Patientens mål er omdrejningspunktet

Psykiatri. I snart 20 år har Afdeling M på Sct. Hans behandlet patienter med alvorlige psykiske lidelser og et samtidigt misbrug med gode resultater. Kodeordene er en tværfaglig tilgang, et kompetent personale og patientens egne mål som omdrejningspunkt for behandlingen.
Ledende oversygeplejerske og udviklingschef, Marina Wichmand Nielsen (tv) sammen med sygeplejerske Jannie Ginderskov.
Foto: Claus Bech

Vintersolen står skarpt og lavt over markerne ned til Roskilde Fjord. Her fra Afdeling M på Psykiatrisk Center Sct. Hans fejler udsigten absolut ingenting. Det gør til gengæld de patienter, der er indlagt.

Det er mennesker, der har det svært med alvorlige psykiske lidelser, og som samtidig har et misbrug, der er svært at behandle – patienter med en såkaldt dobbeltdiagnose.

Indtil nu har Afdeling M i Region Hovedstaden været det eneste behandlingstilbud af sin art i hele landet. Og afdelingen er efterspurgt. For øjeblikket med en venteliste på 70 patienter.

I andre regioner har patienterne været i risiko for at falde mellem to stole, fordi misbrug traditionelt behandles i det kommunale system, mens den psykiatriske behandling sker i regionen.

"Det har været en kendt problematik i mange år, at patienter med dobbeltdiagnoser ikke bliver grebet, for hvis man ikke behandler de to lidelser under ét, er der risiko for, at ingen af lidelserne bliver behandlet optimalt. Jeg ser meget de nye særlige pladser som en lovende løsning på problemet i det tværsektorielle samarbejde. De patienter trænger til at få en god behandling," siger ledende oversygeplejerske og udviklingschef, Marina Wichmand Nielsen.

Stilhed er tegn på aktivitet

I dag er døren ind til Afdeling M låst. Det plejer den ikke at være, men selv om de fleste af patienterne frivilligt lader sig indlægge, sker det, at en enkelt kan blive så syg undervejs, at personalet er nødt til at tilbageholde ham eller hende.

Oppe på afdelingen er der stille. Det er et godt tegn og udtryk for, at der sker noget. Her til formiddag er nogle patienter i gruppeterapi, andre sidder på deres stuer og snakker med én fra personalet eller går stille og roligt rundt og dækker bord til frokosten.

"Langt det meste af tiden er her lige så roligt, og tvang hører til sjældenhederne. Vi har gennemsnitligt kun to til fire bæltefikseringer om året, hvilket er forsvindende lidt. Før 2001 havde vi 120 fikseringer – med et tilsvarende antal patienter og personale," fortæller Marina Wichmand Nielsen.

Nødvendige kompetencer

Hvad er så årsagen til det dramatiske fald?

"Her skal vi tilbage til slutningen af 90’erne, hvor ledelsen dengang fik fokus på de psykiatriske patienter, der også havde et misbrug. Man indså, at man var nødt til på én og samme gang at behandle misbruget og den psykiske lidelse. I dag hviler vores behandling derfor på en diagnostisk udredning, en medicinsk behandling, en psykoterapeutisk behandling, der udspringer af kognitiv adfærdsterapi samt et motivations- og socialfagligt arbejde," fortæller hun.

Men det er ikke hele forklaringen.

"Det er også afgørende, at hele personalet har de nødvendige kompetencer. Alle her har som minimum et års uddannelse i kognitiv adfærdsterapi, og alle har været på kursus i håndtering af konflikter og forebyggelse af tvang. Det betyder, at vi taler samme sprog. Vi har derfor samme filosofi, når vi taler med patienterne, og når vi taler om patienterne. Det betyder bl.a., at der ikke er en rivalisering mellem de forskellige faggrupper om, hvad der er bedst, og hvad man bør," siger Marina Wichmand Nielsen.

Samme uddannelse

Det obligatoriske forløb består af 10 undervisningsdage med efterfølgende supervision, og undervisningen er ikke opdelt på faggrupper.

"Det har helt sikkert stor betydning. Grundlæggende har vi fået den samme uddannelse, og det giver os det fælles sprog. Vores personlighed kan være forskellig, men patienterne oplever alligevel, at vi har samme synsvinkel, dagsorden og mål. Derfor kan vi også undervise sammen i tværfaglige grupper, så f.eks. en fysioterapeut og en sygeplejerske har en gruppe sammen," fortæller Jannie Ginderskov, der er sygeplejerske på afdelingen.

Grupperne kan handle om misbrug, selvværd, sociale færdigheder, kroppen, angst eller håndtering af vrede, hvor samspillet mellem følelser, krop, tanker og adfærd er nøglebegreber.

"Så når én gruppe f.eks. snakker om ubehag i kroppen, sker det ud fra samme synsvinkel, som når en anden gruppe snakker om selvværd eller trang i forhold til misbrug," fortæller hun.

To tredjedele slipper misbruget

I tilgangen til patienterne er der også konsensus.

"I et samarbejde med patienten er det patientens mål, der er omdrejningspunktet. De mennesker, der er indlagt, har været meget igennem, så det handler om, at vi stiller os i patienternes sko og har ambitioner, der matcher deres ønsker og behov. Ikke vores. Vi ønsker så inderligt, at de holder op med at misbruge, og det risikerer let at blive fokus frem for, hvad der er deres ønsker og behov. Vores fornemmeste opgave er at hjælpe, støtte og motivere til forandring," siger Marina Wichmand Nielsen.

Hvordan går det så for patienterne på Afdeling M, når de efter tre-fire måneder bliver udskrevet? Det er der ingen frisk statistik på, men Marina Wichmand Nielsen vurderer, at en undersøgelse, der er nogle år gammel, nok stadig passer meget godt.

"De fleste patienter er afhængige af flere stoffer – typisk hash og kokain, men jeg vil anslå, at to tredjedele er ophørt med deres misbrug, når de går herfra. Den sidste tredjedel er enten stoppet med ét stof, eller også er deres misbrug uændret, men ofte er deres medicin så til gengæld bedre reguleret, så generelt har de en bedre livskvalitet," fortæller udviklingschefen.

Læs mere her om Afdeling M på Sct. Hans

Bedre behandling og mindre vold og tvang

Her kommer de nye særlige sengepladser

Emneord: 
Psykiatri

Dengang: Sindssygepleje - et nedvurderet speciale

Arkivfoto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Kvindeafdelingen på Sindssygehospitalet Nykøbing Sjælland – her i 1925 med en sygeplejerske og hendes patienter – åbnede i 1915 som et topmoderne sindssygehospital bygget som en smuk haveby. Stedet var det første, der overvejende havde uddannede sygeplejersker ansat i stedet for kortuddannede eller ufaglærte plejere. Men sindssygepleje var ikke eftertragtet blandt sygeplejersker, og i perioder med mange arbejdsløse og nyuddannede sygeplejersker måtte Dansk Sygeplejeråd nærmest true dem til at tage arbejde på sindssygehospitalerne i provinsen. Det faldt ikke i god jord, og sindssygehospitalerne måtte derfor undertiden genansætte plejerne for at få dagligdagen til at køre

Emneord: 
Psykiatri
Psykisk lidelse

Her er folk ikke bange for mig

Da Heidi Sørensen flyttede ind på Orion, stod hun til at få en anbringelsesdom. I dag bor hun i egen lejlighed, arbejder i Orions café og har skrevet to bøger om sine oplevelser.
På Orion oplevede Heidi Sørensen for første gang at blive mødt som det menneske, hun er. Det ændrede hendes tilværelse radikalt.
Foto: Claus Bech

I kulturhusets café er en tidligere beboer, 42-årige Heidi Sørensen, ved at gøre klar til frokosten. Hun har boet på Orion fra 2009-2013, men bor nu i sin egen lejlighed.

