Tine opsporer de oversete sygdomme

Sygeplejerske Tine Hansen løfter sundheden blandt psykisk syge og de mest udsatte borgere i Lolland Kommune. Det gør hun ved at fokusere på den somatiske sundhedstilstand, der ofte overses i det almindelige sundhedssystem.
Tine Hansen og Alex Sørensen
Foto: Nikolai Linares
En ny psykiatri

Mens patienter, pårørende og ansatte i psykiatrien venter på regeringens 10-årsplan for psykiatrien, som tidligst er klar i 2021, ser Sygeplejersken nærmere på nogle af de udfordringer og løsninger, der findes i psykiatrien i dag.

Første artikel i serien blev bragt 6. juli i Sygeplejersken nr. 8.

Jeg skal lige have lidt mere tøj på, så jeg ikke begynder at fryse,” siger Alex Sørensen.

Han er lige stået ud af sengen og har møjsommeligt forceret trapperne ned fra første sal. Nu sidder han tungt på sofaen i stuen og genfinder pusten.

”Ja, det kan jo ikke være meningen, at du skal få lungebetændelse, når sygeplejersken kommer,” griner Tine Hansen højt og hjerteligt.

Hun er udekørende, somatisk konsulentsygeplejerske i Lolland Kommune.

I dag er pensionisten Alex Sørensen den første borger på hendes selvskrevne køreliste.

En depression og problemer med at få vejret har sat en midlertidig dæmper på Alex Sørensens lyst og mulighed for at gøre mange af de ting, som ellers gør ham glad.

Han mangler energi og overskud til at tage ind til Museumsbanen i Maribo, hvor han som frivillig har været med til at samle og køre veterantoge. Og i garagen uden for huset står tre cykler, som Alex Sørensen selv har samlet, stort set ubenyttede hen.

”Jeg plejede at cykle solen sort og kunne cykle op til 100 kilometer om dagen,” fortæller Alex Sørensen.

”Nu kan jeg ikke engang gå de 400 meter ned til busstoppestedet på Maribovej.”

Diskrimination i sundhedsvæsenet

En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed ”Socialt udsattes møde med sundhedsvæsenet” fra 2018 konkluderer, at der ikke er tegn på systematisk, intentionel diskrimination og stigmatisering af socialt udsatte. Undersøgelsen dokumenterer dog samtidig, at nogle socialt udsatte i mødet med sundhedsvæsenet oplever situationer, hvor de udsættes for stempling, stigmatisering og diskrimination.

Fysiske lidelser overses

I 2018 ansatte Lolland Kommune sygeplejerske Tine Hansen i et etårigt projekt. Det skulle styrke den sundhedsfaglige indsats på et krisecenter for voldsramte kvinder og et bosted i kommunen, hvor personalet oplevede, at både de, men også læger og sundhedsvæsenet, havde en tendens til at fokusere på den psykiske sygdom og overse det fysiske helbred.

Dermed blev Tine Hansen ansat til at gøre op med det, som utallige undersøgelser og rapporter de seneste 10 år igen og igen har vist: at oversete og underbehandlede somatiske sygdomme hos patienter med svær psykisk sygdom er medvirkende til, at de er mere syge, har lavere livskvalitet og dør 10-20 år tidligere end den øvrige danske befolkning.

Projektet viste sig hurtigt at give så god mening, at kommunen efterfølgende gjorde det til en permanent ordning og udvidede det til også at gælde flere bosteder og væresteder og også enkelte psykisk syge borgere i eget hjem.

Tine Hansen
Tine Hansen
foto: Nikolai Linares
”Læger fokuserer mange gange på, hvad der står i journalen, og kommer man f.eks. fra et bosted og har en psykisk lidelse, så er det den psykiske del, der fylder for lægen,” siger Tine Hansen.

Hun understreger, at hun ikke har indtryk af, at lidelserne overses af ond vilje, og derfor bruger hun også en del tid på at forbedre tilliden mellem læge og borger.

”Det er vigtigt for mig at forsøge at forklare borgerne, hvorfor lægen gør, som han gør. Nogle gange skyldes det, at borgeren på tidspunktet ikke har kunnet høre, hvad lægen sagde. Andre gange har der ikke været tid til at forklare, hvad borgeren fejlede,” siger Tine Hansen, der trækker på sin erfaring og brede baggrund som intensivsygeplejerske, men også fra ansættelser i bl.a. lægekonsultationer, hjemmepleje og rehabilitering, når hun møder borgerne.

Skam og uvidenhed hindrer behandling

Når hun møder de psykisk syge borgere, ser hun bevidst forbi den psykiske lidelse.

I stedet begynder besøget ofte med et sundhedstjek ud fra de 12 sygeplejefaglige punkter.

Tina Hansens ønske til en bedre psykiatri

”Jeg drømmer om et tværfagligt team af fysioterapeuter og behandlere og et udvidet samarbejde med egen læge og Arbejdsformidlingen. I min færden på bosteder har jeg set et stort behov for fysioterapikompetencer, hvilket kan være en vigtig forudsætning for at blive arbejdsdygtig og fri for smerter og spændinger.”

”Jeg starter aldrig det samme sted. Stort set alle bliver vejet og får målt livvidde. Giver det mening, måler jeg peak flow, blodtryk, blodsukker og tjekker ører,” fortæller Tine Hansen.

”Den helhedsorienterede gennemgang giver bare så god mening, og hvor man mindst venter det, er der noget, der skal laves en plan for,” siger hun.

Hun møder borgere med forstyrrede søvnrytmer, som spiser usundt, har gamle skader på kroppen, der aldrig er blevet behandlet, ikke får dyrket motion og har manglende kendskab til sundhed.dk og forløb i sundhedsvæsenet.

På krisecenteret møder hun kvinder med gamle skader efter vold, de aldrig har fået behandlet. Eller som har kroniske sygdomme, som de ikke er i behandling for, fordi de ikke tør ringe til lægen efter at være udeblevet fra kontroller.

Sådan gjorde Lolland Kommune
  • En sygeplejerske blev fast tilknyttet kommunens bosteder.
  • Derefter blev systematiske redskaber til tidlig opsporing af problemstillinger med inspiration fra triagering i hjemmeplejen udviklet og implementeret.
  • De konkrete observationer hos borgeren dannede grundlag for og sikrede, at borgere, man er bekymret for, også bliver drøftet.
  • Sygeplejersken gennemførte sundhedstjek og sparrede med personalet på dialogmøder.
  • Personalets kompetencer blev løftet sundhedsfagligt, bl.a. ved at give dem værktøjer til at inddrage sundhedsfaglige emner i beboernes indsatsplan. Det har de gjort ud fra fem temaer 1) fysiske smerter og ubehag 2) medicin 3) praktiske rammer 4) sundhedsvaner og 5) psykisk og social trivsel
  • Sygeplejersken har lavet oplæg for beboere og medarbejdere om alt fra kost, motion og seksualitet. Og en kok har afholdt en madworkshop, hvor bostedet har arbejdet med god, sund og billig kost.

”Så vender jeg den rundt for dem og siger: ”Men nu er du et sted, hvor du gør noget ved dit liv” – og så får de ringet til lægen.”

