Det lange træk tærer også psykisk

Mange sygeplejersker har udsigt til at skulle indgå i Covid-19-beredskabet længe endnu. Det kræver øget fokus på sygeplejerskernes mentale sundhed og egenomsorg, mener psykolog i arbejdsmedicin fra Herning.
Pas på dig selv og dine kolleger
  1. Er du blevet omskolet, skal du acceptere, at du måske ikke kan levere sygepleje af samme kvalitet, som du plejer. Sænk kravene til dig selv.
  2. Læs af og søg hjælp hos din leder og dine kolleger, ikke din familie.
  3. Vær forberedt på at skulle rumme flere frustrationer fra pårørende end normalt.
  4. Husk, at reaktioner som træthed, koncentrationsbesvær og følelsesmæssige udsving er naturlige efter langvarigt pres.
  5. Er en kollega mere stille end normalt, kan det være tegn på krise. Hav et venligt og omsorgsfuldt øje for hinanden.
  6. Det gavner mange at skrive tanker, følelser og oplevelser ned i en dagbog.

Kilde: Ole Bloch Knudsen

Omskoling, sidemandsoplæring, nye opgaver, nye kolleger og et helt nyt virus.4Oveni kommer bekymringer om manglende værnemidler og risikoen for selv at blive smittet eller bære smitten videre.

Det er bare nogle af de nye arbejdsvilkår, som mange sygeplejersker har skullet omstille sig til de seneste måneder. Og den opgave har de klaret fantastisk flot, mener Ole Bloch Knudsen, klinisk psykolog ved Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest, Herning, som bl.a. yder psykologisk krisehjælp til ansatte på hospitalerne i Region Midtjylland.

”Vi psykologer har jo været lidt nysgerrige på, hvordan medarbejderne vil reagere i den her krisesituation. Og vi er imponerede – hatten af for sygeplejerskerne. De tager den virkelig i stiv arm, og der er en korpsånd uden lige,” siger han.

Herning er et af de områder i Danmark, der har været hårdest ramt af Covid-19, også i forhold til smittet hospitalspersonale. Og arbejdspresset på Covid-19-afsnittene har været højt, især i ugerne op til påske.

Stor følelsesmæssig belastning

Ifølge Ole Bloch Knudsen har der været en enorm indskrivning og udskrivning af patienter, og selvom arbejdsmængden er faldet lidt de seneste uger, er tempoet stadig højt.

”Derudover udgør samarbejdet med de pårørende til Covid-19-patienter endnu en ny belastning, da de jo ikke kan være på hospitalet, som de plejer. De ringer ind flere gange, ofte bekymrede og frustrerede, og forventer, at læger eller sygeplejersker straks ringer tilbage, hvilket ikke altid er muligt. Det er en stor følelsesmæssig belastning for mange sygeplejersker at vide, at de ikke kan give de pårørende det, de reelt efterspørger.”

I takt med, at den grønne kurve over antallet af Covid-19-smittede danskere ikke er steget så meget som forventet, trækker epidemien og dermed også de nye arbejdsvilkår i en slags langdrag, hvilket kan resultere i, at flere sygeplejersker bliver mentalt belastet:

”Vi har ikke haft så mange henvendelser endnu relateret til corona-krisen, men jeg tror desværre, at de kommer. Jeg tænker, at sygeplejerskerne pt. har nok at gøre med at håndtere arbejde og privatliv, som corona-krisen jo også belaster i mere eller mindre grad.”

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Epidemi
Psykologi

Fokus flyttes fra symptom til funktion

En sherpa er en bjergguide, der viser vej, og det er også filosofien bag den måde, en privat virksomhed arbejder med mennesker med psykisk sygdom på. Fokus skal flyttes fra begrænsninger til muligheder for den, som er ramt af sindslidelse.

Læs som PDF - gå til side 55

I 2030 vil psykisk sundhed og i særdeleshed depression være det største helbredsmæssige problem i verden og dermed langt overstige tallene for hjerte-kar-sygdomme og cancer, forudser Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Hvis WHO’s prognose holder stik, vil vi i fremtiden opleve, at en langt større andel af befolkningen vil have en psykisk sygdom, som man skal leve med. Det stiller store krav og giver nye udfordringer til sundhedssektoren generelt, men også specifikt til sygeplejersker. Nogle af de største udfordringer bliver, hvordan vi forebygger psykisk sygdom, men også hvordan vi hjælper den enkelte til at leve med at have en psykisk sygdom. Det vigtige bliver at flytte fokus fra de begrænsninger, der er, når man er syg, til, hvad der er af muligheder. At få lagt vægt på alt det, som man stadig kan, på trods af sygdommen.

I Sherpa hjælper vi mennesker, der har fået en psykisk sygdom for første gang, og som har brug for enten støtte til at komme i arbejde eller uddannelse eller til at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet, se boks 1. Det hele foregår på brugerens præmisser.

Brugeren får tilbudt et forløb med en fast mentor, der kan hjælpe med alt fra at sætte struktur på hverdagen til gældssanering og eventuelle møder med offentlige myndigheder. Det er brugerens individuelle behov, der sætter rammen. Når brugeren vurderer, at tiden er moden, og hvis det ønskes, arbejder Sherpas karriererådgivere og brugeren sammen om en fælles, realistisk plan mod job eller uddannelse. Sygdommen fylder naturligvis i udgangspunktet meget hos de brugere, der kommer for at få hjælp, men vores opgave er at få flyttet fokus og lagt vægt på, hvad de kan. At se på funktioner frem for symptomer.

I vores møde med brugeren bliver opgaven at få stillet spørgsmålet:

”Ja, du er syg, men hvad laver du ellers? Hvad har tidligere fyldt dig med energi, og kunne du have lyst til at gribe fat i det igen?”

Resultaterne er fantastisk positive. Det gør noget ved mennesker, når man bruger deres egne ressourcer og tager udgangspunkt i, hvad de tidligere har haft det godt med eller haft succes med.

Vi ser i Sherpa mange gode eksempler på, hvordan mennesker, som har været syge i mange år, blomstrer op, fordi de er blevet matchet med den rette virksomhed og den korrekte arbejdsbelastning. Og de har mulighed for at fastholde hjælpen, også efter de er kommet i job eller uddannelse, da der er mulighed for at henvende sig til Sherpa, hvis der opstår svære situationer eller der sker ting, de ikke forstår.