Hun kommer dog stadig på Orion som dagbruger og arbejder fire og en halv time i caféen hver torsdag og fredag. I hendes journal står der, at hun er skizofren og borderline. Men det er kun, fordi det er besværligt at få slettet en tidligere diagnose. I dag har hun en depression og har også haft to blodpropper i hjertet.

"Jeg går egentlig bare og venter på, at min vejrtrækning bliver dårlig nok til, at jeg kan få en bypassoperation," siger hun.

Da hun flyttede ind på Orion, var det hendes sjette socialpsykiatriske bosted, efter at hun som 23-årig blev syg. Og hun stod til at få en anbringelsesdom.

"Alle de steder, jeg har boet, har jeg splittet det hele ad," fortæller hun.

Dengang lå det ikke i kortene, at hun nogensinde ville kunne flytte i egen lejlighed, eller at hun ville slippe for anbringelsesdommen eller skrive to bøger om sine oplevelser. Men det ændrede Orion på.

"Og jeg har også været vred her. Og teet mig. Men her er folk ikke bange for dig. Personalet går ikke bare ind bag en rude og låser døren. De har overfaldsalarmer, og så tilkalder de hjælp, og så stiller de sig i en halvcirkel rundt om en, så man får mulighed for at afreagere færdigt, inden de kommer hen til en," siger hun.

"Men her så de mig ikke som den farlige person. Den største forskel, som Orion har betydet for mig i forhold til de andre steder, jeg har været, er, at den journal, jeg havde med mig, ligesom bare blev lagt ind på en hylde. Her er man ligeglad med papirerne, men vil hellere møde personen," fortæller Heidi Sørensen.

Læs også: 

Emneord: 
Psykiatri

Her er mennesket i centrum

Det socialpsykiatriske bosted Orion er et eksempel på, hvad psykiatrien kan være, når der er ressourcer nok. Måske derfor er der minimalt brug af magtanvendelse.
Sidste år modtog det socialpsykiatriske bosted Orion en pris for at være et billede på, at det er muligt at gå andre veje end at bruge tvang over for mennesker med svære psykosociale vanskeligheder..
Foto: Claus Bech

En piedestal med en lille bronzegris med vinger er placeret i et fiskebassin, hvor fire store karper svømmer dovent rundt. Bassinet står i "kulturhuset", et stort lyst rum med højt til loftet, på det socialpsykiatriske bosted Orion i Hillerød i Nordsjælland. Her kan man spille alt fra bordtennis til flygel eller købe mad i caféen og spise den ved et af bordene eller bare hænge lidt ud i en sofa.

"Den flyvende gris" er den pris, som Orion sidste år i november fik af Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering, fordi Orion viser, at "et tryghedsskabende samarbejde med mennesker med svære psykosociale vanskeligheder ikke fremmes af øgede beføjelser til magtanvendelser og tvang, men derimod gennem nærvær, inddragelse og dialog", som det lød i motivationen. Og Orion har da også maks. haft fem episoder med magtanvendelse årligt de seneste seks år.

Stedet blev grundlagt i 1997 og består af 34 boliger. Langt de fleste beboere er mænd. Den yngste er 27 – den ældste 70 år. Mange har flere og længerevarende ophold på psykiatriske afdelinger og bosteder bag sig. Flere er skizofrene, mere end halvdelen er aktive stofbrugere, nogle har behandlingsdomme bag sig og er til tider voldsomt udadreagerende. Men på Orion er der plads til alle. Der er meget få regler.

Der er rummelighed over for rusmiddelforbrug. Og man kan ikke blive smidt ud. Her bor også mennesker, hvoraf nogle med sygeplejerske på Orion Therese Bangs ord "har oplevet ting, som de færreste ville komme hele ud af". Det kan være misbrug, vold eller vanrøgt.

2017-6-psykiatri-orion2
Therese Bang tilser et sår, som beboeren Carsten Frederiksen har fået, efter han er faldet. De taler lidt om en tidligere medarbejder, som han stadig savner. Han er en af de beboere, som ofte banker på hendes dør for at snakke lidt.
Foto: Claus Bech

Hun har kontor oppe på førstesalen, hvor en svag summen fra rummets ventilation danner et konstant lydtæppe, der iblandes lyde fra trafikken fra vejen udenfor, samt lyde af klirrende glas og porcelæn fra caféen nedenunder. Og nogen har taget flyglet i brug.

Therese Bang taler i telefon med en af byens praktiserende læger om at få ændret medicinen for en beboer, som valgte at stoppe med sin medicin for en måned siden, men nu gerne vil have den igen. Hun oplyser beboerens navn og cpr-nummer.

"Nej, jeg skal bare have en enkelt pakke. Han er en omskiftelig herre. Det skal være til Krone Apotek," siger hun.

En stor del af Therese Bangs job består i administration af beboernes medicin.

"Det er en stor fordel, at vi sygeplejersker kender lægerne, psykiaterne, de psykiatriske afdelinger, epilepsiambulatoriet og apotekerne," fortæller hun.

"Mange af beboerne tager f.eks. p.n.-medicin på daglig basis. Men når lægen så foreslår, at de så får det som fast daglig ordination, så oplever beboerne det anderledes og vil ikke have den. Og det er jo interessant. Vi har god erfaring med at lade dem styre det selv og oplever, at resultatet er bedre. Og der er vi med til at være fortalere over for lægerne, som kender os, og er lydhøre over for os."

Og dermed understreger hun en af Orions kerneværdier, nemlig at det er beboerne, der ved, hvad der er bedst for dem. Også når det betyder, at man som sygeplejerske af og til må lægge sin sygeplejefaglige baggrund lidt til side.

"Og det kan da være rigtig svært og udfordrende en gang imellem. For man er jo uddannet til at have svarene på alting og til at skulle gøre folk raske," siger Therese Bang.

F.eks. har hun haft en diabetes 2-patient, som ikke ville i behandling.

"Jeg forsøgte mange gange at motivere ham, men han nægtede at tage imod behandling og havde stor modstand," fortæller Therese Bang. Kompromiset blev, at hun har fået lov til at måle hans blodsukker en gang imellem.

"Besynderligt nok stiger hans blodsukkerværdier ikke til noget, der er kritisk, selv om han ikke får insulin. Men alt stritter jo i mig som sygeplejerske i forhold til det valg, han træffer. Men for ham er det vigtigere at bestemme over sit eget liv og sin egen medicin end at leve længere. Og det synes jeg er ret interessant. For mit svar er jo ikke nødvendigvis det rigtige, og så må man bide sig i tungen og lade beboeren definere, hvad der er vigtigt for ham," siger Therese Bang.

