Indsatsen for at få rehabiliteret en handicappet, kronisk syg eller ulykkesramt hensigtsmæssigt gøres ofte besværlig, fordi faggrupperne i den offentlige sektor ikke taler samme sprog. Et standardiseret sprog eller en fælles terminologi, der definerer forskellige aspekter af borgerens helbredstilstand præcist, er en væsentlig forudsætning for at løse problemet.

"Sproget" eksisterer allerede under navnet ICF, som står for "International klassifikation af funktionsevne, funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand."

"ICF - den danske vejledning og eksempler fra praksis" er netop udarbejdet af MarselisborgCentret for Sundhedsstyrelsen. Vejledningen har til formål at vise, hvordan ICF kan anvendes i daglig praksis som referenceramme og til klassifikation.

Referenceramme til struktur

Vejledningen bygger på en række danske erfaringer. I to centrale kapitler gennemgås, hvordan ICF anvendes og ud fra hvilke retningslinjer. Gennem korte og præcise beskrivelser vises, hvordan ICF kan bruges som referenceramme til at strukturere og systematisere en persons funktionsevne og helbredstilstand.

Læseren får en udførlig opslagsguide til at beskrive og identificere forskellige aspekter af den funktionshæmmedes helbredstilstand. Til at eksemplificere brugen af ICF gennemgås kodning af funktionsevne inden for to sygdomsområder, hoftenær femurfraktur og apopleksi, efter hhv. en såkaldt minimumudgave og en mediumudgave.

ICF-vejledningen bygger på ICF-klassifikationen, der er udviklet af WHO og vedtaget på World Health Assembly i 2001. Ideen med klassifikationen var at imødekomme et stigende behov på tværs af fag og sektorer for en fælles og ensartet klassifikation af borgere med funktionsnedsættelse.

I 2003 oversatte Sundhedsstyrelsen i samarbejde med MarselisborgCentret ICF-klassifikationen til dansk. Her præsenteres de forskellige klassifikationer og koder. Klassifikationen indeholder den overordnede teoretiske begrebsramme for ICF.

Den nye vejledning tager skridtet videre og giver anbefalinger i forhold til anvendelse af ICF og konkrete bud på, hvordan man kan anvende klassifikationen i praksis. Sundhedssektoren har således fået en guide til en fælles terminologi.

Søren Sander Rasmussen er ansat på MarselisborgCentret.

Sygeplejersken kommer med vaskefad og smil og fortæller patienten, at hun vil vaske ham forneden. Dejligt, tænker manden i sengen og glæder sig til at få vasket og nuslet fødder. I stedet løfter sygeplejersken dynen til side, så kønsorganerne blottes på den uforberedte patient. 

”Forneden” må da være fødderne, tænker patienten. For sygeplejersken er det et parti midt på kroppen og mellem benene. Nedre toilette. Er det fagsprog eller en jomfrunalsk omskrivning for en handling, der findes i hundredvis af mere rammende betegnelser for i hverdagssproget? Måske bare en vane, vi ikke tænker over. 

Sygeplejersker bruger i vid udstrækning et alment forståeligt hverdagssprog, når de taler med patienter, og de lærer også hurtigt at bruge ord og vendinger, der er særegne for den patient, de står overfor. Og så er vi måske alligevel tonedøve i nogle henseender. 

Hvor gode er vi f.eks. til at opfange en patients mere eller mindre forblommede og kluntede udtryk for seksuelle behov? Når den gamle mand i kørestolen stryger os over armen eller barmen, bliver han så affærdiget som en gammel gris, eller gør det os opmærksom på, at han måske savner at vise et andet menneske ømhed? Når patienten svarer, at det ikke er noget at prale med, når vi spørger, hvordan det går derhjemme, forstår vi så, at det måske handler om, at hun har tabt lysten til at gå i seng med sin mand? Eller at det gør ondt? Eller at manden har tabt gejsten? Prøver vi at finde ud af det, eller skynder vi os videre til næste punkt af dataindsamlingen? 

Nogle kan tale helt naturligt med en patient om seksuelle spørgsmål. Andre overhører problemerne. Men hvis det handlede om smerter, åndenød, angst, mistet arbejde pga. langvarig sygdom, manglende appetit, inkontinens eller et hvilket som helst andet problem, kunne vi så acceptere, at udforskning af problemet afhang af den enkelte sygeplejerske? 

Ved et nyligt afholdt sygeplejesymposium var formiddagen sat af til ekspertindlæg om seksualitet. Programmet havde imidlertid vakt nogen bestyrtelse blandt sygeplejersker. Var det overhovedet relevant? Var det noget at bruge de sparsomme midler på? Man risikerede, at der ikke kom ret mange til symposiet. Spådommene blev gjort til skamme. Salen var fuld, og ingen deltagere behøvede at krumme tæer eller føle sig forlegne. 

Måske er det selve ordet ”seksualitet,” det er galt med. Seksualitet og sex er ikke neutrale ord, og hvis nogle får associationer i retning af sexmesse eller porno blot ved at høre ordene, skulle fænomenet måske døbes om, så det også svarede bedre til WHOs definition. Heri står bl.a., at seksualiteten er en integreret del af menneskets personlighed og meget mere end det erotiske liv. Det er den del af personligheden, der driver os til at søge efter kærlighed, varme og intimitet. Seksualiteten udtrykkes i måden vi føler, bevæger os på, rører ved og bliver rørt ved. Den har indflydelse på helbredet og må derfor betragtes som en basal menneskeret. 

Udtrykt på den måde, lyder det seksuelle ikke så farligt endda. Sanselighed er måske et lige så dækkende begreb, som ikke giver samme kvababbelse. 

Ord som ”kvindelighed” og ”mandlighed” kunne vel også bruges uden, at man behøver at rødme. Hvis en lille omskrivning som ”nedre toilette” kan hjælpe patient og sygeplejerske til at overkomme en pinlig situation, kan en lettere omskrivning af ordet ”seksualitet” måske også gøre det lettere for både patient og sygeplejerske at vove sig ind på emnet. Noget må i hvert fald gøres, hvis sygeplejersker fortsat skal kunne hævde, at de tager sig af det hele menneske.

