Den lange vej tilbage til arbejdet efter kræft

Rehabilitering. Kræftsyge patienter har behov for et tværsektorielt samarbejde i relation til arbejdsforhold og sygemelding. Sygeplejersken har en central rolle i arbejdet.
Resume

At vende tilbage til arbejdsmarkedet efter en kræftdiagnose byder på muligheder og udfordringer, viser forskning og rapporter samt interview med borgere. I den sammenhæng har sygeplejersker en vigtig rolle i forhold til at vurdere behovet for information og vejledning.

For når kræftdiagnosen rammer, vendes hverdagen på hovedet fra den ene dag til den anden. Ud over et følelsesmæssigt kaos, et langt behandlingsforløb, smerter, træthed og bivirkninger som følge af behandlingen, starter der for mange også en kamp for at vende tilbage til arbejdet.

Traditionelt set er arbejdspladsen og jobcentret centrale aktører i forhold til at hjælpe den sygemeldte tilbage i arbejde. Men hvis ikke der også tages højde for borgerens sundhedstilstand og behandlingsforløb i et tværsektorielt samarbejde, kan den beskæftigelsesmæssige indsats meget vel blive kontraproduktiv.

I forbindelse med en kræftdiagnose er mange borgere ofte nødsagede til at melde sig syge på arbejdet, da de har fysiske og psykiske følger, og fordi det kan være praktisk umuligt at varetage et arbejde parallelt med et behandlingsforløb. I Boks 1 præsenteres tal for, hvor mange der i den arbejdsdygtige alder får kræft, fastholdelse til arbejdsmarkedet og de konsekvenser, som en kræftdiagnose kan have for borgernes arbejdssituation.

Boks 1. Fastholdelse af kontakten til arbejdsmarkedet i tal

•    Blandt de ca. 45.000 mænd og kvinder, som hvert år diagnosticeres med kræft i Danmark, er ca. 14.500 i den arbejdsdygtige alder (20-64 år) (1). 
•    71 pct. af de borgere, som har et arbejde ved diagnosen, oplever, at sygdommen har konsekvenser for deres arbejdsliv (2).
•    21 pct. af de borgere, som er i arbejde ved diagnosen, er tilbage på arbejdet igen 4-7 måneder senere (2).
•    Næsten 40 pct. af de borgere, der vender tilbage til deres arbejde, vurderer, at deres arbejdsevne er utilstrækkelig i forhold til de fysiske og mentale krav, der bliver stillet i deres job (2). 
•    Ca. 1.900 borgere i den arbejdsdygtige alder, som har en kræftdiagnose, mister hvert år deres job i form af arbejdsløshed eller førtidspension (3). 
•    Kræftoverlevere har en øget risiko for bl.a. nedsat arbejdstid, lønnedgang og arbejdsløshed sammenlignet med personer, som ikke har fået en kræftdiagnose (4,5).

Kontakt til arbejdsmarkedet øger livskvaliteten

Undersøgelser har vist, at der er en tydelig sammenhæng mellem tilknytning til arbejdsmarkedet og den enkeltes sundhed, velvære og livssituation (6). På kræftområdet har forskning specifikt vist, at kontakten til arbejdsmarkedet øger livskvaliteten, og at arbejde giver en oplevelse af, at hverdagen er mere normal (4,7). Fastholdelse på arbejdsmarkedet kan medvirke til, at borgerens sociale identitet i højere grad fastholdes, og at den økonomiske situation ikke forværres. Derfor kan både korte og længerevarende sygemeldingsforløb have betydelige konsekvenser for den enkelte borger.

Med baggrund i denne viden blev det i et bachelorprojekt på sygeplejerskeuddannelsen på Københavns Professionshøjskole i efteråret 2021 undersøgt, hvordan borgere under og efter et kræftforløb oplever, at deres mentale sundhed påvirkes i vejen tilbage til arbejdet. Mental sundhed defineres som beskrevet i Boks 2.

Metoden og resultaterne fra bachelorprojektet bliver præsenteret i det følgende. Bachelorprojektet kan rekvireres ved at kontakte artiklens førsteforfatter. 

Arbejdslivet efter kræft – en kvalitativ undersøgelse

Som led i forskningsprojektet CanWIP, se Boks 3, blev bachelorprojektet udarbejdet på baggrund af individuelle interviews med fire borgere, som havde fået en kræftdiagnose.

Boks 2. Mental sundhed – en definition

Mental sundhed defineres af Sundhedsstyrelsen som: “ … en tilstand af trivsel, hvor det enkelte menneske kan udfolde sine evner, håndtere dagligdags udfordringer og stress og indgå i fællesskaber med andre mennesker. Mental sundhed er altså ikke kun fraværet af psykisk sygdom, men består også af psykologiske ressourcer og evner, som er nødvendige for at kunne udvikle sig og klare de udfordringer, der dukker op i alle menneskers liv” (8).

For at indgå i et interview skulle borgerne ved diagnosetidspunktet have en tilknytning til arbejdsmarkedet og være mellem 18 og 60 år, og være i gang med eller have afsluttet forebyggende efterbehandling for kræft. De fire interviews blev gennemført i 2019 med en semistruktureret tilgang, og en hermeneutisk analyse resulterede i tre overordnede temaer om hhv. 1) faktorer i omgivelserne, som borgerne oplevede, havde betydning for vejen tilbage til arbejdsmarkedet, 2) om de fysiske, psykiske og sociale konsekvenser, som kræftsygdommen og dens behandling havde haft på arbejdsevnen og identiteten og 3) nye tanker og prioriteringer, som kræftforløbet havde ført med sig. 

Vejen tilbage til arbejdsmarkedet

Tema 1, ’Løftestænger til at komme i arbejde’, dækker over de faktorer i omgivelserne, som borgerne oplevede, havde betydning for vejen tilbage til arbejdsmarkedet:

  • Samarbejdet med arbejdspladsen var en beskyttende faktor for den mentale sundhed, såfremt det gav borgerne en oplevelse af et støttende og trygt arbejdsmiljø, økonomisk sikkerhed og en tiltro til egne evner.
  • Sociale netværk, hvor borgerne kunne møde og spejle sig i andre i samme situation, skabte mening i en hverdag med mange spørgsmål om fremtiden. 
  • Information og vejledning fra hospitalet og sagsbehandleren i jobcenteret var vigtigt for at få indsigt i og forståelse for egen situation. Tilsvarende var udeblivelse af en sådan information med til at udfordre hverdagen yderligere:

Borger: ”Jeg kunne godt have brugt nogen, som havde fortalt mig, hvad mine muligheder var i forhold til jobsituationen. Jeg snakkede ikke med nogen på hospitalet, og der var heller ikke nogen, der snakkede med mig om det i jobcentret. Vi snakkede bare om, at jeg skulle tilbage på arbejdet.”

Boks 3. CanWIP-projektet

De fire borgerinterviews blev foretaget som led i forskningsprojektet ’Cancer and Work – an Integrated and Patient-centered approach’ (CanWIP). Projektets formål var at udvikle en tværsektoriel rehabiliteringsindsats, der kan støtte fastholdelse af kontakten til arbejdsmarkedet hos borgere med kræft. 
Samarbejdspartnere i projektet: Onkologisk og Palliativ Afdeling, Nordsjællands Hospital, Hillerød og Halsnæs Kommuner (sundhedsafdelinger og jobcentre), Kræftens Bekæmpelse, Amsterdam University Medical Centers og Københavns Professionshøjskole. 
Finansiel støtte: Projektet modtog i 2017 250.000 kr. i støtte fra Kræftens Bekæmpelses Psykosociale Forskningsudvalg.

Borger: ”Jeg har heller ikke drøftet med hospitalet om, hvorvidt det var klogt at gå på arbejde. Jeg er jo vant til at tage vare på mig selv, så jeg har ikke spurgt om alt, jeg kunne have spurgt efter. Det har jeg ikke, og det kan også være dumt, fordi så går man dér og bøvler.”

Citaterne illustrerer, at borgerne oplevede, at information og vejledning fra det sundheds- og socialfaglige personale om tilbagevenden til arbejdet var ufuldstændig. Det blev derfor vanskeligere for den enkelte borger at træffe velovervejede beslutninger vedrørende deres rehabiliteringsforløb og kontakt til arbejdsmarkedet.

