Evaluering af rehabiliteringstilbud til patienter med ICD

Igennem syv år har man på en medicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital kontaktet patienter, som har fået indopereret en implanterbar cardioverter defibrillator (ICD). Den telefoniske kontakt er nu evalueret via et spørgeskema, som blev besvaret af 47 patienter. Evalueringen viser, at patienterne overvejende er tilfredse med rehabiliteringstilbuddet, men at konsekvensen for sygeplejen bør være forøget individuel intervention evt. suppleret med kognitiv adfærdsterapi.

Læs som PDF - gå til side 60

I dag er der ca. 3.000 hjertesyge danskere, som har indopereret en implanterbar cardioverter defibrillator, en ICD (1). ICD’en reducerer risikoen for at dø af et hjertestop, men det lille apparat og et liv med kronisk hjertesygdom resulterer ofte i, at patienterne oplever en forringelse af livskvaliteten (2,3).

ICD-behandling er i dag det anvendte og effektive behandlingstilbud, når det drejer sig om forebyggelse og behandling af hjertestop/livstruende arytmier (4).

Evidensbaserede studier viser, at 25-30 pct. af disse patienter har psykiske reaktioner, som bl.a. omfatter frygt, angst, vrede, undgåelsesadfærd og depression (2,3,5).

Fra klinisk praksis genkendes disse følelsesmæssige reaktioner, hvor ICD’en kan have negativ påvirkning af en række fysiske, psykiske og sociale faktorer såsom indflydelse på partnere og familielivet, ændrede arbejdsvilkår og kørselsforbud (6).

Andre bekymringer kan være frygt for smerter i forbindelse med et stød, og om ICD’en virker, som den skal.
På Hjertemedicinsk afdeling B, Aarhus Universitetshospital (AUH), er indlæggelsestiden for ICD-patienter ifølge Patientregistreringssystemet på AUH reduceret drastisk gennem det seneste årti. I 2001 var den gennemsnitlige liggetid 9,5 dage, hvor den i 2011 blot er 4,0 dage i gennemsnit.

Denne reducering af indlæggelsestiden intensiverer kravet om at kunne yde en professionel og målrettet pleje og behandling både før, under og efter indlæggelsen.

På baggrund heraf blev der i 2003 etableret et rehabiliteringstilbud til disse patienter i Hjertemedicinsk afdeling B, AUH. Som afslutning på indlæggelsesforløbet tilbydes patienten en telefonisk opringning, som finder sted 4-6 uger efter udskrivelsen. Det er denne del af rehabiliteringsforløbet, som vi ønskede at evaluere.

En undersøgelse peger på betydningen af, at sygeplejersken påtager sig en væsentlig rolle i at støtte patienten og pårørende ikke mindst efter implantationen. Det drejer sig om patienternes mulighed for at dele deres bekymringer, revurdere deres liv og blive partnere i de beslutningsprocesser, der vedrører deres liv med en ICD (7).
 

Rehabiliteringstilbuddet

Opkaldet varetages af en sygeplejerske med en mangeårig erfaring inden for den kardiologiske sygepleje. Den telefoniske kontakt begrænses til at omfatte gruppen af patienter, som har overlevet et hjertestop eller har haft tilfælde med livstruende hjerterytmeforstyrrelser.

Samtalen fokuserer på de fysiske, psykiske og sociale aspekter ved at leve med en ICD, der kan have indflydelse på hverdagslivet for patienten. Hensigten med samtalen er at støtte og opmuntre patienten til at kunne håndtere de udfordringer og forandringer, som en implantation af en ICD kan medføre, samt et ønske om at reducere nervøsitet, angst og bekymring, der ofte præger tiden efter implantation af en ICD (6).

Gennemsnitligt varer samtalen 30 minutter. Enkelte samtaler kan dog tage op til 1½ time, alt afhængigt af hvordan patienten har det, og hvor mange spørgsmål der måtte være.

Efter godt syv års indsats med denne form for rehabilitering blev der i efteråret 2010 foretaget en spørgeskemaundersøgelse blandt patientgruppen med henblik på at evaluere indsatsens værdi for patienten.
 

Formål

Formålet med spørgeskemaundersøgelsen var at få afdækket, om og i hvilken grad patienternes behov for information og støtte blev dækket gennem telefonsamtalen samt klarlægge, hvilke områder patienten måtte ønske forbedret.
 

Metode

Til evalueringen blev anvendt et spørgeskema blandt patienter, som for første gang havde fået implanteret en ICD, hvor enten hjertestop eller livstruende hjerterytmeforstyrrelser var indikation for implantation.

Spørgeskemaet blev postomdelt til alle patienter, som i perioden 1. marts 2009 til 1. marts 2010 havde fået implanteret en ICD. Skemaet skulle udfyldes og returneres i en frankeret svarkuvert. En påmindelse blev sendt ud tre uger efter med et nyt spørgeskema og en svarkuvert. Der var 63 muligt deltagende patienter.

Svar blev modtaget fra 54. Forud for undersøgelsen blev patienter, som opfyldte inklusionskriterierne, orienteret pr. brev om undersøgelsen. Deltagelse foregik frivilligt, og samtykkeerklæring blev returneret i underskrevet stand med sikring af anonymitet.

Spørgeskemaet indeholdt følgende evalueringsparametre:

• Hvorvidt behovet for information blev dækket gennem telefonsamtalen.
Ved information menes oplysninger af teknisk art som f.eks. ICD’ens funktion, praktiske forholdsregler efter implantationen, hvad man kan og må rent fysisk, hvordan medicinen virker mv.

• Hvorvidt telefonsamtalen var fyldestgørende i forhold til personlig støtte.
Ved personlig støtte menes den medmenneskelige hjælp og forståelse, der er nødvendig for at komme videre i livet.

Definitionerne blev operationaliseret og anskueliggjort i konkrete spørgsmål (variable), se tabel 1 og 2.
Ud fra hvert spørgsmål kunne patienterne vurdere, i hvilken grad de var tilfredse. En skalagraduering gik fra 1-4, hvor 4 var bedst. Graderne var inddelt: i meget høj grad, i høj grad, i nogen grad, slet ikke og ved ikke.

SY-2013-11-alt-sammen%20(41)

SY-2013-11-alt-sammen%20(43)

Analysevariablerne er blevet dikotomiseret, det vil sige, at kategorierne ”i meget høj grad” og ”i høj grad” er lagt sammen og udgør gruppen af tilfredse patienter. Kategorierne ”i nogen grad” eller ”slet ikke” er lagt sammen og udgør gruppen af ikke tilfredse.

Derudover blev patienterne bedt om at svare på følgende spørgsmål:

  • Om patienten havde fået stød og hvor mange gange?
  • ICD-specifikke bekymringer
  • Om telefonsamtalen var overflødig?
  • Om der var andre områder, samtalen burde dække?
  • Om der skulle være tilbud om mere end én samtale?
  • På hvilket tidspunkt efter udskrivelsen det er bedst at blive ringet op?

Analyse af data

Kontinuerte variable blev ved normalfordeling analyseret ved Students t-test, og hvis ikke normalfordeling blev testen udført på logaritmisk skala. Dikotomiserede eksponeringsvariable blev analyseret ved Fishers exact-test.
Alle estimater præsenteres som proportioner med procentvis fordeling. De bivariate analyser er udført som ujusterede relative risiko-estimater (RR) med 95 pct. sikkerhedsintervaller (95 pct. CI) og tosidede P-værdier (p<0,05). De statistiske analyser blev udført i Stata 11.
 

Resultater

I denne undersøgelse var kønsfordelingen 11 kvinder (20 pct.) og 43 mænd (80 pct.). Gennemsnitsalderen var på 63 (59;66) år. Patienterne blev i gennemsnit telefonisk kontaktet 4 (4;5) uger efter udskrivelsen. Tallene i parentes angiver aldersspændvidden for begge køn under et. Der er ikke differentieret mellem kønnene, da hovedparten af deltagerne i vores spørgeundersøgelse udgøres af mænd.

Syv af de patienter, som sendte svar tilbage, havde valgt at vedlægge en beskrivelse i stedet for at besvare selve spørgeskemaet.

Resultaterne af undersøgelsen er baseret på 47 patienters besvarelser (75 pct.). 10 af de patienter (23 pct.), der besvarede spørgeskemaet, havde mere end én telefonsamtale.

Tabel 1 og 2 viser procentsatsen af, hvor mange patienter der mener at have fået dækket behovet for information og personlig støtte gennem telefonsamtalen: de tilfredse patienter.

Tabellerne viser, at 35 af de adspurgte patienter (75 pct.) udtrykker overordnet tilfredshed med telefonsamtalen, de angiver at have den fornødne viden om deres sygdom og føler, at de får tilstrækkelig personlig støtte. Dog evaluerede lidt mere end 11 patienter (25 pct.), at de ikke følte, at telefonsamtalen dækkede deres behov for information og støtte.

15 af patienterne (32 pct.) udtrykte bekymring for, om de fik stød. 13 af patienterne (28 pct.) var i nogen til høj grad bekymret for at udøve fysisk aktivitet, og 12 af patienterne (26 pct.) udtrykte bekymring for, om ICD-enheden virkede, som den skulle.
Af undersøgelsen fremgik det desuden, at 11 af patienterne havde oplevet at få stød, og tre havde fået stød mere end fem gange.

Størstedelen af patienterne evaluerede, at første samtale burde ligge 4-5 uger efter udskrivelsen, dog mente 17 patienter (38 pct.), at den burde ligge allerede 1-2 uger efter udskrivelsen. 20 af patienterne (44 pct.) udtrykte behov for mere end én samtale, og ingen vurderede, at samtalen var overflødig.

Hvis man ser på sammenhæng mellem udtrykt behov for mere end en samtale og undersøgte eksponeringsfaktorer, fandt vi ingen sammenhæng i forhold til

   a) at have fået stød (p >0,42)
   b) at have haft mere end en samtale (p>0,1)
   c) alder (p>0,46).

Dog synes der at være en tendens til, at det er de yngre, der har det største behov for telefonisk opfølgning.
I undersøgelsen fandt vi signifikante sammenhænge mellem ønsket om mere end én samtale og bekymring for fysisk aktivitet (p<0,007), bekymring for, om ICD-enheden virker (p<0,03), og bekymring for stød (p< 0,03). Bekymring for at få stød havde ingen sammenhæng med det at have oplevet stød (p>0,46).

Af de syv patienter, som ikke besvarede spørgeskemaet, forklarede enkelte, at de havde befundet sig i så stor en krise på det tidspunkt, hvor opringningen havde fundet sted, at de ikke kunne erindre opkaldet. Andre skrev, at samtalen havde fundet sted for sent i forhold til udfyldelse af spørgeskemaet, og at de ikke kunne huske helt nøjagtigt, hvad samtalen havde indeholdt. Endelig blev det kommenteret, at det kunne være svært at skelne mellem den information, der blev givet gennem telefonsamtalen, og den information, der blev givet i forbindelse med den ambulante kontrol.
 

Diskussion

Resultatet af spørgeskemaundersøgelsen viste, at størstedelen af patienterne følte sig hjulpet og rådgivet af telefonisk intervention. Andre studier har vist, at opfølgende telefonisk kontakt foretaget af sygeplejersker til hjertepatienter med en ny implanteret ICD, er en hensigtsmæssig og effektiv metode at støtte patienter i efterforløbet (8). Det er væsentligt at hæfte sig ved, at 11 af de adspurgte patienter (25 pct.) i vores undersøgelse ikke var tilfredse, og at 21 patienter (44 pct.) ytrede ønske om mere end en samtale. Denne lille undersøgelse peger i retning af, at de faktorer, der kan betinge behov for øget telefonisk kontakt, er:

  • bekymring for udøvelse af fysisk aktivitet
  • bekymring for at få stød og om ICD-enheden virker, som den skal
  • virkning og bivirkning af medicin.

Siden 1989 har forskellige typer af rehabiliterende interventioner til patienter med en ICD været afprøvet for at imødekomme patienternes psykosociale problematikker i livet med en ICD. Især har interventioner, hvor der har været komponenter af kognitiv adfærdsterapi, undervisning samt fysisk træning umiddelbart dokumenteret den bedste effekt (9).

Elementer af kognitiv adfærdsterapi samt af undervisning indgår i den evaluerede telefoniske kontakt. Men en mere målrettet og bevidst anvendelse af kognitiv adfærdsterapi vil forventes at kunne styrke interventionen og også mere systematisk afdække, hvorvidt patienten har brug for flere samtaler eller har brug for andre tiltag.

Ønsket om mere end én samtale var 2,1 gange højere for kvinder end for mænd. Dette kan forstås i lyset af et andet studie, der viser, at kvinder har tendens til at rapportere lavere social funktion (p>0,03) og ringere psykisk velbefindende (p=0,006) end mænd (10). Et kvalitativt studie viser, at selv om kvinder og mænd deler de samme følelser af angst og usikkerhed omkring ICD’en, og hvornår den giver stød, er kvinder mere opmærksomme på deres krop og fremtoning og tillader ikke at restituere sig efter indgrebet på samme måde som mænd. De påtager sig straks deres vante roller og ansvar i familien (11). Vores undersøgelse giver derfor anledning til at skærpe opmærksomheden mod kvinders behov.

Spørgeskemaundersøgelsen omfattede blot en lille del af de mange patienter, som i dag tilbydes behandling med en ICD-enhed, og kan derfor kun pege på tendenser. Man kunne med fordel gentage undersøgelsen med inddragelse af flere patienter for at få et mere præcist billede af, hvordan patientgruppen har gavn af denne form for rehabiliteringstilbud.
 

Konklusion

Evalueringen af spørgeskemaundersøgelsen har vist, at telefonisk opfølgning blandt førstegangsmodtagere af en ICD-enhed havde den ønskede effekt blandt 35 af de adspurgte.

Samtidig vurderede ingen, at den opfølgende samtale var overflødig. Derfor konkluderes det, at samtalen har haft en positiv indflydelse på patientens evne til fysisk såvel som psykisk at leve med de udfordringer og forandringer, der kan forekomme i efterforløbet.

Til trods for, at en relativt stor del af deltagerne udtrykker tilfredshed med rehabiliteringstilbuddet, er der fortsat 11 (25 pct.) af de adspurgte, som har brug for mere støtte. Dertil skal lægges de 11 patienter, som allerede modtog mere end én samtale.

Resultatet peger i retning af behov for øget individuel intervention.  En forbedring af interventionsindsatsen kan være at blive i stand til at differentiere patienterne, så patienter med et øget behov kan identificeres tidligt i forløbet og få tilbud om en særlig målrettet indsats.  

