikke fundet sted, inden dette nummer af Sygeplejersken blev sendt i trykken.

Emneord: 
Psykiatri

"Planen er god - men pengene mangler"

Joachim Ritchie Vaughan er skuffet over psykiatriaftalen. ”Der skal meget mere til, hvis de børn, der lige nu er i mistrivsel og har psykiske lidelser, ikke skal vokse op og blive de næste psykiatriske patienter i voksenpsykiatrien,” siger psykiatrisygeplejersken.
”Den største skuffelse ved psykiatriaftalen er, at politikerne tager så let på området. 0,5 mia. kr. er peanuts i forhold til det, der er brug for,” siger Joachim Ritchie Vaughan, klinisk sygeplejespecialist og ansat på et intensivt sengeafsnit.
Arkivfoto: Bax Lindhardt

Joachim Ritchie Vaughan føler sig til grin. 

Han ville ønske, han kunne tage jahatten på og tilslutte sig koret af dem, der kalder ’Aftale om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed’ for ”et skridt i den rigtige retning”. 

Men når man befinder sig i en dagligdag med ubesatte stillinger, mangel på speciallæger og en lind strøm af patienter, der bliver genindlagt, så er det svært ikke at blive frustreret.

”Hvad er planen for at fastholde de af mine kollegaer, der siger op? Hvad med min studiekammerat, der er afdelingssygeplejerske, der forleden sendte en sms og fortalte, at de på tre retslige afdelinger mangler ca. 40 årsværk, og at brugen af tvang stiger på regionalt og nationalt plan?” siger Joachim Ritchie Vaughan, der er klinisk sygeplejespecialist og har 21 års erfaring fra psykiatrien.  

Plan peger på hullerne

Den 27. september præsenterede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) aftalen om den længe ventede plan for psykiatrien, som samtlige partier i Folketinget – undtagen Moderaterne – har skrevet under på. Planen, der skal sikre bedre hjælp til det stigende antal mennesker med psykisk sygdom, tager udgangspunkt i anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsens faglige oplæg fra januar i år. 

Den del kan Joachim Ritchie Vaughan godt lide.

”Fat i det rigtige”

”Det faglige oplæg og indsatserne har fat i det rigtige. Og det er fantastisk, at der i udarbejdelsen af oplægget er blevet trukket på kompetente og faglige kræfter, som peger specifikt på de mangler, der skal arbejdes videre med. Så bl.a. børn og unge mødes af en kompetent psykiatri samt en kommunal indsats, så vi derved undgår, at de bliver fremtidige patienter i voksenpsykiatrien,” siger han.

”Men hvorfor skal det altid være halve løsninger,” siger han med henvisning til finansieringen af aftalen, hvor der er afsat 0,5 mia. kr. til et årligt løft af psykiatrien. 

”Jeg er forbavset, ja målløs, ja faktisk synes jeg, at de 0,5 mia. kr., der er afsat, er helt hul i hovedet. Jeg kan ikke se, hvordan de penge skal kunne løfte psykiatrien tilstrækkeligt. Vi ansatte oplever så mange mangler på så mange områder, at 0,5 mia. ikke løser noget. Når pengene skal deles ud til så mange specifikke indsatser, er pengene for små til at skabe det løft, der skal til.” 

”Gør os til grin”

Beregninger lavet af professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg og professor i psykiatri Merete Nordentoft viser, at der er brug for ni gange så mange penge årligt, nemlig 4,5 mia. kr., hvis psykiatrien skal løftes, og anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsens oplæg skal indfries. 

”Jeg synes, det er at gøre grin med os, der arbejder i psykiatrien, og de borgere i det her land, som har brug for hjælp. Man kunne jo godt finde 18 mia. kr. til minkavlerne, og i min optik handler det her om, at cost benefit-analyserne ikke er i den psykiatriske patients favør,” siger Joachim Ritchie Vaughan.

Emneord: 
Psykiatri

Kritik af psykiatriplan: "Hvor er pengene?"

Børn og unge står øverst blandt de 16 målsætninger, der udgør regeringens udspil til en tiårsplan for psykiatrien. Manglende finansiering og beregninger af, hvad den samlede plan vil koste, møder kritik blandt de øvrige partier
Første forhandlinger om tiårsplanen for psykiatrien i Sundhedsministeriet. Socialdemokraternes Julie Skovsby (S), Konservative Folkepartis Per Larsen (C), Enhedslistens Pernille Skipper (Ø), Radikales Stinus Lindgreen (B) og SFs Trine Torp (F).
Foto: Ritzau Scanpix

Børn, unge og voksne skal have hjælp til tiden. Patienter skal ikke udskrives før tid. Der skal være hjælp og støtte til de pårørende. Brugen af tvang skal ned. Og så skal sundhedspersonalet have lyst til at arbejde i psykiatrien.

Sådan lyder nogle af de 16 målsætninger, som sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har taget med til forhandlingsbordet for den længe ventede tiårsplan for psykiatrien, som Socialdemokratiet gik til valg på i 2019.

”Det første, vi skal kigge på, er, hvordan vi sørger for, at børn og unge får en tidlig, tilfredsstillende og inddragende hjælp i psykiatrien. Som det er nu, overholdes udredningsretten ikke i 42 pct. af forløbene,” siger Magnus Heunicke til Politiken.

Hvor er pengene?

