Botilbudteamets resultater

Både antallet af indlæggelser, tvangsindlæggelser, genindlæggelser og sengedage for borgere tilknyttet Botilbudsteamet er faldet i perioden 2016-2020.

På fire områder er der sket en forbedring for borgere tilknyttet Botilbudsteamet for perioden 2016-2020:

Indlæggelser

  • Er faldet med 16 pct., fra 403 til 339.

Tvangsindlæggelser

  • Er faldet med 26 pct., fra 34 til 25.

Genindlæggelser

  • Er faldet med 14,3 pct., fra 182 til 156.

Antal sengedage i psykiatrien

  • Er faldet med 55 pct., fra 6.772 til 3.064.

Læs også 

Botilbud får sygeplejefagligt boost

Emneord: 
Psykiatri
Socialsygepleje

Botilbud får sygeplejefagligt boost

Et lille hold sygeplejersker har skabt så store forbedringer for borgere på botilbud, som slås med svær psykisk sygdom, sociale problemer eller misbrug, at antallet af indlæggelser, genindlæggelser og tvangsindlæggelser er faldet markant. Derfor rulles Botilbudsteams nu ud i hele Region Hovedstaden.
”Jeg er utrolig glad for Maria. Hvis jeg føler, jeg har brug for hjælp, kan jeg ringe til hende og hun reagerer stort set prompte hver gang.” Sådan siger Johnny Rasmussen, beboer på botilbuddet på Robert Jacobsens Vej 17, om sygeplejerske Maria Rasmussen
Foto: Bax Lindhardt
”Vi er så glade for sygeplejerskerne”

Sygeplejerskerne har stor viden og giver god sparring, siger plejehjemsassistent Susanne Mortensen.

Et telefonnummer til en psykiater, som ikke altid var til at få fat på.Sådan har virkeligheden været for plejehjemsassistent Susanne Mortensen på bostedet Robert Jacobsens Vej.

”De var ikke altid nemme at få fat på. Hvis man ringede, fik man ofte bare fat i en lægesekretær. Sådan har det været i de 30 år, jeg har arbejdet på bosteder,” siger Susanne Mortensen.

”Den helt store fordel ved Botilbudsteamet er, at de kender vores beboere, og at arbejdsgangen er hurtigere og mere smidig,” siger Susanne Mortensen.

”Vi er så glade for dem. Vi har så nem adgang til dem, og de ved alting. Vi får hjælp, når vi har brug for sparring eller handling. Det kan være i forhold til medicin eller hvis en borger bliver mere og mere psykotisk eller aggressiv. Det er de gode til, og de kender jo beboeren. Det gør skadestuen ikke, og så kan de også være beboerens repræsentant på afdelingerne,” siger hun og tilføjer:

“Jeg er også glad for de teammøder, de er med til, hvor de giver sparring. Det er de sindssygt gode til.”

”Det ville være en katastrofe for beboerne, hvis de mistede dem, og det ville det også være for os. For samarbejdet med regionen og de somatiske afdelinger kan være lidt svært og så kan det være godt at have det her bindeled.”

"Der er sket fremskridt, kraftige fremskridt. Før var det vanskeligt at få fremskridt til at ske, men efter Botilbudsteamet er kommet, er der mere styr på mig. Der sker stadig svipsere, f.eks. var der sket en fejl i min medicinering.”

Citatet stammer fra en beboer på et socialpsykiatrisk botilbud i Københavns Kommune og kan læses i den slutrapport, Sundhedsstyrelsen har udgivet om satspuljeprojektet ’Udgående Botilbudsteam på Psykiatrisk Center Amager’. 

Formålet med Botilbudsteamet var at skabe mere stabile forløb for borgere med psykiske lidelser på botilbud og forebygge voldsepisoder samt at støtte medarbejderne på botilbuddene.

Det har været så stor en succes, at projektet nu er blevet gjort permanent og skal gælde i hele Region Hovedstaden.

To af sygeplejerskerne bag succesen er Mette Skovbo Pedersen og Maria Rasmussen, der sammen med fire andre sygeplejersker, tre læger, en lægesekretær og en recovery-medarbejder udgør det såkaldte Botilbudsteam, der er tilgængeligt for 250 borgere samt personalet på otte af Københavns Kommunes socialpsykiatriske botilbud.

Ligesom de også følger borgerne, når de er indlagt på psykiatrisk afdeling.

En målbar succes

Det kan også aflæses i Region Hovedstadens statistikker.

Siden Botilbudsteamet blev etableret i 2017, er både antallet af indlæggelser, tvangsindlæggelser, genindlæggelser og sengedage for borgere tilknyttet botilbudsteamet faldet (Læs boksen Botilbudteamets resultater). 

F.eks. er antallet af indlæggelser faldet med 16 pct, genindlæggelser er faldet med 14 pct., mens borgernes samlede antal sengedage i psykiatrien er faldet med 55 pct.

”Vores formål er ikke at forhindre indlæggelser,” siger Maria Rasmussen.

”Men vi kan bistå med, at det i langt højere grad kun er dem, hvor ambulant behandling på botilbuddet ikke er tilstrækkelig, som bliver indlagt,” siger Maria Rasmussen. 

For meget og for lidt medicin

Siden 2017 har Botilbudsteamet bl.a. sørget for, at der er blevet oprettet behandlingsplaner på alle borgerne, og at deres medicin er blevet gennemgået og justeret.

”I starten opdagede vi, at mange beboere havde behov for medicinjustering, samt at nogle slet ikke fik den ordinerede medicin pga. forskellige medicinprocedurer. For at vi overhovedet kunne få kontakt til beboerne og arbejde med det relationelle, skulle vi sørge for, at de fik den behandling, de skulle have,” siger Maria Rasmussen. 

Mens nogle fik for lidt medicin, fik andre for meget.

”Vi har fået dæmmet op for polyfarmaci, hvor vi har set borgere, der har gået rundt i en zombie-lignende tåge i 20 år, er kommet op til overfladen igen, efter der er blevet ryddet op i medicinen,” siger Mette Skovbo Pedersen.

”Vi føler, at vi er på vej i den rigtige retning med at få justeret den medicinske behandling, særligt med fokus på borgernes egne ønsker for deres medicin, så de så vidt som muligt får den bedst mulige behandling. Vores læger er også fortsat i gang med at kigge på polyfarmaci,” siger hun og fortæller, hvordan samarbejde og faglig sparring med personalet på botilbuddene i dag er en af deres kerneopgaver.

