Godt nytår og ha' en fortsat god dag, sagde den unge pige i kiosken til mig. Jeg stirrede på hende og gik i akut trance. Hvis hun vidste, hvordan min dag var startet.

Den mindste dreng væltede et glas mælk ud over bordet og ville ikke spise sin morgenmad, pigen nægtede at stå op, den ældste dreng ønskede at gå i skole iført T-shirt og joggingbluse i fem graders frost. Og grunden til, at jeg netop befandt mig i kiosken nu, var, at S-toget var 10 minutter forsinket.

Mon den unge pige ved, at det, hun siger, er en kliche opfundet af en verdensomspændende burgerkæde med speciale i mad, der smager som at række tungen ud af vinduet?

Jeg kom til at tænke på det fagsprog, jeg beskæftiger mig med hver dag.

Sygeplejersker bruger også klicheer, ikke bevidst, men fordi særlige ord og vendinger fra opgaver og læreanstalter diffunderer ud blandt sygeplejersker og i al ubemærkethed glider ind i fagsproget eller rettere den faglige jargon.

Hvordan reflekterer man sig fx til en læringskonklusion? Jeg stødte på udtrykket for en rum tid siden, men har gumlet på det som på et bolche. Hvad er en læringskonklusion overhovedet? Er det ikke bare et popudtryk, der uden store forståelsesproblemer kunne erstattes med, at man lærer ved at tænke sig om. Men det lyder måske ikke helt så godt eller pædagogisk korrekt.

Refleksion har overlevet endnu et år både i rendyrket form og i sammensætninger. Hvad med denne udgave: ''Jeg tog oplevelsen med til refleksionstimen, hvor vi i fællesskab fik sat ord på det, jeg følte.''

Ja, hvis man ikke selv ved det, er det da godt, at andre kan finde ud af det.

Eller denne version: ''Jeg kunne se på den studerende, at hun trængte til noget refleksion, så derfor tog jeg hende med ind på kontoret.''

Her kan refleksion erstattes med kaffe eller konfekt, hvis man er i det humør.

Implementering skal der til

Så er der spændingsfeltet. Dem er der rigtig mange af blandt sygeplejersker, og det er ikke et anatomisk udtryk for de myoser, der findes mellem skulderbladene, som man kunne fristes til at tro, næh, sygeplejen befinder sig i spændingsfeltet mellem teori og praksis, hvis nogen skulle være i tvivl. Udtrykket bør ikke bruges i privatsfæren, prøv at overføre det til en tur i Brugsen. Der er et spændingsfelt mellem koteletter og hakket oksekød, Karlo, hvad skal vi dog købe?

Kompetence og kompetenceudvikling bruges også hyppigt, men det forklares sjældent eller aldrig. Der skal dog ikke herske tvivl om, at den er der, kompetencen. Nogle sygeplejersker folder den ud, nogle skal til at erhverve den, andre mener ikke at have den i tilstrækkelig grad, men alle skal have løn for den.

Refleksion, spændingsfelter og kompetence. Det hele bliver med garanti implementeret, hvis det overhovedet er muligt. For implementering skal der til.

I 80'erne talte vi om egenomsorg, og ordet var indeholdt i enhver ordentlig målsætning for sygeplejen. Det er slut nu. Samtidig kom dialogbøger og åbne kardex til. Hvor mon de blev af? Betød de noget?

Jeg kan høre toget køre ind på perronen og vågner af min trance. Den unge piger ser mistroisk på mig, og jeg siger, at min dag faktisk ikke er startet særlig godt, så det der med at ha' en fortsat god dag ligger det lidt tungt med. O.k. svarer hun med langt O og endnu længere K og tygger videre på sit tyggegummi.

Jeg styrter op ad trappen for at nå toget.

Kære Florence!

Du skrev til det somatiske sygehus i England i 1859, og alligevel får du mig til at stoppe op og vende dine ord midt i en psykiatrisk afdeling i 1999. Hvad var det, du kunne med dit sprog?

''Opmuntrende snak og gode råd'' kalder du sarkastisk et af kapitlerne i din bog, og jeg kan næsten høre din skarpe pen hvæse mod papiret:

''Jeg tror virkelig ikke, langvarigt syge kan udsættes for noget mere sindsoprivende end deres venners ukuelige optimisme,'' skriver du, ''lad mig henstille på det alvorligste til alle den syges venner, besøgende og plejere, at de undlader disse forsøg på at ''opmuntre'' den syge ved at bagatellisere situationens alvor og overdrive udsigterne til helbredelse.'' Pludselig får du mig til at se, hvorfor de tre patienter, der sad inde i afdelingens dagligstue i går, ikke ville have besøg i weekenden.

Kunne det ikke være hyggeligt at få besøg af dine børn/venner/forældre, spurgte jeg dem, og de så på mig og rystede på hovedet. De havde antagelig ikke ord til at forklare mig, at de ­ lige nu ­ er langt mere ensomme blandt de velmenende venner, der svinger den ukuelige optimismes fakkel, end de er en regnfuld søndag eftermiddag i dagligstuen blandt de andre patienter på en psykiatrisk afdeling.

Hvad er det så, patienten har brug for? ''Han savner blot et enkelt menneske at tale åbent med uden at nedkalde denne styrtsø af tåbelige forhåbninger,'' svarer du. Og du forklarer mig på tværs af århundredet, at jeg skal kunne udholde at være i kontakt med smerte, angst og håbløshed uden altid at ville gøre noget ved det. Og for at kunne det må jeg turde være i nærheden af mit eget mørke uden straks at tænde lyset.

Du taler også i metaforer. Du skriver sanseligt om den falske trøst, om flosklerne i sygeplejen: ''De minder mig om det slimede spor, sneglen efterlader sig på en solbeskinnet, sydvendt havemur, der bugner med frugt.'' Jeg ser havemuren for mig, mærker duften af moden frugt og ser dyret, der langsomt bevæger sig hen for at fortære frugten. Du er skarp i din symbolik: de floskler, vi kommer til at anvende, trækker slimede spor i sproget.

Lad tungerne hvile

Med samme kritiske pen sætter du fingeren på både befolkningens og sundhedsvæsenets evne til at sammenligne usammenlignelige størrelser, og her tager du gerne lægestanden i forsvar: ''Jeg har hørt en læge blive sværtet til, fordi hans patient ulykkeligvis døde, mens en anden læges patient af et andet køn og en anden alder kom sig af en anden sygdom i en anden del af landet.''

Du opfordrer os til at være præcise i vores sammenligninger, du peger på det unikke i enhver sygehistorie, og du anbefaler alle med hang til dramatik, uvidenskabelighed og sladder til ''at lade deres tunger hvile.''Det er tilværelsens store værdier, du beskæftiger dig med. Du holder min opmærksomhed fangen, fordi du er enkel i dine anvisninger.

Du vover at opfordre os til at fortælle patienten om konkrete hændelser i hverdagen, hvor ''det gode og rigtige sejrer,'' små situationer, hvor mennesker har kunnet nå hinanden. Umiddelbart stopper jeg op: hvem taler nu til dags om ''det gode og rigtige?'' Men ved nærmere eftertanke tror jeg godt, jeg ved, hvor du vil hen. Med dette ordvalg bevæger vi os ind på det almenmenneskelige og eksistentielle plan, hvor vi ­ i særlig grad når vi er syge ­ har brug for at høre, at der stadig sker glædelige ting i verden, og at livet går videre, selvom vi ikke er i stand til aktivt at deltage i det.

Vi taler ud fra de vilkår, vi deler som mennesker, ikke som de roller, vi befinder os i lige nu, som patient og sygeplejerske. Når vi taler om ''det gode og rigtige,'' taler vi som et menneske, der vedkender sig nogle værdier, og som tør udtrykke sig til et andet menneske om dem. Når vi taler sådan sammen, har vi bevæget os væk fra den betragtende og bedrevidende holdning, som du så skarpt anfægter.

''For de syge mister begivenhederne deres rette proportioner. Det er derfor din opgave som besøgende at minde dem om, hvad man er optaget af i resten af verden. Men det kræver, at du har noget virkelig interessant at fortælle dem, ikke bare tom snak.'' (''The happiest hour of the day.'' År 1900. Fra bogen ''A picture of Health'').

Vær nærværende

Længe inden kommunikationsteorierne og de mange terapeutiske retninger kom på banen, satte du ord på patientrollen: ''Man har meget rammende fremført, at de syge minder om børn i den forstand, at for dem mister begivenhederne deres proportioner.

Det er derfor din opgave som besøgende at føre tingene tilbage til deres rette proportioner ­ at minde dem om, hvad man er optaget af i resten af verden (. . .). Men det kræver, at du har noget virkelig interessant at fortælle dem, ikke bare tom snak.''

Her taler du primært til den besøgende, men det er stort set samme besked, som du giver sygeplejerskerne: Vær nærværende, vær til stede! Og giv patienten mulighed for at følge med i verden uden for hospitalet.

Så hvad var det, der gjorde, at dit sprog overlevede næsten halvandet hundrede år, Florence?

Det primære er, at du skriver klart og enkelt.

Du er en tydelig afsender.

Du er skarp, sanselig og provokerende.

Du er personlig uden at blive privat.

Og så er du dybt og varmt engageret i vores fag og i vores muligheder for at udvikle det.

Hvor var det godt, du satte lampen fra dig og lod pennen finde papiret.

En formiddag i november åbnede jeg en brun papkasse med 67 plastikomslag, som hver især indeholdt resultatet af mange timers hårdt arbejde, nemlig besvarelserne på Sygeplejerskens læserkonkurrence.

Mens jeg læste materialet og brochurerne, tænkte jeg indimellem: ''hvor er det godt beskrevet,'' eller ''hvor er det er en god ide, at stille det op på den måde.'' Det var rart at se, hvor mange der havde gjort sig umage og tænkt sig om.

Samtidig fik jeg dog også lyst til at foreslå nogle ændringer, da der kun var få, der nærmede sig det perfekte. Da jeg i sagens natur ikke kan skrive til alle med skulderklap eller forslag, vil jeg i stedet komme med et par overordnede kommentarer, som dels rummer min personlige mening om nogle af de midler, der er brugt til at lægge stilen i teksterne, og dels nogle fakta om, hvordan tekster præsenterer sig bedst.

Venlig – ikke omklamrende

Tekster til patienter skal helst være skrevet i en tone, der er venlig, imødekommende, personlig og respektfuld.

Der er mange faktorer, der påvirker den tone, og hver enkelt af os må selvfølgelig vurdere, hvad der virker bedst i forhold til vores læsergruppe.

Et par stykker havde skrevet i jeg-form: ''Jeg vil gerne byde dig velkommen og præsentere mig'' og ''skal du til nogle undersøgelser, fortæller jeg dig om dem.'' Den form kunne jeg godt lide, fordi den gav mig en følelse af, at det var en rigtig person, der skrev, og jeg sad nærmest og glædede mig til at hilse på den fe, der ville dukke op og tage sig af mig.

Men indimellem kunne jeg også fornemme, at hvis man vælger at skrive i jeg-form, skal man passe på ikke at bruge ordet i hver eller hver anden sætning, fordi det samlede indtryk ellers kan blive for personligt, for omklamrende.

Valget mellem 'De' og 'du' som den venligste tiltaleform var i de fleste tilfælde faldet ud til fordel for 'du'. Personligt hælder jeg mest til 'De', fordi jeg synes, det er lettere at være for formel i en tekst, end det er senere at skulle rette op på en krænkelse. Men det vigtigste i denne sammenhæng er nu ikke, om man vælger det ene eller det andet, men at man i det hele taget vælger en af delene og for eksempel skriver ''De kan kontakte os...'' i stedet for at bruge upersonlige vendinger, der skjuler, hvem der skriver, og hvem der skrives til: ''Personalet kan kontaktes....''

En anden detalje, der betyder noget for tonen i en tekst, er, om man bruger både for- og efternavne på såvel patient som sygeplejerske, og der var da også et par stykker, der havde præciseret, hvordan de ville vælge.

Dilemmaet mellem at være personlig uden at komme for tæt på oplevede jeg også i et par tekster, hvor forfatterne ikke alene præsenterede sygeplejen og sig selv som professionelle, men også præsenterede noget af deres privatliv og dermed overskred en grænse – i hvert fald hos mig.

Som patient foretrækker jeg, at 'min' sygeplejerske møder mig som en absolut neutral person, for hvis jeg skal blotlægge noget, der er meget privat, eller hvis sygeplejersken skal behandle mig på en måde, der overskrider mine normer for almindelig omgang med andre mennesker, så er det væsentligt for mig, at jeg netop ikke opfatter hende som et hvilket som helst andet menneske, men alene som en sygeplejerske – der sagtens kan være varm og menneskelig alligevel.

Oser af effektivitet

Stilen i teksterne blev også påvirket af den måde, som forfatterne havde valgt at præsentere sig på. Eksempelvis blev sygeplejerskerne på et betalingssted præsenteret som ''velkvalificerede, erfarne og service-mindede,'' og jeg fik at vide, at de ''handler..., prioriterer..., og udvikler....'' Sådan en beskrivelse oser af effektivitet og gør, at jeg trygt tør overlade mit legeme i deres hænder – i hvert fald når det gælder instrumentel sygepleje, men hvis mit problem er, at jeg har sår på sjælen, så vil jeg sætte pris på at blive plejet af den type sygeplejersker, der giver sig god tid til at formulere længere og blødere sætninger, og som fortæller mig, at ''vi er gode til at opmuntre, og vi har stor forståelse for den enkelte patients svære situation.''

Der var også én, der slog en høflig stil an allerede på forsiden: 'Goddag! Det er hjemmesygeplejersken. Må jeg komme ind?' Kan man sige nej til sådan en henvendelse? Jeg kan ikke.

Eksemplerne viser, at der er mange muligheder for at skrive en tekst, der passer til lige netop det emne og den målgruppe, man arbejder med, og at små ting kan have stor effekt. I store træk synes jeg, at de indsendte brochurer har en venlig måde at møde patienterne på.

Bulede sætninger

Med hensyn til præsentationen af teksterne var det tydeligt, at mange havde tænkt over, hvordan det skulle gøres, men...

Side 43

Generelt er vi ikke særlig gode til at sælge varen – at præsentere teksten. Udseendet er fikst uden at være prangende, og ord, sætninger og tegn henslæber en trist og overset tilværelse. Sagt på en anden måde: når vi har strikket en rigtig flot og strålende tekst sammen, undslår vi os ikke for at pakke den ind i et trivielt layout med bulede sætninger, krøllede ord og et par rifter hist og her i tegnsætningen.

Jeg indrømmer gerne, at indholdet er vigtigt, men jeg påstår lige så gerne, at det er det første indtryk, der afgør, om man har lyst til at uddybe bekendtskabet.

Det er svært at sige noget generelt om præsentationen af samtlige brochurer, for det, den ene ikke har, har den anden og omvendt. Jeg vil alligevel trække nogle ting frem:

Layoutet er stort set nydeligt, selv om der er nogle smuttere. Et godt layout er blandt andet at bruge:

• bogstaver i passende størrelse, hvilket på en computer er punkt 10-12, for ældre læsere dog punkt 14

• gode skrifttyper, det vil sige normaltekst som denne, modsat kursiv, som er langsom at læse

• både små og store bogstaver, som er lettere at læse end udelukkende store

• god linieafstand og brede margener, så teksten fremtræder let og indbydende

• sidestørrelser i A5- eller dobbelt foldet A4-format, der gør siderne lette at overskue

• korte, tydeligt markerede afsnit eller i punkter – så det er let at orientere sig i informationerne.

Med hensyn til layout og teksternes umiddelbare fremtoning synes jeg, der var en tendens til, at siderne virkede kedelige: endeløse mængder af sorte ord i lige lange linier i lige lange spalter. Selv om det ikke skal ligne en udsalgsbrochure, kunne nogle pauser med lidt blankt papir eller måske små diskrete tegninger gøre teksterne mere luftige og indbydende.

Forfatterne havde ikke brugt ret mange billeder, men dem, der er, virker relevante og støtter budskabet i teksterne. Der var valgt enkle farver, som giver variation uden af flimre.

Målsætningssprog

Det største problem med at præsentere teksterne har været, at næsten samtlige forfattere har brugt et sprog, som er fyldt med alt for mange tunge ord i højtidelige vendinger.

''Din sygeplejerske vil være dig behjælpelig med at formidle kontakt til....'' ''Under opholdet samarbejder sygeplejerskerne om indlæggelsesforløbet med den henvisende afdeling, som er ansvarlig for undersøgelser og behandling.''

Sproget stammer blandt andet fra vores interne mål for sygepleje, og teksterne viser, hvor svært det er for os at slippe dette 'målsætningssprog', når vi henvender os til mennesker, som ikke tænker i vores baner.

''Det er vores mål, at du føler dig velkommen og tryg.'' ''Det er vigtigt, at du og dine pårørende oplever en tryg atmosfære med udgangspunkt i dine forventninger til indlæggelsen.'' ''Vi vil vejlede dig i sundhedsfremmende og forebyggende aktiviteter for at vedligeholde og genoprette din følelse af at være sund og rask igen.''

Vi har så forbistret svært ved at finde enkle ord, som bare fortæller, hvad det er, vi vil, kan og gør, og som forklarer hr. og fru læser, hvad det er for aktiviteter, de kan forvente at se en sygeplejerske udføre, og hvorfor det er heldigt for dem, at aktiviteterne udføres af netop en sygeplejerske og ikke af en person fra en anden personalegruppe.

Samtidig med at ordene og sætningerne var alt for tunge, glædede jeg mig over, at der ikke var brugt ret mange indskud, og at teksterne derfor var lette at forstå, fordi informationerne kom én ad gangen.

Et andet problem, som skæmmede nogle tekster, var tegnsætning. Jeg går ikke op i, om hvert eneste komma er sat korrekt, men beder som et minimum om, at forfatteren i hvert fald er konsekvent og sætter punktum efter hvert afsnit.

Et enkelt tip til nogle få forfattere er, at de med fordel kan øve sig i at sætte nogle flere punktummer. Mange, lange sætninger er keeeedelige.

En sidste krølle på indpakningen var stave- og slåfejl, og hvis man vælger at skrive, at sygepleje er at docere medicin, fortæller man den forbløffede læser, at sygepleje er at undervise hans piller. (Medicin doseres).

Det kan godt være, det er kedeligt at glatte bulerne og krøllerne, men det pynter på pakken.

Alt i alt må jeg dog sige, at den brune novemberkasse med alle besvarelserne var en gave fyldt med både varierede oplevelser og gode ideer, som jeg har taget til mig.

Jeg håber, at jeg med mine kommentarer har været i stand til at give nogle ideer til gengæld, og at jeg har givet nogle sygeplejersker lyst til at lære mere og at skrive videre. 

Nøgleord: Læserkonkurrence, patientinformation.

Jamen, vi har også været på skrivekursus,'' svarede oversygeplejersken, da jeg sagde, at det var en rigtig god artikel, han og kollegaen havde skrevet.

Artiklen var kort og koncentrerede sig om det væsentligste i et projekt, der havde strakt sig over flere år. Den fortabte sig ikke i processen, men redegjorde for formål, metode og de vigtigste resultater. Overskueligt og på helt almindeligt, uhøjtideligt dansk.

Sådan ser de desværre ikke altid ud, de manuskripter, der ender på mit skrivebord til den sidste redigering. Og det er ikke noget, man kan bebrejde forfatterne, for hvor skulle en sygeplejerske have lært at skrive en faglig artikel?

Nogle få har et naturtalent for overblik og systematik, og nogle er tilsyneladende også født med evnen til at skrive overskueligt og forståeligt. Resten skal lære det, og her er det, jeg godt kunne tænke mig at spørge de ledende sygeplejersker rundt omkring, om de har gjort sig klart, at det er deres ansvar?

Jeg har redigeret sygeplejerskeartikler i otte år efterhånden, og den udvikling, der er sket med artiklerne, er bemærkelsesværdig. For fem-seks år siden begyndte der at dukke en ny slags artikler op, nemlig artikler om kvalitetssikring og andre faglige udviklingsprojekter.

Jeg kan kun glæde mig på fagets og patienternes vegne over, at sygeplejersker er begyndt at arbejde systematisk med at udvikle deres praksis. Og jeg har stor respekt for dem, der kaster sig ud i det. Vel vidende, at de fleste skal starte helt fra grunden med at lære sig metoderne.