Konsekvenser for arbejdsevne og identitet

Tema 2, ’Kræftens fodspor’, handler om de fysiske, psykiske og sociale konsekvenser, som kræftsygdommen og dens behandling havde haft på arbejdsevnen og identiteten:

Borger: “De gange, hvor jeg har været på arbejde og siddet til møder – efter halvanden time kan jeg simpelthen ikke koncentrere mig mere. Så falder jeg ud. Så kan jeg lige hanke op i mig selv, så går der lige en halv time mere. Sådan har det aldrig været før, det håber jeg da, jeg kan træne op igen.” 

Borger: ”Det har fyldt meget, hvordan kommer man tilbage, og bliver det overhovedet det samme, og hvad kan man, og kan man overhovedet arbejde? Nogle gange tænkte jeg jo, at jeg aldrig nogensinde kommer til at arbejde som noget som helst mere. Nu skal jeg ligge her og være syg. Og så er man i sådan en proces, hvor man siger, måske kunne jeg godt lidt, og måske kunne jeg godt lidt mere.”

Bivirkninger og senfølger efter kræft blev således oplevet som en hæmmende faktor for muligheden for at opretholde samme funktion og arbejde som før kræftdiagnosen. Samtidig kunne fravær og ændrede arbejdsopgaver på arbejdspladsen give en oplevelse af ændret selvværd og en følelse af identitetstab. Disse faktorer virkede hæmmende på det mentale velbefindende:

Borger: ”Jeg tror, at noget af det sværeste, det er følelsen af selvværd. Det selvværd, man har fået fra sit arbejde. Jeg vil gerne beholde mit selvværd, og for mig er det lige så vigtigt som penge, og det er noget, jeg tror, arbejdspladsen også skal sætte sig ind i, når man kommer tilbage og har været syg.” 

Borger: ”På den måde er der en hel masse ting, som flytter sig, som også har noget med identitet at gøre. […] Jeg kan jo godt være fuldstændig kompetent på deltid, men jeg kan ikke løse alle opgaverne, og det er dét, jeg bøvler med, når jeg siger identitet.”

Nye tanker og prioriteringer

Tema 3, ’Nyt og ændret livssyn’, dækker over de nye tanker og prioriteringer, som kræftforløbet havde ført med sig. På den ene side var der en overskyggende angst for, at kræften skulle komme tilbage, og en usikkerhed i forhold til evnen til at kunne beholde både job og funktion. 

Borger: ”Frygten for at kræften skal vende tilbage, den har man jo med sig for evigt.”

Borger: ”Ja altså, jeg synes, det var lidt svært at komme tilbage på job, fordi, hvis jeg var arbejdsgiver, ville jeg da vælge den raske. De vidste jo, at der kommer nogle operationer, og der kommer noget øget sygefravær.”

På den anden side betød kræften i mange tilfælde, at familie og privatliv nu blev tillagt mere værdi end arbejdet:

Borger: “Jeg vil ikke skære mere ned på min familie og mit sociale liv, og så må det jo være arbejdet. Den der ugentlige fridag, hvor jeg kan få lavet de ting, jeg ikke når om aftenen, fordi jeg er for træt, er guld værd.” 

Borger: ”Jeg har det meget carpe diem. Jeg synes, jeg vil ærgre mig meget, hvis jeg arbejdede de næste fire år. Jeg har arbejdet fuldtid i mange år. Jeg glæder mig utrolig meget til at være fri.” 

2022-2-ff-kraeft-figur1De interviewede borgere fandt således nye måder at håndtere hverdagen på og fik et nyt syn på betydningen af familie- og arbejdslivet. Det nye syn var med til at skabe ny mening og havde dermed en positiv indvirkning på den mentale sundhed.

Resultaterne fra bachelorprojektet viste, at tilbagevenden til arbejde under og efter et kræftforløb er forbundet med udfordringer, men også hvor vigtigt arbejdet er for borgerne. Sammenholdt med tidligere undersøgelser (4,7) tegner sig her et billede af, at borgernes vej tilbage til arbejdet er et vigtigt indsatsområde for sygeplejersken i forhold til at informere og vejlede ud fra den enkelte borgers aktuelle og potentielle behov. I det følgende belyses de nuværende anbefalinger og indsatser på området.

Sundhedsfaglig indsats for erhvervsaktive med kræft

I ’Forløbsprogram for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft’ (9) lyder anbefalingen, at både borgernes fysiske, psykiske, sociale og åndeligt/eksistentielle behov afdækkes ”tidligst muligt efter diagnosetidspunktet og løbende herefter”, se Figur 1. Herefter skal sundhedspersonalet på hospitalet henvise til kommunal rehabilitering, der har til formål at støtte funktionsevnen og ”samspil med det omgivende samfund”. Bachelorprojektets resultater viste, at sundhedspersonale på hospitalet har en vigtig rolle i denne sammenhæng, men at denne rolle ikke udfyldes tilstrækkeligt i form af information og vejledning om de udfordringer, som borgerne kan møde i vejen tilbage til arbejdslivet. 

At der er et manglende fokus på disse udfordringer, understøttes af en undersøgelse udført af Kræftens Bekæmpelse i 2017 (2), der viste, at der er mangler i den indsats, der er knyttet til borgernes kontakt til arbejdsmarkedet efter en kræftdiagnose. Blandt de borgere, som var erhvervsaktive ved diagnosen, oplevede 61 pct., at de 4-7 måneder efter diagnosen havde et behov for rådgivning i forhold til deres arbejdsmæssige situation i kræftforløbet. Af disse oplevede 37 pct. dog, at de i mindre grad eller slet ikke, havde fået den rådgivning, de havde behov for. 

Fremskridt – men fortsat behov for forbedringer

Der er sket store fremskridt i den danske rehabiliteringsindsats for borgere med kræft og andre sygdomsdiagnoser. Det ses i national lovgivning, forløbsprogrammer, sundheds- og kommunikationsaftaler samt i kommunale indsatser for kræftrehabilitering, der er igangsat rundt om i Danmark (7). Der er dog fortsat behov for udvikling og forbedringer, når det drejer sig om borgernes arbejdssituation efter en kræftdiagnose. 

En national kortlægning af den danske kræftrehabilitering fra 2017 (10) viste, at det langt fra er alle patienter, der tilbydes en behovsvurdering. På 30 pct. af de adspurgte sengeafdelinger og ambulatorier blev alle patienter tilbudt behovsvurdering, mens 38 pct. tilbød over halvdelen af patienterne behovsvurdering. Manglende tid ansås for at være en væsentlig barriere for behovsvurderingen, men også manglende kendskab til tilbud i den kommunale sektor, manglende rutiner og besværlig henvisning til kommunerne udgjorde nogle af udfordringerne.

Undersøgelsen viste også, at når det handlede om arbejdsfastholdelse, så forventede 41 pct. af de sundhedsfaglige respondenter fra sengeafdelingerne og ambulatorierne, at kommunerne varetager denne indsats. Ikke desto mindre har det sundhedsfaglige personale på hospitalet ifølge Forløbsprogrammet (9) til opgave at vurdere initiale og løbende rehabiliteringsbehov hos borgere med kræft.

Hvad kan sygeplejersken gøre?

Sammenhængen mellem borgernes arbejdssituation og deres sygdoms- og sundhedstilstand fordrer, at den beskæftigelsesrettede indsats ses som en integreret del af den sundhedsfaglige indsats, når rehabiliteringsbehov skal vurderes. Dette gælder, både når det foregår på hospitalet og i kommunen. Sygeplejersken spiller en central rolle i borgernes forløb, men skal ikke agere socialrådgiver. Derimod skal sygeplejersken kunne identificere borgernes behov gennem systematisk vurdering og informere om de udfordringer, muligheder og tilbud, der er i det enkelte kræftforløb (9). I Boks 4 præsenteres materiale, som sygeplejersken kan benytte sig af i denne sammenhæng, og i det følgende rettes fokus mod det tværfaglige samarbejde.