Hendes stemme lyder som en skærebrænder ude fra gangen: ”Nå Josef, skal du ud på det lille hus?” En svag og gebrokken mumlen høres som svar. Josef er ganske åbenlyst ikke af dansk oprindelse. Mon der også er små huse i hans hjemland? Efter et kvarter er hun der igen, nu er hun oppe på 120 decibel: ”Nå Josef, har maven virket?” Atter en uforståelig mumlen til svar. 

Nu løber hun over af velvilje og entusiasme: ”Er der gået luft, Josef?” 

Hun er mester i omskrivninger, konkluderer jeg ”Det lille hus” er ikke det på prærien, hun i et anfald af nostalgisk fortælleglæde vender tilbage til, men den romantiske udgave med hjerte på døren og en træbænk med hul i, som hverken findes på nogen danske hospitaler eller nogen som helst andre steder længere. Et gammeldags das. Hvordan skal en ny-dansker vide det, mon det er en del af pensum på det første danskkursus, tænker jeg. I øvrigt en mærkelig metafor at bruge for en sygeplejerske, der har været uddannet i knap fire måneder. Det med de små huse kan ikke være en del af hendes bagage, men måske har hun en ødegård i Sverige. 

At spørgsmålet ”har maven virket” angår afføring, er tilsvarende gedulgt. Det kunne ligeså vel være en høflig forespørgsel til appetitten, og om der går luft eller ej er hverken fagsprog eller erfaringssprog. De færreste siger til deres børn: ”Puh, der er gået luft, kan jeg mærke,” medmindre de står på en græsplæne med en punkteret cykel under reparation. På den anden side hører det også til sjældenhederne, at menigmand udtrykker sig ved hjælp af fagudtrykket ”flatus.” 

Det er vanskeligt at gebærde sig i et univers, der fordrer omtale af de mest intime og menneskelige begivenheder i andre folks tilværelse. Med en vis sans for distancering rammer sygeplejersker hele området ind med det ejendommelige udtryk ”udskillelser.” 

Men hvilket sprog kan sygeplejersken anvende uden at støde patienten, uden at vikle sig ind i et lag af blufærdige undvigemanøvrer og med en vis sandsynlighed for, at patienten begriber, hvad det er, hun beder om oplysning om? 

I børnehaven spørger pædagogen ”Skal du lave lort, Trille?” Det vil givetvis vække anstød, hvis sygeplejersken på en højteknologisk afdeling går i den grøft, og der er ikke megen hjælp at hente i mere folkelige udtryk ”tømme ryggen,” ”presse en dej,” ”lave stort” m.fl. Ingen af dem er gangbare hverken for piger i hvidt eller for syge mennesker i alle aldre. 

Når døden er på dagsordenen, optræder et tilsvarende billedsprog i dødsannoncerne med den brede befolkning som afsender. ”Sovet ind,” ”revet bort,” ”kaldt hjem” eller den slangprægede sygeplejerskeversion ”gået til,” som anvendes på nogle afdelinger. 

Når svære ting skal have et navn, får de i stedet et billede. Metafor betyder ”billedligt udtryk, hvor man erstatter selve sagen med et billede.” 

Jeg tror, det er her, sygeplejersken går galt i byen. Selv om det kan virke svært, skal sygeplejersken holde sig til sagen, holde fast i, hvad det konkret er, hun vil have information om. Fagsproget angiver en række muligheder for saglighed, og det samme gør erfaringssproget, det sprog mennesker taler i dagligdagen. De ord, der angår meget private dele af patientens liv, må tilpasses den enkelte person som al anden sygepleje. Det primære er, at sygeplejersken med sit sprogbrug sender vigtige signaler om, hvorvidt afføring og prutter er noget, det er i orden at tale om eller ej. Hvis sygeplejersken snerper og omskriver i et væk, holder patienten sine helbredsoplysninger for sig selv. Med andre ord: Ud med luft og små huse, ind med et fagligt sagligt sprog, som patienten kan forstå.

De vilde brune krøller dukker først frem ved dørkarmen, så ansigtet, så hele personen. Ali stiller sig i døråbningen, de mørke øjne spejder rundt i lokalet. ”Er Lille Gud her?” spørger han på et spinkelt engelsk.

”Nej, hun er lige gået hen i medicinrummet. Hvis du skynder dig, kan du lige nå hende inden lukketid.” 

Et forsigtigt smil lyser op, og han trisser af.

Ali er svært psykotisk og bruger navnet ”Lille Gud” om sin kontaktsygeplejerske, som han langt om længe har fået tillid til. 

Det er ingen let opgave at behandle patienter, der har en anden etnisk baggrund end dansk, når de er ramt af psykisk sygdom. Patienterne er ikke nødvendigvis svære at rumme. Men deres problemer kan være det. Opgaven er kompleks; der er mange flere aspekter at tage højde for i plejen og behandlingen: et andet sprog, anderledes normer og/eller patientens manglende kendskab til behandlingssystemet. 

I distriktspsykiatrien viser de faglige udfordringer sig hurtigt i nogle af de mest centrale dele af arbejdet: kommunikation og relation. Patientens tillid skal opnås, og med den opbygger man et bæredygtigt grundlag for behandlingen, en alliance. 

Det er ikke let, hvis man rent sprogligt ikke kan forstå hinanden. Eller når patienten, ud over mistænksomhed og vrangforestillinger, måske slet ikke ved, hvordan behandlingssystemet er skruet sammen. 

