Kollegaen og lægen var blevet adviseret, men de var travlt beskæftiget på en firesengsstue. Derfor stod sygeplejerske Gry Johanne Sørensen alene med en dårlig patient på Lungemedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital. Da han pludselig blev blå i hovedet, handlede hun instinktivt for at sikre sig, at han igen kunne trække vejret. Det indebar et uhensigtsmæssigt løft fra en for lav seng. 

Da den dengang 27-årige sygeplejerske gik hjem fra vagt, kunne hun godt mærke, at hun havde ondt. 

”Jeg har reddet en mands liv, og det straffer mig nu resten af mit liv,” siger Gry Johanne Sørensen, da hun forklarer, at netop det løft tilbage i december 2018 har givet hende varige mén i ryggen og siden hen været skyld i to diskusprolapser, så hun i dag er deltidssygemeldt. 

Arbejdsskader kan aldrig undgås, for der vil opstå situationer, hvor man skal handle på akutte ting, siger Gry Johanne Sørensen, som i dag ikke ville have handlet anderledes i situationen. Men hun ville ønske, at hun efterfølgende ikke skulle kæmpe så hårdt for at få sin arbejdsskade anerkendt.

Imod et system

”Jeg er sur over, at jeg har en klokkeklar sag, men jeg følte, at jeg blev mistænkeliggjort gennem hele forløbet,” siger den i dag 30-årige sygeplejerske.

Under sin sag oplevede hun, at der var et skift i hjælpen fra forsikringsselskabet, dengang det blev klart, at hendes skade var større, end hvad et par behandlinger fysioterapi kunne klare: 

”Forsikringsselskabet anerkender skaden, men de bliver ved med at lede efter ting i journaler og min skadesbeskrivelse, der kan bruges imod mig. De går fra at være en hjælp, til at jeg skal være obs på, hvilke ord jeg siger, fordi jeg føler, de kan og vil bruge alt imod mig.”

Det var da også en enkelt sætning fra Gry Johanne Sørensens fysioterapeut, der afgjorde udfaldet på arbejdsskadesagen. En sag, der får to afgørelser fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og ender i Ankestyrelsen, da forsikringsselskabet hver gang klager over afgørelsen. 

Følelsen af at blive modarbejdet betød, at det var endnu vigtigere for Gry Johanne Sørensen at have et godt bagland til at hjælpe sig i mål med at få anerkendt sin skade.

Uvurderlig hjælp

Dansk Sygeplejeråd, en god ledelse og kollegaer har været afgørende for, at Gry Johanne Sørensen er kommet helskindet gennem den proces, det var at have en arbejdsskadesag kørende. For da det hele pludselig syntes uoverskueligt, og lysten til at give op meldte sig, ringede hun til Dansk Sygeplejeråd. En konsulent fra arbejdsskadeteamet rådgav i sagen og fulgte den til dørs. 

Gry Johanne Sørensen fortæller også om stor villighed til at hjælpe fra sin ledelse, der sagde: ”Det er vores ansvar, lad os hjælpe dig så godt, vi kan.” 

Det gjorde den ved at skrive flere afgørende udtalelser til sagen. Bl.a. at hun gik i holdningskorrigerende tøj, havde sygeperioder og skånejob. 

Gry Johanne Sørensen sætter også stor pris på sine kolleger, der både hjalp med at dække vagter og under skånejob var gode til at huske hende på at arbejde korrekt:

”Dem, der ikke har et godt bagland, kommer til at være en torn i øjet på ledelse og kolleger, fordi de ikke kan lige så meget. Jeg ved, at der er mange skæbner som min, men hvor man risikerer at få det dårligere, fordi man ikke har den rette støtte i ryggen på jobbet, og derfor ender med at arbejde mere, end ens skade ellers tillader.”

Gry Johanne Sørensen mener, at sygeplejersker generelt er for gode af sig, når de ikke melder sig syge eller tager en ekstra vagt for at holde sundhedsvæsenet sammen. Hun synes ikke, man skal spille tapper. Det får man intet ud af, for hvis uheldet er ude, siger hun, så er man på egen hånd. 
 

Trykskader forårsaget af medicinsk udstyr er en velkendt problematik i klinisk praksis og ses særligt i afdelinger og specialer, som hyppigt anvender medicinsk udstyr, f.eks. operationsgange, intensive afsnit og akutafsnit.

Det præcise omfang af trykskader fra medicinsk udstyr i Danmark kendes ikke, men opgørelser viser, at patienter, som er påført medicinsk udstyr, har mere end 2,4 gange højere risiko for at udvikle trykskader end patienter uden udstyr (1). Trykskader hos børn er primært relateret til anvendelse af medicinsk udstyr (2,3).

I Australien beskriver et systematisk Review fra 2019, at incidensen af trykskader som følge af medicinsk udstyr hos voksne, intensive patienter er mellem 0,9 – 41,2 pct., og prævalensen er fra 1,4 pct. - 121 pct. (1), hvilket understreger behovet for fokus på dette område.

Øget fokus på skader og hudproblemer

I februar 2020 udkom et internationalt konsensusdokument om udstyrsrelaterede tryksår (4) udarbejdet af en ekspertgruppe bestående af klinikere, forskere og ingeniører.

I denne artikel vil vi gengive væsentlige elementer fra konsensusdokumentet for at medvirke til øget opmærksomhed på og viden om udstyrsrelaterede trykskader og give opdaterede og relevante handleredskaber til forbedring af daglig klinisk praksis.

Covid-19-pandemien har medført øget fokus på hudproblemer og skader hos sundhedsprofessionelle, som kan ses efter langvarigt brug af f.eks. visirer og kirurgiske masker. I den forbindelse har især fugtproblemer været en udfordring, som man har forsøgt at løse (5).

Der kan ses en del paralleller mellem brug af værnemidler og medicinsk udstyr, og en væsentlig del af anbefalingerne i denne artikel vil kunne overføres til personalets brug af værnemidler.

Trykskader fra medicinsk udstyr

Medicinsk udstyr defineres som produkter, der anvendes til at diagnosticere, forebygge, lindre eller behandle sygdomme, handicap eller skader. Der findes flere end 500.000 forskellige typer medicinsk udstyr, som kan være alt fra kørestole og briller til pacemakere og avanceret operationsudstyr (6).

Når medicinsk udstyr fæstnes til kroppen, giver dette et træk i vævet, som medfører, at cellerne deformeres. Deformeret væv er meget sårbart for tryk, og forskning viser, at kombinationen af tryk og vævsforskydning kan medføre vævsskader på meget kort tid, helt ned til 15-20 minutter (4,7).

