Politi og sygeplejersker rykker ud sammen til psykisk syge

Voldsom stigning i antallet af politiudrykninger der involverer borgere med psykiske lidelser. Nyt udrykningsteam med både sygeplejersker og politi giver bedre dialog og færre tvangsindlæggelser.
Tanja Prlac Jessen er leder af det team af psykiatriske sygeplejersker, der skal bemande den nye udrykningsvogn i Aarhus. Her er hun sammen med politibetjent Allan Nielsen. Når teamet rykker ud, er politiet i civilt tøj.
Foto: Michael Berg Pedersen

Én truer med selvmord. En anden løber nøgen og forvildet rundt på gaden. En tredje råber usammenhængende og har en voldsom og truende adfærd. 

Politiet rykker ud til flere og flere af den slags hændelser, som involverer personer med psykiske lidelser. På syv år er antallet steget fra knap 16.000 til ca. 43.000 om året i hele landet, oplyser Rigspolitiet. For at imødekomme den udfordring har Rigspolitiet etableret en forsøgsordning i tre regioner med særlige udrykningsenheder, der består af to betjente og en psykiatrisk sygeplejerske.

”Vi har kun kørt siden 1. august, men har allerede gode erfaringer i Aarhus. Det er vores erfaring allerede nu, at fælles udrykning er med til at forebygge tvangsindlæggelser, således at de bliver til frivillige,” fortæller Tanja Prlac Jessen, der er leder af de team af psykiatriske sygeplejersker, der er med i ”Det Fælles Udrykningskoncept”, som samarbejdet hedder.

Måske fordi psykiatriske sygeplejersker har en anden tilgang til psykisk syge borgere end politiet:

”Sygeplejersken har viden om psykopatologi. Hendes tilgang vil afhænge af situationen, f.eks. hvis borgeren er i en tilstand af psykose. Her har sygeplejersken erfaring med at skabe en dialog og vedligeholde en kontakt/relation under vanskelige forhold,” siger Tanja Prlac Jessen.

Og de fysiske forhold i udrykningsbilen, der er en minibus, er designet til netop dét. Her kan sygeplejerske og borger sætte sig ind i fred for andres blikke. De kan med et vendbart sæde sidde ansigt til ansigt.

”Her vil sygeplejersken forsøge at komme i dialog med borgeren om de omstændigheder, som har bragt ham/hende i den situation, hvor han f.eks. overvejer selvmord, vurdere, hvor konkrete selvmordstankerne er, og motivere borgeren til at modtage hjælp,” forklarer Tanja Prlac Jessen, og uddyber:

”De har erfaring med deeskalering, forstået på den måde at de kan bibringe ro i situationer og anerkende den fortvivlelse, der kan være hos borgen. Sygeplejersken vil kunne møde mennesket, der hvor vedkommende er og skabe tryghed.” 

Udover deeskalering er opgaven også at få forklaret borgeren, hvad en mulig tvangsindlæggelse indebærer, eller få indlæggelsen gjort frivillig.

Forsøget med det fælles udrykningsteam løber frem til medio 2021 og foregår i Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Midtjylland.

Emneord: 
Psykisk lidelse

Massiv mistrivsel blandt børn på Udrejsecenter Sjælsmark

61 pct. af de afviste asylbørn på Udrejsecenter Sjælsmark har sandsynligvis mindst én psykisk lidelse. En ny rapport fra Røde Kors dokumenterer det, som fagfolk som sundhedsplejerske Jytte Birthe Jensen, har forsøgt at råbe op om.
I 2018 sendte Røde Kors 59 underretninger til Hørsholm Kommune. I samme periode blev 20 børn henvist til psykologisk behandling. Psykologer og andre fagfolk som sundhedsplejerske Jytte Birthe Jensen ser stadigt flere børn med symptomer på mistrivsel.
Foto: Bax Lindhardt

”I Sandholm leger børnene. Det gør de ikke på Sjælsmark.”

Fakta

I 2018 sendte Røde Kors 59 underretninger til Hørsholm Kommune. I samme periode blev 20 børn henvist til psykologisk behandling, og psykologerne ser stadigt flere børn med symptomer på mistrivsel.

Så skarpt tegner sundhedsplejerske i Røde Kors, Jytte Birthe Jensen, billedet af asylbørns mistrivsel i asylcenteret Sjælsmark op.

Selv om der kun er 2 km imellem modtagecenteret Sandholm og udrejsecenteret Sjælsmark, er der en verden til forskel for børnene.

”I Sandholm ser vi familierne, når vi lige har modtaget dem. Det er familier, der er glade og forventningsfulde. De er lige kommet til et sikkert land og har et håb om at blive her. Når de kommer ind på kontoret, går børnene i gang med at lege. Det gør de ikke særlig meget i Sjælsmark. Her sidder de klinet op ad deres forældre.”

Sygeplejersker på Sjælsmark

Røde Kors driver en sundhedsklinik, som er åben tre dage om ugen og er bemandet alle hverdage.
Sundhedsplejersker er dagligt til stede og arbejder efter Sundhedsstyrelsens retningslinjer for forebyggende sundhedsforanstaltninger. En læge er tilknyttet klinikken, ligesom beboerne har mulighed for at blive henvist til samtaler med Røde Kors-psykologer.

Rapportens resultater

  • En stor del af børnene har signifikante symptomer på psykisk mistrivsel.
  • 61 pct. af børnene ville sandsynligvis opfylde kriterierne for en psykiatrisk diagnose, og yderligere 19 pct. af børnene ville muligvis opfylde kriterierne. Det vil sige, at 80 pct. af børnene i Sjælsmark sandsynligvis ville få stillet mindst en diagnose, hvis de blev udredt.
  • Det er dobbelt så mange som blandt nyankomne asylbørn.
  • Halvdelen af de 11-17-årige børn havde symptomer på PTSD.
  • En stor del af børnene har nedsat appetit, problemer med indsovning og har hyppige mareridt.
  • 80 pct. af forældrene havde symptomer på psykisk mistrivsel i en grad, der svarer til en psykisk lidelse som f.eks. angst eller depression.

I Sjælsmark er usikkerheden for morgendagen blandt de afviste asylansøgere allestedsnærværende. De har ingen penge, må ikke købe ind, lave mad eller bestemme, hvad eller hvornår de vil spise. Og det præger børnene, fortæller Jytte Birthe Jensen, der er koordinerende sundhedsplejerske og fællestillidsrepræsentant for syge- og sundhedsplejerskerne i Røde Kors, hvor hun har været ansat siden år 2000.

Hun er en af dem, der har observeret en markant forværring i børnenes trivsel på Sjælsmark. En observation, som for nylig blev bekræftet i en rapport fra Røde Kors ”Trivsel hos børn på Udrejsecenter Sjælsmark”, som er en systematisk psykologisk screening af 25 familier på Sjælsmark – herunder 56 børn. Hvilket svarer til halvdelen af centerets børn.

Konklusionen lyder, at 61 pct. af børnene på Sjælsmark er i så massiv mistrivsel, at de sandsynligvis ville få stillet mindst én psykiatrisk diagnose, hvis de blev udredt.

”Opholdet på Udrejsecenter Sjælsmark igangsætter og vedligeholder børnenes psykiske mistrivsel og vanskeligheder,” lød det fra psykologerne på det pressemøde, hvor rapporten blev præsenteret. Og de advarede om, at børnenes aktuelle symptomer kan blive kroniske, hvis der ikke sker ændringer.

Rapporten bekræfter ifølge Jytte Jensen det, som sundhedsplejersker og andre fagprofessionelle har sagt mange gange både i medierne og i høringssvar.

”Nu står det der sort på hvidt. Vi har tal, der beviser det, vi siger. Det er ikke godt for børnene at bo under sådan nogle livsvilkår i så lang tid. Det går ud over deres trivsel. Og det går ud over familiens generelle trivsel, og forældrenes ressourcer bliver nedbrudt.”