Nogle artikler afspejler da også, hvor svært det er at planlægge et projekt, afgrænse deltagergruppen på en fornuftig måde, gennemføre de rigtige før- og efter-undersøgelser, lave statistiske beregninger og meget mere, man som sygeplejerske ikke har lært i sin grunduddannelse.

Men her har jeg indtryk af, at der er hjælp at hente mange steder. Enhver sygeplejeledelse af en vis størrelse har en ansvarlig for kvalitetssikring og faglig udvikling. Der afsættes projekt- og udviklingspuljer, der ansættes projektmedarbejdere, og man er opmærksom på, at den afdeling, som går i gang, skal kunne trække på en eller anden, der ved noget om metoder.

Når det gælder om at formidle resultaterne, ser det til gengæld ud til, at man glemmer noget. Bliver der bevilget tid til at beskrive resultaterne? Og får forfatterne den vejledning, der skal til?

Jeg hører jævnligt fra sygeplejersker om projekter og erfaringer, som andre kunne have glæde af at læse om. Når jeg så spørger, om de ikke har tænkt på at skrive en artikel, lyder svaret tit, at jo, det har de, men det er svært at få tid, og der er så meget andet...

Det kan jeg sagtens sætte mig ind i, men det ville måske være lettere at finde tiden, hvis selve det med at skrive artikler ikke var så uvant og uoverkommeligt.

Når sagsmappen ender hos mig, kan jeg jo se på brevene, der ligger i den, at det somme tider tager halve år eller mere at få skrevet artiklen.

Der bliver givet megen vejledning undervejs af redaktionens sygeplejersker, nogle manuskripter er gået frem og tilbage flere gange, før de er klar. Og selv når jeg får dem til sidste redigering, kan der stadig ligge et par dages arbejde i at få afklaret tvivlsspørgsmål, omdisponeret afsnit, bearbejdet talmaterialet og så videre.

Jeg kan godt forstå, at nogle giver op undervejs. Men det er synd, for det kunne garanteret undgås, hvis der var mere hjælp at få for de sygeplejersker, der gerne vil skrive. Det er for sent, hvis vejledning i at skrive en faglig artikel først er noget, man kan få hos redaktionens sygeplejefaglige medarbejdere.

Med jævne mellemrum hører vi den klage, at det er for svært at få en artikel i Sygeplejersken. Underforstået, at redaktionens sygeplejersker stiller for skrappe krav.

Efter min mening er det ikke der, problemet ligger. Læserne har krav på, at artiklerne er i orden.

Problemet ligger hjemme på arbejdspladsen. Det er her, der er brug for skrivekurser til projektsygeplejersker og andre, der har gang i noget interessant. Eller andre tilbud, der kan lette arbejdet med at formidle resultater og erfaringer.

Projekter og udvikling i sig selv er fint nok, men det er en dårlig udnyttelse af de mange kræfter, der bliver investeret, hvis resultaterne ikke bliver formidlet.

Nu vil flere læsere komme med den indvending, som jeg også af og til hører fra sygeplejersker, som jeg opfordrer til at skrive: Du er journalist, det er meget lettere for dig at skrive en artikel, så vi synes, du skal komme ud og lave noget om vores projekt.

Det er bare ikke det, der er brug for, og det er i virkeligheden heller ikke det, læserne ønsker. Vi ved, at det, sygeplejersker allerhelst vil have mere af i deres fagblad, er faglige artikler, skrevet af de involverede sygeplejersker.

Til den udvikling af fagligheden, som sker i sygeplejen i disse år, hører også, at faget opbygger en tradition for, at man formidler erfaringer og diskuterer resultater.

Derfor, kære ledende sygeplejersker og alle andre, der sætter faglig udvikling i gang – sørg for, at formidlingen får sin plads som en naturlig og selvfølgelig del af projekterne.

Kirsten Bjørnsson er journalist på Sygeplejersken.

Sygeplejersker bliver i tiltagende grad forfattere af patientinformationer, praksisbeskrivelser, standarder, projektforløb og afhandlinger. Mange af disse tekster er af svingende kvalitet, for selv om standarden ofte er høj, når det gælder det faglige indhold, er den enten sat for lavt, eller også nås den ikke, når det gælder udformningen.

Begge årsager er uacceptable, og resultatet er, at en del af disse tekster aldrig bliver læst, nogle bliver ikke forstået, og nogle bliver ligefrem til grin. Når det sker, går det ud over faget som helhed, og sygeplejersker over det ganske danske land kan ikke forvente faglig respekt, når vi ikke engang er i stand til at kommunikere skriftligt, hverken med hinanden eller med andre. Hvis vi vil fortsætte med at skrive i samme omfang som nu, eller endda mere, bliver vi nødt til at udvide vores fagområde med en disciplin, der hedder – det gode sprog.

Det gode sprog består af nogle velvalgte ord og sætninger samt en ordentlig tegnsætning. Det gode sprog er en forudsætning for, at en tekst tiltrækker og fastholder læserne, så de rent faktisk læser, hvad der står. Det er nemlig ikke nok at være forfatter – man skal også vælges, og det bliver man nu en gang kun af læserne. For eksempel er dét at få en boganmeldelse i Sygeplejersken ingen garanti for, at kollegerne standser op og lader sig inspirere, og at skrive og udlevere en patientinformation betyder ikke, at den læses. Man skal vælges.

For at en tekst kan siges at være god at læse, skal læserytmen være i orden, hvilket blandt andet betyder, at læseren ikke skal holde pauser for at lede efter meningen i et ord eller en sætning, og det betyder også, at øjnene ikke hele tiden bliver standset af skråstreger, stavefejl eller lignende, for når vi læser, sker det ved, at vi læser højt indvendigt – og hvordan læser man en skråstreg højt?

I denne artikel får du forslag til, hvordan du kan formulere din tekst, så den er behagelig at læse. Jeg har anvendt eksempler fra tekster, som er skrevet af sygeplejersker (alene eller som medforfattere) og fra tekster, som er skrevet til sygeplejersker. Eksemplerne er uden forfatterhenvisninger, da artiklen er ment som en inspiration til at skrive videre og absolut ikke som en revselse.

Undervejs er der et par grammatiske begreber. Første gang de optræder, er de markeret med *, og for de læsere, der kun kender de latinske navne, er der en dansk-latinsk oversættelse i liste 1. 

Side 33

Jeg har gennem hele artiklen valgt at skrive 'hun' frem for det ulidelige 'hun/han'.

Basissproget er bedst

Når du skriver, er det vigtigt at vælge et sprog, som læseren forstår. Overordnet mener jeg dansk, men det danske sprog består af mange undersprog, og det er et af disse, du skal vælge, nemlig det, der kan kaldes basissprog. Andre eksempler på undersprog er fagsprog og kancellisprog. Jeg har valgt betegnelsen basissprog, da det er det sprog, vi lærer hjemme og i skolen, og som alle forstår. Det er enkelt konstrueret, men dækker samtidigt de flestes behov for at udtrykke sig præcist.

Ved siden af basissproget har vi hver især tilegnet os nogle andre undersprog, for eksempel fagsprog, alderssprog eller foreningssprog. Fagsprog er blandt andet at kalde lungerne for pulmones. Et alderssprog kan betyde, at nogle siger 'henrivende', mens andre siger 'sejt', og et foreningssprog betyder eksempelvis, at medlemmer af Dansk Sygeplejeråd skelner mellem overarbejde, merarbejde og inddraget fridag, mens andre måske kan nøjes med at sige ekstraarbejde.

Basissproget i Danmark er altså det fælles undersprog, som beherskes af samtlige dansktalende mennesker på tværs af enhver gruppering, og det er oplagt, at det er dét sprog, man skal benytte, når man vil skrive til andre. Af samme grund undrer det mig gang på gang, at det ikke sker. Hvad er det, der går galt? Manglende viden er en af årsagerne, og det vil jeg vende tilbage til, men et andet problem er, paradoksalt nok, at alle forstår det. Det giver simpelthen ingen prestige at anvende det. Man signalerer ikke, at man har været i stand til at hæve sig over basissproget og dermed nogle læsere.

''En fagmand, der skriver, så andre end hans kolleger kan forstå ham, løber stadig en risiko for at blive betragtet som mindre dygtig til sit fag, end hvis han skriver, så kun kollegerne kan følge med.'' Citat fra Politikens Håndbog i Nudansk (1).

Faldgruber

Der findes en del – ofte ubevidste – faktorer, der får forfattere til at svigte basissproget, og jeg vil kort nævne nogle af de faldgruber, du kan tage dig i agt for:

• Det giver prestige at anvende ord, som ikke er umiddelbart almindelige.

• Det kan være en vane. Man fortsætter med kendte ord og tegnsætninger uden at tænke over, om det kunne blive bedre.

• Afsmitning, det vil sige, at en patientinformation bliver farvet af forfatterens og afdelingens eget sprog, og et referat af en bog eller et foredrag kommer til at se ud som den originale tekst.

• Man kan tro, man skal leve op til nogle forventninger, som man tror, andre har, og hvis man skal aflevere en standpunktsbedømmelse af en studerende til sygeplejeskolen, mener man måske, at den skal have en vis snørklet form med en vis mængde særlige ord, for at overbevise sygeplejelæreren om, at man godt ved, hvad det handler om.

• Afstivning af sig selv: ''Når jeg skriver sådan, føler jeg mig klog eller ligner én, jeg ser op til.''

• Illusion. Ved at bruge bestemte ord og vendinger kan man bilde andre ind, at man eksempelvis er læge og ikke 'bare' sygeplejerske.

• Frygt for forandring og manglende vilje.

Prøv at finde ud af, om du ligger under for nogle uønskede påvirkninger, og skriv dernæst et sprog, du selv har valgt. 

Side 34

Uforståelige undersprog

Hvis en sygeplejerske skal skrive til nogle patienter, for eksempel breve eller vejledninger, skal hun både kende og bruge basissproget, hvilket de fleste er klar over, om end det som sagt kniber med at gennemføre det.

Men hvilket sprog skal en sygeplejerske bruge, når hun skal skrive til andre sygeplejersker? Du kan selvfølgelig bruge sygeplejefagsproget, men vær så venlig at lægge mærke til, at vores fælles fagsprog har nogle undersprog, som ikke alle sygeplejersker forstår. Som operationssygeplejerske har jeg et andet sprog end en hjemmesygeplejerske, og en teoretisk sygeplejerske har et sprog, der kan være så forskelligt fra mit som praksissygeplejerske, at jeg ikke kan forstå denne tekst fra vores fælles fagblad Sygeplejersken.

Afhandlingen fører den moralfilosofiske, moralpsykologiske og sygeplejeetiske teksttradition som belæg for sin position, men forholder sig kun polemisk til det spændingsfyldte i denne tradition: Den forholder sig slet ikke til, at grundperspektivet i afhandlingens egen position, 'den individuelle følelse', historisk er brugt som belæg for teorier, der fremmer ideen om den indre viljesenergi og intensitet hos det unikke historiske individ, den suveræne, der hersker og ud fra sin egen ret beslutter, hvad der skal være lov i et samfund(fx Carl Schmidt, nazismens teoretiker).

Forfatteren havde i sin indledning gjort opmærksom på, at hun kun skrev for andre teoretiske sygeplejersker, så hér er der for så vidt ikke noget problem. Det er der derimod, når en sygeplejerske tror, hun har kommunikeret med sine kolleger, og de så i virkeligheden er stået af for længe siden. For det første har hun spildt sin tid, for det andet får læserne aldrig glæde af hendes gode ideer. Jeg oplever, at problemet med uforståelige undersprog i sygeplejesproget hyppigst optræder i kommunikationen mellem (gamle) praksissygeplejersker og teoretikere (sygeplejelærere, studerende og akademikere), og min opfordring til alle sygeplejersker, uanset stilling, er: Brug det gode sprog, basissproget – også til fagfæller.

Ud med lange og formelle ord

Ordvalget er en af forskellene på basissprog og andre sprog, og i det følgende giver jeg en række eksempler på, hvor og hvordan du kan vælge for at slippe af med dårlige ord.

En overordnet regel er, at du skal undgå lange ord. Lange ord kan i sig selv være besværlige at læse, man da de samtidig er rigt repræsenteret blandt de ord, der gør en tekst formel, upersonlig og svær at forstå, skal du virkelig være efter dem med lugejernet.

Nogle af de ord, jeg vælger fra, virker måske ikke umiddelbart dårlige i dine øjne, for når man betragter dem hver for sig, er det overvejende ord, som næsten alle mennesker kender, men det er nu en gang sådan, at der ikke skal være ret mange af dem i en tekst, før helheden bliver påvirket, og læserytmen bliver ujævn eller endnu værre, slet ikke kommer i gang.

Ud over reglen om at undgå lange ord, skal du generelt undgå ord, der gør din tekst formel. En formel tekst kan man også kalde for stiv, gammeldags eller højtidelig, men uanset hvad du kalder den, skaber den afstand mellem dig og din læser. Formelle ord finder du til dels i en blandet gruppe, hvor lange og formelle ord kan erstattes direkte af nogle kortere med samme betydning, som i denne sætning: Den studerende indhenter tilladelse hos lederen, hvor der på et mere moderne dansk kunne stå: Den studerende får lov af lederen.

En anden gruppe formelle ord består af udsagnsord*, der slutter på -ende (lang tillægsform*), for eksempel stigende. Hvis disse ord skiftes ud med ganske almindelig nutid*, biver stilen i teksten lettere, og som eksempel kan sætningen: Den stigende aktivitet i afdelingen betyder, at . . . ændres til: Afdelingens aktivitet stiger, og det betyder, at . . . Formelle ord er også oppustede ord, som kan være opnå i stedet for nå og opstart i stedet for start.

Der findes rigtig mange formelle ord, og da de sniger sig ind i næsten alle tekster og samtidig er lette at skifte ud med nogle bedre, har jeg samlet en del eksempler i liste 2, 3 og 4.

Mennesker foran og bag ved ordene

Ord, som gør en tekst personlig, er mange gange bedre end neutrale ord, især i breve, men også i patientinformationer, praksisbeskrivelser og lignende, hvor det gerne må kunne ses, at der er mennesker både foran og bag ved ordene.

Side 35

En tekst er personlig, når den tydeligt viser, hvem der skriver til hvem, og det kan du blandt andet sikre dig ved at bruge personlige stedord* i stedet for man og i stedet for udsagnsord i passiv. Personlige stedord er jeg, du, han, hun, vi, I, de, De samt deres bøjninger: mig, dig osv. Udsagnsord i passiv ender på -es eller -s, for eksempel forefindes.

I stedet for at fortælle en patient, at: Man kan blive svimmel de første døgn efter . . . burde sygeplejersken henvende sig direkte til patienten og skrive: De kan blive svimmel . . .

Og i de følgende sætninger med udsagnsord i passiv: Praktikdelen bruges til . . ., Telefon forefindes ved trappen burde der stå: Du skal bruge praktikdelen til . . . og De kan finde en telefon ved trappen. 

Formelle ord gør en tekst højtidelig og skaber på den måde afstand til læseren.

Du kan sagtens bruge personlige stedord, selv om du skriver på en afdelings eller en institutions vegne, blandt andet i denne orientering fra en sygehusledelse: Man har fra ledelsens side lagt vægt på . . . Her ville det være meget mere personligt, hvis der stod: Vi har lagt vægt på . . . Det kræver naturligvis, at der er en tydelig afsender et andet sted i skrivelsen – i dette tilfælde hed papirets overskrift: 'Information fra ledelsen' – og hvis du skriver på brevpapir, er afdelingens eller institutionens navn ofte trykt på forhånd. 

Bland ikke personlig og upersonlig tekst – det virker rodet – som her: Kære Lisbeth. Vi har fået svar på dine blodprøver, og du bedes ringe angående en tid til samtale. Vælg stil, og skriv: Kære Lisbeth. Vi har fået svar på dine blodprøver. Ring, og få en tid til samtale.
 

En særlig gruppe ord, der er med til at gøre en tekst upersonlig, er sætningsord*. Sætningsord består af udsagnsord, som er ændret til navneord* ved at få tilføjet endelserne -else, -sel, -ing, -ning, -sion eller -tion, for eksempel er at undersøge blevet til undersøgelse. Sætningsord erstatter både grundled* og udsagnsled*, for eksempel undersøgelse i stedet for De skal undersøges, og det vil sige, at de erstatter en hel sætning, deraf navnet. Sætningsord gør teksten upersonlig, da de skjuler grundleddet og dermed eventuelle personer, som du kan se i dette eksempel: Den konstante vejrtrækning gennem munden vil ofte bevirke tørhed i mund og hals. Her kunne sygeplejersken trække patienten frem ved at skrive: De kan blive tør i mund og hals, fordi De bliver nødt til at trække vejret gennem munden. 

Sætningsord kan være med til at gøre en tekst tung og upersonlig.

Mange og lange sammensatte ord kan gøre en tekst besværlig at læse, blandt andet fordi de skal læses bagfra for at give mening. Navneordene er de længste, og udsagnsordene de hyppigste – i hvert fald i formelle tekster.  

Nogle sygeplejersker har en fin fornemmelse af, at det er godt at skrive personligt, men i

Side 37

stedet for at pakke sætningsordet ud, pakker de det ind i endnu flere ord, hvilket jeg vil illustrere med denne sætning: Undersøgelsen foregår på gynækologisk afdeling. Den kunne blive personlig: De skal undersøges på gynækologisk afdeling, men i stedet ser man ofte denne variation: De skal have foretaget en undersøgelse på gynækologisk afdeling.

De ekstra ord er ganske vist personlige, og meningen er da sådan set tydelig nok, der er bare ikke grund til at gøre det så langt og besværligt, og slet ikke hvis vi vil tage hensyn til, at nogle mennesker har endog meget svært ved at stave og læse.

Du kan se flere eksempler på sætningsord i liste 5.

Bændelormsord

Nogle ord kan kaldes dårlige, fordi de indeholder flere informationer på én gang. Det gælder de førnævnte sætningsord, som indeholder både udsagnsled og grundled, men det gælder i endnu højere grad for sammensatte navneord, for eksempel sommerferieplanlægningsmøde (møde for at planlægge sommerferie) og til dels også udsagnsord, for eksempel udskifte (skifte ud). Ord, som på den måde giver flere oplysninger på én gang, siges 'at være informationstætte' eller 'at have høj informationstæthed'. Betegnelsen bruges også om sætninger og tekster, men det er i alle tilfælde en dårlig egenskab, da læseren ikke kan nå at modtage og forholde sig til én information, før hun præsenteres for den næste.

Sammensatte ord er ikke kun dårlige, fordi de er informationstætte og upersonlige, de er også dårlige, fordi de skal læses bagfra for at give mening og derfor tvinger læseren til at zigzagge gennem teksten: fremad-baglæns, fremad-baglæns, som i dette referat: Mødet omhandlede deltidsansættelsesproblematikken. På flydende dansk kunne der stå: Mødet handlede om problemet med at ansætte på deltid. Sammensatte navneord kan gøres næsten uendelige, for eksempel sommerferieplanlægningsmødereferat, sommerferieplanlægningsmødereferatkopi, og derfor er der også nogle, der kalder dem bændelormsord.

Det er ikke alle ord, der har bedst af at blive delt, for eksempel tjenestetidsplan, hvorimod tjenestetidsplansændring er for langt. Der er ingen regler for, hvornår ordene bliver for lange, men du kan godt regne med at 'jo længere, jo værre'.

Der er flere eksempler på sammensatte ord i liste 6.

Erstat specielle ord med almindelige

Som nævnt er tekster besværlige at læse, når der er brugt informationstætte ord, men de mest besværlige tekster er dem, der er fyldt med ord, der er så specielle, at man slet ikke forstår dem, og hvor læserytmen derfor er fuldstændig spoleret. Personligt har jeg ikke noget imod, at rytmen forstyrres kortvarigt, fordi jeg skal gætte mig til betydningen af et ord (for eksempel om 'perciperende subjekt' betyder 'person, der sanser'), eller fordi jeg skal slå nogle enkelte ord op, men hvis det fortsætter og bliver besværligt, springer jeg gladeligt teksten over og vælger et af alle de andre tilbud, der er i tilværelsen – eller i Sygeplejersken – og det på trods af at jeg måske finder emnet både vedkommende og interessant. Eneste undtagelse er tekster, som jeg skal læse i forbindelse med eksempelvis uddannelse.

Som forfatter kan du godt gå ud fra, at andre læsere ligner mig, så hvis du vil udveksle synspunkter, gælder det om at erstatte så

Side 38

mange specielle ord som muligt med nogle almindelige.