Litteratur

  1. Danish Pacemaker and ICD register 2009:7.
  2. Dunbar SB, Langberg JJ, Reilly CM, Viswanathan B, McCarty F, Culler SD, O’Brien MC, Weintraub W. Effect of a psychoeducational intervention on depression, anxiety and health ressource use in implantable cardioverter defibrillator Patients: PACE 2009;32:1259-71.
  3. Sears SF, Lewis TS, Kuhl EA, Conti JB. Predictors of quality of life in patients with implantable cardioverter defibrillators. Psychosomatics. 2005;46:451-7.
  4. Al-Khatib SM, Sanders GD, Carlson M, Cicic A, Curtis A, Fonarow GC, Groeneveld PW, Hayes D, Heidenreich P, Mark D, Peterson E, Prystowsky EN, Sager P, Salive ME, Thomas K, Yancy CW, Zarebe W, Zipes D. Preventing tomorrow’s sudden cardiac death today: dissemination  of effective therapies for sudden cardiac death prevention. Am Heart J. 2008;156:613-22.
  5. Lemon J, Edelman S, Kirkness A. Avoidance behaviors in patients with implantable cardioverter defibrillators. Heart Lung. 2004;33:176-82.
  6. Palacios-Cena, Losa-Iglesias ME, Alvarez-Lopez C, Reyes AR, Salvadores-Fuentes-de-las Penas C. Patients, intimate partners and family experiences of implantable cardioverter defibrillators: qualitative systematic review. Journal of Advanced Nursing 2011; Dec;67(12):2537-50.
  7. Flanagan JM, Caroll DL, Hamilton GA. The long-term lived experience of patients with implantable cardioverter defibrillators. MEDSURG Nursing. 2010. 19(2):113-19.
  8. Dougherty CM, Lewis FM, Thomsen EZ, Baer JD, Wooksoo K. Short-term efficacy of a telephone intervention by expert nurses after implantable cardioverter defibrillator. PACE, Vol. 27: 1594-1601.
  9. Haase K. Rehabiliterende interventioner til patienter med Implanterbar Cardioverter Defibrillator (ICD) – et review. Sektion for Sygepleje, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, nr. 247/2012.
  10. Spindler H, Johansen JB, Andersen K, Mortensen P, Pedersen SS. Gender differences in anxiety and concerns about the cardioverter defibrillators. Pacing Clin Electrophysiol. 2009;32:614-21.
  11. Tagney J, James JE, Albarran JW. Exploring the patient’s experience of learning to live with an implantable cardioverter defibrillator (ICD) from one UK centre: a qualitative study. 2003 European Journal of Cardiovascular Nursing. 2(3), 195-203.
English abstract

Schmidt MM, Svanholm JR, Vogelsang AB. Evaluation of rehabilitation program for patients with ICD. Sygeplejersken 2013;(11):60-8.

Background: The article describes an evaluation of nurse intervention concerning telephone follow-up of first-time recipients of an ICD at Cardiology Department B, Aarhus University Hospital. The participants had the ICD implanted after surviving heart failure or an incidence of a life-threatening cardiac arrhythmia. The telephone call is made by a cardiology nurse and takes place 4-6 weeks after discharge.

Objective: The objective of the survey study was to find out to what extent the patient group receives the information and support they need through the telephone conversation and to establish how the work can be developed and improved.

Method: Questionnaire sent out in May 2010 to 63 heart patients who were first-time recipients of an ICD.

Conclusion: The study shows that 35 of a total of 47 participating patients in the study (75 pct.) were satisfied with the rehabilitation program. One improvement in the program could be to differentiate more between patients, so that patients with a greater need for rehabilitation can be identified early on and individual interventions can be planned.

This could be in the form of targeted cognitive therapy.

Keywords: Information, heart arrhythmia, survey study, rehabilitation.

Emneord: 
Hjerte- og karsygdom
Hjertearytmi
Information
Rehabilitering
Spørgeskemaundersøgelse

Det usynlige handicap - en spørgeskemaundersøgelse om kognitive forandringer under og efter kemoterapi

Kognitive forandringer under og efter kemoterapi er et kendt fænomen for læger og sygeplejersker. Derimod mangler der viden om, hvordan der kan interveneres, når patient og pårørende nævner problemet.

Det har stor betydning for patienterne, at de på forhånd kender til de mulige kognitive symptomer, der kan opstå under og efter kemoterapi, så de ikke misfortolkes og skaber angst og bekymring hos både patienter og pårørende. Anerkendelse og mulige forklaringer på symptomerne giver en større forståelse og tryghed, og gør det lettere at leve med det usynlige handicap og foretage de nødvendige tiltag og justeringer i dagligdagen.

Men hvad ved sygeplejersker og læger om kognitive forandringer hos kræftpatienter, og hvilken praksis har de i forhold til information og intervention? Det ønskede vi at belyse via en spørgeskemaundersøgelse, der blev udført i 2012 hos 60 læger og 248 sygeplejersker.

”Jeg føler, at jeg er indhyllet i en tåge eller havgus. Hvorfor kan jeg ikke huske navne? Hvorfor kan jeg ikke finde vej? Hvorfor bliver jeg så let stresset? Har jeg hjernemetastaser? Er jeg i krise? Der må være noget galt”(1).

”Min mor fik mammacancer og kemo i 2009. Efter anden behandling var vi ikke i tvivl om, at det gjorde noget ved hendes hukommelse og koncentration. Hun havde sprogproblemer, problemer med at multitaske, hun var glemsom og havde indlæringsvanskeligheder… Lægerne blev ved med at benægte, at kemobehandlingerne havde betydning herfor. Det blev værre og værre, og til sidst konkluderede vi, at det måtte være Alzheimers”(2).

Mange patienter giver spontant udtryk for ikke at kunne huske, koncentrere sig etc. Det kan være en belastning i hverdagen. Patienterne kan ikke, hvad de plejer, og det kan være både frustrerende, skræmmende og begrænsende. Angsten og usikkerheden i forhold til, hvad der kan være galt med deres hjerne, er stor, og forandringerne kan have stor indflydelse på deres hverdag og livskvalitet (3,4,5).

Patienterne oplever kognitive forandringer som et usynligt handicap, og de bliver usikre, når de er sammen med andre. Nogle holder sig tilbage for ikke at få symptomerne afslørede. Pårørende og venner kan også blive forskrækkede over forandringerne, da disse ofte er meget tydelige for de nærmeste (3,6).

Patienterne oplever manglende anerkendelse af problemerne og får ikke råd og vejledning i forhold til, hvad de kan stille op for at forebygge, bedre eller leve med symptomerne. De udtrykker, at det har stor betydning at kende til mulige kognitive symptomer på forhånd, så de ikke misfortolkes og skaber angst og bekymring. Anerkendelse og mulige forklaringer på symptomerne giver en større forståelse og tryghed og gør det lettere at leve med det usynlige handicap og foretage de nødvendige tiltag og justeringer i hverdagen (3,5,6).

Patienter, der har fået information og anerkendelse udtrykker:

"Jeg kan leve med meget, hvis jeg ved hvorfor”.

”Det er prisen for at være i live i dag – og nu ved jeg hvorfor, og det er lettere at sætte ord på, at jeg ikke kan huske som engang” (1,2).

Antallet af kræftpatienter, der har kognitive forandringer afhænger af kræfttype, behandling, tid siden diagnose og hvordan symptomerne defineres og måles. De beskrives generelt som en reduktion i en eller flere kognitive funktioner (7). Symptomerne kan være funktionstab som f.eks. hukommelsestab, glemsomhed, koncentrationsbesvær, indlæringsproblemer, problemer med multitasking og sprogproblemer (5,14).

Undersøgelser viser, at 25-80 pct. af kræftpatienter i behandling med kemoterapi har disse problemer, og at de oftest er lette og midlertidige og af en varighed på ca. et år. Forandringerne kan dog også være af permanent karakter. Dette ses hos ca. 20-30 pct. i en periode på op til 5-10 år (3,4, 8, 9,18). En undersøgelse blandt 2179 danske kræftpatienter viste, at 45 pct. af patienterne rapporterede koncentrationsbesvær og 46 pct. rapporterede hukommelsesbesvær i en eller anden grad. Dette var på tværs af 7 kræftdiagnoser, hvor incidensen varierede fra 20 pct. (prostata) til 55 pct. (cervix og ovarie, lunge og hoved/hals) (10). I det hele taget er der så småt blevet øget fokus på emnet i Danmark f.eks. gennem faglige publikationer og studier (15,16).

SY072018%20kemo%201

Patienterne kalder det ”Kemohjerne” eller ”Kemotåge”, hvorimod de professionelle kalder det ”Kognitive forandringer”. Der er uenighed om, hvorvidt problemerne relaterer sig til behandling med kemoterapi eller ej. 

Patienter og pårørende vurderer ofte, at kemoterapien er årsag til de kognitive forandringer. Der er imidlertid professionel uenighed om, hvorvidt symptomerne skyldes kemoterapi. En del professionelle mener, at symptomerne kan forklares med faktorer som f.eks. træthed, stress, angst, depression, anden behandling, komorbiditet, alder, uddannelsesniveau, intelligenskvotient og genetisk disposition (11,12,13).

Patienternes oplevelser, personlige erfaringer og viden fra national og international forskning har været baggrunden for at undersøge de professionelles viden om og interventioner i forhold til problemet på en onkologisk afdeling.

Formål

Formålet med undersøgelsen var at belyse sygeplejerskers og lægers viden om kognitive forandringer i forbindelse med kræft og kræftbehandling på en onkologisk afdeling. Derudover var formålet at undersøge deres praksis i forhold til vurdering, information og intervention.

Metode

Der blev sendt et elektronisk spørgeskema ud til alle ansatte læger (60) og sygeplejersker (248) på Onkologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Spørgeskemaet indeholdt 18 spørgsmål relateret til personalets viden om kognitive forandringer, daglig praksis, faglig vurdering og information til patient og pårørende. Desuden blev der spurgt om demografiske data så som stilling, uddannelse, ansættelsessted i afdelingen, år i faget og antal år i onkologien. Besvarelsen var anonym.

I alt har 161 personer besvaret spørgeskemaet. Af disse var 32 læger og 129 sygeplejersker, hvilket giver en svarprocent på henholdsvis 53,3 pct. og 52 pct.,  i alt en svarprocent på 52,3 pct.

Resultater

Demografiske data
90 pct. (151) af deltagerne har været uddannet over 6 år.
84 pct. (140) har været beskæftiget i onkologien i mere end 2 år – og 34 pct. (57) i mere end 10 år, se figur 1.
I gruppen med mere end 10 års tilknytning til onkologien var 28 pct. (36) sygeplejersker og 57 pct. (18) læger.

Sygeplejegruppen fordelte sig på tre afsnitstyper med 38 pct. (49) i sengeafdelingen, 33 pct. (42) i ambulatoriet og 29 pct. (38) i stråleterapien, se figur 2.

SY072018%20kemo%202

Deltagernes viden
Begrebet ”kemohjerne” var kendt af størstedelen af læger og sygeplejersker, 90 pct. (151) svarede bekræftende på, at de havde hørt om begrebet, se figur 3.

SY072018%20kemo%203

Desuden svarede 81 pct. (136) at de kendte til symptomerne, 28 pct. (46) var blevet undervist i emnet, 26 pct. (44) havde læst faglitteratur og 20 pct. (34) lægmandslitteratur.

80 pct. (134) havde oplevet, at patienterne havde nævnt symptomer på kognitive forandringer og 41 pct. (69) var blevet spurgt om symptomer på kognitive forandringer af de pårørende.

66 pct. (111) af personalet vurderede, at patienter med kognitive forandringer generelt var lidt eller moderat bekymrede over symptomerne, men 12 pct. (20) vurderede, at patienterne var meget bekymrede, se figur 4.

SY072018%20kemo%205

 Symptomerne vurderedes af 67 pct. (111) til hovedsagligt at have en lille eller moderat påvirkning af patientens dagligdags aktiviteter. Kun 4 pct. (7) vurderede, at der ikke var en påvirkning. Ca. en fjerdedel af personalet var i tvivl og svarede ”Ved ikke” på dette spørgsmål, se figur 5. 

SY072018%20kemo%206

73 pct. (122) af personalet spurgte ikke patienten om mulige kognitive forandringer i forbindelse med kemoterapien og vidste ikke, hvad de kunne gøre for at afhjælpe symptomerne.

83 pct. (138) svarede, at der ikke fandtes skriftlig patientinformation om kognitive forandringer. Figur 6 viser en samlet oversigt over deltagernes svar på udvalgte spørgsmål.

Forskelle og ligheder

Kendskab til symptomerne var ens blandt læger og sygeplejersker, men der var flere læger, der var blevet undervist i emnet (henholdsvis 41 pct. (13) mod 25 pct. (32)). Derudover var der langt flere læger, der havde læst faglitteratur om emnet (50 pct. (16) mod 21 pct. 27))

Lægerne mente ikke, at patienterne havde problemer med kognitive forandringer så ofte som sygeplejerskerne. F.eks. svarede 18 pct. (23) af sygeplejerskerne, at de mødte patienter med problemet ugentligt mod lægernes 3 pct. (1).
Der var enighed om, at symptomerne fortrinsvis blev nævnt af patienterne i de første 12 måneder efter behandlingsstart med kemoterapi. Lægerne observerede dog også symptomer efter 12 måneder (19 pct. (6) mod sygeplejerskernes 7 pct. (9)).

Både læger og sygeplejersker vurderer bekymring og påvirkning af hverdagen nogenlunde ens.
19 pct. (6) af lægerne svarede bekræftende på, at de spørger patienten om eventuelle symptomer på kognitive forandringer. Her svarer 29 pct. (37) af sygeplejerskerne bekræftende. 38 pct. (12) af lægerne havde viden om mulige interventioner mod 26 pct. (36) af sygeplejerskerne. 28 pct. (9) af lægerne vidste, at emnet blev omtalt i de eksisterende patientinformationer, her svarer kun 12 pct. (15) af sygeplejerskerne bekræftende.

SY072018%20kemo%204

Diskussion

Næsten alle sygeplejersker og læger havde hørt om kognitive forandringer eller ”kemohjerne” i forbindelse med kemoterapi, og de havde kendskab til symptomerne. En stor del af personalet havde oplevet, at patienter og pårørende havde nævnt symptomer på kognitive forandringer.

Kun en mindre procentdel af personalet havde fået undervisning i emnet eller havde læst fag- eller lægmandslitteratur. Dog havde lægerne oftere læst om emnet end plejepersonalet. Viden var størst hos personalet, der havde været ansat i specialet i mindst tre år.

Viden om symptomerne, og hvad de kan betyde for patienten, ser ikke ud til at udmønte sig i, at personalet automatisk spørger ind til problemet. Patienterne blev ikke spurgt, fik ingen information om symptomerne eller mulige interventioner og fik dermed ikke den anerkendelse i forhold til problemstillingen, som de efterspørger.

Dette kan skyldes, at der mangler viden om mulige interventioner. 38 pct. af lægerne bekræftede imidlertid, at de havde viden om en evt. indsats, hvis der var symptomer. Man kan undre sig over, at denne viden ikke kommer til udtryk i praksis. Sygeplejerskerne spurgte oftere ind til problemstillingen på trods af, at kun 26 pct. havde forslag til interventioner. Der var i disse tilfælde en anerkendelse af problemstillingen, selvom der ikke fulgte forslag til, hvad patienten kunne gøre for at afhjælpe eller leve med symptomerne.

Hovedparten af personalet mente ikke, at der fandtes skriftlig patientinformation om emnet i afdelingens nuværende patientvejlednings materiale. Det tyder på, at der er behov for øget fokus på nuværende patientinformationer om emnet og evt. udarbejdelse af en mere målrettet patientinformation om kognitive forandringer.

På trods af sygeplejerskers og lægers vurdering af problemets omfang og karakter, får denne vurdering ikke betydning i klinisk praksis i samarbejdet med patient og pårørende. Der er en tydelig divergens mellem viden, opmærksomhed og intervention.

En mulig forklaring kan være, at især læger, men også plejepersonale ikke ved eller ikke tror, at problemet kan være en bivirkning til kemoterapi. En del af de sundhedsprofessionelle mener ikke, at årsagen er afdækket. Trods mange undersøgelser indenfor de sidste 15-20 år, har resultaterne ikke entydigt vist en sikker sammenhæng mellem kemoterapi og kognitive forandringer. Dog er der indenfor de sidste år flere og flere forskere, der mener at have fundet evidens for, at nogle typer kemoterapi ved bestemte kræftdiagnoser kan have både kort- og langtidseffekt på kognitive funktioner (17,18). Denne viden er måske ikke almindelig kendt eller drages stadig i tvivl?

At der ikke spørges kan også skyldes, at der reelt mangler viden om hvilke patienter, der er specielt udsatte, og om der er tale om en forbigående tilstand eller en permanent forandring. En sådan problemstilling er personalet dog vant til at takle i forhold til mange andre bivirkninger og symptomer, men usikkerhed og tvivl kan være årsag til, at personalets forbehold bliver mere fremtrædende.