Sundhedsplejerske Jytte B. Jensen ser bl.a., at børnene mistrives, ved at de sover dårligt, og at deres appetit er dårlig. Og nogle af dem vokser ikke, som de skal.

”Når vi spørger, hvordan de har det, svarer de: ”Det er ikke godt her på Sjælsmark.” De griber fat i alt det negative. Der er ikke meget positivt for dem. De er blevet revet op med rode flere gange. Mange har haft børneliv, inden de kommer til Sjælsmark, og nogle har gået i en kommunal skole og haft danske kammerater. Men det er der ikke på Sjælsmark.”

”Vi ser mange bekymringstegn. De er mere triste, og der er en vrede i dem, som ikke kommer til udtryk over for os, men ved at de har øgede konflikter med de andre børn, har lettere til gråd og er mere angste. Det ser vi ikke, når de kommer til Danmark.”

”Vi kan se, at det går ned ad bakke med børnene. De ser deres forældre give op, og det går ud over børnene, som bliver meget mere involveret i familiens sag og forældrenes bekymringer.”

I forbindelse med udgivelsen af rapporten sagde Røde Kors generalsekretær, Anders Ladekarl, at han håbede, at rapporten ville give anledning til en seriøs politisk diskussion om den måde, vi behandler afviste asylansøgeres børn på.

Han imødekom potentielle kritikere ved at sige, at han mener, at de afviste asylansøgere har fået ”en fair behandling” i det danske asylsystem, og at det bedste ville være, hvis forældrene rejste hjem.

”Men nogen kan ikke udsendes, fordi deres hjemlande ikke vil modtage dem, og andre vil ikke rejse,” sagde han. ”Og så længe det ikke sker, må vi sikre børnene og have dem i centrum. Det skylder vi de børn. Vi er nødt til at forholde os til den massive mistrivsel.”

Rapporten fra Sjælsmark får dog ikke integrationsministeren til at love ændrede forhold for børnene. Til dr.dk siger hun:

”Forældrene har bragt deres børn i den her situation. De tager reelt deres børn som gidsler. Det åg kan vi ikke tage af børnenes skuldre.”

Alternativet, Radikale Venstre og Enhedslisten har kaldt ministeren i samråd den 12. juni og bedt ministeren om at redegøre for, hvilke initiativer ministeren og Kriminalforsorgen vil tage for at forbedre de uacceptable forhold, som børnene oplever i dag.
 

Emneord: 
Psykisk lidelse

5 minutter med ... Alexander Støttrup

”Jeg synes, man skylder at sidestille, at det er lige så slemt at være psykisk syg som somatisk syg. Man kan miste livet af begge dele. Så jeg ville ændre det tabu, der er omkring psykiatrien."

ALEXANDER STØTTRUPHvorfor valgte du at blive sygeplejerske?

"Siden jeg var ung, har jeg haft alvorlig sygdom i den nærmeste familie, så omsorg har altid været meget naturligt for mig i min hverdag."

Hvad var dit første job?

"Sengeafsnit Q3, Aarhus Universitetshospital i Risskov."

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for psykiatrien?

"Jeg vil gerne udfordre mig selv, og det bliver jeg i psykiatrien. Her kan patienterne virkelig komme ind under huden på en, fordi de ofte er meget syge med komplekse forløb. Jeg kan også godt lide, at to dage sjældent er ens."

Hvem har du lært mest af i din karriere?

"Mine kolleger og specielt en var en stor inspirationskilde. Vi havde forskellige synspunkter omkring mange ting, men hun tog sig altid tid til at argumentere, og man var sikker på at få belyst en problemstilling fra flere sider, når man gik til hende."

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?

"At man formår at multitaske som bindeled mellem patient, læge og pårørende. Kombineret med ro og overblik."

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?

"Husk på, du er nyuddannet. Som ny har du ret til at tage det roligt og lære tingene ordentligt. Du skal være i faget i mange år."

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?

"Jeg arbejder i et retspsykiatrisk, rehabiliterende afsnit, hvor patienterne med kriminel baggrund kan være indlagt i mange år. Det er meget tilfredsstillende, når jeg kan se, de rykker sig. Det mærkes i de små ting. F.eks. når man kan give dem mere udgang, at de påbegynder en uddannelse under indlæggelse, eller de får gjort sig tanker om, hvad fremtiden skal bringe dem."

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

"Etisk er jeg udfordret, når jeg møder patienter, der ikke angrer det, de har gjort, eller som insisterer på at fortsætte den livsstil, der har fået dem indlagt, når de engang bliver udskrevet. Så kan jeg indimellem tænke, at dig har jeg faktisk ikke lyst til at hjælpe. Men jeg gør det selvfølgelig, for det skal jeg i henhold til mit fag og min profession."

Hvad kan holde dig vågen om natten?

"Traumatiske oplevelser. Som når jeg har selvmord tæt inde på livet på mit arbejde, eller jeg bliver udsat for diverse alvorlige trusler."

Hvad er du mest stolt af i din karriere?

"Succeshistorier fra hverdagen. F.eks. fik jeg engang en håndskrevet seddel fra en tidligere patients mor, som skrev til mig, at jeg skulle vide, hvilken kæmpe betydning jeg havde haft for hendes datter, at jeg havde været med til at hjælpe hende videre i livet. Det blev jeg meget rørt og stolt over."

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?

"Jeg synes, man skylder at sidestille, at det er lige så slemt at være psykisk syg som somatisk syg. Man kan miste livet af begge dele. Så jeg ville ændre det tabu, der er omkring psykiatrien. Vi skal ikke være bange for psykiatriske patienter, det er ikke monstre, men alvorligt syge mennesker, der har brug for og krav på hjælp, fuldstændig som somatisk syge har."

Hvor ser du dig selv om fem år?

"At jeg har udviklet mig. Jeg vil gerne på et tidspunkt forske indenfor psykiatrien. Det er et felt med enormt mange muligheder og et emne, der ikke er belyst nok."

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?

"Vi kommer til at se mere specialisering inden for sygeplejen, og der bliver flere komplekse patientforløb, som kommer til at kræve flere ressourcer. Desværre tror jeg ikke, vi er forberedt på, hvor mange syge mennesker der kommer fremadrettet. Vi er f.eks. ved at "fremtidssikre" psykiatrien i Region Midtjylland, hvor jeg er. Det gør vi ved at bygge et nyt psykiatrisk hospital med færre sengepladser end det, vi kommer fra. Det er rent galimatias."

Emneord: 
Psykiatri
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed

Patienten, jeg aldrig glemmer: "Hun troede, hun blev forfulgt"

For en sygeplejerske kan evnen til at sætte sig i patienternes sted være et nyttigt redskab. En helt særlig patient fik dog Louise Kure til at indse, at det ikke er alting, man kan forstå.

pajag
Louise Kure
Foto: Nikolai Linares
Da jeg var sygeplejestuderende i psykiatrien, mødte jeg på et tidspunkt en patient, som jeg har tænkt på mange gange siden. Jeg stødte i det hele taget på mange skæve eksistenser i min tid dér, men især denne kvinde har sat sig fast i min hukommelse.

Hun var blevet syg i en sen alder og havde fået diagnosen skizofreni. Indtil da havde hun levet et liv i overhalingsbanen – ikke med stoffer og alkohol, men med masser af fart på og vilde oplevelser. Det var svært for hende, da det betød, at hun ikke kun skulle kæmpe med sin sygdom og vrangforestillinger, men også med at acceptere, at hun ikke længere kunne leve, som hun gjorde før.

Jeg husker specielt en dag, hvor hun havde været ude at gå tur. Hun nærmest bragede ind på afdelingen, da hun kom tilbage og så helt vild ud i blikket. Hun var tydeligt oprevet. Jeg havde egentlig fået fri og var på vej hjem, men da jeg kendte hende lidt bedre end de andre, der var på vagt den dag, gik jeg alligevel hen til hende og spurgte, om der var noget galt.

