”Undersøgelsen er baseret på et sørgeskema,” skriver hun, og jeg tænker, at det lyder ualmindeligt trist. Senere i teksten er der en fint formuleret tak til hendes parringspartner i projektforløbet. 
Et gensyn med ord og vendinger fra filen ”Sprogblomster” fremkalder et blegt smil på en regnvåd dag under covid-19 II. Det samme gør konstruktioner, som er forståelige, men kryptiske. F.eks. ”Afdelingen er inde i en dårlig spiral”, ”ond cirkel” måske? 

”Ledelsens opbagning er helt nødvendig,” konkluderer en anden skribent. Mornaysauce eller persillesovs? Under alle omstændigheder en ledelse, der er med på noderne i denne tid, hvor rigtige tv-helte udgøres af en skare kokke bevæbnet med pincet og fem slags kål.

En sygeplejerske er optaget af patienters velbefindende efter levertransplantation. Hun konkluderer: ”Det er ikke altid lutter grønne skove at få en ny lever.” Heller ikke lagkage, tror jeg. Guld og grønne skove har ikke nogen sikker forbindelse til leveren.

En nyuddannet sygeplejerske mener, at dårlig introduktion og oplæring er en hæmklods for hendes motivation for at blive i faget. Hæmsko og klods om benet i en flot sammentrækning - den fås ikke bedre.

Hovedstandens Sygehusfællesskab danner derimod et dejligt billede på nethinden: En stak politikere og ledere i en smuk positur. Sygehusfællesskabet blev nedlagt i 2006 pga. ømhed i nakken. 
Politikerne i Dansk Sygeplejeråd kan også kunsten, et kredsbestyrelsesmedlem udtaler f.eks. under en ophedet diskussion, at risikoen for at få maskinen i ørerne er overhængende, når … 
Det lyder både besværligt og smertefuldt. 

Spørger man en sygeplejerske, hvad hun laver, kan svaret også være fuldt af overraskelser: ”Jeg er patientens advokat,” eller ”Jeg er en blæksprutte, som koordinerer patientens forløb.” Altså enten en person fra en gammel akademisk profession eller et fænomen fra dyrenes verden. Bedre bliver det ikke, når sygeplejersken beskriver arbejdet: ”Jeg tager en snak med patienten,” hvilket ikke indikerer et professionelt mål, og ”senere kigger jeg ind til hende.”

En snak er en uformel kontakt med f.eks. en nabo. Når der er tale om en patient, er det en samtale med det formål at afdække patientens opfattelse af situationen, hendes forventninger, vaner, symptomer m.m. At kigge ind til kan veksles med observere, som er baseret på en systematisk tilgang. 

Vil den nysgerrige gerne vide, hvilken patientgruppe sygeplejersken samarbejder med, lyder svaret måske: Jeg er flowmaster, behandlersygeplejerske, flowkoordinator eller risikomanager. Det kræver forklaring. Flowmaster – er det en brandmand med styr på vandtrykket?

Væk med omsvøb og indpakning. Katten ud af sækken - ikke om den varme grød. 

”Man behøver ikke at vaccinere sine børn. Kun dem, man gerne vil beholde,” siger Sofi Oksanen, finsk forfatter.
Sprogvask og præcision skal der til. Men på den anden side: Hvad skal så fremkalde de blege smil?  

Jeg besøger et VIA University College for at tale med to undervisere. Via betyder vej, og jeg erfarer under besøget, at der både er veje og vildveje på dette sted.

Den første, jeg møder, er en rødhåret sygeplejestuderende med en støvsuger. ”Nå,” siger jeg kækt, ”skal I selv gøre rent nu om stunder?” ”Næh,” klager hun, ”jeg leder efter et læringsrum; der var en underviser, som sagde, at det kunne blive støvet i løbet af uddannelsen, så jeg vil starte med at gøre det rent. Mit læringsudbytte og min curriculumudvikling vil blive bedre, hvis rummet er frisk og appetitligt, siger de. Måske tager jeg refleksionsrummet med det samme, hvis det ligger i nærheden.”

Jeg ser måbende på hende. Er hun ironisk eller ufrivilligt morsom?

Inden jeg når at spørge, kommer en ung mand løbende. Han har blank, skinnende isse og en grøn drage på underarmen.

”Hov, hov, ro på,” siger jeg, da han næsten vælter mig ind i oversigten over kompetenceforløb for novicer, der er placeret på en høj stander. ”Jeg skal ned og se på transfervinduet,” siger han. ”Det er et udtryk, vi tit hører her, og jeg vil gerne se, hvilke spillere de sælger. Der skulle være et helt transferkompleks,” tilføjer han.

”Er fodbold din hovedinteresse?” spørger jeg dumt. ”Mine interpersonelle forudsætninger og min kognitive habitus motiverer mig til at fortsætte i det spor,” svarer han og fortsætter:

”Det er en udfordring at få tid, men jeg synes ikke, det hele skal gå op i uddannelsesdiskurser. Konteksten betyder også noget for udviklingen af mit centrale vidensperspektiv i relation til mine ekspliciterede professionskompetencer.”

Jeg forsøger forgæves at spørge ind til konneksen til fodbold, men den unge mand har virkelig travlt. ”Mit læringspotentiale er aktuelt helt optimalt,” siger han. ”Jeg har fået kortlagt min læringsstil, så det er nu, det gælder. Jeg er en reflekterende pragmatiker,” siger han med slet skjult stolthed i stemmen. ”Den differentiering, man tilbyder her, er lige mig. Det ekstracurriculære tilbud, der vil klæde mig på og øge mine komplekse matematikkompetencer, bliver formidlet i Simulationslaboratorium og via en individualiseret spejling, hvilket kan understøtte mine reflekterende observationer af fænomenet patientinddragelse og komplians, når jeg styrker mine læreprocesser ved at iagttage den udøvede praksis i feltet.”

Han ser på mig med glade øjne og skifter så pludseligt spor. ”Min kæreste siger, jeg bliver mærkelig af det her studie.”

Den rødhårede indhenter os med sin støvsuger. ”Jeg kan ikke finde de rum,” konstaterer hun opgivende. ”De skulle ifølge modul- og læringsoversigten ligge i den ende af bygningen, hvor konceptualisering af projekter udfoldes og kommer til live,” siger hun.

”Too bad,” prøver jeg med et anstrøg af mislykket ungdommelighed.

