Referencer

  1. Karlsson B et al. Recovery, tradisjoner, fornyelser og praksiser. Gyldendal Norsk Forlag, 2017.
  2. Kristensen-Mclachlan E et al. Jan blev ansat på grund af sin psykiske diagnose: Jeg tænkte, at det sgu var løgn, oktober 2018. 
  3. Madsen AKW. Recovery orientation in clinical practice: How does it unfold in mental health inpatient setting? Ph.d. Københavns Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. 2018 Mar.
  4. Wisdom JP et al. Stealing me from myself. Identity and recovery in personal accounts of mental illness. Aust NZJ Psychiatry. 2008 Jun;42(6):489-95.
  5. Shepherd, G et al. Making Recovery a Reality. Network Sainsbury Centre for Mental Health;2008 (Jan):1-23.
  6. Slade, M. 100 ways to support recovery A guide for mental health professionals. Rethink recovery series 2009; vol 1:1-32.
  7. Borg M et al. Recoveryorienterte Praksiser. NAPHA, Norge 2013.
  8. Le Boutillier et al. What Does Recovery Mean in Practice? A Qualitative Analysis of International Recovery-Oriented Practice Guidance. Psychiatric Services, 2011; Vol. 62:1470-6.
  9. Harrow M et al. Do patients with schizophrenia ever show periods of recovery? A 15 year multi-follow-up study. Schizophrenia Bulletin 2005:31;723-34.
  10. Harrow M et al. Do patients with schizophrenia show periods of complete recovery? A 20 year follow-up. Paper presented at the Annual Meeting of American Psychiatric Association, April 2006, New York City.
  11. Borg M et al. The nature of recovery as lived in everyday experience. Journal of Mental Health 2008:17(2);129-40.
  12. Leamy M et al. Conceptual framework for personal recovery in mental health: systematic review and narrative synthesis. The British Journal of Psychiatry : The Journal of Mental Science, 2011:199(6);445-52.
  13. Mancini MA et al. Making sense of it all: consumer providers’ theories about factors facilitating and impeding recovery from psychiatric disabilities. Psychiatric Rehabilitation Journal 2005:29;48–55.
  14. Spaulding WD et al. The Idea of Recovery. Handbook of Recovery in Inpatient Psychiatry. Springer International Publishing, Schweiz, 2016:1st ed;3-38.
  15. Farkas M, Gagne C, Anthony W, Chamberlin, J. Implementing Recovery Oriented Evidence Based Programs: Identifying the Critical Dimensions. Community Mental Health Journal.Academic Publishers-Human Sciences Press, Kluwer. 2005;Vol. 41(2):14158.
  16. Borg M et al. Recovery-oriented professionals: Helping relationships in mental health services. Journal of Mental Health 2004;13(5):493-505.
  17. Denhov A et al. The components of helping relationships with professionals in psychiatry: users' perspective. International Journal of Social Psychiatry 2012 Jul;58(4):417-24.
  18. Davidson L et al. Principles for Recovery-Oriented Inpatient Care in Singh NN et al. (eds) Handbook of Recovery in Inpatient Psychiatry Handbook of Recovery in Inpatient Psychiatry. Springer International Publishing, Schweiz, 2016; 1st ed:39-58.
  19. Slade M, Longden E. Empirical evidence about recovery and mental health. BMC Psychiatry. 2015 Nov 14;15:285. doi: 10.1186/s12888-015-0678-4.
  20. Sharac J. Nurse and patient activities and interaction on psychiatric inpatients wards: a literature review, International Journal of Nursing Studies. 2010 Jul; 47(7):909-17.
  21. Nordenkjær MB, Pedersen EW. En brugbar tilgang til psykiatrisk sygepleje. Sygeplejersken 2012;(12):68-70.
  22. Delaney KR et al. Magnet Forces: A Structure for a Transformation in Inpatient Psychiatric Nursing, Journal of American Psychiatric Nurses Association. 2008 Oct;14(5):346-52.
  23. Storm M et al. Models of user involvement in the mental health context: intentions and implementation challenges. Psychiatric Q. 2013 (Sep);84(3):313-27.
  24. Hyde B et al. Challenges of recovery-oriented practice in inpatient mental health settings - The potential for social work leadership. Asia Pacific journal of social work. 2014 (Apr);24(1-2):5-16.
  25. Piat M, Lal S. Service providers' experiences and perspectives on recovery-oriented mental health system reform. Psychiatr Rehabil J 2012 Spring;35(4):289-96. doi: 10.2975/35.4.2012.289.296.
  26. Le Boutillier C et al. Staff understanding of recovery-orientated mental health practice: a systematic review and narrative synthesis. Implement Sci. 2015 Jun;10:87.
  27. Borg, M, Topor, A. Virksomme relasjoner: om bedringsprosesser ved alvorlige psykiske lidelser. 3. rev. utg. Oslo: Kommuneforlaget 2014.

Læs også

  • Korsbæk L, Eplov LF, Petersen L, Olander M (ed). Psykiatrisk og psykosocial rehabilitering. En recoveryorienteret tilgang. Munksgaard. København 2010.
  • Arnhild Lauveng: I morgen var jeg altid en løve

  • Beate Grimsrud: En dåre fri

  • Karin Dyhr Daugaard &Marianne Holmen: Glaspigen

Recovery

TRIALOG: RECOVERY - DEN NYE VISION FOR PSYKIATRIEN

Forskning viser, at det er muligt at komme sig fra psykisk sygdom. Og har man som personale fokus på patienternes håb, drømme og livskvalitet og inddrager dem i pleje og behandling, så hjælper det.

"Recovery", som betyder "at komme sig", er en tilgang, hvor det drejer sig om at møde mennesket og sætte dets håb og drømme i centrum og samtidig fjerne sig fra den traditionelle biomedicinske tilgang, dog uden helt at afskrive den.

I det arbejde kan sygeplejersker spille en vigtig rolle på grund af deres faglige viden om relationsteorier, og fordi sygeplejersker oftest er dem, som har den primære kontakt med patienterne.

 

Emneord: 
Psykiatri

Vær modig

Bryd en regel. Gør en medmenneskelig tjeneste, eller tag dig tid til at lytte. Det er muligt at arbejde recovery-orienteret i hverdagen, også når rammerne ikke er til det. Sådan lyder budskabet fra to norske recovery-eksperter.