2017-6-psykiatri-orion1
Administration af medicin er en af Therese Bangs hovedopgaver, som sygeplejerske på Orion. Men det, hun allerbedst kan lide ved jobbet, er den forskel, hun gør i en gruppe menneskers liv, som har haft det rigtig svært.
Foto: Claus Bech
For på Orion er det relationelle en anden kerneværdi. Derfor er det f.eks. ikke længere Orion, der tildeler beboeren en kontaktperson, men beboerne, der selv vælger deres eget netværk af medarbejdere, som de har lyst til at samarbejde med. Et andet nyere tiltag er tryghedsplaner, som er et alternativ til det i psykiatrien ellers udbredte risikovurderingsredskab Brøset.

På Orion anser man Brøset som problematisk, fordi det placerer risikoen for en voldelig episode som noget, der entydigt ligger hos borgeren, frem for noget, der sker i relationen mellem mennesker. I stedet laver man i samarbejde med beboeren en plan for, hvordan det er hensigtsmæssigt, at personalet agerer i bestemte situationer.

Therese Bang er da også overbevist om, at det er deres gode relation, der gør, at han selv er begyndt at spørge Therese om råd i forhold til kost. Og for nylig fortalte han hende, at han er holdt op med at spise sukkerknalder.

Det relationelle betyder også, at man på Orion har valgt, at man ikke taler om beboerne, når de ikke er til stede.

"Og det er da kunstigt og svært," erkender Therese Bang. "Men vi øver os, og hvis vi har brug for at vende en udfordring, så forsøger vi at gøre det med udgangspunkt i situationen og os selv, og hvad der var svært for os – og ikke i beboeren."

Læs også: 

Emneord: 
Psykiatri

Psykisk syge afvises i psykiatrien

Mangel på sengepladser i psykiatrien gør, at psykiatriske skadestuer må afvise syge mennesker i døren eller udskrive dem for hurtigt. Det viser en ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd. Det er bare et blandt flere symptomer på et politisk svigt af psykiatrien, mener Dansk Sygeplejeråd, der med et nyt psykiatriudspil vil have rettet op på årtiers underprioritering af området.
Som psykiatrisk sygeplejerske har Tanja Due Hansen oplevet, at patienter udskrives for tidligt på grund af manglende på ressourcer i psykiatrien.
Foto: Claus Bech
Skævvridning i psykiatrien
  • Antallet af patienter er vokset med 44 pct. siden 2008 (Kilde: Danske Regioner)
  • Udgifterne pr. patient er faldet med 18 pct. (Kilde: Danske Regioner)
  • Hver 10. disponible seng er forsvundet siden 2008 (Kilde: E-sundhed)
  • Antallet af indlæggelser er steget med 14 pct. siden 2008 (Kilde: SDS)

Fire gange opsøgte en yngre mand den psykiatriske skadestue på Psykiatrisk Center Nordsjælland med selvmordstanker. Og fire gange blev han udskrevet efter kort tid med den begrundelse, at han først og fremmest skulle opsøge behandling for sit alkoholmisbrug.

I virkeligheden debuterede han med en skizofreni. Og alkoholen har sandsynligvis været med til at dulme de høre- og syns-hallucinationer, som sygeplejerske og tillidsrepræsentant Tanja Due fra hospitalets akutteam opdagede, da hun tog hjem til ham. Her mødte hun en mand, der var bange for at falde i søvn, ikke turde gå på arbejde eller ud for at handle.

"Jeg tænker, at hvis vi – hypotetisk – havde givet ham tre døgn på skadestuen, så havde vi måske opdaget det der."

"Men der er ikke sengepladser nok, og der er et stort pres på systemet," siger Tanja Due, og det betyder, at nogle patienter udskrives for hurtigt. "Vi har en gennemsnitsindlæggelse, der sidst, jeg tjekkede for to måneder siden, var på 1,2 døgn. Og det kræver en høj faglighed og specialiseret viden at have så stort et flow. Og når der så samtidig er stor mangel på speciallæger, risikerer man at overse symptomer," siger Tanja Due.

Det er langtfra kun på Psykiatrisk Center Nordsjælland, at man oplever problemet.

I en ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd siger 61 pct. af sygeplejerskerne på psykiatriske skadestuer, at de oplever, at patienter afvises på grund af manglende kapacitet. Og 64 pct. af sygeplejerskerne på de psykiatriske sengeafdelinger siger i samme undersøgelse, at de inden for den seneste måned har oplevet, at patienter er blevet udskrevet, før det – efter sygeplejerskens vurdering – var fagligt forsvarligt.

2017-6-tanja-due2
Mangel på speciallæger, sengepladser og konstante sparekrav går ud over psykisk syge patienter, fortæller Tanja Due Hansen, sygeplejerske i akutteamet på Psykiatrisk Center Nordsjælland.
"De patienter, der oftest bliver udskrevet hurtigt, er de patienter, der har en anden offentlig aktør indover, fordi vi ved, at de dog har mulighed for en form for hjælp et andet sted," siger hun og understreger, at det jo ikke er, fordi sundhedspersonalet ikke vil beholde patienterne længere. "Tværtimod, men det er et udtryk for, at systemet er meget presset, og psykiatrien jo også har skullet effektivisere med 2 pct. årligt," siger Tanja Due.

Ifølge tal fra Danske Regioner er antallet af patienter vokset med 44 pct. siden 2008, og antallet af indlæggelser er i samme periode steget med 14 pct. Det er sket samtidig med, at hver 10. disponible seng i psykiatrien er forsvundet, og udgifterne pr. patient er faldet med 18 pct.

"Tag hjem og tag en pille"

Også på det nyopførte Psykiatrisygehus Slagelse, som samler voksenpsykiatrien for Region Sjælland og har 180 sengepladser, akutmodtagelse og ambulant behandlingsfunktion, oplever man at måtte afvise syge patienter i døren.

Det fortæller fællestillidsrepræsentant Helle Brink. Hun har været 16 år i psykiatrien, men har aldrig oplevet, at situationen har været så grel tidligere.

"Vi har haft en lang periode med stor belægning, hvor vi har måttet afvise patienter i skadestuen. De bliver sendt tilbage til egen læge eller bliver bedt om at vente til efter weekenden, holde pinen ud og tage en pille," siger hun.

En anden konsekvens af manglen på sengepladser er, at man udskriver patienter, selv om de stadig har brug for behandling.

"Det sker, hvis der kommer patienter, der sidder og truer i modtagelsen eller har selvskadende adfærd," siger hun. For dem kan man ikke afvise.

"Og det går ud over andre patienter med skizofreni, depression, kriser og belastninger, som også har brug for hjælp."

Selv om Psykiatrisygehus Slagelse har en ambition om at være et fagligt fyrtårn inden for psykiatrien, er det svært at leve op til i en hverdag, hvor man er presset på noget så basalt, som sengepladser og personale.