Boks 4. Materiale, der kan understøtte tilbagevenden til arbejde efter kræft

Center for Kræft og Sundhed København (CKSK) og REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation, har sammen udarbejdet en folder til sundhedsprofessionelle og en boks med tre foldere til borgere om at vende tilbage på arbejde. Den ene folder i boksen henvender sig til borgeren, der skal tilbage på arbejde. De to andre henvender sig til vedkommendes leder og kollegaer. Folderne kan findes elektronisk på Sundhed.dk eller bestilles i fysisk udgave ved at kontakte CKSK. Materialet er gratis, men der er egenbetaling på porto.

Tværfagligt samarbejde og koordinering er centralt

Ifølge ’Forløbsprogram for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft’ (9) er det tværfaglige samarbejde en vigtig grundsten i rehabiliteringen. En grundsten, der i dén grad er udfordret, hvilket betyder, at mange borgere med kræft ikke oplever at få tilstrækkelig støtte i deres overvejelser om at vende tilbage til arbejde.

Gennem litteraturstudier, borgerinterviews og workshops har vi i forskningsprojektet CanWIP, se Boks 3, identificeret de udfordringer, der er knyttet til det tværfaglige samarbejde i og på tværs af sektorer i forbindelse med arbejdssituationen hos borgere med kræft. Både borgere, sygeplejersker, ledere, rehabiliteringskoordinatorer og jobkonsulenter peger på en manglende koordinering i borgernes forløb gennem behandling på hospitalet, rehabilitering i den kommunale sundhedsafdeling og indsatser i kommunens jobcenter. Udfordringen ligger i, at borgernes rehabiliteringsbehov hverken kan eller skal imødekommes vha. enten en sundhedsfaglig indsats eller gennem sygedagpengelovens paragraffer. Hver aktør og sektor har sit fokus og en specialiseret viden, men for de enkelte borgere er deres unikke behov vævet ind i hinanden og afhængig af den enkeltes sygdomsforløb og livssituation. Derfor er vi også nødt til at imødekomme borgernes behov med en samlet sundhedsfaglig og beskæftigelsesrettet indsats i og på tværs af sektorer.

Debat
  • Hvilket kendskab har du som sygeplejerske til de arbejdsmæssige udfordringer, som borgere kan møde i forbindelse med en kræftdiagnose?
  • Hvordan kan du som sygeplejerske støtte borgeren i at fastholde kontakten til arbejdsmarkedet?
  • Hvordan kan det tværsektorielle samarbejde mellem behandlende afdelinger og kommunal rehabilitering udvikles?​

Som det ser ud i dag, koordineres indsatserne på tværs af sektorer og kommunale forvaltninger ikke i tilstrækkelig grad, når det drejer sig om borgernes arbejdssituation i og efter et kræftforløb. De strukturelle, ledelsesmæssige og kulturelle forskelle vanskeliggør en koordineret indsats. For selv den mest ressourcestærke borger kan det være en udfordring at finde vej gennem et komplekst behandlings- og rehabiliteringsforløb i en tid, hvor livet og hverdagen samtidig er vendt på hovedet som følge af den livstruende kræftsygdom.

'Individuelt Planlagt job med Støtte'

Resultatet af manglende koordinering og samarbejde i og på tværs af sektorer er, at mange borgere oplever deres forløb som usammenhængende, og at deres behov for en integreret sundhedsfaglig og beskæftigelsesrettet rehabilitering ikke bliver imødekommet. Borgerne risikerer at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet, hvilket kan have en negativ påvirkning på borgernes generelle sundhed. Med andre ord risikerer vi at gøre kræftramte borgere mere syge, end de er i forvejen, og det kan yderligere have konsekvenser for deres sociale identitet og økonomiske situation.

Derfor er der behov for, at man både i sundhedsvæsnet og i jobcentre arbejder systematisk med koblingen mellem sundhed og arbejde. Eksempelvis kan man lade sig inspirere af den velafprøvede amerikanske model ”Individual Placement & Support” (IPS) (11), som også har været og er under afprøvning på kræftområdet og inden for psykiatrien i Danmark. Gennem praksisnær forskning bør fokus netop rettes mod helhedsorienterede indsatser, der er baseret på et koordineret samarbejde mellem fagprofessionelle. Sammen har vi et fælles mål: at understøtte borgernes funktionsevne og mulighed for at deltage i samfundet, herunder støtte deres vej tilbage til arbejdet efter kræft. 

Marie Høyer Lundh

Marie Høyer Lundh

Sygeplejerske 2006, kandidat i folkesundhedsvidenskab 2009, ph.d. 2014. Tidl. ansættelser: Aarhus Universitetshospital og Regionalt Cancercentrum Uppsala-Örebro. Siden 2014 ansat som adjunkt hhv. lektor på Sygeplejerskeuddannelsen/Københavns Professionshøjskole.
malu@kp.dk 

Natascha Skovbak Eltved

Natascha Skovbak Eltved 

Studentermedhjælper i CanWIP-projektet 2021-2022, Sygeplejerske 2022. Ansat som sygeplejerske fra marts 2022 på Akut- og rehabiliteringsafdelingen i Tirstrup, Syddjurs Kommune. 

Anette Skals

Anette Skals

Socialrådgiver 1996, kandidat i sociologi 2008, ph.d. 2016. Tidl. ansættelser: Arbejdet med revalidering, arbejdsfastholdelse og aktivering i bl.a. Rødovre Kommune. Siden 2008 ansat som adjunkt hhv. lektor på Socialrådgiveruddannelsen/Københavns Professionshøjskole. 

Mathias Meijer

Mathias Meijer

MA Social Anthropology 2001, sociolog 2003, ph.d. 2012. Tidl. ansættelser: Kræftens Bekæmpelse, Syddansk Universitet og Region Hovedstaden. Siden 2015 ansat som docent på Institut for Sygeplejerske- og Ernæringsuddannelser/Københavns Professionshøjskole.

Referencer

1. Larønningen S, Ferlay J, Bray F, et al. NORDCAN: Cancer incidence, mortality, prevalence and survival in the Nordic countries, Version 9.1 (27-09-2021). Association of the Nordic Cancer Registries. Cancer Registry of Norway. Tilgængelig på: https://nordcan.iarc.fr/en. Besøgt 25-03-2022. 2. Kræftens Bekæmpelse. Kræftpatienters behov og oplevelser med sundhedsvæsenet under udredning og behandling. Kræftens Bekæmpelses Barometerundersøgelse, 2017. København: Kræftens Bekæmpelse; 2018. Tilgængelig på: https://www.cancer.dk/fagfolk/patientinvolvering/barometerundersoegelser/. Besøgt 25-03-2022. 3. Heinesen E, Imai S, Maruyama S. Employment, job skills and occupational mobility of cancer survivors. J Health Econ 2018;58:151-75. 4. Mehnert A. Employment and work-related issues in cancer survivors. Crit Rev Oncol Hematol 2011;77(2):109-30. 5. Sundhedsstyrelsen. Vidensopsamling på senfølger efter kræft hos voksne. København: Sundhedsstyrelsen; 2017. Tilgængelig på: https://www.sst.dk/da/udgivelser/2017/vidensopsamling-paa-senfoelger-eft.... Besøgt 25-03-2022. 6. Eriksen L, Davidsen M, Jensen HAR, et al. Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet for Sundhedsstyrelsen. Sygdomsbyrden i Danmark – risikofaktorer. København; Sundhedsstyrelsen; 2016. Tilgængelig på: https://www.sst.dk/da/udgivelser/2016/sygdomsbyrden-i-danmark---risikofa.... Besøgt 25-03-2022. 7. Aagesen M, Tofte J, Zwisler AD, et al. Kræft, rehabilitering og arbejde. Viden, lovgivning, praksis og fremtid. Nyborg: REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation; 2019. Tilgængelig på: https://www.rehpa.dk/borger/rehabilitering-2/tilbage-paa-arbejde/. Besøgt 25-03-2022. 8. Sundhedsstyrelsen. Mental sundhed. Tilgængelig på: https://www.sst.dk/da/viden/mental-sundhed. Besøgt 25-03-2022. 9. Sundhedsstyrelsen. Forløbsprogram for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft København: Sundhedsstyrelsen; 2018. Tilgængelig på: https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2018/Forloebsprogram-for-rehabilitering.... Besøgt 25-03-2022. 10. Thuesen J, Rossau, HK, Frausing S, et al. Kræftrehabilitering i Danmark – kortlægning af praksis på hospitaler og i kommuner. Nyborg: REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation; 2017. Tilgængelig på: https://www.rehpa.dk/projekter/kraeftrehabilitering-kortlaegning-af-prak.... Besøgt 25-03-2022. 
11. Modini M, Tan L, Brinchmann B, et al. Supported employment for people with severe mental illness: systematic review and meta-analysis of the international evidence. Br J Psychiatry. 2016;209(1):14-22.

