Børn kan have brug for en Buddy

Sorgstøtte. Når et barn mister en far eller mor, kan det have brug for støtte. BørneBuddies er frivillige studerende som på barnets præmisser yder denne støtte i en tidsbegrænset periode.

150.000 børn bliver årligt pårørende til et nærtstående familiemedlem, og 16 børn mister dagligt en forælder. Der er få tilbud til disse børn, trods konsekvenser på både kort og lang sigt.

Med ønsket om at mobilisere civilsamfundet til denne opgave, bevilgede Egmont Fond-
en midler til Københavns Professionshøjskoles BørneBuddy-idé. Projektet startede juni 2016 og varer til ultimo 2018 ef-
terfulgt af forankring og spredning.

Formål. BørneBuddies hjælper børn, som er pårørende, ved at tilbyde barnet en Buddy. En Buddy er en studerende ved Københavns Professionshøjskole, som har ansøgt, er nøje udvalgt og klædt på til at være sammen med barnet i fire måneder, ca. 10 timer pr. måned. Forløbet tager udgangspunkt i barnets præmisser og er ikke terapeutisk.

Det er således studerende, som løser en civilsamfundsopgave, og projektets sekundære mål er at vurdere, hvordan frivillighed og studieliv gensidigt interagerer.

Metode. Projektet evalueres via effekt- og virkningsevaluering. Data fra familier indhentes via telefoninterview, spørgeskemaer og personlige interview undervejs. Data fra frivillige indhentes via før og efter-spørgeskemaer samt fokusgruppeinterview.

Resultater. 149 børn har deltaget indtil videre, 123 frivillige er uddannet fra 14 uddannelser.

Alle børn i målgruppen har modtaget hjælp, og motivationen blandt de studerende til at yde den frivillige indsats er høj.

Både børn, familie og frivillige evaluerer projektet overvejende positivt.

Konklusion. De foreløbige resultater peger på, at BørneBuddies er en gevinst for det enkelte barn og familien, fordi de bidrager med et pusterum og anerkendelse. Desuden ser det ud til, at det at være frivillig i en uddannelsessammenhæng betyder øget faglighed og styrkelse af kompetencer. De endelige resultater foreligger forår 2019.

Reference: https://phmetropol.dk/bornebuddies

Dorte Lindstrøm Vilstrup, sygeplejerske, cand.scient.san., tidligere projektleder BørneBuddies, nu chefkonsulent COK

Annemarie Engelhardt, sygeplejerske, lektor, assisterende projektleder, BørneBuddies, Københavns Professionshøjskole

Emneord: 
Pårørende
Sorg

Gæstebøger bugner af taknemmelighed

Siden 2005 har patienter og pårørende på Rigshospitalet kunnet få luft for deres vrede, bekymringer, håb og drømme ved at skrive i gæstebogen, som ligger fremme i kirkerummet i stueetagen.

"Jeg tror på, at lægerne ved, hvad de gør. Jeg lægger mit liv i deres hænder … Men kære Gud, hvad gør man, når Danmarks dygtigste læger løber tør for behandlingsmuligheder? Hvad gør man så? Jeg beder dig give mig styrken til at fortsætte og modet til at kæmpe videre (…)"

Ovenstående citat er skrevet af en 18-årig patient i gæstebogen på Rigshospitalet. Siden 2005 har patienter og pårørende på Rigshospitalet kunnet få luft for deres vrede, bekymringer, håb og drømme ved at skrive i gæstebogen, som ligger fremme i kirkerummet i stueetagen. Mange bøger er blevet fyldt siden da, og flertallet af siderne er fyldt med taksigelser, hvilket egentlig har overrasket hospitalspræsterne lidt, fortæller hospitalspræst Henning Nabe-Nielsen.

"Man kunne godt frygte, at mange ville have brug for at lufte deres frustrationer eller vrede over at blive syge, at det ville blive deciderede klagebøger, men det mest dominerende er "tak". Hilsnerne emmer af taknemmelighed," siger han.

De mange gæstebøger giver et unikt indblik i patienternes eksistentielle, åndelige og religiøse tanker på et tidspunkt, hvor flertallet er alvorligt syge eller døende, supplerer hans kollega Maria Baastrup Jørgensen:

"Både studerende og personale får nogle gange lov til at læse i dem, det giver indblik i en helt unik fortælling," siger hun.

I 2014 udkom bogen "Kirken på kanten – tro, når eksistensen udfordres", som bl.a. analyserer indholdet i de mange udfyldte gæstebøger indtil da og giver et bud på, hvordan folk, der ikke nødvendigvis går til gudstjeneste søndag kl. 10, forholder sig til Gud i deres skrøbelige og sygdomsramte tilværelse.

TRIALOG: ÅNDELIG OMSORG

Fag&Forskning 2018;(3):27-37

Når først en evt. forskrækkelse over diagnose eller skade har lagt sig, har mange patienter udover fysisk pleje og behandling også behov for åndelig omsorg. Forskning viser, at især livstruende og kroniske sygdomme ofte medfører eksistentielle og/eller religiøse overvejelser hos mange patienter. F.eks. kan patienten have brug for at lufte sin frygt eller vrede over at være blevet syg, mens andre kan have behov for hjælp til at sætte ord på og indrette deres nye liv som f.eks. kronisk syg. Læs:

 

Emneord: 
Angst
Død
Etik
Fænomenologi
Fødsel
KOL
Kommunikation
Mestring
Omsorg
Religion
Smerte
Sorg

Eksistenslaboratorium ruster personalet

Hospitalspræst på Rigshospitalet Maria Baastrup Jørgensen har i 2014 indledt et samarbejde med religionssociolog Majbritt Normann om at strikke et efteruddannelsesforløb sammen til medarbejderne.

I erkendelse af, at arbejdet med åndelige og eksistentielle temaer kan være en stor udfordring for sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle, indgik hospitalspræst på Rigshospitalet Maria Baastrup Jørgensen i 2014 et samarbejde med religionssociolog Majbritt Normann for at strikke et efteruddannelsesforløb sammen til medarbejderne.

Resultatet blev de såkaldte eksistenslaboratorier, som er en serie af "laboratorier" af hver to timers varighed, som afholdes med ca. tre ugers mellemrum. Et hold består af 6-8 deltagere, gerne på tværs af faggrupper og specialer. I de tre laboratorier arbejder deltagerne via oplæg og øvelser bl.a. med at få justeret deres egne forventninger og forestillinger i relation til "den svære samtale". I den forbindelse inddrages i høj grad den sundhedsprofessionelles egne oplevede barrierer i forhold til at indgå i eksistentielle samtaler, det kan f.eks. være:

• manglende afklaring om egne værdier

• manglende naturligt sprog om eksistensen

• manglende tid til at yde eksistentiel støtte eller manglende viden om eksistentielle temaer.

Et eksistenslaboratorium tilrettelægges og afvikles af en laboratorieleder, som er uddannet i metoden og har en række øvelser, der kan inspirere holdets arbejde. Efteruddannelsesforløbet tilbydes nu medarbejdere på alle hospitaler i Region Hovedstaden, mens Enhed for Uddannelse, Efteruddannelse og Kompetenceudvikling, Center for HR Region Hovedstaden, også gerne vil have det udbredt til sundhedsprofessionelle i kommuner og almen praksis. Man har derfor netop samlet og udgivet materialet i bogen "Eksistenslaboratorium", som udkom på forlaget Eksistensen den 16. august 2018.

(Kilde: 7 og www.regionh.dk -> Skriv "eksistenslaboratorium" i søgefeltet til højre).

TRIALOG: ÅNDELIG OMSORG

Fag&Forskning 2018;(3):27-37

Når først en evt. forskrækkelse over diagnose eller skade har lagt sig, har mange patienter udover fysisk pleje og behandling også behov for åndelig omsorg. Forskning viser, at især livstruende og kroniske sygdomme ofte medfører eksistentielle og/eller religiøse overvejelser hos mange patienter. F.eks. kan patienten have brug for at lufte sin frygt eller vrede over at være blevet syg, mens andre kan have behov for hjælp til at sætte ord på og indrette deres nye liv som f.eks. kronisk syg. Læs:

Emneord: 
Angst
Død
Etik
Fænomenologi
Fødsel
KOL
Kommunikation
Mestring
Omsorg
Religion
Smerte
Sorg

Hvad signalerer du?

Den enkelte fagpersons tilgang til patienten er afgørende for, om patienterne får den åndelige omsorg, de har brug for.

Vibeke Østergaard Steenfeldt har af og til hørt forskere diskutere, hvorvidt troende sygeplejersker er bedre til at udøve åndelig omsorg end ikke troende.

"Det er dog ikke noget, jeg kan genkende i min egen forskning. Det afgørende er simpelthen den enkelte fagpersons tilgang til patienten," siger hun.

Trafiklys - er du rød, gul eller grøn

Rødt lys: Stop! Det bremsende signal. Sygeplejerskerne sender dette signal

• når hun ikke reagerer på de følere, patienten måtte sende ud for at sondere, om der vil være forståelse for et åndeligt behov

• når hun reagerer affejende, overbærende, bedrevidende eller bagatelliserende på sådanne følere

• når hun virker travl.

 

Gult lys: Vent! Det afventende signal. Sygeplejersken sender dette signal

• når hun lytter og stiller uddybende spørgsmål til noget, patienten har sagt, men ikke spørger ind til patientens åndelige velbefindende eller ønsker af åndelig karakter, uden at patienten har lagt op til det

• når ord, der vedrører tro, eksistens, religion, spiritualitet, kirke, præst mv., undgås i hendes spørgsmål og sprog, og når hun ikke informerer om besøg af præst og andre åndelige tilbud, medmindre hun bliver spurgt om det

• når hun ikke tilkendegiver eget standpunkt, forsøger at være neutral.

