5 minutter med: Karina Kvist

Karina Kvist

Karina Kvist, 35 år, sygeplejerske med særlig klinisk funktion inden for uddannelse, udvikling og undervisning samt klinisk afsnitskoordinator på rehabiliteringsafsnit
M3 i Hobro under Aalborg Universitetshospital.

Hvorfor valgte du at blive sygeplejerske?
Jeg har egentlig altid vidst, at jeg gerne ville arbejde med mennesker, og da jeg var yngre, tænkte jeg, at jeg skulle være pædagog. Men det blev en anden retning – jeg er uddannet social- og sundhedshjælper og -assistent, og da jeg var ude i den første praktik som assistent på sygehuset, så var jeg bare ikke i tvivl om, at jeg skulle være der. Og så var det nok mere sygeplejerskeuddannelsen, jeg skulle tage. Jeg blev grebet af den der helt specielle hvide verden.

Hvad var dit første job?
Det var på Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Hvorfor valgte du at specialisere dig som intensivsygeplejerske?
Jeg trængte til, at der skulle ske noget andet, og så fandt jeg den sundhedsfaglige kandidat med en rehabiliteringslinje. Jeg synes, de komplekse patienter, lange forløb og at få skabt nogle gode patientovergange er helt vildt interessant.

Hvem har du lært mest af i din karriere?
Det er jo nok patienterne og deres skæbner. Det der med, at patienter fortæller deres historie, det lærer man vildt meget af.

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?
En som taler patienternes sag, lytter til dem og deres behov, og en som tør gå ind i de udfordringer, som de nu oplever. Og en der kan prioritere.

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?
Åh der er mange – man skal turde spørge, om det man er i tvivl om. At man snakker med sine kollegaer og reflekterer over udfordringer, det bliver man bare klogere af. Der er ingen af os, der ved alting.

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?
Lige nu er jeg på en mega god afdeling, hvor jeg har nogle fantastiske kollegaer. Vi har det sjovt og er gode til at hjælpe hinanden. Man kan få lov til at stille de dumme spørgsmål og tale om tingene. Det betyder virkelig alt.

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?
De lange indlæggelsesforløb og komplekse overgange vi har, der synes jeg, det kan være udfordrende at finde ud af, hvordan man skal få det hele til at harmonere. For eksempel når vi har patienter, som ikke er vant til at få hjælp, eller patienten har en uholdbar hjemmesituation.

Hvad kan holde dig vågen om natten?
For nogle år siden havde jeg sagt mit arbejde, men jeg er blevet mere sikker på nogle ting med tiden. Før kunne jeg godt ligge og bekymre mig om patienter, men det synes jeg ikke er så slemt længere – heldigvis.

Hvad er du mest stolt af i din karriere?
Det er, at jeg har taget kandidatuddannelsen. Det har virkelig givet mig rigtig meget både fagligt og personligt.

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?
Der skulle være mere fokus på udvikling og undervisning. Både så de nyuddannede er bedre rustede, men også i forhold til at fastholde mere erfarne sygeplejersker. For man har brug for, at der sker noget og lære noget nyt – og patienterne bliver mere og mere komplekse.

Hvor ser du dig selv om fem år?
Jeg arbejder i hvert fald stadig med rehabilitering! Men lige hvilken kontekst det er i, er svært at svare på.

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?
Jeg håber, at der bliver mere fokus på det relationelle og nærvær, og at patienterne bliver inddraget noget mere i pleje og behandling. Men om det bare er det, jeg håber, eller om det bliver virkeligheden, det ved jeg ikke.

En som taler patienternes sag, lytter til dem og deres behov, og en som tør gå ind i de udfordringer, som de nu oplever. Og en der kan prioritere.
7
2019
11
I HVERT NUMMER
Rehabilitering
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Genoptræning/rehabilitering
Magazine tags  Fem minutter med Web article 

Patienten, jeg aldrig glemmer: Min kone må føle sig snydt, sagde han

Linda Eggen
Foto Lene Esthave
I mit daglige arbejde som sygeplejerske på en reumatologisk afdeling er jeg med til at undervise patienter med rygsøjlegigt (SpA og Morbus Bectherew). Patienterne er indlagt primært til rehabilitering på hold, som indebærer træning og sygdomsinformation. Jeg underviser sammen med en kollega patienterne i de lidt blødere værdier med fokus på, "hvordan det er at leve et liv med en kronisk sygdom". Det er på et af holdene, jeg møder patienten med Morbus Bectherew, som gør et særligt indtryk på mig.

Undervisningen i sygeplejen på holdet har til formål at give patienterne noget sygdomsinformation, men også medinddrage og gøre brug af patienternes indbyrdes erfaring af, hvordan de håndterer hverdagslivet med en kronisk sygdom. Undervisningen kan blive ret intens, da patienterne kommer tæt på hinanden og ofte berører meget følsomme emner. I undervisningen taler vi bl.a. om kroppens forandring, smerter og livskvalitet. Nogle patienter er angste for fremtiden, og hvad sygdommen medfører. De har tanker om, hvordan omverdenen ser på dem, efter at de er blevet syge og har forandret sig fysisk såvel som psykisk.

Netop min patient har en let krum holdning og er meget stiv i ryggen. Han er gift og har kendt sin hustru, inden han fik diagnosen Morbus Bectherew for omkring 20 år siden. Patienten har deltaget på hold mange gange i løbet af sin "sygdomskarriere". Patienten er i job og træner flittigt hjemme. Alligevel har sygdommen gradvis sat sit præg på hans krop og hans personlighed. Han har været meget stille og lyttende i undervisningen. På et tidspunkt kommer han på banen. Det er, som om han tager mod til sig.

Han siger, at han er heldig, at han er godt gift. Han har mødt forståelse fra sin hustrus side, men har nok selv haft svært ved at acceptere sin sygdom og de begrænsninger, den sætter i hverdagen. At han har svært ved at acceptere, at han ikke kan klare "mandeopgaverne" i hjemmet og er træt efter en dag på job. "Det er svært at beskrive," siger han, "men man kan sige, at min kone må føle sig snydt. Hun har giftet sig med en Mercedes, men fik en Skoda. Jeg tror, det er den måde, man bedst kan beskrive det på," siger han.

Jeg kan mærke kuldegys, og hårene stritter på mine arme. Der bliver meget stille blandt de øvrige patienter og os, som underviser. Det rører mig meget, især da jeg kan se, det også betyder meget for patienten. Patienten har aldrig talt med sin hustru om de følelser, han går rundt med – oplevelsen af ikke at slå til som ægtefælle. Det er ikke sikkert, hun oplever ham sådan, men det er sådan, han ser sig selv, og det er det, han føler, at han er værd.

Oplevelsen har fået mig til at tænke på, om vi som sygeplejersker er gode nok til at inddrage/informere pårørende om, hvad kronisk sygdom er, og hvordan den kan påvirke familien, når et medlem bliver kronisk syg. Undervisningsseancen gav mig stof til eftertanke, og jeg har patienten med i mine tanker, hver gang jeg underviser.

Patienten, jeg aldrig glemmer

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

  • Skriv til: redaktionen@dsr.dk
  • Længde: maks. 3.000 anslag.
  • Emne: "Patienten, jeg aldrig glemmer".

 

Det gjorde indtryk på sygeplejerske Linda Eggen, da hun mødte en patient, som på grund af sin sygdom havde oplevelsen af ikke at slå til som ægtefælle. At tale om det svære med patienten blev en lære for hende.
41
2018
11
I HVERT NUMMER
Kronisk sygdom
Pårørende
Patient
Rehabilitering
Sygepleje-patient-forhold
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Kronisk sygdom
Pårørende
Patient
Magazine tags  Patienten jeg aldrig glemmer Web article 

Hvad har sygepleje og cykelløb til fælles?

Jette Bagh S/H 5x5 cand.cur., fagredaktør, Sygeplejersken
Jette Bagh
"Vi trenger flere følgebiler," sagde Professor Marit Kirkevold under sit oplæg

"Ivaretagelse av velvære og omsorg under nye og utfordrende betingelser – er det mulig?"

Anledningen var det 10. sygeplejesymposium afholdt af Aalborg Universitetshospital i maj i år. Sætningen blev siddende hos mig, fordi den isoleret set er absurd – og sjov.

Men hvad betyder følgebil i dette tilfælde? Det er en sygeplejerske i en ny rolle/med andre beføjelser end dem, sygeplejersker tidligere har haft.

Udgangspunktet var en patient med en sundhedsfaglig uddannelse, som i en ung alder fik en blodprop i hjernen. Hun blev indlagt, kom sig efter den akutte fase, gennemgik et længerevarende rehabiliteringsprogram og blev sendt hjem. Med reference til den cykelsport, patienten havde dyrket i mange år, udtalte hun behovet for flere følgebiler. En følgebil bliver ved et cykelløb kørt af sportsdirektøren, som har nogle særlige kompetencer. Direktøren har overblik over løbet, kommunikerer med cykelrytteren, hjælper med praktiske ting ved behov og yder støtte, hvis rytteren er nedbrudt efter en dårlig dag. Desuden skal direktøren kunne accelerere, dvs. handle hurtigt og samtidig have kontrol over den samlede indsats.

