Vi har ikke en plads fri i to sekunder

Der er rift om pladserne på Psykiatrisk Afdeling i Aabenraa. Det kan føre til svigt af patienterne, mener tre sygeplejersker.
Sygeplejerskerne Camilla Eskildsen, Randi Jessen og Linda Pohl oplever, at patienterne ikke er fysisk ude af stuen, før en anden skal have sengen.
Foto: Michael Drost-Hansen

Linda Pohl skæver op mod uret. Egentlig har hun og hendes to sygeplejerskekolleger slet ikke tid til at sidde her i mødelokalet.

”Tre kvarter. Så er jeg nødt til at gå,” siger hun. ”Jeg har en patient, jeg ikke lige ved, hvor jeg skal gøre af. Mine kolleger tager sig af ham lige nu, men de har brug for min hjælp.”

De to andre sygeplejersker nikker. De skal også tilbage til deres afsnit, inden urets lille viser rammer to.

Linda Pohl, Randi Jessen og Camilla Eskildsen har deres daglige gang på Psykiatrisk Afdeling i Aabenraa. De har sagt ja til at fortælle, hvad de mener, et psykiatrisk sengeafsnit som deres har brug for. Svaret viser sig at være simpelt.

”Flere senge,” siger Linda Pohl. ”Vi har ikke en plads fri i to sekunder. Patienterne er ikke engang fysisk ude af stuen, før vi skal bruge pladsen.”

Grunden til manglen på sengepladser er ifølge de tre sygeplejersker mange. På den psykiatriske afdeling i Aabenraa er der seks sengeafsnit, der tager imod alt fra patienter med skizofreni og depression til ældrepsykiatriske patienter.

Når for mange nye patienter står i kø til at blive indlagt, er afsnittene af og til nødt til at foretage masseudskrivelser. De patienter, der er til fare for sig selv eller andre, og dem, som har en behandlingsdom, får lov til at blive. Alle andre udskrives.

”Ved sådanne udskrivelser foregår alting i hast. Det er ”hov, nu er taxaen her, vi ses”. Der er ikke tid til at se på medicin eller tale sammen en sidste gang,” siger Camilla Eskildsen.

Linda Pohl uddyber, at det dog ikke er særlig tit, hun er bekymret for de mennesker, der bliver udskrevet, for de er oftest klar til det.

”Men når vi siger ”vi havde godt nok aftalt, du skulle udskrives på torsdag, men vi skal bruge din plads, så du skal hjem i dag”, skader det patientens tillid til os. Mange føler, vi svigter dem,” siger hun.

Der skal ændringer til

En patientkategori, der også optager sengepladser, er færdigbehandlede patienter. De kan ikke udskrives, fordi de mangler et sted at bo, f.eks. på et bosted. Det har alle tre sygeplejersker oplevet.

”Jeg har en patient på mit afsnit, der har været færdigbehandlet i et år. Men kommunen ved ikke, hvor de skal gøre af ham,” siger Linda Pohl. Randi Jessen supplerer:

”På mit afsnit har vi lige nu en patient, som har været færdigbehandlet i tre uger nu. Hun skal på et bosted, men der er intet ledigt i Aabenraa. Til gengæld har nabokommunen tre tomme lejligheder på et bosted, men overdragelsen trækker ud,” fortæller Randi Jessen.

Netop de færdigbehandlede patienter i psykiatrien har regeringen fokus på i deres nye psykiatriplan fra september i år. Ifølge psykiatriplanen var ca. 65 sengepladser permanent optaget af færdigbehandlede patienter i hele 2017. Derfor har regeringen afsat midler til at komme problemet til livs. Men noget, psykiatriplanen ikke beskæftiger sig med, er at oprette helt nye sengepladser.

”Jeg synes faktisk, at alle ansatte på psykiatrisk afdeling gør det super godt. Men vi er pressede. Vi har brug for flere sengepladser og mere kvalificeret personale. Regeringens tanke bag alle de her små projekter i psykiatriplanen er sådan set fin nok. Men det hjælper bare ikke noget, når grundlaget ikke er i orden. Der skal større ændringer til, før vi har en velfungerende psykiatri,” siger Linda Pohl.

Uret viser lidt over to. De tre sygeplejersker rejser sig og giver hånd. Så haster de ud ad mødelokalets dør. De skal tilbage til afsnittene, for der er brug for dem. 

Psykiatrien i tal

Fra 2010 til 2017 er der kommet 28 pct. flere patienter i voksenpsykiatrien og hele 53 pct. i børne- og ungepsykiatrien. Omkostningerne er i samme periode vokset med blot 12 pct. og matcher altså ikke stigningen i antallet af patienter. (1)

Mens udgifterne pr. somatisk patient faldt med 4 pct., faldt den med 18 pct. pr. psykiatrisk patient i perioden 2008-2015. (2)

Antallet af disponible senge er faldet med 10 pct. I 2008 var der 3.171. Det var i 2016 nede på 2.860. (3)

Næsten hver tredje sygeplejerske i psykiatrien har indenfor den seneste måned oplevet, at patienter er blevet udskrevet, selvom de fortsat havde behov for behandling og pleje af specialuddannede sundhedsprofessionelle. (4)

To tredjedele af sygeplejersker ansat på psykiatriske skadestuer vurderer, at over halvdelen af patienterne med akutte psykiatriske skader eller sygdomme kunne have undgået dette med den rette indsats tidligere i forløbet. (4)

Mere end en tredjedel af de psykiatriske sygeplejersker er uenige eller overvejende uenige i, at borgere med psykiatrisk sygdom har mulighed for akut hjælp, hvis deres sygdom forværres. (4)

Sygeplejerskerne er den største personalegruppe i psykiatrien og udgør omkring 41 pct.[1]. Alligevel er det i dag kun omkring 13 pct. af sygeplejerskerne i den regionale psykiatri, der har en specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje. (5)

Stort set alle sygeplejersker ansat på kommunale plejehjem eller i hjemmesygeplejen møder borgere med psykiske lidelser. Kun 6 pct. af dem har efter/videreuddannelse, der er relevant for arbejdet med psykisk syge. Næsten halvdelen svarer nej til, at de i forbindelse med deres arbejde med borgere med psykiske lidelser kan få akut hjælp fra særligt specialiseret personale. (4)

Kilder:
1. Sundhedsstyrelsen, Styrket indsats for mennesker med psykiske lidelser, 2018
2. Svar på spørgsmål 364 til sundheds- og ældreministeren fra Folketingets Sundheds- og ældreudvalg d. 3. marts 2017
3. Sundhedsdatastyrelsen
4. DSR Analyse
5. Sundhedsstyrelsen, Styrket indsats for mennesker med psykiske lidelser, 2018

 

Emneord: 
Psykiatri

Ny psykiatriplan har gode målsætninger – men der mangler handling

Selvom regeringens nye plan for psykiatrien indeholder 43 initiativer, er det ikke ambitiøst nok. Mange af initiativerne er nemlig skrivebordsarbejde, mener Dansk Sygeplejeråd, der efterlyser konkret handling, som løfter psykiatrien op på niveau med det somatiske område.

”En markant investering i et område, der virkelig trænger.” Sådan lød det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han den 21. september offentliggjorde regeringens plan for psykiatriområdet. Suppleret af sundhedsminister Ellen Trane Nørby og børne- og socialminister Mai Mercado fremlagde han hovedlinjerne i den nye plan, der går under navnet ”Vi løfter i fællesskab”.

Planen består af 43 initiativer fordelt på seks indsatsområder: Flere borgere med psykiske udfordringer skal gribes tidligere, personalets kompetencer skal styrkes, kvaliteten i socialpsykiatrien skal løftes, de mest syge patienter skal have bedre behandling, sammenhængen i borgernes behandlingsforløb skal forbedres, og der skal bedrives mere forskning til gavn for mennesker med psykiske vanskeligheder.

Men selvom regeringen vil styrke psykiatrien med mere end 2,1 mia. kr. i løbet af de næste fire år, mangler det store løft stadig, mener formand i Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen:

”Regeringens psykiatriplan indeholder mange gode initiativer og målsætninger, og vi kan se, at der er lyttet til vores mange konkrete forslag,” siger hun, men understreger, at regeringens handlingsplan ikke er ambitiøs nok.

Ingen nye sengepladser

Antallet af patienter i psykiatrien er i perioden 2008 til 2015 vokset med 44 pct., mens udgifterne i samme periode er faldet med 18 pct. pr. patient. Det betyder, at der er færre ressourcer til behandlingen af patienterne. Dette udmønter sig bl.a. helt konkret i, at personalet har mindre tid til hver enkelt patient, og at der ikke er nok kapacitet på afsnittene i form af sengepladser.