 

Grønt lys: Kom! Det inviterende signal. Sygeplejersken sender dette signal

• når hun lytter og stiller uddybende spørgsmål til noget, patienten har sagt og uopfordret spørger ind til patientens åndelige velbefindende og eventuelle ønsker af åndelig karakter

• når hun uopfordret informerer om besøg af præst, deltagelse i gudstjeneste og andre religiøse tilbud

• når hun tilkendegiver egne forudsætninger og muligheder for at være behjælpelig på det åndelige område

• når ord, der vedrører tro, eksistens, religion, spiritualitet, kirke, præst mv., naturligt indgår i hendes spørgsmål og sprog

• når hun giver patienten valgmuligheder og frihed til at sige fra og til.

(23)

I den forbindelse mener hun, at sygeplejersker kan blive klogere på deres egen tilgang ved at reflektere over deres praksis ud fra den model, sygeplejerske og forfatter Grete Schärfe udviklede tilbage i 1988 (se boksen "Trafiklys – er du rød, gul eller grøn?", red.) (23).

"Studiet viste bl.a., at de signaler, som sygeplejerskerne sendte, havde betydning for, om patienterne betroede dem deres åndelige behov eller ej. Modellen er udviklet dengang, man primært tænkte religiøs omsorg, men jeg mener, at den sagtens kan bruges i dag," siger hun.

For nogle kan det røde lys bunde i en frygt for at træde patienterne over tæerne eller blive afvist, men det er ikke nogen undskyldning, siger Vibeke Østergaard Steenfeldt, som i forbindelse med studierne til sin ph.d.-afhandling netop konfronterede en sygeplejerske på hospice med dette – om hun aldrig var bange for at blive afvist?

"Hun svarede nej, selvom hun nogle gange havde oplevet, at en patient blev vred, fordi hun var kommet for tæt på i forhold til at tale om døden. Her måtte sygeplejersken erkende, at patienten mistede tilliden til hende, og en kollega måtte tage over. Men hun sagde, at hun hellere vil gøre forsøget, hvis hun mente, det var det, der skulle til, og så risikere at mislykkes med det, end at hun ville lade være og så efterfølgende opleve, at hun skulle have forsøgt," fortæller Vibeke Østergaard Steenfeldt.

Signalerer man rødt lys, kan det også bunde i en følelse af utilstrækkelighed – af ikke at være godt nok klædt på til at hjælpe patienten med f.eks. bøn eller meditation.

"Berøringsangst kan skyldes, at man ikke selv er religiøs eller afklaret i forhold til f.eks. sin egen død. Men det må ikke hindre en i at hjælpe patienten. Vend den om – det er patienterne, der skal fortælle, hvad der er vigtigt for dem, og hvordan sygeplejersken kan hjælpe dem – personalet kan altid henvise patienterne videre til f.eks. imam eller præst, hvis det handler om noget religiøst, hvor man ikke selv kan bunde. Og det vil altid være individuelt fra sygeplejerske til sygeplejerske," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt.

 

TRIALOG: ÅNDELIG OMSORG

Fag&Forskning 2018;(3):27-37

Når først en evt. forskrækkelse over diagnose eller skade har lagt sig, har mange patienter udover fysisk pleje og behandling også behov for åndelig omsorg. Forskning viser, at især livstruende og kroniske sygdomme ofte medfører eksistentielle og/eller religiøse overvejelser hos mange patienter. F.eks. kan patienten have brug for at lufte sin frygt eller vrede over at være blevet syg, mens andre kan have behov for hjælp til at sætte ord på og indrette deres nye liv som f.eks. kronisk syg. Læs:

bbbbbbbbbbbbbb

cccccccccccccccccc

Emneord: 
Angst
Død
Etik
Fænomenologi
Fødsel
KOL
Kommunikation
Mestring
Omsorg
Religion
Smerte
Sorg

Krav om nærvær, mod og eksistentiel kommunikation

Åndelig omsorg fungerer bedst, hvis sygeplejersker tør møde patienterne i deres lidelser og give lidt af sig selv. For nogle sygeplejersker falder det naturligt, andre kan lære det.
Modelfoto: Bax Lindhardt

For bare 10 år siden var åndelig omsorg i princippet tænkt ind i de faste rutiner på mange hospitaler. Ved indlæggelsessamtalen var der som udgangspunkt lagt op til, at personalet skulle spørge ind til patienternes kulturelle, religiøse og/eller åndelige behov på linje med f.eks. allergier, medicin samt toilet- og madvaner.

Lommeseddel

Lommesedlen er trukket fra it-tavlesystemet Patient Cetrea, hvor personalet udover bl.a. status på patientbelægning kan trække en liste med vigtigste data på patienterne, f.eks. navn, cpr-nummer, indlæggelsesdato og -årsag, diagnose, ordinationer m.m. Personalet kan desuden tilføje TOKS, plejetyngde og andre relevante informationer f.eks. andre diagnoser m.m. Patient Cetrea opdateres før hvert vagtskifte.

En undersøgelse fra 2008 viste dog, at punktet ofte var mangelfuldt dokumenteret i de svenske journaler (16). Og en dansk undersøgelse fra 2007 viste også, at mange sygeplejersker sprang emnet "kulturelle og åndelige behov over," når de brugte den såkaldte VIPS-model ved den obligatoriske indlæggelsessamtale (17).

I dag er punktet "Religion, kultur og tro" dog faldet ud af indlæggelsessamtalen, i hvert fald på Kolding Sygehus, hvor der i stedet figurerer et punkt om "psykosociale forhold", fortæller Mette Vestby Wiggers. Emnet er heller ikke at finde i journalens stamdata.

"Tidligere spurgte jeg automatisk ind til, om der var nogle særlige hensyn i forhold til kultur, religion og tro. De fleste svarede nej eller var almindelige kristne, men jeg har f.eks. haft Jehovas Vidner, som ikke måtte modtage blodtransfusioner, og muslimer, der ikke spiser svinekød. Opstår der særlige behov i dag, skal vi notere det direkte i journalen, eller vi kan oprette en plejeplan," fortæller hun.

"Det er egentlig både godt og skidt," supplerer Vibeke Østergaard Steenfeldt og uddyber:

"Som udgangspunkt mener jeg, at et evt. fast punkt under indlæggelsessamtalen kun udgør en lille del af det at udøve åndelig omsorg. Det er en lidt begrænsende og opsplittet måde at indsamle oplysninger på, hvor man kun får viden om det, der er bestemt på forhånd i stedet for at sanse, hvad der er på spil for patienten. Men det giver i det mindste anledning til at bringe patientens åndelige behov op. Så er det måske ikke så farligt eller privat at komme ind på det religiøse eller andre eksistentielle emner, heller ikke senere i forløbet."

For tidskrævende

Ud fra den fænomenologiske tankegang bør sygeplejerskerne dog være opmærksomme på patienternes "eksistentielle tilstand" i alle patientmøder – uanset om de finder sted på hospitalet, i plejecentret eller borgerens eget hjem. Nogle tænker måske, at det er for tidskrævende, men det mener forskeren ikke, selvom hun ofte hører argumentet fra sine studerende.

"Det kan være meget mere tidskrævende at lade være, men det er der som sådan ikke evidens for. Jeg har dog mange eksempler på, at det koster tid IKKE at tage tiden til det," siger hun og fortæller om en palliativ patient indlagt på hospice.

Klar tale og Calgary-Cambridge Guiden

Sygehus Lillebælts kommunikationskursus "Klar tale med patienterne" præsenterer bl.a. personalet for den evidensbaserede kommunikationsmodel Calgary-Cambridge Guiden, som vi bragte en sygeplejefaglig artikel om i Fag&Forskning nr. 1/2018, (18).

(Kilder: 19,20)

Patienten nærmest kommanderede rundt med sygeplejerskerne og beordrede dem til at åbne vinduet, lukke døren, lukke vinduet, åbne døren for så at starte forfra igen.

"Fra første dag hun var indlagt, flygtede personalet fra hendes stue. Efter nogle dage tog man samling og fandt ud af, at skulle patienten have en god tid, krævede det to ting: Masser af kærlighed og omsorg. De sygeplejersker, som kunne give hende det, tog sig af hende, og de gik først fra patienten, når hun havde ro på sig og med en aftale om, hvornår de kom igen. Så var der ro de næste to-tre timer, så sygeplejerskerne med sindsro kunne gå i gang med andre patienter uden at blive tilkaldt igen og igen," fortæller Vibeke Østergaard Steenfeldt.

Hvad er vigtigt for dig?

Mette Vestby Wiggers kender til travlhed og tidspres, bl.a. når hun har aftenvagt på sengeafdelingen med ansvar for fem-seks patienter. Her læser hun som udgangspunkt ikke patienternes journaler med det samme, men er udstyret med en lommeseddel (se boks "Lommeseddel", red.), hvor de væsentligste patientdata er noteret. Hun kan derfor indlede vagten med at spørge patienterne om, hvordan de har det i dag, og hvad der er særligt vigtigt for dem at få fulgt op på.