Når du vurderer, om et ord er almindeligt eller ej, er det vigtigt at være opmærksom på den detalje, at ordet kan være kendt af din læser på to niveauer: På det ene niveau er hun fortrolig med ordet og forstår meningen, mens hun flyder let og ubesværet gennem en tekst. På det andet niveau kender hun ordet og forstår meningen, men kun hvis hun standser, tænker sig om og dermed bryder læserytmen.

Specielle ord kommer som sagt fra fagsprog (indbefattet vores egne underfagsprog), men som hovedregel er det ord, der står i en fremmedordbog, og i stedet for at skrive Afdelingen fungerer autonomt inden for universitetet kunne der lige så godt stå: Afdelingen fungerer selvstændigt inden for universitetet.

Du kan ikke helt undgå at bruge specielle ord, men så bør du forklare dem ved hjælp af basissprog, og du bør skrive basissprog først og dernæst de specielle ord. På den måde undgår du at efterlade en patient eller en kollega med følelsen af, at dit sprog er det, der først og fremmest bruges (og altså er det rigtige), og at læserens sprog hører til i en parentes. Som eksempel kunne denne indledning til en patientinformation: TUR-B = skrælning af blærepapillom (blærepolyp) skrives om, så den begynder med basissproget og supplerer med specialordene: Fjernelse af blærepolyp. Operationen kaldes TUR-B, og De vil muligvis møde dette udtryk. Der er flere eksempler på specielle ord i liste 7. 

Liste 7. Eksempler på specielle og almindelige ord

En forfatter bør foretrække almindelige ord, som hun kan regne med, at læseren forstår og helst også er fortrolig med.

Når du i øvrigt vælger ord, er det en god ide at bruge samme ord for samme ting i samme tekst, for hvis du eksempelvis skifter mellem plastikrør, kanyle, venflon og drop, kan læseren blive i tvivl om, hvorvidt ordskiftet markerer en reel forskel, eller om det blot er et rodet udtryk for manglende beslutsomhed hos forfatteren.

Og så skal du selvfølgelig bruge din sunde fornuft og undgå, at teksten bliver fjollet. En bækkenkoger skal ikke blive til 'en maskine, der koger bækkener', men du skal være fuldstændig sikker på, at hvert eneste ord er valgt med vilje og ikke med vane.

Lidt grammatisk repetition

Ud over at tænke grundigt over ordvalget i din tekst, skal du også tænke over, hvordan du laver sætninger.

Når man taler om sætninger og deres opbygning, kommer man ikke uden om at kende nogle få grammatiske begreber, og du skal allerførst vide, at en sætning kan deles op i led. Man regner med syv slags sætningsled, men de vigtigste er udsagnsled og grundled.

Udsagnsled: Sygeplejersken møder i aftenvagt. Rekreation tilrådes. Udsagnsleddet findes ved, at man kan sætte 'jeg' foran: Jeg møder. Jeg tilrådes.

Grundled: Sygeplejersken møder i aftenvagt. Rekreation tilrådes. Grundleddet findes ved at spørge med 'hvem' eller 'hvad' + udsagnsled: Hvem møder? – Sygeplejersken møder. Hvad tilrådes? – Rekreation tilrådes.

At finde grundled og udsagnsled kaldes også at sætte kryds og bolle, idet grundleddet markeres med et kryds, og udsagnsleddet med en bolle.

For at en sætning overhovedet kan kaldes en sætning, skal den indeholde både grundled og udsagnsled. Husk det!

De almindeligste sætninger er helsætninger (hovedsætninger) og ledsætninger (bisætninger).

En helsætning udgør en helhed, der kan stå alene, ofte en konklusion, og en helsætning

Side 39

er ikke led i en anden sætning. Sygeplejersken møder i aftenvagt. De er velkommen til at ringe.

En ledsætning er en sætning, der fungerer som led i en anden sætning: Sygeplejersken siger, at hun møder i aftenvagt. Hvis der opstår problemer, er De velkommen til at ringe. Ledsætninger indeholder ofte forklaringer, forudsætninger, årsager og begrundelser, og de begynder ofte med der, mens, selvom, som, når, hvis, hvem og de øvrige hv-ord.

Kommaer

Mellem ord og sætninger skal du jævnligt placere et tegn, da det viser, hvilke dele af din tekst der hører sammen, og hvilke der skal adskilles. Her får du nogle regler for de to vigtigste tegn, punktum og komma.

Punktum er et såkaldt stort tegn og sættes:

• Når en mening er slut, altså ofte efter en helsætning.

Bydemåde gælder for en sætning: Spis noget mindre. Dyrk noget motion.

• I forkortelser, blandt andet cand.cur., dvs. ca., mfl., f.eks. og bl.a. (I artikler til Sygeplejersken må der slet ikke være forkortelser, red.).

Komma, som er et mindre tegn, sættes mellem punktummerne og hjælper din læser med at holde rytmen og at forstå meningen. Alle kommaer sættes efter nogle ganske bestemte regler, der senest er revideret i 1996, og som skelner mellem traditionelt komma og nyt komma. Traditionelt komma hed tidligere grammatisk komma, og disse regler, der er fra 1986, er ikke ændret. Nyt komma har et regelsæt fra 1996, som afløser det, der før hed pausekomma, og som i en kort periode blev kaldt enhedskomma.

Begge kommaer sættes som sagt efter faste regler, så uanset hvilket regelsæt du vælger, er du nødt til at analysere din tekst, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at ramme en pæl gennem myten om, at det er tilladt – endsige læsevenligt – at strø tilfældige kommaer ud over en tekst og så gemme sig bag den påstand, at man bruger pausekommatering.

Om du vælger det ene eller det andet regelsæt, er en smagssag. Dansk Sprognævn anbefaler nyt komma (2), men hvis du vil have en tekst i Sygeplejersken, skal du anvende traditionelt komma (3). Heldigvis sættes de fleste kommaer ens, og jeg har lavet en liste med nogle af de vigtigste regler. Hvis du følger dem, skulle du kunne lave en tekst, der er god at læse, men hvis du vil skrive en korrekt tekst, må du læse litteratur, der uddyber emnet.

Både traditionelt og nyt komma sættes:

• Mellem helsætninger, hvor der ikke er sat et punktum: Ambulatoriet ligger i indgang 22, og røntgenafdelingen ligger i indgang 20. Selv om du udelader et udsagnsled i en helsætning, er det stadig en helsætning: Ambulatoriet ligger i indgang 22, og røntgenafdelingen () i indgang 20.

• Omkring indskud, der kan undværes: Sygeplejersken møder, igen i dag, i aftenvagt. Sygeplejersken møder i aftenvagt, igen i dag.

• Ved opremsninger, i stedet for og, men eller et eller. Personalet består af læger, sygehjælpere og sygeplejersker. (Personalet består af læger og sygehjælpere og sygeplejersker).

• Mellem tillægsord*, der fortæller noget om den samme ting eksempelvis en venlig, mandlig sygeplejerske. (En venlig og mandlig sygeplejerske).

• Foran tilføjelser, der forklarer og præciserer, for eksempel bl.a., fx, dvs., således, nemlig og selvom.

• Efter ledsætninger: At de får for lidt i løn, er sygeplejerskerne enige om. Traditionelt komma skal du desuden sætte:

• Foran ledsætninger: Sygeplejerskerne er enige om, at de får for lidt i løn.

Side 40

Nyt komma sættes ikke foran ledsætninger: Sygeplejerskerne er enige om () at de får for lidt i løn. (Og det er såmænd den største forskel på de to slags kommaer).

For begge kommaer gælder det i øvrigt, at du altid må sætte et komma – eller lade være – hvis det er nødvendigt for forståelsen, men hvis det er nødvendigt, er det nu bedre at lave en ny sætning, der ikke kan misforstås.

Skriv i helheder

Når du skal formulere sætninger, gælder det først og fremmest om at skrive i helheder og at komme til sagen med det samme.

At skrive i helheder betyder, at der helst kun skal være én information per sætning, altså at sætningen ikke må være informationstæt (jævnfør afsnittet om sammensatte ord). Du skal derfor bestræbe dig på at skrive korte sætninger og bruge masser af punktummer. En god sætning har ikke mere end 20-25 ord, og i stedet for denne sætning på 40 ord: Med udsendelsen af debatoplægget 'Sundhedspolitiske værdier og mål' i dette nummer af tidsskriftet samt afholdelsen af tre regionale sundhedspolitiske konferencer i november måned har Dansk Sygeplejeråd signaleret startskuddet til en debat om, hvilke grundholdninger det danske sundhedsvæsen bør bygges på, kunne der stå tre korte sætninger: Dansk Sygeplejeråd har udsendt debatoplægget 'Sundhedspolitiske værdier og mål' i dette nummer af tidsskriftet. Vi holder også tre regionale sundhedspolitiske konferencer i november måned. Dermed har vi signaleret startskuddet til en debat om, hvilke grundholdninger det danske sundhedsvæsen bør bygges på.

Den længste sætning er nu på 17 ord.

Korte sætninger kan også blive for korte, og hvis der samtidig er for mange af dem, falder de nærmest over hinanden og gør læseren lige så forpustet, som hvis der ingen pauser er: Dansk Sygeplejeråd har udsendt et debatoplæg. Det hedder 'Sundhedspolitiske værdier og mål'. Det er udsendt med dette nummer af tidsskriftet. Vi holder også tre regionale konferencer. Det bliver i november . . .

Hvor grænsen går, er en skønssag, men ofte er det godt at variere længden, og du må bruge din sunde fornuft, ligesom når du vælger ord.

Sætninger i punktform kan være en god mulighed, hvis du vil give din læser et hurtigt overblik over indholdet. Det er ikke alle emner, der egner sig til det. Men eksempelvis kunne disse to sætninger: Når du er færdig med at skrive en tekst, skal du først kontrollere de enkelte ord og dernæst sætningerne. Bagefter skal du se på tegnsætningen og til sidst på rytmen. Skrives således: Når du er færdig med at skrive en tekst, skal du kontrollere følgende: 1. Ordvalg, 2. Sætninger, 3. Tegnsætning, 4. Rytme.

Budskabet skal frem

I sætninger – som i tekster – skal du sørge for at komme til sagen med det samme, så din læser ikke når at undre sig over meningen med de indledende vendinger. Du kommer til sagen ved at begynde med en helsætning, som jo netop indeholder en konklusion eller et hovedbudskab, eksempelvis Dansk Sygeplejeråd vil rejse en sag. Efter denne meddelelse kan du komme med ledsætninger med argumenter og andre kommentarer, i dette tilfælde når der er grundlag for det. Mange forfattere skriver hovedsætningen til sidst, fordi det virker logisk at bygge en argumentation op, som munder ud i en konklusion: Når der er grundlag for det, vil Dansk Sygeplejeråd rejse en sag. Men i skriftlig kommunikation er det nu engang meget lettere at forstå en sætning, hvis man først får at vide, hvad det er, man skal forholde sig til og dernæst får at vide, hvorfor eller hvordan forfatteren er kommet frem til dette eller hint: Dansk Sygeplejeråd vil rejse en sag, når der er grundlag for det.

(Den originale sætning hedder: Når der er grundlag for at rejse en sag om erhvervsbetinget lidelse, herunder de psykosociale sager, civilretsligt, vil Dansk Sygeplejeråd rejse den. Den kunne lyde: Dansk Sygeplejeråd vil rejse en civilretlig sag om erhvervsbetinget lidelse, herunder de psykosociale sager, når der er grundlag for det).

Argumenter kan bestå af andet end ledsætninger, og for at du kan være sikker på at få konklusionen fyret af med det samme, er det en god ide at sætte udsagnsleddet så langt frem som muligt, og ikke, som i næste eksempel, at gemme ordet er bag 22 andre ord: For at støtte den enkelte efter en udskrivelse samt tilgodese en implementering

Side 41

af tillærte metoder, strategier og færdigheder i den virkelige hverdag er der på hjerneskadeafsnittet M et ambulant tilbud om at blive tilknyttet vores ambulantgruppe. Der kunne stå: På hjerneskadeafsnit M er der et ambulant tilbud om at blive tilknyttet vores ambulantgruppe . . .

Ledsætninger, der åbenlyst beskriver en årsag eller en grund, skal især sættes til sidst, og da de tit begynder med at, da, eftersom, fordi, idet og siden, skal du i praksis undgå at sætte et af disse ord efter et punktum.

Samtidig med at det er vigtigt at begynde med en helsætning, er det mindst lige så vigtigt, at den ikke deles, og at du altså ikke anbringer en ledsætning midt i en helsætning, så grundleddet står i den ene halvdel og udsagnsleddet i den anden.

Hvis det sker, skal din læser nemlig koncentrere sig om at huske første del af en sætning, mens hun præsenteres for én eller flere nye informationer i ledsætningerne, som hun så også skal huske, når hun læser resten af hovedbudskabet. Det kan se sådan ud (ideen er grundled, og er er udsagnsled): Ideen med at samle viden på sårbehandlingsområdet, så udviklings- og forskningsmuligheder kan etableres, er både tiltrængt og velkommen. I dette eksempel er sætningerne ikke ret lange, så det går an, men i længere eller sværere tekster er indskudte ledsætninger forvirrende og trækker læserens opmærksomhed væk fra indholdet. Det er derfor bedst at vænne sig til at se kritisk på delte helsætninger, det vil sige at holde øje med, at grundled og udsagnsled står så tæt på hinanden som muligt. Med et par mindre justeringer kunne eksemplet blive til: Det er en tiltrængt og velkommen ide at samle viden om sårbehandling, da det betyder, at der kan etableres udviklings- og forskningsmuligheder.

Mundrette sætninger

En sidste kommentar til, hvordan du danner sætninger, er, at de skal være mundrette og uden mærkelige og bagvendte formuleringer som: Herefter lægges i hånden et plastikrør, hvori man kan give beroligende og/eller smertestillende medicin. Det bør mindst rettes til: Herefter lægges der et plastikrør i hånden . . . og på personligt og nutidigt dansk kunne der stå: Herefter lægger vi et plastikrør ind i en blodåre på Deres hånd. Gennem plastikrøret kan vi give både beroligende og smertestillende medicin.

Næste eksempel stammer fra en patientinformation:

Rekreation

Almindeligvis tilrådes 1 uge efter operationen. Dette vil dog i høj grad være afhængigt af den enkeltes tilstand og erhverv.

Første sætning efter overskriften er hverken meningsfyldt eller mundret – prøv selv at læse den igen.

Der er sket det, at personalet har fjernet grundleddet (rekreation) fra sin plads og derefter skilt det eftertrykkeligt fra resten af meningen ved hjælp af både punktum og linieskift. Den kvikke læser kan nok regne ud, at 'almindeligvis tilrådes 1 uge efter operationen' drejer sig om rekreation, men hvorfor ikke skrive det? Og med tanke på at det er bedst at undgå formelle ord, lange ord og upersonlige formuleringer, kunne der stå:

Rekreation

Vi anbefaler, at De holder rekreation i 1 uge, men længden afhænger af Deres tilstand og erhverv.

De rigtige tegn

Sammen med gode ord og gode sætninger består en god tekst af korrekte tegn. Det vil sige, at du både skal sætte de tegn, der skal

Side 42

være der, og at du skal slette dem, der ikke skal være der. Forkerte og manglende tegn er irriterende, da de ødelægger forståelse og rytme.

De vigtigste tegn er som nævnt punktum og komma, og du kan aldrig lave en god tekst, hvis du ikke gør dig umage med minimum disse to. Læs denne sætning: Jeg kan i øvrigt oplyse, at vores medlemstal er hastigt stigende for første gang i flere år er vi langt over 1300 medlemmer. Havde du også problemer? Da jeg kom susende gennem teksten, kunne jeg i hvert fald ikke straks se, hvad der hørte sammen, og jeg læste, 'at vores medlemstal er hastigt stigende for første gang i flere år'/'er vi langt over 1300 medlemmer'. Sidste del af sætningen blev jo noget rent sludder med den pause, så jeg flyttede pausen frem og prøvede én gang til: 'vores medlemstal er hastigt stigende for første gang'/'i flere år er vi langt over 1300 medlemmer'. Det blev også noget vrøvl, så jeg prøvede én gang til og læste endelig, hvad der skulle have stået: Jeg kan i øvrigt oplyse, at vores medlemstal er hastigt stigende. For første gang i flere år er vi langt over 1300 medlemmer.

Det kunne også have været klaret med et komma.

Skriv det med ord

Der findes mange andre tegn (inklusive linieskift), men det vil føre for vidt at komme ind på alle de muligheder, der er for at bruge dem. Du får imidlertid et par korte råd om anførselstegn, udråbstegn, spørgsmålstegn, skråstreger og tankestreger, da der jævnligt er problemer med disse tegn.

Anførselstegn, også kaldet gåseøjne, bruges først og fremmest omkring citater, direkte og anført tale samt titler på eksempelvis bøger.

Kreative anførselstegn kan du bruge til at fremhæve nogle almindelige ord, som er brugt i en speciel betydning, eller ord, som i sig selv er specielle, det kunne være 'sygesøster' i stedet for sygeplejerske.

Nogle sygeplejersker har en særlig forkærlighed for at trække helt almindelige og udmærkede ord frem ved at bruge anførselstegn. Det efterlader mig med en stille undren, og efter min mening er kreative anførselstegn sjældent nødvendige, heller ikke her: Denne behandling er 'tæt på det naturlige' frem for hæmodialyse, men . . . Af artiklen fremgår det, at behandlingen rent faktisk ér tæt på det naturlige, så jeg synes ikke, der er grund til at udtrykke flere forbehold, end vendingen 'tæt på' selv antyder. Der kunne derimod være brug for et forbehold, hvis der stod: Denne behandling er 'naturlig' frem for hæmodialyse . . . På den måde fortæller forfatteren, at hun slet ikke mener, at behandlingen er naturlig, selv om det reelt er det, hun skriver. Eksemplet viser, at det generelt er bedst kun at bruge kreative anførselstegn, når de betyder såkaldt: 'Denne behandling er såkaldt naturlig, frem for hæmodialyse . . .'.

Udråbstegn bruges især efter bydemåde, og de er stort set ikke nødvendige i neutrale og saglige tekster. Sæt derfor ikke automatisk udråbstegn efter en sætning alene af den grund, at den er kort, at der er brugt bydemåde, eller at den rummer en opfordring. Hvis du vil fortælle, at der er noget, der forbavser dig, så skriv det med ord. Hvis du vil markere, at du mener, hvad du skriver, så skriv det med ord.

Spørgsmålstegn bruges efter et direkte spørgsmål, og derefter skal du begynde på en ny sætning og begynde med stort. Der skal ikke automatiske spørgsmålstegn efter sætninger, der begynder med mon, måske og så videre. Hvis du vil fortælle, at der er noget, der undrer dig, så skriv det hellere med ord.

Skråstreger gør læserytmen underligt hakkende, og da de som regel betyder og eller eller, er det bedre at skrive selve ordet, som i denne overskrift: Ambulant kontrol/udskrivelse, hvor der lige så godt kunne stå: Ambulant kontrol og udskrivelse. Og tidsmæssigt er det vel i virkeligheden omvendt: Udskrivelse og ambulant kontrol.

Tankestreger kan erstatte kommaer omkring indskud og foran tilføjelser, men virkningen kan være stærkere, da de skiller sig ud fra kommaerne i resten af teksten. Da de erstatter kommaer, skal de ikke bruges sammen med andre tegn.

En god tommelfingerregel for alle tegn er, at du kun skal bruge dem, når de er nødvendige. De mister deres effekt og giver et rodet indtryk, hvis de står alle vegne, og i følgende praksisbeskrivelse kunne der godt være redigeret og sparet på tegnene:

Jeg har en følelse af tilfredshed – godt begyndt er halvt fuldendt!

Og dog – patienten, som person, har jeg i dette forløb ingen kontakt haft til – er det

Side 43

fordi, jeg ikke har haft tid? – eller var lejligheden ikke til det?

Måske skulle jeg hér, i stedet for at drikke kafe, være gået ind til patienten?

Hvade det været patientens behov? – eller mit eget?

I dette tilfælde var det vel mit – patienten var vel i gode hænder hos mine kolleger – anæstesipersonalet?

Risikoen er, at læserens opmærksomhed fjernes fra indholdet og rettes mod udformningen, som i dette tilfælde også har et par stavefejl.

Forkortelser, understregninger og lignende er alle med til at påvirke læserytmen. En forkortelse betyder, at noget er udeladt og dermed underforstået, og en fremhævelse, af enhver art, markerer et skift i betoningen. Det kan alt sammen være vældigt nyttigt, men forkortelser skal du helst kun bruge, når de er så almindelige, at det virker anderledes at skrive dem helt ud, for eksempel med mere i stedet for m.m.