Jeg finder de to undervisere, jeg skal møde, på et storrumskontor med 12 skriveborde anbragt med 1,5 meters afstand. De sidder med hver deres iPhone og sms’er til studerende. ”De udarbejder modulopgave i disciplinen sms-inddragelse og vejledning af ikke kompliante patienter med KOL,” hvisker den ene, mens hun med begge tommelfingre prøver at få den studerende til at forstå, at patientperspektivet er uhyre vigtigt.

”Prøv med den manipulerende, nej undskyld, motiverende samtale,” forsøger hun.

Min mavefornemmelse siger mig, at jeg må hjem så hurtigt som muligt. Jeg har hverken tid eller rum til mere – og da slet ikke til fordybelse.

Jeg nikker til den rødhårede, som studerer et kort over matriklen, mens støvsugeren holder pause i et hjørne. ”Hey,” siger hun uden at se op.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Den amerikanske forsker Jody Gittell sætter med sin teori om relationel koordinering fokus på, hvordan koordination mellem frontlinjepersonale bidrager til kvalitet og bedre effektmål for patienter. Teorien har hun udviklet gennem studier af først flyselskaber og siden sundhedsvæsenet, da begge felter er komplekse systemer, der kræver en høj grad af koordinering mellem de ansatte for at opnå gode resultater. Hun viser, at når man på en arbejdsplads har mange fælles mål, deler viden og har gensidig respekt, får man et øget patientudbytte i form af bl.a. forbedret funktionsevne og kortere indlæggelsestider (1,2).

Jody Gittells teori ligger tæt op ad begreberne interprofessionel læring og samarbejde. Den korte definition på interprofessionel læring og samarbejde er, at to eller flere faggrupper lærer med, af og om hinanden i et interagerende samarbejde med inddragelse af patienten (3). Målet er at udvikle en sammenhængende praksis mellem professionelle fra forskellige discipliner for på den måde at forbedre behandling og pleje.

Undersøgelser viser, at interprofessionel læring og samarbejde skaber positive effekter:

• De sundhedsfaglige medarbejdere opnår en bedre forståelse af, hvordan deres egen profession er integreret i det samlede sundhedssystem.
• Medarbejderne ændrer syn på andre faggrupper gennem øget respekt og erkendelse af betydningen af samarbejde i team.
• Medarbejderne øger deres viden om forskellige gruppers roller og ansvarsområder.
• Interprofessionel læring og samarbejde kan skabe organisatoriske forandringer gennem ændrede arbejdsgange
• Interprofessionel læring og samarbejde har positiv betydning for kvaliteten af patientplejen, øger patienttilfredsheden og kliniske effekter som lavere infektionsrater, der sker færre kliniske fejl, samt forkorter indlæggelsestiden.

En af fordelene er, at aktørerne ændrer måden, de interagerer med hinanden på. Kulturen på arbejdspladsen og holdningerne ændrer sig og forbedrer de ansattes arbejdsvilkår.

Nogle sundhedsprofessionelle mener, at der bare er tale om tværfagligt samarbejde. Forskellen er imidlertid, at der er fokus på en systematisk patient-/borgerinddragelse og på et mere interagerende samarbejde, hvor man som professionel bruger den viden, man opnår om samarbejdspartnerne i forhold til egen viden og dermed bliver klogere på sit eget fag og på alle professionernes bidrag i det samlede patientforløb.

Jette Steenberg Holtzmann er ansat i Udviklingsafdelingen, Glostrup Hospital.

Litteratur

1. Gittell JH. High Performance Health Care: Using the Power of Relationships to achieve Quality, Efficiency and Resilience, New York, McGraw Hill, 2009.
2. Søndergaard Kristensen T. Trivsel og produktivitet – to sider af samme sag, en litteraturgennemgang. HK Danmark, Weidekampsgade 8, 0900 København 2010.
3. WHO Framework for Action on Interprofessional Education and Collaborative Practice, Health Professions Networks, Nursing & Midwifery, Human Resources for Health, World Health Organization, Department of Human Resources for Health, CH-1211 Geneva 27, Switzerland 2010.

Foto: iStock

I slutningen af mit praktikophold på barselsgangen oplevede jeg et møde med en patient, som jeg senere har tænkt en del over. Efter flere ugers oplæring i afsnittets procedurer var jeg tryg ved at modtage og passe patienter selv. I den blev jeg spurgt, om jeg ville tage mig af en bestemt patient.

Det drejede sig om en indvandrerfamilie, hvor kvinden hverken talte dansk eller engelsk og manden kun lidt dansk. Det betød, at al kommunikation skulle foregå gennem ham.

Da jeg møder kvinden, har hun ringet på klokken, angiveligt pga. smerter. Manden er fraværende, hvilket betød, at kommunikationen var blevet yderligere besværliggjort.

De ansatte på afdelingen havde været udsat for voldsomme nedskæringer, hvilket bl.a. kom til udtryk i tidsmangel, og ofte kom det til at gå ud over de familier, hvor kommunikationen var vanskelig. Derudover kunne holdningen til de patienter være, at det kunne være svært at møde dem på samme vilkår som en dansksproget familie pga. ubehag ved at kommunikere på andet end dansk.

Inden jeg gik ind på patientens stue, følte jeg selv det samme ubehag. Jeg taler dansk i min hverdag og møder kun sjældent situationer, hvor jeg skal tale andet end dansk, og endnu sværere ville det være at forklare min sygepleje.
Men patienten skulle have hjælp, og jeg tog det som en udfordring.

Når alt kommer til alt, så handler sygepleje om at få patienterne til at føle sig trygge, uanset hvor i verden de kommer fra. Selvom man helst vil begå sig på et sprog, man er tryg ved, så kan man nemt komme til at stå i en situation, hvor man må kommunikere på en anden måde, for i sidste ende er en eller anden form for kommunikation bedre end ingen.

Vi fik kommunikeret i form af kropssprog og tegn, og jeg fandt ud af, at smerterne – som syntes at befinde sig i hele kroppen – kom sig af, at patienten var ked af at være blevet stukket så mange gange. Hun syntes, det gjorde ondt. Jeg tog hendes hånd, og en barriere blev brudt.

Jeg fik lært, at kommunikation betyder mere end bare at kunne et sprog, og selv om man kan synes, det er ubehageligt at forklare sin profession og sine handlinger uden et sprog, så kan det være en udfordring, man kan lære af. Specielt når det lykkes, og man får behandlet patienten godt. Det fik mig til at tænke over, hvor svært det må være at være patient i et land, hvor man kun kan lidt eller intet af sproget.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

”Har patienten arterioskelrose, er det en anden sag,” sagde sygeplejersken, mens hun skiftede slide. Jeg overvejede kortvarigt, hvordan de skæl mon så ud, men blev så optaget af hendes foredragsmakker, som med sikkerhed og fasthed i stemmen pointerede: ”Vi ved, hvad boldgaden handler om.”

En tredje skrev i en artikel: Studegang uden medpatienter er at foretrække.”

Ja, der foregår mange ting på et hospital, det er sikkert og vist. Men at der skulle være plads til et kobbel kastrerede tyre, lyder usandsynligt.

Det er nemt at gøre sig lystig over andre menneskers fortalelser. I den vadmelsfarvede hverdag er der mange andre sproglige udtryk, der bare fremkalder en svag undren. Hvad med navne på plejecentre f.eks.? ”Aftensol” eksisterer, det gør ”Sengeløse” også, hvilket må være hårdt for de gamle. ”Endestationen” er endnu ikke set, men vil nok også blive kategoriseret som krænkende, selv om det egentlig er i overensstemmelse med realiteterne.

Pigenavne er flittigt brugt, Margrethe og Lotte f.eks. Endnu er jeg ikke stødt på plejecentret ”Arne” eller plejecentret ”Peter”, men det kommer nok en dag i ligestillingens hellige navn.

Sygeplejeskolerne udgør et kapitel for sig. University College, Professionshøjskole, VIA University College, Sundhedsfaglig Højskole. Og som et glimt fra 70’erne, hvor alle sygeplejeskoler var tilknyttet et hospital: Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole. Et mærkeligt sammensurium af navne, som ikke just er entydige. Hvad stiller en ansøger op, når han eller hun konfronteres med den palet på sygeplejeskolernes hjemmeside?

Offentlige og private institutioner har også navne så alenlange, at man mister overblikket under læsningen.
En test: Hvad betyder f.eks. DSI eller FCFS? AKF? Jeg kan røbe, at der bliver forsket i sundhed de tre nævnte steder, men forkortelserne er kun for særligt indviede. Dansk Sundhedsinstitut, forkortet DSI og tidligere Institut for Sundhedsvæsen blev grundlagt i 1975 som Dansk Sygehus Institut. Medarbejderne på DSI forsker og rådgiver inden for: økonomi og styring, organisation og ledelse, sundhedspersonale, patienter og pårørende.

Aktuelt for sygeplejersker er rapporten ”Arbejdsglæde i fremtidens sygeplejerskearbejde på hospitalerne”. En undersøgelse af arbejdsglæde på en privat og en offentlig hospitalsafdeling af Christina Holm-Petersen og Naja Vyberg fra april 2011.
Så er der Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed (FCFS), som er en forskningsinstitution i Region Hovedstaden ved Glostrup Hospital.

AKF betyder anvendt kommunal forskning. Her forskes i, hvordan kommuner og regioner kan kvalificere og effektivisere deres indsatser, og hvordan organisering og styring af den offentlige sektor kan udvikles, så ressourcerne udnyttes optimalt.

De nævnte institutter eller centre udgiver enten et nyhedsbrev, man kan abonnere på, eller for FCFS’ vedkommende et tidsskrift ”Nyt om forskning”, der udkommer to gange årligt og handler om forskning på centret.

Tjek hjemmesiderne, her kan hentes inspiration til bachelorprojektet eller ny viden til afdeling eller arbejdsplads.
Sygeplejersker har sådan set en forpligtelse til at søge ny viden. I de sygeplejeetiske retningslinjer hedder det: Sygeplejersken skal medvirke til at udvikle faget og værne om dets troværdighed.

En god formulering, så jeg vil gentage en entusiastisk sygeplejerskes udmærkede opfordring: ”Tag fat i teten”. Der er mange gode steder at finde det, der medvirker til at udvikle faget, komplicerede navne eller ej.

Apopleksi er en af de folkesygdomme i Danmark, der har mange forskelligartede symptomer, heriblandt smerte. Det præcise omfang af smerte ved apopleksi er uklart, fordi disse patienter ekskluderes fra studier pga. vanskelighederne med at vurdere deres smerter (1).

Den neurorehabiliterende sygeplejerske bør yde evidensbaseret sygepleje, men evidensen er ofte ikke tilgængelig. Derfor er det interessant at beskrive, hvad sygeplejersken i den neurorehabiliterende praksis baserer sine handlinger på, når hun skal identificere og vurdere smerte.

Jeg undersøgte, hvordan ekspertsygeplejersken identificerer og vurderer smerte hos apopleksipatienten med erhvervede sprogforstyrrelser indlagt på en neurorehabiliterende afdeling, og hvilken viden der anvendes i denne praksis. Projektet belyser en aktuel men ubeskrevet del af sygeplejepraksis, og det diskuteres, hvordan forskellige former for viden inddrages i praksis.

Opgavens design var det kvalitative interview inspireret af Kvale. To sygeplejersker fra Hammel Neurocenter blev interviewet. Opgaven var inspireret af Patricia Benners tanker om viden i sygeplejepraksis (2).

Projektet konkluderer, at ekspertsygeplejersken på det neurorehabiliterende afsnit identificerer og vurderer smerte hos apopleksipatienten med sprogforstyrrelser ud fra flere forskellige former for viden.

De anvender teoretisk viden fra lærebøger til at identificere smerte hos patienten ud fra hjerneskadens placering. Sygeplejersken søger viden om den enkelte patients smerte igennem samtale, men dette vanskeliggøres i høj grad af patientens sprogforstyrrelse. De pårørende inddrages derfor for at identificere smerteindikatorer. Gennem samvær med patienterne observeres fysiske, emotionelle og kognitive tegn på smerte.

Observationerne består både af teoretisk og praktisk viden. Praktisk viden kan kort beskrives som erfaringsbaseret viden. Sygeplejersken anvender også intuitiv viden til at identificere smerte.

Den intuitive viden anvendes, fordi den medvirker til, at smerten hurtigt erkendes. Hvor den teoretiske viden skal tilpasses den enkelte patient, er praktisk viden om den enkelte patient behæftet med righoldige muligheder for fejl. Men den praktiske viden anvendes, fordi den virker, men vel at mærke på en måde, der ikke findes belæg for. Ekspertsygeplejersken trækker på disse forskellige kilder for at danne sig et helhedsbillede af patientens situation og for ud fra dette at identificere og vurdere smerten.

Sygeplejersken kan hverken se bort fra den intuitive, praktiske eller evidensbaserede viden. For det er i samspillet mellem de forskellige former for viden, forståelsen af patientens smerter opnås.

Der foregår stadig en livlig debat om, hvor sygeplejerskerne bør hente deres viden henne. Dette sås bl.a. i evidensdebatten i Sygeplejersken få år tilbage. Det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt af sygeplejerskernes komplekse identifikation og vurdering af smerte der er synligt i praksis, f.eks. i retningslinjer.

Det er påfaldende, at der i sygeplejepraksis er anselige mængder viden, der er usynlig eller tavs på trods af, at denne viden er fundamental for patienternes rehabilitering, fagets udvikling og synliggørelsen af det grundlag, sygeplejen hviler på.

David Petersen er vikar på Hammel Neurocenter.

Litteratur

1. Lundström et al. Risk factors for stroke-related pain one year after first-ever stroke. I: European Journal of Neurology. 2009;(16):188-93. 
2. Benner P, Tanner CA, Chesla CA. 1996 Expertise in nursing practice. New York: Springer Publishing Company: 1996.

En togrevisor (bemærk: ikke en togkontrollør) er kendetegnet ved service, venlighed, hjælpsomhed, imødekommenhed og ved at skabe en god stemning. At han eller hun faktisk skriver bøder ud (bemærk: kontrolafgifter), bliver fuldstændig forbigået i en reklame for revisorens virke i en af de egenannoncer, der vises på skærmen i S-togene, når man hver aften forsøger at blunde i stående position.

Og sådan er det hele vejen igennem. Intet er, som det lyder, og den værste følelse, der p.t. kan ramme en dansker, er ægte indignation eller, endnu værre, vrede. Sorg, glæde, vrede, angst og seksualitet anses traditionelt for at være de fem grundfølelser, men vi er godt i gang med at afskaffe vreden. Den er uønsket i det offentlige rum og dermed også i sygeplejen. Hvad der ikke udkommer af bøger, hvor den forbudte følelse kanaliseres over i mavefornemmelser, få styr på dit liv, mød færre idioter, forstå din chef osv.

Alt sammen for at undgå ufred og det direkte: ”Jeg er virkelig uenig med dig.” Gummisproget betyder, at afsenderen er helt og aldeles umulig at drage til ansvar for noget som helst, for afsenderen har ikke sagt noget som helst. Kun bløde fyldord uden ægte mening bølger af sted og mestendels i et toneleje, der kan få selv det mest kolikramte spædbarn til at falde i dyb søvn på sekunder.

Et af de ord, der er produktet af vores fælles drab på vreden, er udfordring. Læg mærke til, at problemer ikke findes længere.

Vi har derimod talrige spændende og interessante udfordringer foran os. Jeg kan huske sidste gang, problem blev udtalt, så jeg kunne forstå det. Det var, da det på tv lød: ”Okay, Houston, we’ve had a problem here.” Det var i april 1970 som en reaktion på, at en ilttank eksploderede og effektivt forhindrede Apollo 13 i at foretage en landing på månen. Problemet kunne have kostet den samlede besætning livet, hvis ikke de havde erkendt problemets alvor.

Et problem er en alvorlig stopklods, en udfordring blot et bump på vejen, som gennem fælles spejderånd og indsats kan forceres. Så for at skabe den rette ånd i et team, et arbejdsfællesskab eller i en forening er det ordet udfordring, der luftes, gerne med et smil på læben.

Jeg synes, der er for mange dækningsløse ord i vores modersmål, og der bliver verbalpyntet både til jul og nytår. Målet er et konfliktfrit samvær, for det formodes at øge produktivitet og trivsel. ”Jeg hører, hvad du siger,” er den rendyrkede omskrivning af en erkendt uenighed. En terapeutisk formulering af denne uenighed, der dæmper optræk til en eventuel diskussion.

Når man er blevet hørt, så er man også forstået og til en vis grad accepteret, er rationalet.

Det er ikke en ønskværdig kultur, vi dér har skabt. Så hellere et par finker af panden, en smækket dør eller et kort og kontant udbrud af de små eller store. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der er dødtræt af den manglende meningsudveksling.

At dømme efter mange af de udslukte ansigtstræk, mine medmennesker præsenterer ved alenlange møder eller konferencer, befinder de sig i en tilstand af dyb resignation. En slags trance.

Jeg synes, nytårsforsættet skal være en sprogrenser-kur, som vi alle kan indtage. Så sproget kan blive frisk og godt, og vi kan atter tale frit og forståeligt.

Men vil alle være glade for kuren?

Om lidt kommer der sikkert en stresscoach og beder mig følge med. Tyg på en rosin i 20 minutter, lær mindfulness, og vær med i en gruppe, der dyrker specialyoga i lavendeldamp.

Jeg må hellere deltage.

Men jeg mener nu alligevel, at vi skal vogte over grundfølelserne.'

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

​

En tyrkisk kvinde klager igen og igen over smerter i låret, men lægerne kan ikke umiddelbart finde en forklaring. På skadestuen får kvinden ingen hjælp, kun en sær bemærkning med på vejen.

Esme, som oprindelig kommer fra Tyrkiet, har boet i Danmark sammen med sin mand og fire sønner siden 1997. Hun er en kraftig kvinde klædt i ankellang brun frakke, hun taler ikke så godt dansk, men har klaret at arbejde med rengøring i seks år. Nu har voldsomme, jagende smerter i højre lår fået hende til at gå til læge.

Egen læge kan ikke umiddelbart føle noget på låret, men henviser Esme til en ortopædkirurg, som heller ikke kan finde noget usædvanligt. Han har henvist Esme til en røntgenundersøgelse, men der er ventetid. Esme klager fortsat over svære smerter og kan ikke længere passe sit arbejde.

”Mon ikke det er etniske smerter?” hører Esmes søn på 17 år en fagperson sige på skadestuen, hvor Esme en sen aften har søgt hjælp for sine smerter. Esmes søn går i 1. g, han bliver nysgerrig, så han siger til den hvidklædte fagperson: ”Jeg hørte, du sagde, at min mor nok har etniske smerter. Kan du sige mig, hvad det er for nogen smerter?”

Efter diverse undersøgelser, får Esme stillet diagnosen cancer med spredning til andre dele af kroppen. Hvad tænker I om Esmes forløb? Hvad svarer fagpersonen? Vi har stillet spørgsmålene til to eksperter i sygeplejeetik.

Svar 1.

Omkring udtalelsen ”etniske smerter”, må fagpersonens intension være, at hele patientens situation bør tages med i betragtning, når der foretages en smerteudredning. Kan der være forhold i Esmes kultur eller livsmønster, der kan have indflydelse på smerteudtrykket, og er der i dialogen med Esme fokuseret på, at hun ikke taler så godt dansk? Her tænkes på at inddrage familien i dialogen og helst over flere gange.

At Esme ikke taler så godt dansk og er opdraget i et andet kulturmønster end det danske, må ikke overskygge det faktum, at Esme ikke er færdigudredt, hvilket er en mulig fare. Udtalelsen vedrørende de etniske smerter bør være ment som en hjælp til at få patienten til at træde tydeligt frem for klinikeren i det fortsatte udredningsforløb.

Udtalelsen må ikke blive en forklaring på smerteudtrykket alene, men skal være et supplement til den fortsatte udredning. En udmærket etisk parameter for klinikeren er, om lignende overvejelser og udtalelser ville være foretaget, hvis det var en person, som var født og opvokset i Danmark. Og med hvilken begrundelse.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2.

Den ærlige fagperson er nødt til at svare sønnen, at der i moderens tilfælde er usikkerhed om, hvad hun fejler, og at udtrykket bruges, når mennesker fra fremmede kulturer har smerter, der er svære at finde årsagen til. Når man vælger at benytte et sådant udtryk, må man også forklare det.

I forhold til forløbet er det jo en grum historie, der skal skærpe vores opmærksomhed på det enkelte menneske – og hele mennesket. En klog mand sagde engang: Livet leves forlæns, men forstås baglæns. Det må i sandhed siges her.

Etniske smerter kan i værste fald blive en rodekasse for det, vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved, og i allerværste tilfælde en sovepude, fordi etniske smerter kan blive en kattelem for de sundhedsprofessionelle. Begrebet kan medvirke til stigmatisering af mennesker, der ikke kommer fra vores egen kultur, og det kan aldrig være tilladt, idet sygepleje gives til den, der har behov for sygepleje!

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef i Lemvig Kommune, formand for Sygeplejeetisk råd www.dsr.dk/ser/

I Sundhedshuset på det multietniske Nørrebro er et af vores yndlingsudtryk: ”Vi lærer mennesker at svømme i stedet for at forsøge at holde sig væk fra floden” (1). Menneskene er børnefamilier på Nørrebro, og deres trivsel og sundhed er i centrum for alt vores arbejde. Gennem de 13 år, huset har eksisteret, er der opsamlet en enestående viden og erfaring i huset.

Vores indsatser virker og spreder sig som positive ringe i vandet. Vi ser det også som en vigtig opgave at medvirke til at skubbe på integrationen på Nørrebro, og vores arbejde i sundhedsplejens gruppeaktiviteter, der er i fokus i denne artikel, bygger på en bevidst forståelse af begreberne integration, kultur og sundhedsfremme. Centrale værdier for, hvordan mennesker møder hinanden.
 

Integration

I Danmark møder man ofte en snæver opfattelse af, hvad integration er, der får mange til at fremstå som ikke værende aktive i samfundet. Vi ser integrationsprocessen som en kompleks proces, hvor nogle skikke og traditioner vælges til, mens andre vælges fra, og flere parter må tilpasse og nærme sig hinanden (2). F.eks. fravælger mange kvinder med en anden etnisk baggrund at deltage i sundhedsplejens mødregrupper, der foregår i private hjem (3).

Omvendt ved vi også, at nogle af disse kvinder gerne vil deltage i en gruppe, der styres af sundhedsplejersker på neutral grund (3). Integration foregår i mødet mellem majoritets- og minoritetsfællesskaber, hvor der opstår muligheder for at krydse de etniske grænser og udvikle nye positioner og former for fællesskaber.

Et rum, hvor dominerende etniske kategorier og positioner destabiliseres eller midlertidigt ophæves (2). Vores gruppeaktiviteter skal gerne afspejle dette, og begrebsafklaringerne hjælper os med at holde fokus i en hverdag, hvor man ofte konfronteres med et snævert syn på integration fra medier, politikere m.m.
 

Erstatter ikke hjemmebesøg

Grupperne i Sundhedshuset har til formål, at den enkelte lærer noget, udvikler sig og får lyst til et sundere liv for sig selv og sin familie. Aktuelt har vi følgende grupper: ung mødregruppe, mors café (mødested for enlige mødre), efterfødselsgruppe, arabisk mødregruppe, international mødregruppe og forældregruppe. I denne artikel præsenterer vi de tre sidste.

Grupperne mødes to timer hver uge, i alt 10-12 gange. Forår og efterår starter nye grupper, men efter behov kan man deltage over flere omgange. Gruppeaktiviteterne opfylder et stort behov hos mange nybagte familier, men gruppeaktiviteter erstatter ikke sundhedsplejerskernes hjemmebesøg, der stadig er det grundlæggende for sundhedsplejens virke.
Sundhedsplejerskerne sammensætter også private mødregrupper, men flere kvinder ønsker ikke at deltage i disse, og det er på den baggrund, at vores gruppeaktiviteter i Sundhedshuset bliver vigtige. Her tilbydes et forum, hvor erfaringsudveksling kan foregå i professionelle rammer.
 

Gruppelederne

To sundhedsplejersker deltager i hver gruppe. De sætter scenen for et trygt samvær i grupperne og bidrager med det faglige indhold. De har til opgave at hjælpe historierne på vej i gruppen – hvilke historier falder udenfor, hvilke kræver mere udfoldelse – hvor kan fællesskabet mødes om historien (4).

Vi arbejder endvidere med, at vores møde med deltagerne bliver anerkendende og fokuserer på ressourcer uanset baggrund, evner og social status. Anerkendelse ser vi som en væremåde, en holdning og ikke en kommunikationsteknik. At forholde sig anerkendende indebærer også at tage sig selv i brug – både følelser og intellekt, og derved rummer mødet også meget omsorg (5).
 

Den arabiske mødregruppe

I den arabiske mødregruppe deltager 12 til 16 kvinder pr. gang, og her arbejdes med tolk. Gruppen er populær, og kvinderne hjælper selv med at rekruttere familie og naboer hertil. Med udgangspunkt i kvindernes fortid, nutid og fremtid forsøger vi at støtte kvinderne til at skabe forudsætninger for en velfungerende hverdag. Vi arbejder med emner som parforhold, kostvaner, børneopdragelse (et meget populært emne), tid til sig selv, omgangsformer, at være borger på Nørrebro, tilbud i lokalsamfundet og meget mere. En vigtig opgave er at fortælle og vise kvinderne, hvilke muligheder der netop er for dem i lokalområdet. Læs Rayas historie i boks 1.

Vi indbyder ofte eksperter eller rollemodeller til at være med i vores møder, og nogle gange deler vi gruppen op efter interesser. Vi afslutter altid gruppeforløbet med en tur til f.eks. en bondegård, Frilandsmuseet eller Tivoli. I efterårsferien havde vi 100 kvinder og børn med på Frilandsmuseet.

I denne gruppe handler det for mange af kvinderne om, at de skal redefinere sig selv. Mange skal finde sig en plads i det danske samfund. Nogle er isoleret socialt, nogle er gift med en mand, der har været udsat for tortur m.m. Kvindernes fortællinger om sig selv skal måske bygges op igen, og det kan gruppen hjælpe med.

Kvinderne præsenterer ofte deres erfaringer på en måde, som de andre kvinder i gruppen kan identificere sig med og måske lære af. Den, som fortæller, kan opleve, at meningsløsheden og smerten får værdi som erfaret viden. Fortællingerne får den funktion, at man hjælper sig selv ved at hjælpe andre (6).

At vi stadigvæk har en mødregruppe for arabisktalende kvinder, skyldes, at vi fortsat har en gruppe kvinder, der ikke taler ret meget dansk. På den måde bidrager vi til, at disse kvinder med tiden deltager i mere blandede fællesskaber.
 

International mødregruppe

Et tilbud til alle nybagte mødre uanset baggrund. I den sidste gruppe var der kvinder fra 10 forskellige etniske grupper repræsenteret. Ofte har tosprogede familier/forældre med forskellige kulturelle baggrunde særlige udfordringer, så selv om sproget i gruppen er dansk, dækker den internationale mødregruppe et stærkt behov for at bygge bro mellem kulturer. Det er her vigtigt at tage udgangspunkt i, at kultur hele tiden er i forandring og ikke stationært.

Antropolog Marianne Holm Pedersen argumenterer for, at kulturelle handlemåder ikke kun bunder i kultur, men i høj grad i de erfaringer, som vi gør os, de sociale relationer, vi indgår i, samt de materielle forhold, vi lever under (2). Vi vil i grupperne gerne bevæge os væk fra opfattelsen af, at kultur er bestemte fællesskabers religion, traditioner og normer, der kan skrælles af det bagvedliggende universelle menneske (f.eks. at alle irakiske kvinder spiser den samme mad siddende på gulvet). Kultur er for os de betydninger og praksisser, der tilegnes og konstrueres gennem erfaringer og dermed danner grundlag for al adfærd og forståelse (7).

I den internationale gruppe bidrager deltagerne selv til de emner, der skal drøftes, f.eks. barnets udvikling, kost, opdragelse og sprogudvikling. 6-8 deltagere er en god gruppestørrelse. Vi oplever, at flere etnisk danske kvinder gerne vil deltage i gruppen, fordi de f.eks. har giftet sig med en mand med en anden etnisk baggrund end dansk.

I opstarten bliver Dialogkortene (www.dialoogle.dk) brugt til, at deltagerne præsenterer sig. Alle vælger to kort, ét der fortæller noget om, hvad der er godt i ens liv, og et andet der beskriver en udfordring, man står over for. Dialogkortene er et fantastisk arbejdsredskab til at åbne en dialog.

I gruppeforløbet indgår også ”vandrekufferten”, en idé hentet fra et foredrag med Jørn Eskildsen, cand.pæd. Det er en kuffert, der går rundt fra kvinde til kvinde. Når de har den, tager de den med hjem og fylder ting i den. Den, som har kufferten, har ordet 5-10 min, hvor man viser/fortæller om det, man har lyst til på baggrund af, hvad de har stoppet i kufferten, f.eks. deres egen historie eller om D-vitaminmangel ud fra egne erfaringer og litteratursøgning på arabiske hjemmesider. Det har fungeret godt, at de kvinder, der havde lyst, kunne blive og hyggesnakke efter mødet. Kvinderne udveksler ofte telefonnumre og mødes på f.eks. legepladser efterfølgende. Nogle deltager i flere gruppeforløb, men som oftest er det kvinder på barselsorlov, der skal tilbage til job og uddannelser.

Da vi blander forældre med forskellige baggrunde, har vi her ladet os inspirere af Thomas Gitz-Johansens forskning omkring den multikulturelle skole. Her tages udgangspunkt i den enkeltes sproglige og kulturelle baggrund. Samtidig er der i den multikulturelle pædagogik en forståelse af, at uddannelse i multietniske samfund må tage forholdet mellem forskellige grupper med i betragtning, hvis den skal socialisere eleverne til respekt for forskellighed. Hans forskning går på skolebørn, men kan sagtens overføres til vores grupper med voksendeltagelse (8).
 

Forældregruppe

Hvad er en god forælder? Dette og mange andre spørgsmål drøftes i forældregruppen, der er for både kommende og nybagte forældre, far og mor og på tværs af etnicitet og social status. Både sundhedsplejersker, jordemødre og andre samarbejdsparter kan rekruttere til forældregruppen. Gruppen har altid en mandlig gæst, f.eks. fra ”Fars legestue”, når far-rollen er i fokus.

Her bliver der arbejdet med emner som: Hvilke værdier er vigtigst for dig i opdragelsen af dit barn? Hvordan bliver din partner som forældre? Hvordan var din egen opdragelse? Hvordan vil du gerne have, at din partner er mor/far? Barnets udvikling m.m. Det har været svært at løbe disse grupper i gang, men vi ved, at vi er på rette vej, og at det er vigtigt at få fædrene med på banen. Det fortæller flere af vores evalueringer klart. Læs historien om Sara og Ali i boks 2.

Sundhed og sundhedsfremme

Vi har brugt meget tid i Sundhedshuset på at definere sundhedsfremme og især fordybe os i, hvordan man arbejder sundhedsfremmende. Vi har stor glæde af Torben Jensen og Tommy Johnsens ”Sundhedsfremme i teori og praksis”(9), og vi har løbende haft temadage med dem. 

Vi ser sundhed som et meget bredt begreb. Sundhed handler ikke kun om sund mad og fravær af sygdom. Det handler også om kærlighed, livsglæde, omsorg og trygge rammer.

Sundhed opstår ikke af sig selv, men bliver til i samspil mellem den enkelte, familien og de små og større fællesskaber, som man er del af. Også levevilkår og livsstil har stor indflydelse på ens sundhed.

Sundhed handler altså om livsmod og livsglæde baseret på følelsen af at kunne håndtere de situationer, man befinder sig i.

Sundhedsfremme bliver på den måde at styrke folks muligheder for at mestre deres hverdagsliv og forskellige livssituationer (9). Først og fremmest skal man have øje for folks følelse af sammenhæng i deres liv, dvs. følelse af begribelighed, håndtérbarhed og meningsfuldhed. Mulighedstænkning frem for risikotænkning og huske på, at kun det enkelte menneske kender sin egen følelse af sammenhæng.

I de gruppebaserede aktiviteter bliver det at arbejde sundhedsfremmende på den måde mere end det at sende viden. Det handler om at koble viden til færdigheder, holdninger, følelser og identitet. Man skal være forsigtig med at moralisere på andres vegne. Viden bliver efterspurgt, når der er behov for den. Det er følelsen af meningsfuldhed, der afgør, om personen er motiveret.

Antonovsky siger, at følelsen af meningsfuldhed vokser ud af, at man er inddraget og deltager (1). I praksis benytter vi metoderne ”Du bestemmer” og ”Aktive vurderinger”, da de netop bygger på deltagelse og arbejder med, at deltagerne udvikler nye handlekompetencer. Vi udvikler løbende selv nye skemaer i forhold til metoderne og samler alt i en mappe, så andre også kan finde inspiration der.

Inspiration fra den narrative samtale

I Sundhedshuset benytter vi ikke systematisk narrative metoder i vores arbejde, men når vi kigger teoretisk på narrativer (6,10), kan vi genkende mange elementer fra de metoder, vi bruger. Når man arbejder anerkendende og lyttende, får man helt naturligt menneskers historier, og den narrative samtale bygger på en idé om, at den enkelte forstår sit liv ud fra den fortælling, vedkommende skaber om sig selv og verden omkring én. Uanset om man vil det eller ej, bliver vi også en del af denne fortælling.

Når denne dimension bliver anerkendt, er det muligt for sundhedsprofessionelle at være med til også at fortælle den fremtidige historie (10). Professionelt kan dette bruges til at hjælpe et menneske videre i forhold til dets identitet, selvværdsfølelse og handlekompetencer.

Evalueringsredskaber

De forskellige teorier og begrebsafklaringer danner basis for vores arbejdsmetoder i gruppeaktiviteterne, ligesom vi har haft stor glæde af at have specialister udefra til at observere vores praksis.

Derudover bruger vi deltagernes evalueringer i vores udvikling af tilbuddene. Gruppelederne udfylder før og efter alle forløb et ”Stop op”-skema, et kvalitetssikringsskema udviklet i Sundhedshuset (se også boks 3).

Afhængigt af evalueringerne tager vi stilling til, om netop denne gruppeaktivitet skal have et nyt forløb – også i lyset af befolkningssammensætningen på Nørrebro. I boks 4 ses eksempler på evalueringer fra 11 kvinder fra den arabiske mødregruppe, og boks 5 beskriver vigtige fokuspunkter ved gruppestart.

Skal afspejle gadebilledet

I Sundhedshuset går vi jævnligt vores praksis efter i sømmene.

Vi kan altid blive dygtigere, og vi er sikkert et andet sted om nogle år, men vi har en solid basis. Vi tør i dag sammensætte grupper bredt i forhold til sociale, etniske og andre kulturelle forskelle ud fra devisen: sammensætningen skal afspejle det billede, som vi ser af familier på Nørrebro.

Vi tror på, at børnefamilierne på Nørrebro gerne vil i dialog på kryds og tværs, og vi hjælper processen i gang. Vi er stolte af at være en del af det multikulturelle Nørrebro, hvor kultur rummer meget mere end etnicitet.

Susanne Uggerly og Jonny Andersen er ansat som sundhedsplejersker i Sundhedshuset på Nørrebro.

Litteratur

1. Antonovsky A. Helbredets Mysterium, Narayana Press, Gylling. 2007.
2. Pedersen MH, Rytter M. Den stille integration. Red. Marianne Holm Pedersen og Mikkel Rytter. København: Hans Reitzels forlag. 2006.
3. Uggerly S. Etniske kvinder og danske mødregrupper (fravalg og tilvalg blandt mødre med en anden etnisk baggrund end dansk). Masterprojekt i Sundhedsantropologi, Institut for Antropologi, Københavns Universitet. 2008.
4. Horsdal M. Narrativitet i vidensteoretisk belysning. I Vidensteori, professionsuddannelse og professionsforskning red. Niels Buur Hansen og Jørgen Gleerup. Odense: Syddansk Universitetsforlag. 2004.
5. Martinsen K. Omsorgen i sykepleien – en moralsk utfordring, i K. Martinsen (red.), Samtalen, skjønnet og evidensen. Oslo: Akribe 2005.
6. Steffens V. Narrativer mellem selvbiografi og myte i Erfaringer – et humanistisk og sundhedsvidenskabeligt perspektiv. Red. Tine Rask Eriksen, Birte Friis Gerstoft og Helle Ploug Hansen. 1996.
7. Giliam L. Det er os, der laver balladen. I Lokale liv og fjerne forbindelser. Red Giliam, Olwig og Valentin. København: Hans Reitzels forlag. 2004.
8. Gitz-Johansen T. Den multikulturelle skole – integration og sortering, Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag/Forlaget Samfundslitteratur. 2007.
9. Jensen TK, Johnsen TJ. Sundhedsfremme i teori og praksis, Forlaget Philosophia, Århus. 1. Udgave 2000.
10. Steffens V. Erfaringspolitik – om brug af fortællinger i medicinsk antropologi i Sygdom og Samfund 2. 2005.

 

Damon Grech har arbejdet som sygeplejerske 15 år i England. Han er stolt af sygeplejefaget, og derfor bærer han et tørklæde og badge fra Royal Hampshire Hospital i Winchester Hampshire, hvor han oprindelig blev uddannet. "Det viser min loyalitet til mit fag og mit hospital," siger han og tilføjer: "Vi briter kan jo godt lide at holde fast i traditionerne." Den nyeste badge, der er tilføjet reverset på hans jakke, er nålen fra Dansk Sygeplejeråd. Foto: Kissen Møller Hansen

Med en mangel på 2.400 sygeplejersker bruger de danske hospitaler gerne 100.000 kr. på at rekruttere en velkvalificeret sygeplejerske fra Tyskland, Polen eller Indien. Sygeplejersker, der trods intensive sprogkurser langtfra taler flydende dansk, når de ankommer til Danmark. Alligevel får de fuld løn fra første dag på hospitalerne og indgår i et integrationsforløb, der tager hensyn til den nye udenlandske medarbejders behov. Men det, der tilbydes til sygeplejersker, som hentes til landet, er langt fra de vilkår, en herboende britisk sygeplejerske oplevede, da han søgte arbejde i Region Midtjylland.

Damon Grech, 39 år, er sygeplejerske med godt 15 års erfaring fra britiske hospitaler. Han har boet tre år i Danmark med sin danske kone, Pernille, der også er sygeplejerske, og deres tre børn. Familien har bosat sig tæt på bedsteforældrene i Vammen uden for Viborg. I godt et halvt år pendlede Damon fra Jylland til Herlev Hospital på Sjælland for at arbejde som sygeplejerske på Herlevs gastroenhed.

Selv om tungen slår knuder over den danske grammatik og ordene falder over hinanden, indgik Damon i afdelingens almindelige vagtplan.

"Jeg starter altid med at sige til mine patienter, at jeg er fra England og mit dansk ikke er så godt. Hvis de er i tvivl om noget, så skal de sige til. Men det er meget sjældent, at jeg har oplevet, at det var nødvendigt at få assistance," siger Damon Grech på engelsk.

Da de otte timers transport mellem arbejde og hjem blev for stor en belastning for familien, valgte Damon i august at opsige sin stilling på Herlev Hospital. Han forventede ikke, at det skulle blive svært at få arbejde på et af hospitalerne i Region Midtjylland, hvor der er godt 100 ledige sygeplejerskestillinger. Men det blev det.

Ingen løn i Viborg

Først efter at have sendt ansøgninger til alle hospitalerne i nærområdet, ringet til oversygeplejerskerne, kimet regionen ned og talt med politikere landet over, modtog Damon et tilbud fra Regionshospitalet Viborg. Da havde han ventet i fem måneder.

"Vores tilbud vil være ikke-lønnet praktik i et halvt år på et sengeafsnit - hvor du samtidig kan få mulighed for at deltage i kommunens sprogskole," skrev oversygeplejerske Kim Wierenfeldt Jacobsen fra Regionshospitalet Viborg til Damon.

Kim Wierenfeldt Jacobsen forklarer til Sygeplejersken, at han ikke kunne tilbyde et lønnet job, fordi han mener, at Damon skal på sprogskole to-tre dage om ugen for at opnå danskkundskab, der er godt nok til at indgå på lige fod med de danske sygeplejersker.

Fuld løn i Herlev

"Han er en veluddannet sygeplejerske og en fin fyr at snakke med. Men sproget er et stort problem. Han har ikke svaret mig på dansk én eneste gang - hverken på skrift eller til de samtaler, vi har haft. Jeg kan ikke slippe ham løs på afdelingen med de sprogfærdigheder, han har nu," siger Kim Wierenfeldt Jacobsen, der ikke har haft kontakt til Damons tidligere arbejdsgiver i Herlev.

Men selvom Damon føler sig mest tryg ved at gennemføre en ansættelsessamtale på engelsk, har han svært ved at se rimeligheden i at få tilbudt ulønnet praktik, når han allerede én gang har arbejdet på almindelige vilkår på et dansk sygehus.

"Hvorfor skal jeg tale flydende dansk eller arbejde uden løn i Jylland, når jeg indgik på lige vilkår med fuld løn i København" Det synes jeg er en urimelig forskelsbehandling," siger Damon Grech, der bakkes op af sin tidligere arbejdsgiver på Herlev Hospital.

"Vi har været glade for at have Damon ansat, og det er rigtig ærgerligt, at han ikke kan få arbejde nu. På Herlev har vi den politik, at når man har en dansk autorisation, så får man fuld løn for det antal timer, man nu arbejder," siger projektleder i udviklingsafdelingen på Herlev Hospital, Charlotte Åkerstrøm, der ikke tøver med at tilbyde Damon hans gamle stilling, hvis han orker at pendle igen.

DSR protesterer

Region Midtjyllands mangfoldighedskonsulent, der bl.a. hjælper hospitalerne med at rekruttere, integrere og fastholde udenlandsk sundhedspersonale, kan godt forstå, at Damon Grech undrer sig over de vilkår, han tilbydes i Viborg, når han har haft ansættelse på en afdeling i Herlev. Men han understreger samtidig, at hospitalerne som arbejdsgivere har fuld ret til at bestemme vilkårene.

"Man er nok nervøs for, om de udenlandske sygeplejersker kan det, som de skal kunne. Når man tilbyder en ulønnet praktik, så handler det om at sikre, at hoved og hænder vender rigtigt, så at sige," forklarer Anders K. Kristensen fra Region Midtjylland.

Men den går ikke, siger Dansk Sygeplejeråds Kreds Midtjylland.

"Når man har en anerkendt, dansk sygeplejerskeautorisation, så har man ret til at få løn og ansættelse på gældende overenskomst," fastslår kredsformanden i Dansk Sygeplejeråd, Else Kayser, og tilføjer:

"Det ligner da ikke noget i en tid, hvor vi mangler sygeplejersker, at man beder folk om at arbejde gratis. Man skal tilbyde ordentlige vilkår og løn efter overenskomst. Så kunne sygehuset tilbyde supplerende danskkurser, hvis der er behov for det."