Selv var patienten heldig og blev med intervaller fulgt i en lang periode, hvilket havde stor betydning for hendes rehabilitering.

Det kan måske ikke ses på et menneske, at det har været ramt af svær sygdom, og at det kun langsomt går fremad. Omverdenen registrerer ikke nødvendigvis de finere detaljer i en rehabiliteringsfase, men konstaterer, at personen kan stå, gå og tale forståeligt. Det fører til opmuntrende bemærkninger og tilskyndelser, men personen selv bliver deprimeret over ikke at kunne genfinde det menneske, hun var engang. Det er her, følgebilen kommer ind.

Erstat følgebil med sygeplejerske, og vi har sygeplejerske-navigation, som det kaldes i artiklen på side 40.

Flere og flere patienter lever med kræftsygdom, hjerteinsufficiens, følger efter neurologisk sygdom eller andre belastende tilstande. Mange af dem har fin støtte i familien og i vennekredsen, men nogle mennesker er af forskellige årsager meget sårbare, og det er dem, sygeplejersker skal koncentrere sig om at støtte. Patienter har ikke samme behov og skal derfor ikke have de samme tilbud. Vi må derimod finde ud af at identificere dem med særlige behov, f.eks. ved at anvende belastningstermometret eller andre fintmærkende metoder.

Nogle vil indvende, at man ikke kan gøre forskel på patienter, eller at sundhedssektoren ikke har ressourcer til opfølgende virksomhed, men psykologisk belastning og depression kan mindskes ved at differentiere indsatsen, og det tæller.

Et sårbart menneske har brug for et helle; et fristed, hvor personen kan tale med en professionel uden at tage hensyn til familien, der både kan være bange for at miste og være udtrættet efter et langt sygdomsforløb. Den professionelle kan støtte og finde vej i systemet, om vi kalder hende følgebil eller navigator.

Opfølgende sygepleje. Patienter er ikke ens. De har forskellige muligheder for støtte fra familie og venner og forskellig tykkelse på det beskyttelsespanser, der gør overlevelse mulig. Sygeplejersker må derfor identificere de særligt sårbare og tilbyde dem speciel støtte.
7
2018
3
Eftertanken
Rehabilitering
Debat
DSR-C
Fag & Forskning
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Tags 
Genoptræning/rehabilitering
Web article 

"Det går bedre med spisningen. Men barnets mor har det altså rigtig skidt ... "

Ny praksis, neurorehabilitering. Sygeplejerske Lærke Wahlgreen og Marco

"Jeg synes, vi skal intensivere spisetræningen," siger sygeplejerske Lærke Wahlgreen.

Der er teammøde på Børne- og Ungeafsnittet på Hammel Neurocenter. En patient skal drøftes, og alle omkring netop denne patient er til stede; kolleger fra forskellige faggrupper .

På bordet foran Lærke ligger et stykke papir med en figur og forskellige nøgleord. Lærke skæver af og til ned til det, mens hun snakker.

"Og så skal vi tage endnu bedre hånd om moren. Hun har det altså rigtig skidt," siger sygeplejersken.

"Forståelsesramme sætter ord på sygeplejerskens rolle"

Læge, fysio- og ergoterapeut lytter og kommenterer det, hun siger. Sygeplejersken kommer frem med observationer og fortæller om interventioner. Hun sætter det i relief til rehabiliteringsplanen og strategien.

På papiret foran hende står der "Forståelsesramme for neurorehabiliterende sygepleje." Og denne ramme hjælper Lærke Wahlgren til at få ord på det, hun som sygeplejerske har at byde ind med i drøftelsen af patientens tilstand og rehabilitering.

Forståelsesrammen er en støtte

"Jeg kan støtte mig til forståelsesrammen. Den sikrer, at jeg kommer rundt om patienten og får sagt det, jeg gerne vil," siger Lærke Wahlgren. Hun har lige fortalt os om den typiske situation fra et teammøde, for vi vil høre, hvordan hun kan bruge den forståelsesramme, der nu er ved at blive implementeret på Hammel Neurocenter.

Lærke Wahlgren har været på neurocentret i otte år, alle årene på børneafdelingen. For hende er det vigtigt at kunne gå i dybden, så hun kan påvirke og være en vigtig del af teamet. Her er forståelsesrammen et stykke værktøj, som også bruges i sygeplejerskernes jævnlige patientgennemgang.

"Så har vi forståelsesrammens figur projekteret op på væggen, så vi kan bruge den til at gå frem efter. Her har vi hver især ansvar for en patient og sætter vedkommende "ind i figuren". Ud fra det fortæller vi om de forskellige fysiske udfordringer, den følelsesmæssige tilstand, døgnrytme osv. I en travl hverdag kan der være fare for, at gennemgangen bliver overfladisk, men det forhindrer forståelsesrammen. Faktisk kan den også bruges i forbindelse med de pårørende," siger Lærke Wahlgreen.

Hun er af afdelingssygeplejerske Beth Selmer blevet udnævnt til at være den ene af to nøglepersoner, og udover fællesundervisning i forståelsesrammen har hun fået timer til yderligere selvstudium. Hun er dermed klædt på til sammen med den specialeansvarlige sygeplejerske Mette Jul at inspirere kollegerne til at bruge forståelsesrammen i hverdagen.

"Når jeg deltager i teammødet, ved jeg, at jeg har min faglighed og mine kolleger bag mig i det, jeg siger, fordi vi har brugt forståelsesrammen i patientgennemgangen. Jeg er dermed mere sikker og kan byde ind med min faglige vurdering. Jeg står stærkere i kraft af forståelsesrammen," siger Lærke Wahlgreen.

Og det er netop formålet: At give en fælles ramme for den neurorehabiliterende sygepleje, der kan komme patienter og pårørende til gode, fordi sygeplejerskerne med deres kompetencer får en mere tydelig rolle i teamet og dermed i arbejdet omkring den enkelte patient.

Funktioner rækker ud over sygeplejen

Lone Jensen er afdelingssygeplejerske på neurocentrets Klinik for Tidlig Neurorehabilitering, og hun har været en del af den primære arbejdsgruppe. For hende er det vigtigt, at implementering af forståelsesrammen gør det nemmere for sygeplejerskerne at tage de rigtige roller i teamarbejdet:

"I teamet lægger vi en fælles strategi for patienten. Vi bliver enige om, hvordan vi skal arbejde, men der er så mange forskellige pædagogiske roller i dette arbejde. Det kan være forskelligt fra patient til patient, hvem der spiller hvilken rolle. Patienten vælger jo også, hvem han eller hun har den bedste relation til," siger Lone Jensen.

Dermed behøver forståelsesrammen ikke være forbeholdt sygeplejerskerne. I rammens afsnit om roller og funktioner tales der om fire funktioner: Den bevarende skal beskytte fysiske funktioner og forebygge komplikationer. Den fortolkende skal hjælpe patienten til at forstå sin tilstand og kroppens signaler. Den trøstende skal støtte patienter og pårørende i håb, sorg og tab. Og den integrerende funktion skal hjælpe patienten til at integrere tilstanden og dens konsekvenser i hverdagslivet, genvinde funktion eller udforme et værdigt liv på ændrede vilkår.

Dynamisk ramme skal videreudvikles

"Vi har tidligere oplevet det som svært at oversætte for nye kolleger, hvad neurorehabiliterende sygepleje betyder og indebærer. Man er til stede på en helt anden måde end ved andre former for sygepleje, men vi har ikke rigtig haft ordene for det. Det får vi nu," siger Lone Jensen.

Først er alle afdelingssygeplejersker og specialeansvarlige blevet undervist, og siden kom turen til det øvrige sygeplejepersonale. For at sikre implementeringen er der desuden udnævnt nøglepersoner, som skal bringe forståelsesrammen ud i alle dele af organisationen. I løbet af 2019 stiles der mod, at alt sygeplejefagligt personale på neurocentret anvender forståelsesrammen for neurorehabiliterende sygepleje til at analysere, prioritere og udøve klinisk sygepleje samt klinisk lederskab.

"Det er en proces, der er sat i gang. Vi har mange diskussioner bag os, og der vil fremover være diskussioner, for forståelsesrammen er dynamisk og skal videreudvikles. Vi skal være gode til at italesætte det, der er vores opgave i de mere bløde processer i rehabiliteringen, og udfordringen er selvfølgelig at gøre dette til en proces, der fortsætter. Ledelsen har været sparringspartner og dybt involveret i udviklingen af denne forståelsesramme. Jeg tror, alle hele vejen gennem organisationen brænder for det her," siger Lone Jensen.

