5 minutter med ... Alexander Støttrup

”Jeg synes, man skylder at sidestille, at det er lige så slemt at være psykisk syg som somatisk syg. Man kan miste livet af begge dele. Så jeg ville ændre det tabu, der er omkring psykiatrien."

ALEXANDER STØTTRUPHvorfor valgte du at blive sygeplejerske?

"Siden jeg var ung, har jeg haft alvorlig sygdom i den nærmeste familie, så omsorg har altid været meget naturligt for mig i min hverdag."

Hvad var dit første job?

"Sengeafsnit Q3, Aarhus Universitetshospital i Risskov."

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for psykiatrien?

"Jeg vil gerne udfordre mig selv, og det bliver jeg i psykiatrien. Her kan patienterne virkelig komme ind under huden på en, fordi de ofte er meget syge med komplekse forløb. Jeg kan også godt lide, at to dage sjældent er ens."

Hvem har du lært mest af i din karriere?

"Mine kolleger og specielt en var en stor inspirationskilde. Vi havde forskellige synspunkter omkring mange ting, men hun tog sig altid tid til at argumentere, og man var sikker på at få belyst en problemstilling fra flere sider, når man gik til hende."

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?

"At man formår at multitaske som bindeled mellem patient, læge og pårørende. Kombineret med ro og overblik."

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?

"Husk på, du er nyuddannet. Som ny har du ret til at tage det roligt og lære tingene ordentligt. Du skal være i faget i mange år."

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?

"Jeg arbejder i et retspsykiatrisk, rehabiliterende afsnit, hvor patienterne med kriminel baggrund kan være indlagt i mange år. Det er meget tilfredsstillende, når jeg kan se, de rykker sig. Det mærkes i de små ting. F.eks. når man kan give dem mere udgang, at de påbegynder en uddannelse under indlæggelse, eller de får gjort sig tanker om, hvad fremtiden skal bringe dem."

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

"Etisk er jeg udfordret, når jeg møder patienter, der ikke angrer det, de har gjort, eller som insisterer på at fortsætte den livsstil, der har fået dem indlagt, når de engang bliver udskrevet. Så kan jeg indimellem tænke, at dig har jeg faktisk ikke lyst til at hjælpe. Men jeg gør det selvfølgelig, for det skal jeg i henhold til mit fag og min profession."

Hvad kan holde dig vågen om natten?

"Traumatiske oplevelser. Som når jeg har selvmord tæt inde på livet på mit arbejde, eller jeg bliver udsat for diverse alvorlige trusler."

Hvad er du mest stolt af i din karriere?

"Succeshistorier fra hverdagen. F.eks. fik jeg engang en håndskrevet seddel fra en tidligere patients mor, som skrev til mig, at jeg skulle vide, hvilken kæmpe betydning jeg havde haft for hendes datter, at jeg havde været med til at hjælpe hende videre i livet. Det blev jeg meget rørt og stolt over."

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?

"Jeg synes, man skylder at sidestille, at det er lige så slemt at være psykisk syg som somatisk syg. Man kan miste livet af begge dele. Så jeg ville ændre det tabu, der er omkring psykiatrien. Vi skal ikke være bange for psykiatriske patienter, det er ikke monstre, men alvorligt syge mennesker, der har brug for og krav på hjælp, fuldstændig som somatisk syge har."

Hvor ser du dig selv om fem år?

"At jeg har udviklet mig. Jeg vil gerne på et tidspunkt forske indenfor psykiatrien. Det er et felt med enormt mange muligheder og et emne, der ikke er belyst nok."

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?

"Vi kommer til at se mere specialisering inden for sygeplejen, og der bliver flere komplekse patientforløb, som kommer til at kræve flere ressourcer. Desværre tror jeg ikke, vi er forberedt på, hvor mange syge mennesker der kommer fremadrettet. Vi er f.eks. ved at "fremtidssikre" psykiatrien i Region Midtjylland, hvor jeg er. Det gør vi ved at bygge et nyt psykiatrisk hospital med færre sengepladser end det, vi kommer fra. Det er rent galimatias."

Emneord: 
Psykiatri
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed

Den akut syge patient med apopleksi har brug for psykisk omsorg

Apopleksi. På baggrund af et systematisk litteraturstudie med fem kvalitative artikler anbefaler et bachelorprojekt seks tiltag, der kan øge den psykiske omsorg for patienten.

Baggrund. Apopleksi rammer 12.500 personer om året. Under den akutte indlæggelse er patienten ofte præget af krise og oplever et behov for psykisk omsorg fra sygeplejersken. Varetages den psykiske omsorg ikke, kan det have konsekvenser for patientens videre forløb i form af længere indlæggelsesforløb, forsinket rehabilitering og risiko for udvikling af post-stroke depression.

Formål. Dette studie undersøger, hvilke præferencer og oplevelser patienten med apopleksi har i forhold til psykisk omsorg, og nævner anbefalinger for, hvordan sygeplejersker kan imødekomme præferencerne.

Metode. Studiet er et systematisk litteraturstudie, hvor fem kvalitative artikler blev identificeret ud fra in- og eksklusionskriterier. Studierne var baseret på i alt 71 patienters udsagn. Den teoretiske ramme for studiet bestod af sociologen Aaron Antonovskys teori om salutogenese samt dele af sygeplejeteoretikeren Joyce Travelbees teori om mellemmenneskelige aspekter. Fundene blev efterfølgende analyseret ud fra Dahlager og Fredslunds hermeneutiske analyse.