Der findes ingen evidensbaserede interventionsmuligheder - hverken forebyggende eller behandlende (15). Det kan være årsag til, at personalet vælger ikke at drøfte problemet med patient og pårørende,

Endnu en barriere kan være, at der i afdelingen på nuværende tidspunkt ikke er tværfaglig enighed om, hvad man skal gøre i forhold til at informere patient og pårørende ved opstart på behandling. Der findes heller ikke tværfaglig enighed om, hvad man gør i forhold til behandling og pleje, hvis symptomerne opstår i løbet af behandlingen.

Begrænsninger i projektets resultater

Sygeplejerskerne i stråleterapien har ikke så meget kontakt med patienter, der får kemoterapi. Der er dog patienter, der får kemoterapi forud for stråleterapi, og en del patienter får konkommitant behandling med stråleterapi og kemoterapi. Patienterne kan derfor have symptomer på kognitive forandringer. Derfor blev denne gruppe sygeplejersker inkluderet i spørgeskemaundersøgelsen. Svarprocenten for sygeplejerskerne i stråleterapiafsnittet viste sig dog at være mindre end for sygeplejerskerne i henholdsvis sengeafsnit og ambulatorier, hvilken kan skyldes, at de ikke har ment, at det var relevant for dem at besvare spørgeskemaet.

To af sengeafsnittene har ikke mange patienter, der får kemoterapi i afsnittet, men modtager patienter, som har fået kemoterapi tidligere.

Intentionen med spørgeskemaet var at spørge til personalets viden og praksis på trods af, at vi var vidende om ovenstående mulige begrænsninger. Den forholdsvis lave svarprocent kan dog tyde på, at personalet svarer, eller undlader at svare på spørgeskemaet, i forhold til, om de oplever fænomenet i deres daglige kliniske praksis, og om de overhovedet mener, at problemstillingen findes.

Når personalet siger, at de har viden om, hvad de kan gøre, når patient og pårørende nævner symptomer på kognitive forandringer, er der ikke blevet spurgt ind til, hvad dette indebærer. Dette bør afdækkes yderligere.

Implikationer for praksis

Personalet bør identificere eventuelle kognitive forandringer gennem dialog med patienten og de pårørende før, under og efter behandlingsforløbet. Patienterne får ved behandlingsstart udleveret en vejledning om behandling med kemoterapi, hvoraf det fremgår, at der kan opstå kognitive forandringer.

Der skal udarbejdes en patientinformation, der er målrettet de patienter, der får kognitive forandringer. Den skriftlige vejledning skal beskrive problemstillingen således, at patient og pårørende kan få en dækkende beskrivelse af og forståelse for problemstillingen. Vejledningen kan legalisere problemstillingen og skal danne afsæt for dialog med patienten om, hvordan dagligdagen kan være præget af forandringerne. Den kan desuden bidrage med erfaringsbaserede idéer og inspiration til, hvad patient og pårørende kan gøre for at lette problemerne i dagligdagen, se figur 7.

Der skal i afdelingen opnås tværfaglig enighed om vurdering, information og intervention ved kognitive forandringer.



Birgitte T Espersen er ansat som klinisk sygeplejespecialist på Onkologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital

Anne Brandborg er ansat som uddannelses- og udviklingsansvarlig sygeplejerske på Onkologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital

Litteratur

  1. Interview med tidligere brystkræft patient (19. juni 2012) - upubliceret materiale. Kan fås ved henvendelse til forfatterne.
  2. Mail fra pårørende til tidligere kræftpatient (1. juni 2012) – upubliceret materiale. Kan fås ved henvendelse til forfatterne.
  3. Boykoff N et al. Confronting chemobrain: an in-depth look at survivors’ reports of impact on work, social networks, and health care response. J Cancer Survey (2009);3:232-32 
  4. Ferguson RJ et al. Cognitive-behavioural management of chemotherapy-related cognitive change. Psycho-Oncology (2007);16:772-77
  5. Munir F et al. Cognitive Intervention for Breast Cancer Patients Undergoing Adjuvant Chemotherapy. Cancer Nursing (2011);34(5):385-92
  6. Munir F et al. Women’s perception of chemotherapy-induced cognitive side effects on work ability: a focus group study. J Clin Nurs (2010);19(9-10):1362-70
  7. Allen DH (Ed.) Cognitive Impairment – Chapter 2 in: Eaton LH (Red) et al. Putting Evidence into Practice. Improving Oncology Patient Outcomes. Oncology Nursing Society, Volume 2, (2011)
  8. Ferguson RJ et al. Development of CBT for chemotherapy-related cognitive change: results of waitlist control trial. Psycho-Oncology (2010); Published online in Wiley Online Library: 10.1002/pon.1878
  9. Hermelink H et al. Two different sides of ”Chemobrain”: determinants and nondeterminants of self-perceived cognitive dysfunction in a prospective, randomized, multicenter study. Psycho-Oncology (2010); Published online in Wiley InterScience (www.interscience.wiley.com); DOI:10.1002/pon.1695
  10. Kjær T et al. Senfølger efter kræft. BestPractice (2012), Marts;50-53
  11. Matsuda T et al. Mild cognitive impairment after adjuvant chemotherapy in breast cancer patients – evaluation of appropriate research design and methodology to measure symptoms. Breast Cancer (2005);12:279-87
  12. Wefel JS et al. International cognition and cancer task force recommendations to harmonise studies of cognitive function in patients with cancer. www.thelancet.com/oncology (2011); Published online 2011 DOI:10.1016/S1470-2045(10)70294
  13. Mehlsen M et al. No indication of cognitive side-effects in a prospective study of breast cancer patients receiving adjuvant chemotherapy. Psycho-Oncology (2009);18:248-57
  14. Joly F et al. Cognitive dysfunction and cancer: which consequences in terms of disease management? Psycho-Oncology (2011); Published online in Wiley Online Library DOI:10.1002/pon.1903
  15. Espersen BT & Brandborg AM. “Kemohjerne” eller ej – en indsats er nødvendig. Sygeplejersken (2012);4:82-89
    Larsen H. Kemohjernen nager kræftpatienter. Politiken (2012), 17. juni
  16. Ahles TA, Root JC & Ryan EL. Cancer- and cancer treatment-associated cognitive change: An update on the state of science. Journal of Clinical Oncology (2012);30(30):3675-86
  17. Koppelmans V et al. Neuropsychological performance in survivors of breast cancer more than 20 years after adjuvant chemotherapy. Journal of Clinical Oncology (2012).
English abstract

Espersen BT, Brandborg A. The Invisible Handicap - Cognitive changes Following Cancer Treatment. Sygeplejersken 2013;(7):66-72.
 
A questionnaire study among oncology nurses and doctors.
Background: Reports suggest that cancer patients can experience cognitive changes following chemotherapy treatment –so called “chemo brain”. Changes such as memory loss, concentration problems, difficulty in organizing information and reduced ability to work have been reported. The changes are often subtle, but can have a major impact on the quality of life and cause considerable distress for patients and their relatives. Healthcare professionals disagree on the causes of the cognitive changes and whether they are the result of chemotherapy or other factors. Patients often complain about the lack of acknowledgement by healthcare professionals concerning their experienced cognitive changes, combined with a lack of information and educational tools.
Purpose: The study sought to investigate the knowledge held by healthcare professionals at a department of oncology concerning cognitive changes in connection with cancer and cancer treatment. A second object was to investigate the daily practices related to assessment, information and interventions related to cognitive changes.
Method: A total of 308 nurses and doctors at one oncology department received an electronic questionnaire about patients experiencing cognitive changes in connection with cancer and cancer treatment. The questionnaire included a total of 18 items related to knowledge and awareness of cognitive changes, practices regarding assessment and education of patients and families, and demographic information about the participants. Data was categorised by theme, practitioner speciality, wards, education and length of employment.
Results and relevance to clinical practise: Cognitive changes during and after chemotherapy were well-known symptoms among the majority of nurses and doctors. Yet, when patients and relatives reported symptoms only a minority initiated an assessment, provided information or intervened to treat the symptoms. In spite of the healthcare professionals’ assessment of the extent and the impact of the problem, their knowledge had little influence on clinical practice.
There is an obvious difference between knowledge, awareness and actions in daily clinical practice. 
 
Keywords: Cognitive changes, chemo brain, chemo fog, memory loss, concentration problems, cancer, cancer treatment, questionnaire

Emneord: 
Cellegift
Spørgeskemaundersøgelse

Projektsygeplejersker skal udvikle sygeplejen

Projektsygeplejersker arbejder som lægens højre hånd, og deres opgaver ligger ikke inden for sygeplejerskens virksomhedsområde. Sådan kunne en af fordommene om projektsygeplejersker lyde. Artiklen belyser projektsygeplejerskers arbejdsopgaver på et dansk universitetshospital og tilbageviser fordommen. Artiklen anbefaler, at projektsygeplejersker i fremtiden lægger mere vægt på udvikling af sygeplejen og eventuelt har sygeplejestuderende i korte praktikker.

I arbejdet som projektsygeplejerske inden for klinisk forskning kan man blive mødt med spørgsmål om, hvad stillingen egentlig indebærer. 

Fra et studie fra New Zealand ved vi, at sygeplejersker, der arbejdede inden for forskning, blev kritiseret af andre sygeplejekollegaer for at være lægens højre hånd. I den forståelse foregik arbejdet inden for en lægevidenskabelig verden, hvor sygeplejen ikke var tydelig (1).

Det samme studie beskrev, at sygeplejersker på sengeafdelinger af og til betragtede sygeplejekollegaer, der havde søgt væk fra den grundlæggende sygepleje, som værende mindre troværdige som kollegaer (1). På den baggrund fandt vi det væsentligt at belyse projektsygeplejerskers arbejdsopgaver på et dansk universitetshospital. Formålet med det aktuelle studie var at undersøge, hvilke funktionsområder projektsygeplejersker inden for klinisk forskning kan have, og diskutere, hvorvidt det er nødvendigt at være sygeplejerske for at varetage funktionen som projektsygeplejerske. 

Metode

Vi udsendte i efteråret 2011 spørgeskemaer til projektsygeplejersker ansat på Herlev Hospital pr. mail, se boks 1. Ved manglende respons på spørgsmålene blev der udsendt en påmindelse pr. mail. Spørgeskemaerne var udarbejdet i forfattergruppen ved brainstorm og efterfølgende ansigtsvalideret, hvilket vil sige, at op til flere udenforstående personer har vurderet spørgsmålene som forståelige (2).

Boks 1. Mailundersøgelsen

Spørgsmålene til projektsygeplejerskerne:

  1. Hvilke ansvars- og kompetenceområder har du som projektsygeplejerske?
  2. Hvilken organisatorisk placering har du i forskerenheden?
  3. Hvem er din nærmeste overordnede leder?
  4. Hvilke kvalifikationer har du (uddannelsesniveau og evt. efteruddannelse)?
  5. Hvor mange år har du været færdiguddannet som sygeplejerske?
  6. Din alder?

Data fra spørgeskemaerne blev bearbejdet ud fra en kategorisering i forhold til sygeplejerskens funktionsområder: at udføre, lede, formidle og udvikle sygepleje (3).

Det har ikke været nødvendigt at søge om etiske tilladelser, idet undersøgelsen ikke kunne betragtes som biomedicinsk forskning. 

Resultater

Af de i alt 23 projektsygeplejersker ansat på Herlev Hospital svarede 17 (74 pct.) på spørgeskemaerne. Resultaterne ses i tabel 1. De primære funktioner var planlægning og implementering af kliniske forsøg samt undervisning/vejledning af patienter og pårørende. Projektsygeplejerskerne inkluderede desuden patienter til kliniske forsøg og indsamlede data, ligesom de var kontaktpersoner for deltagende patienter i projekterne. 

Kvalifikationer og specialetilknytning for projektsygeplejerskerne er opstillet i tabel 2. Projektsygeplejerskernes medianalder var 46 år (spændvidde 26-60). Alle respondenterne var kvinder. Deres typiske efteruddannelse var kursus i Good Clinical Practice (GCP), se boks 2. Onkologisk og hæmatologisk afdeling var de specialer med flest ansatte projektsygeplejersker.

Boks 2. Good Clinical Practice

Good Clinical Practice, GCP, er en international etisk og videnskabelig kvalitetsstandard for udførelsen af et klinisk lægemiddelforsøg, der involverer mennesker. GCP omfatter alle aspekter af et klinisk lægemiddelforsøg, fra forsøget planlægges og gennemføres, til forsøgsresultaterne rapporteres. GCP er siden maj 2004 et lovkrav, når kliniske lægemiddelforsøg udføres i EU og dermed også i Danmark.

Diskussion

Resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen pegede på, at de adspurgte projektsygeplejersker havde sammenlignelige funktionsområder med projektsygeplejersker i f.eks. New Zealand, England og USA (1,4,5,6). Endvidere var det tydeligt, at arbejdsområderne var mangeartede.

Det ses ud fra tabel 1, at projektsygeplejerskerne primært arbejdede inden for funktionsområderne at udføre, formidle og lede sygepleje. En del af projektsygeplejerskerne havde desuden angivet, at de udviklede sygepleje. Desuden fordelte projektsygeplejerskerne sig uens over specialerne, hvor onkologi/hæmatologi var mest repræsenteret blandt respondenterne. 

Projektsygeplejersker_tabel%201%20Spl%2010-2012

 At udføre sygepleje

Projektsygeplejerskerne udførte funktionerne inklusion af patienter og indsamling af data, som bl.a. indebar direkte kontakt med både patienter og pårørende. Dette forudsætter i praksis evnen til at etablere korttidskontakter, hvor patienten hurtigt fatter tillid til projektsygeplejersken.

For at fastholde kontakten informerer projektsygeplejersken om det pågældende projekt, hvilket kræver et højt niveau af viden og erfaring om relationsdannelse, kommunikationsteori, kriseteori, sygdomslære, inddragelse af patient og pårørende, mestring, komplians og kendskab til bivirkninger af medicin (7). 

Projektsygeplejersker_tabel%202%20Spl%2010-2012

En stor del af sygeplejen fandtes desuden under funktionen kontaktperson, hvor projektsygeplejersken var den centrale kontakt for de deltagende patienter.

Ofte viser det sig, at projektsygeplejerskerne ikke kun varetog rådgivende og støttende funktioner i forhold til det konkrete forskningsprojekt, men ofte bliver brugt af patienterne til rådgivning inden for hele patientforløbet.

Dette kan hænge sammen med resultater fra et engelsk studie, som fandt, at projektsygeplejersker tilsyneladende havde bedre tid end plejepersonalet i kontakten med patienten, hvorved patienterne oplevede en øget støtte f.eks. i forhold til spørgsmål om udskrivelse og tiden derefter (8).

Kun få sygeplejersker angav medicinadministration og blodprøvetagning som funktionsområder, på trods af at det er to sygeplejefaglige kompetencer, som generelt anses for sygeplejefaglige kerneområder, hvilket også genfindes i bekendtgørelsen for sygeplejerskeuddannelsen (7).

En stor andel af den kliniske forskning er traditionelt lægemiddelforsøg. Derfor var det bemærkelsesværdigt, at kun en lille andel af projektsygeplejerskerne var involveret i medicinadministration, eftersom også flere engelske studier har peget på vigtigheden af, at projektsygeplejersker er uddannet til at kunne handle, rådgive og vejlede inden for lægemiddelforsøg (4,9). Desuden havde størstedelen af projektsygeplejerskerne angivet, at de havde videreuddannelse inden for GCP, hvilket formelt kvalificerede dem til at deltage i lægemiddelforsøg. 

At lede sygepleje

Projektsygeplejerskerne havde mange funktioner inden for ledelse af sygepleje, idet de var ansvarlige for planlægning og implementering af kliniske forsøg. Det drejede sig primært om, at projektsygeplejersken var ansvarlig for, at forsøgsdeltageren gennemførte planlagte undersøgelser, og at der var vedvarende kontakt med denne for at sikre, at data blev indsamlet.

Desuden handlede ledelsen af sygepleje om at skabe kontakter til de rette samarbejdspartnere i forhold til afvikling af forsøgets protokol. I New Zealand og USA havde projektsygeplejersker tilsvarende opgaver i forhold til forberedelse og afvikling af et klinisk forsøg (1,5).