Netop antallet af sengepladser skøjter psykiatriplanen let henover. Planen afsætter 70 mio. kr. årligt i permanente midler til at opkvalificere eksisterende sengepladser til nye intensive sengeafsnit i psykiatrien. Antallet af sengepladser øges altså ikke, på trods af at antallet af disponible senge er faldet med 10 pct. fra 2008 til 2016 ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Det er kritisabelt, mener Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen.

”Regeringens psykiatriplan indeholder mange gode initiativer og målsætninger, og vi kan se, at der er lyttet til vores mange konkrete forslag. Men vi savner en tydelig afklaring af og forpligtelse til at skabe de nødvendige normeringer og sengepladser i behandlingspsykiatrien, så vi kan behandle patienterne med værdighed. For mange patienter udskrives, før de er klar til at komme videre, og for mange bliver genindlagt. De udfordringer har jeg svært ved at se, at regeringen for alvor får løst,” siger Grete Christensen.

Også flere politikere undrer sig over planens manglende fokus på senge. Derfor har Enhedslisten kaldt sundhedsminister Ellen Trane Nørby i samråd om dette.

”Vi bliver simpelthen nødt til at komme i gang”

Et andet indsatsområde i psykiatriplanen er, at personalets kompetencer skal styrkes og bruges bedre. Dette skal ifølge handlingsplanen ske ved, at specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje gennemgår et eftersyn for at sikre, at den lever op til fremtidens behov. Det høster ros hos Grete Christensen, men hun efterlyser dog mere konkret handling.

For kun 13 pct. af de ansatte sygeplejersker i den regionale psykiatri har en specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje, og det er langtfra nok. Derfor havde Dansk Sygeplejeråd et ønske om at øge tilstedeværelsen af de specialuddannede sygeplejersker i psykiatrien. Men det ønske bliver ikke indfriet med den nye plan.

”Det er rigtigt set af regeringen, at sygeplejersker er en vigtig del af løsningen, hvis vi skal løfte psykiatrien. Vi ved, at sygeplejersker med den rette efteruddannelse kan gøre en kæmpe forskel for patienter med psykiske sygdomme. Desværre mangler vi allerede specialuddannede sygeplejersker i både psykiatrien og i kommunerne, så vi bliver simpelthen nødt til at komme i gang med at uddanne flere,” siger Grete Christensen. 

Det mener DSR om psykiatriplanen:


Hvad er godt?

  • Der er fokus på, at sygeplejerskernes kompetencer styrkes i forhold til at løfte flere opgaver i psykiatrien og dermed aflaste lægerne.
  • Specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje skal revideres, så den matcher fremtidens behov.
  • Der er afsat 60,5 mio. kr. til kommunale indsatser for unge, der viser tegn på psykisk mistrivsel og til at udbrede projektet Headspace.
  • 3,1 mio. kr. går til forskningsbaseret viden om børn og unges psykiske mistrivsel og virkningsfulde indsatser i arbejdet med disse. Derudover går 29 mio. kr. til øvrige forsknings- og udviklingsprojekter indenfor psykiatrien.
  • Retspsykiatrien skal ses efter i sømmene, så retspsykiatriske patienter ikke optager kapaciteten i den almene psykiatri.
  • 65,4 mio. kr. går til et kompetenceløft i socialpsykiatrien. Forhåbentligt indebærer det et løft af de sundhedsfaglige kompetencer, og at der tilknyttes en sygeplejerske til alle socialpsykiatriske botilbud.
  • Den akutte indsats skal styrkes.
  • Der er afsat midler til at fremme tolerance og åbenhed over for mennesker med psykisk sygdom og til at udbrede afstigmatiserings-kampagnen ”En af os”.

Hvad mangler der?

  • Der mangler handling. En del af de 43 indsatser er skrivebordsindsatser.
  • Der er brug for et mere massivt løft, hvis vi skal få psykiatrien op på niveau med somatikken.
  • Vi savner fokus på bedre normeringer.
  • Der mangler en forpligtigelse til at sikre de nødvendige pladser i behandlingspsykiatrien, så patienterne ikke udskrives for tidligt.
  • Et mål om, at alle regioner har en strategi for, hvordan antallet specialuddannede sygeplejersker i regionerne øges. Region Sjælland har f.eks. et mål om en øgning på 50 pct. inden 2025. 
  • De 10 mio. kr. afsat til rekruttering og fastholdelse af ansatte i psykiatrien er langtfra nok.
  • Manglende fokus på sundhedsplejerskernes rolle i forbindelse med forebyggelse af psykisk sygdom og mistrivsel.
  • Generelt mangler der en mere ambitiøs og tværgående patient- og pårørendeindsats.

 

Emneord: 
Psykiatri

Studerende i praksis: "Min praksis i psykiatrien har lært mig allermest om mig selv"

En patient bliver venligt, men bestemt korrigeret, da han taler grimt til en sygeplejestuderende. Hun markerer sine grænser, og det ændrer deres relation til det bedre.

For mange kan tanken om klinisk praksis i psykiatrien vække bekymringer og frygt for, hvilke oplevelser og situationer denne praksis vil føre med sig. De fleste vil da også opleve, at der ingen grund er til bekymringer og frygt. Min praksis i psykiatrien har lært mig allermest om mig selv, hvad det vil sige at være bevidst om egne grænser og at agere ud fra dem. I psykiatrien er der mange ting, der er markant anderledes end i den somatiske sygepleje. Kommunikation er en stor del af behandlingen i psykiatrien, og jeg vil fortælle om en situation, hvor jeg som sygeplejestuderende over for en patient måtte sætte min grænse for, hvordan jeg mener, man taler til hinanden.

Jeg var kontaktperson for en psykiatrisk patient, som jeg efterhånden kendte ret godt. Jeg havde indgået en aftale med patienten om at være behjælpelig med morgenvækning som et led i hans handleplan, hvis det ikke skulle lykkes for ham selv at komme op om morgenen. Patienten var kendt for at kunne blive verbalt meget hård i tonen og komme med udtalelser, der kunne virke truende. Ved vækningen vil patienten ikke stå op og bliver vredladen og irriteret over, at jeg kommer og forsøger at vække ham på venlig og rolig vis, netop sådan som aftalen er indgået med patientens eget samtykke og efter hans ønske. Han begynder at gøre nar ad mig og siger "fatter du ikk’, at jeg bare vil sove!?"

Jeg ville og skulle ikke starte en diskussion med ham, men huskede på, at han var en person, der faktisk havde brug for at få konkrete kommunikative anvisninger og afgrænsninger for acceptabel adfærd. Nu handlede denne situation for mig om at komme ud af den med min egen integritet og ære i god behold – både som person og som fagperson. Jeg ændrede mit stemmeleje og blev mere tydelig og bestemt i mit sprog. Jeg forklarede ham, at jeg selvfølgelig ikke kunne bestemme, hvad han skulle, men mindede ham konkret om, hvordan han selv havde indgået aftalen med personalet, fordi han snart skulle i erhvervsafprøvning og derfor ønskede at øve sig. Desuden påpegede jeg bestemt, at han på ingen måde behøvede at tale sådan til mig, da jeg skulle mene, at jeg talte ordentligt til ham. Herefter ændrede hele situationen sig: han stod op, mukkede lidt, men sagde alligevel "nåårh, ja okay."

I min refleksion med min vejleder kom vi ind på vigtigheden af at kende egne grænser og turde sætte dem, selvfølgelig med den detalje, at man overvejer, hvordan man gør det, og hvordan jeg i situationen anvendte min teoretiske viden om afgrænsende og vejledende kommunikation. Det var grænseoverskridende, men nødvendigt, for det gav en bedre relation til patienten, nu hvor han kendte min grænse.

Line Knattrup Boock er 5. semesterstuderende på VIA UC Viborg.

Emneord: 
Psykiatri
Sygeplejestuderende

5 minutter med ... Alexander Støttrup

”Jeg synes, man skylder at sidestille, at det er lige så slemt at være psykisk syg som somatisk syg. Man kan miste livet af begge dele. Så jeg ville ændre det tabu, der er omkring psykiatrien."

ALEXANDER STØTTRUPHvorfor valgte du at blive sygeplejerske?

"Siden jeg var ung, har jeg haft alvorlig sygdom i den nærmeste familie, så omsorg har altid været meget naturligt for mig i min hverdag."

Hvad var dit første job?

"Sengeafsnit Q3, Aarhus Universitetshospital i Risskov."

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for psykiatrien?