Den sproglige barriere løses ved faglig god og tilstrækkelig tolkning. Der er ingen undskyldning for ikke at gøre det. Især i starten af et forløb er det vigtigt at kunne bruge et fælles sprog så godt, at nuancerne kommer med. En psykotisk hjerne som Alis giver i sig selv rigelig støj på linien - tolkning åbner muligheden for sproglig kontakt. Der skal sættes ekstra tid af til samtalen. Men indsatsen i både tid og økonomi kommer dobbelt igen, når kontakten er bygget på et fundament af gensidig forståelse. 

Mange flygtninge og indvandrere ved ikke, hvordan man kan få hjælp i psykiatrien her i landet. Ofte stammer deres viden - og måske erfaringer - fra et ganske anderledes system, der beskrives som aflåste galeanstalter med skræmmende brug af tvang og magt. De har brug for en klar og tydelig information om, hvordan der arbejdes i psykiatrien her. 

Alis kontaktsygeplejerske er meget omhyggelig med at fortælle, hvad der skal ske. Selv det, der er indlysende for personalet, får et par enkle ord med. I starten var det med tolk, nu kan det simple klares på engelsk. Langsomt turde Ali tro på, hvad hun sagde, og derefter kom tilliden. Først til Lille Gud og så forsigtigt til andre. 

Det er ingen let opgave at behandle patienter, der har en anden etnisk baggrund end dansk. Men de problemstillinger, man møder flest af, er af generel karakter. I de situationer er man på fast og kendt grund og kan bruge sin faglige viden og erfaring i plejen af patienten. 

Sprogligt skal man også bevæge sig på fast grund. Forstår man ikke ord, særlige udtryk og talemåder, skal man bruge tolk. Så handler man ikke på noget, man tror man hørte og forstod. 

Nina Nielsen er ansat som ledende centersygeplejerske ved Distriktspsykiatrisk Center Vesterbro, Kongens Enghave, under Hvidovre Hospital. Hun kan kontaktes på e-mail: nina.nielsen@hh.hosp.dk 

Nina Nielsen har givet stafetten videre til sygeplejerske Per Munch- Andersen med følgende spørgsmål: Hvordan arbejder du som seniorsygeplejerske?

Grete Brorholt, antropolog og ansat i uddannelsesafdelingen på Hvidovre Hospital, kender til en sygeplejerske, der udover dansk taler arabisk og lige netop af den grund har fået lønforhøjelse. 

Det er dér, vi skal hen, synes hun, når vi taler integration og etnisk ligestilling på arbejdsmarkedet. I stedet for at tage afstand fra alt det, der er anderledes i forhold til os selv, skal vi bruge folks forskelligartede kvalifikationer og kompetencer, fremhæver hun. 

”Selvfølgelig er der grænser for, hvor stor fleksibiliteten og kreativiteten kan blive, når det drejer sig om patienter, procedurer og information, men erfaringerne viser, at mangfoldighed på arbejdspladserne i sundhedsvæsenet er en styrke. Det både styrker organisationen, forhøjer produktiviteten og forbedrer patientplejen.” Grete Brorholt har været leder på projektet ”Etniske minoriteter - Rekruttering, Kompetenceudvikling og Ansættelse” på Hvidovre Hospital, der siden er fulgt op med et kompetenceforløb for udenlandsk uddannet sundhedspersonale og en evaluering. Det har givet hende indsigt i, hvordan danske sygeplejersker kan agere, når de får en kollega med udenlandsk baggrund. Derfor var det oplagt at invitere hende som oplægsholder til SSNs årlige konference i Oslo om det flerkulturelle arbejdsmiljø i sundhedsvæsenet. 

”Sygeplejersker ser nok mindre på det stringent faglige og vurderer i stedet hinanden efter de sociale roller, de har i forhold til kollegerne,” siger hun. En mulig forklaring kan være, at det er mere kulturelt betinget at yde pleje og omsorg, end det f.eks. er at være læge og stå i operationsstuen og fjerne en blindtarm. 

Grete Brorholt har også hæftet sig ved, at den lighedsideologi, vi hylder så meget, ofte konverteres til en slags ensartethed. Vi skal helst ligne hinanden mest muligt, også sprogligt:

”I England er der mennesker, der taler engelsk med indisk accent, amerikansk accent, australsk accent - det spiller ikke den store rolle. Men i Danmark kan vi kun snakke én slags dansk, og det kan være med til at hæmme integrationen på arbejdspladsen og i nogle tilfælde også blive et slags dække for mangel på tolerance,” siger hun og mindes sin egen studietid i København. 

Når tingene pakkes ind 

Grete Brorholt vedgår gerne, at sproget er en nøgle til vellykket integration på arbejdsmarkedet, men projektet i Hvidovre viser, at der også er andre veje. Nogle af de medvirkende udlændinge var udover at være fagligt dygtige også meget dygtige til at aflæse afdelingskulturen og på den måde tilpasse deres kompetence til den danske kontekst - uden at være perfekte til dansk. 

I det hele taget afslører projektet, at det daglige samvær mellem sygeplejersker meget præges af alt det uudsagte og ofte med implicitte hentydninger. Det kan f.eks. være kritik, der er pakket ind, eller anerkendelse, der udtrykkes gennem kropssproget. Et krav til de nye er, at de skal tilpasse sig praksisfællesskabet (sådan gør vi her) og underkaste sig de eksisterende hierarkier. Som en dansk sygeplejerske formulerer det i rapporten. ”De skal gøre lige som os. Det er deres opgave at stikke en finger i jorden og sørge for at finde ud af, hvad der sker.” Der er med andre ord ikke plads til at gøre ting på en anden måde end den danske, og det er de fremmedes pligt at lære at gøre som os, konkluderer Grete Brorholt. 

Hun fremhæver her ”Undre-bogen,” som hun hørte om gennem en sociolog. Det er en bog, alle nyansatte får i et firma, og som de er forpligtet til at skrive i, når der er noget, der undrer dem på den nye arbejdsplads. 

”Se, det er et konkret redskab til forandring og fornyelse. De nye kan se ting i kulturen, som de gamle ikke kan,” siger hun. 