”Jeg underviser og har rundbordssnakke med borgerne om alt fra ”kend din krop”, søvn, kost, stimulanser og motion til seksualitet, kønssygdomme, tandhygiejne, personlig hygiejne og tøjvask,” siger Tine Hansen.

Hyperaktivitet førte til undervægt

”Det bidrager alt sammen til at forbedre deres generelle sundhedstilstand,” siger Tine Hansen og fortæller, at hendes besøg og snakke med beboerne ofte bringer noget uventet med sig.

”En dag var der f.eks. en ung mand på et af bostederne, der under undervisning i ”kend din krop” fortalte, at han ikke turde gå i svømmehallen, fordi han var så tynd og ikke kunne tage på. Ud fra vores snak opdagede jeg, at det skyldes, at han var hyperaktiv. Det ledte til, at en pædagog fandt et mindfulnesstilbud til ham. Og i løbet af en måned tog han 5-6 kilo på.”

Siden Tine Hansen begyndte at komme på kommunens være- og bosteder, er personalet, men også borgerne selv, blevet bedre til at få ringet til lægen med somatiske problemstillinger.

Helle Tibert Mortensen, teamleder på bostedet Horisonten ved Maribo, fortæller i rapporten ”Forandring i praksis – styrket sundhedsindsats for udsatte borgere” fra Marselisborg Consulting, at det skyldes, at beboerne har haft gode oplevelser med en sygeplejerske, som kender det somatiske system og forstår og respekterer beboerne.

”De har fået guidning i, hvordan de kontakter lægen, hvad de skal sige, og hvad de kan gøre – og det har betydet, at nogle beboere har formået at få en samtale om deres somatiske tilstand med deres egen læge,” siger hun.

Alex Sørensens ønske til en bedre psykiatri

”Jeg har manglet, at man nemmere kan komme til faste aftaler med en psykisk ansvarlig, så man ikke taber folk på gulvet efter endt behandling. Jeg blev behandlet for depression på Ori i Vordingborg, og bagefter kunne jeg trække på distriktspsykiatrien i et år. Men da det var overstået, skulle jeg klare mig selv, selv om jeg stadig svingede meget i humør. Jeg følte mig egentlig fortabt.”

Sundhedstjek

Alex Sørensen fortæller, at han oprindeligt søgte hjælp hos Tine Hansen, fordi han er deprimeret, selv om han får antidepressiv medicin.

”Selv om jeg synes, det går den rigtige vej, synes jeg ikke helt, jeg er ovre depressionen. Jeg får stadig antidepressiv og har mørke tidspunkter,” siger han.

”Jeg havde set et indslag i TV2 Øst om en ung mand, som Tine Hansen havde hjulpet,” siger Alex Sørensen om indslaget, hvor en ung mand med ubehandlede knæsmerter fortalte, hvordan en knæoperation gav ham både livsglæden og førligheden tilbage, og hvordan han efterfølgende fik et job, fordi han kunne gå igen.

”I flere tilfælde har behandlingen af det fysiske problem også betydet, at borgerne samtidig er blevet løftet mentalt,” siger Tine Hansen.

Alex Sørensen
”Det bedste ved Tine er, at vi kan snakke sammen. Jeg har aftalt med min søn, at jeg skal tage toget til Nordsjælland og besøge ham i år. Men lige nu kan jeg ikke gå de 400 meter ned ad Maribovej til busstoppestedet,” siger Alex Sørensen.
Foto: Nikolai Linares
I Alex Sørensens tilfælde opdagede Tine Hansen, at han to år tidligere – under en indlæggelse for depression, hvor han knap nok kunne gå 10 meter uden at tabe pusten – havde fået lavet et hjertediagram og en lungeundersøgelse, der viste, at hans iltmætning kun var 89 pct.

Mere skete der ikke på den baggrund, og da Tine Hansen mødte Alex Sørensen, havde han gået rundt med vejrtrækningsproblemer i to år.Nu er han ved at blive udredt for, hvorfor han så nemt taber pusten. Han har aldrig røget. Så er det den 12 år gamle, alvorlige bilulykke, der har komprimeret lungerne? Eller er det på grund af det kolde, fugtige hus og brændeovnen eller noget helt tredje?

”Det vigtige er, at de finder ud af, hvorfor du har den funktionsnedsættelse, der gør, at dine lunger ikke fungerer. Så kan det også være, at du kan blive hjulpet medicinsk,” siger Tine Hansen til Alex Sørensen.

Hun håber, at den rette behandling af lungerne kan være med til at øge energiniveauet og dermed løfte humøret hos Alex Sørensen.

”Vi har jo en lille målsætning om, at du kommer op på din cykel igen,” siger Tine Hansen.

Læs også: Tre år med blod i urinen

Emneord: 
Psykiatri

Studerende i praksis: "Især én hændelse fra min praktik i psykiatrien står her lysende klart

En studerende bliver inspireret af at se sin vejleders evne til at opfatte og reagere på en patients følelser og være undersøgende og åben i sin sygepleje.

Julie Feldborg
Julie Feldborg
Alle patienter søger svar. Svar, der kan give forklaringer på deres symptomer. De venter spændt på tilbagemeldingen og håber, at vi har svaret.

Tilbagemeldinger har vi givet mange af der, hvor jeg har været i praktik. Det er ikke altid nemt, for nogle gange lyder tilbagemeldingen, at vi ikke har fundet nok til at stille en diagnose.

Men patientens problemer forsvinder jo ikke af den grund.

Selvom patienten skal afsluttes, så har han eller hun ofte stadig spørgsmål og behov for hjælp. Derfor er det vigtigt som sygeplejerske at favne patientens problemer og udfordringer på en måde, der støtter patientens egne ressourcer i forhold til at mestre udfordringerne.

Især én hændelse fra min praktik i psykiatrien står her lysende klart. Her lærte jeg virkelig, hvordan man som sygeplejerske får hjulpet patienten videre, selvom man er nødt til at afslutte forløbet.

Patienten, som vi skulle tale med, opfyldte ikke kriterierne for den opmærksomheds-forstyrrelse, som hun var henvist for. Efter at konklusionen var læst op, blev patienten trist og opgivende i sin mimik.

Pigen blev her mødt af min vejleder med en åbenhed, der gav plads til hendes følelser. Åbenheden gav rum til at tale om, at patientens udfordringer jo stadig var til stede, og hun gav udtryk for, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle tackle dem.

Vi gik sammen med patienten på opdagelse efter en mulig forklaring på opmærksomheds-vanskelighederne. Sammen fik vi talt om mange aspekter af patientens liv, og hvordan de påvirkede hende.

Da samtalen kom ind på, hvordan patienten trivedes socialt, blev patienten igen trist og kiggede ned i gulvet, og hun blev grådlabil.

Det viste sig, at patienten ikke havde det godt i vennegruppen. Et problem der muligvis kunne forklare hendes symptomer.

Patienten fortalte, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre, for hun ville jo ikke gøre nogen kede af det.

Herfra kom samtalen til at handle om, hvordan patienten kunne gribe problemet an. Vi vendte og drejede forskellige muligheder, patienten kunne prøve at benytte sig af, nu hvor hun skulle afsluttes.