”Personalet på botilbuddene er oftere socialpædagogisk funderet frem for sundhedsfagligt, qua deres uddannelsesbaggrund. Det gør at der ofte er en anden forståelsesramme for medicinsvigt samt symptomer og diagnoser.”

”Gennem faglig sparring lærer vi i fællesskab, hvad den bedste pleje og behandling til beboeren er, ligesom vi oparbejder en fælles forståelsesramme, når det kommer til diagnoser og medicin.” 

Mette Skovbo Pedersen (t.v.) og Maria Rasmussen
Caption 
Mette Skovbo Pedersen (t.v.) og Maria Rasmussen
Attribution 
Foto: Bax Lindhardt

Utryghed førte til indlæggelser

Mette Skovbo Pedersen og Maria Rasmussen fortæller, hvordan der før Botilbudsteamets start sås mange akutte indlæggelser. Ofte fordi hjælp og sparring fra psykiatrien var sparsom.

Derfor har det kunne hænde, at borgere er blevet indlagt på et skrøbeligt grundlag i mangel på bedre. Derudover har der været mange voldsomme episoder på socialpsykiatriske botilbud gennem tiden som selvfølgelig har skabt en utryghed hos personalet.

I de situationer har man handlet efter omstændighederne selvom det, set i bakspejlet, ikke altid har været den bedste løsning for patienten.”

”Der har været tilfælde, hvor der er blevet ringet til politiet, når en beboer havde udvist aggression i form af at have kastet med en kop eller smækket med en dør. Så blev beboeren hentet af politiet og afleveret i psykiatrisk skadestue. Men hvad var beboeren så egentlig indlagt for?”

”I dag er der kommet en større fælles forståelse for, hvad det vil sige, at noget er akut og personalet ved, at vi er til rådighed for råd, vejledning og sparring, og at vi skal have besked, når planen for den ordinerede medicin ikke bliver fulgt. Vi tror personalet i mange situationer føler sig bedre rustet, når de ved, at vi kun er et telefonopkald væk.”

Problemet med de akutte indlæggelser blev forstærket af den behandling, patienterne fik på hospitalet.

”I teamets opstart oplevede vi, at vores patienter havde korte indlæggelser med henblik på stabilisering frem for fokus på, hvorfor man så de samme patienter igen og igen. Til tider så vi, at patienterne fik øget deres medicin, uden at man havde kigget på, hvad årsagen var til at de blev indlagt eller havde forsøgt at inddrage personalet fra botilbuddet. Det kunne f.eks. udmønte sig i, at en patient kunne ende med at få to-tre depotpræparater oveni hinanden, hvilket et eller andet sted er uhørt, så det har vi brugt meget tid på at dæmme op for,” siger Maria Rasmussen.

Hun fortæller, at Botilbudsteamet har et stort fokus på samarbejdet med sengeafsnittene og at udbrede kendskabet til den virkelighed, der er på et botilbud.

Sundhedsfaglige mangler

Selv om resultaterne er så gode, at Botilbudsteams-modellen efter endt projektperiode blev gjort permanent og rullet ud i hele Region Hovedstaden, kan sygeplejerskerne ikke hvile på laurbærrene.

”Jeg har lige haft en episode med en beboer på et botilbud, som ikke havde taget sin medicin i 14 dage. Personalet oplevede, at beboeren var så sød og venlig, så de genkendte det ikke som noget stort problem, men nu er beboeren indlagt på den lukkede afdeling og har været det i to uger,” siger Mette Skovbo Pedersen om de konsekvenser en manglende viden om medicinsvigt og psykotiske symptomer kan medføre.

”Beboeren gik fra at have en dagligdag, der fungerede, til at hans symptomer nu var så gennemtrængende, at han ikke længere var et sted, hvor vi kunne tale med ham om, at han hører stemmer. Lige pludselig oplevede han, at naboen var ”en bøsserøv”, der kom og voldtog ham konstant, og så er vi jo derude, hvor det ender med politi og rød tvang.” 

Hvis Botilbudsteamet i stedet havde fået besked om, at han ikke havde taget sin medicin efter to dage, havde de kunne rykke ud og tale med beboeren om, hvorfor det er vigtigt at tage medicinen, og så kunne den indlæggelse ifølge Mette Skovbo Pedersen have været undgået. 

”De episoder sker stadig, selv om Botilbudsteamet eksisterer, for der er også udskiftning i personalegruppen på botilbuddene,” siger hun med henvisning til, at selv om sygeplejerskerne kontinuerligt afholder faglig sparring på botilbuddene med fokus på sundhedsfaglig viden, så bliver den viden ikke altid kanaliseret videre til nyt personale i en travl hverdag.

”Personalets beføjelser på et botilbud er ikke det samme som for personalet på en lukket eller åben afdeling,” konstaterer Maria Rasmussen.
Caption 
”Personalets beføjelser på et botilbud er ikke det samme som for personalet på en lukket eller åben afdeling,” konstaterer Maria Rasmussen.
Attribution 
Foto: Bax Lindhardt

Påbud og manglende forståelse

Styrelsen for Patientsikkerheds sundhedsfaglige tilsyn med botilbuddene i hele landet viste både i 2017 og 2018, at der er problemer med det sundhedsfaglige niveau og patientsikkerheden på botilbuddene. 

I 2017 fik 27 pct. af 133 besøgte botilbud et påbud på baggrund af ”større” eller ”kritiske” problemer af betydning for patientsikkerheden. I 2018 var det 19 pct.

Det var især medicinhåndtering og den sundhedsfaglige dokumentation, der var problemet.

Tilsynet skrev i sin rapport fra 2017, at ”alt i alt peger fundene fra tilsynet på, at der på mange bosteder er en basal mangel på forståelse for medicinering, og der er derfor fortsat grund til at arbejde med tiltag, der kan styrke medarbejdernes kompetencer på området.”

Det bekræftes af en medlemsundersøgelse fra Socialpædagogerne i 2019, som viste, at hver fjerde socialpædagog på bostederne ikke havde fået undervisning i medicinhåndtering og at under halvdelen ”i høj grad” følte sig rustet til de sundhedsfaglige opgaver, som de udfører i dag.

Det mærker Maria Rasmussen og Mette Skovbo Pedersen også i deres daglige arbejde.

