Mennesker med ressourcer

Fokus på de gode egenskaber. På dét, der virker for den enkelte. På de ressourcer, alle har. Det er kerneværdierne i mødet med patienterne på Afdeling M, forklarer klinisk sygeplejespecialist Ole Bille
Det handler langt ad vejen om at være nysgerrig og opbygge selvtillid hos patienten.
Foto: Bax Lindhardt
Afdeling M: Et integreret tilbud

Afdeling M har eksisteret siden 2002 og er et integreret behandlingstilbud målrettet personer med psykotiske lidelser og et – ofte massivt – misbrug. Specialtilbuddet er placeret i Fjordhus, der består af tre afsnit med 26 enestuer på hvert afsnit. Et typisk ophold varer 3-6 måneder.

Kognitiv terapi virker

  • Kognitiv terapi forbedrer psykiske symptomer, funktionsniveau og giver nedsat misbrug.
  • Patienter beskriver lavere niveau af angst og depressive symptomer.
  • Patienterne viser signifikant stigning i selvværd og kendskab til egne reaktioner, strategier og anvendelsen af strategier mod misbrug.
  • Kognitiv miljøterapi resulterer i et signifikant fald i tvangsfikseringer.

Kilde: Evalueringsprojekt på Psykiatrisk Center Sankt Hans med deltagelse af 136 patienter med dobbeltdiagnoser i perioden 2004-2006.

Jeg havde engang en patient, der, første gang jeg mødte ham, ikke havde flere årer tilbage i benet, han kunne fixe i. År senere mødte jeg ham igen. Rask, velfungerende og med kone og barn. Der ér succeshistorier. Men det kræver – også – et konsekvent blik for alle de gode egenskaber i et menneske,” fortæller klinisk sygeplejerske Ole Bille.

I år kan han fejre 29 år på Psykiatrisk Center Sankt Hans. De sidste fem år har han været på Afdeling M, hvor han superviserer, vejleder og underviser. Især i kognitiv adfærdsterapi. Og det gør han både internt til samtlige nyansatte og eksternt, blandt andet i F-ACT-teams i regionerne.

“Kognitiv terapi handler om at regulere følelser. Vi mennesker har mange grundfølelser, blandt andet vrede, sorg, angst og skam, men den eneste rigtige grundfølelse, vi ønsker at have, er glæde. Rusmidler virker, fordi de regulerer følelser. Det vi gør er at forsøge at give patienterne redskaberne til at regulere deres følelser – uden rusmidler,” forklarer Ole Bille.

Er mine tanker reelle?

“Når Finn beskriver billedet med græsplænen, så er det fordi, at vi på Afdeling M bruger ros som en måde at skabe en positiv forstærkning hos vores patienter. Vi lærer Finn, at der kan komme noget godt ud af at gå ad andre stier,” forklarer Ole Bille.

Han fortæller, at personalet altid involverer patienterne i, hvad kognitiv adfærdsterapi går ud på. Finn Sørensen – og de andre patienter – stiller derfor ofte sig selv spørgsmål som: Er mine tanker reelle? Er de gode?

“Der er tanker, man ikke kan lave om. Men andre tanker er kun det: Tanker. Vi giver patienterne redskaberne til at udfordre sig selv. Stille spørgsmål som: Er tanken rigtig? Er der beviser for den?

Hvad kunne en ny tanke være?” forklarer Ole Bille.

Vi tolker ikke, og vi dømmer ikke

Helt centralt i behandlingen på Afdeling M er nemlig, at det er patienterne selv, der skal finde svaret, og at personalet udelukkende stiller spørgsmålene.

“Vi er den nysgerrige, undersøgende part. Vi tolker ikke, og vi dømmer ikke. Her er ingen løftede pegefingre. Det er det, vi har erfaring for virker bedst,” forklarer Ole Bille.

Han fortæller desuden, at centralt i kognitiv adfærdsterapi er også de mange “lektier” eller “opgaver”, som patienterne skal lave. Mange skal hjem i weekenderne og træne dét, de har lært.

En rød tråd: Selvværdet

”En rød tråd gennem hele behandlingen handler om selvværd. For stort set alle patienter gælder, at deres liv har været præget af massivt omsorgssvigt, brudte familieforhold og årelangt misbrug,” forklarer Ole Bille.

”Flere har haft perioder med kriminalitet, fængselsophold og hjemløshed. De har været ind og ud af utallige, mislykkede, behandlingsforsøg, hvor de flere steder, efter egen opfattelse, er blevet opfattet som ”besværlige”. De har derfor ikke høje tanker om sig selv,” fortæller Ole Bille.

“Jeg ved, at Finn er begyndt at tale om sig selv som lydmand. Som far. Han roser sig selv, hvilket mange af vores patienter har svært ved, så det er ofte dér, vi starter. Det kan lyde lyserødt, men vores udgangspunkt er, at enhver patient skal lære, at de er et menneske med ressourcer,” lyder det fra Ole Bille.

3 anbefalinger fra Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser

1. No Wrong Door

Ingen skal afvises. Holdningen overalt i sundhedsvæsenet skal være: Velkommen. Tag en kop kaffe. Det kan godt være, du ikke skal være her, men vi hjælper dig med at finde det rigtige sted for dig.

2. Mere viden
Vi mangler evidens. Mennesker med dobbeltdiagnoser er en uhyre kompleks gruppe, og det er åbenlyst, at én tilgang ikke virker. Hvem skal have integreret behandling, og hvem kan ”nøjes” med et parallelt tilbud? Hvad med dem, vi hører om, dukker op hos deres privatpraktiserende læge med angst og et mildere hashforbrug. Har de en dobbeltdiagnose? Vi famler ind imellem i blinde.

3. Integreret behandling og fokus på KAT og MI
Forskning dokumenterer, at integrerede behandlingstilbud samt kognitiv adfærdsterapi, KAT, og MI, Motivating Interviewing, (se faktaboks for forklaring på KAT og MI, red.) har gavnlig effekt på mennesker med dobbeltdiagnoser.

Kilde: Katrine Schepelern Johansen, Leder og seniorforsker ved Kompetencecentret for Dobbeltdiagnoser.