Det var inspirerende at se min vejleders evne til at opfatte og reagere på patientens følelser og være undersøgende og åben i sin sygepleje, hvorved hun fandt frem til patientens problem. Det kunne forklare symptomerne for patienten og give hende det svar, hun søgte.

Og det kunne tydeligt ses, at hun fik det svar, hun søgte. Patientens triste mimik blev erstattet af et smil og sænkede skuldre. Hun udstrålede lettelse, og det var ikke længere så vigtigt, om hun havde en opmærksomhedsforstyrrelse eller ej.

For den åbenhed hun mødte, gav plads til hendes problemer, og hun fik hjælp til at komme videre. 

Julie Feldborg er sygeplejestuderende på 4. semestr på UC Syd, Aabenra.

Emneord: 
Psykiatri
Sygeplejestuderende

Dengang: Sindssygepleje for 80 år siden

Et sindssygehospital var et støjende og uroligt sted, hvor sygeplejersken risikerede at få både det ene og det andet i hovedet.

Statshospitalet i Augustenborg
Attribution 
Arkivfoto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum
En opholdsstue på Sindssygehospitalet i Augustenborg 1938, hvor sygeplejersken holder vagt i baggrunden med nøgleknippet i bæltet.

På det tidspunkt var der stort set ingen psykiatrisk behandling ud over sløvende medicin, så sindssygepleje gik primært ud på at bevogte patienterne og forhindre dem i at skade sig selv eller andre.

Et sindssygehospital var et støjende og uroligt sted, hvor sygeplejersken risikerede at få både det ene og det andet i hovedet.

Først i løbet af 1950’erne blev de moderne psykofarmaka indført, og forholdene på de psykiatriske hospitaler forandrede sig radikalt

Emneord: 
Psykiatri
Sygeplejens historie

Psykisk sårbarhed er også en ressource

De senere år er flere tidligere patienter i psykiatrien blevet ansat som ”peermedarbejdere” i psykiatrien. De bygger bro og bringer håb til både patienter og ansatte om, at det er muligt at få det bedre.
”Det kan være meget skamfuldt, hvis man har prøvet at tage sit eget liv. Og så kan det være rart at spejle sig i et andet menneske, der har oplevet de samme ting,” siger Stine Ella, der er ansat som peermedarbejder i Psykinfo i Psykiatrien i Region Sjælla
Foto: Claus Bech

Jeg synes, at det var megavoldsomt og skamfuldt at blive indlagt. Jeg tænkte meget over, hvad jeg skulle sige, når jeg kom ud igen.”

Ordene er Stine Ellas, 44 år. Hun er en ud af de 20 peermedarbejdere, der er ansat i Psykinfo i Psykiatrien Region Sjælland, og hvis særlige kompetence består i at have bearbejdede erfaringer med at komme sig fra psykisk sygdom.

For flere år siden var Stine Ella selv indlagt med en svær depression.

I dag er hun tilknyttet tre forskellige sengeafsnit hos Psykiatrien i Roskilde og Distriktspsykiatrien i Køge og Greve.

På sengeafsnittene har hun samtaler med de patienter, der har lyst til at tale med en, der på egen krop har mærket, hvordan det er at have haft en psykisk lidelse. Samtalerne er uformelle. Hun læser og skriver ikke journaler og har tavshedspligt, medmindre der er tale om kriminelle forhold, eller patienten taler om at gøre skade på sig selv eller andre.

Et succesfuldt satspuljeprojekt

Fra 2014-2018 finansierede Socialstyrelsen i samarbejde med Sundhedsstyrelsen et satspuljeprojekt omkring peermedarbejdere. Evalueringen af projektet viser, at peermedarbejdere er positivt for både patienterne, peermedarbejderne selv og personalet. Bl.a. kan det øge troen på, at det er muligt at komme sig eller få det bedre.

”Dengang jeg var indlagt, kunne jeg godt have brugt nogle samtaler, hvor jeg bare kunne have talt om det, der fyldte for mig, uden at det blev registreret,” fortæller Stine Ella.

Diagnoser spiller ingen rolle

Karina Stjernegaard, projektleder hos PsykInfo i Psykiatrien Region Sjælland, har interviewet 34 patienter om, hvad de har fået ud af at tale med en peermedarbejder.

Først og fremmest viser hendes undersøgelse, at patienterne har været rigtig glade for at tale med en peermedarbejder.

Patienterne bruger især peermedarbejderne til at tale om tiden efter udskrivelsen, f.eks. hvad man skal lave, når man kommer hjem, og hvad man skal sige til ens pårørende. Derudover er det selve indlæggelsen, der fylder. Hvordan man finder sig til rette på en afdeling med en husorden og en dagsorden, der ikke ligner den normale hverdag, fortæller Karina Stjernegaard.

Bærer håbet

Stine Ella møder mange patienter, der bare gerne vil snakke med et andet menneske om deres livshistorie, om hvad de har lavet før og hvilke interesser de har.

Nogle patienter tænker, at personalet har travlt, og derfor vil de ikke forstyrre, fortæller Stine Ella.

”Der kan også være emner, som det kan være svært at tale med andre om. F.eks. kan det være meget skamfuldt, hvis man har prøvet at tage sit eget liv. Og så kan det være rart at spejle sig i et andet menneske, der har oplevet de samme ting,” fortæller hun.

”Som patient kan man også være frustreret over systemet. Der hjælper vi patienterne ved at sige, at det er helt ok, at du spørger personalet om de her ting. På den måde hjælper vi patienten med at få en stemme.”

Mellem patient og personale

Et af de afsnit, som Stine Ella arbejder på, er sengeafsnit Ø2, et integreret afsnit for patienter i alderen 18-75 år, som er diagnosticeret med skizofreni, psykoser, svære depressioner, bipolar lidelse og personlighedsforstyrrelser.

Her er Trine Schou afdelingssygeplejerske, og hun er meget glad for peerordningen.

”Jeg er stor fortaler for peers. Jeg kan godt sætte mig ned og snakke med en patient, men jeg kan ikke sige, at det der har jeg prøvet eller jeg kender lige præcis den der følelse, når medicinen ikke virker,” siger hun.

Peermedarbejdere i Region Sjælland

Peermedarbejderne får et introkursus hos PsykInfo i Region Sjælland og en peeruddannelse i Region Hovedstaden, når de ansættes i Psykiatrien Region Sjælland. De får viden om recovery og en forståelse af deres egen historie og egne vendepunkter, og hvordan de bruges i mødet med patienterne. Peermedarbejderne modtager månedlig supervision, og der er ugentlige møder med personale på afsnittene.

”Peermedarbejdere kan noget, jeg ikke kan, og det skal vi udnytte. Jeg kan godt sige til en svært depressiv patient, at de kan komme ud på den anden side. Men jeg kan ikke bevise det. Det kan en peermedarbejder.”

Personalets bekymringer

Karina Stjernegaard, projektleder i Psykinfo, fortæller, at den største udfordring, da projektet begyndte, var at få personalet med på ideen.

”De havde mange bekymringer. F.eks. om man kunne være sikker på, at de ansatte peermedarbejdere nu også var kommet sig, om de kom og overtog alt det sjove sygeplejerskearbejde og f.eks. fik lov til at have samtaler, uden at det skulle dokumenteres. Der kom mange forskellige bekymringer på banen. Men de fylder slet ikke noget mere,” siger hun.