Helle Brink understreger, at kritik på ingen måde er rettet mod den lokale psykiatri eller psykiatriledelse, som ifølge Helle Brink gør det så godt, de kan. Ansvaret skal derimod placeres længere oppe i det politiske system, hvor budgetterne vedtages.

"Vi er glade for rammerne. Det er bare trist, at man ikke kan udnytte de fine faciliteter, fordi der ikke er nogen til at passe patienterne. Det føles grotesk. Både for personale og patienter. Vi har fået at vide, at der stort set ikke er penge til vikarer. Det må vi selv klare internt," siger hun. "Men folk bliver jo syge af at arbejde under pres, og sikkerheden kommer i fare."

Allerede i oktober måned sidste år stod Helle Brink frem som fællestillidsrepræsentant i Sjællandske og fortalte om et ekstremt presset psykisk arbejdsmiljø med sygemeldinger og konstant overarbejde og personale, der var bange for at gå på arbejde, fordi der var mange dårlige og udadreagerende patienter. "Vi har også patienter, der lader sig udskrive, fordi de ikke tør være på afdelingen," siger hun.

Politikerne skal tage psykiatrien alvorligt

DSR’s psykiatriundersøgelse

61 pct. af sygeplejerskerne på psykiatriske skadestuer har oplevet, at patienter må afvises pga. manglende kapacitet.

63 pct. af sygeplejersker ansat på psykiatriske bosteder eller i social- eller distriktspsykiatrien har oplevet, at pleje- eller behandlingskrævende patienter/borgere er blevet afvist på psykiatriske skadestuer/hospitalsafdelinger.

64 pct. af sygeplejerskerne på psykiatriske sengeafdelinger har indenfor en måned oplevet, at patienter er blevet udskrevet, før det – efter sygeplejerskernes vurdering – var fagligt forsvarligt.

Kilde DSR’s psykiatriundersøgelse 2016. Undersøgelsen blev gennemført i perioden 14. oktober – 14. november. 1.845 sygeplejersker har besvaret det elektroniske spørgeskema

Ifølge næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steenberg, er problemet med manglende sengepladser og for tidlige udskrivelser et blandt flere symptomer på, at politikerne ikke tager psykiatrien tilstrækkeligt alvorligt.

Derfor har Dansk Sygeplejeråd udarbejdet et nyt psykiatriudspil "Vi kender alle en …" Udspillet indeholder seks hovedpunkter, og indeholder en lang række krav og forslag til løsninger, der spænder over alt fra større patient- og pårørendeinddragelse til mindre og mere specialiserede botilbud. Bl.a. fra krav om flere ressourcer og sengepladser til bedre normeringer og værdibaseret styring.

"Der sker for lidt på psykiatriområdet – politisk set. Der er meget snak om, at psykiatrien skal styrkes, men i forhold til faktiske politiske handlinger mangler vi stadig at se en tydelig retning," siger hun.

Hun mener, at det er et stort problem, at politikerne ikke prioriterer psykiatrien på linje med det øvrige sundhedsvæsen. Den manglende prioritering ser man ifølge Dorte Steenberg bl.a. ved, at psykiatrien ikke har sin egen udvalgsplacering på Christiansborg.

"Et egentligt psykiatriudvalg ville være en tydelig markering af, at området prioriteres. Det er ikke, fordi jeg vil blande mig i organisationsstrukturen på Christiansborg, men for at påpege, at mange problemer også starter oppefra med manglende politisk prioritering," siger hun og peger på, at store dele af psykiatrien finansieres via satspuljemidler.

"Det er jo en helt umulig måde at udvikle et område på. Hvis man f.eks. tager nedbringelse af tvang i psykiatrien, så er det jo finansieret gennem satspuljer til særlige initiativer og normeringer. Men når midlerne er brugt, så lukker initiativerne ned, og så er man tilbage ved start."

Samme ulighed viser sig, når man laver retningslinjer for, hvor mange specialuddannede sygeplejersker der skal være på en somatisk intensivafdeling – men ikke har samme krav til en intensiv psykiatrisk afdeling.

"Der mangler helt grundlæggende en politisk erkendelse af, at indsatsen for psykiske lidelser har lige så stor betydning for sundheden som behandlingen af somatiske lidelser. Og den erkendelse skal i front, for ellers kan de sundhedsprofessionelle blive ved med at løbe rundt i det samme hjul, hvor de gør alt, hvad de kan, men økonomien mangler."

Læs også: 

Emneord: 
Psykiatri

Leder: Vi kender alle en …

Dorte SteenbergVi mangler en ambitiøs vision for psykiatrien i Danmark – en vision, der løfter den samlede psykiatri til et niveau på højde med fysiske sygdomme.

Psykiatrien har længe lidt under lappeløsninger, manglende sammenhæng i indsatserne og manglende politisk opmærksomhed – det kan vi ikke være tjent med. Der er brug for en ny vision. En målrettet og helhedsorienteret plan og økonomiske bevillinger til et løft af hele psykiatrien.

Vi kender alle en … et familiemedlem, en nabo eller en bekendt, der har en psykisk lidelse. Psykisk sygdom omhandler os alle – ligesom somatiske sygdomme gør. Det er Dansk Sygeplejeråds mål, at vi med et løft af psykiatrien en gang for alle får slået fast, at mennesker med en psykisk sygdom igen kan blive raske – eller lære at leve med deres sygdom – hvis de får den rette behandling.

At vi som samfund skal fremme mental sundhed og tidlig opsporing af psykisk sygdom, og at en investering i psykiatrien både er menneskeligt rigtig og vil tjene sig ind på sigt.

En styrket indsats i psykiatrien skal samtidig være med til at skabe attraktive arbejdspladser for de mere end 4.000 sygeplejersker, der arbejder i psykiatrien. Ved at give bedre rammer for fagligheden styrkes kvaliteten og muligheden for at se det hele menneske.

Derfor har Dansk Sygeplejeråd udarbejdet et nyt udspil om psykiatrien. Nogle af anbefalingerne ligger ligefor – andre kræver nye investeringer, politisk mod og prioriteter. Det kan du læse mere om i dette nummer af Sygeplejersken.

Lad os sammen sætte gang i en positiv udvikling for mennesker, der rammes af psykisk sygdom, og deres pårørende.

 

Dorte Steenberg, næstformand 

 

Emneord: 
Psykiatri

Fortællingen om sig selv er vejen tilbage til livet

Psykiatri II: Kursisterne på Skolen for Recovery bygger deres liv op igen ved at styrke nære relationer og sætte sig selv før deres psykiatriske diagnose.
Sygeplejerske og master i sundhedspædagogik Christine Larsen (tv.) underviser sammen med sygeplejerske og master i sundhedspædagogik og sundhedsfremme Lis Andersen på kurset "Styrk dit netværk og dine relationer" på Recovery-skolen.
Foto: Henrik Frydkjær

”Jeg indlagde mig selv den 29. februar 2016. Symptomerne var rysten, hjertebanken, tankemylder, koncentrationsbesvær, søvnløshed og usammenhængende tale. Journalnotatet siger psykose. Selv husker jeg ingen enkeltheder.”