Suzanne Ortmann, sygeplejerske og mentor i Sherpa; suzanne@team-sherpa.dk
Jette Rose, sygeplejerske og koordinator i Sherpa

Fakta om Sherpa

Sherpa er en privat virksomhed, som understøtter vejen tilbage til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet for mennesker, som er eller har været i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem for første gang.

Emneord: 
Filosofi
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi

På patientens præmisser

Sygeplejerskerne Gitte Larsen og Vibeke Mortensen udgør sammen med deres 18 kolleger en del af frontlinjen i distriktspsykiatrien i Region Sjælland. Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen var inviteret en tur i klinikken af de to sygeplejersker.

SY-2011-06-38-1a
Sygeplejerskerne holder løbende kontakt med patienterne, der bor i eget hjem. På billedet ses Michael, som sygeplejerske Gitte Larsen har besøgt ca. en gang om måneden de seneste 4½ år. Generelt varer et besøg typisk en time, men besøgstiden er fleksibel. Foto: Simon Klein Knudsen.

”Vi yder primært sygepleje i patienternes eget hjem på patientens egne præmisser,” fortæller psykiatrisk sygeplejerske Vibeke Mortensen, der sammen med sygeplejerske Gitte Larsen har inviteret Grete Christensen i klinik i den del af Region Sjællands distriktspsykiatri, som geografisk dækker Guldborgsund Kommune.

Kommunen omfatter hele Falster og en del af Lolland. Nogenlunde midt i ligger Nykøbing Falster, hvor distriktspsykiatrien holder til i en ældre bygning et stenkast fra Nykøbing Falster Sygehus.

Sammen med Gitte Larsen har Grete Christensen netop været på dagens første besøg hos en patient, der bor i eget hjem et stykke uden for Nykøbing Falster. Sygeplejerskerne har en teambil plus et par cykler til deling. Ofte kører de i egen bil, når de skal på patientbesøg. Tilbage fra besøget sidder Gitte Larsen, Vibeke Mortensen og Grete Christensen nu i sygeplejerskernes mødelokale omkring et ellipseformet bord og spiser deres medbragte frokost.

Sygeplejerskerne har et tæt samarbejde med lægerne i distriktspsykiatrien. Det er typisk patienter med længerevarende psykiske lidelser såsom skizofreni, bipolare lidelser, personlighedsforstyrrelser og depression, som sygeplejerskerne behandler.

”Behandlingen kræver en høj grad af tværfaglig indsats. Derfor arbejder vi tæt sammen med de kommunale hjemmevejledere, hjemmesygeplejersker, egen læge, sygehuset og psykiatriens skærmede sengeafdelinger,” fortæller Vibeke Mortensen.

Mødelokalet, hvor sygeplejerskerne indtager deres frokost, ligger ud til en lang fordelingsgang, som løber hele vejen gennem stueetagen. På begge sider af gangen er der døre ind til kontorer. For enden af gangen snor en trappe sig op til førstesalen, som også huser distriktspsykiatrien.  

Snørklede veje inden indlæggelse

”Psykisk syge dør gennemsnitlig i en tidligere alder end ikke-psykisk syge. Ofte er dødsårsagen en fysisk sygdom. Hvordan bruger I jeres faglighed på det somatiske område?” spørger Grete Christensen.

”Vi er meget opmærksomme på ikke udelukkende at fokusere på den psykiske lidelse,” fortæller Gitte Larsen.
Vibeke Mortensen supplerer:

”Jeg har lige haft en patient, som klagede over smerter i hovedet. Men hans praktiserende læge blev ved med at sige, at der ikke var noget galt. Det endte faktisk med, at jeg ringede 112 og fik patienten indlagt. Det viste sig at være en tumor i hovedet.” 

De to sygeplejersker fortæller samstemmende, at de brænder for deres job, men at der de seneste år er sparet så voldsomt i psykiatrien, at det direkte rammer patienterne.

SY-2011-06-38-1bSygeplejerskerne bruger meget tid på dokumentation og registrering. Her er psykiatrisk sygeplejerske Vibeke Mortensen i gang med at skrive en aftale for et patientbesøg ind i kalenderen. I baggrunden ses Grete Christensen. Foto: Simon Klein Knudsen

”Selv om det kan være frustrerende, er det vigtigt at kunne lægge arbejdet fra sig. Der er ingen, som har gavn af, at vi ligger søvnløse om natten,” påpeger Gitte Larsen.

Vibeke Mortensen nikker indforstået:

”Det, jeg synes, der kan være svært at arbejde med i hverdagen, er vanskelighederne ved at få svært psykotiske mennesker tvangsindlagt. Der skal efterhånden meget til, og vejene rundt i vores system med egen læge, politi og sengeafdeling er meget snørklet, inden en patient bliver tvangsindlagt. Det er meget frustrerende at se et menneske ødelægge sig selv og nogle gange familien, inden de er dårlige nok til at blive indlagt.”

Tidligere havde distriktspsykiatrien i Nykøbing Falster en hotline, som patienterne kunne ringe på døgnet rundt. Også i weekenden. Medarbejdere i psykiatriens psykoseteam havde telefonen med hjem på skift og stod på den måde standby. Hvis en patient ringede og havde det dårligt, kunne de tale sammen, og hvis situationen krævede det, kørte sygeplejersken ud til vedkommende.

”Det var en rigtig god ordning, som mange brugte. Nogle ringede for at få gode råd, mens andre ringede, fordi de havde det virkelig dårligt. Men pga. besparelser har hotlinen nu kun åbent til kl. 22 i hverdagene og begrænset åbning i weekenden. Det er meget ærgerligt for patienterne,” siger Gitte Larsen.