Derudover var de med til at udvikle forsøgsprotokollen og forskellige forsøgsdokumenter (1,5), forberede et budget for forsøget og ansøge om fondsmidler. De søgte tillige om etiske tilladelser til gennemførelse af forsøget (1). Det ser således ud til, at projektsygeplejersker nogle steder i udlandet havde udvidet funktionsområdet i forhold til resultaterne af vores undersøgelse.

Det skal dog bemærkes, at et udvidet funktionsområde i udlandet muligvis kan hænge sammen med, at sygeplejerskerne ofte har en anden uddannelsesbaggrund. F.eks. har amerikanske, engelske og australske sygeplejersker ofte en universitær grunduddannelse, ligesom det er mere udbredt at tage videreuddannelser samtidig med fastholdelse af en klinisk tilknytning (10).

Projektsygeplejerskerne oplyste, at de indgik i et tværfagligt samarbejde. Ifølge bekendtgørelsen om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje er tværfagligt arbejde en kompetence, som medvirker til at sikre kontinuitet i pleje- og behandlingsforløbet, idet man gennem uddannelsen opnår erfaring i at samarbejde med andre faggrupper og på tværs af sektorer og institutioner (7).

I forhold til at arbejde tværfagligt har et studie fra New Zealand beskrevet, at projektsygeplejersker ofte følte sig isoleret i deres arbejde (1). Et andet studie fra samme land har samtidig beskrevet, at en faggruppe automatisk vil stå stærkere, når kollegaer med samme uddannelse er i teamet og kan sparre fagligt (1,9).

Vores resultater viste, at enkelte specialer havde organiseret projektsygeplejerskerne i større grupper af henholdsvis fire og syv projektsygeplejersker. Det kunne bl.a. hænge sammen med, at nogle kliniske specialer har en længere tradition for forskning og derfor ofte har opbygget større enheder. Generelt anvender det onkologiske speciale f.eks. i mange af behandlingerne forsøgslægemidler, og til inklusion, koordinering og monitorering kræves der dermed veluddannede sundhedsprofessionelle, hvilket ofte er projektsygeplejersker.

At formidle sygepleje

I tabel 1 ses, at projektsygeplejerskerne angav, at de underviser patienter og personale. Denne funktion hører til under virksomhedsområdet at formidle sygepleje, da en central funktion er at sikre det informerede samtykke, så patienter kan træffe egne beslutninger på baggrund af et højt informationsniveau (3).

Det kræver stor viden om formidling, kommunikationsteori, psykologi og et nært kendskab til forsøgets baggrund, formål og udførelse. Et studie fra New Zealand understregede, at projektsygeplejersker havde en nøglerolle i forhold til patient- og personaleuddannelse samt undervisning igennem de kliniske forsøg (1).

Et engelsk studie beskrev ligeledes, hvordan projektsygeplejerskerne ofte var til stede i de kliniske sengeafdelinger, hvor projektet blev gennemført. Dermed kunne de støtte og motivere plejepersonalet i at udfylde dokumentation tilknyttet projektet (6). Desuden viste en undersøgelse, at patienter og deres pårørende ofte gjorde brug af projektsygeplejersken som en ressource til at give uddybende forklaringer på patientens sygdom, behandling og hospitalsophold (1).

Størstedelen af projektsygeplejerskerne i den aktuelle undersøgelse angav, at de udarbejder informationsmateriale til patienter, der indgår i forsøgene, og til de medvirkende afdelinger. I New Zealand udarbejdede projektsygeplejersker ligeledes skriftligt informationsmateriale som en del af projektforberedelsen (1). Projektsygeplejerskerne i vores studie arbejdede dermed inden for formidling, idet de udarbejdede skriftligt materiale til patienterne. De anvendte således den færdighed, som består i at søge, sortere og vurdere viden i forhold til at udarbejde et skriftligt materiale (7).

Før forsøgsdeltagere kan deltage i forskningsprojekter, skal de have udleveret et skriftligt informationsmateriale som led i et endeligt samtykke. Af juridiske og etiske årsager er det vigtigt, at projektsygeplejersken sikrer, at forsøgsdeltageren er fuldt orienteret om baggrund, formål og forløb af et studie (4).

Det er muligt, at projektsygeplejersken kan have en vigtig funktion inden for formidling. Således understregede et studie fra England, at det var fordelagtigt, at alle involverede i studiet, heriblandt projektsygeplejerskerne, havde del i udarbejdelse af informationsmateriale. Studiet viste, at det ligeledes var fornuftigt med en forbindelse mellem den akademiske og kliniske verden i udarbejdelse af forsøgsprotokollen, hvori projektsygeplejersken kunne bidrage i forhold til det praktiske (4). 

Det er interessant at diskutere, hvorvidt det er nødvendigt for projektsygeplejersker at have specialeerfaring, da arbejdet som projektsygeplejerske indebærer at rådgive og informere patienter i forhold til sygdomsforløb og behandlingsplan. Studier fra udlandet har beskrevet, hvordan projektsygeplejerskerne spillede en stor rolle i patientforløbet (1,4,8). Det er derfor en fordel at have kendskab til det speciale, man skal formidle, for at kunne give den optimale rådgivning. 

At udvikle sygepleje

En stor del af projektsygeplejerskerne i vores undersøgelse var med til at kvalitetssikre og udvikle sygeplejen. Det vil sige, at projektsygeplejerskerne var medansvarlige for kvalitetssikring, dokumentation og udvikling i relation til den kliniske forskning i afdelingen. Dog ses der ikke den samme synliggørelse af udvikling af sygepleje i den udenlandske litteratur.

Det er muligt, at der eksisterer forskellige kulturelt betingede opfattelser af, hvornår funktioner kan karakteriseres som værende udviklende for sygeplejen.

Projektsygeplejersker har en mulighed for at udøve individualiseret information på højt niveau (3). I arbejdet med at udvikle sygepleje er information til patienter og personale en vigtig del af funktionen som projektsygeplejerske.

Når der samarbejdes tværfagligt omkring et forskningsprojekt på f.eks. afdelingen, vil sygeplejen også blive udviklet, da det sygeplejefaglige perspektiv vil være en del af projektet. Det sygeplejeudviklende i forskningsprojekter er at sikre sig, at den nye, dokumenterede viden bliver implementeret i den pågældende praksis.

Det vil sige, at resultater fra et forskningsprojekt kan medføre en række kliniske ændringer i forhold til behandlingsproceduren på en afdeling, hvilket vil påvirke sygeplejen til disse patienter.

Et studie fra New Zealand beskrev, at stillingen som projektsygeplejerske er udefineret og under udvikling (4). Således er der grobund for, at projektsygeplejerskerne selv kan være medvirkende til at definere og udvikle denne gren af sygeplejen. Man kan forestille sig, at projektsygeplejersken med fordel kunne tage del i at udvikle sygeplejen til patientgruppen, bl.a. i forhold til udvikling af den dokumentation, der vil være knyttet til den ændrede behandling, og undervise personalet i nye retningslinjer.

Fremover kunne det være interessant, om projektsygeplejersker i højere grad kunne lægge vægt på den udviklende sygepleje. F.eks. kunne sygeplejestuderende på modul 11 og 12 få et indblik i forskerverdenen ved at blive involveret i et mindre praktikophold afholdt af projektsygeplejersker. Et andet udviklingsperspektiv kunne være, at projektsygeplejersker inddrages i opstartsfasen af et klinisk forsøg ved at udarbejde ansøgninger til fonde og etiske tilladelser. 

Konklusion

Formålet med studiet var at undersøge, hvilke funktionsområder projektsygeplejersker inden for klinisk forskning havde, og derved at diskutere, hvorvidt det er nødvendigt at være sygeplejerske for at varetage funktionen som projektsygeplejerske. I indledningen blev det nævnt, at mange ikke ved, hvordan en projektsygeplejerske kan sættes i relation til virksomhedsområdet for sygeplejersker. Det har dog vist sig, at projektsygeplejerskerne på Herlev Hospital har funktionsområder, som kan placeres under virksomhedsområdet.  

Rikke Søby Andersen og Katja Halladin Rauh er projektsygeplejersker på gastroenheden på Herlev Hospital, Anne Kjærgaard Danielsen er ph.d.-studerende, tilknyttet gastroenheden, og Jacob Rosenberg er professor og ledende overlæge samme sted; Rikke.Soeby.Andersen@regionh.dk 

Litteratur

  1. Bell J. Towards clarification of the role of research nurses in New Zealand: a literature review. Nurs Prax N Z 2009;25:4-16.
  2. Polit DF, Beck CH. Essentials of nursing research, methods, appraisal, and utilization. 6th edition. Philadelphia: Lippincott Williams & Wilkins; 2006. 500 p. 
  3. Dansk Sygeplejeråd. Hvilke funktioner skal sygeplejerskerne i kommunerne have i fremtiden? – En guide til at udarbejde sygeplejerskeprofiler. København: Dansk Sygeplejeråd; 2006.
  4. Stephens-Lloyd A. The extended role of the clinical research nurse: Building an evidence base for practice. Nursing Times Research 2004;9:18-27.
  5. Castro K, Bevans M, Miller-Davis C et al. Validating the Clinical Research Nursing Domain of Practice. Onco Nurs Forum 2011;38:72-80.
  6. Spilsbury K, Petherick E, Cullum N et al. The role and potential contribution of clinical research nurses to clinical trials. J Clin Nursing 2007;17:549-57.
  7. Undervisningsministeriet. Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje. BEK nr. 29 af 24/1 2008. Tilgængelig fra:
  8. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=114493&exp=1 
  9. Johnson S, Stevenson K. Nursing research or research nursing? Two separate terms, two separate careers. Nurse Researcher 2010;17:32-40.
  10. Ledger T, Pulfrey A, Luke J et al. Developing clinical research nurses. Nursing Management 2008;15:28-33.
  11. All nursing schools. Your Guide to Nursing Education and Careers. Nursing Degrees. Tilgængelig fra: http://www.allnursingschools.com/nursing-careers/entry-to-nursing/nursin...
English abstract

Andersen RS. Rauh KH, Danielsen AK, Rosenberg J. Study nurses work within all fields of nursing. Sygeplejersken 2012;(10):56-60.

The purpose of the study was to both clarify the duties of the study nurses and to investigate whether study nurses were qualified to fill their roles as study nurses. 17 study nurses employed at Herlev Hospital filled out a questionnaire about their work duties by email. The results show that the study nurses carried out tasks relevant to nursing, as these tasks were natural part of the nursing field ’s area of operations. In addition, the results indicated that there was a lack of clear definitions of which duties a positions as study nurse entailed.  
 
Key words: Study nurse, clinical research, area of operations, range of functions, questionnaire study.

Emneord: 
Forskning
Projekt
Projektarbejde
Spørgeskemaundersøgelse

Seksualitet er tabu i sygeplejen

Sygeplejerskerne finder det væsentligt at tale med patienterne om seksuelle problemstillinger i forbindelse med sygdom eller behandling, men det er ikke ensbetydende med, at de rent faktisk gør det. Udtalelser fra sygeplejersker viser, at forskellige barrierer forhindrer samtalen om seksualitet. Udtalelserne stammer fra en mindre spørgeskemaundersøgelse med 20 informanter. Artiklen er baseret på et bachelorprojekt.

SY-2012-01-87-1a
Foto: iStock
 

For at kunne tale med patienterne om seksualitet er det vigtigt at vide, hvad begrebet seksualitet betyder, og kende til seksualitetens betydning i forbindelse med sygdom.

Årsagen til, at det er væsentligt at inddrage patientens seksualitet i plejen, er, at sygdom og behandling griber ind på alle niveauer af patientens eksistens, og ofte er seksualiteten og parforholdet blandt de første steder, hvor en ændret livssituation sætter sig spor (1). Yderligere beskriver WHO seksualitet som et basalt behov og et aspekt af at være menneske. WHO nævner, at seksualitet ikke nødvendigvis handler om samleje, men lige så meget handler om at være sensuel (2).

Sundhedsstyrelsen udgav i 2005 ”Vejledning om sygeplejefaglige optegnelser”. Vejledningen tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens opfattelse af, hvad kravene til autorisationslovens § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed indebærer. Denne vejledning beskriver derfor de elementer, som skal inddrages i den sygeplejefaglige dokumentation for at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.

Vejledningen beskriver, at dokumentationen som minimum skal omhandle, hvorvidt patienten har potentielle og/eller aktuelle problemer i forhold til seksualitet. Ved klage- eller tilsynssager kan manglende dokumentation derfor medføre straf for sygeplejersken, som oftest består af kritik fra patientombuddet eller patientklagenævnet (3).

Set i lyset af denne vejledning har patienterne, såfremt de ønsker det, et reelt krav på, at sygeplejersker inddrager patientens seksualitet i plejen og behandlingen.

En undersøgelse foretaget blandt gynækologiske patienter beskriver, at mange patienter ønsker at tale om seksualitet, og at de har et stort behov for information, som de ofte ikke får. Der er ligeledes flere undersøgelser, der bekræfter, at der foreligger en problematik i forhold til, at mange sygeplejersker ikke taler om seksualitet med deres patienter, som det er påkrævet (4,5). Derfor er det væsentligt at se på, hvilke forhold der kan forhindre samtalen om seksualitet.

En undersøgelse foretaget i England blandt læger og sygeplejersker finder bl.a., at manglende viden og tid er barrierer for samtalen om seksualitet (6).

En mindre spørgeskemaundersøgelse er foretaget blandt sygeplejersker på en gynækologisk sengeafdeling og et gynækologisk ambulatorium i forbindelse med samtalen om seksualitet med kvinder med genital prolaps. Formålet var at afdække og sammenligne eventuelle barrierer på de to forskellige afdelinger.

Spørgeskema til 20 sygeplejersker

Som primær kilde er der indsamlet empirisk datamateriale via spørgeskemaer. Undersøgelsen er udformet som et prospektivt studie med i alt 13 kvantitative og kvalitative, strukturerede spørgsmål, som er opdelt i forskellige temaer: tre spørgsmål om sygeplejerskernes holdning til samtalen om seksualitet, fire spørgsmål om omfanget af samtalen samt seks spørgsmål om de barrierer, der kan forhindre samtalen om seksualitet.

Derudover er spørgeskemaet afsluttet med baggrundsspørgsmål i form af sygeplejerskens alder og køn. Hensigten var at beskrive gruppen af informanter og sammenligne disse.

Inklusionskriterierne for at deltage i undersøgelsen var, at sygeplejerskerne skulle arbejde med kvinder med genital prolaps. I alt blev 15 sygeplejersker fra en gynækologisk sengeafdeling og seks sygeplejersker fra et gynækologisk ambulatorium inkluderet i undersøgelsen. Begge afdelinger er valgt, da det på denne måde vil være muligt at vurdere, hvilke barrierer der kan være ved samtalen om seksualitet på den enkelte arbejdsplads.

Forud for undersøgelsen var der sikret formel godkendelse fra afdelingsledelsen, og alle deltagere var både mundtligt og skriftligt informeret om undersøgelsen.

Undersøgelsen opnåede 15 deltagende sygeplejersker fra sengeafdelingen og fem sygeplejersker fra ambulatoriet. På grund af undersøgelsens begrænsede omfang kan resultatet ikke generaliseres, men må betragtes som hypotesegenererende.

De i alt 20 deltagende sygeplejersker var alle kvinder. Sygeplejerskernes alder på sengeafdelingen fordelte sig mellem 24 og 42 år, hvilket resulterer i en gennemsnitsalder på 31 år. Sygeplejerskerne i ambulatoriet var mellem 32 og 55 år, og de har dermed en gennemsnitsalder på 48 år.
 

Lægens ansvar at tale om sex

I undersøgelsen blev sygeplejerskerne spurgt til, hvem de mente havde ansvaret for at åbne samtalen om seksualitet. Hertil svarede 10 af 15 sygeplejersker på sengeafdelingen, at det er lægens ansvar. Dette mener de fem sygeplejersker fra ambulatoriet også.