Selv om der er bred velvilje til en indsats på psykiatriområdet fra de øvrige politiske partier, så kritiserer de samtidig, at regeringen slet ikke har lavet økonomiske beregninger af, hvad det vil koste at opfylde de 16 forskellige målsætninger.

Venstre og Konservative har efterlyst præcise beregninger af, hvad prisen er for de forskellige initiativer, og SF har truet med at forlade forhandlingerne, hvis ikke der kommer penge på bordet.

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger i et interview med Altinget, at regeringen går efter at lande en aftale, der forpligter kommende regeringer og støttepartier til løbende at finde de penge, der skal til for at opfylde planens målsætninger. 

Heunicke ønsker, at uafhængige eksperter løbende skal vurdere, om den siddende regering er på ret kurs med hensyn til at indfri målsætningerne.

“Jeg forestiller mig, at de siger: ”Her er I nået i mål, og her er I ikke”. Så må man som ansvarligt parti også finde den nødvendige finansiering i de løbende finanslove, uanset hvad man har af økonomisk politik,” siger sundhedsministeren til Altinget.

Regeringen har selv lagt op til at finansiere den første del af tiårsplanen via finanslovsforslaget for 2023. Pengene skal komme fra forhandlingsreserven på 550 mio. kr. i 2023, som skal gå til psykiatrien samt sundheds- og ældreområdet. Det fremgår ikke, hvordan midlerne skal fordeles mellem de tre områder. 

Kort tid inden denne udgave af Sygeplejersken havde deadline (20. september 2022) fik kritikken af den kortsigtede finansieringsplan regeringen til at ændre strategi. Forhandlingerne med støttepartierne flyttede ind i Finansministeriet, mens andre partier, bl.a. Venstre, fortsat skulle forhandle med sundhedsministeren.

Emneord: 
Psykiatri

"Det er virkelig ensomt at være blandt mennesker, som seriøst er på en anden planet"

Det er både svært at være patient og sygeplejerske i en psykiatri, som skal rumme alle. Formår sygeplejersken at se mennesket bag diagnosen, kan det gøre en stor forskel.
Anna Juul
Foto: Asger Ladefoged/ritzau Scanpix

Pludselig forsvandt vejen foran hende, når hun gik på gaden, og på et tidspunkt kunne hun ikke kende sin ekskæreste i flere sekunder, selvom han sad lige foran hende. Det var nogle af de psykoser, som var begyndt at komme. 

29-årige Anna Juul havde gået til privatpraktiserende psykiater, siden hun var 18 år. Den selvskadende adfærd havde hun haft, siden hun var endnu yngre. 

Det var i sommeren 2018, da selvmordstankerne blev til selvmordsplaner, at hun blev indlagt første gang på et lukket psykiatrisk afsnit på Bispebjerg Hospital. 

Anna Juul er forfatter, uddannet manuskriptforfatter og satiriker. Og så taler hun gerne åbent om sin diagnose, skizoaffektiv, og sine erfaringer med psykiatrien i medierne. 

Hun stiller sig kritisk over for flere ting. Bl.a. hvad formålet er med at samle patienter med meget forskellige, psykiatriske problemstillinger på samme afdeling. 

”Jeg synes, at det var enormt mærkeligt at være indlagt med selvmordstanker og -planer og så møde en person ude i rygeskuret, som forsøgte at overbevise mig om, at jeg kunne flyve,” fortæller hun. 

En skæv interaktion 

Morten Sau er sygeplejerske og har arbejdet i mange år på lukkede, psykiatriske afdelinger i henholdsvis Hillerød og Frederiksberg.

Han har mødt ”alle” psykiatriske diagnoser. Personer diagnosticeret med skizofreni, depression, bipolar lidelse, angst, personlighedsforstyrrelse og demens. Nogle, der var på alkoholafrusning, og udviklingshæmmede, som ikke kunne rummes på deres bosted. 

”Mange er jo tit på en psykiatrisk afdeling, fordi de ikke kan være andre steder – og ikke altid fordi, der er et klart behandlingsperspektiv,” siger Morten Sau. 

Han genkender billedet af, at de forskellige tilstande kan have en negativ virkning på nogle af patienterne. 

”Nogle patienter tænker, at det er sådan et sted, hvor man kan få ro. Andre kommer der bestemt ikke for at få ro og er der måske imod deres vilje. De interagerer på en skæv måde, og det medfører et ret højt angstniveau blandt patienterne,” fortæller han. 

De forskellige tilstande giver også udfordringer for de ansatte. 

 ”Der er nogen, man er nødt til at tale med meget store bogstaver overfor, og så er der andre, man skal prøve at engagere. Som gerne vil isolere sig og bare ligge og vente. De skal ud og have nogle stimuli, ud og føle en eller anden mening ved at have kontakt med andre,” siger han. 

Det handler om tid

Lene Lauge Berring er sygeplejerske og forskningsleder ved psykiatrien Region Sjælland. Hun mener, at det er gammeldags at kategorisere psykisk syge ud fra diagnoser. To mennesker med den samme diagnose kan have vidt forskellige adfærd, og det er i stedet adfærden, man burde tage udgangspunkt i. 

Hun anerkender udfordringerne med at have med mange forskellige psykiatriske diagnoser at gøre, men mener, den store udfordring er, at der ofte mangler tid. 

”Der er for mange patienter på for lidt plads med for lidt personale til at hjælpe dem med det, de har brug for,” siger hun. 

Hvis tiden er til det, ved sygeplejerskerne godt, hvad de skal gøre. Det handler om grundlæggende principper i sygeplejen, som også gælder i somatikken – hvordan man kommunikerer med mennesker i krise. 