 

Emneord: 
Kræft
Rehabilitering

Svar på Testen (1/2022): Rehabilitering

Testen (1/2022): Rehabilitering

Fik du læst Trialogen om rehabilitering i seneste udgave af Fag&Forskning? I så fald skulle det være nemt at svare på disse otte spørgsmål
Spørgsmål nr. 1: Hvad er målet med rehabilitering?

A. Hurtigst muligt at få et menneske tilbage på arbejdsmarkedet.

B. At give mennesker med nedsat funktionsevne et selvstændigt og meningsfuldt liv med bedst mulig funktionsevne.
 
C.  Ud fra en samlet, økonomisk vurdering at afgøre, om det kan betale sig for samfundet at gøre et menneske helt rask efter en ulykke.

Spørgsmål nr. 2: Hvad skal der til for, at rehabilitering kan lykkes?

A. At den enkelte borger finder frem til sin egen, personlige motivation for at blive rehabiliteret. 

B. Det er op til den enkelte kommune at afgøre. 

C. Når familie og pårørende ikke længere har ansvaret for patienten, er opgaven løst.

Spørgsmål nr. 3: Hvilken teoretisk model kan med fordel anvendes til at udarbejde en individuelt tilpasset målsætning baseret på borgerens personlige værdier?

A. ICD-modellen

B. VAS-skalaen 

C. ICF-modellen

Spørgsmål nr. 4: Hvorfor er netop denne model god som hjælp til at sætte en rehabiliteringsproces i gang?

A. Modellen lægger vægt på en cost-benefit-analyse af, hvad der samfundsøkonomisk er mest lønsomt.

B. Modellen kan bruges til at kommunikere om betydningen af sammenhængen mellem krop, aktivitet og deltagelse for hverdagslivet, og hvordan omgivelser og personlige faktorer spiller ind.

C. Modellen beskriver tydeligt hvilke faggrupper, der er relevante at inddrage i processen.

Spørgsmål nr. 5: Hvad er en god løsning på organisering af rehabiliteringsindsatsen

A. At personalet arbejder i en form for selvstyrende, rehabiliterende teams med en fast gruppe af sygeplejersker, terapeuter og social- og sundhedsassistenter og -hjælpere allokeret til en bestemt gruppe af borgere.

B. At egen læge inddrages i processen.

C. At egen læge i samarbejde med kommunens socialforvaltning inddrages i processen.

Spørgsmål nr. 6: Hvor mange mennesker om året bliver på nationalt plan tilbudt rehabilitering?

A. 127.239 personer (seneste opgørelse pr. 31/12 2019).

B. Der findes ikke en samlet opgørelse af danske rehabiliteringsforløb, der kan give et retvisende billede.

C. Ca. 150.000 personer årligt med en stigende tendens, baseret på tal fra Danmarks

Spørgsmål nr. 7: Hvornår kan man sige, at en rehabiliteringsproces har virket?

A. Det kan ikke defineres.

B. Når borgeren kan klare indkøb og madlavning uden hjælp.

C. Når borgeren igen kan klare sig så selvstændigt som muligt, hvilket kan være meget individuelt.

Spørgsmål nr. 8: Hvilket af disse udsagn definerer (blandt flere) en sygeplejerskes rolle i en rehabiliteringsproces?

A. Støtte borgeren i at udtrykke sine behov, tanker og følelser.

B. Støtte borgeren med at udføre praktiske gerninger i hjemmet.

C. Støtte borgeren i at udfylde diverse ansøgningsskemaer.

 

Emneord: 
Rehabilitering

Referencer til Trialog: Rehabilitering

Referencer

  1. Møller SP, Laursen B, Johannesen CK og Schramm S. Multisygdom i Danmark. København: Statens Institut for Folkesundhed 2019.
  2. Dansk Lungemedicinsk Selskab. KOL-Vejledning: https://lungemedicin.dk/kol-vejledning/. Revideret 17-11-2017. Besøgt 03-09-2021.
  3. Sundhedsdatastyrelsen. Borgere med KOL – kontaktforbrug i sundhedsvæsenet og medicinforbrug. København: Sundhedsdatastyrelsen 2016.
  4. Bjørnshave Noe B, Bjerrum M, Angel S. The influence of clarification and threats on life situation: patients' experiences 1 year after TSCI. Spinal Cord Ser Cases. 2017 Apr 6;3:17006.
  5. WHO og Sundhedsstyrelsen. ICF - International klassifikation af funktionsevne, funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand. København: Munksgaard 2003.
  6. WHO. How to Use the ICF. A Practical Manual for using the International Classification of Functioning, Disability and Health (ICF). Geneva 2013: WHO.
  7. Kirkevold M. Sygeplejerskens roller og funktioner i rehabiliteringsprocessen, kapitel 8. I: Angel S, Aadal L (red). Rehabiliterende sygepleje fra begreb til klinisk praksis. Munksgaard 2014.
  8. Marselisborgcenteret. Definitioner af rehabilitering. Tilgængelig på: https://www.marselisborgcentret.dk/viden-om-rehabilitering/definitioner-.... Besøgt 02-09-2021.
  9. Rehabiliteringsforum Danmark og Marselisborgcenteret. Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet. Århus: Rehabiliteringsforum Danmark og Marselisborgcenteret 2004
  10. Smorawski GA, Husted MR, Hansen LV og Noe BB. Lyt til borgere med svær KOL og deres pårørende. Fag & Forskning 2021;(2):24-33.
  11. Angel S. Rehabiliterende sygepleje, kapitel 4. I: Angel S, Aadal L (red). Rehabiliterende sygepleje fra begreb til klinisk praksis. Munksgaard 2014.
  12. Bjørnshave Noe B, Angel S, Bjerrum M. The ICF model as a practical tool to facilitate holistic communication with individuals during their rehabilitation: A qualitative study. Nordic Journal of Nursing Research. 14. august 2021;205715852110157.
  13. Det Etiske Råd. Hvad er sygdom? Kolding og København: Det Etiske Råd 2016.
  14. Noe BB, Bjerrum M, Angel S. Expectations, Worries and Wishes: The Challenges of Returning to Home after Initial Hospital Rehabilitation for Traumatic Spinal Cord Injury. Int J Phys Med Rehabil 2014;2:5.
  15. Bjørnshave Noe B, Mikkelsen EM, Hansen RM, Thygesen M, Hagen EM. Incidence of traumatic spinal cord injury in Denmark, 1990-2012: a hospital-based study. Spinal Cord. 2015 Jun;53(6):436-40.
  16. Sundhed.dk. Funktionsevnevurdering og ICF. Tilgængelig på: https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/socialmedicin/funk.... Sidst opdateret 19-08-2019. Besøgt 13-09-2021.
  17. Post MW, van Leeuwen CM. Psychosocial issues in spinal cord injury: a review. Spinal Cord. 2012 May;50(5):382-9.
  18. Geyh S, Müller R, Peter C, Bickenbach JE, Post MW, Stucki G, Cieza A. Capturing the psychologic-personal perspective in spinal cord injury. Am J Phys Med Rehabil. 2011 Nov;90(11 Suppl 2):S79-96.
  19. Cieza A, Kirchberger I, Biering-Sørensen F, Baumberger M, Charlifue S, Post MW, Campbell R, Kovindha A, Ring H, Sinnott A, Kostanjsek N, Stucki G. ICF Core Sets for individuals with spinal cord injury in the long-term context. Spinal Cord. 2010 Apr;48(4):305-12.
  20. Stucki A, Stoll T, Cieza A, Weigl M, Giardini A, Wever D, et al. ICF Core Sets for obstructive pulmonary diseases. J Rehabil Med. juli 2004;(44 Suppl):114–20.
  21. Bjoernshave B, Korsgaard J, Nielsen CV. Does pulmonary rehabilitation work in clinical practice? A review on selection and dropout in randomized controlled trials on pulmonary rehabilitation. Clin Epidemiol. 9. august 2010;2:73-83.
  22. Bjoernshave B, Korsgaard J, Jensen C, Vinther Nielsen C. Participation in pulmonary rehabilitation in routine clinical practice. Clin Respir J. 2011 Oct;5(4):235-44.
  23. Bjørnshave B, Korsgaard J, Jensen C, Nielsen CV. Pulmonary rehabilitation in clinical routine: a follow-up study. J Rehabil Med. 2013 Sep;45(9):916-23.
  24. McCarthy B, Casey D, Devane D, Murphy K, Murphy E, Lacasse Y. Pulmonary rehabilitation for chronic obstructive pulmonary disease. Cochrane Database Syst Rev. 2015 Feb 23;(2):CD003793.
  25. Bunketorp-Käll L, Lundgren-Nilsson Å, Samuelsson H, Pekny T, Blomvé K, Pekna M, Pekny M, Blomstrand C, Nilsson M. Long-Term Improvements After Multimodal Rehabilitation in Late Phase After Stroke: A Randomized Controlled Trial. Stroke. 2017 Jul;48(7):1916-24.
  26. Momsen AH, Ørtenblad L, Maribo T. Effective rehabilitation interventions and participation among people with multiple sclerosis: an overview of reviews. Ann Phys Rehabil Med. 2021 Apr 30:101529.
  27. Sundhed.dk. Alle genoptræningsydelser. Tilgængelig på: https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/socialmedicin/funk.... Tilgået 13-09-2021.
  28. Dansk register for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom - DrKOL Årsrapport for 2020 - 1. januar til 31. december 2020. Regionernes kliniske kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) og Dansk register for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom 2020.7
  29. Dansk Hjerterehabiliteringsdatabase (DHRD) Årsrapport 2019. 1. juni 2019 – 31. maj 2020. Regionernes kliniske kvalitetsudviklingsprogram (rkkp) og Dansk Hjerterehabiliteringsdatabase 2020.