Det bekræfter afdelingssygeplejerske Trine Schou. Der var mange spørgsmål i forhold til, hvorvidt peermedarbejderne skulle have nøgler til afdelingen, om de skulle bære alarm, tælle med i personalenormeringen osv.

”Det handlede om at lave nogle aftaler og noget afklaring. I dag er bekymringerne forstummet.”

Karina Stjernegaard er overbevist om, at der kommer flere peermedarbejdere i fremtiden. Vi har erfaring med, at det giver mening alle steder. Både ambulant og på sengeafsnittene. Vi har også lige ansat den første peermedarbejder i børne-og-unge-psykiatrien, men mangler stadig at afprøve peer-støtte i geronto-psykiatrien og i retspsykiatrien.”

 

Emneord: 
Psykiatri

Ansatte skal vænne sig til at afgive magten

Når borgerne bliver eksperter på deres eget liv, slår det revner i autoriteterne. Det kan skabe frustrationer blandt personalet og kræver, at både psykiatere og sygeplejersker kan fralægge sig ekspertrollerne.

Der sker et paradigmeskifte lige nu, hvor ansatte i psykiatrien skal vænne sig til, at der er flere ting på dagsordenen.”

Det siger Lene Berring, sygeplejerske, cand.cur., ph.d., leder af Kompetencecenter for Relationer og Deeskalering samt formand for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker.

”Som psykiater eller psykiatrisk sygeplejerske skal man kunne lægge sin ekspertrolle fra sig. For som borger er man jo også ekspert i sit eget liv,” siger hun og henviser til den norske sygeplejeteoretiker Jan K. Hummelvoll.

”Han siger: ”Man skal overtage patienten, hvis patienten ikke selv er i stand til at tage vare på sig selv. Men man skal også være klar til at give patienten ansvaret tilbage”. Og det er jo den vekselvirkning, vi som psykiatriske sygeplejersker arbejder i,” siger hun.

Kræver tid

Ifølge Lene Berring er det ikke altid nemt.

”Der kan godt opstå frustrationer blandt de sundhedsprofessionelle, som spørger sig selv, hvorfor patienterne opsøger behandling, hvis de alligevel ikke kan bruge behandlingen,” siger hun.

”Vi skal lære at fralægge os magten,” siger hun og fortæller, at det samme gør sig gældende, når hun inddrager patienterne i sin forskning.

Det er mere tidskrævende at samarbejde med borgerne og involvere dem på nye måder.

”Så er det ikke mig som forsker, der bestemmer, hvilken vej vi skal gå. Det er langsommeligt arbejde, men i sidste ende kommer der noget meget bedre ud af det,” siger hun.

”Som fagpersonale skal vi blive bedre til at arbejde lidt langsommere, så patienten selv får mulighed for at træffe en beslutning,” siger hun.

 

Emneord: 
Psykiatri

"Patienter og pårørende er med rundt om design-bordet fra dag ét"

I Psykiatrien i Aalborg er patienter, pårørende og personale med til at skabe fremtidens psykiatri. De er inviteret helt ind i organisationen og sidder bl.a. med, når alvorlige UTH’er skal analyseres og fremtidens psykiatrisygehus skal indrettes.
Malene Terp (tv.), specialkonsulent i Enheden for Samskabelse i Psykiatrien i Region Nordjylland, lytter til, hvad Psykiatriens Peerboard, har af ønsker til fremtidens psykiatri.
Foto: Cathrine Ertmann

Da patienterne begyndte at udeblive fra lægekonsultationer og sygehuse under coronaepidemien, nøjedes psykiatrien i Region Nordjylland ikke med at undre sig eller springe til forudindtagede konklusioner om, at patienterne havde fundet ro eller var for angste eller paranoide til at henvende sig.

I stedet spurgte de Psykiatriens Peerboard, bestående af patienter og pårørende, om deres perspektiver på, hvorfor de udeblev.

”Det viste sig hurtigt, at et helt centralt element handlede om den måde, psykiatrien kommunikerede på. Det er svært at henvende sig et sted, når det første man før øje på, når man går på hjemmesiden, er en gul firkant, hvor der står: ”PSYKIATRIEN ER LUKKET.”

Brugerperspektiver på ledelsesgangen
 

Et centralt aspekt af Enhedens arbejde er at bidrage til en kulturforandring i psykiatrien, og derfor er den placeret ved siden af psykiatridirektørens kontor.
Det bidrager til en daglig påmindelse om, at samskabelse er den vedtagne vej frem for psykiatrien i Nordjylland, ligesom samskabelsen har bedre vilkår, når afstanden er kort.
Psykiatridirektør Anette Sloth mener også, at samskabelse er vejen frem i et moderne sundhedsvæsen.
”Det øger kvaliteten af vores services og skaber dermed bedre resultater og større patienttilfredshed. Patienter og pårørende kommer med andre perspektiver og nuancer, og de stiller både undrende og kritiske spørgsmål til systemet,” siger hun, men understreger dog også, at Psykiatrien i Nordjylland samtidig er underlagt overordnede, nationale politiske styringsmål og en økonomisk ramme.

Det fortæller Malene Terp, sygeplejerske, cand.cur, ph.d., og specialkonsulent i Enheden for Samskabelse i Psykiatrien i Region Nordjylland.

”Tilbagemeldingen fra peerboardet gjorde, at vi hurtigt lavede en større indsats for at sige, at: ”Vi har altså åbent, og I er meget velkomne. Det gjorde vi både ved at kommunikere på Facebook og ved at revidere tekst og symboler på hjemmesider.”

Eksemplet understreger ifølge sygeplejerske Malene Terp, den kulturændring, der de senere år har slået rod i den nordjyske psykiatri.

”Og det viser også, hvor seriøst psykiatriledelsen tager bruger-erfaringer.”

En radikal ny praksis

Malene Terp er primus motor i Enhed for Samskabelse, som blev etableret i 2018 på baggrund af resultaterne fra hendes ph.d. fra 2016, hvor hun sammen med en gruppe unge psykiatri-brugere udviklede en smartphone-app til håndtering af livet med ny-diagnosticeret skizofreni.

”Igennem samskabelsesprocessen omkring appen fik de unge øje på sig selv, som nogle der var mere og andet end syge. De blev innovatører i stedet for patienter, og det gav dem mulighed for at træde ind i psykiatrien som eksperter. I stedet for at være ”hjælpetrængende” blev de hjælpegivende,” siger hun.


spl8-2020_tema_camilla-malene-line
Camilla Krogh (tv), Malene Terp, og Line Myrup Gregersen (th) udgør tilsammen det hold, der skal sørge for, at patienter, pårørende og personale – også på organisatorisk plan - er med til at bestemme, hvordan fremtidens nordjyske psykiatri skal se ud.
Foto: Lars Horn
En af de unge, der var med til at udvikle appen dengang, er Camilla Krogh, der er på forsiden af dette nummer af Sygeplejersken.