”Man tilgår patienter ved at være meget autentisk. Ved at vise, hvem man er som person. Ved at møde mennesket bagom sygdommen og ikke fortolke vedkommende som en sygdom, men se personen,” fortæller hun. 

Indlæggelse er ensomt 

For Anna Juul var det særligt én sygeplejerske, der gjorde en forskel. Én som netop formåede at se hende som individ, og som forstod, at hun godt kunne have det enormt skidt og have brug for hjælp, samtidig med at hun havde et arbejde og var nogenlunde funktionsdygtig i sin hverdag. Én som ikke satte sig på hug og talte til hende, som om hun var et barn, ligesom nogle af de andre ansatte gjorde. 

”Hvilket måske giver mening for nogle af de andre patienter, hvis de er meget væk fra virkeligheden. Men for mig virkede det umyndiggørende,” fortæller Anna Juul.

 Anna Juul ønskede dog ikke at være indlagt alene. 

”Jeg ville bare ønske, der var nogen, der fejlede det samme som mig. Til at snakke med og sige ”fuck, hvor er det nederen at være her” til. Jeg kan godt have det enormt dårligt uden som sådan at miste kontakten til virkeligheden. Det er virkelig ensomt at være blandt mennesker, som seriøst er på en anden planet,” siger hun og fortsætter: 

”Måske mangler der en tredje slags afdeling. For mennesker, der ikke kan være ude i samfundet, men som heller ikke er så syge, at de ikke kan snakke med nogen andre.” 

Emneord: 
Psykiatri

Ny intensiv behandling til selvskade

Et intensivt døgntilbud til en særlig gruppe af patienter med selvskade og emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse har haft så stor succes i Tyskland, at Region Hovedstadens Psykiatri nu vil give danske patienter det samme tilbud.
”I Tyskland har patienter med emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse og selvskade en langt højere beskæftigelsesgrad end i Danmark,” fortæller oversygeplejerske Liselotte Wendelboe Larsen.
Foto: Bax Lindhardt
Title

Ifølge Sundhedsstyrelsen har 1,6 pct. af befolkningen emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse (borderline). 
Kilde: Psykiatrifonden

Fra årsskiftet åbner et helt nyt intensivt sengeafsnit til patienter med selvskade og emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse (borderline) på Psykiatrisk Center Glostrup. 

Her skal et tre-måneders intensivt behandlingsprogram nedbringe patienternes selvskade, give større selvforståelse og nye livsstrategier.

Og det er på høje tid, mener oversygeplejerske på det nye afsnit, Liselotte Wendelboe Larsen. For patientgruppen er en af de mest underkendte og oversete grupper i psykiatrien.

Udskældt patientgruppe

”Det er en patientgruppe med mange indlæggelser, som i mange år har fyldt ekstremt meget på akutmodtagelser og intensivafsnit. De har det så skidt og er svære at rumme i psykiatrien. Samtidig forværres deres selvskade og deres tilgang til behandlingen, fordi de ikke får den rette hjælp. De har ingen tillid til sig selv eller systemet,” siger Liselotte Wendelboe Larsen.

Hun har 20 års erfaring fra psykiatrien, hvor hun igen og igen har mødt patientgruppen og set den utilstrækkelige behandling.

Data fra Region Hovedstaden viser, at cirka 15 pct. af gruppen med emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse har mange indlæggelser, nogle har mange genindlæggelser og en del bliver udsat for tvangsindlæggelser, fastholdelser og bæltefikseringer.

Og det er netop den gruppe, der skal have hjælp på det nye afsnit. 

Mette Bertelsen, som er centerchef på Psykiatrisk Center Glostrup siger:

”Vi er blevet klogere på, at man med et intensivt arbejde kan undgå nogle af disse situationer, men det kræver nogle helt særlige kompetencer, som er svære at udrulle bredt i den almindelige psykiatri på én gang.”

Den erfaring har Liselotte Wendelboe Larsen også gjort sig.

”I dag kommer sundhedspersonalet til kort over for patientgruppen, og det kan betyde, at man tyer til afvisning, korte kommentarer og manglende omsorg. Nogle tænker, at patienterne ikke skal have opmærksomhed, når de har skåret i sig selv, fordi de skal mærke, at man tager afstand til selvskaden og derfor reagerer de med kulde.”

Men på det nye intensivafsnit skal åbenhed, hjertelighed og rummelighed være i højsædet, fortæller Liselotte Wendelboe Larsen.

”Hos os må man gerne give omsorg, når patienterne har selvskadet. Selvskade er jo et udtryk for, hvordan patienterne har det, at de faktisk har det skidt,” siger Liselotte Wendelboe Larsen. 

Færre indlæggelser

I første omgang er håbet med det nye afsnit at nedbringe antallet af indlæggelser og give patienterne større mulighed for at mestre egen sygdom, så de ikke får flere traumer, fordi de lander i uheldige situationer eller relationer.

”Vi skal hjælpe dem til at forstå egne reaktionsmønstre og genkende sig selv i dårlige og uhensigtsmæssige mønstre,” siger Liselotte Wendelboe Larsen.