Resultater. Analysen resulterede i tre gennemgående temaer: Information og kommunikation, Relationer samt Psykisk omsorg i fysisk pleje. På baggrund af temaerne og diskussionen er der udformet seks konkrete anbefalinger, som sygeplejersker kan anvende i plejen for at opfylde patientens præferencer. Nøgleordene er individualitet, øget fokus på den non-verbale kommunikation, øget patientinddragelse i plejen og en rolig atmosfære.

Konklusion. For at den psykiske omsorg kan lykkes, skal den være rettet mod individuelle behov. Det kræver, at sygeplejersken besidder store kommunikative og empatiske evner samt har en forståelse for krisetilstande og mestringsstrategier.

Bachelorprojektet "Psykisk omsorg til patienter med apopleksi" kan fås ved henvendelse til Louise Kallesøe Hansen; louise.kallesoe@hotmail.com

Emneord: 
Psykisk sundhed

Ortopædkirurgiske kræftpatienter har brug for ro og psykisk pleje

På baggrund af interview med 13 patienter med kræft har man på en ortopædkirurgisk afdeling revideret plejen og ensartet informationen ved udskrivelse.

Rigshospitalets Ortopædkirurgiske afdeling 2164 er en højt specialiseret enhed med speciale i sarkompatienter og patienter med metastaser i spinalkanalen. Disse to patientkategorier udgør typisk halvdelen af patienterne på afdelingen, og for patienterne er opholdet i Ortopædkirurgisk afdeling blot et af flere trin på vejen i et større udrednings- og behandlingsforløb.

Litteraturen beskriver, at patienter med kræft oplever at have brug for støtte inden for følgende områder: Psykologiske behov, informationsbehov, psykosociale behov, fysiske behov og inddragelse af pårørende i forløbene (1,2,3). 

Vi har ønsket at undersøge, hvordan patienterne oplever plejen under deres indlæggelse i Ortopædkirurgisk afdeling. Formålet var derfor at vurdere, om patienterne har behov, som sygeplejerskerne ikke imødekommer?

Kvalitativt studie

Udviklingsprojektet er et kvalitativt studie, hvor der er anvendt et spørgeskema med 15 spørgsmål fulgt op af et semistruktureret interview. Spørgsmålene handler om oplevelsen af at være indlagt på afdelingen og om, hvorvidt patienten føler sig velinformeret og klar til at blive udskrevet.

Spørgeskemaet er udarbejdet med inspiration fra Kræftens Bekæmpelses Barometerundersøgelse, og efter aftale med Kræftens Bekæmpelse er der brugt nogle af de samme spørgsmål, da disse er validerede (3). Der er interviewet 13 patienter, syv kvinder og seks mænd i alderen 32-74 år. Interviewene er transskriberet og analyseret. Vi fandt følgende temaer: Modtagelse i afdelingen, fysiske behov under indlæggelsen, psykiske behov under indlæggelsen og pårørendes behov.

Velorganiseret, men for meget ventetid

Patienterne oplever afdelingen som velfungerende og velorganiseret. Personalet beskrives som fagligt kompetente, motiverende og velorienterede om patienternes situation. 

Patienterne oplever dog ventetid ved modtagelse i afdelingen samt en hektisk stemning pga. travlhed. De fortæller, at de oplever, at dagene struktureres efter personalets rutiner, og at muligheden for ro og hvile er begrænset. Dørene åbnes og lukkes, og larmen fra gangene fylder for patienterne. 

Patienterne efterspørger mere fokus på, hvordan man psykisk har det under indlæggelsen, de giver udtryk for, at der er et behov for psykologhjælp i forhold til, hvordan man kan håndtere den svære situation. En patient gør opmærksom på vigtigheden af at få information om, hvor man kan henvende sig, hvis man har brug for vejledning omkring det at være kræftsyg og have børn. Nogle patienter fortæller, at deres pårørende har haft det svært, og at de har brug for, at vi også inddrager de pårørende og taler med dem om, hvordan de har det i sygdomsforløbet. Andre patienter oplever, at personalet byder sig til i forhold til samtaler med patienter og pårørende og er omsorgsfulde midt i alt det hektiske. 

Konkrete tiltag gennemført

Resultaterne af interviewene har bl.a. afstedkommet følgende tiltag:

•    Sygeplejekonference med larm, uro og hektisk stemning på dagsordenen. Dette har givet stof til eftertanke og medført, at dørene nu oftere lukkes ind til patientstuerne, og at personalet er opmærksomme på at nedsætte uro og larm.
•    Den tværfaglige modtagelse af patienterne er justeret, så der er mindre ventetid for patienten på indlæggelsesdagen.
•    Udskrivningssamtalerne struktureres, så patienten føler sig velinformeret om det videre forløb og om, hvor man kan søge hjælp og vejledning, f.eks. i Kræftens Bekæmpelse. Der er udarbejdet en tjekliste, så alle patienter som minimum modtager de samme informationer, pjecer osv. ved udskrivelsen.

Litteratur

1.    Harrison JD et al. What are unmet supportive care needs of people with cancer? A systematic review. Support Care Cancer, 2009;17:1117-28.
2.    Thorne S et al. Changing communication needs and preferences across the cancer care trajectory: insights from the patient perspective. Support Care Cancer, 2014;(22):1009-15.
3.    Kræftens Bekæmpelse. Kræftramtes behov og oplevelser gennem behandling og i efterforløbet. Kræftens Bekæmpelses Barometerundersøgelse, 2013. København 2013.