Medicinsk udstyr er i denne artikel udstyr, som er påsat patienten, f.eks. trakealkanyler, ernæringssonder, venekatetre, iltkatetre, blærekatetre, halskraver, gipsbandager, antiembolistrømper (pga. tiltagende ødem f.eks. i forbindelse med langvarige operationer, som medfører at antiembolistrømpen ikke længere passer) samt diverse respirationsunderstøttende masker, se Foto nr. 1.

Da meget medicinsk udstyr har en lille overflade som f.eks. en ansigtsmaske eller dropslange, kan trykket mod huden blive meget højt på et lille område, helt op til 200 mm hg.

Trykskader kan være smertefulde

Trykskader som følge af medicinsk udstyr vil derfor hyppigst optræde på ører, næse, mundvige og hals samt underben pga. antiembolistrømper. Ydermere ses medicinsk udstyr også på kønslæber, glans penis, perineum og rektum efter anvendelse af katetre og afføringsposer.

Trykskaderne kan være meget smertefulde, og der er risiko for sårdannelser med infektion til følge, og i værste fald kan infektionerne føre til sepsis. Dybe trykskader kan give arvævsdannelser, hvilket kan have negativ indvirkning på patientens kropsbillede. Dette ses f.eks. ved dybe trykskader efter brug af halskrave, hvor hårrødderne på baghovedet kan have taget skade, hvilket medfører permanent hårtab i området. En trykskade kan dermed være forbundet med store menneskelige omkostninger.

Trykskader fra medicinsk udstyr kan desuden have økonomiske konsekvenser, medføre forlænget indlæggelsestid og efterfølgende behov for sårbehandling.

Forebyggelse af trykskader ved medicinsk udstyr

Risikovurdering

Det er væsentligt at understrege, at alle patienter, som er påsat medicinsk udstyr, skal betragtes som værende i risiko for udvikling af trykskade. Det gælder både børn og voksne.

Der findes ingen risikovurderingsredskaber til at vurdere voksne patienters risiko for udvikling af trykskade fra medicinsk udstyr (4), og sygeplejerskens vurdering må baseres på faglig viden og det kliniske blik.

Hos børn kan man anvende risikovurderingsredskabet Braden QD skala (2). Risikoen vurderes ud fra den totale mængde udstyr, som er påsat barnet, samt graden af immobilisering (3). Det skal dog understreges, at alle børn med påsat medicinsk udstyr må betragtes som værende i risiko for at udvikle trykskade.

Risikoen for trykskader øges ved shear og fugtighed samt ved langvarig anvendelse af udstyr, som vanskeligt kan flyttes eller understøttes. Øvrige risikofaktorer er høj alder, komorbiditet og nedsat perfusion af huden.

Begrænset adgang til udstyr i passende former og størrelser samt manglende oplæring i brugen af medicinsk udstyr vil også kunne øge risikoen for trykskader (4).

Hudstatus

Vurdering af hudens status er en vigtig faktor i forebyggelsen af trykskader fra medicinsk udstyr, da hudens tilstand vil afgøre, hvilke interventioner der skal anvendes.

Det anbefales, at man i et afsnit/en afdeling udarbejder en systematisk tilgang til vurdering af huden i forhold til forebyggelse af udstyrsrelaterede trykskader. Det er vigtigt, at det sundhedsfaglige personale gennemfører en fuld hoved-til-tå og forside-til-bagside vurdering, som også inkluderer huden under medicinsk udstyr. Det anbefales, at huden under medicinsk udstyr observeres minimum to gange dagligt (4) mhp. ændringer i hudens mikroklima. Det er oplagt at gøre dette i forbindelse med plejeopgaver og anden håndtering af patienten. Patientens hud bør vurderes i forhold til:

Farve

- Ses der rødme eller misfarvet hud nogle steder på patientens krop?

- Ses der hud, som er helt bleg på grund af trykpåvirkning?

Fugtighed

- Ses der fugtigt miljø på huden under medicinsk udstyr?

Ødem

- Ses der perifere ødemer på hænder og arme?

- Ses der f.eks. ødem af ansigtet?

Hudens fasthed/turgor

- Er huden elastisk?

- Er huden fast og med normal turgor?

Macereret og svampet hud

- Ses huden svampet med fugtig overflade?

Temperatur (kold/varm)

- Mærkes huden varm, måske pga. temperaturforhøjelse?

- Mærkes huden kold, måske pga. perifere kredsløbsforstyrrelser?

Forekomst af hudirritation, vævsskade eller potentiel vævsskade

- Ses der allerede skader på huden på patientens krop?

Blå mærker

- Ses områder på huden, hvor der er blå mærker og/eller hæmatomer?

Tør og revnet hud

- Ses huden tør, skællende og måske med revner?

Hvis der allerede ved første vurdering af patientens hud forekommer nogle af ovenstående forhold, vil patienten være i øget risiko for at udvikle en trykskade under medicinsk udstyr.

Udfordrende opgave

Observation og vurdering af huden kan være udfordrende hos bevidstløse patienter, som ikke må vendes/drejes, eller hvor det påsatte udstyr ikke kan fjernes/løftes pga. risiko for livstruende konsekvenser. Hos patienter med ortopædiske fikseringsskinner, plader, proteser og halskraver kan det være udfordrende at tilse huden under disse. Hvis patienten er vågen og har bevaret følesans, kan patienten sandsynligvis tilkendegive smerter og ubehag under udstyret. Dog får mange patienter smertestillende behandling, som vil kunne sløre denne smerte.

Det er specielt vigtigt at anvende det sygeplejefaglige skøn ved vurdering af huden, og især når patienten ikke kan udtrykke ubehag og smerter verbalt. Her vil observation af udtryk fra patienten såsom grimasser, motorisk uro og agitation være vigtige, fordi dette kan bidrage til det sygeplejefaglige skøn (4,7).

Det kan være en udfordring af vurdere mørkpigmenteret hud, da potentiel skade kan være mindre synlig og sværere at observere med det blotte øje.

Praktiske anbefalinger om forebyggelse

Ved fiksering af udstyr bør man særligt rette opmærksomhed på ødem, efter at det medicinske udstyr er påsat, da dette kan medføre, at udstyret pludselig sidder for stramt eller slet ikke passer. Det ses f.eks. ved perifere venekatetre hos både børn og voksne, som nogle gange fikseres uhensigtsmæssigt med uelastisk cirkulær bandage for at forebygge autoseponering af bandage, se Foto nr. 2. Det ses også ved ødemer i ansigtet, hvor den maske, der skal understøtte respirationen, begynder at give trykskade, fordi masken ikke længere passer.

Hudens mikroklima ses ændret ved især aldrende hud som følge af medicinsk behandling (f.eks. binyrebarkhormon-behandling) eller ved visse systemiske sygdomme. Ligeledes er for tidligt fødte børn ekstra udsatte for trykskader under medicinsk udstyr pga. ustabilt umodent væv med tynd epidermis og mindre subkutant væv.