"Vi aftaler altid, at de skal kalde på mig, hvis de har brug for mig. Men når jeg begynder min vagt på denne måde, ved jeg, hvad der er vigtigst for patienten ud over den opfølgning og de ordinationer, som bare skal nås ifølge dagens stuegang. Det er noteret på lommesedlen. Jeg undgår at bruge min tid på at læse alt om patienten fra start af, og det er tit mere effektivt at læse journalen efter at have set og talt med patienten. Nogle få spørger, om jeg ikke har læst deres journal. Jeg svarer, at jeg kender de vigtigste data, men fortæller, at jeg bare godt lige vil høre, hvordan de har det, hvorefter jeg læser journalen," siger Mette Vestby Wiggers og tilføjer:

"Mange patienter er jo som akut syge blevet bragt ind til os med 112, og nu ligger de "bare" og venter under hjerteovervågning, måske på yderligere undersøgelser, mens medicinen gør sin gavn. Det er ofte en voldsom oplevelse, de har brug for at tale om, og det kommer nogle gange op her. Men som sygeplejerske skal man turde spørge patienten direkte: "Du ser ked ud af det – er der noget, du vil tale med mig om?" Kræver det en længere snak, end man umiddelbart har tid til, kan man med anerkendelse sagtens parkere snakken og aftale at komme tilbage senere," fortæller Mette Vestby Wiggers.

Åndelig omsorg og pårørende

De pårørende er ofte lige så berørte over sygdom og den måde, en diagnose kan påvirke tilværelsen på efterfølgende, som patienten. De deltager ofte mere eller mindre aktivt i samtaler mellem patient og behandlere og har også behov for at blive hørt. Også her er den sansende tilgang oplagt at bruge, mener Mette Vestby Wiggers: "Jeg kan godt finde på at spørge patienten, om jeg lige må tale med ægtefællen om, hvordan han/hun har det? De har jo oftest været med hele forløbet igennem og oplevet det fra den anden side af sengehesten. Når et familiemedlem bliver syg, bliver hele familien påvirket og har behov for støtte vejledning og omsorg," siger Mette Vestby Wiggers.

Både hun og Vibeke Østergaard Steenfeldt opfordrer til at bruge decideret familiesygepleje i relevante situationer. Netop "Familiesygepleje" var emnet for Trialogen i Fag&Forskning nr. 1/2018

(Kilde: 22).

Mette Vestby Wiggers beskriver sin første runde ved patienterne "som et forsøg på at lære patienten at kende og få opbygget en tillidsfuld relation". Men hun oplever også, at hun sparer tid ved den:

"Jeg kender patientens ønsker og behov fra start af, og jeg oplever, at det medvirker til, at patienten føler sig hørt og anerkendt. Når de kender planen for aftenen, har de mindre behov for at kalde med forskellige ting, som allerede er aftalt eller vil blive afklaret i løbet af vagten. Derfor mener jeg ikke, at manglende tid er en undskyldning for ikke at spørge ind til patientens åndelige tilstand eller behov," siger hun.

OK at vise følelser

En anden veldokumenteret begrundelse for, at sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle har svært ved at yde patienterne åndelig omsorg og støtte, er usikkerhed og manglende kompetencer. Personalet føler sig simpelthen ikke rustet til at indgå i samtaler med patienter, hvor religiøse og eksistentielle problemstillinger kommer op (7).

Vibeke Østergaard Steenfeldt anerkender følelsen af utilstrækkelighed og medgiver, at god åndelig omsorg kræver mod og nysgerrighed:

"I min optik er redskabet i åndelig omsorg i høj grad sygeplejersken selv og hendes egen sanselighed. Det handler om at have en åben og nærværende tilgang til patienten og ægte interesse for, hvad der rører sig. Her er mod også væsentligt," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt og henviser til sygeplejerske, underviser og forfatter Anne Elsebet Over-gaards beskrivelse af, hvad åndelig omsorg også er (12):

"Åndelig omsorg er at have mod til at gå med patienten ind i lidelsens rum og være der sammen med patienten". Det er åndelig omsorg i en sætning," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt.

Ovenstående tilgang kræver nok også et lille opgør med nogle sygeplejerskers forestilling om, at det er uprofessionelt at vise følelser:

"Jeg synes, det er forkert at tro, at man er mere professionel, hvis man ikke giver noget af sig selv. Jeg mener, det er dybt professionelt, når man som sygeplejerske kan vise egne følelser og mærke, hvornår det er OK at give patienten en krammer eller omvendt holde sig væk, vel vidende at man selvfølgelig ikke skal påføre patienten sine egne følelser, så patienten kan føle ansvar for at skulle trøste sygeplejersken," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt.

Forskning i eksistentiel og åndelig omsorg

I efteråret 2017 nedsatte Syddansk Universitet, SDU, formelt forskningsgruppen "Eksistentiel og åndelig omsorg". Gruppen har til formål at undersøge syge borgeres eksistentielle og åndelige behov og komme med bud på, hvordan sundhedsvæsenet bedst møder behovene gennem en strategisk og fagligt velfunderet sundhedsfaglig praksis, der prioriterer fokus på det hele menneske med alle dets mange behov – fysiske, psykiske, sociale og åndelige. Læs mere om gruppens aktuelle forskningsprojekter.

Sygeplejersken må altså ikke ende med at blive påvirket af patientens situation på en måde, som påvirker patienten negativt. Det er Mette Vestby Wiggers også meget bevidst om, især i sit arbejde med at opbygge en tillidsfuld relation med sine ambulante patienter.

"Her er jeg nogle gange nødt til at give patienten lidt af mig selv for at komme helt igennem, men jeg beholder altid min faglige kappe på. Jeg deler sjældent noget privat, men har jeg prøvet noget lignende, kan jeg godt sige det og tilføje, at jeg tror, jeg kan sætte mig ind i de følelser, patienten har lige nu," siger hun og uddyber:

"Men jeg kan også komme i tvivl – mister patienterne tilliden til vores faglige kompetencer, hvis vi bliver for personlige? Og jeg skal også passe på, jeg ikke kommer til at give for meget og dræner mig selv. Det er meget individuelt og handler om at læse den enkelte patient og situation," siger hun.

Hjælp til at leve godt og længe

I sin kommunikation og arbejde med sine patienter finder Mette Vestby Wiggers bl.a. inspiration i den evidensbaserede kommunikationsmodel Calgary-Cambridge Guiden (18) samt den systematiske "Spørgeguide til Eksistentiel Kommunikation i Sundhedsvæsenet" (se boksene "Klar tale og Calgary-Cambridge Guiden" og "Eksistentiel kommunikation", red.).

Spørgeguiden har netop til formål at hjælpe sundhedsprofessionelle med at begynde og afslutte en samtale om patientens eksistentielle problemer og ressourcer under alvorlig sygdom. Den lægger op til, at personalet på omkring 20 minutter systematisk kan afdække patientens problemer og ressourcer og lave en foreløbig handleplan, evt. med henvisning til f.eks. psykolog, præst, socialrådgiver eller patientforening.

Problemer af åndelig art

I december 2017 udgav Sundhedsstyrelsen nye anbefalinger for den palliative indsats for patienter med livstruende sygdom og palliative behov samt deres pårørende (24). Anbefalingerne skal skabe lighed i adgangen til de palliative behandlingstilbud overalt i landet uanset diagnose og løfte kvaliteten i indsatsen, særligt i forhold til den basale palliative indsats.

I anbefalingerne anvendes verdenssundhedsorganisationen WHO’s definition af palliativ indsats og rehabilitering for voksne:

"Den palliative indsats har til formål at fremme livskvaliteten hos patienter og familier, som står over for de problemer, der er forbundet med livstruende sygdom, ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art."

Derudover barsler Sundhedsstyrelsen også med særskilte anbefalinger for palliative indsatser til børn, unge og deres familier.

(Kilde: 24)

"Den indeholder en masse gode spørgsmål som "Hvordan er det at være dig lige nu? "Hvad fylder for dig?" Jeg bruger dem sjældent slavisk, men som inspiration, især ved dybere samtaler. Spørgsmålene hjælper mig med at få patienterne til at tale om det, der er vigtigt for dem, hvilket jeg i høj grad har brug for i mit arbejde," siger Mette Vestby Wiggers.

De ambulante patienter kommer typisk hos Mette Vestby Wiggers hver 14. dag i fire-seks måneder, mens de bliver optitreret i hjertesvigtsbehandlingen samtidig med, de skal have information om sygdom, symptomer, sund livsstil og styr på evt. tilbagevenden til job m.m.

"For at samarbejdet med patienten kan lykkes, er det meget vigtigt for mig at vide, hvem jeg sidder over for. Patienterne har jo en alvorlig kronisk sygdom, og jeg skal hjælpe dem til at leve så godt og så længe med sygdommen som muligt. Det hele skal passe ind i det liv, de allerede har," siger Mette Vestby Wiggers.

Vibeke Østergaard Steenfeldt har ikke selv arbejdet med spørgeguiden, men hun er ikke i tvivl om, at den er brugbar, når sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle skal udøve åndelig omsorg.

"Der findes ikke mange evidensbaserede og håndgribelige redskaber til dette arbejde. Langtfra alle har medfødte evner, men jeg mener, at man kan træne sig til meget. Der er meget at hente i at være god til at kommunikere," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt:

"Og nu, hvor jeg hører, hvordan Mette bruger spørgeguiden, tænker jeg, at eksistentiel kommunikation er et fantastisk redskab til at yde åndelig omsorg. Det er jo eksistensen, der er på spil for patienten, og eksistentiel kommunikation hjælper sygeplejersken til at tale med patienten om det, der er vigtigst lige nu," tilføjer forskeren.