Det gælder også navneforkortelser, og medmindre en person eller et sygehus tiltales eller omtales med en forkortelse: 'fru P' eller 'RH', skal du ikke skrive det. Tekster til Sygeplejersken må ifølge den senest reviderede manuskriptvejledning slet ikke indeholde forkortelser.

Uheldig brug af understregninger, kursiv, fed tekst og store bogstaver kan give anledning til stille undren over, hvad forfatteren mener med at trække lige netop disse ord eller sætninger frem.

En god tekst er uden fejl

En god tekst er fejlfri, og selv om der er gradsforskelle på fejl, virker alle, uden undtagelse, forstyrrende, og det hedder ikke: 'At etablere god faglig praksis samt optimere personalets arrangement og evne til . . .', men: 'At . . . optimere personalets engagement og evne til...'. Det hedder heller ikke 'at profyllere sygeplejen', men 'at profilere sygeplejen'. Og denne forside fra en patientinformation: Operationen – adenoide vegetationer næse/svælg-rumspolypper hos børn burde hedde alt muligt andet, eksempelvis Operation for næse- og svælgpolypper hos børn. Jeg har strøget bemærkningen adenoide vegetationer, men hvis forfatteren skønner, at det er en væsentlig information for patienten, skal den selvfølgelig med igen.

Der er forskel på talesprog og skriftsprog, og selv om du siger: 'Det gælder om og huske . . .' så skrives det altså: 'Det gælder om at huske . . .', og selv om du snupper ord af i talesproget: 'Efter sonden er lagt . . .', skrives det: 'Efter at sonden er lagt . . .'.

Deciderede fejl (stave-, tegn- og sætningsfejl) nøjes desværre ikke med at ødelægge læserytmen, de påvirker også vores omdømme, og vi kan ikke kalde os professionelle, hvis vi leverer faglige tekster, der er fyldt med fejl. Sjusk, rod og ringe viden bør ikke forekomme i dansk sygepleje, heller ikke i det fag, der handler om kommunikation, i dette tilfælde skriftlig kommunikation. Tænk bare på latteren og kommentarerne i 1995, da vi mødte op i strejketrøjer, hvor vores egen titel ikke engang var stavet korrekt – der stod 'sygeplejesker'.

Side 44

Læs igen og igen og igen

Når du er færdig med at skrive alle dine tanker ned og forhåbentlig har skrevet masser af gode ord og sætninger, er det tid til at se på teksten som helhed og at kontrollere sproget. Du skal dels læse den igennem for at kontrollere rytmen, dels se den igennem: ét ord ad gangen (for at kontrollere, om der findes et bedre, og om det er stavet korrekt), og én sætning ad gangen (for at vurdere, om den kan blive enklere, og om tegnene sidder, hvor de skal). Brug eventuelt checklisten i liste 8. Det allerbedste er at læse teksten højt, da det giver et fint indtryk af læserytmen.

Du vil sikkert erfare, at din samlede tekst bliver længere end ellers, når du bruger korte ord og sætninger, men det skal du ikke bekymre dig om, for selv om nogle tror, at en kort tekst er hurtigere at læse end en lang, er det i denne forbindelse lige omvendt: mange læsevenlige ord er meget, meget hurtigere at læse end få besværlige.

Hver gang du har rettet i teksten, skal du læse den én gang til. Når du til sidst ikke kan finde mere at rette, lægger du teksten væk. Ikke noget med at lægge den i kopimaskinen eller i en kuvert og sende den videre. Nej, nu skal du glemme den. Glemme, hvad det var, du mente med ordene, og hvor det var, betoningen og pauserne skulle lægges.

Efter en hvileperiode (dage til uger) tager du teksten frem igen og læser. Læs friskt og frejdigt til, som om det er en helt ny tekst, der er skrevet af en anden og lige dumpet ind gennem brevsprækken. Hver gang der går kludder i rytmen, og du må læse en sætning om igen – fordi pausen skulle flyttes lidt, eller fordi udsagnsleddet forsvandt – betyder det, at du skal rette igen. Og læse forfra. Og rette. Og læse forfra. Og lægge væk. Og læse forfra. Og . . .

Du kan også benytte dig af en anden person, som læser teksten højt uden at have set den før. Hver gang, der går kludder i oplæsningen, skal du rette, og tro mig, til sidst lykkes det. Din tekst bliver nok ikke perfekt, det tror jeg, ingen af os er i stand til, men den bliver læsevenlig, og dermed et eksempel på sygepleje af god, solid kvalitet, baseret på viden og grundighed.

Lixtal

Hvordan måler vi kvalitet og standard? Ja, på det dagligdags niveau, hvor der ikke forekommer

'Side 45

patientforståelsesundersøgelser', må vi klare os med enklere metoder: Har du fulgt regler og anvisninger for dansk sprog? Og for godt sprog? Kan du selv læse teksten højt uden at snuble? Kan andre? Hvor mange? Hvem? Kan udenforstående forstå den? Får du de ønskede reaktioner? Hvem reagerer? Får du de ønskede adfærdsændringer?

Som et fingerpeg om hvor svær en tekst er at læse, kan man udregne noget, der hedder lixtal. Lixtallet siger ikke noget om selve indholdets sværhedsgrad, men derimod noget om formen, nærmere bestemt om du har sat masser af punktummer og brugt korte ord. Jo højere tal, jo sværere tekst. Men bland endelig ikke lixtal og intelligenskvotient sammen, så du tror, at jo højere tal, jo klogere forfatter.

• Lix på 55 og højere regnes for meget svær

• Lix på 45-54 regnes for svær

• Lix på 35-44 regnes for middel

• Lix på 25-34 regnes for let

• Lix på 24 og lavere regnes for meget let.

Lixtal skal beregnes på 'hele' tekster, det vil sige, at de for eksempel ikke må være opstillet i punkter, og det skal altid beregnes på en længere tekst, cirka 200 ord eller 20 punktummer.

Hvis du vil arbejde grundigt med lixtal, må du læse speciallitteratur, men for at vise, hvordan man gør – til husbehov – har jeg udregnet lix på en meddelelse fra en amtskreds, som fortæller, at den faglige sekretær er holdt op.

Teksten fortsætter: Amtskredskontoret håber på, at der hos vores medlemmer er forståelse for, at vi kan have problemer med at klare efterspørgslen, hvorfor vi herigennem opfordrer til at bruge de lokale tillidsrepræsentanter. Teksten har et lixtal på 60, og det er jeg kommet frem til ved at følge nedenstående brugsanvisning, hvor tallene til højre er fra det aktuelle eksempel.

A.
Tæl alle ord i teksten. Tal og forkortelser tælles som ord. Forkortelsen osv. består af tre ord. Tegn, der læses højt, for eksempel en skråstreg, regnes for ord. 

B.

Tæl alle ord i teksten. Tal og forkortelser tælles som ord. Forkortelsen osv. består af tre ord. Tegn, der læses højt, for eksempel en skråstreg, regnes for ord. 

C.

Tæl alle lange ord. Et langt ord er på syv bogstaver og derover, også selv om det er gemt i en forkortelse, et tal eller et symboltegn. Forkortelsen fx rummer et langt ord: 'for eksempel. Tallet 87 er langt: syvogfirs, og tegnene ' og % er lange: telefonnummer og procent. 

D.

A. divideres med B. Brug én decimal.   30,0

E. 
A. divideres med B. Brug én decimal.   30,0

F.

Læg D og E sammen. Dette er tekstens lixtal. 60,0

Som du ser, er lixen i denne ene sætning høj. Det siger intet om teksten som helhed, men det antyder, at hvis resten ligner, har forfatteren del i, at nogen ikke gider læse den.

For eksemplets skyld har jeg skrevet sætningen helt om, brugt korte ord, sat et punktum, barberet fyldet af og fået resultatet: Vi får nok svært ved at klare alle henvendelser, og det må I undskylde. Hjælp os, og brug tillidsmændene. Lixtallet er nu 27,5, og selv om sætningen blev rigeligt kort, viser det, at du let kan ændre lixtallet – endda ret meget.

Som et andet eksempel har jeg udregnet lix på første del af denne artikel. Frem til det afsnit, der hedder 'Ud med lange og formelle ord', er lixtallet cirka 43, men hvis jeg fjerner det svære eksempel, falder tallet til 41. Eksemplets lixtal er 79.

Der kan ikke sættes automatisk lighedstegn mellem en tekst med et højt lixtal og en dårlig tekst. Det skyldes, at nogle tekster behandler vanskelige emner og derfor ikke kan undgå at være svære at læse. En doktorafhandling vil sikkert altid ligge over 55, hvilket er helt o.k., men på den anden side set vil teksten alt andet lige være lettere at læse for opponenterne, hvis doktoranden sætter lix ned fra 85 til 75.

Sagt på en anden måde: Fordi du beskæftiger dig med et svært emne, som kræver andet end basissprog, har du ikke mere ret end andre til kun at interessere dig for indholdet og ladet det gode sprog passe sig selv.

Jamen, vil nogle måske indvende, man kan

Side 46

da ikke skrive 'paradigme' om til basissprog i samtlige tekster. Nej, det var da en skrækkelig tanke, men hvis du vitterligt har brug for ordet paradigme, skal du være endnu mere opmærksom på ikke at kombinere det med andre lange ord, som ikke er nødvendige. Og der er aldrig, aldrig, aldrig nogen undskyldning for ikke at sætte mange punktummer. Jo sværere emnet er, jo vigtigere er det at få én information ad gangen.

At det ikke bare er tom snak, at en forfatter kan påvirke lixtallet i forbindelse med et svært emne, kan du se af følgende eksempel, der i første omgang har et lixtal på 95: Hvor afgørende vigtigt, det i dag er at sætte en sådan syntetiserende, praktisk kulturel forståelsesmåde op, ikke bare mod den dominerende positivistiske objektivisme, men også mod den filosofiske henholdsvis etnometodologiske subjektivisme, der traditionelt har været reaktionen herpå som fx sygeplejens relationelle perspektiv, bliver nok først for alvor klart på baggrund af en videnskabelig skoling.

Ved at bruge et par sekunder på at sætte tre punktummer falder lixtallet helt ned på 54,4: Det er vigtigt, at vi i dag sætter en sådan syntetiserende, praktisk kulturel forståelsesmåde op mod to ting. Ikke bare mod den dominerende positivistiske objektivisme, men også mod den filosofiske henholdsvis etnometodologiske subjektivisme, der traditionelt har været reaktionen herpå. Sygeplejens relationelle perspektiv er et eksempel på dette. Hvor afgørende vigtigt det er, bliver nok først for alvor klart på baggrund af en videnskabelig skoling.

En tekst bør altid have så lavt et lixtal som muligt, uden at det ødelægger meningen.

Gode håndbøger om sprog

Hvis du har lyst til at læse mere om det gode sprog, vil jeg foreslå et par bøger. De er nemlig skrevet på et godt sprog.

Den ene bog, som er absolut uundværlig, er 'Politikens Håndbog i Nudansk' (1). Der er kommet en nyere udgave, end den jeg refererer til i litteraturhenvisningen, og den indeholder de nye kommaregler. Bogen er en guldgrube af oplysninger. Først og fremmest er der en grundig artikel, der hedder 'Godt sprog', men du kan også læse nærmere om brugen af lix, og der er artikler, der hedder 'Grammatik', 'Punktum', 'Komma' og så videre. I tilgift får du artikler med råd og anvisninger på notatteknik og mødereferater, kommunikation, udformning af stillingsansøgninger og gennemførelse af samtaler, brug af telefax, layout og meget, meget mere. Køb den bog!

Den anden bog er af Teddy Petersen og hedder 'Skriv let – og ej med næsen i sky' (4). Det er en lille bog på 120 sider, og den er både fornøjelig og inspirerende.

Er du specielt interesseret i det nye komma, findes der flere små bøger om emnet. En af dem hedder 'Sæt nyt komma' og er udgivet af Dansklærerforeningen i samarbejde med Dansk Sprognævn (5). Den forklarer brugen af komma ved hjælp af mange eksempler, og der er også nogle gode råd om, hvordan man kommer i gang – helt fra begyndelsen.

Som opslagsbog, når du skal kontrollere en stavemåde, er der flere muligheder. Hvis du køber en retskrivningsordbog, får du både en oversigt over rigssprogets almindelige ordforråd samt staveregler og retskrivningsregler. Hvis du vælger andre typer ordbøger, får du færre ord og dermed stavemåder, til

Side 47

gengæld får du eksempler på ordenes betydning og brug.

Er du vant til at bruge fremmedord, kan jeg anbefale en fremmedordbog. Ikke for, at du kan slå det op, du ikke forstår, men for at kunne oversætte til basissprog, for når man er vant til et fremmedord og dets betydning, er det tit svært at oversætte til dansk – men du bør, hvis det er muligt.

En synonymordbog er også nyttig, når det drejer sig om at vælge gode ord. Synonymer er nemlig ord, der er forskellige, men som betyder det samme, og som derfor kan erstatte hinanden.

Hvis du ikke vil købe bøgerne, kan du låne dem på biblioteket, hvor du i øvrigt kan finde mange andre bøger, der handler om, hvordan man formulerer en god tekst.

Hvis du synes, det lyder kedeligt at skulle bruge tid på at skrive et godt sprog, må du tænke på, at der gælder det samme for sprog som for andre dele af sygeplejen: når først man har lært reglerne, ved man, hvor og hvordan man kan tillade sig at bryde dem.

Du må også huske, at basissprog og godt sprog ikke er det samme som et kedeligt sprog. Et godt sprog er netop varieret, men det er kendetegnet ved at være omhyggeligt valgt af forfatteren, og du skal ikke være bange for at skrive enkelt, for det bliver aldrig forkert at blive forstået.

Til sidst et hjertesuk, som ikke handler om opbygningen af det gode sprog, men lidt om, hvordan det præsenteres, blandt andet i patientinformationer:

• Gør det enkelt, pænt og overskueligt. Begrebet 'sirlig' burde have en renæssance.

• Tag kun det nødvendige med.

• Sæt det i logisk rækkefølge.

• Brug tydelige afsnit og gerne punkter.

• Vær konsekvent: Er der streg under én overskrift, skal der streg under alle. Er nogle overskrifter formet som spørgsmål, er det bedst, hvis alle er det – og det skal i hvert fald ikke være tilfældigt.

• Brug få skrifttyper. Jeg sidder netop med en forside, der er sat sammen af hele syv skriftstørrelser, to skrifttyper, enkel og fed skrift samt et logo.

• Brug tegninger, som er enkle, tydelige, skematiske og vellignende. Find en tegning, du kan kopiere, eller find en person, der kan tegne.

• Tag ikke skæve og utydelige fotokopier. Teksten skal kunne læses.

• Sørg for rigtig rækkefølge, når du clipser flere sider sammen. Sørg for, at alle sider vender opad. Hvis du skal klippe en side over, så klip lige. Hvis du skal folde en side, så fold lige.

• Selvkritik, tak!

Litteratur

1. Jacobsen, HG, Jørgensen, PS. Håndbog i Nudansk. København: Politikens Forlag; 1995.

2. Dansk Sprognævn. Retskrivningsordbogen. København: Aschehoug Dansk Forlag; 1996.

3. Manuskriptvejledning for Sygeplejersken. Sygeplejersken 1998; (35):23-24.

4. Petersen, T. Skriv let – og ej med næsen i sky. København: Frydenlund/Media; 1997.

5. Jacobsen, HG. Sæt nyt komma. København: Dansklærerforeningen & Dansk Sprognævn; 1996.

Lisbeth Rosdahl er sygeplejerske med specialistfunktion ved Centraloperationsafdelingen på Roskilde Amts Sygehus. 

Nøgleord: Artikler, artikelskrivning, formidling, kommunikation, patientinformation, skriftlig kommunikation, sprog

Minoritetsbørnenes manglende danskkundskaber ved skolestart fik i maj 1996 Undervisningsministeriet til at komme med en ændring af folkeskoleloven, således at der nu er indsat en paragraf med følgende ordlyd: ''Der kan tilbydes tosprogede børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen, støtte til fremme af den sproglige udvikling med henblik på, at børnene tilegner sig dansk. Støtten kan gives i op til 3 timer dagligt''.

Definitionen på tosprogede børn er: Børn, der har et andet sprog end dansk som modersmål, og som først ved kontakt med det omgivende samfund, eventuelt gennem undervisning eller andre pædagogiske aktiviteter, tilegner sig dansk. Alle børn, der i det daglige har behov for og møder to eller flere sprog, betragtes som tosprogede, uanset niveauet af deres sprogfærdighed på de enkelte sprog.

Som opfølgning af loven nedsatte Undervisningsministeriet i samarbejde med Socialministeriet en arbejdsgruppe, der skulle udforme en vejledning til loven. Vejledning om sprogstimulerende tilbud for tosprogede småbørn foreligger nu, og den indeholder et afsnit om administrativ tilrettelæggelse og organisationsformer, der er særligt relevant for sundhedsplejersker.

Sundhedsplejersken

I afsnittet, der blandt andet handler om tidlig indsats og information til forældre, påpeges det, at sundhedsplejersken har en naturlig og vigtig rolle. Hun er kendt af familien gennem barnets første leveår og kan tale med forældrene om de sproglige og færdighedsmæssige krav, barnet stilles overfor i det danske samfund. Hun kan informere forældrene om de lokale tilbud for småbørn, og hun kan fungere som koordinator mellem kommunens pladsanvisning, lokale institutioner og forældre til tosprogede børn. I vejledningen foreslås det, at familier med tosprogede børn i tre- til fireårs alderen, der ikke er i dagtilbud, kan tilbydes besøg i hjemmet. Dette falder helt i tråd med loven om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge af 1. januar 1996. Her lægges der vægt på, at kommunerne følger børn med særlige behov ud over det første leveår.

Som et led i den samlede flygtningepolitik har Aalborg Kommune siden april 1994 haft tilbud om sundhedsplejerskebesøg til alle minoritetsfamilier med børn i 21/2- og 41/2-års alderen uden dagpleje- eller institutionsplads. I gennemsnit har det på årsbasis drejet sig om cirka 65 børn på 21/2 år og cirka 30 børn på 41/2 år. Samlet antal 0-6 årige er 721 per 1. januar 1998.

Forud for et besøg kontakter sundhedsplejersken familien, enten telefonisk eller per brev, oversat til de forskellige minoritetssprog. Her gøres det klart, hvad formålet er, således at forældrene har mulighed for at vælge, om de vil modtage besøg af sundhedsplejersken eller ej, men næsten alle tager imod tilbuddet. I en del familier kommer sundhedsplejersken i forvejen til mindre søskende.

Der afsættes halvanden time til et besøg, og i de fleste tilfælde er det tilstrækkeligt med et enkelt. Opfølgning sker dog til cirka 20 procent af børnene af forskellige årsager. Hvor der er kommunikationsvanskeligheder, er der tolk med.

Formålet med besøgene er:

• at give sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende vejledning specielt om udvikling og opdragelse, sprog, legetøj, kost med mere.
• at følge barnets udvikling og familiens trivsel og ved behov henvise til andre instanser samt oplyse om/motivere for daginstitution, legestue, mødregruppe.

Indholdet i et 21/2- og 41/2 års besøg retter sig i vid udstrækning efter, hvilke specifikke behov for vejledning der er i den enkelte familie. Ofte vil der være spørgsmål om kost og spisevaner, sygdom, hygiejne herunder tandhygiejne, opdragelse, påklædning, søvn og meget andet. Her skal det handle om sundhedsplejerskens rolle i forbindelse med tilbuddet om sprogstimulering. Som det fremgår, er der ikke lagt op til, at der foretages en screening af barnets sprog. Det ville også være yderst vanskeligt. Sundhedsplejersken må danne sig et billede af sprogudviklingen ved at spørge forældrene om deres egen vurdering af barnets sprog og ved sammen med tolken at observere, hvordan barnet taler med forældrene.

Bøger og legetøj mangler

I besøgene tager sundhedsplejersken udgangspunkt i de tanker, forældrene har gjort sig om deres barns fremtid og om de forventninger, det danske samfund har til tosprogede børn, om at lære dansk. Sundhedsplejersken kan gøre betydningen af børnenes modersmålsindlæring klart for forældrene og opfordre dem til, at de altid taler deres eget sprog i hjemmet. Umiddelbart er dette ikke altid indlysende for alle forældre, især ikke når de efterhånden selv opnår en vis sproglig kompetence på dansk. Modersmålet står som noget centralt, fordi det er en vigtig del af et menneskes identitet og det sprog, hvortil følelser er knyttet. Med et godt fundament i modersmålet er det desuden lettere at lære dansk.