Det skal bl.a. ske vha. en tysk behandlingsstrategi, som er udarbejdet af den tyske professor Martin Bohus, og som har vist sig at give gode resultater. 20 uger efter endt behandling, ser man ifølge Mette Bertelsen bl.a.:

  • en betydelig reduktion i selvskade 
  • afbødet suicidalitet
  • positiv effekt på funktionsniveauet, hvor man kan passe arbejde, skole, fritidsaktiviteter og opretholde et nogenlunde almindeligt liv 
  • positiv effekt på, hvordan man håndterer følelser og er sammen med andre mennesker.

Kort fortalt består den tyske behandlingsmetode af tre måneders intensiv behandling. En manualiseret terapiplan med et 35 timers ugeskema sørger for en struktureret og genkendelig hverdag for patienterne. Omdrejningspunktet er DAT (dialektisk adfærdsterapi), som går endnu mere i dybden med at arbejde med følelser og tanker end KAT (kognitiv adfærdsterapi). 

”Det er patienter, som er vant til at bruge undgåelse som strategi, hvilket betyder, at udfordringerne accelererer og afstedkommer en masse uforløste følelser, som i sidste ende resulterer i, at de skader sig selv. Derfor arbejder vi med, at de får løst deres konflikter og tænker alternative tanker og handlinger,” siger Liselotte Wendelboe Larsen.

Derudover indeholder ugeplanen bl.a. fysisk træning, social færdighedstræning, lektielæsning og dagbogsskrivning.

Splitting i et nyt lys

Patienter med emotionel personlighedsforstyrrelse er ofte blevet beskrevet som patienter, der splitter en personalegruppe ved at kaste al deres kærlighed på bestemte personaler og tale dårligt om andre. Men ”splitting” skal ses i et helt andet lys, mener Liselotte Wendelboe Larsen.

”Splitting er ikke formålet fra patienternes side. Men patienterne vækker stærke følelser i os, hvor man som personale får lyst til at hjælpe og overinvolvere sig – også fordi man kan mærke, at jo mere man giver, jo tryggere føler de sig. Som personale kan man føle sig unik og som en ener, og det må man også godt, bare man ikke samtidig kaster sine kollegaer under bussen og tænker, at man er meget bedre end dem,” siger Liselotte Wendelboe Larsen.

”Derfor bliver det også et arbejde for mig som leder at skabe et arbejdsmiljø, hvor personalet har 100 pct. tillid til hinanden og en god omgangstone og respekt. Ligesom vi skal have supervision og fora, hvor vi kan tale om de her ting,” siger Liselotte Wendelboe Larsen.

”Normalt ville man aldrig sætte de her patienter sammen ude på et almindeligt sengeafsnit, fordi man tænker, at de smitter hinanden og laver ravage. Men her samler vi dem for at kunne give dem en specialiseret og ensartet behandling,” siger hun. 

Emneord: 
Psykiatri

Børn og unge venter for længe på udredning i psykiatrien

Selvom den lovpligtige tidsgrænse for at udrede et barn eller en ung er sat til 30 dage, var den typiske ventetid, medianen, 46 dage i 2. kvartal i 2022.

Seks ud af 10 børn, som henvises til psykiatrien på baggrund af symptomer på psykisk sygdom, bliver ikke udredt inden for den gældende tidsfrist.

Det viser de seneste tal fra Sundhedsdatastyrelsen, som er fra 2. kvartal i år. 

Selvom den lovpligtige tidsgrænse for at udrede et barn eller en ung er sat til 30 dage, var den typiske ventetid, medianen, 46 dage i 2. kvartal.

Hovedårsagen er ifølge Sundhedsdatastyrelsens data manglende kapacitet.

Den manglende kapacitet skyldes både en stigning i antallet af børn og unge, som henvises til psykiatrien, samt mangel på personale.

Emneord: 
Børn
Psykiatri
Ungdom

Sygeplejerske til politikerne: "Opskriften på kaos"

Psykiatrien mangler både sygeplejersker og special-læger, og det gør patienterne mere syge. Voksenpsykiatrien skal spare for at afhjælpe presset på børne-psykiatrien. ”Det er fuldstændig grotesk,” siger Joachim Ritchie Vaughan, som er sygeplejerske på et lukket sengeafsnit
Joachim Ritchie Vaughan
Foto: Bax Lindhardt

For et års tid siden blev 13 sengepladser på intensivt sengeafsnit på Psykiatrisk Center Ballerup lukket og to afsnit lagt sammen til ét. Der manglede nemlig medarbejdere. 

I dag er situationen endnu værre. Lige nu er der otte ubesatte stillinger til de tilbageværende 17 sengepladser.

”Det er ikke sikkert at gå på arbejde,” siger sygeplejerske Joachim Ritchie Vaughan. 

Han er klinisk sygeplejespecialist og har 21 års erfaring fra psykiatrien. 

De sidste to år har han været ansat på intensivt sengeafsnit på Psykiatrisk Center Ballerup. 

Han fortæller, at afdelingen har fået påbud af Arbejdstilsynet, fordi der er for få ansatte til at opretholde auditiv eller verbal kontakt med hinanden.

Brev til politikerne

Det er ikke kun i Ballerup, der er problemer. Den 15. august i år afsendte en række fællestillidsrepræsentanter fra Dansk Sygeplejeråd, Ergoterapeutforeningen, FOA, Dansk Psykolog Forening, Dansk Socialrådgiverforening og Yngre Læger et åbent brev til politikerne i Region Hovedstaden og Sundhedsudvalget på Christiansborg. 

De indledte brevet med ordene: ”Kære politikere. Vi skriver til jer, da vi står midt i en national samfundskrise.”