Eksistentiel kommunikation

Spørgeguiden til "Eksistentiel Kommunikation i Sundhedsvæsenet" er i første omgang udviklet til almen praksis, men bliver nu også udbredt til sygeplejersker og andre faggrupper på Sygehus Lillebælt.

Formålet er at give de professionelle et kommunikationsredskab, som kan hjælpe dem med at begynde og afslutte en samtale om patientens eksistentielle problemer og ressourcer under alvorlig sygdom. Den indeholder forslag til temaer og spørgsmål, som i dansk forskning har vist sig at være relevante for patienterne, og som kan adresseres i en samtale med patienten.

Spørgsmålene kan enten stilles, som de er formuleret i guiden, eller de kan tjene som inspiration til at formulere egne spørgsmål. Det tager ca. 20 min. at komme igennem alle temaerne i guiden, men der vil være situationer, hvor det er godt at dvæle ved et eller flere af temaerne og foreslå patienten en opfølgning ved senere lejlighed.

Forslag til, hvordan sygeplejersker kan indlede samtalen:

"Jeg kunne godt tænke mig at høre noget mere om, hvordan du har det, nu hvor du er blevet syg? Jeg kunne godt tænke mig at vide noget mere om alt det, der ligger rundt omkring selve sygdommen: Hvad sygdommen gør ved det, ved dit liv og dine relationer. At vi får talt om de her ting, kan gøre, at vi kan finde ud af, om der er noget, jeg kan hjælpe dig videre med, så du bedre kan håndtere din sygdom – og få mere ro i sjælen. Har du lyst til at tale med mig om det?"

Læs spørgeguiden

 

 

TRIALOG: ÅNDELIG OMSORG

Fag&Forskning 2018;(3):27-37

Når først en evt. forskrækkelse over diagnose eller skade har lagt sig, har mange patienter udover fysisk pleje og behandling også behov for åndelig omsorg. Forskning viser, at især livstruende og kroniske sygdomme ofte medfører eksistentielle og/eller religiøse overvejelser hos mange patienter. F.eks. kan patienten have brug for at lufte sin frygt eller vrede over at være blevet syg, mens andre kan have behov for hjælp til at sætte ord på og indrette deres nye liv som f.eks. kronisk syg. Læs:

 

 

Emneord: 
Angst
Død
Etik
Fænomenologi
Fødsel
KOL
Kommunikation
Mestring
Omsorg
Religion
Smerte
Sorg

De 7 eksistentielle grundtræk

Den schweiziske læge og psykiater Medard Boss har beskrevet syv eksistentialer eller eksistentielle grundtræk, som i mere eller mindre grad hele tiden er på spil i ethvert menneskes væren-i-verden.

Rumlighed

Rumlighed betegner menneskets udfoldelse i rummet. I modsætning til ikke-levende objekter står mennesket i en sanselig og modtagende relation til de levende væsener og genstande, der omgiver det. Rumligheden er dobbeltrettet – man kan være både her og der. En sygdom kan begrænse menneskets mulighed for at udfolde sig rumligt, f.eks. kan livsudfoldelsen ændres til at være i et afgrænset fysisk rum, hvor den syge kan tænke tilbage på de daglige gåture i skoven eller sende en tanke til det hus, man ikke længere magter at bo alene i, så man i nuet har en oplevelse af at være netop der.

Tidslighed

Tid er knyttet til menneskets væren-i-verden ved at leve i nuet i forventning om fremtiden byggende på den tid, der er gået forud. Tiden er på den ene side en fast størrelse. Den er daterbar. Den er fælles, idet vi har en fælles forståelse af f.eks., hvad klokken er, hvor mange minutter der går på en time osv. Men på den anden side er tiden også mere individuel. Den er til noget – tid til at sove, tid til at ses, tid til at løse en opgave eller den tid, vi ikke har. Tiden kan være knap, hvis den er ved at rinde ud, og en pårørende skal nå at komme frem for at sige farvel. Tiden kan være lang, hvis man begrænset af sin sygdom har brug for hjælp, og den er for længe undervejs.

Kropslighed

Kroppen er mere end den fysiske krop, der er afgrænset af vores hud. Den afgrænses af den åbenhed, vi rækker ud efter verden med. Det er kroppen, vi sanser verden med, og sanserne rækker længere end det fysiske legeme. Nogle sanser rækker længere end andre, f.eks. høre- og synssansen. Boss bruger ordet krop både som navneord "en krop", som er den fysisk afgrænsede krop, og som udsagnsord "at kroppe sig", hvilket betegner det at række ud efter verden. Når et menneske rammes af sygdom, rammes den fysiske krop, og samtidig forandres den syges muligheder for at række modtagende ud efter verden.

Samværen

Samværen betegner det, at mennesket ikke eksisterer som et isoleret væsen. Vi er indlejrede i relationer med andre, uanset hvilken form disse relationer har, f.eks. om de er båret af nærhed eller fravær, af kærlighed eller had eller andre former og følelser. Som samværende væsener er vi fælles om at bære livet – eller døden. Sygdom kan begrænse menneskets muligheder for at udfolde samværen på måder, hvor det f.eks. bliver til ensomhed, men savnet og længslen kan netop knytte sig til den samværen, der ikke kan udfoldes.

Stemthed

Stemtheden er ikke en følelse, der skabes, men nærmere en stemning, der vækkes. Når mennesket som et sanseligt, åbent modtagende væsen møder mennesker eller genstande, vækkes nogle latente stemninger til live. Stemtheden kan have betydning for, hvordan man møder verden – f.eks. åbent, hvor man er klar til at modtage, eller begrænset, hvor det er svært at få øje på noget, der er godt at række ud efter, uanset om man mødes af glædelige begivenheder, sygdom eller andre svære livsomstændigheder.

Erindring – historicitet

Erindring har at gøre med at stå i et forhold til noget, der hører historien til. Erindring er noget andet end blot at huske noget. Selv om jeg har glemt noget, betyder det ikke, at det ikke eksisterer, eller at det er ude af min eksistens, men at det i øjeblikket er i baggrunden. At erindre noget er at visualisere noget og stå i et kropsligt forhold til det erindrede. Det er at genkalde sig noget historisk på en måde, så det kropsligt sanses igen. Vi bliver gennem erindringen sat i forbindelse med det erindrede, hvilket f.eks. kan have betydning, når alder, sygdom eller andet begrænser nogle andre muligheder for at række ud efter verden.

Dødelighed

Til forskel fra andre levende væsener eller genstande ved vi mennesker, at vi en dag skal dø. Derfor er vi nødt til at eksistere i et forhold til vores dødelighed. Ofte undgår vi døden – taler udenom, fortrænger eller undviger den på anden måde. Men dødeligheden er også med til at give perspektiv på livet. Hvis vi ikke skulle dø, ville vi aldrig opleve at miste. Det ville aldrig være for sent at gøre noget. Vores eksistens ville dermed få en helt anden karakter. Døden er en eksistentiel mulighed, der har betydning for vores måde at være i verden på. Den sætter andre eksistentielle muligheder i perspektiv.

Grundtræk påvirker den eksistentielle frihed

Ifølge Boss kan de syv grundtræk ikke ses som isolerede bestanddele af mennesket. De skal nærmere forstås som måder, mennesket rækker ud efter verden på – eller måder, den menneskelige eksistens udfolder sig på. De skal ses i en forenende helhed, der findes i ethvert menneskeligt fænomen. Ikke altid med samme og lige vægt – de kan være fremtrædende med forskellig styrke i forskellige livssituationer. Eksistentiel frihed – eller frihed til at række ud efter verden – indebærer, at grundtrækkene udfoldes i en forenende heling.

Når mennesket rammes af sygdom, kan dets muligheder for at række ud efter livet blive begrænset – den eksistentielle frihed begrænses. Samtidig med at nogle grundtræk begrænses, kan situationen åbne for andre grundtræk. F.eks. får samværen en anden dimension, når et døende menneske hjælpes ud i sin kolonihave, for at vennerne kan komme og sige farvel. Og et menneske, som er blevet lam i benene, får vakt en stemthed til live ved blot at opleve at kunne vippe med foden eller stå på benene i få sekunder. I dette perspektiv mener Boss derfor, at sygdomme ikke kan forstås udelukkende ved at forstå biologien og patofysiologien. Vi forstår først sygdommen helt, når vi forstår, hvordan sygdommen begrænser det enkelte menneske i at udfolde sine grundtræk.

(Kilder: 1,13,14)

TRIALOG: ÅNDELIG OMSORG

Fag&Forskning 2018;(3):27-37

Når først en evt. forskrækkelse over diagnose eller skade har lagt sig, har mange patienter udover fysisk pleje og behandling også behov for åndelig omsorg. Forskning viser, at især livstruende og kroniske sygdomme ofte medfører eksistentielle og/eller religiøse overvejelser hos mange patienter. F.eks. kan patienten have brug for at lufte sin frygt eller vrede over at være blevet syg, mens andre kan have behov for hjælp til at sætte ord på og indrette deres nye liv som f.eks. kronisk syg. Læs:

 

 

 

 

Emneord: 
Angst
Død
Etik
Fænomenologi
Fødsel
KOL
Mestring
Omsorg
Religion
Smerte
Sorg

Åndelig omsorg er mere end religion

Åndelig omsorg er en del af den grundlæggende sygepleje og relevant for alle patienter uanset alder, diagnose og religiøs observans.

Religiøs, åndelig eller eksistentiel omsorg? Er det tre forskellige ting, eller er vi snarere ude i en "kært barn, mange navne"? Det spørgsmål er svært at svare ja eller nej til. Der eksisterer som sådan ikke én officiel definition på begrebet, som i denne Trialog primært benævnes åndelig omsorg, som omfatter både religiøse og eksistentielle problemstillinger.