 

Emneord: 
Psykiatri
Stofmisbrug

Metoden: "Her ser de mig som Finn"

Finn Sørensen var med egne ord “ødelagt”, da han blev indlagt på Afdeling M på Psykiatrisk Center Sankt Hans. Tre måneder senere kigger han sig selv i spejlet og siger: “Du er sgu et dejligt menneske, Finn.”
Finn Sørensen (tv) er 53 år gammel. De sidste 25 år har han været clean i de 12 af årene. Han lider desuden af konspirationstanker, depression og angst. Her sammen med sygeplejerske Ole Bille.
Foto: Bax Lindhardt
Title

Når sygeplejersker arbejder med mennesker med en dobbeltproblematik, så er det kognitiv adfærdsterapi, der virker. Ligesom det menneskelige møde er altafgørende. En ny samarbejdsmodel har også set dagens lys. Bliv klogere på mødet, modellen og metoden.

Jeg ser min hjerne som en græsplæne. I årevis har jeg gået ad præcis de samme stier. Dag ud og dag ind. På Sankt Hans har jeg lært at betræde græsset andre steder på plænen. Personalet giver mig redskaber til at vende mine tanker. Så jeg ikke kun er en skide misbruger. En narkoman. En kriminel. En der skal ned med nakken. Her ser de mig som Finn.”

Finn Sørensen knækker et strå med tænderne, gumler et par gange, ombestemmer sig og tænder i stedet en smøg. Han inhalerer, puster ud og kigger op på sin turmakker, klinisk sygeplejespecialist Ole Bille, der står og kigger ned mod Roskilde Fjord.

Værktøjer der virker

Det er tre måneder siden, Finn Sørensen blev indlagt på Psykiatrisk Center Sankt Hans. Mere præcist på sengeafsnittet i Fjordhuset under Afdeling M, som er et integreret tilbud til mennesker med dobbeltdiagnoser, hvor den psykiske lidelse er alvorlig og misbruget svært at behandle.

Tilbage i 2003 var afdelingen en af de første i Danmark, der begyndte at uddanne samtlige medarbejdere i kognitiv adfærdsterapi, KAT. Det har været afgørende for Finn Sørensen, der har et utal af behandlingsforløb bag sig, blandt andet tolv Minnesota-forløb.

“Ikke et ondt ord om Minnesota-forløb. Men de er for skematiske. Alle skal igennem det samme. På Sankt Hans kigger personalet på mennesket Finn Sørensen og giver mig de værktøjer, der virker for mig. Så jeg kan være den, der styrer mit liv. Ikke andre. Og ikke stoffer eller alkohol,” siger Finn Sørensen.

Jeg er blevet udskammet

Han fortæller blandt andet, at personalet bruger meget tid på at spore sig ind på den enkelte patient. De første tre uger er man således ikke en del af nogle faste grupper.
“I stedet for at blive sat i tilfældige grupper forsøger de ansatte at finde ud af, hvad den røde tråd er i mit liv, og hvad jeg har brug for. De stiller en masse spørgsmål, og der er plads til, at jeg kan fortælle min historie,” siger Finn Sørensen.

Han forklarer, at han i andre behandlingsforløb har oplevet at blive udskammet, stigmatiseret og talt ned til. Også her er mødet med personalet et helt andet på Sankt Hans.

“Hvor jeg andre steder har en oplevelse af at blive tyranniseret, fordi man for eksempel fandt bogen American Psycho under min hovedpude – en bog, jeg åbenbart ikke måtte læse, får jeg ros på Afdeling M. De kigger på mine ressourcer og hiver positive egenskaber frem hos mig, som jeg havde fortrængt,” forklarer Finn Sørensen.

“Du er sgu et dejligt menneske”

Han fremhæver de selvværdsgrupper, han er en del af på Sankt Hans, som helt unikke.

“Jeg har kæmpet med dårligt selvværd det meste af mit liv, men her får jeg virkelig redskaberne til at tackle situationer og tænke dem på en mere positiv måde,” fortæller Finn Sørensen.

I dag siger han, at han aldrig har været tættere på en beslutning om, hvad han vil med sit liv. Han er begyndt at holde af sig selv, og når han går i seng om aftenen, føler han sig glad.

“Jeg var ødelagt, da jeg blev indlagt. Nu har jeg oplevelser af at kigge mig selv i spejlet og sige: “Du er sgu et dejligt menneske, Finn” og grine helt nede fra maven af. Det har jeg ikke gjort i mange, mange år,” siger Finn Sørensen.

 

Emneord: 
Psykiatri
Stofmisbrug

Modellen: "Hemmeligheden er et kæmpe koordinationsarbejde"

For første gang oplever jeg, at systemerne taler sammen, fortæller sygeplejerske Louise Bach Nielsen, der har været med til at udvikle en ny samarbejdsmodel på tværs af sektorer.
“Jeg har et blik fra psykiatrien og et blik fra det kommunale. Begge steder drømte jeg om, at sektorerne talte sammen. Den drøm kunne jeg indfri her,” siger sygeplejerske og cand.mag. i psykologi og sundhedsfremme, Louise Bach Nielsen.
Foto: Bax Lindhardt
Title

Når sygeplejersker arbejder med mennesker med en dobbeltproblematik, så er det kognitiv adfærdsterapi, der virker. Ligesom det menneskelige møde er altafgørende. En ny samarbejdsmodel har også set dagens lys. Bliv klogere på mødet, modellen og metoden.

Ambulatorie for Psykoterapeutisk Udvikling (APU)

APU er et tværsektorielt tilbud. Behandlere i psykiatrien samarbejder med misbrugskonsulenter fra rusmiddelcentre i syv kommuner.
Kilde: APU

En ung kvinde lider af den psykiatriske diagnose borderline. Det betyder, at hun ofte har voldsomme, svingende følelser. Så hun dulmer sit indre kaos med et højt forbrug af cannabis. På et tidspunkt mister hun sin bolig og flytter på herberg.

Eksemplet er taget fra virkeligheden på behandlingscenter Stolpegård, hvor sygeplejerske Louise Bach Nielsen er ansat som tovholder, pyskoterapeut og koordinator.

“På et tidspunkt er vi otte aktører omkring bordet for at koordinere, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe hende. Jeg tæller også 11 fysiske møder på to år mellem mig og casemanageren (tovholder, red.) i rusmiddelcentret,” forklarer Louise Bach Nielsen, og uddyber:

Samarbejdsmodellen

Samarbejdsmodellen indbefatter:

  • Tilknytning til begge sektorer samtidigt
  • Fast tovholder (psykiatri) og casemanager (kommune) i hver sektor for den enkelte bruger
  • Minimum tre netværksmøder i starten, midten og slutningen af forløbet
  • Faste, tværsektorielle møder og arrangementer

“Vores samarbejdsmodel virker. Ingen aktører omkring brugerne kan undvære hinanden. Men det kræver helt klart en indsats. Hemmeligheden er et kæmpe koordinationsarbejde.”