5 gode råd
  • Anerkend, at mennesker med levede erfaringer har vigtige indsigter
  • Udskift brugerinddragelse med ligeværd, partnerskab og samskabelse
  • Fokus skal være på tilbagevenden til livet
  • Styrk menneskers identitet, så identiteten ikke bliver sygdommen
  • Hav fokus på fælles læring

Med let rystende stemme læser den 43-årige kvinde op fra sin fortælling om et langt år som psykiatrisk patient. Vi er på Skolen for Recovery, Region Hovedstadens Psykiatri, Psykiatrisk Center i Ballerup. 
Kvinden har fulgt flere kurser på skolen, og på det sidste kursus i recoveryfortællinger lærte hun at fortælle sin psykiatriske historie, så den bliver en del af selve den helingsproces, hun gennemgår for at komme sig af sin sygdom. 

Sygeplejerske og master i sundhedspædagogik Christine Larsen, som underviser på recoverykurserne, forklarer:

”Ved at lave sin egen fortælling tager man ejerskab over den, i stedet for at det bliver en problemmættet fortælling fuld af symptomer, medicin og svære ting, som står i journalen. Her er det patienten, der bestemmer, hvad der skal fortælles.”

Kvinden fortsætter oplæsningen af sin fortælling for en forsamling af kursister og undervisere. Hun har fået diagnosen akut belastnings- og tilpasningsreaktion samt forstyrret personlighedsstruktur. 

”Jeg leder til stadighed efter det mærkat, denne diagnose har sat på min krop, som mine pårørende ser og til stadighed identificerer mig ud fra – som om de sidste 42 år overhovedet ikke har eksisteret. Jeg er 43 år gammel og på vej ud i et nyt liv, men hvilket?”

Fagprofessionelle og patienter oplever ligeværd

Recoveryfortællinger er blot ét af de 38 kurser, som skolen udbyder til psykiatriske patienter, deres pårørende og medarbejdere i psykiatrien, og som sidder side om side i undervisningen. 

Christine Larsen forklarer, hvorfor kurserne er for både patienter, pårørende og behandlere:

”Man får en ligeværdighedsoplevelse i forhold til patienterne, når man som sygeplejerske eller anden fagperson sidder ved siden af patienterne og gør de samme ting og deler sine overvejelser med de andre kursister.” 

Hvis man senere hen skal hjælpe en patient med at lave et mål i en behandlingsplan eller en oversigt over sit netværk, vil man være bedre til at hjælpe, når man selv har siddet og bakset med de samme ting.

”Tilsvarende oplever patienterne et ligeværd i undervisningen på grund af den erfaringsudveksling, der foregår, hvilket er rigtig vigtigt i forhold til patientens helingsproces,” fortæller Christine Larsen.

Også pårørende kan have stort udbytte af undervisningen. 

”Pårørende kæmper med mange af de samme temaer som den syge i forhold til ensomhed, og hvad man kan sige til familie og venner om sygdommen. De pårørende kan få et større indblik i, hvordan man kommer sig efter en psykisk sygdom, og på den måde blive bedre til at støtte op,” forklarer Christine Larsen.

Bedre relationer til mor og søster

En af kursisterne, som er kommet til oplæsningen af recoveryfortællingen, er en helt ung pige, som nu skal starte på sygeplejerskeuddannelsen. Hun har deltaget i kurserne ”Fem veje til et godt liv”, ”Styrk dit netværk og dine relationer” og ”Guide til et godt hverdagsliv”. Om kurserne siger hun:

”Det har givet mig et overblik i min hverdag og nogle strategier til at få bedre relationer til min mor og min søster. Og så har jeg fået kortlagt mine drømme og mål.” 

Undervisningen på kurserne kredser da netop også om, hvordan patienterne bygger deres liv op igen, involverer sig med andre mennesker og når personlige mål. Sygeplejerske og master i sundhedspædagogik og sundhedsfremme Lis Andersen, som også underviser på skolen, giver her et eksempel:

”Mange oplever at miste netværket under psykisk sygdom, og derfor oplever vi stor efterspørgsel på undervisning i at styrke sine relationer. På kurset ”Styrk dit netværk og dine relationer” kigger vi bl.a. på, hvem i netværket man kunne tænke sig at få tættere på eller længere væk, og hvordan man kan udvide sit netværk.”

Hvis nogen spørger ”Hvad laver du?”

På kurset ”Styrk dit netværk og dine relationer” arbejder underviserne også med, hvordan man kan præsentere sig selv i sociale sammenhænge, fordi nogle mennesker med psykiske sygdomme kan have tendens til at identificere sig med deres sygdom.

”Hvis nogen spørger, ”hvad laver du?” til et middagsselskab, hvordan præsenterer jeg så mig selv? Her laver vi f.eks. rollespil, hvor man prøver at præsentere sig som den, man er, uden nødvendigvis at nævne den psykiske sygdom,” fortæller Lis Andersen. 

”Kursisterne nævner med tiden flere og flere ting om sig selv, inden de nævner deres diagnose, f.eks. ”Jeg er hundeejer og passer min søsters børn hver fredag,” uddyber hun. 

Oplæsningen af den 43-årige kvindes recoveryfortælling er ved at være til vejs ende. Hun giver sin fortælling en optimistisk afslutning:

”Mens jeg skriver, mærker jeg langsomt energien vende tilbage i kroppen. Jeg startede på kravlestadiet, og allerede nu føler jeg mig på gåstadiet. Måske jeg kan lære at løbe igen – med tiden?” 

Læs også: Håb og ligeværd hjælper mennesker med psykiske lidelser

Emneord: 
Psykiatri

Håb og ligeværd hjælper mennesker med psykiske lidelser

Psykiatri I: Recoveryskoler understøtter mennesker med psykiske lidelser i at komme sig af sygdommen ved at bevare håbet og facilitere en ligeværdig erfaringsudveksling.

lisa-korsbaek
"At møde andre med andre eller tilsvarende erfaringer kan bringe både patienter, medarbedjer og pårørende langt," vurderer seniorforsker Lisa Korsbæk, Kompetencecenter for Rehabilitering og Recovery, Region Hovedstadens Psykiatri.
Foto: Henrik Frydkjær
Recovery betyder at komme sig. På Skolen for Recovery i Region Hovedstadens Psykiatri støttes brugere i psykiatrien i muligheden for at komme sig helt eller delvist af deres psykiske sygdom.

”Mange mennesker med psykiske lidelser identificerer sig med deres sygdom eller diagnose. Recovery handler bl.a. om at finde ind til en identitet, der er andet og mere end sygdommen,” siger seniorforsker Lisa Korsbek om det arbejde, der foregår på skolen, som startede i 2015.

Hun er ansat ved Kompetencecenter for Rehabilitering og Recovery, Region Hovedstadens Psykiatri.

Et af de bærende elementer på recoveryskoler er håbet om, at det altid er muligt at komme videre i livet – med eller uden symptomer på en psykisk sygdom.

”Hele recoverytænkningen handler om håb og muligheder. Det at møde andre, der har andre eller tilsvarende erfaringer i et fælles rum af læring og erfaringsudveksling, kan bringe både patienter, medarbejdere og pårørende langt,” siger Lisa Korsbek.