”Vi havde en situation med en beboer, der både er stor i højden og drøjden. Personalet på botilbuddet havde givet ham monstrøse doser depotmedicin i mange år og kunne ikke forstå, hvorfor det ikke rigtig virkede efter hensigten. Så en dag fik vi snakket om, hvilken type im-kanyle de brugte til at stikke ham med.” 

Det viste sig at være en meget lille im-kanyle, som slet ikke kunne nå ind til musklen.

”Så får vi bestilt de store im-kanyler hjem, og så begynder, der at ske noget. Det er jo ikke nogens skyld. Personalet har jo fulgt de anvisninger, de har fået og gjort alt i den bedste mening, hvordan skulle de kunne vide, at der findes forskellige størrelser im-kanyler afhængigt af, hvor stor du er. Men det viser, hvad der kan ske, når der kommer et par sygeplejerskeøjne på,” siger hun.

Både Maria Rasmussen og Mette Skovbo Pedersen understreger flere gange, at man ikke kan klandre personalet.

”Jeg møder virkelig nogle ildsjæle, som rigtig gerne vil. Men de er jo ikke sundhedsfagligt uddannet, og de har bare ikke fået den hjælp, de har brug for til at kunne det. Nogle steder er der kommet en psykiater hver halvanden måned, og de har ikke haft nogen at sparre med,” siger Mette Skovbo Pedersen.

I 2018 åbnede botilbuddet på Robert Jacobsens Vej  17 i helt nye bygninger.
Caption 
I 2018 åbnede botilbuddet på Robert Jacobsens Vej 17 i helt nye bygninger.
Attribution 
Foto: Bax Lindhardt

Misforståelser på begge sider

Det er heller ikke kun på botilbuddene, at der har været en manglende helhedsforståelse for den socialpsykiatriske borgergruppe.

På hospitalsafdelingerne har der også manglet kendskab til botilbudsborgernes hverdag. Maria Pedersen siger:

”Jeg har selv været en af de sygeplejersker på en afdeling, der sagde, at de patienter, der først og bedst kunne udskrives, når der manglede senge i psykiatrien, var dem fra botilbud, fordi der jo var nogle til at tage sig af dem i den anden ende, når vi udskrev dem. Men mange botilbud har ikke døgndækning, og det vil sige, at så sender man folk hjem til mange timer uden personalestøtte. Det har jeg slet ikke været bevidst om.

”Det har været lidt af en øjenåbner at finde ud af, at vi rent faktisk har udskrevet borgere til aftener, nætter eller weekender uden personalestøtte,” siger Mette Skov Pedersen.

Derfor har det vigtigste arbejde for Botilbudsteamet også været at bygge bro mellem botilbud og behandlingspsykiatri og både skabe en forståelse for, hvad det vil sige at bo på et botilbud og en forståelse for, hvad rammerne er for en hospitalsindlæggelse.

Helt konkret betyder det også, at botilbudssygeplejerskerne altid besøger de botilbudsborgere, der er indlagt og sørger for at være med til netværks- og udskrivelsessamtaler.

”I regionen har der været en misforståelse af, at et botilbud er det samme som en indlæggelse på en åben afdeling rent støttemæssigt. Men et botilbud er et sted, hvor folk bor, de lejer en lejlighed. Der gælder nogle andre juridiske paragraffer, som gør, at man arbejder under nogle helt andre vilkår,” siger Mette Skovbo Pedersen.

”Psykiatriloven gælder jo ikke her,” siger Maria Rasmussen.

”Personalets beføjelser på et botilbud er ikke det samme som for personalet på en lukket eller åben afdeling. Så når personalet i psykiatrien har sagt, hvorfor har botilbuddet ikke sørget for, at han har fået sin medicin, så er svaret, jamen hvis han ikke har villet og ikke har lukket døren op, hvad skal de så gøre? Man må jo ikke tage fysisk fat i nogen, og man må heller ikke gå ind i folks lejligheder, medmindre der er en særlig grund til det.”

Brug os

Derfor har Maria Rasmussen og Mette Skovbo Pedersen også en opfordring til deres kollegaer i både psykiatrien og somatikken:

”Brug os!”

”Brug Botilbudsteamet eller personalet på botilbuddene til at sparre med. Inviter dem ind til netværksmøder og udskrivelsessamtaler. Der kommer sindssygt vigtige pointer på bordet,” siger Mette Skovbo Pedersen og tilføjer:

”Og vent ikke til patienten skal udskrives. Tag mødet to-tre dage før, så botilbuddet kan sørge for, at alt er i orden.”

Maria Rasmussen nikker og siger:

”Vi er her og vil cykle langt for patienterne, hvis bare vi bliver inviteret.”  

Emneord: 
Psykiatri
Socialsygepleje

Det omsorgssteriliserede begrebsapparat i psykiatrien

Relationen, den ikke-evidensbaserede del af sygeplejen, bliver altafgørende for, hvordan hvad kommer til at ske i et hvilket som helst møde i det danske sundhedsvæsen - hvad enten karrieren lige er begyndt eller har nået et foreløbigt højdepunkt.

Klokken er 08:00 en kold novembermorgen, da jeg sjosker ned til Preben på stue 12 på den åbne psykiatriske afdeling. Jeg er ny, jeg er studerende, og jeg har ingen ide om, hvad psykiatri gar ud på.

Sådan er der mange, der starter. Enkelte af dem ser vi aldrig igen, nogle bliver hængende resten af livet. Her skriver jeg ikke om patienterne men om vores sygeplejestuderende, som dukker op i praktik og smutter igen.

Kaffemaskinen bobler og sprutter, Preben ligger i sin seng og har ondt i maven. Det er den tid pa året, hvor man let fanger sig en maveforkolelse, som det vel hedder i folkemunde. Preben er skidt tilpas og ma lobe. Jeg har forste dag som studerende, og jeg har lige været nede for at hilse på ham, for jeg er dagens kontaktperson. Det første af et utal af underlige begreber  - kontaktperson.

Der er eftermiddagskonference og patientgennemgang, min vejleder skal nok tage sig af Preben, og jeg har fodret ham med information om Prebens somatiske tilstand: Form, farve og lugt. Jo, man er vel sygeplejestuderende.