Hun fortalte, at hun havde været ude at gå, da en UFO pludselig havde svævet hen over hende. Den havde ikke forsøgt at samle hende op, mente hun, men havde i stedet "bare" holdt øje med hende og var fulgt efter hende hele vejen hjem.

Der var ingen tvivl om, at det for hende havde været en meget virkelig oplevelse. Hun beskrev alting så levende, at jeg næsten fik lyst til at gå ud og kigge efter, om der virkelig hang en flyvende tallerken og ventede udenfor.

Som sygeplejersker hører vi meget om, at vi altid skal prøve at møde patienterne, hvor de er. Men den dag lærte jeg, at det ikke altid er muligt. Jeg kunne end ikke håbe på at forstå, hvordan det føltes for hende. Jeg var jo rask, og hun var syg. Jeg ville aldrig kunne sætte mig i hendes sted.

I stedet nøjedes jeg med at lytte. Jeg kunne måske ikke forstå hendes følelser, men jeg kunne i hvert fald forsøge at rumme dem. Jeg blev siddende hos hende og snakkede med hende, indtil hun faldt til ro. Jeg kunne ikke sætte mig hundrede procent ind i hendes oplevelse, men jeg kunne i det mindste give hende ret i, at det måtte have været skræmmende for hende.

Det er efterhånden mange år siden nu, men læringen har jeg taget med mig videre i mit arbejdsliv. I sygeplejefaget oplever vi mange ting på nært hold, men alligevel vil der altid være tidspunkter, hvor vi ikke kan gøre andet end at lytte.

Det kan især være i svære situationer med pårørende. Jeg vil aldrig kunne forstå, hvordan det føles at miste sin 16-årige søn til en sygdom eller en ulykke, men som sygeplejerske kan jeg i det mindste gøre mit bedste for at rumme forældrene i deres sorg og tilbyde dem en støttende skulder.

Jeg er stadig taknemmelig for oplevelsen med min skizofrene patient.

Patienten, jeg aldrig glemmer

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

  • Skriv til: redaktionen@dsr.dk
  • Længde: maks. 3.000 anslag.
  • Emne: "Patienten, jeg aldrig glemmer".

 

Emneord: 
Psykisk lidelse
Sygeplejestuderende

Dengang: Sindssygepleje - et nedvurderet speciale

Arkivfoto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Kvindeafdelingen på Sindssygehospitalet Nykøbing Sjælland – her i 1925 med en sygeplejerske og hendes patienter – åbnede i 1915 som et topmoderne sindssygehospital bygget som en smuk haveby. Stedet var det første, der overvejende havde uddannede sygeplejersker ansat i stedet for kortuddannede eller ufaglærte plejere. Men sindssygepleje var ikke eftertragtet blandt sygeplejersker, og i perioder med mange arbejdsløse og nyuddannede sygeplejersker måtte Dansk Sygeplejeråd nærmest true dem til at tage arbejde på sindssygehospitalerne i provinsen. Det faldt ikke i god jord, og sindssygehospitalerne måtte derfor undertiden genansætte plejerne for at få dagligdagen til at køre

Emneord: 
Psykiatri
Psykisk lidelse

Slægtsforskning førte til roman om sindssyge

Anmeldelse af "Ingen sang over min vugge"

2016-9-anmeldelser-vugge

Vibeke Rejnholt Pfeiffer
Ingen sang over min vugge
Forlaget Mellemgaard 2016
370 sider – 269,95 kr. 

Bogen giver et unikt historisk tilbageblik og en forståelse for, hvad vores sundhedsvæsen har udviklet sig fra. Historien er vigtig, fordi vi igennem forståelsen af fortiden kan opnå viden om, hvilke dele af nutidens kultur, normer og processer som er nedarvet. 

Bogen giver et indblik i forholdene for fattige kvinder og sygeplejen i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Det er flettet ind i en gribende beretning om en sygeplejerskes oldemor, som efter mange hospitalsindlæggelser ender med at tilbringe 23 år på en sindssygeanstalt. Undervejs skildres forholdene for patienterne og de ansatte, og man lever sig ind i de svære omstændigheder, hvor der serveres varmt øl og rugbrød til morgenmad, og plejemoderen går rundt med sin ”sorte bog” og noterer de ansattes fejl.

Grundlaget for bogen er et omfattende slægtsforskningsarbejde og derigennem en mængde spændende breve, der er bevaret i oldemoderens journal i over 100 år. Forfatteren er sygeplejerske, og kendskabet til faget sikrer en sammenhængende historie ud fra de små brikker, som er dukket op i arbejdet med slægtsforskningen.

Bogen er skrevet som en letlæselig roman, som fik mig til at tænke over livet og føle mig privilegeret over det samfund, vi lever i, og vores, relativt set, højt udviklede sundhedsvæsen.

Louise Bangsgaard, udviklingschef, Master of Public Governance, Region Hovedstadens Psykiatri, Psykiatrisk Center Ballerup.

Emneord: 
Psykisk lidelse

Diagnosen holder sindslidende fast i patientrollen

RECOVERY. Recovery er en proces, der gør, at mennesker med sindslidelse kan komme sig helt eller delvist. Personernes problemer er ikke kun snævert koblet til deres diagnose, viser forskning. De handler også om samfundets krav om, at de skal være effektive, produktive og ja, normale.

Recovery betyder i daglig tale at komme sig.

Men når man taler om recovery, må man samtidig stille sig selv spørgsmålet: Hvad vil det sige at være rask? Hvad vil det sige at være normal?

”Patienterne skal dels forholde sig til, hvordan de bliver set og forstået af andre, og dels til deres egne tanker og handlinger. Og endelig skal de forholde sig til, hvilke muligheder de har for at vende tilbage til et socialt liv og måske et arbejdsliv,” fortæller adjunkt, ph.d. og sygeplejeforsker Mari Holen, RUC, der har forsket i recovery.

”Psykisk lidelse og recovery er omdiskuterede begreber i psykiatrisk praksis og forskning. Den måde, man forstår begreberne på, har betydning for, hvordan menneskers problemer forstås, og dermed også den hjælp, de kan tilbydes,” fortæller Mari Holen.

Recovery

Recovery deles op i at komme sig helt eller komme sig socialt:

  • At komme sig helt betyder et totalt fravær af psykotiske symptomer. Borgeren vender tilbage til det funktionsniveau, vedkommende havde inden sygdommen. For at blive betragtet som et menneske, der er kommet sig helt, kræves det, at bedringen er af en vis varighed og ikke er knyttet til nogen form for vedvarende psykiatrisk behandling. Omkring 25 pct. kommer sig helt af en skizofrenilidelse.
  • At komme sig socialt betyder, at borgeren stadigvæk kan fremvise kliniske tegn på psykisk lidelse, som f.eks. at høre stemmer eller have paranoide vrangforestillinger. Men disse symptomer forhindrer ikke borgeren i at deltage i det sociale liv (arbejde, socialt netværk og sociale aktiviteter). Omkring 35 pct. kommer sig socialt af en skizofrenilidelse.

Kilde: Socialstyrelsen.

I et igangværende forskningsprojekt om recovery dybdeinterviewer Mari Holen 12 personer, 15 år efter at de blev diagnosticeret med førstegangspsykose. De foreløbige resultater blev præsenteret på den første nationale forskningskonference indenfor psykiatrisk sygepleje, som fandt sted på SDU i oktober i år.

I projektet spørger hun til personernes egne opfattelser af deres problemer, og hvad der har haft betydning for deres recoveryproces.

”Det er interessant at se, hvordan deres problemopfattelser adskiller sig ganske meget fra et traditionelt syn på psykisk sygdom. Ofte kobler de deres problemer til sociale begivenheder i deres liv, som f.eks. overgang fra barn til voksen eller traumatiske oplevelser som svære ægteskaber, tab af nære pårørende, misbrugsproblemer osv.