Ifølge brevet skyldes krisen, at der i dag er markant flere patienter, end der er kapacitet til.

 ”Hvis sengekapaciteten overstiger antallet af medarbejdere, der er til rådighed, så vil kvaliteten også være tilsvarende dårligere og arbejdet farligere. Det er ikke acceptabelt, og vi kan ikke forsvare det over for patienter eller medarbejdere,” lyder det i brevet.

Opskrift på kaos

Alligevel er det netop sådan, hverdagen ser ud på det intensive sengeafsnit, hvor Joachim Ritchie Vaughan arbejder.

”Vores patienter er meget dårlige, og de bliver dårligere, når vi ikke er nok på arbejde. Vi har patienter, der er psykotiske, og som går og venter for længe på at blive set af en speciallæge, så de kan blive opstartet på medicin. Det er opskriften på kaos. Nogle af dem bliver så dårlige, at de truer eller er voldelige over for personalet,” siger Joachim Ritchie Vaughan.

Spiral uden ende

Samtidig vokser presset på de reducerede sengepladser. For selv om der er lukket senge ned, så er der ikke blevet færre patienter, som har akut brug for en plads.

”Vi har 17 senge og er nødt til at skabe to nye pladser om ugen, selv om denne patientgruppe har brug for længere indlæggelser,” siger han. 

Konsekvensen er, at patienter bliver udskrevet for tidligt.

”Så snart der er tegn på bedring, bliver patienterne overflyttet til et åbent afsnit, fordi nogen har akut brug for en lukket plads,” siger han. 

Andre bliver udskrevet til FACT (intensiv ambulant behandling i eget hjem) eller OPUS (ambulant behandlingstilbud til unge med debuterende psykose). Men her mangler der ifølge Joachim Ritchie Vaughan også personale.

”I øjeblikket er det en spiral uden ende. Vi ser, at det er de samme patienter, der bliver udskrevet, som kommer ind igen. FACT og OPUS mangler også mandskab. De patienter, vi udskriver, når ofte ikke engang at møde deres kontaktperson i FACT, inden de bliver indlagt igen, fordi de har det så dårligt,” siger han.

Patienter svigtes

En anden konsekvens af sammenlægningen af de to intensive afsnit i Ballerup er ifølge Joachim Ritchie Vaughan, at de særlige ”spis-pladser” blev lukket. ”Spis-pladser” er pladser reserveret til patienter med så fremskreden og alvorlig spiseforstyrrelse, at tvangsernæring er nødvendig.

I stedet bliver de alvorligt syge patienter med spiseforstyrrelser nu bl.a. indlagt på de almene pladser på den lukkede afdeling. 

Og det er et problem, siger Joachim Ritchie Vaughan:

”En spiseforstyrrelse er jo en kompleks diagnose og et meget specifikt subspeciale, hvor der også er nogle helt særlige ting, der skal holdes øje med og tjekkes op på – ligesom der er en særlig måde at køre terapi på, som man skal være særligt uddannet for at kunne varetage, og det har jeg altså ikke tilstrækkelig forstand på.”

Det udfordrer også afdelingen, at der skal sidde en fast vagt for at sikre, at patienten ikke kaster maden op igen.

”Det trækker også på de ressourcer, vi ikke har.”

”Groteske besparelser”

For nylig blev det meldt ud, at der skal spares 20 mio. i voksenpsykiatrien i Region Hovedstaden for at allokere midler til at klare presset på Børne- og Ungepsykiatrien, hvor de ambulante henvisninger er steget med ca. 13 pct. om året fra 2018 til 2021. 

I 2022 forventes henvisningerne at stige med 18 pct.

”Det virker fuldstændig grotesk. Hvordan forestiller politikerne sig, at voksenpsykiatrien skal kunne betale den regning?” spørger Joachim Ritchie Vaughan.

Voksenpsykiatrien er ifølge fællestillidsrepræsentanternes brev til politikerne så presset af mangel på personale, at man i sommers har været nødt til at lukke 62 senge for at få ferieafviklingen til at gå op.

”Jeg oplever, at politikerne taler og taler. Men der sker ikke rigtig noget.”

”Der er mange af mine kollegaer, der ikke gider finde sig i mere og begynder at kigge efter andre stillinger.”

Hvorfor har du ikke selv sagt op?

”Fordi, der er sgu nogen, der skal advokere for landets svageste, og jeg synes ikke, at de, der overordnet skulle varetage de svagestes interesser, gør et særlig godt arbejde. Jeg har dedikeret mit liv til psykiatrien.”

Emneord: 
Psykiatri

Skiftedag: "Jeg kommer aldrig tilbage til somatikken"

"Her fandt jeg hurtigt ud af, at jeg bare ikke er den sygeplejerske, der elsker at lægge kateter, sonde og dosere medicin."
Tanja Fabricius
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Tanja Fabricius, 30 år

Nyt job: Marts 2021 i Skolebørnsambulatoriet ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Gødstrup Regionshospital, hvor hun bl.a. er med til at udrede børn med ADHD og autisme.
Kom fra: Tre år på rehabiliteringscenteret Dybdalsparken i Engesvang, Ikast-Brande Kommune. Før det bl.a. Psykiatrisk Akutmodtagelse i Herning.

“Ret tidligt fandt jeg ud af, at psykiatrien er spændende. Allerede under min uddannelse har jeg formet mine praktikker efter psykiatrien. Jeg kunne hurtigt fornemme, at det var et område af sygeplejen, hvor jeg kunne blive hængende.