Neurorehabiliterende sygepleje II. Forståelsesrammen giver sygeplejerskerne de ord og den støtte, der kan få de sygeplejefaglige kompetencer mere i centrum i teamarbejdet omkring den enkelte patient.
12-13
2018
3
Ny Praksis
Neurologi
Rehabilitering
Øvrige artikler
DSR-C
Fag & Forskning
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Tags 
Genoptræning/rehabilitering
Magazine tags  Ny praksis Web article 

Baggrund: Er det kræft, eller hvad?

I Danmark screenes i dag for brystkræft, livmoderhalskræft og tarmkræft, og forskere arbejder på at finde enkle metoder til fremtidig screening for æggestok-, prostata- og lungekræft. Flere og flere danskere deltager i screeninger og diagnosticeres således med forskellige former for kræftforstadier.

Samtidig er der kun sparsom viden om, hvordan patienterne egentlig oplever at få en sådan diagnose. I brystkirurgisk afdeling har vi ønsket at afdække, hvordan kvinder med forstadier til brystkræft, duktalt karcinom in situ, (DCIS), har det i de første år efter behandlingen. Vi har primært fokuseret på psykologisk belastning, angst og smerter samt behov for rehabilitering i patientgruppen.

Vi udførte først et eksplorativt studie med både kvantitative analyser og interview for at belyse kvindernes oplevelser efter diagnose og behandling for DCIS. Resultaterne dannede udgangspunkt for det spørgeskema, vi benyttede i det efterfølgende studie, som kan læses i dette nummer af Fag&Forskning, læs peer reviewed-artiklen "Svært at forstå diagnosen" .

En vanskelig diagnose

DCIS er en non-invasiv tilstand i brystet. Diagnosen stilles oftest ved screening, og kvinderne har sjældent mærket symptomer. Kun få har hørt om forstadier til brystkræft, og mange har svært ved at forstå diagnosen. Er det kræft eller ej? Det skaber forvirring og kan forekomme paradoksalt at få tilbudt en ret ekstensiv behandling for en tilstand, der har så god en prognose. I vores interview blev dette bekræftet:

"Jeg havde aldrig hørt om det før … altså forstadier, glem det, det har vi slet ikke hørt, vi har bare hørt kræft."

"For det eneste, du hører, er ordet kræft, og så kan de kalde det, hvad de vil."

Psykologiske reaktioner

Kvinder med DCIS har på trods af deres gode prognose samme risikoopfattelse (frygt for tilbagefald, frygt for at få brystkræft eller dø af brystkræft) som kvinder med brystkræft. Vi fandt, at forekomsten af angst og depression var ens hos kvinder med DCIS og kvinder med brystkræft, samt at op til 28 pct. af DCIS-patienterne oplevede angst flere år efter diagnose og behandling.

"Jeg havde angst, og jeg er jo ikke specielt angst som person ellers, men jeg fik den der voldsomme følelse af angst."

"Altså, det er angstprovokerende at have den diagnose, vi har fået, med forstadier."

Rehabilitering

Der findes ikke systematiske rehabiliteringstilbud til kvinder med DCIS i Danmark. I nogle kommuner tilbydes kvinderne deltagelse i kræftrehabilitering, mens de andre steder alene tilbydes fysisk genoptræning eller slet intet. I vores studier blev det tydeligt, at patienterne havde behov for rehabilitering, og at det var præget af tilfældighed, om kvinderne var blevet tilbudt rehabilitering. Flere gav udtryk for, at de havde savnet genoptræning, psykologisk støtte, undervisning samt kontakt med ligestillede.

"Det havde måske også været godt, hvis jeg havde fået det [tilbud om genoptræning], så havde jeg måske fået kræfterne noget hurtigere."

"Der var ingen, der tilbød mig genoptræning."

Perspektiver

Kvinder med DCIS kan opleve fysiske og psykologiske senfølger. Problemet er ikke alment kendt, og kvinderne lades måske i stikken af personale i både primær og sekundær sektor. Det er nærliggende at tro, at det samme kan gælde for patienter i andre screeningspopulationer, hvorfor det bør give anledning til en diskussion blandt sundhedsprofessionelle om, hvordan vi bedst hjælper patienterne. Vi har iværksat et interventionsstudie med fokus på rehabilitering af kvinder med DCIS og afventer resultaterne.

Referencer

1. Mertz BG, Duriaud HM, Kroman N, Andersen KG. Pain, Sensory Disturbances, and Psychological Distress among Danish Women Treated for Ductal Carcinoma In Situ: An Exploratory Study. Pain Manag Nurs 2017; Oct;18(5):309-17. 2. Mertz BG, Duriaud HM, Kroman N, Andersen KG. Pain, sensory disturbances and psychological distress are common sequelae after treatment of ductal carcinoma in situ: a cross-sectional study. Acta Oncol 2017;56:724-29.

 

Brystkræft. Kvinder med forstadier til brystkræft kan opleve fysiske og psykologiske senfølger. Problemet er ikke alment kendt, og kvinderne lades måske i stikken af personale i både primær og sekundær sektor.
48-49
2018
2
Peer Reviewed
Rehabilitering
Forskningsartikler
DSR-C
Fag & Forskning
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Tags 
Genoptræning/rehabilitering
Magazine tags  Peer reviewed Web article 

Svært at forstå diagnosen

Resumé

Kvinder behandlet for forstadier til brystkræft har uopfyldte rehabiliteringsbehov

Baggrund. Senfølger i form af smerter, føleforstyrrelser og psykologisk belastning er velkendte efter behandling for invasiv brystkræft (IBK). Patienter med duktalt carcinoma in situ (DCIS) modtager en behandling svarende til den ved lavrisiko-IBK.

Formål. Formålet med dette tværsnitsstudie var at beskrive prævalensen af postoperative smerter, føleforstyrrelser, psykologisk belastning og rehabiliteringsbehov hos danske kvinder med DCIS.

Metode. 574 kvinder, der var blevet behandlet for DCIS i Danmark i 2013 og 2014, blev inkluderet, og 473 (82 pct.) besvarede et detaljeret spørgeskema om demografiske faktorer, smerter, føleforstyrrelser, psykologiske forhold og rehabiliteringsbehov 1-3 år efter operation.

Resultater. Medianalderen var 60 år. I alt 33 pct. af patienterne rapporterede smerter, hvoraf de 12 pct. angav moderate til stærke smerter i operationsområdet. Moderate til stærke smerter var signifikant forbundet med yngre alder (<50 år var OR 4,7 (95 pct. CI: 1,6-14,0, P=0,006), for 50 til 65 år var OR 2,8 (95 pct. CI: 1,1-7,0, P=0,02)) og angst og depression (målt som HADStotal ≥15, hvor OR var 3,1 (95 pct. CI: 1,5-6,3, P=0,003)). Omkring en tredjedel af patienterne rapporterede føleforstyrrelser i form af prikken og stikken (32 pct.), følelsesløshed (37 pct.) og smertefuld kløe (30 pct.), og 94 kvinder (20 pct.) rapporterede om angst, ≥8, 26 (6 pct.) om depression og 51 (11 pct.) om psykologisk belastning.

Konklusion. Tværsnitsstudiet viste, at kvinder, der var blevet behandlet for DCIS, oplevede smerter, føleforstyrrelser og psykologisk belastning og havde uopfyldte rehabiliteringsbehov. Der er behov for yderligere forskning, som specifikt adresserer rehabilitering.

Peer Reviewed præsenterer ny forskning i sygepleje. Artiklen har været igennem dobbelt anonym bedømmelse – altså et peer review. Denne artikel har været offentliggjort på engelsk i Acta Oncologica, http://dx.doi.org/10.1080/0284186X.2017.1295167, og gengives på dansk med tilladelse fra Taylor & Francis Group, Stockholm, Sverige.

Ordforklaringer

Brystbevarende operation (BCS): Ved en brystbevarende operation fjernes hele det mistænkte område og cirka ½ cm af brystvævet omkring knuden.

DBCG: Danish Breast Cancer Cooperative Group vedligeholder bl.a. en klinisk database, hvortil danske afdelinger systematisk indberetter oplysninger om diagnostik, behandling og opfølgning af brystkræftpatienter.

Ductalt Carcinoma In Situ (DCIS): Celleforandringer opstået i brystets udførselsgange. Celleforandringerne er forstadier til brystkræft. Sammenhængen mellem DCIS og brystkræft er ikke helt afklaret, men det skønnes, at hvis man ikke bliver opereret, vil 30-50 pct. af kvinder med DCIS udvikle brystkræft inden for en 10-års periode. Prognosen efter behandling for DCIS er god. Fjernelse af brystet medfører tæt på 100 pct. lokal sygdomskontrol.

Invasiv brystkræft (IBK): Brystkræft opstår oftest i en mælkegang og kan efterhånden nedbryde mælkegangens væg og vokse ind i omkringliggende væv, hvilket betegnes invasiv vækst.

Loco-regional behandling: Lokal behandling af bryst og lymfeknuder i armhulen.