De forskellige betegnelser kan ifølge Vibeke Østergaard Steenfeldt ses som udtryk for den udvikling, omsorgsbegrebet har gennemgået, siden fagbladet Sygeplejersken skrev om sygeplejersker og åndelig omsorg for 40-50 år siden til i dag.

Åndelig omsorg

I bogen "Åndelig omsorg – en lærebog" fra 2003 opererer sygeplejerske, forfatter og underviser Anne Elsebet Overgaard med de to norske sygehuspræster Stifoss-Hanssen og Kallenbergs definition af åndelig omsorg:

" … at være opmærksom på patienternes eksistentielle spørgsmål og ressourcer, at lytte til den mening, disse har i patientens livshistorie, og at hjælpe patienten i hans/hendes arbejde med eksistentielle spørgsmål med udgangspunkt i hans/hendes eget livssyn".

(Kilde: 12)

I 1983 gav en af de danske sygeplejepionerer på feltet, Grete Schärfe, f.eks. sit bud på sygeplejerskers rolle i åndelig omsorg: "Åndelig omsorg er at imødekomme åndelige behov. Med et åndeligt behov mener jeg enhver faktor, som er nødvendig for at etablere og opretholde et menneskes levende, personlige forhold til Gud" (11).

"På det tidspunkt var åndelige behov lidt underforstået lig med religiøse behov. Dengang gik åndelig omsorg meget på religion, bøn og dermed også præstens rolle i denne omsorg, selv om en enkelt forfatter eller to så småt begyndte at foreslå, at begrebet måske skulle tolkes lidt bredere," fortæller Vibeke Østergaard Steenfeldt.

Den udvikling tog for alvor fart op gennem 1990’erne, hvor bl.a. to norske sygehuspræster, Stifoss-Hanssen og Kallenberg, beskrev, at patienternes åndelige behov ikke blot er religiøse, men også handler om de eksistentielle spørgsmål og bekymringer, der kan opstå hos ethvert sygt eller døende menneske, uanset om de er præget af religiøse aspekter eller ej (se boksen "Åndelig omsorg") (1,12).

"Udviklingen skal endvidere ses i lyset af, at andre faggrupper som fysioterapeuter, jordemødre og psykologer også er begyndt at arbejde med emnet. For 40-50 år siden havde sygeplejersker og præster nærmest patent på at udøve åndelig omsorg, men sådan er det ikke længere," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt.

Sygdom påvirker livsudfoldelse

I sin ph.d. fra 2013 (1) ønskede Vibeke Østergaard Steenfeldt at undersøge, hvad det betyder for patienterne, når åndelig omsorg er en del af plejen på hospice (se også boksen "Lindring og bedre mestring", red.).

"Det var dog svært at undersøge, netop fordi vi mangler en fælles faglig begrebsforståelse. Jeg valgte derfor at kigge nærmere på, hvordan man kan forstå åndelig omsorg og gentænke begrebet. Og her kom jeg frem til, at åndelig omsorg er, når sygeplejerskerne hjælper patienten til livsudfoldelse," siger hun.

Mette Vestby Wiggers tilføjer:

"Det er en stor omvæltning, når man pludselig ikke er den og kan det, man var og kunne før. Her skal jeg hjælpe patienten med at tage elementer fra det tidligere liv ind i det nye liv. Patienten bliver gladere, og det giver en større chance for, at patienten har en positiv tilgang til behandlingen og resten af forløbet," siger hun.

Lindring og bedre mestring

Forskning viser, at åndelig omsorg kan lindre både fysiske og psykiske smerter samt føre til bedre mestring af f.eks. et palliativt forløb eller livet som kronisk syg. Omvendt viser forskning også, at mangel på åndelig omsorg kan gøre syge mere bekymrede og angste og give flere smerter.

Sygdom kan føre til voldsomme omvæltninger i patienternes liv, som ofte kalder på en ny måde at forholde sig til livet på. Her viser flere studier, at patienternes sindsstemning og livsopfattelse har stor indflydelse på deres velvære og mestringsevne (15). I fasen, hvor nye tanker om meningen med livet kan opstå, er det derfor vigtigt, at sygeplejerskerne er klædt på til at støtte patienterne.

I forhold til livsudfoldelse er Vibeke Østergaard Steenfeldt meget inspireret af den schweiziske læge og psykiater Medard Boss’ eksistentielle tilgang til medicin og psykologi. Han har bl.a. beskrevet syv eksistentialer eller eksistentielle grundtræk, som i mere eller mindre grad hele tiden er på spil i ethvert menneskes væren-i-verden: rumlighed, tidslighed, kropslighed, samværen, stemthed, erindring/historicitet og dødelighed (1,13,14) (se "De 7 eksistentielle grundtræk", red.).

"Og Boss siger, at vi aldrig kender en sygdom, før vi forstår, hvordan sygdommen begrænser patienten i at udfolde sine eksistentielle grundtræk. Når man bliver syg, bliver man begrænset på forskellige måder. Derfor er det også vigtigt, at sygeplejersker og andre fagprofessionelle finder ud af, hvilket menneske det er, de sidder overfor, og hvad det betyder for det menneske at være blevet syg," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt.

Som eksempel giver hun bl.a. den ældre og meget sociale herre med hoftebrud, som for en tid vil være ude af stand til at bevæge sig ud af sin lejlighed og er bange for at blive isoleret. Hoftebruddet påvirker især hans rummelighed og samværen. Og så er der den 14-årige pige med en brækket arm, som giver hende en god undskyldning for ikke at deltage i idrætstimerne de næste seks uger. Bruddet påvirker hendes livsudfoldelse nærmest positivt.

"De har begge knoglebrud om end forskellige steder på kroppen, men bliver påvirket vidt forskelligt," siger hun og uddyber:

"Det handler om at komme til laget under de behov, diagnosen giver. At finde ud af, hvilke grundtræk der begrænses, og ikke mindst hvilke der kan udfoldes på trods af diagnosen og så hjælpe patienten med det; hjælpe patienten med at udfolde livet – uanset diagnose, og om der er kort eller lang tid tilbage," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt.

TRIALOG: ÅNDELIG OMSORG

Fag&Forskning 2018;(3):27-37

Når først en evt. forskrækkelse over diagnose eller skade har lagt sig, har mange patienter udover fysisk pleje og behandling også behov for åndelig omsorg. Forskning viser, at især livstruende og kroniske sygdomme ofte medfører eksistentielle og/eller religiøse overvejelser hos mange patienter. F.eks. kan patienten have brug for at lufte sin frygt eller vrede over at være blevet syg, mens andre kan have behov for hjælp til at sætte ord på og indrette deres nye liv som f.eks. kronisk syg. Læs:

 

 

Emneord: 
Angst
Død
Etik
Fænomenologi
Fødsel
KOL
Mestring
Omsorg
Religion
Smerte
Sorg

Brug dine sanser

Forskningen beskriver to måder at udøve åndelig omsorg på: Den behovsorienterede og den fænomenologiske tilgang.

Ifølge Vibeke Østergaard Steenfeldt beskriver forskningen to måder at betragte og dermed også udøve åndelig omsorg på, nemlig den behovsorienterede og den fænomenologiske tilgang.

"Den behovsorienterede tilgang er den mest udbredte og traditionelle måde at beskrive og tilgå åndelig omsorg på. Åndelig omsorg opfattes som en konkret handling, der tilbydes og gives på linje med at tilbyde mad og drikke til en sulten patient eller smertelindring til en patient med fysisk smerte," fortæller lektoren, som selv finder den tilgang lidt utilstrækkelig:

"Hvis man som sygeplejerske arbejder ud fra at identificere, hvilke typer åndelige behov en patient har, er der fare for, at man kun identificerer de behov, man selv har fantasi til at forestille sig. Det bliver meget konkret, og de religiøse behov er nok mere konkrete at forholde sig til – f.eks. behovet for bøn eller samtale med en præst. Når åndelig omsorg tænkes meget konkret, oplever jeg en tendens til ofte at tænke i religiøse praksisser, hvor åndelig omsorg af nogle sygeplejersker ses som f.eks. sygehuspræstens opgave. Her kan sygeplejersken måske komme til at overse andre eksistentielle problemstillinger," siger hun og uddyber:

"I forskningslitteraturen beskrives åndelige behov ofte som håb, mening og lignende. Men den type behov er svære at få øje på og beskrive som behov, man kan hjælpe patienten med."

"Jesus hjælper mig"

Den fænomenologiske tilgang, som Vibeke Østergaard Steenfeldt også breder ud i sin ph.d.-afhandling (1), handler netop ikke om, at sygeplejerskerne skal identificere og herefter opfylde nogle religiøse eller eksistentielle behov hos patienterne. Det handler mere om at sanse, hvad der er på spil for patienten i lige præcis den situation, patienten er i nu.

"Som jeg ser det, er det vores fornemmeste opgave at hjælpe patienten med at finde frem til, hvad der er på spil lige nu. Viser det sig, at patienten f.eks. har brug for hjælp til bøn, skal vi nok understøtte ham i det. Men det kan lige så vel være angsten for at komme hjem eller frustrationer over at være begrænset i udfoldelsen af det liv, man havde før sygdommen, der er på spil," siger hun.

Ovennævnte tilgang benytter Mette Vestby Wiggers sig af overfor både indlagte og ambulante patienter.