Derfor valgte jeg faktisk at søge væk fra den psykiatriske akutmodtagelse, hvor jeg arbejdede efter min uddannelse, til et plejehjem og rehabiliteringscenter for at få bekræftet, at jeg ikke ville den somatiske vej.

Her fandt jeg hurtigt ud af, at jeg bare ikke er den sygeplejerske, der elsker at lægge kateter, sonde og dosere medicin. 

Da jeg så selv fik børn her for et par år siden, fik jeg naturligt interesse for at arbejde med den målgruppe og hjælpe børn i den tidlige alder, så de måske undgår at komme ud i de mere alvorlige forløb som dem, man modtager i voksenpsykiatrien. Så da jeg så jobbet som sygeplejerske her, kunne jeg i den grad se mig selv i det. 

Det gør bestemt heller ikke noget, at det ikke er akut. Der er en anden ro og tid til at fordybe sig i et spændende arbejde, hvor arbejdstiderne ovenikøbet er fra kl. 8-16 og med fri weekender og helligdage.

Børnene her er i alderen 7-14 år, og jeg arbejder med to grene af børnepsykiatrien. 

Den ene handler om udredning af børn med symptomer på ADHD og autisme. Her er jeg sagsansvarlig og holder f.eks. samtaler med forældre, hvor vi ser på symptombilledet helt fra graviditet og fødsel. Jeg er også ude og observere barnet i frikvartererne og i klassen. Til sidst vil en psykolog teste barnet, og efterfølgende holder vi en konference i vores team af speciallæge, psykolog og mig, hvor vi stiller eller afkræfter diagnosen. Derefter er der tilbagemelding til forældre om det videre forløb og netværksmøder om de pædagogiske og medicinske tiltag. 

Den anden gren er den medicinske del. Ved nogle børn med ADHD vurderer vi, at medicin er hensigtsmæssigt. Her holder jeg opstartsmøde med forældre, og familien kommer til kontroller, hvor vi ser på medicinstatus og bl.a. har fokus på mestringsstrategier og motivation. Når de er stabile, overgår de til egen læge. 

Det er meget givende at hjælpe familierne. Ofte kommer forældrene her og er frustrerede over, at deres børn ikke kan koncentrere sig, er bagud fagligt, kommer i konflikter og hele tiden bliver talt ned til. Men mange ender med at gå herfra med en lettelse ved at få en forklaring på adfærden, og samtidig får de hjælp, så barnet trives og blomstrer.

Jeg er glad for, at der er gode muligheder for at få udbygget vores kompetencer. Jeg skal f.eks. selv til at være klinisk vejleder og have studerende. Det er fedt. Jeg brænder for psykiatrien og kommer aldrig tilbage til somatikken. For jeg elsker at grave lidt i vores indre, tale om følelser og finde ud af mere om alt det, vi ikke lige kan se.” 

Savner du inspiration til karrieren?

Hent råd og vejledning om karriere og jobsøgning på dsr.dk Som medlem kan du booke tid til personlig sparring om jobsøgning, efter- og videreuddannelse eller karrieremuligheder.

Læs mere på dsr.dk/job-og-karriere

 

Emneord: 
Børn
Psykiatri

I praktik: Man lærer enormt meget om sig selv i psykiatrien

Frihed under ansvar, en nærværende og teoretisk stærk vejleder samt et godt kollegamiljø. Det har været med til at gøre 6. semesterstuderende Marte Skaaden så glad for sin praktik på P6 i retspsykiatrien i Middelfart, at hun fortsætter på afsnittet, når hun er færdig som sygeplejerske.
”Vi har en humoristisk tilgang til hverdagen. Vi griner ikke ad vores patienter, men når man er så alvorligt et sted som retspsykiatrien, så er det rart, at der er så lav en tærskel til grin,” siger sygeplejerske Louise Jessen (tv.)
Foto: Mikkel Berg Pedersen

”Hvis man ser det fra patientens perspektiv, tror du så, at hans sygdomsindsigt er øget, fordi han tager sin medicinske behandling, eller hvorfor tror du, at han tager den?” 

Spørgsmålet kommer fra klinisk vejleder og sygeplejerske med specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje, Louise Jessen.

”Altså, det er compliance – han vil ud herfra,” svarer sygeplejestuderende Marte Skaaden. 

Hun er i gang med sin 6. semester-praktik på det retspsykiatriske afsnit P6 i Middelfart og forsøger lige nu at indkredse problemstillingen til sin eksamensopgave.

”Er hans sygdomsindsigt øget, i og med at han tager sin medicinske behandling?” gentager Louise Jessen. 

Som en del af praktikken på P6 har Marte Skaaden hver uge en-til-en-vejledning med Louise Jessen. Den foregår i dag i et lille lokale ved siden af patienternes fitness-rum, hvorfra høj, hård og rytmisk musik sørger for at holde kadencen hos de patienter, der lige nu træner vægte og kondition.

”Nej, men muligheden for at arbejde med den her indsigt er øget, fordi han tager sin medicinske behandling,” siger Marte Skaaden nu mere selvsikkert, idet hun banker tussen mod whiteboardet, mens hun peger på forskellige overskrifter, der understreger hendes tankegang.

”Det, at patienten har den her compliance-tilgang, og at jeg har brugt distanceret professionel dominans for at få ham til at tage den her medicin, gør, at han er lidt mindre paranoid, så man nu kan gå ind og have nogle samtaler, der ikke kun er med skjoldet fuldstændig oppe. Så man kan bevæge sig en lille smule ind på de fem zoner og lidt længere ned i refleksionsniveau,” siger Marte Skaaden og trækker vejret ind.