SY-2011-06-38-1c
Elin har været syg i mere end 30 år. I dag er hun meget stabil, bor i en lejlighed og klarer hverdagen på almindelig vis. Psykiatrisk sygeplejerske Vibeke Mortensen besøger ca. hver anden måned Elin. På billedet ses Vibeke Mortensen (th.), Grete Christensen (mf.) og Elin med ryggen til. Foto: Simon Klein Knudsen

Dokumentation dræner

Vibeke Mortensen fortæller, at hun og kollegerne bruger ”uanede mængder” af tid på at dokumentere og registrere. Sygeplejerskerne skriver oplysninger ind i den elektroniske patientjournal og booker dato og tid for besøg ind i et andet system. Ydermere skal sygeplejerskerne skrive en ny tid for hjemmebesøg ind i en papirkalender og i kalenderen i Outlook.

Derudover skal de udfylde et papirskema til sekretærerne, som skal sikre, at de rigtige ydelseskoder kommer i den rigtige rækkefølge, så akkrediteringen bliver korrekt, og psykiatrien får de penge, den har krav på.

”Selv om dokumentation bestemt er vigtigt, forsvinder tiden i sidste ende fra den direkte patientkontakt. Problemet bliver forstærket af det fokus, der er på ydelser,” påpeger Vibeke Mortensen og forklarer:

”Vi skal levere X antal ydelser for at vores distrikt bevilliges den nødvendige økonomi, men der er mange ydelser, vi ikke får penge for. Når jeg f.eks. taler i telefon tre timer med patienter over en uge, så tæller det ikke som en ydelse. Derfor får vi ikke penge for det. Selv om det måske er de samtaler, der forhindrer en indlæggelse. Nogle gange får vi besked oppefra på, at vi skal præstere ydelser, fordi vi er bagud. Konsekvensen er, at tiden går fra patientarbejdet, hvor relationen er omdrejningspunktet. Skabelse og vedligeholdelse af relationer kræver tid og ro, så hverken patienterne, systemet eller os selv er tjent med, at vi skal styres af ”ydelser”.”

Grete Christensen er enig:

”Sygeplejersker klandres ofte for at bruge for meget tid væk fra patienterne. Men det er stort set altid systemerne, der er årsagen til det. Det er utroligt vigtigt med dokumentation, men systemerne kan mange steder laves på en bedre måde, end det er tilfældet i dag. I er et godt eksempel på det.”

Frokostpausen er slut. Vibeke Mortensen og Grete Christensen går ned ad den lange fordelingsgang med kurs mod udgangen. De skal på besøg hos dagens sidste patient, som bor i Sakskøbing små 20 km væk.  

Sygeplejerskernes arbejdsopgaver

Sygeplejerskerne i distriktspsykiatrien i Region Sjælland varetager primært opgaver i forbindelse med behandlingen af borgere med psykiatriske lidelser. Behandlingen foregår primært i borgerens eget hjem, hvor sygeplejerskerne følger op på den medicinske behandling, ordineret af lægerne.

Sygeplejerskerne vejleder og støtter patienterne og deres pårørende, hvor patienternes symptomer skaber begrænsninger eller problemer. Målet er, at borgeren mestrer hverdagen på den mest meningsfulde vis. Sygeplejerskerne planlægger selv deres hjemmebesøg.

Der er ikke afsat en bestemt tidsnorm til den enkelte patient pr. uge. Nogle patienter ser sygeplejerskerne kun én gang om året, andre hver uge i kortere perioder. Alle sygeplejerskerne har mobiltelefoner, som patienterne kan ringe til, ligesom de kan kontakte sygeplejerskerne via mail.

Emneord: 
Patient
Psykisk lidelse
Psykologi
Hjemmesygepleje

På job: Vi skal hele tiden være to skridt foran

Sct. Hans Hospitals specialafsnit for truende og flugttruede retspsykiatriske patienter, R7, bruger systematisk risikovurdering i forebyggelsen af voldsepisoder.

SY-2011-05-32-1a
Foto: Søren Svendsen

Seks former for adfærd hos patienterne kan hjælpe personalet i en psykiatrisk afdeling med at forudse og forebygge voldsepisoder inden for de næste 24 timer: forvirring, irritabilitet, støjende adfærd, fysiske trusler, verbale trusler og slag eller spark mod genstande.

Det er grundlaget for en simpel risikovurdering, BVC, som retspsykiatrisk afsnit R7, Sct. Hans Hospital, scorer patienterne efter en gang på hver vagt.

SY-2011-05-33bFoto: Søren Svendsen

R7 er et afsnit for farlige og flugttruede patienter, og da sygeplejerske Marianne Steele blev ansat her for to år siden, var der mange voldsepisoder, som endte i bæltefikseringer.

De forekommer stadig. Det er f.eks. flere gange sket, at patienter har forsøgt at tage nøgler fra medarbejderne. Men episoderne er betydelig færre i dag.

”Vi er blevet gode til at forebygge og tackle situationerne,” siger Marianne Steele.

Ingen af de 12 patienter har fået en BVC-score i dagvagten på denne dag. Det fremgår af den skriftlige rapport til Marianne Steele og de fem andre medarbejdere i aftenvagten.

Alligevel er der en patient, som Marianne Steele er særlig opmærksom på, mens hun går til og fra, følger en patient ud at ryge på den aflåste terrasse, låser telefonboksen op for en anden, henter en banan til en tredje, og indimellem uddeler fast og pn-medicin.

I går opstod der en situation, hvor patienten overtrådte en aftale med personalet og blev både irriteret og forvirret, da han blev bremset. Altså en score på 2.

”Nu holder jeg øje med hans adfærd, og om han har brug for medicin,” fortæller Marianne Steele. ”Han er ret ny her i afsnittet, og han er en lidt vred fætter. Men det hjælper så heller ikke, at han har en stor tandbyld. Så jeg sørger for, at han får sin penicillin, men også for, at han er smertedækket.”

SY-2011-05-32-1b
Foto: Søren Svendsen

BVC-scoringen giver alle medarbejdere den samme viden om, hvor patienterne er. Et andet skema, SOAS-R, der måler verbal og fysisk aggression, bliver brugt til indberetning af væsentlige ændringer i en patients adfærd. Scoringen og indberetningerne gør det tilsammen synligt, hvor og hvornår der er fare på færde. På den baggrund er flere arbejdsgange blevet ændret.

 ”Vi har f.eks. flydende vagtskifte, så ikke alle går og kommer på samme tid,” forklarer Marianne Steele.