Grete Brorholt understreger, at de faggrupper, der har medvirket i undersøgelsen, alle går ind for etnisk ligestilling. Ingen ønsker at diskriminere personer med anden etnisk baggrund end dansk. Men denne åbenhed og tolerance, der passer så godt til den danske selvforståelse, resulterer alligevel i, at der sker forskelsbehandling, når det kommer til praksis. F.eks. kan de udenlandske sygeplejersker opleve, at de på den ene side skal være fagligt meget dygtige, på den anden side får de ofte kun tildelt det mindre attraktive arbejde. Som en af de udenlandske sygeplejersker fortæller til Grete Brorholt:

”Det mest frustrerende er, at jeg i England eller i mit hjemland nu ville være ledende sygeplejerske. Her må jeg tage de dårligste job på en afdeling med meget svage og omsorgstunge patienter.” Ifølge Grete Brorholt risikerer vi med den adfærd at udvikle en slags a-arbejdere og b-arbejdere, hvor ”b” står for banalarbejdere, dvs. en kategori af ansatte, der tager de opgaver inden for et fagområde, som ingen andre gider tage. 

Lad os kalde ham Holger, patienten, som det her handler om. Patienten har været i centrum siden januar 2002, og han er genstand for alle de bændelormsord, jeg har samlet sammen gennem de sidste 12 måneder.

Holger bliver indlagt med besked fra hjemmeplejen om, at han har brug for ''tryghedsskabende oplevelser.'' Ikke så snart kommer han ind ad døren, før han bliver ''selvadministrerende med medicin.''

I sygeplejejournalen skriver den pligtopfyldende aftensygeplejerske Belinda: ''patienten sygeplejeinformeres,'' da hun har fortalt Holger, at indlæggelsen vil blive af kortest mulig varighed pga. ''stofmisbrugsbehandlingen,'' der netop er blevet en del af afdelingens tilbud.

Holger fatter ikke en bjælde, selv om sygeplejersken synes, hun informerer ham i en ''modtagertilpasset'' form.

Sygeplejersken forsøger sig igen: ''Du bliver en af vores ''accelererede patienter,'' Holger,'' siger hun smilende. Hun mener at kunne observere, at samtalen med Holger ''udløser fortrøstningsfuldhed'' hos ham.

Der kan man se, tænker hun. Det nytter altså, at jeg ''trækker en trojansk hest ind i sygeplejens værdimæssige indre.'' Hun smiler til sit spejlbillede inde på stue syv.

Da lægen Anton i samme nu træder ind på stuen, ændrer hun ansigtsudtryk. ''Tvær faglighed'' lyser ud af hendes træk. Min ''tilstedeværelsesdimension'' er læderet, Anton, tænker hun. Jeg har brug for flere ''forberedelsesopgaver'' og flere ''fremmødeseminarer'' for at fungere optimalt. Højt siger hun: ''Jeg befinder mig i et ''krydspres af tider,'' Anton.''

Nåh, læsper den unge læge. ''For mig at se er det nu mere ''virkelighedsfastholdelse,'' du trænger til.

Han griber hende om albuen og kysser hende på kinden. ''Motivationsgrund,'' mumler hun henført.

Historien om Holger, Belinda og Anton er ren fiktion, men salven af bændelormsord er helt igennem autentisk. Den beviser, hvad jeg i bund og grund godt vidste i forvejen. Sygeplejersker er i besiddelse af en rablende, sprudlende og helt igennem ustyrlig form for humor. Deres galop-image er et skalkeskjul for en sproglig fantasi af dimensioner, som, hvis den kom frem i offentligheden, ville ryste alle dem, der tænker på sygeplejersker som søde, bækkenbærende og fortravlede. Det er de naturligvis også, men bændelormsordskabende? Hvem skulle have troet det?

Når jeg alligevel vil bede sygeplejersker om at lade et ord være et ord, er det, fordi bændelormsordene gør det meget vanskeligt at være læser.

Man bliver tung i hele skroget, og teksten kræver samme omhu, som den PET eller FET må udvise, når de dechifrerer koder fra ondsindede magter. Dunkelt sagt er dunkelt tænkt.

Skriv enkelt og forståeligt i et levende sprog.

Sådan taler sygeplejersker. Når de ringer til redaktionen og fortæller om den artikel, de gerne vil skrive, foregår det i en let og ubesværet tone. Der er styr på både form og indhold. Men computeren har magt. Den sagte brummen giver skribenten ilinger, får hende til at føle sig usikker og kaster hende ud i en række opfindelser. ''Permanentgjort, stuegangsgående, telefonresponshastighed, kompetenceberedskabsbank.''

Bryd de underlige vendinger op i de ordentlige og forståelige ord, de var engang. ''Permanent, den læge, som går stuegang, hvor hurtigt telefonen bliver taget, fortegnelse over kompetencer.'' Det fylder mere, men læsningen stoppes ikke, som når en bil stoppes af et forkert dimensioneret vejbump.

Men for en sikkerheds skyld er jeg parat med notesblokken i 2003. Parathedsnotaterne bliver brugt imod jer!

Sygeplejerske Patcharee Mønsted kom til Danmark fra Thailand for halvandet år siden, da hun blev gift med en dansk diplomat. Hun har endnu ikke dansk autorisation til at kunne arbejde som sygeplejerske, fordi hun ikke behersker sproget godt nok. Hun går til sprogundervisning på Studieskolen og har tidligere arbejdet som frivillig ulønnet sygeplejerske på Rigshospitalets epidemiafdeling. Hun taler et forståeligt dansk, men ordforrådet er mangelfuldt.

Hun er én af de 25 udenlandske sundhedspersoner med mellemlang uddannelse, som i øjeblikket er i gang med et tremåneders praktikforløb på Hvidovre Hospital. Initiativet er formentlig det første i landet, hvor et hospital selv gør en aktiv indsats for at få fat i de ledige ressourcer blandt sundhedspersoner med mellemlang uddannelse. Hospitalet tilbyder et fast struktureret forløb med introduktion, en tilknyttet mentor, sprogundervisning, praktik, handlingsplan og faglige udtalelser. Formålet er at finde ud af, hvilke af deltagerne der kan tilbydes en seks måneders prøveansættelse med henblik på at få varig autorisation.