Emneord: 
Kræft
Patient
Psykisk sundhed

Fokus flyttes fra symptom til funktion

En sherpa er en bjergguide, der viser vej, og det er også filosofien bag den måde, en privat virksomhed arbejder med mennesker med psykisk sygdom på. Fokus skal flyttes fra begrænsninger til muligheder for den, som er ramt af sindslidelse.

Læs som PDF - gå til side 55

I 2030 vil psykisk sundhed og i særdeleshed depression være det største helbredsmæssige problem i verden og dermed langt overstige tallene for hjerte-kar-sygdomme og cancer, forudser Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Hvis WHO’s prognose holder stik, vil vi i fremtiden opleve, at en langt større andel af befolkningen vil have en psykisk sygdom, som man skal leve med. Det stiller store krav og giver nye udfordringer til sundhedssektoren generelt, men også specifikt til sygeplejersker. Nogle af de største udfordringer bliver, hvordan vi forebygger psykisk sygdom, men også hvordan vi hjælper den enkelte til at leve med at have en psykisk sygdom. Det vigtige bliver at flytte fokus fra de begrænsninger, der er, når man er syg, til, hvad der er af muligheder. At få lagt vægt på alt det, som man stadig kan, på trods af sygdommen.

I Sherpa hjælper vi mennesker, der har fået en psykisk sygdom for første gang, og som har brug for enten støtte til at komme i arbejde eller uddannelse eller til at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet, se boks 1. Det hele foregår på brugerens præmisser.

Brugeren får tilbudt et forløb med en fast mentor, der kan hjælpe med alt fra at sætte struktur på hverdagen til gældssanering og eventuelle møder med offentlige myndigheder. Det er brugerens individuelle behov, der sætter rammen. Når brugeren vurderer, at tiden er moden, og hvis det ønskes, arbejder Sherpas karriererådgivere og brugeren sammen om en fælles, realistisk plan mod job eller uddannelse. Sygdommen fylder naturligvis i udgangspunktet meget hos de brugere, der kommer for at få hjælp, men vores opgave er at få flyttet fokus og lagt vægt på, hvad de kan. At se på funktioner frem for symptomer.

I vores møde med brugeren bliver opgaven at få stillet spørgsmålet:

”Ja, du er syg, men hvad laver du ellers? Hvad har tidligere fyldt dig med energi, og kunne du have lyst til at gribe fat i det igen?”

Resultaterne er fantastisk positive. Det gør noget ved mennesker, når man bruger deres egne ressourcer og tager udgangspunkt i, hvad de tidligere har haft det godt med eller haft succes med.

Vi ser i Sherpa mange gode eksempler på, hvordan mennesker, som har været syge i mange år, blomstrer op, fordi de er blevet matchet med den rette virksomhed og den korrekte arbejdsbelastning. Og de har mulighed for at fastholde hjælpen, også efter de er kommet i job eller uddannelse, da der er mulighed for at henvende sig til Sherpa, hvis der opstår svære situationer eller der sker ting, de ikke forstår.

Suzanne Ortmann, sygeplejerske og mentor i Sherpa; suzanne@team-sherpa.dk
Jette Rose, sygeplejerske og koordinator i Sherpa

Fakta om Sherpa

Sherpa er en privat virksomhed, som understøtter vejen tilbage til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet for mennesker, som er eller har været i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem for første gang.

Emneord: 
Filosofi
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi

En af os

Væk med tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom. Sådan lyder sloganet i en landsdækkende kampagne, der skal løbe over fem år. Målet er afstigmatisering af psykisk sygdom.

Det er lettere at have et brækket ben end at melde ud, at man er eller har været psykisk syg. Sådan siger vi, og sådan bekræfter vi hinanden i, at det ikke kan være anderledes. 85 pct. af danskerne mener da også, at fysisk sygdom er mere acceptabelt end psykisk sygdom.

Psykisk sygdom er og bliver et privat anliggende. Men vi bestemmer selv, om det skal blive ved med at være sådan.

Hver femte dansker vil før eller siden få brug for hjælp pga. psykiske problemer, og for den kollega eller det familiemedlem, der bliver ramt, vil det være en lettelse ikke at skulle brygge historier sammen, der skal hindre omgivelserne i at gennemskue, at årsagen til sygefravær eller anderledes opførsel er psykisk nedsmeltning.

86 pct. af danskerne vil da også sætte pris på, at nære kolleger fortæller, hvis de har en psykisk sygdom, men arbejdsmarkedet skal samtidig blive bedre til at rumme mennesker med psykisk sygdom.

Heldigvis har kendte danskere gjort en indsats for at ændre på fordomme og stigmatisering. Skuespilleren Henning Jensen fortalte på en konference om læring i psykiatrien afholdt i september 2011 meget gribende om den første depression, han havde. Hans udgangspunkt er, at vi lever det liv, vi gør, som en konsekvens af det sind, vi har. Han oplevede selv, at omverdenen havde en middelalderlig reaktion på psykisk sygdom, og som en konsekvens sidder han i dag som medlem af Psykiatrifondens præsidium.

”Vi stigmatiserer os bort fra enhver samhørighed med disse mennesker,” mener han.

Men personalet på den psykiatriske afdeling, han havnede på til sidst, leverede en for ham ”livsafgørende humanistisk indsats”.

Henning Jensen er ikke hvem som helst, og han undgår formentlig bl.a. pga. sin åbenhed stigmatisering. Han har valgt modigt at bane vejen for, at det samme kan ske for andre psykisk syge, og dem vil der blive flere af.

Verdenssundhedsorganisationen WHO’s prognoser forudsiger, at depression i 2020 vil være den næststørste sygdom i verden. Over 400.000 danskere er i dag i behandling med antidepressiv medicin, og det skønnes, at op imod en halv million personer lider af en eller anden form for psykisk sygdom.

Kampagnen ”En af os” består af landsdækkende aktiviteter, konferencer og senere et tv-program med arbejdstitlen ”Gal eller normal?”

Hvis man har lyst og tid til at give kampagnen et skub, er det muligt at blive ambassadør eller frivillig i kampagnen. På kampagnens hjemmeside kan man finde oplysninger eller videoer om pårørende, psykisk syge, unge, fagpersoner og kolleger og få gode råd til at bryde tavsheden.

Desuden er det muligt at finde diverse foreninger, der varetager psykisk syge menneskers interesser.

Kampagnen er sat i værk af Det Sociale Netværk af 2009, PsykiatriFonden, TrygFonden, regionerne, Danske Regioner, KL, Socialministeriet og Sundhedsstyrelsen.

Læs mere på www.en-af-os.dk

Emneord: 
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed

Dansk Sygeplejeråd: Sundhedsaftaler skal beskrive hjemmesygeplejens rolle

Der er meget brug for at afklare, hvad det er for en rolle, hjemmesygeplejen skal udfylde i samarbejdet om de psykisk syge, der bor hjemme, siger Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen.

SY-2011-05-26aHjemmesygeplejersker må diskutere med deres ledere og med behandlingspsykiatrien og den kommunale socialpsykiatri, hvad hjemmesygeplejens rolle hos psykisk syge borgere egentlig skal være. Hvad skal de kunne, og hvad skal de bidrage med?

Det understreger Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen i sin kommentar til artiklerne i dette nummer af Sygeplejersken.

”Artiklerne afspejler, at der er et kæmpe hul mellem behandlingspsykiatrien og den kommunale indsats, der forventes at følge op,” siger hun.

”Når sundhedsaftalerne mellem regioner og kommuner skal fornys, vil jeg kraftigt opfordre til, at man skærper opmærksomheden på, hvordan man bruger hjemmesygeplejersker hos psykisk syge borgere, så det ikke kun er socialpsykiatriens rolle, der bliver beskrevet, men også hjemmesygeplejens.”

Foto: Per Morten Abrahamsen

At hjemmesygeplejersker kun kommer for at hælde medicin op eller dele medicin ud, giver ikke mening, tilføjer Grete Christensen.

”Så skal de hellere blive væk. Nogle steder har man jo den ordning, at det er en distriktspsykiatrisk sygeplejerske, der kommer i hjemmet f.eks. en gang om måneden, mens det til daglig er en hjemmehjælper, der hælder op.

Hvis der skal komme hjemmesygeplejersker, skal der også være et andet formål end bare ophældning. Og så skal hjemmesygeplejerskerne have de nødvendige forudsætninger for at have med psykisk syge at gøre. Det afspejler artiklerne også, at de ikke har.

Der er behov for, at de får uddannelse inden for psykiatri, og ikke bare oplæring, men reel viden og uddannelse, hvis de skal spille en rolle.”

Men Grete Christensen kan sagtens se hjemmesygeplejerskerne spille en betydningsfuld rolle i behandlingen af psykisk syge.

”Der kunne være god mening i at give nogle af hjemmesygeplejerskerne en specialuddannelse, så opgaver hos psykisk syge bliver et speciale i kommunerne på samme måde som sårpleje og inkontinens.”

Emneord: 
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi
Hjemmesygepleje

Fagligt selskab: Kommunerne svigter deres egne medarbejdere

Formanden for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker, Karin Johannesen, undrer sig over de vilkår, en række kommuner byder hjemmesygeplejersker, der har opgaver hos psykisk syge.

SY-2011-05-25aKarin Johannesen, formand for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker: ”Man kan ikke bare bede sygeplejersker om at gå ud og hælde medicin op. Det er for isoleret og ikke fagligt forsvarligt.” Foto: Søren Svendsen

Det er ikke i orden, at hjemmesygeplejersker bliver sendt ud til psykisk syge borgere uden ordentlige oplysninger om patienten og behandlingen. Det er heller ikke i orden, at hjemmesygeplejerskerne får opgaver hos psykisk syge, uden at de er sikret uddannelse og faglig rådgivning og viden om, hvor de skal henvende sig, når borgeren har brug for mere hjælp, end sygeplejerskerne kan give.

Det er reaktionen fra Karin Johannesen, formand for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker, på de vilkår, Sygeplejersken beskriver i artiklerne om hjemmesygeplejerskers arbejde med psykisk syge.

”Jeg synes, kommunerne svigter deres egne medarbejdere i en grad, der siger sparto,” siger Karin Johannesen.

”Man kan ikke bare bede sygeplejersker om at gå ud og hælde medicin op. Det er for isoleret og ikke fagligt forsvarligt. Sygeplejersken skal kende patientens sygehistorie og vide, hvorfor patienten får den her medicin. Man skal også observere virkninger og bivirkninger og have et samspil med dem, der har ansvaret for behandlingen, så man kan melde tilbage om, hvordan det virker.”