For at forebygge trykskade og friktion ved brug af medicinsk udstyr kan man gøre brug af tynde skumbandager, som klippes til i rette størrelser og sættes direkte på huden på det udsatte område under det medicinske udstyr, se Foto nr. 3 og 4.

Skumbandage uden klæbekant

Det er vigtigt at vælge en tynd skumbandage uden klæbekant, og det kan anbefales at følge en klippevejledning, så man får det optimale ud af skumbandagen, se Foto 5-7 for klippevejledning.

Man skal være opmærksom på, at det kan være nødvendigt at anvende forskellige klippeformer, så bandagen passer bedst muligt til patientens ansigtsform.

Huden under medicinsk udstyr tjekkes to gange dagligt og hyppigere hos patienter, hvis hud er i risiko og derved sårbar overfor væske, eller hos patienter med generelt eller lokalt ødem (4,5,7). Huden under den trykaflastende skumbandage kan tilses ved, at bandagen forsigtigt løsnes, huden tilses, og bandagen sættes på plads igen.

Skader som følge af fugt

Hudens mikroklima kan påvirkes af høj feber, øget fugt, svedtendens eller tør hud, hvilket igen kan øge risikoen for mekanisk skade. F.eks. kan luftfugtere, der anvendes til inhalation af medicin, medføre øget fugt, som blødgør overhuden samt øger friktionen og derved øges risikoen for hudskade.

For at forebygge disse fugtskader bør man anvende en barrierecreme, som helst skal påføres, inden skaden opstår. I den forbindelse er det vigtigt, at cremen så vidt som muligt tørrer ud på huden, inden det medicinske udstyr påsættes igen.

Regelmæssig flytning og bevægelse

Udover systematiske hudtjek, brug af skumbandager og barrierecreme skal medicinsk udstyr så vidt muligt flyttes, og placeringen ændres jævnligt, så det ikke trykker på præcis samme sted hele tiden. Der bør udarbejdes lokale rutiner og procedurer for, hvor ofte dette skal ske i klinisk praksis. Om muligt skal udstyret flyttes eller roteres til et sted, hvor huden ikke er påvirket, og hvor der ikke ses tegn på skade. Det er væsentligt at tænke på, at selv små ændringer i udstyrets placering eller understøttelse kan være effektivt til at aflaste huden og dermed medvirke til forebyggelse af trykskader (4,7).

Placering af udstyr under patienten skal undgås, så vidt det overhovedet er muligt. Hvis det ikke kan undgås, skal man minimere trykpåvirkningen ved polstring og lejring. Hver eneste mobilisering, lejringsændring og procedure afsluttes optimalt med et hurtigt tjek af, at udstyret ikke er placeret, så patienten udsættes for tryk.

Udstyr skal passe i form og størrelse

Når der skal vælges medicinsk udstyr, skal man sikre sig, at udstyret passer til patienten i form og størrelse. Hvis udstyret er for stort, vil det kunne sidde og skurre over huden og derved skabe friktionsskader. Hvis udstyret er for lille, vil der være en øget risiko for stræk af huden og forøget tryk, hvor det medicinske udstyr trykker mod huden. Hvis det vurderes, at udstyret ikke passer til patienten, bør det kraftigt overvejes at finde en anden løsning.

Et andet opmærksomhedspunkt er, at udstyret ikke strammes/spændes eller fastgøres for tæt til huden, da det også kan forårsage skader.

Alt medicinsk udstyr har en instruks for anvendelse og påsætning. Når man anvender medicinsk udstyr, bør man som professionel sætte sig ind i disse instrukser. Oplæring i brug af medicinsk udstyr er essentielt for at sikre korrekt anvendelse og brug.

Når medicinsk udstyr ikke længere er i brug, skal det, så snart det er medicinsk forsvarlig, fjernes (4,7).

Indsats og rutiner skal være systematiske

I den enkelte organisation bør forebyggelse af trykskader som følge af medicinsk udstyr inkorporeres i den eksisterende tryksårsforebyggelsesindsats. Der skal iværksættes systematiske rutiner og fremgangsmåder, som kan styrke indsatsen.

I 2020 udkom den nationale retningslinje for Forebyggelse af Tryksår hos voksne over 18 år (8), som netop anbefaler en systematisk fremgangsmåde for forebyggelse af tryksår i form af care bundles.

Et care bundle er et sæt evidensbaserede interventioner, der, når disse implementeres sammen, forbedrer patient-outcome signifikant. Ofte anvendes minimum tre til fem interventioner, og disse anbefalinger bør implementeres i klinisk praksis.

Det anbefales, at man lokalt sørger for at overvåge omfanget af trykskader som følge af medicinsk udstyr. Det kan gøres på en enkel måde og giver mulighed for at arbejde systematisk med forbedring. Når man har data på, hvor mange og hvilke trykskader man har i egen afdeling, kan der sættes målrettet ind overfor disse.

Viden og erfaringer vedrørende trykskader som følge af medicinsk udstyr kan med fordel deles på tværs af specialer og afdelinger, og man kan samarbejde om et højere niveau af forebyggelse.

Som organisation er det vigtig at melde tilbage til producenterne, hvis man finder problemer eller uhensigtsmæssigheder ved brug af et medicinsk udstyr, så dette kan blive forbedret. Selv om den enkelte afdeling kun ser få skader, kan det vise sig, at andre afdelinger har de samme problemer, som derved har et langt større omfang, end man umiddelbart troede (4).

Sekundær forebyggelse og behandling vigtig

Når der opstår en trykskade, er sekundær forebyggelse og behandling af trykskaden vigtig. Det skadede område skal straks aflastes mest muligt, helst totalt, og huden må ikke masseres. Udstyr, som ikke kan fjernes eller flyttes væk fra det skadede område, skal understøttes for at opnå mest mulig aflastning og trykfordeling. Selv små ændringer i placering af udstyr kan medføre en anden fordeling af tryk og dermed aflaste det beskadigede område.

En forudsætning for iværksættelse af optimal behandling er, at trykskadens omfang vurderes og evt. kategoriseres fra I-IV ud fra gældende kategoriseringsoversigt fra internationale retningslinjer (7). Dog findes der ikke redskaber til at vurdere trykskader, som er opstået på slimhinder, f.eks. i munden (4,7). Skaden beskrives, og der lægges en plan for behandlingen.

Alle trykskader vil kræve maksimal aflastning, og hvis der observeres et violet område, kan det være tegn på en dybereliggende vævsskade. Det kræver tæt observation at se, om skaden udvikler sig, og trykskadens omfang vil markeres yderligere i løbet af dage eller op til en uge. Det er således ikke altid muligt at vurdere skadens omfang før op til en uge efter dens opståen.

Hvis huden ikke er intakt, skal der påsættes bandage efter principperne for fugtig sårheling, og området aflastes maksimalt. Hvis der er mistanke om infektion i trykskaden med tegn som hævelse, rødme og varme, skal patienten vurderes af en læge.