Alle sygeplejerskerne mener, at det i meget høj grad eller i høj grad er væsentligt at tale med patienterne om seksualitet, og de blev derfor også spurgt, i hvilken grad de gør dette. Til dette spørgsmål faldt de to afdelingers svar forskelligt ud, se figur 1.  

SY-2012-01-sexfig1

Af sygeplejerskerne fra sengeafdelingen svarer 12 ud af 15, at de kun i nogen grad, i mindre grad eller slet ikke taler med deres patienter om seksualitet, mens fire af fem sygeplejersker fra ambulatoriet svarer, at de i høj grad taler med patienterne om seksualitet.
 

Ingen fælles definition på seksualitet

Det ses i undersøgelsen, at sygeplejerskerne svarede på spørgsmålene ud fra forskellige opfattelser af, hvad seksualitet er. Det viste sig ved, at sygeplejerskerne fra sengeafdelingen svarede ud fra en mere omfattende definition på begrebet seksualitet, hvorimod sygeplejerskerne fra ambulatoriet svarede på en måde, der kunne tyde på, at de anser seksualitet som et spørgsmål om at have samleje eller ej.

I et spørgsmål bliver sygeplejerskerne spurgt, om de har en åbning, de ofte anvender til samtalen om seksualitet. Sygeplejerskerne fra ambulatoriet beskriver åbninger med ”har du samliv?” eller ”er du seksuelt aktiv?” Mens sygeplejerskerne fra sengeafdelingen beskriver, at de anvender åbninger som ”i hvilken grad har det haft indvirkning på seksuallivet?” og ”mange patienter i din situation oplever at have seksuelle problemer, er det noget, du har oplevet?”

De sygeplejersker, der havde angivet, at de i nogen grad, i mindre grad eller slet ikke talte med patienterne om seksualitet, blev bedt om at begrunde svaret, se figur 2.

SY-2012-01-sexfig2

Grundene var manglende fysiske rammer på afdelingen, manglende tid samt at det kan være grænseoverskridende for patienten. En stor del af sygeplejerskerne svarer desuden, at de mangler viden om især seksualitet og etik og samtaleteknikker. Sygeplejerskerne fra ambulatoriet begrundede den manglende kommunikation med, at de ikke fandt det relevant i forhold til deres arbejdsområde med patienten med genital prolaps.

Resultaterne viser, at der er stor forskel på, om sygeplejerskerne på henholdsvis sengeafdelingen og i ambulatoriet taler med deres patienter om seksualitet. Dette leder umiddelbart til spørgsmålet: Hvordan kan det være, at sygeplejerskerne i ambulatoriet i langt højere grad taler med patienterne om seksualitet end sygeplejerskerne fra sengeafdelingen?

Grunden til den store forskel på de to afdelingers svar kan måske være de forskellige opfattelser af begrebet seksualitet.

Dette kan sandsynligvis skyldes, at spørgeskemaet ikke definerede begrebet seksualitet, så alle informanter havde samme reference i besvarelsen. Derfor kan forskellen i begrebsforståelsen skyldes de forskellige behandlingsmåder, der er i et ambulatorium og på en sengeafdeling, og være årsag til, om sygeplejerskerne mener, at omsorg for patienten indbefatter at tale seksualitet med hende.

Årsagen til usikkerhed om begrebet seksualitet kan også være, at sygeplejerskeuddannelsen ikke inddrager seksualitet i undervisningen. Begrebet seksualitet bliver på den måde det, den enkelte tillægger det. I undersøgelsen ses derfor en usikkerhed om, hvorvidt sygeplejerskerne har svaret ud fra den samme begrebsforståelse.
 

Tvivl om dokumentationskravene

At mange sygeplejersker mener, at det er lægens ansvar at åbne for samtalen om seksualitet, kan tyde på, at der er tvivl om, hvilke mindstekrav der stilles til sygeplejerskers virksomhedsområde i forhold til at afholde og dokumentere samtalen om patientens seksualitet.

Dokumentation i forbindelse med patientens seksualitet ses på nuværende tidspunkt bl.a. i dokumentationsformen VIPS i kategorien ”seksualitet/reproduktion”. Hensigten med dette punkt er, at information om patientens seksualitet skal dokumenteres her (7). Omfanget af samtalen og dokumentationen herfor er med andre ord udtryk for, i hvilken grad Sundhedsstyrelsens mindstekrav er opfyldt.

Sygeplejersker, der bevidst eller ubevidst har fravalgt samtalen om seksualitet, har angivet årsagerne til, hvorfor de i mindre grad eller slet ikke taler med patienterne om seksualitet.

Sygeplejerskerne fra sengeafdelingen svarer, at de mangler fysiske rammer til at kunne tale om seksualitet. Netop de fysiske rammer er meget forskellige på de to afsnit og kan derfor være en afgørende faktor i forhold til, hvor lang tid samtalen om seksualitet varer.

En anden faktor, der gør sig gældende, er sygeplejerskens alder og erfaring.

Undersøgelsen har ikke belyst, om sygeplejerskerne i ambulatoriet har længere erfaring, selv om gennemsnitsalderen er højere end på sengeafdelingen. Derfor kan det kun formodes, at erfaring er en positiv faktor i samtalen om seksualitet.
 

Ikke et obligatorisk fag

Når det diskuteres, hvilke barrierer sygeplejersker kan have for at tale om seksualitet, er det væsentligt at se på, hvilke forudsætninger sygeplejersker har for at tale om seksualitet.

Seksualitet er ikke et obligatorisk fag i uddannelsen, og sygeplejersker har derfor ikke nødvendigvis stiftet bekendtskab med begrebet seksualitet gennem uddannelsen og heller ikke seksualitetens betydning i forbindelse med sygdom. Måske prioriteres samtalen om seksualitet derfor langt nede i rækken af andre arbejdsopgaver, som sygeplejerskerne skønner mere betydningsfulde. I den forbindelse kan samtalen om seksualitet afhænge af, om der på afdelingen er fokus på og en legitim og åben holdning til emnet. Hertil indgår også lægernes fokusområder og praksis.

På medicinstudiet er seksualitet på lige vilkår med sygeplejerskeuddannelsen ikke en obligatorisk del af undervisningen, og lægerne må derfor stå over for tilsvarende barrierer (8).
 

På bar bund

Flere sygeplejersker svarede i undersøgelsen, at de manglede viden om seksualitetens betydning for patienten og ikke mindst viden om, hvordan en samtale om emnet kan foregå. Hvis seksualitet skal integreres i sygeplejen, er det ikke kun den enkelte sygeplejerskes ansvar, også ledelsen har ansvar for at skabe en høj kvalitet i sygeplejen (9). Et optimalt grundlag for samtalen om seksualitet ville være, at der fælles på hele afdelingen blev reflekteret over, hvordan samtalen skal føres. Refleksionen kan indeholde forskellige emner som f.eks. at blive bevidst om ordvalg og om samtalens indhold (10), se boks 1.

Det kræver ligeledes øget fokus, hvis dokumentationen skal leve op til de mindstekrav, Sundhedsstyrelsen nævner, og ikke mindst, hvis sygeplejersker skal kunne varetage patienternes eventuelle ønske om en samtale om seksualitet.
Denne undersøgelse belyser ikke, hvorvidt patienter med genitalprolaps ønsker og har behov for en samtale om seksualitet, det kunne være interessant at afdække dette i en supplerende undersøgelse.

Boks 1: Spørgsmål til diskussion

Fem spørgsmål til diskussion på jeres arbejdsplads:

  1. Hvordan forstår I begrebet seksualitet?
  2. Hvordan berører I patientens seksualitet i jeres daglige arbejde?
  3. Hvornår er det særlig svært at tale om patientens seksualitet?
  4. Hvornår er det ligetil at tale om patientens seksualitet?
  5. Hvordan kan I fremover have fokus på patientens seksualitet?

 

Video om seksuel sundhed

Litteratur

  1. Graugaard C, Møhl B, Hertoft P. Krop, sygdom & seksualitet. København: Hans Reitzels Forlag; 2006.
  2. Langfeldt T,  Porter M Sexuality and family planning. Report of consultation and research findings. World Health Organization, Regional office for Europe, Copenhagen; 1986.
  3. Sundhedsstyrelsen. Vejledning om sygeplejefaglige optegnelser. VEJ nr. 9229 af 29/04/2005 (Gældende). (cited 2010 okt. 19.); p. 1-10.
  4. Sommer C, Christensen K. Bryd tabuet – tal om sex. Sygeplejersken 2007;(6):22-3.
  5. Jensen P, Højgaard A, Petersen A, Bang L, Karlqvist S, Hviid U, Petersen C. Sexologiske problemer i gynækologien. 2008 (cited 2010 nov. 30.); p. 1-24. 
  6. Stead ML, Brown JM, Fallowfield L, Selby P. Lack of communication between healthcare professionals and women with ovarian cancer about sexual issues. British Journal of Cancer 2003;(88):666-71.
  7. Björvell C. Sygeplejerskernes dokumentation – en praktisk håndbog. Lund: Catrin Björvell og Studentlitteratur; 2001. 
  8. Methling I. Patienter svigtes af læger, der ikke tør tale om sex. 2006 marts (cites 2010 nov. 30.); p.1-2. 
  9. Engelund C. Kompetenceudvikling. I: Hertz J, Scharff-Smith B og Zäll E, editors. Organisering og ledelse af sygeplejen. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 2003.
  10. Sigaard L. Seksualitet – en omsorgsdimension. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 2003.
ENGLISH ABSTRACT

Krintel Nilsson, N. Sexuality: a taboo in nursing. Sygeplejersken 2012;(1):86-90.

In much of the healthcare sector, sexuality is associated with taboo and modesty, and it is difficult for many nurses to talk to patients about sexuality in relation to their illness or treatment. According to minimum requirements from the Danish National Board Of Health, nurses should include the patient’s sexuality in nursing and document this, but several studies show that this eldom occurs in practice. One bachelor thesis found that 12 of 15 nurses at an inpatient gynecology ward could only discuss sexuality with the patients to some degree, a minor degree or not at all. The nurses at a gynaecology outpatient clinic were able to talk about sexuality with the patients to a much greater degree. The thesis also analyses the differences between the two institutions and which barriers might be involved in preventing bringing up the patients’ sexuality. These include barriers, such as poor physical surroundings, lack of time, insufficient knowledge and the fact that for some patients discussing the subject is too much of a taboo.

Key words: Sexuality, communication, taboo, nursing.

Emneord: 
Behandling
Seksualitet
Spørgeskemaundersøgelse
Sygdom

Motion har positive effekter for kræftramte

Artiklen beskriver et projekt med motion på Onkologisk Afdeling. Efterfølgende er effekt og tilfredshed med motionstilbuddene kortlagt ved hjælp af en spørgeskemaundersøgelse med 44 informanter. Resultatet var, at patienterne var meget tilfredse med motionsmulighederne, og motion er i dag et fast tilbud til både indlagte og ambulante patienter. Sidstnævnte gruppe i Kræftens Bekæmpelses Rådgivningscenter i Århus.

”Jeg kunne mærke, at min krop fik udbytte af træningen. Jeg fik f.eks. flere muskelkræfter. Det gav velvære. Jeg fik livsmodet tilbage. Gennemgangen af de forskellige øvelser og vejledninger var guld værd. Nu ved jeg, hvordan jeg kan gøre det rigtigt, når jeg kommer hjem – og jeg gør det.                                                                 70-årig patient med prostatakræft.

”Jeg er kommet ud af den forsigtige puppe, og det er det, der har båret mig igennem. Det er først nu, jeg føler mig hel.” 

47-årig patient med testikelkræft.

 Motion kan for kræftpatienter ændre den negative og overvældende træthed i forbindelse med sygdom og behandling til en positiv træthed, som alle kan opleve efter fysisk udfoldelse, og desuden øge muskelstyrke og kondition.

Motion kan give øget velbefindende, forbedret livskvalitet og være med til at genetablere et tillidsforhold til egen krop. Samtidig kan motion forebygge og bedre chancen for overlevelse for patienter med visse typer kræft.

Onkologisk Afdeling på Århus Sygehus etablerede i 2008 et udviklingsprojekt: ”Motion mens du er indlagt – et tilbud om fysisk aktivitet på Onkologisk Afdeling”. Det var et etårigt udviklingsprojekt, som tydeligt viste effekt, og projektet blev derfor gjort permanent, inden projektperioden sluttede (1-3).
 

Patienterne ønsker motion

Patienter på Onkologisk Afdeling gav udtryk for, at tilbuddet om motion var mangelfuldt. En patient spurgte: ”Kan jeg bruge personalets motionsrum?”

En anden patient sagde: ”Hvordan kan jeg så holde mig i gang?” da han blev bedt om at holde op med at løbe på gangen. Patienterne mente, at et tilbud om motion ville hjælpe dem til at motionere i dagligdagen, og at det ville være en måde at få adspredelse og inspiration på.

Helle Høstrup er sygeplejerske og tidligere kræftpatient. Hun efterspurgte muligheder for træning under sin indlæggelse, men fandt ud af, at mulighederne var næsten ikke-eksisterende. Hun mener, at hver eneste sengeafdeling og behandlingsambulatorium burde være i besiddelse af træningsfaciliteter til fri afbenyttelse for patienterne (4).
 

Forskningen viser vej

En lang række forskningsresultater har vakt vores interesse og overbevist os om, at et tilbud om fysisk aktivitet burde være et tilbud på alle afdelinger med kræftpatienter.

Resultater fra Rigshospitalets forskningsprojekt ”Krop & Kræft” har vist, at fysisk træning mindskede bivirkninger af kemoterapi og øgede kræftpatienternes fysiske kapacitet. De oplevede bl.a., at den negative og overvældende træthed i forbindelse med behandlingen blev vendt til positiv træthed (5). Det har stor betydning, da patienterne ofte oplever trætheden som den mest dominerende bivirkning til kræft og kræftbehandlingen. En træthed, der fortsat kan optræde måneder og år efter endt behandling (6-8).

Smerter som følge af sygdom eller behandling blev reduceret, og derudover øgede træningen vitalitet, aerobisk kapacitet og muskelstyrke, forbedrede fysisk aktivitet og funktionsniveau samt øgede psykisk velbefindende (9).

Internationale forskningsresultater viser desuden, at fysisk aktivitet er vigtigt, både hvad angår færre bivirkninger, øget velbefindende og forbedret livskvalitet, men også mht. reduktion i risikoen for at få tilbagefald og dø af kræftsygdommen for visse kræfttyper. Ved brystkræft ses 26-40 pct. lavere risiko for tilbagefald og død, hvis patienten dyrker motion med højt aktivitetsniveau, og der ses 50 pct. reduktion i dødelighed hos patienter med tarmkræft, der efter diagnosen øgede deres fysiske aktivitet.

Motion kan også være med til at forebygge flere kræftformer, bl.a. brystkræft, hvor risikoen for at få sygdommen kan reduceres med op mod 40 pct. ved at dyrke hyppig og længerevarende motion af stærk og moderat intensitet. Dette gælder brystkræft efter overgangsalderen, men nyeste forskning viser også, at kvinder, der var fysisk aktive som teenagere og som unge voksne, havde 23 pct. mindre risiko for at udvikle brystkræft før overgangsalderen (10-16).
 

Den onde cirkel kan opstå

Behandling med kemoterapi og strålebehandling er ofte krævende for patienten, da den strækker sig over en lang periode, kræver hyppige ambulante besøg eller indlæggelser og kan give mange fysiske bivirkninger. Hvis man føler sig syg, er træt og hyppigt skal til behandling, kan det være svært at finde overskud til at motionere i det daglige.

Når man er mindre fysisk aktiv, går det ud over både kondition og muskelstyrke, og derved bliver man nemmere træt, og en ond cirkel kan opstå.