Disse problemopfattelser ligger tit langt fra psykiatriens måder at forstå deres problemer på. Diagnosen kommer til at fungere som et tegn på afvigelse fra det normale."

Mari Holen har også interesseret sig for forholdet mellem patienten og de sundhedsprofessionelle. Det er hendes erfaring, at omgivelserne/de sundhedsprofessionelle ofte betragter de sindslidendes symptomer og reaktioner som overvejende et medicinsk problem. Og et medicinsk problem skal løses ad medicinsk vej.
 

Social baggrund

”Det er kendt, at der er en vis sammenhæng mellem social baggrund og psykisk lidelse. Men vi mangler viden om, hvordan et menneskes sociale baggrund influerer på risikoen for at få en psykiatrisk lidelse.

Patienternes problemer er ofte langt mere komplekse end det, der kan indfanges i et diagnosesystem. Dermed bliver den hjælp, vi kan give, langtfra tilstrækkelig. De bliver måske symptomfri i en periode, men det underliggende problem er stadig til stede.

Vi skal blive langt bedre til at indfange og forstå de sociale omstændigheder i patienternes liv. Det er måske de omstændigheder, der gør, at de får betegnelsen ”syge”,” siger Mari Holen.

I recoveryprojektet peger personerne på en lang række forhold, som har hjulpet dem i processen.
”Ikke overraskende er det hjælp, der tager afsæt i den samlede sociale situation, de står i, som for dem har haft mest betydning.”

Emneord: 
Psykiatri
Psykisk lidelse

Mettes stemme er blevet hørlig

RECOVERY. I filmen ”Mettes stemme” fortælles historien om en sindslidende kvindes kamp for at kæmpe sig ud af patientrollen. I dag har Mette Askov, som er uddannet sygeplejerske, konfronteret sine dæmoner og generobret sit liv.

 ​”Mette, jeg vil vide, hvad der er sket med dig i dit liv?”

Spørgsmålet fra en socialpædagog sætter noget i gang indeni Mette Askov, som på det tidspunkt bor på det psykiatriske bosted, Ørbæklund i Brande.

mettestemme_1”Foredragsvirksomheden griber stadig om sig. Jeg elsker at holde oplæg. Du lærer noget nyt om dig selv hver gang, du kan give noget videre til andre,” siger Mette Askov, som har været medicinfri i et år. Lige bortset fra pillerne mod den epilepsi, hun blev diagnosticeret med i år. Foto: Søren Holm
 

Hun begynder for første gang i sit liv at mærke efter, hvem hun selv er, og hvordan hun har det. Hun er på det tidspunkt kraftigt medicineret, stærkt overvægtig, inaktiv og vant til at leve med diagnosen: paranoid skizofreni.

Vi befinder os i 2008. Et årstal, der bliver et vendepunkt i Mette Askovs liv, og et årstal, vi vender tilbage til.
Mette Askov, 45 år, er uddannet sygeplejerske. Hun er uddannet fra Aarhus Sygeplejeskole i 1996.

I dag – november 2014 – er hun parat til at rykke teltpælene op og flytte fra Jylland til København med flere jobtilbud på hånden.
Hun vil gerne arbejde som sygeplejerske igen – efter en pause fra arbejdsmarkedet på godt 15 år og efter lige så mange år som psykiatrisk patient.

Hun har sagt farvel til angstdæmpende og antipsykotisk medicin i kilovis, til elektrochok på elektrochok og ikke mindst til tilværelsen som kronisk sindslidende. Hun har samtidig sagt farvel til 42 kg.

”Jeg var en zombie på 100 kg. Medicinen havde berøvet mig al energi og ethvert initiativ. Jeg overlevede bare.”
I dag ved Mette Askov, at hendes sygdomshistorie starter helt tilbage i barndommen. En barndom, som ellers tegnede lyserødt.
Hendes familie var på overfladen helt almindelig. Far, mor, Mette og den fem år yngre lillesøster. Begge piger kom til verden som ønskebørn.

Men barndommen overskyggedes af moderens nyresygdom. Moderen røg ind og ud af hospitalet, og faderen koncentrerede sig alene om sin hustru og hendes sygdom. Så snart han havde fået fri fra sit job, fodrede han pigerne hurtigt af og tog op på sygehuset for at være nær sin hustru.

Hjemme i familiens villa fik den otteårige Mette et alt for stort ansvar for sin lillesøster og for familiens trivsel generelt. Hun lærte aldrig at lytte til sine egne behov.

”Alt drejer sig om min mor. Hun har førsteprioritet i familien, og det er hende, vi alle sammen skal tage hensyn til. Hvis vi f.eks. er kede af det, siger hun altid: ”Hold nu op. I kan godt se, at jeg har det meget værre end jer!””
 

Stemmerne styrer

Stemmerne har været en trofast følgesvend i Mette Askovs liv, siden hun var otte år.

”Min mor var indlagt, og jeg havde lige puttet min lillesøster, som savnede sin mor. Jeg kunne ikke trøste hende, og det gjorde mig utroligt ked af det. Pludselig hører jeg en klar kvindestemme, som begynder at trøste mig. Stemmen fortæller mig, at jeg gør, hvad jeg kan.”

mettestemme_2”Hvad der er sket, kan du ikke ændre. Men i stedet for at se på symptomerne og behandle dem, skal man se på, hvad der ligger bagved,” siger sygeplejerske Mette Askov.

Hurtigt får kvindestemmen følgeskab af to mandestemmer. Stemmerne er hele tiden i baggrunden.
”Stemmerne støtter og opmuntrer mig. De er alt det, mine forældre ikke kan være.”

Lille Mette er bange for, at stemmerne skal blive taget fra hende, og fortæller derfor ikke nogen om sine stemmer.

Op gennem teenageårene og gymnasiet lever hun udadtil som sine jævnaldrende. Stemmerne er der, når hun har brug for dem. Men pludselig ændrer de karakter. De begynder at skælde ud, de kritiserer og nedgør hende.

Hun forsøger at holde stemmerne i skak og ryger store mængder hash gennem hele 3.g. Hun har også mange skiftende kærester. Går fra den ene til den anden. Dropper fyrene, så snart de kommer for tæt på.

Studentereksamen kommer alligevel i hus, og efter forskellige småjobs starter hun på sygeplejeskolen i Aarhus i 1991. Hun har et års orlov undervejs og bliver færdig i 1996.

Under et praktikophold på en psykiatrisk afdeling går det op for hende, at hun ligner patienterne. Hun har det ligesom dem.

”Jeg er selv lidt skør, og det skræmmer mig.”

Tilbage på skolen bliver hun så dårlig, at hun bliver indlagt på psykiatrisk afdeling i en måned med diagnosen depression. Hun er 24 år gammel og bliver for første gang i sit liv sat i behandling med antidepressiv medicin.

Som nyuddannet får Mette Askov job på en lukket ungdomspsykiatrisk afdeling. Hun har elsket det psykiatriske speciale siden sin praktiktid. Hun er fascineret af de specielle relationer mellem personale og patienter, som hun oplever på afdelingen. Specialet rummer store udfordringer og også en snert af vanvid, der tiltaler hende. Der er en særlig humor i psykiatrien, som man ikke finder andre steder i sundhedsvæsnet. Patienterne er ikke så hæmmede af samfundets regler og normer.

Hun skifter til et job på en psykiatrisk skadestue. En periode, hun betegner som den bedste i sit liv. Men efter et års tid bliver stemmerne mere og mere invaliderende. Til sidst kan hun ikke skjule dem overfor sine kolleger.

”Du sidder nogle gange og svarer nogen, som vi andre ikke kan se,” lyder beskeden fra en læge og to sygeplejerskekolleger, da de møder op hjemme hos hende på en fridag. Hun får valget mellem at blive indlagt frivilligt eller med tvang. Hun vælger at blive indlagt på Silkeborg Sygehus, hvor de ikke kender hende.