Lige nu er Patcharee Mønsted midtvejs i praktikforløbet på neonatalafdelingen, hvor hun bliver fulgt tæt af sin mentor, sygeplejerske Lone Weilmann Wellejus. Mentorens opgave er at supervisere og hjælpe Patcharee Mønsted med at forstå fagudtryk, afdelingens jargon og arbejdsform.

De kommer begge til at smile ved tanken om Patcharee Mønsteds første arbejdsdag, hvor hun pænt blev stående uden for glasdøren til afdelingen og ringede på.

''I Thailand kan man ikke bare gå ind på en neonatalafdeling uden at ringe på, og man skal desuden skifte tøj,'' fortæller Patcharee Mønsted.

Hun blev også forbavset over at se så mange forældre.

''I Thailand er forældrene sjældent på afdelingen. Dels mener man, at moderen har brug for at komme sig oven på fødslen, dels skyldes det, at der kan være problemer i familien. Mange unge mødre er ikke parate til at få barnet, fordi det er pinligt i vores kultur at få barn, hvis man ikke er gift, eller hvis man f.eks. stadig studerer,'' fortæller hun.

Accepteret af forældrene

Til at begynde med syntes hun, det var svært at inddrage forældrene frem for blot at gøre arbejdet selv, men hun er overbevist om, at det er det bedste for barnet.

''Barnet kender sin mor, det kan huske hendes stemme og hjerteslag, og det bliver roligere, når hun er der,'' mener hun.

Hun har kun oplevet, at forældrene har været flinke og forstående, og at de har accepteret hende, når hun har forklaret, at hun har fire års erfaring fra en thailandsk neonatalafdeling.

Lone Weilmann Wellejus siger, at der kun har været én gang, hvor hun behøvede at minde Patcharee Mønsted om at inddrage forældrene. I takt med at Patcharee Mønsted kan klare opgaverne, får hun lov at arbejde mere og mere selvstændigt.

''Der er ikke den store forskel på arbejdet på en dansk og en thailandsk neonatalafdeling. Men måden at omgås lægerne er anderledes. Forholdet er mere ligeværdigt her, og det er godt,'' siger Patcharee Mønsted.

Tre dage om ugen er hun på neonatalafdelingen. De andre to dage bliver hun undervist sammen med resten af gruppen af udenlandske sundhedspersoner.

Lære at tænke dansk

Hun blev uddannet sygeplejerske for 12 år siden i Bangkok og har arbejdet på en række forskellige afdelinger. Senest var hun oversygeplejerske på en rejseklinik for vaccination.

''Jeg har fået at vide fra Sundhedsstyrelsen, at min uddannelse er god nok. Det eneste problem er sproget. Da jeg søgte arbejde på Rigshospitalet, var jeg skuffet over, at jeg ikke bare kunne blive accepteret for mine faglige kvalifikationer, men det gik hurtigt op for mig, hvor vigtigt sproget er,'' siger hun.

Hendes kolleger gik f.eks. ud fra, at hun forstod og vidste, hvad patienterne mente, når de sagde, at de ville have havregrød til morgenmad.

''Det var et stort problem for mig, at jeg følte mig så nervøs over ikke at kunne forstå sproget og den måde, danskere tænker. Danmark er meget forskellig fra Thailand, maden, klimaet - vi tænker forskelligt, fordi vi har forskellig baggrund. Jeg føler mig nogle gange som en blind og døv, og jeg vil gerne lære at tænke som en dansker. Jeg vil gerne være høflig, men jeg ved ikke altid hvordan,'' siger hun.

Personlig udtalelse

De 25 udenlandske sundhedspersoners praktikforløb slutter den 1. februar. Derefter skal mentor Lone Weilmann Wellejus, sproglæreren og konsulent Grete Brorholt fra Udviklings- og Uddannelsesafdelingen give Patcharee Mønsted en personlig handlingsplan. De skal komme med anbefaling, om hun er klar til at blive prøveansat eller ej. Ifølge Grete Brorholt er der ingen tvivl om, at Patcharee Mønsted uden problemer hurtigt vil kunne blive tilbudt prøveansættelse.

''På nuværende tidspunkt ved vi, at ca. halvdelen af de 25 praktikanter vil kunne få prøveansættelse inden for deres fagområde. Nogle vil kunne få ansættelse som sosu-assistenter. Et par stykker vil vi anbefale at tage supplerende kurser for at komme til at arbejde inden for deres fag. Flere af praktikanterne bliver nødt til at starte helt forfra med en ny uddannelse i Danmark,'' fortæller Grete Brorholt.

Praktikken er ud over at være et integrationsprojekt også et erkendelsesforløb for den enkelte.

''Det er vigtigt, at man ikke blot fortæller folk, at deres uddannelse ikke egner sig til danske forhold. De skal også selv erkende det, så de kan komme videre i stedet for at køre rundt i systemet i årevis,'' siger Grete Brorholt. -

Ældre borgere af anden etnisk oprindelse end dansk har ikke særlig god kontakt til det danske samfund. Det forstærkes af ringe økonomiske vilkår og tab af alt, hvad de har opbygget og samlet i hjemlandet. Det er hovedkonklusionen på en undersøgelse i Vejle Kommune fra 2000. Men undersøgelsen efterlader også indtrykket af, at de ældre borgere af anden etnisk oprindelse er som ''et spirende blomsterbed - der trænger til at blive vandet.'' Det kan måske afløse antagelsen om, at ældre borgere med anden etnisk oprindelse er ''tikkende bomber under hjemmeplejen.''