I dag er hun konsulent i Enhed for Samskabelse. Her bruger hun sin erfaring fra dengang hun selv var patient i psykiatrien samt sin uddannelse som designingeniør til at tegne en psykiatri, der tager udgangspunkt i brugernes ønsker og behov.

”Jeg håber, at jeg kan være med til at skabe en psykiatri, hvor det ikke er sygdommen men troen på et meningsfyldt liv, der er omdrejningspunktet,” siger hun.

Enhed for Samskabelses arbejde består i, sammen med tidligere og nuværende patienter, pårørende og sundhedspersonale, at skabe nye og bæredygtige løsninger i psykiatrien.

”I dag tales der mange steder i flæng om inddragelse, involvering og samskabelse, både som noget, der sker og som én og samme praksis. Men samskabelse adskiller sig radikalt ved at være en praksis, der bygger på principper om demokrati og ligestillede magtrelationer. I Psykiatrien i Nordjylland sidder patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle sammen ved designbordet fra dag nummer ét. De finder vejen sammen og træffer beslutninger i fællesskab. Den samarbejdsform praktiseres ikke mange steder,” siger Malene Terp.

Ingen grænser for samskabelse

Er der en grænse for, hvor meget og hvem man kan samskabe med?
”Jeg synes, grænsen er etisk. Hvis samskabelse skal give mening og skabe værdi, skal de rette personer deltage i de rette processer, og så skal de have mulighed for at påvirke de processer, de inviteres ind i. Det kræver både åbenhed fra organisationen og et reelt mandat til at påvirke beslutninger. Men det kræver også, at dem, der deltager, har en forståelse af den kontekst, de taler ind i og et sprog for det processen handler om. Har de det, er det min erfaring, at samskabelse er mulig, også sammen med meget sårbare patienter og pårørende,” siger Malene Terp.

Kan alle patienter være med til at samskabe – også de dårligste?
”Alle er nok at tage munden for fuld, men min erfaring er, at de fleste patienter kan deltage i samskabelse, hvis processen er designet specifikt til dem, der deltager. Lige nu laver vi f.eks. et projekt sammen med VIBIS (Videncenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet), der handler om at reducere tvang. Det sker sammen med psykiatriske patienter og ansatte fra tre intensive sengeafsnit. Her er patienterne meget syge, og det kræver noget ekstra at få dem engageret, give dem en stærk stemme og fastholde deres opmærksomhed. Men vi er lykkedes, og indtil videre har det udmøntet sig i tre helt konkrete redskaber til at styrke samarbejdet mellem ansatte og patienter,” siger Malene Terp.

Lydhørt og trægt

Et af omdrejningspunkterne for Enhed for Samskabelse er Psykiatriens Peerboard, som pt. består af 28 nuværende og tidligere patienter og pårørende, og i år er nomineret til ”Årets Borgerinddragende Initiativ”, der uddeles af Danske Regioner i september.

Udover at mødes hver tredje måned på workshops, deltager mange af Peerboardets medlemmer i alt fra analyse af alvorlige UTH’er, arbejdsgrupper om indretningen af Nyt Aalborg Universitetshospital til opdatering af en evidensbaseret klinisk retningslinje til forudsigelse af aggression og vold.

Jesper Mogensen, tidligere patient i psykiatrien og et af de 28 medlemmer.

”Jeg kan godt lide ordet samskabelsesprocesser,” siger han. ”Fagpersoner, brugere og pårørende bidrager med forskellige perspektiver. Jeg oplever, at alle i psykiatrien er ufatteligt lydhøre, og at der sker organisatoriske ændringer på baggrund af de ting, vi foreslår i Peerboardet.”

Jesper Mogensen var f.eks. med, da der skulle designes en ny stol til et intensivt lukket sengeafsnit.

”De ansatte havde fokus på, at stolen skulle være så tung, at den ikke kunne løftes og bruges som våben. Og at den skulle være nem at tørre af, hvis der var nogle patienter, der ikke var hygiejniske,” fortæller han.

Brugerne derimod var mere interesseret i, om stolen kunne blive til en øreklapstol, så den bedre kunne skærme brugerne fra ydre stimuli, og om der var mulighed for en ben-vippe-funktion til psykiatriske patienter med restless-leg-syndrom.

Selv om Jesper Mogensen oplever, at der bliver lyttet til erfaringerne fra Peerboardet, så synes han også, at psykiatrien er et trægt system.

”Jeg tænker nogle gange psykiatrien som ”den sidste bastion”.  På afdelingerne er der stadig glaskontorer, hvor personalet overvåger hele afdelingen. Medicin udleveres på bestemte tidspunkter, selvom man måske tager det på andre tidspunkter derhjemme og har bedre effekt af det,” siger han.

Malene Terp anerkender, at der stadig er masser af forhold i psykiatrien, der skal forbedres.

Men hun er ikke i tvivl om, at samskabelse er vejen frem.

”Peerboardets arbejde bliver efterspurgt i så stor udstrækning, at vi nu må engagere flere peers,” siger Malene Terp.

 

Emneord: 
Psykiatri

"Det kræver faglig ballast at være facilitator"

Brugerstyret psykoedukation har fået fremmødet og engagementet blandt unge med debuterende skizofreni til at stige.
Sygeplejerske Lotte Lomholt (th) tager udgangspunkt i de emner, de unge gerne vil tale om, når hun faciliterer brugerstyret psykoedukation til unge med debuterende skizofreni.
Foto: Cathrine Ertmann

Vi oplevede, at de unge ikke mødte op til psykoedukation. Typisk kom de en gang eller to, og så faldt de fra.”

Det fortæller sygeplejerske i OPUS Aalborg, Lotte Lomholt.

De unge syntes, at psykoeudkationen handlede for meget om sygdom og symptomer og for lidt om livet, drømme og muligheder.

I samarbejde med de unge selv og sygeplejerske, cand.cur., ph.d. og specialkonsulent i Enhed for Samskabelse i Psykiatrien i Aalborg, Malene Terp, udviklede Lotte Lomholt derfor konceptet brugerstyret psykoedukation.

Øget fremmøde

Registreringer før og efter iværksættelsen af brugerstyret psykoedukation viser et øget fremmøde. Ud af et hold på 15 deltagere, er der typisk 10, der deltager i hele forløbet. Der er også flere unge, der møder op, selv om de har en dårlig dag.

Det øgede fremmøde er vigtigt, da forskning ifølge Lotte Lomholt viser, at viden om psykisk sygdom og redskaber til at håndtere den har stor betydning for unges livskvalitet og processen med at komme sig.

”Det handler også om at blive mere moden,” siger Lotte Lomholt. ”Om at tage mere ansvar og lære sig selv at kende, prioritere sig selv og gå efter sine egne drømme.”

Nye roller

Den brugerstyrede psykoedukation betyder, at de unge er gået fra passive modtagere af undervisning til at være aktive – både i floorball, i udvælgelse af emner og som partnere i dialogen og som medundervisere.

Også Lotte Lomholt har fået en ny rolle.

”Når man underviser i manualiseret psykoedukation, har man styringen. I den brugerstyrede version styrer de unge, men jeg holder fast i den røde tråd og sørger for, at vi ikke kører galt. Og det kræver en stor faglig ballast af viden og erfaring at facilitere en dialog i stedet for at undervise,” siger Lotte Lomholt.