"Jeg vil gerne udfordre mig selv, og det bliver jeg i psykiatrien. Her kan patienterne virkelig komme ind under huden på en, fordi de ofte er meget syge med komplekse forløb. Jeg kan også godt lide, at to dage sjældent er ens."

Hvem har du lært mest af i din karriere?

"Mine kolleger og specielt en var en stor inspirationskilde. Vi havde forskellige synspunkter omkring mange ting, men hun tog sig altid tid til at argumentere, og man var sikker på at få belyst en problemstilling fra flere sider, når man gik til hende."

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?

"At man formår at multitaske som bindeled mellem patient, læge og pårørende. Kombineret med ro og overblik."

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?

"Husk på, du er nyuddannet. Som ny har du ret til at tage det roligt og lære tingene ordentligt. Du skal være i faget i mange år."

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?

"Jeg arbejder i et retspsykiatrisk, rehabiliterende afsnit, hvor patienterne med kriminel baggrund kan være indlagt i mange år. Det er meget tilfredsstillende, når jeg kan se, de rykker sig. Det mærkes i de små ting. F.eks. når man kan give dem mere udgang, at de påbegynder en uddannelse under indlæggelse, eller de får gjort sig tanker om, hvad fremtiden skal bringe dem."

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

"Etisk er jeg udfordret, når jeg møder patienter, der ikke angrer det, de har gjort, eller som insisterer på at fortsætte den livsstil, der har fået dem indlagt, når de engang bliver udskrevet. Så kan jeg indimellem tænke, at dig har jeg faktisk ikke lyst til at hjælpe. Men jeg gør det selvfølgelig, for det skal jeg i henhold til mit fag og min profession."

Hvad kan holde dig vågen om natten?

"Traumatiske oplevelser. Som når jeg har selvmord tæt inde på livet på mit arbejde, eller jeg bliver udsat for diverse alvorlige trusler."

Hvad er du mest stolt af i din karriere?

"Succeshistorier fra hverdagen. F.eks. fik jeg engang en håndskrevet seddel fra en tidligere patients mor, som skrev til mig, at jeg skulle vide, hvilken kæmpe betydning jeg havde haft for hendes datter, at jeg havde været med til at hjælpe hende videre i livet. Det blev jeg meget rørt og stolt over."

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?

"Jeg synes, man skylder at sidestille, at det er lige så slemt at være psykisk syg som somatisk syg. Man kan miste livet af begge dele. Så jeg ville ændre det tabu, der er omkring psykiatrien. Vi skal ikke være bange for psykiatriske patienter, det er ikke monstre, men alvorligt syge mennesker, der har brug for og krav på hjælp, fuldstændig som somatisk syge har."

Hvor ser du dig selv om fem år?

"At jeg har udviklet mig. Jeg vil gerne på et tidspunkt forske indenfor psykiatrien. Det er et felt med enormt mange muligheder og et emne, der ikke er belyst nok."

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?

"Vi kommer til at se mere specialisering inden for sygeplejen, og der bliver flere komplekse patientforløb, som kommer til at kræve flere ressourcer. Desværre tror jeg ikke, vi er forberedt på, hvor mange syge mennesker der kommer fremadrettet. Vi er f.eks. ved at "fremtidssikre" psykiatrien i Region Midtjylland, hvor jeg er. Det gør vi ved at bygge et nyt psykiatrisk hospital med færre sengepladser end det, vi kommer fra. Det er rent galimatias."

Emneord: 
Psykiatri
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed

Jeg tvivler på, at patienterne foretrækker at have 4-5 mennesker liggende hen over sig

Et politisk mål om at halvere brugen af bæltefikseringer i psykiatrien har ifølge medarbejdere i Region Hovedstadens Psykiatri blot ført til langvarige fastholdelser. Uetisk og fagligt uforsvarligt, siger de ansatte. Dansk Sygeplejeråd kalder det omsorgssvigt.
June Grummesgaard (tv.) og Lene Malmstrøm, der begge er sygeplejersker i Region Hovedstadens Psykiatri, efterlyser evidens for, at en langvarig fastholdelse er bedre end en bæltefiksering.
Foto: Søren Svendsen

I mere end to timer var June Grummesgaard, som er sygeplejerske i Region Hovedstadens Psykiatri, med til at fastholde en kvinde, der tidligere havde været udsat for seksuelle overgreb.

"Det er en af de værste fastholdelser, jeg har været med til," fortæller hun.

"Det var meget grænseoverskridende og ubehageligt, bl.a. fordi der under fastholdelsen lå en stor mand hen over kvindens ben."

Som sygeplejerske i psykiatrien er June Grummesgaard en af de ansatte, der i praksis skal udføre den tvang, som lægen ordinerer.

Også når den, som i dette tilfælde, går imod hendes eget faglige skøn af, hvad der tjener patienten bedst.

Og så gjorde det bare ondt værre, at den langvarige fastholdelse alligevel endte med en bæltefiksering.

"Hvilket også endte med at blive rigtig klumret. For ud over mig, der senest havde lagt et bælte 14 år tidligere, var der ingen af de andre, der vidste, hvordan man lagde et bælte," siger June Grummesgaard og fortæller, at man ikke længere træner personalet i bæltefikseringer.

I 2014 indgik Danske Regioner og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse nemlig en aftale om at halvere anvendelsen af tvang i psykiatrien inden 2020. I aftalen var der også en specifik målsætning om at halvere antallet af indlagte, der blev bæltefikseret, samt halvere antallet af personer, der blev bæltefikseret i mere end 48 timer.

Men det store politiske fokus på at nedbringe antallet af bæltefikseringer har ikke mindsket den generelle brug af tvang. Den seneste monitorering af tvang i psykiatrien, som Sundhedsstyrelsen har udgivet, viser, at nedgangen i antallet af bæltefikseringer er blevet erstattet af andre tvangsformer. Bl.a. øget medicinbrug og flere fastholdelser.

Fælles bekymring

Den udvikling bekymrer medarbejderne i Region Hovedstadens Psykiatri så meget, at Hovedstadens Psykiatrifællesskab, som tæller Dansk Sygeplejeråds Kreds Hovedstaden, Overlægeforeningen, Foreningen Yngre Læger, Psykologforeningen, Ergoterapeutforeningen, HK, Socialpædagogerne og FOA, har sendt en fælles bekymringsmail til direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri.

I den mail og i en række artikler i Dagens Medicin beskriver bl.a. læger, hvordan de oplever, at ledelserne på de psykiatriske centre er så fokuserede på at leve op til de politisk vedtagne mål om at nedbringe især bæltefikseringerne, at de presser personalet til i stedet at fastholde patienterne i timevis.

F.eks. siger tillidsrepræsentant for Yngre Læger, Lasse Schmidt, til Dagens Medicin:

"Det, jeg hører de yngre læger fortælle, er, at de i stedet for at lægge patienten i bælte, sådan som de selv vurderer er det rigtige at gøre i situationen, får en instruks fra deres klinikchef om, at de i stedet skal give mere medicin og fastholde," siger han.

Kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd i Kreds Hovedstaden, Mette Sofie Haulrich, er medinitiativtager til Hovedstadens Psykiatrifællesskab.

Hun fortæller, at hun har fået henvendelser fra flere medlemmer, der også oplever problematikken. 

Og det bekymrer hende, at der ingen retningslinjer er for, hvor længe en fastholdelse bør vare.

"Hvor det tidligere var "comme il faut", at en fastholdelse som udgangspunkt ikke varede mere end 20 minutter, så betyder manglen på retningslinjer sammen med det politiske fokus på bæltefikseringerne, at der er sket et skred i, hvor lang tid en fastholdelse kan strække sig over," siger hun.

Mette Sofie Haulrich fortæller, at hun alene inden for det seneste år har fået kendskab til tre fastholdelser af op til seks timers varighed, der har fundet sted på tre forskellige centre i Hovedstaden.

Psykiatri tvang fastholdelse bæltefiksering
Caption 
* Danske Regioner og Sundhedsministeriet bruger baseline-tal - gennemsnittet af brugen af tvang i årene 2011-2013 - som udgangspunkt for, hvordan tvang i psykiatrien udvikler sig.

Samtidig med at antallet af bæltefikseringer på landsplan er faldet, er antallet af fastholdelser steget i en grad, så de stort set udligner nedgangen i brug af bælter.

Region Hovedstaden har dog haft mere succes med at nedbringe antallet af bæltefikseringer, uden at antallet af fastholdelser er steget tilsvarende. Men for personalet i hovedstadens psykiatri var virkeligheden dog stadig den, at de 353 flere gange blev sat til at fastholde et andet menneske i 2017, end de gjorde fem år tidligere.