Min vejleder rømmer sig: ”Ja, og så er der jo Preben nede på stue 12, som er indlagt pga. … .” Min vejleder fremlægger sygehistorien og slutter med at bemærke: ”Ja, Preben siger, at han har angiveligt siddet på toilettet hele natten med diarre, men oh, måske er det lige sa meget fordi, han langt om længe er ved at give lidt slip pa sig selv ... ”

Jeg smiler ved den ide, men jeg er den eneste i lokalet, som synes, at den bemærkning er sjov og helt ved siden af. Det er ikke Prebens situation, der er sjov, tro mig, men personalets de- og rekontekstualisering af en helt almindelig somatisk erfaring på en psykiatrisk afdeling.

Når vi mennesker nedtømmer et psykologiseret og omsorgssteriliseret begrebsapparat over et menneske i krise uden hensyntagen til det absurde i vores tolkning og tilgang, gør vi lige så meget overgreb på mennesket, vi har med at gøre, som når vi spænder folk fast med et bælte. Det ene beskytter patienten mod at gøre skade på sig selv, det andet beskytter måske personalet mod det, vi til tider dårligt kan forstå.

I en simpel erkendelse af vores erfaringsmæssige adskilthed må den nye sygeplejestuderende ligesom den gamle garvede vove sig frem. Relationen: Den ikke-evidensbaserede del af sygeplejen bliver altafgørende for, hvordan hvad kommer til at ske i et hvilket som helst mode i det danske sundhedsvæsen. Terapeutisk tilgang, erfaring, intuition? Klar, parat, start!

De første ti minutter er altafgørende for den tone, resten af interaktionen mellem de to mennesker, hvoraf kun den ene reelt har sin lidelse på dagsordenen, kommer til at have. Klokken er 08:00 en kølig forårsmorgen, da jeg sjosker ned til Preben på den retspsykiatriske afdeling. Jeg er ny, jeg er professor, og jeg har ingen ide om ...

frederik_gildberg-frit_sh2

Frederik Alkier Gildberg

sygeplejerske, ph.d., professor i retspsykiatri, forskningsleder. Retspsykiatrisk Forskningsenhed Middelfart (RFM), Institut for Regional Sundhedsforskning, Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, Syddansk Universitet & Psykiatrisk Afdeling Middelfart, Psykiatrien i Region Syddanmark.

 

Emneord: 
Psykiatri

Læserbrev: Overgange kræver skyggearbejde

"Allerværst bliver det, når ansvaret skifter fra det sundhedsfaglige område til det socialfaglige område, hvor hele det faglige fokus også skifter."

Kommentar til tema om skyggearbejde i Sygeplejersken nr. 3/2021.

Som mangeårig sygeplejerske i distriktspsykiatrien har jeg leveret timevis af skyggearbejde. Også længe før 2014, hvor pakkeforløb i psykiatrien ganske rigtigt skabte mere skarpe grænser mellem systemerne, var skyggearbejde udbredt.

Det har i mange år været velkendt – og dokumenteret i talrige undersøgelser – at alle overgange mellem systemerne skaber utryghed, symptomforværring og tilbagefald. Ikke blot i psykiatrien. 

Allerværst bliver det, når ansvaret skifter fra det sundhedsfaglige område til det socialfaglige område, hvor hele det faglige fokus også skifter.

Så længe de overordnede psykiatriplaner fastholder idéen om, at der absolut skal ske et ansvarsskift mellem regionernes behandlingssystem og kommunernes systemer, undgår vi efter min mening ikke, at den empatiske omsorgsgiver i begge systemer desperat forsøger at kompensere og beskytte patienterne bl.a. via såkaldt skyggearbejde. 

Det er ikke indbildning eller overinvolvering, når vi oplever, at de patienter, vi har ansvar og omsorg for, gang på gang bliver tabt i overgangen mellem systemerne.

Asger Olsen er pensioneret distriktspsykiatrisk sygeplejerske

Emneord: 
Psykiatri

Tvang nedbragt betragteligt

På baggrund af erfaringer har man udviklet en ny retningslinje i håndteringen af selvskade.

 Over de seneste år er det lykkedes psykiatrien i Vordingborg at nedbringe brugen af bæltefikseringer betydeligt.

En opgørelse viser, at fra 2011 til 2013 var der i gennemsnit 167 bæltefikseringer om året. I 2020 var der ni.

Det skyldes bl.a. en ny måde at håndtere selvskade på. 

”Tidligere var det sådan, at hvis man opdagede, at en patient skadede sig selv, blev vedkommende fastholdt og fik beroligende medicin. Hvis det var ekstremt, blev de bæltefikseret. Men efter vi havde haft Mikala som patient, ændrede vi den tilgang,” fortæller Christina Sejr Lundstrøm, der er specialsygeplejerske på Afdeling S4 – og tidligere på S1. 

Mikala Larsen var ekstremt selvskadende, men på intet tidspunkt blev hun bæltefikseret, mens hun var på afdeling S1.

Og på baggrund af erfaringer herfra har man udviklet en ny retningslinje i håndteringen af selvskade, som bruges på alle afdelinger i psykiatrien i Vordingborg.

”Når patienterne selvskader, gør de det ikke for at dø, men for at overleve. Så i stedet for med tvang at stoppe dem, når vi opdager, at nogen selvskader, prøver vi i at snakke med dem, mens de gør det. Vi prøver at få dem til at flytte fokus til noget andet, så de selv stopper. Når de stopper, taler vi med dem om de følelser, de har,” siger Christina Sejr Lundstrøm. 

 

Emneord: 
Psykiatri

Nogle gange skal man prøve noget af, og så bagefter bede om lov

På Psykiatrisk Afsnit S1 i Vordingborg er det ikke længere tys-tys at tage med patienter til møder, hjem for at rydde op eller besøge dem efter udskrivelse. Det er nu tilladt og tæller som lønnet arbejde. Patienternes behov er kommet mere i fokus, og især ét patientforløb ændrede tilgangen.
Før var det skyggearbejde at tage med patienter ud til hesten. I dag er det tilladt på psykiatrisk afdeling S1 og S4 i Vordingborg. Afd.sygeplejerske Connie Pedersen (th.) har de seneste år har forsøgt at forvandle skyggearbejdet til den fineste sygepleje
Foto: Claus Bech
Psykiatrien i Vordingborg
  • Afdeling S1 har ikke fået særlige ekstra midler til at arbejde ud fra patienternes behov. Det er en kulturændring, afdelingssygeplejerske Connie Pedersen arbejder for.
  • Connie Pedersen er ved årsskiftet også blevet afdelingssygeplejerske for ’De særlige pladser’ i Vordingborg – afdeling S4. Her vil hun forsøge at indføre samme kultur som på S1.  
  • Hele psykiatrien i Vordingborg har søgt og fået midler af Trygfonden til at implementere ’Safewards’, som er en model til at reducere konflikter i psykiatrien.