Indlæggelsen bliver starten på en lang rejse ind i psykiatriens land. Med sig i bagagen har hun fået diagnosen: paranoid skizofreni eller skizoaffektiv psykose.

Siden har Mette Askov kun haft kortvarig beskæftigelse som sygeplejerske. I stedet ryger hun i 15 år ind og ud af psykiatriske afdelinger.

”Ved hver indlæggelse tilføjer lægerne nye præparater til min medicinliste eller forhøjer dosis af min gamle medicin. Jeg prøver stort set alt, der er på markedet. Men udover at lægge en dæmper på mine symptomer har det ingen effekt. Jeg er stadig ked af det, og i tilgift bliver jeg træt og ugidelig.”

Hun prøver også elektrochok. 150 i alt. De har heller ikke nogen effekt.

”Jeg er meget autoritetstro og har stor tiltro til, at personalet gør det rigtige. Hvis jeg undervejs i forløbet forsøger at sætte spørgsmålstegn ved omfanget af medicineringen, siger lægerne, at jeg ikke har nogen sygdomserkendelse. Jeg er jo selv sygeplejerske, så jeg må kunne forstå, hvor vigtigt det er, at jeg tager medicinen som foreskrevet. Hvis jeg beder om en ekstra forklaring, afslører jeg indirekte, at jeg ikke kan mit fag. Og det vil jeg ikke risikere. Det rører for meget ved min selvfølelse.”
 

Den store nedtrapning

Mette Askov er i 2007 flyttet ind på det socialpsykiatriske bosted i Brande, Ørbæklund. Livet vender til det gode, da hun i 2008 får en ny kontaktperson, som er socialpædagog.
Socialpædagogen opfordrer Mette Askov til at fortælle om sin barndom, og i de lange samtaler, bliver hun bevidst om, at hun har en tendens til at tilsidesætte sine egne behov.

”Der er lagt låg på mine følelser. Jeg kan ikke græde, fordi jeg ikke ved, hvad det vil sige at være ked af det. Jeg kan ikke mærke mig selv.”
Mette Askovs medicinliste består på det tidspunkt af flere forskellige typer angstdæmpende, antipsykotisk og antidepressiv medicin plus sovepiller.

”Jeg er totalt sederet. Hvis nogen taler til mig, tager det fem minutter, før de får et svar,” husker hun.

”Men medicinen hjælper ikke. Jeg bliver ikke rask af alle de piller og alle de elektrochok. Jeg bliver bare ved med at have det dårligt, uanset hvilken behandling de giver mig.”

Dét, der hjælper hende på vej, er de forskellige strategier, personalet på Ørbæklund benytter sig af.

”F.eks. har jeg en fornemmelse af, at min hjerne er på vej ud af mit hoved. ”Prøv at tage en hat på,” er der én, der siger. Og det hjælper!”

Sådan blev ”Mettes stemme” til

Filminstruktøren Katrine Borre og Mette Askov mødtes første gang på verdens første stemmehørerkongres i Maastricht i 2008. Det blev starten på et frugtbart samarbejde. Katrine Borre fulgte i fire år i hælene på Mette Askov, som har diagnosen paranoid skizofreni, og som på det tidspunkt var kraftigt medicineret. Resultatet af de to kvinders møde kan ses i filmen ”Mettes stemme”.
Filmen har også været en rejse ind i et ukendt land for instruktøren selv, fortæller Katrine Borre, som undervejs blev konfronteret med sine egne fordomme om det at være sindslidende. 
”Da jeg første gang mødte mennesker, der hører stemmer, troede jeg, de var lidt farlige. Du kan ikke se det på dem. Jeg måtte ind bag facaden for at opdage, at de er helt almindelige mennesker med en lang historie i psykiatrien, fyldt med misforståelser og fejlmedicinering. Mette er kun én af mange.” De to kvinder rejser nu sammen landet rundt med filmen og møder publikum efter forevisningen.
”Mettes stemme” har netop vundet prisen for ”Bedste udenlandske film” på Mad In Americas internationale filmfestival. Læs mere på www.filmkontoret.dk

Mette Askov har også haft god gavn af hesteterapi, en metode, hvor man lærer at styre en hest uden brug af magtmidler. Der opstår en særlig dynamik mellem hesten og dens fører, og det er guld for selvværdet.

Personalet på Ørbæklund holder også kurser i håndtering af stemmer. Bostedet har tillige en stemmehørergruppe, som mødes i et fællesrum. Her møder Mette Askov for første gang andre ”stemmehørere” og begynder selv at fortælle om sit lange liv med stemmerne. Hendes psykiater kommer på besøg på bostedet hver tredje måned.

”Pludselig føler jeg, at jeg har tilstrækkeligt med strategier til at tøjle min uro, angst og mine stemmer til, at jeg tør begynde at trappe ned på min medicin. Jeg er langsomt ved at indse, at medicinen ikke hjælper mig. Mit mål er at blive medicinfri.”

Fordi hun selv har arbejdet i psykiatrien som sygeplejerske, ved hun, hvor farligt det kan være at trappe for hurtigt ud af de mange forskellige præparater, hun tager hver dag. For hurtig nedtrapning kan betyde svære abstinenser, der i værste fald kan forstærke de oprindelige symptomer som angst, uro og hallucinationer. Hun risikerer et alvorligt tilbagefald.

Hun begynder derfor en meget langsom nedtrapning, der varer ca. 2½ år. Beslutningen er helt hendes egen. Hun har ikke talt med psykiateren siden 2011.

”Jeg vidste godt, han ikke ville støtte mig i min beslutning om at trappe ud af medicinen.”

Det er også i nedtrapningsperioden, Mette Askov får overskud til at tale med en psykolog om voldtægten, hun var ude for som ganske ung. Det skete i sommerferien mellem 2. og 3.g. Mette Askov var sydpå med en veninde. De to piger gik med to fyre ned på en båd, de fik noget at drikke, og pludselig blev Mette låst inde i en kahyt og voldtaget. Hun fortæller det ikke til nogen, heller ikke til veninden. Det lykkes hende helt at fortrænge overgrebet. Episoden er slettet af erindringen og dukker først op igen, da hun er trappet ud af de beroligende benzodiazepiner og den stærke antipsykotiske medicin.

”En aften jeg lige er gået i seng, fortæller én af stemmerne mig, hvad der skete dengang på båden. Oplevelsen rammer mig som en boomerang. Det føles, som om det er sket lige ugen før. Jeg kan slet ikke rumme tankerne og de ubehagelige følelser og forsøger at tage mit eget liv ved at skære pulsårerne i håndleddene over.”

Hun husker nu, hvordan stemmerne ændrede karakter netop dengang, lige efter voldtægten. I dag hører Mette Askov stadig stemmer indimellem. Men de har mistet deres magt over hende. I dag bruger hun en stor del af sin tid på at rejse rundt og holde foredrag om sin recoveryproces. F.eks. har hun holdt foredrag for psykologistuderende på Odense Universitet og undervist på sommerskole for sygeplejestuderende i Region Hovedstaden.

”Jeg tror ikke på, at man bliver sindslidende eller psykotisk ud af den blå luft. Jeg tror, der er en årsag.

Bare det at jeg fik sat ord på min barndom og en problematisk periode i mit liv, var med til at gøre mig rask. For mig giver det rigtig god mening, at nogle af mine reaktioner stammede fra den periode. Hvad der er sket, kan du ikke ændre. Men i stedet for at se på symptomerne og behandle dem, skal man se på, hvad der ligger bagved. Er der en årsag til, at patienten har det dårligt? Har hun været ude for noget ubehageligt på et tidspunkt i sit liv?

I dag ved jeg, at jeg har lov til at være ked af det og vred over det, der er sket mig.”