Faglig oprustning nødvendigt

Eksemplerne på dårlig kommunikation i udskrivelsessituationer og manglende samarbejde mellem de forskellige enheder, der er involveret, bekymrer Karin Johannesen.

”Der bliver jo lavet samarbejdsaftaler mellem regioner og kommuner, og de påpeger netop overgangene, og hvor vigtigt det er, at der bliver givet fyldestgørende information. At sikre gode overgange er også noget, der indgår i den danske kvalitetsmodel.

Hvis hjemmesygeplejen ikke får tilstrækkelig information fra psykiatrisk afdeling eller egen læge, så er det en ledelsesopgave at stille krav til samarbejdspartnerne.”

Karin Johannesen nævner, at nogle kommuner har placeret sygepleje og hjemmehjælp til de psykisk syge sammen med kommunens socialpsykiatriske tilbud. På den måde sikrer de, at sygeplejerskerne opbygger en ekspertise i at omgås psykisk syge, og de sikrer samarbejdet med andre dele af kommunens  indsats for denne gruppe.

Om kommunen skal vælge denne model eller beholde de psykisk syge i den almindelige hjemmesygepleje, vil det faglige selskab ikke tage stilling til. Det må være en lokal beslutning.

”Men det er vigtigt, at sygeplejersker, der kommer hos psykisk syge, ved, hvad de har med at gøre. Ellers risikerer man at komme til at understøtte det forkerte, og man får måske ikke observeret, hvad man skal,” siger Karin Johannesen.

”Så enten må kommunerne ansætte sygeplejersker i socialpsykiatrien, eller også må de opkvalificere hjemmesygeplejerskerne bredt.”

Har krav på supervision

Sygeplejersker, der arbejder med psykisk syge, skal have mulighed for at få sagssupervision i vanskelige forløb. Det vil sige, at de skal kunne få en fælles drøftelse af patienten med den læge eller sygeplejerske, der er ansvarlig for behandlingen, og det må kommunen indgå aftaler med de behandlingsansvarlige om.

Når det drejer sig om assistance i akutte situationer, er der mange steder oprettet akutte udrykningshold og akutte rådgivningsmuligheder, både i regions- og kommunalt regi. Her er det igen kommunens opgave at sikre, at medarbejderne ved, hvad der findes af muligheder, de kan henvise til eller selv trække på, understreger Karin Johannesen.

”Hvis sygeplejerskerne så ikke synes, at tilbuddene fungerer i praksis, så må de gøre opmærksom på det. Det er jo også en forpligtelse, vi har over for vores politikere, så de ikke tror, at tilbuddene er i orden, fordi de ikke hører andet.”

Hvis arbejdsvilkårene ikke er i orden, må hjemmesygeplejerskerne tage det op med deres ledere, f.eks. under en MUS-samtale, tilføjer Karin Johannesen.

”Vi har nok en tendens til at være for flinke. Men sygeplejerskerne må også selv stille krav.”

Emneord: 
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi
Hjemmesygepleje

Det uformelle gode råd er svært at få

Rigtig mange parter skal arbejde sammen om de psykisk syge borgere i hjemmesygeplejen. Parter, der hver for sig skal stå til regnskab for, hvad de bruger deres ressourcer til. Det gode råd og den uformelle støtte ligger ikke længere i opgavebeskrivelsen.

Læs som PDF - gå til side 22

SY-2011-05-23a
Illustration: Jenz Koudahl

I gamle dage, dvs. for 5-10 år siden, var det almindeligt, at distriktspsykiatriske sygeplejersker med faste mellemrum kom på besøg i hjemmesygeplejen for at give råd og vejledning.

Men det er en form for samarbejde, der paradoksalt nok er gledet ud, samtidig med at hjemmesygeplejersker mere end nogensinde har brug for faglig støtte i arbejdet med de meget dårlige psykisk syge borgere, der i dag skal have en tilværelse uden for hospitalerne.

Der er mange parter i samarbejdet om de hjemmeboende psykisk syge. Hospitalspsykiatri, distriktspsykiatri, egen læge, psykiatrisk skadestue, vagtlæge, kommunal socialpsykiatri i form af hjemmevejledere eller bostøtter, botilbud, væresteder, udrykningsteam og endnu flere. Der findes ekspertise mange steder.

Men tendensen er, at man inden for den enkelte enhed, om den så er kommunal eller ligger i regionen, har skærpet definitionerne på, hvilke opgaver det præcis er, man skal løse. Det er meldingen flere steder fra i landet, f.eks. i Århus-området.

”Før kommunalreformen havde vi en ordning, hvor distriktssygeplejersker kom fast ude i lokalcentrene og havde et samarbejde med hjemmesygeplejerskerne næsten uanset, om vi havde klienter fælles eller ej,” siger ledende sygeplejerske Tine Hansen fra Region Midtjyllands lokalpsykiatri i Århus.

”Det var netværksdannelse, hvor man sad sammen, og var der generelle problemer eller brug for lidt generel vejledning eller supervision, så varetog vi også det.

I dag er tingene blevet trukket lidt mere op. Vi superviserer, når vi har et samarbejde med hjemmeplejen om en patient. Men hvis vi skal komme ud og vejlede generelt en gang om måneden, så er det en ydelse, vi sælger.”