 

Emneord: 
Psykiatri

Her handler det mest om livet

På psykiatrisk hospital i Aalborg spiller unge mennesker, der har været ramt af psykiske lidelser, floorball og taler om morgenvækning, uddannelse, venner, stigmatisering og medicin. Det kaldes brugerstyret psykoedukation, og hjælper de unge til at genfinde troen på muligheden for et liv, der handler om meget mere end symptomer og medicin.
”Jeg hader sport, men man får de der instinkter, hvor man bare tænker ’jeg skal bare have den bold’ og ikke ’hvorfor skal jeg have den’ - og det er så rart,” siger Thea om brugerstyret psykoedukation med sygeplejerske Lotte Lomholt.
Foto: Cathrine Ertmann

Hårde plasticstave, der kolliderer. Bløde hvin fra gummisåler hen over et gymnastikgulv. En plasticbold, der rammer sit mål og opmuntrende tilråb som ”godt gået” og ”kom så”.

Sådan lyder det når seks unge og sygeplejerske Lotte Lomholt har taget hul på dagens psykoedukation (læren om egen sygdom og mestring af denne) i Ambulatorium for Unge med Skizofreni (OPUS) i Psykiatrien i Aalborg.

Som floorballen antyder, er det ikke helt almindelig psykoedukations-undervisning med slides og informationer omkring symptomer og sygdom.

I Lotte Lomholts version er den traditionelle undervisning erstattet af en brugerstyret form, der begynder med 30 minutters fysisk aktivitet og efterfølges af rundbordssnak akkompagneret af kaffe, te, frugt og ”dagens runde” - efterfulgt af et emne, de unge selv har valgt.

”Når man har spillet floorball, er det lettere at snakke bagefter,” siger Tea, en af de unge, der nu er afsluttet i OPUS-regi.

Brugerstyret psykoedukation i OPUS Aalborg

Målgruppen er unge voksne mellem 18-35 år med nydiagnosticeret skizofreni.
Psykoedukationen foregår i grupper med 10-15 unge en gang ugentligt af halvanden times varighed over 10 uger.
Efter 30 minutters floorball laves en siden-sidst-runde, så alle får taletid.
Sygeplejersken bruger ikke slides og manualer og underviser ikke, men faciliterer dialogen mellem de unge.
Dagens emne har de unge selv valgt ugen forinden.
Unge fra tidligere forløb deltager ofte for at formidle deres erfaringer.
De bærende principper er selvbestemmelse, medbestemmelse, uformel stemning, gennemsigtighed, fast struktur, høj grad af forudsigelighed og fleksibilitet.

”Og bare det at lave noget, der ikke handler om sygdom, er så vigtigt. Det skaber følelsen af, at man ikke bare er syg.”

Sammen med Nils, Jonathan, Sebastian, Sidsel og Nynne, fem andre tidligere og nuværende unge fra OPUS, er hun mødt op for at fortælle Sygeplejersken, hvad brugerstyret psykoedukation har betydet for dem.

Pointen med den fysiske aktivitet er netop, at den skal hjælpe de unge til at træde ud af sygdomsrollen og bare være unge sammen. Samtidig skaber den en uformel stemning, der gør det nemmere for de unge at åbne op og dele med hinanden.

”Hvis man hele tiden behandles som syg og lever som syg, så bliver man også ved med at være syg,” siger Lotte Lomholt.

Teas historie

Set udefra ligner de seks unge alle mulige andre på deres alder. De er velformulerede, reflekterede, empatiske, humoristiske, unge mennesker i gang med uddannelser, arbejde, rejser, orlov, kærester, byture og jobansøgninger.

Men sådan har det ikke altid været.

”Første gang jeg kom her, havde jeg lige barberet mig skaldet for at føle en eller anden form for kontrol i mit liv,” fortæller Tea, hvis ansigt i dag er omkranset af store bløde krøller. 
”Jeg var nået til et punkt, hvor alt var forfærdeligt. Jeg tænkte, enten dør jeg, eller også får jeg det bedre. Min mor havde kørt mig herud, og jeg var så ængstelig og havde grædt så meget og så hårdt, at jeg havde fået næseblod. Min mor kunne ikke få mig til at stå ud af bilen. Men så hentede hun Lotte.”

”Jeg kan ikke huske, hvad du sagde, Lotte, men du åbnede døren til bilen og sagde noget om, at ”alle de andre er i samme båd, de forstår dig, og der er ingen, der dømmer dig”. Og så gik jeg med ind og sad på sidelinjen og græd hele tiden. Og så var det værste sket.”

”Ja,” siger Lotte Lomholt. Du viste din gruppe, at man godt kunne møde op, selv om man havde det dårligt.”

Derfor bliver Tea også ofte bedt om at komme og fortælle sin historie, når en ny psykoedukations-gruppe starter op. For det giver håb at møde og høre historier fra andre unge, der har været igennem forløbet og er kommet ud på den anden side.

Nye værktøjer i rygsækken

Efter floorball begynder holdet altid med en ”siden-sidst-runde”. I dag fortæller Nils, at han blev færdig med sine eksamener i december. Sebastian har skrevet et par jobansøgninger og glæder sig til, at han snart skal på ferie.

Lotte Lomholt foreslår, at han efter ”bordet-rundt-runden” kan dele sine nye erfaringer med nogle apps, han har stiftet bekendtskab med, og som hjælper ham med at komme ud af sengen om morgenen og holde styr på økonomien.

På den måde griber Lotte Lomholt hele tiden en bold eller spiller nye bolde på banen, så alle får mulighed for at bidrage og inspirere hinanden med deres erfaringer.

Nynne er snart færdig med sin praktik og skal til at søge arbejde. Jonathan fortæller, at han har taget orlov fra sit studie og lige nu allermest har lyst til helt at droppe det.

Lotte Lomholt kigger på Sidsel, der netop har genoptaget psykologistudiet.

”Hvilke værktøjer har du fået med i rygsækken fra første gang, du gik på psykologistudiet. Måske kan andre drage nytte af den viden og erfaring, du har taget med dig,” foreslår Lotte.

”Ja, jeg har lært at tage pauser. Jeg kan mærke signalerne, når jeg bliver presset. Og så ved jeg også, at det er vigtigt at lave noget andet, så jeg ikke studerer 24/7,” siger Sidsel.

De næste par timer deler de seks unge ud af deres erfaringer med psykiatrien. Om stress, angst, psykoser, skizofreni, indlæggelser og diagnoser.

Om at leve en zombieagtig tilværelse sløvet af medicin i en grad, så man ikke kan mærke glæde, vrede eller sig selv. Om at have lyst til at sove hele døgnet og måtte løbe en tur for ikke at forblive i en søvndøs hele dagen.

Om venner, der falder fra, fordi de tror, at psykisk sygdom er farlig. Om ungdomsliv og præstationspres. Om hallucinationer, der ikke er skræmmende, men bare et tegn om, at man skal sætte farten lidt ned.

Den rette hjælp

Nils, Nynne, Sidsel, Tea, Sebastian og Jonathan er enige om, at de først for alvor fik hjælp, der hjalp, da de begyndte i brugerstyret psykoedukation.