"Hjælp, som hjælper, ser ud til at indebære, at fagpersoner har mod til og mulighed for at give af deres tid og dem selv."

Det skriver forfatterne og professorerne Bengt Karlsson og Marit Borg i deres nye bog "Recovery – Tradisjoner, fornyelser og praksiser".

Også den franske psykolog Alain Topor har beskrevet, hvordan det, at personalet bryder en regel eller rutine for at hjælpe en borger eller en patient, viser den pågældende person, at man er villig til at tage en risiko for en anden person. Og at man sætter denne foran systemet. Det formidler et budskab om, at man er blevet set, og at nogen er blev berørt af én (27).

I nogle tilfælde handler hjælpen om at være god til at lytte. I andre tilfælde om praktisk hjælp til at få styr på økonomien, få et lift hjem efter et møde eller tage med på café," skriver de.

Afgørende og livsvigtigt i situationen

Anna Kristine Waldemar fortæller: "Jeg var til et møde, hvor en sygeplejerske fortalte, at han havde været kontaktperson for en kvinde som havde en ekstrem depression og kun kunne udholde at ligge i sengen og kigge ind i væggen. Sygeplejersken besluttede, at en time om dagen, så ville han bare sidde inde hos patienten, fordi han ikke syntes, at hun skulle være alene. Han mødte hende igen i en anden sammenhæng, efter at hun var blevet udskrevet, hvor hun fortalte, at selvom hun havde haft det for dårligt til at interagere med ham, når han sad med hende, så havde hun hele tiden været klar over, at han havde været der, og at det havde været helt afgørende og livsvigtigt for hende i situationen," siger Anna Kristine Waldemar.

Pointen med Anna Kristine Waldemars historie er, at sygeplejersken måske ikke oplever gevinsten ved at gøre noget ekstra medmenneskeligt, men at man alligevel skal gøre det.

"For måske føles det småt og ikke vigtigt, men det er de ting, patienterne peger på igen og igen," siger Anna Kristine Waldemar.

Fire gode spørgsmål

Bengt Karlsson og Margit Borg opfordrer til, at man som fagperson ikke venter på, at verden ændrer sig, men at man selv tager små skridt i den daglige praksis. F.eks. kan man spørge sig selv

  • Snakker vi mere om folk end med dem?
  • Hvilke ord bruger vi om forskellige fænomener?
  • Spørger vi om jobønsker, økonomisk situation, om drømme for fremtiden?
  • Snakker vi om tro og livssyn?

Recovery

TRIALOG: RECOVERY - DEN NYE VISION FOR PSYKIATRIEN

Forskning viser, at det er muligt at komme sig fra psykisk sygdom. Og har man som personale fokus på patienternes håb, drømme og livskvalitet og inddrager dem i pleje og behandling, så hjælper det.

"Recovery", som betyder "at komme sig", er en tilgang, hvor det drejer sig om at møde mennesket og sætte dets håb og drømme i centrum og samtidig fjerne sig fra den traditionelle biomedicinske tilgang, dog uden helt at afskrive den.

I det arbejde kan sygeplejersker spille en vigtig rolle på grund af deres faglige viden om relationsteorier, og fordi sygeplejersker oftest er dem, som har den primære kontakt med patienterne.

 

Emneord: 
Psykiatri

Test dig selv og din arbejdsplads

En spørgeguide til at undersøge, hvor recovery-orienterede to sengeafsnit i Region Hovedstaden var i praksis.

Hvor recovery-orienteret arbejder du og din arbejdsplads? Anna Kristine Waldemar brugte denne spørgeguide til at undersøge, hvor recovery-orienterede to sengeafsnit i Region Hovedstaden var i praksis. Den er blevet til på baggrund af Recovery Self Assessment (RSA) og har oprindelig 36 punkter, der er lavet med input fra bl.a. sundhedspersonale, tidligere patienter i psykiatrien og pårørende. Den bruges til at teste, hvor recovery-orienteret en praksis er i forhold til brugerinddragelse, behandlingsmuligheder, valg, tvang, kompetencer hos personalet, kulturen og sproget.

Livsmål

  • Hvordan og hvornår definerer patienten sine mål og evaluerer dem?
  • På hvilke måder er patientens mål en del af behandlingen og plejen?
  • Hvordan og hvornår bliver patienten støttet i uddannelse, job eller andre aktiviteter?
  • Hvordan og hvornår bliver recovery-orienteret sprog som håb, respekt, tro brugt?

Involvering

  • På hvilken måde er udviklingen af patientens fritidsinteresser og hobbyer en del af behandlingen?
  • På hvilke måder får personale, patienter og deres pårørende mulighed for at lære om recovery?
  • Hvordan og hvornår bliver patienterne involveret i at evaluere behandlingen og plejen?

Valgmuligheder for behandlingen

  • Hvordan og hvornår bliver kriterierne for udskrivelse defineret og diskuteret med den enkelte patient?
  • Hvordan og hvornår bliver patienter præsenteret for og får mulighed for at vælge mellem forskellige behandlingsmuligheder?
  • Hvordan og hvornår får patienterne mulighed for at diskutere personlige interesser?
  • Hvordan og hvornår har patienterne mulighed for at tale med andre patienter, som kan fungere som rollemodeller, f.eks. recovery-mentorer?

Valg

  • Hvordan og hvornår bliver patienternes ønsker lyttet til og fulgt?
  • Hvordan og hvornår bliver patienter givet mulighed for at vælge – og hvis ønsket skifte – psykiater, sygeplejerske eller afdeling?

Individuelle forløb

  • Hvordan og hvornår bliver patienternes pårørende involveret i planlægningen af behandlingen og plejen af patienten?
  • På hvilke måder bidrager afdelingen med pleje og behandling, som tager hensyn til den enkelte patients kultur, livserfaring, behov og interesser?
  • Hvordan og hvornår bliver patienter hjulpet til at opbygge relationer og netværk i deres lokalsamfund?

Recovery

TRIALOG: RECOVERY - DEN NYE VISION FOR PSYKIATRIEN

Forskning viser, at det er muligt at komme sig fra psykisk sygdom. Og har man som personale fokus på patienternes håb, drømme og livskvalitet og inddrager dem i pleje og behandling, så hjælper det.