Og det er en udvikling, der bekymrer både Sundhedsstyrelsen og det personale, der udfører tvangen.

For lige præcis fastholdelser – og især de langvarige af slagsen – opleves som meget grænseoverskridende for dem, der skal udføre tvangen ved at fastholde et andet menneske mod dets vilje.

Mangler evidens og retningslinjer

Manglen på retningslinjer og evidens for, at en langvarig fastholdelse er bedre end en bæltefiksering, er også noget af det, der giver frontpersonalet ondt i maven.

June Grummesgaard fortæller, at selv om oplevelsen med den seksuelt misbrugte kvinde ligger 2-3 år tilbage i tiden, så er det ikke mere end et par uger siden, at hun sidst var med til en længerevarende fastholdelse.

Og det er ubehageligt hver gang.

"Det at mærke på egen krop, hvordan et andet menneske er angst i kroppen og stritter imod og skriger om hjælp, mens man holder personens ben eller arm nede. Det er en stor udfordring – både personligt og fagligt," siger June Grummesgaard.

"Jeg kan jo ikke udtale mig om patientperspektivet, men jeg tvivler på, at patienterne synes, det er mere behageligt at have 4-5 mennesker liggende og stående hen over sig i flere timer, end det er at komme i bælte," siger hun.

Fastholdelser øger medicinforbrug

Et andet problem ved fastholdelserne er, at hospitalets andre afdelinger affolkes imens.  Når alarmen lyder i f.eks. aftentimer og weekend, hvor man på en åben afdeling ofte kun er to personalemedlemmer i vagt, så efterlader det én professionel alene tilbage i afdelingen i op til flere timer. Det kan være flere timer i sammenhæng eller fordelt over en ottetimers vagt, fordi den samme patient af og til skal fastholdes flere gange.

Det fortæller Lene Malmstrøm, der også er sygeplejerske i Region Hovedstadens Psykiatri.

Siden hun for nogle år siden var involveret i et trafikuheld, har hun ikke kunnet deltage i alarmsituationer.

"Men jeg er så den, der er alene tilbage i afdelingen med 16 patienter, når min kollega løber til alarm. Og så ender jeg med at give ekstra p.n.-medicin til patienter med angst og med at måtte afvise andre patienter og pårørende, som har brug for en rolig samtale," siger hun.

"Og så ser jeg min kollega komme tilbage til afdelingen og være påvirket af den fastholdelse, hun eller han har deltaget i. De spørger ofte sig selv, om det var nødvendigt at overskride patientens grænser på den måde. Jeg synes, den gamle praksis med at fastholde en patient i maks. 10-20 minutter var langt mere værdig for både patient og personale." 

Psykiatri tvang fastholdelse bæltefiksering
Caption 
* Danske Regioner og Sundhedsministeriet bruger baseline-tal - gennemsnittet af brugen af tvang i årene 2011-2013 - som udgangspunkt for, hvordan tvang i psykiatrien udvikler sig.
Attribution 
Kilde: Opgørelse over varigheden af fastholdelser indhentet af Dagens Medicin fra Region Hovedstadens Psykiatri.

Hverken Lene Malmstrøm eller June Grummesgaard er fortalere for bæltefiksering eller tvang i det hele taget.

Men som June Grummesgaard siger:

"Vi er jo de personaler, vi er. Vi må ikke skrue op for medicin. Og vi må ikke spænde fast. Men hvad gør vi så, når vi ikke er flere personaler, end vi er?" siger hun, der også oplever, at der går for lang tid, inden nyansatte kommer på kursus i fastholdelse og deeskalering.

Derfor er et af de initiativer, som hun er mest glad for på hendes arbejdsplads, den AVI (aftenvedligeholdelsesinstruktør), som er blevet sat på som ekstra ressource om aftenen.

En AVI er en ansat, der går rundt på afdelingerne og hjælper til, hvor der er mest behov for deeskalerende indsatser.

For få hænder skaber tvang

Og netop ressourcer – både i form af tilstrækkeligt mange ansatte og personale med den rigtige uddannelse – er stadig en udfordring i psykiatrien.

Det mener bl.a. Mette Sofie Haulrich, næstformand i Kreds Hovedstaden.

"Der skal simpelthen flere ressourcer til psykiatrien. Man kan se, at de steder, der har modtaget satspuljemidler, og hvor der er mere personale til stede, er de steder, der har held med at nedbringe tvang, men midlerne er kun midlertidige, så det kan være svært at fastholde resultaterne. Det er helt evident, at nedbringelse af tvang handler om forebyggelse. Om at kunne observere patienterne og indgå i dialog med dem om de "advarselsmarkører", som patienterne selv oplever forud for en forværring af deres tilstand. Det kræver, at der er personale med de rette kompetencer, som er fysisk til stede," siger hun.

"Hvis jeg skal sætte det på spidsen, så er det, fra politisk side, et omsorgssvigt overfor patienterne, at man ikke i Danmark prioriterer, at der er tilstrækkeligt personale til stede. Det er den prioritering, der gør, at man ender med, at patienter bliver udsat for tvang, hvor det kunne have været undgået."

Sygeplejersken har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden og formand for Regionernes Psykatri- og Socialudvalg.

Emneord: 
Psykiatri
Tvang

Leder: Psykiatrien kræver politisk handlekraft

Dorte Steenberg"Der er store problemer i psykiatrien. Der er mangel på kvalificeret personale. Der er for stor anvendelse af tvang. Der er for mange, der dør alt for tidligt. Vi må insistere på, at psykiske sygdomme skal tages lige så alvorligt som de fysiske."

Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen på pressemødet efter Venstres sommergruppemøde i august. Dansk Sygeplejeråd er helt enig i statsministerens analyse. Det er alle andre med indsigt i psykiatrien i øvrigt også. Derfor er vi mange, der længe har ventet utålmodigt på regeringens kommende psykiatriplan.

For tiden er løbet fra lappeløsningerne. Problemerne har fået lov til at vokse sig så store, at der ingen nemme løsninger er tilbage. Senest har regeringen øremærket midler til specialiserede teams i børne- og ungdomspsykiatrien og til intensive sengeafsnit. Det er gode tiltag, som hver især kan bidrage til at afhjælpe nogle af psykiatriens udfordringer, men alene bringer de ikke psykiatrien på ret kurs.

Psykiatrien tørster efter det samme politiske ambitionsniveau, som – med omfattende kræftplaner og investeringer – fik løftet dansk kræftbehandling op blandt de bedste i verden.

En samlet indsats, der indtænker alle dele af psykiatrien og sikrer samspillet med somatikken, er den eneste løsning på psykiatriens udfordringer. Det kræver politisk vilje, ambitiøse mål og store investeringer, men det er den eneste vej til at indfri statsministerens ambition om at skabe et sundhedsvæsen, hvor psykisk sygdom tages lige så alvorligt som fysisk sygdom.

 

Dorte Steenberg, næstformand

Emneord: 
Politik
Psykiatri

Færre bæltefikseringer som et resultat af uddannelse og intervention

Antallet af bæltefikseringer kan reduceres signifikant gennem en målrettet indsats. Indsatsen kræver både øgede ressourcer og opbakning fra ledelsen.
Resumé

Som en del af det nationale "Forsøg med Bæltefrie Afsnit" har Psykiatrisk Center Ballerup (PCB) bl.a. implementeret en kognitiv uddannelse og et interventionsteam (IVT). Indsatserne har medvirket til en markant reduktion i brugen af bæltefikseringer. Desuden har de haft betydning for sygeplejen på intensive psykiatriske afsnit i form af nye arbejdsgange og metoder.

Den kognitive uddannelse har haft til formål at øge kognitive, deeskalerende og kommunikative kompetencer hos sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter samt fysioterapeuter på de lukkede afsnit.

IVT tilbyder assistance i opkørte situationer i form af her-og-nu-second-opinion, kollegial sparring ved indlæggelse af patienter med tidligere tvangshistorik, udskiftning i patientkontakten og struktu-rerede timeouts.

Indsatserne er evalueret via kvalitative interview, spørgeskemaer vedr. kvaliteten af uddannelsen, stress og arbejdstilfredshed, audit og data på bæltefikseringer, fastholdelser og akut beroligende medicin.

Indsatserne har medvirket til et statistisk signifikant fald i antal bæltefikseringer.