”Pivgodt,” lyder det fra Louise Jessen.

Ilddåb blev til fast job

Til daglig indgår Marte Skaaden i hverdagen på den retspsykiatriske afdeling. 

Hun møder typisk ind kl. 7 om morgenen, ifører sig alarm og nøglekort, indtaster cifrene, der giver hende adgang til slusen, hvorefter hun igen taster cifrene, inden hun kan træde ud på den gang, der fører ind til den store personalestue, der adskiller det lukkede retspsykiatriske afsnit fra det åbne. Her sørger store glaspartier for, at patienterne kan se personalet - og at personalet kan se patienterne.

Marte Skaaden har fået tildelt en bestemt patient, som hun følger.

”Jeg forsøger at motivere ham til at komme op og i gang, spiller måske et spil, laver morgenmad og spiser sammen med patienterne. Jeg giver medicin – under opsyn – og er med til lægesamtaler og konferencer,” fortæller hun om dagligdagen på afsnittet.

”Relationsarbejde tager tid. Man kan ikke læse sig til det hele. Og man skal ikke tro, at man bare lige kan blive ’best buddy’ med en patient, eller at alle skal elske en fra dag ét. Nogle patienter møder rigtig mange studerende, som gør, at de kan få en mæthed over for studerende,” siger 33-årige Marte Skaaden.

Hun har med vilje planlagt sine praktikperioder, så hun ville få den længste praktik i psykiatrien – og det var retspsykiatrien, der stod øverst på hendes ønskeliste.

”Jeg tænkte, det var den bedste ilddåb, så havde jeg også prøvet det. Nu - efter knap fire måneder - har jeg det bare sådan. Det skal bare være det,” siger Marte Skaaden og fortæller, at hun har fået lovning på et fast job på P6, når hun om kort tid er færdiguddannet som sygeplejerske.

Værdien af vejledning

En af de ting, der har været med til at gøre hendes praktik særlig god, er den kliniske vejleder, 27-årige Louise Jessen. Praktikstedet vandt Sygeplejestuderendes Praktikpris 2021 på baggrund af en indstilling fra Marte Skaadens forgænger. 

Gode råd fra vejleder Louise Jessen

•  Lav en forventningsaftale med din vejleder, hvor forløbet rammesættes ud fra, hvad den studerende ønsker at få ud af det.

•  Træk vejret. Der er masser af tid. Man behøver ikke at lære alt på en uge. 

•  Vær klædt fagligt på. Det er en god ide at have lidt baggrundsviden, inden man begynder på en afdeling.

”Det har været frihed under ansvar fra start af, og det har fungeret rigtig fint for mig, også fordi vi har god kemi. Louise er altid tilgængelig, og jeg er tryg ved at være her, fordi hun har sat rammerne tydeligt,” siger Marte Skaaden og fortsætter: ”En-til-en-vejledningerne med Louise er gode. Hun er teoretisk stærk, og det har jeg virkelig fået meget ud af.”

Vejlederen

Gode råd fra studerende Marte Skaaden

•  Sørg for at forventningsafstemme.

•  Kom med et positivt mindset og en tro på, at det her nok skal blive godt. 

•  Stil alle de spørgsmål, du kan komme til. 

•  Spørg om hjælp. Lad ikke som om, du ved noget, du ikke ved.

•  Gør ikke små ting til store problemer. Men sig til, når der er noget.

27-årige Louise Jessen har været vejleder i knap to år, og hendes egen praktiktid ligger ikke længere tilbage, end at hun kan huske, hvordan hun som studerende mødte både autoritative vejledere og også skiftende vejledere.

”Det skabte ikke et godt læringsmiljø, og det var først, da jeg fik en vejleder i psykiatrien i 'paragraf 85' i Vejle, at jeg mødte den vejleder, jeg selv gerne ville være.”

Hun beskriver sin tilgang til de studerende for laissez-faire eller tillid under ansvar.

”Jeg synes ikke, man skal være bange for at have en relation til de studerende og heller ikke være bange for at dele lidt ud af sig selv. Man skal selvfølgelig ikke blive veninder og drikke øl sammen hver fredag, men enkelte gange er fint. Jo bedre de studerende kender en, jo mere trygt er det. Vi har f.eks. en aftale om, at når vi er ude blandt patienterne, og de studerende synes, at jeg kigger mærkeligt på dem, så er det et tegn til, at det trækker op til en potentiel farlig situation, og så skal de gå ind på kontoret.”

Udover den ugentlige times vejledning, hvor de snakker om et forudbestemt emne, er der løbende uformelle kaffemøder, ligesom de studerende altid må ringe til Louise – også om natten.

”Det er vigtigt, at den studerende ved, at de har en wingman, at der er nogen, man kan vende tingene med.”

Fælles refleksion

Klokken er blevet 12.30, og klirren af bestik fra de sidste rester af frokosten, der indtages, blander sig med lyden af løs snak og kærlig drillen mellem det lille dusin sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og studerende på P6, som er dukket op til de daglige 30 minutters refleksion. 

Marte Skaaden
Caption 
”I psykiatrien lærer man enormt meget om sig selv. Hvad er jeg for et menneske? Hvad kan jeg holde til?” siger Marte Skaaden (tv.), som er 6. semesterstuderende på P6.
Attribution 
Foto: Mikkel Berg Pedersen

Den foregår i et mødelokale, der støder op til den lukkede afdeling, hvor en lille rude gør, at personalet stadig kan følge lidt med i, hvad der sker på patienternes fællesareal.