Tine Hansen er tidligere kommet på lokalcentrene i Randers som distriktssygeplejerske, og hun er ikke i tvivl om, at de psykiatriske sygeplejersker har meget at give både hjemmesygeplejersker og hjælpere.

”Men det er jo også et spørgsmål om budgetter, og hvad vi skal bruge vores tid på, og hvilke ydelser vi registrerer. Det er vi blevet mere skarpe på.”

Psykiatri kræver specialviden

Ledende oversygeplejerske Inge Voldsgaard, Århus Universitetshospital Risskov, forstår godt, at hjemmesygeplejersker efterlyser rådgivning og supervision i, hvordan de skal komme ind til de psykisk syge.

”For det er en anden måde, man skal gå til patienterne på,” siger hun.

”Hvis opgaven er et sår, er der selvfølgelig en sårprocedure, som skal udføres ordentligt og sikkert. Men det kan være, at man skal bruge meget mere tid på at komme ind til forbindingen end i et hjem, hvor en gammel dame har sat sig helt klar i stolen, og manden har lavet kaffe.

Hvis der er en ydelse, der består i at skifte en forbinding, er der også en ydelse, der hedder at komme ind til forbindingen og ind til mennesket.”

Derfor kunne psykiatri godt være en specialistopgave i kommunerne ligesom stomipleje, inkontinens og andre specialområder, påpeger Inge Voldsgaard.

Der er brug for, at hjemmesygeplejen uddanner sine sygeplejersker til opgaven, og i kommunernes socialpsykiatriske tilbud ligger der også en psykiatrisk ekspertise, som hjemmesygeplejen kan trække på. Råd og vejledning er ikke nødvendigvis en regional opgave.

”Der, hvor jeg kan have en bekymring, er de patienter, som ikke vil tage imod vores tilbud,” siger Inge Voldsgaard.

”Vi ved godt, at der er en masse patienter, der ikke vil have kontakt med os, men som vi af faglige grunde må prøve at kontakte, snakke med gennem brevsprækken osv.

I fremtiden kan vi få svært ved at prioritere den opgave, fordi det ikke udløser en ydelse, og vi er blevet mere ydelsesorienterede. Det er jo den tendens i tiden, som modvirker meget af det gode, der sker i psykiatrien, og som vi også kan se i kommunerne.” 

Et stort koordineringsprojekt

Som leder i den regionale del af lokalpsykiatrien, det der andre steder hedder distriktspsykiatri, synes Tine Hansen, at der er meget, der går godt i samarbejdet med kommunerne.

”Hjemmesygeplejen tager godt fra, og både sygeplejersker og sundhedsklinikker gør et stort stykke arbejde for vores klienter,” siger hun. Men den ændrede rollefordeling stiller krav om store samarbejdsevner.

”Som leder må jeg tit sige til mine sygeplejersker, at vi ikke skal gøre det hele. Der er kommet mange andre aktører ind. Det er blevet et stort koordineringsprojekt, og i den sammenhæng er der også risiko for, at ting kan smutte. Og der er mange andre, man kan skubbe bolden over til, hvis man selv synes, man har nok.”

I takt med, at der er nedlagt psykiatriske sengepladser, er der faktisk sket en meget stor udbygning af distriktspsykiatrien, tilføjer Tine Hansen.

”Tingene var efterhånden begyndt at hænge sammen, og vi var ved at finde ud af, hvem de andre aktører er, og hvordan vi kan samarbejde.

Men i de seneste år har vi skullet skære i noget af det, der er bygget op, og det samme sker jo med vores kommunale kolleger. Så nu kan man godt være bange for, at det igen går den anden vej.”

Emneord: 
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi
Hjemmesygepleje

Vi kan ikke observere noget på to minutter

Hjemmesygeplejersker bliver bestilt til meget afgrænsede opgaver i hjem med psykisk sygdom og misbrug. Den primære støtte skal gives af andre faggrupper, så hvorfor skal hjemmesygeplejersken overhovedet ind i hjemmet?

SY-2011-05-21a
Illustration: Jenz Koudahl

Hvad er det egentlig for en rolle, vi skal have hos de her patienter? Det har hjemmesygeplejerske Vibeke Strøjer og hendes kolleger i Svendborg Kommune nogle gange diskuteret efter besøg hos psykisk syge borgere og misbrugere.

”Vi kommer ud i et hjem, fordi der er noget fysisk som et sår, eller vi skal give medicin,” fortæller hun.

”Så ligger borgeren og er meget beruset. Eller psykotisk. Eller man ser sig omkring og spørger sig selv, om de får mad?
Mange gange er det jo mennesker, der ikke kan tage vare på sig selv, og vi synes, at vi må gøre noget. Vi må da hjælpe den person eller den familie. Og det kan vi bare ikke.

Vi har ikke viden nok til at gå ind i deres problematikker, vi er heller ikke de primære personer i de hjem. Som regel er de jo tilknyttet et psykiatrisk tilbud eller behandlingscenter.

Hvis de ikke vil tage deres medicin, må vi melde tilbage. Ellers skal vi egentlig bare give medicinen og gå igen. Det er svært, når man er sygeplejerske.”
 

Kan ikke sige nej

Ja, hvad skal hjemmesygeplejersker hos psykiatriske patienter? De skal slet ikke være der, synes sygeplejefaglig leder Vibeke Brønnum, Århus Kommune. I hvert fald ikke, når det bare drejer sig om at låse den daglige medicin ud af et skab. ”Vi bliver jo ikke brugt som sygeplejersker. Vi langer bare piller over disken,” siger hun.