”Jeg var i behandling i seks år inden OPUS, men det var først her, jeg fik den behandling, der faktisk virkede,” siger Tea.

Inden da havde hun haft private psykologsamtaler, som hjalp noget. Men ikke nok. Hun havde også fået stillet en ADHD-diagnose og fået ritalin.

”Men så fik jeg det endnu værre, og så fik jeg ikke mere hjælp. Der er mange af mine venner, der søger hjælp i psykiatrien, som oplever det samme. Enten får de ikke den rette hjælp, eller også får de slet ikke hjælp. Hvis behandlerne ikke kan sætte dig i en bestemt boks, kan de ikke hjælpe dig,” siger Tea.

Hos Lotte Lomholt oplever de unge, at de bliver set mere som mennesker end som syge, at der bliver lyttet fordomsfrit, og at de får nye værktøjer til at håndtere livet.

”Det betyder helt vildt meget at have nogle at spejle sig i og have følelsen af at blive lyttet til,” siger Jonathan. ”Medicinen hjalp mig til at starte med, for jeg var ret psykotisk, men jeg tror samtidig, at jeg sagtens kunne være trappet ud tidligere,” siger han og fortsætter:

”De ugentlige samtaler, jeg havde under min indlæggelse, handlede udelukkende om symptomer, medicin og hvornår jeg skulle udskrives. I OPUS bliver der spurgt mere ind til, hvordan man får det af at være på medicin, og hvad man selv gerne vil.”

Nynne supplerer: ”Det var i høj grad de andres fortællinger, der gjorde, at jeg flyttede min selvforståelse og tog medansvar i det med at blive rask.”

Systemskifte

”Jeg synes, der mangler et systemskifte inden for psykiatrien, hvor man bliver bedre til at samle op i stedet for at vente på, at det er for sent. Der skal være mere fokus på at finde ud af, hvad det er, der ligger til grund for, at man har det, som man har det i stedet for at symptombehandle hele tiden,” siger Nils.

Han var på benzodiazepiner i fire år og fortæller, at da han på et tidspunkt var træt af at få medicin, sammenlignede en sygeplejerske det med, at hun selv tog kolesterolmedicin, fordi hun havde forhøjet blodtryk.

”Jeg tænkte, at man behøver jo ikke i alle tilfælde altid at tage kolesterolpiller. Man kan jo også ændre sine vaner og sin kost. Jeg kunne jo også have ændret mine vaner, så jeg ikke bare sad derhjemme. Det har jeg gjort nu.

Og nu tager jeg ikke længere medicin,” siger han.

”Hvis man brugte den behandling, vi har fået her flere steder i landet, tror jeg også, at vi ville have en langt større recovery-rate,” siger Nynne.

 

Emneord: 
Psykiatri

Psykiatriens brugere tegner fremtidens psykiatri

I erkendelse af, at den eksisterende psykiatri ikke har svaret på alle de udfordringer, mennesker med psykiske lidelser står overfor, er patienter og pårørende de senere år i langt højere grad blevet involveret i alt fra egen behandling og pleje til forskning og udvikling af psykiatriens tilbud. Det er vejen frem, mener både sygeplejersker og patienter. Men flere advarer også imod pseudoinvolvering.

På et ambulatorium for unge med debuterende skizofreni i Nordjylland sætter unge selv dagsordenen for, hvad de har brug for viden om for at kunne mestre deres liv.

Ovenstående er et af flere eksempler på, hvordan patienter med psykiske lidelser de senere år har fået større indflydelse på alt fra egen behandling til udformningen af fremtidens psykiatri.

Det sker bl.a. på baggrund af, at forskning har vist, at når man inddrager patienter og pårørende, opnår man bedre behandling og pleje og også en større grad af recovery.

”Vi har ikke råd til at udvikle mere af dét, som patienterne ikke vil have,” siger sygeplejerske, cand.cur., ph.d., Malene Terp, specialkonsulent i Enheden for Samskabelse i Psykiatrien i Region Nordjylland.

En ny psykiatri

Allerede i 2019 gik Socialdemokratiet til valg på behovet for en ny 10-års plan for psykiatrien.
Men arbejdet med planen er blevet udskudt flere gange.
Regeringens seneste udmelding er, at patienter, pårørende og ansatte i psykiatrien tidligst kommer til at se første skitse af planen ved udgangen af februar 2021.
Sygeplejersken ser nærmere på nogle af de udfordringer og løsninger, der findes i psykiatrien i dag.

Her arbejder hun med at udvikle nye, bæredygtige løsninger sammen med patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle. Det sker bl.a. gennem Psykiatriens Peerboard, hvor 28 tidligere og nuværende patienter og pårørende er med til at sætte stregerne for fremtidens psykiatri (se artikel side 28).

Mere sygeplejerskeforskning

Psykiatrien har længe været præget af historier om underfinansiering, manglende sengepladser, for meget tvang samt et voksende antal patienter i psykiatrien.

Antallet af børn og unge med mindst en årlig kontakt til det psykiatriske sundhedsvæsen er eksempelvis på 10 år steget med 50 pct. Det viser Sundhedsdatastyrelsens seneste opgørelse.

Et andet problem er, at der mangler tilstrækkelig, evidensbaseret viden omkring både behandling og pleje.

I marts kom Danske Regioner med et nyt udspil, der bl.a. skal gøre det mere attraktivt for sygeplejersker at forske i psykiatrien.

Et forslag, som Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, hilser velkommen:

”Tendensen med den øgede patient- og pårørendeinvolvering signalerer et skifte i et hierarkisk styret sundhedsvæsen, hvor nogle indtil nu har vidst bedre end andre. Med den øgede patientinvolvering sker der en ligestilling af vidensformer. Det er en erkendelse af, at ligegyldigt, hvor belæst man er, så ved patienter noget om, hvordan det er at leve med psykisk sygdom, og hvordan det er at være indlagt og afhængig af hjælp, og hvad der er hjælpsomt. Og det kan vi som sundhedspersonale lære noget af,” siger hun.

Det nytter

En af de sygeplejersker, der i mange år har forsket i brugerinddragelse og også inddraget patienterne i udarbejdelsen af, hvilke forskningsspørgsmål, der skal stilles, er Lene Berring, formand for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker.

Hendes eget forskningsprojekt ”Deeskalering – håndtering af vold og forebyggelse af tvang på psykiatriske afdelinger” har bl.a. vist, at inddragelse af patienterne nedsætter antallet af arbejdsskader blandt det psykiatriske personale.

Derudover fremhæver hun bl.a. Åben Dialog og Safewards som eksempler på forskningsbaserede og brugerinddragende modeller, der har dokumenteret effekt i forhold til at reducere antallet af konflikter og forebygge vold og tvang på psykiatriske afdelinger.

”Safewards skaber et miljø, hvor patienterne selv har mulighed for at være med til at træffe nogle beslutninger og dermed blive involveret i egen pleje og behandling,” siger Lene Berring.

I Psykiatrien i Aalborg har sygeplejerske og forsker Rikke Jørgensen sin daglige gang på Aalborg Universitetshospital.  Hun siger:

”Forskning viser, at når du inddrager patienten eller borgeren, kommer der også løsninger, der har rod i patientens egne værdier og motivation. Det betyder, at forandringerne holder længere og nogle af dem for evigt.”

Rikke Jørgensen har bl.a. forsket i Guidet Egen-Beslutning, en metode som sundhedspersonale kan bruge til at støtte patienter i at være selvbestemmende – på trods af alvorlig sygdom. Når sygeplejerskerne får undervisning og supervision i metoden og efterfølgende bruger metoden styrker det deres faglighed.

Forskningsresultaterne viser, at metoden giver et fald i svære symptomer, øget indsigt i egen sygdom og bedre selvforståelse hos patienter med skizofreni.

Pseudoinvolvering

Jeppe Oute, sygeplejerske, antropolog og lektor ved Universitetet i Sørøst-Norge har forsket i pårørendeinddragelse de seneste 10 år.

Selv om han synes, at der er rigtig mange spændende projekter, hvor man forsøger at involvere brugere og pårørende, så er han også skeptisk over for, hvor reel involveringen egentlig er.

”Min egen og mange andres forskning viser netop, at der ofte er tale om pseudodemokrati og pseudoinddragelse,” siger han.

Han henviser til et nyt sammenligningsstudie af danske og britiske sundhedspolitikker (1), som viser, at den overordnede politiske, økonomiske strategi om at effektivisere behandlingssystemerne, så de leverer fastsatte politiske mål om at flytte behandlingsopgaver hjem i folks hjem, ikke levner meget rum til reel inddragelse og endda frasorterer systematisk viden om brugeres og pårørendes perspektiver.

Den slags pseudoinddragelse retfærdiggøres ved, at man først træffer en overordnet beslutning og først derefter nedsætter man et panel, der skal diskutere, hvordan man får systemet til at fungere godt.

”På den måde har man en masse mindre diskussioner, som ser ud til at være demokratiserende og brugerinvolverende, men reelt er det symbolsk,” siger han. ”Det er ligesom, når vi om aftenen spørger vores børn, om tandbørsten skal være blå eller rød. Det er jo ikke en diskussion af om, der overhovedet skal børstes tænder.”

Mere nysgerrig

Rikke Jørgensen ser også eksempler på pseudoinvolvering, hvor man siger, at patienten har været involveret – men egentlig har patienten bare nikket til det, patienten blev præsenteret for.

”Selv om sygeplejersker gerne vil inddrage patienterne, og nogle også mener, at de gør det, så ved man fra forskning og observationsstudier, at det ikke altid er det, der sker,” siger hun.

”Det er vigtigt, at sygeplejersker også får øje på deres indvirkning på relationen og ikke bare siger, at patienten er besværlig, og at man allerede har gjort alt, når en patient, der har været indlagt rigtig mange gange, bliver indlagt igen. Hvad nu, hvis man var mere nysgerrig og i stedet for sagde, ”ej, nu kommer patienten igen – hvad kan vi gøre, og hvad kan vi være mere nysgerrige på”,” siger hun, men understreger dog også, at hun overordnet synes, at det går i den rigtige retning.

”Jeg synes, at der bliver mere og mere fokus på involvering, og at man ikke kun snakker om, hvad det er, men at man helt ude i praksis reflekterer over, hvorvidt det er ægte patientinvolvering,” siger hun.

1. Susan McPherson og Jeppe Oute “Responsibilisation of caregivers in depression: the limitations of policy-based evidence” publiceret i Social Theory & Health, marts 2020.

 

Emneord: 
Psykiatri

Flere medarbejdere til psykiatrien

De 600 millioner kroner, som blev afsat til psykiatrien på finansloven for 2020, skal primært gå til bedre normeringer og flere sengepladser. Det fremgår af en aftale mellem regeringen og Danske Regioner.

Mere personale, flere sengepladser og en styrket akutindsats. Det er nogle af overskrifterne i den aftale, som regeringen og Danske Regioner netop har indgået om udmøntningen af de 600 millioner kroner årligt, som er blevet afsat til psykiatrien med finansloven for 2020.

Af aftalen fremgår det blandt andet, at regionerne vil udvide sengekapaciteten og øge normeringerne på de psykiatriske sengeafsnit. Det skal forbedre behandlingen og give mulighed for flere længerevarende indlæggelser. Den prioritet er Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, enig i:

”Det er så vigtigt, at der er nok senge til patienterne, og at der er medarbejdere nok til at tage sig af patienterne. Den ene undersøgelse efter den anden har vist, at patienterne bliver udskrevet for tidligt, og det rammer os i hovedet som en boomerang. Det er dybt frustrerende for medarbejderne, som jo i mange tilfælde ikke har mulighed for at tilbyde patienterne det, de ved, ville være bedst. Derfor er det også så vigtigt, at vi nu får det her løft at psykiatrien,” siger hun.

Samtidig vil flere ansatte kunne bidrage til flere og bedre terapeutiske tiltag og aktiviteter, som både vil styrke kvaliteten af behandlingen og nedbringe brugen af tvang.

Dorthe Boe Danbjørg
Dorthe Boe Danbjørg opfordrer til, at man hurtigt kommer i gang med arbejdet med den mere langsigtede plan, som regeringen har annonceret som en 10-års plan, der skal sætte en mere langsigtet retning for udviklingen af psykiatrien og sammenhængen på tværs
Foto: Søren Svendsen
”Vi ved, hvad bedre normeringer kan gøre i forhold til brugen af tvang, som jo desværre er stigende i psykiatrien. Der kommer vi ikke uden om, at bedre normeringer er afgørende, ligesom det er afgørende for andre af de store udfordringer, vi står med i psykiatrien,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Flere fagligheder

På grund af problemerne med at rekruttere medarbejdere, lægger aftalen op til, at regionerne også kan bruge pengene til kompetenceudvikling og til rekrutteringsindsatser, hvor der fremover skal tænkes mere bredt. De flere medarbejdere kan således både komme i form af plejepersonale, sygeplejersker, psykologer, psykiatere, socialrådgivere, fysioterapeuter og ergoterapeuter.

Dorthe Boe Danbjørg opfordrer til, at der ikke bare fokuseres på flere fagligheder, men også på at styrke den eksisterende faglighed. Blandt andet skal sygeplejersker i psykiatrien have bedre mulighed for kompetenceudvikling.

Aftalen i overskrifter

  • Flere medarbejdere.
  • Flere og bedre terapeutiske tiltag og aktiviteter.
  • Flere sengepladser.
  • Større fleksibilitet for regionerne ift. de særlige pladser, som skal kunne anvendes i den almene psykiatri, hvis de er ledige.
  • Flere retspsykiatriske senge og styrket kvalitet i retspsykiatrien.
  • 10 ekstra pladser på Sikringsafdelingen, hvor de mest syge og farlige psykiatriske patienter er indlagt.
  • Bedre normeringer i udgående og opsøgende ambulante tilbud
  • Bedre tværsektorielt samarbejde og brobygning for at skabe mere sammenhæng for patienter, der har forløb på tværs.
  • Investeringer i faciliteter og byggeri. Fx nye sengeafsnit i retspsykiatrien eller udvidelse/indretning af nuværende afsnit og modernisering af behandlingsfaciliteter.
Emneord: 
Psykiatri