”Og vi er hele tiden ude i miljøet. Ophold på kontoret er noget, vi planlægger og aftaler ved vagtens begyndelse.”

Hvad skal man specielt kunne for at arbejde i en afdeling som jeres?

”Samarbejde. Man skal også kunne se patienterne i øjnene og acceptere dem, hvor de er. Uden at glemme hvad det er for nogle ting, de har lavet. Det kan jeg somme tider komme til, for mange er unge drenge, der har haft en forfærdelig opvækst.”

Hvad er din bedste oplevelse med en patient i den sidste uge?

”Det er en patient, der står og banker på vinduet, når jeg parkerer min bil foran afdelingen. Han vinker, og jeg kan se, han råber hej.”

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Psykisk lidelse
Psykologi
Risiko
Risikofaktor
Vold

Dansk Sygeplejeråd: Sundhedsaftaler skal beskrive hjemmesygeplejens rolle

Der er meget brug for at afklare, hvad det er for en rolle, hjemmesygeplejen skal udfylde i samarbejdet om de psykisk syge, der bor hjemme, siger Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen.

SY-2011-05-26aHjemmesygeplejersker må diskutere med deres ledere og med behandlingspsykiatrien og den kommunale socialpsykiatri, hvad hjemmesygeplejens rolle hos psykisk syge borgere egentlig skal være. Hvad skal de kunne, og hvad skal de bidrage med?

Det understreger Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen i sin kommentar til artiklerne i dette nummer af Sygeplejersken.

”Artiklerne afspejler, at der er et kæmpe hul mellem behandlingspsykiatrien og den kommunale indsats, der forventes at følge op,” siger hun.

”Når sundhedsaftalerne mellem regioner og kommuner skal fornys, vil jeg kraftigt opfordre til, at man skærper opmærksomheden på, hvordan man bruger hjemmesygeplejersker hos psykisk syge borgere, så det ikke kun er socialpsykiatriens rolle, der bliver beskrevet, men også hjemmesygeplejens.”

Foto: Per Morten Abrahamsen

At hjemmesygeplejersker kun kommer for at hælde medicin op eller dele medicin ud, giver ikke mening, tilføjer Grete Christensen.

”Så skal de hellere blive væk. Nogle steder har man jo den ordning, at det er en distriktspsykiatrisk sygeplejerske, der kommer i hjemmet f.eks. en gang om måneden, mens det til daglig er en hjemmehjælper, der hælder op.

Hvis der skal komme hjemmesygeplejersker, skal der også være et andet formål end bare ophældning. Og så skal hjemmesygeplejerskerne have de nødvendige forudsætninger for at have med psykisk syge at gøre. Det afspejler artiklerne også, at de ikke har.

Der er behov for, at de får uddannelse inden for psykiatri, og ikke bare oplæring, men reel viden og uddannelse, hvis de skal spille en rolle.”

Men Grete Christensen kan sagtens se hjemmesygeplejerskerne spille en betydningsfuld rolle i behandlingen af psykisk syge.

”Der kunne være god mening i at give nogle af hjemmesygeplejerskerne en specialuddannelse, så opgaver hos psykisk syge bliver et speciale i kommunerne på samme måde som sårpleje og inkontinens.”

Emneord: 
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi
Hjemmesygepleje

Fagligt selskab: Kommunerne svigter deres egne medarbejdere

Formanden for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker, Karin Johannesen, undrer sig over de vilkår, en række kommuner byder hjemmesygeplejersker, der har opgaver hos psykisk syge.

SY-2011-05-25aKarin Johannesen, formand for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker: ”Man kan ikke bare bede sygeplejersker om at gå ud og hælde medicin op. Det er for isoleret og ikke fagligt forsvarligt.” Foto: Søren Svendsen

Det er ikke i orden, at hjemmesygeplejersker bliver sendt ud til psykisk syge borgere uden ordentlige oplysninger om patienten og behandlingen. Det er heller ikke i orden, at hjemmesygeplejerskerne får opgaver hos psykisk syge, uden at de er sikret uddannelse og faglig rådgivning og viden om, hvor de skal henvende sig, når borgeren har brug for mere hjælp, end sygeplejerskerne kan give.

Det er reaktionen fra Karin Johannesen, formand for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker, på de vilkår, Sygeplejersken beskriver i artiklerne om hjemmesygeplejerskers arbejde med psykisk syge.

”Jeg synes, kommunerne svigter deres egne medarbejdere i en grad, der siger sparto,” siger Karin Johannesen.

”Man kan ikke bare bede sygeplejersker om at gå ud og hælde medicin op. Det er for isoleret og ikke fagligt forsvarligt. Sygeplejersken skal kende patientens sygehistorie og vide, hvorfor patienten får den her medicin. Man skal også observere virkninger og bivirkninger og have et samspil med dem, der har ansvaret for behandlingen, så man kan melde tilbage om, hvordan det virker.”

Faglig oprustning nødvendigt

Eksemplerne på dårlig kommunikation i udskrivelsessituationer og manglende samarbejde mellem de forskellige enheder, der er involveret, bekymrer Karin Johannesen.

”Der bliver jo lavet samarbejdsaftaler mellem regioner og kommuner, og de påpeger netop overgangene, og hvor vigtigt det er, at der bliver givet fyldestgørende information. At sikre gode overgange er også noget, der indgår i den danske kvalitetsmodel.

Hvis hjemmesygeplejen ikke får tilstrækkelig information fra psykiatrisk afdeling eller egen læge, så er det en ledelsesopgave at stille krav til samarbejdspartnerne.”

Karin Johannesen nævner, at nogle kommuner har placeret sygepleje og hjemmehjælp til de psykisk syge sammen med kommunens socialpsykiatriske tilbud. På den måde sikrer de, at sygeplejerskerne opbygger en ekspertise i at omgås psykisk syge, og de sikrer samarbejdet med andre dele af kommunens  indsats for denne gruppe.

Om kommunen skal vælge denne model eller beholde de psykisk syge i den almindelige hjemmesygepleje, vil det faglige selskab ikke tage stilling til. Det må være en lokal beslutning.