 

Emneord: 
Rehabilitering

Et er teori - noget andet er praksis

Rehabilitering virker i klinisk praksis – men på en anden måde end forskningen viser.

Forskningen viser, at rehabilitering virker. Men spørgsmålet er, om de gode resultater, der kan dokumenteres i de kontrollerede undersøgelser, også kan opnås i virkelighedens kliniske praksis? 

Det har Bodil Bjørnshave Noe undersøgt i sin ph.d.-afhandling, hvor hun fulgte omkring 150 patienter med KOL, hvoraf nogle deltog i hospitalsrehabilitering og andre ikke gjorde (21-23).

”Vi fandt overraskende nok ingen forbedringer hos KOL-patienterne relateret til livskvalitet, gang- eller lungefunktion, som er nogle af de parametre, vi normalt måler og forventer at se forbedringer på i de kliniske studier (24),” siger Bodil Bjørnshave Noe.  

”Til gengæld viste mine undersøgelser, at deltagerne selv oplevede, at de havde fået et godt udbytte af rehabiliteringen. De fortalte om, at de havde opnået ændringer i deres hverdagsliv, som var vigtige for dem. Det gav anledning til refleksion over vigtigheden af, at deltagerne i rehabilitering har deres individuelle mål, som de selv udpeger som vigtige at opnå for netop dem, og som vi derfor bør interessere os for at evaluere på ” siger hun. 

”Det kunne være en borger, som havde som målsætning igen at turde tage bussen ud at handle eller at forstå, hvordan KOL-medicinen skulle tages. Eller det kunne være en borger, som havde fået mod til at sige til sine gæster, at de ikke måtte ryge i hjemmet. Borgeren fik noget andet og måske endnu vigtigere ud af rehabiliteringen,” siger Bodil Bjørnshave Noe. 

Endte med at klare sig selv

At rehabilitering virker under de rigtige forhold, er Line Terp slet ikke i tvivl om. Hun giver sit bud på, hvordan man i klinisk praksis kan se, at rehabilitering virker.

”Rehabilitering virker, når borgeren igen kan klare sig selv så selvstændigt som muligt. Det er meget individuelt, på hvilke områder den enkelte har behov for at blive rehabiliteret, og hvilke parametre den enkelte forbedrer sig på i løbet af et rehabiliteringsforløb. De fleste borgere rykker sig på mange parametre samtidigt, både fysiske og psykiske,” siger Line Terp.

Hun har massevis af eksempler på rehabiliteringsforløb, der har betydet, at borgeren efter forløbet har kunne klare sig selv i en eller anden udstrækning. Hun giver et konkret eksempel med en 86-årig kvinde, som havde diabetes og havde fået amputeret det ene ben pga. dårligt kredsløb.

”Kvinden var meget nedtrykt over ikke at kunne komme i egen bolig igen, fordi der var for mange trapper i hendes hus. Derfor havde hun behov for både fysisk og psykisk rehabilitering,” siger Line Terp og forklarer: 

”Hendes motivation var at komme til at klare sig selv. Ved hjælp af træning lærte hun at gå med benprotesen, og hun fik bevilget et el-køretøj, så hun selv kunne foretage indkøb og besøge venner og familie. Støttesamtaler med sygeplejersker og terapeuter gav hende motivation og mod til at sælge boligen og flytte til en ældrevenlig bolig. Kvinden endte med at klare sig selv uden hjælp fra hjemmeplejen og kom fortsat til træning ved egen hjælp,” fortæller Line Terp.

En broget skare i klinisk praksis

Bodil Bjørnshave Noe forklarer, hvorfor rehabilitering i klinisk praksis adskiller sig fra den rehabilitering, der indgår i randomiserede undersøgelser.

”Vi har en enorm mængde af randomiserede og kontrollerede undersøgelser, der viser, at rehabilitering virker på områder som livskvalitet, funktionsevne, kondition, muskelstyrke og muskelkraft samt en række sygdomsspecifikke mål (24-26). Undersøgelserne er ofte gennemført med homogene forsøgsgrupper, hvor de personer, der har svær grad af en sygdom og som dermed kan være de svageste borgere, ikke er inkluderet i undersøgelserne.” 

”I klinisk praksis er gruppen af personer, som tilbydes rehabilitering, en meget mere broget skare, der adskiller sig fra forsøgspersoner i kliniske undersøgelser på væsentlige faktorer som f.eks. alder, rygning, ernæringstilstand, BMI, motivation og skavanker i bevægeapparatet. Det er vigtige faktorer, der kan have indflydelse på, om man kan gennemføre rehabilitering, og om man kan få det ud af det, som forventes,” forklarer Bodil Bjørnshave Noe. 

”Der er måske flere, som fortsat er rygere i klinisk praksis. Der er flere, som ikke møder op hver gang, de skal, og som ikke kan gennemføre træningen med den intensitet, varighed og hyppighed, der skal til for at opnå målelige resultater,” siger hun. 

”Det handler altså om at målrette rehabiliteringen til den mangfoldighed af mennesker, som udgør klinisk praksis, og at evaluere effekten ved at måle udbytte på det, der er relevant for den gruppe af mennesker,” siger Bodil Bjørnshave Noe. 

Behov for mere viden

Og lige præcis det med at måle på udbyttet af rehabilitering er ifølge Bodil Bjørnshave Noe lettere sagt end gjort. Der er nemlig fortsat et stort behov for viden om, hvordan vi bedst muligt evaluerer rehabilitering i daglig klinisk praksis.

”Vi skal vide mere om, hvad der virkelig batter i forhold til, at borgerne bliver motiverede, kommer til rehabilitering, gennemfører rehabilitering og derefter opretholder funktionsevnen og holder fast i de ændringer, de har arbejdet for under rehabiliteringen. Det er vigtigt at måle på de individuelle aspekter, da det er her, motivationen ligger, og effekten vil vise sig,” siger Bodil Bjørnshave Noe og peger på et nyere svensk studie.

”Her har forskerne anvendt deltagernes subjektive oplevelser af grad af forbedring i et studie, hvor de adresserer en række fysiske og kognitive parametre (25). Det er en måde at koble individuelle mål med valide test. Den type målinger anvendes også herhjemme, og det kan måske systematiseres yderligere, så vi kan opnå overblik og dokumentation for udbytte af rehabilitering generelt,” siger hun. 