"Recovery", som betyder "at komme sig", er en tilgang, hvor det drejer sig om at møde mennesket og sætte dets håb og drømme i centrum og samtidig fjerne sig fra den traditionelle biomedicinske tilgang, dog uden helt at afskrive den.

I det arbejde kan sygeplejersker spille en vigtig rolle på grund af deres faglige viden om relationsteorier, og fordi sygeplejersker oftest er dem, som har den primære kontakt med patienterne.

 

 

Emneord: 
Psykiatri

Svære vilkår i behandlingspsykiatrien

Ny forskning viser, at der stadig er et stykke vej fra intentionerne om en psykiatri med udgangspunkt i personlig recovery til den måde, patienterne på hospitalsafdelinger i praksis oplever behandlingen og plejen. Det skyldes bl.a. uklare og divergerende opfattelser af recovery samt den måde, psykiatrien er opbygget på.

Stik imod hensigten oplever patienterne på to psykiatriske sengeafsnit, at de bliver observeret og vurderet i langt højere grad, end de interagerer og er i dialog med personalet. De oplever heller ikke i særlig høj grad at blive inddraget i eller have indflydelse på deres egen behandling.

Det viser Anna Kristine Waldemars ph.d. (3) Hun har undersøgt, hvordan og i hvor høj grad den recovery-orienterede tilgang kommer til udtryk i den daglige pleje og behandling på to psykiatriske sengeafdelinger, der har som mål at arbejde mod en mere personlig recovery-orienteret tilgang.

Ph.d. om recovery

Anna Kristine Waldemars ph.d. hedder "Recovery orientation in clinical practice: How does it unfold in mental health inpatient settings?" Den er udarbejdet i perioden august 2013 – marts 2018 (3).

Indholdet består af en systematisk litteratursøgning af otte artikler omhandlende konceptet recovery og recovery-orienteret praksis på sengeafdelinger. Derudover har hun udarbejdet 14 semistrukturerede interview af halvanden times varighed med 14 patienter på to sengeafdelinger. Dertil kommer 84 timers observationsstudier af interaktioner mellem patienter og sundhedspersonalet vedrørende behandling på de to afdelinger.

Konklusionen er, at den recovery-orienterede praksis udfolder sig i en reduceret udgave og inden for en begrænset ramme på sengeafsnittene. Den er til stede i bevidstheden og retorikken hos sundhedspersonalet, som har kendskab til recovery-orienterede principper, såsom personlige mål. Men i praksis ses det ikke klart reflekteret, hvilket ifølge Anna Kristine Waldemar skyldes to overordnede faktorer:

  • Et til stadighed dominerende medicinsk behandlingsparadigme, hvor sundhedspersonalet bibeholder ekspertrollen og beslutningskraften og kan træffe beslutninger for patienternes behandling uden at konsultere dem.
  • Et konstant fokus på at skabe ledige sengepladser, der sommetider prioriteres over patienternes individuelle behov.

International forskning peger på samme udfordringer i forhold til at få personlig recovery til at gå hånd i hånd med behandlingspsykiatrien. Udfordringerne opstår, fordi hurtig stabilisering af patienter, krisehåndtering og korte indlæggelsestider har høj prioritet (22,23). Det gør, at behandlingen ofte rettes mod hurtig diagnosticering og medicinsk stabilisering, så patienten hurtigst muligt kan udskrives (24).

"Der er ingen tvivl om, at den måde, driften kører på, har stor betydning. Der er et pres på sundhedspersonalet for at skabe sengepladser, som fylder helt vildt meget. Det kan næsten overtrumfe hvad som helst. Det er demotiverende for den personlige recovery, når det virker som om, at det rigtige mål med indlæggelsen er at blive udskrevet. Det gør også, at der er mange indsatser og planer, der bevidst og ubevidst bliver lagt med henblik på, at personen skal udskrives for at skabe sengepladser," konkluderer Anna Kristine Waldemar. Og det spænder ben for recovery-tankegangen.

Vision klemt i virkelighed

"På den ene side har man en vision og en intention om at arbejde recovery-orienteret. Hvor det handler om håb og drømme og om at fokusere mere på mennesket end på sygdommen. Men når man samtidig i det psykiatriske behandlingssystem har et stort fokus på effektiviseringer og standardiseringer, som læner sig op ad en helt anden måde at tænke på end recovery-tilgangen, så opstår der en modsætning, der gør, at det bliver svært at få de ting til at mødes," siger Anna Kristine Waldemar.

Udfordrer sygeplejefagligheden

Susanne Raagaard Troen Sørensen er klinisk sygeplejerskespecialist på Psykiatrisk Center Glostrup, hvor man arbejder recovery-orienteret. Alligevel bliver hun og hendes kollegaer af og til i tvivl om, hvorvidt det arbejde, de udfører, ligger inden for den personlige recovery-tilgang.

Hun fortæller, at personalet på afdelingen gennem de seneste år har haft målrettet fokus på indsatsområder, der skal understøtte menneskets personlige recovery-proces; ved f.eks. at benytte forberedelsesskemaer til behandlingsplansmøder med personlige mål, håb og drømme. For to år siden blev der også ansat en recovery-mentor i personalegruppen. Alligevel er der ifølge Susanne Raagaard Troen Sørensen ingen tvivl om, at personalegruppen også fortsat bevæger sig inden for den kliniske recovery:

"Vi drøfter medicinsk behandling, bivirkninger og symptomreduktion som en del af behandlingen. Og vi anser det for en væsentlig intervention. Men selvfølgelig er vi klar over, at medicinsk behandling kun er ét af de tilbud, der er på paletten. Det er længe siden, jeg har hørt nogen benytte begrebet compliance (patienten gør, som lægen har foreskrevet, red.). Gennem de senere år er adherence eller concordance (behandlingen aftales i samarbejde mellem patient og behandler) hyppigere brugt i vores praksis, hvilket for mig tyder på en begyndende bevægelse. Men tvivlen er der fortsat. Kan klinisk og personlig recovery gå hånd i hånd. Og hvordan skal vores faglighed komme til udtryk?" spørger Susanne Raagaard Troen Sørensen.

Psykiatrien i tal

Flere patienter i psykiatrien

I perioden 2010-2016 er antallet af patienter med kontakt til et af de psykiatriske sygehuse i Danmark steget med næsten 30 pct. Samlet set har omkring 148.500 personer modtaget behandling på psykiatriske sygehuse i 2016.