Det er tre år siden, sygeplejerske Louise Bach Nielsen som en af de allerførste medarbejdere startede som tovholder og psykoterapeut på APU (Ambulatorie for Psykoterapeutisk Udvikling), et parallelt behandlingstilbud til mennesker med både misbrug og ikkepsykotisk lidelse.

Sammen med en håndfuld andre ansatte og leder og psykolog Morten Kistrup var hun med til at starte stedet op fra bunden. Hendes drivkraft var at etablere et tværsektorielt behandlingstilbud, der rent faktisk virkede.

“Min drivkraft som sygeplejerske var at få lov til at skabe noget, der ville komme de her mennesker, som jeg havde arbejdet med i flere år, til gavn. Men som jeg ikke følte, der var et ordentligt behandlingstilbud til,” fortæller Louise Bach Nielsen, der, før hun blev ansat på Stolpegård, både var ansat i psykiatrien og senere i et kommunalt rusmiddelcenter:

“Her oplevede jeg på første hånd et samarbejde, der var ikke-eksisterende mellem to systemer, der havde vidt forskellige kulturer og kompetencer.”

Samarbejdet på tværs er en succes
  • 82 pct. af medarbejderne oplever, at det tværsektorielle samarbejde er vellykket.
  • 93 pct. af medarbejderne oplever, at der eksisterer en fælles forståelse af brugerens behov og udfordringer – i høj grad (48 pct.) eller i nogen grad (45 pct.).
  • 86 pct. af brugerne oplever, at samarbejdet mellem Psykoterapeutisk Center Stolpegård og de kommunale rusmiddelcentre i høj grad (48%) eller i nogen grad (38 pct.) er meningsfuldt.

Kilde: “Samarbejde på tværs”, en rapport udarbejdet i et samarbejde mellem Ambulatorie for Psykoterapeutisk Udvikling og Psykoterapeutisk Forskningsenhed ved Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Region Hovedstadens Psykiatri samt Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet, 2020

Unik fleksibilitet og samarbejdsånd

Louise Bach Nielsen fremhæver fleksibiliteten i samarbejdsmodellen som noget helt unikt. Kvinden med både misbrug og borderlinediagnose har for eksempel haft mange tilbagefald til et højt cannabisforbrug. “Her har casemanager og jeg haft fat på hinanden mange gange for at aftale at drosle lidt ned på terapien. For så at skrue op igen, når misbruget var faldet,” forklarer Louise Bach Nielsen.

“Den helt afgørende forskel på den indsats, vi gør her, og den jeg har oplevet tidligere, er, at det er et struktureret og yderst koordineret forløb med en høj fleksibilitet. Det har jeg på ingen måde oplevet før,” understreger Louise Bach Nielsen.

Imødekomme individuelle behov

Noget, der adskiller APU fra andre tilbud, er også behandlingsmodellen. Hver bruger får som hovedregel tildelt 25 timer (brugere med emotionel, ustabil personlighedsstruktur tildeles 50 timer), der fungerer som en slags klippekort.

“I stedet for at tænke at en person med en depression skal i “depressionsforløb”, så kan alle sammensætte et forløb, der passer til dem, ud fra de mange gruppetilbud, vi har,” fortæller Louise Bach Nielsen.

“På den måde imødekommer vi de individuelle behov, hver bruger har. For som alle, der arbejder med den her gruppe, fremhæver, så er det en yderst sårbar og kompleks gruppe,” forklarer Louise Bach Nielsen.

 

Emneord: 
Psykiatri
Stofmisbrug

Mødet: Det handler om tillid og omsorg

På behandlingscenter Stjernevang ser sygeplejerske Randi Holdt sin primære rolle som den, der holder brugerne i hånden og hjælper dem med at navigere i et ofte kaotisk liv. “En kerneopgave for sygeplejersker er omsorgen og det menneskelige møde,” forklarer hun
Clean. 33-årige Thomas Østoft har været clean i 11 måneder og er lige blevet udskrevet fra Stjernevang. “Jeg oplever, at de lytter til mig. At der bliver taget hånd om mig. Man er et menneske her,” siger Thomas Østoft
Foto: Nikolai Linares
Title

Når sygeplejersker arbejder med mennesker med en dobbeltproblematik, så er det kognitiv adfærdsterapi, der virker. Ligesom det menneskelige møde er altafgørende. En ny samarbejdsmodel har også set dagens lys. Bliv klogere på mødet, modellen og metoden.

KABS Stjernevang

Stjernevang har siden 2011 varetaget behandlingen af psykisk syge hash- og stimulansmisbrugere. Fra 2018 også psykisk syge alkoholmisbrugere. Antallet af borgere i behandling er vokset fra 33 i 2011 til over 300 i 2019. Behandlingen er organiseret i tværfaglige teams, der gør det muligt at arbejde integreret med problemstillinger inden for alle aspekter af brugerens liv. KABS (Københavns Amts behandlingscenter for stofmisbrug.

Kilde: KABS Notat

Jeg fik en krammer, første gang jeg trådte ind over dørtærsklen til jer. Her var jeg ikke bare et nummer i rækken,” fortæller 33-årige Thomas Østoft, der netop er blevet udskrevet fra Stjernevang, som er et integreret behandlingstilbud i Valby i København.

Det var Thomas’ kæreste, der tog ham med til Stjernevang, efter han en aften havde betroet hende, at han udover et dagligt cannabisforbrug var ret overbevist om, at han led af adhd. Her mødte han blandt andet sygeplejerske Randi Holdt, der endte med at blive hans primære kontaktperson det seneste  år.

“Jeg oplevede, at der var tid. Tid til mig. At jeg blev taget alvorligt. Også i forhold til mine tanker om at have adhd.

Noget, der var blevet ignoreret, da jeg på et tidspunkt var indlagt og i øvrigt afvist af min tidligere psykiater,” forklarer Thomas Østoft.

“Hvordan har du det?”

Sygeplejerske Randi Holdt mødte Thomas Østoft første gang til en sundhedssamtale meget tidligt i det behandlingsforløb, der endte med at vare to år. Modsat hvad Randi Holdt oplevede i de mange år, hun arbejdede i psykiatrien, tager al behandling i Stjernevang udgangspunkt i en tværfaglig indsats.

“Som sygeplejersker er vi en del af indskrivningen, hvor vi har vores egne sundhedssamtaler på linje med de samtaler, lægerne også har. Det tror jeg er ret unikt,” fortæller Randi Holdt, der som det allerførste spørger til, hvordan brugerne har det.