Vejle Kommune ønsker at tage WHO-sundhedstrategierne i det 21. århundrede alvorligt og sikre sine borgere et længere liv med højere livskvalitet og social lighed i sundhed. Men netop gruppen af ældre borgere med anden etnisk oprindelse end dansk havde kommunen ikke en tydelig fornemmelse af. I slutningen af år 2000 blev der sat en undersøgelse i gang med den hensigt at skabe lige muligheder for alle for en god og sund alderdom (se boks ''Undersøgelsen'').

Sundhed

Man kan ud fra interviewene konkludere, at der er tale om en gruppe borgere med en del egenomsorgskapacitet. De har tilsyneladende stærke, indre kræfter, der styrker håbet om, at det hele nok skal gå. Enkelte læner sig til religion som støtte og trøst.

Der er mange fysiske og psykiske klager, og det virker, som om der er behov for udredning og tidligere kontakt med de forebyggende hjemmesygeplejersker.

''Medicinen er så dyr, så nogle gange deler jeg med en af mine venner, der også har diabetes,'' udtaler en diabetiker.

''Jeg synes tit, jeg får ondt i maven. Min læge mener, at jeg ikke tygger godt nok, og det giver forstoppelse,'' siger en næsten tandløs ældre.

Der blev vist meget medicin frem under besøgene, og angiveligt var der meget, som ikke blev taget korrekt.

Den psykiske side af sundhedsprofilerne viser, at der er behov for indsats.

''Nej, og det er håbløst - ens læge og psykolog siger, at man ikke kan klare at koncentrere sig, men alligevel skal jeg gå i sprogskole,'' fortæller en borger, der ikke har det psykisk godt.

En person, der stadig har følger efter tortur, men ''klarer'' sig, ønsker stabil kontakt: ''Både i kommunen og i sundhedsvæsenet er det ikke let. Det er uværdigt som menneske med alt det skiftende personale.''

For disse ældre borgere er der flere tegn på manglende integration og symptomer på social isolation

Side 31

med psykiske symptomer. Ingen havde haft kontaktfamilier eller ældre-til-ældre-besøgsvenner, hverken fra kommunen eller fra frivillige organisationer.

Økonomi

Næsten alle de interviewede udtrykte bekymring om deres økonomi. Især de, der ikke har ret til pension, har problemer med budgettet. Problemerne forstærkes ofte af behov for dyr medicin. Det virkede, som om de havde meget ringe kendskab til mulighederne for engangsbevillinger.

Nogle få ældre havde fundet sig nogle timers arbejde og nydt at være en del af samfundet, men så snart de havde lidt indtægt, blev deres kontanthjælp reduceret.

Der var stor efterspørgsel på koordinering inden for social- og sundhedsvæsnet samt et stort behov for at møde kompetente personer:

''Jeg kunne godt tænke mig, at personerne i de offentlige kontorer var mere koordinerede. Det virker som om, der er for mange om arbejdet, så ingen rigtig ved noget.''

Mange kan ikke forstå, at når deres praktiserende læge har anbefalet f.eks. specialmadras, sko eller psykologhjælp, kan det ende med, at de ikke kan få det, når de henvender sig hos deres sagsbehandler. Samtidig har de tilsyneladende meget ringe kendskab til ankemuligheder.

De ældre mangler viden om muligheder og tilbud for ældre borgere i kommunen og i det hele taget i Danmark. Enkelte pensionister får tilsendt en pensionistavis, men den er skrevet på dansk.

Kommunikationsproblemer

Generelt giver interviewpersonerne udtryk for, at der er mangel på brug af tolke og manglende eller ingen skriftlige henvendelser på eget sprog. Nogle af kommunens personaler er gode til at bestille tolk, men det kan ikke altid planlægges, hvornår behovet opstår, og derfor foreslår flere brug af telefontolkning.

Side 32

Der er stor utilfredshed med, at der bruges for få tolke ved kontakt med sundhedsvæsenet. Det gælder hos lægen (det eneste sted med lov og bekendtgørelse om tolk), på hospital og ved behandling hos fysioterapeut. Flere mener, det er grænseoverskridende at modtage hjemmehjælp uden tolkning - i det mindste ved første besøg.

Flertallet af de interviewede ønsker at lære dansk, men de synes også, det er uoverkommeligt via traditionel undervisning.

En person, der har boet i Danmark mange år og mest arbejdet sammen med landsmænd, siger: ''På job behøvede ingen danskere at tale med mig, i toget satte andre mennesker sig ofte væk fra mig, og i butikkerne holdt jeg mine penge op, så kassedamen selv kunne tage det rigtige beløb.''

De ældre borgere udtrykker sorg over ikke at kunne tale med andre i samme aldersgruppe. De mener, at det kunne være til gavn også for næste generations mulighed for at blive integrerede, hvis de kunne debattere med ældre danskere og derigennem få større forståelse for regler og normer i det danske samfund.

Større viden om vaner

Der er en overvejende frygt for, at ingen forstår deres behov, hvis de bliver alderdomssvækkede. Flere har håb og forventning om, at unge af deres egen nationalitet uddanner sig inden for social- og sundhedssektoren. Men de taler også om, at det ville være godt, hvis dansk personale havde mere viden om deres ønsker, vaner og kulturelle normer:

''Der skal under alle omstændigheder være nogle personer, der har lyst til at lære os og vores vaner at kende.''

En anden savner flygtningecentret: ''Savner nogle gange flygtningecentret. Der var der danskere, der ville prøve at forstå mine tanker og mit sprog.''

Usikkerhed på, om det vil være muligt at bo i nærheden af børn og børnebørn og andet socialt netværk, er meget udtalt. Flere drømmer om nyskabelser i boligtilbuddet, så de kan blive boende i det lokalområde, hvor de trods alt føler sig mere sikre og kendte.

Efterfølgende har nogle af de lokale boligselskaber været positive over for at samarbejde med kommunens byudvalg i forsøg på at imødekomme dette ønske.

En person, der bor sammen med mange andre, siger: ''Lejligheden er for lille, og de voksne børn, især

Side 33

min søn, har behov for egen bolig. Lige nu deler den voksne søn rummet med to teenagere, der sover i køjeseng i rummet.''