Kræftpatienterne ved generelt godt, at fysisk aktivitet er sundt, men er ofte usikre på, hvad der er muligt og forsvarligt i forhold til deres sygdom og behandling (8). De ved godt, at det er vigtigt at holde sig i gang fysisk, men hos en del patienter opleves utryghed og en forestilling om, at kroppen er skrøbelig, og at man skal holde sig i ro (17).

Usikkerheden og skrøbeligheden er en holdning, vi ønsker at gøre op med. Der skal genetableres et tillidsforhold til kroppen, som kan være forandret i både det ydre og indre (17). Fysisk aktivitet kan skabe en tilstand, hvor sygerollen nedtones, ved at trætheden reduceres og velværefølelsen øges. Fysisk aktivitet gør det muligt for patienterne at opnå følelsen af at være en hel og rask person fysisk og psykisk og opnå følelsen af kontrol over egen krop, at kunne gøre noget (18).
 

Forskningen er overbevisende

Patienterne ønsker motionstilbud i forbindelse med behandling og rehabilitering af kræftsygdom. Derudover viser forskningsresultater, at rehabilitering til onkologiske patienter bør indbefatte fysisk aktivitet som led i såvel fremme af trivsel og livskvalitet som i forebyggelse af recidiv og dødelighed.

Dette er desuden i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens fire forebyggende indsatsområder (19) og Kræftplan II. Her foreslås, at sygehusafdelinger bør arbejde målrettet mod at styrke kræftpatienternes egenomsorg bl.a. ved at deltage i aktiviteter som motion. Anbefalingerne lyder, at området skal have særligt fokus på og øge indsatsen omkring fysisk aktivitet (19,20).

Fysisk aktivitet bør ikke kun være op til patienten selv imellem indlæggelserne og efter endt behandling. Derfor var det oplagt at starte et projekt med fokus på fysisk aktivitet til kræftpatienterne på afdelingen. ”Motion mens du er indlagt” tog derfor afsæt i både forskningsresultater, officielle anbefalinger samt patientefterspørgsel.
 

Fysisk aktivitet under kræftbehandling

Formålet med projektet var

  • at give patienterne mulighed for fysisk aktivitet under indlæggelse
  • at patienterne fik viden om fysisk aktivitet i forhold til kræft og kræftbehandling
  • at motivere patienterne og give tryghed til at være fysisk aktive både under og efter udskrivelse
  • at reducere bivirkninger og øge livskvalitet
  • at gøre motion til en integreret del af behandling og rehabilitering
  • at plejepersonalet samt tværfaglige samarbejdspartnere fik viden om og satte fokus på fysisk aktivitet under kræftbehandling.

Træning i hold eller individuelt

En tværfaglig gruppe af sygeplejersker, fysioterapeuter og læger skulle sikre, at alle patienter fra fire sengeafsnit og patienthotellet skulle have tilbud om motion, mens de var indlagte. Der blev planlagt holdtræning hver formiddag fra mandag til torsdag, og den blev ledet af afdelingens fysioterapeuter.

Ud over holdtræning var der mulighed for individuel træning på andre tidspunkter af døgnet.
 

Fra dagligstue til motionsrum

Et motionsrum blev placeret midt i afdelingens opholdsstue som et afskærmet træningsområde med motionscykler og en cross-trainer til konditionstræningen. Der var fri gulvplads til træningsmåtter til opvarmning, håndvægte og træningselastikker til styrke-, udholdenheds- og smidighedstræning.

Det var vigtigt, at træningsfaciliteterne blev placeret i afdelingen, fordi det var krævende og uoverskueligt for patienterne at skulle transportere sig langt til et træningslokale. Patienterne forblev i afdelingen og kunne om nødvendigt hentes til stuegang, undersøgelser og behandling. Derudover var motionsredskaberne tilgængelige for patienterne hele døgnet og indbød dermed til selvtræning.
 

Træning tilrettelagt efter dagsform og formåen

Holdtræningen blev superviseret af en fysioterapeut med viden om kræftsygdomme, behandlingsforløb og typiske følgesymptomer. Dermed kunne træningen individualiseres, og deltagernes eventuelle begrænsninger tilgodeses.

Fysioterapeuterne tog udgangspunkt i patienternes tidligere motionserfaring og ønsker, og træningen blev tilrettelagt efter den enkelte deltagers dagsform og formåen. Det var også muligt at få et personligt træningsprogram, som kunne følges efter udskrivelse.

Patienter, som normalt var fysisk aktive, fik mulighed for at træne under indlæggelsen. De patienter, som i behandlingsforløbet var blevet mindre aktive, eller som aldrig tidligere havde dyrket motion, kunne træne under supervision og få mod på og vejledning til, hvordan de kunne øge deres fysiske aktivitetsniveau.

Træningen blev indledt med opvarmning og afsluttet med udspænding. Herimellem kunne deltagerne træne kondition, muskelstyrke og udholdenhed, balance og smidighed.

Træningstasker med elastikker og håndvægte gjorde det muligt at træne på sengestuerne for de patienter, der ikke var i stand til at deltage i holdtræningen.
 

Skriftlig instruks for deltagelse

Der blev udarbejdet en skriftlig instruks for patienternes deltagelse i fysisk aktivitet med eksklusionskriterier. Ved hjælp af en rammeordination kunne sygeplejersken selvstændigt henvise patienter til holdtræningen. Interesserede patienter fik en pjece, og der var plakater på alle afsnit for at gøre opmærksom på tilbuddet.

Kontaktsygeplejersken informerede, inkluderede og registrerede samtidig med, at hun koordinerede tidspunktet for fysisk aktivitet med patienterne i forhold til andre aktiviteter.

Der var planlagt undervisning for plejepersonalet på alle afsnit og for involverede samarbejdspartnere, og der blev løbende givet information via f.eks. onsdagsmøder, sygeplejekonferencer, ledermøder og nyhedsbreve. Et spørgeskema blev sendt ud efter to måneder og skulle kortlægge, hvad patienterne havde fået ud af at deltage i træningen.
 

Motionstilbud en kræftfri zone

Patienterne svarede, at motionstilbuddet var en kræftfri zone. Inde bag skærmene var der ikke strålekanoner og alvorlige lægeminer, men kondicykler, gymnastikbolde og en cross-trainer. Der blev ikke snakket kræft, men grinet, pustet og svedt. En 70-årig patient i strålebehandling sagde, at motionen var frigørende og flyttede opmærksomheden bort fra sygdommen.

En meddeltager supplerede og sagde, at motionen også gav nogle sociale kontakter samtidig med, at nogle af de fysiske bivirkninger fortog sig. F.eks. fyldte trætheden ikke så meget længere, appetitten var kommet tilbage, og der var kommet mere liv i fødderne, som ellers sov på grund af nervepåvirkning efter kemoterapien. Efter træningen var der brug for en middagslur, for motionen gav den gode træthed, som man kunne sove sig ud af (1).

Fysioterapeuten oplevede, at patienterne følte, at de var kommet på et hold. Selvom patienterne kunne være trætte, mødte de oftest op. Der var vilje bag, og deltagerne opdagede, at de bekymringer, der tyngede dem, kom til at fylde lidt mindre. Nogle patienter gav udtryk for, at de følte sig fulde af energi bagefter, og flere af deltagerne havde været forbavsede over, hvor meget de kunne holde til. Hidtil havde de fokuseret på alt det, de ikke kunne. Der var holdånd, fællesskabsfølelse og stor glæde ved at komme til træningen, hvor fokus var motion og hygge (se boks 1).

  Boks 1. Udtalelser fra patienter efter deltagelse på motionshold
  • Jeg er i bedre humør og sover bedre.
  • Motion giver bedre hjælp til at klare det psykiske.
  • Hjælper mod kvalme og uro i benene.
  • Man får det bedre, naturlig træthed, bedre humør og mere energi.
  • Giver energi og humør og hyggeligt samvær.
  • Træthed og muskelsmerter blev tydeligt mindre. Humøret steg.
  • Det har en vældig god virkning på træthed, smerter, søvn og humør.
  • Afleder opmærksomheden fra sygdommen.
  • Giver dagen et løft, og når hele kroppen lystrer og fungerer, er vejen banet for smil og godt humør.
  • Jeg føler mere velvære efter den daglige træning.
  • Har givet mig mere energi og lyst til livet.
  • Jeg oplever stor glæde og livsglæde ved at være med.

Resultater af undersøgelsen

75 patienter deltog det første år, heraf besvarede 44 deltagere spørgeskemaet svarende til 60 pct.
I holdtræning deltog 17 mænd og 27 kvinder i alderen 28-79 år. Der var flest mellem 40-60 år, men der var en rimelig jævn fordeling af mænd og kvinder i alle aldre. Patienterne havde 11 forskellige kræftdiagnoser.

Antallet af patienter til holdtræningen varierede fra 1-7 deltagere. Flere af disse patienter deltog mange gange i træningsprogrammet – helt op til 25, men flest patienter deltog 1-4 gange.

Over halvdelen af deltagerne havde også benyttet redskaberne til selvtræning. Mændene var i overtal med 15 personer, hvorimod 10 kvinder havde trænet på egen hånd. Alder og diagnose gjorde ingen forskel.
 

Træning motiverer til mere træning

Deltagerne ønskede oftest fælles træning. Mange trænede ikke jævnligt, men blev motiverede af at deltage i ”Motion mens du er indlagt”. Således sagde en deltager, at hun længe havde forsøgt at komme i gang med gymnastik på eget initiativ. Barrieren var en træthed, som gjorde det svært at komme fra tanke til handling. Hun var forundret over, hvor let det var at være fysisk aktiv i 45 minutter på holdet. Den store forskel lå i, at hun på ”Motion mens du er indlagt” kunne blive motiveret og ledt på vej.

Flere patienter oplyste ved første fremmøde, at de lige skulle se, hvad det var for noget. Enten deltog de fra første dag i fælles træning, eller de kom i gang på motionscykel, hvorfra de kunne observere, hvad der foregik.
Patienterne sagde, at det var en stor fordel, at motionen foregik i afdelingen, da de ikke skulle bevæge sig så langt. De kunne udnytte tiden og få motioneret, da de kunne hentes til f.eks. stuegang og undersøgelser, hvis det blev nødvendigt.
 

Virkningen af motion

28 ud af 44 patienter mente, at motionen havde haft en positiv indvirkning på bl.a. træthed, smerter, kvalme og søvn. Derudover følte mange af deltagerne, at en stor gevinst ved deltagelse i motionstilbuddet var bedre humør. Der var ingen forskel på køn eller alder i forhold til denne tilbagemelding (se figur 1 og figur 2).

SY-2011-03-fag%20(1)

SY-2011-03-fag%20(2)

Motion er nu en del af hverdagen

Motion til indlagte patienter er nu et integreret tilbud på Onkologisk Afdeling i Århus. Som en pendant til dette tilbud til indlagte patienter, blev der i oktober 2009 etableret et træningstilbud til ambulante patienter i kemoterapi: ”Krop og Kræft, Århus”. Tilbuddet gælder for onkologiske og hæmatologiske patienter i Århus. Træningen foregår i tæt samarbejde med Kræftens Bekæmpelse i rådgivningscentret Hejmdal.

Sygeplejerske Irene D. Andersen, der var projektleder på ”Motion mens du er indlagt”, fungerer nu som daglig leder af træningstilbuddet ”Krop og kræft” sammen med en fysioterapeut.

Motion og genoptræning er blevet en vigtig del af hverdagen for kræftpatienter, som er tilknyttet Onkologisk Afdeling i Århus.

Litteratur

  1. Jack K. Motion er god medicin. Midt magasinet, 2008(3):50-53.
  2. Andersen ID, Espersen BT. Motion mens du er indlagt. I: Hølge-Hazelton, B (Red.) Den unge med kræft. Et praksisforskningsprojekt på Onkologisk Afdeling D. Århus Universitetshospital, Århus Sygehus 2008.
  3. Se www.onko.dk Præsentation af Onkologisk afdeling D > Bogen: Den unge med kræft. Besøgt d. 10.01.11.
  4. Jensen KB. Motion er godt – også for kræftpatienter.  Ugeskrift for læger 2009;171/40:2882-83.
  5. Høstrup H. Egen indsats afgørende. Sygeplejersken 2008(2):48-51.
  6. Adamsen L et al. Feasibility, physical capacity and health benefits of a multidimensional exercise program for cancer patients undergoing chemotherapy. Support Care Cancer 2003;11:707-16.
  7. Mock V, Watson T. Exercise as an Intervention for Cancer related Fatigue. Physical Therapy 2004;84(8):737-42.
  8. Drake D et al. Evidence-Based Practice for Fatigue
  9. Management in Adults With Cancer: Exercise as an Intervention. Oncology Nursing Forum 2004;31(5):963-76.
  10. Arzola SM et al. Change in exercise Tolerance, Activity and Sleep patterns, and Quality of life in patients with cancer participating in structured exercise program. Research and Commentary 2003;30(3):441-52.
  11. Adamsen, L et al. Effect of a multimodal high intensity exercise intervention in cancer patients undergoing chemotherapy: randomised controlled trial. BMJ 2009;339:b3410.
  12. Kushi LH et al. American Cancer Society Guideline on Nutrition and Physical Activity for Cancer Prevention: Reducing the Risk of Cancer with Healthy Food Choices and Physical Activity. CA Cancer Journal for Clinicians, 2006;56 (5):254-81.
  13. Galvão, DA, Newton, RU. Review of exercise intervention studies in cancer patients. Journal of clinical oncology 2006;23(4):899-909. 
  14. Meyerhardt JA et al. Physical activity and male colorectal cancer survival. Arch Intern Med 2009;169(22):2102-08.
  15. Inoue M et al. Daily Total Physical Activity Level and Total Cancer Risk in Men and Women: Result from a Large-scale Population-based Cohort Study in Japan. American Journal of Epidemiology 2008;168(4):391-403.
  16. John EM et al. Lifetime Physical Activity and Risk of Endometrial Cancer. Cancer Epidemio Biomarkers Prev 2010;19(5).
  17. Holmes et al. Physical activity and survival after breast cancer diagnosis. JAMA 2005;293(20):2479-86.
  18. Kræftens Bekæmpelse cancer.dk>nyheder>nyhedsartikler>2.kvartal 2010 > Flere fysisk aktive overlever brystkræft. Besøgt d. 07.01.11.
  19. Hauerslev, H. Blot et lille skub. Motion mod træthed. Dallund Nyt 2007;2:4.
  20. Jensen, GS. Velværeoplevelser hos motionerende kræftpatienter med træthed. En kvalitativ undersøgelse af hvilken betydning det har for kræftpatienter at dyrke motion i sygdoms- og behandlingsforløbet. Kandidatspeciale, Institut for Folkesundhed, Afdeling for sygeplejevidenskab, Århus Universitet 2006.
  21. Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Opgavebeskrivelse: KRAM. Kost, rygning, alkohol, motion. København 2006.
  22. Sundhedsstyrelsen. Kræftplan II. Sundhedsstyrelsens anbefalinger til forbedringer af indsatsen på kræft området. København; 1. juni 2005.

En fuldstændig litteraturliste fås hos forfatterne.

English Abstract

Andersen ID, Espersen BT. Physical Activity has a positive Impact on Cancer Patients. Sygeplejersken 2011;(3):66-70.

Research shows both a relationship between physical activity and the reduction of side effects during cancer treatment and that cancer patients can increase their physical capacity and achieve improved well-being and quality of life. A reduced risk of cancer relapse has also been observed. In addition, patients have expressed a desire for a physical activity programme during hospital admission.

The purpose of the “Exercise in the hospital" project was to give cancer patients the opportunity for physical activity during their stay as well as providing them with knowledge about and motivation for exercising after discharge. Another reason was that cancer patients experienced fewer treatment side effects.

An exercise regime was set up for hospitalized cancer patients consisting of group exercise supervised by a physiotherapist and an individualized home training program. The patients had the opportunity to excercise under supervision and receive guidance, courage and inspiration for being physically active between hospitalizations.

Questionnaire results showed that the patients experienced improvement in their physical and mental condition, especially concerning tiredness, pain, nausea, sleep and mood.

Key words:Exercise, physical activity, cancer patients, side effects, relapse.

Emneord: 
Kræft
Livsstil
Projekt
Spørgeskemaundersøgelse

Sygeplejersker udfordres af informerede patienter

Artiklen henvender sig til sygeplejersker med interesse for patientinformation og dialog. Den beskriver en spørgeskemaundersøgelse fra Odense Universitetshospital i 2008, og konklusionen er, at sygeplejersker udfordres af patienter, som har søgt viden om deres sygdom og behandlingsmuligheder, og som på den baggrund stiller krav om præcis og tilpasset information.

SY-2010-03-52aFoto: iStock

Nationale undersøgelser viser, at patienter gennem de senere år har ændret adfærd. De er blevet mere opsøgende, og de har ændrede forventninger til sundhedsvæsenet (1).

En medvirkende faktor er, at brugen og udviklingen af internettet som kilde til information og viden er kraftigt ekspanderet (2). Den hastige vækst i it-samfundet og en hastig vækst af litteratur har bidraget til et øget vidensniveau hos mange patienter.

På den baggrund har vi ønsket at undersøge, hvorvidt sygeplejersker oplever, at patienter har søgt viden om deres sygdom og behandlingsmuligheder, og om det har betydning for den sygepleje, de udøver.

Politisk og samfundsmæssigt er det italesat, at patienter skal tage ansvar, hvilket bl.a. kommer til udtryk gennem krav om informeret samtykke og valg af behandlingssted (3). Dette kræver, at patienterne er velinformerede og har et grundlag at træffe beslutninger ud fra.

Sundhedsstyrelsen påpeger, at sundhedspersonalet skal fremme patientens perspektiv, og at der skal etableres bedre muligheder for patienters og pårørendes aktive medvirken og indflydelse (4). Sygeplejersker er således underlagt sundhedspolitiske krav og er tillige fagligt forpligtede til at medinddrage patienterne. Sygeplejerskers position under patienters møde med sundhedsvæsenet, f.eks. ved indlæggelsessamtale, giver mulighed for at identificere patienternes viden, understøtte deres præferencer og medinddrage dem.

Patienter har i flere sammenhænge tilkendegivet, at systemet - og hermed sygeplejersker - ikke bruger den viden, patienter har, hvilket de finder utilfredsstillende (5,6).

Vi antager, at sygeplejersker i klinisk praksis oplever de ændrede krav som en faglig udfordring. For at udvikle faglighed i relation til den udfordring ønskede vi at undersøge, om sygeplejersker på Odense Universitetshospital oplever, at patienter har søgt viden om sygdom og behandling, og om det har betydning for den måde, de udøver sygepleje på.

Formål og metode

Formålet med undersøgelsen var at problematisere, hvilken betydning det kan have for sygeplejen, at patienter har søgt viden. Resultaterne skal kvalificere sygeplejefaglig udvikling.

Vi har foretaget en spørgeskemaundersøgelse blandt basissygeplejersker på Odense Universitetshospital (OUH) i efteråret 2008. Spørgeskemaet blev udsendt via samtlige udviklingssygeplejersker på OUH. De fik hver 20 skemaer, som blev uddelt tilfældigt blandt sygeplejersker i de respektive afdelinger. I alt blev der udleveret 360 spørgeskemaer. Spørgeskemaet er udarbejdet af artiklens forfattere. For at sikre at spørgsmålene var forståelige, meningsfyldte og stemte overens med formålet, blev spørgeskemaet afprøvet inden undersøgelsens igangsættelse. Denne validering blev gennemført vha. interview med tilfældigt udvalgte sygeplejersker.

Spørgsmålene i spørgeskemaet lød:

  • 1a) I hvor høj grad oplever du, at patienter har søgt viden om sygdom og behandlingsmuligheder?
  • 1b) Har det betydning for den måde, du udøver sygepleje på?
  • Kommentarer - evt. hvilken betydning?
  • 2a) Oplever du, at patienters behov for viden har ændret sig?
  • 2b) Har det betydning for den måde, du udøver sygepleje på?
  • Kommentarer - evt. hvilken betydning?

Der var følgende fire svarmuligheder: I høj grad, i nogen grad, i mindre grad og slet ikke. Deltagerne skulle sætte kryds og havde mulighed for at nuancere svaret under punktet kommentarer.

Resultater

Ud af de 360 uddelte spørgeskemaer modtog vi 208 besvarelser. Besvarelse af spørgsmål 1a) I hvor høj grad oplever du, at patienter har søgt viden om sygdom og behandlingsmuligheder" viste, at samtlige adspurgte sygeplejersker havde oplevet, at patienter har søgt viden om sygdom og behandling (se figur 1).

Besvarelsen af spørgsmål 1b Har det betydning for den måde, du udøver sygepleje på? viste, at 94 pct. af sygeplejerskerne svarede, at det har betydning for den måde, de udøver sygepleje på, at patienter har søgt viden om sygdom og behandling (se figur 2).

SY-2010-03-52b SY-2010-03-52c

Besvarelsen af spørgsmål 2a Oplever du, at patienters behov for viden har ændret sig? viste, at samtlige adspurgte sygeplejersker oplever, at patienters behov for viden har ændret sig (se figur 3).

Besvarelsen af spørgsmål 2b Har det betydning for den måde, du udøver sygepleje på? viste, at 95 pct. af de adspurgte sygeplejersker svarede, at når patienters behov for viden har ændret sig, har det betydning for den måde, de udøver sygepleje på (se figur 4).

SY-2010-03-52d SY-2010-03-52e

Analyse af kommentarer

Sygeplejerskerne har mange kommentarer, som alle er blevet læst igennem flere gange. Med inspiration fra Kvale og Brinkmann har vi foretaget en meningskondensering. Sygeplejerskernes kommentarer blev trukket sammen til korte udsagn (7). Følgende temaer fremkom:

  1. Kategorisering af patienter i forhold til vidensniveau
  2. Information tager udgangspunkt i patienters behov
  3. Information handler også om at korrigere og sortere viden - at gøre relevant
  4. Nye krav til sygeplejersker.

Kategorisering i forhold til vidensniveau

Flere sygeplejersker skriver, at det er meget forskelligt, om patienter har søgt viden. Sygeplejerskerne kategoriserer patienter ud fra alder, uddannelse, social status og sygdom, hvilket efter deres mening har betydning for, om patienter har søgt viden. Sygeplejerskerne skriver bl.a.:

"Nogle patienter er meget vidende, mens andre ikke er det."

"Nogle patienter søger ekstremt meget viden - andre slet ikke.

"De yngre patienter er betydeligt mere oplyste end de ældre, og patienternes sociale status, herunder uddannelse samt sygdomstype, hænger sammen med deres søgen efter viden."

Tager udgangspunkt i patienters behov

Sygeplejerskerne skriver, at den sygepleje, de udfører, skal tage udgangspunkt i patienters behov.

"Jeg tager udgangspunkt i det, patienten fortæller. Jeg forsøger at tilpasse informationen til den viden, patienterne kommer med."

"Min sygepleje retter sig efter den enkelte patients behov og min generelle opfattelse."

Information handler også om at korrigere og sortere viden - at gøre relevant.

At korrigere og sortere viden - at gøre relevant

Sygeplejerskerne skriver, at deres opgave i høj grad ikke kun er at vejlede og informere, men at korrigere og sortere viden, og at patienter har behov for at drøfte informationerne med dem.

"Viden på internettet er lettilgængelig for alle. Indimellem har patienterne misforstået det. Vi oplever ofte, at patienterne har læst en masse, men ikke altid forstået det hele."

"Information og vejledning drejer sig i dag også om at sortere."

"Patienterne vil gerne vende deres viden med en fagperson. Har ofte fået så meget information, f.eks. om symptomer, at der er behov for hjælp til at sortere denne viden."

"Oftest har unge pårørende søgt og fundet ekstremt meget viden på nettet, som de slet ikke kan sortere i, og når jeg så forsøger at hjælpe med at gøre viden relevant i forhold til deres pårørende, så er de meget fastlåste i deres opfattelse af sygdom og behandling."

Nye krav til sygeplejersker

Sygeplejerskernes kommentarer tyder på, at det både fagligt og personligt har betydning for dem, at patienter har søgt viden.

"Vi skal nøje overveje, hvad vi siger til patienterne. Vi skal være sikre på, at de informationer, vi giver, er korrekte."

"Det stiller krav til ens egen viden."

"Mere komplekst, når patienten har søgt viden."

"Jo mere viden patienterne/pårørende har, jo mere skal man være opmærksom på, hvilket niveau informationen skal være på. Det er langt mere udfordrende, og vi skal som personale være klædt meget bedre på vidensmæssigt."

"Det er svært at svare på, om det har ændret sygeplejen, men patienterne har nok flere kritiske spørgsmål nu end tidligere, og det kræver selvfølgelig et ordentligt svar."

Behovet for viden er tiltaget

Vores undersøgelse viser, at samtlige sygeplejersker har oplevet, at patienter har søgt viden om sygdom og behandling. De oplever, at behovet for viden er tiltaget. Disse resultater støtter op om resultater, der er fremkommet i en undersøgelse foretaget af Ugebrevet Mandag Morgen, som viser en tendens til, at patienterne er blevet mere aktive og opsøgende (1). Undersøgelsen viser ikke, at patienterne er blevet mere vidende, men at patienterne i større grad har søgt viden.

Sygeplejerskernes svar tydeliggør, at en måde at håndtere de nye udfordringer på er at kategorisere i forhold til vidensniveau. At kategorisere falder naturligt, når man ønsker at skabe orden og overblik. Det kan være en positiv måde at få indsigt i og skabe viden inden for et område. Men sygeplejersker skal være bevidste om, at kategorisering får betydning både for den, der kategoriserer, og den der bliver kategoriseret. At sygeplejersker kategoriserer, understøttes af fund fra Jacobsen, Pedersen og Albecks undersøgelse, hvor f.eks. ung alder og et langt sygdomsforløb knyttes sammen med stor viden om sygdom, hvorimod en ældre patient med et kort sygdomsforløb ikke forventes at vide så meget (8). Det får betydning for den måde, sygeplejersker kommunikerer med patienterne på, og den måde patienterne oplever at blive mødt på.

Førnævnte undersøgelse anbefaler, at sundhedspersonale gør op med den gængse forestilling om patienter som enten ressourcesvage eller ressourcestærke og i stedet aktivt spørger ind til, hvordan og på hvilke områder hver enkelt patient handler i forhold til sin sygdom og behandling. Desuden skal sygeplejersker lade være med at planlægge informationsniveauet ud fra italesatte kategorier.

Sygeplejerskerne i vores undersøgelse gav udtryk for, at de i forbindelse med information tager udgangspunkt i patienters behov. Der spores en tydelig påvirkning fra Virginia Henderson, som allerede i 1960 beskrev, at det grundlæggende princip i sygeplejen er at hjælpe syge og svage med at tilfredsstille deres grundlæggende behov (9). Patienters behov blev i undersøgelsen ikke uddybet nærmere, det kan betyde, at sygeplejersker fastholder Hendersons grundlæggende idé om, at mennesket har nogle grundlæggende behov, som sygeplejersker bør tage ansvar for at dække, hvis patienten ikke selv kan.

Undersøgelsen viser, at patienter har brug for hjælp til at sortere og korrigere den viden, de har søgt, samt gøre den relevant i forhold til situationen. Lambert og Loiselle finder i deres litteraturgennemgang af sundhedsinformationsøgning frem til, at det at søge information har en positiv betydning for de patienter, som på den måde får deres informationsbehov dækket. I de tilfælde kan information mindske angst og bekymring.

Omvendt kan for meget eller for lidt information have en negativ betydning (10). Sygeplejersker kan møde patienter, som bl.a. har søgt viden på nettet, er blevet overinformerede og har brug for hjælp til at sortere, korrigere og gøre informationerne relevante i forhold til den enkeltes situation og kontekst (8). Det kan betyde, at sygeplejersker føler, at der stilles nye krav til dem.

Sygeplejerskerne oplever, at patienter har ændret adfærd mht. informationssøgning, i den tid de har fungeret som sygeplejerske. Flere sygeplejersker har i deres kommentarer anført, at der bliver stillet nye krav, hvilket tyder på, at sygeplejersker udfordres både på det faglige og det personlige plan.

Ændringen er, at sygeplejersker oplever, at det stiller krav til deres egen viden, og at de skal være klædt bedre på vidensmæssigt.

Anbefalinger til praksis

Vi havde ønsket en højere svarprocent i undersøgelsen, men idet svarene er meget entydige og støtter op om andre fund (1), mener vi, undersøgelsen giver belæg for at anbefale, at

  • sygeplejersker skal have opdateret viden og faglige begrundelser for det forløb, den enkelte patient skal gennemgå i afdelingen, hvilket er oplagt at kortlægge i en patientforløbsbeskrivelse. Denne bør indeholde en kronologisk beskrivelse af de enkelte ydelser, der indgår i et forløb. Det er vigtigt at præcisere ansvars- og opgavefordeling, maksimale ventetider og inddrage relevante evidensbaserede retningslinjer.
  • sygeplejersker skal kunne informere, sortere og korrigere dvs. være skarpe på at tilpasse informationen til den enkelte.

Nogle vil hævde, at der ikke er noget nyt i det, men det er tankevækkende, at sygeplejersker i deres kommentarer lagde vægt på, at de nu nøje må overveje, hvad de siger til patienterne.

Gitte Bekker er udviklingssygeplejerske på Hjerte-, Lunge- og Karkirurgisk Afdeling T, Odense Universitetshospital.  Vibeke Tilgaard Jensen er udviklingssygeplejerske på Øre-næse-hals-afdeling F, Odense Universitetshospital. 

Litteratur

  1. Mandag Morgen. Brugernes sundhedsvæsen. Huset Mandag Morgen/Innovationsrådet; 2007.
  2. Danmarks Statistik. www.dst.dk. Besøgt november 2008.
  3. Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Sundhedsloven. Schultz Grafisk; 2007.
  4. Sundhedsstyrelsen. National strategi for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet fælles mål og handleplan 2002-2006. Sundhedsstyrelsen; 2002.
  5. Rasmussen E. Den dag du får kræft. København: Aschehoug; 2003.
  6. Meinicke A. To kaffe og en staveplade. København: Peoples' Press; 2003.
  7. Kvale S, Brinkmann S. Interview. Introduktion til et håndværk. København: Hans Reitzels Forlag; 2009.
  8. Jacobsen CB, Pedersen VH, Albeck K. Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed. Sundhedsstyrelsen og Dansk Sundhedsinstitut. Schultz Grafisk; 2008.
  9. Henderson V. Sygeplejens Grundlæggende Principper. København: Dansk Sygeplejeråd; 1967.
  10. Lambert S, Loiselle C. Health Information Seeking Behavior. Qualitative Health Research 2007 ;Vol. 17 (8): 1006-1019.
ENGLISH ABSTRACT

Bekker G, Tilgaard Jensen V. Nurses challenged by informed patients. Sygeplejersken 2010;(3):52-6.

Nurses must break from the principle of planning the level of information based on constructed categories, e.g. age, social status and disease. Nurses should focus more on adapting information to the individual based on the latter's preferences in order to be able to give a proper response.

A questionnaire-based study among ward nurses at Odense University Hospital from au-tumn 2008 shows that all those nurses who responded felt that patients had sought knowledge about their disease and treatment. Nurses feel that this is significant in terms of the information they give patients.

Key words: The informed patient, patient preferences, information level, patient information.

Emneord: 
Kommunikation
Patient
Information
Spørgeskemaundersøgelse

Motivation og anerkendelse gennem FISH

Artiklen henvender sig til sygeplejersker og ledere, som ønsker at arbejde med motivation. Artiklen er baseret på et projekt på Ortopædkirurgisk Afdeling i Herning. Projektet tager udgangspunkt i en teori genereret ud fra dagligdagen på et fiskemarked i Seattle, USA, og blev sat i værk på grund af manglende motivation og generel træthed i personalegruppen.