Den største sygdomsbyrde

Psykiske lidelser udgør den største sygdomsbyrde for både mænd og kvinder som følge af funktionsbegrænsninger. De tegner sig således for i alt 25 pct. af den totale sygdomsbyrde efterfulgt af kræft og kredsløbssygdomme, som hver står for henholdsvis 17 pct. og 15 pct.

Ansatte i psykiatrien

I 2016 udgjorde det sundhedsfaglige personale ca. 10.200 personer ansat på de psykiatriske sygehuse. Det svarer til knap 14 pct. af sundhedsfagligt personale i hele den offentlige sygehussektor. Fra 2010 til 2016 er antallet af sundhedsfagligt personale beskæftiget i psykiatrien steget med ca. 14 pct., svarende til en gennemsnitlig årlig vækst på 2,3 pct. Det skal bl.a. ses i lyset af, at antallet af patienter er steget med 30 pct. over samme periode.

Den største personalegruppe i psykiatrien udgøres af sygeplejersker med ca. 41 pct.

Kilde: Styringsgennemgang af psykiatrien, delafrapportering I og II, marts og september 2018, og Sundheds- og Ældreministeriet.

Det er ikke kun hende og hendes kollegaer, som kommer i tvivl. Internationale studier viser, at der ofte er usikkerhed blandt personalet om, hvad der er en recovery-orienteret praksis, og hvad der ikke er. Den usikkerhed mindsker sandsynligheden for, at man rent faktisk arbejder recovery-orienteret (25,26).

En fantastisk vision

"Efter min mening er den recovery-orienterede tænkning en fantastisk vision," siger Susanne Raagaard Troen Sørensen. "Men samtidig tænker jeg, at det også er dilemmafyldt, når man arbejder inden for hospitalspsykiatrien. Som sygeplejersker er vi uddannet til at observere, reflektere, vurdere og handle på baggrund af den faglige viden, vi har."

"Hvordan skal vi f.eks. navigere, når vi møder et menneske, som har det dårligt, og hvor vi med vores faglige skøn vurderer, at en medicinsk indsats ville kunne hjælpe. Også selv om det går imod patientens ønske. Der er tilfælde, hvor vi føler, at vi ville svigte patienten, hvis vi ikke byder ind med vores faglighed."

"Det kan jeg godt forstå," siger Anna Kristine Waldemar. "Og der er klart også situationer, hvor det er mere nødvendigt end andre, at man skrider ind og tager over."

"Men der er mange situationer, hvor det "faglige skøn" utilsigtet medfører, at man tager retten til at definere, hvad det er, der er problemet, på sin side. Det bliver personalets observationer, der dikterer og definerer, hvad patientens problematik er. Man sætter en dagsordenen for, hvad det er for nogle temaer, man som patient kan bevæge sig indenfor," siger Anna Kristine Waldemar.

Struktur er forhindring

Anna Kristine Waldemar mener, at udfordringerne med at få personlig recovery ind i hverdagen også skal findes i den måde, som dagligdagen i et afsnit er struktureret:

"Man har nogle meget bestemte forretningsgange som f.eks., at man starter dagen med et behandlingsmøde, hvor man aftaler ting og uddeler opgaver. Det gør, at man allerede dér afgør, hvem der får en samtale, samt hvad samtalen skal handle om, og samtidig har man også bestemt, hvad udfaldet sådan cirka skal være." Hun uddyber:

"Patienten er meget lidt med. F.eks. observerede jeg, at når psykiateren, som i øvrigt var sød, rar og dygtig, skulle forberede patientsamtaler, startede det inde på kontoret, hvor personalet havde en diskussion, og så skrev psykiateren ned, hvad der skulle tales om. Patienten er ikke med til at bestemme, hvad der skal tales om. Samtalen med patienten varer måske 10 minutter, hvor psykiateren fortæller, at jeg har hørt og læst sådan her, og mit forslag er sådan her, og så siger psykiateren: "Har du noget, du gerne vil snakke med mig om?" Det er selvfølgelig en invitation til at komme med nogle indvendinger, men patienten sidder i en situation, hvor han lige er blevet overrumplet af en hel masse ting, han skal forholde sig til, og kommer jo slet ikke på banen."

"Og hvis man skulle følge filosofien om "Nothing about us – without us" (et af den oprindelige recovery-bevægelses slogans, som betyder, at beslutninger altid bør træffes sammen med dem, beslutningerne vedrører, red.), så er det ikke længere recovery, når man træffer beslutninger inde på kontoret uden om patienten."

"Hvad så, hvis man taler med patienten om sine faglige overvejelser og begrunder dem, og så i den efterfølgende dokumentation fremhæver, hvilke enigheder og uenigheder der er mellem patient og sygeplejerske, er det så recovery?" spørger Susanne Raagaard Troen Sørensen.

"Det kommer an på, hvordan man handler på informationen. Formentlig vil sygeplejerskens vurdering vægte højere, og så er det jo, at man har bevæget sig væk fra partnerskabet. Så er man blevet to aktører, der synes ligeværdige i dokumentationen, men hvis ord vægtes forskelligt," svarer Anna Kristine Waldemar.

Tolkning ud fra faglige kompetencer

Susanne Raagaard Troen Sørensen beretter om en sygeplejerske, som i sin klinikperiode under specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje lavede et forsøg på afsnittet, hvor hun i en periode udelukkende dokumenterede patienternes ordrette udsagn:

"Det viste sig, at de sygeplejersker, som læste det, tolkede det meget forskelligt alt efter faglige kompetencer. En kunne sige "jamen, er det ikke en neologisme (private ord og vendinger, der ikke forstås af andre, red.)." Susanne Raagaard Troen Sørensen fortæller videre, at det førte til faglig debat i personalegruppen om, hvor sygeplejefagligheden forsvandt hen, og om den i det hele taget var relevant mere.

Anne Kirstine Waldemar supplerer:

"Jamen, det er da et godt eksempel på, hvilke briller man ser patienten gennem, at det bliver symptomerne, og hvordan de kommer til udtryk, der bliver det vigtigste. Det behøver jo ikke være det vigtigste for patienten. En patient er sjældent særlig generet af neologismer, men oplever måske, at problematikkerne ligger et helt andet sted. Men det er neologismerne, personalet får øje på og det, man gerne vil handle på. For det er det, man er uddannet i, og det som hele systemet lægger an til, at man skal handle på, og det er også det, man har i værktøjskassen. Jeg kan godt forstå, at det er svært, hvis det i virkeligheden handler om, at patienten er ensom og gerne vil have hjælp til et mere socialt liv, og man arbejder på et sengeafsnit og kun er sammen med patienterne et kort stykke tid.