Oprensning af eventuelle nekrotiske trykskader er en specialistopgave, som skal varetages af en læge eller en sårsygeplejerske. Ved trykskader ≥ kategori III (7) med manglende heling eller ved mistanke om infektion, bør specialafdeling kontaktes med henblik på vurdering af patienten og eventuelt behov for kirurgisk intervention.

Trykskader kan være smertefulde

Trykskader fra medicinsk udstyr kan være meget smertefulde. Smerten kan være konstant eller primært optræde i forbindelse med sårbehandling eller i timerne efter. Behovet for smertestillende behandling skal derfor vurderes individuelt og kan gives enten fast eller forud for sårbehandling (7).

God, systematisk dokumentation af såret og behandlingen er en forudsætning for vurdering af heling. Det kan være en god ide at bruge billeddokumentation i kombination med en fyldestgørende sårjournal.

Opheling af et dybt tryksår er en langvarig affære, som kræver tålmodighed og løbende evaluering af behandlingen. Ved manglende fremgang skal komplikationer mistænkes og en specialafdeling kontaktes med henblik på en vurdering af såret og behandlingen.

Patienten, som erhverver sig et tryksår, skal vejledes i klagemulighed, og tryksår er kategoriseret som utilsigtet hændelse og bør derfor rapporteres til Dansk Patientsikkerhedsdatabase.

Implikationer for klinisk praksis

Alle patienter, som er påsat medicinsk udstyr, er i risiko for trykskader. Det gælder både børn og voksne.

Trykskaderne kan forebygges ved systematisk observation (minimum to gange dagligt) og vurdering af huden skal kombineres med iværksættelse af forebyggende tiltag.

Forebyggende tiltag er anvendelse af tynde skumbandager under udstyret, håndtering af fugtproblematikker ved brug af barrierecreme samt trykaflastning og understøttelse af udstyr.

For at forebyggelsen af skader fra medicinsk udstyr skal lykkes, bør der i de enkelte organisationer være fokus på tilgængeligheden af udstyr og materialer til forebyggelse og mulighed for at vælge flere størrelser og udformninger.

Viden om og indsigt i forebyggelse af trykskader fra medicinsk udstyr vil kunne føre til højere plejekvalitet hos patienterne samt forebyggelse af smertefulde og langvarige trykskader, som kan have store menneskelige og økonomiske konsekvenser.

Den unge kvindelige patient på afdelingen for traumatisk hjerneskade på Hvidovre Hospital vandrer uroligt rundt på sin stue. Hun er indlagt til rehabilitering med svær hjerneskade efter en ulykke, hvor hun har fået et slag i hovedet og efterfølgende er blevet opereret. Hun kom ud af respiratoren for fire uger siden.

Sygeplejerske, cand.scient.san., Mia Moth Wolffbrandt kommer ind på stuen for at give patienten lidt morgenmad. Da hun ser den unge kvindes uro, tager hun et fast greb om hoften på kvinden og guider hende fysisk hen til en stol, så hun kan falde til ro.

"Når vi modtager patienter hos os, er de ofte svært bevidsthedssvækkede. I løbet af opvågningen er der mange, som gennemgår en kortere eller længere fase af agiteret adfærd, der bl.a. ses ved, at patienten er konfus og motorisk urolig. Nogle udvikler tilmed en truende eller voldelig adfærd," forklarer Mia Moth Wolffbrandt.

Den agiterede adfærd, der også kan forklares som udadreagerende adfærd, er helt central, når man behandler hjerneskadede patienter. Derfor har man på afdelingen siden 2007 brugt en skala, The Agitated Behaviour Scale (ABS), til at vurdere patientens agiterede adfærd.

"Hovedformålet med vurderingen er at evaluere på, om de ting, vi sætter i værk i forhold til patienten, virker. F.eks. kan en roligere adfærd i forbindelse med en badesituation bunde i, at vi er begyndt at bruge en badebåre eller er begyndt at guide patienten mere nonverbalt," siger Mia Moth Wolffbrandt.

Kvinden er let agiteret

Da den unge kvindelige patient skal til at spise en yoghurt, afviser hun at tage skeen i hånden. Det tolker Mia Moth Wolffbrandt, som at kvinden trænger til en pause, og hun guider den unge kvinde over til sengen for at hvile. De sidder lidt sammen på sengekanten.

"Nu skal du op at ligge," siger Mia Moth Wolffbrandt kort.

Nødvendigt at måle adfærd hos patienter med erhvervet hjerneskade

Hun sætter sig foran kvinden, tager fat om hendes skuldre og hjælper hende op at ligge. Kvinden bliver lejret i en 90 graders sidelejring ovenpå to truncusdyner, som Mia Moth Wolffbrandt skubber ind under kroppen både foran og bagved, så den unge kvinde til sidst ligger godt pakket op.

Det får kvinden til at slappe af og falde i søvn. Mia Moth Wolffbrandt sætter sig hen i stolen for at lave en ABS-score af den unge patients agiterede adfærd.

"Jeg vurderer, at kvindens adfærd var påvirket på fire områder (items): Hun havde nedsat opmærksomhed, en impulsiv og utålmodig adfærd, en rastløs adfærd, og hun ville forlade træningsområdet, da jeg kom ind på stuen."

På de fire items scorer kvinden derfor 3 points (på en skala fra 1 til 4 points), svarende til at adfærden var til stede, og at det samtidig var nødvendigt at korrigere patienten for at hjælpe hende med at finde ro. På de øvrige 11 items scorer hun 1 point, svarende til at den pågældende adfærd ikke var til stede. Den samlede score havner på 22 points, svarende til en let agiteret adfærd.

Mia Moth Wolffbrandt noterer også, at hun anvendte fysisk guidning og stillingsskift på patienten og gav hende en pause fra sin aktivitet med at spise. Pga. de interventioner forventer hun, at kvinden vil være faldet mere til ro, når hun vågner, så hun kan få lidt at spise.

Skalaen giver os faglige termer

Behovet for et redskab til at vurdere den agiterede adfærd opstod, fordi man kollegaerne imellem oplevede, at det var svært at sætte ord på, når man skulle beskrive og kommunikere om patienternes agiterede adfærd.

"Skalaen giver os faglige termer, vi kan anvende i vores kommunikation. Den giver et indblik i, hvilken patient vi har med at gøre og et overblik over, hvornår på døgnet patienten er mest urolig, så vi bl.a. ved, hvornår vi kan træne med patienten, og hvornår patienten skal hvile," siger Mia Moth Wolffbrandt.

Patienten bliver vurderet hver time, og plejepersonale eller terapeuter nedskriver de tiltag, de har gjort overfor patienten, f.eks. at begrænse sanseindtryk eller gå en runde på afdelingen med patienten.