“Det gør dem ofte paf. Forundret. Det gør indtryk på mig, at mange af dem, på trods af at de har været i kontakt med flere behandlingssystemer, ikke har følt sig set og hørt,” siger Randi Holdt.

Du kom ind på det værste tidspunkt

I dag er det 11 måneder siden, Thomas Østoft blev clean, og der er gået sport i at tælle dage, som han siger. Han skal stadigvæk vænne sig til at være “clean-Thomas”, for ham kender han ikke endnu, men der er mere overskud til at være en god kæreste og en god far for sine børn.

Da Randi Holdt blev hans primære kontaktperson for et lille års tid siden, var det en anden Thomas, hun mødte.

“Jeg var lige blevet udskrevet fra psykiatrisk. For tidligt følte jeg. Jeg oplevede, at kommunen svigtede, når jeg endelig rakte ud efter hjælp. Du kom ind i mit liv på det værste tidspunkt overhovedet,” fortæller Thomas Østoft. “Men du tog over,” siger han.

“Jeg startede med at tale med de psykiatriske afdelinger for at få deres input, så jeg var klar til at tage imod dig. Jeg sørgede for en mentor og personlig støtte derhjemme, fordi du faktisk ikke kunne overskue selv meget små ting derhjemme,” forklarer Randi Holdt.

En kærlig koordinator

For hende er rollen som tovholder en af de ting, der beskriver hendes job bedst. Hende, der holder brugerne i hånden og hjælper med at navigere i et liv, der føles kaotisk.

“En koordinator,” siger Randi Holdt. “En ret kærlig koordinator,” understreger Thomas Østoft.

For Randi Holdt handler det om at få brugerne til at føle sig værdifulde. Hun fortæller, at hendes leder Heidi Gøtze på et tidspunkt kørte ud til en bruger, der ikke var dukket op til terapi. “Er du klar,” spurgte hun, da han åbnede døren. “Ja,” sagde han, satte sig ind i bilen og kom tilbage til Stjernevang.

“Året efter mødte vi ham tilfældigt, hvor han fortalte, at han var startet på kokkeskole. “Det hele vendte for mig den dag, I hentede mig,” sagde han. “Tænk I virkelig gjorde det for mig. Det har jeg aldrig prøvet før,” forklarede han”.

Kernekompetence i sygeplejen

For Randi Holdt handler det om at indgyde håb. Hun ser det som sin fornemmeste opgave at acceptere alle, der kommer ind ad døren. For så får de lyst til at komme igen.

Som erfaren sygeplejerske har hun en stor værktøjskasse, men hendes påstand er, at 70 procent af behandlingen handler om at etablere en tillidsfuld relation.

“Det er en kernekompetence som sygeplejerske: At have fokus på omsorgen og det menneskelige møde,” forklarer Randi Holdt.

 

Emneord: 
Psykiatri
Stofmisbrug

Stigende antal unge med dobbeltdiagnose

Fra 2005 til 2017 er antallet af unge, der både har en psykisk sygdom og et misbrug af stoffer, fordoblet. “Det er vigtigt at sætte ind, før de kommer skævt ind i voksenlivet,” siger leder og sygeplejerske Heidi Gøtze fra det integrerede behandlingstilbud Stjernevang.
Sygeplejerske og afdelingsleder Heidi Gøtze, forklarer, at unge har brug for plads til at fortælle om sig selv. De har ikke brug for fordømmelse og løftede pegefingre.
Foto: Nikolai Linares
Antallet af unge med dobbeltdiagnose stiger
  • Antallet af unge indlagte (15-25 år) med dobbeltdiagnose er steget fra 553 unge i 2005 til 1152 unge i 2017.
  • Stigningen er især markant hos dem, hvor den psykiatriske diagnose er adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser opstået i barndommen. Her er stigningen på 490 procent.
  • Stigningen er 80 procent, hvor diagnosen er skizofreni, akut psykose, paranoid psykose, skizoaffektiv sindslidelse, og 145 procent, hvor diagnosen er angst og belastningsreaktioner.

Kilde: “Fakta om målgruppen ”Unge med dobbeltdiagnose”,” af Solvej Mårtensson, Ph.d., Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser og Peter Jensen, Chefkonsulent i konsulentvirksomheden SPUK

Ungdomsliv. Uddannelse. Frigørelse. Identitet. Forelskelse. Parforhold. Når du er ung, står du midt i opstartsfasen til dit voksenliv. Men er du ung og både har et misbrug og en psykiatrisk diagnose, kan du risikere en uheldig start. Med store konsekvenser til følge.

Nu viser tal fra den psykiatriske del af Landspatientregistret, at der siden 2005 er sket mere end en fordobling i antallet af unge i alderen 15-25 år, der er indlagt i psykiatrien med en dobbeltdiagnose.

Et af de behandlingssteder i Danmark, der oplever det stigende antal unge med to diagnoser, er KABS Stjernevang i Valby, København. Her viser Stjernevangs egne tal, at de blandt de 18-25-årige er gået fra en enkelt indskrivning i 2015 til 67 indskrivninger i 2019. De unge er samtidig absolutte topscorere i forhold til antal indskrivninger i andre aldersgrupper.

“Det understreger blot, hvor vigtigt det er at sætte tidligt ind, så de ikke kommer skævt ind i voksenlivet. Hvis vi møder hver enkelt ung og tager udgangspunkt i, hvor lige præcis han eller hun er, så kan vi hjælpe dem på rette vej,” forklarer afdelingsleder og sygeplejerske Heidi Gøtze.

Stort mørketal

Ingen ved præcist hvor mange unge, der har dobbeltdiagnoser, men Center for Rusmiddelforskning estimerer, at det minimum drejer sig om 6.400 unge under 25 år. Alt peger dog på et stort mørketal. Hvis man tager de unges forældre og søskende med, er mindst 25.000 danskere berørt af dobbeltdiagnoseproblematik blandt unge under 25 år.

Kilde: Center for Rusmiddelforskning og Alliancen – Unge med dobbeltdiagnose – artikelsamling 2020

Stigende opmærksomhed

Hun bliver bakket op af konsulenterne Peter Jensen og Susanne Pihl Hansen, der som henholdsvis cand.scient adm. og cand.scient soc., begge har over 30 års erfaring med socialt udsatte unge. Siden 2016 har de haft et særligt fokus på unge med dobbeltdiagnose.

“Vi kan faktisk, med den rigtige indsats, forhindre, at de unge mister dyrebare år af deres ungdomsliv, hvor deres udvikling bliver forstyrret, fordi deres liv er gået i stå, og problemerne vokser dem over hovedet,” forklarer Susanne Pihl Hansen, der ikke har et præcist bud på, hvorfor antallet af unge med dobbeltdiagnoser stiger.