Det endelige ansvar

Anna Kristine Waldemar mener, at selve måden, psykiatrien er bygget op på, og den måde, som faggrupperne er opdelt på, er med til at forhindre den personlige recovery-tilgang i at slå igennem for alvor:

"Psykiaterens rolle er vildt underkendt. Der er ikke meget forskning omkring den, og der bliver ikke talt særlig meget om den. Men jeg kan se, at de er meget toneangivende ude på afsnittene. I og med, at de har det endelige behandlingsansvar, så er det også dem, der sætter dagsordenen, og det betyder, at behandlingen helt naturligt bliver meget orienteret mod symptomer og medicinsk behandling. Psykiaternes tilgang til patienterne har en kæmpestor betydning, men jeg ser ikke, at man inddrager dem særlig meget i den personlige recovery."

"Jeg tror, at man fra politisk og direktionens side gerne vil have, at personlig recovery skal være grundlaget for praksis, men det er det ikke. Det er stadig den kliniske recovery. Og de indsatser, man indtil nu har iværksat, udfordrer det ikke tilstrækkeligt. Og så bliver recovery-tilgangen kun noget, der er et supplement, og noget, der skal understøtte andre dele af behandlingen," sammenfatter Anna Kristine Waldemar.

Recovery

TRIALOG: RECOVERY - DEN NYE VISION FOR PSYKIATRIEN

Forskning viser, at det er muligt at komme sig fra psykisk sygdom. Og har man som personale fokus på patienternes håb, drømme og livskvalitet og inddrager dem i pleje og behandling, så hjælper det.

"Recovery", som betyder "at komme sig", er en tilgang, hvor det drejer sig om at møde mennesket og sætte dets håb og drømme i centrum og samtidig fjerne sig fra den traditionelle biomedicinske tilgang, dog uden helt at afskrive den.

I det arbejde kan sygeplejersker spille en vigtig rolle på grund af deres faglige viden om relationsteorier, og fordi sygeplejersker oftest er dem, som har den primære kontakt med patienterne.

 

Emneord: 
Psykiatri

En kamp for menneskerettigheder

Recovery udspringer af de amerikanske borger- og menneskerettighedsbevægelsers kamp for ligestilling mellem køn og racer i 60’erne og 70’erne. Det var den kamp, der ansporede brugere af psykiatrien til også at kræve lige rettigheder og muligheder for mennesker med psykiske lidelser.

Brugerne gjorde oprør mod de eksisterende forståelser af psykiske lidelser domineret af den biomedicinske opfattelse af, at psykiske lidelser var kroniske og degenererende, og at der var meget lidt udsigt til forbedring af tilstanden (3). Og de kæmpede for retten til anderledeshed på samme måde, som de kæmpede imod psykiatriens tilgang til personer med psykiske problemer, som var præget af undertrykkelse, brud på rettigheder, tvang, stigmatisering og social eksklusion.

Den historie er vigtig at huske på, mener Bengt Karlsson, uddannet psykiatrisk sygeplejerske, og i dag professor ved Høgskolen i Sørøst-Norge. Han har sammen med sin kollega ergoterapeut og professor Marit Borg skrevet bogen "Recovery – tradisjoner, fornyelser og praksisser 2017" (1).

De har begge siden 1970’erne arbejdet inden for det psykiatriske felt og set, hvordan behandling og pleje indenfor psykiatrien har skiftet gennem tiderne. Og selv om de glæder sig over, at recovery har vundet indpas i psykiatrien, og ønsker, at den skal blive endnu tydeligere i dagligdagen, kommer de også med en lille advarsel i deres bog:

"Historien er vigtig (…) Fagfolks udgangspunkt har altid været at gøre det bedste. Om det så var kolde og varme bade, ro i landlige omgivelser, arbejdstræning, brug af ECT eller samtaleterapi. Men det er ikke altid, at de mennesker, som er blevet udsat for hjælpen, har syntes om det, og de er blevet tilsidesat, ikke tillagt betydning og er ikke blevet hørt." De advarer om risikoen for at gentage tidligere tiders fejl, når man forsøger at passe en recovery-orienteret tilgang ind i krav om standardisering, effektivisering og målinger.

"Recovery kan og skal ikke implementeres. Den skal udvikles i samarbejde med de personer, det angår; brugere, pårørende, fagpersoner og ledere." Og andetsteds i bogen: "Recovery ikke er en retning, men mange forskellige retninger, både hvad angår forståelsen, viden og praksis."

Recovery

TRIALOG: RECOVERY - DEN NYE VISION FOR PSYKIATRIEN

Forskning viser, at det er muligt at komme sig fra psykisk sygdom. Og har man som personale fokus på patienternes håb, drømme og livskvalitet og inddrager dem i pleje og behandling, så hjælper det.

"Recovery", som betyder "at komme sig", er en tilgang, hvor det drejer sig om at møde mennesket og sætte dets håb og drømme i centrum og samtidig fjerne sig fra den traditionelle biomedicinske tilgang, dog uden helt at afskrive den.

I det arbejde kan sygeplejersker spille en vigtig rolle på grund af deres faglige viden om relationsteorier, og fordi sygeplejersker oftest er dem, som har den primære kontakt med patienterne.

 

Emneord: 
Psykiatri

En mening med livet hjælper patienter til at komme sig

Recovery-tankegangen bygger på forskning, der viser, at psykiske lidelser ikke er kroniske og på viden om, hvad patienterne selv peger på som vigtigst for at komme sig. Det handler bl.a. om at finde eller genfinde en mening med livet.

Da 37-årige Camilla Krogh for 10 år siden blev indlagt med en skizofrenilidelse, fik hun at vide, at sygdommen var kronisk, og at hun derfor kunne se frem til et liv med førtidspension, nedsat funktionsduelighed og medicin. Dengang var hun 27 år.

I dag er Camilla Krogh sygdomsfri, universitetsuddannet, gift, mor til en datter og arbejder som konsulent i psykiatriledelsen i Region Nordjylland.