”Men det er vigtigt, at sygeplejersker, der kommer hos psykisk syge, ved, hvad de har med at gøre. Ellers risikerer man at komme til at understøtte det forkerte, og man får måske ikke observeret, hvad man skal,” siger Karin Johannesen.

”Så enten må kommunerne ansætte sygeplejersker i socialpsykiatrien, eller også må de opkvalificere hjemmesygeplejerskerne bredt.”

Har krav på supervision

Sygeplejersker, der arbejder med psykisk syge, skal have mulighed for at få sagssupervision i vanskelige forløb. Det vil sige, at de skal kunne få en fælles drøftelse af patienten med den læge eller sygeplejerske, der er ansvarlig for behandlingen, og det må kommunen indgå aftaler med de behandlingsansvarlige om.

Når det drejer sig om assistance i akutte situationer, er der mange steder oprettet akutte udrykningshold og akutte rådgivningsmuligheder, både i regions- og kommunalt regi. Her er det igen kommunens opgave at sikre, at medarbejderne ved, hvad der findes af muligheder, de kan henvise til eller selv trække på, understreger Karin Johannesen.

”Hvis sygeplejerskerne så ikke synes, at tilbuddene fungerer i praksis, så må de gøre opmærksom på det. Det er jo også en forpligtelse, vi har over for vores politikere, så de ikke tror, at tilbuddene er i orden, fordi de ikke hører andet.”

Hvis arbejdsvilkårene ikke er i orden, må hjemmesygeplejerskerne tage det op med deres ledere, f.eks. under en MUS-samtale, tilføjer Karin Johannesen.

”Vi har nok en tendens til at være for flinke. Men sygeplejerskerne må også selv stille krav.”

Emneord: 
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi
Hjemmesygepleje

Det uformelle gode råd er svært at få

Rigtig mange parter skal arbejde sammen om de psykisk syge borgere i hjemmesygeplejen. Parter, der hver for sig skal stå til regnskab for, hvad de bruger deres ressourcer til. Det gode råd og den uformelle støtte ligger ikke længere i opgavebeskrivelsen.

Læs som PDF - gå til side 22

SY-2011-05-23a
Illustration: Jenz Koudahl

I gamle dage, dvs. for 5-10 år siden, var det almindeligt, at distriktspsykiatriske sygeplejersker med faste mellemrum kom på besøg i hjemmesygeplejen for at give råd og vejledning.

Men det er en form for samarbejde, der paradoksalt nok er gledet ud, samtidig med at hjemmesygeplejersker mere end nogensinde har brug for faglig støtte i arbejdet med de meget dårlige psykisk syge borgere, der i dag skal have en tilværelse uden for hospitalerne.

Der er mange parter i samarbejdet om de hjemmeboende psykisk syge. Hospitalspsykiatri, distriktspsykiatri, egen læge, psykiatrisk skadestue, vagtlæge, kommunal socialpsykiatri i form af hjemmevejledere eller bostøtter, botilbud, væresteder, udrykningsteam og endnu flere. Der findes ekspertise mange steder.

Men tendensen er, at man inden for den enkelte enhed, om den så er kommunal eller ligger i regionen, har skærpet definitionerne på, hvilke opgaver det præcis er, man skal løse. Det er meldingen flere steder fra i landet, f.eks. i Århus-området.

”Før kommunalreformen havde vi en ordning, hvor distriktssygeplejersker kom fast ude i lokalcentrene og havde et samarbejde med hjemmesygeplejerskerne næsten uanset, om vi havde klienter fælles eller ej,” siger ledende sygeplejerske Tine Hansen fra Region Midtjyllands lokalpsykiatri i Århus.

”Det var netværksdannelse, hvor man sad sammen, og var der generelle problemer eller brug for lidt generel vejledning eller supervision, så varetog vi også det.

I dag er tingene blevet trukket lidt mere op. Vi superviserer, når vi har et samarbejde med hjemmeplejen om en patient. Men hvis vi skal komme ud og vejlede generelt en gang om måneden, så er det en ydelse, vi sælger.”

Tine Hansen er tidligere kommet på lokalcentrene i Randers som distriktssygeplejerske, og hun er ikke i tvivl om, at de psykiatriske sygeplejersker har meget at give både hjemmesygeplejersker og hjælpere.

”Men det er jo også et spørgsmål om budgetter, og hvad vi skal bruge vores tid på, og hvilke ydelser vi registrerer. Det er vi blevet mere skarpe på.”

Psykiatri kræver specialviden

Ledende oversygeplejerske Inge Voldsgaard, Århus Universitetshospital Risskov, forstår godt, at hjemmesygeplejersker efterlyser rådgivning og supervision i, hvordan de skal komme ind til de psykisk syge.

”For det er en anden måde, man skal gå til patienterne på,” siger hun.

”Hvis opgaven er et sår, er der selvfølgelig en sårprocedure, som skal udføres ordentligt og sikkert. Men det kan være, at man skal bruge meget mere tid på at komme ind til forbindingen end i et hjem, hvor en gammel dame har sat sig helt klar i stolen, og manden har lavet kaffe.

Hvis der er en ydelse, der består i at skifte en forbinding, er der også en ydelse, der hedder at komme ind til forbindingen og ind til mennesket.”

Derfor kunne psykiatri godt være en specialistopgave i kommunerne ligesom stomipleje, inkontinens og andre specialområder, påpeger Inge Voldsgaard.

Der er brug for, at hjemmesygeplejen uddanner sine sygeplejersker til opgaven, og i kommunernes socialpsykiatriske tilbud ligger der også en psykiatrisk ekspertise, som hjemmesygeplejen kan trække på. Råd og vejledning er ikke nødvendigvis en regional opgave.

”Der, hvor jeg kan have en bekymring, er de patienter, som ikke vil tage imod vores tilbud,” siger Inge Voldsgaard.

”Vi ved godt, at der er en masse patienter, der ikke vil have kontakt med os, men som vi af faglige grunde må prøve at kontakte, snakke med gennem brevsprækken osv.

I fremtiden kan vi få svært ved at prioritere den opgave, fordi det ikke udløser en ydelse, og vi er blevet mere ydelsesorienterede. Det er jo den tendens i tiden, som modvirker meget af det gode, der sker i psykiatrien, og som vi også kan se i kommunerne.” 