Sentinel node biopsi: Sentinel node er betegnelse for den lymfeknude, der først modtager lymfe fra brystet. Den kaldes også skildvagtslymfeknuden og findes ved at injicere et radioaktivt sporstof i brystet omkring tumor.

Strålebehandling af brystet (RT): Efter brystbevarende operation for DCIS er strålebehandling standard. Strålebehandlingen er forebyggende og har det formål at slå eventuelle celleforandringer ihjel.

peerreviewed-introduktion-ikonSiden indførelsen af det nationale screeningsprogram for brystkræft i Danmark er antallet af tilfælde af duktalt carcinoma in situ (DCIS) steget betydeligt. Der er flere end 450 nye tilfælde hvert år, og antallet af DCIS-overlevere er hastigt voksende. Denne stigning ses også i USA, det øvrige Europa, Australien og andre højindkomstlande, hvor DCIS udgør 11-25 pct. af de screeningspåviste brystkræfttilfælde (1).

DCIS er en ikke-invasiv tilstand i brystet. Behandlingen af DCIS minder om loco-regional behandling af invasiv brystkræft (IBK) og kan omfatte brystbevarende operation (BCS), mastektomi (fjernelse af hele brystet), fjernelse af sentinel node (SN) og strålebehandling af brystet (RT). Disse behandlingsmodaliteter kan forårsage kroniske smerter, føleforstyrrelser og funktionsbegrænsninger hos kvinder med IBK (2,3). Desuden kan mastektomi føre til psykologisk belastning i forbindelse med ændret kropsbillede og udseende hos brystkræftpatienter (4). Endelig viste et dansk studie, at 43 pct. af IBK-patienterne rapporterede om moderat til stærk psykologisk belastning på diagnosetidspunktet (5).

Patienterne har svært ved at forstå DCIS-diagnosen og årsagerne til den omfattende behandling (6,7). Dette kan føre til forvirring om, hvad DCIS er, og til en fejlagtig opfattelse af den fremtidige brystkræftrisiko, angst og væsentlig psykologisk belastning (8,9).

Nyere studier har sat spørgsmålstegn ved brugen af udtrykket "carcinoma in situ", da dette kan føre til misforståelser og forvirring hos både patienter og sundhedspersoner, der har svært ved at skelne kræft fra tilstande, der ikke er kræft (10).

I et tidligere lille eksplorativt studie af kvinder med DCIS, som havde fået foretaget SN, fandt vi ligeledes, at kvinder med DCIS beskrev vanskeligheder med at forstå diagnosen, hvilket førte til psykiske problemer og behov for rådgivning. Der var endvidere tegn på senfølger svarende til dem hos IBK-patienter (ikke offentliggjort materiale; se note under referencer).

I Danmark henvises brystkræftpatienter til kommunal fysisk og psykosocial rehabilitering efter diagnosticering og behandling, mens der ikke tilbydes systematisk rehabilitering eller psykosocial støtte til kvinder med DCIS. Derfor forekommer det vigtigt at opnå mere omfattende viden om både hyppigheden og karakteren af senfølger efter DCIS-behandling med henblik på at planlægge målrettet rehabilitering.

Formålet med dette tværsnitsstudie var derfor at beskrive prævalensen af kroniske smerter, føleforstyrrelser, psykologisk belastning, angst, depression og rehabiliteringsbehov i en større gruppe danske kvinder, der var blevet behandlet for DCIS.

peerreviewed-metode-ikonStudiedesign

I alt 574 kvinder er blevet registreret i Danish Breast Cancer Cooperative Group (DBCG)-databasen (11) som behandlet for DCIS i Danmark i 2013 og 2014. Det aktuelle studie var et tværsektorielt spørgeskemastudie. Spørgeskemaet blev sendt til alle egnede patienter i januar 2016. De, der ikke svarede, modtog spørgeskemaet én gang til. Dataindsamlingen blev afsluttet ultimo marts 2016. Studiet blev udført på Brystkirurgisk Afdeling, Rigshospitalet, København, i overensstemmelse med loven om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter. Studiet var godkendt af Datatilsynet (j.nr. 2012-58-0004).

Deltagere

Alle patienter, som var registreret med DCIS, var egnede. Eksklusionskriterier var patienter, som efterfølgende havde fået en malign diagnose, ikke kunne forstå dansk eller havde demens. Data om diagnose, malignitet, behandling og død blev udtrukket fra DBCG-databasen. Da disse data var ufuldstændige, blev der indsamlet supplerende data fra elektroniske patientjournaler.

Behandling

Patienterne var behandlet i henhold til DBCG-protokol (11) – enten med mastektomi eller BCS. SN blev udført hos mastektomerede patienter samt hos BCS-patienter, hvis DCIS havde tumorkarakteristika, DCIS-området var større end 50 mm ved mammografi, ved mistanke om invasiv sygdom ud fra billeddiagnostik og ved Van Nuys gruppe 3-DCIS. BCS-patienter blev behandlet med RT i det resterende bryst. Patienter behandlet med mastektomi fik tilbudt brystrekonstruktion.

Resultatmål

Det primære resultatmål var prævalensen af kroniske smerter efter operation fordelt på veldefinerede behandlingsgrupper 1-3 år efter operation. Moderate til stærke smerter efter behandling for DCIS blev defineret som smerter i brystområdet, armhulen, siden af kroppen og armen i den opererede side og med en smerteintensitet på ≥4 på en numerisk bedømmelsesskala fra 0 til 10. Det anvendte skæringspunkt understøttes af et studie af cut-off-værdier i forbindelse med postoperative smerter (12). Kun smerter på ugentlig basis eller oftere blev betragtet som persisterende smerter.

Sekundære resultatmål var føleforstyrrelser bedømt ved hjælp af syv spørgsmål udarbejdet til brystkræftkohorten (13) og psykologisk belastning, angst og depression samt rehabiliteringsbehov. Psykologisk belastning blev målt med belastningstermometeret (DT – Distress Thermometer), som er en numerisk skala fra 0 (ingen belastning) til 10 (ekstrem belastning). Der blev anvendt en score på ≥7, da den har vist sig at identificere patienter med moderat til stærk belastning (14).

Hospital Anxiety and Depression Scale (HADS) er et almindeligt anvendt mål for angst og depression hos kræftpatienter (15). HADS er en 14-punktsskala, som måler angst og depression separat på to underskalaer. Scorerne fra de to skalaer summeres ofte til en samlet score, som er et mål for emotionel belastning (16). De her anvendte cut-off-værdier er HADStotal ≥15, HADSangst ≥8 og HADSdepression ≥8 (15).

Desuden blev helbredsrelateret livskvalitet bedømt ved hjælp af skalaerne for overordnet helbredstilstand, fysisk funktion, rollefunktion og emotionel funktion og en sumscore på European Organisation for Research and Treatment of Cancer’s QLQ-C30 (17).

Behovet for rehabiliteringsydelser blev bedømt ved hjælp af elementer udformet til et tidligere studie blandt brystkræftpatienter (18) og drejede sig om behovet for samtale med sundhedspersoner på og uden for hospitalet, patientundervisning og kontakt med andre patienter. Deltagerne blev bedt om at angive alle oplevede behov.

Demografiske data, behandlingsoplysninger og sygdomsspecifikationer blev hentet fra DBCG-databasen. Data om psykosociale faktorer, smerter, føleforstyrrelser og rehabiliteringsbehov blev indsamlet fra spørgeskemaet.

Statistik

Statistisk analyse blev udført ved hjælp af SAS 9.4 til Windows (SAS Institute, Cary, NC, USA). Normalitet blev bedømt ved hjælp af Kolmogorov-Smirnov-testen og af Shapiro-Wilk-testen, af histogrammer og Q-Q-plot. Alle værdier blev udtrykt som antal patienter, procenter, gennemsnit for normalfordelte data med 95 pct. konfidensintervaller (95 pct. CI) og medianer for ikke-normalfordelte data med interkvartile spændvidder (IQR). Andele blev testet ved hjælp af x2 eller Fishers eksakte test. Bivariat sammenligning af NRS (numerisk bedømmelsesskala) -værdier mellem grupperne blev analyseret med Mann-Whitney-Wilcoxon-testen og for tre eller flere grupper med Kruskal-Wallis-testen. En P-værdi på 0,05 blev betragtet som statistisk signifikant.

Behandlingsgrupper blev defineret ud fra behandling ifølge behandlingsprotokollen. Patienter, der afveg fra protokollen, blev placeret i en separat gruppe for at holde de andre sammenlignelige og homogene.

Behandlingsfaktorer og patientrelaterede faktorer, der var forbundet med smerter i univariate analyser, blev indsat i en binær logistisk regressionsmodel. Data for patienter med afvigelse fra behandlingsprotokollen blev ikke analyseret.