Selv er hun ikke i tvivl om, hvad der gjorde, at hun kom sig: Det var det håb, der blev tændt i hende ved at opdage, at andre var "kommet sig". Og så mennesker, som var medmenneskelige, og som tog hendes drømme alvorligt og støttede hende. (Læs Camilla Kroghs historie i Sygeplejersken nr. 13/2018).

Man kan komme sig over psykisk sygdom

Undersøgelser har vist, at 20-25 pct. af mennesker med psykisk sygdom kommer sig helt, mens 50-60 pct. kommer sig substantielt med reduktion af symptomer i betragtelig grad og med anselig øgning i funktionsgrad. Og så er der den lille procentdel, der ikke ser ud til at komme sig (9,10).

Dermed er Camilla Krogh et eksempel på det, der er sket inden for psykiatrien de seneste 10-20 år – og som flere kalder et begyndende paradigmeskifte hen imod en personlig recovery-orienteret tankegang.

"I dag ved man fra forløbsstudier over 20-25 år, at mange mennesker kommer sig delvist eller helt fra psykiske lidelser (9,10) (se boks Man kan komme sig over psykisk sygdom). Samtidig er der en masse forskning (11-14), der har undersøgt, hvad det er, der skal til, for at patienterne kommer sig, og det er dén forskning, som recovery-orienteret behandling og pleje bygger på," forklarer Anna Kristine Waldemar.

Siden 2013 har hun forsket i recovery, som hun selv tilfældigt hørte om for første gang under sin kandidatuddannelse:

"Jeg blev mildt sagt forundret over, at jeg slet ikke havde hørt om det under min ansættelse som sygeplejerske i psykiatrien. Én ting er, at jeg ikke havde hørt om selve recovery-begrebet, men jeg kendte heller ikke til, at så mange mennesker med psykisk sygdom blev raske. Og det var endda ikke nogen ny viden på det tidspunkt, men noget, der var blevet påvist længe. Det fangede min opmærksomhed og gav mig lyst til at dykke ned i og bidrage til at udvikle og udbrede forskningen indenfor recovery."

Et relativt ungt forskningsområde

Selv om den recovery-orienterede tilgang hele tiden vinder mere og mere indpas i psykiatrien, så er det ifølge Anna Kristine Waldemar også stadig et relativt ungt forskningsområde:

"Vi ved ret meget. Men der er også meget, vi ikke ved. Vi ved, at patienterne kommer sig, men vi kender ikke præcist sammenhængen, hvad de kommer sig af, eller hvorfor der stadig er en lille gruppe, som slet ikke kommer sig og ikke lever godt."

Recovery-forskning bygger på forløbsstudier (9,10), der viser, at der er mange mennesker, som kommer sig, samt på kvalitative undersøgelser af patienternes egne erfaringer med, hvad der har gjort, at de er kommet sig (11-14).

"Talrige kvalitative studier har undersøgt, hvad mennesker, som er kommet sig over psykisk sygdom, selv peger på som vigtigt og støttende for deres recovery-proces. Resultaterne viser, at udover en effektiv og afbalanceret medicinsk behandling, så er elementer som håb, at finde mening og formål med livet, at have selvbestemmelse og gode, støttende relationer helt afgørende i en recovery-proces," forklarer Anna Kristine Waldemar.

"Det er efterhånden en etableret forskningsmæssig viden, som man ikke længere kan ignorere," tilføjer hun.

Hendes egen ph.d. viser dog, at der stadig er et stykke vej, inden psykiatrien i praksis er lige så recovery-orienteret, som de politiske visioner (Læs artiklen "Svære vilkår i behandlingspsykiatrien" side 28).

"Recovery spiller en meget vigtig rolle, fordi den gør op med en masse fordomme om psykiske lidelser og er med til at hjælpe os til at forstå og nuancere psykisk sygdom, som er meget mere komplekst end den måde, man behandler det i dag," siger Anna Kristine Waldemar.

Recovery

TRIALOG: RECOVERY - DEN NYE VISION FOR PSYKIATRIEN

Forskning viser, at det er muligt at komme sig fra psykisk sygdom. Og har man som personale fokus på patienternes håb, drømme og livskvalitet og inddrager dem i pleje og behandling, så hjælper det.

"Recovery", som betyder "at komme sig", er en tilgang, hvor det drejer sig om at møde mennesket og sætte dets håb og drømme i centrum og samtidig fjerne sig fra den traditionelle biomedicinske tilgang, dog uden helt at afskrive den.

I det arbejde kan sygeplejersker spille en vigtig rolle på grund af deres faglige viden om relationsteorier, og fordi sygeplejersker oftest er dem, som har den primære kontakt med patienterne.

 

 

Emneord: 
Psykiatri

Håb og drømme er den nye vision for psykiatrien

De seneste 10 år har den recovery-orienterede tilgang til patienterne for alvor fået medvind i psykiatrien. En tilgang, der handler om i højere grad at tage udgangspunkt i den enkelte patients ønsker
Illustration: iStock, grafis bearbejdet af Mathias n Justesen

Engang var det kolde og varme bade, der skulle hjælpe mennesker med psykiske lidelser til at få det bedre. Der har også været teorier om ro i landlige omgivelser. Insulinchok. Lobotomi. Adfærds- eller medicinsk terapi (1).

I dag hedder hjælpen i stigende grad "recovery". Også kaldet personlig recovery, som er blevet et centralt omdrejningspunkt for visionerne i psykiatrien både herhjemme og i udlandet.

I Region Hovedstaden lyder det på en af de mange hjemmesider, der beskriver psykiatrien, f.eks: "Recovery. Visionerne for fremtidens psykiatri tager udgangspunkt i, at patienten er i centrum for alt, hvad vi gør. Det betyder, at patienten skal være beslutningstager i hele behandlingsforløbet – også når det er svært, f.eks. når patienten behandles under tvang."

Og i Region Sjælland er personlig recovery den politiske vision, ligesom samtlige regioner i dag har ansat erfaringseksperter med betegnelsen recovery-mentorer eller "peers" – tidligere patienter, som har til opgave at støtte og indgyde håb hos nuværende patienter (2).

Men hvad er recovery egentlig?

"Recovery er ikke et særligt konkret begreb, og selv inden for recovery er der forskellige opfattelser af recovery (se boks: Klinisk og personlig recovery)," forklarer Anna Kristine Waldemar, sygeplejerske, cand.cur., ph.d. og postdoc, som siden 2013 har forsket i recovery (3).