Enkelte udtrykker stor bekymring over planerne om at nedlægge områder med deres kolonihaver. De har sågar overvejet selvmord som en mulig løsning på de problemer, der kan komme senere i alderdommen.

Aktivering

Der er mange forskellige forslag til og ønsker om, hvordan deres ressourcer kan udmønte sig i aktiviteter. Nogle foreslår oprettelse af vævestue. Mange håndværkere og landbrugsfolk kunne tænke sig at være sammen med danskere - både unge og gamle - og at bruge deres evner og den viden, de mener, der er behov for i det danske samfund. Der tales bl.a. om værksteder i skole- og fritidshjemsordninger. Flere har bemærket danskernes behov for at lære mere om økologisk havebrug.

Ikke så få af de interviewede fortæller, hvor svært det er at leve sundt, når man ikke rigtig kan sætte sig ind i mulighederne f.eks. ved indkøb. De foreslår en meget mere aktiv og praktisk form for danskundervisning.

''Der er ikke tid til social integration, når man sidder i sprogskolen hele tiden,'' siger en person, der går på sprogskole.

Det generelle billede af interviewpersonerne er, at de efter deres egen mening har mange ressourcer, som kunne anvendes. Men de mangler en måde at gøre sig selv mere synlige i samfundet på, så de kan bidrage med udvikling og glæde. De giver udtryk for et meget stort ønske om at være værdige borgere i Danmark og for den håbløse situation, det er, at føle sig helt udenfor. De fleste fortæller, at de har forsøgt

Side 34

at henvende sig forskellige steder, men nok til sidst har resigneret. De har mange konkrete ideer og ressourcer, men har ikke været i stand til at realisere dem.

Ønsker for fremtiden

Et af spørgsmålene til de ældre var: ''Hvis man kunne ønske frit - hvad er det så, man ønsker sig?''

Det helt afgørende er, at de ønsker sig fred og ingen fare i eget hjemland, og de appellerer til, at man i Danmark gør, hvad man kan for at fremme dette ønske.

Når fokus rettes mod alderdommen og afslutningen af livet her i Danmark, er de fleste sikre på, at det ikke vil være muligt at vende hjem til deres oprindelsesland, fordi deres netværk med børn og børnebørn er her i Danmark. Derfor ønsker de en fredfyldt alderdom, hvor de behandles med respekt og får mulighed for en værdig afslutning på livet.

Indtil denne afslutning på livet ønsker de fleste af de interviewede, at det ikke var så besværligt at finde rundt i systemerne, og at der fra officiel side var mulighed for at vælge til og fra, så de personer, der har lyst og trives ved at arbejde omkring personer med anden etnisk oprindelse, også bliver dem, der får opgaverne og kontakterne. Her tænker de ældre på læger, social- og sundhedspersonale og andre administrative embedsfolk. De ønsker et værdigt og anstændigt samspil med kompetente fagpersoner.

Ellers er de frie ønsker meget simple: Danmark er et dejligt land. Det kunne være dejligt med danske venner - gerne en eller flere danske kontaktfamilier.

De er taknemmelige, og de fleste siger, at de håber, denne undersøgelse ikke blot er endnu et løsrevet projekt, hvor en dansk arbejdsledig skal have noget fornuftigt at lave. De ønsker projektet fulgt af en positiv udvikling.

''Ældre borgere af anden etnisk oprindelse end dansk - et spirende blomsterbed under Vejle Kommune.'' Det er meget positivt at kunne kalde en gruppe borgere sådan. Nu er det bare sådan, at et blomsterbed kræver pasning, opmærksomhed og gødning. Det vil også være tilfældet for denne gruppe af borgere i fremtiden. Der ligger mange spændende og nye udfordringer i fremtidens tværkulturelle sundhedsopgaver, som jeg er overbevist om, at bl.a. sygeplejersker vil kunne bidrage med kreative løsninger på. -

Jane Bartholdy er ansat som konsulent i Sundhedsforvaltningen i Vejle Amt.  

Side 35 

Skolelæreren lænede sig over imod mig. Med langsom, tydelig diktion sagde hun venligt: "Jeg kan godt høre, havd du siger, men du skal lige vide ...."

Jeg så undersøgende på hende. Min søn havde aldrig sagt noget om, at hun var hørehæmmet. Der var da heller ikke spor af høreapparater i nogen af hendes ører. Måske var det blot hendes måde at være venlig på. Måske ønskede hun at pointere, at hun undtagelsesvis hørte efter, eller måske ønskede hun at virke imødekommende, inden jeg fik et verbalt nådestød retur.

Samtalen fortsatte, og jeg glemte mine overvejelser.

Nogen tid efter skulle en veninde indlægges og have foretaget et mindre indgreb. Hendes kontaktsygeplejerske informerede hende i indfølende vendinger om, hvad der skulle ske, men havde valgt det forkerte indgreb. Veninden måtte korrigere hende.

Dagen efter, da veninden igen mødte op på afdelingen, ville sygeplejersken gøre det godt igen. Hun satte sig på sengekanten og tog min venindes hånd. Så begyndte hun at forklare, hvad der skulle ske, og denne gang havde hun valgt det rigtige indgreb. Veninden kunne imidlertid ikke koncentrere sig om indholdet i forklaringen. Hun spekulerede som en gal på, hvorfor sygeplejersken sad i hendes seng, og på hvornår hun mon havde tænkt sig at klatre ned igen. For ikke at gøre sygeplejersken ked af det trak hun meget stilfærdigt sin hånd væk under sygeplejerskens, men sygeplejersken fangede den igen, inden hun nåede at gemme den under dynen.

Efter ti minutter slap sygeplejersken hendes hånd og begav sig videre til den næste informationsopgave.

De to hændelser bragte mine tanker tilbage i tiden.