"Når vi f.eks. har gennemgået en ambulant patients sygdomshistorie, spørger jeg som udgangspunkt altid ind til, hvem patienten er. Hvem var du, før du blev syg? Hvad er vigtigt for dig? Det er sjældent, patienterne bringer deres religion op, men forleden stod jeg med en udenlandsk patient med hjertesvigt på sengeafdelingen. Han var meget syg, og da jeg spurgte ind til, hvordan han havde det, svarede han "Jesus hjælper mig"," fortæller Mette Vestby Wiggers og fortsætter:

"Det skulle jeg lige tænke lidt over. Men jeg valgte at gribe chancen og spørge ind til, hvordan han brugte Jesus, og hvilken betydning Jesus havde for ham. Patienten sagde, at han havde set ham og bad til ham. Han troede på mirakler og mente, at Jesus ville hjælpe ham gennem den svære tid. Da jeg vidste det, kunne vi lave en aftale om, at han skulle give et tegn, hvis jeg kom ind på stuen, mens han bad, så han kunne bede færdig, uden jeg forstyrrede," siger hun.

Vibeke Østergaard Steenfeldt er ikke i tvivl:

"Det er i høj grad den sanselige tilgang, du benytter her. I det øjeblik patienten åbner op og siger noget, sanser du, hvad der er på spil, griber det og gør noget ved det for at hjælpe patienten," siger forskeren.

TRIALOG: ÅNDELIG OMSORG

Fag&Forskning 2018;(3):27-37

Når først en evt. forskrækkelse over diagnose eller skade har lagt sig, har mange patienter udover fysisk pleje og behandling også behov for åndelig omsorg. Forskning viser, at især livstruende og kroniske sygdomme ofte medfører eksistentielle og/eller religiøse overvejelser hos mange patienter. F.eks. kan patienten have brug for at lufte sin frygt eller vrede over at være blevet syg, mens andre kan have behov for hjælp til at sætte ord på og indrette deres nye liv som f.eks. kronisk syg. Læs:

 

Emneord: 
Angst
Død
Etik
Fænomenologi
Fødsel
KOL
Mestring
Omsorg
Religion
Smerte
Sorg

Nybagte mødre kan også have ondt i eksistensen

Patienters behov for åndelig omsorg er især udtalt i forbindelse med alvorlige eller livstruende sygdomme, men også ved markante transitioner i livet som f.eks. det at blive mor.

Alle patienter kan mere eller mindre ubevidst have behov for, at sygeplejersken eller andre sundhedsprofessionelle som minimum giver dem tilbud om at berøre eksistentielle spørgsmål og problemstillinger.

Nogle vil måske afslå, men ifølge international forskning er åndelig omsorg især relevant for og ofte også en naturlig del af plejen af palliative patienter (9). Når mennesker konfronteres med døden og livets skrøbelighed, opstår der ofte store eksistentielle spørgsmål som Hvor kommer vi fra? Hvad er meningen med livet? Hvorfor lige mig? Findes der en gud? Patienterne kan desuden blive angste, f.eks. for at dø i store smerter, og også her er der behov for at sætte ind med åndelig omsorg, pointerer Vibeke Østergaard Steenfeldt:

"Det kan fylde meget for nogle, men når først patienten har fået luftet sin angst, og personalet tager angsten alvorligt og fortæller, at patienten vil få den lindring, der er behov for, finder mange fred med lige præcis det punkt og er en bekymring lettere," siger hun.

"Jeg er helt enig," supplerer sygeplejerske Mette Vestby Wiggers, som kan genkende problemstillingen fra sin professionelle gang på Hjertesygdomme Senge og Ambulatorium på Kolding Sygehus. Hun uddyber:

"Det er noget, vi også skal blive bedre til at tale med patienter med kronisk sygdom om tidligere, end vi gør i dag. Vi er ofte meget fokuseret på den livsforlængende handling, men angsten for at dø fylder meget hos mange, så vi skal i den retning, du taler om, noget tidligere. At vi kan lindre smerterne og garantere, at vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at de ikke skal lide. Dét er vigtigt for patienterne," siger hun.

"Lige præcis," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt og fortsætter:

"Spørger patienten direkte, om de dør af det her, skal man selvfølgelig ikke lyve. Man skal hjælpe dem med at få det bedste ud af det liv, de har lige nu. Nogle er bange for at tage håbet fra patienterne, men omvendt kan man jo også være med til at tænde et nyt håb."

Nybagte mødre beder også

Behovet for åndelig omsorg eksisterer dog hos mange andre patientgrupper, f.eks. den nydiagnosticerede patient med kronisk sygdom som KOL eller diabetes. At få sygdommen som fast følgesvend resten af livet kan også skabe frustrationer og overvejelser af eksistentiel karakter, bl.a. fordi sygdommen kan føre til begrænsninger i patientens livsudfoldelse, jf. artiklen "Åndelig omsorg er mere end religion".

Men selv mere positive transitioner som f.eks. det at blive mor kan skabe grobund for eksistentielle overvejelser og bekymringer, viser en dansk ph.d.-afhandling fra 2015 (10). Her blev 913 førstegangsmødre spurgt om, hvordan det at blive mor havde påvirket dem. Blandt de 517, der svarede, angav flere end 75 pct. f.eks., at de tænkte mere på liv og død, og 64 pct. svarede, at de var kommet til at tænke på noget større end sig selv.

Derudover kom de mange eksistentielle tanker til udtryk i, at hele 65 pct. af mødrene svarede bekræftende til, at de 6-12 mdr. efter fødslen jævnligt bad en bøn, mediterede el.lign. Og til forskernes overraskelse var det ikke svarmuligheden "meditation", der fik størst tilslutning, men derimod muligheden "bøn som en indre dialog henvendt til Gud" (10).

TRIALOG: ÅNDELIG OMSORG

Fag&Forskning 2018;(3):27-37

Når først en evt. forskrækkelse over diagnose eller skade har lagt sig, har mange patienter udover fysisk pleje og behandling også behov for åndelig omsorg. Forskning viser, at især livstruende og kroniske sygdomme ofte medfører eksistentielle og/eller religiøse overvejelser hos mange patienter. F.eks. kan patienten have brug for at lufte sin frygt eller vrede over at være blevet syg, mens andre kan have behov for hjælp til at sætte ord på og indrette deres nye liv som f.eks. kronisk syg. Læs:

 

 

 

Emneord: 
Angst
Død
Etik
Fødsel
KOL
Mestring
Omsorg
Religion
Smerte
Sorg

Voksne efterladte ønsker kvalificeret sorghjælp

Sundhedsprofessionelle bør i højere grad end i dag gøre opmærksom på muligheden for sorghjælp.
Resumé

Sorgen rammer, når et voksent menneske mister en betydningsfuld og nær pårørende i forbindelse med dødsfald. Ved en sådan lejlighed spiller sundhedsprofessionelle en vigtig rolle i relation til den voksne efterladte, som i den forbindelse har kontakt med sundhedssystemet.

Interview med voksne efterladte peger på, at der er brug for at opprioritere sorgintervention for at sikre den efterladte de bedste forudsætninger for trivsel og sorgbearbejdelse. For at de sundhedsprofessionelle kan yde kvalificeret sorg-intervention, er der behov for både faglig viden og empati. Desuden er der behov for systematik omkring sorginterventionen i det samlede sundhedsvæsen.

Artiklen tager udgangspunkt i en afhandling fra masteruddannelsen i humanistisk palliation ved Aalborg Universitet. I afhandlingen bliver voksne efterladtes oplevelser af bl.a. sundhedsprofessionelles reaktioner undersøgt gennem fem kvalitative interview med kvinder mellem 37 og 56 år, som alle har mistet en nær voksen pårørende.

Informanten Bente, 53 år, mistede pludselig sin kæreste og samlever Hans, som døde af hjertestop. Bente fortæller om sin oplevelse med en sygeplejerske på skadestuen:

”Hun var heller ikke særlig meget inde ved os” (…) ”Hvis hun kunne få lov til at hente saftevand ... så var hun glad for det.”

”Hun havde det ikke godt med bare at være der uden at gøre noget, så hun kunne ikke bare sådan være derinde og give sig tid og være der, jeg tror ikke, hun så funktionen i at være inde hos os (…) og jeg tror heller ikke, hun havde været i stand til det, hvis vi havde bedt hende om det og sagt ”bare stå der, det er fint, det er egentlig meget rart, at du er her” (…) hun gjorde det bedste, hun formåede, hun var bare meget uerfaren.” 

En dødskultur under forandring

Død og sorg omtales ofte som et tabu. Efter en periode, hvor død og sorg har været tabubelagt i den offentlige og private sfære, er dødskulturen, herunder sorg- og mindekulturen, blevet mere synlig i det offentlige rum og via medierne (1). Det er bl.a. kommet til udtryk ved, at flere har fokuseret på sorgens betydning og konsekvenser for efterladte. Interessen gør sig særligt gældende i forhold til børn, unge og gamle. Men hvad med de voksne efterladte, som befinder sig mellem målgruppen unge og gamle?

I en afhandling om nutidens sorgkultur fra masteruddannelsen i Humanistisk Palliation ved Aalborg Universitet (2) undersøges voksne efterladtes oplevelser af netværkets reaktioner ved tabet af en betydningsfuld voksen. Med netværk menes i denne forbindelse familie, venner, nærmeste omgangskreds herunder arbejdskolleger samt de sundhedsprofessionelle, som den efterladte har haft kontakt med i forbindelse med sit tab. Artiklen tager udgangspunkt i afhandlingen med særligt fokus på de sundhedsprofessionelle.