Klinisk og personlig recovery

Klinisk recovery forstås som et udfaldsmål, hvor individet kommer sig enten delvist eller fuldstændigt over sygdommen ved at slippe af med nogle eller alle de symptomer, der følger med lidelsen, og genvinder fuldt funktionsniveau.

Personlig recovery er en individuel proces, der handler om, at individet kommer sig over de konsekvenser, som det at være psykisk syg afstedkommer, f.eks. tab af job, selvværd og relationer, og genopbygger eller skaber et meningsfuldt liv og identitet, hvor man er en del af samfundet og overvinder udfordringerne ved at leve med psykisk sygdom med eller uden symptomer.

Kilde: (9)

"Men det er jo også det, der skaber forvirring i praksis, hvor man tænker, er det her overhovedet inden for en recovery-orienteret indsats," supplerer Susanne Raagaard Troen Sørensen, klinisk sygeplejerskespecialist på et sengeafsnit i Region Hovedstaden.

De to, Anna Kristine Waldemar og Susanne Raagaard Troen Sørensen, er blevet sat sammen af redaktionen bag Fag og Forskning for i denne Trialog at belyse fænomenet recovery. Samt undersøge, hvilket forskningsmæssigt belæg der er for, at den recovery-orienterede tilgang har en positiv effekt for patienterne? Hvad er de vigtigste elementer i recovery? Og hvordan udspiller den recovery-orienterede tilgang sig på et sengeafsnit i virkelighedens verden?

Håb og drømme i centrum

Når det kan være svært at få greb om recovery, er det, fordi recovery, som betyder "at komme sig", ikke er et entydigt begreb eller metode, men i højere grad en tankegang og en tilgang.

"Recovery handler om at møde mennesket og om at sætte mennesket og dets håb og drømme i centrum. Og det handler om at bevæge sig væk fra et ensporet biomedicinsk fokus på at eliminere og reducere symptomer som kernen i psykiatrisk behandling," forklarer Anna Kristine Waldemar og uddyber:

"Det skal forstås på den måde, at man ikke ensidigt lader sig styre af eller navigerer ud fra personens symptomer. I stedet navigerer man ud fra, hvad det her menneske selv definerer som sine udfordringer og selv ønsker for sin fremtid, og fokuserer mere på patienters ressourcer og muligheder end på problemer og begrænsninger."

Vejen til personlig recovery kan sagtens involvere brug af medicin, men ikke nødvendigvis. I en recovery-orienteret praksis er det patienten, der er eksperten.

"Ifølge recovery er det ikke afgørende, om man har symptomer eller ej. Det vigtige er, at man kan leve godt og i overensstemmelse med, hvad der giver mening for en selv," siger Anna Kristine Waldemar og uddyber:

"Nogle af de store konsekvenser ved at have en psykisk sygdom er jo egentlig koblet op på nogle andre ting end udelukkende symptomerne, f.eks. det at være periodevis psykotisk. Det er jo i høj grad alt det andet, f.eks. at miste sit arbejde, relationer, blive stigmatiseret og miste sin identitet, der i høj grad påvirker den enkelte (4)."

Sundhedspersonalets opgave er at understøtte det enkelte menneskes velbefindende og ressourcer for at opnå et meningsfuldt og tilfredsstillende liv. Det sker bl.a. ved at italesætte håb og personlige drømme, hjælpe med social inklusion og ved at have fokus på relationer (5-8).

"Og her har sygeplejersker potentialet til at spille en vigtig rolle, fordi vi har rigtig meget faglig viden om relationsteorier, og vi er oftest dem, som har den primære kontakt med patienterne" pointerer Anna Kristine Waldemar.

Er recovery egnet til alle patienter?

"Ja, man skelner ikke mellem diagnosegrupper. Det handler mere overordnet om recovery i psykisk lidelse," fastslår Anna Kristine Waldemar.

Recovery

TRIALOG: RECOVERY - DEN NYE VISION FOR PSYKIATRIEN

Forskning viser, at det er muligt at komme sig fra psykisk sygdom. Og har man som personale fokus på patienternes håb, drømme og livskvalitet og inddrager dem i pleje og behandling, så hjælper det.

"Recovery", som betyder "at komme sig", er en tilgang, hvor det drejer sig om at møde mennesket og sætte dets håb og drømme i centrum og samtidig fjerne sig fra den traditionelle biomedicinske tilgang, dog uden helt at afskrive den.

I det arbejde kan sygeplejersker spille en vigtig rolle på grund af deres faglige viden om relationsteorier, og fordi sygeplejersker oftest er dem, som har den primære kontakt med patienterne.

 

Emneord: 
Psykiatri

Leder: Tid er den bedste løsning

Det er bl.a. uklart, hvor meget regeringens plan reelt vil øge kapaciteten i psykiatrien.

spl13-2017_leder_greteEndelig kom den længe ventede psykiatriplan fra regeringen. Meget er godt, men desværre er planen næppe nok til at skabe de resultater, som regeringen håber på.

Det er bl.a. uklart, hvor meget regeringens plan reelt vil øge kapaciteten i psykiatrien. Opkvalificering af nuværende sengepladser og reviderede visitationsregler til de særlige sengepladser er gode tiltag, men langtfra tilstrækkelige til at vende udviklingen i psykiatrien. En udvikling, hvor flere patienter og færre senge fører til for tidlige udskrivninger og flere genindlæggelser.

Regeringen skal roses for at være opmærksom på sygeplejerskers og sundhedsplejerskers vigtige rolle i psykiatrien. Dansk Sygeplejeråd bidrager gerne til den foreslåede arbejdsgruppe, der skal sikre, at specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje også fremover passer til psykiatriens behov, men arbejdet bør følges af ambitiøse mål for antallet af sygeplejersker med specialuddannelsen.

For sengepladser og uddannelse er redskaber – ikke løsninger. Ingen patient bliver rask af at blive lagt i en hospitalsseng, og sygeplejerskens faglighed kommer ikke den patient til gode, som ikke møder hende.

Løsningen er tid.

Regeringens plan skaber ikke de ønskede resultater, hvis ikke sygeplejersken og det øvrige personale har tilstrækkelig tid til den enkelte patient. Skal der en gang for alle gøres op med psykiatriens udfordringer, så skal der mere tid og mere personale til. Det betyder højere normeringer og en opprioriteret rekrutterings- og fastholdelsesindsats.