Det er netop afgørende, at kursisterne som en del af recoverykonceptet er en blanding af patienter, medarbejdere og pårørende, som undervises sammen. 

”Det, at medarbejdere, patienter og pårørende mødes på tværs og hører hinandens erfaringer, giver en oplevelse af hinanden i nye og mere ligeværdige roller og skaber nye perspektiver på og forståelser af psykisk sygdom og recovery,” fortsætter hun.

En bragende succes i England

Idéen til at oprette en recoveryskole i Region Hovedstadens Psykiatri fik man fra England, hvor det første Recovery College startede i 2009. Siden er det gået rigtig stærkt. På bare syv år er der kommet i alt 30 recoveryskoler i England. 

Den engelske succes vakte interesse i Danmark, og en projektgruppe tog i 2014 til England for at besøge de to ældste skoler, Nottingham Recovery College og North West London Recovery College. 

Cand.psych. og ph.d. Lone Petersen var med på turen. Hun er leder af Kompetencecenter for Rehabilitering og Recovery i Region Hovedstadens Psykiatri.

”I England talte vi med både kursister og undervisere. Især det, at medarbejdere og patienter sidder på skolebænken sammen, vakte vores interesse. Der var ikke noget dem og os,” fortæller Lone Petersen.

”Også det, at der altid var to undervisere til stede samtidig med henholdsvis brugerbaggrund og sundhedsprofessionel baggrund, kunne vi se var vigtigt. Der kom en erfaringsudveksling og et ligeværd ind i undervisningen,” siger hun.

Der findes i dag tre recoveryskoler i Danmark, og Lone Petersen vurderer, at der vil komme flere til, fordi interessen for skolerne er stor. De to øvrige findes i Region Midtjylland og Region Sjælland. 

Fakta om recoveryskoler
  • Kurserne er for patienter, pårørende og medarbejdere.
  • Patienten arbejder på egne betingelser for at genopbygge et meningsfyldt og tilfredsstillende liv.
  • Der er faste rammer for undervisningens indhold og form. 
  • Hver kursist udarbejder så vidt muligt en individuel læringsplan.
  • På alle kurser er der to undervisere: En med brugererfaring og en med fagprofessionel erfaring fra behandlingspsykiatrien.
  • Samskabelse er omdrejningspunkt. Undervisningen er baseret på en ligeværdig erfaringsudveksling mellem kursister og mellem undervisere og kursister. 
  • Patienterne vælger selv kurserne. De skal ikke henvises.
  • Der undervises bl.a. i: 
    Hvad er recovery? 
    Hvordan genopbygger man livet? 
    Redskaber til, hvordan man opnår personlige mål i livet, lever med sin psykiske sygdom, vender tilbage til arbejde eller uddannelse eller lærer at administrere sine penge.
  • Hvordan man involverer sig med andre mennesker.

Kilde: Meddings et al., 2015

Understøtter håb og afhjælper selvstigmatisering

Indtil videre er der ikke forsket ret meget i effekten af at have recoveryskoler, fordi skolerne er så nye. Eksisterende undersøgelser peger dog på, at den fælles undervisning kan styrke menneskers følelse af håb og netop troen på muligheden for personlig recovery.

”En engelsk undersøgelse viser, at fem elementer er særligt betydningsfulde for recovery: samhørighed, håb, mening, identitet og empowerment (selvstændighed, red.), og det er elementer, som kan være vanskelige at fremme med et rent behandlende perspektiv,” siger Lisa Korsbek. 

Foreløbig viden på området antyder også, at undervisningen på recoveryskolerne kan bidrage til at afhjælpe stigmatisering.

”Det er et kendt fænomen hos mennesker med psykiske lidelser, at omverdenens stigmatisering og negative forventninger bidrager til, at mange stigmatiserer sig selv og derved får et negativt selvbillede og et lavt selvværd. Og selvstigmatisering virker i høj grad negativt ind på recovery-processen. Mødet med andre i recovery inden for rammerne af skolekonceptet bidrager formentlig til at reducere selvstigmatiseringen og øger dermed grundlaget for recovery,” fortæller Lisa Korsbek. 

Endelig ser antallet af indlæggelser ud til at kunne reduceres via brugen af recoveryskolekonceptet.  

Læs også: Fortællingen om sig selv er vejen tilbage til livet

2017-1-ny-praksis-psykiatri-grafik

Referencer

  1. Meddings et al. 2015. Recovery colleges: quality and outcomes. Mental health and social inclusion 19;4:212-21. 2. Topor A. Recovery – at komme sig efter alvorlige psykiske lidelser. Hans Reitzel. København 2003. 3. Grimsrud B. En dåre fri. Gyldendal. København 2011.
Emneord: 
Psykiatri

Vi er blevet bedre til at lytte til patienterne

I Esbjerg har man allerede nået regeringens mål om at halvere tvangsfikseringer. Det er sket uden at øge brugen af anden tvang. Samtidig er antallet af arbejdsulykker også faldet. Succesen skyldes især nye fysiske rammer, hvor de dårligste patienter ikke længere sættes sammen, samt en kulturændring blandt personalet.
Sygeplejerskerne Anette Mygind Larsen og Maiken Drachmann viser, at bæltesengen står redt op, men den kommer sjældnere og sjældnere i brug. Den er gemt ad vejen, så patienterne ikke bliver unødigt utrygge ved synet.
Foto: Michael Drost-Hansen

I dag står der altid en bælteseng klar på Psykiatrisk Afdeling Esbjerg. Og det er paradoksalt nok med til at holde brugen af tvang nede. 

”Når sengen altid er redt, behøver personalet ikke overveje, om de skal gøre den klar for en sikkerheds skyld, når de modtager en udadreagerende patient. For alene det at man begynder at forholde sig til en mulig bæltefiksering, øger sandsynligheden for, at det kommer til at ske.” 

Det fortæller Anne-Grethe Borch Lauridsen, sygeplejerske og funktionsleder på Psykiatrisk Afdeling Esbjerg, mens hun viser rundt på det psykiatriske hospital, som har gennemgået en større ombygning som led i regionens vision om at nedbringe tvang i psykiatrien med 50 pct. frem mod 2019 – altså et år inden tvang skal være nedbragt med 50 pct. på landsplan. Et mål, som Psykiatrisk Afdeling Esbjerg allerede i dag har nået. 

3 gode råd
  1. Giv tid og rum til fælles refleksioner og sparring
  2. Forbered hele processen via høj personaleinddragelse, vidensdeling og afholdelse af temadage for hvert afsnit
  3. Sørg for tæt ledelsesinvolvering og opfølgning

Bæltesengen står heller ikke til skue, men er gemt af vejen i et kosteskabslignende rum, hvor der ikke er plads til meget mere end sengen.

Og på den måde bærer både små og store ting på afdelingen præg af, at der er tænkt i mange tiltag, der skal mindske brugen af tvang – fra bedre lydisolering, som medvirker til, at udadreagerende patienter i mindre grad påvirker de andre patienter, til døgnåbent i fitnesscenteret.