Sorghjælp præget af tabu og angst

Afhandlingen peger på, at sundhedsprofessionelles håndtering af voksne efterladtes sorg er præget af tabu og angst.

Voksne efterladte udtrykker behov for kvalificeret sorghjælp fra sundhedsprofessionelle, hvis forståelse og støtte er vigtigt for de efterladtes trivsel og sorgproces, og de sundhedsprofessionelle har også viljen til at hjælpe og støtte, men ved ikke, hvordan det bedst gøres.

Derudover synes der at være en mangel på systematik i sundhedsvæsenet, når det kommer til at tilbyde sorgintervention til efterladte, og det kan være tilfældigt, om og hvem der tilbydes hjælp.

Hvis sundhedsprofessionelle skal kunne tilbyde voksne efterladte den hjælp, de har behov for, så de får de bedste forudsætninger for trivsel og sorgbearbejdelse, synes det at være nødvendigt, at sorginterventionen opprioriteres. Behovet for bedre sorghjælp afspejler sig også i oprettelsen af den nye sorgrådgiveruddannelse, som Metropol og Det Nationale Sorgcenter stod bag med start ultimo 2017. Uddannelsen er et af de initiativer, som kan være med til at styrke sundhedsprofessionelle til bedre at kunne støtte og rådgive efterladte i sorg. 

Ovenstående konkluderes på baggrund af afhandlingens empiri: Fem kvalitative interview med kvinder mellem 37 og 56 år, som alle har mistet en betydningsfuld voksen. Tre har mistet en forælder, en har mistet begge forældre, og en har mistet sin samlever.

Kvinderne (også kaldet informanterne) har alle været i kontakt med sundhedssystemet enten via plejehjem, kommunal hjemmepleje, skadestue eller akut modtageafdeling i forbindelse med deres nærtståendes død. Det har været alt fra en enkelt kontakt til et længere forløb. Fra pludselige til ventede dødsfald, i rollen som pårørende til en døende og/eller i rollen som efterladt. 

Informanterne er tilfældigt udvalgt ud fra følgende inklusionskriterier:

  • At personen har oplevet et tab i form af, at en betydningsfuld anden voksen i familien er død: En ægtefælle/samlever, forældre eller søskende
  • At personen er aktiv på arbejdsmarkedet eller i gang med en uddannelse
  • At personen er mellem 30 og 60 år.
  • I det følgende gennemgås en række hovedpunkter fra undersøgelsen, som underbygger konklusionen. Undervejs følger uddrag fra de fem interview og teori på området.

Undersøgelsens empiri er indhentet via kvalitative semistrukturerede interview. Interviewene blev optaget på henholdsvis smartphone og iPad og efterfølgende transskriberet ordret.

Ingen har ansvar for sorgintervention

Begrebet sorgintervention omfatter den professionelle hjælp, som sørgende opsøger eller tilbydes og er bl.a. defineret som en integreret del af sundhedssystemets palliative indsats (3).

At Sundhedsstyrelsen ser sorgintervention som en opgave i den palliative indsats og dermed som en opgave i sundhedssystemet, fremgår bl.a. af ”Sundhedsstyrelsens nationale anbefalinger for sundhedspersoners møde med pårørende til alvorligt syge” (3) samt af de mere overordnede anbefalinger ”Anbefalinger for den palliative indsats” (4). 

Anbefalingerne fra 2012 beskriver, hvordan sundhedspersoner inden for den basale palliative indsats bør identificere de pårørendes eventuelle behov for støtte og inddragelse. Ud over at have fokus på pårørende i forbindelse med et sygdomsforløb indeholder anbefalingerne anvisninger på efterladtes behov for støtte i relation til sorgreaktioner. I anbefalingerne beskrives også mulige interventioner i forbindelse med selve dødsfaldet (3).

Anbefalingerne fra 2011 indeholder ligeledes anbefalinger om støtte til henholdsvis efterladte og pårørende til døende (4). Heraf fremgår det bl.a., at støtte til pårørende er en central opgave, samt at det er de fagprofessionelles opgave at være opmærksomme på de forskellige behov (4). Anbefalingerne er målrettet den basale palliative indsats, som kun to af informanterne, Connie og Dorte, har været i kontakt med. 

Ifølge Mai-Britt Guldin, klinisk psykolog, ph.d. og forsker i sorg ved Aarhus Universitet, har sorgintervention traditionelt været delt op i psykisk førstehjælp, krisehjælp, sorgarbejde og sorggrupper m.m. (5). Ud fra denne definition indgår sorgintervention tilsyneladende også som en opgave for de sundhedsprofessionelle på f.eks. skadestuer og akut modtageafdeling, hvor de resterende tre informanters oplevelser med sundhedsprofessionelle stammer fra. 

Guldin gør opmærksom på, at det faglige ansvar for sorgintervention ikke er tildelt en bestemt faggruppe, og at ingen sektor eller afdeling i sundhedsvæsenet har sorgintervention som kerneydelse. 

Guldin nævner flere eksempler på tilbud om sorgintervention og fremhæver, at det kan være svært at få overblik over dem. Hun pointerer, at den manglende systematik omkring sorgintervention i sundhedssystemet bl.a. kan betyde, at det er tilfældigt, om den sørgende tilbydes sorgintervention, eller om det forventes, at den sørgende selv skal opsøge den (5). 

Guldins pointe understøttes af informanten Anns udsagn:

”Der kunne jeg faktisk have haft behov for, at der var nogen omkring os, der fortalte os, at her er noget hjælp, hvis I har behov for det … en sygeplejerske, en læge eller et eller andet (…) Hvis der var nogen, der måske havde henvendt sig, så kunne det være, at tingene havde set anderledes ud (…) så kunne der have været en anden vej til at tale om sorgen.” 
Interviewet indeholder flere udsagn om, hvordan hun ville ønske, at de sundhedsprofessionelle, hun mødte, havde fortalt hende om muligheden for sorghjælp, både ved hendes fars pludselige død og i forbindelse med hendes farmors død et halvt år efter faderen. Ann siger bl.a.: 

”Der, hvor man f.eks. på hospitaler siger farvel, der skulle man måske allerede hive fat i de efterladte.”

Udsagnet skal ses i sammenhæng med, at Ann i forbindelse med, hun fortæller om farmorens indlæggelse og død, reflekterer over, hvilken betydning sorgintervention på daværende tidspunkt ville have haft for hendes sorgforløb. 

Pårørende savner forståelse og støtte

Empirien peger på, at sundhedsprofessionelles støtte og hjælp i form af empati, indlevelse og forståelse har stor betydning for de efterladte.

Fire informanter giver i deres udsagn udtryk for frustration og undren over oplevelser af manglende forståelse og støtte i mødet med sundhedsprofessionelle. Her to eksempler, som berører tiden op til og efter dødsfaldet:

”Dengang jeg sagde, at jeg gerne ville have hende med hjem, da begyndte de jo at snakke om praktiske ting som ”kan der stå en hospitalsseng i din mors lejlighed?” … og jeg tænkte, det er da bedøvende lige meget. Altså, I siger, hun lever mellem to timer og to dage, og så tænkte jeg, ved du hvad, jeg skal nok være der, I skal slet ikke have nogen problemer … hjemmeplejen behøver ikke at bekymre sig … det skulle i hvert fald ikke være en hindring i forhold til, at hun kunne komme hjem” (Else).

”Så siger sygeplejersken: ”Det, du skal gøre i morgen, er, at du skal ringe til din egen læge og sige, at han er død, og så kommer han ud og skriver papirerne under.” Og så tænkte jeg, er det mig, der skal gøre det? Du ved, jeg var bare sådan i kaos” (Connie).

Psykoterapeut Marianne Davidsen-Nielsen og psykolog Nini Leick peger på, at det i kriseintervention og sorgterapi er vigtigt, at behandleren kan formidle sin forståelse for klientens situation verbalt og nonverbalt. Behandleren må kunne skabe et psykisk rum, hvor klienten mærker dyb forståelse for smerten og respekt for, hvor svært det er at give slip (6).

Når sundhedsprofessionelle påvirkes

Psykoterapeut Susanne Bang beskriver, hvordan det er en kendsgerning, at behandleren kan blive påvirket i relationen til patienten, de pårørende eller de efterladte. 

F.eks. benyttes tilbagetrækning, dvs. at behandleren f.eks. bagatelliserer, forvrænger eller helt konkret undgår de pårørende og patienten for at undgå at tale med den ramte om smertefulde begivenheder såsom tabet af den nærtstående. Hyppigheden af kontakten med den ramte vil automatisk blive mindre, når behandleren påvirkes (7). 

Debat
  • Hvordan er jeres tilgang til sorghjælp til efterladte?
  • Nævn tre konkrete eksempler på kvalificeret sorghjælp
  • Hvilke redskaber savner I til sorghjælp?

Dette reaktionsmønster synes også at gøre sig gældende for informanten Bente i mødet med en skadestuesygeplejerske i forbindelse med kærestens pludselige død, som nævnt i den indledende case i artiklen.

De sundhedsprofessionelles manglende viden og redskaber til at håndtere egne reaktioner kan være en hindring for at yde den nødvendige hjælp og støtte.

Sundhedsprofessionelle kan have dobbeltroller

Tre af informanterne er sygeplejersker, hvilket er tilfældigt, men i og med at de empiriske fund indeholder udsagn om denne dobbeltrolle, kan det være relevant at nævne deres særlige erfaringer som både fagperson og pårørende til en døende eller som efterladt. 

Trods Bentes oplevelse med en ung sygeplejerske, der ikke formår at yde tilstrækkelig hjælp, forsvarer hun sygeplejersken og siger: 

”Hun gjorde det bedste, hun formåede; hun var bare uerfaren, vil jeg sige, og jeg følte, at vi havde større myndighed derinde, end hun havde … og jeg fik helt ondt af hende indimellem, fordi jeg kunne genkende mig selv lidt fra de gange, hvor jeg har haft den fornemmelse, de gange hvor jeg har stået med døde på skadestuen” (Bente).

Bentes udsagn om den større myndighed skal ses i sammenhæng med, at både hun og hendes veninde er erfarne sygeplejersker. Hendes oplevelse får hende til at tænke på, at hun selv arbejdede som sygeplejerske på en skadestue, og at hun kan genkende sig selv i lignende situationer. 

En anden informant, Connie, hvis far var gennem et længere sygdomsforløb, oplevede det som svært at være både datter og sygeplejerske:

”Selvfølgelig er det en del af det at være pårørende, at man bliver medinddraget, det er fint nok, men jeg synes bare, at jeg stod med et stort ansvar, hvor jeg egentlig havde mest brug for nogen, der sagde ”vi klarer det”, eller ”nu tager vi over med din far her til aften” (Connie).

Connies udsagn hænger sammen med, at hun fortæller, at den hjemmesygeplejerske, der var hendes fars kontaktperson, ofte ringede til hende for at høre, hvad hun syntes, hvilket hun tilsyneladende både oplevede som en del af det at blive inddraget som nærmeste pårørende, men også som en belastning. Hun udtrykker, at information om, hvad sygeplejersken ville gøre eller havde gjort, ville have været en tilstrækkelig medinddragelse af hende som pårørende. 

I forhold til at blive informeret nok siger hun: 

”Og generelt vil jeg sige, sådan mere i forhold til information fra hospitalet vil jeg sige, at hvis ikke jeg var fagperson, så var vi ikke informeret …” (Connie).
Hvorvidt de hospitalsansatte bevidst undlader information med baggrund i deres viden om, at Connie selv er sygeplejerske, vides ikke. Men Connies oplevelse og udsagn tyder på, at hun i situationen ikke oplevede den givne information tilstrækkelig. 

Kvalificeret sorgintervention forudsætter empati

Informanternes oplevelser i mødet med de sundhedsprofessionelle udgør en del af deres sidste minder med afdøde og synes at have en væsentlig betydning for de efterladtes sorgforløb på både kort og lang sigt.

Det er ofte de helt små og medmenneskelige ting, der har betydning, når man som pårørende sidder hos en døende, og når døden er indtruffet. De oplevelser, man får på dette tidspunkt, står ikke til at ændre, og det vil være minder, som man altid vil have med i bagagen. 

For at kunne tage hånd om pårørende/efterladte og indlede en samtale om døden og sorgen er det vigtigt, at man som sundhedsprofessionel selv har forholdt sig til disse emner og formår at sætte sig ind i den situation, den pårørende/efterladte befinder sig i. Herudover er faglig viden naturligvis også en forudsætning for kvalificeret sorgintervention. 

Fænomenet sorg har mange facetter

Der findes flere forståelser af sorg, og her er valgt to, der belyser sorgens mange facetter:

”Sorg er den fysiske og psykiske reaktion på tabet af én eller noget nærtstående, til hvem eller hvilket der har været knyttet følelsesmæssige bånd. Reaktionen omfatter en lang række følelsesmæssige, kognitive, adfærdsmæssige og somatiske symptomer” (5).

”Sorg er et fænomen, der såvel teoretisk som praktisk er både ”inderligt” og ”yderligt”. Sorgen er ikke kun en indvendig følelse i den sørgende, men også en handling, som sker i hverdagen efter tabet, og som derfor ikke alene farves af den sørgendes forhold til den afdøde, men også af de mange vedblivende relationer, som den sørgende indgår i før, under og efter tabet” (8). 

Sorg forstås her som de psykiske og fysiske reaktioner på tabet samt processen med at leve videre, hvor såvel psykologiske og sociale som kulturelle aspekter/kontekster indgår. 

Sorg er en dynamisk proces

Læge og psykoanalytiker Sigmund Freud var en af de første til at beskrive sorg som en psykologisk proces. Ifølge Freud er sorgen en individuel og indre proces, hvorigennem den efterladte kan arbejde med de følelser, der har været i forholdet til den afdøde med henblik på en følelsesmæssig løsrivelse (8).

I forhold til teori om sorg er der gennem tiden sket en række paradigmeskift fra Freuds første tanker om sorg til i dag:

  • fra at målet med sorgen er, at den efterladte skal løsrive sig fra afdøde, til at målet er at få reorganiseret relationen til afdøde
  • fra at sorgreaktionen er en reaktion på fortiden, til at sorgreaktionen både er en reaktion på tabet af afdøde samt de ændringer, tabet medfører
  • fra at den sørgende må igennem fire faser, til at den sørgende skal igennem fire opgaver, og at sorg er en dynamisk proces mellem to spor 
  • fra opfattelsen af sorg som en proces, der påvirker den enkelte, til en systemisk opfattelse, hvor sorgen påvirker den efterladtes rolle og relationer
  • fra opfattelsen af, at sorgen er et forløb, man skal igennem, til at sorg er en kontinuerlig, livslang proces.
  • Med tosporsmodellen skabes et bedre grundlag for at forstå sorg som en individuel proces, der er forskellig fra menneske til menneske.

Tosporsmodellen bryder med de foregående modeller, fordi den ikke er stadiedelt, men dynamisk. 

Sorg anses som en dynamisk proces, hvori den sørgende gennem sorgforløbet pendulerer mellem tabet af afdøde og hverdagen efter tabet (8). De to spor betegnes som henholdsvis det tabsorienterede spor og det restaurerende/reetablerende spor. 

En central pointe ved tosporsmodellen er, at sorg både er emotionsfokuseret og problemorienteret håndtering. Ved den emotionsfokuserede håndtering bearbejdes tabet følelsesmæssigt i personligheden, hvilket primært sker i det tabsorienterede spor. Ved den problemorienterede håndtering handler det om de specifikke opgaver, tabet forårsager i personens daglige liv, hvilket primært er i det restaurerende spor. De to spor er teoretisk ligestillede og begge nødvendige i sorgbearbejdningen (9).

Sorgen som en dynamisk proces understreges også i dette udsagn om sorg fra informanten Bente, der som tidligere nævnt pludselig mistede sin kæreste: 

”Sort sol med fugleflokken, der hele tiden ændrer facon, hvor man tænker, nu ved man, hvad der vil ske, nu lander de, og så sker der noget andet. Og sådan synes jeg egentlig, sorgen ser ud. Sådan, at det hele tiden ændrer sig.” 

Læs også artiklen: Sorg som sygdom kræver opkvalificering

ff1-2018_kirstensoendergaard

Kirsten Søndergaard  
Sygeplejerske 1987, master i humanistisk palliation 2014, sekretariatschef i Landsforeningen Liv&Død.
kso@livogdoed.dk

Referencer

  1. Jacobsen MH. Dødens Sociologi – udfordringer for sociologi, selv og samfund. I: Sundhedssociologi af Andersen PT, Timm H (red.) København: Hans Reitzels Forlag; 2010.
  2. Søndergaard K. Nutidens sorgkultur – set ud fra den voksne efterladtes perspektiv. AAU; 2014. Aalborg Universitet: Universitetsbibliotekets hjemmeside www.aub.aau.dk –“Projektbiblioteket”– søg på titel og forfatternavn.
  3. Anbefalinger til sundhedspersoners møde med pårørende til alvorligt syge. Version 1.0. København: Sundhedsstyrelsen; 2012.
  4. Anbefalinger for den palliative indsats. Version 1.1., København: Sundhedsstyrelsen; 2011.
  5. Guldin M. Tab og sorg. En grundbog for professionelle. København: Hans Reitzels Forlag; 2014.
  6. Davidsen-Nielsen M, Leick N. Den nødvendige smerte. Om sorg, sorgterapi og kriseintervention. København: Munksgaard; 1987.
  7. Bang S. Rørt, ramt og rystet – Supervision og den sårede hjælper. København: Hans Reitzels Forlag; 2002.
  8. Mogensen J, Engelbrekt P. At forstå sorg. Teoretiske og praktiske perspektiver. Frederiksberg: Samfundslitteratur; 2013.
  9. Guldin M. Sorg i palliation – en præsentation af tosporsmodellen og kliniske problemstillinger i sorgopfølgning.  I: Humanistisk palliation. Dalgaard KM, Jacobsen MH (red.) København: Hans Reitzels Forlag; 2011.
Abstract in English

Søndergaard K.

Adult bereaved value skilled grief interventions

Fag&Forskning 2018;(1):68-73.

Adults are afflicted by grief on the death of a significant loved one. In this situation, the health professional has an important role in relation to adults whose bereavement brings them into contact with the health system. Five qualitative interviews of women aged between 37 and 56, all of whom had lost an adult next of kin, investigated bereaved adults’ perceptions of aspects such as health professional responses. The interviews are indicative of the need to give higher priority to grief intervention to ensure that the recently bereaved have the best preconditions for coping, and for processing their grief. In order for health professionals to provide expert grief intervention, there is a need for both professional training and empathy. There is also a need to systematise grief intervention in the health service as a whole. The article is based on a master’s thesis on humanistic nursing in palliative care at Aalborg University.

Keywords: Intervention, grief, grief processing, professional expertise.

 

Emneord: 
Sorg