 I dag må vi gerne tage med hjem til patienterne, inden de bliver udskrevet for f.eks. at rydde op efter piller eller andet, der kan ligge og flyde, hvis de er blevet indlagt akut.

Vi tager også med til møder på Center for afrusning.

Vi besøger bosteder sammen med patienterne, inden de bliver udskrevet, og besøger dem der, når de er udskrevet. På den måde får de en mere flydende overgang, og slippet er ikke så voldsomt.” 

Det fortæller Christina Sejr Lundstrøm, specialsygeplejerske på Psykiatrisk Afdeling S4 i Vordingborg og tidligere afdeling S1. Men sådan har det ikke altid været. 

”Normalt, når man er indlagt, så foregår sygeplejen på sengeafdelingen. Når patienterne var færdige hos os, så sluttede vores relation, og vi havde ikke mere med dem at gøre. Men efter at have haft patienten Mikala Larsen (læs side 44-45), hvor vi bevidst prøvede at gøre nogle ting anderledes og arbejde med relationen, har det forandret nogle af vores arbejdsgange. Dengang var det dog ikke noget, vi talte højt om,” siger Christina Sejr Lundstrøm. 

Forløbet med Mikala Larsen blev begyndelsen til at få det hemmelige skygge-arbejde frem i lyset.

Klar til at prøve noget nyt

Connie Pedersen er afdelingssygeplejerske på Afdeling S1 og S4 og var også den, der gav grønt lys til at gå ud over rammerne.

”Det, vi gjorde med Mikala i 2017, var, at i stedet for at hun skulle passe ind i vores system, så valgte vi at se på, hvad vi skulle bruge af kompetencer for at hjælpe hende. Og der var sygeplejersker, der var klar på at gøre tingene på en ny måde. Hvilket også krævede noget andet og mere af dem,” siger Connie Pedersen.

De arbejdede med Mikala Larsen, så de kunne starte helt fra babyniveau og lade hende gennemgå alle faser op gennem barndom og til teenagerstadiet, hvor hun var klar til at komme ud og bo på et bosted.

Da hun havde nået 400 dage uden selvskade, besøgte hun afdelingen til en temadag. 

”Nogle gange skal man prøve noget af og så bagefter bede om lov. Det, vi ikke kunne tale højt om dengang, har vi nu forvandlet til den fineste sygepleje. Det var startskuddet på en kulturændring i afdelingen, hvor vi arbejder langt mere ud fra, at patienten er i centrum,” siger Connie Pedersen og fortsætter: 

”Det er det, recovery handler om. At man holder ved og gør en forskel for et menneske. De her mennesker har en oplevelse af ikke at have nogen værdi. Opgaven er at få vendt det, så de kan se deres egne kompetencer og ressourcer.”

Prioritering af ressourcer

Connie Pedersen understreger, at det kræver prioritering, men hun er villig til at sætte ressourcer af til sådanne indsatser i en periode.

Nogle gange koster det ekstra, men i det lange løb sparer de pengene på færre genindlæggelser og hjælper patienterne bedre. Og hun mener ikke, at de ting, de gør ekstra for nogle patienter, betyder en dårligere behandling for andre. 

”Der er forskel på patienterne. Jeg ved godt, at der er en holdning om, at tilbuddene skal være ens for alle. Men det er ikke det samme, patienterne har brug for,” siger hun.  

Arbejdet med relationen og tilliden mellem patienter og behandlere på Psykiatrisk Afdeling S1 har også betydet, at de – som del af et projekt, der skal nedbringe tvang – har patienter, som, når de bliver udskrevet, får lov at ringe direkte til afdelingen, hvis de får det dårligt.

Så kan de blive indlagt igen uden at skulle igennem akutmodtagelsen først – som reglerne ellers siger. 

 

Emneord: 
Psykiatri

Hun var med til at redde Mikala

Tre ugentlige besøg hos hesten og en ledsaget tur til et bryllup i Nordjylland. Det var nogle af de ting, sygeplejerskerne på det psykiatriske intensivafsnit i Vordingborg gjorde for patienten Mikala Larsen. Det var langt ud over rammerne, men lederen sagde ok og bad dem ikke tale for højt om det.
Her ses sygeplejerske Christina Sejr Lundstrøm på den sansestue, hvor hun og fem andre fast passede Mikala Larsen den første lange tid, hun var indlagt på afdeling S1 i Vordingborg.
Foto: Claus Bech

 Worst case så ville hun ikke leve i dag. Hun ville bare gerne dø. Så jeg tror ikke, hun ville være her i dag, hvis vi ikke havde gjort noget ekstra for hende.”

Sådan svarer Christina Sejr Lundstrøm, sygeplejerske på det psykiatriske intensivafsnit i Vordingborg, da hun bliver spurgt, hvor patienten Mikala Larsen ville være, hvis hun og hendes kolleger ikke havde insisteret på at yde sygepleje udover det, der normalt ligger inden for rammerne af behandlingen på en psykiatrisk afdeling. 

Den i dag 21-årige Mikala Larsen svarer selv det samme:

”Så tror jeg ikke, at jeg ville være her nu. Hun har været med til at redde mig.” 

Det hele startede for knap fire år siden, da Mikala Larsen blev indlagt på psykiatrisk afdeling S1 i Vordingborg. Hun var selvskadende og selvmordstruet og havde fået en række diagnoser. 

”Jeg var et par måneder på en anden afdeling. Her røg jeg ind og ud af bælte, blev tvangsmedicineret og fastholdt. Det var ikke rart. Det er et overgreb hver gang. Men så blev jeg rykket til den afdeling, hvor Christina var,” fortæller Mikala Larsen og fortsætter: 

”Jeg kom ind på en sansestue med beroligende musik og træer som baggrund. Der fik jeg lov at ligge, få mine kræfter tilbage og finde mig selv. Uden at blive bæltefikseret. Og der var tid til det. Ingen havde travlt med at få mig udskrevet, og de lyttede til, hvad jeg havde behov for.”