En del børnebiblioteker har i dag et udvalg af billed- og eventyrbøger, bånd med musik og sange på forskellige sprog. Sundhedsplejersken kan i samtalen med forældrene om sprogtilegnelse anbefale, at de gør brug af disse ting. I mange monoritetsfamilier er der imidlertid ikke tradition herfor, ligesom legetøj også ofte mangler. Det skyldes blandt andet, at tilknytning til mennesker vurderes højere end tilknytning til ting, herunder legetøj. I hjemlandet ville legetøj desuden være unødvendigt, eftersom børn i stedet deltager i daglige gøremål, leger mere udendørs i store gruppelege og har flere familiemedlemmer til at tage sig af sig. I Danmark er situationen den, at børnene ofte mangler legekammerater og udfordringer. Hertil kommer, at ansvaret for opdragelsen alene hviler på forældrene. Sundhedsplejersken kan give vejledning om alderssvarende letgetøj i forbindelse med stimulation og beskæftigelse af børnene.

Dansk Pædagogik

Legetøj og organiseret leg indgår også som en vigtig del af det pædagogiske arbejde i børnehaverne. Legetøj symboliserer ofte de voksnes verden og forbereder dermed til voksentilværelsen. For danske forældre er dette velkendt, ligesåvel som opdragelsesmetoder og midler er det. Vi stiller i en tidlig alder krav til børnene om selvstændighed, og der tages udgangspunkt i det enkelte individ. Dette er i skarp modsætning til indstillingen i mange andre kulturer, hvor individet er forankret i en større enhed, slægten, og kravene mere går i retning af respekt og ansvarlighed over for familiefællesskabet.

Disse forskelle kan sundhedsplejersken diskutere med minoritetsforældrene. Hun kan forsøge at få dem til at forstå, at børnehaven ikke kun er en pasningsordning, men at de pædagogiske aspekter også for børnene betyder en forberedelse til det videre liv i det danske samfund, herunder skolegang.

Børnehaven

Ikke mindst den sproglige dimension er det vigtigt at få drøftet. Forældrene bliver til stadighed bombarderet med kravet om, at de selv lærer dansk hurtigst muligt. Derfor er det også forståeligt, at de mener, at det samme må gælde for deres børn. Det kan foranledige, at de ønsker børnene optaget i en dansk dagpleje eller i en ren dansk børnehave. Ensidig satsning på dansk sprog og kultur kan imidlertid føre til en begrænset kontakt forældre og børn imellem. Det er indlysende, at etniske minoritetsbørn, der vokser op i Danmark, skal lære at tale dansk og begå sig i det danske samfund. Men det er ikke helt ligegyldigt, hvordan denne proces foregår. Meget tyder på, at det bedst sker i dagligt og naturligt samvær med jævnaldrende danske børn. I relation til dette er en tokulturel børnehave, som der gives eksempel på senere, et godt tilbud, som sundhedsplejersken kan informere om og motivere forældrene til at benytte sig af.

Hun kan endvidere være behjælpelig med at skabe kontakt til Pladsanvisningen.

Aalborg Kommune giver ikke automatisk pædagogisk friplads til tosprogede børn. I hvert enkelt tilfælde vurderes behovet herfor, men sundhedsplejersken kan søge om opprioritering, hvis det skønnes nødvendigt. Det samme kan Social- og Sundhedsforvaltningens rådgivere, som også har en vigtig rolle, når det gælder information om tilbuddene på daginstitutionsområdet.

Modersmålspleje

Sprogforskere og andre eksperter er enige om, at det er mest hensigtsmæssigt, at etniske minoritetsbørn passes hjemme det første par år. Herved lærer de forældrenes kultur og sprog at kende, før de skal forholde sig til en anden kultur, den danske. Behovet for pasningsordninger til de mindre børn er imidlertid blevet mere aktuelt. Det skyldtes kravet om de voksnes deltagelse i danskundervisning og lov om aktivering, hvorved også kvinderne i højere grad er kommet på arbejdsmarkedet.

I Aalborg Kommune er der efterhånden oprettet et antal modersmålsdagplejer til at imødekomme dette behov. 34 dagplejere tager sig af i alt 110 børn. En modersmålsdagpleje har samme standard, indhold og struktur som en dansk, men dagplejeren er af samme nationalitet som børnene. Det betyder, at børnene får de bedste muligheder for at få stimuleret og udviklet deres sprog og kultur og dermed deres identitet. Den voksne er genkendelig og forståelig, hvilket giver tryghed. Dagplejerne kommer på kursus, som specielt er tilrettelagt for dem. Der er desuden ansat pædagoger, hvis opgave det er udelukkende at støtte og vejlede modersmålsdagplejerne.

Denne ordning bliver fulgt op af en tokulturel model på institutionsområdet. I en række børnehaver er der en dansksproget gruppe og 1 eller 2 tosprogede grupper på enten 5 eller 7 børn af samme etniske oprindelse. I alt er der 34 grupper med minoritetsbørn. Til hver gruppe er der knyttet en tosproget pædagogmedhjælper, hvis særlige kvalifikationer på sprog og kultur er en nødvendig forudsætning for det pædagogiske arbejde med børnene.

Pædagogikken lægger vægt på legen og på børnenes indflydelse på aktiviteterne.

Tosproget pædagogmedhjælper

Især ved starten i børnehaven, hvor børnene forstår meget lidt dansk, er den tosprogede pædagogmedhjælper en tryghedsskabende faktor og en vigtig identifikationsfigur. Den tosprogede pædagogmedhjælper er desuden bindeled mellem minoritetsforældrene og institutionen ved at bistå personalet i forældresamarbejdet.

Pædagogerne i tokulturelle institutioner har en særlig opgave i at holde sig ajour med fagligt stof vedrørende tokulturel og tosproget opvækst. Der arrangeres derfor løbende kurser og temadage om emnet, ligesom der er mulighed for at få supervision i det daglige arbejde. En pædagogisk konsulent er ansat til at varetage disse opgaver.

Modersmålsdagpleje og tokulturelle institutioner har fungeret i cirka 10 år i Aalborg Kommune, og erfaringerne er positive. Når den opsøgende indsats til 21/2- og 41/2 års minoritetsbørn i Sundhedsplejen ses i sammenhæng med ordningen på dagpleje- og institutionsområdet, er der kontinuitet i integrationen.

Indskolingen viser, at etniske minoritetsbørn, der har været i tokulturelle institutioner – og det har 80 procent i Aalborg – klarer sig bedst. I august 1997 begyndte 139 etniske minoritetsbørn i skolernes børnehaveklasser, heraf kun 12 i modtageklasse med specialundervisning. Med andre ord, 127 børn havde tilstrækkelige danskkundskaber til, at de kunne deltage i undervisningen sammen med deres danske kammerater. Der er derfor ikke i Aalborg Kommune planer om at foretage egentlige ændringer i relation til paragraf 4a i folkeskoleloven.

Signe Rimmer er sundhedsplejerske og flygtningekonsulent i Aalborg Kommune.

Nøgleord: Minoriteter, modersmål, småbørn, sprog, sundhedspleje.

Årsager

Afasi opstår, når der sker skade på områder af hjernen, som har betydning for de sproglige funktioner.

Hos langt de fleste mennesker er sprogfunktionerne lokaliseret til venstre hjernehalvdel (venstre hemisfære).

Skaderne kan være af traumatisk art, som det ses ved kontusion af hjernen, for eksempel i forbindelse med trafikulykker, og de kan opstå som følge af operationer i hjernen. Skaderne kan være af anoksisk art, som det ses hos patienter, der har haft respirations- eller hjertestop, eller de kan være af cirkulatorisk art, som det ses ved aneurismer og apopleksi. I disse tilfælde vil afasien opstå akut og uventet.

Afasi kan også opstå ved langsomt fremadskridende sygdomme som tumorer i hjernen, demens samt degenerative cerebrale lidelser som for eksempel Alzheimers sygdom og Creutzfeldt Jacobs sygdom.

Apopleksi er den hyppigste årsag til afasi, og her er der i langt de fleste tilfælde tale om blodprop i et af de kar, der forsyner hjernens venstre halvdel med blod.

I otte af landets 14 amter har man organiseret behandling af apopleksiramte i specialafsnit. Det er en meget positiv udvikling, men behandlingstilbuddet er stadigvæk meget varierende på landsplan. Mange apopleksiramte indlægges på almenmedicinske afdelinger med helt andre interesseområder end apopleksi, og man kan mange steder ikke tilbyde patienten undersøgelse ved talepædagog/logopæd (herefter talepædagog) eller neuropsykolog.

Her er det særligt afgørende for den afasiramte, at læger, sygeplejersker og ergoterapeuter har viden om afasisygdommen og engagerer sig i at støtte patient og pårørende med information og træning.

På de afdelinger, som ikke har talepædagoger og neuropsykologer, vil det ofte være ergoterapeuterne, der foretager afasiudredning og sproglig træning.

De er uddannede til opgaven, men der er også her stor forskel på, hvor mange ressourcer den enkelte afdeling råder over.

Til gengæld er der taleinstitutter i alle amter. Alle – det vil sige personale på sygehuse, i hjemmeplejen og på plejehjemmene samt pårørende og patienten selv – kan henvende sig til amtets taleinstitut og bede om et tilsyn af en talepædagog.

Hemisfærernes funktioner

Hos langt de fleste mennesker styrer venstre hjernehalvdel den dominante hånd og sprogfunktionen, og man taler da om, at venstre hemisfære er dominant (1).

Af andre funktioner i venstre hemisfære skal nævnes matematiske færdigheder, evne til at analysere, til at fokusere på detaljer og at arbejde med flere på hinanden følgende opgaver (sekventielt).

Derudover ligger hukommelse for sproglige stimuli i venstre hjernehalvdel. De positive og optimistiske følelser som for eksempel glæde og tro på, at træningen vil give resultat, er knyttet til venstre hjernehalvdel. Hertil kommer en emotionel tilstand som eufori og ligegyldighed over for vanskeligheder.

Det er blandt disse funktioner patienten med venstresidig hjerneskade har mistet færdigheder og evner.

Patienter med skade i venstre hjernehalvdel har – med ganske få undtagelser – sygdomserkendelse.

For at forstå hvilke funktioner, der må antages at være intakte, og som man derfor blandt andet kan satse på i genoptræningen, skal man også kende til funktionerne i højre hjernehalvdel.

Funktioner knyttet til opfattelse af og bevægelse i rum og retning er knyttet til højre hjernehalvdel, som for eksempel evnen til at tegne.

De musiske funktioner styres fortrinsvis fra højre hjernehalvdel.

Med højre hjernehalvdel opfatter vi helheder, vi arbejder med flere opgaver på en gang (simultant), og her har vi hukommelse for visuelle stimuli.

Følelserne, der er knyttet til højre hjernehalvdel, er de 'negative' og pessimistiske følelser som sorg og frygt.

Nyere forskning i følelser knyttet til de to hemisfærer stiller dog spørgsmålstegn ved antagelsen om, at de to hemisfærer kontrollerer modsatrettede følelser (3, side 368).

Det er dog en generel erfaring i arbejdet med apopleksiramte, at patienter med venstresidig hjerneskade har tendens til at reagere med modløshed og pessimisme, og at en del patienter med højresidig skade virker påfaldende ubekymrede og mangler erkendelse af deres handikap. 

 Side 23

Symptomer

Afasisymptomerne hænger sammen med skadens placering og skadens omfang. Skadens placering og omfang hænger, når der er tale om apopleksi, sammen med, hvilke kar der er ramt af blodpropdannelse eller blødning. Hvilke symptomer den enkelte afasiramte får, afhænger af, hvilke sproglige funktioner der er påvirket af skaden og hvilke der er intakte.

Der findes mange afasisymptomer. Som sygeplejerske må man kende dem for at blive i stand til at imødekomme den afasiramte. For at forstå neuropsykologers og talepædagogers undersøgelser skal man kende de faglige betegnelser for de hyppigst forekommende afasisymptomer. Her er en liste over sprogfunktioner, som kan påvirkes ved afasi:

• dysprosodi – den normale sprogmelodi er påvirket eller mistet
• ordmobiliseringsbesvær – problemer med at få ordet frem
• ordknaphed – ordproduktionen er nedsat, telegramstil
• verbal amnesi – problemer med at huske kendte ord
• anomi – problemer med at finde det rette ord
• parafasier – forveksling af ord (lyd- eller ordparafasier)
• neologismer – selvopfundne ord
• dys/agrafi – påvirket eller mistet evne til at skrive
• nedsat eller mistet auditiv kontrol – nedsat eller mistet evne til at høre egne talefejl
• agrammatisme – påvirket eller mistet evne til at udtrykke sig grammatisk korrekt
• dys/aleksi – påvirket eller mistet evne til at læse
• dys/akalkyli – påvirket eller mistet evne til at regne.

I Danmark omtales afasi ofte som 'ekspressiv' og 'impressiv' afasi, og ikke sjældent som om der var tale om et enten-eller. Det er korrekt, at der er tale om skader på ekspressiv eller udadgående sprogfunktioner som tale og skrivefærdigheder, og på impressive eller indadgående sprogfunktioner som sprogforståelse og læsefærdigheder.

Når man har beskæftiget sig med afasiramte en tid, bliver man klar over, at der er tale om et både-og snarere end et enten-eller.

Afasiramte har oftest skader på såvel sprogforståelse som læseevne, sprogproduktion og skriveevne, blandt fagfolk omtalt som de fire modaliteter. Hertil kommer ofte problemer med at udtale ordene rigtigt, og med at regne (akalkyli).

Nogle patienter har tendens til at blive hængende i et ord eller vende tilbage til det, når man er gået videre til noget nyt (perseveration).

Ifølge 'Manual of Aphasia Therapy' (2) vil man ved grundig undersøgelse af patienter med meget lette afasisymptomer kunne finde tegn på en kompromitteret sprogforståelse, ligesom deres ekspressive sprogfunktioner også vil være ramt.

Tilsvarende vil man ved meget grundig undersøgelse af svært ramte afatikere kunne finde tegn på en vis sprogforståelse.

Klassifikation

I 1861 påviste den franske kirurg Paul Broca en sammenhæng mellem en erhvervet sprogforstyrrelse med udtalte taleproblemer og en skade i den bagre del af frontallappen i venstre hemisfære. En halv snes år senere opdagede den tyske neurolog Carl Wernicke, at patienter med skader i bagre, øvre del af temporallappen i venstre hemisfære fortrinsvis fik problemer med sprogforståelsen.

Han kunne konstatere, at der findes to områder i hjernen med betydning for sprogfunktionerne (1).

Siden da har der været mange forsøg på at klassificere afasi i en række afasiformer (3). Det har vist sig meget problematisk. Der er et utal af kombinationsmuligheder mellem de mange sprogforstyrrelser. Patienter med blodpropper som årsag til afasien hører til den gruppe, der lettest lader sig klassificere, fordi skaderne rammer de områder af hjernen, som forsynes med blod fra bestemte blodkar. Således rammes over 50 procent af apopleksipatienter af skader i arteria cerebri media. Patienter med andre årsager til hjerneskaden kan for cirka 40 procents vedkommende slet ikke klassificeres, da skaderne giver meget forskelligartede sprogproblemer.

Afasiformer

Den mest anvendte klassifikation er Boston-klassifikationen, som, med udgangspunkt i patientens evne til flydende tale, opdeler afasi i to hovedformer: flydende og ikke-flydende afasi, herunder global afasi, hvor patienten er svært ramt på alle fire modaliteter.

Med flydende tale menes ubesværet tale med bevaret sprogmelodi og talehastighed. Der lægges ikke her vægt på, om talen er forståelig.

Hvis man hører en patient med flydende afasi på så lang afstand, at man ikke kan skelne ordene, men blot høre talen, vil man ikke kunne opfatte, at der var noget galt. Eller sagt på en anden måde, en udlænding ville ikke få mistanke om, at patienten havde et sprogproblem.

Helt anderledes med patienten med ikke-flydende afasi. Hans tale mangler fuldstændig den normale sprogmelodi, hans ordproduktion er meget sparsom og ordene kommer med stort besvær, stødvis og med pauser mellem ordene.

I skema 1 er de afasisymptomer, sygeplejersken hyppigst møder i sin kontakt med den afasiramte, opstillet med angivelse af deres forekomst ved de forskellige afasiformer.

Omkring 80 procent af apopleksiramtes afasi kan klassificeres i kortikale og subkortikale syndromer med underopdelinger, med udgangspunkt i skadens placering og/eller bestemte afasisymptomer.

Her skal blot redegøres for de mest karakteristiske symptomer ved flydende afasi inklusive Wernickes afasi, og ikke-flydende afasi inklusive Brocas afasi og endelig global afasi. 

Side 24

Flydende afasi

Patienten har bevaret sprogmelodi, bruger mange ord på at give et budskab og kun få af ordene er meningsbærende. Der forekommer agrammatisme og tendens til at bruge parafasier (lydparafasier: hun i stedet for han, ordparafasier: kniv i stedet for gaffel) og neologismer, altså ord, som patienten kommer til at sige, og som måske giver mening for ham, men ikke for omgivelserne.

Sprogforståelsen kan være kompromitteret eller bevaret, patientens evne til at høre og eventuelt kritisere egen tale kan være kompromitteret.

Wernickes afasi

En patient med Wernickes afasi taler i en rivende strøm, og man kan være nødt til at afbryde ham, hvis man vil sige noget. Der er mange parafasier og neologismer, således at sproget er præget af sort tale. Wernickeafatikeren opfatter ikke nødvendigvis, at tilhøreren ikke forstår ham. Han kan i visse tilfælde have en fornemmelse af, at der er noget galt ved det han siger, uden at han kan rette sig selv.

I andre tilfælde hører han ikke, at hans tale er uforståelig, og gør derfor heller ikke forsøg på at rette sine fejl. Hans sprogforståelse er kompromitteret, og hans læse- og skrivefærdigheder er hårdt ramt af afasien.

Et eksempel på en Wernickeafatikers tale (1):

Terapeuten (T): ''Hvor er det, De bor, fru K?''

Patienten (P): ''Nej, jeg boger ikke.''

T: ''Men hvor bor De?''

P: ''Borer?''

T: ''Hvilken adresse har De?''

P: ''Niks, nej, det kan jeg ikke sige, ikke direkte, nej, ikke sådan.''

– og et eksempel på en neologisme:

T: ''Hvilken etage er det?''

P: ''Et trin og en knudelok som kendt.''

Ikke-flydende afasi

Talen er præget af sparsom sprogproduktion. Nogle patienter kan kun sige enkelte ord som ja og nej, som måske endda anvendes forkert. Patienten med et lidt større ordforråd taler i telegramstil og med grammatiske fejl. De få ord, patienten kan producere, er ofte meningsbærende, men der kan forekomme parafasier.

Sprogforståelsen kan være mere eller mindre ramt, det samme gælder læseevnen. Nogle ikke-flydende afatikere kan høre deres fejl og forsøger at rette dem.

Skriveproblemerne afspejler taleproblemerne.

En patient med svær ikke-flydende afasi vil for eksempel skrive ulæselige streger og tegn.

En afasiramt med begyndende sprogfunktion kan måske skrive enkelte ord, som for eksempel navnet på sin datter. Det kan være til opmuntring for patienten og de pårørende, men vil sjældent kunne anvendes som kommunikationsmiddel.

Dog kan enkelte afasiramte, specielt de yngre, med ikke-flydende afasi skrive mere eller mindre korrekt på en computer.

Brocas afasi

En patient med Brocas afasi har især tidligt i sygdomsforløbet et meget begrænset ordforråd og stort besvær med at få ordene frem.

Sproget er præget af de meningsbærende ord, så det lykkes ofte Broca-afatikeren at gøre sig forståelig. Den motoriske melodi er beskadiget. Broca-afatikeren har udtalt auditiv kontrol, og han vil sandsynligvis prøve at rette sine fejl. Det vil ofte være svært, men man kan hjælpe ham ved at sige den første lyd i ordet (prompting), hvorefter patienten i en del tilfælde vil kunne sige hele ordet.

Sproget er ofte grammatisk dårligt. Patienten har en god sprogforståelse. Han er den patient, om hvem sygeplejersken skriver: ''Han siger ja og nej og få andre ord, men han forstår alt.'' Det sidste er nok langtfra tilfældet, men det kan være, at patienten klarer sig godt i et rutinepræget hospitalsmiljø, men det betyder ikke, at han forstår de ord, han hører, men at han kan slutte sig til meget.

Et eksempel på Brocas afasi (1):

T: ''Kan De fortælle lidt om, hvordan De har det?''

P: ''Ja – ja – har fået – nej – nej – jeg har måttet – nej – nej – nu – der –''

T: ''Hvordan har det været i denne uge?''

P: ''Jo – det – er gået – godt''

T: ''Så det har været lidt bedre i denne uge?''

P: ''Ja – forrige – gang – å – ja – ikke – ikke – aldeles ikke – hvad dag''

T: ''Der er ikke sket noget særligt?''

P: ''Nej – jeg – skal – til – øjenlægen – den – fjerde – nej forrige – nej – tirsdag – nej – onsdag – nej – torsdag kl. 10 – nej et kvarter – over otte.''

Global afasi

Patienten med global (eller total) afasi er hårdt ramt på alle fire modaliteter: sprogforståelse, taleevne, læse- og skrivefærdigheder.

Han forstår ikke sproglige henvendelser og kan ikke selv gøre sig forståelig. Det sidste skyldes blandt andet, at afatikere ofte er ramt af andre kognitive forstyrrelser end de rent sproglige.

Dette var nogle af de almindeligste afasisymptomer. I de fleste tilfælde er der tale om blandingsformer. Det er ikke så tit man ser patienter med en ren Broca eller en ren Wernickes afasi.

Diffentialdiagnoser

Nogle patienter lider af dysartri, det vil sige talevanskeligheder som følge af parese af de muskler, der

Side 25

bruges til talen, altså et rent motorisk problem, altså ikke afasi, der opstår som følge af beskadigelser af de områder i hjernen, som har med sprogfunktionerne at gøre.

Det er vigtigt at konstatere, om en patient har afasi eller dysartri. En patient med dysartri har intakt sprogforståelse, han kan læse, skrive, regne og bruge kommunikationshjælpemidler.

En anden differentialdiagnose er oral apraksi, altså mistet evne til at anvende taleapparatet, ligesom apraksi af håndens funktion kan forhindre patienten i at skrive eller bruge kendte, dagligdags redskaber. Oral apraksi gør det vanskeligt for patienten at bruge tungen, forme læberne og udføre tygge- og synkebevægelser.

Mange patienter med afasi har også oral apraksi.

Det gælder for såvel dysartri som oral apraksi, at skaderne sidder i hjernen i de områder, der styrer motoriske funktioner.

Ledsagesymptomer

Hvis afatikeren kun var ramt på de sproglige funktioner, skulle man tro, at han ville kunne klare sig i kommunikationssammenhænge, som vi andre ville kunne, hvis vi for eksempel kom til Kina.

Vi ville bruge tegnsprog, pege på ting og mennesker, bruge livlig mimik og udtrykke os med et overdrevent kropssprog.

Men som nævnt har mange afasiramte flere kognitive forstyrrelser.

Man kan ikke undgå at bemærke, om en patient har afasi. Men der kan gå nogen tid før sygeplejersken eller andre, der har med den hjerneskadede patient at gøre, opdager andre kognitive forstyrrelser. ''De usynlige handikap'' er en meget rammende betegnelse for de kognitive forstyrrelser (3).

En patient med en venstresidig hjerneskade kan være ramt af agnosi, der defineres ved helt eller delvis mistet evne til at genkende genstande ved hjælp af syn, hørelse eller berøring.

Han kan være ramt af apraksi, helt eller delvis mistet evne til at udføre en dagligdags handling. Apraksien har ikke noget at gøre med lammelse eller spasticitet, men skyldes vanskeligheder ved at programmere en handling, som for eksempel at tage sit tøj af eller på.

Vanskeligheder med at strukturere handlinger, problemer med opmærksomhed og koncentration, med hukommelse og evnen til at tænke abstrakt, er med til at gøre det vanskeligt for patienter med venstresidig hjerneskade at følge en simpel opfordring som for eksempel ''Peg på det, du vil have.''

Diagnostik

En sygeplejerske med erfaring i pleje af patienter med apopleksi vil hurtigt blive klar over, om en ny patient har afasi. Men det er lægen, der på mistanke om afasi henviser patienten til talepædagog og – hvor der er adgang til det – neuropsykolog med henblik på nærmere udredning.

Talepædagogen og neuropsykologen vil i samråd med det øvrige team vurdere, hvornår den afasiramte er klar til en nærmere udredning af afasien. Patienten skal have overvundet den træthed, der ofte sætter grænser for træningen i de første dage til uger af et apopleksiforløb. Desuden skal patienten være i stand til at bevare opmærksomhed og koncentration under en undersøgelse, og endelig skal han være indstillet på at blive undersøgt. Hos en deprimeret og krisepræget patient, som ikke kan klare den konfrontation, der ligger i undersøgelsen, må man afvente afasiudredningen til patienten er i stand til at medvirke. Talepædagogen og det øvrige team må da på andre måder støtte patienten såvel med hensyn til muligheder for kommunikation som med kriseintervention.

En patient med afasi har ofte også andre kognitive forstyrrelser og bør derfor vurderes af neuropsykologen. Neuropsykologen tester såvel kognitive forstyrrelser som blandt andet opmærksomhed, koncentration og hukommelse og sproglige funktioner. Det er talepædagogen, der udfører den egentlige afasiudredning og diagnostik og iværksætter træning.

Efter opdelingen i flydende og ikke-flydende afasi følger undersøgelse af de ekspressive sprogfunktioner. Talepædagogen foretager en nærmere analyse af indholdet af sprogproduktionen.

Hun noterer, hvor mange ord afatikeren siger imellem to vejrtrækninger, antallet af meningbærende ord kontra fyldord, korrekt anvendte ord, forvekslede ord (parafasier), patientens egne, måske helt uforståelige ord (neologismer), sætningernes længde og det grammatiske indhold.

Hun observerer, om patienten selv kan høre sine sproglige fejl, og om han forsøger at rette dem.

Sammenholdt med patientens evne til at benævne foreviste genstande eller billeder og patientens evne til at gentage ord foretages en underopdeling af de to afasiformer, altså den flydende og den ikke-flydende afasi.

Patientens skriveevne undersøges, og her har de fleste patienter det problem, at de skal skrive med venstre hånd. Det hører med til afasiudredningen at udspørge patienten eller en nærtstående pårørende, om patienten er højre- eller venstrehåndet. Hos omkring 33 procent af venstrehåndede og én procent af højrehåndede findes sprogcentrene i højre hjernehalvdel.

Man kan ofte se, at patientens taleproblemer afspejler sig i skriveproblemerne.

Efter undersøgelsen af de ekspressive sprogfunktioner vurderer talepædagogen patientens evne til at forstå sproglige henvendelser af varierende kompleksitet. Det bemærkes, om patienten selv er klar over, at han har forståelsesproblemer, og hvordan han reagerer på dem.

Side 26

Talepædagogen undersøger patientens læseevne ved først at bede patienten læse ganske enkle tekster højt. Afhængig af patientens vanskeligheder vil hun begynde med enkelte, korte ord eller korte sætninger, og herefter stige i sværhedsgrad, indtil hun har afdækket patientens ressourcer og problemer.

Træning

Afasitræning bør, som den øvrige rehabiliteringsindsats, tage udgangspunkt i patientens ressourcer som blandt andet patientens interesseområder, sproglige formåen – også fremmedsprog – og bevarede musiske evner.

Et nært samarbejde med patientens pårørende er en væsentlig forudsætning for at få oplysninger om patientens ressourcer og mestringsstrategier før sygdommen.

Patientens stærke sider kan udnyttes som springbræt for afasitræningen. Det er en af grundene til, at vi skal huske på funktionerne i den raske hjernehalvdel.

Sygeplejersken har til opgave i samarbejde med patient, pårørende, læger, terapeuter, talepædagog og neuropsykolog at afdække og beskrive patientens sproglige og øvrige ressourcer såvel som hans vanskeligheder.

Det er bestemt muligt at hjælpe en del afasiramte til at genvinde nogle af de tabte sprogfunktioner og/eller at lære metoder til at kommunikere uden sprog. Resultatet af behandlingen er afhængig af mange faktorer.

En patient, der er i krise, deprimeret, ude af stand til at koncentrere sig eller som har svære hukommelsesproblemer, kan for en tid være ude af stand til at medvirke til træning af de sproglige funktioner.

En afasiramt, som er i stand til at koncentrere sig, som har en vis sprogforståelse og som kan høre og rette sine egne fejl og som er motiveret for taletræning, har naturligvis større sandsynlighed for at forbedre sin sprogfunktion.

Ifølge den nye lov om specialundervisning for voksne, der trådte i kraft 1. januar 1996, har en voksen, der har fået en funktionsnedsættelse, som for eksempel afasi, ret til undervisning, hvis det kan påvises, at der er en rimelig forventning om, at et undervisningstilbud kan hjælpe patienten med at kompensere for handikappet. Som noget nyt skal underviseren nu kunne se en sproglig fremgang eller i det mindste en forbedring af kommunikationsevnen hos den afasiramte, hvis der fortsat skal kunne tilbydes undervisning.

Behandlingsprincipper

Afasitræning kan opdeles i træning af impressive funktioner, ekspressive funktioner og generel kommunikation. Der findes forskellige metoder og hjælpemidler til brug i træningen.

En stor del af træningen kan i dag foregå ved hjælp af computertræningsprogrammer som for eksempel programmet 'Afasi 3.1'. En anden vigtig kilde til træning er dagligdagens brugsgenstande, bøger, billeder og alt, hvad der interesserer den afasiramte.

Talepædagogen arbejder med træning at de impressive funktioner, eksempelvis ved at patienten på skærmen ser et billede af en genstand. I siden af billedet er der en ordliste, og patienten skal da klikke på det ord i ordlisten, der betegner den viste genstand.

De ekspressive funktioner trænes gennem at øve læsefunktion og stavning, og der trænes med synonymer og sætningsfuldendelse i forbindelse med kendte ordsprog, som for eksempel ''Ikke alt, hvad der skinner er . . . ''

Der arbejdes med kategorisering ved hjælp af billedkort. Patienten skal her samle de kort, der viser billeder af genstande inden for samme kategori. Der kan være tre billeder af frugter og et billede af en stol. Eller patienten skal nævne samlebegrebet for billeder af en spurv, en stork, en papegøje og en solsort.

Generel kommunikation

Talepædagogen kan arbejde med, at patienten genlærer dagliglivets fraser som ''goddag'' og ''farvel,'' ''hvordan går det?,'' tilpasset patientens niveau.

Hvis patienten slet ikke har noget talt sprog, kan hun arbejde med at lære patienten at nikke og ryste på hovedet.

En del af træningen sigter på at lære patienten at udtrykke sig ved hjælp af mimik og gestus.

Mange af talepædagogens metoder kan følges op af patientens sygeplejerske, pårørende eller andre, hvis patienten er motiveret for det.

Træningen fortsætter efter udskrivelsen på et taleinstitut i amtslig regi, så længe patienten er motiveret, og så længe der stadig sker fremskridt med hensyn til kommunikationen.

Træningsmetoder

Der findes mange muligheder for træning af afasiramte, og der udvikles til stadighed nye metoder.

Her er eksempler på nogle træningsmetoder, som følges i USA, hvor man arbejder efter Bostonmetoden.

'The Process Approach' udmærker sig ved, at man ved undersøgelsen af patienten ikke blot hæfter sig ved slutresultatet (antal rigtige svar, opnåede point), men ved de strategier og metoder, patienten anvendte i sine forsøg på at besvare spørgsmålene.

Han tager med andre ord udgangspunkt i processen og ikke blot i resultatet af undersøgelsen.

Eksempel:

Undersøgeren spørger den afasiramte: ''Hvor mange dage er der i en uge?''

Patienten svarer: ''En, to, tre, fire, fem, seks, syv.''

Side 27

Patienten klarer sig ved at tælle op til syv.

- eller patienten svarer ''seks, nej en mere.'' Han kan besvare spørgsmålet ved hjælp af omskrivninger.

- eller patienten tegner et syvtal i luften, og klarer sig ved hjælp af gestus

- eller patienten svarer ''byv,'' altså med en litteral parafasi (bogstavombytning).

Disse fire eksempler demonstrerer fire forskellige patienters strategier og muligheder for at løse en opgave.

Ved at give patienten opgaver, hvor han kan udnytte sine personlige strategier og problemløsningsteknikker, kan man bane vejen til succes med træningen.

En test kan afsløre patientens ressourcer og vanskeligheder inden for forskellige semantiske områder (genstande, bogstaver, former, handlinger, farver, tal, kropsdele er eksempler på forskellige semantiske områder).

Hos den patient, som viser sig stærkest i farver og næststærkest i genstande, vil behandleren begynde sprogtræningen med opgaver inden for det semantiske område farver.

Han kan bede patienten nævne farver på testkort eller ting i lokalet. Han kan dernæst understøtte patientens ressourcer inden for den næstbedste semantiske gruppe, som her var genstande, ved at koble farver og genstande sammen: røde æbler, blå himmel, grønt græs og senere bringe tal ind: tre røde æbler, en blå bil, fire gule blomster og så videre.

Det er vigtigt, at oplysninger om patientens strategier og stærke semantiske grupper gives videre fra talepædagogen og neuropsykologen til det øvrige behandlerteam og de pårørende, som derved bedre kan tolke og forstå patienten og eventuelt understøtte den igangværende taletræning.

MIT, Melodic Intonation Therapy, tager afsæt i mange svært ramte afatikeres evne til at synge med på velkendte sange med fuldstændig korrekt tekst, skønt de ikke er i stand til at producere nogen selvstændig tale.

Det er med til at give den afasiramte en god oplevelse

Side 28

både sprogligt og socialt. Det kan være meget befriende også for medpatienter, pårørende og personale at synge sammen med en global afatiker, men der ligger desværre ingen sprogtræning for den afasiramte i det at kunne synge en tekst, som er blevet automatiseret. Eller sagt på en anden måde: Der er ingen dokumenteret overførselsværdi til tale.

Som sygeplejerske bør man synge med de patienter, der har glæde af det. Det kan give en rigtig god stemning på en stue, hvis man synger sammen, for eksempel mens man gør klar til at hjælpe patienten i bad.

Ved MIT udnytter talepædagogen sprogets naturlige melodi, som overdrives og trækkes ud.

''Vi skal spii-se'' har sin egen melodi, ligesom ''Good-nat, og sov godt'' og ''Vi ses i-moor-gen.''

Prøv selv. Talepædagogen kan i begyndelsen klappe patientens raske hånd til ordenes rytme. Hos nogle patienter kan denne metode hjælpe patienten i gang med sproget.

Pres på for patientens skyld

Det er en væsentlig forudsætning for den tværfaglige indsats for afasiramte og deres pårørende, at sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter og læger er velorienterede om neuropsykologens og talepædagogens undersøgelser og træningsmetoder, for at det samlede team kan støtte og imødekomme den afasiramte på kvalificeret vis.

Men der er lang vej, før alle afasiramte i landet får det specialiserede behandlingstilbud, som blandt andet gives på flere af landets apopleksiafsnit.

Hvad kan vi gøre som sygeplejersker for at fremskynde denne udvikling? Der er i hvert fald tre muligheder:

• at sygeplejersker, der er beskæftiget med afasiramte, stiller krav til deres ledelse om at påvirke beslutningstagere på det overordnede og det politiske niveau til at stille de nødvendige ressourcer til rådighed for behandling af afasiramte
• at sygeplejersker, der arbejder i velfungerende tværfaglige team omkring afasiramte, beskriver deres metoder og arbejder på at dokumentere og udbrede de opnåede resultater
• at vi i FS15 (faglig sammenslutning af sygeplejersker, der arbejder med neurokirurgiske og neurologiske patienter) udarbejder og ajourfører en oversigt over de steder, der har organiseret apopleksiafsnit i såvel den akutte fase som genoptræningsfasen. Det vil lette mulighederne for at danne netværk mellem etablerede apopleksiafsnit og afdelinger, der påtænker at organisere sig i apopleksiafsnit.

Litteratur

1. Borenstein, P. og Hjelmquist, E: Afasi, undersøgelse og behandling. København: Munksgaard 1984.
2. Helm-Eastabrooks Nancy and Albert, Martin L. Austin: Manual of Aphasia Therapy. Texas: Pro-ed 1991.
3. Gade, Anders: Hjerneprocesser. København: Frydenlund 1997.

Forfatteren arbejder på genoptræningscentret i Esbønderup.

Nøgleord: Afasi, apopleksi, klinisk sygepleje '98.

Pleje og behandling af afasiramte bør organiseres med så få personer i et tæt tværfagligt samarbejde med patienten som muligt. En patient med sproglige problemer vil bruge mange ressourcer på at gøre sig forståelig og på at lære nye navne og nye mennesker at kende.

Det er almindelig praksis på apopleksiafsnit i Danmark, at man tilstræber at tildele patienten en kontaktsygeplejerske, ligesom patienten også er tilknyttet fast fysio- og ergoterapeut. Det bliver på denne måde et tværfagligt team, der sammen bliver ansvarlige for hele forløbet.

På Genoptræningscentret i Esbønderup arbejder vi i tværfaglige team. Vi har erfaring for, at de er med til at skabe den tryghed og tillid, der er nødvendig i sygeplejen til afasiramte, at kontaktsygeplejersken er sammen med patienten ved lægens journaloptagelse og terapeuternes første kontakt med den nye patient. Kontaktsygeplejerskens opgaver er blandt andet at foretage indlæggelsesinterviewet og planlægge plejen fra den første dag, og hun er patientens kontaktperson i samarbejdet med de pårørende og den primære sundhedstjeneste.

Dataindsamling

Det er afgørende for det videre samarbejde med en patient, der er ramt af afasi, at dataindsamlingen giver et dækkende og nuanceret billede af patienten.

Hvis der ikke er pårørende med ved indlæggelsen, må sygeplejersken hurtigst muligt og helst i løbet af den første indlæggelsesdag kontakte patientens nærmeste pårørende.

Den tidligere kontakt har til formål at sikre informationer om patientens vaner, interesser, sociale netværk, kost og særlige behov. Sygeplejersken indsamler over tid personlige data om patienten med udgangspunkt i dataindsamlingsskemaet i referenceprogrammet 'Sygepleje til patienter med afasi' (1).

Ved den første personlige kontakt med patientens nære pårørende kan sygeplejersken opfordre dem til at komme med nogle af patientens personlige ting, som for eksempel billeder af familie eller venner med navn på, privat tøj, makeup og gerne den musik, patienten plejer at lytte til.

Når patienten er omgivet af velkendte ting, som kan hjælpe med at understrege hans identitet, har alle, der kommer i kontakt med den afasiramte, emner, som kan danne udgangspunkt for samtale i det daglige samvær med patienten.

Sygeplejerskens data om patientens interesser og hjemlige forhold bør være tilgængelige for hele teamet omkring den afasiramte.

Dataindsamlingen om den afasiramtes fysiske, psykiske og sociale forhold sker for en stor del i et nært samarbejde med de pårørende. Dataindsamlingen vedrørende patientens sprog og sprogforståelse sker også i samarbejde med de pårørende og i høj grad med det øvrige team, ikke mindst med talepædagogen.

Afasipatienten er et godt eksempel på en patient, hvor behovet for åbenhed mellem faggrupperne er særlig stort. Jo bedre vi bliver til at dele vores viden om afasipatienten med hinanden, desto større udbytte får patienten af det tværfaglige behandlingstilbud (2).

Der arbejdes med større åbenhed blandt andet i forbindelse med dokumentation, men der er lang vej til det fælles tværfaglige arbejdsredskab, vi vil få med indførelsen af den elektroniske patientjournal.

I sin dataindsamling om patientens sproglige funktioner noterer sygeplejersken, om patienten har forståelsesproblemer, og om det gælder særlige semantiske områder. Hun undersøger, om det hjælper på forståelsen, at hun kun bruger få ord, taler langsomt, at de er alene, om det hjælper at vise de ting, de taler om, og om patientens forståelsesproblemer eksempelvis hænger sammen med træthed og tidspunkt på døgnet.

Hun noterer sig, hvordan patienten reagerer på sine forståelsesproblemer. Lægger han mærke til det, generer det ham, slår han det hen med en undskyldende hovedrysten eller slår det ham ud?

Hun bemærker sig, hvordan patienten kan gøre sig forståelig. Hvor stort er hans ordforråd og bruger han ordene rigtigt? Har han udtaleproblemer, har han gavn af, at hun hjælper ham, eller vil han ikke afbrydes? Er det et nederlag for ham, når det lykkes, eller opdager han ikke, at han ikke bliver forstået?

Hun lægger mærke til, om han har perseveration, om hans hukommelsesspændvidde er begrænset til få ord, og om han har brug for lang tid til at give sit svar.

Side 32

Hun kan, eventuelt efter aftale med talepædagogen, prøve at lade patienten skrive eller tegne det, han har svært ved at sige. Situationen kræver god tid og ro.

Sygeplejersken noterer sig, hvad der gør patienten glad. At hun er glad og taler eller nynner, eller at hun er stille?

Hun bemærker og beskriver, om patienten har problemer med opmærksomhed, koncentration og hukommelse, og om der sker bedringer undervejs i forløbet.

Sanseapparatet

Sygeplejersken observerer patientens hørelse for at sikre sig, at kommunikationsproblemerne ikke forværres af nedsat hørelse. Rensning af høreapparat eller en øreskylning kan i nogle tilfælde hjælpe, ligesom hun er opmærksom på en tandprotese, der ikke passer ordentligt, og rensning af munden for madrester efter måltiderne, så patientens tale ikke bliver svær at forstå af disse grunde.

Mange apopleksiramte får halvsidigt, samsidigt synsfeltudfald (homonym hemianopsi). Efter en tid lærer mange patienter at kompensere herfor ved at 'skanne' med blikket hen over det, de skal se. Der kan også komme andre problemer med synet efter en apopleksi, og det kan være vanskeligt at afklare hos en patient med sprogproblemer. Alle må være opmærksomme på sanseproblemer, som yderligere kan vanskeliggøre den afasiramtes muligheder for kommunikation.

Information fra pårørende

For at sikre en løbende kommunikation med de pårørende, og for at tilgodese deres særlige behov for gensidig information om den afasiramte, kan det anbefales at have en form for kontaktbog, hvor personale og pårørende kan meddele sig til hinanden. På Genoptræningscentret i Esbønderup har alle afasiramte et kladdehæfte til dette formål. Her står navnet på patientens kontaktsygeplejerske, fysioterapeut, ergoterapeut og talepædagog. Personalet skriver hver dag til de pårørende og hinanden om dagens hændelser, de besøgende opfordres til at skrive, at de har været der, og gerne hvad de har oplevet sammen med patienten, og ikke mindst hvornår de kommer igen.

På den måde kan de pårørende give hinanden gode ideer til samvær med patienten som en tur hos købmanden, sidde stille og holde i hånd, se på fotos fra fælles oplevelser, høre musik, spise en is . . .

Det er vigtigt at give ideer videre om ting, der stimulerer og glæder den afasiramte.

Plejeplan

I plejen af afasiramte er det nødvendigt at udarbejde en særlig plejeplan for kommunikation.

Det er ikke sygeplejerskens opgave at stille en afasidiagnose. Det er mere værdifuldt, at hun fordomsfrit observerer og beskriver, præcis hvad hun ser og hører. For at få et nuanceret billede af patientens ressourcer og problemer skal hun netop være åben for alt, hvad patienten præsenterer hende for. Har hun først tænkt på en bestemt diagnose, som for eksempel Brocas afasi, kan hun forfalde til at hæfte sig ved alt det, der bekræfter hendes diagnose. En åben observation er vigtig, ikke mindst fordi der ofte er tale om blandingsformer.

Med udgangspunkt i de indsamlede data formulerer hun sygeplejediagnoser, opstiller mål og beskriver meget konkret sine handlinger. Den konkrete anvisning af handlingerne er med til at sikre kontinuiteten i behandlingen af patientens sprogproblem.

''Patienten har svære impressive vanskeligheder'' giver ikke læseren meget at gå videre med.

Men ''Poul reagerer ikke på spørgsmål som: ''Er du træt?'' men han har flere gange forstået mimik og gestus: jeg gaber og peger spørgende på Poul, som smiler, og gerne vil i seng'' viser, hvordan man kan kommunikere med Poul.

Da patienten ikke selv kan fortælle, hvordan han skal hjælpes med at kommunikere, må sygeplejersken nøje videregive sine observationer om, hvordan man kan komme den afasiramte i møde.

Her er et eksempel:

Sygeplejediagnose:

På grund af ikke-flydende afasi har Poul svært ved at udtale de første bogstaver i et ord. Han opgiver ofte efter få forsøg.

Mål:

• at der etableres kommunikationsmetoder
• at Poul bliver i stand til at kommunikere

Handling:

Efter aftale med talepædagogen siger sygeplejerske de første lyde i et ord, for eksempel ''ka. . .ka. . .,'' så siger Poul ''kaffe.''

Plejeplanerne evalueres og justeres løbende på baggrund af oplysninger fra de pårørende, nye opdagelser af metoder, der er egnede til at hjælpe patienten med at gøre sig forståelig, og af patientens generelle fremskridt.

Den afasiramte er ofte meget træt især i begyndelsen af sygdomsforløbet, og sygeplejersken er medansvarlig for, at den målrettede rehabilitering er overkommelig for patienten, og at de opstillede mål for træningen er overkommelige.

Et eksempel på et tidligt og overkommeligt delmål i kommunikationen kan være indarbejdelse af dagliglivets fraser, som for eksempel: ''Poul skal sige ''godmorgen'' til sygeplejersken hver morgen.''

Side 33

Kommunikation

Det er en kendsgerning, at kommunikationen oftere lykkes for den afasiramte, når den indgår i en konkret kontekst, frem for i en mere abstrakt og ustruktureret sammenhæng.

Sygeplejersken har døgnet igennem mulighed for at bringe træningen ind i en naturlig sammenhæng: ''Hvad vil du have, te eller kaffe?'' Hun står med drikkevognen og det er oplagt, hvad det handler om. Hvis hun med hjælp fra de pårørende har sikret sig, at hun ved, hvad patienten drikker, kan hun tolke et usikkert svar, og hjælpe patienten til at få kommunikationen til at lykkes. Det kan også være, at synet af termokanden er nok til at patienten kan sige ''kaffe.''

Det er betydeligt mere vanskeligt for patienten at svare på talepædagogens spørgsmål om, hvorvidt han drikker kaffe eller te, hvis der ikke er noget i omgivelserne, der kan støtte kommunikationen. I sengeafdelingen er der rige muligheder for at lade kommunikationstræning indgå i en naturlig kontekst.

Det skal sygeplejersken udnytte, men naturligvis med respekt for, at patienten ikke skal trænes hele tiden. Der skal også være frirum, hvor hun er sammen med patienten uden at lægge pres på ham. Afslappet samvær uden krav er lige så nødvendigt som træning på rette tid og sted for patientens tro på, at livet stadig vil være værd at leve.

Sygeplejersken skal blandt andet tilgodese afslappet samvær med den afasiramte og hans medpatienter for at forebygge den isolation, der ellers let kan ramme en patient uden sprog.

Sygeplejersken skal kende og overholde generelle regler for kommunikation med afasiramte, og vejlede de pårørende i kommunikation efter samme regler.

Det er ikke ualmindeligt, at de pårørende i misforstået hjælpsomhed svarer for patienten, hvis han har talevanskeligheder. Sygeplejersken må da opfordre den pårørende til ikke at tage ordet for patienten og ikke at tale hen over hovedet på ham.

For at hjælpe de pårørende med at kommunikere med den afasiramte har vi på Genoptræningscentret i Esbønderup udarbejdet et skema med generelle råd om kommunikation med afasiramte (se boks 1).

Sygeplejersken gennemgår rådene med de pårørende, og skemaet bliver sat op på væggen ved patientens seng.

Når patienten begynder at falde til i afdelingen, får tillid til personalet og der sker fremskridt med de motoriske funktioner, har rådene ofte en gunstig virkning på om ikke sprogproduktion og forståelse, så på patientens muligheder for at gøre sig forståelig og for at fungere i samværet med medpatienter, personale og pårørende.

Talepædagogens undersøgelser af patientens sproglige problemer bliver beskrevet i journalen og er med til at give plejepersonale og terapeuter nødvendige oplysninger for deres tilrettelæggelse af pleje og behandling.

Samarbejde med talepædagog

Samarbejdet mellem sygeplejersker og talepædagoger foregår meget forskelligt i de afdelinger, der behandler afasiramte. Erfaringen viser, at jo højere grad af samarbejde, der finder sted, desto større indsigt, viden og kunnen opnår begge parter til fordel for patient og pårørende.

Hos os har vi god erfaring med, at kontaktsygeplejersken overværer patientens første besøg hos talepædagogen. Hun får indsigt i patientens problemer og ressourcer, og kan efter aftale med talepædagogen følge op på taletræningen i sit samvær med patienten.

Talepædagogen træner blandt andet sproglige funktioner som gentagelse, udtale, benævnelse af foreviste genstande eller billeder, og patienten får kommunikationstræning,

Side 34

hvor han arbejder med kropssprog, mimik og tegn, som for eksempel at pege.

Samarbejdet med talepædagogen finder dels sted i forbindelse med rådgivning om kommunikation med patienten, dels arrangerer talepædagoger nogle steder gruppetræning med afasiramte, hvor sygeplejerskerne deltager.

Talepædagogen står mange steder for information til patient og pårørende vedrørende afasien og behandlingsmulighederne, og udleverer skriftligt materiale til dem. Hun sørger for, at det sker i takt med patientens og de pårørendes overskud til at modtage information.

Samarbejdet mellem sygeplejerske og talepædagog kan yderligere illustreres ved nedenstående eksempel fra praksis, hvor sygeplejersken bliver klar over, at de pårørende har brug for viden og forståelse i forhold til patienten:

Ib var pensioneret fra en ledende stilling, gift med rask hustru, de havde voksne børn og børnebørn og levede en meget udadvendt tilværelse. Ib fik en apopleksi, og blev efter et kort ophold på en medicinsk afdeling overflyttet til videre genoptræning på apopleksiafsnittet.

Han havde flydende afasi og store forståelsesproblemer, og han kunne ikke længere skrive eller læse. Han havde kun lette lammelser. Hans hustru og børn skiftedes flittigt til at komme på besøg, og brugte megen tid på at træne sprog med ham. De troede i den bedste mening, at jo mere de terpede, jo hurtigere ville Ib genvinde sit sprog.

Ib prøvede at leve op til familiens krav, men blev forvirret og træt, og personalet, som kendte ham, kunne høre, at hans tale indeholdt færre forståelige ord i disse pressede situationer, end det ellers var tilfældet.

Her var det kontaktsygeplejerskens opgave at bryde ind. Ib blev under familiens mange besøg hele tiden konfronteret med det, han ikke kunne. Han fik ikke den nødvendige hvile, og trætheden medvirkede til, at han fik mange nederlag, når han var sammen med sin familie. Familiens frustrationer voksede, men de blev ved med at klynge sig til håbet om, at alt ville blive som før. De magtede ikke at forholde sig til virkeligheden.

Sygeplejerskens mål med at gribe ind var at tale med familien om deres samvær med Ib uden at støde dem. Det var naturligvis vigtigt, at de blev ved med at besøge Ib, men deres besøg skulle indeholde andre og bedre oplevelser.

Hun fortalte dem om den enorme træthed, der ofte følger med en apopleksi, særligt hos afasiramte, der må bruge megen energi på at kommunikere med omgivelserne. Hun fortalte dem, at det var vigtigt for Ib, at deres tale var tydelig og at de kun brugte få ord. Træningen var vigtig, men det var også vigtigt for Ib at holde pauser fra træningen. De kunne netop drage fordel af, at Ib ikke var ramt hårdere fysisk, end det var tilfældet. Hun foreslog dem at gå en spadseretur i den naturskønne omegn.

I samarbejde med talepædagogen og Ib arrangerede sygeplejersken, at hustruen overværede taletræningen. Talepædagogen forberedte hustruen på, at taletræningen ville blive meget langvarig, og at der kunne gå år, før Ib eventuelt ville genvinde noget af sit sprog. Hun kunne fortælle hustruen, at Ib kunne tolke kropssprog og mimik. Det var derfor en lige så vigtig del af rehabiliteringen, at hun gik en tur hånd i hånd med Ib, som at hun øvede skrift og tale med ham.

Samarbejde med andre faggrupper

Neuropsykologen undersøger den afasiramtes sproglige funktioner og tester andre kognitive funktioner som koncentration, strukturering og visiospatiale (rumlige) færdigheder, med hovedvægt på en vurdering af patientens ressourcer i forhold til indlæring og opmærksomhed.

Nogle steder arbejder neuropsykologer med holdtræning af patienter med afasi og andre kognitive forstyrrelser i samarbejde med sygeplejersker og terapeuter.

Der bør altid være mulighed for, at sygeplejersker og terapeuter kan kontakte neuropsykologen såvel som talepædagogen for at få råd og vejledning, der kan lette samarbejdet med patienten.

Ergoterapeuten står for patientens ADL-træning, og hun vil mange steder i et tæt samarbejde med talepædagogen videreføre sprogtræning i ergoterapien. Hun træner mimik og mundstimulation med patienten enten individuelt eller på små hold.

Mundstimulation

På Genoptræningscentret i Esbønderup udfører sygeplejersken også mundstimulation i forbindelse med hjælp og træning ved personlig hygiejne, og når hun hjælper patienten med tandbørstning.

I boks 2 ses et skema med øvelser, som sygeplejersken træner med patienten. Skemaet er udarbejdet af ergoterapeuterne. Det er sat op på væggen på badeværelset, og efter aftale med patientens ergoterapeut vil sygeplejersken træne med patienten i forbindelse med hjælp til mundhygiejne.

Mange afasiramte har oral apraksi. De kan derfor have svært ved at rense munden med tungen, og føleforstyrrelser kan bevirke, at de ikke kan mærke, om de har madrester i munden. De har derfor behov for hjælp til rensning af munden og tandbørstning efter alle måltider.

Som en yderligere behandling kan sygeplejersken i samarbejde med ergoterapeuten udføre isstimulation (se illustration).

Der er ikke gennemført kontrollerede undersøgelser af effekten af isstimulation og træning i forbindelse med mundhygiejne. Men det er en generel erfaring, at det psykisk og fysisk hjælper patienten at arbejde med problemerne i ansigt og mund. Det

Side 35

lykkes blandt andet tit at styrke patientens opmærksomhed på, at han skal tørre sig om munden med en serviet under og efter måltidet, og måske vænne sig til at vaske sig i ansigtet, når han er færdig med at spise. Tænk på, hvor let vi distraheres, hvis den, vi taler med, har madrester i mundvigen eller mellem tænderne.

Munden og ansigtet er meget følsomme og private områder, og sygeplejersken må udvise takt og respekt for patienten.

Socialrådgiverens rolle

Socialrådgiveren er endnu en vigtig samarbejdspartner. Det kan for eksempel være et uoverskueligt problem for en hustru til en afasiramt at betale regninger og faste udgifter, hvis det er noget, hendes mand tidligere har klaret. Nu kan han hverken fortælle hende, hvordan hun skal klare det, eller hvor papirerne befinder sig. Her kan det være en stor hjælp i en overgangsperiode, hvis afdelingens socialrådgiver kan yde praktisk bistand.

For yngre afasiramte bliver der ofte behov for ansøgning om pension.

Følelser

Den afasiramte patient kan have meget svært ved at give udtryk for sine følelser. Han kan sidde inde med følelser som afmagt, sorg, depression såvel som frustration og vrede. Mange afasiramte kommer ud i en svær krise som reaktion på det tab af rolle, handlefrihed og identitet, som apopleksien har medført. Afatikeren er særlig hårdt ramt, da han ikke som andre i krise kan bearbejde sin situation ved at sætte ord på sine tanker og følelser. Han kan måske heller ikke forstå det, personalet og hans pårørende siger til ham.

Den erfarne apopleksisygeplejerske ved, at den afasiramte kan have ansigtsapraksi, det vil sige manglende evne til at bruge mimik. Man kan fejlagtigt tro, at den afasiramte ikke reagerer følelsesmæssigt på sin situation, fordi han hverken med ord eller ansigtsudtryk røber, hvad han føler.

Han har sandsynligvis brug for hjælp til at vise sine følelser. Sygeplejersken kan, når der over tid er opstået et tillidsforhold mellem hende og patienten, sætte sig hos ham og sige ''Hvor må du være vred?'' eller ''Jeg tror, du er meget ked af det lige nu?''

Hos patienter med problemer med sprogforståelsen vil hun i sådanne situationer anvende sit kropssprog meget bevidst, gerne overdrevent efter danske forhold, og samtidig benytte berøring til at understrege ønsket om kontakt med patienten. Ved at vise den afasiramte, at hun forstår, at han har det svært, og at hun er parat til at tage imod, hvad han måtte rumme af følelser, kan hun hjælpe ham med at reagere på sine mange tab.

Hvis sygeplejersken lægger mærke til, at patienten

Side 36

ikke viser tegn på en relevant følelsesmæssig reaktion, må hun altid tænke på, at hans pårørende måske kan undre sig over det samme. Det hører med til sygeplejen at opsøge den pårørende og spørge vedkommende, hvordan han eller hun synes, det går med patienten. Den pårørende kan sikkert fortælle, hvordan patienten viste sine følelser før sygdommen.

Det er meget vigtigt, at den pårørende bliver gjort opmærksom på, at patientens tilsyneladende manglende følelsesmæssige reaktion ikke nødvendigvis er udtryk for, at han ikke føler noget længere. Det, der kan opfattes som manglende interesse og følelsesmæssigt engagement fra patientens side, kan i mange tilfælde skyldes, at patienten hverken med ord, mimik eller kropssprog kan udtrykke sine reaktioner.

Det opleves som et stort tab i et forhold, at den ene part tilsyneladende ikke længere engagerer sig med bekymring, begejstring eller interesse for det, den anden fortæller. En del patienter med venstresidig hjerneskade får depression under indlæggelsesforløbet.

Depressionen kan naturligvis være en relevant reaktion på sygdommens følger, men den kan også til dels være organisk betinget. Den kan være så svær, at man må motivere patienten for antidepressiv medicinsk behandling for overhovedet at kunne komme igennem til patienten med den nødvendige pleje og træning. Samtidig skal man naturligvis hjælpe patienten med at bearbejde hans krise (3).

Anders Gade skriver i sin bog 'Hjerneprocesser' i afsnittet 'Redefinition af 'katastrofereaktion' og 'eufori'':

'Katastrofe-reaktionen hos afasipatienter var blevet tolket som depression, men flere forhold taler imod dette. Ved depression er der for eksempel ændringer i kortisoludskillelsen fra binyrebarken. Men en sådan ændring optræder ikke hyppigere ved læsioner i venstre hemisfære end i højre. Snarere end at anse reaktionen for abnorm har flere også foreslået, at der er tale om en nok dramatisk, men psykologisk forståelig og passende reaktion på et pludseligt tab af sprog og førlighed og hvad det kan indebære for personen' (4, side 369).

Labilitet

Nogle patienter bliver følelsesinkontinente, oftere i form af tvangsgråd end af tvangslatter. Man skal have kendt patienten en tid, før man kan være sikker på, om han lider af depression eller tvangsgråd, og der kan jo være tale om begge dele.

Tvangsgråd er en følge af hjerneskaden og viser sig ved, at patienten giver sig til at græde ved mindste anledning, selv i forbindelse med ting, der burde glæde ham, som når sygeplejersken kommer ind med en hilsen fra en pårørende, eller når patienten har gjort fremskridt. Når man i teamet er enig om, at der er tale om tvangsgråd, skal man forklare både patient og pårørende om, at man er klar over, at patienten ikke nødvendigvis er ked af det, når han så tit kommer til at græde. Man må forklare, at der er tale om tvangsgråd, og at man i forståelse med patienten vil ignorere den.

Dermed menes, at man fastholder den neutrale kontakt, man havde med patienten, før han begyndte at græde. Man taler videre med patienten om det, man talte om, eller fortsætter uanfægtet med det man var i gang med. Grebet an på den rigtige måde hjælper man patienten over anfaldet, uden, at det virker afvisende, det kan tværtimod gøres meget respektfuldt. Pointen er, at patient, pårørende og personale har talt sammen om, hvad det er der sker, og hvordan det skal håndteres.

Patienten vil føle sig godt hjulpet, for han orker ikke at bliver overøst med medlidenhed og trøst, hver gang han får et anfald af tvangsgråd. Det samme gør sig gældende med tvangslatter, som ses sjældnere, men som måske opleves som endnu mere pinagtig end tvangsgråden.