Faktorer, der blev medtaget i modellen, var behandlingsform og alder grupperet i <50, 50-65 og >65 år. HADStotal (≥15 vs. <15) blev medtaget i modellen som følge af et lavere antal manglende data i forhold til DT. Justerede odds ratioer og konfidensintervaller blev beregnet, og Wald x2 -testen blev anvendt til at signifikansteste hver parameter.

peerreviewed-resultater-ikonDeltagere

I alt 574 blev fundet i DBCG-databasen, hvoraf 23 blev ekskluderet som følge af IBK- eller en anden kræftdiagnose, eller fordi de ikke kunne forstå eller besvare spørgeskemaet. 78 patienter svarede ikke, og 473 kvinder (82 pct.) besvarede således spørgeskemaet 12-36 måneder (median 24) efter operation. Deres medianalder var 60 år. Omkring en tredjedel af deltagerne havde fået foretaget mastektomi og SN, BCS og SN hos en anden tredjedel og kun BCS hos den sidste tredjedel. BCS-patienterne havde modtaget adjuverende RT, se tabel 1 i bunden af denne artikel.

Smerter

I alt 154 (33 pct.) af patienterne rapporterede smerter i hvile ugentligt eller oftere i et eller flere af de fire foruddefinerede områder, og 57 (12 pct.) angav moderate til stærke smerter. Tabel 2 i bunden af denne artikel viser smerter i forskellige kropsområder fordelt på behandlingsmodaliteter. Patienter, der havde fået foretaget mastektomi med SN og brystrekonstruktion, rapporterede flest smerter i brystet (lette smerter: 26 pct., moderate til stærke smerter: 11 pct.) og siden af brystkassen (lette smerter: 18 pct., moderate til stærke smerter: 10 pct.). Ved univariat analyse havde signifikant flere patienter med rekonstruktion smerter (P=0,048). Der var imidlertid ingen signifikant forskel i smerteintensitet (P=0,06). Der blev ikke fundet signikant effekt af behandlingsformen med en logistisk regressionsmodel for moderate til stærke smerter i operationsområdet, se tabel 3 i bunden af denne artikel. Yngre alder var signifikant forbundet med moderate til stærke smerter. Patienter i alderen 50 til 65 år havde en odds ratio (OR) på 2,8 (95 pct. CI: 1,1-7,0, P=0,02), og patienter på <50 år havde en OR på 4,7 (95 pct. CI: 1,6-14,0, P=0,006) ved sammenligning med dem over 65 år. Desuden var angst og depression målt som HADStotal ≥15 signifikant forbundet med moderate til stærke smerter med en OR på 3,1 (95 pct. CI: 1,5-6,3, P=0,003).

Føleforstyrrelser

I alt 299 (63 pct.) af patienterne rapporterede om føleforstyrrelser: Prikken og stikken (33 pct.), følelse af elektrisk stød eller jag, (20 pct.), varme eller en brændende fornemmelse (12 pct.), følelsesløshed (37 pct.), smerter fremkaldt enten af let berøring (13 pct.) eller kulde (9 pct.).

Patienter behandlet med mastektomi og rekonstruktion havde signifikant højere hyppighed af prikken og stikken (P<0,0001), elektriske stød (P=0,02) og følelsesløshed (P<0,0001). De, der havde fået foretaget BCS uden SN, havde færrest føleforstyrrelser, se bilag 1 i bunden af denne artikel.

Psykologiske faktorer og livskvalitet

Middelværdierne for livskvalitet er vist i bilag 2 i bunden af denne artikel sammen med resultaterne for psykologiske faktorer. I alt 94 kvinder (20 pct.) rapporterede om angst (HADSangst≥8), 26 (6 pct.) om depression (HADSdepression≥8) og 51 (11 pct.) om psykologisk belastning (DT≥7).

Rehabiliteringsbehov

29 pct. af patienterne angav uopfyldte behov, se tabel 4 i bunden af denne artikel. Når de blev bedt om at angive, hvilken form for støtte/behandling de havde mest behov for, satte flere end 50 pct. kryds ved samtale med en læge eller sygeplejerske, og 33 pct. satte kryds ved samtale angående (patientens) tanker og følelser.

En stor andel rapporterede om behov for undervisning i afslapning/meditation (24 pct.), undervisning af fysioterapeut (30 pct.) og skriftligt informationsmateriale (17 pct.). Endelig angav 14 pct., at de havde behov for rådgivning i sundhedscentre, og 28 pct. ønskede kontakt med andre patienter i samme situation.

peerreviewed-diskussion-ikonI dette tværsnitsstudie blandt 473 danske kvinder, som var blevet behandlet for DCIS, fandt vi, at 33 pct. rapporterede smerter, og 12 pct. angav moderate til stærke smerter 1-3 år efter primær operation. Så vidt vi ved, har ingen andre studier specifikt undersøgt smerter hos DCIS-patienter, hvorimod det er påvist, at kroniske smerter efter brystkræftoperation er et stort problem hos en stor del af brystkræftpatienterne (2,3) op til syv år efter operation (19).

Prævalensen af kroniske smerter i operationsområdet svarer til det, der er set hos brystkræftpatienter med tilsvarende behandling (2,3,20). Resultaterne er direkte sammenlignelige med studier med IBK-patienter og samme spørgeskema – hhv. et prospektivt studie, hvor 42 pct. havde smerter, og 14 pct. moderate til stærke smerter (3), og et tværsnitsstudie med SN-behandlede patienter, hvor 14 pct. havde moderate til stærke smerter. Vi fandt desuden, at smerter var stærkt forbundet med yngre alder og høje HADStotal-scorer. Yngre alder er også blevet anerkendt som prædiktor for kroniske smerter efter brystkræftoperation (3). Univariat analyse pegede på, at der var flere smerter hos patienter med rekonstrueret bryst – med tendens til højere smertescorer (P=0,06). Dette blev imidlertid afkræftet af den justerede model, idet der ikke var forskel på behandlingsgrupperne, hvilket støttes af IBK-patientrelateret forskning (21).

Fundet af en sammenhæng mellem psykologiske faktorer og persisterende smerter støttes af tilsvarende fund for IBK-patienter (3). Det er blevet foreslået, at psykologisk belastning kan være prædiktor for persisterende smerter (22), og et randomiseret kontrolleret studie om brug af mindfulness indikerede, at dette har en gavnlig virkning på kroniske smerter (23) og dermed kan være en behandlingsmulighed.

Med hensyn til føleforstyrrelser viser vores fund, at 37 pct. af patienterne rapporterede om følelsesløshed 1-3 år efter operation. Igen fandt vi ingen andre studier om emnet for DCIS-patienter, men dette fund er i tråd med en oversigtsartikel af Verbelen et al., der viser en incidens af følelsesløshed på 8-5 pct. for sentinel node-negative IBK-patienter (24).

Mejdahl et al. har også fundet, at 39 pct. af 2.411 danske brystkræftpatienter, der havde fået foretaget mastektomi og SN, rapporterede om føleforstyrrelser 5-7 år efter operation (19).

Resultaterne er direkte sammenlignelige med et studie med IBK-patienter og samme spørgeskema, der viste, at 32 pct. af de SN-behandlede patienter rapporterede om prikken og stikken (13).

Selv om vi ikke fandt studier med fokus på smerter og føleforstyrrelser hos DCIS-patienter, findes der imidlertid nogle få studier, hvor generel fysisk funktion blev anvendt som resultatmål for DCIS-patienter. Ganz fandt, at kvinder med DCIS rapporterede om dårligere fysisk funktion end raske kvinder, og at ømhed og smerter i bevægeapparatet var hovedårsagen (8).

Lauzier et al. fandt derimod ingen signifikante forskelle efter 12 måneder ved sammenligning af DCIS-patienter med IBK-patienter uden adjuverende kemoterapi (9).

Vi fandt ingen nedsatte værdier hverken for overordnet helbredstilstand, fysisk funktion, rollefunktion eller emotionel funktion i forhold til danske standardværdier indsamlet fra 608 raske danske kvinder (gennemsnitlige standardscorer: henholdsvis 74,8, 86,3, 88,1 og 77,2) (25).

Vores resultater viste, at i alt 20 pct. rapporterede om angst. Dette er i tråd med andre fund (9,26) og kan være relateret til overdreven risikoopfattelse. Partridge et al. fandt, at en væsentlig andel af DCIS-patienterne havde markante fejlopfattelser af risikoen både for recidiverende DCIS og invasiv kræft, og at overdreven risikoopfattelse var stærkt forbundet med psykologisk belastning (26).

I vores tidligere studie afslørede interview ligeledes vanskeligheder med at forstå diagnosen, som førte til psykiske problemer og behov for rådgivning (ikke offentliggjort materiale - se note under Referencer).

Patienterne i den aktuelle kohorte angav f.eks. behov for samtale med en læge eller sygeplejerske, undervisning af en fysioterapeut samt kontakt med andre patienter i samme situation under sygdomsforløbet. Disse fund understreger behovet for passende støtte, og det ser især ud til at være vigtigt at hjælpe patienterne med at forstå tilstanden DCIS. Sundhedspersoner skal identificere patienternes psykologiske belastning og mulige fejlopfattelser under sygdomsforløbet, og der bør tilbydes rehabiliteringsydelser.