"Det gør det muligt at sparre kollegaerne imellem om, hvad der fik patienten til at falde til ro, og hvad der ikke virkede. Ud fra det kan vi lægge en fælles strategi for, hvordan vi tilgår patienten det næste stykke tid," forklarer Mia Moth Wolffbrandt.

For at følge udviklingen hos patienter med svær erhvervet hjerneskade har man på Rigshospitalet taget en amerikansk skala i brug til at måle patienternes agiterede adfærd.

”Jeg kunne se, at der var et behov for at få et fagligt redskab til at dokumentere patienternes agiterede adfærd, fordi det fylder meget i vores og patienternes hverdag,” forklarer Ingrid Poulsen.

Foto: Heine Pedersen

Udadreagerende adfærd, også kaldet agiteret adfærd, fylder meget hos 40 pct. af patienter med svær hjerneskade, når de er under rehabilitering som følge af traumatisk hjerneskade i forbindelse med f.eks. en trafikulykke, eller ikke-traumatisk hjerneskade som en svær hjerneblødning eller iltmangel til hjernen.

"Skalaen bruger vi som et tværfagligt redskab blandt kollegaer til at følge patientens udvikling og kommunikere sammen om patientens tilstand, så vi kan tilrettelægge den bedst mulige behandling," fortæller Ingrid Poulsen om arbejdet med skalaen, der foregår på Klinik for Højt Specialiseret Neurorehabilitering Traumatisk Hjerneskade, Rigshospitalet.

Ingrid Poulsen leder til dagligt forskningsenheden RUBRIC (Research Unit on Brain Injury Copenhagen) på Hvidovre Hospital og er desuden adjungeret lektor på Sektion for Sygepleje Aarhus Universitet.

En del af opvågningen

Når patienter med svær hjerneskade ankommer til klinikken, der fysisk ligger på Hvidovre Hospital, er de som regel meget dårlige og er lige kommet fra Neuroanæstesiologisk Klinik, hvor mange har ligget i respirator. Den agiterede adfærd er en normal udvikling i forbindelse med opvågningen.

"Skalaen giver os faglige termer"

"I det første stadie af opvågningen ligger patienten stille. Personalet har måske øjenkontakt og begynder så småt at kunne kommunikere med patienten. I den næste fase bliver mange patienter urolige. Det kalder vi den konfuse fase eller posttraumatisk amnesi fase, og det er her, den agiterede adfærd optræder," forklarer Ingrid Poulsen.

Ofte ved patienterne ikke, hvor de er, eller kan måske ikke huske den ulykke, de har været ude for. De kan måske ikke forstå, hvad personalet vil dem, og nogle patienter vil prøve at komme væk eller bliver aggressive.

"Den konfuse fase kan være svær for personalet at håndtere, men er samtidig her, hvor man kan gøre en forskel og hjælpe patienten til at finde ro og komme videre i opvågningsfasen. Og her kan en skala til måling af agiteret adfærd være en stor hjælp for personalet," siger Ingrid Poulsen.

Behov for et fagligt redskab

Det var en amerikansk forskergruppe, der udviklede og validerede skalaen "The Agitated Behavior Scale"(ABS) til at måle agiteret adfærd. Ingrid Poulsen stødte på skalaen, da hun i 2005 startede på Hvidovre Hospital, hvor man lejlighedsvis brugte den engelske version.

Hendes ambition var at udbrede skalaen, så den blev brugt systematisk til alle patienter med agiteret adfærd – i første omgang på klinikken på Hvidovre Hospital.

"Jeg kunne se, at der var et behov for at få et fagligt redskab til at dokumentere patienternes agiterede adfærd, fordi det fylder meget i vores og patienternes hverdag og er det, vi har fokus på i behandlingen af patienterne," siger Ingrid Poulsen.

For at bruge skalaen på en dansk hospitalsafdeling var det nødvendigt at oversætte den til dansk. Oversættelsen var et omfattende arbejde, som blev udført efter gældende videnskabelige procedurer med dobbelt oversættelse fra engelsk til dansk og derefter dobbelt oversættelse fra dansk til engelsk. Den endelige oversatte version blev godkendt af de amerikanske forskere, der har udviklet skalaen.

"Efterfølgende har vi vist, at skalaen også er robust i den danske version, og vi har efterprøvet den i et prospektivt observationsstudie af 46 patienter, der i overensstemmelse med internationale studier viste, at 41 pct. af patienter med svær hjerneskade udviser agiteret adfærd," fortæller Ingrid Poulsen.

Patienter vurderes hver time

Når en patient ankommer til Klinik for Højt Specialiseret Neurorehabilitering, Traumatisk Hjerneskade, bliver patienten screenet for agiteret adfærd ved at blive vurderet på skalaen tre gange i døgnet i tre dage. Patienter med agiteret adfærd vurderes efterfølgende hver time på et udvidet skema, indtil adfærden hører op.

Skalaen bliver i dag brugt på forskellige rehabiliteringssteder for patienter med svær hjerneskade i Danmark, bl.a. også på Hammel Neurocenter i Region Midt.

​

En 69-årig mand blev i juli 2013 henvist til håndkirurgisk ambulatorium pga. smerter på oversiden af sin højre hånd.
Patienten beskrev smerterne som stødvise, stikkende og jagende, hvilket især plagede ham ved berøring af huden, som han oplevede som hypersensitiv.

Når han frøs om hånden, føltes det, som om hånden blev ubehagelig varm.

Smerterne stod på både nat og dag og forhindrede ham i at sove. Patienten var meget generet af sin hypersensibilitet, og i regnvejr måtte han bruge handske for at skærme mod dråbernes berøring.

Smerterne var opstået to år tidligere, hvor patienten fik anlagt et perifert venekateter (PVK) i højre hånd i forbindelse med en operation. Patienten fortalte, at det ved anlæggelsen af PVK’et føltes, som om der kom fyrværkeri i hele hånden, og det gjorde meget ondt. Sygeplejersken, som anlagde det perifere venekateter, fortsatte dog proceduren og stak patienten igen i samme hånd. Smerterne var herefter ulidelige.

Efterfølgende blev patienten behandlet med Gabapentin og ergoterapi uden effekt.

Håndkirurgen mistænkte da, at der var opstået en nerveskade, og stillede diagnosen ved at indsprøjte lokalbedøvelse præcis der, hvor smerterne var, dvs. en diagnostisk blokade.

I november 2013 eksplorerede man på håndkirurgisk operationsstue patientens hånd dér, hvor smerterne var værst, og fjernede et neurom, dvs. arvæv, i en endegren i en af de dorsale nervegrene. Ved telefonkonsultation dagen efter fortalte en lettet patient, at smerterne var ophørt.

Ved suturfjernelsen på 14.-dagen kom patienten glad og kunne nu give et fast håndtryk uden smerter. Han udbrød begejstret til håndkirurgen, at hun ”havde reddet hans liv!”