Rehabilitering i tal

•    Ideelt set bør andelen af personer, som gennemfører rehabilitering, ligge på 90 pct., da der er solid evidens bag rehabilitering, og det derfor er nærliggende at satse på en høj gennemførselsprocent (24). 
•    For nuværende findes ikke en samlet opgørelse af danske rehabiliteringsdata, der kan give et retvisende billede af, hvor mange personer der på nationalt plan bliver tilbudt rehabilitering, hvor mange der takker ja, hvem der gennemfører og hvad de får ud af det. 
•    Opgørelser på rehabiliteringsdata kan i nogle tilfælde fås fra de enkelte kommuner.
I 2018 blev der i Danmark lavet 330.114 genoptræningsplaner til 'aktivitetstræning af fysisk funktion' (27). Da rehabilitering er andet og mere end genoptræning, giver genoptræningsplanerne ikke et retvisende billede. En genoptræningsplan laves efter en lægelig/terapeutisk vurdering ved udskrivning fra hospital og er borgerens adgangsbillet til kommunal genoptræning. Genoptræningsplanen siger ikke noget om, hvorvidt borgeren benytter sig af tilbuddet, og heller ikke hvad der kom ud af træningen. 
Kliniske databaser indeholder rehabiliteringsdata fra hospitalerne, men da en stor del af rehabiliteringen foregår i kommunerne, giver det et skævt billede. Mange af årsrapporterne indeholder ikke rehabiliteringsdata.
Eksempler fra årsrapporter:
•    Dansk register for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom: På landsplan har 48 pct. af patienterne gennemført mindst halvdelen af det planlagte KOL-rehabiliteringsforløb på hospitalerne (28). 
•    Dansk Hjerterehabiliteringsdatabase viser, at 46 pct. af alle patienter med iskæmisk hjertesygdom deltog i hjerterehabilitering (29).
Kilde: Bodil Bjørnshave Noe

 

Emneord: 
Rehabilitering

Hvad er ICF?

ff4-2021_trialog_icf-modellenInternational Classification of Functioning, Disability and Health (ICF) er en WHO-klassifikation, der udkom på dansk i 2003. ICF er en kompleks interaktionsmodel og en klassifikation, der omfatter biologiske, psykologiske og sociale forhold.

Modellen består af to dele, hvor den ene del handler om funktionsevne og funktionsevnenedsættelse ('krop', 'aktivitet' og 'deltagelse') og den anden del handler om kontekst ('omgivelser' og 'personlige faktorer'). Ved at have en samtale med borgeren ud fra de fem komponenter, kan borgerens ønsker og præferencer klarlægges. 

 

Funktionsevne og funktionsevnenedsættelse

'Kroppens funktioner og anatomi' refererer til de fysiologiske funktioner (herunder mentale funktioner) og kroppens anatomiske strukturer som organer og lemmer. Her beskrives henholdsvis tab eller ændringer fra normal kropsfunktion og struktur, der fører til svækkelse eller begrænsninger.

'Aktiviteter' refererer til en persons udførelse af opgaver eller handlinger på individniveau, hvor aktivitetsbegrænsning er de vanskeligheder, personen har i forbindelse med aktiviteten. Aktiviteter kan f.eks. være gangfunktion, madlavning og hygiejne.

'Deltagelse' refererer til involvering i dagliglivet f.eks. arbejde, skole og dagcenter. Begrænsninger i forhold til deltagelse er de vanskeligheder, der kan være ved involvering i dagliglivet (5,6).

Kontekst

'Omgivelsesfaktorer' er de fysiske, sociale og holdningsmæssige omgivelser, som mennesker bor og lever i. Faktorerne ligger uden for den enkelte person og kan have både positiv (fremmende) og negativ (hæmmende) indflydelse på funktionsevnen.

'Personlige faktorer' er ikke klassificeret i ICF, men er medtaget i figuren, fordi de er væsentlige og betydningsfulde bl.a. for personens adfærd og mestringsevne. De personlige faktorer består af træk, egenskaber og kompetencer hos den enkelte borger (hvad man har med sig i rygsækken), som ikke er en del af helbred eller helbredsrelaterede tilstande. De personlige faktorer kan f.eks. også være køn, etnisk baggrund, alder, vaner og livsstil (17,18).

ICF-modellen indgår som redskab i klassifikation af funktionsevnetilstande i Fælles Sprog III - den fælleskommunale metode og standard for dokumentation af opgaveløsning på sundheds- og ældreområdet.

Praktisk guide

Praktisk guide til brug af ICF-modellen i kommunikation med borgere i rehabiliteringsforløb:

  1. Et billede af ICF-modellen kan anvendes i dialog med borgeren. 
  2. I dialogen kan sygeplejersken eller andre i rehabiliteringsteamet spørge ind til borgerens erfaringer og oplevelser med funktionsevne ved at spørge ind til kropslige udfordringer, problemstillinger, ønsker for og begrænsninger i forhold til daglige aktiviteter, og ønsker om eller restriktioner i deltagelse. 
  3. Såkaldte 'ICF Core Sets' (19,20) kan bruges i dialog med borgeren eller give inspiration. De kan guide i forhold til, hvad der konkret kan kommunikeres om inden for den enkelte ICF-komponent; krop, aktivitet og deltagelse samt omgivelses- og personlige faktorer. 
  4. Adressér, om og hvordan omgivelsesfaktorer påvirker helbred, hverdagsliv og livskvalitet både positivt og negativt. 
  5. Adressér borgerens personlige faktorer, som kan være relevante at have kendskab til for at kunne støtte borgeren (livsstil, vaner, relationer af betydning, værdier, evner, oplevelse af kontrol, prioriteter, selvværd, håb og mening, interesser, spiritualitet, adfærdsmønstre)
  6. Adressér borgerens ønsker og bekymringer og det, der har personlig værdi og betydning. 
  7. Adressér borgerens erfaringer med og forståelse af sammenhænge mellem krop, aktivitet og deltagelse samt omgivelsesfaktorer, herunder hvordan borgeren oplever at de interaktioner kan påvirke hverdagsliv og livskvalitet.

Kilde: Bodil Bjørnshave Noe

 

Emneord: 
Rehabilitering

Bilnøglen låste op for motivationen

En mand med rygmarvsskade vil lære at dreje bilnøglen, så han kan starte sin bil og selv køre til træning. ICF-modellen kan være et konkret redskab til at kortlægge ønsker og værdier i forhold til funktionsevnen
Målet med rehabilitering

Målet med rehabilitering er at give mennesker med nedsat funktionsevne et selvstændigt og meningsfuldt liv med bedst mulig funktionsevne. Fokus er på, hvordan mennesket kan udføre hverdagsaktiviteter og deltage i samfundslivet på trods af funktionsevnenedsættelse. Det handler om at bidrage til, at det enkelte menneske med symptomer, sygdom eller sociale problemer bliver i stand til at klare hverdagslivet på trods af funktionsevnenedsættelse.

  • Det enkelte menneskes funktionsevne er centrum i rehabilitering.
  • Rehabilitering handler om indsatser, der skal forbedre funktionsevnen.

(Kilde: 8)

Sygeplejersker kan have stor glæde af ICF-modellen (International Classification of Functioning, Disability and Health) i den sygeplejefaglige udredning.

”Ved at benytte den bio-psyko-sociale forståelse af helbred, livskvalitet og hverdagsliv, der er knyttet til ICF-modellen (5), kan sygeplejersken i sin sygeplejefaglige udredning finde ind til, hvilke ønsker og værdier borgeren har i forhold til funktionsevne og hverdagsliv (12),” siger Bodil Bjørnshave Noe. 

”Modellen er god, fordi den er en måde at kommunikere omkring, hvad betydningen er af sammenhængen mellem krop, aktivitet og deltagelse for hverdagslivet, og hvordan omgivelser og personlige faktorer spiller ind (12),” forklarer hun.  

Sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter har hver især redskaber, som de bruger til at analysere og vurdere behov og funktionsevnenedsættelse hos borgeren. Derfor kan det knibe med et fælles sprog, når faggrupperne skal kommunikere med og om en borger. Men her kan ICF-modellen være en hjælp.