Et stort koordineringsprojekt

Som leder i den regionale del af lokalpsykiatrien, det der andre steder hedder distriktspsykiatri, synes Tine Hansen, at der er meget, der går godt i samarbejdet med kommunerne.

”Hjemmesygeplejen tager godt fra, og både sygeplejersker og sundhedsklinikker gør et stort stykke arbejde for vores klienter,” siger hun. Men den ændrede rollefordeling stiller krav om store samarbejdsevner.

”Som leder må jeg tit sige til mine sygeplejersker, at vi ikke skal gøre det hele. Der er kommet mange andre aktører ind. Det er blevet et stort koordineringsprojekt, og i den sammenhæng er der også risiko for, at ting kan smutte. Og der er mange andre, man kan skubbe bolden over til, hvis man selv synes, man har nok.”

I takt med, at der er nedlagt psykiatriske sengepladser, er der faktisk sket en meget stor udbygning af distriktspsykiatrien, tilføjer Tine Hansen.

”Tingene var efterhånden begyndt at hænge sammen, og vi var ved at finde ud af, hvem de andre aktører er, og hvordan vi kan samarbejde.

Men i de seneste år har vi skullet skære i noget af det, der er bygget op, og det samme sker jo med vores kommunale kolleger. Så nu kan man godt være bange for, at det igen går den anden vej.”

Emneord: 
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi
Hjemmesygepleje

Vi kan ikke observere noget på to minutter

Hjemmesygeplejersker bliver bestilt til meget afgrænsede opgaver i hjem med psykisk sygdom og misbrug. Den primære støtte skal gives af andre faggrupper, så hvorfor skal hjemmesygeplejersken overhovedet ind i hjemmet?

SY-2011-05-21a
Illustration: Jenz Koudahl

Hvad er det egentlig for en rolle, vi skal have hos de her patienter? Det har hjemmesygeplejerske Vibeke Strøjer og hendes kolleger i Svendborg Kommune nogle gange diskuteret efter besøg hos psykisk syge borgere og misbrugere.

”Vi kommer ud i et hjem, fordi der er noget fysisk som et sår, eller vi skal give medicin,” fortæller hun.

”Så ligger borgeren og er meget beruset. Eller psykotisk. Eller man ser sig omkring og spørger sig selv, om de får mad?
Mange gange er det jo mennesker, der ikke kan tage vare på sig selv, og vi synes, at vi må gøre noget. Vi må da hjælpe den person eller den familie. Og det kan vi bare ikke.

Vi har ikke viden nok til at gå ind i deres problematikker, vi er heller ikke de primære personer i de hjem. Som regel er de jo tilknyttet et psykiatrisk tilbud eller behandlingscenter.

Hvis de ikke vil tage deres medicin, må vi melde tilbage. Ellers skal vi egentlig bare give medicinen og gå igen. Det er svært, når man er sygeplejerske.”
 

Kan ikke sige nej

Ja, hvad skal hjemmesygeplejersker hos psykiatriske patienter? De skal slet ikke være der, synes sygeplejefaglig leder Vibeke Brønnum, Århus Kommune. I hvert fald ikke, når det bare drejer sig om at låse den daglige medicin ud af et skab. ”Vi bliver jo ikke brugt som sygeplejersker. Vi langer bare piller over disken,” siger hun.

I Århus Kommune kommer der hjemmesygeplejersker for at give medicin til borgere, der er for syge til selv at gå til kommunens sundhedsklinikker for at få den udleveret. Borgerne er som regel i behandling i distriktspsykiatrien, og meget ofte kommer der også bostøtter i hjemmet, medarbejdere fra den kommunale socialpsykiatri, der skal hjælpe borgerne med selv at klare deres hverdag.

”Men distriktspsykiatrien håndterer ikke medicin, og bostøtterne har en pædagogisk retning i deres arbejde, som gør, at de ikke vil have med medicin at gøre. Så opgaven ender hos hjemmesygeplejen, for vi kan ikke sige nej,” siger Vibeke Brønnum.

”Hjemmesygeplejersken giver medicinen, mens bostøtten står ved siden af. Vi er ude ad døren igen på to minutter, så vi kan ikke observere noget som helst. Det gør bostøtten, som melder tilbage til distriktspsykiatrien, hvis der er ændringer i borgerens tilstand, og så justerer distriktspsykiatrien måske på medicinen, så hjemmesygeplejersken får en ny ordination. Det er en helt vanvittig arbejdsgang.”

Vibeke Brønnum synes, medicinadministrationen burde ligge hos distriktspsykiatrien, der i forvejen står for behandlingen. Men i distriktspsykiatrien, og det gælder både Århus og andre steder i landet, går bestræbelserne på at begrænse den praktiske medicinhåndtering så meget som overhovedet muligt.

”Vi beholder kun dem, som er meget svære at motivere,” siger ledende sygeplejerske Tine Hansen fra den regionale lokalpsykiatri i Århus.

”Det er jo en prioritering af den ekspertviden, vi har. At hælde piller op på daglig basis behøver man ikke være psykiatrisk sygeplejerske for at varetage.”

Man behøver faktisk slet ikke være sygeplejerske, mener Vibeke Brønnum:

”Vi kan sagtens give bostøtterne et tretimerskursus, så de kan give en pille fra en æske, der er doseret på apoteket. Bostøtternes opgave er at støtte borgerne i at få et liv. Men medicinen er jo også en del af deres liv, så hvor er helheden, hvis man trækker den ud?”

I København er de specialister

Mens hjemmesygeplejen hører til i sundhedsforvaltningen, har bostøtter hjemme i socialforvaltningen sammen med kommunens øvrige socialpsykiatriske tilbud. Og hvis bostøtterne ikke kan give medicin, kunne en anden løsning være, at socialforvaltningen ansatte nogle sygeplejersker til at udføre opgaven hos borgere med psykiske sygdomme, mener Vibeke Brønnum.