For mange år siden havde jeg en mandlig sygeplejeelev med i plejen af to hjertepatienter. Der blev meldt yderligere en akut patient, som vi skulle tage imod. Vi gjorde de nødvendige ting parat, og patienten ankom til afdelingen. Han var i fyrrerne og ret dårlig, klamtsvedende og forpint af smerter. Han havde med stor sandsynlighed en blodprop i hjertet.

Sygeplejeeleven samlede i løbet af ingen tid en A4-blok op på kontoret, hev en kuglepen frem fra lommen og begav sig ind til patienten. Han trak en stol hen ved siden af patienten, satte sig godt til rette og sagde med bekymring i stemmen: ''Har du nogen særlige problemer derhjemme?''

Giv os et menneskesyn

Hvad er det, der sker? Det gik for alvor op for mig, da jeg sad og bladrede i Brøndums encyklopædi:

''Terapeutisering. Afsmitning fra det psykoterapeutiske sprog til alle andre måder at tale på. Et menneskesyn, en håndfuld begreber og en bekymret-professionel stemmeføring, der stammer fra psykoanalytikerens briks, breder sig udad til flere og flere samfundsmæssige rum: over familiens spisebord og talkshowets sofabord til arbejdets skrivebord og politikkens paneler.''

Kontrasten til den meget indfølende terminologi repræsenteres af kriminialassistent Fischer og hans kolleger fra Rejseholdet. Måske er det derfor, han og de andre er så populære.

De minder os om, at der engang var andre måder at tale sammen på. Føler jeg i hvert fald.

Se frem - se ikke tilbage,'' skrev gymnastiklæreren i min lyseblå poesibog. Om det havde noget med mine gymnastiske kvalifikationer eller mangel på samme at gøre, ved jeg ikke. Men nu gør jeg det alligevel. Ser tilbage.

Når sygeplejersker skriver, komponerer de lange bændelormsord sammensat af en 3-4 forskellige ord. På den måde sparer de tid, men forståelsen bliver det så som så med. Sygeplejestuderende henter ufordøjet teori frem for at honorere kravene om akademisk adfærd, og forståelsen bliver det så som så med. I det følgende bringes udvalgte eksempler fra det forgangne år.

Overskriften på den faglige kommentar antyder, at redaktionen er en voldelig arbejdsplads, men det er ikke tilfældet. Overskriften betyder, at sygeplejerskernes samlede kompetence kan lagres i en slags bank, ikke at nogen skal have bank. Men det er vanskeligt at afkode budskabet i et ord med 24 bogstaver. Derimod hersker der ikke tvivl om meningen, når en sygeplejerske skriver, at hun ''er træt af moralsk løftede tommelfingre.'' En medsøster foreslår, at der etableres ''en omsorgsjournal for sygeplejen,'' og det skal ske på en afdeling, ''der er nomineret til syv sygeplejersker.''

Hvad skal der mon stå i en omsorgsjournal? Er vi definitivt ved at afskaffe ordet sygepleje og erstatte det med omsorg?

Fortvivl ikke. Hvis omsorg har ædt sygepleje, bør vi i stedet tænke over, at ''sygeplejen skal bevæge sig væk fra Descatres mekanisk martrealistiske kropsopfattelse,'' siger en sygeplejestuderende. Hun mener, at vi skal finde ''en teoretisk baseret teori, som kan rumme, at vi hver især medbringer vores egen kausale fortid.''

En sygeplejerske ansat i et ambulatorium synes, ''at venterumsfaciliteterne er for ringe,'' og en forsker mener, at en ''interobservatørvariationsundersøgelse'' måske kan kaste lys over problemet.

Stjæl et sår

Rigtig mange sygeplejersker ''skifter sår.'' Hver gang jeg ser det på tryk, forestiller jeg mig en sygeplejerske, der går rundt og bytter om på patienternes skinnebenssår med et listigt smil på læben. Men som en hjemmesygeplejerske trøstende slår fast, så ''findes der altså ingen faste regler for, hvorvidt man bør anvende følelser i sygeplejen.'' Og det er jo en ''højrelevant'' iagttagelse.

Mange sygeplejersker har i årets løb beskæftiget sig med værdier i sygeplejen. Det kan ske på et ''forventningsbaseret grundlag'' og medfører ofte ''endeløse frustrationsdiskussioner.''

''Det stuegangsgående personale'' er derimod ofte i besiddelse af ''en god portion optimisme og et ukueligt mod,'' når de undervejs ''reflekterer sig til en læringskonklusion.''

Nogle udtaler sig ikke blot som sygeplejerske, men ''som moder, menneske og sygeplejerske.'' Og så er det alvor. Det kan f.eks. handle om projekter, der er ''permanentgjort'' eller om ''plejestabsstrukturen.''

Enkelte problemer er ''forhåndsdefineret,'' men det kom bag på plejepersonalet, at ''telefonresponshastigheden'' også kunne give anledning til surmulen.

Ja ''ordenes sprog'' er forunderligt, og det bliver ved at være interessant, hvad sygeplejersker oplever, når de ''møder ind'' på jobbet, selv om nogle af dem mener, at sundhedssektoren er præget af, at vi efterhånden lever i et ''farvelfærdssamfund.''

Nytårsforsæt

Når man har set tilbage, skal man se frem, som gymnastiklæreren skrev.

Jeg håber, at der også i 2002 vil optræde inspirerende bændelormsord, som kan berige og fornøje læserne.

I dette nummer af Sygeplejersken optræder ord som ''rygestopinstruktør, rygestopintervention, rygestopklinik, rygestopprocessen og rygestopprocenten.'' Ikke for at fornøje, men for at gøre opmærksom på, at der er hjælp at hente, hvis et af nytårsforsætterne er at holde op med at ryge. Danske kvinders rygerekord er ikke værd at stræbe efter. Den fortjener nogle beredskabsbank.

Til dem, der er i gang med at eksekvere dommen over den sidste cigaret, vil jeg sige held og lykke. I skal få en profylakseprisværdighedspris.