Som en del af regeringens bestræbelser på at halvere brugen af bæltefikseringer i psykiatrien inden 2020 er der i perioden 2015-2017 gennemført SATS-puljefinansierede forsøg med bæltefrie afsnit. Psykiatrisk Center Ballerup (PCB) har deltaget i forsøget som samlet center, der omfatter ni sengeafsnit (heraf fire intensive sengeafsnit), akutmodtagelse samt otte ambulante enheder. I projektperioden er følgende indsatser afprøvet:

  • Kognitiv uddannelse af personale på intensive og åbne sengeafsnit samt akutmodtagelse
  • Interventionsteam (IVT) til forebyggelse af bæltefikseringer i akutte situationer
  • Fysisk aktivitet på intensive afsnit
  • Tilgængelige medarbejdere i miljøet (dvs. fællesrum i afsnittet)
  • Forebyggelse af bæltefikseringer under dobbeltindlæggelse, dvs. når patienten både er indlagt på somatisk afdeling og i psykiatrien, men fysisk befinder sig på det somatiske afsnit.

I projektperioden er der opnået en statistisk signifikant reduktion i antallet af bæltefikseringer i forhold til baseline.

Reduktionen af bæltefikseringer er et resultat af de samlede indsatser, men det mest signifikante fald ses ved implementeringen af den kognitive uddannelse og etableringen af IVT. Ud over de konkrete indsatser er der tre forhold, som har været afgørende for, at det er lykkedes at reducere brugen af bæltefikseringer på PCB:

  • Ledelsesfokus på alle niveauer
  • Kulturarbejde – hvordan møder vi patienterne, og hvordan skaber vi et mindre restriktivt miljø?
  • Datadrevet ledelse – dvs. at antallet af relevante tvangsforanstaltninger er kendt af medarbejdere samt ledere, og udviklingen er fulgt måned for måned.

I det følgende beskrives to indsatser, som i projektperioden har vist størst effekt: uddannelse i kognitiv metode samt etablering af IVT.

Efteruddannelse kan reducere brugen af tvang

Det nationale gennembrudsprojekt om tvang i psykiatrien konkluderede for mere end 10 år siden, at efteruddannelse af det tværfaglige psykiatripersonale inden for kommunikation og konflikthåndtering kan reducere brugen af tvang (1), ligesom det tidligere er påvist, at indførelsen af kognitiv miljøterapi kan reducere frekvensen af tvangsanvendelse i psykiatrien (2,3,4).

Boks 1. Fakta om den kognitive metode

Kognitiv adfærdsmetode har udgangspunkt i kognitiv adfærdsterapi – en internationalt anerkendt psykoterapeutisk behandlingstilgang med høj evidensstøtte. Tilgangen er problem-, korttids- og nutidsorienteret og bygger på et samarbejde med patienten. Grundtanken er, at mennesker ikke plages af tingene, som de er, men af måden, de opfattes på. Fælles for alle psykiske lidelser er således en forvrænget eller uhensigtsmæssig tolkning af begivenheder, som påvirker såvel følelser som adfærd. Behandlingsmålsætningen har såvel et kognitivt som et adfærdsmæssigt fokus.

På denne baggrund blev det på PCB besluttet at oprette en skræddersyet efteruddannelse i kognitiv adfærdsmetode, kommunikation og konflikthåndtering for det kliniske personale på såvel åbne som intensive afsnit samt akutmodtagelse, se boks 1. Valget af en lokal uddannelsesindsats på PCB har tjent flere formål:

  • At skabe et fælles sprog og en fælles forståelse af patienternes psykopatologi og recoveryproces
  • At uddanne alle kliniske medarbejdere frem for at udvælge enkelte, der skal udbrede færdighederne til deres kolleger
  • At skræddersy og tilpasse uddannelsen til medarbejdernes arbejdssituation på de lukkede afsnit lokalt på PCB.

Som en medarbejder udtrykker det: "Mange af os har ikke tidligere fået undervisning i den kognitive metode, men har arbejdet ud fra vores intuition og arbejdserfaring gennem mange år i psykiatrien. Men vores arbejde bør jo ikke være baseret på intuition og det, man har på CV’et, men på konkrete værktøjer."

Uddannelse tilrettelagt i samarbejde

Forud for udviklingen af uddannelsesforløbet blev der indhentet værdifuld viden i forhold til uddannelsesbehov og ønsker, dels via interview med tværfaglige medarbejdere, dels via observation på de intensive afsnit. Dette skete i tæt samarbejde med såvel medarbejdere som afsnitsledelser. På denne baggrund blev følgende undervisningstemaer valgt:

  • Kognitiv allianceopbygning og motivation
  • Konflikthåndtering
  • Kognitiv forståelse af angst og depression
  • Kognitiv forståelse af personlighedsforstyrrelse, vrede, misbrug
  • Kognitiv forståelse af psykose/skizofreni og lavt selvværd.

Formidlingen af emnerne er sket gennem interaktiv, dialogbaseret undervisning på små hold a højst 15. Der er anvendt video og hyppige hands on-øvelser i mindre grupper. I alt består uddannelsen af 30 timers undervisning og 10 timers konsoliderende kognitiv sagssupervision i grupper. Supervisionen er fortsat efter selve uddannelsesforløbet. Al undervisning og supervision er gennemført af psykologer. Der er desuden oprettet opfølgningshold for nyansat personale for at imødegå udfordringer med personaleudskiftning på de intensive afsnit. Undervisningen rummer ud over elementer fra kognitiv adfærdsterapi følgende:

  • Dialektisk adfærdsterapi
  • Accept og mindfulness
  • Low arousal.

Nødvendigt at følge op

Hvad den kognitive uddannelsesindsats angår, har en høj medarbejderomsætning på de intensive afsnit gjort det nødvendigt med halvårlige opfølgningshold for at sikre, at nye medarbejdere får den kognitive uddannelse. Endnu en udfordring har bestået i at rulle uddannelse og supervision ud til alle medarbejdere, bl.a. de faste nattevagter. Yderligere har det vist sig afgørende med en kontinuerlig ledelsesinvolvering, når de nye metoder skal implementeres i den kliniske praksis. Som en medarbejder udtrykker det:

"Vi, der har taget uddannelsen, kan arbejde i en fælles retning, men vi er stadig i en fase, hvor vi skal vænne os til at bruge den. Det er jo en metode, som skal støtte os i at arbejde ensrettet, og det er også sådan, jeg tænker, det bliver på sigt. Men det tager tid, og det handler om at bryde vanens magt."

Løbende evalueringer samt test før og efter uddannelsesindsatsen har vist, at deltagerne generelt har været tilfredse med uddannelsens indhold, niveau, struktur og anvendelighed i forhold til deres praktiske arbejde. Deltagerne har øget deres teoretiske viden om den kognitive tilgang fra start til slut, og deres oplevede stressniveau er faldet. Tidligere undersøgelser har fundet, at relevant uddannelse og supervision kan mindske risikoen for udbrændthed blandt klinisk psykiatrisk personale (5).

Behov for nye relationer i fastlåste situationer

IVT blev implementeret i februar 2016. Evaluering af tidligere bæltefikseringer havde vist, at personalet savnede her-og-nu-second-opinion i opkørte situationer. Desuden var der identificeret behov for at tilbyde patienter en ny relation i fastlåste situationer. De behov skulle IVT matche.

IVT blev udviklet i en tværfaglig arbejdsgruppe bestående af sygeplejersker, afdelingssygeplejersker, psykiatere og personer med brugerbaggrund.

IVT består af to medarbejdere fra det intensive afsnit med længst erfaring med at reducere antallet af bæltefikseringer. Afsnittet har fået tilført tre ekstra medarbejdere for at dække IVT-funktionen i dag- og aftentimerne. IVT kan tilkaldes, når et andet afsnit har brug for assistance til at deeskalere og forebygge bæltefiksering eller anden form for tvang, dvs.

  • når en patient med tidligere tvangshistorik indlægges
  • når der er fare for, at en situation eller en tilstand hos en patient eskalerer
  • i akut eskalerede situationer.

Interventionen med tre faser

  • Før IVT tilkaldes, vurderer personalet på det tilkaldende afsnit risikoniveau via BVC (Brøset Violence Checklist), og om samarbejde er muligt. De anvender f.eks. deeskalerende kommunikation og aktiviteter eller tilbyder p.n.-medicin. Desuden tilbydes patienten en anden kontaktperson. Når der ringes efter IVT, beskrives situationen kort, og opgaverne på afsnittet fordeles.
  • Når IVT er på afsnittet, giver den ansvarshavende sygeplejerske en briefing, og der udarbejdes og iværksættes en plan med alternativer til bæltefiksering. Når planen er gennemført, vurderes BVC-niveau igen, og planen justeres. Gennem hele processen kan timeout benyttes, og en psykiater kan tilkaldes. Når et samarbejde mellem patient og personale er etableret, udarbejdes en plan for den videre proces.
  • Efter IVT-interventionen evalueres interventionen vha. et såkaldt IVT-skema.