I de senere år er der gjort forsøg på at stoppe brugen af udtrykket "carcinoma in situ" for dermed potentielt at reducere omfanget af fejlopfattelser af diagnosen og psykologiske senfølger (10). Pravettoni et al. argumenterer for at stoppe brugen af "carcinoma" eller "karcinom" for sygdomme, der ikke kan metastasere (10). Dette virker som en god idé, men yderligere forskning kan være påkrævet.

Vores studies styrker omfatter det tværsektorielle design, som muliggjorde brug af en stor, velbeskrevet population, der blev behandlet i forskellige egne af landet, og en høj responsrate. Patienterne blev desuden behandlet efter de samme landsdækkende retningslinjer. Så vidt vi ved, er dette studie endvidere det første til at undersøge kroniske smerter og føleforstyrrelser og bidrager dermed til den meget sparsomme viden om fysiske problemer efter DCIS. Studiet er begrænset af, at spørgeskemaet kun blev besvaret én gang, af manglende præoperativ information og af, at den tværsektorielle karakter udelukker viden om kausalitet og udvikling over tid.

Det skal afslutningsvis bemærkes, at vores resultater viser, at 33 pct. af patienter behandlet for DCIS rapporterede smerter, og 12 pct. om moderate til stærke smerter i brystet, siden af brystkassen, i armhulen eller armen ugentligt eller oftere 1-3 år efter operation, og at smerterne var signifikant forbundet med yngre alder og psykologiske faktorer. Derudover rapporterede 32 pct. om prikken og stikken, 37 pct. om følelsesløshed og 30 pct. om smertefuld kløe.

I alt 94 kvinder (20 pct.) rapporterede om angst, og næsten en tredjedel af patienterne havde uopfyldte rehabiliteringsbehov. Fundene understreger behovet for passende støtte og rehabiliteringstilbud til den voksende gruppe af DCIS-overlevere. Der er behov for yderligere forskning, som specifikt adresserer rehabilitering efter diagnose og behandling af DCIS.

Læs også baggrundsartiklen "Er det kræft, eller hvad?"

Title

Tak. Dette studie blev støttet af Danielsens Fond (bevillingsnummer 10-001430) og Tværspuljen, Tværsektoriel Forskningsenhed. Ingen af finansieringskilderne havde indflydelse på hverken studiets design eller indsamling, analyse og tolkning af data.

Erklæring om interessekonflikt. Ingen af forfatterne har nogen interessekonflikt.

Etisk godkendelse. Studiet var godkendt af Datatilsynet (j.nr. 2012-58-0004).

Referencer

1. Virnig BA, Tuttle TM, Shamliyan T, Kane RL. Ductal carcinoma in situ of the breast: a systematic review of incidence, treatment, and outcomes. J Natl Cancer Inst 2010;102:170-78. 2. Gartner R, Jensen MB, Nielsen J et al. Prevalence of and factors associated with persistent pain following breast cancer surgery. JAMA 2009;302:1985-92. 3. Andersen KG, Kehlet H Persistent Pain After Breast Cancer Treatment: A Critical Review of Risk Factors and Strategies for Prevention. J Pain 2011;12:725-46. 4. Lam WW, Li WW, Bonanno GA et al. Trajectories of body image and sexuality during the first year following diagnosis of breast cancer and their relationship to 6 years psychosocial outcomes. Breast Cancer Res Treat 2012;131:957-67. 5. Mertz BG, Bistrup PE, Johansen C, et al. Psychological distress among women with newly diagnosed breast cancer. Eur J Oncol Nurs 2011;16:439-43. 6. Kennedy F, Harcourt D, Rumsey N. The shifting nature of women’s experiences and perceptions of ductal carcinoma in situ. J Adv Nurs 2012;68:856-67. 7. Prinjha S, Evans J, Ziebland S, McPherson A. "A mastectomy for something that wasn't even truly invasive cancer". Women’s understandings of having a mastectomy for screen-detected DCIS: a qualitative study. J Med Screen 2011;18:34-40. 8. Ganz PA. Quality-of-life issues in patients with ductal carcinoma in situ. J Natl Cancer Inst Monogr 2010;2010:218-22. 9. Lauzier S, Maunsell E, Levesque P et al. Psychological distress and physical health in the year after diagnosis of DCIS or invasive breast cancer. Breast Cancer Res Treat 2010;120:685-91. 10. Pravettoni G, Yoder WR, Riva S, et al. Eliminating "ductal carcinoma in situ" and "lobular carcinoma in situ" (DCIS and LCIS) terminology in clinical breast practice: The cognitive psychology point of view. Breast 2016;25:82-85. 11. Moller S, Jensen MB, Ejlertsen B et al. The clinical database and the treatment guidelines of the Danish Breast Cancer Cooperative Group (DBCG); its 30-years experience and future promise. Acta Oncol 2008;47:506-24. 12. Gerbershagen HJ, Rothaug J, Kalkman CJ et al. Determination of moderate-to-severe postoperative pain on the numeric rating scale: a cut-off point analysis applying four different methods. Br J Anaesth 2011;107:619-26. 13. Andersen KG, Christensen KB, Kehlet H, Bidstup PE. The Effect of Pain on Physical Functioning after Breast Cancer Treatment: Development and Validation of an Assessment Tool. Clin J Pain 2015; 31: 794-802. 14. Bidstrup PE, Mertz BG, Dalton SO, et al. Accuracy of the Danish version of the "distress thermometer". Psychooncology 2011;21:436-43. 15. Zigmond AS, Snaith RP. The hospital anxiety and depression scale. Acta Psychiatr Scand 1983;67:361-70. 16. Vodermaier A, Millman RD. Accuracy of the Hospital Anxiety and Depression Scale as a screening tool in cancer patients: a systematic review and meta-analysis. Support Care Cancer 2011;19:1899-1908. 17. Aaronson NK, Ahmedzai S, Bergman B et al. The European Organization for Research and Treatment of Cancer QLQ-C30: a quality-of-life instrument for use in international clinical trials in oncology. J Natl Cancer Inst 1993; 85:365-76. 18. von Heymann-Horan AB, Dalton SO, Dziekanska A et al. Unmet needs of women with breast cancer during and after primary treatment: a prospective study in Denmark. Acta Oncol 2013;52:382-90. 19. Mejdahl MK, Andersen KG, Gartner R et al. Persistent pain and sensory disturbances after treatment for breast cancer: six year nationwide follow-up study. BMJ 2013; 346:f1865. 20. Bruce J, Thornton AJ, Powell R, et al. Psychological, surgical, and sociodemographic predictors of pain outcomes after breast cancer surgery: a population-based cohort study. Pain 2014;155:232-43. 21. Klit A, Mejdahl MK, Gartner R et al. Breast reconstruction with an expander prosthesis following mastectomy does not cause additional persistent pain: a nationwide cross-sectional study. J Plast Reconstr Aesthet Surg 2013;66:1652-58. 22. Mejdahl MK, Mertz BG, Bidstrup PE, Andersen KG. Preoperative Distress Predicts Persistent Pain After Breast Cancer Treatment: A Prospective Cohort Study. J Natl Compr Canc Netw 2015;13:995-1003. 23. Johannsen M, O’Connor M, O'Toole MS, et al. Efficacy of Mindfulness-Based Cognitive Therapy on Late Post-Treatment Pain in Women Treated for Primary Breast Cancer: A Randomized Controlled Trial. J Clin Oncol 2016;34:3390-99. 24. Verbelen H, Gebruers N, Eeckhout FM et al. Shoulder and arm morbidity in sentinel node-negative breast cancer patients: a systematic review. Breast Cancer Res Treat 2014;144:21-31. 25. Klee M, Groenvold M, Machin D. Quality of life of Danish women: population-based norms of the EORTC QLQ-C30. Qual Life Res 1997;6:27-34. 26. Partridge A, Adloff K, Blood E et al. Risk perceptions and psychosocial outcomes of women with ductal carcinoma in situ: longitudinal results from a cohort study. J Natl Cancer Inst 2008;100:243-51.

Note

"Ikke offentliggjort materiale" er siden blevet publiceret: Mertz BG, Duriaud HM, Kroman N, Andersen KG. Pain, Sensory Disturbances, and Psychological Distress among Danish Women Treated for Ductal Carcinoma in Situ: An Exploratory Study. Pain Manag Nurs 2017; Oct;18(5):309-17).

peer_birgitte-mertz

Birgitte Goldschmidt Mertz

Klinisk forskningssygeplejerske, SD, Brystkirurgisk Afdeling, Rigshospitalet. Modtog i 1999 Nightingaleprisen for etablering af det gode patientforløb for kvinder med brystkræft.

birgitte.mertz@regionh.dk

peer_helle-molter-duriaud

Helle Molter Duriaud

Projektsygeplejerske, Brystkirurgisk Afdeling, Rigshospitalet.

peer_niels-kroman

Niels Kroman

Cand.med. 1988. Klinikchef, Brystkirurgisk klinik Rigshospitalet fra 2008-2010, chef-læge ved Kræftens Bekæmpelse og professor ved Brystkirurgisk sektion, Herlev/Rigshospitalet.

peer_kenneth-geving-andersen

Kenneth Geving Andersen

Cand.med. 2008, ph.d. 2014, Enhed for Kirurgisk Patofysiologi, Rigshospitalet.