Hun peger på, at der er registreret flere unge i psykiatrien helt generelt, men at det ikke kan forklare den markante fordobling i antallet med dobbeltdiagnose:

“Svaret er ikke entydigt, men det er åbenlyst, at opmærksomheden på gruppen er stigende. Det mærker vi både fra politisk hold og fra børne- og ungdomspsykiatrien, misbrugsbehandlere og andre, der arbejder med området.”

Anbefalinger: Særlig indsats til unge
  • Tidlig, relevant og samtidig hjælp i alle systemer
  • Unge skal mødes med et ungesyn: Vi kan ikke løse problemerne for de unge, men sammen med dem
  • Hjælp til alle medlemmer af den unges familie
  • Etablering af Kompetencecenter for Unge
  • Efterværn i form af gruppe- og individuel støtte og støtte til at indgå i sunde fællesskaber

Kilde: Alliancen (Netværk, der består af unge med dobbeltdiagnoser, forældre og fagpersoner, red.

Bagud på point 

Susanne Pihl Hansen understreger, at de unge er en uhyre sammensat gruppe, hvor graden af, hvor hårdt de er ”ramt” på både misbrug, psykiske vanskeligheder og sociale faktorer, kan være meget forskellig.

Fælles for mange er dog, at de har følt sig anderledes som børn og har oplevet problemer med jævnaldrene i puberteten, hvor mange begynder at bruge stoffer, fordi det giver adgang til fællesskaber, hvor de føler sig accepteret, og fordi rusmidlerne ofte bidrager til at dæmpe deres psykiske vanskeligheder, da de giver dem ro.

“Når nogle af de her unge mennesker så rammer uddannelsessystemet, er de fuldkommen bagud på point. For der er basal viden, som de skulle have hentet ind i puberteten, der er ikkeeksisterende,” forklarer Peter Jensen.

Et særligt ungeblik

Lige præcis den beskrivelse kan Heidi Gøtze og hendes kollega, sygeplejerske Randi Holdt, fra Stjernevang godt nikke genkendende til. Her kan personalet møde unge mennesker, der måske på papiret er 25 år, men modenhedsmæssigt stritter i mange retninger.

“På nogle parametre er de måske 8-10 år, fordi noget gik i stå tidligt. På andre parametre har de haft et liv, der har givet erfaringer, som andre nærmest ikke ville overleve,” siger Randi Holdt.

Både hun og Heidi Gøtze fremhæver den integrerede og individuelle tilgang til hver enkelt bruger som det allervæsentligste princip i Stjernevang. Alligevel understreger de væsentligheden af et særligt ”ungeblik”.

“Unge fortæller tit, at de i tidligere behandlingsforløb har følt, at der er blevet talt hen over hovedet på dem eller ned til dem. De har ikke brug for fordømmelse og løftede pegefingre, men plads til at fortælle om sig selv og det liv, der også er et ungdomsliv,” forklarer Heidi Gøtze.

 

Emneord: 
Psykiatri
Stofmisbrug

Systemet er designet til at svigte mennesker med dobbeltdiagnose

Mennesker med dobbeltdiagnoser har været kastebold mellem to systemer i årevis, lyder det fra formænd fra interesseorganisationer og en sygeplejerske med 29 års erfaring inden for området.
Mennesker med dobbeltdiagnoser

Omfang
Minimum 40.000 mennesker har både en psykisk sygdom og et misbrug. Hertil kommer et stort mørketal.

Økonomi
De samlede udgifter forbundet med indsatser og ydelser til mennesker med dobbeltdiagnoser løber op i godt 10 milliarder kroner.

Hjemløshed
 Der er 6,5 gange så stor risiko for at blive hjemløs, hvis du har en dobbeltdiagnose og er mand. Som kvinde med dobbeltdiagnose er risikoen 13 gange så høj.

Forkortet levealder
Mennesker med dobbeltdiagnoser lever op til 23 år kortere end andre danskere.

Uden beskæftigelse
Kun 7-16 procent af de dobbeltdiagnosticerede er i beskæftigelse.

Kilde: Dansk Psykiatrisk Selskab, Bedre Psykiatri samt VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Forestil dig en ung mand, der både kæmper med et misbrug og en psykisk lidelse. Han har endelig mobiliseret de kræfter, der skal til for at søge hjælp. Så han henvender sig på et psykiatrisk center, en tilfældig skadestue eller i et af de mange kommunale misbrugscentre.

“Kom tilbage, når du er stoffri,” lyder det fra psykiatrien. “Vi kan ikke behandle dig, før du er udredt,” lyder det fra kommunalt regi.

“Den unge mand er et klassisk eksempel på dét, der foregår hver eneste dag, når en gruppe af meget sårbare mennesker forsøger at få hjælp,” fortæller Ole Bille, der arbejder som klinisk sygeplejespecialist på Psykiatrisk Center Sankt Hans.

I 29 år har han arbejdet med mennesker med dobbeltdiagnoser, og det er hans erfaring, at der er meget få steder i landet, hvor personalet både har forståelsen for samt kompetencerne og ressourcerne til at hjælpe mennesker, der både har et misbrug og en psykisk diagnose.

Formænd: Vi taber dem

Den holdning står han ikke alene med. Tre formænd fra SIND, Overlægeforeningens psykiatriudvalg og Dansk Psykiatrisk Selskab siger samstemmende, at systemet decideret er “designet” til at svigte mennesker med dobbeltdiagnoser.

“Når de systematisk bliver afvist, er vi ikke sikre på, at de nogensinde vender tilbage. Og så taber vi dem,” forklarer formand for SIND, Knud Kristensen, der refererer til de talrige undersøgelser, der dokumenterer, at gruppen er i særlig risiko for social deroute, overdødelighed og hjemløshed. Ligesom gruppen tilmed koster samfundet milliarder. (Se faktaboks, red.).

Alle formænd peger desuden på et ikke ubetydeligt mørketal.

“Vi plejer at sige, at vores overbelægning er på Nørreport Station (i København, red.) blandt hjemløse, der bliver passet af politiet. Det er jo ikke fair, og det ville aldrig ske for en patient med sukkersyge,” forklarer Gitte Ahle, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Råbt op i årevis

De tre formænd fra SIND, Dansk Psykiatrisk Selskab og Overlægeforeningens psykiatriudvalg fortæller, at de har råbt op om bedre behandling af mennesker med dobbeltdiagnoser i årevis.