Jeg har et simpelt forslag til regeringen: Giv medarbejderne mere tid – så skal vi nok skabe resultaterne!

 

 

 

 

 

Emneord: 
Politik
Psykiatri

Tid til at lytte

På Psykiatrisk Modtagelse i Risskov tager de sig tid til de syge. For her kan hverken røntgenbillede eller blodprøve afsløre, hvad der er galt.

Liselotte Møller
”Vi har langt flest succeser,” siger sygeplejerske Liselotte Møller.
Foto: Michael Drost-Hansen
”Kun ved at tale med folk kan vi finde ud af, hvordan vi kan hjælpe dem. Og den samtale tager tid,” siger Liselotte Møller. Hun er sygeplejerske på Modtagelsen og bruger en stor del af arbejdstiden på at komme ind på livet af de folk, der henvender sig her. Alle får som start en samtale med en sygeplejerske.

”Vi skal vejre stemningen og vurdere, hvor meget det haster. Er det f.eks. en, der har brug for en samtale og en henvisning til ambulant behandling, eller er det en, som har været nede og stå på togskinnerne og skal blive natten over,” siger Liselotte Møller.

Gør en forskel

Med en bedre normering og mindre syge patienter end f.eks. de psykiatriske sengeafsnit har Psykiatrisk Modtagelse ressourcer til at lukke alle ind. Ifølge Liselotte Møller får modtagelsen op til 6.000 henvendelser om året, og langt de fleste får den hjælp, de har brug for.

”Vi har langt flest succeser. Men vi kan godt afvise folk med selvmordstanker, som vi skønner ikke vil handle på dem. Der har været folk, som er gået herfra og har taget livet af sig. Men vi er ikke tankelæsere og kan ikke spå om fremtiden,” siger Liselotte Møller.

Hun fortæller, at hun før har været nødt til at afvise folk på grund af manglende sengepladser på sengeafdelingerne, selvom hun vurderede, de havde brug for hjælp. Men det hører til sjældenhederne.

”Fordommene om psykiatrien er, at det hele er tungt og sort. Men vi gør en forskel,” siger Liselotte Møller. 

 

Emneord: 
Psykiatri

Kampen om en sengeplads

Manglen på sengepladser i psykiatrien er stigende landet over. Det har Helene Egvang oplevet. Sidste december blev hun afvist på trods af sit råb om hjælp.
Den tidligere patient Helene Egvang er skuffet over, at regeringens nye psykiatriplan ikke har fokus på at oprette helt nye sengepladser.
Foto: Mikkel Berg Pedersen

Decembermørket har sænket sig over rækkehuskvarteret, der ligger øde hen. Bag ruderne flakker adventslysene i vindueskarmen og bader stuerne i et varmt skær. Men i nummer 31 er lyset slukket. Helene Egvang ligger i sin seng og kan ikke slippe de mørke tanker; verden ville være et bedre sted uden mig. De har været der i nogen tid, tankerne, men hun kan mærke, at hun er klar til at handle på dem nu. I stedet griber hun mobilen og ringer til Psykiatrisk Hospital i Risskov. Få timer senere ligger hun i en seng på en psykiatrisk afdeling. En brugerstyret seng, som hun har fået tildelt, fordi hun har en bipolar lidelse og af og til har brug for at blive akut indlagt. Da hun kommer ind på afdelingen, indser hun, at de fem dage, hun kan blive i den brugerstyrede seng, slet ikke er nok til at få selvmordstankerne ud af hovedet. Men da de fem dage er gået, skal en ny patient overtage hendes seng. 

”Jeg sad overfor lægen og beskrev, hvordan jeg ville udføre mit selvmord. Men der var ikke plads, så de sendte mig hjem,” siger 31-årige Helene Egvang, der i dag har det bedre. 

Men minderne fra december sidste år er stadig mørke. For der skulle hun kæmpe om en af de sengepladser, der ifølge Sundhedsdatastyrelsen er faldet med 10 pct. fra 2008 til 2015. Og det på trods af, at Sundhedsstyrelsen beretter om en stigning i antallet af folk med psykisk sygdom.

Sygere af pladsmangel

Da de fem dage i den brugerstyrede seng er gået, henvender Helene Egvang sig til hospitalets psykiatriske modtagelse. Her får hun én overnatning.

”Da de ville sende mig hjem næste dag, brød jeg grædende sammen. Jeg stod på gangen og råbte og skreg ad personalet. Jeg var stadig så bange for, hvad jeg ville kunne finde på at gøre, hvis jeg var alene,” siger Helene Egvang.

Men der er intet at gøre, og hun bliver sendt hjem. Hendes mor insisterer imidlertid på at tage hende med hjem til sig. Men i løbet af de tre dage, hun tilbringer hos moren, får Helene Egvang det ikke bedre. Hun tager endnu en gang til Risskov til den psykiatriske modtagelse. Her får hun to overnatninger. Men næste morgen skal hun atter hjem. For der er stadig ingen ledige sengepladser. Faktisk er alle pladser i hele regionen optaget. Men nu beslutter en overlæge at øremærke den første seng, der bliver ledig, til Helene Egvang. Og efter endnu tre dage hos moren, står sengen klar.

”Jeg endte med at være der i omkring tre uger. Jeg havde fået det værre af at blive afvist pga. pladsmanglen den ene gang efter den anden. Så jeg var længere nede, end da jeg kom ind i den brugerstyrede seng,” siger Helene Egvang.

”De vil gøre alt for at hjælpe”

Siden hun var i tyverne, har Helene Egvang været inde og ude af den psykiatriske afdeling mere end 10 gange. Ud af de sidste 10 år skønner hun, at hun samlet set har tilbragt to af dem bag det gule murværk i Risskov.

Selvom det er sygeplejerskerne og lægerne, der gang på gang sendte hende hjem, anklager hun dem ikke for noget.

”De vil gøre alt for at hjælpe. Men de har bare ikke muligheden for det. De kan ikke trylle flere senge frem.” 

Helene Egvang ved ikke, hvornår de mørke tanker kommer igen. Aldrig, håber hun. Men hvis de gør, frygter hun igen at skulle kæmpe for den seng, der kan redde hendes liv. 

 

Emneord: 
Psykiatri