Netværk

En afgørende faktor for rehabilitering af hjerneskadede er et støttende netværk. Familie og venner, som har forståelse og tålmodighed med den hjerneskadede, og som bevarer kontakten til den ramte, har vist sig at have en betydelig indflydelse på resultatet af rehabiliteringsindsatsen i det hele taget, og for patientens oplevelse af livskvalitet på længere sigt.

Det er vigtigt, at sygeplejersken i sin formidling af viden til de pårørende når derhen, hvor de forstår, at den afasiramte ikke kan forventes at genvinde sit sprog i løbet af selve indlæggelsen, men at taletræningen sandsynligvis vil fortsætte efter udskrivelsen.

Det ses ikke sjældent, at pårørende kan blive for ambitiøse på den syges vegne (5).

De ønsker så brændende, at den afasiramte kan forstå dem og lære at udtrykke sig sprogligt igen. Pårørende kan have meget svært ved at se virkeligheden i øjnene. Ofte fejltolker de den syges signaler og reaktioner og tillægger ham større sproglige færdigheder, end han har.

Et andet patientforløb fra praksis:

Peter var svært fysisk, psykisk og kognitivt skadet efter hjertestop og en hjerneblødning. Han havde fået global afasi, og havde trods intensiv genoptræning ikke gjort nogle væsentlige fremskridt.

Peters hustru havde fuldtidsarbejde og besøgte Peter hver dag efter arbejdstid. Hendes mål var, at Peter skulle hjem, når han var færdig med sit træningsophold på Genoptræningscentret.

Sygeplejersken oplevede Peters hustru som stresset og rastløs. Hun forsøgte at træne kommunikation med sin mand på en computer, hun selv havde anskaffet og installeret på hans stue. Hun fortalte personalet om, at hun spillede yatzy med sin mand. Det undrede sygeplejersken, at Peter skulle være i stand til at spille yatzy. Hun vidste fra sit eget og det øvrige

Side 37

tværfaglige teams arbejde med Peter, at det ikke kunne passe.

For at hjælpe hustruen til en mere realistisk opfattelse af Peters mange handicap, aftalte hun på et tværfagligt mål- og planmøde, at hustruen skulle overvære Peters træning hos fysio- og ergoterapeut, talepædagog og neuropsykolog.

Talepædagogen overværede, at ægteparret spillede yatzy sammen. Det viste sig, at hustruen kompenserede for Peters manglende evner i spillet ved hele tiden at vise ham, hvad han skulle gøre, ved at tage terningerne fra og ved at føre regnskab. Det eneste, Peter reelt gjorde, var at slå terningerne.

En konfrontation med Peters reelle problemer blev indgangsporten til at hjælpe hustruen til at se realiteterne i øjnene. Hun fik gradvis erkendelse af Peters meget store plejebehov, og hun tog imod tilbuddet om maksimal hjemmehjælp og daghjem fem gange om ugen.

Det kan forekomme hårdhjertet at konfrontere de pårørende med realiteterne, når de så åbenbart selv har det næsten lige så svært som patienten. Men det er misforstået barmhjertighed at lade dem blive i den tro, at den afasiramte har fået et midlertidigt handicap. Vi er enige om, at de pårørende hellere må få chokket, mens patienten stadig er indlagt hos os, fordi vi da har mulighed for at hjælpe dem med at komme sig.

Det er en udfordrende opgave, som kræver et erfarent og enigt team, at medvirke til at en afasiramt og hans familie kommer til at kommunikere med hinanden, og at de ser realiteterne i øjnene. Realiteterne er meget ofte, at livet aldrig bliver som før. Men det kan med en stor indsats fra begge parter stadig blive et godt liv.

Hjælpemidler

Nogle afasiramte kan have gavn af kommunikationshjælpemidler i forbindelse med taletræningen. Talepædagogen står for at afdække behov for hjælpemidler og for anskaffelse af hjælpemidlerne. Hun afprøver dem sammen med patienten og eventuelt de pårørende under indlæggelsen, så patienten kan nå at blive fortrolig med brugen, inden han kommer hjem.

Patienter med dysartri kan med stor fordel bruge kommunikationshjælpemidler, da de ikke har vanskeligheder med at forstå og/eller anvende sproget, men udelukkende har problemer med udtale. De kan anvende en lightwriter (en miniskrivemaskine med display), forskellige computerprogrammer, lydbånd som afasitræningsprogrammet 'Benjamins bånd' 1 og 2, skrivemaskine og – ikke at forglemme: papir og blyant! Der er kun få afasiramte, der har gavn af kommunikationshjælpemidler, men her skal nævnes computerprogrammet 'Genlyd', som anvendes specielt til patienter med næsten rene ekspressive sprogproblemer.

Mange enkle ting kan anvendes af afatikere i hverdagen: Der findes en pegebog for voksne, pegeplade med alfabetet og en pegeplade med tal. I den daglige kommunikation med afasiramte er det en god idé at have en afrivningskalender og en papkalender med seks måneder på hver side til at visualisere aftaler som for eksempel undersøgelse hos neuropsykologen om tre dage og hjemmebesøg om otte dage. Nogle patienter kan ved at pege i Kraks vejviser vise, hvor de bor, selv om de ikke kan sige adressen. Hertil kommer 'Min første pegebog' og en elektronisk pegeplade, 'Alfatalker'.

Så længe den afasiramte er indlagt, er det hospitalet, der stiller hjælpemidler til rådighed. Efter udskrivelsen er det kommunerne, der skal bevilge kommunikationshjælpemidlerne.

Side 38

Alt vedrørende taleundervisningen betales af de amtslige taleinstitutter. På Hjælpemiddelinstituttet i Århus kan man bestille en bog med oversigt over hjælpemidler til patienter med afasi.

Udskrivning

Et godt udskrivningsforløb er blandt meget andet betinget af de pårørendes realistiske erkendelse af patientens problemer og ressourcer.

Udskrivelse af en afasiramt skal planlægges i god tid og bør, afhængig af patientens øvrige handicap, foregå i et tæt samarbejde med sygeplejersker i den primære sundhedstjeneste.

På Genoptræningscentret i Esbønderup vil teamet omkring en afasiramt under hele indlæggelsen have afholdt ugentlige mål- og planmøder med fastlæggelse af mål for den kommende uges træning.

Når patienten har været indlagt i et par uger, arrangerer kontaktsygeplejersken en besøgsdag, hvor patientens nærmeste pårørende inviteres til at følge patienten en hel dag med mulighed for at overvære samtlige træningssituationer. Dagen afsluttes med en tværfaglig samtale med patient og pårørende. Her gøres der status over det hidtidige træningsforløb, man vurderer behovet for hjemmebesøg og opstiller mål og plan for det videre træningsforløb og udskrivningen.

Tilstrækkelig praktisk hjælp under indlæggelsen og efter udskrivelsen er nødvendig for at lette presset så meget, at patient og pårørende kan bearbejde den

Side 39

krise, de begge er kommet i efter apopleksien. Derfor bør man i god tid arrangere en udskrivningskonference med primær sundhedstjeneste. Ved denne lejlighed bør man videregive erfaring med kommunikation med den afasiramte og lægge op til, at den

afasiramtes kontaktsygeplejerske kan vejlede personalet i primær sundhedstjeneste efter behov.

Efter udskrivelsen har en del afasiramte stadig ret til undervisning. Afasiramte, som under hospitalsindlæggelsen var for dårlige til at modtage undervisning, kan senere henvende sig til amtets taleinstitut, hvis de ønsker det. Amterne har pligt til at sikre, at de får den undervisning, de er berettiget til.

Til slut kan følgende lille historie illustrere, at arbejdet med afasiramte kræver fantasi og indlevelsesevne.

Som sygeplejerske kan man i mange situationer komme til kort over for den afasiramtes forsøg på at gøre sig forståelig. Så meget desto større er triumfen for begge parter, når det lykkes:

En af forfatterne til denne artikel var kontaktperson for en patient med flydende afasi, manglende auditiv kontrol og svære forståelsesproblemer.

Patienten havde flere gange, da sygeplejersken var i aftenvagt, sagt til hende: ''Den store lygte, når jeg skal ud at sejle!'' Med sin viden om afasi og sit kendskab til patienten var hun klar over, at patienten hverken talte om lygter eller sejlads, og stor var hendes glæde, da det lykkedes at finde ud af, hvad patienten mente. ''Du skal have lange underbukser på, når du skal sove?'' ''Ja,'' svarede patienten, ''den store lygte, når jeg skal ud at sejle,'' glad over endelig at være blevet forstået. 

Litteratur

1. Faglig Sammenslutning af neurosygeplejersker FS15. Referenceprogram. Sygepleje til patienter med afasi, klinisk kvalitetssikring i neurosygeplejen. København: DSRs Forlag 1995.
2. Wheelan, A. and Hochberger, J. Assessing the Functional Level of Rehabilitation Teams and Facilitating Team Development. Rehabilitation Nursing 1996, vol. 21 Mar/Apr.
3. Bennet, Beverly. How nurses in a stroke rehabilitation unit attempt to meet psyckological needs of patients who become depressed following a stroke. Journal of Advanced Nursing 1996, 23.
4. Gade, Anders, Hjerneprocesser. København: Frydenlund 1997.
5. Flensborg, Annette. Pårørenderolle og sygerolle efter apopleksi. Rollestress hos raske apopleksiægtefæller. Dansk Selskab for Sygeplejeforskning 1994, 2

Forfatterne arbejder alle på Genoptræningscentret Esbønderup.

Nøgleord: Afasi, apopleksi, klinisk sygepleje '98, kontaktsygepleje. 

Formålene med et sæt fælles sprogpolitiske principper for hele sundhedsområdet er følgende:

•  At fremme størst mulig tilgængelighed af sundhedsvidenskabelige publikationer i videste forstand, både ved den direkte tilegnelse gennem læsning og ved brug af ordbøger, leksika, klassifikationer og databaser.
• At fremme informationsudvekslingen mellem sundhedsfagene og samfundet (den afprofessionaliserede formidling), mellem sundhedsfagene indbyrdes samt mellem specialerne inden for de enkelte sundhedsfag.

Mange redaktioner overlader fortsat til forfattere, sekretærer og forlag at fylde det sprogpolitiske vakuum, der opstår, når fastlagte principper og regelsæt ikke findes. Resultatet er en slingrende kurs, der ofte belaster den opmærksomme læser ved misforholdet mellem kravene til form og til indhold, og som yderligere kan gøre en tekst uforståelig uden for kernegruppen.

Med den tiltagende opmærksomhed på muligheden for faglige teksters formidling til større målgrupper end de traditionelle er behovet øget, ikke blot for formel orden, men også for regler for indslusning af tekniske udtryk til dansk, enten som fordanskede udtryk, der forstås af både fagfolk og en interesseret offentlighed, eller som paralleludtryk, som øger en faglig teksts forståelighed.

Ved paralleludtryk forstås enten et synonym eller en oversættelse til eller fra et andet sprog (fx ulcus duodeni 'tolvfingertarmssår', 'mavesår').

Endelig skaber den udbredte anvendelse af elektroniske søgeteknikker behov for langt større grad af kobling mellem terminologien i de sundhedsvidenskabelige publikationer, der tjener formidling til professioner, og dem, der henvender sig til offentligheden. Hvis det indekserede søgeord er stavet forskelligt i forskellige sammenhænge, åbner datalogien sjældent mulighed for at kunne opsøge alle kilder.

Uden for sprogpolitikkens faglige begrundelser må også nævnes den betydelige rationaliseringsgevinst, der ligger i, at samme principper og regelsæt benyttes i alle led af publikationsprocessen (forfatter, konsulent, redaktør, producent og læser) og inden for alle produktionsformer (tidsskrifter, lærebøger, håndbøger, årbøger, leksika, årsberetninger, offentlige bekendtgørelser m.fl.). Et skøn over de ressourcer, som herved spares, kan ikke kvantiteres. Kun kan der henvises til omfanget af det kostbare anarki, der ville råde, hvis der ikke fandtes en officielt knæsat retskrivning i Danmark.

De fælles regler

Skal indledningens overordnede sprogpolitiske principper omsættes til enkle regler, som igen danner afsæt for en række praktiske anvisninger, bør følgende anses for at være grundlæggende:

• Latinske, græske og græsk-latinske ord

Enkle ortografiske regler, der vejleder forfatteren i at vælge en konsekvent stavemåde af sundhedsvidenskabelige ord, enten når de forekommer i en uændret græsk/latinsk form, som låneord fra andre sprog eller som fordanskede udtryk. Klare rubriceringer skaber ro og mulighed for genkendelse under læsningen.

Et eksempel på et konsekvent regelsæt for latinske, græske og græsk-latinske ord i sundhedsvidenskaberne er det, som blev grundlagt i 1961, og som benyttes af flere danske tidsskrifter på området. I let tilpasset form (1997) lyder det:

''De mange ord, som det medicinske sprog har lånt fra latin, benyttes også i vid udstrækning i aflatiniseret form, idet den karakteristiske latinske endelse er bortfaldet eller ændret ved en tilføjelse. Disse lånte og i deres form aflatiniserede ord stavedes tidligere snart som de staves på latin, snart som de staves på dansk, dvs. c = k, ch = k, ph = f, qu = kv, th = t, x = ks, ae = æ og oe = ø (desuden gu = gv, rh = r, rrh = r eller rr og xc = ksk, fx excavatio 'ekskavation', excoriatio 'ekskoriation' og excrescens 'ekskrescens',

Side 39

dog uændret xc, hvis det følgende bogstav er en fortungevokal, fx excisio 'excision'), og det blev gjort så forskelligt og vilkårligt af forskellige forfattere og inden for den samme artikel af samme forfatter, at det begrunder fastere regler for det medicinske skriftsprog.

Latinske (græsk-latinske) ord, som ved tilføjelse af endelser, ved forkortning eller på anden måde er fordanskede, staves på dansk. De latinske stavemåder bevares altså kun, hvis ordene anvendes i deres originale form (fx enten glaucoma eller glaukom).

For sammensatte ord eller begreber bestående af to eller flere led gælder følgende regler, uanset om der indgår en eller flere bindestreger:

Hvis sidste led er latinsk (eller græsk-latinsk) og indgår uforandret i sin latinske form, og det eller de forudgående led er afledt af latin, staves alle led på latin (fx cholecystographia, chylothorax, choledochopancreaticorrhaphia).

Hvis sidste led er et fordansket eller et rent dansk ord, og det eller de forudgående led er substantiver, der indgår uforandret i fremmedsprogets nominativform, staves de første led på fremmedsproget form og det sidste led på dansk (fx thoraxkirurgi, tuberositas tibiae-stræk)

Ved alle andre sammensatte ord bruges dansk stavemåde for hele ordet, hvis dets sidste led er et fordansket eller dansk ord (fx kolecystografi, kylomikroner).''

Forenklet udtrykt: Det sidste leds stavemåde bestemmer de foregående leds stavemåde, undtagen hvis det sidste led er dansk, og det eller de forudgående led er latinsk-græske substantiver.

I Retskrivningsordbogen (RO) udgivet af Dansk Sprognævn forekommer fordanskninger af latinske og græske ord, som ikke følger dette regelsæt, fx 'astma' og 'bronkitis' i stedet for 'asthma' og 'bronchitis'. Som en nyskabelse foreslås det, at det accepteres, at det videnskabelige sprog her afviger fra ROs staveform og følger det ovenfor nævnte regelsæt, men at ROs staveform fortsat følges i formidlende tekster rettet mod offentligheden.

• Fremmedordene

Nutidige fremmedsprogede ord, der importeres til brug i dansk sundhedsvidenskab, og som får en vis udbredelse i dagligsproget ved patienters kontakt med det pågældende fænomen, bør så vidt muligt oversættes (fx whole body counter 'helkropstæller').

Dette eksempel er også illustrerende for skismaet: Skal et begreb skrives i et eller flere ord? Danske lægers faglige orientering i angelsaksisk litteratur har medført mange eksempler på sådanne anglicismer, fx virus encephalitis i stedet for virusencephalitis. Hvis nye ord kan forudses ikke at få relation til dagligsproget, fordi almenheden ikke vil støde på dem, kan det overvejes, om de skal importeres uændrede eller bør tilpasses dansk sprog, så de kan udtales og bøjes på dansk (fx compliance 'komplians').

Et lignende problem optræder ved import af ordet adherence. RO påbyder 'adhærens'. Imidlertid er dette ord navnlig knyttet til processen at tilhæfte og ikke processens aragtige følger, som derfor bør tillades i formen 'adhærence'. På dette punkt vil en løbende gensidig orientering mellem redaktioner, forlag og styrelser have betydning, da fagligt sprog har en tilbøjelighed til hurtigt at etablere sig i den fremmedartede form, enten af bekvemmelighed eller af elitær forfængelighed (Jean de France-fænomenet i angliseret form).

Et fagsprog bør ikke blive et klikesprog, men alene gøre brug af særlige udtryk i det omfang, kravet til præcisering byder.

• Paralleludtryk

Af hensyn til elektroniske søgesystemer bør den søgendes bevægelighed i disse systemer fremmes ved, at danske faglige paralleludtryk indgår i tekster, som tjener formidling til offentligheden, og omvendt, at dækkende danske udtryk indgår i tekster rettet mod en professionel målgruppe.

Konkrete anvisninger

I det daglige arbejde i redaktioner og hos producenter (forlag etc.) er det nødvendigt, at de ovenstående principper og overordnede regler omsættes i konkrete hjælpemidler, der er hensigtsmæssige i det interne arbejde og i særlig grad i kontakten med forfatterne:

• Staveregler som eksemplificeret ovenfor med ledsagende lister over eksempler. For producenter vil det være teknisk overkommeligt løbende at ajourføre en komplet alfabetisk database med godkendte stavemåder og levere udskrifter herfra.
• Regler for brug af faglige forkortelser, idet danske forkortelser følger RO.
• Regler for brug af enheder.
• Regler for brug af anatomiske, mikrobiologiske, botaniske, zoologiske navne etc.
• Regler for brug af lægemiddelnavne, kemiske navne etc.
• Regler for opstilling af referencer.

Med henblik på at opnå en koordineret indsats, som i størst muligt omfang kan skabe konsensus, foreslås det, at der stræbes mod etableringen af et Sundhedsvidenskabeligt Sprognævn, som hurtigt opretter forbindelse til Dansk Sprognævn.

Et sådant samarbejde mellem de to nævn vil være af betydning for begge, idet Dansk Sprognævn ikke besidder sundhedsvidenskabelig ekspertise og tidvis har søgt en sådan ad hoc.

Et eksempel på manglende rådgivning var Dansk Sprognævns kanonisering af ordet 'skanning' i stedet for 'scanning' i 1986. Det har siden vist sig, at det kun var i den sundhedsfaglige litteratur, at respekten for RO blev opretholdt, mens dagligsproget løb med scanning, hvilket da også er taget ad notam i den sidste udgave af RO (1996).

I en overgangsperiode vil brug af konsulentassistance til kontrol af reglernes overholdelse formentlig være nødvendig.

Efterhånden må det dog forudses, at intern oplæring og brug af stavelister vil mindske eller ophæve dette behov.

Over for forfatterne vil det uden tvivl blive nødvendigt at returnere manuskripter, som slet ikke synes at være skrevet med overholdelse af redaktionernes regelsæt.

Størst mulig tilslutning

Det er formentlig urealistisk, at alle berørte parter på redaktions- og produktionssiden ved danske sundhedsvidenskabelige publikationer vil kunne acceptere ét dansk regelsæt uden ønske om egne modifikationer.

Sigtet er snarere at opnå størst mulig tilslutning til de enkelte regler og principper. Til brug for den store forfattergruppe vil det som en praktisk udmøntning heraf være hensigtsmæssigt at udforme kravene i tabelform, hvor søjlehovederne angiver de enkelte regelsæt og rækkehovederne de vigtigste danske sundhedsvidenskabelige tidsskrifter og forlag med virke inden for feltet, således at et hurtigt overblik kan give sekretærer og forfattere mulighed for at orientere sig om kravene og dermed henvise til de enkelte regelsæt.

De to forfattere, Nils Engelbrecht og Povl Riis, har udarbejdet det formelle regelsæt på basis af drøftelser i en arbejdsgruppe bestående af læger, redaktører og sprogkonsulenter. Artiklen har været publiceret i Ugeskrift for Læger den 9. juni 1997.

Nøgleord: Manuskriptvejledning,

redaktionelt, sundhedsvidenskab, sprogbrug.