“Personligt har jeg peget på problemet siden før Astrid Kragh var sundhedsminister tilbage i 2011. Et skiftende antal regeringer har så været ude og lovet bod og bedring, uden der er sket noget,” siger Knud Kristensen, formand for SIND.

Kigger man på de udmeldinger, skiftende regeringer har haft på området siden 2007, tegner der sig netop et billede af gode intentioner, men ingen konkrete aftaler. Spørgsmålet er derfor, hvad der taler for, at det skulle lykkes denne gang, hvor forhandlingerne om regeringens tiårs plan for psykiarien er gået i gang.

Lille optimisme

Formændene udtrykker dog forsigtig optimisme.

“De tilbagemeldinger, jeg får, tyder på, at der er en anden grad af alvor og vilje i det politiske system denne gang”, lyder det fra Inger Brødsgaard, formand for Overlægeforeningens psykiatriudvalg.

Gitte Ahle understreger dog situationens alvor:

“Ressourcemæssigt er vi ikke kun skåret ind til benet. Vi er skåret igennem. Jeg forventer derfor en psykiatriplan på linje med kræftplanen. En der bliver taget lige så alvorligt, og som er finansieret lige så godt.”

Hjælpen er utilstrækkelig

Fra politisk hold erkender man, at mennesker med dobbeltdiagnoser i årevis har været udsat for et svigt. Social- og indenrigsminister Astrid Krag konstaterer, at hjælpen er “utilstrækkelig,” og at gruppen skal sikres en samlet og helhedsorienteret indsats.

“Vi vil derfor se på, om ansvaret er fordelt rigtigt mellem regioner og kommuner,” forklarer ministeren, der siger, at det er for tidligt at sige, hvordan et konkret snit ser ud, da forhandlingerne kun lige er begyndt.

I Danske Regioner og KL er man enige om, at det er nødvendigt at kigge på en ændret ansvarsfordeling. Men man er fortsat uenige om præcist hvilket ansvar, der skal ligge hvor.

 

Emneord: 
Psykiatri
Stofmisbrug

Både psykisk syg og misbruger

Illustration: Mathias N Justesen

Mennesker, der både har et misbrug og en psykiatrisk diagnose – en såkaldt dobbeltdiagnose – bliver svigtet af et system, hvor region og kommune ikke arbejder sammen.

Det siger professionelle fagfolk, der i årevis  har råbt op om problemet, men det bliver ved de gode intentioner.

Lige nu spores der forsigtig optimisme i forhold til en politisk intervention, der skal ændre  ansvarsfordelingen.

Imens er sygeplejersker rundt omkring i Danmark dybt involveret i løsningsmodeller, der virker.

 

Emneord: 
Psykiatri
Stofmisbrug

Specialuddannede sygeplejersker løfter psykiatrien

De seneste år har flere regioner skruet op for antallet af pladser på specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje. Det giver god mening, mener både regioner og sygeplejersker. For specialuddannelsen giver bl.a. en helt ny forståelse af mennesker med psykiske lidelser samt værktøjer og kompetencer til selv at igangsætte forbedringsprojekter.
Sygeplejerske Michael Daubjerg bruger et simpelt skema som udgangspunkt for de personlige recovery samtaler, han har fået øjnene op for gennem specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje.
Foto: Nikolai Linares

Kirstine Andersen åbner døren til sin lille, hyggelige etværelses lejlighed på Amager.

Venstre underarm er plettet af forskellige nuancer af blå maling. Malingen stammer fra det maleri, der står på et staffeli i stuen.

Registrér dig – det er vigtigt

Gå ind og registrer din specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje i autorisationsregisteret https://stps.dk/da/autorisation/opslagautreg/#

Det er vigtigt for at kunne lave analyser på de specialuddannede sygeplejersker, som er til gavn for sundhedsvæsenet.

Specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje udbydes regionalt. Læs om kravene på www.specpsyksygeplejerske.dk

Maleriet giver hende glæde, struktur og noget at stå op til, mens hun – med hjælp fra Michael Daubjerg og hans kollegaer i Akut Psykiatrisk Hjælp-teamet i Psykiatrisk Center Amager – igen finder sin vej i livet.

Kirstine Andersen har diagnosen bipolar, og for et par uger siden var hun på vej ned i et sort hul og havde svært ved at få taget sin medicin. Men med intensiv hjælp fra APH-teamet har hun allerede fået det markant bedre.

I dag har hun indvilliget i at lukke Sygeplejersken ind i sit hjem og sit liv for at give et indblik i, hvordan Michael Daubjerg bruger specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje.

Omdrejningspunktet for besøget i dag er en såkaldt ”personlig recovery-samtale”. Samtalen er en direkte udløber af det eksamensprojekt, Michael Daubjerg lavede på specialuddannelsen i 2019.

”Personlig recovery, hvor man tager udgangspunkt i borgerens håb og drømme, er forholdsvist nyt inden for området akut ambulant psykiatri,” forklarer Michael Daubjerg.

På baggrund af den viden og de kompetencer han har fået på specialuddannelsen, har han udarbejdet et simpelt skema med fire overskrifter, som de skal tale om i dag: Håb, mestring, muligheder og relationer.

Han lægger skemaet på stuebordet foran Kirstine Andersen.

”Det handler om, hvad der er vigtigt for dig, og hvordan du ser dine muligheder og håb og graden af kontrol i dit liv samt om dine relationer,” forklarer Michael Daubjerg.

En helt ny mand og sygeplejerske

Som far til to små børn og med en gravid kæreste og mange deadlines var specialuddannelsen krævende, og på et tidspunkt havde Michael Daubjerg lyst til at kaste håndklædet i ringen. Men i dag er han glad for, at han holdt fast.

”Det har været fantastisk at finde ud af, hvad der er evidens for, der virker for patienterne. Og det har været fantastisk at møde alle de store kanoner med den sidste nye viden inden for psykiatrien,” siger Daugbjerg.

”Specialuddannelsen har fuldstændig ændret mig både som person og som sygeplejerske”.

En ny psykiatriplan

Mens patienter, pårørende og ansatte i psykiatrien venter på regeringens bebudede 10-årsplan for psykiatrien, ser Sygeplejersken nærmere på nogle af de udfordringer og løsninger, der findes i psykiatrien i dag.

Mål for specialuddannede sygeplejersker
Tre af landets fem regioner, Hovedstaden, Sjælland og Syddanmark, har sat mål for at øge antallet af sygeplejersker med specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje.

  • Sjælland 50 pct. i 2025.
  • Syddanmark 55 pct. i 2024.
  • Hovedstaden 50 pct. – men uden specifikt årstal.
  • Nord- og Midtjylland har ingen målsætninger.