Abstract in English <følger>

Content...

 

peer_tabel_1

peer_tabel_2

peer-tabel_3

peer-tabel_4

peer_bilag_1

peer_bilag_2

 

 

Brystkræft. Kvinder, som bliver behandlet for forstadier til brystkræft (DCIS), er usikre på, om de er ramt af kræft.
40-49
2018
2
Peer Reviewed
Rehabilitering
Forskningsartikler
DSR-C
Fag & Forskning
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Tags 
Genoptræning/rehabilitering
Magazine tags  Peer reviewed Web article 

Forslag til god praksis

  • Tydelig strategi
    Udarbejd en klar og tydelig strategi, og konkretiser den i en implementeringsplan, som beskriver en klar ansvars- og rollefordeling.
  • Forløbsansvarlig
    Gør rehabiliteringsforløbet koordineret ved f.eks. at have en forløbsansvarlig fagperson som koordinator for hvert enkelt forløb.
  • Borgerens motivation
    Undersøg, hvad der er meningsfuldt for den ældre, og sæt mål på den baggrund. Sikr, at fagpersoner kan arbejde med forskellige grader af den ældres motivation og kan afdække, hvad der motiverer den enkelte.
  • Tværfaglige møder
    Afhold tværfaglige møder om det enkelte forløb, hvor deltagerne koordinerer deres indsats og udveksler perspektiver på det enkelte forløb. 
  • Inddrag pårørende
    Involver eventuelle pårørende allerede ved visitationen. Inddrag pårørende/netværk i udredningen, f.eks. ved rutinemæssigt efter aftale med den ældre at invitere dem med til en indledende samtale mellem fagpersoner og den ældre.
  • Kompetencer
    Understøt at personalet har de rette kompetencer til at visitere til rehabiliteringsforløb, blandt andet ved at kunne mestre motiverende teknikker. Gruppen af personale kan med fordel være tværfagligt sammensat.
  • Målsætning
    Sæt både kort- og langsigtede mål for forløbet. De kortsigtede mål hjælper til at monitorere, om der er sammenhæng mellem indsatser og mål.
  • Dialog 
    Udred den ældres problemstillinger og vær i løbende dialog med den ældre. Hav fokus på den ældres motivation for at vurdere, om han eller hun kan have gavn af et rehabiliteringsforløb.
  • Standardiserede tests
    Anvend standardiserede tests i udredning, så du sikrer, at den ældres samlede funktionsevne afdækkes, og at det er muligt at monitorere og dokumentere udviklingen i den ældres funktionsevne.
  • Borgeren i centrum
    Skab et fælles billede af kerneopgaven, så den ældres mål og udvikling er i centrum for indsatsen, og så grænser mellem faggruppernes funktioner bliver mere fleksible. 
  • Effekten af forløbet
    Gentag relevante tests for at dokumentere effekten af forløbet. Foretag en ny funktionsevnevurdering for at vurdere behovet for hjælp og sæt fokus på, hvordan den ældre kan vedligeholde den forbedrede funktionsevne.
  • Arbejdsgange
    Kortlæg eksisterende arbejdsgange for at identificere eventuelle forbedringspotentialer. Inddrag medarbejdere og ledere på alle niveauer af organisationen, når nye arbejdsgange skal udvikles. Dette sikrer, at de nye arbejdsgange kan realiseres i praksis, og at der er ejerskab i organisationen.

2017-7-tema-rehabilitering

Hverdagsrehabilitering– er det en opgave for sygeplejersker?

De seneste 10 år er hverdagsrehabilitering kommet højt på den politiske dagsorden i kommunerne på grund af et stigende antal ældre med behov for hjemmepleje. Ældre skal ifølge en paragraf i serviceloven fra 2015 have tilbud om rehabilitering til selv at kunne klare hverdagsaktiviteter frem for at være afhængige af passiv hjælp. Kommunerne forventer, at sygeplejersker skal spille en vigtig rolle, men de færreste har defineret hvilken.

 

I Sundhedsstyrelsens ”Håndbog i rehabiliteringsforløb på ældreområdet” fra 2016 kan man finde en række gode råd til at udvikle den kommunale rehabiliteringsindsats. Læs et udpluk af forslagen her:
30
2017
7
Tema: Rehabilitering
Rehabilitering
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Genoptræning/rehabilitering
Magazine tags  Tema Web article 

Aarhus baner vejen

Aarhus bliver ofte fremhævet som en rollemodel for organisering af rehabilitering, og det arbejder de på at blive ved med. Man er i gang med at udvikle og implementere en ny ”forløbs-
model”, som bygger videre på erfaringer fra den tidligere såkaldte Aarhus-model, og positiviteten er stor i Aarhus: 

”Vi er på vej i en rigtig god retning, og det giver god mening for vores medarbejdere,” mener Anja Toft Bach, som er leder af akuttilbud og rehabilitering i Aarhus Kommune. 

En ny Aarhus-model 

Title

Enkle forløb
Kortere forløb efter indlæggelser, hvor der kun er brug for 1-2 faggrupper. Evalueres efter 8 uger. 

Sammensatte forløb
Mere komplekse forløb efter indlæggelse, som kræver involvering af flere faggrupper, eller hvor borgeren har større funktionsnedsættelse. Evalueres efter 12 uger. 

Varige forløb
Forløb med borgere, som allerede er en del af hjemmeplejen. Målet her er at fastholde rehabiliteringsindsatser og forebygge yderligere funktionsnedsættelse, og opgaverne bliver hovedsageligt varetaget af hjemmeplejen. Evalueres 1-2 gange om året. 

Den nye model skal give en ensartet struktur for alle borgere, som bliver udskrevet fra hospitalet, og bygger videre på idéen om at inddele forløbene i forskellige kategorier. De tre kategorier er enkle, sammensatte og varige forløb (se boks), og det er især i de enkle og sammensatte forløb, hvor der arbejdes med rehabilitering. Det er også i disse forløb, at sygeplejerskerne oftest bliver inddraget: 

”Hvis de sygeplejefaglige problemer har størst tyngde, er det en sygeplejerske, som bliver forløbsansvarlig. I andre tilfælde er det en ergo- eller fysioterapeut, som får det overordnede ansvar og kan inddrage en sygeplejerske, hvis det er relevant,” forklarer Camilla Brogård Schmidt, som er sygeplejerske og implementeringsagent i Aarhus Kommune. 

For at de forskellige fagligheder bedst kommer i spil, er rehabiliteringsforløbene sat i et fast system. De starter med en tværfaglig udredning af borgeren, foretaget af en sygeplejerske og en ergoterapeut, som sammen udpeger de relevante fagpersoner og en kontaktperson. Derefter bliver der holdt en ”borgerkonference” med borgeren, hvor der drøftes, hvordan forløbet bedst muligt tilrettelægges efter borgerens mål og ønsker. 

Borgeren i fokus

Rehabilitering handler i høj grad om, at borgeren skal i centrum, og at der skal sættes mål sammen med borgeren. Der er brug for, at sygeplejersker bliver klar over deres rolle i det arbejde, mener Anja Toft Bach, som kalder det et paradigmeskifte:  

”Det falder ikke umiddelbart sygeplejerskerne naturligt, og derfor er det et mind-set, vi har fokus på at arbejde med,” siger hun. 

Borgeroplæringssygeplejerske i Aarhus område syd, Ditte Hald, kan genkende dette og fortæller, at sygeplejerskerne har været vant til at diktere og tage over. Derfor skal både de og borgerne vænne sig til nye arbejdsgange: 

”Borgerne kan godt være bange for at tage ansvar og give modstand. Men når vi får dem overbevist om, at de kan, så har jeg været positivt overrasket over, hvor meget borgerne vinder ved at kunne selv,” forklarer hun begejstret.

Det resultat gør, at sygeplejerskernes arbejde giver mening, selvom der stadig er udfordringer, siger Ditte Hald:

”Vi er stadig ved at lære det her, og det ligger ikke på rygraden endnu. Men vi bliver skarpere og får opbygget en god rutine.” 

Arbejdet er stadig i gang

Forløbsmodellen er ikke færdigudviklet endnu, og implementeringsprocessen slutter først i januar 2018. Spørger man Anja Toft Bach, skal der arbejdes på at forbedre koordinering og logistik, men der er åbenhed for justeringer og bliver holdt mange møder, bl.a. med sygeplejerskerne. 

”Vi har allerede arbejdet meget med og diskuteret sygeplejerskernes rolle, for det er en vigtig del af forløbsmodellen, at den er tydelig,” påpeger Anja Toft Bach, som selv er uddannet sygeplejerske. 
Derfor har hvert af Aarhus hjemmeplejes syv områder ansat en implementeringsagent som Camilla Brogård Schmidt, som er talerør ind til styregruppe og ledere.