Et neurom er en skade på nerven

I litteraturen er ovenstående skade sparsomt beskrevet.

Helt tilbage i 1996 beskrives det fra en håndkirurgisk afdeling på et israelsk hospital (1). En patient fik lagt PVK i umiddelbar nærhed af den kutane gren af den radiale nerve på håndryggen og oplevede stigende smerter og føleforstyrrelser i hånden. Man negligerede symptomerne og fortsatte med at indgive medicin og væske i PVK’et.

Efter operationen fortsatte patientens klager og omfattede nu også hypersensibilitet som hos vores danske patient. En opfølgende kontrol afslørede senere, at patienten ikke kunne vende tilbage til sit arbejde, og at smerterne var blevet så omfattende, at han ikke kunne holde ud at have sit armbåndsur på. Efter fire måneder blev patienten opereret af en håndkirurg, som fjernede et neurom. Otte måneder efter operationen var patienten smertefri.

I en artikel i et amerikansk tidsskrift (2) opsummerer man efter en patientbeskrivelse, at man skal være bevidst om, hvor overfladisk den radiale nervegren ligger ved vena cephalica (studentens trøst), og at man straks skal trække PVK’et tilbage og fjerne det, hvis patienten oplever føleforstyrrelser. Det anbefales, at patienten skal tilses af en håndkirurg hurtigst muligt, hvis der er mistanke om nerveskade.

I en anden artikel (3) beskriver forfatterne, at netop fordi nervus radialis og den distale del af vena cephalica ligger med få millimeters mellemrum, er nervefibrene særligt udsatte for skader her. Derfor fraråder forfatterne, at man anlægger PVK i den distale del af vena cephalica som førstevalg eller som træning for uerfarne studerende og anbefaler, at sygehusene etablerer rutiner, der kan reducere risikoen for nerveskader, se figur 1.

Illustration: Kristof Bien

I den regionale vejledning for Region Hovedstaden hedder det: ”at man ofte vil anvende f.eks. vena cephalica til anlæggelse af PVK”. Under komplikationer er der ikke gjort opmærksom på risikoen for nerveskader. Vi har søgt i Nordsjællands Hospitals database og har ikke kunnet finde statistik på området, og derfor kender vi ikke skadernes antal.

Men vi synes, at vores case viser, at man kan pådrage patienterne mange smerter i månedsvis/årevis, og det bør man have in mente, når man anlægger et PVK.

Sygeplejersker må og skal lytte til patienterne, når de beskriver en uventet smerte, og handle på det (4). Sygeplejersken på det hospital, vores patient kom fra, skulle have undret sig og siden hen have fulgt op på patientens smertebillede med en henvisning til en håndkirurg.

Patienten fortalte, at hospitalet ikke ville anerkende hans oplevelse og indrapportere den som en utilsigtet hændelse, og at man ikke var til nogen hjælp for ham i efterforløbet.

Patienten kunne have været forskånet for to års smertehelvede, hvis man havde taget hans symptomer seriøst.

Håndkirurgen henviste patienten til patientvejlederen, som anmeldte skaden til patientforsikringen.

Sygeplejersker bør være meget bevidste om de skader, der kan ske ved selv den mest simple anlæggelse af et PVK, og må holde inde med proceduren og finde en anden vene, hvis patienten oplever neurogene smerter, dvs. voldsomme, kraftige, udstrålende smerter, og bede om en lægelig vurdering.

Vi må aldrig være for stolte til at indberette fejl, da det hverken hjælper patienten eller os selv.

Birgitte Pallisgaard, sygeplejerske, håndkirurgisk ambulatorium, Nordsjællands Hospital; birgitte.pallisgaard@regionh.dk
Lotte Weibel, sygeplejerske, håndkirurgisk ambulatorium, Nordsjællands Hospital

Litteratur

1. Stahl TS, Kaufmann B, Ben-David B. InternaNeuroma of the superficial Branch of the radial nerve after Intravenous Cannulation. The Anesthesia Research Society; 1996;83:180-2.
2. Boeson MB, Hranchook A, Stoller J. Peripheral nerve injury form intravenous cannalution: A case report. AANA Journal February 2000;68(1):53-7.
3. Kvarstein G, Jørun E. Kandidatens trøst – pasientens mareritt? Tidsskrift for den Norske Legeforening 2010;130:1250-1.
4. Trush DN, Belsole R. Radial Nerve Injury after Routine Peripheral Vein Cannulation. Journal of Clinical Anesthesia 1995;(7):160-62.

​

December giver ekstra travlhed på især landets akutmodtageafdelinger, der mange steder kan se et nogenlunde fast mønster i henvendelserne, specielt på selve juleaften.

På akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital er det f.eks. lige så sikkert som amen i kirken, at der i de sene eftermiddagstimer den 24. december kommer mange borgere, der har skåret sig på de skarpe køkkenknive under forberedelserne til julemiddagen. Det fortæller afdelingssygeplejerske Birgitte Taasby.

I timerne op til, at danskerne sætter sig til bords juleaften, har vi meget travlt. Her kommer primært folk, der har skåret sig i forbindelse med at lave mad, f.eks. når de skal skære anden ud. Det er jo skarpe knive, folk bruger, og en del er måske fortravlede oveni,” siger Birgitte Taasby.

Mavepinernes højtid

Det samme oplever kollegerne i Jylland, fortæller Vicky Bredkjær Larsen, der er specialeansvarlig sygeplejerske på Fælles Akutafdeling, Aarhus Universitetshospital.

”Op til julemiddagen kommer der rigtig mange kvinder ind med skader på fingrene, og min egen lille fornemmelse er, at der er sket en stigning i forbindelse med, at de her skarpe Globalknive er blevet mere og mere populære. De har måske våde eller fedtede fingre, det skal gå stærkt, og så smutter kniven for dem,” siger Vicky Bredkjær Larsen.

Julemaden stopper dog ikke sin hærgen her. Når andefedt eller sovs hældes fra pander og gryder, resulterer det nogle gange i brandsårsskader. Og også indenbords gør rødkål, flæskesteg og and mere skade end gavn hos mange. Efter et par timers stilhed får personalet på akutmodtagelserne nemlig travlt igen, når danskerne rejser sig fra det overdådige julebord. Hos nogle er det gamle mavesår, der spøger igen, mens andre får galdestensanfald. Julen er uden tvivl mavepinernes højtid.

”Der kommer rigtig mange med mavesmerter. Folk er nok ikke så vant til fed mad, som tidligere, og mange har smerter fra galdevejene,” siger Birgitte Taasby.

Samme tendens gør sig gældende i Aarhus, fortæller Vicky Bredkjær Larsen, og både hun og Birgitte Taasby fortæller, at mange også henvender sig med hjertesmerter.