Sådan en ordning har faktisk fungeret i Københavns Kommune siden sidst i 90’erne. Her er hjemmehjælp og hjemmesygepleje til borgere under 65 placeret i socialforvaltningen. Det drejer sig i praksis om hjælp til handikappede, psykisk syge og misbrugere.

”Ligesom nogle i ældreplejen er meget dygtige til at omgås demente, mens andre løber skrigende væk, fordi de ikke ved, hvad de skal stille op med dem, så kræver det også nogle særlige færdigheder at omgås vores borgere,” siger områdechef Erik Jensen, Københavns Kommune.

”Man skal have en særlig interesse for dem, og det er lange seje træk, hvor man ikke ser resultater fra den ene dag til den anden. Man skal også have et afklaret forhold til, hvad man går ud i. Vi har mange, der lever på kanten af samfundet.

I København tager socialforvaltningens hjemmepleje sig af mennesker, som de fleste behandlersystemer har opgivet,” tilføjer Erik Jensen. Den sociale hjemmepleje prøver at fastholde dem i behandlingen, støtte dem i at holde deres hjem og komme ud blandt andre. Eller prøve at opsøge dem på gaden, når man ikke har truffet dem hjemme i lang tid.

”Der er ikke rigtig noget, vi synes, vi ikke kan håndtere,” siger Erik Jensen. ”Så vi synes, vores ordning er en god ide. Men København er også en stor kommune, der har 2-2.500 borgere i denne målgruppe. I en lille kommune er der måske 30, og det er ikke grundlag for at oprette en specialenhed.”

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi

Visitation til sygepleje bremser samarbejdet

Hjemmesygeplejen har brug for en god overlevering fra psykiatrisk hospital, når psykisk syge bliver henvist til medicindosering eller andre ydelser. Det glipper for ofte, ikke mindst hvor visitation til sygepleje har kappet den direkte kontakt.

For ikke så længe siden fik et psykoseafsnit på Århus Universitetshospital Risskov en opringning fra en hjemmesygeplejerske i aftenvagt. Hun var ikke tryg ved at tage ud til den patient, hun skulle besøge: Hvad var der med patienten, og var der noget med en behandlingsdom, og hvordan skulle hun forholde sig?

”Det skal igennem så mange led,” siger psykoseafsnittets afdelingssygeplejerske Lone Nørgaard Møller.

”Vi havde givet oplysningerne til en visitator, som skulle overlevere dem til hjemmesygeplejersken fra lokalcentret, som så igen skulle give dem videre til aftenholdet. Og så er det, at vi bliver ringet op af en utryg sygeplejerske fra et helt andet område.”

Når hjemmesygeplejersker somme tider oplever, at de ikke er klædt på til at tage ud til en borger med psykisk sygdom, kan forklaringen være den enkle, at de faktisk ikke har fået de oplysninger, de har brug for.

”Vi bliver bestilt til at løse en bestemt opgave. Men vi ved tit ikke ret meget om det, vi skal ud til, uanset om det er somatisk eller psykiatrisk,” siger hjemmesygeplejerske Anita Berg Madsen, Høje-Taastrup Kommune.

”Man får et fingerpeg, når man ser, hvad det er for en medicin, de får. Det er jo ofte den, vi er bestilt til at administrere, når det drejer sig om psykiatriske patienter. Hvis jeg synes, jeg er nødt til at vide mere, så snakker jeg tit med dem om at ringe til deres mor eller datter for at finde ud af, hvordan vi kan gøre det bedst.”

Når Anita Berg Madsen får en henvisning, står der som regel et telefonnummer, hun kan ringe til.

”Men så er det jo tit sådan, at den sygeplejerske, der kender noget til patienten, har fri, når man ringer. Det er lidt svært med de afstande, og at man ikke kender hinanden.”

Information går tabt undervejs

Sådan har det været, siden Høje-Taastrup Kommune indførte central visitation til sygepleje. Og når hjemmesygeplejerske Vibeke Strøjer fra Svendborg Kommune ikke har de samme problemer, er det måske, fordi hun og hendes kolleger som regel bliver kontaktet direkte af psykiatrisk afdeling.

”Jeg får en henvendelse fra sygehuset,” siger Vibeke Strøjer. ”De har en borger, der kommer hjem i morgen, hun har været indlagt med det og det, nu skal hun udskrives, og hun er ikke i stand til at varetage sin medicinering selv. Vi har en god dialog, hvor jeg også kan spørge til nogle ting. Hvad kan vi komme ud for, og hvis det sker, hvad gør vi så?”

I Høje-Taastrup Kommune er der netop nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på visitationen, siger ledende sygeplejerske Lene Brangstrup. Arbejdsgangen skal være mere effektiv og samtidig sikre den faglige kvalitet.

”Overleveringen går igennem for mange hænder, og visitationen får ikke altid stillet de rigtige faglige spørgsmål,” siger Lene Brangstrup.

”Visitatorerne er også fagpersoner, men de har ikke samme tilgang som den hjemmesygeplejerske, der skal overtage borgeren. Jeg tror, der vil være en gevinst ved en direkte kontakt, også for borgeren. Det handler jo om sammenhængende patientforløb.”

Det var tilsvarende overvejelser, der førte til, at Århus Kommune for et år siden afskaffede central visitation til hjemmesygepleje, siger sygeplejefaglig leder Vibeke Brønnum.

”Visitationen bremsede det gode samarbejde mellem hospital og hjemmesygepleje,” forklarer hun. ”Mange gange nåede borgeren at blive udskrevet, før der var etableret en dialog, og så blev det noget med: Nå ja, vi skal jo også huske at ringe til hjemmesygeplejersken. Det glippede for ofte.”

Usikkerhed om tavshedspligt

Vibeke Brønnum sidder i et samarbejdsudvalg, hvor region og kommune arbejder med, hvordan kontakten bliver bedre. Den kommer ikke af sig selv. Vaner skal lægges om, og rent praktiske, men vigtige detaljer som opdaterede telefon- og adresselister på samarbejdspartnerne skal være på plads.

Men der er også andre snublesten på vejen til en bedre dialog. Vibeke Brønnum har for nylig måttet gå ind i en sag, hvor hjemmesygeplejen ikke kunne få at vide, hvad en patient med en behandlingsdom var dømt for.