I Århus Kommune kommer der hjemmesygeplejersker for at give medicin til borgere, der er for syge til selv at gå til kommunens sundhedsklinikker for at få den udleveret. Borgerne er som regel i behandling i distriktspsykiatrien, og meget ofte kommer der også bostøtter i hjemmet, medarbejdere fra den kommunale socialpsykiatri, der skal hjælpe borgerne med selv at klare deres hverdag.

”Men distriktspsykiatrien håndterer ikke medicin, og bostøtterne har en pædagogisk retning i deres arbejde, som gør, at de ikke vil have med medicin at gøre. Så opgaven ender hos hjemmesygeplejen, for vi kan ikke sige nej,” siger Vibeke Brønnum.

”Hjemmesygeplejersken giver medicinen, mens bostøtten står ved siden af. Vi er ude ad døren igen på to minutter, så vi kan ikke observere noget som helst. Det gør bostøtten, som melder tilbage til distriktspsykiatrien, hvis der er ændringer i borgerens tilstand, og så justerer distriktspsykiatrien måske på medicinen, så hjemmesygeplejersken får en ny ordination. Det er en helt vanvittig arbejdsgang.”

Vibeke Brønnum synes, medicinadministrationen burde ligge hos distriktspsykiatrien, der i forvejen står for behandlingen. Men i distriktspsykiatrien, og det gælder både Århus og andre steder i landet, går bestræbelserne på at begrænse den praktiske medicinhåndtering så meget som overhovedet muligt.

”Vi beholder kun dem, som er meget svære at motivere,” siger ledende sygeplejerske Tine Hansen fra den regionale lokalpsykiatri i Århus.

”Det er jo en prioritering af den ekspertviden, vi har. At hælde piller op på daglig basis behøver man ikke være psykiatrisk sygeplejerske for at varetage.”

Man behøver faktisk slet ikke være sygeplejerske, mener Vibeke Brønnum:

”Vi kan sagtens give bostøtterne et tretimerskursus, så de kan give en pille fra en æske, der er doseret på apoteket. Bostøtternes opgave er at støtte borgerne i at få et liv. Men medicinen er jo også en del af deres liv, så hvor er helheden, hvis man trækker den ud?”

I København er de specialister

Mens hjemmesygeplejen hører til i sundhedsforvaltningen, har bostøtter hjemme i socialforvaltningen sammen med kommunens øvrige socialpsykiatriske tilbud. Og hvis bostøtterne ikke kan give medicin, kunne en anden løsning være, at socialforvaltningen ansatte nogle sygeplejersker til at udføre opgaven hos borgere med psykiske sygdomme, mener Vibeke Brønnum.

Sådan en ordning har faktisk fungeret i Københavns Kommune siden sidst i 90’erne. Her er hjemmehjælp og hjemmesygepleje til borgere under 65 placeret i socialforvaltningen. Det drejer sig i praksis om hjælp til handikappede, psykisk syge og misbrugere.

”Ligesom nogle i ældreplejen er meget dygtige til at omgås demente, mens andre løber skrigende væk, fordi de ikke ved, hvad de skal stille op med dem, så kræver det også nogle særlige færdigheder at omgås vores borgere,” siger områdechef Erik Jensen, Københavns Kommune.

”Man skal have en særlig interesse for dem, og det er lange seje træk, hvor man ikke ser resultater fra den ene dag til den anden. Man skal også have et afklaret forhold til, hvad man går ud i. Vi har mange, der lever på kanten af samfundet.

I København tager socialforvaltningens hjemmepleje sig af mennesker, som de fleste behandlersystemer har opgivet,” tilføjer Erik Jensen. Den sociale hjemmepleje prøver at fastholde dem i behandlingen, støtte dem i at holde deres hjem og komme ud blandt andre. Eller prøve at opsøge dem på gaden, når man ikke har truffet dem hjemme i lang tid.

”Der er ikke rigtig noget, vi synes, vi ikke kan håndtere,” siger Erik Jensen. ”Så vi synes, vores ordning er en god ide. Men København er også en stor kommune, der har 2-2.500 borgere i denne målgruppe. I en lille kommune er der måske 30, og det er ikke grundlag for at oprette en specialenhed.”

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi

Visitation til sygepleje bremser samarbejdet

Hjemmesygeplejen har brug for en god overlevering fra psykiatrisk hospital, når psykisk syge bliver henvist til medicindosering eller andre ydelser. Det glipper for ofte, ikke mindst hvor visitation til sygepleje har kappet den direkte kontakt.

For ikke så længe siden fik et psykoseafsnit på Århus Universitetshospital Risskov en opringning fra en hjemmesygeplejerske i aftenvagt. Hun var ikke tryg ved at tage ud til den patient, hun skulle besøge: Hvad var der med patienten, og var der noget med en behandlingsdom, og hvordan skulle hun forholde sig?

”Det skal igennem så mange led,” siger psykoseafsnittets afdelingssygeplejerske Lone Nørgaard Møller.

”Vi havde givet oplysningerne til en visitator, som skulle overlevere dem til hjemmesygeplejersken fra lokalcentret, som så igen skulle give dem videre til aftenholdet. Og så er det, at vi bliver ringet op af en utryg sygeplejerske fra et helt andet område.”