Emneord: 
Psykiatri
Psykisk lidelse

Psykiatrien i krise - en kamp om definitioner

Tre forskellige stemmer konkurrerer om at definere psykisk lidelse og normalitet. Med udgangspunkt i en omstridt kronik af Peter Gøtzsche, leder af Cochrane Centret i Danmark, dykker forfatterne ned i stridens kerne og giver deres bud på en samfundsvidenskabelig tilgang til psykisk lidelse, der også omfatter sociale, kulturelle og økonomiske perspektiver.

I begyndelsen af januar 2014 skrev lederen af det uafhængige Cochrane Center, professor, dr.med. Peter Gøtzsche, en omstridt kronik, ”Psykiatri på afveje” (1). I kronikken problematiserede han den videnskabelige lødighed af de medicinske forståelser af psykisk lidelse og psykiatriens samlede behandlingslegitimitet.

For os er Gøtzsches kronik endnu et tegn på det overordnede forhold, at psykiatrien befinder sig i en legitimitetskrise. Krisen har mange årsager, men skyldes til dels, at den optimisme og fremtidstro, der fulgte med udviklingen af psykofarmaka og nye hjernescanningsteknikker i 90’erne, gang på gang har vist sig at hvile på et mindre sikkert grundlag.

Som Gøtzsche og bl.a. den amerikanske videnskabsjournalist Robert Whitaker viser (2), peger flere og flere undersøgelser på, at psykofarmaka ikke er et quick fix eller den endelige løsning på psykisk lidelse, som psykiatrien havde næret håb om. Dette anslag mod psykiatrien tog fart, da Gøtzsche sandsynliggjorde, at psykiatriens professionelle synes at være korrumperet af den lægemiddelindustri, der producerer psykofarmaka. Det er derfor et slag i ansigtet på den etablerede psykiatri, at Gøtzsche pointerer, at et stigende antal undersøgelser sår tvivl om, hvorvidt den psykofarmakologiske behandling af psykisk lidelse egentlig gør mere gavn end skade for patienterne.

Psykiatrien slår igen

Som reaktion på artiklen har adskillige lægemiddelforskere, repræsentanter for lægemiddelvirksomheder og fremtrædende psykiatere aktivt forsøgt at de-legitimere Gøtzsches videnskabelige troværdighed. De har hævdet, at Gøtzsches kritik hverken bygger på den nødvendige kliniske ekspertise eller indsigt i det psykiatriske diagnosesystem og dets biologiske grundforhold til trods for, at det netop er der, Gøtzsche rettede sin kritik. Nogle af Gøtzsches modstandere har endda forsøgt at de-legitimere selve hans person ved at stemple ham som ”ekstrem” (3) og ”paranoid” (4).

Når bølgerne går så højt, er det, fordi diskussionen handler om langt mere end at være for eller imod psykofarmaka. En mere dybdegående læsning og analyse af indlæggene viser, at de forskellige aktører i debatten taler ud fra forskellige positioner i forhold til det helt overordnede spørgsmål: Hvad er psykisk lidelse, og hvem definerer det?

Debatten afspejler, at psykiatrien er i krise, fordi der er tale om en regulær magtkamp om retten til at definere psykisk lidelse og normalitet. Fra et samfundsvidenskabeligt synspunkt handler striden om, at psykiatriens mandat til at definere sin egen opgave og sine egne spilleregler er truet. I kølvandet på Gøtzsches artikel har vi identificeret to overordnede stemmer i de indlæg, der går til modangreb på Gøtzsches kritik. Stemmerne repræsenterer nogle forskellige tilgange til spørgsmålet om psykisk lidelse og normalitet, som har afgørende betydning for, hvordan man ser på psykiatriens opgave, den krise psykiatrien befinder sig i, og de mulige løsninger, se boks 1.

Boks 1. Debattens stemmer

Tre stemmer i psykiatrien

Den første stemme

”Patienten er skizofren” – ”en skizofren person.”
Udgøres af professionelle, dvs. psykiatere, psykofarmakologer og andre med interesse i biomedicinsk behandling.
Repræsenterer en professionaliseret medicinsk position, hvor eksperter bør forvalte kontrollen og behandlingen af patienten.

Den anden stemme

”Personen er ikke skizofren – personen har skizofreni.”
Udgøres af semiprofessionelle, velmenende lægmænd, humanistisk anlagte sygeplejersker, brugerorganisationer, pårørende og patienter.
Repræsenterer en fornuftsorienteret position, hvor professionelle har et særligt ansvar for at diagnosticere, behandle og kontrollere det stigende antal psykisk syge borgere. Er åben for kritik af f.eks. overmedicinering og overdreven brug af tvang.

Den tredje stemme

”Personen oplever problemer – personen hører stemmer.”
Udgøres af kritiske brugerbevægelser og samfundsvidenskabelige psykiatriforskere.
Repræsenterer en position, der fremhæver, at psykiatriske diagnoser afhænger af ideologiske, økonomiske og sociale forhold og har reelle konsekvenser for de mennesker, der klassificeres.

Professionelle og politiske stemmer

Den første og mest dominerende af stemmerne kommer fra psykiatriske professionelle dvs. psykiatere, psykofarmakologer og andre med en interesse i biomedicinsk behandling. Den repræsenterer en professionaliseret medicinsk position og forudsætter, at det er læger og andre medicinske professionelle, der som eksperter bør forvalte kontrollen og behandlingen af patienten. I debatten henter stemmens repræsentanter ofte deres legitimitet i undersøgelser af, hvor godt behandlingen virker.

Derfor tilsiger stemmen i denne debat, at de kliniske professionelle alene og i modsætning til de sindslidende selv og andre lægmænd kan og bør afgøre, hvad patientens virkelige lidelse og normalitetsafvigelse består i, og hvilke mangler afvigelsen skyldes. Psykisk sygdom ses ikke som en metafor for menneskers lidelse, men som noget, der eksisterer objektivt og definerer patientens eksistens. Det anerkendes, at sygdommen nok til dels kan modereres af kulturelle og sociale faktorer, men disse ses som sekundære til patientens grundlæggende syge kerne. Stemmen forudsætter, at de psykiatriske sygdomsbegreber er neutrale, objektive og korrekte afspejlinger af patientens tilstand, som forstås uafhængigt af økonomiske interesser, faglige statuskampe og moralske værdier.

Det betyder, at psykiatrien opfattes som en humanitær kustodisk institution, hvis opgave består i at beskytte og kurere mennesker for deres normalitetsafvigelse (5). Patienterne forstås som defineret af deres sygdom, hvilket med nogle få ord kan beskrives som f.eks. ”patienten er skizofren” eller ”en skizofren person” (6). Denne ekspertbaserede sygdomsopfattelse af patienten gør det i bedste fald vanskeligt at se patienter som andet end objekter for psykiatrisk ekspertise og pårørende som grundlæggende overflødige i plejen og behandlingen.

Semiprofessionelle og velmenende lægmænd

Den anden stemme i debatten er repræsenteret af semiprofessionelle, velmenende lægmænd, mere humanistisk anlagte psykiatere og sygeplejersker, brugerorganisationer, pårørende til patienter eller patienterne selv. Denne stemme er kompromissøgende og fornuftsorienteret. I debatten fremhæver stemmen ofte, at psykiatrien har en særlig berettigelse til at definere sin egen opgave, fordi de psykiatriske professionelle i effektivitetens navn har et særligt socialt ansvar for at diagnosticere, behandle og efterfølgende kontrollere det angiveligt hastigt stigende antal psykisk syge borgere.

Stemmen anerkender og accepterer typisk de dominerende medicinske definitioner af psykisk lidelse og normalitet, som den første stemme bygger på, men åbner op for en vis kritik og forbehold over for nogle problematiske og uetiske psykiatriske praksisser som overmedicinering eller overdreven brug af tvang. Det hænger sammen med, at stemmen også repræsenterer et ideal om, at de professionelle bør se diagnosen som et øjebliksbillede, der indimellem slører, hvem personen også kan være. Grundsætningen i denne stemme er for eksempel ”personen er ikke skizofren – personen har skizofreni” (6).