Besøgte hesten tre gange om ugen

I lang tid havde Mikala Larsen brug for, at der var en hos hende hele tiden.

De var et team på seks ansatte, der skiftedes til at være hos hende. Herunder Christina Sejr Lundstrøm.

I teamet blev de hurtigt enige om, at det var muligt at hjælpe Mikala Larsen til at blive et helt menneske.

Men det krævede en ganske særlig indsats, som de rammer, de var underlagt i psykiatrien, normalt ikke giver mulighed for. 

”Derfor gik vi til vores afdelingssygeplejerske og spurgte om lov til at gøre en række ekstra ting. Hun tyggede lidt på det og gav os så lov. Men det var ikke noget, vi skulle tale højt om i forhold til de andre afdelinger. For så var der hurtigt nogen, der kunne blive stødt, fordi man nu gik ind og gav en patient særbehandling,” fortæller Christina Sejr Lundstrøm.

En af de ekstra ting, sygeplejerskerne gjorde for Mikala Larsen, var at tage hende med ud til hendes hest tre gange om ugen. 

”Vi skulle alligevel være hos hende konstant på afdelingen. Så i stedet for at være der, kørte vi ned til hendes hest. Det gjorde jeg i min egen bil. Det er jo ikke noget, man normalt må eller gør, men vi gjorde det, fordi det var det, hun fandt størst glæde ved,” fortæller Christina Sejr Lundstrøm.

Mikala Larsen supplerer:

”En af de ting, som har gjort, at jeg har fået det bedre, er, at jeg kom ud til min hest, red på den og var sammen med den, selvom jeg var indlagt. Jeg har det godt, når jeg er sammen med den. Den er altid glad for at se mig og kan mærke, hvordan jeg har det. Også når jeg er ked af det. Den er nærmest omsorgsfuld.” 

Mikala Larsen blev også ledsaget til sin brors bryllup i Nordjylland.

”Vi mente, det var vigtigt, at hun var med. Men hun kunne ikke selv. Så to af os tog med, selvom det igen var langt ud over, hvad de normale rammer kan tilbyde,” fortæller Christina Sejr Lundstrøm. 

”Det er ikke noget, jeg taler om”

Mikala Larsen var indlagt i 11 måneder, hvorefter hun blev udskrevet til et bosted.

”Det var svært at sige farvel. Når man har været et sted så længe, knytter man sig til personalet. Jeg har stadig kontakt med nogle af dem. Det betyder meget for mig, at jeg ikke bare er blevet glemt. Christina og to andre var også med til sommerfesten på bostedet. Det fik mig til at føle, at jeg ikke bare var arbejde. At jeg også betød noget for nogen,” siger Mikala Larsen.

Christina Sejr Larsen fortæller, at hun stadig har kontakt med Mikala Larsen. Og også andre tidligere patienter. 

”Det har jeg, fordi det giver mening. Ikke mindst, hvis de bliver indlagt igen. Så starter man ikke fra nul. Men det er ikke noget, jeg taler om. For man får hele tiden at vide, at det ikke må blive for personligt. At man ikke må komme for tæt på patienterne. Men for mig vil det være for firkantet, hvis jeg ikke gjorde det. Jeg ville blive træt af det,” siger hun og uddyber: 

”For det handler om relationen. Den er så vigtig for behandlingen. Det er først, når man har opnået en relation, at patienten tør åbne, så man kan få indsigt. Nogle mennesker har været udsat for svigt, måske siden de blev født, og har ikke oplevet en normal familietilknytning. Det kan lykkes at gøre dem til hele mennesker med en ekstra indsats. Alternativet er, at de bare bliver hængende i systemet og ryger ind og ud.” 

Tilbagefald efter et par år

Mikala Larsen boede et lille år på bostedet på Sjælland og flyttede så hjem til sin mor i Thisted. Efter et år hos hende flyttede hun sidste sommer i en lejlighed for sig selv:

”I starten gik det fint med at bo alene, men jeg fik det dårligere, og i november blev jeg indlagt igen. Men jeg har det bedre nu og er udskrevet igen. Snart skal jeg flytte ind på et bosted. Det glæder jeg mig til.” 

 

Emneord: 
Psykiatri

Psykiatri: Flugten fra utilstrækkeligheden

75 pct. af lederne i psykiatrien har svært ved at rekruttere sygeplejersker med den rette profil, viser en ny analyse. Og det kniber med at fastholde dem, der er. Årsagen er primært, at de ikke får tid til at yde den sygepleje, der er brug for, siger forsker. Sygeplejersker bekræfter.
Jeanne Frydensberg er en af de sygeplejersker, der har skyggearbejdet, mens hun var ansat i psykiatrien. Men hun endte med at sige op. Nu underviser hun bl.a. jobkonsulenter i Vejle Kommune.
Foto: Michael Drost-Hansen
Svært at rekruttere
  • 75 pct. af lederne på psykiatriske afdelinger har svært ved at rekruttere medarbejdere med de rette kompetencer. 
  • 62 pct. af lederne i somatikken og psykiatrien har svært ved at rekruttere medarbejdere med de rette kompetencer.

Kilde: Undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd/Lederforeningen, januar 2021. Baseret på besvarelser fra 828 ledere i regionerne.

  • ”Flere af regionerne og de faglige selskaber peger på, at der er omfattende problemer med rekruttering og fastholdelse af flere faggrupper, særligt sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter.”

Kilde: Rapporten ’Anbefalinger til rekruttering og fastholdelse af sundhedspersonale i psykiatrien’ udgivet af Sundhedsstyrelsen 2020.
 

 Tid til sygepleje er en mangelvare i psykiatrien. Og det skræmmer sygeplejerskerne væk. 

En ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 75 pct. af lederne i psykiatrien har svært ved at rekruttere sygeplejersker med de rette kompetencer.

”Grundlæggende handler det om, at sygeplejerskerne skal have tid og mulighed for at udøve sygepleje. Det får de ikke i dag,” siger Lene Berring, sygeplejerske, forsker ved Psykiatrisk Forskningsenhed, Region Sjælland og formand for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker.

Hun har det seneste halve år arbejdet på et projekt, der har undersøgt, hvad årsagerne til sygeplejemanglen er, og hvad der skal til for at kunne tiltrække og fastholde sygeplejersker i psykiatrien.