”F.eks. i forhold til misbrugerne havde jeg tidligere af og til en tendens til at tænke, at det er deres egen skyld og egen beslutning, hvis de tager amfetamin. Men sådan tænker jeg ikke længere. Det er mennesker, der har så meget med i bagagen. Jeg har fået en helt anden forståelse for dem,” fortæller Michael Daugbjerg.

Vejen frem

Michael Daugbjerg er ikke alene om at have fået øjnene op for værdien af specialuddannelsen.

Antallet af uddannelsespladser i psykiatrisk sygepleje er steget løbende de seneste år, og i tre ud af fem regioner har man i dag en målsætning om, at andelen af specialuddannede sygeplejersker skal øges fra de nuværende 20 pct. til 50 pct. (se boks). En målsætning, som Dansk Sygeplejeråd mener, alle regioner burde have.

Det kan være med til at råde bod på, at psykiatrien i årtier har lidt under manglende ressourcer og manglende specialiseret viden. Der er stor mangel på speciallæger i psykiatrien, og blandt sygeplejerskerne, der udgør den største personalegruppe og dermed også står for plejen og behandlingen i psykiatrien, er det kun hver femte, der i dag har en specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje.

I Region Syddanmark, hvor man har det mest ambitiøse mål (55 pct. i 2024) for andelen af psykiatriske sygeplejersker, siger uddannelseskoordinator Gitte Vase:

”Sygeplejerskerne bliver i stand til at varetage komplekse problemstillinger og samarbejde tværfagligt. De ser ikke kun den psykiske diagnose, men det hele menneske. De får et metaperspektiv og i situationer med tvang, er det dem, der er gode til at træde et skridt tilbage. De spiller en kæmpe rolle.”

Michael Daubjerg
”Specialuddannelsen har givet mig en forståelse for, hvad der skal til for at implementere nye tiltag," siger Michael Daubjerg
Foto: Nikolai Linares
Fra eksamensprojekt til virkelighed

I stuen på Amager er der plads til sårbarheden, bekymringerne og det, der er svært.

Men samtalens klare omdrejningspunkt er Kirstine Andersens håb og drømme for fremtiden samt hvilke muligheder og ressourcer, hun kan trække på for at leve det liv, hun ønsker.

Drømmen om et job her og nu, der kan løfte hende ud af dagpengesystemet. Stoltheden ved allerede at have skrevet en ansøgning. Stoltheden over selv at have rakt hånden ud efter hjælp, inden hun ramte bunden. Drømmen om på længere sigt at bruge sin uddannelse inden for offentlig administration. Glæden ved at male, læse bøger, se venner, lave og spise god mad. Værktøjerne til at dulme trangen til selvskade og få taget medicinen om morgenen.

Det er Kirstine Andersen, der taler, mens Michael Daubjerg styrer retningen, lytter, opsummerer, støtter og anerkender ord og følelser.

”Efter jeg har taget specialuddannelsen, er jeg blevet en anden Michael. Mere large og rolig. I dag ved jeg, hvordan jeg skal sikre mig, at jeg hører og forstår, hvad der er vigtigt for borgeren,” fortæller Michael Daubjerg.

Efter samtalen er slut, er Kirstine Andersen meget positiv.

”Måden, vi har talt om det på, hvor det bliver meget op til mig, gør, at jeg også får tænkt over tingene på en anden måde. Jeg har indset, at der er håb. Der er noget at se frem til, selvom jeg til tider tænker, at det er der overhovedet ikke.”

Michael Daubjerg supplerer:

”Håbet er exceptionelt. Kan vi bevare det eller udbygge og øge det, er vi godt på vej i behandlingen.”

Han fortæller, at recovery-skemaet også har været med til at dokumentere APH-teamets indsats.

”Data fra skemaerne viser, at ved at stabilisere borgerne tidligt kan man nedbringe syge- og indlæggelsesdage. Borgerne får det markant bedre,” siger Michael Daubjerg.

Kirsten Kallestrup

”Mine kompetencer ræsede fuldstændig i vejret”

Kirsten Kallestrup, 55 år,, distriktssygeplejerske ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Midtjylland.

”Mine faglige kompetencer ræsede fuldstændig i vejret, da jeg tog specialuddannelsen. Det gjaldt både basal viden om psykiatri, som f.eks. psykopatalogi, men også basal sygepleje, f.eks. pædagogik, som vi bruger meget inden for sygepleje, men som jeg kun havde fået minimal teoretisk undervisning i.

Jeg blev uddannet sygeplejerske i 1988, og dengang var sygepleje ikke en videnskab, men et praksisfag.

Da jeg begyndte i psykiatrien i 2003, blev jeg sidemandsoplært. Det var meget learning by doing, og jeg synes da egentlig, at jeg var blevet rimelig dygtig. Men da jeg tog specialuddannelsen i 2011-2012, fik jeg den teoretiske baggrund for det, jeg gik og lavede. Og det var fantastisk.

På specialuddannelsen fik vi undervisning i dokumentation, kvalitetsarbejde og tværfaglighed – alt sammen redskaber til at kvalitetssikre sygeplejen. Der var undervisning i litteratursøgning, hvilket var helt enormt givtigt. Jeg er jo uddannet, inden der var noget, der hed internet. Det var en fantastisk verden, der åbnede sig for mig, og jeg har brugt det lige siden.

Helt konkret har det betydet noget for den måde, jeg møder patienterne på. I dag kobler jeg min erfaring for, hvad der virker, sammen med evidens og teoretisk viden.

Uddannelsen har gjort, at jeg ikke længere famler og også tør stole mere på min erfaring og intuition, for jeg ved, at der ligger forskning bag.

Jeg er blevet klogere på de unge mennesker, jeg arbejder med, og har fået øjnene op for, hvorfor de gør, som de gør. Det har givet mig meget større tolerance for og en større indsigt i deres måde at være på.

Helt generelt har uddannelsen givet mig en større selvtillid. Jeg ved bare, hvad jeg har med at gøre.”

Julie Winther Christensen

Sygeplejen er blevet sjovere og mere faglig

Julie Winther Christensen, 31 år, arbejder på sengeafsnit for voksne med skizofreni og psykoser

”Specialuddannelsen har gjort, at sygeplejen er blevet langt mere faglig. Jeg har fået et meget større teoretisk afsæt og kan se sygeplejen meget mere nuanceret og planlægge og observere bedre. Jeg er blevet en bedre sparringspartner og deltager i højere grad i faglige drøftelser og har fået større forståelse for diagnostik og medicinsk behandling.

Mine kompetencer er blevet væsentligt bedre, min dokumentation er mere faglig og jeg kan bedre argumentere, når vi skal planlægge og strukturere forløb.

Uddannelsen var et spark til at ville noget mere. I dag har jeg ansvar for undervisning, udvikling, uddannelse og kompetenceudvikling på et åbnet afsnit for voksne med psykoser i Aalborg, og på længere sigt vil jeg gerne arbejde med ledelse.

Jeg lavede mit eksamensprojekt omkring borderline, selvskadende adfærd og om måden, hvorpå vi snakker om og med patienterne. Jeg skrev om, hvordan man kan tackle selvskadende adfærd og strukturere plejen i form af samtaler, der har afsæt i værktøjer som mentaliseringsbaseret teori og Guidet Egen-Beslutning.

Jeg valgte emnet, fordi det var en patientgruppe, der fyldte meget, og som vi havde mange diskussioner om, hvordan vi skulle håndtere. Vi havde svært ved at forudsige og forstå selvskader. Jeg havde rigtig svært ved at handle fagligt i forhold til den patientgruppe og blev tit personligt involveret. Jeg kom til kort og følte mig fyldt op af patienterne, fordi jeg ikke havde kompetencerne til at tackle dem.

I dag har jeg en meget større sikkerhed, og jeg har lært at forstå selvskadende adfærd. Når vi får selvskadende patienter indlagt, tænker jeg, at jeg gerne vil være kontaktperson – for her kan jeg virkelig noget.

Uddannelsen har også gjort, at jeg generelt er blevet mere engageret, har fået flere visioner og er mere tilfreds med at gå på arbejde.”

Læs tema om fremtidens psykiatri i Sygeplejersken nr. 8/2020

 

Emneord: 
Psykiatri

Leder: "Giv nu psykiatrien et løft!"

"Der er stadig brug for forskning i, hvilken behandling, støtte, omsorg og ikke mindst hvilke rehabiliterende indsatser, der er virksomme."

Psykiatrien har været forsømt alt for længe. Det er der bred enighed om. Og konsekvenserne af det mærker brugerne, pårørende og medarbejderne desværre hver dag.

DSR har sammen med 44 organisationer lavet otte anbefalinger, der skal give det tiltrængte løft af psykiatrien. Det er historisk med så stor enighed og sammenhold. Det er vi stolte af at være en del af. Det skal vi bruge til at lægge pres på Folketinget.

En af anbefalingerne i PsykiatriLøftet gælder indsatserne til personer med dobbeltdiagnoser. Alt for mange får i psykiatrien beskeden: “Kom tilbage, når du er stoffri”. Og fra misbrugskonsulenten i kommunen er beskeden: “Vi kan ikke behandle dig, før du er udredt”. Det kan vi ikke være bekendt overfor nogle af de allermest sårbare grupper. Netop dobbeltdiagnoser er et tema i dette nummer af Sygeplejersken.

En anden anbefaling i PsykiatriLøftet peger på behovet for mere viden. Vi ved allerede i dag meget om, hvad der er den bedste pleje og behandling – en viden, vi skal være bedre til at omsætte til handling.

Men der er stadig brug for forskning i hvilken behandling, støtte, omsorg og ikke mindst hvilke rehabiliterende indsatser, der er virksomme.

Regeringen har allerede før valget bebudet en 10-årsplan for psykiatrien, og arbejdet er nu endelig skudt i gang. Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker sidder med i flere arbejdsgrupper. Politikerne skal denne gang vise vilje og modet til reelle forandringer til gavn for den sindslidende og dennes pårørende.

Det er på høje tid, at vi giver psykiatrien et løft!

Læs temaet i dette nummer af Sygeplejersken

Emneord: 
Psykiatri

Tre år med blod i urinen

De seneste tre år har Jan Petersen levet med blod i urinen. Trods flere lægebesøg var det først, da han mødte sygeplejerske Tine Hansen på værestedet Skomagerens Hus, at det blev taget alvorligt.

Jan Petersen
”Jeg er ikke meget for at gå til lægen. Jeg er jo lidt bange for dem. Jeg er bange for, at de tror, jeg kommer, fordi jeg keder mig, eller at de siger, det er noget, jeg bilder mig selv ind, fordi jeg er psykisk syg,” siger Jan Petersen.
Foto: Nikolai Linares
60-årige Jan Petersen lider af angst og depression. Ud over de psykiske lidelser har han de seneste tre år bøvlet med blod i urinen og en række blærebetændelser.

”Når jeg gik til lægen, slog de det blot hen med, at jeg tre år tidligere havde haft et kateder i forbindelse med en blindtarmsoperation. De mente, at det kunne have givet mig en rift,” siger han.

Jan Petersen undrede sig dog stadig og frygtede, at det kunne være kræft, som flere af hans familiemedlemmer var døde af.

”Jeg er ikke den type, der sætter mig op imod lægen, for han burde jo vide bedst. Men jeg syntes, at der var noget galt, og det var derfor, at jeg efter at have set Tine Hansen et par gange tog fat i hende,” siger han med henvisning til sygeplejerske Tine Hansen, der siden september sidste år er kommet i værestedet Skomagerens Hus en gang ugentligt.

Seddel med til lægen

Tine Hansen tog straks affære. Hun skrev en seddel, som Jan Petersen skulle tage med til lægen, hvorpå der stod præcis, hvad han skulle undersøges for og hvilke blodprøver, der skulle tages.

”Nogle gange skriver jeg med vilje nogle fagudtryk. Jeg forklarer selvfølgelig borgeren, hvad jeg skriver. Jeg gør det for på en pæn måde at sige til dem, der læser papiret, at der altså er en fagperson, der kigger med her,” siger Tine Hansen.

”Det er jo ikke normalt, at en mand på 60 år bliver ved med at have blod i urinen. Alligevel blev hans urin kun stixet, men aldrig sendt videre til dyrkning, så man kunne ikke vide om den penicillin, han fik, var den rigtige. Hvis man ufortrødent giver den samme antibiotika hele tiden, kan der opstå irreversible skader.”

Tine Hansens seddel gav pote. Inden for en måned blev Jan Petersen sat i kræftudredning og har fået svar på, at han ikke har kræft.

”Det værste er overstået. Det er en lettelse, at det ikke var kræft, og at jeg ikke skal kradse af nu,” siger Jan Petersen, der nu venter på en undersøgelse, der kan forklare, hvorfor der er blod i urinen. 

Læs også: Tine opsporer de oversete sygdomme

Emneord: 
Psykiatri