Denne stemme kan således ses som en nyliberal afart af den første stemme, da stemmen søger at supplere den professionaliserede stemme med en mere individcentreret og ansvarlighedsorienteret tilgang til spørgsmålet om pleje og behandling af mennesker med psykisk lidelse. I effektivitetens tjeneste tilsiger dette fornuftsrationale, at både patienter, pårørende og professionelle må tage ansvar for behandlingen. For at undgå unødig brug af medicin og tvang tager inddragelsen af patienter og pårørende derfor sigte mod at lære patienter og pårørende, at patienterne er personligt ansvarlige for at underkaste sig plejen og behandlingen, mens pårørende er forpligtet til at vedligeholde den.

Det er primært disse to delvist overlappende stemmer, der indtil videre har slået tonen an i diskussionen om Gøtzsches artikel. Men med Gøtzsches artikel blev der for alvor åbnet for en tredje stemme, som er anerkendt udenfor Danmark.

Psykisk lidelse er et socialt anliggende

Den tredje stemmes måde at forholde sig til psykisk lidelse som et socialt anliggende er på ingen måde ny, selvom dens repræsentanter har været underrepræsenterede i den danske debat. Nu har stemmen fået fornyet kraft og repræsenteres ofte af aktører fra kritiske brugerbevægelser og samfundsvidenskabelige psykiatriforskere.

Selvom der i denne bevægelse ofte peges på forskellige typer af fejlslutninger i forhold til de andre to stemmers grundantagelser omkring psykisk lidelse, er der ikke tale om en forståelse, der er identisk med den anti-psykiatriske bevægelse, som gjorde sig gældende i 70’erne. Idet den tredje stemme stiler mod at undersøge forskellige typer af problemer i livet uden at ty til medicinske rationaler, kunne en grundsætning være, at ”personen oplever problemer” eller ”personen hører stemmer” (6). Den tredje stemme retter sig mod at anskueliggøre forbindelserne mellem historiske, ideologiske, økonomiske eller kulturelle forhold og begrebet om psykisk lidelse og effekten på menneskers liv.

Overordnet set kan der skelnes mellem, hvordan sociale processer betinger særlige opfattelser af psykisk lidelse og omvendt, at særlige opfattelser af psykisk lidelse former vores sociale liv.

Samfundsvidenskaberne har ofte fremhævet, at psykiatriske normalitets- og sygdomskategorier ikke er entydige beskrivelser af tilstande hos enkeltpersoner, men at psykiske lidelser afspejler og bliver konsekvensen af større eller mindre sociale processer i samfundet. Her kan vi nævne eksempler fra historien, fra psykiatriens egne rækker og fra psykiatrisk forskning. F.eks. har galskab i historiske perioder skiftevis været anset som en bestialitet, som en særlig form for visdom, som moralsk forfald, og nu som bio-psykiske sygdomme (7).

Et nyere eksempel fra psykiatrien kunne være, at et udvalg af psykiatere har konstrueret flere og flere lidelser, som er blevet indlemmet i de diagnostiske værktøjer. Derfor ser vi f.eks., at den nyligt udkomne diagnostiske manual DSM-5, der bruges til at diagnosticere og udføre forskning i psykiske sygdomme, er blevet tykkere og tykkere for hver revision.

De klassifikationer, som psykiatrien udvælger, opstår på baggrund af en social forhandling mellem psykiatriens fortalere om, hvilke diagnoser det giver mening at konstruere. Omvendt er der ikke tale om, at tilblivelsen af diagnoserne beror på nogle strengt objektive og neutrale forhold. I forlængelse heraf går der ofte ikke lang tid, fra en ny psykiatrisk diagnose er skabt, til den medicinske industri udvikler en ny form for psykofarmaka, der er målrettet denne specifikke diagnose.

Forskningen i psykologiske og sociale processer har, på trods af at den har været økonomisk underprioritet, fundet robuste belæg for koblingen mellem begivenheder i livet og udviklingen af forskellige symptomer. Det gælder også psykiske lidelser, som traditionelt har været anset for at være forankret i biologiske forhold, f.eks. det man kalder skizofreni (8). Studier i sociale forhold viser, at fattigdom og ulighed er nogle af de mest markante faktorer i udviklingen af psykisk lidelse (9), og at der i lande med større økonomisk ulighed er større forekomst af psykiatriske diagnoser (10).

Undersøgelser viser, at fænomener som stemmehøring og mærkelige overbevisninger, der grænser op til vrangforestillinger, er mere udbredte, end de fleste forventer. F.eks. har 10-15 pct. af normalbefolkningen på et tidspunkt hørt stemmer eller oplevet andre former for hallucinationer (11), 45 pct. af normalbefolkningen i England tror på telepati, og 31 pct. tror på spøgelser (12).

På baggrund af befolkningsundersøgelser bliver det derfor tiltagende væsentligt at prøve at forstå, hvordan sociale og kulturelle processer er afgørende for, hvilke tilstande og overbevisninger der kan anses for at være afvigende og syge. Med andre ord kan forståelsen af psykisk lidelse ikke skelnes fra det kulturelle og det sociale, fordi kulturelle og sociale processer både er med til at skabe de fænomener, der betegnes som psykisk lidelse, og definere det, der betragtes som afvigende og sygeligt.
Parallelt hermed påvirker begreber om psykisk lidelse også vores sociale liv.

I vores egne etnografiske feltarbejder har vi f.eks. beskæftiget os med, hvilke begreber om psykiske lidelser der gør sig gældende hhv. i sundhedspolitiske dokumenter, hos professionelle, patienter og pårørende, og hvilke konsekvenser de får for mennesker. Her har vi undersøgt, hvad forskellige opfattelser af psykisk lidelse betyder for de daglige praksisser på psykiatriske afdelinger og i folks hverdagsliv.

Ringers (13) forskning viser bl.a., at for mange patienters vedkommende bevirker diagnostiske forståelser, at patienterne kommer til at søge efter tegn på sygelighed hos sig selv, i højere grad overvåger sig selv og kan have svært ved at mærke sig, hvem de er.

Outes forskning viser, at psykisk lidelse i praksis ofte opfattes som et spørgsmål om, at patienten er svag og ude af stand til selv at varetage hverdagens rutiner og pligter (14). Konsekvensen bliver, at pårørende ofte inddrages i den psykiatriske behandling, ved at de bruges som midler til at kontrollere og overtale deres syge samlever til at acceptere og vedligeholde psykiatrisk behandling (15). Undersøgelserne viser dermed, at de psykiatriske sygdomsbegreber ikke er neutrale beskrivelser, men at de får reelle konsekvenser for de mennesker, de omhandler.

Revolution på vej i psykiatrien?

Meget peger på, at den første og anden stemmes tro på, at psykiatriske diagnoser er stabile, objektive og neutrale gengivelser af patienternes tilstand, både er misvisende og har svære konsekvenser for dem, der lever med problemerne. Begrebet om psykisk lidelse har afgørende betydning for, hvordan psykiatriske professionelle forstår mennesker med psykisk lidelse, hvilket igen har nogle specifikke konsekvenser for menneskers identitet og handlemuligheder i deres private liv.

Problemet med at tage en endegyldig definition af psykisk lidelse for givet uden at tage hensyn til, at begrebet er uløseligt forbundet med kulturelle og sociale forhold, består i, at dette kan hindre kritisk refleksion over sygdoms- og normalitetsbegrebets konsekvenser for de mennesker, det vedrører. Som set i den seneste tids debat synes repræsentanter for psykiatrien og de førstnævnte to stemmer ikke at forholde sig nævneværdigt til disse grundlæggende forhold knyttet til begrebet og dets konsekvenser. Der er derfor behov for et nyt paradigme i psykiatrien, hvor det er muligt og legitimt at åbne op for refleksion og kritisk selvransagelse over de fastlåste forståelser af psykisk lidelse, som hæmmer udviklingen af en mere menneskelig psykiatri.