”Noget af den sygepleje, som i dag sker som skyggearbejde, ser nogle ledere ikke som vigtigt arbejde. Og for at det bliver vigtigt, skal den sygepleje efterspørges på et højere niveau. Problemet er, at der er for lidt forskning på området, og før det er dokumenteret, er det ikke noget, man prioriterer,” siger Lene Berring.

Hun peger på sygepleje i form af tid. Tid til at lytte mere og tale mindre. Det modsatte af effektivitet. I form af Phil Barkers Tidevandsmodel og en dybere forståelse af den psykiatriske patient, så man kan hjælpe patienterne med at forstå sundhedsvæsenet.

”Det kan godt være, at man har lavet retningslinjer, der skaber en hurtig og effektiv behandling. Men spørgsmålet er, om det virker? Dygtige ledere kan se, at tid er en gave. Så det handler om at få vendt tankegangen ift., hvad man bruger sin tid på. Men mange er låst fast i systemets rutiner og en arbejdsdag fra 8-16,” siger Lene Berring.

Glæden forsvandt

Sygeplejersken satte i blad nr. 3/21 fokus på sygeplejersker, der skyggearbejder, og talte i den forbindelse med en række sygeplejersker, som har valgt at forlade deres arbejde i psykiatrien, netop fordi de oplevede, at de ikke kunne give patienterne den pleje og behandling, de havde brug for, inden for psykiatriens rammer. 

Sygeplejerske Jeanne Frydensberg er en af dem. Hun arbejdede først på en psykiatrisk sengeafdeling og derefter i et udekørende psykoseteam. Men selvom hun arbejdede uden for rammerne, hvor det var muligt, blev afmagten ved ikke at kunne slå til og ikke at kunne hjælpe patienterne inden for de eksisterende rammer for meget. 

”Glæden ved faktisk at hjælpe patienten forsvinder igen, fordi man frygter, at man bliver opdaget. Det er ikke særlig behageligt. Så da jeg mærkede, at jeg var ved at skifte fra at være åben og glad med ønske om at gøre noget for patienterne til ”bare” at gå på arbejde, vidste jeg, det var tid til at stoppe,” fortæller Jeanne Frydensberg.

I dag arbejder hun ved Vejle Kommune, hvor hun bl.a. underviser jobkonsulenterne i at tale med borgere med psykiske lidelser.

En anden sygeplejerske, Cindie Schmidt, overfyldte kalenderen for at sikre, at alle patienter fik den behandling, de havde brug for.

Selvom de ikke længere havde krav på at få mere hjælp af systemet. Hun skyggearbejdede, til hun havde så mange patienter, at hun selv var ved at gå ned på det. Hun valgte at sige sit job op, inden det gik galt.

En tredje sygeplejerske har valgt at blive vikar for at kunne være i det. 

Større krav til sygeplejerskerne

Der findes dog undtagelser fra reglen. 

Psykiatrisk Afdeling S1 og S4 i Vordingborg er et af de steder, hvor man ikke har problemer med at tiltrække arbejdskraft. Her har afdelingssygeplejerske Connie Pedersen valgt at bringe skyggearbejdet frem i lyset og få sygeplejen mere i spil med udgangspunkt i patienternes behov.

”Det stiller nogle større og andre krav til medarbejderne. Både når det handler om arbejdstid og faglige kompetencer. Og så skal der også ærlighed og inderlighed til. Man skal give noget ekstra,” siger Connie Pedersen og fortsætter:

”Jeg har god succes med at ansætte sygeplejersker. Men jeg fortæller også i mine jobopslag, hvordan vi gør tingene. Nogle gange mister jeg selvfølgelig også personale. Man skal ikke have særlige forudsætninger, men man skal have lyst og være villig til at udvikle sig personligt. Og så skal man kunne lide at arbejde med udsatte og sårbare mennesker.”

Det er vigtigt for Connie Pedersen, at personalet trives i disse rammer, og her er hun bevidst om sin egen rolle.

”For at det kan lykkes, skal man også kunne mærke sin leder. Hvis ikke man har en leder, der går forrest og lægger personlighed i arbejdet, så flytter det ikke noget.” 

 

Emneord: 
Psykiatri

Mangel på sygeplejersker lukker psykiatrisk afsnit i Aabenraa

Et stort arbejdspres, vold, trusler samt manglende ressourcer og mistillid til ledelsen har fået ansatte til at flygte fra Psykiatrisk Afdeling Aabenraa. 

Det skriver avisen JydskeVestkysten.

I september sidste år skrev 11 tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter et bekymringsbrev til psykiatriledelsen om et øget arbejdspres, som førte til en ringere behandling af patienterne og bragte patientsikkerheden i fare. Ifølge JydskeVestkysten har det ført til et stigende antal genindlæggelser og øget brug af tvang.

I december måtte ledelsen lukke et helt sengeafsnit ned, fordi der var 25 ubesatte stillinger. Trods en større rekrutteringsindsats var 20 stillinger stadig ubesat pr. 1. februar – 16 af dem sygeplejerskestillinger.

Rejst i frustration

Oversygeplejerske Anne Eisenhardt siger til avisen, at hun erkender, at nogle medarbejdere er rejst i frustration. Men siger også, at mange er blevet i troen på, at det bliver bedre, og at meget er blevet bedre siden september.

Ifølge Jydske Vestkysten fik ledelsen fredag den 19. marts et opbakningsbrev med 31 underskrifter fra overlægegruppen, funktionslederne og stabsmedarbejderne.

Men mandag den 22. marts gentog tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter svarende til ca. 90 af de ansatte deres mistillid til ledelsen. Sygeplejersken sendte bladet til tryk den 23. og onsdag den 24. marts var ledelsen indkaldt til ekstraordinært møde i regionens Psykiatriudvalg. 
 

Emneord: 
Psykiatri

Magnus Heunicke: Uholdbart, at medarbejdere må arbejde gratis

Det er nyt for politikerne på Christiansborg, at medarbejdere i psykiatrien skyggearbejder for at hjælpe patienterne. Men de ved, at der er problemer med overgangene mellem behandlingspsykiatrien og kommunerne, som er med til at skabe skyggearbejdet. Det skal løftes i en ny psykiatriplan, lyder det.