Tværfaglig frem for monofaglig

3 gode erfaringer fra Aarhus
  • Opgaverne og især det tværfaglige samarbejde skal organiseres, så sygeplejerskernes rolle er klart defineret. 
  • Ved større organisationsændringer er det vigtigt at have lokale implementeringskonsulenter for at vide, hvad der rører sig, og hvad de enkelte teams har behov for. 
  • Det er en stor hjælp for sygeplejerskerne at få ekstra tid til tværfaglig udredning og dokumentation, så de kan fokusere på kvaliteten af forløbene. 

Udfordringer kan der være nok af ved en større organisationsændring, som den Aarhus er i gang med. Den faste struktur i forløbsmodellen med en tværfaglig udredning og borgerkonferencer giver mening for sygeplejerskerne, men især det tværfaglige aspekt kan også være svært, fortæller Camilla Brogård Schmidt. 

”Det udfordrende i forløbsmodellen er, at der bliver lagt vægt på et ”sundhedsfagligt blik”. Sygeplejersken skal ikke kun komme ud til borgeren for at give medicin eller ordne et sår, men er også forpligtet til at forholde sig til andre problematikker i hjemmet,” siger hun. 

Sygeplejerskerne er, ligesom ergo- og fysioterapeuterne, ofte vant til at arbejde mere monofagligt, og derfor har man gjort en ekstra indsats for at få det tværfaglige samarbejde til at fungere. Det er f.eks. gjort ved hjælp af ugentlige møder, hvor de forskellige faggrupper mødes og drøfter, hvordan de løser opgaverne og får hinandens kompetencer i spil. 

”De ugentlige møder i de enkelte områder er den største forskel med forløbsmodellen. Det giver god mening at tale om, hvad målet for den enkelte borger er, og hvor langt vi er nået på tværs af faggrupper,” mener Ditte Hald.

Også i område Midt, hvor Camilla Brogård Schmidt arbejder, holdes der tværfaglige møder en gang om ugen. Her er sygeplejerskerne også begejstrede, selvom møderne har fokus på de forskellige elementer, som indgår i forløbsmodellen, fremfor den enkelte borger: 

”De fortæller, at de har fået større indblik i de andres faglighed, bl.a. på grund af de tværfaglige møder og borgerkonferencerne,” konkluderer hun. 

2017-7-tema-rehabilitering

Hverdagsrehabilitering– er det en opgave for sygeplejersker?

De seneste 10 år er hverdagsrehabilitering kommet højt på den politiske dagsorden i kommunerne på grund af et stigende antal ældre med behov for hjemmepleje. Ældre skal ifølge en paragraf i serviceloven fra 2015 have tilbud om rehabilitering til selv at kunne klare hverdagsaktiviteter frem for at være afhængige af passiv hjælp. Kommunerne forventer, at sygeplejersker skal spille en vigtig rolle, men de færreste har defineret hvilken.

 

En storstilet ændring af rehabiliteringsindsatsen i Aarhus Kommune skal bl.a. give sygeplejerskerne en fast defineret og meningsfuld rolle.
26-27
2017
7
Tema: Rehabilitering
Rehabilitering
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Genoptræning/rehabilitering
Magazine tags  Tema Web article 

Leder: Rehabilitering er en del af sygeplejens DNA

Grete ChristensenDet har altid været en del af sygeplejens DNA at arbejde rehabiliterende. Ingen tvivl om det! Målet om at gøre borgerne så selvhjulpne som muligt, så patienterne kan tage vare på eget liv, er en af sygeplejens grundpiller. Sygeplejen har altid været en fast del af den nødvendige koordinering, sammenhængende og helhedsorienterede indsats, der tager udgangspunkt i borgerens behov, ønsker og muligheder. Patientinddragelse samt inddragelse af pårørende er vigtige redskaber i den rehabiliterende indsats. 

Derfor har det også altovervejende været positivt at være vidne til – og en del af – de seneste 10-15 års stadigt stigende fokus på rehabilitering. Kommunerne har i stadigt højere grad sat rehabilitering på dagsordenen i kommunens sundheds-, social- og beskæftigelsesindsatser. Og sygehusene arbejder målrettet på at videreudvikle behandlingen, så patienten får de bedste forudsætninger for at leve et liv så tæt på det normale som muligt. Det er ikke ”bare” hverdagsrehabiliteringen for de ældre, som har fået et stort politisk fokus de senere år, men også rehabiliteringen over for borgere med en hjerneskade, kræftsyge eller inden for psykiatrien m.v.

Men det stigende fokus på rehabilitering udfordrer også sygeplejen. Det stigende fokus på rehabilitering medfører f.eks., at borgerens svækkelse ofte oversættes til et behov for træning. Men rehabilitering er ikke det samme som træning. Og træning er langtfra altid svaret på en svækkelse hos borgerne! 

Som sygeplejersker skal vi fortsat påtage os rollen og ansvaret for den første guidning af patienten og hjælpe og støtte patienterne i, hvad der skal ske nu, bagefter og sidenhen. Vores store generalistviden skal også fremover sættes i spil i det helhedsorienterede behandlingsforløb – til gavn for patienterne!
 

Grete Christensen,
Formand

3
2017
7
Debat
Rehabilitering
Debat
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Leder Web article 

Som at komme i paradis

En omgang badminton er i gang i det lyse højloftede rum i Center for Kræft & Sundhed i København. På stole sat overfor hinanden sidder syv kvinder, som er syge med kræft, en fysioterapeut og en sygeplejerske. Nu gælder det om at få en pink ballon slået over på modstandernes side ved hjælp af fluesmækkere. Der bliver grinet og hvinet. 

Center for Kræft & Sundhed i Københavns Kommune har et gymnastikhold for de svageste patienter, hvor det ikke handler om at vedligeholde eller at forbedre muskelstyrke og kondition. Der er i stedet fokus på bevægelighed, balance og velvære. 

Gymnastikholdet er et eksempel på det, som centerchef på Center for Kræft & Sundhed og speciallæge i intern medicin, Jette Vibe-Petersen, kalder palliativ rehabilitering. 

”Det lindrer psykisk og fysisk at lave træning i samvær med andre.  Vi oplevede, at nogle patienter var ulykkelige over, at de ikke kunne leve op til vores forventninger om at gå på et konditionstræningshold. De havde brug for et andet tilbud, og derfor oprettede vi gymnastikholdet,” siger Jette Vibe-Petersen.

Støtter netværksdannelse

Inga Månsson på 82 år har glædet sig til at komme til den ugentlige gymnastik.

”Det her sted, stemningen i huset og gymnastikholdet er det bedste, der er sket for mig. Det er som at komme i paradis,” fortæller hun. 

Under gymnastiksessionen er sygeplejerske Lissi Jonasson klar, hvis nogen får det dårligt, for flere af gymnasterne er kronisk syge og svækkede. Hun opmuntrer eller udtrykker accept af, at det er o.k. at springe øvelser over. 

Øvelserne er valgt efter, at det skal være nogle, som deltagerne kan udføre derhjemme.

”Benene er det vigtigste at træne. Det er dem, der skal bringe os fra stuen til badeværelset, til køkkenet og herhen,” siger fysioterapeut Steven Olesen, mens han introducerer øvelsen, hvor deltagerne stående frit på gulvet skal sætte sig halvt ned og rejse sig op igen.

”Har I prøvet at ro i kano?” spørger Steven Olesen. 

Deltagerne har fået ruller af avispapir, som de skal padle med. Tove Andersen fortæller om en kanotur langs Gudenåen i 1959, og andre deltagere byder ind med gode minder. 

Badmintonøvelsen er en naturlig afslutning. 

”Vi slutter ofte af med en øvelse, der giver energi, for det psykosociale er også en vigtig faktor på gymnastikholdet,” forklarer Lissi Jonasson, der som holdets faste kontaktperson bl.a. har til opgave at støtte netværksdannelsen. Efter gymnastiktimen er der kaffe i caféen, og ifølge Lissi Jonasson har kaffen en vigtig funktion: 

”Samværet har fokus på netværksdannelse, hvor deltagerne kan spørge ind til hinanden. Eller vi tager emner op som f.eks. vores forhold til kunst. Deltagerne har meget stor omsorg for hinanden, og er man ny på holdet, går der meget kort tid, før man bliver spurgt ind til.” 

Læs også: Forskning: Rehabilitering og palliation skal ske samtidig

På Center for Kræft & Sundhed i Københavns Kommune oplevede personalet, at nogle patienter var kede af, at de ikke kunne leve op til kriterierne for at deltage på et konditionstræningshold. Derfor har centret et tilbud til patienter, som har behov for at træne bevægelighed med fokus på velvære.
42
2017
4
Balance
Palliation
Rehabilitering
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Genoptræning/rehabilitering
Palliativ sygepleje
Web article