”For mange kan det være svært at mærke, om smerterne kommer fra maveregionen eller fra hjertet, og mange henvender sig, fordi de tror, der er noget galt med hjertet, men hvor det simpelthen er ventriklen, der er på overarbejde. Hjerte og mavesæk er tæt forbundne, og ofte er hjertesmerter i virkeligheden mavesmerter,” fortæller Birgitte Taasby.

Forgiftninger og faldskader

Også på Fælles Akutmodtagelse på Odense Universitetshospital er juleaften lig med skæreskader og maveonder, og ifølge teamleder Sali Bækholm Cabrera er yderligere to patientkategorier overrepræsenteret på netop denne dag.
”En del astma- og KOL-patienter henvender sig pga. åndedrætsbesvær, primært opstået fordi der er så varmt i de hyggelige julehjem, og astmatikerne kan desuden ikke tåle stearinlys,” siger Sali Bækholm Cabrera.

Endelig kan det også mærkes, at en del danskere indtager mere alkohol i december end i resten af året.
”Især i julefrokostweekenderne har vi ekstra travlt pga. alkoholforgiftninger hos folk i alle aldre. De unge kommer stort set hele året rundt, men i december ser vi også flere midaldrende. Den aldersgruppe er nok ikke så vant til at gå i byen, og så kommer de lettere til at drikke lidt for meget til julefrokosten,” siger Vicky Bredkjær Larsen og uddyber:

”Nogle er helt bevidstløse, og dem indlægger vi naturligvis til yderligere observation, men nogle få af de alkoholforgiftede har drukket pga., de er depressive. Lige omkring juleaften ser vi også et par venefister, der simpelthen har taget piller, fordi de synes, det hele er for trist, men det er heldigvis få.”

En del af de berusede patienter kommer til akutmodtagelserne, fordi de er kommet til skade typisk efter vold og slåskampe eller fald fra cykel. Og skulle det være frost- eller snevejr eller f.eks. isslag, er der naturligvis masser af faldtraumer – alkohol eller ej.

”Her kommer der folk ind på stribe med brækkede håndled og ben. Vi oplever faktisk tit, at det er frostvejr i juledagene, og så stiger antallet af bl.a. trafikulykker. Det mærker vi, da vi også modtager traumepatienter,” slutter Vicky Bredkjær Larsen.

Tryksårspuderne er dels en trekantet, aflang pude og dels en flad pude med små, runde luftrum. Puderne kan bruges til aflastning af både ben og arme, og den trekantede kan desuden bruges som støtte i sideleje. Foto: Søren Svendsen

De ser enkle ud. Råhvide oppustelige puder, trekantede og firkantede. Men man skal ikke lade sig narre, for tryksårspuderne til engangsbrug kan mere, end man umiddelbart skulle tro. Sygeplejerske Kirsten Sivertsen har selv opfundet dem og sat dem i produktion, og hun mener, de er en del af løsningen på problemerne med tryksår på både hospitaler og i hjemmeplejen.

Hjemmevant viser Kirsten Sivertsen rundt på akutplejeenheden på Vigerslevhus plejehjem i Valby, hvor hun tidligere har arbejdet som vikar. Nu er hun her for at teste sin opfindelse, inden puderne for alvor kommer på markedet. 

Kirsten Sivertsen er sygeplejerske og opfinder. Hun har udviklet oppustelige puder, som kan forebygge og reducere tryksår. Vejen har været lang, men snart er hun klar til at afsætte sit produkt til både hospitaler og hjemmeplejen.
Foto: Søren Svendsen
 
”Spis dem, de er lavet af majs,” foreslår hun med et smil. Tilbuddet er knap så fristende, da majsen har antaget et plastisklignende udseende, men pointen er ikke til at tage fejl af: Puderne er yderst miljøvenlige. Det er dog hverken, fordi de er spiselige eller miljøvenlige, at beboerne på Vigerslevhus er vilde med puderne.

De er ganske enkelt behagelige, når de placeres under benene, under armene eller som støtte i sideleje, og så aflaster og forebygger de tryksår. ”En dement ældre dame, som jeg i flere dage havde lagt i seng med puderne, trak mig en aften ned til sig og hviskede: ”Husk nu de dér!” Hun mente puderne,” fortæller Kirsten Sivertsen stolt.

På en stue er social- og sundhedsassistent Rebekka Zahl Barthe i gang med at behandle en ældre herre, som har sår på hælene. Under hans lægge ligger to af de oppustelige trekanter med spidsen nedad. Rebekka Zahl Barthe kan uden besvær komme til fødderne, som svæver frit ud over puderne.

”Puderne aflaster rigtig godt, og det giver en god arbejdsstilling, så man kan komme til at pleje. Jeg bruger dem på mange forskellige måder,” forklarer hun. Kirsten Sivertsen har under testningen lært, at personalet skal have grundig instruktion i at bruge puderne korrekt.

Hun har dog ikke noget imod, at personalet eksperimenterer med brugen af puderne. ”Det er også o.k., så længe de også bruger dem på den rigtige måde,” pointerer hun og fortsætter: ”Faktisk kan jeg godt lide, at det sætter gang i deres fantasi i forhold til, hvordan man bruger dem bedst.”

Forebyggelse frem for behandling

Idéen til puderne fik Kirsten Sivertsen, da hun arbejdede som hjemmesygeplejerske.

”Nogle gange i hjemmeplejen føles det, som om man aldrig laver andet end at behandle tryksår,” siger hun med et suk og hentyder til, at hun ofte har oplevet, at patienter har haft tryksår, når de er blevet udskrevet fra hospitalet.

Problematikken kender de også til på Vigerslevhus: ”Det er oplagt at teste dem her, for vi har problemer med tryksår og aflastningen af dem,” fortæller daglig leder af akutplejeenheden Carina Nimb, som ser klare fordele for personalet i form af bedre arbejdsstillinger. ”Men selvfølgelig betyder det også noget, at borgerne er glade for dem,” pointerer hun.

Social- og sundhedsassistent, Rebekka Zahl Barthe, lægger puderne under benene, så hun kan pleje fødderne, uden at den ældre herre skal anstrenge sig. Foto: Søren Svendsen

Carina Nimb mener, det kan være en fordel, at produktet er udviklet af en fagperson som Kirsten Sivertsen, fordi hun har erfaring fra praksis. Ifølge Kirsten Sivertsen opstår problemet med tryksår, fordi personalet ikke har de rette rutiner til og arbejdsmæssige forudsætninger for at undgå tryksår. ”Hospitalerne siger, de laver tryksårsforebyggelse, men de er for længe om at reagere,” påpeger hun.