Foreløbige erfaringer med IVT

Indsatsen er evalueret ved brug af følgende metoder:

  • IVT-skemaer udfyldt af IVT-personale umiddelbart efter hver intervention
  • Spørgeskemaundersøgelse målrettet personale
  • Tre patient- og 10 medarbejderinterview
  • Observationer foretaget af recovery-mentor på intensivt afsnit.

En database med IVT-evalueringer fra 1. halvdel af 2017 viste, at IVT i gennemsnit tilkaldes fem gange om ugen, dvs. 131 tilkald på seks måneder. Den intervention, IVT oftest har benyttet i perioden, er at overtage kontakten til patienten. Dette anvendes ved 55 IVT-tilkald. I 36 IVT-tilkald er patienten blevet motiveret til at tage medicin. Aktiviteter og sanseintegration blev anvendt ved hhv. 12 og seks IVT-tilkald. Samarbejde med personalet på det tilkaldende afsnit og udvikling af planer er faste IVT-elementer. I nogle tilfælde blev der brugt tvang under interventionerne. Akut beroligende medicin og fastholdelse blev anvendt ved hhv. 30 og fire IVT-tilkald.

Personalet har fået brugbare erfaringer

Spørgeskemaundersøgelsen blandt personalet viste, at 63 pct. oplevede, at IVT "i høj grad" eller "i nogen grad" havde "forebygget tvang eller opkørte situationer". Personalet fremhævede bl.a., at IVT giver "ekstra personale i kritiske situationer", har "friske øjne på situationen og ny energi", og "de forbliver rolige og er gode til at deeskalere".

Patienter og personale har også fremhævet ordet "mod" som centralt i karakteristikken af IVT’s styrker. En medarbejder udtalte: "I situationer, hvor vi ville have tænkt, at jeg trækker mig lige to meter tilbage, der går de måske frem og tager en helt almindelig og hyggelig samtale."

Pga. visitationsregler, hvor de mest udadreagerende patienter typisk indlægges på "IVT-afsnittet", har IVT-personalet ofte i forvejen en relation til patienter, de tilkaldes for at hjælpe på andre afsnit.

Timeout i kritiske situationer er et centralt aspekt ved interventionen. Pauserne giver personalet mulighed for at komme på afstand og se situationen mere klart. Og nogle gange får pausen kritiske situationer til at opløse sig selv. Samarbejdet mellem IVT og de andre afsnit har i begyndelsen været en udfordring, hvor nogen så IVT som "konkurrenter".

"Nogle gange har du følelsen af at blive overruled," udtalte en medarbejder fra et tilkaldende afsnit. Fælles træning på tværs af afsnit i IVT’s arbejdsmetoder kunne muligvis have forebygget denne oplevelse af intern konkurrence.

På et organisatorisk plan legemliggør IVT centrets ambition om at reducere brugen af tvang og en ledelsesmæssig opbakning omkring en ny kultur, hvor alternativer skal prøves, før bæltet tages i brug.

ff3-2018_fa_psyk_figur_1Færre bæltefikseringer og færre tilfælde af arbejdsskader

I projektperioden er antallet af bæltefikseringer reduceret fra 85 episoder årligt i 2014 til 19 episoder i 2017, uden at der er sket en statistisk signifikant stigning i brugen af andre fastholdelsesmetoder (se figur 1). I 2015 og 2016 er reduktionen af bæltefikseringer sket uden en statistisk signifikant stigning i anvendelsen af akut beroligende medicin. Dog har der fra maj 2017 været en statistisk signifikant stigning i brugen af akut beroligende medicin på centerniveau.

Antallet af registrerede arbejdsskader som følge af vold og trusler er i projektperiodens to første år faldet, og hyppigheden af "oplevet vold og oplevede trusler" er også faldet, når data fra marts 2017 sammenlignes med baseline (2014). Der ses endvidere en lille, men dog positiv udvikling i den generelle medarbejdertilfredshed. I sidste halvår af 2017 ses et øget antal arbejdsskader, og udviklingen i hyppigheden af oplevet vold og oplevede trusler er ikke entydigt positiv sammenlignet med baseline.

Boks 2. Fakta om forebyggelse af tvang 2013-2014

Arbejdet med forebyggelse af tvang tog sin begyndelse i 2013-2014. Udover ledelsesinvolvering og -prioritering bestod indsatsen af følgende konkrete tiltag på de intensive afsnit:

  • Tværfaglige handleplaner for patienter med gentagne bæltefikseringer
  • Samarbejdsaftaler på alle patienter
  • Færre restriktioner
  • Akut medicinplan
  • Ingen bæltefiksering ved tvangsernæring
  • Ingen frivillig bæltefiksering
  • Nyt haveanlæg
  • Etablering af Front-Office: Et kontor- og loungemøbel i fællesmiljøet, så patienter lettere kan komme i kontakt med personalet
  • Evaluering af bæltefikseringer med deltagelse af ledelsen.

Godt resultat har lang forhistorie

Implementeringen af IVT samt uddannelse af medarbejdere i kognitiv metode har skabt et markant fald i brugen af bæltefikseringer på PCB. Arbejdet med at forebygge bæltefikseringer tog imidlertid sin begyndelse allerede i 2013 i form af ledelsesprioritering og kulturarbejde, se boks 2, og antallet af bæltefikseringer faldt fra 329 episoder i 2013 til 85 episoder i 2014. I den periode har de virksomme indsatser været ledelsesfokus, datadrevet ledelse og kulturarbejde.

Resultaterne i dette projekt skal derfor ses i lyset af dette forudgående arbejde. Endvidere er disse indsatser fortsat ind i projektperioden, og de har været grundlaget for, at det er lykkedes at skabe en yderligere reduktion i brugen af bæltefikseringer.

Det har vist sig muligt at nedbringe antallet af bæltefikseringer markant. Idet stigningen i akut beroligende medicin først ses fra maj 2017, kan vi konkludere, at det er muligt at anvende betydeligt færre bæltefikseringer, uden at disse erstattes af andre tvangsformer. Men at opnå et niveau på 10-20 bæltefikseringer om året har ikke været muligt under de eksisterende betingelser uden en stigning i anvendelsen af akut beroligende medicin i den sidste del af projektperioden. At nå dette niveau og samtidig sikre et godt arbejdsmiljø, god behandling og tryghed for både patienter og medarbejdere vil kræve yderligere tilførsel af personaleressourcer.

Debat
  • Hvordan arbejder I med at reducere brug af bæltefiksering på din arbejdsplads?
  • Udtrykket "vanens magt" bliver brugt i artiklen. Hvilke vaner har I, som det er svært at få bugt med?
  • Hvordan kan en høj medarbejderomsætning i psykiatrien bringes ned?

Selvom der ikke kan ses et fald i medarbejdertilfredshed eller en stigning i registrerede arbejdsskader i projektets to første år, stiller reduktion af bæltefikseringer store krav til medarbejdernes kompetencer og udholdenhed. Ambitionen om at bringe antallet af bæltefikseringer ned til et absolut minimum skal derfor ses i sammenhæng med de fysiske og følelsesmæssige belastninger, personalet stilles overfor, og patienternes oplevelse af, hvad der er mindste middel i den konkrete situation, hvor tvang bringes i anvendelse.

Referencer
  1. Kvalitetsafdelingen i Århus Amt. Det nationale gennembrudsprojekt om tvang i psykiatrien: slutrapporter 2006. Bind 1. Tilgængelig via: http://dpsnet.dk/wp-content/uploads/2015/01/evalueringsrapport.pdf Besøgt d. 04.07.2018
  2. Lykke J, Austin SF, Mertz Møller M. Kognitiv miljøterapi og tvang i behandling af dobbelt-diagnose. Ugeskrift for Læger 2008;170(5):339-43.
  3. Bak J, Brandt-Christensen M, Sestoft DM, Zoffmann V. Mechanical Restraint – Which In-terventions Prevent Episodes of Mechanical Restraint? A Systematic Review. Perspectives in Psychiatric Care 2011;48:83-94.
  4. Bak J, Zoffmann V, Sestoft DM, Almvik R, Siersma VD, Brandt-Christensen M. Compar-ing the effect of non-medical mechanical restraint preventive factors between psychiatric units in Denmark and Norway. Nordic Journal of Psychiatry 2015;69(6):433-43.
  5. Ewers P, Bradshaw T, McGovern J, Ewers B. Does training in psychosocial interventions reduce burnout rates in forensic nurses? Journal of Advanced Nursing 2002;37(5):470-76.