Ud over de fysiske tiltag fortæller Anne-Grethe Borch Lauridsen, at der også er kommet mere fokus på dialog med patienterne og på, om personalet er med til at køre en person op eller ned: ”Vi er blevet bedre til at lytte til, hvad patienterne siger. Og når patienten siger ”nu skal du gå”, så har man jo fået første advarsel om, at man er kommet for tæt på.”

Lader patienten kaste med ting

Sygeplejerskerne Anette Mygind Larsen og Maiken Drachmann kan også mærke, at indstillingen til patienterne har ændret sig.

”Hvis en patient kaster med noget og derefter bare går ind på stuen, så lader vi ham være. I dag skelner vi mellem, om en stol bliver kastet mod væggen eller mod en person. Det er to meget forskellige handlinger,” siger Anette Mygind Larsen. 

Maiken Drachmann supplerer: ”I dag kan jeg godt se, at en bæltefiksering ikke altid er løsningen, når patienten er opkørt og kaster med noget, da det ofte kan være udtryk for frustration og vrede, uden at personalet føler sig truet, og at en tur i sportshallen eller med en boksebold havde været bedre,” siger Maiken Drachmann.

De faglige og fysiske rammer skal være i orden: Større eneværelser med plads til f.eks. en motionscykel eller crosstrainer. Mere lys og luft. Større mulighed for at kunne komme ud. En ergoterapeut, der er der helt frem til kl. 20. Én behandlingsansvarlig overlæge gennem hele forløbet. Beroligende hjælpemidler i form af vægtdyner og sensi-stole, som er sækkestole med vinger, der omslutter patienten som et kærligt favntag. Et større tværfagligt samarbejde med en daglig 30 minutters konference. Alt det bidrager til den psykiatriske succes i Esbjerg.

Synlighed skaber tryghed 

Ombygningen har gjort, at der i dag bl.a. er glasvægge mellem mange af fællesarealerne og indtil kontorerne. Det skaber større gennemsigtighed både i konkret og overført betydning. Det betyder bl.a., at personalet på afstand kan holde øje med patienterne, og at patienterne kan se, hvad der foregår. 

”Før kunne patienterne høre, at der foregik noget, men ikke se det – i dag kan de se, hvad der sker, og det skaber tryghed,” siger Anne-Grethe Borch Lauridsen og fortæller, at mens nogle patienter oplever det som tryghedsskabende, er der dog også nogle, der føler, at de i højere grad bliver udstillet. De steder, hvor der ikke er glasvægge, er malerierne fjernet, og i stedet er væggene udsmykket med grafisk fototapet af den lokale natur.

Vejen mod en ’rundere’ kultur

”Det er smart i forhold til, at vi kan have et ens kunstkoncept i både den skærmede og åbne del uden at skulle tænke over, om de udadreagerende patienter kan tage billederne ned fra væggen og kaste med dem. De kan højst ridse tapetet, og så sætter vi bare en ny bane tapet op,” siger Anne-Grethe Borch Lauridsen og slår dermed de nye toner på psykiatrihospitalet an.

For blandt de allervigtigste ting, der har været med til at nedbringe tvangen, er ændringen mod det, Anne-Grethe Borch Lauridsen kalder en ”rundere” kultur. 

2017-2-tema-figurDen er bl.a. opstået ved, at man er gået fra tidligere at have fire åbne og et lukket afsnit til i stedet for at have seks afsnit på lige fod, hvor man på hvert enkelt afsnit har mulighed for at skærme patienterne efter behov. Det betyder, at der ikke er mange dårlige patienter samlet på et sted, og at personalet fra den tidligere lukkede afdeling er blevet blandet med personalet fra de andre afdelinger.

Maiken Drachmann og Anette Mygind Larsen arbejdede førhen på den nu nedlagte lukkede afdeling. Og de mærker helt tydeligt udtyndingseffekten i antallet af dårlige patienter.

”Den helt store forskel er antallet af dårlige patienter, der påvirker hinanden og skubber til hinandens sygdomme,” siger Maiken Drachmann.

 “Jeg kan huske en gang, hvor der var seks maniske kvinder indlagt samtidig. De kørte hinanden helt op. To af dem beskyldte hinanden for at stjæle. Nogle andre ville købe alt det, der stod i ugebladet. De ville bryde vinduet op for at komme ud at handle. De kørte hinanden fuldstændig op. Og så var der nogle retspsykiatriske patienter, som styrede, hvem der måtte ryge hvornår. De andre patienter turde ikke gå ud at ryge, og så røg de på værelset, og så måtte vi sige, at det måtte de ikke, og så blev det en konflikt. Patienterne blev angste. Det spredte sig nogle gange som en steppebrand. Angste patienter kom op at køre. Og personalet blev også bange. Og så endte det med tvang. Ikke fordi man ville tvangen. Men man var nødt til det for at få skabt noget ro nogle gange,” fortæller Maiken Drachmann om, hvordan det var at være sygeplejerske på den lukkede afdeling for et par år siden.

Arbejdsmiljøet er blevet bedre 

Maiken Drachmann og Anette Mygind Larsen fortæller, at de mærker en stor forskel både på, hvordan de møder patienterne, og hvordan de selv har det, når de er på arbejde.

”Det har været et stort skifte. Og i starten råbte vi ofte bål og brand,” siger Maiken Drachmann om, hvordan de mentalt skulle omstille sig til den nye struktur.

”Ja, jeg kan huske, at I ofte sagde, ”gør bæltesengen klar”, når en kendt udadreagerende patients ankomst blev meldt,” siger Anne-Grethe Borch Lauridsen. ”Og den sætning hører jeg stort set aldrig mere.”

”Ja, før var man altid meget alert, for man var vant til, at der hurtigt kunne ske noget. Og derfor skulle man også hele tiden vide, hvor kollegaerne var – også hvis de bare var på toilettet,” siger Anette Mygind Larsen.

”Jeg tror, at alarmberedskabet er blevet væsentlig mindre. Og jeg tror, at vi er blevet bedre til ikke at se de værste katastrofer for os,” supplerer Maiken Drachmann.

Færre arbejdsulykker 

Det er ikke kun patienterne, der har fået gavn af den ”rundere” kultur. Antallet af arbejdsulykker, hvor personalet er kommet til skade i mødet med patienterne, har også været støt faldende siden 2013. Og det kan mærkes hos sygeplejerskerne, at der er færre konflikter.

”Jeg synes, at det er rart at arbejde på den nye måde. Det passer meget bedre til mit temperament,” siger Anette Mygind Larsen.

”Jeg tænker også, at det helbredsmæssigt er sundere, at man ikke hele tiden er i beredskab,” tilføjer Maiken Drachmann.

”Ja, og så gør det jo også en forskel, om man møder patienterne med skuldrene trukket op eller ej,” siger Anne-Grethe Borch Lauridsen. 

2017-2-tema2

TEMA: VEJEN VÆK FRA TVANG

Mens psykiatrien kæmper med at opfylde det politiske mål om at halvere brugen af tvang frem mod 2020, så har man flere steder i landet allerede indfriet målet. I Ballerup har man reduceret brugen af bæltefikseringer med 96 pct., og på retspsykiatrisk afsnit SL8 i Slagelse har man ikke haft bælterne fremme de seneste tre år. Respekt, forståelse og inddragelse af patienterne er nogle af kodeordene, siger både sygeplejersker og patienter. Og resultaterne sætter spørgsmålstegn ved, hvor ofte tvang egentlig er tvingende nødvendigt.