Sundhedsminister Magnus Heunicke
”Desværre bekræfter det, at de pakkeforløb, der skulle skabe mere lighed og sikre en form for retsgaranti, er blevet alt for rigide," siger sundhedsminister Magnus Heunicke
Foto: Steen Brogaard
Det er uholdbart, hvis medarbejdere i psykiatrien føler sig nødsaget til at arbejde gratis for at kunne stå inde for deres arbejde. Det er vigtigt for mig, at vi passer godt på det dygtige personale i psykiatrien. De yder en uundværlig indsats hver eneste dag, og vi skylder dem og patienterne, at ressourcerne rækker til at udføre en behandling, man som fagperson kan stå inde for.”

Sådan lyder sundhedsminister Magnus Heunickes (S) reaktion, da han bliver præsenteret for problematikken om skyggearbejde i psykiatrien. I det skriftlige svar på Sygeplejerskens spørgsmål understreger han:

”Psykiatrien er presset og har været det i lang tid. Det er vi som regering klar over, og det er også baggrunden for, at vi allerede har igangsat et arbejde med en plan for et løft af psykiatrien de kommende 10 år.”

Regeringen gik i 2019 til valg på, at den ville lave en ny 10-årig psykiatriplan. Siden er arbejdet med den blevet udskudt flere gange. Seneste melding er, at der ligger et udkast klar fra følgegruppen, der laver oplægget til regeringen, efter sommerferien. 

Lene Berring er formand for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker og medlem af følgegruppen som repræsentant for sygeplejerskerne. Gruppen beskæftiger sig ikke direkte med skyggearbejde, men har fokus på nogle af de huller, der er med til at forårsage det.

Sophie Hæstorp Andersen

Det siger Danske Regioner:

Det er naturligvis ikke godt, hvis ansatte i psykiatrien ”skyggearbejder” for at hjælpe patienterne.

Medarbejdere skal ikke føle sig nødsaget til at udvide arbejdsindsatsen, men arbejde inden for de faglige og organisatoriske rammer.

Både for at sikre, at de kan holde til jobbet og for, at det er synligt, hvis der er noget, som er uhensigtsmæssigt.”

Sådan lyder det fra Sophie Hæstorp Andersen (S), formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Danske Regioner i et skriftligt svar til Sygeplejersken

Hun forventer, at psykiatrien får et løft via midlerne fra finanslovsaftalen.

”De midler er for alvor på vej ud i psykiatrien. En del af pengene går til flere normeringer lokalt, hvilket vil bidrage til øget faglighed, bedre arbejdsmiljø og mindre stressniveau i psykiatrien,” siger hun og tilføjer, at kommunerne har en opgave at løfte: 

”At medarbejdere oplever, at der ikke er noget at udskrive til er en væsentlig udfordring, og det peger på behovet for et løft af socialpsykiatrien, herunder krav til kommunerne om hurtig opfølgning i form af bostøtte, botilbud osv. Det er en problemstilling, vi vil arbejde for, bliver rejst i det nationale arbejde med 10-årsplanen for psykiatrien.” 

Det har ikke været muligt at få en politisk kommentar fra Kommunernes Landsforening.

”Skyggearbejdet opstår, når borgere risikerer at blive tabt mellem to instanser. Derfor er der brug for en mere håndholdt indsats i psykiatrien, der sikrer, at det ikke sker. I følgegruppen har vi derfor fokus på, at fremtidens psykiatri ikke behandler alle ens, men derimod tilgodeser den enkelte borgers behov frem for systemets rutiner,” siger Lene Berring.

Skyggearbejde er ukendt

Problemet er, at behandlingspsykiatrien har så stort fokus på at få patienterne hurtigt igennem systemet, at nogle også bliver udskrevet for tidligt. Og kommunerne mangler ressourcer og kompetencer til at løfte de opgaver, der skubbes videre til dem, hvilket efterlader borgerne i en gråzone, hvor de ikke får den hjælp, de skal have.

På Christiansborg er psykiatriordførerne fra SF, Venstre, DF og Socialdemokratiet bevidst om, at der er vanskeligheder i overgangene mellem psykiatrien og kommunerne. Men det er nyt for dem, at sygeplejersker skyggearbejder for at holde hånden under patienterne. 

”Jeg bliver lidt stolt af, at vi har velfærdsmedarbejdere, der går så langt for de her borgere. Det viser, hvor dedikerede de er, når de er i et krydspres mellem, hvad der er fagligt vigtigt, og hvad der er rammer til,” siger Trine Torp, psykiatriordfører fra SF, og fortsætter:

”Desværre bekræfter det, at de pakkeforløb, der skulle skabe mere lighed og sikre en form for retsgaranti, er blevet alt for rigide. Og vi kender problemerne med overgangene til det sociale system. Der er brug for mere smidighed og bedre relationsarbejde. F.eks. i form af overgangspersoner, som gør, at medarbejderne i psykiatrien tror på, at nogen tager over. Og det skal vi have løst med den her nye 10-årsplan.”

Liselott Blixt, psykiatriordfører fra DF, genkender skyggearbejde fra dengang, hun selv arbejdede som social- og sundhedsassistent i psykiatrien og på plejehjem.

”Jeg kunne godt handle for én på vejen hjem eller lige tage en snak med en pårørende efter arbejdstid. Jeg tror altid, der vil være noget skyggearbejde, men det må ikke tage overhånd,” siger hun og understreger, at en ny psykiatriplan også skal gøre op med skyggearbejde. 

Lotteri må ikke afgøre hjælp

Venstres psykiatriordfører Jane Heitmann siger:

”Jeg er først og fremmest overrasket over, at der er sygeplejersker, som udleverer deres personlige telefonnummer, og i deres fritid går med patienter på apoteket eller til lægen, når de er afsluttet. Det bør være det ambulante tilbud eller kommunen, der tager over.”

”Vi skal snart i gang med at forhandle en 10-årsplan, og jeg forventer, at regeringen kommer med et forslag til, hvordan man kan styrke den ambulante behandling i regioner og kommuner, så det ikke er et postlotteri, der afgør, om man får den rigtige hjælp.”

Selvom psykiatriplanen lader vente på sig, er der allerede sket tiltag,  siger sundhedsminister Magnus Heunicke:

”Der har været behov for at løfte psykiatrien mere akut. Derfor har vi allerede med finansloven for 2020 varigt afsat 600 mio. kr. årligt til at løfte den regionale psykiatri. De skal bl.a. gå til flere senge og mere personale.” 

 

Emneord: 
Psykiatri