Anne Wennecke Kellner, cand.psych.aut.

Anne Wennecke Kellner
Cand.psych.aut., specialist i psykoterapi, programansvarlig psykolog, Psykiatrisk Center Ballerup.

Eva Ørsted Sery, cand.mag.

Eva Ørsted Sery
Cand.mag., projektleder og centerlederkonsulent, Psykiatrisk Center Ballerup.

eva.oersted.sery@regionh.dk

Esben Sandvik Tønder, cand.mag.

Esben Sandvik Tønder
Cand.mag., projektmedarbejder,
tidligere ansat på Psykiatrisk Center
Ballerup, nu ansat i projekt RoSa,
Psykiatrien Region Sjælland.

Paul Georges de Visme, cand. psych.aut.

Paul Georges de Visme
Cand.psych.aut., tidligere ansat på Psykiatrisk Center Ballerup,
nu KABS City.

English abstract

Kellner AW, Sery EØ, Tønder ES, de Visme PG.

Reduced belt restraint use through education and intervention. Fag&Forskning 2018;(3):54-9.

As part of the Danish national trial of belt-restraint-free wards, the Psychiatric Centre at Ballerup Hospital (PCB) implemented cognitive training and an intervention team (IVT). These initiatives resulted in significantly reduced use of belt restraints. They also benefited nursing in intensive psychiatric wards in the form of new procedures and methods.

The aim of the cognitive training was to increase cognitive, de-escalation and communicative skills among nurses, care assistants and physiotherapists on secure wards.

IVT offers assistance in escalated situations in the form of on-the-spot second opinions, peer-sparring upon admission of patients with a prior history of detainment, switching of the patient contact, and structured timeouts.

The initiatives were evaluated via qualitative interviews, questionnaires regarding the quality of the training, stress and job satisfaction, audit and data regarding the use of physical restraints and acute sedation.

These initiatives have contributed to a statistically significant reduction in the use of belt restraints.

Keywords: Psychiatric care, detainment, restraints, education, cognitive method.

 

Emneord: 
Psykiatri
Uddannelse

5 minutter med ... Louise Bay

”Det er uhyggeligt, at så mange børn venter meget længe på at kunne blive indlagt her hos os. Mange af børnene har ikke været i skole i et halvt eller et helt år, og jeg taler ikke om børn, der pjækker, men som har det rigtig, rigtig svært."

spl3-2018_femminutter_louise-bay
Louise Bay, 41 år, arbejdssted: Psykiatrisk specialsygeplejerske på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Glostrup.
Hvorfor valgte du at blive sygeplejerske?

"Som ung i hjemmeplejen mødte jeg en sygeplejerske, som anbefalede mig at gå den vej. Senere mødte jeg privat en anden sygeplejerske, som satte gang i de samme tanker."

Hvad var dit første job?

"På et åbent voksenpsykiatrisk afsnit på Bispebjerg Hospital."

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for psykiatriområdet?

"I den sidste praktik på uddannelsen var jeg i voksenpsykiatrien og havde en virkelig spændende vejleder. Hun var meget ordentlig, havde respekt for patienterne og en meget positiv tilgang til opgaverne. Hun var meget inspirerende og god til at tage mig med i det. Det var afgørende."

Hvem har du lært mest af i din karriere?

"Vi er meget tværfaglige i børne- og ungepsykiatrien, og jeg lærer meget af de andre faggrupper, fordi de giver forskellige nuancer i forhold til min egen faglighed."

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?

"I psykiatrien gælder især, at man har tid og følger op på aftaler. At man har en stor rummelighed, fordi man møder mange både børn og forældre, som kræver forskellig tilgang. Og at man sætter sig selv i spil. F.eks. går jeg meget op i hele tiden at arbejde med håb og muligheder."

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?

"Kast dig ud i tingene, for det lærer du rigtig meget af. Og vær ydmyg over for ældre kolleger, patienter og pårørendes viden og erfaringer."

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?

"At jeg kan gøre en forskel for langt de fleste af de børn og familier, jeg møder. Jeg oplever, at en del af dem er blevet misforstået eller hjulpet på en måde, de ikke havde gavn af. Jeg har mulighed for at gøre det anderledes, og jeg ser rigtig mange børn og familier komme i trivsel igen."

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

"Det er uhyggeligt, at så mange børn venter meget længe på at kunne blive indlagt her hos os. Mange af børnene har ikke været i skole i et halvt eller et helt år, og jeg taler ikke om børn, der pjækker, men som har det rigtig, rigtig svært. Mange forældre, som har knoklet og kæmpet rigtig længe for at gøre det bedst mulige for deres børn. Det kan også være svært at sende børnene ud herfra, for det er ikke altid, der er støtte klar til dem, som matcher det, vi synes, der er behov for."

Hvad kan holde dig vågen om natten?

"Det kan de rigtig svære forløb, hvor vi som team ikke rigtig kan mødes i fælles forståelse med forældrene for både de vanskeligheder, barnet har, og de tiltag, der skal til for at hjælpe barnet."

Hvad er du mest stolt af i din karriere?

"At jeg er god til at tage udfordringer op. Og jeg er stolt af, at vi arbejder tæt sammen tværfagligt på afdelingen, så vi i fællesskab får skabt mange gode situationer for børnene."

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?

"Forholdet mellem kommuner og regioner, som fylder meget for os, giver store problemer. Vi arbejder hele tiden ud fra forskellige systemer og forskellige pengekasser, og der er vedvarende behov for, at de to sektorer hænger bedre sammen, så vi ikke taber børnene."

Hvor ser du dig selv om fem år?

"Jeg håber, jeg er i noget, der ligner det, jeg er i nu."

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?

"Jeg er glad for det fokus, der er kommet på at arbejde tæt sammen med forældre, og det vil blive endnu mere aktuelt fremover. F.eks. bliver behandlingen af børnene mere effektiv og kraftfuld, når vi har forældrene medindlagt. For så ser de, hvordan vi går til børnene, og oplever vores pædagogiske metoder, frem for bare at høre om dem til en samtale på et kontor."

Emneord: 
Psykiatri
Ungdom

Her kommer de nye særlige sengepladser

Psykiatri. Oversigten fortæller, hvor i landet de nye særlige sengepladser oprettes

sp2-2018_psykiatri_1

Region Hovedstaden: 47 pladser

Regionen forventer, at alle pladserne bliver etableret på det somatiske hospital i Frederikssund, og at 32 af pladserne er klar inden juni 2018 og resten af pladserne inden årets udgang.

 

sp2-2018_psykiatri_1

Region Midtjylland: 32 pladser

Regionen forventer at have etableret syv midlertidige pladser i Risskov og 14 midlertidige pladser i Viborg i april 2018. De syv midlertidige pladser i Risskov bliver i løbet af november/december 2018 flyttet til det nybyggede Psykiatriske Center i Skejby, hvor man samtidig udvider til 16 pladser. De 14 pladser i Viborg bliver flyttet permanent til Gødstrup, hvor man udvider til 16 pladser i 2020, når nybyggeriet står færdigt.

sp2-2018_psykiatri_1

Region Syddanmark: 32 pladser

Her opretter man 15 pladser i Vejle og 16 pladser i Esbjerg inden udgangen af 2018. De 15 pladser i Vejle forventer man at tage i brug den 1. marts 2018. I Esbjerg forventer man, at pladserne er klar til brug i løbet af efteråret 2018.

sp2-2018_psykiatri_1

Region Sjælland: 23 pladser

Her opretter man 15 pladser i Vejle og 16 pladser i Esbjerg inden udgangen af 2018. De 15 pladser i Vejle forventer man at tage i brug den 1. marts 2018. I Esbjerg forventer man, at pladserne er klar til brug i løbet af efteråret 2018.

sp2-2018_psykiatri_1

Region Nordjylland: 16 pladser

Alle 16 pladser bliver etableret i Brønderslev. Man forventer, at pladserne er klar i juni 2018.

 

Emneord: 
Psykiatri

Bedre behandling og mindre vold og tvang

Psykiatri. 150 nye psykiatriske sengepladser til patienter med dobbeltdiagnoser samt en handlingsplan med en helt ny model for visitation og betaling skal give patienterne et bedre liv og formindske antallet af voldelige konflikter på bosteder.
Arkivfoto: Istock

Det er ikke hver dag, man oplever opnormeringer på danske sygehuse – og slet ikke i psykiatrien. Målt på antallet af sengepladser har der her været et fald på 382 senge fra 2007 til 2016, viser tal fra Danske Regioner. Men nu er der nye toner. Det er ikke alene vedtaget at oprette 150 psykiatriske sengepladser – de er også fordelt på regionerne, og i begyndelsen af 2018 flytter de første patienter ind.