Den holdning deler hun med ergoterapeut Ulla Moe, som i flere år har beskæftiget sig med tryksårsforebyggelse og er forfatter til bogen ”Tryksår – smertefuldt for samfundet og den enkelte”. Ulla Moe startede i efteråret som konsulent i Kirsten Sivertsens firma Trialet. Sammen er de ikke i tvivl om, at hvis ressourcerne bruges på den rigtige måde, kan man undgå de fleste tryksår.

”Personalet vil gerne, hvis de har mulighederne, men det kræver nogle investeringer fra starten at undgå tryksår. Derfor skal vi have fat på både politikere, ledere og borgere,” siger Kirsten Sivertsen. De to er enige om, at tryksår skal forebygges bedre, og at den proces starter med, at man laver en national undersøgelse af problemets omfang. ”Der findes ikke egentlige tal på, hvor meget problemet med tryksår koster samfundet. Det er kun gisninger. Der er lavet undersøgelser i andre lande og lokalt i Danmark, men det er jo ikke noget, man bare kan overføre og gange op,” påpeger Ulla Moe.

Kirsten Sivertsen har været i gang med udviklingen af puderne i otte år, og til februar vil de være helt klar til at blive afsat på markedet.

Alt i alt har puderne indtil videre kostet 6 mio. kr. Kirsten Sivertsen har selv investeret en del af beløbet, mens resten er blevet investeret af firmaets direktør Peter Egelund og virksomheden Innovation MidtVest, som for et år siden tog Trialet ind som porteføljevirksomhed.

Læs mere: Sygeplejerske springer ud som opfinder

Foto: Palle Peter Skov

Christian Jørgensen, 40 år.

Oversygeplejerske på organkirurgisk afdeling, Kolding Sygehus.
Poliofølger fra toårsalderen.
Arbejdstid: Fuld tid.

"Jeg er adopteret fra Sydkorea, hvor jeg fik polio. Det betyder i dag, at jeg er afhængig af at gå med et højt benstativ, der gør, at jeg vralter, når jeg går. De fleste patienter kommenterer det ikke, men børnene og de ældre vil gerne høre om, hvorfor jeg går sådan. Til børnene siger jeg, at jeg har slået mit ben for lang tid siden. De ældre vil gerne vide, hvordan jeg kan have poliofølger, når jeg er så ung. Jeg kan også snakke med dem om, at jeg ved, hvad det vil sige at vente på en operation eller være patient. Jeg oplever ofte, at det er medvirkende til, at den hurtige kontakt og tillid, man skal have til patienterne, bliver skabt.

I dag har jeg ikke så meget patientkontakt, for jeg valgte tidligt at gå ledelsesvejen. Jeg har været meget bevidst om, at jeg ikke kan være flere år i klinikken med poliofølger og de følgesygdomme, jeg har risiko for at få. Det havde jeg ikke gjort, hvis benene havde fungeret, som de skal, for jeg elsker at være sammen med patienterne og har været meget glad for tidligere at være på akutafdelinger.

Det er sjældent, jeg oplever problemer, når jeg er på arbejde. Jeg var engang på en skadestue, hvor en psykiatrisk patient gik amok. Jeg kunne ikke løbe væk derfra, som de andre sygeplejersker, så en portør tog mig bogstavelig talt under armen og bar mig væk. Det er en af de få situationer, hvor jeg er kommet til kort i forhold til mit handicap." 

Foto: Michael Bo Rasmussen

K

athrine Grønkjær, 22 år.

Sygeplejestuderende på UCN Hjørring, 6. semester.
Dysmeli. Født uden venstre underarm.

"Da jeg valgte sygeplejestudiet, snakkede jeg med studievejlederne på skolen. De lød ikke, som om de syntes, det var en god idé. Jeg gjorde det alligevel, og det er gået over al forventning. Jeg ved godt, der måske kommer nogle tidspunkter, hvor jeg står over for svære forhindringer, men det er jeg forberedt på, og så må jeg tage den derfra.

Indtil videre går det fint med at gøre tingene på min måde. Min venstre arm har gribefunktion og er lige så meget med i arbejdet, som den højre. Hvis jeg f.eks. skal skifte forbinding eller rense sår, så bruger jeg også venstre arm med handske på. Det ser tosset ud, men det fungerer fint.

Jeg har tænkt på, om jeg skulle arbejde et sted med genoptræning, hvor patienterne f.eks. har fået amputeret et ben eller en arm. Så kunne jeg vise dem, at man godt kan fungere, selvom man mangler noget. Jeg vil gerne være en inspiration for andre, men det var mest i starten af uddannelsen, jeg tænkte så specifikt. Jeg vil også kunne inspirere patienterne på en almindelig sengeafdeling og vise, at man kan, hvad man vil, hvis man sætter sig for det.

Vi hører meget om, at det er svært at få et job i øjeblikket. Hvis jeg selv skulle ansætte en sygeplejerske og skulle vælge mellem hende med to hænder og hende med kun én, så ville jeg vælge den første. Men jeg synes, jeg har mange andre ting at bidrage med, og det håber jeg, en fremtidig arbejdsgiver vil kunne se, når jeg engang skal til jobsamtale.´" 

Foto: Søren Skarby

Jørn Møller, 42 år.

Sygeplejerske, psykiatrisk afd., Svendborg Sygehus.
Svært talehandicap.
Arbejdstid: Fuld tid.

"Jeg har hele mit liv stammet rigtig meget. Jeg har gået til talepædagog for at lære at afhjælpe og beherske det, men det vil altid være der. Det er noget, jeg sagtens kan leve med, selvom jeg ofte oplever, at patienterne f.eks. beskriver mig som "ham sygeplejersken, der stammer". De kan også finde på at være sjove på min bekostning eller gøre nar af mig. På en psykiatrisk afdeling kan patienterne være meget maniske og køre i et højt tempo, så det er lidt tilfældigt, hvad de hiver fat i for at underholde de andre. Jeg plejer bare at sige, at ja, jeg stammer, og sådan er det. Jeg har accepteret det og vil gerne være åben om det.

Når man er vokset op med at stamme, lægger man meget mærke til, hvordan andre folk taler. Jeg oplever selv, at folk gerne vil hjælpe med de ord, de antager, jeg vil sige. Jeg tror, det har gjort, at jeg er blevet bedre til at lytte og lade folk tale ud uden at blande mig eller afbryde.

Jeg blev uddannet som sygeplejerske i 2008. Før arbejdede jeg som bager, hvor jeg var gemt væk på arbejdet om natten. Nu skal jeg kommunikere som aldrig før, og det har været lidt af en mission for mig, at det selvfølgelig skulle lykkes på trods af mit talehandicap. Det er ikke fordi, at nu skal jeg rigtig vise, jeg kan. Sygeplejefaget interesserer mig meget, og nu vil jeg gøre det, jeg dybest set skulle have gjort for mange år siden. Det er der ikke noget, der skal forhindre mig i, i hvert fald ikke at jeg stammer."