”ICF er en tværfaglig model, der kan bruges til at analysere og beskrive funktionsevnenedsættelse, og det er min tanke, at den også kan bruges som et redskab i kommunikationen mellem fagpersoner og med borgere på tværs af sektorer (12),” siger Bodil Bjørnshave Noe. 

Træning gav håb

Helt konkret har Bodil Bjørnshave Noe med forskerkolleger analyseret individuelle interviews med rygmarvsskadede vha. ICF-modellen. Formålet var at undersøge, om borgernes fortællinger om deres helbred, hverdagsliv og livssituation kan kobles til ICF-modellens forskellige komponenter (12).

Hun giver et eksempel på, hvordan hun brugte ICF-modellen i sin analyse af et interview med en mand sidst i 50’erne, som hun havde fulgt i et år, efter at han havde brækket nakken efter et fald. Skaden betød, at manden havde delvis lammelse af under- og overekstremiteter, intense neurogene smerter, spasmer i arme og hænder og svært nedsat følsomhed på huden.

”Hans fortælling viste, hvilke ting han kæmpede med i relation til sin rygmarvsskade, og hvilken betydning det havde for hans daglige aktiviteter og for hans personlige værdier. De kropslige udfordringer havde selvsagt store konsekvenser for hans aktivitet og deltagelse og derfor stor indflydelse på hans livskvalitet og hverdagsliv. Konkret betød det f.eks., at han ikke kunne dreje bilnøglen, når han skulle starte sin bil og køre til træning,” fortæller Bodil Bjørnshave Noe.  

”Ved at bruge ICF-modellen viste min analyse, hvor vigtigt det var for ham at kunne dreje bilnøglen og køre til træning. Opmærksomhed på sådan en lille ting kan give indsigt i en dyb kompleksitet, som de professionelle i rehabilitering skal opdage og reagere på. At kunne dreje bilnøglen og køre, betød adgang til træning. Og træning gav håb om progression og uafhængighed.”

Borgeren var en 'handymand' og havde altid 'klaret ærterne', så for ham var uafhængighed og hjælpsomhed over for andre personer stærke personlige værdier. 

”Værdier styrer vores handlinger og præferencer, og derfor var afbud til træning en stor sorg, der betød tilbageskridt i funktionsevne, og troen på at kunne komme sig og klare sig svandt ind. Det indebar yderligere en stor bekymring for de nærmeste – især hustruen – som han frygtede, ville blive overbelastet og få et sammenbrud på grund af ham. Og mellem linjerne lå en angst for, at hun skulle gå fra ham, hvis han var for afhængig af hende,” fortæller Bodil Bjørnshave Noe. 

”Nøglen til hans motivation for rehabilitering – og til at komme ind bag de værdier, der styrede hans handlinger – var bilnøglen,” siger hun.

Plads til både 'illness' og 'disease'

Bodil Bjørnshave Noe håber, at ICF-modellen giver sygeplejersker mulighed for at arbejde mere helhedsorienteret.

”Modellen er et billede på en bio-psyko-social forståelse af helbred, hvor vi ikke kun forholder os til sygdom som et naturvidenskabeligt fænomen, men at vi også forholder os til den lidelse, som sygdommen forårsager, når den griber ind i det enkelte menneskes livsførelse (13).” 

”Det er mit håb, at ICF-modellen kan hjælpe os til at leve op til det ideal, vi som sygeplejersker har i forhold til at udfylde vores rolle i rehabiliteringen. Så vi øger bevidstheden om ikke kun at arbejde med sygdommen ud fra en naturvidenskabelig vinkel ('disease') men også ud fra det perspektiv, at sygdommen griber ind i vores livsførelse og påfører os lidelse ('illness') (7). 

”Med ICF-modellen kan vi som sygeplejersker hjælpe med at tolke borgerens situation og overskue de konsekvenser, som sygdommen har for borgerens hverdagsliv. Ved at tolke kroppens signaler kan vi kortlægge konsekvenser af sygdommen, og hvad det har af betydning for hverdagsaktiviteter og deltagelse (12),” forklarer Bodil Bjørnshave Noe.

”Det rehabiliterende forløb skulle gerne sigte mod at få hverdagslivet til at fungere og hjælpe borgeren med at leve på de nye vilkår, som sygdommen har bragt med sig,” tilføjer hun.

Ideen med at anvende ICF i kommunikationen med borgere i rehabiliteringsforløb udspringer af en analyse af i alt 22 interviews med otte borgere i rehabiliteringsforløb (4,14,15).  

 

Emneord: 
Rehabilitering

Hvad siger litteraturen?

Hvornår er der behov for rehabilitering (11)?
•    Når skader eller sygdom forstyrrer livet, som det plejer at være 
•    Når roller og identitet er truet
•    Hvis skaden eller sygdommen samt de følelsesmæssige og mentale reaktioner gør borgeren mere sårbar og afhængig 
•    Hvis skade eller sygdom kræver professionel pleje og behandling 
•    Hvis livet og dets muligheder kan være forandret for altid 

Sygeplejerskens rolle i rehabiliteringen er at (7):
•    inddrage borgerens behov, ønsker og præferencer
•    involvere borgeren i overvejelser og beslutninger
•    støtte borgeren i at udtrykke sine behov, tanker og følelser
•    undervise og vejlede borgeren om muligheder 
•    sigte mod et 'borgercentreret perspektiv'
    –    nogle skal bevare og andre skal genvinde funktion
•    have en fortolkende funktion
    –    hjælpe borgeren med at tolke situation og overskue konsekvenser
    –    tolke kroppens signaler 
    –    tolke betydning af funktionsnedsættelse for hverdagsaktiviteter
•    trøste borgeren under alvorlig sygdom eller skade
    –    give emotionel støtte til håndtering af eksistentiel trussel, håb og sorgbearbejdning
•    have en integrerende funktion
    –    hjælpe borger og pårørende med at integrere sig i hverdagslivet
    –    hjælpe til et værdigt liv med ændrede vilkår

Sygeplejerskens rolle i rehabiliteringsteamet er at (7):
•    have viden om kroppens funktioner
•    støtte terapeuters oplæg og integrere nye indlærte færdigheder i borgerens hverdagsaktiviteter
•    formidle vigtigheden af rehabilitering
•    koordinere den tværfaglige rehabiliteringsindsats i samarbejde med andre faggrupper
•    tilrettelægge et rehabiliterende miljø sammen med andre faggrupper.

 

Emneord: 
Rehabilitering

Tre handlinger, sygeplejersken kan foretage

ff4-2021_trialog_illu-1

Lav individuelt tilpassede målsætninger

Benyt ICF-modellen (se artiklen ’Bilnøglen låste op for motivationen’ side 16)  til sammen med borgeren at lave individuelt tilpassede målsætninger baseret på borgerens personlige værdier.

Rehabilitering skal give mening for den enkelte. Ved at bruge ICF-modellen, kan sygeplejersken hjælpe borgeren til bedre at kommunikere sine behov og sine udfordringer i hverdagslivet.

ICF-modellen kan bidrage til at tale om det, der betyder noget for vedkommendes samlede helbredssituation og livskvalitet. Det at blive bevidst om egne personlige værdier kan være en vej til at blive motiveret for rehabilitering.

Baseret på værdierne kan sygeplejerske og borger i fællesskab finde frem til, hvad der er vigtigt for netop ham eller hende at opnå at kunne gøre i hverdagen.

F.eks. er en person med KOL ikke motiveret af en forbedring i en gangtest, men er mere motiveret af at lære at turde køre med bus eller at turde gå en tur i det fri, selvom det blæser. 

Sygeplejerskens rolle er at have overblik og forstå kompleksiteten af borgerens situation. Der skal være plads til at forstå reaktioner og betydningen af den ændring, sygdommen har for borgerens liv og for det, borgeren gerne vil opnå. 

Generiske tests som muskelstyrke, funktionsevne og konditionsmålinger kan supplere de individuelle målsætninger og forventninger til, hvad der kan komme ud af at deltage i rehabiliteringen.

Læs også boksen 'Hvad siger litteraturen'

haandslag_500x500

Samarbejd tværfagligt og følg op på hinandens indsatser

Det er vigtigt, at alle fagpersoner er bevidste om at følge op på de andre fagpersoners indsatser. Sygeplejersken har f.eks. en vigtig rolle i at følge op på terapeuternes arbejde og med at formidle det til både borger og SOSU-assistenter og -hjælpere.

Hvis f.eks. ergoterapeut og borger har trænet spiseteknik, og borgeren har fået udleveret specialbestik, er det vigtigt for terapeutens indsats, at sygeplejersken, SOSU-assistenter og -hjælpere understøtter den træning og fortsætter med at opmuntre borgeren til at træne og opnå uafhængighed i relation til spisning.

Det er også vigtigt at invitere til og følge op på eksistentielle samtaler. At lære at leve med en sygdom og måske lære at leve på helt nye vilkår kan give anledning til sorg og oplevelse af tab. Her kan det være vigtigt at forholde sig til ”hvem er jeg nu, hvad vil jeg gerne, og hvad er jeg nødt til at indse, at jeg ikke kan”. 

boeger_500x500

Giv borgeren den nødvendige viden om sygdommen

Vær opmærksom på at give borgeren den patientuddannelse, der er nødvendig for, at borgeren kan reagere hensigtsmæssigt på sygdommens signaler, når der ikke er personale til stede.

Sygeplejersken skal hjælpe borgeren til at forstå sygdommens signaler. Det at lære om sin sygdom, dens symptomer og hvad man kan og skal gøre, er en vigtig del af rehabilitering.

En borger med KOL kan f.eks. have gavn af at vide, at når han begynder at trække vejret hurtigt, kan det være et udtryk for angst. Borgeren skal f.eks. kende til og turde tale om, at angst og åndenød ofte følges ad, og at symptomer på angst kan minde om symptomer på vejrtrækningsproblemer, f.eks. hyperventilation, svedudbrud og hjertebanken. Det er vigtigt at tale om, fordi vejrtrækningen kan forbedres, hvis der er kontrol over angsten. Og fordi en forværring af sygdommen kan ende med en akut indlæggelse, hvis angsten i kombination med åndenød resulterer i panik og insufficient vejrtrækning.

Definition på rehabilitering

Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. 

Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. 

Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats.

En revideret version af rehabiliteringsbegrebet er på vej og forventes færdig foråret 2022.
(Kilde: 9)

 

Emneord: 
Rehabilitering

Kontinuitet i hjemmet virker

Rehabiliteringsindsatsen virker bedst, når borgeren kender og er tryg ved personalet, men det er langt fra altid tilfældet.

Hvis rehabilitering i hjemmeplejen skal lykkes, kræver det et stabilt team omkring borgeren, og netop det kan være en stor udfordring, har Line Terp erfaret. 

”Vi kan se, at vores indsats virker bedst, når borgeren kender personalet. Kontinuitet er hele grundlaget for en god relation mellem borger og personale og for, at borgeren føler sig tryg. Hvis ikke relationen er på plads, kan vi ikke rehabilitere. Hvis der kommer nyt personale hver eller hver anden dag, kan borgeren miste motivationen,” siger hun.

”Kontinuitet i hjemmene er noget, både sygeplejersker og SOSU-assistenter og -hjælpere efterspørger, men kendsgerningerne er desværre, at personalet mange steder skifter hyppigt ude i hjemmene. Kontinuiteten kan være svær at prioritere højt nok, fordi arbejdsplanerne skal hænge sammen, og man alle steder er ramt af udfordringer med rekruttering,” tilføjer Line Terp. 

Bodil Bjørnshave Noe nikker genkendende til, at kontinuitet er vigtig for rehabilitering, og at manglende kontinuitet er et problem. 

”Det er et billede, jeg genkender bl.a. fra mine egne undersøgelser. Mit sidste interviewstudie med KOL-patienter viste f.eks., at patienterne bliver mødt af mange forskellige fagpersoner og ikke føler sig forstået og mødt (10). I samme undersøgelse siger personalet, at de ville ønske, de kunne komme fast i hjemmet hos borgerne, fordi det ville give dem et godt udgangspunkt for at opdage ændringer i borgerens tilstand,” siger hun.

Og netop det med ikke at opdage, når der sker ændringer, er en konsekvens af manglende kontinuitet, vurderer Line Terp.  

”En vigtig del af vores job som rehabiliterende sygeplejersker er at undre os, når der sker ændringer med en borger. Men det kræver, at vi ser borgeren kontinuerligt, hvis vi skal holde øje med, om der sker de her skred, som uvilkårligt vil ske hos en person, der er kronisk syg,” siger hun. 

Opfølgning mangler

En konsekvens af den manglende kontinuitet er manglende opfølgning på den rehabiliterende indsats. Det bliver især tydeligt, når borgeren kommer tilbage i eget hjem fra et ophold på døgnrehabiliteringen.

”Vi kan se, at mange af de borgere, som kommer fra døgnrehabilitering og har fået et løft i funktionsniveauet, i løbet af de følgende 12-24 måneder i eget hjem falder i funktionsniveau og får et øget behov for hjælp. Det kan tolkes som et udtryk for, at fokus på den rehabiliterende tilgang ikke fortsætter i eget hjem,” siger Line Terp.

Og det er der gode grunde til, vurderer hun:

”På døgnrehabiliteringen er al fokus på rehabilitering. Sygeplejerskerne er trænet i at tænke i rehabilitering, og de har et tæt samarbejde med SOSU-personalet og med ergo- og fysioterapeuter om rehabiliteringen,” forklarer hun og uddyber:

”Det er klart, at det er en stor udfordring at følge op på og koordinere rehabiliteringsarbejdet, når borgeren kommer tilbage i eget hjem, fordi arbejdet i hjemmeplejen er organiseret anderledes, hvor de forskellige faggrupper er ansat i hver deres område til at varetage forskellige interesser, og der ofte er et tidspres indover.” 

”Et stort tidspres gør, at det kan være svært at finde tid til de rehabiliterende indsatser, fordi det kræver tid at vente på, at borgeren selv henter noget at drikke i køkkenet eller selv løfter benene op i sengen, i stedet for at vi som fagpersonale fikser det for dem,” siger Line Terp. 

En løsning på en bedre organisering af rehabiliteringsindsatsen kunne ifølge Line Terp være, at personalet kører i en form for 'selvstyrende rehabiliterende teams', hvor en fast gruppe af sygeplejersker, terapeuter og SOSU-assistenter og -hjælpere er allokeret til en bestemt gruppe af borgere.

”Her er det vigtigt, at det bliver en fælles opgave at drive rehabiliteringen. Der ligger en forventning om, at sygeplejersken er nøgleperson i forhold til at drive rehabiliteringen, men sygeplejersken kan ikke løfte den opgave alene uden hjælp fra de andre faggrupper,” siger Line Terp.

Ikke i hjemmet samtidig

Den naturlige faglige sparring mellem faggrupperne har svære vilkår i hjemmeplejen, og det er en medvirkende årsag til det manglende fokus på rehabilitering, forklarer Line Terp.

”Den fælles drøftelse med terapeuter og SOSU-assistenter og -hjælpere, som er med til at sikre kontinuiteten i rehabilitering, besværliggøres af, at de forskellige fagpersoner sjældent er i hjemmet på samme tid, at de ikke mødes naturligt i løbet af en arbejdsdag, og at de dokumenterer i forskellige dele af dokumentationssystemet.”

”Drøftelserne overlades til den ugentlige træffetid – som nogle steder kun finder sted hver 14. dag – og hvor der er rigtig mange borgere, som skal drøftes,” siger hun. 

”Hvis ikke det lykkes med kontinuitet i personalegruppen, er det ekstra vigtigt med god dokumentation og aftaler om, hvordan tilgangen skal være til den enkelte borger,” siger Line Terp. 

I Varde Kommune har man derfor indført en såkaldt 'rehabiliteringsknap', hvor knappen i overført betydning ”tændes” hos de borgere, som bliver visiteret til rehabiliteringspakken. 

”En tændt knap betyder i praksis, at de borgere, som er visiteret til rehabiliteringspakken, altid skal drøftes på vores træffetidsmøder. Det er klart et skridt i den rigtige retning i forhold til at fremme det tværfaglige fokus på rehabilitering i eget hjem,” vurderer Line Terp. 

 

Emneord: 
Rehabilitering