”Det er ikke rimeligt. Vi kan jo risikere at komme ud til borgere, der har slået folk ihjel, og det skaber utryghed,” siger hun.
I det konkrete tilfælde kontaktede Vibeke Brønnum den behandlingsansvarlige overlæge, som gav hende ret: Selvfølgelig kunne hjemmesygeplejen få den oplysning, når de skulle deltage i patientens behandling.

Men reglerne om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger er igen et område, hvor en hjemmesygeplejerske kan føle sig på lidt usikker grund. Må man diskutere borgeren med hospitalet uden at spørge først?

Det er dog meget, meget sjældent, at en patient siger nej til, at hospitalspsykiatrien må videregive oplysninger, siger afdelingssygeplejerske Lone Nørgaard Møller fra Århus Universitetshospital Risskov.

”Det sker en sjælden gang med vores mere skizofrene, paranoide patienter. Men det er klart, så kommer hjemmeplejen slet ikke ind i samarbejdet.

Så jeg vil sige, at det nok er helt almindelige halvdårlige samarbejdsrelationer, det handler om. Det ligger på begge skuldre. Både på hjemmesygeplejen, hvor der måske hersker nogle myter og fordomme om vores patienter, og på os som hospitalsenhed, fordi vi ikke fører samme regime som den medicinske afdeling, der laver en ordentlig sygeplejejournal, når de udskriver en patient til hjemmesygeplejen. Det er, som om vi har glemt det.

Men der er ikke særlige juridiske restriktioner, der forhindrer, at hjemmeplejen kan få de nødvendige informationer. Vi skal have nøjagtig samme niveau i vores samarbejde som ethvert andet sygehus.”

Emneord: 
Psykisk lidelse
Psykisk sundhed
Psykologi
Hjemmesygepleje

Ramt på den personlige investering

Ledighed er svært for de fleste, men for sygeplejersker er det særlig hårdt, fordi de altid har hørt, at der er brug for dem, vurderer arbejds- og organisationspsykolog fra Aalborg Universitet.

Når arbejdsløsheden sætter ind, bliver sygeplejerskerne ramt hårdere på deres personlige integritet og faglige stolthed end mange andre faggrupper. Det fortæller arbejds- og organisationspsykolog og lektor ved Aalborg Universitet, Einar Baldursson. 

”Sygeplejersker uddanner sig gennem lang tid til høje kompetencer, og de har investeret betydelige ressourcer i noget, som ikke i første omgang giver et fornuftigt afkast. Det er i sig selv hårdt, og det kan ramme hårdt psykisk. De bliver forvirrede og usikre,” siger han.

Igennem flere år har sygeplejerskerne hørt om, at der er hårdt brug for dem på arbejdsmarkedet, og at de har jobgaranti.

Men når de kommer ud på jobmarkedet, oplever mange, at der ikke er noget at finde. 

 ”Når man har valgt et område, hvor man har en forventning om, at man imødekommer et stort samfundsmæssigt og politisk behov, så har man haft en berettiget formodning om, at man ikke behøvede at bekymre sig om jobudsigterne. Man  bliver ramt på sin personlige investering, men også af det chok, at man ikke kan regne med noget som helst. Dermed bliver man dobbelt ramt,” vurderer Einar Baldursson.
 

De ambitiøse går ned

Det er de dygtigste, der bliver hårdest ramt, siger Einar Baldursson:

”Det er ikke de svage, der reagerer mest negativt, men tværtimod dem, der virkelig vil deres fag. De har valgt uddannelsen, fordi de vil være sygeplejersker, og det er folk med ambitioner og personlige mål. De bliver hårdere ramt på deres selvværd end dem, som har været mindre ambitiøse og målrettede,” siger han.

Selv om det synes svært at holde modet oppe, er der nogle enkelte råd, man kan følge:

”Det er vigtigt, at de unge, nyuddannede bygger en hverdag op med udgangspunkt i deres faglige interesser. Men det er også vigtigt, at de faglige organisationer aktivt går ind og tager hånd om problemstillingen ved at udvikle kompetencefordrende miljøer i eget regi, så sygeplejerskerne møder andre i samme situation. De skal ud og møde andre, de kan lære mere af,” siger han og understreger vigtigheden af, at de nyuddannede ikke forsvinder i systemet:  

”Vi lider et stort tab, når de nye sygeplejersker får brudt deres udvikling fra uddannelse til praktisk kompetenceudvikling. Det betyder, at vi ikke bare mister den tid, hvor de er arbejdsløse, men at vi samtidig gør det sværere for dem at komme tilbage igen.”

Ledighedens udviklingsforløb

Arbejdsløshed kan have forskellige konsekvenser, afhængigt af hvor længe man går ledig.

”Det kræver et fornuftigt, fagligt miljø omkring arbejdsløsheden at undgå, at depression sætter ind,” siger arbejds- og organisationspsykolog Einar Baldursson fra Aalborg Universitet.

Han ser overordnet tre betydningsfulde perioder for den arbejdsledige: 

  • 0-3 måneder – Ressourcer i behold: Den ledige er i besiddelse af sine fulde personlige ressourcer. I denne periode er det godt at bruge de ressourcer til at sætte gang i nogle aktiviteter, som er fagligt meningsfulde. Det kan f.eks. være aktiviteter, man kan trække veksler på senere, når ledighedsperioden er slut.
  • 3-6 måneder – Et arbejdsløst menneske: Her begynder ofte at ske en negativ udvikling. I perioden går man fra at være ”et menneske uden arbejde” til ”et arbejdsløst menneske”, og det har konsekvenser for selvforståelsen og for de personlige ressourcer. Man begynder at have mindre at byde ind med, motivationen daler, det bliver sværere at tænke langsigtet, og man bliver træt og ukoncentreret.
  • 6+ – Depression: Omkostningerne ved ledighed for især nyuddannede tiltager meget efter et halvt års tid. Her begynder skadevirkninger, som kan være vanskelige at udbedre, og det kan begynde at ligne en depressionstilstand. Der skal oftest en meget stærkere indsats til over for den ledige, end blot en velmenende samtale med et jobcenter.
Emneord: 
Arbejdsmarked
Psykologi