Pladserne er en del af en politisk aftale fra sidste sommer på i alt 400 mio. kr., som skal være med til at forebygge vold på botilbud og forsorgshjem.

400 mio. kr. til psykiatrien

Regeringen og alle Folketingets partier på nær Enhedslisten blev sidste sommer enige om at afsætte 400 mio. kr. frem til 2020 til en handlingsplan, der bl.a. skal forebygge vold på botilbud. Heraf går 78 mio. kr. årligt til de særlige 150 pladser. Handlingsplanen omfatter derudover:

  • Et indsatsteam til forebyggelse af vold på botilbud og forsorgshjem 
  • Tilknytning af en fast læge på længerevarende botilbud for borgere med psykiske lidelser
  • Styrket samarbejde og koordinering mellem Arbejdstilsynet og socialtilsynene 
  • Vejledning om reglerne for videregivelse af oplysninger om borgerne 
  • Fælles undervisningsforløb for ansatte i den regionale psykiatri og kommunale psykosociale og misbrugsbehandlingstilbud.
  • En pulje til styrket sundhedsfaglig rådgivning og lettere adgang til psykiatrisk udredning 
  • Justering af reglerne for flytning af borgere med psykiske lidelser uden samtykke 

Kilde: www.retsinformation.dk

Anledningen er tragisk nok. I de senere år har der været flere alvorlige tilfælde af vold, og alene siden 2012 er fem ansatte på botilbud blevet slået ihjel.

Den nye indsats retter sig derfor mod patienter med svære psykiske lidelser, der har tendens til at reagere voldeligt og oveni ofte har et alkohol- og stofmisbrug eller en behandlingsdom. Typisk har de været indlagt et utal af gange.

Til dem oprettes nu 150 "særlige pladser" på psykiatriske afdelinger over hele landet, hvor man samler både psykiatrisk behandling, misbrugsbehandling og den rehabiliterende indsats under samme tag og tilbyder patienterne et behandlingsforløb på typisk tre til seks måneder.

Bedre behandling – mindre vold og tvang

Formålet er dobbelt. Dels vil man tilbyde patienterne en helhedsorienteret behandling, så de bliver bedre til at mestre hverdagen, og dels håber man at kunne mindske antallet af voldsepisoder, begrænse brug af tvang og skabe bedre sikkerhed for andre patienter og medarbejdere.

Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, er positiv, men med forbehold:

"Det er et plaster på såret, men på ingen måde et solidt plaster. For at løse alle de problemer, der er i psykiatrien, kræver det en samlet løsning. Men for de mennesker, det her handler om, får vi nu forhåbentlig en brugbar løsning."

Oprindelig havde hun gerne set en lidt anden løsning, som udover flere sengepladser blandt andet også indebar, at de socialpsykiatriske institutioner blev specialiserede i højere grad, end de er i dag.

"Men nu er det, som det er, og så må vi høste nogle erfaringer og se, om vi ved hjælp af anderledes rammer kan hjælpe denne patientgruppe bedre. Det gælder både i forhold til det tværfaglige samarbejde, hvordan vi organiserer det, hvordan vi inddrager patienterne på nye måder, og hvordan vi kan blive bedre til at bygge bro ud til socialpsykiatrien i kommunerne. Indsatsen her giver nye muligheder inden for et afgrænset område, der forhåbentligt kan været et eksempel for rammerne omkring de psykiatriske patienter," siger Dorte Steenberg.

Patientens mål er omdrejningspunktet

Visitationsforum i nøglerolle

Aftalen er et nybrud på flere fronter. Når man bliver indlagt i dag, sker det enten via egen læge eller vagtlæge. På de nye socialpsykiatriske afdelinger vil det ske efter en indstilling fra et såkaldt visitationsforum, der repræsenterer hele paletten af de instanser, som er involveret i indsatsen over for den konkrete borger. Herefter har kommunalbestyrelsen i borgerens kommune 14 dage – eller i presserende tilfælde syv dage – til at give tilsagn eller afslag på opholdet.

Sådan sammensættes et visitationsforum

For at en patient kan tildeles en af de særlige pladser, skal der ske en vejledende indstilling fra den pågældende regions "visitationsforum" til kommunalbestyrelsen i patientens kommune.
Et visitationsforum består af:

  • en medarbejder fra visitationsenheden i patientens kommune. Vedkommende er udpeget af den konkrete kommunalbestyrelse
  • en socialfaglig konsulent, som udpeges af kommunerne i regionen
  • en speciallæge i psykiatri fra den regionale psykiatri, som udpeges af regionsrådet
  • en repræsentant fra en af de særlige pladser på psykiatrisk afdeling i regionen
  • evt. en tilsynsførende fra kriminalforsorgen

Kilde: www.retsinformation.dk

Sygeplejefaglig direktør Claus Lassen Graversen fra Region Midtjyllands psykiatriledelse er positivt stemt:

"Det er en markant opnormering og en ny måde at skabe et forpligtende samarbejde på mellem hospitalet, kommunen og i visse tilfælde kriminalforsorgen for at hjælpe en målgruppe, som ellers let falder mellem flere stole. Nu skal der f.eks. foreligge en samlet plan for patienten, og det er kommunen, der bevilger og i store træk betaler opholdet. Jeg synes, det bliver spændende at komme i gang, og jeg forventer, at vi kan hjælpe borgerne i fællesskab bedre, end vi kan i dag. Når vi nu mødes med kommunerne omkring de særlige pladser, foregår dialogen konstruktivt og med gensidig respekt, så jeg synes, det tegner godt," fortæller Claus Lassen Graversen.

I Region Midtjylland kender man alt for godt udfordringerne fra voldsomme, psykiatriske patienter. På landsplan har denne region den tvivlsomme ære at være førende, når det drejer sig om tilfælde af bæltefiksering. Selv om Claus Lassen Graversen forventer, at 2017 samlet set bliver bedre end 2016, ser han frem til de 32 nye sengepladser, som regionen får tildelt – men ikke helt uden bekymring.

"De 150 særlige pladser er et markant bidrag til dansk psykiatri. Alene her i regionen skal vi rekruttere i omegnen af 75-80 nye medarbejdere, men vi er da noget opmærksomme på, om vi kan finde så mange kvalificerede medarbejdere over så kort tid. Vi er i gang med ansættelserne nu, men der er ikke mange ledige sygeplejersker eller sundhedsassistenter – og heller ikke pædagoger, fysioterapeuter eller ergoterapeuter. Jeg håber og tror dog, at der vil være ansøgere, som vil finde det spændende at arbejde med psykiatriske patienter, der er indlagt over længere tid," siger han.

Større handlingsplan

De nye sengepladser er kun en del af den samlede indsats for at nedtrappe konflikter og forebygge vold og magtanvendelser. 

Her kommer de nye særlige sengepladser

"Der er tale om, at vi nu har et tilbud til denne patientgruppe, som de ikke havde i går. Men de 150 nye sengepladser skal ses sammen med en række andre tiltag, der samlet kan bringe os i den rigtige retning. Der skal f.eks. også oprettes indsatsteams, som skal forebygge vold på botilbud, der skal tilknyttes faste læger på længerevarende botilbud for borgere med psykiske lidelser, og personalet på botilbuddene skal tilbydes undervisningsforløb om borgere med en psykisk lidelse og et samtidigt misbrug. Det er godt for både patienter, de ansatte og for samfundet," fortæller udviklingschef i Region Hovedstaden, Jacob Vagner Madsen.

Krav for at komme i betragtning til én af de særlige pladser

Målgruppen er voksne over 18 år, som samtykker til opholdet, og som opfylder alle følgende visitationskriterier:

  • Patienten bliver vurderet at være til "nærliggende og væsentlig fare for andre og uforudsigelig i sin adfærd"
  • Patienten har en svær psykisk lidelse
  • Patienten har særlige sociale problemer
  • Patientens forløb er karakteriseret ved gentagne indlæggelser eller én længerevarende indlæggelse i den regionale psykiatri
  • Opholdet vurderes at have afgørende betydning for at kunne imødekomme patientens behov for behandling, rehabilitering og støtte, herunder evt. misbrugsbehandling
  • Opholdet vurderes at være egnet til at forhindre, at patienten vil indtage/købe rusmidler, anskaffe farlige genstande eller begå kriminalitet, herunder udøve vold

Kilde: www.retsinformation.dk

 

Emneord: 
Psykiatri