 

Emneord: 
Psykiatri
Tvang

Måske er der også noget i vejen med systemet

I august sidste år blev 38-årige Malene for første gang udsat for tvang, da hun blev indlagt på en psykiatrisk afdeling mod sin vilje. Her fortæller hun om den dag, da hendes selvbestemmelse blev taget fra hende, og om de konsekvenser, det har haft senere hen.
Malene har en ulv tatoveret på sin højre underarm. Den ledsages af teksten: ”En vild ulv kan ej tæmmes” – og er en påmindelse til hende selv om at holde fast i sin egen vilje.
Foto: Claus Bech

”Første gang jeg blev indlagt på en psykiatrisk afdeling, var i 2011 efter en akut belastningsreaktion forårsaget af mit arbejde. Jeg følte, at hele min verden var ved at falde fra hinanden, og jeg havde brug for hjælp. Siden har jeg været indlagt ca. en gang om året. Indtil august sidste år skete det altid frivilligt.

Den dag var jeg mødt op til min aftale på psykiatrisk ambulatorium kl. 14. Jeg var depressiv og havde selvmordstanker. Og jeg havde ikke taget min medicin regelmæssigt. Samtidig var jeg fast besluttet på, at jeg ikke ville indlægges, fordi jeg havde haft en dårlig oplevelse med en læge under den forrige indlæggelse. 

Min læge mente, at jeg var selvmordstruet. Men jeg mente ikke, at det var derude, jeg var. Men ligegyldigt hvad jeg sagde, blev det vendt om og sygeliggjort. Og ret hurtigt kunne jeg mærke, at ligegyldigt hvad jeg sagde, så ville jeg blive indlagt. Kl. 14.23 blev min mand ringet op med besked om, at jeg var blevet tvangsindlagt. Der var højest gået 20 minutter, fra jeg kom ind til lægen.

Panik

Mens jeg ventede på den fysiske undersøgelse, man skal have, inden man kan blive sluset over på den lukkede afdeling, blev jeg flere gange bebrejdet - både af plejepersonalet og af den politimand, der skal ledsage mig, fordi jeg skal tvangsindlægges. Bebrejdet for, at jeg ikke er gået med til en frivillig indlæggelse og for at have selvmordstanker, når jeg har to drenge på 7 og 10. Hvordan kan du være det bekendt, lyder det flere gange? I forvejen har jeg skyldfølelse og selvbebrejdelser én masse. Og jeg føler mig uværdig, beskidt og magtesløs og som det værste menneske i hele verden. Jeg føler, at jeg er en dårlig mor. Og det, at der er en politimand tilstede, får mig til at føle, at jeg er kriminel.

På intet tidspunkt i løbet af de første 15 timer blev jeg informeret om, hvad det betyder at være tvangsindlagt, og hvad der skal ske. Da jeg kom ned på afdelingen, blev jeg efterladt med mine egne tanker. Normalt lider jeg ikke af angst, men den nat var jeg angst og har også været det efterfølgende. Min hjerne forestillede sig alt muligt. Jeg tænkte, at når de kan finde på at indlægge mig imod min vilje, kan de finde på hvad som helst. Jeg er bange for, at jeg kan blive tvangsmedicineret eller få tvangselektrochok. Jeg er fuldstændig rædselsslagen. Og jeg tør ikke fortælle nogen om de tanker, jeg har, for jeg er bange for, at jeg ville blive udsat for yderligere tvang.

Den manglende dialog og det, at de ikke lytter til mig og respekterer mit ønske, gør, at jeg får lyst til at modarbejde dem. Nægte. Stikke af. Begå selvmord. Lade være med at spise. Det er en helt basal form for selvoverlevelse. Jeg føler mig som en lille fugl, der nok skal finde en sprække. I kontrollerer mig, men jeg kontrollerer også noget selv, f.eks. hvad jeg spiser og tænker.

Efter

Efter jeg er blevet udskrevet har jeg flere gange drømt, at jeg befinder mig i et rum uden vinduer og døre, som jeg ikke kan komme ud af. 

Derudover er der en grundlæggende tillid til psykiatrien, der er blevet brudt. Jeg vil altid frygte, at de tvangsindlægger mig igen, hvis jeg blotlægger min sjæl og siger, hvordan jeg egentlig har det. 

Jeg synes, at der bør lyttes mere til, hvad patienterne siger. Jeg tror ikke, at tvang er en god løsning i særlig mange tilfælde. Men derimod at dialog kan redde meget. Jeg blev helt klemt. Det, jeg havde brug for, var at blive mødt med empati og dialog og at blive lyttet til. Der er jo en årsag til selvmordstankerne, for mig handler det om, at jeg føler, at jeg er forkert. 

Hvis man bliver mødt der, hvor man er, så tror jeg, at det kan tage brodden af det meste, og at man kan undgå meget tvang på den måde.

Jeg er stadig vred, og jeg føler mig dobbelt svigtet, da lægens formål med tvangen var, at jeg skulle have omsorg og passes på. Jeg føler mig svigtet, fordi jeg troede, at min læge forstod mig. Og jeg føler mig svigtet af afdelingen og systemet på grund af deres tavshed og manglende omsorg.

Det hele gik alt for stærkt, og jeg fik ikke lov til at tænke mig om, så jeg kunne indgå et kompromis. Hvis min læge f.eks. havde sagt, at vi kan ikke undgå den lukkede afdeling, men din kontaktlæge følger med på sidelinjen, så ville jeg nok have accepteret det.

Efterfølgende har jeg talt med ledelsen og fået at vide, at de var meget tidspressede den dag. Og selv om jeg set i bakspejlet måske nok er enig i, at jeg skulle indlægges, ville jeg ønske, at der var blevet gjort et forsøg mere på, at det var sket frivilligt.

Jeg kender flere, der ikke tør udtale sig om deres oplevelser, fordi de frygter repressalier eller skammer sig. Men jeg føler, at jeg tager noget tilbage. Ved at stå frem sender jeg noget af skylden tilbage og skubber den fra mig. Måske er der også noget i vejen med systemet.” 

I dag er Malene diagnosticeret med en bipolar lidelse.

2017-2-tema2

TEMA: VEJEN VÆK FRA TVANG

Mens psykiatrien kæmper med at opfylde det politiske mål om at halvere brugen af tvang frem mod 2020, så har man flere steder i landet allerede indfriet målet. I Ballerup har man reduceret brugen af bæltefikseringer med 96 pct., og på retspsykiatrisk afsnit SL8 i Slagelse har man ikke haft bælterne fremme de seneste tre år. Respekt, forståelse og inddragelse af patienterne er nogle af kodeordene, siger både sygeplejersker og patienter. Og resultaterne sætter spørgsmålstegn ved, hvor ofte tvang egentlig er tvingende nødvendigt.

 

Emneord: 
Psykiatri
Tvang