SY-2009-03-56a
Arkivfoto: iStock

Spørgeskemaundersøgelser i forbindelse med arbejdspladsvurdering, (APV), en temadag om psykisk arbejdsmiljø samt personaleudviklingssamtaler (PUS) afholdt i 2005 og i 2006 viser, at sygeplejersker ofte har svært ved at give og modtage kollegial ros og anerkendelse. Disse faktorer synes at være væsentlige for, at den enkelte medarbejder føler sig motiveret til arbejdet. Denne artikel beskriver, hvordan vi i en sygehusafdeling med små midler og stort engagement har styrket arbejdsmiljøet og fundet alternative metoder til at give og modtage ros og anerkendelse på.

Forandringer påvirker medarbejderne

Sundhedsvæsenet undergår i disse år konstant forandring. Specialer slås sammen, små sygehuse nedlægges, og medarbejdere flyttes fra kendte omgivelser til nye kulturer. Disse forandringer påvirker medarbejderne, som føler sig utrygge i deres arbejdsliv, både i forhold til hvor deres fremtidige arbejdsplads skal være, hvem de skal arbejde sammen med, og hvilke specialer der stilles til rådighed. Med alle disse forandringer i udsigt er det en stor udfordring at bevare motivationen hos den enkelte medarbejder i hverdagen.

En strukturændring i foråret 2005 medførte ændret plejetyngde, nye medarbejdere og mange nye administrative opgaver på ortopædkirurgisk afdeling. Medarbejderne følte sig pressede og var forbeholdne over for nye opgaver. Udsagn som: "Kan det nu betale sig - vi ved jo ikke, hvad vi skal i næste måned" var ikke ualmindelige i hverdagen. Engagement og ejerskab syntes faldende, og der kunne spores et øget sygefravær.

Flere medarbejdere gav i forbindelse med personaleudviklingssamtaler udtryk for, at situationen påvirkede arbejdsglæden. Det følgende år oplevede vi, at flere medarbejdere valgte at søge væk fra afdelingen.

Reaktion på kaos

Situationen var efterhånden kaotisk, og hverdagen bar tydeligt præg af manglende motivation. Med det formål at genskabe det gode arbejdsmiljø valgte vi i efteråret 2006 at afholde en temadag med fokus på det psykiske arbejdsmiljø.

Efter et inspirerende oplæg ved cand.psych. Therese Grupe om kommunikation og kollegial feedback fik medarbejderne mulighed for at diskutere egen praksis og selv finde frem til tiltag, der kunne styrke motivationen og dermed arbejdsglæden. Temadagen blev en succes, der var rig lejlighed til, at medarbejderne kunne sætte ord på de problematikker, der var mest aktuelle. Desuden valgte vi i den årlige arbejdspladsvurdering at udlevere spørgeskema (1) til alle medarbejderne, hvor fokus var rettet mod det psykiske arbejdsmiljø.

Stort set alle medarbejdere gav udtryk for, at de kunne ønske sig mere respons på det arbejde, de udførte i afdelingen. En del gav udtryk for, at de egentlig gerne ville udtrykke positiv respons til en kollega, men at de gode intentioner i travle perioder kunne forsvinde i praktiske opgaver.

Sideløbende med udredningen af det psykiske arbejdsmiljø afprøvede vi i afdelingen personaleudviklingssamtaler i grupper (GRUS). Også her blev det synligt, at feedback var et område, der med fordel kunne sættes ind på. Der var stadig behov for, at vi i afdelingen blev bedre til at give og modtage konstruktiv kritik. Nogle medarbejdere gav udtryk for, at de til tider havde svært ved at modtage positive tilkendegivelser, selv om det egentlig var det, de efterspurgte. Enkelte medarbejdere havde oplevet at blive afvist, når de roste en kollega, hvilket medførte en tendens til at undlade positive tilkendegivelser.

Fremtidige indsatsområder

Altså kunne vi konkludere, at der var sammenhæng mellem de resultater, der fremkom ved temadagen, spørgeskemaundersøgelsen og GRUS.

Det psykiske arbejdsmiljø var nu undersøgt fra flere vinkler, og de samlede resultater gav et godt overblik over de centrale emner, der kunne være fremtidige indsatsområder. Alle var enige om, at der var udviklingspotentialer på disse områder, og at de måtte prioriteres højt, hvis vi skulle sikre motivationen og arbejdsglæden i afdelingen.

Der var naturligvis også helt praktiske problemer, f.eks. samarbejdet afdelingerne imellem, støj i kontoret og kontakten til primær sektor, som allerede var under udredning.

De mere psykisk belastende problemer som manglende social støtte og belønning blev nøgleordene, som for de fleste medarbejdere var væsentlige for at støtte op om motivationen til at udføre hverdagens opgaver.

"Ved en persons motivation for et givet job eller arbejdsopgave forstås ... hans villighed til at yde en indsats for at udføre arbejdet" (2).

Denne villighed til at udføre arbejdet var således værd at stræbe efter i hverdagen, og som teorien beskriver, kunne denne villighed have en særdeles gunstig effekt idet: "Handlinger, der synes at føre til behovstilfredsstillelse, har tendens til at blive gentaget, mens handlinger, der ikke synes at føre til tilfredsstillelse - men måske endog til nedsat behovsdækning - ikke har tendens til gentagelse" (2).

Derfor søgte jeg i litteraturen efter nye metoder, der kunne hjælpe os med at sætte fokus på de områder, der støtter op om motivation og dermed større arbejdsglæde.

I foråret blev jeg bekendt med bogen "FISH! Fortællinger", en lille, men meget inspirerende bog (3). Bogen tager udgangspunkt i en gruppe fiskehandlere fra Pike Place fiskemarked i Seattle og har til formål at hjælpe alle os andre med at forandre vores arbejdsliv og vores liv generelt. En af bogens forfattere, filmmanden John Christensen, arbejdede nogle somre på en lejr for handicappede børn. Gennem sit arbejde kom John Christensen til Seattle, hvor han spurgte en lokal hotelejer, hvad der var værd at besøge i byen. Han blev opfordret til at besøge Pike Place fiskemarkedet, hvilket han gjorde den følgende dag.

Det syn, der mødte ham der, besluttede han altid at ville huske, og ikke mindst ville han undersøge, hvad det hele gik ud på. Der var en aktivitet og glæde, som man sjældent møder. Medarbejderne var særdeles engagerede. Fisk fløj gennem luften, og latteren ville ingen ende tage. Kunderne strømmede til fra nær og fjern. Han bemærkede endog, at der kom folk, som stillede sig diskret op og indtog deres frokost på markedet uden egentlig at have noget ærinde der.

Ejeren af fiskemarkedet fortalte, at stedet tidligere havde været et trist sted at arbejde, man solgte fisk og gik derefter hjem, uden at hverken medarbejdere eller kunder havde fået nogen særlig oplevelse med sig. Man havde derfor besluttet sig for, at det fremover skulle være sjovere både at gå på arbejde og at handle.

Derefter besøgte John Christensen fiskemarkedet mange gange med sit kamerahold for at optage hverdagsscener. Efter bearbejdning af materialet fandt han frem til, at man på fiskemarkedet skabte denne særlige stemning ved hjælp af nogle ganske enkle, men effektive valg, som stort set enhver kunne træffe. Ved nøje gennemgang af de mange optagelser fra fiskemarkedet viste der sig fire markante områder, som tilsyneladende havde stor betydning for humøret og arbejdsglæden:

  • Leg: Hvis man gør arbejdet til en leg, så bliver det gjort, ikke mindst når vi vælger at udføre seriøse opgaver på en munter og spontan måde. Leg er ikke bare en aktivitet; det er en sindsstemning, der tilfører de opgaver, der skal udføres, ny energi og inspirerer til kreative løsninger.
  • Gør andre glade: Når man gør nogen glad ved at vise en smule venlighed eller involvere sig på en uforglemmelig måde, kan selv et helt rutinemæssigt møde blive noget, man mindes med særlig glæde.
  • Vær nærværende: Den lim, der holder sammen på menneskeheden, er, at man kan være ét hundrede procent til stede for hinanden.
  • Vælg din holdning: Hvis du venter dig det værste, finder du det overalt. Når du lærer, at det er op til dig selv at vælge, hvordan du tager imod dét, livet byder på, så kan du begynde at vente dig det bedste og finde muligheder, du aldrig havde drømt om. Hvis du konstaterer, at du har en holdning, du ikke bryder dig om, så vælg en anden (3) (se boks 1).

Efter at være kommet frem til de fire principper og deres virkning fandt John Christensen frem til, at det ikke bare var fiskene, fiskehandlerne greb, men energien, som var en vigtig del af fiskemarkedets motto:

"Grib energien og slip kræfterne løs" (3). Hvordan anvender vi så disse elementer i en helt almindelig sygehusafdeling" Vi har jo ingen fisk at kaste med!

Som beskrevet er motivation en særdeles vigtig faktor i forbindelse med det daglige arbejde. Derfor måtte vi finde veje til at frembringe eller bevare motivationen hos den enkelte medarbejder. 

BOKS 1. GRUNDPRINCIPPER

 
FISH-teoriens fire grundprincipper:

  • Leg, mens du arbejder
  • Gør andre glade
  • Vær nærværende
  • Vælg din holdning til dagen.

Gennem en periode, hvor der havde været store omstillinger og meget travlt i afdelingen, oplevede vi, at stemningen, specielt om morgenen, blev tiltagende negativ. Nogle medarbejdere kunne allerede fra dagens begyndelse forudse, at: "Det her kan overhovedet ikke lade sig gøre, vi når det aldrig."

Denne stemning kunne smitte hele gruppen i løbet af et øjeblik, hvorefter stort set alle havde samme opfattelse. Der manglede motivation, og dagen var på forhånd dømt til at mislykkes. Det var naturligvis en tilstand, som ingen ønskede, men som heller ingen rigtig formåede at vende.

Som det beskrives i FISH-teorien, er det muligt at vende en negativ holdning, hvilket jeg besluttede mig for at afprøve. Jeg mødte lidt tidligere for at få overblik over patienterne og plejetyngden, inden medarbejderne mødte. For at medarbejderne kunne have tillid til, at der blev taget hånd om de reelt pressede situationer, var det af stor betydning, at der blev kaldt ekstra personale ind, når der var behov for det.

De fleste dage kunne opgaverne dog klares med de ressourcer, der allerede var til rådighed. Vi talte åbent om, hvad den negative stemning betød for den enkeltes motivation og holdning. Enkelte gav udtryk for, at hvis man som den eneste i gruppen havde en positiv holdning til dagen, kunne det være en næsten umulig opgave at få de andre med. Derefter var der ikke langt til, at man selv antog en negativ holdning til dagens opgaver. Min opgave var at vise den positive holdning straks fra morgenstunden og sikre, at den smittede, efterhånden som medarbejderne mødte.  

Se muligheder frem for begrænsninger

I løbet af ganske kort tid var stemningen ved patienttavlen om morgenen vendt. Dermed syntes der allerede at være sket en positiv holdning til at se mulighederne frem for begrænsninger i hverdagen, altså som i FISH-teorien at vælge den holdning, man kunne ønske sig for dagen. Efter ganske kort tid ændredes stemningen til det positive. Ganske vist havde vi stadig travlt, men opgaven gik nu ud på, hvordan vi kunne løse dagens opgaver, og ikke om vi kunne løse dem. Altså kunne vi nu, præcis som på fiskemarkedet i Seattle, se gevinsten ved bevidst at vælge sin holdning og dermed finde glæden i hverdagens udfordringer.

En anden væsentlig faktor i hverdagen var frustrationer over, at den nære patientkontakt, som alle gerne ville have mere af, efterhånden var forbundet med mange forstyrrelser. Medarbejderne følte, at når de talte med patienterne, var de allerede i tankerne på vej et andet sted hen.

I FISH-teorien betragtes nærvær som den væsentligste faktor i samspillet mellem kunden og fiskehandleren. Kunden måtte betjenes på en sådan måde, at han fik opfattelsen af at være den eneste kunde på hele fiskemarkedet.

Hvis vi i afdelingen kunne formå at give patienterne den samme opfattelse, ville der måske være tid at hente. Den patient, som har følelsen af at være i centrum, om end kun et øjeblik, vil sandsynligvis ikke have behov for at tilkalde personalet så ofte.

Vi aftalte, at vi skulle blive bedre til at være fysisk og mentalt til stede hos patienten og i disse perioder give andre opgaver videre til kollegaerne. Dermed kunne man uforstyrret sætte sig og tale med patienten uden at miste fokus, fordi man var nervøs for, at de øvrige patienter eller kollegaer manglede hjælp. Det gav stor tilfredshed hos mange medarbejdere, da det lige netop var den tætte patientkontakt, de syntes at mangle i hverdagen. Der var således allerede sket en ændring i det psykiske arbejdsmiljø i afdelingen.

Idéen godt modtaget

Det var dog stadig svært for nogle medarbejdere at give og modtage ros og anerkendelse. Derfor valgte jeg at præsentere FISH-teoriens fire centrale elementer på et personalemøde. Medarbejderne tog godt imod ideen, og der blev lagt stort engagement i projektet. Teorien måtte afprøves i praksis.

For at have noget håndgribeligt at forholde os til, valgte jeg fisk som symbol på de nye tiltag. Jeg fremstillede små filtfisk i forskellige glade farver, en til hver medarbejder. Fisken kunne man have i lommen, så den kunne minde om de positive tiltag, vi var enige om at efterleve. Derudover købte jeg små plastikfisk, som kunne kastes med for at bringe legen ind i hverdagen eller diskret foræres til den, som har gjort noget godt for den enkelte eller måske for andre. Disse fisk blev placeret i en stor bowle på bordet i kaffestuen til fri afbenyttelse.

Afdelingen blev dekoreret med papfisk, hvorpå der stod skrevet små positive eller sjove citater. Citaterne blev jævnligt udskiftet og gav ofte anledning til eftertanke eller en sund latter. Alle opfordredes til at bidrage med nye citater.

Det stod hurtigt klart, at med fiskene var det blevet lettere at give og modtage den ros og anerkendelse, man ønskede. Fiskene fordrede ikke mange ord med på vejen, var synlige og håndgribelige. Også vores samarbejdspartnere nød godt af det nye tiltag. Det var let at sende en lille fisk tilknyttet en positiv kommentar.

At fiskene er synlige i afdelingen har givet anledning til interesse fra både patienter og pårørende. Rundt omkring i huset ser vi ofte personale dekoreret med fisk, så projektet smitter.

Leila Gravgaard er afdelingssygeplejerske på Ortopædkirurgisk Afdeling på Herning Sygehus.

Litteratur

  1. sundhed.dk/Images/alle/hospitaler/hospitalsenheden vest/Checkliste kliniskpersonale.pdf  
  2. Heltbæk H, Mikkelsen EH, Andersen L. Ledelse og Samarbejde. København: Foreningen til unge handelsmænds Uddannelse; 1993; 67-9. 
  3. Lundin SC, Christensen J, Harry P i samarbejde med Philip Strand. FISH! Fortællinger. København: Børsens Forlag A/S; 2003.
ENGLISH ABSTRACT

Gravgaard L. Motivation and Recognition through FISH. Sygeplejersken 2009;(3):56-9.

An investigation of the psychological working environment demonstrates that nurses often have difficulty giving and receiving collegial praise and acknowledgement. These factors appear to be significant in terms of the level of motivation of individual staff in the workplace. Inspired by the working environment at the famous Pike-Place fish market in Seattle, we focused on four key areas: play; make others happy, be present, and choose your approach in the hope of improving the working environment in an amusing and different way.

The article describes how a hospital department with relatively few funds but significant commitment has succeeded in improving the working environment and finding alternative methods for giving and receiving praise and appreciation.

Key words: Psychological working environment, appreciation, motivation, commitment, FISH.

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Spørgeskema
Spørgeskemaundersøgelse