”Hvorfor er det egentlig, at patient X må have is liggende i fryseren,” spørger Louise Jessen. 

”At skulle spise sodavandsis for ikke at selvskade er lige niveauet over at få en isterning til at distrahere sig selv med. Hvad nu hvis en anden siger, jeg skal have en energidrik i timen for ikke at skade mig selv?” 

Dagens refleksion er i gang, og der bydes aktivt ind hele vejen rundt om bordet.

Er sodavandsisen mon en overspisningsstrategi? Eller er det blevet patientens måde at kommunikere, at hun har det dårligt på. Svarer antallet af sodavandsis, patienten indtager, til det antal gange, hun selvskader? Og er det i bund og grund egentlig ikke lige meget, hvor mange is patienten spiser?

Patienten fylder det meste af dagens refleksion. Men der bliver også tid til at tale om, hvordan der dokumenteres og om, hvordan personalet fordeler telefontider mellem patienterne på den mest fair måde.

Ingen dumme spørgsmål

”Den fælles refleksion, vi har hver dag, er guld værd. Man kan komme med det, man tænker, og der er aldrig nogen, der tænker, at det er dumme spørgsmål,” siger Marte Skaaden.

”Jeg har også fået meget ud af den fælles supervision, jeg får sammen med den anden 6. semesterstuderende og af de tværprofessionelle konferencer.”

”Det vigtigste er, at man bliver set som individ, at man ikke bare er den nye studerende, at folk er åbne og gør sig umage, og at man frit og åbent kan stille spørgsmål, så man kan lære,” siger Marte Skaaden.

”Og det kan man her.” 

 

Emneord: 
Psykiatri

Giv os den tiårsplan nu

Børne- og ungdomspsykiatrien skriger efter den længe ventede tiårsplan for psykiatrien. Bl.a. på sociale medier, hvor medarbejdere som læger, psykologer og sygeplejersker under hashtagget #Deterogsåmig kræver politisk handling, så patienterne kan få den bedste behandling.
Fotocollage: Mikkel Rasmussen

Heidi Wiell Bokkenheuser er specialuddannet psykiatrisk sygeplejerske på Ungdomspsykiatrisk Afsnit U1 - Roskilde. Hun genkender det billede, som yngre læge i en akutmodtagelse i børne- og ungepsykiatrien Sara Kærn Linstow beskrev i en kronik i Information den 4. juni. 

Under overskriften 'Jeg er den søvndrukne læge, der svigter børn og unge i krise’ fortalte lægen bl.a., hvordan telefonen nogle gange ringer, mens hun sidder og taler med en ung om selvmordstanker. Og at hun ofte har svært ved at tilbyde patienterne det, de reelt har behov for pga. travlhed og manglende sengepladser. Heidi Wiell Bokkenheuser siger:

”Jeg kan genkende noget af den travlhed, hun beskriver, og ikke mindst de afvisninger, travlhed kan medføre i mødet med de unge og deres familier. Vi er enormt engagerede og dygtige til vores arbejde.

Derfor kan det gøre ondt, når rammerne spænder ben for det, vi er uddannet til.”  

Overgange skal blive bedre 

Heidi Wiell Bokkenheuser møder nogle gange unge, som tidligere har opsøgt hjælp, men i første omgang er blevet sendt hjem eller henvist til andre tilbud, bl.a. pga. pladsmangel. 

”Når de så kommer til os, har de måske udviklet en svær depression, selvmordstanker og et nedsat funktionsniveau, der kræver længerevarende behandling. Nogle spørger undrende, hvordan jeg tror, det ville have set ud, hvis de var blevet indlagt tidligere. Det spørgsmål stiller jeg også mig selv.” 

Sygeplejersken var derfor hurtig til at dele Sara Kærn Linstows kronik på Facebook under hashtagget #Deterogsåmig. Det haster med en tiårsplan for psykiatrien. Hun mener, der er behov for at kigge på de overordnede rammer – især overgangene mellem de forskellige sektorer og fra børne- og ungepsykiatrien til voksenpsykiatrien. Forebyggelse og sundhedsfremme skal også med, siger hun. 

”Vi ser jo en stigende mistrivsel blandt unge mennesker. De er i højrisiko for at udvikle psykiatriske sygdomme og selvskade. Planen skal italesætte, hvordan vi forebygger, at unge overhovedet kommer til at møde sådan en som mig.”

Konkrete bud på forebyggelse

Næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg, hører jævnligt sygeplejersker i psykiatrien fortælle om en udfordrende hverdag, hvor det er svært at give patienter og pårørende den nødvendige behandling og omsorg.  

”Det kan vi hverken byde patienter, pårørende eller medarbejderne. Vi må som samfund diskutere, hvordan vi vil tage os af unge mennesker, der mistrives. Derfor er tiårsplanen meget vigtig, og politikerne må handle. Nu,” siger Dorthe Boe Danbjørg, som også efterlyser konkrete bud på forebyggelse. 

På folkemødet på Bornholm i juni lovede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ifølge ugeskriftet.dk, at de politiske forhandlinger om en tiårsplan for psykiatrien vil gå i gang snarest, og at planen vil blive fremlagt efter sommerferien og før valget.

Emneord: 
Psykiatri