Når hjemmesygeplejersker somme tider oplever, at de ikke er klædt på til at tage ud til en borger med psykisk sygdom, kan forklaringen være den enkle, at de faktisk ikke har fået de oplysninger, de har brug for.

”Vi bliver bestilt til at løse en bestemt opgave. Men vi ved tit ikke ret meget om det, vi skal ud til, uanset om det er somatisk eller psykiatrisk,” siger hjemmesygeplejerske Anita Berg Madsen, Høje-Taastrup Kommune.

”Man får et fingerpeg, når man ser, hvad det er for en medicin, de får. Det er jo ofte den, vi er bestilt til at administrere, når det drejer sig om psykiatriske patienter. Hvis jeg synes, jeg er nødt til at vide mere, så snakker jeg tit med dem om at ringe til deres mor eller datter for at finde ud af, hvordan vi kan gøre det bedst.”

Når Anita Berg Madsen får en henvisning, står der som regel et telefonnummer, hun kan ringe til.

”Men så er det jo tit sådan, at den sygeplejerske, der kender noget til patienten, har fri, når man ringer. Det er lidt svært med de afstande, og at man ikke kender hinanden.”

Information går tabt undervejs

Sådan har det været, siden Høje-Taastrup Kommune indførte central visitation til sygepleje. Og når hjemmesygeplejerske Vibeke Strøjer fra Svendborg Kommune ikke har de samme problemer, er det måske, fordi hun og hendes kolleger som regel bliver kontaktet direkte af psykiatrisk afdeling.

”Jeg får en henvendelse fra sygehuset,” siger Vibeke Strøjer. ”De har en borger, der kommer hjem i morgen, hun har været indlagt med det og det, nu skal hun udskrives, og hun er ikke i stand til at varetage sin medicinering selv. Vi har en god dialog, hvor jeg også kan spørge til nogle ting. Hvad kan vi komme ud for, og hvis det sker, hvad gør vi så?”

I Høje-Taastrup Kommune er der netop nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på visitationen, siger ledende sygeplejerske Lene Brangstrup. Arbejdsgangen skal være mere effektiv og samtidig sikre den faglige kvalitet.

”Overleveringen går igennem for mange hænder, og visitationen får ikke altid stillet de rigtige faglige spørgsmål,” siger Lene Brangstrup.

”Visitatorerne er også fagpersoner, men de har ikke samme tilgang som den hjemmesygeplejerske, der skal overtage borgeren. Jeg tror, der vil være en gevinst ved en direkte kontakt, også for borgeren. Det handler jo om sammenhængende patientforløb.”

Det var tilsvarende overvejelser, der førte til, at Århus Kommune for et år siden afskaffede central visitation til hjemmesygepleje, siger sygeplejefaglig leder Vibeke Brønnum.

”Visitationen bremsede det gode samarbejde mellem hospital og hjemmesygepleje,” forklarer hun. ”Mange gange nåede borgeren at blive udskrevet, før der var etableret en dialog, og så blev det noget med: Nå ja, vi skal jo også huske at ringe til hjemmesygeplejersken. Det glippede for ofte.”

Usikkerhed om tavshedspligt

Vibeke Brønnum sidder i et samarbejdsudvalg, hvor region og kommune arbejder med, hvordan kontakten bliver bedre. Den kommer ikke af sig selv. Vaner skal lægges om, og rent praktiske, men vigtige detaljer som opdaterede telefon- og adresselister på samarbejdspartnerne skal være på plads.

Men der er også andre snublesten på vejen til en bedre dialog. Vibeke Brønnum har for nylig måttet gå ind i en sag, hvor hjemmesygeplejen ikke kunne få at vide, hvad en patient med en behandlingsdom var dømt for.

”Det er ikke rimeligt. Vi kan jo risikere at komme ud til borgere, der har slået folk ihjel, og det skaber utryghed,” siger hun.
I det konkrete tilfælde kontaktede Vibeke Brønnum den behandlingsansvarlige overlæge, som gav hende ret: Selvfølgelig kunne hjemmesygeplejen få den oplysning, når de skulle deltage i patientens behandling.

Men reglerne om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger er igen et område, hvor en hjemmesygeplejerske kan føle sig på lidt usikker grund. Må man diskutere borgeren med hospitalet uden at spørge først?

Det er dog meget, meget sjældent, at en patient siger nej til, at hospitalspsykiatrien må videregive oplysninger, siger afdelingssygeplejerske Lone Nørgaard Møller fra Århus Universitetshospital Risskov.

”Det sker en sjælden gang med vores mere skizofrene, paranoide patienter. Men det er klart, så kommer hjemmeplejen slet ikke ind i samarbejdet.

Så jeg vil sige, at det nok er helt almindelige halvdårlige samarbejdsrelationer, det handler om. Det ligger på begge skuldre. Både på hjemmesygeplejen, hvor der måske hersker nogle myter og fordomme om vores patienter, og på os som hospitalsenhed, fordi vi ikke fører samme regime som den medicinske afdeling, der laver en ordentlig sygeplejejournal, når de udskriver en patient til hjemmesygeplejen. Det er, som om vi har glemt det.

Men der er ikke særlige juridiske restriktioner, der forhindrer, at hjemmeplejen kan få de nødvendige informationer. Vi skal have nøjagtig samme niveau i vores samarbejde som ethvert andet sygehus.”

Emneord: 
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi
Hjemmesygepleje