Det er disse forhold, som den tredje stemme kan bidrage med, og det er det, vi mener, Gøtzsches indlæg på et uafhængigt videnskabeligt grundlag åbner op for. Spørgsmålet er derfor:
Hvornår kan vi forvente, at der kommer et sagligt og dialogorienteret modsvar til Gøtzsches og andres kritiske bidrag? Og hvornår kan vi forvente, at de professionelle repræsentanter for det bio-psykiatriske paradigme tager deres opgave på sig og reflekterer kritisk over paradigmet, når det er tydeligt, at dette bygger på et mangelfuldt og ikke-interesseløst fundament?

Jeppe Oute, psykiatrisk sygeplejerske, cand.pæd.ant., ansat som ph.d.-studerende ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet´.

Agnes Ringer, cand.psych., ph.d., ansat som psykolog i Ringsted Socialpsykiatri og ekstern lektor ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitet 

Litteratur

  1. Gøtzsche PC. Psykiatri på afveje. Politiken 2014 Jan 6;5-6.
  2.  Whitaker R. Den psykiatriske epidemi: illusionen om mirakelpillen. Søborg: Psykovion; 2013.
  3. Kessing L, Nordentoft M, Middelbo T. Fup og fakta omkring psykofarmaka. Politiken 2014 Jan 17;7-8.
  4. Day Poulsen H. 2014: Året hvor patienten bliver taber. Berlingske tidende 2013 Dec 26;37.
  5. Gildberg FA. Reconstructing normality: interactional characteristics of forensic mental health nursing. Odense: Enheden for Sygeplejeforskning, Syddansk Universitet; 2012.
  6. Speed E. Patients, consumers and survivors: a case study of mental health service user discourses. (0277-9536 (Print)).
  7. Foucault M. Galskabens historie i den klassiske periode. Frederiksberg: Det lille Forlag; 2003.
  8. Read J, van Os JF, Morrison AP FAU, Ross CA. Childhood trauma, psychosis and schizophrenia: a literature review with theoretical and clinical implications. Acta Psychiatr Scand 2005 Nov;112(5):330-50.
  9. Read J. Can Poverty Drive You Mad? “Schizophrenia”, Socio-Economic Status and the Case for Primary Prevention. New Zealand Journal of Psychology 2010;39(2):7-19.
  10. Wilkinson R, Pickett K. The spirit level: why equality is better for everyone. New edition ed. London: Penguin; 2010.
  11. Tien AY. Distributions of hallucinations in the population. Soc Psychiatry Psychiatr Epidemiol 1991;26(6):287-92.
  12. Harper D. The Social Context of Paranoia.  In: Moncrieff J, Rapley M, Dillon J, editors. De-medicalizing misery: psychiatry, psychology and the human condition.Basingstoke: Palgrave Macmillan; 2011. p. 53-66.
  13. Ringer A. Listening to patients: a study of illness discourses, patient identities, and user involvement in contemporary psychiatric practice. Roskilde: Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning; 2013.
  14. Hansen JO, Randwijk, C.v. Nu tager vi over – en diskursanalyse af subjektpositioner i psykiatrisk sygepleje. Nordiske Udkast. In press 2014.
  15. Hansen JO, Buus N. Living with a depressed person in Denmark: a qualitative study. Int J Soc Psychiatry 2013 Jun;59(4):401-6.
English abstract

Oute J, Ringer A. Psychiatry in Crisis - a Battle over Definitions. Sygeplejersken 2014;(7):78-82.

Introduction: In January 2014, professor Peter Gøtzsche, head of the independent Cochrane Center, raised questions about the scientific quality of the medical understanding of mental illness. Since then, representatives of the psychiatric paradigm have answered to that critique.
Method: An analysis of the phrasing of the debate responses showed that the leading voices represent two overlapping positions as to: What is mental illness and who may define it?
Findings: A professional expert voice, where mental illness is seen as an objective dimension that fundamentally reflects the patient’s existence and ill core. A political voice, which is a new liberal variety of the first voice and which moderates the professional expert voice with a more sensible approach.
Discussion: Societal studies show, in line with Gøtzsche’s work, that maintaining that psychiatric diagnoses are objective and independent parameters is misleading and has serious consequences.
The above reveals a need for a new paradigm that includes social, cultural and economic angles in the understanding of mental illness.

Keywords: Mental illness, psychiatric research, psychiatric paradigm.

Emneord: 
Psykiatri
Psykisk lidelse

Fokus flyttes fra symptom til funktion

En sherpa er en bjergguide, der viser vej, og det er også filosofien bag den måde, en privat virksomhed arbejder med mennesker med psykisk sygdom på. Fokus skal flyttes fra begrænsninger til muligheder for den, som er ramt af sindslidelse.

Læs som PDF - gå til side 55

I 2030 vil psykisk sundhed og i særdeleshed depression være det største helbredsmæssige problem i verden og dermed langt overstige tallene for hjerte-kar-sygdomme og cancer, forudser Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Hvis WHO’s prognose holder stik, vil vi i fremtiden opleve, at en langt større andel af befolkningen vil have en psykisk sygdom, som man skal leve med. Det stiller store krav og giver nye udfordringer til sundhedssektoren generelt, men også specifikt til sygeplejersker. Nogle af de største udfordringer bliver, hvordan vi forebygger psykisk sygdom, men også hvordan vi hjælper den enkelte til at leve med at have en psykisk sygdom. Det vigtige bliver at flytte fokus fra de begrænsninger, der er, når man er syg, til, hvad der er af muligheder. At få lagt vægt på alt det, som man stadig kan, på trods af sygdommen.

I Sherpa hjælper vi mennesker, der har fået en psykisk sygdom for første gang, og som har brug for enten støtte til at komme i arbejde eller uddannelse eller til at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet, se boks 1. Det hele foregår på brugerens præmisser.

Brugeren får tilbudt et forløb med en fast mentor, der kan hjælpe med alt fra at sætte struktur på hverdagen til gældssanering og eventuelle møder med offentlige myndigheder. Det er brugerens individuelle behov, der sætter rammen. Når brugeren vurderer, at tiden er moden, og hvis det ønskes, arbejder Sherpas karriererådgivere og brugeren sammen om en fælles, realistisk plan mod job eller uddannelse. Sygdommen fylder naturligvis i udgangspunktet meget hos de brugere, der kommer for at få hjælp, men vores opgave er at få flyttet fokus og lagt vægt på, hvad de kan. At se på funktioner frem for symptomer.

I vores møde med brugeren bliver opgaven at få stillet spørgsmålet:

”Ja, du er syg, men hvad laver du ellers? Hvad har tidligere fyldt dig med energi, og kunne du have lyst til at gribe fat i det igen?”

Resultaterne er fantastisk positive. Det gør noget ved mennesker, når man bruger deres egne ressourcer og tager udgangspunkt i, hvad de tidligere har haft det godt med eller haft succes med.

Vi ser i Sherpa mange gode eksempler på, hvordan mennesker, som har været syge i mange år, blomstrer op, fordi de er blevet matchet med den rette virksomhed og den korrekte arbejdsbelastning. Og de har mulighed for at fastholde hjælpen, også efter de er kommet i job eller uddannelse, da der er mulighed for at henvende sig til Sherpa, hvis der opstår svære situationer eller der sker ting, de ikke forstår.

Suzanne Ortmann, sygeplejerske og mentor i Sherpa; suzanne@team-sherpa.dk
Jette Rose, sygeplejerske og koordinator i Sherpa

Fakta om Sherpa

Sherpa er en privat virksomhed, som understøtter vejen tilbage til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet for mennesker, som er eller har været i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem for første gang.

Emneord: 
Filosofi
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi