Rehabilitering til patienter med ICD

Ph.d.-afhandlingen ”Comprehensive rehabilitation for patients with ICD” blev forsvaret mandag den 30. maj 2011 af Selina Kikkenborg Berg, cand.cur.

SY-2011-10-46-1bImplantable Cardioverter Defibrillator (ICD) er effektiv i forebyggelse af pludselig hjertedød. Alligevel kan patienter med ICD opleve psykologiske problemer såsom frygt for shock, reduceret livskvalitet, søvnproblemer og undvigelsesadfærd relateret til ICD’en eller den underliggende hjertesygdom.

Det overordnede formål med denne afhandling var at undersøge effekten og betydningen af ICD-specifikke rehabiliteringsprogrammer, som har til formål at adressere de psykologiske implikationer af at have brug for, få indsat og leve med en ICD.

Afhandlingen omhandler to interventionsstudier, COPE-ICD og PEACE og består af fire artikler. COPE-ICD-studiet er en randomiseret kontrolleret undersøgelse (RCT) inkluderende 196 patienter med ICD til rehabilitering versus vanlig opfølgning. Interventionen bestod af en psycho-educational komponent og en fysisk træningskomponent. Metodologisk kombinerer COPE-ICD-studiet kvantitative og kvalitative forskningsmetoder ved at benytte mixed methods embedded eksperimental design.

Vi testede hypotesen om, at COPE-ICD-programmet forbedrer selv-vurderet helbred, øger livskvalitet og forbedrer adaption til livet med ICD. Ved brug af spørgeskemaerne SF-36, QLO-CV og IDAS fandt vi en signifikant forbedring af mentalt helbred efter tre måneders psycho-educational intervention hos de patienter, der deltog i rehabilitering, hvilket blev fastholdt til 12 mdr.; vi fandt større forbedring af alment helbred mellem tre og seks måneder (da fysisk træning foregik) i interventionsgruppen sammenlignet med kontrolgruppen; signifikant forbedring af livskvalitet og adaption til ICD over tid i interventionsgruppen.

Desuden undersøgte vi patienternes perspektiv på rehabiliteringsprogrammet. Ved kvalitative interview med 10 patienter fremkom det overordnede koncept ”Inspireret og tryg gennem individuel pleje” som blev fortolket som følgende temaer: Indsigt, tryghed, levestrategier og kropslig opmærksomhed.

PEACE-studiet er en psycho-educational randomiseret kontrolleret undersøgelse fra USA, Emory University, som inkluderer 246 patienter til støttegruppe, telefonrådgivning eller vanlig opfølgning med det formål at reducere de psykologiske konsekvenser relateret til ICD. Formålet med denne del af undersøgelsen var at beskrive søvnresultaterne af interventionen; søvnmønstre over tid og identificere prædiktorer til dårlig søvnkvalitet ud fra baselinemålingerne.

Vi fandt, at interventionen ikke var sufficient nok til at kunne forbedre dårlig søvnkvalitet efter ICD. Der blev fundet lav søvnkvalitet og træthed om dagen på implantationstidspunktet og over tid. Dårlig søvnkvalitet over tid blev prædikteret af køn (kvinde), lav fysisk funktion, smerter og angst.

 

Emneord: 
Rehabilitering

Fysisk overskud giver mentalt overskud

Kræftpatienter kan sagtens tåle hård fysisk træning, viser forskningsprojektet ”Krop og Kræft”. Den giver mindre træthed, bedre velbefindende og øget energi.

SY-2013-06-1ab
Forskningssygeplejerske Christina Andersen guider motionisterne i træningsmaskinerne og holder øje med, at de ikke bliver dårlige under træningen. Foto: Søren Svendsen

 

”Kom så – 10 omdrejninger mere!”

Der er ingen kære mor, når det gælder motion. Heller ikke selvom man har kræft. For her i træningslokalerne, hvor ”Krop og Kræft” hører til, er man ikke patient. Her er man motionist.

Derfor bliver der trådt i pedalerne, som havde man fanden i hælene, der bliver prustet og stønnet og svedt i maskinerne, og der bliver skubbet og kæmpet under boldlegen, hvor to hold dyster mod hinanden.

Men der bliver også grint og pjattet højlydt. For motion gør godt.

”Det giver mig glæde at få brugt kroppen. Her er skønne mennesker, og jeg har noget at stå op til. Her er et fællesskab – alle ved, hvad kvalme og tørhed i munden er. Men det er også hårdt,” siger Helge Schytte eller ”prinsessen”, som de andre deltagere også kalder ham.

Alle deltagere i projekt ”Krop og Kræft” er i kemoterapi for deres kræftsygdom. De deltager i seks ugers hård træning tre gange om ugen i to en halv time samt to timers lavintens træning en gang om ugen. Træningen består af opvarmning med f.eks. boldspil. Derefter styrke- og vægttræning i maskiner efterfulgt af spinning på cykler. Og der sluttes af med afspænding og massage.

Kræftpatienter, der er i kemoterapi, kan nemlig godt tåle hård fysisk træning. Det øger tilmed både deres fysiske og psykiske velbefindende. Det har professor Lis Adamsen, der er leder af Universitetshospitalernes Center for Sygepleje- og omsorgsforskning (UCSF), dokumenteret i forskningsprojektet ”Krop og Kræft”.

”Vi har en bevidst strategi om, at vi kun går i sportstøj, vi spiller høj musik og taler ikke sygdom. Vi skal være en modvægt til hospitalet. Og patienterne siger, at de føler, de bliver støttet i deres normalitet. De elsker at blive kostet rundt med af os,” siger Lis Adamsen, der nu også leder et nyt stort forskningsprogram, CIRE, der bygger ovenpå erfaringerne fra ”Krop og Kræft”.

Fysisk tjek

Inden den hårde tur i træningslokalerne bliver alle deltagere tjekket hos sygeplejersken. De får målt blodtryk, puls, temperatur, tjekket deres blodværdier og taler med sygeplejersken om, hvordan de har det.

”Hvis en patient føler sig utilpas og svimmel, guides patienten under træningen, og efter aftale kan den behandlende afdeling kontaktes,” fortæller forskningssygeplejerske Christina Andersen, der kort forinden har afleveret sin ph.d.-afhandling om ”Krop & Kræft”, symptomer og bivirkninger. 

Der er nemlig krav for at kunne deltage i den hårde træning. Deltagerne må bl.a. ikke være fuldt sengeliggende, de må ikke have haft en blodprop i hjertet indenfor de sidste tre måneder, og der skal minimum være gået seks uger efter operationen.

”Hvis vi er i tvivl, kontakter vi den ansvarlige, behandlende læge og spørger mht. træning efter operation. Og vi følger op, hvis en af deltagerne har en lav blodprocent,” siger Christina Andersen og uddyber:

”Vi har en koordinerende, superviserende, guidende og rådgivende funktion. Der er lige en pårørende, der har ringet, fordi hendes mand ikke kommer i dag. Han var for dårlig. Jeg anbefalede, at de kontaktede afdelingen,” fortæller Christina Andersen.

Holder øje med deltagerne

Tilbage i træningslokalerne er deltagerne i fuld sving ved maskinerne. Der bliver trænet ryg, arme, ben, mave. Ingen muskler slipper. Heller ikke dem i ansigtet. For der bliver grinet og joket undervejs.

Der er altid to trænere med på holdet. En sygeplejerske og en fysioterapeut. Udover at stå for selve træningen og opmuntring holder de øje med de enkelte deltagere. Hvis en af deltagerne forlader rummet, følger en af trænerne diskret med for at tjekke, at vedkommende ikke bliver dårlig. Hvis én bliver bleg og stille, spørger de ind til deltagerens velbefindende.

”Vi observerer hele tiden nøje deltagerne og holder øje med, om der er én, der får det dårligt. Vi sørger også for at være træningsmakker med dem, der har det dårligt, og dem, der har dårlige blodværdier. Vi har indsigt i, hvilke symptomer og bivirkninger de enkelte behandlinger giver, og det holder vi øje med,” fortæller Christina Andersen.

I dag er det Klaus Moltved, der må ud og ligge lidt på sofaen i et tilstødende lokale. Han har lige fået kemoterapi, så kvalmen har overmandet ham. Trænerne er flere gange ude og kigge til ham. Men efter lidt kvalmestillende medicin er han igen klar på motionscyklen – om end lidt bleg i ansigtet.

”Jeg oplever et fællesskab ved at komme her. Det er dejligt at snakke med andre i samme situation. Og jeg får meget mere energi og overskud,” siger Klaus Moltved.

Neel Schalck Bisgaard er enig: ”Det giver mig en masse energi. Træning giver velvære.  Og det er godt at komme ud ad døren. Her er supergod stemning,” siger hun forpustet.

Og den positive stemning går, ifølge Christina Andersen, igen hos alle deltagere. ”Deltagerne synes, det er rart, at de kan få lov til at grine. En kræftsygdom kan være meget stigmatiserende. Der er mange fordomme om kræft. Man skal helst ikke være for glad, og helst være tynd. Og jeg mener også, at behandlerne til dels er med til at trække det ned over hovedet på folk,” siger Christina Andersen og uddyber:

”Fysisk overskud giver også det mentale overskud. Når man er i kemoterapi, får man en følelse af at miste kontrollen over sin krop. I 2001, da vi startede ”Krop og Kræft”, rådgav man stadig patienterne til at gå hjem og hvile sig efter kemoterapi. I dag ved man, det er godt at træne.” 

Om CIRE

Center for Integreret Rehabilitering af Kræftpatienter, CIRE, er tværvidenskabeligt, tværfagligt og etableret i et samarbejde mellem forskere og klinikere fra Københavns Universitet - Institut for Folkesundhedsvidenskab, Rigshospitalet, Bispebjerg Hospital, Universitetshospitalernes Center for Sygepleje- og omsorgsforskning, Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed samt Sundhedscenter for Kræftramte. CIRE ledes af sygeplejerske og sociolog, professor Lis Adamsen, forskningsleder ved Universitetshospitalernes center for Sygepleje- og omsorgsforskning, UCSF, der er beliggende på Rigshospitalet.
Novo Nordisk Fonden og Kræftens Bekæmpelse har bevilget 30 mio. kr. over de næste fem år til CIRE.

Fakta om kræftrehabilitering

  • Flere end 210.000 danskere har eller har haft kræft
  • Kræftpatienter har en øget risiko for at komme på førtidspension, blive fysisk inaktive og få en depression
  • En videnskabelig gennemgang af kræftrehabilitering (MTV) viser, at kræftrehabilitering har effekt på træthed, depression, angst og livskvalitet

Kilde: Lis Adamsen, Forskningsleder, UCSF.

Tydelige fremskridt

Inden deltagerne startede deres seks ugers træningsforløb, blev de cykeltestet og testet i maskinerne for at udregne kondital og styrke. På baggrund af testen, fik alle et individuelt skema, og hver 14. dag bliver træningen intensiveret.

I alt 1.420 patienter har været gennem forløbet ”Krop og Kræft”, og der er en tydelig reduktion af træthed, og deltagerne får bedre velbefindende og øget energi. Desuden er der en forbedring i kondition og styrke.

Halvdelen af deltagerne er i forebyggende behandling, den anden halvdel har udvidet sygdom. Yngste deltager er 20 år. Den ældste 79 år.

Fem forskningsprojekter

Det tværfaglige forskerteam på CIRE har iværksat fem forskningsprojekter med i alt ni forskellige diagnosegrupper, der alle har fysisk aktivitet som omdrejningspunkt.
 

Børn med kræft

Kræftramte børn mister ofte delvist kontakten til deres sociale liv. Derfor startes et projekt, hvor de indlagte børn får to raske ”væbnere” fra deres skole/netværk, som skal være med til at normalisere indlæggelsen og holde fast i kontakten med skole og fritidsinteresser. Desuden
tilbydes de indlagte børn hjælp til it-kommunikation med deres kammerater under indlæggelsen.
 

Patienter med lungekræft

Her er planlagt to projekter målrettet lungekræftpatienter med hhv. god og dårlig prognose. Patienterne skal gennemføre træningsprogrammer, og der måles på symptomer, bivirkninger, generel livskvalitet og overlevelse. Der er allerede gennemført pilottest på den dårligste gruppe, som er patienter, der ikke tilbydes operation, og her er tilbagemeldingerne fra patienterne meget positive.
 

Kræftpatienter med stillesiddende livsstil

I dette projekt indgår brystkræftpatienter og tarmkræftpatienter med en stillesiddende livsstil før deres diagnose. De tilbydes forskellige træningsformer og -intensitet, og effekten på sundhedsadfærd, bivirkninger, livskvalitet samt tilbagefald bliver monitoreret i to grupper med hhv. høj og lav træningsintensitet.
 

Mænd med kræft

Mandlige kræftpatienter er underrepræsenteret i de eksisterende rehabiliteringstilbud. Derfor undersøges effekten af fysisk træning på to diagnoser: testikelkræft og prostatakræft. De unge testikelkræftpatienter tilbydes styrketræning, mens de ældre prostatakræftpatienter kommer på fodboldskole.
 

Komplekse symptombyrder

Patienter med akut leukæmi tilbydes en skræddersyet træningsindsats for at reducere deres symptomer og bivirkninger af behandlingen og senere lette deres tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Tema om kræft og motion
Emneord: 
Kræft
Rehabilitering

Pulsen skal op

KRÆFT. Al ny forskning viser, at motion nedsætter risikoen for at få kræft og forlænger kræftpatienters levetid. Sygeplejersker kan være med til at oplyse patienterne om motionens gavnlige effekt.

SY-2013-06-18ab
Attribution 
Foto: Søren Svendsen 
En halv times motion dagligt, lyder anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen. Og det er ikke længere nok at slentre en tur med hunden, cykle en tur til bageren eller cykle på arbejde i første gear. Til gengæld viser al forskning, at hvis du følger anbefalingerne, nedsætter du risikoen for at få kræft betydeligt.

Ifølge forsker ved Kræftens Bekæmpelse, Nina Føns Johnsen, handler størstedelen af den viden, vi har om de to største kræftformer i Danmark, nemlig tarmkræft og brystkræft. For kræft i tyktarmen viser flere studier en overbevisende evidens for, at fysisk aktivitet beskytter mod udvikling af kræft.

”Der er ca. 30 pct. lavere risiko for at få kræft i tyktarmen, hvis man sørger for at dyrke motion. Når det gælder brystkræft (efter man er gået i overgangsalderen) og livmoderkræft, siger eksperterne, at der sandsynligvis er en sammenhæng mellem motion og lavere risiko for at udvikle kræft,” konkluderer Nina Føns Johnsen ud fra den seneste rapport ”Food, Nutrition, Physical Activity, and the Prevention of Cancer”.

Lever længere

Også når det gælder mennesker, der allerede har en kræftdiagnose, viser al forskning, at motion er særdeles gavnligt.

”Flere studier viser, at jo mere fysisk aktivitet, jo bedre prognose dvs. jo længere levetid,” siger Nina Føns Johnsen, som anbefaler, at man retter sig efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger, der lyder på en halv times fysisk aktivitet dagligt af minimum moderat intensitet.

”Så det med at gå en tur tæller ikke mere. Man skal have gang i pulsen. Men undersøgelserne viser, at den største risikoreduktion sker, når man går fra at lave ingenting til bare lidt motion. Men der er også en gevinst for dem, der i forvejen dyrker motion,” siger Nina Johnsen.

Det er lige meget, hvilken motion man dyrker, men der skal være moderat til høj puls. Børn skal have en times motion om dagen. For ældre og syge anbefales det at konsultere en læge eller en fysioterapeut, så man tager hensyn til funktionsevne og ikke overanstrenger sig.

Træning hæmmer cancerceller

På Center for Inflammation og Metabolisme på Københavns Universitet forsker man også i motionens påvirkning af kræftceller. I et forsøg, hvor unge kvinder cyklede i to timer på en kondicykel og løbende fik taget blodprøver, fandt man, at træningen hæmmede cancercellerne i at vokse.

”Muskler, der arbejder under træning udskiller proteiner, som påvirker cancerceller, så de ikke længere vokser,” forklarer Pernille Højman, seniorforsker på Center for Inflammation og Metabolisme.

Hun vil dog ikke gå så langt som at sige, at motion holder kræften fra døren. ”Man skal huske på, at cancer er en sygdom i ens gener. Og jeg tror ikke, at træning kan forebygge de mutationer af cellerne, som fører til cancer. Men træning kan holde cancercellerne i skak,” siger Pernille Højman.

Og der er mange andre grunde til at dyrke motion som kræftpatient.

”Når man er kræftpatient, er der tre forskellige hypoteser, som vi arbejder ud fra i forhold til motion. Dels nedsætter motion inflammationen hos kræftpatienter. Og jo mere muskelmasse, jo bedre klarer patienterne kemoterapien. Og jo mere muskelmasse, jo bedre er du til at distribuere næringsstoffer rundt i kroppen, og jo bedre kan du klare kemoterapien,” forklarer Pernille Højman.  

Hjælper også psyken

Således er motionen særdeles godt for fysikken. Men der er også masser af forskning, der viser, at fysisk aktivitet hjælper på kræftpatientens psyke. Lis Adamsen, sygeplejerske, professor og forskningsleder på Universitetshospitalernes center for Sygepleje- og omsorgsforskning, UCSF, har været leder af flere forskningsprogrammer, der viser, at kræftpatienter tåler højintens træning. Og resultaterne er ikke til at tage fejl af.

”Det viste sig, at træthed blev reduceret markant, patienterne fik øget deres muskelmasse med 34 pct., og de havde en fremgang på 9 pct. på konditionen. Motionen havde en stærk effekt på energi og velbefindende, og patienterne havde reduceret depressionsniveau sammenlignet med en gruppe patienter, der ikke fik hård motion,” siger Lis Adamsen, som videre fortæller, at patienterne meget gerne vil deltage i den hårde træning.

”Studier i bl.a. USA viser, at mere end 80 pct. af patienterne ønsker tilbud om fysisk aktivitet. De vil gerne styrke deres krop.”

Tænk kreativt

Ifølge den danske kvalitetsmodel skal alle patienter have vurderet deres behov for genoptræning gennem en tværfaglig indsats. Der skal være en dialog om sund levevis med patienterne. Og det er her, sygeplejerskerne, ifølge Ditte Naundrup Therkildsen, udviklingssygeplejerske på Hæmatologisk afdeling i Odense, kommer ind i billedet.

”På sengeafdelingerne må man tænke kreativt. Man kan f.eks. have små håndvægte liggende eller sengecykler. De patienter, som ikke er indlagt, skal også opfordres til motion. Der har tidligere været en tradition og opfattelse af, at patienten ikke selv kan gøre noget under sygdomsforløbet. Men nu er der evidens for, at kost og motion har stor betydning,” siger Ditte Naundrup Therkildsen, der også er næstformand i Fagligt Selskab for Kræftsygeplejersker.

Ifølge hende er motion et vidt begreb. Det vigtigste er, at sygeplejersken tager udgangspunkt i det enkelte menneske og selve diagnosen.

”Det behøver ikke være en løbetur på tre kilometer. Det kan også være tre små ture ud i haven. Al forskning viser, at trætheden bliver afhjulpet med motion. Det hjælper ikke at lægge sig på sofaen. Man kan ikke sove trætheden væk,” siger Ditte Naundrup Therkildsen.

Mere systematik ville gavne

På hæmatologisk afdeling i Odense, hvor Ditte Naundrup Therkildsen arbejder, er der for nylig blevet indrettet et motionsrum midt i afdelingen. Her kan patienterne få introduktion i brug af rummet, få lavet individuelle træningsprogrammer og få timer hos en fysioterapeut. Patienterne får professionel vejledning og er aldrig alene i træningslokalet.

Men Ditte Naundrup Therkildsen efterspørger en mere systematisk tilgang til at vejlede patienter i motion.
”Det er op til de enkelte afdelinger at lave indsatser i forhold til motion. Måske vil det være en idé at lave nogle overordnede anbefalinger målrettet grupper af patienter. Så vil usikkerheden om vejledning formentlig ikke være så stor, og vejledningen ville måske blive betragtet som et indsatsområde,” siger Ditte Naundrup Therkildsen.

Nina Føns Johnsen fra Kræftens Bekæmpelse opfordrer også sygeplejerskerne til at tilskynde patienterne til motion.
”Man skal ikke være bange for at røre sig, så snart lægen vurderer, at det kan lade sig gøre. Det er vigtigt at få patienterne hurtigt i gang igen. Sygeplejerskerne skal opmuntre patienterne til at gå en tur på gangen. Og opmuntre de pårørende til at hjælpe patienterne med det. Det er vigtigt at snakke med patienterne om det, så de fortsætter den linje, når de kommer hjem fra hospitalet,” siger Nina Føns Johnsen.

Vigtigt at screene patienter

Lis Adamsen er enig i, at sygeplejerskerne skal opfordre kræftpatienter til at røre sig. Men hun gør også opmærksom på, at så længe folk er under lægelig behandling, skal den hårde motion være overvåget og foregå i samarbejde med den behandlende afdeling:

”Man kan ikke anbefale alle i kemoterapi, at de kan gå i gang med hård træning. Det er vigtigt at screene folks blodværdier, inden de træner, så man ikke risikerer utilsigtede negative hændelser som f.eks. besvimelsesanfald. Vores erfaringer viser, og internationale guidelines siger, at når folk har afsluttet behandling – altså når f.eks. brystkræftpatienter er færdige med kemo- og strålebehandlinger – kan de lave motion som den raske del af befolkningen.”

Kilde: Food, Nutrition, Physical Activity, and the Prevention of Cancer: a Global Perspective. Udgivet af World Cancer Research Fund og American Institute for Cancer Research. Den er fra 2007, men blev opdateret i 2012. 

Hvad er kræft?

Kræft eller cancer er benævnelsen for en gruppe sygdomme domineret af ukontrolleret cellevækst, hvilket resulterer i kompression, invasion og nedbrydning af nærliggende friskt væv.

Kilde: Det Nationale Råd for Folkesundhed.

Sammenhæng mellem inaktivitet og risiko for kræft

En rapport fra den internationale kræftforskningssammenslutning IARC peger på, at overvægt og manglende fysisk aktivitet er årsagen til 25-30 pct. af alle tilfælde af brystkræft, tyktarmskræft og kræft i livmoderhulen.

Jo mere fysisk aktiv man er, jo mindre er risikoen for at få disse kræftformer. Dette gælder både, når man vurderer fysisk aktivitet på arbejde og fysisk aktivitet i fritiden.

Formentlig kunne man spare 700 kræfttilfælde om året i Danmark, hvis alle mennesker bevægede sig mindst 30 minutter hver dag.

Kilde: Det Nationale Råd for Folkesundhed.

Den trætte kræftpatient

Træthed er et helt dominerende symptom. Det er ikke kun patienter med pågående kræft, der er trætte. Trætheden opleves også hos radikalt behandlede patienter. Selv om man umiddelbart bliver mere træt, når man træner, bliver man mindre træt på længere sigt.

Kilde: Det Nationale Råd for Folkesundhed.

Generelle råd til den indlagte kræftpatient
  • Sørg for ofte at skifte stilling, når du ligger ned. På den måde får du bevæget musklerne.
  • Det er en god idé at begrænse den tid, hvor du ligger ned. Når du sidder op, får du nemlig brugt musklerne mere aktivt end i liggende stilling. Sid op i sengen eller i en stol på stuen, på gangen eller i opholdsstuen.
  • Gå en tur. Du kan gå rundt på stuen. Du kan også gå en tur til kiosken – også selv om du ikke skal købe noget. Gå ned i opholdsstuen. En tur på trapperne giver meget motion.
  • En tur udenfor i den friske luft kan også være en god idé. Når du har besøg, så spørg, om dine gæster ikke har lyst til, at I går en tur og snakker sammen.

Kilde: Det Nationale Råd for Folkesundhed.

Tema om kræft og motion
Emneord: 
Kræft
Rehabilitering

POR3T af sygeplejersker, der arbejder med rehabilitering

Mød tre sygeplejersker, som har fundet deres rolle i rehabilitering, og som følger patienterne, når de skal tilbage til hverdagen igen.

Planlagt dermatologi

Helle Pia Knudsen, sygeplejerske på Klinik for hudsygdomme, Gentofte Hospital, siden åbningen i 2008. Uddannet fra Herlev Sygeplejeskole i 1988. Nyvalgt bestyrelsesmedlem i Fagligt Selskab for Dermatologiske Sygeplejersker.

Hvor ser du din rolle?

”Vi tilbyder et intensiveret behandlingsforløb til patienter med tiltagende og forværrede hudsygdomme, der ikke længere kan klares i eget hjem. En stor del af arbejdet består i at vejlede patienterne i, hvordan de selv kan passe på deres hud og holde symptomerne nede. Derfor ligger der også en stor opgave i den forebyggende behandling og pleje. Et af mine vigtigste områder er at finde frem til den enkelte patients ressourcer og lægge en plan for den videre behandling og pleje ved udskrivelsen, så hudsygdommen ikke bliver det altoverskyggende i deres liv. Dette synes jeg er min fornemmeste opgave som dermatologisk sygeplejerske.”

Hvorfor arbejder du med dit område?

”Jeg har i den dermatologiske sygepleje fundet muligheden for at arbejde med tildelt patientpleje og forene den praktiske tætte patientkontakt med koordinerende opgaver. Jeg bliver til stadighed udfordret med flere ansvarsområder indenfor pleje og klinikfunktioner, og jeg er glad for at arbejde med at implementere og udfolde den teoretiske viden, som flere af mine kolleger laver projekter om, når de udvikler vores område. Patienterne kan være meget komplekse med konkurrerende lidelser og symptomer, der nogle gange kræver en lidt kreativ tilgang til sygeplejen. Når patientens hud f.eks. ikke kan holde på tape og almindelige forbindingsstoffer, kan vi løse det ved at klippe stykker af nettrusser i stedet.”  

SY2013-05-%20(20)

Foto: Søren Svendsen 

Sengecykling til intensivpatienter

Malene Burgsø Moutafi, sygeplejerske på Intensiv Afdeling på Vejle Sygehus, uddannet intensivsygeplejerske i 2012, hvor hun skrev speciale om mobilisering af KOL-patienter ved sengecykling.

Hvorfor sengecykling?

”Jeg oplevede, at det var rigtig trist – specielt når jeg var aftensygeplejerske – at der ikke skete andet for patienterne, end at de blev liftet op i en stol. De blev mere og mere fysisk dårlige, fordi de hurtigt mister deres muskelmasse. Da jeg skulle skrive speciale, valgte jeg derfor at skrive om mobilisering. Via nettet fandt jeg frem til en belgisk fysioterapeut, som havde forsket i sengecykling til intensivpatienter. Da jeg præsenterede specialet for min afdelings- og oversygeplejerske, bad de mig undersøge pris på cyklen. Jeg har fået enorm opbakning fra ledelsen og fra kollegerne, som straks var med på idéen.”

 Hvad arbejder du med lige nu?

”Vi er en sengecykelgruppe, som bl.a. arrangerer undervisning for de ca. 60 sygeplejersker i afdelingen. Vi har også fået en af vores specialeansvarlige ind i arbejdet, bl.a. fordi vi til sommer skal i gang med et kvalitetsudviklingsprojekt. Vi vil gerne brede vores oplevelser ud og konkret vise, hvilke resultater det kan give. Vi sengecykler ikke kun KOL-patienter, men alle intensive patienter ud fra nogle faste kriterier. Det er meget vigtigt, at patienterne kommer hurtigst muligt i gang efter den kritiske fase, for på den måde kan man bedst vedligeholde muskelmassen. Det er selvfølgelig aldrig for sent, men hvis man starter sent, så bliver det genoptræning frem for vedligeholdelse, og det har stor betydning for patientens chance for rehabilitering.”

  SY2013-05-%20(21)Foto: Søren Svendsen 

En bid af elefanten

Lise Bjerrum Thisted, kræftrehabiliteringssygeplejerske på Rigshospitalet. Uddannet fra Odense Sygeplejeskole i 1990. Har siden taget en diplomuddannelse i Sundhedsfremme og forebyggelse og en master i Klinisk sygepleje.

Rehabilitering og sygepleje?

”Rehabilitering handler om, hvordan man bedst muligt lever i hverdagen på trods af sygdom. Jeg arbejder med, hvordan vi kobler sygeplejerskers fagviden med patientens ekspertviden om sit hverdagsliv. Kunsten i rehabiliterende sygepleje er at finde den rette støtte og løsning sammen med patienten, for behovene er meget forskellige, men i dag har vi ikke redskaber til at identificere dem. Jeg er derfor med til at teste en ny metode og afprøve rehabiliteringssamtaler i hospitalsregi mellem sygeplejersker og kræftpatienter. Målet er at skabe en vis orden i en for patienten kaotisk tid af livet – ved at spise én bid ad gangen af elefanten.”

Hvilke udfordringer er der?

”Evidensgrundlaget er begrænset. Vi skal turde gå på tynd is og definere, hvad rehabiliterende sygepleje er. Træthed er et godt eksempel på et område, hvor rehabiliterende sygepleje er påkrævet. Selvom vi er den faggruppe, der giver behandling og følger de påvirkninger, som patienterne oplever, mangler vi fortsat at finde frem til, hvad rehabiliterende sygepleje er. Det kan f.eks. være til patienter med langvarige paræstesier i hænder og fødder som følge af kemoterapi. En anden udfordring er, hvordan vi kan måle, om rehabiliterende sygepleje har en effekt. Jeg tror, at samtaler med patienterne om hverdagslivet med kræft gør en forskel – ikke kun fordi vi er søde og rare at tale med.”

SY2013-05-%20(22)Foto: Søren Svendsen

Emneord: 
Rehabilitering
Ulykke
Sygdom
Sundhedsvæsen
Intensiv
Kræft

Fra forsker til fag: Jeg ville være rigtig forsker

I Danmark findes ca. 120 sygeplejersker med en ph.d.- eller doktorgrad. Sygeplejersken har opsøgt nogle af dem og har stillet syv spørgsmål om, hvorfor de valgte forskervejen, og hvordan det er gået, siden de fik deres forskertitel. Denne gang. Lene Seibæk.

SY-2013-01_Lene%20Seib%C3%A6kLene Seibæk er sygeplejerske, MHH, ph.d. og ansat som forskningssygeplejerske på Gynækologisk-Obstetrisk afdeling, Aarhus Universitetshospital. Hun er gift og har tre voksne børn.

Hvad fik dig til at forske?
”For det første er jeg et ret nysgerrigt menneske. Da jeg efter mange års arbejde som sygeplejerske fik mulighed for at videreuddanne mig, først på Onkologisk Efteruddannelse og siden i Humanistisk Sundhedsvidenskab og Praksisudvikling, lå det ligefor at udforske klinisk praksis. Det havde min daværende afdelingssygeplejerske Trine Kronborg og oversygeplejerske Anne Birte Garde øje for, og sammen med nogle af afdelingens forskningsaktive læger støttede de mig i at gennemføre en række mindre projekter. Da chefsygeplejerske Vibeke Krøll siden igangsatte et arbejde med at udvikle kliniske karriereveje for sygeplejersker med ph.d.-grad på Aarhus Universitetshospital, besluttede jeg mig for at blive rigtig forsker.”

Hvad er forskningsemnet i din ph.d.-afhandling?
”Overordnet set er emnet sundhedsfremme og rehabilitering. Min afhandling undersøger helbred og mestring hos kvinder, som opereres for kræft i æggestokkene. Lidt forenklet sagt har jeg arbejdet med at transformere tiden før behandlingen fra at være ventetid til at være forberedelsestid.”

Hvor tog du din forskeruddannelse henne?
”Jeg har været indskrevet på Enheden for Sygeplejeforskning på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet, hvor min hovedvejleder, Lise Hounsgaard, er ansat. Igennem uddannelsesforløbet var jeg desuden tilknyttet Forskeruddannelsesprogrammet i Humanistisk Sundhedsforskning.”

Hvordan har dine økonomiske rammer været, mens du tog din forskeruddannelse?
”Ph.d.-projektet har været fuldt finansieret af fondsmidler, bl.a. af Dansk Sygeplejeråds Forskningsfond. Ud over at dække udgifter til drift af selve projektet har disse bevillinger også dækket min løn.”

Hvor kan man læse om dine forskningsresultater?
”Det kan man i Sygeplejersken 2012;(14):66-77. Desuden har jeg formidlet undersøgelsen og dens resultater til Månedsskrift for Praktisk Lægegerning, ligesom der er en kort artikel på vej i BestPracticeSygeplejersken, der henvender sig til sygeplejersker i lægepraksis.
I ph.d.-uddannelsen er det et krav, at man publicerer i internationale peer-reviewede tidsskrifter. I mit tilfælde har det drejet sig om engelsksprogede artikler i henholdsvis BMC Women’s Health, Supportive Care in Cancer, European Journal of Cancer Care samt Nordisk Sygeplejeforskning. Så er der selvfølgelig selve afhandlingen. Der kan man også læse om resultaterne og, nok så vigtigt, hvordan de er blevet til.”

Hvordan har din forskning betydning for praksis?
”Helt konkret har jeg sammen med en gruppe sygeplejersker fra afdelingen udviklet og testet effekten af et præoperativt forberedelsesprogram. Det program kan med ganske få justeringer overføres til andre former for ekstensiv kirurgi.
Projektets resultater har informeret klinisk praksis vedrørende kvindernes levevilkår, sociale status og almene helbred samt disse faktorers indflydelse på forløbet, ligesom kvindernes erfaringer med diagnostik og behandlingsstart er undersøgt og beskrevet. Det er viden, der kan medvirke til at målrette den faglige indsats til kvinderne og deres familier i den svære tid omkring diagnostik og behandlingsstart.
På et mere overordnet plan beskriver projektet desuden grundlæggende plejebehov og eksistentielle overvejelser i forbindelse med alvorlig sygdom.”

Hvad forsker du aktuelt i?
”Ph.d.-projektet har afstedkommet et meget righoldigt datamateriale også ud over de resultater, der allerede er præsenteret. Det materiale er jeg i gang med at analysere.
Desuden er jeg ved at opgøre resultater af 10 års arbejde med rehabilitering til kvinder, som er opereret for kræft i underlivet.

Endelig har jeg netop beskrevet et nyt projekt omhandlende det, jeg foreløbig har valgt at kalde ”sengeløse plejeforløb”. I fremtidens sygehusafdelinger vil der kun være ganske få sengepladser, men til gengæld et meget stort antal patienter med en kort indlæggelsestid. Om dette projekt bliver til noget, vil som altid afhænge af, om det får bevilget økonomisk støtte. Det håber jeg, fordi forskning i pleje og omsorg under disse nye betingelser efter min mening er helt nødvendig, hvis vi fremover skal opretholde og udvikle faget.” 

Emneord: 
Forskning
Rehabilitering
Kræft
Kvinde

Sengecykling på intensiv afdeling fremmer rehabilitering

Et ophold på intensiv afdeling har ofte konsekvenser for patientens fysiske formåen i årene fremover. Et forsøg med sengecykling har vist sig at have positiv effekt, også for patienter med meget få kræfter.

Indlæggelse på et sygehus, herunder også indlæggelse på et intensivafsnit, kan helbrede sygdomme og redde liv, men en indlæggelse kan pga. immobilisation få store konsekvenser i form af betydeligt tab af muskelmasse (op til 3 pct. pr. dag) (1), nedsat fysisk funktionsniveau – ofte i årevis – nedsat livskvalitet og øget behov for hjemmepleje (2,3,4).

Passiv mobilisering til stol vha. lift kan forbedre lunge- og hjertestatus og forebygge kontrakturer, men bidrager ikke nævneværdigt til at bevare muskelmasse og funktionsniveau; dette kræver aktiv mobilisering (5).

Ud over langtidseffekten kan aktiv mobilisering give patienten naturlig træthed, psykisk velvære efterfølgende og en følelse af selv at kunne arbejde med og derigennem tro på fremtiden (6).

En særlig sårbar gruppe er de kronisk dårlige patienter, som allerede inden deres indlæggelse har et meget lavt funktionsniveau, især de respiratorisk dårlige patienter som f.eks. patienter med KOL. I intensivt regi kan udtrapning af respirator for disse patienter være ganske besværligt og langsommeligt, og efter mange dage i en respirator er patienterne så medtagne, både motorisk og lungefunktionsmæssigt, at rehabilitering virker umulig. Alle dagene på intensiv afdeling kan derfor synes spildte for både patienten og samfundet.

På baggrund af frustrationer over disse forløb opstod min interesse for at se udfordringer frem for begrænsninger. I forbindelse med min opgave på specialuddannelsen for intensivsygeplejersker satte jeg fokus på aktiv mobilisering, specifikt vha. en sengecykel, og afdelingen indkøbte efterfølgende en sådan.

Der findes forskellige modeller af sengecykler. Vi har valgt en model, hvor fødder og ben hviler i skinner og fodstøtteskåle, og som kan anvendes til både aktive og passive øvelser. Hvis kræfterne slipper op, vil sengecyklen automatisk tage over.

Cyklen er blevet taget godt imod af personalet, og ved en række patientforløb har sengecyklen været en væsentlig del af en succesfuld rehabilitering. Her følger tre eksempler:

  1. En 80-årig kvinde med KOL blev indlagt pga. respirationsstop. Under indlæggelsen blev hun opgivende, konfus og pillende. Trods umiddelbare protester blev hun sat til at cykle. Dette medførte en markant forbedring af a-punkturen, patienten faldt til ro og fik hostet sekret løs. Der blev cyklet hver dag, og patienten tilbagelagde 31 km under sit ophold. Hun var klar og orienteret ved udskrivelsen, ønskede at leve, kunne stå og gå på benene og havde igen det gode humør, som hendes familie kendte.
  2. En midaldrende alkoholmisbruger, som den sidste tid havde drukket tæt, blev indlagt med sepsis. Patienten var opgivende og ønskede hverken at komme op at sidde eller at spise. Sengecyklen blev fundet frem, og patienten endte med aktivt at cykle fire kilometer allerede i første omgang. Bagefter var patienten rigtig stolt af sin egen præstation og efterfølgende som forandret.
  3. En ældre mand, som klarer sig selv i eget hjem. Indlægges med forværring af KOL. Kommer i respirator og har et forløb på intensiv afdeling på to uger. Tidligt i forløbet startes med sengecykling, som blev fulgt op med daglig cykeltræning og til sidst også gangtræning. Det bevirkede, at den ældre mand ved udskrivelsen kunne gå 30 til 40 meter, og at han har bevaret gangfunktionen og mulighed for rehabilitering.

Vi har således haft mange positive oplevelser med sengecyklen. Vi har fået udarbejdet retningslinjer både for aktiv mobilisering generelt og specifikt i forhold til sengecyklen, og vi arbejder på et udviklingsprojekt om brug og effekt af sengecykling på intensiv afdeling.

Malene Burgsø Moutafi er sygeplejerske på intensiv afdeling på Vejle Sygehus. 

Emneord: 
Intensiv
Rehabilitering

Hjertesyge kvinder fravælger hjerterehabilitering

Mændene er i overtal på holdene, når hjertesyge deltager i genoptræning. Kvinder oplever, at kroppen har svigtet, når de bliver hjertesyge, og tager ikke hensyn til sig selv efter en blodprop.

SY-2012-13-21cx
En undersøgelse fra Hjerteforeningen fra 2010 viser, at blot 13 pct. af danskerne, der har haft en kritisk hjertesygdom, modtager fuld rehabilitering. Heraf er kun de ca. 3 pct. kvinder. Dagmar Troelsen (th) sætter pris på den hårde træning. Foto: Simon Klein-Knudsen

Rehabiliteringsindsatsen til kvinder skal målrettes kvindernes særlige behov, hvis man vil have fat i flere kvinder. En undersøgelse fra Hjerteforeningen fra 2010 viser, at blot 13 pct. af danskerne, der har haft en kritisk hjertesygdom, modtager fuld rehabilitering. Heraf er kun de ca. 3 pct. kvinder.

Ifølge hjertesygeplejerske på Rigshospitalet, Brigitte Bang, vil det være oplagt at give kvinder et andet tilbud end det, man giver til mændene. Hun har skrevet cand.cur.-speciale om kvinder og hjerterehabilitering. Specialet omfatter kvalitative interviews med tre kvindelige hjertepatienter samt litteraturstudier om effekten af hjerterehabilitering.

Brigitte Bang fortæller, at mange hjertesyge kvinder i den arbejdsduelige alder har svært ved at overskue både deres daglige arbejde ude og hjemme og evt. hjerterehabilitering. Derfor kan kvinder være sværere at få tag i. Kvinderne fortæller samstemmende, at de føler sig forladte og frustrerede i perioden mellem den akutte blodprop og indlæggelsen på den ene side og rehabiliteringen på den anden side. Perioden er fyldt med utryghed, og de ved ikke, hvor de skal henvende sig med deres bekymringer.

”Erfaringen fra en lang række studier viser, at kvinder, der har fået en iskæmisk hjertesygdom (IHD), generelt har en lavere selvværdsfølelse og har få personlige ressourcer. De rammes oftere af skyldfølelse og depression. De hjertesyge kvinder tager ikke hensyn til sig selv, men har tværtimod en tendens til at påtage sig flere pligter hjemme, end før de blev syge.

Det er helt omvendt for mænd, som typisk fralægger sig huslige opgaver, når de bliver ramt af hjertesygdom. Mens mænd profiterer positivt af partnerens støtte, inddrager hovedparten af kvinderne hverken partner, familie eller netværk i deres bekymringer og ængstelser. De deler i stedet deres bekymringer med fagprofessionelle,” fortæller Brigitte Bang, der ser det som en oplagt sygeplejerskeopgave at introducere kvindelige hjertepatienter til rehabilitering. 

Ændret kropsopfattelse

Når kvinder rammes af en iskæmisk hjertesygdom, ændres deres forhold til egen krop.

”Det, at de er blevet ramt af en blodprop, giver dem en følelse af, at de ikke længere kan stole på deres krop. Den tidligere naturlige og ureflekterede måde at forholde sig til kroppen på ændres og afløses af angst for døden. Døden er pludselig ikke længere en fjern realitet, men en mulighed, der er rykket nærmere. Kvinderne lever med en evig angst for at få en ny blodprop,” fortæller Brigitte Bang.

”Omvendt er de glade for endelig at have fået en diagnose. De har ofte haft et langvarigt forløb med en række diffuse symptomer, som de i starten forvekslede med symptomer på overgangsalderen.”

Det er stadig lidt af en gåde, hvorfor så få kvinder vælger at deltage i hjerterehabilitering. Brigitte Bangs forskningsprojekt har dog afdækket flere faktorer. Måske er rehabiliteringstilbuddet for meget målrettet mænd og deres behov for hård fysisk træning. Kvinderne er ofte i undertal på holdene og falder hyppigere fra. Én anden faktor er kvinders sygdomsforståelse.

”Det ser stadig ud til, at kvinder mener, at det er genetiske faktorer, der er skyld i, at de har fået en blodprop i hjertet. Og hvis det er deres opfattelse, ser de måske ikke noget umiddelbart behov for at ændre livsstil,” fortæller Brigitte Bang, som mener, området fortjener hendes kollegers bevågenhed.

”Netop sygeplejersker kan her gøre en indsats ved at udforske kvinders bevæggrunde til at deltage eller ikke deltage. Der er masser af muligheder inden for dette forskningsfelt, der er bare nogen, der skal tage bolden op,” siger Brigitte Bang. 

Emneord: 
Hjerte- og karsygdom
Rehabilitering

Patientens fortælling er sygeplejerskens ledetråd

HJERTEREHABILITERING. På Hjerterehabiliteringen på Bispebjerg Hospital finder personale og patienter i fællesskab – med udgangspunkt i patientens fortælling – frem til livsstilsændringer, patienterne selv synes er fornuftige, og som kan harmonere med deres dagligdag.

SY-2012-13-14cx
Caption 
Træningen i Hjerterehabiliteringen tilrettelagt, så deltagerne gradvist genvinder tiltroen til deres egen krop og dens formåen.
Attribution 
Foto: Simon Klein-Knudsen.
Mellem 550 og 600 hjertepatienter gennemgår hvert år det tværfaglige rehabiliteringsforløb på Kardiologisk Afdeling Y på Bispebjerg Hospital. Men alligevel er der ikke to forløb, der er ens. Hvert eneste forløb tager nemlig udgangspunkt i patientens egen fortælling.

Det betyder også, at afkrydsningsskemaer ikke har første prioritet, fortæller afdelingssygeplejerske på Hjerterehabiliteringen og Kardiologisk Afdeling Y, Henriette Pedersen.

”Som sygeplejersker har vi nok tidligere været meget fokuserede på at informere hjertepatienter om dette og hint, når de blev udskrevet. Det kunne somme tider have karakter af en afkrydsningsliste. Så havde vi gjort vores pligt. Men vi ved jo godt, at patienter kun husker meget lidt af den information, de får. Især hvis det sker lige oven på et akut sygdomsforløb. I dag overvejer vi nøje, hvilke informationer den enkelte kan bruge i sit hverdagsliv, og målretter informationsniveauet derefter,” siger Henriette Pedersen.

Bispebjerg Hospital har lang tradition for hjerterehabilitering, idet hospitalet tilbage i 1997 og seks år frem gennemførte et storstilet dansk forsøg med intensiv genoptræning af hjertepatienter DANREHAB, som siden dannede skole. Hospitalets nuværende rehabiliteringstilbud er en videreudvikling af denne indsats og har til april næste år eksisteret i 10 år. Konceptet bygger på en høj grad af tværfaglighed, hvilket styrkes af, at læger, sygeplejersker, diætister og fysioterapeuter er samlet i samme afsnit. For patienterne betyder det, at de kun skal ind ad én dør for at komme i kontakt med det tværfaglige team.  

Patientens egen sygehistorie

Tidligere var der mest fokus på, at patienter med iskæmisk hjertesygdom (blodprop i hjertet, brystsmerter og bypassopererede) skulle genoptrænes. I dag omfatter tilbuddet også rehabilitering af patienter med hjertesvigt, hjertetransplanterede, patienter med ICD-enhed (patienter med en indopereret hjertestøder mod rytmeforstyrrelser) samt patienter, der er klapopererede.  

Deltagerne er fra sidst i 30’erne til midt i 80’erne. Hovedparten, ca. 70 pct., er mænd.
Alle deltagere visiteres til forløbet gennem en samtale med afdelingslæge Marianne Frederiksen. Visitationssamtalen tager udgangspunkt i den oplevede sygehistorie. Mens en standardjournal typisk indeholder forskellige lægers observationer, prøvesvar etc., bliver den vanlige journal på afdeling Y suppleret med patientens egen sygehistorie.

Marianne Frederiksen beder hver ny patient fortælle, hvordan de har oplevet deres sygdomsforløb og behandling.
”Det er den sygehistorie, vi tager udgangspunkt i i vores møde med patienten. Og den fortælling, der er vores ledetråd under hele forløbet og i vores dialog med patienten.”

Rehabiliteringsforløbet varer i otte uger og kan foregå både som holdundervisning med 10 deltagere på hvert hold to gange om ugen og som individuelt forløb. Alle hold får tildelt en fast diætist, fysioterapeut og kontaktsygeplejerske, som følger dem i hele forløbet. Ud over halvanden times fysisk træning hver gang omfatter tilbuddet diætvejledning og praktisk madlavning fire gange i forløbet.

Sygeplejerske Malene Linneberg, der er fast sygeplejerske på Hjerterehabiliteringen, oplever, at det har stor betydning for patienten, at alle faggrupper er til stede på afdelingen.

”Det giver en følelse af tryghed og sammenhæng. Hos os har patienterne altid mulighed for at få hurtig kontakt til en fagperson, ligesom de forskellige faggrupper kan kommunikere på kryds og tværs. For mig som sygeplejerske giver det en god sammenhæng i mit arbejde, at det i hvert rehabiliteringsforløb er de samme patienter, jeg følger,” siger Malene Linneberg.

Afdelingssygeplejerske Henriette Pedersen fortæller, at de tværfaglige observationer diskuteres til konferencer og er med til at danne et nuanceret billede af patienterne.

”Det kan være med til at synliggøre, hvor den enkelte patient har sine ressourcer og ligeså sine svagheder. Der er forskel på, hvordan patienten udtrykker sine oplevelser over for de enkelte faggrupper,” fortæller Henriette Pedersen.

”Da andre faggrupper har fokus på ernæring og motion, kan vi som sygeplejersker koncentrere os om patientens oplevelser af fysisk, psykisk og social karakter.”

Få tager imod tilbud om rehabilitering

Ifølge en undersøgelse fra Hjerteforeningen fra 2010 bliver hver fjerde hjertepatient tilbudt fuld rehabilitering, mens kun hver sjette tager imod tilbuddet og deltager. Ansvaret for genoptræning af patienter med et lægefagligt behov ligger ifølge sundhedsloven (§ 140) hos kommunerne.


De vil beholde sovsen
Samtlige deltagere får en individuel samtale med en fysioterapeut og med en diætist, inden de starter, så man kan danne sig et overblik over deres fysiske niveau og deres behov for kostvejledning. 

”Der er rigtig mange – især af de ældre – der nødig vil give slip på deres madvaner som bl.a. den daglige sovs. Her er det vigtigt, at kostrådene tager udgangspunkt i den enkeltes hverdag og den måde, den enkelte ønsker at leve sit liv på. De kan sagtens få lov at beholde sovsen, men skal måske lære at lave den i en mere fedtfattig udgave,” fortæller Malene Linneberg.

”Vi skal ikke ændre deres hverdag totalt, men søge at tilpasse vores rådgivning, så de kan leve med den. Vi dunker ikke vores patienter i hovedet med KRAM-faktorer, dem kender de godt i forvejen. De ved alle sammen, hvad der er sundt, og hvad der er usundt, ikke mindst i hjertemæssig henseende. Vi tror bare ikke, det gavner at pådutte folk dårlig samvittighed.

Vi vil hellere komme dem i møde – med udgangspunkt i deres fortælling – og sammen finde livsstilsændringer, de selv synes er fornuftige, og som kan harmonere med deres dagligdag.”

Afdelingssygeplejerske Henriette Pedersen ser det som et godt sundhedspædagogisk princip at tage udgangspunkt i folks hverdag.

”Medmindre vi som sundhedspersoner tager udgangspunkt i det levede liv, flytter patienterne sig ikke. Så vender de tilbage til deres gamle ”(u)vaner”, så snart de er færdige med rehabiliteringskurset her hos os.

Det kan godt være, at 20 pct. af danskerne drikker for meget. Men det gør de 80 pct. altså ikke. Hvis en patient f.eks. har et overforbrug af alkohol, kan vi opfordre til, at han eller hun nærmer sig de 80 pct. med et normalt alkoholforbrug. Det er de små skridt, der tæller. Det er vores erfaring, at de fleste gerne vil både træne og spise sundt. Men måske kan de ikke rumme de store livsstilsændringer her og nu. De vil først og fremmest lære at leve med deres hjertesygdom. De vil gerne fastholde det liv, de havde, før de blev hjertesyge. De stiler ikke efter at løbe maraton, men vil gerne være i så god form, at de kan hente børnebørnene i institutionen, som de har været vant til.

Vi prøver hver gang at pejle os ind på den enkeltes ressourcer og spørger: ”Hvad er det vigtigste for dig?”,” siger Henriette Pedersen.
 

Genvinder troen på kroppen

Succeskriteriet for rehabiliteringen er, at hjertepatienterne føler sammenhæng i livet, når de går ud ad døren. En del er stadig erhvervsaktive, når de får deres hjertesygdom. For dem er det afgørende, at de kan komme tilbage til jobbet.

En mand nær pensionsalderen har måske drømt om at få tid til at spille fodbold med børnebørnene, når han var færdig på arbejdsmarkedet. Nu har han imidlertid fået hjertesvigt og har ikke luft til at løbe rundt på græsplænen.

”Det er vores opgave, gennem samtale, at spore ham ind på nye idéer til, hvad han kan foretage sig med de børnebørn. Der kunne jo være andre muligheder. Han skal måske indstille sig på nogle mere stillesiddende sysler. Han kan stadig få et godt samvær med sine børnebørn, men det kan være, de skal spille skak eller lægge puslespil sammen i stedet for at løbe rundt efter en bold,” fortæller Henriette Pedersen.

Især patienter med rytmeforstyrrelser kan være ængstelige. Mange af dem er næsten bange for at bevæge sig i den første lange tid, efter de har fået deres ICD-hjertestøder indopereret. En del af dem er unge mennesker, som måske er vant til at træne og være fysisk aktive. De er nu pludselig bange for at få høj puls, fordi det kan udløse et stød fra deres hjertestøder.

Af samme årsag er træningen i Hjerterehabiliteringen tilrettelagt, så deltagerne gradvist genvinder tiltroen til deres egen krop og dens formåen. Her er de i trygge rammer og ved, der er læger og andet sundhedspersonale til stede, hvis de skulle blive akut dårlige.
 

Hjertemøder

Et gennemgående element i rehabiliteringsprogrammet er ”Hjertemøder”. Her samles deltagerne omkring konferencebordet og udveksler erfaringer om det at være hjertepatient.

”Patienterne har stor gavn af at høre om hinandens erfaringer med medicin og evt. bivirkninger, om livsstilsændringer og motivation og om psykiske reaktioner på hjertesygdom,” fortæller Malene Linneberg.

”Mange har aldrig taget andet end en vitaminpille og en hovedpinepille i deres liv. Nu skal de pludselig vænne sig til at spise forebyggende medicin hver dag. Umiddelbart føler de sig ikke syge, men skal alligevel dagligt tage fire-fem forskellige præparater resten af livet. Det er en ændring af livsvilkår, som det kan være meget svært at kapere, og her hjælper det at høre, hvordan de andre håndterer de mange piller i hverdagen.”

At blive hjertesyg kan også betyde tab af identitet. Pludselig kan man ikke klare det, man kunne før. Måske har man altid været den, der stillede op og hjalp familie og venner, når carporten skulle males og lignende. Pludselig står man i en helt ny rolle, hvor man er den, der skal bede andre om hjælp. Hvordan tackler man nu den omvæltning og ændring i livssituation.
”Det er vores opgave at få dem til at se, at de stadig har en identitet i en ny hverdag med hjertesygdom,” fortæller Henriette Pedersen.

”Nogle patienter fortæller os, at det føles, som om alle brikker i deres liv er kastet op i luften og er landet hulter til bulter. Vi ser det som en udfordring at hjælpe dem med at samle puslespillet,” fortæller hjertesygeplejerske Malene Linneberg.
 

Fortællingen ændres undervejs

Efter de første fire ugers forløb kommer deltagerne til individuel samtale hos hjerterehabiliteringssygeplejersken. Og efter tre måneder til endnu en samtale. Der er ofte stor forskel fra det første møde og den første fortælling. Ved første samtale er hjertepatientens fortælling fuld af frustration og ængstelse. Tre måneder senere er de typisk gået fra stor frustration til et liv, hvor de nu kan rumme de ændrede livsvilkår, som det at have fået en hjertesygdom betyder.

”For nogle har det været en meget angstfyldt oplevelse at få en hjertesygdom. Flere af dem har fået en akut blodprop i hjertet og er blevet kørt med udrykning til hospitalet. Nogle husker ikke tiden mellem turen i ambulancen og det øjeblik, de ligger i en seng på en hospitalsstue omgivet af familien. Det har været meget chokerende,” fortæller Malene Linneberg.

For de pårørende har det også været svært at sidde på sidelinjen. De har også brug for at fortælle deres historie og tilbydes derfor at være med i en pårørendegruppe.

”De pårørende har en stor angst for at miste, men er nødt til at være de stærke i situationen, og det slider. Vi hører også om ægtefæller, som nærmest ikke tør dyrke sex med deres hjertesyge mand eller kone, fordi de er bange for at skade dem.”

Når patienterne er færdige med hospitalets rehabiliteringsforløb, ligger ansvaret for yderligere genoptræning i primærsektoren. Hovedparten af landets 98 kommuner (ca. to tredjedele) tilbyder i dag et efterbehandlingsforløb til hjertepatienter, som dog er af varierende kvalitet. Patienter fra Københavns Kommune har mulighed for at fortsætte genoptræningen på ét af kommunens fem forebyggelsescentre.

Rehabilitering er dog ikke kun fryd og gammen. Personalet møder også modstand. F.eks. når der bliver talt rygeafvænning.

”Nogle nægter at opgive deres røg. Så siger vi, o.k., det er dit valg! Du skal bare vide, hvad røg kan gøre ved dit helbred. Her hjælper løftede pegefingre ikke. Det er vores erfaring, at patienterne bedre både husker og anvender den viden, de får, via dialogen med os,” fortæller Malene Linneberg.

For alle hjertepatienter gælder, at sygdommen sætter livet i perspektiv. Den er for mange en anledning til at reflektere over, om de lever det liv, de gerne vil leve.

”En mindre gruppe hjertepatienter har levet ekstremt sundt, før de blev syge, og føler det voldsomt uretfærdigt, at de alligevel har fået en blodprop i hjertet. Den gruppe patienter kan vi ikke umiddelbart opfordre til at ændre kost- og motionsvaner. Men det kan være, at de skal geare lidt ned i hverdagen, og det siger vi til dem. Det kan godt være, din drøm er at arbejde 60 timer om ugen, som du gjorde før. Men det vil ikke være godt for dit helbred. Er der ikke andre muligheder? Hvilke andre værdier har du i dit liv?” fortæller Malene Linneberg.

Et sammenhængende patientforløb

Hjerte-kar-rehabilitering er betegnelsen for et sammenhængende patientforløb, der følger efter den akutte indlæggelse og behandling for hjerte-kar-sygdom. Formålet med hjerte-kar-rehabilitering er:

  • At identificere risikofaktorer (f.eks. rygning, kost, motion, blodtryk), så livsstilsændringer og medicinsk behandling kan forebygge videre udvikling af sygdom
  • At motivere patienten til en sund livsstil
  • At fastholde og om muligt forbedre det fysiske, psykosociale og erhvervsmæssige funktionsniveau

Hjerte-kar-rehabilitering opdeles i tre faser:

  • Den akutte fase med indlæggelse og behandling på sygehus
  • Det intensive rehabiliteringsforløb på otte til 12 uger i perioden efter udskrivelsen
  • Opfølgning og fastholdelse af behandlingen

Kilde: Hjerteforeningen.

Emneord: 
Ernæring
Hjerte- og karsygdom
Rehabilitering

Socialt fællesskab motiverer borgere med KOL

Artiklen præsenterer resultater af en analyse af interview med 11 patienter med KOL, som har deltaget i otte ugers patientuddannelse. Det sociale fællesskab, der opstod under uddannelsen, har vist sig at være motiverende for patienternes fremtidige træning og arbejde med livsstilsændringer. Artiklen er baseret på et kandidatspeciale fra sektion for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet.

Hvad betyder det for egenomsorgsevnen hos patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) at deltage i et otte-ugers struktureret patientuddannelsesforløb?

Det spørgsmål blev stillet i et Sundhedscenter i Randers Kommune. De 11 KOL-patienter, som havde KOL i moderat til svær grad, blev i 2009-2010 interviewet via individuelle interview og gruppeinterview tre måneder efter patientuddannelsen, se figur 1. Informanterne gav udtryk for, at deres viden om KOL og evnen til at håndtere KOL-symptomer blev øget. De samlede resultater er formidlet i en videnskabelig artikel (1), der især fokuserer på patienternes behov for modningstid.

Modningstid handler om, at KOL-patienter ikke når lige langt i løbet af otte ugers patientuddannelse, og at nogle har behov for ekstra hjælp fra sundhedsprofessionelle til at integrere det lærte i hverdagslivet. Undersøgelsen viste også, at informanterne lagde stor vægt på det sociale aspekt i uddannelsesforløbet. Med denne artikel ønsker vi at sætte fokus på fundene omkring det sociale fællesskab i patientuddannelse.

SY-2012-11-62
SY-2012-11-63

En stor patientgruppe med svære symptomer

I Danmark lever ca. 430.000 personer med KOL. Patienter med KOL skal lære at leve med åndenød, hoste, øget slimproduktion, hyppige luftvejsinfektioner og træthed samt eventuelt følgevirkningerne angst, isolation og depression (2). Sundhedsstyrelsen har KOL som et prioriteret indsatsområde. I anbefalingerne for KOL (2) anbefaler Sundhedsstyrelsen bl.a., at KOL-patienter tilbydes KOL-rehabilitering med henblik på at opnå den højest mulige funktionsevne og livskvalitet i dagligdagen.

Selvom KOL er udpeget som et prioriteret område i Sundhedsstyrelsen, er det helt op til regioner og kommuner at aftale, hvilke patientrettede forebyggelsestilbud der skal udbydes, ligesom omfang og serviceniveau aftales lokalt (3). De fleste patientskoler i Danmark er udviklet med sigte på patienter med specifikke sygdomme, hvilket gør uddannelserne meget forskellige med hensyn til fokus, metode og ønsket effekt (3). Et Cochrane review fra 2007 konkluderer, at KOL -patientuddannelse med styrkelse af egenomsorg sandsynligvis reducerer antallet af indlæggelser (4). Forskningen er dog uklar i forhold til, hvilke elementer i KOL-rehabilitering og patientuddannelse der har en effekt (4,5).

At blive mødt med forståelse

Dagligdagen med KOL bærer præg af, at det er en næsten usynlig sygdom, og patienterne oplever, at det kan være svært for omgivelserne at forstå omfanget af sygdommen (6). Alt efter sværhedsgraden af sygdommen kan nogle KOL-patienter i hvile se fuldstændigt upåvirkede ud. Imidlertid kan selv små udfordringer eller aktiviteter hurtigt forandre billedet og føre til åndenød med angst til følge. KOL-patienter oplever, at de bruger kræfter på at forsøge at forklare deres sygdomssituation og retfærdiggøre valg og fravalg i aktiviteter overfor deres omgivelser (7). Det kan være svært for pårørende at forstå, hvorfor patienterne ikke kan deltage i sociale arrangementer som f.eks. familiesammenkomster, cafébesøg og koncerter.

I denne undersøgelse fortalte informanter om episoder, hvor de havde valgt oplevelser og samvær fra af angst for, at tændte stearinlys, røgfyldte rum, varme og fysisk anstrengelse skulle få åndenøden til at eskalere (8). Disse forholdsregler fører ofte isolation og ensomhed med sig for den enkelte KOL-patient.

Undersøgelsen her har vist, at patienterne værdsætter samværet med andre KOL-patienter, idet de samstemmende fortæller, at det sociale fællesskab deltagerne imellem gør en vigtig forskel i forhold til at gennemføre forløbet. Informanterne fortæller, at de oplever det som en lettelse, at de ikke skal bruge kræfter på at forklare de øvrige KOL-patienter, hvordan de har det, hvorfor de nogle gange ikke kan deltage, og at medpatienterne kan sætte sig i deres sted.

En følelse af fællesskab

KOL-patienterne fortæller, at der opstår et fællesskab patienterne imellem, som betyder, at de har lyst til at komme af sted, og at de føler sig forpligtede til at møde op og deltage i den fælles træning og undervisning. Denne forpligtelse skal forstås som en positiv forpligtelse, da den er drevet af lysten til at være sammen med de øvrige deltagere.

”Dan: Det der med at vide at ... du springer ikke bare fra, der står altså nogen og venter på dig dernede, ikke også ... ja, og er efter dig, hvis det er sådan, at du ikke kommer, det er da gode venner, man egentlig skaffer sig på den måde også - det er fand’me lige så meget værd, altså det er motivationen, jeg tænker på ...

Interviewer: Det er motivationen?

Dan: Ja, helt afgjort.”

(Uddrag af interview med informanten Dan).

Informanterne giver altså udtryk for, at fællesskabet fungerer som motivation for at gennemføre uddannelsesforløbet, men også for at fastholde rutinerne efterfølgende. De kontakter, der er knyttet under forløbet, kan række ud over de otte uger. I den undersøgte kommune tilbydes deltagere efterfølgende gratis vedligeholdelsestræning i kommunale ældrecentre. Dette tilbud tager mange imod. Således har otte af de 11 interviewede informanter valgt at fortsætte den fælles træning, efter uddannelsesforløbet stoppede. De giver udtryk for, at dette valg har flere dimensioner.

På den ene side vil de gerne fastholde de fremskridt, de oplever at have opnået i forhold til deres fysiske funktioner. På den anden side er der ønsket om at fastholde kontakten til den eller de KOL-patienter, de har knyttet bånd til under uddannelsesforløbet.
Hvad kan vi som professionelle gøre for at være med til at skabe et godt sammenhold i KOL -gruppen? En informant giver udtryk for, at sundhedspersonalet har en forpligtelse i forhold til det sociale aspekt:

”Knud: Og det er nok også det, vi li´som skal ... æh ... have slået på, det er, at man skal passe på, at man ikke taber os igen, når ... når vi er færdige med sådan en, en, en tur som hernede, ikke også? Så vi er nemme til at tabe, jo ... Fordi der skal for det første være et nogenlunde godt forhold imellem os, så det trækker os sammen, det der ... med at være sammen med hinanden, ikke også ... hvis det eksisterer, så tror jeg, så kører alting ...

Interviewer: Så holdaspektet, det er vigtigt?

Knud: Ja, det er det. Det er virkelig vigtigt, at man får det draget ind i det hele.”

(Uddrag af interview med informanten Knud).

Det har ikke været muligt at identificere særligt gunstige gruppekonstellationer, som kan generere hypoteser i forhold til sammensætning af KOL-grupper i det undersøgte uddannelsestilbud, men det har heller ikke været undersøgelsens formål. KOL-patienternes udsagn tyder dog på, at patienterne har haft glæde af mangfoldighed i grupperne. Således gav de under interviewene udtryk for at have lært af hinanden, både på tværs af køn, alder og sygdomsstadier.

Læring gennem uformelle relationer

Informanterne gav udtryk for, at læring ikke udelukkende foregik i de planlagte undervisnings- og træningsseancer. De beskriver læring gennem uformelle samtaler mellem deltagerne, f.eks. når de ventede på, at træningsmaskiner blev ledige. Her talte patienterne om dagligdags problematikker og udvekslede idéer til, hvordan de kunne mestres.

Et eksempel er en patient, der overhørte en samtale mellem to andre deltagere. Samtalen drejede sig om åndenød i forbindelse med brusebad. Da han selv oplevede at blive meget forpustet i forbindelse med badesituationer, spurgte han de øvrige deltagere, hvordan de klarede at tage bad. Dette spørgsmål åbnede for muligheden for at dele tips og erfaringer. KOL-patienten lærte af sine medpatienter at slukke for vandet, imens han sæbede sig ind. Herved undgik han, at dampe fra det varme vand fik åndenøden til at eskalere.

Netværkets betydning

I uddannelsen indgår deltagerne i grupper på 7-12 deltagere, og nogle af dem vælger at fortsætte med at mødes og træne sammen efter uddannelsestilbuddets ophør. Her er tale om et uformelt netværk, hvor KOL-patienterne selv tager initiativ til socialt samvær ud over træningsdelen. Rammerne stilles til rådighed af kommunen. Dansk Sundhedsinstitut har netop udsendt en ny publikation om KOL-borgeres oplevelse og udbytte af netværksgrupper efter patientskole (9).

Denne publikation præsenterer fund fra en undersøgelse foretaget i Horsens Kommune, hvor man siden 2008 har tilbudt deltagelse i netværksgrupper i forlængelse af afsluttet patientskole. Netværksgruppen mødes en gang om ugen til træning og efterfølgende socialt samvær. Resultaterne herfra viser, i tråd med den netop præsenterede undersøgelse, at KOL-patienter oplever tryghed ved at træne blandt ligestillede, hvor det er tilladt at hoste og have en dårlig dag. At blive mødt med en dyb forståelse af livet som KOL-patient ses også i DSI-rapporten, en forståelse som udenforstående, ja selv tætte pårørende, ofte ikke kan møde KOL-patienten med.

Ligesom fællesskab opleves som en motivationsfaktor under patientuddannelsesforløbet, beskriver DSI rapporten, at sammenholdet og fællesskabet i netværksgrupperne også virker som en motivationsfaktor for at komme af sted til træningen. Patienterne er drevet af ønsket om at møde de andre i gruppen.

Fagligt fokus på grupperelationer

Vi vurderer derfor, at drøftelser af hvordan vi som fagpersoner kan medvirke til at styrke relationerne blandt deltagere i patientuddannelse, er relevante. Et vigtigt skridt på vejen kan være at blive opmærksom på disse patientoplevelser og at synliggøre de gevinster, der kan være for den enkelte patient med KOL samt udveksle idéer til, hvordan vi kan arbejde med at støtte op om disse grupperelationer. Denne undersøgelse indikerer, at sammenholdet virker som motivationsfaktor for at komme af sted, knytte venskaber og gennemføre livsstilsændringer.

Camilla Askov Mousing er ansat som adjunkt på VIA University College i Randers.
Kirsten Lomborg er ansat som lektor på Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed, Sektion for Sygepleje.

Oversigt over patientuddannelsen kan rekvireres hos forfatteren

Litteratur

  1. Mousing CA, Lomborg K. Self-care 3 months after attending chronic obstructive pulmonary disease patient education: a qualitative descriptive analysis. Patient Prefer Adherence. 2012;6:19-25. Published online 2012 January 4. doi: 10.2147/PPA.S28466.
  2. Sundhedsstyrelsen. KOL – Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. Anbefalinger for tidlig opsporing, opfølgning, behandling og rehabilitering 2006 (Internetdokument). [cited 2012 Feb 13] Available from: http://www.sst.dk/
  3. Danske Regioner. Gruppebaserede patientuddannelser i regioner og kommuner, 2007 (Internetdokument). [cited 2011 Dec 22] Available from: regioner.dk/Publikationer/
  4. Effing TW, Monninkhof EM, PDL, Zielhuis GA, et al. Self-management education for patients with chronic obstructive pulmonary disease. Cochrane Database Syst.Rev. 2007 12(4).
  5. Willaing I, Folmann NB, Gisselbæk AB. Patientskoler og gruppebaseret patientundervisning: en litteraturgennemgang med fokus på metoder og effekter. København: Sundhedsstyrelsen; 2005.
  6. Halding AG, Wahl A, Heggdal K. “Belonging”. ‘Patients’ experiences of social relationships during pulmonary rehabilitation. Disabil Rehabil. 2010;32(15):1272-80.
  7. Lomborg K, Kirkevold M. Achieving therapeutic clarity in assisted personal body care: professional challenges in interaction with severely ill COPD patients. J Clin Nurs 2008 Aug;17(16):2155-63.
  8. Mousing CA. Hvordan oplever KOL-patienter, at deltagelse i patientuddannelse påvirker egenomsorgsevnen?: en interviewundersøgelse med 5 KOL-patienter. Afdeling for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet, 2009. Internetdokument. [cited 2012 Feb 13] 
  9. Christensen IE. KOL-borgeres oplevelse og udbytte af netværksgrupper efter patientskole. København: DSI, 2011 (Notat).
  10. Sandelowski M. Qualitative analysis: what it is and how to begin. Res Nurs Health. 1995;18(4):371-5.
English abstract

Mousing CA, Lomborg K. Social Solidarity Helps Motivate those Suffering from COPD, Sygeplejersken 2012;(11):62-6.

This article discusses the solidarity that can arise when COPD patients participate in a course for patients. It is based on qualitative semi-structured individual and group interviews with 11 COPD patients who attended an eight-week, structured course for patients. A descriptive analysis of the COPD patients’ statements found that they experience being met with understanding and they benefit from being together with others in the same situation at the offered course. The survey indicated that the social solidarity acts as a motivating factor in participating in the patient coursework and that the community helps the patients to carry out life-style changes. The COPD patients make new friends during the course and these friendships often continue after the 8-week course. The purpose of the article is to stimulate debate about what the COPD patients received from this community as well as to encourage professional discussions about how these relationships can be incorporated into and strengthened in courses designed for patients.

Key words: Coursework for patients, feelings of solidarity, qualitative interviews, patient experiences, chronic obstructive pulmonary disease (COPD).

Emneord: 
Lungesygdom
Rehabilitering

Rehabilitering efter benamputation kan blive mere effektiv

En spørgeskemaundersøgelse om rehabiliteringen til benamputerede patienter viser, at der er plads til forbedringer dels mht. det tværfaglige samarbejde, dels i forhold til at følge retningslinjerne på området.

Flere benamputerede patienter oplever alvorlig social isolation og føler sig fanget i eget hjem som følge af den fysiske begrænsning (1). Patientforløbet for benamputerede kræver gode overgange mellem sektorerne samt et effektivt tværfagligt samarbejde.

Et nøglepunkt i den benamputeredes rehabiliteringsforløb er overgangen fra hospital til hjem. Skriftlige udskrivelseskriterier og mål anbefales (2), da en optimal udskrivelse foregår planlagt og veltilrettelagt i samarbejde med patienten.

Samarbejde i rehabiliteringsteamet er nødvendigt for at understøtte protesetilretningen og genoptræningen af den benamputerede patient.

Formålet med undersøgelsen var at kortlægge rehabiliteringen til de benamputerede patienter, hvor målet er gangfunktion med protese. Der var fokus på vurdering af proteseegnethed, brug af skriftlige udskrivelseskriterier og -mål, i hvilket regi protesetræningen finder sted, og hvordan tværfagligheden fungerer i praksis.

Patientkategori

1.300 patienter benamputeres hvert år.

Patienterne er mænd med en gennemsnitsalder på omkring 70 år og kvinder med en gennemsnitsalder på 77 år.  Hovedårsagen til benamputation er for 90 procents vedkommende karsygdomme og diabetes mellitus.

Metode

Undersøgelsen blev gennemført som en spørgeskemaundersøgelse. De 29 hospitaler, der behandler benamputerede patienter, samt 77 af landets 98 kommuner indgik i undersøgelsen. Dataindsamlingen foregik fra medio februar til maj 2010. 

Resultater

Proteseegnethed

29 hospitals- og 83 kommunale genoptræningsafdelinger (i alt 112) svarer, at vurderingen af proteseegnethed foregår i hospitalsregi: 71 under indlæggelse og 26 i ambulant regi, 10 i kommunalt regi, 5 ved ikke.

Ud af 29 hospitaler svarer 10, at vurderingen af proteseegnethed udføres i perioden før operationen eller senest på 5.-7. postoperative dag. 8 hospitaler mellem 8.-14. postoperative dag, 9 hospitaler ikke fastlagt, 2 ved ikke.

Fysioterapeuterne (93 pct.) er den mest gennemgående faggruppe sammen med lægerne (72 pct.) Bandagist (55 pct.) og sygeplejersker (52 pct.) er repræsenteret i mindre grad, og ergoterapeuterne (4 pct.) er stort set ikke repræsenteret.

Brug af skriftlige udskrivelseskriterier og mål

18 ud af 29 hospitalsafdelinger angav at anvende skriftlige kriterier og mål, der skal være opfyldt forud for udskrivelse, se figur 1.

Mht. protesetræning svarer både 29 hospitals- og 83 genoptræningsafdelinger (i alt 112), at 11 udelukkende er specialiseret i hospitalsregi, 50 i kommunalt regi og 49 i delt regi, 2 ved ikke. Ved protesetilretning og træning deltager flere faggrupper, dog uden at være til stede samtidig.

Diskussion

Hos patienter, som amputeres på grund af karsygdomme og diabetes, er den fysiske begrænsning, der kan medføre social isolation, en udfordring for rehabiliteringen. Det er imidlertid kun 10 ud af 29 afdelinger, der tidligt i forløbet, som anbefalet i de kliniske vejledninger (2), vurderer, om patienterne er egnede til at anvende en protese og dermed har mulighed for at opnå gangfunktion med protese.

Udskrivelseskriterier og mål bliver kun anvendt af lidt over halvdelen af afdelingerne og er meget mangelfulde inden for sygeplejens kerneområder. Dette efterlader patienten i risiko for at blive udskrevet uden plan for sår- og smertebehandling, uden at man har sikret sig en plan for ernæring, og uden at patienten ved, hvem der er kontaktperson i det videre forløb.

De patienter, der bliver protesebrugere, tilbydes forskellige rehabiliteringsforløb. I tyndt befolkede områder har man i større udstrækning bibeholdt protesetræningen i hospitalsregi, hvor man f.eks. i København har samlet protesetræningen på et specialiseret kommunalt træningscenter. Det vurderes at være optimalt for genoptræningen, hvis tilretning af protesen kan foregå i et tværfagligt samarbejde mellem patient, bandagist, fysioterapeut og sygeplejerske, der er til stede samtidigt og dermed kan have en dialog i tilretnings- og træningsprocessen.

SY-2012-11-60
Kajsa Lindberg arbejder på træningscenter Vanløse,

Caroline Rud Nielsen studerer på Copenhagen Business School

Kirsten Rud er projektleder på Enhed for Perioperativ Sygepleje.

Litteratur

  1. Horgan O, MacLachlan M. Psychosocial adjustment to lower-limb amputation: A review. Disability and Rehabilitation, 2004;(26):837-850.
  2. periopsygepleje.dk/operationsforløb/ortopædkirurgi/amputation 
Emneord: 
Amputation
Rehabilitering